• ···

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.img_6766Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.img_6768Herudover har vi bananer og mandariner.img_6764Mango- og guavajuice.img_6767Og laban – den arabiske version af kærnemælk.img_6765Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.img_6769De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.fullsizerenderLige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.img_6761Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner.img_6583 img_6584Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Noget af det bedste ved….

…at bo i Mellemøsten er den lette adgang til hjælp.

“Hjælp”, tænker du måske.

“Til hvad, sådan helt præcist?”

I Danmark gør man jo alting selv og opfatter DIY i alle livets praktiske aspekter som noget helt naturligt og selvfølgeligt.

“Hjælp til alting”, er mit svar.

Her er faktisk så foruroligende mange hjælpende hænder, at selv den mest inderlige DIY’er ender med at blive ret hjælpeløs, ret hurtigt.

De fleste expats flytter hertil og springer straks ombord i alle mulighederne for at få hjælp. Det er jo en oplagt chance for at slippe for de huslige opgaver, som ofte opfattes som kedelige, tunge og trættende.

Andre skal se det hele lidt mere an og er noget reserverede over for tanken om, at et fremmed menneske skal vaske ens undertøj og bo i ens hjem. Men 8 ud af 10 familier ender alligevel med at tage imod ‘hjælpen’ med kyshånd inden for ganske kort tid i Ørkenstaten. Det er en lige så naturlig del af livsstilen hér i landet, som det er naturligt at ordne det meste selv i Danmark.

Vi var hurtige til at opsøge hjælp, da vi ankom for 3.5 år siden. I starten gik det mildest talt ad helvede til med at finde ud af at få hjælp, men på nuværende tidspunkt er jeg så godt hjulpet, at jeg er decideret hjælpeløs uden hjælp 🙂

Vi skifter ikke elpærer, men beder i stedet Maricel om at ringe til viceværts-firmaet, der kan komme og se på det – og så kan de jo ligeså godt rense afløbene og fixe aircon’en, når nu de er her.

Vi ordner aldrig haven, vasker vinduerne, fejer eller rengør huset.

Vi vasker aldrig bilen eller tøjet.

Vi laver kun mad, når vi har lyst. Resten af tiden er det Maricel, som får en indkøbsseddel og en opskrift stukket i hånden. For hun er en lige så fantastisk kok, som hun er babysitter, hårfletter, syerske, gartner og rengøringskone.

Vi ringer efter en handy-man, som tager trampolinen ned.

Og en anden, der hænger billederne op.

Storskrald er ligeledes en anden mands job. Det kræver blot et enkelt opkald.

Renseriet henter og bringer vores rensetøj.

Og hvis ikke de stryger det, så gør Maricel det bagefter.

Vi kan ringe efter 2 liter mælk i supermarkedet og et bud bringer gladeligt apoteksvarerne ud.

Vi afleverer bilnøglerne til valet-parkering foran lægeklinikken, frisøren og restauranten – og vi bliver nærmest fornærmede, hvis parkering ikke er inkluderet.

En mand tanker vores bil,  mens en anden vasker forruden på tankstationen.

Ved indkørslen til centret tager en mand parkeringsbilletten ud af maskinen og giver den til os ind gennem bilruden, så vi ikke selv skal strække armen unødigt.

Jeg kunne blive ved…

Men jeg tror, I har fattet pointen by now.

Vi laver ikke en hujende, hylende fis – lige bortset fra at gå på arbejde – og så er resten ren ballade.

Det virker måske som et utænkeligt scenarie at slippe tøjlerne på alting fra børnepasning over madlavning og indkøb til sammenfoldning af både de store og de små underbukser, men det er lettere end man lige skulle tro.

Og al den hjælp giver frihed.

Frihed til at drikke langstrakt morgenkaffe i weekenden og overveje, hvad dagen mon skal bringe.

Der er ingen sure pligter eller praktik, som har hobet sig op i løbet af ugen og som nu venter på at blive ordnet i weekenden. Det er så væsensforskelligt fra vores tidligere liv.

Vi er frie til at være spontane nu.

Og netop spontanitet er et karaktertræk og en adfærd, som hverken Martin eller jeg har fået fra naturens side.

Vi er vel nærmest det stik modsatte?

Men det er fedt at øve sig i noget, som ikke nødvendigvis kommer af sig selv, og som føles så ubeskriveligt godt, når det sker.

Så fredag ender pludselig med at blive en heldagstur til Legoland Dubai.fullsizerender-1Eller det vil sige – vi tager i Water Park delen – for den traditionelle forlystelsespark er umulig at gå på opdagelse i, når her er 40 grader i skyggen og vanvittigt fugtigt. Resten af parken må vente til efteråret.

For tiden kører Legoland med rabat på dagsbilletter til vandland med all-inclusive mad/drikke for 195 AED (350 kr.) per person, da de formodentligt mangler gæster i ørkenens sommerhede.img_6680Så hvis du bor her – eller kommer hertil som turist henover sommeren – kan jeg varmt anbefale at tjekke forlystelsesparkernes og vandlandenes hjemmesider, hvor der er fine rabatter at opnå ved online køb.

Vi ender med at tilbringe 8 timer i rutschebanerne, og først da solen begynder at gå ned, lykkes vi med at hive pigerne op af vandet.

Kvæstede, er vi.

Tørstige, trætte og døsige efter en meget varm dag.

Legolands vandland henvender sig i øvrigt til familier med børn i alderen 5 til 12 år. Det hele fungerer superfint – er rent, pænt og sjovt – og bortset fra at der tages skandaløse Dubai-priser for parkering og opbevaringsskab, så er det eneste lille mishap forplejningen i de to kiosker, som ikke fungerer effektivt. Udvalget er børnevenligt på den misforståede måde (læs: nuggets og fritter ad libitum) og de udleverede vanddunke er ubehjælpsomme i størrelse og udformning, men det er nok forventeligt, når man bevæger sig ind på børnenes territorium, tænker jeg?

Om aftenen ligger der endnu en spontan invitation og venter på os.

Og vi slutter derfor weekenden på havet, præcist som i sidste weekend.

Prøv at se – Dubai Marina – in all its gloryimg_6708img_6709Og i min salighedsrus (foranlediget af sjove samtaler, pink champagne, sushi og to timers havbad) sender jeg tusind taknemmelighedstanker afsted mod himlen i samklang med muezzinens adhan-kald fra moskéens minaret.img_6713Tak for dygtige og rare Maricel, der passer pigerne, mens jeg sidder her og betragter livet, der sejler forbi.

Tak for de sødeste venner, som vi deler de dejligste oplevelser med.

Mellemøstens svar på Las Vegas:

Jeg elsker dig. Dubai.

For den spontanitet, du indgyder i os.

For den hjælp, du giver os mulighed for at modtage.

For den behagelige og magelige livsstil, du tilbyder os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvide, gule og brune expats

Under den glitzy overflade i Dubailand lever arten Homo Sapiens i et nøje klasseopdelt system.img_4320Opdelingen er hovedsageligt baseret på race og/eller nationalitet.

Det er ikke noget vi ynder at tale om.

Skoen trykker nemlig lidt.

Nuvel.

Den første og væsentligste opdeling af arten er ganske simpel:

De mennesker, der boede her først, har retten til stedet.

Man kan genkende dem på deres smukke, olivenfarvede hud og elegante klædedragter.

Den oprindelige race ejer og er berettigede til alting i Ørkenstaten.

Jorden. Naturresourcerne. De statslige institutioner. Virksomhederne. Pengene. Magten.

De næste opdelinger bliver straks mere komplekse.

Der er tale om samme art som det oprindelige folk.

Pattedyr, jovist.

Men i fremmede farver.

Os kan du kalde for gæstearbejdere, fremmedarbejdere, immigranter eller expats. De fleste racer er velkomne, så længe en virksomhed vil arrangere et arbejdsvisum.

Årsagen til, at vi – de fremmede – er taget til ørkenen for at arbejde, er altid den samme. Uanset om vi er gule, brune eller hvide i huden. Uanset om vi kommer med en lang uddannelse eller ingen:

Alle ønsker vi at forbedre vores familiers økonomiske situation og livsvilkår.img_4217Nogle expats med hvid hud, der slet ikke tåler ørkensol, er meget succesfulde i deres jobs og ejer mange ting i Ørkenstaten.

Virksomheder, huse og biler.

Materielle ting, der kan købes for penge.

Og ligesom stort set alle andre steder i verden, så nyder mennesker med hvid hud en særlig status. Uanset om de hvidhudede er dygtige til deres jobs eller er gode samfundsborgere. Det er som om mælkefarve indgyder respekt, som den hvide Ma’am-Sir kan skalte og valte med efter egen dømmekraft og forgodtbefindende.

Ved siden af de hvide expats er der en kæmpestor gruppe succesfulde mennesker med brun hud. Faktisk er der så mange af dem, som er så ubeskriveligt velhavende, at det kan være helt svært at forstå med danske (hvide) briller på.

Både hvide og brune mennesker findes ikke kun blandt de rigeste. De findes også i dét, vi kunne kalde for middelklassen. Det er hér, hvor ‘man’ lejer en bolig, måske ejer et par biler og lever et virkelig behageligt liv med service-ydelser hver eneste dag fra mennesker med brun og gul hud.

Men selvom der er en anseelig gruppe brune mennesker med ufattelig rigdom i Dubai, så er majoriteten af de brune mennesker i lavt-betalte jobs, som tilmed er blandt de hårdeste i verden – både fysisk i 40+ graders varme, og mentalt, fordi de er væk fra deres familier i årevis.

De brune arbejder i byggebranchen. De er håndværkere og reparationsfolk. De arbejder med rengøring og sanitet som skraldemænd, vejfejere, gulvvaskere og toiletpassere. De kører taxa. De skubber indkøbsvogne sammen uden for Carrefour og pakker dine varer ned i plasticposer. De er sikkerhedsvagter, nøglebærere og dørholdere. Andre brune mænd ordner forstædernes prydhaver og regeringens flotte parker.

Det er stort set altid brune mænds vilkår og arbejdsforhold, der bliver belyst i international presse, når skoen trykker så hårdt, at journalister føler behov for at råbe op.img_4231Jeg er ikke engang kommet til gule mennesker endnu.

Dem er der også jobs til – tilmed nogle, der kræver en god uddannelse.

Størstedelen af de gule mennesker arbejder i servicejobs. De kan nemlig ofte tale (lidt) engelsk. Mange betjener kunder i butikker og call-centre. De kokkerer og serverer på caféer og restauranter. De lakerer negle og sætter hår i din lokale skønhedssalon. De er lærer-assistenter i skoler og børnehaver. De er sygeplejersker og plejepersonale. Rigtig mange arbejder også med børnepasning, rengøring og madlavning i hjemmene som maids eller nannies.

Der er en voksende gul middelklasse, præcist som det er tilfældet med hvide og brune expats.

Men de fleste gule lever ligesom de fleste brune på virkeligt lave lønninger, uanset deres uddannelsesniveau.

I Ørkenstaten er der nemlig ikke lige løn for lige arbejde. Hverken når det gælder hudfarver eller køn.

Og det er hér, følelsen af uretfærdighed dukker op som et knib fra en underliggende samvittighed.

For lige under overfladen ligger en faretruende risiko.

For alle expats.

Risikoen for det økonomiske sammenbrud.

Risikoen for at blive fyret. Afvist. Smidt ud.

Risikoen for at blive alvorligt syg. Eller at et familiemedlem bliver det.

Der skal ikke meget til at skubbe en expat ud over kanten af sandkassen.

Ofte er visumholderen eneforsørger for en hel familie.

Et vilkår, der gør sig gældende for alle hudfarver.img_4202Forleden oplevede Martin præcist sådan et sammenbrud for en af hans lavtlønnede, gule regnskabmedarbejdere.

Hun er én af hans allerdygtigste. Klog. Smilende. Effektiv. Hurtig. Sjov.

Netop retur fra en vellykket barnefødsel.

Hun har afholdt sine 70 kalenderdages barsel og har sendt sin 2-måneder gamle baby med sin Mor hjem til Filippinerne, fordi hun og ægtemanden ikke har råd til selv-finansieret barsel. De har heller ikke råd til at hyre en nanny i Dubai eller til at lade barnet passe i en vuggestue.

Sidste gang jeg ser hende, sidder hun til fest og holder diskret om sin lille, slunkne post-partum-mave, mens hun komplimenterer vores døtre, der hvirvler glade og ubekymrede rundt til musikken. Det korte øjeblik sidder fast i mit indre nu.

Og løsningen med Mormor-passer-bitte-lille-baby på Filippinerne holder i præcist 2 måneder.

Som et lyn fra en klar himmel får Mormor en blodprop i hjernen og dør. Helt uventet.

Og den søde regnskabsmedarbejder må nu bede om forskud på sin maj-løn for at have råd til at rejse hjem til Filippinerne.

Her skal hun sørge over og for sin Mors død og begravelse.

Her skal hun finde en løsning på barnepasningsproblemet.

Måske er der en anden bedstemor eller oldemor i familien? En Auntie, måske?

Hele hendes liv er brast sammen.

Økonomisk og følelsesmæssigt.

Og selvom en midlertidig sygemelding på jobbet nok skal gå igennem, så er den slags en ganske stakket frist i Dubai. Sandsynligheden for at hun bliver fyret er stor. Uanset hvor stabil og loyal hun er og har været for firmaet.

Der findes nemlig altid en anden gul eller brun medarbejder, som kan tage hendes plads.

Det er livets benhårde vilkår.

Der er kun én person til at betale regningen.

Her nytter det ikke noget at bede om hjælp fra ’samfundet’, ‘kommunen’ eller i den såkaldte ‘arbejdsmarkedslovgivning’.

Martin har selvfølgelig skrevet til medarbejderen, men hun har ingen internetforbindelse i landsbyen, og vi aner ganske enkelt ikke, hvad der foregår.img_4434Det gør så ondt at tænke på hende.

Hvor skrøbeligt, livet dog er.

Hvor hurtigt, tingene kan tage en forkert drejning.

Vi behøver i virkeligheden ikke at kigge længere end til vores egen Maricel.

Hun er ligeledes afhængig af at hendes Mor og Bedstemor kan tage sig af Clarence, mens hun er hos os for at tjene penge til hele familiens overlevelse.

Den konstellation er der ligeledes åbenlyse risici ved.

Bedstemor skal ihvertfald til at have hjertemedicin fremover.

Desperate historier om menneskelig tragedie er et livsvilkår i Ørkenstaten.

Vi har alle hjerterne og hænderne fulde af dem.

Vi oplever dem på nærmeste hold dagligt.

Hver eneste gang sender ulykken et stik ind i hjertet på os.

Tænk, hvis det var mig og min egen lille familie…

Tænk, hvis vi er dem, der mister jobbet…

Tænk, hvis vi er dem, der bliver alvorligt syge…

Den rå ubarmhjertighed har mange ansigter.

Det har den blide barmhjertighed gudskelov også.

Men Ørkenstatens brændende virkelighed får Danmark til at ligne en beskyttet bolig i et kollektivt velfærds-fatamorgana.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts