Mere Maldiverne

Men hvad foretager man sig så, når man er strandet på en atol midt i Det Indiske Ocean?

Dør af kedsomhed eller ensomhed?img_2755Man starter ihvertfald allerførst med at iføre sig ø-uniformen, så man ligner alle de andre, der også er strandede: Badetøj.img_2617Så lægger man sig i en hængekøje og lader timerne løbe som sand igennem fingre, mens man læser mange gode bøger.8c1917d1-fbe3-4ab5-a219-e2ec1a399932Senere rejser man sig fra hængekøjen for at strække benene og øve balancen på et paddle board.img_2844Man kan også udvide ens horisont ved at hilse på de nærmeste naboer – med røven i vandskorpen, som man si’r.img_2856Og så er det nærmest altid tid til eftermiddagsdrinks på familiens første all-inclusive-ferie. Halleluja!img_2619Og så skal der jo leges lidt i poolen, selvfølgelig.img_2727Sejles i havkajakker og pedaleres i vandcykler.img_2730Men pludselig ændrer alting sig.

Børnene gider ikke længere være sammen med deres gamle forældre.

De vil hen i Kids’ Club for at lege med eremitkrebs og lave sjove aktiviteter sammen med alle de andre børn og klubbens fantastiske team af entusiatiske, unge kvinder.img_2866Og hvad gør man så?

Nu er det ikke længere kun en problematik omkring dét, at være strandet på en (ganske civiliseret) øde ø.

Nu er der tilstødt endnu en udfordring: At de to gamle mennesker har fået frie hænder.

Frie hænder, der vandrer derhen, hvor de lyster i bløde himmelsenge.

Frie hænder der mødes i kærlige sammenfletninger

Frie munde, der mødes i kys og bagefter løber over af alle de ting, vi tænker på.

Frie fødder, der vandrer veltilfredse afsted i det lysende hvide koralsand.img_2797Det er simpelthen så dejligt at tilbringe tid sammen på denne her måde.

Uden skyggen af dårlig samvittighed, fordi børnene selv har valgt, at de hellere vil lege med de andre børn.img_2809img_2811Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi sidst har haft så god tid til hinanden. Det er helt fantastisk.

Og ind i mellem insisterer vi på, at Bandit-Børnene skal være sammen med deres kedelige Mor og Far. Så surmuler de en smule i en havegynge.img_2756Men overgiver sig hurtigt, når vi begynder at fodre store rokker med lunser af tunfisk. img_2778Der er ganske enkelt kun gode ting at sige om Atmosphere Kanifushi.

Så det gør jeg.

Resortet tilbyder en perfekt balance mellem sjove aktiviteter i naturen for store og små – og ren afslapning. Villaerne er komfortable, elegante og hyggelige – og det udendørs badeværelse er et hit hos alle i familien.

Kids’ Club og All-Inclusive kunne lyde som vaskeægte charter-turist-fælder, men vi er så positivt overraskede over, hvor fantastisk veltillavet maden er – og hvor vilde børnene er med klubbens aktiviteter. Drinks-kortet er stort og der bliver heller ikke fedtet med vinkortet.img_2788img_2793Value for money, fristes jeg næsten til at sige om resortet. Men godt ord igen – dét bliver Maldiverne vist aldrig sådan for alvor. Der skal betales ved Kasse 1 for denne her slags oplevelser.

Og før vi ved af det, er der gået 6 dage og vores navne står på listen til vandflyet. Mille proklamerer højlydt, at hun vil blive i 100 dage, men kreditkortet bedyrer, at nu skal vi altså hjem.img_2873So long, Maldiverne. Du brænder dig fast på min nethinde og indprenter dig for evigt i mit hjerte.img_2732

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blomster-Martin

De af jer, der har fornøjelsen af at arbejde med eller i regnskabsafdelinger véd, at januar og februar er notorisk vanvittige måneder. Og som medlevende ægtefælle skal man i disse måneder være glad for de ganske små ting i livet.

Som f.eks. at fornemme rygvarmen af ens helt egen udmattede regnskabskalif om natten.

Eller at man kan sige et hurtigt halløj-kan-du-huske-mig henover tandbørstningen om morgenen.

Resten af tiden er det afbrudte telefonsamtaler, aflysning af aftensmad og arbejde til sent om aftenen.img_1369 Den hårdtprøvede tal-kriger er opslugt af en uforudsigelig excelarks-jungle både fysisk og mentalt.

Hele ståhejet handler om aflæggelse af årsregnskab, naturligvis.

Og i år er på ingen måde en undtagelse.

Det bliver det sidste årsregnskab, Martin leverer for det uddøende arabiske shippingfirma. Og som om bogslut ikke er nok i sig selv, så er der tale om en dobbelt-whammie i år – med gamle araber-systemer og nye tysker-systemer, der skal forsøge at give et nogenlunde ensartet output.

Det kan I roligt regne med er hylende morsomt hele vejen igennem.

Ironi kan forekomme, men kun hvis man tilvælger det for egen regning.img_1325Og før vigtige møder ligger der excelark på excelark på spisebordet. Han forsøger at forklare mig, hvordan ét tal fra det ene ark møder nogle tal i et andet ark, som så bliver til et tredje tal i et fjerde ark – og jeg begynder at skele og svede i et akut udbrud af ren og skær tal-angst.

Men i dag er det Valentinsdag.

Kærlighedens festdag.img_1372Og årets tal-marathon går nu ind i sin slutspurt, så overskud og familietid kan vende tilbage.

Og dørklokken ringer kl. 7.30, hvor en glad inder overleverer Blomster-Martins overdådige kærlighedserklæring til mig.img_1378Og jeg tager imod det hele med salig glæde.

Sluger det indiske oasis-arrangement råt.

Blomst for blomst.

Ord for ord.

Konfektstykke for konfektstykke.

Det samme gør pigerne.img_1368De får bløde bamser og røde roser af deres Far, som er fast besluttet på at lære dem, hvordan de med sindsro kan forvente at blive behandlet af mænd langt derude i fremtiden, hvor de ikke længere vil giftes med farmand.img_1376Hver eneste gang han forærer dem blomster, så går det lige i hjertet på mig. Det er da den fineste kærlighedserklæring, som enhver pige vil elske at få af sin Far.

For vores piger er det en selvfølgelighed, at Far sender blomster og skriver kort engang i mellem. De har ikke den fjerneste anelse om, at den slags faktisk er så langt fra en selvfølge, som noget kan være – og for dét er jeg taknemmelig.img_1375 Maricel har også lavet rørende, fine kort til os alle – og damerne i familien vælger at gå ud til onsdagsfrokost på Regnskabschefens regning.

Mille har allerede lavet en præmatur Valentins-fejring for Maricel forleden, fordi “hin ikke har nogen mummy og daddy til at lave en Valentine for hin”, som hun forklarede mig med stor medfølelse i stemmen.

Der blev købt ind i afstemt, rosenrødt tema.img_1286Og lavet inderlige takkekort.img_1291Mille skriver “We are so thankful for you” til Maricel – og tegner dem begge løbende op over en bakke for at komme hen til hinanden.  img_1289Ikke et øje er tørt.

Og vi er i dén grad taknemmelige for Maricel.

Og for Blomster-Martin.

Og for Troldebørn.

♥ Happy Valentine’s Day, allesammen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Relationship goals

Relationship goal #1

At kunne gå igennem IKEA uden på noget tidspunkt at overveje skilsmisse.img_5959Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2cimg_5958Regnskabschefen havde tilmed selv foranlediget turen, fordi Mille virkelig trænger til et opgraderet stor-pige-værelse, nu hvor hun fylder 5 lige om lidt.

For real.

Jeg gjorde ikke fysisk skade på ham. Ama’r halshug.

Muligvis holder han humøret oppe hele vejen igennem rædselskabinettet ved tanken om den særlige sending, han har bestilt til diskret levering i ly af mørket?

Hvilket bringer mig til…

Relationship goal # 2

At drikke lige præcist nok til at forelske sig over and over again.

Hver weekend.

Det er fandeme en god idé. img_5963Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Relationship goal #3

At lege og fjolle og grine sammen til der breder sig en varm og fuzzy feeling i hele kroppen af glæde og samhørighed.

Det må vi aldrig blive for gamle, for grå eller for kedelige til.img_5967Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Aftenbadning er ubeskriveligt skønt i Ørkenstaten, lige så snart der bliver skruet op for temperaturen. Hvilket er tilfældet nu.

Så det er bare om at komme afsted, krydse vejen og hoppe i poolen ved enhver lejlighed.

Jeg elsker det. Af hele mit hjerte.

Relationship goal #4

At sove lur hånd i hånd.

Én af den slags små, hyggelige kæreste-aktiviteter, som forsvinder sporløst ud i det blå, mens børnene er små og der skal ordnes og regeres med dem konstant.img_5970Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Dén tid kommer rent faktisk tilbage, selvom det er umuligt at forestille sig, mens man bøvler søvnunderskudsagtigt rundt med en baby på armen og en tumling i buksebenet.

Findes der noget skønnere end følelsen af langstrakt tid med dem, man holder allermest af?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

7 going on 17

“Skat, jeg tror snart, at de er færdige”.

Jeg smiler opmuntrende til Martin, der har taget uroligt ophold på en stol, mens han trawler FaceBook.

“Jeg har ellers sagt til dem, at det ser ud til at de har riiigeligt med make-up på nu”, svarer han med slet skjult utålmodig mine.

“Og skulle de nu til at tage imod beauty tips fra en gammel mand som dig, tænker du?”, returnerer jeg drillende.

Han er uvant med situationen.

Og det er trods alt ikke så mærkeligt.

Hans ældste Rødtop fylder (kun) 7 i dag, så hvordan kan han være mentalt forberedt på tween – eller teen, for den sags skyld?

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så står Cille og Bedsteveninden nu og lakerer tånegle i matchende farver; hjælper hinanden med at lægge lipgloss på og sætte hårbøjler i.

7 going on 17.IMG_1681De er fast besluttede på at være tvillinger. Ihvertfald for en aften.

Og Cille har egenhændigt valgt, at vi skal på Yo! Sushi.

Det er vist transportbåndet, der trækker i hende. Og fisken, selvfølgelig.IMG_1696Damerne indtager sashimi, edamame, katsu-laks og friterede rejer ad libitum.IMG_1691Og de trykker hjemmevante på knappen for at bede om pandaer formet ud af klistrede sushiris. IMG_1695Bum.IMG_1686Ved min side – over for de tre vakse damer med overraskende røde læber – sidder ham her.

Manden i mit liv.

Regnskabschefen over dem alle.

“Tillykke med bryllupsdagen, min Skat”, mumler jeg til ham, mens vi fniser og skåler i cola og gør et håbløst forsøg på at se hinanden i øjnene midt i virvaret af skåle, vimrende spisepinde og høje albuer på den anden side af transportbåndet.

Det der med at have bryllupsdag samme dag som ens ældstefødte har fødselsdag er egentlig ikke rigtig noget jeg kan anbefale.

Det er selvfølgelig ret cool at have “timet” det uden at have gjort andet end det sjove forarbejde.

Og det er selvfølgelig morsomt at tænke tilbage på, at vores allerførste bryllupsdag blev fejret på Hvidovre Hospital med blod, sved og så afgrundsdyb en kærlighed, at vi ikke engang anede, at den fandtes, før vi fik en lille levende bylt i vores arme, som vi helt selv havde skabt.

Dét minde er smukt.

Men selve dagen er per definition en børnefødselsdag.

Og det har vi vænnet os til.

Alt andet ville være sært.

Og måske kan vi markere dagen en anden god gang?

Farmanden har ihvertfald sat alle sejl til for at gøre dagen så dejlig som overhovedet muligt, mens jeg har arbejdet.IMG_16557-årlingen bliver modvilligt vækket med sang, før jeg skal afsted.

Og hun åbner først øjnene helt, da de falder på gaverne.IMG_1659IMG_1662LEGO-Friends er det helt store hit hos Cille for tiden. Hun er fuldstændig opslugt af at konstruere selvstændigt og sætter stor ære i ikke at spørge om hjælp.

Ud over bygning af LEGO hele formiddagen, går der også Bagermester Harepus i den. IMG_1669Ikke et øje er tørt.

Præcisions-lagekage-bagning fra Farens side. Præcisions-pyntning fra Datterens side.

Det føltes så skønt at træde ind ad døren til kage og kaffe, glade børn og hyggesnak.

Uden selv at have rørt en finger.

Det har jeg faktisk aldrig prøvet før.

Så måske er det i virkeligheden min bryllupsdagsgave?

Og når nu de gamle forældre har sat foden ned og nægtet at afholde fødselsdagsfest nr. 3, så skulle jeg mene, at dagen i dag alligevel har været helt og aldeles efter Cilles 7-årige hoved.IMG_1679PS: Tusind tak for alle lykønskninger via E-mail, FaceBook, Insta, Whatsapp og Messenger. I er sgu’ så søde!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Størst af alt er kærligheden

“Jeg ringer til dig på søndag”, hvisker han og væver sine fingre ind igennem mit lange, lyse hår til de griber fat om min nakke, så han bedre kan trække mit ansigt op imod sit.

Løftet besegler han med et blidt kys.

Og så går han.

Uden videre.

Uden tilnærmelser.

Han er helt åbenlyst noget særligt.

Han efterlader mig – en 23-årig studine på et kollegieværelse – med et ellers så iskoldt hjerte, der nu pludselig er begyndt at smelte som en isterning i sommervarmen.

Og han ringer om søndagen.

Som lovet.

Vi taler.

I timer.

Vi ler.

I timer.

Præcist som vi gjorde dén nat, vores øjne mødtes i mørket og aldrig slap hinanden igen.

De andre studerende stirrer irriteret på mig, mens jeg okkuperer gangtelefonen på 3. time – for 3. dag i træk. Det her er længe før en studine havde råd til en mobiltelefon.

Weekenden efter kommer han tilbage.

For at samle mit smeltende hjerte op i sine hænder.

Og for at se nærmere på den unge kvinde, hvis stemme han har lyttet til i en uge og som han nu på forunderlig vis kender ret godt.

Han er ikke længere jægerpilot, som da jeg mødte ham.

Han er nu blevet skatterådgiver med et forklaringsproblem.

Og så er han blevet til Martin på 28, der bor på Østerbro, men kommer fra Hillerød.

Og jeg er blevet til Tine på 23, der bor i Odense, men kommer fra oplandet uden for Varde.IMG_0007I dag er vores mærkedag.

Den 10. maj.

I dag er det præcist 15 år siden, at vi mødte hinanden.

Det er 15 år siden, at jeg fandt mit livs udkårne, min elskede, min elsker, min mand, min ægtemand, mine døtres far, min bedste ven, min sparringspartner (in crime) og min livs-ledsager.

Det menneske, som tror mere på mig og mine evner, end jeg selv.

Det menneske, hvis karaktér, dømmekraft og evner, jeg til stadighed beundrer og stoler 100% på.

Det menneske, som gør mig til et bedre menneske, fordi han tør sige præcist, hvad han tænker, mener og oplever. Og jeg håber og tror, at jeg også er med til at gøre ham til den bedste version af sig selv.

Han er det menneske, som jeg med største inderlighed ønsker at dele hele livets rejse med.

Og hvilken rejse, det har været indtil videre!IMG_3367Væggen i stuen minder os kontinuerligt om de allerstørste øjeblikke, vi har haft sammen.

Der er forlovelsesbilleder anno 2006.

Bryllupsbilleder anno 2008.

Graviditetsskitse anno 2009.

Babybilleder anno 2009.

Babybilleder anno 2012.

Vuggestue-, børnehave- og skolebilleder…SøsterfødderHver gang tankerne drejer ind på ‘parforhold’ og ‘kærlighed’, mindes jeg en gammel episode i Mads & Monopolet, hvor Søren Fauli (og han er en klog mand, hvis du spørger mig) forsøgte sig med at forklare kærlighedens udvikling, når to mennesker virkelig vil hinanden igennem livet.

Søren Fauli sagde noget i retning af, at når to mennesker mødes og bliver forelskede, så opstår der en (kortere eller længerevarende) periode med sindssyge. Hvor alting centrerer sig om det her perfekte menneske, man er faldet for – og hvor ens eget væsen nærmest forsvinder eller smelter sammen med den udkårne i ren og rå seksuel symbiose.

Efter sindssygen kommer den “skabende” kærlighed, hvor man bliver et par, flytter sammen, gør reden klar og stifter familie. Og sikkert skændes, så det brager, fordi tingene ikke er helt så rosenrøde eller sort-hvide længere. Fordi der kræves og forventes en hel bunke sagte og usagte ting af og fra begge parter – som kan være uendeligt svære at hamle op med.

Hvis man formår at nå ind til hinanden og til stadighed arbejder på og med kærligheden igennem den “skabende” kærlighedsfase, kommer belønningen i den senere del af livet, lovede Søren Fauli os, der lyttede til radioen den lørdag morgen.

En belønning i form af hengivenhed, ømhed, omsorgsfuldhed og taknemmelighed over for det her menneske, som man lever sammen med.

Fordi man har været alting igennem sammen.

Fordi man har kæmpet, oplevet og leget med den anden så længe, at der er dyb respekt for og dyb kærlighed til den anden.IMG_0331Men er den sidste fase så den “sande” kærlighed?

Det ved jeg ikke.

Forelskelsesfasen varede eksempelvis meget længe for os, fordi vi ikke flyttede sammen før 2 år efter vi mødtes.

Den “skabende” kærlighedsfase tog det os ret lang tid om at komme til. Og den fase står vi så midt i lige nu. Med alle de op- og nedture, som heraf følger. Og det er ubeskriveligt dejligt at have fået den (op)gave sammen, som forældreskabet er. Det er vel nærmest meningen med livet?IMG_0554 1Belønningsfasen venter langt ude i horisonten.

Det er dér, hvor vi forhåbentlig skal sidde hånd i hånd på en bænk – og mindes de gode, gamle dage.

Det er dér, hvor vi forhåbentlig skal se hinanden i endnu et sæt nye roller – som bedstefar og bedstemor.

Det er dér, hvor vi skal hjælpe hinanden og passe på hinanden, fordi det har vi bare altid gjort – og vil altid gøre.

Størst af alt er kærligheden.

Idag.

Igår.

Imorgen.

Og nu – hvor Martin er hoppet på endnu en metaltrækfugl mod nord – må han nøjes med at ringe til mig fra et hotel på Place de la Vendôme i Paris, mens jeg sender varme tanker til ham fra en overophedet Ørkenstat.

Vi må fejre mærkedagen en anden gang.Gennemsnitlig onsdagOg jeg vil glædes over den familie og det liv, som vi har skabt sammen.

Pigerne har endda plukket blomster til mig, da jeg forklarede dem, at det var en særlig dag for deres Mor og Far.IMG_3391 IMG_3392 Og Mille forsøgte at undslippe sengetiden på den sødest tænkelige måde: “Mummy, jeg kan altså ikke lægge mig til at sove lige nu, fordi jeg elsker dig så meget og skal lige cuddle dig lidt”.

Størst af alt er kærligheden.Dansk Gallafest 2016 2

Mange hilsner fra Mor i Udlandet