Mormor og Madskolen

Denne her sommer er en rigtig ‘hjemme-i-Danmark’-ferie for os. Men jeg klager ikke, når Vesterhavet ligner Caribien.Det betyder dog ikke, at vi ligger på den lade ‘hjemme-side’ i to stive måneder. Lejebilen havde kørt 40 km., da vi fik den udleveret i Kastrup, og i dag rundede vi 4.000 km. Så jeg synes, jeg har fint belæg for at sige, at vi kommer ‘lidt rundt’ i sommerlandet.

Men tidligere tanker og drømme om en storby-sviptur og måske en uges ferie hinsidans blev straks forkastet, da vi kunne se de danske myndigheders ret snævre udvalg af rejsedestinati0ner for danskerne denne sommer. Desuden havde vi jo allerede været ude at rejse – bare på vores velkendte traver af en strækning mellem Dubai og København, som ikke rigtigt “tæller” i vores regnskab.

Og det føltes faktisk helt okay at give slip på sommerferieplanlægning og drømme om alt muligt. Vi var ligesom i skarp træning i forhold til at give både afkald og slip.Jeg lovede mig selv, at jeg ville holde fokus på dét allervigtigste for vores lille familie efter en fire måneder lang corona-nedlukning:

At komme hjem til familie og venner.

Hjem til den frihed og alle de muligheder, der trods alt er i Danmark, selvom man selvfølgelig fortsat passer på og holder afstand.

For selvom her er corona – og selvom det er alvorligt nok – så er her FRIT i forhold til rigtig mange andre steder i verden. Bare dét, at man kan færdes i naturen, i parker og på legepladser – og det endda uden ansigtsmasker – betyder så meget for os.Man kan i virkeligheden sige, at vi får os et gedigent “frikvarter” fra den virkelige, coronaramte verden ved at opholde os i Danmark hele sommeren.En tiltrængt og velfortjent pause oven på en hjemme-periode, hvor både skole- og arbejdspres nåede nye højder.

Set i bakspejlet burde jeg have taget det hele noget mere roligt og afslappet. Fundet en større pytknap frem – ihvertfald i forhold til det umenneskelige pres, der blev lagt på de helt små elever. Mille trivedes overhovedet ikke i hjemmeskolen, og der er fortsat dele af hendes reaktionsmønstre, vi arbejder på, selvom vi kan se, at hun har fået det meget bedre efter halvanden måned i Danmark, omgivet af virkelige, elskelige mennesker i stedet for trætte ansigter på Zoom.Én af de (få) ting, vi dog havde drømt om at gentage, var madlavningskurset for børn med 4H’s Madskoler. Umiddelbart så det sort ud. Corona-kravene var så høje til diverse sommerskoler, men heldigvis endte det med en blød landing: 3 dages madskole i stedet for en hel uge med udflugt og forældreaften. Men det var da bedre end ingenting. Og i år ville kusine Jo endda gerne være med sammen med pigerne!

Her står de så – tre små kokke, helt forventningsfulde og glade – på vej ind på min og min søsters gamle folkeskole.Hver eftermiddag legede de i skolegården, mens de fortalte løs om dagens retter og opgaver. Det kan virkelig varmt anbefales at deltage i Madskolerne, hvis ens barn da har lyst til det og interesse for mad og madlavning. Og i fritimerne mellem aflevering og afhentning tussede jeg så rundt med min Moster, min veninde Maria og smuttede forbi min Tante og Morbror, som jeg også sjældent når at se.

Om eftermiddagen og aftenen hyggede vi hos Mormor med spil, leg og tid i haven.Det kan godt være, at mange vil mene, at min Mor og Moster bor lige lovligt langt uden for lands lov og ret, men når jeg med voksne øjne ser, hvilken gave det er, at have naturen helt op til hoveddøren, så forstår jeg, hvorfor ‘man’ vælger at bo på landet.Når jeg med voksne øjne ser, hvilken fredfyldt og fri barndom, jeg havde i min Mormors store frugthave – og hvor meget i pagt med naturen, det hele var, kan jeg godt undres over, at det aldrig bliver anset for værende sejt eller bedst at bo på landet.
Heldigvis for mig er de der stadig.

Både min Mor og Moster. Langt ude o’ æ’ land.

På deres respektive fødegårde, hvor vores piger nu får lov til at rulle frit.
Jeg er så taknemmelig over, at vores piger får lignende oplevelser i deres barndom.

At de mærker den langstrakte, uforpligtende frihed, der ligger i at løbe rundt efter en lille fræk hund i en stor have, at hoppe på trampolin med en kusine til de får sidestik, at fouragere i snorlige køkkenhaver, i drivhuse og modne frugtbuske, og at have tiden til at fortabe sig i alle de små stillebener, som både min Moster og Mor er så superdygtige til at skabe over alt.
Der er meget at være taknemmelig for lige nu. Ikke kun i forhold til lange gåture i fri natur og børns leg i haver.

Denne sommer har jeg f.eks. fået lov til at være Moster i tre hele uger, så nevøen og niecen til sidst råbte ‘Mor’ efter mig. Denne sommer har jeg haft mulighed for at tilbringe mere tid med min Søster – og fået vendt stort og småt med hende. Denne sommer har jeg mærket en større evne til at være med og i nuet og så ellers bare være glad. Glad for at være præcist, hvor jeg er.

Og for første gang i 10 års selvvalgt udlandsliv, har jeg ikke rigtig lyst til at rejse igen. Jeg orker simpelthen ikke virkeligheden i en overophedet Ørkenstat. Jeg drømmer mig væk. Ind i et vacuum, hvor sommeren fortsætter i én uendelighed, og hvor jeg aldrig, aldrig mere skal sætte mine børn i gang med online-undervisning over Teams.

Dream on, baby. Men halvanden uge har jeg da stadig lov til at ignorere virkeligheden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 6

🇸🇪 Heja Sverige 🇸🇪Nu endda med batteridrevet færgeoverfart mellem Helsingør og Helsingborg. Fagre nye, miljøvenlige verden eller noget.

Men ombord ligner alting sig selv. Der er de obligatoriske svenskere, der bunder Carlsberg i et tempo, så man kun kan blive imponeret. Der er Underberg Bitter i shotglas inde i Truckers’ Lounge for de særligt indviede, og blålilla pølser, der ligger lit de parade i det lille cafeteriaudsalg.Vi klarer dog den medbragte frokost en times kørsel oppe i Sverige, hvor vi helt uventet drejer ind på en tankstation med eget godis-flyg.Sådan et paradis kan vi jo ikke være landet i ved et tilfælde. Der må findes en højere mening med galskaben, så den forsøger vi at finde ved at grave dybt ned i sukkergruberne.Efter nogle timers kørsel gennem Skåne til Småland lander vi ved herregården Kristineberg uden for landsbyen Målilla i Hultsfred Kommune.Min Mor og Søster har fundet et stort, gammelt træhus til os midt i Målilla Elgpark, som – foruden 15 elge – også tæller en masse bløde kaniner, en flok søde geder, lidt høns og en kæmpestor hund.Fra første øjeblik er børnene “væk”.

Tænk, at have fri adgang til en masse skønne dyr, der ‘sulter’, hvis ikke de plukker og håndfodrer dem med mælkebøtter og friskt græs mindst 100 gange om dagen!Og med børn, der er travlt beskæftigede til anden side, er der pludselig tid til stille aftenkaffe i solnedgangen på en lille bakke med udsigt til legende børn og drøvtyggende elge.Kristineberg er en temmelig rustik herregård med verdens flinkeste værtspar, som hilser hjerteligt og forklarer om stedet, der er et sammensurium af lader, udhuse og udlejningshuse. Sidstnævnte passer de udmærket indvendigt – der er f.eks. ikke en finger at sætte på rengøringsniveauet i det store hus, vi har lejet – mens det udvendige på alle bygninger får lov til at passe sig selv og forfalde i naturligt tempo. Det samme gælder de grønne arealer, hvor ukrudtet lever sit eget liv og kun de mest nødvendige områder bliver slået med græsslåmaskinen.I dagstimerne mellem 10 og 17 er elgparken åben for besøgende udefra. Vi andre, der bor udlejningshusene, er velkomne til at være på hele området på alle tider af døgnet.

Og dét benytter vi os af.

Børnene elsker at have dyrene for sig selv – og sandkassen og stierne rundt blandt indhegningerne, hvor elgene falder helt til ro, når dagsgæsterne er gået hjem, og eftermiddagssolen sender sine lange, varme stråler ned over os.Vi finder tilmed et lille udhus med træskærerværksted, der leder tankerne hen på Emil fra Lønneberg, der jo sad i sit snitteskur på Katholt.Elgene er ret tamme og gemytlige.

De gnasker kartofler og afbarker birkestammer og grene, mens de glor på os, der glor på dem.Enkelte af dem accepterer håndfodring med de førnævnte kartofler, og alle accepterer at blive rørt forsigtigt på deres varme kroppe og lådne gevirer.

De er i sandhed nogle fredsommelige dyr, som er blevet indhegnet og dedikeret til evig fremvisning for nysgerrige danskere, svenskere og tyskere, som gerne vil helt tæt på de prægtige dyr, der normalt er ret ensomme majestæter i de stora svenska skogar.Hvor er vi bare heldige at dumpe ned i denne her svenske herlighed. Stedet passer perfekt til storfamilieferie – afslappet, uprætentiøst og levende – med dyr og børn overalt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai-versionen af Skt. Hans

Vi befinder os på Det Norske Sømandscenter i Oud Metha-området i det nordlige Dubai. Centret består af en række svenske træhuse i bedste sommerhusgule tilsnit, så man instinktivt føler sig “koselig hemma”, sagt på godt, hjemmestrikket norsk-svensk.

Hyggeligt, er her.

Nærmest hjemligt – eller ihvertfald genkendeligt.

Huset er en venskabsforening med masser af forskellige sociale arrangementer hele ugen. Aktiviteterne er åbne for alle interesserede, og så fungerer det store fællesrum også som en meget diskret kirke for nordmænd, svenskere og danskere i Dubai. Ikke noget med store, reklamerende kors ud til gaden, men et Guds ord kan du sagtens få hver fredag.

Og mere til.

Præsterne her døber, konfirmerer, vier og velsigner både inde i kirkerummet og ude i ørkenen til ørkengudstjenester – og så støtter de danskere, der er havnet i svære situationer, som f.eks. personlige problemer, skilsmisse, sygdom, død eller under fængsling.De skandinaviske flag uden for centret hænger tunge og fugtige i den varme ørkenluft denne aften.

Ved siden af centret ligger en særdeles aktiv moské, samt andre venskabsforeninger fra lande som Sudan og Iran, plus en af de største katolske kirker og en af de største anglikanske kirker i Dubai. ”Derhjemme i Danmark plejer vi at fejre Skt. Hans ved at stå side om side – ofte i regn og rusk – mens vi kæmper med at få ild i brændebålet, så vi kan få heksen sendt til Bloksbjerg”, siger præsten med et smil og fortsætter: “I dag står vi i stedet og sveder side om side i 45 graders varme – med et knastørt brændebål, der er klemt inde mellem en række små træhuse, så I skal vide, at jeg har informeret brandvæsnet om, at vi danskere fejrer Skt. Hans i aften”.Så siger han en masse andre ting, den gode præst, som hedder Carl Bjarkam.

Om at have et dansk tilhørsforhold og et åbent værested her i Sømandskirken i Dubai.

Om at holde fast i danske traditioner, når man bor langt væk fra Danmark.

Om den allersidste bondekone, Anne, der blev halshugget og efterfølgende brændt på bålet i 1693, fordi en anden kvinde havde anklaget hende for hekserier og trolddom.

Og så synger vi Midsommervisen i Shu-Bi-Dua-versionen, fordi det er dén, vi alle sammen kender.

Græsplænen får lidt vand og nu tændes der op under børnenes fine heksedukker, der knitrer lystigt i tropevinden.Der er selvfølgelig også importeret en bunke røde pølser og remoulade fra Danmark, så der nærmest ikke er et øje tørt hos de godt og vel 100 danskere, som er forsamlet for at give børnene en fornemmelse af, hvad det vil sige, at fejre Skt. Hans.Arrangementet er så fint og enkelt opsat.

Efter røde pølser, båltale og fællessang kan man blive og hænge ud, mens flammerne bliver til gløder, så der kan bages snobrød. Der er evigheds-kaffe på kanden, vaffelis i fryseren til en 10’er og et stort kagebord med lagkager, kanelsnegle og alt muligt andet godt.

Hvis du har lyst til at besøge centret, kan du se mere på hjemmesiden: http://www.dksc.dk

Vores danske præst Carl Bjarkam er udsendt af DSUK – Danske Sømands- og Udekirker, men selve Sømandscentret skal fungere og overleve på pengegaver fra velvillige borgere samt entrébetalinger til de forskellige arrangementer. Carl har været tilrejsende præst i Dubai og Abu Dhabi i godt og vel 3 år, fra sin daværende hjemmebase i Nice, men nu er han altså hér i Dubai, så “permanent” som en udlandspræst bliver. Og det gør en kæmpe forskel at have en dansk præst på centret, hvor jeg ellers kun har oplevet (ganske flinke) svenske og norske præster tidligere.

Vi har netop tegnet årsmedlemsskab af centret.

Det koster 400 dirhams for hele familien, og det er et godt formål at støtte, synes jeg. Især når vi også oplever, hvor aktiv og initiativrig præsten er i vores danske miniput-samfund, men også fordi vi alle sammen kan få brug for en præst.

På et eller andet tidspunkt.

I det her rodede og uforudsigelige udlandsliv ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Familiedynamik

Autocorrect vil gerne ændre min overskrift ‘familiedynamik’ til ‘familiedynasti’, men jeg føler ikke, at vi er kommet så langt, at der er tale om et decideret Kaalund-dynasti endnu, selvom Svigermor insisterer på, at der hænger et Kaalund-våbenskjold på Frederiksborg Slot. Men vi kan da håbe på, at pigerne beriger os med 2 x 12 araber-børnebørn engang i fremtiden, så vi kan komme lidt nærmere en vaskeægte klan.

Når jeg insisterer på at skrive ordet familiedynamik, så er det fordi den fylder meget for tiden. Dynamikken, altså.

Og billeder er så pokkers taknemmelige. Det skal vi alle sammen huske, at huske hinanden på i en tid, hvor alt og alle ser perfekte ud.Her i weekenden er der f.eks. lagt op til den skønneste girls-only-fredag, mens den kære Farmand-og-Eneforsørger bliver derhjemme og arbejder uforstyrret. Nogen skal jo tjene pengene, som man si’r.

Den står på selvforkælelse i frisørsalonen, hvor pigerne først får vasket håret liggende og en skøn hårkur, efterfulgt af hovedbundsmassage, klipning og føntørring.Det resulterer endda i midlertidige krøller til ældste-darlingen, der er svært tilfreds med resultatet.Jeg er gået helt bort fra klipninger i de der “in-out”-børnesaloner, for nu er pigerne store nok til virkelig at værdsætte, at de bliver nusset om – og de kan begge sidde musestille i en time, mens der bliver klippet facon og frisure i håret. Jeg har en idé om, at det er vigtigt, at børn lærer at tage sig godt af sig selv, og at de mærker, hvordan det føles, når man får en virkelig behagelig behandling, som resulterer i fysisk velvære og veltilfredshed.

Oplevelsen bliver jo heller ikke ringere af, at de begge to bliver rost til skyerne for deres små skinnende jordbærhjelme, som er meget eksotiske og opsigtsvækkende i en Ørkenstat.

Så langt, så godt.

Vi er mindst halvanden time inde i fælles samvær.

Og så knækker filmen. Naturligvis.Igen ser det helt tilforladeligt ud på billedet. Nydelige, nyklippede piger på café til sen morgenmad med deres mor. Very nice. Boglæsning, tegnesager og civiliseret samtale.

Lige indtil Cille spørger, om hun må skimme mælkeskummet på min kaffe, hvorefter Mille straks nupper min teske, som så nuppes af Cille, fordi hun jo fik idéen og derfor skal til før sin søster. Cilles vaks-ved-havelågen-ske-snup tackler Mille ved at skrige i vilden sky, som om hun var 2 år gammel og umuligt kunne udtrykke sin frustration på anden vis.Jeg sidder der. I midten af galskaben. Og får en ubændig lyst til at krybe ned under bordet og væk fra de to gale spektakler, som er lige gode om at være pisseirriterende.

De får den ene dejlig ting og oplevelse efter den anden – som perler på en snor – og temmelig ofte er takken sure miner over småting. Det er virkelig vanskeligt at håndtere uden at føle sig som en gammel sur moster, der himler op over ungdommens utaknemmelighed.

Jeg forsøger hvast at forklare Cille, at hun ikke skal snuppe ting ud af hånden på sin søster – den slags adfærd er jo aldrig pæn – og jeg hvæser til Mille for Gud-ved-hvilken-gang, at hun skal bruge ord og ikke skrål, fordi hun er alt for gammel til den slags reaktion på søsterlig modgang.

Der er intet som at mærke gamle mønstre vise sig igen og igen og igen.

Cille dominerer og smådriller – og Mille skriger som belønning for storesøsters indsats.

Det er virkelig en dynamisk duo, må man sige.

Ingen af dem giver sig, bøjer af eller trækker på skulderen. Ingen af dem er uden skyld i diskussionerne. Ingen af dem er synderligt interesserede i at samarbejde.

Det ville ellers have været skønt, hvis der var en smule mere elastik at give af.

Fra alle parters side.

Gemytterne dæmpes dog hen over en gang pommes frites, og vi fortsætter videre ud i verden til en improv-teaterforestilling på The Courtyard Playhouse, som Cille har ønsket sig at opleve, lige siden hun begyndte til drama for teens derinde.The Toilet Monster, hedder forestillingen – og der er plads til alle børns input og deltagelse undervejs – både fra rækkerne og oppe på selve scenen, hvis de har lyst til at være med. Undervejs i teaterstykket lykkes det de to søstre at have en indbyrdes diskussion om en rød farveblyant med dertilhørende mental nedsmeltning, som heldigvis overdøves af de andre børns tilråb mod skuespillerne på scenen.

Jøsses.

Mille giver ikke Cille ét sekunds chance for at vise, hvad hendes idé eller tanke går ud på. Måske er det fordi Cille ofte har drillet hende, at Mille med det samme går ud fra, at der kommer en skjult negativ konsekvens? Jeg ved det ikke – men igen kunne vi virkelig godt have behov for lidt ekstra line over for hinanden.

Dramaet udredes og overstås – vanen tro – og vi kører videre ud i verden med to hjemmehæklede pøller som minde om et toiletmonster.Prøv at se, hvor englesødt, de kan smile til kameraet. Banditbørn. For real.

Senere på dagen skal vi ud at handle. Nu med Farmanden ved roret.

Cille vil så gerne have nyt løbetøj, og Mille føler sig mægtig inspireret, så inden vi får set os om, befinder madammerne sig samtidigt i ét prøverum, hvor de fægter med arme og ben, rammer hinanden med albuer og knæ – og vræler op om for lidt plads og for meget søster.

For at gøre en lang historie bare en smule kortere, så ender indkøbet med, at de ønskede varer bliver liggende i butikken og to grædende børn må forlade præmisserne. På grund af ualmindeligt uanstændig opførsel, hvis du skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt.

Jeg er klar over, at vi er curlingforældre på den hårde klinge. At vi gør alt for dem og med dem – fordi det gør os glade at se dem glade.

For tiden er der bare desværre virkelig langt mellem (glædes-)snapsene.

Det er som om der ulmer et oprør under overfladen konstant.

Som om det eneste, vi har lyst til, er (endnu) et skænderi.

De to søstre bliver for hurtigt sure.

De er alt for opfarende.

Der mangler good-will og lysten til at samarbejde.

Så det arbejder vi på og taler vi om, når familiedynamikken er kommet på afveje.

Og jeg må ærligt indrømme, at jeg nyder at komme væk fra søster-skærmydslerne ind i mellem, for de er ved at drive mig ud i et mildt vanvid.

Indtil videre har jeg kunnet hægte mig selv op igen ved hjælp af espresso martinis, og jeg skal nok sige til, hvis det ikke er tilstrækkeligt.

Rødhårede krabater, for hæwla’…

🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet