• ···

Fra børn skal man høre…

“Moar?”

Mille står foran håndvasken.

Vores øjne mødes i badeværelsets spejl.

“Elsker du mig?”, spørger hun.

“Ja, Mille. Overalt på jorden”, svarer jeg og lægger armene om hende.

“Men gør du det også helt ind dit hjerte?”

“Ja da. Hvis du hellere vil have, at jeg siger det sådan, så elsker jeg dig helt ind i mit hjerte”.

“Men elsker du også Cille lige så meget som mig?”, fortsætter hun.

“Ja, det gør jeg”, svarer jeg.

“Så ved jeg godt, hvordan du kan elske os begge to. Du half’er bare dit hjerte, så der er en half til mig og en til Cille”, udbryder hun glad.

“Jamen, hva’ så med Far og Johanne og August og alle de andre dejlige mennesker, som jeg elsker?”, spørger jeg.

Mille ser opmærksomt op på mig med sine mandelformede øjne.

“Jamen, det er no problem for du kan bare blive ved med at half’e dit hjerte indtil du har nok half’er til at elske alle sammen som du vil”, svarer hun prompte.

Hvor har hun dog ret, min lille vilde, milde Mille.

Det er helt fantastisk at vores evne til at elske kan multipliceres igen og igen – og at kærlighed er en naturlig ressource, der aldrig slipper op.

Jeg elsker hendes børnelogik og alle de små, finurlige samtaler, vi har. img_0682Og det er gyldne øjeblikke, som dét her, jeg gemmer i mit hjerte. Til de øjeblikke, hvor jeg har desperat brug for at genstarte og opvarme mit hjerte, når det helt uventet går kold og får skrammer.

Som forleden dag, hvor Cille “hilser mig velkommen” ved at udbryde: “Mor, hvorfor har du ikke taget no’en make-up på? Du ser så grim ud uden!”

Fra børn og fulde folk og bedstevenner skal man høre både hele og halve sandheder.

Nogle af dem varmer hjertet.

Andre knuser det.

Rigtig god weekend!

Med eller uden make-up – som du lyster – men forhåbentlig fyldt med kærlighed!yqhawkmttjqlkrbwotht

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.img_0596Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…img_0595Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.img_0593100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.img_0598Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.img_0599Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…

Jeg håber, at din hverdag er kommet godt fra start i 2018.

Vores skal skubbes i gang i morgen kl. 6-nul-dut. Med hiv og sving.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2017 Kavalkade

2017 lakker mod enden.

Regnskabschefen futter rundt i køkkenet med bagepapir og lineal. Han er i færd med at udregne og planlægge kransekagetoppen til Nytårsaften med matematisk præcision.

Pigerne leger uden for i vandpytterne og får røde æblekinder, mens tøsneen daler.

Jeg drikker cacao og ser Hugh’s Scandimania om Danmark, hvor han undersøger baggrunden for dansk films Nordic Noir successer; New Nordic Cuisine med Redzepi i spidsen; den højt-besungne danske lykke, tilliden i samfundet; det særlige danske fællesskab eller samfundssind – og så den famøse hygge.

Dét her er sjovt nok et prima-eksempel på hygge.

Og jeg får pludselig sådan en nostalgisk trang til at se tilbage på 2017, som på alle måder har været et godt og gavmildt år for vores lille firkløver.

Så her kommer der en serie snapshots over året der gik. Det er decideret umuligt at vælge fotos – for hver eneste måned har budt på så mange, skønne oplevelser. Men jeg begrænser mig og bringer hermed 13 billeder i alt. Fordi jeg er nødt til at tælle en helt fænomenal Nytårsaften med…

Vi hopper nemlig ind i 2017 med et brag af en Coldplay-koncert i Abu Dhabi i det dejligste selskab ♥15825879_10154307412338036_2349787436339589478_nJanuar byder på Mormor-besøg og katamarantur i Den Arabiske Golf. Og en weekendtur til Al Ain, hvor vi oplever kamelstudehandler, dadelplantager og den fineste udsigt fra toppen af Jabal Hafeet.img_3497Februar byder på æbleskiver til pigernes favorit-aktivitet på skolen: International Day. Der er også Sports Day og Valentine’s Day, hvor vi får helt overdådige rosenbuketter af Martin.img_4748Marts byder på længe-ventet besøg af Moster-Søsteren, Onkel Søren, Baby A og Jo. Marts bliver også måneden, hvor Cille tager på sin første lejrskole og er væk hjemmefra uden bare at sove hos en veninde.img_5326April byder på Martins fødselsdag og sødeste Farmors 70 års fødselsdagsfejring i Danmark – og en helt igennem fantastisk og lettere vanvittig påsketur til Bangkok.img_5522Maj byder på gentagne fejringer af Mille, der fylder 5 og af en eller anden årsag står vi flere gange på skøjter i den måned.img_6162Juni byder på Milles Kindergarden Graduation Ceremony – en skøn weekend-get-away i Abu Dhabi med Familien M – og efterfølgende den vildeste luksusweekend på Burj Al Arab.img_7082Juli byder på en fantastisk dejlig ferie i Sydfrankrig med Familien M. På Ski Dubai-lektioner og en hel masse kys og kram med Farmor, før vi drager på Mormors velforberedte, fine Road Trip rundt i Jylland.img_7380August byder på dejlig tid med Morfar og Conny ved Vadehavet; på sommerhuslykke i Odsherred og på Djursland. Og på fejring af Cille, der fylder hele 8 år.img_7841September byder på skolestart og på nyt job for mig. Og så er det min fødselsdag, hvor jeg bliver ih-så-begavet.img_8518Oktober byder på Mormor og Cath’s besøg hos os – og det er også i oktober, at Mille for alvor lærer at cykle.img_8824November byder på dejligste Mormors 60-års fødselsdag, som vi fejrer long-distance under Farmor og Farfars besøg hos os i ørkenen. Der er også Halloween – pigernes favorithøjtid – og Ed Sheeran-koncert som et af månedens højdepunkter.img_9495December byder på jul i Danmark med vores dejlige familier og venner. Det er så dejligt at tilbringe tid med de nærmeste – også selvom vejret kun har artet sig i de allerførste dage efter ankomst.img_0256Hvilket år!

Og så har jeg undladt at tælle sammen på alle de sjove fester, brunches, middage og oplevelser, vi har haft i Ørkenstaten.img_5035For slet ikke at nævne alle de skønne timer, vi har tilbragt med gæster i Dubai og hjemme i Danmark med venner og familie.al-fahidi-og-old-dubai-3 Vi har tilbragt knapt 3 måneder af 2017 i Danmark – og sandsynligheden for, at det bliver langt mere begrænset i 2018 er stor, men til gengæld kan vi byde velkommen i Dubai til adskillige hold familiemedlemmer inden længe.img_8099Må 2018 vise sig som endnu et godt og lykkebringende år for os alle.

Vi ved med sikkerhed, at der vil blive udfordringer.

Ting, der skal afklares og tales igennem.

Beslutninger, som skal tages om fremtiden.

Men alting løser sig som bekendt.

Sålænge vi lader Universet arbejde for os.

Godt Nytår til dig og dine kære!

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Integration og Road Trip

De fremmede fra en fjern, muslimsk Ørkenstat er i fuld gang med at integrere sig i det danske samfund.

Vi bager æbleskiver med kærnemælk og en sjat øl. For det hører til adventen og den nært forestående højtid, siger stammens ældste. Og hende adlyder vi naturligvis med ærbødighed.img_0273Og vi mærker den særlige, danske hygge brede sig i Farmors stue i takt med indtagelsen af varm gløgg og sprøde julesmåkager.img_0284Pigerne er sammen med deres utrolig mange fætre og kusiner – præcist ligesom alle de andre indvandrere fra fjerne himmelstrøg.

Der er tale om en slags midlertidig familiesammenføring i anledning af julen.img_0281Og sammen med en lille, hardcore flok japanske turister, nærstuderer vi den lokale kultur og historie, mens vi fryser helt forfærdeligt. Fordi dér, hvor vi kommer fra, er 20+ grader definitionen på kold vinter.img_0297img_0298img_0299Vi observerer også de lokales adfærd i Slotsarkaderne – som er Hillerøds afdæmpede svar på en souk, hvor der er en butik med det underlige navn Bilka. Og hér lader vi naturligvis børnene kultur-assimilere på bedste vis. Sålænge det er halal.img_0301Som I nok kan fornemme på Mille, så er der dele af den danske kultur, som er fan-fucking-tastic. Såsom klassisk, dansk bland-selv-slik i et udvalg og et størrelsesforhold, der jo er lige til at dåne over.

Og selvom det er tusmørke hele dagen og fugtigkoldt døgnet rundt, så gør vi ligesom alle de andre. Trækker i dunjakken. Køber de sidste julegaver. Hiver huen ned om pande og ører og traver en lang tur for at forbrænde den der superfine kombination af bacon og marcipangris, som jo er hele essensen af dansk jul.

Alt det ovenstående er fjollet.

Vi er ikke fremmede.

Vi kommer ikke andre steder fra end et par små landsbyer uden for hhv. Varde og Hillerød.

Vi er ikke konverteret til Islam eller har ændret vores pæredanske levevis synderligt, bare fordi vi bor i en Ørkenstat langt fra Danmark.

Vi er på et tålt og accepteret arbejdsophold i vores nuværende land – og der er ingen sandsynlighed for at vi nogensinde bliver andet end danske statsborgere med go’e, gamle rødbedepas.

Vi er danskere – født og opvokset med frihed og lighed og retten til at beklage os offentligt over stort og småt – og med chancen for at uddanne os og muligheden for at leve stort set som vi lyster.

Og det er vi i sandhed heldige med.

Der er så ufatteligt mange steder i verden, hvor livet er mærkbart sværere og hårdere end det er i trygge Dannevang.

Men alligevel er der en gran af sandhed i min fjollede beskrivelse af os – de fremmede – i det fortabte fædreland.

Der er en snigende fremmedgørelse, som giver sig til udtryk i små besynderlige oplevelser, følelser og fornemmelser, når vi er ‘hjemme’ i Danmark.

Vores hjemland, som ikke længere føles som 100% hjemme.

Dét må jeg ærligt konstatere efter 7 år i udlandet – og Martin siger, at han oplever det samme.

Jeg føler mig eksempelvis langt mere fremmed i det offentlige rum i Danmark end i Dubai.

Hér kan der være ret langt mellem små samtaler og øjenkontakt – omend jeg fik en arm om taljen på en café forleden og en varm tilkendegivelse fra en mand om, at jeg så uendeligt smuk ud. Og dét tog jeg til mig med et smil.

Men bortset fra café-tilfældet, så er det hver gang mig, der varmer op under ‘folk, jeg ikke kender’ i Danmark. For den mere udadgående (eller ligefremme) adfærd og opførsel har jeg vænnet mig til. Selvfølgelig taler man da lidt med de mennesker, der er lige omkring én i køen eller på legepladsen. Det manglede da bare. Damen i Matas skal jo alligevel stå der og pakke ind hele dagen.

Og interessant nok er det lettere for mig, at få positiv øjenkontakt med en niqabi-klædt kvinde i Dubai, når vi begge løber efter vores balstyriske poder i et shopping mall end det er, at få ditto med en dansk kvinde, der styrter stresset rundt i Bilka. Sorry to say.

Jeg oplever også, hvordan mørket og kulden har en mærkbar indvirkning på humøret – selv efter ganske kort ophold. Det er da komplet drænende, at det er mørkt, når man vågner, tusmørke hele dagen og mørkt igen, før man får lavet eftermiddagskaffen klar. No wonder, at danskerne bliver grå i ansigterne og sjælene af vinter i Danmark. For slet ikke at tale om alle de tørklæder og kleenex og hjemmefutter, der skal indkøbes for ikke at risikere at fryyyyse ihjel.

Jeg tror efterhånden ret meget på, at danskernes sociale adfærd, humør og attitude har en direkte sammenhæng med vejret. Og der skal en anseelig portion fædrelandskærlighed og tætte familiebånd til at få os til at vende snuden ‘hjemad’ i vintermånederne, dét er helt sikkert.

Og så er der alle de små banaliteter, der ingen forskel gør ude i den virkelige verden, men som i mit indre angiver, at jeg ændrer mig.

Som f.eks. når friskbagt leverpostej pludselig er blevet ulækkert.

Eller rugbrødet smager alt for surt.

Når jeg savner en hjælpende hånd med dette og hint, fordi jeg ikke længere er vant til alt det “gør-det-selv”. (Undskyld. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige det højt, men det er intet mindre end røvsygt, at der ingen service eller hjælp er at få nogen steder).

Og når TDC igen-og-igen-og-efter-indbetalt-depositum stadig laver et stort påstyr, hvis vi opfører os som almindelige telekunder og f.eks. vil ændre i abonnementet.

Og når banken igen-og-igen skal modtage dokumentation for min bopæl i udlandet, selvom jeg ikke har en postadresse at angive på samme måde som i Danmark – og i øvrigt har pænt svært ved at fremskaffe nogen form for dokumentation på min tilstedeværelse, når jeg bor i et land, hvor alting står i mandens navn. (Hey ligestilling – du er en eksotisk sag!).

Eller når Mobile-Pay ikke længere vil tillade os at være med på overførsels-snedighederne, fordi vi ikke har en dansk bopælsadresse at linke vores danske konto og danske mobilnummer/simkort til. (Måske er vi hvidvaskende terrorister. Jeg ved det ikke. Og den flinke dame i telefonen er også lidt usikker på det).

Så bliver jeg en kende træt.

Og jeg tænker, at danske virksomheder og myndigheder muligvis tror, at alting fungerer på samme måde alle andre steder i verden. Fordi den danske model jo er noget så smart. Måske ligefrem den smarteste?

Og måske er det én af de største gaver, vi får i tilgift til alle oplevelserne og udfordringerne som danskere bosat i udlandet?

At vi lærer, at livet leves og ting foregår på lige så mange måder, som der er mennesker og kulturer.

At opgaver og problemer kan angribes og løses på forskellig vis – og at det faktisk slet ikke er farligt.

At mennesker muligvis ser forskellige ud på overfladen og taler forskellige sprog og tror på forskellige Guder, men at vi alle er fælles i vores grundsten og grundvilkår som mennesker.

At Danmark ikke nødvendigvis holder De Vise Sten på vegne af resten af verden.

At der i mangfoldigheden, nuancerne og forskellighederne ligger det reneste guld – også kaldet mellem-menneskelig eller interkulturel forståelse.

Det er i smagen, i adfærden, i tankegangen, i nye mønstre og reaktioner, at jeg mærker, at vi er blevet fremmede.

Ikke fremmede for os selv eller for vores familie og venner.

Men fremmede i systemet, i landet, i dets handlemåder, skikke og omgangsformer.

Og det må vi leve med.

Det er os, der har valgt at rejse ud.

Det er os, der må tage konsekvensen.

Men det gør det lidt svært at få lyst til at rejse hjem.

For hvor er hjem, nu?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts