Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skrøbelig

Man skulle tro, at jeg helt har glemt, at jeg er den lykkelig ejer af denne her fine blog. Der er gået så lang tid siden sidste blogindlæg, at det måske virker temmelig ukoncentreret eller useriøst.

Men jeg har ikke glemt mit skrivehjørne.

Tværtimod.

Jeg har undgået at begynde på et nyt skriv, fordi det hele er så sært og så skrøbeligt for tiden.

Sidste gang, jeg skrev, var jeg on a high. Ramadanens nymåne hang og skinnede glædesstrålende over os, og vi havde tilmed en nyvunden frihed at fejre. Friheden til at gå ud af hjemmet igen – uden en udgangstilladelse.

Men som med alt andet, vi tager for givet, fordi det straks bliver ny standard og hverdagskost, er muligheden for en løbetur eller et smut i supermarkedet ikke længere tillokkende.

Der er alt, alt for mange af mine flinke medmennesker, som tror, at deres ansigtsmasker virker mod Corona-virus,  når de hænger nede om hagen på dem.

Der er stadig temperatur- og alderskontroller ved indgangen til supermarkeder og centre – og der er engangs-plastichandsker, kø til at komme ind i butikken og kø ved kassen. Der er INTET sjovt ved en tur i supermarkedet. Overhovedet.

Intet er, som det plejede at være.

Jeg var ved at bilde mig selv ind, at NU kom det hele retur til mig, men det var ren ønsketænkning og indbildning.Jeg kan drømme om det – og lade som om det – men lige så snart, jeg bevæger mig uden for matriklen, bliver jeg overvældet af, hvordan et nedlukket, dystopisk samfund ser ud.Det her er så langt fra normalen, som vi kan komme. Og jeg græmmes. Sveder tran under masken i 38 graders varme, mens andre vælger at blæse på reglerne og løber frejdige afsted med masken nede om hagen, som om det kunne hjælpe på noget som helst. Og så stiger mit blodtryk.

Jeg griber til fredelig selvtægt. Henvender mig til førnævnte frejdige løbere og spørger, om de er ok med, at jeg også bare tager masken af foran dem – eller om vi skulle vælge en mindelig løsning, hvor begge parter passer på hinandens helbred? De fleste smiler og siger thank you, mens de skynder sig videre væk med masken nede om hagen. Det er Dubais svar på fuck you. Her i landet kan man komme seriøst galt afsted med bandeord og fremvisning af langemand, så det giver mest mening bare at sige thank you og løbe sin vej.

Efter 5 blodtryksopsættende encounters går jeg hjem. Med uforløst træningstrang og uforrettet sag. Med følelsen af, at denne her virus kommer til at styre vores liv i meget, meget længere tid, end vi har tålmodighed til. Fordi ingen længere følger reglerne.

Baseret på min uvildige sammentælling af mængden af masker omkring hager versus mængden af korrekt påsatte ansigtsmasker i en velbjærget og veluddannet hvid-mands-ghetto, kan jeg konkludere, at langt de fleste nu officielt har tabt sutten og er vendt tilbage til den vante hverdag. De gider ikke mere. De har ikke bedt om det her – og efter 8 uger er det altså nok.

Og i mens de løber ud i livet, løber jeg hjem til mig selv, og bliver mere og mere sær og angst.

Jeg slæber mig igennem undervisningen på Teams. Jeg slæber mig igennem den endeløse forberedelse og rettelse af opgaver. Jeg slæber mig igennem børnenes skolearbejde og projekter. Jeg slæber mig igennem frokost-tilberedning og kaffebrygning. Jeg slæber mig oven på til en halv eller hel times workout med Martin og så et forløsende et brusebad. Jeg kysser og kysser og kysser på min familie. Jeg læser højt for pigerne og læser bøger for mig selv i timevis for at glide ind i et andet univers. Jeg sover elendigt og drømmer mareridtsagtige drømme hver nat. Jeg trøstespiser is og kager hver dag. Jeg tildeler mig selv ugens brandert hver fredag.

Og så starter en ny uge op i glasklokken.

Med præcist det samme indhold.

Skole. Mad. Motion. Bad. Bog. Natteroderi. Slet skjulte bekymringer. Strittende grå hår kombineret med et iltert, opfarende temperament, der falder lige så hurtigt ned og skammer sig, som det blussede op.

Jeg er ikke den eneste i familien, der er i forandring. Martin arbejder f.eks. videre på den svenske frisure. Potentiale, har det. Det er første gang i vores 19-årige liv sammen, at jeg har set hans hår med en reel længde.Heldigvis er alting jo ikke sort hele tiden. Martin og jeg passer godt på hinanden, og deler stort og småt med hinanden hele tiden – for vi har ikke andre ører at hive i. Der er også en enkelt socialt-distanceret-lykkestund med dejlige, søde og glade venner, der gør det ud for vores Dubai-familie, som får afledt mine destruktive tanker med verdens bedste drinks.Ingen af os har det godt for tiden. Det her handler ikke om mig som en særlig skrøbelig udgave af Maude fra Matador eller Yvonne fra Olsen-Banden, som visse personer ynder at sammenligne mig med.

Det står soleklart, at vi alle er udfordrede. På stort set alle fronter. For verden er jo fandeme helt af lave.

Min skrøbelige og sære glasklokke er sikkert magen til din. Måske betragter du også verden på en ny og forsigtig måde? Måske drømmer du dig også konstant tilbage til en verden og en virkelighed præ-Corona, der pludselig virker så uskyldsren og legende let? Det var verden jo ikke dengang. Men det føles sådan nu.

Det er sorg over spildt mælk og tabte fællesskaber, der vælder op i mig.

Og selvom jeg er blevet bedre til at gribe knoglen – og selvom jeg sender 1.000 WhatsApp-beskeder om dagen, så er der stadig en stemme indeni mig, der ufortrødent udsender faretruende bekymringer.

Om at vi ikke kommer til Danmark til sommer, men må blive her på matriklen.

Om at virussen bliver værre end den allerede er her i landet, hvor vi efter 8 ugers kamp fortsætter med at få 500+ nye tilfælde hver dag.

Om at vi får lockdown igen, hvis ikke folk snart putter de masker rigtigt på.

Om at vi ikke kan komme retur i skole til september, men må fortsætte online schooling langt ind i næste skoleår.

Om at vaccinen har længere udsigter end forventet, fordi der dukker bivirkninger op.

Om at den her fucking virus muterer og gør sig selv endnu sværere at hamle op med henover efteråret og vintermånederne.

Og mens vi nu er helt nede i kulkælderen af bekymringer og frustrationer, så send lige mere pålægschokolade. Vi er udgået for Galle & Jessen. For første gang i over 10 års udlandsliv. Det siger alligevel noget om krisesituationen.Pas rigtigt godt på hinanden i denne tunge og foruroligende tid.

Distancekram fra Drama-Dronningen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lockdown-tanker

Ørkenstaten er nu igennem weekendens lockdown, der startede torsdag aften kl. 20 og sluttede søndag morgen kl. 6.

Ude på den anden side bliver vi hilst velkommen af den klistrede kombination af sandstorm og ubestemmeligt småregnvejr. Det passer egentlig meget godt til det indre stemningsbillede, nu hvor vi lige har haft en salig lørdag væk fra bevidstheden om, at den står på hjemmeskoling i endnu en uge.Mille ser i øvrigt en hel del mere klar ud til hjemmeskolings-symbiosen, end jeg gør.

Det har været en underlig fornemmelse, dét med at være lukket inde i flere dage. Som med alt andet i en Ørkenstat, er der desværre ganske delte meninger om, hvad weekendens lockdown egentlig betød.

På den ene side blev vi kraftigt opfordret af myndighederne til at blive hjemme HELE tiden – samtidig med at blev der varslet bøder (eller fængsel) til dem, der virkelig ikke kunne forstå beskeden – men på den anden side var der også en formular, man kunne udfylde, hvis man skulle uden for. Til vores store overraskelse cyklede og hyggede mange stadig rundt i vores lille ghetto, som om intet var hændt.

Jeg skal ikke gøre mig til hverken dommer eller politibetjent over andres gøren og laden – dét er mit liv trods alt for kort til – men det undrer mig, at et simpelt budskab som #stayhome ikke kan forstås af alle.

Nå. Men stay the fuck home, så vi alle kan komme videre!

Men der er altså ikke meget at berette efter en hel weekends lockdown. Vi har nusset rundt i haven, malet akrylmaling, kysset intenst, set film, samsovet alle fire, bestilt pizza, lavet yoga efter YouTube-videoer, gloet dokumentarprogrammer om Nordkorea, taget lange karbade og ordnet fødder.

Til gengæld har jeg en række skønne billeder fra dengang, hvor coronavirus virkede langt mindre farligt og mindre vidtrækkende, og man stadig kunne tillade sig at få luft under vingerne i De Forenede Arabiske Emiraters skønne natur.For dét, der muligvis kun er nogle uger siden, men som nu føles like a life time ago, var vi nemlig på dagsudflugt til området Mlieha i Sharjah sammen med et vennepar og deres børn.
Mlieha er et stort arkæologisk område ved bjerget Jebel Mlieha – eller Fossil Rock, som stedet ofte kaldes, fordi man vitterligt vader i fossiler.
Området har stået helt under vand engang for tusinder af år siden, og fossilerne er derfor dyr fra havbunden – snegle, østers og den slags skal- og bløddyr.På vores udflugt kørte vi direkte forbi det arkæologiske besøgscenter og over mod fossil-eventyret i det skarpe og takkede bjerglandskab, men en anden gang vil jeg gerne derind og se nærmere på deres udgravninger og displays. Centret kan man se og læse mere om lige her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Mleiha_Archaeological_Centre

DISCOVER SOMETHING NEW EVERY TIME

Efter vandring i det stenede bjergområde, kørte vi lidt længere ind i sandet, hvor der var en del lokale samlet til grillhygge og høj arabermuzak – og minsandten om ikke en hel flok lænkede hunkameler med afkom traskede forbi os.Hvis der er noget, der kan få børn til at glemme tid og sted, og give sig helt hen i nuet, så er det ørkenen.Herude skal der bogstaveligt talt ikke mere end en bambuspind til, så er børnene pludselig opdagelsesrejsende på udkig efter et fatamorgana af en oase eller måske er de blevet til astronauter på rumrejse.De skynder sig altid at klatre henover de nærmeste sandbanker, så de forsvinder ud af de voksnes åsyn. Det er halvdelen af fornøjelsen undslippe os, og blive helt fri og væk for en stund.

Heldigvis vender de tilbage, når sulten melder sig. Og her kommer min 30 år gamle opskrift på snobrød, der ikke klistrer, endelig til sin ret. Spejder- og snobrødsskills, der skal overleveres fra én generation til den næste. Fandeme vigtig viden.Og efter den skønne udflugt får pigerne lang tid til at gå med at finpudse deres arkæologiske fund med pensler og vand.Der bor vist en aspirerende arkæolog inden i os alle, men det er vel heller ikke så underligt, at man bliver begejstret over fundene? – Se bare hér, hvad der kom med hjem efter en times klatring…Åh, hvor kan jeg næsten ikke vente til vi må komme afsted igen. Ud i ørkenen. På stranden. Ja, bare et smut i en park ville gøre mig glad.

Om ikke andet, så gør hele denne her corona-lockdown-situation mig mere opmærksom på – og taknemmelig for – alle de skønne steder, vi oplever og har lige omkring os. For Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Burj Khalifa og shoppingcentre.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 52

Jeg slutter Danmarks-turnéen on a high. Det er ellers altid en svær én – den sidste hele dag i Danmark. For hvad gør man lige med dén, når mave og hjerte slår knuder i et væk?

For det meste ender den sidste dag med at være et farvel-smut rundt i butikker efter livsnødvendige ting, man ikke kan få i en fjern Ørkenstat. Eller også bliver den til en afskedsmiddag eller en kaffedate med de nærmeste, som heller ikke synes, at det er særligt opløftende.

Men i går gjorde jeg dét, der ellers ville have været virkelig tillokkende at aflyse, fordi det kan føles uoverskueligt eller irrelevant, før man kommer afsted og står dér – lige midt i hele den grønne herlighed.Kender du mon denne udsigt over et velassorteret staudebed og snirklede havestier?

Eller genkender du hende her, den lange, slanke skikkelse, der sidder og koketterer i sin bronzestol?Jep.

Det er hende.

Vores danske mesterfortæller og forførerske, der er kendt ud i hele verden, og som til stadighed er en uudtømmelig inspirations- og aspirationskilde for så mange kvinder.Hun ligger begravet i Rungstedlunds park under et stort bøgetræ med en hund eller to omkring sig – og fordi hun elskede hunde, tør vi godt lade den bedårende malteserhvalp Elliot gøre hende selskab for en stund, mens vi hilser ærbødigt på Baronessen. (Jeg møder hundehvalpe i år – it’s a sign).Det er simpelthen det skønneste sommervejr, så vi ender med at bruge mere tid i parken på langsom walk-and-talk og i den dejlige café med gode stykker dansk smørrebrød, end vi reelt set bruger på udstillingen og Karens smukke stuer.Lindetræet byder os velkommen med sin ottekantede bænk på Rungstedlunds gårdsplads. Der er ikke længere den sødlige duft af lindeblomster, men jeg kan forestille mig, hvordan det må være at sidde dér i skyggen under linden, mens den blomstrer. Den eneste lugt, vi bemærker, er en dunst af rådnende tang fra strandområdet omkring Rungsted Havn. Knapt så charmerende.

Her er den ene ende af skrivestuen, hvor Karen sad og skrev om vinteren på sin mikrolille skrivemaskine, når hendes Fars arbejdsværelse var for koldt at opholde sig i. Jeg tænker, at den sarte vintersol har stået ind ad vinduerne og varmet hendes tynde skikkelse, præcist som den insisterende sensommersol gør det i dag.Og her er så den anden ende af samme grønne stue. Jeg får følelsen af, at Karen Blixen kan træde ind ad døren og sætte sig ned ved sit skrivebord any minute. I stadsstuen er der dækket op som på Karens tid med den smukke, vandgrønne Babettes Gæstebud-dug, som jeg er så svimlende heldig at eje (tak, Lulu og Carsten). Det er ellers en fristelse lige at sætte sig ned ved Baronessens bordkort, men jeg er bange for, at det vil udløse en alarm.Blomsteropsatserne rundt omkring i hele huset kombinerer farverige staudeblomster med vejkantens skønheder på præcist den elegante, ukonventionelle og luftige måde, som Karen Blixen selv gjorde det. Hun var i sandhed en mester-blomster-arrangør i tillæg til at være verdensberømt forfatter, kunstmaler, fortæller, storvildstjæger, rejsende, antropolog, elskerinde og så meget mere, at opremsningen ikke får ende…Men når jeg så står i hendes soveværelse og betragter den lille, smalle enkeltmandsseng, som hun lå og led i under sin tilbagevendende sygdom, fornemmer jeg også en kvinde, hvis ydre, fysiske statur var lige så skrøbelig, som hendes mentale statur og indre var mægtigt.Jeg ved ikke, hvornår Fonden har åbnet for Karens soveværelse, badeværelse og tørreloft på 1. salen, men det er et fint blik ind i den ensomme majestæts mest private gemakker. Vi sukker henført over alle de æstetisk tiltalende kjoler, lange støvler og hovedbeklædninger, som den elegante Karen iførte sig, når hun skulle underholde og tryllebinde sine venner.

Og fra soveværelset træder vi lige ned i Karens maskinrum.

Køkkenet.

For vejen til både kvinders og mænds hjerter går jo som bekendt gennem maverne.Køkkenet er holdt i den samme finurlige vandgrønne farve, som dugen i stadsstuen. Elsker den farve – og elsker at gense middagen fra Babettes Gæstebud opstillet på køkkenets borde.Og vi ler ved (gen-)synet af Babettes underlige skildpaddesuppe, de fine blinis med rogn og de sarte vagtler i sprøde butterdejskister – for det var netop dén festmenu, jeg var så heldig at få i 40 års fødselsdagsgave af The Mahainis – i tillæg til førnævnte smukke dug.Og vi ler videre, da vi opdager vores fælles glæde ved Karens porcelæn, for så er man da ved at være virkelig gammel, når den slags kan henrykke! 😂Der er ikke andet at sige, end at Karen Blixens Rungstedlund altid er et besøg værd.

Min sindsstemning er ihvertfald helt opløftet efter at have snuset rundt i Karens liv for en stund i selskab med to inspirerende, stærke kvinder, der ligesom Karen har mod, humor og kærlighed som førsteprioriteter i livet.

Tak for turen og på gensyn ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet