• ···

Far i Udlandet og Kundeservice Connie

God morgen fra Ørkenstaten.

Her starter den forlængede weekend med nybagte boller og morgenkaffe på hjemmekontoret, der har været forsømt i en måned.

Opgaverne er varierede og sindsoprivende spændende.img_5832 Der er log-in med SLEM-ID på SKATs hjemmeside, fordi vi skal betale restskat.

Der er fornyelse af Maricels sundhedsforsikring, sådan som myndighederne foreskriver det.

Pigerne og jeg skal have fornyet vores visum med deraf følgende arabisk papirmølle.

Der er sådan cirka 100 mails fra skolen.

Om ting, som skal indleveres til det nye emne. Om forældre-frivillige til læsning, foredrag og udflugter. Om opgaver, der skal laves. Tilladelser, som skal gives. Billeder, som skal tages.

Og pigerne skal indfanges til ufrivillig lektielæsning.

Mille laver mathletics på iPad, som er “dead-boring, fordi man skal trykke to gange’r på den button for at komme videre”. Ungen skulle bare vide, hvordan matematik så ud, da Mor var barn.img_5833Cille laver dansklektier. Der er to læse-let-bøger hver uge plus en række sætninger, der skal dannes med de nye ord fra bøgerne. Hun skriver ‘lektier er dumb’ på papiret – og dér må jeg rette hende. ‘Dum’ har ikke stumt ‘b’ på dansk. Men ellers har hun da fuldstændig ret. img_5834Martins hjemmearbejde er en skønsom blanding af kedelige arbejdsmails og en korrespondance med Connie fra Københavns Lufthavns Kundeservice, som er så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer.


Martin skriver:

Jeg havde ifm. påsken “fornøjelsen” af at bruge Københavns Lufthavn – og efter at have ventet i kø i 45 minutter til paskontrollen, samt benyttet et toilet, der var så snavset og stank så meget af pis, at det gav kvalme (det samme var tilfældet på dametoilettet, som min kone og børn brugte), kom vi til biludlejningen… Denne del af vores ankomst til København har altid virket upåklageligt, men ikke denne gang! Beslutningen om at flytte samtlige biludlejningefirmaer ud af lufthavnsterminalen er simpelthen så ringe, at jeg håber at den ansvarlige er eller vil blive fyret. Den beslutning tilgodeser på ingen måde lufthavnens kunder som mig, der har brug for at leje en bil når vi kommer til landet. Hvordan Københavns Lufthavn kan have ambitioner om at være en lufthavn med international format, bare uden biludlejning, er en gåde.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Tak for din henvendelse til Københavns Lufthavn.
Først og fremmest skal jeg beklage jeres oplevelse ved ankomst til Københavns Lufthavn.
Det er bestemt ikke det vi ønsker for vores kunder. 
Det har desværre været en nødvendighed at flytte biludlejningsselskaberne til nye lokaler grundet de udvidelsesplaner, der på nuværende tidpunkt er i gang i lufthavnen for at øge kapaciteten til 40m passagerer.
Vi har ved flytningen samlet kontorene og udlejningsbilerne således, at der er en sammenhæng med hinanden og for at vi bedre kan hjælpe kunderne, såfremt der skulle opstå problemer med deres bil. 

Vi forstår godt at det kan give nogle udfordringer i starten, indtil man lærer det nye koncept at kende og vi arbejder hårdt på at gøre overgangen så smidig som muligt. Der er gratis terminalbusser, som har øget frekvensen i dagtimerne, så de nu kører hver 10 min, hvilket gerne skulle forkorte ventetiden. 

Mht. til standarden af rengøring, så vil jeg straks videresende din henvendelse til den ansvarlige i rengøringsafdelingen. Din henvendelse vil indgå til videre evaluering af, hvad vi kan gøre bedre for vores passagerer.


Martin skriver:

Kære Connie,

Mange tak for dit svar.

Tillad mig at foreslå, at du tager tre store kufferter, to carry-ons og to børn i alderen 5 og 8 og så prøver, hvor “brugervenligt, du finder det at skulle fra ankomsthallen til jeres nye biludlejningsterminal.

Kufferterne skal veje noget, vel ikke mindre end 20 kilo stykket, og al baggage og begge børn skal med hele vejen. Det er den tur min kone og børn skal tage, når de skal besøge familie og holde ferie i Danmark.

Jeg antager, at andre af jeres kunder der skal besøge Danmark vil finde oplevelsen lige så (lidt) brugervenlig som du vil.

Kan du ikke lade mig vide om du syntes, at det kunden, der er i centrum når du har taget turen?

Du kan også prøve turen som familie og tage en mandlig kollega med, men så skal du lige huske at tilføje en ekstra kuffert og carry-on. Af nylig erfaring kan jeg fortælle dig, at oplevelsen ikke er særlig god. Bare det at skulle have al bagagen ind og ud af jeres “bybusser” og at skulle have bære al bagagen når der ikke er nogle bagagevogne er en udfordring, specielt når man rejser med børn.

Før i tiden sagde vi altid til hinanden, at det godt kan være at immigrationen er underbemandet med lang ventetid til følge og at toiletterne i lufthavnen er så beskidte, at vi ikke kan få vores piger til at benytte dem, men biludlejningen virkede altid simpelt, enkelt og hurtigt. Sidstnævnte har I nu desværre ødelagt.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Jeg kan godt følge dig i din beskrivelse.
Jeg kan desværre ikke gøre andet end videresende din pointe til rette afdeling.


Stakkels Connie fra Kundeservice.

Den her slags syrlige mails må hun få en del af hver dag.

Til gengæld har vi modtaget en taknemmelig mail fra Europcar, der er ligeså lidt begejstrede for den nye løsning som kunderne.


Europcar skriver:

Kære Martin Kaalund,

Tak for at du har taget dig tid til at kontakte lufthavnen. Det sætter vi stor pris på i vores bestræbelser på at få forbedret forholdene.

Næste gang at du skal bruge billeje i Danmark, så må du meget gerne sende dit reservationsnummer til mig, så skal jeg sørge for, at du får en ekstra god bil.

God weekend.


Og sådan er der jo så meget.

Man skal ikke være urimelig over for Connie fra Kundeservice, men når noget er for dårligt, så er en Kaskelothvals ensomme klage-sang jo den eneste mulighed vi har, som kunder i en ringe butik.

Europcar, derimod – har vi aldrig nogensinde haft problemer med og kan varmt anbefale dem, hvis du mangler en lejebil.

Jeg tror desværre ikke på en ændring af biludlejningscirkusset i Kastrup.

Overhovedet.

Men hvis man intet gør, så sker der med statsgaranti ingenting.

Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kagemanden

Regnskabschefen fylder 44 idag.img_5602Pigerne og jeg har haft travlt med at opfinde skøre bortforklaringer og lange søforklaringer efter gaveindkøbene forleden – for er der én ting, de to jordbærhjelme ikke kan, så er det at holde på en hemmelighed.

“Mummy, det er faksis alright at tell’e en lie til Daddy for det er en happy lie som ikke giver tummyache eller make’r mig sad”, proklamerer Cille på bagsædet.

“Jeps. Du har helt ret. Fordi det er en overraskelse og en god ting, vi har forberedt, så må vi faktisk gerne lyve og drille ham lidt”, svarer jeg og er ikke helt sikker på, hvad det her skal ende med.

Men denne gang holder pigerne tæt.

Vi har trukket penge ud af automaten, så Martin ikke har haft mulighed for at se vores transaktioner, og han har derfor intet udgangspunkt for at manipulere med dem til de taler over sig.

Og deres aftalte løgnehistorier bliver fortalt igen og igen, mens de hulker af grin: “Daddy, vi har buy’et dig en baby doll, der kan lave wee og cry’e med rigtige tårer, når man giver den vand at drikke. Sådan en cry baby har du altid ønsket dig, ikke?”, hvorefter de begge vrider sig ved tanken om Farmanden med en ny babydukke i favnen.img_5596I virkeligheden har Cille købt shorts og hørskjorte til ham.img_5601Og Mille har valgt sandaler og badeshorts med solgule koalabjørne på.img_5605Jeg forærer ham en helikoptertur over Dubai.img_5609Det hele passer ham storartet.

Og det gør fødselsdagskagen også.

En tung, tung Godiva-chokoladesag, som er tættere på trøffel og konfekt end brownie.img_5614Cille vælger en Black-Out Chocolate Cake, som i bogstaveligste forstand får det til at sortne for øjnene af hende i et skingrende rent sukkerchok.img_5615Men det er ikke kun Martin, der er dagens kagemand i skysovs.

Maricels søn fylder 11 i dag, så vi har naturligvis lykønsket hende mange gange med sønnens fødselsdag og foræret ham penge til et pænt ur, som han ønsker sig.img_5611Det er møghamrende svært på mærkedage.

Alle mærkedage. Men værst på fødselsdage og Mors Dag.

For hér bliver det for alvor bøjet i neon, at hun har kæmpestore afsavn, fordi hun er nødt til at arbejde hos os i stedet for at være hos sin egen familie.

Tænk, ikke at kunne deltage i hendes eneste søns fødselsdagsfest.

Det skærer mig i hjertet, og jeg siger det til hende, så hun ved, at jeg ved det.

Maricel siger ikke så meget retur.

Hun har let til tårer, men hun takker høfligt for gaven på sønnens vegne – og hun sender mig stolt et par billeder fra hans fest, som jeg gerne må dele med jer, fordi hun synes, at det er spændende og vigtigt at være med til at give et indblik i de afsavn og livsproblematikker, som en husholderske fra fattige kår står i.

Og midt i hendes savn, så rejser vi til Danmark på påskeferie.

Forhåbentlig kan hun nyde friheden og stilheden lidt.

Forhåbentlig får hun kokkereret noget filippinsk mad, mens den danske familie er bortrejst.

Forhåbentlig får hun skype’t i ét væk med sin søn og mand.img_5610Om lidt er kufferterne pakkede.

Troldebørnene sover allerede tungt og glæder sig til at blive vækket midt om natten for at rejse hjem til Farmor og Farfar.

Det gør vi også.

Og hermed lukkes fortællingen om kagemanden, hans kagekone og deres to små teboller.

Vi skal hjem og marineres i en skønsom blanding af billundsk klor og argentinsk rødvin, hvis den slags fåes i bag-in-box?

Der kommer mere om Lalandia på bloggen, når dem med de røde badebilletter er kaldt op af bassinet og sendt retur til ørkenen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Suppe-steg-is på indisk

Det hører til sjældenhederne, at vi tropper op på Regnskabschefens kontor.

Ikke at det er forbudt, men kontoret ligger oppe ved lufthavnen, og vi kommer ikke tilfældigt forbi på de kanter.

Men én gang om året deltager vi i regnskabsafdelingens fest, der markerer, at årets vigtigste opgave – årsregnskabet – er succesfuldt i hus.

Så vi sætter os i en taxa mod Al Garhoud Road, hvor United Arab Shipping Company har til huse.img_5099Pigerne er afdelingens små æresgæster, så Maricel og jeg sætter alle sejl til for at tildække deres indre trolde.img_5098Da taxaen har sat os af, foreviger jeg Martin og pigerne foran hovedsædet.img_5100Dagene er talte på adressen for både Martin og UASC. Firmaet er jo i fusionsforhandlinger; hovedsædet er solgt til anden side og nye udfordringer skal findes.img_5102Der er nydeligt indendøre – præcist som i et andet hæderkronet shippingfirma, jeg mindes at have arbejdet for i et tidligere liv.

Mille ser fascineret på UASC’s Barzan – den arabiske gigant-pendant til Mærsk’s Emma.img_5101Og jeg ser op over receptions-forstavnen på et virkelig smukt murmaleri af den arabiske søfarts-tradition.img_5103Der kryber en tristhed ind over mig ved tanken om, at der er en afslutning på dét her arabiske eventyr.

Men der er jo altid en afslutning på alting.

Både det gode og det trælse. Det søde og det sure.

Og ingen af os ved hvad fremtiden bringer. Vi håber inderligt på et nyt arabisk eventyr.img_5108Et øjeblik senere ser jeg solen gå ned over Dubai Creek fra en fest-dhow.img_5109Der bliver taget billeder i ét væk.img_5115 Af Regnskabschefen med de forskellige underafdelinger – inklusiv to børn på slappere og slappere line, som seancen skrider frem.

Efter fotografering skal vi se udvalgte medarbejderes indiske bollywooddans tilsat et par filippinere for det eksotiske islæt. De gjorde det imponerende fint.img_5116Pigerne giver også en lille opvisning i hulahop-dans inden maden serveres.img_5121Middagen er noget, der mildest talt skal overstås, hvis du spørger inderne. Deres version af suppe-steg-is (grillet tandoorikylling, curries, ris og forskellige salater med naanbrød til) skal indtages ASAP, så vi kan komme videre til dét, fester virkelig handler om: Party games!

Og pigerne er tydeligvis ikke de eneste, der har talent for at hulahoppe i en kjole, om man så må formulere det.img_5126Og selvom det skal handle om dans, tant og fjas, får Martin dog lov til lige at afbryde et øjeblik med en varm taksigelse til medarbejderne. Han har kun mistet en enkelt medarbejder til job andetsteds – til trods for at jobusikkerheden nu har været et vilkår i over et år, mens fusionsforhandlingerne foregår bag lukkede døre langt væk fra de almindelige medarbejdere. Loyaliteten er imponerende, når nu vi alle ved, at det kommende kontor i Dubai bliver ganske begrænset i forhold til dets nuværende størrelse.

Hans bevingede ord bliver muligvis en smule hijacked af Mille, da hun på et tidspunkt vælger at stille sig om bag ham og vinke ivrigt til folket ved at tvinge sine hænder ind gennem Farens lår.img_5117Der er ikke noget som børn til at punktere en alvorlig stemning.

Og selvom inderne muligvis er lidt overraskede over pigernes uformelle tilgang til Regnskabschefens tale og festaften, så er det slet ikke så dumt endda at vise, at han er helt almindelig dødelig og bliver behandlet som dét, han først og fremmest er: Far.

Fra den ene lår-seance til den anden. Bingo-time!img_5129Pigerne hjemtager ikke en flæskesteg eller et pund kaffe, men derimod gavekort til Carrefour.img_5130Sejren må fejres ved at danse igennem til lidt indisk-inspireret popmusik.img_5137På vejen hjem fra festen råber Cille:

“Which party game did you find the silliest? Mor, så du da jeg skvattede i en banana peel på dansegulvet? I didn’t like that game with the bananas!”img_5139“Nej, Cille. Banan-legen kunne vi alle nemt have været foruden”, svarer jeg med et undertrykt grin.

Sidste år var der en lidt for ivrig tryllekunstner, en menneskelig hest og en dyppe-gulerod-i-flaske-leg, vi kunne have været foruden, så det bliver da bedre år for år til indisk suppe-steg-is.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elsker dig forevigt

fullsizerender2Min avatar og jeg ønsker jer hermed en aldeles vidunderlig og romantisk Valentinsdag – uanset om du synes at dagen er et amerikansk marketingstunt eller en skøn anledning til at fejre kærligheden.

Så hvis du ikke gider de hjerteformede ting i supermarkedet, så kys i det mindste dem, du elsker. Det er tanken, der tæller – ikke gavens eller handlingens størrelse.

I morges startede pigerne dagen med at overrække deres hjemmelavede, hjerteformede kort og en lille gave til Maricel, som blev oprigtigt glad for opmærksomheden. Hun har jo langt hjem til sin egen Valentine på en mærkedag som idag.

Og i skolen har Year 9 muntret sig med at lave love-triangle valentinskort mellem hovedpersonerne i Shakespeare’s stykke Twelfth Night. Det er der kommet de mest morsomme, lettere creepy-søde kort ud af. Og uanset at tonen flere steder er borderline uanstændig, så er det ihvertfald en sjov(ere) måde at lave personanalyse på end den sædvanlige.

I frikvarterne har gangene summet af flirtende teenagere, der har uddelt røde roser, kram, breve og bløde bamser i ét væk. Lidt uskyldigt og ret uimodståeligt – og så kan skolen kalde det for Friendship Day ligeså længe de vil.

Vi andre ved godt, hvad klokken er slået…

Hjemme når jeg knapt at lægge pakkenellikerne fra mig, før pigerne begejstrede udbryder: “Wauw, look, Mummy!” inde fra stuen.img_4633Han har gjort det igen.

Smeltet mit aldrende hjerte.

Med 25 langstilkede røde roser, hjerteformede chokolader og det sødeste kort.

Og pigerne stråler om kap med mig, mens de indtager hver deres buket med tilhørende kærlighedserklæringer fra Farmanden.img_4634Det rører mig dybt, at Martin sender blomster og chokolade til os på Valentinsdag.

Og det rører mig endnu mere, at Martin på fineste måde viser pigerne, hvordan en gentleman opfører sig.

Forhåbentlig vil hans adfærd i pigernes barndom danne præcedens, således at de – når de engang kommer til kurtiseringsalderen – har høje standarder med hjemmefra, som gør det nemt at sortere skidt og kanel.img_4636Jeg nyder synet af buketterne og nupper en enkelt ‘lade til min eftermiddagskaffe, selvom vi skal gemme dem og dele med Martin.

Jeg føler mig elsket og set.

I en sådan grad, at der kommer bacon på menuen i aften.

Vejen til Martins hjerte, er det. Bacon.

Og en vaskeægte Valentinsgestus, er det. Fra hans kone.bacon-642x428

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvornår flytter I så hjem?

“Tine, jeg synes nu, at du skulle skrive lidt mere om forskellene mellem Danmark og Emiraterne, sådan som du ser og oplever dem. Og om de tanker, du gør dig om samfundet, livet i udlandet og så videre”.IMG_0981Vi står over for hinanden efter en dejlig eftermiddag fyldt af kaffe og interessant samtale.

Vi tager afsked i silende, blid sommerregn.

I den smukkeste panoramaudsigt over Sejerøbugten.

Danmark bliver bare ikke dejligere end lige her.

Og kommentaren kommer fra det flinkeste menneske, som jeg netop har mødt, fordi han er så heldig at være gift med min dejlige (tidligere) kollega.

De har selv levet i udlandet og har rejst meget – og deres syn på Danmark og verden er naturligvis stærkt influeret og nuanceret af dette.

“Jamen, det kan du da have ret i. Ofte fokuserer jeg jo på børnene og de oplevelser, vi har i hverdagen. Det simple, kunne man vel sige”, svarer jeg med et smil.IMG_0988Manden har ret.

Der burde være langt flere observationer, tanker, refleksioner, idéer, holdninger og armsving her på bloggen. Det er jo ikke fordi jeg vandrer bevidstløs rundt – hverken i Danmark eller Ørkenstaten – men jeg luller afsted med strømmen til hverdag og fest.

Præcist som de fleste.IMG_0989Lige indtil jeg stopper op og mærker efter.

Så nu åbner jeg ballet med én af klassikerne.

Et spørgsmål, som enhver udlandsdansker har modtaget 1.117.000 gange, siden han eller hun udrejste af Dronningeriget.

Sjovt nok (og stort set kun) stillet af mennesker, som ikke rigtig kunne forestille sig (læs: have lyst til) at flytte udenlands.

Et spørgsmål, som altid bliver en samtale-bremseklods.

Ihvertfald hvis man stiller det til mig.

Og det er ikke fordi spørgsmålet er uanstændigt-dyneløftende-nysgerrigt, nedladende eller bedrevidende.

Det er tværtimod altid velment.

Altid.

 

“Nå men….hvornår flytter I så hjem?”

Jeg bliver paf og stiv i betrækket. Selv når jeg ser spørgsmålet på skrift.IMG_0986Det bramfrie svar ville lyde noget i retning af:

“Det aner jeg ikke! Hvornår skifter du selv job og sælger huset og gør et eller andet vanvittigt nyt og overraskende med dit liv? Og i øvrigt ser jeg ikke de helt store fordele ved at bo i Danmark for tiden. Nærmest tværtimod. Jeg er faktisk glad-og-møj-tilfreds med familiens driver-liv i Dubai. Jeg mener – hvorfor skulle jeg knokle fuldtids både ude og hjemme (i Danmark), hvis jeg kan nøjes med deltids ude og nada hjemme, fordi min nanny er en engel (i Dubai)?

Men sådan kan man jo ikke svare.

Til et velmenende, sødt og tilfredst menneske, som har et dejligt og fyldestgørende liv i Danmark.

Det virker decideret uhøfligt.

Provokerende.

Priviligeret på den der pisseirriterende, krybende misundelses-agtigt-generende måde, som er helt og aldeles forbudt.

Fordi Jante siger det!

Og fordi det flinke menneske, som stillede spørgsmålet, muligvis (ganske ubevidst) ønsker at få bekræftet, at jeg selvfølgelig har mest lyst til at bo i Danmark.

Dén bekræftelse ville være rar at få, når vedkommende selv har valgt, at Danmark er dejlig(st).

Fornemmer jeg.

Måske tager jeg fejl? IMG_0987Nuvel.

Det politisk-korrekte svar ville lyde noget i retning af:

“Uha, det synes vi er lidt svært at svare på for tiden. Det hele afhænger jo naturligvis af Martins jobsituation om et års tid og fremtidige muligheder og sådan. Og vi tænker jo også meget på at pigerne skal have et stabilt liv. Det er en meget svær balance og vi er noget usikre på hvad løsningen bliver. Omstændigheder kan jo ende med at beslutte om det er enden på vores udlandsliv”.

Vat med vat på.

Uld-i-mund-forsigtigt, fordi vi jo vitterligt ikke ved, hvad der vil komme til at ske, når fusionen realiseres in all its glory. Vi har nemlig ikke en bedre krystalkugle at se ind i fremtiden med end alle andre mennesker.

Og af uvisse årsager forventes det, at vi (læs: udlandsdanskere) har lagt mere konkrete 5-års planer for vores liv end alle andre.

Vel har vi ej.

Well, nogle har nok.

Men vi lever sådan set i nuet mindst ligeså meget som alle andre mennesker, der er glade for deres arbejde, hjem og hverdagsliv.IMG_1002Faktisk kan der være noget uendeligt befriende i at give fuldstændig slip.

Lade tingene ske, når universet synes, at de skal ske.

Blive på ét sted i de næste 10 år eller flytte til Langbortistan om 3 måneder.

Whatever feels right.IMG_0994Og det er med dén slags ja-hat på, at jeg går fremtiden i møde.

Så måske burde det hudløst-ærlige svar være noget i retning af:

“Der er dejligt i Danmark, helt bestemt, men jeg nyder at leve i andre lande og at give vores piger en fornemmelse for at verden er et nuanceret, mangfoldigt sted. Faktisk vil jeg allerhelst fortsætte med at uddanne dem til gode verdensborgere rundt omkring i verden frem for i Danmark. Min eventyrlyst er intakt – men jeg er mig også bydende bevidst om, at det ikke nødvendigvis vil være en mulighed eller en frihed, som vi som familie kan fortsætte med at tage i én uendelighed.” 

Danmark er dejlig(st).

Men hjemme er for mig blevet en følelse og ikke et sted.

Der er dér, hvor Martin er.

Og jordbærhjelmene, selvfølgelig.IMG_0983

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts