Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rene underbukser eller en tanzanit?

Hver eneste gang jeg får lyst til at skrive et eller andet om smykker, kommer der en mørk skygge krybende hen over idéen.

Hvad er problemet?

Jeg tror, det handler om, at det kan virke overfladisk. Lidt ligesom at flashe en meget dyr taske og efterfølgende gøre opmærksom på, at den har man altså givet mange penge for eller sådan noget. Cringe.

Men – hvorfor skulle det egentlig være en hemmelighed, at jeg elsker smykker? Det er jo mit (læs: stakkels Martins) valg, hvad vi bruger vores penge på, præcist ligesom alle andre er velkomne til at købe hundehvalpe, campingvogne, cigaretter eller signerede fodboldtrøjer for deres penge.

Og det er jo nærmest i offentlighedens interesse at vide, at Dubai er et helt igennem fantastisk sted at købe smykker, ikke? Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at dit drømmesmykke koster halvdelen af det, smykket ville koste i Danmark, men det er overraskende tæt på. Så drøm du bare om den helt store tur….flybilletterne betaler jo nærmest sig selv, ikke?

Jamen … snyder de os så ikke bare i guld- og sølvbutikkerne i Dubai? Er diamanterne solgt med lidt fup og fiduser?

Nix.

Alle større ædelstene kommer med de originale certifikater fra enten Schweiz eller USA, og mindre ædelstene kommer med butikkens certifikat på størrelse, antal og total-karat. Dét kan man trygt stole på.

Salg af ædelmetaller og værdifulde stene som diamanter er et gennem-reguleret område, fordi styret hernede aldrig ville acceptere, at nogen kunne beklikke deres troværdighed i en sådan henseende. De har kun interesse i at blive større end Antwerpen, om muligt, og jeg kan love dig for, at udvalget er fænomenalt. Prøv at gå ind for at forhøre dig på en to eller tre karats diamant, og så skal du se læssevis af bakker blive linet up, så du kan vælge fra det dyreste til det billigste. Her er noget for enhver pengepung og Hartmann’s kan gå direkte hjem og lægge sig.

Der ligger smykkebutikker i alle malls og i mange forskellige områder af byen. Det sjoveste og skøreste sted er naturligvis den traditionelle Gold Souk i den gamle bydel oppe ved Deira. Her kan man f.eks. se det voldsomt ornamenterede brudeudstyr i guld til de indiske og pakistanske brude.

Hvis man er ude efter et særligt ur, ville jeg straks anbefale urbutikkerne i Dubai Mall, så man er helt sikker på både service og kvalitet.

Er man ude for at købe et særligt værdifuldt smykke eller at få lavet et nyt smykke ud af et gammelt smykke, vil jeg dog ikke gå i souk’en eller malls, men i stedet anbefale Gold & Diamond Park, som er et kæmpe center dedikeret til guld- og sølvsmedebutikker. Jeg har skrevet om stedet før – og tilmed fotograferet én af smedjerne hos den butik, hvor vi får lavet de fleste af vores smykker til familie og venner (og mig selv, sagde hunden).

Men som overskriften siger, handler det i dag om underbukser og en tanzanit. Martins underbukser, forstås, for i tyverne var mine trusser så miniature-små, at de nærmest bare var en fodnote i historien. Det er noget anderledes nu, for jeg er nemlig indehaver af trusser, der vokser med alderen (smart).

I starten af vores kæresteliv rejste vi til Kenya og Tanzania. I farten havde Air France godt nok glemt vores rejsetasker, men vi måtte ligesom videre i teksten. De glade tyvere, you know, videre-videre. Da vi ankom til minebyen Arusha efter en lang rejse i en slingrende Toyota Hiace fyldt med khattyggende kammerater fra Nairobi, fik jeg pludselig et klarsyn. En vision, vil jeg nærmest kalde det. Så jeg købte en tanzanit for forsikringssummen. Til minde om Tanzania, naturligvis. Faktisk kunne jeg slet ikke trække vejret uden den tanzanit, så det var dælme godt, vi fik fat i den.

Da vi på denne fikse måde fik ekspederet samtlige kontanter videre i systemet, stod jeg nu med en konvolut med en fin dueblå tanzanit i – og ellers ikke andre ejendele i nærmeste fremtid. Glad var jeg. Ubekymret. Martin uden rene underbukser var det mindste problem i hele verden, og desuden har han været soldat, så han må have prøvet dét, der var værre?

I tre dage vendte han boksershorts ind og ud. Men hvad gør det, når man er forelskede og sover i spidstelt på savannen? Rejsetaskerne blev da også på mirakuløs vis leveret til os midt ude på Serengeti, og så var der ellers ikke flere underbukse-udfordringer på dén tur.

Til gengæld blev jeg aldrig glad for den fatning og ring, som tanzanitten senere havnede i, da vi kom hjem til Danmark. Ingen navne nævnt, men en guldsmed i Hillerød fik presset en cushion cut sten ned i en prinsessefatning – og det fatter man jo minus af. Men jeg tog ringen på og gik ud i verden og undrede mig. I de sidste 10 år har ringen ligget skamfuldt i smykkeskrinet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på den indfatning, og fordi jeg har tre gange tykkere fingre i dag end for 20 år siden. Kald det en blanding af vægtforøgelse, permanente ødemer og fingerled, der har givet sig voldsomt af to graviditeter – et møg-ærgerligt sted at vokse er det ihvertfald, men trods stor ærgrelse er fingrene ikke krympet det mindste.

For nylig tog jeg min tanzanit til nåde.

Jeg fik stenen sat i den rette fatning og tilføjet brilliant-skårne diamanter i såkaldt halo hos butikken CARA i føromtalte Gold & Diamond Park. Jeg glemte dog at lave før-billeder, så I får kun efter-billedet af mine krogede fingre.Resultatet er blevet så fint og feminint. Og jeg er lykkelig over, at min nostalgiske tanzanit bliver til at bruge igen. Det er ærgerligt at have noget liggende i et smykkeskrin, som rent faktisk kan blive til et smykke, man gerne vil gå med, men som ligger ubrugt hen af enten størrelsesmæssige årsager eller et design, der er uddateret.Fremover vil jeg se ned på min fine ring og tænke på dengang i Tanzania, hvor jeg pludselig var helt visionær. Måske vil jeg også tænke lidt på Martins underbukser, hvem ved?

For mig repræsenterer smykker bærbare minder. Smykker er kærlighedstilkendegivelser eller en måde at bære et kys, en velsignelse eller en oplevelse videre ud i livet og verden. Derfor er min forlovelsesring også ved at blive bygget om, fordi jeg ikke kunne passe den længere (læs: fedmen og ødemerne), og ringen kunne desværre ikke udvides ved at isætte noget mere metal.

Og når nu jeg alligevel var i gang med både tanzanitten og forlovelsesringen, kunne jeg lige så godt fortsætte. Min Mor fik nemlig engang i 80’erne en ametyst-ring af min Far.Det ville være synd at sige, at ringen er i et design, jeg kan se mig selv gå med, men der er et eller andet ved at beholde den lille ametyst, som min Far må have følt passede til min Mor. Dengang, for så lang tid siden…

Jeg har ikke mine forældre i et fasttømret fællesskab, og det har vi alle lært at leve fint med, men af nostalgiske årsager skal ametysten have lov til at blive hos os alle sammen. Den skal gives videre til enten min niece eller en af pigerne en skønne dag. Men indtil da bliver den til en signetring i rosaguld til mig.

Som I kan se, får man tilsendt CAD-tegninger af det design, som butikken foreslår. Man kan også sagtens bede dem om at lave en prøve i ler, som man så kan prøve på, før de for alvor går i gang. Andre gange skal man prøve ringen på, før de f.eks. begynder på stensætning og færdig-slibning, som nu er tilfældet med min forlovelsesring, der oprindeligt er en Georg Jensen Fusion-ring med diamanter. Jeg glæder mig til at hente min splinternye forlovelsesring – og signetringen, som min Mor nu skal se i sommerferien.

Gamle smykker, som skal laves til nye med et skandinavisk udtryk skal nok laves i butikken Monili. Handler det om et klassisk design (som tanzanitringen) og i særdeleshed om at isætte flere eller større diamanter, er det nok CARA, der er bedst.

Jeg kunne blive ved, men skal stoppe nu. Der er dog heldigvis mere smykkesnak i mine gamle indlæg lige her:

Alt, der glimter….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Freddie og Daisy

Jeg er overbevist om, at det er alt, alt for længe siden, I har set noget til vores hundehvalp, Daisy.

Faktisk føles det nærmest som en nødvendighed at sende jer på weekend eller påskeferie med en masse nuttede babybilleder, præcist som jeg ville gøre, hvis hun var min lille baby.

Hvilket hun på en måde også er. Min tredje og sidste.Daisy er fem måneder gammel nu, og det er tre måneder siden, hun kom til vores familie. Det føles som meget længere tid, fordi hun bare er landet så naturligt og er en rigtig glad, nysgerrig og tillidsfuld lille hvalp, der sover fint om natten og har styr på rutinerne.Hun er blevet klippet, siden jeg tog disse billeder på køkkengulvet. Bare lige før I spørger, om hun overhovedet kan se ud af øjnene. Det kunne hun ikke til sidst.Her ligger hun i den nyklippede version. Hundeklipperen var meget forsigtig og brugte slet ikke trimmeren til hende endnu – det er hun lidt for lille til – og resultatet blev så fint. Hun endte slet ikke med at ligne en rotte i 14 dage, som jeg ellers gik og frygtede. Der er nemlig ganske lidt hund inde under det uldne overtøj, har jeg bemærket, når hun bliver badet.

Daisy vejede 1.300 gram, da hun kom til os fra sin hvalpemølle i Ajman. Hun havde ingen umiddelbare sygdomme, bortset fra orm i maven og ringorm i huden. Men det kunne medicin jo afhjælpe.

I dag vejer den unge dame 4.200 gram, og dyrlægen siger, at hun kan komme helt op på mellem 7 og 8 kilo, før hun er fuldt udvokset.

For tiden rasler de sylespidse mælketænder ud af munden på hende. De lander på køkkengulvet af en eller anden årsag, så vi rent faktisk finder dem og griner højlydt hver gang. Én morgen tabte hun tre tænder før morgenmaden!

Nu gemmer jeg creepy hundemælketænder sammen med pigernes. Hvorfor er det nu lige, at man gemmer mælketænderne? Er det egentlig ikke lidt bizart?

Jeg har helt glemt de tidlige, tidlige hvalpedage. Dengang, hvor jeg følte mig overvældet over hundebaby på lidt den samme måde, som når jeg har stået med mine menneskebabyer i armene.

Af en eller anden årsag har jeg altid tænkt, at ansvaret var for stort til mig.

At det måske ikke var en god idé at give mig ansvaret for et lillebitte liv, når jeg nu hverken har uddannelse eller kørekort til små mennesker eller små dyr.

Når jeg får det sådan, får jeg lyst til at give de små mennesker og små dyr tilbage til de statsautoriserede.

Tilbage til hvem?

De er jo for fanden mine!

Og så får jeg klaustrofobi og føler mig kvalt af mennesker eller dyr, der hele tiden kræver et eller andet af mig. Mad. Toilettræning. Kærlighed. Omsorg. Opmærksomhed. Tak, men ellers tak. Jeg både siger og giver op over for mor-rollen.

Når jeg så får raset og flippet lidt ud i en weekend, falder jeg ned, og derfra går det kun fremad.

Jeg var stærkt chokeret over mine forbudte tanker om tilbagelevering, da jeg stod med første-baby, Cille. Knapt så chokeret, men langt mere frustreret og skuffet over mig selv, var jeg, da jeg stod med anden-baby, Mille, og overvejede kraftigt at levere hende tilbage. Jeg havde håbet på, at jeg trods alt var blevet både klogere og mere moden med tiden.

Fuldstændig stoisk tog jeg dog imod mine klaustrofobi-følelser med tredje-baby, Daisy, fordi der ikke rasede hormoner rundt i kroppen, som når man får en menneskebaby.

Nu kender og genkender jeg mig selv.

Og giver mig selv lov til, at blive gal for en stund. For det hele hænger på moren. Hver eneste fucking gang.

De her følelser af ‘nybagt mor med baby’ blev jeg mindet om forleden, hvor Daisy og jeg var inviteret til hvalpe-date hos en sød kvinde, der skrev til mig, at hun også lige havde fået sig en maltipoo-hvalp. Vi kunne snakke i timevis om alt det nye, man skal sætte sig ind i, når man er førstegangs-hundeejer.

Freddie, hedder hendes vidunder af en hvalp.

2.5 måneder gammel og fra Abu Dhabi, så umiddelbart er de to hvalpe ikke i familie. Men hvem ved?

Mød lige Freddie og Daisy!Hvem er hvem, tænker du måske?

Størrelsesforholdet kan man ikke så godt se på billederne, men Daisy med kampvægten er tre gange større end Freddie, hvilket selvfølgelig vil udligne sig. Freddie er den mest karamelfarvede af de to hvalpe.De opførte sig mega-eksemplarisk over for hinanden. Freddie gik som en skygge i rumpetten på Daisy, fordi hun var stor og spændende – og Daisy gav ham lidt baghjul i starten på grund af størrelsesforskellen, men det endte heldigvis med at være meget balanceret og fair leg, da Freddie først kom i gang.De lå fuldstændig filtrede ind i hinanden og rullede rundt med små, højlydte bjæf og kæmpe begejstring.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg så noget sidst, der smeltede mit hjerte så meget, som det her syn af de to.

Ren og skær livsglæde og leg.De to deltes så fint om alt lige fra vandskål til legetøj, og jeg inviterede straks Freddie og Freddies mor på besøg hos os.

Og Daisy opførte sig fuldstændig lige så tumpet, som Cille og Mille gjorde i tumlingealderen, når vi fik besøg og skulle dele vores ting og hjem med gæsterne.

Hun knurrede. Sprang op på Freddie og fortalte ham, hvem der bestemte i dét her hus. Slet ikke så venlig og nysgerrig, som da hun var på udebane i Freddies hus. Men efter lidt tid accepterede hun og ville rigtig gerne lege i et par timer med ham.

Freddie og Daisy.

Det lyder som et gammelt ægtepar, men de opfører sig snarere som et nyforelsket kærestepar.

Rigtig god weekend, folkens. 🐶🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet