Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rene underbukser eller en tanzanit?

Hver eneste gang jeg får lyst til at skrive et eller andet om smykker, kommer der en mørk skygge krybende hen over idéen.

Hvad er problemet?

Jeg tror, det handler om, at det kan virke overfladisk. Lidt ligesom at flashe en meget dyr taske og efterfølgende gøre opmærksom på, at den har man altså givet mange penge for eller sådan noget. Cringe.

Men – hvorfor skulle det egentlig være en hemmelighed, at jeg elsker smykker? Det er jo mit (læs: stakkels Martins) valg, hvad vi bruger vores penge på, præcist ligesom alle andre er velkomne til at købe hundehvalpe, campingvogne, cigaretter eller signerede fodboldtrøjer for deres penge.

Og det er jo nærmest i offentlighedens interesse at vide, at Dubai er et helt igennem fantastisk sted at købe smykker, ikke? Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at dit drømmesmykke koster halvdelen af det, smykket ville koste i Danmark, men det er overraskende tæt på. Så drøm du bare om den helt store tur….flybilletterne betaler jo nærmest sig selv, ikke?

Jamen … snyder de os så ikke bare i guld- og sølvbutikkerne i Dubai? Er diamanterne solgt med lidt fup og fiduser?

Nix.

Alle større ædelstene kommer med de originale certifikater fra enten Schweiz eller USA, og mindre ædelstene kommer med butikkens certifikat på størrelse, antal og total-karat. Dét kan man trygt stole på.

Salg af ædelmetaller og værdifulde stene som diamanter er et gennem-reguleret område, fordi styret hernede aldrig ville acceptere, at nogen kunne beklikke deres troværdighed i en sådan henseende. De har kun interesse i at blive større end Antwerpen, om muligt, og jeg kan love dig for, at udvalget er fænomenalt. Prøv at gå ind for at forhøre dig på en to eller tre karats diamant, og så skal du se læssevis af bakker blive linet up, så du kan vælge fra det dyreste til det billigste. Her er noget for enhver pengepung og Hartmann’s kan gå direkte hjem og lægge sig.

Der ligger smykkebutikker i alle malls og i mange forskellige områder af byen. Det sjoveste og skøreste sted er naturligvis den traditionelle Gold Souk i den gamle bydel oppe ved Deira. Her kan man f.eks. se det voldsomt ornamenterede brudeudstyr i guld til de indiske og pakistanske brude.

Hvis man er ude efter et særligt ur, ville jeg straks anbefale urbutikkerne i Dubai Mall, så man er helt sikker på både service og kvalitet.

Er man ude for at købe et særligt værdifuldt smykke eller at få lavet et nyt smykke ud af et gammelt smykke, vil jeg dog ikke gå i souk’en eller malls, men i stedet anbefale Gold & Diamond Park, som er et kæmpe center dedikeret til guld- og sølvsmedebutikker. Jeg har skrevet om stedet før – og tilmed fotograferet én af smedjerne hos den butik, hvor vi får lavet de fleste af vores smykker til familie og venner (og mig selv, sagde hunden).

Men som overskriften siger, handler det i dag om underbukser og en tanzanit. Martins underbukser, forstås, for i tyverne var mine trusser så miniature-små, at de nærmest bare var en fodnote i historien. Det er noget anderledes nu, for jeg er nemlig indehaver af trusser, der vokser med alderen (smart).

I starten af vores kæresteliv rejste vi til Kenya og Tanzania. I farten havde Air France godt nok glemt vores rejsetasker, men vi måtte ligesom videre i teksten. De glade tyvere, you know, videre-videre. Da vi ankom til minebyen Arusha efter en lang rejse i en slingrende Toyota Hiace fyldt med khattyggende kammerater fra Nairobi, fik jeg pludselig et klarsyn. En vision, vil jeg nærmest kalde det. Så jeg købte en tanzanit for forsikringssummen. Til minde om Tanzania, naturligvis. Faktisk kunne jeg slet ikke trække vejret uden den tanzanit, så det var dælme godt, vi fik fat i den.

Da vi på denne fikse måde fik ekspederet samtlige kontanter videre i systemet, stod jeg nu med en konvolut med en fin dueblå tanzanit i – og ellers ikke andre ejendele i nærmeste fremtid. Glad var jeg. Ubekymret. Martin uden rene underbukser var det mindste problem i hele verden, og desuden har han været soldat, så han må have prøvet dét, der var værre?

I tre dage vendte han boksershorts ind og ud. Men hvad gør det, når man er forelskede og sover i spidstelt på savannen? Rejsetaskerne blev da også på mirakuløs vis leveret til os midt ude på Serengeti, og så var der ellers ikke flere underbukse-udfordringer på dén tur.

Til gengæld blev jeg aldrig glad for den fatning og ring, som tanzanitten senere havnede i, da vi kom hjem til Danmark. Ingen navne nævnt, men en guldsmed i Hillerød fik presset en cushion cut sten ned i en prinsessefatning – og det fatter man jo minus af. Men jeg tog ringen på og gik ud i verden og undrede mig. I de sidste 10 år har ringen ligget skamfuldt i smykkeskrinet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på den indfatning, og fordi jeg har tre gange tykkere fingre i dag end for 20 år siden. Kald det en blanding af vægtforøgelse, permanente ødemer og fingerled, der har givet sig voldsomt af to graviditeter – et møg-ærgerligt sted at vokse er det ihvertfald, men trods stor ærgrelse er fingrene ikke krympet det mindste.

For nylig tog jeg min tanzanit til nåde.

Jeg fik stenen sat i den rette fatning og tilføjet brilliant-skårne diamanter i såkaldt halo hos butikken CARA i føromtalte Gold & Diamond Park. Jeg glemte dog at lave før-billeder, så I får kun efter-billedet af mine krogede fingre.Resultatet er blevet så fint og feminint. Og jeg er lykkelig over, at min nostalgiske tanzanit bliver til at bruge igen. Det er ærgerligt at have noget liggende i et smykkeskrin, som rent faktisk kan blive til et smykke, man gerne vil gå med, men som ligger ubrugt hen af enten størrelsesmæssige årsager eller et design, der er uddateret.Fremover vil jeg se ned på min fine ring og tænke på dengang i Tanzania, hvor jeg pludselig var helt visionær. Måske vil jeg også tænke lidt på Martins underbukser, hvem ved?

For mig repræsenterer smykker bærbare minder. Smykker er kærlighedstilkendegivelser eller en måde at bære et kys, en velsignelse eller en oplevelse videre ud i livet og verden. Derfor er min forlovelsesring også ved at blive bygget om, fordi jeg ikke kunne passe den længere (læs: fedmen og ødemerne), og ringen kunne desværre ikke udvides ved at isætte noget mere metal.

Og når nu jeg alligevel var i gang med både tanzanitten og forlovelsesringen, kunne jeg lige så godt fortsætte. Min Mor fik nemlig engang i 80’erne en ametyst-ring af min Far.Det ville være synd at sige, at ringen er i et design, jeg kan se mig selv gå med, men der er et eller andet ved at beholde den lille ametyst, som min Far må have følt passede til min Mor. Dengang, for så lang tid siden…

Jeg har ikke mine forældre i et fasttømret fællesskab, og det har vi alle lært at leve fint med, men af nostalgiske årsager skal ametysten have lov til at blive hos os alle sammen. Den skal gives videre til enten min niece eller en af pigerne en skønne dag. Men indtil da bliver den til en signetring i rosaguld til mig.

Som I kan se, får man tilsendt CAD-tegninger af det design, som butikken foreslår. Man kan også sagtens bede dem om at lave en prøve i ler, som man så kan prøve på, før de for alvor går i gang. Andre gange skal man prøve ringen på, før de f.eks. begynder på stensætning og færdig-slibning, som nu er tilfældet med min forlovelsesring, der oprindeligt er en Georg Jensen Fusion-ring med diamanter. Jeg glæder mig til at hente min splinternye forlovelsesring – og signetringen, som min Mor nu skal se i sommerferien.

Gamle smykker, som skal laves til nye med et skandinavisk udtryk skal nok laves i butikken Monili. Handler det om et klassisk design (som tanzanitringen) og i særdeleshed om at isætte flere eller større diamanter, er det nok CARA, der er bedst.

Jeg kunne blive ved, men skal stoppe nu. Der er dog heldigvis mere smykkesnak i mine gamle indlæg lige her:

Alt, der glimter….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt,  men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.

For dét her giver mening.

Ihvertfald for mig.

At være gift med en Regnskabschef er en dans på både Excel og roser.

Tak for dig og alt dét, du giver pigerne og jeg hver eneste dag, Martin. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-lotteriet

Det var lige før, jeg udbrød, at “det måtte jo ske på et tidspunkt”, da Martin med beklagelse i stemmen meddelte, at hans seneste PCR-test desværre var positiv.

Tænk, at blive udtrukket som vinder i det store corona-lotteri! Og han var ikke engang alene om vinderkuponen med den gyldne omgang corona – fire kollegaer var i samme vinderposition. Det er en arbejdsrelateret ‘rona, skulle vi mene at have regnet os frem til – for vi kommer jo stort set ingen steder.

Det startede med, at Martin havde let feber, slem hovedpine og noget underligt ubehag i kroppen, og selvom det jo ikke i sig selv er lig med corona, blev han selvfølgelig PCR-testet og var noget bekymret for resultatet.

Det hjalp ikke engang med en omgang kanelsnurrer, selvom jeg bagte dem og en stak pølsehorn i ren kærlighed.Han sov for sig selv og gik med maske på, men i min naive verden er man jo altid uskyldig til det modsatte er bevist, så det kan ikke udelukkes, at jeg har krammet lidt på ham i ventetiden. Han er svær at holde fingrene fra i længden, er min erfaring med Hr. Skotskternet Pyjamas.Hele skolen har også lige været lukket i en uge, hvor alle elever overgik til distance-learning over Teams, fordi smittetallet i Ørkenstaten bare går op og op – og der er for mange syge lærere og en efterhånden ret så udtrasket vikarstab, der løber hurtigere end man kan forvente.At blive syg med corona er desværre heller ikke længere noget, man hører om ‘ude i periferien’ – nu er det folk, vi kender, det er naboer, venners venner, kollegaer, venners kollegaer osv.

Dagen efter Martins positive coronatest var jeg så på pletten med en knaldende hovedpine. Pigerne, Maricel og jeg fik straks foretaget PCR-tests, og på det her tidspunkt var jeg ret taknemmelig for, at vi var i hjemmeskole, så vi har så lidt berøringsflade med andre som muligt.

Efter halvandet døgn i sengen med ondt i alle led, hovedpine, kuldegysninger og alle mulige psykosomatiske symptomer var jeg ikke overrasket over, at min test også kom retur positiv.

Pigerne og Maricel klarede heldigvis frisag. Ihvertfald indtil videre.

Martin havde to døgn med dundrende hovedpine, ondt i leddene og følelsen af let feber on-off, før han begyndte at komme til hægterne igen. Det samme har gjort sig gældende for mig – bare med en dags forskydning.

Og han passer godt på sin dødsangste kone, der føler, at hjertet hopper og flimrer. Det er enormt beroligende og betryggende at kunne måle iltmætning og puls, når det er som om, der foregår noget sært i kroppen. Det har ihvertfald hjulpet mig til at sove mere trygt om natten midt i dét her.Martin har ikke kun indkøbt ilt- og pulsmåler, men også et pandetermometer, så han kan ‘skyde’ helt uden at vække patienten.

Det er håndgribelig kærlighed.

Mandeomsorg.

Og jeg slubrer den i mig.

Nu er jeg på Dag 5 i isolation.

Martin på Dag 6.

Det er en lille, stille, halvkedelig lockdown-boble, der denne gang giver mening, fordi vi nu er syge. Pigerne tegner og maler på lærreder oppe på deres værelser, mens de ser dumme amerikanske serier på Netflix; Mille leger med sine Playmobil-opstillinger og Cille zoom’er sig igennem lektierne med sine veninder. Karbadene tager halve dage, og det samme gør snacks-pauserne.Dubai Health Authority ringede også til os forleden for at høre, hvordan det går i corona-reden. Deres nye retningslinjer for corona-smittede er 10 dages isolation, hvorefter man er fri til at tage på arbejde og ud i samfundet igen. Tidligere hed det 14 dage, men det er nu nedsat efter grundige overvejelser. Faktisk udsteder myndighederne nu et certifikat, der skulle blive sendt til ens mailadresse, således at man kan bevise over for arbejdspladsen eller andre, at man har udstået isolationen og har lov til at møde op.

Pigerne kommer nu først afsted i skole efter 14 dage herhjemme, også selvom de forhåbentlig ikke får corona af os. De er jo direkte pårørende til corona-smittede, og de skal ud blandt mange børn, når de træder ind på skolen igen.

Better safe than sorry.

Her midtvejs i isolationen er der heldigvis ikke noget, der ikke kan klares med lidt Panodil og en lur. Hvile skal der til. Og der er jo heller ikke ret meget andet at tage sig til, når man ikke må gå nogen steder hen, og der ikke er skyggen af energi i kroppen til at lave gymnahopsasa på YouTube.

I stedet må jeg læse bøger og glo på de smukke blomster, jeg fik forærende i dag, som en dejlig overraskelse fra to søde elever.Jeg håber inderligt, at det fortsætter med at være en mild omgang, selvom vi har hørt flere sige, at Dag 8 til 11 kan være ret slemme. Det virker til fortsat at være en meget uforudsigelig virus med meget varierede symptomer og problematikker hos den enkelte, og indtil videre er vi sluppet meget, meget billigt. Det mest insisterende er manglende smags- og lugtesans – og så ømhed i alle leddene.

Martin og jeg holder os for os selv, så meget som overhovedet muligt. Når vi skal ud af sove- eller gæsteværelset vasker vi hænder, bærer mundbind og holder afstand. Selvom vi har Maricel her, har vi vurderet, at det ikke er muligt at “lukke os fuldstændigt inde” i de to værelser i 10 dage.

Det er selvfølgelig en kalkuleret risiko.

Vi ønsker ikke, at pigerne eller Maricel skal få corona, men samtidig er det også hårdt for pigerne at skulle være “helt uden forældre” i så lang tid. De er stadig bittesmå mennesker.Så vi monitorerer pigernes helbred. Og Maricels, for den sags skyld.

Og så tæller Mille og jeg ned til vi kan kysse og kramme igen.På falderebet i min corona-fortælling kan jeg ikke nære mig for lige at sige, at jeg har set måbende til, når den danske regering og de danske medier langer hårdt ud efter Dubai i denne her sammenhæng.

Det kunne jeg også have uddybet over for Radioavisen på DR, men jeg vil meget hellere bruge min egen lille platform her til at forklare, hvad jeg synes om de anklager om snyd med PCR-tests, som den danske stat fremsætter imod Dubai.

Og så til mit korte svar, der alligevel fik min puls op.

Det er mig helt ubegribeligt, at der skulle foregå snyd med PCR-tests her i landet. Det ville på ingen måde tjene styret, som ikke ønsker andet end gang i hjulene igen. Vores sundhedsvæsen lader heller intet tilbage at ønske – tværtimod. Alle klinikker er professionelt sat op og f.eks. hele vaccinationsprogrammet bliver kørt af sundhedsmyndighederne på præcist samme måde som i Danmark.

Her er så hårdt brug for, at bl.a. turistsektoren kommer på benene igen, og derfor har man velvilligt taget imod turister fra især England, Rusland og de tidligere sovjetrepublikker i de seneste måneder.

Vi, der er fastboende i landet, ser til med bekymring på dette – for vores oplevelse er, at det er netop turisterne, der kommer rejsende til med lige så stor risiko for at smitte os med nye mutationer, som vi har for at smitte dem – og så er det oftest turisterne, der har ‘besvær’ med at overholde de gældende restriktioner, når de skal have taget perfekte selfies til Instagram.

Jeg tror ikke på, at der skulle foregå organiseret PCR-svindel fra styrets side. Kan man finde en iransk kvinde i Danmark, der sælger falske, negative PCR-tests “fra Dubai”, så er det vel en kriminel handling og et problem i Danmark – ikke i Dubai?

Men sådan er der så meget.

Hver især føler vi os allerbedst tilpas og allermest trygge ‘hjemme’.

Hvor ‘hjemme’ så end er.

Og ‘hjemme’ er lige præcist dér, hvor vi alle bør blive i den nærmeste fremtid. Indtil vi får styr på corona, carina, corolla – rædsomt barn har som bekendt mange navne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet