Sydfrankrig – Première Partie

Jordbærhjelmene har været tidligt oppe for at rejse til Nice.img_7210De overlever på forventningens glæde under hele flyturen, men da vi sætter os i taxien, må de overgive sig til søvnen, mens jeg smiler overdrevent bredt til chaufføren, der vældig gerne vil underholde mig på den knapt 2 timer lange køretur….på fransk…og dér har jeg ikke så meget at skulle have sagt efter mit begrænsede franskkursus i 8. klasse.

“¿Hablas español?”, forsøger jeg forsigtigt.

“¿Me entiendes, si hablo despacito?”

Ingen succes.

Han forstår cirka lige så meget spansk, engelsk eller dansk, som jeg forstår fransk. Og alligevel lykkes det ham at fortælle mig en masse skøre ting om sin familie og om alle de små landsbyer, vi passerer på vej til Familien M’s hus i bjergene. img_7265Her er ikke bare helt ualmindeligt, bemærkelsesværdigt smukt.img_7235img_7232Her er også så fredfyldt, at det eneste, jeg kan høre, er cikader og summende insekter, når jeg bevæger mig rundt i haven for at se på blomster.img_7234img_7242img_7241Men stilhed kommer som regel med begrænset holdbarhed, når der er børn til stede.

Det gør nu ikke noget i det her tilfælde.

Deres fællesskab, leg og latter gør mig lykkelig helt ind i hjertekulen.img_7250Og som om dét her scenarie – udsigten over bjerglandskabet og havet; det charmerende landsted i den idylliske have og 4 glade børn, der hujer og plasker – ikke skulle være mere end rigeligt i sig selv, så bliver jeg på forunderlig vis set og forstået af et menneske, med hvem jeg føler en dyb samhørighed.

Hun opfordrer mig kærligt og generøst til at tage ud på lange gåture.

For mig selv.

Som i alene-uden-andre.

Det er som at vinde i et lotteri, jeg ikke aner, at jeg har deltaget i!

Og i mens leger Fru M med 4 power-puff-piger, der laver perleplader og sokkedyr i serieproduktion.

Det kræver et absolut minimum af overtalelse at gå ud på opdagelse i denne her provençalske vidunderverden.

Et par skridt uden for porten møder jeg dette syn og en duft af fyrrenåle og varm jord.img_7236Det er den reneste balsam for en støvet ørkensjæl.

Og der er havudsigt som belønning for hvert sving, jeg tilbagelægger ad den snirklede bjergvej.img_7273Lidt senere må jeg til at følge Fru M’s håndtegnede kort. Jeg er jo ikke det mindste stedkendt.img_7264img_7274Efter en kort vandring igennem en kavalkade af franske sommer-landsteder – nogle i topform og andre i en mere skal-vi-kalde-det-rustik udgave, rammer jeg Madrague-distriktets vinmarker.img_7275Jeg antager, at de her smukke druer senere bliver til områdets berømte rosévine?img_7263Efter at have passeret rækkevis af frodige vinstokke, kommer jeg til Plage de Gigaro, som er så fransk, at damerne går helt nonchalante rundt i korte, hvide hørskjorter og bittesmå bikinitrusser. Med 3 baguettes under den ene arm og en cigaret mellem to fingre, mens de er på vej ud i verden.

They don’t give a fuck.

På deres helt egen elegante, franske facon.

Jeg tager mig selv i at blive helt araber-chokeret over al den nøgenhed i det offentlige rum. Men man kan vel vænne sig til det igen?img_7262Og hér – for enden af strandpromenaden – ligger en lille bod.img_7257Det er i øvrigt også enden på Fru M’s kort-instruktioner i denne ombæring, så jeg sætter mig med en ananas-smoothie og ser ud over havet, hvor blide bølger skvulper ind mod de sidste badende. img_7260Hvordan kan jeg være så heldig?

At sidde lige hér og mærke eftermiddagssolens lange stråler.

Og indånde den svale, salte havluft.

I mit eget selskab.

Det er mig ret meget en gåde – men måske er det lige præcist sådan, dét bør være?

Og da jeg svedig-varm og taknemmelig vender retur til storfamilien, står der solmodne, duftende nektariner og små, sprøde chouquettes på bordet. img_7229Chouqettes er intet mindre end himmelske bidder plukket direkte fra sommerens hvide cumulus-skyer, hvorefter en fransk bager har dyppet dem kærligt i sukkerlage med sine lange, slanke fingre og strøet forsigtigt med perlesukker til sidst.

💜 Soul Mate Sister, I love you 💜

For evigt taknemmelig for dig.

Og for chouquettes.

De er van(dbakkelses)-vittigt go’e.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Côte d’Azur

Den er go’ nok.

Rødbedepassene er fundet frem.

Små og store cirkusheste lugter savsmuld og tæller ned som gjaldt det livet.

Der er intet som at pakke kuffert og lade forventningens glæde løbe løbsk.

Côte d’Azur…

Bare navnet i sig selv. Det emmer da af sofistikeret fransk sommer?

Jeg kan næsten ikke vente.

img_7200Vi har det mest essentielle med.

Små gaver til dejlige piger.

Balsamspray til krudtuglet klorhår.

Solhat med UV-filter til hende med galopperende pigmentforandringer i hele krydderen.

Og en bamse, der er go’ til at gi’ godnatkram.img_7201Vi er mere end klar til at rejse på ferie til Sydfrankrig i morgen tidlig, selvom det nu også går ganske fortrinligt med at holde sommerferie i Ørkenstaten.

Her får vi ordnet alverdens kedelige, lavthængende småprojekter sideløbende med de sidste hyggelige legeaftaler, før alle rømmer den overophedede sandkasse.

Jeg kører med en intern 1:1 aftale om at gøre én sjov ting for hver træls ting, vi får klaret.

Forleden fik vi f.eks. sorteret 10 ringbind med papirer; scannet og arkiveret (mestendels lodret), så der nu er én eneste mappe tilbage med papirer, som jeg forstår meget lidt af.

Og køkkenet er blevet gennemgået for ophobet plastic, så der igen er overskueligt og ryddeligt i skabene.

I mens de voksne muntrer sig med dødens-pølse-aktiviteter, har Cille og Mille udvidet familien med intet mindre end 3 nye medlemmer, der skifter navne så ofte, at jeg ikke kan gengive de nuværende.img_7170Det er små elektroniske mus, der bor i et hjemmegjort papkasse-bur.img_7168Sådan er livet, når man har decideret strenge og uforstående forældre, der ikke vil tillade, at man får levende mus.

Det er både uretfærdigt og for dårligt, er det.

Og Bob-katten?

Han vender da bare ryggen til de åndssvage, fake mus.

Ignorerer dem på bedste katte-manér.

Han gider til gengæld godt papkassen.

Den er ret god at sove lur i.

Og lur – dét er lige præcist hvad jeg skal have lige om snart.

À bientôt, Fru M!

Un croissant, skal vi ha’.

fullsizerender

Og bonne nuit til jer alle.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forløsning

Ind i mellem kan en tight deadline være nødvendig.

Især hvis opgaven er på størrelse med en mammut og har strakt sig over en lang periode både tidsmæssigt og mentalt.

Jeg får ihvertfald selv en frygtelig masse fra hånden i 11. time, når uret sådan for alvor tikker.

Det er vist meget menneskeligt?

Første gang jeg indså betydningen af en tight deadline var, da Martin – med mere end fuldtidsarbejde på nakken – pludselig fik skrevet sin kandidatafhandling færdig, fordi jeg begyndte at ånde ham i nakken med mit eget speciale.

Han nægtede ganske enkelt at se sig selv slået på målstregen af humanisten, der var begyndt at læse mange år senere end han selv.

Så Regnskabschefen kender alt til behovet for et mildt, insisterende pres, når det gælder skriftlige opgaver.

Og i det konkrete tilfælde er det således ham, der har lagt pres på Hr. M, som – udover mere end fuldtidsarbejde og et i øvrigt travlt liv – skal lægge allersidste hånd på sin afsluttende afhandling på en 3-årig Executive MBA.img_5004Presset er naturligvis udformet som en gulerod. Man skal ikke være ond ved mennesker, man holder af.img_5034 Så der er lovet Dubai-brunch og special-indhentet gave fra Danmark – for der er vitterligt noget at fejre.img_5003Det er så vigtigt, at tage sig tid til at anerkende en bedrift.

At grund-mærke, hvordan det føles at have fuldført noget godt og vigtigt.

Den søde smag af succes.

Og alt for ofte skubber vi veludførte opgaver til side og pakker lykkerusen bort på et øjeblik, fordi vi allerede fokuserer på det næste skridt i processen. Det er jeg ihvertfald skyldig i gang på gang – og jeg øver mig i fejring.

Men lige så vigtigt det er, at vi husker at fejre succeserne, lige så vigtigt er det, at vi lærer at fejre fejltagelserne.

Den flade smag af fiasko.

Det siger Fru M – og jeg er overbevist om, at hun har ret.img_5035Der ligger masser af læring i et veludført spinatjokkeri, hvis man tør grave efter det.

Medmindre man da er kommet til at lykønske en ikke-gravid med graviditeten. (Dér lærer man kun, at det er et dumt spørgsmål, man aldrig stiller).

Problemet er, at det er en sårbar, til tider pinagtig og ømtålelig proces, når man skal finde det gode i noget skidt, kikset eller down-right-dumt.

Det kræver ærlighed og ydmyghed over for én selv og modparten, hvis der er en sådan involveret.

Det kræver, at man ikke tager sig selv så forbandet højtideligt.

Og derfor er det bare lettere at fejre en succes.

Det føles federe.

Sjovere.

Bedre.

Så det gør vi.

Her og nu.

Fejrer, at 3 års benhårde studier nærmer sig deres afslutning.

Med masser af champagne og det lækreste mad på ZUMA.img_4999img_4998img_5002Efterfulgt af solnedgang og cigarer – ihvertfald for nogle medlemmer af selskabet.

Det er svært ikke at elske Dubai.img_4993Den berusede lattermildhed sidder stadig i kroppen, da jeg her til morgen kører hen på skolen for at deltage som observatør til dette års Model United Nations.img_5024Emnet er International Response to Global Conflict. img_5023Hård kost for simrende tømmermænd. img_5022Og jeg indfinder mig diskret med lyttelapperne udslået i International Court of Justice, hvor jeg observerer elevernes fremstilling af den territoriale disputs mellem Nicaragua og Costa Rica, efterfulgt af Kashmir-konflikten mellem Pakistan og Indien.

Ikke lige noget vi får løst på en formiddag, me thinks.img_5025Jeg skulle have sneget en reparations-bajer i tasken.

Men det ville nok have været ugleset.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den ultimative bagside

Vi har nu boet i Ørkenstaten i lige knapt 3 år.

Det er kort tid og lang tid.

Kort tid, fordi her er så skønt og der stadig er et helt overflødighedshorn af muligheder og oplevelser, som vi ser frem til at benytte os af.img_4521Lang tid, fordi vi nu begynder at mærke den ultimative bagside ved at bo i udlandet:

At skulle tage afsked med gode venner.

Fordi de vælger at rejse videre ud ad livets uforudsigelige landevej.

Hvilket er helt okay og forståeligt.

Og så alligevel ikke.

Hvorfor skal de absolut dét, når nu det lige gik så godt?

Da vi ankom til Dubai, hungrede jeg efter selskab og nye venskaber. Det var resultatet af mere end 3 års mental afmagring i Udkants-England, hvor flinke (faktisk virkelig flinke), men meget reserverede englændere udgjorde vores eneste mulighed for social omgang. Der var så få venner, at de kunne tælles på en enkelt hånd. Og det var heller ikke lykken, at sidde dér i et smukt hus og vente længselsfuldt på besøg hjemme fra Danmark.fullsizerenderI Dubai landede vi i det modsatte scenarie.

Her venter nye venskaber lige rundt om hjørnet. Det er ikke engang en joke. Jeg fik min første ven på et gadehjørne – og hun er stadig en af mine mest betroede veninder her 3 år senere.

Her til lands kan du få venner fra hele verden.

Jeg har venner, naboer og bekendtskaber fra Palæstina, Iran, Jordan, Egypten, Indien, Syrien, Holland, Bulgarien, Sverige, Norge, Australien, Irland, Canada, USA og Danmark. fullsizerender-1Oh, yes…

Vi er da naturligvis faldet præcist ligeså meget i ghettogryden, som vi anklager visse andre nationaliteter for at gøre i Danmark.

Vi bor i en hvidmands-ghetto sammen med alle de andre skandinavere og englændere, præcist som andre grupperinger ynder at bo samlet i ghettoer i Danmark.

Det er ikke så underligt, når man sådan tænker det igennem, vel?

For det er jo rarest, at dem, der bor lige omkring én, deler ens interesser og værdifællesskab, ikke?

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i en dejlig lejlighed i Vollsmose lige ved siden af deres gode venner og familiemedlemmer, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i et nydeligt parcelhus på en villavej i Hørsholm med stisystem til børnenes skole, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.fullsizerender-2Vi indretter os alle således, at vi føler os allermest hjemme.

Og derfor er vi – danskere, arabere, indere og kinesere – interesserede i at finde venner fra vores egen “flok”, om man så må formulere det.

For vi taler samme sprog.

Nyder de samme ting.

Morer os over de samme skøre indfald.img_4541Fester og fejrer på samme måde.img_4562Det hele kræver bare færre forklaringer (og dermed mindre arbejde), når vi er sammen med mennesker, der har haft nogenlunde samme opvækst, taler samme sprog og har samme kulturelle baggrund.

Referencerammen ligger lige til højrebenet. Mageligheden længe leve.

Det er ikke politisk korrekt at vedkende sig, at tingene hænger sådan sammen.

Men vi ved det godt.

Lige børn leger bedst and all that jazz.

De fester og arrangementer, hvor alle kommer fra forskellige steder og hvor man klarer sig (mere eller mindre godt) igennem på engelsk, er bare mere anstrengende og man er nødt til at gøre en ekstra indsats for at ramme en fælles tone.

Jeg er tilhænger af at gøre begge dele.

Det er horisont-udvidende og sundt at lære mennesker at kende, hvor vi ikke deler modersmål, religion eller referenceramme.

Men i weekenden kører vi den hele vejen hjem på dansk til vores første, rigtige farvelfest.

For D & K.fullsizerender-3Det er næsten ikke til at bære, selvom damerne på billedet nu ser meget tilfredse og livsglade ud.img_4551Den kvindelige del af festen skiftes til at få pandaøjne af tristesse.

En uundgåelig følgetilstand af at skulle tage afsked, og vi hjælper venligt hinanden på skift med at rette op på eyeliner’en, når tårerne triller.

Men trods følelsesmæssige rutscheture, sørger vi selvf’ølgelig for at sende de to kære nordjyder godt afsted på en solid bølge af champagne, sprut og hummere.img_4524fullsizerender-4Hvor har vi haft mange sjove oplevelser sammen med de to nordjyder, der – efter godt og vel 10 år i en ørken – vælger at se nærmere på livet i 9000 Hasseris.

Jeg forstår godt deres valg.

De fik et tilbud.

Ét af den slags, der er for godt til at melde pas til.

Så nu bliver The Lakes-rækkehuset udskiftet med et skønt hus lige uden for Aalborg C – tæt på familie og gamle venner. Præcist som de har behov for og lyst til.

Og her er livet vel i virkeligheden ligesom dessertbuffetten?

Man kan lige så godt tage for sig af retterne og prøvesmage lidt af det hele.

For tænk, om det viser sig, at vi kun lever én gang?img_4531Kæreste D & K,

I vil blive umådeligt savnede i Dubai.

For jeres sjove, ærlige, boblende og varme personligheder.

Husk, at I altid er velkomne.

Her står der en gæsteseng klar – og vi er game!umm-al-quwain-6umm-al-quwain-8musandam-tur-eid-al-adha-2015-18

musandam-2016-6

Mange hilsner fra Mor i Udlandet