• ···

Mooaarrrr

I dag er det World Teachers’ Day.img_8700Og forventningsfulde Mille kommer med farvestrålende gerberabuketter i hænderne til sin søde Miss Elsie og Miss Marife.

Blomster er en big deal i ørkenen. De bliver givet med lige dele ømhed i hjerte og pengepung. img_8704Og hele skolegården summer af små, skønne børn, der glæder sig til at overraske deres lærere, når rektors fløjte lyder præcist kl. 7.30, og lærerne kommer ud for at hente dem ind i klasserne.

Helt så rosenrødt ser der ikke ud ovre ved Secondary School-siden denne morgen.

Teacher appreciation hører de yngre børn til. Og i Secondary School skal lærerne være mere end ualmindeligt heldige og nede med de unge, hvis de skal opnå at få blomster eller takkekort.

På dét tidspunkt i skolelivet har lærernes kultstatus – for de flestes vedkommende – taget sig et gevaldigt dyk nedad. Sådan er det bare. Teenagere skal synes, at voksne er håbløse. De fleste voksne, ihvertfald.

Heldigvis ændrer den opfattelse sig med tiden.

Både i forhold til ens lærere og i særdeleshed i forhold til ens forældre.

Der ryger en kæmpe portion taknemmelighed og fornyet respekt ind under huden på os, når vi selv bliver voksne og finder ud af, hvor pissesvært, det der voksenliv kan være. Pludselig får vi vores egne børn at tumle med og begynder at indse, at alle de fine principper om at gøre tingene på en bestemt måde – som tit handler om at “det ihvertfald ikke skal være ligesom vores forældre gjorde” – sjældent kommer til at virke ude i virkeligheden.

For æbler falder sjældent ret langt fra stammer.

Vi ligner, lyder og opfører os som små, tro kopier af de mennesker, der gav os livet.

Det er sådan cirka det allerværste og det allerbedste i hele verden, når det går op for os, at de mødrene og fædrene ophav ikke sådan fornægter sig.

Og lige nu venter jeg på min Mooaarrrrr.

Hun flyver fra Kastrup lige præcist nu.

Med Cath ved sin side.

Og jeg er så forventningsfuld, at jeg serieproducerer kanelsnegle og pølsehorn i et anfald af begejstring og husmorvanvid.

Det gør kvinderne i min familie nemlig.

Bager.

Når vi ser frem til gæster.

Jeg kan næsten ikke vente længere til at mærke min Mors arme omkring mig.

Og til at vise Cath, hvor fandens dejligt her er i en Ørkenstat.img_8708

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dagens Pige i Skysovs

Vi har svært ved at få armene ned i Ørkenstaten idag.

Det er der flere årsager til.

For eksempel er vi da oven-ud-mega-begejstrede for den flinke, saudiske månekigger, som spottede nymånen i aftes på en klar nattehimmel.

For nymånen giver Hijiri – arabisk nytår – i morgen.

Så vi takker for den ekstra fridag og ønsker alle et forrygende nytår!fullsizerender7Og Cille har haft sådan cirka verdens bedste dag i skolen.img_8518Hun har fået en fødselsdagsblyant af Mr. Tim – skolens rektor – og en udmærkelse til dagens fællessamling.

Udmærkelsen er en såkaldt Action Award, fordi hun på bedste IB-manér handlede på sin ny-tilegnede viden om kroppens næringsbehov ved at lave ingefærjuice til sin Far, der blev bedt om at erstatte light-sodavand med ingefærekstrakt i 2 dage.fullsizerenderDen udfordring tog Martin pænt til sig – og han mener nu at have sin beskedne andel i Cille’s udmærkelse, selvom hun ikke virker synderligt interesseret i at dele opmærksomheden 🙂

Og her til eftermiddag tikker der en besked ind fra skolens musiklærer om, at Cille er kommet med i skolekoret.

Det var hendes store drøm at blive optaget i skolekoret her i Year 4.

Men det ønske var hun bestemt ikke alene om – og vi er ikke helt klar over, hvordan det lykkedes med så mange, andre håbefulde kandidater i snorlige rækker…

Men ind kom hun.

På trods af sidste øjebliks grådkvalt sceneskræk, da hun blev skubbet venligt, men bestemt ind til optagelsesprøven.

Og dét er hovedsagen. img_8520Det er så svært at opretholde facaden som vranten pre-teen, når man vinder og vinder og overvinder sig selv og er helt uovervindelig – og modtager blyant, udmærkelse og plads i skolekoret.

Hele tre ting.

Som et Kinder-æg.

I dag har været en god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Isbryderen

I dag er der Hopes & Dreams-møder i hele Primary School, før vi for alvor rammes af livets barske realiteter (bedre kendt som første skoledag) i morgen.

Hopes & Dreams-mødet er en 10 minutters isbryder mellem den nye klasselærer, barnet og forældrene. Her taler man om barnets interesser og præferencer i skolen og fritiden; om familiens hjemmeliv og kulturelle baggrund; om hvilke sprog, der tales i hjemmet – og selvfølgelig om de nye klassekammerater og hvad der skal ske af spændende ting i det nye skoleår.img_8350Og nu er det så vores tur.

Pigerne tripper forventningsfulde rundt uden for Milles klasseværelse. Det kræver pigemod at udholde spændingen og sommerfuglene basker rundt i både små og store maver.

Men lige så snart vi kommer ind ad døren, falder mine skuldre ned på plads. Milles nye lærer er sjov og uimodståelig sød og helt i øjenhøjde med en genert Mille, der langsomt åbner op og begynder at svare på spørgsmål. Hun titter glad rundt i det fine klasseværelse og peger ud på det legeområde, der hører til Year 1’s frikvarterer.

Vi får besked om, at der ikke er ret mange klassekammerater fra de tidligere år i Milles nye klasse, men det reagerer hun ikke på, og da jeg går derfra med en hoppende Mille ved min side, er jeg mere rolig indeni.

På førstesalen er det Cilles tur.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan hun kan være gået fra 4-årig tumling i Udkants-England til 8-årig dubai’sk smart-i-en-fart-tween på et splitsekund?fullsizerenderMen sådan er det nu engang.

Børn vokser sig store alt for hurtigt.

Præcist ligesom hundehvalpe og kattekillinger.

Stay little, please!

Og jeg ranker ryggen, mens Cille svarer artigt på spørgsmål fra sin nye, hjertevarme lærer, der giver sig god tid til at lytte, når Cille begejstret fortæller om, hvor meget hun elsker science og maths og LEGO-konstruktion og musik. Og læreren svarer, at klassen skal i science lab hveranden uge; at hun selv elsker matematik, og at Cille må skynde sig at søge optagelse i skolekoret. Der er ja-hat på ja-hat i rummet, og jeg føler mig så tryg og glad, at jeg kunne tude.

Til slut giver Cille sin nye lærer det største kram og hinker ud af lokalet, så ingen kan være i tvivl om, at Cille glæder sig til at komme i skole i morgen. Måske er det også lidt hjulpet på vej af, at hun er kommet i klasse med 5 helt utrolig søde kammerater fra tidligere år…

Og således er dagen forløbet med goddag-og-på-gensyn blandt lærere, børn og forældre.

Isen er brudt.

I morgen går vi igang.

2.258 elever fra 85 lande med 180 lærere fra 25 lande.

Det kan man da kalde for én stor regnbuefamilie?

En interkulturel kageblanding, som mixes og røres rundt før skolestart hvert eneste år, så ingen helt nye elever skal føle sig alene eller uden for – og så tilbagevendende elever øver sig i at skabe nye relationer hvert skoleår.

Det kan føles lidt voldsomt, men i virkeligheden får hver elev flere venner på denne måde.

Og nu er det så aftenen før morgenen.

Pigerne smører madpakker og gemmer dem i nyindkøbte pegasus-tasker.img_8356Skoletaskerne stilles klar ved hoveddøren – og Cille oplader sin nye iPad, der skal bruges i skolen fremover.img_8354Men selvom de er godt oppe at støde over isbryder-møder og drøner rundt på løbehjul i hele stuen, så er de halvsovende sommerfugle ved at vågne igen.img_8357Mille skaber sig, råber og stamper, fnyser, vrisser og nægter dit og dat.

Tandbørsten er dum, og man behøver overhovedet ikke at vaske hænder efter toiletbesøg! Nattøjet er det forkerte og jeg skal klø hende under armene for ellers så går hun aldrig i seng!

Og da hun endelig, langt om længe, lander i sin seng, så krammer hun livet ud af mig, mens tårerne triller.

“Men Mummy, jeg vil bare miss’er dig hele dagen i morgen”, hulker hun, så hendes lille krop ryster.

“Jeg vil savne dig lige så meget, Mille”, hvisker jeg ned i den lille, røde høstak. “Nu har vi været sammen hele tiden i 10 uger, og så er det pludselig slut i morgen – og det er hårdt.”

Og selvom Cille ikke reagerer ud ad i aften, så er hun også i alarmberedskab.

“Jeg kan altså slet ikke sove, Mor”, hvisker hun, mens hun vender og drejer sig.

“Det behøver du heller ikke, Cille, bare hvil dig lidt”, svarer jeg og spekulerer på, hvor længe jeg får fornøjelsen af at sidde gangvagt i aften.

Det er serious business, det her skolestart.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klar, parat til…

…Skolestart!img_8318Lige om lidt, ihvertfald.

Men for nu summer vi rundt og lander sådan for alvor i eget hjem efter 10 ugers sommerferie.

Der er legeaftaler, der skal passes – og kaffegensyn med søde venner. Der er navnemærker, som skal sættes på alt det nye grej. Penalhuse, der skal pakkes påny og et køleskab, der skal fyldes op helt fra 0.

Vi er kommet hjem til et skinnende palads af et nedslidt rækkehus.

Maricel har vasket, poleret, renset og pudset med effektiv knofedt fra gulv til loft, så her dufter rent og stråler, hvorend man ser hen eller sætter en fedtet finger. Det er endnu én af de fantastiske fordele ved at have den dygtigste og sødeste husholderske boende. Jeg er fan af konceptet, når man ellers har fundet netop dét menneske, man passer sammen med 🙂

Maricel har faktisk kedet sig lidt, mens vi har været i Danmark, men hun har mange veninder, der også passer hus og kæledyr henover sommeren, så de laver mad sammen og hjælpes ad med det praktiske. Hun kommer selv på en måneds ferie til jul, fordi det er dén tid på året, som passer bedst i forhold til hendes søns skolegang på Filippinerne.

Og Bob tager imod os uden fornærmet attitude denne gang og hapser velvilligt pigernes godbidder, før han lægger sig over for at sove lur på Martins favoritplads.

Alt er præcist, som vi kunne have ønsket os det – og det er så rart at være tilbage – for nu at være helt ærlig.

Selv fødselsdagsgaven har Maricel ladet stå klar til Cille, da vi sætter kufferterne i entréen og lister ind i stuen for at spise natmad efter en lang rejsedag.img_8312Et stort, ultrablødt tæppe, som Cille nu nusser og sover med hele natten.

Men bag om kuffertudpakning og praktiske gøremål, så står der kun én ting i mit hoved og i mit hjerte.

Mit nye job!

Som jeg starter på imorgen.

Og jeg kan næsten ikke vente!img_8319I morgen påbegynder jeg mit 3. arbejdsår på Dubai International Academy (som også er Cille og Milles skole), men denne gang bliver det som dansk modersmålslærer – ikke som støttelærer på de engelske litteraturkurser i Secondary School.

Jeg var blevet tilbudt at fortsætte som støttelærer, men jeg trængte til at udfordre andre sider og egenskaber af mig selv i det kommende år.

Og det bliver så spændende at være med til at undervise skolens danske elever, som har mulighed for at få 3 timers danskundervisning om ugen på hvert klassetrin fra Year 1 til Year 11.

Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med min nye kollega, den danske forældregruppe – og allermest til at arbejde med eleverne, selvfølgelig ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt job

Breaking news fra mit lille forberedelsesværelse på engelskgangen.img_6930Der sker mindre og mindre i det lokale, to be honest.

Faktisk er der intet at koge suppe på.

Alt er pillet ned.

En hyldemeter litteratur er afhændet.

Der bliver samlet underskrifter ind på diverse kontorer.img_6931Det er ti minutter i mental lukketid.

Opbrudstid.

Sceneskifte.

Og selvom jeg egenhændigt har valgt nye udfordringer, så føles det alligevel ret underligt.

Jeg har haft to fantastiske arbejdsår som støttelærer i engelsk litteratur her i Secondary School.

Med kollegaer, der har betydet, at hver eneste arbejdsdag har budt på både latter og reflektion. Ikke kun i klasserne, men i særdeleshed også på lærerværelset. Det er guld værd at have en flok kollegaer, hvor kemien er helt rigtig og samarbejdet udvikler sig for hver dag, der går.

Og jeg siger farvel til eleverne – de store teenagere – som jeg har set vokse og udvikle sig dramatisk fra det ene år til det næste.

Der sker meget på et år eller to, når man er mellem 13 og 18 år.

Det har været et kæmpe privilegium at tilbringe arbejdsdagene med at læse engelsksproget litteratur med eleverne. Det har været en fin og spændende opgave at støtte dem i deres skriftlige formuleringer; at udfordre dem på deres analytiske evner og at hjælpe en del af dem tilbage på sporet, når de for en stund mister grebet om den foreliggende opgave.

Nu slutter det hele heldigvis on a high.

Dét er vigtigt for mig.

Jeg har lyst til nye udfordringer og vælger at reagere på det ønske, før der går inerti eller rutine i mine nuværende opgaver, selvom det på mange måder er et fint job, som jeg var blevet tilbudt at fortsætte i til næste skoleår.

I stedet for at gå ind og ud af engelsklokalerne som ekstra hænder, hoved og hjerte, flytter jeg nu over i modersmålsundervisningen på Dubai International Academy.

Og jeg glæder mig – helt vildt – til at undervise skolens danske elever.

I dansk, tilmed!

Dubai International Academy er nemlig den eneste skole i Ørkenstaten, som tilbyder eleverne at deltage i modersmålsundervisning i løbet af det almindelige skoleskema – mod en ekstrabetaling fra forældrene.

Børnene kan således gå til dansk, finsk, svensk, tysk, fransk, kinesisk, italiensk, hollandsk eller hindi, såfremt det er (et af) deres modersmål.

Og til mit store held starter jeg det kommende skoleår sammen med en dygtig og dejlig kollega, der har mange års erfaring med sig fra den danske folkeskole.

For lige dér kommer jeg til kort.

Undervisningserfaring i Dubai og i international skoleregi har jeg – men ikke fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet