Home Sweet Home
Det føles så godt, det her.
At være hjemme.
Hos Martin primært.
Men sekundært kan jeg melde, at egne garderobeskabe og eget badeværelse heller ikke er sådan at kimse ad.
For selvom jeg ikke ligefrem har været på interrail eller backpacker-tur med de to jordbærhjelme, så kan 7 stive ugers liv i kufferter og toilettasker være en prøvelse for tålmodigheden.
Pludselig er det ren luksus at åbne toiletskabe og opleve noget så eksotisk som at vælge i mellem cremer, sæber og parfumer.
For slet ikke at tale om friheden til at være på badeværelset lige så længe, man har lyst.
Dén slags går sjældent i Danmark, hvor man næsten altid er mange om at dele badeværelse. Hvorfor er det lige, at danske boliger bygges med så få badeværelser? Om jeg begriber det.
Og så er der glæden ved at gå nøgen rundt.
Ikke at jeg er nudist eller har et stort behov for at dele Mor-kroppen med min nabo, men der er vel visse tidspunkter på døgnet, hvor det faktisk er rart at være i Eva-kostumet? Og dét gør man sjældent hjemme hos andre, I guess.
Pludselig er det også ren luksus at sove i egen seng.
Bare dét at have ens egen hovedpude fremkalder stor taknemmelighed i min krop.
Det er jo ikke fordi vores søde familiemedlemmer ikke gør deres bedste, men min gamle krop værker efter at have sovet på udtrækssenge og sovesofaer hér og dér.
En anden ting, der gør mig taknemmelig, er friheden til at vælge selv.
Hvad der skal i indkøbsvognen.
Hvad der skal i køleskabet.
Hvad der skal på middagsbordet.
Vi er blevet forkælede hele vejen fra Dannevang og til Månen - og har absolut ikke manglet noget på noget tidspunkt - men mit talje- og lårmål kalder på, at jeg selv styrer menuen lidt bedre end i sommerferien.
Det er en god ting, sådan at føle sig taknemmelig over dagligdagsting, der plejer at blive taget for givet.
Og Martin?
Han har såmænd forberedt alting så fint til vi kom hjem.
Han har købt nye sengeborde, sengelamper og repareret småting hist og pist.
Han laver kaffe og henter friskt morgenbrød.
Han aer, kysser og krammer sine 3 piger.
Og jeg elsker ham lidt extra.
For i løbet af 5 ugers adskillelse er alle irriterende småting glemt og begravet - og hans blotte tilstedeværelse bliver ikke længere taget for givet.
At være hjemme.
Hos Martin primært.
Men sekundært kan jeg melde, at egne garderobeskabe og eget badeværelse heller ikke er sådan at kimse ad.
For selvom jeg ikke ligefrem har været på interrail eller backpacker-tur med de to jordbærhjelme, så kan 7 stive ugers liv i kufferter og toilettasker være en prøvelse for tålmodigheden.
Pludselig er det ren luksus at åbne toiletskabe og opleve noget så eksotisk som at vælge i mellem cremer, sæber og parfumer.
For slet ikke at tale om friheden til at være på badeværelset lige så længe, man har lyst.
Dén slags går sjældent i Danmark, hvor man næsten altid er mange om at dele badeværelse. Hvorfor er det lige, at danske boliger bygges med så få badeværelser? Om jeg begriber det.
Og så er der glæden ved at gå nøgen rundt.
Ikke at jeg er nudist eller har et stort behov for at dele Mor-kroppen med min nabo, men der er vel visse tidspunkter på døgnet, hvor det faktisk er rart at være i Eva-kostumet? Og dét gør man sjældent hjemme hos andre, I guess.
Pludselig er det også ren luksus at sove i egen seng.
Bare dét at have ens egen hovedpude fremkalder stor taknemmelighed i min krop.
Det er jo ikke fordi vores søde familiemedlemmer ikke gør deres bedste, men min gamle krop værker efter at have sovet på udtrækssenge og sovesofaer hér og dér.
En anden ting, der gør mig taknemmelig, er friheden til at vælge selv.
Hvad der skal i indkøbsvognen.
Hvad der skal i køleskabet.
Hvad der skal på middagsbordet.
Vi er blevet forkælede hele vejen fra Dannevang og til Månen - og har absolut ikke manglet noget på noget tidspunkt - men mit talje- og lårmål kalder på, at jeg selv styrer menuen lidt bedre end i sommerferien.
Det er en god ting, sådan at føle sig taknemmelig over dagligdagsting, der plejer at blive taget for givet.
Og Martin?
Han har såmænd forberedt alting så fint til vi kom hjem.
Han har købt nye sengeborde, sengelamper og repareret småting hist og pist.
Han laver kaffe og henter friskt morgenbrød.
Han aer, kysser og krammer sine 3 piger.
Og jeg elsker ham lidt extra.
For i løbet af 5 ugers adskillelse er alle irriterende småting glemt og begravet - og hans blotte tilstedeværelse bliver ikke længere taget for givet.