Sømandskirken og Al Hadheerah

Bryllupper kan man ikke få for mange af.

Helt personligt har jeg ikke lyst til at holde bryllup igen – jeg er godt gift, tack så mycket – men at deltage i bryllupper er da noget af det skønneste, man kan blive inviteret til.

Martin har en ansat på sit lille salgskontor – og det var hende, der nu skulle giftes med sin forlovede. Den helt store bryllupsfest skal stå i Libanon om et par uger, da hun er armensk-libaneser, men den lovformelige vielse foretages af den danske præst i Dubai, Carl Bjarkam, fordi hendes udkårne er lige så pæredansk som os andre.

Og Danmark er som bekendt et let land at blive gift i rent dokumentationsmæssigt, til sammenligning med mange andre steder i verden.Så i fredags stoppede vi de fineste, specialimporterede bryllupsgaver fra Royal Copenhagen i bagagerummet (tak til Far og Conny for leverancen), og så drønede vi til det nordlige Dubai til bydelen Oud Metha, hvor Den Norske Sømandskirke ligger. Ironisk nok er der ingen norsk præst på præmisserne for tiden, som navnet antyder, men til gengæld er der både en dansk og en svensk præst. Og nordmændene tager sikkert revanche, når der bliver et træhus ledigt igen.I vanlig danskerstil var vi der 20 minutter før vielsen. Ingen andre var ankommet (man er vel fra Mellemøsten), så vi fik os en sludder med den altid nærværende og flinke præst, Carl Bjarkam – og så fik vi snuset rundt i det beskedne kirkerum, der ganske vist ikke indeholder en stor Jesus-figur på et kors, men der er et smukt alter, et kirkeskib og en fin døbefont. Det eneste, der mangler, er en pianist, synes jeg.Vielsen ville jeg ønske, at jeg kunne gengive billeder af – for brud og gom var så uendeligt skønne at se på – men det skal de have lov til at have for sig selv. Jeg kan ihvertfald sige, at de to voksne mennesker klæder hinanden, og at det er meget livsbekræftende at se på dem.At blive gift langt væk hjemme fra er en ‘rå’ eller ‘nøgen’ oplevelse.

Der er ingen bror, som står klar med ringene som forlover; der er ingen svigerfamilier på hver deres flanke med smil, tilråb og støttende hænder, øjne og lommetørklæder til brud og gom. Der er ingen langvarig historik eller blodsbånd mellem de fremmødte, og vielsen er kogt ned til en kort og rørende tale om ægteskabets behov, præmisser og udfordringer, hvorefter vielsesritualet udføres, som det sig hør og bør.

Det betyder ikke, at vi var mindre rørte på brudeparrets vegne eller mindre imponerede over den ærlige og åbenhjertige præstetale til parret. Det betyder heller ikke, at deres vielse var begrænset, mindre god eller mindre dyb, end hvis der havde været 100 mennesker til stede i rummet, som kender dem og deres livshistorier. Det føltes bare mere råt og skåret ind til benet, og det står tydeligt frem, at det er netop de to mennesker hér, der har valgt hinanden på godt og ondt, med det svære og det sjove, med det sure og det søde. Der er ingen “støj”, “nudging” eller forventningspres fra omgivelserne. Der står blot de to, der har valgt hinanden.

Følelsen af at ‘skære ind til benet’ eller kun at have ‘den inderste kerne i livet’ gælder i øvrigt i rigtigt mange aspekter af udlandslivet. Den samme følelse kunne vi have siddet med til en fødsel, en barnedåb eller en rund fødselsdag.

Jeg glemmer ihvertfald aldrig den enorme ensomhed, der skyllede ind over mig, da jeg sad en time efter fødslen af Mille og betragtede vores andenfødte – helt alene i en hospitalsseng, fordi Martin var taget ud for at hente Cille, der blev passet af vores rengøringskone. De andre fødende havde familiemedlemmer omkring sig, som nussede om den nyfødte baby og den nybagte mor. De roste barnet og moren. De havde blomster, chokolade og varme smil med til barselssengen. Jeg havde ingen at dele glæden over vores kæmpe og helt enestående mirakel med. Det blev til en meget intens, inderlig og mørk stund på en ellers så varm, lys og smuk maj-dag. Noget, som jeg for altid vil tage med mig, fordi der var både så stor smerte og så fin en læring lige præcist dér for mig. Dén dag gik noget inden i mig en lille smule i stykker, men det blev samtidig og på ganske forunderlig vis helet igen. Af mig selv.

Den samme følelse af ensomhed eller “kerne” skyller ind over mig i mange andre situationer. Det kan være både i de gladeste øjeblikke og i de allersværeste. Derhjemme i Danmark har vi begge store familier, og vi er begge vant til, at der altid lige er nogen i nærheden, som giver en hånd eller sit besyv med i forhold til stort og småt.

Men sådan er det bare ikke, når man – af egen fri vilje! – har valgt at bosætte sig langt væk fra familien og den oprindelige omgangskreds. Konsekvensen af ens handlinger retter sig altid kun tilbage mod én selv. De andre er blot et telefonopkald væk, men nogle gange er det umuligt at overskue at ringe op, når det hele føles tungt.

Samtidig er der også en smuk styrke i at have kogt livet ned til det allervæsentligste, helt ind til kernen. Jeg føler mig meget tæt forbundet med Martin, og vi føler os tæt forbundne med vores døtre. Vi har hinanden i det lille firkløver hver eneste dag – i tykt og tyndt – og vi er nødt til at finde ud af tingene sammen, for vi kan ikke flygte eller undvige ved at lette vores hjerter andetsteds, ved at lytte til andres meninger eller ved at distrahere os selv med alt muligt andet i storfamiliens skød.

Nå.

Tilbage til emnet.

Denne her bryllupsfortælling fik pludselig en masse andre vinkler og sidehistorier klistret på sig.

Efter vielsen skulle libaneserne selvfølgelig ryge, så vi tog en times tid med socialisering, røg, cola på dåse og lykønskninger, og så sagde vi pænt farvel til Carl Bjarkam i Sømandskirken, og satte kursen mod bryllupsmiddagen på ørkenresortet uden for Dubai, Bab Al Shams.

Prøv lige at se en solnedgang over bryllupsdagen, vi sad og nød på bilturen.Jeg har tidligere skrevet om Bab Al Shams, som ligger godt en times kørsel uden for Dubai. Det er stadig ét af mine favorit-resorts i forhold til at være både familievenlig og “value for money”, hvis man stadig ønsker at være tæt på byen.

Efterhånden er det flere år siden, vi sidst har været på Bab Al Shams. Som de fleste andre mennesker, så falder vi også lidt af på den, hvad angår turist-oplevelser og ture ud i det blå. Vi har fået vores eget hus nu – og det fylder på den gode måde. Der er ikke længere det samme behov for at komme ud og væk, fordi vi har fået vores hjemmeliv til at være på dén måde, vi gerne vil have det. Sådan tænker jeg ihvertfald, at forklaringen er. Eller også er vi bare blevet luddovne?

Brudeparret skulle naturligvis tilbringe natten i en suite på Bab Al Shams, men jeg havde på forhånd erklæret, at jeg godt kunne køre hjem, fordi det ville være dejligt at vågne op til pigerne derhjemme om lørdagen. I virkeligheden burde vi have benyttet lejligheden til en overnatning, men vi elsker bare at være os 4 – og det føles helt amputeret at være afsted på resort uden pigerne.

Hvis du har lyst til et lille Bab Al Shams-gensyn fra dengang, vi var helt spritnye i Ørkenstaten, så læs med her:

Bab Al Shams

Bryllupsmiddagen skulle stå i den store buffet-restaurant, Al Hadheera, direkte under åben himmel.

Restaurantområdet er intet mindre end en magisk oase. Som et 1001 nats eventyr lige dér midt i den varme, arabiske aften, der dufter af krydderier, æbletobak og grillkul.Der er dampende risretter, store kobbergryder med stuvninger, sprøde salater, kød på grillspyd, varme supper, friske skaldyr og forskellige gryderetter i tykmavede ler-tagines.

Der er syndige, dybstegte mezze, krydderier i overdådige bundter, som kokkene gavmildt hakker af, og et stort dessertbord med baklava, libanesisk is og kunefe. Der er arabisk kaffe og mindst 5 slags dadler at vælge i mellem. Der er vin ad libitum, iskolde colaer og glade børn, der danser på bordene.

Og brudeparret bliver fejret med manér. Der bliver råbt på arabisk og sunget om bordet. I løbet af aftenen er der også forskellige shows. En egyptisk tanouradanser – dreje-rundt-manden – som jeg kalder ham, og en fræk og ypperlig mavedanserinde, der virkelig kan sit håndværk.Til sidst opfører en række ryttere en fin arabisk fortælling om konflikt og sameksistens blandt beduinstammer, hvori der indgår en stor flok geder, en kamelkaravane og nogle usædvanligt smukke araberheste.Da vi går fra festen hånd i hånd under stjernerne, er jeg helt ør.

Det har været sådan en smuk vielse og en gennemført dag i kærlighedens tegn – og hér går vi – midt i stilheden  – væk fra oasen og  op mod resortet for at køre hjem til pigerne.

Tænk, at vi igen og igen får lov til at opleve stjernestunder som disse.

Jeg føler, at vores udlandsliv giver langt mere, end det tager.

Også selvom der er en lang række konsekvenser og svære ting ved at være langt væk fra ens hjemland.

💞 Gid Shogher og Jacob må få et langt og lykkeligt liv sammen 💞

Og så et lille PS: Tag endelig ud for at spise og nyde en hel aften på Al Hadheera på Bab Al Shams, hvis du kommer til Dubai. Det er virkelig værd at køre en time frem og tilbage. Madens niveau er højnet og det er underholdningen bestemt også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Journalister

Det hænder fra tid til anden, at jeg bliver kontaktet af journalister fra Danmark, når de er igang med “et eller andet om Dubai”.

Det er ikke så underligt endda. Det kræver knapt en halv sætning i Google-søgefeltet, så kommer jeg og min familie op i mere eller mindre relevante Dubai-scenarier. Man har vel været Blogger-Mum i et halvt årti eller noget.

Henvendelserne fra danske journalister kan normalt opdeles i to:

1. Journalistpraktikanten uden rejsebudget. Det er dem, som beder om insider-fif til turistattraktioner og oplevelser, der er “off the beaten track”, som de så kan sætte op i turisme-sektioner uden selv at have været på de pågældende steder, de ellers anbefaler så højt. Smukt, ikke? Jeg lærte ihvertfald min lektion engang, hvor Ekstra-Bladet fik en masse materiale ud af mig – mod at de nævnte min blog og mit navn i avisen, når nu jeg var den, der fandt alle de gode spots til dem. Det skete naturligvis aldrig.

2. Undersøgende journalist-snushaner, der leger med økonomisk kriminalitet. Det er dem, der beder om “Dirt on the Danes og Død over Sanjay Shah-lignende typer”. Der er ingen udleveringsaftale mellem De Forenede Arabiske Emirater og Dronningeriget Danmark, så det er en kende svært at komme helt tæt på dem, der har valgt at lege kispus med de danske myndigheder i en fjern Ørkenstat. For de er her jo. Det ved vi alle sammen.

Hvis emnet interesserer mig, vil jeg da ikke afvise at kigge mig lidt omkring på gader og stræder, men det er en tidskrævende affære, og der er absolut intet, den pågældende journalist eller den danske stat kan gøre, for at komme i nærheden af vedkommende, de ellers så gerne vil have i tale.

Men for knapt 4 måneder siden blev jeg kontaktet af to journalister, der laver TV-dokumentarer om livet, som det nu engang udfolder sig for de mennesker, der befinder sig på det pågældende sted.

Jeg afviste dem straks. Ellers tak, men nej tak.

Efter at have krummet tæer igennem Peter Ingemann’s komplet håbløse makværk af en “Størst”-udsendelse for nogle år siden, skulle jeg ikke nyde noget. Det var programmet, hvor Ingemann valgte at underholde sig med en notorisk dansker, der ikke tjente sine penge ad konventionelle kanaler, mens han slog ud med armene og fortalte vidt og bredt om, at han havde tjent penge nok til at forsøge sin familie generationer ud i fremtiden på ganske kort tid. Altså ren forargelses-underholdning af værste skuffe, som var tilrettelagt helt uden at skæve til, om man var i nærheden af at fremstille et sandfærdigt billede af stedet, eller om man viste troværdige mennesker frem i bedste sendetid.

Sådan noget gjorde (og gør!) mig pikeret. For ikke at sige direkte vred.

For der er – gudskelov – allerflest helt almindelige danskere i De Forenede Emirater. Danskere, der arbejder røven ud af bukserne for dét, de har og opnår. Præcist som man gør det derhjemme i Danmark. De store forskelle er, at vi har solskin hver dag, hjælp i hjemmet og en ganske priviligeret livsstil, som vi betaler mange penge for at opretholde.

Men så skete der jo dét, at de to journalister ville mødes med mig.

Og de to journalister var præcist lige så søde og imødekommende, lyttende og empatiske, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig.

Dér sad jeg – midt i al min forudindtagethed – og faldt pladask for idéen om en dokumentar om Dubai, der rent faktisk skulle vise danskernes liv under daddelpalmerne. De havde også en lang perlerække af roste dokumentarer på deres CV, som alle talte for, at de var gode nok.

Jeg gav dem ikke lovning på noget som helst. Skrev ikke under på noget og aftalte ganske løst, at vi måtte snakkes ved.

Jeg tumlede med tanker om, hvorvidt det ville være smart at lade to små børn deltage i et TV-program, når nu de ikke ville forstå implikationerne af at blive vist frem i danske TV-stuer? Jeg overvejede endda sammen med skolebestyrelsen, om vi kunne tillade os at vise journalisterne vores lille danskskole uden elever i lokalet.

Men så var der problematikken om, at jeg ikke kan udstå at se på eller lytte til mig selv på film og video. Skulle det her være den ultimative personlige udfordring, hvor jeg kunne få gjort op med min indre kritiker? Ville jeg turde at stille op på kamera og lade det rulle – både når jeg foretog mig dagligdagsting og når det kom til de helt personlige reflektioner? Hvor stor ville min røv egentlig kunne se ud på dansk TV? Og hvad med min gamle vane med at tale alt, alt for eksalteret?

Sådan fortsatte spørgsmålene inden i mig. Der kom flere og flere til. Og jeg fik mere og mere fysisk ubehag ved SMS’erne og telefonsamtalerne med de to journalister.

Indtil jeg pludselig stoppede op og mærkede efter.

Og lyttede til min indre stemme.

Grublerierne gjorde mig mere og mere til en tvær gnavpot. Alt strittede i mig, når jeg tænkte på projektet. Intet dirrede på den gode måde, om man så må formulere det.

Og pludselig slog det mig: Der mangler jo noget helt afgørende:

WIIFM!

What’s In It For Me!

Hvorfor skulle jeg vælge at vise hele vores liv frem på dansk TV?

Hvad ville formålet være med det?

 

Det tog mig adskillige måneder at nå frem til det ellers ret så enkle spørgsmål om, hvad der egentlig ville være i det for mig, hvis jeg åbnede døren ind til vores hjem, tanker og hjerter?

Intet, blev svaret på ovennævnte spørgsmål.

Jeg har intet behov for at blive genkendt på gaden i Varde eller Hillerød, fordi jeg er med i et evindeligheds-genudsendt TV-program fra De Varme Lande.

Jeg er kiste-lykkelig for at have bloggen her – som mit kreative out-let og min personlige legeplads – hvor jeg bestemmer præcist, hvad der skal siges, beskrives og fortælles.

Hér er jeg 100% personlig – ærlig, autentisk og (forhåbentlig!) nuanceret – i mine fortællinger. Men jeg er – ganske sjældent og kun ved nøje udvalgte lejligheder – privat på bloggen.

Det ville gøre alt for ondt at skulle stå på mål for vores valg i livet over for en hel TV-folkedomstol i Danmark.

Det er ind i mellem hårdt nok at stå på mål over for familie, venner og bekendte – og over for os selv, når vi diskuterer, om vi gør og prioriteter de rigtige ting her i livet.

Men her på bloggen er det mig, der sætter rammerne og vinkler vinklerne, om man så må formulere det.

Det er mig, der skærer til og skærer fra.

Det er mig, der udvælger, hvad der skal sendes ud i æteren, ses og fornemmes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kalligrafi

Når det kommer til æstetik, vinder araberne. Punktum.

De omgiver sig med skønhed på så sofistikerede måder, at min indre bondepige fra oplandet uden for Varde får helt varme kinder af befippelse og følen-sig-ved-siden-af. Det er helt ligegyldigt, om jeg investerer i den dyreste Guerlain-parfume for at vinde terræn eller forsøger mig med at stavre rundt på høje kinahæle med en lang nederdel i bedste “modest fashion”-stil til. Glem det.

Det ligger i måden, hvorpå en arabisk kvinde kan justere sit slør helt diskret. Måden, hvorpå hun kan sige nej med en enkelt subtil håndbevægelse. Måden, hvorpå hun kan løfte sin abaya én millimeter op fra den rullende trappe, så du kun får et splitsekunds fornøjelse af hendes smukke sko. Måden, hvorpå hun kan svare med øjnene, mens munden er helt ubevægelig.

Jeg når hende ikke til sokkeholderne. Uanset dagsformen.

Det ligger i signaturduftene af tung røgelse, dyr oud og fine ottomanske roser, der glider forbi som selvstændige udtryk, når en arabisk mand eller kvinde krydser din vej.

Det ligger i de små elegante kaffekopper, hvor arabiske mænd med største selvsikkerhed hælder kaffe ned i fra en imponerende højde, hvorefter de lynhurtigt skifter din brugte kaffekop ud mellem to fingre, så du kan få en ny, skoldhed mundfuld safrankaffe.

Det er i fortæringen af et måltid, som ofte sker i store fællesskaber. Oliven- og dadelsten forsvinder lydløst ned i små skåle. Slør løftes præcist nok til at en soft ice kan gå ind på den anden side. De kridhvide dish-dash som mændene går rundt i, forbliver helt hvide. Også efter en flok cheeseburgere.

Men æstetikken og elegancen ligger ikke kun i arabernes bevægelser, klædedragter, dufte og mad.Deres poesi er noget af det smukkeste i verden, selvom jeg desværre kun kan læse det i oversat form. Deres melodiske, inderlige bønnekald fra minareterne minder mig om, at også jeg forbindes til noget større i en travl hverdag.

Deres sprog og måde at formulere sig på er helt anderledes ukonkret og cirkulerende på en måde, så vi jævne skandinavere bliver lidt i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Snakken-rundt-om-emnet, ville vi kalde det. Small-talk taget til et nyt niveau – og hvad vil de arabere egentlig?

Men sådan er det. Når holden-på-formerne, traditioner og personlige relationer er i højsædet, er man nødt til at gøre sig umage på andre måder, end vi er det i Danmark.

Og jeg er fan af det hele. Det er tiltalende og berigende, at ydre skønhed får lov til at afspejle indre skønhed og vice versa. At man kan glædes over at omgive sig med smukke ting og at befinde sig på smukke steder. Måske er det fordi ydre skønhed er et spejl af den storhed, vi alle håber på at finde på den anden side. Måske er det fordi skønhed giver umiddelbare følelser af glæde og rigdom i os.Arabisk kalligrafi er endnu ét af de steder, hvor araberne gør sig umage. Deres skriftsprog er så smukt i sig selv, men når den konverteres til kalligrafi, bliver den til kunst. Som hér, hvor vi befinder os inden i en kalligrafiskulptur, der hylder viden og videnskab i Qasr Al Watan.

I lang tid har jeg haft lyst til at få lavet et stykke kalligrafi til vores hjem. Noget, der skulle være personligt og håndlavet, som et minde om, at vi befinder os i den arabiske del af verden, selvom vi med alle IKEA-møblerne stadfæster, at vi klart er fra Skandiland.

Og det er lykkedes nu. Overraskende nemt, faktisk.

Jeg fandt frem til kalligrafen Ajmal i Al Qusais ved en simpel google-søgning og tænkte, at det kunne vel være lige så godt som så meget andet? Det viste sig at blive en helt igennem superfin og professionel oplevelse.Da jeg henvendte mig til Ajmal, havde jeg kun tekst og farve parat:

Jeg ville have, at det skulle udføres i mørkeblåt kalligrafiblæk, og at der skulle stå “family means everything”, fordi det skal hænge lige over middagsbordet, hvor vi så ofte sidder med familie og venner og deler et måltid.

Ajmal sendte mig så et par forskellige prototyper via mail.

Først en cirkel-kalligrafi.Herefter en oval.Efter at have kigget på de to sketches et par dage, besluttede vi os for den ovale. Og så kom farveprøven på den blå blæk, der også nemt kunne godkendes.

En uge senere var der mail om, at jeg kunne mødes med én af hans forretningsforbindelser i Al Garhoud, som ville aflevere kalligrafien til mig og tage imod betaling. Done and dusted.

Og efter en tur til Desert Frames i Satwa, er vores helt egen kalligrafi klar til ophængning.“Family means everything” har fået sin plads.Her hænger den så, og minder os om, at det vigtigste i verden er alle de dejlige mennesker, vi er heldige at være omgivet af.Hav en skøn efterårsferie hjemme i Danmark. Send lige en håndfuld kastanjer og gyldne blade ned til mig! 🍂🍁🍄

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Boganbefalinger

Lige op til sommerferien forærede jeg mig selv et Saxo-abonnement med den positive bagtanke, at så kunne jeg vel nok tygge mig igennem bunker af litteratur i Den Marathonlange Sommerferie – helt uden at slutresultatet blev en tung stabel paperbacks, som jeg hverken kunne eller ville rejse rundt med i en kuffert.

Projektet lykkedes.

Jeg fik rent faktisk læst en masse spændende og forskelligartede bøger – og er fortsat ufortrødent efter ferien. Det er godt nok ikke altid lige praktisk at læse på en iPad, men jeg har overgivet mig, fordi det er en så meget billigere løsning, og fordi det er håbløst at bære rundt på papirbøger, som jeg alligevel ikke har intentioner om at beholde efter endt læsning.

Drømmen for en litteratur-, tekst- og skrivenørd er jo ellers at eje et kæmpestort, smukt hjemmebibliotek, der skal indeholde alt, hvad jeg har læst, gerne vil læse og en masse midt i mellem, tilsat øreklapstole, puffer og gode læselamper. Den drøm er så bare ikke kompatibel med et udlandsliv, der helst skal kunne pakkes ned i en 40 fods container any day, så jeg har indstillet mig på, at hyldemeter efter hyldemeter fyldt med bøger må realiseres ude i fremtiden i en eller anden form for diffus pensionisttilværelse. Selvom jeg egentlig også har svært ved at se, at jeg som pensionist er bosat ét sted. Men okay – jeg skubber ihvertfald trangen til at horde bøger foran mig, og jeg undertrykker alle ufrivillige bevægelser i armene, når jeg som en anden Gollum rækker ud efter precious nyudgivelser i Arnold Busck i Danmark og Kinokuniya her i Dubai.

Nå, men intentionen for dette blogindlæg var egentlig ikke at fantasere højt og hedt om et hjemmebibliotek. Jeg ville dele mine læseoplevelser/boganbefalinger med jer i min egen kronologiske læserækkefølge – og jeg tager imod jeres personlige favoritter og anbefalinger med kyshånd, så jeg kan få fyldt hylderne i min virtuelle reol hos Saxo igen.

Her er så den første roman, jeg læste i juli:Jeg er aldrig til de der hurtigt-læste krimier, som ind i mellem kommer gratis med et dameblad eller ligger i en tilbudskasse i Bilka. Hverken de svenske eller de danske. De irriterer mig faktisk grænseløst. Men Camilla Läckbergs seneste er ikke en krimi – og jeg havde fået den anbefalet af min gode veninde, så jeg tog mig sammen. Her er snarere tale om en psykologisk spændingsroman om kvinders indre liv. Og fortællingen gjorde et stort indtryk på mig, fordi den rammer så dybt ned i nogle af de allertungeste ting ved at leve i et parforhold, hvor den ene part er endt med at ‘tjene alle pengene’, mens den anden part ‘følger med’. En række fine, ømfindtlige refleksioner fik jeg gjort mig undervejs. Læs den, uanset om du er en expat-wife eller en kvinde, der bidrager 50/50 til den fælles husholdningskasse. Det er en mættet fortælling om at undertrykke sig selv.

Efter skandinavisk, delvist-selv-påført kvindeundertrykkelse rejste jeg et smut til Afghanistan, hvor undertrykkelse af kvinder er en del af samfundsstrukturen og livsvilkårene på en så omfattende måde, at det stort set er umuligt at fatte for en dansk kvinde.Sune Engel Rasmussen er én af de ganske få vestlige journalister, der har levet en årrække i en helt almindelig bolig i Kabul og har arbejdet journalistisk i Afghanistan uden om den gængse politi- og militærbeskyttelse, som journalister normalt svøber sig i, når de befinder sig i en krigszone. Hans generationsportræt af en håndfuld unge afghanere af vidt forskellig observans er dybt tankevækkende – til tider rørende. Jeg beundrer hans evne til at skildre mennesker sobert og respektfuldt, så vi som læsere får multifacetterede vinkler på landets indre konflikter i stedet for det sort-hvide billede, der er så let at male i medierne. Sune Engels evne til at anerkende alle mennesker og deres fortællinger (uanset deres politiske eller religiøse ståsted og hans egen personlige holdninger til samme) er mærkbar og indgyder respekt. Læs den, hvis du har lyst til at lære mere om Afghanistans interne konflikter.

Fra samfundsspændinger og krige strøg jeg videre til indre kampe og konflikter, som HKH Kronprins Frederik har haft igennem sin opvækst, ungdomsår og voksenliv. Ikke et videre interessant portræt, hvis du spørger mig, men hvis du er meget royal, kan det sagtens være, at du finder glæde ved bogen.

Næh – så hellere en god portion socialrealisme og ordnøjsomhed i form af opfølgeren til Folkets Skønhed, der er mindst lige så hjerteskærende god som førnævnte.Jeg er vild med Merete Pryds Helle. Vild med hendes hudløshed og alt dét, der kun bliver fortalt mellem linjerne eller i nøgterne beskrivelser. Pryds Helles tidstypiske portrætter er så rammende og går lige i hjertekulen på mig. Måske også på dig? Men læs ihvertfald Folkets Skønhed først, hvis du ikke allerede har gjort det.

Og når nu jeg var så fint igang med sindslidende mødre, så var der ingen vej uden om Peter Øvig Knudsens nyeste.Umiddelbart tænkte jeg, at det ville blive ét langt anklageskrift imod hans barndom og morens manglende forældreskab og omsorg, men jo længere, man kommer ind i romanen, jo dybere skærer vi ned i Øvigs egne psykiske problemer, maniodepressive perioder og psykotiske tendenser. Det er et ualmindeligt ærligt og rørende billede af sindssygdom og dét tunge liv, en sindslidende strider sig igennem. Jeg lærte en masse nyt om depression, angst, psykose og mani ved at læse bogen, fordi Øvig er så dygtig til at skildre sin egen og morens sygdom på en saglig og tilnærmelsesvis faktuel manér.

Leonora Christina Skov leverer til gengæld det helt store anklageskrift imod sine forældre og dén barndom i Helsinge, der var stort set umulig at komme igennem for hende, fordi moren var psykisk syg, og faren deltog som sygehjælper, facilitator og katalysator for vanviddet.Sjovt nok kørte jeg rundt i lokalsamfundet omkring Helsinge i Nordsjælland dén uge, hvor jeg læste Skovs roman, så jeg googlede vejnavne og områder som en anden stalker. Det var nu ret sjovt. Jeg kunne lide bogen, men det er en smule trættende, at vreden og skuffelsen ikke bliver vendt til et eller andet brugbart brændstof.

Efter sindslidelser og bristede barndomme tog jeg lige en tur ud i kogebogslandet, hvor jeg læste Jane Faerbers nye KETO-bog, samt den lidt ældre Jerk W. Langer-bog.Begge bøger er superfine og brugbare i hverdagen. Og jeg forsøger efter bedste evne at inkorporere den nye viden om kost i vores måltider herhjemme.

Efter en spisepause var jeg klar til Morten Papes seneste roman, der på ingen måde lader læseren slippe lettere end ved debuten, Planen.Jeg gentager lige, at jeg elsker socialrealisme. Men indtil videre er der da ingen, der kan give mig mavepine, flossede neglebånd og dårlige drømme som Morten Pape. Det skulle da lige være Jakob Ejersbo. Og hvorfor udsætter jeg mig så for det her pineri? Fordi det er vigtigt at forstå Under-Danmark og de vilkår, som danske børn (også) vokser op under. Præcist som med Papes debutroman, Planen, så er forholdene for hovedpersonerne så groteske, at det er svært at forholde sig til. Men inden under min forbavselse og forargelse ved jeg, at de her forråede miljøer og mennesker findes. Det er bare rarere at lukke øjnene for det.

Efter Pape tænkte jeg, at det ville være fikst med noget fransk. Lidt elegance, parisiske stræder, sprøde croissanter og kulsort kaffe, tænkte jeg. Som modvægt til alt, alt for meget Amager og Falster. Jeg har også set Delphine de Vigan nævnt og rost så mange steder, at jeg måtte se, hvad hun byder på.

Intetanende går jeg således igang med sommerens 6. roman om kvinder, der er sindslidende og komplet ude af stand til at tage vare på sig selv – og da slet ikke på deres børn.

Alt må vige for natten er forfatterens selvbiografi om morens store familie, og de utallige dramatiske situationer, som familien kommer ud i. Hun beskriver så sagligt og faktuelt som muligt, men med en sans for det bombastiske, vanvittige og finurlige, som kun en franskmand kan gøre det. Det tog lige lidt tid, men nu er jeg hooked.I romanen Dage uden sult oplever vi anoreksien som den unge kvindes reaktion og overlevelsesstrategi oven på morens sindssygdom – det fravær og de mange svigt, som hun har lidt under igennem hele sin opvækst. Det er første gang, at jeg har oplevet en forfatter gå til emnet spiseforstyrrelser på en så poetisk og sælsom måde, som de Vigan gør. Hun har særlige evner med sproget, og det er tilnærmelsesvist en (bizar, indrømmet) fornøjelse at læse hendes detaljerede beskrivelse af både de fysiske og psykiske konsekvenser af at leve med anoreksi. Det er også interessant at læse bogen som en efterfølger til Alt må vige for natten, der kulegraver morens problemer på grund af opvæksten i en stor, dysfunktionel familie. Årsag og virkning, arv og miljø, forklaringer og bortforklaringer, familiehemmeligheder, spind af løgne og vidt forskellige opfattelser af ‘sandheden’ binder de to bøger sammen til et interessant sammensurium af menneskers følelsesliv og reaktioner.

Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.

Foran mig ligger Vita Andersens hjerteskærende roman Indigo om hendes liv og opvækst som børnehjemsbarn, der var kastebold i systemet. Plus lidt debat- og faglitteratur.

Hvad med dig?

Hvad læser du for tiden?

Og hvad vil du anbefale mig?

📚 Rigtig god læselyst 📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet