Lejrskole Dubai-Style

Cille har glædet sig lige siden starten af Year 6 til at skulle på lejrskole med hele årgangen.Her ligger hun – ivrig og opkørt over, at den flere måneder lange nedtælling til lejrskolen er ved at rinde ud. Tirsdag morgen skal de ENDELIG i busserne og op til det naturskønne emirat Ras Al Khaimah, der ligger ved Hajjar-bjergkæden.Year 6 svarer til 4. klasse i Danmark. De er væk i to overnatninger / tre dage, hvor de skal bo på en professionel lejrskole. Med sig bringer de deres klasselærere, men det er lejrskolens undervisere, der skal fylde indhold i lejrdagene, mens klasselærerne mest er med for de sociale og emotionelle aspekter af at være væk hjemmefra. Lejrskolen har egen swimming pool, legeplads, klatrevæg, svævebane, små “kæle”-dyr til brug i undervisningen og masser af udstyr til hav-aktiviteter – f.eks. snorkling, paddle-boards, kajakker osv. Det er rimeligt langt fra dengang, jeg selv var på lejrskole i 8. klasse i Sæby Søbad med en enkelt udflugt til Kalø Slotsruin, men sådan er det jo fra den ene generation til den næste.

En tre-dages lejrskole koster i omegnen af 3.000 kr. – alt inklusiv.

Det er vel nærmest på højde med hvad en studietur på gymnasieniveau i Danmark ligger på?

Det skal dog siges, at det er ganske frivilligt, om man vil deltage i lejrskolen, eller om man vil deltage i den almindelige undervisning derhjemme på skolen. Som udgangspunkt er det ca. 70% af en klasse, der deltager i lejrskolen. De resterende 30% af klassen bliver hjemme eller benytter sig af ét af de andre tilbud om ture. Der er eksempelvis en uges rejse til Borneo for at se på orangutanger og en uges skiferie i Verbier i Schweiz. De to udlandsture koster hhv. 18.000 kr. og 22.000 kr., så man kunne jo også vælge at deltage i dem alle tre? 😅

På lejrskolen må børnene medbringe ganske få lommepenge, og der er fuld forplejning undervejs, så det er i virkeligheden mest tøj, praktiske sko, lommelygte, sovepose, myggeplastre og tandbørsten, man skal have pakket.Cille har pakket efter alle kunstens regler mere end en uge i forvejen. Hun har tick’et af på en tjekliste, vi fik tilsendt fra lejrskolen, og hun har overvejet alle tænkelige situationer og scenarier. Det har været meget rørende at se på, og vi har skullet undertrykke et fnis her og der, når hun har forklaret og arrangeret.

I løbet af de tre dage har de været ude for mere eller mindre spejder-lignende oplevelser og natur/teknik-faglige aktiviteter. De har bl.a. været på vandring i en ‘wadi’, som er det arabiske ord for en dal, hvorigennem der flyder vand fra bjergene, når det regner. Her mødte de en flok frække bjerggeder og fandt det rådnende lig af et stort kvæg. De har også været ude i mangroven, som er det sumpområde, der ligger mellem ørkenen og havet, når man befinder sig i et ørkenland. Her fandt de plankton og krabber mellem slimede sten og lange plantestængler. De skulle fange krabberne, undersøge dem og efterfølgende sætte dem ud igen. De dissekerede også store blæksprutter og kom i nærkontakt med lejrens slanger, fugle og andre smådyr undervejs.

Cille elskede hvert øjebliks nærkontakt med dyrene på lejrskolen – både de døde og de levende! Og hun kan nu fortælle detaljeret om blækspruttens finurlige anatomi og adfærd.

Der skulle også have været tid til at øve sig i snorkling nede på stranden, men sigtbarheden i havet var nedsat pga. de mange regnskyl og storme, vi har haft denne vinter. I stedet blev der tid til klatrevæggen og fri leg. Cille var vist lettet over, at snorklingen blev aflyst, for hun får klaustrofobiske fornemmelser bare ved tanken om masken – og klatrevæggen takkede hun klart nej til, selvom hun blev opmuntret til at prøve. Hun evner at sige klart nej, den unge dame, når der er noget, hun ikke har lyst til at prøve. Det er jo som sådan en ret god evne at have med sig fra starten af livet.

Om aftenen sang de fjollede sange om lejrbålet og spiste ristede skumfiduser, og et par gange undervejs var de blevet ‘tvunget til at gå i bad’ (som Cille formulerede det) og rydde op på værelserne.

Jeg kan ikke dele de billeder, som lærerne sendte os af de enkelte aktiviteter – af respekt for de andre børn, der er med på billederne, men jeg tillader mig lige at bringe fælles-fotoet fra den sidste dag, hvor hele Year 6 står klar til at sætte sig op i busserne og drøne mod Dubai igen. Glade og udkørte efter tre hæsblæsende dage.Vi fik en storsmilende pige med hjem fra lejrskole torsdag eftermiddag!

Det glæder både Martin og jeg så uendeligt meget, at Cille ser frem til sine lejrskole-ture – og at hun formår at være afsted og have en skøn tur med sine kammerater uden hjemve eller problemer undervejs. I år har turen været helt gnidningsfri; pigerne har hygget sig i køjesengene om aftenen og leget sammen på kryds og tværs uden “friendship trouble”, som Cille kalder det.

Hun var nu ikke den eneste, der var glad for at hun var hjemme igen…

Mille kastede sig om halsen på hende, for tre hele dage uden storesøster er faktisk ret hårdt.

Det er jo så langt fra normen for Mille, sådan at have “det hele for sig selv”. Hun har aldrig kendt til et liv uden Cille, og hun savner hende ganske kort tid efter, at Cille er strøget ud ad døren.Her står hun om morgenen og titter betuttet ind i det mørke, forladte værelse, hvor Cille ikke er – og hun sover om natten med Cilles dovendyr, Liam, i sine arme.

Bevares – ikke alting er surt, når man er alene og uden en storesøster.

Der er f.eks. tid til mor-datter-forkælelse på The Nail Spa.Vi har også haft ekstra god tid til at hygge om morgenen, læse om aftenen, sam-sove og kramme livet ud af hinanden.

Men nu er vi samlet i firkløveret igen.

Og Cille har brugt weekenden på at bade, sove, se film, skrive med sine veninder, spille Minecraft og spise-spise-spise til den store guldmedalje.Nu er hun ved at være udhvilet, mæt og tilpas igen. “Festival-feberen” har efterhånden lagt sig, og søvnunderskuddet er blevet dækket ved hjælp af marathonlang nattesøvn x 2.

I februar er det så Milles tur. For første gang.

Der venter hende en overnatning på skolen i telte sammen med hele årgangen og klasselærerne. Det er skolens måde at “øve” lejrskole på i Year 3, som svarer til 1. klasse, før de skal afsted på de ‘rigtige’ lejrskoler i Year 4, 5 og 6.

⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skybrud

Jeg vågner kl. 6.10 til en SMS om, at skolen er lukket på grund af regn og uvejr. Det samme skete i midten af november.

Cille og Martin har allerede været oppe i et stykke tid, for Cille har kor kl. 6.40 hver søndag morgen. Men vi får hende viklet ud af uniformen igen og over i den behagelige kombination af nattøj og sofa. Ser hun ikke svært tilfreds ud med situationen?Det har virkelig også været usædvanligt dårligt vejr og mærkbart køligere end normalt denne vinter. De seneste par dage har det blæst og regnet, stormet og tordnet.Og denne her morgen er mørk som efteråret i Danmark. Med kastevinde og skybrud.

Regnen pisker ned og ind ad husets utætte ruder, så der må tørres små vandpytter op på nogle af værelserne.

Intet er bygget til regn i en Ørkenstat. Huse, veje og kloaksystemer sukker og giver sig. Regnvand samler sig i enorme pytter, søer og mudrede småfloder, som flyder afsted. Det fine ørkensand blandes op med vandet til en slibrig, klæbende, glat masse, der er ganske farlig at køre i. Træernes rodnet står svagt i sandjord, og der er åbenlys fare for at træer kan vælte ud over stier og vejbaner, når det stormer. Kort sagt – man skal blive hjemme. Indendøre. Og det er dét, skolerne retter sig efter, når de lukker og lader lærere og børn få fri.

Og mens vi andre putter os indendøre, arbejdes der på højtryk for at fjerne vandmængderne, så de ikke ødelægger vejnettet, broer, boligområder, shoppingcentre, parkeringshuse osv.20 teams – eller godt og vel 3.100 mænd – suger vand op, fejer, renser og fjerner alt det debris, der følger i kølvandet på uvejr i en ørken. Det er små, blå mænd, der vader rundt i koldt plumrevand bevæbnet med slanger, skovle og neonveste. De burde have en flidsmedalje – for sjovt kan det ikke være, og lønnen er helt sikkert ikke som fortjent.

Regnen kommer som et resultat af mindst 9 cloud seeding aktioner over De Forenede Arabiske Emirater de seneste dage. Staten bekræfter aktiviteterne, og vi andre mærker konsekvenserne.

Der er sikkert en lang række årsager til at anvende cloud seeding over en ørken. Det håber og antager jeg ihvertfald, at der er. Men som lægmand er det svært at blive begejstret. Det føles som om vi mennesker pirker for meget til naturen, når vi manipulerer skyer til at slippe deres vand på kommando. Hvad er de langsigtede konsekvenser af at skyde salt og sølvioner ud i atmosfæren? Hvorfor skal vi overhovedet rode med skyer og regn i en region af verden, der konsekvent er tør og regnfattig?

Jeg forstår det ikke, udover at nedbøren giver gratis vanding af vores sirligt tilplantede områder og landets landbrugsafgrøder.

Og indtil regnen, blæsten, tordenvejret og lynene stilner af, må vi begå os herinde.Pigerne bygger hule og rister ikke-eksisterende skumfiduser over TV-ild. På billedet ser det så tilforladeligt ud, men størstedelen af tiden skændes de, så det buldrer og brager nogenlunde lige så meget som tordenen udenfor.

Maricel bager pandekager, flyver under radaren og rydder op efter os i én uendelighed.

Martin og jeg sætter os for at se en interessant BBC-dokumentar om den iranske, nu afdøde, General Qasem Soleimani – kun afbrudt sådan cirka 14 gange af fredsmægling blandt de stridende parter, der mest af alt minder om en ægte mellemøstlig konflikt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem der er the bad guy. Til sidst bliver det for meget, og vi sniger os ud af døren og om i fitnesscentret, hvor vi kan være helt i fred for stride børn.

Oh well.

I morgen er der atter en dag.

Men kan vi ikke aftale, at det bliver en helt almindelig hverdag med skolegang – og helst ingen ingen skybrud, tak?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet