Coronaen rykker nærmere

“Moar, ved du, den dreng i min klasse, som ikke er kommet i skole for 2 weeks, hans mor og far har haft corona”, udbryder Mille glad henover aftensmaden. “Men han har ikke selv haft corona, for han manage’de at komme hjem til sin ven for at bo der for en uge, så de ikke kunne smitte ham”.

Hvordan ved du dét her, Mille?”, spørger jeg – ret så forbløffet.

Han sagde det selv i klassen. Han sagde: Mr. Phillip, you know, I couldn’t come to school, because my mom and dad had corona and I didn’t even get it! Er det ikke funny, hva’ Moar?”

Gisp med gisp på.

Coronaen rykker nærmere.

Så tæt på, at jeg ikke rigtigt kan finde det helt så funny, som Mille kan. Faktisk er det som om mit funnybone er krympet på det seneste.

Det var jo ikke sådan, at vi ikke havde fået besked. Der var kommet en mail til os fra skolen for to uger siden. Dén mail var skræmmende nok i sig selv, men samtidig også distanceret nok til, at vi lægger det lidt fra os igen. Hvad kan vi alligevel gøre ved det?


Det bliver bare så pokkers virkeligt, når der kommer ansigt og navn på. Nu er der ikke længere tale om en-eller-andens-forældre, men om “Peters forældre”. Og hvem ved, om de kommer let igennem det – eller om de bliver nogle af dem, der kommer til at døje med grumme eftervirkninger?

Der er godt gang i coronaen her i Ørkenstaten. Smittetallet er stigende, men der bliver pt. ikke talt om at ‘lukke helt ned’ igen. Måske er det fordi vi allerede har betydelige restriktioner i hverdagen, som hverken er blevet sænket eller droppet undervejs, sådan som det skete i Europa, hvor mange lande nu er nødt til at revurdere borgernes friheder, aflyse den ubærligt vigtige Tuborg J-Dag, Halloweenfester og hvad ved jeg.

Vi er ved at mentalt-forberede pigerne på, at der heller ikke bliver nogen Halloween-gadefest i The Lakes, som der plejer at være. Selvfølgelig kan vi ikke gå ud på trick-or-treat, når man ikke må være forsamlet mere end maksimalt 10 personer – og selvfølgelig kan vi ikke rode rundt med en fælles omgange fedtede karameller og klistrede chokoladebarer.

Og det er ikke kun i Primary School, at der er gang i corona-cirkus.

I Secondary School testede en idrætslærer positiv efter at have undervist drengene på adskillige årgange i en dag eller to – endnu ganske uvidende om, at han var smittet.


En corona-inficeret idrætslærer, der underviser på mange årgange giver virkelig en solid portion stress ud i geledderne. Mobilen glødede hele aftenen med bekymrede forældre over WhatsApp, der desperat forsøgte at finde ud af, hvilken lærer, der var tale om, fordi de fik beskeder fra skolen om, at ét af deres børn ikke måtte komme i skole, mens det andet barn/de andre børn gerne måtte. Og hvorfor mon det kun var ét af børnene, der skulle i karantæne og ikke dem begge/dem alle?

Efter hundrede forvirrede beskeder frem og tilbage blev det konkluderet, at der nok var tale om en specialist-teacher, der underviser på kryds og tværs, når nu én forælder fik besked om, at sønnen i Year 7 skulle blive hjemme, mens en anden forælder fik besked om, at sønnen i Year 11 skulle blive hjemme.

Jeg blev ved og ved med at refreshe min indbakke, fordi jeg endnu ikke forstod, at det kun var drengene, der havde været i nærheden af læreren. Der kom aldrig en mail – forståeligt nok – og Cille har været i skole hver dag.

Det rykker hele tiden nærmere, det her corona-cirkus.

Før sommerferien var det ganske perifert, når jeg hørte om folk, der havde pådraget sig corona. Det var ikke nogen lige i nabolaget eller i klassen. Nærmere noget med nogle labor camps eller shared accommodations. Men nu er det lige her. Og det ser bestemt ikke ud til at være en forbigående trend.

Det er uvisheden, der dræner mentalt. Hvor længe står det her mon på?

Pludselig føles det som en hel lettelse, at jeg ikke underviser fysisk på skolen lige nu – for tænk, hvis jeg blev dén lærer, der smittede en masse børn eller ihvertfald sendte dem hjem i karantæne i en periode?

Lettelse og forvirring.

Bølgerne går højt både følelsesmæssigt og mentalt i de her dage – også selvom den nye hverdag er ved at forme sig. For den virker så skrøbelig, den nye hverdags-konstellation. Der skal ikke mere end en enkelt smittespreder til, så kan vi alle ryge lige lukt tilbage i karantænelivet igen. Og det orker jeg ikke. Ingen orker karantæne. Det er jo så tæt på dødens pølse, som man kan komme.

Træk vejret, Tine. Gennem masken, naturligvis. Så det gør jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gult breaking banner og bøderegn

Jeg vågnede op til gult breaking banner på Ekstra-Bladet i morges. Det er der som sådan ikke noget alarmerende ved.

Der er vel altid lidt gult og breaking og live-opdateringer på den laveste fællesnævner i dansk journalistik.
Men for en sjælden gangs skyld handlede nyheden om De Forenede Arabiske Emirater. Landet, der stort set kun bliver nævnt i dansk presse, hvis Tina Lund er hjemme på sommerferie, eller hvis nogen har lavet noget økonomisk fifleri og skatteunddragelse, som de danske myndigheder ikke kan komme videre med, fordi der er ret så langt fra Dannevang til en fjern Ørkenstat. Både mentalt og geografisk.

Men i dag var den der. Headlineren i coronavirus-live-showet. De Forenede Arabiske Emirater er nemlig begyndt at købe sådan for alvor ind hos kineserne. Altså – det har landet sådan set gjort i årtier og på alle hylder, præcist ligesom alle andre lande – men her er der tale om noget så anticiperet og tilnærmelsesvist angstfremkaldende som spritnye COVID-19-vacciner. Lige ud af laboratoriet i Wuhan, om man vil. Trial Phase III skal foregå med hjælp fra frivillige befolkningsgrupper – og gerne med så varieret etnicitet, som overhovedet muligt.

Her har Ørkenstaten så et virkelig godt udgangspunkt – vi er flere hundrede nationaliteter og én stor melting pot i forhold til etnicitet og paskombinationer. You’re welcome – eller Marhaba, som man si’r på disse kanter.

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der stiller frivilligt op til kliniske forsøg. De tager ikke bare en lille én for holdet, men gør det, jeg ikke så meget som tør overveje. Jeg er absolut tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, men hér er der jo tale om forlængst gennemprøvede vacciner. En næsten-færdig corona-vaccine er uprøvet territorium. Og med de forfærdelige eftervirkninger og bivirkninger, som folk oplever efter at have haft corona-virus, er det ret uhyggeligt at skulle prøvevaccinere mennesker.

Front Line Workers – sygeplejersker, læger og lærere – bliver også opfordret til at være del af forsøgsfasen, nu hvor de har et særligt akut behov for at opnå immunitet over for virusset.

Nuvel.

Vi får se, hvad der kommer til at ske med forsøgspersonerne over tid. Forhåbentlig får de ikke varige mén.

Og i mens jeg flyver helt lavt og langt under radaren – og tænker med gru på vaccinationsforsøgene – kan jeg passende nærstudere den nye, opdaterede liste over bøder, man kan fornøje sig med, hvis man har svært ved det med at holde afstand og distancere sig selv socialt under pandemien i Ørkenstaten.Det koster f.eks. 5.000 kr. at bevæge sig i det offentlige rum uden et mundbind på, hvis politiet er i dårligt humør.

Det koster 17.000 kr. at holde en hyggelig middag eller fest derhjemme, hvis naboerne eller security i ghettoen får nok, så politiet ender med at komme på hjemmebesøg. Gæsterne ved den festlige anledning slipper med individuelle bøder på 8.500 kr. pr. person.

Det koster også den nette sum af 51.000 kr. at tage ud for at undervise i private hjem – det kunne være fysisk træning, lektiehjælp og den slags, som plejer at være big business i Ørkenstaten. Værten eller værtinden slipper med en bøde på 34.000 kr.

Der er en bøde på 85.000 kr. for at bryde en hjemme-karantæne og 17.000 kr. for at “glemme” at installere tracking-app’en, så myndighederne kan følge ens geografiske placering

Sikke en strålende fin og ren bøderegn over en knastør og overophedet Ørkenstat.

Her bliver det ligesom ikke ved de høflige henstillinger, appeller og opfordringer til befolkningen, dennes samvittighed og samfundssind, selvom det selvfølgelig er myndighedernes ønske, at det hele skal foregå i god ro og orden.

Myndighederne mener det gravalvorligt.

For det ér alvorligt.

Smittetallet stiger.

Folk er matte i koderne og skal ikke bede om flere begrænsninger. Vi er nødt til lige at få nippet fra en visuel kindhest for at huske, at der faktisk stadig er en raserende pandemi derude, nu hvor vi tuller rundt og indlader os på at kalde det hele for “new normal”.

Kæft, jeg hader den formulering. “New normal” gå pist væk fra mig.

Jeg er i fornægtelse og vil ikke acceptere, at det her er mit nye liv. En fornægtelse, der har varet i over et halvt år. Men jeg er stærk og stædig ud i ønsketænkningens og fornægtelsens kunst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cille i Secondary School

‘Start them young’ må være tankegangen bag hele uddannelsessystemet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det kom som et kæmpechok for os, da vi ankom til Ørkenstaten med en 4-årig og en knapt 2-årig.
Nok havde vi vænnet os til, at vores 4-årige var i Reception Class på en lille kristen landsbyskole i England, men at vores knapt 2-årige skulle starte i skole det efterfølgende skoleår – altså som 3-årig – dét kom ret meget bag på os. Vi følte, at briterne startede deres børn ud (for) tidligt, men her var der da et helt kalenderår til forskel!Vi kunne jo nok have sat os ind i det på forhånd, men det slog mig slet ikke som relevant på det tidspunkt. Det handlede kun om at få kæmpet sig frem til en skoleplads til den 4-årige, for dét var svært nok i sig selv. Vi betalte optagelsesgebyr på 5-6 forskellige skoler i et desperat forsøg på at komme ind.

Da det så gik op for os, at Mille skulle starte i skole året efter, blev der straks fundet en børnehave til hende og et job til mig. Jeg havde ellers tænkt mig at gå hjemme med hende et år mere, men vi følte, at det ville være synd for hende, hvis hun skulle gå direkte fra Mors skørter og ind i et klasseværelse.Til arabernes forsvar skal det siges, at Reception Class er et 2-årigt program, der hedder Foundation Stage 1 and 2 i det britiske curriculum og Kindergarden 1 and 2 i det schweiziske IB-system. På dén måde er børnene ca. 6 år gamle, når den ‘rigtige’ undervisning går i gang i Year 1, præcist som i Danmark. Men der er alligevel himmelvid forskel, når man begynder at give sit barn skoleuniform og skoletaske på som 3-årig – og så skal barnet i øvrigt være 100% toilettrænet, kunne sidde stille, koncentrere sig og modtage forskellige former for undervisning i løbet af dagen.

Dengang i 2014 vadede Cille direkte ind i Foundation Stage 2 med et smil på læben. Hun var vant til skolegang, og hun elskede sin første lærer i Dubai – en afroamerikansk børnepsykolog med åbne arme, gule cardigans og fine kjoler.
Mille kom også til at elske sin børnehave. Med lidt hiv og sving. Og hun overlevede sin debut med skolegang i Kindergarden 1 and 2, selvom det var tydeligt, at hun burde have haft et år eller to mere i en helt almindelig børnehave. Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat. Der er ‘run’ på skoleklasserne i de yngste årgange, så hvis man vil ind på en god skole, må man acceptere, at det bliver som 3-årig.Og resten er som bekendt historie.

Børnene vænner sig til dér, hvor de er – og det gør vi voksne også. Vi har glemt, at det ikke er ‘normalt’, at man starter i skole som 3-årig. Pigerne synes, at det er mærkeligt og utrygt, at de danske børn ikke har skoleuniformer på, og at de ofte selv må gå eller cykle til og fra skole uden en voksen. De synes også, at det er mærkeligt, at man bander så meget i Danmark og har så løs en omgangstone, og at der er så stor frihed efter skoletid uden ret mange voksne omkring børnene. Selvom de pt. synes, at ‘det er for meget af det gode’, er jeg ret sikker på, at de lynhurtigt ville kunne finde sig til rette i Danmark med den frihed under ansvar, som hele samfundet bygger på. De elsker at føle sig selvstændige, og Cille er f.eks. enormt stolt over at kunne cykle selv til og fra skole igennem vores compound.

Efter vi er kommet retur til Dubai, har alting stået i skole-klargøringens tegn. Vi havde købt nye uniformer, nye uniformssko og idrætssko før sommerferien, men der er alligevel tusind ting, der skal gøres. Listerne med ting til penalhuset, forskellige online-dokumenter, der skal udfyldes, før barnet kan komme i skole, en stor bogpakke med litteratur til Cille skulle hentes på skolen, forsømte negle måtte soigneres inden start og så videre.Cille har glædet sig igennem hele Year 6 til at skulle over i Secondary School. Forventningens sommerfugle er ikke blevet mindre de sidste par dage, og i aftes havde hun svært ved at falde i søvn af bare spænding.Her til morgen var hun bare så klar! Den nye figursyede uniform fik hende pludselig til at se så stor ud.
‘All grown up’.

Men heldigvis stadig med sin Far som anstandsmand og støttehjul igennem ghettoen klokken tidligt.

Det var ellers lige før, at skolestarten var blevet udsat. Ikke fordi vi ønskede det, men samme aften som vi landede med flyet fra Danmark, blev der udsendt en ny deklaration fra Knowledge and Human Development Authority i Dubai (KHDA – det svarer sådan cirka til uddannelsesministeriet), hvori der stod, at hvis skoleelever havde været ude at rejse senere end den 20. august, ville de blive nødt til at holde sig i karantæne derhjemme de første 14 dage af skoleåret. Suk.

Dagen efter tog jeg over på skolen og talte med rektor og pastor om udfordringen. De kunne intet gøre – sådan var reglerne nu engang – og selv en negativ COVID-19-test ville ikke kunne redde Cilles skolestart. Suk.

Derhjemme måtte vi så forsigtigt som muligt forklare Cille, at hun nok skulle være hjemme de første 14 dage af skoleåret. Hun tog det ret pænt, og forstod godt problematikken, men det var en alvorlig streg i regningen.

Dagen efter væltede det ind med instruktioner på, hvorledes eleverne skulle møde op til undervisning og hvorledes elever, der havde valgt at fortsætte med online-undervisning skulle logge på. Hvad der skulle ske med karantæne-eleverne havde ingen lige tænkt på, og jeg begyndte at blive seriøst urolig for, om Cille bare ville sidde derhjemme og glo uden opgaver eller kontakt til sine nye lærere og kammerater. For dét ville komme til at gøre ondt.

Ved et lykketræf kom der pludselig en ny mail med bekræftelse på, at en negativ COVID-19-test nu ville give direkte adgang til klasseværelset. Så drønede vi ellers ned på den nærmeste Mediclinic for at få taget en prøve på Cille. Mediclinic havde allerede øjnet et nyt forretningsområde, og de har gjort det til deres speciale at levere hurtige testresultater til elever og lærere til en reduceret pris. Smart.

Lige så snart det negative testresultat var i hus, blev der pakket skoletaske og udfyldt de sidste dokumenter til myndighederne.Fagre, nye verden – eller ‘new normal’, som det er blevet døbt hernede. Med næse-swabs, laboratoriepapirer i lommen og mundens bind om næbbet.

Det skal i øvrigt være på konstant. Altså mundbindet. På cyklen til skole i 40 graders varme og overalt på skolens område, medmindre man sidder og spiser frokost eller har idræt.

Tilbage er der kun at bede til de højere magter om, at der ikke straks kommer corona-tilfælde på skolen, så alle bliver hjemsendt i 14 dages karantæne. Vi trænger til skolegang. Face to face og ikke alt det iPad-møg. Vi trænger til luftforandring og til at være sammen med andre end vores lille familie. Vi trænger til normalitet midt i al anormaliteten.

Mundens bind er kommet for at blive.

Det kan vi leve med.

Næseswab er kommet for at blive.

Det kan vi knapt så nemt leve med, men vi accepterer vilkårene – og nu vil vi ud over stepperne fagligt og socialt!

PS: Den første dag var en kæmpesucces! Cille har fået en ung og tjekket homeroom teacher, Miss Hodson, der viser Baby-Yoda memes på tavlen og tager noter sammen med eleverne, fordi hun også lige skal lære det hele – hun er nemlig ny i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ribe Vikingecenter

På sommerens absolut koldeste dag med deprimerende gråvejr og en insisterende stiv kuling ude fra west, drog vi til Ribe Vikingecenter. ‘Vi’ er her fætter-kusine-konstellationen, Morfar, Conny og mig selv, sagde hunden.
Selvom alle billeder herfra er helt mørke og tunge af det triste juli-gråvejr, så garanterer jeg jer, at stemningen var god blandt vikingerne, der konstant lå i venskabelig krig med hinanden på den store plads midt i vikingelandsbyen.I pauserne mellem hver kamp, inviterede de os til at se nærmere på deres våben og beklædning, mens de ivrigt forklarede os om kampenes regler. Der er tale om en gentlemansport, hvor holdene selv dømmer og opererer efter 100% fairplay, selvom de har lov til at gå lige efter skridtet på modstanderen!August og pigerne var synligt duperede over de megaseje våben. De små drenge løb også og sloges – stort set som deres fædre – og August bekendtgjorde, at han da ihvertfald gerne ville være en vikingedreng og gå til slåsning. Pigerne ville også gerne prøve vikingelivet. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen og revet med på idéen om det simple liv i naturen.

Vi blev dog et kort øjeblik revet ud af romantikken, da vi kom forbi mosen, hvor der var en ofringsplads til guderne – plus en lille hytte, hvor landsbyens heks holdt til. Her var der et hestehoved og skind spændt ud og et ordentligt sæt gedebukkehorn til skræk og advarsel. Der var overraskende uhyggeligt og stemningsfyldt.De mere fredsommeligt anlagte vikinger holdt til i langhusene i stedet for på kamppladsen. Her sad de og kværnede korn til mel, rodede med bålstederne, kogte grød og strikkede uldsokker. I langhusene var de mindst lige så flinke til at fortælle og forklare, som de kampberedte vikinger.Hvert sted, vi vendte os hen, lærte vi noget nyt. Der var skomagere, jern- og sølvsmede, håndværkere og folk, der lavede andre former for håndarbejde og keramik alle vegne. De solgte deres fine ting – kørte naturalie-/bytteøkonomi med hinanden og nød at fortælle om materialer og arbejdsgange.


De vikinger, der ikke boede i landsbyens langhuse, havde deres egne telte med, som var lavet i enten uld eller hør.De fleste havde ladet teltdugen stå åben, så vi andre kunne titte nysgerrigt ind – og det var en kæmpe fornøjelse at opleve de små stilleben og dét liv, der udspillede sig rundt omkring. Børnene var dybt fascinerede af vikingelivet, og var på et splitsekund helt klar til at sove i telte, lave bål og lege ude. Selv byggrød med flæsketern mente de nok kunne spises.Udover kampene på pladsen og de arbejdende værksteder og langhuse, var der et dagligt falkeflyvningsshow med surprise-ugle, der åbenbart også har været anvendt som jagtfugl i Danmark.Der var også mulighed for at tilkøbe et aktivitetskort til børn. Så kunne de prøve kræfter med bue og pil.Der var kun 4-5 pileskud pr. barn, hvilket var lidt tyndt, men det kan jo være, at der er bedre tid til aktiviteterne uden for højsæsonen. En anden aktivitet var at slå en fin lille “Ripa”-mønt i sølv.Endnu bedre var snit-en-pind-aktiviteten, hvor man kunne sætte sig med et gammeldags skæreværktøj, som afbarkede og skar så fint og nemt. Det var ikke kun August, der var i pinde-himlen – alle børnene kunne have brugt hele eftermiddagen med at snitte, hvis ikke det var for et mildt pres om at komme videre, fordi vi bestemt ikke var de eneste besøgende.Rundt omkring i landsbyen var der mange dejlige områder, hvor børnene kunne lege frit.
Det eneste, der holdt os tilbage, var sådan set det forbistrede vejr.Jeg kan varmt anbefale en dagstur til Ribe Vikingecenter. Som med så mange andre steder, er det bedst at komme dertil i højsæsonen, hvor der udspiller sig et fantastisk liv på hele området. De nutidige vikinger er super-gennemførte i deres tøj, adfærd og engagement. Jeg talte med vikinger fra hele Skandinavien og Tyskland – og det er tydeligt, at de brænder for at videregive information om vikingelivet. Det er vitterligt en livsstil for dem – ikke bare en hobby eller noget, de finder på at lege en uge hver sommer.Så langt kommer vores familie vist aldrig Viking-style, men bidt af vikingerne – livet og historien – dét kan man ikke undgå at blive!

Sommer 2020 er Ribe Vikingecenter omfattet af halv-pris-showet fra staten. Det gør prisen for oplevelsen noget mere tålelig – for billigt er her altså ikke. Heller ikke i cafeteriaet, hvor kaffen er både lunken, slunken og serveret med et minimum af engagement. Bring your own food, ville jeg mene.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet