A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Selvstændige valg

Fritidsaktiviteter for børn.

Bare tanken om det er nok til at give de fleste forældre et gråt hår mere til samlingen.

Hvad koster det? Passer tidspunktet med jobs og andre opgaver? Er der plads på holdet? Er der krav om tøj eller udstyr?

Her i Ørkenstaten er after school activities mindst lige så big business, som det er alle andre steder. Vi er heldige, hvis vi finder en nogenlunde lødig 60 minutters aktivitet til omkring 150 kroner pr. gang – ekskl. administrationsgebyr og påkrævet udstyr eller tøj. Og skal det være hos en af de bedste udbydere på området eller en helt særlig form for sport, kommer det snildt til at koste i omegnen af 200 kroner pr. gang.

Læg hertil, at det foregår her og der og alle vegne i byen mellem kl. 15 og kl. 19 – og du har naturligvis fornøjelsen af at agere taxichauffør og bænkevarmer, medmindre du er über-heldig og kan dele tjansen med en anden mor, så det kun er hveranden gang, du skal ha’ fornøjelsen.

Fritidsaktivitet for barn.

Sjælsforvitring for mor.

Dén der med selv lige at cykle ned i den lokale fodboldklub til træning eller over til spejderhytten gennem stisystemet er stort set ikke-eksisterende. Der er bestemt mulighed for at cykle til forskellige former for dans nede i vores lokale fitnessklub – og det gør vi også brug af – men for det meste er det ud i bilen og afsted et par gange om ugen. Hvor jeg i øvrigt priser mig lykkelig for at have tidligt fri fra arbejde, så jeg selv kan køre pigerne og se, hvad der reelt foregår. Mange er nødt til at sende deres børn afsted i en taxa med deres nanny, og det er (i min optik/som tilskuer) ikke altid en velfungerende løsning. Ihvertfald ikke for de helt små børn, som ikke selv kan “rapportere” tilbage til forældrene.

Indtil videre har det været Martin og jeg, som har foreslået og udvalgt fritidsaktiviter for pigerne. Og de er gået pænt med på det uden modstand eller protest. Men der begynder at tegne sig tydeligere billeder af deres personlige interesser og præferencer.

Cille er en lille kreativ bogorm, som jeg selv. Fysisk udfoldelse skal helst være noget, hvor man danser og hopper lidt rundt til noget musik – og for Guds skyld ikke kommer til at svede eller få pulsen alt for højt op. Det kunne jo være farligt for sådan en lang, slatten aspargeskrop, der allerhelst bare vil flagre omkring uden at anstrenge sig.

Mille er et fysisk barn. Bomstærk og muskuløs. Hun crawler for fulde hammer, når hun er til svømning – og løfter, løber, hopper og cykler med fuld styrke. Det er helt bestemt Martin, hun ligner kropsmæssigt, og jeg fornemmer, at hun også kommer til det rent sportsmæssigt.

For nylig kom Mille hjem og ytrede ønske om at gå til gymnastik.

Det er 1. gang nogensinde, at hun har et selvstændigt ønske om en fritidsaktivitet.

Cille og jeg gyser i al hemmelighed ved tanken om at gå til gymnastik. Det ville være vores eget personlige mareridt at skulle balancere rundt på de der mærkelige torturredskaber, muligvis kun overgået af noget så uhyggeligt som crossfit. Men det skal Mille naturligvis ikke vide noget om. Hun skal gøre lige præcist dét, der gør hende glad.

Så nu må vi gøre noget ved det.

Først ser vi på én af mange gymnastikhaller sammen med Farmanden.

Og ender med at tilmelde hende sammesteds, fordi voksne har lov til at se på undervisningen, hvilket ikke er tilfældet i flere af de andre haller.

Bagefter køber vi gymnastikdragt, for man må bare aldrig gå ned på udstyr.Mille er ikke til at skyde igennem.

Og hun skifter til gymnastikdragten hver eneste eftermiddag i en hel uge herhjemme, mens hun venter længselsfuldt på, at det skal blive den første gang til gymnastik.Cille går nødtvungent med i gymnastikhallen mod lovning om, at hun må læse i sin bog uden afbrydelser hele timen.Det er ikke svært at se, at Mille selv har valgt dette her. Jeg bliver kisteglad af at se på hendes ansigt og kropsholdning her. Og småfniser lidt af Cille, der står komplet udeltagende bagved.

Og Mille elsker dét her.Fra første øjeblik.Da børnene senere sendes videre fra opvarmning og strækøvelser til at lege med diverse skumredskaber, kan jeg høre Milles begejstring helt op på tilskuerrækkerne og se hestehalen, der hopper af glæde.Vi fortsætter successen i næste uge.

Med Mille som ivrig redskabsgymnastik og Mor som bænkebider.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mummy-juice og bogudgivelse

Hverdagen brummer derudaf i disse uger.

I Ramadan-mode.

Jeg er faktisk helt i tvivl om, hvad det er, jeg får tiden til at gå med?

Vi har ihvertfald vænnet os komplet til magelige Ramadantider, hvor skolen først starter 8.20 og slutter allerede 13.20. Der er pludselig god tid til at sove, slappe af, se TV og lave mad.

Ren nydelse, er det, sådan at få en hel måned på lavere blus end normalt.

Men samtidig med at der er ro på derhjemme og kortere skole- og arbejdsdage, er der masser af ting, der skal færdiggøres og forberedes i skolen. Afsluttende tests er der for børnene i alle fag, så der kan gøres klar til årskarakterer – for slet ikke at tale om en bunke nationale og internationale standardiseringstests, skolens management også lige kan nå at køre igennem, før vi får sommerferie. For de voksne er der en hulens masse papirarbejde og administration forud for næste skoleår, der skal ordnes.

Og i mens jeg kører triviel admin på hjemmekontoret, har Cille brugt den ekstra tid om eftermiddagen på at skrive en bog med titlen “Friendship Necessities“. 

Den handler naturligvis om en sej, rødhåret pige – hvad ellers?Hovedpersonen har en bedsteveninde, der – sjovt nok – ligner Cilles bedsteveninde på en prik og har samme navn.Sammen oplever de to bedsteveninder en masse sjove ting og forviklinger med andre piger, som Cille – klogt nok – har valgt at censurere ved diskret at navngive dem, så man ikke lige kan regne ud, hvem der er hvem, når der foregår noget lidt flatterende. Man kender vel sine forfatterkneb.

Vi har mange samtaler for tiden om “hvem der siger og gør ditten og hvem der synes og mener datten”. Der er virkelig gang i det indre drama som aldrig før, og jeg gør mit bedste for at følge med i den rivende udvikling hos den 8-årige, selvom det kan være svært, når hun det ene øjeblik er aldeles klar til at flytte hjemmefra sine håbløse forældre for i næste øjeblik at klynge sig til mig.

Og Cilles bog er et fint lille indblik i hendes selvopfattelse og relationer til andre, som jeg hellere må nærstudere og navlepille lidt i, når jeg får fingrene i et eksemplar én af dagene.

Jeg skrev selv kladdehæfte efter kladdehæfte fyldt med hverdagsdrama – måske ikke lige helt som 8-årig, men så ihverfald som 9-10-11-årig. Og jeg nyder i dén grad at opleve Cille blive opslugt af at fortælle sine egne historier, præcist som jeg selv blev og bliver.

Martin ping-pong’er ikke så meget på skrivefronten med Cille. Til gengæld har han fået den udelte fornøjelse af at agere forlag og bogtrykkeri, så der nu er udgivet hele to eksemplarer af den kommende tween-bestseller på 40 sider.I mens har Cille og jeg pakket taske, fordi hun har en længe-ventet sleepover med Noura i aften. Det ene eksemplar af bogen skal foræres til Noura, så de sammen kan læse, før de skal sove.

Og heldigt for Mille og jeg, så er vi blevet inviteret med til den første del af mission sleepover. Det er herligt, for én af os var ihvertfald lige ved at føle sig en kende udenfor…

Så nu finder jeg Mummy-juicen frem og kommer ud over stepperne til iftar, boglancering og sleepoverHav en herlig weekend – fyldt af bøger og børn og vin og blomster – eller hvad end, der gør dig glad.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-banan 🍌

I kølvandet på Inger Støjbergs udmeldinger om, at muslimer i Danmark bør afholde ferie under Ramadanen, fordi de er tilnærmelsesvist ‘farlige’ eller ‘utilregnelige’ for deres omgivelser på grund af fasten, får jeg en inderlig trang til lige at smide en Ramadan-banan ind i debatten.

Ja – det er korrekt, at man i muslimske lande opererer med kortere arbejdsdage under Ramadanen for at tilgodese de fastendes døgnrytme, som jo ændres radikalt.

Ja – det er korrekt, at offentlige kontorer, skoler m.v. har begrænsede åbningstider, og at restauranter og caféer tilrettelægger deres menuer og åbningstider efter afholdelse af iftar (aftensmad efter solnedgang) og suhoor (morgenmad før solopgang).

Men vi er her altså stadig.

Alle sammen.

Muslimer og ikke-muslimer.

På arbejde. I trafikken. På café. Til sport. På indkøb.

Ingen af os afholder ferie eller føler os utilregnelige i gerningsøjeblikket. Det her er en årligt tilbagevendende begivenhed, som hele landet glæder sig til – og som vi alle deltager i på den ene eller anden måde.

Selvfølgelig kan vi finde eksempler på, at nogle muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken lige op til at de endelig må få deres længe-ventede iftar. Nogle har måske også en kortere lunte sådan helt generelt – eller falder i søvn om eftermiddagen, fordi de har været tidligt oppe og er lave på energi.

Men vi kan vel også finde eksempler på, at ikke-muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken, fordi de er gået sukkerkolde eller har koncentreret sig om noget andet end at køre?

Jeg mener ganske enkelt ikke, at vi kan konkludere, at en hel gruppe mennesker er ‘uarbejdsdygtige’ i en måned, fordi de vælger kun at spise, når det er mørkt. Eller hvad synes du?

Hvor mange danskere kører ikke med 5:2-fastekuren? Er de så utilregnelige, når de faster to gange om ugen?

Hvor mange af os har ikke skullet gøre et stykke arbejde færdigt, mens vi var gevaldigt “hangry”?

Det må være op til den enkelte at bedømme, om han/hun kan udføre sit arbejde og aktiviteter, når han/hun faster eller ikke har spist i mange timer. Hvis man vurderer, at man er for søvnig, udmattet eller frustreret til f.eks. at føre en bil eller passe et barn, så må man undlade at gøre dette – eller undlade at faste, fordi det har en negativ effekt på ens helbred.

Den slags vurderinger af egne arbejdsevner og fysiske formåen gælder for os alle sammen. Til hver en tid.

Men det var Ramadan-bananer, vi kom fra.6fc2320f-59d6-48c5-8e94-10bf979ad3d4 Dem var Cille og jeg ude at købe igår – sammen med en bunke vanillekager, arabisk brød, kærnemælk og dadler. Faste-brydnings-venlig føde.

Som vi pakker i små transportvenlige hapsere, så ghettoens gartnere, sikkerhedsfolk, skraldemænd, håndværkere og andet godtfolk kan smutte forbi et Ramadan-køleskab og forsyne sig, før de bliver hentet og transporteret til de lejligheder og sovesale, de må kalde for ‘hjem’.ecca0ee8-b04d-4acd-b0c5-540661c89df6Prøv at se, hvor engageret, min t(w)eenager er i processen. Med høretelefoner i ørerne og en lettere irritabel attitude.

Men hun gør det.

Og dét er det vigtigste for mig.7a436f53-29df-4976-8bbc-78fb497610edDa vi når til Ramadan-køleskabet, bliver interessen og smilet dog lidt større. Det er trods alt sjovere at fylde op på alle hylder end at pakke møjsommeligt ind i husholdningsfilm.

Og vi kan glæde os over, at vi lige nåede det, før solnedgang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts