Arabisk effektivitet

Jeg er simpelthen nødt til at dele et billede af det, der foregår uden for mit vindue lige nu.

Det er for sjovt til at lade være.Her ser vi et af de ypperste eksempler på den klassiske, arabiske effektivitet.

Én mand arbejder, mens to ser på.

Det kan naturligvis skaleres op, så to mænd arbejder, tre ser på, tre mænd arbejder, fire ser på – og så fremdeles.

Bemærk lige, at Boss-mand Nr. 1 er ham med den hvideste skjorte og Boss-mand Nr. 2 har en lidt mindre ‘pæn’ skjorte – og så er der håndværkeren i det blå arbejdstøj, der rent faktisk laver noget.

Vi har set mønstret gentage sig fra faggruppe til faggruppe henover de sidste par måneder. Og det er næsten til at blive allergisk over for, medmindre man vælger at lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven.

Maricel og jeg får os også nogle gode grin undervejs, når det bliver for komisk at se på, hvordan én Boss-Mand peger på dét sted, hvor der skal males, grundes, sættes et søm i osv., mens en anden Boss-Mand piller næse, taler i mobiltelefon, peger på det samme eller giver anvisninger mundtligt til den ENE mand, der skal udføre opgaven.

Halleluja.

Hvis ikke det var så synd for håndværkerne, så ville det være en 100% komisk genialitet, der udspiller sig hver dag, og jeg kan levende forestille mig, hvor meget jeg ville have lyst til at sparke de der Boss-Mænd over skinnebenene, hvis det var mig, der skulle udføre en opgave med dem til at supervisere hele processen cirka 10 centimeter fra mit åsyn.

Der er noget ved hierarkiet, omgangstonen og adfærden, der er himmelråbende stupid, når man ser på det med danske briller på. Og når jeg henvender mig til en af Boss-Mændene med et spørgsmål, så er det alligevel altid håndværkeren, der rent faktisk kan svare for sig.

Men hvorfor er Boss-Mændene der så?

Det er der flere årsager til.

De forstår og taler en smule engelsk – og det gør de hårdtarbejdende mennesker generelt ikke.

Der er også en masse regler for adgang til vores ghetto, hvor jeg kan forestille mig, at security-kontoret kræver, at der er en supervisor til stede under udførelse af arbejdet, uanset om vedkommende selv skal lave noget eller har medbragt håndværkere til jobbet.

Og så er der det med hierarkiet, som vi danskere altid har haft svært ved at forstå.

-Hvorfor skal der stå en Boss-Mand og pege, når nu arbejderne udmærket ved, hvad der skal laves?

-Hvorfor skal der råbes højt og skældes ud, før der bliver gjort dét, der under alle omstændigheder skulle gøres?

Jeg har lidt svært ved at svare på mine egne spørgsmål, men jeg fornemmer, at det har noget at gøre med begrebet ansvar. Og sikkert også med begrebet tillid.

Her i landet gives der aldrig et ansvar til en almindelig ansat. Og dermed kan vedkommende aldrig komme til at tage et ansvar for sine opgaver. Det er sådan en uløselig gordisk knude, der ender med et grumt sammensurium af ineffektivitet, ligegyldighed og inkompetence, som skaber langsomme(re) processer og en hel del utilfredse kunder henad vejen.

Måske er der også et element af kedsomhed eller tankeløshed?

Jeg tænker, at når nu arbejderne skal lave de samme ting igen og igen, dag efter dag – så kan man vel ikke fortænke dem i at håbe, at “går den, så går den”, medmindre Boss-Mand finder ud af det og pludselig råber højt?

Men uanset hvad jeg måtte synes om gammeldags pisk- og gulerodsmetoder og über-minutiøs supervision, så er det nu engang arbejdsgangen og omgangsformen i Ørkenstaten.

Og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at følge med i et større cirkus, når vores nye måtte skal rulles ud i haven én af de nærmeste dage. Du får resultatet at se lidt senere 😂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Port-a-Potty

Jeg vil gerne medgive, at overskriften kunne indikere, at her kommer der et indlæg om tumlingebørn og toilettræning. Men dét stadie er jeg så lykkeligt ovre – og har fuldstændig fortrængt, hvordan man pottetræner småbørn, så du må videre i din søgning efter transportable potter andetsteds.

Næh – vores port-a-potty er såmænd et hvidt, hjemmesnedkereret monstrum, vi har stående lige uden for huset.Faktisk gik der næsten en uge, før jeg fattede, hvad det var, gartnerfirmaet havde stillet op i carporten. Og det krævede tilløb at titte om bagved for at blive bekræftet i, at Martin selvfølgelig talte sandt.

Der er tale om den virkelig pakistanske løsning på behovet for at komme af med stort og småt.Man har simpelthen valgt at åbne kloakdækslet og så tage den derfra. Uden adgang til rindende vand, sæbe eller papir.

Hvad det betyder i forhold til rotter og andre kloakrelaterede trusler, at der tisses og pruttes for åben kloak ude i carporten, dét aner jeg ikke. Og tør heller ikke rigtigt spørge – for hvad er alternativt til den pakistanske port-a-potty?

Det virker som et besynderligt emne at skrive om, men det er blot én af de daglige udfordringer, som arbejderne i Ørkenstaten står overfor. Uanset deres branche, så er der begrænset adgang til de mest basale faciliteter – toiletter, rindende vand, sæbe, papir, borde, stole, bederum osv.

Gartnerne – for nu at tage dem som eksempel – bliver hver eneste dag droppet af uden for ghettoens gate, står i kø for at få tjekket deres ID-kort og modtage dagens gate pass, og så er det ellers ud i haverne, på gaderne og i parkanlæggene, hvor de skal klippe græs, trimme bede, beskære træer, luge ukrudt, gøde, vande, fjerne affald og hvad der ellers hører til, når der skal holdes liv i kunstige haver og søer midt i en sandkasse. Det er ren Wisteria Lane perfektion.

Mændene arbejder fra ca. kl. 8 til frokost, hvorefter de beder, sover, spiser og hygger med mobiltelefonen, når de har fundet en stille krog eller et hjørne i skyggen. Herefter arbejder de videre til kl. 17, hvor de skal sætte sig ved deres respektive opsamlingspunkter og vente på, at firmaets shuttle henter dem. Maden har de med i små plasticposer, som de hænger i hækkene og går tilbage til, når det er tid til en pause midt på dagen. Vand fordeler de i mellem sig via store plastictønder, så de kan få noget at drikke i løbet af dagen. På samme måde deler de også redskaber – plæneklippere osv. – som de cykler rundt med i hele kvarteret, når det er græsslåningsdag.

Og jeg har tit tænkt på, hvor de egentlig kan forrette deres nødtørft. Måske findes der diskrete toiletter i de el-  og pumpehuse, der står fordelt rundt omkring i ghettoen?Det er ihvertfald ret underligt, at vi har så mange, mange mennesker gående udendørs hver eneste dag – uden at der er reelle faciliteter til dem. Og det haveanlægningsfirma, som vi samarbejder med, har tydeligvis klaret problematikken ved at rejse rundt med deres egen version af et tisse-klædeskab.Knallertbudene, maintenance-firmaernes ansatte, rengøringsfirmaernes medarbejdere, salondamerne, håndværkerne, taxachaufførerne osv. har lidt bedre vilkår end arbejderne i haverne, fordi de har adgang til de offentlige toiletter i shoppingcentrene. De tager nemlig ind til centrene for at holde frokostpause, hvor de så kan købe mad og klare toiletbesøgene samtidigt.

Alle butiks- og restaurationsansatte er også nødt til at benytte centrenes almindelige toiletter, da der ikke findes separate omklædnings- og toiletforhold til dem, så selvom det med danske øjne er ret så spøjst, så møder man ofte en hel flok ansatte fra fast-food-kæder og butikker, der er ved at lægge make-up, ordne hår og børste tænder på dametoilettet, hvor centrets kunder også kommer forbi for at forrette deres nødtørft.

De er i øvrigt squeaky clean og velduftende, de offentlige toiletter i shoppingcentre og den slags steder, hvis man sammenligner med Danmark. Fordi der er toiletdamer, der konstant holder opsyn, rengør og tjekker hvert eneste toilet, så man aldrig bliver mødt af stødende syn eller lugte.

Nok om toiletter – eller mangel på samme til de allerlaveste i hierarkiet – i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det ulige samfund

I de sidste par måneder har vi været omgivet af håndværkere.

Folk fra Pakistan, Indien og Filippinerne, primært.

Folk, der – ligesom os – er indvandret til De Forenede Arabiske Emirater, fordi der er penge at tjene. På hårdt arbejde og flid, naturligvis.

Men så ophører sammenligningen og fællesskabet ellers også.

Vi – højtuddannede, der arbejder indendøre på airconditionerede kontorer, skoler osv. – bliver kaldt for expats. Betegnelsen har ikke noget med hudfarve, religion eller nationalitet at gøre, som mange danskere måske kunne tro. Det er betegnelsen for ‘højtuddannede immigranter’ i landet, hvis arbejdsstyrke tæller godt og vel 200 forskellige nationaliteter. Imponerende, ikke?

Men håndværkerne, gartnerne, taxichaufførerne, budene, husholderskerne og alle de andre knapt så uddannede indvandrere får ikke den eksotiske titel af at være expats. De kaldes ganske enkelt for workers – for det er dét, de er her: Billig arbejdskraft fra lande, hvor der enten ikke er arbejde at få eller hvor lønnen ikke sikrer familiens overlevelse.

De fleste af håndværkerne har sandsynligvis en håndværksmæssig baggrund fra deres respektive hjemlande. Hvem ved? Det henstår i det uvisse, og en del af byggeriets tekniske løsninger hører vist til i kategorien ‘lappeløsninger’, hvis man fik en dansk håndværker til at vurdere dem. Men ting bliver lost in translation her. Værkførerne taler begrænset engelsk; arbejdsbierne nikker høfligt, når man går forbi dem – de kan ikke tale et ord engelsk. Og vi er nødt til at indlade os på, at logikken er en anden, end den vi selv ville anvende.

Her er ingen maskiner og fine opmålinger fra en computer.

Her er ren råstyrke og mandekroppe, der løfter, flytter og forandrer. Der bygges med de bare næver, som vi gjorde det i Danmark for – hvad ved jeg – 100 år siden?Og hold nu op, hvor jeg kvier mig ved det med de arbejdere, der render op og ned, ind og ud. På dén der danske, vi-er-alle-lige-og-uha-dada-for-et-ubehag-ved-sociale-forskelle-agtige måde.

Det er komplet latterligt, for én af præmisserne for overhovedet at kunne bo og leve i De Forenede Arabiske Emirater er, at ens høje, moralske kæpheste må bukkes og gradbøjes mere end én gang. Om dagen.

Der er principper, moralske overbevisninger, værdier, etiske grublerier og en masse andet spændende at tumle med, når man vælger at bosætte sig i en fjern Ørkenstat, der er så langt fra et vestligt demokrati, som man næsten kan komme.

Jeg opfordrer ikke til, at man skal blive kold i rumpetten, helt værdiløs eller jævnt ligeglad med andre mennesker i en fjern Ørkenstat. Slet ikke. Men tingene fungerer så fundamentalt anderledes hér end de gør i Danmark. Så anderledes, at det nærmest er umuligt at forklare det, før man selv har oplevet det.

Og de her mennesker har desperat brug for de jobs, der findes her i landet.

Får de en fair betaling for deres hårde arbejde?

Ordentlige arbejdsforhold og menneskelige levevilkår?

Ikke med danske briller på.

Nej.

Langt fra.

Men hvad er alternativet?

Og det er hér, jeg sukker dybt. Vores husholderske, Maricel, forklarer mig det gang på gang: Alternativet er langt, langt værre. Hun har sultet. Dét har jeg ikke. Hun har arbejdet 3 jobs samtidigt for bare at holde familien tæt på oven vande. Dét har jeg ikke. Hun ved, hvad det vil sige, at være fattig og desperat. Dét ved jeg ikke.

Det er en social uretfærdighed, der er global og alt for indviklet til, at jeg kan gennemskue eller overskue det. Og som jeg ikke kan løse for nogen, uanset hvor meget, jeg ellers fiser rundt med en glødende grundtvigiansk barmhjertighed i hjertet, der giver sig til udtryk i små, gispende udbrud, når jeg ser, hvad arbejderne bliver budt at udføre under den stegende sol.

Så hér er de.

Arbejderne.

Vores håndværker-expats, om du vil. Siddende på den bare cement ude i min have i 38 graders varme med deres fælles-biriyani i en plasticpose. De ser ud til at hygge sig trods de særdeles beskedne kantineforhold.De har nu rodet med at blande cement, flytte tonsvis af jord og sten, støbe fundament og en masse andet støvet, ubehageligt lort siden kl. 8 i morges. Og nu er det tid til mad og drikke her kl. 12.

Efterfulgt af en times lur på et plastikunderlag. Det er de – heldigvis – berettigede til, når middagsheden for alvor sætter ind.I mens går jeg rundt herinde og titter nysgerrigt ud.

Det er simpelthen så mærkeligt at observere de senede, svedige mænd, som ligger og hviler sig så fredeligt.

Og nej – arbejderne kan ikke inviteres ind i dagligstuen til frokost ved spisebordet og en lur i airconditionerede omgivelser.

Det ville være et kulturelt faux pas uden lige.

De vil ikke blandes ind i noget med en forvirret expatdame, der synes, at det er synd for dem. Hvad skulle de dog dét for?

Vi kan byde dem noget koldt at drikke. Småkager efter endt arbejdsdag. Drikkepenge om torsdagen. Dén slags.

Men den tydelige grænse – den sociale ulighed – der er i mellem os, skal forblive.

Maricel har det på samme måde. Hun ønsker ikke at sidde til bords med os om hver aften, som om vi var ligeværdige i en familie. Distancen er nødvendig for at kunne overleve i denne her besynderlige verden, tror jeg.

Alt det hårde slid, som en flok pakistanske mænd lægger i vores have for tiden, vil resultere i, at vi om nogle uger kan nyde denne her strålende udsigt fra en fin, ny terrasse, omgivet af den falskeste græsplæne i miles omkreds – og en enkelt ørkenrose eller fem.Det er i sandhed et fatamorgana, dét her sted.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

World Teachers’ Day

I morgen er det FNs internationale lærerdag.

Jeg ved ikke, hvor meget dagen fylder i de danske medier, hjem og skoler, men jeg håber for alle involverede parters skyld, at dagen bliver markeret, fordi skolegang og uddannelse jo vedrører og berører hele samfundet.

De fremtidige varetagere af vores klode går en dyster tid i møde, hvis ikke de modtager god undervisning af fagligt og socialt dygtige lærere, der kan motivere og stimulere dem til at tænke selvstændigt – og som kan forlange noget af dem retur.

UNESCO har udsendt følgende erklæring forud for den 5. oktober 2018:

The right to education means the right to a qualified teacher. It commemorates the 70th anniversary of the Universal Declaration of Human Rights (1948) and serves as a reminder that the right to education cannot be realized without trained and qualified teachers”.

Her i De Forenede Arabiske Emirater (og vi oplevede det samme i England) er Lærerens Dag markeret ved at børnene giver deres lærere en buket, et kort, en æske chokolade eller lignende. Der er ikke tale om store, dyre gaver, men bare en lille erkendtlighed og tak for indsatsen med at fylde fornuft og viden i hovedet på rollingerne.

Nogle år afholder skolens forældreorganisation et lille takke-arrangement for lærerne, men det svinger meget. I de 4 år, jeg har været ansat på skolen, har jeg oplevet, at dagen blev komplet ignoreret (eller overset) ét år; at der stod et nyt kaffekrus på skrivebordet et andet år; at vi fik en skøn indisk frokost i et fint dekoreret lokale et tredje år – og i morgen er vi så inviteret på morgenmad i receptionen.

Sådan er der så meget. Management kommer. Management går. Need I say more?

De større gaver hører årsafslutningen til.

Det er ikke ualmindeligt, at emirati-skolernes lærere modtager guldsmykker, designerhåndtasker, eksklusive parfumer, gavekort til de dyreste department stores i byen osv., fordi nogle af elevernes familier er ubeskriveligt velhavende.

Lærerne på de internationale skoler får gaver i et mere almindeligt prisleje – det kan være en kurv med skønhedsprodukter eller delikatesser, et gavekort til et shoppingcenter eller en skønhedssalon, et pænt tørklæde eller en god bog.

Uanset om læreren modtager en æske Ferrero Rocher, et Cartier Love-Lock armbånd eller en kurv med italienske specialiteter af en enkelt elev eller en hel klasse, så er der hverken tale om karaktermord (hæ!), bestikkelse eller overtalelsesgaver, som man måske kunne opfatte det med danske briller på. Der er tale om en hengivenhedserklæring, som selvfølgelig er proportionel med den glæde og taknemmelighed, man har over for den respektive lærer.

Fordi læreren har en højt respekteret status i samfundet – uanset hvem, man er – eller hvor, man kommer fra.

Og jeg mærker det hver eneste gang, jeg fortæller, at jeg arbejder som lærer. Folk komplimenterer det på samme måde, som jeg forestiller mig, at en læge eller advokat vil få anerkendelse i Danmark.

Men når det så er sagt, så er det meget individuelt, hvad og hvor meget, den enkelte lærer modtager, når skoleåret er omme – for nogle lærere er bare dygtigere og lettere at holde af end andre. 😅

Vores piger deltager i klassens buket til lærerne i morgen.

Og derudover har Cille lavet det sødeste kort til sin lærer, Miss Louise.Miss Louises skotske accent bliver fremhævet af Cille – og jeg tænker, at hun er lige så vild med den, som jeg er.Og se lige – Cilles beundring af sin lærer.Det er en skøn ting, at have dygtige lærere, vi kan se op til og lære af.

Vi kan vel alle genkalde os inspirerende lærere, der virkelig lærte os noget og hjalp os på vej til at blive dem, vi er idag?

Dét burde alle verdens børn have fri adgang til.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Big brother is watching you

For de af jer, der læser mellem linjer og husker parenteser, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ofte er en pæn mængde censurglasur smurt henover min blog.

En delvist selvvalgt censur.

Selvvalgt på dén måde, at jeg bruger tid på at vurdere, om mine blogindlæg indeholder elementer, der enten er ulovlige i en fjern Ørkenstat eller kunne kompromittere os som familie.

Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til at dele fra vores familieliv. Dér har jeg rimeligt styr på mine grænser, ønsker og behov. Det handler langt mere om, hvad jeg overhovedet har lov til at fortælle om.

Der er øjne, som kigger og ører, som lytter. Overalt.

På en måde er det ret smart.

Som når man f.eks. glemmer, hvor man har parkeret bilen i et kæmpestort shoppingcenter.Du taster bare nummerpladen (eller de dele af nummerpladen, du kan huske) ind på skærmen – og vupti – to sekunder senere dukker der et tydeligt foto op af din bil og dens placering i p-huset.

Det er sandsynligvis kun på de offentlige toiletter og i bederummene i shoppingcentrene, at der ikke er kameraovervågning. Resten af tiden har du Big Brother’s 👀 lige i nakken.

Jeg opponerer ikke imod kameraovervågning i det offentlige rum. For jeg har intet at skjule, medmindre diskret rettelse af trusseletter tæller med. Den handling ville jeg egentlig helst holde for mig selv, men jeg krydser fingre for, at der ikke sidder 24/7-overvågningspersonale og glor på mine numseudfordringer.

Det ville også være omsonst at have et problem med kameraer i en Ørkenstat.

Her er hverken personlig frihed eller ytringsfrihed a lá Europa. Forbud og lovgivning er ikke noget, man omgås lemfældigt eller laver sjov med. Det er ramme alvor.

Vores adfærd vurderes i det offentlige rum af kameraøjne og sikkerhedsvagter, som befinder sig overalt i det offentlige transportsystem, i shoppingcentre, ved indkørslen til vores gated communities osv.

Man er aldrig helt alene.

Skype klikker så sært. Det kan mobilopkaldene også gøre ind i mellem.

Google én enkelt ting, der lyder lidt lakrids og siden er blokeret.

Ind i mellem sorteres selv Ekstra-Bladet og B.T. fra, hvis man befinder sig et sted, hvor firewall’en er ekstra restriktiv og nægter at vise dig naboens datter.

Du tilbydes free wi-fi overalt – og spores dermed overalt. Det er en ren win-win-situation.

Du får anvisninger og instruktioner, hvis du er parkeret lidt skævt uden for din vens hus; hvis du har stillet skraldespanden forkert eller har for meget rod i garagen; hvis du har medbragt et lidt for stort badedyr i poolen og fortsæt selv. Intet er overladt til tilfældighederne. Og her nævner jeg kun de uskyldige ting, der ikke resulterer i umiddelbar bødestraf (eller fængsel).

Og vi lever med det.

For det er blevet hverdag.

The new norm.

Der skal søges om tilladelse til stort set alting. Fordi det (i mange tilfælde) giver dirhams i kassen – og fordi det er en kontrolmekanisme.

Og vi godtager under ingen omstændigheder den gamle sang om, at det er “lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse” i De Forenede Arabiske Emirater. Men samtidig med, at vi må acceptere og respektere, at Big Brother glor os over skulderen på alle steder og tidspunkter, hvis vi vil leve i det her land, så får vi også en kæmpe gave forærende: Muligheden for at leve i verdens tryggeste samfund.

Jeg ved godt, at Dubai ikke helt kan nå hovedstaden Abu Dhabi i ‘tryghed og sikkerhed’, men her er stadig helt ufatteligt rart at leve.

I dag blev Abu Dhabi nok engang kåret til den tryggeste by i verden – og det er styret selvsagt stolt af.

https://gulfnews.com/news/uae/society/abu-dhabi-ranked-safest-city-in-the-world-1.2280355

Her i Dubai stiller vi vores tasker og poser i indkøbsvognen og går roligt rundt efter varer uden nogensinde at frygte, at nogen vil nuppe vores ejendele. Det samme gør sig gældende i toget, taxaen eller bussen. Du mister ingen ejendele og kan tilmed blive genforenet med dem, hvis du skulle glemme dem, når du står af.

Mobiltelefoner og penge kan trygt ligge på cafébordet, mens du henter din kaffe eller en serviet.

Jeg glemmer at låse bilen i garagen, og Martin glemmer ofte hoveddøren.

Vi stoler på hinanden og et ord er et ord, når vi betaler depositum for en vare eller service uden at få så meget som en kvittering.

Det kan virke grænseoverskridende, når man som dansker oplever, at her ikke er nogen form for privatlivets fred. Det er helt klart en pris at betale, når man vælger at bosætte sig her til lands.

Til gengæld får vi tryghed og sikkerhed.

Og sjovt nok opnår vi – ligesom i Danmark – en gensidig tillid og respekt i samfundet, der er hjulpet på vej af en seriøs strafferamme for selv småforseelser. Men – hvis vi er lovlydige borgere, der kun ønsker at hjælpe og samarbejde med alle andre borgere – så kan det være en pris, der er værd at betale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet