Nyt skoleår

Det er simpelthen så dejligt at være hjemme igen.Daisy har ikke været fornærmet eller tilbageholdende med at vise os sin kærlighed på hundsk.Det var en lettelse af de helt store. For vi var lidt bange for, om hun ville have glemt os helt. Dét var ikke tilfældet. Faktisk kom hun til at tisse på gulvet af ren lykke og overstadighed, da vi trådte ind over dørtærsklen efter 7 uger væk hjemmefra.

De første par dage gik med at pakke kuffertlivet ud – og med diverse lægebesøg. Mille fik sin gane-udvider fjernet.Det var en stor dag for hende.

I knapt 6.5 måned har hun haft torturredskabet siddende for at udvide ganen, og selvom det er gået lige efter planen hele vejen igennem, så har det været til gene, når hun skulle spise og børste tænder. Heldigvis har hendes tænder ikke taget skade ift. huller eller belægninger undervejs. Både bøjlespecialisten og tandlægen mente, at hun havde fortjent den tur i Candylicious, som Farmanden havde lovet hende som belønning for at være sej og modig igennem noget meget lidt morsomt.

Jeg måtte sjovt nok ikke komme med ind i Candylicious i Dubai Mall. Det var en lukket fest for dem, der forstod at more sig uden begrænsninger, fik jeg at vide.Cille fyldte tolv år, da vi satte kufferterne fra os i entréen, så nu var hun pludselig også klar-parat-til-vaccination mod COVID-19.Af hjertet tak til Dubai Health Authorities, der er akkurat lige så seje til at rulle et stort, gratis vaccineprogram ud, som man er i det danske sundhedsvæsen. Vi er dybt taknemmelige for at kunne få vaccinerne. Det er et gode, som vi nemt kommer til at tage for givet, mens millioner af mennesker verden over ville ønske, at de også fik den mulighed i deres lande.

Vi oplever det på nærmeste hold ift. Maricel, som jo kan berette om problemerne på Filippinerne, hvor en uhørt stor andel af befolkningen er vaccine-skeptiske, så de lander i lock-down efter lock-down pga. alt for høje smittetal – og børnene har ikke været i skole i knapt to år nu. Hendes veninder her i Dubai, der skulle have været på deres årlige orlov i hjemlandet i løbet af sommeren, er heller ikke kommet afsted. Filippinerne vil kun modtage deres egne OFWs (Overseas Filipino Workers), hvis de returnerer til hjemlandet for good. Ellers kan de bare blive, hvor de er, passe deres jobs og så sende en masse penge hjem fra udlandet. Det er kras sager, og de søde nannies har grædt deres skuffelser over ikke at kunne komme til at se familien ud på skift.

Maricel tager det heldigvis ret roligt. Hun vil allerhelst have sin orlov i december måned, så hun kan fejre jul og nytår med sin familie, så nu må vi se, hvordan rejsesituationen ser ud til den tid.

Ikke kun kufferter fyldt med pålægschokolade, fredagsslik og stegepander skulle ordnes og regeres. Jeg har også haft fornøjelsen af at få tildelt et dansklokale på skolen igen! Jeg kunne have tudet, da jeg modtog en mail fra skolen med er specifikt lokalenummer. Så var det pludselig virkeligt.


Efter 14 stive måneder med undervisning over Teams, var det mig en udsøgt fornøjelse at pakke 12 flyttekasser ud fra depot, og smide sådan cirka 1/3-del af det hele ud. For når man er så megaheldig at flytte ind i et nyt lokale, er det samtidig den oplagte lejlighed til at få ryddet op og smidt ud. Sagde udsmidertypen.Lokalet så ikke helt så ryddeligt ud, da jeg overtog det. Den tidligere lærer – fra psykologistudiet på IB Diploma-niveau – var rejst fra skolen uden at fjerne så meget som en nål fra opslagstavlen. Men efter lidt vilde armsving og en spand med desinficerende rengøringsmiddel så der ryddeligt ud – og så skete forvandlingen lige så stille hen over den første uge.Så mens pigerne blev sendt officielt afsted i skole, trissede jeg med derover for at flytte ind i lokalet.Den første uge er der aldrig undervisning hos specialist teachers i Primary School, fordi eleverne er så små, at de lige skal have en uges indkøring med deres nye klasselærer og kammerater, før de pludselig bliver sendt videre ud i systemet til modersmålslærere, islamiske studier, musik, billedkunst og så fremdeles. Og jeg er taknemmelig for den uges opvarmning – især i år, hvor vi flytter tilbage på skolen efter halvandet års fravær.Vi er tre dansklærere på skolen i år. Det er noget nyt – og i øvrigt helt og aldeles fantastisk, for jeg har virkelig savnet at have kollegaer at sparre og hygge mig med.

Jeg er ansvarlig for Years 1-2-3-4-5-6, som er hele Primary School. Min ene kollega er ansvarlig for Mellemtrinnet Years 7-8, og min anden kollega er ansvarlig for Udskolingen Years 9-10-11, samt Diploma-programmet, som svarer til det danske gymnasium, Years 12-13.
Vi søger pt. med lys og lygte efter en pædagog eller lærer, som kan tage sig af vores helt små elever i Kindergarten.
Da jeg gik hjem i onsdags, var der stadig ikke en computer i rummet, men jeg satser på, at det ser lidt bedre ud på skrivebordet søndag, når det for alvor går løs.Mille har været min søde eftermiddags-hjælper hele ugen, når hun har fået fri i skole. Hun glæder sig også til at danskundervisningen skal gå igang igen.Det bliver godt at få indtaget det her fine, lyse lokale – fyldt med både nye og gammelkendte ansigter.

Jeg kan ikke få armene ned over, at jeg rent faktisk skal være fysisk på skolen og undervise børnene “ligesom man plejer”. Hvis der er noget, pandemien har lært mig, så er det en dyb taknemmelig for ganske små ting, der tidligere var de rene selvfølgeligheder. De IT-tekniske landvindinger gav os mulighed for at fortsætte undervisningen, jovist, men der er INTET som at være sammen – i samme rum, i gang med den samme opgave. Dét betyder alt.

I år er der fortsat maske-påbud og 1 meters distance; eleverne skal også have egne medbragte penalhuse og opgavemapper med i dansklokalet for at undgå overføring af smitte; jeg har måttet lave faste bordplaner, så der nemt kan laves smittesporing, hvis uheldet er ude osv. osv.

Men jeg er okay med det hele.

Jeg tager intet for givet længere, så hvis skolens ledelse bad mig stå på hovedet og fløjte hele timen, ville jeg give det et skud!

I morgen går det løs for mig. Pigerne har overlevet den første uge tilbage i klasselokalerne. De er glade og trives med deres lærere og kammerater. Nu er det bare med at komme ud over stepperne. Og så har vi booket en hotelweekend om et par weekender, når vi med garanti trænger til forkælelse og afslapning.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rulle-Mille

Siden sidst har vi haft den skønneste Eid al Fitr i Emiratet Ajman, der ligger 40 minutters kørsel fra Dubai stik nordpå.
Overalt er der pyntet op med gyldne lanterner, halvmåner, dadler og kaffe, og selvfølgelig masser af friske blomster.

Dagene gik så nemt som ingenting med at sove og spise længe, bade i poolen, dase og læse på liggestolene – og så var vi i havet hver dag for at prøve kræfter med den oppustelige forhindringsbane, der ligger fast-fortøjret i Fairmonts private lagune. Martin filmede mig derude. Det var IKKE kønt, så jeg undlader at uploade dokumentation. Jeg skulle jo nødigt tage appetitten fra jer.Havet er omkring 27-28 grader varmt her i midten af maj – og det er simpelthen en perfekt temperatur. Man kan ligge dér og skvulpe rundt i det friske saltvand og duve med bølgerne i en halv time uden så meget som en eneste kuldegysning.

Og pigerne er nu blevet så store, at vi kan ligge stille og læse bøger eller se serier uden anden afbrydelse end insisterende anmodninger om bestilling af mad og drikkevarer i en lind strøm. Mad skal der til, når man er 9 og 11 år gamle.Denne gang havde Martin booket to værelser med dør i mellem, og pigerne var svært tilfredse med at få deres helt eget univers, hvor de kunne flytte ind og lave spabehandlinger uden de voksnes indblanding.Det var tiltrængt for Martin med nogle fridage, hvor der skete ganske lidt på kontoret og i indbakken – og selvom Eid al Fitr er en notorisk dyr weekend (lidt ligesom at booke noget i påsken i Europa), så endte Fairmont med at være sådan rimelig fair.Bevares, den indre madsnob var ret meget på tålt ophold i buffet’en, der helt sikkert godt kunne trænge til en opgradering rent kvalitetsmæssigt, men det sker bare ikke i nærmeste fremtid, for hotellerne har blødt økonomisk så længe, at det er bydende nødvendigt at spare på … ALT. Så – ja – der var ikke længere Le Labo sæbe-sortiment på badeværelserne, som ellers hører til et ophold på Fairmont; om morgenen var der lange køer til æggene, som til gengæld var af tvivlsom burhøne-kvalitet; om aftenen blev der serveret sushi med betydeligt flere grøntsager end rå fisk – og så fremdeles. Vi overlever nok. Og vores russiske medgæster fik da både fyldt tallerkenerne og kommanderet med personalet under alle omstændigheder, må man sige.

Eid al Fitr (og alle andre muslimske helligdage) fastlægges efter månen – og det betyder, at man oftest først ved, hvornår helligdagene træder i kraft dagen før, man egentlig får fri. Dén udfordring kan man tackle på to måder: Book hotel eller ferierejse og kryds fingre for, at den estimerede måneudvikling holder stik – eller hold nallerne helt fra at booke noget som helst, hvis det skaber mere frustration end glæde i tiden op til ferien. For man ved bare aldrig.

Vi havde booket fra tirsdag til fredag for længe siden, fordi Mille fyldte 9 år om tirsdagen. Hvis vi så endte med at skulle i skole og på arbejde tirsdag og onsdag, ville vi bare køre fra hotellet i Ajman og ind til Dubai. Det kunne der jo ikke ske noget ved for et par dage. Men heldet tilsmilede sødeste Mille – og hun fik sørme fri fra skole på sin 9-års dag.Cille havde lavet den fineste skattejagt til Mille med gaver, hun selv havde udtænkt, fundet og købt. Der var også gaver fra familien i Danmark, som faldt i god jord hos den glade Playmobil-entusiast.Vi endte med at give efter for et stort ønske fra Milles side: Rulleskøjter. Vi kan ikke selv stå på rulleskøjter, så det er en førstegangs-oplevelse for os alle. Se lige stoltheden og tilfredsheden lyse ud af hende.Der sker så meget med denne her 9-årling for tiden.Hun er den kærligste hunde-mor og datter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.

Hun reflekterer over tingene, vil gerne tale om alt muligt mellem himmel og jord, når vi cykler eller kører bil sammen – og så er hun blevet markant bedre til at være en lille smule genstand for opmærksomhed eller i centrum, om man vil..
Det var svært for Mille under lockdown i foråret 2020. Hun kom sig aldrig rigtigt over chokket ved at blive sendt hjem og kun skulle se sine venner over Teams på iPad. Hun ville ikke videofilmes til idræt eller til dans. Hun ville ikke lege med de andre over Zoom efter skoletid – for ‘det er ikke rigtigt at lege sammen’. Hun blev indelukket, stille, mut og trist. Præcist som vi andre – i virkeligheden. Børn er spejle på deres voksne. På godt og ondt.Men Mille er nu et helt år ældre – erfaren med, at ting og aftaler kan ændre sig fra ét øjeblik til det næste – rolig ved tanken om, at vi ikke altid ved, om det nu kommer til at gå som aftalt. Hun har lært, at selvom ting ændrer sig, kan vi sagtens finde en løsning og stadig have det dejligt og rart sammen.Hun bevæger sig igen. Både fysisk og mentalt. Væk er corona-tristessen. Mutheden. Matheden. De negative tanker om sig selv og andre, der hele tiden gav sig udslag i, at hun fravalgte fællesskaber.Mille er videre nu. Og gudskelov for det. Vi var virkelig bekymrede, og vi prøvede at tale med hende, så godt, som vi nu kunne.

Det hjalp med en to måneder lang sommerferie i Danmark sidste sommer, hvor det var som om Danmark endnu ikke havde fattet, hvad corona var for en størrelse, og hvilke redskaber, der skulle tages i brug for at få styr på tingene. Det var nærmest et lille helle for os, kan jeg nu se i bakspejlet.

Heldigvis kom vi tilbage til skolestart for alle børn i september 2020. Godt nok med hveranden uge derhjemme for mange af årgangene, men det var trods alt stadig meget, meget bedre end i foråret. Mille landede tilmed i en fantastisk Year 4 klasse med dejlige kammerater og en skøn lærer – og så retter tingene sig jo stille og roligt op.

Mille flyder. Hun er oven på igen.Til lykke med de 9 år til verdens bedste Milløjser.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvad skal du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål stiller vi voksne ofte til børn.

Måske stiller vi det, fordi vi ubevidst nyder den umiddelbarhed, hvormed børn møder verden og en fuldstændig ukendt fremtid? De fleste af os voksne er jo ramt af de begrænsninger og afvisninger, vi har oplevet igennem livet.

Det er ikke børnenes erfaring.

Endnu.

Alt ligger frit for dem.

Ingen døre eller old boys networks er lukkede for dem, og børn har heldigvis heller aldrig hørt om glaslofter i magtens korridorer.

Jeg er én af de voksne, der engang i mellem spørger. Fordi jeg elsker den dialog, jeg så får med et barn. Det siger så meget om deres personlighed og evne til forestilling, når de svarer politibetjent eller mor eller superhelt. Det er en lille uskyldig leg med noget, der ligger så fjernt, at det kun kan tages for dét, det er – en opbyggelig fantasi om noget, der engang gerne må ske.

I og med at jeg elsker denne her hvad-vil-du-være-leg, kan det ikke komme som en overraskelse, at både Cille og Mille kan svare detaljeret for sig, når de bliver spurgt.

Forleden stillede Primary School så spørgsmålet til alle deres små elever.
Emilie fandt straks sin kittel, et par fornuftige cowboybukser og kondisko frem. Plus et par hunde, en bold, hundekiks og et kødben.Mille skal nemlig have sin egen ‘doggy daycare’, når hun bliver voksen. Mormor er dagplejer for små børn – Mille skal være dagplejer for hunde. Idéen ligger lige for, og det er tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, for hun elsker også at være i Mormors dagpleje med de små rollinger. Mille er meget, meget kærlig, empatisk og omsorgsfuld af natur; hun elsker hunde i alle størrelser og racer; hun har lyst til at arbejde med mennesker og dyr. Det vil være er perfekt match, at hun kan modtage en flok hunde, lege og passe dem, og så indgå i en dialog med deres ejere.

Til Milles ‘doggy daycare’ skal der også være ‘grooming-faciliteter’, hvor hundene kan blive vasket og fønet, få klippet negle osv. Hun trækker dog grænsen ved sygdomsbehandling, så hvis der skal være dyrlæge, sygepleje og genoptræning, må andre stå for det. Mille er ikke til blod og smerte. Og det er helt okay. Essensen i denne her hvad-vil-du-være-leg er jo blot, at barnet skal mærke efter, hvad hun/han er passioneret omkring – og ikke de praktiske detaljer, uddannelsesmæssige krav eller økonomiske benspænd.

Cille – derimod – hælder mere til rationelle, naturvidenskabelige fag. Hun har naturligt anlæg for dette, og hun er lige nummeret større, så hun er begyndt at tænke på ungdomslivet og uddannelsesmulighederne. Af sig selv. Det er ikke os, der har forsøgt at skubbe hende i en bestemt retning. Faktisk havde vi planlagt, at stort set ‘hele verden’ skulle være en mulighed for hende, men efter en udbryderkonge (og ditto dronning) kommer der en hjemmefødning. Det er naturens eller universets orden.

Cille vil tilbage til Danmark for at læse på en lang, videregående uddannelse. Hun vil fokusere på de naturvidenskabelige fag i IB-gymnasieskolen hér, og så vil hun tage et sabbatår i Danmark, før hun begynder at læse.

For København er et fedt sted at være ung. Dét har hun regnet ud. Først skal hun tjene penge på en kaffebar eller lignende; hun skal lære at køre bil og at cykle i trafikken – og så skal hun i gang med at læse. Præcist det samme ungdomsmønster, som forældrene – og alle de unge mennesker, hun kender derhjemme.

I et par år har det været psykologi-studiet på Københavns Universitet, der trækker i hende. Med dertilhørende belgisk bedsteveninde og hundehvalp installeret i en lejlighed på Frederiksberg.

Mindre kan ikke gøre det.

For pigerne har undersøgt de forskellige bydele i København – altså research med Google – og de har fundet ud af, at Frederiksberg med de grønne boulevarder og mange parker er perfekt til at have hund og få frisk luft midt i byen. De kom sågar glædesstrålende ned og fortalte, at de bestemt havde råd til en 3-værelses-lejlighed på Frederiksberg, for dén, de havde set på, kostede kun 15.000 kroner. Og det der SU kunne de sagtens få til at strække.

Skuffede blev de, da vi måtte forklare dem, at de 15.000 kroner var den MÅNEDLIGE husleje. 😆

Heldigvis lader de to piger sig ikke slå ud af en smule økonomisk modgang. De har allerede indrettet den 3-værelses.Som muligvis er en 5-værelses, når nu jeg ser nærmere på oversigten. 😂

Dét bliver en dyr omgang.

Men dén tid, dén sorg.

For lige nu er drømme guld værd.

Lyse fremtidsudsigter med spændende studiemuligheder og et ungdomsliv, der er frit og mest for sjov.

Det har vi brug for at drømme om.

For skolen er lukket igen på grund af for mange corona-smittede. Lærerstaben er hårdt ramt – og det er folk også rundt omkring i familierne. Pt. er det en uges skolelukning, men jeg tør ikke tro på, at der bliver åbnet igen på søndag.

Og selvom børnene er rigtig gode til at få det bedste ud af situationen, er det hårdt at gå i hjemmeskole. Det er svært at koncentrere sig. Ansvaret for læringen og den helt lavpraktiske indlevering af skolearbejdet er en langt tungere omgang derhjemme end i klassen. Motivationen er sværere at fastholde. Det sociale liv er pludselig kun i online-format. Det er en fladpandet og mere uhåndgribelig virkelighed at navigere rundt i – og jeg kan se, at børnene gør deres bedste, selvom  det uvægerligt er ukoncentreret og mindre fokuseret end i skolen.

Håbet er som bekendt lysegrønt.

Det skal jo nok blive godt igen.

Men der er ingen tvivl om, at det vil tage meget længere tid, end vi har lyst og overskud til.

Jeg overlever mentalt på en blanding af opløftende leg med uskyldig og evigt-glad hundehvalp og store baljer med sort kaffe.

Hvad ellers er der at gøre – midt i en pandemi?

Nå ja – og så drømmer jeg selv om at være lærer, når jeg bliver voksen. Lærer i en helt almindelig skoleklasse med helt almindelige bøger og papirer med farveblyanter til. Ikke en lærer over Teams på computer, med iPad og Apple-pen. Bare sådan en glad og ivrig lærer i reel kontakt med elever i en virkelig, fysisk verden. ❤️📚📝📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet