• ···

Mentalgymnastik for forældre

“I dag er det finally Thursday and we get to have the camp!” udbryder Cille, da hun slår øjnene op.

Hun er krøbet ind i smørhullet mellem sine gamle forældre i løbet af natten, men hopper nu hurtigt ud af sengen, fuld af begejstring og entusiasme, som var det hendes fødselsdag eller juleaften.

Og det er hér – tidligere end tidligt på en træt torsdag – at mentalgymnastikken for forældre igangsættes.

Jeg lægger den indre bekymringskasket op på hattehylden og fejrer (halvhjertet), at Cille ikke alene accepterer at deltage i Year 3 Camp på skolen, men at hun tilmed glæder sig som en besat.img_4809Skolen inviterer hvert år Year 3 eleverne til frivillig overnatning i telt på den store plæne. Det er ment som en øvelse før Year 4, hvor børnene for første gang tilbydes en ‘rigtig’ camp i Ras Al Khaimah, hvorfra man ikke bare sådan lige kan ringe efter en forælder eller fortryde, at man tog afsted…

Og børnene har fået lang tid til at vænne sig til tanken om at skulle være væk fra deres forældre om natten.

Det lyder måske mærkeligt i en dansk kontekst, hvor selv børnehaver ofte har overnatning på programmet og de fleste børn er vant til at sove ude hos venner og familie.

Men dén slags er bestemt ikke en selvfølge i alle kulturer.

Koncepter som ‘frigørelse fra forældrene’, ’selvstændighed’ og ’selvhjulpenhed’ er ikke nødvendigvis opfattet som noget positivt eller ophøjet til en prioritet i alle familier.

I Danmark taler vi meget om at børn skal ‘kunne selv’, men den tankegang oplever jeg ofte er helt fremmed for andre kulturer, som f.eks. mader børnene meget længere, kontrollerer børnenes adfærd og leg mere minutiøst, planlægger fritid og lektier på en fundamentalt anderledes måde og så fremdeles. Så på en international skole med 80+ nationaliteter, er der altså rigtig mange elever, som aldrig har prøvet at være foruden Mor og Far sådan for alvor.

Derfor har der også været fællessamlinger om camp’en; der er udsendt mails og afholdt informationsmøde for forældrene – og klasselærerne har forberedt eleverne individuelt i forhold til aktiviteter, regler osv.

Og nu er dagen så oprinden.

Dagen, hvor de 7-årige poder skal sættes fri.

For en aften og nat, ihvertfald.

Det småregner om eftermiddagen og der er tunge, hvide skyer på himlen, mens vi pakker Cilles nelliker med stor koncentration. Hun hopper omkring og taler kontinuerligt om rundbold og varm kakao med skumfiduser og poser med snacks, der skal deles om aftenen med kammeraterne.

Hun er så klar.

Spørgsmålet er snarere, om forældrene (læs: Moren) er?img_4845Lidt senere er vi retur på skolen, der snurrer af hektisk aktivitet.

Cille finder hurtigt sine klassekammerater og de telte, der er allokeret til klassen. Fordelingen af børn i telte er foregået i skolen i løbet af dagen, så ingen er i tvivl om, hvor de skal lægge hovedpuden og soveposen på nuværende tidspunkt.img_4848Over hovederne på os summer en drone som et stort insekt. Det er rektor, der styrer skolens drone fra et hjørne af sportspladsen. Han er i færd med at forevige dette års Year 3 Camp. img_4852img_4854Og mens børnene hujer og stormer omkring i opstarts-ekstase, klør forældrene sig i nakken og vandrer rundt i cirkler, mens vi overvejer, hvordan det her arrangement skal forløbe, når vi er gået fra pladsen.img_4849Efter en halv times formålsløs padlen, bekræfter vi hinanden i, at det nok er en rigtig god idé at sige farvel og tage hjem.

Der er ikke rigtig brug for os.

Vi er blevet et par gamle hunde i et nyt spil kegler.

Og Cille tager ikke den store notits af os.

Hun er ligesom videre i sit liv.

Det er os, der sumper og tager mentalt tilløb til afsked – ikke barnet.

Så vi gør det.

Siger ha’-det-nu-sjovt-og-godt-med-dine-kammerater-og-vi-ses-i-morgen-når-vi-henter-dig til Cille.

På vej ud til bilen tager Martin min hånd og siger: “Nu husker du at fejre, at Cille kan klare tingene selv og at vi ikke er nødvendige lige nu? Det er jo vores fornemmeste opgave at gøre os selv overflødige og vores børn livsduelige”.

Han må være tankelæser.

For det er da lige præcist (ikke) dét, der står på min lystavle.

Og jeg nikker ivrigt med hovedet op og ned i bekræftelse af alt, hvad han siger.

Manden har jo ret.

Og min hjerne vil så gerne være rationel og tænke, at det vel nok er skønt, at hun deltager helt naturligt og kan håndtere de udfordringer, som skolelivet giver hende.

Men mit hjerte krymper sig i brystet og skælver over, at jeg allerede nu er fravalgt. At jeg allerede nu er på vej ud af hendes synsfelt til fordel for den store verden fyldt med venner og oplevelser.

Heldigvis er der stadig lille, vilde Mille, som gerne vil ligge i smørhullet mellem sin Mor og Far om aftenen. Hun lægger sig tungt op ad mig og jeg falder i den slags dybe, fredelige søvn, som kun en varm barne-vejrtrækning på ryggen kan forårsage.

Og næste morgen er der heldigvis en glad og dødtræt Cille, som gerne vil med hjem efter en vellykket camp.img_4860Hun bruger hele formiddagen for sig selv i teltet, som vi har genopslået i gårdhaven.img_4866Her leger hun fredeligt med sine figurer, mens hun plejer sit behov for ro og alene-tid.

Og jeg konstaterer i mit stille sind, at så er Cille trods alt heller ikke blevet større i løbet af det halve døgn, selvom jeg har haft åndenød og krampetrækninger af al den mentalgymnastik, jeg er blevet udsat for som den lettere omklamrende Mor, jeg nu engang er.img_4867Og Den Lille-Store Skolepige fortæller mig om den fest, som figurerne holder, indtil hun fornemmer, at jeg ikke rigtigt hører efter.

“Mor, ved du hvad?”

Hun afbryder min tankestrøm.

“Jeg wish’er at den camp kunne være igen i aften, så jeg kunne komme afsted og være sammen med alle mine venner igen, for det var bare så sjovt”, siger hun eftertænksomt.

“Det kan jeg virkelig godt forstå, Cille, og det gør mig så glad, at du havde sådan en good time”, svarer jeg.

Ærligt og oprigtigt.

For det gør det jo.

Gør mig glad, that is.

For hvad ville alternativet være?

At hun var blevet hjemme, fordi hendes Mor ikke kan finde ud af at give slip og sætte fri?

Dén går jo heller ikke.

Det ville være ulykkeligt og ærgerligt. Og virkelig synd for hende.

Men i mit hjertes hemmeligste kammer gemmer jeg på en følelse af besidderisk veltilfredshed over at have hende hjemme igen.

Nu er hun min.

Og lidt Milles.

For en stund, ihvertfald.img_4863

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forbindelse

I dag er én af den slags dage, hvor mit arbejde er verdens mest meningsfulde.img_4095At være lærer giver og skaber mening.

På en fundamentalt anderledes – og langt bedre – måde end noget andet job, jeg har prøvet.

Det er nok også derfor, at der findes så mange mennesker, som gider at stå op hver morgen for at forklare vidt og bredt om alt fra Herodes til Pilates (get it?) uden at modtage den helt store monetære kompensation.

De mange mennesker – lærerne – søger nemlig efter de gyldne øjeblikke.

Vi er nærmest afhængige af dem som suckers for sukker. Som sørøvere på intens skattejagt.

Og det mest desperate ved situationen er, at de gyldne øjeblikke kun viser sig ganske spontant og ganske sporadisk.

Lidt ligesom det enestående, knasende rene golfslag med driveren.

Lidt ligesom det eventyrlige øjeblik, hvor du får øjenkontakt med et helt særligt menneske.

Men i morges skete det.

Uventet som altid, men velkomment.

Tre unge studerende – en kristen, en hindu og en muslim – researcher i stille fællesskab moralbegreberne i de tre religioner, som kontekstuel forberedelse før læsning af den spirituelle roman “Life of Pi”, hvor hovedpersonen er en vaskeægte 3-i-1’er, der praktiserer islam, kristendom og hinduisme samtidigt.img_4090I De Forenede Arabiske Emirater er det kun lovligt at tilhøre én religion. Og det er samtidig ulovligt ikke at tilhøre en religion. Alle står vi sirligt opført og registreret med vores (til lejligheden passende) religiøse overbevisning i statens immigrationssystem, i skolesystemerne, i HR’s databaser på arbejdspladserne og så fremdeles.

Så poly-religiøsitet som emne i skolen er en smule – hvad skal vi sige – diskutérbart i vores del af verden, men det forhindrer os ikke i at anvende undervisningsmateriale om emnet. På diskret vis.

De 3 studerende går heldigvis også åbent og fint til opgaven.

Og så kom det.

Det gyldne øjeblik, som giver litteraturjunkien i mig et instant fix.

“Miss Tina, did you know that the moral concepts and values are the same in Islam, Hinduism and Christianity?” Pigerne kigger opmærksomt op på mig fra deres computere.

“Tell me more”, svarer jeg.

“Well, we have found out that what is good to do is good in all three religions and what is bad to do is bad in all three religions too”, responderer de.

“And what would that then mean to us as human beings?”, fortsætter jeg.

“It means that we judge by and adhere to the same rules and values no matter our religion”, svarer de.

“So we – as mankind – do share our understanding of what it means to be a good person and a bad person. We navigate within the same boundaries, the same system and the same values”, siger jeg.

De tre studerende ser rundt på hinanden og smiler bredt ved tanken om enhed og fælles forståelse.

Og i mit indre breder sig et stort, varmt amen.

For virkelig forandring sker jo på det individuelle plan.

Lige dér i mødet mellem 3 studerende med forskellige religiøse baggrunde, som ser hinanden i øjnene og anerkender, at de fundamentalt set er ens.

At der alligevel ikke er den store forskel.

At deres religiøse overbevisninger er lige værdige.

Ligeså fint et gyldent øjeblik breder sig også igår, hvor en lille gruppe studerende er i færd med at undersøge Steinbeck’s bevæggrunde for at skrive om helt almindelige menneskers benhårde livsvilkår.img_4092De unge mennesker skramler rundt med Steinbecks kommunistiske tilbøjeligheder og The Anti American Dream, selvom den slags frække samfundsidéer velsagtens også er ulovlige i en Ørkenstat.

Pludselig lytter jeg til en intens diskussion om lykke, frihed og behov. Om hvad der i virkeligheden gør mennesket lykkeligt og frit. Og jeg pirker forsigtigt til elevernes selvforståelse ved at spørge, om Dubai er en mellemøstlig variant af The American Dream? Om et godt liv måles i økonomisk succes eller om der findes andre former for vægtskåle og målestokke at gå efter?

Og mit hjerte smelter forsigtigt til lyden af meningsfyldt samtale om omvendte samfundspyramider og meningen med hele skidtet.

Eller forleden dag, hvor en hel 9. klasse er i færd med at læse en artikel om køn, kønsroller og identitetsforståelse som forberedelse til deres analyse af Shakespeare’s “Twelfth Night”, hvor der på klassisk Shakespeare-manér sker multiple identitetforviklinger og uartige forelskelser mellem samme (og forskellige) køn.img_4091Mulige homoseksuelle tilbøjeligheder er nok heller ikke ligefrem velkommen litterær kost på disse breddegrader, men vi læser det ind i teksterne alligevel. På diskret vis.

Så jeg kigger ud over klassen, der smågaber og har svært ved at finde relevansen i artiklen om køn og identitet og siger: “Are there any Danes present, besides myself?”

En (brun, som Hella Joof ville sige) ung mand kvækker fra det fjerneste hjørne: “Me, Miss, I’m also Danish. Bare en lilla smula”.

“That’s great! Then you might already know that as of 1st of January this year, Denmark has taken a stance and is now the one and single country in the World to refuse to classify transgender individuals as suffering from a ‘mental or behavioural disorder’ as per current WHO guidelines”, siger jeg.

“It means that people in Denmark can now be their individual gender in the way that they feel is right without being stigmatised as “sick” or “abnormal” by the system”, fortsætter jeg.

“But, Miss, what do you mean by individual gender?”, spørger en elev.

“There are at least 50 different ways of understanding and interpreting gender, go look it up”, svarer jeg.

“58 variations of gender to be exact, Miss”, svarer en anden elev et øjeblik senere.

Og så sker der dét, der må og skal ske.

Samtlige elever hiver elektronisk tingel-tangel op af taskerne for at undersøge emnet i dybden.

Hvis bare halvdelen af klassen går ud med en ny og udvidet overflade-forståelse af køn og identitet er der tale om et vaskeægte gyldent øjeblik.

Hvis bare en enkelt håndfuld endda bliver mere åbne over for forskelligheder mellem mennesker, skal der udråbes et dybfølt hallelujah.

Og tænk, hvis der sidder ét enkelt individ i lokalet, som nu har fået en ny indgangsvinkel til at fundere over egen kønsidentitet, så besvimer jeg af lykke.

Forandring starter i det enkelte menneske.

Og jeg er stolt over at være del af en international skole og arbejdsplads, hvor vi på respektfuld vis udfordrer rammerne for, hvad der kan tænkes og siges i en arabisk kontekst.

Sådan her er hver dag nu ikke. Bevares.

Det forstår og genkender enhver, der har være omringet af teenagere i mere end et kvarter ad gangen.

Der er dage, hvor det er so-so med motivationen, når jeg konfronteres med vrantne ansigter og uinteresserede attituder, som kan tage pusten fra selv en uskyldig og engageret fagnørd.

Men sådan er det ikke idag.

Heldigvis.

I dag tillader jeg mig at have hovedet helt fyldt af drømme og ord, præcist som Pablo Neruda-skikkelsen Neftalí Reyes i “The Dreamer”.img_4093

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jul under palmerne – eller manglen på samme

Julehygge i en ørken.

Det burde vel egentlig ikke være så svært?

Ignorer palmerne.

Ignorer de fabelagtige 30 grader og den blide brise, der undskylder for tidligere måneders skoldhede afklapsninger.
Ignorer det faktum, at sneen og grantræerne er lige så fake og plastic-fantastic som Jumeirah Jane’s mange ansigter nu om dage.
Find så adventskransen frem.
Tving dig selv til at sætte stearinlys i, selvom det strengt taget aldrig bliver “nødvendigt” med den slags varmende lyspunkter i Dubais sommerlige vinter.
Hiv plasticjuletræet frem fra gemmerne and get on with it.
Jeg er overhovedet ikke modtagelig over for min egen lidet motiverende opsang.
Af en eller anden uforklarlig grund er jeg ikke i stand til at oparbejde julefornemmelser i Ørkenstaten.
Jul er uløseligt forbundet med mørke og kulde, med rusk, snusk og røde næser.
For mig.
Selvom det er 3. gang, vi rammer julen i Dubai, er det ikke nok til at få mig til at slippe min grundidé.
Måske skulle vi prøve at fejre jul her for at overvinde modstanden?
Eller måske skal vi bare give op og springe på et fly mod vintermørket, kulden og familietraditionerne i Danmark?
Vi gør det sidstnævnte.
Præcist som tidligere år.
Pigerne elsker Danmark i julen, hvor de er omgivet af storfamilien og hvor de venter spændt på, om der nu falder sne. Selv rimfrost will do, når man kommer fra en ørken. Og det skal billeddokumenteres til skolekammeraterne, for der findes ikke noget mere eksotisk en sne. Det skulle da lige være regnvejr….
Problemet med at have modstand på jul i en Ørkenstat er, at jeg har to rollinger, som selvfølgelig ikke skal snydes, bare fordi deres mor tilsyneladende har et problem med at kombinere julehjerter og solskin.
Så mens I andre gør adventsdekorationerne klar og bager æbleskiver til 1. søndag i advent, hopper jeg med på min norske venindes idé om at tage til julebasar i Sømandskirken.
img_3210
I den nordlige bydel Oud Metha ligger Sjømannskirken (Norwegian Seaman Center). Lige op ad en moské og omringet af selveste Den Iranske Venskabsforening, Den Egyptiske Venskabsforening og sidst – men ikke mindst – katolske St. Mary’s, som huser Dubais største filippinermenighed.
Her er højt til loftet. Og plads til alle.img_3211
Det samme gør sig gældende for Sjømannskirken, der udefra blot ligner en lille gruppe importerede, svenske træhuse – for kors og kirketårne er dog alligevel en tand for meget.
Menigheden er en skøn skandinavisk pærevælling og der er tilknyttet norske, svenske og danske præster. Alle er velkomne – uanset nationalitet og trosretning.
Indendøre er der døbefond, alter”tavle”, projekteret pejsehygge og messingblæsere, der trutter julen ind.img_3206
Vi køber tombolalodder og billetter til at møde Julemanden, som sidder i en lille svensk træhytte under et palmetræ.img_3199
Da selveste Julemanden ankommer, har han bare tæer i flipflops og taler engelsk med tyk, svensk accent.
That’s Dubai for you og jeg smiler bredt, mens jeg lytter til pigerne, der tripper i køen til at hilse på.
“Mummy, tror du der sker noget ved at jeg fortæller ham min Christmas wish? Will den så ikke come true, tror du?” Cille ser op på mig med opmærksomme øjne.
“Jeg er sikker på at du kan fortælle ham det – ingen problemer, Cille”, svarer jeg.
“Så vil jeg wish for lots of LEGO Friends, Mum”, returnerer Cille.
“Og jeg vil wish’e for en dog!”, udbryder Mille.
“Men vi har jo allerede en kat, Mille, tror du Bob kan bo sammen med en hund?”, spørger jeg med et grin.
“Okay, så maybe en toy dog”, præciserer tumlingen.
Cille stiller glad op til fotografering, mens Mille kategorisk nægter at give hånd til eller nærme sig den yderst farlige svenskernisse. Man har vel sine principper.
img_3218
Bagefter sætter vi os i græsset og spiser hjertevafler og svinekødspølser i tunnbröt, mens minareten brager derudaf med eftermiddagsbønnen, så alt andet overdøves.
Der er også rejemadder, laksemadder, risengrød og lagkage. img_3207Kanelsnurrer, bagte peberkager, peberkagedej og lusseboller.img_3208
Efter et par salige hjemstavnsbidder, går pigerne i kreahjørnet og laver pynt til juletræet.img_3203Cille skriver julekort til Farmor og Farfar, som vi skal fejre Juleaften hos.img_3212
Mille stikker nelliker i appelsiner og jeg snuser dybt ind for at finde frem til følelsen af jul, som ligger begravet under følelsen af sommer.img_3205Det er nu alligevel meget hyggeligt.
Også selvom vi foretrækker at spise is frem for tung risengrød i december.
Også selvom det virker lidt sært at nynne med på julesalmer på en sommerdag, der mest af alt giver charterferie-fornemmelser.
Og mens vi venter på taxaen (Uber – folks – det virker, det skidt), betragter jeg de blafrende flag, som minder mig om hjem. Ét af mine hjem.img_3209Jeg håber virkelig, at Sømandskirkerne rundt omkring i verden vil fortsætte deres gode arbejde.
Ret få danskere bruger og værdsætter Sømandskirken her i Dubai – og det er hverken det officielle Danmarks eller vores immigrantgruppes støtte, der gør, at denne her kirke fungerer – så jeg sender et varmt tack så mycket til svenskerne og nordmændene.
De har fat i et eller andet, Sjømannskirken, som vores rodløse barne- og voksensjæle godt kan have brug for at række ud efter – ind i mellem og når traditionernes positive forpligtelse hiver i os.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De ubevidst heldige

“Maricel, do you want to come and play with us?”

Mille og Cille står i døråbningen og plirrer med øjnene i et forsøg på at gøre sig helt uimodståelige.

Og selvfølgelig vil hun dét.

Maricel vil nemlig altid alting.

Hun bager pandekager til pigerne efter skole.

Hun lytter opmærksomt til Cilles uendeligheds-instruktioner forud for en leg.

Hun sidder tålmodigt, mens Mille sminker hende til uigenkendelighed.

Hun hjælper og gør sig umage for at glæde os alle i én uendelighed.

De tre går leende op af trappen og efterlader mig med et yderst selskabeligt selskab, der knapt orker at spinde, når jeg aer. IMG_1785Det må have været en hård omgang i natte-katte-livet, sådan som han dagdrømmer.

Maricel har boet hos os siden starten af december.

Det er ikke noget, jeg har skiltet synderligt med, da jeg på en eller anden måde ikke turde “jinx’e” det.

Men Maricel er en keeper, som er kommet direkte fra Filippinerne og ind i vores liv i en støvet Ørkenstat.

Her er hun – langt fra sit velkendte liv i frodige, landlige omgivelser uden for Angeles, hvor hun boede med sin mand, deres 10-årige søn og en stor del af hendes mødrene familie – stille og roligt krøbet ind under huden på os og blevet en meget værdsat del af vores familie.IMG_1787Vi har ellers haft en meget lang periode uden hushjælp efter to mislykkede forsøg, som på hver deres uheldige og ulykkelige måde satte os mentalt skakmatte.

Tidligere bestod det at have hushjælp i mere (for den enes vedkommende helt uforskyldt og for den andens vedkommende ganske selvforskyldt) drama og ulykke end hjælp i hverdagen.

Den slags kan jeg nu konstatere i bagklogskabens klare lys.

Den slags forstår jeg nu, hvor vi har fundet et menneske, som er det rette match for vores familie.

Den slags forstår jeg nu, hvor jeg efterhånden har knækket koden til at have hushjælp.

Og nu hvor Maricel er her – glad og genert, smilende og med god sans for humor, imødekommende, omsorgsfuld og betænksom – så føles det helt rigtigt for både børn og voksne.

Børnene er gået fra at se hende an på afstand til at inkludere hende i alting.

“Mummy, why does Maricel have to do everything in our house?”, spørger Mille kvikt.

Maricel og jeg ser på hinanden henover gryderne – og bryder ud i latter.

“Mille, that’s Maricel’s job! Just like when Mummy goes to work in school and Daddy in the office”, ler jeg. “This is the way Maricel makes money to send home to her son and her mother in the Philippines every month. Everybody needs to make money to live”, fortsætter jeg.

“I wish we could have 100 Maricels then, so one could have a rest, one could play with me, one could cook dinner and one could drink coffee with you”, svarer hun eftertænksomt.

100 er måske nok i overkanten.

Men én enestående Maricel takker jeg ja til.

Det er på sin vis noget “underligt noget” at have hjælp i huset.

Der kan hurtigt komme dårlige vaner i form af sko smidt i entréen, som på forunderlig vis står pænt på deres plads senere; tallerkener efterladt på bordet, som pludselig er klatret ned i opvaskemaskinen; våde håndklæder smidt på badeværelset, der mirakuløst er hoppet ind i vaskemaskinen og så fremdeles.

Men vi øver os.

Pigerne øver sig.

På at sige tak, please og give en hånd med.

På at gå i køkkenet sammen med Maricel i stedet for at lade hende gøre alting.

På at rydde op sammen med Maricel i stedet for at lade hende alene om det.

På at gøre betænksomme gerninger over for hende, præcist som hun gør over for os.

For pigerne er Maricels hjælp jo en selvfølgelighed.

De husker ganske enkelt ikke livet uden hjælp i huset.

Faktisk undrer de sig, når de oplever at andre familier ikke nødvendigvis har hushjælp.

De aner ikke, hvor heldige de rent faktisk er hver eneste dag.

De ubevidst heldige.

Men dén problematik øver vi os også på.

Maricel fortæller for eksempel pigerne om sit og familiens liv på Filippinerne.

Om det at bo i et hus med hullet tag, så hun må tømme spande med regnvand midt om natten.

Om det at dele ét toilet med et par håndfulde familiemedlemmer.

Om hvordan hun måtte gå barfodet i skole og kun blev tildelt et par sandaler for syns skyld, når skolemyndigheden kom på inspektionsvisit.

Om det at blive slået af sin Mor for bittesmå forseelser.

Om det at have huslige pligter fra en ganske ung alder.

Fortællingerne gør indtryk.

På mig.

Og på pigerne.

De er begyndt at forære deres legetøj, tøj, tasker, sko og så videre til Maricel, så hun kan sende tingene til Filippinerne, hvor der er “children who don’t have anything”, som Mille udtrykker det.

Retur kommer billeder af søde børn, som stolt fremviser Milles og Cilles aflagte tøj og for små sko.IMG_1784Det hele bliver pludselig så konkret, så håndgribeligt, når Mille kan se at hendes blinke-sko og julekjole nu sidder på en fremmed lille pige et andet sted i verden. IMG_1783IMG_1768Og Cille smiler genert ved synet af hendes bløde læder-vinterstøvler fra England i sjov kombination med en aflagt festkjole.IMG_1766Eller hér, hvor Milles yndlings-tullekjole nu tilhører Maricels niece.

Pigerne ser også at Maricels søn har modtaget vores skolestarts-pakke plus lidt godter og mælkepulver. Og de får forklaringer om, at han ikke ville have fået nye skriveartikler, hvis ikke vi havde sendt det. Eller mælk, for den sags skyld.IMG_1772Det er bittesmå, meningsfulde tiltag, som forhåbentlig vil hjælpe til med at pigerne på sigt bliver bevidste om, hvor heldige og priviligerede vi er.

Og jeg minder mig selv om det samme, når jeg stirrer på billedet af en lille 10-årig dreng, som må undvære sin Mor hver eneste dag, fordi hun skal stryge og vaske for mig.

Men at være hushjælp hos os er den bedste løsning på livets kompleksitet derhjemme, gentager Maricel over for mig.

Gang på gang.

Jeg håber inderligt, at hun har ret.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Barndomslandet

Der er dømt nostalgisk walk down memory lane, når jeg lander i Barndomslandet.

Som er Vestjylland – hvis man skulle have misset, at jeg er dræwende westjyde.

Som her, hvor jeg tager kusine-trioen med til Kvie Sø, hvor vi bader, leger og holder picnic på en skøn sommerdag.IMG_1053 IMG_1035 Præcist som vi gjorde i min barndom.IMG_1051 IMG_1041Og trioen gør Janderup Brugsforening lige så usikker med de små indkøbsvogne, som jeg selv gjorde det, når jeg var på sommerferie hos Tante Janne og Onkel Søren.IMG_1033Og præcist som i min barndom, er der altid mange munde at mætte rundt om et vestjysk middagsbord.  IMG_1056Generationerne er blot skiftet et hak.

Min Søster og jeg er åbenbart blevet voksne i mellemtiden. Eller ihvertfald forklædt som voksne.

Og forældre, er vi blevet. Til englebørn og drillenisser.IMG_1058Særligt nostalgisk bliver jeg, når jeg ser pigerne lege i den gamle frugthave hos Moster L og Onkel JE.IMG_1080Dér – på gyngen – med ansigtet vendt mod solens lune stråler, som flimrende trænger igennem frugttræets krone, kan man ikke andet end at være glad.

Fredfyldt.

Tilpas.

Tilfreds.

I min barndom tilhørte frugthaven min Mormor og Morfar. Og hér legede jeg – lykkeligt fortabt for omverdenen – i langstrakte uendeligheder.

Jeg husker, at jeg sporadisk samlede mirabeller og nedfaldne æbler i kurve – og at jeg løb ind efter spegepølsemadder, når jeg var sulten.

Resten af tiden gik med at udforske naturen.

Cille går helt stille rundt på nøjagtig samme måde, som jeg selv gjorde. Hun finder også biller, regnorme og snegle, som hun bygger huse til i gamle træstammer med hemmelige hulrum.

Og hun øver sig forsigtigt i at klatre i træer med sine fine, nye gummistøvler.IMG_1067Jeg er overbevist om at min Mormor kigger ned til os, når vi er i frugthaven.

Hun ser, at én af de to småpiger ligner mig på en prik i sin lille, selvvalgte fantasiverden, hvor hun stilfærdigt trisser rundt i dyb samtale med sig selv, mens hun arrangerer verden for alverdens småkravl.IMG_1081Og hun ser, at den anden lille pige er et socialt og empatisk væsen, som elsker at være omgivet af  og interagere med dyr og mennesker.

Frugthaven er for (voksenudgaven af) mig symbolet på dét fristed og dét frirum, som min Mormor gav mig i min barndom.

Der var aldrig krav. Eller regler. Eller tider, der skulle overholdes.

Der var i virkeligheden sjældent mere kommunikation eller information end den, jeg selv opsøgte, når jeg løb ind til hende i køkkenet.

Det var et sted med plads til hele mig – præcist som jeg var.

Og det er jeg hende uendeligt taknemmelig for.

Som voksen forstår jeg, at ikke alle mennesker er så heldige, at de i Barndomslandet finder et sted, hvor de kan falde blidt og blive hjulpet op. Hvor de kan være sig selv uden forventningspres. Hvor de bliver accepteret uden præstation. Hvor de kan fortabe sig uden at blive tabt. Hvor de kan lege uden at blive observeret, vurderet eller instrueret.

Jeg ved ikke, om jeg kan skabe den samme form for frihed eller frirum for vores piger. Men jeg prøver. Vi prøver.

Jeg gør mig umage med ikke at afbryde dem, når fantasien tager over.

Når de fordyber sig, fortaber sig, taler med sig selv.

Og jeg har bemærket, at den slags indre processer finder bedst sted i naturen.

I haven.

Langs søens kant.

Ved havet.

Med en pind i hånden og en rund sten i lommen.

Og det er derfor, Immigrant-Familien har så desperat brug for genopd(r)agelsesrejsen til Danmark om sommeren.

Vi må hjem for at rode i muld og samle snegle. For at bygge sandslotte og kramme træer. For at lede efter hindbær i et krat og sende mariehøns op til Vorherre for at bede om godt vejr.

Simple living, om man vil.

I skærende kontrast til Dubai’s konstruerede virkelighed.

I Barndomslandets mange haver finder vi ikke kun insekter og os selv.

Forleden møder vi også møde Hr. Pindsvin på aftentur. Han sidder med sine plirrende, sorte øjne og observerer os skælvende, mens han nådigt tillader os at røre ham så ganske forsigtigt, så han ikke konverteres til en stikkende bold.IMG_1073Og i Barndomslandets mange senge sam-sover vi.

Dybt og godt.IMG_1079 For åbne vinduer, så underbevidstheden kan lytte til den lyse nats regn og de rullende tordenskrald, som sætter punktum for dejlige sommerdage i Barndomslandet.

Jeg er helt fortabt i minder. Både i dem, der var – og i dem, der skabes. Lige nu.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts