60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mummy-juice og bogudgivelse

Hverdagen brummer derudaf i disse uger.

I Ramadan-mode.

Jeg er faktisk helt i tvivl om, hvad det er, jeg får tiden til at gå med?

Vi har ihvertfald vænnet os komplet til magelige Ramadantider, hvor skolen først starter 8.20 og slutter allerede 13.20. Der er pludselig god tid til at sove, slappe af, se TV og lave mad.

Ren nydelse, er det, sådan at få en hel måned på lavere blus end normalt.

Men samtidig med at der er ro på derhjemme og kortere skole- og arbejdsdage, er der masser af ting, der skal færdiggøres og forberedes i skolen. Afsluttende tests er der for børnene i alle fag, så der kan gøres klar til årskarakterer – for slet ikke at tale om en bunke nationale og internationale standardiseringstests, skolens management også lige kan nå at køre igennem, før vi får sommerferie. For de voksne er der en hulens masse papirarbejde og administration forud for næste skoleår, der skal ordnes.

Og i mens jeg kører triviel admin på hjemmekontoret, har Cille brugt den ekstra tid om eftermiddagen på at skrive en bog med titlen “Friendship Necessities“. 

Den handler naturligvis om en sej, rødhåret pige – hvad ellers?Hovedpersonen har en bedsteveninde, der – sjovt nok – ligner Cilles bedsteveninde på en prik og har samme navn.Sammen oplever de to bedsteveninder en masse sjove ting og forviklinger med andre piger, som Cille – klogt nok – har valgt at censurere ved diskret at navngive dem, så man ikke lige kan regne ud, hvem der er hvem, når der foregår noget lidt flatterende. Man kender vel sine forfatterkneb.

Vi har mange samtaler for tiden om “hvem der siger og gør ditten og hvem der synes og mener datten”. Der er virkelig gang i det indre drama som aldrig før, og jeg gør mit bedste for at følge med i den rivende udvikling hos den 8-årige, selvom det kan være svært, når hun det ene øjeblik er aldeles klar til at flytte hjemmefra sine håbløse forældre for i næste øjeblik at klynge sig til mig.

Og Cilles bog er et fint lille indblik i hendes selvopfattelse og relationer til andre, som jeg hellere må nærstudere og navlepille lidt i, når jeg får fingrene i et eksemplar én af dagene.

Jeg skrev selv kladdehæfte efter kladdehæfte fyldt med hverdagsdrama – måske ikke lige helt som 8-årig, men så ihverfald som 9-10-11-årig. Og jeg nyder i dén grad at opleve Cille blive opslugt af at fortælle sine egne historier, præcist som jeg selv blev og bliver.

Martin ping-pong’er ikke så meget på skrivefronten med Cille. Til gengæld har han fået den udelte fornøjelse af at agere forlag og bogtrykkeri, så der nu er udgivet hele to eksemplarer af den kommende tween-bestseller på 40 sider.I mens har Cille og jeg pakket taske, fordi hun har en længe-ventet sleepover med Noura i aften. Det ene eksemplar af bogen skal foræres til Noura, så de sammen kan læse, før de skal sove.

Og heldigt for Mille og jeg, så er vi blevet inviteret med til den første del af mission sleepover. Det er herligt, for én af os var ihvertfald lige ved at føle sig en kende udenfor…

Så nu finder jeg Mummy-juicen frem og kommer ud over stepperne til iftar, boglancering og sleepoverHav en herlig weekend – fyldt af bøger og børn og vin og blomster – eller hvad end, der gør dig glad.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Mubarak!

Torsdag starter Ramadanen, som er den 9. måned i den islamiske kalender.

Ramadanen er muslimernes vigtigste højtid på året – og det svarer stort set til vores julemåned, som du nok kan fornemme på forsiden af det lokale supermarkeds gratisblad.263401c0-7ff9-452a-b2df-4df5624f7138Selvom vi ikke er muslimer – og heller ikke fejrer Ramadanen med at faste og bede – så hersker der en festlig og højtidelig stemning, som smitter af på os alle.

Og det er én af de ting, jeg nyder allermest ved at bo i et multikulturelt samfund: At vi alle glædes over og deltager i hinandens højtider og fester. Der er nuttede harer og chokoladeæg i butikkerne, når vi nærmer os påske. Der er nisselandskab og juletræer, når vi nærmer os jul. Der er slik, græskar og skeletter til Halloween. Der er lys, lamper og et væld af farver, når vi fejrer Diwali – og i Ramadanen er der lanterner, skinnende lys og halvmåner overalt.8601c01a-7ea1-4755-bd77-28d7ddf78eccVi troede egentlig, at Ramadanen ville starte onsdag, men som altid, når det gælder månebaserede helligdage, må vi vente spændt på, at månen bliver set af den officielle månekiggerkomité. Og dét blev den ikke tirsdag aften, som antaget.7915c661-4e0f-4ca7-b9b8-f8dbf1c0ff82Der er noget virkelig skørt ved at skulle vente på en nymåne for at kunne skyde en særlig begivenhed igang, men på den anden side er det også ret eksotisk og hyggeligt at opleve, at ikke alting kan planlægges ned til mindste detalje eller forudses og aftales måneder i forvejen. Det danske ferieplanlægnings-gen bliver også motioneret af, at der er måne-jokere i spil – og det er måske slet ikke en dum idé at lære at gå lidt mere med flow’et i tingene?

Og nu glæder vi os virkelig til en måned med kortere skoledage og hyggelige arrangementer.

Vækkeuret er kørt i stilling til at vække os klokken 7.15 i morgen. Det er en hel, lyksalig time senere end normalt.

Og børnene starter ikke kun en time senere. De slutter også en time tidligere end normalt, så det nu bliver en 5 timer lang skoledag i modsætning til de normale 7 timer. Den begrænsede skolegang klarer man rent praktisk ved at reducere minutantallet per lektion. Normalt varer en lektion 60 min., men under Ramadanen er den skåret ned til 40 min.

Reduktionen i timeantallet er for at imødekomme hele samfundets behov for hvile under en 30-dage lang faste, som foregår i 40 graders varme.

Praktiserende muslimer er oppe før solopgang for at spise suhoor og bede dagens første bøn, hvorefter de vælter retur i seng for at sove et par timer, før børnene skal afleveres i skole og de selv skal på arbejde. Ofte tager de fastende også en eftermiddagslur, så de sidste timer før solnedgang forsvinder uden alt for megen ubehag. Og når solen går ned, bryder muslimerne fasten med iftar, som ofte er et festligt og overdådigt måltid, der kan vare til langt ud på aftenen eller natten.f643f313-b3e6-403a-b7b3-d287b456693cPå skolen er der indrettet et faste-rum på hver årgang, således at de elever, der faster, kan hvile sig i et afskærmet rum, mens majoriteten – de ikke-fastende elever – kan spise i klasserne og i kantinen som normalt. Det er ikke nødvendigt, at muslimske børn faster, men nogle vælger at gøre det, fordi deres forældre gør det. Lærerne opfordres selvfølgelig til at være respektfulde og diskrete, således at hvis der er fastende elever i klassen, bør vi ikke drikke væske. Hvis der ikke er fastende elever til stede, må vi ligesom eleverne drikke vand – og på lærerværelset spiser vi som normalt.

Havde vores skole haft en muslimsk majoritet, ville tingene naturligvis have været vendt den anden vej rundt. Men ledelsen har besluttet, at når størstedelen af eleverne ikke faster, så skal vi tilbyde lokaler til de fastende, men ellers lade resten af børneflokken leve deres normale skoleliv med frikvarterer og et smut ned i kantinen.

Og det giver mening – dét der med at lade majoritetens behov få prioritet – uden at træde andre over tæerne eller udvise nogen form for disrespekt.

Der kommer mere Ramadan-fortælling en anden god gang – for nu skal jeg op og sove helt uendeligt længe!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts