Om internationale skoler

Den største festdag på en vilkårlig international skole er “International Day” – eller som den hedder på vores skole – “International Evening”, fordi det festlige arrangement først starter kl. 17.3o og varer til sent.

Her på billedet står Team Dannevang 2020 klar til at bage æbleskiver og servere kakaomælk til små 2.000 gæster. Vi har ca. 40 danske elever på Dubai International Academy – fordelt på 25-30 forældrepar, og vi løfter i fællesskab opgaver som “International Evening”.Alle internationale skoler fejrer og synliggør, at de er mangfoldighedsskoler ved (blandt andet) at afholde en årlig fest, hvor hver enkelt nationalitet giver den fuld skrue med patriotismen.

På den danske stand kører vi vanen tro på med smørbagte småkager, nybagte æbleskiver, drømmekage fra Brovst, Arla-mælkeprodukter, samt Lego-æsker og Mærsk’s berømte småkagedåser, der kan vindes i en bæredygtighedsquiz.

Men hvorfor lige æbleskiver? Til det kan jeg sige, at der er jo en temmelig stor del af de typiske danske ‘spiser’, der ikke lige passer ind i en muslimsk Ørkenstat – enten fordi de indeholder alkohol eller gris – eller fordi de bare ikke er appetitlige i 30 graders varme.Internationale skoler er stolte af, at de danner ramme om hverdagen for børn og voksne af mange forskellige nationaliteter, med forskellige kulturer, sprog, udseende, religioner og hvad der nu ellers hører til, når hele verden samles på ét sted. Ofte er børnene og børnenes forældre ikke kun af én nationalitet, så der er virkelig tale om flerkulturelle familier og et flerkulturelt samfund, hvor tingene gøres på lige så mange måder, som der er mennesker.På vores IB-skole, Dubai International Academy, har man f.eks. valgt, at børnene skal have mulighed for at blive undervist i deres modersmål 3 timer om ugen, så foruden den normale undervisning på engelsk, går Cille og Mille til dansk modersmålsundervisning, plus spansk og arabisk som andetsprog hver uge.

Det er da en gave ud over det sædvanlige.

Ikke at pigerne selv forstår det, for de har aldrig kendt til andet, men som komplet sprog- og kulturnørd, der er opvokset på den jyske vestkyst, hvor der kun taltes drævende vestjysk, lidt hakkende tysk og så noget andet dansk inde i fjernsynet, når der var TV-Avisen, bliver jeg opløftet ved tanken om alle de fantastiske synapser, der knyttes i knolden på vores børn, når de skal begå sig på 4 sprog hver uge.

Hvad jeg ikke ville have givet for at være vokset op med flere modersmål og andetsprog under bæltet, da jeg var lille.

Hvad jeg ikke ville have givet for at have været en del af sådan et frit og farverigt “community”, som vores piger er del af i deres opvækst.

Det ville have passet mig en hel del bedre end et lille lokalsamfund i Vestjylland, hvor det gjaldt om at være præcist som de andre i udtryk, udseende, interesser og væremåde.

Heldigvis har jeg nuppet chancen for at rejse, bo og leve mange forskellige steder rundt om i verden, lige siden jeg selv kunne styre, hvor jeg ville opholde mig. Og at vi bor i udlandet som familie er absolut en af mine livsdrømme, der er gået i opfyldelse. For jeg vil gerne fortsætte med at opleve verden og mærke andre kulturer end vores egen.

Mangfoldigheden er for mig netop én af de allerbedste ting ved at leve i De Forenede Arabiske Emirater.Jeg værdsætter så uendeligt meget, at vores døtre får muligheden for at vokse op i et multikulturelt samfund, hvor der er respekt for og om alle mennesker, uanset hudfarve, accent, religiøse overbevisning, påklædning, madpakker, kulturelle symboler og alle de andre ting, der alt for ofte bliver rynket på næsen af og skrevet grimme ting om, når kældermennesker og mørkemænd får chancen for at give deres besyv med på internettet.Jeg elsker, at vores døtre vokser op med en stor flok børn, der kommer fra alle verdens lande, så de aldrig nogensinde kommer til den konklusion, at hvis tingene ikke gøres “ligesom i Danmark eller hjemme hos dem selv”, så er de nok dårligere eller mindre værd.

Det er én af de værste og tungeste sider ved nationalkulturerne og ved mennesker, der sjældent bevæger sig uden for deres egen by eller uden for deres fædrelands grænser: At de tror fuldt og fast på, at dén måde, hvorpå de gør tingene, er den eneste rigtige. At det er deres samfund, der ligger inde med De Vise Sten – og at alle andre lande og kulturer på en eller anden måde er under-udviklede, uvidende eller bagud.Jeg har det svært med dem, der argumenterer for, at Den Danske Model eller Den Danske Velfærdsstat er den bedste løsning – eller at Danmark ligesom “kan det hele”. Det er fint og dejligt, at det meste fungerer godt i Danmark – og jeg er stor tilhænger af samfundssystemer, hvor der gives mere lige muligheder til alle borgere, uanset størrelsen på ens pengepung, men at tro, at vi danskere har opfundet den helt dybe tallerken i forhold til at få et samfund til at fungere, dét er en misforståelse.I alle lande er der genialiteter. Ting, vi burde adoptere og tage ved lære af. Sider og aspekter, som vi end ikke har overvejet eller været bevidste om. Dét bliver jeg aldrig træt af at lære om og opleve på nært hold.“International Evening” er i øvrigt pigernes favoritdag på hele skoleåret. De elsker feststemningen, som de opbygger med alle deres venner og skolekammerater i løbet af skoledagen – og når det så bliver aften, skal der spises, danses og leges igennem.

Her står Cille med sin belgiske og sin norsk-palæstinensiske-engelske veninde. De er alle tre spændte på at blive “sluppet løs” til fest med deres venner.Og ind i mellem bagning af æbleskiver og udlevering af drømmekage fra Brovst og Arla-kakaomælk til børn i lange baner, bliver der også en lille stund for mig selv til at liste omkring og smage på alle de andre landes delikatesser.

I år var Syriens, Jordans og Palæstinas stande fænomenale. Jeg fik selvfølgelig også en hvinende sød og stærk tyrkisk kaffe, en aromatisk kardemomme-chai hos inderne og et par krydrede vegetarsamosaer hos Pakistan og Indonesien.Alle smiler og serverer med stolthed deres traditionelle retter for hinanden, og der er kun kærlige drillerier at spotte mellem landene, som når Finlands fine julemand er ved at være træt af danskerne, der pointerer, at Julemanden altså bor på Grønland – eller når hollænderne kommer forbi den danske stand og har den friskhed at kalde æwle-skiw’erne for poffertjes.Det er på aftener som denne her, at vi ser, hvad det vil sige at være et verdenssamfund. Godt nok i en lille og ret håndgribelig miniature-udgave, men alligevel. Her ser vi med egne øjne, at vi er tæt på hinanden – vi er jo for pokker hinandens naboer og medmennesker, der er nødt til at se hinanden i øjnene og lære om og af hinanden, fordi det er både rart og en nødvendighed.

Det er så fint og smukt, synes jeg.Og som aftenen falder på, går der mere og mere sukkerchok og Bollywood Dance i den – til børnenes store glæde. For er der noget, inderne kan, så er det at piske en god stemning op.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Huskeflad eller walk down memory lane

Klokken er 8.30 og vi er på vej til stationen i Hillerød. Det er en ubeslutsom grå og fugtig decembermorgen af den slags, hvor man på forhånd ved, at der ikke kommer så meget som en solstråle igennem det truende skylag i løbet af dagen. Danmark dejligst eller no’et.Vi har mistet 3 timer i tidsforskellen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, og godt og vel 20 graders varme i løbet af et halvt døgn, så vi gaber og skutter os, derinde i bilens halvmørke. Det er virkelig en huskeflad at komme til Danmark om vinteren. Så koldt og trist, at det vitterligt kun er familien og julens traditioner, der kan lokke os hertil.

En øjenåbner er det også.

Jeg har f.eks. ikke kørt med offentlig transport i Danmark de seneste 8-10 år. Så jeg forsøger mig med Svigermors rejsekort til S-togslinje A mod Hundige. Og jeg må konstatere, at det er lige dele dyrt og ukomfortabelt at komme ud at se med DSB.Med på rejsen har vi medbragt mindst tre 6. klasser, der fylder på alle måder, samt to hundedyre kaffelotter fra Lagkagehuset på stationen.Lidt efter 9 er vi på Vesterport og Axeltorv, hvor Martin skal ind for at arbejde, mens jeg har alenetid i vores gamle hjemby. “Har de ikke glemt at tænde for solen”, udbryder han, da jeg grinende foreviger ham i det grå formiddagslys, før han forsvinder ind i en hvid københavner-opgang.Og så går jeg ellers på oplevelse i mit gamle København med hænderne stukket dybt i de varme lommer og skuldrene helt oppe om ørerne.Forbi Konditori La Glace, hvor den traditionelle juleudsmykning går lige i hjertet. Det er for tidligt til et stykke othellolagkage, så op med mig til Højbro Plads, hvor der er julemarked og frysende asiatiske turister, der fotograferer ivrigt, mens de venter på, at butikkerne skal åbne.Jeg smutter i Illum. Mest for at låne toilettet. Jeg havde helt glemt, hvor meget man skal tisse i kulden efter at have drukket kaffe. Og der er præcist lige så Københavner-prætentiøst i Illum, som der altid har været. Det er lige dele morsomt og sørgeligt, at den slags aldrig forandrer sig.Videre ud i den dampende kulde. Man skulle tro, at det var sent om eftermiddagen, sådan som mørket har sænket sig. Det er ikke så underligt, at Danmark mestrer den besynderlige kombination af at være verdens lykkeligste og samtidig mest deprimerede folkefærd. Det er et skizofrent nationalt karaktertræk, der delvist kan forklares med vejrliget, er jeg sikker på.Og mens jeg går langs kanalen, smiler jeg for mig selv – for alt, der er indbegrebet af København, er indrammet lige her. Flyttefirmaerne, der kontinuerligt skramler op og ned ad stejle trapper i smalle, københavnske opgange. Insisterende cyklister i al slags vejr. Urimelig grafitti på vilkårligt frie pletter i samfundet. Det evindelige vejarbejde, og de varme, skinnende lys i små flagvinduer, man uvægerligt titter ind ad, når man passerer forbi derude i råkulden.

Jeg spadserer ad H. C. Andersens Boulevard forbi Grevinde Danner Stiftelse mod Peblinge Dossering.

Der er som altid gråænder i vandet, fede duer langs skraldespandene, friske kondiløbere, trætte barselsfolk med barnevogne og nydelige damer på spadseretur langs Søerne. Her gik og løb jeg også altid selv om eftermiddagen, da jeg var en vestjysk københavnerpige.

Nu går jeg hér – ved siden af alle københavnerne, der haster afsted med et formål – og føler mig fremmed og hjemmevant på samme tid.Lige ved Søtorvet og Dronning Louises Bro står den klassiske bronzestatue af Nilen. Her op mod jul er der det fineste street art i form af bløde, røde strikhuer, der skal værne de nøgne børns små uskyldige hoveder mod vinterkulden, mens de leger for fødderne af den prægtige gud. Jeg er vild med den idé. Det er sjovt, fjollet, uskyldigt og genialt på samme tid

Jeg skutter mig i kulden og nyder at komme ud på Nørrebrogade, der dufter lidt af hjemme med dens tilbud om döner kebab og pitabrød med falaffel på hvert gadehjørne. Der er ingen flagrende tørklæder i bybilledet på en forfrossen tirsdag formiddag – kun blege ansigter som mit eget at spejle sig i.Det er i øvrigt helt fantastisk at se antallet af cykelbutikker og udvalget af elegante bycykler overalt, der er så æstetisk pleasing, at jeg ønsker mig én i hver pastelfarve.

På Nørrebro er jeg på jagt efter kjolebutikken Mondo Kaos, som jeg har set, at forfatteren Leonora Christina Skov anbefaler og reklamerer for. Hun ved noget om kjoler, så jeg vil forsøge at gøre hende kunsten efter. Jeg mangler mindst en kjole til jul og en til nytår, har jeg undskyldt mig selv med.

Et par timers kjoleprøvninger senere og adskillige tusinde kroner lettere, stryger jeg ud af Elmegade mod København C igen. Helt tilfældigt falder jeg over den lille litteraturcafé, Brøg, som selvsamme forfatter anbefaler i Fiolstræde.Og min alenedag i København slutter så fint med to smukke kjoler og en nederdel med swung i en pose, lidt frisk gravadlaks og ristet rugbrød på tallerkenen, mens jeg fordyber mig i Willliam Morris’ kunsthåndværk, fordi bogcaféen naturligvis byder på gratis læsning.Al magt til skønheden i mit gamle København, der ikke har forandret sig ret meget siden dengang, det var “vores by”. Ihvertfald ikke på overfladen eller i stemningen.

Og det er der noget trygt og rart ved, når nu jeg føler mig helt fremmed i dét, der engang var hjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet