Ferie hele året

Vi nærmer os en godt to måneder lang sommerferie med hastige skridt.Det er helt vildt, som endnu et skoleår er strøget afsted.

Cille er godt på vej til at afslutte Year 5, som svarer til dansk 3. klasse.

Mille afslutter nu Year 2, der svarer til 0. klasse.

At Mille går i 0. klasse er faktisk lidt misvisende, da det er hendes 3. skoleår, som afsluttes nu, men når man starter i skole som 3 1/2-årig tæller vi både Year 1 og Year 2 som 0. klasse(r), for at få det til at stemme bare nogenlunde overens med deres alder og det dertilhørende danske klassetrin. Den slags kan der i øvrigt komme meget forvirring ud af, når børnene hernede fra skal starte i en dansk skole – for hvor placerer man dem lige, når de som 6-7-årige allerede har gået i skole i 3 år?

De to første år – KG1 og KG2 eller FS1 og FS2 – er selvfølgelig baserede på leg og stimulans af børns naturlige lyst til at lære. Men hen mod slutningen af KG2/FS2, hvor børnene er 5 år gamle, skal de genkende og skrive hele alfabetet, genkende og skrive tal, samt kende navnene på forskellige former, farver og symboler. De læser også deres allerførste læsebøger i papirform og på læse-apps, og de har matematik i klassen og derhjemme som forskellige apps.Børn går i skole 180 dage om året i De Forenede Arabiske Emirater. Det er vistnok et ret gennemsnitligt antal dage, efter hvad jeg kan se i forskellige statistikker?

Der er undervisning fra kl. 7-8 til kl. 14-15 hver dag, afhængig af skolens beslutning om timetal og af barnets alder.

Børn starter – som tommelfingerregel – efter de er fyldt 3 år i enten KG1 (kindergarten) eller FS1 (foundation stage), men nogle starter først i en “rigtig” skole senere, hvis de ikke er skoleparate – eller hvis forældrene modsætter sig, at de sammen med 25 andre rollinger skal indoktrineres med skoleuniformer, madpakker, skemalagt hverdagsliv og forceret toilettræning som kun 3-årige.

Hvis man vil ind på en eftertragtet skole, kan starten i KG1 nærmest være påtvunget, fordi det er den eneste årgang, der er pladser i. Det var ihvertfald sådan, vi selv fik møvet os ind på Dubai International Academy dengang for 4 år siden.

Man bliver så mør i den der venteposition.

Cille var på en britisk naboskole, som vi ikke var glade for – og knapt halvandet års ventetid på at komme ind på den ønskede skole gjorde, at vores holdninger blev gradbøjet lidt i forhold til skolestart. Så Mille-Møjsengøjseren endte altså med at begynde i skole som 3-årig, fordi hun samtidig kunne bane vejen for, at storesøster fik en plads i Year 2.And the rest is history. For hun klarede den jo fint, den lille Mille. Og den store Cille fik det meget bedre af at skifte skole.

Men udover at jeg knapt kan forholde mig til, at der allerede er gået et helt skoleår mere for både pigerne og mig selv, så kan jeg heller ikke forholde mig til, hvor hurtigt tingene lukker ned her i Ørkenstaten.

Folk rømmer simpelthen hus og hjem længe før skolen reelt er færdig.

Måske rejser de tidligere pga. familiære behov – en syg bedsteforælder, et bryllup eller noget andet vigtigt i hjemlandet?

Måske rejser de tidligere, fordi flybilletterne stiger voldsomt i pris, lige omkring skolernes sidste dage?

Måske rejser de, fordi de bare er pissetrætte af den ulidelige sommervarme og at hænge i en klokkesnor efter børnenes skema?

Jeg ved det ikke, men jeg undrer mig. Til stadighed.

For er der noget, vi har meget af, så er det ferie!

Ud af årets 365 dage er vi kun afsted i skole i de førnævnte 180 dage. Det er både en dyr fornøjelse at have børnene i skole her – men da også nødvendigt, at de er til stede i skoletiden, for overhovedet at nå alt dét, et skoleår skal indeholde.

Det lyder måske helt hen i vejret, at jeg sidder her og beklager mig over, “at have for meget ferie”. Sommervarmen kan let have steget mig til hovedet. Men uanset hedeslag og metaltræthed lige her før målstregen sådan for alvor er synlig, så forstår jeg ikke, at man tager sine børn ud af skolen en eller flere uger op til (endnu) en ferie.

For os er det ingen sag at få passet to ferieophold i Danmark ind i løbet af et skoleår, plus hvad vi ellers render og foretager os i forhold til familieferier og oplevelser, der hører ud over det almindelige weekend-driverliv.

Måske er der også nogle forældre, som begrunder den hyppige og langvarige ferieafholdelse med at ‘børnene jo er så små’? Og det er rigtigt. Det er jo ikke gymnasialt eller universitetsniveau, vi taler om. Men børnene går stadig glip af en masse både læringsmæssigt og socialt, hvis de er væk en eller flere uger før og/eller efter hver ferie/helligdagsperiode.Når jeg så er færdig med at være grumpy over, at folk smutter fra en overophedet Ørkenstat i tide og utide, så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til den 7/7, hvor det bliver vores tur til at vinke farvel til det hele hernede, for at fokusere på familie og venner i Danmark i de næste 2 måneder. Yay! ✈

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Danskundervisning i Dubai

Forleden var der et sødt menneske, der skrev en kommentar på min “Mor i Udlandet – Blog” FaceBookside til et af mine evindelige “kæft-jeg-er-stolt-af-mine-elever”-opslag.

Jeg har streget hendes ellers så pæne ansigt og navn over – for man ved aldrig, om hun har den store lyst til at blive en del af det her blogindlæg.

Jeg synes, at hun stillede nogle gode spørgsmål, som forhåbentlig kan blive til et udmærket blogindlæg – og så må vi se, om I har lyst til at læse med om Dansk på DIA, som vi kalder denne her danskskole, hvor jeg arbejder sammen med min kollega.

Men først lidt baggrund.

I Dubai bor der altid mellem 2.ooo og 5.000 danskere. Det svinger lidt i takt med de økonomiske konjunkturer, de store danske virksomheders udstationeringspolitikker og deres tilstedeværelse i en region, hvor tingene kan gå hurtigt opad (og nedad igen).

Med så mange udlandsdanskere samlet på et ganske lille sted, er der altid gang i en masse forskellige danske initiativer. Det er vel også nærmest en del af vores danske “DNA” sådan at stifte klubber, interesseorganisationer, foreninger og forskellige sociale grupper, der kan drive et fælles formål eller en fælles interesse fremad.

Præcist som vi også gør hjemme i Forenings-Danmark.

Husk dét, næste gang nogle er sure over en tyrkisk eller syrisk venskabsforening, der fremmer og fejrer tyrkisk eller syrisk kultur. Vi danskere gør det samme ude i verden!

Nå – men de her danske foreninger svinger og skifter med tiderne – nogle gange går de lidt i ring og andre gange lidt i fisk. For tiden har Den Danske Kirke i Dubai vind i sejlene, og tilmed har vi fået egen pastor, og jeg fornemmer, at særligt Danish Business Council Dubai afholder en masse spændende foredrag og aftener.

Det hele handler om, hvem der er til stede, og hvem, der synes, at noget er spændende, vigtigt eller relevant.

Ildsjælene.

Det er dem, der skal være nok af, for at ting stables på benene.Dansk på DIA er netop én af den her slags foreninger. Den blev stiftet af en lille gruppe danske forældre på Dubai International Academy for godt og vel 8 år siden, fordi de ønskede, at deres børn skulle modtage danskundervisning i løbet af skoledagen.

Som udgangspunkt er alle IB-skoler interesserede i at fremme elevers modersmål. På IB Diploma-uddannelsen kan man tilmed gå til eksamen i ens modersmål, uanset hvor man befinder sig i verden. Dét er da cool.

Og IB-skolen Dubai International Academy (DIA) i området Emirates Hills i det sydlige Dubai var da heller ikke sen til at konkludere, at et såkaldt modersmålsprogram kunne skabe velvilje og attraktion hos udvalgte grupper i Dubai, som så ville søge mod skolen for at få de ekstra timer i deres respektive modersmål.Fast forward til 8 år senere og modersmålsprogrammet er en konsolideret del af Dubai International Academy, hvor der pt. modersmåls-undervises i dansk, svensk, finsk, hollandsk, tysk, italiensk, arabisk, kinesisk/mandarin, hindi, fransk og spansk.

Hvorfor lige de nævnte sprog og ikke nogle andre?

Det er ganske enkelt fordi der her er stærke forældregrupper, som har lyst til at drive “skoler-i-skolen” for at deres børn kan blive modersmåls-undervist. I vores konkrete tilfælde er det 5-6 danske forældre, som arbejder ulønnet i foreningens bestyrelse for at sikre, at Dansk på DIA kan fortsætte sit gode virke. DIA tilbyder os dansklokalet og en række praktiske kerneydelser, men selve undervisningens rammer, valg og ansættelse af lærere osv. er helt op til den siddende forældrebestyrelse.

Det er også helt bevidst, at jeg skriver modersmålsundervisning – for at forstå og tale modersmålet er en forudsætning for optagelse. Ved siden af modersmålsundervisningen er der jo f.eks. arabisk, spansk og fransk som andetsprogsundervisning, hvilket vores døtre går til. Danske børn i Kindergarten-årene (ca. 3-5-årige) tilbydes 1 lektions “dansk legestue” om ugen.

Eleverne i Year 1-6 (ca. 6-11-årige) tilbydes 3 dansklektioner på deres individuelle klassetrin om ugen.

Eleverne i Year 7-11 (ca. 12-16-årige) tilbydes 5 dansklektioner på deres individuelle klassetrin pr. 14-dages skema.

Der er mellem 2 og 8 elever i hver klasse/på hvert klassetrin, men der er altid plads til et par stykker til, så hvis du kender nogen, der gerne vil ind på DIA, så sig til 😉.

Der er plads i det almindelige skoleskema til dansk og de andre modersmål, fordi disse børn ikke deltager i faget islamiske studier, som er obligatorisk for alle muslimske børn.

Forældre med ikke-muslimsk baggrund kan således frit vælge, om deres barn skal deltage i modersmålsundervisningen 3 gange om ugen, mens de muslimske børn er til islamiske studier – eller om deres barn skal være i såkaldt “home room”, som er en slags lektiecafé/repetitionstime/klassens time, hvor lærerne ikke arbejder med pensum eller nyt materiale.Det koster 5.000 dirhams om året at gå til dansk på DIA, hvilket svarer til 9.111 kr. pr. barn, uanset om barnet er i Primary eller Secondary School. Nogle af de andre modersmål er billigere, andre dyrere – det afhænger af, om man får statstilskud til at afholde undervisningen.

I Danmark er der intet tilskud fra staten eller engagement af nogen art fra officiel side i forhold til, at danske børn i udlandet bør lære deres modersmål.

Dette står i skærende kontrast til Norge og Sverige, hvor der er statstilskud til modersmålsundervisning.

For Norges vedkommende tilbyder staten endda et helt gratis årsmateriale online a la dét, Danes Worldwide sælger til udedanskere i dyre domme. På den måde kan norske børn gennemgå hele årets norsk-pensum i online, så de senere i livet kan vende hjem og føle sig kompetente i det norske samfund.

Som eksempel kan jeg også give, at de svenske forældre på DIA betaler 1.000 dirhams pr. barn pr. år for svensk modersmålsundervisning mod vores 5.000 dirhams for dansk – netop fordi de modtager statsstøtte til hvert barn i foreningen.Jeg ved ikke, hvad det manglende danske fokus handler om, men jeg får lyst til at gisne:

Kunne det tænkes, at det manglende statstilskud til danskundervisning og den manglende entusiasme i Danmark for at sprede det danske sprog hænger sammen med, at udlandsdanskere og deres børn ikke anses for at være en værdifuld ressource, der burde “vende hjem” igen?

Er der sådan en lille, grågrøn Jante-uvilje i retning af, at “nu har de jo selv valgt fællesskabet fra, så så må de også selv om det”?

Mit umiddelbare indtryk er, at der er ingen eller meget begrænset interesse i at sikre, at danske børn bosat i udlandet lærer dansk, og dermed kan deltage i det danske uddannelsessystem og bidrage til det danske samfund, når de og deres forældre en dag beslutter sig for at vende næsen hjem. Og det er en stor skam, for vi vil aldrig blive en større byrde eller bidrage mindre, end alle andre danskere, hvis du spørger mig 😅.

Nå – men prisen på de 5.000 dirhams dækker to lærerlønninger og alt danskmateriale, som vi får tilsendt fra de bedste danske læringsleverandører. Det er et gebyr uden for det almindelige skolegebyr, der beløber sig til ca. 100.000 kr. pr. barn pr. skoleår. Så der skal en dyb pengepung til for at gå i skole i Dubai – og så er vi ikke engang i nærheden af, hvad det ville koste, hvis vi f.eks. skulle betale for skolegang i Schweiz eller Shanghai.Jeg kunne blive ved med at fortælle om danskundervisningen her på DIA. Hvordan vi kan differentiere i forhold til det enkelte barn, dets kompetencer og interesser, fordi vores klasser er små. Hvordan vi også er en kulturel institution, fordi det er (ofte) hér, børnene får indblik i dansk litteratur og fortælling, danske traditioner og fejring af både kristne og hedenske højtider. Hvordan vi har en særlig dansk humor og en “nede-på-jorden” tilgang til både elever og undervisning, som gør, at eleverne føler, at det er noget særligt at gå til dansk.

Men det kommer nok til at lyde lige lovligt helligt, så mon ikke bare, jeg skal stikke lakridspiben ind, ligesom hovedpersonen Hannibal i Kim Fupz’ “Didriksen Detektiverne” gør på billedet ovenover?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ser du månen, Hr. Månekigger?

Så er det lige op over.

Med Ramadanen, altså.

I aften efter aftenbønnen sidder de officielle månekiggere klar i Saudi Arabien med deres kikkerter og spejder efter nymånen. Hvis de ser den, adviserer de alle muslimer i hele verden om, at Ramadanen begynder søndag. Hvis de ikke ser nymånen, så spejder de da bare igen søndag aften, så Ramadanen begynder mandag.

For os fremmedarbejdere (og kulturkristne) er det altid et spændende “show” af følge med i.

Der kommunikeres frem og tilbage i forældre-WhatsApp-grupperne, om skolen mon er på reduceret tid i morgen eller ej? Hvilket de fleste håber på, nu hvor varmen er kommet for at blive…

Skolen sendte også et brev med en form for afklaring i sidste uge.

Og hvis du nu sidder og tænker på, at der da findes teknologi, som sagtens kan forudsige, om nymånen ses fra Saudi-land i morgen eller i aften, så vil det blive blankt afvist. Den slags nymodens pjat gælder ikke. Der skal rigtige, hellige månekiggere til – ikke beregninger fra en flok videnskabsfolk.

Det her handler nemlig om tro, traditioner og følelser, og ikke om hvad teknologi kan forudsige.

Og selvom det måske kan virke lidt specielt, så er der noget umiddelbart charmerende ved lige at skulle tjekke i aften, om vi kører med den ene mødetid eller den anden i morgen. Det her er en del af muslimernes fest og højtid – og jeg hygger mig ganske meget med det.

Jeg har desværre ikke lært ret mange arabiske ord på 5 år i Mellemøsten, men jeg har lært en del om kulturen og jeg begynder så småt at mestre kunsten at acceptere arabernes mere uforudsigelige og foranderlige måde at leve på. Der er meget kortere fra idé til beslutning og udførelse end vi er vant til. Der er også lige så kort vej til at forkaste eller omgøre en beslutning, lov eller aftale. Det hele tages med stoisk ro og stenansigt eller med det stik modsatte: En gedigen arabisk nedsmeltning. Alt sammen afhængig af personens humør og temperament.

Mangelfuld eller decideret manglende planlægning, manglende struktur, logik og sparsom information er virkelig frustrerende, når vi rammer Den Store Papirmølle i en Ørkenstat, men på de her små hverdagsparametre som hvornår, skoledagen skal starte i morgen, dér smiler jeg og nyder, at der sker enten det ene eller det andet.

Og når Ramadanen så begynder, reduceres elevernes undervisningslektioner fra 60 min. til 40 min., så skoledagen går fra de normale 7 til kun 5 timer. Sådan kører skolen så i 30 dage, indtil Ramadan-måneden er ovre.

Reduktionen sker af hensyn til de fastende elever og de fastende forældre, der skal bringe og hente børn.

Børn begynder (for det meste) at faste, når de rammer pubertetsårene, men jeg har oplevet elever helt ned i 7-8-års-alderen, som har lyst til at faste og øver sig i det, så de er helt kvaste i skoletiden. Hvorvidt det er en aftale mellem dem og deres forældre – eller om det er noget, de selv har fundet på, fordi større søskende og resten af familien gør det – det kan jeg af gode grunde ikke vide, men det er tydeligt, at det er hårdt for de helt små børn.

De store teenagere møder også ofte op senere, hvis de er faldet i søvn igen efter suhoor, som er måltidet lige før daggry. Så kan det være svært at komme op og i skole til kl. 8.30.

Den her slags fravær og kommen-for-sent bliver der set igennem fingre med her i De Forenede Arabiske Emirater, mens jeg kan forestille mig, at det ikke vil være velset at komme halvanden time for sent hver dag under Ramadanen i Den Danske Folkeskole 😂

På vores skole er der mange muslimske elever, men størstedelen af eleverne hører til andre religioner end Islam – og derfor er det også majoriteten, der tilgodeses. Det betyder, at kantinen er åben og serverer mad som sædvanlig. Børnene spiser madpakker i deres respektive klasser – og de fastende elever kan gå ind i dedikerede lokaler, så de ikke bliver konfronteret med madkassernes indhold og små munde, der gumler, mens de ikke selv må få hverken vådt eller tørt.

Lærerne må spise i deres klasser eller på lærerværelserne som normalt – og i danskklasserne, hvor der ikke umiddelbart er fastende elever, drikker vi også vand i løbet af timerne.

Ude på gangene og fællesområder, bør man være diskret med tekrus og madkasse. Det er jo ikke nødvendigt at flashe mad og drikke over for fastende forældre, elever og personale.

Respekt for fasten er ufravigelig her i landet og i Saudi Arabien. De tager det langt, langt tungere end i andre muslimske lande, har jeg fået fortalt. Personligt har jeg ikke noget imod at undlade at drikke, spise og tygge tyggegummi i det offentlige rum i en måned. Så svært er det altså heller ikke at lade være med, men for hvert år, der går, bliver Ramadan-reglerne også mere og mere lempelige.

Da vi ankom for 5 år siden, var der ikke ét sted at købe en flaske vand i Mall of the Emirates under Ramadanen. Sidste år var der to store food courts åbne i hele centrets åbningstid.

Det er tiderne, der skifter.

Araberne har desperat brug for turisterne og deres lommepenge nu om dage.

Og så må de ellers gradbøje og gå på kompromis, så turisterne kan få serveret deres livsnødvendige cocktails i pool-barerne og indtage lækre frokosttilbud i indkøbscentrene under den hellige måned.

Så’n er det bare.

🌙✨ Ramadan Kareem fra en varm Ørkenstat 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet