• ···

Nyt job

Breaking news fra mit lille forberedelsesværelse på engelskgangen.img_6930Der sker mindre og mindre i det lokale, to be honest.

Faktisk er der intet at koge suppe på.

Alt er pillet ned.

En hyldemeter litteratur er afhændet.

Der bliver samlet underskrifter ind på diverse kontorer.img_6931Det er ti minutter i mental lukketid.

Opbrudstid.

Sceneskifte.

Og selvom jeg egenhændigt har valgt nye udfordringer, så føles det alligevel ret underligt.

Jeg har haft to fantastiske arbejdsår som støttelærer i engelsk litteratur her i Secondary School.

Med kollegaer, der har betydet, at hver eneste arbejdsdag har budt på både latter og reflektion. Ikke kun i klasserne, men i særdeleshed også på lærerværelset. Det er guld værd at have en flok kollegaer, hvor kemien er helt rigtig og samarbejdet udvikler sig for hver dag, der går.

Og jeg siger farvel til eleverne – de store teenagere – som jeg har set vokse og udvikle sig dramatisk fra det ene år til det næste.

Der sker meget på et år eller to, når man er mellem 13 og 18 år.

Det har været et kæmpe privilegium at tilbringe arbejdsdagene med at læse engelsksproget litteratur med eleverne. Det har været en fin og spændende opgave at støtte dem i deres skriftlige formuleringer; at udfordre dem på deres analytiske evner og at hjælpe en del af dem tilbage på sporet, når de for en stund mister grebet om den foreliggende opgave.

Nu slutter det hele heldigvis on a high.

Dét er vigtigt for mig.

Jeg har lyst til nye udfordringer og vælger at reagere på det ønske, før der går inerti eller rutine i mine nuværende opgaver, selvom det på mange måder er et fint job, som jeg var blevet tilbudt at fortsætte i til næste skoleår.

I stedet for at gå ind og ud af engelsklokalerne som ekstra hænder, hoved og hjerte, flytter jeg nu over i modersmålsundervisningen på Dubai International Academy.

Og jeg glæder mig – helt vildt – til at undervise skolens danske elever.

I dansk, tilmed!

Dubai International Academy er nemlig den eneste skole i Ørkenstaten, som tilbyder eleverne at deltage i modersmålsundervisning i løbet af det almindelige skoleskema – mod en ekstrabetaling fra forældrene.

Børnene kan således gå til dansk, finsk, svensk, tysk, fransk, kinesisk, italiensk, hollandsk eller hindi, såfremt det er (et af) deres modersmål.

Og til mit store held starter jeg det kommende skoleår sammen med en dygtig og dejlig kollega, der har mange års erfaring med sig fra den danske folkeskole.

For lige dér kommer jeg til kort.

Undervisningserfaring i Dubai og i international skoleregi har jeg – men ikke fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sved

En kropsvæske, der helst ikke skal skrives eller tales for meget om, hvis jeg skal bestemme – og så gør jeg det alligevel selv med jævne mellemrum.

Jeg har det stramt med sved.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

Hverken på min egen krop eller andres.

Martin kan slet ikke forstå det. Han opfatter sved som kroppens ultimative respons. Som en udmærkelse for veludført præstation. Han er typen, der står – pavestolt og sveddryppende – midt på stuegulvet og viser veltilfredst frem, hvordan det ser ud, når man har straffet sig selv ved at spurte rundt i ghettoen i 40 graders lummer nattevarme.

For mig er belønning = alkohol, chokolade eller kaffe. I den rækkefølge. Aldrig nogensinde sved. Det er nok også derfor, jeg ikke fremstår helt knivskarpt i silhoutten.

Men hvis man har det så svært med sved, så kan det vel virke en kende latterligt at slå sig ned i en ørken?

Fjollet er det, men fordelene ved at bo i en Ørkenstat er signifikant flere end ulemperne, hvor sommerens ulidelige temperaturer vinder den lidet flatterende 1. plads på listen over ting, man eventuelt kunne undvære i ens magelige ørkenliv.

First World Problem, tænker du nu.

Og er i din gode ret til det.

For tiden ligger dagstemperaturen og vipper omkring 40-42 grader og luftfugtigheden omkring de 65-70%. Det lyder muligvis ikke af så meget, men udfordringen er, at vi ikke er på ferie og har tid til at drikke kokosvand og tage svalende dukkerter i én uendelighed.

Og temperaturen vil vedblive med at stige helt frem til udgangen af september-oktober måned, hvor mange dage når hæsblæsende 50+ grader.

Faktisk skal der ikke længere mere end en aflevering af skolebørn eller et smut i supermarkedet med efterfølgende fragtning af varer ind og ud af bilens bagagerum til, før man trænger til et kølende brusebad.

Dét kan så heller ikke rigtig lade sig gøre længere – for intet vand er svalt, hverken i hanen eller vandbeholderen.dubaimeme13

Men selvom jeg måske står ret alene med min reserverethed overfor udskillelse af ovennævnte kropsvæske, så er jeg ikke alene om at tælle ned til den årlige, tilbagevendende begivenhed:

Dubai’s Sommer-Exodus

Der er 7 skoledage tilbage, før børnene får intet mindre end 10 ugers sommerferie. Ikke at jeg tæller, men det har ‘nogen’ oplyst mig om 🙂

Og der er én åbenlys årsag til strømmen af ledsagede flygtningebørn mod nordligere breddegrader – og nej, det er ikke de danske veklfærdsydelser, vi drømmer om at udnytte.

Årsagen er soleklar, om man så må formulere det:

dubai-sun-e1438572105801

Med svedperler løbende i en sirlig strøm ned mellem baller og inderlår slæber Dubai’s fugtigt-klamme moderdyr deres kufferter og unger igennem lufthavnen og op i et Emirates-fly, som sender os afsted mod køligere himmelstrøg hurtigere end vi kan nå at få drukket det antal G&Ts, der skal til, før vi føler os sådan helt mentalt styrkede til 6-8 uger i hjemlandets så velkendte, men alligevel så fremmede rammer.

Sådan er det hvert år.

Det slår aldrig fejl.

For uanset at vi vænner os mere og mere til de skyhøje sommertemperaturer for hvert år, der går med at bo i en ørken, så når vi alle til et punkt, hvor den omklamrende hede føles som et fængsel – og hvor regn, rusk og varm cacao i et sommerhus lyder fuldstændigt tillokkende. Ihvertfald for en stund.

Men indtil vi kan trække stikket på skoleåret 2016/17, forsøger vi at holde os positivt beskæftigede indendøre med løbehjuls-ræs i stuen og hyppige besøg i legeland.

Og om aftenen, når højere magter slukker for den overophedede el-pære, lister vi ud i nattemørket sammen med alle de andre nataktive dyr.img_6845Så går vi dér og lytter til cikadernes kor.

Og indsnuser den flimrende, varme aftenluft, der dufter af røget, opvarmet muld.img_6846Og vi hilser på naboerne, der også er ude for at strække airconditionerede kontorben og frosne skuldre.img_6847Det lyder ih-og-åh-så-hyggeligt med en lille runde i ghettoen.

Men efter blot en halv times aftentur er jeg gennemblødt.

Af sved.

Fra inderst til yderst.

Se, nu var den der igen!

Sveden…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Is-rollator

Forleden prøver jeg noget nyt.

Noget, jeg aldrig før har vovet på grund af min irrationelle “panik-angst-for-is-sne-og-glatte-overflader”.

Men når nu jeg opfordrer pigerne til at være åbne over for nye ting, så er der ingen vej udenom. Ihvertfald ikke, hvis jeg ønsker mig, at de fortsat skal tro på lidt af alt det sh*t, som præsten prædiker.

Og jeg kan godt lide tanken om, at børn ser alle facetter af deres forældre – naturligvis i et passende omfang, men sådan at de fornemmer menneskeligheden og autenticiteten i deres voksne.

Så for 1. gang i mit 38-årige liv får jeg et par skøjter på i Dubai Mall Ice Rink.

Og jeg bider al forfængelighed i mig og tager velvilligt imod en is-rollator udformet som en snemand.img_4531Martin foreviger det store øjeblik – og jeg er ret overbevist om, at jeg også kan findes på en hel del turister og lokales kameraer. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet over en voksen dame med snemands-støtte…

Og der er tale om en seriøs omgang Bambi på glatis, men med min nye, trofaste Snemand ved hånden kan jeg stavre omkring på hele banen.

Jeg føler mig tindrende glad over egen overvindelse.img_4533Det virker så banalt, men dét er det ikke, når det drejer sig om irrationel frygt eller angst. Andre forstår det ikke – for det giver jo ingen logisk mening. img_4536Pigerne er glade for at skøjte igen og jeg nyder at være en del af det sammen med dem.

For alternativet havde været at sidde ude på tilskuerbænkene og vinke glad ind til dem og Farmanden.

Men jeg nægter at være selv-begrænset bænkevarmer, når det drejer sig om gode oplevelser med min lille familie. Tænk, at gå glip af alt det sjove, bare fordi jeg er usikker?

Og med de selvhjælpsredskaber, som jeg har lært på Fru M’s kurser, formår jeg at arbejde med mig selv under den to timer lange stavre-seance.

Jeg skælder ikke ud på de andre omkring mig.

Jeg bliver ikke frustreret eller ked af det.

Jeg prøver og prøver.

Og griner og leger.

Med pigerne.

Og med min egen skøjteprins, som roser mig, da jeg hviler skøjte-skinkerne på The Cheesecake Factory.img_4538

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.img_4982“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expatlivet

For det meste begrænser jeg min læsning om udfordringer i expatlivet.

Fordi det overvælder mig lidt på samme måde som dameblade altid har gjort det. Pludselig får jeg dårlig samvittighed over ting, jeg ikke anede, at jeg kunne (eller burde) få dårlig samvittighed over.

Og allerhelst vil jeg opfatte mit nuværende liv som dét, det nu engang er.

Mit liv.

Her og nu. Præcist som det ligger eller står.

Vi befinder os ikke i et “kapitel” af livet. Der er ikke en begyndelse eller slutning på dette her. Det er et kontinuum af levet liv på godt og ondt. Sådan opfatter jeg det ihvertfald.

Det er nu ikke fordi terminologien som sådan er forkert.

Vi bliver jo betegnet expats, fordi vi er højtbetalte fremmedarbejdere i et andet land end vores hjemland. Og vi lever et liv i udlandet – med de åbenlyse fordele og sirligt hengemte ulemper, som det nu engang medfører.

Men i bund og grund foretrækker jeg at se på mit livs udfordringer med åbne øjne i stedet for straks at søge efter årsag og effekt i expat-værktøjskassen.

For rigtig mange af de ting, der bekymrer eller berører os har ikke nødvendigvis nogen direkte korrelation til expatlivet, tror jeg.

Problematikkerne bliver højst sandsynligt forstørret op af at vi befinder os i et fremmed land og uden vores nærmeste familie og gamle venner omkring os til at trøste og hjælpe, men som sådan flytter katte og mus med rundt fra sted til sted, indtil vi dealer med dem. Og det er uanset om flytningen er fra Vejle til Vanløse eller fra Ipswich til Dubai.

Lavt selvværd er lavt selvværd alle steder i verden.

Trøstespisning og ensomhed ditto.

Her til morgen falder mine øjne dog alligevel for et HUFFPOST WOMEN indlæg skrevet af ExpatChild om rollen som medrejsende ægtefælle. Og jeg overgiver mig til lidt følelsessøberi.

Måske har du også lyst? Det er ihvertfald ærlig læsning.

http://www.huffingtonpost.co.uk/emily-abbey/independent-dependent-con_b_15207332.html?

Jeg kan så let som ingenting nikke genkendende til følelsen af at være usynlig eller gennemsigtig som hjemmegående. Til den synkende følelse af pludselig at være juridisk og økonomisk umyndiggjort efter at have levet mit unge voksenliv som moderne, uafhængig kvinde med egen karriere.

Det kan enhver kvinde, der har taget en uddannelse, haft egen karriere og efterfølgende er flytte med ægtefællen til udlandet nikke genkendende til.

Det er en universel følelse, som medrejsende kvinder oplever – og det går først langsomt op for os undervejs i processen, at vi er 100% fælles om det.

Helt krydrede bliver tingene, hvis vi undervejs i forløbet vælger at formere os. Så bruser problemerne uregerligt op til overfladen som en rystet sodavand og vores indre, angry bitch* får frit lejde på rimelige og urimelige tidspunkter.

item_xl_8166799_7656866

Ak, ja. Ens største problem er som bekendt stort, som Regnskabschefen plejer at sige med et smil, når jeg for 117. gang præsenterer ham for et vaskeægte First World Problem.

Men artiklen misser den allervigtigste pointe ved udlandslivet for medrejsende ægtefæller:

At vi har verdens mest enestående chance og mulighed for at GØRE NOGET ANDET, NOGET NYT, NOGET MERE.

Hvor ofte får vi i livet en mulighed for selv at bestemme om vi vil arbejde?

Hvor ofte får vi mulighed for at dedikere os fuldt ud til et eller flere områder af vores liv, som ofte er under pres i det såkaldte “normale liv”?

Pludselig er der tid til at prioritere familien, tid til at foretage livsstilsændringer, tid til at åbne op for kreative sider eller fokusere på nye, overraskende livsmål, hvor vi måske skal lære nye færdigheder eller arbejde på en helt anden måde end dén, vi tidligere har anvendt.

Det er en gave.

En uvurderlig én af slagsen, hvis du spørger mig.

Og dén kan vi takke vores ægtefæller for, som hver dag bærer det tunge ansvar for familiens økonomi og levestandard. Dén side af sagen er sjældent omtalt.

Men taknemmelighed er noget, som først rigtigt kan vokse, når vi ser tingene fra flere sider. Når vi begynder at spejde ud over alle mulighederne frem for begrænsningerne.

Sidstnævnte kender jeg til hudløshed.

Jeg har siddet dybt begravet i et musehul og grædt salte tårer over at føle mig usynlig.

Jeg har råbt ned i røret til en British Telecom medarbejder, at jeg kraftstejlme er et voksent menneske, som ikke behøver min mands tilladelse til at bestille en telefonlinje.

Jeg har – til stadighed – kvaler over ikke at tjene mine egne penge og over ikke at spare en slat op, som jeg selv har retten til at råde over.

Kvaler og frustration aside, så er der ingenting, jeg har lyst til at lave om eller gøre anderledes.

Jeg er erfaringer og oplevelser rigere for hver dag, der går.

Livet er dejligt.

Og midt i hele cirkusset er jeg så knusende heldig at have en dejlig mand og to dejlige døtre til at dele glæderne og sorgerne med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts