Hverdags-run

Halløj fra en fjern Ørkenstat!

Jeg er her endnu.

Hverdagsramt on the hverdags-run, som man si’r på godt dansk.

Vi har fået hende her både helskindet og helhjertet hjem fra lejrskole i emiratet Ras Al Khaimah.img_1584Og mens jeg kysser og krammer det lejrbålsstinkende jordbærbarn, kan jeg ikke dy mig.

Jeg er nødt til at få luft.

“Åh, Cille, hvis du vidste, hvor meget jeg har savnet dig”, udbryder jeg.

Og til min store glæde svarer Cille: “Jeg har også savnet dig, Mor”.

“Virkelig? Har du det?”, kvækker jeg håbefuldt.

“Næh, Mor, men det lyder pænt at sige”, siger Cille med et frækt glimt i øjet. “Jeg kunne ha’ været væk for en whole week uden at misse dig”.

Og således går luften så let som ingenting af en udspilet Mor-ballon. Fyldt til bristepunktet af bristede moderbindinger.

Jeg er ikke uundværlig længere.

Jeg kan se, at barnet fungerer faktisk ganske udmærket i selskab og samspil med andre end mig.

Det er et lille knæk i min selvhøjtidelige selvforståelse, at jeg er dén, der lider af separationsangst – indtil efterrationaliseringshatten tager over og får mig overtalt til at acceptere og anerkende, at vi rent faktisk er i færd med at gøre et eller andet rigtigt, når vores datter har lyst og evner til at gå selvstændigt ud i verden.

Men indtil videre ligger hun heldigvis lige her i en hyggekrog på sit værelse.img_1586Med en klistrende lillesøster, der har savnet hende mindst lige så meget som de gamle forældre.

Og jeg lader hende ligge dér. I fred, ro og mag. Med moderlig kærlighed i form af pandekager, chokolade, pølsehorn og jordbær som eftermiddagssnack. Fordi hun trænger til hjem og forkælelse oven på en masse spændende oplevelser og udfordringer.

I mens går jeg rundt og venter i spænding på at høre mere om klatrevægge og kajakker.

Det kommer nok.

Når hun har lyst til at fortælle.

Og indtil da har jeg masser af andre ting at få fikset og klaret, ordnet og regeret.

Der er f.eks. en International Evening at gøre klar til på skolen i morgen aften. Det er en big deal, som kræver en del forberedelse – også selvom jeg ikke er hovedansvarlig for den danske stand i år.

Og se lige hér, hvor Arla Arabia har været noget så fantastiske til at reagere positivt på mit tiggeri om sponsorering.

Dét her er da seriøs spons til uddeling i morgen aften.img_1608Læg mærke til at go’e gamle “Lillebror Ostehaps” er forklædt som “Puck Cheese Sticks” i en fjern Ørkenstat.

Der er nok en kløgtig marketing-ansvarlig, som fandt “Little Brother Cheese-Munch” en liiiiiiille smule for suspekt til det store udland.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lejrskole

Hende her er taget på sin første rigtige lejrskole her til morgen.img_1491Med min gamle Camino de Santiago-sæk på ryggen og soveposen stoppet ned i et stort indkøbsnet, som gør det lidt lettere at håndtere nedpakning dagen efter.

Hun har øvet sig hjemmefra i den ædle disciplin sovepose-nedpakning. Mosning, kunne man fristes til at kalde hendes teknik på nuværende tidspunkt. Men hvad gør det, sålænge hun selvstændigt kan tage soveposen op og pakke den ned igen.img_1452Hun har deltaget i indkøb, pakkeliste-tjek og omstændelig nedpakning af grej i rygsæk sammen med Mr. Mesterpakker-I’ve-Been-In-The-Military-Himself.img_1454Hun har test-sovet de sidste par nætter i soveposen for liiiige at sikre sig, at den nu også føles så hjemlig og varm og tryg, som hun kunne ønske sig.img_1475Lillesøster har betragtet forberedelserne med sine store, mandelformede øjne.

Man kan fornemme, at det er næsten for meget af det gode – med al den storesøster-ståhej og de voksnes udelte opmærksomhed, som tilstrømmer dén, der må komme afsted på salig lejrskole.

Og så er det jo godt, at man kan sine søsterlige kunstgreb til fingerspidserne.img_1451Der er dét kneb, hvor man simpelthen lægger sig fysisk ovenpå hovedpersonen og tiltusker sig lidt af vedkommendes stråleglans ved at kysse og kildre og fladmase.

Der er også dén manøvre, hvor man klamrer sig i hovedpersonen for at føle sig som en del af festen.img_1455Det her handler selvfølgelig om, at det er mærkeligt og forunderligt, at Cille pludselig skal være væk fra os i to dage.

Mille kender nærmest kun vores familie med Cille som fortrop.

Og nu skal hun være helt alene hjemme med Mor og Far, mens Cille laver seje ting sammen med de andre Year 4 elever på en lejrskole i Ras Al Khaimah.

Indtil videre går det rigtig godt.

Mille får pandekager med nutella til aftensmad med Farmanden, efterfulgt af popcorn og film. Og nu står den på smørhuls-samsovning hele natten – og ekstra kys og opmærksomhed at sole sig i.

Og Cille?

Indtil videre går det rigtig godt.

Hun får nok testet højdeskrækken lidt på klatrevæggen, men at dømme på hendes ansigt, så er hun nok i fuld sving med at slå dén skræk ihjel.743c1e5b-fc0e-4e15-a714-f2eb1cc399b87b803b41-c778-404b-ac32-9803bb17eb8ef28334f7-04db-4a9f-a29d-81a5ede38ff7Og i morgen skal de sejle i havkajakker og stå på paddle-boards, før de vender snuden mod Dubai om eftermiddagen.

Det er alt sammen så fint og godt.

Men jeg savner Cille helt vildt.

Allerede.

Det er komplet fjollet.

Og min hjerne siger, at jeg skal være rigtig stolt af hendes selvstændighed og lyst til at komme hjemmefra for at få oplevelser på egen hånd med sine kammerater. Tænk, at hun som 8-årig valser ud af døren uden at se sig tilbage!

Men mit hjerte siger til gengæld, at hun vokser op alt, alt for hurtigt. Og før jeg ved af det, så er hun en færdiguddannet 25-årig – og jeg er en mimregimpe, der taler om gamle dage og trådte barnesko.

PS: Jeg forsøger virkelig at keep’e mit cool. Udadtil. Og uden at nævne navne, så er der enkelte mødre i klassens WhatsApp-gruppe, der ikke klarer lejrskolen helt så godt som deres børn. Just sayin’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tålmod er en tung dyd

Vinterferien lakker så småt mod enden.

Jeg har haft en ubændig trang til vin hele ugen. Fra kl. 10 om morgenen sådan cirka.

Bare til lige at tage toppen af mine halvflossede nerver.

Men det går jo ikke.

Det ved enhver med sans for livets barske realiteter.

Og det er heller ikke blevet til ét eneste glas. Hverken kl. 10 eller kl. 22.

Der har ganske enkelt ikke været tid til den slags pjat.

Til gengæld har jeg haft fornøjelsen af at sætte kreaværksted op et fuldstændig uhyrligt antal gange med limpistoler, silkebånd, perler og glitterpapir galore.img_1326Og hvis vi virkelig viser os fra den kvikke side her i huset, så kan vi – i løbet af en effektiv halv times tid – sagtens nå et spil Uno, lidt vandpjaskeri på et par maletæpper og en omgang hulebygning i stuen med halvdelen af mine tørklæder og husholdningens fulde tøjklemmebeholdning.

FML, som man si’r på godt dansk.img_1330img_1328img_1327Men efter sådan en omgang i manegen, så skal der altså findes et væld af snacks frem, for vi bliver glubsk sultne af at rode så meget rundt.

Og hvis ikke det var for fantastiske Maricel, så ville det Kaalund’ske hjem være eksploderet i et sandt festfyrværkeri af silkepapir, LEGO-klodser og vandfarver efter en uges ferie med børn på slap line.

Det er jo helt ufatteligt, hvad de unger kan nå at rode ud og åbne op i løbet af et splitsekund.

Især når de har været uartige og får frataget iPad’en som straf tre stive dage i rap.

Jeg ved nærmest ikke hvem straffen er størst for.

Mor eller datter?

For når man ikke har iPad’en som distraktion, så er der virkelig mange timer i løbet af en dag, hvor man kan finde på noget nyt fra det ene øjeblik til det næste. Det er skidesmart, er det.

Og du har bare at finde akrylmalingen frem med det vuns, Mummy. Ellers er der overhængende fare for at et barn dør af kedsomhed. Og vil jeg virkelig have død og ulykke på samvittigheden, hva’?img_1312Og lige så hurtigt som Mutter her disker op med de befalede grønne nuancer akrylmaling, lige så hurtigt er vi videre til trampolin-hop. Eller stå-på-hovedet-i-sofaen-konkurrence. Eller en frisk lille drilleleg med efterfølgende gratis håndmadder udstukket blandt venner. Eller noget helt fjerde.

Og i en stille morgenstund bliver der skrevet farverige noveller.img_1350Og i en stille eftermiddagsstund bliver der hygget med pandekager og dejligt selskab.img_1251Der er også biografture, cafébesøg med varierende niveau af hygge, som man kunne vælge at formulere det; der er picnic og der er legepladser.img_1405img_1402Og midt i det her kontinuerlige flow af rimelige forespørgsler og urimelige krav udvandrer jeg.

Går eller løber mig en tur.

Læser en god bog.img_1339Vinker ivrigt farvel til børnene og overlader dem en times tid i hænderne på kompetente fagfolk.img_1337Gemmer mig bag computeren med blok til huskeliste, varm kaffe og trøstedadler til lige at tage toppen af frustration.img_1408Det er en velsignelse at have god tid sammen med børnene.

Det er bare ret meget en skam, at de samtidig driver mig til mildt vanvid på daglig basis.

Og lige hér er det, at jeg er så død-taknemmelig for ærlige Mummy-venner, som godt ved, hvad det her handler om.

Som også træder vande et sted mellem at elske og hade en uges vinterferie med poderne.

Som også ved, at vi er møgforkælede og drønheldige, at vi har mulighed for at tilbringe så meget tid med vores børn frem for på arbejdspladsen.

Men der er i sandhed tale om et syrlig-sødt privilegium. Som kan være svært at værdsætte og se det sjove i, når vi for 117. gang diskuterer med vrælende, forurettede, plagende unger om dette og hint midt i et offentligt rum med måbende tilskuere.

Tålmod er en tung, tung dyd at bære i disse vinterferiedage.

Men i morgen er vi endelig to til børnetango.

Martin har nemlig fri hele weekenden – og jeg glæder mig inderligt til at høre hans stemme i debatten. Fuld af ræson og rimelig rettergang, som den plejer at være.

♥ God weekend og god vinterferie ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børnearbejde

Jeg er ingen sure sild værd.

Nu igen.

Faktisk var jeg lige kommet oven på efter en penicillinbehandling for halsbetændelse.

Som nu er kommet retur.

Eller måske gik den aldrig væk?

Og mens jeg synker hen i selvmedlidenhed, foregår der decideret børnearbejde i hjemmet.

Cille rydder ivrigt op på sit værelse og sorterer sine ting i tre bunker. Dét legetøj, hun leger med og gerne vil beholde. Dét, hun kan sælge – og dét, der skal foræres til Maricels niecer på Filippinerne.

Hun sælger sine læste bøger. Udklædningskjoler. Sit gamle løbehjul. Sin Shopkins-samling. Og får en nyfunden respekt for sine gamle ting, der pludselig repræsenterer en ny værdi – for andre end hende selv.img_1017Hun arbejder også på biblioteket med at sortere bøger og sætte dem på plads i bogkasserne – og dét får hun lidt lommepenge for. Hun køber ind og laver mad, hvilket udløser en lille skilling.

Og Mille følger trop, så godt hun formår.

Børnearbejdet har et meget specfikt formål. Det handler om at få sparet penge nok op til nyt legetøj.

American Girl dukker – for nu at være helt præcis.img_1009American Girl-dukkebutikkerne er netop åbnet i De Forenede Arabiske Emirater – og pigerne er helt solgt.

Og jeg forstår godt hvorfor.

For hér kan man få en dukke, der ligner én selv på en prik. Hudfarve, hårfarve og etnicitet er ikke et problem at italesætte i denne her forretning. Tværtimod – så fremhæves det smukke i alle farver på alle hylder.

Og når man har valgt dukke, kan den tilpasses og individualiseres efter ens præferencer. Der er nemlig en beauty bar, hvor dukken kan få lagt neglelak på, sat øreringe i eller flettet håret, så den ligner én selv mest muligt. Udover at tilpasse dukkens udseende, kan man vælge tøj og tema efter ens præferencer. Er man f.eks. til videnskab og teknik, kan man købe en astronaut-pige og så fremdeles.

Og når man så vælger tøj til dukken, kan man samtidig købe et sæt magen til i “menneskestørrelse”, så man matcher hinanden.

Sidst, men ikke mindst, så er der selvfølgelig en hel række fantastiske accessories og universer, man kan købe til at lege med dukkerne i. O.M.G. og en hel række tøsesuk.a102d15a-b532-4892-8564-c16d1695d3c6Som I sikkert allerede har fornemmet, så er de her dukker fuldstændig dragende for en 5-årig og en 8-årig. Og naturligvis svimlende dyre.

Men forventningens glæde kan ingen tage fra pigerne, som tæller mønter og sedler og ser frem til at have sparet penge nok op til at kunne købe hver deres dukke med matchende outfits.

Og der er ikke langt til at målet er nået.

Især ikke nu, hvor Cille har ringet til Farmor for at fortælle hende om de uimodståelige dukker og alt det børnearbejde, hun har udført i de sidste par uger uden et kny.

Hun forbereder grundigt sine argumenter inden telefonopkaldet.img_1032Og heldigvis kan Farmor ikke stå for Cilles talegaver, og hun lover pigerne, at hun gerne vil give dem et tilskud til dukkerne.img_1035img_1036Nu skal søde Cille bare lige have grejet, hvordan pokker hun modtager Farmors penge i en fjern Ørkenstat, når nu Farmor sidder så langt væk i Danmark og postvæsenet ikke fungerer…

Og i baggrunden sidder jeg med ru hals og varm te og sender en kærlig tanke til min gavmilde Svigermor, som har gjort pigerne så glade ved at ville give dem et bidrag til dukkerne.

Det her er fin livslæring for pigerne.

At de ting, vi ønsker os og arbejder hårdest for at opnå, er dem, vi ender med at værdsætte mest.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet