Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Terror

Jeg ruller bilruden ned og lader den lune aftenluft strømme ind i kabinen.

Der er den velkendte lugt af benzinos og varmt ørkensand.

Der er den velkendte lydkulisse af bønnekald og bilmotorernes tomgang.

Der er den velkendte følelse af tryghed og travlhed i Ørkenstaten.

Efter 5 år er det her arabiske gadebillede blevet hjemme for mig.

Til den ene side ligger en række små kiosker med blinkende lygter, og til den anden side ligger den smukke Salam-moské.

Vi befinder os i bydelen Al Barsha, lige bag ved Mall of the Emirates.  Al Salam moskéen lyser hver aften op med sine smukke, grønne glasmosaikker, der komplimenterer den terracottafarvede facade. Der kaldes til bøn fra minareten, og der er et rend ind og ud ad dørene af mænd i kjortler, der skal vaskes, ind at bede eller hjem til familien.

Det er et hjemmevant syn for mig.

Et helt almindeligt hverdagsvirvar.

Og lige dér, begynder jeg at tude.

Over tingenes triste tilstand.

Tænk, hvis det var lige hér, en australsk terrorist slog vejen forbi og mejede uskyldige muslimer ned?

Jeg tuder over ‘dem og os’-mentaliteten, der ser ud til at vokse helt ustyrligt i disse år.

Selv er jeg efterhånden grundigt i tvivl om, hvem der egentlig er ‘dem’ og hvem, der er ‘os’ – for vores liv her har gjort os farve-, race- og religions-blinde.

Og gudskelov for det.

Det er sådan hér, vi gerne vil have vores døtre til at vokse op: uskyldigt ignorante og blinde over for de “forskelle”, som på skammeligste vis konstant udpeges af både borgere og politikere i Den Vestlige Verden.

Der er tusind ting, jeg gerne vil sige om de utilgivelige terrorhandlinger, der netop har fundet sted i Christchurch, New Zealand og i Utrecht, Holland. Men kan jeg overhovedet tillade mig at sige noget som helst om terror, når jeg selv er krøbet i det ultimative flyverskjul i en arabisk oase?For Gud-ved-hvilken-gang er De Forenede Arabiske Emirater nemlig blevet kåret til det sikreste land at leve i på verdensplan.

https://gulfnews.com/uae/uae-the-safest-country-in-the-world-1.62729939

Det er én af den slags konkurrencer, som enhver stat gerne vil vinde – for hvad er bedre end at have lav kriminalitet, høj sammenhængskraft, stor loyalitet, tillid og tilfredshed blandt landets indbyggere?

Vi føler os trygge her i landet på en helt, helt anden måde, end vi gør i Danmark – for nu at tage dét som modsætning eller eksempel.

Her i De Forenede Arabiske Emirater er der stort set ingen kriminalitet eller diskrimination. På grund af de strenge straffe for selv små lovovertrædelser, skulle jeg mene. For hvad kan ellers forklare det?

Fornylig har vi i danskernes forum på FaceBook fået et indblik i den organiserede kriminalitet vedrørende køb og salg af brugte biler – og det var chokerende læsning – men ellers er der stort set aldrig noget i hverken medierne eller hverdagen, der indikerer nogen form for kriminalitet. Mobiltelefoner, punge og tasker ligger frit fremme i det offentlige rum, når vi handler i supermarkedet eller er ude at spise. Kiosker og boder lader deres varer ligge fremme efter lukketid – for ingen tager den slags. Cykler, biler, tasker, smykker og andre “løse ejendele” bliver aldrig nuppet på gaden. Og som kvinde er der ikke rigtigt nogen steder, du ikke kan gå hen alene efter mørkets frembrud. Taber du din mobiltelefon, pung eller glemmer en taske i taxa’en, leverer chaufføren det hele tilbage til dig, lige så snart han får dig lokaliseret via centralen.

Denne her form for tryghed og sikkerhed kommer med en “pris” bundet i halen.

De Forenede Arabiske Emirater ledes på en fundamentalt anderledes måde end et vestligt demokrati. Strafferammen for lovovertrædelser er skruet anderledes sammen; der er ingen persondata-beskyttelse eller lovgivning om overvågning af individer; her er ikke stemmeret eller ytringsfrihed til alle borgere og så fremdeles.

Måske kunne man kalde landets styreform for en slags benevolent enevælde, men selv dét, er sikkert også ganske forkert – for landets indfødte, emiratierne, har en helt særlig måde at samarbejde på og udtrykke deres ønsker til deres ledere. Der er ministre og ministerier; der er spørgerunder, Majlis-invitationer og en hel række statslige institutioner og kommunalkontorer, der på mange måder ser ud til at fungere som vi andre kender det fra vores hjemlande i Vesten.

Som udlænding er styreformen derfor temmelig svær at gennemskue. Det eneste, du kan være helt sikker på er, at du skal overholde samtlige af landet love, tjene dine egne penge og opføre dig respektfuldt i alle henseender. Så er du velkommen til at udfylde din plads i samfundet – uanset religion eller nationalitet.På nogle måder er New Zealand også en slags oase. Et åbent og venligt land, der byder fremmede velkomne – uanset religiøs overbevisning og nationalitet. Det er også derfor, det er så stærkt chokerende at opleve, at en australsk terrorist vader direkte ind fra gaden og slår muslimer ihjel midt i fredagsbønnen.

Ingen af os har tilstrækkelige ord til at beskrive, hvor stor afstand, vi lægger til alle terroristers handlinger – netop nu i Christchurch og i Utrecht – men det foruroligende er, at vi samtidig er klar over, at det kommer til at ske igen. For kan det ske i et åbent og fredeligt samfund som det new zealandske, så kan det ske alle steder.Og så er der hele den europæiske højredrejning, som jeg måbende betragter fra mit arabiske smørhul.

Europa er på vej til at blive fremmed for mig.

Eller også er jeg på vej til at blive fremmed for Europa.

 

Jeg er også fuld af beundring over det new zealandske folks evne til at udvise sammenhold og mod lige nu. Deres Premierminister Jacinda Ardern er da også one of a kind i sin håndtering af terrorhandlingen og dens ofre. Hun må være en af verdens stærkeste antiteser til Donald Trump og alle andre af verdens ledere, der fører “dem og os”-politik og tillader, at alle former for racister, terrorister og kældermennesker får gratis medløberpas i deres ækle parallelverdener af had og fortræd.

Det er fandeme uhyggeligt, du’ – og hvad fanden skal vi gøre ved det?

Det starter jo altid med os selv.

Som helt almindelige mennesker må vi nægte at deltage i at bygge mure og voldgrave og skabe skel mellem mennesker. Antidoten til åbenlyst had er accept, tolerance og kærlighed.

Så har du fået krammet dit barn og din muslimske ven idag?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fifty Shades of Sand

Egentlig er vores husrenoveringsprojekt vel overstået.

Og godt det samme, for jeg er et veritabelt helvede at være sammen med, når der skal flyttes og bygges om. Siger min mand.

Det er dén slags, der hedder candid feedback på ens performance, hvis man ellers var på arbejde.Der er blevet lagt nye flisegulve i hele huset, opsat nye lofter, lavet en ny trappe til førstesalen, indsat et nyt køkken og 4 nye badeværelser, bygget et nyt panoramavinduesparti og lavet en udvidelse af gæsteværelset. Maling af hele huset indvendigt og udvendigt blev det også til – plus en komplet have-make-over, fordi alting var smurt ind i mørtel og byggeaffald. Alt sammen gjort hen over et arabisk halvt års tid, hvilket nok er nærmere 10 måneder i dansk tid.

Men så er der jo et men.

Det kan man ligesom fornemme, ikke?

En lille aber-dabei. En lille finte og en skæg paragraf, der er blevet overset eller misforstået, fordi det til tider er ganske uoverskueligt at sætte sig ind i alting i en Ørkenstat. Især når man på ingen måder arbejder inden for byggebranchen, og derfor ikke har en hvid mands chance for at fatte, hvad der er påkrævet.Vi vidste fra starten, at alle former for renoveringer, ændringer og forbedringer skal godkendes af den oprindelige bygherre, som i vores tilfælde er det ud-ad-til-private-selskab EMAAR. Det forstår man fra første færd i processen, fordi der med det samme skal indhentes tilladelser og indsættes depositum for at renoveringen kan gå igang. Herudover fik vi den ubelejlige overraskelse, at Dubai Municipality nu også vil ind og have en bid med af gebyrkagen, så de skal fremover udstede lignende tilladelser, inspicere og deslige præcist som bygherren EMAAR.

Men okay.

Martin har tålmodigt scannet og indsendt sådan cirka en trilliard papirer og haft en hundedyr byggesagkyndig (udpeget af EMAAR, selvfølgelig) til at “facilitere” processen over for myndighederne.

Når så renoveringen er færdig, skal der inspiceres til den store guldmedalje, før depositum kan sendes retur.

Af en inspektør, der arbejder for EMAAR.

Og af en anden inspektør, der arbejder for Dubai Municipality.

Førstnævnte kom forbi forleden.

Og godkendte straks udbygning og indvendige forbedringer.

Men udvendigt havde vi begået den helt åbenlyse faux pas at lade huset male i én sandfarve.Dét må man ikke. Enhver kan da forstå, at det er helt, helt skævt.

Der skal da 50 shadevære mindst to nuancer af sandfarvet, for at det kan blive godkendt.

Helst tre, hvis det stod til den flinke, men bestemte inspektør.

Vi endte med at aftale, at der kom 2 nuancer af sand – og at så skulle der vist nok også betales depositum tilbage i en fart.

Så på med malerkosten, Palle – og mal én gang til for Arveprins Knud, eller noget….Hvem skulle også have vidst, at araberne har lige så mange nuancer sandfarvet, som eskimoerne har nuancer af hvidt?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

UNESCO International Mother Language Day 2019

I dag – den 21. februar – er af FN’s kulturorganisation, UNESCO, udråbt til Den Internationale Modersmåls-Dag. Dét vil jeg da gerne lige slå et slaw for – både som dansklærer og som selvudnævnt sprognørd 🤓.

Jeg vidste slet ikke det her om den 21. februar, da min kollega Heidi og jeg blev foreviget uden for dansklokalet her til eftermiddag. Og jeg har ikke spurgt hende, om jeg må anvende billedet på min blog, men det blev så fint og udmærket, at jeg krydser fingre for, at hun ikke har noget imod det. Ellers må jeg hurtigt få det pillet af igen.Faktisk blev vi fotograferet af en hjælpsom kollega, fordi vi skulle bruge et billede af de to dansklærere in action. Vi er nemlig i færd med at promovere vores skønne danskskole lidt hjemme i Danmark – i samarbejde med den gode online-læse-app, BookBites.

Måske har du hørt om BookBites, der er en app med 10.000+ bøger på dansk? Hvis ikke, så kan jeg varmt anbefale den. Der er ikke tale om sponsoreret indhold her på bloggen – jeg er bare en glad og tilfreds bruger, både som lærer og forælder. App’en kan anvendes i skoleregi, men også som privatperson.

Læsning er jo nøglen til et sprog.Vi kan øve os nok så meget i samtale og lytteforståelse, men den fulde dybde og vidde i et sprog kommer igennem litteraturen. Igennem læsningen af bøger på det pågældende sprog. For forfatterne er dem, der oversætter sindets liv til ord. Det er dem, der faciliterer følelserne og fornemmelserne. Fantasien og opfindsomheden. Tankerne og instinkterne. De kulturelle aspekter og små uanselige nuancer. Og alt muligt andet vigtigt, der bedst udtrykkes på ens modersmål.Ordforrådet bliver også helt naturligt rigere af at læse – både hos børn og voksne.

Og at mestre ens eget eller ens partners modersmål er alfa og omega for et fuldt og rigt samliv og familieliv. For selvom kærlighedens sprog oftest føles i og med kroppen, så giver modersmålet os muligheden for at udtrykke vores dybeste og inderste jeg.Men der er ingen, der har sagt, at det skulle være let.

Faktisk er det lettere at lade være – og det ser jeg masser af eksempler på i hverdagen på en skole med børn fra 80+ lande, hvor forældrene meget ofte er af forskellige nationaliteter. For hvad er så egentlig modersmålet i dén familie? Eller er der mon tale om to, tre eller fire konkurrerende modersmål?

De voksne til- og fravælger at tale deres eget modersmål til børnene.

Det gør de af forskellige årsager.

Nogle er meget bevidste om, hvorfor de har valgt det til eller fra.

Andre har intuitivt valgt det ene eller det andet – muligvis også baseret på familiens umiddelbare behov.

De fleste læser artikler, som anbefaler det ene eller det andet.

De taler også med andre forældre, der har gjort det ene eller det andet.

Og midt i det hele, så til- eller fravælger man. Om ens modersmål skal gives videre til børnene eller ej.Jeg er jo – helt åbenlyst – tilhænger af, at vi giver vores modersmål videre til vores børn.

Ikke (kun) fordi de senere i livet skal prale med at kunne tale rigtigt mange sprog, men fordi det er på modersmålet, vi kan udtrykke os allermest tydeligt, intimt og oprigtigt. Og det har børnene (og ægtefællen) brug for, at vi gør. Alt andet er en (mere eller mindre sofistikeret) oversættelse af ens følelser, tanker og meninger – ihvertfald hvis man er lige så gammel som jeg, der først startede med at lære andre sprog end dansk, da jeg var omkring 11-12 år gammel.Autenticiteten og autoriteten i at kunne udtrykke sig flydende, formfuldendt og fyldestgørende på ens modersmål er slående. Det er så tydeligt, om vi skriver eller taler tillært eller helt naturligt. Enhver fornemmer det straks – uanset om sproget anvendes i en kærlighedserklæring eller i en jobansøgning.

Derfor giver det så meget mening at stå op hver morgen for at undervise på dansk for de danske børn på vores dejlige skole.

Derfor er jeg så stolt af at arbejde på en IB-skole, der anerkender vigtigheden af at mestre ens modersmål.Det er i øvrigt den eneste skole i Dubai, hvor man tilbyder dansk modersmålsundervisning i skoletiden. Det i sig selv er ret cool, synes jeg.

Tre timer om ugen, bliver det til for eleverne på hver årgang – fra de er 5 år gamle til de runder 9. klasse som 15-årige.

De helt små elever kommer i Dansk Legegruppe én gang om ugen, og de ældre elever har en anden lærer til IB Diploma Language B-studierne.

Og de respektive klasser er så små, at vi nemt kan differentiere og stimulere det enkelte barn, så det lærer mest muligt og under de mest optimale former.

Og nu stopper jeg med den storladne kærlighedserklæring til modersmålet  og til “min” skole. Det hele lyder muligvis en kende selviscenesættende og teatralsk, men jeg vælger at tilskrive de store armsving og følelser det faktum, at vi er bosat i udlandet, og derfor for alvor kan se vigtigheden i at lære dansk for at bevare vores danske rødder.

Ikke så meget for os selv, men i særdeleshed for vores børn.

For selvom de to unge damer ikke mister det officielle rødbedefarvede pas, når nu både Far og Mor er pæredanskere, så er det overraskende let at miste tilknytningen til Moder-Landet, når nu de bor langt væk under fjerne himmelstrøg, hvor Danmark oftest bliver reduceret til en minde-kavalkade over dejlige sommerferier og juleferier.

Forhåbentlig kan det danske modersmål hjælpe pigerne til intuitivt at forstå Danmark og danskerne. Folkesjælen. Janteloven. Klaphatten. Frikadellerne. Nøgenheden. Humoren. Bramfriheden. Ærligheden. Middelmådigheden. Bandeordene. Underfundigheden.

Jeg ved det ikke – og det vil kun tiden vise – men jeg håber det inderligt for dem.

After all, så er sproget jo er én af de ganske få gaver, vi kan blive ved med at forære til vores børn – ganske gavmildt og gratis – og som de kan give tilbage på af et ærligt hjerte ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Paven

I dag har vi – ret så pludseligt – fået fri fra skole.

Årsagen er et meget fint besøg i Ørkenstaten, som hele landet fejrer – uanset religiøs overbevisning.

Pave Francis er nemlig kommet til De Forenede Arabiske Emirater for at deltage i et 3-dages stormøde med 600 religiøse ledere fra hele verden.

Han er den første pave nogensinde, der besøger Mellemøsten, og han skal mødes med de højeste politiske og religiøse muslimske ledere til samtaler om, hvordan vi kommer religiøst motiveret krig og terror til livs og nærmer os den forjættede verdensfred.

I De Forenede Arabiske Emirater er 2019 ikke Grisens År ligesom i Kina.

Hos os er 2019 udnævnt til Tolerancens År – og den slags tager landets statsledere ganske alvorligt. Det er dem, der har inviteret Paven, og de udtaler, at her i landet er alle velkomne uanset religiøs overbevisning.

Men hvilken sammenhæng har et Pavebesøg så lige med børns skolegang, kunne man fristes til at spørge?

Sandheden er, at det aner jeg ikke. For jeg forestiller mig ikke lige, at Undervisningsministeriet forventer, at vi alle sammen tager vores børn under armen for at deltage i Pavens højmesse i Abu Dhabi sammen med 120.000 andre?

Der er nok snarere tale om signalværdi.

At Pavens besøg og det tre dage lange seminar om religiøs tolerance blandt alle verdens folk tages så seriøst, at vi alle holder en respektfuld tænkepause for at overveje, hvad vi hver især kan gøre for at blive mere accepterende og åbentsindede over for vores medmennesker.

Beslutningen om skolelukning kom i 11. time. Søndag aften vidste vi endnu ikke, om der ville blive holdt én eller to dage lukket i forbindelse med topmødet. På vores skole endte det med at være tirsdag, men den verdensomspændende kæde af GEMS-skoler holder både mandag og tirsdag lukket.

Skolelukningerne kan også ses som en respektfuld handling over for katolske ansatte og familier, som gerne vil bruge dagene til at følge Pavens besøg og møder enten på de sociale medier eller ude i det virkelige liv.

Faktisk er der en officiel Pave-website med Live-Pave-Cam og og det hele, som man kan følge med på.

Og jeg bruger så ikke lige dagen på at følge Pave Francis live på Pave-Cam, men jeg tjekker da lige aviserne for overskrifterne – og synes i virkeligheden, at det er en smuk gestus med sådan et topmøde, der taler for samarbejde, tolerance og fællesskab blandt alle verdens folkeslag og lande – i stedet for den sædvanlige omgang trusler om krudt, kugler og grænsemure.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet