En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvornår kommer du hjem?

Vi savner ham her helt vildt, mens han med garanti har det megasjovt med at stå ned af et eller andet alt-for-vanvittigt-højt bjerg i Schweiz.Og drikke fancy aprés-ski-drinks i en eller anden nydelig schweizisk bar med udsigt over Lucerne-søen.Det er også bare fordi vi ikke længere er vant til at en kvartet kan blive til en trio.

Vi har vænnet os til fuldstændigt symbiotiske tilstande, nu hvor Martin har været hjemmegående og jobsøgende i et halvt års tid. Pludselig er en forretningsrejse noget højst usædvanligt, selvom det jo kun er godt, at han er afsted og møder sine nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Og vi har faktisk haft en skøn weekend i det herlige vintervejr.Med legeaftaler for både mødre og døtre – og gode forhindringsbaner i haven.

Med gyngeture i det fineste, lysegule solskin.Og is-spiseri i græsset.Der er faktisk ikke én eneste ting at beklage sig over, når jeg nu tænker efter.

Selv slim-produktionen bar frugt for ihærdige Cille, der denne gang blandede skolelim, barberskum og bodylotion.I virkeligheden har vi været snydeheldige med Martins arbejdstider, siden pigerne er kommet til verden.

I helt gamle dage – kærestedagene – rejste Martin godt og vel 200 dage om året. Og jeg var vant til det i en sådan grad, at min Svigermor måtte undre sig. Der var vores fællesliv – og så var der mit eget liv. Hvis jeg ventede for meget på Martin, blev savnet ganske enkelt for overvældende. Og jeg har altid været faretruende glad for mit eget selskab uden andres indblanding. Så det fungerede. Helt fint.

Men 7 år senere kom der en kæmpebaby på tværs.

Og de sidste af Martins forretningsrejser før fødslen var et helvede for os begge. Jeg var bange for at blive indlagt eller føde helt uventet – og han var bange for at der skulle ske et eller andet tosset med mig, barnet eller ham selv. Muligvis var det også fordi han fløj rundt i Rusland i små mærkelige indenrigsfly.

Der var ikke andet at gøre end at distancere sig fra kufferterne og lægge rødbedepasset på hylden. Siden Cilles fødsel har Martin haft jobs, der indebærer et minimum af rejseri. Plus ret så faste, familievenlige arbejdstider, hvor man kan spise aftensmad, bade og putte børn sammen, før computeren igen må åbnes.

Dét tager jeg hatten af for.

Og det betyder, at pigerne vil ha’ deres Far mindst lige så meget, som de vil ha’ deres Mor. For de er vant til, at han børster deres tænder, puster på av’ser og sætter plastre på, reder deres lange hår og læser godnathistorier. Det er de der helt små, nære ting i hverdagen, som man ikke senere kan gøre om – og som skal leves og mærkes, mens de er der.

Børnene er jo kun små i ganske få år. Og selvom det føles som trivielt trummerum ind i mellem, så ved vi begge, at der kommer alt for hurtigt en dag, hvor vi vil savne alle de her små ritualer.

Rejselivet ser bare så glamourøst ud udefra.

Men jeg har været tilskuer til det indefra i en hel årrække – og der er forbløffende lidt at misunde dem, der rejser hele verden rundt til møder. Måske lige bortset fra alle de nice bonuspoints, der kan konverteres til udgrades og familieferier.

Men nu sidder han højt oppe på himlen – på vej ned til os – og sender os videobeskeder i en fjern Ørkenstat. Ih, det bliver godt at få ham hjem igen ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet