Tirpitz

Essensen af Vestjylland.

Hav.

Gudsbenådet lys.

Marehalm.

Kridhvidt sand.img_0400Det er dét her, jeg er rundet af. Eller rusket igennem af.

Det er dét her, jeg tænker på og forbinder med ‘hjemme’ i vestjysk sammenhæng.

Og jeg kan savne duften af friskt havvand og tang.

Synet af strandskaller og brusende vand.

Så vi lægger vejen forbi Vesterhavet med Mormor. Hvidbjerg Strand uden for Blåvand, for at være mere præcis. Det er vores familiefavorit.

Og lidt længere inde i landet – godt gemt i klitterne – ligger Tirpitz, en stor kanonbunker fra 2. Verdenskrig.img_0394Med tjekkiske pindsvin liggende spredt rundt omkring i landskabet, som pigerne klatrer på og slet ikke forstår alvoren af.img_0398Bunkeren har været utilgængelig for besøgende i de sidste par år på grund af en større ombygning ledet af ingen andre end verdensberømte Bjarke Ingels’ tegnestue BIG.

Og Ingels har i sandhed haft en hel fænomenal bunke sand at flytte rundt med.img_0392Men nu er bunkeren åbnet, og vi vil se nærmere på det nye oplevelsescenter.img_0388img_0353Den nye tilbygning er holdt i de samme rustikke materialer som bunkeren selv. Beton og jern.img_0354Hovedområdet er også mørkt som i en bunker.img_0355Herfra udgår der 3 store afdelinger med vidt forskellige temaer og oplevelser.

Det 1. område handler om rav, Vesterhavets svar på diamanter.img_0358Vi lærer om dannelsen af rav, om dets farver og klassificeringer, og om hvordan ravjægere finder ravet på de vestjyske strande efter frygtelige stormvejr.img_0359Det 2. område handler om livet med og ved det voldsomme Vesterhav, som så let giver og tager liv.img_0360Alle steder kan børn røre, undersøge og sanse sig frem til en forståelse af elementerne. Pigerne er vilde med det.

Herudover har vi hver et apparat, som vi scanner henover små standere, hvorefter vi får en lille, mundtlig fortælling eller yderligere forklaring.

Klokken hel og halv er der en smuk total-oplevelse i rummet, som beskriver livet ved Vesterhavet igennem historien.img_0362Vi klatrer op i redningsbåden og nyder suset fra en storm kombineret med lyd, lys og animation. Det er vildt flot lavet.img_0363img_0364img_0365img_0369Efter dén oplevelse er det 3. område lidt tamt med dets opstillinger af tidstypiske krigs-artefakter og opstillede “bunker-kulisser”, der danner ramme om en række personlige skildringer af typiske menneskeskæbner under 2. Verdenskrig – som f.eks. de tyske radar-ansvarlige i Tirpitz-bunkeren; de vestjyske “tyskertøser”, som assisterede med ‘det praktiske’ hos tyskerne; der er historier om afhoppere, som beskyttes af modstandsbevægelsens helte i Esbjerg osv.img_0372img_0376Til sidst kommer vi til den rigtige bunker. Allerede ved indgangen lugter der ramt og stærkt af vådt mørtel eller cement.img_0377Og selvom jeg har været her før, gør det stadig et kæmpe indtryk på mig at træde ind i de klaustrofobiske, mørke rum, hvor tyskere og krigsfanger har været i færd med at opføre en grum militærfæstning med det formål at beskytte og forsvare Vestkysten mod angreb fra de allierede.

Deres fodaftryk ses flere steder i betonen, så jeg får kuldegysninger over autenticiteten på det her sted. Det er ikke KZ-lejr-ubehageligt, men alvoren er til at tage og føle på.img_0380Tanken om, at en kæmpe kanon skulle have skudt ud herfra og skabt død og ødelæggelse er så uhyggelig og håndgribelig, at man må takke højere magter for at tyskerne aldrig nåede helt i mål med projektet, før krigen var omme.

Der er fornemmelsen af den tunge luft, som aldrig udskiftes.

Der er den ramme lugt i alle kroge og rum.img_0382Der er forunderlige syn af krøllet jern, der bølger og stikker ud hist og pist som resultatet af danskernes mislykkede forsøg på at sprænge den grufulde armerede beton-mastodont af en bunker i stumper og stykker efter krigen.img_0384Vi lykkedes ikke med at skaffe os af med Tirpitz i Blåvand i efterkrigstiden.

Et stykke Danmarkshistorie, som folk på de her kanter har et ganske komplekst forhold til, fordi de fleste vestjyder dengang forholdt sig ‘neutrale’ og gerne arbejdede for tyskerne, da det gav rigtig gode penge.

Og på bizar vis får jeg lyst til at sige gudskelov for, at det aldrig lykkedes at sprænge bunkeren i tusind stykker.

For Tirpitz er et besøg værd i 2017. Og i 2018. Og altid.

Vi har brug for den her slags fysiske, konkrete påmindelser.

Os – der er så heldige, at vi aldrig har oplevet krig.

Det rusker i sjælen at blive konfronteret med de fysiske rester fra 2. Verdenskrig – og det er vigtigt at blive påmindet det faktum, at de europæiske lande engang var i krig med hinanden.

Og som afslutning på dagens krig og alvor, muntrer Regnskabschefen sig med at køre et smut ind forbi Løjtnantskolens triste, nedslidte barakker i Oksbøl.img_0405Her udpeger han sit gamle værelse for pigerne, som har svært ved at forestille sig, at deres Far skulle have været en ung mand, der opholdt sig hér – og at han tilmed skulle have været en soldat i uniform?

Og jeg læner mig tilbage med et smil ved tanken om, at Martin har bedre lokalkendskab og stedsans på mit fødested, end jeg selv har. Det er faktisk ganske hyggeligt.

 

Besøg endelig Tirpitz, når du får chancen for det.

Stedet er virkelig interessant og tankevækkende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Integration og Road Trip

De fremmede fra en fjern, muslimsk Ørkenstat er i fuld gang med at integrere sig i det danske samfund.

Vi bager æbleskiver med kærnemælk og en sjat øl. For det hører til adventen og den nært forestående højtid, siger stammens ældste. Og hende adlyder vi naturligvis med ærbødighed.img_0273Og vi mærker den særlige, danske hygge brede sig i Farmors stue i takt med indtagelsen af varm gløgg og sprøde julesmåkager.img_0284Pigerne er sammen med deres utrolig mange fætre og kusiner – præcist ligesom alle de andre indvandrere fra fjerne himmelstrøg.

Der er tale om en slags midlertidig familiesammenføring i anledning af julen.img_0281Og sammen med en lille, hardcore flok japanske turister, nærstuderer vi den lokale kultur og historie, mens vi fryser helt forfærdeligt. Fordi dér, hvor vi kommer fra, er 20+ grader definitionen på kold vinter.img_0297img_0298img_0299Vi observerer også de lokales adfærd i Slotsarkaderne – som er Hillerøds afdæmpede svar på en souk, hvor der er en butik med det underlige navn Bilka. Og hér lader vi naturligvis børnene kultur-assimilere på bedste vis. Sålænge det er halal.img_0301Som I nok kan fornemme på Mille, så er der dele af den danske kultur, som er fan-fucking-tastic. Såsom klassisk, dansk bland-selv-slik i et udvalg og et størrelsesforhold, der jo er lige til at dåne over.

Og selvom det er tusmørke hele dagen og fugtigkoldt døgnet rundt, så gør vi ligesom alle de andre. Trækker i dunjakken. Køber de sidste julegaver. Hiver huen ned om pande og ører og traver en lang tur for at forbrænde den der superfine kombination af bacon og marcipangris, som jo er hele essensen af dansk jul.

Alt det ovenstående er fjollet.

Vi er ikke fremmede.

Vi kommer ikke andre steder fra end et par små landsbyer uden for hhv. Varde og Hillerød.

Vi er ikke konverteret til Islam eller har ændret vores pæredanske levevis synderligt, bare fordi vi bor i en Ørkenstat langt fra Danmark.

Vi er på et tålt og accepteret arbejdsophold i vores nuværende land – og der er ingen sandsynlighed for at vi nogensinde bliver andet end danske statsborgere med go’e, gamle rødbedepas.

Vi er danskere – født og opvokset med frihed og lighed og retten til at beklage os offentligt over stort og småt – og med chancen for at uddanne os og muligheden for at leve stort set som vi lyster.

Og det er vi i sandhed heldige med.

Der er så ufatteligt mange steder i verden, hvor livet er mærkbart sværere og hårdere end det er i trygge Dannevang.

Men alligevel er der en gran af sandhed i min fjollede beskrivelse af os – de fremmede – i det fortabte fædreland.

Der er en snigende fremmedgørelse, som giver sig til udtryk i små besynderlige oplevelser, følelser og fornemmelser, når vi er ‘hjemme’ i Danmark.

Vores hjemland, som ikke længere føles som 100% hjemme.

Dét må jeg ærligt konstatere efter 7 år i udlandet – og Martin siger, at han oplever det samme.

Jeg føler mig eksempelvis langt mere fremmed i det offentlige rum i Danmark end i Dubai.

Hér kan der være ret langt mellem små samtaler og øjenkontakt – omend jeg fik en arm om taljen på en café forleden og en varm tilkendegivelse fra en mand om, at jeg så uendeligt smuk ud. Og dét tog jeg til mig med et smil.

Men bortset fra café-tilfældet, så er det hver gang mig, der varmer op under ‘folk, jeg ikke kender’ i Danmark. For den mere udadgående (eller ligefremme) adfærd og opførsel har jeg vænnet mig til. Selvfølgelig taler man da lidt med de mennesker, der er lige omkring én i køen eller på legepladsen. Det manglede da bare. Damen i Matas skal jo alligevel stå der og pakke ind hele dagen.

Og interessant nok er det lettere for mig, at få positiv øjenkontakt med en niqabi-klædt kvinde i Dubai, når vi begge løber efter vores balstyriske poder i et shopping mall end det er, at få ditto med en dansk kvinde, der styrter stresset rundt i Bilka. Sorry to say.

Jeg oplever også, hvordan mørket og kulden har en mærkbar indvirkning på humøret – selv efter ganske kort ophold. Det er da komplet drænende, at det er mørkt, når man vågner, tusmørke hele dagen og mørkt igen, før man får lavet eftermiddagskaffen klar. No wonder, at danskerne bliver grå i ansigterne og sjælene af vinter i Danmark. For slet ikke at tale om alle de tørklæder og kleenex og hjemmefutter, der skal indkøbes for ikke at risikere at fryyyyse ihjel.

Jeg tror efterhånden ret meget på, at danskernes sociale adfærd, humør og attitude har en direkte sammenhæng med vejret. Og der skal en anseelig portion fædrelandskærlighed og tætte familiebånd til at få os til at vende snuden ‘hjemad’ i vintermånederne, dét er helt sikkert.

Og så er der alle de små banaliteter, der ingen forskel gør ude i den virkelige verden, men som i mit indre angiver, at jeg ændrer mig.

Som f.eks. når friskbagt leverpostej pludselig er blevet ulækkert.

Eller rugbrødet smager alt for surt.

Når jeg savner en hjælpende hånd med dette og hint, fordi jeg ikke længere er vant til alt det “gør-det-selv”. (Undskyld. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige det højt, men det er intet mindre end røvsygt, at der ingen service eller hjælp er at få nogen steder).

Og når TDC igen-og-igen-og-efter-indbetalt-depositum stadig laver et stort påstyr, hvis vi opfører os som almindelige telekunder og f.eks. vil ændre i abonnementet.

Og når banken igen-og-igen skal modtage dokumentation for min bopæl i udlandet, selvom jeg ikke har en postadresse at angive på samme måde som i Danmark – og i øvrigt har pænt svært ved at fremskaffe nogen form for dokumentation på min tilstedeværelse, når jeg bor i et land, hvor alting står i mandens navn. (Hey ligestilling – du er en eksotisk sag!).

Eller når Mobile-Pay ikke længere vil tillade os at være med på overførsels-snedighederne, fordi vi ikke har en dansk bopælsadresse at linke vores danske konto og danske mobilnummer/simkort til. (Måske er vi hvidvaskende terrorister. Jeg ved det ikke. Og den flinke dame i telefonen er også lidt usikker på det).

Så bliver jeg en kende træt.

Og jeg tænker, at danske virksomheder og myndigheder muligvis tror, at alting fungerer på samme måde alle andre steder i verden. Fordi den danske model jo er noget så smart. Måske ligefrem den smarteste?

Og måske er det én af de største gaver, vi får i tilgift til alle oplevelserne og udfordringerne som danskere bosat i udlandet?

At vi lærer, at livet leves og ting foregår på lige så mange måder, som der er mennesker og kulturer.

At opgaver og problemer kan angribes og løses på forskellig vis – og at det faktisk slet ikke er farligt.

At mennesker muligvis ser forskellige ud på overfladen og taler forskellige sprog og tror på forskellige Guder, men at vi alle er fælles i vores grundsten og grundvilkår som mennesker.

At Danmark ikke nødvendigvis holder De Vise Sten på vegne af resten af verden.

At der i mangfoldigheden, nuancerne og forskellighederne ligger det reneste guld – også kaldet mellem-menneskelig eller interkulturel forståelse.

Det er i smagen, i adfærden, i tankegangen, i nye mønstre og reaktioner, at jeg mærker, at vi er blevet fremmede.

Ikke fremmede for os selv eller for vores familie og venner.

Men fremmede i systemet, i landet, i dets handlemåder, skikke og omgangsformer.

Og det må vi leve med.

Det er os, der har valgt at rejse ud.

Det er os, der må tage konsekvensen.

Men det gør det lidt svært at få lyst til at rejse hjem.

For hvor er hjem, nu?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På flugt

Det er sen aften.

Jeg ligger på udtræksengen med tungtsovende Mille ved min side.

Regnen trommer mod gårdhavens fliser og der er tordenbuldren i det fjerne. Endnu en omgang dansk sommervejr som vi kender det.

I mit indre afspilles en flimrende film af de begivenheder, der er foregået hen over de seneste dage.

Der er lange, beroligende gå- og løbeture langs det fredede område “Korevlerne”, hvor køerne græsser så fredfyldt.img_8145Og vader og bader i Sejerøbugtens indsøer. Se, den fine kalv følge sin mor.img_8146Der er lyng i lilla flor, som summer af bier og andre nektartyve.img_8149Der er det obligatoriske billede af familien foran Sommerland Sjælland.img_8152Hvor vi i ren Englands-nostalgi er nødt til lige at fiske lidt ænder.img_8155Og køre lidt Mini-Cooper.img_8156Der er nedpakning i et sommerhus og en noget mut stemning, fordi det bare aldrig er morsomt at skulle sige farvel til denne her del af sommerferien – hverken for Farmor eller os.

Der er en færge, som troligt sejler os fra det lille leje i Rørvig og ind til Hundested, hvorfra bilerne triller langsomt afsted ad hovedvejen, selvom vi helst havde været fri og helst var fortsat med at hygge os i sommerhuset.img_8147Der er Faster D med favnen fuld af flødeboller efter arbejdstid. Og Emma, der bader plagende hoppe-børn. Kusiner og fætre, der går ind over dørtærsklen igen og igen i Farmors hus.

Der er søde Priya og Jens, der gavmildt har fyldt bordet med lækker indisk mad, som vi over-spiser, mens vi opdaterer hinanden om alt dét, der er sket siden sidst.

Der er gaveindkøb på speed i Slotsarkaderne.

Og Familien A, som gensynskrammer og forærer Martin en ægte vennegave, mens vi drikker kaffe og spiser kage og taler om heste, jordbrug og fremtidsplaner og en masse andre, vigtige ting.

Der er en bil, der drøner mod Roskilde.

Der er en anden bil, der drøner tilbage til hotellet efter en glemt kobberbryllupsgave, fordi hovederne efterhånden er lidt rundforvirrede af praktik og aftaler, der skal klares og holdes.

Der er en stolt og tindrende glad mand, som åbner festen med at fortælle sin kone, hvor meget han elsker og beundrer hende for alle hendes fantastiske kvaliteter og evner i livet.

Og vi forstår ham så godt.

Hun er i sandhed et dejligt menneske.

Der er en rørt og smuk kobberbrud, som fortæller hele den sammenstimlede kreds af festklædte venner og familiemedlemmer, hvor stolt hun er af den mand, som hun i al hemmelighed giftede sig med for 12.5 år siden.

Og vi forstår hende så godt.

Han er i sandhed et dejligt menneske.

Og sammen har de skabt 3 fine børn og et godt familieliv.

Og så tørrer vi øjnene. Igen.

Bordet er dækket på fineste manér med sensommerens georginer i høstfarver. Maden er delikat og velsmagende. Vinene perfekt afstemt.

Vi ler, spiser, taler, skåler og hilser på dejlige mennesker, vi ikke har set i flere år.

Vi danser.

Drikker granatæble-shots og aperol-spritz.

Vi danser noget mere.

Og drikker noget mere, før vi pludselig spiser natmadsgris og ender på bagsædet af en patruljevogn, der på fornemste vis kører os retur til hotellet.

Man kan kun elske den danske politistyrke. Husk det, når I får brug for deres hjælp.

Der er fulde nattekys og tidligt-morgen-bruse-bad.

E45 mod Kolding.

E20 mod Esbjerg.

Vestjysk landbrugsjord så langt øjet rækker og endnu en portion silende sommerregn.

For enden af det hele står Moster L med åbne arme og fylder 40 i mit indre og 50 i virkeligheden.

Og en stor, vestjysk familie stimler sammen og hilser så glade på os, mens de gerne vil høre, hvordan det hele nu går for sig i Mellemøsten.

Der er billeder på min mobil af to børn, der leger og tegner T-shirts hos Farmor.

Der er stik af savn. Selvom børnepause er tiltrængt.

Vi indtager den flotteste vestjyske buffet, hvor alting er 100% hjemmelavet og efterfølges af et ligeså hjemmebagt (is)kagebord.

Jeg aner ikke, hvordan mine familiemedlemmer klarer og overkommer alt det, de gør på imponerende vis. Der er køkken-overskud på alle hylder og bly violer i salaterne.

Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke når dem til sokkeholderne i husmorskab. For et eller andet vestjysk gen blev aldrig overført til mig, således at jeg nu i den høje alder af knapt 39 aldrig har syltet mine egne rødbeder. Til ingens fortrydelse, i øvrigt – for vi spiser da bare min Mors.

Og ligeså hurtigt, vi kom drønende ned ad grusvejen til én af familiens fødegårde, ligeså hurtigt drøner vi den anden vej.

Med svidende savn i hjertet, der langsomt går i stykker over, at der nu – igen – er mindst 4 måneder til kys og kram med Baby A og Jo og Moster-Søster og Mormor og Moster og…og…

Jeg lukker øjnene. Det er det nemmeste i den situation. At fortrænge.

Og med Martins insisterende fod på speederen, rammer vi Farmors Hus i Den Store Skov sen aften.

Mille hopper op og ned i gensynsglæde og Cille viser os tryllekunster.

Alt ånder fred og idyl, lige indtil i morgen.

For der er det mandag, og der er nye planer og nye søde mennesker, som skal besøges og hilses på.

Det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter….

Og Regnskabschefen siger dét, jeg har hørt ham sige så mange gange under ferier i Danmark:

“Tine, jeg føler, at jeg er på flugt”. 

På flugt fra noget hyggeligt, dejligt og sjovt. Til noget andet hyggeligt, dejligt og sjovt.

Det er dét, der er udfordringen.

Ikke at ville gå glip af at hilse på søde mennesker, når nu vi endelig er i landet.

Og jeg tror, at vi alle trænger til ferie efter denne her ferie. Eller i det mindste en stille omgang hverdagstrummerum.

Kender I det?img_8151

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Farvel – for en stund

Mille lykkedes ikke med at få ‘en nat med Hr. M’, som hun så saligt foreslog forleden, fordi hun godt lige kunne spise hans mad igen.

Hr. M er også nykåret verdensmester i disciplinen frisk pasta, så hvem vil ikke gerne ‘ha’ en nat’ med ham?

Til gengæld lykkes Martin og jeg med at få en morgen med Hr. M.img_7576En forunderlig blikstille morgen, hvor hav og horisont går ud i ét.img_7575Vi lægger os ud for Atlantis og spiser morgenmad.

Der er ikke engang brug for ankeret, så vindstille er her.img_7574Der er 35-37 grader her kl. 8 om morgenen, så det varer ikke længe, før vi svømmer rundt, mens vi betragter stimer af sølvglimtende fisk, der springer i havoverfladen.img_7577Efter et par times havbad og hyggesnak sejler vi om for at se hvordan det står til med konstruktionen af Dubai’s “London Eye”.img_7581I baggrunden bygges et stort shoppingcenter på en kunstig halvø, hvortil der skal være en gangbro inde fra Dubai Marina og The Walk – Jumeirah Beach Residence.

Det bliver helt sikkert et skønt område, når det står færdigt – for både turister og fastliggere.img_7582Da vi sejler retur mod Palm Jumeirah’s bådehavn, tænker jeg, at det her er da den dejligste måde at sige farvel til Dubai på – for en stund.img_7573I morgen tidlig flyver Emirates os nemlig til Dronningeriget, mens Martin bliver her og arbejder sin revisor-popo af i forsøget på at nå diverse stramme deadlines før velfortjent sommerferie i august.

Vi skal op til alt det regnvejr, vi ikke får her, hvor termometret sniger sig op på svedige 47 grader om eftermiddagen.img_7590Og pigerne er godt klar over, at de skal undvære deres Far i tre uger. Hvilket ikke er helt nemt.img_7591Så der tvangskysses og leges intensivt.img_7594img_7596Godt nok er 3 uger en halvering af den tid, vi “plejer” at undvære Martin om sommeren, men det gør ikke afskeden nemmere lige nu.

Vi er Far-hængere.

Hele pigebanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyresedlen

Firmaets Mand hæver glasset mod mig og mit allestedsnærværende kamera. fullsizerenderVi skåler for noget så absurd som en fyreseddel.

For hvad gør man ellers i dén situation?

Går op og lægger sig som Maude Varnæs med migræne?

Det er første gang, at Martin modtager en fyreseddel i sit arbejdsliv, så det er fair nok at sige, at situationen er lidt uvant for ham.

“Jeg ved sgu’ snart ikke hvad der var det særeste idag. At modtage min egen fyreseddel eller at uddele 35 fyresedler?”, siger han og fortsætter: “Langt de fleste af mine ansatte kom forbi og takkede mig, som om der er noget at takke for, når jeg har langet fyresedler ud til dem? Men det gjorde de altså”.

Heldigvis er Martins fyreseddel selvvalgt – forstået på dén måde, at han har takket nej til det jobtilbud, som tyskerne kom med i starten af fusionsprocessen.

Og i takt med at det chilenske saftevand glider ned og har den ønskede effekt, bliver vi enige om, at det giver mere mening at fejre den beslutning, han har taget – og at vi hellere vil skåle for fremtidige chancer og muligheder, der vil åbenbare sig, hvis vi lader Universet arbejde for os – end at begræde, at ét arbejdseventyr har fået påsat sidste salgsdato.

For selvom denne beslutning på ingen måde er kommet let til Martin, så er den taget i 100% integritet med både fornuft og følelser – og dét er det allervigtigste.

Så:

Indtil 30. juni 2018 vil Martin fortsat arbejde med den økonomiske integration af de to shippingfirmaer – og med lukningen af de (arabiske) regnskabssystemer, afstemninger og opgørelser, som ikke skal fortsætte i den nye konstellation.

Herefter ved vi ikke hvad der skal ske, men vi vil gerne blive i Ørkenstaten, som (på langt de fleste områder) er helt perfekt til afslappet og behageligt børnefamilieliv.hll_uasc(photo credit: www.shippingobserver.com)

Jep.

It is what it is.

Og det er med at nyde hele turen rundt i loop’et – for det vil uvægerligt komme til at føles som noget af en rutschebanetur.

Det slår altid store revner i en families økonomiske fundament, når den primære indtægt forsvinder.

Ingen tvivl om dét.

Men endnu mere sårbar er situationen, når den sekundære indtægt enten er ikke-eksisterende eller så begrænset, at den knapt dækker supermarkedsregningerne på månedlig basis.

Og hér er livet i en Ørkenstat pludselig ikke længere så sødt og charmerende.

For leveomkostningerne er seriøst høje.

Visum og opholdstilladelse gives kun til immigranter i fast job, medmindre man selv begynder at sponsorere forbrugsfesten ved at oprette et selskab og opnå tilladelserne herigennem.

Sundhedsforsikringen er hundedyr og bestemt ikke noget, man ønsker sig at betale af egen lomme. Og da slet ikke noget, man ønsker sig at undvære, hvis uheldet er ude…

Der skal tænkes og granskes lidt i det kommende år.

Og mens vi spiser færdig, begynder jeg at grine over det absurde i situationen.

Hér sidder Martin – med det tunge ansvar for familiens tålte ophold i en Ørkenstat og for vores økonomiske ve og vel, mens jeg….ja – hvad er det nu egentlig jeg laver for tiden?

Trylledej, er svaret.img_7465Jeg laver fucking trylledej. Kaniner og mus, mestendels.img_7475Vores ægteskabsroller er til stadighed klemt ned i en himmelråbende, gammeldags 1960’er-skabelon, som vi heldigvis er blevet ret gode til at grine af, når tingene spidser til.img_7480Udfordringer med at få godkendt halvårsregnskab af både tyske og arabiske revisorer

versus

Kogning af modellervoks og bagning af trylledej med to temperamentsfulde trunter on the rocks

Der er en hel, absurd verden til forskel…

And the struggle is real 🙂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet