Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt,  men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.

For dét her giver mening.

Ihvertfald for mig.

At være gift med en Regnskabschef er en dans på både Excel og roser.

Tak for dig og alt dét, du giver pigerne og jeg hver eneste dag, Martin. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-lotteriet

Det var lige før, jeg udbrød, at “det måtte jo ske på et tidspunkt”, da Martin med beklagelse i stemmen meddelte, at hans seneste PCR-test desværre var positiv.

Tænk, at blive udtrukket som vinder i det store corona-lotteri! Og han var ikke engang alene om vinderkuponen med den gyldne omgang corona – fire kollegaer var i samme vinderposition. Det er en arbejdsrelateret ‘rona, skulle vi mene at have regnet os frem til – for vi kommer jo stort set ingen steder.

Det startede med, at Martin havde let feber, slem hovedpine og noget underligt ubehag i kroppen, og selvom det jo ikke i sig selv er lig med corona, blev han selvfølgelig PCR-testet og var noget bekymret for resultatet.

Det hjalp ikke engang med en omgang kanelsnurrer, selvom jeg bagte dem og en stak pølsehorn i ren kærlighed.Han sov for sig selv og gik med maske på, men i min naive verden er man jo altid uskyldig til det modsatte er bevist, så det kan ikke udelukkes, at jeg har krammet lidt på ham i ventetiden. Han er svær at holde fingrene fra i længden, er min erfaring med Hr. Skotskternet Pyjamas.Hele skolen har også lige været lukket i en uge, hvor alle elever overgik til distance-learning over Teams, fordi smittetallet i Ørkenstaten bare går op og op – og der er for mange syge lærere og en efterhånden ret så udtrasket vikarstab, der løber hurtigere end man kan forvente.At blive syg med corona er desværre heller ikke længere noget, man hører om ‘ude i periferien’ – nu er det folk, vi kender, det er naboer, venners venner, kollegaer, venners kollegaer osv.

Dagen efter Martins positive coronatest var jeg så på pletten med en knaldende hovedpine. Pigerne, Maricel og jeg fik straks foretaget PCR-tests, og på det her tidspunkt var jeg ret taknemmelig for, at vi var i hjemmeskole, så vi har så lidt berøringsflade med andre som muligt.

Efter halvandet døgn i sengen med ondt i alle led, hovedpine, kuldegysninger og alle mulige psykosomatiske symptomer var jeg ikke overrasket over, at min test også kom retur positiv.

Pigerne og Maricel klarede heldigvis frisag. Ihvertfald indtil videre.

Martin havde to døgn med dundrende hovedpine, ondt i leddene og følelsen af let feber on-off, før han begyndte at komme til hægterne igen. Det samme har gjort sig gældende for mig – bare med en dags forskydning.

Og han passer godt på sin dødsangste kone, der føler, at hjertet hopper og flimrer. Det er enormt beroligende og betryggende at kunne måle iltmætning og puls, når det er som om, der foregår noget sært i kroppen. Det har ihvertfald hjulpet mig til at sove mere trygt om natten midt i dét her.Martin har ikke kun indkøbt ilt- og pulsmåler, men også et pandetermometer, så han kan ‘skyde’ helt uden at vække patienten.

Det er håndgribelig kærlighed.

Mandeomsorg.

Og jeg slubrer den i mig.

Nu er jeg på Dag 5 i isolation.

Martin på Dag 6.

Det er en lille, stille, halvkedelig lockdown-boble, der denne gang giver mening, fordi vi nu er syge. Pigerne tegner og maler på lærreder oppe på deres værelser, mens de ser dumme amerikanske serier på Netflix; Mille leger med sine Playmobil-opstillinger og Cille zoom’er sig igennem lektierne med sine veninder. Karbadene tager halve dage, og det samme gør snacks-pauserne.Dubai Health Authority ringede også til os forleden for at høre, hvordan det går i corona-reden. Deres nye retningslinjer for corona-smittede er 10 dages isolation, hvorefter man er fri til at tage på arbejde og ud i samfundet igen. Tidligere hed det 14 dage, men det er nu nedsat efter grundige overvejelser. Faktisk udsteder myndighederne nu et certifikat, der skulle blive sendt til ens mailadresse, således at man kan bevise over for arbejdspladsen eller andre, at man har udstået isolationen og har lov til at møde op.

Pigerne kommer nu først afsted i skole efter 14 dage herhjemme, også selvom de forhåbentlig ikke får corona af os. De er jo direkte pårørende til corona-smittede, og de skal ud blandt mange børn, når de træder ind på skolen igen.

Better safe than sorry.

Her midtvejs i isolationen er der heldigvis ikke noget, der ikke kan klares med lidt Panodil og en lur. Hvile skal der til. Og der er jo heller ikke ret meget andet at tage sig til, når man ikke må gå nogen steder hen, og der ikke er skyggen af energi i kroppen til at lave gymnahopsasa på YouTube.

I stedet må jeg læse bøger og glo på de smukke blomster, jeg fik forærende i dag, som en dejlig overraskelse fra to søde elever.Jeg håber inderligt, at det fortsætter med at være en mild omgang, selvom vi har hørt flere sige, at Dag 8 til 11 kan være ret slemme. Det virker til fortsat at være en meget uforudsigelig virus med meget varierede symptomer og problematikker hos den enkelte, og indtil videre er vi sluppet meget, meget billigt. Det mest insisterende er manglende smags- og lugtesans – og så ømhed i alle leddene.

Martin og jeg holder os for os selv, så meget som overhovedet muligt. Når vi skal ud af sove- eller gæsteværelset vasker vi hænder, bærer mundbind og holder afstand. Selvom vi har Maricel her, har vi vurderet, at det ikke er muligt at “lukke os fuldstændigt inde” i de to værelser i 10 dage.

Det er selvfølgelig en kalkuleret risiko.

Vi ønsker ikke, at pigerne eller Maricel skal få corona, men samtidig er det også hårdt for pigerne at skulle være “helt uden forældre” i så lang tid. De er stadig bittesmå mennesker.Så vi monitorerer pigernes helbred. Og Maricels, for den sags skyld.

Og så tæller Mille og jeg ned til vi kan kysse og kramme igen.På falderebet i min corona-fortælling kan jeg ikke nære mig for lige at sige, at jeg har set måbende til, når den danske regering og de danske medier langer hårdt ud efter Dubai i denne her sammenhæng.

Det kunne jeg også have uddybet over for Radioavisen på DR, men jeg vil meget hellere bruge min egen lille platform her til at forklare, hvad jeg synes om de anklager om snyd med PCR-tests, som den danske stat fremsætter imod Dubai.

Og så til mit korte svar, der alligevel fik min puls op.

Det er mig helt ubegribeligt, at der skulle foregå snyd med PCR-tests her i landet. Det ville på ingen måde tjene styret, som ikke ønsker andet end gang i hjulene igen. Vores sundhedsvæsen lader heller intet tilbage at ønske – tværtimod. Alle klinikker er professionelt sat op og f.eks. hele vaccinationsprogrammet bliver kørt af sundhedsmyndighederne på præcist samme måde som i Danmark.

Her er så hårdt brug for, at bl.a. turistsektoren kommer på benene igen, og derfor har man velvilligt taget imod turister fra især England, Rusland og de tidligere sovjetrepublikker i de seneste måneder.

Vi, der er fastboende i landet, ser til med bekymring på dette – for vores oplevelse er, at det er netop turisterne, der kommer rejsende til med lige så stor risiko for at smitte os med nye mutationer, som vi har for at smitte dem – og så er det oftest turisterne, der har ‘besvær’ med at overholde de gældende restriktioner, når de skal have taget perfekte selfies til Instagram.

Jeg tror ikke på, at der skulle foregå organiseret PCR-svindel fra styrets side. Kan man finde en iransk kvinde i Danmark, der sælger falske, negative PCR-tests “fra Dubai”, så er det vel en kriminel handling og et problem i Danmark – ikke i Dubai?

Men sådan er der så meget.

Hver især føler vi os allerbedst tilpas og allermest trygge ‘hjemme’.

Hvor ‘hjemme’ så end er.

Og ‘hjemme’ er lige præcist dér, hvor vi alle bør blive i den nærmeste fremtid. Indtil vi får styr på corona, carina, corolla – rædsomt barn har som bekendt mange navne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdag

I går fyldte Far i Udlandet 47.

Midt i corona-cirkus og lockdown-vanvid.Gaver har vi stort set ingen af, bl.a. fordi dét, vi havde bestilt til levering hos Mormor, af gode grunde er strandet i Danmark. Så vi tyer til det ældgamle kneb med at skrive sukkersøde gavekort ud på ting, vi hverken kan overholde eller love ham. Som for eksempel, at han kan have to søde børn og en sød kone en hel dag!? Umuligt, si’r jeg bare. Selv i teorien holder det ikke vand.
Men jeg bager da en flok morgenboller, som er en del af mine hustruelige pligter, og pigerne bager et fad brownies, og vi synger vist også en hurtig fødselsdagssang for ham, før fokus flytter sig over til det mystiske væsen, bedre kendt som Påskeharen, der har lagt chokoladeæg i hele den airconditionerede hytte om natten, mens husets ungmøer har sovet skønhedssøvn.Der er Lindt-chokolade i så rå mængder, at vi må rykke rundt på vinbeholdningen for at få plads til alle ‘laderne i køleskabet.

Flere gange i løbet af dagen ringer det på døren.

Her modtager Martin Magnolia Bakery Cupcakes fra gode venner. Sikke en dejlig overraskelse!Og senere sender The Mahainis både islagkage og en kæmpe oksemørbrad, som vi griller om aftenen. De forstår simpelthen at holde en fest, selv når det ikke kan lade sig gøre at holde en fest! Er vild med det!
Vi plejer at fejre mærkedage sammen med vennerne. For venner bliver jo ens selvvalgte familie, når man bor langt væk fra den biologiske familie. Og det er lidt mærkeligt ikke at kunne invitere på middag og fejre mærkedagen på sædvanlig vis. Men ‘plejer’ er helt tydeligvis afgået ved corona-døden – og jeg håber så inderligt, at én eller anden kan vække han til live igen.

For vi trænger til selskab og social omgang med andre end lige os selv i det lille firkløver.

Vi går lidt i frø og i koks og flimrer rundt med jævne mellemrum.

Og det er både okay og forståeligt efter 5+ ugers distanceret indeliv uden reel kontakt med andre.

Men fejret bliver han da – i vores lille, klaustrofobiske firkløver – med kys, kram, kærlighed og et ordentligt drys kuller.Til lykke, min Martin!
Jeg lover dig, at når corona’en er væk, så vil jeg, så må vi, så skal vi….og nåh, nej, jeg holder jo sjældent, hvad jeg lover, så måske er det bedre at se, hvad der sker til dén tid.

Men én ting er helt sikker – vi trænger til at grine, drikke og danse, lige så snart, det kan lade sig gøre.❤️😆😉😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet