• ···

Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.img_4982“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expatlivet

For det meste begrænser jeg min læsning om udfordringer i expatlivet.

Fordi det overvælder mig lidt på samme måde som dameblade altid har gjort det. Pludselig får jeg dårlig samvittighed over ting, jeg ikke anede, at jeg kunne (eller burde) få dårlig samvittighed over.

Og allerhelst vil jeg opfatte mit nuværende liv som dét, det nu engang er.

Mit liv.

Her og nu. Præcist som det ligger eller står.

Vi befinder os ikke i et “kapitel” af livet. Der er ikke en begyndelse eller slutning på dette her. Det er et kontinuum af levet liv på godt og ondt. Sådan opfatter jeg det ihvertfald.

Det er nu ikke fordi terminologien som sådan er forkert.

Vi bliver jo betegnet expats, fordi vi er højtbetalte fremmedarbejdere i et andet land end vores hjemland. Og vi lever et liv i udlandet – med de åbenlyse fordele og sirligt hengemte ulemper, som det nu engang medfører.

Men i bund og grund foretrækker jeg at se på mit livs udfordringer med åbne øjne i stedet for straks at søge efter årsag og effekt i expat-værktøjskassen.

For rigtig mange af de ting, der bekymrer eller berører os har ikke nødvendigvis nogen direkte korrelation til expatlivet, tror jeg.

Problematikkerne bliver højst sandsynligt forstørret op af at vi befinder os i et fremmed land og uden vores nærmeste familie og gamle venner omkring os til at trøste og hjælpe, men som sådan flytter katte og mus med rundt fra sted til sted, indtil vi dealer med dem. Og det er uanset om flytningen er fra Vejle til Vanløse eller fra Ipswich til Dubai.

Lavt selvværd er lavt selvværd alle steder i verden.

Trøstespisning og ensomhed ditto.

Her til morgen falder mine øjne dog alligevel for et HUFFPOST WOMEN indlæg skrevet af ExpatChild om rollen som medrejsende ægtefælle. Og jeg overgiver mig til lidt følelsessøberi.

Måske har du også lyst? Det er ihvertfald ærlig læsning.

http://www.huffingtonpost.co.uk/emily-abbey/independent-dependent-con_b_15207332.html?

Jeg kan så let som ingenting nikke genkendende til følelsen af at være usynlig eller gennemsigtig som hjemmegående. Til den synkende følelse af pludselig at være juridisk og økonomisk umyndiggjort efter at have levet mit unge voksenliv som moderne, uafhængig kvinde med egen karriere.

Det kan enhver kvinde, der har taget en uddannelse, haft egen karriere og efterfølgende er flytte med ægtefællen til udlandet nikke genkendende til.

Det er en universel følelse, som medrejsende kvinder oplever – og det går først langsomt op for os undervejs i processen, at vi er 100% fælles om det.

Helt krydrede bliver tingene, hvis vi undervejs i forløbet vælger at formere os. Så bruser problemerne uregerligt op til overfladen som en rystet sodavand og vores indre, angry bitch* får frit lejde på rimelige og urimelige tidspunkter.

item_xl_8166799_7656866

Ak, ja. Ens største problem er som bekendt stort, som Regnskabschefen plejer at sige med et smil, når jeg for 117. gang præsenterer ham for et vaskeægte First World Problem.

Men artiklen misser den allervigtigste pointe ved udlandslivet for medrejsende ægtefæller:

At vi har verdens mest enestående chance og mulighed for at GØRE NOGET ANDET, NOGET NYT, NOGET MERE.

Hvor ofte får vi i livet en mulighed for selv at bestemme om vi vil arbejde?

Hvor ofte får vi mulighed for at dedikere os fuldt ud til et eller flere områder af vores liv, som ofte er under pres i det såkaldte “normale liv”?

Pludselig er der tid til at prioritere familien, tid til at foretage livsstilsændringer, tid til at åbne op for kreative sider eller fokusere på nye, overraskende livsmål, hvor vi måske skal lære nye færdigheder eller arbejde på en helt anden måde end dén, vi tidligere har anvendt.

Det er en gave.

En uvurderlig én af slagsen, hvis du spørger mig.

Og dén kan vi takke vores ægtefæller for, som hver dag bærer det tunge ansvar for familiens økonomi og levestandard. Dén side af sagen er sjældent omtalt.

Men taknemmelighed er noget, som først rigtigt kan vokse, når vi ser tingene fra flere sider. Når vi begynder at spejde ud over alle mulighederne frem for begrænsningerne.

Sidstnævnte kender jeg til hudløshed.

Jeg har siddet dybt begravet i et musehul og grædt salte tårer over at føle mig usynlig.

Jeg har råbt ned i røret til en British Telecom medarbejder, at jeg kraftstejlme er et voksent menneske, som ikke behøver min mands tilladelse til at bestille en telefonlinje.

Jeg har – til stadighed – kvaler over ikke at tjene mine egne penge og over ikke at spare en slat op, som jeg selv har retten til at råde over.

Kvaler og frustration aside, så er der ingenting, jeg har lyst til at lave om eller gøre anderledes.

Jeg er erfaringer og oplevelser rigere for hver dag, der går.

Livet er dejligt.

Og midt i hele cirkusset er jeg så knusende heldig at have en dejlig mand og to dejlige døtre til at dele glæderne og sorgerne med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mentalgymnastik for forældre

“I dag er det finally Thursday and we get to have the camp!” udbryder Cille, da hun slår øjnene op.

Hun er krøbet ind i smørhullet mellem sine gamle forældre i løbet af natten, men hopper nu hurtigt ud af sengen, fuld af begejstring og entusiasme, som var det hendes fødselsdag eller juleaften.

Og det er hér – tidligere end tidligt på en træt torsdag – at mentalgymnastikken for forældre igangsættes.

Jeg lægger den indre bekymringskasket op på hattehylden og fejrer (halvhjertet), at Cille ikke alene accepterer at deltage i Year 3 Camp på skolen, men at hun tilmed glæder sig som en besat.img_4809Skolen inviterer hvert år Year 3 eleverne til frivillig overnatning i telt på den store plæne. Det er ment som en øvelse før Year 4, hvor børnene for første gang tilbydes en ‘rigtig’ camp i Ras Al Khaimah, hvorfra man ikke bare sådan lige kan ringe efter en forælder eller fortryde, at man tog afsted…

Og børnene har fået lang tid til at vænne sig til tanken om at skulle være væk fra deres forældre om natten.

Det lyder måske mærkeligt i en dansk kontekst, hvor selv børnehaver ofte har overnatning på programmet og de fleste børn er vant til at sove ude hos venner og familie.

Men dén slags er bestemt ikke en selvfølge i alle kulturer.

Koncepter som ‘frigørelse fra forældrene’, ’selvstændighed’ og ’selvhjulpenhed’ er ikke nødvendigvis opfattet som noget positivt eller ophøjet til en prioritet i alle familier.

I Danmark taler vi meget om at børn skal ‘kunne selv’, men den tankegang oplever jeg ofte er helt fremmed for andre kulturer, som f.eks. mader børnene meget længere, kontrollerer børnenes adfærd og leg mere minutiøst, planlægger fritid og lektier på en fundamentalt anderledes måde og så fremdeles. Så på en international skole med 80+ nationaliteter, er der altså rigtig mange elever, som aldrig har prøvet at være foruden Mor og Far sådan for alvor.

Derfor har der også været fællessamlinger om camp’en; der er udsendt mails og afholdt informationsmøde for forældrene – og klasselærerne har forberedt eleverne individuelt i forhold til aktiviteter, regler osv.

Og nu er dagen så oprinden.

Dagen, hvor de 7-årige poder skal sættes fri.

For en aften og nat, ihvertfald.

Det småregner om eftermiddagen og der er tunge, hvide skyer på himlen, mens vi pakker Cilles nelliker med stor koncentration. Hun hopper omkring og taler kontinuerligt om rundbold og varm kakao med skumfiduser og poser med snacks, der skal deles om aftenen med kammeraterne.

Hun er så klar.

Spørgsmålet er snarere, om forældrene (læs: Moren) er?img_4845Lidt senere er vi retur på skolen, der snurrer af hektisk aktivitet.

Cille finder hurtigt sine klassekammerater og de telte, der er allokeret til klassen. Fordelingen af børn i telte er foregået i skolen i løbet af dagen, så ingen er i tvivl om, hvor de skal lægge hovedpuden og soveposen på nuværende tidspunkt.img_4848Over hovederne på os summer en drone som et stort insekt. Det er rektor, der styrer skolens drone fra et hjørne af sportspladsen. Han er i færd med at forevige dette års Year 3 Camp. img_4852img_4854Og mens børnene hujer og stormer omkring i opstarts-ekstase, klør forældrene sig i nakken og vandrer rundt i cirkler, mens vi overvejer, hvordan det her arrangement skal forløbe, når vi er gået fra pladsen.img_4849Efter en halv times formålsløs padlen, bekræfter vi hinanden i, at det nok er en rigtig god idé at sige farvel og tage hjem.

Der er ikke rigtig brug for os.

Vi er blevet et par gamle hunde i et nyt spil kegler.

Og Cille tager ikke den store notits af os.

Hun er ligesom videre i sit liv.

Det er os, der sumper og tager mentalt tilløb til afsked – ikke barnet.

Så vi gør det.

Siger ha’-det-nu-sjovt-og-godt-med-dine-kammerater-og-vi-ses-i-morgen-når-vi-henter-dig til Cille.

På vej ud til bilen tager Martin min hånd og siger: “Nu husker du at fejre, at Cille kan klare tingene selv og at vi ikke er nødvendige lige nu? Det er jo vores fornemmeste opgave at gøre os selv overflødige og vores børn livsduelige”.

Han må være tankelæser.

For det er da lige præcist (ikke) dét, der står på min lystavle.

Og jeg nikker ivrigt med hovedet op og ned i bekræftelse af alt, hvad han siger.

Manden har jo ret.

Og min hjerne vil så gerne være rationel og tænke, at det vel nok er skønt, at hun deltager helt naturligt og kan håndtere de udfordringer, som skolelivet giver hende.

Men mit hjerte krymper sig i brystet og skælver over, at jeg allerede nu er fravalgt. At jeg allerede nu er på vej ud af hendes synsfelt til fordel for den store verden fyldt med venner og oplevelser.

Heldigvis er der stadig lille, vilde Mille, som gerne vil ligge i smørhullet mellem sin Mor og Far om aftenen. Hun lægger sig tungt op ad mig og jeg falder i den slags dybe, fredelige søvn, som kun en varm barne-vejrtrækning på ryggen kan forårsage.

Og næste morgen er der heldigvis en glad og dødtræt Cille, som gerne vil med hjem efter en vellykket camp.img_4860Hun bruger hele formiddagen for sig selv i teltet, som vi har genopslået i gårdhaven.img_4866Her leger hun fredeligt med sine figurer, mens hun plejer sit behov for ro og alene-tid.

Og jeg konstaterer i mit stille sind, at så er Cille trods alt heller ikke blevet større i løbet af det halve døgn, selvom jeg har haft åndenød og krampetrækninger af al den mentalgymnastik, jeg er blevet udsat for som den lettere omklamrende Mor, jeg nu engang er.img_4867Og Den Lille-Store Skolepige fortæller mig om den fest, som figurerne holder, indtil hun fornemmer, at jeg ikke rigtigt hører efter.

“Mor, ved du hvad?”

Hun afbryder min tankestrøm.

“Jeg wish’er at den camp kunne være igen i aften, så jeg kunne komme afsted og være sammen med alle mine venner igen, for det var bare så sjovt”, siger hun eftertænksomt.

“Det kan jeg virkelig godt forstå, Cille, og det gør mig så glad, at du havde sådan en good time”, svarer jeg.

Ærligt og oprigtigt.

For det gør det jo.

Gør mig glad, that is.

For hvad ville alternativet være?

At hun var blevet hjemme, fordi hendes Mor ikke kan finde ud af at give slip og sætte fri?

Dén går jo heller ikke.

Det ville være ulykkeligt og ærgerligt. Og virkelig synd for hende.

Men i mit hjertes hemmeligste kammer gemmer jeg på en følelse af besidderisk veltilfredshed over at have hende hjemme igen.

Nu er hun min.

Og lidt Milles.

For en stund, ihvertfald.img_4863

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens Værste Mor

“Heeeej, Emilie!”, udbryder jeg og bøjer mig ned for at kysse hende på panden, da jeg endelig finder hende i én af de sirlige rækker af siddende Kindergarten-børn. Hendes hud smager salt og håret er helt fugtigt af sved.

“Hér, Mummy, kan du fylde min water bottle up?”, spørger hun med et stort smil.

Det var Sørens.

Hvorfor har børnene ikke fået fyldt flaskerne op før de gik ud til Sports Day?

“Hvorfor kommer du så late, Mummy? Min Sports Day er allerede over og jeg har allerede gørt alle tingene, even den bouncy castle, som der var to af”.

Det lillebitte menneske ser op på mig med et trist blik.

“Hvad siger du, Mille? Jamen – det kan da ikke allerede være ovre? Klokken er jo kun lidt i 11, I skal da til at starte!”, svarer jeg.

Febrilsk, stakåndet og nu med paniksvedige armhuler.

“Oh, you just missed it all. Emilie did really great. She participated in everything”, konstaterer Miss Louise tørt, da hun ser mit vilde, flakkende blik.

“But….the secretary told me that KG2 would commence at 11”, svarer jeg. Forurettet. Med skuffelsen bølgende ind over mig. Parat til at tudbrøle, er jeg – hvis ikke det lige var for beherskelsens jerngreb, nu hvor bittesmå øjne betragter mig.

“No. KG2 classes are always on from 10”, svarer Miss Louise endnu mere tørt. Kan den kvinde snart blive tørere?

Jeg sætter mig på hug foran lille Mille.

“Mille, det her er jeg simpelthen så ked af. Skolesekretæren har givet mig helt wrong time, da jeg spurgte hende i morges, I am ever so sorry. Jeg lover dig, at vi finder på noget godt. Må jeg følge dig ind, så, i det mindste?”, spørger jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, mens jeg rækker ud efter hendes hånd.

“Det er okay, Mummy, jeg forstår det godt”, svarer Mille med et forsigtigt smil og slår armene omkring mig, som om hun så let fornemmer, at jeg er lige ved at krakelere. Over at have misset hendes allersidste KG Sports Day. Dér, hvor de stadig hopper i hoppeborg og leger med faldskærme, mens de synger. Den sidste. Næste år er det Big School og jeg kan næsten ikke bære det.

Jeg ringer til Martin, da Milles lille hånd har sluppet min.

Min livline.

Og mens jeg endnu har beherskelsens jerngreb om min hals, lader jeg tankerne strømme. “Og Mille ved så udmærket, at vi begge deltog ved Cilles Sports Day i mandags – og nu ved hun så også, at jeg ikke kom til hendes, men det var jo en komplet misforståelse. Jeg skulle aldrig have spurgt sekretæren om tidspunktet. Jeg skulle have ringet til dig. Men hun er jo dén, der sender tiderne ud, så kunne man ikke godt have troet, at hun vidste det?”, sukker jeg ned i røret til verdens tålmodigste mand, som lader min talestrøm sno sig i skuffede cirkler.cecilie-sports-day-2017img_4592-1img_4597-1Det betyder alverden for små mennesker, at deres forældre ser dem, når de optræder eller deltager i et eller andet. Alverden. At de kan vinke og pege og smile til de voksne, som står der med deres lysende stolthed. Og jeg elsker at være dén Mor, der vinker og peger og smiler igen.

Nu er jeg i stedet dén Mor, der misser øjeblikket.

Det fortæller jeg skolesekretæren lidt senere. Selvom hun udmærket ved det, for hun er selv Mor.

Jeg fortæller hende også, at jeg lige nu føler mig som verdens værste Mor, fordi melodramatikken i mit indre runger ud af min mund.

Det tager skolesekretæren lidt tid at få sagt undskyld. Hun har vist svært ved at acceptere, at hun er kommet til at give forkert information og dermed har fået skrammer på selvforståelsen, præcist som jeg selv.

Accept er – morsomt nok – det allersidste emne, Fru M kort berører på mit seneste selvudviklingskursus, der sluttede i tirsdags.

Accept af dét, vi ikke har mulighed for at ændre på eller gøre om.

Accept af dé ting, hændelser, uheld, ulykker og så fremdeles, der ligger uden for os.

Dér – uden for vores rækkevidde – hvor vi ikke har indflydelse og derfor må lade Universet råde.

Onsdag ender således – morsomt nok – med at blive en lille øvelse i accept.

Og Universet viser storsind ved at sende mig en overskuelig øvelse – trods alt. Der er jo ingen, der er kommet noget til. Der var tale om en Sports Day.

Jeg må acceptere, at sekretæren har givet mig et forkert tidspunkt. Det er et hændeligt uheld. Den slags kan ske for enhver.

Jeg må acceptere, at jeg således ikke får deltaget i Milles arrangement – og at jeg trods de allerbedste intentioner, får jokket lidt i spinaten. Et ganske menneskeligt træk. Den slags kan ske for enhver.

Og barnet?

Hun er selvfølgelig forlængst videre. Børn dvæler ikke på dén måde. De vader ikke rundt i kvælende kvaler. De accepterer. Intuitivt. Umiddelbart.

Sorgen sidder kun tilbage i Moderdyret, selvom hun arbejder intensivt på at genlære den accept, som Mille ejer så fint og naturligt.

Idealbilledet af Den Allestedsnærværende Mor har fået en fin ridse i lakken.

Og så kommer idéen til mig.

Jeg henter da bare Mille tidligt og inviterer hende til at vise mig alle de superseje aktiviteter, de havde om formiddagen på sports field. Og så filmer jeg hende, så vi kan vise det til Farmanden om aftenen, præcist som vi gjorde med Cille et par dage forinden.

Og barnet ser overrasket op på mig, da jeg henter hende tidligt i After School Club. Hun er helt med på idéen om at vise mig det hele nu. Selvfølgelig da!img_4670

img_4673

Og hun vil også gerne bage kager med mig om eftermiddagen, så forslåede Mummy kan få et formildende Mille-plaster på såret.

Således går Mille og jeg den forlængede weekend i møde.

Med fornyet energi og tro på, at alt godt kommer til os, sålænge vi prøver os frem og gør vores bedste.img_4652

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sne i en ørken

Min indre besjæling med vejret fortsætter derudaf.

Derfor byder weekenden på en fin kombination af indre tumult, regnvejr og sandstorm, som udvikler sig til én stor pærevælling af en sandkage med dertilhørende væltede palmer og træer i hvid-mands-ghettoerne.

Dubai er ikke bygget til regn og kulde. Let’s face it.

Der drypper vand fra loftet i den ellers så nydelige restaurant, hvor jeg dulmer mit Mor-savn i en balje hvidvin fredag aften. Men vi er efterhånden vant til at bygningerne græder, når det regner, så vi finder bare en stofserviet og et vandglas frem, som dråberne kan droppe ned i, mens vi spiser ufortrødent videre. Who cares anyway?

Ingen gider forsegle vinduer og døre sådan for alvor.

Ingen gider reparere huller i tagene eller lave ordentlige dræn og afløb.

Det regner jo aldrig i en ørken – lige indtil det rent faktisk gør det.

Denne gang når vi ikke sidste års stormvejrshøjder, så jeg kan desværre ikke fremtrylle billeder af nyetablerede floder eller kajaksejlads i villakvarterer. Men sådan hér så der ud tilbage i marts 2016:

Det var såmænd blot en regnvejrsdag

I stedet for brusende vandmasser, får vi denne gang en usandsynlig koldfront ind over os.

Nu er det ikke sådan, at jeg forventer den helt store medfølelse eller medynk fra Dannevang, når jeg fortæller, at der pludselig kun er 10-12 grader “varmt” i en Ørkenstat.

Jeg ved godt, at vi ikke kan battle på windchill-faktor og gemen råkulde med jer i det kolde nord, men I må forstå, at det er et kulturchok af dimensioner, når vi er nødt til at finde strømper frem for at kunne gå på de evindelige flisegulve. Og vi har ingen radiatorer eller brændeovne, så vi må rode i gemmerne efter en bette sweater og tilberede varm cacao, mens vi betuttede ser ud på regnen, der driver ned ad ruderne og danner finurlige mønstre i samarbejde med det allestedsnærværende sand.

Faktisk bliver her så koldt, at der på landets højeste punkt – bjerget Jabal Jais i Ras Al Khaimah – er et gedigent snefald (og -2 grader), så der kan produceres emirati-snemænd for første gang i mands minde.

https://www.facebook.com/GulfNews.UAE/videos/1391624300903824/

Uventet sne, regn og vind gør, at vi bøvler rundt med alle arrangementerne, der løber af stablen her i de koldeste måneder, hvor sportsfolk og andet godtfolk kan udholde at udfolde sig udendørs.

http://gulfnews.com/news/uae/weather/temperature-dips-as-strong-winds-hit-uae-1.1972454

Omega Dubai Desert Classic, Tour Dubai og RedFestDXB for blot at nævne et par af de arrangementer, som må aflyses og/eller udsættes, fordi kraftig blæst i en ørken er lig med sandstorm. Og sandstorm er noget shit. Det bliver man hundesyg af at være ude i.img_0273 Ikke overraskende bliver Mille ramt af sin tilbagevendende allergiske bronkitis-lignende hoste, lige så snart der er sand i luften. Men vi ved præcist hvordan vi skal behandle hosten nu – og i dag er hun igen frisk som en havørn.

Og efter storm kommer som bekendt stilhed.

Både i den ydre verden og i min indre verden.

Efter regn og tårer hæver der sig en fin, klar vinterhimmel med cirrusskyer og spæde solstråler, der lover forår og bedre tider.img_4434Det er næsten rart at skutte sig en smule i kulden nu. Næsten.img_4433Og mens jeg betragter Cille, der træner golf og Mille, der løber omkring med en lille veninde, sender jeg kærlige tanker afsted på ryggen af et vindstød til min Mor, der burde sidde lige hér ved siden af mig med klikkende strikkepinde og kaffe i et krus.img_4438Det er okay.

At savne.

For det betyder, at jeg har fat i noget dejligt og vigtigt, som jeg hverken kan eller vil slippe.img_0274Till next time, Mormor.

Her er alligevel også alt for koldt til dine svømmeture og formiddage ved poolen lige nu.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts