9900 Hop i havet

Kombardo på Molslinjen fra Sjællands Odde til Aarhus Havn i det fineste sommervejr.Der er bare et eller andet særligt ved at sejle, når man er på ferie.

Jeg forbinder det 100% med barndommens nostalgi, når vi fulde af forventning var på vej til Sverige på en hytteferie eller på en af vores sædvanlige ture over Storebælt for at besøge den sjællandske del af familien, før Storebæltsbroens tilblivelse. Jeg elskede og elsker det. Alle slags baljer, der kan flyde på alle slags vand.

Cille og Martin deler min begejstring. Mille knapt så meget. Men hun accepterer det, og da jeg så også selv havde slugt kamelen over, hvor dyre sådan nogle færgebilletter egentlig er, var der kun tilbage at nyde sejlturen mod Jylland. Moderlandet.
Pigerne og jeg var på vej mod Jerup Strand, der ligger ikke så langt fra go’e, gamle Frederikshavn.

Her var min søster, svoger og deres to børn nemlig på sommerhus-sommerferie, og den fest kunne vi lige så godt crash’e, for hvem har brug for lidt ro og firkløverfred i ferien, når man kan få besøg af Moster, Mille og Cille? For ikke at tale om Moster Lene og Kusine Cath, der heldigvis også kunne finde vej helt til toppen af Jylland.Vi fandt ved samme lejlighed ud af, at Cille nu er vokset min søster, min moster og Kusine Cath over hovedet siden sidste sommer. Hun er skudt små 10 cm. i vejret, og måler nu som knapt 12-årig 170 cm., mens lillesøster er 155 cm. som 9-årig. Kæmpebørn. Min søsters børn er også vokset sig kæmpestore siden sidste sommer, både mentalt og fysisk, men heldigvis var stemningen og humøret mellem børnene præcist som det plejer at være.

Og da jeg fandt denne her selfie i kamerarullen var jeg tæt på at tude. Tænk, det er et helt år siden, vi sidst har set hinanden. Det var i sandhed et længeventet gensyn. Faktisk kunne jeg slet ikke vente længere efter at have opholdt mig 10 dage i Danmark.Og de fire dage gik alt for hurtigt med sommerhus-tulle-liv.Verdenssituationen kan jo altid ordnes over en gyngetur.Og der skal selvfølgelig spilles spil midt i morgenmads-Havrefras i matchende fersken-printet tøj.Der må også kysses, så godt som det nu er muligt at kysse med en 5-årig dreng, der ihvertfald ikke har tid til den slags.Og der må ‘indirekte krammes’ og bæres mest muligt, mens det endnu er muligt at bære rundt på mindste-manden.


Der skal selvfølgelig også tændes ild til et bette bål, for hvad er en ferie uden røget tøj og hår?Og så fandt min søster og jeg ud af, at vores børn nu er blevet SÅ store, at vi rent faktisk kan ligge i liggestole med iskaffe eller rosé og slænge os, hvis bare vi husker at flytte os langt nok væk fra gyngestativet og terrassen, så børnene glemmer os for en stund. Magisk, var det. Tænk, at vi er kommet dertil i moderskabet og forældrelivet.Ind i mellem fri leg og afslapning var der et par ture ud af huset. Som her på den vældigt eksotiske palmestrand i 9900 Hop i havet.Og på fineste Jerup Strand, der kun lå et langt stenkast fra sommerhuset.Vi fandt ikke kun Dubai-palmer i Frederikshavn, men også en form for Dubai-ørken i Råbjerg Mile.Den vandrende mile var børnene overhovedet ikke imponerede over, så begejstringen var helt på de voksnes banehalvdel, men sådan er der så meget. Som trade-off på vandreturen ved Råbjerg Mile, fik børnene gennemtrumfet en tur i legeland på den skønneste sommerdag. Den moster-tjans vil jeg tage til enhver tid, for det er ved at gå op for mig, at der er en udløbsdato på legelands-interessen, og jeg vil pludselig – én eller anden dag – savne at se de fire her tonse rundt. Men indtil videre er Cille stadig begejstret og villig til at deltage på lige vilkår med de tre andre, og det er jeg taknemmelig for. 
Jeg er også ubeskriveligt taknemmelig for at have fået lige præcist min søster som søster.Hun er kærligt, varmt og rart selskab. Altid. Og savnet efter hende har været fysisk mærkbart i de sidste års tid.

Af hjertet tak for det hele, Mette og Søren. For herlige timer med snak og mad. For iskoooooolde havbade og godt humør. Sikke en ferie i ferien, vi fik lavet sammen – ved at dukke op på toppen af Jylland. 💦🌊💦☀️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogsyv

Det her blogindlæg bliver så til overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogotte.

Intentionen var ellers, at jeg skulle have skrevet for flere uger siden om den fine Banksy-verdensudstilling, der pt. er at finde ved siden af Ductac-teatret i Mall of the Emirates, men intet når jeg for andre praktiske gøremål og skolesager. Det var ellers en aldeles fremragende udstilling af graffiti-kunsteren og samfundsdebattøren Banksy. Men alting drukner i praktik for mig.

Og hold nu op, hvor jeg går til og fra kufferterne i små nip, som var de blevet tjernobylsk radioaktive og derfor kun måtte addresseres i et minut ad gangen. Sådan har det faktisk været hele den sidste uges tid. Ting dumper ned i kufferterne – én ad gangen – ikke noget hastværk her i huset, selvom vi rejser i morgen tidlig.

Jeg føler mig helt allergisk over for pakning af kufferter til et par måneder væk hjemmefra. Fordi jeg ved, hvor UFATTELIGT træt, jeg bliver af at leve i kufferter så længe. Det virker måske som en banalitet, men det er som om 10+ år med kufferter i flere måneder ad gangen begynder at tære på mig, så jeg knapt kan mønstre den smule handlekraft, der skal til, for at pakke dem.

Men hvad er mere naturligt end at føle sig komplet handlingslammet, når der er for mange løse ender at få styr på?

Vi gider faktisk slet ikke Ørkenstaten og skolen mere, så det er overhovedet ikke derfor, pakkeriet trækker tænder ud.

Vi er bare trætte med træt på. Og den ulidelige varme hjælper ikke på den tilstand.

Det her var pigernes torsdags-mood, da jeg forsøgte at motivere dem til at stå op til skoleårets sidste dag…Ikke den mindste begejstring at spore, selvom de begge har været glade for deres klassekammerater og lærere.Lidt senere – efter en stor kop mælkekaffe – så vi mere friske og parate ud. Der er en whole school mufti i dag – altså en dag uden uniformer på.

Tænk, at Year 7 allerede er overstået for Cille, og Year 4 for Mille. Det må være både det hurtigste og langsomste skoleår nogensinde. Og vi har været heldige med, at tingene faktisk er gået så fint, som man overhovedet kunne ønske sig (eller drømme om) midt under en pandemi. Jeg misunder virkelig ikke skolelederne deres jobs i det her skoleår. Det må have været et kontinuerligt logistisk mareridt at forsøge at drive skoler med daglige, nye smittetilfælde, minutiøs smittesporing, forflytning af elever og lærere til distance learning igen og igen – og så de daglige “visitter” fra Uddannelsesministeriet, der ‘bare lige vil se, hvordan det går’.

Det har nu været en helt vemodig sidste skoledag. Med mange søde kort og ord. Med et følsomt farvel til min ‘ældste’ elev, der nu skal smutte fra Primary School over til Secondary School. Jeg har undervist hende i fire år, og den slags kontinuitet er stort set ikke-eksisterende i Dubai, hvilket gør, at vi værdsætter det endnu mere.Cille og vennerne har tegnet og skrevet på deres gamle uniformsskjorter i formiddags, fordi der er nogle af dem, der enten skal rejse til deres hjemland eller flytte skole efter sommerferien. Det giver altid en lidt mat stemning, når vi kommer hjem med tunge skoletasker og farvel-fornemmelser i kroppen. Så nu trøstespiser vi lige en stabel ShakeShack-burgere.Eftermiddagen bliver den sidste praktiske kraftanstrengelse. Der er bestilt batterimand, som skal komme og tage strømtilførslen til bilbatterierne, så de ikke aflader totalt hen over de næste mange uger. Jeg har lige hentet pigernes skolefotos i Dubai Production City, så de kan sidde og summe over et skoleår, der nu pludselig er slut. Så er der tennis og oprydning, skoletasker, der skal tømmes og papkasser, der skal stables, før vi bliver hentet i to taxier kl. 04.30 (fordi man max. må være 3 personer i én hyrevogn).

Lufthavnen er efter sigende travl for tiden. Alle vil væk fra varmen. Endnu mere i år end sidste år, hvor vi ikke havde fået vaccinerne, og hvor mange var bange for at miste deres jobs, hvis de ikke kunne komme ind i landet igen. Dét skrækscenarie er vi heldigvis ude over. De Forenede Arabiske Emirater har nok ikke råd til at lukke ned igen, og vi fornemmer, at myndighederne fremadrettet ‘nøjes’ med at lukke ned for særligt udvalgte lande (som det f.eks. er tilfældet med Filippinerne, hvor der pt. er et travel ban indtil 15/7 med risiko for forlængelse), mens jeg forestiller mig, at alle europæere er velkomne både som turister og som immigranter fremadrettet. Martin har godt nok kun været i sit nye job siden november, så det er småt med optjent ferie, men ligesom sidste år, tør vi godt rejse til Danmark sammen i morgen.

Og må mit sidste ord i denne ombæring så være:

Sh*t, hvor vi glæder 0s til at kramme familie og venner igen! 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

Forleden blev det Maricels tur til at mærke, hvordan alderen kan trykke.
Spøg til side – hun fyldte 39 år og er dermed officielt i gang med sit sidste år i trediverne. Det er alligevel lidt af en øjenåbner.

Nu har jeg jo selv fået godt hul på fyrrerne, og mit umiddelbare indtryk er, at jeg kan lide fyrrerne meget bedre end trediverne – og da endnu bedre end tyverne. Så hun skal nok klare den, den kære Maricel. Om ikke andet havde jeg bagt et fad trøste-snegle i dagens anledning.

Når Maricel har fødselsdag er det sådan lidt svært at regne ud, hvad vi skal gøre. Pigerne og jeg drikker for det meste eftermiddagskaffe og spiser kage sammen med hende som en lille, intern fejring – andre gange er vi gået i biografen – men hvad er egentlig det rigtige at gøre, når hun er så langt væk fra sin familie og sine venner, der ville have været det naturlige omdrejningspunkt på en vilkårlig mærkedag?

Generelt elsker filippinerne mærkedage. De elsker selskab, fest og at have mange mennesker samlet om et måltid. Jeg tror, det kan forklares med, at filippinerne altid er mange sammen. De har store familier, de bor mange familiemedlemmer under samme tag, de deles om og hjælpes ad med penge, mad, boliger og passer hinandens børn på kryds og tværs, alt afhængig af, hvem der er hjemme i landsbyen, og hvem der er ude for at tjene penge.

Maricel og hendes mand Juma er begge ude for at tjene penge. Derfor er det hendes bedstemor, der passer deres store søn. Ind i mellem flytter der en tante eller kusine med familie ind i dét hus, Maricel har bygget i landsbyen, mens hun har arbejdet for os. Det kommer der ofte lidt gnidninger og misforståelser ud af, men i det store og hele drejer filippinernes liv sig om at få tingene til at fungere med ganske få midler. For penge er der aldrig nogensinde nok af.

På Maricels fødselsdag er det endda lykkedes hendes mand Juma at komme hjem til landsbyen, så han kan se til deres søn – og så de sammen kan fejre Maricel på mere end 7.000 kilometers afstand. De har også været ude for at købe svinekød, så de kan lave en række lækre retter til hele storfamilien. Det er megasvært at rejse internt i landet for tiden – og da deres søn havde fødselsdag 11. april, var det ikke lykkedes for Juma at komme hjem. Hver provins er ‘lukket’ på grund af corona, og kun her i slutningen af maj har han haft succes med at låne en motorcykel og krydse igennem et par provinser for endelig at nå til i landsbyen i provinsen Pangasinan.

Når Maricel ikke kan være sammen med sin familie på sin fødselsdag, har Martin og jeg tænkt, at det næstbedste må være, at hun så er sammen med sin “Dubai-familie” – som er alle veninderne, der også arbejder som husholdersker i The Lakes. Dem laver hun aftensmad med hver aften, og de deler sorger og glæder sammen. Derfor giver vi hende hvert år et beløb, der gør, at hun kan invitere sine venner ud. De fortjener virkelig alle sammen lidt forkælelse.

Sidste år under pandemien og lockdown lavede Maricel mad en hel dag for at kunne hygge sig om aftenen med nogle få, udvalgte veninder, men i år er vi heldigvis vendt tilbage til mere normale tilstande, så hun i stedet har inviteret en hel flok piger med på filippinsk buffetrestaurant i Satwa. For første gang i halvandet år er de afsted hjemmefra på denne her måde, som ellers tidligere var en helt almindelig fredagsaktivitet. Corona har virkelig sat sit præg på livet, som vi kendte det.Det koster ikke mange dirhams at være værter ved sådan et gilde – og den største glæde er at se, at de hygger sig og har en fridag, hvor de for én gangs skyld ikke skal servicere alle de små herremænd og madammer i The Lakes.Et par af pigerne havde købt fødselsdagskager til Maricel, som de spiste på restauranten, og hver måned sparer de lidt op i en fælleskasse, så der altid er ‘råd’ til en fødselsdagsgave til den næste veninde, der har fødselsdag.For det meste køber de et lille guldsmykke, som jo holder en vis værdi til dårligere tider, hvis sådan nogle måtte komme. I år gav vi Maricel penge og så lidt ekstra til at gå til frisøren på en fridag.

Når hun forhåbentlig får mulighed for at holde en måneds ferie på Filippinerne i december, får hun en større pengegave af os til at bygge videre på huset for – plus lov til at låne penge af os, som hun kan betale tilbage i eget tempo. Næste skridt i husbyggeriet er et udendørs køkken, så husets indendørs køkken bliver ‘til pænt brug’, og så skal husets facade have en omgang cement og maling. Pt. står det helt råt i gasbeton.

Huset er Maricels alderdomsopsparing. Det er sådan, ‘man gør’, på Filippinerne. Når hun bliver ældre, er det hendes tur til at blive hjemme i huset i landsbyen og passe alle de andres rollinger og teenagere, mens de er ude for at tjene penge til familien. Det er livets gang for et folkefærd, der er vant til at arbejde alle andre steder end hjemme. Man kan hverken leve eller dø af et faglært eller ufaglært job på Filippinerne, hvilket er årsagen til, at filippinerne rejser ud i hobetal for at tjene penge, de så kan sende hjem.

Vi har fra starten gjort det klart for Maricel, at når hun er hos os, skal der spares op. Om det er i huset eller på en konto, er vi for så vidt ‘ligeglade’ med. Det vigtigste er, at Maricel kan se, at hun rykker sig økonomisk ved at arbejde for os. Målet er økonomisk uafhængighed af andre, så hun helt selv kan vælge, hvordan hendes fremtid ser ud, og så hun ikke skylder nogen noget. Maricel valgte at starte med at bygge et hus. Og så har hun gang i en lille opsparing til sønnens videre uddannelse, når han om tre år er færdig med folkeskolen og gymnasiet.

Det er helt sikkert ikke et nemt liv. Det er faktisk beundringsværdigt, hvor positivt, hun ser på tingene – både i hverdagen og på en mærkedag som forleden. Hun lider afsavn, som jeg kun er begyndt at forstå toppen af. Vi har for første gang været uden vores familie i et helt år, og dét gør nas. Hun har været væk fra Filippinerne i halvandet år på nuværende tidspunkt. Når vi kommer til december, er det to år siden, hun sidst så sit barn og sin mand. Jeg håber inderligt, at corona-udfordringerne på Filippinerne stabiliserer sig så meget, at hun kommer til at kunne nyde en måneds ferie med familien til dén tid. Heldigvis er hun færdigvaccineret, så hun kan komme afsted.

Til lykke med fødselsdagen til verdens bedste Maricel. Må hun få et langt og godt liv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mormor og Madskolen

Denne her sommer er en rigtig ‘hjemme-i-Danmark’-ferie for os. Men jeg klager ikke, når Vesterhavet ligner Caribien.Det betyder dog ikke, at vi ligger på den lade ‘hjemme-side’ i to stive måneder. Lejebilen havde kørt 40 km., da vi fik den udleveret i Kastrup, og i dag rundede vi 4.000 km. Så jeg synes, jeg har fint belæg for at sige, at vi kommer ‘lidt rundt’ i sommerlandet.

Men tidligere tanker og drømme om en storby-sviptur og måske en uges ferie hinsidans blev straks forkastet, da vi kunne se de danske myndigheders ret snævre udvalg af rejsedestinati0ner for danskerne denne sommer. Desuden havde vi jo allerede været ude at rejse – bare på vores velkendte traver af en strækning mellem Dubai og København, som ikke rigtigt “tæller” i vores regnskab.

Og det føltes faktisk helt okay at give slip på sommerferieplanlægning og drømme om alt muligt. Vi var ligesom i skarp træning i forhold til at give både afkald og slip.Jeg lovede mig selv, at jeg ville holde fokus på dét allervigtigste for vores lille familie efter en fire måneder lang corona-nedlukning:

At komme hjem til familie og venner.

Hjem til den frihed og alle de muligheder, der trods alt er i Danmark, selvom man selvfølgelig fortsat passer på og holder afstand.

For selvom her er corona – og selvom det er alvorligt nok – så er her FRIT i forhold til rigtig mange andre steder i verden. Bare dét, at man kan færdes i naturen, i parker og på legepladser – og det endda uden ansigtsmasker – betyder så meget for os.Man kan i virkeligheden sige, at vi får os et gedigent “frikvarter” fra den virkelige, coronaramte verden ved at opholde os i Danmark hele sommeren.En tiltrængt og velfortjent pause oven på en hjemme-periode, hvor både skole- og arbejdspres nåede nye højder.

Set i bakspejlet burde jeg have taget det hele noget mere roligt og afslappet. Fundet en større pytknap frem – ihvertfald i forhold til det umenneskelige pres, der blev lagt på de helt små elever. Mille trivedes overhovedet ikke i hjemmeskolen, og der er fortsat dele af hendes reaktionsmønstre, vi arbejder på, selvom vi kan se, at hun har fået det meget bedre efter halvanden måned i Danmark, omgivet af virkelige, elskelige mennesker i stedet for trætte ansigter på Zoom.Én af de (få) ting, vi dog havde drømt om at gentage, var madlavningskurset for børn med 4H’s Madskoler. Umiddelbart så det sort ud. Corona-kravene var så høje til diverse sommerskoler, men heldigvis endte det med en blød landing: 3 dages madskole i stedet for en hel uge med udflugt og forældreaften. Men det var da bedre end ingenting. Og i år ville kusine Jo endda gerne være med sammen med pigerne!

Her står de så – tre små kokke, helt forventningsfulde og glade – på vej ind på min og min søsters gamle folkeskole.Hver eftermiddag legede de i skolegården, mens de fortalte løs om dagens retter og opgaver. Det kan virkelig varmt anbefales at deltage i Madskolerne, hvis ens barn da har lyst til det og interesse for mad og madlavning. Og i fritimerne mellem aflevering og afhentning tussede jeg så rundt med min Moster, min veninde Maria og smuttede forbi min Tante og Morbror, som jeg også sjældent når at se.

Om eftermiddagen og aftenen hyggede vi hos Mormor med spil, leg og tid i haven.Det kan godt være, at mange vil mene, at min Mor og Moster bor lige lovligt langt uden for lands lov og ret, men når jeg med voksne øjne ser, hvilken gave det er, at have naturen helt op til hoveddøren, så forstår jeg, hvorfor ‘man’ vælger at bo på landet.Når jeg med voksne øjne ser, hvilken fredfyldt og fri barndom, jeg havde i min Mormors store frugthave – og hvor meget i pagt med naturen, det hele var, kan jeg godt undres over, at det aldrig bliver anset for værende sejt eller bedst at bo på landet.
Heldigvis for mig er de der stadig.

Både min Mor og Moster. Langt ude o’ æ’ land.

På deres respektive fødegårde, hvor vores piger nu får lov til at rulle frit.
Jeg er så taknemmelig over, at vores piger får lignende oplevelser i deres barndom.

At de mærker den langstrakte, uforpligtende frihed, der ligger i at løbe rundt efter en lille fræk hund i en stor have, at hoppe på trampolin med en kusine til de får sidestik, at fouragere i snorlige køkkenhaver, i drivhuse og modne frugtbuske, og at have tiden til at fortabe sig i alle de små stillebener, som både min Moster og Mor er så superdygtige til at skabe over alt.
Der er meget at være taknemmelig for lige nu. Ikke kun i forhold til lange gåture i fri natur og børns leg i haver.

Denne sommer har jeg f.eks. fået lov til at være Moster i tre hele uger, så nevøen og niecen til sidst råbte ‘Mor’ efter mig. Denne sommer har jeg haft mulighed for at tilbringe mere tid med min Søster – og fået vendt stort og småt med hende. Denne sommer har jeg mærket en større evne til at være med og i nuet og så ellers bare være glad. Glad for at være præcist, hvor jeg er.

Og for første gang i 10 års selvvalgt udlandsliv, har jeg ikke rigtig lyst til at rejse igen. Jeg orker simpelthen ikke virkeligheden i en overophedet Ørkenstat. Jeg drømmer mig væk. Ind i et vacuum, hvor sommeren fortsætter i én uendelighed, og hvor jeg aldrig, aldrig mere skal sætte mine børn i gang med online-undervisning over Teams.

Dream on, baby. Men halvanden uge har jeg da stadig lov til at ignorere virkeligheden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 6

🇸🇪 Heja Sverige 🇸🇪Nu endda med batteridrevet færgeoverfart mellem Helsingør og Helsingborg. Fagre nye, miljøvenlige verden eller noget.

Men ombord ligner alting sig selv. Der er de obligatoriske svenskere, der bunder Carlsberg i et tempo, så man kun kan blive imponeret. Der er Underberg Bitter i shotglas inde i Truckers’ Lounge for de særligt indviede, og blålilla pølser, der ligger lit de parade i det lille cafeteriaudsalg.Vi klarer dog den medbragte frokost en times kørsel oppe i Sverige, hvor vi helt uventet drejer ind på en tankstation med eget godis-flyg.Sådan et paradis kan vi jo ikke være landet i ved et tilfælde. Der må findes en højere mening med galskaben, så den forsøger vi at finde ved at grave dybt ned i sukkergruberne.Efter nogle timers kørsel gennem Skåne til Småland lander vi ved herregården Kristineberg uden for landsbyen Målilla i Hultsfred Kommune.Min Mor og Søster har fundet et stort, gammelt træhus til os midt i Målilla Elgpark, som – foruden 15 elge – også tæller en masse bløde kaniner, en flok søde geder, lidt høns og en kæmpestor hund.Fra første øjeblik er børnene “væk”.

Tænk, at have fri adgang til en masse skønne dyr, der ‘sulter’, hvis ikke de plukker og håndfodrer dem med mælkebøtter og friskt græs mindst 100 gange om dagen!Og med børn, der er travlt beskæftigede til anden side, er der pludselig tid til stille aftenkaffe i solnedgangen på en lille bakke med udsigt til legende børn og drøvtyggende elge.Kristineberg er en temmelig rustik herregård med verdens flinkeste værtspar, som hilser hjerteligt og forklarer om stedet, der er et sammensurium af lader, udhuse og udlejningshuse. Sidstnævnte passer de udmærket indvendigt – der er f.eks. ikke en finger at sætte på rengøringsniveauet i det store hus, vi har lejet – mens det udvendige på alle bygninger får lov til at passe sig selv og forfalde i naturligt tempo. Det samme gælder de grønne arealer, hvor ukrudtet lever sit eget liv og kun de mest nødvendige områder bliver slået med græsslåmaskinen.I dagstimerne mellem 10 og 17 er elgparken åben for besøgende udefra. Vi andre, der bor udlejningshusene, er velkomne til at være på hele området på alle tider af døgnet.

Og dét benytter vi os af.

Børnene elsker at have dyrene for sig selv – og sandkassen og stierne rundt blandt indhegningerne, hvor elgene falder helt til ro, når dagsgæsterne er gået hjem, og eftermiddagssolen sender sine lange, varme stråler ned over os.Vi finder tilmed et lille udhus med træskærerværksted, der leder tankerne hen på Emil fra Lønneberg, der jo sad i sit snitteskur på Katholt.Elgene er ret tamme og gemytlige.

De gnasker kartofler og afbarker birkestammer og grene, mens de glor på os, der glor på dem.Enkelte af dem accepterer håndfodring med de førnævnte kartofler, og alle accepterer at blive rørt forsigtigt på deres varme kroppe og lådne gevirer.

De er i sandhed nogle fredsommelige dyr, som er blevet indhegnet og dedikeret til evig fremvisning for nysgerrige danskere, svenskere og tyskere, som gerne vil helt tæt på de prægtige dyr, der normalt er ret ensomme majestæter i de stora svenska skogar.Hvor er vi bare heldige at dumpe ned i denne her svenske herlighed. Stedet passer perfekt til storfamilieferie – afslappet, uprætentiøst og levende – med dyr og børn overalt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet