Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Møns Klint

Jeg har i årevis ønsket mig at komme til Møns Klint. Den første og eneste gang, jeg har været der, sad jeg som baby i en barnevognskasse og blev båret op og ned ad de mange, mange trapper af mine unge, stærke forældre. Det husker jeg intet om, men min Mor og fotoalbummet bevidner det.

I denne her sommerferie blev mit ønske så realiseret. Og det føltes næsten som et stævnemøde, fordi vi ENDELIG skulle mødes med min Mor, Moster og Onkel – og det var så et langt år siden sidste møde og kram.

Pigerne og jeg havde en længere køretur fra Hillerød til Møn, så vi startede ud med picnicfrokost og leg på legepladsen foran GeoCenter Møns Klint.De godt og vel 400 trappetrin ned mod klinten var overstået på et øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan mine ben sitrede bagefter, og jeg er i så fantastisk en kageform, at jeg har fået fornøjelsen af ømme stænger og baller et par dage efter alle trapperne.Nedstigningen er så smuk og en oplevelse i sig selv. Gennem trækronerne fornemmer man klinten tydeligere og tydeligere. Det er ikke så underligt, at Møns Klint lander på forsiden af turistbrochurer om Danmark i udlandet, vel?Pigerne ville gerne blive på den nederste udsigts-afsats, før de sidste trapper ned mod den stenede strand, og Mormor tilbød at blive hos dem, mens vi andre trissede afsted. Vandet var ikke ligefrem venligt dén dag.Der var nemlig højvande og godt med bølgebrus, så det var ikke en videre behagelig oplevelse at vade afsted på de våde sten med usikre ben og ømme fodballer.Der stank også helt vanvittigt af hundelort eller en anden slags møg over det hele. Det overraskede os lidt. Er det mon klintens kalk, der afgiver den virkelig grimme lugt? Men smukt, smukt, smukt – og dramatisk – er der så absolut på Møns Klint.Vel oppe igen gik vi på opdagelse i det flotte, interaktive GeoCenter Møns Klint.Der kunne selvfølgelig findes fossiler i det lækre kinetiske sand, der gjorde det ud for fortidens kridthav. Og fossilerne – her et søpindsvin – kunne man så kigge nærmere på i en lang række mikroskoper.Over alt kunne man lære om landskabets oprindelse, jordens bevægelse og de forskellige elementer af sand, is, vand, ler, alger, plankton, jord, kalk osv., der blev skubbet op og presset ned i tidernes morgen.Pigerne har GeoCentret som årets favorit-‘museum’, fordi man kunne røre ved alting og få en fysisk fornemmelse for det tidligste tid – landområdet Danmarks fødsel.Vi skulle selvfølgelig også skrive med kridt på tavle – dog ikke kridt fra klinten, som vi bevidst valgte ikke at røre ved eller tage souvenirs fra, og så kiggede vi på, hvilke ting, vi anvender i vores hverdag, som kommer fra kridtlagenes værdifulde bestanddele – olie og naturgas – dybt nede i jorden eller havbunden.Nogle af de interaktive komponenter var mere vellykkede end andre, men for børn er det bare altid fedt med VR-briller og spil med alle mulige knapper og dippedutter, man kan trykke på.Pt. er der en særudstilling i GeoCentret om ‘Danmarks første dinosaur’, som er udgravet i rigsfællesskabet. Helt ærligt, så burde det hedde ‘Grønlands første dinosaur’, for det er selvfølgelig deroppe, man har fundet det komplette skelet. Dét var en enormt spændende udstilling, som jeg helt glemte at fotografere, fordi jeg var så optaget af at drømme mig derop på antropologisk-arkæologisk felttur.Møns Klint er 100% en vinder-destination, uanset om man kører dertil, som vi gjorde på én-dags-udflugt, eller om man har booket weekend-glamping, vandrer på Camønoen eller noget andet spændende.Kæmpe anbefaling herfra.

Og var det dejligt at få et kram af min Mor efter et helt års adskillelse. Hold nu op, dét var det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rene underbukser eller en tanzanit?

Hver eneste gang jeg får lyst til at skrive et eller andet om smykker, kommer der en mørk skygge krybende hen over idéen.

Hvad er problemet?

Jeg tror, det handler om, at det kan virke overfladisk. Lidt ligesom at flashe en meget dyr taske og efterfølgende gøre opmærksom på, at den har man altså givet mange penge for eller sådan noget. Cringe.

Men – hvorfor skulle det egentlig være en hemmelighed, at jeg elsker smykker? Det er jo mit (læs: stakkels Martins) valg, hvad vi bruger vores penge på, præcist ligesom alle andre er velkomne til at købe hundehvalpe, campingvogne, cigaretter eller signerede fodboldtrøjer for deres penge.

Og det er jo nærmest i offentlighedens interesse at vide, at Dubai er et helt igennem fantastisk sted at købe smykker, ikke? Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at dit drømmesmykke koster halvdelen af det, smykket ville koste i Danmark, men det er overraskende tæt på. Så drøm du bare om den helt store tur….flybilletterne betaler jo nærmest sig selv, ikke?

Jamen … snyder de os så ikke bare i guld- og sølvbutikkerne i Dubai? Er diamanterne solgt med lidt fup og fiduser?

Nix.

Alle større ædelstene kommer med de originale certifikater fra enten Schweiz eller USA, og mindre ædelstene kommer med butikkens certifikat på størrelse, antal og total-karat. Dét kan man trygt stole på.

Salg af ædelmetaller og værdifulde stene som diamanter er et gennem-reguleret område, fordi styret hernede aldrig ville acceptere, at nogen kunne beklikke deres troværdighed i en sådan henseende. De har kun interesse i at blive større end Antwerpen, om muligt, og jeg kan love dig for, at udvalget er fænomenalt. Prøv at gå ind for at forhøre dig på en to eller tre karats diamant, og så skal du se læssevis af bakker blive linet up, så du kan vælge fra det dyreste til det billigste. Her er noget for enhver pengepung og Hartmann’s kan gå direkte hjem og lægge sig.

Der ligger smykkebutikker i alle malls og i mange forskellige områder af byen. Det sjoveste og skøreste sted er naturligvis den traditionelle Gold Souk i den gamle bydel oppe ved Deira. Her kan man f.eks. se det voldsomt ornamenterede brudeudstyr i guld til de indiske og pakistanske brude.

Hvis man er ude efter et særligt ur, ville jeg straks anbefale urbutikkerne i Dubai Mall, så man er helt sikker på både service og kvalitet.

Er man ude for at købe et særligt værdifuldt smykke eller at få lavet et nyt smykke ud af et gammelt smykke, vil jeg dog ikke gå i souk’en eller malls, men i stedet anbefale Gold & Diamond Park, som er et kæmpe center dedikeret til guld- og sølvsmedebutikker. Jeg har skrevet om stedet før – og tilmed fotograferet én af smedjerne hos den butik, hvor vi får lavet de fleste af vores smykker til familie og venner (og mig selv, sagde hunden).

Men som overskriften siger, handler det i dag om underbukser og en tanzanit. Martins underbukser, forstås, for i tyverne var mine trusser så miniature-små, at de nærmest bare var en fodnote i historien. Det er noget anderledes nu, for jeg er nemlig indehaver af trusser, der vokser med alderen (smart).

I starten af vores kæresteliv rejste vi til Kenya og Tanzania. I farten havde Air France godt nok glemt vores rejsetasker, men vi måtte ligesom videre i teksten. De glade tyvere, you know, videre-videre. Da vi ankom til minebyen Arusha efter en lang rejse i en slingrende Toyota Hiace fyldt med khattyggende kammerater fra Nairobi, fik jeg pludselig et klarsyn. En vision, vil jeg nærmest kalde det. Så jeg købte en tanzanit for forsikringssummen. Til minde om Tanzania, naturligvis. Faktisk kunne jeg slet ikke trække vejret uden den tanzanit, så det var dælme godt, vi fik fat i den.

Da vi på denne fikse måde fik ekspederet samtlige kontanter videre i systemet, stod jeg nu med en konvolut med en fin dueblå tanzanit i – og ellers ikke andre ejendele i nærmeste fremtid. Glad var jeg. Ubekymret. Martin uden rene underbukser var det mindste problem i hele verden, og desuden har han været soldat, så han må have prøvet dét, der var værre?

I tre dage vendte han boksershorts ind og ud. Men hvad gør det, når man er forelskede og sover i spidstelt på savannen? Rejsetaskerne blev da også på mirakuløs vis leveret til os midt ude på Serengeti, og så var der ellers ikke flere underbukse-udfordringer på dén tur.

Til gengæld blev jeg aldrig glad for den fatning og ring, som tanzanitten senere havnede i, da vi kom hjem til Danmark. Ingen navne nævnt, men en guldsmed i Hillerød fik presset en cushion cut sten ned i en prinsessefatning – og det fatter man jo minus af. Men jeg tog ringen på og gik ud i verden og undrede mig. I de sidste 10 år har ringen ligget skamfuldt i smykkeskrinet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på den indfatning, og fordi jeg har tre gange tykkere fingre i dag end for 20 år siden. Kald det en blanding af vægtforøgelse, permanente ødemer og fingerled, der har givet sig voldsomt af to graviditeter – et møg-ærgerligt sted at vokse er det ihvertfald, men trods stor ærgrelse er fingrene ikke krympet det mindste.

For nylig tog jeg min tanzanit til nåde.

Jeg fik stenen sat i den rette fatning og tilføjet brilliant-skårne diamanter i såkaldt halo hos butikken CARA i føromtalte Gold & Diamond Park. Jeg glemte dog at lave før-billeder, så I får kun efter-billedet af mine krogede fingre.Resultatet er blevet så fint og feminint. Og jeg er lykkelig over, at min nostalgiske tanzanit bliver til at bruge igen. Det er ærgerligt at have noget liggende i et smykkeskrin, som rent faktisk kan blive til et smykke, man gerne vil gå med, men som ligger ubrugt hen af enten størrelsesmæssige årsager eller et design, der er uddateret.Fremover vil jeg se ned på min fine ring og tænke på dengang i Tanzania, hvor jeg pludselig var helt visionær. Måske vil jeg også tænke lidt på Martins underbukser, hvem ved?

For mig repræsenterer smykker bærbare minder. Smykker er kærlighedstilkendegivelser eller en måde at bære et kys, en velsignelse eller en oplevelse videre ud i livet og verden. Derfor er min forlovelsesring også ved at blive bygget om, fordi jeg ikke kunne passe den længere (læs: fedmen og ødemerne), og ringen kunne desværre ikke udvides ved at isætte noget mere metal.

Og når nu jeg alligevel var i gang med både tanzanitten og forlovelsesringen, kunne jeg lige så godt fortsætte. Min Mor fik nemlig engang i 80’erne en ametyst-ring af min Far.Det ville være synd at sige, at ringen er i et design, jeg kan se mig selv gå med, men der er et eller andet ved at beholde den lille ametyst, som min Far må have følt passede til min Mor. Dengang, for så lang tid siden…

Jeg har ikke mine forældre i et fasttømret fællesskab, og det har vi alle lært at leve fint med, men af nostalgiske årsager skal ametysten have lov til at blive hos os alle sammen. Den skal gives videre til enten min niece eller en af pigerne en skønne dag. Men indtil da bliver den til en signetring i rosaguld til mig.

Som I kan se, får man tilsendt CAD-tegninger af det design, som butikken foreslår. Man kan også sagtens bede dem om at lave en prøve i ler, som man så kan prøve på, før de for alvor går i gang. Andre gange skal man prøve ringen på, før de f.eks. begynder på stensætning og færdig-slibning, som nu er tilfældet med min forlovelsesring, der oprindeligt er en Georg Jensen Fusion-ring med diamanter. Jeg glæder mig til at hente min splinternye forlovelsesring – og signetringen, som min Mor nu skal se i sommerferien.

Gamle smykker, som skal laves til nye med et skandinavisk udtryk skal nok laves i butikken Monili. Handler det om et klassisk design (som tanzanitringen) og i særdeleshed om at isætte flere eller større diamanter, er det nok CARA, der er bedst.

Jeg kunne blive ved, men skal stoppe nu. Der er dog heldigvis mere smykkesnak i mine gamle indlæg lige her:

Alt, der glimter….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet