Cille i Secondary School

‘Start them young’ må være tankegangen bag hele uddannelsessystemet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det kom som et kæmpechok for os, da vi ankom til Ørkenstaten med en 4-årig og en knapt 2-årig.
Nok havde vi vænnet os til, at vores 4-årige var i Reception Class på en lille kristen landsbyskole i England, men at vores knapt 2-årige skulle starte i skole det efterfølgende skoleår – altså som 3-årig – dét kom ret meget bag på os. Vi følte, at briterne startede deres børn ud (for) tidligt, men her var der da et helt kalenderår til forskel!Vi kunne jo nok have sat os ind i det på forhånd, men det slog mig slet ikke som relevant på det tidspunkt. Det handlede kun om at få kæmpet sig frem til en skoleplads til den 4-årige, for dét var svært nok i sig selv. Vi betalte optagelsesgebyr på 5-6 forskellige skoler i et desperat forsøg på at komme ind.

Da det så gik op for os, at Mille skulle starte i skole året efter, blev der straks fundet en børnehave til hende og et job til mig. Jeg havde ellers tænkt mig at gå hjemme med hende et år mere, men vi følte, at det ville være synd for hende, hvis hun skulle gå direkte fra Mors skørter og ind i et klasseværelse.Til arabernes forsvar skal det siges, at Reception Class er et 2-årigt program, der hedder Foundation Stage 1 and 2 i det britiske curriculum og Kindergarden 1 and 2 i det schweiziske IB-system. På dén måde er børnene ca. 6 år gamle, når den ‘rigtige’ undervisning går i gang i Year 1, præcist som i Danmark. Men der er alligevel himmelvid forskel, når man begynder at give sit barn skoleuniform og skoletaske på som 3-årig – og så skal barnet i øvrigt være 100% toilettrænet, kunne sidde stille, koncentrere sig og modtage forskellige former for undervisning i løbet af dagen.

Dengang i 2014 vadede Cille direkte ind i Foundation Stage 2 med et smil på læben. Hun var vant til skolegang, og hun elskede sin første lærer i Dubai – en afroamerikansk børnepsykolog med åbne arme, gule cardigans og fine kjoler.
Mille kom også til at elske sin børnehave. Med lidt hiv og sving. Og hun overlevede sin debut med skolegang i Kindergarden 1 and 2, selvom det var tydeligt, at hun burde have haft et år eller to mere i en helt almindelig børnehave. Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat. Der er ‘run’ på skoleklasserne i de yngste årgange, så hvis man vil ind på en god skole, må man acceptere, at det bliver som 3-årig.Og resten er som bekendt historie.

Børnene vænner sig til dér, hvor de er – og det gør vi voksne også. Vi har glemt, at det ikke er ‘normalt’, at man starter i skole som 3-årig. Pigerne synes, at det er mærkeligt og utrygt, at de danske børn ikke har skoleuniformer på, og at de ofte selv må gå eller cykle til og fra skole uden en voksen. De synes også, at det er mærkeligt, at man bander så meget i Danmark og har så løs en omgangstone, og at der er så stor frihed efter skoletid uden ret mange voksne omkring børnene. Selvom de pt. synes, at ‘det er for meget af det gode’, er jeg ret sikker på, at de lynhurtigt ville kunne finde sig til rette i Danmark med den frihed under ansvar, som hele samfundet bygger på. De elsker at føle sig selvstændige, og Cille er f.eks. enormt stolt over at kunne cykle selv til og fra skole igennem vores compound.

Efter vi er kommet retur til Dubai, har alting stået i skole-klargøringens tegn. Vi havde købt nye uniformer, nye uniformssko og idrætssko før sommerferien, men der er alligevel tusind ting, der skal gøres. Listerne med ting til penalhuset, forskellige online-dokumenter, der skal udfyldes, før barnet kan komme i skole, en stor bogpakke med litteratur til Cille skulle hentes på skolen, forsømte negle måtte soigneres inden start og så videre.Cille har glædet sig igennem hele Year 6 til at skulle over i Secondary School. Forventningens sommerfugle er ikke blevet mindre de sidste par dage, og i aftes havde hun svært ved at falde i søvn af bare spænding.Her til morgen var hun bare så klar! Den nye figursyede uniform fik hende pludselig til at se så stor ud.
‘All grown up’.

Men heldigvis stadig med sin Far som anstandsmand og støttehjul igennem ghettoen klokken tidligt.

Det var ellers lige før, at skolestarten var blevet udsat. Ikke fordi vi ønskede det, men samme aften som vi landede med flyet fra Danmark, blev der udsendt en ny deklaration fra Knowledge and Human Development Authority i Dubai (KHDA – det svarer sådan cirka til uddannelsesministeriet), hvori der stod, at hvis skoleelever havde været ude at rejse senere end den 20. august, ville de blive nødt til at holde sig i karantæne derhjemme de første 14 dage af skoleåret. Suk.

Dagen efter tog jeg over på skolen og talte med rektor og pastor om udfordringen. De kunne intet gøre – sådan var reglerne nu engang – og selv en negativ COVID-19-test ville ikke kunne redde Cilles skolestart. Suk.

Derhjemme måtte vi så forsigtigt som muligt forklare Cille, at hun nok skulle være hjemme de første 14 dage af skoleåret. Hun tog det ret pænt, og forstod godt problematikken, men det var en alvorlig streg i regningen.

Dagen efter væltede det ind med instruktioner på, hvorledes eleverne skulle møde op til undervisning og hvorledes elever, der havde valgt at fortsætte med online-undervisning skulle logge på. Hvad der skulle ske med karantæne-eleverne havde ingen lige tænkt på, og jeg begyndte at blive seriøst urolig for, om Cille bare ville sidde derhjemme og glo uden opgaver eller kontakt til sine nye lærere og kammerater. For dét ville komme til at gøre ondt.

Ved et lykketræf kom der pludselig en ny mail med bekræftelse på, at en negativ COVID-19-test nu ville give direkte adgang til klasseværelset. Så drønede vi ellers ned på den nærmeste Mediclinic for at få taget en prøve på Cille. Mediclinic havde allerede øjnet et nyt forretningsområde, og de har gjort det til deres speciale at levere hurtige testresultater til elever og lærere til en reduceret pris. Smart.

Lige så snart det negative testresultat var i hus, blev der pakket skoletaske og udfyldt de sidste dokumenter til myndighederne.Fagre, nye verden – eller ‘new normal’, som det er blevet døbt hernede. Med næse-swabs, laboratoriepapirer i lommen og mundens bind om næbbet.

Det skal i øvrigt være på konstant. Altså mundbindet. På cyklen til skole i 40 graders varme og overalt på skolens område, medmindre man sidder og spiser frokost eller har idræt.

Tilbage er der kun at bede til de højere magter om, at der ikke straks kommer corona-tilfælde på skolen, så alle bliver hjemsendt i 14 dages karantæne. Vi trænger til skolegang. Face to face og ikke alt det iPad-møg. Vi trænger til luftforandring og til at være sammen med andre end vores lille familie. Vi trænger til normalitet midt i al anormaliteten.

Mundens bind er kommet for at blive.

Det kan vi leve med.

Næseswab er kommet for at blive.

Det kan vi knapt så nemt leve med, men vi accepterer vilkårene – og nu vil vi ud over stepperne fagligt og socialt!

PS: Den første dag var en kæmpesucces! Cille har fået en ung og tjekket homeroom teacher, Miss Hodson, der viser Baby-Yoda memes på tavlen og tager noter sammen med eleverne, fordi hun også lige skal lære det hele – hun er nemlig ny i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frikvarter

Det er nu præcist 7 dage siden, vi landede i Danmark. De 72 timers venten på en eventuel besked fra sundhedsmyndighederne er forlængst overståede, og jeg kan med tilfredshed meddele, at vi så ikke lige var nogle af de der fremmede (brune) mennesker, der tog ny coronavirus med ind i Danmark.

Faktisk er det hele ét kæmpestort frikvarter fra corona og al dens væsen i Dannevang. Intet – som i INTET – i Danmark indikerer, at der er en alvorlig virus, som spøger i kulisserne.

Jovist, der er lidt klistermærker på gulvet i shoppingcentre og på kontorer. Der er også en del mere håndsprit ved ind- og udgange, plus et højttalerkald eller to om at holde pæn afstand, men ellers er alt ved det gamle. Danmark har på en eller anden måde fået fin og kontrolleret bugt med den første bølge, og nu skal ingen bede om mere krigstilstand og hjemmegang. Nu skal vi ud for at hygge igennem i industriferien.

Det er sådan set både en overraskelse og en lettelse for os, der er flygtet fra lockdown-lignende tilstande hertil for at få lige mængder frihed og frisk luft.

Det er balsam for sjælen at kunne bevæge sig frit omkring. I naturen og ude blandt andre mennesker. Nu har vi haft ansigtsmasker, latexhandsker, temperaturkontrol og andre meget synlige markører for, at verden er forandret i 4 måneder. At komme til Danmark og ‘slippe for det hele’ føles dælme skønt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men det gibber alligevel lidt i mig, når ingen overholder klistermærkerne i gulvet i Slotsarkaderne, og når vi går ind på café, hvor bordene så ikke bliver desinficerede, før vi sætter os. Det gibber i mig, når vi står mange mennesker i tæt kø til museet, og når folk pludselig giver spontane krammere.

Men frikvarter fra corona er altovervejende rart. Med små stik og nip af virusangst, som jeg er sikker på vil aftage, jo længere tid vi opholder os her.

Vi har også lige haft et andet slags frikvarter. Sammen med Hr. og Fru A har vi travet, spist og hygget os igennem København i et døgns tid – væk fra de to små madammer, som var lykkeligt overladt i Farmor og Kusine Emmas varetægt. Det var tiltrængt med lidt afstand – for alle parter i firkløveret.

Ligesom alle de andre var vi jo nødt til at tjekke den norske billionær Petter Stordalens nye fancy hotel, Villa Copenhagen, ud.Hotellets gennemfotograferede ‘hjerterum’ er det første, man møder. Og jeg forstår godt, at det er dén feature, der er gengivet i blade, aviser og anmeldelser. Her er virkelig dejligt at opholde sig. Vi prøvede både med et glas fancy georgisk orange-vin før maden, og med en flok espresso martinis efter middag ude i byen – og jeg kan bekræfte, at det er ligesom en hyggelig, fælles dagligstue, hvor der er plads til samtale, læsning, forretningsmøder osv.

Gå endelig derind forbi til kaffe eller vin en dag. Dét kan man sagtens uden nødvendigvis at tjekke ind på hotellet, hvilket er en sjældenhed i dansk sammenhæng, hvor ‘man’ stort set aldrig anvender hoteller til andet end at overnatte og spise morgenbuffet. Her er der virkelig tale om et hotel med mere potentiale for gæster udefra, fordi det netop ikke føles som en banegård eller et transitområde a lá et Scandic eller Radisson.

Værelserne er æstetisk pleasing med fine referencer til de historiske post-aktiviteter. For eksempel minder badeværelsets udformning lidt om et stort dueslag eller sorteringsrum på et postkontor – med skydedør og riflet glas. Her taler jeg om de billigste værelser – hvad der foregår med suiternes indretning osv., aner jeg intet om.Der er også et eller andet mega-nice ved at alting er rent og spritnyt. Håndklæderne er tykke og luftige, gulvtæppet helt rent og uplettet. Udvalget af sæber, cremer, chokolader osv. er helt i tråd med tiden – bæredygtigt, certificeret med dette og hint – og samtidig ganske udsøgt rart.

Jeg har ikke ét dårligt ord at sige om Villa Copenhagen. Her er rent, tjekket og noget så lækkert designmæssigt. Sengene er dejlige, og togene kan stort set ikke høres igennem ruderne, så søvnen er fin. Morgenmaden er også skøn og rigelig – med en særlig ros til husets bageri ‘Rug’, som virkelig leverer skønt brød og søde sager.

Det eneste, der muligvis er vid-vinklet lidt rigeligt på salgsbillederne, er stedets miljørigtigt-opvarmede roof top pool. Fordelen ved at være velpolstret er, at jeg nu kan bade i al slags vejr. Dengang jeg var tynd, var jeg blå af kulde bare ved tanken om en svømmetur i danske sommertemperaturer. Nu kan jeg sagtens nuppe en halv time i det lune vand på toppen af København en tirsdag morgen. Og bare man ikke forventer et stort bassin med god plads til ivrige svømmetag, så fungerer det såmænd fint nok.

Og så fik vi ellers et kærligt gensyn med København. Det er endnu en god ting ved hotellet – det ligger inden for gåafstand af alting i den indre by, så man får virkelig nydt at vandre omkring på må og få.

Et enkelt stop eller to med den nye cityring var vi også nødt til at prøve. Det har fået København til at virke lidt mere storbyagtig, føler jeg.Selv i sommerregn og rusk under en paraply er Nyhavn og Kongens Nytorv top-charmerende.
Vi faldt også helt spontant over Ferms Livings nyåbnede showroom og butik, der ligger i umiddelbar forlængelse af gang- og cykelbroen lige ud for Nyhavn til Christianshavn. Her fik vi hilst på Hr. V, som viste os rundt midt i et travlt fotoshoot. Ferm Livings nye hus er bestemt også et besøg værd, hvis du er i København.
Om aftenen trodsede vi vind og vejr til gensyn med Kødbyen og Vesterbro, som er det åbenlyse valg i forhold til en middag, når man overnatter på Villa Copenhagen.Der er dunst af kød og stående tilbud på kondibøtter, og lige så snusket-snavset som altid i den vindomsuste Kødby. Jeg formoder, at turister finder det indtagende og sjælfuldt, når de vader Københavns stræder og smøger tynde, mens de finder finurlige historiske træk og fortællinger i noget træt murværk eller i graffitiens rå beskeder. Det er street art fra både en fjern og en nær tid.

I virkeligheden er det en møgbeskidt sjæl eller historie. Det gibber ihvertfald i mig, når jeg ser, at der deales stoffer lige før vi træder ind på et fancy spisested. Men sådan er der så meget – og København er og bliver en skizofren kælling med kø ved Louis Vuitton-butikken og alt for mange psykisk syge uden et ordentligt opholdssted.

Dagen derpå forsatte vi videre i vores semi-spontane turist-verden. Fru A viste mig behændigt Roccamore Shoes-butikken, så jeg kunne prøve at balancere i et par af deres flotte sko.Bagefter tog vi en tur op i det indre sneglehus i Rundetårn for at se ud over et regnvejrstruet København. Udstillingen om H.C. Ørsted over Trinitatiskirken var også fin, og jeg noterede med tilfredshed, at Ørsted som det mest selvfølgelige evnede at linke og værdsætte både sprog og naturvidenskab. Hvor er det dog indtagende og sødt at se indre by ovenfra. Tuttenuttet, nærmest.

Og selvom vi kunne have brugt dage på at besøge flere museer, caféer og spisesteder, så var det her kun et frikvarter. Som sluttede med frokost på Meyers i Tårnet på Christiansborg.Det er smørrebrød serveret med en vis andægtighed, som vel passer til lokalets storhed og historiens vingesus.Jeg sørgede for at få spist godt med fisk – for er der noget, man kan i Danmark, så er det at tilberede spændende fisk og nye og anderledes smagssammensætninger. Her er det f.eks. sild, rødbede, rygeost og solbær.Og før den rødbedefarvede sildetallerken kunne jeg ikke stå for friske, hvide asparges med store rejer, vel?Smørrebrød FTW. Jeg er fan og savner det inderligt med jævne mellemrum. Men sildemadder i 35 graders ørkenvarme fungerer bare ikke lige så godt som i 18 graders regn og rusk i Danmark.

Jeg håber, vi finder en anden god anledning til at besøge Villa Copenhagen igen. I denne ombæring var det en kombination af nysgerrighed og ønsket om endelig at have god tid med Hr. og Fru A. En anden gang kunne det jo være, at Cille og Mille skulle introduceres til deres hjemlands hovedstad, hvem ved?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skrøbelig

Man skulle tro, at jeg helt har glemt, at jeg er den lykkelig ejer af denne her fine blog. Der er gået så lang tid siden sidste blogindlæg, at det måske virker temmelig ukoncentreret eller useriøst.

Men jeg har ikke glemt mit skrivehjørne.

Tværtimod.

Jeg har undgået at begynde på et nyt skriv, fordi det hele er så sært og så skrøbeligt for tiden.

Sidste gang, jeg skrev, var jeg on a high. Ramadanens nymåne hang og skinnede glædesstrålende over os, og vi havde tilmed en nyvunden frihed at fejre. Friheden til at gå ud af hjemmet igen – uden en udgangstilladelse.

Men som med alt andet, vi tager for givet, fordi det straks bliver ny standard og hverdagskost, er muligheden for en løbetur eller et smut i supermarkedet ikke længere tillokkende.

Der er alt, alt for mange af mine flinke medmennesker, som tror, at deres ansigtsmasker virker mod Corona-virus,  når de hænger nede om hagen på dem.

Der er stadig temperatur- og alderskontroller ved indgangen til supermarkeder og centre – og der er engangs-plastichandsker, kø til at komme ind i butikken og kø ved kassen. Der er INTET sjovt ved en tur i supermarkedet. Overhovedet.

Intet er, som det plejede at være.

Jeg var ved at bilde mig selv ind, at NU kom det hele retur til mig, men det var ren ønsketænkning og indbildning.Jeg kan drømme om det – og lade som om det – men lige så snart, jeg bevæger mig uden for matriklen, bliver jeg overvældet af, hvordan et nedlukket, dystopisk samfund ser ud.Det her er så langt fra normalen, som vi kan komme. Og jeg græmmes. Sveder tran under masken i 38 graders varme, mens andre vælger at blæse på reglerne og løber frejdige afsted med masken nede om hagen, som om det kunne hjælpe på noget som helst. Og så stiger mit blodtryk.

Jeg griber til fredelig selvtægt. Henvender mig til førnævnte frejdige løbere og spørger, om de er ok med, at jeg også bare tager masken af foran dem – eller om vi skulle vælge en mindelig løsning, hvor begge parter passer på hinandens helbred? De fleste smiler og siger thank you, mens de skynder sig videre væk med masken nede om hagen. Det er Dubais svar på fuck you. Her i landet kan man komme seriøst galt afsted med bandeord og fremvisning af langemand, så det giver mest mening bare at sige thank you og løbe sin vej.

Efter 5 blodtryksopsættende encounters går jeg hjem. Med uforløst træningstrang og uforrettet sag. Med følelsen af, at denne her virus kommer til at styre vores liv i meget, meget længere tid, end vi har tålmodighed til. Fordi ingen længere følger reglerne.

Baseret på min uvildige sammentælling af mængden af masker omkring hager versus mængden af korrekt påsatte ansigtsmasker i en velbjærget og veluddannet hvid-mands-ghetto, kan jeg konkludere, at langt de fleste nu officielt har tabt sutten og er vendt tilbage til den vante hverdag. De gider ikke mere. De har ikke bedt om det her – og efter 8 uger er det altså nok.

Og i mens de løber ud i livet, løber jeg hjem til mig selv, og bliver mere og mere sær og angst.

Jeg slæber mig igennem undervisningen på Teams. Jeg slæber mig igennem den endeløse forberedelse og rettelse af opgaver. Jeg slæber mig igennem børnenes skolearbejde og projekter. Jeg slæber mig igennem frokost-tilberedning og kaffebrygning. Jeg slæber mig oven på til en halv eller hel times workout med Martin og så et forløsende et brusebad. Jeg kysser og kysser og kysser på min familie. Jeg læser højt for pigerne og læser bøger for mig selv i timevis for at glide ind i et andet univers. Jeg sover elendigt og drømmer mareridtsagtige drømme hver nat. Jeg trøstespiser is og kager hver dag. Jeg tildeler mig selv ugens brandert hver fredag.

Og så starter en ny uge op i glasklokken.

Med præcist det samme indhold.

Skole. Mad. Motion. Bad. Bog. Natteroderi. Slet skjulte bekymringer. Strittende grå hår kombineret med et iltert, opfarende temperament, der falder lige så hurtigt ned og skammer sig, som det blussede op.

Jeg er ikke den eneste i familien, der er i forandring. Martin arbejder f.eks. videre på den svenske frisure. Potentiale, har det. Det er første gang i vores 19-årige liv sammen, at jeg har set hans hår med en reel længde.Heldigvis er alting jo ikke sort hele tiden. Martin og jeg passer godt på hinanden, og deler stort og småt med hinanden hele tiden – for vi har ikke andre ører at hive i. Der er også en enkelt socialt-distanceret-lykkestund med dejlige, søde og glade venner, der gør det ud for vores Dubai-familie, som får afledt mine destruktive tanker med verdens bedste drinks.Ingen af os har det godt for tiden. Det her handler ikke om mig som en særlig skrøbelig udgave af Maude fra Matador eller Yvonne fra Olsen-Banden, som visse personer ynder at sammenligne mig med.

Det står soleklart, at vi alle er udfordrede. På stort set alle fronter. For verden er jo fandeme helt af lave.

Min skrøbelige og sære glasklokke er sikkert magen til din. Måske betragter du også verden på en ny og forsigtig måde? Måske drømmer du dig også konstant tilbage til en verden og en virkelighed præ-Corona, der pludselig virker så uskyldsren og legende let? Det var verden jo ikke dengang. Men det føles sådan nu.

Det er sorg over spildt mælk og tabte fællesskaber, der vælder op i mig.

Og selvom jeg er blevet bedre til at gribe knoglen – og selvom jeg sender 1.000 WhatsApp-beskeder om dagen, så er der stadig en stemme indeni mig, der ufortrødent udsender faretruende bekymringer.

Om at vi ikke kommer til Danmark til sommer, men må blive her på matriklen.

Om at virussen bliver værre end den allerede er her i landet, hvor vi efter 8 ugers kamp fortsætter med at få 500+ nye tilfælde hver dag.

Om at vi får lockdown igen, hvis ikke folk snart putter de masker rigtigt på.

Om at vi ikke kan komme retur i skole til september, men må fortsætte online schooling langt ind i næste skoleår.

Om at vaccinen har længere udsigter end forventet, fordi der dukker bivirkninger op.

Om at den her fucking virus muterer og gør sig selv endnu sværere at hamle op med henover efteråret og vintermånederne.

Og mens vi nu er helt nede i kulkælderen af bekymringer og frustrationer, så send lige mere pålægschokolade. Vi er udgået for Galle & Jessen. For første gang i over 10 års udlandsliv. Det siger alligevel noget om krisesituationen.Pas rigtigt godt på hinanden i denne tunge og foruroligende tid.

Distancekram fra Drama-Dronningen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet