Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ser du månen, Hr. Månekigger?

Så er det lige op over.

Med Ramadanen, altså.

I aften efter aftenbønnen sidder de officielle månekiggere klar i Saudi Arabien med deres kikkerter og spejder efter nymånen. Hvis de ser den, adviserer de alle muslimer i hele verden om, at Ramadanen begynder søndag. Hvis de ikke ser nymånen, så spejder de da bare igen søndag aften, så Ramadanen begynder mandag.

For os fremmedarbejdere (og kulturkristne) er det altid et spændende “show” af følge med i.

Der kommunikeres frem og tilbage i forældre-WhatsApp-grupperne, om skolen mon er på reduceret tid i morgen eller ej? Hvilket de fleste håber på, nu hvor varmen er kommet for at blive…

Skolen sendte også et brev med en form for afklaring i sidste uge.

Og hvis du nu sidder og tænker på, at der da findes teknologi, som sagtens kan forudsige, om nymånen ses fra Saudi-land i morgen eller i aften, så vil det blive blankt afvist. Den slags nymodens pjat gælder ikke. Der skal rigtige, hellige månekiggere til – ikke beregninger fra en flok videnskabsfolk.

Det her handler nemlig om tro, traditioner og følelser, og ikke om hvad teknologi kan forudsige.

Og selvom det måske kan virke lidt specielt, så er der noget umiddelbart charmerende ved lige at skulle tjekke i aften, om vi kører med den ene mødetid eller den anden i morgen. Det her er en del af muslimernes fest og højtid – og jeg hygger mig ganske meget med det.

Jeg har desværre ikke lært ret mange arabiske ord på 5 år i Mellemøsten, men jeg har lært en del om kulturen og jeg begynder så småt at mestre kunsten at acceptere arabernes mere uforudsigelige og foranderlige måde at leve på. Der er meget kortere fra idé til beslutning og udførelse end vi er vant til. Der er også lige så kort vej til at forkaste eller omgøre en beslutning, lov eller aftale. Det hele tages med stoisk ro og stenansigt eller med det stik modsatte: En gedigen arabisk nedsmeltning. Alt sammen afhængig af personens humør og temperament.

Mangelfuld eller decideret manglende planlægning, manglende struktur, logik og sparsom information er virkelig frustrerende, når vi rammer Den Store Papirmølle i en Ørkenstat, men på de her små hverdagsparametre som hvornår, skoledagen skal starte i morgen, dér smiler jeg og nyder, at der sker enten det ene eller det andet.

Og når Ramadanen så begynder, reduceres elevernes undervisningslektioner fra 60 min. til 40 min., så skoledagen går fra de normale 7 til kun 5 timer. Sådan kører skolen så i 30 dage, indtil Ramadan-måneden er ovre.

Reduktionen sker af hensyn til de fastende elever og de fastende forældre, der skal bringe og hente børn.

Børn begynder (for det meste) at faste, når de rammer pubertetsårene, men jeg har oplevet elever helt ned i 7-8-års-alderen, som har lyst til at faste og øver sig i det, så de er helt kvaste i skoletiden. Hvorvidt det er en aftale mellem dem og deres forældre – eller om det er noget, de selv har fundet på, fordi større søskende og resten af familien gør det – det kan jeg af gode grunde ikke vide, men det er tydeligt, at det er hårdt for de helt små børn.

De store teenagere møder også ofte op senere, hvis de er faldet i søvn igen efter suhoor, som er måltidet lige før daggry. Så kan det være svært at komme op og i skole til kl. 8.30.

Den her slags fravær og kommen-for-sent bliver der set igennem fingre med her i De Forenede Arabiske Emirater, mens jeg kan forestille mig, at det ikke vil være velset at komme halvanden time for sent hver dag under Ramadanen i Den Danske Folkeskole 😂

På vores skole er der mange muslimske elever, men størstedelen af eleverne hører til andre religioner end Islam – og derfor er det også majoriteten, der tilgodeses. Det betyder, at kantinen er åben og serverer mad som sædvanlig. Børnene spiser madpakker i deres respektive klasser – og de fastende elever kan gå ind i dedikerede lokaler, så de ikke bliver konfronteret med madkassernes indhold og små munde, der gumler, mens de ikke selv må få hverken vådt eller tørt.

Lærerne må spise i deres klasser eller på lærerværelserne som normalt – og i danskklasserne, hvor der ikke umiddelbart er fastende elever, drikker vi også vand i løbet af timerne.

Ude på gangene og fællesområder, bør man være diskret med tekrus og madkasse. Det er jo ikke nødvendigt at flashe mad og drikke over for fastende forældre, elever og personale.

Respekt for fasten er ufravigelig her i landet og i Saudi Arabien. De tager det langt, langt tungere end i andre muslimske lande, har jeg fået fortalt. Personligt har jeg ikke noget imod at undlade at drikke, spise og tygge tyggegummi i det offentlige rum i en måned. Så svært er det altså heller ikke at lade være med, men for hvert år, der går, bliver Ramadan-reglerne også mere og mere lempelige.

Da vi ankom for 5 år siden, var der ikke ét sted at købe en flaske vand i Mall of the Emirates under Ramadanen. Sidste år var der to store food courts åbne i hele centrets åbningstid.

Det er tiderne, der skifter.

Araberne har desperat brug for turisterne og deres lommepenge nu om dage.

Og så må de ellers gradbøje og gå på kompromis, så turisterne kan få serveret deres livsnødvendige cocktails i pool-barerne og indtage lækre frokosttilbud i indkøbscentrene under den hellige måned.

Så’n er det bare.

🌙✨ Ramadan Kareem fra en varm Ørkenstat 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet