Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvornår kommer du hjem?

Vi savner ham her helt vildt, mens han med garanti har det megasjovt med at stå ned af et eller andet alt-for-vanvittigt-højt bjerg i Schweiz.Og drikke fancy aprés-ski-drinks i en eller anden nydelig schweizisk bar med udsigt over Lucerne-søen.Det er også bare fordi vi ikke længere er vant til at en kvartet kan blive til en trio.

Vi har vænnet os til fuldstændigt symbiotiske tilstande, nu hvor Martin har været hjemmegående og jobsøgende i et halvt års tid. Pludselig er en forretningsrejse noget højst usædvanligt, selvom det jo kun er godt, at han er afsted og møder sine nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Og vi har faktisk haft en skøn weekend i det herlige vintervejr.Med legeaftaler for både mødre og døtre – og gode forhindringsbaner i haven.

Med gyngeture i det fineste, lysegule solskin.Og is-spiseri i græsset.Der er faktisk ikke én eneste ting at beklage sig over, når jeg nu tænker efter.

Selv slim-produktionen bar frugt for ihærdige Cille, der denne gang blandede skolelim, barberskum og bodylotion.I virkeligheden har vi været snydeheldige med Martins arbejdstider, siden pigerne er kommet til verden.

I helt gamle dage – kærestedagene – rejste Martin godt og vel 200 dage om året. Og jeg var vant til det i en sådan grad, at min Svigermor måtte undre sig. Der var vores fællesliv – og så var der mit eget liv. Hvis jeg ventede for meget på Martin, blev savnet ganske enkelt for overvældende. Og jeg har altid været faretruende glad for mit eget selskab uden andres indblanding. Så det fungerede. Helt fint.

Men 7 år senere kom der en kæmpebaby på tværs.

Og de sidste af Martins forretningsrejser før fødslen var et helvede for os begge. Jeg var bange for at blive indlagt eller føde helt uventet – og han var bange for at der skulle ske et eller andet tosset med mig, barnet eller ham selv. Muligvis var det også fordi han fløj rundt i Rusland i små mærkelige indenrigsfly.

Der var ikke andet at gøre end at distancere sig fra kufferterne og lægge rødbedepasset på hylden. Siden Cilles fødsel har Martin haft jobs, der indebærer et minimum af rejseri. Plus ret så faste, familievenlige arbejdstider, hvor man kan spise aftensmad, bade og putte børn sammen, før computeren igen må åbnes.

Dét tager jeg hatten af for.

Og det betyder, at pigerne vil ha’ deres Far mindst lige så meget, som de vil ha’ deres Mor. For de er vant til, at han børster deres tænder, puster på av’ser og sætter plastre på, reder deres lange hår og læser godnathistorier. Det er de der helt små, nære ting i hverdagen, som man ikke senere kan gøre om – og som skal leves og mærkes, mens de er der.

Børnene er jo kun små i ganske få år. Og selvom det føles som trivielt trummerum ind i mellem, så ved vi begge, at der kommer alt for hurtigt en dag, hvor vi vil savne alle de her små ritualer.

Rejselivet ser bare så glamourøst ud udefra.

Men jeg har været tilskuer til det indefra i en hel årrække – og der er forbløffende lidt at misunde dem, der rejser hele verden rundt til møder. Måske lige bortset fra alle de nice bonuspoints, der kan konverteres til udgrades og familieferier.

Men nu sidder han højt oppe på himlen – på vej ned til os – og sender os videobeskeder i en fjern Ørkenstat. Ih, det bliver godt at få ham hjem igen ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landing

Efter 10 år i udlandet er der en helt gennemarbejdet rutine, når vi lander i Moder-Landet.Farmor og Farfar står klar i lufthavnen med kæmpe-kram og overtøj til pigerne. Der er 25 graders temperaturforskel mellem Danmark og Dubai lige nu – og uanset om det reelt er en kold, dansk vinter eller ej, så føles det bare uendeligt koldt for os.

Farmor og Farfar tager børn og kufferter og sætter retning mod Nordsjælland, mens Martin og jeg fornøjer os med den elendigt opsatte biludlejning i Kastrup. Ikke at Europcar og de andre biludlejningsfirmaer gør noget forkert, men de er blevet smidt på porten af lufthavnens management, der åbenbart har en ny strategi for lufthavnen, hvor biludlejning anses for at være et underordnet tilbud til de rejsende, der ankommer til Danmark. Det må folk selv rode med – lufthavnen har travlt med at sælge hapsdogs og billig rødvin.

Men vi er da heldige denne gang, og bussen kommer drønende i det øjeblik, vi står klar ved busstoppestedet.

Og ind til aften er hele rejse-stå-hej’et glemt.

Der er Farmor-frikadeller hos Faster, tilsat rigelige mængder rødvin, verdens hyggeligste selskab og en varmende brændeovn.Klokken 19 er der 100% lukket og slukket hos Ørkenens Døtre. De har overgivet sig til brændeovnsvarmen i Fasters hus efter at have klemt en enkelt frikadelle ned. Deres indre ur står på Dubai-tid, og for dem er det her langt over sengetid.

Næste dag er akklimatiseringsdagen.

Det er dér, hvor vi vover os ud af Farmor og Farfars hus, som de har forsøgt at opvarme til Dubai-tilstande, for at vi ikke skal fryse alt for meget.Pigerne får med møje og besvær flyverdragter, handsker og støvler på. De har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt med overtøj – og støvlerne er også alt for stive til små, strittende sandaltæer, men efter at have tjekket vintertemperaturen ud af havedøren, overgiver de sig.De elsker at gå tur i skoven med Farmors to små hunde.

Undervejs finder de små isflager på skovsøen, der er forvandlet til et stort mudderhul i anledning af endnu en dansk vinter, der ikke byder på ordentlig frostvejr.Det er alt sammen vældigt eksotisk med små dalende snefnug, kold blæst og iskrystaller.

Om aftenen bliver ørkenens støv skyllet af i et fællesbad med fætter og kusine. Det bli’r i familien, som man si’r…og det her firkløver er simpelthen noget af det sødeste.3. søndag i advent opdager pigerne glæden ved en skrabekalender. Dén kunne de knapt huske fra sidste år.Der er stor spænding om udfaldet, fordi der bliver ved med at dukke million-kroners-juletræer op, men resultatet efter 4 skrabede kalendere er 50 kroner, som skal divideres med de 6 tilstedeværende personer, fordi det er det eneste rigtige at gøre, siger Retfærdigheds-Cille. Everybody is a winner, I guess.

Nu er vi her.

Landet i Moder-Landet.

De næste dage ligger vi nærmest i vinterhi i Grib Skov.

Fordi her er så koldt, mørkt og gråt, at jeg kun kan drikke te, læse dameblade og overveje en lur.

Og fordi vi altid får slæbt os en lille vinter-virus med fra en fjern Ørkenstat, som skal overkommes med søvn og hvile.

Sådan er det at lande.

Det kræver et par dages tilvænning, når vi kommer hjem til den danske vinter. Og der findes ikke en bedre måde at gribe det an på, end at forskanse sig i umiddelbar nærhed af en varm radiator sammen med de allernærmeste familiemedlemmer, der godt forstår, at tingene skal tages i virkelig langsomt trav ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet