Fødselsdagsmor

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Op til overfladen igen

Min blog har været nede. Forklaringen ligger selvfølgelig i noget teknisk halløjsovs, som jeg hverken fatter hat eller briller af, fordi jeg er fem-minutter-i-full-blown-boomer. Så tak til evigt-flinke og tålmodige Daniel hos Bloggers Delight for at udholde mig og alle mine plager i sin ellers så velfortjente sommerferie!

I virkeligheden er det universet, der har sendt mig på en SoMe-pause. Lige på det tidspunkt, hvor jeg ellers plejer at have bloggens årlige storhedstid inklusiv mit eget årlige storhedsvanvid:

Sommerferien i Danmark.

Den tilbagevendende, to-måneder-lange genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord, hvor vi udvandrende typer forsøger os med at indvandre og generobre Dannevang fra selveste Danerne. Hér, hvor jeg virkelig får strikket historier sammen og sunget sange fra både de Varme Lande og Vikingelunden. Dét elsker jeg. Og at dømme på antal visninger, er der også andre, der ret godt kan lide at læse med.

Men ikke denne sommerferie. Skæbnen og one.com besluttede sig i fællesskab for at gi’ mig en slapper og et minuts stilhed.

I og med at bloggen var lagt ned, greb jeg nemlig øjeblikket – yes, 100% carpe diem til mig – så jeg kunne tage et udefra-kig på mit forbrug af og min ageren på sociale medier.

Umiddelbart kan jeg konstatere, at jeg kun får ganske akutte anfald af FOMO, skyld, skam, dårlig samvittighed, negativt selvbillede, negativ selvforståelse, imposter-syndrom, en snert af misundelse og en masse andre gode sager ud af at kigge med på Insta og Facebook hos alle I glade og vidunderlige mennesker, som jeg holder af på stort set alle ledder og kanter.

Alle andre er nemlig på en klart federe sommerferie end vi er. Alle make’r klart finere memories med deres børn i ind- og udland end vi gør. De har sågar deres ‘guld’ med på tur, mens jeg mest af alt har troldeunger med på bagsædet tværs over Jylland.

Og jeg ved, at det er ikke rigtigt. At nisserne, konflikterne, problemerne, syrlighederne og fjollerierne følger rundt med os alle – uanset om vi er på æstetisk pleasing agriturismo i Italien eller møffer rundt i Sophienborgs Rema 1000, som jeg har gjort en overraskende stor del af sommeren.

Og jeg ved, at jeg selv er med til at opretholde facaden på de sociale medier. Hvor mange opslag og blogindlæg har jeg ikke lavet, hvor alting ser så dejligt, nærmest perfekt og smukt og fredfyldt ud? Jeg er selv en glamourøs overflade på de sociale medier med lidt indlæg og fotos hist og pist, hvor man fornemmer min voksenakne eller tilfældige indspark med strejf af selvironi.

Jeg er hverken afklaret eller nærmere en beslutning om, hvad jeg så har tænkt mig at gøre ved de observationer og anerkendelser af egne svære følelser, jeg er ved at komme frem til.

Det eneste, der er sket, er, at jeg er frosset til is i forhold til at lægge billeder og opslag ud på de sociale medier denne sommer.

Fordi det pludselig virker så omsonst.

Hvem er det, der gider se min solnedgang og rejemad? Og hvorfor skal nogen overhovedet se det? Er det vigtigt at dele? Bidrager jeg med noget, der bringer et smil frem eller en genkendelsens glæde eller noget helt tredje godt og fint? Eller viderebringer jeg FOMO, skyld, skam, misundelse og andre negative følelser til andre, der også ‘kommer til’ at scrolle rundt på må og få og forbi mine glansbilleder?

Hvorfor er det egentlig, at vi kaster om os med billeder af vores ferier?

‘Vi’ er måske så meget sagt, for der er masser af mine venner og bekendte, der aldrig kunne drømme om at lægge feriebilleder op – ej heller deres hverdagsbilleder. De bruger måske tiden på noget andet end på de sociale medier – eller også bruger de tiden på at glo på, hvad andre mon finder på at lægge op i tide og utide? For er deres forbrug egentlig mindre – eller ghoster de bare rundt blandt lalleglade, der gerne fotograferer solnedgange og vandcykler?

Spørgsmålene står i kø inden i mig. Og jeg fryser til is, når jeg er lige ved at tage endnu et billede af noget lækkert smørrebrød eller et fint lille københavner-stilleben. For hvad er egentlig formålet? Og hvad er min intention med skidtet?

Svarene giver ikke just et charmerende indtryk af moi. Intentionen er vel, at ‘nogen’ skal se, hvor sjovt, fint, skønt og lækkert jeg har det? Og kunne jeg ikke bare ha’ det så sjovt, fint, skønt og lækkert helt uden at andre skal påduttes det eller få del i det?

Tjo. Det ku’ jeg vel nok.

Men jeg ku’ osse la’ vær. For jeg elsker at skrive, formidle, kommunikere, debattere og kloge mig på eget liv og hele verden. Så min udfordring i kommende måneder vil være, at jeg skal blogge om noget svært, smukt, stort, bøvlet, trist eller dumt – inklusiv de relevante billeder. Ikke for at fremstå i endnu en omgang poleret Dubai-style-se-mig. Men for at flytte bloggen bare en smule nærmere noget autenticitet igen.

PS. På torsdag flyver vi retur til Dubai og Daisy igen efter to måneder i Danmark.

Som afskedssalut får I glansbilled-versionen af sommer-firkløveret, fordi Cille fylder 13 i dag og fordi vi samtidig har 14 års bryllupsdag, og det fordrer ligesom et foto, der viser de pænere sider af sagerne, synes jeg.


Og herunder får I så det mere retvisende billede af mig på tålt ophold i Danmark. Mesterværket hedder *Mor med mælk*, og det viser mig inde i virkelighedens verden – med ansigtet skæmmet af bumser, et fnugget, nyvasket hår, der lufttørrer, fordi jeg ikke aner, hvordan man egentligt ‘sætter’ hår, og morgenfrisk i rollen som den kæmpe hjælperytter, jeg er, når jeg curler røven ud af bukserne med mælk og madder til sultne fugleunger, der har fuglereder i deres røde hår og citronsure miner det meste af dagen.

Hold. Nu. Kæft. Jeg er og bliver træt af livet uden Maricel. Alle – jeg siger, skriver og mener alle – burde have en wingwoman som Maricel i deres liv.Tilbage til mælken og bollebagningen med mig. Der kommer nyt fra flødefronten en anden god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hele vejen op og så ned igen

Vi tager den ene efter den anden følelsesmæssige rutsjebanetur for tiden.

Der er dage, hvor det eneste, jeg drømmer om, er at gemme mig under dynen. Som om jeg ikke eksisterer. Som om jeg er lykkeligt uvidende. Som om ingen opdager, at jeg er smuttet fra det hele.

Der er dage, hvor jeg føler mig handlekraftig og tænker, at vi må forholde os til tingene henad vejen. At det her ikke er noget, vi løser fra den ene uge til den anden, og at jeg ligeså godt kan få ro på mig selv, fordi vi gør det så godt, vi overhovedet kan. Der er dage, hvor jeg tænker, at vores nye verdensbillede og livsvilkår vil være vores hverdag i mange år fremadrettet. Og så går jeg ellers i panik. På indersiden. På ydersiden er jeg bare træt og grå. Og gammel som et alderdomshjem.

Og så er der enkelte, helt løsrevne dage, hvor alting føles frit og rart. Hvor det er som om vi er drevet retur til en tilstand og et liv, hvor vi ikke har hjemme længere, men hvor vi plejede at høre til. De dage gemmer jeg i hjertet. For de forsvinder ligeså pludseligt, som de kom. Og det gør ondt. Helt vildt ondt.

Én af de gode dage havde vi i lørdags, hvor vi fejrede Fars Dag med forsinkelse.Der var leg og pjat.Spil og pizza.Familiefællesskab. Præcist som i de gode, gamle dage – eller ihvertfald som dengang, hvor vi tog alting for givet og slet ikke anede, hvad der kunne mistes.Spontaniteten er afgået ved døden.

Alting er skemalagt og planlagt.Alting, som tidligere virkede så enkelt eller ligetil, er nu pludselig til diskussion både ind- og udvendigt. Udmattende diskussioner. Både dem, der foregår i den indre og i den ydre verden. Hvor tingene kører i ring. Hvor jeg bliver den meget lidt kønne version af mig selv. Hvor gammel, tillært adfærd og gyselige genfærd fra barndommens kosteskabe pludselig dukker op og kommer til udtryk på måder, der virkelig ikke er befordrende for vores nye situation.Heldigvis er der sommerferie lige om lidt. To hele måneder, der rives ud af kalenderen til fordel for familiefællesskab og en bid af livet i Danmark. Jeg ved ikke, om det er dét, jeg har brug for, men jeg bilder mig ind, at det trods alt vil give mening med lidt luftforandring.

Jeg ved faktisk meget lidt om meget lidt lige nu.

Men jeg savner og drømmer om nærvær og tid med dem, der betyder allermest for mig og for os. Det er trods alt er godt tegn. At jeg kan føle et eller andet, der nærmer sig forventningens glæde.Der er halvanden uge tilbage af det her skoleår. Det klarer jeg som en lille halvtræt mor-mis, og så står der ‘frihed til at være’ i kalenderen, sammen med en masse hyggelige oplevelser og stunder i Danmark, der enten allerede er planlagte eller kommer hen ad vejen. Jeg glæder mig. Trods det her cirkus, vi står midt i.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Januarliv

Der er musestille her på bloggen. Forklaringen er ganske enkel:

Der sker ikke det store i januarlivet.

Jeg drikker krus efter krus af min pt.-yndlings-te, fordi der er så koldt i Ørkenstaten. Koldt betyder et par og tyve grader, hvis du spørger. Det er altså koldt i en ørken, selvom det lyder tosset i danske ører.Jeg går lange ture med Daisy-hunden i snor, mens jeg glor på forunderlige skyformationer og ditto solnedgange, som januar altid er god for i en fjern Ørkenstat.Vi er også retur i skole efter endnu en evigheds-karantæne, foranlediget af, at vi krammede Maricel, da hun kom hjem til os med en lumsk omicron i halsen hele vejen fra Filippinerne, til trods for to negative tests før afrejse.Det er en tilsnigelse af de helt store, når jeg kalder det for ‘en evighed’, men dagen for et positivt testresultat er dag 0, hvorefter der tælles 7 fulde dage og på 8. dagen (som reelt er 9. dagen pga. det der nul-tælleri), må man så ENDELIG komme tilbage på arbejde og i skole, hvis man er nærkontakt til en smittet. Forudsat at man ikke har symptomer på corona, selvfølgelig, for så fortsætter fornøjelighederne 10-14 dage mere.

Nu hvor Martin og jeg havde den anstrengte fornøjelse at opleve deltavarianten, før vi fik vaccinationer, har det været interessant at se, hvordan virussen har udviklet sig siden hen. Maricel har haft helt anderledes symptomer, end vi havde – og ingen efterfølgende symptomer, som f.eks. den manglende lugt- og smagssans, vi bøvlede med i mange uger.

Men bortset fra Maricels corona-omgang, er vi egentlig smuttet uden om virus og bekymrende symptomer denne vinter, men vi får se i kommende uger og måneder. Folk lister hjem med COVID-19 konstant fra skole og arbejde hernede – præcist som det også er tilfældet i Danmark. Fraværslisterne over lærere og elever er alenlange hver eneste morgen, og de bliver opdateret løbende, fordi hele og halve klasser hjemsendes i løbet af skoledagen. Ganske forvirrende og tidskrævende for det administrative personale, men også for lærere, forældre og elever, der knapt nok ved, hvem der kommer til timen fysisk, og hvem der sidder med online over Teams.

Nuvel.

Lev med det, som Mette Facebook Frederiksen ville sige.

Og det gør vi så. Lever med det. Lever med, at nogle elever sidder bag en flad skærm og forsøger at skrive, læse og tegne parallelt med dét, der foregår i klassen. Ikke optimalt, men 100% bedre end ingenting, hvisker jeg til mig selv, når der er lidt pres på. Den sætning er efterhånden blevet mit mantra, som jeg trøster mig ved, hver gang min perfektionisme, mine forventninger til mig selv, min professionalisme og min tålmodighed sættes på (endnu) en prøve.

For os er det vigtigt at opretholde en eller anden form for normal hverdag midt i pandemien, og selvom man kan blive mere eller mindre ekspert i at gå i skole og arbejde hjemmefra, så rykker det hver eneste gang ved de normale balancer og rytmer i hverdagslivet. Pludselig går pigerne sent i seng i hverdagene, fordi de jo ‘bare’ skal sidde klar ved computeren og iPad’en kl. 7.30. Pludselig bestiller vi alt for mange bøtter med is, som bliver til dessert hver aften. Pludselig skal vi til at diskutere, hvad der skal spises 4-5-6 gange om dagen, fordi der er kiks i skabet og alt for god tid til at nulre rundt, kede sig lidt og blive lækkersulten.

I isolation får jeg også altid en galopperende inde-syge og begynder at lave virkelig tumpet gymnastik på YouTube ude i haven, mens jeg vrisser mig igennem dagen. Det er tanken om, at jeg ikke må gå ud, der er så klaustrofobisk. Faktisk elsker jeg at hygge mig hjemme med bøger, film osv., så det er rent mentalt, at jeg går kold, ligeså snart jeg ved, at jeg ikke må gå nogen steder.

Men nu er vi jo ude igen. Vi overlevede både kedsomhed og klaustrofobi, og Maricel fik da ikke hostet lungerne helt ud af halsen.

Jeg kører nye emneforløb her efter jul på alle klassetrin i Primary School, og som du kan se lige her, er der en lille flok skønne 9-årige, der fortolker H.C. Andersens kunsteventyr om Den Lille Havfrue kreativt i disse dage.Selvom vi klippe-klistrede en masse i skolen i december, har jeg et stort behov for, at eleverne får ‘fat’ i tingene fysisk lige nu. At de får brugt deres finmotoriske evner og taktilsans oven på al den flade skærmtid, og jeg bilder mig ind, at de både hygger og morer sig med deres emner, når de udmønter sig i fysiske beviser, som hér med de yndige havfruer.

De fem-årige lærer om forskellige krible-krable-dyr i den danske natur – frøer, bier, mariehøns osv. Der får vi også klippe-klistret en masse.Og de 6-årige læser små læsebøger for hinanden, udvælger de bedste ord, kigger på stavemåde og udtale, for så at skrive små sætninger til sidst.Det er så meningsfuldt at opleve børnene udvikle sig sprogligt, motorisk og socialt i de små klasser, vi har i danskfaget. Og på den måde fyldes hverdagen – og januarlivet – helt af sig selv med gode stunder.

Jeg håber, at dit januarliv også er helt okay – uden ‘rona, bøvl og besvær. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet