Godt Nytår!

Den 30. december gik jeg tur i tusmørke og tænkte over det herrens år 2020, vi var på nippet til at forlade.Hvem skulle have troet, at verden ville blive vendt helt på hovedet for et år siden?De fleste af os er sikkert blevet en del mere taknemmelige for de simple ting i livet i løbet af 2020. For vi har lært, at selv de mest almindelige, hverdagsagtige rutiner kan blive taget fra os på et øjeblik – og erstattet med kaos, spørgsmål, frygt, frustration, skuffelse og ærgrelse.

Vi har lært, hvad vi for alvor har kært. Vi har lært at prioritere. Vi har lært at gå med et nyt flow, fordi der ganske enkelt ikke er andet at gøre.

Jeg mistede ikke mit arbejde under pandemien, som rigtig mange andre mennesker gjorde, men jeg ‘mistede’ det i den form og under de vilkår, som var normale for mig. Og det gjorde ondt. Jeg sled imod. Jeg fandt fem fejl konstant. Jeg øffede og møffede og kørte rigtig sur i online-undervisning, fordi jeg nægtede at acceptere tingenes tilstand. Ind i mellem fandt jeg små lysglimt af det, jeg elsker så meget ved at undervise. Børnenes begejstring over en sjov fortælling, deres finurlige kommentarer og refleksioner over livet eller et problem, deres naturlige fremdrift og ukuelige vilje til at finde en vej midt i kaos. Det er dét, der har båret mig videre – og det er dét, der gør, at jeg ikke kaster håndklædet i ringen og løber skrigende bort.

For vi kan lære så meget af at se på børnene omkring os. På hvordan de tackler en ukendt og uventet situation. De har spørgsmål – ofte mange og ofte ret så relevante – men de accepterer hurtigere, at noget er forandret – og de bevæger sig videre med en tyrkertro på, at det jo nok skal gå alt sammen. Dén oplevelse forsøger jeg at tage til mig, sådan rigtigt ind i hjertet, her mens vi alle venter i spænding på, hvad 2021 mon bliver for et år.

Bedst som det så allersortest ud arbejdsmæssigt for Martin – og kulsort rent økonomisk for os som familie – blev der tændt et lys hos os. At det lykkedes Martin at finde et godt job midt under en pandemi, taler sit tydelige sprog. Han er dygtig, kompetent og har en masse erfaring og viden, som han kan bruge og give videre inden for sit fag. Jeg er så pissestolt af ham.Jeg er dybt taknemmelig for, at vi igen har sikker grund under fødderne i forhold til vores økonomi. Det betyder så meget for både fremtidsudsigterne og nattesøvnen.

Under pandemien er jeg kun blevet gladere for at bo, hvor vi gør. Vist var det surt at have lockdown nogle uger i marts – og vist føles det som en fagligt kompromitterende spændetrøje at være sat på online-undervisning resten af skoleåret. Det er der da ingen, som klapper i hænderne over. Men myndighederne har styr på smittespredningen. Der er plads på hospitalerne. De har hoteller klar til dem, der ikke kan være hjemme, hvis de er positive med COVID-19. Der er grundig kontakt-sporing, så skolerne fortsat kan være åbne, og langt de fleste arbejdspladser fungerer fint – selvom der ind i mellem er en kollega, lærer eller elev, der bliver smittet. Alle overholder reglerne for masker, temperaturkontrol, distance og afspritning. Det føles trygt og rart at være lige her. Og vi tør ikke tage til Europa lige nu. “Jinxe” det for en begrænset jul i familiens skød.

Forhåbentlig får vi snart mulighed for at blive vaccinerede. Det er ihvertfald mit ønske for 2021, så vi kan blive genforenet med familie og venner uden bekymringer og at skulle igennem PCR-tests igen og igen.

2020 har givet os mulighed for at nulstille, for at reflektere og overveje, om der er noget, der skal være anderledes i vores liv. Den slags lommefilosoferen har der være rig mulighed for og tid til, når nu vi ikke kunne ret meget andet end at bestille varer online, læse bøger og måske løbe en tur. Vi blev for alvor klar over, at vi skulle have en base i Danmark, når vi er hjemme. Et sted, hvor man ville kunne selvisolere – uanset om det er på grund af en virus eller bare et behov for down-time i familiens skød. I september måned kiggede vi på et sommerhus – en diskret “skuffe-sag” hos én af mine gamle gymnasiekammerater, der er ejendomsmægler. Vi lod det ligge. Noget i sol og stjerner måtte give os et tegn på, om og hvis og hvornår det skulle være.

Så fik Martin sit nye job.

Og vi spurgte i december, om sommerhuset i skuffen mon var forsvundet eller solgt. Det var det ikke. Og nu var tiden moden.

Tiden var også moden til familieforøgelse. Præcist lige som alle andre. Det er lemminge-effekten, der slår 100% igennem.

Vi ser, hvor skønt andre mennesker har det med deres sommerhuse, surdejsopskrifter, hjemmestrik, puslespil, campingvogne og hundehvalpe. Ud over sommerhuset, måtte vi da også ha’ en hundehvalp. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det.

Faktisk har pigerne ønsket sig en hund lige så længe, jeg kan huske. Der er mange hunde i vores familier. De har tidligt mærket, at en hund fuldender følelsen af hjem. Ingen af Martin og jeg har været strengt imod tanken om en hundehvalp. Men jeg har været lidt spændt på, hvordan det nu ville være at blive hunde-mor til en hunde-baby.Jeg skal hilse og sige, at det er præcist lige så skønt, sårbart, inderligt og næsten lige så følelsesmæssigt tumultarisk, som at få en menneskebaby. Men også kun næsten. Det er trods alt lettere med en hund.
Daisy landede i vores familie den 26. december. Hun er en 2 måneder gammel maltipoo og er rent faktisk 1.5 kilo af det reneste, pureste guld: Livsglæde. Dén kan man måske nok ikke købe sig til, men en hundehvalp er vel så tæt på, man kan komme?Jeg er klar til at gå 2021 i møde med hende hunden her – og med Martin, Mille og Cille. Og uanset alt det uvisse, vi har været igennem i 2020 – og uanset alt det uvisse, vi kommer til at skulle igennem i 2021 – så har jeg lært et par ting undervejs, som jeg tager med videre.

– Ting, tager den tid, de skal. Vi kan ikke altid forcere eller styre slagets gang.

– Vi finder dét, vi har behov for undervejs. Når tiden er rigtig.

– Det hele løser sig. Uanset problemets størrelse.

– Jeg skal fokusere på det, der giver mig energi og gør mig glad.

Og ind i 2021 hoppede vi i fineste selskab i går. I en lille social boble.Glimmer på, som Hella Joof siger.Vi så Dronningens milde nytårstale, og vi fik traditionel bulgarsk nytårs-filotærte med små spådomme i.Vi havde også besøg af en premierløjtnant fra Livgarden og en sergent fra Søværnet.Klokken midnat hoppede vi ind i det nye år oppe på balkonen, hvor vi kunne se fyrværkeri over Dubai Marina, Atlantis The Palm og en smule af Burj Khalifa.Godt Nytår til jer alle sammen. Må 2021 blive et mildere, mere kærligt og barmhjertigt år for os alle sammen.

Tak for dejlige stunder, tanker og oplevelser, vi har delt med hinanden i det forgangne år.

Jeg savner Danmark – eller rettere – jeg savner en masse dejlige mennesker i Danmark, men alligevel er jeg præcist, hvor jeg skal være. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Ride 2020

Hvert efterår afholdes der Dubai Fitness Challenge 30×30 i Ørkenstaten under Dubai’s Kronprins Fazza’s protektion.

Det er 30 dage med masser af gratis aktiviteter og events rundt omkring i hele byen, som man kan melde sig til, så man kan få gang i kroppen igen og nyde det gode udendørs vejr efter en lang og hed sommer.

Alle skolebørn deltager også i 30×30 aktiviteter i idrætstimerne, og når det ellers passer ind med et fysisk ‘break’ i skoletiden. Bystyret opfordrer til dette – og skolerne følger naturligvis trop. Fysisk aktivitet er der ellers ikke meget af i dette skoleår, hvor coronarestriktionerne tvinger børnene til at sidde stille og holde social distance dagen lang bag deres lumre mundbind, så enhver lejlighed til at strække kroppen lidt er velkommen.

Dubai Fitness Challenge 30×30 er en af Kronprins Fazza’s mærkesager – for han er en sportsmand præcist som Kronprins Frederik – og han elsker at dele sine egne fysiske bedrifter på de sociale medier. Du kan følge ham på Instagram under navnet faz3. Det er ofte ret spændende billeder, han lægger op.

For første gang i knapt 7 år lykkedes det at få tilmeldt os ét af de fine gratis arrangementer, der foregår hele måneden – nemlig eventet Dubai Ride.

En cykeltur på 14 km. fordelt på 2 x 7 km. frem og tilbage ad byens primære færdselsåre, Sheikh Zayed Road, hvor skyskraberne konkurrerer med hinanden om at skinne mest i morgensolen.Her står jeg – kl. 6.30 om morgenen i smuk solopgang og  23 grader.

Det var ellers lige ved at glippe med Dubai Ride, for sådan hér så Mormors gamle Opal ud dagen før. Sprukne, udtørrede dæk i en overophedet ørkenstat. Heldigvis kom cykelmekanikeren forbi med sin værkstedsvogn og hjalp mig lidt.Det var en helt igennem skøn morgen, vi havde sammen, mens pigerne legede Snorkefrøkener derhjemme (og Maricel var anstandsdame i sofaen).På de fleste billeder, Martin tog af mig på cykelturen, har jeg halvt-lukkede øjne af ren og skær fryd. Jeg sendte min Mormor tusind kærlige tanker, mens jeg hjulede afsted i det ene gear, der virker på hendes gamle cykel.Jeg tror ikke, at min elskede Mormor ville have forestillet sig – med sin vestjyske snusfornuft og sindige livsførelse – at hendes gamle Opal ville ende med at cykle frem og tilbage på Sheikh’en eller SZR, som den også kaldes i daglig tale. Hovedpulsåren i Dubai er nemlig både et kært og berygtet barn med mange navne. Og Opal’en plejede jo kun at cykle rundt langt ude på den vestjyske hede i strid vind og så henne i Ølgod, når jeg lånte den for at smutte ned på mit job på den lokale Statoil. Det er et helt levet liv siden.Jeg var ikke den eneste, der var begejstret for Opal’en under Dubai Ride 2020. En del af mine medcyklister kommenterede min vintage-cykel – for det har nok set ret morsomt ud med Martin på sin gamle Raleigh og mig med flettet kurv og lædersadel, når nu alle de andre cyklede på smarte racercykler, mountainbikes og moderne citybikes.Det var virkelig Dubai fra en anden vinkel, dén morgen. En zen-agtig version, som jeg nød ret meget mere end den almindelige version, hvor folk kører som død og helvede op og ned ad SZR for at nå dét, de nu skal nå.

Næste år må vi gøre det om. Til dén tid er det måske ikke et cykelløb, men måske et motionløb eller noget helt tredje.

Og vi må bare gi’ Emiraterne, at de virkelig kan det med at organisere store events. Dubai Police styrede trafikken med køligt overblik fra alle indfaldsveje til parkeringsområderne ved World Trade Centre. Der var ambulancer med jævne mellemrum på ruten, race stewards, der kom med gode råd undervejs til udfordrede cyklister, en cykelmekaniker, kølige forfriskninger, toiletfaciliteter og endda et par enkelte steder med parfumeret røgelse og musikanlæg på ruten, fordi her helst skal dufte lidt af forkullet harpiks og kostald altid.

Jeg ❤ min Mormors gamle Opal.

Jeg ❤ Dubai. Især om vinteren.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet