Happy Valentine’s Day!

Det kan da kun blive en god dag, når den starter sådan her!IMG_1311Med tre skønne piger, der går mod børnehaveklassen hånd i hånd.

På Valentins Dag.

Kærlighedens Dag.

Eller Venskabets Dag, som den officielt kaldes på Dubai International Academy. For man er vel politisk korrekt og überforsigtig med at støde nogen på manchetterne?

Jeg mener – tænk, hvis nogle af de unge mennesker skulle finde på noget så anstødeligt som et kærestebrev eller en buket røde roser i dagens anledning!

Faktisk er Valentins Dag forbudt i mange (islamistiske) lande – herunder Saudi Arabien, Iran, Pakistan og Indonesien.

http://www.bbc.co.uk/newsbeat/article/31382332/valentines-day-countries-that-dont-love-february-romance

Dagen fejres så absolut i De Forenede Arabiske Emirater.

Ikke at vi snaver hinanden i gulvet offentligt, men supermarkederne svømmer over i bløde bamser, røde roser, hjerteformede balloner og chokoladeæsker. Der er I Love You’s på hver en hyldemeter og her til aften var køen (af mandlige kunder) hos blomsterhandleren lang.

I Milles klasse har børnene fejret Valentins Dag med at skrive en sød besked til hver af deres 3 lærere, som efterfølgende er blevet klistret på en plakat og hængt op midt i lokalet.IMG_1339Overskudsmødrene havde også brugt en eftermiddag på at pynte klasseværelset op, således at der var balloner og hjerter, når børnene mødte op på ugens første skoledag.IMG_1340IMG_1341IMG_1342Vi har selv fejret Valentins Dag i weekenden. Det er alt andet lidt lettere end at skulle forsøge at nå det på en hverdag.

Martin kommer hjem med nuttede bamser, kort og hjerteformede chokolader til pigerne.IMG_1347IMG_1352Og jeg er så heldig, at han ikke har glemt mig.IMG_1348Pigerne har heller ikke glemt os. Der er en tegning lørdag morgen fra hver af Jordbærhjelmene til Regnskabschefens kontor – og en fin æske til Mors dimser fra Cille.IMG_1354Cille og jeg bager også en lækker chokoladekage fyldt af den reneste kærlighed til eftermiddagskaffen.IMG_1362Og hvad med mig – har jeg da helt glemt Martin på Valentins Dag?

Næh!

Her til aften er jeg såmænd vandret hele vejen om i naboghettoen for at hente hans rensetøj.

Tæller det?IMG_1396

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

6 år og 6 tabte tænder

Forleden ryger der endnu en tand hos Den Lille-Store Skolepige. En bitte én i undermunden, som falder ud midt om natten, så Cille trisser omtumlet ind for at vække Farmanden og underrette om miraklet i munden.

Næste morgen konstaterer hun glad, at 6 tabte tænder passer perfekt til at fylde 6 år!IMG_9573Og dét er lige præcis, hvad Cille gør den 23. august 2015.

Jeg vågner til en smuk og solrig dag, hvor det hele egentlig er ganske enkelt og ligetil.

Der skal sættes flag i forhaven og stoppes hynder i havestolene. Resten er bestilt og skal blot afhentes.

Den 6-årige vågner kl. 9 og åbner gaver med stor iver og begejstring.IMG_9563IMG_9566IMG_9570Lidt efter står hun klar i forhaven og venter på Mormor, Moster-Søsteren, Onkel S og Kusine Jo’s ankomst.IMG_9585 Kommer de ikke snart?

Jeg lokker hende med om i gårdhaven til kodak-moment. Det har Moren behov for.IMG_9575Jeg bliver helt nostalgisk ved tanken om at jeg nu pludselig er Mor til en 6-årig, som for det, der føles som et splitsekund siden, lå i min store mave.IMG_9581Og så samles stor-familien ellers i Farmor og Farfars hus.IMG_9588 Når vi samler ‘de nærmeste’ i Nordsjælland er vi omkring 30 personer – og det ville være samme scenarie, hvis vi tog til Vestjylland.IMG_9594 Det er dejligt med store familier.

Så er der altid fætre og kusiner at lege med. Og tanter og onkler at kramme og snakke med.


Vi har taget alt stress og pres ud af show’et ved kun at byde på hjemmebragt.IMG_9583IMG_9584Cille er lykkelig for sine gaver – og det samme er Mille, som i dagens anledning også bliver begavet noget så betænksomt af dem, der godt kan huske, at det kan være ret svært ikke at være midtpunkt i gaveregnen.IMG_9593IMG_9590Før vi ved af det, har vi fortæret 17 pizzaer til frokost – og snakken går rundt omkring i haven, hvor vi spiller bold, gynger i hængesofaen og finder en plads i skyggen.IMG_9596Pigerne laver shows for os om eftermiddagen, mens gæsterne stille og roligt forsvinder hjem til lektier og søndagspligter.IMG_9603Cille har været en helt igennem afslappet fødselar, som ind i mellem er smuttet ind fra festen for at lege alene på Farmors syværelse med alt det nye, spændende legetøj, som hun pakker ud.IMG_9600Vi går tur i skoven, spiser is og laver selfies, før vi tager afsked med Moster-Søsteren, Onkel S, Mormor og Jo, som skal retur til Fyn.IMG_9606En mærkedag lukker stille og roligt ned.

Det har været fantastisk vejr, præcist som for 6 år siden, hvor jeg fødte Cille på Hvidovre Hospital kl. 12.56.

Året forinden – den 23. august 2008 – var vi blevet viet i Gadevang Kirke kl. 13.00.

Netop dén mærkedag har det med at forsvinde i børnefødselsdagshurlumhej.

Og det er helt okay. Nu. Med tiden er det blevet okay.

Sådan havde jeg det bestemt ikke de første år af vores ægteskab. Der ville jeg gerne have haft lidt mere fokus på bryllupsdagen. Men romantik og tosomhed går ligesom ikke rigtigt hånd i hånd med storfamilie og kagekone. Det har jeg indset, accepteret og omfavnet.

Nu griner vi af det og fejrer – gennemtrætte – vores 7-års bryllupsdag med pandepølser og friskt rugbrød kl. 22, da pigerne endelig er konverteret til Snorkefrøkener.
IMG_9611Midt i bunker af gavepapir og legetøj. Med svigermor og svigerfar og hele moletjavsen.

Det er slet ikke så ringe endda.

Åh, Baby!

Efter at vi er flyttet ind i det nye hus, har Mille overtaget Cilles juniorseng.

Og Cille har fået en større seng med udtræk, så hun nemt kan have overnattende venner.

Det er i og for sig en helt almindelig transition.

En række hverdagshandlinger med nedpakning og udpakning af et par senge.

I virkeligheden ikke noget at tænke nærmere over.

Og så alligevel.

For der er jo en æra, som er forbi.

Tremmesengen, der har holdt 2 tykke sovebabyer, står nu dekonstrueret hen.

Som et åbenlyst symbol på at babystadiet og dets livsform er afsluttet i Familien Kaalund.

For altid. IMG_7086Men tremmesengen er nu ikke den eneste indikation på det udfasede babyliv.

Stablen af bleer er også stort set forsvundet i bunden af skabet.IMG_7087Og Milles elskede, udslidte sutte-naser står over for en udflugt ned i en konvolut, som sendes til Julemanden (aka. Mormor og Farmor).IMG_7088Og hvorfor er det lige, at jeg bliver helt blævret indvendigt ved tanken om det her?

Hvorfor er det lige, at jeg nægter Martin at sætte tremmesengen uden for til fri afhentning blandt kvarterets beboere?

Hvorfor er det lige, at jeg insisterer på at jeg – i et anfald af forhåbentlig snarligt-indfindende klarsyn – SELV og egenhændigt MÅ bære den babyseng ud?

Den står der endnu, sengen.

Og den taler direkte til mig hver eneste gang, jeg går forbi den.

Den taler til mig om mit udrindende formål som menneskelig rugekasse. Den fortæller mig om en langsomt svindende fertilitet i årene, der kommer.eggs-spartan

Graviditeter og barnefødsler. Been there. Done that. Tjek.

Sengen skærer ud i pap, at der findes en endegyldig afslutning på det, der er min kvindekrops primære opgave og funktion.

Har jeg en præmatur mid-life-crisis?

Er hønen blevet skruk og kuk?To skøre og glade pigerDet var mig, der aldrig i livet skulle have flere børn efter fødslen af Cille i 2009.

Det var mig, der for alt i livet skulle have et barn mere efter fødslen af Mille i 2012.

Det var os, der gerne ville have 2 børn.Cille krammer MilleFor – hånden på hjertet – vi er begge elendige til at passe babyer i det der inferno af cirkulære døgn og blødende ammebryster.

Der er ingen af os, som sådan rigtigt for alvor kan lide babystadiet.

Må man godt sige det højt?

Og hvorfor er det nu pludselig et problem for mig, at vi er på vej bort fra en fase i livet, som ingen af os er synderligt vilde med?

Bank holiday - Jimmys Farm 12Min elskede tante – som om nogen i familien har erfaring med babyer (og hvis fortjeneste det er, at min kære onkel har en stor og velfungerende familie idag) – skrev for nogle måneder siden til mig.

Om reproduktion.

Om det at være lidt mere end midt i livet og se tilbage på årene med helt små børn.

På sin helt særlige, stille facon gav hun mig stof til eftertanke:

Man fortryder aldrig de børn man får, men måske dem man ikke får.

Hendes ord giver genlyd i mig.

Og har gjort det i måneder.

For hun ved jo, hvad hun taler om.

Mailen slutter naturligvis af med en kærlig hilsen og et ønske om at hun ‘nu forhåbentlig ikke har været utidig’. Hun er vestjyde. Et harmonisøgende væsen. Betænksom til fingerspidserne.

Hun er aldrig ‘utidig’, min tante.

Hun er et af de stærkeste, mest udholdende og rummende mennesker, jeg kender. Og hendes ærlighed og tanker om livet har stor betydning for mig.Bank holiday - Jimmys Farm 6Og som ved enhver anden livs-anledning, hvor jeg er emotionel, forvirret, i tvivl-og-rundt-på-gulvet, vender jeg mig mod stammens ældste. Mod flokkens leder. Mod alfahannen.

Han siger klart nej.

Åh, baby!

Men der er ikke nedlagt veto på en grim og afvisende måde. Tværtom.

Der er forklaret. Tegnet. Illustreret.

På pædagogisk vis indfører han mig i konsekvenserne ved mine (potentielle) handlinger.

Med stor kærlighed og omsorg viser han mig forsigtigt, hvad omkostningerne vil være ved at få et 3. barn i et land, hvor alting er egenbetalt. I et land og i en situation, hvor vi fra den ene måned til den anden kan risikere at skulle flytte væk, hvis der sker noget arbejdsmæssigt – og hvor vi i den værst-tænkelige situation ville være 2 voksne uden indkomst.

Han beskriver de følelsesmæssige omkostninger, som vores familieliv har haft i de sidste 5 år – for vores døtre og for os.

Der er Cille, som har boet i 3 lande og i 5 hjem på 5 år.

Og Mille, der har boet i 2 lande og i 3 hjem på 3 år.

Jeg får store kram undervejs.

Samtalen åbner og lukker sig henover uger.

En aften siger han pludselig:

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores kærlighed bare ville vokse. Der vil altid være kærlighed og følelsesmæssig plads til ét barn mere. Den slags vil vokse uendeligt, uanset hvor mange børn, man måtte få.”

“Men tiden forholder det sig anderledes med, Tine. Tiden til hvert enkelt barn multiplicerer ikke bare; den vokser ikke uendeligt. Du har kun den tid, du nu engang har. Og skulle vi så ikke give al vores tid til de 2, vi allerede har sat i verden?”

Manden har jo ret. Han rammer hovedet på sømmet.

Vi har et ansvar for at sørge – på bedst mulig vis – for de 2 børn, vi har sat i verden.

De bad sgu’ ikke om det selv.

Det var os, der lavede dem.

I anfald af kærlighed og rendyrket selviscenesættelse.

Fordi vi gerne ville realisere vores idé om en familie.De to søstreNu har de hinanden at lege og slås med – og jeg tror ikke, at de ‘bare lige står og mangler en lillebror’, hvis nogen skulle komme forbi og spørge.

Gør jeg egentlig?

Mangler jeg en lillebror til flokken?

Er jeg villig til at gå på kompromis med den tid, jeg elsker og nyder at have til begge børn?

Tør jeg rykke på den papirtynde balance, der netop er ved at vise sig i vores familieliv?

Er jeg villig til at gå seriøst ned i livsstil med færre hjemture til Danmark og et mindre hus?

Eller er jeg villig til at gå seriøst ud på det-der-arbejdsmarked? Og hvad ville være pointen i at arbejde mere end nu? Så er der vel endnu mindre tid til hvert enkelt barn?

Giver det ikke mening, at vi nu tager hul på nye oplevelser og rejser med 2 frække trunter, der efterhånden er selvkørende?

Majs er morsomtJeg skal nok stille tremmesengen ud, Martin.

Lige om lidt.

Okay?

Hormonerne må tvinges under kontrol.

Angsten for afslutning må gennemleves.

Afskeden med ét ud af mange livsstadier må siges.

Det er naturens gang, Baby.

Du har ret. Som altid. Og jeg elsker dig for det.

Dubai Marina - Martin og pigerne

Det ægte skab?

Jeg er rutschet lukt tilbage i gymnasieskolen. Og jeg elsker hvert øjeblik.

Jeg er opslugt, underholdt og mentalt stimuleret.

For første gang i mange år, når nu jeg tænker over det.

I dag befinder jeg mig i en klasse med 14-15-årige, der er i færd med at læse en digt-antologi som forberedelse til det, der hedder IGCSE (International General Certificate of Secondary Education). De går i det, der svarer til 1. G i vores danske gymnasieskole – dog en smule forskudt aldersmæssigt, fordi man jo starter senere i det danske skolesystem.

Vi læser et moderne digt af Elizabeth Jennings, som i dén grad fylder mit hjerte.

Af smerte.

Af tristhed.

Af tomhed.

Hvis man da overhovedet kan tale om at fylde et hjertes hulrum med tomhed?

Jennings beskriver sine forældres ægteskab i dets sidste stadie.

Det er visnet. Autenticiteten er forvitret. Samlivet er stivnet.

De er dér – lige ved siden af hinanden – men helt og aldeles hver for sig.

Der var engang en passion, som skabte et barn i kærlighed.

Der var intensitet, elskov og fællesskab, som sikkert er forsvundet ganske umærkbart.

Med årenes gang. Med tidens tand.

De unge studerende arbejder intenst med indholdet i hver enkelt vers.

Jeg er forbløffet over deres evne til at forestille sig et ældre ægtepars samliv og de problematikker, der kunne være i at have været sammen med det samme menneske i 30 år eller mere.

Elzabeth Jennings

Læs med og bliv trist (så er du advaret):

One Flesh 
by Elizabeth Jennings
Lying apart now, each in a separate bed,
He with a book, keeping the light on late,
She like a girl dreaming of childhood,
All men elsewhere – it is as if they wait
Some new event: the book he holds unread,
Her eyes fixed on the shadows overhead.
Tossed up like flotsam from a former passion,
How cool they lie. They hardly ever touch,
Or if they do, it is like a confession
Of having little feeling – or too much.
Chastity faces them, a destination
For which their whole lives were a preparation.

Strangely apart, yet strangely close together,
Silence between them like a thread to hold
And not wind in. And time itself’s a feather
Touching them gently. Do they know they’re old,
These two who are my father and my mother
Whose fire from which I came, has now grown cold?

Jeg vil gøre alt for aldrig at komme til at føle sådan.

Der er god grund til at værdsætte det der ægte skab. God grund til at kigge intenst på hyldernes indhold for at smide det uvæsentlige ud og behandle det væsentlige og værdifulde med allerstørste nænsomhed, omsorg og hengivenhed.

Familieforøgelse

Martin og jeg anser os for at have været mere end almindeligt heldige i Departementet for Reproduktion.

ReproductionBanner

Heldige i dén forstand, at jeg er blevet gravid præcist da vi ønskede os det.

Begge graviditeter er forløbet planmæssigt, omend jeg bliver tromletyk i kategorien 20 kg + hver gang.

Begge fødsler har været hurtigt overståede og uden komplikationer, selvom jeg føder kæmpebabyer.

Fra højere magter er vi blevet givet 2 sunde og raske børn – og det minder jeg mig selv om, at jeg skal være meget taknemmelig for.

For det er langt fra alle, der nemt og bekvemt kan hoppe direkte fra lagengymnastikken og over i graviditetsbuksen.

Før vi ansøgte om de der forældrejobs i Departementet for Reproduktion, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede mig mere end ét barn.

Jeg er ikke ligefrem den moderlige type. Tværtimod – så holdt jeg rigtig meget af mit job, af golflørdage og rødvinsmiddage, der trak ud i søvnige søndag formiddage med tommetyk Berlinger og mine bare tæer ovenpå Martins.

Tosomhed. Uafbrudt langstrakthed. Tidløshed. Du-og-jeg-boble.

Dén følelse var jeg sindssygt bange for at miste.

Og selvom jeg rent kognitivt vidste, at tosomheden ville være det første, vi mistede (fordi 1+1 som bekendt giver 3) – så gennemgik jeg alligevel en form for sorgperiode efter Cilles fødsel, hvor jeg ønskede mig tilbage til det frie ego-liv, vi levede før hendes ankomst. Hvor man kunne gå ud af døren ved blot at hente ens taske og overtøj. Hvor jeg endnu ikke havde lært at bekymre mig sådan for alvor.

human_reproduction_wide

2 år senere var familielivet blevet så let og herligt, at vi uden at tøve opfandt en yngre søskende til Cille.

Dét blev en chokerende oplevelse for mig.

Ikke graviditeten eller fødslen, som jeg den dag i dag er megastolt af.

Det chokerende var, at jeg ikke modtog en Cille Nr. 2, som jeg i min himmelråbende naivitet havde forventet, da vi skulle have endnu en pige.

Jeg fik Mille. Og der er en grund til at vi ofte kalder hende for Lille My. Hun er verdens mest skruphysteriske og drøncharmerende rødtop – på samme tid.

photo 4-1Jeg elsker hende hele vejen til himlen og retur igen, som jeg også elsker Cille. Men Mille tester os. Hver eneste dag. På alle parametre og hele vejen igennem nervessystemet.

Før jeg opsnappede, at Mille i virkeligheden er Lille My, stod jeg kækt med min nyfødte i armene og proklamerede, at vi da-måske-nok skulle have 3 børn.

For det var jo ikke særlig svært det der med at øve sig, at gøre det for alvor, at blive stor som en hval og at levere en baby til verden.

Virkeligheden ramte mig som en stor, solid skovl.

Mille var urolig. Et velcrobarn, der gav mig arme så lange som en gorillas. Og en ryg så træt som et helt plejehjem.

Og der var ingen ro og fred i vores hus. Jeg spurtede rundt for at aktivere 2-års-tumlingen, der gik hjemme sammen med sin nyfødte søster.

Dén kombination var hård.

For deres behov var så uendeligt forskellige – og jeg følte, at jeg aldrig rigtig slog til over for hverken den ældste eller den yngste.

IMG_5148

Med vores førstefødte mistede jeg sorgløsheden.

Med vores andenfødte mistede jeg tyrkertroen.

Men med vores førstefødte modtog jeg også for altid moderskabet, som er det bedste, gladeste, stærkeste og lykkeligste skab i hele verden. Jeg bliver ved og ved med at finde goder og gaver på alle hylderne.

Med vores andenfødte modtog jeg for altid evnen til at elske mere, højere, voldsommere, større. Hun arbejder med min rummelighed. Hun træner min tålmodighed. Hun hjælper mig til at blive et bedre menneske.

Men kækheden er borte. Spontaniteten er borte. Mine hænderne føles fulde og mit hjerte ligeså.

Departementet for Reproduktion er undervejs med en fyreseddel til Hr. Kaalund og jeg. Det gik ellers lige så godt.

Heldigvis findes der stadig love-making, når nu det er slut med baby-making.

Og derfor er vores familieforøgelse blevet en kat.

Sig hej til Bob!

IMG_5182

IMG_5184

IMG_5186

IMG_5179

IMG_5175

Pigerne er lykkelige for den lille rød-hvide Bob, der matcher dem så fint.

Vi andre er også vilde med ham!

Han er 6 måneder gammel og ualmindeligt kælen, legesyg og småtosset.

Martin har fuldstændig overgivet sig til Bob. De ligger som 2 elskende i sofaen og spinder.

IMG_5173

IMG_5171

Vi er begge vokset op med kæledyr – og den dejlige oplevelse ville vi også gerne give vores piger.