Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Strygende gik det – med Emirates fra stegende hede direkte op til lune sommertemperaturer i Kastrup.Det er ufatteligt, så skønt og nemt det er at rejse med større børn.

Jeg ser præcist 3.5 film ombord og småsover lidt med åben mund og polypper for lige at slå fast med syvtommersøm, at jeg er en classy lady.

Ingen afbrydelser, ingen op-og-ned-ad-gangen-ture. Ingen er-vi-der-snart-jeg-skal-tisse-jeg-er-sulten-jeg-vil-ikke-ha´-flymaden-du-er-dum-mor. Det står åbenbart stadig så levende for mig, hvordan det er at flyve med rollinger, at jeg hver gang takker højere magter for, at dén tid ligesom er overstået.Og vi er i fuld sving med ankomstritualerne, der er så bydende nødvendige at gennemgå, for at alting er som det plejer at være. Det er nu ikke kun børnene, der er vanemennesker. Jeg finder også en kæmpe glæde i at gøre de samme ting, når vi lander i Danmark.

Farmor og Farfar står i lufthavnen. Farfar venter med stoisk tålmod i menneskemængden i ankomsthallen, mens Farmor ignorerer alle forskrifter og løber direkte ind i strømmen af rejsende mennesker med tunge kufferter for at kramme livet ud af pigerne, mens de alle tre griner og kysser, fordi det er lige præcist sådan, det skal være, når man lander i Kastrup.

Så får jeg våde øjne. Hver eneste gang.

Og hjemme hos Farmor og Farfar er der to små hunde, der gør og logrer og kysser i ét væk, så pigerne hujer af lykke og gensyn.Om eftermiddagen spiser vi Farmors lune boller. Det er en tradition. Og sprøde vafler, for vi har fået to vildt mærkelige børn, der ikke kan lide nybagte boller. Hvem fanden kan ikke li’ det?Vi er som køer på forårsgrønt græs efter en hel vinter i stalden med ensformig ensilage i truget. Nu skal vi i haven og ryste kirsebærtræets grene for de allerrødeste bær og plukke modne stikkelsbær af buskene. Pigerne hjælpes ad og dimser rundt i haven mellem bærplukning og produktion af fuglebadsmudder. De hviner, når de finder et insekt og er ærgerlige over, at sommertørken har slået alle sneglene ihjel.

I mens steger Farmor sine verdensklasse-deller. Adlyder ordrebestillingen fra sine børnebørn, der snuser ind og udbryder, at Farmors frikadeller er de bedste.Tænk, at sidde i haven i blid aftensol og spise aftensmad. Det skete nærmest ikke en eneste gang sidste sommer, hvor vi regnede væk, uanset hvor i landet, vi befandt os.Cille synes at dansk mad er det skønneste. Hun kalder det for Gudernes mad. De små, nye kartofler med smør smager som slik, og det gør de sprøde ærter også. Og Mille udbryder: Hvorfor kan vi ikke bare bo i Danmark hele tiden?! – for hvem vil ikke gerne sidde om et bord med Faster og Onkel og Farmor og Farfar i solskin og spise et helt fad kalv og gris med bacon on the side?

Og da de begge mener, at man sagtens kan gafle 3 frikadeller ad gangen, mens de kedelige forældre siger, at man tager én ad gangen, råber de begge: Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Dén argumentation kommer vi til at høre et par gange eller hundrede i løbet af en sommer.

De siger i øvrigt også, at de gerne vil flytte hjem og bo hos Farmor, så det kan da være, at vi bør overveje en viewing på Herlufsholm 🙄

Og Farmor tager sine børnebørn med i byen til tøjindkøb og en tur i Bilka.

Nede i byen kan man altid finde sin Faster. Det er meget smart, for hun er ret god til shopping.Hundeluftning i skoven er næste ritual.

Og lange bade, så rejsesnavset kan blive renset af og hårknuderne løst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Arabiske supermarkeder

I morgen tidlig flyver vi med Emiraternes stolte jernfugl til Danmark på sommerferie – og jeg glæder mig helt vildt til at se familie og venner igen. Denne gang er det tilmed med en Regnskabschef, der er fri som fuglen, fordi han ikke længere er regnskabschef, men derimod på en såkaldt havevandring.

Vi er kun hjemme til jul og i sommerferierne, så der er virkelig mange mennesker, jeg ser frem til at kramme og tilbringe tid sammen med.

Men her på falderebet – og for at undgå at falde i sædvanens trug af blogindlæg om disciplinen ‘overspringshandlinger i forhold til kuffert-pakning’ og diverse ‘sidste-udkalds-aktiviteter’ – tænker jeg i stedet at fortælle lidt om arabiske supermarkeder. Det passer lige ind i ‘Tines tips til Dubai’-kategorien.

Måske er der også andre end mig, som elsker at gå i supermarkeder i udlandet for at købe eksotiske varer med hjem?

Hvis du også er tilhænger af at snuse rundt i andre landes supermarkeder, så læs med her!

I De Forenede Arabiske Emirater findes der ikke rigtige discount-supermarkeder som Aldi, Lidl, Asda, Netto, Fakta og så fremdeles. Dér er vi ikke nået til i vores udvikling – eller også er det simpelthen så langsommeligt og dyrt at fragte fødevarer ind til Dubai, at der ikke er nogen discountkæde med respekt for sig selv, der gider besværet med at søge licens og begynde at drive supermarkeder hér? Jeg ved intet om årsagerne til de manglende discountkæder, men kan konstatere, at vores madbudget er præcist det dobbelte af, hvad det var i England, hvor vi tilmed havde en baby og mange gæster, så det alt i alt burde have været en virkelig dyr husholdning.

Og jeg er helt sikker på, at der er et marked for discountvarer – omend de lavestlønnede arbejdere fortsat køber deres fisk, kød og grønt på traditionelle markeder med boder og stande. Det gør vores Maricel også i weekenderne i bydelen Satwa, hvor man kan få de fleste filippinske varer.

Rundt om på gader og stræder finder du til gengæld et væld af kiosker og små supermarkeder af indisk eller semi-arabisk tilsnit med navne som Choitrams, Al Madina, Aswaaq, Lulu, Al Manara, Safestway, og kæder af mere vestligt tilsnit som Spinneys, Carrefour, Waitrose, Marks & Spencer og Park ‘n’ Shop. Uanset hvilken bydel eller hvilket hotel, du bor på, vil du kunne gå ned om hjørnet og finde et lille supermarked med mange varegrupper, et apotek, en barber, en frisør/skønhedssalon, en ATM og evt. et par caféer.

Men hvis du er til mere end bare tilfældige kiosk-fund og sådan for alvor vil på opdagelse og bringe mellemøstlige madvarer med hjem i kufferten, kan jeg varmt anbefale dig at besøge ét af de rigtige, arabiske supermarkeder – Union Cooperative Society eller Emirates Co-op, der må være en slags arabiske pendanter til nordiske COOP.Du finder en rigtig god Union Coop i Al Barsha Mall – og der ligger endnu en god Union Coop på Al Wasl Road. Enhver taxa kan køre dig til ét af stederne på ganske kort tid.

Det er hér, du finder alle de der 1001-nats-ting, du bare må have med hjem.

Gule safrantråde. Kraftig olivenolie. Tawouk-krydderi til grillkyllinger. Tahini i fine krukker. Kogte bælgfrugter og hummus på dåse. Store madbrød. Krydret kardemommete. Ravfarvet honning. Oud-parfumerede servietter til tasken. Håndsæbe med ottomanske roser. Medjool-dadler af primakvalitet. Figner, abrikoser, gyldne rosiner. Pistaciesplitter, saltede pistacienødder, halwa og kunefe. Hvinende søde baklava og arabisk sandkage med kokosmel, der kaldes basbousa. Der er tørrede kokosflager, knasende sprøde jumbomandler, krydderier i store tønder. Måske bliver der også plads til en kaftan eller et fint tørklæde i kufferten – eller en stabel små, arabiske kaffekopper eller en glimtende “guld”-termokande til kaffen derhjemme. Det kan også være, at du forelsker dig i et bedetæppe eller en ny notesbog, der starter bagfra på arabisk manér.

Der er timevis af god underholdning i en Union Coop, hvis man da er til husmoderlighed på fremmed grundlag.Et andet plus ved at bevæge sig uden for hotellets grund eller rækken af små butikker tæt derved er, at du kan opleve de lokale på nært hold.

Hvis du har brug for fred og ro til at udvælge dine varer, skal du helt klart handle om formiddagen, men hvis du har lyst til at opleve emiratierne, skal du handle en sen eftermiddag eller om aftenen.

Det er spændende at se de lokale familier bevæge sig igennem mall’et med de mønstre, ritualer og adfærd, de har i deres miljø. Familiefaderen, der har hele flokken med på tur – børn, der hopper og tigger sig til en is. Den travle husmor, der går forrest og peger på varerne, mens en hjælper eller ægtemanden må tage tingene ned fra hylderne for hende. De unge, smukke kvinder, der kommer i flok og bærer på fine håndtasker og viser elegante hennatatoveringer frem, når deres hænder griber efter pengene ved kassen. De unge, velduftende og nybarberede mænd, der hænger op ad væggene, mens de venter på at hilse på vennerne.Hér har jeg fotograferet Al Barsha Mall en formiddag, hvor der er stort set mennesketomt, for det er ikke ligefrem populært eller anbefalelsesværdigt at tage billeder af fremmede/ukendte mennesker i Dubai.

Det er nu ikke kun Union Coop, der er værd at køre efter.

Du finder også arabiske chokoladeforretninger, hvor man nok må sige, at der er pyntet op til mere festivitas end en æske Anthon Berg kan fremtrylle.Du kan også gå amok i én af de skønne nøddebutikker, hvor de pakker præcist de blandinger og mængder, du ønsker at tage med hjem som souvenirs eller værtindegaver.Der er også en officiel uniformsbutik, hvis vinduer altid fascinerer mig.

Så – here you go – dagens Tine-tip til Dubai: Tag et smut i Al Barsha Mall 😁

Du kommer først til at fortryde det i dét øjeblik, hvor kufferten skal lukkes og sendes mod køligere breddegrader fyldt til bristepunktet af kaffe, te, sæbe, nødder, tørrede frugter og krydderier.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tillykke, Saudi-Søstre!

Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle af vores nærmeste naboer kører en lidt anden stil end her til lands.

Men i dag – den 24. juni eller den 10. shawwal i den islamiske kalender – er der virkelig noget stort at fejre hos genboen, det absolutte kongedømme Saudi Arabien:

Kvinder har pr. dags dato fået lov til egenhændigt at føre bil.

Ja, sgu’!

Tillykke, Saudi-Søstre! Af hele mit ❤️

Nu er det slut med at vente på, at et mandligt familiemedlem kommer hjem, så du kan komme ud. Nu er det slut med at plædere over for brødre, fædre og onkler, som sikkert ikke lige godtager at køre dig et eller andet sted hen, hvis det er ubekvemt for dem.

Den reformvenlige kronprins har gjort det af med Saudi Arabiens bizarre sidste-eller-skal-vi-kalde-det-første-plads (?) som det éneste land i verden, hvor kvinder endnu ikke måtte køre bil – og han giver herved de saudiske kvinder en forsmag på, hvad begrebet ‘personlig frihed’ kunne betyde, i form af retten til at kunne bevæge sig frit derhen, hvor man ønsker.

Det er så kæmpestort for de saudiske kvinder, der om nogen i verden bør betegnes som frihedskæmpere.

Nogle af de kvinder, som medierne har interviewet under nedtællingen til frigivelsen af de første, officielle saudiske kørekort til kvinder, har kæmpet for retten til at føre bil i mere end 30 år. Ofte sammen med deres mandlige familiemedlemmer – for der er selvfølgelig også mange saudiske mænd, der hele tiden har ment, at kvinder skal kunne køre bil på lige vilkår med mændene. Kampen har for manges vedkommende betydet fængsling og retsforfølgelse – for det der med at opponere mod systemet er ildeset på en helt anden måde, end vi egentlig kan sætte os ind i.

Det kan virke så bizart for os, der sidder ude på den anden side, og kan gøre stort set lige, hvad der falder os ind. Vi har aldrig for alvor skullet kæmpe for bare den mindste snert af personlig frihed. Måske har vi fået nej til at blive kørt af forældrene ind i mellem, men så har vi kunnet nuppe cyklen eller bussen i stedet. No big deal. Banalt, grænsende til det ligegyldige, selvom vi sikkert selv har syntes, at vores frihed er blevet indskrænket.

Men dét her – dét er en BIG deal!

Og når først kvinderne får smagt frihedens sødme, så ved I nok, hvad der sker!

Hvis du har lyst til at se kvindernes festdag bag rattet i Saudi Arabien, så kan du søge på #saudiwomendriving på Instagram.

Jeg kan også anbefale dig at følge denne Instagram-konto for vidunderlige fortællinger om og indblik i et ellers ret lukket land:

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Selvstændige valg

Fritidsaktiviteter for børn.

Bare tanken om det er nok til at give de fleste forældre et gråt hår mere til samlingen.

Hvad koster det? Passer tidspunktet med jobs og andre opgaver? Er der plads på holdet? Er der krav om tøj eller udstyr?

Her i Ørkenstaten er after school activities mindst lige så big business, som det er alle andre steder. Vi er heldige, hvis vi finder en nogenlunde lødig 60 minutters aktivitet til omkring 150 kroner pr. gang – ekskl. administrationsgebyr og påkrævet udstyr eller tøj. Og skal det være hos en af de bedste udbydere på området eller en helt særlig form for sport, kommer det snildt til at koste i omegnen af 200 kroner pr. gang.

Læg hertil, at det foregår her og der og alle vegne i byen mellem kl. 15 og kl. 19 – og du har naturligvis fornøjelsen af at agere taxichauffør og bænkevarmer, medmindre du er über-heldig og kan dele tjansen med en anden mor, så det kun er hveranden gang, du skal ha’ fornøjelsen.

Fritidsaktivitet for barn.

Sjælsforvitring for mor.

Dén der med selv lige at cykle ned i den lokale fodboldklub til træning eller over til spejderhytten gennem stisystemet er stort set ikke-eksisterende. Der er bestemt mulighed for at cykle til forskellige former for dans nede i vores lokale fitnessklub – og det gør vi også brug af – men for det meste er det ud i bilen og afsted et par gange om ugen. Hvor jeg i øvrigt priser mig lykkelig for at have tidligt fri fra arbejde, så jeg selv kan køre pigerne og se, hvad der reelt foregår. Mange er nødt til at sende deres børn afsted i en taxa med deres nanny, og det er (i min optik/som tilskuer) ikke altid en velfungerende løsning. Ihvertfald ikke for de helt små børn, som ikke selv kan “rapportere” tilbage til forældrene.

Indtil videre har det været Martin og jeg, som har foreslået og udvalgt fritidsaktiviter for pigerne. Og de er gået pænt med på det uden modstand eller protest. Men der begynder at tegne sig tydeligere billeder af deres personlige interesser og præferencer.

Cille er en lille kreativ bogorm, som jeg selv. Fysisk udfoldelse skal helst være noget, hvor man danser og hopper lidt rundt til noget musik – og for Guds skyld ikke kommer til at svede eller få pulsen alt for højt op. Det kunne jo være farligt for sådan en lang, slatten aspargeskrop, der allerhelst bare vil flagre omkring uden at anstrenge sig.

Mille er et fysisk barn. Bomstærk og muskuløs. Hun crawler for fulde hammer, når hun er til svømning – og løfter, løber, hopper og cykler med fuld styrke. Det er helt bestemt Martin, hun ligner kropsmæssigt, og jeg fornemmer, at hun også kommer til det rent sportsmæssigt.

For nylig kom Mille hjem og ytrede ønske om at gå til gymnastik.

Det er 1. gang nogensinde, at hun har et selvstændigt ønske om en fritidsaktivitet.

Cille og jeg gyser i al hemmelighed ved tanken om at gå til gymnastik. Det ville være vores eget personlige mareridt at skulle balancere rundt på de der mærkelige torturredskaber, muligvis kun overgået af noget så uhyggeligt som crossfit. Men det skal Mille naturligvis ikke vide noget om. Hun skal gøre lige præcist dét, der gør hende glad.

Så nu må vi gøre noget ved det.

Først ser vi på én af mange gymnastikhaller sammen med Farmanden.

Og ender med at tilmelde hende sammesteds, fordi voksne har lov til at se på undervisningen, hvilket ikke er tilfældet i flere af de andre haller.

Bagefter køber vi gymnastikdragt, for man må bare aldrig gå ned på udstyr.Mille er ikke til at skyde igennem.

Og hun skifter til gymnastikdragten hver eneste eftermiddag i en hel uge herhjemme, mens hun venter længselsfuldt på, at det skal blive den første gang til gymnastik.Cille går nødtvungent med i gymnastikhallen mod lovning om, at hun må læse i sin bog uden afbrydelser hele timen.Det er ikke svært at se, at Mille selv har valgt dette her. Jeg bliver kisteglad af at se på hendes ansigt og kropsholdning her. Og småfniser lidt af Cille, der står komplet udeltagende bagved.

Og Mille elsker dét her.Fra første øjeblik.Da børnene senere sendes videre fra opvarmning og strækøvelser til at lege med diverse skumredskaber, kan jeg høre Milles begejstring helt op på tilskuerrækkerne og se hestehalen, der hopper af glæde.Vi fortsætter successen i næste uge.

Med Mille som ivrig redskabsgymnastik og Mor som bænkebider.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts