Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

UNESCO International Mother Language Day 2019

I dag – den 21. februar – er af FN’s kulturorganisation, UNESCO, udråbt til Den Internationale Modersmåls-Dag. Dét vil jeg da gerne lige slå et slaw for – både som dansklærer og som selvudnævnt sprognørd 🤓.

Jeg vidste slet ikke det her om den 21. februar, da min kollega Heidi og jeg blev foreviget uden for dansklokalet her til eftermiddag. Og jeg har ikke spurgt hende, om jeg må anvende billedet på min blog, men det blev så fint og udmærket, at jeg krydser fingre for, at hun ikke har noget imod det. Ellers må jeg hurtigt få det pillet af igen.Faktisk blev vi fotograferet af en hjælpsom kollega, fordi vi skulle bruge et billede af de to dansklærere in action. Vi er nemlig i færd med at promovere vores skønne danskskole lidt hjemme i Danmark – i samarbejde med den gode online-læse-app, BookBites.

Måske har du hørt om BookBites, der er en app med 10.000+ bøger på dansk? Hvis ikke, så kan jeg varmt anbefale den. Der er ikke tale om sponsoreret indhold her på bloggen – jeg er bare en glad og tilfreds bruger, både som lærer og forælder. App’en kan anvendes i skoleregi, men også som privatperson.

Læsning er jo nøglen til et sprog.Vi kan øve os nok så meget i samtale og lytteforståelse, men den fulde dybde og vidde i et sprog kommer igennem litteraturen. Igennem læsningen af bøger på det pågældende sprog. For forfatterne er dem, der oversætter sindets liv til ord. Det er dem, der faciliterer følelserne og fornemmelserne. Fantasien og opfindsomheden. Tankerne og instinkterne. De kulturelle aspekter og små uanselige nuancer. Og alt muligt andet vigtigt, der bedst udtrykkes på ens modersmål.Ordforrådet bliver også helt naturligt rigere af at læse – både hos børn og voksne.

Og at mestre ens eget eller ens partners modersmål er alfa og omega for et fuldt og rigt samliv og familieliv. For selvom kærlighedens sprog oftest føles i og med kroppen, så giver modersmålet os muligheden for at udtrykke vores dybeste og inderste jeg.Men der er ingen, der har sagt, at det skulle være let.

Faktisk er det lettere at lade være – og det ser jeg masser af eksempler på i hverdagen på en skole med børn fra 80+ lande, hvor forældrene meget ofte er af forskellige nationaliteter. For hvad er så egentlig modersmålet i dén familie? Eller er der mon tale om to, tre eller fire konkurrerende modersmål?

De voksne til- og fravælger at tale deres eget modersmål til børnene.

Det gør de af forskellige årsager.

Nogle er meget bevidste om, hvorfor de har valgt det til eller fra.

Andre har intuitivt valgt det ene eller det andet – muligvis også baseret på familiens umiddelbare behov.

De fleste læser artikler, som anbefaler det ene eller det andet.

De taler også med andre forældre, der har gjort det ene eller det andet.

Og midt i det hele, så til- eller fravælger man. Om ens modersmål skal gives videre til børnene eller ej.Jeg er jo – helt åbenlyst – tilhænger af, at vi giver vores modersmål videre til vores børn.

Ikke (kun) fordi de senere i livet skal prale med at kunne tale rigtigt mange sprog, men fordi det er på modersmålet, vi kan udtrykke os allermest tydeligt, intimt og oprigtigt. Og det har børnene (og ægtefællen) brug for, at vi gør. Alt andet er en (mere eller mindre sofistikeret) oversættelse af ens følelser, tanker og meninger – ihvertfald hvis man er lige så gammel som jeg, der først startede med at lære andre sprog end dansk, da jeg var omkring 11-12 år gammel.Autenticiteten og autoriteten i at kunne udtrykke sig flydende, formfuldendt og fyldestgørende på ens modersmål er slående. Det er så tydeligt, om vi skriver eller taler tillært eller helt naturligt. Enhver fornemmer det straks – uanset om sproget anvendes i en kærlighedserklæring eller i en jobansøgning.

Derfor giver det så meget mening at stå op hver morgen for at undervise på dansk for de danske børn på vores dejlige skole.

Derfor er jeg så stolt af at arbejde på en IB-skole, der anerkender vigtigheden af at mestre ens modersmål.Det er i øvrigt den eneste skole i Dubai, hvor man tilbyder dansk modersmålsundervisning i skoletiden. Det i sig selv er ret cool, synes jeg.

Tre timer om ugen, bliver det til for eleverne på hver årgang – fra de er 5 år gamle til de runder 9. klasse som 15-årige.

De helt små elever kommer i Dansk Legegruppe én gang om ugen, og de ældre elever har en anden lærer til IB Diploma Language B-studierne.

Og de respektive klasser er så små, at vi nemt kan differentiere og stimulere det enkelte barn, så det lærer mest muligt og under de mest optimale former.

Og nu stopper jeg med den storladne kærlighedserklæring til modersmålet  og til “min” skole. Det hele lyder muligvis en kende selviscenesættende og teatralsk, men jeg vælger at tilskrive de store armsving og følelser det faktum, at vi er bosat i udlandet, og derfor for alvor kan se vigtigheden i at lære dansk for at bevare vores danske rødder.

Ikke så meget for os selv, men i særdeleshed for vores børn.

For selvom de to unge damer ikke mister det officielle rødbedefarvede pas, når nu både Far og Mor er pæredanskere, så er det overraskende let at miste tilknytningen til Moder-Landet, når nu de bor langt væk under fjerne himmelstrøg, hvor Danmark oftest bliver reduceret til en minde-kavalkade over dejlige sommerferier og juleferier.

Forhåbentlig kan det danske modersmål hjælpe pigerne til intuitivt at forstå Danmark og danskerne. Folkesjælen. Janteloven. Klaphatten. Frikadellerne. Nøgenheden. Humoren. Bramfriheden. Ærligheden. Middelmådigheden. Bandeordene. Underfundigheden.

Jeg ved det ikke – og det vil kun tiden vise – men jeg håber det inderligt for dem.

After all, så er sproget jo er én af de ganske få gaver, vi kan blive ved med at forære til vores børn – ganske gavmildt og gratis – og som de kan give tilbage på af et ærligt hjerte ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet