• ···

Sour Susan og Little Nutbrown Hare

I dag er World Book Day.

Læsehestenes og nørdernes festdag.

Og jeg er fan.

For jeg er begge dele. Læsehest og nørd.

Markeres dagen egentlig i det danske skolesystem?

World Book Day finder ifølge briterne sted den første torsdag i marts. Alle andre rundt omkring i verden fejrer dagen den 23. april, men sådan er der jo så meget. Og i Arabistan henholder vi os til briternes dato.

I England er den her dag en big deal. I et sådant omfang, at enhver Mor med respekt for sig selv får et kombineret anfald af panik- og præstationsangst, når datoen nærmer sig.

Fordi kostumerne skal være hjemmelavede for at være sådan helt ‘rigtige’.

Det kan sammenlignes med Fastelavn i Danmark, hvor børnenes kostumer jo også skiller de frelste, hjemmelavede får fra de evigt-fortabte til-lejligheden-indkøbte bukke, om man så må formulere det.

Og på World Book Day gælder det bare slet ikke at hive det nærmeste superhelte- eller prinsesseoutfit ud af barnets klædeskab. Udklædningen skal jo reflektere en karaktér fra en skønlitterær bog – det siger ligesom sig selv, ikke?

Disney go home. 

Finkulturel, guddommelig inspiration kom til mig – vær-så-go’ at indfinde dig på kommando.

Okay, måske er det ikke samtlige britiske mødre, der får kørt sig selv helt op i det hysterisk-røde felt. Ihvertfald fik jeg et godt grin, da jeg fandt følgende opslag i min Facebook-feed fra I Know, I Need To Stop Talking, som har omskrevet Oxford Reading Tree’s (virkelig elendige og) populære serie om Biff, Chip og Kipper til en lidt mindre stueren, men klart bedre version:

fullsizerender-5

 

Historien fortsætter længe endnu. Du kan følge, grine og læse videre på: I Know, I Need To Stop Talking på Facebook.

Jeg er dog kvikkere ved havelågen end Chip og Biffs Mor i historien.

Her i husholdningen får Regnskabschefen ikke et ben til jorden i den årlige kostume-ordeal. For han ville være præcist som Chip og Biffs Far: En bandit, der kommer med uladsiggørlige forslag uden omkostninger for andre end undertegnede.

I år har jeg dog tilladt Cille at finde en bogkarakter til sig selv. Nu er hun stor nok til det – og realistisk nok omkring Morens åbenlyst manglende evner med nål og tråd.

Valget falder på frække, rødhårede Sour SusanMoody Margaret’s sidekick og klassekammerat til Horrid Henry. Cille elsker den bogserie, selvom jeg nogle gange synes, at bøgerne giver lige rigeligt med inspiration til en idérig 7-årigs hjerne.6ce107534f6759a1ee9390b55bbdc3eb

Her er Cille in character som Sour Susan. Fræk, rødhåret og fuld af spillopper.img_4834Mille har jeg til gengæld bestemt egenrådigt over.

Valget er faldet på Little Nutbrown Hare fra klassikeren Guess How Much I Love You – én af mine personlige børnebogsfavoritter.little-nutbrown-hare

De hurtige mennesker vil spotte, at “kostumet” (eller manglen på samme!) er overraskende lig sidste års Mouse fra The Gruffalo, omend jeg da har gjort mig umage og justeret moletjavsen fra museører og musehale til hareører og harehale.img_4823 img_4828Ja, ja – kom ikke og sig, at vi ikke er snilde med et par hæfteklammer og en pose vat.img_4837Vigtigst af alt er børnenes glæde og begejstring over udklædningen. Og dén er i hus hos dem begge.

Personligt er jeg megatilfreds med at gå den fine og ret dovne balancegang, hvor ingen kan sige, at vi ikke er originale, men det har stadig kun taget mig en eftermiddag at indkøbe lidt grønt tøj, karton og vat.

Man må sno sig, sagde ålen, mens den skilte fårene fra bukkene – og overvejede, om den egentlig helst ville være får eller buk?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

International Day

Hvis der er noget, der kan højne danskheden hos en dansker, så er det at flytte væk.

Ud i Den Store Verden.

Derude, hvor Denmark vist nok er hovedstaden i Sverige; hvor der konsekvent tales Dutch, right? – mens vi (iført islandske sweatere) kaster Danish pastries i kartoffel-kajen, fordi det bare er ren hygge – [hoo:ga], right?

Jeps.

Patriotisme er en finurlig størrelse, som synes at stige eksponentielt med antallet af kilometer, man er rejst væk hjemmefra.

Lige så snart vi forlader vores vante omgivelser og bosætter os i et andet land, begynder vi at lede efter Carlsberg (selvom vi altid drak noget tjekkisk bryg i Danmark). Vi steger frikadeller og fiskefiletter (selvom vi altid spiste pizza og shawarma i Danmark) og vi synger fædrelandssange med inderlighed (selvom vi altid undgik selskabs-syngeri behændigt i Danmark).

Præcist den samme effekt gør sig gældende for flinke mennesker fra det store udland, som bosætter sig i Danmark.

De er lige så brændende fædrelands-inderlige som vi selv er.

Naturligvis.

Vi er tilbage ved idéen om flokken og det menneskelige behov for et fællesskab, som er naturligt, let og behageligt. Den fælles referenceramme. Glæden ved de genkendelige ting og handlinger, traditioner og ritualer.

Og nu er jeg så kommet dertil i min patriotiske selvudvikling, at jeg ejer en landsholds-trøje.

Det ville jeg dælen-dylme aldrig nogensinde have gjort i Danmark. Never. Ever.

Den ‘nydelige’ DBU-trøje iklæder jeg mig nu med stolthed ved særlige lejligheder. Når der er danske sportsfolk i Ørkenstaten eller når vi skal angive vores nationalitet i anden sammenhæng.

Tag International Day på skolen som det seneste eksempel på en dag i fodboldtrøjen.

We are red –

We are white –

We are – 

…alt-for-kære-trunter med flag i fletningerne og på buttede barnekinder…img_4748Vi har fixet LEGO-galore og Pandora give-aways til folket. img_4767 Og vi serverer pebernødder i kassevis, bradepander med drømmekager og steger 1.200 æbleskiver i Lurpaks den bedste, før aftenen er omme.img_4769Apple slices without any apple, som man siger. Prøv at forklare dén logik til resten af verden, der venligt bider til bolle og udbryder: Ah, like Dutch poffertjes!img_4772Om formiddagen har vi serveret pålægschokolademadder for kammeraterne i KG2 og Year 3 (og smilet bare en lillebitte smule overbærende, når lærerne med dyb koncentration kæmper med at udtale paaa-laaag-choklad-mad-ar).fullsizerender-2fullsizerender-4Danmark dejligst.

Lige ind til vi lander hos pakistanerne, hvor Mille får en fin hennatatovering på hånden og jeg bliver beværtet med de sprødeste, mest fantastisk krydrede samosas.

Pakistan dejligst, synes jeg nu pludselig.img_4764Og sådan kunne jeg blive ved.

Der er nemlig også en flok yndige svenske tjejer i nationaldragter med majstand, kanelbullar og hele moletjavsen.

Der er palæstinensere med de lækreste zaatar-krydrede brød og indere i virkelig elegante sarier.

Der er australiere med hvinende søde desserter og seriøse barbecue-pølser. Og en enkelt nordmand med en enkelt trold ved sin side.

Så måske er det i virkeligheden hele verden dejligst?img_4765Uanset hvor vi kommer fra, så er International Day en festdag for alle nationaliteter på en international skole.

Det er den bedste skoledag på året, hvis man spørger vores piger.

Det er dagen, hvor vi med stolthed og glæde fejrer og fremviser en lille bid af dén mad, de klædedragter, sange og traditioner, som vi forbinder med hjem.

Det er dagen, hvor vi lærer noget nyt om os selv og om hinanden – vores forskellige kulturer og udtryk – og dét er i sandhed værd at fejre.

PS: Selvom jeg nu som udlandsdansker er blevet åh-så-wienerbrøds-og-æbleskive-fanatisk, så melder jeg mig aldrig ind i Danskernes Parti. Men findes der mon et Pakistanernes Parti, så vil jeg overveje det? Ihvertfald hvis de serverer samosas til møderne og hennatatoverer mine hænder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Specialisterne

Har du set de 4 afsnit i DR’s programserie De skjulte talenter?

Hvis ikke, så gør det.

For de her talenter er 100.000 x mere interessante at opleve end de (mere eller mindre talentfulde) mennesker, der kunne finde på at stille op i et eller andet populært show i bedste sendetid.screen-shot-2017-02-21-at-11-30-39Det er mange år siden, jeg første gang læste om hvordan Torkil Sonne og hans socio-økonomiske virksomhed, Specialisterne, arbejder for at placere autistiske unge og voksne succesfuldt på arbejdspladser og i uddannelses- og arbejdsmæssige sammenhænge, som er afstemt efter personens behov, ønsker og evner.

Jeg blev dybt rørt første gang.

Og jeg er blevet det igen af programserien.

For findes der noget dejligere eller vigtigere for et menneske end at føle sig som en del af et fællesskab og at bidrage nyttigt, hæderligt og ærligt til et samfund?

Jeg tror det ikke.

Det er ofte det første, vi spørger en fremmed om.

“Hvad laver du så?”

Og der er næsten ikke noget, der kan knække moralen så meget som at stå uden for arbejdsmarkedet. Uden for det almindelige, forventede hverdagsliv. Dér, hvor man ikke længere kan svare klokkeklart på tiltalen: “Hvad laver du så?”

“Jeg er ramt af stress.”

Det har man måske ikke lige behov for at fortælle hele verden.

“Jeg har valgt at gå hjemme med mine børn”.

Åh, hvor jeg ikke orker at høre hende spørge nu, om jeg virkelig kan få tiden til at gå med det.

“Jeg har et alkoholproblem og er nødt til at få styr på mig selv”.

Det her er alt, alt for personligt til at dele med en fremmed.

“Jeg har det svært med mange mennesker i åbne rum”.

Og nu tror han, at jeg er skingrende sindssyg.

“Jeg er blevet fyret på grund af nedskæringer på mit område”.

Hvorfor skulle det ramme netop mig?

Det bliver langhårede og uventede svar til en overrasket modtager, som ellers forventer, at du hurtigt og resolut bekræfter, at du er projektleder, sekretær, sygeplejerske, lærer, tømrer eller noget helt sjette.

I de fleste menneskers tilfælde er der tale om en – kortere eller længere – periode, der trods alt er forbigående.

Men uanset om det er sygdom, fyring, fysiske eller psykiske diagnoser eller (som det var i mit tilfælde) en selvvalgt, uendeligheds-barselsorlov, der gør, at man står uden for arbejdsmarkedet, så skaber det en identitetskrise og en ensomhed, der er svær at sætte ord på over for alle andre, der spurter rundt og har travlt, mens de holder vigtige møder, har gode kollegaer og aftaler efter arbejdstid.

Så jeg tager hatten af for de her – modige – unge mennesker, der har valgt at stille op til programserien, og som velvilligt lader os få et indblik i deres liv og de udfordringer, som deres hjerner giver dem.

Udfordringer, der på ingen måde er forbigående eller kan forsvinde igen. De bliver der forevigt.

Og de evner, de er blevet begavet med, fortjener verdens største anerkendelse. Deres hjerner giver dem jo samtidig helt ekstraordinære muligheder og evner, der kan finde anvendelse i tusind sammenhænge. Komplekse eller simple. Unikke eller monotone.

Men det er hjerner, der adskiller dem fra alle os andre.

Hjerner, der giver dem en dyb følelse af ensomhed.

Af at være anderledes.

Af at misforstå verden og menneskerne i den – og selv at blive misforstået.

I mit nuværende job som støttelærer møder jeg stort set aldrig unge med autisme, men det gjorde jeg på min tidligere arbejdsplads, hvor der er en stor afdeling med støttelærere, som hjælper unge med alle former for udfordringer i skolegangen.

Der er et stort behov i Dubai for skoler med plads og rummelighed til børn og unge med forskellige former for/og grader af indlæringsvanskeligheder, fysiske, psykiske, sociale og emotionelle problemer osv.

Skoler for eksempelvis autister findes, men kun i begrænset omfang for velfungerende autister.

Der er også et behov for uddannelsescentre, som tilbyder vocational training – håndværksfag og andre former for tekniske eller praktiske uddannelser, sådan som vi har på tekniske skoler og erhvervsskoler i Danmark.

I Ørkenstaten er den eneste, farbare vej ud i voksenlivet tilsyneladende at gå på universitetet.

Og dén vej er ikke farbar for alle.

Langt fra.

Det ved enhver, der har opholdt sig på 1. semester af et vilkårligt universitetsstudium.

Og ind i mellem funderer jeg over, hvad fremtiden vil bringe nogle af eleverne, som er i færd med at sende college applications afsted til Canada, Australien og USA. Nogle af dem har ganske enkelt ikke den akademiske hjerne, der kræves af en universitetsstuderende.

Og det er i virkeligheden slet ikke noget problem. Overhovedet.

Hvis de blot havde et alternativ.

En anden farbar vej ud i voksenlivet.

Forhåbentligt kommer der fokus på det faktum, at ikke alle kan (eller skal) være jurister, økonomer og læger for at leve et godt og fyldestgørende liv.

Ikke engang i en Ørkenstat.

Det kommer nok.

Pludselig en dag står der vel en teknisk skole eller to i ørkenen.

Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lærer-hengivenhed

“Se, Mor, hvad jeg har lavet til Miss Sara”.

Cille står foran mig med tindrende øjne og fremviser stolt det fødselsdagskort, som hun har brugt hele eftermiddagen på at lave til sin klasselærer.

“Nu skal jeg bare lige op og lave en fingerring”, tilføjer hun, mens hun spurter op ad trappen.img_4508Inden i kortet er der lange, fabulerende tirader af lykønskninger og hengivenhedserklæringer.img_4509Det er simpelthen så rørende at se, hvordan Cille og hendes klassekammerater forguder deres lærer.

Jeg kan godt genkende lidt af det fra min egen barndom.

Fru Vandborg (R.I.P.) på Horne Skole havde også en særlig plads i mit hjerte hele vejen til og med 7. klasse, selvom jeg ikke forgudede hende i dén målestok, som Cille gør med sin Miss Sara. I Vestjylland ‘elsker’ man ikke på dén måde. Det er ganske enkelt for overvældende.

Kærlighedspalaver og store armbevægelser kører vi ikke med. Det er tovlig møj for møj.

Men det gør vi i Dubai.

Så på Miss Saras fødselsdag har Class Mum naturligvis indkøbt lagkage, blomster og gaver fra klassens fællespulje. Og hun møder op sammen med et par andre mødre for at børnene kan fejre Miss Sara med arabisk og engelsk fødselsdagssang og kagespisning, inden de skal hjem. Den slags initiativer er der tid og overskud til, fordi mange mødre ikke arbejder (uden for hjemmet).

Oven i den lille klassefest kommer så også alle de individuelle gaver, kort og blomster, som mange af børnene stolt overbringer Miss Sara.

Samme scenarie udspiller sig til jul, eid og sommerferie.

At give læreren gaver er standardpraksis i en Ørkenstat. Og det var det faktisk også i England.

Set med danske øjne kunne man måske opfatte det som et (lettere kikset) forsøg på “bestikkelse” eller “manipulation”, men det virker ikke til at vække opsigt eller være anstødeligt på nogen måde.

Og vores piger elsker at komme med en pakke til deres lærere op til jul og ved skoleårets afslutning. For det er jo grundlæggende herligt at forære noget pænt og dejligt til mennesker, man holder af.

Så vi køber gaver eller pigerne laver deres egne gaver, når og hvis de har tid.

Og vi gør det uden forventning om at få noget som helst andet retur end en god følelse i maven over, at pigerne stolt kan overraske og glæde deres lærere ved udvalgte lejligheder.

Men nok om skolelærere og gavegivning.

Nu er det weekend i en sandkasse, der fortsat føles overraskende kølig, selvom det nok er ret dumt at fortælle til en flok forfrosne danskere, der ser ud til at have sne nok til både kælketure og snemænd.

Det er tid til torsdags-flad-ud.

Med pizza, film, popcorn og dele-slumretæppe i sofaen med en Regnskabschef.fullsizerenderDet bliver ikke meget bedre.

Muligvis hvis man byttede aftenens Barbiefilm ud med en spændende dokumentarfilm.

Men alright.

Jeg kan ikke bestemme alting her i huset.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den sporty type med løse tænder

Det er Sport’s Day i Secondary School.

Og det fejrer den virkelig sporty type med at hente fuldfede cappuccinoer på Costa Coffee.

I arbejdstiden.

Ups.

352 kalorier senere tænker jeg mit om dén beslutning.

Won’t happen again. 

Lige indtil næste gang.img_4448Fru Fitz og jeg har brug for seriøs mokka at styrke os på. Skolens tilbud om Nescafé i lærerværelset rækker ligesom ikke til dagens dont.

For Sport’s Day trækker tænder ud, om man så må formulere det.

Ikke at jeg springer højdespring i mine ballerinaer og det til lejligheden så (u)passende gymnasielærer jump-suit. Næh nej. Vi har en langt mere udfordrende opgave på Sport’s Day.

Én, der kræver sportsmanship.

Én, der kræver, at man virkelig er en good sport.

Vi arbejder nemlig med de elever, som ikke har skrevet deres personlige afgangsprojekt for Year 11 i tide.

Der er indleveringsfrist om 2 dage.

Indleverer og består de ikke, så dumper de i teorien hele IB Middle Years Programme og skal genindsende deres projekt i november, hvor de i virkeligheden har rigeligt travlt med at lære at gå i Year 12 på det første af to års intensivt diplomkursus (der svarer til 2.G og 3.G).

Det er ret alvorligt.

Men svært at tage alvorligt, når man er teenager og har tusind andre ting at lege med.

Eleverne har ellers haft alverdens muligheder for at få skrevet projektet siden skoleårets start.

Der er workshops, ugentlige helpdesks, 1:1 tuition, faglærere, som står til rådighed som mentorer igennem forløbet, informationsmøder, hvor mor og far må komme med og høre mere – og masser af andet lakridskonfekt, man kunne have stukket fingrene ned i.

Hvis man havde gidet.

Men der var så meget andet at rive i.

Så meget andet at tænke på.

Så mange andre ting, der var sjovere eller vigtigere.

Jeg forstår det godt.

Engang var jeg også 16 år, selvom det er 22 år siden.

Og så forstår jeg det alligevel ikke helt, fordi det netop er 22 år siden.

For hvis ikke man kan blive opslugt og involveret i et selvvalgt projekt helt efter egne præferencer og interesser – hvad fanden skal der så til for at begejstre og motivere til læring?

Og hér sidder jeg så inden døre i et dystert mødelokale på Sport’s Day, mens alle andre er ude for at spille basket og fodbold. Hér sidder jeg med rettepennen i hånden og svinger mellem at græmmes og føle stor medlidenhed over for de her unge mennesker, der er håbløst bagud på point.

I mit indre mærker jeg pludselig en stor og dyb taknemmelighed for at arbejde i Secondary School, mens vores egne børn er små.

Jeg ville ikke have klaret teenage-attitude hele dagen på arbejde og så også derhjemme.

Så når pigerne bliver teenagere, kunne jeg måske arbejde med yngre børn?

“Dén tid, dén sorg. Dén nat, dén glæde”, som Bedste Sigrid så tørt ville have sagt det.

Og heldigvis er der da også nogle af de store elever, som ender med at takke Fru Fitz og undertegnede for vores ekstraordinære sportslige indsats.

Eleverne er jo også good sports selv. Selvfølgelig er de dét.

In the end.

Efter lidt insisteren og et skvæt stram tante.

Hjemme i privaten er opgaven knapt så tung at løfte, selvom den også får mig til at svinge frem og tilbage følelsesmæssigt.

Denne her bitte-lille spire har fået sin første rokketand.img_4444Moren føler, at det er alt for tidligt, selvom Cille var ligeså hurtigt ude.

Men Mille er jo ‘den lille’.

Og hun finder det både spændende og angstfremkaldende.

Der er tusind spørgsmål om tandfeer og rokketænder, om nye tænder og slugte tænder.

Jeg ved snart ikke.

Kan vi ikke bremse tiden bare et øjeblik, så jeg kan nå at inhalere duften af uskyld, før hun pludselig står foran mig med store, bøjlebefængte tænder i stedet for små, løse mælketænder?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet