World Teachers’ Day

I morgen er det FNs internationale lærerdag.

Jeg ved ikke, hvor meget dagen fylder i de danske medier, hjem og skoler, men jeg håber for alle involverede parters skyld, at dagen bliver markeret, fordi skolegang og uddannelse jo vedrører og berører hele samfundet.

De fremtidige varetagere af vores klode går en dyster tid i møde, hvis ikke de modtager god undervisning af fagligt og socialt dygtige lærere, der kan motivere og stimulere dem til at tænke selvstændigt – og som kan forlange noget af dem retur.

UNESCO har udsendt følgende erklæring forud for den 5. oktober 2018:

The right to education means the right to a qualified teacher. It commemorates the 70th anniversary of the Universal Declaration of Human Rights (1948) and serves as a reminder that the right to education cannot be realized without trained and qualified teachers”.

Her i De Forenede Arabiske Emirater (og vi oplevede det samme i England) er Lærerens Dag markeret ved at børnene giver deres lærere en buket, et kort, en æske chokolade eller lignende. Der er ikke tale om store, dyre gaver, men bare en lille erkendtlighed og tak for indsatsen med at fylde fornuft og viden i hovedet på rollingerne.

Nogle år afholder skolens forældreorganisation et lille takke-arrangement for lærerne, men det svinger meget. I de 4 år, jeg har været ansat på skolen, har jeg oplevet, at dagen blev komplet ignoreret (eller overset) ét år; at der stod et nyt kaffekrus på skrivebordet et andet år; at vi fik en skøn indisk frokost i et fint dekoreret lokale et tredje år – og i morgen er vi så inviteret på morgenmad i receptionen.

Sådan er der så meget. Management kommer. Management går. Need I say more?

De større gaver hører årsafslutningen til.

Det er ikke ualmindeligt, at emirati-skolernes lærere modtager guldsmykker, designerhåndtasker, eksklusive parfumer, gavekort til de dyreste department stores i byen osv., fordi nogle af elevernes familier er ubeskriveligt velhavende.

Lærerne på de internationale skoler får gaver i et mere almindeligt prisleje – det kan være en kurv med skønhedsprodukter eller delikatesser, et gavekort til et shoppingcenter eller en skønhedssalon, et pænt tørklæde eller en god bog.

Uanset om læreren modtager en æske Ferrero Rocher, et Cartier Love-Lock armbånd eller en kurv med italienske specialiteter af en enkelt elev eller en hel klasse, så er der hverken tale om karaktermord (hæ!), bestikkelse eller overtalelsesgaver, som man måske kunne opfatte det med danske briller på. Der er tale om en hengivenhedserklæring, som selvfølgelig er proportionel med den glæde og taknemmelighed, man har over for den respektive lærer.

Fordi læreren har en højt respekteret status i samfundet – uanset hvem, man er – eller hvor, man kommer fra.

Og jeg mærker det hver eneste gang, jeg fortæller, at jeg arbejder som lærer. Folk komplimenterer det på samme måde, som jeg forestiller mig, at en læge eller advokat vil få anerkendelse i Danmark.

Men når det så er sagt, så er det meget individuelt, hvad og hvor meget, den enkelte lærer modtager, når skoleåret er omme – for nogle lærere er bare dygtigere og lettere at holde af end andre. 😅

Vores piger deltager i klassens buket til lærerne i morgen.

Og derudover har Cille lavet det sødeste kort til sin lærer, Miss Louise.Miss Louises skotske accent bliver fremhævet af Cille – og jeg tænker, at hun er lige så vild med den, som jeg er.Og se lige – Cilles beundring af sin lærer.Det er en skøn ting, at have dygtige lærere, vi kan se op til og lære af.

Vi kan vel alle genkalde os inspirerende lærere, der virkelig lærte os noget og hjalp os på vej til at blive dem, vi er idag?

Dét burde alle verdens børn have fri adgang til.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mummy-juice og bogudgivelse

Hverdagen brummer derudaf i disse uger.

I Ramadan-mode.

Jeg er faktisk helt i tvivl om, hvad det er, jeg får tiden til at gå med?

Vi har ihvertfald vænnet os komplet til magelige Ramadantider, hvor skolen først starter 8.20 og slutter allerede 13.20. Der er pludselig god tid til at sove, slappe af, se TV og lave mad.

Ren nydelse, er det, sådan at få en hel måned på lavere blus end normalt.

Men samtidig med at der er ro på derhjemme og kortere skole- og arbejdsdage, er der masser af ting, der skal færdiggøres og forberedes i skolen. Afsluttende tests er der for børnene i alle fag, så der kan gøres klar til årskarakterer – for slet ikke at tale om en bunke nationale og internationale standardiseringstests, skolens management også lige kan nå at køre igennem, før vi får sommerferie. For de voksne er der en hulens masse papirarbejde og administration forud for næste skoleår, der skal ordnes.

Og i mens jeg kører triviel admin på hjemmekontoret, har Cille brugt den ekstra tid om eftermiddagen på at skrive en bog med titlen “Friendship Necessities“. 

Den handler naturligvis om en sej, rødhåret pige – hvad ellers?Hovedpersonen har en bedsteveninde, der – sjovt nok – ligner Cilles bedsteveninde på en prik og har samme navn.Sammen oplever de to bedsteveninder en masse sjove ting og forviklinger med andre piger, som Cille – klogt nok – har valgt at censurere ved diskret at navngive dem, så man ikke lige kan regne ud, hvem der er hvem, når der foregår noget lidt flatterende. Man kender vel sine forfatterkneb.

Vi har mange samtaler for tiden om “hvem der siger og gør ditten og hvem der synes og mener datten”. Der er virkelig gang i det indre drama som aldrig før, og jeg gør mit bedste for at følge med i den rivende udvikling hos den 8-årige, selvom det kan være svært, når hun det ene øjeblik er aldeles klar til at flytte hjemmefra sine håbløse forældre for i næste øjeblik at klynge sig til mig.

Og Cilles bog er et fint lille indblik i hendes selvopfattelse og relationer til andre, som jeg hellere må nærstudere og navlepille lidt i, når jeg får fingrene i et eksemplar én af dagene.

Jeg skrev selv kladdehæfte efter kladdehæfte fyldt med hverdagsdrama – måske ikke lige helt som 8-årig, men så ihverfald som 9-10-11-årig. Og jeg nyder i dén grad at opleve Cille blive opslugt af at fortælle sine egne historier, præcist som jeg selv blev og bliver.

Martin ping-pong’er ikke så meget på skrivefronten med Cille. Til gengæld har han fået den udelte fornøjelse af at agere forlag og bogtrykkeri, så der nu er udgivet hele to eksemplarer af den kommende tween-bestseller på 40 sider.I mens har Cille og jeg pakket taske, fordi hun har en længe-ventet sleepover med Noura i aften. Det ene eksemplar af bogen skal foræres til Noura, så de sammen kan læse, før de skal sove.

Og heldigt for Mille og jeg, så er vi blevet inviteret med til den første del af mission sleepover. Det er herligt, for én af os var ihvertfald lige ved at føle sig en kende udenfor…

Så nu finder jeg Mummy-juicen frem og kommer ud over stepperne til iftar, boglancering og sleepoverHav en herlig weekend – fyldt af bøger og børn og vin og blomster – eller hvad end, der gør dig glad.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet