Technofest på parkeringspladsen

Hey venner!

Det er jeres fredag og min lørdag. Det bliver ikke bedre i denne her uge!

Min weekend er startet ganske eksotisk med en skål corn flakes og en køretur ud til et gudsforladt sted i det planerede sand langs Umm Suqeim Road.

Hockey-entusiasten har meldt sig til Friday Games på Kings Al Barsha, så nu er det ikke kun om tirsdagen, hun træner derude. Tidligere var jeg bænkevarmer sammen med de belgiske, tyske og hollandske mødre, og det var sådan set hyggeligt nok, men nu har skolen fået en fænomenal idé om, at corona smitter helt vildt ude i den friske luft og med afstand mellem hver person. Suk.

Så hér er jeg. På en parkeringsplads – og bænken er udskiftet med forsædet, hvorfra jeg skal komme at dømme levende og døde. Mest af alt drikker jeg earl grey i termokrus og spiser iranske dadler til.Og så spekulerer jeg på, om jeg egentlig er mest til blid Anders Agger i den livsbekræftende og hjertevarme interviewbog “Kærlighed” på Saxo sådan en tåget lørdag formiddag – eller om vi i virkeligheden ikke trænger til vaskeægte Dubai-rave med David Guetta efter den hetz, der har kørt mod byen?

F*ck, hvor jeg godt gad feste igen en dag…..

Se et par minutter eller fem eller den hele time. Nyd den med en fastelavnsbolle efter din seneste kælketur eller eftermiddagslur.

Og imens David Guetta fyrer den af for vildt fra toppen af Burj Al Arab, kan jeg passende downloade ARN-app’en til min telefon, så jeg ikke længere går glip af statsgodkendte nyheder og opdaterede informationer om corona-reglerne i en fjern Ørkenstat. Vil lige anbefale app’en her til fastliggende danskere eller langtids-holdbare turister, der også er kørt trætte i Gulf News og Khaleej Times elendige nyhedssider.

Jeg har nemlig selv lidt svært ved at følge med i den rivende pandemi-udvikling, der går både frem og lidt tilbage igen.

For eksempel var det gået min næse forbi, at vi siden slutningen af januar ikke længere må have et vennepar eller en lille familie på besøg i vores hjem, medmindre det rent faktisk er familiemedlemmer af first degree. Og dem har vi jo ingen af her til lands.

Så hej-hej til intet socialt liv igen-igen – medmindre vi betaler for at mødes og spise sammen på en restaurant ude i byen. For det må man nemlig gerne.

Og det er der da heldigvis stadigvæk en masse dejlige mennesker, der har lyst til. ❤

Jeres udsendte reporter fra p-pladsen i Al Barsha ønsker alle en skøn weekend! 🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hele verden i rød

Vi er vågnet op til ‘hele verden i rød’.

Igen.

De danske myndigheder mener fortsat, at der er sikkerhedsbrister i Dubai’s COVID-19-testsystem, og at folk kommer hjem med corona herfra. Der er ellers afholdt en række samtaler på højt politisk niveau mellem Emiraterne og Danmark, men sidstnævnte bliver ved med at fastholde, at der altså er corona-smittede med flyene herfra. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på hele denne her misére, men det føles så absolut som en ubehagelig hetz for os, der bor og lever vores liv her i Ørkenstaten.


Danskerne i Dubai ved, at PCR-testsystemet er velfungerende og mindst lige så professionelt sat op som hjemme i Danmark. I det hele taget lader sundhedsvæsnet intet tilbage at ønske her i landet – det er mindst lige så godt og fornufts-forankret som i Danmark.

Vi bryder os ikke om kritikken, der hagler ned over bystyret i Dubai lige nu. Det er ufortjent – og vi er ret så stolte af landets måde at håndtere pandemien på.

For os er det pinligt, at de danske myndigheder langer ud efter en bestemt by på denne her måde – og det føles lidt som om en bizar kombination af Janteloven og behovet for en syndebuk er på spil, når de danske medier og danske politikere så velvilligt tæller et vist antal danskere, der helt bestemt er kommet hjem fra Dubben med corona i kufferten. Uanset hvornår dén corona så ellers er blevet påvist.

Syrligheden er til at tage at føle på.

Dubai er og bliver en rød klud lige i smasken på en frustreret, dansk tyr.

Vores lille familie har allerede ‘skudt en hvid pind’ efter idéen om at nyde forårsvejret og påsken i Danmark. Det virker ikke til, at vi er velkomne lige nu.

Og med de potentielle krav om corona-pas og isolation ved ankomst, er der ikke andet at gøre end at vente med at se vores familie og venner til vi har to hele måneders sommerferie at løbe an på. Vi ved ikke engang, om vi kan blive vaccineret med en af Danmark godkendt vaccine, før sommerferien står for døren – for her i landet er der mest købt ind i Sinopharm fra Kina, og dén er sjovt nok ikke på EUs liste.

Det er sørgeligt, at der i dén grad skal udskammes i Danmark for tiden. Om det så er en by, en person, et land eller en livsstil, det går ud over, så er det ubehageligt at opleve tonen i debatten og den lynchstemning, der har bredt sig, fordi en flok kendisser har haft det lidt for sjovt og taget lidt for let på pandemien.

Var det smart at rejse på ferie midt under en pandemi?

Vel var det ej!

Gør jeg det selv?

Vel gør jeg ej!

Men derfra og så til at konkludere, at hele PCR-systemet i Dubai fejler – dét forstår jeg ikke.

Pandemiens fornuftsreglement med social distancering, afspritning, mundbind osv. overholdes af alle os, der er fastboende i Dubai – og vores regler har hele tiden været striksere end de er i Danmark, hvilket er forklaringen på, at flere ting og steder kan være åbne, end det er tilfældet i Danmark for tiden.

Der er helt sikkert turister, der kommer hertil for at nyde livet og slippe væk fra pandemireglerne i deres hjemlande. De fotograferer sig selv lystigt foran Burj Al Arab uden mundbind i små trekant-bikinier. De billeder bliver så forstørret op og slugt råt af en Dubai-liderlig presse i Danmark, der ikke har det mindste problem med at videregive faktuelt forkerte oplysninger i deres medier.

Adskillige af mine (klart mere overskudsagtige) landsmænd, der er bosiddende her i De Forenede Arabiske Emirater, har i de seneste dage insisteret på at få artikler på eb.dk og bt.dk korrigeret – for det er IKKE tilfældet, at vores barer og restauranter lukker ned. 
De fleste journalister virker ret ligeglade med at rette indholdet til, så det fremstår faktuelt korrekt. Det er måske også for meget at forlange, at de skal kunne forstå, at der opereres med 50-70% kapacitet, og at alle udskænkningssteder og beværtninger skal lukke kl. 1? For dét er vel ikke det samme som at de ‘lukker ned’?

Vi kunne ellers være så ligeglade.

Ligeglade med sindsstemningen og den koleriske tone hjemme i Danmark. Det er jo præcist dén danske brokke-røvs-mentalitet, vi er flygtet fra – og nu observerer på behørig afstand fra de varme lande.

Men sagen er dén, at vi IKKE er ligeglade. Hverken med den fremstilling, der er i danske medier af vores nuværende og højtskattede hjemby, Dubai. Ej heller kan vi være ligeglade med den opfattelse, De Forenede Arabiske Emirater med rette kan få af Danmark, de danske myndigheder og politikere og danskerne helt generelt, når danskerne får hysset sig selv helt op i et gear, der er ganske uhensigtsmæssigt.

Vi er heller ikke ligeglade med folkestemningen og folkedomstolen derhjemme. For interessant nok, så banker der patriotiske hjerter i alle danskeres brystkasser, lige så snart vi kommer en smule væk hjemme fra. Også selvom vi kan se de mindre charmerende sider af den danske national-sjæl i fugleperspektiv og med den der forunderlige lang-distance, der kryber ind, når man vælger at flytte sig længere væk fra Moder-landet.

Jeg ser på det hele med ærgrelse lige nu – og med en trist væmmelse, for at være ærlig. Og det tillader jeg mig at sige højt, fordi det her er min platform, og man kan lade være med at læse med, hvis jeg er for bedrevidende eller irriterende.

Jeg elsker det her sted. Mellemøstens Las Vegas, som Dubai så smukt kaldes i forskellige danske medier. Jeg elsker det ikke, fordi det er bling-bling og fis og ballade. Jeg elsker det, fordi det er et trygt, smukt og multikulturelt samfund, der danner en komfortabel ramme om vores familieliv. Jeg elsker landskaberne og naturen. Historien. Menneskerne. Det eksotiske i at vade rundt under dadelpalmer og lytte til minareters kald. Jeg elsker varmen, solen, duftene og lydene af cikader i nattemørket.

Jeg elsker også mit Moder-land og en hel bunke herlige mennesker, der bor der. Men hold da op, hvor jeg håber med stor inderlighed, at der snart bliver skruet op for knappen med medmenneskelig forståelse, storhed, taknemmelighed og forårsfornemmelser, for der er alt, alt for surt, småt, gråt og trist i både mood og debat lige nu.

Og indtil det rent faktisk bliver forår, og vinterdepressionerne letter derhjemme, så foreslår jeg, at vi alle sammen spiser en hel flok fastelavnsboller. Jeg kan jo ikke lige komme forbi Hart, Juno, Meyers og hvad bagerierne nu hedder i København, men jeg kan åbenbart godt selv bage de der faste-boller.

Nød lærer sulten kvinde at koge bagefast kagecreme.PS: Pigerne tog lige præcist én mikroskopisk bid hver, så skulle de bede om toastbrød med nutella. De kan ikke lide mine nybagte fastelavnsboller. Story of my life.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-lotteriet

Det var lige før, jeg udbrød, at “det måtte jo ske på et tidspunkt”, da Martin med beklagelse i stemmen meddelte, at hans seneste PCR-test desværre var positiv.

Tænk, at blive udtrukket som vinder i det store corona-lotteri! Og han var ikke engang alene om vinderkuponen med den gyldne omgang corona – fire kollegaer var i samme vinderposition. Det er en arbejdsrelateret ‘rona, skulle vi mene at have regnet os frem til – for vi kommer jo stort set ingen steder.

Det startede med, at Martin havde let feber, slem hovedpine og noget underligt ubehag i kroppen, og selvom det jo ikke i sig selv er lig med corona, blev han selvfølgelig PCR-testet og var noget bekymret for resultatet.

Det hjalp ikke engang med en omgang kanelsnurrer, selvom jeg bagte dem og en stak pølsehorn i ren kærlighed.Han sov for sig selv og gik med maske på, men i min naive verden er man jo altid uskyldig til det modsatte er bevist, så det kan ikke udelukkes, at jeg har krammet lidt på ham i ventetiden. Han er svær at holde fingrene fra i længden, er min erfaring med Hr. Skotskternet Pyjamas.Hele skolen har også lige været lukket i en uge, hvor alle elever overgik til distance-learning over Teams, fordi smittetallet i Ørkenstaten bare går op og op – og der er for mange syge lærere og en efterhånden ret så udtrasket vikarstab, der løber hurtigere end man kan forvente.At blive syg med corona er desværre heller ikke længere noget, man hører om ‘ude i periferien’ – nu er det folk, vi kender, det er naboer, venners venner, kollegaer, venners kollegaer osv.

Dagen efter Martins positive coronatest var jeg så på pletten med en knaldende hovedpine. Pigerne, Maricel og jeg fik straks foretaget PCR-tests, og på det her tidspunkt var jeg ret taknemmelig for, at vi var i hjemmeskole, så vi har så lidt berøringsflade med andre som muligt.

Efter halvandet døgn i sengen med ondt i alle led, hovedpine, kuldegysninger og alle mulige psykosomatiske symptomer var jeg ikke overrasket over, at min test også kom retur positiv.

Pigerne og Maricel klarede heldigvis frisag. Ihvertfald indtil videre.

Martin havde to døgn med dundrende hovedpine, ondt i leddene og følelsen af let feber on-off, før han begyndte at komme til hægterne igen. Det samme har gjort sig gældende for mig – bare med en dags forskydning.

Og han passer godt på sin dødsangste kone, der føler, at hjertet hopper og flimrer. Det er enormt beroligende og betryggende at kunne måle iltmætning og puls, når det er som om, der foregår noget sært i kroppen. Det har ihvertfald hjulpet mig til at sove mere trygt om natten midt i dét her.Martin har ikke kun indkøbt ilt- og pulsmåler, men også et pandetermometer, så han kan ‘skyde’ helt uden at vække patienten.

Det er håndgribelig kærlighed.

Mandeomsorg.

Og jeg slubrer den i mig.

Nu er jeg på Dag 5 i isolation.

Martin på Dag 6.

Det er en lille, stille, halvkedelig lockdown-boble, der denne gang giver mening, fordi vi nu er syge. Pigerne tegner og maler på lærreder oppe på deres værelser, mens de ser dumme amerikanske serier på Netflix; Mille leger med sine Playmobil-opstillinger og Cille zoom’er sig igennem lektierne med sine veninder. Karbadene tager halve dage, og det samme gør snacks-pauserne.Dubai Health Authority ringede også til os forleden for at høre, hvordan det går i corona-reden. Deres nye retningslinjer for corona-smittede er 10 dages isolation, hvorefter man er fri til at tage på arbejde og ud i samfundet igen. Tidligere hed det 14 dage, men det er nu nedsat efter grundige overvejelser. Faktisk udsteder myndighederne nu et certifikat, der skulle blive sendt til ens mailadresse, således at man kan bevise over for arbejdspladsen eller andre, at man har udstået isolationen og har lov til at møde op.

Pigerne kommer nu først afsted i skole efter 14 dage herhjemme, også selvom de forhåbentlig ikke får corona af os. De er jo direkte pårørende til corona-smittede, og de skal ud blandt mange børn, når de træder ind på skolen igen.

Better safe than sorry.

Her midtvejs i isolationen er der heldigvis ikke noget, der ikke kan klares med lidt Panodil og en lur. Hvile skal der til. Og der er jo heller ikke ret meget andet at tage sig til, når man ikke må gå nogen steder hen, og der ikke er skyggen af energi i kroppen til at lave gymnahopsasa på YouTube.

I stedet må jeg læse bøger og glo på de smukke blomster, jeg fik forærende i dag, som en dejlig overraskelse fra to søde elever.Jeg håber inderligt, at det fortsætter med at være en mild omgang, selvom vi har hørt flere sige, at Dag 8 til 11 kan være ret slemme. Det virker til fortsat at være en meget uforudsigelig virus med meget varierede symptomer og problematikker hos den enkelte, og indtil videre er vi sluppet meget, meget billigt. Det mest insisterende er manglende smags- og lugtesans – og så ømhed i alle leddene.

Martin og jeg holder os for os selv, så meget som overhovedet muligt. Når vi skal ud af sove- eller gæsteværelset vasker vi hænder, bærer mundbind og holder afstand. Selvom vi har Maricel her, har vi vurderet, at det ikke er muligt at “lukke os fuldstændigt inde” i de to værelser i 10 dage.

Det er selvfølgelig en kalkuleret risiko.

Vi ønsker ikke, at pigerne eller Maricel skal få corona, men samtidig er det også hårdt for pigerne at skulle være “helt uden forældre” i så lang tid. De er stadig bittesmå mennesker.Så vi monitorerer pigernes helbred. Og Maricels, for den sags skyld.

Og så tæller Mille og jeg ned til vi kan kysse og kramme igen.På falderebet i min corona-fortælling kan jeg ikke nære mig for lige at sige, at jeg har set måbende til, når den danske regering og de danske medier langer hårdt ud efter Dubai i denne her sammenhæng.

Det kunne jeg også have uddybet over for Radioavisen på DR, men jeg vil meget hellere bruge min egen lille platform her til at forklare, hvad jeg synes om de anklager om snyd med PCR-tests, som den danske stat fremsætter imod Dubai.

Og så til mit korte svar, der alligevel fik min puls op.

Det er mig helt ubegribeligt, at der skulle foregå snyd med PCR-tests her i landet. Det ville på ingen måde tjene styret, som ikke ønsker andet end gang i hjulene igen. Vores sundhedsvæsen lader heller intet tilbage at ønske – tværtimod. Alle klinikker er professionelt sat op og f.eks. hele vaccinationsprogrammet bliver kørt af sundhedsmyndighederne på præcist samme måde som i Danmark.

Her er så hårdt brug for, at bl.a. turistsektoren kommer på benene igen, og derfor har man velvilligt taget imod turister fra især England, Rusland og de tidligere sovjetrepublikker i de seneste måneder.

Vi, der er fastboende i landet, ser til med bekymring på dette – for vores oplevelse er, at det er netop turisterne, der kommer rejsende til med lige så stor risiko for at smitte os med nye mutationer, som vi har for at smitte dem – og så er det oftest turisterne, der har ‘besvær’ med at overholde de gældende restriktioner, når de skal have taget perfekte selfies til Instagram.

Jeg tror ikke på, at der skulle foregå organiseret PCR-svindel fra styrets side. Kan man finde en iransk kvinde i Danmark, der sælger falske, negative PCR-tests “fra Dubai”, så er det vel en kriminel handling og et problem i Danmark – ikke i Dubai?

Men sådan er der så meget.

Hver især føler vi os allerbedst tilpas og allermest trygge ‘hjemme’.

Hvor ‘hjemme’ så end er.

Og ‘hjemme’ er lige præcist dér, hvor vi alle bør blive i den nærmeste fremtid. Indtil vi får styr på corona, carina, corolla – rædsomt barn har som bekendt mange navne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De Forenede Arabiske Emirater er ikke (kun) Dubai!

Godt og vel en uge inde i nye år vælter det frem med bizarre optrin.

Ikke kun i Guds eget land på Capitol Hill, men også i Danmark med penisforherligende børne-TV, som mine ikke-danske venner beder mig om at forklare nærmere, nu hvor DRs seneste påfund på Ramasjang tager overskrifter internationalt.

WTF?

Er det her, vi er kommet til i 2021?

Og hvor er figuren Vera Vagina, der æder små mænd til morgenmad – jeg spørger bare? Det må da være det mindste, vi kan bede om?

Det er nu ikke kun i børnehøjde, at der er problemer med pikken, som man si’r. Der er godt nok ved at være en lang, skamfuld række af ronkedorer i bl.a. mediebranchen og i politik, der har haft deres dillermænd og tunger for langt fremme, og de bliver nu med rette smidt på porten for sexime og magtmisbrug over for kvinder. Jeg er 100% for hele #metoo processen, hvis nogen skulle være i tvivl. Der findes ikke en forældelsesfrist for sexisme, vold, trusler og overgreb. Punktum.

Jeg kan dog ikke længere være overrasket. Tingenes tilstand er selvfølgelig ikke anderledes eller forandrede på et splitsekund, bare fordi kalenderen nu viser 2021 i stedet for 2020.

Og mens jeg skal forsøge at forklare John Dillermand til folk, der med rette fatter hat af sådan en pikkemand til børn, så foreslår jeg, at vi overvælder DR med vores egne bud på en kvindelig version. Var der noget med en Kække Kirsten Kusse? Frivole Frida Fisse? Jublende Jonna Yoni? Det er bare så plat og gennem-idiotisk. Børn kan meget mere end det her. Og det er godt gammeldags træls, når de voksne ikke kan. Og det kommer altså fra mig, der bestemt ikke er sen til at tage en bog om tis, prutter og den slags med ind i undervisningen. Det handler slet ikke om bornerthed for mig, men snarere om at tage børn seriøst som publikum og som modtagere, og det handler om, at vi ikke længere skal fejre store dillermænd mere end vi skal fejre de frække tissekoner.

Ikke mere om genitalier.

Og ikke et ord om Trump og et vanvittigt Amerika, der imploderer.

Heller ikke en lyd mere om de foruroligende smittetal og de nyligt genlukkede grænser.

Jeg trænger til at drømme.Til at fejre alt det smukke, der er i verden.Jeg savner at rejse. Ikke selve flyturen og lufthavnen, men følelsen af touchdown et fremmed sted, hvor jeg kan bruge mine sanser på ny. Ain’t going to happen anytime soon, sådan som coronaen raser i nye og mere aggressive former.

– Men hvis du ligesom jeg drømmer dig lidt væk og ud på nye eventyr, så kan vi sammen drage ud på et lille arabisk ét af slagsen…For De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai og den stereotype præsentation af byen, man oftest får serveret online. Her er vild natur, lige så vilde dyr, enormt gæstfrie mennesker, højt til loftet og en varme, der ikke kun handler om temperaturen i ørkenen, men om selve livet.

Ét af de bedste steder at opleve det storslåede ved Ørkenstaten er – som sagt tusind gange før – i selve ørkenen.I december var vi taget på endnu en campingtur i ørkenen med vores gode venner. November, december og februar er helt perfekte måneder til at campere, da det hverken er for koldt eller for varmt. Vi bor i det sydlige Dubai, og eftersom hele landet er en stor ørken, er det ikke svært at finde dejlige, øde områder ret tæt på byen. Det svarer til at finde en dyrket mark i Danmark.Vi kører oftest bare ud forbi en stort anlagt cykelbane, Al Qudra Cycling Track, så passerer vi Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park og fortsætter lystigt ud over stepperne.

Denne gang var vi nok lidt dovne og orkede ikke lige at slippe luft ud af dækkene, for vi skulle jo ‘kun lige ind og vende’ i ørkenen.

5 minutter senere sad begge biler fast. De sank stille og roligt ned i det ultrabløde sand ved hjælp af deres egne vægt, da vi havde parkeret dem. Mændene gravede. Satte bilmåtter under dækkene for at skabe lidt friktion og fremdrift. Det hjalp ikke på noget som helst.
Men det interessante ved ørkenen er, at man sjældent er så alene, som det ser ud til og føles. Og lidt længere ude på det flade stykke land kunne vi øjne en flok emiratier, der trænede deres smukke falke med en drone, hvorunder der hang døde vagtler.

Jeg greb et mundbind og vandrede over mod mændene. Det er – for mig helt personligt – altid en smule ‘udfordrende’ at skulle tale til emirati-mænd. Ikke at der nogensinde har været en arabisk mand, der har sagt eller gjort noget, men jeg er på vagt. Forsigtig. Ydmyg. Usikker på, hvad jeg kan forvente. Jeg har det på samme måde med tolderne i lufthavnen, og med politi- og militærfolk her i landet. De virker maskuline på en overlagt brysk måde. Også selvom de er flinke, respektfulde og hjælpsomme. Men det er bare min egen indre pige, der bliver bange for deres størrelse og magtposition – der er sikkert mange kvinder, der aldrig har skænket dette en tanke.

Mændene opdagede mig på lang afstand. Jeg stikker jo op i landskabet som en vintergæk, der er landet det helt forkerte sted. De hilste høfligt med hånden på hjertet, mens de tømte deres små midwakh-piber og stoppede ny dokha-tobak i. Jeg skulle tage det første spadestik – for hvad skulle jeg dér hos dem? Deres glimt i øjnene hjalp mig lidt på vej, for jeg kunne fornemme, at de udmærket havde gennemskuet mit ærinde.

Jeg forklarede dem, at vi nok havde et lille problem med en bil, der sad ubehjælpeligt fast i sandet ovre bag klitterne. De smilede straks og begyndte at diskutere indbyrdes på arabisk. Sikkert om hvem, der skulle tage udfordringen med de hvide mennesker i deres håbløse bybiler? Jeg følte mig lidt dum og tilovers, men samtidig var der kun brede smil og en finurlig form for velkomst ind i deres mandeverden. De var sikkert ligeså nysgerrige som jeg selv.

Det er og bliver en emirati-nationalsport at trække udlændinge ud af sand. De kan det med en sådan lethed og elegance, at vi andre kun ser endnu dummere ud end før, hvor vi lå på knæ med en skovl og gravede under bildækkene. Og de elsker det, emiratierne. De er som nordmænd på langrend. Det fungerer bare.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, blev jeg inviteret ind på bagsædet af en møgbeskidt Nissan, der tydeligvis var vant til at have 10-15 falke på bagsædet med frit lejde til at skide, som de lystede. Der var ikke en plet, der ikke var besudlet af fugleklatter.Jeg satte mig til rette og guidede over til gerningsstedet nogle få hundrede meter væk. “But madam, you have two cars stuck”, udbrød manden forbavset og kiggede om på mig på bagsædet mellem falkene. “Ah, yes, I forgot, that’s right, both are now stuck, unfortunately”, skyndte jeg mig at svare med et fåret smil – der var jo virkelig ingen grund til at videregive hele to problemer til en start. Og nu var vi ligesom igang.

Et øjeblik senere var begge biler trukket fri af sandet, og en af vennerne kom over til vores lille lejr med sin pick-up truck for lige at få del i morskaben. Vi takkede dem mange gange, og blev straks inviteret til at bringe pigerne over for at se falkene træne deres jagtinstinkt.

Om i bagsmækken med damerne og ud over bakkerne.Ovre hos mændene blev pigerne straks budt på karak chai, som er en hvinende sød kardemommete, og vi to voksne blev budt på qahwah, den karakteristiske arabiske kardemomme- og safrankaffe. Naturligvis med dadler til. Emiratier byder altid på noget varmt at drikke – og en dadel til. Det er traditionen – og den er 100% skøn.

Bagefter fik vi fremvist de smukke falke én for én med deres cirka-alder og en smule hakkende forklaringer til på engelsk. Vi så hvordan små døde kyllinger og vagtler blev surret fast i en minifaldskærm under dronen, hvorefter de lod én af falkene flyve op for at fange sit bytte. “Is that a real little birdie that died?” spurgte Mille lidt beskæmmet den ene af mændene. Det var tydeligt, at hun syntes, det var synd. Manden kiggede ned på hende og så spørgende over på mig. Han fornemmede straks, at hun var ved at blive ked af det. “Ah, no, it’s just ah, just ah, like chicken nuggets for falcon, not to worry, only from McDonald’s”, svarede han med et grin, og Mille godtog det.

Der er intet som at se samspillet mellem mennesker og dyr, når det fungerer. Vi stirrede op i den lysende blå himmel, mens de store, smukke fugle arbejdede for føden.

Bag et sandfarvet vind-dækken sad en lang række andre falke klar til deres tur på himlen.

Senere fik vi lov til at holde nogle af de unge falke på skift. De har ‘bind for øjnene’, når de skal sidde stille på deres pind, og når de bliver håndteret.

Stoltheden over deres smukke fugle lyser ud af emiratierne. De elsker deres falke, ørne og ugler. Det er en nationalsport at flyve med falke, præcist som kamel- og hestevæddeløb også lever i bedste velgående. Hver falk har sågar sit eget pas, så den kan komme med ud af flyve. En falk tjekkes ind i kabinen, præcist som man kan gøre med en lille hund. Martin har siddet på økonomiklasse med en emirati, der havde sin falk på skulderen.

Vi takkede mændene for deres gæstfrihed og for deres hjælpsomhed. De tog sig tid til at vise os deres fugle, og vi var stort set flyvende, da vi kom retur i lejren, fordi kulturmøder er bare noget af det fineste, vi kan opleve som mennesker.

Med bilerne vel ude af sandet kunne vi nu nyde solnedgangen og et glas velfortjent champagne.Der er intet som den ro, der kommer af at stirre ind i et bål og lave absolut ingenting. Intet andet end at være til stede.
Næste morgen var der ikke arabisk qahwah i kedlen, men derimod vand til en dansk kop stempelkande-kaffe.Det er altid enormt fugtigt og køligt om morgenen i ørkenen. Man skal have lange bukser på, en fleecetrøje og lukkede sko for ikke at fryse ad Pommern til.Henad ved 10-tiden om formiddagen har jeg altid fået ‘nok’ af ørnecamping. Det slår aldrig fejl. Så er morgenmaden overstået, oppakningen i fuld sving, og der er bare sand-sand-sand overalt. Det knaser mellem tænderne, kildrer i øregangene, klør i øjnene og det er i det hele taget lidt tilovers, alt det sand, der er i en ørken.

Taknemmeligheden og ydmygheden over at have adgang til så store, åbne vidder af ren og vild natur er til at tage at føle på. Det er bare én af de helt fantastiske ting ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer de her små oplevelser. Med gæstfrie emiratier. Med falke, der flyver over en lysende blå himmel efter en drone med tilsat vagtel. Smagen af safrankaffe igennem en sød medjool-dadel. Smilet i øjnene på en fremmed, der forstår uden ord.

Og om lidt, når vi alle er blevet vaccinerede, kan I komme hertil og nyde livet i ørkenen – med alt, hvad det har at byde på.

Om lidt kan vi så tage turen den modsatte vej – og kramme livet ud af en hel række mennesker, vi savner i Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet