• ···

Forløsning

Ind i mellem kan en tight deadline være nødvendig.

Især hvis opgaven er på størrelse med en mammut og har strakt sig over en lang periode både tidsmæssigt og mentalt.

Jeg får ihvertfald selv en frygtelig masse fra hånden i 11. time, når uret sådan for alvor tikker.

Det er vist meget menneskeligt?

Første gang jeg indså betydningen af en tight deadline var, da Martin – med mere end fuldtidsarbejde på nakken – pludselig fik skrevet sin kandidatafhandling færdig, fordi jeg begyndte at ånde ham i nakken med mit eget speciale.

Han nægtede ganske enkelt at se sig selv slået på målstregen af humanisten, der var begyndt at læse mange år senere end han selv.

Så Regnskabschefen kender alt til behovet for et mildt, insisterende pres, når det gælder skriftlige opgaver.

Og i det konkrete tilfælde er det således ham, der har lagt pres på Hr. M, som – udover mere end fuldtidsarbejde og et i øvrigt travlt liv – skal lægge allersidste hånd på sin afsluttende afhandling på en 3-årig Executive MBA.img_5004Presset er naturligvis udformet som en gulerod. Man skal ikke være ond ved mennesker, man holder af.img_5034 Så der er lovet Dubai-brunch og special-indhentet gave fra Danmark – for der er vitterligt noget at fejre.img_5003Det er så vigtigt, at tage sig tid til at anerkende en bedrift.

At grund-mærke, hvordan det føles at have fuldført noget godt og vigtigt.

Den søde smag af succes.

Og alt for ofte skubber vi veludførte opgaver til side og pakker lykkerusen bort på et øjeblik, fordi vi allerede fokuserer på det næste skridt i processen. Det er jeg ihvertfald skyldig i gang på gang – og jeg øver mig i fejring.

Men lige så vigtigt det er, at vi husker at fejre succeserne, lige så vigtigt er det, at vi lærer at fejre fejltagelserne.

Den flade smag af fiasko.

Det siger Fru M – og jeg er overbevist om, at hun har ret.img_5035Der ligger masser af læring i et veludført spinatjokkeri, hvis man tør grave efter det.

Medmindre man da er kommet til at lykønske en ikke-gravid med graviditeten. (Dér lærer man kun, at det er et dumt spørgsmål, man aldrig stiller).

Problemet er, at det er en sårbar, til tider pinagtig og ømtålelig proces, når man skal finde det gode i noget skidt, kikset eller down-right-dumt.

Det kræver ærlighed og ydmyghed over for én selv og modparten, hvis der er en sådan involveret.

Det kræver, at man ikke tager sig selv så forbandet højtideligt.

Og derfor er det bare lettere at fejre en succes.

Det føles federe.

Sjovere.

Bedre.

Så det gør vi.

Her og nu.

Fejrer, at 3 års benhårde studier nærmer sig deres afslutning.

Med masser af champagne og det lækreste mad på ZUMA.img_4999img_4998img_5002Efterfulgt af solnedgang og cigarer – ihvertfald for nogle medlemmer af selskabet.

Det er svært ikke at elske Dubai.img_4993Den berusede lattermildhed sidder stadig i kroppen, da jeg her til morgen kører hen på skolen for at deltage som observatør til dette års Model United Nations.img_5024Emnet er International Response to Global Conflict. img_5023Hård kost for simrende tømmermænd. img_5022Og jeg indfinder mig diskret med lyttelapperne udslået i International Court of Justice, hvor jeg observerer elevernes fremstilling af den territoriale disputs mellem Nicaragua og Costa Rica, efterfulgt af Kashmir-konflikten mellem Pakistan og Indien.

Ikke lige noget vi får løst på en formiddag, me thinks.img_5025Jeg skulle have sneget en reparations-bajer i tasken.

Men det ville nok have været ugleset.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den ultimative bagside

Vi har nu boet i Ørkenstaten i lige knapt 3 år.

Det er kort tid og lang tid.

Kort tid, fordi her er så skønt og der stadig er et helt overflødighedshorn af muligheder og oplevelser, som vi ser frem til at benytte os af.img_4521Lang tid, fordi vi nu begynder at mærke den ultimative bagside ved at bo i udlandet:

At skulle tage afsked med gode venner.

Fordi de vælger at rejse videre ud ad livets uforudsigelige landevej.

Hvilket er helt okay og forståeligt.

Og så alligevel ikke.

Hvorfor skal de absolut dét, når nu det lige gik så godt?

Da vi ankom til Dubai, hungrede jeg efter selskab og nye venskaber. Det var resultatet af mere end 3 års mental afmagring i Udkants-England, hvor flinke (faktisk virkelig flinke), men meget reserverede englændere udgjorde vores eneste mulighed for social omgang. Der var så få venner, at de kunne tælles på en enkelt hånd. Og det var heller ikke lykken, at sidde dér i et smukt hus og vente længselsfuldt på besøg hjemme fra Danmark.fullsizerenderI Dubai landede vi i det modsatte scenarie.

Her venter nye venskaber lige rundt om hjørnet. Det er ikke engang en joke. Jeg fik min første ven på et gadehjørne – og hun er stadig en af mine mest betroede veninder her 3 år senere.

Her til lands kan du få venner fra hele verden.

Jeg har venner, naboer og bekendtskaber fra Palæstina, Iran, Jordan, Egypten, Indien, Syrien, Holland, Bulgarien, Sverige, Norge, Australien, Irland, Canada, USA og Danmark. fullsizerender-1Oh, yes…

Vi er da naturligvis faldet præcist ligeså meget i ghettogryden, som vi anklager visse andre nationaliteter for at gøre i Danmark.

Vi bor i en hvidmands-ghetto sammen med alle de andre skandinavere og englændere, præcist som andre grupperinger ynder at bo samlet i ghettoer i Danmark.

Det er ikke så underligt, når man sådan tænker det igennem, vel?

For det er jo rarest, at dem, der bor lige omkring én, deler ens interesser og værdifællesskab, ikke?

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i en dejlig lejlighed i Vollsmose lige ved siden af deres gode venner og familiemedlemmer, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i et nydeligt parcelhus på en villavej i Hørsholm med stisystem til børnenes skole, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.fullsizerender-2Vi indretter os alle således, at vi føler os allermest hjemme.

Og derfor er vi – danskere, arabere, indere og kinesere – interesserede i at finde venner fra vores egen “flok”, om man så må formulere det.

For vi taler samme sprog.

Nyder de samme ting.

Morer os over de samme skøre indfald.img_4541Fester og fejrer på samme måde.img_4562Det hele kræver bare færre forklaringer (og dermed mindre arbejde), når vi er sammen med mennesker, der har haft nogenlunde samme opvækst, taler samme sprog og har samme kulturelle baggrund.

Referencerammen ligger lige til højrebenet. Mageligheden længe leve.

Det er ikke politisk korrekt at vedkende sig, at tingene hænger sådan sammen.

Men vi ved det godt.

Lige børn leger bedst and all that jazz.

De fester og arrangementer, hvor alle kommer fra forskellige steder og hvor man klarer sig (mere eller mindre godt) igennem på engelsk, er bare mere anstrengende og man er nødt til at gøre en ekstra indsats for at ramme en fælles tone.

Jeg er tilhænger af at gøre begge dele.

Det er horisont-udvidende og sundt at lære mennesker at kende, hvor vi ikke deler modersmål, religion eller referenceramme.

Men i weekenden kører vi den hele vejen hjem på dansk til vores første, rigtige farvelfest.

For D & K.fullsizerender-3Det er næsten ikke til at bære, selvom damerne på billedet nu ser meget tilfredse og livsglade ud.img_4551Den kvindelige del af festen skiftes til at få pandaøjne af tristesse.

En uundgåelig følgetilstand af at skulle tage afsked, og vi hjælper venligt hinanden på skift med at rette op på eyeliner’en, når tårerne triller.

Men trods følelsesmæssige rutscheture, sørger vi selvf’ølgelig for at sende de to kære nordjyder godt afsted på en solid bølge af champagne, sprut og hummere.img_4524fullsizerender-4Hvor har vi haft mange sjove oplevelser sammen med de to nordjyder, der – efter godt og vel 10 år i en ørken – vælger at se nærmere på livet i 9000 Hasseris.

Jeg forstår godt deres valg.

De fik et tilbud.

Ét af den slags, der er for godt til at melde pas til.

Så nu bliver The Lakes-rækkehuset udskiftet med et skønt hus lige uden for Aalborg C – tæt på familie og gamle venner. Præcist som de har behov for og lyst til.

Og her er livet vel i virkeligheden ligesom dessertbuffetten?

Man kan lige så godt tage for sig af retterne og prøvesmage lidt af det hele.

For tænk, om det viser sig, at vi kun lever én gang?img_4531Kæreste D & K,

I vil blive umådeligt savnede i Dubai.

For jeres sjove, ærlige, boblende og varme personligheder.

Husk, at I altid er velkomne.

Her står der en gæsteseng klar – og vi er game!umm-al-quwain-6umm-al-quwain-8musandam-tur-eid-al-adha-2015-18

musandam-2016-6

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Juleoptur – og nedtur…

Denne her umådeligt handsome Nisse-Far med store lyttelapper kigger forbi til frokost forleden.img_3541Udover at julen står for døren, fejrer vi også Profetens fødselsdag (PBUH) – med røget laks fra Norge og en bunke af Tines halaldeller og dori-fiskefiletter med arabisk rugbrød og egenimport af remoulade.img_3540Bagefter er der dansk rødkål med halal-confit de canard. Og andefedtede roast potatoes, så selv en englænder ville få våde øjne…img_3542Efter den ombæring er der brug for Nethe’s julequiz, så maden kan falde på plads i maven.img_3548img_3549Og en pakkeleg til børnene. Naturligvis. Danske traditioner, når de er bedst.img_3553Alting er faktisk lige efter den danske drejebog for julefrokoster.

Godt selskab, gode grin og (rigeligt med) dejlig mad.

Og egentlig holder vi os også ret godt til den arabiske drejebog med vores halalmad og behændige undgåelse af grisen med alle dens glæder.img_3544Det eneste sted, hvor vi træder helt ved siden af araber-etiketten, er den anseelige mængde øl og rødvin, der glider ned på en meget hellig helligdag, som i dén grad er en dry night ude i byen.

Vi slutter herlighederne af med Tinas ris a la mande, der er så go’, at hun kan træde op med den ude i byen, som vi siger i Jylland.img_3554 Selv kirsebærsovsen er kommet med hele vejen fra Danmark i sommers. Det er, hvad jeg kalder langtidsplanlægning.

Efter en helt igennem perfekt Profet-fødselsdag med den selvvalgte familie, kommer hverdagen galopperende.

Det er de allersidste krampetrækninger, før Den Store Julerejse 2016 kan begynde.

Der er en Lille Mille Mellemøre, som lige skal tjekkes, før hun skal muntre sig med at flyve mod det kolde nord med højre mellemøre fyldt af væske. Hun er stokdøv og det er helt efter bogen, siger øre-næse-halslægen.img_3574Der er også en Cille Feberhed, som samsover med Bob-katten i en 24-timers 39-graders feberrus.img_3584Kun afbrudt af et varmt, lindrende bad med dødehavssalt og skum. img_3589Og så er der Regnskabschefen i en af de større kovendinger i nyere tid.

Han kommer ikke med på Den Store Julerejse 2016. img_3592Han går glip af den længe-planlagte sommerhusferie med den jyske storfamilie.

Der er for travlt på arbejde med fusionen.

En ny billet må bestilles til den 20. i stedet.

Det er nedtur på den hårde klinge.

Så meget, at jeg måtte støvsuge og vaske gulve i flere timer igår, mens jeg arbejdede lidt med mig selv.

Og trøstespiste sushi i rå mængder med ham, da han endelig kom hjem og hang mindst ligeså meget med hovedet som jeg selv.

Misèren er helt og aldeles betinget af en gordisk knude mellem arabere og tyskere, hvis tvangsægteskab lige nu hænger i en tynd tråd.

Og jeg holder mig oppe ved tanken om, at ham hér smiler sådan her til mig lige om et øjeblik, når vi skal ud at trille.img_3573Og så klynger jeg mig til tanken om, at Martin trods alt støder til selskabet.

Bare lidt forsinket i forhold til det ønskede.

Og det er okay at være skuffet i en dags tid, tænker jeg?

Det er vel også bedre at have fået konfiskeret halvdelen af juleferien end den hele, ikke?

Sådan er jeg nødt til at tænke.

Og nu må jeg smutte. Pigerne og jeg skal være klar til at flyve lige om et øjeblik.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenens Sønner og Døtre

“Du er virkelig classy, som du står dér og hælder om”.

Regnskabschefen betragter mig henover computeren, som i disse dage sidder fastklistret til hænder og øjne i alt, alt for mange timer dagligt.img_3319“Det minder mig ret meget om Varde Gymnasium – for nu at være ærlig”, mumler jeg.

“Hvorfor tager du ikke bare flasken med og serverer pænt og ordentligt for de andre?”

“Hvad skal jeg dog med en hel liter gin i ørkenen?”

Jeg får det sidste ord.

Hans interesse er dalende i takt med min enerverende insisteren.

Endnu et dokument fra en revisor har fanget ham ind.

Lost for words.

Intrigued by numbers.

Så jeg fortsætter ufortrødent.

Snobrødsdejen laver jo ikke sig selv.img_3327img_3328Ørkentur er lig med udstyrsstykke.img_3323Og så er vi endda letvægtscampister, der stadig mangler rigtig meget essentielt i udstyrskassen.

Alligevel lykkes det os på mirakuløs vis at få fyldt bagagerummet til bristepunktet, før vi sætter os ind og triller en halv time ud af Dubai til Al Qudra sammen med Familien M.

Det giver mening at campere i denne her weekend.

Nationaldag i en Ørkenstat bør da tilbringes i ørkenen. Hvor ellers?img_3333 Og for at komme væk fra alle de andre, der har fået præcist den samme geniale idé, drejer Ørkenens Sønner og Døtre fra i et afsides område.img_3342Med helt eventyrligt blødt sand, viser det sig.

Til glæde for børn og barnlige sjæle, der har fået verdens største sandkasse at boltre sig i.img_3354Knapt så meget til glæde for bilerne, viser det sig.img_3330Efter et øjeblik synker de begge ligeså stille ned i sandet.img_3334Efter 1 time med skovl og bilmåtter er bilerne trukket op og fri.

Courtesy Hr. M, der som den eneste ved, hvad vi skal gøre.img_3336Efter dén manøvre har vi fået varme og taknemmelighed tilbage i kroppen.

Dét skal fejres!

Med pink champagne i solnedgangen, skåler vi – blandt andet – for det lynhurtige salg af vores fantastiske lejlighed.img_3341Solnedgangen tager kun et øjeblik.img_3337Og mens vi griller oksemørbrad, åbenbarer der sig den fineste, klareste nattehimmel over os.

Med ledestjerne og lillebitte måne.img_3343Senere lægger vi birkebrænde oven i grillkullene, så vi kan bage snobrød og smelte mega-marshmallows til dessert.img_3344Mille lægger sig fredfyldt til at sove i mine arme, mens vi hygger og fjoller og varmer os omkring bålet.img_3345Det er svært at komme i tanke om noget hyggeligere end at sidde dér.

Med gode venner under åben himmel.

Med tindrende stjerner og bålets flammer at stirre ind i.

Efter en ganske udmærket nattesøvn, vågner jeg op til denne her sandblæste darling.img_3348Og denne her Snorkefrøken, som stadig er dødtræt.img_3352Lidt efter åbner vi for teltdugen.

Morgenens udsigt er da fuldstændig formidabel.img_3353Og så er der frisklavet kaffe, æg og bacon.img_3357Det her er en perfekt ørkentur. Intet mindre.

Og da vi har pakket ind og ned og ud, bager Martin boller af snobrødsdejen og laver endnu en kop kaffe til mig, før vi har fortjent lange bade i et forsøg på at komme ørkensandet til livs.img_3361Jeg er heldig, er jeg.

Rigtig god weekend derude!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cream tea og følelsestumult

Vi checker ud af Englands svar på Scandic. Premier Inn.

Home of a good night’s sleep, guaranteed.

Og den garanti har de opfyldt. Vi har sovet som små sten efter de seneste dages mange oplevelser.

I dag er dagen, hvor vi flytter ind hos Fru R i Levington.

Men før da skal vi mødes med vores tidligere rengøringskone Cathy og hendes datter Emma, som var vores babysitter.IMG_1491De var til enorm hjælp i familien – både mens jeg ventede Mille – og bagefter i den første, tumultariske tid med lille, vilde Mille.IMG_1493Jeg har begået et bevidst kulturelt faux pas ved at invitere os hjem til Cathy – for at se hendes nye hus – og for at få chancen for en proper catch-up i rolige omgivelser.

Det er ellers ikke noget ‘man’ gør.

Mødes hjemme hos nogen, that is.

‘Man’ mødes på pubben. Eller på legepladsen. Eller på den lokale high street til en kop kaffe.

Men Cathy indvilliger og pigerne nyder at lege tea party med Emmas to små døtre.IMG_1489Bagefter går vi på pubben til en klassisk pub lunch. Jeg har helt savnet den fedtede mad!

Cille er også svært begejstret. Primært for isdesserten. IMG_1495Det kunne skyldes, at en britisk børneportion ligner en dansk dessert for 2?IMG_1494Med fedt-, salt- og sukkerdepoterne fyldte, tager vi afsked.IMG_1490Det føles som om vi sås forleden. Hvor er det dog skønt med så positive gensyn.IMG_1496Næste stop på nostalgi-rejsen er Sainsbury’s. Én af de bedste supermarkedskæder i England. Min Mor elsker butikskæden og har fået timer til at gå med at tusse rundt og finde spændende varer, som hun har fyldt i kufferten, når hun besøgte os. Jeg er vist mere end Waitrose kind of girl…

Pigerne er ikke synderligt begejstrede ved tanken om et langsommeligt supermarkedsindkøb med Mor og Mormor, men efter et par kraftige vink med en vognstand, får de vendt attituden og nyder at gå på opdagelse i fantasifulde kager, slik og hvad hylderne ellers bugner af.IMG_1497Efter et par timers butik-sightseeing er vi klar til Cream Tea at the Cox Household.

Never to be missed when in England.

Prøv lige at se et smukt bord, Fru Cox kan fremtrylle!IMG_1500Med aromatisk hyldeblomst-mint-drik, hjemmebagte scones, agurkesandwiches og naturligvis te med fløde i.

Så delikat. Så sprødt. Så sødt.

Børnene får pasta til children’s tea time, som i virkeligheden betyder noget i retning af ‘børns-nemme-aftensmåltid-fordi-de-voksne-spiser-noget-helt-andet-og-meget-senere’.IMG_1503Bagefter går der for alvor nostalgi i den. Ihvertfald for mig og for min Mor.

Vi går ad den smalle, bugtede landevej igennem Nacton Village – den lille landsby, som vi boede i.

Forbi landsbyens fungerende telefonboks. No kidding. IMG_1513Og hen på landsbyens sports field, hvor børnene klatrer i legestativ og i træer.IMG_1505IMG_1508IMG_1510Mille gynger med S.IMG_1506Og Cille får en introduktion til cricket af B. Prøv lige at se hvor langt, det grønne strækker sig. Vitaminer for ørken-øjnene, er det.IMG_1507Cille har dét, jeg kalder for “fotografi-hukommelse” af sports field’en. Det vil sige, at hun selv mener at kunne huske stedet – men i virkeligheden er det fordi hun har set masser af billeder af sig selv på stedet.IMG_1514Da solen begynder at gå ned, titter vi ind til Nacton Village Hall, hvor Cille plejede at gå i play group, som er 3 timers daglig børnehave, der forbereder børnene på skolelivets start som 4-årige. Cille husker intet herfra, da jeg spørger hende.IMG_1515Rundt om hjørnet fra village hall’en ligger den kristne Nacton Primary School, hvor Cille startede som 4-årig og desværre kun nåede at være i 6 måneder, før vi flyttede til Dubai. Hun husker heller ikke skolen, da jeg spørger hende.IMG_1516Og ikke ret langt fra skolen og WW1-monumentet ligger Westbank, vores tidligere – og meget værdsatte – hjem.IMG_1518Det føles tomt og trist at betragte det hus, der dannede rammen om vores familieliv i 2 år.IMG_1520Det var Milles første hjem.

Et hus, hvor vi i dén grad nød at bo og leve.

Og nu bor her nogle andre.

Som helt tydeligvis ikke holder af det med samme intensitet, som vi gjorde – for her er tillukket og algegrønt.IMG_1521Min Mor ryster lidt på skuldrene og skutter sig, mens hun går stille rundt og betragter indkørslen.

Det føles mærkeligt at være tilbage uden sådan at være rigtigt tilbage.

Jeg er blevet en fremmed – en besøgende – i et land og på et sted, som plejede at danne rammen om mit og vores liv.

Som en turist i mit eget levede liv.

Vi gør kort proces og runder i stedet Orwell Park School – den smukke, gamle, traditionsrige kostskole, som ligger på bakken oven for Westbank. Skolen var min udsigt i horisonten fra soveværelsesvinduet hver morgen.IMG_1522Og vi stopper ved den lokale kirke, St. Martin’s.IMG_1523Alt er i virkeligheden præcist som det plejer.

Vi er bare ikke længere en del af lokalsamfundet og landsbyens liv.

Men hvor er jeg taknemmelig for at vi har været det.

Engang.

IMG_1524

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts