Crab eller crap?
Én af de interne jokes med mine engelske veninder, handler om udtale.
Danskerne (og Ze Germans, too) er notorisk kendte for at have besvær med 'g' og 'k' på engelsk.
En 'foggy day' bliver således ret nemt til en 'fucky day', når man møder naboen på gaden og lige vil kommentere på vejret, som det sig hør og bør.
Samme problematik gør sig gældende med 'b' og 'p'.
Er det en 'perfect day to go crabbing with friends' eller en 'perfect day to go crapping with friends'?
Vi vælger løsningen med 'b'.
Man er vel civiliseret.
Og det andet fungerer bare bedst i énrum.
Fru R og Fru Cox tager os igennem smukke, grønne Suffolk ud til kysten, hvor det mondæne Southwold ligger. En bittelille by, der er kendt for sit smukke, hvide fyrtårn, der minder mig meget om Blåvand Fyr.
Og hér er det, at det er fantastisk at have lokale guider med. For vi springer let og elegant over den klassiske turisttur ned igennem Southwold's "London-smarte" High Street og kører i stedet ud til Southwold Old Harbour.
Til Mrs. T's Fish & Chip Shop.
Dét sted havde man bare aldrig fundet uden stedkendte.
Det bliver ikke bedre. Eller mere ærke-engelsk.
Der er kuller, rødspætte og torsk i det sprødeste beer-batter. Og fritterne er skåret ud af nye, friske kartofler.
Med maven fuld af fisk og fritureolie tøffer vi ned på havnen for at 'go crabbing' - selvom jeg muligvis også kunne have gået 'crapping', hvis der havde været dén slags faciliteter.
Udendørsaktiviterne i blæst og ustadigt vejr er pay-back for sidste sommer, hvor jeg tog englænderne med op i Blåvand Fyr og ned på stranden for at flyve med drage på den mest blæsende, regnfulde sommerdag, der føltes som november.
Vi tør først for alvor op igen, da vi rammer Waitrose's café i udkanten af Ipswich. Et sted, som vi frekventerede så ofte, at det udviklede sig til det interne koncept Waitrose Wednesdays.
Og ligesom vi varmede os med hotdogs i Danmark sidste sommer, sørger min Mor og jeg for danske hotdogs som afslutning på en kold sommerdag i det engelske.
Dagen efter gråvejr og krabbefiskeri står vi op til strålende solskin, fordi det er Miss Sophie's 7-års fødselsdag.
Og mens Cille finder æg i hønsegården, puster Miss S sine fødselsdagslys ud.
Lidt senere siger vi et kærligt farvel til vores second home med en gåtur.
Forbi kirken i Levington.
Og The Ship, den lokale pub, hvor vi har hygget os masser af gange.
Forbi årets smukke sommerblomster, som landsbyens beboere sår i fællesskab langs grøftekanten.
Og mens vi ser ud over River Orwell med dens fine, hvide sejlskibe, siger jeg et stille farvel til mit engelske landsbyliv.
Det er skønt med en genopfriskning af gode minder og smukke steder.
Men det er også benhårdt at konstatere, at jeg nu er blevet en turist.
En gennemrejsende, som betragter alt dét, der engang var mit og som jeg havde meget kært.
En tilskuer i stedet for én, der lever og trives lige dér - i et smørhul i Udkants-England.
Dét føles mærkeligt.
Tomt.
Sørgmodigt.
Vi vælger løsningen med 'b'.
Man er vel civiliseret.
Og det andet fungerer bare bedst i énrum.
Fru R og Fru Cox tager os igennem smukke, grønne Suffolk ud til kysten, hvor det mondæne Southwold ligger. En bittelille by, der er kendt for sit smukke, hvide fyrtårn, der minder mig meget om Blåvand Fyr.
Og hér er det, at det er fantastisk at have lokale guider med. For vi springer let og elegant over den klassiske turisttur ned igennem Southwold's "London-smarte" High Street og kører i stedet ud til Southwold Old Harbour.Til Mrs. T's Fish & Chip Shop. Dét sted havde man bare aldrig fundet uden stedkendte.Det bliver ikke bedre. Eller mere ærke-engelsk.
Der er kuller, rødspætte og torsk i det sprødeste beer-batter. Og fritterne er skåret ud af nye, friske kartofler.Med maven fuld af fisk og fritureolie tøffer vi ned på havnen for at 'go crabbing' - selvom jeg muligvis også kunne have gået 'crapping', hvis der havde været dén slags faciliteter.Udendørsaktiviterne i blæst og ustadigt vejr er pay-back for sidste sommer, hvor jeg tog englænderne med op i Blåvand Fyr og ned på stranden for at flyve med drage på den mest blæsende, regnfulde sommerdag, der føltes som november.Vi tør først for alvor op igen, da vi rammer Waitrose's café i udkanten af Ipswich. Et sted, som vi frekventerede så ofte, at det udviklede sig til det interne koncept Waitrose Wednesdays.Og ligesom vi varmede os med hotdogs i Danmark sidste sommer, sørger min Mor og jeg for danske hotdogs som afslutning på en kold sommerdag i det engelske.Dagen efter gråvejr og krabbefiskeri står vi op til strålende solskin, fordi det er Miss Sophie's 7-års fødselsdag. Og mens Cille finder æg i hønsegården, puster Miss S sine fødselsdagslys ud.Lidt senere siger vi et kærligt farvel til vores second home med en gåtur.
Forbi kirken i Levington.Og The Ship, den lokale pub, hvor vi har hygget os masser af gange.Forbi årets smukke sommerblomster, som landsbyens beboere sår i fællesskab langs grøftekanten.Og mens vi ser ud over River Orwell med dens fine, hvide sejlskibe, siger jeg et stille farvel til mit engelske landsbyliv.Det er skønt med en genopfriskning af gode minder og smukke steder.
Men det er også benhårdt at konstatere, at jeg nu er blevet en turist.
En gennemrejsende, som betragter alt dét, der engang var mit og som jeg havde meget kært.
En tilskuer i stedet for én, der lever og trives lige dér - i et smørhul i Udkants-England.
Dét føles mærkeligt.
Tomt.
Sørgmodigt.