Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Uventet fridag og cloud seeding

Der er udsendt varsel om regnvejr og storm over De Forenede Arabiske Emirater i dag.

Om det er et naturligt forekommende vejrfænomen, fordi det trods alt er blevet vinter her i ørkenen, eller om det er resultatet af endnu en ombæring cloud-seeding – dét ved jeg intet om.

Det er kun et par år siden, jeg for første gang hørte om cloud seeding – altså hvordan man skaber et kunstigt nedbør over et tørt område ved hjælp af kemikalier, der skydes ind i skyerne. Og jeg er 100% lægmand på området, så jeg aner virkelig ikke, om det er godt eller skidt sådan at rende rundt og lave sit eget regnvejr. Men det lyder mærkeligt.

Er det mon menneskers opgave at gå ind og kondensere skyernes vanddamp til regndråber? Kunne det tænkes at få en eftervirkning eller bivirkning i forhold til miljøet og atmosfæren? Og hvad med kemikalierne, man skyder ind i skyerne? Skulle de forestille at forsvinde puf-pist-væk – eller regner de i virkeligheden lige ned i hovedet på os?

Vi må have nogle videnskabsfolk på sagen. Eller i det mindste Greta Thunberg.

I Danmark er der jo ikke ligefrem brug for cloud seeding, så måske har du aldrig tænkt over eller hørt om fænomenet? Jeg har derfor lånt følgende illustration fra Wikipedia, som viser, hvordan processen foregår. 

Source: Wikipedia.

Men uanset om vi har sået skyerne selv og dermed høster regnvand på den helt unaturlige måde i dag,  så er breaking news fra en fjern Ørkenstat ihvertfald, at skyerne netop nu kommer rullende ind – det småregner allerede – og der er rumlende torden i vente.Myndighederne ved sikkert en masse om, hvad der kommer i løbet af dagen, for de har her til morgen udsendt besked om, at alle skolerne i Abu Dhabi, Dubai og Sharjah holder lukket, så elever, lærere og forældre ikke skal ud i regn- og stormvejr. Dermed blev skole-hjem-samtalerne aflyst, som jeg ellers havde forberedt mig på og glædet mig til. Dem tager vi så nok en anden dag.

Trafikken bliver altid et kæmpe problem, når det regner og stormer. Træerne og palmerne har et rodnet, der på en eller anden måde må ligge tæt oppe i overfladen, så de ikke står særligt godt fast. Så er der risiko for, at træerne vælter eller at store grene ryger af, som så forhindrer passagen for bilerne. Det er også som om det fine ørkensand hurtigt giver glatføre, når det mixes med regnvand til lysebrunt mudder. Og så er der det evindelige problem med elektricitet, vandtilførsel og vandafledning, lige så snart det regner. Mange mister strømmen i husene. Ristene på vejen kan ikke sluge vandet hurtigt nok, og store regnsvandssøer hober sig op på både motorveje og villaveje.

Så vi bliver hjemme.

Med varm kaffe i kruset og en friskbagt krydderkage, fordi intet råber bagetid som et godt, gammeldags regnvejr i en Ørkenstat.

I øvrigt er det 100% passende med regn, bulder og torden, da vi i disse dage holder landesorg.

Landets leder, H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyan, har mistet sin bror. Sikkert én ud af mange, mange brødre, når nu man kommer fra en kultur med store børneflokke og flere hustruer, men ihvertfald én, der er afholdt og dermed grundlaget for, at samtlige radiokanaler spiller arabisk guitarmusik, hvis ikke et klassisk repertoire. Det er traditionen her i landet, at flagene går på halv, og at musikken dæmpes til sorgniveau.

Jeg har dog lidt svært ved at finde den store sørgemine frem, når der pludselig dumper en uventet fridag fra skolen ned fra den regnfulde himmel, og når der dufter af kanel og kardemomme i hele hytten.

Og især er det svært at bevare den medfødte pessimisme, når denne her lille fætter står og kigger på mig med sine plirrende, sorte øjne.Meget mere om ham en anden dag.

Kaffen og kagen kalder på mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hatta Honeybee Garden

Sidste skud ud til Hatta i denne omgang.

Jeg er lige en smule forsinket i mine skriverier, fordi der sker så mange dejlige ting rundt om mig. Farmor og Farfar er her jo , og pigernes favorithøjtid, Halloween, har krævet en del praktisk forberedelse.

Som beskrevet i sidste blogindlæg, tog vi Faster D med på tur ud af Dubai, så hun kunne se, at De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end glitzy skyskrabere og fancy restauranter. Med små børn er det relativt begrænset, hvad man kan foretage sig i Hatta. Efter en hyggelig donut-tur på Hatta Dam den ene dag, stod valget mellem at køre ned i Wadi Hub og trække pigerne en tur på en pony eller at besøge Hatta Honeybee Garden.

Vi valgte det sidste.GPS-signalet er (ikke overraskende) ret dårligt ude midt i Hajjar-bjergene, så vi kom noget på omveje og nærmest ind ad bagvejen til honning-stedet, forbi små landbrug med kameler, geder og dadelplantager. Men om ikke andet så fik Martin da endelig brug for sin firhjulstrækker.

250 dirhams senere og vi er alle i gule bee-keeper-costumes! Ømt syn, jeg ved det.Lige umiddelbart virkede stedet som noget af et rip-off eller en ren udstillingskulisse med både hashtag og kunstgræs i bedste Instagram-venlige stil. Rundvisningen starter ud med at man ser tre små udstillings-træer i de tre træsorter, som bierne tager pollen og nektar fra i området: Samar, Sidr og Ghaf.

Det er træsorter, som gror naturligt i hele landet og også her i Hajjar-bjergene, og som hver især sætter blomster i en ganske afmålt to-måneders periode, hvilket gør, at man let kan “styre”, hvilken slags honning, man producerer. Ved indgangen til haven sælger de alle tre slags honning i forskellige flasker og krukker, samt bivoks, chokolader med honning, royal jelly og skønhedsprodukter med honning som ingrediens.

Der er også smagsprøver på de tre honning-varianter, og det er overraskende, hvor stor forskel der er på smagen af nektar fra samar-, sidr- og ghaf-træerne.

Efter træerne kommer man til en udstilling af de forskellige typer af bistader, der traditionelt er anvendt på Den Arabiske Halvø. Jeg er særligt vild med de udhulede palmestammer, som man har anvendt i gamle dage i De Forenede Arabiske Emirater. Nu om dage er staderne af plastic eller polystyren.Endelig kommer vi til den del, der virkelig er noget ved. Håndtering af de fine honningbier!Først får bierne lige en smule røg til at dulme nerverne med, hvorefter en af biavlerne linder på låget og lader os opleve det summende liv i staden. Der er tale om italienske honningbier, som er den “flinkeste” (mest håndterbare) slags i verden. Det er nok også meget smart, at vi kun kommer i nærheden af den roligste slags, da det alligevel er en smule spændende at stå ansigt til ansigt med hundredevis af travle arbejdsbier, der summer omkring på tavlerne.Men bierne tager ikke rigtigt notits af os – og vi håndterer tavlerne med rolige bevægelser og får set dem helt tæt på.Vi får lov til at trykke bivoksen lidt ind og ned i hjørnet af tavlen, så den gyldne honning flyder ud på handskerne, og en lille flok arbejdsbier klatrer over for at spise sig mætte.Jeg ved ikke hvilken form for fancy markeringsteknik, Hatta Honey anvender, men dronningebien ses tydeligt ved den lysende blågrønne markering oven på hovedet.Efter hyggelig nærkontakt med honningbierne går vi videre ud for at se, hvordan de har stader stablet op overalt. De har langt større arealer med bistader end her, da stedet kun er tænkt som en besøgshave for turister.Til sidst går vi forbi et par pavilloner, hvor Hatta Honey har intentioner om at tilbyde forskellige former for terapi til de besøgende. Højst sandsynligt først om et par år, hvis jeg skal komme med et forsigtigt gæt, da det hele ser noget slunkent ud. De vil bl.a. tilbyde stik med bi-gift som en naturlig form for botox, smertelindring til psykisk syge og austister i form af bistik, og en række forskellige indåndingsmasker, hvor man kan indtage ilten fra summende bier, som efter sigende skulle være godt til folk med åndedrætsproblemer, astma, bronkitis osv. De har også et stort laboratorium andetsteds, hvor de laver masser af bi-inseminering og udvikling af bidronninger i små separate kasser, så man sikrer sig en optimal og hurtig udvikling af nye (og befrugtede) dronninger til staderne. Alt sammen i et forsøg på at intensivere og optimere produktionen af honning.

Tilsyneladende er en krydsning mellem en italiensk dronningebi og tyve canadiske droner (hanbier) den perfekte kombination, da den italienske honningbi som sagt er venligsindet, og den canadiske honningbi er den mest hårdtarbejdende af alle arter. Ser man det. Hvem vidste overhovedet , at der er nationale honningbier fra Yemen, Saudi Arabien, Canada og så videre?

Der er ingen tvivl om, at det kan noget ganske særligt, hver gang man kommer rigtigt i nærkontakt med et dyr. Det bliver håndgribeligt og interessant på en helt anden måde, end hvis man bare står og ser på dyret på afstand.

Vi lærte helt sikkert en masse om honningbier, som vi ikke vidste i forvejen – og vi er pludselig noget så duperede over de gyldne honningdråber, royal jelly og dets mange anvendelsesmuligheder – og i det hele taget biernes betydning for vores økosystem og liv her på jorden.

Save the bees og læg endelig vejen forbi Hatta Honey, hvis du får muligheden!

🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝

Mange hilsner fra Mor i Udlandet