Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Havskildpadder

Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.

De er stærkt truede og har samme udfordringer i mødet med mennesker og vores forurening af havet, som vi også har set og oplevet andre steder i verden.Derfor er der også hér i Indonesien et stort behov for information om havskildpadder til både lokalbefolkningen og til turisterne, så alle parter kan beskytte dyrene bedst muligt.Der er lovgivning på området – og det er 110% ulovligt at fange havskildpadder, så officielle kontrollanter tjekker fiskernes både, når de kommer ind i havnene med deres fangst.

Havskildpadderne anvendes dog stadig til medicin, madretter og som bizarre trofæer, smykker osv.

Alt sammen fuldstændigt uforståeligt og uacceptabelt.

Men det sker. Hver eneste dag. Fordi nogle mennesker er villige til at tage imod bestikkelse og betaling for dyrene.Jeg har altid haft et ømt punkt for havskildpadder. Derfor var de også højt på ønskelisten, når nu vi skulle til et havskildpadde-rigt land. Men efter flere lodret forkerte dyreoplevelser i Sydøstasien i 00’erne, var jeg klar over, at jeg skulle vælge vores møde med havskildpadderne med omhu, for der er virkelig mange misforståede petting zoos, der er direkte dyremishandling til glæde for turister. Google et sted som f.eks. Turtle Island Bali / Tanjung Benoa og lov mig, at du aldrig nogensinde sætter dine ben sådan et sted.

Valget faldt på et fint center lige uden for Sanur på halvøen Serangan – Turtle Conservation and Education Centre. Selveste Prins Henrik har såmænd besøgt centret engang, og set de frivillige og medarbejdernes utrættelige arbejde med at behandle sårede havskildpadder, så de kan genudsættes – og deres arbejde med afhentning af æg og udklækning af samme.Centret lever af frivillige donationer fra turister, besøgende og andre velgørere – og de har pt. to fine ambulancer, der kan afhente sårede dyr, og så kører de ellers med faste udsættelsesprogrammer og stram styring af deres forskellige bassiner. Centret beror på lokalbefolkningens støtte og hjælp, og de beder folk om at ringe, hvis de ved, hvor en havskildpaddes æg ligger, eller hvis de kommer i kontakt med en såret havskildpadde, så chartrer centrets medarbejdere straks en fiskerbåd og kommer dyret til undsætning. Det seneste års tid har det desværre ikke været muligt for besøgende/turister at deltage, når de kære små havskildpadder sættes fri i havet. Myndighederne har pålagt centret, at de ikke må tage gæster med ud til deres særlige udsætningssteder.

De små gutter her er blot 4 dage gamle og udsættes, når de er ca. 7 dage gamle. Det er næsten ikke til at forstå, at de snart skal ud at kæmpe i Det Indiske Oceans voldsomme brænding ud for Sanurs kyst. Men det skal de. Pigerne er noget ærgerlige over, at vi ikke kan deltage i udsætning, da vi oplevede det i Oman – og det er et helt fantastisk syn. Men nu handler centret jo netop om havskildpaddernes behov og IKKE om menneskernes, og dén pointe godtog de to madammer, der i stedet fik lov til at fodre centrets “fastliggende” skildpadder i havebassinet med friske salatblade.Som et snedigt “plaster på såret” til de besøgende, har centret indført et adoptionsprogram, hvor man formedelst 150.000 indonesiske rupiah (som vel svarer til cirka 75 danske kroner), kan vælge sin helt egen havskildpadde-baby, navngive den, samle den op og modtage en video fra udsætningen senere på ugen.Pigerne udså sig et par livligt baskende padder i vuggestuebassinet, og navngav dem hhv. Speedy og Lili.Så nu flakser de to små nuttede Kaalund’er rundt i et bassin og venter på, at det skal blive den store dag, hvor de sættes fri til et farligt liv i et brusende hav.Vi håber inderligt, at Speedy og Lili overlever derude.

Og det var ret svært at løsrive sig og sige farvel til de søde små skildpaddeunger, men pigerne fik hvert sit diplom og en fin halskæde med en håndudskåret skildpadde, før vi tog afsted fra centret.Hvis du lægger vejen forbi Denpasar, Sanur, Nusa Dua eller noget i dén stil, så læg vejen forbi det her center. Det er virkelig fin læring og god information undervejs fra de flinke formidlere – og en dejlig dyreoplevelse for både store og små.

🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvo intet vover

Vi har flyttet os væk fra grønne Ubud til stranden ved Sanur, for at prøve “noget andet” undervejs på vores ø-ferie.Umiddelbart har jeg et meget positivt indtryk af Sanur Beach. Her er den der hyggelige, laid-back strandfølelse – for familier, that is, hvor Seminyak og Kuta på vestsiden er for et yngre og mere friskt publikum, om man så må formulere det.Men selvom Hyatt Regency ikke skuffer – og er alt dét, man kan ønske sig af en resort-ferie, så er upscale hotel-liv noget, vi også oplever ofte i Dubai. Vi er snotforkælede og forvænte, er vi. Og Ubud var bare noget helt særligt.

Så jeg ved allerede, hvad der vil sidde dybest i hukommelsen efter denne her ferie, selvom den slet ikke er ovre endnu. Og skulle vi vende tilbage til Bali en dag, så sidder jeg klar til at booke et lille hotel i Ubud og måske ét ditto i Tulamben. Gili når vi heller ikke denne gang.Mens vi var i Ubud besluttede vi os for at være bare en lille smule action-prægede – hvo intet vover, you know – men stadig snusfornuftige, for der er jo børn med på slæb.

Så vi tog en familievenlig 10 kilometers river rafting tur ned ad Ayung-floden.

Klatring ned til og op igen fra floden foregår ad stejle, smattede og ujævne sten-trin, så børnene må ikke være alt for små – og de voksne må ikke have dårlige knæ eller gangproblemer – for så bliver det absolut ikke en god oplevelse.

For os var det sådan en fin oplevelse med udsigt til små vandfald og frodig jungle undervejs.

100 lokale Ubud-kunstnere havde dekoreret 1 km. klippevæg langs floden, så en del krokodiller mødte vi da. Og en kæmpestor tudse, der fik det plumrede flodvand til at føles liiiidt mindre attraktivt. Martin, Cille og jeg har river rafting som favoritoplevelse i Ubud, mens Mille ikke helt er med på idéen, og kun vil OVERVEJE, om hun vil med os en anden gang.

Dagen efter fortsatte vi vovehals-initiativet med en ATV-tur uden for Ubud.

Dén slags action var Mille straks med på, mens vi tre andre syntes, at det var lidt for vildt op og ned ad stejle og mudrede klinter og smalle stier.

Det mindede mest om polterabend-mandehørms-kørsel, og var meget langt fra dén idé, jeg havde haft om at trille afsted mellem rismarker og små landsbyer ad mudrede stier. Men okay – jeg overlod reservationen til hotellet og tjekkede ikke selv godt nok op på stedet og turen.

Den sidste del af turen bad vi ganske enkelt om at få en mere rolig rute – og jeg mener selv, at jeg nu har erhvervet stort kørekort til ATV efter den oplevelse!

Og det er såmænd godt nok.

For jeg har lovet mig selv, at jeg vil være mere modig og sige mere ja i mit 40. år.

Indtil videre går det ret godt.

Med skiferie, river rafting og ATV-kørsel.

Måske er jeg snart klar til verdens længste zipline?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet