Når manden bestemmer

Det holder aldrig op med at føles spøjst, når Martin skal godkende skriftligt, at jeg gerne må ‘et eller andet’.

‘Et eller andet’ er i dagens konkrete tilfælde at arbejde på skolen som lærer.

Sådan er det i en Ørkenstat, hvor det er manden, der bestemmer over konen (eller konerne) 😆Hvert år skal man – som arbejdstager på ægtefællens visa – have lavet et nyt “Labour Card” hos myndighederne. På denne måde får myndighederne formelt at vide, at man er ansat og modtager løn – og virksomhederne får deklareret samtlige medarbejdere, uanset om førnævnte er tilbudt visum igennem dem eller ej.

Og med til ansøgningen om et “Labour Card” er der således også et “Letter of No Objection”, hvor familiens visa-holder skal bekræfte, at vedkommende accepterer og godkender ægtefællens arbejdsliv. Visa-holderen kan selvfølgelig også være en kvinde – og i så fald er det jo kvinden, der bestemmer over manden, så min kommentar om, at det er manden, der bestemmer i en Ørkenstat, er helt forkert. Det gælder begge veje.

Men det er sjovere at spille på den stereotype opfattelse – og der skal da ikke herske tvivl om, at jeg er dybt taknemmelig over, at Martin giver mig lov til at gå på arbejde. Hver dag. Eller noget.

”Labour Card”-ansatte er dårligere stillede end dem, der er ansatte med visa, som er den formelle opholds- og arbejdstilladelse. En visa-ansættelse indebærer en mængde gebyrer til staten og et stort papirarbejde for arbejdsgiverne, der – naturligt nok – foretrækker kun at have en vis andel visa-ansatte i staben – og så “Labour Card”-ansatte for resten.

Lønnen er som udgangspunkt signifikant lavere for “Labour Card”-holdere, fordi den gængse opfattelse er, at “man har sit på det tørre via visa-holderens indtægt”.

Som om ens daglige arbejdsindsats er en form for velgørenhed eller hobby?

Arbejdsgiverne forventer også, at man får sundhedsforsikring via ægtefællen, der er visa-holder og modtager af “den gode indtægt i familien”, som muliggør, at man overhovedet har råd til at bo i Ørkenstaten.

Der diskrimineres også i forhold til pension og løn under ferieafholdelse, hvor ansatte med visa har 6 ugers betalt ferie og en pensionsopsparing, der udbetales ved afslutningen af ansættelsesforholdet. Her har “Labour Card”-holdere ofte egenbetalt ferie, og en masse snirklede beregninger gør “pensions-delen” af jobbet til en joke.

Der er også manglende kompensation for overarbejde og en masse mærkelige paragraffer i kontrakterne om, at firmaet f.eks. kan flytte en fra én arbejdsplads til en anden, hvis det anses for nødvendigt; at man kan blive pålagt flere ansvarsopgaver end det først aftalte uden ekstrabetaling; at man kan blive bedt om at skifte stilling undervejs; at ens ferieafholdelse altid vil kunne aflyses osv.

Og dér må man så vælge, om man skriver under eller ej på arbejdskontrakten. For der bliver aldrig ændret i en klausul eller paragraf, uanset hvor urimelig den end måtte lyde over for den ansatte. Og tager du ikke jobbet, så står en anden klar i kulissen. Det er jo virkeligheden, hvor end du befinder dig.

Jeg behøver vel heller ikke at sige, at det er standard for almindelige “Labour Card”-holdere at blive tilbudt årlige kontrakter, så du aldrig ved, om du er med på “næste års hold” på arbejdspladsen. Det finder man ud af et par måneder før kontraktens udløb. De årlige “Labour Card”-kontrakter er blot én af de faktorer, der bevirker, at ansættelsesforholdene ofte bliver ganske kortvarige her i landet – og at der helt åbenlyst skelnes mellem de ansatte, hvor nogle vægtes højere end andre, uanset faglige kvalifikationer og erfaringer på området.

Som medfølgende/medrejsende hustru opfattes du oftest som billig arbejdskraft. Uanset dit akademiske niveau.

Det er – hvert eneste år – en øjenåbner for mig at deltage i arbejdsmarkedet hernede, og jeg ville ikke være én eneste af mine erfaringer foruden, selvom det ind i mellem kan være både skuffende og besværligt at deltage i livet på en arbejdsplads i Dubai.

Og jeg ser på de danske fagforeninger, de danske virksomheder og den danske arbejdsmarkedslovgivning med fornyet respekt. For selvom der altid er ting, der kan forbedres og forhold, der bør ændres, så er der indbygget en gensidig tillid og beskyttelse af både medarbejdere og arbejdsgivere i den danske model. Og dét giver langt tryggere arbejdsforhold – uanset om det går supergodt på jobbet eller det modsatte.

Gensidig tillid og respekt = tryghed for både tagere og givere i arbejdsmarkedet.

Man tør indgå i et samarbejde.

Man tør tage chancer, prøve noget nyt, dumme sig, kræve en undskyldning, når den er berettiget.

Dér er vi ikke lige kommet til endnu i Ørkenlandet, selvom vi er sprunget Den Industrielle Revolution helt over og er vadet direkte over i et samfund baseret på serviceydelser.

Måske mangler der HR-folk, der kan gå forrest med retfærdighedsflaget? Måske mangler der ansatte, der tør sige nej og acceptere måske at miste deres job på grund af dette? Måske mangler der opbakning fra myndighederne i form af en mere beskyttende arbejdsmarkedslovgivning?

Nå – jeg må ud i verden med rødbedepassene og opstøve en sur HR-dame (de er sjovt nok også vrantne og vrisne i ørkenen), som kan fotokopiere hele molevitten og igangsætte papirmøllen, der forhåbentligt ender med et nyt “Labour Card” til mig for skoleåret 2018/19 😁.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai brunching and browsing

Og mens vi venter længselsfuldt på næste hold gæster i en fjern Ørkenstat, sidder jeg og ser billeder igennem fra de søde familiemedlemmer, der holdt efterårsferie hos os.

Her er det min moster, kusine, fætter og onkel i fri dressur. Er de ikke skønne?De tog den helt store tur igennem turistmøllen, fordi det var første gang, de kom på besøg. Og forhåbentlig ikke den sidste, så vi også kan få dem lidt ud af byen til mindre kendte seværdigheder.

Som det fornemmes ovenfor, så var de på Desert Safari, som bureauerne kalder det, hvor man oplever solnedgang i ørkenen, ræser på ATV’er, rider på kameler og spiser shawarma og falafler til dreje-rundt-manden og den slags sjove indslag.

Der var også standard-dagen ved Burj Khalifa, Dubai Mall og Dubai Fountains. Uanset hvad folk måtte sige og mene om den her ‘hellige treenighed af stål, shopping og vandsprøjt’ beliggende i Dubai’s glitzy forretningsdistrikt, så synes jeg, at det SKAL man opleve den første gang, man er i Dubai.Der var indlagt en stranddag; pool-tid hver eneste dag; tidlige gåture i morgendis og fuglekvidder.

Der var shoppingture, smykkeindkøb i Gold & Diamond Park; promenadeaften langs Dubai Marina og en formiddag i den arabiske version af Den Gamle By i Århus, Bastakiya – med afstikkere til Textile Souk og Gold Souk.

Der var hverdagsaftener med et hurtigt spil UNO og lidt leg før sengetid, og vi nåede et par aftener på den nye terrasse med spil og kaffe.Mange af oplevelserne tog familien selv ud til, fordi det var almindelige arbejdsdage for os andre.

Det er én af de ting, jeg er blevet bedre til med årene: At udvælge, hvilke turistaktiviteter, jeg eller vi som familie skal deltage i – og så ellers hjælpe til med at arrangere de ting og oplevelser, som vi pænt takker nej til,  men som gæsterne så kan nyde i eget lille familiefællesskab.

Det fungerer bedre og bedre for os som familie, når vi har gæster boende i mange dage. En del af det skyldes helt åbenlyst, at børnene er blevet ældre. Alting er jo nemmere at overskue, når man får sin nattesøvn og ikke slæber rundt på klapvogne, bleer og pusletasker, men det har taget sin tid at opbygge erfaring, mærke efter og få afstemt forventninger i vores lille familie, når vi pludselig har chancen for at være intenst sammen med familie og venner, som vi savner helt vildt i det daglige.

Denne gang ramte vi plet. Nok også fordi der ankom et stærkt firkløver, der kunne gøre rigtig mange ting på egen hånd – og som nød at være sammen, fordi de i det daglige er spredt for alle vinde med arbejde og skolegang. Så de fik tid på egen hånd og vi det samme – og så fik vi en masse gode og skønne stunder sammen.Og en enkelt Friday Brunch, blev det selvfølgelig også til.Det er endnu én af de der Dubai-oplevelser, man bare er nødt til at have.Her er det Bubbalicious Friday Brunch på Westin i Dubai Marina.Jeg savner jer, Moster Lene, JE, Cath og Morten ❤ I er så nemme at være sammen med for os alle sammen. Kom snart igen!Og mens jeg savner og tænker tilbage, så jeg kan passende få købt ind og gjort klar til Farmor og Farfar, som ankommer natten til fredag.

Der er “run” på Kaalunds Bed & Breakfast i den gode del af året. Og vi elsker det!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

The Right Kind of Loud

For et par uger siden havde jeg den store fornøjelse at læse en nyudgivet – og for mig helt ukendt – bog.Titlen fangede mig med det samme.

The Right Kind of Loud.

Fordi den rammer dybt ned i én af de centrale problemstillinger, jeg har med mig selv. Én af mine skygger, om man vil. Jeg tænker tit om mig selv, at jeg er for loud. For støjende, for larmende. For meget i alle henseender og selskaber.

Det kommer helt sikkert fra en række konklusioner i mit stille, vestjyske barnesind, hvor jeg oplevede at både voksne og børn kunne sige alt, hvad der lå dem på sinde med et enkelt skuldertræk eller en mumlende kommentar a lá “så deeet” eller “jow, tak”.

Jeg forstod det ikke. Og følte mig helt forkert.

Jeg forstår det sådan set stadig ikke. Og føler mig til tider stadig helt forkert.

Tænk, at der findes så mange, skønne og farverige ord at vælge imellem, og så kan man løbe tom eller tør – eller slet ikke have lyst til at fortælle og uddybe. Dét kommer aldrig til at ske for mig, medmindre du virkelig chokerer mig, så bliver jeg ret stille og må tænke mig lidt om.

Nå – men tilbage til den nye, fine bog, som er udgivet af den mangesprogede stemme-coach, personlig branding-konsulent, korleder, stemme-terapeut, sanger og entreprenør, Kim A. Page.

Kim var inviteret til at fortælle om sin bog i Danish Business Women Dubai, som er vores danske netværk for kvinder.

Og jeg var heldig at få lov til at læse hendes bog i ugerne op til foredraget – og efterfølgende fortælle lidt til forsamlingen om, hvad jeg fandt interessant – og hvad jeg havde lyst til at bruge fra hendes kæmpe samling af nyttige tips og tricks til at finde det rette toneleje til den givne situation.Én af mine aha-oplevelser fra bogen er, at langt størstedelen af alle mennesker bryder sig ikke om at høre deres egne stemmer. Og at de fleste samtidig afviser at kunne synge. Jeg troede kun, at det var mig, der ikke kunne holde min egen eksalterede stemme ud!

Og hvis det er helt naturgivent, at vi ikke bryder os om at lytte til os selv, fordi det lyder “forvrænget”, så kan vi vel lige så godt pakke ubehaget og tåkrumningerne væk og sætte os selv fri?

Siden jeg har læst bogen – og lært mere om stemmens urkraft – har jeg sunget helt nede fra maven foran alle mine små elever i dansklokalet. Uanset om de kender sangen eller ej.

For hvert fugl synger jo med sit næb.

Og børn fornemmer intuitivt autenticiteten – og så bliver det ikke engang akavet. Dét var skøn læring for mig.

Hvis du skulle få lyst til at lære mere om menneskets allermest intime og personlige organ – vores stemme – og hvordan vi kan bruge den mere bevidst og konstruktivt til at opnå de ting, vi ønsker os, så kan du købe Kim’s bog på Amazon.Tænk, hvis jeg engang kunne finde mit helt eget Right Kind of Loud. Det ville sgu’ da være skønt ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Manisk

Jeg er virkelig dæmonisk, manisk og mørk i disse dage.

Nærmest uden grund, for Martin er dén, der tager 95% af alle sammenstødene med vores entreprenør. Men nerverne er ved at være flossede. Løfter er blevet brudt for mange gange. Den første eufori over at flytte har lagt sig – og hverdag med indbyggede håndværkere er bare et stort NEJ TAK herfra.

I går var én af den slags dage.

Vi har betalt for en ny hoveddør for flere måneder siden. Og har en snigende formodning om, at der er problemer, for det tager ihvertfald mistænkeligt længe at få bestilt og leveret varer, der har været betalt og i ordrebogen længe.

Men – nu kom døren altså igår – og blev installeret med slibemaskine, bor, hammer, mejsel, diamantsav og hvad man ellers kan bruge, hvis man får chancen for at lade mahognitræstøv dale ned over en hel stueetage som var det rød jul.

Jeg var ikke kun lige ved at hidse mig op.

Dørmændene lod som om de ikke forstod engelsk, så de ikke behøvede at dække noget som helst af, mens de sleb, monterede hængsler, justerede højde og bredde med maskiner, borede lås ud, lavede dørspion osv.

Og da projektlederen endelig kom og fik set på dørfjollerierne, blev han så befippet, at han bakkede direkte ind i gadelygten uden for vores hoveddør. Kun lygten og bilen tog skade. Der var heldigvis ingen fodgængere eller andet godtfolk involveret.Da den gode mand så forsøgte sig med selv lige at reparere lidt på lygten, ringede jeg til Security som en ægte Jumeirah-Jane, der har brug for sin Tarzan til at klare livet i den urbane jungle.Security kom susende og kvitterede med at ringe efter politiet, fordi de ville have optaget rapport til forsikringsselskabet. Her ta’r vi sgu’ tingene seriøst og overlader intet til tilfældighederne.Alt foregik heldigvis i fred og fordragelighed hen over et par timer. Tid er nemlig en billig vare i en Ørkenstat. Og så fik vi samtidig gjort hele nabolaget opmærksom på, at en ny familie er flyttet ind med hiv og sving 😂.

Som altid går alting bedre den næste dag.

Vi fik støvsuget, fejet og vasket alt det røde støv ned, og maleren er kommet forbi for at udbedre dørmændenes skader fra igår. Resultatet er blevet så fint.
Det er også på et hængende hår, at de sidste fliser er lagt – og malingen når knapt at tørre, før det banker på døren.

I nat ankommer det første hold gæster nemlig i vores nye hjem.

Det er min elskede Moster Lene, der har fået billetten i 50-års fødselsdagsgave af sin mand, min Onkel JE – og vi er endda så heldige, at store fætter Morten og kusine Cath også kommer med for at tilbringe efterårsferien hos os.

Cille og Mille er helt overbeviste om, at det er deres fætter og kusine, onkel og moster – og jeg elsker, at vi simplificerer titlerne på tværs af generationer, ligesom jeg selv altid har gjort i den vestjyske storfamilie.

Vi har ikke efterårsferie i skolen, men vi glæder os helt vildt til at holde to weekender med dem – og hygge i hverdagene. Det er noget ganske særligt at dele vores hverdag med familien hjemmefra.

Og de søde mennesker, der ankommer i nat, er virkeligt længe ventede.Mille har tegnet velkomsttegning og lagt chokolader på puderne, som man gør på de finere hoteller.

Og vi fortsatte ovenpå i ungdoms-afdelingen, hvor der står snacks og puder klar til evigtsultne og evigttrætte teens.Min Moster og Familie besøgte os en del gange i England, men turen herned er jo både længere og dyrere. Jeg har dog tilrettelagt et snedigt program, der forhåbentlig vil gøre, at de er nødt til at komme igen en anden gang…

Lige om lidt er de her…. og inden da skal jeg have skruet ned for den indre, maniske trykkoger og op for den medfødte, uimodståelige charme. Det gøres vist bedst med vin.

Og så er det fredag i morgen, folkens.

Fredag! 🥂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det ulige samfund

I de sidste par måneder har vi været omgivet af håndværkere.

Folk fra Pakistan, Indien og Filippinerne, primært.

Folk, der – ligesom os – er indvandret til De Forenede Arabiske Emirater, fordi der er penge at tjene. På hårdt arbejde og flid, naturligvis.

Men så ophører sammenligningen og fællesskabet ellers også.

Vi – højtuddannede, der arbejder indendøre på airconditionerede kontorer, skoler osv. – bliver kaldt for expats. Betegnelsen har ikke noget med hudfarve, religion eller nationalitet at gøre, som mange danskere måske kunne tro. Det er betegnelsen for ‘højtuddannede immigranter’ i landet, hvis arbejdsstyrke tæller godt og vel 200 forskellige nationaliteter. Imponerende, ikke?

Men håndværkerne, gartnerne, taxichaufførerne, budene, husholderskerne og alle de andre knapt så uddannede indvandrere får ikke den eksotiske titel af at være expats. De kaldes ganske enkelt for workers – for det er dét, de er her: Billig arbejdskraft fra lande, hvor der enten ikke er arbejde at få eller hvor lønnen ikke sikrer familiens overlevelse.

De fleste af håndværkerne har sandsynligvis en håndværksmæssig baggrund fra deres respektive hjemlande. Hvem ved? Det henstår i det uvisse, og en del af byggeriets tekniske løsninger hører vist til i kategorien ‘lappeløsninger’, hvis man fik en dansk håndværker til at vurdere dem. Men ting bliver lost in translation her. Værkførerne taler begrænset engelsk; arbejdsbierne nikker høfligt, når man går forbi dem – de kan ikke tale et ord engelsk. Og vi er nødt til at indlade os på, at logikken er en anden, end den vi selv ville anvende.

Her er ingen maskiner og fine opmålinger fra en computer.

Her er ren råstyrke og mandekroppe, der løfter, flytter og forandrer. Der bygges med de bare næver, som vi gjorde det i Danmark for – hvad ved jeg – 100 år siden?Og hold nu op, hvor jeg kvier mig ved det med de arbejdere, der render op og ned, ind og ud. På dén der danske, vi-er-alle-lige-og-uha-dada-for-et-ubehag-ved-sociale-forskelle-agtige måde.

Det er komplet latterligt, for én af præmisserne for overhovedet at kunne bo og leve i De Forenede Arabiske Emirater er, at ens høje, moralske kæpheste må bukkes og gradbøjes mere end én gang. Om dagen.

Der er principper, moralske overbevisninger, værdier, etiske grublerier og en masse andet spændende at tumle med, når man vælger at bosætte sig i en fjern Ørkenstat, der er så langt fra et vestligt demokrati, som man næsten kan komme.

Jeg opfordrer ikke til, at man skal blive kold i rumpetten, helt værdiløs eller jævnt ligeglad med andre mennesker i en fjern Ørkenstat. Slet ikke. Men tingene fungerer så fundamentalt anderledes hér end de gør i Danmark. Så anderledes, at det nærmest er umuligt at forklare det, før man selv har oplevet det.

Og de her mennesker har desperat brug for de jobs, der findes her i landet.

Får de en fair betaling for deres hårde arbejde?

Ordentlige arbejdsforhold og menneskelige levevilkår?

Ikke med danske briller på.

Nej.

Langt fra.

Men hvad er alternativet?

Og det er hér, jeg sukker dybt. Vores husholderske, Maricel, forklarer mig det gang på gang: Alternativet er langt, langt værre. Hun har sultet. Dét har jeg ikke. Hun har arbejdet 3 jobs samtidigt for bare at holde familien tæt på oven vande. Dét har jeg ikke. Hun ved, hvad det vil sige, at være fattig og desperat. Dét ved jeg ikke.

Det er en social uretfærdighed, der er global og alt for indviklet til, at jeg kan gennemskue eller overskue det. Og som jeg ikke kan løse for nogen, uanset hvor meget, jeg ellers fiser rundt med en glødende grundtvigiansk barmhjertighed i hjertet, der giver sig til udtryk i små, gispende udbrud, når jeg ser, hvad arbejderne bliver budt at udføre under den stegende sol.

Så hér er de.

Arbejderne.

Vores håndværker-expats, om du vil. Siddende på den bare cement ude i min have i 38 graders varme med deres fælles-biriyani i en plasticpose. De ser ud til at hygge sig trods de særdeles beskedne kantineforhold.De har nu rodet med at blande cement, flytte tonsvis af jord og sten, støbe fundament og en masse andet støvet, ubehageligt lort siden kl. 8 i morges. Og nu er det tid til mad og drikke her kl. 12.

Efterfulgt af en times lur på et plastikunderlag. Det er de – heldigvis – berettigede til, når middagsheden for alvor sætter ind.I mens går jeg rundt herinde og titter nysgerrigt ud.

Det er simpelthen så mærkeligt at observere de senede, svedige mænd, som ligger og hviler sig så fredeligt.

Og nej – arbejderne kan ikke inviteres ind i dagligstuen til frokost ved spisebordet og en lur i airconditionerede omgivelser.

Det ville være et kulturelt faux pas uden lige.

De vil ikke blandes ind i noget med en forvirret expatdame, der synes, at det er synd for dem. Hvad skulle de dog dét for?

Vi kan byde dem noget koldt at drikke. Småkager efter endt arbejdsdag. Drikkepenge om torsdagen. Dén slags.

Men den tydelige grænse – den sociale ulighed – der er i mellem os, skal forblive.

Maricel har det på samme måde. Hun ønsker ikke at sidde til bords med os om hver aften, som om vi var ligeværdige i en familie. Distancen er nødvendig for at kunne overleve i denne her besynderlige verden, tror jeg.

Alt det hårde slid, som en flok pakistanske mænd lægger i vores have for tiden, vil resultere i, at vi om nogle uger kan nyde denne her strålende udsigt fra en fin, ny terrasse, omgivet af den falskeste græsplæne i miles omkreds – og en enkelt ørkenrose eller fem.Det er i sandhed et fatamorgana, dét her sted.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet