• ···

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

#MeToo

#MeToo florerer på samtlige sociale medier for tiden.img_8979 img_8980Og det giver et gib i mig hver eneste gang, jeg ser en kvindelig bekendt eller veninde anvende Alyssa Milano’s #MeToo – hvad enten det sættes på som et enkeltsstående statement eller som oplæg til en personlig beretning om seksuelt relateret aggression.

Det føles som en ubehagelig overraskelse.

Én af den slags overraskelser, som alligevel slet ikke er en overraskelse.

Det er snarere en uvelkommen og ubehagelig sandhed, der anmasende sætter sig på min nethinde, hvor den på én og samme tid konfronterer mig med menneskets kødelige skrøbelighed og rå styrke.

Inderst inde ved jeg godt, at ingen kvinde går gennem livet uden at blive udsat for seksuel aggression.

Desværre.

Og det har jeg ikke lyst til at tænke på.

For jeg er mor til to piger.

Og for deres – og for alle andre små pigers skyld – vil jeg hermed opfordre til, at #MeToo ikke sådan lige går i glemmebogen.

For øverst i verdensmagtens pyramide sidder der pt. en seksuel aggressor af den allerværste slags.

Donald Trump.

Der grab’ber damer by the pussy og get’ter away with it. 

Hvad fanden sker der lige for dét?

Donald Trump kan for min skyld gøre Harvey Weinstein, Roman Polanski, Woody Allen, Bill Cosby, Jimmy Savile, Raket-Madsen og alle andre syge, sadistiske mænd, der misbruger deres magt til at misbruge kvinder, selskab lige lukt i helvede.

Så kan de sammen sidde dér og riste deres ynkelige, runkne gammelmandsnødder over den sagte helvedesild, mens de fortæller trofæ-historier fra deres kvindejagtsdage.

Det er en skandale, at vi kvinder alle har historie på historie om ubehagelige, påtvungne seksuelle oplevelser, som vi hellere end gerne var foruden.

Og det er næsten lige så stor en skandale, at vi kvinder ikke taler HØJT om de her oplevelser, så alle i hele verden kan forstå, at dét her rammer ikke bare Hollywood-skuespillere og kendte mennesker, men dig og mig.

Os alle sammen.

Og vores unge piger må ikke lære at tro, at det er en del af kvindelivet at blive udsat for en vis mængde seksuel antastelse, vold, tvang og aggression.

Hvorfor er det lige, at vi andre har antaget, at det er en del af livet in the first place?

Så her kommer min personlige #MeToo:

Der var spejderlederen, som lagde sig ned oven på mig, da jeg som 12-årig helt uforvarende havde lagt mig i spejderlejrens hængekøje for at hvile mig et øjeblik. Han kyssede mig hårdt og insisterende på munden og stirrede mig intenst ind i øjnene imens. Det var det sidste, jeg havde lyst til at han skulle gøre. Det kom fuldstændig uventet. Men han gjorde det bare. Og jeg var en lille pige. Ingen sagde noget, selvom der var mange vidner. Heller ikke jeg selv. Hverken til tropsføreren eller til mine forældre.

Der var Odd-Fellow-logens medlemmer, som altid blev grove og frække i munden, når de efter tre retters mad kom til cognac’en og cigaren. Så fik vi serveringspiger klaps i de 16-årige, nederdelsbeklædte bagdele og sad på skød og blev nevet i ører og kinder for lidt ekstra drikkepenge. Jeg gik aldrig ud i køkkenet og fortalte om mændenes sjoflerier til køkkenchefen. Måske kendte han alt til det? Jeg sagde i stedet op uden forklaring og mumlede til min mor, at “det ikke lige var stedet for mig med alle de der gamle mænd”.

Der var enkelte af min fars venner, som bestemt heller ikke holdt sig for gode til at afgive en sjofel kommentar i festligt lag. Det fortalte jeg aldrig min far, men min mor fik at vide, at én bestemt mand var ikke at spøge med og jeg undgik ham meget behændigt ved de sjældne lejligheder, hvor jeg var til samme selskab.

Der var taxichaufføren, som udså mig som sit lette offer, da jeg landede i Madrids lufthavn en sen aften og ikke blev hentet af min værtsfamilie som aftalt. Han kørte mig langt uden for byen og begyndte at befamle mig op og ned ad lårene, indtil jeg smed hele min studenteropsparing i hovedet på ham og skreg i vilden sky, fordi jeg ikke kunne forsvare mig over for ham på en øde landevej – eller tale med ham på spansk. Han endte med at samle pengesedlerne til sig og kørte mig ind på et hotel, hvor jeg kunne føle mig lige dele lettet og skræmt fra vid og sans resten af natten. Helt alene.

Der var den snavsede, stenede unge mand, som satte sig på sædet ved siden af min søster og jeg i en chicken bus så langt ude på landet i Guatemala, at det var helt skørt. Han trak pikken frem og gjorde sig færdig så det sprøjtede til alle sider og sæder, mens min søster og jeg sank vores spyt og holdt hinanden i hænderne, mens vi stirrede panikangste til den anden side. Fuldstændig lamslåede af frygt. Vi sagde ingenting. Hverken mens showet stod på eller efter. Vi følte, at vi havde ingen udvej end at udstå det.

Der var blotteren – en nydelig mand i trediverne – på Amager Fælled, som viste sig gentagne gange for mig, når jeg løb tur om eftermiddagen. Da han begyndte at løbe efter mig og ikke blot masturbere på afstand, turde jeg ikke længere løbe ture på Amager Fælled. Skræmt fra vid og sans måtte jeg for evigt opgive mit ellers så uskyldige foretagende.  Jeg ringede til politiet én gang. Og hvad skulle de gøre ved det?

I Spanien mødte jeg også mange blottere, der stod i gadelygternes lange skygger langs lejlighedsopgangene og overraskede os, når vi unge piger kom trimlende hjem fra våde byture. De gjorde aldrig noget – og min finske veninde lærte mig at nedgøre dem verbalt, så de krympede sig og forsvandt. Men hvorfor skulle vi egentlig konfronteres med fremmede mænds kønsdele helt uforvarende?

Der var genboen på Østerbro. En flot mand i tyverne med sin gravide kæreste, der arbejdede konstant. Han holdt øje med hvornår Martin forlod vores lejlighed, hvorefter han stillede sig til at masturbere splitternøgen i vindueskarmen eller liggende i parrets seng. Jeg gik for nedrullede persienner i et par uger af angst for synet, indtil det gik op for mig, at det ikke var mig, der gjorde noget forkert ved at være alene hjemme i en lejlighed. Denne gang tog jeg affære og sendte den gravide kæreste et brev med posten, hvori jeg beskrev hendes kærestes adfærd, når han var alene hjemme. De flyttede, før barnet blev født.

Der var den mandlige kollega, som ved flere lejligheder kom med upassende blomsterbuketter. Han var gift. Og jeg var forlovet. Og der var absolut ingen reel årsag til buketterne, da jeg kun hjalp ham med ting, som jeg hjalp andre med også. Jeg husker det som yderst pinligt og anmasende, men jeg sagde aldrig direkte fra over for ham. Måske forsøgte han bare at være flink? Jeg slog det hen, men husker det stadig som grænseoverskridende – omend i den uskyldige ende af skalaen.

Der var den ældre chef, som forsøgte at kurtisere mig på ganske upassende vis, indtil jeg tog hårdt fat i hans ærme og sagde, at der aldrig – som i aldrig! – kunne blive tale om noget som helst mellem ham og jeg. Fordi jeg elskede min kæreste. Det respekterede han fuldt ud. En gentleman, er man vel altid? Og han gik i stedet efter mine andre, unge kollegaer. I de halvandet år jeg arbejdede for ham, nåede han i bukserne på to af dem. Han var meget lykkeligt gift.

Og så er der alle de utallige gange, hvor en mand har mast sin stive pik op ad mig i en overfyldt metrokupé. På et dansegulv. På gaden. I en lang kø. Det skete over alt, da jeg var yngre og havde en bagdel, der sad i den helt rigtige højde.

Der er de utallige gange, hvor en kæk, mandschauvinistisk kommentar om langt, lyst hår og ditto ben er blevet sagt i kontorlandskaber og mødelokaler på mandsdominerede arbejdspladser. Jeg sagde ikke fra, men grinede blot lidt beklemt. Det gjorde andre kvinder også.

Der er de utallige gange, hvor der er blevet råbt både grimme og pæne ting efter mig på gader og stræder. Primært i det sydlige Europa dog, men ret overvældende under alle omstændigheder, uanset om det er luder, kusse eller sexbombe, der bliver råbt.

Mange af de her antastelser og oplevelser hører det helt unge kvindeliv til.

Faktisk aftager seksuel aggression helt bemærkelsesværdigt markant med alderen.

Det er ret interessant. Tilnærmelsesvist morsomt, hvis ikke det var fordi det overhovedet ikke er morsomt.

Den modne mor-krop med to vaginale fødsler i bagagen får ligesom ikke helt den samme opmærksomhed.

Måske fornemmer aggressorerne, at de ikke kan slippe afsted med deres angreb over for rigtigt voksne kvinder?

Måske tænder de kun på helt unge kvinder(s kroppe)?

Jeg har flere spørgsmål end svar.

Og jeg har raseri i kroppen nu – efter hurtigt at have nedfældet de episoder, der lige springer frem i min hukommelse.

Hvis jeg blev siddende, ville der komme flere.

Men jeg orker det ikke.

Mit #MeToo er hermed blevet afsagt.

I vrede.

Og i afmagt.

I al fremtid vil Martin og jeg tale med vores piger om, at deres kroppe er kun deres.

I al fremtid vil jeg fortælle pigerne, at vores kvindekroppe er hellige og særlige, fordi vi er født med evnen til at skabe liv.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen må røre dem uden forudgående tilladelse.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de skal fortælle os, hvis nogen siger eller gør noget, der ikke er okay eller føles forkert.

Men kommer de til at fortælle os det, når teenagealderen indtræffer og deres smukke ung-pige-kroppe bliver genstand for massiv mandlig opmærksomhed?

Se, dét er spørgsmålet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mooaarrrr

I dag er det World Teachers’ Day.img_8700Og forventningsfulde Mille kommer med farvestrålende gerberabuketter i hænderne til sin søde Miss Elsie og Miss Marife.

Blomster er en big deal i ørkenen. De bliver givet med lige dele ømhed i hjerte og pengepung. img_8704Og hele skolegården summer af små, skønne børn, der glæder sig til at overraske deres lærere, når rektors fløjte lyder præcist kl. 7.30, og lærerne kommer ud for at hente dem ind i klasserne.

Helt så rosenrødt ser der ikke ud ovre ved Secondary School-siden denne morgen.

Teacher appreciation hører de yngre børn til. Og i Secondary School skal lærerne være mere end ualmindeligt heldige og nede med de unge, hvis de skal opnå at få blomster eller takkekort.

På dét tidspunkt i skolelivet har lærernes kultstatus – for de flestes vedkommende – taget sig et gevaldigt dyk nedad. Sådan er det bare. Teenagere skal synes, at voksne er håbløse. De fleste voksne, ihvertfald.

Heldigvis ændrer den opfattelse sig med tiden.

Både i forhold til ens lærere og i særdeleshed i forhold til ens forældre.

Der ryger en kæmpe portion taknemmelighed og fornyet respekt ind under huden på os, når vi selv bliver voksne og finder ud af, hvor pissesvært, det der voksenliv kan være. Pludselig får vi vores egne børn at tumle med og begynder at indse, at alle de fine principper om at gøre tingene på en bestemt måde – som tit handler om at “det ihvertfald ikke skal være ligesom vores forældre gjorde” – sjældent kommer til at virke ude i virkeligheden.

For æbler falder sjældent ret langt fra stammer.

Vi ligner, lyder og opfører os som små, tro kopier af de mennesker, der gav os livet.

Det er sådan cirka det allerværste og det allerbedste i hele verden, når det går op for os, at de mødrene og fædrene ophav ikke sådan fornægter sig.

Og lige nu venter jeg på min Mooaarrrrr.

Hun flyver fra Kastrup lige præcist nu.

Med Cath ved sin side.

Og jeg er så forventningsfuld, at jeg serieproducerer kanelsnegle og pølsehorn i et anfald af begejstring og husmorvanvid.

Det gør kvinderne i min familie nemlig.

Bager.

Når vi ser frem til gæster.

Jeg kan næsten ikke vente længere til at mærke min Mors arme omkring mig.

Og til at vise Cath, hvor fandens dejligt her er i en Ørkenstat.img_8708

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tumult

Vi er 3 uger inde i Danmarksturnéen.

Halvvejs.

Og jeg tæller ned i mit indre til Martins ankomst.img_8064For selvom det er noget “nyt”, at vi bliver familiesammenført allerede efter 3 uger i Danmark, så føler jeg mig færdig som gårdsanger med kufferter i bagsmækken.

Det er et lettere tumultarisk liv – både fysisk og følelsesmæssigt.

First World Problem, I know – men ens største udfordring er jo som bekendt stor.

Pigerne går mig på nerverne, fordi jeg er ene-forælder og må tage hver og én af de prøvelser, konflikter og diskussioner, der vilkårligt vil opstå, når vi rejser rundt og skal forholde os til mennesker, steder, stemninger, aktiviteter osv. kontinuerligt.

Det er som om min stemme forsvinder ud i den blå luft, og pigerne ignorerer mig åbenlyst, fordi de udmærket godt ved, at det er svært at køre konsekvenstræningen helt til dørs, når man er i andres hjem.

“Mor er så sur og jeg demand’er noget mere respect”, mukker Cille og ser frækt og udfordrende over på mig, så man kunne forvilde sig til at tro, at hun ikke blot var tween, men teen.

Mille siger ikke så meget med ord. Hun kører til gengæld den fineste hyle/skrige-regression, når tingene ikke lige flasker sig som madammen kunne ønske sig det.

Og jeg får et træt, vrissent tonefald – alternerende med et skingert – når jeg demand’er respect.

De er trætte af at høre på mig.

Jeg er træt af at høre på mig.

Og træt af at høre på dem, for nu at være 100% ærlig.

Men så ser jeg over på Mille, der er klatret op til Morfar for at fjolle til hun glider ned igen af bare grin og fnis.img_8015img_8024Så ser jeg rundt om bordet, hvor alle ryger lakridspiber til brætspillet, og stemningen er så dejlig og varm og glad.img_8029Så ser jeg hen på min kære Søster, der er omgivet af vores aldeles vidunderlige (og til tider kropumulige) spilopmagere af nogle døtre med stærke meninger.img_8079Og det går op for mig, at uanset ævl og kævl, så har vi det aldeles fantastisk og er del af det familiefællesskab, som vi ofte savner derhjemme i Ørkenstaten.img_8046img_8048 Der sker nemlig noget særligt, når man er intenst sammen og tilbringer mange dage i hinandens selskab, frem for blot at være på besøg i nogle timer for så at tage hjem i egne rammer.

Vi ved det og børnene fornemmer det.

Og det er også årsagen til, at vi ikke er endt med at købe et sommerhus og tilbringe vores ferie dér. Pigerne insisterer på at bo hos og med deres familie. For dét føler de er hyggeligst og “rigtigst”, selvom det betyder mange rundkørsler og pakket-kuffert-liv i stort set hele perioden.

Og nu landede Ørnen så igår.

img_8080Dét føles så dejligt, at han kan støtte den trætte trio med sin blotte tilstedeværelse.

Østrogenniveauet bliver nedbragt til et mere harmonisk niveau.

Mine skuldre ditto.

Det er bare sjovest at være os to om de to.img_8010

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts