Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hatta Honeybee Garden

Sidste skud ud til Hatta i denne omgang.

Jeg er lige en smule forsinket i mine skriverier, fordi der sker så mange dejlige ting rundt om mig. Farmor og Farfar er her jo , og pigernes favorithøjtid, Halloween, har krævet en del praktisk forberedelse.

Som beskrevet i sidste blogindlæg, tog vi Faster D med på tur ud af Dubai, så hun kunne se, at De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end glitzy skyskrabere og fancy restauranter. Med små børn er det relativt begrænset, hvad man kan foretage sig i Hatta. Efter en hyggelig donut-tur på Hatta Dam den ene dag, stod valget mellem at køre ned i Wadi Hub og trække pigerne en tur på en pony eller at besøge Hatta Honeybee Garden.

Vi valgte det sidste.GPS-signalet er (ikke overraskende) ret dårligt ude midt i Hajjar-bjergene, så vi kom noget på omveje og nærmest ind ad bagvejen til honning-stedet, forbi små landbrug med kameler, geder og dadelplantager. Men om ikke andet så fik Martin da endelig brug for sin firhjulstrækker.

250 dirhams senere og vi er alle i gule bee-keeper-costumes! Ømt syn, jeg ved det.Lige umiddelbart virkede stedet som noget af et rip-off eller en ren udstillingskulisse med både hashtag og kunstgræs i bedste Instagram-venlige stil. Rundvisningen starter ud med at man ser tre små udstillings-træer i de tre træsorter, som bierne tager pollen og nektar fra i området: Samar, Sidr og Ghaf.

Det er træsorter, som gror naturligt i hele landet og også her i Hajjar-bjergene, og som hver især sætter blomster i en ganske afmålt to-måneders periode, hvilket gør, at man let kan “styre”, hvilken slags honning, man producerer. Ved indgangen til haven sælger de alle tre slags honning i forskellige flasker og krukker, samt bivoks, chokolader med honning, royal jelly og skønhedsprodukter med honning som ingrediens.

Der er også smagsprøver på de tre honning-varianter, og det er overraskende, hvor stor forskel der er på smagen af nektar fra samar-, sidr- og ghaf-træerne.

Efter træerne kommer man til en udstilling af de forskellige typer af bistader, der traditionelt er anvendt på Den Arabiske Halvø. Jeg er særligt vild med de udhulede palmestammer, som man har anvendt i gamle dage i De Forenede Arabiske Emirater. Nu om dage er staderne af plastic eller polystyren.Endelig kommer vi til den del, der virkelig er noget ved. Håndtering af de fine honningbier!Først får bierne lige en smule røg til at dulme nerverne med, hvorefter en af biavlerne linder på låget og lader os opleve det summende liv i staden. Der er tale om italienske honningbier, som er den “flinkeste” (mest håndterbare) slags i verden. Det er nok også meget smart, at vi kun kommer i nærheden af den roligste slags, da det alligevel er en smule spændende at stå ansigt til ansigt med hundredevis af travle arbejdsbier, der summer omkring på tavlerne.Men bierne tager ikke rigtigt notits af os – og vi håndterer tavlerne med rolige bevægelser og får set dem helt tæt på.Vi får lov til at trykke bivoksen lidt ind og ned i hjørnet af tavlen, så den gyldne honning flyder ud på handskerne, og en lille flok arbejdsbier klatrer over for at spise sig mætte.Jeg ved ikke hvilken form for fancy markeringsteknik, Hatta Honey anvender, men dronningebien ses tydeligt ved den lysende blågrønne markering oven på hovedet.Efter hyggelig nærkontakt med honningbierne går vi videre ud for at se, hvordan de har stader stablet op overalt. De har langt større arealer med bistader end her, da stedet kun er tænkt som en besøgshave for turister.Til sidst går vi forbi et par pavilloner, hvor Hatta Honey har intentioner om at tilbyde forskellige former for terapi til de besøgende. Højst sandsynligt først om et par år, hvis jeg skal komme med et forsigtigt gæt, da det hele ser noget slunkent ud. De vil bl.a. tilbyde stik med bi-gift som en naturlig form for botox, smertelindring til psykisk syge og austister i form af bistik, og en række forskellige indåndingsmasker, hvor man kan indtage ilten fra summende bier, som efter sigende skulle være godt til folk med åndedrætsproblemer, astma, bronkitis osv. De har også et stort laboratorium andetsteds, hvor de laver masser af bi-inseminering og udvikling af bidronninger i små separate kasser, så man sikrer sig en optimal og hurtig udvikling af nye (og befrugtede) dronninger til staderne. Alt sammen i et forsøg på at intensivere og optimere produktionen af honning.

Tilsyneladende er en krydsning mellem en italiensk dronningebi og tyve canadiske droner (hanbier) den perfekte kombination, da den italienske honningbi som sagt er venligsindet, og den canadiske honningbi er den mest hårdtarbejdende af alle arter. Ser man det. Hvem vidste overhovedet , at der er nationale honningbier fra Yemen, Saudi Arabien, Canada og så videre?

Der er ingen tvivl om, at det kan noget ganske særligt, hver gang man kommer rigtigt i nærkontakt med et dyr. Det bliver håndgribeligt og interessant på en helt anden måde, end hvis man bare står og ser på dyret på afstand.

Vi lærte helt sikkert en masse om honningbier, som vi ikke vidste i forvejen – og vi er pludselig noget så duperede over de gyldne honningdråber, royal jelly og dets mange anvendelsesmuligheder – og i det hele taget biernes betydning for vores økosystem og liv her på jorden.

Save the bees og læg endelig vejen forbi Hatta Honey, hvis du får muligheden!

🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

How’s the weekend, baby?Min går sådan set okay, men er da ikke nødvendigvis blevet bedre af, at Martin har købt et Pennywise Halloween-kostume, og nu mener, at det skal testes på de nærmeste 😱🤡. Jeg er bare ikke god til klovne. Hverken dem, der slår ihjel, eller dem, der forsøger at være sjove over for børn.

Heldigvis tog han klovneriet af igen, da han skulle lave en frisk omgang müsli sammen med Cille. En mand med mange og forskelligartede talenter, må man sige…Men udover indkøb i kostumeafdelingen, så går vi her i Ørkenstaten og tæller ned til Morfar og Connys ankomst i næste uge. Derfor er weekenden også dedikeret til praktiske gøremål, man bare aldrig får gjort, når der er gæster, lidt opladning af indre batterier med cider, pizza og Disney’s Aladdin på husalteret – og så en seriøs dosis forældrelektier.

I sidste uge modtog vi en e-mail fra Cilles klasselærer om, at alle børnene i Year 6 skal konstruere deres egen model af hjertet. Derhjemme, naturligvis. Hvorfor dog “spilde tiden” med at bygge hjertemodeller i skoletiden, om man må spørge med en knivspids sarkasme?

“Men så lad dog være med at gøre det til forældrelektier”, tænker du måske og fortsætter sikkert ganske relevant: “Kan barnet ikke bare få et par klumper modellervoks i rød og blå, og så selv gå igang, det er vel dét, der er hele pointen med opgaven!?”

Dertil kan jeg kun svare både ja og nej.

Ja – det er pointen, at barnet skal udforske hjertet og lære at tage ansvar for en opgave, som skal afleveres til en bestemt tid.

Ja – i den ideelle verden burde det være en hjemmeopgave, som barnet selv kan udføre uden forældrenes assistance.

Og nej, er jeg samtidig nødt til at svare, for barnet er kun 10 år gammelt og har ikke en kinapersons chance for at kunne udføre opgaven uden støtte fra en voksen.

Og dét ved skolen udmærket godt. Who are we kidding?

Og så er der den anden og underliggende udfordring ved, at hjertemodellen skal fremstilles hjemme og medbringes til skolen: Den hjemmekonstruerede hjertemodel skal fremvises på en såkaldt Bodyology Fair – en slags “markedsplads” – hvor forældrene skal cirkulere rundt og spørge ind til børnenes modeller, hvortil børnene skal kunne forklare hjertets funktion, dets opbygning, betegnelserne for kamre, ventrikler, arterier, hjerteklapper og så videre.

På “markedspladsen” ville ens barn jo risikere at falde helt igennem, hvis man bare lod ham eller hende lege lidt med modellervoks derhjemme. Der er tale om seriøs fremvisning af viden og evner.

Muligvis er det en usund form for konkurrence og en alt for stor involvering fra forældrenes side i hjemmearbejde og skoleprojekter helt generelt, men vi har ikke lyst til at lade Cille få en oplevelse af, at hendes projekt og model er dårligere end de andres. When in Rome, ikke?

E-mailen beskrev videre, at barnet kunne vælge mellem to typer af modeller: En repræsentativ/illustrativ model, som de skal forklare hjertets funktion og opbygning ud fra – eller en mekanisk/funktionel model, som kan pumpe/cirkulere rød væske rundt i et kredsløb.

Jamen tusind tak, da, for alle de muligheder, de 10-årige bliver givet 😂

E-mailen beskrev med stigende entusiasme, at vi endelig ikke måtte gå ud og bruge penge på materialer til modellen, men meget gerne genbruge og finde materialer derhjemme. Fordi man jo har et skab fyldt af arty-crafty-genbrugsmaterialer til alle formål, ikke? Who are we kidding?

E-mailen sluttede on a high note med en række links til YouTube med imponerende modeller, som små indiske vidunderbørn har fremstillet med største omhu og engagement til deres skoleprojekter i Mumbai og Chennai. I ved – den slags børn, der vokser op med beskeden (truslen) om at gøre deres forældre stolte ved at blive uddannede til læger hurtigst muligt.

Den eneste respons, man kan give på de her fuldstændig ubehjælpelige e-mails og opgaver er noget i retning af FML (F*ck My Life) med lav stemmeføring, så barnet ikke hører forældrene sige the f-word.

Til trods for min entusiastiske fremvisning af en mekanisk model, jeg havde fundet på en STEM-side for børn, valgte Cille – ligesom 90% af alle de andre børn, er mit gæt – en repræsentativ model. Som skulle fremstilles i blødt ler. Naturligvis.

Far sendes afsted i Creative Minds i Umm Suqiem med bævrende Master-Card. Dét sted er på en og samme tid de kreatives himmel og helvede. Og så er der ellers flere timers forældrelektier med et barn, der tjekker ind og ud af modelleringensfasen, fordi opgaven er for overvældende. Jeg kan ikke bebrejde hende. Det er for tidskrævende og mentalt krævende for en pige i hendes alder. Faktisk var det krævende nok for hendes to 40+ gamle forældre.Til sidst er hjertemodellen (tilsat en venstre lunge) dog i hus.Den 10-åriges stolthed er åbenlys, mens hun forklarer blodets cirkulation gennem kamre og ventrikler, iltningen af blodet i lungerne og så fremdeles.Forældrene er sådan set også helt stolte af projektet, som vi har en temmelig stor andel i.

Det lykkedes os simpelthen at lege med lerpølser og piberensere i adskillige timer uden at komme op at skændes. Nærmest en form for parterapi, sådan at “lære nyt”, “tænke ud af boksen” og “være kreative” sammen, mens vi “oplever nye sider af hinanden”. Suk.

Hvis du skulle få lyst til flere forældrelektier, så kommer der her links til Cilles gudsbenådede solsystem fra Year 4 og Baby-Milles “interview med en person, der er vigtig i dit lokalsamfund” . FML, si’r jeg bare. Og god weekend!

Forældrelektier

 

Forældre-lektier

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet