• ···

På flugt

Det er sen aften.

Jeg ligger på udtræksengen med tungtsovende Mille ved min side.

Regnen trommer mod gårdhavens fliser og der er tordenbuldren i det fjerne. Endnu en omgang dansk sommervejr som vi kender det.

I mit indre afspilles en flimrende film af de begivenheder, der er foregået hen over de seneste dage.

Der er lange, beroligende gå- og løbeture langs det fredede område “Korevlerne”, hvor køerne græsser så fredfyldt.img_8145Og vader og bader i Sejerøbugtens indsøer. Se, den fine kalv følge sin mor.img_8146Der er lyng i lilla flor, som summer af bier og andre nektartyve.img_8149Der er det obligatoriske billede af familien foran Sommerland Sjælland.img_8152Hvor vi i ren Englands-nostalgi er nødt til lige at fiske lidt ænder.img_8155Og køre lidt Mini-Cooper.img_8156Der er nedpakning i et sommerhus og en noget mut stemning, fordi det bare aldrig er morsomt at skulle sige farvel til denne her del af sommerferien – hverken for Farmor eller os.

Der er en færge, som troligt sejler os fra det lille leje i Rørvig og ind til Hundested, hvorfra bilerne triller langsomt afsted ad hovedvejen, selvom vi helst havde været fri og helst var fortsat med at hygge os i sommerhuset.img_8147Der er Faster D med favnen fuld af flødeboller efter arbejdstid. Og Emma, der bader plagende hoppe-børn. Kusiner og fætre, der går ind over dørtærsklen igen og igen i Farmors hus.

Der er søde Priya og Jens, der gavmildt har fyldt bordet med lækker indisk mad, som vi over-spiser, mens vi opdaterer hinanden om alt dét, der er sket siden sidst.

Der er gaveindkøb på speed i Slotsarkaderne.

Og Familien A, som gensynskrammer og forærer Martin en ægte vennegave, mens vi drikker kaffe og spiser kage og taler om heste, jordbrug og fremtidsplaner og en masse andre, vigtige ting.

Der er en bil, der drøner mod Roskilde.

Der er en anden bil, der drøner tilbage til hotellet efter en glemt kobberbryllupsgave, fordi hovederne efterhånden er lidt rundforvirrede af praktik og aftaler, der skal klares og holdes.

Der er en stolt og tindrende glad mand, som åbner festen med at fortælle sin kone, hvor meget han elsker og beundrer hende for alle hendes fantastiske kvaliteter og evner i livet.

Og vi forstår ham så godt.

Hun er i sandhed et dejligt menneske.

Der er en rørt og smuk kobberbrud, som fortæller hele den sammenstimlede kreds af festklædte venner og familiemedlemmer, hvor stolt hun er af den mand, som hun i al hemmelighed giftede sig med for 12.5 år siden.

Og vi forstår hende så godt.

Han er i sandhed et dejligt menneske.

Og sammen har de skabt 3 fine børn og et godt familieliv.

Og så tørrer vi øjnene. Igen.

Bordet er dækket på fineste manér med sensommerens georginer i høstfarver. Maden er delikat og velsmagende. Vinene perfekt afstemt.

Vi ler, spiser, taler, skåler og hilser på dejlige mennesker, vi ikke har set i flere år.

Vi danser.

Drikker granatæble-shots og aperol-spritz.

Vi danser noget mere.

Og drikker noget mere, før vi pludselig spiser natmadsgris og ender på bagsædet af en patruljevogn, der på fornemste vis kører os retur til hotellet.

Man kan kun elske den danske politistyrke. Husk det, når I får brug for deres hjælp.

Der er fulde nattekys og tidligt-morgen-bruse-bad.

E45 mod Kolding.

E20 mod Esbjerg.

Vestjysk landbrugsjord så langt øjet rækker og endnu en portion silende sommerregn.

For enden af det hele står Moster L med åbne arme og fylder 40 i mit indre og 50 i virkeligheden.

Og en stor, vestjysk familie stimler sammen og hilser så glade på os, mens de gerne vil høre, hvordan det hele nu går for sig i Mellemøsten.

Der er billeder på min mobil af to børn, der leger og tegner T-shirts hos Farmor.

Der er stik af savn. Selvom børnepause er tiltrængt.

Vi indtager den flotteste vestjyske buffet, hvor alting er 100% hjemmelavet og efterfølges af et ligeså hjemmebagt (is)kagebord.

Jeg aner ikke, hvordan mine familiemedlemmer klarer og overkommer alt det, de gør på imponerende vis. Der er køkken-overskud på alle hylder og bly violer i salaterne.

Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke når dem til sokkeholderne i husmorskab. For et eller andet vestjysk gen blev aldrig overført til mig, således at jeg nu i den høje alder af knapt 39 aldrig har syltet mine egne rødbeder. Til ingens fortrydelse, i øvrigt – for vi spiser da bare min Mors.

Og ligeså hurtigt, vi kom drønende ned ad grusvejen til én af familiens fødegårde, ligeså hurtigt drøner vi den anden vej.

Med svidende savn i hjertet, der langsomt går i stykker over, at der nu – igen – er mindst 4 måneder til kys og kram med Baby A og Jo og Moster-Søster og Mormor og Moster og…og…

Jeg lukker øjnene. Det er det nemmeste i den situation. At fortrænge.

Og med Martins insisterende fod på speederen, rammer vi Farmors Hus i Den Store Skov sen aften.

Mille hopper op og ned i gensynsglæde og Cille viser os tryllekunster.

Alt ånder fred og idyl, lige indtil i morgen.

For der er det mandag, og der er nye planer og nye søde mennesker, som skal besøges og hilses på.

Det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter….

Og Regnskabschefen siger dét, jeg har hørt ham sige så mange gange under ferier i Danmark:

“Tine, jeg føler, at jeg er på flugt”. 

På flugt fra noget hyggeligt, dejligt og sjovt. Til noget andet hyggeligt, dejligt og sjovt.

Det er dét, der er udfordringen.

Ikke at ville gå glip af at hilse på søde mennesker, når nu vi endelig er i landet.

Og jeg tror, at vi alle trænger til ferie efter denne her ferie. Eller i det mindste en stille omgang hverdagstrummerum.

Kender I det?img_8151

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Farvel – for en stund

Mille lykkedes ikke med at få ‘en nat med Hr. M’, som hun så saligt foreslog forleden, fordi hun godt lige kunne spise hans mad igen.

Hr. M er også nykåret verdensmester i disciplinen frisk pasta, så hvem vil ikke gerne ‘ha’ en nat’ med ham?

Til gengæld lykkes Martin og jeg med at få en morgen med Hr. M.img_7576En forunderlig blikstille morgen, hvor hav og horisont går ud i ét.img_7575Vi lægger os ud for Atlantis og spiser morgenmad.

Der er ikke engang brug for ankeret, så vindstille er her.img_7574Der er 35-37 grader her kl. 8 om morgenen, så det varer ikke længe, før vi svømmer rundt, mens vi betragter stimer af sølvglimtende fisk, der springer i havoverfladen.img_7577Efter et par times havbad og hyggesnak sejler vi om for at se hvordan det står til med konstruktionen af Dubai’s “London Eye”.img_7581I baggrunden bygges et stort shoppingcenter på en kunstig halvø, hvortil der skal være en gangbro inde fra Dubai Marina og The Walk – Jumeirah Beach Residence.

Det bliver helt sikkert et skønt område, når det står færdigt – for både turister og fastliggere.img_7582Da vi sejler retur mod Palm Jumeirah’s bådehavn, tænker jeg, at det her er da den dejligste måde at sige farvel til Dubai på – for en stund.img_7573I morgen tidlig flyver Emirates os nemlig til Dronningeriget, mens Martin bliver her og arbejder sin revisor-popo af i forsøget på at nå diverse stramme deadlines før velfortjent sommerferie i august.

Vi skal op til alt det regnvejr, vi ikke får her, hvor termometret sniger sig op på svedige 47 grader om eftermiddagen.img_7590Og pigerne er godt klar over, at de skal undvære deres Far i tre uger. Hvilket ikke er helt nemt.img_7591Så der tvangskysses og leges intensivt.img_7594img_7596Godt nok er 3 uger en halvering af den tid, vi “plejer” at undvære Martin om sommeren, men det gør ikke afskeden nemmere lige nu.

Vi er Far-hængere.

Hele pigebanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyresedlen

Firmaets Mand hæver glasset mod mig og mit allestedsnærværende kamera. fullsizerenderVi skåler for noget så absurd som en fyreseddel.

For hvad gør man ellers i dén situation?

Går op og lægger sig som Maude Varnæs med migræne?

Det er første gang, at Martin modtager en fyreseddel i sit arbejdsliv, så det er fair nok at sige, at situationen er lidt uvant for ham.

“Jeg ved sgu’ snart ikke hvad der var det særeste idag. At modtage min egen fyreseddel eller at uddele 35 fyresedler?”, siger han og fortsætter: “Langt de fleste af mine ansatte kom forbi og takkede mig, som om der er noget at takke for, når jeg har langet fyresedler ud til dem? Men det gjorde de altså”.

Heldigvis er Martins fyreseddel selvvalgt – forstået på dén måde, at han har takket nej til det jobtilbud, som tyskerne kom med i starten af fusionsprocessen.

Og i takt med at det chilenske saftevand glider ned og har den ønskede effekt, bliver vi enige om, at det giver mere mening at fejre den beslutning, han har taget – og at vi hellere vil skåle for fremtidige chancer og muligheder, der vil åbenbare sig, hvis vi lader Universet arbejde for os – end at begræde, at ét arbejdseventyr har fået påsat sidste salgsdato.

For selvom denne beslutning på ingen måde er kommet let til Martin, så er den taget i 100% integritet med både fornuft og følelser – og dét er det allervigtigste.

Så:

Indtil 30. juni 2018 vil Martin fortsat arbejde med den økonomiske integration af de to shippingfirmaer – og med lukningen af de (arabiske) regnskabssystemer, afstemninger og opgørelser, som ikke skal fortsætte i den nye konstellation.

Herefter ved vi ikke hvad der skal ske, men vi vil gerne blive i Ørkenstaten, som (på langt de fleste områder) er helt perfekt til afslappet og behageligt børnefamilieliv.hll_uasc(photo credit: www.shippingobserver.com)

Jep.

It is what it is.

Og det er med at nyde hele turen rundt i loop’et – for det vil uvægerligt komme til at føles som noget af en rutschebanetur.

Det slår altid store revner i en families økonomiske fundament, når den primære indtægt forsvinder.

Ingen tvivl om dét.

Men endnu mere sårbar er situationen, når den sekundære indtægt enten er ikke-eksisterende eller så begrænset, at den knapt dækker supermarkedsregningerne på månedlig basis.

Og hér er livet i en Ørkenstat pludselig ikke længere så sødt og charmerende.

For leveomkostningerne er seriøst høje.

Visum og opholdstilladelse gives kun til immigranter i fast job, medmindre man selv begynder at sponsorere forbrugsfesten ved at oprette et selskab og opnå tilladelserne herigennem.

Sundhedsforsikringen er hundedyr og bestemt ikke noget, man ønsker sig at betale af egen lomme. Og da slet ikke noget, man ønsker sig at undvære, hvis uheldet er ude…

Der skal tænkes og granskes lidt i det kommende år.

Og mens vi spiser færdig, begynder jeg at grine over det absurde i situationen.

Hér sidder Martin – med det tunge ansvar for familiens tålte ophold i en Ørkenstat og for vores økonomiske ve og vel, mens jeg….ja – hvad er det nu egentlig jeg laver for tiden?

Trylledej, er svaret.img_7465Jeg laver fucking trylledej. Kaniner og mus, mestendels.img_7475Vores ægteskabsroller er til stadighed klemt ned i en himmelråbende, gammeldags 1960’er-skabelon, som vi heldigvis er blevet ret gode til at grine af, når tingene spidser til.img_7480Udfordringer med at få godkendt halvårsregnskab af både tyske og arabiske revisorer

versus

Kogning af modellervoks og bagning af trylledej med to temperamentsfulde trunter on the rocks

Der er en hel, absurd verden til forskel…

And the struggle is real 🙂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jeg har fået en idé!

“Call me. Jeg har fået en idé!”

Beskeden ligger på min mobil for et par uger siden.

Den kommer i kølvandet på en halvlunken samtale i ægteskabet, som forløber nogenlunde sådan her:

“Skat?”, prøver jeg.

“Hm..” er det fraværende svar. Der er et excelark på tværs.

“Ved du hvad? Jeg har fået en idé. Vi kunne besøge Beirut under Eid Al Fitr. Priserne er så meget bedre end Oman og Jordan – og det ser ud til at være den fedeste by”, forsøger jeg med overbevisning i stemmen og en et hotelforslag klar på booking.com.

“Beirut, siger du?”

“Hvad er det lige præcist du vil i Libanon?”

“Se på det franske kvarter. Spise dejlig mad. Gå på opdagelse i de gamle bydele. Der er gamle ruiner. Grønne parker. Og fed graffiti. Drikke vin på en café. Nyde havet. Temperaturen er perfekt lige nu”.

Jeg kan godt mærke, at dén køber han ikke.

“Hm..” er det fraværende svar efter at have set på mit booking.com-forslag i et splitsekund.

Men nu har han fået en idé.

En genial idé, når nu han selv skal sige det.

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, da vi nærmer os the one and only. 

Burj Al Arab.img_6985Dubai’s ikoniske vartegn af et hotel, som har tildelt sig selv 7 stjerner og benytter sig af sloganet The World’s Most Luxurious Hotel.

Et must-stay i Ørkenstaten – hvis man tager spendérbuksen på og ja-hatten trykkes godt ned om ørerne.

“Den ligner en enormous lemon slice”, ler pigerne på bagsædet, da Farmands bus triller op foran hotellet.

Pigerne er svært tilfredse med at transporttiden på deres Eid-ferie er knapt 10 minutter.img_6986“Wauw”, udbryder de begge, da vi kommer indendøre og de ser op på det første festlige springvand i foyeren.img_6989img_6990img_6991Der er guld og rindende vand, farverige fisk, diamanter og glimmer i en sådan grad, at det er svært at koncentrere sig om at følge med op på 22. etage, hvor check-in bliver klaret hos etagens butler, mens de modige af os titter ud over kanten.img_7016Den opulente og dekadente stil fortsætter ind i suiten.img_7009Hvor pigerne lidt efter modtager røde roser og chokoladekage. Betuttede, for én gangs skyld.img_7013Og chefen finder sig til rette bag mahogniskrivebordet.img_7007Suiten er i 2 etager.

Der findes kun suiter i 2 etager på hotellet.

Samtlige med havudsigt.

Vi er i den mindste type suite, men der er mere end god plads.img_7006img_7004Og vi finder et kæmpespejl over dobbeltsengen. Til Martins udsøgte fornøjelse.img_6998img_6995På badeværelset venter der guldvandhaner og Hermès-produkter ad libitum.img_6993Jeg tror pludselig godt, at jeg kan vænne mig til at bo i en 2-etages suite med butler.

Omgivelserne indbyder ligesom til det.

Der er så meget araber-schwung og udsøgt kvalitet over hele linjen, at det ikke bare virker overbevisende.

Det virker nu helt naturligt og selvfølgeligt.

Og det er heri den fundamentale, udefinerbare, subtile forskel ligger mellem The Burj og raden af luksushoteller, der prøver at “gøre sig fine” – med større eller mindre held.img_7017Burj Al Arab er så helt og aldeles autentisk midt i dets fake-venetianske, hjælpeløst prætentiøse arabiske décor gone wrong.

Jeg er solgt.

Det er de tre andre også.img_7018

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Iftar og Ramadangaver

Ramadanen er gået ind i dens 2. uge.

Første uges fine nymåne er nu blevet halvfuld.img_6713Og jeg lever på ingen måde op til min idé om at faste to gange ugentligt. Det var vist en kende ambitiøst at forestille sig, at Fru Madglad skulle kunne overholde det, når der er festligheder galore.

Men mindre kan vel også gøre det?

Muslimerne er dedikerede mennesker, kan jeg konstatere, mens vi andre fjoller rundt og nyder godt af de kortere arbejdsdage og mængden af festlige anledninger.

Men én gang om ugen faster jeg – og har gjort det i nogle måneder efterhånden.

Jeg gør det på min egen måde, og den er ganske simpel: Efter aftensmåltidet kl. 18-19 får jeg ikke mad igen før næste aftensmåltid ved samme tid. Med andre ord har jeg mellem 22 og 24 timer uden mad. Det skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet, hvis man gør det konsistent. Idéen har jeg fået fra søde Fru K i Danmark, som er full-on dedikeret til projektet.

Muslimerne gør det lidt anderledes. De spiser suhour (et måltid lige før solopgang) og faster derfor omkring 17-18 timer i Dubai – helt uden vådt eller tørt.

Til gengæld for manglende suhour, har jeg valgt, at jeg må drikke vand, danskvand, te og sort kaffe undervejs – for jeg kan ikke forestille mig at skulle (over)leve i 40+ grader og udføre mine arbejdsopgaver uden væske.

Muslimerne gør det hver eneste dag.

Don’t know how they do it…

Vores skole har valgt en flertalspolitik i forhold til Ramadanen, idet langt størstedelen af eleverne er ikke-fastende – med cirka 1-2 fastende elever per klasse (og kun i de ældre årgange, da helt små børn slet ikke må deltage i fasten).

Lærerne må således drikke og spise på lærerværelset og i deres klasseværelser. Eleverne bliver i klasseværelserne med deres madpakker eller går ned i kantinen for at købe dagens ret, og de fastende elever og lærere er blevet opfordret til at opholde sig i bederummet i pauserne, så de ikke skal se på og lugte til mad, når de ikke kan få noget selv.

Det lyder muligvis som lidt af en lukket eller begrænset fest, men Ramadanen er vitterlig en måned lang fest. Faktisk festligere end den kristne julemåned, hvis jeg skal være ærlig.img_6731Forældre-gruppen har pyntet smukt op over alt på skolen med stjerneranker, halvmåner, lygter og lyskæder.

Og børnene får fine gaver af mange omgange.

Som f.eks. her, hvor de muslimske forældre har samlet penge ind og givet hver elev i Primary School en gave. Et sødt kamel-krus til Cille – og så har hun selv lavet Ramadan-kort i arabisktimen.img_6730Mille modtager en stor bøtte med modellervoks, hvilket er en perfekt eftermiddagsaktivitet her i varmen, der gør det umuligt at lege udenfor.img_6732Og forleden er vi inviteret til den årlige iftar med Martins arbejde, så jeg ser mit snit til at tage det seneste indkøb i brug. En kaftan eller kimono, om man vil. img_6757Det er comme il faut at være tækkeligt klædt under Ramadanen – og make-up bør være diskret. Det bliver bestemt ikke overholdt af alle, men sådan er der jo så mange forskrifter og regler, der bliver gradbøjede afhængig af temperament.

Vi er omkring 800 ansatte samlet til iftar i et stort selskabslokale på Grand Hyatt i det nordlige Dubai.img_6746Marketing-afdelingen har endda fået sat et midlertidigt Better United slogan op og af uvisse årsager valgt orange som ny fælles-fodslags-farve, nu hvor fusionen mellem Hapag-Lloyd og UASC endelig er en realitet.,

De fleste af de tilstedeværende er UASC-ansatte, men der er også dukket nogle stykker op fra Hapag-Lloyds hovedkontor i Hamborg.

Alle er glade og i festhumør, hvilket egentlig er ret imponerende, når man tænker på, at rigtig mange af de tilstedeværende står over for at skulle til samtale i næste uge om et begrænset antal stillinger i det nye regionskontor.

Rigtig mange af de ansatte er fastende, så lokalet summer helt af utålmodige sjæle, der glæder sig til en bid pitabrød med mørt lammekød og cremet hummus til.img_6747Folk strømmer ind og ud af det store lokale; hilser på kollegaer fra andre afdelinger og letter på lågene i buffetten, så de kan fornemme, hvad de skal se frem til af orientalske lækkerier.img_6748 Til sidst er der blot at vente på iftar-kanonens skud, et par bønner skal afsiges og en dadel indtages, før vi kan gå ombord i den flotte buffet.

Jeg er vild med iftar.

Godt, at der er mange flere at se frem til, før Ramadanen er ovre.

Ramadan Kareem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts