• ···

Privatskoler

Normalt taler vi sjældent om vores privatøkonomi ude i det offentlige rum.

Her tænker jeg ikke kun på Martin og jeg specifik, men sådan helt generelt.

Det “rager” ligesom ikke andre, hvor mange (eller få) penge, man tjener og hvordan man vælger at formøble dem igen.

Egentlig lidt “sjovt”, når nu det er én af de vigtigste faktorer i og forudsætninger for et harmonisk familieliv og parforhold.

Og jeg oplever her på bloggen, at penge er ét af de mest tilbagevendende emner, når folk henvender sig til mig.  Det er ofte i forbindelse med, at de har modtaget et jobtilbud i Dubai, som de skal vurdere værdien af – eller det kan være en tænkt situation, hvor de drømmer om at flytte herned, men ikke rigtigt ved, hvad de kan forvente sig rent økonomisk.

Og det er noget af det allersværeste at rådgive andre om. For vi har alle vores egne, økonomiske “kæpheste” og vores egen opfattelse af, hvad der er “standard”, “value for money”, “uundværligt” og så fremdeles.

Hvad koster en “okay” bil f.eks.? Ja, hvis du spørger en mangemillionær, får du nok et andet svar, end hvis du spørger en enlig mor til to.

Og det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi i De Forenede Arabiske Emirater har egenbetaling.

For alting.

Og fordi der så ofte kommer spørgsmål om penge og privatøkonomi, så vil jeg her vise jer, hvad det koster for et halvt års skolegang på en “middel-dyr” international skole i Dubai.

Med ordet “middel-dyr” forsøger jeg at indikere, at skolens gebyrer ligger sådan cirka midt i skalaen for internationale skoler. Du kan finde masser af skoler, som er en del billigere, men så er de højst sandsynligt ikke af interesse (af mange årsager). Du kan endnu lettere finde skoler, der er dyrere – og de tilbyder med stor sandsynlighed et nyere campus med bedre faciliteter og et større udbud af aktiviteter.

Her er regningen for 2. halvdel af Milles Year 1-skoleår, som vi lige har betalt idag.img_072122.856 dirhams er 37.927 danske kroner. For dét, der svarer til et halvt år i 0. klasse eller børnehaveklassen.

Herudover tilfalder extra betaling for skoleudflugter, og der er sikkert også udgifter til lidt uniformsdele og større skolesko, før året er omme.

Her er regningen for 2. halvdel af Cilles Year 4-skoleår.img_072325.883 dirhams er 42.950 danske kroner. Igen for 2. halvdel af skoleåret i dét, der kunne være 2. klasse i Danmark. Her kommer der ligeledes extrabetaling for udflugter og uniformsdele oveni.

Den totale regning for et halvt skoleår er således 80.877 danske kroner.

Og det interessante er, at skolegangen for de danske børn i Danmark koster det samme – sådan cirka, ihvertfald.

Vi mærker det bare ikke, fordi der er et skattesystem, som fylder en fælles pengekasse op, så der er mulighed for at drive en folkeskole, som er åben for alle børn – uanset deres forældres økonomiske formåen.

Det var bare lige et par strøtanker fra en mandag formiddag i en diset og tåget Ørkenstat, hvor MasterCard’et er blevet lettet en smule.

Måske giver det også stof til eftertanke på en iskold vinterdag i Dannevang?

Jeg ved det ikke.

Men det begynder at gå op for mig, hvad det er, man “får for pengene” i et system, hvor man opererer med fælleskasse versus brugerbetaling.

Og jeg er ret meget i tvivl om, hvilken ideologi, jeg bedst kan lide.

Hav en dejlig mandag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ankel

Jeg er L.Y.K.K.E.L.I.G for at være tilbage i egne, vante rammer.

Som rutineret kuffert-livsnyder er der ikke noget synderligt alarmerende ved at opholde sig i x antal hjem og mosle rundt med ejendelene i en kuffert i x antal uger. Det har sin særegne charme at leve et luksus-rakkerliv.

Men følelsen af at komme hjem til et hjem, der er helt vores eget, er uovertruffen.

Jeg bliver så taknemmelig hver eneste gang.

Taknemmelig for min pude og dyne.

Taknemmelig for at have en dedikeret undertøjsskuffe og mere end én slags bodylotion efter badet.

Taknemmelig for at bestemme over køleskabets indhold og over dagens ret.

Det var også på høje tid at få stoppet med oversprings- og overspisningshandlinger for denne gang. Juleferie er noget så dejligt, men 3 stive uger til marcipangnaskeri og diskussioner om rimeligheden i iPad-begrænsninger for små, aggressive børn er dog alligevel i overkanten.

Og vi er kommet godt fra start. Sådan da.

Der bliver fyldt op i familiekalenderen med legeaftaler, fødselsdage og møder. Der bliver købt ind, arbejdet, ryddet op og løbet småture.

Og så sker der med det samme de dér ting, som er fuldstændig tilovers.

Dér hvor hverdagens ubarmhjertige bat rammer hårdest.

Forleden er det en defekt vandstandsmåler, der kommer til at koste os hele budgettet for januar. Vi venter “i spænding” på den endelige regning ved udgangen af måneden og indfører nu et vandregnskab.

Og så er der en lille Milløjser, som knapt er ankommet til trampolin-hoppeland på feriens sidste dag, før hun vrikker om på anklen og har noget-så-oooooooondt.

Så vi humper hjem igen.

Puster, nusser og hviler på sofaen.

Nøder hende til at gå lidt rundt.

Men efter aftensmaden er hævelsen ikke til at overse.

Og det bringer mig til ét af mine foretrukne had-kærlighedsforhold i Ørkenstaten: Sundhedssystemet.

Jeg elsker at hade det. Og samtidig så elsker jeg dele af det.img_0616Som det med at køre direkte op foran skadestuen på en lørdag aften kl. 20 og vælge frit mellem valet-parkering eller en plads lige uden for indgangen.

Et MasterCard og et AXA sundhedsforsikringskort præsenteres som det første i reception. Betalingen skal altid sikres, før man kommer videre i systemet. Sådan er betingelserne.

Et øjeblik senere tilses Mille af en (som altid) ubehjælpelig sygeplejerske, der klamper rundt i navn, årsag, tid og sted. Jeg kunne skrive noget om, hvor de her sygeplejersker kommer fra, men det vil være både racistisk og politisk ukorrekt, så skal vi ikke bare lade som om, at det IKKE er årsagen til, at der altid går ged i selv de simpleste aktiviteter?

Og så er det jo godt, at Mille og jeg er tålmodige mennesker, der ikke har noget sjovere at foretage os en lørdag aften end at trække en bestikkelses-Bounty til patienten, der aldrig kan få nok af kokos.img_0614Og da den er fortæret, er det jo godt, at vi har en bog om lort med. Som vi kan nå at læse cirka 100 gange, før vi bliver kaldt ind til lægen, der – sjovt nok – også har misforstået patientens navn og årsagen til dagens besøg.img_0612Men tilset bliver vi. Og overført til røntgen af anklen helt uden at skulle kæmpe for det – for der er jo penge i hver eneste handling for hospitalet.img_0613Mille er noget betuttet, selvom hun godt kender det store fotografiapparat fra en tidligere lejlighed eller to. Man får nemlig altid The Royal Treatment for selv de mindste forseelser i et sundhedssystem, der bygger på forsikringsordninger.

Og jeg kan ikke anbefale det.

Altså en privatisering af sundhedssystemet.

Efter at have oplevet det danske sundhedsvæsen og dets storesøster – NHS – i England, kan jeg kun sukke over Ørkenstatens system.

Det er posh hospitaler med lækre og bekvemme services. 100% sikkert. Og jeg er da vild med in-house apotek på hospitaler – og 24/7-fri-adgang til speciallæger og skadestuer. Parkering med et knips til en flink mand og juice eller kaffe til at slå ventetiden ihjel med.

Men der er så mange unødvendige procedurer og aktiviteter, der bliver udført, fordi hospitalerne kan få forsikringerne til at betale.

Og forsikringsselskaberne skruer derfor præmierne op, så ingen almindelige mennesker har råd til at købe dem – eller til at lade være.

Det er ganske enkelt skruen uden ende.

Og man skal være ualmindeligt kvik ved havelågen for at vurdere relevansen ved hvert eneste lægebesøg og ved hver eneste ordinering af medicin.

Ellers ender man med unødvendige røntgenbilleder, penicillinbehandlinger ad libitum, blodprøver mig hér og dér – og hvad fanden ved jeg.img_0615Nå, men Mille har heldigvis kun forstuvet anklen.

På de fine røntgenbilleder kunne vi se en masse vækstlinjer i knoglerne, men ingen frakturer.

Så vi humper hjemad igen.

2 timer senere og 49 dirhams (100 kr.) fattigere i egenbetaling.

Hvad skadestueregningen er endt med for forsikringsselskabet, dét tør jeg ikke sætte tal på.

Sundhedssystemet i Danmark er jo som sådan ikke billigere end hér – men måden hvorpå fællesskabet betaler og løfter samlet, så alle kan modtage den relevante behandling (hverken mere eller mindre) forekommer mig helt igennem velsignet.

Så gå ud og kram en dansk sygeplejerske, radiolog eller læge fra mig ♥

De gør det godt! Hver eneste dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Integration og Road Trip

De fremmede fra en fjern, muslimsk Ørkenstat er i fuld gang med at integrere sig i det danske samfund.

Vi bager æbleskiver med kærnemælk og en sjat øl. For det hører til adventen og den nært forestående højtid, siger stammens ældste. Og hende adlyder vi naturligvis med ærbødighed.img_0273Og vi mærker den særlige, danske hygge brede sig i Farmors stue i takt med indtagelsen af varm gløgg og sprøde julesmåkager.img_0284Pigerne er sammen med deres utrolig mange fætre og kusiner – præcist ligesom alle de andre indvandrere fra fjerne himmelstrøg.

Der er tale om en slags midlertidig familiesammenføring i anledning af julen.img_0281Og sammen med en lille, hardcore flok japanske turister, nærstuderer vi den lokale kultur og historie, mens vi fryser helt forfærdeligt. Fordi dér, hvor vi kommer fra, er 20+ grader definitionen på kold vinter.img_0297img_0298img_0299Vi observerer også de lokales adfærd i Slotsarkaderne – som er Hillerøds afdæmpede svar på en souk, hvor der er en butik med det underlige navn Bilka. Og hér lader vi naturligvis børnene kultur-assimilere på bedste vis. Sålænge det er halal.img_0301Som I nok kan fornemme på Mille, så er der dele af den danske kultur, som er fan-fucking-tastic. Såsom klassisk, dansk bland-selv-slik i et udvalg og et størrelsesforhold, der jo er lige til at dåne over.

Og selvom det er tusmørke hele dagen og fugtigkoldt døgnet rundt, så gør vi ligesom alle de andre. Trækker i dunjakken. Køber de sidste julegaver. Hiver huen ned om pande og ører og traver en lang tur for at forbrænde den der superfine kombination af bacon og marcipangris, som jo er hele essensen af dansk jul.

Alt det ovenstående er fjollet.

Vi er ikke fremmede.

Vi kommer ikke andre steder fra end et par små landsbyer uden for hhv. Varde og Hillerød.

Vi er ikke konverteret til Islam eller har ændret vores pæredanske levevis synderligt, bare fordi vi bor i en Ørkenstat langt fra Danmark.

Vi er på et tålt og accepteret arbejdsophold i vores nuværende land – og der er ingen sandsynlighed for at vi nogensinde bliver andet end danske statsborgere med go’e, gamle rødbedepas.

Vi er danskere – født og opvokset med frihed og lighed og retten til at beklage os offentligt over stort og småt – og med chancen for at uddanne os og muligheden for at leve stort set som vi lyster.

Og det er vi i sandhed heldige med.

Der er så ufatteligt mange steder i verden, hvor livet er mærkbart sværere og hårdere end det er i trygge Dannevang.

Men alligevel er der en gran af sandhed i min fjollede beskrivelse af os – de fremmede – i det fortabte fædreland.

Der er en snigende fremmedgørelse, som giver sig til udtryk i små besynderlige oplevelser, følelser og fornemmelser, når vi er ‘hjemme’ i Danmark.

Vores hjemland, som ikke længere føles som 100% hjemme.

Dét må jeg ærligt konstatere efter 7 år i udlandet – og Martin siger, at han oplever det samme.

Jeg føler mig eksempelvis langt mere fremmed i det offentlige rum i Danmark end i Dubai.

Hér kan der være ret langt mellem små samtaler og øjenkontakt – omend jeg fik en arm om taljen på en café forleden og en varm tilkendegivelse fra en mand om, at jeg så uendeligt smuk ud. Og dét tog jeg til mig med et smil.

Men bortset fra café-tilfældet, så er det hver gang mig, der varmer op under ‘folk, jeg ikke kender’ i Danmark. For den mere udadgående (eller ligefremme) adfærd og opførsel har jeg vænnet mig til. Selvfølgelig taler man da lidt med de mennesker, der er lige omkring én i køen eller på legepladsen. Det manglede da bare. Damen i Matas skal jo alligevel stå der og pakke ind hele dagen.

Og interessant nok er det lettere for mig, at få positiv øjenkontakt med en niqabi-klædt kvinde i Dubai, når vi begge løber efter vores balstyriske poder i et shopping mall end det er, at få ditto med en dansk kvinde, der styrter stresset rundt i Bilka. Sorry to say.

Jeg oplever også, hvordan mørket og kulden har en mærkbar indvirkning på humøret – selv efter ganske kort ophold. Det er da komplet drænende, at det er mørkt, når man vågner, tusmørke hele dagen og mørkt igen, før man får lavet eftermiddagskaffen klar. No wonder, at danskerne bliver grå i ansigterne og sjælene af vinter i Danmark. For slet ikke at tale om alle de tørklæder og kleenex og hjemmefutter, der skal indkøbes for ikke at risikere at fryyyyse ihjel.

Jeg tror efterhånden ret meget på, at danskernes sociale adfærd, humør og attitude har en direkte sammenhæng med vejret. Og der skal en anseelig portion fædrelandskærlighed og tætte familiebånd til at få os til at vende snuden ‘hjemad’ i vintermånederne, dét er helt sikkert.

Og så er der alle de små banaliteter, der ingen forskel gør ude i den virkelige verden, men som i mit indre angiver, at jeg ændrer mig.

Som f.eks. når friskbagt leverpostej pludselig er blevet ulækkert.

Eller rugbrødet smager alt for surt.

Når jeg savner en hjælpende hånd med dette og hint, fordi jeg ikke længere er vant til alt det “gør-det-selv”. (Undskyld. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige det højt, men det er intet mindre end røvsygt, at der ingen service eller hjælp er at få nogen steder).

Og når TDC igen-og-igen-og-efter-indbetalt-depositum stadig laver et stort påstyr, hvis vi opfører os som almindelige telekunder og f.eks. vil ændre i abonnementet.

Og når banken igen-og-igen skal modtage dokumentation for min bopæl i udlandet, selvom jeg ikke har en postadresse at angive på samme måde som i Danmark – og i øvrigt har pænt svært ved at fremskaffe nogen form for dokumentation på min tilstedeværelse, når jeg bor i et land, hvor alting står i mandens navn. (Hey ligestilling – du er en eksotisk sag!).

Eller når Mobile-Pay ikke længere vil tillade os at være med på overførsels-snedighederne, fordi vi ikke har en dansk bopælsadresse at linke vores danske konto og danske mobilnummer/simkort til. (Måske er vi hvidvaskende terrorister. Jeg ved det ikke. Og den flinke dame i telefonen er også lidt usikker på det).

Så bliver jeg en kende træt.

Og jeg tænker, at danske virksomheder og myndigheder muligvis tror, at alting fungerer på samme måde alle andre steder i verden. Fordi den danske model jo er noget så smart. Måske ligefrem den smarteste?

Og måske er det én af de største gaver, vi får i tilgift til alle oplevelserne og udfordringerne som danskere bosat i udlandet?

At vi lærer, at livet leves og ting foregår på lige så mange måder, som der er mennesker og kulturer.

At opgaver og problemer kan angribes og løses på forskellig vis – og at det faktisk slet ikke er farligt.

At mennesker muligvis ser forskellige ud på overfladen og taler forskellige sprog og tror på forskellige Guder, men at vi alle er fælles i vores grundsten og grundvilkår som mennesker.

At Danmark ikke nødvendigvis holder De Vise Sten på vegne af resten af verden.

At der i mangfoldigheden, nuancerne og forskellighederne ligger det reneste guld – også kaldet mellem-menneskelig eller interkulturel forståelse.

Det er i smagen, i adfærden, i tankegangen, i nye mønstre og reaktioner, at jeg mærker, at vi er blevet fremmede.

Ikke fremmede for os selv eller for vores familie og venner.

Men fremmede i systemet, i landet, i dets handlemåder, skikke og omgangsformer.

Og det må vi leve med.

Det er os, der har valgt at rejse ud.

Det er os, der må tage konsekvensen.

Men det gør det lidt svært at få lyst til at rejse hjem.

For hvor er hjem, nu?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel, kom hjem!

Det er godt og vel 48 timer siden, at Maricel – vores husholderske – stopper vores julekort i sin kuffert og rejser på en måneds velfortjent juleferie på Filippinerne.img_9832Hun skal hjem og kramme sin 10-årige søn, Clarence, efter et helt års adskillelse. Og hendes mand, Juma. De to unge mænd danner længselsfuld velkomstkomité i Clarke Lufthavn sammen med Maricels mor og mormor.

Og det er forståeligt, at de alle brændende ønsker sig et gensyn og at tilbringe tid sammen.

Det med at være adskilt fra ens barn i et helt år ad gangen, er noget, som Maricel og jeg ofte taler om.

Især når Clarence har gjort noget uheldigt eller noget exceptionelt godt, hvor hun i begge tilfælde gerne ville have været der for ham, men i stedet er nødt til at tage den over Skype med resten af familien som tilskuere.

Og det er nemt at lade sig rive med i en malstrøm af skyldfølelse over, at vi har “taget hende væk” fra hendes familie.

For der er da noget åbenlyst absurd i, at hun drøner rundt med Cille og Mille hver eneste dag, mens hendes egen søn må passes af gamle mormor og endnu ældre oldemor efter bedste beskub?img_9780Men Maricel ser helt anderledes på situationen.

Hun ser med forundring på mit hvid-kvinde-skyldsåg. På min krøllede, danske “alle-er-lige”-hat.

Hun ryster på hovedet af mig og sukker, når jeg pipper et eller andet om det naturstridige i situationen.

Hun forstår og ser slet ikke, at der skulle være noget mærkeligt i, at hun pynter vores juletræ, vasker vores tøj og leger med vores børn, mens hendes eget barn passes og plejes af andre familiemedlemmer.

Alt dét gør hun med den største naturlighed og selvfølgelighed.img_9843 For det her er hendes verden.

Det er langt de fleste filippineres verden.

Maricels mulighed for at forbedre hele familiens levevilkår er ved at arbejde i udlandet.

Langt væk fra sit hjemland og sin familie.

Det er et grundvilkår på Filippinerne, at familierne splitter sig op og rejser afsted for at søge jobs i andre lande. Staten anvender endda et særligt udtryk for de landsmænd, som drager ud: OFWs. Overseas Philippine Workers. 

Og udlandsarbejderne hyldes for deres initiativ og virkelyst. For landet har alvorligt behov for de millioner af mikrokapitalindsprøjtninger, der finder sted via Western Union igen-og-igen-og-igen.

Maricel har tilmed en god uddannelse og mange års erfaring som stabil og stærk arbejdskraft – også på Filippinerne. Men hvad nytter dét, når der ikke er arbejde at få på hendes hjemegn og når lønningerne er så lave, at de hverken er til at leve eller dø af?

Helt grundlæggende er det forkert, at dele af menneskeheden fødes med privilegier og muligheder, mens andre dele af menneskeheden må lide store afsavn for at få dækket selv helt basale behov.

Men når Maricel forklarer mig, hvordan hun ser på sit job som husholderske i Dubai hos et skørt, dansk firkløver, så er det et helt andet billede, der tegnes, end dét, vi selv tegner med skyldsåget tyngende om skuldre og hals.

Maricel ser muligheder.

Hun bliver altid behandlet pænt og har ordentlige arbejdsvilkår.

Hun får sin løn til tiden; hun har fritid og bor trygt og godt med eget bad og egen seng – hvilket vi anser for de simpleste hverdagsgoder, men som hun aldrig ville have haft på Filippinerne.

For sin beskedne løn kan hun betale for Clarence’s skolegang, Mormors medicin og kontinuerligt yde det primære bidrag til familiens husholdning.

Og så er der jo også Maricels livsdrøm og investering, som kun kan realiseres, fordi hun har et job i udlandet:

Et hus. Med indlagt vand og elektricitet.img_9782Som hun selv ejer og bestemmer over.

Som hun vil dele med sin mand, deres søn og sin mormor.

Dét husbyggeri var aldrig kommet i gang på en almindelig løn på Filippinerne.

Men nu sker det.

De nyindkøbte tagplader bliver lagt på i disse dage.img_9839img_9840Materialerne er delvist betalt af os og delvist af Maricel, som har optaget et mindre lån i Kaalunds Sparekasse, som kan afbetales uden renter og kun i de måneder, hvor det er muligt.

Og jeg har fortalt hende, at det letter på mit hvid-kvinde-skyldsåg, at vi kan se hendes hjem blive til en realitet på Filippinerne.

Det er som om hele denne her konstellation med Maricel hér og hendes familie dér giver mere mening, når der står et hus bygget som fysisk symbol på hendes indsats.

Som en slags “retfærdigheden ske fyldest” for en ung kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre levevilkårene for hele sin familie.img_9841Jeg har den dybeste respekt for Maricels mod og handlekraft. For hendes evne til ikke blot at klare sig igennem, men til endda at forbedre på tingenes tilstand.

Det er sjældent let i Maricels og i alle de andre udrejste, filippinske kvinders liv.

Og dét forsøger jeg at huske, når jeg får mine expat-anfald af akutte First World Problems.

Og jeg under Maricel det årlige ophold på Filippinerne, hvor hun kan genskabe den nære kontakt til sine nærmeste.

Men jeg savner hende også. Helt vildt. Efter sølle 48 timers fravær.

Jeg er nemlig afhængig af Maricel.

Og jeg fatter til stadighed ikke, hvordan I andre kan have børn, fuldtidsjobs og fritidsaktiviteter og selv ordne langt størstedelen af hjemmets praktiske opgaver.

Har I overnaturlige evner?

Det kan jeg konstatere, at det har jeg ihvertfald ikke – efter selv at have spurtet rundt med vasketøj, tømt opvaskemaskinen og lavet en enkelt lasagne.

Jeg plejer at ha’ Maricel.

Dét er min super-power.

Og jeg vil gerne snart ha’ hende hjem igen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts