Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Atlantis Dubai

I torsdags var Cille til eksamen i sit store Year 6 projekt om kønsdiskrimination.

Det foregik over Zoom med lærer, klassekammerater, familiemedlemmer og gode venner, der kunne stille spørgsmål til gruppen i chatfeltet. Fagre nye verden, som vi alle har været nødt til at omfavne.
Efter 20 minutter sluttede mødet, og vi fik Farmor med på et nyt Zoom-kald, hvor hun lykønskede Cille med eksamen og overraskede hende med en fin buket. Tusind tak til alle jer, der var med i det virtuelle eksamenslokale og for alle lykønskningerne efterfølgende. ❤

Senere overraskede vi også Cille.

Efter at have været i tænkeboks længe, besluttede vi os for, at vi måtte gøre noget ekstraordinært for at fejre og markere, at eksamen fra Primary School nu var veloverstået. Det har været et kæmpearbejde – lærerigt og udfordrende – og på nogle punkter alt, alt for krævende. Cille fortjente uden tvivl at blive forkælet og fejret for sin indsats igennem to en halv måned.

Under normale omstændigheder ville hele Year 6-årgangen komme til “Graduation Ceremony” med overrækkelse af eksamensbeviser i “caps and gowns”, efterfulgt af en fin fest med musik og dans på et hotel. Dét er selvfølgelig aflyst i år på grund af det unævnelige. Ligesom så mange andre dejlige ting.

Vi endte dog med at vove os uden for matriklen, smitterisiko til trods. Det føltes for vigtigt, det her.Vi tjekkede ind på det terrakottafarvede børnepalads, Atlantis Dubai, der ligger som et lysende rødt kirsebær på toppen af ikoniske Palm Jumeirah. Det er 100% italiensk glas-kitsch og marmor-galore, gakkede farver og gennemført interiørdesign med detaljer, der konstant leder tankerne hen på Kong Tritons undersøiske rige i Disney’s version af “Den lille havfrue”. Et børne-paradis, er det.Hvert år, når temperaturen stiger til ‘sådan-cirka-ulidelig’, kører Atlantis med helt eventyrligt lave priser på overnatning med morgenmad.

Hvert år har jeg tænkt, at det burde vi virkelig også benytte os af, mens børnene er små nok til at værdsætte sådan et sted.

Nu var den åbenlyse anledning der til at glo på delfinshow og hygge ved poolen dagen lang. Efter tre måneders hjemmeliv var dét her præcist, hvad vi havde behov for.


Faktisk var vi møgheldige, at poolen var åben, så vores egen lille havfrue kunne blive dyppet. Fredag var nemlig den første åbningsdag for poolområder på hoteller – og her i starten af denne uge er community pools også blevet åbnet igen.

Aquaventure – Atlantis’ store badeland – var dog fortsat lukket, så det var en aktivitet, vi ikke kunne komme til og som ellers ville have været inkluderet i opholdet. Vi ville også gerne have bestilt tid til at hilse sådan rigtigt på delfinerne nede i bassinet, men den aktivitet var også fortsat lukket.Den første aften fik Cille en mad-drøm opfyldt. Hun elsker Gordon Ramsay, og hun ser alle hans programmer. Særligt Ramsay’s Beef Wellington havde fanget hendes interesse, så vi fejrede hende med præcist den ret på Ramsay’s restaurant, “Bread Street Kitchen”.Her sad hun – stolt og tilfreds med at være midtpunkt midt i trøffel-kartoffelmos, butterdej og oksemørbrad – så træt, så træt, at hun knapt kunne hænge sammen.

Da pigerne fik at vide, at vi skulle afsted på hotelophold, hoppede de op og ned i tre timer, mens de pakkede tasker og planlagde tøseting til hotelværelset.

At have været lukket inde så længe, har afgjort en stor betydning for, hvor taknemmelige, vi bliver over de ting, vi tidligere har taget aldeles for givet – som f.eks. at komme på hotel, i poolen eller ud at spise. Det er så indgroet en del af “Dubai-livet”, at vi først nu kommer sådan for alvor i tanke om, at det vitterligt er en luksusboble, vi lever i.
Selvforkælelse var kodeordet for weekenden, og Cille tog det meget seriøst. Hun fandt badekåben frem, og hun er allerede en habil maske-pålægger. Jeg får jobbet som dronningens kuli og fodterapeut.Et par af Farmors roser måtte lide badekarsskæbnen.Vi forelskede os også straks i make-up-bord og walk-in-område, der var meganice.Der var bare ingen sure miner at spore over den opgradering til Royal Suite, vi fik fikset (efter en lidt kikset start).
Efter et par dage i solens stråler – med dejlig mad, leg i poolen og lange bade – var det som om skuldrene endelig faldt ned på plads.

Atlantis Dubai er virkelig anbefalelsesværdig, hvis man er afsted som børnefamilie. 
Det er så gennemført fint sensorisk for børn, f.eks. med kig til havdyr – fisk, hajer, rokker osv. – over det hele.Der er stærke, glade farver i lofterne, som man kun kan blive i godt humør af.Og akvariet “The Lost Chambers”-akvariet er stadig en familiefavorit.
Book Atlantis Dubai i juni, juli eller august – der er masser at lave både inde og ude – også selvom det er virkelig varmt på denne tid af året. Det er value for money at tage halvpension, hvis man ikke har specifikke signatur-restauranter, man bare må på. Vi havde kun morgenmaden med, da vi jo havde booket bord hos Ramsay.

Der er skønne Friday Brunches i flere af restauranterne derude – bl.a. Nobu og Bread Street Kitchen – og efterfølgende er der fest på Wavehouse og Nasimi Beach. Bread Street Kitchen er børnevenlig – det er de andre steder, jeg nævner ikke. Én af de ting, jeg elsker ved Friday Brunches i Dubai er, at man kan have en rigtig fest, selvom man måske kun er der som par eller som familie. Dén følelse af at feste igennem kan ellers være lidt svær at få fat i, når man er på ferie med børn, synes jeg. Men ikke i Dubai. 😉

For tiden kører Atlantis med dagspas, hvor prisen konverteres til mad og drikke ved poolen. Dét er da smart.

Måske er min anbefaling præget af, at vi har været lukket inde i tre måneder. Det er den sikkert. Men hånden på hjertet – det her var så tiltrængt – og så rart et sted at være med børn, hvis man da kan leve med en hel del øjenbæ og bling-kitsch på alle kanaler. Schwung er der ihvertfald over stedet og de oplevelser, det byder på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Ras

Deres udsendte reporter i mellemøstligt Lockdown-Land indtager den sædvanlige grå jarl i haven her til morgen.Her er køligt – kun 20 grader kl. 8.15 – på årets første aprildag. Det er helt uhørt, at et termokrus skulle være nødvendigt for at holde teen skoldhed, som jeg kan li’ den. Men jeg klager ikke over et usædvanligt køligt år. I ørkenen kan man hurtigt få det for varmt.

Fuglene kvidrer i træerne, mens de henter tørrede dadler fra palmerne og græsfrø fra mine staudeplanter.

I det fjerne hører jeg et par børn, der leger i parken med deres nannies, som vist helt har glemt, at der er lockdown. Vores egne børn er musestille. I færd med at ringe ind til dagens første virtuelle møder, hvor de får gennemgået, hvad de skal lave i løbet af dagens skemalagte timer.

Jeg har lavet kaffe til dem. Lidt skal der til, for at holde e-learning-gryden i kog.Tænk, at dét her er vores liv de næste tre måneder. Det er stadig helt uvirkeligt for mig, at børnene og jeg ikke skal tilbage i skolen til undervisning. Det vil simpelthen ikke trænge ind, at jeg kun skal undervise over en online-platform resten af året. Det bliver et nej tak herfra, dét skal jeg ikke be’ om, men har jeg noget valg? Don’t think so.

I mens jeg corona-tænker i stilhed, tusser Maricel omkring i haven med vandslange og filippinerkost, så hun kan samle frangipanitræernes tørre blade op fra kunstmåtten.Hun har det virkelig svært i disse uger. Hendes mand hjemme på Filippinerne er selvfølgelig blevet fyret – ligesom alle andre lavtlønnede arbejdere – og han sidder nu på et lille værelse med en kollega. Og venter. I fuld lockdown. Han har ikke kunnet rejse hjem til deres søn og resten af familien i landsbyen, for inter-regional transport/kørsel var noget af det første til at lukke fuldstændig ned. Hjemme i landsbyen sidder så deres søn sammen med Maricels bedstemor, Maricels forældre og nogle søstre med familier. De er også i lockdown med trussel om fængsel, hvis de vover sig uden for deres hus efter kl. 17. I folkerige lande bliver bissen hurtigt skruet på.

Før De Forenede Arabiske Emirater lukkede helt ned, fik Maricel sendt en større sum penge hjem, så familien kan købe ekstra forsyninger, medicin og andre fornødenheder. Én gang om ugen har den ene søster tilladelse til at køre på sin knallert ned på markedet og købe ind. Det hele er sat i system, således at markedet får færre besøgende ad gangen. Men corona-tallene stiger for Filippinerne. Sådan er det i kæmpestore lande med en fattig befolkning og begrænset adgang til sundhedsvæsnet. I denne situation har Filippinernes præsident dog lovet, at alle borgere med coronavirus vil blive behandlet gratis på hospitalerne. Det er mere end man kan sige om Trump i Guds eget land.

Og i dét her land – måske hverken folkerigt og kæmpestort i verdenssammenhæng – begynder vi nu også at opleve, at virussen for alvor bider sig fast.

I en af Dubais nordlige bydele, Al Ras, som bl.a. byder på skønne abrature over Dubai Creek, en glimtende guldsouk og den gamle, restaurerede bydel, Al Fahidi/Bastakiya, har myndighederne simpelthen spærret hele bydelen af.

Som det fremgår af fototeksten, er virusrisikoen i de tætte bebyggelser så grel, at man ikke engang må hente varer i supermarkedet selv. Der er ikke andet at gøre, end at vente på, at sundhedsmyndighederne ringer på døren med en pose mad de næste 14 dage. Gisp, siger jeg bare. 
Og således virker vores lockdown pludselig ikke så slem mere.

Vi har haven at gå ud i – med dens kvidrende fugle og udsigten over søen – og vi kan hoppe rundt til en fitnessvideo eller to på YouTube. Vi kan få leveret varer eller selv køre ud en gang om ugen for at købe ind.

Det kan blive meget værre. Bare spørg beboerne i Al Ras.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet