Nyt om jobsituationen

Ham her….Der står og gemmer sig bag dørkarmen ind til et nødtørftigt tekøkken har……[indsæt selv trommehvirvel]…fået nyt job!

Den dygtige mand.

Jeg er så pissestolt af ham❤

Det endte med en lang række samtaler og korrespondancer henover julen.

Igen.

Præcist som da han takkede ja til jobbet hos UASC for 5 år siden.

Det giver nogle ret nervepirrende juledage, må man sige.

Denne gang endte Martin i en priviligeret position, hvor han kunne vælge mellem to seriøst gode jobtilbud.

Det ene var en stilling som regnskabschef i et stort logistikfirma i Dubai – svenskledet, sobert og redeligt – og absolut det sikre valg med fika, pensionsordning og pæn aflønning. Her ville han kunne træde ind over dørtærsklen og samle arbejdsopgaverne op fra dag ét.

Snuden i dét spor, han er gået ad i godt og vel 20 år, kunne man måske beskrive det som.

Og så var der det andet.

En 100% start-up-virksomhed, hvor Martin var tiltænkt rollen som CEO. Virksomheden er et selvstændigt Dubai-selskab under et dansk selskab, og kontoret ligger i Dubai Internet City, hvor en masse IT-virksomheder, konsulenthuse og træningsfaciliteter er samlet – 5 km. fra vores hjem, lige ud for Palm Jumeirah.Det har krævet en seriøs sjæle-vandring for Martin at tage denne her beslutning.

Han har valgt med hjertet, selvom der også har været gang i en hel række Excel-ark for at lave beregninger på vores økonomi og umiddelbare fremtidssikring i en Ørkenstat, hvor alting koster rigtigt mange penge.

Hjertet hoppede bare i brystet, når han tænkte på start-up-virksomheden.

Af spænding over muligheden for at prøve noget helt nyt.

Det er jo ikke hver dag, man får en chance for at gøre noget fundamentalt anderledes i ens arbejdsliv.

Så nu springer han ud i det.

Fuldt ud.Der er så mange ubekendte i denne her ligning, at vi under ingen omstændigheder kan udregne, om det kommer til at gå godt. Hvis det gør det, er lykken gjort. Hvis det ikke gør det, står vi i en træls situation om et år eller halvandet. Men hvem ved, hvad fremtiden bringer, anyway?

“Hvo intet vover, intet vinder”, tænker jeg, da jeg træder ud af kontorbygningen, efter at have besøgt ham for første gang her til formiddag.Det kræver gåpåmod, energi, tålmodighed, overblik, sindsro og styrke at gå ind i et helt ukendt land.

Og Martin har valgt at gøre det. Det er modigt – og helt vildt sejt, synes jeg ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2019

Pludselig vinker vi farvel til 2018.

Et hårdt og underligt år med mange første-gangs-oplevelser.Men også et år, der for vores vedkommende har budt på et hjem.

Et rigtigt hjem.

For første gang i 9 år har vi igen foden under eget bord – og uanset hvor besværlig og irriterende ombygningsprocessen har været, så er det ubeskriveligt dejligt at træde ind ad døren og føle sig helt hjemme.Hjemmebane er vi virkelig også på her hos Familien V på årets sidste dag.

Pigerne holder alle de danske nytårstraditioner i hævd.

De forsøger at lytte efter Dronningens tale.

De tæller og hopper ned fra sofaen ved midnat.

De kaster med knaldperler og løber omkring i mørket med maxi-stjernekastere.Og jeg finder den smukkeste vinterrose langs husmuren. I min yndlingsfarve.Dét tager jeg som et tegn for 2019. At året kommer til at kræve en vis portion tyrkertro på egne evner, ihærdighed og stædighed for ikke kun at overleve eller leve – men samtidig at blomstre.

Og tyrkertro kan der blive akut behov for. Ikke kun på den allerførste dag i et spritnyt år, der starter ud med et isnende stormvejr, som får raketterne til at flyve skævt henover himlen. Der vil blive brug for at insistere, afvente, skubbe forsigtigt fremad, vente lidt igen, trække vejret dybt ned i maven og stædigt forfølge drømmene.

For der er intet nyt under solen. Den har i øvrigt også har gemt sig for mig under hele juleferien i Danmark.

Martin er fortsat jobsøgende. Og dén der med, at det forhåbentlig ikke tager mere end 4-6 måneder at finde et nyt, godt job – dén kan vi skyde en hvid pind efter. Det tager – som altid – betydeligt længere end tålmodigheden egentlig er til.Det arabiske jobmarked er uforudsigeligt og jeg har lært, at de store ting i livet aldrig kan forceres.

Vi må vente tålmodigt på afklaring og forløsning.

Ingen krystalkugler at titte ind i, ingen åbenbaringer eller forudsigelser her på falderebet.

Men selvom vi ind i mellem løber i cirkler og famler i mørke, så er der alligevel så megen lys, lyst, glæde og leg, der skubber bekymringer og tanker bort.Vi er så pisseheldige med at have hinanden, Martin og jeg – og de rødhårede apparater, som vi har tilsammen.

Og så er der den store bunke mennesker, som omgiver os og vælger at tilbringe deres tid sammen med os, når vi er i Danmark.Dem er jeg taknemmelig for hér på kanten af et nyt år.For vi aner ikke hvad 2019 vil bringe.

Vi håber på stabilitet i form af et godt arbejde til Martin, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores dejlige liv i Ørkenstaten.

Det taler vi med familie og venner om her i juleferien.Det er jo klart, at folk spørger.

Om hvad der mon skal ske?

Om der mon allerede er sket noget?

Om vi har idéer til, hvad vi vil gøre, hvis der ikke sker noget?

Og jeg forstår dem.

Vi har faktisk de samme spørgsmål.

Til os selv.

Og ingen reelle svar.

Dét gør samtalerne lidt anstrengende. Som om der opstår en form for hudløshed eller sårbarhed i processen, når de samme spørgsmål bliver stillet igen og igen. For de er jo umulige at besvare ordentligt.

Uvisheden er åbenlys.

Mange gange er det lettere at undgå samtalerne og aftalerne denne juleferie. Ikke at vi gemmer os, men det føles lidt anstrengende.

Alle, der har oplevet at være arbejdsløse ved præcist, hvad jeg forsøger at sige.2019 bliver i sandhed et puslespils-år for os.

Hvor brikkerne forhåbentlig vil passe sammen og gå op i en højere enhed, selvom kompleksiteten absolut ikke bliver mindre af, at vi har bosat os langt fra det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, der er spændt ud over Danmark og danskerne.

Men hvis vi tænker os om, gør vores bedste og giver den alt, hvad vi har i os, så burde der da være en masse godt i vente ❤️.

Jeg ønsker dig et spændende og udfordrende 2019 med masser af glæder og oplevelser 🥂🎊

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Not all fun and games

Og mens det ser ud til, at alting kører som smurt i en dekadent blanding af smør og foie gras med Babettes Gæstebud mig hér og 40-års Friday Brunch mig dér, så er vores liv jo hverken mere eller mindre “fun and games” end alle andres.

Vi spiser godt nok ikke leverpostejsmadder eller cykler i regnvejr i en Ørkenstat, men jeg siger dig, at det kan sagtens blive både gråvejr og mandag morgen alligevel.

Der er for eksempel det helt åbenlyse pres på Martin for at finde et nyt job.

Min lærerløn er jo lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen – og det er i sig selv en udfordring at føle, at jeg bidrager helt og fuldt i hverdagen, men kun med en tiende del af familiens indkomst. Dén problematik fortjener vist sin helt egen fortælling en anden dag.

Martin har været aktivt jobsøgende, siden vi kom retur fra sommerferien i Danmark.

I virkelighedens kronologiske tidsmåling er der således tale om 2 måneder.

I det indre livs kaotiske tidsmåling føles det helt anderledes.

Det ene øjeblik er det bare om at nyde (fri)tiden, som måske aldrig kommer igen – og i det næste øjeblik går det hele for langsomt og hvad fanden er der i vejen på det der træge, arabiske jobmarked?

At være jobsøgende er i sandhed ikke den sjoveste situation at stå i.

Det er en balancegang og en mental prøvelse hver eneste dag.

Martin har aldrig prøvet det før, fordi han er gået direkte fra job til job. Jeg har nærmest heller ingen erfaring med at være jobsøgende, men jeg har stor erfaring med at være uden for jobmarkedet som hjemmegående husmor.

Det kræver nerver af stål og en tyrkertro på egne evner og erfaring, når man bliver sat uden for døren.

Også når det er selvvalgt.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det føles så langt fra en badeferie som man overhovedet kan komme, selvom der hverken er deadlines eller deliverables som på en arbejdsplads. I stedet skal man navigere efter ens intuition og lave opsøgende arbejde på nettet og i netværk.

Der er gode og dårlige dage.

Der er sjove dage med følelsen af frihed og det går sgu’ nok alt sammen – og der er dage, hvor tiden står stille og der ikke er andet for end at højne moralen med en gåtur og en lydbog i ørerne.

Der er dage med opkald.

Der er dage med afslag.

Midt i det hele må jeg hanke op i mig selv, for det nytter jo intet, at jeg er den, der går i panik fuldstændig præmaturt.

For det går jo nok alt sammen.

Det siger min erfaring og min fornuft mig.

Der er en eller anden større plan med tingene, som hverken jeg eller Martin kan styre alligevel. Og dét, der skal være, vil blive – og dét, der ikke skal være, vil ikke blive.

Det vigtigste er, at vi står sammen og er sammen som familie.

Uvisheden er et livsvilkår for alle mennesker, men for expats er det som om uvisheden bliver forstørret op og griber ind i alle livsområder for både børn og voksne.

Vi kan risikere at miste alting på én gang – vores hus, skole, hjemby, vennekreds osv. – hvis vi ikke formår at finde en primær indtægtskilde til at fortsætte vores ellers så komfortable livsstil under fjerne himmelstrøg.

Og selvom der kan være alvorlige økonomiske konsekvenser ved at miste jobbet i Danmark, så er det heldigvis sjældent sådan, at man samtidig mister vennerne, børnenes dagsinstitution, skole, hjemby osv.

Det er en af bagsiderne ved udlandslivet; at vi må øve tolerancetærsklen for usikkerhed og acceptere, at der er alt at miste, men også alt at vinde.

Og som med alle andre skyggesider i livet, så er der samtidigt noget forfærdeligt dragende og vanedannende ved dem. Noget, vi ikke vil give slip på, fordi livet føles levende på denne måde – og i vores tilfælde er det de vilde, følelsesmæssige rutsjeture og oplevelser i udlandslivet, som vi vil kæmpe med næb og kløer for at bevare.

Jeg elsker ihvertfald livet her i det moderne Mellemøsten.

Mest af alt fordi vi har en dejlig hverdag.

Og det er jo hverdagen, man skal holde mest af, som Dan Turèll, så smukt beskriver det.

“Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Snip, Snap, Snude – nu er historien ude….

Det er torsdag i en fjern og varm Ørkenstat.

Torsdag er vores fredag.

Og i dag, hvor vi måske i virkeligheden burde drikke gravøl, bliver det kun til et enkelt glas hvidvin, fordi jeg kan mærke, hvordan ganske få dråber rister min trætte, overgearede hjerne, der trænger til fred og ro.

Det er ikke fordi jeg skal beklage mig. At have travlt er kun en god ting. Der bliver virkelig ryddet op i skolen, hér før vi skal pakke alting ned; der er afholdt skole-hjem-samtaler; de sidste læse- og staveprøver er gennemført; jeg skriver report cards på livet løs og forbereder lektioner til den allersidste uge i skoleåret 2017/18.

Men i dag er den besynderligste dag.

For Martin, især.

Det er hans sidste dag i det arabiske verdensfirma turned German, og han har i den seneste uge holdt afskedsfrokoster og haft et rend af mennesker på sit kontor, som gerne vil sige farvel til Mr. Martin. Mennesker, som han har delt de sidste 4 år med. Nogle gange på bølgelængde og andre gange ude på dybt vand. Og netop når bølgerne går højt, stimler folk sammen og skaber det stærkeste fællesskab. Det er sådan ét, Martin og en masse andre nu forlader. En arbejds-familie på nippet til at splittes i atomer, fordi firmaet går fra at være et hovedkontor til et begrænset regionskontor.

Men gravøl drikker vi alligevel ikke. For selvom det er tungt, og der er blevet tørret en hel del våde øjne på kontoret i de seneste dage, så kom afslutningen jo ikke som en overraskelse, men snarere som konsekvensen af en beslutning og en ny aftale, der blev indgået for et år siden.

Nu står vi så her – og siger “snip, snap, snude, nu er historien ude”, mens vi sender håbefulde røgsignaler ud i universet med inderlige ønsker om at der “tip, tap, tønde, snart er en ny (job)historie, der kan begynde”.

Og Mille har – som familiens garant for den gode stemning – sørget for en lille trøstegave til sin Far i dagens anledning. En stress-bold til hjemmekontoret. Fundet på værelset og pakket sirligt ind af Maricel.Men før hjemmekontoret sættes op, er der en sommerferie i Danmark, der venter lige ude i horisonten.

Jeg kan nærmest dufte den…sommeren i Danmark…sammen med alle de dejlige mennesker, vi holder så meget af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet