Når man mangler en ven

Nogle weekender går bare med praktik.

Ikke sådan noget med tøj- og bilvask, hækkeklipning og rengøring af badeværelser, for de praktiske gøremål i og omkring huset er netop dém, man kan betale sig fra i en Ørkenstat. Maricel er f.eks. ikke kun vores hushjælp, men også gartner og bilvasker, fordi hun gerne vil tjene pengene for at lave alle de opgaver, der er i det daglige hos os. Det klarer hun fint, og det er vi glade for.

Men der er trods alt stadig masser af praktiske ting, som en ellers rigtig dygtig hushjælp ikke kan hjælpe med. Der er papirmøller og fornyelser af dette og hint stykke licens, som kommer tilbage som boomeranger hele året igennem. Der er tilmeldingsblanketter til skolen og store børn, som vokser ud af det ene par kondisko efter det andet, og der er sære skuffer med ting, der virkelig bør gennemses af en voksen, hvis der så bare var en voksen tilstede?

Og så er der de andre weekender.

De magiske.

Der, hvor det at bo i en ørken giver 100% mening.

Se selv.Dén slags weekender er nu ikke helt fri for praktik, selvom det ser meditativt ud på billedet.

For eksempel ser bagsmækken på Martins kæmpebil sådan her ud før afgang mod det forjættede Al Qudra.
Vand, kul, brænde, grill- og køkkenudstyr, soveposer, telte, madrasser, stole, borde, tæpper, puder, luftpumpe, kompressor, lygter, mad i køletaske, tøj, papirvarer, snobrødspinde og hvad ved jeg.Kalder, kalder, kom ind. Er der friske fyre på linjen, der er klar på campinglivets glæder?

Det er ikke sådan rigtig simple living at tage på camping-weekend, for der skal meget udstyr til, for at ørkenen er behagelig at tilbringe mere end et par timer i, men se lige den hvidvins-zen, der opstår lidt senere – i selskab med søde Mayzees vanvittige, fermenterede focaccia, der kan få selv en hårdkogt italiener til at græde af lykke.Og en mikrolille, nuser ørkenhund, var der også til Mille Hundemor, som meget gerne lånte ham, når nu Daisy blev hjemme hos Maricel.Dét, der er så skønt ved camping er, at der er så uendelig lidt at gøre, når først telte og lejr er sat op.Børn løber omkring i klitterne. Voksne ditto.

Og når solen langsomt begynder sin lynhurtige nedgang, falder der ro over alle.Så skal der være lejrbål.Og der skal varmes hund og fortælles røverhistorier, mens vi stirrer ind i flammerne og varmer os ved te eller rødvin.Og pludselig er det sen aften. Nat-tisseri og tandbørstning foregår i månens blege skær.Og morgen-tisseri foregår til en aldeles fremragende solopgang med flygtige skyer på en vinterhimmel.Mille vækker mig først halv syv, og der er magisk stille omkring os, før vi lister tilbage i teltet for at sove videre. Januar er en iskold måned at campere i. Det her var første gang i januar for os – ellers har december og februar været de koldeste perioder, vi har sovet ude i ørkenen på.Lidt senere får vi tændt op under gasblussene, så vi kan få den vigtige morgenkaffe – og lidt hjælp af Betty Crocker til at bage pandekager til morgenmad.Fint besøg får vi også af en kameldriver, der gerne vil slå en skilling af campisterne, der måske/måske-ikke gider sidde eller ride på hans fine kamel.Efter den omgang kamel får vi ryddet op og gjort klar til afgang.

Leave no trace behind… – bortset fra det nedlagte lejrbål, som vi markerer med et stykke brænde, fordi det stadigvæk er stjernevarmt fra i aftes.Og så er det, at det går lidt galt. Altså ikke sådan komplet galt, men én af bilerne er 100% afladt – og det viser sig, at startkablerne er kaput, så selvom vi i teorien kunne jump-starte batteriet, sker der nul og niks.

For mig er det tidspunktet, hvor ørkenen bliver lidt stor og uoverskuelig. Selv Martin syner lille herude under åben himmel.Men når man så mangler en ven i nøden, dér – langt ude i ørkenen, kommer der altid – på magisk vis – en ven forbi. Vi har set det før, og vi ser det igen.I det her tilfælde er det nu mere korrekt at sige, at der kommer 20 Jeepers-venner til for at hjælpe deres ene nødstedte Jeepers-ven.Vi andre nød grinende synet af de fantastiske ørkenbiler, der klatrer over klitterne, som var de biller i sandet. De sejeste Jeepers-venner havde endda overskud til at lave lidt blærede parkeringer på ryggen af den store klit, hvor de sad fast og trak hinanden ud.

Bar’ for show’, som man si’r?

Sikke en flok sjove mennesker med store armbevægelser og køreglæde ud i hver en fiber af deres kroppe.Jeepers UAE er en forening for køre-gale/køre-glade ørkenmennesker, der elsker at lære nye tricks med deres Jeeps, der som bekendt er ørkenbil ‘numero uno’, fordi den vitterligt kan kravle op og ned ad de stejleste klitter uden så meget som et kny. De er nysgerrige, elsker naturen og leger med deres voksen-legetøj i weekenderne.Vi er og var taknemmelige for deres starthjælp. De havde kabler, batterier og alt, hvad der nogensinde måtte blive brug for i en ørken. Skønt, når nu vi trods alt skulle hjem og gøre klar til endnu en arbejds- og skoleuge.

Vel hjemme igen blev vi spulet rene for sand, og min snobrødsdej blev konverteret til en sær slags grissini, fordi vi ikke fik bagt snobrød over bålet denne gang. Stopmætte, som vi var blevet af et fantastisk traktement.Hvis du ikke har været i ørkenen, så skynd dig derud, mens vejret er så mildt og rart som nu i vintermånederne. Senere på året er det sværere at udholde – og i sommermånederne bliver der helt ulideligt, medmindre man sætter sig i en afkølet pool på et luksus resort midt ude i ørkenen.

Du kan såmænd nøjes med at køre ud af Dubai mod Al Qudra Cycle Track og så offroad, som det nu måtte passe dig og din bils temperament. Er din bil slet ikke okay til offroad, kan du parkere i vejsiden og forcere et par klitter, så er du næsten på månen – og ensom – lige indtil en ven dukker op over næste klit.

Hvis du ikke har mod på at campere, er det alt rigeligt at pakke brænde og kul til et bål, fylde en køletaske med mad og drikkevarer og medbringe et par tæpper til at sidde på. En simpel picnic kan give mindst lige så magisk en solnedgangsoplevelse og masser af leg for store som små, som hvis man arrangerer den helt store tur. Vi tager ofte afsted for en enkelt aften, når vi ikke kan overskue overnatnings-oppakning og at bruge en hel weekend på at være i ørkenen.

En anden mulighed er at købe en arrangeret tur ud i ørkenen hos f.eks. Platinum Heritage eller Arabian Nights Tours. Her skal du vitterligt ikke gøre andet end at møde op i flade sko og blødt tøj!

De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai. Mest af alt ørken. Og sand kan altså noget. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefeber

Jeg er ved at grave mig lidt ned i karakterblade på hjemmekontoret. Der er 37 skønne elever i alderen 5-12 år, der følger dansk modersmålsundervisning i år i Primary School. Det er lig med 37 karakterblade, der skal udsendes i starten af december – helst helt uden tyrkfjel og uheldige formuleringer. Det er i øvrigt en fordobling i antallet af elever – set i forhold til for fem år siden, da jeg startede som dansklærer på skolen. Måske er der kommet flere danske familier til Dubai? Måske er der mere fokus på eller søgning efter at bevare det danske sprog i de danske familier? Måske er det bestyrelsens fortjeneste, at de er lykkedes med at markedsføre og gelejde flere danske familier ind på skolen? Måske er det en blanding af det hele.

Ihvertfald er der 10 modersmål på skolen, foruden arabisk-, fransk- og spanskundervisning. Der er elever fra over 90 nationaliteter på skolen, og over 30 nationaliteter blandt lærerne. Muy internacional.

Og nu er skoleåret for alvor igang. Vi er næsten igennem det andet af årets syv emneforløb, og julen står for døren – ihvertfald rent skolekalendermæssigt. For juleferien starter allerede den 9/12 her til lands, så hvis vi overhovedet skal nå at julehygge, synge julesange, klippe-klistre noget julepynt og høre radiospil, er vi nødt til at få opbygget julefeberen allerede i november.

Og for rigtigt at kunne opbygge en julefeber, har man brug for sukker. Derfor var min nye julemandsdåse fyldt med små pebermynteslikstokke, der finder vej til slikmunde henover de næste par uger.

Og så blev der ellers fiflet med julekreationer af den ene og den anden slags i vores sene eftermiddagstime.

Hjemme har vi også pyntet til jul her i weekenden.


Jeg bliver altid lidt små-hidsig af at pynte op til jul, fordi det er forbistret svært at ramme den der balance, hvor der er hyggeligt og lidt julefint, men hvor man ikke drukner i dimserier og Gertrud-Sand-anordninger, som skal stå fremme og rode og støve til i halvanden måned.

Men pigerne fik da lavet det fineste sne-landskab i fællesskab. Og de fik opstillet nogle af december måneds julekalendere på skænken. Martins kalender mangler dog stadig at blive leveret. De klassiske chokoladekalendere skal vi også lige have på plads.

Mille og jeg pyntede efterfølgende juletræet i rød-hvide farver – lidt patriotisk Dansk Folkeparti-stemning har man vel behov for, som fraflyttede danskere?


Der røg også lige lidt julekrybbe, advents- og kalenderlys på bordene. I år er alle lysene venligst fremskaffet af Fam. Vedel, der kom med en kuffert fuld af fine julesager fra Ferm Living til os.


Der var også en række søde stykker juletræspynt med københavnermotiver, der giver helt hjemve efter varm gløgg og lune æbleskiver i en bod på en iskold decemberdag.

Nu er vi sådan set klar til pebernødder, ris a la mande og andesteg. Hvis bare liiiiige det var december, ikke?
….Eller…nå nej, det var karakterbladene, jeg kom fra. De skriver ikke sig selv. Giv mig lige en uges tid mere i november.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

På hjemmefronten foregår der den vildeste nedtælling.

Maricel skal rejse hjem til Filippinerne på sin årlige ferie i starten af december. Det er to år siden hun sidst så sin søn, mand, bedstemor, søstre, forældre, niecer og nevøer, onkler og tanter. To år er alt for lang tid – selv et år er umenneskeligt, når det drejer sig om det vigtigste i livet, men COVID-19-pandemien gjorde det stort set umuligt at rejse til Filippinerne hele sidste år, hvis hun ville beholde sit job her i Dubai.

I en længere periode havde den filippinske stat lukket helt for indrejse til landet, hvorefter de ændrede status til, at de OFWs (Overseas Filippino Workers), der afsluttede et jobforløb i udlandet, allernådigst måtte få lov til at rejse hjem for så at blive permanent hjemme. Hvis man var i et tilfredsstillende jobforløb i udlandet, og gerne ville med til f.eks. ens mors begravelse, ens søns runde fødselsdag eller en søsters bryllup i hjemlandet, så kunne man godt glemme det. Vi har kendskab til flere filippinske arbejdere i Dubai, der således ikke fik mulighed for at tage den sidste afsked med elskede familiemedlemmer, der var døde derhjemme i Filippinerne. Så ubærligt trist og tungt.

Senere i pandemien var karantænereglerne så strikse, at selvom man gerne måtte rejse hjem på et ‘ferieophold’, ville stort set hele ferien blive afholdt i karantæne på et stats-autoriseret opholdelsessted. Herudover var der usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet ville kunne rejse ud af Filippinerne igen, når først man var landet, fordi de enkelte provinser havde ret til at indføre udkørsels-og udrejseforbud, lidt som vinden blæste.

Så vi vurderede – i samråd med Maricel, selvfølgelig – at sidste år var for stor en risiko at løbe i forhold til at rejse. Jeg havde det dårligt med at rådgive hende til at blive, men på den anden side rejste vi ikke selv til Danmark i julen, fordi vi heller ikke kunne overskue konsekvenserne ved f.eks. at få corona og så skulle være retur på job kort tid efter.

Ifølge De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsmarkedslovgivning har husholdersker ret til 30 dages lønnet ferie om året. Husholderskerne har også ret til at få en betalt flybillet tur-retur hvert år, så de 30 dage kan afholdes hos familien. Når man som Maricel ikke kunne flyve hjem sidste år pga. COVID-restriktioner, får man i stedet udbetalt en måneds ekstra løn, samt værdien af en flybillet tur-retur. Nogle husholdersker vælger helt bevidst at tage imod pengene, frem for at afholde ferien og flyrejsen, men vi har altid opfordret Maricel til ikke at gøre dette, fordi hun har en ung søn og et ægteskab at passe derhjemme. For andre maids eller nannies kan livsomstændighederne være helt anderledes – f.eks. hvis man er proformagift med en mand, man ikke elsker (mere) eller hvis der ikke er børn at rejse hjem til. I de tilfælde vil de fleste gerne tage imod den ekstra månedsløn og den kontante afregning af flybillet – og det er jo fint nok. Hver person, hver sit behov.

Men nu har vi heldigvis alle fået Pfizer-vaccinen. Og Maricel er mere end klar til et gensyn med sin familie. Hun går rundt med et stort smil på læben, mens hun fortæller mig om alt det, der foregår derhjemme.

Pt. er der kun 5 dages karantæne, som skal ‘afsones’ på et statsligt hotel, før man får lov til at forlade området og rejse hjem til ens egen provins. Maricel er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt hun bagefter skal i karantæne i sit eget hjem, men det gør ikke så meget, når hun endelig ser sin familie.Sædvanen tro har vi foræret Maricel en sum penge, som går til at bygge på huset i landsbyen, som er hendes form for alderdomsforsikring eller pensionsopsparing. Denne gang går vores pengegave til at få muret, pudset og forseglet ydermurene ordentligt, samt repareret nogle af de ting, der er gået i stykker de seneste par år, hvor regnen har kunnet trænge ind i huset, fordi facaden ikke var ordentligt forseglet. Det er møgærgerligt med de her skader – og det er ikke første gang, at der skal repareres noget på hendes hus på grund af manglende finish, men jeg fornemmer, at det er sådan tingene foregår, når man bygger hus på Filippinerne, og især når man ikke selv er til stede og kan supervisere processen og holde håndværkerne til ilden.Maricel låner også en større sum penge af os på ubestemt tid, så hun kan få bygget videre på huset. Denne gang er det en tilbygning til køkkenet, hun får lavet.

I starten troede jeg, at der var tale om et grovkøkken eller et ude-køkken, men det viste sig at være en rigtig tilbygning med tag og de samme gasbetonmure, som huset er bygget i.Det hele står færdigt, når Maricel kommer hjem, så hun kan nyde at lave julemad til hele familien i sit nye køkken. Vores gamle gasgrill er også allerede skibet afsted med fragtfirmaet, så hun får rig mulighed for at bespise storfamilien i hele december.Alt i alt er det, der måske synes af lidt med en velnæret danskers øjne, en kæmpe forskel for Maricel og for hendes bedstemor, der bor i hendes hus til daglig sammen med Maricels søn, Clarence.

Indtil videre har hendes knapt 88-årige bedstemor tilberedt tre daglige måltider over brændebål, hvor hun ligeledes har varmet vand til bad og tøjvask. Sidstnævnte har foregået i en stor gryde, nærmest ligesom da min egen mormor kogte lagner og håndklæder i gruekedlen på gården. Den slags husker jeg fra min barndom, og det var virkelig hårdt arbejde – selv for min stærke mormor. Maricels mormor på 88 år, Maman, er ikke en stor, stærk dame. Overhovedet. Og da Martin hørte, at hendes store ønske var en vaskemaskine, så hun kunne slippe for at vaske alting i hånden, var han nødt til at give hende en tidlig julegave.

Se Mamans smil ved siden af den splinternye elektriske vaskemaskine. Det er da rørende.

Maricel har bedt Maman tage vaskemaskinen i brug, men det nægter den gamle dame pure. Det skal være Maricel selv, der åbner maskineriet og viser hende, hvordan man bruger den.

Jeg tæller til gengæld ikke ned til Maricels afrejse, for vi savner hende, når hun tager afsted. Det er ren egoisme, og jeg ønsker kun for hende, at hun får en skøn måned i Pangasinan, men derfor kan jeg jo godt tælle frem i mit indre til hun er retur.

Til gengæld tæller jeg voldsomt ned til vores jul. Min mor, søster, svoger, niece og nevø kommer nemlig og fejrer jul sammen med os! Det er kæmpestort! I vores familie er julen på et strengt rotationsprincip, fordi vores forældre er skilt – og når min søster og jeg også fejrer jul hvert andet år med vores svigerfamilier, bliver det stort set en umulighed at forsøge at “gøre noget anderledes”. Men i år lykkedes det. Også selvom vi vil savne vores moster, onkel, kusine og fætter, som vi ellers skulle have fejret julen med. Hvis bare vi kunne beame dem ned til os i et par dage!

Men inden vi når til juleferie fra skole og arbejde, er det Maricels tur til endelig at få luftforandring og familietid. Det bliver godt for hende – og for hendes søn, mand og bedstemor.

*Alle fotos og fortællinger om Maricel er bragt i et samarbejde med hende og med fuld tilladelse til at vise hendes liv frem her på bloggen. Maricel er en modig og stærk kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre sin families livssituation i Filippinerne. Maricel er et stille menneske, der ikke gør meget væsen af sig, men hun fortjener dyb respekt for sin indsats – og vi kan alle lære noget af hendes og af andre OFWs beretninger om et liv, hvor forudsætningerne er så voldsomt og grundlæggende anderledes end vores egne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet