Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lysfest og lysegrønt håb

Godt og vel 88% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater er arbejdende indvandrere. Man kunne kalde dem for expats – og det er vel også betegnelsen for en vis andel af de højtuddannede, indrejste udlændinge. Men ordet ‘expats’ har en masse konnotationer. Det har ordet ‘indvandrere’ så absolut også. Måske er indrejste udlændinge eller udenlandske arbejdere bedre betegnelser, hvis man gerne vil favne bredt?

Ud af de 88% fremmede/indvandrere i landet, er 28% af indisk oprindelse. De er uddannede, hårdtarbejdende og har været en fast ingrediens i Emiraternes smeltedigel siden landets tilblivelse for 49 år siden. Inderne er den største nationale gruppe i De Forenede Arabiske Emirater. Til sammenligning er her kun 12% indfødte emiratier, 12% pakistanere og 6% filippinere. Den største gruppe på 38% er ‘alle os andre’. Europæerne, briterne (yes – de er jo fra øen, mens vi andre er de kontinentale, og efter Brexit kan de da rende mig). Så er der alle asiaterne, amerikanerne fra syd, mellem og nord, australierne, sydafrikanerne osv.

Med den store andel indere følger også en masse dejlige indiske traditioner og bekendtskaber igennem skole og arbejde. Det kan ikke undgåes, at det indiske islæt fylder – ikke kun på supermarkedernes hylder, men også i uddannelsessystemet, i fritidsaktiviteter og bybilledet.

Vores vikinge-unger elsker deres indiske veninder, og Cille omfavner i dén grad ‘sin indiske kulturarv’, som hun har tilegnet sig gennem sine lærere og veninders familier. Ikke kun ved at hun kan tale engelsk med kraftig indisk accent, når hun skal irettesætte os, men også ved hårdnakket at påstå, at hun har behov for at sidde i en særegen yogini-stilling og læne sig op ad sit ben og knæ, mens hun spiser. Spisning måtte egentlig gerne foregå siddende på gulvet – og også meget gerne med fingrene, for hun kan rulle riskugler og skovle dem ind med sovs, som havde vi lige hentet hende i Kerala.

Helt så indiske er vi andre ikke blevet. Endnu. Martin kan rulle hovedet på kuglelejer i det ubestemmelige ja-nej-svar, men indtil videre beholder vi bestikket på tallerknerne og sidder med fødderne solidt plantet på gulvet. Til gengæld elsker jeg de indiske måder at dekorere og pynte op på. I disse dage fejrer inderne lysfesten – Diwali – og det gør alle boligkvarterer i Dubai ekstra festlige efter mørkets frembrud.

Her er det to forskellige naboer, som har hængt lys op i anledning af Diwali.Jeg er klart mest til lysdekorationen på det første billede, hvor det nærmest ligner en form for lysregn, men de fleste indere foretrækker de mest blinkende, flerfarvede lyskæder, der virkelig giver noget wauw-effekt. Sådan er vi jo alle så forskellige.

Og mens inderne pynter op til lysfester i de små og store hjem, pynter vi andre op til en anden lysfest – julen.På Instagram havde jeg forelsket mig i Rituals’ flotte sneklædte julekalender-landsbyer fyldt med mini-produkter, og dem arrangerede Martin til pigerne. Jeg er i øvrigt ikke blevet snydt. Til mig kom der en smuk L’Occitane-julekalender. Han er så sød, den mand.

Efter lidt møffen rundt med lyskæder under landsbyerne, er resultatet blevet noget så hyggeligt.De to kalendere står nu her og lyser side om side med pigernes snelandskab – og byder julemåneden velkommen lige om lidt.Er der da gået komplet nisseri i den for os?

Både ja og nej.

Vi har endnu ikke sat det falske juletræ op eller taget nissehuer på, så helt gale er vi ikke. Endnu. Men det er inden for rækkevidde, kan jeg mærke.

Vi har også husket at tage Halloween-pynten ned, før vi fandt julekasserne frem. Det må da tælle som noget positivt.

Forklaringen ligger i, at vi håber og håber – og håbet, dét er som bekendt ganske lysegrønt – at vi kan rejse til Danmark allerede den 11. december. Så vi skal begynde at åbne julekalendere allerede den 16. november på Mormors fødselsdag, for at vi rigtigt kan nå at nyde nedtællingen i dem, før vi rejser nordpå for at nyde dagene op til jul med familie og venner i Danmark.

Vi går allerede på juleferie den 10. december. Billetterne har været købt til den 11. december længe, og indtil videre burde det kunne lade sig gøre.

Men få lige styr på de der 17 millioner mink og en muteret coronavirus, ikke?

Vi skal ikke bede om at blive lukket ude af Ørkenstaten, fordi vi ønsker at rejse ind igen fra Dansk Wuhan Version 2.0.

Undskyld.

Det var ikke pænt sagt – og det er ingens skyld eller noget.

Stakkels mink (men dem har det været synd for hele tiden). Nu også stakkels landmænd. Og stakkels nordjyder.

Det er jo en lortesituation, vi befinder os i.

Og jeg stopper nu, før jeg får rodet mig ud i noget hejs om konventionelt landbrug og det problematiske i at opbevare 17 millioner mink – mere end 3 x den danske menneskebefolkning – i den jyskeste del af Kongeriget. Man kan hurtigt få både meninger og naller i klemme, og jeg kender vist lidt for mange landmænd og vestjyder til at give min ærlige mening til kende.

Trutter ikke rent flag om mink eller andre kræ.

Men jeg håber med det lysegrønneste håb at få en hvid jul i Danmark.

Hej fra Diwali-land og skønne 30 grader!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Økonomiske problemer

Én af de (mange) ting, vi stort set aldrig taler om, når det kommer til Dubai, De Forenede Emirater (eller i det hele taget alle de enormt velstående golfstater) er fattigdom.

Økonomiske problemer. Trange kår. Konkurs. Fallit. You get the picture.

Jeg er på ingen måde jurist eller synderligt interesseret i landes lovgivning, men så vidt, jeg har forstået, er det ikke muligt at gå konkurs under Ørkenstatens sharia-lovgivning. Konceptet eksisterer ikke. Der er fængsel, indtil du kan stille de midler, du skylder. Og kommer du aldrig til at kunne stille de nødvendige midler, er der ikke ret meget andet at gøre, end at skynde sig væk fra kreditorerne. Heraf de mange sære billeder f.eks. under den økonomiske krise i 2008, hvor Ferrarier og andre superbiler blev efterladt på p-pladser og ude i ørkenen, fordi folk simpelthen flygtede ud af landet – for aldrig at kunne vende lovligt tilbage.

Hvad der kommer ud af coronapandemien rent økonomisk på disse breddegrader, er umuligt at sige. Men ligesom alle andre i verden (med undtagelse af Amazon og den slags online-superstjerner) bliver vi vel alle sammen fattigere og dårligere stillet rent økonomisk af en verdensomspændende sundhedskrise, der i dén grad stikker en kæp i hjulet på alting? Makroøkonom er så endnu en titel, jeg ikke kan skrive på CV’et, men jeg fornemmer, at der er masser af økonomiske udfordringer overalt.

Jeg ved ikke, om jeg synes det er så synd endda for store virksomheder, banker og organisationer. De skal nok vikle sig ud af trangere tider på den ene eller den anden måde.

Men jeg ved, at det er synd for alle dem, der tæller hver eneste dirham eller krone, fordi de er blevet arbejdsløse, er kronisk syge eller døjer med andre udfordringer, der bevirker, at de har et ustabilt arbejdsliv, arbejder på et reduceret timetal eller måske helt står uden for arbejdsmarkedet.

I Dubai blev der skåret helt gevaldigt ned i lønningerne, da coronaen ramte. Rigtig mange af vores bekendte var på halv løn uden at vide, hvornår de ville blive sat op til deres normale løn igen. Og her taler vi om den højere middelklasse med længeregående uddannelser fra europæiske universiteter. Prøv at forestil jer, hvor mange lavtlønnede, der mistede deres jobs og blev sendt hjem til ingenting?

I en fjern ørkenstat er der ingen hjælpepakker til industrien, restaurationsbranchen eller de kreative og udøvende kunstnere. Der er kun at tære på de forhåndenværende ressourcer. Det gælder for virksomheder og det gælder for familierne.

Vi har levet længe med reducerede indtægter. Det er for privat at tale om i detaljer på bloggen her, men vi var ramt allerede lang tid før coronaen blev en kendsgerning.

Forleden dag fortalte min veninde mig om en lokal hjælpeorganisation, der etablerer kontakt mellem familier, der er nødstedte økonomisk lige nu og familier, der kan klare sig – og som har overskud til at hjælpe andre i en svær tid.

Organisationen hedder “Stop and Help”.

Home

Jeg tænkte straks, at hvis jeg stadig har råd til en flaske hvidvin og take away hver fredag, så har jeg også råd til at række hånden ud og hjælpe en lokal familie, der ikke har pengene lige nu til de mest basale fødevarer som ris og mælk til deres børn, og personlige fornødenheder som hygiejnebind og tandpasta. Livet i De Forenede Arabiske Emirater er hundedyrt – og mildt sagt et helvede, hvis man ikke har nogen penge.

Så jeg skrev til “Stop and Help”, som straks matchede vores lille familie med en anden lille familie.

Hver uge sender jeg så en voucher på 250 dirhams (430 kr.) til familien i Sharjah, der har børn på 12, 10 og 3 år. Faren i familien er på halv løn på ubestemt tid, og moren er hjemmegående uden nogen form for indtægt. At skulle betale for skole til børnene, huslejen for deres lille lejlighed, bilen osv. er højst sandsynligt svært nok at klare for faren, når han er på fuld løn. At få halvdelen udbetalt er så pludselig en katastrofe for den lille familie. Og jeg gætter på, at de ikke kan række ud til familiemedlemmer for økonomisk støtte i en tid, hvor stort set alle har færre midler end tidligere.Et gavekort på 250 dirhams kan redde ugens indkøb for denne her mor. Der er på ingen måde råd til store udskejelser, men der er til de basale ting – og forhåbentlig et stykke kage til de tre unger.

Jeg har valgt kun at have kontakt til familien via “Stop and Help”.

Med andre ord kan moren ikke sende mig direkte beskeder eller kontakte mig på andre måder, men jeg har hendes e-mail, telefonnummer samt adresse. Hun sendte mig denne her søde besked, da hun havde modtaget mit første gavekort.

2020 er sådan et lorteår, at der er nødt til at blive strøet lidt glimmer rundt omkring for at overleve mentalt. En lille økonomisk håndsrækning til nogen, der har brug for det, er glimmer ikke kun i min hverdag, men også i modtagerens. For nu ved hun, at hendes lille families problemer ikke er usynlige eller ligegyldige.

Every little helps.

Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi er i en position, hvor vi har økonomiske depoter, der kan tæres på, mens krisen kradser. Ikke alle er så heldigt stillede.

Hvis du kan, så støt “Stop and Help”. Initiativet er Dubai-baseret, javist, men der er helt sikkert lignende hjælpeorganisationer lige dér, hvor du bor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet