Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lockdown-tanker

Ørkenstaten er nu igennem weekendens lockdown, der startede torsdag aften kl. 20 og sluttede søndag morgen kl. 6.

Ude på den anden side bliver vi hilst velkommen af den klistrede kombination af sandstorm og ubestemmeligt småregnvejr. Det passer egentlig meget godt til det indre stemningsbillede, nu hvor vi lige har haft en salig lørdag væk fra bevidstheden om, at den står på hjemmeskoling i endnu en uge.Mille ser i øvrigt en hel del mere klar ud til hjemmeskolings-symbiosen, end jeg gør.

Det har været en underlig fornemmelse, dét med at være lukket inde i flere dage. Som med alt andet i en Ørkenstat, er der desværre ganske delte meninger om, hvad weekendens lockdown egentlig betød.

På den ene side blev vi kraftigt opfordret af myndighederne til at blive hjemme HELE tiden – samtidig med at blev der varslet bøder (eller fængsel) til dem, der virkelig ikke kunne forstå beskeden – men på den anden side var der også en formular, man kunne udfylde, hvis man skulle uden for. Til vores store overraskelse cyklede og hyggede mange stadig rundt i vores lille ghetto, som om intet var hændt.

Jeg skal ikke gøre mig til hverken dommer eller politibetjent over andres gøren og laden – dét er mit liv trods alt for kort til – men det undrer mig, at et simpelt budskab som #stayhome ikke kan forstås af alle.

Nå. Men stay the fuck home, så vi alle kan komme videre!

Men der er altså ikke meget at berette efter en hel weekends lockdown. Vi har nusset rundt i haven, malet akrylmaling, kysset intenst, set film, samsovet alle fire, bestilt pizza, lavet yoga efter YouTube-videoer, gloet dokumentarprogrammer om Nordkorea, taget lange karbade og ordnet fødder.

Til gengæld har jeg en række skønne billeder fra dengang, hvor coronavirus virkede langt mindre farligt og mindre vidtrækkende, og man stadig kunne tillade sig at få luft under vingerne i De Forenede Arabiske Emiraters skønne natur.For dét, der muligvis kun er nogle uger siden, men som nu føles like a life time ago, var vi nemlig på dagsudflugt til området Mlieha i Sharjah sammen med et vennepar og deres børn.
Mlieha er et stort arkæologisk område ved bjerget Jebel Mlieha – eller Fossil Rock, som stedet ofte kaldes, fordi man vitterligt vader i fossiler.
Området har stået helt under vand engang for tusinder af år siden, og fossilerne er derfor dyr fra havbunden – snegle, østers og den slags skal- og bløddyr.På vores udflugt kørte vi direkte forbi det arkæologiske besøgscenter og over mod fossil-eventyret i det skarpe og takkede bjerglandskab, men en anden gang vil jeg gerne derind og se nærmere på deres udgravninger og displays. Centret kan man se og læse mere om lige her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Mleiha_Archaeological_Centre

DISCOVER SOMETHING NEW EVERY TIME

Efter vandring i det stenede bjergområde, kørte vi lidt længere ind i sandet, hvor der var en del lokale samlet til grillhygge og høj arabermuzak – og minsandten om ikke en hel flok lænkede hunkameler med afkom traskede forbi os.Hvis der er noget, der kan få børn til at glemme tid og sted, og give sig helt hen i nuet, så er det ørkenen.Herude skal der bogstaveligt talt ikke mere end en bambuspind til, så er børnene pludselig opdagelsesrejsende på udkig efter et fatamorgana af en oase eller måske er de blevet til astronauter på rumrejse.De skynder sig altid at klatre henover de nærmeste sandbanker, så de forsvinder ud af de voksnes åsyn. Det er halvdelen af fornøjelsen undslippe os, og blive helt fri og væk for en stund.

Heldigvis vender de tilbage, når sulten melder sig. Og her kommer min 30 år gamle opskrift på snobrød, der ikke klistrer, endelig til sin ret. Spejder- og snobrødsskills, der skal overleveres fra én generation til den næste. Fandeme vigtig viden.Og efter den skønne udflugt får pigerne lang tid til at gå med at finpudse deres arkæologiske fund med pensler og vand.Der bor vist en aspirerende arkæolog inden i os alle, men det er vel heller ikke så underligt, at man bliver begejstret over fundene? – Se bare hér, hvad der kom med hjem efter en times klatring…Åh, hvor kan jeg næsten ikke vente til vi må komme afsted igen. Ud i ørkenen. På stranden. Ja, bare et smut i en park ville gøre mig glad.

Om ikke andet, så gør hele denne her corona-lockdown-situation mig mere opmærksom på – og taknemmelig for – alle de skønne steder, vi oplever og har lige omkring os. For Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Burj Khalifa og shoppingcentre.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 52

Jeg slutter Danmarks-turnéen on a high. Det er ellers altid en svær én – den sidste hele dag i Danmark. For hvad gør man lige med dén, når mave og hjerte slår knuder i et væk?

For det meste ender den sidste dag med at være et farvel-smut rundt i butikker efter livsnødvendige ting, man ikke kan få i en fjern Ørkenstat. Eller også bliver den til en afskedsmiddag eller en kaffedate med de nærmeste, som heller ikke synes, at det er særligt opløftende.

Men i går gjorde jeg dét, der ellers ville have været virkelig tillokkende at aflyse, fordi det kan føles uoverskueligt eller irrelevant, før man kommer afsted og står dér – lige midt i hele den grønne herlighed.Kender du mon denne udsigt over et velassorteret staudebed og snirklede havestier?

Eller genkender du hende her, den lange, slanke skikkelse, der sidder og koketterer i sin bronzestol?Jep.

Det er hende.

Vores danske mesterfortæller og forførerske, der er kendt ud i hele verden, og som til stadighed er en uudtømmelig inspirations- og aspirationskilde for så mange kvinder.Hun ligger begravet i Rungstedlunds park under et stort bøgetræ med en hund eller to omkring sig – og fordi hun elskede hunde, tør vi godt lade den bedårende malteserhvalp Elliot gøre hende selskab for en stund, mens vi hilser ærbødigt på Baronessen. (Jeg møder hundehvalpe i år – it’s a sign).Det er simpelthen det skønneste sommervejr, så vi ender med at bruge mere tid i parken på langsom walk-and-talk og i den dejlige café med gode stykker dansk smørrebrød, end vi reelt set bruger på udstillingen og Karens smukke stuer.Lindetræet byder os velkommen med sin ottekantede bænk på Rungstedlunds gårdsplads. Der er ikke længere den sødlige duft af lindeblomster, men jeg kan forestille mig, hvordan det må være at sidde dér i skyggen under linden, mens den blomstrer. Den eneste lugt, vi bemærker, er en dunst af rådnende tang fra strandområdet omkring Rungsted Havn. Knapt så charmerende.

Her er den ene ende af skrivestuen, hvor Karen sad og skrev om vinteren på sin mikrolille skrivemaskine, når hendes Fars arbejdsværelse var for koldt at opholde sig i. Jeg tænker, at den sarte vintersol har stået ind ad vinduerne og varmet hendes tynde skikkelse, præcist som den insisterende sensommersol gør det i dag.Og her er så den anden ende af samme grønne stue. Jeg får følelsen af, at Karen Blixen kan træde ind ad døren og sætte sig ned ved sit skrivebord any minute. I stadsstuen er der dækket op som på Karens tid med den smukke, vandgrønne Babettes Gæstebud-dug, som jeg er så svimlende heldig at eje (tak, Lulu og Carsten). Det er ellers en fristelse lige at sætte sig ned ved Baronessens bordkort, men jeg er bange for, at det vil udløse en alarm.Blomsteropsatserne rundt omkring i hele huset kombinerer farverige staudeblomster med vejkantens skønheder på præcist den elegante, ukonventionelle og luftige måde, som Karen Blixen selv gjorde det. Hun var i sandhed en mester-blomster-arrangør i tillæg til at være verdensberømt forfatter, kunstmaler, fortæller, storvildstjæger, rejsende, antropolog, elskerinde og så meget mere, at opremsningen ikke får ende…Men når jeg så står i hendes soveværelse og betragter den lille, smalle enkeltmandsseng, som hun lå og led i under sin tilbagevendende sygdom, fornemmer jeg også en kvinde, hvis ydre, fysiske statur var lige så skrøbelig, som hendes mentale statur og indre var mægtigt.Jeg ved ikke, hvornår Fonden har åbnet for Karens soveværelse, badeværelse og tørreloft på 1. salen, men det er et fint blik ind i den ensomme majestæts mest private gemakker. Vi sukker henført over alle de æstetisk tiltalende kjoler, lange støvler og hovedbeklædninger, som den elegante Karen iførte sig, når hun skulle underholde og tryllebinde sine venner.

Og fra soveværelset træder vi lige ned i Karens maskinrum.

Køkkenet.

For vejen til både kvinders og mænds hjerter går jo som bekendt gennem maverne.Køkkenet er holdt i den samme finurlige vandgrønne farve, som dugen i stadsstuen. Elsker den farve – og elsker at gense middagen fra Babettes Gæstebud opstillet på køkkenets borde.Og vi ler ved (gen-)synet af Babettes underlige skildpaddesuppe, de fine blinis med rogn og de sarte vagtler i sprøde butterdejskister – for det var netop dén festmenu, jeg var så heldig at få i 40 års fødselsdagsgave af The Mahainis – i tillæg til førnævnte smukke dug.Og vi ler videre, da vi opdager vores fælles glæde ved Karens porcelæn, for så er man da ved at være virkelig gammel, når den slags kan henrykke! 😂Der er ikke andet at sige, end at Karen Blixens Rungstedlund altid er et besøg værd.

Min sindsstemning er ihvertfald helt opløftet efter at have snuset rundt i Karens liv for en stund i selskab med to inspirerende, stærke kvinder, der ligesom Karen har mod, humor og kærlighed som førsteprioriteter i livet.

Tak for turen og på gensyn ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns venskaber

I dag har ikke lige været den nemmeste dag.

Den startede sådan set helt fint, men lige omkring frokosttid, hvor jeg svingede ind ad vores lille gade i ghettoen med bagagerummet fyldt af supermarkedsindkøb, fik jeg nærmest en mavepuster.

Ved synet af denne her.En ellers så uskyldigt-udseende lastbil med en 40 fods container på.

Problemet med den container er, at den er det endegyldige, fysiske bevis på, at vores gode nabo-venner nu er flyttet ud af deres villa. Mille har nydt at lege med deres datter, siden vi flyttede ind. Og der er virkelig ikke noget som den der helt uforpligtende, spontane leg, som opstår, når børn stemmer dørklokker for at se, hvem der kan lege.

Mille kommer til at savne sin veninde helt vildt. Og det gør vi andre også. Det her søde familiefirkløver har jo været en del af vores alle sammens hverdag – og pludselig er de væk.

Derfor er det sikkert kun godt, at vi selv skal rejse til Danmark på sommerferie nu på søndag, så vi får deres flytning lidt på afstand ved selv at være beskæftigede til anden side. Når vi så kommer retur til september og det nye skoleår, er der ligesom en åbning til at bygge en ny hverdag med nye rutiner og forhåbentlig en ny veninde eller to nede ad gaden.

Fast forward til eftermiddagskaffen, som i dag var den allersidste af slagsen sammen med en af mine veninder og hendes børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har lavet kaffe og sludret hen over børnenes skrig og skrål, leg og latter. Hun og familien skal – ligesom nabofamilien – flytte retur til Danmark. Hun er en kvinde, som jeg har delt stort og småt med, lige siden vi ankom i Ørkenstaten. Sorger og glæder. Børnenes udfordringer og udvikling. Den spæde job-jagt og de indbyggede husmor-frustrationer. De tunge ting i livet, der sætter dybe spor i både hjerter og sociale omgangskredse. De letbenede venindeting som Ladies Nights, tøsemiddage og fjollede dansetrin, når man er alt for fuld. Alt muligt mellem himmel og jord – og hvad hjertet nu er fuldt af, har vi delt med hinanden.

Cille har haft det på præcist samme måde med min venindes datter. De har fra første øjeblik haft en helt særlig kemi – og de skal bare se på hinanden, så fniser og fniser de. I timevis.

Min veninde er metaltræt af afsked på afsked hen over de sidste uger af deres liv i Dubai. Og jeg forstår hende så udmærket godt. Det er ikke til at holde ud, at skulle være tungsindig og i savne-“mode” hele tiden – og i dag bliver derfor en dag, hvor vi bare sludrer om småting i forhold til sommerferie, børnenes aktiviteter og sådan.

Måske ignorerer vi, at det er sidste gang, vi har en eftermiddag på denne her måde?

Måske gør vi det også sådan hér, fordi børnene skal kunne være i det?

Cille er ihvertfald lykkelig for en legeaftale med én af sine BFFs – også selvom det er sidste gang på denne her måde.Faktisk taler vi slet ikke om det – og afskeden bliver også bare et hurtigt og uformelt kram-og-vi-ses. For det gør vi jo igen. Ingen er døde eller forsvundet fra jordens overflade. Danmark er også et lille land, så der er intet besvær i at svinge forbi.

Men da vi ligger i sengen og har læst “Brødrene Løvehjerte”, spørger jeg alligevel forsigtigt Cille: “Var det dejligt at lege med A i dag?”, hvortil hun svarer gabende: “Ja, men jeg kommer virkelig til at savne hende”. “Er du ked af det Cille?”, tøver jeg. “Det er okay, Mor”, svarer hun stille og vender sig mod min brystkasse for et ekstra kram.

Afsked – farvel – tak og på gensyn er blevet en konstant i vores Dubai-liv. Og som årene går, bliver det faktisk kun værre. I år er det helt slemt – med adskillige familier, som rejser ‘videre ud’ eller ‘hjem’ – og vi vil virkelig savne at være sammen med dem i hverdagen.

Vi har rundet de magiske 5 år i Ørkenstaten og kan derfor officielt føle os gamle i gårde, selvom jeg ikke føler mig det mindste gammel i forhold til at bo her.

Men folk rejser altså.

Nogle efter et år eller to. Andre efter fem eller seks.

Og så er der den hårde kerne, gamle garde eller hvad du vil kalde dem, der bliver langt ud over et årti. Dem er der færre af. Og de gamle i gårde bliver interessant nok ved med at være nysgerrige, åbne, venlige og imødekommende.

Sådan håber jeg inderligt, at jeg også bliver.

For selvom det gør ondt i hjertet at se pigerne tage afsked med deres gode venner, så må vi aldrig nogensinde blive kolde eller afvisende over for andre.

Der er altid mulighed for at bygge nye venskaber op, hvis bare vi ser os lidt omkring. Både for børnene og de voksne.

Der er også rig mulighed for at bevare de eksisterende venskaber og vise børnene, at selvom én af parterne flytter, så er man stadig venner og kan stadig mødes – bare ikke så tit, som man kunne ønske sig.På en måde er jeg lettet over, at pigerne ikke er brast i gråd over, at deres veninder flytter. Der er jo ingen forældre, der har lyst til at se deres børn have hjertesorger, som vi ikke kan udrede eller lette dem for.

Det er muligvis den kontinuerlige forandringsproces, som foregår i Dubai, der sætter sine spor i pigernes sind.

De er vant til at skifte klassekammerater og klasselærere hvert år.

De har prøvet skoleskifte, husflytninger og alle mulige andre ændringer i det helt nære liv.

De er vant til at se folk rejse til og fra Ørkenstaten i tide og utide.

De er intuitivt bevidste om, at alle kommer fra et andet sted end Dubai – og at alle derfor helt logisk må en anden vej på et tidspunkt.

Det er livsvilkårene.

De forventer ikke andet.

Måske lyder det halvkynisk, når jeg beskriver dét liv, som pigerne og vi alle står midt i. Men jeg vil vove den påstand, at vi ikke er blevet full-on kynikere med tiden- snarere realistiske stoikere.

For det eneste konstante i livet er vitterlig forandring.

Så nu omfavner jeg den.

Forandringen.

Også selvom den gør nas i år.

Også selvom jeg ikke på nogen måde kan eller vil fejre, at de her søde mennesker flytter herfra, men jeg er jo stadig mig – og vi har det jo stadig godt og trives, hvor vi er. Og dét skal man virkelig ikke kimse af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet