Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Huskeflad eller walk down memory lane

Klokken er 8.30 og vi er på vej til stationen i Hillerød. Det er en ubeslutsom grå og fugtig decembermorgen af den slags, hvor man på forhånd ved, at der ikke kommer så meget som en solstråle igennem det truende skylag i løbet af dagen. Danmark dejligst eller no’et.Vi har mistet 3 timer i tidsforskellen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, og godt og vel 20 graders varme i løbet af et halvt døgn, så vi gaber og skutter os, derinde i bilens halvmørke. Det er virkelig en huskeflad at komme til Danmark om vinteren. Så koldt og trist, at det vitterligt kun er familien og julens traditioner, der kan lokke os hertil.

En øjenåbner er det også.

Jeg har f.eks. ikke kørt med offentlig transport i Danmark de seneste 8-10 år. Så jeg forsøger mig med Svigermors rejsekort til S-togslinje A mod Hundige. Og jeg må konstatere, at det er lige dele dyrt og ukomfortabelt at komme ud at se med DSB.Med på rejsen har vi medbragt mindst tre 6. klasser, der fylder på alle måder, samt to hundedyre kaffelotter fra Lagkagehuset på stationen.Lidt efter 9 er vi på Vesterport og Axeltorv, hvor Martin skal ind for at arbejde, mens jeg har alenetid i vores gamle hjemby. “Har de ikke glemt at tænde for solen”, udbryder han, da jeg grinende foreviger ham i det grå formiddagslys, før han forsvinder ind i en hvid københavner-opgang.Og så går jeg ellers på oplevelse i mit gamle København med hænderne stukket dybt i de varme lommer og skuldrene helt oppe om ørerne.Forbi Konditori La Glace, hvor den traditionelle juleudsmykning går lige i hjertet. Det er for tidligt til et stykke othellolagkage, så op med mig til Højbro Plads, hvor der er julemarked og frysende asiatiske turister, der fotograferer ivrigt, mens de venter på, at butikkerne skal åbne.Jeg smutter i Illum. Mest for at låne toilettet. Jeg havde helt glemt, hvor meget man skal tisse i kulden efter at have drukket kaffe. Og der er præcist lige så Københavner-prætentiøst i Illum, som der altid har været. Det er lige dele morsomt og sørgeligt, at den slags aldrig forandrer sig.Videre ud i den dampende kulde. Man skulle tro, at det var sent om eftermiddagen, sådan som mørket har sænket sig. Det er ikke så underligt, at Danmark mestrer den besynderlige kombination af at være verdens lykkeligste og samtidig mest deprimerede folkefærd. Det er et skizofrent nationalt karaktertræk, der delvist kan forklares med vejrliget, er jeg sikker på.Og mens jeg går langs kanalen, smiler jeg for mig selv – for alt, der er indbegrebet af København, er indrammet lige her. Flyttefirmaerne, der kontinuerligt skramler op og ned ad stejle trapper i smalle, københavnske opgange. Insisterende cyklister i al slags vejr. Urimelig grafitti på vilkårligt frie pletter i samfundet. Det evindelige vejarbejde, og de varme, skinnende lys i små flagvinduer, man uvægerligt titter ind ad, når man passerer forbi derude i råkulden.

Jeg spadserer ad H. C. Andersens Boulevard forbi Grevinde Danner Stiftelse mod Peblinge Dossering.

Der er som altid gråænder i vandet, fede duer langs skraldespandene, friske kondiløbere, trætte barselsfolk med barnevogne og nydelige damer på spadseretur langs Søerne. Her gik og løb jeg også altid selv om eftermiddagen, da jeg var en vestjysk københavnerpige.

Nu går jeg hér – ved siden af alle københavnerne, der haster afsted med et formål – og føler mig fremmed og hjemmevant på samme tid.Lige ved Søtorvet og Dronning Louises Bro står den klassiske bronzestatue af Nilen. Her op mod jul er der det fineste street art i form af bløde, røde strikhuer, der skal værne de nøgne børns små uskyldige hoveder mod vinterkulden, mens de leger for fødderne af den prægtige gud. Jeg er vild med den idé. Det er sjovt, fjollet, uskyldigt og genialt på samme tid

Jeg skutter mig i kulden og nyder at komme ud på Nørrebrogade, der dufter lidt af hjemme med dens tilbud om döner kebab og pitabrød med falaffel på hvert gadehjørne. Der er ingen flagrende tørklæder i bybilledet på en forfrossen tirsdag formiddag – kun blege ansigter som mit eget at spejle sig i.Det er i øvrigt helt fantastisk at se antallet af cykelbutikker og udvalget af elegante bycykler overalt, der er så æstetisk pleasing, at jeg ønsker mig én i hver pastelfarve.

På Nørrebro er jeg på jagt efter kjolebutikken Mondo Kaos, som jeg har set, at forfatteren Leonora Christina Skov anbefaler og reklamerer for. Hun ved noget om kjoler, så jeg vil forsøge at gøre hende kunsten efter. Jeg mangler mindst en kjole til jul og en til nytår, har jeg undskyldt mig selv med.

Et par timers kjoleprøvninger senere og adskillige tusinde kroner lettere, stryger jeg ud af Elmegade mod København C igen. Helt tilfældigt falder jeg over den lille litteraturcafé, Brøg, som selvsamme forfatter anbefaler i Fiolstræde.Og min alenedag i København slutter så fint med to smukke kjoler og en nederdel med swung i en pose, lidt frisk gravadlaks og ristet rugbrød på tallerkenen, mens jeg fordyber mig i Willliam Morris’ kunsthåndværk, fordi bogcaféen naturligvis byder på gratis læsning.Al magt til skønheden i mit gamle København, der ikke har forandret sig ret meget siden dengang, det var “vores by”. Ihvertfald ikke på overfladen eller i stemningen.

Og det er der noget trygt og rart ved, når nu jeg føler mig helt fremmed i dét, der engang var hjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sømandskirken og Al Hadheerah

Bryllupper kan man ikke få for mange af.

Helt personligt har jeg ikke lyst til at holde bryllup igen – jeg er godt gift, tack så mycket – men at deltage i bryllupper er da noget af det skønneste, man kan blive inviteret til.

Martin har en ansat på sit lille salgskontor – og det var hende, der nu skulle giftes med sin forlovede. Den helt store bryllupsfest skal stå i Libanon om et par uger, da hun er armensk-libaneser, men den lovformelige vielse foretages af den danske præst i Dubai, Carl Bjarkam, fordi hendes udkårne er lige så pæredansk som os andre.

Og Danmark er som bekendt et let land at blive gift i rent dokumentationsmæssigt, til sammenligning med mange andre steder i verden.Så i fredags stoppede vi de fineste, specialimporterede bryllupsgaver fra Royal Copenhagen i bagagerummet (tak til Far og Conny for leverancen), og så drønede vi til det nordlige Dubai til bydelen Oud Metha, hvor Den Norske Sømandskirke ligger. Ironisk nok er der ingen norsk præst på præmisserne for tiden, som navnet antyder, men til gengæld er der både en dansk og en svensk præst. Og nordmændene tager sikkert revanche, når der bliver et træhus ledigt igen.I vanlig danskerstil var vi der 20 minutter før vielsen. Ingen andre var ankommet (man er vel fra Mellemøsten), så vi fik os en sludder med den altid nærværende og flinke præst, Carl Bjarkam – og så fik vi snuset rundt i det beskedne kirkerum, der ganske vist ikke indeholder en stor Jesus-figur på et kors, men der er et smukt alter, et kirkeskib og en fin døbefont. Det eneste, der mangler, er en pianist, synes jeg.Vielsen ville jeg ønske, at jeg kunne gengive billeder af – for brud og gom var så uendeligt skønne at se på – men det skal de have lov til at have for sig selv. Jeg kan ihvertfald sige, at de to voksne mennesker klæder hinanden, og at det er meget livsbekræftende at se på dem.At blive gift langt væk hjemme fra er en ‘rå’ eller ‘nøgen’ oplevelse.

Der er ingen bror, som står klar med ringene som forlover; der er ingen svigerfamilier på hver deres flanke med smil, tilråb og støttende hænder, øjne og lommetørklæder til brud og gom. Der er ingen langvarig historik eller blodsbånd mellem de fremmødte, og vielsen er kogt ned til en kort og rørende tale om ægteskabets behov, præmisser og udfordringer, hvorefter vielsesritualet udføres, som det sig hør og bør.

Det betyder ikke, at vi var mindre rørte på brudeparrets vegne eller mindre imponerede over den ærlige og åbenhjertige præstetale til parret. Det betyder heller ikke, at deres vielse var begrænset, mindre god eller mindre dyb, end hvis der havde været 100 mennesker til stede i rummet, som kender dem og deres livshistorier. Det føltes bare mere råt og skåret ind til benet, og det står tydeligt frem, at det er netop de to mennesker hér, der har valgt hinanden på godt og ondt, med det svære og det sjove, med det sure og det søde. Der er ingen “støj”, “nudging” eller forventningspres fra omgivelserne. Der står blot de to, der har valgt hinanden.

Følelsen af at ‘skære ind til benet’ eller kun at have ‘den inderste kerne i livet’ gælder i øvrigt i rigtigt mange aspekter af udlandslivet. Den samme følelse kunne vi have siddet med til en fødsel, en barnedåb eller en rund fødselsdag.

Jeg glemmer ihvertfald aldrig den enorme ensomhed, der skyllede ind over mig, da jeg sad en time efter fødslen af Mille og betragtede vores andenfødte – helt alene i en hospitalsseng, fordi Martin var taget ud for at hente Cille, der blev passet af vores rengøringskone. De andre fødende havde familiemedlemmer omkring sig, som nussede om den nyfødte baby og den nybagte mor. De roste barnet og moren. De havde blomster, chokolade og varme smil med til barselssengen. Jeg havde ingen at dele glæden over vores kæmpe og helt enestående mirakel med. Det blev til en meget intens, inderlig og mørk stund på en ellers så varm, lys og smuk maj-dag. Noget, som jeg for altid vil tage med mig, fordi der var både så stor smerte og så fin en læring lige præcist dér for mig. Dén dag gik noget inden i mig en lille smule i stykker, men det blev samtidig og på ganske forunderlig vis helet igen. Af mig selv.

Den samme følelse af ensomhed eller “kerne” skyller ind over mig i mange andre situationer. Det kan være både i de gladeste øjeblikke og i de allersværeste. Derhjemme i Danmark har vi begge store familier, og vi er begge vant til, at der altid lige er nogen i nærheden, som giver en hånd eller sit besyv med i forhold til stort og småt.

Men sådan er det bare ikke, når man – af egen fri vilje! – har valgt at bosætte sig langt væk fra familien og den oprindelige omgangskreds. Konsekvensen af ens handlinger retter sig altid kun tilbage mod én selv. De andre er blot et telefonopkald væk, men nogle gange er det umuligt at overskue at ringe op, når det hele føles tungt.

Samtidig er der også en smuk styrke i at have kogt livet ned til det allervæsentligste, helt ind til kernen. Jeg føler mig meget tæt forbundet med Martin, og vi føler os tæt forbundne med vores døtre. Vi har hinanden i det lille firkløver hver eneste dag – i tykt og tyndt – og vi er nødt til at finde ud af tingene sammen, for vi kan ikke flygte eller undvige ved at lette vores hjerter andetsteds, ved at lytte til andres meninger eller ved at distrahere os selv med alt muligt andet i storfamiliens skød.

Nå.

Tilbage til emnet.

Denne her bryllupsfortælling fik pludselig en masse andre vinkler og sidehistorier klistret på sig.

Efter vielsen skulle libaneserne selvfølgelig ryge, så vi tog en times tid med socialisering, røg, cola på dåse og lykønskninger, og så sagde vi pænt farvel til Carl Bjarkam i Sømandskirken, og satte kursen mod bryllupsmiddagen på ørkenresortet uden for Dubai, Bab Al Shams.

Prøv lige at se en solnedgang over bryllupsdagen, vi sad og nød på bilturen.Jeg har tidligere skrevet om Bab Al Shams, som ligger godt en times kørsel uden for Dubai. Det er stadig ét af mine favorit-resorts i forhold til at være både familievenlig og “value for money”, hvis man stadig ønsker at være tæt på byen.

Efterhånden er det flere år siden, vi sidst har været på Bab Al Shams. Som de fleste andre mennesker, så falder vi også lidt af på den, hvad angår turist-oplevelser og ture ud i det blå. Vi har fået vores eget hus nu – og det fylder på den gode måde. Der er ikke længere det samme behov for at komme ud og væk, fordi vi har fået vores hjemmeliv til at være på dén måde, vi gerne vil have det. Sådan tænker jeg ihvertfald, at forklaringen er. Eller også er vi bare blevet luddovne?

Brudeparret skulle naturligvis tilbringe natten i en suite på Bab Al Shams, men jeg havde på forhånd erklæret, at jeg godt kunne køre hjem, fordi det ville være dejligt at vågne op til pigerne derhjemme om lørdagen. I virkeligheden burde vi have benyttet lejligheden til en overnatning, men vi elsker bare at være os 4 – og det føles helt amputeret at være afsted på resort uden pigerne.

Hvis du har lyst til et lille Bab Al Shams-gensyn fra dengang, vi var helt spritnye i Ørkenstaten, så læs med her:

Bab Al Shams

Bryllupsmiddagen skulle stå i den store buffet-restaurant, Al Hadheera, direkte under åben himmel.

Restaurantområdet er intet mindre end en magisk oase. Som et 1001 nats eventyr lige dér midt i den varme, arabiske aften, der dufter af krydderier, æbletobak og grillkul.Der er dampende risretter, store kobbergryder med stuvninger, sprøde salater, kød på grillspyd, varme supper, friske skaldyr og forskellige gryderetter i tykmavede ler-tagines.

Der er syndige, dybstegte mezze, krydderier i overdådige bundter, som kokkene gavmildt hakker af, og et stort dessertbord med baklava, libanesisk is og kunefe. Der er arabisk kaffe og mindst 5 slags dadler at vælge i mellem. Der er vin ad libitum, iskolde colaer og glade børn, der danser på bordene.

Og brudeparret bliver fejret med manér. Der bliver råbt på arabisk og sunget om bordet. I løbet af aftenen er der også forskellige shows. En egyptisk tanouradanser – dreje-rundt-manden – som jeg kalder ham, og en fræk og ypperlig mavedanserinde, der virkelig kan sit håndværk.Til sidst opfører en række ryttere en fin arabisk fortælling om konflikt og sameksistens blandt beduinstammer, hvori der indgår en stor flok geder, en kamelkaravane og nogle usædvanligt smukke araberheste.Da vi går fra festen hånd i hånd under stjernerne, er jeg helt ør.

Det har været sådan en smuk vielse og en gennemført dag i kærlighedens tegn – og hér går vi – midt i stilheden  – væk fra oasen og  op mod resortet for at køre hjem til pigerne.

Tænk, at vi igen og igen får lov til at opleve stjernestunder som disse.

Jeg føler, at vores udlandsliv giver langt mere, end det tager.

Også selvom der er en lang række konsekvenser og svære ting ved at være langt væk fra ens hjemland.

💞 Gid Shogher og Jacob må få et langt og lykkeligt liv sammen 💞

Og så et lille PS: Tag endelig ud for at spise og nyde en hel aften på Al Hadheera på Bab Al Shams, hvis du kommer til Dubai. Det er virkelig værd at køre en time frem og tilbage. Madens niveau er højnet og det er underholdningen bestemt også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Journalister

Det hænder fra tid til anden, at jeg bliver kontaktet af journalister fra Danmark, når de er igang med “et eller andet om Dubai”.

Det er ikke så underligt endda. Det kræver knapt en halv sætning i Google-søgefeltet, så kommer jeg og min familie op i mere eller mindre relevante Dubai-scenarier. Man har vel været Blogger-Mum i et halvt årti eller noget.

Henvendelserne fra danske journalister kan normalt opdeles i to:

1. Journalistpraktikanten uden rejsebudget. Det er dem, som beder om insider-fif til turistattraktioner og oplevelser, der er “off the beaten track”, som de så kan sætte op i turisme-sektioner uden selv at have været på de pågældende steder, de ellers anbefaler så højt. Smukt, ikke? Jeg lærte ihvertfald min lektion engang, hvor Ekstra-Bladet fik en masse materiale ud af mig – mod at de nævnte min blog og mit navn i avisen, når nu jeg var den, der fandt alle de gode spots til dem. Det skete naturligvis aldrig.

2. Undersøgende journalist-snushaner, der leger med økonomisk kriminalitet. Det er dem, der beder om “Dirt on the Danes og Død over Sanjay Shah-lignende typer”. Der er ingen udleveringsaftale mellem De Forenede Arabiske Emirater og Dronningeriget Danmark, så det er en kende svært at komme helt tæt på dem, der har valgt at lege kispus med de danske myndigheder i en fjern Ørkenstat. For de er her jo. Det ved vi alle sammen.

Hvis emnet interesserer mig, vil jeg da ikke afvise at kigge mig lidt omkring på gader og stræder, men det er en tidskrævende affære, og der er absolut intet, den pågældende journalist eller den danske stat kan gøre, for at komme i nærheden af vedkommende, de ellers så gerne vil have i tale.

Men for knapt 4 måneder siden blev jeg kontaktet af to journalister, der laver TV-dokumentarer om livet, som det nu engang udfolder sig for de mennesker, der befinder sig på det pågældende sted.

Jeg afviste dem straks. Ellers tak, men nej tak.

Efter at have krummet tæer igennem Peter Ingemann’s komplet håbløse makværk af en “Størst”-udsendelse for nogle år siden, skulle jeg ikke nyde noget. Det var programmet, hvor Ingemann valgte at underholde sig med en notorisk dansker, der ikke tjente sine penge ad konventionelle kanaler, mens han slog ud med armene og fortalte vidt og bredt om, at han havde tjent penge nok til at forsøge sin familie generationer ud i fremtiden på ganske kort tid. Altså ren forargelses-underholdning af værste skuffe, som var tilrettelagt helt uden at skæve til, om man var i nærheden af at fremstille et sandfærdigt billede af stedet, eller om man viste troværdige mennesker frem i bedste sendetid.

Sådan noget gjorde (og gør!) mig pikeret. For ikke at sige direkte vred.

For der er – gudskelov – allerflest helt almindelige danskere i De Forenede Emirater. Danskere, der arbejder røven ud af bukserne for dét, de har og opnår. Præcist som man gør det derhjemme i Danmark. De store forskelle er, at vi har solskin hver dag, hjælp i hjemmet og en ganske priviligeret livsstil, som vi betaler mange penge for at opretholde.

Men så skete der jo dét, at de to journalister ville mødes med mig.

Og de to journalister var præcist lige så søde og imødekommende, lyttende og empatiske, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig.

Dér sad jeg – midt i al min forudindtagethed – og faldt pladask for idéen om en dokumentar om Dubai, der rent faktisk skulle vise danskernes liv under daddelpalmerne. De havde også en lang perlerække af roste dokumentarer på deres CV, som alle talte for, at de var gode nok.

Jeg gav dem ikke lovning på noget som helst. Skrev ikke under på noget og aftalte ganske løst, at vi måtte snakkes ved.

Jeg tumlede med tanker om, hvorvidt det ville være smart at lade to små børn deltage i et TV-program, når nu de ikke ville forstå implikationerne af at blive vist frem i danske TV-stuer? Jeg overvejede endda sammen med skolebestyrelsen, om vi kunne tillade os at vise journalisterne vores lille danskskole uden elever i lokalet.

Men så var der problematikken om, at jeg ikke kan udstå at se på eller lytte til mig selv på film og video. Skulle det her være den ultimative personlige udfordring, hvor jeg kunne få gjort op med min indre kritiker? Ville jeg turde at stille op på kamera og lade det rulle – både når jeg foretog mig dagligdagsting og når det kom til de helt personlige reflektioner? Hvor stor ville min røv egentlig kunne se ud på dansk TV? Og hvad med min gamle vane med at tale alt, alt for eksalteret?

Sådan fortsatte spørgsmålene inden i mig. Der kom flere og flere til. Og jeg fik mere og mere fysisk ubehag ved SMS’erne og telefonsamtalerne med de to journalister.

Indtil jeg pludselig stoppede op og mærkede efter.

Og lyttede til min indre stemme.

Grublerierne gjorde mig mere og mere til en tvær gnavpot. Alt strittede i mig, når jeg tænkte på projektet. Intet dirrede på den gode måde, om man så må formulere det.

Og pludselig slog det mig: Der mangler jo noget helt afgørende:

WIIFM!

What’s In It For Me!

Hvorfor skulle jeg vælge at vise hele vores liv frem på dansk TV?

Hvad ville formålet være med det?

 

Det tog mig adskillige måneder at nå frem til det ellers ret så enkle spørgsmål om, hvad der egentlig ville være i det for mig, hvis jeg åbnede døren ind til vores hjem, tanker og hjerter?

Intet, blev svaret på ovennævnte spørgsmål.

Jeg har intet behov for at blive genkendt på gaden i Varde eller Hillerød, fordi jeg er med i et evindeligheds-genudsendt TV-program fra De Varme Lande.

Jeg er kiste-lykkelig for at have bloggen her – som mit kreative out-let og min personlige legeplads – hvor jeg bestemmer præcist, hvad der skal siges, beskrives og fortælles.

Hér er jeg 100% personlig – ærlig, autentisk og (forhåbentlig!) nuanceret – i mine fortællinger. Men jeg er – ganske sjældent og kun ved nøje udvalgte lejligheder – privat på bloggen.

Det ville gøre alt for ondt at skulle stå på mål for vores valg i livet over for en hel TV-folkedomstol i Danmark.

Det er ind i mellem hårdt nok at stå på mål over for familie, venner og bekendte – og over for os selv, når vi diskuterer, om vi gør og prioriteter de rigtige ting her i livet.

Men her på bloggen er det mig, der sætter rammerne og vinkler vinklerne, om man så må formulere det.

Det er mig, der skærer til og skærer fra.

Det er mig, der udvælger, hvad der skal sendes ud i æteren, ses og fornemmes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet