• ···

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tirpitz

Essensen af Vestjylland.

Hav.

Gudsbenådet lys.

Marehalm.

Kridhvidt sand.img_0400Det er dét her, jeg er rundet af. Eller rusket igennem af.

Det er dét her, jeg tænker på og forbinder med ‘hjemme’ i vestjysk sammenhæng.

Og jeg kan savne duften af friskt havvand og tang.

Synet af strandskaller og brusende vand.

Så vi lægger vejen forbi Vesterhavet med Mormor. Hvidbjerg Strand uden for Blåvand, for at være mere præcis. Det er vores familiefavorit.

Og lidt længere inde i landet – godt gemt i klitterne – ligger Tirpitz, en stor kanonbunker fra 2. Verdenskrig.img_0394Med tjekkiske pindsvin liggende spredt rundt omkring i landskabet, som pigerne klatrer på og slet ikke forstår alvoren af.img_0398Bunkeren har været utilgængelig for besøgende i de sidste par år på grund af en større ombygning ledet af ingen andre end verdensberømte Bjarke Ingels’ tegnestue BIG.

Og Ingels har i sandhed haft en hel fænomenal bunke sand at flytte rundt med.img_0392Men nu er bunkeren åbnet, og vi vil se nærmere på det nye oplevelsescenter.img_0388img_0353Den nye tilbygning er holdt i de samme rustikke materialer som bunkeren selv. Beton og jern.img_0354Hovedområdet er også mørkt som i en bunker.img_0355Herfra udgår der 3 store afdelinger med vidt forskellige temaer og oplevelser.

Det 1. område handler om rav, Vesterhavets svar på diamanter.img_0358Vi lærer om dannelsen af rav, om dets farver og klassificeringer, og om hvordan ravjægere finder ravet på de vestjyske strande efter frygtelige stormvejr.img_0359Det 2. område handler om livet med og ved det voldsomme Vesterhav, som så let giver og tager liv.img_0360Alle steder kan børn røre, undersøge og sanse sig frem til en forståelse af elementerne. Pigerne er vilde med det.

Herudover har vi hver et apparat, som vi scanner henover små standere, hvorefter vi får en lille, mundtlig fortælling eller yderligere forklaring.

Klokken hel og halv er der en smuk total-oplevelse i rummet, som beskriver livet ved Vesterhavet igennem historien.img_0362Vi klatrer op i redningsbåden og nyder suset fra en storm kombineret med lyd, lys og animation. Det er vildt flot lavet.img_0363img_0364img_0365img_0369Efter dén oplevelse er det 3. område lidt tamt med dets opstillinger af tidstypiske krigs-artefakter og opstillede “bunker-kulisser”, der danner ramme om en række personlige skildringer af typiske menneskeskæbner under 2. Verdenskrig – som f.eks. de tyske radar-ansvarlige i Tirpitz-bunkeren; de vestjyske “tyskertøser”, som assisterede med ‘det praktiske’ hos tyskerne; der er historier om afhoppere, som beskyttes af modstandsbevægelsens helte i Esbjerg osv.img_0372img_0376Til sidst kommer vi til den rigtige bunker. Allerede ved indgangen lugter der ramt og stærkt af vådt mørtel eller cement.img_0377Og selvom jeg har været her før, gør det stadig et kæmpe indtryk på mig at træde ind i de klaustrofobiske, mørke rum, hvor tyskere og krigsfanger har været i færd med at opføre en grum militærfæstning med det formål at beskytte og forsvare Vestkysten mod angreb fra de allierede.

Deres fodaftryk ses flere steder i betonen, så jeg får kuldegysninger over autenticiteten på det her sted. Det er ikke KZ-lejr-ubehageligt, men alvoren er til at tage og føle på.img_0380Tanken om, at en kæmpe kanon skulle have skudt ud herfra og skabt død og ødelæggelse er så uhyggelig og håndgribelig, at man må takke højere magter for at tyskerne aldrig nåede helt i mål med projektet, før krigen var omme.

Der er fornemmelsen af den tunge luft, som aldrig udskiftes.

Der er den ramme lugt i alle kroge og rum.img_0382Der er forunderlige syn af krøllet jern, der bølger og stikker ud hist og pist som resultatet af danskernes mislykkede forsøg på at sprænge den grufulde armerede beton-mastodont af en bunker i stumper og stykker efter krigen.img_0384Vi lykkedes ikke med at skaffe os af med Tirpitz i Blåvand i efterkrigstiden.

Et stykke Danmarkshistorie, som folk på de her kanter har et ganske komplekst forhold til, fordi de fleste vestjyder dengang forholdt sig ‘neutrale’ og gerne arbejdede for tyskerne, da det gav rigtig gode penge.

Og på bizar vis får jeg lyst til at sige gudskelov for, at det aldrig lykkedes at sprænge bunkeren i tusind stykker.

For Tirpitz er et besøg værd i 2017. Og i 2018. Og altid.

Vi har brug for den her slags fysiske, konkrete påmindelser.

Os – der er så heldige, at vi aldrig har oplevet krig.

Det rusker i sjælen at blive konfronteret med de fysiske rester fra 2. Verdenskrig – og det er vigtigt at blive påmindet det faktum, at de europæiske lande engang var i krig med hinanden.

Og som afslutning på dagens krig og alvor, muntrer Regnskabschefen sig med at køre et smut ind forbi Løjtnantskolens triste, nedslidte barakker i Oksbøl.img_0405Her udpeger han sit gamle værelse for pigerne, som har svært ved at forestille sig, at deres Far skulle have været en ung mand, der opholdt sig hér – og at han tilmed skulle have været en soldat i uniform?

Og jeg læner mig tilbage med et smil ved tanken om, at Martin har bedre lokalkendskab og stedsans på mit fødested, end jeg selv har. Det er faktisk ganske hyggeligt.

 

Besøg endelig Tirpitz, når du får chancen for det.

Stedet er virkelig interessant og tankevækkende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julestemning, anyone?!

Der er sket præcist det samme, som de foregående december-måneder her i Ørkenstaten.

Jeg er i seriøst underskud på julestemningskontoen.img_9909Uanset hvor meget, Regnskabschefen ellers Wham’mer Last Christmas henover morgenmaden i et ihærdigt forsøg på at tænde op under mig og min manglende ja-hat – eller rettere manglende nissehue.

Uanset hvor meget, vi forsøger os med pyntning af juletræ og Tinkas Jul på repeat, så indbyder Ørkenstaten bare ikke til julefornemmelser i min optik. Her føles mest af alt som en perfekt charterferie i disse uger, hvor vintervejret er ualmindeligt fornøjeligt at opholde sig ude i.

Men vi gør da lige et sidste forsøg, før vi drager afsted på Årets Julerejse mod køligere breddegrader.

I Sømandskirken i den nordlige bydel Oud Metha, hvor der er kommet en dansk præst i tillæg til den norske og svenske, afholdes der i år Dansk Julefest for Børn.img_9917 img_9914Der serveres lune æbleskiver og gløgg uden alkohol på et område, der mest af alt minder om Little Scandinavia med sine lysegule træhuse og de mange skandinaviske gæster, som går og glor på Odense marcipan, Haribo saltlakridser, Karen Volf vanillekranse og Pama grødris, der står til salg i sirlige rækker.

Det eneste, som minder os om, at det her ikke er Småland er minareten i nabo-moskéen, hvor der i dén grad sidder en velvoksen højtaler til bønnekald.

Og vi hygger med jule-klippe-klistre-og-hilsen-på og sludren om året, der nu pludselig gik igen blandt danskerne i Dubai. Så hjemligt og på samme tid en lille smule mærkeligt.img_9907Og så er der fællesdans om en vaskeægte dansk julegran, der har tabt halvdelen af nålene i kampens hede.img_9910Selv Julekvinden beærer os med sit besøg og uddeler slikposer til alle børnene – og pigerne mener, at det falske skæg er på sin plads denne gang, fordi hun sikker ikke kan grow’e sit eget. img_9911Og børnene får de fineste LEGO-gaver, da julefesten slutter.img_9912Det hele er så fint arrangeret og hyggeligt – og måske skal jeg bare nuppe en æbleskive mere og holde min mund, indtil vi pludselig står og bævrer som espeløv i dansk fugtig-kulde og vintermørke på fredag, hvor der med 100% garanti vil komme december-julestemning til mig.

Og indtil da, vil vi tælle ned som vi plejer på tavlen, når rejsen nærmer sig.img_9954Og indtil da vil vi lide af gedigen sne-misundelse. Som hér hvor min elskede Søster og familie boltrer sig i sneen hos Mormor.img_9947Sørg lige for, at der kommer kridhvid, blid sne dalende ned fra himlen til Ørkenens Døtre her i juleferien – så er I søde!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

#MeToo

#MeToo florerer på samtlige sociale medier for tiden.img_8979 img_8980Og det giver et gib i mig hver eneste gang, jeg ser en kvindelig bekendt eller veninde anvende Alyssa Milano’s #MeToo – hvad enten det sættes på som et enkeltsstående statement eller som oplæg til en personlig beretning om seksuelt relateret aggression.

Det føles som en ubehagelig overraskelse.

Én af den slags overraskelser, som alligevel slet ikke er en overraskelse.

Det er snarere en uvelkommen og ubehagelig sandhed, der anmasende sætter sig på min nethinde, hvor den på én og samme tid konfronterer mig med menneskets kødelige skrøbelighed og rå styrke.

Inderst inde ved jeg godt, at ingen kvinde går gennem livet uden at blive udsat for seksuel aggression.

Desværre.

Og det har jeg ikke lyst til at tænke på.

For jeg er mor til to piger.

Og for deres – og for alle andre små pigers skyld – vil jeg hermed opfordre til, at #MeToo ikke sådan lige går i glemmebogen.

For øverst i verdensmagtens pyramide sidder der pt. en seksuel aggressor af den allerværste slags.

Donald Trump.

Der grab’ber damer by the pussy og get’ter away with it. 

Hvad fanden sker der lige for dét?

Donald Trump kan for min skyld gøre Harvey Weinstein, Roman Polanski, Woody Allen, Bill Cosby, Jimmy Savile, Raket-Madsen og alle andre syge, sadistiske mænd, der misbruger deres magt til at misbruge kvinder, selskab lige lukt i helvede.

Så kan de sammen sidde dér og riste deres ynkelige, runkne gammelmandsnødder over den sagte helvedesild, mens de fortæller trofæ-historier fra deres kvindejagtsdage.

Det er en skandale, at vi kvinder alle har historie på historie om ubehagelige, påtvungne seksuelle oplevelser, som vi hellere end gerne var foruden.

Og det er næsten lige så stor en skandale, at vi kvinder ikke taler HØJT om de her oplevelser, så alle i hele verden kan forstå, at dét her rammer ikke bare Hollywood-skuespillere og kendte mennesker, men dig og mig.

Os alle sammen.

Og vores unge piger må ikke lære at tro, at det er en del af kvindelivet at blive udsat for en vis mængde seksuel antastelse, vold, tvang og aggression.

Hvorfor er det lige, at vi andre har antaget, at det er en del af livet in the first place?

Så her kommer min personlige #MeToo:

Der var spejderlederen, som lagde sig ned oven på mig, da jeg som 12-årig helt uforvarende havde lagt mig i spejderlejrens hængekøje for at hvile mig et øjeblik. Han kyssede mig hårdt og insisterende på munden og stirrede mig intenst ind i øjnene imens. Det var det sidste, jeg havde lyst til at han skulle gøre. Det kom fuldstændig uventet. Men han gjorde det bare. Og jeg var en lille pige. Ingen sagde noget, selvom der var mange vidner. Heller ikke jeg selv. Hverken til tropsføreren eller til mine forældre.

Der var Odd-Fellow-logens medlemmer, som altid blev grove og frække i munden, når de efter tre retters mad kom til cognac’en og cigaren. Så fik vi serveringspiger klaps i de 16-årige, nederdelsbeklædte bagdele og sad på skød og blev nevet i ører og kinder for lidt ekstra drikkepenge. Jeg gik aldrig ud i køkkenet og fortalte om mændenes sjoflerier til køkkenchefen. Måske kendte han alt til det? Jeg sagde i stedet op uden forklaring og mumlede til min mor, at “det ikke lige var stedet for mig med alle de der gamle mænd”.

Der var enkelte af min fars venner, som bestemt heller ikke holdt sig for gode til at afgive en sjofel kommentar i festligt lag. Det fortalte jeg aldrig min far, men min mor fik at vide, at én bestemt mand var ikke at spøge med og jeg undgik ham meget behændigt ved de sjældne lejligheder, hvor jeg var til samme selskab.

Der var taxichaufføren, som udså mig som sit lette offer, da jeg landede i Madrids lufthavn en sen aften og ikke blev hentet af min værtsfamilie som aftalt. Han kørte mig langt uden for byen og begyndte at befamle mig op og ned ad lårene, indtil jeg smed hele min studenteropsparing i hovedet på ham og skreg i vilden sky, fordi jeg ikke kunne forsvare mig over for ham på en øde landevej – eller tale med ham på spansk. Han endte med at samle pengesedlerne til sig og kørte mig ind på et hotel, hvor jeg kunne føle mig lige dele lettet og skræmt fra vid og sans resten af natten. Helt alene.

Der var den snavsede, stenede unge mand, som satte sig på sædet ved siden af min søster og jeg i en chicken bus så langt ude på landet i Guatemala, at det var helt skørt. Han trak pikken frem og gjorde sig færdig så det sprøjtede til alle sider og sæder, mens min søster og jeg sank vores spyt og holdt hinanden i hænderne, mens vi stirrede panikangste til den anden side. Fuldstændig lamslåede af frygt. Vi sagde ingenting. Hverken mens showet stod på eller efter. Vi følte, at vi havde ingen udvej end at udstå det.

Der var blotteren – en nydelig mand i trediverne – på Amager Fælled, som viste sig gentagne gange for mig, når jeg løb tur om eftermiddagen. Da han begyndte at løbe efter mig og ikke blot masturbere på afstand, turde jeg ikke længere løbe ture på Amager Fælled. Skræmt fra vid og sans måtte jeg for evigt opgive mit ellers så uskyldige foretagende.  Jeg ringede til politiet én gang. Og hvad skulle de gøre ved det?

I Spanien mødte jeg også mange blottere, der stod i gadelygternes lange skygger langs lejlighedsopgangene og overraskede os, når vi unge piger kom trimlende hjem fra våde byture. De gjorde aldrig noget – og min finske veninde lærte mig at nedgøre dem verbalt, så de krympede sig og forsvandt. Men hvorfor skulle vi egentlig konfronteres med fremmede mænds kønsdele helt uforvarende?

Der var genboen på Østerbro. En flot mand i tyverne med sin gravide kæreste, der arbejdede konstant. Han holdt øje med hvornår Martin forlod vores lejlighed, hvorefter han stillede sig til at masturbere splitternøgen i vindueskarmen eller liggende i parrets seng. Jeg gik for nedrullede persienner i et par uger af angst for synet, indtil det gik op for mig, at det ikke var mig, der gjorde noget forkert ved at være alene hjemme i en lejlighed. Denne gang tog jeg affære og sendte den gravide kæreste et brev med posten, hvori jeg beskrev hendes kærestes adfærd, når han var alene hjemme. De flyttede, før barnet blev født.

Der var den mandlige kollega, som ved flere lejligheder kom med upassende blomsterbuketter. Han var gift. Og jeg var forlovet. Og der var absolut ingen reel årsag til buketterne, da jeg kun hjalp ham med ting, som jeg hjalp andre med også. Jeg husker det som yderst pinligt og anmasende, men jeg sagde aldrig direkte fra over for ham. Måske forsøgte han bare at være flink? Jeg slog det hen, men husker det stadig som grænseoverskridende – omend i den uskyldige ende af skalaen.

Der var den ældre chef, som forsøgte at kurtisere mig på ganske upassende vis, indtil jeg tog hårdt fat i hans ærme og sagde, at der aldrig – som i aldrig! – kunne blive tale om noget som helst mellem ham og jeg. Fordi jeg elskede min kæreste. Det respekterede han fuldt ud. En gentleman, er man vel altid? Og han gik i stedet efter mine andre, unge kollegaer. I de halvandet år jeg arbejdede for ham, nåede han i bukserne på to af dem. Han var meget lykkeligt gift.

Og så er der alle de utallige gange, hvor en mand har mast sin stive pik op ad mig i en overfyldt metrokupé. På et dansegulv. På gaden. I en lang kø. Det skete over alt, da jeg var yngre og havde en bagdel, der sad i den helt rigtige højde.

Der er de utallige gange, hvor en kæk, mandschauvinistisk kommentar om langt, lyst hår og ditto ben er blevet sagt i kontorlandskaber og mødelokaler på mandsdominerede arbejdspladser. Jeg sagde ikke fra, men grinede blot lidt beklemt. Det gjorde andre kvinder også.

Der er de utallige gange, hvor der er blevet råbt både grimme og pæne ting efter mig på gader og stræder. Primært i det sydlige Europa dog, men ret overvældende under alle omstændigheder, uanset om det er luder, kusse eller sexbombe, der bliver råbt.

Mange af de her antastelser og oplevelser hører det helt unge kvindeliv til.

Faktisk aftager seksuel aggression helt bemærkelsesværdigt markant med alderen.

Det er ret interessant. Tilnærmelsesvist morsomt, hvis ikke det var fordi det overhovedet ikke er morsomt.

Den modne mor-krop med to vaginale fødsler i bagagen får ligesom ikke helt den samme opmærksomhed.

Måske fornemmer aggressorerne, at de ikke kan slippe afsted med deres angreb over for rigtigt voksne kvinder?

Måske tænder de kun på helt unge kvinder(s kroppe)?

Jeg har flere spørgsmål end svar.

Og jeg har raseri i kroppen nu – efter hurtigt at have nedfældet de episoder, der lige springer frem i min hukommelse.

Hvis jeg blev siddende, ville der komme flere.

Men jeg orker det ikke.

Mit #MeToo er hermed blevet afsagt.

I vrede.

Og i afmagt.

I al fremtid vil Martin og jeg tale med vores piger om, at deres kroppe er kun deres.

I al fremtid vil jeg fortælle pigerne, at vores kvindekroppe er hellige og særlige, fordi vi er født med evnen til at skabe liv.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen må røre dem uden forudgående tilladelse.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de skal fortælle os, hvis nogen siger eller gør noget, der ikke er okay eller føles forkert.

Men kommer de til at fortælle os det, når teenagealderen indtræffer og deres smukke ung-pige-kroppe bliver genstand for massiv mandlig opmærksomhed?

Se, dét er spørgsmålet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts