Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

How’s the weekend, baby?Min går sådan set okay, men er da ikke nødvendigvis blevet bedre af, at Martin har købt et Pennywise Halloween-kostume, og nu mener, at det skal testes på de nærmeste 😱🤡. Jeg er bare ikke god til klovne. Hverken dem, der slår ihjel, eller dem, der forsøger at være sjove over for børn.

Heldigvis tog han klovneriet af igen, da han skulle lave en frisk omgang müsli sammen med Cille. En mand med mange og forskelligartede talenter, må man sige…Men udover indkøb i kostumeafdelingen, så går vi her i Ørkenstaten og tæller ned til Morfar og Connys ankomst i næste uge. Derfor er weekenden også dedikeret til praktiske gøremål, man bare aldrig får gjort, når der er gæster, lidt opladning af indre batterier med cider, pizza og Disney’s Aladdin på husalteret – og så en seriøs dosis forældrelektier.

I sidste uge modtog vi en e-mail fra Cilles klasselærer om, at alle børnene i Year 6 skal konstruere deres egen model af hjertet. Derhjemme, naturligvis. Hvorfor dog “spilde tiden” med at bygge hjertemodeller i skoletiden, om man må spørge med en knivspids sarkasme?

“Men så lad dog være med at gøre det til forældrelektier”, tænker du måske og fortsætter sikkert ganske relevant: “Kan barnet ikke bare få et par klumper modellervoks i rød og blå, og så selv gå igang, det er vel dét, der er hele pointen med opgaven!?”

Dertil kan jeg kun svare både ja og nej.

Ja – det er pointen, at barnet skal udforske hjertet og lære at tage ansvar for en opgave, som skal afleveres til en bestemt tid.

Ja – i den ideelle verden burde det være en hjemmeopgave, som barnet selv kan udføre uden forældrenes assistance.

Og nej, er jeg samtidig nødt til at svare, for barnet er kun 10 år gammelt og har ikke en kinapersons chance for at kunne udføre opgaven uden støtte fra en voksen.

Og dét ved skolen udmærket godt. Who are we kidding?

Og så er der den anden og underliggende udfordring ved, at hjertemodellen skal fremstilles hjemme og medbringes til skolen: Den hjemmekonstruerede hjertemodel skal fremvises på en såkaldt Bodyology Fair – en slags “markedsplads” – hvor forældrene skal cirkulere rundt og spørge ind til børnenes modeller, hvortil børnene skal kunne forklare hjertets funktion, dets opbygning, betegnelserne for kamre, ventrikler, arterier, hjerteklapper og så videre.

På “markedspladsen” ville ens barn jo risikere at falde helt igennem, hvis man bare lod ham eller hende lege lidt med modellervoks derhjemme. Der er tale om seriøs fremvisning af viden og evner.

Muligvis er det en usund form for konkurrence og en alt for stor involvering fra forældrenes side i hjemmearbejde og skoleprojekter helt generelt, men vi har ikke lyst til at lade Cille få en oplevelse af, at hendes projekt og model er dårligere end de andres. When in Rome, ikke?

E-mailen beskrev videre, at barnet kunne vælge mellem to typer af modeller: En repræsentativ/illustrativ model, som de skal forklare hjertets funktion og opbygning ud fra – eller en mekanisk/funktionel model, som kan pumpe/cirkulere rød væske rundt i et kredsløb.

Jamen tusind tak, da, for alle de muligheder, de 10-årige bliver givet 😂

E-mailen beskrev med stigende entusiasme, at vi endelig ikke måtte gå ud og bruge penge på materialer til modellen, men meget gerne genbruge og finde materialer derhjemme. Fordi man jo har et skab fyldt af arty-crafty-genbrugsmaterialer til alle formål, ikke? Who are we kidding?

E-mailen sluttede on a high note med en række links til YouTube med imponerende modeller, som små indiske vidunderbørn har fremstillet med største omhu og engagement til deres skoleprojekter i Mumbai og Chennai. I ved – den slags børn, der vokser op med beskeden (truslen) om at gøre deres forældre stolte ved at blive uddannede til læger hurtigst muligt.

Den eneste respons, man kan give på de her fuldstændig ubehjælpelige e-mails og opgaver er noget i retning af FML (F*ck My Life) med lav stemmeføring, så barnet ikke hører forældrene sige the f-word.

Til trods for min entusiastiske fremvisning af en mekanisk model, jeg havde fundet på en STEM-side for børn, valgte Cille – ligesom 90% af alle de andre børn, er mit gæt – en repræsentativ model. Som skulle fremstilles i blødt ler. Naturligvis.

Far sendes afsted i Creative Minds i Umm Suqiem med bævrende Master-Card. Dét sted er på en og samme tid de kreatives himmel og helvede. Og så er der ellers flere timers forældrelektier med et barn, der tjekker ind og ud af modelleringensfasen, fordi opgaven er for overvældende. Jeg kan ikke bebrejde hende. Det er for tidskrævende og mentalt krævende for en pige i hendes alder. Faktisk var det krævende nok for hendes to 40+ gamle forældre.Til sidst er hjertemodellen (tilsat en venstre lunge) dog i hus.Den 10-åriges stolthed er åbenlys, mens hun forklarer blodets cirkulation gennem kamre og ventrikler, iltningen af blodet i lungerne og så fremdeles.Forældrene er sådan set også helt stolte af projektet, som vi har en temmelig stor andel i.

Det lykkedes os simpelthen at lege med lerpølser og piberensere i adskillige timer uden at komme op at skændes. Nærmest en form for parterapi, sådan at “lære nyt”, “tænke ud af boksen” og “være kreative” sammen, mens vi “oplever nye sider af hinanden”. Suk.

Hvis du skulle få lyst til flere forældrelektier, så kommer der her links til Cilles gudsbenådede solsystem fra Year 4 og Baby-Milles “interview med en person, der er vigtig i dit lokalsamfund” . FML, si’r jeg bare. Og god weekend!

Forældrelektier

 

Forældre-lektier

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 30

Vi er nu officielt lidt mere end halvvejs igennem mammut-sommerferien i Danmark. Det ved jeg, fordi Europcars lejekontrakt hævder, at vi anvender lejebilen i 51 dage, før vi afleverer den i Kastrup og returnerer til en fjern Ørkenstat.

Og Europcar tæller helt sikkert bedre end jeg. Faktisk var det deres optælning, der inspirerede mig til at navngive mine blogindlæg med det antal dage, vi har opholdt os i Danmark denne sommer. Jeg er helt sikker på, at det ikke giver inspirerende titler, der motiverer til videre læsning, så dén idé er absolut frasorteret til næste gang 😂.

I sidste uge landede vi på landet hos Mormor.

‘På landet’ er i denne ombæring lig med et lille husmandssted, hvor min Mor blev født – og hvor jeg boede, til jeg var 18. Husmandsstedet ligger 5 km. uden for landsbyen Horne, hvor jeg gik i skole til og med 7. klasse. Horne ligger 20 km. uden for Varde, hvor jeg gik i 8.-9. klasse og i gymnasiet, og så kunne man ikke se min røv for bare fodsåler, så travlt havde jeg med komme væk fra Vestjylland dengang.

Men tilbage er jeg.

Hver sommer.

Og denne sommer er Mormors dagpleje åben, mens vi bor hos hende, så pigerne assisterer hende til den store guldmedalje.I løbet af ugen skal de også gå i Madskole på min gamle folkeskole.Det er et par meget spændte kokkeelever, der møder op og får udleveret forklæder og kokkehuer. De har aldrig nogensinde prøvet at være i et dansk skolemiljø før, så det hele føles meget uvant.Men der skal ikke mere end en halv formiddag til at “tø” dem op. De er vant til at indgå i mange sammenhænge og ofte med helt ukendte børn og voksne, så de siger pænt farvel til mig og arbejder sig ind i deres respektive køkkengrupper. Deres ører er også drevne, så de justerer efter både vestjysk og nordjysk dialekt hos deres madskolelærere, præcist som de ville justere efter sydafrikansk, irsk eller britisk accent på deres skole i Dubai.

Der er 16 kokkeelever i alderen 7-12 år denne uge på Horne Skole i hjemkundskabslokalet, der har fået en fin make-over, siden Mor her var dreng.Ambitionsniveauet for de unge mennesker er højt. Den første dag renser de frilandskyllinger, der skal langtidssteges med friske grøntsager, de selv har trukket op af jorden i skolens køkkenhave.I løbet af ugen laver de hjemmelavet müsli, smoothies, solbærsaft, bager langtidshævede grahamsboller, kage og marengskys. De lærer at lave salater, røre en mayonnaise, bage grøntsagsvafler og grønne pandekager. De lærer at koge ris, grøntsagssuppe og æg – og en masse andre nyttige ting i et helt almindeligt køkken, foruden essentielle køkken-skills, såsom hygiejne, opvask og oprydning, rengøring, de 10 kostråd, køkkenredskaberne og forskellige, relevante fødevareteorier undervejs.

Der er også en halvdags-ekskursion ud af køkkenet.

I år går turen til Hovborg Dambrug, hvor de skal se på ørredopdræt og fange en ørred hver.Børnesøen ved siden af dambruget er velsignet med et hav af ørreder, så det er ikke jordens sværeste opgave at få en god størrelse 🐟 på krogen.Efter fangsten skal børnene rengøre fiskene.Jeg er imponeret over dem. De går til opgaven med at fange og rense fisk uden at kny et øjeblik. Jeg ryster nærmest efter at have gokket tre af sprællefiskene i hovedet, og får opkastningsfornemmelser i smug ved den sødlige lugt af fiskeblod, skæl, slim og indvolde.

Retur på skolen skal de rensede fisk skylles grundigt igennem, saltes og i rygeovnen næste morgen.

Hvor mange voksne har prøvet at fange, rense og ryge deres egne fisk?

Torsdag aften er forældrene inviteret til middag på skolen. Børnene har glædet sig helt vildt til at vise deres nye evner i køkkenet frem for forældre, søskende, bedsteforældre osv. – og i vores tilfælde Kusine Jo.Aftenen starter med at børnene holder foredrag om deres læring og oplevelser i løbet af Madskole-ugen.Bagefter serverer de deres fine, nyrøgede ørredfiletter med hjemmerørt mayonnaise og rugbrød, to forskellige slags pastaretter, der er gratineret i ovnen med oste, friskblandet salat, hjemmelavet saft – og til sidst pocherede pærer med flødeskum, marengs og makroner.

Vi bliver også inviteret med om i skolens køkkenhave, hvor der blandt andet er et flot bålsted og en dejlig sansesti med duftende krydderurter til at løbe hænderne igennem, mens fødderne stimuleres af forskellige, naturlige underlag og ørerne kan lytte til et vindspil.Til slut får børnene overrakt diplomer for deres indsats.Det har simpelthen været en fantastisk lærerig uge i Madskolen for de to små kokke, der ser meget op til familiens virkelige kok, der sjovt nok også er på skole i disse uger op til den nervepirrende svendeprøve. Cille og Mille har fået en ny tro på egne evner i et køkken; de forstår rutinerne og redskaberne lidt bedre; de har lært at følge en opskrift, veje og måle op, vurdere smage og en masse andet godt undervejs.

De er pavestolte over deres indsats – og det er jeg virkelig også.

At komme helt “udefra” – og tilmed med en dygtig husholderske derhjemme, som disker op med stort set alle måltider til hele familien, så ingen behøver at have køkken-skills overhovedet – gør det ikke nødvendigvis til en nem ting, sådan at komme i gang i køkkenet.

Men Madskolens frivillige ledere var virkelig dygtige til at lære fra sig, til at skabe en disciplineret ånd og en stemning, der gjorde, at der blev lyttet efter, prøvet ihærdigt, og arbejdet med og smagt på helt nye råvarer og fødevarer, der måske ville være blevet blankt afvist derhjemme.

Hvis du har lyst til at sende dit barn på en Madskole i sommerferien, så skal du vide, at skolerne oprettes i et ikke-kommercielt samarbejde mellem landbrugsorganisationen 4H, interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer og købmandskæden REMA 1000.

De frivillige madskoleledere og lærere er dét, ordet siger: Helt og aldeles frivillige.

Det er ganske imponerende, at andre voksne vil være sammen med vores børn i deres ferie! De må være gjort af et særligt stof. Ingen i dette initiativ får som sagt en løn, og tilmeldingsgebyret er så lavt, at jeg har glemt, hvor meget det koster pr. barn.

Du kan se mere på Madskolernes FaceBook-side eller kontakte din lokale 4H-leder for yderligere info.

https://da-dk.facebook.com/Madskoler

Herfra skal der lyde en varm tak til årets Madskole-frivillige på Horne Skole – og særligt til Horne 4H, der gør alt benarbejdet for at en uge som denne overhovedet bliver til noget.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ferie hele året

Vi nærmer os en godt to måneder lang sommerferie med hastige skridt.Det er helt vildt, som endnu et skoleår er strøget afsted.

Cille er godt på vej til at afslutte Year 5, som svarer til dansk 3. klasse.

Mille afslutter nu Year 2, der svarer til 0. klasse.

At Mille går i 0. klasse er faktisk lidt misvisende, da det er hendes 3. skoleår, som afsluttes nu, men når man starter i skole som 3 1/2-årig tæller vi både Year 1 og Year 2 som 0. klasse(r), for at få det til at stemme bare nogenlunde overens med deres alder og det dertilhørende danske klassetrin. Den slags kan der i øvrigt komme meget forvirring ud af, når børnene hernede fra skal starte i en dansk skole – for hvor placerer man dem lige, når de som 6-7-årige allerede har gået i skole i 3 år?

De to første år – KG1 og KG2 eller FS1 og FS2 – er selvfølgelig baserede på leg og stimulans af børns naturlige lyst til at lære. Men hen mod slutningen af KG2/FS2, hvor børnene er 5 år gamle, skal de genkende og skrive hele alfabetet, genkende og skrive tal, samt kende navnene på forskellige former, farver og symboler. De læser også deres allerførste læsebøger i papirform og på læse-apps, og de har matematik i klassen og derhjemme som forskellige apps.Børn går i skole 180 dage om året i De Forenede Arabiske Emirater. Det er vistnok et ret gennemsnitligt antal dage, efter hvad jeg kan se i forskellige statistikker?

Der er undervisning fra kl. 7-8 til kl. 14-15 hver dag, afhængig af skolens beslutning om timetal og af barnets alder.

Børn starter – som tommelfingerregel – efter de er fyldt 3 år i enten KG1 (kindergarten) eller FS1 (foundation stage), men nogle starter først i en “rigtig” skole senere, hvis de ikke er skoleparate – eller hvis forældrene modsætter sig, at de sammen med 25 andre rollinger skal indoktrineres med skoleuniformer, madpakker, skemalagt hverdagsliv og forceret toilettræning som kun 3-årige.

Hvis man vil ind på en eftertragtet skole, kan starten i KG1 nærmest være påtvunget, fordi det er den eneste årgang, der er pladser i. Det var ihvertfald sådan, vi selv fik møvet os ind på Dubai International Academy dengang for 4 år siden.

Man bliver så mør i den der venteposition.

Cille var på en britisk naboskole, som vi ikke var glade for – og knapt halvandet års ventetid på at komme ind på den ønskede skole gjorde, at vores holdninger blev gradbøjet lidt i forhold til skolestart. Så Mille-Møjsengøjseren endte altså med at begynde i skole som 3-årig, fordi hun samtidig kunne bane vejen for, at storesøster fik en plads i Year 2.And the rest is history. For hun klarede den jo fint, den lille Mille. Og den store Cille fik det meget bedre af at skifte skole.

Men udover at jeg knapt kan forholde mig til, at der allerede er gået et helt skoleår mere for både pigerne og mig selv, så kan jeg heller ikke forholde mig til, hvor hurtigt tingene lukker ned her i Ørkenstaten.

Folk rømmer simpelthen hus og hjem længe før skolen reelt er færdig.

Måske rejser de tidligere pga. familiære behov – en syg bedsteforælder, et bryllup eller noget andet vigtigt i hjemlandet?

Måske rejser de tidligere, fordi flybilletterne stiger voldsomt i pris, lige omkring skolernes sidste dage?

Måske rejser de, fordi de bare er pissetrætte af den ulidelige sommervarme og at hænge i en klokkesnor efter børnenes skema?

Jeg ved det ikke, men jeg undrer mig. Til stadighed.

For er der noget, vi har meget af, så er det ferie!

Ud af årets 365 dage er vi kun afsted i skole i de førnævnte 180 dage. Det er både en dyr fornøjelse at have børnene i skole her – men da også nødvendigt, at de er til stede i skoletiden, for overhovedet at nå alt dét, et skoleår skal indeholde.

Det lyder måske helt hen i vejret, at jeg sidder her og beklager mig over, “at have for meget ferie”. Sommervarmen kan let have steget mig til hovedet. Men uanset hedeslag og metaltræthed lige her før målstregen sådan for alvor er synlig, så forstår jeg ikke, at man tager sine børn ud af skolen en eller flere uger op til (endnu) en ferie.

For os er det ingen sag at få passet to ferieophold i Danmark ind i løbet af et skoleår, plus hvad vi ellers render og foretager os i forhold til familieferier og oplevelser, der hører ud over det almindelige weekend-driverliv.

Måske er der også nogle forældre, som begrunder den hyppige og langvarige ferieafholdelse med at ‘børnene jo er så små’? Og det er rigtigt. Det er jo ikke gymnasialt eller universitetsniveau, vi taler om. Men børnene går stadig glip af en masse både læringsmæssigt og socialt, hvis de er væk en eller flere uger før og/eller efter hver ferie/helligdagsperiode.Når jeg så er færdig med at være grumpy over, at folk smutter fra en overophedet Ørkenstat i tide og utide, så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til den 7/7, hvor det bliver vores tur til at vinke farvel til det hele hernede, for at fokusere på familie og venner i Danmark i de næste 2 måneder. Yay! ✈

Mange hilsner fra Mor i Udlandet