Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Terror

Jeg ruller bilruden ned og lader den lune aftenluft strømme ind i kabinen.

Der er den velkendte lugt af benzinos og varmt ørkensand.

Der er den velkendte lydkulisse af bønnekald og bilmotorernes tomgang.

Der er den velkendte følelse af tryghed og travlhed i Ørkenstaten.

Efter 5 år er det her arabiske gadebillede blevet hjemme for mig.

Til den ene side ligger en række små kiosker med blinkende lygter, og til den anden side ligger den smukke Salam-moské.

Vi befinder os i bydelen Al Barsha, lige bag ved Mall of the Emirates.  Al Salam moskéen lyser hver aften op med sine smukke, grønne glasmosaikker, der komplimenterer den terracottafarvede facade. Der kaldes til bøn fra minareten, og der er et rend ind og ud ad dørene af mænd i kjortler, der skal vaskes, ind at bede eller hjem til familien.

Det er et hjemmevant syn for mig.

Et helt almindeligt hverdagsvirvar.

Og lige dér, begynder jeg at tude.

Over tingenes triste tilstand.

Tænk, hvis det var lige hér, en australsk terrorist slog vejen forbi og mejede uskyldige muslimer ned?

Jeg tuder over ‘dem og os’-mentaliteten, der ser ud til at vokse helt ustyrligt i disse år.

Selv er jeg efterhånden grundigt i tvivl om, hvem der egentlig er ‘dem’ og hvem, der er ‘os’ – for vores liv her har gjort os farve-, race- og religions-blinde.

Og gudskelov for det.

Det er sådan hér, vi gerne vil have vores døtre til at vokse op: uskyldigt ignorante og blinde over for de “forskelle”, som på skammeligste vis konstant udpeges af både borgere og politikere i Den Vestlige Verden.

Der er tusind ting, jeg gerne vil sige om de utilgivelige terrorhandlinger, der netop har fundet sted i Christchurch, New Zealand og i Utrecht, Holland. Men kan jeg overhovedet tillade mig at sige noget som helst om terror, når jeg selv er krøbet i det ultimative flyverskjul i en arabisk oase?For Gud-ved-hvilken-gang er De Forenede Arabiske Emirater nemlig blevet kåret til det sikreste land at leve i på verdensplan.

https://gulfnews.com/uae/uae-the-safest-country-in-the-world-1.62729939

Det er én af den slags konkurrencer, som enhver stat gerne vil vinde – for hvad er bedre end at have lav kriminalitet, høj sammenhængskraft, stor loyalitet, tillid og tilfredshed blandt landets indbyggere?

Vi føler os trygge her i landet på en helt, helt anden måde, end vi gør i Danmark – for nu at tage dét som modsætning eller eksempel.

Her i De Forenede Arabiske Emirater er der stort set ingen kriminalitet eller diskrimination. På grund af de strenge straffe for selv små lovovertrædelser, skulle jeg mene. For hvad kan ellers forklare det?

Fornylig har vi i danskernes forum på FaceBook fået et indblik i den organiserede kriminalitet vedrørende køb og salg af brugte biler – og det var chokerende læsning – men ellers er der stort set aldrig noget i hverken medierne eller hverdagen, der indikerer nogen form for kriminalitet. Mobiltelefoner, punge og tasker ligger frit fremme i det offentlige rum, når vi handler i supermarkedet eller er ude at spise. Kiosker og boder lader deres varer ligge fremme efter lukketid – for ingen tager den slags. Cykler, biler, tasker, smykker og andre “løse ejendele” bliver aldrig nuppet på gaden. Og som kvinde er der ikke rigtigt nogen steder, du ikke kan gå hen alene efter mørkets frembrud. Taber du din mobiltelefon, pung eller glemmer en taske i taxa’en, leverer chaufføren det hele tilbage til dig, lige så snart han får dig lokaliseret via centralen.

Denne her form for tryghed og sikkerhed kommer med en “pris” bundet i halen.

De Forenede Arabiske Emirater ledes på en fundamentalt anderledes måde end et vestligt demokrati. Strafferammen for lovovertrædelser er skruet anderledes sammen; der er ingen persondata-beskyttelse eller lovgivning om overvågning af individer; her er ikke stemmeret eller ytringsfrihed til alle borgere og så fremdeles.

Måske kunne man kalde landets styreform for en slags benevolent enevælde, men selv dét, er sikkert også ganske forkert – for landets indfødte, emiratierne, har en helt særlig måde at samarbejde på og udtrykke deres ønsker til deres ledere. Der er ministre og ministerier; der er spørgerunder, Majlis-invitationer og en hel række statslige institutioner og kommunalkontorer, der på mange måder ser ud til at fungere som vi andre kender det fra vores hjemlande i Vesten.

Som udlænding er styreformen derfor temmelig svær at gennemskue. Det eneste, du kan være helt sikker på er, at du skal overholde samtlige af landet love, tjene dine egne penge og opføre dig respektfuldt i alle henseender. Så er du velkommen til at udfylde din plads i samfundet – uanset religion eller nationalitet.På nogle måder er New Zealand også en slags oase. Et åbent og venligt land, der byder fremmede velkomne – uanset religiøs overbevisning og nationalitet. Det er også derfor, det er så stærkt chokerende at opleve, at en australsk terrorist vader direkte ind fra gaden og slår muslimer ihjel midt i fredagsbønnen.

Ingen af os har tilstrækkelige ord til at beskrive, hvor stor afstand, vi lægger til alle terroristers handlinger – netop nu i Christchurch og i Utrecht – men det foruroligende er, at vi samtidig er klar over, at det kommer til at ske igen. For kan det ske i et åbent og fredeligt samfund som det new zealandske, så kan det ske alle steder.Og så er der hele den europæiske højredrejning, som jeg måbende betragter fra mit arabiske smørhul.

Europa er på vej til at blive fremmed for mig.

Eller også er jeg på vej til at blive fremmed for Europa.

 

Jeg er også fuld af beundring over det new zealandske folks evne til at udvise sammenhold og mod lige nu. Deres Premierminister Jacinda Ardern er da også one of a kind i sin håndtering af terrorhandlingen og dens ofre. Hun må være en af verdens stærkeste antiteser til Donald Trump og alle andre af verdens ledere, der fører “dem og os”-politik og tillader, at alle former for racister, terrorister og kældermennesker får gratis medløberpas i deres ækle parallelverdener af had og fortræd.

Det er fandeme uhyggeligt, du’ – og hvad fanden skal vi gøre ved det?

Det starter jo altid med os selv.

Som helt almindelige mennesker må vi nægte at deltage i at bygge mure og voldgrave og skabe skel mellem mennesker. Antidoten til åbenlyst had er accept, tolerance og kærlighed.

Så har du fået krammet dit barn og din muslimske ven idag?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Søsterskabet

I går tog Cille afsted til Al Ain på årets lejrskole med sin årgang, Year 5.Det holdt hårdt for begge medlemmer af søsterskabet, omend den yngste var koalabjørnen og den ældste forsøgte at ta’ det i stiv arm.

Cille har glædet sig til sin lejrskole siden starten af skoleåret.Det er en “big deal” denne gang med to overnatninger og tre dage væk fra både almindelig skolegang og familien.

Året før, i Year 4, var det lejrskole med én overnatning og to dage væk i Ras Al Khaimah.

Året før, i Year 3, var det en ganske kort manøvre med aflevering om eftermiddagen og overnatning i telt på sportspladsen omme på skolen sammen med lærerne. En slags generalprøve på dét at være væk hjemmefra og overnatte uden for hjemmet, og jeg syntes virkelig, at det var fint af skolen og lærerne, at sætte den slags op året før det går løs sådan for alvor.

Til næste år, i Year 6, bliver der tilføjet endnu en overnatning, så det bliver tre nætter og fire dage væk hjemmefra.

Jeg ved ikke hvornår man kommer afsted på lejrskole i Danmark, men her starter det som sagt i Year 3 med børn i alderen 7-8 år, og nu med de tre dage væk hjemmefra er børnene 9 år gamle.

Hver lejrskole går selvfølgelig til en eller anden ørken-camp, hvor børnene så skal lære forskellige outdoorsyskills, som at ro i kano og kajak, at samarbejde om at løse konkrete og ofte fysiske udfordringer, at rapelle, rafte og klatre osv. Det er en slags ørken-spejderlejr for et par dage, men med hytter til at bo i og med fuld forplejning i et cafeteria.

Det bedste af det hele er, at Cille er så forventningsfuld, tillidsfuld og positiv omkring det.

Og jeg ser stoltheden lyse ud af Mormor, da Cille skulle afleveres – og bare gjorde kort proces med vink, kys og smil. Mormor var selv meget ked af at skulle væk på ture og lejrskoler, da hun var barn, så jeg tror, at hun er glad for at se, at det kan lade sig gøre at give slip lidt tidligere, end hun selv turde.

Et par gange om dagen får forældrene lidt fotos fra lejren til at dulme savnet efter børnene med. Indtil videre har vi ikke set skyggen af Cille på billederne, så jeg overvejer, om jeg skal ringe til camp’ens nødtelefon og klage min nød 😂

Hvert år er der vitterligt forældre, der ringer for at spørge, om barnet har solcreme på og spist ordentlig morgenmad, om hvorfor der ikke er kommet fotos endnu og om barnet husker sin jakke om aftenen, hvis der er koldt eller myg.

Jeg skal forsøge at holde mig fra den slags. Ikke at jeg er cool mama overhovedet, men hold nu op, hvor er det vigtigt at øve sig i denne her frigørelsesproces både børn og voksne. For den skal jo til og er en naturlig del af opvæksten. Siger min fornuft mig, mens mit hjerte halvt glæder sig over, at Cille får fede oplevelser med sine kammerater, og halvt glæder sig til, at hun er hjemme hos os igen.

Frigørelsesprocessen kører vi så ikke for koala-barnet Mille.

Hun får Mormor, Mor og Far for alle pengene i de her dage.Cille har betænksomt fundet sin yndlings-T-shirt og bamse frem til Mille, så hun kan sove med og i dette. Og hun har forsikret sin søster om, at “hun bare lige skal ha’ noget time away with friends, og så kommer hun hjem igen”.

Men lige meget hjælper det.

Mille har grædt et hav af gange, siden vi sagde farvel til storesøsteren igår morges.Den lille jordbærmund bævrer og tårerne triller, mens hun hvisker, at det er alt, alt for svært, når Cille ikke er der.

”Men Mor, Cille var jo det første menneske, jeg lagde mine øjne på i hele verden”, snøfter hun her til morgen, da jeg vækker hende, og det langsomt går op for hende, at hun stadig er alene med de tre gamle mennesker i husholdningen.

Og det er jo nærmest rigtigt.

Mille har aldrig levet uden Cille.

Mille aner ikke, hvem hun er, uden Cille til at dirigere og definere.

Måske er det her ikke kun en frigørelsesproces for storesøsteren i søsterskabet.

Og selvom lillesøsteren ikke rigtigt kan få øjnene op for det gode i et par dage uden sin søster, så får vi det bedste ud af det. I går begavede Mormor hende med en ny kanin-bamse, og lur mig, om ikke der også sker et eller andet dejligt i dag efter skole.

Mille, det lille menneske med de store følelser.

Gad vide, hvordan hun vil tage det, når hun skal på teltovernatning til næste år…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet