Kildekritik i en verden af fake news

Det fortsætter med at stramme til på de her breddegrader.

I torsdags blev Cille og en række andre elever i Year 7 bedt om at blive hjemme og tilgå undervisningen over Teams, fordi en af deres klasselærere var testet positiv for COVID-19. Dubai Health Authority (DHA) skulle så lave deres ‘tracing’-detektivarbejde, og vi ville få besked inden for 24-48 timer.

Cille var helt okay med en hjemmearbejdsdag, og der er ingen tvivl om, at det er bare så meget lettere for de større elever at jonglere rundt med teknologien og rent faktisk få indleveret deres opgaver undervejs. Med Mille (og alle andre yngre elever) er det en helt anden historie, hvor forældrene konstant er nødt til at tjekke, om de nu er logget på de rigtige møder, og om der bliver uploadet opgaver efter hver time. Eller om tiden i stedet er gået med at lege med Playmobil på værelset…! *True story.

Jeg var dog lige nødt til at have snakken med Cille om, at der jo kunne komme en vurdering fra DHA om, at hun skulle corona-testes for en sikkerheds skyld – alternativt fortsætte med karantæneskoling herhjemme. Straks syntes Cille, at hun havde vældig ondt i maven, og om det mon også var et tegn på, at hun havde fået corona? Frem med varmepuden og kamilleteen.

Det er så svært at opveje og afveje informationsmængden til børnene i denne her tid.

Jeg overoplyser muligvis pigerne, men jeg føler, at jeg ligeså godt kan lade dem vide, at og når der er en usikkerhed i farvandet eller en test, der skal tages for at kunne deltage. De ved f.eks. godt, at der måske skal tages tests igen til jul, hvis de vil på juleferie og se hele familien i Danmark. Og de ved, at skolen til hver en tid kan sende en mail, som sender dem direkte hjem i hjemmeskolen igen. Og med min linde strøm af informationer til dem, følger bekymringen med som en uønsket følgesvend hver gang.

Det er en forbistret usikkerhed og tvetydighed, der slår pusten ud af os alle. Selvom børn er langt bedre til at omstille sig end vi voksne er, så gør det stadig ondt, at vi ikke ved, hvornår Mormor eller Farmor kommer til Dubai igen. Eller om det er muligt at komme til Danmark på juleferie. Usikkerhed er jo fuldstændig uden udløbsdato. Ingen kan sige, hvornår vi får lov at trække vejret friere igen – og dén der tanke med at ‘når corona er ovre’ virker bare så virkelighedsfjern lige nu.

Det er heller ikke let at være Maricel lige nu. Filippinerne har virkelig skrappe karantæneregler, og der er en stor risiko for, at hun ikke kan komme retur til Dubai, hvis og såfremt hun rejser på juleferie derhjemme. Hvilket hun har gjort hvert eneste år, fordi der betyder så meget for hende. Vi må snart til at have fundet en løsning og aftale med hende – og så må hun selv vælge, om hun vil hjem nu – eller blive her og udskyde sin ferie til næste år.

De her trælse valg står vi alle i.

Min søster og mor har vouchers med Emirates, som de ikke har en kinamands chance for at vide, hvornår de kan omsætte til reelle flybilletter. Der er mange, som udskyder fester og mærkedage, eller som må affinde sig med at afholde arrangementer under mere begrænsede forhold.

Det er vel ikke livstruende i sig selv, at vi alle må stoppe op og blive hjemme, men det truer os på livskvaliteten og livsglæden. Og det giver bekymret tankemylder og et endnu større savn efter tryghed og genkendelighed, føler jeg. Og jeg burde virkelig ikke være dén, der klager – vi lykkedes med at være to skønne sommermåneder i Danmark i år – og det ser ud til, at vi også kan fejre julen i familiens skød.

I stedet for at rode mere rundt i corona-mavepinen, tog Cille og jeg i stedet en god tur ind i kildekritikkens univers, nu hvor hun alligevel var hjemme fra skole.

Hvis ikke det var tydeligt skåret ud i pap for os tidligere, så synes jeg, at behovet for kildekritik og nærlæsning er blevet endnu mere presserende her under coronapandemien, hvor mængden af fake news og konspirationsteorier er galopperet helt derudaf. Jeg har faktisk været nødt til at unfollow en hel del mennesker på det seneste, men det er jo ingen skam, at vi er enige om at være uenige.

Cille er i gang med sit første store projekt i Secondary School i faget Individuals and Societies. Et projekt, der involverer et vist personligt initiativ og nogle positive handlinger i ens community eller nabolag, om man vil. Derfor er Cille ude med cyklen for at samle skrald. Primært plastic, som også er dén type affald, hun har valgt at fokusere på i sit projekt.Der er desværre rigeligt at komme efter i ghettoen hver eneste dag,  til trods for et upåklageligt affalds-afhentningssystem (vi får tømt skraldespande hveranden eller hver tredje dag), og en lang række åbne skraldespande på gader og stræder, som kan frit benyttes af alle.Det er cigaretskodder, kapsler, tomme vandflasker, slikpapir og mundbind, der topper plasticlisten – krydret med lidt hundelort og flyers med tilbud om bilvask.

Cille har selvstændigt fundet, set og læst 32 kilder til sit projekt, da hun skulle sætte sig yderligere ind i problematikken. Videoer, avisartikler, blogs, hjemmesider, reklamer osv., som alle taler om plasticforurening i verdenshavene, i De Forenede Arabiske Emirater og på verdensplan. Sammen gennemgik vi alle organisationerne og forfatterne til artiklerne og nyhedslinks’ene for at sikre os, at det nu også var troværdige kilder.Og jeg var ret imponeret af min 11-årige unge.

Alle kilderne – på nær én YouTube-ressource, der var lavet af en militaristisk veganisme-organisation – var pålidelige.

Efter fakta- og troværdighedstjek stoppede vi alle kilderne ind i MLA-format til Cilles biografi.

Hvis du har brug for et godt værktøj til at lave en hurtigt og korrekt bibliografi, der er godkendt til universitetsniveau, kan jeg varmt anbefale denne fine og helt gratis ressource, My Bib:

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Coronaen rykker nærmere

“Moar, ved du, den dreng i min klasse, som ikke er kommet i skole for 2 weeks, hans mor og far har haft corona”, udbryder Mille glad henover aftensmaden. “Men han har ikke selv haft corona, for han manage’de at komme hjem til sin ven for at bo der for en uge, så de ikke kunne smitte ham”.

Hvordan ved du dét her, Mille?”, spørger jeg – ret så forbløffet.

Han sagde det selv i klassen. Han sagde: Mr. Phillip, you know, I couldn’t come to school, because my mom and dad had corona and I didn’t even get it! Er det ikke funny, hva’ Moar?”

Gisp med gisp på.

Coronaen rykker nærmere.

Så tæt på, at jeg ikke rigtigt kan finde det helt så funny, som Mille kan. Faktisk er det som om mit funnybone er krympet på det seneste.

Det var jo ikke sådan, at vi ikke havde fået besked. Der var kommet en mail til os fra skolen for to uger siden. Dén mail var skræmmende nok i sig selv, men samtidig også distanceret nok til, at vi lægger det lidt fra os igen. Hvad kan vi alligevel gøre ved det?


Det bliver bare så pokkers virkeligt, når der kommer ansigt og navn på. Nu er der ikke længere tale om en-eller-andens-forældre, men om “Peters forældre”. Og hvem ved, om de kommer let igennem det – eller om de bliver nogle af dem, der kommer til at døje med grumme eftervirkninger?

Der er godt gang i coronaen her i Ørkenstaten. Smittetallet er stigende, men der bliver pt. ikke talt om at ‘lukke helt ned’ igen. Måske er det fordi vi allerede har betydelige restriktioner i hverdagen, som hverken er blevet sænket eller droppet undervejs, sådan som det skete i Europa, hvor mange lande nu er nødt til at revurdere borgernes friheder, aflyse den ubærligt vigtige Tuborg J-Dag, Halloweenfester og hvad ved jeg.

Vi er ved at mentalt-forberede pigerne på, at der heller ikke bliver nogen Halloween-gadefest i The Lakes, som der plejer at være. Selvfølgelig kan vi ikke gå ud på trick-or-treat, når man ikke må være forsamlet mere end maksimalt 10 personer – og selvfølgelig kan vi ikke rode rundt med en fælles omgange fedtede karameller og klistrede chokoladebarer.

Og det er ikke kun i Primary School, at der er gang i corona-cirkus.

I Secondary School testede en idrætslærer positiv efter at have undervist drengene på adskillige årgange i en dag eller to – endnu ganske uvidende om, at han var smittet.


En corona-inficeret idrætslærer, der underviser på mange årgange giver virkelig en solid portion stress ud i geledderne. Mobilen glødede hele aftenen med bekymrede forældre over WhatsApp, der desperat forsøgte at finde ud af, hvilken lærer, der var tale om, fordi de fik beskeder fra skolen om, at ét af deres børn ikke måtte komme i skole, mens det andet barn/de andre børn gerne måtte. Og hvorfor mon det kun var ét af børnene, der skulle i karantæne og ikke dem begge/dem alle?

Efter hundrede forvirrede beskeder frem og tilbage blev det konkluderet, at der nok var tale om en specialist-teacher, der underviser på kryds og tværs, når nu én forælder fik besked om, at sønnen i Year 7 skulle blive hjemme, mens en anden forælder fik besked om, at sønnen i Year 11 skulle blive hjemme.

Jeg blev ved og ved med at refreshe min indbakke, fordi jeg endnu ikke forstod, at det kun var drengene, der havde været i nærheden af læreren. Der kom aldrig en mail – forståeligt nok – og Cille har været i skole hver dag.

Det rykker hele tiden nærmere, det her corona-cirkus.

Før sommerferien var det ganske perifert, når jeg hørte om folk, der havde pådraget sig corona. Det var ikke nogen lige i nabolaget eller i klassen. Nærmere noget med nogle labor camps eller shared accommodations. Men nu er det lige her. Og det ser bestemt ikke ud til at være en forbigående trend.

Det er uvisheden, der dræner mentalt. Hvor længe står det her mon på?

Pludselig føles det som en hel lettelse, at jeg ikke underviser fysisk på skolen lige nu – for tænk, hvis jeg blev dén lærer, der smittede en masse børn eller ihvertfald sendte dem hjem i karantæne i en periode?

Lettelse og forvirring.

Bølgerne går højt både følelsesmæssigt og mentalt i de her dage – også selvom den nye hverdag er ved at forme sig. For den virker så skrøbelig, den nye hverdags-konstellation. Der skal ikke mere end en enkelt smittespreder til, så kan vi alle ryge lige lukt tilbage i karantænelivet igen. Og det orker jeg ikke. Ingen orker karantæne. Det er jo så tæt på dødens pølse, som man kan komme.

Træk vejret, Tine. Gennem masken, naturligvis. Så det gør jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På distancen

Vi har nu så småt kradset lidt i overfladen på det herrens skoleår 2020/21.

Cille er i skole på fuldtid – med mundbindet skruet godt fast fra 7.30 til 14.30 – og en skoletaske så tung, så tung, fordi intet må opbevares i klassen, men skal slæbes frem og tilbage hver dag. Det er pænt varmt at cykle rundt i 40 grader med en 12 kilo tung taske, når man selv vejer knapt 40 kilo, men hun siger ikke en lyd.Det går godt for Cille i Secondary School. Hendes motivation og begejstring for at lære nyt, når nye højder. Det er tydeligt, at hun elsker, at hver lærer er specialist på sit fagområde. Dét giver fornyet interesse for selv de fag, hun normalt ikke interesserede sig så meget for i Primary School – og det giver fornyet respekt for faglæreren. Det sociale fungerer så som så, fordi børnene ikke rigtigt kan få lov til at socialisere. I formiddags- og frokostpauserne skal de blive inde i deres klasseværelser, og de har lov til at se lidt film eller TV-serier, men med de samme to meters afstand, som de holder i timerne. Der er ikke rigtig mulighed for at mingle og lære nye mennesker at kende, men Cille er heldigvis i klasse med et par søde piger, som hun allerede kendte fra Primary School.

Mille har landet sig en helt igennem fantastisk mandlig lærer i år. Han har et godt greb om børnene, og han har gjort dem klar til den åbenlyse udfordring, der ligger i dette skoleår: At halvdelen af skoletiden foregår på distancen.

Mille er således fysisk tilstede i skolen hveranden uge – og hveranden uge er det så tid til corona-hjemmeskole med videoopkald i Microsoft Teams for hvert fag. Hun trives i skolen, og hun viser tegn på at trives en smule bedre i hjemmeskolen end hun gjorde i foråret – mest af alt foranlediget af, at hun kan sidde og arbejde sammen med en sød klassekammerat, der bor længere nede ad vores vej. Det er et rent held og lykketræf, at vi bor lige i nærheden af hinanden.

Jeg befinder mig også selv på distancen som dansk modersmålslærer. Ikke kun hveranden uge, som i Milles tilfælde, men 100% af undervisningstiden. Dansklokalet er blevet inddraget til anden undervisning på skolen, fordi de døjer med at finde plads til alle elever, når der pludselig skal være to meter mellem bordene – og jeg har ingen indikationer på, at det bliver anderledes foreløbigt. Desværre.

Martin er derfor gået igang med at indrette en reel hjemmearbejdsplads til mig, så jeg ikke hele tiden skal rykke rundt efter et sted i huset, hvor der er bare lidt stille og en ledig stol. Det skal nok blive godt, selvom jeg langt hellere så mig selv henne på skolen i et almindeligt lærerværelse og i mit søde lille dansklokale med børnene omkring mig.
I dette skoleår underviser jeg alle årgange i Primary School, hvilket vil sige fra børnene er 5-6-år i Year 1 til og med de 10-11-årige i Year 6. I dansk skoleregi ville det være fra 0. klasse til og med 4. klasse.

Hvert barn har fået udleveret en mappe med danske arbejdshæfter i, som vi bruger i undervisningen. Hæfterne ville normalt ligge på en klassehylde i dansklokalet, men som med alt andet pt., må børnene selv slæbe det frem og tilbage mellem hjem og skole. Hvert barn har så en personlig iPad og høretelefoner med i skole, når de skal have dansk – og så laver vi ellers 50 minutter lange video-seancer over Microsoft Teams.I timerne taler vi selvfølgelig sammen om løst og fast; vi læser og diskuterer bøger i online-biblioteket BookBites, og vi arbejder sammen i arbejdshæfterne, ved at jeg broadcaster en scannet kopi af en specifik side på min iPad, som jeg så skriver og tegner på med min Apple-pen, så børnene kan følge opgavens mønster og får modelleret indholdet.

Normalt ville jeg følge børnenes arbejde i klassen rundt om bordet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke gøre lige nu. I stedet kan de følge mig, når jeg fylder ud og skriver, og så kan de samtidig fylde ud i deres egne hæfter, hvorefter de viser mig deres arbejde på deres skærme.
Det er en meget anderledes måde at undervise på, men jeg er ved at finde mig til rette – og jeg er ihvertfald blevet en hel del bedre til IT, end jeg var før corona. I næste uge vil jeg forsøge mig med at streame lidt indhold fra DR Ultra og DR Ramasjang for børnene, så vi får lidt dynamiske lytte-og forståelses-øvelser ind i timerne. Slowly does it. Og så må vi se, om skolens wifi kan trække min streaming af dansk TV over Teams. Det frygter jeg lidt, at det ikke kan.

Forleden havde jeg så en god veninde på besøg, fordi hun skulle se min undervisning af de 6-7-årige over Microsoft Teams og efterfølgende give mig lidt feedback. Det kom der en række sjove billeder ud af, hvor jeg synes, at mit engagement skinner så fint igennem.Jeg synger virkelig ikke godt, men til gengæld synger jeg både højt og insisterende.Og en enkelt gang i mellem får børnene lov til at sige noget. 😉😜Indtil jeg igen får afløb for min indre skuespiller, der elsker at læse højt for børnene. 😂🤦🏼‍♀️

Det er sjovt.

Og det er ufatteligt trættende.

50 minutters lektioner på Microsoft Teams er slet, slet ikke det samme, som 50 minutters undervisning. At fastholde helt små børn over et fladt medium, som egentlig er tiltænkt voksne mennesker, der sidder i møder på deres arbejdsplidser, er noget af en udfordring.

Men jeg tager den op.

Udfordringen.

Og håber inderligt på, at der snart kommer en dag, hvor jeg kan få lov til at være en helt almindelig lærer henne på skolen, ligesom alle de andre lærere. For en sprechstallmeister over Microsoft Teams var ikke lige dét, jeg havde drømt om at blive…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mille i Year 4

Efter tre dages online-undervisning har Mille endelig haft sine første to reelle dage i skole.Det er 6 måneder siden, at pigerne forlod skolen sidst. Der skulle have været 2 ugers Spring Break, men så kom COVID-19 og væltede alting. Efter 4 måneders online-undervisning og 2 måneders sommerferie i Danmark, er vi nu kommet dertil, hvor pigerne er dybt taknemmelige for at få lov til at komme i skole – uanset restriktioner – og vi andre er lettede over, at det rent faktisk lykkes at sende dem afsted om morgenen.

Når alting bliver taget fra os, bliver vi taknemmelige for at få selv små bidder tilbage af livet, som det plejede at være.

Mille er i øvrigt i en ny uniforms-serie i år, ligesom sin søster. Hun er gået fra grøn tweed spencer til mørkeblå skort, fordi hun nu er i den sidste fase af Primary School. Lidt stor er man vel – som 8-årig….I år har hun fået den mest fantastiske mandlige lærer, som jeg er helt sikker på, er et godt match til hende. Han er leder for hele Year 4-årgangen, og han er glad, motiverende og inspirerende at være sammen med, morsom, sporty og en masse andet godt. Det er så enormt vigtigt med en god lærer lige nu, for halvdelen af tiden skal undervisningen fortsat foregå derhjemme – og dét er tungt og svært at se frem til.

Der er indført Week 1 og Week 2 skemaer i hele Primary School. Ikke at fagene ændrer sig fra dag til dag som i Secondary School, men fordi børnene er hjemme med online-undervisning i den ene uge og i fysisk skole i den anden uge. Det handler om pladsoptimering i en situation, hvor der er opstået pladsmangel, fordi eleverne skal sidde med 2 meters afstand i lokalerne. Dubai International Academy har normalt 26-27 elever i 6 klasser på hver årgang – og med de nye restriktioner kører de med 20-21 elever i hver klasse og 8 klasser på hver årgang, hvoraf én af klasserne er dedikeret til 100% online-undervisning for dem, der ønsker denne løsning, hvis der er sårbare familiemedlemmer eller man er bange for at få virusset.

Skolen er igang med at bygge ud, men der er ingen tvivl om, at de har taget for mange elever ind i forhold til kvadratmetrene – og det er et kæmpeproblem lige nu. Til gengæld siger de kloge, at det er ganske smart med hveranden uge derhjemme, i forhold til at detektere potentielle COVID-syge elever og inddæmme smittefaren mest muligt.

For tiden er reglerne således, at ved 2 tilfælde af bekræftede COVID-19-sager på en given skole i Dubai, lukker skolen ned og overgår til online-undervisning. På vores skole er der pt. ét bekræftet tilfælde, men vedkommende har slet ikke været fysisk til stede på skolen eller i kontakt med elever, da han eller hun startede med at undervise online.

Nu får vi se. Jeg kan slet, slet ikke overskue, at børnene sendes hjem til onlineundervisning fuldtids igen. Men det er vist at forvente.
Og hvordan er det så at være i skole igen – med alle de restriktioner og forandringer, der nu engang er?

“Bedre end ikke at være i skole! Med tusind længder”, svarer pigerne. Mundens bind på cykel i 45 graders varme og en 12 kilo tung skoletaske kan ikke sådan slå den nye Secondary School elev ud. Og Mille har det på samme måde. Hun er glad, lidt nervøs og spændt – og er klar til at komme afsted hjemmefra for en stund.

På alle udendørs områder (altså i det offentlige rum) skal der bæres ansigtsmasker – og på skolen bliver masken kun fjernet i frokostpausen, hvor børnene sidder ved deres egne borde. Secondary School havde forsøgt sig med at lave frie frokostpauser, men efter den første dag blev dén idé kasseret – og børnene sidder nu i lokalerne igen med deres termotasker.

Det er blevet en stille-siddende skole. Man må ikke lege ude i frikvartererne, og der er begrænsninger på bevægelse i klasseværelserne. Udeleg starter først, når temperaturen er under 38 grader. Det siger næsten sig selv, at man ikke kan lade flere hundrede børn lege ude i bagende sol og 45 grader midt på dagen. Men corona-restriktionerne er osse en del af årsagen. Normalt ville børnene ikke sidde på stole, men stå – gå – hoppe – ligge, mens de arbejder – frit omkring i lokaler og på gange.

Forhåbentlig løser situationen lige så stille op.

Og hvis den ikke viser sig at løse op lige foreløbig, så vil der vel være flere ting, der bliver rutineprægede og ‘new normal’, som man så fint kalder det. Det var for eksempel bemærkelsesværdigt lettere at få COVID-testet Mille blot to dage efter Cilles test blev udført. Mængden af papirarbejde var reduceret, og det tog meget kortere tid på klinikken og for testresultatet. De kører også med discount-pris på COVID-tests til elever og lærere, da disse ikke dækkes af forsikringsselskaberne, hvilket er et andet fint træk, hvis og såfremt vi skal til at corona-testes i en uendelighed.

Off to a good start på et fuldstændigt ukendt skoleår.

Lige nu er jeg fortrøstningsfuld og taknemmelig over, at vi er igang.

Der er mange nye ting, vi skal lære og forstå, men det er helt i orden, så længe vi må få lov til at deltage i samfundet og have en hverdag, der indebærer, at man må komme ud, opleve noget og være sammen med andre mennesker.

Selv er jeg igang med at pakke danskmapper til eleverne i Primary School derhjemme. Jeg er nemlig sat på online-undervisning på ubestemt tid, fordi man jo ikke kan tillade, at de danske elever på hver årgang bliver mikset inde i min lille, dejlige danskklasse.

Dansklokalet er i øvrigt også væk. Det er inddraget til anden undervisning, så jeg føler mig ret meget ‘smidt ud’, selvom det selvfølgelig ikke er noget personligt – det er et vilkår for alle modersmåls-lærere på skolen.Jeg vælger at acceptere situationen og vilkårene, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har grædt og bandet en del gange i løbet sommerferien, i takt med, at det er gået op for mig, hvor meget vores danske modersmålsprogram vil blive begrænset under restriktionerne.

Kollega-løs er jeg så nu i det daglige i dette skoleår, medmindre Martin og Maricel indvilger i at tage deres kaffepauser sammen med mig.

Til gengæld glæder jeg mig til at komme igang.

Online eller ej.

Den positive hat sidder fast.Rigtig god weekend, når du kommer dertil.

Her i Ørkenstaten er jeg stået op til blikstille og klart solskinsvejr. De andre i hytten sover. Og jeg får den der times fred og stille ro, som enhver mor higer efter.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cille i Secondary School

‘Start them young’ må være tankegangen bag hele uddannelsessystemet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det kom som et kæmpechok for os, da vi ankom til Ørkenstaten med en 4-årig og en knapt 2-årig.
Nok havde vi vænnet os til, at vores 4-årige var i Reception Class på en lille kristen landsbyskole i England, men at vores knapt 2-årige skulle starte i skole det efterfølgende skoleår – altså som 3-årig – dét kom ret meget bag på os. Vi følte, at briterne startede deres børn ud (for) tidligt, men her var der da et helt kalenderår til forskel!Vi kunne jo nok have sat os ind i det på forhånd, men det slog mig slet ikke som relevant på det tidspunkt. Det handlede kun om at få kæmpet sig frem til en skoleplads til den 4-årige, for dét var svært nok i sig selv. Vi betalte optagelsesgebyr på 5-6 forskellige skoler i et desperat forsøg på at komme ind.

Da det så gik op for os, at Mille skulle starte i skole året efter, blev der straks fundet en børnehave til hende og et job til mig. Jeg havde ellers tænkt mig at gå hjemme med hende et år mere, men vi følte, at det ville være synd for hende, hvis hun skulle gå direkte fra Mors skørter og ind i et klasseværelse.Til arabernes forsvar skal det siges, at Reception Class er et 2-årigt program, der hedder Foundation Stage 1 and 2 i det britiske curriculum og Kindergarden 1 and 2 i det schweiziske IB-system. På dén måde er børnene ca. 6 år gamle, når den ‘rigtige’ undervisning går i gang i Year 1, præcist som i Danmark. Men der er alligevel himmelvid forskel, når man begynder at give sit barn skoleuniform og skoletaske på som 3-årig – og så skal barnet i øvrigt være 100% toilettrænet, kunne sidde stille, koncentrere sig og modtage forskellige former for undervisning i løbet af dagen.

Dengang i 2014 vadede Cille direkte ind i Foundation Stage 2 med et smil på læben. Hun var vant til skolegang, og hun elskede sin første lærer i Dubai – en afroamerikansk børnepsykolog med åbne arme, gule cardigans og fine kjoler.
Mille kom også til at elske sin børnehave. Med lidt hiv og sving. Og hun overlevede sin debut med skolegang i Kindergarden 1 and 2, selvom det var tydeligt, at hun burde have haft et år eller to mere i en helt almindelig børnehave. Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat. Der er ‘run’ på skoleklasserne i de yngste årgange, så hvis man vil ind på en god skole, må man acceptere, at det bliver som 3-årig.Og resten er som bekendt historie.

Børnene vænner sig til dér, hvor de er – og det gør vi voksne også. Vi har glemt, at det ikke er ‘normalt’, at man starter i skole som 3-årig. Pigerne synes, at det er mærkeligt og utrygt, at de danske børn ikke har skoleuniformer på, og at de ofte selv må gå eller cykle til og fra skole uden en voksen. De synes også, at det er mærkeligt, at man bander så meget i Danmark og har så løs en omgangstone, og at der er så stor frihed efter skoletid uden ret mange voksne omkring børnene. Selvom de pt. synes, at ‘det er for meget af det gode’, er jeg ret sikker på, at de lynhurtigt ville kunne finde sig til rette i Danmark med den frihed under ansvar, som hele samfundet bygger på. De elsker at føle sig selvstændige, og Cille er f.eks. enormt stolt over at kunne cykle selv til og fra skole igennem vores compound.

Efter vi er kommet retur til Dubai, har alting stået i skole-klargøringens tegn. Vi havde købt nye uniformer, nye uniformssko og idrætssko før sommerferien, men der er alligevel tusind ting, der skal gøres. Listerne med ting til penalhuset, forskellige online-dokumenter, der skal udfyldes, før barnet kan komme i skole, en stor bogpakke med litteratur til Cille skulle hentes på skolen, forsømte negle måtte soigneres inden start og så videre.Cille har glædet sig igennem hele Year 6 til at skulle over i Secondary School. Forventningens sommerfugle er ikke blevet mindre de sidste par dage, og i aftes havde hun svært ved at falde i søvn af bare spænding.Her til morgen var hun bare så klar! Den nye figursyede uniform fik hende pludselig til at se så stor ud.
‘All grown up’.

Men heldigvis stadig med sin Far som anstandsmand og støttehjul igennem ghettoen klokken tidligt.

Det var ellers lige før, at skolestarten var blevet udsat. Ikke fordi vi ønskede det, men samme aften som vi landede med flyet fra Danmark, blev der udsendt en ny deklaration fra Knowledge and Human Development Authority i Dubai (KHDA – det svarer sådan cirka til uddannelsesministeriet), hvori der stod, at hvis skoleelever havde været ude at rejse senere end den 20. august, ville de blive nødt til at holde sig i karantæne derhjemme de første 14 dage af skoleåret. Suk.

Dagen efter tog jeg over på skolen og talte med rektor og pastor om udfordringen. De kunne intet gøre – sådan var reglerne nu engang – og selv en negativ COVID-19-test ville ikke kunne redde Cilles skolestart. Suk.

Derhjemme måtte vi så forsigtigt som muligt forklare Cille, at hun nok skulle være hjemme de første 14 dage af skoleåret. Hun tog det ret pænt, og forstod godt problematikken, men det var en alvorlig streg i regningen.

Dagen efter væltede det ind med instruktioner på, hvorledes eleverne skulle møde op til undervisning og hvorledes elever, der havde valgt at fortsætte med online-undervisning skulle logge på. Hvad der skulle ske med karantæne-eleverne havde ingen lige tænkt på, og jeg begyndte at blive seriøst urolig for, om Cille bare ville sidde derhjemme og glo uden opgaver eller kontakt til sine nye lærere og kammerater. For dét ville komme til at gøre ondt.

Ved et lykketræf kom der pludselig en ny mail med bekræftelse på, at en negativ COVID-19-test nu ville give direkte adgang til klasseværelset. Så drønede vi ellers ned på den nærmeste Mediclinic for at få taget en prøve på Cille. Mediclinic havde allerede øjnet et nyt forretningsområde, og de har gjort det til deres speciale at levere hurtige testresultater til elever og lærere til en reduceret pris. Smart.

Lige så snart det negative testresultat var i hus, blev der pakket skoletaske og udfyldt de sidste dokumenter til myndighederne.Fagre, nye verden – eller ‘new normal’, som det er blevet døbt hernede. Med næse-swabs, laboratoriepapirer i lommen og mundens bind om næbbet.

Det skal i øvrigt være på konstant. Altså mundbindet. På cyklen til skole i 40 graders varme og overalt på skolens område, medmindre man sidder og spiser frokost eller har idræt.

Tilbage er der kun at bede til de højere magter om, at der ikke straks kommer corona-tilfælde på skolen, så alle bliver hjemsendt i 14 dages karantæne. Vi trænger til skolegang. Face to face og ikke alt det iPad-møg. Vi trænger til luftforandring og til at være sammen med andre end vores lille familie. Vi trænger til normalitet midt i al anormaliteten.

Mundens bind er kommet for at blive.

Det kan vi leve med.

Næseswab er kommet for at blive.

Det kan vi knapt så nemt leve med, men vi accepterer vilkårene – og nu vil vi ud over stepperne fagligt og socialt!

PS: Den første dag var en kæmpesucces! Cille har fået en ung og tjekket homeroom teacher, Miss Hodson, der viser Baby-Yoda memes på tavlen og tager noter sammen med eleverne, fordi hun også lige skal lære det hele – hun er nemlig ny i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet