Sømandskirken og Al Hadheerah

Bryllupper kan man ikke få for mange af.

Helt personligt har jeg ikke lyst til at holde bryllup igen – jeg er godt gift, tack så mycket – men at deltage i bryllupper er da noget af det skønneste, man kan blive inviteret til.

Martin har en ansat på sit lille salgskontor – og det var hende, der nu skulle giftes med sin forlovede. Den helt store bryllupsfest skal stå i Libanon om et par uger, da hun er armensk-libaneser, men den lovformelige vielse foretages af den danske præst i Dubai, Carl Bjarkam, fordi hendes udkårne er lige så pæredansk som os andre.

Og Danmark er som bekendt et let land at blive gift i rent dokumentationsmæssigt, til sammenligning med mange andre steder i verden.Så i fredags stoppede vi de fineste, specialimporterede bryllupsgaver fra Royal Copenhagen i bagagerummet (tak til Far og Conny for leverancen), og så drønede vi til det nordlige Dubai til bydelen Oud Metha, hvor Den Norske Sømandskirke ligger. Ironisk nok er der ingen norsk præst på præmisserne for tiden, som navnet antyder, men til gengæld er der både en dansk og en svensk præst. Og nordmændene tager sikkert revanche, når der bliver et træhus ledigt igen.I vanlig danskerstil var vi der 20 minutter før vielsen. Ingen andre var ankommet (man er vel fra Mellemøsten), så vi fik os en sludder med den altid nærværende og flinke præst, Carl Bjarkam – og så fik vi snuset rundt i det beskedne kirkerum, der ganske vist ikke indeholder en stor Jesus-figur på et kors, men der er et smukt alter, et kirkeskib og en fin døbefont. Det eneste, der mangler, er en pianist, synes jeg.Vielsen ville jeg ønske, at jeg kunne gengive billeder af – for brud og gom var så uendeligt skønne at se på – men det skal de have lov til at have for sig selv. Jeg kan ihvertfald sige, at de to voksne mennesker klæder hinanden, og at det er meget livsbekræftende at se på dem.At blive gift langt væk hjemme fra er en ‘rå’ eller ‘nøgen’ oplevelse.

Der er ingen bror, som står klar med ringene som forlover; der er ingen svigerfamilier på hver deres flanke med smil, tilråb og støttende hænder, øjne og lommetørklæder til brud og gom. Der er ingen langvarig historik eller blodsbånd mellem de fremmødte, og vielsen er kogt ned til en kort og rørende tale om ægteskabets behov, præmisser og udfordringer, hvorefter vielsesritualet udføres, som det sig hør og bør.

Det betyder ikke, at vi var mindre rørte på brudeparrets vegne eller mindre imponerede over den ærlige og åbenhjertige præstetale til parret. Det betyder heller ikke, at deres vielse var begrænset, mindre god eller mindre dyb, end hvis der havde været 100 mennesker til stede i rummet, som kender dem og deres livshistorier. Det føltes bare mere råt og skåret ind til benet, og det står tydeligt frem, at det er netop de to mennesker hér, der har valgt hinanden på godt og ondt, med det svære og det sjove, med det sure og det søde. Der er ingen “støj”, “nudging” eller forventningspres fra omgivelserne. Der står blot de to, der har valgt hinanden.

Følelsen af at ‘skære ind til benet’ eller kun at have ‘den inderste kerne i livet’ gælder i øvrigt i rigtigt mange aspekter af udlandslivet. Den samme følelse kunne vi have siddet med til en fødsel, en barnedåb eller en rund fødselsdag.

Jeg glemmer ihvertfald aldrig den enorme ensomhed, der skyllede ind over mig, da jeg sad en time efter fødslen af Mille og betragtede vores andenfødte – helt alene i en hospitalsseng, fordi Martin var taget ud for at hente Cille, der blev passet af vores rengøringskone. De andre fødende havde familiemedlemmer omkring sig, som nussede om den nyfødte baby og den nybagte mor. De roste barnet og moren. De havde blomster, chokolade og varme smil med til barselssengen. Jeg havde ingen at dele glæden over vores kæmpe og helt enestående mirakel med. Det blev til en meget intens, inderlig og mørk stund på en ellers så varm, lys og smuk maj-dag. Noget, som jeg for altid vil tage med mig, fordi der var både så stor smerte og så fin en læring lige præcist dér for mig. Dén dag gik noget inden i mig en lille smule i stykker, men det blev samtidig og på ganske forunderlig vis helet igen. Af mig selv.

Den samme følelse af ensomhed eller “kerne” skyller ind over mig i mange andre situationer. Det kan være både i de gladeste øjeblikke og i de allersværeste. Derhjemme i Danmark har vi begge store familier, og vi er begge vant til, at der altid lige er nogen i nærheden, som giver en hånd eller sit besyv med i forhold til stort og småt.

Men sådan er det bare ikke, når man – af egen fri vilje! – har valgt at bosætte sig langt væk fra familien og den oprindelige omgangskreds. Konsekvensen af ens handlinger retter sig altid kun tilbage mod én selv. De andre er blot et telefonopkald væk, men nogle gange er det umuligt at overskue at ringe op, når det hele føles tungt.

Samtidig er der også en smuk styrke i at have kogt livet ned til det allervæsentligste, helt ind til kernen. Jeg føler mig meget tæt forbundet med Martin, og vi føler os tæt forbundne med vores døtre. Vi har hinanden i det lille firkløver hver eneste dag – i tykt og tyndt – og vi er nødt til at finde ud af tingene sammen, for vi kan ikke flygte eller undvige ved at lette vores hjerter andetsteds, ved at lytte til andres meninger eller ved at distrahere os selv med alt muligt andet i storfamiliens skød.

Nå.

Tilbage til emnet.

Denne her bryllupsfortælling fik pludselig en masse andre vinkler og sidehistorier klistret på sig.

Efter vielsen skulle libaneserne selvfølgelig ryge, så vi tog en times tid med socialisering, røg, cola på dåse og lykønskninger, og så sagde vi pænt farvel til Carl Bjarkam i Sømandskirken, og satte kursen mod bryllupsmiddagen på ørkenresortet uden for Dubai, Bab Al Shams.

Prøv lige at se en solnedgang over bryllupsdagen, vi sad og nød på bilturen.Jeg har tidligere skrevet om Bab Al Shams, som ligger godt en times kørsel uden for Dubai. Det er stadig ét af mine favorit-resorts i forhold til at være både familievenlig og “value for money”, hvis man stadig ønsker at være tæt på byen.

Efterhånden er det flere år siden, vi sidst har været på Bab Al Shams. Som de fleste andre mennesker, så falder vi også lidt af på den, hvad angår turist-oplevelser og ture ud i det blå. Vi har fået vores eget hus nu – og det fylder på den gode måde. Der er ikke længere det samme behov for at komme ud og væk, fordi vi har fået vores hjemmeliv til at være på dén måde, vi gerne vil have det. Sådan tænker jeg ihvertfald, at forklaringen er. Eller også er vi bare blevet luddovne?

Brudeparret skulle naturligvis tilbringe natten i en suite på Bab Al Shams, men jeg havde på forhånd erklæret, at jeg godt kunne køre hjem, fordi det ville være dejligt at vågne op til pigerne derhjemme om lørdagen. I virkeligheden burde vi have benyttet lejligheden til en overnatning, men vi elsker bare at være os 4 – og det føles helt amputeret at være afsted på resort uden pigerne.

Hvis du har lyst til et lille Bab Al Shams-gensyn fra dengang, vi var helt spritnye i Ørkenstaten, så læs med her:

Bab Al Shams

Bryllupsmiddagen skulle stå i den store buffet-restaurant, Al Hadheera, direkte under åben himmel.

Restaurantområdet er intet mindre end en magisk oase. Som et 1001 nats eventyr lige dér midt i den varme, arabiske aften, der dufter af krydderier, æbletobak og grillkul.Der er dampende risretter, store kobbergryder med stuvninger, sprøde salater, kød på grillspyd, varme supper, friske skaldyr og forskellige gryderetter i tykmavede ler-tagines.

Der er syndige, dybstegte mezze, krydderier i overdådige bundter, som kokkene gavmildt hakker af, og et stort dessertbord med baklava, libanesisk is og kunefe. Der er arabisk kaffe og mindst 5 slags dadler at vælge i mellem. Der er vin ad libitum, iskolde colaer og glade børn, der danser på bordene.

Og brudeparret bliver fejret med manér. Der bliver råbt på arabisk og sunget om bordet. I løbet af aftenen er der også forskellige shows. En egyptisk tanouradanser – dreje-rundt-manden – som jeg kalder ham, og en fræk og ypperlig mavedanserinde, der virkelig kan sit håndværk.Til sidst opfører en række ryttere en fin arabisk fortælling om konflikt og sameksistens blandt beduinstammer, hvori der indgår en stor flok geder, en kamelkaravane og nogle usædvanligt smukke araberheste.Da vi går fra festen hånd i hånd under stjernerne, er jeg helt ør.

Det har været sådan en smuk vielse og en gennemført dag i kærlighedens tegn – og hér går vi – midt i stilheden  – væk fra oasen og  op mod resortet for at køre hjem til pigerne.

Tænk, at vi igen og igen får lov til at opleve stjernestunder som disse.

Jeg føler, at vores udlandsliv giver langt mere, end det tager.

Også selvom der er en lang række konsekvenser og svære ting ved at være langt væk fra ens hjemland.

💞 Gid Shogher og Jacob må få et langt og lykkeligt liv sammen 💞

Og så et lille PS: Tag endelig ud for at spise og nyde en hel aften på Al Hadheera på Bab Al Shams, hvis du kommer til Dubai. Det er virkelig værd at køre en time frem og tilbage. Madens niveau er højnet og det er underholdningen bestemt også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

41

Jeg føler mig som verdens heldigste fødselar i dag.41 år gammel eller ung – afhængig af, hvem du spørger. Der er ellers både grå hår og ømme hårrødder i dag, men inden i er der kun boblende pigelatter og glæde.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg er Mor til to dejlige piger, der vokser op og udvikler sig til rimeligt fornuftige verdensborgere.Heldig føler jeg mig, fordi jeg på 19. år er kæreste med manden i mit liv, som samtidig er Far til mine børn. Det at have mit livsvidne, som følges med mig og som elsker pigerne ubetinget sammen med mig, betyder alt.Heldig føler jeg mig, fordi vi har en stor, rummelig og livlig familie, hvor vi altid føler os velkomne – og en ditto venneflok, der aldrig er sene til at fejre og hygge med os.Heldig, føler jeg mig, fordi jeg helt generelt er glad og lever dét liv, jeg har lyst til, omgivet af de mennesker, der betyder alt for mig.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg hver dag får lov til at stå op og foretage mig noget meningsfyldt i mine vågne timer.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg har mulighed for at skrive, læse, være kreativ og lære nyt hver eneste dag, således at livet får flere og flere nuancer, som tiden går.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg rammer de 41 år som et sundt og raskt menneske, der endnu har til gode at stifte seriøst bekendtskab med sundhedsvæsnet.

Heldig, føler jeg mig, fordi vi bor og lever i udlandet, hvor vi sammen får set og oplevet steder, mennesker, kulturer, ting og stemninger, der vil blive i vores hjerter for altid.

Heldig føler jeg mig også, fordi jeg hver dag har Maricel, som hjælper mig med alt det, der ellers ville tage tid væk fra familiesamvær – og fordi vi har muligheden for at leve i denne her trygge og komfortable Dubai-boble, som er faretruende tæt på at være too good to be true.

Så jeg kniber mig i armen og fact-tjekker.

Den er go’ nok.

Det er mig, de to søde piger og den flotte mand synger fødselsdagssang for, så jeg vågner af min forvirrede fuldemandssøvn.

Det er mig, der får de fineste og mest betænksomme gaver, samt dejlig morgenmad ude i byen.

Det er mig, der nu får lov til at sidde i to timer og nyde betænksomme fødselsdagshilsner på alle sociale kanaler, og begå det her lille skriv om fødselsdagstaknemmelighed, mens jeg småfryser på en hård bænk i en stor gymnastikhal, mens yngstebarnet udlever sit potentiale som russisk gymnast.Jeg har virkelig ikke noget at klage over.

Det er værd at huske mig selv på, når en eller anden petitesse driller eller frustrerer i hverdagen.

Og tak af ❤️ for jeres søde lykønskninger, gaver, kram og kager.

Efter alt at dømme – jeg har stadig kun 1 års erfaring med 40’erne – så er de et årti, der klæder mig langt bedre end de foregående årtier. Betrækket er godt nok blevet lidt blødere og mere krøllet i kanterne, men det er behageligere end de topstramme 20’ere og fortravlede 30’ere.

Der kommer flere og flere autentiske, ærlige, hudløse, lykkelige stunder i takt med, at årene går.

Jeg er mere mig, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at lade de andre være sig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricels fødselsdag

Maricel har netop haft fødselsdag.

Hun er samme årgang som min egen søster.

Det er lidt vildt – og uden sammenligning i øvrigt, så er de to kvinder så forskellige steder i deres liv, at det er helt bizart at tænke på. Vi forsøger altid at gøre noget ud af Maricels fødselsdag, for det er svært at være væk fra ens nærmeste på mærkedage. Pigerne har inviteret hende med i biografen på mandag – og det bliver hendes livs anden biograftur. 37 år og kun én biftur under bæltet. Dét er da for galt. Og det siger noget om, at hendes løn bestemt ikke bliver ruttet væk på skæg og ballade i en Ørkenstat.

Udover biografturen fra pigerne, har hun fået en guldlænke af os. Jeg foretrækker at give hende guld, fordi det bevarer sin værdi. Et par Skechers kondisko eller en mærkevare-T-shirt kan hun ikke få megen nytte ud af, hvis hun en dag står i en klemt situation. Men guld derimod…det er et “sikkerhedsdepositum”, uanset hvor hun er i verden og hvad, der måtte ske med hende og familien.

På hendes fødselsdag tager vi altid ud at spise. Et par år har vi været til stor iftarbuffet sammen med Martin, men i år valgte jeg den nydelige restaurant, The Hamptons, i Jumeirah Islands.Maricel kommer aldrig sådan nogle steder her, hvis ikke hun bliver inviteret af os. En enkelt aften her er 20% af hendes månedsløn, så det er helt utænkeligt.

Hver en ekstra dirham, hun måtte have i lommen, går til fødevarer, skolegang og medicin derhjemme på Filippinerne. Og selvom det måske kan virke fjollet, at jeg ikke bare giver hende pengene, der svarer til restaurantbesøget i stedet for at “fyre dem af”, så har jeg besluttet, at hun også skal se og opleve lidt luksus i sit liv.Det er også en menneskerettighed, at blive forkælet lidt engang i mellem. Og hun fortjener det mindst lige så meget som alle andre, hvis ikke mere. For er der nogen, der tilsidesætter sig selv 100% for alle andre, så er det Maricel.Det var en dejlig aften – også selvom Maricel stadig bliver lidt beklemt og genert over servicen og de pæne omgivelser. Men for hver gang, det sker, bliver hun lidt mere selvsikker og vokser lidt i selvforståelsen, føler jeg. Det er også en lille smule sjovt at se reaktionen i de filippinske tjeneres ansigter, når en af deres landsmænd sætter sig til rette i stolen for at vente på deres servering.

Dagen efter havde vi givet Maricel penge til at invitere sine veninder ud på restaurant. Jeg har tilladelse til at bringe et par billeder fra deres Night Out.

De havde arrangeret samkørsel til bydelen Satwa i en filippinsk “car lift”, som er en undergrundstaxa. De filippinske husholdersker kører altid sammen i weekenden, når de har fri. Af sikkerhedsmæssige årsager – og fordi det så bliver langt billigere end selv at praje en taxa. De sparer yderligere penge ved at anvende den uautoriserede “car lift” også. Og dem er der mange af, for der er altid en filippiner med egen bil, der gerne vil tjene en skilling.Maricel inviterede dem alle sammen på filippinsk buffet, og de sluttede af med lagkage, der var dekoreret med Kaalund Family på toppen. Jow, jow.

For hvert år, der går, bliver Maricel en større og vigtigere del af vores liv. Hun er stadig ansat og passer sit arbejde helt professionelt, men den personlige relation bliver dybere og stærkere som tiden går.

Hun ser pigerne vokse op.

Hun mærker familiedynamikken, der bølger frem og tilbage.

Hun fejrer det med os, når tingene går godt, og hun hjælper stilfærdigt til, når det går den modsatte vej.

Jeg er så dybt taknemmelig for hendes omsorgsfulde hjælp hver eneste dag. Og der går præcist 4 dage, når hun rejser på juleferie, før jeg knækker og skriver en besked til hende, for at få hende til at love mig, at hun kommer tilbage.

Min højre arm, er hun.

Den go’e Maricel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jule-kryb-sammen

Jeg vågner stadig tidligt.

Det er så let at undervurdere 3 timers tidsforskel, men hun er lidt af en bitch, og hun er det hver eneste gang.

Så nu sidder jeg her i morgen-tusmørket med varm kaffe og iskolde tæer, mens jeg hører vinden suse igennem trækronerne.

Huset er mit lige nu, men om lidt bryder hunde, børn og bedsteforældre stilheden.

Og selvom vi er en rigtig storfamilie, der vader ind og ud, diskuterer stort som småt, roder og fylder både fysisk og mentalt, så er der intet ved det her set-up, jeg har lyst til at ændre.

For vi hjælpes også ad. Og det er hjemligt på en inderlig og tryg måde, som vi aldrig ville kunne skabe i et lejet sommerhus. Vi har prøvet. Og fravalgt det. Igen og igen.Men akklimatiseringen til det mørke, vinterlige nord er ikke den letteste i år, fordi stakkels Mille har slæbt sig en arabisk mavevirus med til Danmark. Hun har mistet appetitten, men accepterer at drikke vand og tager sig gerne en lur midt på dagen. Hun er også leveringsdygtig i opkast om natten, og maven snurrer rundt, så snart hun fornemmer, at der er mad på bordet.

Det er simpelthen så synd for hende.

Men åbenbart ikke mere ubehageligt, end at jeg var i stand til at forevige indkøbsvognsluren igår. Lille elskling.Men ind i mellem sløjdom og manglende søvn, så jule-hygger vi på fuld tryk med Faster og Farmor.Mille kan godt være med. Ikke så længe ad gangen, men hun er klar på stille aktiviteter som at lave konfekt og små, kreative julegaver med Farmor.

Det er ren jule-kryb-sammen i Farmors hus.

Og selvom det på sin vis er ubelejligt med mathed og sygdom, så er det på forunderlig vis også kærkomment.Vi har brug for en pause.

For i pauser opstår der en masse gode ting, der ellers aldrig ville være sket.

Martin og jeg bager f.eks. vanillekranse sammen for første gang.

Jeg rører dejen, og han sprøjter kransene, som man si’r.

Det er årets ægteskabelige juleterapi.

Som ender lykkeligt. Det kan muligvis være svært at få øje på hullerne i “kransene” for de nøjeregnende, men så kan de omdøbes til vanillekager. Sådan er det med hjemmelavede ting.

Det er i øvrigt Valdemarsro’s fine opskrift med en god andel mandelmel i til at give struktur. Kan vist varmt anbefale den.

Men selvom vi laver jule-kryb-sammen i huset i Den Store Skov, så bliver det også til småture ind af huset.

Farmor og Farfar tager som altid pigerne med til nisselandskab og kæledyrs-kiggeri i Plantorama.

I mens får Martin og jeg frit lejde til at handle julegaver i tosomhed.

Vi går også den skønne Frederiksborg-baghave-tur-med-indbygget-cafébesøg sammen med Hr. og Fru A.

Der bliver endda lejlighed til at se Paprika Steen’s seværdige julefilm “Den tid på året”, hvor en helt almindelig og aldeles dysfunktionel familie holder traditionsrig jul – og på sjoveste vis ligner alle vi andres familier (*cringe-alert, hvis du ikke har set den endnu!).

Jeg glæder mig virkelig til jul nu.

Og om lidt er jeg sikker på, at der kommer snevejr til børnene og en SRP-skrivende niece, som jeg kan lege med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nye turistattraktioner i Dubai

Farmor og Farfar er på besøg i disse dage.

Storfamilien reunited.

Vi er vant til at bo sammen i længere tid ad gangen, da vi altid bor hos dem, når vi er i Danmark. Og så er det jo godt, at vi kan gøre gengæld, når de kommer herned til os og nyder lidt sol og varme langt væk fra den snigende kulde i Danmark.

Denne gang er det ekstra særligt, fordi vi har glædet os til at vise dem vores nye hjem.

Og de får virkelig noget for pengene. Der er smuk udsigt til både skyskrabere og gymnastikshows morgen, middag og aften på den falske plæne.Og som noget helt nyt har Martin rollen som turistfører, mens pigerne og jeg er i skole.

Han tager dem med op i én af de nye(re) turistattraktioner, Dubai Frame, som ligger i Za’abeel Park.

Det er et ganske fint alternativ til Burj Khalifa, hvis man er på budgettur eller på ferie for Gud-ved-hvilken-gang – for har man været oppe i verdens højeste tårn én gang, er det ikke ligefrem fordi det føles som en tvingende nødvendighed at gøre det igen.

Dubai Frame byder på en fin historisk gennemgang af det arabiske liv omkring Dubai Creek – og så får man motioneret højdeskrækken endnu mere end man reelt gør i Burj Khalifa, hvor højden føles helt urealistisk.

Der var også lige en sviptur til Abu Dhabi, hvor intentionen var at opleve det nye, smukke Louvre på Saadiyat Island, men der var desværre mandagslukket ligesom på muséerne i Europa. Hvem skulle have troet dét, når nu ugens første hverdag er søndag her hos os? Men nu ved vi det til en anden gang. Til gengæld fik de oplevet lidt af Abu Dhabis moderne centrum og Yas Island, som er både smukt og dejligt.

I lørdags kørte vi til emiratet Ras al Khaimah og spiste frokost på Ritz Carlton Al Wadi Desert Resort. Dét er virkelig en oplevelse at være på hotellet, der ligger på et 500 hektar stort naturreservat, hvor oryxer, kameler og gazeller græsser fredeligt og bliver fodret dagligt, så de altid vender tilbage. Der er intet hegn om resortet – og alting foregår på cykel eller i golfvogn, så der er helt fredeligt. Hvis man har et solidt feriebudget, vil jeg virkelig anbefale et par nætter uden for Dubai – eksempelvis på førnævnte Ritz Carlton eller ét af de mange andre ørkenresorts, jeg tidligere har skrevet om.Onsdag har jeg endelig haft chancen for at være co-turistfører på en formiddagstur til Jumeirah 1, hvor der ligger en ny(ere) strandpark, der lyder det chikke navn La Mer Dubai.Der er anlagt to lækre og sikre badestrande – North Beach og South Beach – hvor du for 100 AED per person kan leje solstol med håndklæde og parasol for en dag.Du kan også bare medbringe dit eget håndklæde – og så er strandadgang, toiletfaciliteter, brusere osv. ganske gratis.Der er også et vandland, som ser ud til at være sjovt for både børn og voksne, og så er der – som altid i Dubai – et væld af shopping- og restaurantmuligheder i et varieret og ret chikt miljø med kunst og dekorationer alle vegne.Vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang for at bade dér. Muligvis med eget picnictæppe og håndklæde, da det hurtigt kan løbe op i mange penge, hvis en hel familie skal leje stole osv.Og så er ingen Dubai-ferie vel komplet uden en tur i Gold & Diamond Park. Eller fem ture, for den sags skyld.

Farmor og Farfar sidder efterhånden helt hjemmevante i guldsmedeværkstedet og følger med i guldsmedens arbejde.

Der er kun ét problem ved at have familie på besøg. Dagene går simpelthen for hurtigt, når man skal forsøge at kombinere skole, arbejde, fritidsaktiviteter og turistoplevelser.

Men det er vel i virkeligheden en god ting?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet