• ···

Har du HIV?

Det er tidlig morgen i en Ørkenstat.

Jeg har netop foretaget en imponerende autentisk Dubai-parkering.

Midt på fortovet uden for Al Qouz Mall.

Hvem skal bruge fortovet til noget i en overophedet bil-kultur anywayimg_5913De fleste parkeringspladser er allerede taget af curry-leverings-knallerter, firhjulstrækkere og pakistaner-lorries, som holder i tomgang, mens ejerne er inde for at hente dagens første omgang dampende varm chai karak.

Jeg stiger ud af bilen og tager en dyb indånding, før jeg begiver mig ind på mandeterritorium.img_5911Så mandsdomineret er stedet, at centerledelsen er nødt til at bede om, at man undlader at spytte.

Det skal jeg så se, om jeg kan lade være med i denne ombæring.

Al Qouz Mall ligger midt i et støvet industriområde fyldt af værksteder, fabrikker og lagerhaller, hvor der sjældent kommer kvinder. Her er et virvar af småveje, hvor lastbiler drøner ind og ud; der er sandede, halvøde områder, hvor biler parkerer ad hoc og bunker af brædder, dæk, tønder, metalstumper osv. ligger op ad facader og garager.

Kvinder kommer vist kun i Al Qouz Mall, hvis det er det nærmeste sundhedscenter, der kan udføre medical fitness test til visumansøgningen. Der findes masser af andre officielle centre, men jeg skal retur på arbejde og dette sted er nærmest.

Så hér står jeg – klokken 8 om morgenen – med et par officielle dokumenter i hånden og et spørgsmålstegn malet i ansigtet.

Hvor finder jeg det sagnomspundne medical fitness kontor?img_5910Rundt om hjørnet fra te-husene og kjortelbutikkerne spotter jeg køen.

Flere hundrede pakistanske, filippinske, indiske og sri-lankanske mænd står allerede i kø til deres medical fitness tests.

Jeg slår øjnene ned, fordi jeg instinktivt kan mærke, hvordan de stirrer på mig.

Lidt længere henne opdager en af sundhedscentrets medarbejdere mig, da han tilfældigvis stikker hovedet ud af døren. Han vinker mig ivrigt an.

Det føles forkert at gå direkte forbi den lange kø af ventende mænd i kjortler og kedeldragter, men samtidig er det en lettelse at slippe væk fra deres ublu blikke.

“Isn’t this the line for the men? Am I allowed to enter here? Where is the ladies’ section?”, fremstammer jeg.

“No worries – it’s okay. Would you like to use our fast track services, madam?”, spørger manden med et smil, da vi har passeret mændene og er kommet inden for i det klinisk rene, lyse og nydelige sundhedscenter.

Alting står i skærende kontrast til den lange kø udenfor.

Her hersker der civiliseret, nummereret køkultur. Her er airconditioneret, svalt og velduftende. Der er masser af medarbejdere, en rolig summen og et fint, adskilt kvinde- og herre-venteområde til os, der venter på at blive betjent.

Uden for er der dunkelt og ildelugtende. Der er skubbende, utålmodige mænd, som snik-snakker og diskuterer, mens de nærmer sig centrets indgang i sneglefart. Der er ingen aircondition. Der er ingen medarbejdere, som vinker dem an. Ingen fast-track services.

“How much is the fast track charge?”, spørger jeg den flinke mand, som er i færd med at processere min ansøgning.

“200 dirhams, Madam”, svarer han med et smil.

“What’s the normal charge and what are the waiting times?”, fortsætter jeg.

“Normal charge is 40 dirhams, but waiting times are a few hours. If you do fast track, you will be seen immediately”, svarer han tålmodigt.

Og jeg griber min pung og trækker resolut 200 dirhams op.img_5912Det her skal bare overstås hurtigst muligt.

Et minut senere sidder jeg over for en helt tildækket sygeplejerske.

Fast track ER fast track i Dubai.

Vi får øjenkontakt og jeg fornemmer, at hun smiler venligt til mig.

“Today I only need to take one blood sample, as this is a visa renewal”, forklarer hun, mens vi sætter gummibånd om min overarm og arbejder på at finde en fed blodåre.

“What are you testing me for today?”, spørger jeg.

“HIV. We want to see if you have HIV”, svarer hun sagligt.

“And what would happen, if I had HIV?”, fortsætter jeg.

“Then your visa application is rejected”, svarer hun sagligt.

De spøger ikke med smitsomme sygdomme i Ørkenstaten.

Især ikke de seksuelt overførte af slagsen, som så absolut er tabuiserede og stigmatiserede.

Selv en mindre SOS som klamydia skal rapporteres videre fra praktiserende læge til de offentlige myndigheder, da der kan herske tvivl om patientens seksuelle aktiviteter og orientering, om man så må formulere det.

På en måde er myndighedernes bekymring forståelig.

Det vil være voldsomt let at sprede sygdomme til epidemiske tilstande i et samfund, som konstant mixer 100+ nationaliteter her og der – på offentlige steder, i sundhedsvæsenets regi, på skoler, arbejdspladser, i lufthavnene osv.

Og vi immigranter kan ikke komme og sige, at præmissen ikke er 100% klar og uomtvistelig, når vi søger om ophold i Ørkenstaten: Har du HIV, får du ikke arbejdsvisum og opholdstilladelse.

Bum.

Ikke så meget diskussion.

Det burde dog være til ærlig og redelig diskussion, hvis man ser på tingene med danske briller på næsen.

HIV behøver jo ikke smitte andre. Det har vi alle sammen vidst siden engang i slutningen af ’80erne.

HIV gør jo heller ikke den smittede til en dårlig medarbejder eller slem samfundsborger.

Seksuelt overførte sygdomme kan man få og have i et ægteskab – de er ikke nødvendigvis et udtryk for udenomsægteskabelige udskejelser.

Det virker uuddannet. Simplificeret til det himmelråbende.

Men ikke desto mindre er det vilkårene.

Og kan jeg ikke li’ lugten i den glohede bageovn af en ørken, så kan jeg jo smutte fra De Varme Lande til Det Kolde Nord, kan jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kølig velkomst

“Har du noticed at alle menneskerne taler dansk? Det er lidt funny, Mor”, hvisker Mille mig i øret, mens vi står i en surmulende uendeligheds-kø blandt ligesindede, utålmodige rejsefæller.

Det er såmænd bare paskontrollen i Kastrup en onsdag formiddag.

Velkommen til Danmark.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for du kan varme dig på sidemanden.
img_5626

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er 3 betjente på overarbejde i glasburene.

Måske er det kommet som en overraskelse for lufthavnen, at der lander et stort Qatar Airways fly og et ditto fra Emirates Airline på dét her tidspunkt?

Måske er der bare ikke flere betjente til rådighed?

Mulighederne er mange.

Svarene få.

Og jeg noterer mig, at folk skubber, vrisser og smutter foran i køen på præcist samme måde, som det ville ske i De Varme Lande. Og det til trods for vores danske selvforståelse af at være ret-så-overskudsagtige-retfærdighedssøgende-køkulturs-mennesker.

Modvilligt lader vi forældrene til en ulykkelig baby komme forrest i køen efter et 15 minutters grådanfald (barnets gråd – ikke morens, selvom det er tæt på). Det er nemlig helt overladt til individets initiativ, for her er ingen opsynsfolk til stede, som måske kunne have udøvet venlig crowd-control og ladet stressede småbørnsforældre med grædende babyer og ældre rejsende komme foran i køen.

Vi er jo kommet til DIY-land.

Do It Yourself er den hellige gral. 

“Mor, jeg skal altså virkelig ikke tisse alligevel”, udbryder Cille, da den ramme stank af urin rammer hendes næsebor ved indgangen til dametoilettet i lufthavnen.

“Jo, du skal, Cille – kom så. Der er ikke noget at gøre ved det, men sådan her er offentlige toiletter i Danmark”, svarer jeg med fast mine og hiver begge piger med ind.

Der ligger store pytter af udefinerbar væske på gulvene. Der er nusset wc-papir overalt og fyldte skraldespande med direkte udsyn til brugte damebind.

Ikke en rengøringsmedarbejder i sigte eller en supervisor, som måske kunne tilkalde assistance.

Kummerne er så snavsede og lugten er så intens, at Prinsesserne på Ærten har mere end svært ved at præstere.

“Jeg synes at der skal dufte ligesom på Arabic toiletter med perfume instead of stinky poo”, konstaterer Mille tørt, da vi spritter af uden for toiletterne og indånder osen fra pølsevognen, som nu pludselig lugter attraktivt hér midt i tissekoneland.

Glemt er det uheldige førstehåndsindtryk, da vi rammer ankomsthallen og får øje på Farmor, som hopper og hujer og løber os i møde – stik modsat retningen af menneskestrømmen.

Pludselig stopper hun op og krammer livet ud af de to børnebørn, som er lige så begejstrede og glade for at se hende og Farfar. Sammen drager de afsted hånd i hånd mod Huset i Den Store Skov, hvor der vanker både nybagte boller og Faster D.

I mellemtiden fornøjer Martin og jeg os med den nye biludlejning i Kastrup.img_5635

Begejstringen nærmest lyser ud af ham efter en længere gåtur igennem lufthavnen med bagagevogn og elevatorbøvl, som leder ud i regnvejr og 20 minutters ventetid ved et busstoppested.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for på denne måde bliver du extra taknemmelig for dit overtøj, når du engang får det fisket ud af kufferten.

HT-bussen er ikke ombygget til formålet – det ville have været for meget at forlange – så vi skubber rundt med 4 kufferter og 2 trolleys i mellem sæder og barnevogne.

Jeg smiler undskyldende til et engelsk ægtepar, som jeg har lovet at fortælle, hvornår vi rammer biludlejningernes stoppested: “I haven’t tried this before either and it doesn’t seem to make much sense”, svarer jeg spagt på vegne af nationen, da de høfligt spørger ind til det lettere finurlige set-up, som på ingen måde kan forventes af en international lufthavn. Jeg får helt lyst til at give dem en kvajebajer efter denne her slukørede oplevelse, men vi hanker op i os selv og englænderne og ender bag den gamle terminal 1, hvor udlejningsfirmaerne er blevet forvist til en ny bygning.

Bagagevogne er der naturligvis ingen af ved stoppestedet, men så lærer Martin at trække 4 kufferter på én gang, og dét har han sikkert altid ønsket sig at kunne?

Et par timer efter ankomst lander vi endelig i Grib Skov.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for nu er storfamilien samlet igen og så blegner bøvl, ævl og kævl.


Læs mere om Farmors fødselsdag i Lalandia i morgen…stay tuned, som man si’r…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kagemanden

Regnskabschefen fylder 44 idag.img_5602Pigerne og jeg har haft travlt med at opfinde skøre bortforklaringer og lange søforklaringer efter gaveindkøbene forleden – for er der én ting, de to jordbærhjelme ikke kan, så er det at holde på en hemmelighed.

“Mummy, det er faksis alright at tell’e en lie til Daddy for det er en happy lie som ikke giver tummyache eller make’r mig sad”, proklamerer Cille på bagsædet.

“Jeps. Du har helt ret. Fordi det er en overraskelse og en god ting, vi har forberedt, så må vi faktisk gerne lyve og drille ham lidt”, svarer jeg og er ikke helt sikker på, hvad det her skal ende med.

Men denne gang holder pigerne tæt.

Vi har trukket penge ud af automaten, så Martin ikke har haft mulighed for at se vores transaktioner, og han har derfor intet udgangspunkt for at manipulere med dem til de taler over sig.

Og deres aftalte løgnehistorier bliver fortalt igen og igen, mens de hulker af grin: “Daddy, vi har buy’et dig en baby doll, der kan lave wee og cry’e med rigtige tårer, når man giver den vand at drikke. Sådan en cry baby har du altid ønsket dig, ikke?”, hvorefter de begge vrider sig ved tanken om Farmanden med en ny babydukke i favnen.img_5596I virkeligheden har Cille købt shorts og hørskjorte til ham.img_5601Og Mille har valgt sandaler og badeshorts med solgule koalabjørne på.img_5605Jeg forærer ham en helikoptertur over Dubai.img_5609Det hele passer ham storartet.

Og det gør fødselsdagskagen også.

En tung, tung Godiva-chokoladesag, som er tættere på trøffel og konfekt end brownie.img_5614Cille vælger en Black-Out Chocolate Cake, som i bogstaveligste forstand får det til at sortne for øjnene af hende i et skingrende rent sukkerchok.img_5615Men det er ikke kun Martin, der er dagens kagemand i skysovs.

Maricels søn fylder 11 i dag, så vi har naturligvis lykønsket hende mange gange med sønnens fødselsdag og foræret ham penge til et pænt ur, som han ønsker sig.img_5611Det er møghamrende svært på mærkedage.

Alle mærkedage. Men værst på fødselsdage og Mors Dag.

For hér bliver det for alvor bøjet i neon, at hun har kæmpestore afsavn, fordi hun er nødt til at arbejde hos os i stedet for at være hos sin egen familie.

Tænk, ikke at kunne deltage i hendes eneste søns fødselsdagsfest.

Det skærer mig i hjertet, og jeg siger det til hende, så hun ved, at jeg ved det.

Maricel siger ikke så meget retur.

Hun har let til tårer, men hun takker høfligt for gaven på sønnens vegne – og hun sender mig stolt et par billeder fra hans fest, som jeg gerne må dele med jer, fordi hun synes, at det er spændende og vigtigt at være med til at give et indblik i de afsavn og livsproblematikker, som en husholderske fra fattige kår står i.

Og midt i hendes savn, så rejser vi til Danmark på påskeferie.

Forhåbentlig kan hun nyde friheden og stilheden lidt.

Forhåbentlig får hun kokkereret noget filippinsk mad, mens den danske familie er bortrejst.

Forhåbentlig får hun skype’t i ét væk med sin søn og mand.img_5610Om lidt er kufferterne pakkede.

Troldebørnene sover allerede tungt og glæder sig til at blive vækket midt om natten for at rejse hjem til Farmor og Farfar.

Det gør vi også.

Og hermed lukkes fortællingen om kagemanden, hans kagekone og deres to små teboller.

Vi skal hjem og marineres i en skønsom blanding af billundsk klor og argentinsk rødvin, hvis den slags fåes i bag-in-box?

Der kommer mere om Lalandia på bloggen, når dem med de røde badebilletter er kaldt op af bassinet og sendt retur til ørkenen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at så skyer

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg desværre aldrig rigtig er kommet ud over de naturvidenskabelige stepper.

Hvilket er drønhamrende ærgerligt – for er der helt ærligt noget mere interessant at beskæftige sig med end naturen og dens fantastiske ressourcer?

Min oprindelige entusiasme blev slået ihjel under det obligatoriske to-årige naturfagsforløb for sproglige gymnasiaster engang i starten af 90’erne og den er ikke siden blevet vækket til live, medmindre man vil acceptere lidt adspredt National Geographic og Discovery Channel som en mild form for ‘naturvidenskabelig’ interesse.

Min meget begrænsede natur- og teknikforståelse bevirker således, at der ind i mellem (læs: ret ofte) foregår ting, der flyver helt hen over hovedet på mig.

Som forleden dag, hvor det går op for mig, at den senere tids overraskende regnfulde dage i Ørkenstaten slet ikke er en tilfældighed.

Som i overhovedet-ikke-nogen-tilfældighed.

For man kan åbenbart manipulere bestemte typer af skyer til at producere nedbør i en proces, der hedder noget så fantasifuldt som cloud seeding på engelsk.

Og regnen er således dalet ned over Ørkenstaten det seneste kvartal via nøje tilrettelagt og veludført såning af skyer.

58 gange har vi sået skyer og høstet regnvejr siden årets start, for nu at være helt præcis.

Processen forklares i simple termer af Det Nationale Center for Meteorologi og Seismologi i den følgende artikel:

http://www.thenational.ae/uae/environment/20170227/cloud-seeding-a-boost-to-rainfall-over-uae

 

Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke?

Tænk, at et ørkenområde, der har lidt under mindre og mindre nedbør de seneste 10 år (Hej Global Opvarmning, du er her endnu, hva’?) nu pludselig kan manipulere skyer til at producere nedbør, når landbruget og naturen har behov  for det.

screen-shot-2017-03-07-at-23-31-17Smart, ikke?

Og så måske alligevel ikke.

For hvad sker der mon ved at vi skyder saltkrystaller ind i skyer sådan hist, pist og efter forgodtbefindende set henover en længere periode?

Hvad gør saltet ved atmosfæren?

Og udvinder vi saltet fra alt det sand, vi vader rundt i?

Får vi saltet ved en afsaltningsproces af eget havvand?

Eller er saltet fragtet hertil fra Langbortistan?

Jeg har langt flere spørgsmål end svar.

Og hvis nogen har en idé og en mening eller to om såning af skyer, så er jeg lutter øren.

For som i alle andre tilfælde, hvor De Forenede Arabiske Emirater udmærker sig ved at være first-movers, får vi ingen eller yderst begrænset information om risici eller ulemper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Grønthandleren

“Hello. Is this Mohammad? Hi, my name is Nita and I am arriving at the fruit and vegetable market now. Could you come and help me?”

Min veninde lægger mobilen fra sig og begynder at samle børn og tasker op fra sæderne i Regnskabschefens minibus.

Vi er netop parkeret i Al Aweer, et område ved Ras Al Khor i det nordlige Dubai.

Distancen mellem vores hjemmevante hvid-mands-ghetto i syd og dét her sted er 30 minutter. Men den mentale og kulturelle distance er af en helt anden dimension.

Det her er en mandeverden.

Fyldt af kjortler og håndtryk. Pengesedler i bundter og tilråb. Cigaretrøg og kaffe i små krus.img_4782Vi er her, fordi det er hjemstedet for Dubai’s Fruit and Vegetable Market.

Det lyder ret eksotisk, men der er så absolut intet, som gengiver en snas af Sydøstasiens fascinerende hustle and bustle gadeliv eller Sydeuropas rustikke, charmerende markedspladser.

Det her er et arabisk industrikvarter.

Fyldt af cykler, ladvogne og skrald i plumrede vandpytter.

Fyldt af mænd, der arbejder i gudsforladte rækker af hurtigt opførte haller med cementgulve og blege neonrør i loftet.

Varerne på hylderne køres primært B2B og i meget begrænset omfang som løssalg.img_4777Og de kunder, som normalt frekventerer hallerne, er tydeligvis ikke høje, blonde madammer fra Europa. Det er derfor, min veninde har ringet efter Mohammad, en flink grøntsagspusher med gode engelskkundskaber, der kan deale sydfrugter til rimelige priser på vores vegne.

Og der kommer han ud af hallerne – med trillebør og bredt smil.

“Hello and welcome, I will take you around, I will show you good quality and good price”, siger han og sætter straks retning mod boderne.img_4787Vi stikker ud som en sore thumb i mængden. Men vi ved hvad der forventes af os; vi afholder os fra øjenkontakt og lader Mohammad – en mand – tale for os.

Og her er forholdsvis roligt sådan en formiddag. Folk er på vej til moskéen, før de skal ud at handle og socialisere. Så vi peger og vurderer, snuser til frugter og får Mohammad til at presse priserne lidt for os.img_4786Børnene dimser omkring og scorer smagsprøver i boderne, hvor grønthandlerne velvilligt skærer mangoer og æbler op, så vi kan vurdere smag, friskhed og kvalitet.

“Mummyyyyy, må jeg få jordbær nu?”, spørger Mille utålmodigt og hiver mig i ærmet, mens jeg forsøger at følge med i de hurtige indtastninger på en ivrig grønthandlers lommeregner.fullsizerenderxEfter tre kvarters frem og tilbage mellem boder efter kartofler og grønkål, blomkål og appelsiner, har vi nået grænsen for alles koncentration.

Mohammad får drikkepenge og hjælper os over til bilen med dagens fangst.

Søde unger skal ud til dagslys og leg.img_4796Mødrene skal ud og væk fra et miljø, hvor vi ikke forstår en brik af kommunikationen og postyret omkring os. Det er trættende i længden.

Der er penge at spare ved at køre nordpå efter friske frugter og grøntsager. Helt sikkert.

Der er også en sjov og god oplevelse i at komme væk fra vores ghetto og ud i den virkelige verden.

Men en anden gang bliver det til levering på hjemadressen.

Der er trods alt grænser for, hvor længe og hvor ofte, jeg orker at have en mandlig pusher for at komme i nærkontakt med en flok gulerødder, avocadoer og mangoer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts