Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Liz Pichon, Tom Gates og Bog-anbefalinger

Lige før sommerferien sidste år valgte jeg at forære mig selv et Saxo-abonnement, så jeg kunne nyde en langstrakt sommer med masser af varieret læsning. Det har jeg ikke fortrudt – og jeg er fortsat med at læse en hel masse bøger siden da.

I sommerferien trawlede jeg hele udvalget igennem, og fortærede stort set alt, hvad der stod på hylderne af nogenlunde nutidig litteratur skrevet af kvindelige forfattere. Jeg trængte sådan til en opdatering på, hvad der foregår derhjemme i Moder-Landets hjerter og hjerner.

Traumatiserende barndomme syntes at være et gennemgående tema dén sommer.

I en grad så jeg ind i mellem fik helt ondt i maven og sære drømme om afsked og afvisning om natten. Sådan kan det gå, når man giver sig selv en overdosis Leonora Christina Skov, Maren Uthaug, Nina Wähä, Vita Andersen, Malene Lei Raben og Lotte Kaa Andersen.

Efter den omgang er jeg rykket videre fra bristede forældrerelationer til mere blandede bolsjer.

For nylig har jeg læst den poetiske og bevægende revolutionsroman, “Jeg løb mod Nilen” af den egyptiske forfatter, aktivist og tandlæge, Alaa Al-Aswany.Han beretter om Det Egyptiske Forår, det egyptiske samfund, de statslige institutioners gennem-korrumperede handlinger og Præsident Mubaraks fald igennem en række pseudofiktive personer, der på vidt forskellige måder bliver involveret i revolutionen. Der er en klar romantiseren af de revolutionære kræfter og initiativer undervejs, men Al-Aswany formår også at vise bagsiden og omkostningerne for oprørerne, og hvad såkaldt ‘almindelige’ egyptere egentlig synes om revolutionen.

Hermed en varm anbefaling af “Jeg løb mod Nilen” – selv i oversat form er det en smuk og rørende bog, som giver læseren et indblik i den egyptiske kultur og et samfund, som fungerer fundamentalt anderledes end vores eget.

I går færdiggjorde jeg så noget i en helt anden ende af læseskalaen:

“Begge Sider” – den nye biografi om Nicklas Bendtner, der er blevet til i lange, tunge samtaler med Rune Skyum-Nielsen, mens Bendtner alligevel sad dér i sofaen og afsonede en dom (voldelig taxa-fadæse) med digital fodlænke.”Begge sider” er fantastisk læsning. Ikke for sproget eller abstraktionsniveauet, men for autenticiteten. Det føles som om Nicklas Bendtner sidder i siderne og fortæller lige ud af posen om alt det shit, der er foregået i hans liv, mens han har skaltet og valtet med sit helt unikke talent. Man kan ikke andet end at holde af og holde med denne her energiske og vilde amagerknægt, der får så lidt og så dårlig vejledning i sine unge år, at det næsten kun kunne gå galt. Han tager egentlig sine tæsk med oprejst pande, men langer også ud efter de personer, som han mener bevidst har ønsket at gøre ham ondt eller har været særligt illoyale – og det er saftige sager, så siderne flyver nærmest om ørerne på én.

Læs den – virkelig – uanset om du er til fodbold eller ej – for alle kan da kun elske en gennem-menneskelig helt, der crash’er komplet og bliver til hele Danmarks prügelknabe og antihelt, for så at rejse sig, eje hele lortet og tage til genmæle. Vild med skidtet. Og kudos til Rune Skyum-Nielsen for at have visket sit eget ego ud af bogen og evnet at lade Bendtners personlighed skinne så tydeligt igennem fortællingen.

Mine næste bogeventyr bliver helt klart Thomas Korsgaards nye novellesamling, “Tyverier”, og så har jeg downloadet disse tre her, jeg skal læse lige bagefter, fordi KAREN, you know…Online læseløsninger på dansk er simpelthen som skabt til folk, der rejser meget eller bor i udlandet. Det er alt for besværligt, dyrt og tungt at slæbe rundt på danske bøger i papirform. Og så længe vi “flytter rundt”, føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig selv at skabe et rigtigt bibliotek, selvom det er et stort ønske at få sådan et engang. Men iPad’en er jo med – uanset hvor jeg bevæger mig hen, og for første gang i mange år føler jeg mig forbundet til dét, der foregår mentalt derhjemme. Og det er en god ting, tror jeg. Jeg har ihvertfald overgivet mig helt og fuldt til at læse bøger elektronisk.

Dét har familiens anden bogorm så til gengæld ikke.Cille elsker go’e gammeldags papirbøger og hader, når jeg forsøger at finde noget frem elektronisk til hende. “Det er bare ikke det samme”, vrænger hun og hiver endnu en lille mursten frem.

Cille læser stadig kun grafiske romaner, tegneserier og kortere noveller. Hun er ellers en rigtig dygtig og flydende læser på både engelsk og dansk nu som 10-årig, så Harry Potter m.m. burde være næste skridt, men hun afviser blankt at læse historier, der kunne have elementer af “uhygge” i sig. På samme måde afviser hun også film, der kunne være uhyggelige eller udfordre hende lidt.

Hun er der bare ikke endnu – er ikke klar til action, magi, fantasy, vold, gys, uhygge og alt det andet, der ellers er kendetegnende for mange gode historier og film.

Til gengæld gnaver hun sig igennem alt, der er doodle’t og sketch’et med humoristisk sans, som f.eks. “Diary of a Wimpy Kid”, “Horrid Henry”, “Daisy”, “Dork Diaries”, “Big Nate”, “Middle School”, “Tom Gates” og samtlige bøger af forfatterne Roald Dahl og David Walliams.

Og det er fint for mig.

Cille behøver ikke at bevise, at hun er i stand til at læse en kompliceret murstensroman som 10-årig. Bare hun læser af lyst. Hver dag. I mindst en halv til en hel time.

I min optik handler det om, at hvert barn skal finde sin indre læseglæde og læsemotivation via de emner, temaer og genrer, som tiltaler barnet intuitivt. I vores tilfælde har tegneserier og dysleksi-venlige korte fortællinger været et hit – også selvom Cille ikke har læsevanskeligheder.

Cille elsker bare dårlige jokes, humor og fjollerier – og hun er dybt fascineret af doodles som kunstform, så det lå lige til højrebenet at gå i teatret med et par af vores BFFs forleden.For tiden kører “Tom Gates: Biscuits, Bands and Very Big Plans” nemlig som en elektronisk “Doodle-Musical” på DUCTAC-teatret i Mall of The Emirates.Det var så fint, fjollet, sjovt, sødt, farverigt og quirky, at de to 10-årige piger ikke kunne andet end at overgive sig komplet til den altid-så-uheldige Tom’s univers fyldt med skole-udfordringer, glemte lektier, øvere med sit rockband DogZombies og konflikter med den helt og aldeles umulige teenage-storesøster Delia.

Ikke nok med at musical’en var et hit hos pigerne, så fik de samtidig chancen for at hilse på forfatteren bag “Tom Gates”-succes’en, Liz Pichon!Hun var i Dubai for at signere bøger og deltage som tilskuer til musical’en, som hun heller ikke selv havde set tidligere.

Liz Pichon viste sig at være supercool, og selvom pigerne var MEGET starstruck over at møde hende, så lykkedes det dem dog at få fremstammet deres navne og fortalt hende, at de er vilde med bøgerne. Hun doodle’de straks løs i deres bøger, stak dem klistermærker og stempler, og hun fortalte dem, at den mugne storesøster Delia på mange måder er hende selv som teenager – og at skolens motto har akronymet “PUNK”, hvis man ser ordentligt efter.

Da jeg senere læste op på Liz Pichon, viser det sig, at hun har dysleksi og altid har ønsket sig at skabe bøger til børn, som er så læsevenlige og appellerende, at børn med dysleksi får lyst til at læse en hel serie. Det er lykkedes for hende, dét er helt sikkert. Pichon’s bøger er i øvrigt oversat til dansk – og du kan læse en fin artikel med hende lige her:

https://www.telegraph.co.uk/women/life/liz-pichon-on-how-dyslexia-inspired-her-tom-gates-childrens-book/

PS: Skriv dine boganbefalinger til mig, så jeg kan finde på noget nyt og spændende at læse!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet