Frikvarter

Det er nu præcist 7 dage siden, vi landede i Danmark. De 72 timers venten på en eventuel besked fra sundhedsmyndighederne er forlængst overståede, og jeg kan med tilfredshed meddele, at vi så ikke lige var nogle af de der fremmede (brune) mennesker, der tog ny coronavirus med ind i Danmark.

Faktisk er det hele ét kæmpestort frikvarter fra corona og al dens væsen i Dannevang. Intet – som i INTET – i Danmark indikerer, at der er en alvorlig virus, som spøger i kulisserne.

Jovist, der er lidt klistermærker på gulvet i shoppingcentre og på kontorer. Der er også en del mere håndsprit ved ind- og udgange, plus et højttalerkald eller to om at holde pæn afstand, men ellers er alt ved det gamle. Danmark har på en eller anden måde fået fin og kontrolleret bugt med den første bølge, og nu skal ingen bede om mere krigstilstand og hjemmegang. Nu skal vi ud for at hygge igennem i industriferien.

Det er sådan set både en overraskelse og en lettelse for os, der er flygtet fra lockdown-lignende tilstande hertil for at få lige mængder frihed og frisk luft.

Det er balsam for sjælen at kunne bevæge sig frit omkring. I naturen og ude blandt andre mennesker. Nu har vi haft ansigtsmasker, latexhandsker, temperaturkontrol og andre meget synlige markører for, at verden er forandret i 4 måneder. At komme til Danmark og ‘slippe for det hele’ føles dælme skønt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men det gibber alligevel lidt i mig, når ingen overholder klistermærkerne i gulvet i Slotsarkaderne, og når vi går ind på café, hvor bordene så ikke bliver desinficerede, før vi sætter os. Det gibber i mig, når vi står mange mennesker i tæt kø til museet, og når folk pludselig giver spontane krammere.

Men frikvarter fra corona er altovervejende rart. Med små stik og nip af virusangst, som jeg er sikker på vil aftage, jo længere tid vi opholder os her.

Vi har også lige haft et andet slags frikvarter. Sammen med Hr. og Fru A har vi travet, spist og hygget os igennem København i et døgns tid – væk fra de to små madammer, som var lykkeligt overladt i Farmor og Kusine Emmas varetægt. Det var tiltrængt med lidt afstand – for alle parter i firkløveret.

Ligesom alle de andre var vi jo nødt til at tjekke den norske billionær Petter Stordalens nye fancy hotel, Villa Copenhagen, ud.Hotellets gennemfotograferede ‘hjerterum’ er det første, man møder. Og jeg forstår godt, at det er dén feature, der er gengivet i blade, aviser og anmeldelser. Her er virkelig dejligt at opholde sig. Vi prøvede både med et glas fancy georgisk orange-vin før maden, og med en flok espresso martinis efter middag ude i byen – og jeg kan bekræfte, at det er ligesom en hyggelig, fælles dagligstue, hvor der er plads til samtale, læsning, forretningsmøder osv.

Gå endelig derind forbi til kaffe eller vin en dag. Dét kan man sagtens uden nødvendigvis at tjekke ind på hotellet, hvilket er en sjældenhed i dansk sammenhæng, hvor ‘man’ stort set aldrig anvender hoteller til andet end at overnatte og spise morgenbuffet. Her er der virkelig tale om et hotel med mere potentiale for gæster udefra, fordi det netop ikke føles som en banegård eller et transitområde a lá et Scandic eller Radisson.

Værelserne er æstetisk pleasing med fine referencer til de historiske post-aktiviteter. For eksempel minder badeværelsets udformning lidt om et stort dueslag eller sorteringsrum på et postkontor – med skydedør og riflet glas. Her taler jeg om de billigste værelser – hvad der foregår med suiternes indretning osv., aner jeg intet om.Der er også et eller andet mega-nice ved at alting er rent og spritnyt. Håndklæderne er tykke og luftige, gulvtæppet helt rent og uplettet. Udvalget af sæber, cremer, chokolader osv. er helt i tråd med tiden – bæredygtigt, certificeret med dette og hint – og samtidig ganske udsøgt rart.

Jeg har ikke ét dårligt ord at sige om Villa Copenhagen. Her er rent, tjekket og noget så lækkert designmæssigt. Sengene er dejlige, og togene kan stort set ikke høres igennem ruderne, så søvnen er fin. Morgenmaden er også skøn og rigelig – med en særlig ros til husets bageri ‘Rug’, som virkelig leverer skønt brød og søde sager.

Det eneste, der muligvis er vid-vinklet lidt rigeligt på salgsbillederne, er stedets miljørigtigt-opvarmede roof top pool. Fordelen ved at være velpolstret er, at jeg nu kan bade i al slags vejr. Dengang jeg var tynd, var jeg blå af kulde bare ved tanken om en svømmetur i danske sommertemperaturer. Nu kan jeg sagtens nuppe en halv time i det lune vand på toppen af København en tirsdag morgen. Og bare man ikke forventer et stort bassin med god plads til ivrige svømmetag, så fungerer det såmænd fint nok.

Og så fik vi ellers et kærligt gensyn med København. Det er endnu en god ting ved hotellet – det ligger inden for gåafstand af alting i den indre by, så man får virkelig nydt at vandre omkring på må og få.

Et enkelt stop eller to med den nye cityring var vi også nødt til at prøve. Det har fået København til at virke lidt mere storbyagtig, føler jeg.Selv i sommerregn og rusk under en paraply er Nyhavn og Kongens Nytorv top-charmerende.
Vi faldt også helt spontant over Ferms Livings nyåbnede showroom og butik, der ligger i umiddelbar forlængelse af gang- og cykelbroen lige ud for Nyhavn til Christianshavn. Her fik vi hilst på Hr. V, som viste os rundt midt i et travlt fotoshoot. Ferm Livings nye hus er bestemt også et besøg værd, hvis du er i København.
Om aftenen trodsede vi vind og vejr til gensyn med Kødbyen og Vesterbro, som er det åbenlyse valg i forhold til en middag, når man overnatter på Villa Copenhagen.Der er dunst af kød og stående tilbud på kondibøtter, og lige så snusket-snavset som altid i den vindomsuste Kødby. Jeg formoder, at turister finder det indtagende og sjælfuldt, når de vader Københavns stræder og smøger tynde, mens de finder finurlige historiske træk og fortællinger i noget træt murværk eller i graffitiens rå beskeder. Det er street art fra både en fjern og en nær tid.

I virkeligheden er det en møgbeskidt sjæl eller historie. Det gibber ihvertfald i mig, når jeg ser, at der deales stoffer lige før vi træder ind på et fancy spisested. Men sådan er der så meget – og København er og bliver en skizofren kælling med kø ved Louis Vuitton-butikken og alt for mange psykisk syge uden et ordentligt opholdssted.

Dagen derpå forsatte vi videre i vores semi-spontane turist-verden. Fru A viste mig behændigt Roccamore Shoes-butikken, så jeg kunne prøve at balancere i et par af deres flotte sko.Bagefter tog vi en tur op i det indre sneglehus i Rundetårn for at se ud over et regnvejrstruet København. Udstillingen om H.C. Ørsted over Trinitatiskirken var også fin, og jeg noterede med tilfredshed, at Ørsted som det mest selvfølgelige evnede at linke og værdsætte både sprog og naturvidenskab. Hvor er det dog indtagende og sødt at se indre by ovenfra. Tuttenuttet, nærmest.

Og selvom vi kunne have brugt dage på at besøge flere museer, caféer og spisesteder, så var det her kun et frikvarter. Som sluttede med frokost på Meyers i Tårnet på Christiansborg.Det er smørrebrød serveret med en vis andægtighed, som vel passer til lokalets storhed og historiens vingesus.Jeg sørgede for at få spist godt med fisk – for er der noget, man kan i Danmark, så er det at tilberede spændende fisk og nye og anderledes smagssammensætninger. Her er det f.eks. sild, rødbede, rygeost og solbær.Og før den rødbedefarvede sildetallerken kunne jeg ikke stå for friske, hvide asparges med store rejer, vel?Smørrebrød FTW. Jeg er fan og savner det inderligt med jævne mellemrum. Men sildemadder i 35 graders ørkenvarme fungerer bare ikke lige så godt som i 18 graders regn og rusk i Danmark.

Jeg håber, vi finder en anden god anledning til at besøge Villa Copenhagen igen. I denne ombæring var det en kombination af nysgerrighed og ønsket om endelig at have god tid med Hr. og Fru A. En anden gang kunne det jo være, at Cille og Mille skulle introduceres til deres hjemlands hovedstad, hvem ved?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid Mubarak fra Lockdown-Land

I dag er det officielt den første dag i Eid al Fitr, og jeg ønsker en velsignet fest til alle jer, der fejrer, at den hellige fastemåned nu er vel overstået.Hos os har vi knapt bemærket, at det har været Ramadan, for vi faster jo ikke. Og når man ikke kommer ud mellem andre, ser man heller ikke lukkede caféer eller andet, som plejer at minde om fasten.

Under en normal Ramadan ville vi være gået ud til overdådige, stemningsfyldte iftarmiddage et par gange i løbet af måneden; vi ville have nydt den smukke måne- og stjernepynt i butikker og shoppingcentre; ja – hele stemningen og glæden ved at give og deltage, når vi f.eks. har været med til at fylde Ramadan-køleskabe i nabolaget. I år har alt været lukket land. Ingen køleskabe at fylde. Ingen buffeter at møffe rundt i. Hvis nogen nogensinde får lyst til det igen? Det eneste åbne er shoppingcentrene, hvor 12-60-årige mennesker godt må komme, men vi føler ikke, at det er værd at risikere corona-smitte for en helt unødvendig tur i Mall of the Emirates. Pigerne må jo heller ikke komme med alligevel, så vi bliver hjemme i vores ghetto.

I ugen op til Eid’en så det ellers ud til, at der ville blive lukket forsigtigt op for parker og promenader, så vi kunne komme ud og få lidt frisk luft uden for vores lukkede nabolag. Igen kun for de 12-60-årige, så ganske ubehjælpsomt for os med børn på 8 og 10.

Men myndighederne fik kolde fødder. Måske fordi smittetallet fortsat stiger dag for dag. Måske fordi Eid’en, der som bekendt er familiernes helt store fest, ville betyde sammenstimlende menneskemængder i parker og på pladser, for der er ikke noget som en kæmpe araber-grill-picnic eller ti.

Så i stedet for flere lempelser af reglerne, fik vi serveret forhøjede bødesatser. Nu koster det ikke længere 1.000 dirhams at møde politiet uden ansigtsmasken ordentligt sat på, men derimod 3.000 dirhams (5.600 kroner).


Og i stedet for at mødes helt forsigtigt og på afstand med nogle få venner eller lidt familie i helligdagene, som vi alle havde drømt om, har vi fået udgangsforbuddet tilbage mellem kl. 20 og kl. 6 hele Eid’en og et forbud mod at være forsamlede mere end 5 mennesker mellem kl. 6 og kl. 20. De kalder det “desinfection drive”, fordi der lyder pænere end “curfew”, tror jeg.

Hver aften lige før kl. 2o, kommer der en høj alarm på mobiltelefonerne, som viser denne besked,Aviserne skriver spalte op og spalte ned om ændringer, nye regler, bødetakster og hvad ved jeg. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke har brug for at få en bøde på 10.000 dirhams for at have holdt en lille påskefrokost med gode venner i eget hjem.Det er surt show, når vi returnerer til flere regler og mere nedlukning af samfundet og familielivet.

Det er surt show, når der ikke er nogen ‘flad kurve’ at fejre – og når folk ikke respekterer de regler, der er sat opfor at passe på os alle sammen.

Pigerne kan ikke længere huske, hvornår de har været ude af vores ghetto. Det er næsten 3 måneder siden, at de sidst var et andet sted henne end hjemme eller hos en nær veninde i The Lakes, hvor vi bor.

Men langt mere surt show er det for muslimerne. Eid al Fitr er jo deres version af Juleaften.

Tænk, hvis vi fik at vide, at vi ikke kunne være sammen med et eneste familiemedlem – altså udover dem, man allerede bor sammen med – på Juleaften eller i juledagene. Og alle traditionerne op til jul med julefrokoster, glögg-hygge og klippe-klistre-eftermiddage ville også være aflyst.

Sådan har det været hele Ramadanen igennem for muslimerne.

Selv den søde tradition med at give børnene Eidiya-kuverter med penge i, er aflyst på grund af risikoen for Corona-smitte fra hånd til hånd. Myndighederne anbefaler bankoverførsler og e-kort.Efter at have set danskernes opførsel, da den der åndssvage Tinka-nissehue var udsolgt eller hvad det nu var, der skete et år i december, tør jeg slet ikke tænke på, hvis de danske myndigheder meldte ud, at traditionelle julegaver til børnene ikke var en mulighed. Prøv med en bankoverførsel eller et gavekort til senere brug?

Der ville være et ramaskrig uden lige, som om verden ville brase sammen, hvis ikke der blev ting til børnene pakket ind i papir fra Toys ‘R’ Us. Præcist som alle sukkene ved risikoen for en manglende karamelkastning på 9. klassernes sidste skoledag, de forlængst planlagte og aflyste konfirmationer  – og alle de andre ting, Corona har vendt op og ned på, uden at nogen på denne jord skulle bede om det.

Det er fandeme ikke nemt.

Og da slet ikke for børnene i denne her tid.

Men et varmt Eid Mubarak ønsker jeg herfra – uanset omstændighederne og de aflyste traditioner.
🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Self Care

Jeg har gråd siddende fast i halsen.

Kvalme.

En nerve i klemme under venstre skulderblad, som trækker helt om i brystkassen, når jeg går eller bevæger armen.

Svie i mavesækken, når jeg spiser.

Alternerende følelser af vrede, afmagt, sorg og frustration.

Corona har virkelig fat om mine ikke-eksisterende nosser i de her uger.Der er intet, der kommer af sig selv eller flyder videre af sig selv. Alt virker som en kamp. Op ad bakke. Inklusiv min nye kampvægt, der er blevet helt unævnelig på grund af trøstespisning.

Der er så langt mellem smilene og grinene, at deres fravær er begyndt at blive påfaldende.

For helvede, hvor jeg hader det her parkerede pseudo-liv! Og jeg advarer om, at den næste, der beder mig om at anskue tingene lidt positivt, får et virtuelt spark i sine eksisterende/ikke-eksisterende nosser.

Jeg skal lige have lov til at sørge og rase ud. Hvilket tager overraskende lang tid for mig.

Og jeg gør det ikke i blufærdig og reflekterende stilhed, som ellers kunne være en klædelig og moden udgave af mig selv, men i stedet for åbent blus og ærlighed lige her. Gider man ikke mere corona-ras, er det fuldstændig forståeligt. Så lukker man bare ned for kanalen her. Jeg håber inderligt, at de fleste mennesker er kommet ud over sorgrampen, og lever deres liv i bedst velgående. Sådan ser det ihvertfald ud, hvis man skal tro på Instagram.

Af en eller anden grund er jeg ikke kommet mere end et par centimeter videre end den oprindelige skuffelse, sorg og følelse af at være blevet lukket ned og sat fast af et stort, udefrakommende, kinesisk monster.

Hver eneste dag står jeg op og gør mig umage.

Gør mig umage for at være et fast og nogenlunde sammenhængende holdepunkt for en hel flok små, uskyldige børn, der heller ikke har bedt om skolelukning og hjemmeskoling over Teams. Jeg kigger på Lego-byggerier, nye blyanter, farvestrålende ansigtsmasker, små næsebor, spændende køleskabsindhold og tømte drikkedunke. Jeg lytter til toiletskyl, gøende hunde, baby-vræl, bøvs og dørklokker. Alt i mens vi læser bøger, staver, taler, lytter, skriver og tegner.

Sammen. Hver for sig.

Der er glimt af samhørighed. Små og gode grin. Kærlige beskeder om, at jeg er savnet, som jeg gemmer i min hjertekule og i min indbakke. Der er fjollede og frække bøger om prut, tis og hemmeligheder.

Jeg gør det så godt, jeg kan, og er egentlig kun i klemme hos mig selv og mit eget ambitionsniveau. For hvor ville jeg gerne gøre det hele endnu bedre – og gøre endnu mere for hver enkelt elev! Det er bare så svært, når det hele foregår på distancen, og med så små mennesker på linjen, at koncentration og teknik er ret så svære at styre i mere end 10-15 minutter ad gangen.

Hver dag ind i mellem mine egne timer, fletter jeg hjælp til Milles skoleopgaver ind, hvis ikke Martin allerede har været igang. Og der er Cilles allestedsnærværende, nervepirrende Year 6-projekt, som markerer overgangen fra Primary Years Programme (PYP) til Middle Years Programme (MYP), som absolut heller ikke ‘laver sig selv’.Det er et halvdags-job i sig selv at følge med og støtte op om børnenes undervisning og behov – og også i den rolle føler jeg mig utilstrækkelig.

Så nu praktiserer jeg self-care, før det hele krakelerer.

Går lange ture, hvor jeg forsøger at undgå at hyperventilere alt for meget under ansigtsmasken, mens jeg forsigtigt manipulerer med den dumme nerve under skulderbladet. Lytter til “Her går det godt”-podcasts, mens jeg griner lidt af verden og af mig selv.

Jeg koger en kylling og får en god fond. Chicken soup for the soul, you know.
Jeg bager boller på tørgær, og ringer desperat til min Mor, der er verdensmester i bagning og i at udrette noget fysisk, når der er noget, der klemmer psykisk.Jeg bestiller mad og mad og mere mad online, så vi kan få de basale behov dækket på en ordentlig måde. I tillæg til alt det der unævnelige Häagen-Dazs, der også ryger ned. Mad er en af de simple glæder i det her mærkelige indeliv.
Der er intet af det her, der er begyndt at føles som normalt for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Vi har egentlig været i det her corona-liv så længe, at det burde være The New Normal. Men alt i mig stritter imod. Jeg nægter at acceptere, at det her er virkeligheden, vores liv og hverdag.

Jeg må ud og stampe noget mere i jorden.

Jeg må begynde at opholde mig lidt mere i mit eget selskab igen, og muligvis endda lytte en lille smule efter, hvad mit indre siger. Skræmmende sager, som jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå for tiden, dét er helt sikkert.

Pas godt på dig selv. Corona-blues eller det stik modsatte. Livet er stift.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet