Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 30

Vi er nu officielt lidt mere end halvvejs igennem mammut-sommerferien i Danmark. Det ved jeg, fordi Europcars lejekontrakt hævder, at vi anvender lejebilen i 51 dage, før vi afleverer den i Kastrup og returnerer til en fjern Ørkenstat.

Og Europcar tæller helt sikkert bedre end jeg. Faktisk var det deres optælning, der inspirerede mig til at navngive mine blogindlæg med det antal dage, vi har opholdt os i Danmark denne sommer. Jeg er helt sikker på, at det ikke giver inspirerende titler, der motiverer til videre læsning, så dén idé er absolut frasorteret til næste gang 😂.

I sidste uge landede vi på landet hos Mormor.

‘På landet’ er i denne ombæring lig med et lille husmandssted, hvor min Mor blev født – og hvor jeg boede, til jeg var 18. Husmandsstedet ligger 5 km. uden for landsbyen Horne, hvor jeg gik i skole til og med 7. klasse. Horne ligger 20 km. uden for Varde, hvor jeg gik i 8.-9. klasse og i gymnasiet, og så kunne man ikke se min røv for bare fodsåler, så travlt havde jeg med komme væk fra Vestjylland dengang.

Men tilbage er jeg.

Hver sommer.

Og denne sommer er Mormors dagpleje åben, mens vi bor hos hende, så pigerne assisterer hende til den store guldmedalje.I løbet af ugen skal de også gå i Madskole på min gamle folkeskole.Det er et par meget spændte kokkeelever, der møder op og får udleveret forklæder og kokkehuer. De har aldrig nogensinde prøvet at være i et dansk skolemiljø før, så det hele føles meget uvant.Men der skal ikke mere end en halv formiddag til at “tø” dem op. De er vant til at indgå i mange sammenhænge og ofte med helt ukendte børn og voksne, så de siger pænt farvel til mig og arbejder sig ind i deres respektive køkkengrupper. Deres ører er også drevne, så de justerer efter både vestjysk og nordjysk dialekt hos deres madskolelærere, præcist som de ville justere efter sydafrikansk, irsk eller britisk accent på deres skole i Dubai.

Der er 16 kokkeelever i alderen 7-12 år denne uge på Horne Skole i hjemkundskabslokalet, der har fået en fin make-over, siden Mor her var dreng.Ambitionsniveauet for de unge mennesker er højt. Den første dag renser de frilandskyllinger, der skal langtidssteges med friske grøntsager, de selv har trukket op af jorden i skolens køkkenhave.I løbet af ugen laver de hjemmelavet müsli, smoothies, solbærsaft, bager langtidshævede grahamsboller, kage og marengskys. De lærer at lave salater, røre en mayonnaise, bage grøntsagsvafler og grønne pandekager. De lærer at koge ris, grøntsagssuppe og æg – og en masse andre nyttige ting i et helt almindeligt køkken, foruden essentielle køkken-skills, såsom hygiejne, opvask og oprydning, rengøring, de 10 kostråd, køkkenredskaberne og forskellige, relevante fødevareteorier undervejs.

Der er også en halvdags-ekskursion ud af køkkenet.

I år går turen til Hovborg Dambrug, hvor de skal se på ørredopdræt og fange en ørred hver.Børnesøen ved siden af dambruget er velsignet med et hav af ørreder, så det er ikke jordens sværeste opgave at få en god størrelse 🐟 på krogen.Efter fangsten skal børnene rengøre fiskene.Jeg er imponeret over dem. De går til opgaven med at fange og rense fisk uden at kny et øjeblik. Jeg ryster nærmest efter at have gokket tre af sprællefiskene i hovedet, og får opkastningsfornemmelser i smug ved den sødlige lugt af fiskeblod, skæl, slim og indvolde.

Retur på skolen skal de rensede fisk skylles grundigt igennem, saltes og i rygeovnen næste morgen.

Hvor mange voksne har prøvet at fange, rense og ryge deres egne fisk?

Torsdag aften er forældrene inviteret til middag på skolen. Børnene har glædet sig helt vildt til at vise deres nye evner i køkkenet frem for forældre, søskende, bedsteforældre osv. – og i vores tilfælde Kusine Jo.Aftenen starter med at børnene holder foredrag om deres læring og oplevelser i løbet af Madskole-ugen.Bagefter serverer de deres fine, nyrøgede ørredfiletter med hjemmerørt mayonnaise og rugbrød, to forskellige slags pastaretter, der er gratineret i ovnen med oste, friskblandet salat, hjemmelavet saft – og til sidst pocherede pærer med flødeskum, marengs og makroner.

Vi bliver også inviteret med om i skolens køkkenhave, hvor der blandt andet er et flot bålsted og en dejlig sansesti med duftende krydderurter til at løbe hænderne igennem, mens fødderne stimuleres af forskellige, naturlige underlag og ørerne kan lytte til et vindspil.Til slut får børnene overrakt diplomer for deres indsats.Det har simpelthen været en fantastisk lærerig uge i Madskolen for de to små kokke, der ser meget op til familiens virkelige kok, der sjovt nok også er på skole i disse uger op til den nervepirrende svendeprøve. Cille og Mille har fået en ny tro på egne evner i et køkken; de forstår rutinerne og redskaberne lidt bedre; de har lært at følge en opskrift, veje og måle op, vurdere smage og en masse andet godt undervejs.

De er pavestolte over deres indsats – og det er jeg virkelig også.

At komme helt “udefra” – og tilmed med en dygtig husholderske derhjemme, som disker op med stort set alle måltider til hele familien, så ingen behøver at have køkken-skills overhovedet – gør det ikke nødvendigvis til en nem ting, sådan at komme i gang i køkkenet.

Men Madskolens frivillige ledere var virkelig dygtige til at lære fra sig, til at skabe en disciplineret ånd og en stemning, der gjorde, at der blev lyttet efter, prøvet ihærdigt, og arbejdet med og smagt på helt nye råvarer og fødevarer, der måske ville være blevet blankt afvist derhjemme.

Hvis du har lyst til at sende dit barn på en Madskole i sommerferien, så skal du vide, at skolerne oprettes i et ikke-kommercielt samarbejde mellem landbrugsorganisationen 4H, interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer og købmandskæden REMA 1000.

De frivillige madskoleledere og lærere er dét, ordet siger: Helt og aldeles frivillige.

Det er ganske imponerende, at andre voksne vil være sammen med vores børn i deres ferie! De må være gjort af et særligt stof. Ingen i dette initiativ får som sagt en løn, og tilmeldingsgebyret er så lavt, at jeg har glemt, hvor meget det koster pr. barn.

Du kan se mere på Madskolernes FaceBook-side eller kontakte din lokale 4H-leder for yderligere info.

https://da-dk.facebook.com/Madskoler

Herfra skal der lyde en varm tak til årets Madskole-frivillige på Horne Skole – og særligt til Horne 4H, der gør alt benarbejdet for at en uge som denne overhovedet bliver til noget.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ferie hele året

Vi nærmer os en godt to måneder lang sommerferie med hastige skridt.Det er helt vildt, som endnu et skoleår er strøget afsted.

Cille er godt på vej til at afslutte Year 5, som svarer til dansk 3. klasse.

Mille afslutter nu Year 2, der svarer til 0. klasse.

At Mille går i 0. klasse er faktisk lidt misvisende, da det er hendes 3. skoleår, som afsluttes nu, men når man starter i skole som 3 1/2-årig tæller vi både Year 1 og Year 2 som 0. klasse(r), for at få det til at stemme bare nogenlunde overens med deres alder og det dertilhørende danske klassetrin. Den slags kan der i øvrigt komme meget forvirring ud af, når børnene hernede fra skal starte i en dansk skole – for hvor placerer man dem lige, når de som 6-7-årige allerede har gået i skole i 3 år?

De to første år – KG1 og KG2 eller FS1 og FS2 – er selvfølgelig baserede på leg og stimulans af børns naturlige lyst til at lære. Men hen mod slutningen af KG2/FS2, hvor børnene er 5 år gamle, skal de genkende og skrive hele alfabetet, genkende og skrive tal, samt kende navnene på forskellige former, farver og symboler. De læser også deres allerførste læsebøger i papirform og på læse-apps, og de har matematik i klassen og derhjemme som forskellige apps.Børn går i skole 180 dage om året i De Forenede Arabiske Emirater. Det er vistnok et ret gennemsnitligt antal dage, efter hvad jeg kan se i forskellige statistikker?

Der er undervisning fra kl. 7-8 til kl. 14-15 hver dag, afhængig af skolens beslutning om timetal og af barnets alder.

Børn starter – som tommelfingerregel – efter de er fyldt 3 år i enten KG1 (kindergarten) eller FS1 (foundation stage), men nogle starter først i en “rigtig” skole senere, hvis de ikke er skoleparate – eller hvis forældrene modsætter sig, at de sammen med 25 andre rollinger skal indoktrineres med skoleuniformer, madpakker, skemalagt hverdagsliv og forceret toilettræning som kun 3-årige.

Hvis man vil ind på en eftertragtet skole, kan starten i KG1 nærmest være påtvunget, fordi det er den eneste årgang, der er pladser i. Det var ihvertfald sådan, vi selv fik møvet os ind på Dubai International Academy dengang for 4 år siden.

Man bliver så mør i den der venteposition.

Cille var på en britisk naboskole, som vi ikke var glade for – og knapt halvandet års ventetid på at komme ind på den ønskede skole gjorde, at vores holdninger blev gradbøjet lidt i forhold til skolestart. Så Mille-Møjsengøjseren endte altså med at begynde i skole som 3-årig, fordi hun samtidig kunne bane vejen for, at storesøster fik en plads i Year 2.And the rest is history. For hun klarede den jo fint, den lille Mille. Og den store Cille fik det meget bedre af at skifte skole.

Men udover at jeg knapt kan forholde mig til, at der allerede er gået et helt skoleår mere for både pigerne og mig selv, så kan jeg heller ikke forholde mig til, hvor hurtigt tingene lukker ned her i Ørkenstaten.

Folk rømmer simpelthen hus og hjem længe før skolen reelt er færdig.

Måske rejser de tidligere pga. familiære behov – en syg bedsteforælder, et bryllup eller noget andet vigtigt i hjemlandet?

Måske rejser de tidligere, fordi flybilletterne stiger voldsomt i pris, lige omkring skolernes sidste dage?

Måske rejser de, fordi de bare er pissetrætte af den ulidelige sommervarme og at hænge i en klokkesnor efter børnenes skema?

Jeg ved det ikke, men jeg undrer mig. Til stadighed.

For er der noget, vi har meget af, så er det ferie!

Ud af årets 365 dage er vi kun afsted i skole i de førnævnte 180 dage. Det er både en dyr fornøjelse at have børnene i skole her – men da også nødvendigt, at de er til stede i skoletiden, for overhovedet at nå alt dét, et skoleår skal indeholde.

Det lyder måske helt hen i vejret, at jeg sidder her og beklager mig over, “at have for meget ferie”. Sommervarmen kan let have steget mig til hovedet. Men uanset hedeslag og metaltræthed lige her før målstregen sådan for alvor er synlig, så forstår jeg ikke, at man tager sine børn ud af skolen en eller flere uger op til (endnu) en ferie.

For os er det ingen sag at få passet to ferieophold i Danmark ind i løbet af et skoleår, plus hvad vi ellers render og foretager os i forhold til familieferier og oplevelser, der hører ud over det almindelige weekend-driverliv.

Måske er der også nogle forældre, som begrunder den hyppige og langvarige ferieafholdelse med at ‘børnene jo er så små’? Og det er rigtigt. Det er jo ikke gymnasialt eller universitetsniveau, vi taler om. Men børnene går stadig glip af en masse både læringsmæssigt og socialt, hvis de er væk en eller flere uger før og/eller efter hver ferie/helligdagsperiode.Når jeg så er færdig med at være grumpy over, at folk smutter fra en overophedet Ørkenstat i tide og utide, så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til den 7/7, hvor det bliver vores tur til at vinke farvel til det hele hernede, for at fokusere på familie og venner i Danmark i de næste 2 måneder. Yay! ✈

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Danskundervisning i Dubai

Forleden var der et sødt menneske, der skrev en kommentar på min “Mor i Udlandet – Blog” FaceBookside til et af mine evindelige “kæft-jeg-er-stolt-af-mine-elever”-opslag.

Jeg har streget hendes ellers så pæne ansigt og navn over – for man ved aldrig, om hun har den store lyst til at blive en del af det her blogindlæg.

Jeg synes, at hun stillede nogle gode spørgsmål, som forhåbentlig kan blive til et udmærket blogindlæg – og så må vi se, om I har lyst til at læse med om Dansk på DIA, som vi kalder denne her danskskole, hvor jeg arbejder sammen med min kollega.

Men først lidt baggrund.

I Dubai bor der altid mellem 2.ooo og 5.000 danskere. Det svinger lidt i takt med de økonomiske konjunkturer, de store danske virksomheders udstationeringspolitikker og deres tilstedeværelse i en region, hvor tingene kan gå hurtigt opad (og nedad igen).

Med så mange udlandsdanskere samlet på et ganske lille sted, er der altid gang i en masse forskellige danske initiativer. Det er vel også nærmest en del af vores danske “DNA” sådan at stifte klubber, interesseorganisationer, foreninger og forskellige sociale grupper, der kan drive et fælles formål eller en fælles interesse fremad.

Præcist som vi også gør hjemme i Forenings-Danmark.

Husk dét, næste gang nogle er sure over en tyrkisk eller syrisk venskabsforening, der fremmer og fejrer tyrkisk eller syrisk kultur. Vi danskere gør det samme ude i verden!

Nå – men de her danske foreninger svinger og skifter med tiderne – nogle gange går de lidt i ring og andre gange lidt i fisk. For tiden har Den Danske Kirke i Dubai vind i sejlene, og tilmed har vi fået egen pastor, og jeg fornemmer, at særligt Danish Business Council Dubai afholder en masse spændende foredrag og aftener.

Det hele handler om, hvem der er til stede, og hvem, der synes, at noget er spændende, vigtigt eller relevant.

Ildsjælene.

Det er dem, der skal være nok af, for at ting stables på benene.Dansk på DIA er netop én af den her slags foreninger. Den blev stiftet af en lille gruppe danske forældre på Dubai International Academy for godt og vel 8 år siden, fordi de ønskede, at deres børn skulle modtage danskundervisning i løbet af skoledagen.

Som udgangspunkt er alle IB-skoler interesserede i at fremme elevers modersmål. På IB Diploma-uddannelsen kan man tilmed gå til eksamen i ens modersmål, uanset hvor man befinder sig i verden. Dét er da cool.

Og IB-skolen Dubai International Academy (DIA) i området Emirates Hills i det sydlige Dubai var da heller ikke sen til at konkludere, at et såkaldt modersmålsprogram kunne skabe velvilje og attraktion hos udvalgte grupper i Dubai, som så ville søge mod skolen for at få de ekstra timer i deres respektive modersmål.Fast forward til 8 år senere og modersmålsprogrammet er en konsolideret del af Dubai International Academy, hvor der pt. modersmåls-undervises i dansk, svensk, finsk, hollandsk, tysk, italiensk, arabisk, kinesisk/mandarin, hindi, fransk og spansk.

Hvorfor lige de nævnte sprog og ikke nogle andre?

Det er ganske enkelt fordi der her er stærke forældregrupper, som har lyst til at drive “skoler-i-skolen” for at deres børn kan blive modersmåls-undervist. I vores konkrete tilfælde er det 5-6 danske forældre, som arbejder ulønnet i foreningens bestyrelse for at sikre, at Dansk på DIA kan fortsætte sit gode virke. DIA tilbyder os dansklokalet og en række praktiske kerneydelser, men selve undervisningens rammer, valg og ansættelse af lærere osv. er helt op til den siddende forældrebestyrelse.

Det er også helt bevidst, at jeg skriver modersmålsundervisning – for at forstå og tale modersmålet er en forudsætning for optagelse. Ved siden af modersmålsundervisningen er der jo f.eks. arabisk, spansk og fransk som andetsprogsundervisning, hvilket vores døtre går til. Danske børn i Kindergarten-årene (ca. 3-5-årige) tilbydes 1 lektions “dansk legestue” om ugen.

Eleverne i Year 1-6 (ca. 6-11-årige) tilbydes 3 dansklektioner på deres individuelle klassetrin om ugen.

Eleverne i Year 7-11 (ca. 12-16-årige) tilbydes 5 dansklektioner på deres individuelle klassetrin pr. 14-dages skema.

Der er mellem 2 og 8 elever i hver klasse/på hvert klassetrin, men der er altid plads til et par stykker til, så hvis du kender nogen, der gerne vil ind på DIA, så sig til 😉.

Der er plads i det almindelige skoleskema til dansk og de andre modersmål, fordi disse børn ikke deltager i faget islamiske studier, som er obligatorisk for alle muslimske børn.

Forældre med ikke-muslimsk baggrund kan således frit vælge, om deres barn skal deltage i modersmålsundervisningen 3 gange om ugen, mens de muslimske børn er til islamiske studier – eller om deres barn skal være i såkaldt “home room”, som er en slags lektiecafé/repetitionstime/klassens time, hvor lærerne ikke arbejder med pensum eller nyt materiale.Det koster 5.000 dirhams om året at gå til dansk på DIA, hvilket svarer til 9.111 kr. pr. barn, uanset om barnet er i Primary eller Secondary School. Nogle af de andre modersmål er billigere, andre dyrere – det afhænger af, om man får statstilskud til at afholde undervisningen.

I Danmark er der intet tilskud fra staten eller engagement af nogen art fra officiel side i forhold til, at danske børn i udlandet bør lære deres modersmål.

Dette står i skærende kontrast til Norge og Sverige, hvor der er statstilskud til modersmålsundervisning.

For Norges vedkommende tilbyder staten endda et helt gratis årsmateriale online a la dét, Danes Worldwide sælger til udedanskere i dyre domme. På den måde kan norske børn gennemgå hele årets norsk-pensum i online, så de senere i livet kan vende hjem og føle sig kompetente i det norske samfund.

Som eksempel kan jeg også give, at de svenske forældre på DIA betaler 1.000 dirhams pr. barn pr. år for svensk modersmålsundervisning mod vores 5.000 dirhams for dansk – netop fordi de modtager statsstøtte til hvert barn i foreningen.Jeg ved ikke, hvad det manglende danske fokus handler om, men jeg får lyst til at gisne:

Kunne det tænkes, at det manglende statstilskud til danskundervisning og den manglende entusiasme i Danmark for at sprede det danske sprog hænger sammen med, at udlandsdanskere og deres børn ikke anses for at være en værdifuld ressource, der burde “vende hjem” igen?

Er der sådan en lille, grågrøn Jante-uvilje i retning af, at “nu har de jo selv valgt fællesskabet fra, så så må de også selv om det”?

Mit umiddelbare indtryk er, at der er ingen eller meget begrænset interesse i at sikre, at danske børn bosat i udlandet lærer dansk, og dermed kan deltage i det danske uddannelsessystem og bidrage til det danske samfund, når de og deres forældre en dag beslutter sig for at vende næsen hjem. Og det er en stor skam, for vi vil aldrig blive en større byrde eller bidrage mindre, end alle andre danskere, hvis du spørger mig 😅.

Nå – men prisen på de 5.000 dirhams dækker to lærerlønninger og alt danskmateriale, som vi får tilsendt fra de bedste danske læringsleverandører. Det er et gebyr uden for det almindelige skolegebyr, der beløber sig til ca. 100.000 kr. pr. barn pr. skoleår. Så der skal en dyb pengepung til for at gå i skole i Dubai – og så er vi ikke engang i nærheden af, hvad det ville koste, hvis vi f.eks. skulle betale for skolegang i Schweiz eller Shanghai.Jeg kunne blive ved med at fortælle om danskundervisningen her på DIA. Hvordan vi kan differentiere i forhold til det enkelte barn, dets kompetencer og interesser, fordi vores klasser er små. Hvordan vi også er en kulturel institution, fordi det er (ofte) hér, børnene får indblik i dansk litteratur og fortælling, danske traditioner og fejring af både kristne og hedenske højtider. Hvordan vi har en særlig dansk humor og en “nede-på-jorden” tilgang til både elever og undervisning, som gør, at eleverne føler, at det er noget særligt at gå til dansk.

Men det kommer nok til at lyde lige lovligt helligt, så mon ikke bare, jeg skal stikke lakridspiben ind, ligesom hovedpersonen Hannibal i Kim Fupz’ “Didriksen Detektiverne” gør på billedet ovenover?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet