En omgang til, tak!

Jeg står foran døren ind til vores dansklokale.3ab16cfc-1595-493e-8f0a-8970c859be3cKlokken er 7.30 og Mille er netop afleveret til Miss Jenna.

Cille har allerede befundet sig på skolen i en halv time. Hun øver med koret kl. 7.00 hver mandag morgen. Og elsker det i øvrigt, men hvem ville ikke blive glad i låget af at vågne ved at synge sig varm?6fb8257a-7904-4001-beff-ee9b13bcf678Jeg låser døren op og tænder computeren.

Det er mig, der primært har morgentjansen i dansklokalet, fordi jeg har Primary School-eleverne, mens min kollega primært har eftermiddagstjansen, fordi hun har Secondary School-eleverne. Og så er det alligevel ikke helt korrekt, da min kollega også har Year 1 og Year 4, som er de klasser, hvor vores piger går.b6fdee70-eccf-436e-92b1-d07ec678063cDer er – skræmmende og overraskende nok – gået næsten et helt skoleår.

Eller sagt med andre ord, på så er der kun 40 reelle skoledage tilbage, før vi løber ud med armene over hovedet til godt og vel 8 ugers sommerferie med tilbagevendende genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord.

Hvert år kommer det bag på mig, hvor uendeligt hurtigt et skoleår går.

I år er det dog gået endnu hurtigere, fordi jeg startede i nyt job som dansk modersmålslærer frem for det ellers udmærkede støttelærer-job, jeg havde haft et par år i Secondary School.

Når alting er nyt, flyver tiden afsted. Og det er en god ting.5c822c64-5235-48ad-b975-c8e11899a41aDer har virkelig været mange, spændende, faglige udfordringer for mig i dette skoleår.

Og en flok skønne unger at forholde sig til – og lære at kende på et helt andet niveau, end når man sidder som “ekstra hænder, hoved og hjerte” i et stort lokale med 26-28 elever.

Her ved jeg, hvem hver eneste elev er. Hvad han eller hun interesserer sig for. Hvad han eller hun motiveres af. Hvordan han eller hun bedst kan lide at lære.04f09c01-7f21-494f-812d-300aeec1d7cbHer får jeg lov til at sprog- og litteraturnørde helt ud til fingerspidserne hver eneste dag. Plus alle de kreative stunder, der kommer af at have med de yngste elever at gøre. Og så er der den sjove formidling af kultur og sproglige finurligheder til børn, der ellers ville have haft svært ved at få et tæt forhold til deres modersmål, fordi resten af skoledagen og undervisningen foregår på engelsk.

Jeg elsker det.

Ikke som i ‘det-er-et-ret-fedt-job’.

Mere som i ‘jeg-elsker-det-og-har-som-knapt-40-årig-endelig-fundet-den-rette-hylde-job’.

Så jeg tager en omgang til, tak.

Kontrakten for næste skoleår er underskrevet.

Jeg glæder mig allerede.

Og tænker, at det er lidt sjovt, at jeg er kommet full circle med at undervise nu – efter at have forkastet det komplet som 24-årig cand. mag.-studerende.

Sådan kan man blive så meget klogere på 16 år.

Man har jo heldigvis kun et standpunkt til man ta’r et nyt.

Ha’ en skøn mandag ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatterspiren

Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

Det var da en god idé”, siger jeg.

Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? 4cdb9a0c-bf27-4b5b-95ad-f0ab83b69ec7Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.98d1ad10-398c-4813-ab7d-eedb9f13afbaOg selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.facf5526-e4ab-424b-86d8-57dce2d5360dJeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.cb3280a6-1b1e-459c-8578-122ac42234faMen der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.3ea2480f-7ea2-4be8-b00e-a35460a830d1Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

International skolegang

Én af de centrale elementer i det akademiske curriculum for International Baccalaureate (IB) Primary Years Programme (PYP) er de såkaldte Units of Inquiry (UOI).

Og før du falder i søvn, er jeg lige nødt til at komme med en stolt sidebemærkning om, at det rent faktisk er lykkedes mig at komme hele tre forkortelser ind i hele tre parenteser for at konstruere én enkelt sætning. Letlæselig tekstforfatning – call me any day.

Anyway, det vi kom fra var de såkaldte Units of Inquiry (UOI), som – noget forenklet forklaret – er 4 ugentlige temalektioner, der kører i cirka 6-8 uger ad gangen. td-themes

Billedet er lånt fra https://inquiryblog.files.wordpress.com

UOI-timerne arbejder i krydsfelter mellem naturfag/fysik/kemi, matematik, engelsk og f.eks. billedkunst, IT eller idræt. Ofte i et skønsomt sammensurium, som man skal være lidt af en fabulerende fritænker for at kunne nyde i fulde drag.

Og det er præcist sådan, IB-skoler fungerer.

Der er “hvad synes du selv”, “hvad tænker du om det” og “prøv selv at finde svaret” over hele linjen. Ihvertfald hvis man sammenligner med det britiske curriculum, som er det eneste andet skolesystem, vi har befundet os i, siden vi selv forlod den danske folkeskole for ‘et par år siden’.

Usandsynligt heldigt for os, er vi forældre til to skoleglade børn, som – indtil videre – tager et stort ansvar for egen læring. De ser ud til at trives i IB-systemets løsere rammer, hvor størstedelen er læringen er på eget initiativ – og hvor lektier opfattes som frivilligt hjemmearbejde, der støtter op om undervisningens indhold.

Cille elsker UOI-timerne. Hun giver sig fuldt ud, når der skal bygges solsystem eller spises efter en kostpyramide. Og i den seneste tid har UOI-undervisningen handlet om business – valuta, handel med varer og services, salgsteknikker, prissætning efter udbud og efterspørgsel, hovedregning og meget mere. Klassen har bl.a. undersøgt forskellige valutaers værdi, deres egen nationale valutas opdeling i sedler og mønter – og til sidst har de kreeret en “klasse”-valuta.img_2385Og efter mange ugers forberedelse er de klar til at vise deres forældre, lærere og andet godtfolk, hvad de har lært. Vi modtager hver især 50 “cloudios” ved indgangen.img_2384På markedsdagen sælger børnene varer og services, som de selv har forberedt i små grupper af 2-4 elever.img_2388Cille sælger skuldermassage med efterfølgende beroligende lavendelspray på håndleddene. Her ses hun i færd med at massere skolens rektor. 1 minuts massage koster 5 “cloudios”, mens 3 minutter fåes for 10 “cloudios”. Hun har selv fastsat priserne og udfører massagerne sammen med sin partner, Lucy.

I Cilles bod, “Mastoo” tilbyder de også tatoveringer.img_2392 Og Martin – familiens bad boy – får endelig en tattoo på overarmen.img_2389En papegøje valgte han. Der er måske en gammel sømand gemt i ham, som jeg kan finde frem ved passende lejlighed…

Hele lokalet summer af ivrige børn, der skænker limonade, sælger bøger og småkager, tilbyder opsætning af hår og hvad ved jeg.img_2391Mille har vi selvfølgelig også hentet op fra sin klasse, så hun kan opleve sin søsters markedsdag. Den har hun måttet høre om i ugevis nu, så hun deltager selvfølgelig og får ansigtet malet og købt lidt småting.img_2393Det er et helt igennem vellykket arrangement, hvor børnene samarbejder og er så engagerede i dét, de laver, at jeg går dybt imponeret derfra.

Det er præcist denne her slags læringsoplevelser, som børn ikke glemmer. Jeg husker selv de enkelte temauger, der var i min egen folkeskoletid – og jeg er sikker på, at det her bliver til et fint minde for livet for Cille.

Og derhjemme er vi nu de tilfredse ejere af hjemmelavet modellervoks og ditto badebomber og slim.img_2396Selvom det her er børnenes ansvar og opgave, så fornemmer man tydeligt, at der også har været en solid omgang forældrelektier involveret i projektet – ihvertfald for nogle af standenes vedkommende.

Og vi er faktisk godt møre og flossede af forældrelektiemængden for tiden.

I sidste uge skulle Mille være udklædt som kok om tirsdagen til klassens optræden ved fællessamling.img_1173Og hun var pirat om onsdagen til kreativ skrivedag på stranden.mille-year-1-pirates mille-year-1-pirates-1Og Cille skulle være i blomstrende forårstema til sin kreative skrivedag i parken.img_2189Efterfulgt af en Happy Hats Day.img_2431Som efterfølges i dag af musical med dertilhørende udklædning.

Godt, det snart er Spring Break, så forældrelektier og madpakkesmøring kan aftage for en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Happy Holi

I dette skoleår er Milles klasse super velfungerende.

Lige så stor en fordel, det kan være, at børnene skifter både klassekammerater og klasselærer hvert år, lige så stor en ulempe kan det være, når der opstår “knas” eller bare ikke rigtig er “kemi” mellem børnene – mellem ens barn og læreren – eller mellem forældrene og læreren.

Martin og jeg forsøger altid at minde os selv om, at der altid er to eller flere sider af samme sag. Og indtil videre har vi aldrig oplevet, at der har været problemer med den akademiske standard hos en lærer eller med børnenes udvikling rent fagligt. Om vi så lige “klikker” med læreren eller ej, dét er så en anden sag – og Cilles Year 4 klasselærer er vist bedst left unmentioned…

Men nogle skoleår byder bare på en tiptop klassesammensætning og et gnidningsfrit forhold alle parter imellem.

Og præcist sådan er det med Milles Year 1 klasse i år.

Det lå ellers ikke i kortene, at det skulle blive et harmonisk skoleår for hendes klasse.

Klasselæreren var allerede på barsel før skolestart, og vikaren var højgravid, så hun også måtte stoppe, før klasselæreren kunne komme retur. Men heldigvis var både første og anden vikar helt fantastiske lærere, så eleverne lod sig ikke mærke med, at de tre første måneder af skoleåret var en omskiftelig affære.

Og fordi Mille tacklede forandringerne med ophøjet sindsro og gik glad afsted hver morgen, så undlod vi at tale ret meget om det med, at lærerne kom og gik.

Havde jeg vidst dette her på forhånd, ville jeg have været syg af bekymring før skolestart – for Mille var mildest talt ikke særlig glad for sin klasse eller klasselærer i KG 2, som svarer til danske 0. klasse.

Men ind i mellem er det godt, at jeg ikke har en krystalkugle at se ind i fremtiden med. Det sparede mig ihvertfald for tusind unødvendige bekymringer i forhold til Milles intro til Year 1.

Og i år kan jeg glædes over, at Mille er åben, glad og har masser af venner, som hun løber hen til, lige så snart hun ser dem. Hun hilser på alle nu og har legeaftaler – og det gør mig så kisteglad efter et langt skoleår, hvor hun nægtede at sige godmorgen til andre og tydeligvis ikke følte sig tryg ved sin lærer.

Forældregruppen i Milles klasse i år er også særdeles aktiv.

Mindst en gang om måneden er der én eller anden sjov aktivitet for børnene, som organiseres og ledes af forældrene.

I februar var det italiensk karneval fra Venedig.

Og forleden var det to af de indiske mødre i klassen, som introducerede os til hinduernes farverige forårsfest, Holi.

Her er de typiske, indiske snacks til børnene og kurve med pigmentfarver, som senere skulle bruges sammen med spandevis af vandballoner. Good fun….ff24940f-4250-4788-be52-98345ac246b2Men først skulle børnene male en lerkrukke.4878a037-f693-4b84-8970-4a4fede93608Og i lerkrukken kom der en morgenfrue, som et lysende symbol på forårets komme med dets blomsterflor og afgrøder på marken efter en lang, kold vinter.83fff842-56fc-43da-88be-fc005f461140Bagefter slæbte vi vandballoner og farvepigment ud på græsset, så børnene kunne lave en afdæmpet miniversion af en holi-fest.f2239b38-0acf-4b52-a235-15d495d77879Jeg ved ikke, om I har set billeder fra Holi-festligheder i Indien, men det ser ganske vanvittigt og sjovt ud, når horder af hinduer plasker i vand og kaster med pigmentfarver i gaderne.

Først gik børnene lidt tøvende til værks og tjekkede med hinanden, om det nu også var okay at smudse rundt med farverne i hinandens ansigter.bbc9953a-a3b2-4c7d-a128-f417fecf99cfSenere blev de mere kække.6607d89f-8578-4c86-a545-d7b03a2367f2Og vi voksne fulgte trop. Her bliver jeg kærligt indsmurt af vores katolske class mum fra Goa, der selvfølgelig er fortrolig med denne her hinduistiske tradition, men som ikke selv fejrer den. 3f1b76f5-2d1c-4ad0-a98d-2d2c11b2492cResultatet er da fænomenalt.8b58990c-235c-4ad3-b635-e8143c36e2bdJeg elsker, at vi deltager i hinandens fester og traditioner. Både de hedenske og de religiøse.

Og selvom jeg vitterligt ser ud som et klasse-eksempel på hvid-dame-uden-for-nummer midt i en eksotisk hinduistisk forårsceremoni, der fejrer fertilitet, så føler jeg mig ikke sådan.  For er der én ting, vi er flinke til i det her samfund, så er det at inkludere andre – og ingen tager på vej over at skulle forklare, hvad et eller andet betyder for dem, så uindviede kan følge med.

Rigtig god weekend – og Happy Holi fra Dubai ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Privilegium

Jeg elsker mit arbejde som dansklærer på Dubai International Academy.

Det er et kæmpe privilegium at arbejde på en stor international skole, hvor der – midt i vrimlen af lidt over 1.200 børn i Primary School – findes det her lille frirum, hvor min kollega og jeg underviser skolens danske elever i de klassiske, danskfaglige aspekter – mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, læseforståelse, tekstforfatning, grammatik og stavning, litterær analyse osv.img_1674 Og så er der alt det “andet”, som vi også forsøger at fodre børnene med for at opbygge en dansk referenceramme i deres multikulturelle hverdag: Vores lands historie og kultur, danske forfattere, dansk musik og film, traditioner, værdier, adfærd, humor, sproglige spidsfindigheder og hvad der ellers hører til dét at være eller føle sig dansk.

Med de helt små elever taler vi ofte om højtider og traditioner, som f.eks. fastelavn i februar – og her i marts kan vi arbejde lidt med påsken – uden at det bliver alt for åbenlyst, selvfølgelig. For der foregår jo ikke kristendomskundskab på en skole i et muslimsk land baseret på sharialovgivning.

De større elever får også indsigt i f.eks. det danske medielandskab og den særlige, danske/europæiske ytringsfrihed, som tager sig så væsensforskelligt ud fra hér, hvor vi bor. Med dem taler vi også om samfundsopbygning, værdifællesskab, opførsel/adfærd, livsfilosofi, lighed, frihed, uddannelse, kønsroller, Jantelov, trivsel, teenageliv, rettigheder, verdenssamfundet og tusind andre ting.

Og det er ikke kun jobbet som lærer, jeg elsker hver eneste dag.

Det er også helt fantastisk, at jeg arbejder samme sted som pigerne går i skole. Det giver mig et indblik i dén del af deres liv og færden, som ellers normalt er “lukket land” for forældre.img_1749Jeg elsker at finde Cille siddende i en solstråle blandt sine venner med madpakkerne spredt omkring sig. Eller Mille, som artigt går på en lang, lige række hen mod biblioteket med sine klassekammerater for at bytte bøger og høre historier.9f2b8a82-6932-43d8-b119-26dbd8864033 Jeg elsker, når Cille dumper forbi og siger hej på vej ned til billedkunst, og Milles finurlige smil, hvis vores veje krydses, når hun bliver fulgt ned i klassen af en lærerassistent.img_1763Navlestrengen er ikke blevet klippet helt, selvom Martin insisterer på, at han tydeligt husker (og aldrig vil glemme), hvordan det føles at klippe sådan én gummi-elastisk fætter over. Og selvfølgelig kommer der en dag, hvor det at have Mor vadende rundt på skolen ikke resulterer i kæmpekram, når de møder mig – men indtil da vil jeg nyde hvert eneste, spontane knus og det indblik, jeg kan få tilranet mig.

Men det er ikke kun hverdagens skoleliv, jeg elsker.

For første gang siden vi blev forældre for 8.5 år siden, har jeg nogle timer om ugen, hvor jeg er “helt fri”.

Som i ‘alene’. Med mig selv.

I mit eget dejlige selskab. Uden vådservietter og en unge, der råber på opmærksomhed og afbryder alt og alle omkring mig.

Det er fuldstændig uvant og komplet fremmed for mig.

Det er en nyfunden frihed, som ligger blottet og åben. Og som jeg øver mig i at indtage og reflektere over undervejs.

For hvordan griber man sådan noget stads an?

Ind i mellem kommer jeg til at bruge min dyrebare frihed på tåbelige praktiske ting og sager, som sagtens kunne have været gjort på et andet tidspunkt. Nogle gange bliver timerne til effektiv kontortid med besvarelser af e-mails, kalenderplanlægning, telefonopkald og den slags.

Men andre gange er jeg mere kvik.

Så får jeg pludselig spist langstrakt voksenfrokost uden afbrydelser til en spændende dokumentar på DR. Eller forfattet en lille sød historie til pigerne. Eller drukket kaffe med en god veninde.img_1924Det sjove er, at de her frie timer næsten føles “forbudte”, medmindre jeg foretager mig noget aldeles sagligt.

Det er som om jeg ikke har fået ‘lov til’ dem eller ‘fortjent’ dem. Sådan bliver der talt til mig i mit indre. Fra mig til mig. For der er absolut ingen i den ydre verden, der kunne finde på at befale eller vurdere, hvad jeg skal bruge de her timer på.

Efter barslen med Cille gik jeg direkte tilbage i en fuldtidsstilling i Mærsk, der tog al min energi. Og da vi flyttede til England blev jeg fuldtids-hjemmegående med to små rollinger, der tog al min energi.

Og nu står jeg pludselig her.

Med energi, der vokser i stedet for at forsvinde.

Med et arbejde, der er skemalagt i et vist antal timer om ugen, men hvor forberedelse og opfølgning er mit ansvar. Uden en chef, der hænger over mig som en høg eller et stempelkort, der nøjeregnende og nidkært følger med i mit timetal.

Og jeg øver mig i at nyde det.

Øver mig i at fortælle mig selv, at jeg faktisk gerne må tage en middagslur, sidde på en café og skrive dagbog eller læse digte eller tage et langt bad.

At det er okay at lunte en tur uden formål eller stå helt stille og nyde denne her udsigt i vores ghetto. img_1923Heldigvis er jeg ret lærenem. Og lærevillig i lige præcis denne her situation.

Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal nyde det her privilegium i min hverdag. At jeg har et job, der er verdens bedste for lige præcist mig. At vores børn er lidt ældre nu, så jeg igen kan få lov at være Tine i stedet for hele tiden at være Moar.

Det er jeg vildt taknemmelig over.

Og hvis jeg nogensinde begynder at tage det for givet, så mind mig lige om, hvordan det føles at arbejde fuldtids. For det gjorde jeg jo de første par år i Ørkenstaten.

Sjovt nok kan jeg konstatere, at det er bare sjovere at arbejde deltids.

No sh*t, Sherlock.

Og god weekend.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet