Not all fun and games

Og mens det ser ud til, at alting kører som smurt i en dekadent blanding af smør og foie gras med Babettes Gæstebud mig hér og 40-års Friday Brunch mig dér, så er vores liv jo hverken mere eller mindre “fun and games” end alle andres.

Vi spiser godt nok ikke leverpostejsmadder eller cykler i regnvejr i en Ørkenstat, men jeg siger dig, at det kan sagtens blive både gråvejr og mandag morgen alligevel.

Der er for eksempel det helt åbenlyse pres på Martin for at finde et nyt job.

Min lærerløn er jo lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen – og det er i sig selv en udfordring at føle, at jeg bidrager helt og fuldt i hverdagen, men kun med en tiende del af familiens indkomst. Dén problematik fortjener vist sin helt egen fortælling en anden dag.

Martin har været aktivt jobsøgende, siden vi kom retur fra sommerferien i Danmark.

I virkelighedens kronologiske tidsmåling er der således tale om 2 måneder.

I det indre livs kaotiske tidsmåling føles det helt anderledes.

Det ene øjeblik er det bare om at nyde (fri)tiden, som måske aldrig kommer igen – og i det næste øjeblik går det hele for langsomt og hvad fanden er der i vejen på det der træge, arabiske jobmarked?

At være jobsøgende er i sandhed ikke den sjoveste situation at stå i.

Det er en balancegang og en mental prøvelse hver eneste dag.

Martin har aldrig prøvet det før, fordi han er gået direkte fra job til job. Jeg har nærmest heller ingen erfaring med at være jobsøgende, men jeg har stor erfaring med at være uden for jobmarkedet som hjemmegående husmor.

Det kræver nerver af stål og en tyrkertro på egne evner og erfaring, når man bliver sat uden for døren.

Også når det er selvvalgt.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det føles så langt fra en badeferie som man overhovedet kan komme, selvom der hverken er deadlines eller deliverables som på en arbejdsplads. I stedet skal man navigere efter ens intuition og lave opsøgende arbejde på nettet og i netværk.

Der er gode og dårlige dage.

Der er sjove dage med følelsen af frihed og det går sgu’ nok alt sammen – og der er dage, hvor tiden står stille og der ikke er andet for end at højne moralen med en gåtur og en lydbog i ørerne.

Der er dage med opkald.

Der er dage med afslag.

Midt i det hele må jeg hanke op i mig selv, for det nytter jo intet, at jeg er den, der går i panik fuldstændig præmaturt.

For det går jo nok alt sammen.

Det siger min erfaring og min fornuft mig.

Der er en eller anden større plan med tingene, som hverken jeg eller Martin kan styre alligevel. Og dét, der skal være, vil blive – og dét, der ikke skal være, vil ikke blive.

Det vigtigste er, at vi står sammen og er sammen som familie.

Uvisheden er et livsvilkår for alle mennesker, men for expats er det som om uvisheden bliver forstørret op og griber ind i alle livsområder for både børn og voksne.

Vi kan risikere at miste alting på én gang – vores hus, skole, hjemby, vennekreds osv. – hvis vi ikke formår at finde en primær indtægtskilde til at fortsætte vores ellers så komfortable livsstil under fjerne himmelstrøg.

Og selvom der kan være alvorlige økonomiske konsekvenser ved at miste jobbet i Danmark, så er det heldigvis sjældent sådan, at man samtidig mister vennerne, børnenes dagsinstitution, skole, hjemby osv.

Det er en af bagsiderne ved udlandslivet; at vi må øve tolerancetærsklen for usikkerhed og acceptere, at der er alt at miste, men også alt at vinde.

Og som med alle andre skyggesider i livet, så er der samtidigt noget forfærdeligt dragende og vanedannende ved dem. Noget, vi ikke vil give slip på, fordi livet føles levende på denne måde – og i vores tilfælde er det de vilde, følelsesmæssige rutsjeture og oplevelser i udlandslivet, som vi vil kæmpe med næb og kløer for at bevare.

Jeg elsker ihvertfald livet her i det moderne Mellemøsten.

Mest af alt fordi vi har en dejlig hverdag.

Og det er jo hverdagen, man skal holde mest af, som Dan Turèll, så smukt beskriver det.

“Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Snip, Snap, Snude – nu er historien ude….

Det er torsdag i en fjern og varm Ørkenstat.

Torsdag er vores fredag.

Og i dag, hvor vi måske i virkeligheden burde drikke gravøl, bliver det kun til et enkelt glas hvidvin, fordi jeg kan mærke, hvordan ganske få dråber rister min trætte, overgearede hjerne, der trænger til fred og ro.

Det er ikke fordi jeg skal beklage mig. At have travlt er kun en god ting. Der bliver virkelig ryddet op i skolen, hér før vi skal pakke alting ned; der er afholdt skole-hjem-samtaler; de sidste læse- og staveprøver er gennemført; jeg skriver report cards på livet løs og forbereder lektioner til den allersidste uge i skoleåret 2017/18.

Men i dag er den besynderligste dag.

For Martin, især.

Det er hans sidste dag i det arabiske verdensfirma turned German, og han har i den seneste uge holdt afskedsfrokoster og haft et rend af mennesker på sit kontor, som gerne vil sige farvel til Mr. Martin. Mennesker, som han har delt de sidste 4 år med. Nogle gange på bølgelængde og andre gange ude på dybt vand. Og netop når bølgerne går højt, stimler folk sammen og skaber det stærkeste fællesskab. Det er sådan ét, Martin og en masse andre nu forlader. En arbejds-familie på nippet til at splittes i atomer, fordi firmaet går fra at være et hovedkontor til et begrænset regionskontor.

Men gravøl drikker vi alligevel ikke. For selvom det er tungt, og der er blevet tørret en hel del våde øjne på kontoret i de seneste dage, så kom afslutningen jo ikke som en overraskelse, men snarere som konsekvensen af en beslutning og en ny aftale, der blev indgået for et år siden.

Nu står vi så her – og siger “snip, snap, snude, nu er historien ude”, mens vi sender håbefulde røgsignaler ud i universet med inderlige ønsker om at der “tip, tap, tønde, snart er en ny (job)historie, der kan begynde”.

Og Mille har – som familiens garant for den gode stemning – sørget for en lille trøstegave til sin Far i dagens anledning. En stress-bold til hjemmekontoret. Fundet på værelset og pakket sirligt ind af Maricel.Men før hjemmekontoret sættes op, er der en sommerferie i Danmark, der venter lige ude i horisonten.

Jeg kan nærmest dufte den…sommeren i Danmark…sammen med alle de dejlige mennesker, vi holder så meget af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Solo parenting

Så er det mandag.

Igen.

Og selvom ugen starter om søndagen i De Forenede Arabiske Emirater, så er jeg sjovt nok stadig alvorsramt om mandagen, præcist som I andre. Man kunne jo have troet, at søndagen efterhånden ville blive dén dag på ugen, jeg har et anstrengt forhold til – men nej, mandag it is.

I dag har jeg ondt af mig selv i stride strømme, hvilket har resulteret i helt fantastisk retail therapy, men det viser jeg jer en anden dag.

Selvmedlidenheden driver, fordi jeg er forkølet og hoster sådan en ubehagelig, allergisk sand- og støvhoste på 5. døgn sammen med Mille. Og så fordi jeg flyver solo inden for dét der parenting, som uden tvivl er en opgave, der er bedst fordelt på to mennesker i et solidt fællesskab.

Ingen af os vidste, at weekenden og ugen skulle blive sådan her, men en integration af to meget forskellige firmaer byder på masser af ups and downs. Måske nok flest downs, hvis du spørger rette vedkommende.85d29b6f-9c7d-48d0-a3cf-3e382f04105cSå Martin pakker ganske pludseligt kufferterne fredag morgen – og vupti, så er han afsted mod Hamborg. Ingen ved, hvornår han er retur igen.

Og jeg laver te og pakker strandkurv, for der er intet som lyden af bølgebrus til at kurere savn og en sær kombi af undertrykt skuffelse og ærgrelse med.9b6bbe19-88ec-4c67-b1b0-e69150ffdbb5I øvrigt en følelse, som jeg kan se, at Martin også døjer med, da han krammer os til afsked og går ud af døren. Det er lige så svært for ham at forlade en dejlig weekend fuld af gode planer, der må aflyses, som det er for os, der bliver ladt tilbage.

Men på med handsken, Tine.

Solens varme stråler og et havbad gør mig glad – uanset hvad, der rumsterer i mit indre.

Pigerne elsker det heldigvis også nu.b54d40f4-a51b-4d85-9b19-16b20c16d45aJeg har ellers tidligere været ret alene om at synes, at stranden og havet er fantastisk, men nu er pigerne endelig hooked efter påskeferie med hele familien i Ras Al Khaimah.6af56042-dcd7-403b-b471-9f5133e4bd99Og da vi spiser aftensmad i solnedgangen, forsikrer vi hinanden om, at det er det bedste måltid, vi har fået længe. Selvom vi savner Far og han skulle have været lige her.773203fb-01e5-410c-8327-f6b4d8847128Mille ser op på mig, da vi bader en sidste gang, før vi skal hjem:

Mor, får man egentlig en ny Far, når ens Far er rejst langt væk?”

Nej, Mille. Det gør man ikke. Det får man aldrig. Man har kun én Far”, svarer jeg.

Orv, det var heldigt, synes jeg”.

Og jeg tænker i mit stille sind, at det nok var et noget kategorisk og unuanceret svar at give hende, men spørgsmålet var så tydeligt møntet på hende selv, at jeg ikke kunne bære at skulle ud i en eller anden langhåret fortælling om, hvad der kan ske i familier.

Lørdag er vi på stranden igen. Denne gang med Maricel, der også nyder at komme ud i den ‘friske luft’. Sådan rigtig ‘frisk luft’ har vi stort set aldrig i en ørken, men om ikke andet er der en salt havbrise, der giver fornemmelsen af friskhed.6821f8d3-c7f4-44ae-9ac5-93330532e6fdVi lukker weekenden med endnu en hyggelig solnedgangsmiddag.568c15aa-7db3-4044-9a9b-a90b4eb80555Efter omstændighederne har det været helt fint – men jeg vil ha’ Martin hjem.

Nu!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Godt nyt

Det her er mig. I en avatar-udgave (no shit, Sherlock) og med et præcist udtryk for min sindstilstand.4473140f-4f76-4749-9360-349326c9859dJeg er kisteglad. Inderligt. Tindrende.

Og føler mig så lettet og taknemmelig.

For nu er der kommet klar besked om, at dét her er et overstået kapitel.499518f1-3a70-4452-87c6-e75fa4d94150Biopsien viser, at det væv, der er blevet fjernet, er omkredset af raske celler. Altså fik den dygtige hudlæge fjernet hele det område, hvor der var kræft.

Det er noget underligt noget, det der kræft.

Bare ordet i sig selv er nok til at jeg gyser.

Det er på mange måder så bizart og uvirkeligt at være tilskuer og pårørende til sådan noget her. For slet ikke at tale om at være patienten.

Og selvom jeg godt ved med fornuften, at det er den mildeste form for kræft overhovedet – og at vi opdagede den i tide – så fjerner det ikke oplevelsen.

Lyden af skalpellen, der knasende filer sig igennem min elskedes hovedbund og hudlægens koncentrerede ansigtsudtryk, mens han roder rundt på toppen af Martins hovede, går ikke væk lige foreløbigt.

Blodet, der løber ned af siden på Martins hoved og hans lukkede øjne, der søger væk, væk, væk fra dét rum og den behandling, han er midt i, glemmer jeg ikke i morgen eller om en måned.

Oplevelsen af at min store, stærke mand lister forsigtigt omkring og er nødt til at hvile sig igen og igen, fordi han har ondt, er så uvant og fremmed for mig.

Små børn, der uskyldigt spørger, hvornår deres Far bliver ‘den rigtige Far’ igen, mens de går hånd i hånd med ham.

Små børn, der beder om at kigge til såret og sytråden i deres Fars hovedbund hver aften, hvorefter de udbryder med overbevisning i stemmen: “Dad, jeg tror ikke, at din wound er helt så stor som igår, så nu får du det snart bedre!”

Små børn, der kigger på mig fra bagsædet og siger, at de glæder sig til, at Far igen kan være med.

Små børn, der lover deres Far, at de nok skal være forsigtige og ikke lege for vildt med ham.

Det kommer til at tage noget tid at komme sig over det her, sådan rent mentalt.

Fysisk er Martin heldigvis fint på vej, og stingene bliver taget i næste uge.

Nu kan vi lægge det her bag os.

Betragte det som afsluttet.

Lige med undtagelse af at der er 3 måneders tjek, 6 måneders tjek og 12 måneders tjek.

Better safe than sorry.

Og nu er jeg SÅ klar til weekend i en Ørkenstat – med gode planer, nu hvor Martin er on the mend. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet