Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klassefesten

Forleden holdt Cille en fest for nogle af pigerne fra sin nye klasse og en lille håndfuld venner.Cille fejrer jo sin fødselsdag hver sommer i Danmark, men i år bad hun om også at få lov til at invitere venner hjem til os. Først talte vi om, at hun kunne invitere en håndfuld venner, så de kunne gå i poolen, spise pizza og se film sammen, men så gik der pludselig scope creep i projektet – og inden vi fik set os om, så havde jeg booket en party provider til at underholde børnene og listen over buffet-ingredienser voksede og voksede.Cille har ikke let ved at få nye venner, sådan som Mille har det. Det har været tydeligt lige fra starten, hvor Mille aldrig har bevæget sig ret meget længere end til kanten af en sandkasse, før hun var i kontakt med det første barn på samme alder.

Sådan er det aldrig med Cille.

Hun kan virke kølig. Lidt utilnærmelig. Som om andres selskab ikke er nødvendigt. Muligvis noget jeg kender fra mig selv, men nu handler det jo om Cille.

Og så har hun heldigvis en god håndfuld søde veninder, som hun leger med hver uge, men det med at få nye venner – dét er en anden sag. Så vi sagde ja til fest-idéen, nu hvor hun selv tog initiativet til at åbne op over for de nye klassekammerater.Når børnene skifter klassekammerater (og klasselærer) på årsbasis, så er en fest også en enestående mulighed for at få et lille blik ind i den stemning og det miljø som dette skoleårs klasse byder på.

Det er bare lettere sagt end gjort, dét der med at holde en klassefest i Dubai. Der skal være underholdning og forplejning på et vist niveau, for at det kvalificerer til at være festligt nok. Her er der ikke nogen laid-back “jeg-bager-lige-nogle-boller-og-lægger-en-lagkage-sammen-og-så-drikker-de-voksne-noget-rødvin”-løsning, efterfulgt af en hjemme-snedkereret skattejagt eller en omgang dåseskjul. Hér har vi røgmaskine, en række kemiske reaktioner, lidt ild, en klistret slim-produktion og to voksne entertainere til at producere en perlerække af aktiviteter, som børnene helt hjemmevant gik i lag med. Jeg forestiller mig egentlig, at tendensen er den samme i Danmark – og selvom jeg nægter at lade mig rive helt med af den opskruede overforbrugsstemning, så kan jeg sagtens se det fra børnenes side. De har jo aldrig oplevet andet end at en fest er lig med en serie stramt organiserede aktiviteter, en meget stor kage med fin pynt og en masse mad.

Så vi lægger os midt i slipstrømmen af forventninger. Og da de organiserede aktiviteter sluttede med noget af et cola-brus ude på gaden, lod vi børnene køre lidt på dansk frihjul med en DIY picnic i haven.Til sidst skiftede børnene til pyjamas, smed sig med popcorn og slikposer på madrasser – og så skrålede de med på musicalen Annie Jr., som mange af dem selv skal være med til at opføre i marts som skolemusical.At dømme efter den unge dames eget udsagn, så var festen lige som hun havde ønsket sig. Og det er jo dejligt, når nu hele familien har været aktiveret for at få festen arrangeret og realiseret ❤

I øvrigt er det en helt anden oplevelse af holde fest for 16 børn nu, end det var for år tilbage. Dengang var et minimum af gråd og snot succeskriteriet for et vellykket fødselsdagsarrangement. Den tid er da gudskelov lagt bag os. Og med så søde gæster og så glad en lille værtinde, så fristes jeg faktisk til at gentage det. Jeg skal bare lige have et glas rødvin eller to til at glemme festforberedelsespresset med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

World Teachers’ Day

I morgen er det FNs internationale lærerdag.

Jeg ved ikke, hvor meget dagen fylder i de danske medier, hjem og skoler, men jeg håber for alle involverede parters skyld, at dagen bliver markeret, fordi skolegang og uddannelse jo vedrører og berører hele samfundet.

De fremtidige varetagere af vores klode går en dyster tid i møde, hvis ikke de modtager god undervisning af fagligt og socialt dygtige lærere, der kan motivere og stimulere dem til at tænke selvstændigt – og som kan forlange noget af dem retur.

UNESCO har udsendt følgende erklæring forud for den 5. oktober 2018:

The right to education means the right to a qualified teacher. It commemorates the 70th anniversary of the Universal Declaration of Human Rights (1948) and serves as a reminder that the right to education cannot be realized without trained and qualified teachers”.

Her i De Forenede Arabiske Emirater (og vi oplevede det samme i England) er Lærerens Dag markeret ved at børnene giver deres lærere en buket, et kort, en æske chokolade eller lignende. Der er ikke tale om store, dyre gaver, men bare en lille erkendtlighed og tak for indsatsen med at fylde fornuft og viden i hovedet på rollingerne.

Nogle år afholder skolens forældreorganisation et lille takke-arrangement for lærerne, men det svinger meget. I de 4 år, jeg har været ansat på skolen, har jeg oplevet, at dagen blev komplet ignoreret (eller overset) ét år; at der stod et nyt kaffekrus på skrivebordet et andet år; at vi fik en skøn indisk frokost i et fint dekoreret lokale et tredje år – og i morgen er vi så inviteret på morgenmad i receptionen.

Sådan er der så meget. Management kommer. Management går. Need I say more?

De større gaver hører årsafslutningen til.

Det er ikke ualmindeligt, at emirati-skolernes lærere modtager guldsmykker, designerhåndtasker, eksklusive parfumer, gavekort til de dyreste department stores i byen osv., fordi nogle af elevernes familier er ubeskriveligt velhavende.

Lærerne på de internationale skoler får gaver i et mere almindeligt prisleje – det kan være en kurv med skønhedsprodukter eller delikatesser, et gavekort til et shoppingcenter eller en skønhedssalon, et pænt tørklæde eller en god bog.

Uanset om læreren modtager en æske Ferrero Rocher, et Cartier Love-Lock armbånd eller en kurv med italienske specialiteter af en enkelt elev eller en hel klasse, så er der hverken tale om karaktermord (hæ!), bestikkelse eller overtalelsesgaver, som man måske kunne opfatte det med danske briller på. Der er tale om en hengivenhedserklæring, som selvfølgelig er proportionel med den glæde og taknemmelighed, man har over for den respektive lærer.

Fordi læreren har en højt respekteret status i samfundet – uanset hvem, man er – eller hvor, man kommer fra.

Og jeg mærker det hver eneste gang, jeg fortæller, at jeg arbejder som lærer. Folk komplimenterer det på samme måde, som jeg forestiller mig, at en læge eller advokat vil få anerkendelse i Danmark.

Men når det så er sagt, så er det meget individuelt, hvad og hvor meget, den enkelte lærer modtager, når skoleåret er omme – for nogle lærere er bare dygtigere og lettere at holde af end andre. 😅

Vores piger deltager i klassens buket til lærerne i morgen.

Og derudover har Cille lavet det sødeste kort til sin lærer, Miss Louise.Miss Louises skotske accent bliver fremhævet af Cille – og jeg tænker, at hun er lige så vild med den, som jeg er.Og se lige – Cilles beundring af sin lærer.Det er en skøn ting, at have dygtige lærere, vi kan se op til og lære af.

Vi kan vel alle genkalde os inspirerende lærere, der virkelig lærte os noget og hjalp os på vej til at blive dem, vi er idag?

Dét burde alle verdens børn have fri adgang til.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet