Nye turistattraktioner i Dubai

Farmor og Farfar er på besøg i disse dage.

Storfamilien reunited.

Vi er vant til at bo sammen i længere tid ad gangen, da vi altid bor hos dem, når vi er i Danmark. Og så er det jo godt, at vi kan gøre gengæld, når de kommer herned til os og nyder lidt sol og varme langt væk fra den snigende kulde i Danmark.

Denne gang er det ekstra særligt, fordi vi har glædet os til at vise dem vores nye hjem.

Og de får virkelig noget for pengene. Der er smuk udsigt til både skyskrabere og gymnastikshows morgen, middag og aften på den falske plæne.Og som noget helt nyt har Martin rollen som turistfører, mens pigerne og jeg er i skole.

Han tager dem med op i én af de nye(re) turistattraktioner, Dubai Frame, som ligger i Za’abeel Park.

Det er et ganske fint alternativ til Burj Khalifa, hvis man er på budgettur eller på ferie for Gud-ved-hvilken-gang – for har man været oppe i verdens højeste tårn én gang, er det ikke ligefrem fordi det føles som en tvingende nødvendighed at gøre det igen.

Dubai Frame byder på en fin historisk gennemgang af det arabiske liv omkring Dubai Creek – og så får man motioneret højdeskrækken endnu mere end man reelt gør i Burj Khalifa, hvor højden føles helt urealistisk.

Der var også lige en sviptur til Abu Dhabi, hvor intentionen var at opleve det nye, smukke Louvre på Saadiyat Island, men der var desværre mandagslukket ligesom på muséerne i Europa. Hvem skulle have troet dét, når nu ugens første hverdag er søndag her hos os? Men nu ved vi det til en anden gang. Til gengæld fik de oplevet lidt af Abu Dhabis moderne centrum og Yas Island, som er både smukt og dejligt.

I lørdags kørte vi til emiratet Ras al Khaimah og spiste frokost på Ritz Carlton Al Wadi Desert Resort. Dét er virkelig en oplevelse at være på hotellet, der ligger på et 500 hektar stort naturreservat, hvor oryxer, kameler og gazeller græsser fredeligt og bliver fodret dagligt, så de altid vender tilbage. Der er intet hegn om resortet – og alting foregår på cykel eller i golfvogn, så der er helt fredeligt. Hvis man har et solidt feriebudget, vil jeg virkelig anbefale et par nætter uden for Dubai – eksempelvis på førnævnte Ritz Carlton eller ét af de mange andre ørkenresorts, jeg tidligere har skrevet om.Onsdag har jeg endelig haft chancen for at være co-turistfører på en formiddagstur til Jumeirah 1, hvor der ligger en ny(ere) strandpark, der lyder det chikke navn La Mer Dubai.Der er anlagt to lækre og sikre badestrande – North Beach og South Beach – hvor du for 100 AED per person kan leje solstol med håndklæde og parasol for en dag.Du kan også bare medbringe dit eget håndklæde – og så er strandadgang, toiletfaciliteter, brusere osv. ganske gratis.Der er også et vandland, som ser ud til at være sjovt for både børn og voksne, og så er der – som altid i Dubai – et væld af shopping- og restaurantmuligheder i et varieret og ret chikt miljø med kunst og dekorationer alle vegne.Vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang for at bade dér. Muligvis med eget picnictæppe og håndklæde, da det hurtigt kan løbe op i mange penge, hvis en hel familie skal leje stole osv.Og så er ingen Dubai-ferie vel komplet uden en tur i Gold & Diamond Park. Eller fem ture, for den sags skyld.

Farmor og Farfar sidder efterhånden helt hjemmevante i guldsmedeværkstedet og følger med i guldsmedens arbejde.

Der er kun ét problem ved at have familie på besøg. Dagene går simpelthen for hurtigt, når man skal forsøge at kombinere skole, arbejde, fritidsaktiviteter og turistoplevelser.

Men det er vel i virkeligheden en god ting?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste dag i trediverne

Det er officielt min sidste dag i trediverne idag.

Og selvom jeg føler, at jeg er meget langt fra dén 29-års-Tine, der gik helt i spåner over at blive tvangsindmeldt i de alvorligt voksnes forening, så er det alligevel lidt underligt at skulle træde ind i endnu et nyt årti.

Men hvad er alternativet?

Grumt.

Alligevel er det lidt mærkeligt.

Men jeg træder fortrøstningsfuldt ind i mit nye årti denne gang.

Fordi jeg er et helt andet og mere fredfyldt sted i min indre livsrejse.

Fordi jeg har alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om, ønske mig og mere til, i form af min dejlige mand og vores to døtre – og et familieliv, som er værd at nyde hver eneste dag.

Fordi jeg har en dejlig familie og vennekreds.

Fordi jeg har vovet at hoppe ud på dybt vand og prøve en masse ting af, siden jeg sidst fyldte rundt. Ting, steder, mennesker, oplevelser, sorger, glæder og erfaringer, som har lært mig så meget mere om mig selv og om, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med.

Fordi jeg er omgivet af seje kvinder i 40’erne, som jeg bliver inspireret af og lærer af.

Fordi jeg er heldig at være både rask og stærk – og lidt modig engang i mellem.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for lige at sende en godmorgentanke til min bestie derhjemme, som har overskredet den magiske grænse og ved, at der ikke er spor farligt derinde i Fyrreårslandet.Hele ugen har faktisk føltes som en blid optakt til at fylde 40.

Min Mor er her nemlig.

Det gør jo alting bedre.

Eftermiddagene står på kaffepauser og sludrechatoller. Der er intet som at mærke dén der særlige forbindelse, som findes mellem to, der har kendt hinanden altid. Referencerne. Krammene. Anerkendelsen. Ironien. Minderne. Der er også de vanlige knitfulness-øjeblikke med Mormor, som jeg holder så meget af. Som hér i gymnastikhallen, hvor der alligevel ikke er andet at lave end at vente på, at Gymnastik-Mille bliver færdig i barrerne.Der er jo hænder, som skal holdes. Hjerter, som skal varmes. Skygger, som skal følges ad.Børn, som skal vaskes, drilles og leges med.Og en Mormor, som skal kysses.Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af en omgang Mormor-opmærksomhed.

Jeg får mindst lige så meget tosomhed, når vi går hedeture under den støvede ørkenhimmel og køler ned i poolen, der er en sval oase for tiden.Men i morgen sker det.

Opgraderingen til version 4.0., som IT-afdelingen har haft planlagt længe.

Heldigvis sker det med Martin, Cille, Mille, min Mor og en flok venner ved min side til moralsk support.

Og jeg er ret klar til en drink eller tre som opmuntring, men først vil jeg lige op og tjekke, om Martin mon har lyst til at kysse med en kvinde i trediverne.

Sidste chance, som man si’r 😉😘💋

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

9 og 10

Hvert eneste år, når vi rammer ældstearvingens fødselsdag, undrer det os, hvordan der dog kan være gået endnu et år – nærmest uden at vi har opdaget det.

I år bliver Cille 9.Om lidt fylder hun 18, får kørekort og flytter hjemmefra. Det er så skræmmende og sært og svært, at tiden løber os af hænde på den her fuldstændig ukontrollable måde.

Jeg har en mistanke om, at tiden for alvor flyver nu, fordi det endelig er blevet let(tere) at have børn. Man kan føre interessante samtaler med dem. De kan klare almindelige hverdagshandlinger selvstændigt. De kan modtage instruktioner, følge dem og overholde aftaler. De får idéer og kan selv udføre mange af dem.

Jeg elsker det. Og begræder ikke, at baby- og tumlingestadierne er overståede kapitler i vores forældreskab. Det er så meget federe at kunne diskutere og samarbejde med børnene frem for at pusle om dem og facilitere hver eneste basale aktivitet dagen lang. Bleskift, babymos, vasketøj og evindelige ‘stop’ og ‘nej’-seancer kan få enhver dag til at føles uendelig.

I år giver vi selvstændigheden endnu et nøk opad, når Cille får sin egen mobiltelefon. Dét har hun slet ikke regnet med eller tænkt over, så vi er sikre på, at hun bliver virkelig overrasket.

Tanken er, at hun senere på året selv kan prøve at cykle til og/eller fra skole. Det er ret angstfremkaldende at tænke på, selvom der er en voksen skolevagt ved lysreguleringen, og hun kan cykle på fortovet igennem ghettoen. Cille skal nok klare det – udfordringen er snarere, at alt for få bilister har tanke for, at der kunne være cyklister i trafikken. For selvom mange børn cykler til og fra vores skole, er det stadig ikke en naturlig ting for bilisterne lige at se sig over skulderen for at tjekke for cyklister, før de svinger ind og ud af ghettoens villaveje i deres kæmpe biler.

Gisp.

Men samtidig ved vi, at hun vil vokse en halv meter over at kunne færdes mere frit og selvstændigt. Dét er 100% sikkert, for hun er inde i en fin stime af selvstændige initiativer og ønsker om at gøre ting uden os.

Heldigvis er hun også stadig en lille pige, der bare ønsker sig at komme i legeland på sin fødselsdag.Så kan Martin og jeg jo samtidig fejre vores 10-års bryllupsdag på mest romantiske vis med et spil air hockey og et stykke jordbærtærte i en hal, der lugter af små børns snavs.Cilles glæde og vores fejring af hende er det allervigtigste. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke samtidigt erkendte, at jeg bliver inderligt glad, da jeg kommer hjem fra legelands-forbandelse til den smukkeste buket, som er leveret fra samme blomsterbinder, der bandt min brudebuket for 10 år siden.Der er også vedlagt et sødt kort fra min elskede.

Jeg er i sandhed heldig med at være gift med ham – også selvom han drillende og tøvende kun vil gå med til at ta’ ét år ad gangen, mens jeg glædesstrålende foreslår 10 mere.

Vi er hinandens. Og dét er det bedste i verden.

Der findes ingen andre, der elsker vores børn lige så højt, som vi gør. For vi har fået dem sammen.

Der findes ingen andre, der glædes lige så meget over børnene og familielivet, som vi gør sammen. For vi har historikken, minderne, oplevelserne og følelserne sammen.

Dét tænker jeg på, mens jeg går tur i den grønne bøgeskov med hunde og piger på en lun sensommerdag, der føles præcist som dén allerførste bryllupsdag, hvor jeg fødte Cille på Hvidovre Hospital.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn med de fineste

Mit søsterskab er helt fyldt op af savn, så man skal passe på med at åbne det, medmindre man står klar til at gribe stumperne og modtage tårerne.

Det samme er galt med mit mosterskab.

Og jeg ved, at min søster har det på præcist samme måde i dag, mens hun går og gør klar til hverdagen derhjemme.

Der er intet, der kan svide så grueligt meget i øjne, maver og hjerter, som afslutningen på en dejlig familieferie, hvor det går op for os alle, at nu går der igen et halvt år, før vi mødes i juleferien.

Før vi søsterkrammer.

Før vi ser niecer og nevø.

Før kusiner og fætter ser hinanden igen.

Dét der med at gå fra 24/7-storfamilieliv og så hjem til en kold tyrker – dét gør ondt. Hver eneste gang. For nu har vi jo lige haft en skøn ferie på Fyn med de fineste mennesker. Og oplevelser.

Prøv lige at se, hvor kønt og romantisk, der er. Fyn er bare finest!I søsterligt fællesskab med mænd, børn og Mormor.Det er 100 % betingelsesløs kærlighed og glæde, der fylder vores moderhjerter, når de fire børn leger sammen – og ind i mellem diskuterer, forhandler og argumenterer som søskende. Men det er der også en masse smukt og godt i, for det viser jo, at de har tillid til hinanden og tør vise sig selv, som de nu engang er. Råt for usødet. Og Egeskov Slot viser sig at være en virkelig Fin-Fyn-oplevelse for både store og små.Vi nyder den lysende grønne bøgeskov set fra oven.

Cille og jeg finder også masser af spændende ting i den gamle købmandsbutik. Hun undrer sig meget over størrelsen på pakkerne og deres begrænsede indhold, og hun  – Dronningen af Morgenmadsprodukter – mener, at det var ret synd for børnene, at der kun var cornflakes og havregryn at vælge i mellem i the olden days.Imens finder Mille en ny, gammel bil, der passer lige til mig. Og jeg må give hende ret. Den er intet mindre end perfekt.Vi finder også tid til en kaffepause på min søster og svogers stamcafé i Odense.Stedet ligger lige ved skovbrynet og skovsøen i en stationsbygning.Og kaffen er dæleme stærk, frisk og go’.Og efter nogle dage i det fynske vender vi alle snuden mod gu’e Vestjylland.I år er Vesterhavet en helt igennem behagelig oplevelse – og selv jeg, det varmesøgende missil, kan bade i et godt stykke tid uden at fryse. Dét hører til sjældenhederne. Eller også har det noget at gøre med mit øgede spæklag. Her er vi på Hvidbjerg Strand lige uden for Blåvand. Dét er den bedste strand ved Vesterhavet, hvis du spørger min Mor 😉Der er helt klart vand og helt klart glade vandhunde.Mindstemanden i flokken har nærmest ild i toppen, da dagen går på hæld. Jeg knuselsker den rødhårede elskling, så det gør helt ondt. Han ved det i øvrigt godt – og har straks lært sig at spurte væk fra mig, mens han råber “nej, Moster”, når jeg forsøger at påføre ham alt for meget Moster-klister.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til næste gang, vi skal begrave Milløjseren i sandet sammen. Ikke at jeg ved hvor eller hvornår, men jeg er sikker på, at vi griber chancen, lige så snart den byder sig igen.Godnat min elskede Søster.

Sov dejligt og vågn op til en god mandag. Lige så snart du er igang igen, er hverdagen heldigvis altid den bedste ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet