Sidste dag i trediverne

Det er officielt min sidste dag i trediverne idag.

Og selvom jeg føler, at jeg er meget langt fra dén 29-års-Tine, der gik helt i spåner over at blive tvangsindmeldt i de alvorligt voksnes forening, så er det alligevel lidt underligt at skulle træde ind i endnu et nyt årti.

Men hvad er alternativet?

Grumt.

Alligevel er det lidt mærkeligt.

Men jeg træder fortrøstningsfuldt ind i mit nye årti denne gang.

Fordi jeg er et helt andet og mere fredfyldt sted i min indre livsrejse.

Fordi jeg har alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om, ønske mig og mere til, i form af min dejlige mand og vores to døtre – og et familieliv, som er værd at nyde hver eneste dag.

Fordi jeg har en dejlig familie og vennekreds.

Fordi jeg har vovet at hoppe ud på dybt vand og prøve en masse ting af, siden jeg sidst fyldte rundt. Ting, steder, mennesker, oplevelser, sorger, glæder og erfaringer, som har lært mig så meget mere om mig selv og om, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med.

Fordi jeg er omgivet af seje kvinder i 40’erne, som jeg bliver inspireret af og lærer af.

Fordi jeg er heldig at være både rask og stærk – og lidt modig engang i mellem.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for lige at sende en godmorgentanke til min bestie derhjemme, som har overskredet den magiske grænse og ved, at der ikke er spor farligt derinde i Fyrreårslandet.Hele ugen har faktisk føltes som en blid optakt til at fylde 40.

Min Mor er her nemlig.

Det gør jo alting bedre.

Eftermiddagene står på kaffepauser og sludrechatoller. Der er intet som at mærke dén der særlige forbindelse, som findes mellem to, der har kendt hinanden altid. Referencerne. Krammene. Anerkendelsen. Ironien. Minderne. Der er også de vanlige knitfulness-øjeblikke med Mormor, som jeg holder så meget af. Som hér i gymnastikhallen, hvor der alligevel ikke er andet at lave end at vente på, at Gymnastik-Mille bliver færdig i barrerne.Der er jo hænder, som skal holdes. Hjerter, som skal varmes. Skygger, som skal følges ad.Børn, som skal vaskes, drilles og leges med.Og en Mormor, som skal kysses.Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af en omgang Mormor-opmærksomhed.

Jeg får mindst lige så meget tosomhed, når vi går hedeture under den støvede ørkenhimmel og køler ned i poolen, der er en sval oase for tiden.Men i morgen sker det.

Opgraderingen til version 4.0., som IT-afdelingen har haft planlagt længe.

Heldigvis sker det med Martin, Cille, Mille, min Mor og en flok venner ved min side til moralsk support.

Og jeg er ret klar til en drink eller tre som opmuntring, men først vil jeg lige op og tjekke, om Martin mon har lyst til at kysse med en kvinde i trediverne.

Sidste chance, som man si’r 😉😘💋

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

9 og 10

Hvert eneste år, når vi rammer ældstearvingens fødselsdag, undrer det os, hvordan der dog kan være gået endnu et år – nærmest uden at vi har opdaget det.

I år bliver Cille 9.Om lidt fylder hun 18, får kørekort og flytter hjemmefra. Det er så skræmmende og sært og svært, at tiden løber os af hænde på den her fuldstændig ukontrollable måde.

Jeg har en mistanke om, at tiden for alvor flyver nu, fordi det endelig er blevet let(tere) at have børn. Man kan føre interessante samtaler med dem. De kan klare almindelige hverdagshandlinger selvstændigt. De kan modtage instruktioner, følge dem og overholde aftaler. De får idéer og kan selv udføre mange af dem.

Jeg elsker det. Og begræder ikke, at baby- og tumlingestadierne er overståede kapitler i vores forældreskab. Det er så meget federe at kunne diskutere og samarbejde med børnene frem for at pusle om dem og facilitere hver eneste basale aktivitet dagen lang. Bleskift, babymos, vasketøj og evindelige ‘stop’ og ‘nej’-seancer kan få enhver dag til at føles uendelig.

I år giver vi selvstændigheden endnu et nøk opad, når Cille får sin egen mobiltelefon. Dét har hun slet ikke regnet med eller tænkt over, så vi er sikre på, at hun bliver virkelig overrasket.

Tanken er, at hun senere på året selv kan prøve at cykle til og/eller fra skole. Det er ret angstfremkaldende at tænke på, selvom der er en voksen skolevagt ved lysreguleringen, og hun kan cykle på fortovet igennem ghettoen. Cille skal nok klare det – udfordringen er snarere, at alt for få bilister har tanke for, at der kunne være cyklister i trafikken. For selvom mange børn cykler til og fra vores skole, er det stadig ikke en naturlig ting for bilisterne lige at se sig over skulderen for at tjekke for cyklister, før de svinger ind og ud af ghettoens villaveje i deres kæmpe biler.

Gisp.

Men samtidig ved vi, at hun vil vokse en halv meter over at kunne færdes mere frit og selvstændigt. Dét er 100% sikkert, for hun er inde i en fin stime af selvstændige initiativer og ønsker om at gøre ting uden os.

Heldigvis er hun også stadig en lille pige, der bare ønsker sig at komme i legeland på sin fødselsdag.Så kan Martin og jeg jo samtidig fejre vores 10-års bryllupsdag på mest romantiske vis med et spil air hockey og et stykke jordbærtærte i en hal, der lugter af små børns snavs.Cilles glæde og vores fejring af hende er det allervigtigste. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke samtidigt erkendte, at jeg bliver inderligt glad, da jeg kommer hjem fra legelands-forbandelse til den smukkeste buket, som er leveret fra samme blomsterbinder, der bandt min brudebuket for 10 år siden.Der er også vedlagt et sødt kort fra min elskede.

Jeg er i sandhed heldig med at være gift med ham – også selvom han drillende og tøvende kun vil gå med til at ta’ ét år ad gangen, mens jeg glædesstrålende foreslår 10 mere.

Vi er hinandens. Og dét er det bedste i verden.

Der findes ingen andre, der elsker vores børn lige så højt, som vi gør. For vi har fået dem sammen.

Der findes ingen andre, der glædes lige så meget over børnene og familielivet, som vi gør sammen. For vi har historikken, minderne, oplevelserne og følelserne sammen.

Dét tænker jeg på, mens jeg går tur i den grønne bøgeskov med hunde og piger på en lun sensommerdag, der føles præcist som dén allerførste bryllupsdag, hvor jeg fødte Cille på Hvidovre Hospital.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn med de fineste

Mit søsterskab er helt fyldt op af savn, så man skal passe på med at åbne det, medmindre man står klar til at gribe stumperne og modtage tårerne.

Det samme er galt med mit mosterskab.

Og jeg ved, at min søster har det på præcist samme måde i dag, mens hun går og gør klar til hverdagen derhjemme.

Der er intet, der kan svide så grueligt meget i øjne, maver og hjerter, som afslutningen på en dejlig familieferie, hvor det går op for os alle, at nu går der igen et halvt år, før vi mødes i juleferien.

Før vi søsterkrammer.

Før vi ser niecer og nevø.

Før kusiner og fætter ser hinanden igen.

Dét der med at gå fra 24/7-storfamilieliv og så hjem til en kold tyrker – dét gør ondt. Hver eneste gang. For nu har vi jo lige haft en skøn ferie på Fyn med de fineste mennesker. Og oplevelser.

Prøv lige at se, hvor kønt og romantisk, der er. Fyn er bare finest!I søsterligt fællesskab med mænd, børn og Mormor.Det er 100 % betingelsesløs kærlighed og glæde, der fylder vores moderhjerter, når de fire børn leger sammen – og ind i mellem diskuterer, forhandler og argumenterer som søskende. Men det er der også en masse smukt og godt i, for det viser jo, at de har tillid til hinanden og tør vise sig selv, som de nu engang er. Råt for usødet. Og Egeskov Slot viser sig at være en virkelig Fin-Fyn-oplevelse for både store og små.Vi nyder den lysende grønne bøgeskov set fra oven.

Cille og jeg finder også masser af spændende ting i den gamle købmandsbutik. Hun undrer sig meget over størrelsen på pakkerne og deres begrænsede indhold, og hun  – Dronningen af Morgenmadsprodukter – mener, at det var ret synd for børnene, at der kun var cornflakes og havregryn at vælge i mellem i the olden days.Imens finder Mille en ny, gammel bil, der passer lige til mig. Og jeg må give hende ret. Den er intet mindre end perfekt.Vi finder også tid til en kaffepause på min søster og svogers stamcafé i Odense.Stedet ligger lige ved skovbrynet og skovsøen i en stationsbygning.Og kaffen er dæleme stærk, frisk og go’.Og efter nogle dage i det fynske vender vi alle snuden mod gu’e Vestjylland.I år er Vesterhavet en helt igennem behagelig oplevelse – og selv jeg, det varmesøgende missil, kan bade i et godt stykke tid uden at fryse. Dét hører til sjældenhederne. Eller også har det noget at gøre med mit øgede spæklag. Her er vi på Hvidbjerg Strand lige uden for Blåvand. Dét er den bedste strand ved Vesterhavet, hvis du spørger min Mor 😉Der er helt klart vand og helt klart glade vandhunde.Mindstemanden i flokken har nærmest ild i toppen, da dagen går på hæld. Jeg knuselsker den rødhårede elskling, så det gør helt ondt. Han ved det i øvrigt godt – og har straks lært sig at spurte væk fra mig, mens han råber “nej, Moster”, når jeg forsøger at påføre ham alt for meget Moster-klister.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til næste gang, vi skal begrave Milløjseren i sandet sammen. Ikke at jeg ved hvor eller hvornår, men jeg er sikker på, at vi griber chancen, lige så snart den byder sig igen.Godnat min elskede Søster.

Sov dejligt og vågn op til en god mandag. Lige så snart du er igang igen, er hverdagen heldigvis altid den bedste ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet