• ···

Flyvende Mormor

Verdens bedste, flyvende Mormor fylder rundt i morgen.img_8816 I mit indre er hun ikke en dag over 50, ligesom jeg bestemt heller ikke selv fylder 40 om et år.

Dåbsattester må jo sige, hvad de vil. Hvad ved de om noget som helst?

Det vigtigste er, at vi er sunde og raske og har appetit på både mad og liv hver eneste dag.img_8787At vi er lige dele gakkede og glade og kan se det sjove i de fleste sammenhænge.img_8786At vi tør prøve nye ting og se verden fra andre vinkler – uanset alder, sted og omstændigheder.img_8967At vi er opmærksomme på at leve lige nu og her.img_8968Og alt dét, gør min elskede Mor til fulde.

Hun rejser og læser.

Hun diskuterer og taler.

Hun deltager i alle mulige sociale sammenhænge i sit lokalsamfund.

Hun elsker at havbade og gå lange ture i strid vestenvind.

Hun er ude og pist væk.

Hun er hjemme og hjemmevant.

Hun strikker og bager og nusser små børn hver eneste dag.img_4404Hun går i haven og ordner sit drivhus i eget selskab.

Hun laver mad og hygger sig i andres selskab.

Hun er Mor og Mormor med hjertet, hjernen og hænderne hver eneste dag – uanset om vi er hos hende eller tusindvis af kilometer væk.

For det er dét, min Mor har ønsket sig allermest i sit liv:

At være Mor.

Og hun er den absolut bedste til det hverv.img_4396For hun har fine følehorn på stilke, som straks stiller ind på dét, der er vigtigst for det menneske, hun står overfor.

Hun er omsorgsfuld og empatisk.

Praktisk og pragmatisk.

Snusfornuftig og balanceret.

Hjælpsom og utrættelig.

Tålmodig og tænksom.sejlads-med-affan-1Jeg kan slet ikke undvære hende.

Og det er jo lige præcist hvad jeg må gøre stort set altid.

Undvære hende.

Fordi vi har valgt at bo i udlandet – og så så langt væk, at der uvægerligt vil gå 4, 5 eller 6 måneder i mellem gensyn.

Og selvom Flyvende Mormor er go’ for en tur til De Varme Lande – og vi selv prioriterer at komme til Danmark to gange om året, så er det ikke altid helt nemt.IMG_2952Der er savn og afsavn.

Og med jævne mellemrum er der huller og tomhed.

Hjertesmerte og tårer.IMG_3164I morgen er f.eks. sådan en dag, hvor jeg skal tage mig gevaldigt sammen for ikke at tude over afstand og savn. For jeg ville jo allerhelst være hjemme til at fejre min Mor sammen med familie og venner. Men sådan endte historien ikke.

I stedet har jeg pakket en gave og stoppet den i hendes kuffert, da hun rejste hjem i oktober.img_8819Der er muslingeskaller, sand fra Den Arabiske Golf og en lillebitte gave indeni.img_8814Og et kort.img_8817Og en flybillet CPH-DXB tur/retur fra Mille til Mormor.img_8818Og en lille toiletpung i Mormors yndlingsfarver med små tossede Tine-beskeder i, som hun kan fiske én op af om dagen, indtil vi kommer hjem til jul.img_8815Det er i de små, fortrolige handlinger og indforståetheder, at Mor og Datter forenes.

Jeg ved præcist, hvad min Mor synes er morsomt. Eller dumt. Eller dejligt. Eller drønærgerligt.

Og det er en kæmpe glæde, at vi har kendt og kender hinanden sådan hér gennem hele livet.

Jeg ved præcist, hvad min Mor vil synes eller tænke om dette og hint. Det er som om jeg hører hendes stemme i mit indre – og ind i mellem også ud af min mund, hvilket kan føles enten ret godt eller ret slemt.

Den slags må vi ikke tage for givet.

For mor-datter-fællesskabet er ét af livets helt store glæder.

Og jeg trøster mig med, at beslutningen om mit glimrende fravær i morgen er en fælles én.

At vi hellere vil have oplevelser og tid sammen her i Ørkenstaten end at jeg stryger til Danmark på kort visit.

Men, uhhh!

Hvor kommer jeg dog til at savne i morgen.

♥ Tillykke, kæreste Mor ♥

♥ Med de 60 år og med alt dét, du har oplevet, fået og givet ♥

♥ Jeg elsker dig. Altid ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kerne

Jeg har haft brug for denne her weekend.

Træt helt ind i kernen, er jeg.

Efter gæster og fester.

Forkølelse.

Alt for mange løse ender og ting at huske på i skoleregi.

Så nu sover vi længe.

Helt indtil torsdagens hyggelige rødvinsmiddag er fordampet.

Løber en morgentur. Bygger en togbane.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst.img_9109Vi laver lektier og løber langt væk fra dem igen, fordi det er weekend.

Vi ender i mørket til sukkersød film og ditto karamelpopcorn.img_9112Vi taler frem og tilbage. Vurderer og diskuterer. Planlægger Farmor og Farfars ferie i Dubai.

Kilder og krammer. Vrisser, nusser og kysser.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst.img_9117Spiser comfort food og køber nye bukser.

Svømmer i pool’en og har legekammerater med hjemme.

Supermarkedsindkøb.

Aftensmad og madpakkesmøring.

Febervarm Mille ligger på min hovedpude og lytter til min højtlæsning.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst. 

Og nu er jeg sunket dybt ned i sofaen. Igen.

Med Regnskabschefen ved min side.

Der er ikke ét gram adrenalin i min afslappede, weekend-nydende krop.

Dét må andre ligesom stå for.

Så vi ser på verdens vildeste kitesurfer, der springer ud fra helipad’en på Burj Al Arab. img_9121Han er fuldstændig vanvittig, ham Nick Jacobsen.

Helt ind i kernen, er han gal.

Og har du ikke allerede set super-surferen i aktion, så kan du lige nå det, inden DR fjerner dokumentaren om et par dage.

Det’ helt vildt. Set fra min sofa.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Snøft og spindlewebber

Karbad.

Varm cacao.

Kleenex.

Hjernedødt reality-TV.img_9073Præcist som i regnfulde efterårs-Danmark, er vi også ramlet direkte ind i forkølelsessæsonen.

Og jeg er heldig at blive aet med hårene i den uredte høstak af verdens sødeste Regnskabschef, som synes at det er noget-så-ih-så-synd, at jeg er gået direkte fra vegeterende tømmermænd over i en influenzalignende tilstand. No correlation, whatsoever.

img_9075

Og jeg lægger mig.

Rystende af kulde under dynen.

Som en anden Maude Varnæs, der har fået nok.

Lige så snart jeg da er færdig med at aflevere børn og undervise om formiddagen.

Før kan det ikke lade sig gøre at nedsynke mit ynkelige legeme i selvmedlidenhedens bølger.

 

For det er jo én af de (lettere anstrengte) fornøjelser ved at have børn.

Deres liv går videre.

I normalt tempo.

Og jeg har bare at følge med.

Kuldskær eller brandvarm.

I går var det cupcakes til det forestående bake sale, der bare måtte bages og dekoreres. Og det gerne lidt tjept ind i mellem golf og madpakkesmøring, por favor.

I dag er det så en hel flok spindlewebber, som – ifølge Mille – ganske enkelt ikke kan vente længere med at blive hængt op.img_9086Faktisk er det lige på kanten til at være decideret forældre-uansvarligt, hvis ikke de (fandens) Halloween græskar, edderkopper og hekse kommer ud nu!img_9085Men når jeg så – storsvedende og småvrissen – ser pigernes begejstring over at pynte op, bliver jeg alligevel glad. Inde bag ved min facade af selvynk og forurettethed.img_9084img_9081Det er pigernes favorit-højtid.

Med al tydelighed.

Så kom nu ind i kampen, Mutter. Du sveder jo alligevel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Brunch

Glemt alt om denne her klassiker af en dansk brunch-tallerken.tekst02Ikke at den fejler noget.

Overhovedet.

Der er svin på flere måder, kage og alt muligt andet, der gør mig glad.

Men brunch i Dubai er det stik modsatte af brunch i Danmark.

For det første foregår serveringen ikke om formiddagen, men først fra frokosttid til hen under aften.

Der bliver heller aldrig tale om lige at lange en tallerken “blandede lækkerier i én pærevælling” ud over disken som man ser det på en vilkårlig dansk café.

I Dubai er brunch et veritabelt overflødighedshorn af overdådige råvarer, som er præsenteret i små, delikate anretninger, der bare bliver ved og ved, indtil man segner mentalt og fysisk.

Det er dekadent, rå nydelse i dets reneste form.

Bare prøv at google lidt rundt og se for dig selv – det er tilnærmelsesvist vanvittigt, hvad der foregår rundt omkring i byen hver fredag.

http://www.timeoutdubai.com/restaurants/brunch

Og det er så afgjort en oplevelse, som du SKAL have med dig, hvis/når du besøger Dubai.

Brunch er heller ikke lig med en lejlighed til at trække i hyggesweater og nyde en afslappet, langstrakt formiddag med baristaens kaffebrygning som baggrundsstøj på den lokale stamcafé.

Næ, nej.

I Dubai er brunch en enestående chance for at lufte den mest polerede version af dig selv – på med de høje hæle og ditto hår – og hvis ikke selve brunchen udvikler sig til en fest, så er der med 100% garanti et after party på en beach club, der stikker af bagefter.img_9049Det føles ret meget som at være teenager igen.

Bare med penge i denne her ombæring.

Og i går fik vi endelig prøvet High Brunch på Nobu, den prisbelønnede japanske restaurant på Atlantis The Palm, som er verdensberømt for bl.a. deres miso-marinerede, bagte torsk.screen-shot-2017-10-21-at-16-22-28Dét er en gastronomisk oplevelse i særklasse.

Elegante anretninger af marineret yellowfin tuna, de fineste præsentationer af sashimi og sushi, sarte rå kammuslinger, friske østers, hele soft shell crabs, signature black cod, rødt kobekød, trøffelrisotto og jeg kunne blive ved…og ved…og ved.

Det hele skylles ned med uhyrlige mængder cava, martini, sake og vin, så jeg kun kan tænke, at jeg nok er død og endt direkte i madhimlen.

Men ikke nok med at være endt i et frydefuldt madorgie, så skete det tilmed i selskab med en hel flok søde, inspirerende, intelligente og sjove mennesker.

Jeg bliver helt glad bare ved tanken om igår.

Og nu plejer vi vores aldeles tømmermænds-ramte kroppe The Dubai Way.img_9046Ved pool’en.

Mens børnene får svømmeundervisning.

Og bagefter ringer jeg til en knallertninja, som 30 minutter senere leverer præcist det modsatte af gårsdagens madoplevelse.

Fra madhimmel og gastronomisk rejse til madhelvede og kulinarisk nedtur.img_9051To cheeseburgere senere må jeg kapitulere og smide resten ud, fordi det simpelthen er for ulækkert. Martin ser på mig med hævede øjenbryn. Han kunne aldrig finde på at spise McD. Og det burde jeg virkelig heller ikke – for det er jo slet ikke mad.

Og mens Martin og Bob-katten lurer den på sofaen, trisser pigerne rundt og leger, tegner og hygger sig, nu hvor skakmatte forældre tilsyneladende ikke er til noget som helst. img_9053“Se, Mor”, siger Mille stolt og viser sin fine tegning til en teenage-tenderende, tømmermændskvalm Mor i bløde joggingbukser og nusset hår.img_9056“Aj, hvor er den dog blevet flot, Mille”, mumler jeg og rækker rystende ud efter saftevandet.

Næste weekend, dér forgifter jeg mig altså ikke sådan her.

Det gør jeg bare ikke.

Hvor gammel er det lige, jeg er?

Problemet er bare, at jeg er så pokkers glemsom. Og sulten.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

#MeToo

#MeToo florerer på samtlige sociale medier for tiden.img_8979 img_8980Og det giver et gib i mig hver eneste gang, jeg ser en kvindelig bekendt eller veninde anvende Alyssa Milano’s #MeToo – hvad enten det sættes på som et enkeltsstående statement eller som oplæg til en personlig beretning om seksuelt relateret aggression.

Det føles som en ubehagelig overraskelse.

Én af den slags overraskelser, som alligevel slet ikke er en overraskelse.

Det er snarere en uvelkommen og ubehagelig sandhed, der anmasende sætter sig på min nethinde, hvor den på én og samme tid konfronterer mig med menneskets kødelige skrøbelighed og rå styrke.

Inderst inde ved jeg godt, at ingen kvinde går gennem livet uden at blive udsat for seksuel aggression.

Desværre.

Og det har jeg ikke lyst til at tænke på.

For jeg er mor til to piger.

Og for deres – og for alle andre små pigers skyld – vil jeg hermed opfordre til, at #MeToo ikke sådan lige går i glemmebogen.

For øverst i verdensmagtens pyramide sidder der pt. en seksuel aggressor af den allerværste slags.

Donald Trump.

Der grab’ber damer by the pussy og get’ter away with it. 

Hvad fanden sker der lige for dét?

Donald Trump kan for min skyld gøre Harvey Weinstein, Roman Polanski, Woody Allen, Bill Cosby, Jimmy Savile, Raket-Madsen og alle andre syge, sadistiske mænd, der misbruger deres magt til at misbruge kvinder, selskab lige lukt i helvede.

Så kan de sammen sidde dér og riste deres ynkelige, runkne gammelmandsnødder over den sagte helvedesild, mens de fortæller trofæ-historier fra deres kvindejagtsdage.

Det er en skandale, at vi kvinder alle har historie på historie om ubehagelige, påtvungne seksuelle oplevelser, som vi hellere end gerne var foruden.

Og det er næsten lige så stor en skandale, at vi kvinder ikke taler HØJT om de her oplevelser, så alle i hele verden kan forstå, at dét her rammer ikke bare Hollywood-skuespillere og kendte mennesker, men dig og mig.

Os alle sammen.

Og vores unge piger må ikke lære at tro, at det er en del af kvindelivet at blive udsat for en vis mængde seksuel antastelse, vold, tvang og aggression.

Hvorfor er det lige, at vi andre har antaget, at det er en del af livet in the first place?

Så her kommer min personlige #MeToo:

Der var spejderlederen, som lagde sig ned oven på mig, da jeg som 12-årig helt uforvarende havde lagt mig i spejderlejrens hængekøje for at hvile mig et øjeblik. Han kyssede mig hårdt og insisterende på munden og stirrede mig intenst ind i øjnene imens. Det var det sidste, jeg havde lyst til at han skulle gøre. Det kom fuldstændig uventet. Men han gjorde det bare. Og jeg var en lille pige. Ingen sagde noget, selvom der var mange vidner. Heller ikke jeg selv. Hverken til tropsføreren eller til mine forældre.

Der var Odd-Fellow-logens medlemmer, som altid blev grove og frække i munden, når de efter tre retters mad kom til cognac’en og cigaren. Så fik vi serveringspiger klaps i de 16-årige, nederdelsbeklædte bagdele og sad på skød og blev nevet i ører og kinder for lidt ekstra drikkepenge. Jeg gik aldrig ud i køkkenet og fortalte om mændenes sjoflerier til køkkenchefen. Måske kendte han alt til det? Jeg sagde i stedet op uden forklaring og mumlede til min mor, at “det ikke lige var stedet for mig med alle de der gamle mænd”.

Der var enkelte af min fars venner, som bestemt heller ikke holdt sig for gode til at afgive en sjofel kommentar i festligt lag. Det fortalte jeg aldrig min far, men min mor fik at vide, at én bestemt mand var ikke at spøge med og jeg undgik ham meget behændigt ved de sjældne lejligheder, hvor jeg var til samme selskab.

Der var taxichaufføren, som udså mig som sit lette offer, da jeg landede i Madrids lufthavn en sen aften og ikke blev hentet af min værtsfamilie som aftalt. Han kørte mig langt uden for byen og begyndte at befamle mig op og ned ad lårene, indtil jeg smed hele min studenteropsparing i hovedet på ham og skreg i vilden sky, fordi jeg ikke kunne forsvare mig over for ham på en øde landevej – eller tale med ham på spansk. Han endte med at samle pengesedlerne til sig og kørte mig ind på et hotel, hvor jeg kunne føle mig lige dele lettet og skræmt fra vid og sans resten af natten. Helt alene.

Der var den snavsede, stenede unge mand, som satte sig på sædet ved siden af min søster og jeg i en chicken bus så langt ude på landet i Guatemala, at det var helt skørt. Han trak pikken frem og gjorde sig færdig så det sprøjtede til alle sider og sæder, mens min søster og jeg sank vores spyt og holdt hinanden i hænderne, mens vi stirrede panikangste til den anden side. Fuldstændig lamslåede af frygt. Vi sagde ingenting. Hverken mens showet stod på eller efter. Vi følte, at vi havde ingen udvej end at udstå det.

Der var blotteren – en nydelig mand i trediverne – på Amager Fælled, som viste sig gentagne gange for mig, når jeg løb tur om eftermiddagen. Da han begyndte at løbe efter mig og ikke blot masturbere på afstand, turde jeg ikke længere løbe ture på Amager Fælled. Skræmt fra vid og sans måtte jeg for evigt opgive mit ellers så uskyldige foretagende.  Jeg ringede til politiet én gang. Og hvad skulle de gøre ved det?

I Spanien mødte jeg også mange blottere, der stod i gadelygternes lange skygger langs lejlighedsopgangene og overraskede os, når vi unge piger kom trimlende hjem fra våde byture. De gjorde aldrig noget – og min finske veninde lærte mig at nedgøre dem verbalt, så de krympede sig og forsvandt. Men hvorfor skulle vi egentlig konfronteres med fremmede mænds kønsdele helt uforvarende?

Der var genboen på Østerbro. En flot mand i tyverne med sin gravide kæreste, der arbejdede konstant. Han holdt øje med hvornår Martin forlod vores lejlighed, hvorefter han stillede sig til at masturbere splitternøgen i vindueskarmen eller liggende i parrets seng. Jeg gik for nedrullede persienner i et par uger af angst for synet, indtil det gik op for mig, at det ikke var mig, der gjorde noget forkert ved at være alene hjemme i en lejlighed. Denne gang tog jeg affære og sendte den gravide kæreste et brev med posten, hvori jeg beskrev hendes kærestes adfærd, når han var alene hjemme. De flyttede, før barnet blev født.

Der var den mandlige kollega, som ved flere lejligheder kom med upassende blomsterbuketter. Han var gift. Og jeg var forlovet. Og der var absolut ingen reel årsag til buketterne, da jeg kun hjalp ham med ting, som jeg hjalp andre med også. Jeg husker det som yderst pinligt og anmasende, men jeg sagde aldrig direkte fra over for ham. Måske forsøgte han bare at være flink? Jeg slog det hen, men husker det stadig som grænseoverskridende – omend i den uskyldige ende af skalaen.

Der var den ældre chef, som forsøgte at kurtisere mig på ganske upassende vis, indtil jeg tog hårdt fat i hans ærme og sagde, at der aldrig – som i aldrig! – kunne blive tale om noget som helst mellem ham og jeg. Fordi jeg elskede min kæreste. Det respekterede han fuldt ud. En gentleman, er man vel altid? Og han gik i stedet efter mine andre, unge kollegaer. I de halvandet år jeg arbejdede for ham, nåede han i bukserne på to af dem. Han var meget lykkeligt gift.

Og så er der alle de utallige gange, hvor en mand har mast sin stive pik op ad mig i en overfyldt metrokupé. På et dansegulv. På gaden. I en lang kø. Det skete over alt, da jeg var yngre og havde en bagdel, der sad i den helt rigtige højde.

Der er de utallige gange, hvor en kæk, mandschauvinistisk kommentar om langt, lyst hår og ditto ben er blevet sagt i kontorlandskaber og mødelokaler på mandsdominerede arbejdspladser. Jeg sagde ikke fra, men grinede blot lidt beklemt. Det gjorde andre kvinder også.

Der er de utallige gange, hvor der er blevet råbt både grimme og pæne ting efter mig på gader og stræder. Primært i det sydlige Europa dog, men ret overvældende under alle omstændigheder, uanset om det er luder, kusse eller sexbombe, der bliver råbt.

Mange af de her antastelser og oplevelser hører det helt unge kvindeliv til.

Faktisk aftager seksuel aggression helt bemærkelsesværdigt markant med alderen.

Det er ret interessant. Tilnærmelsesvist morsomt, hvis ikke det var fordi det overhovedet ikke er morsomt.

Den modne mor-krop med to vaginale fødsler i bagagen får ligesom ikke helt den samme opmærksomhed.

Måske fornemmer aggressorerne, at de ikke kan slippe afsted med deres angreb over for rigtigt voksne kvinder?

Måske tænder de kun på helt unge kvinder(s kroppe)?

Jeg har flere spørgsmål end svar.

Og jeg har raseri i kroppen nu – efter hurtigt at have nedfældet de episoder, der lige springer frem i min hukommelse.

Hvis jeg blev siddende, ville der komme flere.

Men jeg orker det ikke.

Mit #MeToo er hermed blevet afsagt.

I vrede.

Og i afmagt.

I al fremtid vil Martin og jeg tale med vores piger om, at deres kroppe er kun deres.

I al fremtid vil jeg fortælle pigerne, at vores kvindekroppe er hellige og særlige, fordi vi er født med evnen til at skabe liv.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen må røre dem uden forudgående tilladelse.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de skal fortælle os, hvis nogen siger eller gør noget, der ikke er okay eller føles forkert.

Men kommer de til at fortælle os det, når teenagealderen indtræffer og deres smukke ung-pige-kroppe bliver genstand for massiv mandlig opmærksomhed?

Se, dét er spørgsmålet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts