Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Glamping og gode grin

Wauw, en weekend!

Det er længe siden, jeg har grinet så højt og længe. Ikke af nogen, men med.

Og dét er hele pointen.

Vi er fyldt op med feel-good-stemning efter et døgn i herligt selskab.img_1108Og det er ikke kun selskabet, der er helt perfekt. Det hjælper helt klart også på overskuddet at blive mere rutinerede til camping. For hver gang vi er i ørkenen, justerer og optimerer Premierløjtnanten lidt på tingene. Denne gang var det vores små liggeunderlag, der måtte se sig udskiftet med rigtige luftmadrasser, som naturligvis pustes op med en lille elektrisk kompressor inde i bilen. Det er jo ikke glamping for ingenting.

Mændene bliver også hurtigere og hurtigere til at få gravet biler fri igen, når de sidder fast i det bløde ørkensand. Denne gang gik det så hurtigt, at jeg ikke nåede at få andet end et opgravnings-sejrsbillede.img_1146Og inden længe står Camp Dannevang snorlige.44a2cbd2-ccc8-44b6-b6ac-baedcf09fc35Så er der faktisk ikke andet at gøre end at læne sig tilbage i campingstolen eller varme en kedel vand over bålet til kaffe og så udskifte kaffe med hvidvin og champagne, når solen begynder at gå ned og mændene vender retur fra en anden camp, hvor de har hjulpet et par med at opsætte et lidt ubehjælpeligt telt.img_1143Og børnene?

De fortaber sig i evigheden.

I det bløde, rødbrune sand, som har lagt sig som bølger i en havoverflade, fordi det blæser her om vinteren.

Vi ser dem knapt nok.

Og der er ingen, som beder om iPads eller keder sig.

Der er walkie-talkies, snobrødspinde og sand-boards at lege med i den store sandkasse. Og det er mere end nok til at få fantasien til at udfolde sig.img_1149Da mørket falder på, uddeler vi lommelygter og så fortsætter børnene ufortrødent med at lege, mens Grill-Bill steger mørbrad og luner pitta over åben ild.img_1151Og som timerne går og humøret stiger, bliver der spist og snakket, grinet og klovnet (jeg nævner ikke noget om stoleudfordringer overhovedet!), fortalt vitser, åbnet flere flasker og fundet snobrødsdej og skumfiduser frem.img_1157d4e8019b-ca44-4c8a-96d4-f3a22c3b90d4Mille elsker at sove i telt, så hun kommer selv listende senere på aftenen og beder om at blive puttet i soveposen af Far. img_1155Der er et eller andet ved al den friske luft og bålet og campinglivet som gør, at man bliver så dejlig træt.

Og dér i teltet vågner jeg næste morgen.

Præcist klokken syv – med min fredeligt sovende familie omkring mig.img_1159Jeg lister uden for og ser op på månen, der lyser hvidt på vinterhimlen til den ene side.img_1161Og solopgangen til den anden side er betagende med sit skydække, som kun hører vintermånederne til i en Ørkenstat.img_1162Kort efter har solen helt overtaget himlen – og Mille kommer stavrende ud til mig i den kølige morgenluft.img_1165Nu skal vi ha’ æg, bacon og sort kaffe, før teltet skal pakkes ned og turen går hjemad til brusebad og tøjskifte.

Pigerne går fra den ene yderlighed til den anden i denne her weekend.

Fra ørkensand til sne på pisten. img_1168Det er én af mange vanvittigt gode ting ved at bo i Dubai. At den slags overhovedet kan lade sig gøre.

Og vores hjemlige engel har selvfølgelig vasket, ordnet og regeret med al campinggrejet, da vi kommer retur senere på aftenen.img_1194Maricels effektive rengøring og nedpakning af grej gør unægteligt afslutningen på campingweekenden til en anden oplevelse…- og jeg gentager lige, at jeg efterhånden ikke ved, om jeg kan leve uden hende.

Rigtig god søndag aften!

I morgen vanker der hverdag til jer!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sydfranske Pølser – Deuxième Partie

Efter 3 dage i kvindekollektivet dukker de over-arbejdsomme ægtemænd op til festen i Sydfrankrig.

Og vores betænksomme værter har foreslået at tage på Club 55 i Ramatuelle som et helt-ned-i-gear-startskud til storfamilieferien.

Dén er vi med på.

Ikke at vi sådan helt forstår hvad Club 55 er, men det lyder godt, når Hr. og Fru M. beskriver stedet som en ‘klassisk-fransk beach club med et ekstraordinært køkken’. img_7318Det starter godt ud med en særdeles effektiv valet parking – som jo er én af de ting, man ganske enkelt ikke kan leve uden, hvis du spørger enhver dubaianer. Der er nemlig intet som at køre op foran et-eller-andet og slippe nøglerne i hånden på en-eller-anden, der så må bryde sit hovede med at finde et sted at parkere slæderne.

Straks herefter går vi ad en træbelagt sti, som fører os forbi restauranten og ned på Pampelonne-stranden, hvor en lige så effektiv hær af flinke mænd står klar til at anvise liggepladser og åbne parasollerne, mens vi dumper badehåndklæder, fiskenet, spande, skovle, croissanter og baguettes.

To sekunder senere er børnene igang. Hvem ville ikke spæne ud til det her vidunderlige, azurblå hav?img_7282Og de voksne går også igang. Med at lave absolut ingenting.img_7281Jeg er vild med det her franske-slow-mo-liv, hvor sprøde croissanter og morgenkaffe tager mindst en time at indtage med udsigt over havet og stille bølgeskvulp som lydkulisse.img_7283“Jeg går altså lige en tur, før her begynder at komme rigtig mange mennesker”, proklamerer Fru M. lidt senere.

“Jeg vil da med”, bedyrer jeg, som ikke skal gå glip af noget som helst.

Desuden er der sådan cirka 14 croissanter, der er begyndt at tage plads rundt om min talje som et lidet flatterende dejbælte. Måske kan de gåes af? Douze points for himmelråbende naivitet. Der kom 3,5 kg. på i løbet af en uge, for the record.

Og således går det til, at vi – ganske uforvarende og aldeles uskyldige – vader direkte ind i feriens ultimativt sjoveste oplevelse, omend selve fejringen og latterbrølet først får sin åbenbaring senere på dagen – vel hjemme i trygge omgivelser og efter solidt indtag af rosé og champagne.

“Sig mig engang, er folk ikke lidt nøgne her?”, mumler vi forsigtigt til hinanden og skæver genert til siderne, mens vi vandrer i vandkanten.

Jep.

Klassikeren over dem alle.

Naturiststranden.

Vi har forvildet os direkte ind i nøgenbadernes højborg nogle få hundrede meter fra Club 55.

Omkring hundrede mænd og kvinder nyder solen og havet uden en trevl på kroppen.

Og det er ikke første gang, de gør den slags.

Det er tydeligt for enhver.

Samtlige nudister på stranden er gennembrankede over H.E.L.E kroppen, hvilket senere (efter betydelige mængder rosévin) får os til at spekulere enormt meget i om ‘man(d)’ selv smører solcreme på penis – eller om ‘man(d)’ beder konen om hjælp? Er der nogen, der ligger inde med så vital information, så kom frit frem?!

Man skulle nok have været der, men inden i bobler der en voldsom Tine-12-år-latter, mens vi uden på begynder at føle os som et par små narre-misse-katte, sådan som vi tilsyneladende går tur for at se på nøgne mennesker uden selv at ville “give” noget.

Der er nok tale om assimileret araber-dobbeltmoral, hvor det er fint nok at se på andre, mens vi selv holder os fuldt tildækkede?

Ud over det åbenlyst morsomme i at se på nøgne kroppe, noterer vi os, at mændene decideret spankulerer (lidt-for-)selvtilfredse rundt og viser sig frem på stranden, mens kvinderne ser ud til blot at slappe af i deres rynkede Eva-kostumer.

Vi har en forestilling om, at de to køn oplever naturistlivet helt forskelligt og har fundamentalt forskellige indgangsvinkler til det, men igen – vi kommer til kort – og mangler simpelthen viden om emnet.

Da vi returnerer til familiefavnen, opfordrer vi mændene til at gå en tur for at strække benene efter deres flyvetur. Men de fornemmer straks, at der er ugler i mosen, og da vi afslører, at der var ganske få nudister under 55, afviser de pure at deltage i løjerne.

Sippede?

Dét fik vi aldrig helt afklaret, men Regnskabschefen bedyrer, at han virkelig ikke har behov for at se på fremmede strandbryster, der ikke er >25 år gamle.

Faktisk mener de, at vi er lige rigeligt barnlige, men den slags ignorerer vi naturligvis og fortsætter ufortrødent.

“Er I klar til frokost?”, lyder det uskyldige spørgsmål fra prøvede ægtemænd lidt senere på dagen.

“Sålænge vi ikke skal have saucisson français, så lyder det helt fint”, udbryder fnisende lure-damer.

I kan godt fornemme, at det til tider ikke er helt let, at være Hr. M og Regnskabschefen.fullsizerenderMenukortet er så perfekt fransk, at det kun står på perfekt fransk.img_7291Men med lidt venlig oversættelsesstøtte fra Hr. M’s side, får vi spist nogle fantastisk velsmagende retter.img_7371Efter hovedretterne spiller husorkestret folks ønsker ved bordene.fullsizerender-1Der er bare intet at klage over i det her franske driverliv.

Så vi sukker saligt og læner os tilbage i de bløde puder.

Begraver fødderne i det kølige sand under bordene.

Bedøver hoveder og hjerter i perlende rosévin.img_7362Jeg mærker pludselig en nyfunden kærlighed til Frankrig.

Og Martin.

Det kommer flydende til mig i takt med indtagelsen af rosé.

Og børnene?

Dem glemte vi at holde øje med.

Tror I det gør noget?img_7363

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sydfrankrig – Première Partie

Jordbærhjelmene har været tidligt oppe for at rejse til Nice.img_7210De overlever på forventningens glæde under hele flyturen, men da vi sætter os i taxien, må de overgive sig til søvnen, mens jeg smiler overdrevent bredt til chaufføren, der vældig gerne vil underholde mig på den knapt 2 timer lange køretur….på fransk…og dér har jeg ikke så meget at skulle have sagt efter mit begrænsede franskkursus i 8. klasse.

“¿Hablas español?”, forsøger jeg forsigtigt.

“¿Me entiendes, si hablo despacito?”

Ingen succes.

Han forstår cirka lige så meget spansk, engelsk eller dansk, som jeg forstår fransk. Og alligevel lykkes det ham at fortælle mig en masse skøre ting om sin familie og om alle de små landsbyer, vi passerer på vej til Familien M’s hus i bjergene. img_7265Her er ikke bare helt ualmindeligt, bemærkelsesværdigt smukt.img_7235img_7232Her er også så fredfyldt, at det eneste, jeg kan høre, er cikader og summende insekter, når jeg bevæger mig rundt i haven for at se på blomster.img_7234img_7242img_7241Men stilhed kommer som regel med begrænset holdbarhed, når der er børn til stede.

Det gør nu ikke noget i det her tilfælde.

Deres fællesskab, leg og latter gør mig lykkelig helt ind i hjertekulen.img_7250Og som om dét her scenarie – udsigten over bjerglandskabet og havet; det charmerende landsted i den idylliske have og 4 glade børn, der hujer og plasker – ikke skulle være mere end rigeligt i sig selv, så bliver jeg på forunderlig vis set og forstået af et menneske, med hvem jeg føler en dyb samhørighed.

Hun opfordrer mig kærligt og generøst til at tage ud på lange gåture.

For mig selv.

Som i alene-uden-andre.

Det er som at vinde i et lotteri, jeg ikke aner, at jeg har deltaget i!

Og i mens leger Fru M med 4 power-puff-piger, der laver perleplader og sokkedyr i serieproduktion.

Det kræver et absolut minimum af overtalelse at gå ud på opdagelse i denne her provençalske vidunderverden.

Et par skridt uden for porten møder jeg dette syn og en duft af fyrrenåle og varm jord.img_7236Det er den reneste balsam for en støvet ørkensjæl.

Og der er havudsigt som belønning for hvert sving, jeg tilbagelægger ad den snirklede bjergvej.img_7273Lidt senere må jeg til at følge Fru M’s håndtegnede kort. Jeg er jo ikke det mindste stedkendt.img_7264img_7274Efter en kort vandring igennem en kavalkade af franske sommer-landsteder – nogle i topform og andre i en mere skal-vi-kalde-det-rustik udgave, rammer jeg Madrague-distriktets vinmarker.img_7275Jeg antager, at de her smukke druer senere bliver til områdets berømte rosévine?img_7263Efter at have passeret rækkevis af frodige vinstokke, kommer jeg til Plage de Gigaro, som er så fransk, at damerne går helt nonchalante rundt i korte, hvide hørskjorter og bittesmå bikinitrusser. Med 3 baguettes under den ene arm og en cigaret mellem to fingre, mens de er på vej ud i verden.

They don’t give a fuck.

På deres helt egen elegante, franske facon.

Jeg tager mig selv i at blive helt araber-chokeret over al den nøgenhed i det offentlige rum. Men man kan vel vænne sig til det igen?img_7262Og hér – for enden af strandpromenaden – ligger en lille bod.img_7257Det er i øvrigt også enden på Fru M’s kort-instruktioner i denne ombæring, så jeg sætter mig med en ananas-smoothie og ser ud over havet, hvor blide bølger skvulper ind mod de sidste badende. img_7260Hvordan kan jeg være så heldig?

At sidde lige hér og mærke eftermiddagssolens lange stråler.

Og indånde den svale, salte havluft.

I mit eget selskab.

Det er mig ret meget en gåde – men måske er det lige præcist sådan, dét bør være?

Og da jeg svedig-varm og taknemmelig vender retur til storfamilien, står der solmodne, duftende nektariner og små, sprøde chouquettes på bordet. img_7229Chouqettes er intet mindre end himmelske bidder plukket direkte fra sommerens hvide cumulus-skyer, hvorefter en fransk bager har dyppet dem kærligt i sukkerlage med sine lange, slanke fingre og strøet forsigtigt med perlesukker til sidst.

💜 Soul Mate Sister, I love you 💜

For evigt taknemmelig for dig.

Og for chouquettes.

De er van(dbakkelses)-vittigt go’e.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Côte d’Azur

Den er go’ nok.

Rødbedepassene er fundet frem.

Små og store cirkusheste lugter savsmuld og tæller ned som gjaldt det livet.

Der er intet som at pakke kuffert og lade forventningens glæde løbe løbsk.

Côte d’Azur…

Bare navnet i sig selv. Det emmer da af sofistikeret fransk sommer?

Jeg kan næsten ikke vente.

img_7200Vi har det mest essentielle med.

Små gaver til dejlige piger.

Balsamspray til krudtuglet klorhår.

Solhat med UV-filter til hende med galopperende pigmentforandringer i hele krydderen.

Og en bamse, der er go’ til at gi’ godnatkram.img_7201Vi er mere end klar til at rejse på ferie til Sydfrankrig i morgen tidlig, selvom det nu også går ganske fortrinligt med at holde sommerferie i Ørkenstaten.

Her får vi ordnet alverdens kedelige, lavthængende småprojekter sideløbende med de sidste hyggelige legeaftaler, før alle rømmer den overophedede sandkasse.

Jeg kører med en intern 1:1 aftale om at gøre én sjov ting for hver træls ting, vi får klaret.

Forleden fik vi f.eks. sorteret 10 ringbind med papirer; scannet og arkiveret (mestendels lodret), så der nu er én eneste mappe tilbage med papirer, som jeg forstår meget lidt af.

Og køkkenet er blevet gennemgået for ophobet plastic, så der igen er overskueligt og ryddeligt i skabene.

I mens de voksne muntrer sig med dødens-pølse-aktiviteter, har Cille og Mille udvidet familien med intet mindre end 3 nye medlemmer, der skifter navne så ofte, at jeg ikke kan gengive de nuværende.img_7170Det er små elektroniske mus, der bor i et hjemmegjort papkasse-bur.img_7168Sådan er livet, når man har decideret strenge og uforstående forældre, der ikke vil tillade, at man får levende mus.

Det er både uretfærdigt og for dårligt, er det.

Og Bob-katten?

Han vender da bare ryggen til de åndssvage, fake mus.

Ignorerer dem på bedste katte-manér.

Han gider til gengæld godt papkassen.

Den er ret god at sove lur i.

Og lur – dét er lige præcist hvad jeg skal have lige om snart.

À bientôt, Fru M!

Un croissant, skal vi ha’.

fullsizerender

Og bonne nuit til jer alle.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts