Hvad skal du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål stiller vi voksne ofte til børn.

Måske stiller vi det, fordi vi ubevidst nyder den umiddelbarhed, hvormed børn møder verden og en fuldstændig ukendt fremtid? De fleste af os voksne er jo ramt af de begrænsninger og afvisninger, vi har oplevet igennem livet.

Det er ikke børnenes erfaring.

Endnu.

Alt ligger frit for dem.

Ingen døre eller old boys networks er lukkede for dem, og børn har heldigvis heller aldrig hørt om glaslofter i magtens korridorer.

Jeg er én af de voksne, der engang i mellem spørger. Fordi jeg elsker den dialog, jeg så får med et barn. Det siger så meget om deres personlighed og evne til forestilling, når de svarer politibetjent eller mor eller superhelt. Det er en lille uskyldig leg med noget, der ligger så fjernt, at det kun kan tages for dét, det er – en opbyggelig fantasi om noget, der engang gerne må ske.

I og med at jeg elsker denne her hvad-vil-du-være-leg, kan det ikke komme som en overraskelse, at både Cille og Mille kan svare detaljeret for sig, når de bliver spurgt.

Forleden stillede Primary School så spørgsmålet til alle deres små elever.
Emilie fandt straks sin kittel, et par fornuftige cowboybukser og kondisko frem. Plus et par hunde, en bold, hundekiks og et kødben.Mille skal nemlig have sin egen ‘doggy daycare’, når hun bliver voksen. Mormor er dagplejer for små børn – Mille skal være dagplejer for hunde. Idéen ligger lige for, og det er tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, for hun elsker også at være i Mormors dagpleje med de små rollinger. Mille er meget, meget kærlig, empatisk og omsorgsfuld af natur; hun elsker hunde i alle størrelser og racer; hun har lyst til at arbejde med mennesker og dyr. Det vil være er perfekt match, at hun kan modtage en flok hunde, lege og passe dem, og så indgå i en dialog med deres ejere.

Til Milles ‘doggy daycare’ skal der også være ‘grooming-faciliteter’, hvor hundene kan blive vasket og fønet, få klippet negle osv. Hun trækker dog grænsen ved sygdomsbehandling, så hvis der skal være dyrlæge, sygepleje og genoptræning, må andre stå for det. Mille er ikke til blod og smerte. Og det er helt okay. Essensen i denne her hvad-vil-du-være-leg er jo blot, at barnet skal mærke efter, hvad hun/han er passioneret omkring – og ikke de praktiske detaljer, uddannelsesmæssige krav eller økonomiske benspænd.

Cille – derimod – hælder mere til rationelle, naturvidenskabelige fag. Hun har naturligt anlæg for dette, og hun er lige nummeret større, så hun er begyndt at tænke på ungdomslivet og uddannelsesmulighederne. Af sig selv. Det er ikke os, der har forsøgt at skubbe hende i en bestemt retning. Faktisk havde vi planlagt, at stort set ‘hele verden’ skulle være en mulighed for hende, men efter en udbryderkonge (og ditto dronning) kommer der en hjemmefødning. Det er naturens eller universets orden.

Cille vil tilbage til Danmark for at læse på en lang, videregående uddannelse. Hun vil fokusere på de naturvidenskabelige fag i IB-gymnasieskolen hér, og så vil hun tage et sabbatår i Danmark, før hun begynder at læse.

For København er et fedt sted at være ung. Dét har hun regnet ud. Først skal hun tjene penge på en kaffebar eller lignende; hun skal lære at køre bil og at cykle i trafikken – og så skal hun i gang med at læse. Præcist det samme ungdomsmønster, som forældrene – og alle de unge mennesker, hun kender derhjemme.

I et par år har det været psykologi-studiet på Københavns Universitet, der trækker i hende. Med dertilhørende belgisk bedsteveninde og hundehvalp installeret i en lejlighed på Frederiksberg.

Mindre kan ikke gøre det.

For pigerne har undersøgt de forskellige bydele i København – altså research med Google – og de har fundet ud af, at Frederiksberg med de grønne boulevarder og mange parker er perfekt til at have hund og få frisk luft midt i byen. De kom sågar glædesstrålende ned og fortalte, at de bestemt havde råd til en 3-værelses-lejlighed på Frederiksberg, for dén, de havde set på, kostede kun 15.000 kroner. Og det der SU kunne de sagtens få til at strække.

Skuffede blev de, da vi måtte forklare dem, at de 15.000 kroner var den MÅNEDLIGE husleje. 😆

Heldigvis lader de to piger sig ikke slå ud af en smule økonomisk modgang. De har allerede indrettet den 3-værelses.Som muligvis er en 5-værelses, når nu jeg ser nærmere på oversigten. 😂

Dét bliver en dyr omgang.

Men dén tid, dén sorg.

For lige nu er drømme guld værd.

Lyse fremtidsudsigter med spændende studiemuligheder og et ungdomsliv, der er frit og mest for sjov.

Det har vi brug for at drømme om.

For skolen er lukket igen på grund af for mange corona-smittede. Lærerstaben er hårdt ramt – og det er folk også rundt omkring i familierne. Pt. er det en uges skolelukning, men jeg tør ikke tro på, at der bliver åbnet igen på søndag.

Og selvom børnene er rigtig gode til at få det bedste ud af situationen, er det hårdt at gå i hjemmeskole. Det er svært at koncentrere sig. Ansvaret for læringen og den helt lavpraktiske indlevering af skolearbejdet er en langt tungere omgang derhjemme end i klassen. Motivationen er sværere at fastholde. Det sociale liv er pludselig kun i online-format. Det er en fladpandet og mere uhåndgribelig virkelighed at navigere rundt i – og jeg kan se, at børnene gør deres bedste, selvom  det uvægerligt er ukoncentreret og mindre fokuseret end i skolen.

Håbet er som bekendt lysegrønt.

Det skal jo nok blive godt igen.

Men der er ingen tvivl om, at det vil tage meget længere tid, end vi har lyst og overskud til.

Jeg overlever mentalt på en blanding af opløftende leg med uskyldig og evigt-glad hundehvalp og store baljer med sort kaffe.

Hvad ellers er der at gøre – midt i en pandemi?

Nå ja – og så drømmer jeg selv om at være lærer, når jeg bliver voksen. Lærer i en helt almindelig skoleklasse med helt almindelige bøger og papirer med farveblyanter til. Ikke en lærer over Teams på computer, med iPad og Apple-pen. Bare sådan en glad og ivrig lærer i reel kontakt med elever i en virkelig, fysisk verden. ❤️📚📝📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kildekritik i en verden af fake news

Det fortsætter med at stramme til på de her breddegrader.

I torsdags blev Cille og en række andre elever i Year 7 bedt om at blive hjemme og tilgå undervisningen over Teams, fordi en af deres klasselærere var testet positiv for COVID-19. Dubai Health Authority (DHA) skulle så lave deres ‘tracing’-detektivarbejde, og vi ville få besked inden for 24-48 timer.

Cille var helt okay med en hjemmearbejdsdag, og der er ingen tvivl om, at det er bare så meget lettere for de større elever at jonglere rundt med teknologien og rent faktisk få indleveret deres opgaver undervejs. Med Mille (og alle andre yngre elever) er det en helt anden historie, hvor forældrene konstant er nødt til at tjekke, om de nu er logget på de rigtige møder, og om der bliver uploadet opgaver efter hver time. Eller om tiden i stedet er gået med at lege med Playmobil på værelset…! *True story.

Jeg var dog lige nødt til at have snakken med Cille om, at der jo kunne komme en vurdering fra DHA om, at hun skulle corona-testes for en sikkerheds skyld – alternativt fortsætte med karantæneskoling herhjemme. Straks syntes Cille, at hun havde vældig ondt i maven, og om det mon også var et tegn på, at hun havde fået corona? Frem med varmepuden og kamilleteen.

Det er så svært at opveje og afveje informationsmængden til børnene i denne her tid.

Jeg overoplyser muligvis pigerne, men jeg føler, at jeg ligeså godt kan lade dem vide, at og når der er en usikkerhed i farvandet eller en test, der skal tages for at kunne deltage. De ved f.eks. godt, at der måske skal tages tests igen til jul, hvis de vil på juleferie og se hele familien i Danmark. Og de ved, at skolen til hver en tid kan sende en mail, som sender dem direkte hjem i hjemmeskolen igen. Og med min linde strøm af informationer til dem, følger bekymringen med som en uønsket følgesvend hver gang.

Det er en forbistret usikkerhed og tvetydighed, der slår pusten ud af os alle. Selvom børn er langt bedre til at omstille sig end vi voksne er, så gør det stadig ondt, at vi ikke ved, hvornår Mormor eller Farmor kommer til Dubai igen. Eller om det er muligt at komme til Danmark på juleferie. Usikkerhed er jo fuldstændig uden udløbsdato. Ingen kan sige, hvornår vi får lov at trække vejret friere igen – og dén der tanke med at ‘når corona er ovre’ virker bare så virkelighedsfjern lige nu.

Det er heller ikke let at være Maricel lige nu. Filippinerne har virkelig skrappe karantæneregler, og der er en stor risiko for, at hun ikke kan komme retur til Dubai, hvis og såfremt hun rejser på juleferie derhjemme. Hvilket hun har gjort hvert eneste år, fordi der betyder så meget for hende. Vi må snart til at have fundet en løsning og aftale med hende – og så må hun selv vælge, om hun vil hjem nu – eller blive her og udskyde sin ferie til næste år.

De her trælse valg står vi alle i.

Min søster og mor har vouchers med Emirates, som de ikke har en kinamands chance for at vide, hvornår de kan omsætte til reelle flybilletter. Der er mange, som udskyder fester og mærkedage, eller som må affinde sig med at afholde arrangementer under mere begrænsede forhold.

Det er vel ikke livstruende i sig selv, at vi alle må stoppe op og blive hjemme, men det truer os på livskvaliteten og livsglæden. Og det giver bekymret tankemylder og et endnu større savn efter tryghed og genkendelighed, føler jeg. Og jeg burde virkelig ikke være dén, der klager – vi lykkedes med at være to skønne sommermåneder i Danmark i år – og det ser ud til, at vi også kan fejre julen i familiens skød.

I stedet for at rode mere rundt i corona-mavepinen, tog Cille og jeg i stedet en god tur ind i kildekritikkens univers, nu hvor hun alligevel var hjemme fra skole.

Hvis ikke det var tydeligt skåret ud i pap for os tidligere, så synes jeg, at behovet for kildekritik og nærlæsning er blevet endnu mere presserende her under coronapandemien, hvor mængden af fake news og konspirationsteorier er galopperet helt derudaf. Jeg har faktisk været nødt til at unfollow en hel del mennesker på det seneste, men det er jo ingen skam, at vi er enige om at være uenige.

Cille er i gang med sit første store projekt i Secondary School i faget Individuals and Societies. Et projekt, der involverer et vist personligt initiativ og nogle positive handlinger i ens community eller nabolag, om man vil. Derfor er Cille ude med cyklen for at samle skrald. Primært plastic, som også er dén type affald, hun har valgt at fokusere på i sit projekt.Der er desværre rigeligt at komme efter i ghettoen hver eneste dag,  til trods for et upåklageligt affalds-afhentningssystem (vi får tømt skraldespande hveranden eller hver tredje dag), og en lang række åbne skraldespande på gader og stræder, som kan frit benyttes af alle.Det er cigaretskodder, kapsler, tomme vandflasker, slikpapir og mundbind, der topper plasticlisten – krydret med lidt hundelort og flyers med tilbud om bilvask.

Cille har selvstændigt fundet, set og læst 32 kilder til sit projekt, da hun skulle sætte sig yderligere ind i problematikken. Videoer, avisartikler, blogs, hjemmesider, reklamer osv., som alle taler om plasticforurening i verdenshavene, i De Forenede Arabiske Emirater og på verdensplan. Sammen gennemgik vi alle organisationerne og forfatterne til artiklerne og nyhedslinks’ene for at sikre os, at det nu også var troværdige kilder.Og jeg var ret imponeret af min 11-årige unge.

Alle kilderne – på nær én YouTube-ressource, der var lavet af en militaristisk veganisme-organisation – var pålidelige.

Efter fakta- og troværdighedstjek stoppede vi alle kilderne ind i MLA-format til Cilles biografi.

Hvis du har brug for et godt værktøj til at lave en hurtigt og korrekt bibliografi, der er godkendt til universitetsniveau, kan jeg varmt anbefale denne fine og helt gratis ressource, My Bib:

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Coronaen rykker nærmere

“Moar, ved du, den dreng i min klasse, som ikke er kommet i skole for 2 weeks, hans mor og far har haft corona”, udbryder Mille glad henover aftensmaden. “Men han har ikke selv haft corona, for han manage’de at komme hjem til sin ven for at bo der for en uge, så de ikke kunne smitte ham”.

Hvordan ved du dét her, Mille?”, spørger jeg – ret så forbløffet.

Han sagde det selv i klassen. Han sagde: Mr. Phillip, you know, I couldn’t come to school, because my mom and dad had corona and I didn’t even get it! Er det ikke funny, hva’ Moar?”

Gisp med gisp på.

Coronaen rykker nærmere.

Så tæt på, at jeg ikke rigtigt kan finde det helt så funny, som Mille kan. Faktisk er det som om mit funnybone er krympet på det seneste.

Det var jo ikke sådan, at vi ikke havde fået besked. Der var kommet en mail til os fra skolen for to uger siden. Dén mail var skræmmende nok i sig selv, men samtidig også distanceret nok til, at vi lægger det lidt fra os igen. Hvad kan vi alligevel gøre ved det?


Det bliver bare så pokkers virkeligt, når der kommer ansigt og navn på. Nu er der ikke længere tale om en-eller-andens-forældre, men om “Peters forældre”. Og hvem ved, om de kommer let igennem det – eller om de bliver nogle af dem, der kommer til at døje med grumme eftervirkninger?

Der er godt gang i coronaen her i Ørkenstaten. Smittetallet er stigende, men der bliver pt. ikke talt om at ‘lukke helt ned’ igen. Måske er det fordi vi allerede har betydelige restriktioner i hverdagen, som hverken er blevet sænket eller droppet undervejs, sådan som det skete i Europa, hvor mange lande nu er nødt til at revurdere borgernes friheder, aflyse den ubærligt vigtige Tuborg J-Dag, Halloweenfester og hvad ved jeg.

Vi er ved at mentalt-forberede pigerne på, at der heller ikke bliver nogen Halloween-gadefest i The Lakes, som der plejer at være. Selvfølgelig kan vi ikke gå ud på trick-or-treat, når man ikke må være forsamlet mere end maksimalt 10 personer – og selvfølgelig kan vi ikke rode rundt med en fælles omgange fedtede karameller og klistrede chokoladebarer.

Og det er ikke kun i Primary School, at der er gang i corona-cirkus.

I Secondary School testede en idrætslærer positiv efter at have undervist drengene på adskillige årgange i en dag eller to – endnu ganske uvidende om, at han var smittet.


En corona-inficeret idrætslærer, der underviser på mange årgange giver virkelig en solid portion stress ud i geledderne. Mobilen glødede hele aftenen med bekymrede forældre over WhatsApp, der desperat forsøgte at finde ud af, hvilken lærer, der var tale om, fordi de fik beskeder fra skolen om, at ét af deres børn ikke måtte komme i skole, mens det andet barn/de andre børn gerne måtte. Og hvorfor mon det kun var ét af børnene, der skulle i karantæne og ikke dem begge/dem alle?

Efter hundrede forvirrede beskeder frem og tilbage blev det konkluderet, at der nok var tale om en specialist-teacher, der underviser på kryds og tværs, når nu én forælder fik besked om, at sønnen i Year 7 skulle blive hjemme, mens en anden forælder fik besked om, at sønnen i Year 11 skulle blive hjemme.

Jeg blev ved og ved med at refreshe min indbakke, fordi jeg endnu ikke forstod, at det kun var drengene, der havde været i nærheden af læreren. Der kom aldrig en mail – forståeligt nok – og Cille har været i skole hver dag.

Det rykker hele tiden nærmere, det her corona-cirkus.

Før sommerferien var det ganske perifert, når jeg hørte om folk, der havde pådraget sig corona. Det var ikke nogen lige i nabolaget eller i klassen. Nærmere noget med nogle labor camps eller shared accommodations. Men nu er det lige her. Og det ser bestemt ikke ud til at være en forbigående trend.

Det er uvisheden, der dræner mentalt. Hvor længe står det her mon på?

Pludselig føles det som en hel lettelse, at jeg ikke underviser fysisk på skolen lige nu – for tænk, hvis jeg blev dén lærer, der smittede en masse børn eller ihvertfald sendte dem hjem i karantæne i en periode?

Lettelse og forvirring.

Bølgerne går højt både følelsesmæssigt og mentalt i de her dage – også selvom den nye hverdag er ved at forme sig. For den virker så skrøbelig, den nye hverdags-konstellation. Der skal ikke mere end en enkelt smittespreder til, så kan vi alle ryge lige lukt tilbage i karantænelivet igen. Og det orker jeg ikke. Ingen orker karantæne. Det er jo så tæt på dødens pølse, som man kan komme.

Træk vejret, Tine. Gennem masken, naturligvis. Så det gør jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På distancen

Vi har nu så småt kradset lidt i overfladen på det herrens skoleår 2020/21.

Cille er i skole på fuldtid – med mundbindet skruet godt fast fra 7.30 til 14.30 – og en skoletaske så tung, så tung, fordi intet må opbevares i klassen, men skal slæbes frem og tilbage hver dag. Det er pænt varmt at cykle rundt i 40 grader med en 12 kilo tung taske, når man selv vejer knapt 40 kilo, men hun siger ikke en lyd.Det går godt for Cille i Secondary School. Hendes motivation og begejstring for at lære nyt, når nye højder. Det er tydeligt, at hun elsker, at hver lærer er specialist på sit fagområde. Dét giver fornyet interesse for selv de fag, hun normalt ikke interesserede sig så meget for i Primary School – og det giver fornyet respekt for faglæreren. Det sociale fungerer så som så, fordi børnene ikke rigtigt kan få lov til at socialisere. I formiddags- og frokostpauserne skal de blive inde i deres klasseværelser, og de har lov til at se lidt film eller TV-serier, men med de samme to meters afstand, som de holder i timerne. Der er ikke rigtig mulighed for at mingle og lære nye mennesker at kende, men Cille er heldigvis i klasse med et par søde piger, som hun allerede kendte fra Primary School.

Mille har landet sig en helt igennem fantastisk mandlig lærer i år. Han har et godt greb om børnene, og han har gjort dem klar til den åbenlyse udfordring, der ligger i dette skoleår: At halvdelen af skoletiden foregår på distancen.

Mille er således fysisk tilstede i skolen hveranden uge – og hveranden uge er det så tid til corona-hjemmeskole med videoopkald i Microsoft Teams for hvert fag. Hun trives i skolen, og hun viser tegn på at trives en smule bedre i hjemmeskolen end hun gjorde i foråret – mest af alt foranlediget af, at hun kan sidde og arbejde sammen med en sød klassekammerat, der bor længere nede ad vores vej. Det er et rent held og lykketræf, at vi bor lige i nærheden af hinanden.

Jeg befinder mig også selv på distancen som dansk modersmålslærer. Ikke kun hveranden uge, som i Milles tilfælde, men 100% af undervisningstiden. Dansklokalet er blevet inddraget til anden undervisning på skolen, fordi de døjer med at finde plads til alle elever, når der pludselig skal være to meter mellem bordene – og jeg har ingen indikationer på, at det bliver anderledes foreløbigt. Desværre.

Martin er derfor gået igang med at indrette en reel hjemmearbejdsplads til mig, så jeg ikke hele tiden skal rykke rundt efter et sted i huset, hvor der er bare lidt stille og en ledig stol. Det skal nok blive godt, selvom jeg langt hellere så mig selv henne på skolen i et almindeligt lærerværelse og i mit søde lille dansklokale med børnene omkring mig.
I dette skoleår underviser jeg alle årgange i Primary School, hvilket vil sige fra børnene er 5-6-år i Year 1 til og med de 10-11-årige i Year 6. I dansk skoleregi ville det være fra 0. klasse til og med 4. klasse.

Hvert barn har fået udleveret en mappe med danske arbejdshæfter i, som vi bruger i undervisningen. Hæfterne ville normalt ligge på en klassehylde i dansklokalet, men som med alt andet pt., må børnene selv slæbe det frem og tilbage mellem hjem og skole. Hvert barn har så en personlig iPad og høretelefoner med i skole, når de skal have dansk – og så laver vi ellers 50 minutter lange video-seancer over Microsoft Teams.I timerne taler vi selvfølgelig sammen om løst og fast; vi læser og diskuterer bøger i online-biblioteket BookBites, og vi arbejder sammen i arbejdshæfterne, ved at jeg broadcaster en scannet kopi af en specifik side på min iPad, som jeg så skriver og tegner på med min Apple-pen, så børnene kan følge opgavens mønster og får modelleret indholdet.

Normalt ville jeg følge børnenes arbejde i klassen rundt om bordet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke gøre lige nu. I stedet kan de følge mig, når jeg fylder ud og skriver, og så kan de samtidig fylde ud i deres egne hæfter, hvorefter de viser mig deres arbejde på deres skærme.
Det er en meget anderledes måde at undervise på, men jeg er ved at finde mig til rette – og jeg er ihvertfald blevet en hel del bedre til IT, end jeg var før corona. I næste uge vil jeg forsøge mig med at streame lidt indhold fra DR Ultra og DR Ramasjang for børnene, så vi får lidt dynamiske lytte-og forståelses-øvelser ind i timerne. Slowly does it. Og så må vi se, om skolens wifi kan trække min streaming af dansk TV over Teams. Det frygter jeg lidt, at det ikke kan.

Forleden havde jeg så en god veninde på besøg, fordi hun skulle se min undervisning af de 6-7-årige over Microsoft Teams og efterfølgende give mig lidt feedback. Det kom der en række sjove billeder ud af, hvor jeg synes, at mit engagement skinner så fint igennem.Jeg synger virkelig ikke godt, men til gengæld synger jeg både højt og insisterende.Og en enkelt gang i mellem får børnene lov til at sige noget. 😉😜Indtil jeg igen får afløb for min indre skuespiller, der elsker at læse højt for børnene. 😂🤦🏼‍♀️

Det er sjovt.

Og det er ufatteligt trættende.

50 minutters lektioner på Microsoft Teams er slet, slet ikke det samme, som 50 minutters undervisning. At fastholde helt små børn over et fladt medium, som egentlig er tiltænkt voksne mennesker, der sidder i møder på deres arbejdsplidser, er noget af en udfordring.

Men jeg tager den op.

Udfordringen.

Og håber inderligt på, at der snart kommer en dag, hvor jeg kan få lov til at være en helt almindelig lærer henne på skolen, ligesom alle de andre lærere. For en sprechstallmeister over Microsoft Teams var ikke lige dét, jeg havde drømt om at blive…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet