Ramadan-aktiviteter


Ramadanen er stort set ligesom julemåneden. På speed tilsat en stor mængde arabisk glitter.

Der er massive tilbud på sæsonbestemte madvarer og ingredienser, som indgår i de klassiske iftar-retter. Og der spises “godt igennem” – præcist ligesom vi andre gør i december.

Det er det bedste tidspunkt på året at købe en ny bil, siger reklamerne.

Det er også lige nu, du skal overraske din elskede med et nyt smykke.

Og så fremdeles.

Men udover at det er højsæson for storkøb og særkøb, så er Ramadanen også den måned på året, hvor mange vælger at “gøre noget særligt” – skabe særlige minder, om man vil.

Og her må man sige, at landets herskende familier heller ikke ligger på den lade side.

De Forenede Arabiske Emirater består af 7 emirater – landsdele – som regeres af hver sin Sheikh. Som udgangspunkt har den enkelte Sheikh fuld råderet over sit område, og der kan være endog meget store, overraskende forskelle i lovgivning m.m. fra det ene emirat til det næste. Sharjah er f.x. et tørlagt emirat, mens Dubai er…well, Mellemøstens svar på Las Vegas, tror jeg.

Abu Dhabi er landets hovedstad – og Hans Højhed Sheikh Khalifa Bin Zayed Bin Sultan Al Nahyan af Abu Dhabi er samtidig hele landets overhoved med titlen præsident. Han kan ses her, på et af de typiske billeder, der altid hænger i en foyer eller reception.Dubai, Abu Dhabis frække lillebror, er regeret af Hans Højhed Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum. Han er samtidig landets vicepræsident og far til nogle af verdens mest eftertragtede ungkarle.Forleden kom det frem via Hans Højhed Sheikh Mohammeds Instagramprofil, at denne Ramadan har været anledning til en ganske særlig og medrivende begivenhed i hans liv.

Hans tre sønner er nemlig blevet gift under den hellige måned.

Med hver sin kusine.

Ved et såkaldt trippel-bryllup i familien.

Du kan læse mere om dette i landets nationale avis:

https://www.thenational.ae/uae/sheikh-mohammed-bin-rashid-releases-poem-to-celebrate-marriage-of-sons-1.863304

Tilbage er der vist kun at ønske de nygifte lange og givende ægteskaber.

PS: Jeg kan anbefale dig at finde Instagramprofilen faz3. Den tilhører Dubai’s Kronprins Hamdan, som går under kælenavnet Fazza. Det er ret fascinerende at følge med i hans globetrotterliv.

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ser du månen, Hr. Månekigger?

Så er det lige op over.

Med Ramadanen, altså.

I aften efter aftenbønnen sidder de officielle månekiggere klar i Saudi Arabien med deres kikkerter og spejder efter nymånen. Hvis de ser den, adviserer de alle muslimer i hele verden om, at Ramadanen begynder søndag. Hvis de ikke ser nymånen, så spejder de da bare igen søndag aften, så Ramadanen begynder mandag.

For os fremmedarbejdere (og kulturkristne) er det altid et spændende “show” af følge med i.

Der kommunikeres frem og tilbage i forældre-WhatsApp-grupperne, om skolen mon er på reduceret tid i morgen eller ej? Hvilket de fleste håber på, nu hvor varmen er kommet for at blive…

Skolen sendte også et brev med en form for afklaring i sidste uge.

Og hvis du nu sidder og tænker på, at der da findes teknologi, som sagtens kan forudsige, om nymånen ses fra Saudi-land i morgen eller i aften, så vil det blive blankt afvist. Den slags nymodens pjat gælder ikke. Der skal rigtige, hellige månekiggere til – ikke beregninger fra en flok videnskabsfolk.

Det her handler nemlig om tro, traditioner og følelser, og ikke om hvad teknologi kan forudsige.

Og selvom det måske kan virke lidt specielt, så er der noget umiddelbart charmerende ved lige at skulle tjekke i aften, om vi kører med den ene mødetid eller den anden i morgen. Det her er en del af muslimernes fest og højtid – og jeg hygger mig ganske meget med det.

Jeg har desværre ikke lært ret mange arabiske ord på 5 år i Mellemøsten, men jeg har lært en del om kulturen og jeg begynder så småt at mestre kunsten at acceptere arabernes mere uforudsigelige og foranderlige måde at leve på. Der er meget kortere fra idé til beslutning og udførelse end vi er vant til. Der er også lige så kort vej til at forkaste eller omgøre en beslutning, lov eller aftale. Det hele tages med stoisk ro og stenansigt eller med det stik modsatte: En gedigen arabisk nedsmeltning. Alt sammen afhængig af personens humør og temperament.

Mangelfuld eller decideret manglende planlægning, manglende struktur, logik og sparsom information er virkelig frustrerende, når vi rammer Den Store Papirmølle i en Ørkenstat, men på de her små hverdagsparametre som hvornår, skoledagen skal starte i morgen, dér smiler jeg og nyder, at der sker enten det ene eller det andet.

Og når Ramadanen så begynder, reduceres elevernes undervisningslektioner fra 60 min. til 40 min., så skoledagen går fra de normale 7 til kun 5 timer. Sådan kører skolen så i 30 dage, indtil Ramadan-måneden er ovre.

Reduktionen sker af hensyn til de fastende elever og de fastende forældre, der skal bringe og hente børn.

Børn begynder (for det meste) at faste, når de rammer pubertetsårene, men jeg har oplevet elever helt ned i 7-8-års-alderen, som har lyst til at faste og øver sig i det, så de er helt kvaste i skoletiden. Hvorvidt det er en aftale mellem dem og deres forældre – eller om det er noget, de selv har fundet på, fordi større søskende og resten af familien gør det – det kan jeg af gode grunde ikke vide, men det er tydeligt, at det er hårdt for de helt små børn.

De store teenagere møder også ofte op senere, hvis de er faldet i søvn igen efter suhoor, som er måltidet lige før daggry. Så kan det være svært at komme op og i skole til kl. 8.30.

Den her slags fravær og kommen-for-sent bliver der set igennem fingre med her i De Forenede Arabiske Emirater, mens jeg kan forestille mig, at det ikke vil være velset at komme halvanden time for sent hver dag under Ramadanen i Den Danske Folkeskole 😂

På vores skole er der mange muslimske elever, men størstedelen af eleverne hører til andre religioner end Islam – og derfor er det også majoriteten, der tilgodeses. Det betyder, at kantinen er åben og serverer mad som sædvanlig. Børnene spiser madpakker i deres respektive klasser – og de fastende elever kan gå ind i dedikerede lokaler, så de ikke bliver konfronteret med madkassernes indhold og små munde, der gumler, mens de ikke selv må få hverken vådt eller tørt.

Lærerne må spise i deres klasser eller på lærerværelserne som normalt – og i danskklasserne, hvor der ikke umiddelbart er fastende elever, drikker vi også vand i løbet af timerne.

Ude på gangene og fællesområder, bør man være diskret med tekrus og madkasse. Det er jo ikke nødvendigt at flashe mad og drikke over for fastende forældre, elever og personale.

Respekt for fasten er ufravigelig her i landet og i Saudi Arabien. De tager det langt, langt tungere end i andre muslimske lande, har jeg fået fortalt. Personligt har jeg ikke noget imod at undlade at drikke, spise og tygge tyggegummi i det offentlige rum i en måned. Så svært er det altså heller ikke at lade være med, men for hvert år, der går, bliver Ramadan-reglerne også mere og mere lempelige.

Da vi ankom for 5 år siden, var der ikke ét sted at købe en flaske vand i Mall of the Emirates under Ramadanen. Sidste år var der to store food courts åbne i hele centrets åbningstid.

Det er tiderne, der skifter.

Araberne har desperat brug for turisterne og deres lommepenge nu om dage.

Og så må de ellers gradbøje og gå på kompromis, så turisterne kan få serveret deres livsnødvendige cocktails i pool-barerne og indtage lækre frokosttilbud i indkøbscentrene under den hellige måned.

Så’n er det bare.

🌙✨ Ramadan Kareem fra en varm Ørkenstat 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvor længe har I været her?

I Dubai er der to spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på lige efter isbryder-klassikeren:Interessant nok er det næste spørgsmål ikke – “og hvor arbejder du så?” – som det ville være i Danmark, hvor ens arbejdsplads og profession åbenbart er det mest nærliggende at spørge ind til. Det spørgsmål var i øvrigt det værste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg var hjemmegående husmor i England. For efter dét (og min respons “jeg er hjemmegående”), kom det uvægerligt fra både danske mænd og kvinder: “Hvordan får du så tiden til at gå?”

Her i landet rangerer jobsituation/jobstatus en del længere nede på listen over small-talk-emner.

Vi fortsætter i stedet med: “Where are you from?”

Hurtigt efterfulgt af: “And how long have you been here?”

Rene konversations-travere, som vi alle sammen kan svare på uden så meget som at blinke eller synke.

– “I’m Tina” (jeg udtaler altid med ‘a’, fordi det er lettere).

– “Danish like the pastry and the butter cookies”.

– “My family and I have been here 5 years now.”

Det er selvfølgelig fordi Dubai kaldes “hjem” af godt og vel 200 nationaliteter, at det bliver interessant at spørge folk, hvor de kommer fra.

Det næste spørgsmål – hvor længe har I været her? – er så sigende for stedet, at det både fremkalder smil og let kvalme hos mig.

Alle ved, hvor længe, de har boet i Dubai – på en helt anden måde, end min Søster ved, hvor længe hun har boet i Odense, selvom hun er tilflytter fra Vestjylland og sikkert aldrig vil blive anerkendt som hverken odenseaner eller fynbo.

Det er der en masse årsager til, men fælles for dem er, at vi alle lever her på lånt tid.

Dubai er en mellemstation.

Et trinbræt.

En midlertidig og yderst behagelig løsning.

Det er så pisseærgerligt.

For der er konstant en licens, der skal fornyes, en bil, der skal synes eller en kontrakt, der skal genforhandles. Og vores opholdstilladelse er lænket til arbejdstilladelsen, så der er ganske enkelt ikke noget at rafle om.

Vi tæller og tæller hvert år, der går.

Som udgangspunkt kan jeg godt leve med denne her præmis. Vi har alle vidst det, da vi flyttede hertil. Vi er kun velkomne, sålænge vi har et job og forsørger os selv. Sådan burde det jo i virkeligheden være alle steder, medmindre vi taler om flygtninge og asylansøgere.

Min kvalme indtræffer, hver gang det går op for mig, at vi pludselig er blevet “gamle i gårde”.

Efter 5 år.

Really?!

Jeps.

Den er go’ nok.

5 år i en Ørkenstat og du er blevet en ørkenolding med svedig autoritet.

Jeg føler mig slet, slet ikke som “en af de gamle”. Der er da tusind ting, jeg ikke aner, hvordan jeg skal få til at fungere. Der er tusind andre ting, jeg heller ikke har lært eller fået styr på eller oplevet endnu.

Og nu rejser de andre.

Nu er jeg blevet én af dem, der sidder tilbage, mens dem, vi lærte at kende i starten af vores Dubai-liv, begynder at rejse hjem. Til Danmark. Og videre ud i verden.

Det føles helt skævt.

Festen er jo kun lige begyndt, hvis du spørger mig.

Men jeg er åbenbart blevet sådan én, der skal gå til farvel-fester og gensyns-brunches, når tidligere Ørken-Immigranter kommer tilbage på ferie.

Heldigvis er jeg aldrig for fin eller for fornærmet til en fest eller et gensyn.

Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til Friday Brunch i morgen, hvor vi skal gense søde mennesker, der har etableret sig i Danmark igen efter at have boet 10 år hernede.

Og selvom jeg vil savne alle de mange, mange søde og dejlige mennesker, der vælger at rejse hjem og videre ud i verden henover den forestående sommerferie, så ved jeg også, at når man holder af hinanden, så mødes man igen.

Det er universets lov.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet