Maricels fødselsdag

Maricel har netop haft fødselsdag.

Hun er samme årgang som min egen søster.

Det er lidt vildt – og uden sammenligning i øvrigt, så er de to kvinder så forskellige steder i deres liv, at det er helt bizart at tænke på. Vi forsøger altid at gøre noget ud af Maricels fødselsdag, for det er svært at være væk fra ens nærmeste på mærkedage. Pigerne har inviteret hende med i biografen på mandag – og det bliver hendes livs anden biograftur. 37 år og kun én biftur under bæltet. Dét er da for galt. Og det siger noget om, at hendes løn bestemt ikke bliver ruttet væk på skæg og ballade i en Ørkenstat.

Udover biografturen fra pigerne, har hun fået en guldlænke af os. Jeg foretrækker at give hende guld, fordi det bevarer sin værdi. Et par Skechers kondisko eller en mærkevare-T-shirt kan hun ikke få megen nytte ud af, hvis hun en dag står i en klemt situation. Men guld derimod…det er et “sikkerhedsdepositum”, uanset hvor hun er i verden og hvad, der måtte ske med hende og familien.

På hendes fødselsdag tager vi altid ud at spise. Et par år har vi været til stor iftarbuffet sammen med Martin, men i år valgte jeg den nydelige restaurant, The Hamptons, i Jumeirah Islands.Maricel kommer aldrig sådan nogle steder her, hvis ikke hun bliver inviteret af os. En enkelt aften her er 20% af hendes månedsløn, så det er helt utænkeligt.

Hver en ekstra dirham, hun måtte have i lommen, går til fødevarer, skolegang og medicin derhjemme på Filippinerne. Og selvom det måske kan virke fjollet, at jeg ikke bare giver hende pengene, der svarer til restaurantbesøget i stedet for at “fyre dem af”, så har jeg besluttet, at hun også skal se og opleve lidt luksus i sit liv.Det er også en menneskerettighed, at blive forkælet lidt engang i mellem. Og hun fortjener det mindst lige så meget som alle andre, hvis ikke mere. For er der nogen, der tilsidesætter sig selv 100% for alle andre, så er det Maricel.Det var en dejlig aften – også selvom Maricel stadig bliver lidt beklemt og genert over servicen og de pæne omgivelser. Men for hver gang, det sker, bliver hun lidt mere selvsikker og vokser lidt i selvforståelsen, føler jeg. Det er også en lille smule sjovt at se reaktionen i de filippinske tjeneres ansigter, når en af deres landsmænd sætter sig til rette i stolen for at vente på deres servering.

Dagen efter havde vi givet Maricel penge til at invitere sine veninder ud på restaurant. Jeg har tilladelse til at bringe et par billeder fra deres Night Out.

De havde arrangeret samkørsel til bydelen Satwa i en filippinsk “car lift”, som er en undergrundstaxa. De filippinske husholdersker kører altid sammen i weekenden, når de har fri. Af sikkerhedsmæssige årsager – og fordi det så bliver langt billigere end selv at praje en taxa. De sparer yderligere penge ved at anvende den uautoriserede “car lift” også. Og dem er der mange af, for der er altid en filippiner med egen bil, der gerne vil tjene en skilling.Maricel inviterede dem alle sammen på filippinsk buffet, og de sluttede af med lagkage, der var dekoreret med Kaalund Family på toppen. Jow, jow.

For hvert år, der går, bliver Maricel en større og vigtigere del af vores liv. Hun er stadig ansat og passer sit arbejde helt professionelt, men den personlige relation bliver dybere og stærkere som tiden går.

Hun ser pigerne vokse op.

Hun mærker familiedynamikken, der bølger frem og tilbage.

Hun fejrer det med os, når tingene går godt, og hun hjælper stilfærdigt til, når det går den modsatte vej.

Jeg er så dybt taknemmelig for hendes omsorgsfulde hjælp hver eneste dag. Og der går præcist 4 dage, når hun rejser på juleferie, før jeg knækker og skriver en besked til hende, for at få hende til at love mig, at hun kommer tilbage.

Min højre arm, er hun.

Den go’e Maricel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jule-kryb-sammen

Jeg vågner stadig tidligt.

Det er så let at undervurdere 3 timers tidsforskel, men hun er lidt af en bitch, og hun er det hver eneste gang.

Så nu sidder jeg her i morgen-tusmørket med varm kaffe og iskolde tæer, mens jeg hører vinden suse igennem trækronerne.

Huset er mit lige nu, men om lidt bryder hunde, børn og bedsteforældre stilheden.

Og selvom vi er en rigtig storfamilie, der vader ind og ud, diskuterer stort som småt, roder og fylder både fysisk og mentalt, så er der intet ved det her set-up, jeg har lyst til at ændre.

For vi hjælpes også ad. Og det er hjemligt på en inderlig og tryg måde, som vi aldrig ville kunne skabe i et lejet sommerhus. Vi har prøvet. Og fravalgt det. Igen og igen.Men akklimatiseringen til det mørke, vinterlige nord er ikke den letteste i år, fordi stakkels Mille har slæbt sig en arabisk mavevirus med til Danmark. Hun har mistet appetitten, men accepterer at drikke vand og tager sig gerne en lur midt på dagen. Hun er også leveringsdygtig i opkast om natten, og maven snurrer rundt, så snart hun fornemmer, at der er mad på bordet.

Det er simpelthen så synd for hende.

Men åbenbart ikke mere ubehageligt, end at jeg var i stand til at forevige indkøbsvognsluren igår. Lille elskling.Men ind i mellem sløjdom og manglende søvn, så jule-hygger vi på fuld tryk med Faster og Farmor.Mille kan godt være med. Ikke så længe ad gangen, men hun er klar på stille aktiviteter som at lave konfekt og små, kreative julegaver med Farmor.

Det er ren jule-kryb-sammen i Farmors hus.

Og selvom det på sin vis er ubelejligt med mathed og sygdom, så er det på forunderlig vis også kærkomment.Vi har brug for en pause.

For i pauser opstår der en masse gode ting, der ellers aldrig ville være sket.

Martin og jeg bager f.eks. vanillekranse sammen for første gang.

Jeg rører dejen, og han sprøjter kransene, som man si’r.

Det er årets ægteskabelige juleterapi.

Som ender lykkeligt. Det kan muligvis være svært at få øje på hullerne i “kransene” for de nøjeregnende, men så kan de omdøbes til vanillekager. Sådan er det med hjemmelavede ting.

Det er i øvrigt Valdemarsro’s fine opskrift med en god andel mandelmel i til at give struktur. Kan vist varmt anbefale den.

Men selvom vi laver jule-kryb-sammen i huset i Den Store Skov, så bliver det også til småture ind af huset.

Farmor og Farfar tager som altid pigerne med til nisselandskab og kæledyrs-kiggeri i Plantorama.

I mens får Martin og jeg frit lejde til at handle julegaver i tosomhed.

Vi går også den skønne Frederiksborg-baghave-tur-med-indbygget-cafébesøg sammen med Hr. og Fru A.

Der bliver endda lejlighed til at se Paprika Steen’s seværdige julefilm “Den tid på året”, hvor en helt almindelig og aldeles dysfunktionel familie holder traditionsrig jul – og på sjoveste vis ligner alle vi andres familier (*cringe-alert, hvis du ikke har set den endnu!).

Jeg glæder mig virkelig til jul nu.

Og om lidt er jeg sikker på, at der kommer snevejr til børnene og en SRP-skrivende niece, som jeg kan lege med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nye turistattraktioner i Dubai

Farmor og Farfar er på besøg i disse dage.

Storfamilien reunited.

Vi er vant til at bo sammen i længere tid ad gangen, da vi altid bor hos dem, når vi er i Danmark. Og så er det jo godt, at vi kan gøre gengæld, når de kommer herned til os og nyder lidt sol og varme langt væk fra den snigende kulde i Danmark.

Denne gang er det ekstra særligt, fordi vi har glædet os til at vise dem vores nye hjem.

Og de får virkelig noget for pengene. Der er smuk udsigt til både skyskrabere og gymnastikshows morgen, middag og aften på den falske plæne.Og som noget helt nyt har Martin rollen som turistfører, mens pigerne og jeg er i skole.

Han tager dem med op i én af de nye(re) turistattraktioner, Dubai Frame, som ligger i Za’abeel Park.

Det er et ganske fint alternativ til Burj Khalifa, hvis man er på budgettur eller på ferie for Gud-ved-hvilken-gang – for har man været oppe i verdens højeste tårn én gang, er det ikke ligefrem fordi det føles som en tvingende nødvendighed at gøre det igen.

Dubai Frame byder på en fin historisk gennemgang af det arabiske liv omkring Dubai Creek – og så får man motioneret højdeskrækken endnu mere end man reelt gør i Burj Khalifa, hvor højden føles helt urealistisk.

Der var også lige en sviptur til Abu Dhabi, hvor intentionen var at opleve det nye, smukke Louvre på Saadiyat Island, men der var desværre mandagslukket ligesom på muséerne i Europa. Hvem skulle have troet dét, når nu ugens første hverdag er søndag her hos os? Men nu ved vi det til en anden gang. Til gengæld fik de oplevet lidt af Abu Dhabis moderne centrum og Yas Island, som er både smukt og dejligt.

I lørdags kørte vi til emiratet Ras al Khaimah og spiste frokost på Ritz Carlton Al Wadi Desert Resort. Dét er virkelig en oplevelse at være på hotellet, der ligger på et 500 hektar stort naturreservat, hvor oryxer, kameler og gazeller græsser fredeligt og bliver fodret dagligt, så de altid vender tilbage. Der er intet hegn om resortet – og alting foregår på cykel eller i golfvogn, så der er helt fredeligt. Hvis man har et solidt feriebudget, vil jeg virkelig anbefale et par nætter uden for Dubai – eksempelvis på førnævnte Ritz Carlton eller ét af de mange andre ørkenresorts, jeg tidligere har skrevet om.Onsdag har jeg endelig haft chancen for at være co-turistfører på en formiddagstur til Jumeirah 1, hvor der ligger en ny(ere) strandpark, der lyder det chikke navn La Mer Dubai.Der er anlagt to lækre og sikre badestrande – North Beach og South Beach – hvor du for 100 AED per person kan leje solstol med håndklæde og parasol for en dag.Du kan også bare medbringe dit eget håndklæde – og så er strandadgang, toiletfaciliteter, brusere osv. ganske gratis.Der er også et vandland, som ser ud til at være sjovt for både børn og voksne, og så er der – som altid i Dubai – et væld af shopping- og restaurantmuligheder i et varieret og ret chikt miljø med kunst og dekorationer alle vegne.Vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang for at bade dér. Muligvis med eget picnictæppe og håndklæde, da det hurtigt kan løbe op i mange penge, hvis en hel familie skal leje stole osv.Og så er ingen Dubai-ferie vel komplet uden en tur i Gold & Diamond Park. Eller fem ture, for den sags skyld.

Farmor og Farfar sidder efterhånden helt hjemmevante i guldsmedeværkstedet og følger med i guldsmedens arbejde.

Der er kun ét problem ved at have familie på besøg. Dagene går simpelthen for hurtigt, når man skal forsøge at kombinere skole, arbejde, fritidsaktiviteter og turistoplevelser.

Men det er vel i virkeligheden en god ting?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste dag i trediverne

Det er officielt min sidste dag i trediverne idag.

Og selvom jeg føler, at jeg er meget langt fra dén 29-års-Tine, der gik helt i spåner over at blive tvangsindmeldt i de alvorligt voksnes forening, så er det alligevel lidt underligt at skulle træde ind i endnu et nyt årti.

Men hvad er alternativet?

Grumt.

Alligevel er det lidt mærkeligt.

Men jeg træder fortrøstningsfuldt ind i mit nye årti denne gang.

Fordi jeg er et helt andet og mere fredfyldt sted i min indre livsrejse.

Fordi jeg har alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om, ønske mig og mere til, i form af min dejlige mand og vores to døtre – og et familieliv, som er værd at nyde hver eneste dag.

Fordi jeg har en dejlig familie og vennekreds.

Fordi jeg har vovet at hoppe ud på dybt vand og prøve en masse ting af, siden jeg sidst fyldte rundt. Ting, steder, mennesker, oplevelser, sorger, glæder og erfaringer, som har lært mig så meget mere om mig selv og om, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med.

Fordi jeg er omgivet af seje kvinder i 40’erne, som jeg bliver inspireret af og lærer af.

Fordi jeg er heldig at være både rask og stærk – og lidt modig engang i mellem.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for lige at sende en godmorgentanke til min bestie derhjemme, som har overskredet den magiske grænse og ved, at der ikke er spor farligt derinde i Fyrreårslandet.Hele ugen har faktisk føltes som en blid optakt til at fylde 40.

Min Mor er her nemlig.

Det gør jo alting bedre.

Eftermiddagene står på kaffepauser og sludrechatoller. Der er intet som at mærke dén der særlige forbindelse, som findes mellem to, der har kendt hinanden altid. Referencerne. Krammene. Anerkendelsen. Ironien. Minderne. Der er også de vanlige knitfulness-øjeblikke med Mormor, som jeg holder så meget af. Som hér i gymnastikhallen, hvor der alligevel ikke er andet at lave end at vente på, at Gymnastik-Mille bliver færdig i barrerne.Der er jo hænder, som skal holdes. Hjerter, som skal varmes. Skygger, som skal følges ad.Børn, som skal vaskes, drilles og leges med.Og en Mormor, som skal kysses.Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af en omgang Mormor-opmærksomhed.

Jeg får mindst lige så meget tosomhed, når vi går hedeture under den støvede ørkenhimmel og køler ned i poolen, der er en sval oase for tiden.Men i morgen sker det.

Opgraderingen til version 4.0., som IT-afdelingen har haft planlagt længe.

Heldigvis sker det med Martin, Cille, Mille, min Mor og en flok venner ved min side til moralsk support.

Og jeg er ret klar til en drink eller tre som opmuntring, men først vil jeg lige op og tjekke, om Martin mon har lyst til at kysse med en kvinde i trediverne.

Sidste chance, som man si’r 😉😘💋

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

9 og 10

Hvert eneste år, når vi rammer ældstearvingens fødselsdag, undrer det os, hvordan der dog kan være gået endnu et år – nærmest uden at vi har opdaget det.

I år bliver Cille 9.Om lidt fylder hun 18, får kørekort og flytter hjemmefra. Det er så skræmmende og sært og svært, at tiden løber os af hænde på den her fuldstændig ukontrollable måde.

Jeg har en mistanke om, at tiden for alvor flyver nu, fordi det endelig er blevet let(tere) at have børn. Man kan føre interessante samtaler med dem. De kan klare almindelige hverdagshandlinger selvstændigt. De kan modtage instruktioner, følge dem og overholde aftaler. De får idéer og kan selv udføre mange af dem.

Jeg elsker det. Og begræder ikke, at baby- og tumlingestadierne er overståede kapitler i vores forældreskab. Det er så meget federe at kunne diskutere og samarbejde med børnene frem for at pusle om dem og facilitere hver eneste basale aktivitet dagen lang. Bleskift, babymos, vasketøj og evindelige ‘stop’ og ‘nej’-seancer kan få enhver dag til at føles uendelig.

I år giver vi selvstændigheden endnu et nøk opad, når Cille får sin egen mobiltelefon. Dét har hun slet ikke regnet med eller tænkt over, så vi er sikre på, at hun bliver virkelig overrasket.

Tanken er, at hun senere på året selv kan prøve at cykle til og/eller fra skole. Det er ret angstfremkaldende at tænke på, selvom der er en voksen skolevagt ved lysreguleringen, og hun kan cykle på fortovet igennem ghettoen. Cille skal nok klare det – udfordringen er snarere, at alt for få bilister har tanke for, at der kunne være cyklister i trafikken. For selvom mange børn cykler til og fra vores skole, er det stadig ikke en naturlig ting for bilisterne lige at se sig over skulderen for at tjekke for cyklister, før de svinger ind og ud af ghettoens villaveje i deres kæmpe biler.

Gisp.

Men samtidig ved vi, at hun vil vokse en halv meter over at kunne færdes mere frit og selvstændigt. Dét er 100% sikkert, for hun er inde i en fin stime af selvstændige initiativer og ønsker om at gøre ting uden os.

Heldigvis er hun også stadig en lille pige, der bare ønsker sig at komme i legeland på sin fødselsdag.Så kan Martin og jeg jo samtidig fejre vores 10-års bryllupsdag på mest romantiske vis med et spil air hockey og et stykke jordbærtærte i en hal, der lugter af små børns snavs.Cilles glæde og vores fejring af hende er det allervigtigste. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke samtidigt erkendte, at jeg bliver inderligt glad, da jeg kommer hjem fra legelands-forbandelse til den smukkeste buket, som er leveret fra samme blomsterbinder, der bandt min brudebuket for 10 år siden.Der er også vedlagt et sødt kort fra min elskede.

Jeg er i sandhed heldig med at være gift med ham – også selvom han drillende og tøvende kun vil gå med til at ta’ ét år ad gangen, mens jeg glædesstrålende foreslår 10 mere.

Vi er hinandens. Og dét er det bedste i verden.

Der findes ingen andre, der elsker vores børn lige så højt, som vi gør. For vi har fået dem sammen.

Der findes ingen andre, der glædes lige så meget over børnene og familielivet, som vi gør sammen. For vi har historikken, minderne, oplevelserne og følelserne sammen.

Dét tænker jeg på, mens jeg går tur i den grønne bøgeskov med hunde og piger på en lun sensommerdag, der føles præcist som dén allerførste bryllupsdag, hvor jeg fødte Cille på Hvidovre Hospital.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet