Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lysfest og lysegrønt håb

Godt og vel 88% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater er arbejdende indvandrere. Man kunne kalde dem for expats – og det er vel også betegnelsen for en vis andel af de højtuddannede, indrejste udlændinge. Men ordet ‘expats’ har en masse konnotationer. Det har ordet ‘indvandrere’ så absolut også. Måske er indrejste udlændinge eller udenlandske arbejdere bedre betegnelser, hvis man gerne vil favne bredt?

Ud af de 88% fremmede/indvandrere i landet, er 28% af indisk oprindelse. De er uddannede, hårdtarbejdende og har været en fast ingrediens i Emiraternes smeltedigel siden landets tilblivelse for 49 år siden. Inderne er den største nationale gruppe i De Forenede Arabiske Emirater. Til sammenligning er her kun 12% indfødte emiratier, 12% pakistanere og 6% filippinere. Den største gruppe på 38% er ‘alle os andre’. Europæerne, briterne (yes – de er jo fra øen, mens vi andre er de kontinentale, og efter Brexit kan de da rende mig). Så er der alle asiaterne, amerikanerne fra syd, mellem og nord, australierne, sydafrikanerne osv.

Med den store andel indere følger også en masse dejlige indiske traditioner og bekendtskaber igennem skole og arbejde. Det kan ikke undgåes, at det indiske islæt fylder – ikke kun på supermarkedernes hylder, men også i uddannelsessystemet, i fritidsaktiviteter og bybilledet.

Vores vikinge-unger elsker deres indiske veninder, og Cille omfavner i dén grad ‘sin indiske kulturarv’, som hun har tilegnet sig gennem sine lærere og veninders familier. Ikke kun ved at hun kan tale engelsk med kraftig indisk accent, når hun skal irettesætte os, men også ved hårdnakket at påstå, at hun har behov for at sidde i en særegen yogini-stilling og læne sig op ad sit ben og knæ, mens hun spiser. Spisning måtte egentlig gerne foregå siddende på gulvet – og også meget gerne med fingrene, for hun kan rulle riskugler og skovle dem ind med sovs, som havde vi lige hentet hende i Kerala.

Helt så indiske er vi andre ikke blevet. Endnu. Martin kan rulle hovedet på kuglelejer i det ubestemmelige ja-nej-svar, men indtil videre beholder vi bestikket på tallerknerne og sidder med fødderne solidt plantet på gulvet. Til gengæld elsker jeg de indiske måder at dekorere og pynte op på. I disse dage fejrer inderne lysfesten – Diwali – og det gør alle boligkvarterer i Dubai ekstra festlige efter mørkets frembrud.

Her er det to forskellige naboer, som har hængt lys op i anledning af Diwali.Jeg er klart mest til lysdekorationen på det første billede, hvor det nærmest ligner en form for lysregn, men de fleste indere foretrækker de mest blinkende, flerfarvede lyskæder, der virkelig giver noget wauw-effekt. Sådan er vi jo alle så forskellige.

Og mens inderne pynter op til lysfester i de små og store hjem, pynter vi andre op til en anden lysfest – julen.På Instagram havde jeg forelsket mig i Rituals’ flotte sneklædte julekalender-landsbyer fyldt med mini-produkter, og dem arrangerede Martin til pigerne. Jeg er i øvrigt ikke blevet snydt. Til mig kom der en smuk L’Occitane-julekalender. Han er så sød, den mand.

Efter lidt møffen rundt med lyskæder under landsbyerne, er resultatet blevet noget så hyggeligt.De to kalendere står nu her og lyser side om side med pigernes snelandskab – og byder julemåneden velkommen lige om lidt.Er der da gået komplet nisseri i den for os?

Både ja og nej.

Vi har endnu ikke sat det falske juletræ op eller taget nissehuer på, så helt gale er vi ikke. Endnu. Men det er inden for rækkevidde, kan jeg mærke.

Vi har også husket at tage Halloween-pynten ned, før vi fandt julekasserne frem. Det må da tælle som noget positivt.

Forklaringen ligger i, at vi håber og håber – og håbet, dét er som bekendt ganske lysegrønt – at vi kan rejse til Danmark allerede den 11. december. Så vi skal begynde at åbne julekalendere allerede den 16. november på Mormors fødselsdag, for at vi rigtigt kan nå at nyde nedtællingen i dem, før vi rejser nordpå for at nyde dagene op til jul med familie og venner i Danmark.

Vi går allerede på juleferie den 10. december. Billetterne har været købt til den 11. december længe, og indtil videre burde det kunne lade sig gøre.

Men få lige styr på de der 17 millioner mink og en muteret coronavirus, ikke?

Vi skal ikke bede om at blive lukket ude af Ørkenstaten, fordi vi ønsker at rejse ind igen fra Dansk Wuhan Version 2.0.

Undskyld.

Det var ikke pænt sagt – og det er ingens skyld eller noget.

Stakkels mink (men dem har det været synd for hele tiden). Nu også stakkels landmænd. Og stakkels nordjyder.

Det er jo en lortesituation, vi befinder os i.

Og jeg stopper nu, før jeg får rodet mig ud i noget hejs om konventionelt landbrug og det problematiske i at opbevare 17 millioner mink – mere end 3 x den danske menneskebefolkning – i den jyskeste del af Kongeriget. Man kan hurtigt få både meninger og naller i klemme, og jeg kender vist lidt for mange landmænd og vestjyder til at give min ærlige mening til kende.

Trutter ikke rent flag om mink eller andre kræ.

Men jeg håber med det lysegrønneste håb at få en hvid jul i Danmark.

Hej fra Diwali-land og skønne 30 grader!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Økonomiske problemer

Én af de (mange) ting, vi stort set aldrig taler om, når det kommer til Dubai, De Forenede Emirater (eller i det hele taget alle de enormt velstående golfstater) er fattigdom.

Økonomiske problemer. Trange kår. Konkurs. Fallit. You get the picture.

Jeg er på ingen måde jurist eller synderligt interesseret i landes lovgivning, men så vidt, jeg har forstået, er det ikke muligt at gå konkurs under Ørkenstatens sharia-lovgivning. Konceptet eksisterer ikke. Der er fængsel, indtil du kan stille de midler, du skylder. Og kommer du aldrig til at kunne stille de nødvendige midler, er der ikke ret meget andet at gøre, end at skynde sig væk fra kreditorerne. Heraf de mange sære billeder f.eks. under den økonomiske krise i 2008, hvor Ferrarier og andre superbiler blev efterladt på p-pladser og ude i ørkenen, fordi folk simpelthen flygtede ud af landet – for aldrig at kunne vende lovligt tilbage.

Hvad der kommer ud af coronapandemien rent økonomisk på disse breddegrader, er umuligt at sige. Men ligesom alle andre i verden (med undtagelse af Amazon og den slags online-superstjerner) bliver vi vel alle sammen fattigere og dårligere stillet rent økonomisk af en verdensomspændende sundhedskrise, der i dén grad stikker en kæp i hjulet på alting? Makroøkonom er så endnu en titel, jeg ikke kan skrive på CV’et, men jeg fornemmer, at der er masser af økonomiske udfordringer overalt.

Jeg ved ikke, om jeg synes det er så synd endda for store virksomheder, banker og organisationer. De skal nok vikle sig ud af trangere tider på den ene eller den anden måde.

Men jeg ved, at det er synd for alle dem, der tæller hver eneste dirham eller krone, fordi de er blevet arbejdsløse, er kronisk syge eller døjer med andre udfordringer, der bevirker, at de har et ustabilt arbejdsliv, arbejder på et reduceret timetal eller måske helt står uden for arbejdsmarkedet.

I Dubai blev der skåret helt gevaldigt ned i lønningerne, da coronaen ramte. Rigtig mange af vores bekendte var på halv løn uden at vide, hvornår de ville blive sat op til deres normale løn igen. Og her taler vi om den højere middelklasse med længeregående uddannelser fra europæiske universiteter. Prøv at forestil jer, hvor mange lavtlønnede, der mistede deres jobs og blev sendt hjem til ingenting?

I en fjern ørkenstat er der ingen hjælpepakker til industrien, restaurationsbranchen eller de kreative og udøvende kunstnere. Der er kun at tære på de forhåndenværende ressourcer. Det gælder for virksomheder og det gælder for familierne.

Vi har levet længe med reducerede indtægter. Det er for privat at tale om i detaljer på bloggen her, men vi var ramt allerede lang tid før coronaen blev en kendsgerning.

Forleden dag fortalte min veninde mig om en lokal hjælpeorganisation, der etablerer kontakt mellem familier, der er nødstedte økonomisk lige nu og familier, der kan klare sig – og som har overskud til at hjælpe andre i en svær tid.

Organisationen hedder “Stop and Help”.

Home

Jeg tænkte straks, at hvis jeg stadig har råd til en flaske hvidvin og take away hver fredag, så har jeg også råd til at række hånden ud og hjælpe en lokal familie, der ikke har pengene lige nu til de mest basale fødevarer som ris og mælk til deres børn, og personlige fornødenheder som hygiejnebind og tandpasta. Livet i De Forenede Arabiske Emirater er hundedyrt – og mildt sagt et helvede, hvis man ikke har nogen penge.

Så jeg skrev til “Stop and Help”, som straks matchede vores lille familie med en anden lille familie.

Hver uge sender jeg så en voucher på 250 dirhams (430 kr.) til familien i Sharjah, der har børn på 12, 10 og 3 år. Faren i familien er på halv løn på ubestemt tid, og moren er hjemmegående uden nogen form for indtægt. At skulle betale for skole til børnene, huslejen for deres lille lejlighed, bilen osv. er højst sandsynligt svært nok at klare for faren, når han er på fuld løn. At få halvdelen udbetalt er så pludselig en katastrofe for den lille familie. Og jeg gætter på, at de ikke kan række ud til familiemedlemmer for økonomisk støtte i en tid, hvor stort set alle har færre midler end tidligere.Et gavekort på 250 dirhams kan redde ugens indkøb for denne her mor. Der er på ingen måde råd til store udskejelser, men der er til de basale ting – og forhåbentlig et stykke kage til de tre unger.

Jeg har valgt kun at have kontakt til familien via “Stop and Help”.

Med andre ord kan moren ikke sende mig direkte beskeder eller kontakte mig på andre måder, men jeg har hendes e-mail, telefonnummer samt adresse. Hun sendte mig denne her søde besked, da hun havde modtaget mit første gavekort.

2020 er sådan et lorteår, at der er nødt til at blive strøet lidt glimmer rundt omkring for at overleve mentalt. En lille økonomisk håndsrækning til nogen, der har brug for det, er glimmer ikke kun i min hverdag, men også i modtagerens. For nu ved hun, at hendes lille families problemer ikke er usynlige eller ligegyldige.

Every little helps.

Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi er i en position, hvor vi har økonomiske depoter, der kan tæres på, mens krisen kradser. Ikke alle er så heldigt stillede.

Hvis du kan, så støt “Stop and Help”. Initiativet er Dubai-baseret, javist, men der er helt sikkert lignende hjælpeorganisationer lige dér, hvor du bor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kildekritik i en verden af fake news

Det fortsætter med at stramme til på de her breddegrader.

I torsdags blev Cille og en række andre elever i Year 7 bedt om at blive hjemme og tilgå undervisningen over Teams, fordi en af deres klasselærere var testet positiv for COVID-19. Dubai Health Authority (DHA) skulle så lave deres ‘tracing’-detektivarbejde, og vi ville få besked inden for 24-48 timer.

Cille var helt okay med en hjemmearbejdsdag, og der er ingen tvivl om, at det er bare så meget lettere for de større elever at jonglere rundt med teknologien og rent faktisk få indleveret deres opgaver undervejs. Med Mille (og alle andre yngre elever) er det en helt anden historie, hvor forældrene konstant er nødt til at tjekke, om de nu er logget på de rigtige møder, og om der bliver uploadet opgaver efter hver time. Eller om tiden i stedet er gået med at lege med Playmobil på værelset…! *True story.

Jeg var dog lige nødt til at have snakken med Cille om, at der jo kunne komme en vurdering fra DHA om, at hun skulle corona-testes for en sikkerheds skyld – alternativt fortsætte med karantæneskoling herhjemme. Straks syntes Cille, at hun havde vældig ondt i maven, og om det mon også var et tegn på, at hun havde fået corona? Frem med varmepuden og kamilleteen.

Det er så svært at opveje og afveje informationsmængden til børnene i denne her tid.

Jeg overoplyser muligvis pigerne, men jeg føler, at jeg ligeså godt kan lade dem vide, at og når der er en usikkerhed i farvandet eller en test, der skal tages for at kunne deltage. De ved f.eks. godt, at der måske skal tages tests igen til jul, hvis de vil på juleferie og se hele familien i Danmark. Og de ved, at skolen til hver en tid kan sende en mail, som sender dem direkte hjem i hjemmeskolen igen. Og med min linde strøm af informationer til dem, følger bekymringen med som en uønsket følgesvend hver gang.

Det er en forbistret usikkerhed og tvetydighed, der slår pusten ud af os alle. Selvom børn er langt bedre til at omstille sig end vi voksne er, så gør det stadig ondt, at vi ikke ved, hvornår Mormor eller Farmor kommer til Dubai igen. Eller om det er muligt at komme til Danmark på juleferie. Usikkerhed er jo fuldstændig uden udløbsdato. Ingen kan sige, hvornår vi får lov at trække vejret friere igen – og dén der tanke med at ‘når corona er ovre’ virker bare så virkelighedsfjern lige nu.

Det er heller ikke let at være Maricel lige nu. Filippinerne har virkelig skrappe karantæneregler, og der er en stor risiko for, at hun ikke kan komme retur til Dubai, hvis og såfremt hun rejser på juleferie derhjemme. Hvilket hun har gjort hvert eneste år, fordi der betyder så meget for hende. Vi må snart til at have fundet en løsning og aftale med hende – og så må hun selv vælge, om hun vil hjem nu – eller blive her og udskyde sin ferie til næste år.

De her trælse valg står vi alle i.

Min søster og mor har vouchers med Emirates, som de ikke har en kinamands chance for at vide, hvornår de kan omsætte til reelle flybilletter. Der er mange, som udskyder fester og mærkedage, eller som må affinde sig med at afholde arrangementer under mere begrænsede forhold.

Det er vel ikke livstruende i sig selv, at vi alle må stoppe op og blive hjemme, men det truer os på livskvaliteten og livsglæden. Og det giver bekymret tankemylder og et endnu større savn efter tryghed og genkendelighed, føler jeg. Og jeg burde virkelig ikke være dén, der klager – vi lykkedes med at være to skønne sommermåneder i Danmark i år – og det ser ud til, at vi også kan fejre julen i familiens skød.

I stedet for at rode mere rundt i corona-mavepinen, tog Cille og jeg i stedet en god tur ind i kildekritikkens univers, nu hvor hun alligevel var hjemme fra skole.

Hvis ikke det var tydeligt skåret ud i pap for os tidligere, så synes jeg, at behovet for kildekritik og nærlæsning er blevet endnu mere presserende her under coronapandemien, hvor mængden af fake news og konspirationsteorier er galopperet helt derudaf. Jeg har faktisk været nødt til at unfollow en hel del mennesker på det seneste, men det er jo ingen skam, at vi er enige om at være uenige.

Cille er i gang med sit første store projekt i Secondary School i faget Individuals and Societies. Et projekt, der involverer et vist personligt initiativ og nogle positive handlinger i ens community eller nabolag, om man vil. Derfor er Cille ude med cyklen for at samle skrald. Primært plastic, som også er dén type affald, hun har valgt at fokusere på i sit projekt.Der er desværre rigeligt at komme efter i ghettoen hver eneste dag,  til trods for et upåklageligt affalds-afhentningssystem (vi får tømt skraldespande hveranden eller hver tredje dag), og en lang række åbne skraldespande på gader og stræder, som kan frit benyttes af alle.Det er cigaretskodder, kapsler, tomme vandflasker, slikpapir og mundbind, der topper plasticlisten – krydret med lidt hundelort og flyers med tilbud om bilvask.

Cille har selvstændigt fundet, set og læst 32 kilder til sit projekt, da hun skulle sætte sig yderligere ind i problematikken. Videoer, avisartikler, blogs, hjemmesider, reklamer osv., som alle taler om plasticforurening i verdenshavene, i De Forenede Arabiske Emirater og på verdensplan. Sammen gennemgik vi alle organisationerne og forfatterne til artiklerne og nyhedslinks’ene for at sikre os, at det nu også var troværdige kilder.Og jeg var ret imponeret af min 11-årige unge.

Alle kilderne – på nær én YouTube-ressource, der var lavet af en militaristisk veganisme-organisation – var pålidelige.

Efter fakta- og troværdighedstjek stoppede vi alle kilderne ind i MLA-format til Cilles biografi.

Hvis du har brug for et godt værktøj til at lave en hurtigt og korrekt bibliografi, der er godkendt til universitetsniveau, kan jeg varmt anbefale denne fine og helt gratis ressource, My Bib:

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gult breaking banner og bøderegn

Jeg vågnede op til gult breaking banner på Ekstra-Bladet i morges. Det er der som sådan ikke noget alarmerende ved.

Der er vel altid lidt gult og breaking og live-opdateringer på den laveste fællesnævner i dansk journalistik.
Men for en sjælden gangs skyld handlede nyheden om De Forenede Arabiske Emirater. Landet, der stort set kun bliver nævnt i dansk presse, hvis Tina Lund er hjemme på sommerferie, eller hvis nogen har lavet noget økonomisk fifleri og skatteunddragelse, som de danske myndigheder ikke kan komme videre med, fordi der er ret så langt fra Dannevang til en fjern Ørkenstat. Både mentalt og geografisk.

Men i dag var den der. Headlineren i coronavirus-live-showet. De Forenede Arabiske Emirater er nemlig begyndt at købe sådan for alvor ind hos kineserne. Altså – det har landet sådan set gjort i årtier og på alle hylder, præcist ligesom alle andre lande – men her er der tale om noget så anticiperet og tilnærmelsesvist angstfremkaldende som spritnye COVID-19-vacciner. Lige ud af laboratoriet i Wuhan, om man vil. Trial Phase III skal foregå med hjælp fra frivillige befolkningsgrupper – og gerne med så varieret etnicitet, som overhovedet muligt.

Her har Ørkenstaten så et virkelig godt udgangspunkt – vi er flere hundrede nationaliteter og én stor melting pot i forhold til etnicitet og paskombinationer. You’re welcome – eller Marhaba, som man si’r på disse kanter.

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der stiller frivilligt op til kliniske forsøg. De tager ikke bare en lille én for holdet, men gør det, jeg ikke så meget som tør overveje. Jeg er absolut tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, men hér er der jo tale om forlængst gennemprøvede vacciner. En næsten-færdig corona-vaccine er uprøvet territorium. Og med de forfærdelige eftervirkninger og bivirkninger, som folk oplever efter at have haft corona-virus, er det ret uhyggeligt at skulle prøvevaccinere mennesker.

Front Line Workers – sygeplejersker, læger og lærere – bliver også opfordret til at være del af forsøgsfasen, nu hvor de har et særligt akut behov for at opnå immunitet over for virusset.

Nuvel.

Vi får se, hvad der kommer til at ske med forsøgspersonerne over tid. Forhåbentlig får de ikke varige mén.

Og i mens jeg flyver helt lavt og langt under radaren – og tænker med gru på vaccinationsforsøgene – kan jeg passende nærstudere den nye, opdaterede liste over bøder, man kan fornøje sig med, hvis man har svært ved det med at holde afstand og distancere sig selv socialt under pandemien i Ørkenstaten.Det koster f.eks. 5.000 kr. at bevæge sig i det offentlige rum uden et mundbind på, hvis politiet er i dårligt humør.

Det koster 17.000 kr. at holde en hyggelig middag eller fest derhjemme, hvis naboerne eller security i ghettoen får nok, så politiet ender med at komme på hjemmebesøg. Gæsterne ved den festlige anledning slipper med individuelle bøder på 8.500 kr. pr. person.

Det koster også den nette sum af 51.000 kr. at tage ud for at undervise i private hjem – det kunne være fysisk træning, lektiehjælp og den slags, som plejer at være big business i Ørkenstaten. Værten eller værtinden slipper med en bøde på 34.000 kr.

Der er en bøde på 85.000 kr. for at bryde en hjemme-karantæne og 17.000 kr. for at “glemme” at installere tracking-app’en, så myndighederne kan følge ens geografiske placering

Sikke en strålende fin og ren bøderegn over en knastør og overophedet Ørkenstat.

Her bliver det ligesom ikke ved de høflige henstillinger, appeller og opfordringer til befolkningen, dennes samvittighed og samfundssind, selvom det selvfølgelig er myndighedernes ønske, at det hele skal foregå i god ro og orden.

Myndighederne mener det gravalvorligt.

For det ér alvorligt.

Smittetallet stiger.

Folk er matte i koderne og skal ikke bede om flere begrænsninger. Vi er nødt til lige at få nippet fra en visuel kindhest for at huske, at der faktisk stadig er en raserende pandemi derude, nu hvor vi tuller rundt og indlader os på at kalde det hele for “new normal”.

Kæft, jeg hader den formulering. “New normal” gå pist væk fra mig.

Jeg er i fornægtelse og vil ikke acceptere, at det her er mit nye liv. En fornægtelse, der har varet i over et halvt år. Men jeg er stærk og stædig ud i ønsketænkningens og fornægtelsens kunst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet