Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Journalister

Det hænder fra tid til anden, at jeg bliver kontaktet af journalister fra Danmark, når de er igang med “et eller andet om Dubai”.

Det er ikke så underligt endda. Det kræver knapt en halv sætning i Google-søgefeltet, så kommer jeg og min familie op i mere eller mindre relevante Dubai-scenarier. Man har vel været Blogger-Mum i et halvt årti eller noget.

Henvendelserne fra danske journalister kan normalt opdeles i to:

1. Journalistpraktikanten uden rejsebudget. Det er dem, som beder om insider-fif til turistattraktioner og oplevelser, der er “off the beaten track”, som de så kan sætte op i turisme-sektioner uden selv at have været på de pågældende steder, de ellers anbefaler så højt. Smukt, ikke? Jeg lærte ihvertfald min lektion engang, hvor Ekstra-Bladet fik en masse materiale ud af mig – mod at de nævnte min blog og mit navn i avisen, når nu jeg var den, der fandt alle de gode spots til dem. Det skete naturligvis aldrig.

2. Undersøgende journalist-snushaner, der leger med økonomisk kriminalitet. Det er dem, der beder om “Dirt on the Danes og Død over Sanjay Shah-lignende typer”. Der er ingen udleveringsaftale mellem De Forenede Arabiske Emirater og Dronningeriget Danmark, så det er en kende svært at komme helt tæt på dem, der har valgt at lege kispus med de danske myndigheder i en fjern Ørkenstat. For de er her jo. Det ved vi alle sammen.

Hvis emnet interesserer mig, vil jeg da ikke afvise at kigge mig lidt omkring på gader og stræder, men det er en tidskrævende affære, og der er absolut intet, den pågældende journalist eller den danske stat kan gøre, for at komme i nærheden af vedkommende, de ellers så gerne vil have i tale.

Men for knapt 4 måneder siden blev jeg kontaktet af to journalister, der laver TV-dokumentarer om livet, som det nu engang udfolder sig for de mennesker, der befinder sig på det pågældende sted.

Jeg afviste dem straks. Ellers tak, men nej tak.

Efter at have krummet tæer igennem Peter Ingemann’s komplet håbløse makværk af en “Størst”-udsendelse for nogle år siden, skulle jeg ikke nyde noget. Det var programmet, hvor Ingemann valgte at underholde sig med en notorisk dansker, der ikke tjente sine penge ad konventionelle kanaler, mens han slog ud med armene og fortalte vidt og bredt om, at han havde tjent penge nok til at forsøge sin familie generationer ud i fremtiden på ganske kort tid. Altså ren forargelses-underholdning af værste skuffe, som var tilrettelagt helt uden at skæve til, om man var i nærheden af at fremstille et sandfærdigt billede af stedet, eller om man viste troværdige mennesker frem i bedste sendetid.

Sådan noget gjorde (og gør!) mig pikeret. For ikke at sige direkte vred.

For der er – gudskelov – allerflest helt almindelige danskere i De Forenede Emirater. Danskere, der arbejder røven ud af bukserne for dét, de har og opnår. Præcist som man gør det derhjemme i Danmark. De store forskelle er, at vi har solskin hver dag, hjælp i hjemmet og en ganske priviligeret livsstil, som vi betaler mange penge for at opretholde.

Men så skete der jo dét, at de to journalister ville mødes med mig.

Og de to journalister var præcist lige så søde og imødekommende, lyttende og empatiske, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig.

Dér sad jeg – midt i al min forudindtagethed – og faldt pladask for idéen om en dokumentar om Dubai, der rent faktisk skulle vise danskernes liv under daddelpalmerne. De havde også en lang perlerække af roste dokumentarer på deres CV, som alle talte for, at de var gode nok.

Jeg gav dem ikke lovning på noget som helst. Skrev ikke under på noget og aftalte ganske løst, at vi måtte snakkes ved.

Jeg tumlede med tanker om, hvorvidt det ville være smart at lade to små børn deltage i et TV-program, når nu de ikke ville forstå implikationerne af at blive vist frem i danske TV-stuer? Jeg overvejede endda sammen med skolebestyrelsen, om vi kunne tillade os at vise journalisterne vores lille danskskole uden elever i lokalet.

Men så var der problematikken om, at jeg ikke kan udstå at se på eller lytte til mig selv på film og video. Skulle det her være den ultimative personlige udfordring, hvor jeg kunne få gjort op med min indre kritiker? Ville jeg turde at stille op på kamera og lade det rulle – både når jeg foretog mig dagligdagsting og når det kom til de helt personlige reflektioner? Hvor stor ville min røv egentlig kunne se ud på dansk TV? Og hvad med min gamle vane med at tale alt, alt for eksalteret?

Sådan fortsatte spørgsmålene inden i mig. Der kom flere og flere til. Og jeg fik mere og mere fysisk ubehag ved SMS’erne og telefonsamtalerne med de to journalister.

Indtil jeg pludselig stoppede op og mærkede efter.

Og lyttede til min indre stemme.

Grublerierne gjorde mig mere og mere til en tvær gnavpot. Alt strittede i mig, når jeg tænkte på projektet. Intet dirrede på den gode måde, om man så må formulere det.

Og pludselig slog det mig: Der mangler jo noget helt afgørende:

WIIFM!

What’s In It For Me!

Hvorfor skulle jeg vælge at vise hele vores liv frem på dansk TV?

Hvad ville formålet være med det?

 

Det tog mig adskillige måneder at nå frem til det ellers ret så enkle spørgsmål om, hvad der egentlig ville være i det for mig, hvis jeg åbnede døren ind til vores hjem, tanker og hjerter?

Intet, blev svaret på ovennævnte spørgsmål.

Jeg har intet behov for at blive genkendt på gaden i Varde eller Hillerød, fordi jeg er med i et evindeligheds-genudsendt TV-program fra De Varme Lande.

Jeg er kiste-lykkelig for at have bloggen her – som mit kreative out-let og min personlige legeplads – hvor jeg bestemmer præcist, hvad der skal siges, beskrives og fortælles.

Hér er jeg 100% personlig – ærlig, autentisk og (forhåbentlig!) nuanceret – i mine fortællinger. Men jeg er – ganske sjældent og kun ved nøje udvalgte lejligheder – privat på bloggen.

Det ville gøre alt for ondt at skulle stå på mål for vores valg i livet over for en hel TV-folkedomstol i Danmark.

Det er ind i mellem hårdt nok at stå på mål over for familie, venner og bekendte – og over for os selv, når vi diskuterer, om vi gør og prioriteter de rigtige ting her i livet.

Men her på bloggen er det mig, der sætter rammerne og vinkler vinklerne, om man så må formulere det.

Det er mig, der skærer til og skærer fra.

Det er mig, der udvælger, hvad der skal sendes ud i æteren, ses og fornemmes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Qasr Al Watan

Mille står på hovedet i gymnastiksalen lige nu, mens mit hoved mest af alt står på pause. Vi var til 40 års fødselsdagsfest i aftes hos vores svenske venner, og man er vel advaret på forhånd, når værten byder på ferskensnaps i døråbningen. 😂

Jeg har et enkelt spændende hængeparti at fortælle om fra vores uge med min Far og hans kæreste Conny.

Om fredagen tog vi en tur til Abu Dhabi for at besøge præsidentpaladset, der har været delvist åbnet for offentligheden siden marts 2019. Vi har aldrig været der før, og engang i mellem er det rart også selv at opleve noget nyt, når der kommer gæster fra Danmark. Det er noget med at kunne ih’e og åh’e spontant og autentisk sammen med dem.

Nå, men først en smule baggrund:

Præsidenten af De Forenede Arabiske Emirater hedder Sheikh Khalifa bin Zayed bin Sultan Al Nahyan. Udover at være statsoverhoved, er han leder af landets primære emirat og hovedstad, Abu Dhabi. Hans officielle palads med repræsentationslokaler, hvor han kan modtage andre landes overhoveder, verdens religiøse ledere og andet godtfolk, er blot 4 år gammelt, hvilket også siger lidt om, hvor ung denne her nation er. Det glemmer vi alle ofte, fordi alting virker så gennemtænkt og organiseret udadtil.

Paladset er kun til ceremoniel brug, og er således ikke et sted, hvor nogen fra Sheikh’ens familie bor. Det ligger i en kæmpe park med masser af forskellige bygninger, men man bliver transporteret rundt i bus, så der er ikke noget med lige at lure, om der mon sker noget spændende et eller andet sted. Det er så modsat Det Danske Kongehus’ slotte, hvor man føler, at man kan tjekke, om Dronning Margrethe er hjemme. 😉

Her er et foto fra parkeringspladsen – og hvis du kender lidt til Abu Dhabi, vil du genkende de prominente Etihad Towers midt i billedet – og ude til højre er den hvide bygning selve indkørslen til paladsets område. Til venstre helt uden for billedet ligger det fænomenale hotel, Emirates Palace, som pt. drives af Kempinski. Det er på hotellet, at de fine gæster, som Sheikh’en modtager, overnatter, holder møder, bliver bespist osv. Du kan med fordel bestille Afternoon Tea på Emirates Palace forud for dit paladsbesøg, da det ligger lige ved siden af – og paladsets restaurant og café ser helt ærligt ikke videre interessant ud.

Når man parkerer, kommer der straks en golfvogn og kører én hen til hovedindgangen. Det er en vældig pæn service her i sommervarmen, men jeg tror, at det handler mere om at kontrollere menneskestrømme og nysgerrige snushaner, der måtte drømme om at komme på afveje i paladsets park.I den første bygning køber man billetter, får scannet og tjekket indholdet af taskerne og bliver tilbudt arabisk safrankaffe med friske dadler til. Det er en klassisk arabisk gestus at byde på skoldhed aromatisk kaffe og klistrende søde dadler – og jeg elsker det.

Man må gerne have en flaske vand med ind i Paladset, men intet spiseligt. Respektfuld påklædning tilrådes, men i modsætning til Sheikh Zayed Grand Mosque, får man ikke udleveret en abaya eller dishdash, hvis man ‘viser hud’. Paladset er ikke et helligt sted, så kinesernes miniskørter og europæernes praktiske shorts accepteres uden et muk.

Efter lidt hustle-og-bustle med scanning af tasker og menneskekroppe, stuves de besøgende sammen i busser, som transporterer os over til hovedbygningen, hvor vi mødes af den letgenkendelige, uendeligt smukke arabiske symmetri i søjlegange, kupler, fliser og så videre.Det er mindst ligeså stort og imponerende som Sheikh Zayed Grand Mosque, og Paladset minder også en del om moskéen, da den ligeledes er holdt i hvid sandsten og bladguld op mod vinrød og himmelblåt.

Æstetisk pleasing på alle måder…Jeg må indrømme, at jeg kunne blive stående i evigheder og betragte symmetri. Der er noget beroligende og tilfredsstillende i strukturerne, snirklerne og repetitionerne. Det er også et oplagt sted til menneske-stirren, da her er mindst 80+ nationaliteter til stedet på et givent tidspunkt – og rigtig mange af dem har gjort sig umage med påklædningen.

Fascinerende, er her.

Og jeg bliver ihvertfald aldrig træt af diversiteten.Men jeg er jo på paladsbesøg med børn og familie, og den udendørs temperatur er op mod 40 grader, så det er ikke lige den mest oplagte dag til at sætte sig med ryggen op ad en søjle og stille blikket på uendeligt.Indendøre er paladset den smukkeste opvisning i ypperligt håndværk udført i de dyreste og ædleste materialer – marmor, granit, bladguld, krystal, mahogni og hvad ved jeg.

Paladset har taget 10 år at bygge og cirka en trillion dirhams og ditto små Byggemand Bob’er, foruden de allerbedste specialister i verden inden for mosaiklægning, bladguldsmaling, vævning af tæpper, blæsning af krystallysekroner osv. Forestiller jeg mig. Det er jo ikke noget, der bliver fortalt ret meget om.Og ingen billeder giver et værdigt indtryk af de her imposante repræsentationslokaler, der får os til at føle os bittesmå og overvældede af skønhed.Man kan gå bag om 4 sjove, moderne spejlfirkanter, der står i skarp kontrast til  resten af udtrykket i paladsets primære lokale. Spejlfirkanterne forvrænger rummet, så man oplever det fra andre vinkler – og dén detalje synes særligt børnene er morsom. Spejlinstallationerne fik jeg ikke taget billeder af, men pointen er også mere, at denne her “turistattraktion” er superfin med børn på slæb.

Udover at se op i loftet, glo ned på gulvet og dreje rundt om væggene, er der masser af lokaler, hvor man kan se uvurderlige bøger fra Sheikh’ens bibliotek, læse om de arabiske astronomer, matematikere, opfindere og søfarere, der alle har deres ærværdige plads i verdenshistorien. Alt sammen serveret således, at vi får slået fast med 7-tommer-søm, at araberne har opfundet en del dybe tallerkener, og at De Forenede Arabiske Emirater er mere end et enkelt skridt foran.

Et andet sted er der fine gaver – skulpturer og våben – som Sheikh’en har modtaget fra sine gæster. Andre steder handler det om “parlamentet” i De Forenede Arabiske Emirater, og hvordan landets ledere arbejder sammen.Efter et par timer er man max’et ud på guld og arabisk fremvisning af power, prestige og modernitet. Så er det tid til at slæbe fødderne hen over de sidste marmorgulve og finde sig en bid mad.

Denne gang valgte vi Emirates Palace fra, da det er en dyr omgang at drikke guldbelagt cappuccino og spise guldbelagte madder. Vi kørte i stedet 3 minutter hen ad Cornichen til Marina Mall, som har et stort udvalg af udmærkede og langt billigere restauranter.

Kommer vi igen?

Absolut.

Ligesom Sheikh Zayed Grand Mosque og Louvre Abu Dhabi altid er et besøg værd, så er Qasr Al Watan det bestemt også.

Du finder mere information om præsidentpaladset på deres officielle hjemmeside: https://www.qasralwatan.ae/

De har også en hotline, man kan ringe til, så man kan sikre sig, at der ikke er alt for mange af lokalerne, der er lukkede på besøgsdagen – og hvis man har særlige behov eller ønsker, er det nok også en god idé lige at ringe i forvejen. Personalet er flinke – til tider lidt ubehjælpelige – men det er tydeligt, at de ihærdigt forsøger at etablere paladset som en reel besøgs-attraktion. Og de er da kommet fint fra start, synes jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

How’s the weekend, baby?Min går sådan set okay, men er da ikke nødvendigvis blevet bedre af, at Martin har købt et Pennywise Halloween-kostume, og nu mener, at det skal testes på de nærmeste 😱🤡. Jeg er bare ikke god til klovne. Hverken dem, der slår ihjel, eller dem, der forsøger at være sjove over for børn.

Heldigvis tog han klovneriet af igen, da han skulle lave en frisk omgang müsli sammen med Cille. En mand med mange og forskelligartede talenter, må man sige…Men udover indkøb i kostumeafdelingen, så går vi her i Ørkenstaten og tæller ned til Morfar og Connys ankomst i næste uge. Derfor er weekenden også dedikeret til praktiske gøremål, man bare aldrig får gjort, når der er gæster, lidt opladning af indre batterier med cider, pizza og Disney’s Aladdin på husalteret – og så en seriøs dosis forældrelektier.

I sidste uge modtog vi en e-mail fra Cilles klasselærer om, at alle børnene i Year 6 skal konstruere deres egen model af hjertet. Derhjemme, naturligvis. Hvorfor dog “spilde tiden” med at bygge hjertemodeller i skoletiden, om man må spørge med en knivspids sarkasme?

“Men så lad dog være med at gøre det til forældrelektier”, tænker du måske og fortsætter sikkert ganske relevant: “Kan barnet ikke bare få et par klumper modellervoks i rød og blå, og så selv gå igang, det er vel dét, der er hele pointen med opgaven!?”

Dertil kan jeg kun svare både ja og nej.

Ja – det er pointen, at barnet skal udforske hjertet og lære at tage ansvar for en opgave, som skal afleveres til en bestemt tid.

Ja – i den ideelle verden burde det være en hjemmeopgave, som barnet selv kan udføre uden forældrenes assistance.

Og nej, er jeg samtidig nødt til at svare, for barnet er kun 10 år gammelt og har ikke en kinapersons chance for at kunne udføre opgaven uden støtte fra en voksen.

Og dét ved skolen udmærket godt. Who are we kidding?

Og så er der den anden og underliggende udfordring ved, at hjertemodellen skal fremstilles hjemme og medbringes til skolen: Den hjemmekonstruerede hjertemodel skal fremvises på en såkaldt Bodyology Fair – en slags “markedsplads” – hvor forældrene skal cirkulere rundt og spørge ind til børnenes modeller, hvortil børnene skal kunne forklare hjertets funktion, dets opbygning, betegnelserne for kamre, ventrikler, arterier, hjerteklapper og så videre.

På “markedspladsen” ville ens barn jo risikere at falde helt igennem, hvis man bare lod ham eller hende lege lidt med modellervoks derhjemme. Der er tale om seriøs fremvisning af viden og evner.

Muligvis er det en usund form for konkurrence og en alt for stor involvering fra forældrenes side i hjemmearbejde og skoleprojekter helt generelt, men vi har ikke lyst til at lade Cille få en oplevelse af, at hendes projekt og model er dårligere end de andres. When in Rome, ikke?

E-mailen beskrev videre, at barnet kunne vælge mellem to typer af modeller: En repræsentativ/illustrativ model, som de skal forklare hjertets funktion og opbygning ud fra – eller en mekanisk/funktionel model, som kan pumpe/cirkulere rød væske rundt i et kredsløb.

Jamen tusind tak, da, for alle de muligheder, de 10-årige bliver givet 😂

E-mailen beskrev med stigende entusiasme, at vi endelig ikke måtte gå ud og bruge penge på materialer til modellen, men meget gerne genbruge og finde materialer derhjemme. Fordi man jo har et skab fyldt af arty-crafty-genbrugsmaterialer til alle formål, ikke? Who are we kidding?

E-mailen sluttede on a high note med en række links til YouTube med imponerende modeller, som små indiske vidunderbørn har fremstillet med største omhu og engagement til deres skoleprojekter i Mumbai og Chennai. I ved – den slags børn, der vokser op med beskeden (truslen) om at gøre deres forældre stolte ved at blive uddannede til læger hurtigst muligt.

Den eneste respons, man kan give på de her fuldstændig ubehjælpelige e-mails og opgaver er noget i retning af FML (F*ck My Life) med lav stemmeføring, så barnet ikke hører forældrene sige the f-word.

Til trods for min entusiastiske fremvisning af en mekanisk model, jeg havde fundet på en STEM-side for børn, valgte Cille – ligesom 90% af alle de andre børn, er mit gæt – en repræsentativ model. Som skulle fremstilles i blødt ler. Naturligvis.

Far sendes afsted i Creative Minds i Umm Suqiem med bævrende Master-Card. Dét sted er på en og samme tid de kreatives himmel og helvede. Og så er der ellers flere timers forældrelektier med et barn, der tjekker ind og ud af modelleringensfasen, fordi opgaven er for overvældende. Jeg kan ikke bebrejde hende. Det er for tidskrævende og mentalt krævende for en pige i hendes alder. Faktisk var det krævende nok for hendes to 40+ gamle forældre.Til sidst er hjertemodellen (tilsat en venstre lunge) dog i hus.Den 10-åriges stolthed er åbenlys, mens hun forklarer blodets cirkulation gennem kamre og ventrikler, iltningen af blodet i lungerne og så fremdeles.Forældrene er sådan set også helt stolte af projektet, som vi har en temmelig stor andel i.

Det lykkedes os simpelthen at lege med lerpølser og piberensere i adskillige timer uden at komme op at skændes. Nærmest en form for parterapi, sådan at “lære nyt”, “tænke ud af boksen” og “være kreative” sammen, mens vi “oplever nye sider af hinanden”. Suk.

Hvis du skulle få lyst til flere forældrelektier, så kommer der her links til Cilles gudsbenådede solsystem fra Year 4 og Baby-Milles “interview med en person, der er vigtig i dit lokalsamfund” . FML, si’r jeg bare. Og god weekend!

Forældrelektier

 

Forældre-lektier

Mange hilsner fra Mor i Udlandet