• ···

Bab Al Shams

Forleden gjorde vi os umage.

Pigerne har arvet min forfængelighed og pyntesyge.

De ELSKER transformationen fra plettet T-shirt til lyserød candyfloss.

Jo mere, jo bedre.

photo 1-7 photo 2-7

Vi skulle ud for at sige god-sommer-farvel-og-på-gensyn til Familien K.

Og det gjorde vi på bedste Ramadan-manér med endnu en fremragende iftar-buffet.

Denne gang på ørken-resortet Bab Al Shams, der ligger cirka en halv times kørsel fra Dubai.

photo 1-5 photo 2-5

Vi nåede Bab Al Shams lige ved solnedgang, hvor vagterne gik og tændte fakler, der lyste langs vejen ned til resortet. Ikke at der var andre veje, man kunne køre ad – men det gav en smuk og dramatisk stemning.

photo 4-4 photo 3-4

Bab Al Shams ligger hengemt som en oase blandt bjerge af sand.

Helt og aldeles fantastisk.

Der er 1001 nats eventyr-stemning fra det øjeblik, man træder ud af bilen og henover tykke, ægte tæpper.

Iftar-buffetten var udendørs – og startede sædvanen tro med dadler.

photo 4

Der duftede helt fantastisk af  kyllinger på grillspyd, majs over kul, stegte skaldyr, boblende stuvninger, røgelse og vandpibe.

photo 5 photo 5-1 photo 3 photo 1-3 photo 1-1

Ét stort, sanseligt virvar af dufte, farver og indtryk.

Dekorationerne på resortet var smukke og imponerende – med stærk folkloristisk inspiration fra ørkenlivet og beduinerne, hvor Ritz-Carlton-iftar’en var en æstetisk opvisning i overdådig marmor, guld og arabesk.

Så vi har fået 2 meget forskellige, festlige oplevelser under vores første Ramadan.

photo 4-1 photo 3-1 photo 2-2 photo 2-1

Der var opstillet air-conditioneret “telt” til spisningen, så hvid mand ikke skulle smelte i ørkenheden.

photo 1-2

photo 5-4Efter middagen kom der på bedste suppe-steg-is-manér (eller var det i virkeligheden tale om en form for muslimsk “grisefest”?) stur-stur underholdning i form af en mand i kjole, der kunne dreje rundt om sig selv helt utroligt længe (uden at tilte eller knække sig).

photo 2-3Da der skulle prik over i’et, tændte han da lige elektrisk lys i skørterne.

photo 3-2Dét var noget, Cille og de andre søde piger kunne lide. De voksne fortsatte ufortrødent med buffettens mange delikatesser.

Senere på aftenen fortsatte det arabiske eventyr med rideture på kameler og heste.

photo 1-4 photo 4-2 photo 5-2

photo 4-3 photo 3-3

Mille var mildest talt RASENDE på sine dumme forældre. Tænk, hun måtte ikke engang få lov at ride på kamel ligesom de store piger!

Her er hun med sin umulige Far, der begrænser hendes frihed og udvikling (mens den ligeså håbløse Mor fotograferer grundfrustrationen).

photo 2-4

Til sidst gav hun sig og fik en ridetur på ponyen. Men det var IKKE begejstring, der lyste ud af hende. Hun ville hellere have været på kamelryg.

photo 5-3

Jeg sluttede en aldeles fremragende arabisk Ramadan-fest med at sige goddag til en falk.

photo 3-5 photo 2-6

Efter en begivenhedsrig aften drog vi hjemad under en sandstøvet, mørkeblå ørkenhimmel med 2 sovende trunter på bagsædet og en smuk, gul måne i bagruden.

Hvilken arabisk eventyraften.

Det må vi gøre om en anden god gang.

PS: Mille rakte ivrigt ud efter dadlerne, der stod på bordet. Hun troede, at der var tale om baconsvøbte cocktailpølser. Og blev med rette svært skuffet. Tænk, aldrig at have sat tænderne i bacon? Det er da næsten synd for muslimerne, er det ikke?

Tidsfordriv

I morges vågner Cille til et brev under puden fra Tandfeen (aka. Farmanden) og en pengeseddel.

united-arab-emirates-note-100-dirhams-back

De 100 dirham brænder i lommen, så vi beslutter os for en tur i Dubai Mall, som altid er fredelig hver fredag formiddag, når de rettroende befinder sig med popo’en i vejret i den lokale moské, mens vi ukristelige hvide mennesker render rundt og tér os.

Vi trænger også i dén grad til at fordrive (vente)tiden. Det er begrænset hvad man kan foretage sig med en pige, der har armen i gips, når det skal kombineres med ca. 45 graders bageovn udenfor.

I morgen tidlig skal gipsen af Cilles arm, og hun skal have taget et nyt røntgenbillede. Forhåbentlig har ortopæden intet at bemærke, så vi kan køre direkte ned til swimming pool’en og fejre, at de 2 ½ ugers venteposition og indespærring er ovre, og vandhundene er back in business.

Der er en fin lys- og lydinstallation i Dubai Mall, som pigerne elsker at løbe rundt i. Det er lidt som at befinde sig i en (let)overskuelig labyrint med blide sanseindtryk i form af vindharpe-lignende toner og pastelfarvet lys, der reagerer på hændernes tryk. Alle – store som små – går intuitivt hen og trykker på søjlerne for at opleve reaktionen.

Der er mange fine detaljer og oplevelser spredt ud over hele Dubai Mall – kunstinstallationer og dekorationer, som giver fantasien frit løb. Det er meget anderledes end et dansk shoppingcenter, hvor man går ind med et formål om at købe ind og muligvis få en kop kaffe eller en let frokost. Men araberne (og immigranterne) bruger også langt flere timer i malls’ene, hvor de (vi) shopper, socialiserer og går tur med familien, fordi det er så stegende hedt udenfor.

Cille vil gerne bruge sin tandfe-belønning på at købe en gave til kusine Cath’s hamster, Charlie, som hun glæder sig til at besøge og lege med i Danmark.

Vi har svært ved at stå for at den lille-store Skolepige ønsker at købe en gave til at forære væk, frem for at bruge alle pengene på sig selv. (Dér ligner hun Faren – bestemt ikke Moren).

Så vi må en tur i dyre-butikken, hvor der (bizart, set med danske øjne) sidder bittesmå hundehvalpe på rad og række i bure. Der er klinisk rent i både bure og butik, men det er tydeligt, at dyrene savner kontakt, som de sidder dér og slikker glasruden for at komme os lidt nærmere. Suk.

photo 1-2

De sidste af tandfe-pengene bliver brugt i den japanske Daiso-butik, som pigerne og jeg ELSKER. Det er Japans svar på Tiger-butikken – bare bedre. Det bliver ikke mere eksotisk. Og vi går amokka over dimser og dutter og andet ubrugeligt bras til det hjemlige krea-værksted.

Martin finder til sin store fornøjelse (han gnækker for sig selv i et helt kvarter) en slags “finger-beskyttelses-dutter”, som han mener i virkeligheden er kondomer til de (antageligt) mindre-udrustede japanske mænd.

photo 4-3

Måske er der tale om overlevelsesteknik fra hans side? En halv time i Daiso Japan med 3 trunter er næsten mere end man kan forlange af en mand?Men han er her endnu. Alive and kicking.

Efter det, der føles som en flere kilometerlang travetur i Dubai Mall, indtager smørgrisene hver en bagt kartoffel (med Price-kvantum smør). Kartoflen er cirka dobbelt så stor som deres mavesæk. Hvor de gør af maden, det aner jeg ikke.

photo 3-3

Vi får libaneser-fastfood i Dubai Mall’s food court. Det er meget muligt, at man kan blive træt af krydret, grillet kød med nybagte fladbrød og yoghurt – men der kommer til at gå lang tid, før det sker for os.

photo 1-3

Rigtig god weekend.

På jagt efter romantik i ægteskabet

Jeg har været ude til “wine & nibbles” med veninderne de sidste par aftener. Så hyggeligt.

redwine

Og Martin har spillet rollen som græsenkemand til perfektion: Med computer på skødet og Sky Sport på fjernsynet, to baby-alarmer med snorkefrøkener på høj volumen stående på sofabordet – og et nusset køkken med krummer under spisebordet og snavset service efterladt ved siden af opvaskemaskinen.

Jeg har helt klart fået sovet for lidt, så i dag er én af de dage, hvor kaffekruset ikke rigtig kan blive stort nok. Det regner og selvom jeg gjorde et hæderligt forsøg på at få mere energi af en tur i fitnesscentret her til morgen, så har jeg mest af alt lyst til at lægge mig på sofaen og gemme mig for omverdenen.

foto

På forunderlig vis skal der ikke andet til end et par aftener væk fra Martin, før jeg savner ham lidt. Efter 12 ½ år som kærester virker det måske en smule fjollet, men vi er bare vant til at være sammen ligeså snart, han har fri fra arbejde.

For når man bor langt væk fra familien og den etablerede vennekreds, så bliver den lille kernefamilie pludselig ens “et og alt”. Der er ikke længere de sædvanlige tøseaftener, parmiddage, familiefødselsdage, madklubber, caféture med kollegaer og golfturneringer med herreklubben til at optage store dele af ens fritid.

Det kræver benhårdt arbejde at opbygge nye, tætte venskaber, når man er blevet voksen. For slet ikke at tale om at få skabt en hel ny omgangskreds. Det virker uoverskueligt for introverte mennesker som Martin og jeg.

Om det var regnvejret eller min træthed, der gjorde udfaldet, står hen i det uvisse – men jeg fik ihvertfald motiveret mig selv til at købe indisk take-away i Marks & Spencer Simply Food, da Lille My og jeg handlede til weekenden. Vi skal da have en date-night-at-home i aften!

Menuen står på butter chicken, chicken tikka masala, pilau-ris, naan-brød, pakora, samosa og bhaji – skyllet ned med perlende cider. Alt sammen klaret ved at tænde ovnen på 200 grader og iføre sig en grillhandske og et stort smil.

Vi bor så langt ude på landet, at de lokale indiske restauranter ikke bringer mad ud til os. Og det er træls – sagt på godt vestjysk. Så når der lynhurtigt skal laves en date-night, leder jeg i M&S’ køledisk, der bugner af ganske hæderlig “take-out”.

I Danmark ville Farmor, Farfar eller Faster have stillet velvilligt op som babysittere, men den mulighed har vi forpasset ved at flytte for langt væk. Og selvom vi har en rigtig sød babysitter herovre, så bliver det ofte lidt omstændeligt (ihvertfald aldrig spontant), når vi gerne vil ud af huset.

Derfor ender det oftest med date-aftener herhjemme, når pigerne er lagt i seng.

Og den løsning er faktisk en 100% gennemført kulturel assimilation fra den lille immigrantfamilies side:

I England giver man nemlig børnene “tea” ved 17-tiden (her i betydningen ‘aftensmad for børn’ – ikke bogstaveligt forstået som ‘eftermiddags-snacks-og-te’). Og når så poderne sover sødt ved 19-tiden, laver de voksne noget andet til deres egen aftensmad. 

Så der findes altså børne-aftensmad og voksen-aftensmad!

Børneaftensmad er spaghetti bolognese, ris med kylling, bagte kartofler med baked beans og revet ost eller fiskepinde og ærter.

4153713-hot-and-crispy-baked-potato-stuffed-with-baked-beans-and-cheddar-cheese

9319633-a-childs-portion-of-fish-fingers-chips-and-peas-isolated-against-whiteVoksenaftensmad er eksempelvis steak med pommes frites eller færdigretter a la dem, vi skal have i aften.

flank-steak-fries

Personligt er jeg ikke tilhænger af at opdele aftensmåltiderne på denne her måde – hvis det vel at mærke foregår hver eneste aften (og det gør det hos de fleste englændere).

Vi vil begge gerne videreføre det klassiske, danske aftenmåltid, hvor man sidder sammen og spiser det samme. Hvor man mødes og taler om dagens oplevelser – og hvor der er et fællesskab omkring maden og måltidet. Derfor kommer Martin aldrig senere hjem end kl. 18, så vi kan spise og efterfølgende putte pigerne sammen.

Men engang i mellem – når man er på jagt efter romantik i det der ‘ægte’ skab – så sker der vel ikke noget ved at give pigerne “tea” efter engelsk forbillede?

I aften har jeg ihvertfald tænkt mig at trunterne skal sove, mens vi kigger nærmere på ægteskabshyldernes indhold henover curry og cider.

Rigtig god weekend!

foto 3-2

The Sunday Roast

Mine veninder har længe sagt til mig, at det er synd og skam, at vores lille immigrant-familie endnu aldrig har prøvet en hjemmelavet, britisk Sunday Roast.

P230608_12.47

Bevares – vi har da spist masser af Sunday Roasts på pubber rundt omkring, men NU var det altså på tide, at vi fik “the real deal” i et hjemligt miljø.

Så det blev besluttet, at den lille trio af “Domestic Goddesses” skulle mødes hos os med mænd og børn.

12 søde mennesker til et sammenskudsgilde.

Det lyder måske en kende hektisk eller stressende (afhængig af ens tærskel for den slags, selvfølgelig) – men det var det faktisk ikke. Tværtimod havde vi fordelt opgaverne og lavede i fællesskab den lækreste middag.

Jeg startede søndag morgen kl. 10 med at klargøre to kæmpe kyllinger á 2 kg stykket. Husmoren var tydeligvis bange for at der skulle være for lidt mad. Sandheden er, at knapt 1 af kyllingerne endte med at blive spist, da der var masser af tilbehør!

Kyllingerne røg i ovnen i en kærlig omfavnelse af fond, persille, butternut squash, rødløg, zittauerløg, porrer, gulerødder og masser af havsalt, peber og røget spansk paprika.

Jeg kiggede opskrifter på Jamie Oliver’s hjemmeside og BBC Good Food’s hjemmeside som inspiration. Begge sites kan varmt anbefales; der er masser at hente for selv den mindst køkkenglade (eller dovneste) kok:

http://www.bbcgoodfood.com

http://www.jamieoliver.com

Min ene veninde kom med britiske pølser, der minder lidt om små medistre med masser af krydderier i. Hun stod også for at lave de mest fantastiske yorkshire puddings, som er en form for sprød, spiselig “sovsekande” lavet af en fluffy-let pandekage-dej.

Herudover havde hun forkogt og gennemtæsket en kæmpe portion kartofler, således at de var let-smuldrede og nemme at stege gyldne og sprøde i ovnen.

Prøv lige at se nogle yorkshire puddings, hun lige diskede op med!

foto 3

De smagte himmelsk.

Vi fik forklaret, at hvis man skal være helt traditionel (eller bare lettere pedantisk), så serveres disse kun som tilbehør til roast beef. Men vi var da ligeglade – kyllingen blev kun bedre med de individuelle sovse-opsugende banditter!

Hvis du skulle have lyst til at servere dem til søndagsmiddagen, så anbefaler min veninde denne Jamie Oliver-opskrift:

http://www.jamieoliver.com/recipes/eggs-recipes/amazing-yorkies

Jeg skal helt sikkert lave dem som tilbehør en anden gang. De virker ret enkle at lave og de besidder en vis imponator-effekt til et måltid.

Den kære yorkshire pudding var tilsyneladende husmorens fiffigste trick i “gamle dage”. Man spiste simpelthen folk af med sådan et par fætre med masser af sovs i – forud for servering af stegen. Så rakte kødet lidt længere, fordi folk allerede var halvmætte.

Den tankegang minder mig om traditionel servering i Middelhavslandene, hvor man også ofte får serveret grøntsager og diverse tilbehør som “primer plato”, før man modtager en tallerken kun med kød og evt. sauce.

Min anden veninde kom og dampede broccolibuketter og gulerodsstave til ungerne, hvorefter hun diskede op med en superlækker dampet salat tilberedt af snittet savoykål, den der broccoli med meget-lange-stængler (aner ikke hvad den hedder på dansk), haricot verts, persille og hvidløg. En bombe af velsmag og sundhed! Okay, herlighederne var vendt i en solid omgang smør, men det gjorde kun smagen endnu bedre…

Her er et par fotos af tilbehøret på bordet.

Jeg glemte at tage fotos af de færdigstegte kyllinger – men de var lækre, møre og kødet faldt af skrogene. Med lidt kyndig vejledning fra min veninde endte jeg endda med at lave saucen.

Sidst, men ikke mindst, så havde grøntsags-medbringende veninde også lavet den mest fantastiske crumble med bær.

Der er forskellig slags frugt eller bær i bunden af sådan en dessert – og så er toppingen lige dele muscovadosukker, mel/evt. havregryn, smør og lidt kanel, som er smuldret ud over frugten. Man kan vælge at lave toppingen helt “fin-malet” eller “grov og klumpet”. Her var den det sidstnævnte, hvilket jeg klart foretrækker.

Hun havde da også lige vippet 4 liter hjemmelavet custard op derhjemme. Custard er en letflydende buddingcreme, som er noget mindre sød og mindre vanilleagtig, end budding er i Danmark.

Der blev stort set spist op af den lækre crumble. Og resten af custard’en blev slubret op med et sugerør af et styks skøn knægt, der ikke kunne få nok! På Martins opfordring, naturligvis. Hvem ville ellers sætte så dårligt eksempel?

foto

En af mændene havde også bagt “mince pies”, som er britiske julekager af mørdej med fyld af rosiner, sukat og andet juleri, som jeg ikke helt kan redegøre for. Jeg nåede ikke at fotografere dem, før de slap op (ups!) – men her er et nogenlunde vellignende billede af den slags herligheder:

mince pies 017

Selvom vi stort set var bristeklare, så skulle gæsterne da lige have dagens danske indspark: Marcipankonfekt.

Jeg var alene hjemme lørdag aften og havde brugt tiden på at at lege den lille konditor.

Resultatet var gemt godt og grundigt, så Martin ikke skulle finde det, da han kom zig-zaggende hjem fra julefrokost. Der var trods alt tale om en specialleverance af marcipan og nougat fra Danmark, så der er faktisk rationeringshat på!

Hele eftermiddagen legede børnene oppe på førstesalen og nede i stuen. Med BRIO-tog, udklædningstøj, dukker og legekøkken. De var noget så søde og eksemplariske, mens de voksne drak vin og spiste videre.

En helt igennem afslappet, hjemlig, hyggelig, varm, rar, glad søndag i det dejligste selskab. Det bliver ikke meget bedre.

Blandede hverdagsbolcher

De sidste par dage i Familien Kaalund har været stille og rolige.

Skolepigen har ofte brug for at være hjemme om eftermiddagen, hvor hun slapper af med at tegne i sine klistermærkebøger, skrive bogstaver og småord på papirlapper, som bagefter får en omgang glitter-stads og tape.

Så jeg sørger for at der er det frirum til hende på de eftermiddage, hvor hun ikke skal til svømning og golf.

I disse dage laver hun også Bobles-forhindringsbaner til sin lillesøster og de leger, slås og hygger sig sammen.

Torsdag kickstartede jeg julegaveindkøbene med Lille My i klapvogn. Det klarede hun fantastisk – det krævede kun et større arsenal af bestikkelsesmidler (læs: ostehapsere, agurkestænger chips, rosiner, oliven, brød og chokoladeknapper).

Det var gråvejr, overskyet og fugtigt hele formiddagen, så jeg kan nok ikke overbevise ret mange om at vores provinshul er et besøg værd.

Men her er alligevel en række billeder af Ipswich. Som både er smuk og grim. Provinsiel og eksotisk. Beskidt og uskyldsren. Fattig og velbjærget. Smilende og trist.

Fint bindingsværk i Silent Street

Fint bindingsværk i Silent Street

Pickwick's Tea Room

Pickwick’s Tea Room

Og nu fra det hverdagsbolche til et med en helt anden smag.

Forleden besluttede jeg mig for at lave britisk “comfort food”, fordi vejret i dén grad indbød til det.

Jeg tilberedte en “cottage pie”, som oversat til det danske køkken vil være noget i retning af en gammeldags “millionbøf” – tilsat ærter og gulerødder i tern. Hertil en smørbaseret, luftig kartoffelmos, der danner et “låg”, når retten skal grilles lidt i ovnen.

Alt, der har et “låg” kaldes en “pie” i England – uanset om det er lavet af butterdej, kartoffelmos eller en slags vandbakkelse.

Ingen i familien (med undtagelse af yours truly) har det særlig godt med kartofler og mosede konsistenser helt generelt, så det var mildest talt en rungende FIASKO. Og det til trods for at jeg havde lavet en lækker, kraftfuld kødsauce og en fluffy kartoffelmos. SUK!

Pigerne endte med at spise en skål ris og en halv banan. Martin spiste pligtopfyldende en lille portion. Og resten blev dagen efter til min og rengøringsdamens frokost. Hun mente at mit forsøg med det britiske køkken var ganske vellykket…

Jeg er mildest talt ikke særlig god til at acceptere, når familien takker nej til min mad. Denne gang blev det dog ikke til en ny “hytteost-gate” med større diskussion til følge, men jeg skal alligevel trække vejret en ekstra gang ned i maven for ikke at blive både skuffet og vrissen.

Martin sad og smågrinede lidt undervejs – for han mente bestemt, at jeg kunne have sagt mig selv, at kartoffelmos aldrig ville blive en sællert i vores husholdning!

Så i aftes rådede jeg bod på den manglende begejstring med en pastaret tilføjet rigelige mængder sprødstegt bacon. Så kan familien sgu’ pludselig spise op!

Og i dag er den store nedtælling igang til vores søde venner ankommer fra Danmark sent i aften. Vi glæder os til at lege og snakke og hygge og pjatte i de næste par dage sammen med dem.

Rigtig god weekend til jer alle sammen. Trut. Truttelut.

foto 3-5

Older posts