Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvornår kommer du hjem?

Vi savner ham her helt vildt, mens han med garanti har det megasjovt med at stå ned af et eller andet alt-for-vanvittigt-højt bjerg i Schweiz.Og drikke fancy aprés-ski-drinks i en eller anden nydelig schweizisk bar med udsigt over Lucerne-søen.Det er også bare fordi vi ikke længere er vant til at en kvartet kan blive til en trio.

Vi har vænnet os til fuldstændigt symbiotiske tilstande, nu hvor Martin har været hjemmegående og jobsøgende i et halvt års tid. Pludselig er en forretningsrejse noget højst usædvanligt, selvom det jo kun er godt, at han er afsted og møder sine nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Og vi har faktisk haft en skøn weekend i det herlige vintervejr.Med legeaftaler for både mødre og døtre – og gode forhindringsbaner i haven.

Med gyngeture i det fineste, lysegule solskin.Og is-spiseri i græsset.Der er faktisk ikke én eneste ting at beklage sig over, når jeg nu tænker efter.

Selv slim-produktionen bar frugt for ihærdige Cille, der denne gang blandede skolelim, barberskum og bodylotion.I virkeligheden har vi været snydeheldige med Martins arbejdstider, siden pigerne er kommet til verden.

I helt gamle dage – kærestedagene – rejste Martin godt og vel 200 dage om året. Og jeg var vant til det i en sådan grad, at min Svigermor måtte undre sig. Der var vores fællesliv – og så var der mit eget liv. Hvis jeg ventede for meget på Martin, blev savnet ganske enkelt for overvældende. Og jeg har altid været faretruende glad for mit eget selskab uden andres indblanding. Så det fungerede. Helt fint.

Men 7 år senere kom der en kæmpebaby på tværs.

Og de sidste af Martins forretningsrejser før fødslen var et helvede for os begge. Jeg var bange for at blive indlagt eller føde helt uventet – og han var bange for at der skulle ske et eller andet tosset med mig, barnet eller ham selv. Muligvis var det også fordi han fløj rundt i Rusland i små mærkelige indenrigsfly.

Der var ikke andet at gøre end at distancere sig fra kufferterne og lægge rødbedepasset på hylden. Siden Cilles fødsel har Martin haft jobs, der indebærer et minimum af rejseri. Plus ret så faste, familievenlige arbejdstider, hvor man kan spise aftensmad, bade og putte børn sammen, før computeren igen må åbnes.

Dét tager jeg hatten af for.

Og det betyder, at pigerne vil ha’ deres Far mindst lige så meget, som de vil ha’ deres Mor. For de er vant til, at han børster deres tænder, puster på av’ser og sætter plastre på, reder deres lange hår og læser godnathistorier. Det er de der helt små, nære ting i hverdagen, som man ikke senere kan gøre om – og som skal leves og mærkes, mens de er der.

Børnene er jo kun små i ganske få år. Og selvom det føles som trivielt trummerum ind i mellem, så ved vi begge, at der kommer alt for hurtigt en dag, hvor vi vil savne alle de her små ritualer.

Rejselivet ser bare så glamourøst ud udefra.

Men jeg har været tilskuer til det indefra i en hel årrække – og der er forbløffende lidt at misunde dem, der rejser hele verden rundt til møder. Måske lige bortset fra alle de nice bonuspoints, der kan konverteres til udgrades og familieferier.

Men nu sidder han højt oppe på himlen – på vej ned til os – og sender os videobeskeder i en fjern Ørkenstat. Ih, det bliver godt at få ham hjem igen ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt om jobsituationen

Ham her….Der står og gemmer sig bag dørkarmen ind til et nødtørftigt tekøkken har……[indsæt selv trommehvirvel]…fået nyt job!

Den dygtige mand.

Jeg er så pissestolt af ham❤

Det endte med en lang række samtaler og korrespondancer henover julen.

Igen.

Præcist som da han takkede ja til jobbet hos UASC for 5 år siden.

Det giver nogle ret nervepirrende juledage, må man sige.

Denne gang endte Martin i en priviligeret position, hvor han kunne vælge mellem to seriøst gode jobtilbud.

Det ene var en stilling som regnskabschef i et stort logistikfirma i Dubai – svenskledet, sobert og redeligt – og absolut det sikre valg med fika, pensionsordning og pæn aflønning. Her ville han kunne træde ind over dørtærsklen og samle arbejdsopgaverne op fra dag ét.

Snuden i dét spor, han er gået ad i godt og vel 20 år, kunne man måske beskrive det som.

Og så var der det andet.

En 100% start-up-virksomhed, hvor Martin var tiltænkt rollen som CEO. Virksomheden er et selvstændigt Dubai-selskab under et dansk selskab, og kontoret ligger i Dubai Internet City, hvor en masse IT-virksomheder, konsulenthuse og træningsfaciliteter er samlet – 5 km. fra vores hjem, lige ud for Palm Jumeirah.Det har krævet en seriøs sjæle-vandring for Martin at tage denne her beslutning.

Han har valgt med hjertet, selvom der også har været gang i en hel række Excel-ark for at lave beregninger på vores økonomi og umiddelbare fremtidssikring i en Ørkenstat, hvor alting koster rigtigt mange penge.

Hjertet hoppede bare i brystet, når han tænkte på start-up-virksomheden.

Af spænding over muligheden for at prøve noget helt nyt.

Det er jo ikke hver dag, man får en chance for at gøre noget fundamentalt anderledes i ens arbejdsliv.

Så nu springer han ud i det.

Fuldt ud.Der er så mange ubekendte i denne her ligning, at vi under ingen omstændigheder kan udregne, om det kommer til at gå godt. Hvis det gør det, er lykken gjort. Hvis det ikke gør det, står vi i en træls situation om et år eller halvandet. Men hvem ved, hvad fremtiden bringer, anyway?

“Hvo intet vover, intet vinder”, tænker jeg, da jeg træder ud af kontorbygningen, efter at have besøgt ham for første gang her til formiddag.Det kræver gåpåmod, energi, tålmodighed, overblik, sindsro og styrke at gå ind i et helt ukendt land.

Og Martin har valgt at gøre det. Det er modigt – og helt vildt sejt, synes jeg ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2019

Pludselig vinker vi farvel til 2018.

Et hårdt og underligt år med mange første-gangs-oplevelser.Men også et år, der for vores vedkommende har budt på et hjem.

Et rigtigt hjem.

For første gang i 9 år har vi igen foden under eget bord – og uanset hvor besværlig og irriterende ombygningsprocessen har været, så er det ubeskriveligt dejligt at træde ind ad døren og føle sig helt hjemme.Hjemmebane er vi virkelig også på her hos Familien V på årets sidste dag.

Pigerne holder alle de danske nytårstraditioner i hævd.

De forsøger at lytte efter Dronningens tale.

De tæller og hopper ned fra sofaen ved midnat.

De kaster med knaldperler og løber omkring i mørket med maxi-stjernekastere.Og jeg finder den smukkeste vinterrose langs husmuren. I min yndlingsfarve.Dét tager jeg som et tegn for 2019. At året kommer til at kræve en vis portion tyrkertro på egne evner, ihærdighed og stædighed for ikke kun at overleve eller leve – men samtidig at blomstre.

Og tyrkertro kan der blive akut behov for. Ikke kun på den allerførste dag i et spritnyt år, der starter ud med et isnende stormvejr, som får raketterne til at flyve skævt henover himlen. Der vil blive brug for at insistere, afvente, skubbe forsigtigt fremad, vente lidt igen, trække vejret dybt ned i maven og stædigt forfølge drømmene.

For der er intet nyt under solen. Den har i øvrigt også har gemt sig for mig under hele juleferien i Danmark.

Martin er fortsat jobsøgende. Og dén der med, at det forhåbentlig ikke tager mere end 4-6 måneder at finde et nyt, godt job – dén kan vi skyde en hvid pind efter. Det tager – som altid – betydeligt længere end tålmodigheden egentlig er til.Det arabiske jobmarked er uforudsigeligt og jeg har lært, at de store ting i livet aldrig kan forceres.

Vi må vente tålmodigt på afklaring og forløsning.

Ingen krystalkugler at titte ind i, ingen åbenbaringer eller forudsigelser her på falderebet.

Men selvom vi ind i mellem løber i cirkler og famler i mørke, så er der alligevel så megen lys, lyst, glæde og leg, der skubber bekymringer og tanker bort.Vi er så pisseheldige med at have hinanden, Martin og jeg – og de rødhårede apparater, som vi har tilsammen.

Og så er der den store bunke mennesker, som omgiver os og vælger at tilbringe deres tid sammen med os, når vi er i Danmark.Dem er jeg taknemmelig for hér på kanten af et nyt år.For vi aner ikke hvad 2019 vil bringe.

Vi håber på stabilitet i form af et godt arbejde til Martin, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores dejlige liv i Ørkenstaten.

Det taler vi med familie og venner om her i juleferien.Det er jo klart, at folk spørger.

Om hvad der mon skal ske?

Om der mon allerede er sket noget?

Om vi har idéer til, hvad vi vil gøre, hvis der ikke sker noget?

Og jeg forstår dem.

Vi har faktisk de samme spørgsmål.

Til os selv.

Og ingen reelle svar.

Dét gør samtalerne lidt anstrengende. Som om der opstår en form for hudløshed eller sårbarhed i processen, når de samme spørgsmål bliver stillet igen og igen. For de er jo umulige at besvare ordentligt.

Uvisheden er åbenlys.

Mange gange er det lettere at undgå samtalerne og aftalerne denne juleferie. Ikke at vi gemmer os, men det føles lidt anstrengende.

Alle, der har oplevet at være arbejdsløse ved præcist, hvad jeg forsøger at sige.2019 bliver i sandhed et puslespils-år for os.

Hvor brikkerne forhåbentlig vil passe sammen og gå op i en højere enhed, selvom kompleksiteten absolut ikke bliver mindre af, at vi har bosat os langt fra det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, der er spændt ud over Danmark og danskerne.

Men hvis vi tænker os om, gør vores bedste og giver den alt, hvad vi har i os, så burde der da være en masse godt i vente ❤️.

Jeg ønsker dig et spændende og udfordrende 2019 med masser af glæder og oplevelser 🥂🎊

Mange hilsner fra Mor i Udlandet