Landing

Efter 10 år i udlandet er der en helt gennemarbejdet rutine, når vi lander i Moder-Landet.Farmor og Farfar står klar i lufthavnen med kæmpe-kram og overtøj til pigerne. Der er 25 graders temperaturforskel mellem Danmark og Dubai lige nu – og uanset om det reelt er en kold, dansk vinter eller ej, så føles det bare uendeligt koldt for os.

Farmor og Farfar tager børn og kufferter og sætter retning mod Nordsjælland, mens Martin og jeg fornøjer os med den elendigt opsatte biludlejning i Kastrup. Ikke at Europcar og de andre biludlejningsfirmaer gør noget forkert, men de er blevet smidt på porten af lufthavnens management, der åbenbart har en ny strategi for lufthavnen, hvor biludlejning anses for at være et underordnet tilbud til de rejsende, der ankommer til Danmark. Det må folk selv rode med – lufthavnen har travlt med at sælge hapsdogs og billig rødvin.

Men vi er da heldige denne gang, og bussen kommer drønende i det øjeblik, vi står klar ved busstoppestedet.

Og ind til aften er hele rejse-stå-hej’et glemt.

Der er Farmor-frikadeller hos Faster, tilsat rigelige mængder rødvin, verdens hyggeligste selskab og en varmende brændeovn.Klokken 19 er der 100% lukket og slukket hos Ørkenens Døtre. De har overgivet sig til brændeovnsvarmen i Fasters hus efter at have klemt en enkelt frikadelle ned. Deres indre ur står på Dubai-tid, og for dem er det her langt over sengetid.

Næste dag er akklimatiseringsdagen.

Det er dér, hvor vi vover os ud af Farmor og Farfars hus, som de har forsøgt at opvarme til Dubai-tilstande, for at vi ikke skal fryse alt for meget.Pigerne får med møje og besvær flyverdragter, handsker og støvler på. De har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt med overtøj – og støvlerne er også alt for stive til små, strittende sandaltæer, men efter at have tjekket vintertemperaturen ud af havedøren, overgiver de sig.De elsker at gå tur i skoven med Farmors to små hunde.

Undervejs finder de små isflager på skovsøen, der er forvandlet til et stort mudderhul i anledning af endnu en dansk vinter, der ikke byder på ordentlig frostvejr.Det er alt sammen vældigt eksotisk med små dalende snefnug, kold blæst og iskrystaller.

Om aftenen bliver ørkenens støv skyllet af i et fællesbad med fætter og kusine. Det bli’r i familien, som man si’r…og det her firkløver er simpelthen noget af det sødeste.3. søndag i advent opdager pigerne glæden ved en skrabekalender. Dén kunne de knapt huske fra sidste år.Der er stor spænding om udfaldet, fordi der bliver ved med at dukke million-kroners-juletræer op, men resultatet efter 4 skrabede kalendere er 50 kroner, som skal divideres med de 6 tilstedeværende personer, fordi det er det eneste rigtige at gøre, siger Retfærdigheds-Cille. Everybody is a winner, I guess.

Nu er vi her.

Landet i Moder-Landet.

De næste dage ligger vi nærmest i vinterhi i Grib Skov.

Fordi her er så koldt, mørkt og gråt, at jeg kun kan drikke te, læse dameblade og overveje en lur.

Og fordi vi altid får slæbt os en lille vinter-virus med fra en fjern Ørkenstat, som skal overkommes med søvn og hvile.

Sådan er det at lande.

Det kræver et par dages tilvænning, når vi kommer hjem til den danske vinter. Og der findes ikke en bedre måde at gribe det an på, end at forskanse sig i umiddelbar nærhed af en varm radiator sammen med de allernærmeste familiemedlemmer, der godt forstår, at tingene skal tages i virkelig langsomt trav ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, vi har lært og oplevet denne sommer

Sommerferien 2018 lakker mod enden.

Og det er som sædvanligt en bittersød affære.Som tager mig på en følelsesmæssig rutsjetur, der fortsætter meget længere end flyveturen tager mellem Det Kolde Nord og Den Store Sandkasse.På den ene side kan jeg ikke vente med at få hverdagen tilbage – med alle dens rytmer, rutiner, aktiviteter og gode stunder. Så er der endelig formål, opgaver, tidshorisonter, planer og mål, som skal nåes. Som giver mening til al livets galskab på en anden måde end det frie driverliv kan give.

På den anden side er der også en hel del inerti i at træde hamsterhjulet igen, og dermed slippe den totale frihed, vi netop har nydt i 2 hele, vidunderlige måneder.

Denne sommer har jeg praktiseret en ny tilgang til sommerferieplanlægning: At have ingen eller ihvertfald en meget begrænset plan, som har været baseret på lyst, dagsform, familiens behov osv. Dét har vist sig at være en meget stor succes – for vi har nået, set, oplevet og nydt alt, alle og alting mindst lige så meget, hvis ikke mere end tidligere sommerferier, hvor der altid har været lagt en stram køreplan.

Jeg har derfor lavet en lille mental note om at give slip. Let it go.

Fordi alting alligevel lykkes og falder fint på plads. Og det er god læring for en gammel projektleder, der trænger til at gøre tingene på en ny måde.

Jeg glæder mig også vildt til at sove i vores egen seng igen. Til at pakke de kufferter og toilettasker ud, som nu har forfulgt os i to måneder. Måske vil jeg fælde en tåre i ren og skær gensynsglæde over mit garderobeskab og udvalget på badeværelseshylderne?

Jeg vil ihvertfald kramme livet ud af Maricel og glæde mig inderligt over, at jeg igen er hjemme hos verdens bedste hverdags-hjælper. Der er nyfunden taknemmelighed på alle hylder i mit hjerte, når jeg selv har haft fornøjelsen af at vaske op, lave mad, støvsuge og ordne vasketøj i et par måneder. Det er ganske sundt en forkælet Jumeirah Jane.

Jeg glæder mig også til selv at fylde køleskabet og vælge egenhændigt, hvad menuen skal stå på, så jeg igen kan få bare en smule styr på kosten, der pt. mest består af skamløse mængder sukker, gris, fisk og lige lidt mere sukker.Men jeg har også allerede tungt hjerte og savn ved tanken om, at der er så mange, dejlige mennesker, som vi først ser til jul igen. Og jeg vil savne det skønne storfamilie-liv, der udspiller sig, hvorend vi befinder os, og som gør, at følelsen af ensomhed er udelukket fra at blive lukket ind i mit liv for en stund.Det er udedanskerens lod. Og det gamle ordsprog om ‘ude godt, men hjemme bedst’ gør mig bare komplet forvirret. For hvad og hvor er så hjemme? Og ude? Jeg føler mig jo på nogle punkter og i nogle situationer helt hjemme lige hér i Danmark, men jeg savner samtidig at være helt hjemme i Dubai.Måske skal jeg bare huske, at det er en god ting at have hjemme flere steder.

Kærlighed til byer, lande og steder kan jo multipliceres i én uendelighed og på samme gavmilde måde som kærlighed til børn. Jo flere, jo bedre.Men alting godt har en ende. Vores sommerferie slutter f.eks. på tirsdag.

Og når jeg kigger igennem billederne på min telefon, så vidner de om, at vi har oplevet, lært og prøvet så mange ting denne sommer i Danmark.

Vi har lært at:

  • Gå i gummistøvler igen
  • Varm cacao er lig med hygge
  • Plukke kirsebær direkte fra Farmors træ
  • Plukke vildehindbær og brombær i krat og skovbryn
  • Sætte hybenrosenblade på strå
  • Samle gode sten langs stranden
  • Slå vejrmøller
  • Rode i jorden med en pind
  • Tyskerne byggede bunkers på de danske strande – og at der nu er graffiti på dem
  • Flyve med drage på Hvidbjerg Strand i Blåvand
  • Klatre i træer
  • Livet er en skrøbelig størrelse, som kan tage voldsomme og ganske uventede sving, der sætter tingene i perspektiv (tak for snakken, Naja og Signe)
  • Finde biller, vandmænd, krabber, sommerfuglelarver, svalereder, pindsvin og andre smådyr
  • Dansk bland-selv-slik holder hele vejen
  • Hjemmelavet guf er nemt at lave
  • Hoppe i vandpytter
  • Der skal være plads til gensyn med de ældste barndomsvenner og de nyeste Dubai-venner for at der ligesom er balance i tingene
  • Lave mudderkager
  • Spille stangtennis
  • Danskerne ikke er bange for nøgenhed og bandeord
  • Ryge tyggegummicigaretter
  • Bestille vaffelis egenhændigt – med guf på toppen, tak
  • Shoppe tøj med to af verdens bedste shoppere – Faster D og Farmor
  • Bruge damernes badefaciliteter i et dansk vandland (skal AL tøjet virkelig af, Mor?)
  • Male på sten til Farmors have
  • Løbeture i en grøn bøgeskov er tifold sjovere end på et fortov i en Ørkenstat
  • Lave megaseje sæbebobler på Eksperimentarium med Farfar J
  • Man sagtens kan tage en anden form for forsinket afsked med et familiemedlem ved at tale om hende med alle de andre, der også savner hende – og finde ro i, at hun fik sjælefred, da hun behøvede det

Vi har oplevet at:

  • Blive brændt af brændenælder og finde vejbred til at dulme den brændende fornemmelse med
  • Slå hul på knæene
  • Havbade længere end nogensinde, fordi vandet har haft den skønneste temperatur denne sommer
  • Køre i rutsjebane efter rutsjebane i Sommerland Sjælland og på Bakken
  • Sejle med færger og se Danmark fra vandsiden
  • Bestige Råbjerg Mile og se, at ørkenen har en ende i Danmark
  • Den stejle klint ved Kandestederne indeholder tørv og gammelt træ
  • Den Tilsandede Kirke vitterligt er sandet helt til
  • Stå på Grenen med havvandet fra Skagerak og Kattegat brusende imod vores forfrosne tæer
  • Motionere højdeskrækken med Bridge Walking på Lillebæltsbroen
  • Få udvidet vores kunstneriske horisont på Ordrupgaard Samlingens Kunstlegeplads
  • Mormor ved alt om kartoffeloptagning
  • Få en herlig tur ud i det blå på Mormors Christiania-cykel
  • Undre os bravt over Skovsnogen Artspace i Kibæk
  • Romkugler er af ganske svingende kvalitet
  • Sprøde fiskefiletter faktisk er det bedste i verden – med masser af remo
  • Børnekoncerter i Danmark er ret fjollede og der bliver sagt mange frække ord
  • Thomas Helmig live er helt perfekt til Ringsted Festival
  • Fætre og kusiner kommer dumpende – og er herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Onkler, tanter, mostre og fastre kommer dumpende – og er lige så herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Der er marsvin og sæler i danske farvande
  • Der er smukke rådyr i sommerhushaver og skove

Vi har nydt at:

  • Spise Farmors frikadeller og sprøde vafler
  • Opleve Jellingestenene og klatre på gravhøjene i Kongernes Jelling
  • Spise Onkel Joey’s grillede flæskesteg
  • Besøge Fredensborg Slot, Slotspark og Urtehave
  • Spise helstegt pattegris, selvom det er ret synd for grisen
  • Fejre fødselsdage for Emma, Cille, Mille, Lou, Morfar og Cath
  • Spise Onkel JE’s karbonader med grønærter
  • Lege ovenpå LEGO House
  • Spise Mormors lune smørkage
  • Leve sommerhuslivet fuldt ud ved Sejerøbugten
  • Besøge Morfar og Conny i Skagen
  • Se Skagensmalernes værker live
  • Gense rigtigt mange af vores skønne venner og familiemedlemmer
  • Lege på Egeskov Slot en hel dag med Moster-Søsteren og Mormor
  • Gå ture omkring Frederiksborg Slot og Slotshave
  • Lufte hunde i Grib Skov igen og igen
  • Se solnedgangen over Skagen Gl. Strand
  • Se solnedgangen over Vesterhavet
  • Se solen stige op over Svendborgsund
  • Slå smut med sten i Vejle Fjord
  • Spise bacon og pølser og gris på alle måder
  • Klare hele verdenssituationen over gode middage og kaffeaftaler med veninder og vennepar, så hjertet er helt fyldt igen af tro på, at alting nok skal løse sig og verden alligevel ikke er helt af lave

Det er virkelig ik’ så ringe endda med en lang ferie i Moder-Landet.

Sikke meget, vi kan nå på et par måneder, når nu jeg går billederne igennem…

Og selvom mit hjerte, der lige nu er helt fyldt op af kærlighed og varme, lige så langsomt vil fyldes af savn og tristhed, så ville jeg ikke undvære sommerferien i Danmark for noget eller prioritere den anderledes.

Tusind tak til alle jer, der fandt tid til at se mig og os i sommerferien. I er med til at give os rødder og sammenhængskraft i Danmark, hver og én.

Og til alle jer søde mennesker, som jeg ikke nåede at se eller tale meget med denne sommer: Forhåbentlig kan det lade sig gøre til jul ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På toppen af Danmark

Roadtrippin’ med pigerne, mens Martin er i Dubai.

På tværs af Danmark – og så stik nordpå – til vi står ved Verdens Ende. Inklusiv en færgetur lige midt i det hele.

Er det bare mig, der bliver helt barnligt glad ved synet af en færge? Det er ren nostalgi – fra dengang, hvor vi sejlede flere gange om året for at besøge den sjællandske del af familien og til Sverige i alle sommerferierne. Jeg elsker at sejle!Jeg husker, hvordan min Mormor drønede afsted i Volvoen og hendes sammenbidte ansigt i spejlet, som jeg kunne skimte fra bagsædet. Hun skulle jo nå færgen til den bestilte tid. Og når vi så kom ombord, åbnede hun kaffekurven, der var fyldt med dejlig hjemmelavet mad, mens jeg længselsfuldt så hen mod de blålilla pølser med brød til en formue. Min Mormors mad var selvfølgelig tusind gange bedre end kabyssens, og jeg var i øvrigt megakræsen, men barndommens længsler…

Denne gang er det mig, der med stift blik forsøger at ramme Mols-Linjen til den bestilte tid. Og af veje, der er så uransagelige som Herrens, opfører pigerne sig eksemplarisk på bagsædet fra Hillerød til Sjællands Odde.

Jeg køber restaurantens buffet til pigerne, så de kan smage dansk færgemad. Dén slags, som jeg aldrig selv fik – og som jeg ved selvsyn og med voksne øjne kan konstatere hvorfor. Det er jo ikke fordi maden er uspiselig. Slet ikke. Men det er et begrænset og knapt så inspirerende udvalg, man får lov at betale for.Pigerne hygger sig ombord, mens færgen duver afsted. Vi taler i telefon og lidt med naboerne ved sidebordet – og de spiller på deres iPads. Turen går så stærkt, at jeg må trække dem ned på bildækket, fordi de ikke rigtigt kan tro, at vi skal fra borde nu.

Præcist 2 timer senere lander Voldsom Volvo ved Verdens Ende.

Det har taget nøjagtigt 3 timer og 45 minutter fra Nordsjælland til Skagen – plus en dejlig færgetur på 1 time og 15 minutter. Der er altså længere mentalt mellem de to geografiske punkter end der er ude i virkeligheden, kan jeg konstatere.

Og om aftenen viser Morfar Cille, hvordan hun er krydset landet på en dag.Vi har kun 2 hele dage med Morfar og Conny i Hulsig ved Skagen, så vi kommer ud af fjerene og får set os omkring på feriecentret, der har masser af gode aktiviteter til børn.Skyerne hænger tungt om ørerne på os, og der blæser en frisk vind, men vi tager masser af tøj med i en kurv, så Ørkenens Døtre kan klare blæsten på Toppen af Danmark.Sidste år tog jeg billeder af Morfar og Mille i traktorbussen til Mandø. I år er det Sandormen til Grenen.Og pigerne oplever, hvordan Kattegat og Skagerak tørner sammen med høje skumsprøjt til følge.Jeg har komplet hukommelsestab og dejavú på én gang, så jeg ikke kan erindre om eller hvornår, jeg har været her. Måske har jeg kun set billeder fra andres ferier? Var jeg selv med dengang ditten og datten skete?

Under alle omstændigheder er her uendeligt smukt på Grenen.

Med høj himmel og havvand i alle verdens blålige nuancer.

Et bitte, sort sælhovede, der dukker op af bølgerne med mellemrum og det der særlige Skaw’-lys, jeg godt kan forstå har inspireret kunstnere til alle tider. Vi finder vandmænd og kigger på små muslingeskaller, der knaser under fødderne. Her dufter friskt af havvand og det giver sult i små børnemaver, der gerne vil fyldes med fisk.

Så vi går ned på havnen til rækkerne af røde pakhuse.Og de har selvfølgelig børnenes favorit. Fiskefiletten. Denne her er rugmelspaneret og pandestegt. Lækker, frisk og knasende sprød.Bagefter går vi tur i Skagens stræder og gågader. Jeg peger på alle de flotte, gule huse og forklarer pigerne, at vi er i Skagen, og at det er en tradition at male husene i denne særlige, gule farve. Mon de så kan gætte, hvad vi kalder den farve? ‘Ostegul’ er Milles bud.

Hun er revnende ligeglad. Det er søsteren også.

For de har travlt med at diskutere, argumentere og irritere hinanden i én uendelighed.

Efter is, butiksbesøg og ulidelige søsterdiskussioner om de mest ligegyldige ting, tager Volvoen en uventet drejning og drøner mod Kandestederne. Vi er blevet rusket igennem på Grenen til formiddag, men trioen trænger tydeligvis til mere frisk luft.

Jeg er så hjernedød-træt-af-uendeligheds-kværuleren mellem de to søstre. Og har PMS samtidig. Og vil ha’, at Martin kommer lige nu og redder os fra os selv.

Med andre ord har jeg mere end ondt af mig selv. Og undrer mig over, hvordan folk kan have mere end to børn, når jeg selv er ved at blive lettere sindssyg af to?

Sådan her ser det ud, når tre vrantne damer vræler livsens frustration ud i kor ved Kandestederne.Skal nok spare jer for billeder af de hævede øjenlåg og røde snuder. Lidt privatliv må de stakkels bloggerbørn jo have.

Hvilken lettelse det er, at pigerne efterhånden er store nok til at reflektere (en smule) over deres opførsel ved hjælp af verbale tilkendegivelser. Jeg har hadet alt det der med fysiske stop-tegn til småbørn, der fatter minus – og jeg har heller aldrig fundet ud af at bruge naughty steps og counting to three-teknikker, så jeg værdsætter, at vi nu kan begynde at tale om tingene, og fortælle hinanden om, hvad der sker indeni os.

Og efter følelsesmæssig katarsis er vi klar til at kigge på tusind-år-gamle træ- og tørvestykker, der falder ud af den dramatiske klint ved Kandestederne.Her er så smukt og råt og luftigt, at jeg drømmer om at komme tilbage hertil på en efterårsferie, hvor man virkelig ville være i elementernes rasen. Efterfulgt at blid, varm kakao i et sommerhus, naturligvis.Vi taler om Anden Verdenskrig og kigger nysgerrigt ind i de tre bunkers, der ligger lige ved nedgangen til stranden. Vi piller også i tørveklumper og taler om, at det blev brugt som brændsel i gamle dage. Og så skal der som altid sættes mindesmærker i sandet og kastes sten i vandet. Alle tre elsker vi strand og hav.

Lige ved siden af Kandestederne ligger Råbjerg Mile.

Jeg sælger det som Danmarks Ørken til pigerne.Klitter med marehalm kender de fra Vesterhavet – og forcerer dem i løb.

Og så sker der det forunderlige. De finder en sandkasse næsten magen til dén, de selv bor i.

Selvom der dog er ret tydelige forskelle.

Sandet er lysere og blødere hér end i De Forenede Arabiske Emirater, der byder på gyldent, grovkornet ørkensand.

Der er også betydeligt køligere, selvom morgenerne i den ‘rigtige’ ørken også kan være ret kolde.

Og så har Danmarks Ørken tydeligvis en ende, hvilket vi slet, slet ikke er vant til at ørkener har 😆Og jeg noterer mig, at Ørkenens Døtre straks udviser præcist den samme adfærd i Danmarks Ørken som i Dubai’s.

Cille sakker helt bagud for at lege i sin egen fredfyldte boble – og Mille graver sig straks ned i sandet for at få mest muligt af det med hjem i øjne, ører og numse.

Skagen – jeg er solgt ❤️✨

Det HELE er helt vidunderligt heroppe på Toppen af Danmark. Selv børnene, hvis man da lige får tudet igennem og hentet mere frisk luft ned i lungerne.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet