• ···

Over and out

Én af de mest åbenlyse fordele ved lærerjobbet er ferierne.

For det er bestemt ikke lønnen, skal jeg hilse at sige fra en Ørkenstat…

I dag er pigerne og jeg således gået på 10 ugers fælles sommerferie. Det er jo i sandhed en fantastisk mulighed og gave, at jeg kan holde fri samtidig med – og lige så længe – som pigerne.img_6961Det er ikke helt gået op for mig endnu, hvor fedt, det egentlig er – men mon ikke det kommer til mig, når vi fejrer feriens start med iftarbuffet i aften?

Jeg glæder mig og faster i dagens anledning, så jeg rigtig kan værdsætte aftensmåltidet.

Cille har fået sagt pænt farvel til Ms. Sara, som hun har været rigtig glad for at have som klasselærer i Year 3.img_6956fullsizerender-1Mille har til gengæld nikket et afmålt farvel til sin Miss Louise. Mille er ikke kramme-typen, medmindre man bliver særligt godkendt og accepteret af madammen, men så får man virkelig også verdens bedste krammere.

Miss Louise må tage til takke med et lyserødt hjerte i et kort.img_6870KG2-barnet har nu en velfortjent sommerpause fra skolebænken, før det for alvor bliver alvor til september. Det bliver godt til Mille med udendørsleg og fuldstændig frihed til at være 5-årig for en stund. For selvom hun klarer skolen så fint, føler jeg stadig at børnene er små til at skulle modtage instruktion og mundtlige forklaringer så mange timer dagligt.

Her på falderebet modtager jeg også de officielle billeder af Mille, der står – pavestolt – med sit certifikat og Mr. Tim, Primary School’s rektor.img_9439Jeg glæder mig til at øve mig i at lave absolut ingenting. Det burde jeg kunne nå at blive ret god til, hvis jeg har hele 10 uger at øve mig i?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt job

Breaking news fra mit lille forberedelsesværelse på engelskgangen.img_6930Der sker mindre og mindre i det lokale, to be honest.

Faktisk er der intet at koge suppe på.

Alt er pillet ned.

En hyldemeter litteratur er afhændet.

Der bliver samlet underskrifter ind på diverse kontorer.img_6931Det er ti minutter i mental lukketid.

Opbrudstid.

Sceneskifte.

Og selvom jeg egenhændigt har valgt nye udfordringer, så føles det alligevel ret underligt.

Jeg har haft to fantastiske arbejdsår som støttelærer i engelsk litteratur her i Secondary School.

Med kollegaer, der har betydet, at hver eneste arbejdsdag har budt på både latter og reflektion. Ikke kun i klasserne, men i særdeleshed også på lærerværelset. Det er guld værd at have en flok kollegaer, hvor kemien er helt rigtig og samarbejdet udvikler sig for hver dag, der går.

Og jeg siger farvel til eleverne – de store teenagere – som jeg har set vokse og udvikle sig dramatisk fra det ene år til det næste.

Der sker meget på et år eller to, når man er mellem 13 og 18 år.

Det har været et kæmpe privilegium at tilbringe arbejdsdagene med at læse engelsksproget litteratur med eleverne. Det har været en fin og spændende opgave at støtte dem i deres skriftlige formuleringer; at udfordre dem på deres analytiske evner og at hjælpe en del af dem tilbage på sporet, når de for en stund mister grebet om den foreliggende opgave.

Nu slutter det hele heldigvis on a high.

Dét er vigtigt for mig.

Jeg har lyst til nye udfordringer og vælger at reagere på det ønske, før der går inerti eller rutine i mine nuværende opgaver, selvom det på mange måder er et fint job, som jeg var blevet tilbudt at fortsætte i til næste skoleår.

I stedet for at gå ind og ud af engelsklokalerne som ekstra hænder, hoved og hjerte, flytter jeg nu over i modersmålsundervisningen på Dubai International Academy.

Og jeg glæder mig – helt vildt – til at undervise skolens danske elever.

I dansk, tilmed!

Dubai International Academy er nemlig den eneste skole i Ørkenstaten, som tilbyder eleverne at deltage i modersmålsundervisning i løbet af det almindelige skoleskema – mod en ekstrabetaling fra forældrene.

Børnene kan således gå til dansk, finsk, svensk, tysk, fransk, kinesisk, italiensk, hollandsk eller hindi, såfremt det er (et af) deres modersmål.

Og til mit store held starter jeg det kommende skoleår sammen med en dygtig og dejlig kollega, der har mange års erfaring med sig fra den danske folkeskole.

For lige dér kommer jeg til kort.

Undervisningserfaring i Dubai og i international skoleregi har jeg – men ikke fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sved

En kropsvæske, der helst ikke skal skrives eller tales for meget om, hvis jeg skal bestemme – og så gør jeg det alligevel selv med jævne mellemrum.

Jeg har det stramt med sved.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

Hverken på min egen krop eller andres.

Martin kan slet ikke forstå det. Han opfatter sved som kroppens ultimative respons. Som en udmærkelse for veludført præstation. Han er typen, der står – pavestolt og sveddryppende – midt på stuegulvet og viser veltilfredst frem, hvordan det ser ud, når man har straffet sig selv ved at spurte rundt i ghettoen i 40 graders lummer nattevarme.

For mig er belønning = alkohol, chokolade eller kaffe. I den rækkefølge. Aldrig nogensinde sved. Det er nok også derfor, jeg ikke fremstår helt knivskarpt i silhoutten.

Men hvis man har det så svært med sved, så kan det vel virke en kende latterligt at slå sig ned i en ørken?

Fjollet er det, men fordelene ved at bo i en Ørkenstat er signifikant flere end ulemperne, hvor sommerens ulidelige temperaturer vinder den lidet flatterende 1. plads på listen over ting, man eventuelt kunne undvære i ens magelige ørkenliv.

First World Problem, tænker du nu.

Og er i din gode ret til det.

For tiden ligger dagstemperaturen og vipper omkring 40-42 grader og luftfugtigheden omkring de 65-70%. Det lyder muligvis ikke af så meget, men udfordringen er, at vi ikke er på ferie og har tid til at drikke kokosvand og tage svalende dukkerter i én uendelighed.

Og temperaturen vil vedblive med at stige helt frem til udgangen af september-oktober måned, hvor mange dage når hæsblæsende 50+ grader.

Faktisk skal der ikke længere mere end en aflevering af skolebørn eller et smut i supermarkedet med efterfølgende fragtning af varer ind og ud af bilens bagagerum til, før man trænger til et kølende brusebad.

Dét kan så heller ikke rigtig lade sig gøre længere – for intet vand er svalt, hverken i hanen eller vandbeholderen.dubaimeme13

Men selvom jeg måske står ret alene med min reserverethed overfor udskillelse af ovennævnte kropsvæske, så er jeg ikke alene om at tælle ned til den årlige, tilbagevendende begivenhed:

Dubai’s Sommer-Exodus

Der er 7 skoledage tilbage, før børnene får intet mindre end 10 ugers sommerferie. Ikke at jeg tæller, men det har ‘nogen’ oplyst mig om 🙂

Og der er én åbenlys årsag til strømmen af ledsagede flygtningebørn mod nordligere breddegrader – og nej, det er ikke de danske veklfærdsydelser, vi drømmer om at udnytte.

Årsagen er soleklar, om man så må formulere det:

dubai-sun-e1438572105801

Med svedperler løbende i en sirlig strøm ned mellem baller og inderlår slæber Dubai’s fugtigt-klamme moderdyr deres kufferter og unger igennem lufthavnen og op i et Emirates-fly, som sender os afsted mod køligere himmelstrøg hurtigere end vi kan nå at få drukket det antal G&Ts, der skal til, før vi føler os sådan helt mentalt styrkede til 6-8 uger i hjemlandets så velkendte, men alligevel så fremmede rammer.

Sådan er det hvert år.

Det slår aldrig fejl.

For uanset at vi vænner os mere og mere til de skyhøje sommertemperaturer for hvert år, der går med at bo i en ørken, så når vi alle til et punkt, hvor den omklamrende hede føles som et fængsel – og hvor regn, rusk og varm cacao i et sommerhus lyder fuldstændigt tillokkende. Ihvertfald for en stund.

Men indtil vi kan trække stikket på skoleåret 2016/17, forsøger vi at holde os positivt beskæftigede indendøre med løbehjuls-ræs i stuen og hyppige besøg i legeland.

Og om aftenen, når højere magter slukker for den overophedede el-pære, lister vi ud i nattemørket sammen med alle de andre nataktive dyr.img_6845Så går vi dér og lytter til cikadernes kor.

Og indsnuser den flimrende, varme aftenluft, der dufter af røget, opvarmet muld.img_6846Og vi hilser på naboerne, der også er ude for at strække airconditionerede kontorben og frosne skuldre.img_6847Det lyder ih-og-åh-så-hyggeligt med en lille runde i ghettoen.

Men efter blot en halv times aftentur er jeg gennemblødt.

Af sved.

Fra inderst til yderst.

Se, nu var den der igen!

Sveden…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Is-rollator

Forleden prøver jeg noget nyt.

Noget, jeg aldrig før har vovet på grund af min irrationelle “panik-angst-for-is-sne-og-glatte-overflader”.

Men når nu jeg opfordrer pigerne til at være åbne over for nye ting, så er der ingen vej udenom. Ihvertfald ikke, hvis jeg ønsker mig, at de fortsat skal tro på lidt af alt det sh*t, som præsten prædiker.

Og jeg kan godt lide tanken om, at børn ser alle facetter af deres forældre – naturligvis i et passende omfang, men sådan at de fornemmer menneskeligheden og autenticiteten i deres voksne.

Så for 1. gang i mit 38-årige liv får jeg et par skøjter på i Dubai Mall Ice Rink.

Og jeg bider al forfængelighed i mig og tager velvilligt imod en is-rollator udformet som en snemand.img_4531Martin foreviger det store øjeblik – og jeg er ret overbevist om, at jeg også kan findes på en hel del turister og lokales kameraer. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet over en voksen dame med snemands-støtte…

Og der er tale om en seriøs omgang Bambi på glatis, men med min nye, trofaste Snemand ved hånden kan jeg stavre omkring på hele banen.

Jeg føler mig tindrende glad over egen overvindelse.img_4533Det virker så banalt, men dét er det ikke, når det drejer sig om irrationel frygt eller angst. Andre forstår det ikke – for det giver jo ingen logisk mening. img_4536Pigerne er glade for at skøjte igen og jeg nyder at være en del af det sammen med dem.

For alternativet havde været at sidde ude på tilskuerbænkene og vinke glad ind til dem og Farmanden.

Men jeg nægter at være selv-begrænset bænkevarmer, når det drejer sig om gode oplevelser med min lille familie. Tænk, at gå glip af alt det sjove, bare fordi jeg er usikker?

Og med de selvhjælpsredskaber, som jeg har lært på Fru M’s kurser, formår jeg at arbejde med mig selv under den to timer lange stavre-seance.

Jeg skælder ikke ud på de andre omkring mig.

Jeg bliver ikke frustreret eller ked af det.

Jeg prøver og prøver.

Og griner og leger.

Med pigerne.

Og med min egen skøjteprins, som roser mig, da jeg hviler skøjte-skinkerne på The Cheesecake Factory.img_4538

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.img_4982“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts