Lille Mille Elleve

Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.


Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommer-musestille

Der er helt sommer-musestille på bloggen.Vi er ellers fint i gang med at leve sommerlivet i Danmark, hvor vi lagde ud med dejligt Studentergilde og ditto Afternoon Tea Party, efterfulgt af en uge i Blåvand ved Vesterhavet og nu en uge i Odsherred ved Sejerøbugten.Alting er på en måde som det altid har været – og så alligevel slet ikke, når der er en sygdom at tage hensyn til og tilgodese på den bedst tænkelige måde. Én af de positive ting, der er kommet ud af pandemien er, at lægekonsultationer nu kan foretages online. Og på dén måde kan både speciallægen og patienten rejse på sommerferie uden at miste kontakten eller tabe pusten i det spinkle fremskridt, der er så hårdt behov for at se og mærke.Jeg er venlig over for mig selv. Det meste af tiden. Okay, hvem lyver jeg overfor her? 50% af tiden. Men der er nul overskud til at følge op eller planlægge de helt store ferie-udskejelser. Som vi i øvrigt heller ikke ville kunne klare eller overskue på dagen, hvis vi skulle k0mme til at forberede noget, dér var lidt større eller vildere end først tænkt.For første gang nogensinde i alle vores alenlange sommerferier, har jeg lagt tre dages pause ind til mig selv. Tid, som jeg vil tilbringe i selskab med min Mor. Og Farmor er så megasød at have pigerne i de tre dage. Jeg har brug for det. Det har jeg egentlig også haft tidligere, men oven på de sidste mange måneders bekymringer er jeg helt askegrå og porcelæns-skrøbelig indeni (og sikkert også udenpå, medmindre jeg fuldspartler og smiler det bedste, jeg har lært). Min Mor er godt selskab til at spise, tænke, tale, hvile og vandre. Så det vil vi gøre sammen. Og jeg glæder mig virkelig til det.Familiedynamikken er som altid interessant, når vi er sammen 24/7 i 60 dage. De fleste familier har 2-3 uger i højsæsonen sammen, hvor 1-2 uger måske er med et fuldt planlagt indhold, hvis man da er så heldig at have råd til at rejse eller har et dejligt sommerhus at opholde sig i. Efter sådan et par uger med børns cirkulære behov, krav og forventninger, kan det føles som helle at få lov til at tage på job eller skulle noget andet uden for hjemmets fire vægge. Jeg kender det. Efter et par uger (ud af de i alt otte – ho ho) har jeg lyst til at løbe skrigende hjemmefra, når jeg har bagt morgenbrød, som pigerne da ikke gider spise, hvorefter jeg forhandler morgenmadsprodukt-indtagelse med ihvertfald én af dem, som straks efterfølges af behovet for en let snack, og hvor er frokosten egentlig, når man be’r om den, hva’?Og selvom behovene, ønskerne og kravene følger med, uanset hvor vi befinder os, så er vi enormt glade for og lettede over at have købt sommerhuset i Blåvand.Faktisk arbejder vi på at kunne lave et lignende arrangement i Hillerød, hvor vi pt. står med skødet på en kolonihavegrund i hånden. Vi har endnu ikke fundet et byggefirma til at bygge et sommerhus på kolonihavegrunden, men vi satser på, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. De to ‘opholdssteder’ vil klart gøre det lettere for os i fremtiden, hvis vi fortsat opholder os så mange uger i Danmark om sommeren og til jul.

Det er fantastisk at have god tid sammen med bedsteforældrene, når vi bor sammen. Men det er samtidig svært at få firkløver-familielivet til at fungere, og vi har ihvertfald så småt fundet ud af, at behovene er ved at ændre sig for os.

Da pigerne var små, var det skønt at have bedsteforældrenes ekstra hænder til de praktiske ting – og til samtidig at mærke deres ligesindede begejstring for trunternes gak og optrin. Jeg husker netop dét at observere pigernes udvikling og alle deres sjove sider og finurlige idéer som enormt ensomt at gøre helt alene i udlandet. Der skal faktisk en hel hær af familiemedlemmer til at bygge en lille ny familie solidt op. Dét har jeg lært på bagkant.Men nu har de to trunter altså teenage-lignende behov for egne ‘rum’ til at læse, sove længe, slappe af og connecte med vennerne over Zoom og WhatsApp osv. De vil selvfølgelig gerne se deres bedsteforældre, onkler, mostre og tanter og alle andre, vi savner og holder af, men deres grænser, udvikling og behov er i konstant forandring, og dermed er vores liv og verden som forældre det samme.Som altid er vi lige lidt bagud på point. Det er jo ikke nemt at forudse ens børns behov flere år ud i fremtiden, for vores viden og erfaring i forældreskabet begrænser sig jo til nuet og fortiden, og selvom det ville have været smart at have fundet ud af sådan noget med sommerhuse allerede for mange år siden, så ligger der jo gode grunde og årsager bag.Økonomien – helt åbenlyst – skal være der til at investere i to boliger i Danmark, uanset at det er i sommerhus- og kolonihave-regi. Den slags kommer virkelig ikke af sig selv, når der samtidig er kæmpe udgifter forbundet med at bo i udlandet. Martin arbejder mellem 10 og 12 timer i døgnet 6 dage om ugen for den løn, han henter hjem, og det er helt sikkert ikke holdbart i længden, dét der med aldrig at have helt fri som e-mail-kriger.Tøven har der også været en del af. For hvad er det egentlig, vi gerne vil – og hvor skulle det sommerhus overhovedet ligge? Når vi drøner til Vesterhavet, mister vi forbindelsen til alle vores gamle venner, kollegaer og bekendte, som bor på Sjælland/i Storkøbenhavnsområdet, og man kan lige knapt skrue to personer ind i Blåvandshuset som overnattende gæster, hvilket gør det lidt stramt med at tilbyde overnatninger til hele familier, der måtte komme rejsende til fra Sjællandssiden.Jeg trøster med mig, at vi er mere på vej nu, end vi har været tidligere. Vi har et dejligt sted at være, når vi er sammen med den jyske side af familien, og der er udsigt til samme løsning på den sjællandske side af familien, hvis bare vi har lidt tålmodighed.Og indtil da trækker vi alle sammen vejret ned i maven, og mærker, at der er lige dele glæde og frustration ved at være sammen non-stop, store som små, unge som ældre. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde alle de mange timer, vi er sammen. For den slags kan ikke gøres om, når bedsteforældrene en dag måske ikke har helbredet med sig mere.Og når vi så bliver for mange om bordet, er det faktisk helt okay med små pauser, hvor vi deler os op. Det har jeg ikke altid været så god til at spotte, men det skal der klart gøres mere brug af, specielt nu, hvor vi snart har en ‘rigtig’ teenager med andre behov end lillesøsteren, der er ved at nærme sig ‘tween-stadiet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Træk vejret

Vi er stærkt på vej ind i skoleårets sidste krampetrækninger. Nedtællingen går officielt i gang inde i mit hoved, når vi på  mandag har fire uger tilbage af et skoleår, der har været så meget optur og så meget nedtur, at jeg næsten skal bede om lidt leverpostejs-hamsterhjuls-liv uden store armsving og rutsjeture, tak.Som lærer forløber året ikke som i det traditionelle kalenderår med opstart i januar og afslutning i december. Mit år går fra september til juni, og så er jeg ellers komplet over and out i to stive måneder, hvor ingen aner, hvad jeg egentlig laver, herunder mig selv. De knapt to måneders sommerferie er den højtskattede, personlige privatlivs-fordel ved jobbet, mens der er tusindvis af andre slags glæder og fordele ved at arbejde med mennesker frem for computere, men det giver helt sig selv, at man er nødt til at holde af børn og den slags væsner, for at have sådan et job i længden.Jeg fatter ikke, hvor det her skoleår er blevet af. På én og samme tid føles det som hundrede år og et øjeblik. Præcist som det gjorde, da pandemien ramte og lukkede os helt ned. Slog os hjem. Som ludobrikker i et vilkårligt terningespil.

Der har ligget så megen glæde, boblende entusiasme og optur i endelig at være fuldgyldigt tilbage på skolen i et rigtigt, stort og fint dansklokale. Intet kunne tage glæden fra mig. Pyt med, at vi har båret mundbind både indendørs og udendørs størstedelen af året. Nu er det heldigvis lavet om til kun at være med masken indendørs, og det er ganske okay, for det betyder, at vi igen må være sammen uden distance, og at vi kan deles om bøger, udlevere papirbaserede opgaver i timerne, være fælles om skriveredskaber osv.Hele året igennem har vi levet højt på at være fysisk sammen i dansktimerne. Vi er kreative, synger, leger, tegner og hopper rundt. Alt det, der er stort set umuligt over en løs Teams-forbindelse, hvor ingen rigtigt kan høre eller forstå, hvad der foregår. Men samtidig med, at der foregår en fejring af fællesskabet og en opbygning af feel-good-stemning over hele linjen, lider vi også.Nogle lider mere i stilhed end andre, bevares.

Vi lider af angst, depression, eksamensskræk, perfektionisme, spiseforstyrrelser, tidsoptimisme, frustration, vrede, ensomhed, selvmordstanker, frihedstrang, raseri, fobier, identitetskriser, følelsesmæssige udsving, sult, hudsult og alt muligt andet, der er pissetungt og langhåret.

‘Vi’ er her en stor mængde eller gruppe.

Ingen nævnt specifikt, ingen glemt specifikt.

Overalt, hvor jeg ender og vender mig, ser jeg de psykiske efterdønninger af en pandemi. Eller måske er det psykiske efterdønninger af livet? Det her herrens liv. Livet, når det leves, men overhovedet ikke kan forstås eller oversættes til noget forståeligt. Børn og voksne rammes af alt muligt, der gør hverdagen og livet så svært og tungt.Jeg hverken kan eller vil k0mme det nærmere, end at det også har ramt vores lille firkløver lige i hjertekulen. Og det er endnu ikke til at sige, om det har en relation til alt det, vi alle er gået igennem under c0ronapandemien, eller om det skal forstås på en helt anden eller tredje måde. Jeg er grundforvirret og bundulykkelig. Men jeg er omgivet af søde supportere, der altid stiller op. Af hjertet tak for kærlige beskeder fra nær og fjern – og for alle de lyttende ører og forstående hjerter…tak. ❤❤

Hvordan vi får reddet os selv ud af suppedasen igen, det vil tiden vise. Vi har fundet dygtige læger, og vi anerkender, at vi har brug for mere viden og støtte fra professionelle, fordi vi ved og forstår hat. Det er da første skridt.

Og midt i denne her tumultariske rejse, forsøger jeg at finde de små øjeblikke med fine, smukke ting, som trods alt findes i hverdagen og dens kriser.

At betragte børns sorgløse leg i en lille tidslomme.At læse et kærlighedsdigt eller ti for at huske mig selv på, at der heldigvis er ting, der er større end mig og mit trælse navlefnuller.At mærke, hvordan knoglerne, huden og leddene bliver gennembagte i ørkenens sommersol, hjælper faktisk også lidt.

Og at tage en morgensvømmetur helt alene og i stilhed.At trampe ghettoen rundt med en glad og alt for varm spadsere-hund kan også kun gøre mig i godt humør.At se blomsterne, når de er dér – lige foran mig – i deres korte blomstringssæson. At gå i biografen med min fjollede mand og og spise karamelpopcorn og gemme mig under et tæppe for at nyde et par timer fuldstændig væk fra det hele.At drikke fyraftensøl og spise fedtede burgere med gode venner, er virkelig også af det gode, og at drikke sorg-kaffe med andre sorgfulde Mummy-friends hjælper, fordi lifeis a plain bitch.

Jeg kunne så godt bruge et stykke med uvidenhed. Lykkelig uvidenhed. Eller en ren tavle, hvor der ikke står skrevet, at nogle i min nærmeste familie har det ualmindeligt elendigt. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde en meget snavset tavlevisker, og den tværer mere ud, end den afhjælper.

Fire uger, venner.

Fire uger, og så prøver vi med et to måneders mentalt re-set i Danmark.

PS. Et midlertidigt mentalt re-set kan man også få sig i Dubai Mall, hvor galleriet Infinity Des Lumiéres har de smukkeste digitale kunstudstillinger, hvor man kan svømme helt hen i lyd, lys, farver, stemninger og følelser på alle vægge, gulve og lofter.

https://www.infinitylumieres.com/exhibitions-dubai/

Det prøvede vi for snart mange uger siden, og jeg synes bestemt, at det kan noget, når kunstværker bliver digitaliserede og levendegjort, så man kan lægge sig ned eller sidde og nyde synet på en helt anderledes måde, end den der ståen og vandren hvileløst rundt, som et normalt kunstmuseum inviterer til.
Det er en sanselig, sansestimulerende og kropslig fornemmelse for kunsten, som er helt anderledes end flade malerier hængt op på en væg.Bestil billetterne online i forvejen. Prisen er ret meget for høj, synes jeg, for en lille times underholdning – men hvad skal man ellers fordrive tiden med her i sommerheden?Hvornår galleriet skifter udstillinger, har jeg ingen anelse om, men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi. Udstillingerne ‘Van Gogh’, ‘Dreamed Japan’ og ‘Verse’, som vi så, er allerede væk igen.Så flygtigt, og så skrøbeligt. Kunsten og livet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rene underbukser eller en tanzanit?

Hver eneste gang jeg får lyst til at skrive et eller andet om smykker, kommer der en mørk skygge krybende hen over idéen.

Hvad er problemet?

Jeg tror, det handler om, at det kan virke overfladisk. Lidt ligesom at flashe en meget dyr taske og efterfølgende gøre opmærksom på, at den har man altså givet mange penge for eller sådan noget. Cringe.

Men – hvorfor skulle det egentlig være en hemmelighed, at jeg elsker smykker? Det er jo mit (læs: stakkels Martins) valg, hvad vi bruger vores penge på, præcist ligesom alle andre er velkomne til at købe hundehvalpe, campingvogne, cigaretter eller signerede fodboldtrøjer for deres penge.

Og det er jo nærmest i offentlighedens interesse at vide, at Dubai er et helt igennem fantastisk sted at købe smykker, ikke? Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at dit drømmesmykke koster halvdelen af det, smykket ville koste i Danmark, men det er overraskende tæt på. Så drøm du bare om den helt store tur….flybilletterne betaler jo nærmest sig selv, ikke?

Jamen … snyder de os så ikke bare i guld- og sølvbutikkerne i Dubai? Er diamanterne solgt med lidt fup og fiduser?

Nix.

Alle større ædelstene kommer med de originale certifikater fra enten Schweiz eller USA, og mindre ædelstene kommer med butikkens certifikat på størrelse, antal og total-karat. Dét kan man trygt stole på.

Salg af ædelmetaller og værdifulde stene som diamanter er et gennem-reguleret område, fordi styret hernede aldrig ville acceptere, at nogen kunne beklikke deres troværdighed i en sådan henseende. De har kun interesse i at blive større end Antwerpen, om muligt, og jeg kan love dig for, at udvalget er fænomenalt. Prøv at gå ind for at forhøre dig på en to eller tre karats diamant, og så skal du se læssevis af bakker blive linet up, så du kan vælge fra det dyreste til det billigste. Her er noget for enhver pengepung og Hartmann’s kan gå direkte hjem og lægge sig.

Der ligger smykkebutikker i alle malls og i mange forskellige områder af byen. Det sjoveste og skøreste sted er naturligvis den traditionelle Gold Souk i den gamle bydel oppe ved Deira. Her kan man f.eks. se det voldsomt ornamenterede brudeudstyr i guld til de indiske og pakistanske brude.

Hvis man er ude efter et særligt ur, ville jeg straks anbefale urbutikkerne i Dubai Mall, så man er helt sikker på både service og kvalitet.

Er man ude for at købe et særligt værdifuldt smykke eller at få lavet et nyt smykke ud af et gammelt smykke, vil jeg dog ikke gå i souk’en eller malls, men i stedet anbefale Gold & Diamond Park, som er et kæmpe center dedikeret til guld- og sølvsmedebutikker. Jeg har skrevet om stedet før – og tilmed fotograferet én af smedjerne hos den butik, hvor vi får lavet de fleste af vores smykker til familie og venner (og mig selv, sagde hunden).

Men som overskriften siger, handler det i dag om underbukser og en tanzanit. Martins underbukser, forstås, for i tyverne var mine trusser så miniature-små, at de nærmest bare var en fodnote i historien. Det er noget anderledes nu, for jeg er nemlig indehaver af trusser, der vokser med alderen (smart).

I starten af vores kæresteliv rejste vi til Kenya og Tanzania. I farten havde Air France godt nok glemt vores rejsetasker, men vi måtte ligesom videre i teksten. De glade tyvere, you know, videre-videre. Da vi ankom til minebyen Arusha efter en lang rejse i en slingrende Toyota Hiace fyldt med khattyggende kammerater fra Nairobi, fik jeg pludselig et klarsyn. En vision, vil jeg nærmest kalde det. Så jeg købte en tanzanit for forsikringssummen. Til minde om Tanzania, naturligvis. Faktisk kunne jeg slet ikke trække vejret uden den tanzanit, så det var dælme godt, vi fik fat i den.

Da vi på denne fikse måde fik ekspederet samtlige kontanter videre i systemet, stod jeg nu med en konvolut med en fin dueblå tanzanit i – og ellers ikke andre ejendele i nærmeste fremtid. Glad var jeg. Ubekymret. Martin uden rene underbukser var det mindste problem i hele verden, og desuden har han været soldat, så han må have prøvet dét, der var værre?

I tre dage vendte han boksershorts ind og ud. Men hvad gør det, når man er forelskede og sover i spidstelt på savannen? Rejsetaskerne blev da også på mirakuløs vis leveret til os midt ude på Serengeti, og så var der ellers ikke flere underbukse-udfordringer på dén tur.

Til gengæld blev jeg aldrig glad for den fatning og ring, som tanzanitten senere havnede i, da vi kom hjem til Danmark. Ingen navne nævnt, men en guldsmed i Hillerød fik presset en cushion cut sten ned i en prinsessefatning – og det fatter man jo minus af. Men jeg tog ringen på og gik ud i verden og undrede mig. I de sidste 10 år har ringen ligget skamfuldt i smykkeskrinet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på den indfatning, og fordi jeg har tre gange tykkere fingre i dag end for 20 år siden. Kald det en blanding af vægtforøgelse, permanente ødemer og fingerled, der har givet sig voldsomt af to graviditeter – et møg-ærgerligt sted at vokse er det ihvertfald, men trods stor ærgrelse er fingrene ikke krympet det mindste.

For nylig tog jeg min tanzanit til nåde.

Jeg fik stenen sat i den rette fatning og tilføjet brilliant-skårne diamanter i såkaldt halo hos butikken CARA i føromtalte Gold & Diamond Park. Jeg glemte dog at lave før-billeder, så I får kun efter-billedet af mine krogede fingre.Resultatet er blevet så fint og feminint. Og jeg er lykkelig over, at min nostalgiske tanzanit bliver til at bruge igen. Det er ærgerligt at have noget liggende i et smykkeskrin, som rent faktisk kan blive til et smykke, man gerne vil gå med, men som ligger ubrugt hen af enten størrelsesmæssige årsager eller et design, der er uddateret.Fremover vil jeg se ned på min fine ring og tænke på dengang i Tanzania, hvor jeg pludselig var helt visionær. Måske vil jeg også tænke lidt på Martins underbukser, hvem ved?

For mig repræsenterer smykker bærbare minder. Smykker er kærlighedstilkendegivelser eller en måde at bære et kys, en velsignelse eller en oplevelse videre ud i livet og verden. Derfor er min forlovelsesring også ved at blive bygget om, fordi jeg ikke kunne passe den længere (læs: fedmen og ødemerne), og ringen kunne desværre ikke udvides ved at isætte noget mere metal.

Og når nu jeg alligevel var i gang med både tanzanitten og forlovelsesringen, kunne jeg lige så godt fortsætte. Min Mor fik nemlig engang i 80’erne en ametyst-ring af min Far.Det ville være synd at sige, at ringen er i et design, jeg kan se mig selv gå med, men der er et eller andet ved at beholde den lille ametyst, som min Far må have følt passede til min Mor. Dengang, for så lang tid siden…

Jeg har ikke mine forældre i et fasttømret fællesskab, og det har vi alle lært at leve fint med, men af nostalgiske årsager skal ametysten have lov til at blive hos os alle sammen. Den skal gives videre til enten min niece eller en af pigerne en skønne dag. Men indtil da bliver den til en signetring i rosaguld til mig.

Som I kan se, får man tilsendt CAD-tegninger af det design, som butikken foreslår. Man kan også sagtens bede dem om at lave en prøve i ler, som man så kan prøve på, før de for alvor går i gang. Andre gange skal man prøve ringen på, før de f.eks. begynder på stensætning og færdig-slibning, som nu er tilfældet med min forlovelsesring, der oprindeligt er en Georg Jensen Fusion-ring med diamanter. Jeg glæder mig til at hente min splinternye forlovelsesring – og signetringen, som min Mor nu skal se i sommerferien.

Gamle smykker, som skal laves til nye med et skandinavisk udtryk skal nok laves i butikken Monili. Handler det om et klassisk design (som tanzanitringen) og i særdeleshed om at isætte flere eller større diamanter, er det nok CARA, der er bedst.

Jeg kunne blive ved, men skal stoppe nu. Der er dog heldigvis mere smykkesnak i mine gamle indlæg lige her:

Alt, der glimter….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet