Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Ride 2020

Hvert efterår afholdes der Dubai Fitness Challenge 30×30 i Ørkenstaten under Dubai’s Kronprins Fazza’s protektion.

Det er 30 dage med masser af gratis aktiviteter og events rundt omkring i hele byen, som man kan melde sig til, så man kan få gang i kroppen igen og nyde det gode udendørs vejr efter en lang og hed sommer.

Alle skolebørn deltager også i 30×30 aktiviteter i idrætstimerne, og når det ellers passer ind med et fysisk ‘break’ i skoletiden. Bystyret opfordrer til dette – og skolerne følger naturligvis trop. Fysisk aktivitet er der ellers ikke meget af i dette skoleår, hvor coronarestriktionerne tvinger børnene til at sidde stille og holde social distance dagen lang bag deres lumre mundbind, så enhver lejlighed til at strække kroppen lidt er velkommen.

Dubai Fitness Challenge 30×30 er en af Kronprins Fazza’s mærkesager – for han er en sportsmand præcist som Kronprins Frederik – og han elsker at dele sine egne fysiske bedrifter på de sociale medier. Du kan følge ham på Instagram under navnet faz3. Det er ofte ret spændende billeder, han lægger op.

For første gang i knapt 7 år lykkedes det at få tilmeldt os ét af de fine gratis arrangementer, der foregår hele måneden – nemlig eventet Dubai Ride.

En cykeltur på 14 km. fordelt på 2 x 7 km. frem og tilbage ad byens primære færdselsåre, Sheikh Zayed Road, hvor skyskraberne konkurrerer med hinanden om at skinne mest i morgensolen.Her står jeg – kl. 6.30 om morgenen i smuk solopgang og  23 grader.

Det var ellers lige ved at glippe med Dubai Ride, for sådan hér så Mormors gamle Opal ud dagen før. Sprukne, udtørrede dæk i en overophedet ørkenstat. Heldigvis kom cykelmekanikeren forbi med sin værkstedsvogn og hjalp mig lidt.Det var en helt igennem skøn morgen, vi havde sammen, mens pigerne legede Snorkefrøkener derhjemme (og Maricel var anstandsdame i sofaen).På de fleste billeder, Martin tog af mig på cykelturen, har jeg halvt-lukkede øjne af ren og skær fryd. Jeg sendte min Mormor tusind kærlige tanker, mens jeg hjulede afsted i det ene gear, der virker på hendes gamle cykel.Jeg tror ikke, at min elskede Mormor ville have forestillet sig – med sin vestjyske snusfornuft og sindige livsførelse – at hendes gamle Opal ville ende med at cykle frem og tilbage på Sheikh’en eller SZR, som den også kaldes i daglig tale. Hovedpulsåren i Dubai er nemlig både et kært og berygtet barn med mange navne. Og Opal’en plejede jo kun at cykle rundt langt ude på den vestjyske hede i strid vind og så henne i Ølgod, når jeg lånte den for at smutte ned på mit job på den lokale Statoil. Det er et helt levet liv siden.Jeg var ikke den eneste, der var begejstret for Opal’en under Dubai Ride 2020. En del af mine medcyklister kommenterede min vintage-cykel – for det har nok set ret morsomt ud med Martin på sin gamle Raleigh og mig med flettet kurv og lædersadel, når nu alle de andre cyklede på smarte racercykler, mountainbikes og moderne citybikes.Det var virkelig Dubai fra en anden vinkel, dén morgen. En zen-agtig version, som jeg nød ret meget mere end den almindelige version, hvor folk kører som død og helvede op og ned ad SZR for at nå dét, de nu skal nå.

Næste år må vi gøre det om. Til dén tid er det måske ikke et cykelløb, men måske et motionløb eller noget helt tredje.

Og vi må bare gi’ Emiraterne, at de virkelig kan det med at organisere store events. Dubai Police styrede trafikken med køligt overblik fra alle indfaldsveje til parkeringsområderne ved World Trade Centre. Der var ambulancer med jævne mellemrum på ruten, race stewards, der kom med gode råd undervejs til udfordrede cyklister, en cykelmekaniker, kølige forfriskninger, toiletfaciliteter og endda et par enkelte steder med parfumeret røgelse og musikanlæg på ruten, fordi her helst skal dufte lidt af forkullet harpiks og kostald altid.

Jeg ❤ min Mormors gamle Opal.

Jeg ❤ Dubai. Især om vinteren.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lysfest og lysegrønt håb

Godt og vel 88% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater er arbejdende indvandrere. Man kunne kalde dem for expats – og det er vel også betegnelsen for en vis andel af de højtuddannede, indrejste udlændinge. Men ordet ‘expats’ har en masse konnotationer. Det har ordet ‘indvandrere’ så absolut også. Måske er indrejste udlændinge eller udenlandske arbejdere bedre betegnelser, hvis man gerne vil favne bredt?

Ud af de 88% fremmede/indvandrere i landet, er 28% af indisk oprindelse. De er uddannede, hårdtarbejdende og har været en fast ingrediens i Emiraternes smeltedigel siden landets tilblivelse for 49 år siden. Inderne er den største nationale gruppe i De Forenede Arabiske Emirater. Til sammenligning er her kun 12% indfødte emiratier, 12% pakistanere og 6% filippinere. Den største gruppe på 38% er ‘alle os andre’. Europæerne, briterne (yes – de er jo fra øen, mens vi andre er de kontinentale, og efter Brexit kan de da rende mig). Så er der alle asiaterne, amerikanerne fra syd, mellem og nord, australierne, sydafrikanerne osv.

Med den store andel indere følger også en masse dejlige indiske traditioner og bekendtskaber igennem skole og arbejde. Det kan ikke undgåes, at det indiske islæt fylder – ikke kun på supermarkedernes hylder, men også i uddannelsessystemet, i fritidsaktiviteter og bybilledet.

Vores vikinge-unger elsker deres indiske veninder, og Cille omfavner i dén grad ‘sin indiske kulturarv’, som hun har tilegnet sig gennem sine lærere og veninders familier. Ikke kun ved at hun kan tale engelsk med kraftig indisk accent, når hun skal irettesætte os, men også ved hårdnakket at påstå, at hun har behov for at sidde i en særegen yogini-stilling og læne sig op ad sit ben og knæ, mens hun spiser. Spisning måtte egentlig gerne foregå siddende på gulvet – og også meget gerne med fingrene, for hun kan rulle riskugler og skovle dem ind med sovs, som havde vi lige hentet hende i Kerala.

Helt så indiske er vi andre ikke blevet. Endnu. Martin kan rulle hovedet på kuglelejer i det ubestemmelige ja-nej-svar, men indtil videre beholder vi bestikket på tallerknerne og sidder med fødderne solidt plantet på gulvet. Til gengæld elsker jeg de indiske måder at dekorere og pynte op på. I disse dage fejrer inderne lysfesten – Diwali – og det gør alle boligkvarterer i Dubai ekstra festlige efter mørkets frembrud.

Her er det to forskellige naboer, som har hængt lys op i anledning af Diwali.Jeg er klart mest til lysdekorationen på det første billede, hvor det nærmest ligner en form for lysregn, men de fleste indere foretrækker de mest blinkende, flerfarvede lyskæder, der virkelig giver noget wauw-effekt. Sådan er vi jo alle så forskellige.

Og mens inderne pynter op til lysfester i de små og store hjem, pynter vi andre op til en anden lysfest – julen.På Instagram havde jeg forelsket mig i Rituals’ flotte sneklædte julekalender-landsbyer fyldt med mini-produkter, og dem arrangerede Martin til pigerne. Jeg er i øvrigt ikke blevet snydt. Til mig kom der en smuk L’Occitane-julekalender. Han er så sød, den mand.

Efter lidt møffen rundt med lyskæder under landsbyerne, er resultatet blevet noget så hyggeligt.De to kalendere står nu her og lyser side om side med pigernes snelandskab – og byder julemåneden velkommen lige om lidt.Er der da gået komplet nisseri i den for os?

Både ja og nej.

Vi har endnu ikke sat det falske juletræ op eller taget nissehuer på, så helt gale er vi ikke. Endnu. Men det er inden for rækkevidde, kan jeg mærke.

Vi har også husket at tage Halloween-pynten ned, før vi fandt julekasserne frem. Det må da tælle som noget positivt.

Forklaringen ligger i, at vi håber og håber – og håbet, dét er som bekendt ganske lysegrønt – at vi kan rejse til Danmark allerede den 11. december. Så vi skal begynde at åbne julekalendere allerede den 16. november på Mormors fødselsdag, for at vi rigtigt kan nå at nyde nedtællingen i dem, før vi rejser nordpå for at nyde dagene op til jul med familie og venner i Danmark.

Vi går allerede på juleferie den 10. december. Billetterne har været købt til den 11. december længe, og indtil videre burde det kunne lade sig gøre.

Men få lige styr på de der 17 millioner mink og en muteret coronavirus, ikke?

Vi skal ikke bede om at blive lukket ude af Ørkenstaten, fordi vi ønsker at rejse ind igen fra Dansk Wuhan Version 2.0.

Undskyld.

Det var ikke pænt sagt – og det er ingens skyld eller noget.

Stakkels mink (men dem har det været synd for hele tiden). Nu også stakkels landmænd. Og stakkels nordjyder.

Det er jo en lortesituation, vi befinder os i.

Og jeg stopper nu, før jeg får rodet mig ud i noget hejs om konventionelt landbrug og det problematiske i at opbevare 17 millioner mink – mere end 3 x den danske menneskebefolkning – i den jyskeste del af Kongeriget. Man kan hurtigt få både meninger og naller i klemme, og jeg kender vist lidt for mange landmænd og vestjyder til at give min ærlige mening til kende.

Trutter ikke rent flag om mink eller andre kræ.

Men jeg håber med det lysegrønneste håb at få en hvid jul i Danmark.

Hej fra Diwali-land og skønne 30 grader!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vestjysk anbefaling og amerikansk valgkamp

Er jeg den eneste, der bider neglene helt ned, mens jeg møffer rundt i en dum blanding af SoMe og nyheder konstant?Kæft, jeg har hverken negle, neglebånd eller nerver til et amerikansk gyser-præsidentvalg. For 2020 er da bare lorteåret, der bliver ved med at give i form af frygtelige ting – pandemi og restriktioner, serier af skuffelser, kavalkader af misforståelser, frustrationer, dumheder, implosioner og eksplosioner på både mentalt og fysisk niveau.

Og måske vinder Donalden igen. 4 more years. Det er næsten ikke til at bære. Ikke at jeg er vild med Joe Biden, overhovedet. Men han er måske det bedste valg ud af to alt for gamle, forstokkede, trælse, hvide, priviligerede mænd? Og her melder jeg ind med, at jeg er komplet og aldeles ligeglad med, om Trump er ‘god for økonomien’. Det er et uværdigt argument midt i det sammensurium af sygdom, død og ulykke, der udgør Amerika.

Men uanset hvad, der sker med valgprognoserne, har jeg planlagt at se “Her går det godt Valgamok” på YouTube. Jeg orkede ikke at se med i aftes – især ikke nu, hvor der – takket være vintertid – er tre timers tidsforskel mellem DK og Ørkenstaten.

Jeg er fan af Esben Bjerre og Peter Falktofts podcast-serie, Her Går Det Godt. De får mig altid til at grine med deres indforståede kommentarer og personlige vurderinger af både den nære og den fjerne nyhedsslipstrøm – og så er det tilpas slow-flow til en lang gåtur. Kæmpe anbefaling herfra, hvis du ikke allerede lytter med.

Noget andet, jeg er fan af, er Stine Pilgaard nye roman, “Meter i sekundet”. Den har jeg lige slugt på Saxo, sammen med en række artikler om forfatteren i Skjern Dagblad og andre gode, vestjyske medier.

Lad dig ikke skræmme af den sære forside. Den står slet ikke mål med dén perle, du sidder med.

Hvis du er vestjyde, er denne her roman som at komme hjem. Af ganske uforklarlige årsager – for jeg er jo ligesom født vestjyde – har jeg altid knoklet rundt i den ordfattige jargon og det adstadige tempo og det helt igennem mellow temperament, som giver mig lyst til at forære folk en omgang shaken-baby-syndrome. Jeg kender de poetiske “jow-jow og så deeet”-kommentarer (efterfulgt af stilhed) til fingerspidserne, og jeg har næsten grædt af grin undervejs, når hovedpersonen tager sig selv i, at hendes mund og hjerne løber løbsk i al den forbandede stilhed. Hendes seksuelle bekendelser til sønnens dagplejemor og hendes arbejde som brevkasseredaktør på den lokale avis er de rene guldklumper for læseren.

Det er faktisk kun vores alle sammens ikon – Anders Agger – der både i virkeligheden og i romanen formår at konvertere stilhed og pauser til dyrebare øjeblikke, der gør TV-kiggerne helt rørte. Hovedpersonen er fuldstændig ligeså platonisk betaget af Agger, som jeg selv er. Hvem er ikke det? Men kan vi nogensinde lære at tie stille på samme eftertænksomme måde som mesteren selv, Mr. Agger? I don’t think so.

Og med hensyn til hovedpersonens relation til sin søns dagplejemor, kan jeg igen grine med – fordi min egen mor selv er dagplejemor langt ude o’ æ’ land. Min mor er mindst ligeså sej og fattet som romanens dagplejemor. De er kvinder, der har set og hørt det meste – og dermed skal der mere til at rykke dem ud af fatningen end en nybagt mor med identitetskuller og ensomhed til op over begge ører.

En af de sidekørende historier i den lettere genre, er hovedpersonens bøvl med at få taget sit kørekort langt ude på heden, hvor Herning er det nærmeste, man kommer en ‘storby med lyskryds’, medmindre man forvilder sig sydpå til Esbjerg eller nordpå til Holstebro. De forskellige kørelærere er et persongalleri så farverigt, at min egen lille, løg-lugtende Erland fra Varde Køreskole helt blegner. Der er sgu’ fart på de køreskolekredse ude west’o.

Hvis ikke du er fra Vestjylland, og derfor ikke har en naturlig inklination for at tjekke, hvor mange meter, det blæser i sekundet, før du går ud, kan du i stedet læse Stine Pilgaards roman for et nyfigent kig ind i højskolelivet.

Hovedpersonen er – ganske som Stine Pilgaard selv – flyttet med sin kæreste til landsbyen Vellinge i Vestjylland, for at han kan starte op som højskolelærer på litteraturkurserne. Det er grineren at følge med i højskolelivet med dén ironiske distance, der helt naturligt pålægges en udenforstående. Jeg selv kom aldrig afsted på hverken efter- eller højskole, hvilket jo er helt utilstedeligt, når man er en ægte vestjyde.

Til gengæld – og til mit forsvar – kan jeg det meste af min Højskolesangbog (og de gamle salmer i Salmebogen), takket være min klasselærer, Fru Anne Lise Vandborg, og mine to kristne oldemødre. Dét kan vores hovedperson også – i en sådan grad, at Stine Pilgaard er endt med at få optaget én af sine kærlighedssange fra romanen i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Læs den – læs den – læs den!!!

…Hvis du er nybagt mor midt i en omgang identitetskuller.

…Hvis du har været på højskole og bare gerne vil retur igen – eller hvis du føler dig snydt for oplevelsen med højskolelivet.

…Hvis du er på vej til at bosætte dig i Vestjylland og har brug for lidt Aggersk og Pilgaardsk moralsk support.

…Hvis du er dagplejemor og lige trænger til at blive bekræftet i, at du kraftedeme gør et stykke livsnødvendigt arbejde hver dag for både børn og forældre.

…Hvis du er vestjyde, ligesom mig, og lider af styg, styg hjemve her under coronaen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterår i Fujairah

Det er whopping 14 dage siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er jo helt vanvittigt – selv efter mine sløvere standarder.

Sandheden er, at der ikke nødvendigvis sker det helt store i løbet af ugen, hvor den står på online-undervisning, skolegang og kørsel rundt til fritidsaktiviteter og legeaftaler om eftermiddagen. Weekenderne slumper væk i praktik og noget hygge med gode venner i det stille og hjemlige regi – for hvem tør udfordre myndighederne eller skæbnen for tiden?

Mentalt er jeg også gået lidt i frø.

Det er hårdt at se frem til, at et helt skoleår med største sandsynlighed bliver ren online-undervisning for mit eget vedkommende – og pt. ser der heller ikke ud til at være mulighed for, at Mille kommer i ‘fysisk’ skole hyppigere end hveranden uge.

Jeg kan ikke overskue det her cirkus. Selvom jeg skal. Præcist som alle andre.

Vi må pt. forholde os til, at antallet af smittede stiger markant, og at flere og flere mennesker i vores ‘nærmere omgangskredse’ bliver smittede. Det er ikke sjovt. Overhovedet.

Og selvom vi føler os ret overbeviste om, at vi kan rejse til Danmark for at fejre jul med familie og venner i midten af december, så er der ingen tvivl om, at der skal sættes et ‘inshallah’ eller ‘forhåbentlig’ ind efter hvert et ønske eller hver en plan, man forsøger sig med. Langtidsplanlægning virker ret ligegyldig, sådan som uforudsigeligheden banker på døren.

Men efterårsferie har vi da haft.

Tiltrængt, selvom vi reelt set kun har været i skole i 6 uger.

Men ugerne er lange, når de foregår herhjemme – og selvom Cille trives fint i sin Year 7 fuldtids-skolegang, så har hun virkelig også fortjent nogle dage væk fra det hele, for der har været en masse lektier, tests og afleveringer, der skulle klares.

Ved skoleårets start var der afsat en hel uge til Efterårsferie – for første gang nogensinde. De andre år har der kun været et par dage i forlængelse af en weekend. Men skolen endte alligevel med at forkorte ugen til tre dages ferie med ganske kort varsel, fordi uddannelsesmyndighederne pludselig har besluttet, at skoleåret skal være længere end de 180 dage, vi ellers har rullet med.Hver gang myndighederne og skolerne ændrer på ferieafholdelse kommer jeg sådan til at grine. Hvis det skete i Danmark, at en ferie med et trylleslag og uden forudgående varsel blev forkortet eller flyttet til andre uger, ville der være ramaskrig. Det samme gælder alle de månerelaterede helligdage, hvor vi heller aldrig rigtig ved, om der er lukket eller ej i skolen, før der kommer en besked om aftenen.

På en måde er det sundt nok, at man ikke kan booke efterårsferier og skiferier halve og hele år i forvejen, men på den anden side er det ret besværligt, at man aldrig rigtig ved, om ferien ligger fast. Man kan selvfølgelig også bare booke fleksibelt, så man kan lave datoerne om, uden at skulle hoste op med en stor pose penge ved hver ændring. Den slags fleksibilitet koster bare også en slags penge.

Vi nåede at booke, afbestille og gen-booke et arabisk hotel i Fujairah, fordi vi ikke rigtigt anede, hvad der ville ske med feriedagene. Af samme årsag havde vi heller ikke talt om ferie med pigerne, for de ville selvfølgelig blive ærgerlige, hvis udsigten til hotelophold pludselig blegnede.

Men afsted kom vi.
Og som altid elsker jeg bare road tripping i De Forenede Arabiske Emirater af hele mit hjerte.

Denne gang kører vi til emiratet Fujairah via den helt nyanlagte vej E102, der går igennem byen Kalba. Der er brugt en betydelig pose stats-dirhams på dynamit, cement og metal for at få konstrueret vejen i den ret så ufremkommelige Hajjar-bjergkæde.Undervejs møder vi kameler, æsler og geder, der går frit omkring. Der er heldigvis stort set ingen trafik, så det er ikke umiddelbart helt så farligt at møde fritgående dyr, som man måske kunne forestille sig. Men lokalkolorit giver det ihvertfald.I udkants-Emiraterne tager de rundkørsler seriøst. Ikke sådan noget pjat med en enkelt blomsterkumme eller lidt bundgrønt. Nej, hér bliver der gået til den med flag og fædrelandssymboler. På venstre side af vejen ses et stort ‘røgelseskar’ med røgeffekt, der ligesom ulmer ud over kanten, og længere fremme ses en stor, smuk majlis, som er et forsamlingshus eller repræsentationslokale for de lokale sheikher og emirati-befolkningen.

Ude på landet er alle butikkerne 100% lokale. Selvfølgelig er der tankstationer, hvor man kan købe en tillempet Subway-sandwich eller trykke sig til en Starbucks-kaffe, men langs hovedvejene ligger der kun arabiske butikker, supermarkeder og apoteker – ikke noget med engelsk eller amerikansk kæde-halløj her.

Og jeg kigger og kigger, mens jeg læser de engelske skilte højt for Martin, når vi passerer Good Luck Pharmacy, Chai Hut eller Hot Chicken Restaurant.Da vi ankommer til hotellet Al Bahar, er den nærmeste nabo endnu en rundkørsel.

Denne gang i form af et springvand (eller måske er det en swimmingpool for de løse hunde, der hygger sig i byen) med store fisk, som sprøjter vand, når de da lige får tændt for det.Hvilket de gør om aftenen.Hotel Al Bahar ligger midt i Fujairah By. Det er ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Faktisk er det nord for Fujairah By, at det hele sker. I områderne Sandy Beach (Snoopy Island), Al Aqah og Dibba.Men nu er det altså booket – og vi er mødt op – og vi har fået en kæmpe arabisk hotellejlighed med to soveværelser, tre badeværelser, et køkken, en TV-stue og så god plads, at vi kunne have været to familier afsted.Om eftermiddagen tropper jeg op i dette kostume ved poolen. Mor-kroppen, I know.Ganske fornuftig påklædning i forhold til solens stråler og det faktum, at vi er på et rigtigt arabisk hotel. Martin tager billedet af mig, da det går op for mig, at jeg er den eneste kvinde ved poolen, der ikke er i fuld burkini. Gudskelov går der kun ti minutter, så dukker der en russer eller to op og gør mig ‘halv-nøgent’ selskab.

Det er simpelthen så ubehageligt at være let-påklædt i forhold til det sted, vi befinder os. Viser jeg bryster eller mave frem? Nej. Men der er bikinitrusser og mor-stænger med åreknuder på display, og dét passer mig ikke. Martin vil naturligvis gerne gå ind og købe en fuld burkini til mig i hotellets butik, men dét gider jeg jo heller ikke.

Jeg fortrækker i stedet til havbad og strandliv.Vandet er over 30 grader varmt og behageligt. Efteråret har virkelig gjort sit indtog de sidste par uger, hvor temperaturen og fugtigheden er faldet så markant, at vi jubler og begynder at planlægge ørkencamping og strandture.Dagen efter kører vi nordpå igennem byerne Khorfakkan, Sharm og Al Aqah, før vi kommer til Dibba Al Hisn, hvor vores venner bor på Fairmont Fujairah.Hotellet har lidt firser-vibe over sig ved poolområdet med institutionelt-farvede klinker og plasticflamingoer. Bortset fra det lidt kiksede look, er der en dejlig privat strand/havlagune, præcist som på Al Bahar Hotel – og vi er jo kommet her til for den friske havluft, ikke fordi vi forventede et design-hotel.Om aftenen spiser vi friskfangede fisk og skaldyr fra Omanbugten – havet ud for Fujairahs kyst. Det er friske sager, som hotellet bestemt også husker at tage sig betalt for. Pricey middag eller ej, så er det bare helt vildt skønt at se børnene sammen med deres venner i hotellets have, og vi voksne hygger os med vin, indtil aftenen er blevet så nattemørk, at vi må liste os hjem igennem de små støvede landsbyer og de talrige rundkørsler til vi når vores hotel i Fujairah By.

Dagen efter roder vi igen rundt i sand og vand.Og pigerne bliver stalket af hotellets fugl, der insisterer på foto-op.Cille kan knapt være i sin krop af flovhed – eller cringe – som hun kalder det.

Når du trænger til en tur til emiratet Fujairah – og det gør du selvfølgelig på et tidspunkt – ser det ud til, at Intercontinental Fujairah Resort og The Address Fujairah Resort i Al Aqah er de mest anbefalelsesværdige hoteller. Vi kørte hele kyststrækningen, og de fleste steder ser ud som om tiden er løbet fra dem.

Ellers er der jo også dén mulighed, at du nupper Al Bahar Resort – 100% alkohol-tørlagt og med burkini i poolen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet