Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdag

I går fyldte Far i Udlandet 47.

Midt i corona-cirkus og lockdown-vanvid.Gaver har vi stort set ingen af, bl.a. fordi dét, vi havde bestilt til levering hos Mormor, af gode grunde er strandet i Danmark. Så vi tyer til det ældgamle kneb med at skrive sukkersøde gavekort ud på ting, vi hverken kan overholde eller love ham. Som for eksempel, at han kan have to søde børn og en sød kone en hel dag!? Umuligt, si’r jeg bare. Selv i teorien holder det ikke vand.
Men jeg bager da en flok morgenboller, som er en del af mine hustruelige pligter, og pigerne bager et fad brownies, og vi synger vist også en hurtig fødselsdagssang for ham, før fokus flytter sig over til det mystiske væsen, bedre kendt som Påskeharen, der har lagt chokoladeæg i hele den airconditionerede hytte om natten, mens husets ungmøer har sovet skønhedssøvn.Der er Lindt-chokolade i så rå mængder, at vi må rykke rundt på vinbeholdningen for at få plads til alle ‘laderne i køleskabet.

Flere gange i løbet af dagen ringer det på døren.

Her modtager Martin Magnolia Bakery Cupcakes fra gode venner. Sikke en dejlig overraskelse!Og senere sender The Mahainis både islagkage og en kæmpe oksemørbrad, som vi griller om aftenen. De forstår simpelthen at holde en fest, selv når det ikke kan lade sig gøre at holde en fest! Er vild med det!
Vi plejer at fejre mærkedage sammen med vennerne. For venner bliver jo ens selvvalgte familie, når man bor langt væk fra den biologiske familie. Og det er lidt mærkeligt ikke at kunne invitere på middag og fejre mærkedagen på sædvanlig vis. Men ‘plejer’ er helt tydeligvis afgået ved corona-døden – og jeg håber så inderligt, at én eller anden kan vække han til live igen.

For vi trænger til selskab og social omgang med andre end lige os selv i det lille firkløver.

Vi går lidt i frø og i koks og flimrer rundt med jævne mellemrum.

Og det er både okay og forståeligt efter 5+ ugers distanceret indeliv uden reel kontakt med andre.

Men fejret bliver han da – i vores lille, klaustrofobiske firkløver – med kys, kram, kærlighed og et ordentligt drys kuller.Til lykke, min Martin!
Jeg lover dig, at når corona’en er væk, så vil jeg, så må vi, så skal vi….og nåh, nej, jeg holder jo sjældent, hvad jeg lover, så måske er det bedre at se, hvad der sker til dén tid.

Men én ting er helt sikker – vi trænger til at grine, drikke og danse, lige så snart, det kan lade sig gøre.❤️😆😉😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sømandskirken og Al Hadheerah

Bryllupper kan man ikke få for mange af.

Helt personligt har jeg ikke lyst til at holde bryllup igen – jeg er godt gift, tack så mycket – men at deltage i bryllupper er da noget af det skønneste, man kan blive inviteret til.

Martin har en ansat på sit lille salgskontor – og det var hende, der nu skulle giftes med sin forlovede. Den helt store bryllupsfest skal stå i Libanon om et par uger, da hun er armensk-libaneser, men den lovformelige vielse foretages af den danske præst i Dubai, Carl Bjarkam, fordi hendes udkårne er lige så pæredansk som os andre.

Og Danmark er som bekendt et let land at blive gift i rent dokumentationsmæssigt, til sammenligning med mange andre steder i verden.Så i fredags stoppede vi de fineste, specialimporterede bryllupsgaver fra Royal Copenhagen i bagagerummet (tak til Far og Conny for leverancen), og så drønede vi til det nordlige Dubai til bydelen Oud Metha, hvor Den Norske Sømandskirke ligger. Ironisk nok er der ingen norsk præst på præmisserne for tiden, som navnet antyder, men til gengæld er der både en dansk og en svensk præst. Og nordmændene tager sikkert revanche, når der bliver et træhus ledigt igen.I vanlig danskerstil var vi der 20 minutter før vielsen. Ingen andre var ankommet (man er vel fra Mellemøsten), så vi fik os en sludder med den altid nærværende og flinke præst, Carl Bjarkam – og så fik vi snuset rundt i det beskedne kirkerum, der ganske vist ikke indeholder en stor Jesus-figur på et kors, men der er et smukt alter, et kirkeskib og en fin døbefont. Det eneste, der mangler, er en pianist, synes jeg.Vielsen ville jeg ønske, at jeg kunne gengive billeder af – for brud og gom var så uendeligt skønne at se på – men det skal de have lov til at have for sig selv. Jeg kan ihvertfald sige, at de to voksne mennesker klæder hinanden, og at det er meget livsbekræftende at se på dem.At blive gift langt væk hjemme fra er en ‘rå’ eller ‘nøgen’ oplevelse.

Der er ingen bror, som står klar med ringene som forlover; der er ingen svigerfamilier på hver deres flanke med smil, tilråb og støttende hænder, øjne og lommetørklæder til brud og gom. Der er ingen langvarig historik eller blodsbånd mellem de fremmødte, og vielsen er kogt ned til en kort og rørende tale om ægteskabets behov, præmisser og udfordringer, hvorefter vielsesritualet udføres, som det sig hør og bør.

Det betyder ikke, at vi var mindre rørte på brudeparrets vegne eller mindre imponerede over den ærlige og åbenhjertige præstetale til parret. Det betyder heller ikke, at deres vielse var begrænset, mindre god eller mindre dyb, end hvis der havde været 100 mennesker til stede i rummet, som kender dem og deres livshistorier. Det føltes bare mere råt og skåret ind til benet, og det står tydeligt frem, at det er netop de to mennesker hér, der har valgt hinanden på godt og ondt, med det svære og det sjove, med det sure og det søde. Der er ingen “støj”, “nudging” eller forventningspres fra omgivelserne. Der står blot de to, der har valgt hinanden.

Følelsen af at ‘skære ind til benet’ eller kun at have ‘den inderste kerne i livet’ gælder i øvrigt i rigtigt mange aspekter af udlandslivet. Den samme følelse kunne vi have siddet med til en fødsel, en barnedåb eller en rund fødselsdag.

Jeg glemmer ihvertfald aldrig den enorme ensomhed, der skyllede ind over mig, da jeg sad en time efter fødslen af Mille og betragtede vores andenfødte – helt alene i en hospitalsseng, fordi Martin var taget ud for at hente Cille, der blev passet af vores rengøringskone. De andre fødende havde familiemedlemmer omkring sig, som nussede om den nyfødte baby og den nybagte mor. De roste barnet og moren. De havde blomster, chokolade og varme smil med til barselssengen. Jeg havde ingen at dele glæden over vores kæmpe og helt enestående mirakel med. Det blev til en meget intens, inderlig og mørk stund på en ellers så varm, lys og smuk maj-dag. Noget, som jeg for altid vil tage med mig, fordi der var både så stor smerte og så fin en læring lige præcist dér for mig. Dén dag gik noget inden i mig en lille smule i stykker, men det blev samtidig og på ganske forunderlig vis helet igen. Af mig selv.

Den samme følelse af ensomhed eller “kerne” skyller ind over mig i mange andre situationer. Det kan være både i de gladeste øjeblikke og i de allersværeste. Derhjemme i Danmark har vi begge store familier, og vi er begge vant til, at der altid lige er nogen i nærheden, som giver en hånd eller sit besyv med i forhold til stort og småt.

Men sådan er det bare ikke, når man – af egen fri vilje! – har valgt at bosætte sig langt væk fra familien og den oprindelige omgangskreds. Konsekvensen af ens handlinger retter sig altid kun tilbage mod én selv. De andre er blot et telefonopkald væk, men nogle gange er det umuligt at overskue at ringe op, når det hele føles tungt.

Samtidig er der også en smuk styrke i at have kogt livet ned til det allervæsentligste, helt ind til kernen. Jeg føler mig meget tæt forbundet med Martin, og vi føler os tæt forbundne med vores døtre. Vi har hinanden i det lille firkløver hver eneste dag – i tykt og tyndt – og vi er nødt til at finde ud af tingene sammen, for vi kan ikke flygte eller undvige ved at lette vores hjerter andetsteds, ved at lytte til andres meninger eller ved at distrahere os selv med alt muligt andet i storfamiliens skød.

Nå.

Tilbage til emnet.

Denne her bryllupsfortælling fik pludselig en masse andre vinkler og sidehistorier klistret på sig.

Efter vielsen skulle libaneserne selvfølgelig ryge, så vi tog en times tid med socialisering, røg, cola på dåse og lykønskninger, og så sagde vi pænt farvel til Carl Bjarkam i Sømandskirken, og satte kursen mod bryllupsmiddagen på ørkenresortet uden for Dubai, Bab Al Shams.

Prøv lige at se en solnedgang over bryllupsdagen, vi sad og nød på bilturen.Jeg har tidligere skrevet om Bab Al Shams, som ligger godt en times kørsel uden for Dubai. Det er stadig ét af mine favorit-resorts i forhold til at være både familievenlig og “value for money”, hvis man stadig ønsker at være tæt på byen.

Efterhånden er det flere år siden, vi sidst har været på Bab Al Shams. Som de fleste andre mennesker, så falder vi også lidt af på den, hvad angår turist-oplevelser og ture ud i det blå. Vi har fået vores eget hus nu – og det fylder på den gode måde. Der er ikke længere det samme behov for at komme ud og væk, fordi vi har fået vores hjemmeliv til at være på dén måde, vi gerne vil have det. Sådan tænker jeg ihvertfald, at forklaringen er. Eller også er vi bare blevet luddovne?

Brudeparret skulle naturligvis tilbringe natten i en suite på Bab Al Shams, men jeg havde på forhånd erklæret, at jeg godt kunne køre hjem, fordi det ville være dejligt at vågne op til pigerne derhjemme om lørdagen. I virkeligheden burde vi have benyttet lejligheden til en overnatning, men vi elsker bare at være os 4 – og det føles helt amputeret at være afsted på resort uden pigerne.

Hvis du har lyst til et lille Bab Al Shams-gensyn fra dengang, vi var helt spritnye i Ørkenstaten, så læs med her:

Bab Al Shams

Bryllupsmiddagen skulle stå i den store buffet-restaurant, Al Hadheera, direkte under åben himmel.

Restaurantområdet er intet mindre end en magisk oase. Som et 1001 nats eventyr lige dér midt i den varme, arabiske aften, der dufter af krydderier, æbletobak og grillkul.Der er dampende risretter, store kobbergryder med stuvninger, sprøde salater, kød på grillspyd, varme supper, friske skaldyr og forskellige gryderetter i tykmavede ler-tagines.

Der er syndige, dybstegte mezze, krydderier i overdådige bundter, som kokkene gavmildt hakker af, og et stort dessertbord med baklava, libanesisk is og kunefe. Der er arabisk kaffe og mindst 5 slags dadler at vælge i mellem. Der er vin ad libitum, iskolde colaer og glade børn, der danser på bordene.

Og brudeparret bliver fejret med manér. Der bliver råbt på arabisk og sunget om bordet. I løbet af aftenen er der også forskellige shows. En egyptisk tanouradanser – dreje-rundt-manden – som jeg kalder ham, og en fræk og ypperlig mavedanserinde, der virkelig kan sit håndværk.Til sidst opfører en række ryttere en fin arabisk fortælling om konflikt og sameksistens blandt beduinstammer, hvori der indgår en stor flok geder, en kamelkaravane og nogle usædvanligt smukke araberheste.Da vi går fra festen hånd i hånd under stjernerne, er jeg helt ør.

Det har været sådan en smuk vielse og en gennemført dag i kærlighedens tegn – og hér går vi – midt i stilheden  – væk fra oasen og  op mod resortet for at køre hjem til pigerne.

Tænk, at vi igen og igen får lov til at opleve stjernestunder som disse.

Jeg føler, at vores udlandsliv giver langt mere, end det tager.

Også selvom der er en lang række konsekvenser og svære ting ved at være langt væk fra ens hjemland.

💞 Gid Shogher og Jacob må få et langt og lykkeligt liv sammen 💞

Og så et lille PS: Tag endelig ud for at spise og nyde en hel aften på Al Hadheera på Bab Al Shams, hvis du kommer til Dubai. Det er virkelig værd at køre en time frem og tilbage. Madens niveau er højnet og det er underholdningen bestemt også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet