International skolegang

Én af de centrale elementer i det akademiske curriculum for International Baccalaureate (IB) Primary Years Programme (PYP) er de såkaldte Units of Inquiry (UOI).

Og før du falder i søvn, er jeg lige nødt til at komme med en stolt sidebemærkning om, at det rent faktisk er lykkedes mig at komme hele tre forkortelser ind i hele tre parenteser for at konstruere én enkelt sætning. Letlæselig tekstforfatning – call me any day.

Anyway, det vi kom fra var de såkaldte Units of Inquiry (UOI), som – noget forenklet forklaret – er 4 ugentlige temalektioner, der kører i cirka 6-8 uger ad gangen. td-themes

Billedet er lånt fra https://inquiryblog.files.wordpress.com

UOI-timerne arbejder i krydsfelter mellem naturfag/fysik/kemi, matematik, engelsk og f.eks. billedkunst, IT eller idræt. Ofte i et skønsomt sammensurium, som man skal være lidt af en fabulerende fritænker for at kunne nyde i fulde drag.

Og det er præcist sådan, IB-skoler fungerer.

Der er “hvad synes du selv”, “hvad tænker du om det” og “prøv selv at finde svaret” over hele linjen. Ihvertfald hvis man sammenligner med det britiske curriculum, som er det eneste andet skolesystem, vi har befundet os i, siden vi selv forlod den danske folkeskole for ‘et par år siden’.

Usandsynligt heldigt for os, er vi forældre til to skoleglade børn, som – indtil videre – tager et stort ansvar for egen læring. De ser ud til at trives i IB-systemets løsere rammer, hvor størstedelen er læringen er på eget initiativ – og hvor lektier opfattes som frivilligt hjemmearbejde, der støtter op om undervisningens indhold.

Cille elsker UOI-timerne. Hun giver sig fuldt ud, når der skal bygges solsystem eller spises efter en kostpyramide. Og i den seneste tid har UOI-undervisningen handlet om business – valuta, handel med varer og services, salgsteknikker, prissætning efter udbud og efterspørgsel, hovedregning og meget mere. Klassen har bl.a. undersøgt forskellige valutaers værdi, deres egen nationale valutas opdeling i sedler og mønter – og til sidst har de kreeret en “klasse”-valuta.img_2385Og efter mange ugers forberedelse er de klar til at vise deres forældre, lærere og andet godtfolk, hvad de har lært. Vi modtager hver især 50 “cloudios” ved indgangen.img_2384På markedsdagen sælger børnene varer og services, som de selv har forberedt i små grupper af 2-4 elever.img_2388Cille sælger skuldermassage med efterfølgende beroligende lavendelspray på håndleddene. Her ses hun i færd med at massere skolens rektor. 1 minuts massage koster 5 “cloudios”, mens 3 minutter fåes for 10 “cloudios”. Hun har selv fastsat priserne og udfører massagerne sammen med sin partner, Lucy.

I Cilles bod, “Mastoo” tilbyder de også tatoveringer.img_2392 Og Martin – familiens bad boy – får endelig en tattoo på overarmen.img_2389En papegøje valgte han. Der er måske en gammel sømand gemt i ham, som jeg kan finde frem ved passende lejlighed…

Hele lokalet summer af ivrige børn, der skænker limonade, sælger bøger og småkager, tilbyder opsætning af hår og hvad ved jeg.img_2391Mille har vi selvfølgelig også hentet op fra sin klasse, så hun kan opleve sin søsters markedsdag. Den har hun måttet høre om i ugevis nu, så hun deltager selvfølgelig og får ansigtet malet og købt lidt småting.img_2393Det er et helt igennem vellykket arrangement, hvor børnene samarbejder og er så engagerede i dét, de laver, at jeg går dybt imponeret derfra.

Det er præcist denne her slags læringsoplevelser, som børn ikke glemmer. Jeg husker selv de enkelte temauger, der var i min egen folkeskoletid – og jeg er sikker på, at det her bliver til et fint minde for livet for Cille.

Og derhjemme er vi nu de tilfredse ejere af hjemmelavet modellervoks og ditto badebomber og slim.img_2396Selvom det her er børnenes ansvar og opgave, så fornemmer man tydeligt, at der også har været en solid omgang forældrelektier involveret i projektet – ihvertfald for nogle af standenes vedkommende.

Og vi er faktisk godt møre og flossede af forældrelektiemængden for tiden.

I sidste uge skulle Mille være udklædt som kok om tirsdagen til klassens optræden ved fællessamling.img_1173Og hun var pirat om onsdagen til kreativ skrivedag på stranden.mille-year-1-pirates mille-year-1-pirates-1Og Cille skulle være i blomstrende forårstema til sin kreative skrivedag i parken.img_2189Efterfulgt af en Happy Hats Day.img_2431Som efterfølges i dag af musical med dertilhørende udklædning.

Godt, det snart er Spring Break, så forældrelektier og madpakkesmøring kan aftage for en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Happy Holi

I dette skoleår er Milles klasse super velfungerende.

Lige så stor en fordel, det kan være, at børnene skifter både klassekammerater og klasselærer hvert år, lige så stor en ulempe kan det være, når der opstår “knas” eller bare ikke rigtig er “kemi” mellem børnene – mellem ens barn og læreren – eller mellem forældrene og læreren.

Martin og jeg forsøger altid at minde os selv om, at der altid er to eller flere sider af samme sag. Og indtil videre har vi aldrig oplevet, at der har været problemer med den akademiske standard hos en lærer eller med børnenes udvikling rent fagligt. Om vi så lige “klikker” med læreren eller ej, dét er så en anden sag – og Cilles Year 4 klasselærer er vist bedst left unmentioned…

Men nogle skoleår byder bare på en tiptop klassesammensætning og et gnidningsfrit forhold alle parter imellem.

Og præcist sådan er det med Milles Year 1 klasse i år.

Det lå ellers ikke i kortene, at det skulle blive et harmonisk skoleår for hendes klasse.

Klasselæreren var allerede på barsel før skolestart, og vikaren var højgravid, så hun også måtte stoppe, før klasselæreren kunne komme retur. Men heldigvis var både første og anden vikar helt fantastiske lærere, så eleverne lod sig ikke mærke med, at de tre første måneder af skoleåret var en omskiftelig affære.

Og fordi Mille tacklede forandringerne med ophøjet sindsro og gik glad afsted hver morgen, så undlod vi at tale ret meget om det med, at lærerne kom og gik.

Havde jeg vidst dette her på forhånd, ville jeg have været syg af bekymring før skolestart – for Mille var mildest talt ikke særlig glad for sin klasse eller klasselærer i KG 2, som svarer til danske 0. klasse.

Men ind i mellem er det godt, at jeg ikke har en krystalkugle at se ind i fremtiden med. Det sparede mig ihvertfald for tusind unødvendige bekymringer i forhold til Milles intro til Year 1.

Og i år kan jeg glædes over, at Mille er åben, glad og har masser af venner, som hun løber hen til, lige så snart hun ser dem. Hun hilser på alle nu og har legeaftaler – og det gør mig så kisteglad efter et langt skoleår, hvor hun nægtede at sige godmorgen til andre og tydeligvis ikke følte sig tryg ved sin lærer.

Forældregruppen i Milles klasse i år er også særdeles aktiv.

Mindst en gang om måneden er der én eller anden sjov aktivitet for børnene, som organiseres og ledes af forældrene.

I februar var det italiensk karneval fra Venedig.

Og forleden var det to af de indiske mødre i klassen, som introducerede os til hinduernes farverige forårsfest, Holi.

Her er de typiske, indiske snacks til børnene og kurve med pigmentfarver, som senere skulle bruges sammen med spandevis af vandballoner. Good fun….ff24940f-4250-4788-be52-98345ac246b2Men først skulle børnene male en lerkrukke.4878a037-f693-4b84-8970-4a4fede93608Og i lerkrukken kom der en morgenfrue, som et lysende symbol på forårets komme med dets blomsterflor og afgrøder på marken efter en lang, kold vinter.83fff842-56fc-43da-88be-fc005f461140Bagefter slæbte vi vandballoner og farvepigment ud på græsset, så børnene kunne lave en afdæmpet miniversion af en holi-fest.f2239b38-0acf-4b52-a235-15d495d77879Jeg ved ikke, om I har set billeder fra Holi-festligheder i Indien, men det ser ganske vanvittigt og sjovt ud, når horder af hinduer plasker i vand og kaster med pigmentfarver i gaderne.

Først gik børnene lidt tøvende til værks og tjekkede med hinanden, om det nu også var okay at smudse rundt med farverne i hinandens ansigter.bbc9953a-a3b2-4c7d-a128-f417fecf99cfSenere blev de mere kække.6607d89f-8578-4c86-a545-d7b03a2367f2Og vi voksne fulgte trop. Her bliver jeg kærligt indsmurt af vores katolske class mum fra Goa, der selvfølgelig er fortrolig med denne her hinduistiske tradition, men som ikke selv fejrer den. 3f1b76f5-2d1c-4ad0-a98d-2d2c11b2492cResultatet er da fænomenalt.8b58990c-235c-4ad3-b635-e8143c36e2bdJeg elsker, at vi deltager i hinandens fester og traditioner. Både de hedenske og de religiøse.

Og selvom jeg vitterligt ser ud som et klasse-eksempel på hvid-dame-uden-for-nummer midt i en eksotisk hinduistisk forårsceremoni, der fejrer fertilitet, så føler jeg mig ikke sådan.  For er der én ting, vi er flinke til i det her samfund, så er det at inkludere andre – og ingen tager på vej over at skulle forklare, hvad et eller andet betyder for dem, så uindviede kan følge med.

Rigtig god weekend – og Happy Holi fra Dubai ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Privilegium

Jeg elsker mit arbejde som dansklærer på Dubai International Academy.

Det er et kæmpe privilegium at arbejde på en stor international skole, hvor der – midt i vrimlen af lidt over 1.200 børn i Primary School – findes det her lille frirum, hvor min kollega og jeg underviser skolens danske elever i de klassiske, danskfaglige aspekter – mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, læseforståelse, tekstforfatning, grammatik og stavning, litterær analyse osv.img_1674 Og så er der alt det “andet”, som vi også forsøger at fodre børnene med for at opbygge en dansk referenceramme i deres multikulturelle hverdag: Vores lands historie og kultur, danske forfattere, dansk musik og film, traditioner, værdier, adfærd, humor, sproglige spidsfindigheder og hvad der ellers hører til dét at være eller føle sig dansk.

Med de helt små elever taler vi ofte om højtider og traditioner, som f.eks. fastelavn i februar – og her i marts kan vi arbejde lidt med påsken – uden at det bliver alt for åbenlyst, selvfølgelig. For der foregår jo ikke kristendomskundskab på en skole i et muslimsk land baseret på sharialovgivning.

De større elever får også indsigt i f.eks. det danske medielandskab og den særlige, danske/europæiske ytringsfrihed, som tager sig så væsensforskelligt ud fra hér, hvor vi bor. Med dem taler vi også om samfundsopbygning, værdifællesskab, opførsel/adfærd, livsfilosofi, lighed, frihed, uddannelse, kønsroller, Jantelov, trivsel, teenageliv, rettigheder, verdenssamfundet og tusind andre ting.

Og det er ikke kun jobbet som lærer, jeg elsker hver eneste dag.

Det er også helt fantastisk, at jeg arbejder samme sted som pigerne går i skole. Det giver mig et indblik i dén del af deres liv og færden, som ellers normalt er “lukket land” for forældre.img_1749Jeg elsker at finde Cille siddende i en solstråle blandt sine venner med madpakkerne spredt omkring sig. Eller Mille, som artigt går på en lang, lige række hen mod biblioteket med sine klassekammerater for at bytte bøger og høre historier.9f2b8a82-6932-43d8-b119-26dbd8864033 Jeg elsker, når Cille dumper forbi og siger hej på vej ned til billedkunst, og Milles finurlige smil, hvis vores veje krydses, når hun bliver fulgt ned i klassen af en lærerassistent.img_1763Navlestrengen er ikke blevet klippet helt, selvom Martin insisterer på, at han tydeligt husker (og aldrig vil glemme), hvordan det føles at klippe sådan én gummi-elastisk fætter over. Og selvfølgelig kommer der en dag, hvor det at have Mor vadende rundt på skolen ikke resulterer i kæmpekram, når de møder mig – men indtil da vil jeg nyde hvert eneste, spontane knus og det indblik, jeg kan få tilranet mig.

Men det er ikke kun hverdagens skoleliv, jeg elsker.

For første gang siden vi blev forældre for 8.5 år siden, har jeg nogle timer om ugen, hvor jeg er “helt fri”.

Som i ‘alene’. Med mig selv.

I mit eget dejlige selskab. Uden vådservietter og en unge, der råber på opmærksomhed og afbryder alt og alle omkring mig.

Det er fuldstændig uvant og komplet fremmed for mig.

Det er en nyfunden frihed, som ligger blottet og åben. Og som jeg øver mig i at indtage og reflektere over undervejs.

For hvordan griber man sådan noget stads an?

Ind i mellem kommer jeg til at bruge min dyrebare frihed på tåbelige praktiske ting og sager, som sagtens kunne have været gjort på et andet tidspunkt. Nogle gange bliver timerne til effektiv kontortid med besvarelser af e-mails, kalenderplanlægning, telefonopkald og den slags.

Men andre gange er jeg mere kvik.

Så får jeg pludselig spist langstrakt voksenfrokost uden afbrydelser til en spændende dokumentar på DR. Eller forfattet en lille sød historie til pigerne. Eller drukket kaffe med en god veninde.img_1924Det sjove er, at de her frie timer næsten føles “forbudte”, medmindre jeg foretager mig noget aldeles sagligt.

Det er som om jeg ikke har fået ‘lov til’ dem eller ‘fortjent’ dem. Sådan bliver der talt til mig i mit indre. Fra mig til mig. For der er absolut ingen i den ydre verden, der kunne finde på at befale eller vurdere, hvad jeg skal bruge de her timer på.

Efter barslen med Cille gik jeg direkte tilbage i en fuldtidsstilling i Mærsk, der tog al min energi. Og da vi flyttede til England blev jeg fuldtids-hjemmegående med to små rollinger, der tog al min energi.

Og nu står jeg pludselig her.

Med energi, der vokser i stedet for at forsvinde.

Med et arbejde, der er skemalagt i et vist antal timer om ugen, men hvor forberedelse og opfølgning er mit ansvar. Uden en chef, der hænger over mig som en høg eller et stempelkort, der nøjeregnende og nidkært følger med i mit timetal.

Og jeg øver mig i at nyde det.

Øver mig i at fortælle mig selv, at jeg faktisk gerne må tage en middagslur, sidde på en café og skrive dagbog eller læse digte eller tage et langt bad.

At det er okay at lunte en tur uden formål eller stå helt stille og nyde denne her udsigt i vores ghetto. img_1923Heldigvis er jeg ret lærenem. Og lærevillig i lige præcis denne her situation.

Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal nyde det her privilegium i min hverdag. At jeg har et job, der er verdens bedste for lige præcist mig. At vores børn er lidt ældre nu, så jeg igen kan få lov at være Tine i stedet for hele tiden at være Moar.

Det er jeg vildt taknemmelig over.

Og hvis jeg nogensinde begynder at tage det for givet, så mind mig lige om, hvordan det føles at arbejde fuldtids. For det gjorde jeg jo de første par år i Ørkenstaten.

Sjovt nok kan jeg konstatere, at det er bare sjovere at arbejde deltids.

No sh*t, Sherlock.

Og god weekend.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Korrelation

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i mit seneste blogindlæg.

Det handler om dén der finurlige korrelation mellem patriotisme og expatliv, hvor førstnævnte stiger i sammenhæng med længden på sidstnævnte, som man si’r…

Det handler om, hvordan vores kærlighed til Danmark vokser i takt med at tiden går – og om hvordan vi som udrejste kommer længere væk fra fædrelandet geografisk og kronologisk, mens der samtidig sker en tilnærmelse rent følelsesmæssigt. Det er på samme tid ret skørt og ret logisk.

Og når H. M. Dronningen holder sin nytårstale, så taler hun direkte til os, Grønland og søens folk. Os, der nok er ude af øje, men forhåbentlig ikke helt ude af sind. Sådan føles det ihvertfald.

Det handler om dén stolthed, der ligger i at kunne definere sig selv som dansker midt i et multikulturelt virvar.img_1674Det handler om det kulturelle og sproglige fællesskab, vi kan vælge at indgå i, når vi møder andre danskere i et fremmed land, hvor vi tilfældigvis befinder os på samme tid.img_1663Så kan vi vælge at svinge med go’e, gamle Dannebrog – eller la’ vær’.

Men de fleste af os nyder at lære andre danskere at kende. Ikke at vi ikke har venner af andre nationaliteter (den slags kan heldigvis slet ikke undgåes i De Forenede Arabiske Emirater),  men der er en glæde og umiddelbar tilfredsstillelse ved at kunne udtrykke sig fuldt ud i samme referenceramme og med samme form for sære humor.

Og vi danskere støtter hinanden. Med største selvfølgelighed, hver eneste gang der er behov for det. Sådan er det også med den danske forældregruppe på vores skole.

Vi tropper op til International Evening med børn og drømmekager, pebernødder og æbleskivedej i kander, så vi én gang for alle kan få forklaret hele verden, at det er Danish-apple-slices-without-any-apple, der styrer – og ikke hollændernes poffertjes.

Og de danske firmaer støtter lige så pænt op om danske familier med sponsorerede gaver og produkter, som vi støtter op om dem, når vi køber ind.

Pandora er f.eks. trofaste leverandører af yndige smykkegaver til vores danske quiz.img_1715Arla Arabia gør også sit til at holde festen kørende. Vi sender en strøm af børn og barnlige sjæle afsted fra den danske stand med økologiske kakaomælks-overskæg, ostehapser til madpakken og æbleskiver bagt i Lurpak.

Ikke et øje er tørt – og jeg er virkelig imponeret over Arla’s gavmildhed til vores skolefest.img_1608Og LEGO udlåner altid venligt deres legeborde, som er et stensikkert hit hos alle børn. img_1677Og selvom vi ikke kan nå inderne til sokkeholderne i organiseret festlighed, så kan vi være virkelig godt tilfredse med, at alle gæster kommer troligt forbi for at stå i kø til de traditionsrige æbleskiver hvert eneste år.

Se lige indernes ballonfest! De har et helt hjørne af skolegården omdannet til Little India, fordi de repræsenterer 80% af skolens elever.img_1684De har sågar en trommespiller med i år. Han er da vældig flot.img_1688Og der er gratis henna til damerne.img_1689Og bunker af det lækreste street food i små portioner, som her, hvor Mille finder sprøde bananchips.img_1685Ind i mellem oprydning og servering af æbleskiver i den danske lejr, når jeg også at besøge Irans og Jordans stande som en lille grib, der leder efter lækre rester.img_1692Og jeg ler, da jeg ser den allestedsnærværende egyptiske snurre-rundt-mand give den gas på scenen. Han skal ligesom være der ved enhver festlig lejlighed i Mellemøsten – ellers er det ikke en rigtig fest.img_1693Der er ikke noget som en International Evening til at vække sanserne lyd-, smags- og følelsesmæssigt.

Jeg er lige dele stolt over at repræsentere vores eget lille land midt i virvaret – og samtidig lykkelig for at føle mig som en brik i et langt større, mellemmenneskeligt fællesskab – fyldt af eksotiske farver, krydderier, kultur og sprog. Og sådan tror jeg, at de fleste har det, når de deltager i sådan en fest, som på samme tid hylder det nationale og det internationale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lejrskole

Hende her er taget på sin første rigtige lejrskole her til morgen.img_1491Med min gamle Camino de Santiago-sæk på ryggen og soveposen stoppet ned i et stort indkøbsnet, som gør det lidt lettere at håndtere nedpakning dagen efter.

Hun har øvet sig hjemmefra i den ædle disciplin sovepose-nedpakning. Mosning, kunne man fristes til at kalde hendes teknik på nuværende tidspunkt. Men hvad gør det, sålænge hun selvstændigt kan tage soveposen op og pakke den ned igen.img_1452Hun har deltaget i indkøb, pakkeliste-tjek og omstændelig nedpakning af grej i rygsæk sammen med Mr. Mesterpakker-I’ve-Been-In-The-Military-Himself.img_1454Hun har test-sovet de sidste par nætter i soveposen for liiiige at sikre sig, at den nu også føles så hjemlig og varm og tryg, som hun kunne ønske sig.img_1475Lillesøster har betragtet forberedelserne med sine store, mandelformede øjne.

Man kan fornemme, at det er næsten for meget af det gode – med al den storesøster-ståhej og de voksnes udelte opmærksomhed, som tilstrømmer dén, der må komme afsted på salig lejrskole.

Og så er det jo godt, at man kan sine søsterlige kunstgreb til fingerspidserne.img_1451Der er dét kneb, hvor man simpelthen lægger sig fysisk ovenpå hovedpersonen og tiltusker sig lidt af vedkommendes stråleglans ved at kysse og kildre og fladmase.

Der er også dén manøvre, hvor man klamrer sig i hovedpersonen for at føle sig som en del af festen.img_1455Det her handler selvfølgelig om, at det er mærkeligt og forunderligt, at Cille pludselig skal være væk fra os i to dage.

Mille kender nærmest kun vores familie med Cille som fortrop.

Og nu skal hun være helt alene hjemme med Mor og Far, mens Cille laver seje ting sammen med de andre Year 4 elever på en lejrskole i Ras Al Khaimah.

Indtil videre går det rigtig godt.

Mille får pandekager med nutella til aftensmad med Farmanden, efterfulgt af popcorn og film. Og nu står den på smørhuls-samsovning hele natten – og ekstra kys og opmærksomhed at sole sig i.

Og Cille?

Indtil videre går det rigtig godt.

Hun får nok testet højdeskrækken lidt på klatrevæggen, men at dømme på hendes ansigt, så er hun nok i fuld sving med at slå dén skræk ihjel.743c1e5b-fc0e-4e15-a714-f2eb1cc399b87b803b41-c778-404b-ac32-9803bb17eb8ef28334f7-04db-4a9f-a29d-81a5ede38ff7Og i morgen skal de sejle i havkajakker og stå på paddle-boards, før de vender snuden mod Dubai om eftermiddagen.

Det er alt sammen så fint og godt.

Men jeg savner Cille helt vildt.

Allerede.

Det er komplet fjollet.

Og min hjerne siger, at jeg skal være rigtig stolt af hendes selvstændighed og lyst til at komme hjemmefra for at få oplevelser på egen hånd med sine kammerater. Tænk, at hun som 8-årig valser ud af døren uden at se sig tilbage!

Men mit hjerte siger til gengæld, at hun vokser op alt, alt for hurtigt. Og før jeg ved af det, så er hun en færdiguddannet 25-årig – og jeg er en mimregimpe, der taler om gamle dage og trådte barnesko.

PS: Jeg forsøger virkelig at keep’e mit cool. Udadtil. Og uden at nævne navne, så er der enkelte mødre i klassens WhatsApp-gruppe, der ikke klarer lejrskolen helt så godt som deres børn. Just sayin’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet