Wadi Musseili

I lørdags tog jeg mod til mig.Det var præcist ti måneder siden, at jeg for første gang havde meldt mig til en vandretur i Hajjarbjergene – og selvom det er én af mine store ønsker at blive dygtig til at hike, havde jeg ikke været ude siden marts 2023. Dengang var det egentlig tiltænkt som en forsinket fødselsdagsgave til min kære Mor, som skulle have været med på turen, men hun lå hundesyg derhjemme med en grum kombination af Influenza A og B, så jeg endte med at tage afsted alene til Waib Al Hanna. Dén tur kan du se lige her:

Waib Al Hanna

Dengang var det en ‘intermediate plus’ hike, jeg havde tilmeldt os, og jeg huskede mig selv på, at det var nok liiiige til den krævende side, selvom jeg er i god grundform. Desuden havde jeg ikke brudt mig om, at der var så mange støjsendere i gruppen, som enten sang a capella eller muntrede sig med at spille musik over deres telefoner. For mig er en hike naturoplevelsen i sig selv – og faktisk gerne uden alt for meget samtale undervejs, selvom det da er hyggeligt nok.Denne gang faldt jeg over en ‘beginner plus’ hike, hvor man ikke skulle klatre alt for højt op og ned, men blot være i stand til at vandre i store sten og grus. Det lød mere som noget for mig – for bjergklatrer er jeg altså ikke.

Og jeg kan varmt anbefale det hiking-firma, jeg benyttede denne gang: UAE Trekkers. Ejet af en kvinde – og der er kun kvindelige guider på alle deres ture. De opererer også altid med én guide forrest og én som bagtrop, hvis nogen skal tisse eller sakker lidt bagud af andre årsager, og der er et stående tilbud om elektrolyttilskud til vandflaskerne undervejs, isnende kolde juicebrikker og müslibarer ad libitum.Priserne virker meget rimelige, og der var (ihvertfald denne gang) en virkelig god stemning blandt hikens deltagere. Begge guider var vidende, energiske og sympatiske. Der var ingen fællessang og masser af ‘plads’ både mentalt og fysisk til bare at ‘være sig selv i naturen’.Natur fik vi. Denne gang var jeg vist i emiratet Ras Al Khaimah, omend det føltes mere som Fujairah, men jeg er også typen, der kan blive væk i en telefonboks. Vi gik et ‘loop’ på 10 km. på lige omkring 3.5 time – fra solopgang til lige før kl. 11, hvor det begyndte at blive klistrende varmt, selvom det er vinter og køligere i bjergene end nede i Dubai.Vores guide var også rideinstruktør, og hun gik derfor helt hjemmevant og roligt til alle de kameler, vi mødte undervejs i ‘wadien’. Der lå landbrug spredt rundt omkring i dalen, og derfor mødte vi rigtig mange kameler med deres unger. Hedder de mon kalve?

Hvert landbrug har kun en enkelt avls-han-kamel, resten af flokken består af hunner med afkom. Præcist som på et kvægbrug. De unge kamelhanner slagtes, da kødet er eftertragtet, mens hunnerne jo avler flere kameler og giver mælk til både deres eget afkom og mennesker. Jeg har ikke brudt mig om hverken kamelkød eller kamelmælk, de få gange, jeg har smagt det. Der er for meget ‘vildtsmag’ over det mørke kød, og proteinindholdet i mælken gør det flaget, tørt og stort set uindtageligt, hvis man spø’r mig…Vi så en lillebitte kamelbaby, der stadig havde navlestrengen hængende. Jeg var imponeret over, at kamelmødrene ikke blev mere oprørte eller vrede over at møde os – en stor flok potentielt utilregnelige mennesker – men de virkede nysgerrige og rolige, og så hjalp der måske også på humøret, at vores guide forærede dem lidt müslibar!Jeg nød virkelig denne her hike. At være i naturen i timevis. At bruge min krop til den var træt. Klokken halv ni om morgenen havde jeg gået de første 10.000 skridt, og jeg nåede 25.000 skridt, før jeg lagde hovedet på puden samme aften. Træt med træt på. Mættet af natur, frisk luft og fysisk aktivitet.Jeg håber, der ikke går 10 måneder, før jeg kommer afsted igen. Hikes, der er vurderet til ‘beginner’ eller ‘beginner plus’ egner sig fint til almindelige kondisko og almindelig grundform. Hikes, der vurderes over disse niveauer kræver rigtige vandrestøvler, en stærk grundform og en interesse for at klatre op og ned og op og ned.Måske skulle jeg købe et par vandrestøvler – og udfordre mig selv lidt mere?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tørken

Jeg har ikke blogget siden midten af august. Det er den største blogger-tørke, jeg nogensinde er gået igennem. Det er der mange forklaringer på.

Store børn er for eksempel overhovedet ikke interesserede i at blive udleveret i Mors patetiske blogunivers. Det må og skal jeg respektere.
Og pigerne har oftest været brændstoffet til et blogindlæg, fordi livet i børnefamilien er mit udgangspunkt – og har været det siden bloggens begyndelse.De sociale medier er også blevet noget, vi alle (stor)forbruger hver eneste dag, men sjældnere og sjældnere deltager i, medmindre det er at kommentere på et eller andet eller dele et meningsfuldt opslag lavet af andre. Det der med at bidrage med vores egne billeder og personlige udleveringer, dét er virkelig noget helt andet nu, end det var for bare 2-3 år siden. Ufiltreret liv er blevet angstfremkaldende.Dén tendens er jeg også selv ramt af. Vi poster ikke – vi  doomscroller – og liker eventuelt en lillebitte smule. Det er udadvendt voyeurisme og indadvendt selvbevidsthed i én og samme mundfuld. Og det er dælme et svært univers at være i. For os alle sammen. For hvem er vi egentlig – bag filterfacaden?

Jeg tager også mig selv i at spørge igen og igen i mit indre: Hvem fanden gider læse om mine genvordigheder eller fortræffelige oplevelser? Hvad bidrager jeg med, hvis jeg poster friske asparges og glade badebilleder, mens der foregår folkedrab på palæstinenserne? Hvad siger det om mig, hvis jeg plaprer løs om en hedonistisk livsstil i Dubai, mens klimaforandringerne er ved at ta’ livet af os alle sammen? Det er trods alt mig, der sidder her med AC-blæseren for fulde gardiner – udendørs – og spiser frisk sushi, mens verdenshavene langsomt tømmes for liv, fordi vi forurener ad helvede til, men samtidig bare har det lidt for komfortabelt til at gøre noget ved det?De her tanker gør, at alting enten bliver helt og aldeles meningsløst eller alt for alvorligt, tungt og rugende. Jeg mister appetitten på at interagere – af frygt for at virke overfladisk, grænsende til det banale.

Engang i mellem tænker jeg så, at bloggen blev trods alt til for min egen skyld. Og at det er mig, der bestemmer, hvad der skal stå lige hér. Og hvis der fortsat er nogen, der gider læse med på noget så oldnordisk som en blog, er det jo underbart for en (yderst fotogen og småsvedende) midaldrende dame som mig.Men svært og sært er det. Dét, der før virkede så naturligt for mig, og som var en hobby, jeg hyggede mig med på ugebasis, som andre strikker, dyrker yoga eller spiller badminton, er pludselig blevet genstand for en syrlig vurdering i mit indre.

Jeg vil egentlig gerne skrive.

Men verden er blevet verdensfjern for mig. Og jeg er bange for alt muligt, som måske er udefrakommende og helt uden for mit ansvarsregi – eller også er det indefrakommende, perimenopause-eksistentiel krise. You be the judge. Og please ikke kom tilbage til mig med andet end sødme – for jeg knækker ved den mindste kritik for tiden.Der er også et element af sorg og frygt lagret i mig igennem de sidste halvandet år, som har fjernet en naturlig uskyld og umiddelbarhed i mig. Vores familie blev ramt dengang for halvandet år siden, og selvom vi rejser os – præcist som alle andre, der rammes – så er der store, dybe dukkerter undervejs, som gør, at jeg ikke længere henvender mig i verden på samme måde, som tidligere.

Der er en barriere i mig – noget, der vil beskytte mig mod andres blikke. En bevidsthed om, at jeg har et behov for at flyve under radaren i de fleste sammenhænge, hvor jeg før i tiden ville more mig over at blive genkendt eller få henvendelser om dit og dat. Nu vil jeg bare gerne være i fred, fordi der absolut ikke er fred omkring mig og os alle som verdenssamfund.En anden morsom betragtning, jeg har gjort mig er, at jeg ikke længere tror på min egen aktualitet.

Hvem er ‘man’, hvis man har boet i Dubai i 10 år? Gammel i gårde, ville de fleste nok sige.

Jeg er ikke ny i Dubai, og jeg poster ikke længere ugentlige billeder af solnedgange i ørkenen eller børnenes skilektioner i Mall of the Emirates. Jeg går stadig til brunch, men jeg orker ikke længere mine egne eller andres fotos af mad, de har spist eller drinks, de har drukket i weekenden.Der er stadig helt vidunderlige mennesker at hænge ud med i frikvartererne, men de flyver jo ligeså meget under radaren som jeg selv gør på de sociale medier, fordi sådan er livet blevet i 2023. Man får ørerne i maskinen, og derfor er der nul interesse for at dele.Festen og fuldmånen holder vi for os selv.Men måske skulle jeg prøve at skrive igen? Jeg kunne jo aftale med mig selv, at det er ene og alene for min egen fornøjelse.

For Dubai er faktisk stadig lige vidunderlig.

En oase af tryghed og stilhed og et fyrværkerishow af fest og farver … ganske få øjeblikke fra krig og ødelæggelse, som jeg kun kan tage den største afstand fra, uanset hvem, der gør hvad, mod hvem.
Hvis bare verden snart blev et bedre, tryggere, rarere sted at være…det kunne jeg faktisk godt ønske mig. For os alle sammen. Men især for palæstinenserne og ukrainerne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lige om lidt

Det er søndag, og jeg har a case of the weekend-blues.Den blå følelse kommer ikke af en træls weekend – tværtimod – for har vi haft det så dejligt med en fin balance mellem sociale aktiviteter og afslapning. Med lørdagsmiddag på Bluewaters og slentretur med kig op til det store pariserhjul, Ain Dubai, som holder stille på ubestemt tid. Jeg afholder mig pænt fra at gisne om, hvorfor det store hjul ikke drejer rundt, men absurd at se på, dét er det.Vi har også deltaget i den fineste Fastelavnsfest med mit arbejde, Dansk på DIA. Vi var 70 børn og voksne i vores lille grønne oase af en ghetto, der slog kattene af tønderne og åd hjemmebagte fasteboller, som var vi bestilt til det. Dét er da ret godt klaret af et lille parallelsamfund, synes jeg. Jeg var i øvrigt en panda, hvis nogen skulle spørge, og Mille var Ginny Weasley fra Harry Potter, fordi hun er både sej og rødhåret.Men mere weekend vil jeg ha’, for netop nu hænger Flyvende Mormor et sted højt oppe over Tyrkiet, og jeg kan næsten ikke vente til hun er her hos os.

Ligeså dejligt det er at komme på ferie hos familien i Danmark, ligeså dejligt er det at have familien her hos os. Faktisk er det nogle gange endnu dejligere, fordi vi så har muligheden for at forkæle dem lidt og sammen få nye oplevelser her i vores adopterede hjemland, der byder på VILDT mange sjove og anderledes ting.

Mille har gjort fint klar til Mormor i gæsteværelset. Hun har lagt et zebra-sovedyr på dynen, fordi zebraen er Mormors yndlingsdyr. Ved siden af ligger en kærlighedserklæring og senere er der også kommet et hjemmelavet armbånd til.Mille er så topcute. Hun har været vred over, at hun ikke måtte komme med i lufthavnen for at hente Mormor søndag nat, for hun kunne jo bare sove, når hun blev gammel. “Jeg elsker bare Mormors scent”, mumlede hun, da jeg endelig fik overtalt hende til at gå i seng. Det er et helt fysisk savn, hun har efter sin Mormor. Og jeg har det samme efter min Mor.

Og når Mormor-Mor endelig kommer, så skal vi alting og ingenting. Spise, snakke, gå, lege, pjatte, kramme, sidde, falde i staver, fjolle, vrøvle og bøvle. Hun skal nyde solen og varmen, mens vi er i skole og på arbejde, og sammen skal vi ud at opleve natur og kultur i de næste 10 dage, før hun vender snuden mod Det Kolde Nord igen.

Jeg har lagt alt for mange planer allerede. Og drømmer om at nå A-L-T på ingen tid. Det er det sædvanlige, every single time.

Min Mor skal spise krydrede Punjabi-samosaer med mig, siddende i græsset.Hun skal rynke på næsen og nægte at smage den brunkage-krydrede, hvinende søde masala chai med masser af opskummet “Rainbow-mælk”, som Cille og jeg kan li’.Hun skal hoste sig igennem oud-røgelsen og erklære arabernes dufte decideret farlige for luftvejene, mens jeg selv indånder dybt og modsætter mig kritikken. Ligeså lidt hun elsker de stærke dufte af oud, rose, kostald og tobak, ligeså højt og inderligt elsker jeg dem.Min Mor skal spise grillet kød, nybagt brød og aromatiske ris.Og min Mor skal glo på fine kager og søde sager, mens hun overvejer, hva’ pokker, de er lavet af.Måske henter hun en is hos de vanvittige tyrkere – eller måske vil hun smage de bittesmå iskugler sammen med Mille.Min Mor skal også se på brugskunst, tøj, smykker og fine pyntesager sammen med Cille.Og vi skal ha’ kiks, frugt og snacks fra alle verdens hjørner.Jeg glæder mig. Mindst ligeså meget som Mille, der forhåbentlig er faldet i søvn, mens jeg skriver.

Kom nu bare. Flyvende Mormor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2023

Hold nu kæft, hverdagen ramte med en hammer. Den arabiske kalender har nytår – hijri – den 19. juli 2023, så myndigheder og skoler er quite frankly lidt ligeglade med den vestlige verdens behov for en seriøs nytårsfejringden 31. december, og skolen startede derfor lige på og  hårdt den 2. januar!

Mille lagde ud med at tage på årets lejrskole i Ras Al Khaimah fra den 2. til den 4. januar.Her står hun med den stramt pakkede sovepose, den spritny rullekuffert fra julegaveræset og en hel flok flaksende sommerfugle i maven. Det lykkedes at sige farvel uden tårer, men lidt savn har der været undervejs, og jeg har modtaget de sødeste WhatsApp-beskeder fra hende om aftenen, når det med at skulle lægge sig til at sove begyndte at presse sig på.Melodramatikken ville ingen ende tage. Normalt skriver jeg beskeder til Mille på dansk, men hun havde specifikt udbedt sig, at kommunikationen skulle foregå på engelsk, mens hun var på lejrskole, fordi ‘det bare er for svært at forstå, når man har travlt’.Hjemve bliver ikke bedre af at kunne kommunikere med dem derhjemme, men det føles efterhånden helt mærkeligt at sende ens barn afsted uden en mobiltelefon, når det drejer sig om flere dage. Og hun klarede det hele så fint!

Lejrskolerne er frivillige – forstået på den måde, at børnene kan gå almindeligt i skole, såfremt de ikke ønsker at deltage, men der tilbydes lejrskole hvert år fra barnet går i 1. klasse og er ca. 7 år gammel, og frem til at der er et væld af tilbud året igennem, inklusiv deciderede udlandsrejser, fra børnene er ca. 12 år gamle. Vi har aldrig tilbudt eller foreslået nogle af udlandsrejserne, men pigerne deltager begge i de årlige lejrskoler, der altid finder sted under ‘spejderhytte-lignende’ forhold i et af de naturskønne Emirater nord for Dubai. Her gør børnene alle de ting, man normalt forbinder med enten biologi-timer eller spejderliv: Sejler i kano og kajak, lærer om mangrovens, ørkenens og havets økosystemer, oplever krybdyr, pattedyr, fugle, fisk og skaldyr i deres naturlige habitat, fisker og renser fisk til madlavning, dissekerer blæksprutter, kyllingehjerter og koøjer, bygger bål og bivuakker og tømmerflåder, skyder med bue og pil, øver sig i at bruge klatrevægge, svævebaner osv.

Pigerne er begge entusiastiske omkring lejrskole-livet, og det er en lettelse, at de gerne vil afsted hvert år – ud at opleve noget på egen hånd med deres kammerater og lærere. Lejrskolerne er professionelle ‘camp sites’, hvor et team af unge briter og sydafrikanere står klar til at guide både børn og lærere igennem de 3 dages aktiviteter. Lærerne skal kun stå for det sociale aspekt – trøste dem, der bliver kede af det, hjælpe børnene med venskabsproblemer, vække børnene om morgenen og tage billeder til de über-spændte forældre. Det er en kæmpe hjælp, at lærerne er med, for det er dem, der kender børnene, og det er en kæmpe hjælp, at de ikke samtidig skal stå for oplevelserne og aktiviteterne. Til gengæld koster 3 dages lejrskole i omegnen af 3.500 kr. pr. barn. Og det er blot prisen for en ‘national’ lejrskole. Hvis man ønsker, at ens barn skal med på en uges skiferie i Schweiz eller på tropisk jungletur på Borneo kommer lejrskolen til at koste mere end 20.000 kr. Dér er vi ikke lige – hverken mentalt eller økonomisk. Hvis pigerne skal på skiferie, vil vi da selv med – og det samme gælder også for Borneo!

Vi rejste hjem allerede den 28. december på grund af netop den forestående lejrskole. Der er måske ikke den helt store tidsforskel, men når man så lægger til, at pigerne bliver natugler og går i seng tidligst efter midnat dansk tid, så bliver der alligevel en del søvn-roderi, når vi kommer tilbage på Dubai-tid.

Heldigvis havde vores skønne venner arrangeret en Nytårsfest for os, så vi ikke behøvede at røre en finger, lige bortset fra en bankoverførsel for vores del af arrangementet. De havde booket os alle ind på The Address Montgomerie, som ligger ‘rundt om hjørnet’ – eller ihvertfald i cykelafstand fra The Lakes, hvor vi bor. Prøv at se, hvor smuk en udendørs fest, Montgomerie satte op for os og tusind andre!Vi sad ved runde borde, og så kunne man gå op i et smukt buffetområde, hvor de serverede diverse skaldyr, sushi, foie gras, kød, fisk, salater, asiatiske og italienske specialiteter og en masse desserter, is og konfekture. Hvert 10-mands-bord havde egen tjener, der kontinuerligt fyldte op i glassene, hentede fancy mocktails til pigerne og hyggede om os.Til sammen er vi to vennepar de heldigste ‘producenter’ af fire fantastiske piger, som er stort set jævnaldrende.Og til sammen er vi den fineste blanding af Bulgarien og gode, gamle Danmark.Det er så mega-rart at komme hjem til “gamle” venner, hvor man bare ‘falder ind og tilbage’ i stemning og humør med et trylleslag.Der var dans under åben himmel hele vejen igennem festen – uanset hvor man var nået til i buffeten, og det passede os perfekt, at man bare kunne rejse sig og danse, når musikken var helt rigtig.Jeg er så glad for at tænke tilbage på dén Nytårsaften. Det var det helt rigtige at hoppe ind i 2023 med en danse-fest, hvor både børn og voksne fjollede, grinede og drak fancy drinks. Uden at skulle røre en finger.Udover skøn buffet og et smukt opdækket bord med perfekt opvartning, var der live-DJ og fyrværkeri inkluderet i fest-pakken til formedelst 1.800 kroner pr. person.
Yes, you read it right, det var 1.800 danske coronas pr. person for en Nytåraften-fest, der varede fra kl. 20.30 til kl. 00.45. Dyrt, men også virkelig smukt sat op og top-professionelt afviklet.

I det hele taget er Nytåraften en opskruet og overophedet sag i en fjern Ørkenstat. Forventningerne er skyhøje – og priserne matcher niveauet. Der findes masser af Nytårsfester, der koster det dobbelte eller det tidobbelte af, hvad vi gav. Primært hvis man gerne vil ind til Downtown Dubai, hvorfra man kan opleve fyrværkeriet ved og på Burj Khalifa, som vi rent faktisk også kan spotte – i det fjerne – fra vores balkon på førstesalen…men selv ude i subøvsen, hvor vi bor, er priserne helt eventyrligt høje, når det er Nytårsaften.

Det er første gang, at vi ikke har fejret nytår hjemme eller i venners hjem, og jeg må konstatere, at det er helt perfekt, at vågne op 1. januar uden at skulle pille én eneste serpentin ned. For hverdagen ventede jo lige rundt om hjørnet.Og den store tropsfører?

Hun er såmænd vendt hjem igen og har fået et langt karbad, efterfulgt af nus på sofaen, kys, chips og fodcreme på de trætte fusser.Det er dejligt med ferie, fest og farver.  Men lige om lidt har vi vænnet os til hverdagen igen – og så er den faktisk det allerbedste i hele verden.

Godt Nytår! Jeg håber inderligt, at 2023 bliver et balanceret, gavmildt og kærligt år for os alle. Det kunne vi godt trænge til som verdenssamfund – oven på sygdomme, coronapandemi, inflation, energikrise, krig, sult, nød og ufred rundt omkring i verden.

Mit eget personlige nytårsforsæt er såmænd at være mere mig i 2023 – altså at træde mere i karakter som mig selv – snarere end at finde en masse ting, jeg burde ændre for at være god nok. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fødselsdagsmor

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet