• ···

Åh, Baby!

Efter at vi er flyttet ind i det nye hus, har Mille overtaget Cilles juniorseng.

Og Cille har fået en større seng med udtræk, så hun nemt kan have overnattende venner.

Det er i og for sig en helt almindelig transition.

En række hverdagshandlinger med nedpakning og udpakning af et par senge.

I virkeligheden ikke noget at tænke nærmere over.

Og så alligevel.

For der er jo en æra, som er forbi.

Tremmesengen, der har holdt 2 tykke sovebabyer, står nu dekonstrueret hen.

Som et åbenlyst symbol på at babystadiet og dets livsform er afsluttet i Familien Kaalund.

For altid. IMG_7086Men tremmesengen er nu ikke den eneste indikation på det udfasede babyliv.

Stablen af bleer er også stort set forsvundet i bunden af skabet.IMG_7087Og Milles elskede, udslidte sutte-naser står over for en udflugt ned i en konvolut, som sendes til Julemanden (aka. Mormor og Farmor).IMG_7088Og hvorfor er det lige, at jeg bliver helt blævret indvendigt ved tanken om det her?

Hvorfor er det lige, at jeg nægter Martin at sætte tremmesengen uden for til fri afhentning blandt kvarterets beboere?

Hvorfor er det lige, at jeg insisterer på at jeg – i et anfald af forhåbentlig snarligt-indfindende klarsyn – SELV og egenhændigt MÅ bære den babyseng ud?

Den står der endnu, sengen.

Og den taler direkte til mig hver eneste gang, jeg går forbi den.

Den taler til mig om mit udrindende formål som menneskelig rugekasse. Den fortæller mig om en langsomt svindende fertilitet i årene, der kommer.eggs-spartan

Graviditeter og barnefødsler. Been there. Done that. Tjek.

Sengen skærer ud i pap, at der findes en endegyldig afslutning på det, der er min kvindekrops primære opgave og funktion.

Har jeg en præmatur mid-life-crisis?

Er hønen blevet skruk og kuk?To skøre og glade pigerDet var mig, der aldrig i livet skulle have flere børn efter fødslen af Cille i 2009.

Det var mig, der for alt i livet skulle have et barn mere efter fødslen af Mille i 2012.

Det var os, der gerne ville have 2 børn.Cille krammer MilleFor – hånden på hjertet – vi er begge elendige til at passe babyer i det der inferno af cirkulære døgn og blødende ammebryster.

Der er ingen af os, som sådan rigtigt for alvor kan lide babystadiet.

Må man godt sige det højt?

Og hvorfor er det nu pludselig et problem for mig, at vi er på vej bort fra en fase i livet, som ingen af os er synderligt vilde med?

Bank holiday - Jimmys Farm 12Min elskede tante – som om nogen i familien har erfaring med babyer (og hvis fortjeneste det er, at min kære onkel har en stor og velfungerende familie idag) – skrev for nogle måneder siden til mig.

Om reproduktion.

Om det at være lidt mere end midt i livet og se tilbage på årene med helt små børn.

På sin helt særlige, stille facon gav hun mig stof til eftertanke:

Man fortryder aldrig de børn man får, men måske dem man ikke får.

Hendes ord giver genlyd i mig.

Og har gjort det i måneder.

For hun ved jo, hvad hun taler om.

Mailen slutter naturligvis af med en kærlig hilsen og et ønske om at hun ‘nu forhåbentlig ikke har været utidig’. Hun er vestjyde. Et harmonisøgende væsen. Betænksom til fingerspidserne.

Hun er aldrig ‘utidig’, min tante.

Hun er et af de stærkeste, mest udholdende og rummende mennesker, jeg kender. Og hendes ærlighed og tanker om livet har stor betydning for mig.Bank holiday - Jimmys Farm 6Og som ved enhver anden livs-anledning, hvor jeg er emotionel, forvirret, i tvivl-og-rundt-på-gulvet, vender jeg mig mod stammens ældste. Mod flokkens leder. Mod alfahannen.

Han siger klart nej.

Åh, baby!

Men der er ikke nedlagt veto på en grim og afvisende måde. Tværtom.

Der er forklaret. Tegnet. Illustreret.

På pædagogisk vis indfører han mig i konsekvenserne ved mine (potentielle) handlinger.

Med stor kærlighed og omsorg viser han mig forsigtigt, hvad omkostningerne vil være ved at få et 3. barn i et land, hvor alting er egenbetalt. I et land og i en situation, hvor vi fra den ene måned til den anden kan risikere at skulle flytte væk, hvis der sker noget arbejdsmæssigt – og hvor vi i den værst-tænkelige situation ville være 2 voksne uden indkomst.

Han beskriver de følelsesmæssige omkostninger, som vores familieliv har haft i de sidste 5 år – for vores døtre og for os.

Der er Cille, som har boet i 3 lande og i 5 hjem på 5 år.

Og Mille, der har boet i 2 lande og i 3 hjem på 3 år.

Jeg får store kram undervejs.

Samtalen åbner og lukker sig henover uger.

En aften siger han pludselig:

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores kærlighed bare ville vokse. Der vil altid være kærlighed og følelsesmæssig plads til ét barn mere. Den slags vil vokse uendeligt, uanset hvor mange børn, man måtte få.”

“Men tiden forholder det sig anderledes med, Tine. Tiden til hvert enkelt barn multiplicerer ikke bare; den vokser ikke uendeligt. Du har kun den tid, du nu engang har. Og skulle vi så ikke give al vores tid til de 2, vi allerede har sat i verden?”

Manden har jo ret. Han rammer hovedet på sømmet.

Vi har et ansvar for at sørge – på bedst mulig vis – for de 2 børn, vi har sat i verden.

De bad sgu’ ikke om det selv.

Det var os, der lavede dem.

I anfald af kærlighed og rendyrket selviscenesættelse.

Fordi vi gerne ville realisere vores idé om en familie.De to søstreNu har de hinanden at lege og slås med – og jeg tror ikke, at de ‘bare lige står og mangler en lillebror’, hvis nogen skulle komme forbi og spørge.

Gør jeg egentlig?

Mangler jeg en lillebror til flokken?

Er jeg villig til at gå på kompromis med den tid, jeg elsker og nyder at have til begge børn?

Tør jeg rykke på den papirtynde balance, der netop er ved at vise sig i vores familieliv?

Er jeg villig til at gå seriøst ned i livsstil med færre hjemture til Danmark og et mindre hus?

Eller er jeg villig til at gå seriøst ud på det-der-arbejdsmarked? Og hvad ville være pointen i at arbejde mere end nu? Så er der vel endnu mindre tid til hvert enkelt barn?

Giver det ikke mening, at vi nu tager hul på nye oplevelser og rejser med 2 frække trunter, der efterhånden er selvkørende?

Majs er morsomtJeg skal nok stille tremmesengen ud, Martin.

Lige om lidt.

Okay?

Hormonerne må tvinges under kontrol.

Angsten for afslutning må gennemleves.

Afskeden med ét ud af mange livsstadier må siges.

Det er naturens gang, Baby.

Du har ret. Som altid. Og jeg elsker dig for det.

Dubai Marina - Martin og pigerne

Det ægte skab?

Jeg er rutschet lukt tilbage i gymnasieskolen. Og jeg elsker hvert øjeblik.

Jeg er opslugt, underholdt og mentalt stimuleret.

For første gang i mange år, når nu jeg tænker over det.

I dag befinder jeg mig i en klasse med 14-15-årige, der er i færd med at læse en digt-antologi som forberedelse til det, der hedder IGCSE (International General Certificate of Secondary Education). De går i det, der svarer til 1. G i vores danske gymnasieskole – dog en smule forskudt aldersmæssigt, fordi man jo starter senere i det danske skolesystem.

Vi læser et moderne digt af Elizabeth Jennings, som i dén grad fylder mit hjerte.

Af smerte.

Af tristhed.

Af tomhed.

Hvis man da overhovedet kan tale om at fylde et hjertes hulrum med tomhed?

Jennings beskriver sine forældres ægteskab i dets sidste stadie.

Det er visnet. Autenticiteten er forvitret. Samlivet er stivnet.

De er dér – lige ved siden af hinanden – men helt og aldeles hver for sig.

Der var engang en passion, som skabte et barn i kærlighed.

Der var intensitet, elskov og fællesskab, som sikkert er forsvundet ganske umærkbart.

Med årenes gang. Med tidens tand.

De unge studerende arbejder intenst med indholdet i hver enkelt vers.

Jeg er forbløffet over deres evne til at forestille sig et ældre ægtepars samliv og de problematikker, der kunne være i at have været sammen med det samme menneske i 30 år eller mere.

Elzabeth Jennings

Læs med og bliv trist (så er du advaret):

One Flesh 
by Elizabeth Jennings
Lying apart now, each in a separate bed,
He with a book, keeping the light on late,
She like a girl dreaming of childhood,
All men elsewhere – it is as if they wait
Some new event: the book he holds unread,
Her eyes fixed on the shadows overhead.
Tossed up like flotsam from a former passion,
How cool they lie. They hardly ever touch,
Or if they do, it is like a confession
Of having little feeling – or too much.
Chastity faces them, a destination
For which their whole lives were a preparation.

Strangely apart, yet strangely close together,
Silence between them like a thread to hold
And not wind in. And time itself’s a feather
Touching them gently. Do they know they’re old,
These two who are my father and my mother
Whose fire from which I came, has now grown cold?

Jeg vil gøre alt for aldrig at komme til at føle sådan.

Der er god grund til at værdsætte det der ægte skab. God grund til at kigge intenst på hyldernes indhold for at smide det uvæsentlige ud og behandle det væsentlige og værdifulde med allerstørste nænsomhed, omsorg og hengivenhed.

Familieforøgelse

Martin og jeg anser os for at have været mere end almindeligt heldige i Departementet for Reproduktion.

ReproductionBanner

Heldige i dén forstand, at jeg er blevet gravid præcist da vi ønskede os det.

Begge graviditeter er forløbet planmæssigt, omend jeg bliver tromletyk i kategorien 20 kg + hver gang.

Begge fødsler har været hurtigt overståede og uden komplikationer, selvom jeg føder kæmpebabyer.

Fra højere magter er vi blevet givet 2 sunde og raske børn – og det minder jeg mig selv om, at jeg skal være meget taknemmelig for.

For det er langt fra alle, der nemt og bekvemt kan hoppe direkte fra lagengymnastikken og over i graviditetsbuksen.

Før vi ansøgte om de der forældrejobs i Departementet for Reproduktion, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede mig mere end ét barn.

Jeg er ikke ligefrem den moderlige type. Tværtimod – så holdt jeg rigtig meget af mit job, af golflørdage og rødvinsmiddage, der trak ud i søvnige søndag formiddage med tommetyk Berlinger og mine bare tæer ovenpå Martins.

Tosomhed. Uafbrudt langstrakthed. Tidløshed. Du-og-jeg-boble.

Dén følelse var jeg sindssygt bange for at miste.

Og selvom jeg rent kognitivt vidste, at tosomheden ville være det første, vi mistede (fordi 1+1 som bekendt giver 3) – så gennemgik jeg alligevel en form for sorgperiode efter Cilles fødsel, hvor jeg ønskede mig tilbage til det frie ego-liv, vi levede før hendes ankomst. Hvor man kunne gå ud af døren ved blot at hente ens taske og overtøj. Hvor jeg endnu ikke havde lært at bekymre mig sådan for alvor.

human_reproduction_wide

2 år senere var familielivet blevet så let og herligt, at vi uden at tøve opfandt en yngre søskende til Cille.

Dét blev en chokerende oplevelse for mig.

Ikke graviditeten eller fødslen, som jeg den dag i dag er megastolt af.

Det chokerende var, at jeg ikke modtog en Cille Nr. 2, som jeg i min himmelråbende naivitet havde forventet, da vi skulle have endnu en pige.

Jeg fik Mille. Og der er en grund til at vi ofte kalder hende for Lille My. Hun er verdens mest skruphysteriske og drøncharmerende rødtop – på samme tid.

photo 4-1Jeg elsker hende hele vejen til himlen og retur igen, som jeg også elsker Cille. Men Mille tester os. Hver eneste dag. På alle parametre og hele vejen igennem nervessystemet.

Før jeg opsnappede, at Mille i virkeligheden er Lille My, stod jeg kækt med min nyfødte i armene og proklamerede, at vi da-måske-nok skulle have 3 børn.

For det var jo ikke særlig svært det der med at øve sig, at gøre det for alvor, at blive stor som en hval og at levere en baby til verden.

Virkeligheden ramte mig som en stor, solid skovl.

Mille var urolig. Et velcrobarn, der gav mig arme så lange som en gorillas. Og en ryg så træt som et helt plejehjem.

Og der var ingen ro og fred i vores hus. Jeg spurtede rundt for at aktivere 2-års-tumlingen, der gik hjemme sammen med sin nyfødte søster.

Dén kombination var hård.

For deres behov var så uendeligt forskellige – og jeg følte, at jeg aldrig rigtig slog til over for hverken den ældste eller den yngste.

IMG_5148

Med vores førstefødte mistede jeg sorgløsheden.

Med vores andenfødte mistede jeg tyrkertroen.

Men med vores førstefødte modtog jeg også for altid moderskabet, som er det bedste, gladeste, stærkeste og lykkeligste skab i hele verden. Jeg bliver ved og ved med at finde goder og gaver på alle hylderne.

Med vores andenfødte modtog jeg for altid evnen til at elske mere, højere, voldsommere, større. Hun arbejder med min rummelighed. Hun træner min tålmodighed. Hun hjælper mig til at blive et bedre menneske.

Men kækheden er borte. Spontaniteten er borte. Mine hænderne føles fulde og mit hjerte ligeså.

Departementet for Reproduktion er undervejs med en fyreseddel til Hr. Kaalund og jeg. Det gik ellers lige så godt.

Heldigvis findes der stadig love-making, når nu det er slut med baby-making.

Og derfor er vores familieforøgelse blevet en kat.

Sig hej til Bob!

IMG_5182

IMG_5184

IMG_5186

IMG_5179

IMG_5175

Pigerne er lykkelige for den lille rød-hvide Bob, der matcher dem så fint.

Vi andre er også vilde med ham!

Han er 6 måneder gammel og ualmindeligt kælen, legesyg og småtosset.

Martin har fuldstændig overgivet sig til Bob. De ligger som 2 elskende i sofaen og spinder.

IMG_5173

IMG_5171

Vi er begge vokset op med kæledyr – og den dejlige oplevelse ville vi også gerne give vores piger.

Polarekspedition 2014: Oh, den kærlighed!

Cille har en kæreste.

Bassemanden.

Han forærede hende en ring i sommers – og den blev modtaget med stor glæde. Dén begivenhed kan du læse om her:

http://moriudlandet.com/2014/08/06/mat-maet-og-en-ringforlovelse/

IMG_5057Og her i juleferien skal de elskende så endelig mødes igen. Farmor hjælper til med at ordne kjolen, guldskoene og trutmunden får en gevaldig tur med læbestiften.

Jeg lytter til deres dialog under forberedelserne:

Cille: “Når jeg ser Bassemanden, så kysser vi altid. Jeg kysser kun med ham, fordi han er den, jeg skal giftes med. Jeg vil ikke kysse med andre, Farmor”.

Farmor: “Det lyder da spændende, Cille, at I sådan skal giftes”.

Mig: “Skal I så have børn, Cille? For jeg vil mægtig gerne være Mormor?”

Farmor: “Og jeg vil gerne være Oldemor!”

Cille: “Jeg forstår altså ikke hvad en Oldemor er, men vi skal kun have ét barn, for jeg er virkelig ikke så glad for at få børn”. IMG_5059Martin, Mille og jeg tager med som anstandsdamer til stævnemødet, der udvikler sig til en regulær jagtscene, hvor den tidligere så kyske ældstedatter nu pludselig har forvandlet sig til en elskovssyg ungmø, der kaster sig ivrigt efter ungersvenden.

Det varer dog kun et øjeblik, før overgiver han sig og kysser hende igen med stor lidenskab. IMG_5063 IMG_5062Imens de forlovede nyder hinandens selskab, stortrives Mille i favnen på en af Bassemandens 2 storesøstre, der begge er så søde til at lege med hende. IMG_5065Og de 2 hold “svigerforældre” nyder en imponerende 5-retters menu, som Hr. K har kokkereret og orkestreret fra start til slut.

Enhver ved jo, at vejen til en kvindes hjerte går igennem hendes mave, så Hr. K har fået tilføjet en række positive notater i min sorte bog efter denne optræden, som blandt andet byder på lakriserede vagtelæg, dyreryg med vildtsauce og passions-frugt-hvid-choko-mousse.

Et par af retterne grovspiste jeg, før jeg overhovedet fik taget et billede. IMG_5064 IMG_5067 IMG_5071 IMG_5058Hen under aftenen hiver Bassemanden bogstaveligt talt en kanin op af hatten – og dyreelskeren Cille er solgt til stanglakrids. IMG_5068Herefter kræver det ingen overtalelse at få hende med i seng. IMG_5069Det er en kolo-enorm glæde at opleve, hvordan vores piger fortsat kan have tætte relationer til vores danske venners børn, når de endelig ses. Der går halve år i mellem, men de løber alligevel afsted sammen, som om de har set hinanden for ganske kort tid siden.

Og de voksne fisker såmænd også bare trådene op fra dér, hvor vi efterlod eller tabte dem, sidste gang vi sås.

Det er en dyrebar gave at have en række mennesker i vores liv, som sagtens kan se igennem fingrene med, at vi er elendige til at huske mærkedage og som er ligeglade med hvor længe det er siden, vi sidst har ringet eller skrevet.

Og før vi ved af det, så indfinder sig årets sidste dag i 2014.

Et år, som har sendt os fra regnvåde England til sandkassen i Dubai – og bragt os en masse nye venner og spændende oplevelser.

Et år, som har udfordret os følelsesmæssigt i form af store opbrud, hårde afskeder og langsom tilvænning til et nyt land og et nyt liv.

Her har Farmor foreviget 4-kløveret, lige før vi træder ud af 2014. IMG_5081Vi drøner direkte fra Farmor og Farfars hus til 2900-Happiness, hvor Fam. V bor.

Fam. V har jeg tidligere skrevet om her: http://moriudlandet.com/2014/10/18/bedstevenner/

På årets sidste aften holder Fam. V de festligste fester – og vi er heldige at blive inviteret med. IMG_5088Der bliver truttet i hornet. IMG_5085Der bliver drukket tæt. IMG_5097 IMG_5095Der bliver krammet intenst. IMG_5094Og ind i mellem retterne fyrer mændene og børnene nytårskrudt af. IMG_5092Trunte-trio’en nyder at være sammen igen. IMG_5086 IMG_5087Og jeg nyder at være i samme stue som min Bedsteveninde. Prøv lige at se, hvor ualmindeligt smuk hun er. Både udvendigt og indvendigt. IMG_5101Klokken 12 hopper jeg ned fra en Trip-Trap-stol og lander i armene på Martin, hvorefter vi skåler i champagne og skiller kransekagetoppen ad. IMG_5103 IMG_5099Pigerne holder sig vågne i imponerende lang tid uden at hyle som smågrise. De fyrer 400 knaldperler af og står herefter med stjernekastere og betragter den oplyste midnatshimmel. IMG_5110 IMG_5105Klokken 1.30 må vi kaste håndklædet i ringen og samle visne piger og pakkenelliker op.

“Big boomi, Mummy. Mia hear’er big noise coming from the sky. Mia little bit scared of boomi”, lyder de sidste ord fra Mille, før hun går ud som et lys på bagsædet.

Og i dag – på tømmermændenes helligdag – er vi sofaramte og æder uartigheder i ét væk: Farmors vafler, Fasters kanelsnurrer og stenovnspizzaer like there is no tomorrow.

I storfamiliens skød. Det bliver ikke bedre. IMG_5113 Cille nyder sit eget selskab på Farmors syværelse og dukker op med denne nytårstegning i sølv. IMG_5115 RIGTIG GODT NYTÅR!

MÅ 2015 BLIVE ET ÅR, DER BRINGER FRED, GLÆDE, KÆRLIGHED OG RETFÆRDIGHED.

Den 5-årige og sukkerbryllupsdagen

Martin og jeg blev gift den 23. august 2008 kl. 13.

På en meget regnfuld dag fyldt af glæde, kærlighed og fest.

Året efter – på vores første bryllupsdag – var vi på Hvidovre Hospital for at modtage Cille-Nete, der kom til verden lige omkring kl. 13.

På en meget solbeskinnet dag fyldt af smerte, glæde og kærlighed i allerdybeste forstand.

Og lige siden virkelighedens Pippi Langstrømpe så dagens lys den 23. august, er bryllupsdagen naturligvis parkeret til fordel for børnefødselsdag med balloner og flagranker. Det er okay. (Det meste af tiden.)

11759961_ori

Jeg begriber ikke, at hun er 5 år nu. At det er 5 år siden, vi blev givet den allervigtigste (op)gave i vores liv.

I aftes blev den lige-ved-og-næsten-5-årige puttet med baskende forventnings-sommerfugle i maven og nyvasket fuglerede.

photo 2-9

Og den tremme-berammede 2-årling tittede glad ud til os, mens hun bedyrede, at det også var “Mia’s birfffe-day” i morgen.

photo 3-8

I aftes var vi så i fuld sving med oppyntning til fødselsdagsfest for den 5-årige.

photo 4-7

photo 2-5

Jeg var heldig at få dansk flagranke og papirflag af en ven i nøden. For sådan noget havde jeg da ikke skænket en tanke, da vi var i Danmark på sommerferie.

Jeg er stadig i praktik som expat.

Der er meget, jeg endnu har at lære om at lege Danmark i Udlandet.

photo 1-9

photo 5-7

I England var vi de eneste ikke-englændere (dér langt ude på landet i Suffolk) – og derfor forsøgte vi at assimilere mest muligt til måden, hvorpå en “engelsk fødselsdagsfest” forløber.

Hvilket betød et væld af party games, gift bags til alle gæsterne, et slaw katten-af-tønden og nogle gedigne lagkager.

Men her i Dubai er vores venner stort set alle sammen danskere. Så nu skal både Dannebrog og den vestjyske kagekone af vandbakkelse have et “comeback”.

I morges vågner den nybeslåede 5-årling kl. 6.30 med store øjne og højt humør.

Hun får fine gaver af vores husholderske Thushara, som er i gang med at vaske gulvene og gøre alting skinnende parat til fødselsdag.

photo 3-5

Der er en yndig kjole og 2 Barbiedukker i pakkerne fra Thushara – og Cille bliver mægtig glad.

photo 4-4Bagefter pakker hun gaver op fra den nærmeste familie.

Farmor har (heldigvis) sendt en gave med til Mille, som kæmper en brav kamp med sig selv, nu hvor Cille er gavemodtageren.

photo 5-4

Det er ikke nemt at være 2 år og brændende ønske sig, at det er ens “birfffeday” i stedet for storesøsters.

Men så går vi igang med kagebagning og kagepyntning. Sidstnævnte står højest på Cilles hitliste. Og det afleder den 2-åriges frustration.

photo 5-6

Vandbakkelsesteknikken blev testet sidste weekend, fordi det normalt er Mormors job at stå for de vestjyske kagekoner.

Men jeg kan godt selv.

I en alder af knapt 36.

Det kommer som lidt af en overraskelse.

photo 3-1

En anden sød ven i nøden medbringer røde jordbærsnører til at slutte damernes hårpynt af med.

Og vi bager chokoladekager – for det er den eneste kage, Cille bryder sig om. Vandbakkelserne er udelukkende undertegnedes behov.

Bagefter fotograferer Cille sine sukkerbryllups-forældre. Vi står lidt uskarpt.

photo 3-6

Og vi fotograferer pigerne, der nu er iført lyserødt stads til op over begge ører.

photo 4-3

photo 5-3

Nu er der blot tilbage at vente på gæsternes ankomst.

photo 4-5 photo 5-5Og endelig er gæsterne her!

De kommer til pynt-selv-cup-cakes ved børnebordet.

photo 3-4

photo 4-2photo 3-3Og vi synger for Cille og tænder lys. Hun vælger at vi skal synge “Happy Birthday”. Den danske version er ikke den “rigtige” for hende.

photo 1-2

photo 5-2photo 3-2photo 2-2

De 8 børn fortærer lige knapt 24 cupcakes. Det må vist kaldes en succeshistorie.

Bagefter rider de på sukkerbølgerne, mens de voksne drikker kaffe og slår vandbakkelseskonerne langsomt ihjel.

photo 4-1Cille har insisteret på, at der skal være party games til hendes fødselsdag (ligesom i England).

Så vi sælger idéen om pynt-selv-cupcakes til hende som en formidabel selskabs-“leg” – og så forbereder vi en lille skattejagt rundt i huset.

Chokolademønterne kan jo ikke gemmes i haven – så smelter de!

photo 1-5

Her går de op ad trappen og finder skatten i den grønne tipi.

photo 5-1 Og inde i vaskemaskinen ligger der mønter.

photo 1-6

Og under Cilles seng.

photo 2-6

Sikke en dejlig formiddag.

Med glade børn i fri dressur.

Og med glade forældre, der snakker og drikker kaffe.

Og i aften er der tid til at øve lidt på den nye cykel, som Cille er vældig stolt af.

photo 1