Hjemmeskoling – take two

Spring Break er nu officielt ovre i den corona-ramte Ørkenstat.

I vores husholdning er den forældre-improviserede hjemmeskole blevet lukket ned efter to stive ugers kombineret leg-og-lektie-gøgl for fuld udblæsning i det lille firkløver.

Hvem havde da ikke drømt om dét scenarie i stedet for en skøn rejse til Vietnam?

Ironi kan forekomme.Fra i morgen er det således den rigtige skole, der tager over i forhold til at sætte rammerne og opgaverne for børnene, mens vi andre må støtte op på bedste vis på sidelinjen.

For Emilies vedkommende vil opgaverne og skoledagenes forløb blive sat via e-mails fra læreren. Emilie skal så uploade sit arbejde på app’en Toddle, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt.

For Cecilies vedkommende er der et møde over Microsoft Teams hver morgen kl. 9, hvor klassen ser og lytter til læreren, der giver dagens instruktioner. Cecilie skal så uploade sit arbejde i forskellige foldere på OneDrive, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt. Hvis man ikke laver opgaverne og tjekker ind kl. 9, anses det for fravær i skolen.

Nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi er lidt spændte på det, og jeg er særligt bekymret for feedback-loop’et mellem elev og lærer. Vil børnene mon nogensinde få at vide, om dét, de laver, er korrekt og hensigtsmæssigt? Men det er forhåbentlig bare mig, der bekymrer mig unødigt.

Uanset om teknikken driller eller feedback-loop’et kommer til at virke, så glæder jeg mig til, at jeg med sindsro kan sige, at tingene skal laves, fordi deres lærere forventer det – og ikke fordi jeg har selv-opfundet til lejligheden, at der skal laves Mathletics i 30 minutter, efterfulgt af en voldsomt spændende læsebog om Abraham Lincoln på RazKids. Der er intet mere fantastisk end at kunne ansvars-fraskrive og pege helt stift over på læreren, der sætter opgaven. 😂

På en eller anden måde er hjemmeskoling take two / uge to nu alligevel løbet afsted. Ikke at jeg har vænnet mig til, at vi alle går derhjemme, men når der bliver sat struktur, aktiviteter og opgaver op, så går dagene jo på bedste beskub. Om ikke andet har pigerne da lært at værdsætte en kaffepause stort set på linje med deres mor.
Udover at arbejde med deres forskellige apps i matematik og læsning, har pigerne hjulpet til med praktiske ting, som at vande have og vaske sandstøv af terrassen.
Vi tyer også til puslespil, bagning, maling, tegning og alle de andre slags fnullerier og hjemmesysler, der kan drive tiden lidt afsted.I modsætning til den første uge efter skolelukningen, har vi skruet helt ned for blusset i forhold at omgåes andre mennesker. Vi lærer jo mere og mere om corona-virussen, og om hvor vigtigt det er, at vi holder os helt hjemme og på afstand, uanset om vi er karantæneramte eller ej (hvilket vi ikke er). Sådan føltes det ikke for bare 8 eller 10 dage siden, hvor man stadig godt kunne tillade sig at være sammen med andre – bare man fulgte forholdsreglerne med håndsprit og pæn afstand.

En enkelt eftermiddag tillod vi os dog at gøre en veninde og hendes piger selskab på stranden – ude i den friske havluft og med lidt afstand til hinanden. Dén aktivitet er dog en saga blot. Fra i morgen er strandene lukkede i mindst to uger.Butikker og indkøbscentre er fortsat åbne her i De Forenede Arabiske Emirater. Guderne må vide hvorfor. Nogle steder kører de med lidt reducerede åbningstider, men vi har slet ikke de samme forbud om at undgå forsamling og kun foretage nødtørftige indkøb som i Danmark og store dele af Europa.

At der ikke er et indkøbsforbud, betyder dog ikke, at det føles okay, at tage ud i et center eller hen i en butik. Det føles kæmpe-sært og nærmest lidt farligt eller småkriminelt. Faktisk er jeg ved at blive helt paranoid og indesluttet, selvom der ikke er nogen reel grund til det. Måske når myndighederne til samme konklusion om at lukke helt ned hernede – det må tiden vise. Indtil videre er moskéerne, parkerne, legepladserne, pools’ene, fitnesscentrene og biograferne lukkede i 30 dage; skolerne til den 5. april (we wish!) og visse andre sektorer kører med enten hel eller delvis lukning.

Følelsen af, at hele verden ‘lukker ned’ er ubehagelig og lettere angstfremkaldende. Men det er vores nye virkelighed, uanset om vi kan li’ det eller ej. Interessant nok havde vores første Ramadan i De Forenede Arabiske Emirater et lille anstrøg af dét her. Ikke at der var noget med verdensomspændende sygdomstrusler og risiko for smittespredning under Ramadanen, men for en ignorant vesterlænding i ukendt Sharia-land, var der denne her omklamrende følelse af, at verden pludselig var klappet i som en østers, og at der var en hel masse – delvist ukendte og ihvertfald usikre – regler for god etikette, skik og opførsel i fælles-rummet, som jeg risikerede at tage fejl af eller undervurdere. Dengang gik jeg konstant og debatterede med mig selv, om jeg skulle gå ud, hvad der så kunne eller ville ske derude, hvad jeg havde behov for og måske ikke kunne, hvis jeg så gik ud og så videre og så videre…sådan føles der igen nu – bare med langt, langt alvorligere konsekvenser.

Et smut i Dubai Garden Centre er det dog blevet til i ugens løb. Havearbejde er på en eller anden måde nærliggende og beroligende, når så meget andet er uroligt og utrygt. 
Og stærkt ansporet af hele virus-problematikken forsøger Cille sig nok engang med sit projekt ‘bakteriel udvikling på brødskiver’. Her står hun klar – bevæbnet til fingerspidserne – uden for vores lille lokale butik, Choitram’s.Nu hænger brødskiverne med masser af guf fra håndtag og deslige til ‘udvikling’ på ruden i køkkenet, og Cille har skrevet om processen i sit arbejdshæfte. Hun er og bliver en lille science-nørd.Det bliver spændende at se “rusultaterne” om et par uger.

Og mens vi venter på bedre tider, roder vi lidt med en papkasse eller fire – før kvadratrødder og brøkregning kalder igen i morgen.Bemærkelsesværdigt, som vi rykker tættere sammen i familierne – og værdsætter de helt små, simple og nære ting på en ny måde. Dét er en god ting, vi må tage med os ud af denne her pandemi.

Tid.

Til hinanden

Og til småsysler.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om internationale skoler

Den største festdag på en vilkårlig international skole er “International Day” – eller som den hedder på vores skole – “International Evening”, fordi det festlige arrangement først starter kl. 17.3o og varer til sent.

Her på billedet står Team Dannevang 2020 klar til at bage æbleskiver og servere kakaomælk til små 2.000 gæster. Vi har ca. 40 danske elever på Dubai International Academy – fordelt på 25-30 forældrepar, og vi løfter i fællesskab opgaver som “International Evening”.Alle internationale skoler fejrer og synliggør, at de er mangfoldighedsskoler ved (blandt andet) at afholde en årlig fest, hvor hver enkelt nationalitet giver den fuld skrue med patriotismen.

På den danske stand kører vi vanen tro på med smørbagte småkager, nybagte æbleskiver, drømmekage fra Brovst, Arla-mælkeprodukter, samt Lego-æsker og Mærsk’s berømte småkagedåser, der kan vindes i en bæredygtighedsquiz.

Men hvorfor lige æbleskiver? Til det kan jeg sige, at der er jo en temmelig stor del af de typiske danske ‘spiser’, der ikke lige passer ind i en muslimsk Ørkenstat – enten fordi de indeholder alkohol eller gris – eller fordi de bare ikke er appetitlige i 30 graders varme.Internationale skoler er stolte af, at de danner ramme om hverdagen for børn og voksne af mange forskellige nationaliteter, med forskellige kulturer, sprog, udseende, religioner og hvad der nu ellers hører til, når hele verden samles på ét sted. Ofte er børnene og børnenes forældre ikke kun af én nationalitet, så der er virkelig tale om flerkulturelle familier og et flerkulturelt samfund, hvor tingene gøres på lige så mange måder, som der er mennesker.På vores IB-skole, Dubai International Academy, har man f.eks. valgt, at børnene skal have mulighed for at blive undervist i deres modersmål 3 timer om ugen, så foruden den normale undervisning på engelsk, går Cille og Mille til dansk modersmålsundervisning, plus spansk og arabisk som andetsprog hver uge.

Det er da en gave ud over det sædvanlige.

Ikke at pigerne selv forstår det, for de har aldrig kendt til andet, men som komplet sprog- og kulturnørd, der er opvokset på den jyske vestkyst, hvor der kun taltes drævende vestjysk, lidt hakkende tysk og så noget andet dansk inde i fjernsynet, når der var TV-Avisen, bliver jeg opløftet ved tanken om alle de fantastiske synapser, der knyttes i knolden på vores børn, når de skal begå sig på 4 sprog hver uge.

Hvad jeg ikke ville have givet for at være vokset op med flere modersmål og andetsprog under bæltet, da jeg var lille.

Hvad jeg ikke ville have givet for at have været en del af sådan et frit og farverigt “community”, som vores piger er del af i deres opvækst.

Det ville have passet mig en hel del bedre end et lille lokalsamfund i Vestjylland, hvor det gjaldt om at være præcist som de andre i udtryk, udseende, interesser og væremåde.

Heldigvis har jeg nuppet chancen for at rejse, bo og leve mange forskellige steder rundt om i verden, lige siden jeg selv kunne styre, hvor jeg ville opholde mig. Og at vi bor i udlandet som familie er absolut en af mine livsdrømme, der er gået i opfyldelse. For jeg vil gerne fortsætte med at opleve verden og mærke andre kulturer end vores egen.

Mangfoldigheden er for mig netop én af de allerbedste ting ved at leve i De Forenede Arabiske Emirater.Jeg værdsætter så uendeligt meget, at vores døtre får muligheden for at vokse op i et multikulturelt samfund, hvor der er respekt for og om alle mennesker, uanset hudfarve, accent, religiøse overbevisning, påklædning, madpakker, kulturelle symboler og alle de andre ting, der alt for ofte bliver rynket på næsen af og skrevet grimme ting om, når kældermennesker og mørkemænd får chancen for at give deres besyv med på internettet.Jeg elsker, at vores døtre vokser op med en stor flok børn, der kommer fra alle verdens lande, så de aldrig nogensinde kommer til den konklusion, at hvis tingene ikke gøres “ligesom i Danmark eller hjemme hos dem selv”, så er de nok dårligere eller mindre værd.

Det er én af de værste og tungeste sider ved nationalkulturerne og ved mennesker, der sjældent bevæger sig uden for deres egen by eller uden for deres fædrelands grænser: At de tror fuldt og fast på, at dén måde, hvorpå de gør tingene, er den eneste rigtige. At det er deres samfund, der ligger inde med De Vise Sten – og at alle andre lande og kulturer på en eller anden måde er under-udviklede, uvidende eller bagud.Jeg har det svært med dem, der argumenterer for, at Den Danske Model eller Den Danske Velfærdsstat er den bedste løsning – eller at Danmark ligesom “kan det hele”. Det er fint og dejligt, at det meste fungerer godt i Danmark – og jeg er stor tilhænger af samfundssystemer, hvor der gives mere lige muligheder til alle borgere, uanset størrelsen på ens pengepung, men at tro, at vi danskere har opfundet den helt dybe tallerken i forhold til at få et samfund til at fungere, dét er en misforståelse.I alle lande er der genialiteter. Ting, vi burde adoptere og tage ved lære af. Sider og aspekter, som vi end ikke har overvejet eller været bevidste om. Dét bliver jeg aldrig træt af at lære om og opleve på nært hold.“International Evening” er i øvrigt pigernes favoritdag på hele skoleåret. De elsker feststemningen, som de opbygger med alle deres venner og skolekammerater i løbet af skoledagen – og når det så bliver aften, skal der spises, danses og leges igennem.

Her står Cille med sin belgiske og sin norsk-palæstinensiske-engelske veninde. De er alle tre spændte på at blive “sluppet løs” til fest med deres venner.Og ind i mellem bagning af æbleskiver og udlevering af drømmekage fra Brovst og Arla-kakaomælk til børn i lange baner, bliver der også en lille stund for mig selv til at liste omkring og smage på alle de andre landes delikatesser.

I år var Syriens, Jordans og Palæstinas stande fænomenale. Jeg fik selvfølgelig også en hvinende sød og stærk tyrkisk kaffe, en aromatisk kardemomme-chai hos inderne og et par krydrede vegetarsamosaer hos Pakistan og Indonesien.Alle smiler og serverer med stolthed deres traditionelle retter for hinanden, og der er kun kærlige drillerier at spotte mellem landene, som når Finlands fine julemand er ved at være træt af danskerne, der pointerer, at Julemanden altså bor på Grønland – eller når hollænderne kommer forbi den danske stand og har den friskhed at kalde æwle-skiw’erne for poffertjes.Det er på aftener som denne her, at vi ser, hvad det vil sige at være et verdenssamfund. Godt nok i en lille og ret håndgribelig miniature-udgave, men alligevel. Her ser vi med egne øjne, at vi er tæt på hinanden – vi er jo for pokker hinandens naboer og medmennesker, der er nødt til at se hinanden i øjnene og lære om og af hinanden, fordi det er både rart og en nødvendighed.

Det er så fint og smukt, synes jeg.Og som aftenen falder på, går der mere og mere sukkerchok og Bollywood Dance i den – til børnenes store glæde. For er der noget, inderne kan, så er det at piske en god stemning op.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Liz Pichon, Tom Gates og Bog-anbefalinger

Lige før sommerferien sidste år valgte jeg at forære mig selv et Saxo-abonnement, så jeg kunne nyde en langstrakt sommer med masser af varieret læsning. Det har jeg ikke fortrudt – og jeg er fortsat med at læse en hel masse bøger siden da.

I sommerferien trawlede jeg hele udvalget igennem, og fortærede stort set alt, hvad der stod på hylderne af nogenlunde nutidig litteratur skrevet af kvindelige forfattere. Jeg trængte sådan til en opdatering på, hvad der foregår derhjemme i Moder-Landets hjerter og hjerner.

Traumatiserende barndomme syntes at være et gennemgående tema dén sommer.

I en grad så jeg ind i mellem fik helt ondt i maven og sære drømme om afsked og afvisning om natten. Sådan kan det gå, når man giver sig selv en overdosis Leonora Christina Skov, Maren Uthaug, Nina Wähä, Vita Andersen, Malene Lei Raben og Lotte Kaa Andersen.

Efter den omgang er jeg rykket videre fra bristede forældrerelationer til mere blandede bolsjer.

For nylig har jeg læst den poetiske og bevægende revolutionsroman, “Jeg løb mod Nilen” af den egyptiske forfatter, aktivist og tandlæge, Alaa Al-Aswany.Han beretter om Det Egyptiske Forår, det egyptiske samfund, de statslige institutioners gennem-korrumperede handlinger og Præsident Mubaraks fald igennem en række pseudofiktive personer, der på vidt forskellige måder bliver involveret i revolutionen. Der er en klar romantiseren af de revolutionære kræfter og initiativer undervejs, men Al-Aswany formår også at vise bagsiden og omkostningerne for oprørerne, og hvad såkaldt ‘almindelige’ egyptere egentlig synes om revolutionen.

Hermed en varm anbefaling af “Jeg løb mod Nilen” – selv i oversat form er det en smuk og rørende bog, som giver læseren et indblik i den egyptiske kultur og et samfund, som fungerer fundamentalt anderledes end vores eget.

I går færdiggjorde jeg så noget i en helt anden ende af læseskalaen:

“Begge Sider” – den nye biografi om Nicklas Bendtner, der er blevet til i lange, tunge samtaler med Rune Skyum-Nielsen, mens Bendtner alligevel sad dér i sofaen og afsonede en dom (voldelig taxa-fadæse) med digital fodlænke.”Begge sider” er fantastisk læsning. Ikke for sproget eller abstraktionsniveauet, men for autenticiteten. Det føles som om Nicklas Bendtner sidder i siderne og fortæller lige ud af posen om alt det shit, der er foregået i hans liv, mens han har skaltet og valtet med sit helt unikke talent. Man kan ikke andet end at holde af og holde med denne her energiske og vilde amagerknægt, der får så lidt og så dårlig vejledning i sine unge år, at det næsten kun kunne gå galt. Han tager egentlig sine tæsk med oprejst pande, men langer også ud efter de personer, som han mener bevidst har ønsket at gøre ham ondt eller har været særligt illoyale – og det er saftige sager, så siderne flyver nærmest om ørerne på én.

Læs den – virkelig – uanset om du er til fodbold eller ej – for alle kan da kun elske en gennem-menneskelig helt, der crash’er komplet og bliver til hele Danmarks prügelknabe og antihelt, for så at rejse sig, eje hele lortet og tage til genmæle. Vild med skidtet. Og kudos til Rune Skyum-Nielsen for at have visket sit eget ego ud af bogen og evnet at lade Bendtners personlighed skinne så tydeligt igennem fortællingen.

Mine næste bogeventyr bliver helt klart Thomas Korsgaards nye novellesamling, “Tyverier”, og så har jeg downloadet disse tre her, jeg skal læse lige bagefter, fordi KAREN, you know…Online læseløsninger på dansk er simpelthen som skabt til folk, der rejser meget eller bor i udlandet. Det er alt for besværligt, dyrt og tungt at slæbe rundt på danske bøger i papirform. Og så længe vi “flytter rundt”, føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig selv at skabe et rigtigt bibliotek, selvom det er et stort ønske at få sådan et engang. Men iPad’en er jo med – uanset hvor jeg bevæger mig hen, og for første gang i mange år føler jeg mig forbundet til dét, der foregår mentalt derhjemme. Og det er en god ting, tror jeg. Jeg har ihvertfald overgivet mig helt og fuldt til at læse bøger elektronisk.

Dét har familiens anden bogorm så til gengæld ikke.Cille elsker go’e gammeldags papirbøger og hader, når jeg forsøger at finde noget frem elektronisk til hende. “Det er bare ikke det samme”, vrænger hun og hiver endnu en lille mursten frem.

Cille læser stadig kun grafiske romaner, tegneserier og kortere noveller. Hun er ellers en rigtig dygtig og flydende læser på både engelsk og dansk nu som 10-årig, så Harry Potter m.m. burde være næste skridt, men hun afviser blankt at læse historier, der kunne have elementer af “uhygge” i sig. På samme måde afviser hun også film, der kunne være uhyggelige eller udfordre hende lidt.

Hun er der bare ikke endnu – er ikke klar til action, magi, fantasy, vold, gys, uhygge og alt det andet, der ellers er kendetegnende for mange gode historier og film.

Til gengæld gnaver hun sig igennem alt, der er doodle’t og sketch’et med humoristisk sans, som f.eks. “Diary of a Wimpy Kid”, “Horrid Henry”, “Daisy”, “Dork Diaries”, “Big Nate”, “Middle School”, “Tom Gates” og samtlige bøger af forfatterne Roald Dahl og David Walliams.

Og det er fint for mig.

Cille behøver ikke at bevise, at hun er i stand til at læse en kompliceret murstensroman som 10-årig. Bare hun læser af lyst. Hver dag. I mindst en halv til en hel time.

I min optik handler det om, at hvert barn skal finde sin indre læseglæde og læsemotivation via de emner, temaer og genrer, som tiltaler barnet intuitivt. I vores tilfælde har tegneserier og dysleksi-venlige korte fortællinger været et hit – også selvom Cille ikke har læsevanskeligheder.

Cille elsker bare dårlige jokes, humor og fjollerier – og hun er dybt fascineret af doodles som kunstform, så det lå lige til højrebenet at gå i teatret med et par af vores BFFs forleden.For tiden kører “Tom Gates: Biscuits, Bands and Very Big Plans” nemlig som en elektronisk “Doodle-Musical” på DUCTAC-teatret i Mall of The Emirates.Det var så fint, fjollet, sjovt, sødt, farverigt og quirky, at de to 10-årige piger ikke kunne andet end at overgive sig komplet til den altid-så-uheldige Tom’s univers fyldt med skole-udfordringer, glemte lektier, øvere med sit rockband DogZombies og konflikter med den helt og aldeles umulige teenage-storesøster Delia.

Ikke nok med at musical’en var et hit hos pigerne, så fik de samtidig chancen for at hilse på forfatteren bag “Tom Gates”-succes’en, Liz Pichon!Hun var i Dubai for at signere bøger og deltage som tilskuer til musical’en, som hun heller ikke selv havde set tidligere.

Liz Pichon viste sig at være supercool, og selvom pigerne var MEGET starstruck over at møde hende, så lykkedes det dem dog at få fremstammet deres navne og fortalt hende, at de er vilde med bøgerne. Hun doodle’de straks løs i deres bøger, stak dem klistermærker og stempler, og hun fortalte dem, at den mugne storesøster Delia på mange måder er hende selv som teenager – og at skolens motto har akronymet “PUNK”, hvis man ser ordentligt efter.

Da jeg senere læste op på Liz Pichon, viser det sig, at hun har dysleksi og altid har ønsket sig at skabe bøger til børn, som er så læsevenlige og appellerende, at børn med dysleksi får lyst til at læse en hel serie. Det er lykkedes for hende, dét er helt sikkert. Pichon’s bøger er i øvrigt oversat til dansk – og du kan læse en fin artikel med hende lige her:

https://www.telegraph.co.uk/women/life/liz-pichon-on-how-dyslexia-inspired-her-tom-gates-childrens-book/

PS: Skriv dine boganbefalinger til mig, så jeg kan finde på noget nyt og spændende at læse!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet