Snip, Snap, Snude – nu er historien ude….

Det er torsdag i en fjern og varm Ørkenstat.

Torsdag er vores fredag.

Og i dag, hvor vi måske i virkeligheden burde drikke gravøl, bliver det kun til et enkelt glas hvidvin, fordi jeg kan mærke, hvordan ganske få dråber rister min trætte, overgearede hjerne, der trænger til fred og ro.

Det er ikke fordi jeg skal beklage mig. At have travlt er kun en god ting. Der bliver virkelig ryddet op i skolen, hér før vi skal pakke alting ned; der er afholdt skole-hjem-samtaler; de sidste læse- og staveprøver er gennemført; jeg skriver report cards på livet løs og forbereder lektioner til den allersidste uge i skoleåret 2017/18.

Men i dag er den besynderligste dag.

For Martin, især.

Det er hans sidste dag i det arabiske verdensfirma turned German, og han har i den seneste uge holdt afskedsfrokoster og haft et rend af mennesker på sit kontor, som gerne vil sige farvel til Mr. Martin. Mennesker, som han har delt de sidste 4 år med. Nogle gange på bølgelængde og andre gange ude på dybt vand. Og netop når bølgerne går højt, stimler folk sammen og skaber det stærkeste fællesskab. Det er sådan ét, Martin og en masse andre nu forlader. En arbejds-familie på nippet til at splittes i atomer, fordi firmaet går fra at være et hovedkontor til et begrænset regionskontor.

Men gravøl drikker vi alligevel ikke. For selvom det er tungt, og der er blevet tørret en hel del våde øjne på kontoret i de seneste dage, så kom afslutningen jo ikke som en overraskelse, men snarere som konsekvensen af en beslutning og en ny aftale, der blev indgået for et år siden.

Nu står vi så her – og siger “snip, snap, snude, nu er historien ude”, mens vi sender håbefulde røgsignaler ud i universet med inderlige ønsker om at der “tip, tap, tønde, snart er en ny (job)historie, der kan begynde”.

Og Mille har – som familiens garant for den gode stemning – sørget for en lille trøstegave til sin Far i dagens anledning. En stress-bold til hjemmekontoret. Fundet på værelset og pakket sirligt ind af Maricel.Men før hjemmekontoret sættes op, er der en sommerferie i Danmark, der venter lige ude i horisonten.

Jeg kan nærmest dufte den…sommeren i Danmark…sammen med alle de dejlige mennesker, vi holder så meget af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Solo parenting

Så er det mandag.

Igen.

Og selvom ugen starter om søndagen i De Forenede Arabiske Emirater, så er jeg sjovt nok stadig alvorsramt om mandagen, præcist som I andre. Man kunne jo have troet, at søndagen efterhånden ville blive dén dag på ugen, jeg har et anstrengt forhold til – men nej, mandag it is.

I dag har jeg ondt af mig selv i stride strømme, hvilket har resulteret i helt fantastisk retail therapy, men det viser jeg jer en anden dag.

Selvmedlidenheden driver, fordi jeg er forkølet og hoster sådan en ubehagelig, allergisk sand- og støvhoste på 5. døgn sammen med Mille. Og så fordi jeg flyver solo inden for dét der parenting, som uden tvivl er en opgave, der er bedst fordelt på to mennesker i et solidt fællesskab.

Ingen af os vidste, at weekenden og ugen skulle blive sådan her, men en integration af to meget forskellige firmaer byder på masser af ups and downs. Måske nok flest downs, hvis du spørger rette vedkommende.85d29b6f-9c7d-48d0-a3cf-3e382f04105cSå Martin pakker ganske pludseligt kufferterne fredag morgen – og vupti, så er han afsted mod Hamborg. Ingen ved, hvornår han er retur igen.

Og jeg laver te og pakker strandkurv, for der er intet som lyden af bølgebrus til at kurere savn og en sær kombi af undertrykt skuffelse og ærgrelse med.9b6bbe19-88ec-4c67-b1b0-e69150ffdbb5I øvrigt en følelse, som jeg kan se, at Martin også døjer med, da han krammer os til afsked og går ud af døren. Det er lige så svært for ham at forlade en dejlig weekend fuld af gode planer, der må aflyses, som det er for os, der bliver ladt tilbage.

Men på med handsken, Tine.

Solens varme stråler og et havbad gør mig glad – uanset hvad, der rumsterer i mit indre.

Pigerne elsker det heldigvis også nu.b54d40f4-a51b-4d85-9b19-16b20c16d45aJeg har ellers tidligere været ret alene om at synes, at stranden og havet er fantastisk, men nu er pigerne endelig hooked efter påskeferie med hele familien i Ras Al Khaimah.6af56042-dcd7-403b-b471-9f5133e4bd99Og da vi spiser aftensmad i solnedgangen, forsikrer vi hinanden om, at det er det bedste måltid, vi har fået længe. Selvom vi savner Far og han skulle have været lige her.773203fb-01e5-410c-8327-f6b4d8847128Mille ser op på mig, da vi bader en sidste gang, før vi skal hjem:

Mor, får man egentlig en ny Far, når ens Far er rejst langt væk?”

Nej, Mille. Det gør man ikke. Det får man aldrig. Man har kun én Far”, svarer jeg.

Orv, det var heldigt, synes jeg”.

Og jeg tænker i mit stille sind, at det nok var et noget kategorisk og unuanceret svar at give hende, men spørgsmålet var så tydeligt møntet på hende selv, at jeg ikke kunne bære at skulle ud i en eller anden langhåret fortælling om, hvad der kan ske i familier.

Lørdag er vi på stranden igen. Denne gang med Maricel, der også nyder at komme ud i den ‘friske luft’. Sådan rigtig ‘frisk luft’ har vi stort set aldrig i en ørken, men om ikke andet er der en salt havbrise, der giver fornemmelsen af friskhed.6821f8d3-c7f4-44ae-9ac5-93330532e6fdVi lukker weekenden med endnu en hyggelig solnedgangsmiddag.568c15aa-7db3-4044-9a9b-a90b4eb80555Efter omstændighederne har det været helt fint – men jeg vil ha’ Martin hjem.

Nu!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Godt nyt

Det her er mig. I en avatar-udgave (no shit, Sherlock) og med et præcist udtryk for min sindstilstand.4473140f-4f76-4749-9360-349326c9859dJeg er kisteglad. Inderligt. Tindrende.

Og føler mig så lettet og taknemmelig.

For nu er der kommet klar besked om, at dét her er et overstået kapitel.499518f1-3a70-4452-87c6-e75fa4d94150Biopsien viser, at det væv, der er blevet fjernet, er omkredset af raske celler. Altså fik den dygtige hudlæge fjernet hele det område, hvor der var kræft.

Det er noget underligt noget, det der kræft.

Bare ordet i sig selv er nok til at jeg gyser.

Det er på mange måder så bizart og uvirkeligt at være tilskuer og pårørende til sådan noget her. For slet ikke at tale om at være patienten.

Og selvom jeg godt ved med fornuften, at det er den mildeste form for kræft overhovedet – og at vi opdagede den i tide – så fjerner det ikke oplevelsen.

Lyden af skalpellen, der knasende filer sig igennem min elskedes hovedbund og hudlægens koncentrerede ansigtsudtryk, mens han roder rundt på toppen af Martins hovede, går ikke væk lige foreløbigt.

Blodet, der løber ned af siden på Martins hoved og hans lukkede øjne, der søger væk, væk, væk fra dét rum og den behandling, han er midt i, glemmer jeg ikke i morgen eller om en måned.

Oplevelsen af at min store, stærke mand lister forsigtigt omkring og er nødt til at hvile sig igen og igen, fordi han har ondt, er så uvant og fremmed for mig.

Små børn, der uskyldigt spørger, hvornår deres Far bliver ‘den rigtige Far’ igen, mens de går hånd i hånd med ham.

Små børn, der beder om at kigge til såret og sytråden i deres Fars hovedbund hver aften, hvorefter de udbryder med overbevisning i stemmen: “Dad, jeg tror ikke, at din wound er helt så stor som igår, så nu får du det snart bedre!”

Små børn, der kigger på mig fra bagsædet og siger, at de glæder sig til, at Far igen kan være med.

Små børn, der lover deres Far, at de nok skal være forsigtige og ikke lege for vildt med ham.

Det kommer til at tage noget tid at komme sig over det her, sådan rent mentalt.

Fysisk er Martin heldigvis fint på vej, og stingene bliver taget i næste uge.

Nu kan vi lægge det her bag os.

Betragte det som afsluttet.

Lige med undtagelse af at der er 3 måneders tjek, 6 måneders tjek og 12 måneders tjek.

Better safe than sorry.

Og nu er jeg SÅ klar til weekend i en Ørkenstat – med gode planer, nu hvor Martin er on the mend. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Halvvejs

…mod de 90, er han nu.

Jeg er very funny.

Knapt så morsomt er det, at Martin må fejre sin 45-års fødselsdag med at slumre, fordi det har gjort megaondt hele natten på grund af gårsdagens operation i hovedbunden.img_3160Men vi vækker ham med morgensang og gaver i sengen, sådan som vi plejer at gøre.

Pigerne har på egen hånd filmet sig selv i to enormt søde videoer til ham, om hvorfor han er verdens bedste far. Mille har endda lavet sin egen tatovering med I ♥ DAD på venstre hånd.

Og jeg har fundet et lykønskningskort, der er så rammende, at det nærmer sig det tragikomiske.img_3154De to unge damer har også været en tur i Gold & Diamond Park for at få lavet små pegefingeraftryk, der er blevet overført med laser til et par fine manchetknapper, som han kan bruge på arbejde.img_3169Og efter en hurtig kop morgenkaffe overlader vi Farmanden til fred og ro i et par timer. Han ser ud som om han trænger til det.

Hans flinke medarbejdere sender flotte blomsterarrangementer med fødselsdagskort og ønsker om god bedring. Det er rørende at se, hvordan de altid tænker på ham.img_3164img_3165Og om eftermiddagen stabler Martin sig på benene ved hjælp af et par Panodiler, så han kan være med til at hente pigerne i skolen og vælge kager til kaffen.img_3171Lige så stille går det fremad.

Nu vil vi bare gerne ha’ et positivt biopsisvar i næste uge, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hudkræft

“Basal Cell Carcinoma (BCC). Den hyppigst forekommende form for hudkræft. Ofte forårsaget af solens skadelige UV-stråler. Præsenterer sig ofte som et rødligt, hævet område i huden. Måske ligner det eksem, lidt udslæt, en betændelsestilstand eller en plet med tør hud. BCC kan være skinnende rødt med små blodårer i området; det kan også ligne et sår med en vulkan-agtig struktur…Aj, Martin kom lige og se det her billede af en mand med BCC på næsen, hva’?”

“Vidste du, at ca. 35% af alle hvide, amerikanske mænd oplever at få BCC på et eller andet tidspunkt i deres liv? Det er da godt nok mange, hva’?”

“Hva’? ….Martin, Skat – er du der?”

Ingen respons.

Martin er ikke det mindste interesseret i at se på forstørrede billeder af hudkræft sammen med mig. Og det kan jeg nok ikke tillade mig at blive fornærmet over. Det er måske også en kende bizart, at jeg kan finde den slags interessant. Men der er en lille sygeplejerske gemt inden i mig – hun kom bare aldrig rigtigt ud, fordi det gik så pokkers godt med de humanistiske studier engang i slutningen af 90’erne.

Men det lille online Basal Cell Carcinoma-studie er ikke bare for sjov skyld og narrestreger.

For godt og vel en måneds tid siden får Martin foretaget en biopsi af et lille sår i hovedbunden. Han synes bestemt, at jeg er ret så pjattet og pylret, da jeg beder ham gå til hudlægen, fordi et lille vulkan-agtigt sår aldrig helt heler op i hans hovedbund.

Men jeg insisterer.

Og booker en tid.

Som om jeg er hans Mor.

Og så går han jo derop. Vrangvillig, men pligtopfyldende.

Hudlægen er ikke i tvivl om, at det er et skoleeksempel på BCC, men han foretager selvfølgelig altid en biopsi.

Og svaret er sådan set positivt: Godartet BCC-vækst, som fjernes kirurgisk.

Men selvom det er en lettelse, at det “bare skal skæres væk under lokalbedøvelse”, så kan jeg hilse og sige, at det gør rigtig ondt at få fjernet væv i hovedbunden ad to omgange med efterfølgende – helt ufrivillige – “pandeløft”, når udskæringerne skal mødes og ries sammen igen.

Uf.

Av.

Øv.

Og i dag er jeg med som bisidder til det, der forhåbentlig bliver afslutningen på alle festlighederne.

Med febrilske hænder, der danser lediggang i skødet.

Med øjne, der kontinuerligt søger hen mod sengelejet, hvor Martin ligger med korslagte arme og lukkede øjne, mens en nydelig lyseblå papirsdug med hul i midten dækker diskret over hudlægens ivrige tusch-tegne-bevægelser oven på hans skalp.

Jeg konstaterer i mit indre, at Martins lyseblå skjorte matcher lægens kittel og papirsafdækningen på en prik. Som om det var meant to be.

Det er bizart at se en læge stikke Martin – min elskede mand – i hovedbunden med en stor sprøjte lokalbedøvende middel igen og igen og igen.

Det er endnu mere bizart at se lægen gøre skalpellen klar, mens sygeplejersken klipper håret af ham, så det fælder ned på gulvet.

Nu er der helt stille.

Operationslyset er indstillet korrekt.

Der er sprittet grundigt af på hænder og arme.

Mundbindet er trukket for.

Gummihandskerne er justeret på plads.

Og jeg lytter. Til en skalpel, der insisterende saver og filer sig igennem den stramme, seje hud på toppen af Martins hoved.

Jeg ser ned på to kopper kaffe og en to-delt kanelsnegl. img_3151Pludselig virker det så banalt, at jeg er kommet anstigende med eftermiddagskaffe til en kræftoperation.

Hvad fanden havde jeg forestillet mig?

At vi skulle på picnic bagefter?

Det er så typisk mig at forsøge at lette stemningen med klovnerier.

Efter savning kommer klipning.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst at være lyttende vidne til.

Hudlægen bliver irriteret på sine sygeplejersker. De skal finde en skarpere saks lige nu til ham, skal de.

Og han klipper dybere ned i vævet.

Jeg kan næsten ikke holde lydene ud, men fortrækker ikke en mine. Det er jo ingenting at være tilskuer til det her show. Tænk, at være Martin, som bliver skåret og klippet i.

“How do you distinguish the cancerous tissue from the healthy tissue, if I may ask?”

Nervøsiteten har overvældet mig.

Spørgsmålet falder ud af min mund, selvom jeg havde lovet mig selv på forhånd, at jeg ville tie helt og aldeles stille.

“That’s a good question. The cells in the cancerous tissue present themselves with a pearly, beady shine and so I’m looking for that shine in between the healthy tissue – and I’m trying to assess how much I should remove to make sure that I’ve done my best to remove everything – but I can’t promise you that, though”, svarer den tyske hudlæge.

Plump.

En dinglende klump blodigt væv slipper triumferende saksens bid og lander i en lille vævsprøvebeholder på et bord med endnu en fin, lyseblå papirsdug. Det er måske sådan man dækker op til en kirurg-fest?

“The lab will give us the result in a week’s time”, fortsætter hudlægen, mens han nu finder tråd frem, så han kan sy skalpen sammen igen på stakkels Martin.

Sygeplejersken vasker forsigtigt lange striber af blod væk fra Martins hovede og nakke. De lyseblå duge foldes sammen og ryger i skraldespanden markeret med “bio hazard”. Lyset slukkes i den skarpe lampe.

Nu er der tilbage at vente på biopsisvar.

I forkontoret hos hudlægen dingler sygeplejersken frejdigt med Martins DNA i en lille cylinderformet beholder. For hende er det det naturligste i verden at holde et andet menneskes blodige væv i den ene hånd, mens hun plotter en ny konsultationstid ind i kalenderen. For mig er det så fremmed. Og at dømme på Martins ansigtsudtryk, så har han heller ikke det store behov for at blive konfronteret med en klump kød fra toppen af hans hoved.

Stingene skal ud om 10 dage.

Hvis alting ser fint ud, så skal hudlægen se Martin om 3 måneder og igen efter 12 måneder.

Inshallah går alting lige efter hudlægebogen.

Og da vi går derfra er der en lillebitte knude i min mave, som løsnes.

Det skal nok blive fint.

Man dør ikke af BCC.

Det er jo også væk nu.

Og jeg blinker igen og igen for at keep’e mit cool.

Det gør virkelig ondt i hjertet, at min personlige superhelt ikke er urørlig.

Eller udødelig, for den sags skyld.

Vi har kendt hinanden i 17 år – og det er først nu, at det begynder at gå op for mig, at Martin rent faktisk også kan blive syg.

Han har aldrig fejlet noget – lige bortset fra en halsbetændelse, en rodbehandling af en kindtand og lidt knas med de gamle badmintonknæ, når han med jævne mellemrum er blevet overmandet af en løbedille.

Jeg har aldrig skænket en tanke, at han kunne fejle noget som helst, der ikke kunne kureres med penicillin eller panodil.

Det er en ny situation.

Et nyt lys at se ens elskede i.

Det er skrøbeligt og sårbart – og jeg tænker, at han har set på mig i denne her slags situationer et hav af gange allerede. Uden på noget tidspunkt at gå op i limningen eller flytte fokus over på sig selv, så jeg har bare at mande mig lidt op.

Og nu vil jeg lege natsygeplejerske.

Hudlægen har ordineret panodil og fucidin til patienten, der er træt og har ondt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet