• ···

To skarpe til ‘fessoren

“Mille, hvad vil det egentlig sige, at graduate fra KG2?”, spørger jeg.

“Ved jeg ikk’, Mor. Man får sin certificate og så er det er bare den same klasse over and over again? Eller perhaps det er KG3 next year, tror du?”, siger Mille med et skuldertræk.

Hun ser YouTube i sofaen og gider ikke rigtigt at samtale med sin gamle Mor.img_6775“Hvad mærkede du i hjertet og maven, da du fik dit certificate overrakt af Mr. Tim?”, forsøger jeg nu.

“Nervous, tror jeg nok. Og smiling”, svarer 5-årlingen.

To skarpe til mini-‘fessoren med den fineste, grønneste cap and gown.img_6781 Ret upåvirket.

Og ret uinteresseret.

What’s the big deal anyway?

For forældrene – derimod – er KG Graduation noget af en mærkedag.

Skolen afholder 2 ceremonier, da der skal fejres intet mindre end 6 klasser af ca. 26 elever.

Det er nødvendigt at dele elevernes graduation op, fordi de stadig er så små, at de ikke kan koncentrere sig i mere end 45 minutter ad gangen – og så er der også en flok pushy, über-ivrige forældre, (der alle vil sidde på første række) at tage hensyn til.

Den altid flinke, hjertevarme og festlige rektor, Mr. Tim, må derfor holde sin formelle tale ad to omgange og han lægger tålmodigt sit ansigt i storsmilende folder, mens han afventer navneopråb og fotografering med hver enkelt elev, mens han overrækker barnet dets officielle KG-dokument.

Ingen glemt.

Ingen overset.

Fejringen og uddelingen af IB-systemets allerførste certifikater markerer afslutningen på de første 2 års skolegang i en Ørkenstat.

Det er endegyldigt slut med uskyldig play-school.

Næste år er det Year 1 og dermed serious-business-school.

Vi voksne er fuldt ud bevidste om det og fornemmer, at alle de uskyldige, glade 5-årlinger vil blive ramt hårdt af alvors-hammerens tunge slag til september.

Måske er det derfor vi piber lidt i krogene og sukker højlydt over skønne børn, der synger af små barnelungers fulde kraft?fullsizerenderMille er ihvertfald pavestolt og dybt engageret, da hun står forrest ved mikrofonen sammen med sine kammerater. Særligt udvalgt af Miss Teresa, musiklæreren, som bestemt har været en bærende faktor i at få Mille ud af sin tidligere genertheds-skal.

Og vi forældre fotograferer og filmer som gale.

Tørrer øjenkroge og dupper næser.

Rømmer os og hvisker stoltheder i hinandens ører.fullsizerender-1Stå-hej’et er stort, fordi børnenes præstation er stor.

Mr. Tim forklarer det på følgende fine måde i sin tale:

“….The very first time I personally got to wear a cap and a gown was when I graduated from university at the ripe old age of 25. These children are 5 years of age, yet we are celebrating their first graduation with this ceremony – with them wearing caps and gowns.

Perhaps it seems a little over-done?

Slightly exaggerated?

Well, it really isn’t, when we start to consider their achievement.

Over the course of their first two years of school, they have all acquired the most ground-breaking skill of them all. A skill upon which we as teachers will build from now on and until the very end of their education.

It is the ability to read.

Nowhere else in our education system will the children learn something as fundamentally important and life-altering as the ability to read.

Everything that they will learn from now on relies on and is based on this very important skill.

So this is indeed truly remarkable and therefore, we are proud and happy to celebrate their achievement with them today.

Congratulations to all of our boys and girls of KG2 – we are all proud of you!…”img_6782Det er i sandhed en stor dag.

Og indeni mig sker der dét, der altid sker, når det handler om lille, vilde Mille.

Mit mindstebarn.

Min inderste kerne ønsker desperat og inderligt at stoppe tiden og lade hende forblive lille og babyblød.

Min ferskenkind.

Mit hjerte skælver af kærlighed og ømhed til det lille menneske, som slet ikke er så lille længere.

Hun er støt på vej imod selvstændighed og frigørelse.

Og jeg er ikke sikker på, at jeg kan li’ det.

Sådan inderst inde.img_6816Mille ser til gengæld ud til at trives helt fint med sin nyfundne selvstændighed og frihed!img_6812

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når skoler er big business

I Ørkenstaten er skoler big business.

Skoler køres som virksomheder på lige fod med alle andre former for virksomheder – og rygterne vil vide, at det pt. er den mest lukrative forretning, man overhovedet kan eje her i sandkassen.

Sådan ligger landet nu engang, når samfundet beror på egenbetaling – og borgerne i øvrigt ikke betaler indkomstskat. Hvis du har brug for en service eller et produkt, må du selv ta’ pengene op af lommen, for der findes jo ingen fælleskasse.

Og sådan er dét.

Udfordringen – set med mine øjne – er, at skoler hverken kan eller bør opfattes som en vilkårlig virksomhed eller forretning. Og det er præcist, hvad de bliver, når bestyrelserne består af forretningsmænd og ditto kvinder, der tager beslutninger, som handler om profit. Til at stoppe ned i egne lommer.

Skoler har jo ikke en traditionel produktionslinje, der spytter genstande ud, som efterfølgende repræsenterer en værdi i et videre system.

Sådan nægter jeg ihvertfald at opfatte eleverne.

Skoler er ej heller almindelige serviceorganisationer, hvor kunderne guides igennem en standardproces uden de store afvigelser.

Skoler arbejder med, for og igennem mennesker – og det betyder, at både input og output i processen er noget brogede og knudrede.

Der foregår bare en del svinkeærinder og en vis mængde slingren i valsen undervejs, når der er tale om mennesker af kød og blod – og ikke genstande eller services.

For selvom langt de fleste elever kommer igennem studierne succesfuldt, så er der ingen mennesker, for hvem skolegang er en simpel, straight-forward transaktion.

Men hvert år ved denne tid modtager ørkenstatens forældre en venlig påmindelse om, at podernes skole er en forretning before anything else.

Hvis vi da skulle være kommet til at glemme det midt i eksamenspres, karakterbøger, internationale standardiserings-tests og graduation parties?

Stigningen i skolegebyret lander for vores skoles vedkommende på elegante 4.8% for det kommende skoleår 2017/18.screen-shot-2017-06-01-at-20-42-23Jeg har ikke tjekket det yderligere, men jeg antager, at de 4.8% er den maksimale stigning, som skolen må opkræve. At opkræve mindre ville jo være mildest talt åndet, når man er en profitbaseret organisation!

Skolen havde en lignende gebyrstigning året før.

Og året før.

Og året før.

Det kommer ikke som nogen overraskelse.

Gebyrstigninger godkendes og fastsættes i øvrigt af Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (KHDA), som overser kvaliteten og udviklingen af emiratets uddannelsesinstitutioner.

KHDA tillader prisstigninger hvert eneste år, hvis skolerne holder en vis standard inden for en hel række detaljerede parametre – som ikke blot omfatter læreplaner og resultater (børnenes karakterer) – men også de fysiske faciliteter, pædagogik og metode, skole-hjem-samarbejdet, tilbud om efter-skole-aktiviteter, sundhedsplejen, støtten til børn med særlige behov, sikkerhedsmæssige foranstaltninger, prioritering af arabisk og islamisk lærdom og så videre. Vurderingen af en skoles ‘performance’, ‘produkt’ og ‘kvalitet’ foretages af KHDA i samarbejde med en række britiske inspektører, der laver det samme hjemme i Storbritannien.

For det kommende skoleår koster det således 82.500 kr. for 5-årige Mille i Year 1 og 93.500 kr. for 8-årige Cille i Year 4. Herudover kommer der udgifter til uniformer, skoleudflugter og så videre i løbet af skoleåret.

Vi har også mulighed for at tilvælge dansk modersmålsundervisning 3 timer om ugen i løbet af det almindelige skoleskema, fordi Dubai International Academy har valgt at fokusere på, at eleverne skal lære deres modersmål på tæt-ved-lige vilkår med engelsk, arabisk og spansk/fransk.

Tilvalget af modersmålsundervisning koster os yderligere 9.000 kr. per datter.

Vores skolegebyr pr. elev kunne meget vel ligne elevprisen i den danske folkeskole – jeg aner det ikke – men den slags tænker vi sjældent på i Danmark, fordi regningen udstedes og betales i det uigennemsigtige virvar som udgør den offentlige myretue af fællesfinanser.

screen-shot-2017-06-01-at-20-43-02Jeg beklager mig ikke over regningen.

Skolegebyret på en fin sjat over 200.000 kr. er en fast og velkendt udgiftspost i årsbudgettet, som vi ikke vil lave om på.

For pigerne trives på skolen.

De lærer en hel masse og har gode venner.

Og så er det helt unikt, at de har mulighed for blive undervist i dansk i løbet af skoledagen.

Der findes selvfølgelig billigere skoler.

Og langt dyrere skoler.

Faktisk er Dubai International Academy nok dét, der kunne betegnes som en slags ‘middelklasse’-skole – både i forhold til pris og klientel.

2.200 elever i alderen 3 til 18 år befinder sig dagligt på skolen.

Det er vitterlig big business.

Og yderligere et par tusind børn står på venteliste til at blive optaget.

Så set i udbud og efterspørgslens klare lys, er det svært at forestille sig, at skolegebyrerne på noget tidspunkt skulle begynde at stabilisere sig eller falde.

Not in a million years.

Sådan er dét, når en skole har fået prædikatet ‘outstanding‘ af KHDA.

Så bliver priserne også helt ‘outstanding’ 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Brøkregning og kærlighed

Cille er inde i en god stime.

7-et-halvt-års harmoni, tror jeg, fænomenet kaldes.

Jeg ved det ikke med vished, da min læsning af litteratur om børns udvikling ophørte ganske kort tid efter fødslen af Mille, hvor jeg én gang for alle konkluderede, at jeg var ved at miste forstanden og at tigerspring og udviklingsstadier er lorte-undskyldninger for børns åbenlyse vanvid.

Uanset hvad årsagen eller forklaringen måtte være på Cilles nyfundne afbalancerethed, så afløser den ene fine handling den anden, så vi kun kan føle os stolte og glade.

Hvem springer ud af sengen i weekenden for at lave brøkregning på tavlen i stuen?img_5990Det gør Lille Nørd da.

Hun kan nærmest ikke vente til det bliver skoledag igen, så hun kan fortsætte, hvor hun slap.

For Cille er en entusiastisk matematiker med et solidt påskruet granske-nørkle-hoved, som både bliver set og værdsat af Miss Sara, der giver hende en udmærkelse forleden for hendes ildhu med brøkregningen. img_5999Den selverklærede talblinde kan kun se måbende til og anerkende, at det virkelig er smart at formere sig med et menneske, der har helt andre evner end en selv.

Vi komplimenterer hinanden udmærket, Regnskabschefen og jeg.

Både ude i virkeligheden og i et spil Trivial Pursuit.

Og så læner jeg mig tilbage og nyder, at ældstedatteren høster anerkendelse for sin arbejdsindsats og heraf følgende resultater.

Det gør nemlig noget rigtig fint for børns selvforståelse, når de bliver set, æret og anerkendt for en stor indsats foran deres kammerater, lærere og forældre.

Jeg ser, hvordan Cille soler sig i roserne fra Miss Sara og ranker ryggen i ærlig stolthed – sammen med alle de andre børn, der også bliver anerkendt foran Year 3 og Year 4 (plus forældre og lærere) i denne uge.img_6003Idéen med ugentlige anerkendelser til eleverne fungerer så fint.

Børnene vokser en halv meter i tilfredshed over egen indsats og får fornyet lyst til at arbejde videre, øve sig og lære nyt.

Fordi de voksne ser og italesætter børnenes vækst.

Fordi de voksne fejrer og roser børnene for nye evner, nye idéer og gode resultater.

Fordi de voksne viser børnene, at læring, personlig udvikling og videnstilegnelse er sejt og sundt.

Og før ‘nogen’ råber “konkurrence-mentalitet” efter mig (se, Jante bor stadig dybt inden i mig), så skynder jeg mig at tilføje, at samtlige børn modtager mindst et par anerkendelser om året ved de ugentlige samlinger.

Ingen bliver overset, forbigået eller undgået.

Alle børn bliver set, rost og anerkendt for syvmilespring, kvantespring og krumspring.

Alle børn bliver mødt dér, hvor de er i deres udvikling.

Og anerkendelserne begrænser sig på ingen måde til akademisk formåen.

Der bliver lige så ofte uddelt ros og diplomer for hjælpsomhed, omsorgsfuldhed, kreativitet, personlig dømmekraft, ærlighed, miljøbevidsthed, sportslige præstationer og så videre.

Som barn var jeg altid usikker i skolen, selvom jeg var stærk rent fagligt. Faktisk læste jeg rub og stub på det lille skolebiblioteks hylder, fordi det var den fredeligste plet jeg kunne finde i et noget anstrengt skolemiljø. Dén mammut-achievement gik helt uset hen. Og selvom jeg som voksen vurderer, at min klasselærer var sig ganske bevidst om mine evner, blev den slags aldrig italesat eller anerkendt – bortset fra par positive bemærkninger ved den halv-årlige skole-hjem-samtale: “Det går jo godt med Tine”.

Underdrivelse fremmer ikke (selv)forståelsen.

Og nu hvor jeg oplever, hvordan den ugentlige fejring af børns successer og evner påvirker deres lærelyst og selvopfattelse i positiv retning, kan jeg kun prise mig lykkelig for, at vores piger vokser op med en selvfølgelig tilgang til det at blive anerkendt og rost – og en lige så selvfølgelig tilgang til at anerkende og rose andre.

Men det er ikke kun i skolen, at Harmoni-Cille viser sit fregnede blegansigt.

Hjemme øver hun sig – helt frivilligt – i disciplinen ‘verdens bedste storesøster’.

Hun opfinder dukke-teater-stykker, som hun opfører med Mille som velvillig med-dukke-fører.img_6010img_6015Og Cille reder sengen på hyggeligste vis, så hun og Mille kan sove helt sammenflettede hver aften.img_6036Det er love and bliss all around.

Lige indtil vi vågner igen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældre-lektier

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har det lidt stramt med lektier til små børn.

Det har jeg egentlig også med lektier til store børn, men lad nu det ligge.

Årsagen til min aversion er, at lektier til små børn per definition bliver til forældre-lektier. Og hvis der er noget, som stinker helt ad helvede til, så er det da at lave lektier for og med en 4-årig, som hverken fatter interesse eller et hak af hvad der foregår.

Jeg burde faktisk ikke beklage mig.

Ihvertfald ikke når jeg ser mig omkring i vennekredsen, hvor mange af børnene har seriøse lektier for hver eneste uge.

De lektiebefængte børn går (interessant nok) ofte på britiske skoler. Og sådan oplevede vi det også, da Cille havde sit halvandet års stint på en britisk skole, før der blev plads på vores nuværende skole.

Pigernes skole er en IB-skole, som har en klar holdning til lektier: At man ikke skal have nogen, når man er et lille menneske. Simple as that. For man skal lære tingene i skolen og lege i fritiden.

Men selvom der – i teorien – er en nul-lektie-politik for de yngste elever, så er der (trods alt) kontinuerlige anmodninger til forældrene om, at vi skal læse med og for vores børn.

Hvilket er helt på sin plads i mine øjne.

Som forældre skal vi gå forrest og vise børnene glæden ved og vigtigheden af en god bog. Og det kan vi vel kun gøre overbevisende, hvis vi rent faktisk har en bog i mellem hænderne og ikke kun en mobiltelefon?

Der er heller ikke noget i vejen for at lege med tal og bogstavlyde, at stave svære ord eller hanke op i elementer af undervisningen, som ens barn måske bøvler med, men vi undlader i vid udstrækning hjemmearbejde.

Når det kommer til 4-årige Mille, så har hun små læse-let-bøger med hjem og en app med læsemateriale, som vi skal bruge dagligt. Udover dette, har hun kun enkelte hjemmeprojekter i løbet af året.

Men hver gang der triller et af Milles projekt-prospekter ind i indbakken, stivner jeg i et syrligt, anstrengt smil.

For så vanker der forældre-lektier på den hårde klinge.

Prøv blot at se weekendens projekt for en 4-årig. Who are they kidding?

screen-shot-2017-03-10-at-22-58-15

Hvis der er noget, Mille ikke bryder sig om, så er det at henvende sig til fremmede voksne. Det er sådan cirka dén handling i hele verden, hun opponerer allerhårdest imod. Jeg kan ikke engang få hende til at hilse, let alone konversere med en ukendt voksen.

Så jeg ser frem til weekendens løjer.

Det gør jeg da.

Af alle onder og elendige forslag, ender jeg med at tvinge barnet til at sige go’daw til vores lokale livredder – verdens flinkeste, mest lige-til mand. img_4910Man kan fornemme begejstringen lyse ud af barnet, ikke?

Og det bliver da kun bedre, da jeg så – på vegne af reserveret barn – begynder at interviewe livredderen, ref. de fantastiske spørgsmål, der står listet i det vidunderlige projektbrev.

Her hiver hun mig i armen og hvisker: “Mummy, jeg vil i vandet nu”, mens jeg hvisler retur: “Vent lige, du skal da lige høre hvilket spændende job, den flinke livredder har – det er jo til din opgave, det husker du vel – ikke, Emilie?”

Miséren ender naturligvis med, at jeg står alene og udspørger livredderen om hans rolle og opgaver som en anden ivrig idiot, mens jeg halvhjertet anråber Mille, der plasker rundt i vandet.

“See, Emilie? The lifeguard protects all visitors by watching over the pool at all times!”

“Now we know what could happen, if we didn’t have a lifeguard on duty, right?”

“Thank goodness for lifeguards”.

Hun er da røv-ligeglad med ham og hans arbejdsmæssige ansvar.

Honest to Mum.

Helt kold i rumpetten.

Hun vil bare svømme og være i fred. For lektier, livreddere og Desperado-Mor, der jagter hende rundt i forældre-lektiernes tegn.img_4917Og jeg kan ikke lade være med at grine ad mig selv og troldeungen, da vi har overstået den tilspidsede interviewsituation.img_4916Hjemme igen kan jeg lokke hende til at klippe og klistre lidt. Dét vil hun gerne.img_4919Ihvertfald i 10 minutter, før hun nupper badebolden og klatrer op i trampolinen.

“Emilie, kan du huske hvad livredderen fortalte dig om sit arbejde? Hvorfor er han ovre ved pool’en?, forsøger jeg.

“Fordi ellers så synker vi helt ned to the bottom, Mum”, svarer hun fraværende, mens hun hopper videre.

Never-fucking-mind. 

Jeg laver da bare nogle forældre-lektier for mig selv, gør jeg.

De laver jo ikke sig selv.

Og barnet gider dem tydeligvis ikke.img_4931

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sour Susan og Little Nutbrown Hare

I dag er World Book Day.

Læsehestenes og nørdernes festdag.

Og jeg er fan.

For jeg er begge dele. Læsehest og nørd.

Markeres dagen egentlig i det danske skolesystem?

World Book Day finder ifølge briterne sted den første torsdag i marts. Alle andre rundt omkring i verden fejrer dagen den 23. april, men sådan er der jo så meget. Og i Arabistan henholder vi os til briternes dato.

I England er den her dag en big deal. I et sådant omfang, at enhver Mor med respekt for sig selv får et kombineret anfald af panik- og præstationsangst, når datoen nærmer sig.

Fordi kostumerne skal være hjemmelavede for at være sådan helt ‘rigtige’.

Det kan sammenlignes med Fastelavn i Danmark, hvor børnenes kostumer jo også skiller de frelste, hjemmelavede får fra de evigt-fortabte til-lejligheden-indkøbte bukke, om man så må formulere det.

Og på World Book Day gælder det bare slet ikke at hive det nærmeste superhelte- eller prinsesseoutfit ud af barnets klædeskab. Udklædningen skal jo reflektere en karaktér fra en skønlitterær bog – det siger ligesom sig selv, ikke?

Disney go home. 

Finkulturel, guddommelig inspiration kom til mig – vær-så-go’ at indfinde dig på kommando.

Okay, måske er det ikke samtlige britiske mødre, der får kørt sig selv helt op i det hysterisk-røde felt. Ihvertfald fik jeg et godt grin, da jeg fandt følgende opslag i min Facebook-feed fra I Know, I Need To Stop Talking, som har omskrevet Oxford Reading Tree’s (virkelig elendige og) populære serie om Biff, Chip og Kipper til en lidt mindre stueren, men klart bedre version:

fullsizerender-5

 

Historien fortsætter længe endnu. Du kan følge, grine og læse videre på: I Know, I Need To Stop Talking på Facebook.

Jeg er dog kvikkere ved havelågen end Chip og Biffs Mor i historien.

Her i husholdningen får Regnskabschefen ikke et ben til jorden i den årlige kostume-ordeal. For han ville være præcist som Chip og Biffs Far: En bandit, der kommer med uladsiggørlige forslag uden omkostninger for andre end undertegnede.

I år har jeg dog tilladt Cille at finde en bogkarakter til sig selv. Nu er hun stor nok til det – og realistisk nok omkring Morens åbenlyst manglende evner med nål og tråd.

Valget falder på frække, rødhårede Sour SusanMoody Margaret’s sidekick og klassekammerat til Horrid Henry. Cille elsker den bogserie, selvom jeg nogle gange synes, at bøgerne giver lige rigeligt med inspiration til en idérig 7-årigs hjerne.6ce107534f6759a1ee9390b55bbdc3eb

Her er Cille in character som Sour Susan. Fræk, rødhåret og fuld af spillopper.img_4834Mille har jeg til gengæld bestemt egenrådigt over.

Valget er faldet på Little Nutbrown Hare fra klassikeren Guess How Much I Love You – én af mine personlige børnebogsfavoritter.little-nutbrown-hare

De hurtige mennesker vil spotte, at “kostumet” (eller manglen på samme!) er overraskende lig sidste års Mouse fra The Gruffalo, omend jeg da har gjort mig umage og justeret moletjavsen fra museører og musehale til hareører og harehale.img_4823 img_4828Ja, ja – kom ikke og sig, at vi ikke er snilde med et par hæfteklammer og en pose vat.img_4837Vigtigst af alt er børnenes glæde og begejstring over udklædningen. Og dén er i hus hos dem begge.

Personligt er jeg megatilfreds med at gå den fine og ret dovne balancegang, hvor ingen kan sige, at vi ikke er originale, men det har stadig kun taget mig en eftermiddag at indkøbe lidt grønt tøj, karton og vat.

Man må sno sig, sagde ålen, mens den skilte fårene fra bukkene – og overvejede, om den egentlig helst ville være får eller buk?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet