Not all fun and games

Og mens det ser ud til, at alting kører som smurt i en dekadent blanding af smør og foie gras med Babettes Gæstebud mig hér og 40-års Friday Brunch mig dér, så er vores liv jo hverken mere eller mindre “fun and games” end alle andres.

Vi spiser godt nok ikke leverpostejsmadder eller cykler i regnvejr i en Ørkenstat, men jeg siger dig, at det kan sagtens blive både gråvejr og mandag morgen alligevel.

Der er for eksempel det helt åbenlyse pres på Martin for at finde et nyt job.

Min lærerløn er jo lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen – og det er i sig selv en udfordring at føle, at jeg bidrager helt og fuldt i hverdagen, men kun med en tiende del af familiens indkomst. Dén problematik fortjener vist sin helt egen fortælling en anden dag.

Martin har været aktivt jobsøgende, siden vi kom retur fra sommerferien i Danmark.

I virkelighedens kronologiske tidsmåling er der således tale om 2 måneder.

I det indre livs kaotiske tidsmåling føles det helt anderledes.

Det ene øjeblik er det bare om at nyde (fri)tiden, som måske aldrig kommer igen – og i det næste øjeblik går det hele for langsomt og hvad fanden er der i vejen på det der træge, arabiske jobmarked?

At være jobsøgende er i sandhed ikke den sjoveste situation at stå i.

Det er en balancegang og en mental prøvelse hver eneste dag.

Martin har aldrig prøvet det før, fordi han er gået direkte fra job til job. Jeg har nærmest heller ingen erfaring med at være jobsøgende, men jeg har stor erfaring med at være uden for jobmarkedet som hjemmegående husmor.

Det kræver nerver af stål og en tyrkertro på egne evner og erfaring, når man bliver sat uden for døren.

Også når det er selvvalgt.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det føles så langt fra en badeferie som man overhovedet kan komme, selvom der hverken er deadlines eller deliverables som på en arbejdsplads. I stedet skal man navigere efter ens intuition og lave opsøgende arbejde på nettet og i netværk.

Der er gode og dårlige dage.

Der er sjove dage med følelsen af frihed og det går sgu’ nok alt sammen – og der er dage, hvor tiden står stille og der ikke er andet for end at højne moralen med en gåtur og en lydbog i ørerne.

Der er dage med opkald.

Der er dage med afslag.

Midt i det hele må jeg hanke op i mig selv, for det nytter jo intet, at jeg er den, der går i panik fuldstændig præmaturt.

For det går jo nok alt sammen.

Det siger min erfaring og min fornuft mig.

Der er en eller anden større plan med tingene, som hverken jeg eller Martin kan styre alligevel. Og dét, der skal være, vil blive – og dét, der ikke skal være, vil ikke blive.

Det vigtigste er, at vi står sammen og er sammen som familie.

Uvisheden er et livsvilkår for alle mennesker, men for expats er det som om uvisheden bliver forstørret op og griber ind i alle livsområder for både børn og voksne.

Vi kan risikere at miste alting på én gang – vores hus, skole, hjemby, vennekreds osv. – hvis vi ikke formår at finde en primær indtægtskilde til at fortsætte vores ellers så komfortable livsstil under fjerne himmelstrøg.

Og selvom der kan være alvorlige økonomiske konsekvenser ved at miste jobbet i Danmark, så er det heldigvis sjældent sådan, at man samtidig mister vennerne, børnenes dagsinstitution, skole, hjemby osv.

Det er en af bagsiderne ved udlandslivet; at vi må øve tolerancetærsklen for usikkerhed og acceptere, at der er alt at miste, men også alt at vinde.

Og som med alle andre skyggesider i livet, så er der samtidigt noget forfærdeligt dragende og vanedannende ved dem. Noget, vi ikke vil give slip på, fordi livet føles levende på denne måde – og i vores tilfælde er det de vilde, følelsesmæssige rutsjeture og oplevelser i udlandslivet, som vi vil kæmpe med næb og kløer for at bevare.

Jeg elsker ihvertfald livet her i det moderne Mellemøsten.

Mest af alt fordi vi har en dejlig hverdag.

Og det er jo hverdagen, man skal holde mest af, som Dan Turèll, så smukt beskriver det.

“Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når manden bestemmer

Det holder aldrig op med at føles spøjst, når Martin skal godkende skriftligt, at jeg gerne må ‘et eller andet’.

‘Et eller andet’ er i dagens konkrete tilfælde at arbejde på skolen som lærer.

Sådan er det i en Ørkenstat, hvor det er manden, der bestemmer over konen (eller konerne) 😆Hvert år skal man – som arbejdstager på ægtefællens visa – have lavet et nyt “Labour Card” hos myndighederne. På denne måde får myndighederne formelt at vide, at man er ansat og modtager løn – og virksomhederne får deklareret samtlige medarbejdere, uanset om førnævnte er tilbudt visum igennem dem eller ej.

Og med til ansøgningen om et “Labour Card” er der således også et “Letter of No Objection”, hvor familiens visa-holder skal bekræfte, at vedkommende accepterer og godkender ægtefællens arbejdsliv. Visa-holderen kan selvfølgelig også være en kvinde – og i så fald er det jo kvinden, der bestemmer over manden, så min kommentar om, at det er manden, der bestemmer i en Ørkenstat, er helt forkert. Det gælder begge veje.

Men det er sjovere at spille på den stereotype opfattelse – og der skal da ikke herske tvivl om, at jeg er dybt taknemmelig over, at Martin giver mig lov til at gå på arbejde. Hver dag. Eller noget.

”Labour Card”-ansatte er dårligere stillede end dem, der er ansatte med visa, som er den formelle opholds- og arbejdstilladelse. En visa-ansættelse indebærer en mængde gebyrer til staten og et stort papirarbejde for arbejdsgiverne, der – naturligt nok – foretrækker kun at have en vis andel visa-ansatte i staben – og så “Labour Card”-ansatte for resten.

Lønnen er som udgangspunkt signifikant lavere for “Labour Card”-holdere, fordi den gængse opfattelse er, at “man har sit på det tørre via visa-holderens indtægt”.

Som om ens daglige arbejdsindsats er en form for velgørenhed eller hobby?

Arbejdsgiverne forventer også, at man får sundhedsforsikring via ægtefællen, der er visa-holder og modtager af “den gode indtægt i familien”, som muliggør, at man overhovedet har råd til at bo i Ørkenstaten.

Der diskrimineres også i forhold til pension og løn under ferieafholdelse, hvor ansatte med visa har 6 ugers betalt ferie og en pensionsopsparing, der udbetales ved afslutningen af ansættelsesforholdet. Her har “Labour Card”-holdere ofte egenbetalt ferie, og en masse snirklede beregninger gør “pensions-delen” af jobbet til en joke.

Der er også manglende kompensation for overarbejde og en masse mærkelige paragraffer i kontrakterne om, at firmaet f.eks. kan flytte en fra én arbejdsplads til en anden, hvis det anses for nødvendigt; at man kan blive pålagt flere ansvarsopgaver end det først aftalte uden ekstrabetaling; at man kan blive bedt om at skifte stilling undervejs; at ens ferieafholdelse altid vil kunne aflyses osv.

Og dér må man så vælge, om man skriver under eller ej på arbejdskontrakten. For der bliver aldrig ændret i en klausul eller paragraf, uanset hvor urimelig den end måtte lyde over for den ansatte. Og tager du ikke jobbet, så står en anden klar i kulissen. Det er jo virkeligheden, hvor end du befinder dig.

Jeg behøver vel heller ikke at sige, at det er standard for almindelige “Labour Card”-holdere at blive tilbudt årlige kontrakter, så du aldrig ved, om du er med på “næste års hold” på arbejdspladsen. Det finder man ud af et par måneder før kontraktens udløb. De årlige “Labour Card”-kontrakter er blot én af de faktorer, der bevirker, at ansættelsesforholdene ofte bliver ganske kortvarige her i landet – og at der helt åbenlyst skelnes mellem de ansatte, hvor nogle vægtes højere end andre, uanset faglige kvalifikationer og erfaringer på området.

Som medfølgende/medrejsende hustru opfattes du oftest som billig arbejdskraft. Uanset dit akademiske niveau.

Det er – hvert eneste år – en øjenåbner for mig at deltage i arbejdsmarkedet hernede, og jeg ville ikke være én eneste af mine erfaringer foruden, selvom det ind i mellem kan være både skuffende og besværligt at deltage i livet på en arbejdsplads i Dubai.

Og jeg ser på de danske fagforeninger, de danske virksomheder og den danske arbejdsmarkedslovgivning med fornyet respekt. For selvom der altid er ting, der kan forbedres og forhold, der bør ændres, så er der indbygget en gensidig tillid og beskyttelse af både medarbejdere og arbejdsgivere i den danske model. Og dét giver langt tryggere arbejdsforhold – uanset om det går supergodt på jobbet eller det modsatte.

Gensidig tillid og respekt = tryghed for både tagere og givere i arbejdsmarkedet.

Man tør indgå i et samarbejde.

Man tør tage chancer, prøve noget nyt, dumme sig, kræve en undskyldning, når den er berettiget.

Dér er vi ikke lige kommet til endnu i Ørkenlandet, selvom vi er sprunget Den Industrielle Revolution helt over og er vadet direkte over i et samfund baseret på serviceydelser.

Måske mangler der HR-folk, der kan gå forrest med retfærdighedsflaget? Måske mangler der ansatte, der tør sige nej og acceptere måske at miste deres job på grund af dette? Måske mangler der opbakning fra myndighederne i form af en mere beskyttende arbejdsmarkedslovgivning?

Nå – jeg må ud i verden med rødbedepassene og opstøve en sur HR-dame (de er sjovt nok også vrantne og vrisne i ørkenen), som kan fotokopiere hele molevitten og igangsætte papirmøllen, der forhåbentligt ender med et nyt “Labour Card” til mig for skoleåret 2018/19 😁.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sanjay

I øvrigt – og for lige at stoppe min kontinuerlige pludren om kunstigt græs og renoveringsprojekter – så kan jeg varmt anbefale denne udsendelse, hvis du da ikke allerede har haft næsen nede i DR’s interessante ‘grådighedstema’ om finanssektorens skyggesider.

Se den. Nu.For selvom Bedstemor-med-slaw-i-Socialstyrelsen har tilranet sig 111 mio. kr. – og forståeligt nok trækker overskrifter i alle medier (det kan da kun blive til en god biograffilm, sådan som virkelighedens plot langt overstiger fantasiens) – så er det desværre både langt mere spektakulært og gruopvækkende, at en gruppe virkeligt kloge hoveder har plyndret en række europæiske statskasser for et trecifret milliardbeløb.

I Danmark mener man, at den hovedmistænkte i den danske del af miséren, er finansmanden Sanjay Shah. Man mener også, at der er forsvundet mindst 12,7 m-i-l-l-i-a-r-d-e-r kroner i hans og hans kumpaners retning.

Og pilen peger desværre på Dubai, hvor Sanjay er en kendt for halvstore armbevægelser.

Vi har jo blandt andet hans “Autism Rocks Arena”, hvor der afholdes store koncerter med verdens populæreste kunstnere. Der er også hans “Autism Awareness”-velgørenhedsorganisation, der afholder kurser om autisme og inklusion af autister i skolesystemet og arbejdsmarkedet.

Smukt er det ihvertfald at se, hvordan Sanjay er mand for at bruge de danske skatteyderes penge på pragtvillaer på Palm Jumeirah, yachts, biler, ferier, velgørenhed og koncerter. Life is good. Lige indtil det går galt.

Og nu tyder det på, at han nærmest har været lidt for god til at formøble pengene fra de danske borgeres fælleskasse. Der går ihvertfald rygter om, at han er røget i fængsel, fordi han har lidt likviditetsudfordringer. Men dén slags kan man ikke læse om i en Ørkenstat.

Det kan jo blive småt for selv den smarteste, må man konstatere.

Og hvis det er rigtigt, så er det vel en lille sejr for vores fælles retsfølelse, selvom den danske statskasse kommer til at se langt efter så meget som en brøkdel af det kæmpebeløb, de kom til at sende lige i favnen på en flok glubske pengegribbe, der havde opfundet den helt store, fede skatterefusions-fidus.

Det er altid de mindste fisk, der bliver fanget i Skat’s net. Og det er i sandhed et kæmpe problem.Sanjay Shah bliver ikke beskrevet i ret mange detaljer i DR-udsendelsen, som går mere i dybden med selve netværket og deres masterplan for udnyttelse af huller i de europæiske landes skattelovgivninger og mangel på samkørsler og kommunikation, men ham kan du til gengæld lære meget mere om ved at lytte til pod-cast’en “Skaf mig Sanjay Shah!”Radio 24/7’s journalist Kim Bach sender medrivende og morsomme reportager fra hans rejse til Dubai, hvor han i ganske ramme alvor forsøger at få Sanjay Shah i tale om den spegede sag.

Jeg skal ikke ødelægge lytteoplevelsen for dig, men blot sige, at Kim Bach formår at give et både realistisk og interessant portræt af Dubai og De Forenede Arabiske Emirater, som kun en nyankommen kan gøre det – med friske øjne og kritiske briller på.

Vi andre, der bor her og har gjort landet til vores hjem, er blevet helt tonedøve, halvt farveblinde og lukker øjnene for næsten alting. Fordi det er nødvendigt for at kunne være her. En overlevelsesmekanisme, om du vil.

Men Kim Bach kan give dig et bud på en sanddruelig fortælling om Ørkenstaten. Lyt løs. Og skaf mig så Sanjay Shah!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Arabisk effektivitet

Jeg er simpelthen nødt til at dele et billede af det, der foregår uden for mit vindue lige nu.

Det er for sjovt til at lade være.Her ser vi et af de ypperste eksempler på den klassiske, arabiske effektivitet.

Én mand arbejder, mens to ser på.

Det kan naturligvis skaleres op, så to mænd arbejder, tre ser på, tre mænd arbejder, fire ser på – og så fremdeles.

Bemærk lige, at Boss-mand Nr. 1 er ham med den hvideste skjorte og Boss-mand Nr. 2 har en lidt mindre ‘pæn’ skjorte – og så er der håndværkeren i det blå arbejdstøj, der rent faktisk laver noget.

Vi har set mønstret gentage sig fra faggruppe til faggruppe henover de sidste par måneder. Og det er næsten til at blive allergisk over for, medmindre man vælger at lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven.

Maricel og jeg får os også nogle gode grin undervejs, når det bliver for komisk at se på, hvordan én Boss-Mand peger på dét sted, hvor der skal males, grundes, sættes et søm i osv., mens en anden Boss-Mand piller næse, taler i mobiltelefon, peger på det samme eller giver anvisninger mundtligt til den ENE mand, der skal udføre opgaven.

Halleluja.

Hvis ikke det var så synd for håndværkerne, så ville det være en 100% komisk genialitet, der udspiller sig hver dag, og jeg kan levende forestille mig, hvor meget jeg ville have lyst til at sparke de der Boss-Mænd over skinnebenene, hvis det var mig, der skulle udføre en opgave med dem til at supervisere hele processen cirka 10 centimeter fra mit åsyn.

Der er noget ved hierarkiet, omgangstonen og adfærden, der er himmelråbende stupid, når man ser på det med danske briller på. Og når jeg henvender mig til en af Boss-Mændene med et spørgsmål, så er det alligevel altid håndværkeren, der rent faktisk kan svare for sig.

Men hvorfor er Boss-Mændene der så?

Det er der flere årsager til.

De forstår og taler en smule engelsk – og det gør de hårdtarbejdende mennesker generelt ikke.

Der er også en masse regler for adgang til vores ghetto, hvor jeg kan forestille mig, at security-kontoret kræver, at der er en supervisor til stede under udførelse af arbejdet, uanset om vedkommende selv skal lave noget eller har medbragt håndværkere til jobbet.

Og så er der det med hierarkiet, som vi danskere altid har haft svært ved at forstå.

-Hvorfor skal der stå en Boss-Mand og pege, når nu arbejderne udmærket ved, hvad der skal laves?

-Hvorfor skal der råbes højt og skældes ud, før der bliver gjort dét, der under alle omstændigheder skulle gøres?

Jeg har lidt svært ved at svare på mine egne spørgsmål, men jeg fornemmer, at det har noget at gøre med begrebet ansvar. Og sikkert også med begrebet tillid.

Her i landet gives der aldrig et ansvar til en almindelig ansat. Og dermed kan vedkommende aldrig komme til at tage et ansvar for sine opgaver. Det er sådan en uløselig gordisk knude, der ender med et grumt sammensurium af ineffektivitet, ligegyldighed og inkompetence, som skaber langsomme(re) processer og en hel del utilfredse kunder henad vejen.

Måske er der også et element af kedsomhed eller tankeløshed?

Jeg tænker, at når nu arbejderne skal lave de samme ting igen og igen, dag efter dag – så kan man vel ikke fortænke dem i at håbe, at “går den, så går den”, medmindre Boss-Mand finder ud af det og pludselig råber højt?

Men uanset hvad jeg måtte synes om gammeldags pisk- og gulerodsmetoder og über-minutiøs supervision, så er det nu engang arbejdsgangen og omgangsformen i Ørkenstaten.

Og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at følge med i et større cirkus, når vores nye måtte skal rulles ud i haven én af de nærmeste dage. Du får resultatet at se lidt senere 😂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Port-a-Potty

Jeg vil gerne medgive, at overskriften kunne indikere, at her kommer der et indlæg om tumlingebørn og toilettræning. Men dét stadie er jeg så lykkeligt ovre – og har fuldstændig fortrængt, hvordan man pottetræner småbørn, så du må videre i din søgning efter transportable potter andetsteds.

Næh – vores port-a-potty er såmænd et hvidt, hjemmesnedkereret monstrum, vi har stående lige uden for huset.Faktisk gik der næsten en uge, før jeg fattede, hvad det var, gartnerfirmaet havde stillet op i carporten. Og det krævede tilløb at titte om bagved for at blive bekræftet i, at Martin selvfølgelig talte sandt.

Der er tale om den virkelig pakistanske løsning på behovet for at komme af med stort og småt.Man har simpelthen valgt at åbne kloakdækslet og så tage den derfra. Uden adgang til rindende vand, sæbe eller papir.

Hvad det betyder i forhold til rotter og andre kloakrelaterede trusler, at der tisses og pruttes for åben kloak ude i carporten, dét aner jeg ikke. Og tør heller ikke rigtigt spørge – for hvad er alternativt til den pakistanske port-a-potty?

Det virker som et besynderligt emne at skrive om, men det er blot én af de daglige udfordringer, som arbejderne i Ørkenstaten står overfor. Uanset deres branche, så er der begrænset adgang til de mest basale faciliteter – toiletter, rindende vand, sæbe, papir, borde, stole, bederum osv.

Gartnerne – for nu at tage dem som eksempel – bliver hver eneste dag droppet af uden for ghettoens gate, står i kø for at få tjekket deres ID-kort og modtage dagens gate pass, og så er det ellers ud i haverne, på gaderne og i parkanlæggene, hvor de skal klippe græs, trimme bede, beskære træer, luge ukrudt, gøde, vande, fjerne affald og hvad der ellers hører til, når der skal holdes liv i kunstige haver og søer midt i en sandkasse. Det er ren Wisteria Lane perfektion.

Mændene arbejder fra ca. kl. 8 til frokost, hvorefter de beder, sover, spiser og hygger med mobiltelefonen, når de har fundet en stille krog eller et hjørne i skyggen. Herefter arbejder de videre til kl. 17, hvor de skal sætte sig ved deres respektive opsamlingspunkter og vente på, at firmaets shuttle henter dem. Maden har de med i små plasticposer, som de hænger i hækkene og går tilbage til, når det er tid til en pause midt på dagen. Vand fordeler de i mellem sig via store plastictønder, så de kan få noget at drikke i løbet af dagen. På samme måde deler de også redskaber – plæneklippere osv. – som de cykler rundt med i hele kvarteret, når det er græsslåningsdag.

Og jeg har tit tænkt på, hvor de egentlig kan forrette deres nødtørft. Måske findes der diskrete toiletter i de el-  og pumpehuse, der står fordelt rundt omkring i ghettoen?Det er ihvertfald ret underligt, at vi har så mange, mange mennesker gående udendørs hver eneste dag – uden at der er reelle faciliteter til dem. Og det haveanlægningsfirma, som vi samarbejder med, har tydeligvis klaret problematikken ved at rejse rundt med deres egen version af et tisse-klædeskab.Knallertbudene, maintenance-firmaernes ansatte, rengøringsfirmaernes medarbejdere, salondamerne, håndværkerne, taxachaufførerne osv. har lidt bedre vilkår end arbejderne i haverne, fordi de har adgang til de offentlige toiletter i shoppingcentrene. De tager nemlig ind til centrene for at holde frokostpause, hvor de så kan købe mad og klare toiletbesøgene samtidigt.

Alle butiks- og restaurationsansatte er også nødt til at benytte centrenes almindelige toiletter, da der ikke findes separate omklædnings- og toiletforhold til dem, så selvom det med danske øjne er ret så spøjst, så møder man ofte en hel flok ansatte fra fast-food-kæder og butikker, der er ved at lægge make-up, ordne hår og børste tænder på dametoilettet, hvor centrets kunder også kommer forbi for at forrette deres nødtørft.

De er i øvrigt squeaky clean og velduftende, de offentlige toiletter i shoppingcentre og den slags steder, hvis man sammenligner med Danmark. Fordi der er toiletdamer, der konstant holder opsyn, rengør og tjekker hvert eneste toilet, så man aldrig bliver mødt af stødende syn eller lugte.

Nok om toiletter – eller mangel på samme til de allerlaveste i hierarkiet – i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet