Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ghost Village Al Madam

For en uges tid siden trillede Martin, Mille, Daisy og jeg ud på et lille road trip.Daisy har desværre ikke helt knækket koden til at opholde sig roligt i bilen, så vi øver det ind i mellem på kortere og længere ture.

Denne her tur tog os en lille time uden for Dubai – lige over grænsen og ind i Sharjah, hvor der ligger et søvnigt provinshul ved navn Al Madam.Charmen er det så som så med. Hovedgaden i Al Madam består mestendels af mobiltelefonreparatører, kyllingerestauranter og små værksteder med olietønder, dæk og bilbatterier smidt i støvede stakke. De fleste butikker står tomme eller ligner noget, der ikke åbner lige foreløbigt. Der er stort set ikke et øje på gaden sådan en lørdag Ramadan-eftermiddag, hvor der stadig er 3 stive timer til iftar. Og skulle der vise sig en enkelt levende sjæl, er vedkommende helt sikkert af hankøn.

Ude på landet i De Forenede Arabiske Emirater render kvinderne nemlig ikke sådan rundt og handler, oser og vindueskigger som i storbyen, hvor damerne viser sig unødvendigt meget frem.

Men hvis Al Madam ikke er noget at skrive hjem om, hvorfor så i alverden tage dertil?

Martin ville vise os den såkaldte ghost village, der ligger lige i udkanten af Al Madam. Dén havde han nemlig besøgt for nogle år siden, hvor han var ude at køre Jeepers-tur med en kollega. De var drønet rundt i ørkensandet i et par timer med den lange karavane af Jeeps, og som et fatamorgana var denne her forladte landsby dukket op i horisonten.

Historien lyder næsten lidt for god til at være sandfærdig, men bare rolig, Al Madams forladte spøgelsesby er allerede fint dækket af CNN Travel og i masser af amatør-dronefilm på YouTube, hvis du ‘søger det op’, som Cille så fint formulerer det.Den farverige fortælling om den efterladte landsby handler selvfølgelig om en rædsom djinn, der gjorde livet surt for alle landsbyens beboere, så de til sidst så sig nødsaget til at flygte derfra. En arabisk djinn er en ånd (på engelsk lyder genie næsten ligesom djinn), og araberne er meget overtroiske, når det kommer til misundelse, pral, grådighed og såkaldt ‘onde øjne’, der kan sendes afsted, hvis nogen ‘tror, at de er noget’. Næsten en slags eksotisk form for Jantelov, som man kun kan beskytte sig imod det onde ved at velsigne hinanden med et dybfølt ‘Mash’allah’ – og så måske ved at bære symbolet Fatima’s hånd på brystet eller ved hjælp af det velkendte blå glasøje, der ofte hænges på huse og døre.Den mindre farverige – og muligvis mere realistiske – fortælling om dette gudsforladte sted er, at landsbyen var en såkaldt sha’bi, bygget under 1960’ernes begyndende velstand og fremskridt i Ørkenstaten. Sha’bi er den arabiske version af det engelske council housing program – altså at staten går ind og bygger boliger til den fattigste del af befolkningen for at sikre en minimums-levestandard for alle borgere i landet.I Al Madam området var folk beduiner, der drog fra sted til sted med deres kameler. Dén slags uregerlig sjov og ballade skulle emiratierne hurtigst muligt vænnes af med, da landet fandt olie i starten af 1970’erne, og hvor det pludselig blev anset for tilbagestående, når kulturer levede på denne her umiddelbare måde i pagt med naturen. Længe leve briternes evne til at sælge deres version af, hvad et civiliseret samfund går ud på, må man sige (med virkelig sur mine)!Så staten smed bogstaveligt talt beduinernes tæpper, flettede palmeblade og telte på bålet, og tilbød dem i stedet simple betonhuse, hvor de så skulle til at leve såkaldt ‘moderne’ livsførelse med elektricitet i stikkontakter, rindende vand og badeværelser med brus og wc.Der er noget virkeligt bizart over at stå midt i fremmede menneskers spisestuer og receptionsstuer, der er helt ufremkommelige af sand. Husenes indre har stadig deres personlige præg, og det giver en følelse af, at husene må være forladt for relativt kort tid siden, hvorefter en sand-tsunami har oversvømmet landsbyen.I det fjerne kan man skimte en form for nybygget portal. Måske er det til folks Instagram-gimmicks – hvem ved hvad det næste bliver?

Hvis det vitterligt er meningen, at Al Madam skal blive et rigtigt turistmål, må jeg så forsigtigt foreslå, at man fokuserer på at få fjernet affald og glasskår, og opsætter en række skraldespande, snarere end det der med at bygge en fancy portal til foto-ops?Overalt hvor man ser hen, har sandet overherredømmet. Ydermure bliver slugt af klitterne. Ruderne er forlængst knuste, og vinduerne står sårbare som åbne munde, klar til at modtage endnu en mundfuld sand. Sandet svier i øjne, mund og næse. Varmen blæser om ørene på os, som var der en føntørrer sat til verdens største stikkontakt. Faktisk er blæsten så jammerlig, at man hurtigt får lyst til at forlade Al Madam igen.

Og det bringer mig til den tredje tese om den forladte landsby, hvor der er bygget videre på idéen om, at hele stedet er en 70’er-udtænkt og konstrueret sha’bi, hvor beduinerne blev ‘tvangsflyttet’ til. Forklaringen går ud på, at der er forfærdelige vindforhold omkring landsbyen, som bevirkede, at sandet konstant forsøgte at overtage stedet. At landsbyens beboere kæmpede en David-mod-Goliath-lignende kamp mod naturens kræfter, som samtidig blev yderligere forsuret af, at staten vistnok glemte at gøre husene sådan helt færdige og beboelige. Det der med at trække strøm og vand til individuelle huse i en fjern Ørkenstat er nemlig en noget større og mere trættende opgave, end i den venlige, danske muldjord. Så måske var Al Madams lille befolkning blevet glemt og overladt til at kæmpe mod naturen på helt ulige præmisser? Måske var sha’bi-idéen alligevel lidt for fremmed og svær at føre ud i livet?

Vi ved det ikke. 
Og skaden er sket. Menneskerne er forlængst forduftet. Betonskeletterne står nu tilbage.

Stedet er måske ikke ligefrem forbandet eller fyldt af djinn og spøgelser, men ingen ved deres fulde fem ville forsøge at gøre det her sted beboeligt igen.

I udkanten af landsbyen ligger så moskéen, som er sidste stop og en trist oplevelse, hvis man altså kører ind til landsbyen via en lille stikvej tæt på hovedgaden.Rundt om moskéen er der fyldt med vinduesrudernes glasskår, opløste bedetæpper og grov graffiti. Vi listede forsigtigt omkring og tog bestik af den sørgelige forfatning. Hvad skal man sige og tænke?Jeg blev helt ked af det derinde, fordi jeg ved, hvor stor betydning, den lokale moské altid har for muslimerne. Og her var der virkelig tale om, at Guds hus var blevet vandaliseret, vanrøgtet og forladt.

Skal man tage en tur ud til Ghost Village Al Madam?

Ja – hvis du er klar på en ret syret oplevelse, der lige så stille er på vej til at blive et bizart turistmål.

Nej – hvis du lader dig ophidse af det fuldstændigt formålsløse i at glemme at rydde op og efterlade naturen som ren natur.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020

Hvem taler overhovedet om Expo 2020 mere?

Det er nærmest årtier siden, at det var 2020, og det er da endnu længere siden, at mennesker kunne finde på at forsamles i store flokke for f.eks at deltage i en verdensudstilling, gå til en fed koncert eller andet større, fællesskabs-halløj, hvor smitte og kropsvæsker eventuelt kan deles med andre.

Men uanset hvordan vi vender og drejer tingene under denne her pandemi, forsøger arrangørerne af store, verdensomspændende arrangementer at klemme dem igennem alligevel.

Hvad skal man ellers gøre af alle de fysiske forberedelser og de mange penge, der allerede er smidt efter arrangementerne?

Qatar vil afholde et coronafrit VM, fordi alle deltagerne skal være vaccinerede på forhånd, og publikum kan vel følge med hjemme i fjernsynsstuerne.

Japan vil afholde et OL helt uden publikum og medrejsende familie for atleterne, så de på den måde kan holde styr på coronaen.

Dubai har også udskudt byens store arrangement – Expo 2020 – der nu begynder i oktober 2021 og slutter i marts 2022. Man håber selvfølgelig på, at coronaen er mere under kontrol til den tid, og det ender så også med at betyde, at der samtidig kan fejres 50 års fødselsdag for selve landet, De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg ved ikke rigtigt.

Faktisk bliver jeg helt modfalden, når jeg ser den fine og forventningsfulde promovideo for Expo 2020, der blev lagt på YouTube for godt et års tid siden. Alle de store ord, håbet, glæden, forventningen – og så fast forward til den syngende, kinesiske lussing, vi alle fik os i starten af 2020. Ingen af os anede, hvad der ventede os dengang. Og det er nok godt det samme.

Indtil videre står Terra – The Sustainability Pavillion klar derude på det enorme Expo 2020 site halvvejs ude i ørkenen forbi et stort industrikvarter, der hedder Dubai Investment Park (DIP). Man har kunnet besøge pavillonen indtil for ganske nyligt, men nu har de lukket den ned på grund af varmen, tror jeg. Der åbnes selvfølgelig igen, når hele festen skal løbe af stablen i oktober.

Der er ingen tvivl om, at Emiraterne har haft et stort ønske om at vise verden, hvordan innovation og teknologi er nøglen til at redde vores planet og ændre vi menneskers nuværende negative indflydelse på klima, miljø og natur for fremtiden. Terra-bygningerne, der er fuldstændigt selvforsynende, er et flot eksempel på dette. Indholdet i bygningerne er måske sådan lidt mere so-so.

Og Cille og jeg nåede lige at opleve det hele, før pavillonen lukkede ned for sommeren.

Man bestiller i øvrigt billetter på forhånd (koster stort set ingenting). Skiltning og parkering er fuldstændig strømlinet, og det samme gør sig gældende for billet-tjek, temperaturkontrol, håndsprit, toiletforhold, madboder osv.

Med andre ord er der styr på faciliteterne og logistikken omkring at have mange mennesker samlet midt under en pandemi. Emiraterne har virkelig vist sig at kunne kontrollere menneskemængder det seneste års tid, hvor de har holdt de fleste store parker og attraktioner åbne; og de er lykkedes fint med at vaccinere en betydelig del af befolkningen på ret kort tid, og med at få opbygget store, effektive felthospitaler og vaccinationscentre, hvor der er et rend af mennesker i og omkring, uden at det er ude af kontrol.Her står den imponerende gateway til Expo. Porten kan efter sigende åbne og lukke, og det er en enestående, elegant stålkonstruktion, som de fleste ingeniører sikkert får våde drømme over. Så høj, så spinkel, så fin i sit udtryk.Naturligvis med masser af LED-lys, så konstruktionen er lige så imponerende efter solnedgang som i dagslys.Ingen stor begivenhed uden maskotter, der hilser på de besøgende, vel? Her i Arabistan er det så naturligvis emirati-børnene Latifa og Rashid, der tager imod børn og voksne on site. Cille er desværre blevet for stor til at kramme dukker, så vi nøjedes med at smile til dem på afstand. 
Over alt – inde som ude – er der enormt smukt og dekorativt med informationer om menneskets færd og indflydelse på jorden.Det meste af pavillonen er helt perfekt til børn i alle aldre, fordi det er intuitivt forståeligt, hvad det er, vi skal til at ændre, for at vores planet fortsat kan være et godt sted at leve for mennesker og dyr.Der er skruet godt op for de elektroniske virkemidler undervejs, hvilket er typisk araberne. De er elektronik-gale.Pavillonens indre er opdelt i to – en fortælling om livet på landjorden og en anden fortælling om livet i verdenshavene.Overalt fanges øjnene af dekorative, glimtende uroer, lys og lydeffekter, små stilleben, fine displays osv. Nogle af budskaberne er klare, andre knapt så meget. Nogle af aktiviteterne giver mening, andre knapt så meget. Der er intet for alvor nyt under bæredygtighedsparasollen, men de har da gjort et hæderligt forsøg på at fortælle os noget om naturressourcer, genanvendelse, smart teknologi, menneskers adfærd osv. Der blev bare lidt meget Tivoli over indholdet, hvor jeg havde håbet på, at de ville give os hver især noget stof til eftertanke, f.eks. form af svære spørgsmål til vores egen adfærd, omlægning af vaner, varige ændringer i vores behov og forbrug osv.

Vel ude af bygningen og dens air con kan man så nyde synet af solceller og smukt arrangerede arabiske planter og træer, som jeg desværre glemte at fotografere. Men jeg nød dem. Det var dejligt at se, at de havde valgt at bringe deres egen natur og planteliv ind i udstillingen, i stedet for bare at plante række efter række af hollandske blomster, som de ellers altid plejer at gøre.Vi endte vores udflugt med at spise hæderlig shawarma i en af madboderne, mens solen gik ned.

Jeg vil glæde mig til at opleve andre dele af Expo, når de engang åbner. Det hele lignede lidt en byggeplads uden for Terra Pavillion, men hvad ved jeg om det. Færdige skal de jo nok blive til tiden, for her til lands sætter man bare nogle flere (altså virkelig mange flere!) Byggemænd Bob’er i gang, hvis der er behov for det.Og skulle du få mulighed for at lave stopover i Dubai på din vej til Fjernøsten her til efteråret, vil jeg varmt anbefale dig at besøge Expo 2020.

Aj, who am I kidding? 

Ikke mig selv, ihvertfald.

Jeg har stadig lidt svært ved at tro på, at der kommer horder af stop-over-gæster og besøger Verdensudstillingen i Dubai, men heldigvis kan jeg tage fejl så let som ingenting.

Forretningsfolk skal der nok komme, hvilket jo er det primære formål med Expo. At få lavet noget big business inden for alle sektorer, offentlige såvel som private.

Og jeg håber da inderligt, at jeg tager grueligt fejl. For alt i verden. Det ville være så ærgerligt, hvis alle de penge og al den energi, der er kanaliseret i Expo 2020 ender med blot at blive til endnu er nybygget boligområde midt i ørkenen uden for Dubai. Den slags har vi allerede så rigeligt af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet