• ···

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tumult

Vi er 3 uger inde i Danmarksturnéen.

Halvvejs.

Og jeg tæller ned i mit indre til Martins ankomst.img_8064For selvom det er noget “nyt”, at vi bliver familiesammenført allerede efter 3 uger i Danmark, så føler jeg mig færdig som gårdsanger med kufferter i bagsmækken.

Det er et lettere tumultarisk liv – både fysisk og følelsesmæssigt.

First World Problem, I know – men ens største udfordring er jo som bekendt stor.

Pigerne går mig på nerverne, fordi jeg er ene-forælder og må tage hver og én af de prøvelser, konflikter og diskussioner, der vilkårligt vil opstå, når vi rejser rundt og skal forholde os til mennesker, steder, stemninger, aktiviteter osv. kontinuerligt.

Det er som om min stemme forsvinder ud i den blå luft, og pigerne ignorerer mig åbenlyst, fordi de udmærket godt ved, at det er svært at køre konsekvenstræningen helt til dørs, når man er i andres hjem.

“Mor er så sur og jeg demand’er noget mere respect”, mukker Cille og ser frækt og udfordrende over på mig, så man kunne forvilde sig til at tro, at hun ikke blot var tween, men teen.

Mille siger ikke så meget med ord. Hun kører til gengæld den fineste hyle/skrige-regression, når tingene ikke lige flasker sig som madammen kunne ønske sig det.

Og jeg får et træt, vrissent tonefald – alternerende med et skingert – når jeg demand’er respect.

De er trætte af at høre på mig.

Jeg er træt af at høre på mig.

Og træt af at høre på dem, for nu at være 100% ærlig.

Men så ser jeg over på Mille, der er klatret op til Morfar for at fjolle til hun glider ned igen af bare grin og fnis.img_8015img_8024Så ser jeg rundt om bordet, hvor alle ryger lakridspiber til brætspillet, og stemningen er så dejlig og varm og glad.img_8029Så ser jeg hen på min kære Søster, der er omgivet af vores aldeles vidunderlige (og til tider kropumulige) spilopmagere af nogle døtre med stærke meninger.img_8079Og det går op for mig, at uanset ævl og kævl, så har vi det aldeles fantastisk og er del af det familiefællesskab, som vi ofte savner derhjemme i Ørkenstaten.img_8046img_8048 Der sker nemlig noget særligt, når man er intenst sammen og tilbringer mange dage i hinandens selskab, frem for blot at være på besøg i nogle timer for så at tage hjem i egne rammer.

Vi ved det og børnene fornemmer det.

Og det er også årsagen til, at vi ikke er endt med at købe et sommerhus og tilbringe vores ferie dér. Pigerne insisterer på at bo hos og med deres familie. For dét føler de er hyggeligst og “rigtigst”, selvom det betyder mange rundkørsler og pakket-kuffert-liv i stort set hele perioden.

Og nu landede Ørnen så igår.

img_8080Dét føles så dejligt, at han kan støtte den trætte trio med sin blotte tilstedeværelse.

Østrogenniveauet bliver nedbragt til et mere harmonisk niveau.

Mine skuldre ditto.

Det er bare sjovest at være os to om de to.img_8010

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dansk velkomst

“Jeg er sikker på, at Farmor clear’er hele sin schedule for at komme ud og hente mig”, ler Cille forventningsfuldt, mens vi vandrer afsted mod bagagebåndet i Kastrup.

“Nu får vi se, Cille, Farmor vil ihvertfald gøre alt hvad hun kan, for at nå det”, svarer jeg og skutter mig. Der er præcist 30 grader køligere i Danmark end den Ørkenstat, vi lige er fløjet væk fra.

Og selvfølgelig er Farmor lige dér.

Hun er den bedste velkomstkomité i hele verden, sådan som hun hujer og vinker og løber imod strømmen af rejsende, der bliver spyttet ud i en lind strøm i ankomsthallen.img_7617Det er den reneste form for gensynsglæde, jeg foreviger, mens jeg tørrer tårer væk.

Et øjeblik senere byder den danske sommer os hjertelig velkommen med et åbent skybrud, så vi må krybe i skjul, mens Farfar henter bilen. img_7618Vi overlever overraskende nok også denne gang, selvom det virker som om vi krymper i regnvejr. De 30 graders temperaturforskel er til at tage at føle på.

Men inden længe får vi varmen ved at kramme og snakke, mens vi sidder bænket om bordet i Farmors Hus i Den Store Skov.img_7624Og mens Farmor steger frikadeller og bager vafler i ét væk, koger Cille sneglesuppe på skov-, dræber- og vinbjergsnegle i haven.img_7630“Han der er the King of Snails”, siger hun, mens hun skovler en stor, fed vinbjergsnegl op og fremviser den stolt til mig.

Senere finder Ude-Barnet hindbær, solbær og stikkelsbær i krattet, mens Mille leger indendøre med hundene.img_7629Dagen efter tager vi afsked med Farmor og Farfar – og sætter kursen mod Odense.

Her venter Johanne os med længsel.img_7642Der er så meget, der må gøres.

Blomsterkager, der skal bages og pyntes med kridt.

Mælkebøtter, der skal pustes. img_7645Og jeg får både Søster-fix og Baby-A-fix, mens kusine-trioen gør Hjallese usikker.img_7643Om aftenen lander vi hos Mormor i Vestjylland.

Pænt trætte efter et par døgns rejseri og for lidt søvn.

Og i dag holder det tørvejr, så pigerne kan lege i haven, mens vi pakker ting til Mormors Road Trip 2017, der løber af stablen i morgen.img_7649Mormor finder også Christiania-cyklen frem, så pigerne kan køre standsmæssigt på besøg hos naboen, Tove, der har den fineste have, hvor Cille har ønsket sig at plukke blåbær, stikkelsbær, solbær og ribs lige siden sidste sommers dejlige bær-togt.img_7651Bliver det mere Vestjylland end dét her?

Hej fra Traktor-Land!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.img_6766Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.img_6768Herudover har vi bananer og mandariner.img_6764Mango- og guavajuice.img_6767Og laban – den arabiske version af kærnemælk.img_6765Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.img_6769De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.fullsizerenderLige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.img_6761Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner.img_6583 img_6584Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Is-rollator

Forleden prøver jeg noget nyt.

Noget, jeg aldrig før har vovet på grund af min irrationelle “panik-angst-for-is-sne-og-glatte-overflader”.

Men når nu jeg opfordrer pigerne til at være åbne over for nye ting, så er der ingen vej udenom. Ihvertfald ikke, hvis jeg ønsker mig, at de fortsat skal tro på lidt af alt det sh*t, som præsten prædiker.

Og jeg kan godt lide tanken om, at børn ser alle facetter af deres forældre – naturligvis i et passende omfang, men sådan at de fornemmer menneskeligheden og autenticiteten i deres voksne.

Så for 1. gang i mit 38-årige liv får jeg et par skøjter på i Dubai Mall Ice Rink.

Og jeg bider al forfængelighed i mig og tager velvilligt imod en is-rollator udformet som en snemand.img_4531Martin foreviger det store øjeblik – og jeg er ret overbevist om, at jeg også kan findes på en hel del turister og lokales kameraer. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet over en voksen dame med snemands-støtte…

Og der er tale om en seriøs omgang Bambi på glatis, men med min nye, trofaste Snemand ved hånden kan jeg stavre omkring på hele banen.

Jeg føler mig tindrende glad over egen overvindelse.img_4533Det virker så banalt, men dét er det ikke, når det drejer sig om irrationel frygt eller angst. Andre forstår det ikke – for det giver jo ingen logisk mening. img_4536Pigerne er glade for at skøjte igen og jeg nyder at være en del af det sammen med dem.

For alternativet havde været at sidde ude på tilskuerbænkene og vinke glad ind til dem og Farmanden.

Men jeg nægter at være selv-begrænset bænkevarmer, når det drejer sig om gode oplevelser med min lille familie. Tænk, at gå glip af alt det sjove, bare fordi jeg er usikker?

Og med de selvhjælpsredskaber, som jeg har lært på Fru M’s kurser, formår jeg at arbejde med mig selv under den to timer lange stavre-seance.

Jeg skælder ikke ud på de andre omkring mig.

Jeg bliver ikke frustreret eller ked af det.

Jeg prøver og prøver.

Og griner og leger.

Med pigerne.

Og med min egen skøjteprins, som roser mig, da jeg hviler skøjte-skinkerne på The Cheesecake Factory.img_4538

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts