Om husholdersker i Dubai

Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.

Ikke når samtalen finder sted i Dubai, for her er vi i samme veltilfredse båd. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at man har hjælp i hjemmet.

Men i Danmark, hvor man enten gør-det-selv-Kjeld’er den efter bedste evne – eller ringer efter et par flinke rumænere til at gøre nødtørftigt rent hver eller hveranden uge, er det min erfaring, at samtaler om hushjælp forløber knapt så let.

Det er bare sådan lidt for mærkeligt, dét der med at have en fremmed person boende til at vaske ens undertøj og efterfølgende lægge det på plads i skuffen igen. Men sådan spiller klaveret altså i en fjern Ørkenstat – og mange andre steder rundt omkring i verden.

I Dubai er det almindeligt at have en nanny eller maid boende i hjemmet til forefaldende husarbejde og pasning af børn. Hun (eller han) kan være fra Indien, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Indonesien, Etiopien, Bangladesh eller Kenya. De tilladte nationaliteter varierer lidt fra tid til anden. Don’t ask me why.

Det koster en betydelig sum penge at anskaffe sig den eftertragtede ‘hjælp’. For myndighederne skal naturligvis have deres del af kagen for at udstede arbejds- og opholdstilladelse, og hvad der ellers hører til, når et menneske vil arbejde i Dubai. Som arbejdsgiver for en hushjælp betaler man godt og vel 21.000 kr. i stempelafgifter og gebyrer til staten, før vedkommende har lov til at arbejde for dig.

Som arbejdsgiver for en hushjælp er der også andre forhold, der skal være i orden. Man skal selv opretholde en vis månedsløn for at kunne sponsorere endnu et menneske i husholdningen. Der skal også være et separat værelse og bad i huset til husholdersken – og hun må kun arbejde hos familier, ikke i single-husholdninger.Der er selvfølgelig også en standardkontrakt, der som minimum skal overholdes. Den foreskriver bl.a. at hushjælpen skal have en sundhedsforsikring, en årlig hjemrejse/en måneds ferie, minimumsløn og den slags vigtige ting.

Og så er man egentlig igang.

Efter papirmøllen kommer fornøjelsen ved at have et menneske boende, som hjælper dig med stort og småt i hverdagen.

Som her, hvor vi efterlader fredagsfesten som beset kl. 1, fordi vi egentlig bare gerne vil op og sove.I køkkenet står opvasken efter madlavningen, bagningen og alt det andet rod, der sniger sig ind efter at have haft gæster.

Og næste morgen vågner vi til dette syn.Tilsæt selv duften af Fairy Ultra og rengøringsmiddel.Det er såmænd Hvirvelvinden Maricel, der kan trylle kaos om til ro, orden og renlighed i løbet af nul-komma-fem.

Jeg ville seriøst overveje at give min højre arm væk, hvis det blev et ultimatum for at kunne beholde Maricel i mit liv.

Hun vasker, stryger, vander have, gør rent, leger med børn, pudser sko, reparerer syninger i tøjet, laver mad, rydder op, bygger huler, køber ind, ringer efter håndværkere, holder styr på bøger i skoletasker og lægger uniformer frem og tusind andre ting, som jeg først opdager, at hun gør, når hun er hjemme på ferie i en måned.

Der er stort set intet i mit liv, hun ikke kender og forstår til perfektion. Med få undtagelser, trods alt 😉. Hun ved, hvordan jeg gerne vil have ting gjort og ordnet.

Hvad der gør mig glad.

Hvad der gør mig ked af det.

Hvad der gør mig vred.

Hun har set mig juble, og hun har set mig tude ned i kaffen.

Hun har fejret sejre med os og hun har hjulpet os op igen med sit rolige, stilfærdige gemyt, når bølgerne går højt.

“Er hun så ligesom et nyt familiemedlem?”, er der mange, der spørger os om.

Og nej, dét er hun ikke.

Selvom det i sit eget rolige, organiske tempo er ved at udvikle sig til langt mere end et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstager-forhold. Jeg hedder fortsat “Madam”, og Martin er “Sir”. Det fornemmer jeg er rart, fordi det giver en nødvendig distance. Vi skal også altid kunne tale med hende, som man taler til hinanden på en arbejdsplads. Og hun har brug for at kunne trække sig, så hun også kan passe sit eget liv. Det er helt forståeligt og naturligt.

Men.

Og der er et men.

Man kan ikke gå og op ned ad hinanden i årevis uden at fatte mere end almindelig sympati.

Hun fortæller mig bestemt ikke alting, men brudstykker fra sit liv og sin barndom kommer frem undervejs. Præcist som jeg også vælger, hvad jeg vil dele.

Vi omgåes hinanden på hyggelig vis med småsludren og enkelte aftaler om en tur på stranden eller kaffe og kage. Og hun holder af pigerne. Det må være umuligt at gøre andet, når nu man har været nødt til at rejse hjemme fra for at passe fremmede menneskers børn i stedet for ens eget. Jeg forestiller mig, at man må forlige sig med situationen og vælge, om man vil tage de her børn ind i hjertet eller holde en tydelig distance. Maricel har valgt den første løsning – og hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for pigerne.

I formiddags stopper jeg op for at fortælle hende, at jeg vil skrive endnu et blogindlæg om hushjælp i Dubai.

”What do people think of me in Denmark”, spørger hun mig nysgerrigt, mens hun forsigtigt stryger en stor uldtrøje.

“I think the Danes are more concerned with what kind of people we are – to have taken you away from your child and family to work in our home doing the duties and chores that we could have done ourselves”, svarer jeg.

”Oh, so the Danish people think I am a bad mother for leaving my son at home and not taking care of him?”, replicerer Maricel og får helt våde øjne ved tanken om at have et dårligt ry i Danmark.

”On the contrary! Some Danes think that we take advantage of you and that you could potentially be living under slave-like conditions like those sad nanny cases that we hear about through the grapevine”, svarer jeg.

”Then I don’t think the Danish people have ever had a starving child in their arms, Madam”, konkluderer Maricel efter en kort tænkepause.

“Remember when I told you that we had 7 or 8 years with just one small salary from my husband and things got so bad that I fed my son a little cooked rice and waited to see, if there would be any left for me. I went days without food, praying that my husband would send some money. I chose to come here. I am lucky to live with your family, but it is my choice, because I want a better life for my son and myself. In the Philippines, I would not be able to get a good job close to home. I could maybe work in the local hardware store earning 2,000 pesos a month”.

2.000 filippinske pesos er 250 kr.

Og en hushjælp i Dubai tjener mellem 3.500 og 5.500 kr. om måneden, afhængig af en masse personlige forhold.

Simple as that.

Hun siger det jo ret klart og tydeligt.

Sult og desperation er fremmede fornemmelser for en flok pæredanskere. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor hårdt det er, at leve i et land som Filippinerne.

Og jeg gør mit ypperste for ikke at tale om hushjælp, når jeg er i Danmark, medmindre det er med familie og nære venner, der har stiftet bekendtskab med Maricel, og derfor har interesse i at høre om hendes familie og husbyggeriet.

Men uanset hvad andre måtte tænke eller synes om konceptet ‘hushjælp’, så kan jeg sige, at vores erfaring med at have en hjælper ansat er, at det er en kæmpe lettelse i en travl hverdag i en småbørnsfamilie. Når man altså har fundet dén person, der passer som fod i hose til ens familie ❤️.

Og den direkte økonomiske transaktion fra en velstillet familie til en økonomisk-trængt familie har tydelig effekt. Vi er stolte af Maricels arbejde og de ting, hun opnår for sig selv og sin familie ved at være hos os. Og det er hun heldigvis også selv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mor

Det er søndag derhjemme i Danmark, og mens du holder weekend, er ugens første hverdag sparket igang i en fjern Ørkenstat.

Men mig skal du ikke have ondt af. Min hverdag er strikket sådan sammen, at jeg midt på dagen har en frokostpause, der er lang nok til, at jeg kan stå lige her og glo i en time, hvis det er dét, jeg har lyst til.Og når jeg ikke holder en af mine evindelige kaffepauser, er jeg omgivet af søde og dygtige børn, der gerne vil lære noget.

Jeg kan ikke ønske mig mere end alt det, jeg allerede har og er omgivet af.

Og så alligevel, er der noget, der spiller mig et puds.

Et hedenganget fatamorgana, der dukker op, når jeg mindst venter det.

Babydrømmene.

Duften af evig ungdom.

Følelsen af sarte, u-trådte, buttede barnefødder i min hule hånd.

Tanken om at holde et lillebitte barn i armene igen.

Som sover så trygt og sukker under sin sut.

For slet ikke at tale om at bære barnet i maven.

Det er mit nu 40-årige biologiske ur, der ikke bare tikker.

Det råber op om, det er sidste chance for en tur i babykarussellen.

Jeg tror ikke, at der findes mange kvinder på min alder, der ikke har det sådan hér ind i mellem. Vi ser på de par, der er kommet ud på den anden side af småbørnstågen, og som nu venter deres tredje eller fjerde barn i en voksen alder – og pludselig kan vi ikke lade være med at tænke, om det mon i virkeligheden er bedre med tre end med et eller to?

For hvem af os kan lide tanken om, at baby- og småbørnslivet er uigenkaldeligt slut?

Det var jo – trods alt – en fuldstændig livsforandrende og vidunderligt vanvittig tid med nære relationer og simple pleasures.

Hvem af os kan lide tanken om, at vores fysiske, allermest kvindelige, formål i livet er afsluttet?

At vi er under afvikling i produktionshallen? At udløbsdatoen på æggene nærmer sig?

At vi er blevet til halvgamle høns, der er fine til at øve sig med, men ikke til at lave et barn med?

Alt i min fornuft og hjerne fortæller mig, at vi skal ikke på nogen som helst vilkår have et barn mere. Nu er vi endelig kommet ud over småbørnsstadiet – og det er ubeskriveligt skønt, at vi aldrig skal bøvle rundt i søvnunderskudståger og trækkes med klapvogne, bæreseler og bleer mere.

Vi kan rejse som familie nu.

Vi kan have reelle samtaler som familie.

Vi kan foretage os ting sammen – og vi får sådan for alvor oplevelser sammen nu.

Der er intet, der taler for, at vores liv skulle bombes tilbage til babystadiet igen.

Intet.

Og så tænker jeg lidt på de to sunde og raske døtre, der ville tage imod en lillebror med kyshånd, men som også har brug for vores tid, omsorg og hjælp til så mange ting stadigvæk.

Men følelsen er der ind i mellem. Især omkring ægløsning. Gok. Gok.

Og tanken sniger sig ind, hver gang jeg ser en jævnaldrende kvinde vralte omkring med en fin mave.

Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i den dybe, fuldstændigt uterlige desperation, der må bo i ufrivillligt barnløse kvinder. Den sorg og den frustration, som de må opleve måned efter måned, mens de forsøger at blive gravide. De har jo den samme fornemmelse i kroppen. De samme ønsker og drømme om liv, som vi andre har haft og til stadighed har.

Jeg har set det i veninder.

Jeg har læst om det og forsøgt at forstå, hvor svært og tungt det er, når babydrømmene kun bliver ved drømmene.

Derfor rammer TV2-dokumentaren “Har hun stjålet vores børn?” direkte ind i mit moderhjerte.Har du set den?

Det er hjerteskærende, ægte TV.

Og jeg føler med de to barnløse par, der i den reneste form for desperation tyer til en rugemor, som en allersidste chance for at opnå dét, de ønsker sig allermest i livet.

De overser advarsler og faresignaler, fordi de har kun målet for øje.

De ønsker sig det her så brændende, at sund fornuft går på i røg og pengene sidder pludseligt løsere.

Rugemødre er jo også en reel løsning, ingen tvivl om dét, men som dokumentaren viser med al tydelighed, så er det også en rejse med mange faldgruber, når lovgivningen er forældet eller halter – og når tingene foregår i det skjulte.

Mit hjerte bløder for de her kvinder, der er blevet franarret en stor sum penge og fravristet den ultimative drøm.

Moderskabet.

Det dejligste skab af dem alle.

Og vi kan kun gisne om, hvorfor rugemoren valgte at beholde tvillingerne. Hendes fortælling er pt. ukendt, men vil nok blive belyst i retssagen.

Handlede det for hende kun om at få lokket “nemme” penge og charterrejser ud af desperate barnløse?

Havde hun et underliggende ønske om flere børn selv?

Havde hun et ønske om at udfylde rollen som rugemor, men da børnene så først boede under hendes hjerte, var det umuligt at give dem fra sig?

Den falske rugemors historie er en også en slags tragedie. Ikke på lige vilkår med de barnløse kvinders, men den fortjener at blive fortalt og hørt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2019

Pludselig vinker vi farvel til 2018.

Et hårdt og underligt år med mange første-gangs-oplevelser.Men også et år, der for vores vedkommende har budt på et hjem.

Et rigtigt hjem.

For første gang i 9 år har vi igen foden under eget bord – og uanset hvor besværlig og irriterende ombygningsprocessen har været, så er det ubeskriveligt dejligt at træde ind ad døren og føle sig helt hjemme.Hjemmebane er vi virkelig også på her hos Familien V på årets sidste dag.

Pigerne holder alle de danske nytårstraditioner i hævd.

De forsøger at lytte efter Dronningens tale.

De tæller og hopper ned fra sofaen ved midnat.

De kaster med knaldperler og løber omkring i mørket med maxi-stjernekastere.Og jeg finder den smukkeste vinterrose langs husmuren. I min yndlingsfarve.Dét tager jeg som et tegn for 2019. At året kommer til at kræve en vis portion tyrkertro på egne evner, ihærdighed og stædighed for ikke kun at overleve eller leve – men samtidig at blomstre.

Og tyrkertro kan der blive akut behov for. Ikke kun på den allerførste dag i et spritnyt år, der starter ud med et isnende stormvejr, som får raketterne til at flyve skævt henover himlen. Der vil blive brug for at insistere, afvente, skubbe forsigtigt fremad, vente lidt igen, trække vejret dybt ned i maven og stædigt forfølge drømmene.

For der er intet nyt under solen. Den har i øvrigt også har gemt sig for mig under hele juleferien i Danmark.

Martin er fortsat jobsøgende. Og dén der med, at det forhåbentlig ikke tager mere end 4-6 måneder at finde et nyt, godt job – dén kan vi skyde en hvid pind efter. Det tager – som altid – betydeligt længere end tålmodigheden egentlig er til.Det arabiske jobmarked er uforudsigeligt og jeg har lært, at de store ting i livet aldrig kan forceres.

Vi må vente tålmodigt på afklaring og forløsning.

Ingen krystalkugler at titte ind i, ingen åbenbaringer eller forudsigelser her på falderebet.

Men selvom vi ind i mellem løber i cirkler og famler i mørke, så er der alligevel så megen lys, lyst, glæde og leg, der skubber bekymringer og tanker bort.Vi er så pisseheldige med at have hinanden, Martin og jeg – og de rødhårede apparater, som vi har tilsammen.

Og så er der den store bunke mennesker, som omgiver os og vælger at tilbringe deres tid sammen med os, når vi er i Danmark.Dem er jeg taknemmelig for hér på kanten af et nyt år.For vi aner ikke hvad 2019 vil bringe.

Vi håber på stabilitet i form af et godt arbejde til Martin, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores dejlige liv i Ørkenstaten.

Det taler vi med familie og venner om her i juleferien.Det er jo klart, at folk spørger.

Om hvad der mon skal ske?

Om der mon allerede er sket noget?

Om vi har idéer til, hvad vi vil gøre, hvis der ikke sker noget?

Og jeg forstår dem.

Vi har faktisk de samme spørgsmål.

Til os selv.

Og ingen reelle svar.

Dét gør samtalerne lidt anstrengende. Som om der opstår en form for hudløshed eller sårbarhed i processen, når de samme spørgsmål bliver stillet igen og igen. For de er jo umulige at besvare ordentligt.

Uvisheden er åbenlys.

Mange gange er det lettere at undgå samtalerne og aftalerne denne juleferie. Ikke at vi gemmer os, men det føles lidt anstrengende.

Alle, der har oplevet at være arbejdsløse ved præcist, hvad jeg forsøger at sige.2019 bliver i sandhed et puslespils-år for os.

Hvor brikkerne forhåbentlig vil passe sammen og gå op i en højere enhed, selvom kompleksiteten absolut ikke bliver mindre af, at vi har bosat os langt fra det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, der er spændt ud over Danmark og danskerne.

Men hvis vi tænker os om, gør vores bedste og giver den alt, hvad vi har i os, så burde der da være en masse godt i vente ❤️.

Jeg ønsker dig et spændende og udfordrende 2019 med masser af glæder og oplevelser 🥂🎊

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Det er blevet tid til endnu en omgang “Du ringer, vi bringer”, fordi der kontinuerligt popper smarte løsninger op, der giver os endnu en god grund til ikke at forlade liggestolen eller udføre noget som helst selvstændigt.

Vi er nået en del længere end til de mobile skønhedssaloner for kvinder og hunde, apoteksknallerterne, fast-food-app’sene og selveste Amazon, der nu også opererer i Mellemøsten under navnet Souq.com.

Tag nu f.eks. CAFU – en tankbil, der kører rundt og tanker folks biler op med benzin hjemme i garagen, mens man selv bader børn eller laver aftensmad.

Det er sgu’ da et smart tilbud og en fed mulighed for at bruge tiden på noget andet og bedre end at tanke?Og nu tænker du måske, at det da er en lidt overflødig service – for hvor lang tid kan det lige tage at fylde en bil med benzin?

Men der er forskel på den lokale tankstation med Dankort-automat og høflig selvbetjening i Danmark, og så tankstationerne i en Ørkenstat. Hér er der ikke selvbetjening, omend det begynder at vinde indpas hos en enkelt kæde.

Det kan snildt tage en halv time at vente i kø på at få tanket, hvis man kommer til tankstationen på et forkert tidspunkt af døgnet. Så sidder man dér i bilen og glor på Instagram eller vifter af en lille mand med et menukort, så han kan hente en Starbucks latte inde i butikken.

Jeg ved snart ikke hvad der er værst? At sidde i airconditioneret tomgang og vente på, at en anden person skal tanke bilen op – eller at man samtidig kan købe ind i kiosken ved hjælp af en tredje person?

Det er en skøn service, sådan at være fri for selv at rode rundt ved benzinstanderen med en snavset benzinslange og et tankdæksel, der nægter at makke ret. Men samtidig er det lidt skørt, at det skal tage en hel halv time at få fyldt bilen op. Ikke at jeg ved ret meget om at fylde benzin på en bil. Martin kører den stort set altid på tanken for mig – galant og omsorgsfuld, som han er, men jeg skal helt sikkert prøve CAFU-optankning engang.

Og forleden fandt jeg endnu en mobil service, der er helt perfekt.

Cykelmekanikeren, der kommer hjem til dig, når det passer dig.Der er ikke dén reservedel, der ikke er at finde i bagsmækken på det mobile værksted.

For første gang i 10 år tror jeg rent faktisk på, at det lykkes at få serviceret Mormors 30+årige jernhest, som jeg har gemt og gemt og gemt af ren nostalgi og savn.Og det er lidt morsomt at tænke på, at det ender med, at det er den sødeste filippiner i Dubai, som formår at finde reservedele til både Martins Raleigh og Mormors gamle Opal, så de fremover kan gøre stisystemerne i Hvid-Mands-Ghettoen usikre.

Cykelmekanikeren er mest vant til at reparere fancy triathlon- og racercykler for MAMILs, eller hvad det nu var, Kronprinsesse Mary kaldte cykelmyggene, men han er flink nok til at lade som om, at han forstår, hvad det er, Martin og jeg har gang i.

Og jeg er lykkelig for at have fået vækket Opal’en til live.

Hver eneste gang jeg sætter mig op på cyklen nu, så tænker jeg på, at hvordan jeg cyklede fra Mormors lille hus i Ølgod og ned ad skrænten til Statoil-tanken, hvor jeg solgte franske hotdogs, benzin og cigaretter. Det er en menneskealder siden. Eller sådan føles det ihvertfald. I øvrigt havde jeg også en kurv bagpå dengang. Med lun, hjemmelavet middagsret fra Mormors gryder.

Nostalgi-trip og tips til mobile serviceydelser i Dubai over and out…

Nu må det stoppe med mine overspringshandlinger.

Jeg har en kuffert eller to, der skal pakkes og lukkes inden afrejse imorgen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hænderne op af lommerne!

Hele december måned er Maricel hjemme i landsbyen på Filippinerne.

Hun når nærmest ikke at sætte sig ind i taxaen, før jeg savner hende af komplet egoistiske årsager.

For nu skal jeg jo pludselig selv ha’ hænderne op af lommerne. Og dét er ikke morsomt for en afvænnet husmor.

Spøg til side.

Martin er der jo også. Men hun sender mig billeder som det her, så gør det mig kisteglad på hendes vegne. En stor, flot søn med sin selvvalgte julegave fra Familien Danmark. Nu er hans mor endelig hjemme igen. Det er godt for dem begge to.Set med danske briller på, er det jo fuldstændig urimeligt, at hun kun har en måned hos sin søn, mand og resten af familien hvert år. Men det er betingelserne for en nanny på kontrakt i Dubai. Og hun ville heller ikke komme hjem ret ofte, hvis hun havde arbejde på Filippinerne, bedyrer hun selv. For der er intet velbetalt arbejde at få i umiddelbar nærhed af landsbyen.

Og et velbetalt arbejde på Filippinerne er stadig kun 1/4-del af lønnen her hos os, så der er tungtvejende argumenter for at tage sig et arbejde i udlandet og leve med, at familien kun ses en gang om året.

Men nu har hun julemåneden derhjemme. Med planer om at fortsætte sit husbyggeri, mens hun selv er til stede og kan tage beslutninger. Tanken er, at der skal laves et lille toilet med håndvask og wc færdigt i denne ferie. Og måske skal de rå vægge behandles og males, hvis der er tid og råd.

I år er hendes julegave en portion penge til husbyggeriet – samt et rentefrit lån, som hun kan betale tilbage hen ad vejen og som det nu passer hende.

Når det lille toilet står færdigt, har hendes mand lovet, at han flytter hjem i huset, finder et arbejde i nærheden og hjælper til med at passe deres teenagesøn, som pt. bor sammen med Maricels bedstemor, der er en aldrende dame. Maricels mand arbejder langt væk fra landsbyen, og han vil egentlig gerne hjem til sønnen Clarence, men udfordringen er toiletforholdene. Han er ikke meget for at banke på hos andre familiemedlemmer, når naturen skal gå sin gang. Det gør Clarence og bedstemoren i det daglige, ligesom de også trækker strøm ovre fra et andet hus, men sådan er der jo så meget.Maricel drømmer også om at få det nye hus sluttet til kommunevandet, så bedstemoren slipper for at pumpe fra den lokale brønd. Men ting tager tid. Og der skal smøres på kommunen for at få fixet den med vandet.

Udover husbyggeriet er det nu igen Maricels lod at stå for madlavningen til mindst 30 mennesker dagligt. Over bål, naturligvis. Det er også dér, der varmes vand til tøjvask i hånden og spande med lunt badevand.

Alle elsker i øvrigt Maricels mad – og de glæder sig til at få hende hjem, så hun kan stå for festmåltiderne i juledagene og for al hverdagsmaden. Hun siger selv, at det er som at komme på ferie, når hun er retur hos os, og kun skal sørge for 5 personers madlavning, vask og rengøring.

Vi sender også penge med til tandlæge- og lægebesøg, mens hun er derhjemme. Det er betydeligt billigere – og mere velkendt for hende – at få ordnet sine tænder, lavet blodprøver, smear osv. i sit hjemland. Så der er nok at gøre for en lille husmor, der er familiens økonomiske og praktiske klippe.

Og her i Dubai er det med garanti en sund øvelse at få hænderne op af lommerne og mærke, at der skal vaskes tøj, støvsuges, tømmes madkasser og laves en eller anden form for aftensmad.Udover at vi pludselig skal til at leve et helt almindeligt familieliv med hverdagens små og store pligter, som Maricel jo plejer at tage sig af, så er der også en masse andre ting og aktiviteter i julemåneden.

Der er koncert efter koncert med koret, DIAtones, der optræder på hoteller, når juletræerne tændes.(Bemærk lige Mille og Martin med en glad filippinsk julemand)Der er også skolekoncerter for både det ene og det andet barn, som man for Guds skyld ikke må gå glip af.Der er peberkagehuse, der skal dekoreres og spises.Der er skønne fester, der skal nåes inden juleferien.Og inden vi får set os om, sidder vi i flyet på vej mod Danmark.

I har lovet os snevejr, kan jeg se på BTs hjemmeside, så det vil vi bestemt glæde os til 🌨☃️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet