• ···

Jeg har fået en idé!

“Call me. Jeg har fået en idé!”

Beskeden ligger på min mobil for et par uger siden.

Den kommer i kølvandet på en halvlunken samtale i ægteskabet, som forløber nogenlunde sådan her:

“Skat?”, prøver jeg.

“Hm..” er det fraværende svar. Der er et excelark på tværs.

“Ved du hvad? Jeg har fået en idé. Vi kunne besøge Beirut under Eid Al Fitr. Priserne er så meget bedre end Oman og Jordan – og det ser ud til at være den fedeste by”, forsøger jeg med overbevisning i stemmen og en et hotelforslag klar på booking.com.

“Beirut, siger du?”

“Hvad er det lige præcist du vil i Libanon?”

“Se på det franske kvarter. Spise dejlig mad. Gå på opdagelse i de gamle bydele. Der er gamle ruiner. Grønne parker. Og fed graffiti. Drikke vin på en café. Nyde havet. Temperaturen er perfekt lige nu”.

Jeg kan godt mærke, at dén køber han ikke.

“Hm..” er det fraværende svar efter at have set på mit booking.com-forslag i et splitsekund.

Men nu har han fået en idé.

En genial idé, når nu han selv skal sige det.

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, da vi nærmer os the one and only. 

Burj Al Arab.img_6985Dubai’s ikoniske vartegn af et hotel, som har tildelt sig selv 7 stjerner og benytter sig af sloganet The World’s Most Luxurious Hotel.

Et must-stay i Ørkenstaten – hvis man tager spendérbuksen på og ja-hatten trykkes godt ned om ørerne.

“Den ligner en enormous lemon slice”, ler pigerne på bagsædet, da Farmands bus triller op foran hotellet.

Pigerne er svært tilfredse med at transporttiden på deres Eid-ferie er knapt 10 minutter.img_6986“Wauw”, udbryder de begge, da vi kommer indendøre og de ser op på det første festlige springvand i foyeren.img_6989img_6990img_6991Der er guld og rindende vand, farverige fisk, diamanter og glimmer i en sådan grad, at det er svært at koncentrere sig om at følge med op på 22. etage, hvor check-in bliver klaret hos etagens butler, mens de modige af os titter ud over kanten.img_7016Den opulente og dekadente stil fortsætter ind i suiten.img_7009Hvor pigerne lidt efter modtager røde roser og chokoladekage. Betuttede, for én gangs skyld.img_7013Og chefen finder sig til rette bag mahogniskrivebordet.img_7007Suiten er i 2 etager.

Der findes kun suiter i 2 etager på hotellet.

Samtlige med havudsigt.

Vi er i den mindste type suite, men der er mere end god plads.img_7006img_7004Og vi finder et kæmpespejl over dobbeltsengen. Til Martins udsøgte fornøjelse.img_6998img_6995På badeværelset venter der guldvandhaner og Hermès-produkter ad libitum.img_6993Jeg tror pludselig godt, at jeg kan vænne mig til at bo i en 2-etages suite med butler.

Omgivelserne indbyder ligesom til det.

Der er så meget araber-schwung og udsøgt kvalitet over hele linjen, at det ikke bare virker overbevisende.

Det virker nu helt naturligt og selvfølgeligt.

Og det er heri den fundamentale, udefinerbare, subtile forskel ligger mellem The Burj og raden af luksushoteller, der prøver at “gøre sig fine” – med større eller mindre held.img_7017Burj Al Arab er så helt og aldeles autentisk midt i dets fake-venetianske, hjælpeløst prætentiøse arabiske décor gone wrong.

Jeg er solgt.

Det er de tre andre også.img_7018

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Iftar og Ramadangaver

Ramadanen er gået ind i dens 2. uge.

Første uges fine nymåne er nu blevet halvfuld.img_6713Og jeg lever på ingen måde op til min idé om at faste to gange ugentligt. Det var vist en kende ambitiøst at forestille sig, at Fru Madglad skulle kunne overholde det, når der er festligheder galore.

Men mindre kan vel også gøre det?

Muslimerne er dedikerede mennesker, kan jeg konstatere, mens vi andre fjoller rundt og nyder godt af de kortere arbejdsdage og mængden af festlige anledninger.

Men én gang om ugen faster jeg – og har gjort det i nogle måneder efterhånden.

Jeg gør det på min egen måde, og den er ganske simpel: Efter aftensmåltidet kl. 18-19 får jeg ikke mad igen før næste aftensmåltid ved samme tid. Med andre ord har jeg mellem 22 og 24 timer uden mad. Det skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet, hvis man gør det konsistent. Idéen har jeg fået fra søde Fru K i Danmark, som er full-on dedikeret til projektet.

Muslimerne gør det lidt anderledes. De spiser suhour (et måltid lige før solopgang) og faster derfor omkring 17-18 timer i Dubai – helt uden vådt eller tørt.

Til gengæld for manglende suhour, har jeg valgt, at jeg må drikke vand, danskvand, te og sort kaffe undervejs – for jeg kan ikke forestille mig at skulle (over)leve i 40+ grader og udføre mine arbejdsopgaver uden væske.

Muslimerne gør det hver eneste dag.

Don’t know how they do it…

Vores skole har valgt en flertalspolitik i forhold til Ramadanen, idet langt størstedelen af eleverne er ikke-fastende – med cirka 1-2 fastende elever per klasse (og kun i de ældre årgange, da helt små børn slet ikke må deltage i fasten).

Lærerne må således drikke og spise på lærerværelset og i deres klasseværelser. Eleverne bliver i klasseværelserne med deres madpakker eller går ned i kantinen for at købe dagens ret, og de fastende elever og lærere er blevet opfordret til at opholde sig i bederummet i pauserne, så de ikke skal se på og lugte til mad, når de ikke kan få noget selv.

Det lyder muligvis som lidt af en lukket eller begrænset fest, men Ramadanen er vitterlig en måned lang fest. Faktisk festligere end den kristne julemåned, hvis jeg skal være ærlig.img_6731Forældre-gruppen har pyntet smukt op over alt på skolen med stjerneranker, halvmåner, lygter og lyskæder.

Og børnene får fine gaver af mange omgange.

Som f.eks. her, hvor de muslimske forældre har samlet penge ind og givet hver elev i Primary School en gave. Et sødt kamel-krus til Cille – og så har hun selv lavet Ramadan-kort i arabisktimen.img_6730Mille modtager en stor bøtte med modellervoks, hvilket er en perfekt eftermiddagsaktivitet her i varmen, der gør det umuligt at lege udenfor.img_6732Og forleden er vi inviteret til den årlige iftar med Martins arbejde, så jeg ser mit snit til at tage det seneste indkøb i brug. En kaftan eller kimono, om man vil. img_6757Det er comme il faut at være tækkeligt klædt under Ramadanen – og make-up bør være diskret. Det bliver bestemt ikke overholdt af alle, men sådan er der jo så mange forskrifter og regler, der bliver gradbøjede afhængig af temperament.

Vi er omkring 800 ansatte samlet til iftar i et stort selskabslokale på Grand Hyatt i det nordlige Dubai.img_6746Marketing-afdelingen har endda fået sat et midlertidigt Better United slogan op og af uvisse årsager valgt orange som ny fælles-fodslags-farve, nu hvor fusionen mellem Hapag-Lloyd og UASC endelig er en realitet.,

De fleste af de tilstedeværende er UASC-ansatte, men der er også dukket nogle stykker op fra Hapag-Lloyds hovedkontor i Hamborg.

Alle er glade og i festhumør, hvilket egentlig er ret imponerende, når man tænker på, at rigtig mange af de tilstedeværende står over for at skulle til samtale i næste uge om et begrænset antal stillinger i det nye regionskontor.

Rigtig mange af de ansatte er fastende, så lokalet summer helt af utålmodige sjæle, der glæder sig til en bid pitabrød med mørt lammekød og cremet hummus til.img_6747Folk strømmer ind og ud af det store lokale; hilser på kollegaer fra andre afdelinger og letter på lågene i buffetten, så de kan fornemme, hvad de skal se frem til af orientalske lækkerier.img_6748 Til sidst er der blot at vente på iftar-kanonens skud, et par bønner skal afsiges og en dadel indtages, før vi kan gå ombord i den flotte buffet.

Jeg er vild med iftar.

Godt, at der er mange flere at se frem til, før Ramadanen er ovre.

Ramadan Kareem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Halvandet års forlovelse ender ud i….

Et bryllup!

I dag er det breaking news, at den kuldsejlede arabiske prinsesse, United Arab Shipping Company, gifter sig med tyske Herr Hapag Lloyd.

Halvandet år har fusionsaftalen været undervejs, hvilket gør journalistens finally i overskriften til lidt af en elegant underdrivelse.

Hapag-Lloyd finally completes merger with UASC

Det har været 18 virkelig lange måneder for samtlige involverede, der har kæmpet mod og med kulturelle forskelle, misforståelser, inerti og slow-steaming internt i organisationerne (intenderet ordleg til ære for potentielle shipping-nørder, der måtte læse med).

Guderne skal vide, at det ikke er videre nemt at holde gejst og damp oppe, når to så umage mager som arabere og tyskere skal finde sig til rette i et ægteskab, der skal være Quadratisch. Praktisch. Gut for begge parter. Og kast så lige en håndfuld chilenere ind i ligningen fra Hapag Lloyds seneste ægteskab med chilenske CSAV, som jo også har en stemme i debatten.

Men tyskerne går tydeligvis stærkt ind for flerkoneri, sådan som de med et par års mellemrum vælger at finde en ny partner at kurtisere og gifte sig med.

I det seneste og konkrete tilfælde er der dog tale om en grundstødt pige, der er mere end giftemoden, og som har haft stort besvær med at finde en partner.

Det er hvad det er.

Resten af shippingbranchen gør det samme.

Konsolidering og stordriftsfordele FTW.

Og nu er juraen på plads.

Bankaftalerne.

Den nye ledelse er udnævnt.

Forude ligger måneders træning i tyskernes IT-systemer for de udvalgte medarbejdere, som skal fortsætte i organisationen.

De fleste af UASC’s medarbejdere vil blive fritstillet lidt efter lidt. Mange af dem efter +20 år i butikken.

En decideret nedlukning af UASC vil foregå henover de næste måneder.

Men hvad så med Regnskabschefen, tænker du?

Jamen – han blev tilbudt et flot job i den nye organisation, men vi har takket nej af personlige årsager.

Så i de kommende måneder får Martin ansvaret for at lukke det arabiske shippingeventyr ned i finansiel og økonomisk henseende. En rolle med begrænset holdbarhed.

Lidt vemodigt er det, når enden på én historie anes.

Men mon ikke der dukker et nyt skib op på horisonten?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Far i Udlandet og Kundeservice Connie

God morgen fra Ørkenstaten.

Her starter den forlængede weekend med nybagte boller og morgenkaffe på hjemmekontoret, der har været forsømt i en måned.

Opgaverne er varierede og sindsoprivende spændende.img_5832 Der er log-in med SLEM-ID på SKATs hjemmeside, fordi vi skal betale restskat.

Der er fornyelse af Maricels sundhedsforsikring, sådan som myndighederne foreskriver det.

Pigerne og jeg skal have fornyet vores visum med deraf følgende arabisk papirmølle.

Der er sådan cirka 100 mails fra skolen.

Om ting, som skal indleveres til det nye emne. Om forældre-frivillige til læsning, foredrag og udflugter. Om opgaver, der skal laves. Tilladelser, som skal gives. Billeder, som skal tages.

Og pigerne skal indfanges til ufrivillig lektielæsning.

Mille laver mathletics på iPad, som er “dead-boring, fordi man skal trykke to gange’r på den button for at komme videre”. Ungen skulle bare vide, hvordan matematik så ud, da Mor var barn.img_5833Cille laver dansklektier. Der er to læse-let-bøger hver uge plus en række sætninger, der skal dannes med de nye ord fra bøgerne. Hun skriver ‘lektier er dumb’ på papiret – og dér må jeg rette hende. ‘Dum’ har ikke stumt ‘b’ på dansk. Men ellers har hun da fuldstændig ret. img_5834Martins hjemmearbejde er en skønsom blanding af kedelige arbejdsmails og en korrespondance med Connie fra Københavns Lufthavns Kundeservice, som er så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer.


Martin skriver:

Jeg havde ifm. påsken “fornøjelsen” af at bruge Københavns Lufthavn – og efter at have ventet i kø i 45 minutter til paskontrollen, samt benyttet et toilet, der var så snavset og stank så meget af pis, at det gav kvalme (det samme var tilfældet på dametoilettet, som min kone og børn brugte), kom vi til biludlejningen… Denne del af vores ankomst til København har altid virket upåklageligt, men ikke denne gang! Beslutningen om at flytte samtlige biludlejningefirmaer ud af lufthavnsterminalen er simpelthen så ringe, at jeg håber at den ansvarlige er eller vil blive fyret. Den beslutning tilgodeser på ingen måde lufthavnens kunder som mig, der har brug for at leje en bil når vi kommer til landet. Hvordan Københavns Lufthavn kan have ambitioner om at være en lufthavn med international format, bare uden biludlejning, er en gåde.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Tak for din henvendelse til Københavns Lufthavn.
Først og fremmest skal jeg beklage jeres oplevelse ved ankomst til Københavns Lufthavn.
Det er bestemt ikke det vi ønsker for vores kunder. 
Det har desværre været en nødvendighed at flytte biludlejningsselskaberne til nye lokaler grundet de udvidelsesplaner, der på nuværende tidpunkt er i gang i lufthavnen for at øge kapaciteten til 40m passagerer.
Vi har ved flytningen samlet kontorene og udlejningsbilerne således, at der er en sammenhæng med hinanden og for at vi bedre kan hjælpe kunderne, såfremt der skulle opstå problemer med deres bil. 

Vi forstår godt at det kan give nogle udfordringer i starten, indtil man lærer det nye koncept at kende og vi arbejder hårdt på at gøre overgangen så smidig som muligt. Der er gratis terminalbusser, som har øget frekvensen i dagtimerne, så de nu kører hver 10 min, hvilket gerne skulle forkorte ventetiden. 

Mht. til standarden af rengøring, så vil jeg straks videresende din henvendelse til den ansvarlige i rengøringsafdelingen. Din henvendelse vil indgå til videre evaluering af, hvad vi kan gøre bedre for vores passagerer.


Martin skriver:

Kære Connie,

Mange tak for dit svar.

Tillad mig at foreslå, at du tager tre store kufferter, to carry-ons og to børn i alderen 5 og 8 og så prøver, hvor “brugervenligt, du finder det at skulle fra ankomsthallen til jeres nye biludlejningsterminal.

Kufferterne skal veje noget, vel ikke mindre end 20 kilo stykket, og al baggage og begge børn skal med hele vejen. Det er den tur min kone og børn skal tage, når de skal besøge familie og holde ferie i Danmark.

Jeg antager, at andre af jeres kunder der skal besøge Danmark vil finde oplevelsen lige så (lidt) brugervenlig som du vil.

Kan du ikke lade mig vide om du syntes, at det kunden, der er i centrum når du har taget turen?

Du kan også prøve turen som familie og tage en mandlig kollega med, men så skal du lige huske at tilføje en ekstra kuffert og carry-on. Af nylig erfaring kan jeg fortælle dig, at oplevelsen ikke er særlig god. Bare det at skulle have al bagagen ind og ud af jeres “bybusser” og at skulle have bære al bagagen når der ikke er nogle bagagevogne er en udfordring, specielt når man rejser med børn.

Før i tiden sagde vi altid til hinanden, at det godt kan være at immigrationen er underbemandet med lang ventetid til følge og at toiletterne i lufthavnen er så beskidte, at vi ikke kan få vores piger til at benytte dem, men biludlejningen virkede altid simpelt, enkelt og hurtigt. Sidstnævnte har I nu desværre ødelagt.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Jeg kan godt følge dig i din beskrivelse.
Jeg kan desværre ikke gøre andet end videresende din pointe til rette afdeling.


Stakkels Connie fra Kundeservice.

Den her slags syrlige mails må hun få en del af hver dag.

Til gengæld har vi modtaget en taknemmelig mail fra Europcar, der er ligeså lidt begejstrede for den nye løsning som kunderne.


Europcar skriver:

Kære Martin Kaalund,

Tak for at du har taget dig tid til at kontakte lufthavnen. Det sætter vi stor pris på i vores bestræbelser på at få forbedret forholdene.

Næste gang at du skal bruge billeje i Danmark, så må du meget gerne sende dit reservationsnummer til mig, så skal jeg sørge for, at du får en ekstra god bil.

God weekend.


Og sådan er der jo så meget.

Man skal ikke være urimelig over for Connie fra Kundeservice, men når noget er for dårligt, så er en Kaskelothvals ensomme klage-sang jo den eneste mulighed vi har, som kunder i en ringe butik.

Europcar, derimod – har vi aldrig nogensinde haft problemer med og kan varmt anbefale dem, hvis du mangler en lejebil.

Jeg tror desværre ikke på en ændring af biludlejningscirkusset i Kastrup.

Overhovedet.

Men hvis man intet gør, så sker der med statsgaranti ingenting.

Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kagemanden

Regnskabschefen fylder 44 idag.img_5602Pigerne og jeg har haft travlt med at opfinde skøre bortforklaringer og lange søforklaringer efter gaveindkøbene forleden – for er der én ting, de to jordbærhjelme ikke kan, så er det at holde på en hemmelighed.

“Mummy, det er faksis alright at tell’e en lie til Daddy for det er en happy lie som ikke giver tummyache eller make’r mig sad”, proklamerer Cille på bagsædet.

“Jeps. Du har helt ret. Fordi det er en overraskelse og en god ting, vi har forberedt, så må vi faktisk gerne lyve og drille ham lidt”, svarer jeg og er ikke helt sikker på, hvad det her skal ende med.

Men denne gang holder pigerne tæt.

Vi har trukket penge ud af automaten, så Martin ikke har haft mulighed for at se vores transaktioner, og han har derfor intet udgangspunkt for at manipulere med dem til de taler over sig.

Og deres aftalte løgnehistorier bliver fortalt igen og igen, mens de hulker af grin: “Daddy, vi har buy’et dig en baby doll, der kan lave wee og cry’e med rigtige tårer, når man giver den vand at drikke. Sådan en cry baby har du altid ønsket dig, ikke?”, hvorefter de begge vrider sig ved tanken om Farmanden med en ny babydukke i favnen.img_5596I virkeligheden har Cille købt shorts og hørskjorte til ham.img_5601Og Mille har valgt sandaler og badeshorts med solgule koalabjørne på.img_5605Jeg forærer ham en helikoptertur over Dubai.img_5609Det hele passer ham storartet.

Og det gør fødselsdagskagen også.

En tung, tung Godiva-chokoladesag, som er tættere på trøffel og konfekt end brownie.img_5614Cille vælger en Black-Out Chocolate Cake, som i bogstaveligste forstand får det til at sortne for øjnene af hende i et skingrende rent sukkerchok.img_5615Men det er ikke kun Martin, der er dagens kagemand i skysovs.

Maricels søn fylder 11 i dag, så vi har naturligvis lykønsket hende mange gange med sønnens fødselsdag og foræret ham penge til et pænt ur, som han ønsker sig.img_5611Det er møghamrende svært på mærkedage.

Alle mærkedage. Men værst på fødselsdage og Mors Dag.

For hér bliver det for alvor bøjet i neon, at hun har kæmpestore afsavn, fordi hun er nødt til at arbejde hos os i stedet for at være hos sin egen familie.

Tænk, ikke at kunne deltage i hendes eneste søns fødselsdagsfest.

Det skærer mig i hjertet, og jeg siger det til hende, så hun ved, at jeg ved det.

Maricel siger ikke så meget retur.

Hun har let til tårer, men hun takker høfligt for gaven på sønnens vegne – og hun sender mig stolt et par billeder fra hans fest, som jeg gerne må dele med jer, fordi hun synes, at det er spændende og vigtigt at være med til at give et indblik i de afsavn og livsproblematikker, som en husholderske fra fattige kår står i.

Og midt i hendes savn, så rejser vi til Danmark på påskeferie.

Forhåbentlig kan hun nyde friheden og stilheden lidt.

Forhåbentlig får hun kokkereret noget filippinsk mad, mens den danske familie er bortrejst.

Forhåbentlig får hun skype’t i ét væk med sin søn og mand.img_5610Om lidt er kufferterne pakkede.

Troldebørnene sover allerede tungt og glæder sig til at blive vækket midt om natten for at rejse hjem til Farmor og Farfar.

Det gør vi også.

Og hermed lukkes fortællingen om kagemanden, hans kagekone og deres to små teboller.

Vi skal hjem og marineres i en skønsom blanding af billundsk klor og argentinsk rødvin, hvis den slags fåes i bag-in-box?

Der kommer mere om Lalandia på bloggen, når dem med de røde badebilletter er kaldt op af bassinet og sendt retur til ørkenen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet