Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Søsterskabet

I går tog Cille afsted til Al Ain på årets lejrskole med sin årgang, Year 5.Det holdt hårdt for begge medlemmer af søsterskabet, omend den yngste var koalabjørnen og den ældste forsøgte at ta’ det i stiv arm.

Cille har glædet sig til sin lejrskole siden starten af skoleåret.Det er en “big deal” denne gang med to overnatninger og tre dage væk fra både almindelig skolegang og familien.

Året før, i Year 4, var det lejrskole med én overnatning og to dage væk i Ras Al Khaimah.

Året før, i Year 3, var det en ganske kort manøvre med aflevering om eftermiddagen og overnatning i telt på sportspladsen omme på skolen sammen med lærerne. En slags generalprøve på dét at være væk hjemmefra og overnatte uden for hjemmet, og jeg syntes virkelig, at det var fint af skolen og lærerne, at sætte den slags op året før det går løs sådan for alvor.

Til næste år, i Year 6, bliver der tilføjet endnu en overnatning, så det bliver tre nætter og fire dage væk hjemmefra.

Jeg ved ikke hvornår man kommer afsted på lejrskole i Danmark, men her starter det som sagt i Year 3 med børn i alderen 7-8 år, og nu med de tre dage væk hjemmefra er børnene 9 år gamle.

Hver lejrskole går selvfølgelig til en eller anden ørken-camp, hvor børnene så skal lære forskellige outdoorsyskills, som at ro i kano og kajak, at samarbejde om at løse konkrete og ofte fysiske udfordringer, at rapelle, rafte og klatre osv. Det er en slags ørken-spejderlejr for et par dage, men med hytter til at bo i og med fuld forplejning i et cafeteria.

Det bedste af det hele er, at Cille er så forventningsfuld, tillidsfuld og positiv omkring det.

Og jeg ser stoltheden lyse ud af Mormor, da Cille skulle afleveres – og bare gjorde kort proces med vink, kys og smil. Mormor var selv meget ked af at skulle væk på ture og lejrskoler, da hun var barn, så jeg tror, at hun er glad for at se, at det kan lade sig gøre at give slip lidt tidligere, end hun selv turde.

Et par gange om dagen får forældrene lidt fotos fra lejren til at dulme savnet efter børnene med. Indtil videre har vi ikke set skyggen af Cille på billederne, så jeg overvejer, om jeg skal ringe til camp’ens nødtelefon og klage min nød 😂

Hvert år er der vitterligt forældre, der ringer for at spørge, om barnet har solcreme på og spist ordentlig morgenmad, om hvorfor der ikke er kommet fotos endnu og om barnet husker sin jakke om aftenen, hvis der er koldt eller myg.

Jeg skal forsøge at holde mig fra den slags. Ikke at jeg er cool mama overhovedet, men hold nu op, hvor er det vigtigt at øve sig i denne her frigørelsesproces både børn og voksne. For den skal jo til og er en naturlig del af opvæksten. Siger min fornuft mig, mens mit hjerte halvt glæder sig over, at Cille får fede oplevelser med sine kammerater, og halvt glæder sig til, at hun er hjemme hos os igen.

Frigørelsesprocessen kører vi så ikke for koala-barnet Mille.

Hun får Mormor, Mor og Far for alle pengene i de her dage.Cille har betænksomt fundet sin yndlings-T-shirt og bamse frem til Mille, så hun kan sove med og i dette. Og hun har forsikret sin søster om, at “hun bare lige skal ha’ noget time away with friends, og så kommer hun hjem igen”.

Men lige meget hjælper det.

Mille har grædt et hav af gange, siden vi sagde farvel til storesøsteren igår morges.Den lille jordbærmund bævrer og tårerne triller, mens hun hvisker, at det er alt, alt for svært, når Cille ikke er der.

”Men Mor, Cille var jo det første menneske, jeg lagde mine øjne på i hele verden”, snøfter hun her til morgen, da jeg vækker hende, og det langsomt går op for hende, at hun stadig er alene med de tre gamle mennesker i husholdningen.

Og det er jo nærmest rigtigt.

Mille har aldrig levet uden Cille.

Mille aner ikke, hvem hun er, uden Cille til at dirigere og definere.

Måske er det her ikke kun en frigørelsesproces for storesøsteren i søsterskabet.

Og selvom lillesøsteren ikke rigtigt kan få øjnene op for det gode i et par dage uden sin søster, så får vi det bedste ud af det. I går begavede Mormor hende med en ny kanin-bamse, og lur mig, om ikke der også sker et eller andet dejligt i dag efter skole.

Mille, det lille menneske med de store følelser.

Gad vide, hvordan hun vil tage det, når hun skal på teltovernatning til næste år…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Helle for helle

Helle for et helle!

Og det var lige præcist, hvad jeg fik forærende i dag.

Et hverdags-helle væk fra alting.

Onsdag er nemlig min korteste arbejdsdag på skolen. Jeg arbejder deltids, men onsdag er nærmest blevet hellig for mig.

Det er hér, jeg lægger de gode ting ind, der lader Mor-Batterierne op. Som at spise sen morgenmad på café med Martin, da han havde tid til den slags fjollerier. Det kan også være en lang gåtur, at læse eller skrive, slappe af eller købe ind. Alt efter hvad jeg er i humør til og har behov for. Og der er ingen vådservietter med eller mennesker under 15, der må tale til mig imens. Det er helt forbudt.

Men i dag var nu noget ganske særligt.

Jeg booker aldrig en massage eller en ansigtsbehandling eller dét, der ligner. Jeg har altid følt, at den slags er en ekstravagant handling (man er vel fra Jylland) – og så er jeg også altid i tvivl om, om jeg egentlig bryder mig om at blive “rørt ved” af fremmede?

Men i 40 års fødselsdagsgave var jeg så ufattelig heldig, at jeg fik et gavekort forærende af søde veninder til en af Dubai’s allerbedste spa-kæder: SensAsia Urban Spa. Og så kunne jeg jo pludselig tage afsted helt uden at dømme mig selv.Jeg valgte at bruge nogle timer i SensAsia Spa’s afdeling på Emirates Golf Club. Som du nok kan fornemme, så er det et yderst civiliseret sted for et pænt klientel. Selv Thomas Bjørn er vild med at være her, siger pålidelige kilder. 😂

Der er også nydelig Jones The Grocer-morgenmad med pesto, pocherede æg, skotsk laks og brød bagt på surdej. Der er kaffe, så fuglene synger og bagefter er der den pureste form for stilhed tilsat en mild duft af citronella eller er det verbena?Jeg valgte en body-scrub-behandling med det lettere dodgy navn, “Sugar Daddy” – og en tri-enzyme-facial med fjorten omgange cremer, masker, damp, agurker og hvad ved jeg.

Det var ganske enkelt to timer i himlen med en filippiner ved navn Candy.Faktisk var jeg helt tummelumsk bagefter af ren velvære og afslapning. Ikke engang kameraet kunne stille skarpt på det olierede hår og pigmenteringen. Det er måske også godt nok at have det syn i en sløret version.

Efter behandlingerne sad min veninde og jeg lige hér og slappede af med ingefæropkog og varme kornpuder om nakken. Livet føltes helt perfekt, lige dér.Altså i mindst 15 minutter.

Så kunne vi ikke holde mund længere, og var nødt til at gå, så vi ikke kom til at forstyrre de seriøse spa-gængere med vores forsøg på IKKE at grine.

Af hjertet tak til gave-giverne.

Min 40-årlige krop kunne ikke bare lide, hvad den fik. Den elskede det.

Og jeg kommer tilbage en anden gang.

Selvforkælelse i form af en spabehandling virker pludselig ikke så dumt længere. Men man kan jo også vænne sig til meget, hva’?!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Babettes Gæstebud

Én af mine mange, fine 40-års fødselsdagsgaver var en sart, vandgrøn dug med motiver fra Karen Blixens novelle, Babettes Gæstebud. Sammen med dugen lå der et kort, hvorpå der stod, at jeg ville blive inviteret på samme menu, som den mystiske, tilrejsende franske kok – Babette – tilbereder i fortællingen.

Heldige mig, hva’?!

Og så måtte jeg ellers igang med at genopdage Karen Blixen og hendes forfatterskab. For en litteraturnørd er det jo én af de mest fantastiske udfordringer, man kan få.

Først så gavegiveren Lulu og jeg en dokumentar, der skildrede Karen Blixens særegne karakter og hendes selviscenesættende ‘pagt med Djævlen’. Bagefter lånte jeg en smuk tegneserie om hendes liv og læste novellen i dens helhed. Til sidst så Martin og jeg Gabriel Axel’s halvanden time lange filmatisering af Babettes Gæstebud fra 1987 – og så var vi ellers klædt på til gæstebudet.

Og her er så Babettes bord a lá Familien Mahaini – med min vandgrønne dug, Mormors krystalglas på sirlig række, kuvertbrød og levende lys. Så smukt og indbydende.Jeg er ualmindeligt heldig med så søde og gavmilde venner, der gør så meget ud af tingene og giver mig sådan en stor og glædelig oplevelse.

Og hér sidder vi så – klar til at gå ombord i den første ret.

Skildpaddesuppen. Soupe de Tortue.

Kogt på kalveben, kalvekotelet, kylling og et ton løg og urter i sådan cirka 15 timer. Og gudskelov ikke så meget som en enkelt lille skildpadde, selvom familien er lykkelige indehavere af to 🐢🐢.

Den reducerede suppe er mørk, aromatisk og forunderlig let. Så langt fra 80’ernes forlorne skildpadde, man overhovedet kan forestille sig. Den smager virkelig, virkelig dejligt.Suppen er naturligvis pyntet med skildpadde-øjne lavet af hårdkogte, sammenpressede æggeblommer 👀 og den serveres med sherry til. Det er første gang, jeg får tør sherry til en forret, men det fungerer perfekt.

Herefter er det tid til Den Gule Enke og Blinis Demidoff, som man aldrig går galt i byen med.

Retterne serveres af Babettes unge tjenestedreng, der i dagens anledning er blevet forfremmet til tjener – hvis vi da skal følge novellens persongalleri. Martin er således den svenske General Lorens Löwenhielm og jeg kan vel passende give den i rollen som Lorens’ gamle flamme, den fromme og komplet asketiske gammeljomfru, Martine.

I mens vi hygger os med champagne og blinis, hygger en hel flok sirligt udbenede vagtler sig i ovnen med en delikat indmad af foie gras og trøfler. Retten kalder Blixen for Cailles en Sarcophage – vagtler i ligkister.

Morbidt og ramsaltet, præcist som forfatterinden selv.

Heldigvis var vagtlerne ankommet uden hoveder – for ellers kunne de have ligget der og hængt med næbbet ud over kanten på kisten.Efter en halv time lander de sprøde, duftende små damelår og store bryster på tallerkenen, der også indeholder dét, jeg vil udnævne til verdens bedste sauce.

Udgangspunktet (dét, der ellers ville have været en almindelig, god fond) er i dette tilfælde en hel, færdiglavet sauce espagnole, som i sig selv tager 10 timer at fremstille. Herefter møder den delikate sauce espagnole en hel masse trøfler og andet godt – og til sidst tilsættes lidt smørstegte champignoner.

Jeg var i HIMLEN.

Sauce-himlen.

Og ligkisterne af butterdej nærmeste smeltede i overraskende sprødhed.Tilsæt rigelige mængder rødvin – og så kan den fromme, sekteriske norske menighed ikke opføre sig stille og alvorligt ret meget længere.

Ind kommer mellem-retten – salaten med sprøde, fede valnødder og syrlig vinaigrette.

Som rosinen i pølseenden spiser vi Baba Au Rhum med søde mangofrugter og vanilleis. Korenderne og rosinerne måtte vi tænke os til. Ingen af os bryder os om tørret frugt i kager, så jeg undlod at tilsætte det til den ret besynderlige gærhævede kage, der er overhældt med sukkerlage og mørk rom.Vi hopper over de to sidste elementer i Babettes Gæstebud – oste- og frugtfadene. De ses i filmen, men var ikke indeholdt i det menukort, som kom sammen med min fine dug. Vi kan heller ikke klemme en krumme mere ned.

Til gengæld fejrer vi J-Dag med en ægte, dansk juleøl klokken halv fire om morgenen. Plus Ga-Jol-shots og det løse.Jeg har INTET – som i absolut intet – at klage over.

Af hjertet tak for den skønneste oplevelse til virkelighedens to Babetter M/K, der har brugt dagevis på at forberede og tilberede et sandt festmåltid. Jeg aner ikke, hvordan man gengælder et Babettes Gæstebud – for at bygge oven på en sauce espagnole og egenhændigt udbene bittesmå vagtler – dét ligger ikke bare 110% uden for min komfortzone. Det ligger helt ude i outer space, som Cille ville have formuleret det ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, vi har lært og oplevet denne sommer

Sommerferien 2018 lakker mod enden.

Og det er som sædvanligt en bittersød affære.Som tager mig på en følelsesmæssig rutsjetur, der fortsætter meget længere end flyveturen tager mellem Det Kolde Nord og Den Store Sandkasse.På den ene side kan jeg ikke vente med at få hverdagen tilbage – med alle dens rytmer, rutiner, aktiviteter og gode stunder. Så er der endelig formål, opgaver, tidshorisonter, planer og mål, som skal nåes. Som giver mening til al livets galskab på en anden måde end det frie driverliv kan give.

På den anden side er der også en hel del inerti i at træde hamsterhjulet igen, og dermed slippe den totale frihed, vi netop har nydt i 2 hele, vidunderlige måneder.

Denne sommer har jeg praktiseret en ny tilgang til sommerferieplanlægning: At have ingen eller ihvertfald en meget begrænset plan, som har været baseret på lyst, dagsform, familiens behov osv. Dét har vist sig at være en meget stor succes – for vi har nået, set, oplevet og nydt alt, alle og alting mindst lige så meget, hvis ikke mere end tidligere sommerferier, hvor der altid har været lagt en stram køreplan.

Jeg har derfor lavet en lille mental note om at give slip. Let it go.

Fordi alting alligevel lykkes og falder fint på plads. Og det er god læring for en gammel projektleder, der trænger til at gøre tingene på en ny måde.

Jeg glæder mig også vildt til at sove i vores egen seng igen. Til at pakke de kufferter og toilettasker ud, som nu har forfulgt os i to måneder. Måske vil jeg fælde en tåre i ren og skær gensynsglæde over mit garderobeskab og udvalget på badeværelseshylderne?

Jeg vil ihvertfald kramme livet ud af Maricel og glæde mig inderligt over, at jeg igen er hjemme hos verdens bedste hverdags-hjælper. Der er nyfunden taknemmelighed på alle hylder i mit hjerte, når jeg selv har haft fornøjelsen af at vaske op, lave mad, støvsuge og ordne vasketøj i et par måneder. Det er ganske sundt en forkælet Jumeirah Jane.

Jeg glæder mig også til selv at fylde køleskabet og vælge egenhændigt, hvad menuen skal stå på, så jeg igen kan få bare en smule styr på kosten, der pt. mest består af skamløse mængder sukker, gris, fisk og lige lidt mere sukker.Men jeg har også allerede tungt hjerte og savn ved tanken om, at der er så mange, dejlige mennesker, som vi først ser til jul igen. Og jeg vil savne det skønne storfamilie-liv, der udspiller sig, hvorend vi befinder os, og som gør, at følelsen af ensomhed er udelukket fra at blive lukket ind i mit liv for en stund.Det er udedanskerens lod. Og det gamle ordsprog om ‘ude godt, men hjemme bedst’ gør mig bare komplet forvirret. For hvad og hvor er så hjemme? Og ude? Jeg føler mig jo på nogle punkter og i nogle situationer helt hjemme lige hér i Danmark, men jeg savner samtidig at være helt hjemme i Dubai.Måske skal jeg bare huske, at det er en god ting at have hjemme flere steder.

Kærlighed til byer, lande og steder kan jo multipliceres i én uendelighed og på samme gavmilde måde som kærlighed til børn. Jo flere, jo bedre.Men alting godt har en ende. Vores sommerferie slutter f.eks. på tirsdag.

Og når jeg kigger igennem billederne på min telefon, så vidner de om, at vi har oplevet, lært og prøvet så mange ting denne sommer i Danmark.

Vi har lært at:

  • Gå i gummistøvler igen
  • Varm cacao er lig med hygge
  • Plukke kirsebær direkte fra Farmors træ
  • Plukke vildehindbær og brombær i krat og skovbryn
  • Sætte hybenrosenblade på strå
  • Samle gode sten langs stranden
  • Slå vejrmøller
  • Rode i jorden med en pind
  • Tyskerne byggede bunkers på de danske strande – og at der nu er graffiti på dem
  • Flyve med drage på Hvidbjerg Strand i Blåvand
  • Klatre i træer
  • Livet er en skrøbelig størrelse, som kan tage voldsomme og ganske uventede sving, der sætter tingene i perspektiv (tak for snakken, Naja og Signe)
  • Finde biller, vandmænd, krabber, sommerfuglelarver, svalereder, pindsvin og andre smådyr
  • Dansk bland-selv-slik holder hele vejen
  • Hjemmelavet guf er nemt at lave
  • Hoppe i vandpytter
  • Der skal være plads til gensyn med de ældste barndomsvenner og de nyeste Dubai-venner for at der ligesom er balance i tingene
  • Lave mudderkager
  • Spille stangtennis
  • Danskerne ikke er bange for nøgenhed og bandeord
  • Ryge tyggegummicigaretter
  • Bestille vaffelis egenhændigt – med guf på toppen, tak
  • Shoppe tøj med to af verdens bedste shoppere – Faster D og Farmor
  • Bruge damernes badefaciliteter i et dansk vandland (skal AL tøjet virkelig af, Mor?)
  • Male på sten til Farmors have
  • Løbeture i en grøn bøgeskov er tifold sjovere end på et fortov i en Ørkenstat
  • Lave megaseje sæbebobler på Eksperimentarium med Farfar J
  • Man sagtens kan tage en anden form for forsinket afsked med et familiemedlem ved at tale om hende med alle de andre, der også savner hende – og finde ro i, at hun fik sjælefred, da hun behøvede det

Vi har oplevet at:

  • Blive brændt af brændenælder og finde vejbred til at dulme den brændende fornemmelse med
  • Slå hul på knæene
  • Havbade længere end nogensinde, fordi vandet har haft den skønneste temperatur denne sommer
  • Køre i rutsjebane efter rutsjebane i Sommerland Sjælland og på Bakken
  • Sejle med færger og se Danmark fra vandsiden
  • Bestige Råbjerg Mile og se, at ørkenen har en ende i Danmark
  • Den stejle klint ved Kandestederne indeholder tørv og gammelt træ
  • Den Tilsandede Kirke vitterligt er sandet helt til
  • Stå på Grenen med havvandet fra Skagerak og Kattegat brusende imod vores forfrosne tæer
  • Motionere højdeskrækken med Bridge Walking på Lillebæltsbroen
  • Få udvidet vores kunstneriske horisont på Ordrupgaard Samlingens Kunstlegeplads
  • Mormor ved alt om kartoffeloptagning
  • Få en herlig tur ud i det blå på Mormors Christiania-cykel
  • Undre os bravt over Skovsnogen Artspace i Kibæk
  • Romkugler er af ganske svingende kvalitet
  • Sprøde fiskefiletter faktisk er det bedste i verden – med masser af remo
  • Børnekoncerter i Danmark er ret fjollede og der bliver sagt mange frække ord
  • Thomas Helmig live er helt perfekt til Ringsted Festival
  • Fætre og kusiner kommer dumpende – og er herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Onkler, tanter, mostre og fastre kommer dumpende – og er lige så herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Der er marsvin og sæler i danske farvande
  • Der er smukke rådyr i sommerhushaver og skove

Vi har nydt at:

  • Spise Farmors frikadeller og sprøde vafler
  • Opleve Jellingestenene og klatre på gravhøjene i Kongernes Jelling
  • Spise Onkel Joey’s grillede flæskesteg
  • Besøge Fredensborg Slot, Slotspark og Urtehave
  • Spise helstegt pattegris, selvom det er ret synd for grisen
  • Fejre fødselsdage for Emma, Cille, Mille, Lou, Morfar og Cath
  • Spise Onkel JE’s karbonader med grønærter
  • Lege ovenpå LEGO House
  • Spise Mormors lune smørkage
  • Leve sommerhuslivet fuldt ud ved Sejerøbugten
  • Besøge Morfar og Conny i Skagen
  • Se Skagensmalernes værker live
  • Gense rigtigt mange af vores skønne venner og familiemedlemmer
  • Lege på Egeskov Slot en hel dag med Moster-Søsteren og Mormor
  • Gå ture omkring Frederiksborg Slot og Slotshave
  • Lufte hunde i Grib Skov igen og igen
  • Se solnedgangen over Skagen Gl. Strand
  • Se solnedgangen over Vesterhavet
  • Se solen stige op over Svendborgsund
  • Slå smut med sten i Vejle Fjord
  • Spise bacon og pølser og gris på alle måder
  • Klare hele verdenssituationen over gode middage og kaffeaftaler med veninder og vennepar, så hjertet er helt fyldt igen af tro på, at alting nok skal løse sig og verden alligevel ikke er helt af lave

Det er virkelig ik’ så ringe endda med en lang ferie i Moder-Landet.

Sikke meget, vi kan nå på et par måneder, når nu jeg går billederne igennem…

Og selvom mit hjerte, der lige nu er helt fyldt op af kærlighed og varme, lige så langsomt vil fyldes af savn og tristhed, så ville jeg ikke undvære sommerferien i Danmark for noget eller prioritere den anderledes.

Tusind tak til alle jer, der fandt tid til at se mig og os i sommerferien. I er med til at give os rødder og sammenhængskraft i Danmark, hver og én.

Og til alle jer søde mennesker, som jeg ikke nåede at se eller tale meget med denne sommer: Forhåbentlig kan det lade sig gøre til jul ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet