Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vestjysk anbefaling og amerikansk valgkamp

Er jeg den eneste, der bider neglene helt ned, mens jeg møffer rundt i en dum blanding af SoMe og nyheder konstant?Kæft, jeg har hverken negle, neglebånd eller nerver til et amerikansk gyser-præsidentvalg. For 2020 er da bare lorteåret, der bliver ved med at give i form af frygtelige ting – pandemi og restriktioner, serier af skuffelser, kavalkader af misforståelser, frustrationer, dumheder, implosioner og eksplosioner på både mentalt og fysisk niveau.

Og måske vinder Donalden igen. 4 more years. Det er næsten ikke til at bære. Ikke at jeg er vild med Joe Biden, overhovedet. Men han er måske det bedste valg ud af to alt for gamle, forstokkede, trælse, hvide, priviligerede mænd? Og her melder jeg ind med, at jeg er komplet og aldeles ligeglad med, om Trump er ‘god for økonomien’. Det er et uværdigt argument midt i det sammensurium af sygdom, død og ulykke, der udgør Amerika.

Men uanset hvad, der sker med valgprognoserne, har jeg planlagt at se “Her går det godt Valgamok” på YouTube. Jeg orkede ikke at se med i aftes – især ikke nu, hvor der – takket være vintertid – er tre timers tidsforskel mellem DK og Ørkenstaten.

Jeg er fan af Esben Bjerre og Peter Falktofts podcast-serie, Her Går Det Godt. De får mig altid til at grine med deres indforståede kommentarer og personlige vurderinger af både den nære og den fjerne nyhedsslipstrøm – og så er det tilpas slow-flow til en lang gåtur. Kæmpe anbefaling herfra, hvis du ikke allerede lytter med.

Noget andet, jeg er fan af, er Stine Pilgaard nye roman, “Meter i sekundet”. Den har jeg lige slugt på Saxo, sammen med en række artikler om forfatteren i Skjern Dagblad og andre gode, vestjyske medier.

Lad dig ikke skræmme af den sære forside. Den står slet ikke mål med dén perle, du sidder med.

Hvis du er vestjyde, er denne her roman som at komme hjem. Af ganske uforklarlige årsager – for jeg er jo ligesom født vestjyde – har jeg altid knoklet rundt i den ordfattige jargon og det adstadige tempo og det helt igennem mellow temperament, som giver mig lyst til at forære folk en omgang shaken-baby-syndrome. Jeg kender de poetiske “jow-jow og så deeet”-kommentarer (efterfulgt af stilhed) til fingerspidserne, og jeg har næsten grædt af grin undervejs, når hovedpersonen tager sig selv i, at hendes mund og hjerne løber løbsk i al den forbandede stilhed. Hendes seksuelle bekendelser til sønnens dagplejemor og hendes arbejde som brevkasseredaktør på den lokale avis er de rene guldklumper for læseren.

Det er faktisk kun vores alle sammens ikon – Anders Agger – der både i virkeligheden og i romanen formår at konvertere stilhed og pauser til dyrebare øjeblikke, der gør TV-kiggerne helt rørte. Hovedpersonen er fuldstændig ligeså platonisk betaget af Agger, som jeg selv er. Hvem er ikke det? Men kan vi nogensinde lære at tie stille på samme eftertænksomme måde som mesteren selv, Mr. Agger? I don’t think so.

Og med hensyn til hovedpersonens relation til sin søns dagplejemor, kan jeg igen grine med – fordi min egen mor selv er dagplejemor langt ude o’ æ’ land. Min mor er mindst ligeså sej og fattet som romanens dagplejemor. De er kvinder, der har set og hørt det meste – og dermed skal der mere til at rykke dem ud af fatningen end en nybagt mor med identitetskuller og ensomhed til op over begge ører.

En af de sidekørende historier i den lettere genre, er hovedpersonens bøvl med at få taget sit kørekort langt ude på heden, hvor Herning er det nærmeste, man kommer en ‘storby med lyskryds’, medmindre man forvilder sig sydpå til Esbjerg eller nordpå til Holstebro. De forskellige kørelærere er et persongalleri så farverigt, at min egen lille, løg-lugtende Erland fra Varde Køreskole helt blegner. Der er sgu’ fart på de køreskolekredse ude west’o.

Hvis ikke du er fra Vestjylland, og derfor ikke har en naturlig inklination for at tjekke, hvor mange meter, det blæser i sekundet, før du går ud, kan du i stedet læse Stine Pilgaards roman for et nyfigent kig ind i højskolelivet.

Hovedpersonen er – ganske som Stine Pilgaard selv – flyttet med sin kæreste til landsbyen Vellinge i Vestjylland, for at han kan starte op som højskolelærer på litteraturkurserne. Det er grineren at følge med i højskolelivet med dén ironiske distance, der helt naturligt pålægges en udenforstående. Jeg selv kom aldrig afsted på hverken efter- eller højskole, hvilket jo er helt utilstedeligt, når man er en ægte vestjyde.

Til gengæld – og til mit forsvar – kan jeg det meste af min Højskolesangbog (og de gamle salmer i Salmebogen), takket være min klasselærer, Fru Anne Lise Vandborg, og mine to kristne oldemødre. Dét kan vores hovedperson også – i en sådan grad, at Stine Pilgaard er endt med at få optaget én af sine kærlighedssange fra romanen i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Læs den – læs den – læs den!!!

…Hvis du er nybagt mor midt i en omgang identitetskuller.

…Hvis du har været på højskole og bare gerne vil retur igen – eller hvis du føler dig snydt for oplevelsen med højskolelivet.

…Hvis du er på vej til at bosætte dig i Vestjylland og har brug for lidt Aggersk og Pilgaardsk moralsk support.

…Hvis du er dagplejemor og lige trænger til at blive bekræftet i, at du kraftedeme gør et stykke livsnødvendigt arbejde hver dag for både børn og forældre.

…Hvis du er vestjyde, ligesom mig, og lider af styg, styg hjemve her under coronaen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Økonomiske problemer

Én af de (mange) ting, vi stort set aldrig taler om, når det kommer til Dubai, De Forenede Emirater (eller i det hele taget alle de enormt velstående golfstater) er fattigdom.

Økonomiske problemer. Trange kår. Konkurs. Fallit. You get the picture.

Jeg er på ingen måde jurist eller synderligt interesseret i landes lovgivning, men så vidt, jeg har forstået, er det ikke muligt at gå konkurs under Ørkenstatens sharia-lovgivning. Konceptet eksisterer ikke. Der er fængsel, indtil du kan stille de midler, du skylder. Og kommer du aldrig til at kunne stille de nødvendige midler, er der ikke ret meget andet at gøre, end at skynde sig væk fra kreditorerne. Heraf de mange sære billeder f.eks. under den økonomiske krise i 2008, hvor Ferrarier og andre superbiler blev efterladt på p-pladser og ude i ørkenen, fordi folk simpelthen flygtede ud af landet – for aldrig at kunne vende lovligt tilbage.

Hvad der kommer ud af coronapandemien rent økonomisk på disse breddegrader, er umuligt at sige. Men ligesom alle andre i verden (med undtagelse af Amazon og den slags online-superstjerner) bliver vi vel alle sammen fattigere og dårligere stillet rent økonomisk af en verdensomspændende sundhedskrise, der i dén grad stikker en kæp i hjulet på alting? Makroøkonom er så endnu en titel, jeg ikke kan skrive på CV’et, men jeg fornemmer, at der er masser af økonomiske udfordringer overalt.

Jeg ved ikke, om jeg synes det er så synd endda for store virksomheder, banker og organisationer. De skal nok vikle sig ud af trangere tider på den ene eller den anden måde.

Men jeg ved, at det er synd for alle dem, der tæller hver eneste dirham eller krone, fordi de er blevet arbejdsløse, er kronisk syge eller døjer med andre udfordringer, der bevirker, at de har et ustabilt arbejdsliv, arbejder på et reduceret timetal eller måske helt står uden for arbejdsmarkedet.

I Dubai blev der skåret helt gevaldigt ned i lønningerne, da coronaen ramte. Rigtig mange af vores bekendte var på halv løn uden at vide, hvornår de ville blive sat op til deres normale løn igen. Og her taler vi om den højere middelklasse med længeregående uddannelser fra europæiske universiteter. Prøv at forestil jer, hvor mange lavtlønnede, der mistede deres jobs og blev sendt hjem til ingenting?

I en fjern ørkenstat er der ingen hjælpepakker til industrien, restaurationsbranchen eller de kreative og udøvende kunstnere. Der er kun at tære på de forhåndenværende ressourcer. Det gælder for virksomheder og det gælder for familierne.

Vi har levet længe med reducerede indtægter. Det er for privat at tale om i detaljer på bloggen her, men vi var ramt allerede lang tid før coronaen blev en kendsgerning.

Forleden dag fortalte min veninde mig om en lokal hjælpeorganisation, der etablerer kontakt mellem familier, der er nødstedte økonomisk lige nu og familier, der kan klare sig – og som har overskud til at hjælpe andre i en svær tid.

Organisationen hedder “Stop and Help”.

Home

Jeg tænkte straks, at hvis jeg stadig har råd til en flaske hvidvin og take away hver fredag, så har jeg også råd til at række hånden ud og hjælpe en lokal familie, der ikke har pengene lige nu til de mest basale fødevarer som ris og mælk til deres børn, og personlige fornødenheder som hygiejnebind og tandpasta. Livet i De Forenede Arabiske Emirater er hundedyrt – og mildt sagt et helvede, hvis man ikke har nogen penge.

Så jeg skrev til “Stop and Help”, som straks matchede vores lille familie med en anden lille familie.

Hver uge sender jeg så en voucher på 250 dirhams (430 kr.) til familien i Sharjah, der har børn på 12, 10 og 3 år. Faren i familien er på halv løn på ubestemt tid, og moren er hjemmegående uden nogen form for indtægt. At skulle betale for skole til børnene, huslejen for deres lille lejlighed, bilen osv. er højst sandsynligt svært nok at klare for faren, når han er på fuld løn. At få halvdelen udbetalt er så pludselig en katastrofe for den lille familie. Og jeg gætter på, at de ikke kan række ud til familiemedlemmer for økonomisk støtte i en tid, hvor stort set alle har færre midler end tidligere.Et gavekort på 250 dirhams kan redde ugens indkøb for denne her mor. Der er på ingen måde råd til store udskejelser, men der er til de basale ting – og forhåbentlig et stykke kage til de tre unger.

Jeg har valgt kun at have kontakt til familien via “Stop and Help”.

Med andre ord kan moren ikke sende mig direkte beskeder eller kontakte mig på andre måder, men jeg har hendes e-mail, telefonnummer samt adresse. Hun sendte mig denne her søde besked, da hun havde modtaget mit første gavekort.

2020 er sådan et lorteår, at der er nødt til at blive strøet lidt glimmer rundt omkring for at overleve mentalt. En lille økonomisk håndsrækning til nogen, der har brug for det, er glimmer ikke kun i min hverdag, men også i modtagerens. For nu ved hun, at hendes lille families problemer ikke er usynlige eller ligegyldige.

Every little helps.

Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi er i en position, hvor vi har økonomiske depoter, der kan tæres på, mens krisen kradser. Ikke alle er så heldigt stillede.

Hvis du kan, så støt “Stop and Help”. Initiativet er Dubai-baseret, javist, men der er helt sikkert lignende hjælpeorganisationer lige dér, hvor du bor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På distancen

Vi har nu så småt kradset lidt i overfladen på det herrens skoleår 2020/21.

Cille er i skole på fuldtid – med mundbindet skruet godt fast fra 7.30 til 14.30 – og en skoletaske så tung, så tung, fordi intet må opbevares i klassen, men skal slæbes frem og tilbage hver dag. Det er pænt varmt at cykle rundt i 40 grader med en 12 kilo tung taske, når man selv vejer knapt 40 kilo, men hun siger ikke en lyd.Det går godt for Cille i Secondary School. Hendes motivation og begejstring for at lære nyt, når nye højder. Det er tydeligt, at hun elsker, at hver lærer er specialist på sit fagområde. Dét giver fornyet interesse for selv de fag, hun normalt ikke interesserede sig så meget for i Primary School – og det giver fornyet respekt for faglæreren. Det sociale fungerer så som så, fordi børnene ikke rigtigt kan få lov til at socialisere. I formiddags- og frokostpauserne skal de blive inde i deres klasseværelser, og de har lov til at se lidt film eller TV-serier, men med de samme to meters afstand, som de holder i timerne. Der er ikke rigtig mulighed for at mingle og lære nye mennesker at kende, men Cille er heldigvis i klasse med et par søde piger, som hun allerede kendte fra Primary School.

Mille har landet sig en helt igennem fantastisk mandlig lærer i år. Han har et godt greb om børnene, og han har gjort dem klar til den åbenlyse udfordring, der ligger i dette skoleår: At halvdelen af skoletiden foregår på distancen.

Mille er således fysisk tilstede i skolen hveranden uge – og hveranden uge er det så tid til corona-hjemmeskole med videoopkald i Microsoft Teams for hvert fag. Hun trives i skolen, og hun viser tegn på at trives en smule bedre i hjemmeskolen end hun gjorde i foråret – mest af alt foranlediget af, at hun kan sidde og arbejde sammen med en sød klassekammerat, der bor længere nede ad vores vej. Det er et rent held og lykketræf, at vi bor lige i nærheden af hinanden.

Jeg befinder mig også selv på distancen som dansk modersmålslærer. Ikke kun hveranden uge, som i Milles tilfælde, men 100% af undervisningstiden. Dansklokalet er blevet inddraget til anden undervisning på skolen, fordi de døjer med at finde plads til alle elever, når der pludselig skal være to meter mellem bordene – og jeg har ingen indikationer på, at det bliver anderledes foreløbigt. Desværre.

Martin er derfor gået igang med at indrette en reel hjemmearbejdsplads til mig, så jeg ikke hele tiden skal rykke rundt efter et sted i huset, hvor der er bare lidt stille og en ledig stol. Det skal nok blive godt, selvom jeg langt hellere så mig selv henne på skolen i et almindeligt lærerværelse og i mit søde lille dansklokale med børnene omkring mig.
I dette skoleår underviser jeg alle årgange i Primary School, hvilket vil sige fra børnene er 5-6-år i Year 1 til og med de 10-11-årige i Year 6. I dansk skoleregi ville det være fra 0. klasse til og med 4. klasse.

Hvert barn har fået udleveret en mappe med danske arbejdshæfter i, som vi bruger i undervisningen. Hæfterne ville normalt ligge på en klassehylde i dansklokalet, men som med alt andet pt., må børnene selv slæbe det frem og tilbage mellem hjem og skole. Hvert barn har så en personlig iPad og høretelefoner med i skole, når de skal have dansk – og så laver vi ellers 50 minutter lange video-seancer over Microsoft Teams.I timerne taler vi selvfølgelig sammen om løst og fast; vi læser og diskuterer bøger i online-biblioteket BookBites, og vi arbejder sammen i arbejdshæfterne, ved at jeg broadcaster en scannet kopi af en specifik side på min iPad, som jeg så skriver og tegner på med min Apple-pen, så børnene kan følge opgavens mønster og får modelleret indholdet.

Normalt ville jeg følge børnenes arbejde i klassen rundt om bordet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke gøre lige nu. I stedet kan de følge mig, når jeg fylder ud og skriver, og så kan de samtidig fylde ud i deres egne hæfter, hvorefter de viser mig deres arbejde på deres skærme.
Det er en meget anderledes måde at undervise på, men jeg er ved at finde mig til rette – og jeg er ihvertfald blevet en hel del bedre til IT, end jeg var før corona. I næste uge vil jeg forsøge mig med at streame lidt indhold fra DR Ultra og DR Ramasjang for børnene, så vi får lidt dynamiske lytte-og forståelses-øvelser ind i timerne. Slowly does it. Og så må vi se, om skolens wifi kan trække min streaming af dansk TV over Teams. Det frygter jeg lidt, at det ikke kan.

Forleden havde jeg så en god veninde på besøg, fordi hun skulle se min undervisning af de 6-7-årige over Microsoft Teams og efterfølgende give mig lidt feedback. Det kom der en række sjove billeder ud af, hvor jeg synes, at mit engagement skinner så fint igennem.Jeg synger virkelig ikke godt, men til gengæld synger jeg både højt og insisterende.Og en enkelt gang i mellem får børnene lov til at sige noget. 😉😜Indtil jeg igen får afløb for min indre skuespiller, der elsker at læse højt for børnene. 😂🤦🏼‍♀️

Det er sjovt.

Og det er ufatteligt trættende.

50 minutters lektioner på Microsoft Teams er slet, slet ikke det samme, som 50 minutters undervisning. At fastholde helt små børn over et fladt medium, som egentlig er tiltænkt voksne mennesker, der sidder i møder på deres arbejdsplidser, er noget af en udfordring.

Men jeg tager den op.

Udfordringen.

Og håber inderligt på, at der snart kommer en dag, hvor jeg kan få lov til at være en helt almindelig lærer henne på skolen, ligesom alle de andre lærere. For en sprechstallmeister over Microsoft Teams var ikke lige dét, jeg havde drømt om at blive…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Level 42

Hverdagen er slået helt igennem nu.

Og midt i hamsterhjulets faste trav rammer jeg pludselig level 42 i det her life-game.

Der er tre rustne morgenstemmer, som vækker mig med fødselsdagssang. Der er Dannebrogsflag på morgenbordet og en lynhurtig gaveoppakning, fordi det er både mandag og skoledag.Jeg er blevet sådan en gammel dame, der virkelig værdsætter porcelæn. I virkeligheden har jeg været en gammel porcelæns- og keramikbegejstret dame hele mit liv. Martin forsøger bare for det meste at undvige mit ønske om at føje mere til samlingen, men i år har han været yderst forudseende, købt ind i Danmark og fragtet det med til Dubai.

Da pigerne er sendt godt afsted, og citronerne er smidt op i den nye porcelæns-tre-trins-raket, tillader jeg mig at starte fødselsdagen lige her i vandkanten i vores lokale fitnessklub.Til vandaerobic sammen med alle de andre midaldrende damer.

Godt med solcreme og solhat på, så pigmentpletter og rynker ikke får fuldstændigt frit lejde – og så ud for at lege til popmusik i vandet. Jeg kommer sådan til at grine for mig selv og ad mig selv – for bliver det mere stereotypt, midaldrende Dubai-liv end dét her?

Bagefter har jeg min egen undervisning at tage mig af. Fødselsdag eller ej.Det er i øvrigt Mille, der sidder bag dyreprints-masken I min Year 4. Sådan sidder børnene alle sammen i deres respektive klasser. Med mundens bind på fra kl. 7.30 til kl. 14.30 hver dag. Uden at måtte gå uden for klasseværelset. Alle spisepauser holdes også i lokalet ved eget bord. Kun behovet for toiletbesøg giver adgang til verden uden for lokalet. Og jeg sidder så derhjemme på Cilles værelse og sender positive danske vibes ud i Microsoft Teams, så godt, som jeg overhovedet kan.

Det er langt fra ideelt, det her. Jeg savner at se og være der for børnene. Jeg savner dansklokalet og at have kollegaer, som jeg støder ind i på gangen, på lærerværelset, i kopieringen eller på biblioteket. Men vi får det bedste ud af situationen, for den står ikke til at ændre. Ihvertfald ikke lige i nærmeste fremtid.

Jeg orker ikke at følge med i de lokale smittetal dagligt. Det bliver simpelthen for massivt et pres eller for højt et stressniveau, at skulle leve under. Jeg må tage små afbræk fra bekymringerne og bare sætte min lid til, at universet ikke sender corona i vores retning, og at skolen ikke bliver ramt af virus, så den må lukke ned og overgå til 100% Online Learning. For hvem kan lige overskue en tur mere i dét cirkus?!Efter min undervisning sætter jeg mig op på min Mormors trofaste jernhest. I posen er der lige en diskret flaske kølig hvidvin, som passer til den lækre frokost, jeg har inviteret mig selv til hos søde veninder. Ladies who lunch – eller noget – for det må man, når man opnår level 42. Og Martin er alligevel travlt optaget hele dagen med møder, og senere skal Cille køres til hockey, så jeg nyder virkelig et par timers fantastisk civiliseret selskab med god tid og snak, før det der hamsterhjul insisterer på, at jeg skal videre i teksten.

Jeg har også fået den fineste buket blomster af Maricel med et sødt kort til, og en stor blomsterbuket med tilhørende creme-gaver fra forældrene i vores danskgruppe på skolen.

Heldige mig. At få betænksomme gaver, skønne blomster, hundredevis af beskeder og søde kort på min fødselsdag. Men mest af alt er jeg heldig med alle de dejlige mennesker, der omgiver mig i hverdagen. Med dem tager jeg gerne 42 år mere.

Og mit midaldrende jeg? Tager det med de 42 helt køligt. For hvad fanden er alternativet?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet