• ···

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

#MeToo

#MeToo florerer på samtlige sociale medier for tiden.img_8979 img_8980Og det giver et gib i mig hver eneste gang, jeg ser en kvindelig bekendt eller veninde anvende Alyssa Milano’s #MeToo – hvad enten det sættes på som et enkeltsstående statement eller som oplæg til en personlig beretning om seksuelt relateret aggression.

Det føles som en ubehagelig overraskelse.

Én af den slags overraskelser, som alligevel slet ikke er en overraskelse.

Det er snarere en uvelkommen og ubehagelig sandhed, der anmasende sætter sig på min nethinde, hvor den på én og samme tid konfronterer mig med menneskets kødelige skrøbelighed og rå styrke.

Inderst inde ved jeg godt, at ingen kvinde går gennem livet uden at blive udsat for seksuel aggression.

Desværre.

Og det har jeg ikke lyst til at tænke på.

For jeg er mor til to piger.

Og for deres – og for alle andre små pigers skyld – vil jeg hermed opfordre til, at #MeToo ikke sådan lige går i glemmebogen.

For øverst i verdensmagtens pyramide sidder der pt. en seksuel aggressor af den allerværste slags.

Donald Trump.

Der grab’ber damer by the pussy og get’ter away with it. 

Hvad fanden sker der lige for dét?

Donald Trump kan for min skyld gøre Harvey Weinstein, Roman Polanski, Woody Allen, Bill Cosby, Jimmy Savile, Raket-Madsen og alle andre syge, sadistiske mænd, der misbruger deres magt til at misbruge kvinder, selskab lige lukt i helvede.

Så kan de sammen sidde dér og riste deres ynkelige, runkne gammelmandsnødder over den sagte helvedesild, mens de fortæller trofæ-historier fra deres kvindejagtsdage.

Det er en skandale, at vi kvinder alle har historie på historie om ubehagelige, påtvungne seksuelle oplevelser, som vi hellere end gerne var foruden.

Og det er næsten lige så stor en skandale, at vi kvinder ikke taler HØJT om de her oplevelser, så alle i hele verden kan forstå, at dét her rammer ikke bare Hollywood-skuespillere og kendte mennesker, men dig og mig.

Os alle sammen.

Og vores unge piger må ikke lære at tro, at det er en del af kvindelivet at blive udsat for en vis mængde seksuel antastelse, vold, tvang og aggression.

Hvorfor er det lige, at vi andre har antaget, at det er en del af livet in the first place?

Så her kommer min personlige #MeToo:

Der var spejderlederen, som lagde sig ned oven på mig, da jeg som 12-årig helt uforvarende havde lagt mig i spejderlejrens hængekøje for at hvile mig et øjeblik. Han kyssede mig hårdt og insisterende på munden og stirrede mig intenst ind i øjnene imens. Det var det sidste, jeg havde lyst til at han skulle gøre. Det kom fuldstændig uventet. Men han gjorde det bare. Og jeg var en lille pige. Ingen sagde noget, selvom der var mange vidner. Heller ikke jeg selv. Hverken til tropsføreren eller til mine forældre.

Der var Odd-Fellow-logens medlemmer, som altid blev grove og frække i munden, når de efter tre retters mad kom til cognac’en og cigaren. Så fik vi serveringspiger klaps i de 16-årige, nederdelsbeklædte bagdele og sad på skød og blev nevet i ører og kinder for lidt ekstra drikkepenge. Jeg gik aldrig ud i køkkenet og fortalte om mændenes sjoflerier til køkkenchefen. Måske kendte han alt til det? Jeg sagde i stedet op uden forklaring og mumlede til min mor, at “det ikke lige var stedet for mig med alle de der gamle mænd”.

Der var enkelte af min fars venner, som bestemt heller ikke holdt sig for gode til at afgive en sjofel kommentar i festligt lag. Det fortalte jeg aldrig min far, men min mor fik at vide, at én bestemt mand var ikke at spøge med og jeg undgik ham meget behændigt ved de sjældne lejligheder, hvor jeg var til samme selskab.

Der var taxichaufføren, som udså mig som sit lette offer, da jeg landede i Madrids lufthavn en sen aften og ikke blev hentet af min værtsfamilie som aftalt. Han kørte mig langt uden for byen og begyndte at befamle mig op og ned ad lårene, indtil jeg smed hele min studenteropsparing i hovedet på ham og skreg i vilden sky, fordi jeg ikke kunne forsvare mig over for ham på en øde landevej – eller tale med ham på spansk. Han endte med at samle pengesedlerne til sig og kørte mig ind på et hotel, hvor jeg kunne føle mig lige dele lettet og skræmt fra vid og sans resten af natten. Helt alene.

Der var den snavsede, stenede unge mand, som satte sig på sædet ved siden af min søster og jeg i en chicken bus så langt ude på landet i Guatemala, at det var helt skørt. Han trak pikken frem og gjorde sig færdig så det sprøjtede til alle sider og sæder, mens min søster og jeg sank vores spyt og holdt hinanden i hænderne, mens vi stirrede panikangste til den anden side. Fuldstændig lamslåede af frygt. Vi sagde ingenting. Hverken mens showet stod på eller efter. Vi følte, at vi havde ingen udvej end at udstå det.

Der var blotteren – en nydelig mand i trediverne – på Amager Fælled, som viste sig gentagne gange for mig, når jeg løb tur om eftermiddagen. Da han begyndte at løbe efter mig og ikke blot masturbere på afstand, turde jeg ikke længere løbe ture på Amager Fælled. Skræmt fra vid og sans måtte jeg for evigt opgive mit ellers så uskyldige foretagende.  Jeg ringede til politiet én gang. Og hvad skulle de gøre ved det?

I Spanien mødte jeg også mange blottere, der stod i gadelygternes lange skygger langs lejlighedsopgangene og overraskede os, når vi unge piger kom trimlende hjem fra våde byture. De gjorde aldrig noget – og min finske veninde lærte mig at nedgøre dem verbalt, så de krympede sig og forsvandt. Men hvorfor skulle vi egentlig konfronteres med fremmede mænds kønsdele helt uforvarende?

Der var genboen på Østerbro. En flot mand i tyverne med sin gravide kæreste, der arbejdede konstant. Han holdt øje med hvornår Martin forlod vores lejlighed, hvorefter han stillede sig til at masturbere splitternøgen i vindueskarmen eller liggende i parrets seng. Jeg gik for nedrullede persienner i et par uger af angst for synet, indtil det gik op for mig, at det ikke var mig, der gjorde noget forkert ved at være alene hjemme i en lejlighed. Denne gang tog jeg affære og sendte den gravide kæreste et brev med posten, hvori jeg beskrev hendes kærestes adfærd, når han var alene hjemme. De flyttede, før barnet blev født.

Der var den mandlige kollega, som ved flere lejligheder kom med upassende blomsterbuketter. Han var gift. Og jeg var forlovet. Og der var absolut ingen reel årsag til buketterne, da jeg kun hjalp ham med ting, som jeg hjalp andre med også. Jeg husker det som yderst pinligt og anmasende, men jeg sagde aldrig direkte fra over for ham. Måske forsøgte han bare at være flink? Jeg slog det hen, men husker det stadig som grænseoverskridende – omend i den uskyldige ende af skalaen.

Der var den ældre chef, som forsøgte at kurtisere mig på ganske upassende vis, indtil jeg tog hårdt fat i hans ærme og sagde, at der aldrig – som i aldrig! – kunne blive tale om noget som helst mellem ham og jeg. Fordi jeg elskede min kæreste. Det respekterede han fuldt ud. En gentleman, er man vel altid? Og han gik i stedet efter mine andre, unge kollegaer. I de halvandet år jeg arbejdede for ham, nåede han i bukserne på to af dem. Han var meget lykkeligt gift.

Og så er der alle de utallige gange, hvor en mand har mast sin stive pik op ad mig i en overfyldt metrokupé. På et dansegulv. På gaden. I en lang kø. Det skete over alt, da jeg var yngre og havde en bagdel, der sad i den helt rigtige højde.

Der er de utallige gange, hvor en kæk, mandschauvinistisk kommentar om langt, lyst hår og ditto ben er blevet sagt i kontorlandskaber og mødelokaler på mandsdominerede arbejdspladser. Jeg sagde ikke fra, men grinede blot lidt beklemt. Det gjorde andre kvinder også.

Der er de utallige gange, hvor der er blevet råbt både grimme og pæne ting efter mig på gader og stræder. Primært i det sydlige Europa dog, men ret overvældende under alle omstændigheder, uanset om det er luder, kusse eller sexbombe, der bliver råbt.

Mange af de her antastelser og oplevelser hører det helt unge kvindeliv til.

Faktisk aftager seksuel aggression helt bemærkelsesværdigt markant med alderen.

Det er ret interessant. Tilnærmelsesvist morsomt, hvis ikke det var fordi det overhovedet ikke er morsomt.

Den modne mor-krop med to vaginale fødsler i bagagen får ligesom ikke helt den samme opmærksomhed.

Måske fornemmer aggressorerne, at de ikke kan slippe afsted med deres angreb over for rigtigt voksne kvinder?

Måske tænder de kun på helt unge kvinder(s kroppe)?

Jeg har flere spørgsmål end svar.

Og jeg har raseri i kroppen nu – efter hurtigt at have nedfældet de episoder, der lige springer frem i min hukommelse.

Hvis jeg blev siddende, ville der komme flere.

Men jeg orker det ikke.

Mit #MeToo er hermed blevet afsagt.

I vrede.

Og i afmagt.

I al fremtid vil Martin og jeg tale med vores piger om, at deres kroppe er kun deres.

I al fremtid vil jeg fortælle pigerne, at vores kvindekroppe er hellige og særlige, fordi vi er født med evnen til at skabe liv.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen må røre dem uden forudgående tilladelse.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de skal fortælle os, hvis nogen siger eller gør noget, der ikke er okay eller føles forkert.

Men kommer de til at fortælle os det, når teenagealderen indtræffer og deres smukke ung-pige-kroppe bliver genstand for massiv mandlig opmærksomhed?

Se, dét er spørgsmålet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjælp

Lykken er…

at bo et sted, hvor en helt almindelig weekend føles præcist som en badeferie.img_8608Fordi vejret efterhånden kun kan karakteriseres som aldeles fremragende.

Bare lige til venlig orientering.

Dubai er skøn for tiden.

Og i øvrigt bliver her ved med at være herligt indtil slutningen af marts.img_8612Lykken er…

at have hele huset fuld af glade mennesker, som spiser og drikker og griner, fordi det er fredag – og så drikker vi lige lidt mere.img_8613Lykken er…

at stå op lørdag morgen med tømmermænd og uglet hår – til synet og duften af et skinnende, rent køkken.img_8617Hemmeligheden bag det hele hedder Maricel.

Det er hende, der har været på spil i køkkenkaos.

Hun er lige så effektiv, pålidelig og hårdtarbejdende, som hun er sød, imødekommende og hjælpsom.

Det er ikke så ofte, jeg skriver om Maricel på bloggen.

Af flere årsager.

Men denne gang har jeg fået tilladelse af hovedpersonen, som har et ytret ønske om, at flere mennesker skal forstå, at livet som OFW – Overseas Filipino Worker – er komplekst og kontrastfyldt – og fyldt af både glæde og smerte.

OFW er betegnelsen for de modige filippinere, der hvert år rejser ud for at tjene penge til familierne derhjemme. De gør det, fordi der ikke er jobs nok i hjemlandet. Og fordi lønningerne er brøkdele af dét, man kan tjene ved at arbejde i udlandet.

Maricel er vores OFW.

Husholderske.

Nanny.

Maid.

Kær kvinde har mange navne, som man si’r…

På én eller anden måde er det at have ‘hjælp i huset’ blevet helt eksotisk for de fleste danskere, som måske tænker på noget hen i retning af Familien Varnæs i Matador – medmindre man da inkluderer rengøringshjælp hver eller hveranden uge, for så har de fleste nok alligevel lidt ‘hjælp i huset’?

Gammeldags eller ej – så ville jeg ikke være Maricel foruden – og jeg trives så fint med at hun bor hos os.

Nogle danske familier har valgt at have au pairs – om hvem, der er lige så mange meninger, som der er mennesker, der har læst ulykkelige historier om grov udnyttelse af unge kvinder fra Asien, eller lyttet til sladder om nogen, der kender nogen, hvis au pair først arbejdede 15 timer om dagen i 3 familier og til sidst rendte væk med en dansker for at blive gift, få opholdstilladelse og for evigt komme væk fra Filippinerne.

Uanset hvordan historierne udfolder sig, så er det at have ‘hjælp i huset’ først en hjælp, når man finder den rette person til jobbet. Og hushjælpen skal være lige så meget med på aftalen, som én selv.

Det er noget lettere sagt end gjort – er både Maude Varnæs’ og min erfaring.

Og ind i mellem hænder det, at Martin og jeg bliver konverteret til skydeskiver for en eller anden sær antagelse om, at vi nok udnytter det her menneske – hushjælpen – på det groveste.

Det handler om at hvis vi ikke selv vil vaske vores sure sokker og koge vores kedelige pasta, så er vi grænsende til grænseoverskridende udnyttere af et uskyldigt menneske, som har langt, langt mindre end os selv – både i forhold til chancer i livet og økonomien.

Og sådan kunne det måske se ud med et dansk “udsyn”?

En gang i mellem taler vi med Maricel om de her ting.

Fordi vi udmærket ved, at virkeligheden er langt mere kompleks end som så.

Vi taler for eksempel med hende om vores samarbejde, når vi køber flybillet til hende, fordi hun skal på en måneds ferie. Og langt om længe gense sin mand og søn.

Så spørger vi hende, om hun vil komme tilbage til os og arbejde endnu et år – eller om hun hellere vil blive derhjemme på Filippinerne hos sin familie.

Svaret er det samme for 3. år i træk.

Hun kommer tilbage til os efter jul.

Der er ingen jobs at få i landsbyen.

Hele familien har desperat brug for pengene.

Og hvis Maricel boede på Filippinerne, ville hun skulle rejse langt for at finde et job, hvorved hun alligevel ikke ville se sin søn eller mand ret tit.

Det er i virkeligheden hjerteskærende.

At der er så stor forskel på rig og fattig i verden.

Især fordi ingen af os har valgt, hvor vi skulle fødes og under hvilke omstændigheder.

Men Maricel er realist.

Hårdtarbejdende realist.

Det bliver man af fattigdom og nød.

Og vi prøver at tage imod hende med omtanke og med hjertet på rette sted.

For hun er afhængig af at tjene lønnen hos os, som brødføder omkring 20 mennesker på Filippinerne – og vi er efterhånden afhængige af hende, som hjælper med stort og småt hver eneste dag.

Sammen har vi arbejdet for et gensidigt tillidsforhold fra dag ét.

Sammen er vi taknemmelige for hinandens hjælp.

Og som tak for alle de timer, hun vasker, stryger, leger med vores børn og laver aftensmad, sender vi penge til Filippinerne, så hun kan få bygget sit eget hus.img_8606img_8607Det er nemlig Maricels allerstørste drøm.

At få foden under eget bord.

At hendes mand og søn skal leve med hende i deres helt eget hjem – uden at der bor tanter og onkler, fætre og kusiner i samtlige rum omkring dem.

Og takket være de ekstra penge, som hun får af os (udover månedslønnen, selvfølgelig), så er husbyggeriet nu for alvor ved at tage form.img_8622Det er direkte og aldeles målbar hjælp til en hel familie, der lever under ydmyge forhold og med en evigt trang økonomi.

Og det er Martins og mit mål, at Maricel skal få sit eget hus med indlagt elektricitet, to soveværelser og køkken, således at hun engang kan vende hjem til sin familie – og til et fysisk resultat af sit hårde arbejde og de store afsavn, som hun har lidt ved at være i Dubai.img_8623Og det glæder mig inderligt at se hendes øjne lyse op, da jeg overrækker hende flybilletten hjem til jul.

Nu kan hun ringe og fortælle sin søn, hvornår hun kommer hjem til ham.

Og det glæder mig lige så inderligt, når hun sender mig WhatsApp-beskeder med billeder af byggeriet, som skrider planmæssigt frem i et ludfattigt landdistrikt på Filippinerne.img_8624Der er håb for Maricel og hendes familie.

Takket være hendes mod og handlekraft.

Og hvis pomelofrugterne når at blive modne til jul, så medbringer hun nogle til os, når hun rejser retur til Dubai.

Det ville være fint.

Tænk at spise pomeloer, som har hængt og betragtet husbyggeriet i et par måneder.

Jeg er sikker på, at de vil smage sødt af selvrealisering.

For både Maricel og for Familien Pæredansk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forbudsstaten

Danskerne er – med rette – stolte af Velfærdsstaten.

Vi priser os lykkelige over, at der er love og regler i samfundet, som gør det trygt og sikkert at leve – og at der er et socialt og økonomisk sikkerhedsnet for alle landets borgere.

Vi hjælper hinanden i gensidig tillid, fordi vi har fået ind med modermælken, at der kan være alvorsdybt at falde, hvis man er kommet sådan helt højt op at flyve – eller hvis man kæmper med overhovedet at komme på vingerne.img_8099Men samtidig med at vi pænt venter på vores tur i køen og husker både højre vigepligt og cykellygter, så kigger vi alligevel lidt over på de gennemkorreksede svenskere, som vi ikke når til sokkeholderne, når det kommer til politisk korrekthed, gennemsigtighed og kontrol i dét, man med en smule sarkasme kunne komme til at kalde for Forbudsstaten.

Vi bliver bare aldrig så afrettede og nystrøgne som vores pæne, civiliserede naboer. Selv deres hår sidder i formfuldendt facon. Altid.

Og i virkeligheden lever vi måske helt fint med et mere bramfrit sprog forårsaget af store fadbamser og vores krøllede form for distanceret humor, der kan køres af på alting?

Vi ser ihvertfald igennem fingre med lidt sort arbejde hist og pist, og installerer apps på mobilen, så vi får advarsler om fartkontroller. Vi griner lidt forfjamsket, når vi hører om én eller anden, der har luret en ny fidus eller sådan for alvor har snydt det store embedsværk og dronningerigets love og forordninger. Den kloge narrer den mindre kloge – og herregud, det er jo ret så uskyldigt, ikke?

Der er forskelle mellem de to skandinaviske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have frie, åbne, stort-set-korruptionsfrie samfund, hvor individet har lov til at gøre næsten alt, hvad det ønsker, så længe det ikke går ud over andre.img_8145England oplevede Martin og jeg som endnu et køkulturs- og korrektheds-land. Omgangstonen er ualmindelig høflig og der bliver taget hensyn til andre i det offentlige rum. Briterne bider tingene i sig, drikker te som trøst og de beder ikke staten om helt så mange tjenester, som danskerne føler sig berettigede til. Medmindre de da er af den frække slags – for så ligner de faktisk visse danskere på en prik med deres alternative skattedeklareringer og anmodninger om sociale ydelser ved at fremstille livsomstændighederne som ualmindeligt uheldige. Wauw, jeg mødte mange enlige mødre med mange børn med mange mænd i arbejderbyen Ipswich, men det er en helt anden historie…

Der er forskelle mellem europæiske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have et frit og åbent Europa, hvor vi har lov at folde vinger og talenter ud – tværs over landegrænserne.

Men nu sidder jeg så hér.fullsizerenderI en Ørkenstat langt væk fra Danmark, Sverige og England, som måske nok er de 3 lande, jeg kunne forestille mig at kalde for “hjemlande”, hvis det skulle komme dertil, hvor Tine trænger til “hjem”.

Ørkenstaten er så langt fra Velfærdsstaten, som man overhovedet kan komme. Her er der ikke én social ydelse at be’ om på et ikke-eksisterende kommunekontor. Her er ‘gensidig tillid i samfundet’ lig med at borgerne overholder samtlige af landets love og regler – og i øvrigt respekterer samtlige af landets skikke og traditioner.

Her kommer vi ikke langt med dansk hø-hø-humor og sarkastisk distance til autoriteter.

Tværtimod.

Ørkenstaten er den primære essens af Forbudsstaten.

Og det kommer ikke som en overraskelse for os, der bor og lever her. Vi har sat os grundigt ind i tingene, fordi konsekvenserne ved ikke at overholde samtlige regler og love er voldsomme.

Vi ved ikke engang hvor fængslerne ligger.

Vi har kun hørt svage rygter, der giver kuldegysninger i varmen.

Næh, det er snarere turisterne, som har lidt udfordringer med at forstå, at hér kan man ikke té sig efter forgodtbefindende.

Det her er ikke Europa, hvis nogen måtte være i tvivl.

Og selvom der ofte er artikler til skræk og advarsel i internationale medier om konsekvenserne af selv mindre forseelser i en Ørkenstat, så bliver de ved med at ske.

Fordi vi kun er mennesker, forstås.

Forleden blev en britisk turist således arresteret ved ankomsten i Dubais lufthavn, fordi han på et tidligere besøg havde fremvist langemand under en trafikal skærmydsel.

Sådan kan det gå.

Langemænd bliver altid filmet af kameraer i Ørkenstaten og så er der ingen vej udenom.

For viften med langemænd er strafbart i De Forenede Arabiske Emirater. Og vi synes aldrig nogensinde at det var bar’ for sjaw, selvom briten nok skal få lov at møde op i en retssal og forklare, at det hele er en kæmpe misforståelse.

Måske får han 6 måneder i fængsel for langemands-vifteri.

Det må tiden vise.

Og netop på grund af denne her slags historier, får jeg – forståeligt nok – ganske ofte henvendelser om påklædning og adfærd, når danskere vil til Dubai for at nyde solen og stranden.img_7096Så her kommer et lille udvalg af “don’ts”, som måske kan være brugbare før turen går til en fjern Ørkenstat:

  1. Viften med langemand eller andre former for kasten-med-håndtegn. Jævnfør historien om englænderen fra tidligere. Bare la’ vær’. Som i helt la’ vær’. Uanset at du mener det sjovt eller godt. Vi er mange kulturer samlet her – og en for dig temmelig uskyldig håndbevægelse kan betyde noget uacceptabelt for et andet menneske.
  2. Stoffer. Narkotika. Drugs. Medicin, der ikke er godkendt til indtagelse i Ørkenstaten. Indfør det aldrig og anvend det aldrig. Der er ikke mere at sige om den sag, medmindre du gerne vil bo i ørkenen til dine dages ende. Punktum.
  3. Porno, sexlegetøj og andre soveværelses-stemnings-opvarmende aggregater. Brug dem derhjemme, hvor de jo er uskylden selv og sælges på hvert et internetgadehjørne. På ferien i Dubai må du bruge din egen fantasi. For sexlegetøj m.m. er ikke velset her og vi kan tilmed finde på at hive det op af kufferten og spørge din Svigerfar, om han eventuelt ved, hvad det skal bruges til 🙂
  4. Og nu vi er i det halvlumre hjørne: Offentlig fremvisning af kærlighed og affektion er heller ikke socialt acceptabelt. Bevares – vi holder da hinanden pænt og redeligt i hånden, når vi går tur i ægteskabets behagelige lænker. Vi omfavner også hinanden – og vi tante-tørkysser og kindkysser i ét væk, når vi mødes. Men snaven-i-gulvet med løbende mundvand og hænder, der vandrer op og ned, er nødt til at foregå på hotelværelset, por favor. Ellers risikerer du at kysse helt færdigt på politistationen.
  5. Nøgenhed. Vi er ikke ret vilde med det. Faktisk foretrækker vi lange, flotte stykker mørkt stof elegant svunget rundt om hele kroppen, selvom det i Danmark bliver opfattet som noget meget odiøst – uden at jeg helt forstår hvorfor det nu skulle være så stødende? Og selvom du ikke har de fjerneste intentioner om at lege naturist i Dubai, så husk, at bikini- og speedo-beklædte kroppe KUN hører til på stranden og i pool’en på dit turisthotel – aldrig i receptionen, ved morgenbuffetten eller i iskiosken.
  6. Drukkenskab. Drik dig i hegnet om aftenen i dertil-indrettede turist-vandhuller, på hoteller og diskoteker – og gå så lige hjem i seng bagefter. Gå aldrig ud i det offentlige rum – shoppingcentre, i metroen, på gader og stræder osv. med ekstra fjer i hatten. Det kan kun gå galt.
  7. Der er nul tolerance for alkohol, når man fører bil. Nul.
  8. Man skal være fyldt 18 år for at bo alene på hotel i Dubai. Og 21 år for at indtage alkohol.
  9. Vi accepterer faktisk heller ikke, at mænd og kvinder bor på hotelværelse eller i lejlighed sammen, medmindre man er gift, meeeeennnn…..det omgåes på diskrete listefødder. Så på med Hr. og Fru-titlerne, når I skal til Dubai.
  10. LGBT & QIA har vi det meget stramt med. Jeg kender mange homoseksuelle, som bor og lever udmærket hér, men du skal have listeskoene på og opføre dig ualmindeligt diskret, hvis du kommer hertil som homoseksuel eller transkønnet – for det er ganske enkelt ulovligt at være.
  11. Dækningsløse checks og kreditkort uden kredit, ubetalelig gæld og andre former for økonomisk prekære situationer – dem har du heller ikke lyst til at stå i i en Ørkenstat. Vi slår hårdt ned på økonomisk ‘kriminalitet’ – uanset om det er en uforvarende handling eller overlagt svindel. Så hav penge nok med til at dække for alting på ferien eller under dit ophold. Simple as that.
  12. Sidst – men ikke mindst – du skal opføre dig respektfuldt over for den lokale kultur og dens skikke. La’ vær’ med at købe en dish-dash for at “lege araber” sammen med de rigtige arabere. Det er dårlig stil – og ærligt talt ikke særlig sjovt at se på. Kig diskret omkring dig – for det er interessant at opleve andre kulturer – men du behøver jo ikke at pege eller le højt og nedstirre andre, der ser anderledes ud end dig selv.

Og så velkommen – for pokker da!IMG_2228De Forenede Arabiske Emirater er lige så hjertevarmt et sted, som de solstråler, der uvægerligt vil få din forfrosne krop til at slappe helt af – og samtidig farve dig postkasserød, før du tager retur til den grå kulde.

Og vi elsker børn og børnefamilier. Alle i alle aldre er velkomne overalt. Strandture, picnic i parker og camping i ørkenen er blot et par af de ting, I kan nyde under vintermånedernes vidunderlige udeliv.

De Forenede Arabiske Emirater er også et af de sikreste og tryggeste rejsemål i verden. Her er stort set ingen kriminalitet, hvilket kunne hænge sammen med de strenge straffe for selv mindre forseelser. Du kan roligt færdes ude på alle tider af døgnet – og de fleste af os har prøvet at glemme tasken, pungen eller mobilen på et offentligt sted, for efterfølgende at vende tilbage og finde værdigenstanden urørt.

Her er rent og komfortabelt. Standarden på hotellerne er meget høj, og selv den mest bakterie-forskrækkede person kan holde ferie i Emiraterne. Faktisk vil jeg vove den påstand, at her er renere end i Singapore – og langt mere velduftende.

Det eneste, vi alle – gæster, turister og fastliggere – skal huske er, at være den pæneste version af os selv i det offentlige rum.

Og lidt øvelse i selvbeherskelse er måske slet ikke så dumt endda.

Skik følge eller land fly.

Noget i dén retning, tænker jeg.img_2893

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts