Freddie og Daisy

Jeg er overbevist om, at det er alt, alt for længe siden, I har set noget til vores hundehvalp, Daisy.

Faktisk føles det nærmest som en nødvendighed at sende jer på weekend eller påskeferie med en masse nuttede babybilleder, præcist som jeg ville gøre, hvis hun var min lille baby.

Hvilket hun på en måde også er. Min tredje og sidste.Daisy er fem måneder gammel nu, og det er tre måneder siden, hun kom til vores familie. Det føles som meget længere tid, fordi hun bare er landet så naturligt og er en rigtig glad, nysgerrig og tillidsfuld lille hvalp, der sover fint om natten og har styr på rutinerne.Hun er blevet klippet, siden jeg tog disse billeder på køkkengulvet. Bare lige før I spørger, om hun overhovedet kan se ud af øjnene. Det kunne hun ikke til sidst.Her ligger hun i den nyklippede version. Hundeklipperen var meget forsigtig og brugte slet ikke trimmeren til hende endnu – det er hun lidt for lille til – og resultatet blev så fint. Hun endte slet ikke med at ligne en rotte i 14 dage, som jeg ellers gik og frygtede. Der er nemlig ganske lidt hund inde under det uldne overtøj, har jeg bemærket, når hun bliver badet.

Daisy vejede 1.300 gram, da hun kom til os fra sin hvalpemølle i Ajman. Hun havde ingen umiddelbare sygdomme, bortset fra orm i maven og ringorm i huden. Men det kunne medicin jo afhjælpe.

I dag vejer den unge dame 4.200 gram, og dyrlægen siger, at hun kan komme helt op på mellem 7 og 8 kilo, før hun er fuldt udvokset.

For tiden rasler de sylespidse mælketænder ud af munden på hende. De lander på køkkengulvet af en eller anden årsag, så vi rent faktisk finder dem og griner højlydt hver gang. Én morgen tabte hun tre tænder før morgenmaden!

Nu gemmer jeg creepy hundemælketænder sammen med pigernes. Hvorfor er det nu lige, at man gemmer mælketænderne? Er det egentlig ikke lidt bizart?

Jeg har helt glemt de tidlige, tidlige hvalpedage. Dengang, hvor jeg følte mig overvældet over hundebaby på lidt den samme måde, som når jeg har stået med mine menneskebabyer i armene.

Af en eller anden årsag har jeg altid tænkt, at ansvaret var for stort til mig.

At det måske ikke var en god idé at give mig ansvaret for et lillebitte liv, når jeg nu hverken har uddannelse eller kørekort til små mennesker eller små dyr.

Når jeg får det sådan, får jeg lyst til at give de små mennesker og små dyr tilbage til de statsautoriserede.

Tilbage til hvem?

De er jo for fanden mine!

Og så får jeg klaustrofobi og føler mig kvalt af mennesker eller dyr, der hele tiden kræver et eller andet af mig. Mad. Toilettræning. Kærlighed. Omsorg. Opmærksomhed. Tak, men ellers tak. Jeg både siger og giver op over for mor-rollen.

Når jeg så får raset og flippet lidt ud i en weekend, falder jeg ned, og derfra går det kun fremad.

Jeg var stærkt chokeret over mine forbudte tanker om tilbagelevering, da jeg stod med første-baby, Cille. Knapt så chokeret, men langt mere frustreret og skuffet over mig selv, var jeg, da jeg stod med anden-baby, Mille, og overvejede kraftigt at levere hende tilbage. Jeg havde håbet på, at jeg trods alt var blevet både klogere og mere moden med tiden.

Fuldstændig stoisk tog jeg dog imod mine klaustrofobi-følelser med tredje-baby, Daisy, fordi der ikke rasede hormoner rundt i kroppen, som når man får en menneskebaby.

Nu kender og genkender jeg mig selv.

Og giver mig selv lov til, at blive gal for en stund. For det hele hænger på moren. Hver eneste fucking gang.

De her følelser af ‘nybagt mor med baby’ blev jeg mindet om forleden, hvor Daisy og jeg var inviteret til hvalpe-date hos en sød kvinde, der skrev til mig, at hun også lige havde fået sig en maltipoo-hvalp. Vi kunne snakke i timevis om alt det nye, man skal sætte sig ind i, når man er førstegangs-hundeejer.

Freddie, hedder hendes vidunder af en hvalp.

2.5 måneder gammel og fra Abu Dhabi, så umiddelbart er de to hvalpe ikke i familie. Men hvem ved?

Mød lige Freddie og Daisy!Hvem er hvem, tænker du måske?

Størrelsesforholdet kan man ikke så godt se på billederne, men Daisy med kampvægten er tre gange større end Freddie, hvilket selvfølgelig vil udligne sig. Freddie er den mest karamelfarvede af de to hvalpe.De opførte sig mega-eksemplarisk over for hinanden. Freddie gik som en skygge i rumpetten på Daisy, fordi hun var stor og spændende – og Daisy gav ham lidt baghjul i starten på grund af størrelsesforskellen, men det endte heldigvis med at være meget balanceret og fair leg, da Freddie først kom i gang.De lå fuldstændig filtrede ind i hinanden og rullede rundt med små, højlydte bjæf og kæmpe begejstring.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg så noget sidst, der smeltede mit hjerte så meget, som det her syn af de to.

Ren og skær livsglæde og leg.De to deltes så fint om alt lige fra vandskål til legetøj, og jeg inviterede straks Freddie og Freddies mor på besøg hos os.

Og Daisy opførte sig fuldstændig lige så tumpet, som Cille og Mille gjorde i tumlingealderen, når vi fik besøg og skulle dele vores ting og hjem med gæsterne.

Hun knurrede. Sprang op på Freddie og fortalte ham, hvem der bestemte i dét her hus. Slet ikke så venlig og nysgerrig, som da hun var på udebane i Freddies hus. Men efter lidt tid accepterede hun og ville rigtig gerne lege i et par timer med ham.

Freddie og Daisy.

Det lyder som et gammelt ægtepar, men de opfører sig snarere som et nyforelsket kærestepar.

Rigtig god weekend, folkens. 🐶🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hele verden i rød

Vi er vågnet op til ‘hele verden i rød’.

Igen.

De danske myndigheder mener fortsat, at der er sikkerhedsbrister i Dubai’s COVID-19-testsystem, og at folk kommer hjem med corona herfra. Der er ellers afholdt en række samtaler på højt politisk niveau mellem Emiraterne og Danmark, men sidstnævnte bliver ved med at fastholde, at der altså er corona-smittede med flyene herfra. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på hele denne her misére, men det føles så absolut som en ubehagelig hetz for os, der bor og lever vores liv her i Ørkenstaten.


Danskerne i Dubai ved, at PCR-testsystemet er velfungerende og mindst lige så professionelt sat op som hjemme i Danmark. I det hele taget lader sundhedsvæsnet intet tilbage at ønske her i landet – det er mindst lige så godt og fornufts-forankret som i Danmark.

Vi bryder os ikke om kritikken, der hagler ned over bystyret i Dubai lige nu. Det er ufortjent – og vi er ret så stolte af landets måde at håndtere pandemien på.

For os er det pinligt, at de danske myndigheder langer ud efter en bestemt by på denne her måde – og det føles lidt som om en bizar kombination af Janteloven og behovet for en syndebuk er på spil, når de danske medier og danske politikere så velvilligt tæller et vist antal danskere, der helt bestemt er kommet hjem fra Dubben med corona i kufferten. Uanset hvornår dén corona så ellers er blevet påvist.

Syrligheden er til at tage at føle på.

Dubai er og bliver en rød klud lige i smasken på en frustreret, dansk tyr.

Vores lille familie har allerede ‘skudt en hvid pind’ efter idéen om at nyde forårsvejret og påsken i Danmark. Det virker ikke til, at vi er velkomne lige nu.

Og med de potentielle krav om corona-pas og isolation ved ankomst, er der ikke andet at gøre end at vente med at se vores familie og venner til vi har to hele måneders sommerferie at løbe an på. Vi ved ikke engang, om vi kan blive vaccineret med en af Danmark godkendt vaccine, før sommerferien står for døren – for her i landet er der mest købt ind i Sinopharm fra Kina, og dén er sjovt nok ikke på EUs liste.

Det er sørgeligt, at der i dén grad skal udskammes i Danmark for tiden. Om det så er en by, en person, et land eller en livsstil, det går ud over, så er det ubehageligt at opleve tonen i debatten og den lynchstemning, der har bredt sig, fordi en flok kendisser har haft det lidt for sjovt og taget lidt for let på pandemien.

Var det smart at rejse på ferie midt under en pandemi?

Vel var det ej!

Gør jeg det selv?

Vel gør jeg ej!

Men derfra og så til at konkludere, at hele PCR-systemet i Dubai fejler – dét forstår jeg ikke.

Pandemiens fornuftsreglement med social distancering, afspritning, mundbind osv. overholdes af alle os, der er fastboende i Dubai – og vores regler har hele tiden været striksere end de er i Danmark, hvilket er forklaringen på, at flere ting og steder kan være åbne, end det er tilfældet i Danmark for tiden.

Der er helt sikkert turister, der kommer hertil for at nyde livet og slippe væk fra pandemireglerne i deres hjemlande. De fotograferer sig selv lystigt foran Burj Al Arab uden mundbind i små trekant-bikinier. De billeder bliver så forstørret op og slugt råt af en Dubai-liderlig presse i Danmark, der ikke har det mindste problem med at videregive faktuelt forkerte oplysninger i deres medier.

Adskillige af mine (klart mere overskudsagtige) landsmænd, der er bosiddende her i De Forenede Arabiske Emirater, har i de seneste dage insisteret på at få artikler på eb.dk og bt.dk korrigeret – for det er IKKE tilfældet, at vores barer og restauranter lukker ned. 
De fleste journalister virker ret ligeglade med at rette indholdet til, så det fremstår faktuelt korrekt. Det er måske også for meget at forlange, at de skal kunne forstå, at der opereres med 50-70% kapacitet, og at alle udskænkningssteder og beværtninger skal lukke kl. 1? For dét er vel ikke det samme som at de ‘lukker ned’?

Vi kunne ellers være så ligeglade.

Ligeglade med sindsstemningen og den koleriske tone hjemme i Danmark. Det er jo præcist dén danske brokke-røvs-mentalitet, vi er flygtet fra – og nu observerer på behørig afstand fra de varme lande.

Men sagen er dén, at vi IKKE er ligeglade. Hverken med den fremstilling, der er i danske medier af vores nuværende og højtskattede hjemby, Dubai. Ej heller kan vi være ligeglade med den opfattelse, De Forenede Arabiske Emirater med rette kan få af Danmark, de danske myndigheder og politikere og danskerne helt generelt, når danskerne får hysset sig selv helt op i et gear, der er ganske uhensigtsmæssigt.

Vi er heller ikke ligeglade med folkestemningen og folkedomstolen derhjemme. For interessant nok, så banker der patriotiske hjerter i alle danskeres brystkasser, lige så snart vi kommer en smule væk hjemme fra. Også selvom vi kan se de mindre charmerende sider af den danske national-sjæl i fugleperspektiv og med den der forunderlige lang-distance, der kryber ind, når man vælger at flytte sig længere væk fra Moder-landet.

Jeg ser på det hele med ærgrelse lige nu – og med en trist væmmelse, for at være ærlig. Og det tillader jeg mig at sige højt, fordi det her er min platform, og man kan lade være med at læse med, hvis jeg er for bedrevidende eller irriterende.

Jeg elsker det her sted. Mellemøstens Las Vegas, som Dubai så smukt kaldes i forskellige danske medier. Jeg elsker det ikke, fordi det er bling-bling og fis og ballade. Jeg elsker det, fordi det er et trygt, smukt og multikulturelt samfund, der danner en komfortabel ramme om vores familieliv. Jeg elsker landskaberne og naturen. Historien. Menneskerne. Det eksotiske i at vade rundt under dadelpalmer og lytte til minareters kald. Jeg elsker varmen, solen, duftene og lydene af cikader i nattemørket.

Jeg elsker også mit Moder-land og en hel bunke herlige mennesker, der bor der. Men hold da op, hvor jeg håber med stor inderlighed, at der snart bliver skruet op for knappen med medmenneskelig forståelse, storhed, taknemmelighed og forårsfornemmelser, for der er alt, alt for surt, småt, gråt og trist i både mood og debat lige nu.

Og indtil det rent faktisk bliver forår, og vinterdepressionerne letter derhjemme, så foreslår jeg, at vi alle sammen spiser en hel flok fastelavnsboller. Jeg kan jo ikke lige komme forbi Hart, Juno, Meyers og hvad bagerierne nu hedder i København, men jeg kan åbenbart godt selv bage de der faste-boller.

Nød lærer sulten kvinde at koge bagefast kagecreme.PS: Pigerne tog lige præcist én mikroskopisk bid hver, så skulle de bede om toastbrød med nutella. De kan ikke lide mine nybagte fastelavnsboller. Story of my life.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet