Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Av!

Jeg lider en lille smule af åndenød.

Desværre ikke på grund af en rask løbetur, men i stedet er det en mental mavepuster, der får mig til at overfladeånde.

Mormor er rejst fra os igen.

Det gør simpelthen så ondt hver eneste gang.

Hvorfor sidder hun ikke bare her i solen og strikker hver eftermiddag, om man må spørge?I gæsteværelset finder vi det sødeste lille brev og påskeharer til pigerne. Jeg fornemmer, at Mormor heller ikke lige syntes, at det var tid til at forlade Dubai igen.Men i ånden er hun her lidt endnu. Og i den bolledej, hun har rørt og stillet til kold-hævning, så vi kan bage hver morgen i weekenden. Typisk Mormor.Jeg synes egentlig, at det bliver værre med alderen, det her savn og længsel efter min Mor.

Om det er min egen eller min Mors alder, der gør sig gældende i savneriet, dét er jeg ikke helt klar over.

Men jeg kan mærke, at savnet bliver stærkere, som årene går.

Måske er det fordi jeg mærker mig selv mere, nu hvor børnene ikke er bittesmå og megakrævende mentalt og fysisk? Måske er det fordi jeg kan se, at min Mor heller ikke bliver yngre og at tiden går alt for hurtigt? Måske er jeg blevet mere nostalgisk og dvælende ved familierelationerne end tidligere i livet?

Heldigvis ved jeg, at det tager nogle dage, og så har jeg vænnet mig til, at jeg ikke længere kan dufte min Mor efter brusebadet eller høre hende, når hun tusser rundt i huset og laver kaffe.

Men det bliver tomt at komme hjem fra arbejde, og så ikke ha’ hende siddende i haven med strikketøjet mellem fingrene og en lydbog i ørerne.

Suk, si’r jeg bare.

Det her er virkelig en af bagsiderne ved udlandslivet.

Intenst sammen i nogle uger og intensivt fraværende i halve år bagefter. Det lærer jeg aldrig helt at håndtere, og måske er det i virkeligheden en god ting, at jeg ikke gør det?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mormor-tid

Engang i mellem rammer jeg plet.

Med det her billede, for eksempel.Man kan simpelthen mærke inderligheden mellem Mille og Mormor.Og selvom jeg ikke klatrer helt ind i Mormor på samme måde som Mille, så er følelsen stadig den samme. Der er nærvær, samhørighed og kærlighed i mellem os alle sammen.

Tid med Mormor er sådan noget, der bare flyder.

Med helt almindelige hverdagsaktiviteter.

Mormor skal se Mille til gymnastik og tennis. Mormor skal gå om og se det sidste kvarter af Cilles street-dance-klasse. Mormor skal dele doughnuts og frugt ud i pausen til Cilles musical-øvedag. Mormor skal synge børste-tænder-sangen og læse godnathistorier for Mille. For mig er det små kaffepauser, hvor hun strikker og vi sludrer på terrassen. Det er også at købe ind og finde sjove ting og sager på hylderne sammen. Vi elsker begge supermarkeder (og mad). Det er vores aftengåture i ghettoen og frokostaftaler i mellem mine undervisningstimer.

Uanset hvad vi laver, så er det skønt, at Mormor er med og oplever dét, vi vader rundt i hver dag.

Som forleden, hvor hun for første gang kunne være med til skolens International Evening. Det er børnenes favorit skoledag på hele skoleåret – og jeg kan så godt forstå det.Det er som altid en kæmpefest for børnene og deres forældre, for familiernes nannies og andet godtfolk, der stimler sammen om lækre smagsprøver og små souvenirs i de forskellige landes boder.

Jeg elsker hvordan alle nationaliteter fejrer sig selv og hinanden – og er interesserede i at lære mere om andre lande, som de ikke kender til i forvejen.

Der er virkelig tale om De Forenede Nationer i børnehøjde, og det er én af de oplevelser, som jeg gemmer i hjertet og tænker på, at det vil vores børn kunne huske fra deres barndom, når de engang bliver voksne og måske vil reflektere over at have gået på en international skole versus en almindelig national skole.

Lige nu tager de det som en selvfølgelig, tilbagevendende begivenhed, men på sigt vil de forstå, at sådanne aftener her er noget helt særligt.

Her besøger Mormor Pakistan, der har verdens lækreste samosaer og en fint pyntet truck.Danskerne bager som altid æbleskiver og uddeler drømmekager med masser af Arla cacaomælk og milkshakes til. Et par dåser smørbagte småkager, lidt ostehapser og lakridser bliver det også til. I år havde vi også en fin quiz med præmier fra Arla, Mærsk og Pandora.Mine favorit-stande er som altid pakistanernes og indernes – for der er gratis henna og den mest fantastiske mad – og så er jeg vild med, at man i Canada kunne være Justin Trudeau for et øjeblik. For hvem vil ikke gerne dét?Dagen efter International Evening er vi nærmest helt tømmermænds-agtige. Desværre ikke af at have indtaget rigelige mængder alkohol – for sprut (og svin og nødder) er forbudt-forbudt på en skole. Årsagen ligger i den sandstorm, der har huseret i Ørkenstaten den seneste uge, og som vi endte med at opholde os ude i en hel aften. Det får man ru hals og snøfte-næse af.

Men vi får snøfte-snuderne vendt mod Abu Dhabi og Saadiyat Island alligevel. Tropsfører Tine mener, at familien trænger til et skud kulturel stimulans. Louvre Abu Dhabi er virkelig køreturen værd. Der er masser af aktiviteter og oplevelser for både store og små besøgende. Hver gang.

Her er der en manga-workshop.Mormor har også i gang med magnetfelterne på Børnenes Museum.Cille laver sin egen gakkede løvedans.Og før vi forlader etablissementet får vi en fin opvisning i arabisk trommedans og sang.Der er halvanden times kørsel til Louvre fra Dubai – og det kan virkelig anbefales. Både den uformelle to-go-café og restauranten serverer udmærket mad til rimelige priser, og man kan jo vælge at kombinere et museumsbesøg med Sheikh Zayed Grand Mosque, så det bliver en fin og interessant heldagstur. Hvis du gør dette, skal du huske at spise på Louvre, da caféen uden for moskéen er meget begrænset.

Eller også kan man vælge at besøge Abu Dhabis smukke luksushotel, Emirates Palace, og nyde deres berømte High Afternoon Tea.

Dét gjorde vi.

Der er guld for alle pengene.

På lofterne og tallerkenerne – og i kaffen. Betjeningen er venlig og diskret – og man kan sidde længe og summe over de små delikate, sirligt anrettede sandwiches, scones og kager.Det er ikke hver dag, at der skal fjernes guldflager fra mundvigene og mellem tænderne, men på Emirates Palace er det en nødvendighed at lægge vejen forbi de opulente dametoiletter for lige at fjerne det værste guld, før man defilerer ud til den ventende bil. Man har vel klasse.Over for Emirates Palace ligger nogle af Abu Dhabis smukkeste skyskrabere – og man har også udsigt til indkørslen til Sheikh’ens palads, så det er virkelig en eksklusiv og statelig affære at være til te og agurkemadder her. Én af must-do’s, hvis du spørger mig.Det værste ved Mormor-besøg er, at tiden flyver alt for hurtigt afsted.

Det gør ondt i hjertet, når jeg kommer til at tænke på, hvilken ugedag det er, og hvornår Mormor skal rejse hjem igen. Men vi nyder det, mens hun er her, og så må det gøre ondt, når hun er rejst. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

If I ain’t got you baby

De sidste fire dage har jeg gået rundt og skrålet denne her i mit indre….

Og denne her…

Jeg har elsket Alicia Keys lige siden hun debuterede i 00’erne. Der er en autenticitet, ærlighed og dybde i hendes stemme og lyrik – og så elsker, elsker, elsker jeg, at hun bliver ved sit klaver i stedet for at lave et eller andet kæmpe show med røvrysteri, konfetti og påklistrede fjer, som så mange andre kvindelige popmusikere gør.

Forleden gæstede Keys Dubai som det store finalenummer på Dubai Jazz Festival 2019.Hun var top-professionel fra første øjeblik, selvom der gik virkelig lang tid fra Reuben James’ fantastiske opvarmning til hun endelig kom på. Her ses hun f.eks. i samklang med en flok Emirati-musikere, der gav hendes sange et arabisk islæt, der absolut klædte dem. Påklædningen var også udpræget passende til lejligheden og kulturen – hun lignede mest af alt en bornert dame på vej til søndagsgudstjeneste.

I mellem numrene var der ren feel-good-energi og positiv karma mellem Alicia Keys og publikum. Hun gik omkring og talte lidt om kærlighed og kvindekamp – og på et tidspunkt kom hendes lille søn ud for at sige hej til sin mor og glo lidt på alle os andre med sine store, nøddebrune øjne. Naturligt skøn, som sin mor.Men der var også en eller anden udefinerbar sitren i Keys undervejs. Som om hun ikke følte sig 100% komfortabel med alles øjne hvilende på sig. Det kunne man fornemme via klaver-kameraet og de hyppige close-ups af hendes mund ved mikrofonen.

Jeg ved jo af åbenlyse grunde ikke, hvad der foregik inden i hende, men hun gik fra scenen ganske abrupt og efter en kort tak til os alle.

Og selvom vi ventede på hende (og forhåbentligt et ekstranummer eller to), blev det ganske forgæves. Hun gav os ikke en chance for at hylde hende eller kommunikere med hende som afslutning på en fantastisk koncert.

Det var ærgerligt. Et lille skår i koncertglæden, selvom vi alle var helt fulde af god energi fra sangene.Og af cider, selvfølgelig.Ville jeg tage ind for at opleve Alicia Keys live en anden gang?

100% sikkert. Uanset den abrupte afgang. Og hvis hun gæster din by, kan jeg kun anbefale at købe billet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet