Ramadan Mubarak!

Torsdag starter Ramadanen, som er den 9. måned i den islamiske kalender.

Ramadanen er muslimernes vigtigste højtid på året – og det svarer stort set til vores julemåned, som du nok kan fornemme på forsiden af det lokale supermarkeds gratisblad.263401c0-7ff9-452a-b2df-4df5624f7138Selvom vi ikke er muslimer – og heller ikke fejrer Ramadanen med at faste og bede – så hersker der en festlig og højtidelig stemning, som smitter af på os alle.

Og det er én af de ting, jeg nyder allermest ved at bo i et multikulturelt samfund: At vi alle glædes over og deltager i hinandens højtider og fester. Der er nuttede harer og chokoladeæg i butikkerne, når vi nærmer os påske. Der er nisselandskab og juletræer, når vi nærmer os jul. Der er slik, græskar og skeletter til Halloween. Der er lys, lamper og et væld af farver, når vi fejrer Diwali – og i Ramadanen er der lanterner, skinnende lys og halvmåner overalt.8601c01a-7ea1-4755-bd77-28d7ddf78eccVi troede egentlig, at Ramadanen ville starte onsdag, men som altid, når det gælder månebaserede helligdage, må vi vente spændt på, at månen bliver set af den officielle månekiggerkomité. Og dét blev den ikke tirsdag aften, som antaget.7915c661-4e0f-4ca7-b9b8-f8dbf1c0ff82Der er noget virkelig skørt ved at skulle vente på en nymåne for at kunne skyde en særlig begivenhed igang, men på den anden side er det også ret eksotisk og hyggeligt at opleve, at ikke alting kan planlægges ned til mindste detalje eller forudses og aftales måneder i forvejen. Det danske ferieplanlægnings-gen bliver også motioneret af, at der er måne-jokere i spil – og det er måske slet ikke en dum idé at lære at gå lidt mere med flow’et i tingene?

Og nu glæder vi os virkelig til en måned med kortere skoledage og hyggelige arrangementer.

Vækkeuret er kørt i stilling til at vække os klokken 7.15 i morgen. Det er en hel, lyksalig time senere end normalt.

Og børnene starter ikke kun en time senere. De slutter også en time tidligere end normalt, så det nu bliver en 5 timer lang skoledag i modsætning til de normale 7 timer. Den begrænsede skolegang klarer man rent praktisk ved at reducere minutantallet per lektion. Normalt varer en lektion 60 min., men under Ramadanen er den skåret ned til 40 min.

Reduktionen i timeantallet er for at imødekomme hele samfundets behov for hvile under en 30-dage lang faste, som foregår i 40 graders varme.

Praktiserende muslimer er oppe før solopgang for at spise suhoor og bede dagens første bøn, hvorefter de vælter retur i seng for at sove et par timer, før børnene skal afleveres i skole og de selv skal på arbejde. Ofte tager de fastende også en eftermiddagslur, så de sidste timer før solnedgang forsvinder uden alt for megen ubehag. Og når solen går ned, bryder muslimerne fasten med iftar, som ofte er et festligt og overdådigt måltid, der kan vare til langt ud på aftenen eller natten.f643f313-b3e6-403a-b7b3-d287b456693cPå skolen er der indrettet et faste-rum på hver årgang, således at de elever, der faster, kan hvile sig i et afskærmet rum, mens majoriteten – de ikke-fastende elever – kan spise i klasserne og i kantinen som normalt. Det er ikke nødvendigt, at muslimske børn faster, men nogle vælger at gøre det, fordi deres forældre gør det. Lærerne opfordres selvfølgelig til at være respektfulde og diskrete, således at hvis der er fastende elever i klassen, bør vi ikke drikke væske. Hvis der ikke er fastende elever til stede, må vi ligesom eleverne drikke vand – og på lærerværelset spiser vi som normalt.

Havde vores skole haft en muslimsk majoritet, ville tingene naturligvis have været vendt den anden vej rundt. Men ledelsen har besluttet, at når størstedelen af eleverne ikke faster, så skal vi tilbyde lokaler til de fastende, men ellers lade resten af børneflokken leve deres normale skoleliv med frikvarterer og et smut ned i kantinen.

Og det giver mening – dét der med at lade majoritetens behov få prioritet – uden at træde andre over tæerne eller udvise nogen form for disrespekt.

Der kommer mere Ramadan-fortælling en anden god gang – for nu skal jeg op og sove helt uendeligt længe!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatterspiren

Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

Det var da en god idé”, siger jeg.

Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? 4cdb9a0c-bf27-4b5b-95ad-f0ab83b69ec7Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.98d1ad10-398c-4813-ab7d-eedb9f13afbaOg selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.facf5526-e4ab-424b-86d8-57dce2d5360dJeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.cb3280a6-1b1e-459c-8578-122ac42234faMen der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.3ea2480f-7ea2-4be8-b00e-a35460a830d1Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bob, bob…

Jeg kan næsten ikke overskue at fortælle om eller tænke på Bob-katten.

Den lille arabiske gadekat af den hjemmedyrkede race Arabian Mau, som flytter ind hos os engang i 2015. Det præcise tidspunkt fortaber sig lidt i tågerne, da min jyske opvækst gør, at jeg ikke ligefrem fejrer dyrs mærkedage eller tillægger dem menneskelige egenskaber.

Bob-katten, som bliver en så integreret del af vores familie, at han optræder på lige vilkår med os andre i pigernes tegninger – og som driver os til et mildt vanvid hver eneste dag med sin konstante kalden på opmærksomhed.om-det-at-have-husholderske0-1Han var en foræring, som blev kastet i armene på os.

Fra en veninde, som havde fundet ham og hans mor efter et trafikuheld. Mor-katten var slemt tilredt og overlevede ikke en livsnødvendig operation. Og Bob-katten endte moderløs i min venindes lejlighed, hvor han drev både familien og husets to voksne katte til vanvid med sit mjaveri og sine ubehjælpelige forsøg på kontakt med både mennesker og dyr. Intentionen var ellers så go’. Han skulle have været en 3-måneders killingebaby for de to gamle katte, men de ville intet have med ham at gøre. Og Bob-katten kvitterede med at hyle over tabet af sin Mor og få katteklø som svar på tiltale.

Efter natlige slåskampe og grumme dyrlægeregninger endte Bob således hos os.

Et ellers så dyrefrit hjem.

Men hvem ønsker ikke, at børn skal vokse op med et dyr at elske og passe på?

Både Martin og jeg har været heldige at have dyr under vores opvækst – og der er stadig masser af kæledyr hos alle familiemedlemmer derhjemme, som pigerne elsker at være sammen med.hvem-var-det-lige-der-skulle-opereres15-1Bob var på alle måder en prøvelse.

En dejlig prøvelse – jo tak – men også enerverende. På killingestadiet blev han afrettet med vand i en sprayflaske, fik tonsvis af skæld-ud undervejs – og var i øvrigt noget så kærlig og kælen af natur.

Den konstante mjaven tog en smule af med årene, men det blev aldrig rigtigt godt. Hans mjaven skar igennem marv og ben. Faktisk havde jeg ham mistænkt for at tro, at han var et menneske, som talte til og svarede os, fordi han aldrig fandt en artsfælle, der accepterede ham eller tog ham under sine vinger.kort-der-rorer4-1Og nu er han væk.

Som i pist væk.

Da Maricel rejste til Filippinerne og vi til Danmark på juleferie, havde vi en flink nanny til at se efter ham hver dag.

Det er sådan noget med at lukke ham ind tidlig morgen til mad, vand og en bitte 8 timers lur på sofaen – og så ud igen hen under aften, når en fræk gade-hankat trænger til en tur på jagtmarkerne.

Normalt går der 3-4 dage efter at vi er rejst på ferie, før Bob opdager vores forræderi. Og så bliver han så voldsomt mopset og fornærmet over, at vi ikke kommer hjem, at han vender ryggen til vand, mad og sofa. For uden os er der intet at komme efter i det idiotiske rækkehus.

Normalt tager det helt op mod 2-3 uger efter at vi er kommet hjem igen, før Bob flytter modvilligt tilbage. Så henter vi ham i parken eller på gaden, og vi insisterer på at kæle med ham og tigger ham om at spise hjemme.

Sådan tænkte jeg, at det også ville være denne gang.

Og vi nåede at spotte ham to gange på lang afstand i starten af januar, inden han pludselig forsvandt fuldstændig fra vores nærområde.

Og Mille savner ham. Hver eneste dag.img_1737I en grad, så hendes lille orange legetøjskat er blevet omdøbt til Bob og kommer med overalt. Og vi undgår efterhånden at tale om ham eller lede åbenlyst efter ham i gaderne omkring os, fordi det gør for ondt på pigerne.

Og spørgsmålene, pigerne stiller, er umulige at svare på.

“Har han fundet en ny familie, Mor?”

“Tror du, at han er død?

“Kan han ikke li’ os længere, fordi vi tog på ferie?”

“Har ham glemt mig, hva’ Mor?” 

“Illoyale banditkat”, tænker jeg i mit indre, men begynder også selv at producere en hel række tvivlsspørgsmål om hans videre færd i verden, især fordi han jo ikke ligefrem er frisk som en havørn eller den skarpeste kniv i skuffen.img_1740Det er nu 2 måneder siden vi kom retur fra ferie, og den leukæmiramte krigerkat er fortsat forsvundet fra jordens overflade.

Så – helt ærligt og for helvede – Robert Dølhus Kaalund: Hvis du er derude, så kom dog hjem, din søde, frække, dumme hankat!

Vi savner dig!

Huset føles så tomt uden din irriterende personlighed og din lune, gamle kattekrop, der altid vil nusses i sofaen!

Seriøst.

Det her går mig faktisk på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdags-run

Halløj fra en fjern Ørkenstat!

Jeg er her endnu.

Hverdagsramt on the hverdags-run, som man si’r på godt dansk.

Vi har fået hende her både helskindet og helhjertet hjem fra lejrskole i emiratet Ras Al Khaimah.img_1584Og mens jeg kysser og krammer det lejrbålsstinkende jordbærbarn, kan jeg ikke dy mig.

Jeg er nødt til at få luft.

“Åh, Cille, hvis du vidste, hvor meget jeg har savnet dig”, udbryder jeg.

Og til min store glæde svarer Cille: “Jeg har også savnet dig, Mor”.

“Virkelig? Har du det?”, kvækker jeg håbefuldt.

“Næh, Mor, men det lyder pænt at sige”, siger Cille med et frækt glimt i øjet. “Jeg kunne ha’ været væk for en whole week uden at misse dig”.

Og således går luften så let som ingenting af en udspilet Mor-ballon. Fyldt til bristepunktet af bristede moderbindinger.

Jeg er ikke uundværlig længere.

Jeg kan se, at barnet fungerer faktisk ganske udmærket i selskab og samspil med andre end mig.

Det er et lille knæk i min selvhøjtidelige selvforståelse, at jeg er dén, der lider af separationsangst – indtil efterrationaliseringshatten tager over og får mig overtalt til at acceptere og anerkende, at vi rent faktisk er i færd med at gøre et eller andet rigtigt, når vores datter har lyst og evner til at gå selvstændigt ud i verden.

Men indtil videre ligger hun heldigvis lige her i en hyggekrog på sit værelse.img_1586Med en klistrende lillesøster, der har savnet hende mindst lige så meget som de gamle forældre.

Og jeg lader hende ligge dér. I fred, ro og mag. Med moderlig kærlighed i form af pandekager, chokolade, pølsehorn og jordbær som eftermiddagssnack. Fordi hun trænger til hjem og forkælelse oven på en masse spændende oplevelser og udfordringer.

I mens går jeg rundt og venter i spænding på at høre mere om klatrevægge og kajakker.

Det kommer nok.

Når hun har lyst til at fortælle.

Og indtil da har jeg masser af andre ting at få fikset og klaret, ordnet og regeret.

Der er f.eks. en International Evening at gøre klar til på skolen i morgen aften. Det er en big deal, som kræver en del forberedelse – også selvom jeg ikke er hovedansvarlig for den danske stand i år.

Og se lige hér, hvor Arla Arabia har været noget så fantastiske til at reagere positivt på mit tiggeri om sponsorering.

Dét her er da seriøs spons til uddeling i morgen aften.img_1608Læg mærke til at go’e gamle “Lillebror Ostehaps” er forklædt som “Puck Cheese Sticks” i en fjern Ørkenstat.

Der er nok en kløgtig marketing-ansvarlig, som fandt “Little Brother Cheese-Munch” en liiiiiiille smule for suspekt til det store udland.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lejrskole

Hende her er taget på sin første rigtige lejrskole her til morgen.img_1491Med min gamle Camino de Santiago-sæk på ryggen og soveposen stoppet ned i et stort indkøbsnet, som gør det lidt lettere at håndtere nedpakning dagen efter.

Hun har øvet sig hjemmefra i den ædle disciplin sovepose-nedpakning. Mosning, kunne man fristes til at kalde hendes teknik på nuværende tidspunkt. Men hvad gør det, sålænge hun selvstændigt kan tage soveposen op og pakke den ned igen.img_1452Hun har deltaget i indkøb, pakkeliste-tjek og omstændelig nedpakning af grej i rygsæk sammen med Mr. Mesterpakker-I’ve-Been-In-The-Military-Himself.img_1454Hun har test-sovet de sidste par nætter i soveposen for liiiige at sikre sig, at den nu også føles så hjemlig og varm og tryg, som hun kunne ønske sig.img_1475Lillesøster har betragtet forberedelserne med sine store, mandelformede øjne.

Man kan fornemme, at det er næsten for meget af det gode – med al den storesøster-ståhej og de voksnes udelte opmærksomhed, som tilstrømmer dén, der må komme afsted på salig lejrskole.

Og så er det jo godt, at man kan sine søsterlige kunstgreb til fingerspidserne.img_1451Der er dét kneb, hvor man simpelthen lægger sig fysisk ovenpå hovedpersonen og tiltusker sig lidt af vedkommendes stråleglans ved at kysse og kildre og fladmase.

Der er også dén manøvre, hvor man klamrer sig i hovedpersonen for at føle sig som en del af festen.img_1455Det her handler selvfølgelig om, at det er mærkeligt og forunderligt, at Cille pludselig skal være væk fra os i to dage.

Mille kender nærmest kun vores familie med Cille som fortrop.

Og nu skal hun være helt alene hjemme med Mor og Far, mens Cille laver seje ting sammen med de andre Year 4 elever på en lejrskole i Ras Al Khaimah.

Indtil videre går det rigtig godt.

Mille får pandekager med nutella til aftensmad med Farmanden, efterfulgt af popcorn og film. Og nu står den på smørhuls-samsovning hele natten – og ekstra kys og opmærksomhed at sole sig i.

Og Cille?

Indtil videre går det rigtig godt.

Hun får nok testet højdeskrækken lidt på klatrevæggen, men at dømme på hendes ansigt, så er hun nok i fuld sving med at slå dén skræk ihjel.743c1e5b-fc0e-4e15-a714-f2eb1cc399b87b803b41-c778-404b-ac32-9803bb17eb8ef28334f7-04db-4a9f-a29d-81a5ede38ff7Og i morgen skal de sejle i havkajakker og stå på paddle-boards, før de vender snuden mod Dubai om eftermiddagen.

Det er alt sammen så fint og godt.

Men jeg savner Cille helt vildt.

Allerede.

Det er komplet fjollet.

Og min hjerne siger, at jeg skal være rigtig stolt af hendes selvstændighed og lyst til at komme hjemmefra for at få oplevelser på egen hånd med sine kammerater. Tænk, at hun som 8-årig valser ud af døren uden at se sig tilbage!

Men mit hjerte siger til gengæld, at hun vokser op alt, alt for hurtigt. Og før jeg ved af det, så er hun en færdiguddannet 25-årig – og jeg er en mimregimpe, der taler om gamle dage og trådte barnesko.

PS: Jeg forsøger virkelig at keep’e mit cool. Udadtil. Og uden at nævne navne, så er der enkelte mødre i klassens WhatsApp-gruppe, der ikke klarer lejrskolen helt så godt som deres børn. Just sayin’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet