• ···

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om kippers og noget med at tjene penge på at blogge

Ind i mellem bliver jeg spurgt, om der er ‘penge i skidtet’.

Velmenende mennesker siger dog aldrig ’skidtet’ i bogstaveligste forstand til mig – det er de alt, alt for høflige til – men de stiller snarere et (lettere nyfigent) spørgsmål i retning af: “Tjener man egentlig mange penge på at blogge?”

Idéen eller formodningen har de sikkert fået af at se på kendis-bloggere, der får bygget køkkener om og lavet rynkefri ansigter i ét væk af diverse firmaer, som er interesserede i at promovere deres varer og serviceydelser over for bloggerens læserskare.

Den slags hedder influencer-marketing på godt dansk.

Og en kendis-blogger er således influencer’en, der indgår aftaler med diverse firmaer om omtale i blogindlæg, som så enten resulterer i penge eller i at bloggeren modtager produktet/serviceydelsen som tak for reklamen.

Den slags kunne kaldes for naturalieøkonomi anno 2017 i en verden, der stort set kun drejer sig om SoMe efterhånden.

Og uden at ha’ noget at ha’ det i, så har jeg en stærk formodning om, at der foregår langt mere naturalie-betaling end cool cash rundt omkring i blogland – medmindre man da er sådan kendis-kendis-blogger på den store, alvorlige klinge…

Men tilbage til spørgsmålet om penge!

Jeg tjener next to nothing.

Sølle 250 kr. om måneden eller sådan noget på de der irriterende, blinkende bannerreklamer, som ingen nogensinde klikker på alligevel.

Så jeg blogger ikke for pengenes skyld, hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt. Og så har jeg hermed helt (borger-)pligtskyldigt fremlagt min “lønseddel”, ligesom visse grupperinger i Danmark drømmer om at alle skal til at gøre.

Men det ville da være skønt at tjene penge på noget, jeg ELSKER at lave. Ingen tvivl om det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Og hvorfor gør jeg så ikke dét – altså laver influencer-marketing?

Der er et par årsager eller tre:

  1. Produkterne/serviceydelserne, som jeg indtil nu er blevet tilbudt at reklamere for, har været “for tynde”. Sagt på en anden måde: Jeg vil aldrig reklamere for et produkt/en ydelse, jeg aldrig selv har prøvet eller er glad for at bruge – og heller aldrig for et produkt/en ydelse, som er fuldstændig irrelevant for min læserskare.
  2. Den tilbudte betaling for potentiel reklame på min blog har været for lav. Jeg nægter pure at reklamere for babyudstyr og biludlejning for en tusse. Never. Ever. Det er både dit og mit liv for kort til.
  3. Jeg tænker rent faktisk over, om mine blogindlægs indhold har underholdningsværdi hver eneste gang. Og dét er i sandhed ikke alle bloggere, der gør det. Ofte scroll’er jeg selv videre, fordi en blogger bare gerne lige vil fortælle om den yderst svampede Amo-pulverkage, hun lige har bagt til venindehygge idag #amo #venindehygge #sponsoreretindhold…Det er så stinkende kedelig læsning, sådan noget produkt-blogging.

Og jeg er ikke den eneste, der stirrer lige dele træt og fascineret på influencer-marketing og tænker: “Hvordan helvede fik du så lige vinklet dét indlæg, synes du selv?”

Thomas Skov – den morsomme mand – har begået et fænomenalt blogindlæg, der rammer hovedet på sømmet i denne her debat om nonsens-reklame for nonsens-ting – så hvis du trænger til et godt grin, så skynd dig over til Thomas Skov og en dåse med røgede sild:

#KIPPERS

Jeg kippers’ også i dén grad med flaget og anbefaler, at du spiser en Bounty-bar og drikker en kop te fra Perch’s til – bare sådan for hyggens skyld.

Indlægget er i øvrigt ikke sponsoreret.

Jeg elsker Bounty.

Og Perch’s te.

Af egen fri vilje.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at leve på kanten…

…af et nyt årti, forstås.

For jeg er da den sidste, der kan klandres for at leve det vilde, adrenalin-pulserende liv – medmindre det nu om dage anses for heftigt at drikke sig svimmel om fredagen og falde i dyb søvn i egen seng?img_8423 Men på kanten af THE BIG 4-0, dér står jeg nu.

Og læner forsigtigt min 39-årige krop ud over kanten for at titte over mod middelalderen på den anden side, som sjovt nok ser meget, meget mere tiltalende ud end THE BIG, TERRIFYING 3-0.

 

Forskellen mellem frygtelige 3-0 og herlige 4-0 er en indre ro og dyb taknemmelighed, som har sneget sig mærkbart ind i løbet af godt og vel et levet årti.

Der er dyb ro i at vide i min inderste kerne, at jeg er så hvinende heldig at have ALT, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i livet.

Jeg har en kærlig, intelligent, loyal, attraktiv, romantisk, sjov, interessant og betænksom mand, som sender mig den smukkeste kurvfuld dybtrøde roser med brudeslør i anledning af min fødselsdag.img_8394Jeg er Mor til to fine rødhætter, der klatrer op og gi’r morgenkrammere, mens jeg åbner gaver, som de har valgt så fint sammen med Farmanden.img_8377img_8378Og jeg mærker dyb glæde og taknemmelighed over veninder, der dropper forbi og med al tydelighed viser, at de ved præcist, hvad jeg elsker.img_8383Lyserødt. Og blomster. Og kaffe og søde sager, der giver en tiltrængt pause efter endt arbejdsdag i et job, som jeg (allerede-nu-med-vished-kan-sige-at-jeg) elsker og opfatter som et privilegium.img_8387Og der er naturligvis notesbog og fancy penne i en anden venindepakke – for jeg er vel ikke datter af en boghandler for ingenting?img_8395Og sidst – men ikke mindst – har verdens bedste Maricel begavet mig med rørende ord og fine blomster.img_8379Jeg føler mig så set og værdsat og strøget med hårene, at jeg bryder ud i rørstrømsk torsdags-taksigelse henover bobler og sushi.img_8396Og når nu vi er inde i en god stime, så sørger jeg naturligvis selv for at fortsætte den hele weekenden ud med at invitere mig selv (og de tre andre) ud på en bitte fredags-frokost…img_8403…og Regnskabschefen ud til 9-hullers aften-golf lige i nabolaget.img_8413Hvis det er sådan her, et omtrent-halvt-levet-liv ser ud, så er der kun én ting at gøre:

At være glad for hver eneste bitte-lille – på overfladen uanseelige – ting.

At være glad for hver eneste oplevelse og udfordring til hverdag og fest.

At være glad for hvert eneste menneske, jeg er heldig at kunne kalde for familie eller ven.

At være glad for mit gode helbred (jep – så gammel er jeg blevet nu).

At være glad for selve livet.

Og lige dér, da må jeg takke min Mor.

Så det gør jeg.

Over telefonen.

Tænkte, at det måske var på høje tid, at jeg fik sagt ordentlig tak til hende, min livmoder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Adha Mubarak

I dag markerer afslutningen på årets Eid Al-Adha. Ofringsfesten, som er muslimernes allervigtigste fest og højtid, hvor samtlige familiemedlemmer tropper op i nyt tøj på rundtursvisitter hos tanter og onkler; børnene får pengegaver af de voksne, og der bliver indtaget lige dele søde sager og lammekødsretter til familien går i madkoma.img_8336Og til forskel fra vores jul, der (for manges vedkommende) handler mest om ligelig fordeling af andesteg og flæske-ditto på tallerknerne rundt om familiens bord, så handler offerfesten i lige så høj grad om at brødføde dem, der har mindre end én selv.

Det er god skik at forære ⅓-del af familiens offerlam til de fattiges adha-borde. Beregningen af hvad en ⅓-del så lige er for en størrelse på et lam, dét må du selv om. Bare du gi’r.

Muslimerne er virkelig gode til dét der med donationer, nødhjælp, næstehjælp og gavmilde bidrag sådan helt generelt. Det er der heldigvis også mange danskere der er under landsindsamlinger, som venligboere med gratisbutikker og andre initiativer, ved diverse julehjælpsforanstaltninger osv., men i Mellemøsten er donationerne en integreret del af både religiøs praksis og kulturel tradition – og det er bydende nødvendigt at hjælpe nødstedte, fattige muslimske brødre og søstre, for her er intet offentligt sikkerhedsnet aka. Velfærdsstaten.

Og med Eid’ens sidste dag kommer også enden på Regnskabschefens ferie. Han har afholdt sidste feriedag med pigerne idag, mens jeg har taget hul på det nye skoleår. I morgen kalder hundredevis af mails på ham og timelange møder på kontoret.

Men igår fejrede vi Eid Al-Adha – for man bør vel trille ud af hvid-mands-ghettoen og kultur-assimilere en smule på sådan en højtidsaften?

Og som de heldige kanaljer vi er, så stiger vi ombord på Hr. & Fru M’s båd, hvor vi – efter en kort sejltur – ankrer ud for Dubai Marina. Her er der det smukkeste festfyrværkeri hver aften under Eid’en.img_8335Offerlam kom der ikke på bordet, men sushien fejlede intet. Og det gjorde den detoxificerende gåsevin såmænd heller ikke, selvom kølig hvidvin aldrig har været en dårlig idé. Men danskvand og fiskemad er “straffen” for 10 ugers sommerferie uden at føle sult én eneste gang.

Tænk, at ligge her og skvulpe rundt i 35 grader varmt havvand til synet af festfyrværkeri på en grumset-diset ørkenhimmel…img_8326Så stille, så fængslende meditativt er det at ligge i vandet, når det er tæt på kropstemperatur-varmt.

Måske er det sådan hér, livmoderen føles for et foster?

Livmoder-lommefilosoferen eller ej, så er jeg den heldigste kartoffel i hele Mellemøsten.

Og jeg ved det godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klar, parat til…

…Skolestart!img_8318Lige om lidt, ihvertfald.

Men for nu summer vi rundt og lander sådan for alvor i eget hjem efter 10 ugers sommerferie.

Der er legeaftaler, der skal passes – og kaffegensyn med søde venner. Der er navnemærker, som skal sættes på alt det nye grej. Penalhuse, der skal pakkes påny og et køleskab, der skal fyldes op helt fra 0.

Vi er kommet hjem til et skinnende palads af et nedslidt rækkehus.

Maricel har vasket, poleret, renset og pudset med effektiv knofedt fra gulv til loft, så her dufter rent og stråler, hvorend man ser hen eller sætter en fedtet finger. Det er endnu én af de fantastiske fordele ved at have den dygtigste og sødeste husholderske boende. Jeg er fan af konceptet, når man ellers har fundet netop dét menneske, man passer sammen med 🙂

Maricel har faktisk kedet sig lidt, mens vi har været i Danmark, men hun har mange veninder, der også passer hus og kæledyr henover sommeren, så de laver mad sammen og hjælpes ad med det praktiske. Hun kommer selv på en måneds ferie til jul, fordi det er dén tid på året, som passer bedst i forhold til hendes søns skolegang på Filippinerne.

Og Bob tager imod os uden fornærmet attitude denne gang og hapser velvilligt pigernes godbidder, før han lægger sig over for at sove lur på Martins favoritplads.

Alt er præcist, som vi kunne have ønsket os det – og det er så rart at være tilbage – for nu at være helt ærlig.

Selv fødselsdagsgaven har Maricel ladet stå klar til Cille, da vi sætter kufferterne i entréen og lister ind i stuen for at spise natmad efter en lang rejsedag.img_8312Et stort, ultrablødt tæppe, som Cille nu nusser og sover med hele natten.

Men bag om kuffertudpakning og praktiske gøremål, så står der kun én ting i mit hoved og i mit hjerte.

Mit nye job!

Som jeg starter på imorgen.

Og jeg kan næsten ikke vente!img_8319I morgen påbegynder jeg mit 3. arbejdsår på Dubai International Academy (som også er Cille og Milles skole), men denne gang bliver det som dansk modersmålslærer – ikke som støttelærer på de engelske litteraturkurser i Secondary School.

Jeg var blevet tilbudt at fortsætte som støttelærer, men jeg trængte til at udfordre andre sider og egenskaber af mig selv i det kommende år.

Og det bliver så spændende at være med til at undervise skolens danske elever, som har mulighed for at få 3 timers danskundervisning om ugen på hvert klassetrin fra Year 1 til Year 11.

Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med min nye kollega, den danske forældregruppe – og allermest til at arbejde med eleverne, selvfølgelig ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts