En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Uventet fridag og cloud seeding

Der er udsendt varsel om regnvejr og storm over De Forenede Arabiske Emirater i dag.

Om det er et naturligt forekommende vejrfænomen, fordi det trods alt er blevet vinter her i ørkenen, eller om det er resultatet af endnu en ombæring cloud-seeding – dét ved jeg intet om.

Det er kun et par år siden, jeg for første gang hørte om cloud seeding – altså hvordan man skaber et kunstigt nedbør over et tørt område ved hjælp af kemikalier, der skydes ind i skyerne. Og jeg er 100% lægmand på området, så jeg aner virkelig ikke, om det er godt eller skidt sådan at rende rundt og lave sit eget regnvejr. Men det lyder mærkeligt.

Er det mon menneskers opgave at gå ind og kondensere skyernes vanddamp til regndråber? Kunne det tænkes at få en eftervirkning eller bivirkning i forhold til miljøet og atmosfæren? Og hvad med kemikalierne, man skyder ind i skyerne? Skulle de forestille at forsvinde puf-pist-væk – eller regner de i virkeligheden lige ned i hovedet på os?

Vi må have nogle videnskabsfolk på sagen. Eller i det mindste Greta Thunberg.

I Danmark er der jo ikke ligefrem brug for cloud seeding, så måske har du aldrig tænkt over eller hørt om fænomenet? Jeg har derfor lånt følgende illustration fra Wikipedia, som viser, hvordan processen foregår. 

Source: Wikipedia.

Men uanset om vi har sået skyerne selv og dermed høster regnvand på den helt unaturlige måde i dag,  så er breaking news fra en fjern Ørkenstat ihvertfald, at skyerne netop nu kommer rullende ind – det småregner allerede – og der er rumlende torden i vente.Myndighederne ved sikkert en masse om, hvad der kommer i løbet af dagen, for de har her til morgen udsendt besked om, at alle skolerne i Abu Dhabi, Dubai og Sharjah holder lukket, så elever, lærere og forældre ikke skal ud i regn- og stormvejr. Dermed blev skole-hjem-samtalerne aflyst, som jeg ellers havde forberedt mig på og glædet mig til. Dem tager vi så nok en anden dag.

Trafikken bliver altid et kæmpe problem, når det regner og stormer. Træerne og palmerne har et rodnet, der på en eller anden måde må ligge tæt oppe i overfladen, så de ikke står særligt godt fast. Så er der risiko for, at træerne vælter eller at store grene ryger af, som så forhindrer passagen for bilerne. Det er også som om det fine ørkensand hurtigt giver glatføre, når det mixes med regnvand til lysebrunt mudder. Og så er der det evindelige problem med elektricitet, vandtilførsel og vandafledning, lige så snart det regner. Mange mister strømmen i husene. Ristene på vejen kan ikke sluge vandet hurtigt nok, og store regnsvandssøer hober sig op på både motorveje og villaveje.

Så vi bliver hjemme.

Med varm kaffe i kruset og en friskbagt krydderkage, fordi intet råber bagetid som et godt, gammeldags regnvejr i en Ørkenstat.

I øvrigt er det 100% passende med regn, bulder og torden, da vi i disse dage holder landesorg.

Landets leder, H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyan, har mistet sin bror. Sikkert én ud af mange, mange brødre, når nu man kommer fra en kultur med store børneflokke og flere hustruer, men ihvertfald én, der er afholdt og dermed grundlaget for, at samtlige radiokanaler spiller arabisk guitarmusik, hvis ikke et klassisk repertoire. Det er traditionen her i landet, at flagene går på halv, og at musikken dæmpes til sorgniveau.

Jeg har dog lidt svært ved at finde den store sørgemine frem, når der pludselig dumper en uventet fridag fra skolen ned fra den regnfulde himmel, og når der dufter af kanel og kardemomme i hele hytten.

Og især er det svært at bevare den medfødte pessimisme, når denne her lille fætter står og kigger på mig med sine plirrende, sorte øjne.Meget mere om ham en anden dag.

Kaffen og kagen kalder på mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

How’s the weekend, baby?Min går sådan set okay, men er da ikke nødvendigvis blevet bedre af, at Martin har købt et Pennywise Halloween-kostume, og nu mener, at det skal testes på de nærmeste 😱🤡. Jeg er bare ikke god til klovne. Hverken dem, der slår ihjel, eller dem, der forsøger at være sjove over for børn.

Heldigvis tog han klovneriet af igen, da han skulle lave en frisk omgang müsli sammen med Cille. En mand med mange og forskelligartede talenter, må man sige…Men udover indkøb i kostumeafdelingen, så går vi her i Ørkenstaten og tæller ned til Morfar og Connys ankomst i næste uge. Derfor er weekenden også dedikeret til praktiske gøremål, man bare aldrig får gjort, når der er gæster, lidt opladning af indre batterier med cider, pizza og Disney’s Aladdin på husalteret – og så en seriøs dosis forældrelektier.

I sidste uge modtog vi en e-mail fra Cilles klasselærer om, at alle børnene i Year 6 skal konstruere deres egen model af hjertet. Derhjemme, naturligvis. Hvorfor dog “spilde tiden” med at bygge hjertemodeller i skoletiden, om man må spørge med en knivspids sarkasme?

“Men så lad dog være med at gøre det til forældrelektier”, tænker du måske og fortsætter sikkert ganske relevant: “Kan barnet ikke bare få et par klumper modellervoks i rød og blå, og så selv gå igang, det er vel dét, der er hele pointen med opgaven!?”

Dertil kan jeg kun svare både ja og nej.

Ja – det er pointen, at barnet skal udforske hjertet og lære at tage ansvar for en opgave, som skal afleveres til en bestemt tid.

Ja – i den ideelle verden burde det være en hjemmeopgave, som barnet selv kan udføre uden forældrenes assistance.

Og nej, er jeg samtidig nødt til at svare, for barnet er kun 10 år gammelt og har ikke en kinapersons chance for at kunne udføre opgaven uden støtte fra en voksen.

Og dét ved skolen udmærket godt. Who are we kidding?

Og så er der den anden og underliggende udfordring ved, at hjertemodellen skal fremstilles hjemme og medbringes til skolen: Den hjemmekonstruerede hjertemodel skal fremvises på en såkaldt Bodyology Fair – en slags “markedsplads” – hvor forældrene skal cirkulere rundt og spørge ind til børnenes modeller, hvortil børnene skal kunne forklare hjertets funktion, dets opbygning, betegnelserne for kamre, ventrikler, arterier, hjerteklapper og så videre.

På “markedspladsen” ville ens barn jo risikere at falde helt igennem, hvis man bare lod ham eller hende lege lidt med modellervoks derhjemme. Der er tale om seriøs fremvisning af viden og evner.

Muligvis er det en usund form for konkurrence og en alt for stor involvering fra forældrenes side i hjemmearbejde og skoleprojekter helt generelt, men vi har ikke lyst til at lade Cille få en oplevelse af, at hendes projekt og model er dårligere end de andres. When in Rome, ikke?

E-mailen beskrev videre, at barnet kunne vælge mellem to typer af modeller: En repræsentativ/illustrativ model, som de skal forklare hjertets funktion og opbygning ud fra – eller en mekanisk/funktionel model, som kan pumpe/cirkulere rød væske rundt i et kredsløb.

Jamen tusind tak, da, for alle de muligheder, de 10-årige bliver givet 😂

E-mailen beskrev med stigende entusiasme, at vi endelig ikke måtte gå ud og bruge penge på materialer til modellen, men meget gerne genbruge og finde materialer derhjemme. Fordi man jo har et skab fyldt af arty-crafty-genbrugsmaterialer til alle formål, ikke? Who are we kidding?

E-mailen sluttede on a high note med en række links til YouTube med imponerende modeller, som små indiske vidunderbørn har fremstillet med største omhu og engagement til deres skoleprojekter i Mumbai og Chennai. I ved – den slags børn, der vokser op med beskeden (truslen) om at gøre deres forældre stolte ved at blive uddannede til læger hurtigst muligt.

Den eneste respons, man kan give på de her fuldstændig ubehjælpelige e-mails og opgaver er noget i retning af FML (F*ck My Life) med lav stemmeføring, så barnet ikke hører forældrene sige the f-word.

Til trods for min entusiastiske fremvisning af en mekanisk model, jeg havde fundet på en STEM-side for børn, valgte Cille – ligesom 90% af alle de andre børn, er mit gæt – en repræsentativ model. Som skulle fremstilles i blødt ler. Naturligvis.

Far sendes afsted i Creative Minds i Umm Suqiem med bævrende Master-Card. Dét sted er på en og samme tid de kreatives himmel og helvede. Og så er der ellers flere timers forældrelektier med et barn, der tjekker ind og ud af modelleringensfasen, fordi opgaven er for overvældende. Jeg kan ikke bebrejde hende. Det er for tidskrævende og mentalt krævende for en pige i hendes alder. Faktisk var det krævende nok for hendes to 40+ gamle forældre.Til sidst er hjertemodellen (tilsat en venstre lunge) dog i hus.Den 10-åriges stolthed er åbenlys, mens hun forklarer blodets cirkulation gennem kamre og ventrikler, iltningen af blodet i lungerne og så fremdeles.Forældrene er sådan set også helt stolte af projektet, som vi har en temmelig stor andel i.

Det lykkedes os simpelthen at lege med lerpølser og piberensere i adskillige timer uden at komme op at skændes. Nærmest en form for parterapi, sådan at “lære nyt”, “tænke ud af boksen” og “være kreative” sammen, mens vi “oplever nye sider af hinanden”. Suk.

Hvis du skulle få lyst til flere forældrelektier, så kommer der her links til Cilles gudsbenådede solsystem fra Year 4 og Baby-Milles “interview med en person, der er vigtig i dit lokalsamfund” . FML, si’r jeg bare. Og god weekend!

Forældrelektier

 

Forældre-lektier

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet