Dubai Ride 2020

Hvert efterår afholdes der Dubai Fitness Challenge 30×30 i Ørkenstaten under Dubai’s Kronprins Fazza’s protektion.

Det er 30 dage med masser af gratis aktiviteter og events rundt omkring i hele byen, som man kan melde sig til, så man kan få gang i kroppen igen og nyde det gode udendørs vejr efter en lang og hed sommer.

Alle skolebørn deltager også i 30×30 aktiviteter i idrætstimerne, og når det ellers passer ind med et fysisk ‘break’ i skoletiden. Bystyret opfordrer til dette – og skolerne følger naturligvis trop. Fysisk aktivitet er der ellers ikke meget af i dette skoleår, hvor coronarestriktionerne tvinger børnene til at sidde stille og holde social distance dagen lang bag deres lumre mundbind, så enhver lejlighed til at strække kroppen lidt er velkommen.

Dubai Fitness Challenge 30×30 er en af Kronprins Fazza’s mærkesager – for han er en sportsmand præcist som Kronprins Frederik – og han elsker at dele sine egne fysiske bedrifter på de sociale medier. Du kan følge ham på Instagram under navnet faz3. Det er ofte ret spændende billeder, han lægger op.

For første gang i knapt 7 år lykkedes det at få tilmeldt os ét af de fine gratis arrangementer, der foregår hele måneden – nemlig eventet Dubai Ride.

En cykeltur på 14 km. fordelt på 2 x 7 km. frem og tilbage ad byens primære færdselsåre, Sheikh Zayed Road, hvor skyskraberne konkurrerer med hinanden om at skinne mest i morgensolen.Her står jeg – kl. 6.30 om morgenen i smuk solopgang og  23 grader.

Det var ellers lige ved at glippe med Dubai Ride, for sådan hér så Mormors gamle Opal ud dagen før. Sprukne, udtørrede dæk i en overophedet ørkenstat. Heldigvis kom cykelmekanikeren forbi med sin værkstedsvogn og hjalp mig lidt.Det var en helt igennem skøn morgen, vi havde sammen, mens pigerne legede Snorkefrøkener derhjemme (og Maricel var anstandsdame i sofaen).På de fleste billeder, Martin tog af mig på cykelturen, har jeg halvt-lukkede øjne af ren og skær fryd. Jeg sendte min Mormor tusind kærlige tanker, mens jeg hjulede afsted i det ene gear, der virker på hendes gamle cykel.Jeg tror ikke, at min elskede Mormor ville have forestillet sig – med sin vestjyske snusfornuft og sindige livsførelse – at hendes gamle Opal ville ende med at cykle frem og tilbage på Sheikh’en eller SZR, som den også kaldes i daglig tale. Hovedpulsåren i Dubai er nemlig både et kært og berygtet barn med mange navne. Og Opal’en plejede jo kun at cykle rundt langt ude på den vestjyske hede i strid vind og så henne i Ølgod, når jeg lånte den for at smutte ned på mit job på den lokale Statoil. Det er et helt levet liv siden.Jeg var ikke den eneste, der var begejstret for Opal’en under Dubai Ride 2020. En del af mine medcyklister kommenterede min vintage-cykel – for det har nok set ret morsomt ud med Martin på sin gamle Raleigh og mig med flettet kurv og lædersadel, når nu alle de andre cyklede på smarte racercykler, mountainbikes og moderne citybikes.Det var virkelig Dubai fra en anden vinkel, dén morgen. En zen-agtig version, som jeg nød ret meget mere end den almindelige version, hvor folk kører som død og helvede op og ned ad SZR for at nå dét, de nu skal nå.

Næste år må vi gøre det om. Til dén tid er det måske ikke et cykelløb, men måske et motionløb eller noget helt tredje.

Og vi må bare gi’ Emiraterne, at de virkelig kan det med at organisere store events. Dubai Police styrede trafikken med køligt overblik fra alle indfaldsveje til parkeringsområderne ved World Trade Centre. Der var ambulancer med jævne mellemrum på ruten, race stewards, der kom med gode råd undervejs til udfordrede cyklister, en cykelmekaniker, kølige forfriskninger, toiletfaciliteter og endda et par enkelte steder med parfumeret røgelse og musikanlæg på ruten, fordi her helst skal dufte lidt af forkullet harpiks og kostald altid.

Jeg ❤ min Mormors gamle Opal.

Jeg ❤ Dubai. Især om vinteren.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdage

Mille er blevet til en 8-års pige her midt under coronakrisen. Det kan ikke komme som nogen overraskelse – og så alligevel. Jeg vedkender at have født hende den 11. maj 2012 – sådan en livsopgave er naturligvis uforglemmelig – men selvom tiden går, er og bliver hun stadig min symbiotiske miniput, hvor navlestrengen aldrig helt er blevet klippet over.

Hér er hun som en 1-årig pusling på armen af sin alt-for-hårdtarbejdende Far. Vi kaldte hende konsekvent for Lille My eller Milløjseren – for hun var en underfundig, temmelig æterisk og vild baby, der skreg virkelig højt, når tingene ikke passede hende. Ind i mellem har hun stadig det blik, der gør mig usikker på, om jeg gør tingene helt forkert for hende.Men samtidig med, at Mille ser tingene an på sin egen underfundige måde, har hun også en dyb inderlighed i sig, så os, der får hende for fuld tryk, altid føler os særligt udvalgte og fuldt accepterede for dem, vi er.Det er ikke nemt at fylde 8 år under en pandemi. Der er ingen fødselsdagsfest for klassens piger eller veninderne. Der er ingen familietur i vandland eller ud på restaurant. Til gengæld holdt vi vores egen lille lukkede fest i weekenden med glimmerkjole, Dannebrogs-flag, en overdådig slik-kage til dessert og selvfølgelig masser af bacon til hovedretten. En aften lige efter Milles hoved.
Og Cille sørgede for at selve fødselsdagen om mandagen også blev god. Hun havde forberedt en skattejagt rundt i hele huset efter de få gaver, vi havde fået leveret.Det er godt med en søster i en krisetid.
Årets gave er helt klart det komplette metallic-lilla havfrue-sæt fra The Mahainis, der har mange års erfaring med havfruer. Dét har været Milles store drøm i lang, lang tid. 🧜🏼‍♀️Det var heller ikke dumt med nye Playmobil-kufferter, hvis indhold sættes op og pakkes ned rundt omkring i hele huset. “Jeg elsker dem, Mor, men jeg var bange for, at du troede, at jeg var for gammel til så’n no’ne figurer!”, udbrød Mille, da hun åbnede for herlighederne. Man bliver aldrig f0r gammel til små figurer, min elskede Mille.Helt dumt var det vist heller ikke at få en ny iPad. Det er et krav fra skolen, at man har iPad med i Year 4, så der er ingen vej udenom. Forældrene må gribe dybt i muldvarpen i år, hvor Mille skal have en velfungerende iPad og Cille skal have sin første computer.Måske bliver der en post-Corona-fejring med veninderne. Måske gør der ikke. Vi har ikke lovet Mille noget, men vil lade tiden glide afsted i de næste par måneder, hvor der fortsat er hjemmeskole og corona-beredskabi en Ørkenstat. Måske føler hun et behov senere – måske gør hun ikke.

Hvem ved, hvad vi overhovedet vil, tør og har lyst til, når denne krisesituation er ovre?

Lille-store, vilde-Mille-8-år…

– Bliv ved med at drømme dine havfrue-drømme.
– Bliv ved med at elske dine bamser og dukker.
– Bliv ved med at opstille og dimse med dine små figurer.

Du er lige præcis, som du skal være!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

19 år og Mors Dag

Forleden faldt Svigermor over et foto taget på enten Vertigo Banyan Tree eller Lebua State Tower i Bangkok. Hælder mest til sidstnævnte af de to klassiske rooftop-restauranter, men måske en ægte Bangkok-kender på linjen kan hjælpe?

Året er ihvertfald 2007.

Martin er 34 år.

Tine er 29 år.

Lykkeligt uvidende er jeg om, at Martin har forberedt at fri til mig nogle dage senere på Pansea Beach under en smuk måne, der er mindst lige så fuld, som jeg selv. Det var dengang….på dét yndige, hedengange boutique resort, The Chedi, som nu kører videre under et frisk lag maling og navnet The Surin Phuket.


Fast forward – courtesy Svigermors gemmer igen – er året 2008. Vi er nu formelt Hr. og Fru Kaalund. ‘Vi’ er også helt åbenlyst gravide med Cille, der ender med at blive født på vores første bryllupsdag.
Fast forward til det herrens år 2020 – midt under Corona-pandemiens rasen – hvor Cille indfanger sine halvgamle forældre med lillesøster Mille, der er på nippet til at fylde 8. Det er weekend og man har pt. KUN det sjov, man selv kan finde på – så hit med den skinnende palliet-kjole og dingle-øreringene.
Som altid forsvinder weekenderne mellem fingrene på os.

I dag er det så blevet hverdag i en Ørkenstat, mens I fortsætter hyggen derhjemme i anledning af både søndag og Mors Dag.

Og her ringer dørklokken. Ganske uventet.

Jeg er den heldige modtager af den smukkeste blomsteropsats og søde kort med kærlighedserklæringer i. Martin kan bare den slags. Det kan han virkelig. Romantik er Kaalunds mellemnavn.Søndag den 10. maj er dog ikke kun Mors Dag. Det er også en af Martins og mine personlige mærkedage. I dag er det nemlig præcist 19 år siden, vi mødte hinanden.

Der er sket et par småting eller femten siden da. Og gudskelov for dét – for 19 år er da virkelig lang tid.

Faktisk så lang tid, at kærligheden ikke kun er kærlighed i traditionel forstand med bittesmå gyldne øjeblikke af dét, de altid viser i amerikanske film – men også en dyb taknemmelighed over at have fået en ven, en samarbejdspartner og et livsvidne igennem stort og småt, smukt og grumt. Hvad end livet smider efter os, så hjælpes vi ad og taler sammen.

Det er samhørighed, fællesskab og gensidigt samarbejde, som vi har været villige til at lægge hårdt arbejde i hver eneste dag. Det kommer ikke af sig selv. Intet kommer jo af sig selv. Ingen er 100% kompatible på alle livsområder. Det er så langt fra instant gratification, som man overhovedet kan komme. Men det er det hele værd, hvis du spørger mig.

For sammen har vi det allerbedste i hele verden.

En familie. Relationer. Nogen at være noget for og med.

Tænk, at jeg har fået lov til at blive Mor til lige præcist de to rødhårede piger, der er vores. Det er det mest enestående og Aller bedste, der er hændt i mit liv.Glædelig Mors Dag derude – uanset om du selv er en Mor, fejrer din eller en andens dejlige Mor eller savner og mindes en Mor. ❤🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-fødselsdag

I går fyldte Far i Udlandet 47.

Midt i corona-cirkus og lockdown-vanvid.Gaver har vi stort set ingen af, bl.a. fordi dét, vi havde bestilt til levering hos Mormor, af gode grunde er strandet i Danmark. Så vi tyer til det ældgamle kneb med at skrive sukkersøde gavekort ud på ting, vi hverken kan overholde eller love ham. Som for eksempel, at han kan have to søde børn og en sød kone en hel dag!? Umuligt, si’r jeg bare. Selv i teorien holder det ikke vand.
Men jeg bager da en flok morgenboller, som er en del af mine hustruelige pligter, og pigerne bager et fad brownies, og vi synger vist også en hurtig fødselsdagssang for ham, før fokus flytter sig over til det mystiske væsen, bedre kendt som Påskeharen, der har lagt chokoladeæg i hele den airconditionerede hytte om natten, mens husets ungmøer har sovet skønhedssøvn.Der er Lindt-chokolade i så rå mængder, at vi må rykke rundt på vinbeholdningen for at få plads til alle ‘laderne i køleskabet.

Flere gange i løbet af dagen ringer det på døren.

Her modtager Martin Magnolia Bakery Cupcakes fra gode venner. Sikke en dejlig overraskelse!Og senere sender The Mahainis både islagkage og en kæmpe oksemørbrad, som vi griller om aftenen. De forstår simpelthen at holde en fest, selv når det ikke kan lade sig gøre at holde en fest! Er vild med det!
Vi plejer at fejre mærkedage sammen med vennerne. For venner bliver jo ens selvvalgte familie, når man bor langt væk fra den biologiske familie. Og det er lidt mærkeligt ikke at kunne invitere på middag og fejre mærkedagen på sædvanlig vis. Men ‘plejer’ er helt tydeligvis afgået ved corona-døden – og jeg håber så inderligt, at én eller anden kan vække han til live igen.

For vi trænger til selskab og social omgang med andre end lige os selv i det lille firkløver.

Vi går lidt i frø og i koks og flimrer rundt med jævne mellemrum.

Og det er både okay og forståeligt efter 5+ ugers distanceret indeliv uden reel kontakt med andre.

Men fejret bliver han da – i vores lille, klaustrofobiske firkløver – med kys, kram, kærlighed og et ordentligt drys kuller.Til lykke, min Martin!
Jeg lover dig, at når corona’en er væk, så vil jeg, så må vi, så skal vi….og nåh, nej, jeg holder jo sjældent, hvad jeg lover, så måske er det bedre at se, hvad der sker til dén tid.

Men én ting er helt sikker – vi trænger til at grine, drikke og danse, lige så snart, det kan lade sig gøre.❤️😆😉😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet