Børns venskaber

I dag har ikke lige været den nemmeste dag.

Den startede sådan set helt fint, men lige omkring frokosttid, hvor jeg svingede ind ad vores lille gade i ghettoen med bagagerummet fyldt af supermarkedsindkøb, fik jeg nærmest en mavepuster.

Ved synet af denne her.En ellers så uskyldigt-udseende lastbil med en 40 fods container på.

Problemet med den container er, at den er det endegyldige, fysiske bevis på, at vores gode nabo-venner nu er flyttet ud af deres villa. Mille har nydt at lege med deres datter, siden vi flyttede ind. Og der er virkelig ikke noget som den der helt uforpligtende, spontane leg, som opstår, når børn stemmer dørklokker for at se, hvem der kan lege.

Mille kommer til at savne sin veninde helt vildt. Og det gør vi andre også. Det her søde familiefirkløver har jo været en del af vores alle sammens hverdag – og pludselig er de væk.

Derfor er det sikkert kun godt, at vi selv skal rejse til Danmark på sommerferie nu på søndag, så vi får deres flytning lidt på afstand ved selv at være beskæftigede til anden side. Når vi så kommer retur til september og det nye skoleår, er der ligesom en åbning til at bygge en ny hverdag med nye rutiner og forhåbentlig en ny veninde eller to nede ad gaden.

Fast forward til eftermiddagskaffen, som i dag var den allersidste af slagsen sammen med en af mine veninder og hendes børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har lavet kaffe og sludret hen over børnenes skrig og skrål, leg og latter. Hun og familien skal – ligesom nabofamilien – flytte retur til Danmark. Hun er en kvinde, som jeg har delt stort og småt med, lige siden vi ankom i Ørkenstaten. Sorger og glæder. Børnenes udfordringer og udvikling. Den spæde job-jagt og de indbyggede husmor-frustrationer. De tunge ting i livet, der sætter dybe spor i både hjerter og sociale omgangskredse. De letbenede venindeting som Ladies Nights, tøsemiddage og fjollede dansetrin, når man er alt for fuld. Alt muligt mellem himmel og jord – og hvad hjertet nu er fuldt af, har vi delt med hinanden.

Cille har haft det på præcist samme måde med min venindes datter. De har fra første øjeblik haft en helt særlig kemi – og de skal bare se på hinanden, så fniser og fniser de. I timevis.

Min veninde er metaltræt af afsked på afsked hen over de sidste uger af deres liv i Dubai. Og jeg forstår hende så udmærket godt. Det er ikke til at holde ud, at skulle være tungsindig og i savne-“mode” hele tiden – og i dag bliver derfor en dag, hvor vi bare sludrer om småting i forhold til sommerferie, børnenes aktiviteter og sådan.

Måske ignorerer vi, at det er sidste gang, vi har en eftermiddag på denne her måde?

Måske gør vi det også sådan hér, fordi børnene skal kunne være i det?

Cille er ihvertfald lykkelig for en legeaftale med én af sine BFFs – også selvom det er sidste gang på denne her måde.Faktisk taler vi slet ikke om det – og afskeden bliver også bare et hurtigt og uformelt kram-og-vi-ses. For det gør vi jo igen. Ingen er døde eller forsvundet fra jordens overflade. Danmark er også et lille land, så der er intet besvær i at svinge forbi.

Men da vi ligger i sengen og har læst “Brødrene Løvehjerte”, spørger jeg alligevel forsigtigt Cille: “Var det dejligt at lege med A i dag?”, hvortil hun svarer gabende: “Ja, men jeg kommer virkelig til at savne hende”. “Er du ked af det Cille?”, tøver jeg. “Det er okay, Mor”, svarer hun stille og vender sig mod min brystkasse for et ekstra kram.

Afsked – farvel – tak og på gensyn er blevet en konstant i vores Dubai-liv. Og som årene går, bliver det faktisk kun værre. I år er det helt slemt – med adskillige familier, som rejser ‘videre ud’ eller ‘hjem’ – og vi vil virkelig savne at være sammen med dem i hverdagen.

Vi har rundet de magiske 5 år i Ørkenstaten og kan derfor officielt føle os gamle i gårde, selvom jeg ikke føler mig det mindste gammel i forhold til at bo her.

Men folk rejser altså.

Nogle efter et år eller to. Andre efter fem eller seks.

Og så er der den hårde kerne, gamle garde eller hvad du vil kalde dem, der bliver langt ud over et årti. Dem er der færre af. Og de gamle i gårde bliver interessant nok ved med at være nysgerrige, åbne, venlige og imødekommende.

Sådan håber jeg inderligt, at jeg også bliver.

For selvom det gør ondt i hjertet at se pigerne tage afsked med deres gode venner, så må vi aldrig nogensinde blive kolde eller afvisende over for andre.

Der er altid mulighed for at bygge nye venskaber op, hvis bare vi ser os lidt omkring. Både for børnene og de voksne.

Der er også rig mulighed for at bevare de eksisterende venskaber og vise børnene, at selvom én af parterne flytter, så er man stadig venner og kan stadig mødes – bare ikke så tit, som man kunne ønske sig.På en måde er jeg lettet over, at pigerne ikke er brast i gråd over, at deres veninder flytter. Der er jo ingen forældre, der har lyst til at se deres børn have hjertesorger, som vi ikke kan udrede eller lette dem for.

Det er muligvis den kontinuerlige forandringsproces, som foregår i Dubai, der sætter sine spor i pigernes sind.

De er vant til at skifte klassekammerater og klasselærere hvert år.

De har prøvet skoleskifte, husflytninger og alle mulige andre ændringer i det helt nære liv.

De er vant til at se folk rejse til og fra Ørkenstaten i tide og utide.

De er intuitivt bevidste om, at alle kommer fra et andet sted end Dubai – og at alle derfor helt logisk må en anden vej på et tidspunkt.

Det er livsvilkårene.

De forventer ikke andet.

Måske lyder det halvkynisk, når jeg beskriver dét liv, som pigerne og vi alle står midt i. Men jeg vil vove den påstand, at vi ikke er blevet full-on kynikere med tiden- snarere realistiske stoikere.

For det eneste konstante i livet er vitterlig forandring.

Så nu omfavner jeg den.

Forandringen.

Også selvom den gør nas i år.

Også selvom jeg ikke på nogen måde kan eller vil fejre, at de her søde mennesker flytter herfra, men jeg er jo stadig mig – og vi har det jo stadig godt og trives, hvor vi er. Og dét skal man virkelig ikke kimse af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester

Diversitet er godt på alle måder.

Og denne her Eid Al Fitr har virkelig vist sig at blive mangfoldig og forskelligartet i sociale sammenhænge, oplevelser, fester og kulturelle markeringer.

Vi har vist vores hengivenhed over for Kongehuset ved at gennemføre et såkaldt “Royal Side Run” til HKH Kronprins Frederiks officielle Royal Run 2019.

Løbsarrangementet kom i stand takket være initiativ fra vores egen herboende Bodil Cath og så Martin, der fungerede som muldyr, der kunne hjembringe et Royal Side Run Startkit fra Danmark.  Royal Side Run er et frivilligt initiativ, hvor man selv står for at arrangere sted, tid og distance, hvis man ikke har mulighed for at deltage i et af Kronprinsens officielle løbearrangementer af den ene eller anden årsag.Så onsdag morgen kl. 8 blev vi mødt af fine flagranker, startstrimmel, løbeflag og balloner uden for vores pub i The Lakes. Jeg fik aldrig talt op, hvor mange vi endte med at være, men vi var en fin flok danskere, der løb knapt 3 km. rundt i The Lakes i 40 graders varme.

Dem med overskud holdt Kronprinsens flotte flag højt undervejs – og så var der os andre (mig), der kun kunne tænke på overlevelse.Dubai’s svar på Bodil Cath havde tænkt det hele så smukt igennem – for se, hvordan vi blev rigt belønnet med pandekager og sort kaffe efter den temmelig varme tur rundt i ghettoen.Senere sørgede hun også for at vores Royal Side Run Dubai kom med i de officielle billeder på Royal Run’s sociale medier.Jo, jo. Lidt royal har man vel altid lov til at være. Det burde nærmest være et Kronprinse-brev værdigt med så fint et afholdt arrangement.

Og vi gik nærmest direkte videre fra overophedet løbetur i monarkiets tjeneste til fejring af demokratiet.

Først med stegning af nyrøget, dansk flæsk, så der duftede helt ude på gaden af glad gris. Igen havde Martin ageret muldyr og transporteret svinekødet og kartoflerne med fra Danmark – for intet kan slå nye, danske kartofler og dansk gris. Det er slik for sultne udvandrere.Vi var simpelthen nødt til at ha’ valgflæsk med persillesovs og nye Samsø-kartofler til vores lille fest for demokratiet.

Jeg er i øvrigt temmelig overbevist om, at Martin og jeg slet ikke ville have fejret valgaftenen med så stor entusiasme, hvis vi havde boet i Danmark. Men dét med at have fået frataget vores stemmeret og samtidig leve i et samfund, hvor der ikke er skyggen af demokrati i vestlig forstand, får os virkelig til at værdsætte det demokratiske samfund med dens ytringsfrihed, valgfrihed og frisind endnu mere. Hvad man havde, men ikke har længere….Det blev til en ret lang valgaften – primært på grund af det hyggelige selskab og tre helt uskyldige flasker Gajol-shots – men også fordi den kære tidsforskel gjorde det til en langstrakt affære at vente på resultaterne fra de forskellige valgkredse.

Jeg gentog også mit Eton Mess, som jeg lavede til iftar forleden. Hvis man kan skaffe double cream i Danmark, så kan jeg virkelig godt anbefale at få afløb for aggressionerne ved at smadre to store omgange marengs og vende det i blødt, blødt flødeskum med friske jordbær. Så mildt, afbalanceret og lækkert. 

Dagen efter valgaftenen vågnede jeg op i en boble af taknemmelighed. Muligvis forbundet med en kende bagstivhed, men hvem tæller?

Taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, vi er omgivet af – og alle de dejlige oplevelser, vi har og får sammen med dem.

Men også en dyb taknemmelighed over det fine valgresultat, som Danmarks stemmeafgivende befolkning kom frem til. Jeg forestiller mig, at langt, langt de fleste danskere er stolte over valgresultatet – og stolte af folkets klare fælles-afvisning af alle former for racisme, had og fordømmelse.

Det er jeg ihvertfald, som betragter det danske samfund på afstand.

På én eller anden måde fik jeg en fornyet optimisme i forhold til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at man mister tilhørsforhold for hvert år, man er ude af sit hjemland. Det kan alle udvandrere nikke genkendende til. Der sniger sig en kile ind. Der er flere ting, man aldrig lagde mærke til, tog for givet eller accepterede i hjemlandet, som pludselig bliver underlige, forkerte og fremmede.

Og når stemningen i Moder-Landet pludselig tager en (højre-) drejning, som er så uforenelig med folkesjælen, så gør det ondt. Så ryger der endnu en snert af tilhørsforholdet, når visse befolkningsgrupper udskammes og udsættes for decideret hetz.

Vi er jo flyttet den anden vej.

Ned til et velfungerende muslimsk samfund, der byder alle nationaliteter og religioner velkomne, sålænge man opfører sig respektfuldt og arbejder for sin egen tilværelse. Det er dén balance, Danmark kæmper sådan for at finde i forhold til indvandring – og sikkert kommer til at kæmpe med mange år ud i fremtiden. Men at købe 300.000 faldskærme og en tankvogn fuld af sprit til afbrænding af hellige bøger bliver aldrig en løsning på de sociale, kulturelle og økonomiske udfordringer, der kommer i kølvandet på at vi bliver flere, og diversiteten i samfundet øges.

Gudskelov blev de ultranationalistiske, racistiske mørkemænd og ulvekvinder i fåreklæder sendt hjem til deres kældre. Og selvom jeg selv ville have stemt langt mere til højre end Mette Frederiksen og Social-Demokratiet, så er jeg sikker på, at det bliver helt fint for Danmark med en lang række stærke kvinder i rød front 🌹❤️.

Rigtig god og velfortjent Pinseferie til jer alle. Jeg håber, at den bliver solrig og fyldt af timer udenfor. Vi andre vinker farvel til en helt fantastisk Eid Al Fitr med en forfriskende svømmetur, før det bliver tid til madpakkesmøring og skoletaskepakning.

Vores søndag er jo jeres mandag – og min lever kan alligevel heller ikke tåle flere festlige arrangementer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Søsterskabet

I går tog Cille afsted til Al Ain på årets lejrskole med sin årgang, Year 5.Det holdt hårdt for begge medlemmer af søsterskabet, omend den yngste var koalabjørnen og den ældste forsøgte at ta’ det i stiv arm.

Cille har glædet sig til sin lejrskole siden starten af skoleåret.Det er en “big deal” denne gang med to overnatninger og tre dage væk fra både almindelig skolegang og familien.

Året før, i Year 4, var det lejrskole med én overnatning og to dage væk i Ras Al Khaimah.

Året før, i Year 3, var det en ganske kort manøvre med aflevering om eftermiddagen og overnatning i telt på sportspladsen omme på skolen sammen med lærerne. En slags generalprøve på dét at være væk hjemmefra og overnatte uden for hjemmet, og jeg syntes virkelig, at det var fint af skolen og lærerne, at sætte den slags op året før det går løs sådan for alvor.

Til næste år, i Year 6, bliver der tilføjet endnu en overnatning, så det bliver tre nætter og fire dage væk hjemmefra.

Jeg ved ikke hvornår man kommer afsted på lejrskole i Danmark, men her starter det som sagt i Year 3 med børn i alderen 7-8 år, og nu med de tre dage væk hjemmefra er børnene 9 år gamle.

Hver lejrskole går selvfølgelig til en eller anden ørken-camp, hvor børnene så skal lære forskellige outdoorsyskills, som at ro i kano og kajak, at samarbejde om at løse konkrete og ofte fysiske udfordringer, at rapelle, rafte og klatre osv. Det er en slags ørken-spejderlejr for et par dage, men med hytter til at bo i og med fuld forplejning i et cafeteria.

Det bedste af det hele er, at Cille er så forventningsfuld, tillidsfuld og positiv omkring det.

Og jeg ser stoltheden lyse ud af Mormor, da Cille skulle afleveres – og bare gjorde kort proces med vink, kys og smil. Mormor var selv meget ked af at skulle væk på ture og lejrskoler, da hun var barn, så jeg tror, at hun er glad for at se, at det kan lade sig gøre at give slip lidt tidligere, end hun selv turde.

Et par gange om dagen får forældrene lidt fotos fra lejren til at dulme savnet efter børnene med. Indtil videre har vi ikke set skyggen af Cille på billederne, så jeg overvejer, om jeg skal ringe til camp’ens nødtelefon og klage min nød 😂

Hvert år er der vitterligt forældre, der ringer for at spørge, om barnet har solcreme på og spist ordentlig morgenmad, om hvorfor der ikke er kommet fotos endnu og om barnet husker sin jakke om aftenen, hvis der er koldt eller myg.

Jeg skal forsøge at holde mig fra den slags. Ikke at jeg er cool mama overhovedet, men hold nu op, hvor er det vigtigt at øve sig i denne her frigørelsesproces både børn og voksne. For den skal jo til og er en naturlig del af opvæksten. Siger min fornuft mig, mens mit hjerte halvt glæder sig over, at Cille får fede oplevelser med sine kammerater, og halvt glæder sig til, at hun er hjemme hos os igen.

Frigørelsesprocessen kører vi så ikke for koala-barnet Mille.

Hun får Mormor, Mor og Far for alle pengene i de her dage.Cille har betænksomt fundet sin yndlings-T-shirt og bamse frem til Mille, så hun kan sove med og i dette. Og hun har forsikret sin søster om, at “hun bare lige skal ha’ noget time away with friends, og så kommer hun hjem igen”.

Men lige meget hjælper det.

Mille har grædt et hav af gange, siden vi sagde farvel til storesøsteren igår morges.Den lille jordbærmund bævrer og tårerne triller, mens hun hvisker, at det er alt, alt for svært, når Cille ikke er der.

”Men Mor, Cille var jo det første menneske, jeg lagde mine øjne på i hele verden”, snøfter hun her til morgen, da jeg vækker hende, og det langsomt går op for hende, at hun stadig er alene med de tre gamle mennesker i husholdningen.

Og det er jo nærmest rigtigt.

Mille har aldrig levet uden Cille.

Mille aner ikke, hvem hun er, uden Cille til at dirigere og definere.

Måske er det her ikke kun en frigørelsesproces for storesøsteren i søsterskabet.

Og selvom lillesøsteren ikke rigtigt kan få øjnene op for det gode i et par dage uden sin søster, så får vi det bedste ud af det. I går begavede Mormor hende med en ny kanin-bamse, og lur mig, om ikke der også sker et eller andet dejligt i dag efter skole.

Mille, det lille menneske med de store følelser.

Gad vide, hvordan hun vil tage det, når hun skal på teltovernatning til næste år…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Helle for helle

Helle for et helle!

Og det var lige præcist, hvad jeg fik forærende i dag.

Et hverdags-helle væk fra alting.

Onsdag er nemlig min korteste arbejdsdag på skolen. Jeg arbejder deltids, men onsdag er nærmest blevet hellig for mig.

Det er hér, jeg lægger de gode ting ind, der lader Mor-Batterierne op. Som at spise sen morgenmad på café med Martin, da han havde tid til den slags fjollerier. Det kan også være en lang gåtur, at læse eller skrive, slappe af eller købe ind. Alt efter hvad jeg er i humør til og har behov for. Og der er ingen vådservietter med eller mennesker under 15, der må tale til mig imens. Det er helt forbudt.

Men i dag var nu noget ganske særligt.

Jeg booker aldrig en massage eller en ansigtsbehandling eller dét, der ligner. Jeg har altid følt, at den slags er en ekstravagant handling (man er vel fra Jylland) – og så er jeg også altid i tvivl om, om jeg egentlig bryder mig om at blive “rørt ved” af fremmede?

Men i 40 års fødselsdagsgave var jeg så ufattelig heldig, at jeg fik et gavekort forærende af søde veninder til en af Dubai’s allerbedste spa-kæder: SensAsia Urban Spa. Og så kunne jeg jo pludselig tage afsted helt uden at dømme mig selv.Jeg valgte at bruge nogle timer i SensAsia Spa’s afdeling på Emirates Golf Club. Som du nok kan fornemme, så er det et yderst civiliseret sted for et pænt klientel. Selv Thomas Bjørn er vild med at være her, siger pålidelige kilder. 😂

Der er også nydelig Jones The Grocer-morgenmad med pesto, pocherede æg, skotsk laks og brød bagt på surdej. Der er kaffe, så fuglene synger og bagefter er der den pureste form for stilhed tilsat en mild duft af citronella eller er det verbena?Jeg valgte en body-scrub-behandling med det lettere dodgy navn, “Sugar Daddy” – og en tri-enzyme-facial med fjorten omgange cremer, masker, damp, agurker og hvad ved jeg.

Det var ganske enkelt to timer i himlen med en filippiner ved navn Candy.Faktisk var jeg helt tummelumsk bagefter af ren velvære og afslapning. Ikke engang kameraet kunne stille skarpt på det olierede hår og pigmenteringen. Det er måske også godt nok at have det syn i en sløret version.

Efter behandlingerne sad min veninde og jeg lige hér og slappede af med ingefæropkog og varme kornpuder om nakken. Livet føltes helt perfekt, lige dér.Altså i mindst 15 minutter.

Så kunne vi ikke holde mund længere, og var nødt til at gå, så vi ikke kom til at forstyrre de seriøse spa-gængere med vores forsøg på IKKE at grine.

Af hjertet tak til gave-giverne.

Min 40-årlige krop kunne ikke bare lide, hvad den fik. Den elskede det.

Og jeg kommer tilbage en anden gang.

Selvforkælelse i form af en spabehandling virker pludselig ikke så dumt længere. Men man kan jo også vænne sig til meget, hva’?!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet