Dag 52

Jeg slutter Danmarks-turnéen on a high. Det er ellers altid en svær én – den sidste hele dag i Danmark. For hvad gør man lige med dén, når mave og hjerte slår knuder i et væk?

For det meste ender den sidste dag med at være et farvel-smut rundt i butikker efter livsnødvendige ting, man ikke kan få i en fjern Ørkenstat. Eller også bliver den til en afskedsmiddag eller en kaffedate med de nærmeste, som heller ikke synes, at det er særligt opløftende.

Men i går gjorde jeg dét, der ellers ville have været virkelig tillokkende at aflyse, fordi det kan føles uoverskueligt eller irrelevant, før man kommer afsted og står dér – lige midt i hele den grønne herlighed.Kender du mon denne udsigt over et velassorteret staudebed og snirklede havestier?

Eller genkender du hende her, den lange, slanke skikkelse, der sidder og koketterer i sin bronzestol?Jep.

Det er hende.

Vores danske mesterfortæller og forførerske, der er kendt ud i hele verden, og som til stadighed er en uudtømmelig inspirations- og aspirationskilde for så mange kvinder.Hun ligger begravet i Rungstedlunds park under et stort bøgetræ med en hund eller to omkring sig – og fordi hun elskede hunde, tør vi godt lade den bedårende malteserhvalp Elliot gøre hende selskab for en stund, mens vi hilser ærbødigt på Baronessen. (Jeg møder hundehvalpe i år – it’s a sign).Det er simpelthen det skønneste sommervejr, så vi ender med at bruge mere tid i parken på langsom walk-and-talk og i den dejlige café med gode stykker dansk smørrebrød, end vi reelt set bruger på udstillingen og Karens smukke stuer.Lindetræet byder os velkommen med sin ottekantede bænk på Rungstedlunds gårdsplads. Der er ikke længere den sødlige duft af lindeblomster, men jeg kan forestille mig, hvordan det må være at sidde dér i skyggen under linden, mens den blomstrer. Den eneste lugt, vi bemærker, er en dunst af rådnende tang fra strandområdet omkring Rungsted Havn. Knapt så charmerende.

Her er den ene ende af skrivestuen, hvor Karen sad og skrev om vinteren på sin mikrolille skrivemaskine, når hendes Fars arbejdsværelse var for koldt at opholde sig i. Jeg tænker, at den sarte vintersol har stået ind ad vinduerne og varmet hendes tynde skikkelse, præcist som den insisterende sensommersol gør det i dag.Og her er så den anden ende af samme grønne stue. Jeg får følelsen af, at Karen Blixen kan træde ind ad døren og sætte sig ned ved sit skrivebord any minute. I stadsstuen er der dækket op som på Karens tid med den smukke, vandgrønne Babettes Gæstebud-dug, som jeg er så svimlende heldig at eje (tak, Lulu og Carsten). Det er ellers en fristelse lige at sætte sig ned ved Baronessens bordkort, men jeg er bange for, at det vil udløse en alarm.Blomsteropsatserne rundt omkring i hele huset kombinerer farverige staudeblomster med vejkantens skønheder på præcist den elegante, ukonventionelle og luftige måde, som Karen Blixen selv gjorde det. Hun var i sandhed en mester-blomster-arrangør i tillæg til at være verdensberømt forfatter, kunstmaler, fortæller, storvildstjæger, rejsende, antropolog, elskerinde og så meget mere, at opremsningen ikke får ende…Men når jeg så står i hendes soveværelse og betragter den lille, smalle enkeltmandsseng, som hun lå og led i under sin tilbagevendende sygdom, fornemmer jeg også en kvinde, hvis ydre, fysiske statur var lige så skrøbelig, som hendes mentale statur og indre var mægtigt.Jeg ved ikke, hvornår Fonden har åbnet for Karens soveværelse, badeværelse og tørreloft på 1. salen, men det er et fint blik ind i den ensomme majestæts mest private gemakker. Vi sukker henført over alle de æstetisk tiltalende kjoler, lange støvler og hovedbeklædninger, som den elegante Karen iførte sig, når hun skulle underholde og tryllebinde sine venner.

Og fra soveværelset træder vi lige ned i Karens maskinrum.

Køkkenet.

For vejen til både kvinders og mænds hjerter går jo som bekendt gennem maverne.Køkkenet er holdt i den samme finurlige vandgrønne farve, som dugen i stadsstuen. Elsker den farve – og elsker at gense middagen fra Babettes Gæstebud opstillet på køkkenets borde.Og vi ler ved (gen-)synet af Babettes underlige skildpaddesuppe, de fine blinis med rogn og de sarte vagtler i sprøde butterdejskister – for det var netop dén festmenu, jeg var så heldig at få i 40 års fødselsdagsgave af The Mahainis – i tillæg til førnævnte smukke dug.Og vi ler videre, da vi opdager vores fælles glæde ved Karens porcelæn, for så er man da ved at være virkelig gammel, når den slags kan henrykke! 😂Der er ikke andet at sige, end at Karen Blixens Rungstedlund altid er et besøg værd.

Min sindsstemning er ihvertfald helt opløftet efter at have snuset rundt i Karens liv for en stund i selskab med to inspirerende, stærke kvinder, der ligesom Karen har mod, humor og kærlighed som førsteprioriteter i livet.

Tak for turen og på gensyn ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns venskaber

I dag har ikke lige været den nemmeste dag.

Den startede sådan set helt fint, men lige omkring frokosttid, hvor jeg svingede ind ad vores lille gade i ghettoen med bagagerummet fyldt af supermarkedsindkøb, fik jeg nærmest en mavepuster.

Ved synet af denne her.En ellers så uskyldigt-udseende lastbil med en 40 fods container på.

Problemet med den container er, at den er det endegyldige, fysiske bevis på, at vores gode nabo-venner nu er flyttet ud af deres villa. Mille har nydt at lege med deres datter, siden vi flyttede ind. Og der er virkelig ikke noget som den der helt uforpligtende, spontane leg, som opstår, når børn stemmer dørklokker for at se, hvem der kan lege.

Mille kommer til at savne sin veninde helt vildt. Og det gør vi andre også. Det her søde familiefirkløver har jo været en del af vores alle sammens hverdag – og pludselig er de væk.

Derfor er det sikkert kun godt, at vi selv skal rejse til Danmark på sommerferie nu på søndag, så vi får deres flytning lidt på afstand ved selv at være beskæftigede til anden side. Når vi så kommer retur til september og det nye skoleår, er der ligesom en åbning til at bygge en ny hverdag med nye rutiner og forhåbentlig en ny veninde eller to nede ad gaden.

Fast forward til eftermiddagskaffen, som i dag var den allersidste af slagsen sammen med en af mine veninder og hendes børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har lavet kaffe og sludret hen over børnenes skrig og skrål, leg og latter. Hun og familien skal – ligesom nabofamilien – flytte retur til Danmark. Hun er en kvinde, som jeg har delt stort og småt med, lige siden vi ankom i Ørkenstaten. Sorger og glæder. Børnenes udfordringer og udvikling. Den spæde job-jagt og de indbyggede husmor-frustrationer. De tunge ting i livet, der sætter dybe spor i både hjerter og sociale omgangskredse. De letbenede venindeting som Ladies Nights, tøsemiddage og fjollede dansetrin, når man er alt for fuld. Alt muligt mellem himmel og jord – og hvad hjertet nu er fuldt af, har vi delt med hinanden.

Cille har haft det på præcist samme måde med min venindes datter. De har fra første øjeblik haft en helt særlig kemi – og de skal bare se på hinanden, så fniser og fniser de. I timevis.

Min veninde er metaltræt af afsked på afsked hen over de sidste uger af deres liv i Dubai. Og jeg forstår hende så udmærket godt. Det er ikke til at holde ud, at skulle være tungsindig og i savne-“mode” hele tiden – og i dag bliver derfor en dag, hvor vi bare sludrer om småting i forhold til sommerferie, børnenes aktiviteter og sådan.

Måske ignorerer vi, at det er sidste gang, vi har en eftermiddag på denne her måde?

Måske gør vi det også sådan hér, fordi børnene skal kunne være i det?

Cille er ihvertfald lykkelig for en legeaftale med én af sine BFFs – også selvom det er sidste gang på denne her måde.Faktisk taler vi slet ikke om det – og afskeden bliver også bare et hurtigt og uformelt kram-og-vi-ses. For det gør vi jo igen. Ingen er døde eller forsvundet fra jordens overflade. Danmark er også et lille land, så der er intet besvær i at svinge forbi.

Men da vi ligger i sengen og har læst “Brødrene Løvehjerte”, spørger jeg alligevel forsigtigt Cille: “Var det dejligt at lege med A i dag?”, hvortil hun svarer gabende: “Ja, men jeg kommer virkelig til at savne hende”. “Er du ked af det Cille?”, tøver jeg. “Det er okay, Mor”, svarer hun stille og vender sig mod min brystkasse for et ekstra kram.

Afsked – farvel – tak og på gensyn er blevet en konstant i vores Dubai-liv. Og som årene går, bliver det faktisk kun værre. I år er det helt slemt – med adskillige familier, som rejser ‘videre ud’ eller ‘hjem’ – og vi vil virkelig savne at være sammen med dem i hverdagen.

Vi har rundet de magiske 5 år i Ørkenstaten og kan derfor officielt føle os gamle i gårde, selvom jeg ikke føler mig det mindste gammel i forhold til at bo her.

Men folk rejser altså.

Nogle efter et år eller to. Andre efter fem eller seks.

Og så er der den hårde kerne, gamle garde eller hvad du vil kalde dem, der bliver langt ud over et årti. Dem er der færre af. Og de gamle i gårde bliver interessant nok ved med at være nysgerrige, åbne, venlige og imødekommende.

Sådan håber jeg inderligt, at jeg også bliver.

For selvom det gør ondt i hjertet at se pigerne tage afsked med deres gode venner, så må vi aldrig nogensinde blive kolde eller afvisende over for andre.

Der er altid mulighed for at bygge nye venskaber op, hvis bare vi ser os lidt omkring. Både for børnene og de voksne.

Der er også rig mulighed for at bevare de eksisterende venskaber og vise børnene, at selvom én af parterne flytter, så er man stadig venner og kan stadig mødes – bare ikke så tit, som man kunne ønske sig.På en måde er jeg lettet over, at pigerne ikke er brast i gråd over, at deres veninder flytter. Der er jo ingen forældre, der har lyst til at se deres børn have hjertesorger, som vi ikke kan udrede eller lette dem for.

Det er muligvis den kontinuerlige forandringsproces, som foregår i Dubai, der sætter sine spor i pigernes sind.

De er vant til at skifte klassekammerater og klasselærere hvert år.

De har prøvet skoleskifte, husflytninger og alle mulige andre ændringer i det helt nære liv.

De er vant til at se folk rejse til og fra Ørkenstaten i tide og utide.

De er intuitivt bevidste om, at alle kommer fra et andet sted end Dubai – og at alle derfor helt logisk må en anden vej på et tidspunkt.

Det er livsvilkårene.

De forventer ikke andet.

Måske lyder det halvkynisk, når jeg beskriver dét liv, som pigerne og vi alle står midt i. Men jeg vil vove den påstand, at vi ikke er blevet full-on kynikere med tiden- snarere realistiske stoikere.

For det eneste konstante i livet er vitterlig forandring.

Så nu omfavner jeg den.

Forandringen.

Også selvom den gør nas i år.

Også selvom jeg ikke på nogen måde kan eller vil fejre, at de her søde mennesker flytter herfra, men jeg er jo stadig mig – og vi har det jo stadig godt og trives, hvor vi er. Og dét skal man virkelig ikke kimse af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester

Diversitet er godt på alle måder.

Og denne her Eid Al Fitr har virkelig vist sig at blive mangfoldig og forskelligartet i sociale sammenhænge, oplevelser, fester og kulturelle markeringer.

Vi har vist vores hengivenhed over for Kongehuset ved at gennemføre et såkaldt “Royal Side Run” til HKH Kronprins Frederiks officielle Royal Run 2019.

Løbsarrangementet kom i stand takket være initiativ fra vores egen herboende Bodil Cath og så Martin, der fungerede som muldyr, der kunne hjembringe et Royal Side Run Startkit fra Danmark.  Royal Side Run er et frivilligt initiativ, hvor man selv står for at arrangere sted, tid og distance, hvis man ikke har mulighed for at deltage i et af Kronprinsens officielle løbearrangementer af den ene eller anden årsag.Så onsdag morgen kl. 8 blev vi mødt af fine flagranker, startstrimmel, løbeflag og balloner uden for vores pub i The Lakes. Jeg fik aldrig talt op, hvor mange vi endte med at være, men vi var en fin flok danskere, der løb knapt 3 km. rundt i The Lakes i 40 graders varme.

Dem med overskud holdt Kronprinsens flotte flag højt undervejs – og så var der os andre (mig), der kun kunne tænke på overlevelse.Dubai’s svar på Bodil Cath havde tænkt det hele så smukt igennem – for se, hvordan vi blev rigt belønnet med pandekager og sort kaffe efter den temmelig varme tur rundt i ghettoen.Senere sørgede hun også for at vores Royal Side Run Dubai kom med i de officielle billeder på Royal Run’s sociale medier.Jo, jo. Lidt royal har man vel altid lov til at være. Det burde nærmest være et Kronprinse-brev værdigt med så fint et afholdt arrangement.

Og vi gik nærmest direkte videre fra overophedet løbetur i monarkiets tjeneste til fejring af demokratiet.

Først med stegning af nyrøget, dansk flæsk, så der duftede helt ude på gaden af glad gris. Igen havde Martin ageret muldyr og transporteret svinekødet og kartoflerne med fra Danmark – for intet kan slå nye, danske kartofler og dansk gris. Det er slik for sultne udvandrere.Vi var simpelthen nødt til at ha’ valgflæsk med persillesovs og nye Samsø-kartofler til vores lille fest for demokratiet.

Jeg er i øvrigt temmelig overbevist om, at Martin og jeg slet ikke ville have fejret valgaftenen med så stor entusiasme, hvis vi havde boet i Danmark. Men dét med at have fået frataget vores stemmeret og samtidig leve i et samfund, hvor der ikke er skyggen af demokrati i vestlig forstand, får os virkelig til at værdsætte det demokratiske samfund med dens ytringsfrihed, valgfrihed og frisind endnu mere. Hvad man havde, men ikke har længere….Det blev til en ret lang valgaften – primært på grund af det hyggelige selskab og tre helt uskyldige flasker Gajol-shots – men også fordi den kære tidsforskel gjorde det til en langstrakt affære at vente på resultaterne fra de forskellige valgkredse.

Jeg gentog også mit Eton Mess, som jeg lavede til iftar forleden. Hvis man kan skaffe double cream i Danmark, så kan jeg virkelig godt anbefale at få afløb for aggressionerne ved at smadre to store omgange marengs og vende det i blødt, blødt flødeskum med friske jordbær. Så mildt, afbalanceret og lækkert. 

Dagen efter valgaftenen vågnede jeg op i en boble af taknemmelighed. Muligvis forbundet med en kende bagstivhed, men hvem tæller?

Taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, vi er omgivet af – og alle de dejlige oplevelser, vi har og får sammen med dem.

Men også en dyb taknemmelighed over det fine valgresultat, som Danmarks stemmeafgivende befolkning kom frem til. Jeg forestiller mig, at langt, langt de fleste danskere er stolte over valgresultatet – og stolte af folkets klare fælles-afvisning af alle former for racisme, had og fordømmelse.

Det er jeg ihvertfald, som betragter det danske samfund på afstand.

På én eller anden måde fik jeg en fornyet optimisme i forhold til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at man mister tilhørsforhold for hvert år, man er ude af sit hjemland. Det kan alle udvandrere nikke genkendende til. Der sniger sig en kile ind. Der er flere ting, man aldrig lagde mærke til, tog for givet eller accepterede i hjemlandet, som pludselig bliver underlige, forkerte og fremmede.

Og når stemningen i Moder-Landet pludselig tager en (højre-) drejning, som er så uforenelig med folkesjælen, så gør det ondt. Så ryger der endnu en snert af tilhørsforholdet, når visse befolkningsgrupper udskammes og udsættes for decideret hetz.

Vi er jo flyttet den anden vej.

Ned til et velfungerende muslimsk samfund, der byder alle nationaliteter og religioner velkomne, sålænge man opfører sig respektfuldt og arbejder for sin egen tilværelse. Det er dén balance, Danmark kæmper sådan for at finde i forhold til indvandring – og sikkert kommer til at kæmpe med mange år ud i fremtiden. Men at købe 300.000 faldskærme og en tankvogn fuld af sprit til afbrænding af hellige bøger bliver aldrig en løsning på de sociale, kulturelle og økonomiske udfordringer, der kommer i kølvandet på at vi bliver flere, og diversiteten i samfundet øges.

Gudskelov blev de ultranationalistiske, racistiske mørkemænd og ulvekvinder i fåreklæder sendt hjem til deres kældre. Og selvom jeg selv ville have stemt langt mere til højre end Mette Frederiksen og Social-Demokratiet, så er jeg sikker på, at det bliver helt fint for Danmark med en lang række stærke kvinder i rød front 🌹❤️.

Rigtig god og velfortjent Pinseferie til jer alle. Jeg håber, at den bliver solrig og fyldt af timer udenfor. Vi andre vinker farvel til en helt fantastisk Eid Al Fitr med en forfriskende svømmetur, før det bliver tid til madpakkesmøring og skoletaskepakning.

Vores søndag er jo jeres mandag – og min lever kan alligevel heller ikke tåle flere festlige arrangementer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet