Mummy-juice og bogudgivelse

Hverdagen brummer derudaf i disse uger.

I Ramadan-mode.

Jeg er faktisk helt i tvivl om, hvad det er, jeg får tiden til at gå med?

Vi har ihvertfald vænnet os komplet til magelige Ramadantider, hvor skolen først starter 8.20 og slutter allerede 13.20. Der er pludselig god tid til at sove, slappe af, se TV og lave mad.

Ren nydelse, er det, sådan at få en hel måned på lavere blus end normalt.

Men samtidig med at der er ro på derhjemme og kortere skole- og arbejdsdage, er der masser af ting, der skal færdiggøres og forberedes i skolen. Afsluttende tests er der for børnene i alle fag, så der kan gøres klar til årskarakterer – for slet ikke at tale om en bunke nationale og internationale standardiseringstests, skolens management også lige kan nå at køre igennem, før vi får sommerferie. For de voksne er der en hulens masse papirarbejde og administration forud for næste skoleår, der skal ordnes.

Og i mens jeg kører triviel admin på hjemmekontoret, har Cille brugt den ekstra tid om eftermiddagen på at skrive en bog med titlen “Friendship Necessities“. 

Den handler naturligvis om en sej, rødhåret pige – hvad ellers?Hovedpersonen har en bedsteveninde, der – sjovt nok – ligner Cilles bedsteveninde på en prik og har samme navn.Sammen oplever de to bedsteveninder en masse sjove ting og forviklinger med andre piger, som Cille – klogt nok – har valgt at censurere ved diskret at navngive dem, så man ikke lige kan regne ud, hvem der er hvem, når der foregår noget lidt flatterende. Man kender vel sine forfatterkneb.

Vi har mange samtaler for tiden om “hvem der siger og gør ditten og hvem der synes og mener datten”. Der er virkelig gang i det indre drama som aldrig før, og jeg gør mit bedste for at følge med i den rivende udvikling hos den 8-årige, selvom det kan være svært, når hun det ene øjeblik er aldeles klar til at flytte hjemmefra sine håbløse forældre for i næste øjeblik at klynge sig til mig.

Og Cilles bog er et fint lille indblik i hendes selvopfattelse og relationer til andre, som jeg hellere må nærstudere og navlepille lidt i, når jeg får fingrene i et eksemplar én af dagene.

Jeg skrev selv kladdehæfte efter kladdehæfte fyldt med hverdagsdrama – måske ikke lige helt som 8-årig, men så ihverfald som 9-10-11-årig. Og jeg nyder i dén grad at opleve Cille blive opslugt af at fortælle sine egne historier, præcist som jeg selv blev og bliver.

Martin ping-pong’er ikke så meget på skrivefronten med Cille. Til gengæld har han fået den udelte fornøjelse af at agere forlag og bogtrykkeri, så der nu er udgivet hele to eksemplarer af den kommende tween-bestseller på 40 sider.I mens har Cille og jeg pakket taske, fordi hun har en længe-ventet sleepover med Noura i aften. Det ene eksemplar af bogen skal foræres til Noura, så de sammen kan læse, før de skal sove.

Og heldigt for Mille og jeg, så er vi blevet inviteret med til den første del af mission sleepover. Det er herligt, for én af os var ihvertfald lige ved at føle sig en kende udenfor…

Så nu finder jeg Mummy-juicen frem og kommer ud over stepperne til iftar, boglancering og sleepoverHav en herlig weekend – fyldt af bøger og børn og vin og blomster – eller hvad end, der gør dig glad.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dannebrog på hel og halv

Vi starter med Dannebrog på halvt.

Fordi det altid er bedst at starte en fortælling med den triste del og slutte med den positive.

I nat – ved 3-tiden – er hele min families elskede Faster Johanne sovet stille ind på Grindsted Sygehus.

Så her i Dubai vejer Dannebrog på halvt ved siden af en lille skål med ørkenroser og en pakke Kleenex, som jeg har haft gang i hele formiddagen.76b62b46-c2fd-4b2a-a53e-bc2fbc82c412Og jeg gentager mig selv ved at sige, at på mærkedage er det særlig tungt at være langt væk.

Både på de sjove og de triste mærkedage.

Min Faster Johanne er teknisk set min Mors Faster. Men hun er og bliver hele familiens faster på grund af sin hjertevarme, gavmilde, betænksomme og kærlige sjæl.

Fasters omsorg rakte til alle. Og her mener jeg vitterligt alle. Hun var vestjyde på dén der klassiske måde med uendelig kaffe på kanden og hjemmelavet mad og kage til alle, der kom forbi hendes og Svends hjem. Og det var mange. Forretningsforbindelser, da de havde smedjen, naboer, venner, diverse foreninger og klubber – og hele deres store, farverige familie. Alle kom forbi og sad på den lune bænk hos hende.

Faster Johanne fandt plads til at rumme alt og alle – i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Ingen har nogensinde følt sig forkert eller tilovers eller til besvær i hendes selskab – og hun accepterede og tog folk præcist som de var. Se, dét er livsklogskab i den helt store kategori, og det gør mig dybt ulykkelig, for min familie har vitterligt mistet sin stjerne.

Hun ville have rystet på hovedet af det, jeg sidder og skriver. Mumlet, at det vist er lige rigeligt med ståhej og armsving for hende. For Faster var den sidste til at slå på tromme for sig selv. Hun gik ganske stilfærdigt rundt og leverede alt muligt til alle andre end sig selv – verdens bedste kanelsnegle ved dét, hun muntert kaldte for “en køleskabsoprydning”; de sprødeste brændte mandler til jul og det dejligste sylt efter sommerens haveherligheder.

Faster var der bare. Midt i det hele. Deltagende.

Et livsstykke.

I min barndom var hun dén, der altid havde tid, selvom hun i virkeligheden havde monstertravlt med at brødføde en hel hær af voksne, sultne smede på daglig basis. Om sommeren legede jeg i hendes have og spiste kiksekage, når den havde sat sig i fryseren. I februar var hun dén, der altid havde lavet store 25-øres armbånd til os, når vi kom og raslede til Fastelavn – og hun lod mig altid komme ind og lege i sin fine-stue med klaveret, selvom det må have været lidt irriterende at lytte på.

Da jeg blev en næsten-voksen kvinde og for første gang havde fået mit hjerte knust virkelig alvorligt, ringede hun og talte med mig om kærestesorgen. Hun fortalte mig, hvordan hun selv havde fået knust sit hjerte i sin tidlige ungdom, og at hendes erfaring sagde hende, at man rent faktisk overlever det. Sådan var hun – 100% ærlig om livet – og i stand til at fremkalde smil midt i tristesse. For Faster fortalte sandheden. Og det hjalp mig at vide, at hun havde fået sit hjerte knust, men efterfølgende fundet den helt rigtige mand og fået sine fantastiske børn.

Senere i livet viste hun og Svend et forskræmt skilsmissebarn som jeg, at man sagtens kan være uenige om tingene og skændes – uden at det nødvendigvis er livsfarligt eller betyder, at man går fra hinanden. Jeg holdt af at observere deres forskelle og indbyrdes diskussioner – for de var på samme tid så sammensmeltede og sammentømrede, som jeg ikke har set andre par være, før jeg mødte mine svigerforældre.

Min Mor kan fortælle den samme historie. Og flere til. Om en Faster, der kunne nusse og vaske tæer som ingen anden. Om en Faster, der altid havde et øjeblik mere til et barn – eller en voksen, for dén sags skyld. Om en Faster, der godtog livets præmisser og som aldrig tog noget som helst for givet. Om en Faster, der hellere undværede selv, end at se andre have problemer.

Jeg har slet ikke nævnt alle de andre sider af Faster. Hvordan hun tog sig af sin familie. Hvordan hun turde at rejse ud i verden og opleve ret så eksotiske steder, hvor hun hjalp og arbejdede – for Faster var ikke ligefrem all-inclusive-typen.

Som Kronprinsesse Mary sagde om Kronprins Frederik forleden, så kan man ikke indfange et menneske, der er så multifacetteret og levende. Jeg kan heller ikke indfange Faster. Kun begræde, at hun er borte. Og det er en dybt egoistisk handling – for Faster trængte til fred.

I aften vil jeg sende Faster alle mine kærlige tanker op i en varm, diset ørkenhimmel.

Hun fandt fred under en fuldmåne.

Fyldt af et fuldt ud levet liv.

Tilbage står vi alle med hovedet og hjertet fyldt af gode minder. Og en lille pige i familien, som bærer hendes navn, så det aldrig bliver glemt.

Og før jeg løber helt over, stopper den triste del af fortællingen.

For på Fasters sidste dag fyldte Maricel 36 år.2ee040f5-fd91-4b02-8143-70a7bb06045aDet fik vi fejret meget godt, synes jeg. Med kager og Dannebrog på hel – for efter 3 år med en dansk familie, må Maricel da kunne kalde sig for dansk-filippiner.

Og senere med en dejlig iftar, da solen gik ned.df3cd5d6-e71b-44aa-8b7b-89ade1d3fd4c14a52642-9bc7-415f-bc1c-5504b68f17eaHvil i fred, elskede Faster Johanne.

Og hjertelig tillykke med fødselsdagen til kære Maricel. Det er også hårdt for hende at være væk fra sine kære på en mærkedag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vaccinationer

Der er så mange gode ting at sige om det danske sundhedsvæsen, at jeg knapt nok ved, hvor jeg skal begynde.

Hvis ikke vi var flyttet til udlandet, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville have værdsat det danske system på dén måde, som jeg gør nu. Det er én af de fine ting ved at få ens hjemland lidt på afstand. Så kommer der en anden slags reflektion end tidligere.d9e55f7f-12eb-4bc1-ac25-a2856a3a21b1Måske glorificerer jeg også systemet lidt på dén der fædrelandskærlige måde, der ofte kommer til os, der tilbringer en del af livet uden for landets grænser – men helt ærligt, så skal der ikke ret mange besøg til i et brugerbetalt sundhedssystem, før man længes inderligt tilbage til snusfornuften og den ligefremme adgang og tilgang i Danmark.

Uanset, at den praktiserende læge skal kunne klare stort set alting, selvom det jo er en umulighed i sig selv.

Uanset, at køen til speciallægen kan være alt for lang.

Uanset, at der er ventetid på telefonerne og besparelser over hele linjen.

For når man bytter fællessystemet ud med et brugerbetalt et af slagsen, så handler det hele pludselig om ens forsikringsdækning og en masse økonomiske transaktioner, før man overhovedet kan få hjælp eller behandling.

Først skridt er fremvisning af sygeforsikringskortet i skranken.

Måske dækker forsikringen dagens konsultation eller behandling – måske gør den ikke – og hvis den ikke gør, så kan du lige gå over til betaling ved Kasse 1, 2 eller 3, hvor der hersker hektisk aktivitet med kreditkort og kontanter.

Du kan også bruge Det Tålmodige Menneskes Procedure, hvor du – i samråd med lægen – ansøger dit forsikringsselskab om “pre-approval”, så du er 110% sikker på, at din behandling ikke bliver afvist i 11. time, hvor du selv må punge ud. Så kommer der til at gå en rum tid med at afvente forsikringsselskabets svar og efterfølgende en opringning fra lægeklinikken for at be- eller afkræfte, om du må få behandlingen udført under forsikringen. Og så kan du endelig bestille en tid.

Jeg har været nødt til at vride armen rundt på mig selv og trække vejret dybt ned i maven for at få gang i ovennævnte procedure – for dét der med tålmodighed er ikke min stærkeste side. Men ind i mellem må man lære på den hårde måde, og jeg priser mig lykkelig for, at det trods alt ‘kun’ har kostet 1.500 kroner at lære at bruge “pre-approval”-proceduren hver eneste gang.

Sådan her fungerede sundhedssystemet slet ikke for 4 år siden, da vi ankom til Ørkenstaten.

Alt blev godkendt.

Hver gang.

Uden direkte kontakt til forsikringsselskabet.

Men enten fattes forsikringsselskaberne penge – eller også drømmer de om at tjene endnu flere – for nu kan selv den simpleste ting ikke udføres uden forudgående godkendelse. Og det til trods for, at vi har præcist den samme dækning nu, som vi har haft de andre år.

Selv vaccinationsprogrammet til børn kan vi ikke være sikre på bliver dækket af forsikringen længere. Ikke at dét ville afgøre, om pigerne blev vaccineret eller ej.56cd68e0-acb0-49a7-b8ad-b414637726cbMen efter et par ugers ventetid får vi bekræftet, at Milles vacciner er godkendt af forsikringen, og nu kan den lille 6-årling endelig komme videre i vaccinationsprogrammet, som hendes Mor har forsømt på det pinligste.7283d10c-f070-42c1-8e06-26de06f88a1fJeg kan slet ikke forklare, hvordan jeg har kunnet glemme to vaccinationer – og jeg føler mig som en virkelig ussel Mor, da sygeplejersken drøner rundt og konsulterer læger, fordi det jo er ‘alt for længe siden’ at den ene og den anden booster skulle have været givet.

Her kan man virkelig tale om Den Kroniske Skyld.

Mor-skylden.

Gisp.

Jeg har jo ikke bevidst ignoreret vaccinerne.

Det er jo ikke fordi jeg har glemt, at konceptet findes.

Faktisk synes jeg, at det er virkelig vigtigt, at følge vaccinationsprogrammet i dét land, hvor man bor.

Men jeg har alligevel håndfulde af undskyldninger klar i et desperat forsøg på at undslippe de hårde ord, jeg lader regne ned over mig selv, mens tæerne er helt krummede i sandalerne.

Jeg har måske fortrængt det, fordi børn bliver så kede af det, når de skal stikkes?

Eller er det mon fordi, det er så trættende med hele “pre-approval”-proceduren hver eneste gang?

Det er nok også bare fordi man ikke får en “friendly reminder” om at en vaccination bør gives, ligesom man får andre steder i verden?

Måske er det fordi vaccinationsmappen har ligget i bunden af en skuffe?

Bortforklaringerne er mange.

Og lettelsen er stor hos både Mor og Datter, da de to boostere er sprøjtet ind, så vi kan gå ud i verden og lade vaccinationer være vaccinationer indtil hun fylder 9 år om 3 år.1156dc8d-56fd-4366-a37c-242d94ab5cc5Og da vi sidder på caféen med Milles velfortjente modighedspræmie og kaffelotter med masser af skum, tænker jeg, at jeg ville ønske, at jeg var en af den slags mødre, der vejer og måler børnene for at se, om de følger den aldersmæssige vækstkurve; som husker at tegne børnenes tabte mælketænder ind i dét der sjove skema i Barnets Bog; som husker at tage børnene med til en årlig helbredsundersøgelse og som ved alt om børns udvikling og udslæt og børnesygdomme.3adfea52-a77f-4f1f-a46f-6e5eef0a4324Men det er jeg helt åbenlyst ikke.

Til gengæld er jeg heldig med at have en ganske tilgivende datter, som svarer “det´okay, Mor” henover kaffen, da jeg får mumlet, at det vist ikke var så smart af mig at glemme de vaccinationer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En omgang til, tak!

Jeg står foran døren ind til vores dansklokale.3ab16cfc-1595-493e-8f0a-8970c859be3cKlokken er 7.30 og Mille er netop afleveret til Miss Jenna.

Cille har allerede befundet sig på skolen i en halv time. Hun øver med koret kl. 7.00 hver mandag morgen. Og elsker det i øvrigt, men hvem ville ikke blive glad i låget af at vågne ved at synge sig varm?6fb8257a-7904-4001-beff-ee9b13bcf678Jeg låser døren op og tænder computeren.

Det er mig, der primært har morgentjansen i dansklokalet, fordi jeg har Primary School-eleverne, mens min kollega primært har eftermiddagstjansen, fordi hun har Secondary School-eleverne. Og så er det alligevel ikke helt korrekt, da min kollega også har Year 1 og Year 4, som er de klasser, hvor vores piger går.b6fdee70-eccf-436e-92b1-d07ec678063cDer er – skræmmende og overraskende nok – gået næsten et helt skoleår.

Eller sagt med andre ord, på så er der kun 40 reelle skoledage tilbage, før vi løber ud med armene over hovedet til godt og vel 8 ugers sommerferie med tilbagevendende genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord.

Hvert år kommer det bag på mig, hvor uendeligt hurtigt et skoleår går.

I år er det dog gået endnu hurtigere, fordi jeg startede i nyt job som dansk modersmålslærer frem for det ellers udmærkede støttelærer-job, jeg havde haft et par år i Secondary School.

Når alting er nyt, flyver tiden afsted. Og det er en god ting.5c822c64-5235-48ad-b975-c8e11899a41aDer har virkelig været mange, spændende, faglige udfordringer for mig i dette skoleår.

Og en flok skønne unger at forholde sig til – og lære at kende på et helt andet niveau, end når man sidder som “ekstra hænder, hoved og hjerte” i et stort lokale med 26-28 elever.

Her ved jeg, hvem hver eneste elev er. Hvad han eller hun interesserer sig for. Hvad han eller hun motiveres af. Hvordan han eller hun bedst kan lide at lære.04f09c01-7f21-494f-812d-300aeec1d7cbHer får jeg lov til at sprog- og litteraturnørde helt ud til fingerspidserne hver eneste dag. Plus alle de kreative stunder, der kommer af at have med de yngste elever at gøre. Og så er der den sjove formidling af kultur og sproglige finurligheder til børn, der ellers ville have haft svært ved at få et tæt forhold til deres modersmål, fordi resten af skoledagen og undervisningen foregår på engelsk.

Jeg elsker det.

Ikke som i ‘det-er-et-ret-fedt-job’.

Mere som i ‘jeg-elsker-det-og-har-som-knapt-40-årig-endelig-fundet-den-rette-hylde-job’.

Så jeg tager en omgang til, tak.

Kontrakten for næste skoleår er underskrevet.

Jeg glæder mig allerede.

Og tænker, at det er lidt sjovt, at jeg er kommet full circle med at undervise nu – efter at have forkastet det komplet som 24-årig cand. mag.-studerende.

Sådan kan man blive så meget klogere på 16 år.

Man har jo heldigvis kun et standpunkt til man ta’r et nyt.

Ha’ en skøn mandag ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts