Tjekliste ved ansættelse af husholderske

Denne her besked kom over Messenger fra en veninde et andet sted ude i verden.

Og jo, jeg er da fuld af gode tips og råd til den stakkel, der måtte henvende sig helt uforvarende til Fru Ved-Bedst.

Efter to katastrofale forsøg på at finde husholderske, har jeg lært et par lektier eller tre.

Vores allerførste husholderske var en srilankansk kvinde, der havde boet i Dubai i 15 år. Hun slæbte i al hemmelighed mænd med hjem på sit værelse (der lå inde i vores hus) og hun endte med at have en knytnævekamp med en anden husholderske inde i vores garage en formiddag, mens hun passede Mille (!). Hun var iskold, manipulerende, løgnagtig og halv-kriminel, tør jeg vist godt sige. Til dato er jeg ulykkelig over, hvad Mille måske/måske ikke har overværet eller oplevet.

Vores anden husholderske var en filippinsk kvinde, der havde været hos en dansk familie i Dubai i årevis. Hun kom til os med en række alvorlige sygdomme, som var ubehandlede og udokumenterede/usagte, men som gjorde, at hun efter blot en måned blev indlagt, stabiliseret på et hospital og sendt retur til Filippinerne, fordi operation og videre behandling var alt for dyr her i Dubai. Hun hadede os af et godt hjerte, fordi vi ikke var ligesom hendes tidligere familie – og fordi vi havde den frækhed at annullere hendes visum og sende hende hjem. Hun var syg i over et år hjemme på Filippinerne, før hun besluttede sig for at blive og passe nevøer og niecer i stedet for at rejse udenlands igen.

Nå – men tilbage til det med tips og råd til min veninde eller enhver anden, der står over for at skulle ansætte hjælp i huset.

Faktisk har vores husholderske Maricel og jeg lavet listen sammen, mens vi talte om, hvad der er vigtigt for den ansatte  og for arbejdsgiveren, for at samarbejdet fungerer optimalt.

Det er helt vildt, at jeg kan have denne her slags samtaler med Maricel nu. Hun kom til os for 3 år siden. Direkte indfløjet fra Filippinerne, hvor hun havde arbejdet med forefaldende, dårligt betalt arbejde, inklusiv en årrække som husholderske for en kinesisk familie. Maricel ankom til Dubai på et besøgsvisum, som vi efterfølgende lavede om til arbejds- og opholdstilladelse. Hun sad yderst på stolen, grædende og svedende sammen med sin tante, der allerede boede her og kendte os så godt, at hun fint kunne føre ordet. Dengang var Maricel nervøs og skræmt som en mus, og det glæder mig dagligt at se, hvilken person hun har udviklet sig til at være. For allerede fra starten kunne jeg fornemme, at Maricel havde og har et hjerte af guld.

For den ansatte/husholdersken er følgende det primære, ifølge Maricel:

Månedslønnen og evt. andre økonomiske goder, som f.eks. bonus for ekstraopgaver, taletidskort/mobilabonnement, taxapenge, lommepenge til personlig hygiejne/frisør og andre positive “extras”, man kan arbejde sig frem til eller få hver måned. Stiger lønnen årligt eller er der mulighed for andre incitamenter?

Arbejdstiden i det daglige. Hvornår er der pauser, og hvornår har hun fri til hverdag og i weekenderne?

– Den årlige hjemrejse. Hvornår på året kan hun rejse og hvor mange uger? (*I Dubai er det lovpligtigt at give ens husholderske 4 ugers betalt ferie og en flybillet tur-retur til hjemlandet hvert år).

– De daglige opgaver. Hvad forventes af hende? Må hun selv tilrettelægge sin uge eller foretrækker du en ugeplan, som hun følger til punkt og prikke?

Mad. Skal hun spise med af familiens mad hver dag? Må hun lave sin egen slags mad i dit køkken eller i et tekøkken-arrangement? Må hun få et separat madbudget?

Lån uden renter/krav om afbetaling hver måned. Er det en mulighed at få økonomisk støtte eller et lån, hvis der opstår et behov?

Som (ny) arbejdsgiver i husholderske-game’t vil jeg anbefale, at du overvejer, hvor dine egne grænser og behov er i forhold til at have ansvaret for en person mere i din husholdning, som samtidig skal “levere varen” og gøre dit liv nemmere:

– Hvad er husholderskens baggrund? Har hun erfaring med at arbejde i en familie? Har hun erfaring med at arbejde for en familie af samme eller lignende nationalitet som din egen?

– Har hun referencer/tidligere arbejdsgivere, som du kan kontakte?

– Har hun en uddannelse eller certifikater, der kunne være relevante i jobbet? Maricel har f.eks. arbejdet i en børnehave i en del år og er virkelig god til at lege med små børn, har flair for kreative aktiviteter og tager gerne rollen som legetante på sig.

– Hvor godt/ikke godt taler hun engelsk?

– Kan hun helt naturligt lide børn og/eller kæledyr (alt efter hvad du har et behov for at få passet og plejet)?

– Har hun flair og evner for at hjælpe dig med de ting, der virkelig betyder noget for dig? Er hun dygtig til madlavning, børnepasning, havearbejde, lektiehjælp, kæledyrspleje, rengøring, en erfaren bilist eller hvad end du nu har behov for?

Børneopdragelse. Hvis hun skal passe dine børn, skal du være meget tydelig omkring dine forventninger til hende og også til børnenes opførsel. Rigtig mange husholdersker er bange for at opdrage på eller sige fra over for uartige børn, fordi de er bange for at blive beskyldt for at være “onde” af børnene, som sladrer til forældrene. Nogle kommer også fra miljøer, hvor det er normalt at slå børn eller give børn repressalier som “the silent treatment” eller “the naughty step” som respons på dårlig opførsel, så det er virkelig vigtigt, at du får forklaret, hvilke behov du har som forælder, der overlader dit barn til et menneske fra en helt anden kulturel baggrund. Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis der er behov for opdragelse og pasning af et kæledyr.

Ærlighed. Rigtig mange husholdersker er bange for at fortælle, hvis de er kommet til at ødelægge en ting i hjemmet. Uheld sker for alle, der tager hænderne op af lommen, men det kræver stor tillid fra en husholderske at turde sige, når et glas er skåret eller støvsugeren brændte sammen. Det er godt, at have en samtale om tillid og ærlighed, hvis man som dansker skal ansætte f.eks. en filippiner. Maricel er meget glad for vores åbne og ærlige dialog om “shit happens”, men i starten havde hun svært ved at tro på, at det vitterligt forholdt sig sådan. Deres ‘ærlighedskodeks’ er helt anderledes end vores – og den manglende ærlighed eller direktehed er virkelig et problem for en dansker.

Mobil-adfærd. Må hun have sin telefon på sig, mens hun er sammen med dine børn/udfører opgaver for dig? Må hun tale i den med sine venner i arbejdstiden eller skal mobilen lægges indtil arbejdsdagen er omme?

Venner. Må hun have venner (M/K eller kun K) på besøg på sit værelse? På alle tider af døgnet? Må de overnatte? Må hun selv overnatte ude i weekender osv. hos venner?

Kæresteri. Må hun have besøg af sin kæreste/partner/mand/mandlige ven? Må han bo hos hende? Må hun bo hos ham i weekender og ferier? Her i De Forenede Arabiske Emirater er det strengt forbudt at være intimt sammen med en person, du ikke er gift med. Derfor er det godt at have en snak og kæresteri, graviditet, evt. ønske om flere børn osv. Grænseoverskridende, I know, men virkelig nødvendigt. (Tag det fra én, der havde en semi-prostitueret boende i stueetagen i 8 måneder 😱).

Sundhed. Får hun en individuel sundhedsforsikring af dig eller dækkes hun af familiens sygeforsikring, hvis hun har behov for læge eller tandlæge? Vil du bede hende få foretaget de større, årlige tjeks i hjemlandet – og i så fald, vil du dække dette økonomisk? Maricel har f.eks. den lovpligtige nanny-sundhedsforsikring her i Dubai, men den er ret dårlig, så hun går til tandlæge, gynækolog og får lavet helbredsundersøgelse med blodprøver og sukkerbelastningstjek hvert år på Filippinerne, fordi hun føler sig tryggere dér – og det er billigere for os.

Nu stopper jeg.

Der er sikkert et eller andet helt åbenlyst, jeg har glemt.

Men så er jeg sikker på, at du er flink og gør mig opmærksom på det!

Hej fra Maricel og mig 👋🏼

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester

Diversitet er godt på alle måder.

Og denne her Eid Al Fitr har virkelig vist sig at blive mangfoldig og forskelligartet i sociale sammenhænge, oplevelser, fester og kulturelle markeringer.

Vi har vist vores hengivenhed over for Kongehuset ved at gennemføre et såkaldt “Royal Side Run” til HKH Kronprins Frederiks officielle Royal Run 2019.

Løbsarrangementet kom i stand takket være initiativ fra vores egen herboende Bodil Cath og så Martin, der fungerede som muldyr, der kunne hjembringe et Royal Side Run Startkit fra Danmark.  Royal Side Run er et frivilligt initiativ, hvor man selv står for at arrangere sted, tid og distance, hvis man ikke har mulighed for at deltage i et af Kronprinsens officielle løbearrangementer af den ene eller anden årsag.Så onsdag morgen kl. 8 blev vi mødt af fine flagranker, startstrimmel, løbeflag og balloner uden for vores pub i The Lakes. Jeg fik aldrig talt op, hvor mange vi endte med at være, men vi var en fin flok danskere, der løb knapt 3 km. rundt i The Lakes i 40 graders varme.

Dem med overskud holdt Kronprinsens flotte flag højt undervejs – og så var der os andre (mig), der kun kunne tænke på overlevelse.Dubai’s svar på Bodil Cath havde tænkt det hele så smukt igennem – for se, hvordan vi blev rigt belønnet med pandekager og sort kaffe efter den temmelig varme tur rundt i ghettoen.Senere sørgede hun også for at vores Royal Side Run Dubai kom med i de officielle billeder på Royal Run’s sociale medier.Jo, jo. Lidt royal har man vel altid lov til at være. Det burde nærmest være et Kronprinse-brev værdigt med så fint et afholdt arrangement.

Og vi gik nærmest direkte videre fra overophedet løbetur i monarkiets tjeneste til fejring af demokratiet.

Først med stegning af nyrøget, dansk flæsk, så der duftede helt ude på gaden af glad gris. Igen havde Martin ageret muldyr og transporteret svinekødet og kartoflerne med fra Danmark – for intet kan slå nye, danske kartofler og dansk gris. Det er slik for sultne udvandrere.Vi var simpelthen nødt til at ha’ valgflæsk med persillesovs og nye Samsø-kartofler til vores lille fest for demokratiet.

Jeg er i øvrigt temmelig overbevist om, at Martin og jeg slet ikke ville have fejret valgaftenen med så stor entusiasme, hvis vi havde boet i Danmark. Men dét med at have fået frataget vores stemmeret og samtidig leve i et samfund, hvor der ikke er skyggen af demokrati i vestlig forstand, får os virkelig til at værdsætte det demokratiske samfund med dens ytringsfrihed, valgfrihed og frisind endnu mere. Hvad man havde, men ikke har længere….Det blev til en ret lang valgaften – primært på grund af det hyggelige selskab og tre helt uskyldige flasker Gajol-shots – men også fordi den kære tidsforskel gjorde det til en langstrakt affære at vente på resultaterne fra de forskellige valgkredse.

Jeg gentog også mit Eton Mess, som jeg lavede til iftar forleden. Hvis man kan skaffe double cream i Danmark, så kan jeg virkelig godt anbefale at få afløb for aggressionerne ved at smadre to store omgange marengs og vende det i blødt, blødt flødeskum med friske jordbær. Så mildt, afbalanceret og lækkert. 

Dagen efter valgaftenen vågnede jeg op i en boble af taknemmelighed. Muligvis forbundet med en kende bagstivhed, men hvem tæller?

Taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, vi er omgivet af – og alle de dejlige oplevelser, vi har og får sammen med dem.

Men også en dyb taknemmelighed over det fine valgresultat, som Danmarks stemmeafgivende befolkning kom frem til. Jeg forestiller mig, at langt, langt de fleste danskere er stolte over valgresultatet – og stolte af folkets klare fælles-afvisning af alle former for racisme, had og fordømmelse.

Det er jeg ihvertfald, som betragter det danske samfund på afstand.

På én eller anden måde fik jeg en fornyet optimisme i forhold til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at man mister tilhørsforhold for hvert år, man er ude af sit hjemland. Det kan alle udvandrere nikke genkendende til. Der sniger sig en kile ind. Der er flere ting, man aldrig lagde mærke til, tog for givet eller accepterede i hjemlandet, som pludselig bliver underlige, forkerte og fremmede.

Og når stemningen i Moder-Landet pludselig tager en (højre-) drejning, som er så uforenelig med folkesjælen, så gør det ondt. Så ryger der endnu en snert af tilhørsforholdet, når visse befolkningsgrupper udskammes og udsættes for decideret hetz.

Vi er jo flyttet den anden vej.

Ned til et velfungerende muslimsk samfund, der byder alle nationaliteter og religioner velkomne, sålænge man opfører sig respektfuldt og arbejder for sin egen tilværelse. Det er dén balance, Danmark kæmper sådan for at finde i forhold til indvandring – og sikkert kommer til at kæmpe med mange år ud i fremtiden. Men at købe 300.000 faldskærme og en tankvogn fuld af sprit til afbrænding af hellige bøger bliver aldrig en løsning på de sociale, kulturelle og økonomiske udfordringer, der kommer i kølvandet på at vi bliver flere, og diversiteten i samfundet øges.

Gudskelov blev de ultranationalistiske, racistiske mørkemænd og ulvekvinder i fåreklæder sendt hjem til deres kældre. Og selvom jeg selv ville have stemt langt mere til højre end Mette Frederiksen og Social-Demokratiet, så er jeg sikker på, at det bliver helt fint for Danmark med en lang række stærke kvinder i rød front 🌹❤️.

Rigtig god og velfortjent Pinseferie til jer alle. Jeg håber, at den bliver solrig og fyldt af timer udenfor. Vi andre vinker farvel til en helt fantastisk Eid Al Fitr med en forfriskende svømmetur, før det bliver tid til madpakkesmøring og skoletaskepakning.

Vores søndag er jo jeres mandag – og min lever kan alligevel heller ikke tåle flere festlige arrangementer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Compound living

De fleste villakvarterer i Dubai er omkranset af hegn og uniformerede sikkerhedsvagter i små airconditionerede skilderhuse ved ind-og udkørslerne.

Bor man i etagebyggeri, vil der ligeledes være en 24-7 bemandet reception, hvor vagthavende også gerne vil vide, hvor du er på vej hen.

Sikkerhedsvagterne i skilderhusene ved de forskellige compounds nedfælder ude fra kommende bilers nummerplader og de adresser, de intenderer at besøge.

Vi andre – beboerne i compound’et – nikker vagterne til, når vi glider igennem med vores elektroniske adgangskort.

Udover sikkerhedsvagternes tjek af biler og menneskers færden, er der i vores compound også videoovervågning ved ind- og udkørsler til vuggestuerne og det lille butiksmiljø ved siden af den lokale pub.Nogle gange virker det lidt omsonst med så mange bomme, kontroller, sikkerhedsvagter på cykler og i biler gennem kvarteret dag og nat, og de konstante ID-tjek af gartnere og husholdersker, når de er på vej ind og ud af rigmands-ghettoen.

Omsonst fordi vi bor i et af de sikreste samfund i verden – med meget, meget begrænset “rigtig” kriminalitet – og stort set intet hærværk, simpelt tyveri eller person-antastninger. Som dansker, der tidligere har boet i København og i London, er det vitterligt Edens Have at bo her.

Jeg har aldrig levet et sted, hvor jeg har følt mig så tryg som hér.

Og hver gang jeg skal rejse til et andet land (også Danmark), overvejer jeg nøje, hvad jeg tager med og har på mig, fordi man ikke kan gå frit med værdier på sig på samme måde som i Dubai.I hjemmet er vi også temmelig sløsede med aflåsning af cykler, biler, døre, vinduer osv. Der kommer aldrig nogen forbi, der tager noget eller ødelægger noget.

Det er en sand fornøjelse i Sandkassen.

Min bildør har stået åben i garagen mindst 3 nætter. Ved uheld, bevares, men alligevel. Intet sker der. Hoveddøren har ligeledes stået ulåst et utal af gange, hvor vi ikke har været hjemme. Der sker aldrig noget, for konsekvensen ved at blive taget i tyveri eller hærværk er ganske enkelt for voldsom.

Og beboerne i kvarteret kunne aldrig finde på at tage noget fra hinanden. Vi kender naboerne rundt omkring, og der hersker en fin fællesskabsfølelse i compound’et.

På samme vis kommer vi let til at håndtere børnene afslappet. De løber omkring og stemmer dørklokker hos vennerne, og de mødes på én af de mange legepladser efter skole.

Det er dejligt, at ens børn kan løbe og lege frit på gaden og i parken, uden at vi skal være bange for, at deres cykler, løbehjul eller mobiler bliver stjålet. Eller endnu værre – at de kommer til skade eller bliver antastet af de forkerte mennesker.Men forleden fik jeg øjnene op for vigtigheden af sikkerhedsvagterne og deres kontinuerlige check-ups.

Der skete gudskelov ikke noget alvorligt i vores compound – og jeg må ikke fortælle om det skete, på grund af landets blasfemi- og rygtesprednings-lovgivning, men det var en alvorlig påmindelse om, at den overfladiske idyl hurtigt kan blive brudt. Og at vi altså stadig bor i en storby med små 200 nationaliteter samlet, selvom det er svært at huske, når man går tur i Paradisets Have og glor over på en fin skyline.Det vedbliver at være noget lidt sært noget, dét der med at bo i et compound, som er lukket af for omverdenen, medmindre ‘omverdenen’ har et konkret formål herinde.

Der er ikke lige noget med at cykle søndagstur igennem de forskellige kvarterer, som man ville gøre det i København på en solskinsdag. For du skal jo have både et formål og en adresse at hægte dit visit op på.

Tænk, hvis Solvænget i Ølgod eller hele Indre Østerbro var lukkede områder, medmindre du havde en restaurant-reservation eller en vens adresse at opgive til bomvagten?

Men her er så trygt og fredeligt, at det er svært ikke at forelske sig i reservatet for de bedrebemidlede.

Jeg hører vitterligt kun fuglenes kvidren og børnenes råb og latter, når jeg går eftermiddagstur blot 15 minutter fra Downtown Dubai. Dét kan jeg godt blive temmelig taknemmelig over.Og en stor del af det fredfyldte, sorgfrie liv kan måske netop tilskrives de sikkerhedsvagter og bomme, som virker så mærkelige på en pæredansker?

Dét gik jeg og tænkte lidt over forleden, hvor jeg var ude for at skyde billeder af vores compound’s umanerligt smukke Flame Trees, der står i fuldstændig perfekt flor lige nu, hvor vi befinder os på nippet til sommer.

På overfladen er alt så skønt og smukt. Men selv i Paradisets Have kan man få besøg af en slange.Alt det grønne, I ser på mine billeder hér, er i øvrigt kunstigt anlagt – og vandet, nippet og klippet hver eneste dag.

Det kan føles Wisteria Lane-pusse-nusset engang i mellem, når jeg har hjemve og savner at blive rusket igennem langs den vestjyske kyst, hvor heden og klitterne kun er formet af vind og aldrig af pakistanere.

Wisteria Lane-følelsen får jeg også, når jeg bliver overhalet udenom af en Range Rover med en irritabel Jumeirah Jane bag rattet, der er igang med at WhatsApp’e sine veninder. Hun har simpelthen ikke tid til at vente på, at jeg kører 40 km. i timen og passer pænt på løse børn og ditto hunde. Det sker også, når gartnerne ubehjælpsomt klipper smukke lilla blomsterhoveder af buskene, fordi de (buskene!) partout skal stå nazi-snorlige.

Blomster eller ej.

Ikke et strå, en stilk eller et blomsterhovede må vende forkert.

Compound living at its best.

Men mest af alt og foran alt det andet, så føles det her sted som hjemme for mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet