Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eventyrslottet og Renaissancehaven

I dag har vi leget turister i Martins barndomsby, Hillerød.

Vi starter hos Hr. og Fru Gårdejer, som bor lige op til den smukkeste bagvej ind i Renaissancehaven ved Frederiksborg Slot. De fører blegnæbbede ørkenmennesker igennem et skovområde med gamle ege- og bøgetræer med kroner så grønne, at øjnene holder fest og hjerterne banker af stolthed over alt det skønne, der er Danmark.Det er ubeskriveligt dejligt at være kommet på grønt græs igen – uden at det regner.

Og så taler man så godt sammen, når man går en tur.Den knapt-så-manicurerede bagdel af Frederiksborg Slotspark har vi stort set for os selv. De japanske turister når slet ikke om til fugle-ø og ællinger i en sø, så det kan være en fordel at gå bagvejen ind til slottet, tænker jeg – ihvertfald hvis man er til en fredelig og mere personlig oplevelse.Det samme gælder i øvrigt i forhold til Fredensborg Slot, hvor man også bør gå ind fra bagenden af slotshaven, som ligger lige ned til Esrum Sø – det er i øvrigt dér, man får de gode Hansen-Is – og så får man en helt anden oplevelse end dén Hovedgaden byder på.

Kort tid efter rammer vi den sirligt symmetriske Renaissancehave, som virkelig er noget så smuk – og så alligevel ikke. Jeg er mest til naturlig natur og vilde staudebede – og knapt så meget til prydhække med ornamenteret schwung og perlegrus som var det en kirkegård. Og nede foran springvand, voldgrav og verdens yndigste eventyrslot, finder man to pragteksemplarer i kategorien ‘Hillerøds nydeligste mænd’.Det er simpelthen så hyggeligt med langstrakt søndagsvandring og ditto frokost.

Og jeg bliver så rørt over den måde, hvorpå vores venner tager imod os og samler trådene op, hvor vi slap dem sidst. Det er sådan rigtige venskaber er – blinde for mødefrekvens, tid og sted.

Og hver eneste gang, vi er i Danmark, så mærker jeg en stor taknemmelighed og lettelse over at tilbringe tid med mennesker, vi deler historie og fortid med.

Som kan huske alle mulige sjove ting.

Som levede og lever med i svære og glade øjeblikke.

Som er ærlige.

Som godt gider at investere tid og mental energi i at dele egne oplevelser og erfaringer – og lytte til og leve sig ind i vores.

For det er én af de underligste og til tider virkelig tunge ting ved at leve på et flygtigt sted blandt fellow expats: Man får nye venner pludseligt og hurtigt, men man kan miste dem ligeså pludseligt og hurtigt igen.Tak for en dejlig søndag, Hr. og Fru A. I er sgu’ så søde ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ferielæsning: And Then We Moved To…

Jeg fornemmer, at hele Danmark har lukket ned og er gået på sommerferie til skønt solskinsvejr og temperaturer godt oppe i 20’erne?

Og jeg beder til, at I holder lidt på varmen i kommende uger, så vi andre kan få fornøjelsen af det vaskeægte, åh-så-flygtige, danske sommerland i år. For sidste sommer var da en decideret regnfuld affære, omend selskabet og omgivelserne var perfekte.

Denne gang vil vi gerne grille i haven og spise softice fra kiosken; vi vil gerne cykle på stierne, gå til stranden og i skoven hver eneste dag.

– Er det for meget at forlange, når nu vi sandblæste ørkenfolk har været lukket inde i flere måneder på grund af sommerheden og endelig når op til salige, kølige breddegrader?

Men inden vi går på ferie torsdag, skal jeg lige love for, at der er nok at tage fat i. Jeg er nærmest helt skeløjet af at forholde mig til opgaver hér, dér og alle vegne på hjemmefronten og i skolen.

Skole-hjem-samtalerne er nu veloverståede. Det samme kan siges om karakterafgivningen. Flyttekasserne i dansklokalet hober sig op, og der er taget hul på de allersidste lektioner med de respektive årgange.

Derhjemme er vi godt i gang med at rydde ud i køkkenskabenes indhold; vi indkøber ferielæsning og nye cowboybukser til kølige sommeraftener i Danmark, og vi laver lister over alle de ting, der skal foregå i Dubai, mens vi er in absentia i Det Kolde Nord.

I næste uge skal jeg have forberedt næste skoleårs første emneforløb til klasserne og lave små opgavemapper klar, så jeg ikke ender i kopierings-kaos sammen med alle de andre lærere i slutningen af august.

Martin – den nu hjemmegående husfar – skal pakke familiens kufferter og rydde ud i skabe og skuffer, mens jeg er på skolen, og pigerne bliver sendt afsted på Dance Camp hver dag fra 9-15, så de ikke klatrer i gardinerne af kedsomhed herhjemme. Alle andre flygter nemlig ud af Ørkenstaten nu på fredag, når skolen er vel overstået, for vi har det jo lidt som køer, der trænger til at komme ud på grønt græs efter en lang vinter.

Og hvis jeg har ramt plet med min antagelse om, at du er gået på ferie, så vil jeg da gerne lige komme med en anbefaling til lidt hyggelæsning i skyggen.

Én af mine bekendte, Mariam Ottimofiore, skriver på den fineste expat- og rejseblog, der lyder det meget sigende navn “And Then We Moved To…”. Hendes ord er nærmest lyriske på en moderne og humoristisk måde. Og uanset om du selv er inkarneret expat eller rejsende i den indre eller den ydre verden, så får du stof og inspiration til endnu flere drømmerejser ved at læse med hos Mariam.

Mariam’s seneste blogindlæg er et tårevædet, bittert-sødt afskedsbrev til Dubai, fordi hun og familien nu efter 4 år forlader Mellemøstens svar på Las Vegas for at begive sig ud på et nyt, eksotisk eventyr på Guldkysten i Vestafrika. Dén udflugt skal jeg helt sikkert læse med på!

Mariam’s beskrivelse af Dubai er så rammende og genkendelig for mig – og derfor deler jeg linket hertil nedenfor, så I kan læse med, hvis I har lyst.

Hun taler om sit had-kærligheds-forhold til byen, der med sin skinnende overflade drager expats og turister til sig som en magnet for efterfølgende at støde os alle bort igen. Vi er her på tålt ophold. Alle os, der har forvildet os hertil for at få en bid af den store flødeskumskage og en tur op i det himmelragende tårn.

Dear Dubai, Can We Please Part as Friends?

Og Dubai har i sandhed lært mig, hvad det engelske ord transient betyder. Forbigående. Omskiftelig. Flygtig. Gennemrejst.

Det hele går lidt lovligt stærkt i en overophedet Ørkenstat.

Om et øjeblik er endnu et skoleår forbi.

Om et øjeblik er vores 5. år i Dubai en realitet.

Og når vi kommer tilbage i august, vil meget være forandret.

Familier – bekendte, klassekammerater, lærere, kollegaer, naboer osv. – vil være flyttet henover sommeren. Mange uden at tage afsked. Nogle nærmest uden at vide, at de skulle afsted. Andre helt beregnet og planlagt.

Flygtigheden er det allerværste ved Dubai.

For den kræver, at man kan stå fast og slå rødder i ens eget indre, frem for i den ydre verden.

Heldigvis har jeg erfaring med omskifteligheden nu.

Og jeg ved, at efter en hel sommer fyldt med oplevelser med familie og venner i Danmark, er jeg tanket følelsesmæssigt op til at kunne tackle Dubai-livet igen.

Rigtig god sommer og god ferie til jer alle 🌞

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mummy-juice og bogudgivelse

Hverdagen brummer derudaf i disse uger.

I Ramadan-mode.

Jeg er faktisk helt i tvivl om, hvad det er, jeg får tiden til at gå med?

Vi har ihvertfald vænnet os komplet til magelige Ramadantider, hvor skolen først starter 8.20 og slutter allerede 13.20. Der er pludselig god tid til at sove, slappe af, se TV og lave mad.

Ren nydelse, er det, sådan at få en hel måned på lavere blus end normalt.

Men samtidig med at der er ro på derhjemme og kortere skole- og arbejdsdage, er der masser af ting, der skal færdiggøres og forberedes i skolen. Afsluttende tests er der for børnene i alle fag, så der kan gøres klar til årskarakterer – for slet ikke at tale om en bunke nationale og internationale standardiseringstests, skolens management også lige kan nå at køre igennem, før vi får sommerferie. For de voksne er der en hulens masse papirarbejde og administration forud for næste skoleår, der skal ordnes.

Og i mens jeg kører triviel admin på hjemmekontoret, har Cille brugt den ekstra tid om eftermiddagen på at skrive en bog med titlen “Friendship Necessities“. 

Den handler naturligvis om en sej, rødhåret pige – hvad ellers?Hovedpersonen har en bedsteveninde, der – sjovt nok – ligner Cilles bedsteveninde på en prik og har samme navn.Sammen oplever de to bedsteveninder en masse sjove ting og forviklinger med andre piger, som Cille – klogt nok – har valgt at censurere ved diskret at navngive dem, så man ikke lige kan regne ud, hvem der er hvem, når der foregår noget lidt flatterende. Man kender vel sine forfatterkneb.

Vi har mange samtaler for tiden om “hvem der siger og gør ditten og hvem der synes og mener datten”. Der er virkelig gang i det indre drama som aldrig før, og jeg gør mit bedste for at følge med i den rivende udvikling hos den 8-årige, selvom det kan være svært, når hun det ene øjeblik er aldeles klar til at flytte hjemmefra sine håbløse forældre for i næste øjeblik at klynge sig til mig.

Og Cilles bog er et fint lille indblik i hendes selvopfattelse og relationer til andre, som jeg hellere må nærstudere og navlepille lidt i, når jeg får fingrene i et eksemplar én af dagene.

Jeg skrev selv kladdehæfte efter kladdehæfte fyldt med hverdagsdrama – måske ikke lige helt som 8-årig, men så ihverfald som 9-10-11-årig. Og jeg nyder i dén grad at opleve Cille blive opslugt af at fortælle sine egne historier, præcist som jeg selv blev og bliver.

Martin ping-pong’er ikke så meget på skrivefronten med Cille. Til gengæld har han fået den udelte fornøjelse af at agere forlag og bogtrykkeri, så der nu er udgivet hele to eksemplarer af den kommende tween-bestseller på 40 sider.I mens har Cille og jeg pakket taske, fordi hun har en længe-ventet sleepover med Noura i aften. Det ene eksemplar af bogen skal foræres til Noura, så de sammen kan læse, før de skal sove.

Og heldigt for Mille og jeg, så er vi blevet inviteret med til den første del af mission sleepover. Det er herligt, for én af os var ihvertfald lige ved at føle sig en kende udenfor…

Så nu finder jeg Mummy-juicen frem og kommer ud over stepperne til iftar, boglancering og sleepoverHav en herlig weekend – fyldt af bøger og børn og vin og blomster – eller hvad end, der gør dig glad.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dannebrog på hel og halv

Vi starter med Dannebrog på halvt.

Fordi det altid er bedst at starte en fortælling med den triste del og slutte med den positive.

I nat – ved 3-tiden – er hele min families elskede Faster Johanne sovet stille ind på Grindsted Sygehus.

Så her i Dubai vejer Dannebrog på halvt ved siden af en lille skål med ørkenroser og en pakke Kleenex, som jeg har haft gang i hele formiddagen.76b62b46-c2fd-4b2a-a53e-bc2fbc82c412Og jeg gentager mig selv ved at sige, at på mærkedage er det særlig tungt at være langt væk.

Både på de sjove og de triste mærkedage.

Min Faster Johanne er teknisk set min Mors Faster. Men hun er og bliver hele familiens faster på grund af sin hjertevarme, gavmilde, betænksomme og kærlige sjæl.

Fasters omsorg rakte til alle. Og her mener jeg vitterligt alle. Hun var vestjyde på dén der klassiske måde med uendelig kaffe på kanden og hjemmelavet mad og kage til alle, der kom forbi hendes og Svends hjem. Og det var mange. Forretningsforbindelser, da de havde smedjen, naboer, venner, diverse foreninger og klubber – og hele deres store, farverige familie. Alle kom forbi og sad på den lune bænk hos hende.

Faster Johanne fandt plads til at rumme alt og alle – i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Ingen har nogensinde følt sig forkert eller tilovers eller til besvær i hendes selskab – og hun accepterede og tog folk præcist som de var. Se, dét er livsklogskab i den helt store kategori, og det gør mig dybt ulykkelig, for min familie har vitterligt mistet sin stjerne.

Hun ville have rystet på hovedet af det, jeg sidder og skriver. Mumlet, at det vist er lige rigeligt med ståhej og armsving for hende. For Faster var den sidste til at slå på tromme for sig selv. Hun gik ganske stilfærdigt rundt og leverede alt muligt til alle andre end sig selv – verdens bedste kanelsnegle ved dét, hun muntert kaldte for “en køleskabsoprydning”; de sprødeste brændte mandler til jul og det dejligste sylt efter sommerens haveherligheder.

Faster var der bare. Midt i det hele. Deltagende.

Et livsstykke.

I min barndom var hun dén, der altid havde tid, selvom hun i virkeligheden havde monstertravlt med at brødføde en hel hær af voksne, sultne smede på daglig basis. Om sommeren legede jeg i hendes have og spiste kiksekage, når den havde sat sig i fryseren. I februar var hun dén, der altid havde lavet store 25-øres armbånd til os, når vi kom og raslede til Fastelavn – og hun lod mig altid komme ind og lege i sin fine-stue med klaveret, selvom det må have været lidt irriterende at lytte på.

Da jeg blev en næsten-voksen kvinde og for første gang havde fået mit hjerte knust virkelig alvorligt, ringede hun og talte med mig om kærestesorgen. Hun fortalte mig, hvordan hun selv havde fået knust sit hjerte i sin tidlige ungdom, og at hendes erfaring sagde hende, at man rent faktisk overlever det. Sådan var hun – 100% ærlig om livet – og i stand til at fremkalde smil midt i tristesse. For Faster fortalte sandheden. Og det hjalp mig at vide, at hun havde fået sit hjerte knust, men efterfølgende fundet den helt rigtige mand og fået sine fantastiske børn.

Senere i livet viste hun og Svend et forskræmt skilsmissebarn som jeg, at man sagtens kan være uenige om tingene og skændes – uden at det nødvendigvis er livsfarligt eller betyder, at man går fra hinanden. Jeg holdt af at observere deres forskelle og indbyrdes diskussioner – for de var på samme tid så sammensmeltede og sammentømrede, som jeg ikke har set andre par være, før jeg mødte mine svigerforældre.

Min Mor kan fortælle den samme historie. Og flere til. Om en Faster, der kunne nusse og vaske tæer som ingen anden. Om en Faster, der altid havde et øjeblik mere til et barn – eller en voksen, for dén sags skyld. Om en Faster, der godtog livets præmisser og som aldrig tog noget som helst for givet. Om en Faster, der hellere undværede selv, end at se andre have problemer.

Jeg har slet ikke nævnt alle de andre sider af Faster. Hvordan hun tog sig af sin familie. Hvordan hun turde at rejse ud i verden og opleve ret så eksotiske steder, hvor hun hjalp og arbejdede – for Faster var ikke ligefrem all-inclusive-typen.

Som Kronprinsesse Mary sagde om Kronprins Frederik forleden, så kan man ikke indfange et menneske, der er så multifacetteret og levende. Jeg kan heller ikke indfange Faster. Kun begræde, at hun er borte. Og det er en dybt egoistisk handling – for Faster trængte til fred.

I aften vil jeg sende Faster alle mine kærlige tanker op i en varm, diset ørkenhimmel.

Hun fandt fred under en fuldmåne.

Fyldt af et fuldt ud levet liv.

Tilbage står vi alle med hovedet og hjertet fyldt af gode minder. Og en lille pige i familien, som bærer hendes navn, så det aldrig bliver glemt.

Og før jeg løber helt over, stopper den triste del af fortællingen.

For på Fasters sidste dag fyldte Maricel 36 år.2ee040f5-fd91-4b02-8143-70a7bb06045aDet fik vi fejret meget godt, synes jeg. Med kager og Dannebrog på hel – for efter 3 år med en dansk familie, må Maricel da kunne kalde sig for dansk-filippiner.

Og senere med en dejlig iftar, da solen gik ned.df3cd5d6-e71b-44aa-8b7b-89ade1d3fd4c14a52642-9bc7-415f-bc1c-5504b68f17eaHvil i fred, elskede Faster Johanne.

Og hjertelig tillykke med fødselsdagen til kære Maricel. Det er også hårdt for hende at være væk fra sine kære på en mærkedag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts