Privilegium

Jeg elsker mit arbejde som dansklærer på Dubai International Academy.

Det er et kæmpe privilegium at arbejde på en stor international skole, hvor der – midt i vrimlen af lidt over 1.200 børn i Primary School – findes det her lille frirum, hvor min kollega og jeg underviser skolens danske elever i de klassiske, danskfaglige aspekter – mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, læseforståelse, tekstforfatning, grammatik og stavning, litterær analyse osv.img_1674 Og så er der alt det “andet”, som vi også forsøger at fodre børnene med for at opbygge en dansk referenceramme i deres multikulturelle hverdag: Vores lands historie og kultur, danske forfattere, dansk musik og film, traditioner, værdier, adfærd, humor, sproglige spidsfindigheder og hvad der ellers hører til dét at være eller føle sig dansk.

Med de helt små elever taler vi ofte om højtider og traditioner, som f.eks. fastelavn i februar – og her i marts kan vi arbejde lidt med påsken – uden at det bliver alt for åbenlyst, selvfølgelig. For der foregår jo ikke kristendomskundskab på en skole i et muslimsk land baseret på sharialovgivning.

De større elever får også indsigt i f.eks. det danske medielandskab og den særlige, danske/europæiske ytringsfrihed, som tager sig så væsensforskelligt ud fra hér, hvor vi bor. Med dem taler vi også om samfundsopbygning, værdifællesskab, opførsel/adfærd, livsfilosofi, lighed, frihed, uddannelse, kønsroller, Jantelov, trivsel, teenageliv, rettigheder, verdenssamfundet og tusind andre ting.

Og det er ikke kun jobbet som lærer, jeg elsker hver eneste dag.

Det er også helt fantastisk, at jeg arbejder samme sted som pigerne går i skole. Det giver mig et indblik i dén del af deres liv og færden, som ellers normalt er “lukket land” for forældre.img_1749Jeg elsker at finde Cille siddende i en solstråle blandt sine venner med madpakkerne spredt omkring sig. Eller Mille, som artigt går på en lang, lige række hen mod biblioteket med sine klassekammerater for at bytte bøger og høre historier.9f2b8a82-6932-43d8-b119-26dbd8864033 Jeg elsker, når Cille dumper forbi og siger hej på vej ned til billedkunst, og Milles finurlige smil, hvis vores veje krydses, når hun bliver fulgt ned i klassen af en lærerassistent.img_1763Navlestrengen er ikke blevet klippet helt, selvom Martin insisterer på, at han tydeligt husker (og aldrig vil glemme), hvordan det føles at klippe sådan én gummi-elastisk fætter over. Og selvfølgelig kommer der en dag, hvor det at have Mor vadende rundt på skolen ikke resulterer i kæmpekram, når de møder mig – men indtil da vil jeg nyde hvert eneste, spontane knus og det indblik, jeg kan få tilranet mig.

Men det er ikke kun hverdagens skoleliv, jeg elsker.

For første gang siden vi blev forældre for 8.5 år siden, har jeg nogle timer om ugen, hvor jeg er “helt fri”.

Som i ‘alene’. Med mig selv.

I mit eget dejlige selskab. Uden vådservietter og en unge, der råber på opmærksomhed og afbryder alt og alle omkring mig.

Det er fuldstændig uvant og komplet fremmed for mig.

Det er en nyfunden frihed, som ligger blottet og åben. Og som jeg øver mig i at indtage og reflektere over undervejs.

For hvordan griber man sådan noget stads an?

Ind i mellem kommer jeg til at bruge min dyrebare frihed på tåbelige praktiske ting og sager, som sagtens kunne have været gjort på et andet tidspunkt. Nogle gange bliver timerne til effektiv kontortid med besvarelser af e-mails, kalenderplanlægning, telefonopkald og den slags.

Men andre gange er jeg mere kvik.

Så får jeg pludselig spist langstrakt voksenfrokost uden afbrydelser til en spændende dokumentar på DR. Eller forfattet en lille sød historie til pigerne. Eller drukket kaffe med en god veninde.img_1924Det sjove er, at de her frie timer næsten føles “forbudte”, medmindre jeg foretager mig noget aldeles sagligt.

Det er som om jeg ikke har fået ‘lov til’ dem eller ‘fortjent’ dem. Sådan bliver der talt til mig i mit indre. Fra mig til mig. For der er absolut ingen i den ydre verden, der kunne finde på at befale eller vurdere, hvad jeg skal bruge de her timer på.

Efter barslen med Cille gik jeg direkte tilbage i en fuldtidsstilling i Mærsk, der tog al min energi. Og da vi flyttede til England blev jeg fuldtids-hjemmegående med to små rollinger, der tog al min energi.

Og nu står jeg pludselig her.

Med energi, der vokser i stedet for at forsvinde.

Med et arbejde, der er skemalagt i et vist antal timer om ugen, men hvor forberedelse og opfølgning er mit ansvar. Uden en chef, der hænger over mig som en høg eller et stempelkort, der nøjeregnende og nidkært følger med i mit timetal.

Og jeg øver mig i at nyde det.

Øver mig i at fortælle mig selv, at jeg faktisk gerne må tage en middagslur, sidde på en café og skrive dagbog eller læse digte eller tage et langt bad.

At det er okay at lunte en tur uden formål eller stå helt stille og nyde denne her udsigt i vores ghetto. img_1923Heldigvis er jeg ret lærenem. Og lærevillig i lige præcis denne her situation.

Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal nyde det her privilegium i min hverdag. At jeg har et job, der er verdens bedste for lige præcist mig. At vores børn er lidt ældre nu, så jeg igen kan få lov at være Tine i stedet for hele tiden at være Moar.

Det er jeg vildt taknemmelig over.

Og hvis jeg nogensinde begynder at tage det for givet, så mind mig lige om, hvordan det føles at arbejde fuldtids. For det gjorde jeg jo de første par år i Ørkenstaten.

Sjovt nok kan jeg konstatere, at det er bare sjovere at arbejde deltids.

No sh*t, Sherlock.

Og god weekend.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mentale påfyldninger

Sikke en weekend, vi har haft.

Fyldt af ren og skær nydelse.

Både for kroppen og for sjælen.img_1848Hvilken fryd, det er, at sænke sig ned i 25 grader varmt, lysende blåt havvand!img_1853Og jeg suger D-vitaminer til mig, mens jeg begraver tæerne i det bløde sand og lytter til stille bølgeskvulp og legende børn.img_1855Vi tilbringer en langstrakt lørdag formiddag på Nessnass Beach, der er en lille, offentlig strand nord for den meget populære, offentlige strand, Kite Beach.

Vi er alt for sjældent på stranden, når nu vi rent faktisk bor i en vaskeægte sandkasse, men der er sjovt nok også en hverdag, der skal fungere midt i strandparadiset. Sådan tror jeg faktisk, at rigtig mange, der bor her, har det. Vi nyder da synet af palmerne og havet, jovist, men vi skal stadig på arbejde og til fritidsaktiviteter – og videre hjem fra supermarkedet for at lave aftensmad.

Nessnass Beach – det var dén, vi kom fra – er lidt af en skjult perle. Så sig det endelig ikke videre, men husk det endelig, hvis du kommer på disse kanter en dag.img_1849Her er en fin udsigt med Burj Khalifa i Downtown Dubai og Burj Al Arab ude i horisonten mod havet. Og til den anden side ligger en stor, flot moské, hvorfra der kaldes til bøn ind i mellem, så man husker, at man rent faktisk befinder sig i et muslimsk land.

Som man kan se på billedet, så er der lidt kite-surfere på en del af stranden, men slet ikke som på Kite Beach (heraf navnet), hvor man vitterligt risikerer liv og lemmer, hvis (og når) en mindre kyndig jet-ski-fører eller surfer kommer for tæt på de badende.

Der er også kun en enkelt og ganske udmærket café ved navn Park House, hvilket står i kontrast til det veletablerede cafémiljø på Kite Beach, hvor man med 100% sikkerhed kommer til at bruge en mindre formue på snacks og drikkevarer hver gang.

Udover Nessnass’ rene, hvide sand og en fantastisk, børnevenlig og afskærmet lagune, er her kun et offentligt toilet og et par brusere ved siden af Park House. Plus offentlig parkering til 4 dirhams i timen, hvilket også er langt billigere end Kite Beach’s private parkeringsplads.

Alt i alt er dét her et rustikt og naturligt strandområde, hvis man sammenligner med stort set alt andet i Dubai. Og det mener jeg på den mest positive måde.

Vi er nemlig næsten alene om at nyde strandlivet.img_1852Altså lige bortset fra det faktum, at Cille er her for at deltage i en børnefødselsdag, men sådan kan billeder jo snyde!img_1857Så jeg sludrer også med de andre forældre; vi lytter til musik og hygger os med at gå efter snacks og hvad ved jeg.

Og efter det dejligste havbad med tilhørende frisk luft ad libitum, skynder jeg mig hjem for at skylle saltvandet af og hoppe med Fru M til et enkelt foredrag under Emirates Literature Festival, der blandt andet finder sted på Hotel Intercontinental i Dubai Festival City.img_1874Jeg får aldrig meldt mig til festivalen i ordentlig tid – ubeslutsom og nølende, som jeg er – men indtil videre lykkes jeg sjovt nok altid med at dukke op til en eller flere af festivalens 200 foredrag og events, der løber hen over en uge plus to weekender.

De her vidunderlige oplevelser, hvor grupper af mennesker fortaber sig og fordyber sig i fællesskab – og finder sig selv igen i et fremmed menneskes skrevne univers, er vitterligt små øjeblikke af spontan lykke.

Det er en mental påfyldning af dén slags, som min sjæl hungrer efter midt i besvarelser af e-mails, evindelig madpakkesmøring og roterende skoleskema-fis-i-kasketten.img_1877Det føles så rigtigt, at dele det her med min soul-mate-og-fellow-lit-geek, som oven i købet er kommet retur fra ferie med en helt utroligt passende souvenir til mig.

Her ses den.

Souvenir’en, altså.

Lille My. img_1880Hun ligger så skarp, frisk og frejdig midt i min samling af litteratur, som jeg ‘kom til’ at købe på festivalen. Man kan slet ikke la’ vær – med de bunker af spændende bøger, der hober sig op i foyeren.

Jeg elsker bøger og litteraturanalyse.

Og dybe, ærlige venskaber.

Og havvand. Og solskin. Og legende børn.

Hav en dejlig mandag, søde læser!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fra børn skal man høre…

“Moar?”

Mille står foran håndvasken.

Vores øjne mødes i badeværelsets spejl.

“Elsker du mig?”, spørger hun.

“Ja, Mille. Overalt på jorden”, svarer jeg og lægger armene om hende.

“Men gør du det også helt ind dit hjerte?”

“Ja da. Hvis du hellere vil have, at jeg siger det sådan, så elsker jeg dig helt ind i mit hjerte”.

“Men elsker du også Cille lige så meget som mig?”, fortsætter hun.

“Ja, det gør jeg”, svarer jeg.

“Så ved jeg godt, hvordan du kan elske os begge to. Du half’er bare dit hjerte, så der er en half til mig og en til Cille”, udbryder hun glad.

“Jamen, hva’ så med Far og Johanne og August og alle de andre dejlige mennesker, som jeg elsker?”, spørger jeg.

Mille ser opmærksomt op på mig med sine mandelformede øjne.

“Jamen, det er no problem for du kan bare blive ved med at half’e dit hjerte indtil du har nok half’er til at elske alle sammen som du vil”, svarer hun prompte.

Hvor har hun dog ret, min lille vilde, milde Mille.

Det er helt fantastisk at vores evne til at elske kan multipliceres igen og igen – og at kærlighed er en naturlig ressource, der aldrig slipper op.

Jeg elsker hendes børnelogik og alle de små, finurlige samtaler, vi har. img_0682Og det er gyldne øjeblikke, som dét her, jeg gemmer i mit hjerte. Til de øjeblikke, hvor jeg har desperat brug for at genstarte og opvarme mit hjerte, når det helt uventet går kold og får skrammer.

Som forleden dag, hvor Cille “hilser mig velkommen” ved at udbryde: “Mor, hvorfor har du ikke taget no’en make-up på? Du ser så grim ud uden!”

Fra børn og fulde folk og bedstevenner skal man høre både hele og halve sandheder.

Nogle af dem varmer hjertet.

Andre knuser det.

Rigtig god weekend!

Med eller uden make-up – som du lyster – men forhåbentlig fyldt med kærlighed!yqhawkmttjqlkrbwotht

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.img_0596Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…img_0595Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.img_0593100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.img_0598Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.img_0599Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…

Jeg håber, at din hverdag er kommet godt fra start i 2018.

Vores skal skubbes i gang i morgen kl. 6-nul-dut. Med hiv og sving.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts