Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Feminist

Hende her smuksakken har været igennem en veritabel tour de force de seneste tre måneder. Ikke nok med, at det er udfordrende i sig selv at skulle gå i skole over Microsoft Teams og kommunikere igennem hakkende internetforbindelser sammen med 26 andre tweens og en fuldstændig håbløs vikar, så er der såmænd også et afgørende projekt i Year 6, som er dét år, man afslutter Primary Years Programme i IB-systemet. Year 6 svarer til dansk 4. klasse.

Yes og yikes. Midt i corona-pandemi.Men så har man vel fra skolens side sørget for at modificere projektet, så det bliver tåleligt for børnene under de sværere vilkår med kun online skole og ingen mulighed for at mødes face-to-face i projektgruppen, tænker du?

Rungende nej herfra.

Det eneste, børnene ikke skal levere, som tidligere Year 6-årgange har gjort, er en stor skildervæg-plakat, idet der jo ikke bliver nogen fysisk præsentation i en af skolens gymnastiksale.

Ellers er alt ved og i det store årsprojekt, som det plejer.

Til trods for, at INTET er, som det plejer.

Der skal laves research og udføres interviews; der skal laves sammenligninger og konklusioner efter førnævnte research og interviews, der skal sættes en spørgeskemaundersøgelse i søen, bygges et website, filmes adskillige videoer, skrives ugentlige lærings- og procesreflektioner, laves en detaljeret bibliografi, en biografi, udfyldes en individuel booklet over hele processen, laves en podcast og en dedikeret YouTube-kanal. Jeg har sikkert glemt et eller andet.

Lyder jeg vred og frustreret?!

Fik jeg nævnt, at børnene er 10 år?!

Det har været mavesårs-hændervridende-bekymrende at se på. Søvnløse-nætter-slemt at stå på sidelinjen af. Og hvad har det så ikke været for Cille, der trods alt er opgavens ejer?

Hun har klemt – og klemmer hver dag – ballerne sammen, så det gør helt ondt. Presset er umenneskeligt. Hun taler i søvne, skærer tænder, får hoved- og mavepine.

Siden opstarten er det gået skævt.

Cille og hendes bedsteveninde i projektgruppen har været udsat for online mobning og helt grundløse anklager om plagiarisme og diskrimination af én af de andre piger – i en grad, så vi var et øjeblik fra at tage Cille helt ud af projektet. Ingen af de voksne omkring børnene var deres ansvar bevidste, og de tillod én piges uacceptable, asociale adfærd uden at gribe ind.

Børnene har fået kastet opgaver ukoordineret ind fra højre og venstre på arbitrær vis af en lærervikar, som er ude på alt for dybt vand. Hverken lærer eller børn har anet, hvad de skulle stille op med de svært forståelige dokumenter og krav, der er blevet stillet dem. Og så kommer der naturligvis mislyde, vredesudbrud, frustrationer og tårer.

Børnene i den lille projektgruppe har skændtes og krydset klinger i over en måned, før vi til sidst råbte så højt om online-mobning og cyber-sikkerhed, at de nu ikke længere må afholde projektmøder uden enten skolens rektor eller skolens pastor er til stede.

I stedet for at få deres voksne mentor i starten af projektet, så de altafgørende “spadestik” kunne tages med støtte fra en erfaren lærer, har de været overladt til sig selv de første 5 ud af deres 8 ugers projekt. Ikke engang på universitetsniveau ville man blive overladt til sig selv, når den centrale idé og research-spørgsmålene skal udvikles. Det er hovedløst og dybt uprofessionelt.

Havde Cille så valgt et mere lettilgængeligt og populært emne som f.eks. kost, motion, dyrevelfærd, venskab og ensomhed, cyber-sikkerhed eller lignende, som de allerede har været omkring mange gange henne i skolen, ville det måske ikke have været så svært at få åbnet for dialogen og projektets spørgsmål.

Men Cille ville ikke se på efterladte expat-kæledyr eller stigende diabetes-2.

Cille interesserer sig for pigers rettigheder i samfundet – for pigers ret til at gå i skole og få en uddannelse – og for pigers rettighed til selv at bestemme over deres egen fremtid. Det kræver sin kvinde at få hul på ligestillingsdebatten som 10-årig.

Hun er erklæret feminist og datter af en feminist. Aner man en påvirkning?

Undervejs i projektet har der reelt været to gyldne øjeblikke med ægte smil på læben, hvor Cille og hendes veninde har haft enestående mulighed for at interviewe to yderst interessante kvinder, der arbejder for hver deres internationale interesseorganisation. De lærte bl.a. om problemet med barnebrude i Bangladesh, og om europæiske kvinders kamp for demokratiske rettigheder som stemmeret, valgbarhed, opstillingsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling, ligeværdighed mellem kønnene og så fremdeles. Interviews’ene kom i stand via Cilles venindes mor, der selv er Ph.D og forsker inden for området. Jeg er hende evigt taknemmelig for at have givet pigerne chancen for at lytte direkte til stærke kvinder og meningsdannere, der til dagligt arbejder for at få regeringer 0g beslutningstagere (læs: mænd) i verdens vidt forskellige samfund i tale, så piger og kvinder kan få lige adgang til viden, magt, penge og deltagelse i samfundet.

Hvis vores piger allerede lærer om ligestilling og kønsdiskrimination som 10-årige – og giver deres børnelærdom videre til piger, der måske er endnu yngre – tror jeg på, at den evige kamp for lige rettigheder for både piger og drenge er i gode hænder i fremtiden.


Hvis du undrer dig over den noget tomme sengeramme på tween-værelset, kan det forklares med, at hun “camper out” hos Mummy og Daddy på ubestemt tid. Når verden er utryg og hård, må man gerne lande blødt i en samsovning hver aften.

Om jeg fatter, at denne her knapt 11-årige flytter til Secondary School næste skoleår. Til dét, der kaldes Middle Years Programme, MYP. Men det gør hun altså.

Og selvom de sidste måneder ikke har været for børn, så har Cille lært en hel masse.

Om at indgå kompromisser i en gruppe.

Om konflikter og om at sige fra, når man bliver uretfærdigt behandlet.

Om taktik, teknik og mekanismer.

Om svimlende 131 millioner piger verden over, der stadig ikke går i skole, selvom vi alle er enige om, at det er en menneskeret at have adgang til skolegang.

Om svimlende 39.000 små piger, der står barnebrude hver eneste dag.

Og i næste uge er ligestillings- og kømsdiskriminationsprojektet slut.

Hun kan ikke vente.

Vi kan ikke vente.

Der er masser, der skal laves inden da, men målet er pludselig inden for rækkevidde. Den 11. juni er der online fremvisning af projektet for lærere og familiemedlemmer.

Senere på måneden er der så online dimission fra Primary School.

Og den 2. juli kipper vi med studenterhuerne og kaster os så langt væk fra skolen og fra fucking Microsoft Teams, som det overhovedet kan lade sig gøre.

Inden da – og kun hvis du gider – har projektgruppen et 2-minutters spørgeskema, som du mægtigt gerne må besvare:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSf0D5nqHPs0R2IfYL4gunMQXtWTYXyxNGlQdGl1TRhxJCmong/viewform

Tusind tak fra mig ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-gaven

🌙✨ Ramadan Kareem til alle, der observerer den hellige måned ✨🌙Her i De Forenede Arabiske Emirater er vi vågnet op til den største Ramadangave af dem alle.Interessant nok falder den første dag i Ramadanen sammen med en lempelse af lockdown-reglerne. Og dét er lige hvad folket vil ha’, er det. De Frygtløse Ledere har virkelig haft et es gemt i ærmet, som bliver modtaget med kyshånd af alle.

At gå igennem 30 dages faste i 30 grader – uden at kunne komme ud og mødes med venner og familie efter solnedgang og uden at kunne shoppe igennem på de sædvanlige gigatilbud, er jo stort set det samme som at fornægte os selve livet. Og sådan blev det gudskelov ikke.

Vi er ude over udgangstilladelses-blanketterne pr. dags dato. Vi er delvist frie som fuglene – ihvertfald mellem 06.00 og 22.00, hvor vi må handle, cykle, løbe en tur, gå en tur og mødes med andre i grupper under 10 personer, hvis vi holder behørig afstand og bærer mundbind.

DET ER FUCKING FANTASTISK GROUNDBREAKING NEWS I LOCKDOWN-LAND!

Selvfølgelig er vi ikke sluppet fuldstændig løs fra den ene dag til den anden. Man skal stadig bære mundbind hele tiden uden for hjemmet. Man må stadig kun handle det allermest nødvendige. Malls og centre vil kun operere på 30% kapacitet, så jeg skal ikke i nærheden af et shoppingcenter i den kommende tid. Forestiller mig, at det bliver det rene vanvid at forsøge at parkere eller komme ind. For er der noget, vi kan, så er det at shoppe i Ørkenstaten. Dét er vores favorit-aktivitet. Eller ihvertfald nogens favoritaktivitet. Børn må heller ikke komme med ud at handle – og man må vistnok kun være 3 personer fra husholdningen ude ad gangen.

Pools er fortsat lukkede. Legepladser, strande, sportsfaciliteter og parker er stadig off limits. Men lidt er væsentligt bedre end ingenting.Så klokken 8.15 i morges hoppede vi på cyklerne og drønede ud på de stille villaveje for at få lidt luft og gang i benene. Jeg peb en tåre inde under solbriller og mundbind. Der var alligevel ingen, der kunne se det.

Tårer over nyvunden frihed, tror jeg, det var.

Taknemmelighed over lempelsen, fordi lockdown-livet er tungt, uanset at vi er heldige og har en lille have – og vigtigst af alt – vi er sunde og raske. 
Det er sært, som livet og hele verden kan tage en drastisk drejning på et splitsekund. Pludselig er alt dét, vi tog for givet, taget fra os. Og nu får vi så dele af det velkendte liv tilbage. Stille og i små bidder bliver vi tildelt friheder, som vi taknemmeligt tager imod.

Og mens vi forsigtigt, forsigtigt cykler ud i nabolaget og skriver til en veninde rundt om hjørnet, om de måske vil mødes, forbereder myndighederne sig på, at der vil komme flere og flere corona-smittede. Pt. er der ca. 500 nye smittede om dagen, men baseret på antallet af felthospitaler, de bygger her og der rundt om i landet, må vi antage, at de forventer en betydelig stigning i antallet af smittede i kølvandet på de lempeligere regler og en masse Ramadan-festivitas.

Ingen af os kan styre os, når først vi smager frihedens forbudne frugt. Det er dømt til at gå galt, selvom vi alle prøver at tænke os om og være fornuftige. Det siger sig selv.

For Ramadanen er i sandhed hjerternes og familiernes fest.

Og nu må muslimerne gå en helt ny form for Ramadan i møde.

Én måned, hvor de faster, afstår, beder og reflekterer over deres liv, som de plejer, men uden de sociale fællesskaber, som holder dem oven vande mentalt.

Moskéerne fortsætter med at være lukkede. Man bør fortsat undlade at besøge de syge og de ældre mennesker. Man kan ikke samles i storfamilien til overdådige iftarmiddage derhjemme, hvor hver tante medbringer en skøn ret. Der er lukket i hotellernes buffet-områder, hvor der normalt serveres de lækreste iftarmiddage med stilfulde dekorationer og afdæmpet arabisk lut-musik til. Ramadanteltene med de åbne grill-områder, hvor lammene hænger på store spid og kobbergryderne damper af aromatiske risretter, bliver ikke til noget i år. Ramadankøleskabene til nabolagets gartnere, chauffører og barnepiger kommer ikke til at åbne i år.

De her fine traditioner, som vi alle deltager i, er aflyst af åbenlyse grunde. Og jeg vil savne dem, fordi de også er en tilbagevendende del af vores liv i et arabisk land. Vi faster ikke, men vi observerer den hellige måned på respektfuld afstand – og så har vi nydt at gå ud til iftar og at bidrage til fællesskabet ved at fylde i community-køleskabene og donere penge til velgørenhed – zakat – via muslimske organisati0ner.

Intet er, som det plejer.

Ikke engang Ramadanen. Men den er velkommen alligevel – og det er de lempelige regler for udgang virkelig også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet