• ···

Tumult

Vi er 3 uger inde i Danmarksturnéen.

Halvvejs.

Og jeg tæller ned i mit indre til Martins ankomst.img_8064For selvom det er noget “nyt”, at vi bliver familiesammenført allerede efter 3 uger i Danmark, så føler jeg mig færdig som gårdsanger med kufferter i bagsmækken.

Det er et lettere tumultarisk liv – både fysisk og følelsesmæssigt.

First World Problem, I know – men ens største udfordring er jo som bekendt stor.

Pigerne går mig på nerverne, fordi jeg er ene-forælder og må tage hver og én af de prøvelser, konflikter og diskussioner, der vilkårligt vil opstå, når vi rejser rundt og skal forholde os til mennesker, steder, stemninger, aktiviteter osv. kontinuerligt.

Det er som om min stemme forsvinder ud i den blå luft, og pigerne ignorerer mig åbenlyst, fordi de udmærket godt ved, at det er svært at køre konsekvenstræningen helt til dørs, når man er i andres hjem.

“Mor er så sur og jeg demand’er noget mere respect”, mukker Cille og ser frækt og udfordrende over på mig, så man kunne forvilde sig til at tro, at hun ikke blot var tween, men teen.

Mille siger ikke så meget med ord. Hun kører til gengæld den fineste hyle/skrige-regression, når tingene ikke lige flasker sig som madammen kunne ønske sig det.

Og jeg får et træt, vrissent tonefald – alternerende med et skingert – når jeg demand’er respect.

De er trætte af at høre på mig.

Jeg er træt af at høre på mig.

Og træt af at høre på dem, for nu at være 100% ærlig.

Men så ser jeg over på Mille, der er klatret op til Morfar for at fjolle til hun glider ned igen af bare grin og fnis.img_8015img_8024Så ser jeg rundt om bordet, hvor alle ryger lakridspiber til brætspillet, og stemningen er så dejlig og varm og glad.img_8029Så ser jeg hen på min kære Søster, der er omgivet af vores aldeles vidunderlige (og til tider kropumulige) spilopmagere af nogle døtre med stærke meninger.img_8079Og det går op for mig, at uanset ævl og kævl, så har vi det aldeles fantastisk og er del af det familiefællesskab, som vi ofte savner derhjemme i Ørkenstaten.img_8046img_8048 Der sker nemlig noget særligt, når man er intenst sammen og tilbringer mange dage i hinandens selskab, frem for blot at være på besøg i nogle timer for så at tage hjem i egne rammer.

Vi ved det og børnene fornemmer det.

Og det er også årsagen til, at vi ikke er endt med at købe et sommerhus og tilbringe vores ferie dér. Pigerne insisterer på at bo hos og med deres familie. For dét føler de er hyggeligst og “rigtigst”, selvom det betyder mange rundkørsler og pakket-kuffert-liv i stort set hele perioden.

Og nu landede Ørnen så igår.

img_8080Dét føles så dejligt, at han kan støtte den trætte trio med sin blotte tilstedeværelse.

Østrogenniveauet bliver nedbragt til et mere harmonisk niveau.

Mine skuldre ditto.

Det er bare sjovest at være os to om de to.img_8010

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dansk velkomst

“Jeg er sikker på, at Farmor clear’er hele sin schedule for at komme ud og hente mig”, ler Cille forventningsfuldt, mens vi vandrer afsted mod bagagebåndet i Kastrup.

“Nu får vi se, Cille, Farmor vil ihvertfald gøre alt hvad hun kan, for at nå det”, svarer jeg og skutter mig. Der er præcist 30 grader køligere i Danmark end den Ørkenstat, vi lige er fløjet væk fra.

Og selvfølgelig er Farmor lige dér.

Hun er den bedste velkomstkomité i hele verden, sådan som hun hujer og vinker og løber imod strømmen af rejsende, der bliver spyttet ud i en lind strøm i ankomsthallen.img_7617Det er den reneste form for gensynsglæde, jeg foreviger, mens jeg tørrer tårer væk.

Et øjeblik senere byder den danske sommer os hjertelig velkommen med et åbent skybrud, så vi må krybe i skjul, mens Farfar henter bilen. img_7618Vi overlever overraskende nok også denne gang, selvom det virker som om vi krymper i regnvejr. De 30 graders temperaturforskel er til at tage at føle på.

Men inden længe får vi varmen ved at kramme og snakke, mens vi sidder bænket om bordet i Farmors Hus i Den Store Skov.img_7624Og mens Farmor steger frikadeller og bager vafler i ét væk, koger Cille sneglesuppe på skov-, dræber- og vinbjergsnegle i haven.img_7630“Han der er the King of Snails”, siger hun, mens hun skovler en stor, fed vinbjergsnegl op og fremviser den stolt til mig.

Senere finder Ude-Barnet hindbær, solbær og stikkelsbær i krattet, mens Mille leger indendøre med hundene.img_7629Dagen efter tager vi afsked med Farmor og Farfar – og sætter kursen mod Odense.

Her venter Johanne os med længsel.img_7642Der er så meget, der må gøres.

Blomsterkager, der skal bages og pyntes med kridt.

Mælkebøtter, der skal pustes. img_7645Og jeg får både Søster-fix og Baby-A-fix, mens kusine-trioen gør Hjallese usikker.img_7643Om aftenen lander vi hos Mormor i Vestjylland.

Pænt trætte efter et par døgns rejseri og for lidt søvn.

Og i dag holder det tørvejr, så pigerne kan lege i haven, mens vi pakker ting til Mormors Road Trip 2017, der løber af stablen i morgen.img_7649Mormor finder også Christiania-cyklen frem, så pigerne kan køre standsmæssigt på besøg hos naboen, Tove, der har den fineste have, hvor Cille har ønsket sig at plukke blåbær, stikkelsbær, solbær og ribs lige siden sidste sommers dejlige bær-togt.img_7651Bliver det mere Vestjylland end dét her?

Hej fra Traktor-Land!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.img_6766Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.img_6768Herudover har vi bananer og mandariner.img_6764Mango- og guavajuice.img_6767Og laban – den arabiske version af kærnemælk.img_6765Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.img_6769De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.fullsizerenderLige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.img_6761Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner.img_6583 img_6584Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Is-rollator

Forleden prøver jeg noget nyt.

Noget, jeg aldrig før har vovet på grund af min irrationelle “panik-angst-for-is-sne-og-glatte-overflader”.

Men når nu jeg opfordrer pigerne til at være åbne over for nye ting, så er der ingen vej udenom. Ihvertfald ikke, hvis jeg ønsker mig, at de fortsat skal tro på lidt af alt det sh*t, som præsten prædiker.

Og jeg kan godt lide tanken om, at børn ser alle facetter af deres forældre – naturligvis i et passende omfang, men sådan at de fornemmer menneskeligheden og autenticiteten i deres voksne.

Så for 1. gang i mit 38-årige liv får jeg et par skøjter på i Dubai Mall Ice Rink.

Og jeg bider al forfængelighed i mig og tager velvilligt imod en is-rollator udformet som en snemand.img_4531Martin foreviger det store øjeblik – og jeg er ret overbevist om, at jeg også kan findes på en hel del turister og lokales kameraer. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet over en voksen dame med snemands-støtte…

Og der er tale om en seriøs omgang Bambi på glatis, men med min nye, trofaste Snemand ved hånden kan jeg stavre omkring på hele banen.

Jeg føler mig tindrende glad over egen overvindelse.img_4533Det virker så banalt, men dét er det ikke, når det drejer sig om irrationel frygt eller angst. Andre forstår det ikke – for det giver jo ingen logisk mening. img_4536Pigerne er glade for at skøjte igen og jeg nyder at være en del af det sammen med dem.

For alternativet havde været at sidde ude på tilskuerbænkene og vinke glad ind til dem og Farmanden.

Men jeg nægter at være selv-begrænset bænkevarmer, når det drejer sig om gode oplevelser med min lille familie. Tænk, at gå glip af alt det sjove, bare fordi jeg er usikker?

Og med de selvhjælpsredskaber, som jeg har lært på Fru M’s kurser, formår jeg at arbejde med mig selv under den to timer lange stavre-seance.

Jeg skælder ikke ud på de andre omkring mig.

Jeg bliver ikke frustreret eller ked af det.

Jeg prøver og prøver.

Og griner og leger.

Med pigerne.

Og med min egen skøjteprins, som roser mig, da jeg hviler skøjte-skinkerne på The Cheesecake Factory.img_4538

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mentalgymnastik for forældre

“I dag er det finally Thursday and we get to have the camp!” udbryder Cille, da hun slår øjnene op.

Hun er krøbet ind i smørhullet mellem sine gamle forældre i løbet af natten, men hopper nu hurtigt ud af sengen, fuld af begejstring og entusiasme, som var det hendes fødselsdag eller juleaften.

Og det er hér – tidligere end tidligt på en træt torsdag – at mentalgymnastikken for forældre igangsættes.

Jeg lægger den indre bekymringskasket op på hattehylden og fejrer (halvhjertet), at Cille ikke alene accepterer at deltage i Year 3 Camp på skolen, men at hun tilmed glæder sig som en besat.img_4809Skolen inviterer hvert år Year 3 eleverne til frivillig overnatning i telt på den store plæne. Det er ment som en øvelse før Year 4, hvor børnene for første gang tilbydes en ‘rigtig’ camp i Ras Al Khaimah, hvorfra man ikke bare sådan lige kan ringe efter en forælder eller fortryde, at man tog afsted…

Og børnene har fået lang tid til at vænne sig til tanken om at skulle være væk fra deres forældre om natten.

Det lyder måske mærkeligt i en dansk kontekst, hvor selv børnehaver ofte har overnatning på programmet og de fleste børn er vant til at sove ude hos venner og familie.

Men dén slags er bestemt ikke en selvfølge i alle kulturer.

Koncepter som ‘frigørelse fra forældrene’, ’selvstændighed’ og ’selvhjulpenhed’ er ikke nødvendigvis opfattet som noget positivt eller ophøjet til en prioritet i alle familier.

I Danmark taler vi meget om at børn skal ‘kunne selv’, men den tankegang oplever jeg ofte er helt fremmed for andre kulturer, som f.eks. mader børnene meget længere, kontrollerer børnenes adfærd og leg mere minutiøst, planlægger fritid og lektier på en fundamentalt anderledes måde og så fremdeles. Så på en international skole med 80+ nationaliteter, er der altså rigtig mange elever, som aldrig har prøvet at være foruden Mor og Far sådan for alvor.

Derfor har der også været fællessamlinger om camp’en; der er udsendt mails og afholdt informationsmøde for forældrene – og klasselærerne har forberedt eleverne individuelt i forhold til aktiviteter, regler osv.

Og nu er dagen så oprinden.

Dagen, hvor de 7-årige poder skal sættes fri.

For en aften og nat, ihvertfald.

Det småregner om eftermiddagen og der er tunge, hvide skyer på himlen, mens vi pakker Cilles nelliker med stor koncentration. Hun hopper omkring og taler kontinuerligt om rundbold og varm kakao med skumfiduser og poser med snacks, der skal deles om aftenen med kammeraterne.

Hun er så klar.

Spørgsmålet er snarere, om forældrene (læs: Moren) er?img_4845Lidt senere er vi retur på skolen, der snurrer af hektisk aktivitet.

Cille finder hurtigt sine klassekammerater og de telte, der er allokeret til klassen. Fordelingen af børn i telte er foregået i skolen i løbet af dagen, så ingen er i tvivl om, hvor de skal lægge hovedpuden og soveposen på nuværende tidspunkt.img_4848Over hovederne på os summer en drone som et stort insekt. Det er rektor, der styrer skolens drone fra et hjørne af sportspladsen. Han er i færd med at forevige dette års Year 3 Camp. img_4852img_4854Og mens børnene hujer og stormer omkring i opstarts-ekstase, klør forældrene sig i nakken og vandrer rundt i cirkler, mens vi overvejer, hvordan det her arrangement skal forløbe, når vi er gået fra pladsen.img_4849Efter en halv times formålsløs padlen, bekræfter vi hinanden i, at det nok er en rigtig god idé at sige farvel og tage hjem.

Der er ikke rigtig brug for os.

Vi er blevet et par gamle hunde i et nyt spil kegler.

Og Cille tager ikke den store notits af os.

Hun er ligesom videre i sit liv.

Det er os, der sumper og tager mentalt tilløb til afsked – ikke barnet.

Så vi gør det.

Siger ha’-det-nu-sjovt-og-godt-med-dine-kammerater-og-vi-ses-i-morgen-når-vi-henter-dig til Cille.

På vej ud til bilen tager Martin min hånd og siger: “Nu husker du at fejre, at Cille kan klare tingene selv og at vi ikke er nødvendige lige nu? Det er jo vores fornemmeste opgave at gøre os selv overflødige og vores børn livsduelige”.

Han må være tankelæser.

For det er da lige præcist (ikke) dét, der står på min lystavle.

Og jeg nikker ivrigt med hovedet op og ned i bekræftelse af alt, hvad han siger.

Manden har jo ret.

Og min hjerne vil så gerne være rationel og tænke, at det vel nok er skønt, at hun deltager helt naturligt og kan håndtere de udfordringer, som skolelivet giver hende.

Men mit hjerte krymper sig i brystet og skælver over, at jeg allerede nu er fravalgt. At jeg allerede nu er på vej ud af hendes synsfelt til fordel for den store verden fyldt med venner og oplevelser.

Heldigvis er der stadig lille, vilde Mille, som gerne vil ligge i smørhullet mellem sin Mor og Far om aftenen. Hun lægger sig tungt op ad mig og jeg falder i den slags dybe, fredelige søvn, som kun en varm barne-vejrtrækning på ryggen kan forårsage.

Og næste morgen er der heldigvis en glad og dødtræt Cille, som gerne vil med hjem efter en vellykket camp.img_4860Hun bruger hele formiddagen for sig selv i teltet, som vi har genopslået i gårdhaven.img_4866Her leger hun fredeligt med sine figurer, mens hun plejer sit behov for ro og alene-tid.

Og jeg konstaterer i mit stille sind, at så er Cille trods alt heller ikke blevet større i løbet af det halve døgn, selvom jeg har haft åndenød og krampetrækninger af al den mentalgymnastik, jeg er blevet udsat for som den lettere omklamrende Mor, jeg nu engang er.img_4867Og Den Lille-Store Skolepige fortæller mig om den fest, som figurerne holder, indtil hun fornemmer, at jeg ikke rigtigt hører efter.

“Mor, ved du hvad?”

Hun afbryder min tankestrøm.

“Jeg wish’er at den camp kunne være igen i aften, så jeg kunne komme afsted og være sammen med alle mine venner igen, for det var bare så sjovt”, siger hun eftertænksomt.

“Det kan jeg virkelig godt forstå, Cille, og det gør mig så glad, at du havde sådan en good time”, svarer jeg.

Ærligt og oprigtigt.

For det gør det jo.

Gør mig glad, that is.

For hvad ville alternativet være?

At hun var blevet hjemme, fordi hendes Mor ikke kan finde ud af at give slip og sætte fri?

Dén går jo heller ikke.

Det ville være ulykkeligt og ærgerligt. Og virkelig synd for hende.

Men i mit hjertes hemmeligste kammer gemmer jeg på en følelse af besidderisk veltilfredshed over at have hende hjemme igen.

Nu er hun min.

Og lidt Milles.

For en stund, ihvertfald.img_4863

Mange hilsner fra Mor i Udlandet