På distancen

Vi har nu så småt kradset lidt i overfladen på det herrens skoleår 2020/21.

Cille er i skole på fuldtid – med mundbindet skruet godt fast fra 7.30 til 14.30 – og en skoletaske så tung, så tung, fordi intet må opbevares i klassen, men skal slæbes frem og tilbage hver dag. Det er pænt varmt at cykle rundt i 40 grader med en 12 kilo tung taske, når man selv vejer knapt 40 kilo, men hun siger ikke en lyd.Det går godt for Cille i Secondary School. Hendes motivation og begejstring for at lære nyt, når nye højder. Det er tydeligt, at hun elsker, at hver lærer er specialist på sit fagområde. Dét giver fornyet interesse for selv de fag, hun normalt ikke interesserede sig så meget for i Primary School – og det giver fornyet respekt for faglæreren. Det sociale fungerer så som så, fordi børnene ikke rigtigt kan få lov til at socialisere. I formiddags- og frokostpauserne skal de blive inde i deres klasseværelser, og de har lov til at se lidt film eller TV-serier, men med de samme to meters afstand, som de holder i timerne. Der er ikke rigtig mulighed for at mingle og lære nye mennesker at kende, men Cille er heldigvis i klasse med et par søde piger, som hun allerede kendte fra Primary School.

Mille har landet sig en helt igennem fantastisk mandlig lærer i år. Han har et godt greb om børnene, og han har gjort dem klar til den åbenlyse udfordring, der ligger i dette skoleår: At halvdelen af skoletiden foregår på distancen.

Mille er således fysisk tilstede i skolen hveranden uge – og hveranden uge er det så tid til corona-hjemmeskole med videoopkald i Microsoft Teams for hvert fag. Hun trives i skolen, og hun viser tegn på at trives en smule bedre i hjemmeskolen end hun gjorde i foråret – mest af alt foranlediget af, at hun kan sidde og arbejde sammen med en sød klassekammerat, der bor længere nede ad vores vej. Det er et rent held og lykketræf, at vi bor lige i nærheden af hinanden.

Jeg befinder mig også selv på distancen som dansk modersmålslærer. Ikke kun hveranden uge, som i Milles tilfælde, men 100% af undervisningstiden. Dansklokalet er blevet inddraget til anden undervisning på skolen, fordi de døjer med at finde plads til alle elever, når der pludselig skal være to meter mellem bordene – og jeg har ingen indikationer på, at det bliver anderledes foreløbigt. Desværre.

Martin er derfor gået igang med at indrette en reel hjemmearbejdsplads til mig, så jeg ikke hele tiden skal rykke rundt efter et sted i huset, hvor der er bare lidt stille og en ledig stol. Det skal nok blive godt, selvom jeg langt hellere så mig selv henne på skolen i et almindeligt lærerværelse og i mit søde lille dansklokale med børnene omkring mig.
I dette skoleår underviser jeg alle årgange i Primary School, hvilket vil sige fra børnene er 5-6-år i Year 1 til og med de 10-11-årige i Year 6. I dansk skoleregi ville det være fra 0. klasse til og med 4. klasse.

Hvert barn har fået udleveret en mappe med danske arbejdshæfter i, som vi bruger i undervisningen. Hæfterne ville normalt ligge på en klassehylde i dansklokalet, men som med alt andet pt., må børnene selv slæbe det frem og tilbage mellem hjem og skole. Hvert barn har så en personlig iPad og høretelefoner med i skole, når de skal have dansk – og så laver vi ellers 50 minutter lange video-seancer over Microsoft Teams.I timerne taler vi selvfølgelig sammen om løst og fast; vi læser og diskuterer bøger i online-biblioteket BookBites, og vi arbejder sammen i arbejdshæfterne, ved at jeg broadcaster en scannet kopi af en specifik side på min iPad, som jeg så skriver og tegner på med min Apple-pen, så børnene kan følge opgavens mønster og får modelleret indholdet.

Normalt ville jeg følge børnenes arbejde i klassen rundt om bordet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke gøre lige nu. I stedet kan de følge mig, når jeg fylder ud og skriver, og så kan de samtidig fylde ud i deres egne hæfter, hvorefter de viser mig deres arbejde på deres skærme.
Det er en meget anderledes måde at undervise på, men jeg er ved at finde mig til rette – og jeg er ihvertfald blevet en hel del bedre til IT, end jeg var før corona. I næste uge vil jeg forsøge mig med at streame lidt indhold fra DR Ultra og DR Ramasjang for børnene, så vi får lidt dynamiske lytte-og forståelses-øvelser ind i timerne. Slowly does it. Og så må vi se, om skolens wifi kan trække min streaming af dansk TV over Teams. Det frygter jeg lidt, at det ikke kan.

Forleden havde jeg så en god veninde på besøg, fordi hun skulle se min undervisning af de 6-7-årige over Microsoft Teams og efterfølgende give mig lidt feedback. Det kom der en række sjove billeder ud af, hvor jeg synes, at mit engagement skinner så fint igennem.Jeg synger virkelig ikke godt, men til gengæld synger jeg både højt og insisterende.Og en enkelt gang i mellem får børnene lov til at sige noget. 😉😜Indtil jeg igen får afløb for min indre skuespiller, der elsker at læse højt for børnene. 😂🤦🏼‍♀️

Det er sjovt.

Og det er ufatteligt trættende.

50 minutters lektioner på Microsoft Teams er slet, slet ikke det samme, som 50 minutters undervisning. At fastholde helt små børn over et fladt medium, som egentlig er tiltænkt voksne mennesker, der sidder i møder på deres arbejdsplidser, er noget af en udfordring.

Men jeg tager den op.

Udfordringen.

Og håber inderligt på, at der snart kommer en dag, hvor jeg kan få lov til at være en helt almindelig lærer henne på skolen, ligesom alle de andre lærere. For en sprechstallmeister over Microsoft Teams var ikke lige dét, jeg havde drømt om at blive…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Level 42

Hverdagen er slået helt igennem nu.

Og midt i hamsterhjulets faste trav rammer jeg pludselig level 42 i det her life-game.

Der er tre rustne morgenstemmer, som vækker mig med fødselsdagssang. Der er Dannebrogsflag på morgenbordet og en lynhurtig gaveoppakning, fordi det er både mandag og skoledag.Jeg er blevet sådan en gammel dame, der virkelig værdsætter porcelæn. I virkeligheden har jeg været en gammel porcelæns- og keramikbegejstret dame hele mit liv. Martin forsøger bare for det meste at undvige mit ønske om at føje mere til samlingen, men i år har han været yderst forudseende, købt ind i Danmark og fragtet det med til Dubai.

Da pigerne er sendt godt afsted, og citronerne er smidt op i den nye porcelæns-tre-trins-raket, tillader jeg mig at starte fødselsdagen lige her i vandkanten i vores lokale fitnessklub.Til vandaerobic sammen med alle de andre midaldrende damer.

Godt med solcreme og solhat på, så pigmentpletter og rynker ikke får fuldstændigt frit lejde – og så ud for at lege til popmusik i vandet. Jeg kommer sådan til at grine for mig selv og ad mig selv – for bliver det mere stereotypt, midaldrende Dubai-liv end dét her?

Bagefter har jeg min egen undervisning at tage mig af. Fødselsdag eller ej.Det er i øvrigt Mille, der sidder bag dyreprints-masken I min Year 4. Sådan sidder børnene alle sammen i deres respektive klasser. Med mundens bind på fra kl. 7.30 til kl. 14.30 hver dag. Uden at måtte gå uden for klasseværelset. Alle spisepauser holdes også i lokalet ved eget bord. Kun behovet for toiletbesøg giver adgang til verden uden for lokalet. Og jeg sidder så derhjemme på Cilles værelse og sender positive danske vibes ud i Microsoft Teams, så godt, som jeg overhovedet kan.

Det er langt fra ideelt, det her. Jeg savner at se og være der for børnene. Jeg savner dansklokalet og at have kollegaer, som jeg støder ind i på gangen, på lærerværelset, i kopieringen eller på biblioteket. Men vi får det bedste ud af situationen, for den står ikke til at ændre. Ihvertfald ikke lige i nærmeste fremtid.

Jeg orker ikke at følge med i de lokale smittetal dagligt. Det bliver simpelthen for massivt et pres eller for højt et stressniveau, at skulle leve under. Jeg må tage små afbræk fra bekymringerne og bare sætte min lid til, at universet ikke sender corona i vores retning, og at skolen ikke bliver ramt af virus, så den må lukke ned og overgå til 100% Online Learning. For hvem kan lige overskue en tur mere i dét cirkus?!Efter min undervisning sætter jeg mig op på min Mormors trofaste jernhest. I posen er der lige en diskret flaske kølig hvidvin, som passer til den lækre frokost, jeg har inviteret mig selv til hos søde veninder. Ladies who lunch – eller noget – for det må man, når man opnår level 42. Og Martin er alligevel travlt optaget hele dagen med møder, og senere skal Cille køres til hockey, så jeg nyder virkelig et par timers fantastisk civiliseret selskab med god tid og snak, før det der hamsterhjul insisterer på, at jeg skal videre i teksten.

Jeg har også fået den fineste buket blomster af Maricel med et sødt kort til, og en stor blomsterbuket med tilhørende creme-gaver fra forældrene i vores danskgruppe på skolen.

Heldige mig. At få betænksomme gaver, skønne blomster, hundredevis af beskeder og søde kort på min fødselsdag. Men mest af alt er jeg heldig med alle de dejlige mennesker, der omgiver mig i hverdagen. Med dem tager jeg gerne 42 år mere.

Og mit midaldrende jeg? Tager det med de 42 helt køligt. For hvad fanden er alternativet?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommerliv

Dansk sommer. Siger billedet ikke bare det hele?Sidste år var vi kun nogle ganske få dage med Farmor og Farfar i sommerhuset ved Ellinge Lyng, fordi jeg havde fået meldt pigerne til en del børneaktiviteter. I det hele taget havde jeg fået arrangeret lidt for meget hele sommeren igennem. I år agerer coronaen naturlig ‘bremse’ i forhold til en sommer tour de force, og derfor bliver der heldigvis mange flere dage i Farmors “Hudia” med småsysler i haven, tid til eftermiddagslure og vin på terrassen i de sidste solstråler, mens grillen bliver klar.

Vi stornyder at være udendørs.

At mærke, hvor luften er frisk og klar.

At selvsamme friske luft kan trækkes ned i lungerne helt uden snærende ansigtsmasker.

At se, hvor himlen er høj og lysende blå.

At naturen ligger lige uden for hoveddøren.

At der er to små hunde, som konstant inviterer til at gå tur.

Vi traver troligt over gangbroerne til Sejerøbugten, hvor en enkelt lillebitte klitrække skal forceres.
Her er tuttenuttet i forhold til det store, vilde Vesterhav, som jeg er vant til fra min barndom.Men for børn og hunde er det helt perfekte forhold. Lange flade kyststrækninger, hvor bølgerne klukker ind uden de store overraskelser. Og i mens børnene svupper rundt i deres højtskattede gummistøvler, tusser jeg omkring og kigger i tangbunkerne efter lopper og andet godt. Senere stopper vi op og fornemmer hybenroserne, der vel er indbegrebet af den danske sommers duft.
Der er stort set ikke noget skønnere end sommerhusliv i Danmark – når vejret altså er med os.

Selvfølgelig er silende sommerregn charmerende på sin egen måde, og når vi løber igennem et regnfuldt aftenmørke til det lille anneks, hvor dråberne trommer på taget hele natten, så elsker jeg det. Næste morgen må det dog gerne klare op igen.
Pigerne kommenterer altid, at de elsker duften af tørt og varmt fyrretræ i annekset, og jeg fornemmer, at de vil huske dét her som indbegrebet af deres somre i Danmark. I øvrigt sover de som små sten i køjerne til kl. 10 hver formiddag, medmindre man gør sig umage for at vække dem tidligere.

Hvilket jeg overhovedet ikke gør – for på denne her måde får jeg tid for mig selv.

Pludselig har jeg et par morgentimer til gå- og løbeture i Geopark Odsherred, hvor de nærmeste levende er en flok drøvtyggende køer på Korevlerne. De besvarer mit ‘god morgen’ med lange, tunge blikke. Rådyret i krattet virker heller ikke synderligt oprevet over at møde mig.De her små morgen-tænkepauser i eget selskab er guld værd efter 4 måneders indelukket hjemmeliv, hvor arbejds- og privatliv smeltede komplet sammen, og hvor det virkelig har været krævende at jonglere børn og jobs.

Børnene har også brug for en pause. De samler snegle om aftenen for Farmor. De småskændes om alting og ingenting. De fjoller og læser godnathistorier sammen i overkøjen. De tager hundene på småture alene, fordi de også har brug for de her små mentale pauser væk fra flokken.

I Farmors sommerhus er der altid masser af gode ting at tage sig til. For eksempel har Farmor et arsenal af krea-sager til regnvejrsdage. Vi maler på sten, kogler og æsker. Det føles godt at være kreativ uden formål.
Martin og jeg nyder at købe ind i SuperBrugsen i Højby hver dag. Der er god tid til at lave mad, og vi går direkte efter friske, danske råvarer.Det er ubeskriveligt godt med danske jordbær efter et halvt år med kønsløse amerikanske jordbær, der smager mere af køleboks end af bær. Faktisk skal der købes jordbær, ærter og majs hver dag. Plus vin. Vigtigt med vin. Lidt fisk. Friskt rugbrød.

Men for at det ikke skal blive for helligt – og for at børnene lærer lidt af det hele – svinger vi selvfølgelig også forbi Burger-Hjørnet for at spise deres grotesk-store is. Her er der tale om kvantitet frem for kvalitet. For alle pengene.
Soft ice med krymmel. Dét kan også noget.

Hvor er jeg bare glad for at være lige hér.

Jeg har drømt mig op og væk og hjem til dansk sommer, lige siden coronaen ramte og Ørkenstaten lukkede ned.

Det husker jeg på hver eneste dag. Uanset vejret. Uanset hvor meget pigerne skændes. Uanset det her kuffertliv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frikvarter

Det er nu præcist 7 dage siden, vi landede i Danmark. De 72 timers venten på en eventuel besked fra sundhedsmyndighederne er forlængst overståede, og jeg kan med tilfredshed meddele, at vi så ikke lige var nogle af de der fremmede (brune) mennesker, der tog ny coronavirus med ind i Danmark.

Faktisk er det hele ét kæmpestort frikvarter fra corona og al dens væsen i Dannevang. Intet – som i INTET – i Danmark indikerer, at der er en alvorlig virus, som spøger i kulisserne.

Jovist, der er lidt klistermærker på gulvet i shoppingcentre og på kontorer. Der er også en del mere håndsprit ved ind- og udgange, plus et højttalerkald eller to om at holde pæn afstand, men ellers er alt ved det gamle. Danmark har på en eller anden måde fået fin og kontrolleret bugt med den første bølge, og nu skal ingen bede om mere krigstilstand og hjemmegang. Nu skal vi ud for at hygge igennem i industriferien.

Det er sådan set både en overraskelse og en lettelse for os, der er flygtet fra lockdown-lignende tilstande hertil for at få lige mængder frihed og frisk luft.

Det er balsam for sjælen at kunne bevæge sig frit omkring. I naturen og ude blandt andre mennesker. Nu har vi haft ansigtsmasker, latexhandsker, temperaturkontrol og andre meget synlige markører for, at verden er forandret i 4 måneder. At komme til Danmark og ‘slippe for det hele’ føles dælme skønt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men det gibber alligevel lidt i mig, når ingen overholder klistermærkerne i gulvet i Slotsarkaderne, og når vi går ind på café, hvor bordene så ikke bliver desinficerede, før vi sætter os. Det gibber i mig, når vi står mange mennesker i tæt kø til museet, og når folk pludselig giver spontane krammere.

Men frikvarter fra corona er altovervejende rart. Med små stik og nip af virusangst, som jeg er sikker på vil aftage, jo længere tid vi opholder os her.

Vi har også lige haft et andet slags frikvarter. Sammen med Hr. og Fru A har vi travet, spist og hygget os igennem København i et døgns tid – væk fra de to små madammer, som var lykkeligt overladt i Farmor og Kusine Emmas varetægt. Det var tiltrængt med lidt afstand – for alle parter i firkløveret.

Ligesom alle de andre var vi jo nødt til at tjekke den norske billionær Petter Stordalens nye fancy hotel, Villa Copenhagen, ud.Hotellets gennemfotograferede ‘hjerterum’ er det første, man møder. Og jeg forstår godt, at det er dén feature, der er gengivet i blade, aviser og anmeldelser. Her er virkelig dejligt at opholde sig. Vi prøvede både med et glas fancy georgisk orange-vin før maden, og med en flok espresso martinis efter middag ude i byen – og jeg kan bekræfte, at det er ligesom en hyggelig, fælles dagligstue, hvor der er plads til samtale, læsning, forretningsmøder osv.

Gå endelig derind forbi til kaffe eller vin en dag. Dét kan man sagtens uden nødvendigvis at tjekke ind på hotellet, hvilket er en sjældenhed i dansk sammenhæng, hvor ‘man’ stort set aldrig anvender hoteller til andet end at overnatte og spise morgenbuffet. Her er der virkelig tale om et hotel med mere potentiale for gæster udefra, fordi det netop ikke føles som en banegård eller et transitområde a lá et Scandic eller Radisson.

Værelserne er æstetisk pleasing med fine referencer til de historiske post-aktiviteter. For eksempel minder badeværelsets udformning lidt om et stort dueslag eller sorteringsrum på et postkontor – med skydedør og riflet glas. Her taler jeg om de billigste værelser – hvad der foregår med suiternes indretning osv., aner jeg intet om.Der er også et eller andet mega-nice ved at alting er rent og spritnyt. Håndklæderne er tykke og luftige, gulvtæppet helt rent og uplettet. Udvalget af sæber, cremer, chokolader osv. er helt i tråd med tiden – bæredygtigt, certificeret med dette og hint – og samtidig ganske udsøgt rart.

Jeg har ikke ét dårligt ord at sige om Villa Copenhagen. Her er rent, tjekket og noget så lækkert designmæssigt. Sengene er dejlige, og togene kan stort set ikke høres igennem ruderne, så søvnen er fin. Morgenmaden er også skøn og rigelig – med en særlig ros til husets bageri ‘Rug’, som virkelig leverer skønt brød og søde sager.

Det eneste, der muligvis er vid-vinklet lidt rigeligt på salgsbillederne, er stedets miljørigtigt-opvarmede roof top pool. Fordelen ved at være velpolstret er, at jeg nu kan bade i al slags vejr. Dengang jeg var tynd, var jeg blå af kulde bare ved tanken om en svømmetur i danske sommertemperaturer. Nu kan jeg sagtens nuppe en halv time i det lune vand på toppen af København en tirsdag morgen. Og bare man ikke forventer et stort bassin med god plads til ivrige svømmetag, så fungerer det såmænd fint nok.

Og så fik vi ellers et kærligt gensyn med København. Det er endnu en god ting ved hotellet – det ligger inden for gåafstand af alting i den indre by, så man får virkelig nydt at vandre omkring på må og få.

Et enkelt stop eller to med den nye cityring var vi også nødt til at prøve. Det har fået København til at virke lidt mere storbyagtig, føler jeg.Selv i sommerregn og rusk under en paraply er Nyhavn og Kongens Nytorv top-charmerende.
Vi faldt også helt spontant over Ferms Livings nyåbnede showroom og butik, der ligger i umiddelbar forlængelse af gang- og cykelbroen lige ud for Nyhavn til Christianshavn. Her fik vi hilst på Hr. V, som viste os rundt midt i et travlt fotoshoot. Ferm Livings nye hus er bestemt også et besøg værd, hvis du er i København.
Om aftenen trodsede vi vind og vejr til gensyn med Kødbyen og Vesterbro, som er det åbenlyse valg i forhold til en middag, når man overnatter på Villa Copenhagen.Der er dunst af kød og stående tilbud på kondibøtter, og lige så snusket-snavset som altid i den vindomsuste Kødby. Jeg formoder, at turister finder det indtagende og sjælfuldt, når de vader Københavns stræder og smøger tynde, mens de finder finurlige historiske træk og fortællinger i noget træt murværk eller i graffitiens rå beskeder. Det er street art fra både en fjern og en nær tid.

I virkeligheden er det en møgbeskidt sjæl eller historie. Det gibber ihvertfald i mig, når jeg ser, at der deales stoffer lige før vi træder ind på et fancy spisested. Men sådan er der så meget – og København er og bliver en skizofren kælling med kø ved Louis Vuitton-butikken og alt for mange psykisk syge uden et ordentligt opholdssted.

Dagen derpå forsatte vi videre i vores semi-spontane turist-verden. Fru A viste mig behændigt Roccamore Shoes-butikken, så jeg kunne prøve at balancere i et par af deres flotte sko.Bagefter tog vi en tur op i det indre sneglehus i Rundetårn for at se ud over et regnvejrstruet København. Udstillingen om H.C. Ørsted over Trinitatiskirken var også fin, og jeg noterede med tilfredshed, at Ørsted som det mest selvfølgelige evnede at linke og værdsætte både sprog og naturvidenskab. Hvor er det dog indtagende og sødt at se indre by ovenfra. Tuttenuttet, nærmest.

Og selvom vi kunne have brugt dage på at besøge flere museer, caféer og spisesteder, så var det her kun et frikvarter. Som sluttede med frokost på Meyers i Tårnet på Christiansborg.Det er smørrebrød serveret med en vis andægtighed, som vel passer til lokalets storhed og historiens vingesus.Jeg sørgede for at få spist godt med fisk – for er der noget, man kan i Danmark, så er det at tilberede spændende fisk og nye og anderledes smagssammensætninger. Her er det f.eks. sild, rødbede, rygeost og solbær.Og før den rødbedefarvede sildetallerken kunne jeg ikke stå for friske, hvide asparges med store rejer, vel?Smørrebrød FTW. Jeg er fan og savner det inderligt med jævne mellemrum. Men sildemadder i 35 graders ørkenvarme fungerer bare ikke lige så godt som i 18 graders regn og rusk i Danmark.

Jeg håber, vi finder en anden god anledning til at besøge Villa Copenhagen igen. I denne ombæring var det en kombination af nysgerrighed og ønsket om endelig at have god tid med Hr. og Fru A. En anden gang kunne det jo være, at Cille og Mille skulle introduceres til deres hjemlands hovedstad, hvem ved?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet