Cream tea og følelsestumult
Vi checker ud af Englands svar på Scandic. Premier Inn.
Home of a good night's sleep, guaranteed.
Og den garanti har de opfyldt. Vi har sovet som små sten efter de seneste dages mange oplevelser.
I dag er dagen, hvor vi flytter ind hos Fru R i Levington.
Men før da skal vi mødes med vores tidligere rengøringskone Cathy og hendes datter Emma, som var vores babysitter.
De var til enorm hjælp i familien - både mens jeg ventede Mille - og bagefter i den første, tumultariske tid med lille, vilde Mille.
Jeg har begået et bevidst kulturelt faux pas ved at invitere os hjem til Cathy - for at se hendes nye hus - og for at få chancen for en proper catch-up i rolige omgivelser.
Det er ellers ikke noget 'man' gør.
Mødes hjemme hos nogen, that is.
'Man' mødes på pubben. Eller på legepladsen. Eller på den lokale high street til en kop kaffe.
Men Cathy indvilliger og pigerne nyder at lege tea party med Emmas to små døtre.
Bagefter går vi på pubben til en klassisk pub lunch. Jeg har helt savnet den fedtede mad!
Cille er også svært begejstret. Primært for isdesserten. 
Det kunne skyldes, at en britisk børneportion ligner en dansk dessert for 2?
Med fedt-, salt- og sukkerdepoterne fyldte, tager vi afsked.
Det føles som om vi sås forleden. Hvor er det dog skønt med så positive gensyn.
Næste stop på nostalgi-rejsen er Sainsbury's. Én af de bedste supermarkedskæder i England. Min Mor elsker butikskæden og har fået timer til at gå med at tusse rundt og finde spændende varer, som hun har fyldt i kufferten, når hun besøgte os. Jeg er vist mere end Waitrose kind of girl…
Pigerne er ikke synderligt begejstrede ved tanken om et langsommeligt supermarkedsindkøb med Mor og Mormor, men efter et par kraftige vink med en vognstand, får de vendt attituden og nyder at gå på opdagelse i fantasifulde kager, slik og hvad hylderne ellers bugner af.
Efter et par timers butik-sightseeing er vi klar til Cream Tea at the Cox Household.
Never to be missed when in England.
Prøv lige at se et smukt bord, Fru Cox kan fremtrylle!
Med aromatisk hyldeblomst-mint-drik, hjemmebagte scones, agurkesandwiches og naturligvis te med fløde i.
Så delikat. Så sprødt. Så sødt.
Børnene får pasta til children's tea time, som i virkeligheden betyder noget i retning af 'børns-nemme-aftensmåltid-fordi-de-voksne-spiser-noget-helt-andet-og-meget-senere'.
Bagefter går der for alvor nostalgi i den. Ihvertfald for mig og for min Mor.
Vi går ad den smalle, bugtede landevej igennem Nacton Village - den lille landsby, som vi boede i.
Forbi landsbyens fungerende telefonboks. No kidding. 
Og hen på landsbyens sports field, hvor børnene klatrer i legestativ og i træer.
Mille gynger med S.
Og Cille får en introduktion til cricket af B. Prøv lige at se hvor langt, det grønne strækker sig. Vitaminer for ørken-øjnene, er det.
Cille har dét, jeg kalder for "fotografi-hukommelse" af sports field'en. Det vil sige, at hun selv mener at kunne huske stedet - men i virkeligheden er det fordi hun har set masser af billeder af sig selv på stedet.
Da solen begynder at gå ned, titter vi ind til Nacton Village Hall, hvor Cille plejede at gå i play group, som er 3 timers daglig børnehave, der forbereder børnene på skolelivets start som 4-årige. Cille husker intet herfra, da jeg spørger hende.
Rundt om hjørnet fra village hall'en ligger den kristne Nacton Primary School, hvor Cille startede som 4-årig og desværre kun nåede at være i 6 måneder, før vi flyttede til Dubai. Hun husker heller ikke skolen, da jeg spørger hende.
Og ikke ret langt fra skolen og WW1-monumentet ligger Westbank, vores tidligere - og meget værdsatte - hjem.
Det føles tomt og trist at betragte det hus, der dannede rammen om vores familieliv i 2 år.
Det var Milles første hjem.
Et hus, hvor vi i dén grad nød at bo og leve.
Og nu bor her nogle andre.
Som helt tydeligvis ikke holder af det med samme intensitet, som vi gjorde - for her er tillukket og algegrønt.
Min Mor ryster lidt på skuldrene og skutter sig, mens hun går stille rundt og betragter indkørslen.
Det føles mærkeligt at være tilbage uden sådan at være rigtigt tilbage.
Jeg er blevet en fremmed - en besøgende - i et land og på et sted, som plejede at danne rammen om mit og vores liv.
Som en turist i mit eget levede liv.
Vi gør kort proces og runder i stedet Orwell Park School - den smukke, gamle, traditionsrige kostskole, som ligger på bakken oven for Westbank. Skolen var min udsigt i horisonten fra soveværelsesvinduet hver morgen.
Og vi stopper ved den lokale kirke, St. Martin's.
Alt er i virkeligheden præcist som det plejer.
Vi er bare ikke længere en del af lokalsamfundet og landsbyens liv.
Men hvor er jeg taknemmelig for at vi har været det.
Engang.
De var til enorm hjælp i familien - både mens jeg ventede Mille - og bagefter i den første, tumultariske tid med lille, vilde Mille.Jeg har begået et bevidst kulturelt faux pas ved at invitere os hjem til Cathy - for at se hendes nye hus - og for at få chancen for en proper catch-up i rolige omgivelser.
Det er ellers ikke noget 'man' gør.
Mødes hjemme hos nogen, that is.
'Man' mødes på pubben. Eller på legepladsen. Eller på den lokale high street til en kop kaffe.
Men Cathy indvilliger og pigerne nyder at lege tea party med Emmas to små døtre.Bagefter går vi på pubben til en klassisk pub lunch. Jeg har helt savnet den fedtede mad!
Cille er også svært begejstret. Primært for isdesserten. Det kunne skyldes, at en britisk børneportion ligner en dansk dessert for 2?Med fedt-, salt- og sukkerdepoterne fyldte, tager vi afsked.Det føles som om vi sås forleden. Hvor er det dog skønt med så positive gensyn.Næste stop på nostalgi-rejsen er Sainsbury's. Én af de bedste supermarkedskæder i England. Min Mor elsker butikskæden og har fået timer til at gå med at tusse rundt og finde spændende varer, som hun har fyldt i kufferten, når hun besøgte os. Jeg er vist mere end Waitrose kind of girl…
Pigerne er ikke synderligt begejstrede ved tanken om et langsommeligt supermarkedsindkøb med Mor og Mormor, men efter et par kraftige vink med en vognstand, får de vendt attituden og nyder at gå på opdagelse i fantasifulde kager, slik og hvad hylderne ellers bugner af.Efter et par timers butik-sightseeing er vi klar til Cream Tea at the Cox Household.
Never to be missed when in England.
Prøv lige at se et smukt bord, Fru Cox kan fremtrylle!Med aromatisk hyldeblomst-mint-drik, hjemmebagte scones, agurkesandwiches og naturligvis te med fløde i.
Så delikat. Så sprødt. Så sødt.
Børnene får pasta til children's tea time, som i virkeligheden betyder noget i retning af 'børns-nemme-aftensmåltid-fordi-de-voksne-spiser-noget-helt-andet-og-meget-senere'.Bagefter går der for alvor nostalgi i den. Ihvertfald for mig og for min Mor.
Vi går ad den smalle, bugtede landevej igennem Nacton Village - den lille landsby, som vi boede i.
Forbi landsbyens fungerende telefonboks. No kidding. Og hen på landsbyens sports field, hvor børnene klatrer i legestativ og i træer.Mille gynger med S.Og Cille får en introduktion til cricket af B. Prøv lige at se hvor langt, det grønne strækker sig. Vitaminer for ørken-øjnene, er det.Cille har dét, jeg kalder for "fotografi-hukommelse" af sports field'en. Det vil sige, at hun selv mener at kunne huske stedet - men i virkeligheden er det fordi hun har set masser af billeder af sig selv på stedet.Da solen begynder at gå ned, titter vi ind til Nacton Village Hall, hvor Cille plejede at gå i play group, som er 3 timers daglig børnehave, der forbereder børnene på skolelivets start som 4-årige. Cille husker intet herfra, da jeg spørger hende.Rundt om hjørnet fra village hall'en ligger den kristne Nacton Primary School, hvor Cille startede som 4-årig og desværre kun nåede at være i 6 måneder, før vi flyttede til Dubai. Hun husker heller ikke skolen, da jeg spørger hende.Og ikke ret langt fra skolen og WW1-monumentet ligger Westbank, vores tidligere - og meget værdsatte - hjem.Det føles tomt og trist at betragte det hus, der dannede rammen om vores familieliv i 2 år.Det var Milles første hjem.
Et hus, hvor vi i dén grad nød at bo og leve.
Og nu bor her nogle andre.
Som helt tydeligvis ikke holder af det med samme intensitet, som vi gjorde - for her er tillukket og algegrønt.Min Mor ryster lidt på skuldrene og skutter sig, mens hun går stille rundt og betragter indkørslen.
Det føles mærkeligt at være tilbage uden sådan at være rigtigt tilbage.
Jeg er blevet en fremmed - en besøgende - i et land og på et sted, som plejede at danne rammen om mit og vores liv.
Som en turist i mit eget levede liv.
Vi gør kort proces og runder i stedet Orwell Park School - den smukke, gamle, traditionsrige kostskole, som ligger på bakken oven for Westbank. Skolen var min udsigt i horisonten fra soveværelsesvinduet hver morgen.Og vi stopper ved den lokale kirke, St. Martin's.Alt er i virkeligheden præcist som det plejer.
Vi er bare ikke længere en del af lokalsamfundet og landsbyens liv.
Men hvor er jeg taknemmelig for at vi har været det.
Engang.