Selamat Datang Di Bali

Når man bor i en ørken, er der intet så saliggørende som grønt.

Og meget gerne grønt så langt øjet rækker.

For det er noget, vi ikke har og aldrig får nok af.

Man tager det for givet, når man bor i Danmark eller England. Grønne vidder er den naturlige konsekvens af konstant regn. Og konstant regn er en irritations-faktor i hverdagen, som hele tiden skal tages i betragtning, uanset om man skal cykle på arbejde eller er ved at planlægge en havefest.

Sådan har vi det ikke længere. Solen skinner altid, og regn er nu en særlig og sjælden oplevelse. Det med den frodige, naturlige natur er efterhånden blevet ophøjet til noget helligt, nu hvor hver eneste plante, busk og træ, der gror i en ørken, er kunstigt anlagt og holdt kunstigt i live ved hjælp af sirligt anlagte vandingsledninger. Den slags beplantning er ret enerverende. Der mangler ligesom noget. En autenticitet, som kun for alvor findes ude i ørkenen.

Derfor var det heller ikke svært at beslutte, at vi skulle til Bali i løbet af Spring Break.

Kan man forestille sig noget mere frodigt-grønt?Der er intet – som i absolut intet – ved forestillingen om Bali, som skuffer i virkeligheden.

Se bare på det u-filtrede billede, jeg har taget i Tegalalang Rice Terrace, hvor man nærmest forventer, at Julia Roberts kommer cyklende forbi lige om lidt, som i filmen Eat, Pray, Love.

Her er vanvittigt smukt.Med rismarker så langt øjet rækker, uanset hvor man befinder sig i Ubud.Og vi laver alle “must-see & must-do”-tingene.

Vi besøger Bali Pulina Coffee Plantation, som har de underlige luwak-katte i bur, så turisterne kan få oplevelsen af at se kattene indtage kaffebær og besørge kaffebønner, som efterfølgende vaskes, tørres, ristes og males til verdens mest eksklusive kaffe, Kopi Luwak. Vi smager de forskellige balinesiske kaffe- og tespecialiteter – og selvfølgelig også på den let-bitre kat-poo-cino.Vi gynger selvfølgelig også på de verdensberømte Bali Swings, som efterhånden er blevet et helt koncept rundt omkring Ubud, takket være Instagram-konti med perfekte billeder af perfekte mennesker, der gynger ud over grønne rismarker. Vi besøger Aloha Ubud, som er et nyt anlagt gynge-sted, hvor sikkerheden ser ud til at være i top – og næstvigtigst – der er ingen ventetid ved gyngerne, i modsætning til nogle af de andre steder.Og efter hver halve dags aktiviteter, vender vi tilbage til vores chikke boutique-hotel, KaJaNe Mua, hvor vi har lejet en villa med en dejlig, sval pool.Der er bare ikke én eneste finger at sætte på Bali.

Jeg er faldet komplet for balineserne og deres smukke ø.

Naturen er alt dét, vi higer efter at mærke, se og opleve.

Menneskerne er smilende, høflige, venlige og nysgerrige.

Maden er et helt kapitel for sig i rene, friske smage – ofte vegansk, som hér, hvor pigerne får is lavet på kokosmælk.Jeg føler mig præcist lige så velkommen her i det tropiske paradis, som balineserne ønsker os, når de hilser Selamat Datang Di Bali!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mille Skoletræt

Oh, to be 6 again…Og så alligevel ikke. For det virker som om det er ret hårdt at være en 6-årig.

Ihvertfald hvis man spørger Mille.

Hun er slet ikke kommet ordentligt retur efter juleferien, selvom vi snart rammer februar.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcist handler om, selvom jeg spørger hende igen og igen.

I dét øjeblik hun slår øjnene op om morgenen, udbryder hun: “Jeg vil ikke i skole idag”.

Det har hun aldrig nogensinde gjort før. Og jeg ved, at hun er glad for sine lærere og er vellidt af sine kammerater.

Efter lidt overtalelse kommer hun i uniformen, får et stykke knækbrød og cykler afsted i skole.

Men så snart hun tænker på, at jeg er lige i nærheden (altså på arbejde i dansklokalet), kommer hun drønende ind til mig i sit frikvarter med modige tårer trillende ned ad kinderne. Fordi hun vil ha’ sin mor.

Og jeg trøster hende, mens hun hulker på dén der ukontrollable måde, der rykker i hele den lille krop, og det gør så forbandet ondt i hvert eneste muskelfiber i mit skælvende mor-hjerte.

Vi har sans for drama, Mille og jeg.

Hun siger ofte selv, at hun har ‘store følelser, der må ud’. Og ud kommer de, må man sige. Hun har aldrig lidt i stilhed eller af følelsesforstoppelse.

Jeg har også talt med lærerne sammen med Mille og alene med dem ad flere omgange – og der er heller ingen af dem, der kan byde ind med noget konkret, der skulle være problematisk for hende.

Så jeg graver videre.

Og laver små hverdagshuller med dedikeret Mille-og-Mor-tid, så hun får en tydelig følelse af nærvær og opmærksomhed.

”Ville du egentlig gerne være lille igen, Mille?”, spørger jeg, mens vi gynger ved siden af hinanden. Ligesom i gamle dage i England. Crisps and all.Vi er taget på cykel-lunte-tur i Den Hvide Ghetto, og er landet på én af kvarterets mange legepladser.”Ja, Mor,” svarer hun med et underfundigt smil. “Så kunne jeg være din lille Mille igen, og så kunne vi to være sammen hele tiden hver dag”.

Jeg er muligvis kommet et skridt tættere på sandheden.

At det handler om, at der stilles større og større krav i skolen. Og det er hårdt at honorere, når man er en 6-årig pige, der bare gerne vil rutsje, stå på hænder og slå vejrmøller hele dagen.

Jeg aner ikke, hvorfor det skulle være så brilliant en idé at begynde i skole allerede som 3-4-årige, men sådan er vilkårene i Ørkenstaten – og mange andre steder rundt omkring i verden. Og når man er i en ørken, må man gøre som beduinerne, er min filosofi. Alt andet vil kun gøre ens liv besværligt.

Men resultatet bliver jo det samme i sidste ende. Det kan jeg tydeligt se, nu hvor jeg arbejder i Primary School. Langt de fleste børn knækker læsekoden sådan for alvor i 7-8-års alderen, uanset om de begyndte at lære alfabetet som 4- eller 6-årige.

Og Mille er akademisk anlagt. Hun kan sagtens lære de ting, der skal læres i Year 2. Men 6-års-Mille er lige blevet lidt skoletræt her midt i sit 4. skoleår (!) – og jeg nænner simpelthen ikke at fortælle hende, at der er mindst 20 års studier forude, før hun kan blive hundeklipper med egen lyserød mobil-salon.Sh*t, hvor jeg knuselsker den lille cykelmyg.

Hun er stadigvæk så lille – og det kommer jeg ind i mellem til at glemme, fordi hun bliver sammenlignet med sin storesøster, og fordi skolen stiller så mange krav både akademisk, emotionelt og socialt.

Vi går videre, Mille og jeg.

Hånd i hånd.

Næsespids mod næsespids.

Og skal jeg nu være helt ærlig, så er det vist ikke kun Mille, der gerne vil have sin mor. Mor vil vist også gerne have sin Mille.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forbudsstaten

Danskerne er – med rette – stolte af Velfærdsstaten.

Vi priser os lykkelige over, at der er love og regler i samfundet, som gør det trygt og sikkert at leve – og at der er et socialt og økonomisk sikkerhedsnet for alle landets borgere.

Vi hjælper hinanden i gensidig tillid, fordi vi har fået ind med modermælken, at der kan være alvorsdybt at falde, hvis man er kommet sådan helt højt op at flyve – eller hvis man kæmper med overhovedet at komme på vingerne.img_8099Men samtidig med at vi pænt venter på vores tur i køen og husker både højre vigepligt og cykellygter, så kigger vi alligevel lidt over på de gennemkorreksede svenskere, som vi ikke når til sokkeholderne, når det kommer til politisk korrekthed, gennemsigtighed og kontrol i dét, man med en smule sarkasme kunne komme til at kalde for Forbudsstaten.

Vi bliver bare aldrig så afrettede og nystrøgne som vores pæne, civiliserede naboer. Selv deres hår sidder i formfuldendt facon. Altid.

Og i virkeligheden lever vi måske helt fint med et mere bramfrit sprog forårsaget af store fadbamser og vores krøllede form for distanceret humor, der kan køres af på alting?

Vi ser ihvertfald igennem fingre med lidt sort arbejde hist og pist, og installerer apps på mobilen, så vi får advarsler om fartkontroller. Vi griner lidt forfjamsket, når vi hører om én eller anden, der har luret en ny fidus eller sådan for alvor har snydt det store embedsværk og dronningerigets love og forordninger. Den kloge narrer den mindre kloge – og herregud, det er jo ret så uskyldigt, ikke?

Der er forskelle mellem de to skandinaviske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have frie, åbne, stort-set-korruptionsfrie samfund, hvor individet har lov til at gøre næsten alt, hvad det ønsker, så længe det ikke går ud over andre.img_8145England oplevede Martin og jeg som endnu et køkulturs- og korrektheds-land. Omgangstonen er ualmindelig høflig og der bliver taget hensyn til andre i det offentlige rum. Briterne bider tingene i sig, drikker te som trøst og de beder ikke staten om helt så mange tjenester, som danskerne føler sig berettigede til. Medmindre de da er af den frække slags – for så ligner de faktisk visse danskere på en prik med deres alternative skattedeklareringer og anmodninger om sociale ydelser ved at fremstille livsomstændighederne som ualmindeligt uheldige. Wauw, jeg mødte mange enlige mødre med mange børn med mange mænd i arbejderbyen Ipswich, men det er en helt anden historie…

Der er forskelle mellem europæiske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have et frit og åbent Europa, hvor vi har lov at folde vinger og talenter ud – tværs over landegrænserne.

Men nu sidder jeg så hér.fullsizerenderI en Ørkenstat langt væk fra Danmark, Sverige og England, som måske nok er de 3 lande, jeg kunne forestille mig at kalde for “hjemlande”, hvis det skulle komme dertil, hvor Tine trænger til “hjem”.

Ørkenstaten er så langt fra Velfærdsstaten, som man overhovedet kan komme. Her er der ikke én social ydelse at be’ om på et ikke-eksisterende kommunekontor. Her er ‘gensidig tillid i samfundet’ lig med at borgerne overholder samtlige af landets love og regler – og i øvrigt respekterer samtlige af landets skikke og traditioner.

Her kommer vi ikke langt med dansk hø-hø-humor og sarkastisk distance til autoriteter.

Tværtimod.

Ørkenstaten er den primære essens af Forbudsstaten.

Og det kommer ikke som en overraskelse for os, der bor og lever her. Vi har sat os grundigt ind i tingene, fordi konsekvenserne ved ikke at overholde samtlige regler og love er voldsomme.

Vi ved ikke engang hvor fængslerne ligger.

Vi har kun hørt svage rygter, der giver kuldegysninger i varmen.

Næh, det er snarere turisterne, som har lidt udfordringer med at forstå, at hér kan man ikke té sig efter forgodtbefindende.

Det her er ikke Europa, hvis nogen måtte være i tvivl.

Og selvom der ofte er artikler til skræk og advarsel i internationale medier om konsekvenserne af selv mindre forseelser i en Ørkenstat, så bliver de ved med at ske.

Fordi vi kun er mennesker, forstås.

Forleden blev en britisk turist således arresteret ved ankomsten i Dubais lufthavn, fordi han på et tidligere besøg havde fremvist langemand under en trafikal skærmydsel.

Sådan kan det gå.

Langemænd bliver altid filmet af kameraer i Ørkenstaten og så er der ingen vej udenom.

For viften med langemænd er strafbart i De Forenede Arabiske Emirater. Og vi synes aldrig nogensinde at det var bar’ for sjaw, selvom briten nok skal få lov at møde op i en retssal og forklare, at det hele er en kæmpe misforståelse.

Måske får han 6 måneder i fængsel for langemands-vifteri.

Det må tiden vise.

Og netop på grund af denne her slags historier, får jeg – forståeligt nok – ganske ofte henvendelser om påklædning og adfærd, når danskere vil til Dubai for at nyde solen og stranden.img_7096Så her kommer et lille udvalg af “don’ts”, som måske kan være brugbare før turen går til en fjern Ørkenstat:

  1. Viften med langemand eller andre former for kasten-med-håndtegn. Jævnfør historien om englænderen fra tidligere. Bare la’ vær’. Som i helt la’ vær’. Uanset at du mener det sjovt eller godt. Vi er mange kulturer samlet her – og en for dig temmelig uskyldig håndbevægelse kan betyde noget uacceptabelt for et andet menneske.
  2. Stoffer. Narkotika. Drugs. Medicin, der ikke er godkendt til indtagelse i Ørkenstaten. Indfør det aldrig og anvend det aldrig. Der er ikke mere at sige om den sag, medmindre du gerne vil bo i ørkenen til dine dages ende. Punktum.
  3. Porno, sexlegetøj og andre soveværelses-stemnings-opvarmende aggregater. Brug dem derhjemme, hvor de jo er uskylden selv og sælges på hvert et internetgadehjørne. På ferien i Dubai må du bruge din egen fantasi. For sexlegetøj m.m. er ikke velset her og vi kan tilmed finde på at hive det op af kufferten og spørge din Svigerfar, om han eventuelt ved, hvad det skal bruges til 🙂
  4. Og nu vi er i det halvlumre hjørne: Offentlig fremvisning af kærlighed og affektion er heller ikke socialt acceptabelt. Bevares – vi holder da hinanden pænt og redeligt i hånden, når vi går tur i ægteskabets behagelige lænker. Vi omfavner også hinanden – og vi tante-tørkysser og kindkysser i ét væk, når vi mødes. Men snaven-i-gulvet med løbende mundvand og hænder, der vandrer op og ned, er nødt til at foregå på hotelværelset, por favor. Ellers risikerer du at kysse helt færdigt på politistationen.
  5. Nøgenhed. Vi er ikke ret vilde med det. Faktisk foretrækker vi lange, flotte stykker mørkt stof elegant svunget rundt om hele kroppen, selvom det i Danmark bliver opfattet som noget meget odiøst – uden at jeg helt forstår hvorfor det nu skulle være så stødende? Og selvom du ikke har de fjerneste intentioner om at lege naturist i Dubai, så husk, at bikini- og speedo-beklædte kroppe KUN hører til på stranden og i pool’en på dit turisthotel – aldrig i receptionen, ved morgenbuffetten eller i iskiosken.
  6. Drukkenskab. Drik dig i hegnet om aftenen i dertil-indrettede turist-vandhuller, på hoteller og diskoteker – og gå så lige hjem i seng bagefter. Gå aldrig ud i det offentlige rum – shoppingcentre, i metroen, på gader og stræder osv. med ekstra fjer i hatten. Det kan kun gå galt.
  7. Der er nul tolerance for alkohol, når man fører bil. Nul.
  8. Man skal være fyldt 18 år for at bo alene på hotel i Dubai. Og 21 år for at indtage alkohol.
  9. Vi accepterer faktisk heller ikke, at mænd og kvinder bor på hotelværelse eller i lejlighed sammen, medmindre man er gift, meeeeennnn…..det omgåes på diskrete listefødder. Så på med Hr. og Fru-titlerne, når I skal til Dubai.
  10. LGBT & QIA har vi det meget stramt med. Jeg kender mange homoseksuelle, som bor og lever udmærket hér, men du skal have listeskoene på og opføre dig ualmindeligt diskret, hvis du kommer hertil som homoseksuel eller transkønnet – for det er ganske enkelt ulovligt at være.
  11. Dækningsløse checks og kreditkort uden kredit, ubetalelig gæld og andre former for økonomisk prekære situationer – dem har du heller ikke lyst til at stå i i en Ørkenstat. Vi slår hårdt ned på økonomisk ‘kriminalitet’ – uanset om det er en uforvarende handling eller overlagt svindel. Så hav penge nok med til at dække for alting på ferien eller under dit ophold. Simple as that.
  12. Sidst – men ikke mindst – du skal opføre dig respektfuldt over for den lokale kultur og dens skikke. La’ vær’ med at købe en dish-dash for at “lege araber” sammen med de rigtige arabere. Det er dårlig stil – og ærligt talt ikke særlig sjovt at se på. Kig diskret omkring dig – for det er interessant at opleve andre kulturer – men du behøver jo ikke at pege eller le højt og nedstirre andre, der ser anderledes ud end dig selv.

Og så velkommen – for pokker da!IMG_2228De Forenede Arabiske Emirater er lige så hjertevarmt et sted, som de solstråler, der uvægerligt vil få din forfrosne krop til at slappe helt af – og samtidig farve dig postkasserød, før du tager retur til den grå kulde.

Og vi elsker børn og børnefamilier. Alle i alle aldre er velkomne overalt. Strandture, picnic i parker og camping i ørkenen er blot et par af de ting, I kan nyde under vintermånedernes vidunderlige udeliv.

De Forenede Arabiske Emirater er også et af de sikreste og tryggeste rejsemål i verden. Her er stort set ingen kriminalitet, hvilket kunne hænge sammen med de strenge straffe for selv mindre forseelser. Du kan roligt færdes ude på alle tider af døgnet – og de fleste af os har prøvet at glemme tasken, pungen eller mobilen på et offentligt sted, for efterfølgende at vende tilbage og finde værdigenstanden urørt.

Her er rent og komfortabelt. Standarden på hotellerne er meget høj, og selv den mest bakterie-forskrækkede person kan holde ferie i Emiraterne. Faktisk vil jeg vove den påstand, at her er renere end i Singapore – og langt mere velduftende.

Det eneste, vi alle – gæster, turister og fastliggere – skal huske er, at være den pæneste version af os selv i det offentlige rum.

Og lidt øvelse i selvbeherskelse er måske slet ikke så dumt endda.

Skik følge eller land fly.

Noget i dén retning, tænker jeg.img_2893

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klar, parat til…

…Skolestart!img_8318Lige om lidt, ihvertfald.

Men for nu summer vi rundt og lander sådan for alvor i eget hjem efter 10 ugers sommerferie.

Der er legeaftaler, der skal passes – og kaffegensyn med søde venner. Der er navnemærker, som skal sættes på alt det nye grej. Penalhuse, der skal pakkes påny og et køleskab, der skal fyldes op helt fra 0.

Vi er kommet hjem til et skinnende palads af et nedslidt rækkehus.

Maricel har vasket, poleret, renset og pudset med effektiv knofedt fra gulv til loft, så her dufter rent og stråler, hvorend man ser hen eller sætter en fedtet finger. Det er endnu én af de fantastiske fordele ved at have den dygtigste og sødeste husholderske boende. Jeg er fan af konceptet, når man ellers har fundet netop dét menneske, man passer sammen med 🙂

Maricel har faktisk kedet sig lidt, mens vi har været i Danmark, men hun har mange veninder, der også passer hus og kæledyr henover sommeren, så de laver mad sammen og hjælpes ad med det praktiske. Hun kommer selv på en måneds ferie til jul, fordi det er dén tid på året, som passer bedst i forhold til hendes søns skolegang på Filippinerne.

Og Bob tager imod os uden fornærmet attitude denne gang og hapser velvilligt pigernes godbidder, før han lægger sig over for at sove lur på Martins favoritplads.

Alt er præcist, som vi kunne have ønsket os det – og det er så rart at være tilbage – for nu at være helt ærlig.

Selv fødselsdagsgaven har Maricel ladet stå klar til Cille, da vi sætter kufferterne i entréen og lister ind i stuen for at spise natmad efter en lang rejsedag.img_8312Et stort, ultrablødt tæppe, som Cille nu nusser og sover med hele natten.

Men bag om kuffertudpakning og praktiske gøremål, så står der kun én ting i mit hoved og i mit hjerte.

Mit nye job!

Som jeg starter på imorgen.

Og jeg kan næsten ikke vente!img_8319I morgen påbegynder jeg mit 3. arbejdsår på Dubai International Academy (som også er Cille og Milles skole), men denne gang bliver det som dansk modersmålslærer – ikke som støttelærer på de engelske litteraturkurser i Secondary School.

Jeg var blevet tilbudt at fortsætte som støttelærer, men jeg trængte til at udfordre andre sider og egenskaber af mig selv i det kommende år.

Og det bliver så spændende at være med til at undervise skolens danske elever, som har mulighed for at få 3 timers danskundervisning om ugen på hvert klassetrin fra Year 1 til Year 11.

Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med min nye kollega, den danske forældregruppe – og allermest til at arbejde med eleverne, selvfølgelig ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet