Av!

Jeg lider en lille smule af åndenød.

Desværre ikke på grund af en rask løbetur, men i stedet er det en mental mavepuster, der får mig til at overfladeånde.

Mormor er rejst fra os igen.

Det gør simpelthen så ondt hver eneste gang.

Hvorfor sidder hun ikke bare her i solen og strikker hver eftermiddag, om man må spørge?I gæsteværelset finder vi det sødeste lille brev og påskeharer til pigerne. Jeg fornemmer, at Mormor heller ikke lige syntes, at det var tid til at forlade Dubai igen.Men i ånden er hun her lidt endnu. Og i den bolledej, hun har rørt og stillet til kold-hævning, så vi kan bage hver morgen i weekenden. Typisk Mormor.Jeg synes egentlig, at det bliver værre med alderen, det her savn og længsel efter min Mor.

Om det er min egen eller min Mors alder, der gør sig gældende i savneriet, dét er jeg ikke helt klar over.

Men jeg kan mærke, at savnet bliver stærkere, som årene går.

Måske er det fordi jeg mærker mig selv mere, nu hvor børnene ikke er bittesmå og megakrævende mentalt og fysisk? Måske er det fordi jeg kan se, at min Mor heller ikke bliver yngre og at tiden går alt for hurtigt? Måske er jeg blevet mere nostalgisk og dvælende ved familierelationerne end tidligere i livet?

Heldigvis ved jeg, at det tager nogle dage, og så har jeg vænnet mig til, at jeg ikke længere kan dufte min Mor efter brusebadet eller høre hende, når hun tusser rundt i huset og laver kaffe.

Men det bliver tomt at komme hjem fra arbejde, og så ikke ha’ hende siddende i haven med strikketøjet mellem fingrene og en lydbog i ørerne.

Suk, si’r jeg bare.

Det her er virkelig en af bagsiderne ved udlandslivet.

Intenst sammen i nogle uger og intensivt fraværende i halve år bagefter. Det lærer jeg aldrig helt at håndtere, og måske er det i virkeligheden en god ting, at jeg ikke gør det?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mormor-tid

Engang i mellem rammer jeg plet.

Med det her billede, for eksempel.Man kan simpelthen mærke inderligheden mellem Mille og Mormor.Og selvom jeg ikke klatrer helt ind i Mormor på samme måde som Mille, så er følelsen stadig den samme. Der er nærvær, samhørighed og kærlighed i mellem os alle sammen.

Tid med Mormor er sådan noget, der bare flyder.

Med helt almindelige hverdagsaktiviteter.

Mormor skal se Mille til gymnastik og tennis. Mormor skal gå om og se det sidste kvarter af Cilles street-dance-klasse. Mormor skal dele doughnuts og frugt ud i pausen til Cilles musical-øvedag. Mormor skal synge børste-tænder-sangen og læse godnathistorier for Mille. For mig er det små kaffepauser, hvor hun strikker og vi sludrer på terrassen. Det er også at købe ind og finde sjove ting og sager på hylderne sammen. Vi elsker begge supermarkeder (og mad). Det er vores aftengåture i ghettoen og frokostaftaler i mellem mine undervisningstimer.

Uanset hvad vi laver, så er det skønt, at Mormor er med og oplever dét, vi vader rundt i hver dag.

Som forleden, hvor hun for første gang kunne være med til skolens International Evening. Det er børnenes favorit skoledag på hele skoleåret – og jeg kan så godt forstå det.Det er som altid en kæmpefest for børnene og deres forældre, for familiernes nannies og andet godtfolk, der stimler sammen om lækre smagsprøver og små souvenirs i de forskellige landes boder.

Jeg elsker hvordan alle nationaliteter fejrer sig selv og hinanden – og er interesserede i at lære mere om andre lande, som de ikke kender til i forvejen.

Der er virkelig tale om De Forenede Nationer i børnehøjde, og det er én af de oplevelser, som jeg gemmer i hjertet og tænker på, at det vil vores børn kunne huske fra deres barndom, når de engang bliver voksne og måske vil reflektere over at have gået på en international skole versus en almindelig national skole.

Lige nu tager de det som en selvfølgelig, tilbagevendende begivenhed, men på sigt vil de forstå, at sådanne aftener her er noget helt særligt.

Her besøger Mormor Pakistan, der har verdens lækreste samosaer og en fint pyntet truck.Danskerne bager som altid æbleskiver og uddeler drømmekager med masser af Arla cacaomælk og milkshakes til. Et par dåser smørbagte småkager, lidt ostehapser og lakridser bliver det også til. I år havde vi også en fin quiz med præmier fra Arla, Mærsk og Pandora.Mine favorit-stande er som altid pakistanernes og indernes – for der er gratis henna og den mest fantastiske mad – og så er jeg vild med, at man i Canada kunne være Justin Trudeau for et øjeblik. For hvem vil ikke gerne dét?Dagen efter International Evening er vi nærmest helt tømmermænds-agtige. Desværre ikke af at have indtaget rigelige mængder alkohol – for sprut (og svin og nødder) er forbudt-forbudt på en skole. Årsagen ligger i den sandstorm, der har huseret i Ørkenstaten den seneste uge, og som vi endte med at opholde os ude i en hel aften. Det får man ru hals og snøfte-næse af.

Men vi får snøfte-snuderne vendt mod Abu Dhabi og Saadiyat Island alligevel. Tropsfører Tine mener, at familien trænger til et skud kulturel stimulans. Louvre Abu Dhabi er virkelig køreturen værd. Der er masser af aktiviteter og oplevelser for både store og små besøgende. Hver gang.

Her er der en manga-workshop.Mormor har også i gang med magnetfelterne på Børnenes Museum.Cille laver sin egen gakkede løvedans.Og før vi forlader etablissementet får vi en fin opvisning i arabisk trommedans og sang.Der er halvanden times kørsel til Louvre fra Dubai – og det kan virkelig anbefales. Både den uformelle to-go-café og restauranten serverer udmærket mad til rimelige priser, og man kan jo vælge at kombinere et museumsbesøg med Sheikh Zayed Grand Mosque, så det bliver en fin og interessant heldagstur. Hvis du gør dette, skal du huske at spise på Louvre, da caféen uden for moskéen er meget begrænset.

Eller også kan man vælge at besøge Abu Dhabis smukke luksushotel, Emirates Palace, og nyde deres berømte High Afternoon Tea.

Dét gjorde vi.

Der er guld for alle pengene.

På lofterne og tallerkenerne – og i kaffen. Betjeningen er venlig og diskret – og man kan sidde længe og summe over de små delikate, sirligt anrettede sandwiches, scones og kager.Det er ikke hver dag, at der skal fjernes guldflager fra mundvigene og mellem tænderne, men på Emirates Palace er det en nødvendighed at lægge vejen forbi de opulente dametoiletter for lige at fjerne det værste guld, før man defilerer ud til den ventende bil. Man har vel klasse.Over for Emirates Palace ligger nogle af Abu Dhabis smukkeste skyskrabere – og man har også udsigt til indkørslen til Sheikh’ens palads, så det er virkelig en eksklusiv og statelig affære at være til te og agurkemadder her. Én af must-do’s, hvis du spørger mig.Det værste ved Mormor-besøg er, at tiden flyver alt for hurtigt afsted.

Det gør ondt i hjertet, når jeg kommer til at tænke på, hvilken ugedag det er, og hvornår Mormor skal rejse hjem igen. Men vi nyder det, mens hun er her, og så må det gøre ondt, når hun er rejst. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

If I ain’t got you baby

De sidste fire dage har jeg gået rundt og skrålet denne her i mit indre….

Og denne her…

Jeg har elsket Alicia Keys lige siden hun debuterede i 00’erne. Der er en autenticitet, ærlighed og dybde i hendes stemme og lyrik – og så elsker, elsker, elsker jeg, at hun bliver ved sit klaver i stedet for at lave et eller andet kæmpe show med røvrysteri, konfetti og påklistrede fjer, som så mange andre kvindelige popmusikere gør.

Forleden gæstede Keys Dubai som det store finalenummer på Dubai Jazz Festival 2019.Hun var top-professionel fra første øjeblik, selvom der gik virkelig lang tid fra Reuben James’ fantastiske opvarmning til hun endelig kom på. Her ses hun f.eks. i samklang med en flok Emirati-musikere, der gav hendes sange et arabisk islæt, der absolut klædte dem. Påklædningen var også udpræget passende til lejligheden og kulturen – hun lignede mest af alt en bornert dame på vej til søndagsgudstjeneste.

I mellem numrene var der ren feel-good-energi og positiv karma mellem Alicia Keys og publikum. Hun gik omkring og talte lidt om kærlighed og kvindekamp – og på et tidspunkt kom hendes lille søn ud for at sige hej til sin mor og glo lidt på alle os andre med sine store, nøddebrune øjne. Naturligt skøn, som sin mor.Men der var også en eller anden udefinerbar sitren i Keys undervejs. Som om hun ikke følte sig 100% komfortabel med alles øjne hvilende på sig. Det kunne man fornemme via klaver-kameraet og de hyppige close-ups af hendes mund ved mikrofonen.

Jeg ved jo af åbenlyse grunde ikke, hvad der foregik inden i hende, men hun gik fra scenen ganske abrupt og efter en kort tak til os alle.

Og selvom vi ventede på hende (og forhåbentligt et ekstranummer eller to), blev det ganske forgæves. Hun gav os ikke en chance for at hylde hende eller kommunikere med hende som afslutning på en fantastisk koncert.

Det var ærgerligt. Et lille skår i koncertglæden, selvom vi alle var helt fulde af god energi fra sangene.Og af cider, selvfølgelig.Ville jeg tage ind for at opleve Alicia Keys live en anden gang?

100% sikkert. Uanset den abrupte afgang. Og hvis hun gæster din by, kan jeg kun anbefale at købe billet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nu skal vi ski’ hjem

Yrk. Det bliver hurtigt hverdag igen.

Der er selvfølgelig lige en tiger- og en løveudklædning, som skal være klar til 2 x Sports Day.

Så er der de komplet oversete 3 x kostumer, der skulle have været indleveret til musical-læreren allerede igår.

Husk også lige at følge hvert et tilmeldingslink og google-doc, der bliver sendt dagligt fra skolen, for ellers kommer dit barn ikke med til ditten og datten.

Der er præcise instruktioner igen til smørrebrødsjomfruen, der forsøger sit bedste med madpakkesmøringen, men fejler så ofte.

Pludselig er der også en masse praktisk planlægning til International Evening, hvor æbleskiverne jo heller ikke bager sig selv.

Der er også den ugentlige madplan, der skal lægges, og skitøj, der skal vaskes og nedpakkes efter alle kunstens regler.

Godt, at min Mor kommer lige om lidt, så hverdagen kan blive skubbet lidt i baggrunden for en stund.

Men bagved det hele ligger glæden og bobler over den skiferie, vi lige har holdt.

Sikke en oplevelse, det var!

Den der friske luft, som giver tindrende kinder og det at være sammen som familie i sneen var bare alletiders.

Og det kommer fra mig, der var mere end almindeligt skeptisk over for konceptet skiferie.

Jeg var hunderæd for alle de åbenlyse ting.

At beskadige mine 40-årige knæ, håndled, albuer og hofter, så jeg måske skulle i langvarig genoptræning eller endnu værre – at skulle have en operation (gys).

At andre familiemedlemmer skulle komme noget alvorligt til, så vi pludselig ville komme til at kende det aserbajdsjanske sundhedssystem indefra.

Eller hvad med at blive så panikangst på en af løjperne, at jeg ingen steder kunne komme bortset fra nedad i et kamikaze-agtigt tempo, der kunne sætte sig i kroppen som et evigt traume?

I øvrigt hader jeg glatte overflader, kulde, is og sne af et ærligt hjerte. Det har jeg ihvertfald altid påstået.

Der var faktisk tusind undskyldninger for ikke at tage med eller for ikke at deltage undervejs.

Ingen af mine negative antagelser holdt stik.

Jeg har godt nok en afsindig auberginefarvet blodudtrædning på min højre balle, men det er også det eneste, der skete ved at falde lidt uheldigt én af dagene.

Pigerne og Martin stod ned ad løjperne i fin stil hele ugen, og er kommet hjem uden skrammer.

Faktisk havde Cille så meget fart på og kontrol over skiene, at jeg bevidst undgik at se hende på de røde løjper. Det var simpelthen for nervepirrende for hendes gamle mor. Men hun havde det umanerligt sjovt sammen med sin Far.

En stor del af forklaringen på min ændrede holdning til skiferie ligger i den forberedelse og instruktion, som vi havde planlagt hjemmefra.

At have en instruktør for mig selv i to timer om dagen i fire dage gav mig dén personlige tid, jeg havde brug for, så jeg kunne få mine nerver under kontrol og rent faktisk lære noget af det tekniske, så jeg også kunne holde skiene under kontrol.

Derudover havde vi heller ingen ambitioner om, hvor mange timer, vi skulle stå på ski om dagen. Det var ganske enkelt ikke en del af succeskriteriet – for så kunne ferien hurtigt blive en skuffelse. Når vi var trætte, var vi trætte. Og så var det helt okay at bestille room service, glo National Geographic Wild og hygge sig på værelset.Jeg bliver heller aldrig nogen fart-dronning.

Jeg har ikke engang ambitioner om en rød løjpe.

Men jeg kom – adstadigt og sikkert – og glad ned ad den blå løjpe. Og dét er en kæmpe bedrift i min lille verden.

Så – ja. Jeg er omvendt. Er blevet en af de der salige skiferie-entusiaster, der taler om fællesskabet, den friske luft og den varme kaffe. Ihvertfald på min egen måde.

Og jeg er udmærket klar over, at lige om lidt, så er børnene løbet helt væk fra mig, der fumler rundt på de grønne og blå løjper, som de sikkert kun vil have fnys til overs for – til dén tid.

Så må jeg stå lidt for mig selv i eget tempo. Jeg elsker naturoplevelser i eget selskab anyway.

Og resten af tiden kan jeg vel findes på en café med en god bog og enten kaffe eller hvidvin? Det er ihvertfald min egen forestilling om, hvad en skiferie er lig med om et par år, når pigerne er lidt mere selvhjulpne og endnu sikrere på skiene. Måske kunne der også blive tid til et par spa-dage uden de her to på slæb.Det vigtigste er, at jeg er en del af fællesskabet og kan deltage i de aktiviteter, vi foretager os sammen som familie. Den der fornemmelse af at være en begrænsende faktor eller en klods om benet i forhold til fysisk udfoldelse er ulidelig. Jeg vil ikke være den, der stopper showet, når nu de andre synes, at det er så fan-fucking-tas-tic at stå på ski.

Det skader jo heller ikke børnene at se, at voksne fortsætter med at lære hele livet igennem – og at jeg tør gøre noget, jeg er bange for og ikke kender ret meget til. Walk the talk, som man si’r….

Og det der skiferie må gerne være i Aserbajdsjan en anden gang. Kaukasusbjergene er nu noget helt særligt med deres blanding af brunt og hvidt.

Hotellerne var også virkelig fin standard og meget billige i forhold til hvad tingene koster i Europa.Her er vi f.eks. i “Pik Palace’s” udendørs pool, der var skøn om eftermiddagen.Indendøre er “Pik Palace” et hvidt marmor- og krystalpalads, ret meget ligesom hotellerne i Dubai.Derfor boede vi på søsterhotellet “Park Chalet”, der har mørkt træ, pejse og tyroler-agtig stemning med lammeskind på stoleryggene og tykke, brune tæpper. Lidt mere dén stil, vi forventede af en skiferie.Måske skal vi afsted igen til næste år. Hvem ved?

Jeg si’r ja, hvis nogen sku’ spørge ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet