• ···

Dansk forår i arabisk burkini

Det er Påske lige om et øjeblik.

Og Moster-Søster sender mig billeder af spirende, forårs-Danmark i ét væk.

Det er nærmest tortur for min sandblæste sjæl.img_5559-1Hvor jeg dog savner årstidernes skiften i en Ørkenstat, der kun kender til vejromslag fra lunt, overskyet og småblæsende til varmt med et par skyer som så munder ud i ulideligt varmt og høj himmel, der kun kan betragtes fra et air-conditioneret lokale.

Sådan er vilkårene. Og jeg tænker egentlig ikke så meget over det i hverdagen, men Instagram og WhatsApp får mig til at drømme om gåture i frisk, kølig luft med udsigt til spirende grønt, så langt øjet rækker.

Og her i Påsken skal vi så opleve dansk forår for første gang i umindelige tider.

Immigrantfamilien hopper ombord i en stor metalfugl onsdag morgen, som flyver os hele vejen hjem til Farmor og Farfars hus i den store skov, hvor der er erantis og anemoner i skovbunden – og tulipaner i Farmors vaser, hvis jeg kender hende ret.

Vi plejer aldrig at være i Danmark i Påsken.

Men 2017 er noget ganske særligt.

For Farmor fylder 70.

Og dét skal fejres!

I Lalandia Billund.

Oh, yes…..

Storfamilien skal tilbringe 5 døgn flydende rundt i indendørs badeland og klatrende rundt i Monky-Tonky-land og hvad ved jeg.

Samtlige 9 børnebørn får en fantastisk ferie med alle de mange, børnevenlige aktiviteter – dét ved jeg med 100% sikkerhed.

Og når børnene har det godt og er glade – så gælder det samme for forældrene. Især hvis de samtidig bliver balsameret i rødvin og fyldt godt op med pizza fra buffeten.

Hende Farmor ved godt, hvad der er bedst.

Hun har mere end 50 års erfaring med børn og vælger egenhændigt at blive fejret på børnebørnenes præmisser, selvom det med rette er ‘hendes dag’.

Hun vil bare gerne være sammen med hele sin familie på en måde og et grundlag, hvor alle kan have det godt og være glade.

Dét tager jeg hatten af for – og bøjer mig ærbødigt i støvet.

Og så vil jeg dælen-dylme glæde mig til at kramme livet ud af hende, når vi får øje på dén lille dame i ankomsthallen i Kastrup, der kan hoppe og huje højest.

PS: Det tog mig lige lidt tid at komme overens med tanken om at gense et indendørs badeland med virkelig mange mennesker, der – ifølge mine fordomme – vil spise fritter med remo og drikke blå slush-ice til, hvorefter de hopper fluks i baljen igen med remo-overskæg og blå tunger…

PPS: Min mentale redningsplanke blev at købe en moderne, arabisk burkini til formålet.img_5583Anstændig, ikke?

Og smart – eller hvad?

På denne her måde er min smuldrende Mor-krop tildækket pænt og nydeligt, mens jeg spiser fritter med remo i cafeteriaet og hiver bøllebørn ud af bassinet.

Man skulle jo nødig vise det knapt 40-årige understel til alt for mange familiefædre i en dansk svømmehal, selvom min søde mand bedyrer, at der er intet i verden som en voksen kvinde efter to vaginale fødsler….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bibliotekaren og morgengaven

Efter at have fået børn, er konceptet ‘morgengave’ noget fundamentalt anderledes end det var i de go’e, gamle (og langt fredeligere) dage.

Nu består en Kaalund’sk morgengave oftest af et veltilrettet cirkelspark i nyrerne eller et eventyrligt hold i ryggen af at have ligget og frosset uden for dynen det meste af natten.

The joys of co-sleeping, tænker jeg?

Men i dag er min morgengave hverken fra mand eller børn.

Den er fra Bob-katten, den store idiot.fullsizerender-1Bob har såmænd stolt placeret nattens fangst uden for hoveddøren som et tegn på hans store hengivenhed.

Lidt pralen af egne jagtevner er der sikkert også i spil?

Læg nøje mærke til, hvor meget, han har slikket den i nakken og på ryggen som et intenst forspil til et afbrudt måltid.

Rigor mortis er indtruffet, kan jeg tørt konstatere, da pigerne og jeg gafler den stakkels mus og skiller os af med den før afgang mod skolen.

De synes, at musen er sød – som den ligger dér helt død – men de har samtidig set Bob’s fangst-eskapader så tilstrækkeligt mange gange, at de tager både dyr og død med ophøjet ro.

Den værste oplevelse var dog engang, hvor Bob valgte at sluge to uskyldige – spil-levende og pippende – fugleunger i én mundfuld lige for øjnene af os. Det har jeg stadig svært ved at tilgive ham.

Bob-katten har i øvrigt ikke vist sig på matriklen siden i morges. Han har en intuitiv fornemmelse for hvornår han er i kridthuset – og hvornår han er det modsatte.

Det er jo ikke fordi jeg ikke er glad for hans evner. Selvfølgelig er det godt, at han fanger ørkenens mus og rotter, men han må meget gerne spise dem uden for mit åsyn – eller alternativt forære dem væk til andre end mig.

Man er vel en sart blomst fra Jylland.

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Pigerne – derimod – spiller rollerne som englebørn til perfektion idag.

Cille har første arbejdsdag på skolebiblioteket, hvor hun hjælper børnebibliotekaren med at sætte bøger på plads i alfabetisk orden efter skoletid.

Lønnen afholdes af hendes gamle forældre, som gerne vil lære trunten at tjene egne penge helt fra barnsben. Men jobbet tjener et højere formål end dét at lære hende om penge.

Cille er nemlig ingen en læsehest.

Endnu.

Faktisk er det først fornylig, at hun er begyndt at læse bøger frivilligt og med oprigtig glæde. Det er denne nyfundne interesse og spirende begejstring, som vi gerne vil puffe endnu mere til. img_2551 Og det ser ud til at gå over stok og sten for hende, som hun går rundt dér – helt koncentreret med stakkevis af børnebøger, mens hun mumler alfabetet for sig selv.

Jeg fornemmer, at hun er stolt over at have fået en opgave, hvor hendes naturlige talent for organisation og systematik kommer til sin ret. Hun er den eneste elev i primary school, der har fået lov til at udføre denne opgave.

Og jeg betragter på afstand, hvorledes hun vandrer målrettet fra bogvogn til bogkasse i en halv time.

I mens sidder Mille og jeg i et stille hjørne af biblioteket med hendes lilleput-lektier.

Vi lyd-efterligner bogstaver og læser småord: in, is, it og an. img_2549Jeg har svært ved at forstå at mindste-datteren er ved at lære at læse. Og at hun laver lektier.

Hvis jeg er heldig, så vokser de begge to op og bliver vaskeægte læsenørder og bogorme som deres Mor.

Jeg gør ihvertfald hvad jeg kan for at præge og “nudge” dem i retning af at føle sig hjemme i et boglandskab, når vi befinder os på skolebiblioteket 3-4 gange om ugen.

Og i morgen er det farvel til bøger og goddag til weekend i en Ørkenstat.

I aner ikke, hvor meget jeg har brug for den…

fullsizerender

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tests af børn. Børnetests. Testede børn.

“Men hvad nu hvis jeg ikke kan svare på et af spørgsmålene?”

Cille skubber vagtsomt en pastaskrue rundt på kanten af sin tallerken.

“Jamen, så går du bare videre til næste spørgsmål. Det gør ingenting. Så siger man pyt. Bare videre til næste opgave. Det vigtigste er, at du gør dit bedste. Ingen forventer andet eller mere af dig end det”, svarer Martin.

Vi sidder henover aftensmaden og ser os nødsaget til at bringe emnet ‘tests’ op med den 7-årige skolepige.

Tests af børn.

Børnetests.

Testede børn.

For skolen har informeret os om at alle nye elever i Year 3 til Year 10 skal tage en række standardiserede tests henover den kommende uge eller to.Screen Shot 2016-09-20 at 11.33.49Tests, hvor man skal sidde i det store eksamenslokale ved individuelle computere.

Sjovt nok synes jeg ikke, at 7-årige Cille er klar til at sidde i skolens store eksamenslokale.

Og at dømme på pigens udtryk, er hun heller ikke selv helt sikker.

Men der er ingen vej udenom.

Det her føles ret langt fra ‘in class tests’ og ‘checking sheets’, som Cille er vant til at samtlige faglærere deler rundt i starten af skoleåret og ved afslutningen af hver læringsenhed. Faglærernes tests af elevernes kunnen og forståelse for de individuelle fag virker pludselig så uskyldige sammenlignet med dét her scenarie, som Mor og Far taler om henover middagsmaden.

Vi har bevæget os ud i meta-data-universet.

Dér, hvor skolens management skal hente tal ned for at sammenligne sig selv med andre IB-skoler rundt omkring i verden. Og for at undersøge de nuværende elevers abstraktionsniveau og kognitive evner.

Den pragmatiske og logiske tilgang til standardiserede tests må naturligvis være, at børnene lige så godt kan lære, at det er en del af livet – rather sooner than later.

For det er det jo.

Det ved vi jo.

Alle os, der har mistet både barndommens uskyld og eksamensmødommen.

Og som ansat på skolen ved jeg, at tests’ene bliver anvendt den positive vej rundt: Til at sikre, at samtlige børn får et differentieret undervisningstilbud, som støtter netop deres læring og akademiske udvikling på bedst tænkelige vis.

De kognitive tests er heller ikke forsimplede IQ-tests; de er værdifulde redskaber for lærerne, fordi de fortæller noget om børnenes præferencer og styrker – og om de områder, hvor nogle børn måtte have brug for ekstra støtte.

Nu holder vi op med at tale om de forbandede tests.

Skolepigen har fået at vide, at hun nok skal sidde ved en computer i et fremmed lokale på et eller andet tidspunkt i denne uge sammen med sine klassekammerater.

Der er ikke andet at gøre end at gå med flow’et.

Men det er lidt af en test.

For både skolepigen og hendes forældre.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

British Breakfast

Her til morgen kører vi fra vindomsuste Felixstowe til det frodigste lille smørhul.

Levington.

Her bor Fru R med sin dejlige familie.IMG_1469Og dagens længe-ventede gensyn starter intet mindre end perfekt.

Med børn, der smiler lidt genert og hilser lidt forsigtigt, men som fanger melodien efter et øjeblik og leger på kryds og tværs, som om vi sås forleden.IMG_1468Og de søde, høflige briter stiller naturligvis med fint opdækket morgenbord, som i dén grad får os til at føle os velkomne.

IMG_1467

IMG_1465

Senere fodrer børnene husets høns – Jemima, Sarah, Vanessa og Marge – med majskolber.

IMG_1471Og mens børnene løber og leger i Fru R’s vidunderlige, afblomstrede blomstereng, som summer af insekter, sidder vi voksne og nyder udsigten over markerne. Og stilheden, som kun afbrydes af vores hyggelige snik-snak og børnenes latter.

IMG_1474Her er så grønt. Så frodigt. Så naturligt.

Og det slår mig, at jeg opfattede denne her engelske naturlighed og landlighed som den største selvfølgelighed, da vi boede her.

Måske hænger det sammen med det faktum, at jeg pt. lever i en ørken, hvor selv det mindste strå skal plantes, passes og plejes på insisterende vis – og altid med menneskelig indblanding i form af vanding og gødning. Dén oplevelse gør mig langt mere ydmyg over for naturlig natur og taknemmelig for de gavmilde vejrguder, som forærer os regn, så vi har frodige, grønne vidder at se på og leve i.

Måske er der også en god portion nostalgi indblandet – for der er rent faktisk lige så smukke marker og enge at se ud over hos både min Mor og adskillige andre familiemedlemmer i Danmark, men der er vi igen tilbage ved den der ’selvfølgelighed’ – for sådan har der jo altid set ud.

Og nu ser og forstår jeg bedre, hvorfor hele familien og vennekredsen elskede at komme på besøg i vores engelske udkants-liv.

For her er charmerende som bare fanden på en Barnaby-Miniput-agtig måde.

Om eftermiddagen lader vi børnene løbe energien af på én af mine favoritlegepladser fra dengang, hvor jeg jonglerede fuldtids med tumlingebarn og bittelille baby.IMG_1476Der går blandede følelser og erindringer igennem mig, når jeg er tilbage i dét, der engang var hele mit liv og hele min hverdag.

Her er vidunderligt i Woodbridge – en smuk, gammel by med smalle gader, stræder og restaurerede huse, hvor den gennemførte stil og detaljerigdom er til at falde i staver over.

Men jeg husker også grundfrustrationen over at skulle forsøge at akkommodere to små børns vidt forskellige behov på én og samme tid. I mange timer. Hver evig eneste dag.

Det var ensomt til tider.

Der var tvivl på egne evner ret ofte.

Men samtidig var børnene og at skabe en god hverdag dét, der gav allermest mening for mig.

Jeg ville – og vil – allerhelst være mest muligt sammen med de to madammer.

Hver dag.

Også selvom vi ind i mellem ‘laver hinanden om til vanvid’, som en 4-årig Cille ville have udtrykt det.

Efter legepladsen slentrer vi over jernbanen til River Deben, hvor der ligger et lille tehus, godt gemt bag træer og buskads. Man skal være meget stedkendt for at finde frem til steder som dette.

IMG_1480

IMG_1482

IMG_1481

Der går straks kage i den for de voksne.

Hvem kan ikke lige klare et stykke apple crumble cake, bakewell tart eller gulerodskage?

When in Britain, do as the Brits. Eat cake!

IMG_1478Da børnene er færdige med deres is, løber de ned for at sejle på den lille opdæmmede sø med Daniel’s sejlskib.

IMG_1479

How civilised is that? Som Fru R ville have sagt.

Very. Som jeg ville have svaret hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

“So….are we “hangry” today?”

Jeg smiler til min palæstinensiske veninde, mens vi venter uden for vores døtres klasse.

Klokken er 13.30.

Det er 1. dag under Ramadanen.

“Well, I haven’t started fasting yet. I will – you know – one of these days”, ler hun tilbage.

Det er benhårdt arbejde at faste i et-par-og-fyrre-graders varme.

Jeg kan virkelig godt forstå, at hun samler energi og overskud til at gå igang.

Hun er sådan set heller ikke mere praktiserende muslim end jeg er praktiserende kristen. Men selvom hun ikke går med tørklæde eller i moskéen for at bede til daglig, så er Ramadanen stadig ligeså særlig for hende, som julemåneden er for mig.

Og afholdstanken – askesen, renselsen, den indre læring og den stille eftertænksomhed – er smuk.

Uanset religiøs overbevisning.

Uanset om man har en religiøs overbevisning eller ej.

De saudiske månekiggere øjner nymånen i aftes, så her i Ørkenstaten er vi gået på nedsat tid pr. dags dato.

IMG_0306

Og nedsat tid siger de kristne blegansigter dælme ikke nej-tak til.

Det er decideret skønt, at der er god tid om morgenen her i skoleårets sidste uger.

Tid til gakkede versioner af stolesidningens kunst.IMG_0300Tid til at gro enhjørnings-horn af LEGO, før virkeligheden kalder.IMG_0299Og mens pigerne kun oplever Ramadanen som en måned med forkortede skoledage – nedsat til 5 timers daglig undervisning pr. officielt dekret fra Den Frygtløse Leder – lister jeg ind og gemmer mig i mit hobbit-hul, når maverumlen melder sig.IMG_0308Der er gemt kiks og nødder i skabet. Og lidt udskåret frugt i skoletasken. Tilsæt en diskret sniger-kaffe – og så går det fint med at holde sig hen, indtil vi kommer inden for hjemmets fire vægge.

Forude venter 30 dage med Ramadan-oplevelser og aktiviteter.

Det er vores 3. Ramadan i Ørkenstaten – og jeg er kommet til at holde rigtig meget af traditionen og stemningen. Det er lidt ligesom at få foræret endnu en julemåned.

Og vi lagde op til en måned med stille, hensynsfuld adfærd, reflektion og mådeholdenhed ved at fyre den af igår eftermiddags med afslutningsfest i Cilles 2. klasse.

Dubai-style. IMG_0269Med hoppeborg direkte ned i pool’en.

Naturligvis.IMG_0276IMG_0265Og en house-DJ til at sørge for den gode stemning i haven.IMG_0277Børnene har glædet sig til at plaske vand på deres elskede Miss Laura, som returnerer for good til Irland, når det bliver sommerferietid.IMG_0280IMG_0291Efter et par timer med vandleg og hyggesnak, står den på meterlange pizzaer, sodavandsis og kæmpe cookies, før vi vender hjem. Og Cille nærmest vælter i seng af træthed.IMG_0282Tænk, hvis vi andre havde haft den slags klassefester i 2. klasse?

Cille – og alle hendes kammerater – har ingen anelse om, hvor priviligerede de er.

For dem er dét her normen.

For dem er dét her en standard-fest.

Det er interessant at se, hvor ufatteligt forskelligt hendes barndomsliv er fra mit eget.

Ikke bedre.

Eller dårligere.

Bare helt og aldeles væsensforskelligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts