Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyrre, Følsom og Farverig

Jeg forsøger at skabe mit eget og mere passende take på den gamle kommentar om at være “Fyrre, Fed og Færdig”, nu hvor jeg har taget mit første, spæde skridt ind i 40’erne.

I mit tilfælde tror jeg, at “Fyrre, Følsom og Farverig” dækker bedre.

Samtlige følelser har ihvertfald været uden på nattrøjen helt fra starten af mit nye årti, som begynder med fødselsdagssang klokken meget tidligt. Lige midt i min uskyldige skønhedssøvn.

Pigerne og Martin har købt gaver, pyntet op og lavet fine kort til mig.Mormor har transporteret en gigant-gave med i sin kuffert fra Danmark og stået op for at bage lige efter mit ønske.

Vandbakkelse til morgenmad. Fordi jeg kan.Vi er nemlig på et yderst begrænset morgenmadsindtag, fordi eftermiddagen står på én af Dubai’s mest notoriske Friday Brunches – Bubbalicious – på hotellet Westin Dubai Mina Seyahi.Vi har aldrig prøvet Bubbalicious Friday Brunch før – men det tager os kun et øjeblik, før vi forstår, at dét her er noget helt særligt. Ikke kun på grund af det vanvittige, delikate, dekadente, luksuriøse, overdådige udbud af mad fra alle verdenskøkkener. Men også fordi stemningen er helt i top med live-orkester, der spiller supergodt, russiske rulleskøjteartister, asiatiske akrobater og andre festlige indslag undervejs.

Foruden dén underholdning, vi selv står for omkring bordet med orn’lige vandmeloner og den slags classy acts.Og når sprutten går indenbords, forstanden ryger overbords og 40-årskrisen banker på, så er det helt perfekt, at brunchen også byder på en klinik, hvor en russisk sygeplejerske med flot uniform og lange stænger i netstrømper kan make you feel better, som man si’r.Jeg får det ihvertfald straks bedre under kyndig assistance af både min private, danske sygeplejerske og den russiske roulette.Festens mandlige gæster er også enormt hjælpsomme, nu hvor min gamle krop har brug for alle de antioxidanter og cellefornyende superfoods, den kan komme i nærheden af. Dr. Krabbe insisterer ihvertfald på, at hans hvedegræs er særligt sundt – og jeg er naturligvis madmodig, når det kommer til grønne urter, østers og foie gras. (PS: Jeg kan stadig ikke fordrage østers og foie gras – hvedegræsset går an. PPS: Hvad sker der lige for de der ruflede øjenlåg? Ser jeg virkelig sådan ud?!)

Jeg nyder min fødselsdagsfest i fulde drag. Den er farverig, hyggelig og glad – og helt uformel, som jeg havde ønsket mig. Vi er kun “de allernærmeste” i Dubai-flokken – og det hele ender med, at vi tager hjem til øl og pizza med børnene, der allerede leger sammen.

At min Mor er kommet herned for at være med til fejringen, gør kun det hele bedre. Hun er min wing-woman i livet.Det var Martin, der insisterede på, at min fødselsdag skulle fejres. Og Lulu bakkede ham op.

Og det var mig, der var vægelsindet og ubeslutsom, fordi jeg ikke havde lyst eller overskud til at holde en stor fest i Danmark, men hvad skulle jeg så?

Friday Brunch er svaret på alle livets store spørgsmål. Det har jeg efterhånden indset. Og har man – som jeg havde i år – fødselsdag på en fredag, så er det ganske enkelt meant to be.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste dag i trediverne

Det er officielt min sidste dag i trediverne idag.

Og selvom jeg føler, at jeg er meget langt fra dén 29-års-Tine, der gik helt i spåner over at blive tvangsindmeldt i de alvorligt voksnes forening, så er det alligevel lidt underligt at skulle træde ind i endnu et nyt årti.

Men hvad er alternativet?

Grumt.

Alligevel er det lidt mærkeligt.

Men jeg træder fortrøstningsfuldt ind i mit nye årti denne gang.

Fordi jeg er et helt andet og mere fredfyldt sted i min indre livsrejse.

Fordi jeg har alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om, ønske mig og mere til, i form af min dejlige mand og vores to døtre – og et familieliv, som er værd at nyde hver eneste dag.

Fordi jeg har en dejlig familie og vennekreds.

Fordi jeg har vovet at hoppe ud på dybt vand og prøve en masse ting af, siden jeg sidst fyldte rundt. Ting, steder, mennesker, oplevelser, sorger, glæder og erfaringer, som har lært mig så meget mere om mig selv og om, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med.

Fordi jeg er omgivet af seje kvinder i 40’erne, som jeg bliver inspireret af og lærer af.

Fordi jeg er heldig at være både rask og stærk – og lidt modig engang i mellem.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for lige at sende en godmorgentanke til min bestie derhjemme, som har overskredet den magiske grænse og ved, at der ikke er spor farligt derinde i Fyrreårslandet.Hele ugen har faktisk føltes som en blid optakt til at fylde 40.

Min Mor er her nemlig.

Det gør jo alting bedre.

Eftermiddagene står på kaffepauser og sludrechatoller. Der er intet som at mærke dén der særlige forbindelse, som findes mellem to, der har kendt hinanden altid. Referencerne. Krammene. Anerkendelsen. Ironien. Minderne. Der er også de vanlige knitfulness-øjeblikke med Mormor, som jeg holder så meget af. Som hér i gymnastikhallen, hvor der alligevel ikke er andet at lave end at vente på, at Gymnastik-Mille bliver færdig i barrerne.Der er jo hænder, som skal holdes. Hjerter, som skal varmes. Skygger, som skal følges ad.Børn, som skal vaskes, drilles og leges med.Og en Mormor, som skal kysses.Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af en omgang Mormor-opmærksomhed.

Jeg får mindst lige så meget tosomhed, når vi går hedeture under den støvede ørkenhimmel og køler ned i poolen, der er en sval oase for tiden.Men i morgen sker det.

Opgraderingen til version 4.0., som IT-afdelingen har haft planlagt længe.

Heldigvis sker det med Martin, Cille, Mille, min Mor og en flok venner ved min side til moralsk support.

Og jeg er ret klar til en drink eller tre som opmuntring, men først vil jeg lige op og tjekke, om Martin mon har lyst til at kysse med en kvinde i trediverne.

Sidste chance, som man si’r 😉😘💋

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eventyrslottet og Renaissancehaven

I dag har vi leget turister i Martins barndomsby, Hillerød.

Vi starter hos Hr. og Fru Gårdejer, som bor lige op til den smukkeste bagvej ind i Renaissancehaven ved Frederiksborg Slot. De fører blegnæbbede ørkenmennesker igennem et skovområde med gamle ege- og bøgetræer med kroner så grønne, at øjnene holder fest og hjerterne banker af stolthed over alt det skønne, der er Danmark.Det er ubeskriveligt dejligt at være kommet på grønt græs igen – uden at det regner.

Og så taler man så godt sammen, når man går en tur.Den knapt-så-manicurerede bagdel af Frederiksborg Slotspark har vi stort set for os selv. De japanske turister når slet ikke om til fugle-ø og ællinger i en sø, så det kan være en fordel at gå bagvejen ind til slottet, tænker jeg – ihvertfald hvis man er til en fredelig og mere personlig oplevelse.Det samme gælder i øvrigt i forhold til Fredensborg Slot, hvor man også bør gå ind fra bagenden af slotshaven, som ligger lige ned til Esrum Sø – det er i øvrigt dér, man får de gode Hansen-Is – og så får man en helt anden oplevelse end dén Hovedgaden byder på.

Kort tid efter rammer vi den sirligt symmetriske Renaissancehave, som virkelig er noget så smuk – og så alligevel ikke. Jeg er mest til naturlig natur og vilde staudebede – og knapt så meget til prydhække med ornamenteret schwung og perlegrus som var det en kirkegård. Og nede foran springvand, voldgrav og verdens yndigste eventyrslot, finder man to pragteksemplarer i kategorien ‘Hillerøds nydeligste mænd’.Det er simpelthen så hyggeligt med langstrakt søndagsvandring og ditto frokost.

Og jeg bliver så rørt over den måde, hvorpå vores venner tager imod os og samler trådene op, hvor vi slap dem sidst. Det er sådan rigtige venskaber er – blinde for mødefrekvens, tid og sted.

Og hver eneste gang, vi er i Danmark, så mærker jeg en stor taknemmelighed og lettelse over at tilbringe tid med mennesker, vi deler historie og fortid med.

Som kan huske alle mulige sjove ting.

Som levede og lever med i svære og glade øjeblikke.

Som er ærlige.

Som godt gider at investere tid og mental energi i at dele egne oplevelser og erfaringer – og lytte til og leve sig ind i vores.

For det er én af de underligste og til tider virkelig tunge ting ved at leve på et flygtigt sted blandt fellow expats: Man får nye venner pludseligt og hurtigt, men man kan miste dem ligeså pludseligt og hurtigt igen.Tak for en dejlig søndag, Hr. og Fru A. I er sgu’ så søde ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet