Hjertets stilhed

Bob-katten og jeg har indrettet hjemmekontor i haven her til morgen.IMG_5717IMG_5716Hans instinkter er på fuldt blus, når han ser flagrende fingre på tastaturet, brummende insekter i luften og fugle, der tager afsæt fra trækronerne. De små killingetænder bider fra sig.IMG_5718Duggen ligger tungt i det stride ørkengræs.

En kakofoni af fuglekvidren danner lydrammen om min morgenkaffe.

Her er umanerligt skønt og dejligt.

Og jeg værdsætter det, nu hvor den her slags sker så sjældent. Nu, hvor husmoren er blevet del af det arbejdende folk.

Vinteren byder på 20 grader fra morgenstunden og en bleg sol, der kæmper med at få bugt med morgentågen. Og selvom alle ski-billederne på FaceBook ser smukke ud, så er jeg svært tilfreds med det behagelige klima i min Ørkenstat.

Det er i øvrigt sidste dag i skole og vuggestue, før trunterne går på ferie. Cille er Prinsesse Elsa og har vindruer med til fælles tea-party i klassen.IMG_5714Mille har instrueret mig i at “make sådan no’ner dullerter like Pippi, ’cause I am Pippi for virkeligheden”. IMG_5712Min skole holder lukket hele ugen – og det passer perfekt ind i flytteplanlægningen, hvor jeg er i fuld sving med at indhente tilbud og priser på nedpakning/udpakning af indbo, maling af vægge og så fremdeles.

Mille hader, når der kommer fremmede ind i huset. Hun hvæser som en lille los af dem og hyler højt, så snart jeg er ude af synsfeltet.

Så det er nok meget godt, at de forskellige mennesker kommer forbi, mens hun leger i sin little girls’ school.

Men midt i alle de praktiske forberedelser, så er det som om mit hjerte står stille.

Jeg tænker konstant på Danmark. På København, som jeg elsker for evigt. Copenhagen Denmark 9På Østerbro, min første bopæl i hovedstaden. På Synagogen i Krystalgade og den jødiske familie, som har mistet en bror og søn.

Og jeg har pludselig hjemve på en højst ubehagelig måde.

Det er ikke fordi jeg tror, at der er morsomt derhjemme i disse dage. Men når Moder-Landet bliver ramt, så er det svært at sidde på afstand med medierne kørende på repeat.

På en og samme tid er ‘det skete’ – mørkemandens terrorhandlinger – forventeligt og højst overraskende.

Vi har alle vidst, at Danmark aldrig ville blive glemt (eller tilgivet) af islamisterne efter vores Muhammed-tegninger. Og vores indsats i Afghanistan og Irak, må man vel hellere tilføje til listen.

Vi har alle vidst, at Danmark var i reel fare for terrorangreb.

Men den viden kan ikke trøste os i rædslen og forskrækkelsen, når det så sker.

Det, der ikke burde ske.

Det, der kun sker for naboen.

HVIS DIN RELIGION ER VÆRD AT DØ FOR,

SÅ FORESLÅR JEG,

AT DU STARTER MED DIG SELV

Sådan skrev en FaceBook-ven igår. Sætningen har brændt sig fast i mit indre.

Vi er oppe imod de stærkeste følelser. De stærkeste overbevisninger.

Vi befinder os midt i en værdikamp på den ondeste klinge, der leder tankerne hen på Middelalderens korstoge.

Her hjælper ingen rationel argumentation eller appelleren til sund fornuft. Mørkemænd tænker ikke logisk. De behøver hverken fakta eller videnskabelige beviser. De er overbeviste om, at de har ret.

I deres indre – i hjertets hulrum og i hjernens krinkelkroge – må der bo en beslutsomhed og en følelsesladethed, der dominerer og overdøver alt, hvad vi ved og kender til i år 2015.

De ønsker et verdensomspændende kalifat.

De ønsker et islamistisk verdensherredømme.

De ønsker at sprede død, smerte og rædsel til vi overgiver os og omvender os til Deres Herres uransagelige veje.IMG_5708Martin og jeg er tomme for ord, når vi ser dansk TV.

Energiforladte. Triste.

Det er et bizart cirkus at være tilskuer til.

Især fra den plads, hvor vi sidder – midt i en smeltedigel, hvor alle kulturer og religioner er repræsenteret – og i øvrigt lever i fred og fordragelighed.

Og samtidig bor vi så absolut i Mellemøstens svar på Syndens og Lasternes Hule.

Et fordærvet sted overrendt af vesterlændinge – immigranter og turister i en pærevælling – der lever i hvide ghettoer og opfører sig (næsten!) som om de var derhjemme. En form for omvendt Gjellerup-Parken eller Vollsmose – bare i en posh version.

Er vi mon næste mål?

Hvad er det her for en verden, vores børn vokser op i?IMG_5705

Vi flytter – Fortsættelse

“Cille, vi bliver nødt til at flytte igen. Mor og Far er ude for at finde et dejligt hus. Et meget bedre hus. Og vi får selvfølgelig alle vores ting med. Vi skal bo lige i nærheden. Du skal ikke skifte skole og du har stadig de samme venner”.

Farmanden er ved at forklare hende, hvad der skal ske inden for de næste par måneder.

Og han er meget bevidst om at få fortalt, at hun ikke skal på en ny skole eller miste sine venner. For det er sket før.

“Okay”, svarer Den Lille-Store Skolepige. Og fortrækker i øvrigt ikke en mine.

Det er svært at vide, hvad Cille tænker og føler, når det kommer til det med at flytte.

Hun har ret megen erfaring med det: 5 år gammel og på nippet til at indtage sit 5. hjem.

De fleste jævnaldrende har måske prøvet det en enkelt gang?

Og vi kigger på vores egen barndom: Martin indtog sit 5. hjem som 22-23-årig. Jeg indtog mit 5. hjem som 32-årig. Vi har på ingen måde været præget af flytninger selv.

Og her er vi igang med at give vores børn en barndom præget af sceneskift og nye huse, som vi kalder for ‘hjem’.

Ofte får vi dårlig samvittighed over de talrige forandringer i pigernes liv.

Ender de mon med at blive helt rodløse?

IMG_5508De sidste par uger har været trættende, ihvertfald rent mentalt.

Vi har været i tænkeboks og kørt rundt i samtaler a la “måske skulle man bare betale det mere i husleje for at få et års fred” og “nej, fandeme nej, om vi vil betale så mange penge for et hus i så dårlig stand”.

Cille lader sig overhovedet ikke mærke med nyheden.IMG_5527Men Mille piver.

Jeg har forsøgt at forklare hende, at jeg er ude at kigge på huse om eftermiddagen, og at jeg kommer hjem så hurtigt jeg kan.

Hun klamrer sig til mine lår og hyler højt “Moaarrr”, når jeg er på vej ud for at se på ghettoens ledige huse.

Det samme gør sig gældende, når vi skal ud af døren om morgenen. Der plejede hun ellers at være nærmest ligeglad med farvelseancen, men nu fornemmer hun forandringens vinde. Og bliver utryg. Frustreret. Forvirret.

Mille er familiens katalysator.

Igennem hende kommer vores følelsesmæssige vibrationer til udtryk.

Det er nemt at aflæse, om vi er i harmoni eller disharmoni.

Hun er et umiddelbart menneske. Der lever fuldt ud. Der elsker stærkt. Der frustreres voldsomt.

Vi må passe godt på de to små damer, sådan som vi roder rundt i det her liv. IMG_5539

Vi flytter

Den er god nok.IMG_5505Immigrantfamilien Kaalund har fået dette skilt ud at stå ved hoveddøren.

Vi er ude at lede efter vores 5. hjem på 5 år.

Men hvem tæller?

Det er lige før vores kernekompetence er blevet ‘flytning af bohave’.

Og jeg har ret svært ved at få armene op over hovedet i begejstring. De hænger apatisk-slapt ned langs kroppen.

Jeg mærker energiniveauet falder og trangen til at bide negle stiger.

Faktisk ligner jeg nok meget godt den kamel, som Cille tegnede idag.IMG_5509Årsagen til den forestående flytning er, at vi – ganske enkelt – ikke kan blive enige med udlejer om næste års husleje.

Han er ifølge lovgivningen berettiget til at sætte huslejen op med 5%.

Og dér har vi så nået smertegrænsen.

Huset løber så op i over en halv million danske kroner om året.

Eller cirka 1.500 kr. om dagen.

Det samme som et nydeligt hotelværelse på et lækkert resort. Og så er den pris endda eksklusiv forbrug (vand og kulde).IMG_5521Hvis så bare huset var toplækkert og velholdt.

Men dét er det så heller ikke!

Faktisk er det så misligholdt og har så mange vand- og kloakskader, at jeg tilkalder VVS cirka hver 14. dag, fordi der siler vand ned igennem loftet her og der.

Så ud over at vi hverken kan eller vil betale over en halv million kroner om året for “Cottage Slitage” i hvidmandsghettoen “The Lakes” – synes vi også, at udlejer er temmelig fræk, når han nu ved, hvor meget vi bøvler med hans slidte villa.

Nuvel – nok om udtjente (og megadyre) rønner i Dubailand.

Cille-trunten har fået endnu en omgang halsbetændelse og nusser rundt i pyjamas.IMG_5511IMG_5522Jeg forsøger at lokke mad og væske i hende, men ikke engang varm cacao bliver drukket. Halsen gør simpelthen for ondt.IMG_5523Hun skriver en kærlighedserklæring til mig.IMG_5524Og vi tuller hånd i hånd til den øre-næse-hals-specialist på Al Zahra Hospitalet, som følger hende pga. de gentagne halsbetændelser.IMG_5525 Og som denne gang for klarer han mig, at hendes voldsomt forstørrede mandler eventuelt skal “beskæres”, hvis dette her fortsætter.

Gisp.

Jeg skal godt nok have krydstjekket med andre læger, før han får lov til at barbere eller høvle noget som helst af min lille pige!

Den anden trunte er heldigvis frisk som en havørn og går fræk og glad i sin “little girls’ school”. IMG_5513 IMG_5514Hun er iført sin fine “Sophia the First”-udklædningskjole med matchende sko, som Farfar begavede hende med til jul.IMG_5515 Hun holder naturligvis kun den yndige facade et øjeblik, før tungen igen hænger ud af munden.IMG_5518

Min engelske redningsplanke

Jeg vågner til en mail fra Fru R.

Den giver mig øjeblikkelige stik af savn efter hende og efter vores trygge, kernesunde liv i  Udkants-England.

From: Mrs. R
Subject: “Mummy and her best Dubai friend ready to go to the ball”
Date: 27 January 2015 
To: Moriudlandet@outlook.com
Hi
Hope things are good with you.
S drew these two pictures this afternoon of you and me ready to go to the ball – not quite sure what she’s trying to say about our heights…..
I thought you would like to see them – our dresses are sparkly apparently and I’m wearing my high heeled red shoes.
Let’s Skype soon – S would love to Skype Cille too.
Love your friend in England!Xxx?

FullSizeRender

Hvor ville jeg gerne iføre mig en fin kjole og tage til bal med Fru R, sådan som S foreslår det i sin tegning!

Fru R er en vigtig redningsplanke i mit liv.

Vi udgør en trio sammen med Fru C. Der er omsorg og medsøsterlig kærlighed ad libitum – og så samler vi skiftevist hinanden op, når vi kommer ud på for dybt vand.

Årene i England var lige dele gode og hårde – eller udfordrende, om man så må formulere det.

Martins udstationeringskontrakt betød, at vi havde særdeles attraktive og behagelige levevilkår – men den betød også, at vi hele tiden havde en begrænset tidshorisont.

Og at leve med den form for ‘sikker afslutning’ i baghovedet bevirker, at man ubevidst begrænser de følelsesmæssige investeringer i nuet og i fremtiden.

Det gør ganske enkelt for ondt at blive for glad for noget eller nogen.

Denne her gang er vi bosiddende i Dubai. Sådan for alvor. Der er ingen expat-vilkår og ingen tidsbegrænset kontrakt. Vi kan blive her lige indtil det ikke måtte være morsomt mere.

Eller forevigt – for den sags skyld.

Og det gør en forskel rent mentalt: Vi “tør” nu investere mere i venskaber, i at finde den ‘rette’ skole, det ‘rette’ hus og den slags. Men det er blevet en langt dyrere fornøjelse at bo i udlandet, nu hvor husleje, forbrug, biler, skoler, telefoner, internet mv. ikke længere er firmaets ansvar at betale.

Jeg ville ikke have været foruden vores 3 år i England.

Her kom Mille til verden.

Her levede vi et stille (tilnærmelsesvist simpelt) familieliv i smukke, grønne omgivelser uden for lands lov og ret. Der var gåture på stranden og kastanjetræer i baghaven.

Der var jordforbindelse.

Vi assimilerede os i lokalsamfundet.

Vi blev en del af landsbylivet i England, følte jeg.

Kontrasten til Dubai kan ikke blive større.

Her er gang i den 24/7. Der er heftig trafik, 100 skyskrabere og storbyliv med alt, hvad det indebærer af menneskevrimmel, køtilbud og kulturel udveksling.

Der er sandforbindelse.

Vi assimilerer os i det hvide ghettosamfund.

Vi bliver ikke en del af storbylivet i Dubai, føler jeg.

Men jeg ville ikke være foruden vores flytning til det nye liv i Dubai. Uanset kontrasten.

Vi lærer en hel masse om os selv og om andre mennesker af det her.

Mest af alt ville jeg – lige nu – bare gerne danse med Fru R i de røde stiletter.

Red-Shoe-Lover-9

Home is where wi-fi connects instantly

Hvis dette udsagn er korrekt – så er villaen pr. dags dato blevet vores hjem!

photo 1

Der har været stilhed her på bloggen i et par uger, mens vi har ventet på internetforbindelse.

Jeg har døjet med fuldstændigt urimelige “middle class problems”. Såsom et meget ustabilt mobilsignal. Og lavhastigheds-internet-surfing, der snarere burde kaldes internet-padling, så langsomt gik det.

photo 1-3Pigerne har været “nødt til” at genopdage Rasmus Klump app’s på Ipad’en, fordi vi ikke har haft internet eller mulighed for at downloade nye spil. Det er da lige før der skal ringes til både børnetelefon og krisecenter for socialt udsatte kvinder!

photo 4-1Når jeg tænker over hvad der egentlig er sket i de sidste 14 dage, så står det hele lidt hen i en tåge. Der har været drøn på. Travlt. Tosset. Hektisk. Bolde i luften. Jeg tror, vi greb de fleste undervejs.

Vi har ihvertfald bygget rede på rekordtid.

photo 42 weekenddage tog det at komme på plads – med undtagelse af internetforbindelse, elektronik-opsætning og ophængning af billeder.

photo 2-1Martin er ustoppelig, når han først går i gang. Og selvom jeg har mange (virkelig dårlige!) undskyldninger for en pause fra det hele (ondt i ryggen, træthed, kaffeunderskud, ømme lægge, skulderspændinger, følelsesmæssig overload og fortsæt selv), så er jeg jo megatilfreds og overlykkelig BAGEFTER.

Farmanden bider sig fast, tømmer kasse efter kasse, stabler ting, sorterer, ordner og regerer. Jeg organiserer indholdet i skabene. Pakker småting, nips og dims ud.

Vi kender denne her flytterutine alt, alt for godt. Det er 3. gang på lidt over 3 år. Fra København til London, London til Ipswich, Ipswich til Dubai.

photo 1-1

Og vi har fordelt rollerne på forhånd, så det hele kører som en velsmurt maskine.

Med fare for at bryde alle Jantelovens paragraffer og lyde alt for selvglad, så er jeg faktisk imponeret over, at vi kunne pakke et helt liv og hjem ud af kasser OG sætte det på plads i nye rammer inden for 48 timer.

photo 3-1Nu beder jeg til højere magter om at vi IKKE skal flytte lige foreløbigt igen. Det kan godt være, at det lyder som lidt af en leg, når der kommer folk til at gøre det grove arbejde, men det er stadig en solid opgave for både børn og voksne.

Men vi føler os godt tilpas i det nye hus. Her er rigtig dejligt, både inde og ude. Og pigerne har taget det nye hjem til sig uden spørgsmål. De lægger sig trygt og roligt til at sove om aftenen.

photo 2-4Jeg er sikker på at den lynhurtige opsætning af vores ting har hjulpet pigerne i en fase, hvor der er mange ukendte ting, steder og oplevelser at forholde sig til.

De virker begge meget mere generte for tiden, end de tidligere har været. Især når vi er ude, hvor de møder nye mennesker, som gerne vil hilse på dem. Måske er det en fase? Måske er det kommet for at blive?

Én ting er ihvertfald sikker: De stikker ud i mængden og bliver derfor overøst med opmærksomhed, klap og aen. Den mælkehvide hud er uimodståelig, fornemmer jeg.

photo 3-4Men nu skal det ikke lyde som om vi har været i arbejdslejr de sidste 14 dage. Vi har også indlagt hyggelige pauser undervejs i redebygningsprocessen, så det hele ikke føltes for surt eller hårdt.

Manden med spisepindene mødte jeg i øvrigt for præcist 13 år siden i dag. Den 10. maj 2001 på et kollegium i Odense.

photo 3-5Jeg var en 23-årig sprød småkage, som faldt pladask for den flotte mand, der præsenterede sig selv som jagerpilot.

Sandheden var, at han arbejdede som skatterådgiver for formuende danskere bosiddende i udlandet. Knapt så sexy en beskæftigelse – men så er det jo godt, at han har medfødt charme, selvtillid og lækkert hår!