Det’ bar’ gas

Én ud af de hundredevis af ting, jeg elsker ved at bo og leve i udlandet er, at hverdagens små og store opgaver ikke nødvendigvis kan løses eller fungerer på samme måde som ‘derhjemme’.

I en dansk kontekst.

Indrammet af danske briller, der kører med dansk menneskesyn, dansk snusfornuft, danske værdier, danske principper og danske argumenter.

’Plejer’ dør i dét øjeblik, vi udvandrer og bliver til indvandrere i et land langt væk fra Danmark.

Vi bliver pressede og udfordrede til at prøve noget nyt.

Gøre noget andet.

Blive mere kreative i vores problemløsning – og måske endda række ud (gys) og spørge nye venner eller ghetto-koret på Facebook til råds for at finde svaret.

Indrømmet – der er helt sikkert perioder, hvor alt, alt for mange ting og opgaver føles indviklede og frustrerende at løse, fordi vi ganske enkelt ikke forstår, hvordan ‘man’ gør tingene i det nye samfund.

Det trækker tænder ud, at skulle flytte sig og prøve noget nyt.

Hver eneste gang.

For der er formaliteter og procedurer i et vilkårligt, nyt land, som kan virke så omstændelige og ulogiske, at man må læne sig tilbage og grine lidt af det – inden for hjemmets fire vægge, naturligvis – for man skulle jo så nødigt støde andre på manchetterne.

For de andre tager – sjovt nok – sig selv lige så højtideligt, som vi selv gør.

Alle i hele verden synes, at netop de har patent på ‘den smarteste måde’ og ‘den logiske løsning’.

Sjovt nok.

Det er en del af den menneskelige natur at tro, at vi har ret og er de klogeste – i forhold til alle de andre.

Forleden bliver jeg mindet om alt det ovenstående.

I en ret konkret og ret banal hverdagssituation.

Midt i madlavningen. c7cb4a97-812f-4d53-aa85-f6661269b416Pludselig går alting i stå.

Gryderetten. Poserisene. Grøntsagerne.

Jeg tjekker de forskellige gasblus.

De er som afgået ved døden.

Martiiiiin – går du ikke lige ud og tjekker gasflaskerne?”, råber jeg kommanderende, som ‘man’ har lov til, når ‘man’ våger over kødgryderne.

Og Martin, der har øjnet, at vi skal have kylling i karry med kokosmælk og ananas, stiller beredvilligt op.9ed5d198-9d73-459e-ad90-3034d607060fHan trisser ud til skabet i garagen.

Dér gemmer to store, gammeldags gasflasker sig, som er forbundet til gaskomfuret i køkkenet.

Smart løsning, hva’?

Og endnu smartere er jeg, for jeg har naturligvis ikke ringet efter en ny gasflaske, da den første blev brugt op. Nej – jeg satte blot den anden flaske til – og nu har vi så miseren.

Martin piller ved flaskerne og ryster dem lidt.

Den er go’ nok.

Vi er løbet tør for gas midt i madlavningen.

Og jeg må finde en løsning.

På indersiden af skabslågen i køkkenet findes svaret, og jeg sender vores udlejer en kærlig tanke. Hun har sikkert stået i nøjagtig samme situation, og nød lærer som bekendt enhver at opsætte klistermærker.b05ab8b0-8ace-4c48-85e6-6280dc9e1e4cJeg ringer til Al Fahidi.

En flink pakistaner med meget begrænsede engelskkundskaber tager telefonen, og jeg får forklaret, at jeg altså vældigt gerne vil have gas nu.

Bar’ gas.

Som i meget-gerne-lige-nu.

Tror du, at han forstod hvor vi bor?”, spørger Martin forsigtigt og kigger ned i karryretten, der er stivnet noget i betrækket.

Jeg tror det, men måske skulle jeg lige sende ham en besked?”, svarer jeg.17a68aee-464e-4fe9-8776-7ed562bf998bTror du ikke, at vi skal finde på noget andet til aftensmad eller måske lave det færdigt i mikroovnen?”, spørger Martin, som tydeligvis er sulten.

Nej – lad os nu lige give manden lidt tid – klokken er ikke så mange”, mumler jeg.

Og ventetiden fordriver Cille og jeg i sofaen med hver vores bog.c67859b0-c5a6-4734-b5cf-490b7259f019Det tager præcist 15 minutter, så ringer gasmanden på døren og sætter beredvilligt to nye, fyldte flasker ind i vores gasskab.345deb2e-a459-4b58-b8c7-63b00065553fHan får drikkepenge og mange tak – og karryretten simrer lystigt igen.

Man kan undre sig over, at der ikke er indlagt gas via ledninger i jorden – ligesom ‘hjemme i Danmark’.

Men det er der nu engang ikke.

Og selvom jeg blev noget overrasket over at finde ud af, at man har løse gasflasker stående i et skab ude i garagen, så kan man ikke tillade sig at kritisere systemet – for det virker jo helt upåklageligt og effektivt.

Det er nu heller ikke alle boligkvarterer, der har gasflaske-system som vores. Mange anvender elkomfur og elkogeplader – og i nogle områder tror jeg nok, at der er et mere fælles-distribuerende gassystem.

Men jeg kipper med hatten for den pakistanske gasdistributør, der kom med det vuns, da vi råbte om hjælp.

Og jeg er sikker på, at aftensmaden smagte endnu bedre, fordi den på et tidspunkt var i farezonen for at gå i vasken.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En stor beslutning

Martin og jeg har tumlet lidt rundt i den seneste måneds tid.

Med murstenstanker og skal-skal-ikke’r.

Og nu er beslutningen truffet.

Vi har sat vores fantastiske lejlighed i Metropolis på Sluseholmen til salg.5989b402-5def-478b-8143-314b39d45989Københavns Sydhavn, that is.

Sluseholmen er blot et skalkeskjul for 2450 SV. Don’t be fooled.

En lejlighed, som vi købte på et stykke glittet papir i 2006.

Vi stod dér – med sammenflettede fingre og ungdommens uovervindelighed i hjertet – og kiggede ned i Sydhavnens mørke, forurenede havnevand på en iskold og blæsende februardag.

Udsigten var gamle malerbøtter og ukrudt på B&W’s forladte grunde. Til den anden side lå en lille sejlklub med tilhørende kolonihavehuse og havenisser.20080808_143536_p1070396

Man skulle virkelig have god fantasi for at se det storladne i idéen.

Københavns Sydhavn var dengang et gudsforladt, uelsket sted. Byens uægte skarnsunge, der var forsømt, halvglemt og uvasket.

Men fantasi – dét havde vi.

Og vi fortrød det aldrig.

Ved vores side stod en overbevisende ejendomsmægler, som skubbede yderligere til lysten, mens hun pegede og fortalte med store armbebægelser om den kunstige halvø, der ville komme til at agere Le Grande Finale på havneindløbet fra den sydlige ende af Københavns Havn.deae9e68c1122b17df7a84267c78c25c_640

På den kunstige halvø skulle en halvmåneformet bygning opføres, hvor hver lejlighed ville blive et tværsnit igennem bygningen, således at man ville få det skønneste lysindfald igennem hele lejligheden uanset årstiden og vejrliget.

En bygning så unik, at den med-det-vuns ville blive flagskibet for den nye bydel.

Et vartegn for den oversete, triste sydlige del af København, som kommunen var ivrig for at udvikle og opgradere til et smart sted for mennesker med god indkomst.

Bygningens ydre skulle beklædes med en skal af naturligt perlemor, som vil forvitre og ændre farve i takt med årene. Tegningerne viste også, at bygningen havde et gennemført maritimt look med store, bedende koøjer og en form for forstavn eller bro, hvorpå man kunne lege sin egen version af Titanic-øjeblikket.

Lige noget, der appellerede til 2 Mærsk-ansatte med et godt øje til et godt skiw’.

Alting holdt stik.

2 år senere – i 2008 – flyttede vi ind i den mest fantastiske lejlighed, der mest af alt føltes som en stor skibskahyt. Med bløde, fine egetræsgulve og en udsigt, der bare aldrig blev kedelig – uanset dag, tid og vejr.

Her sad vi – på altanerne og drak kaffe eller vin med udsigt til motorbåde, der tøffede afsted.

Her padlede vi – i havkajakker, som vi stak i vandet direkte neden for lejligheden. Både sommer og vinter.20080808_143610_p1070415

I 2011 sagde vi farvel og flyttede vi til London.

Efter blot 2 ½ år i en lejlighed, vi havde ventet på i lang, lang tid. Det føltes bittersødt dengang – og gør det stadigvæk – for jeg er slet ikke færdig med at bo i den lejlighed.

Siden da har pragteksemplaret været udlejet.

Og det gør ondt at sætte det til salg.

Rigtig ondt.

Jeg har kun set billederne og ejendomsmæglerens beskrivelse igennem en enkelt gang. For jeg bliver så ked af at skulle tage afsked.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af.

Og det er hér, katten ligger begravet.

Det er her klumpen i halsen kommer fra.

Hvis ‘man’ sælger sine danske mursten, så er ‘man’ ikke på vej hjem lige foreløbigt. Vel?

Den her beslutning føles langt, langt tungere end at skrive til kommunen, at man melder sig ud af landet.

Fraflytning af Danmark er en formalitet.

Salg af mursten er mere end det.

For det er ikke bare mursten.

Murstenene var rammen om et liv.

Om vores liv i Danmark.

Murstenene udgjorde et rigtigt hjem.

Vores første fælleskøbte hjem.

Men markedet er godt lige nu.

Og chancen for at vi kommer til at bo i lejligheden (selvom der er 4 værelser og plads til både voksne og jordbær) er meget lille.

Hvis du har lyst til at se billeder af lejligheden, som den fremstår lige her og nu – så klik her:

http://www.k-m.dk/emnevisning?http://kaas-marksoe.husavisen.dk/v3/grupper/64/Emne.aspx?sag=5561KM&mgl=3318&side=vissag_cms.htm&visalleesoft=1

Du må også meget gerne købe den, hvis du får lyst?

Du må også meget gerne dele mit opslag, hvis du får lyst!

Lejligheden har både god karma og god udsigt.

Ta’ det fra én, der elsker den og faktisk måske alligevel ikke vil af med den…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Indflytning

Hej.

Jeg er her endnu. Alive and kicking.

Forleden sagde vi farvel til Familien K’s hus, som har dannet rammen om vores mildest talt turbulente familieliv her under flytningen.Cilles brækkede albue 12 Cilles brækkede albue 14 Cilles brækkede albue 13Tandfeen nåede endda at komme på visit, før vi pakkede nellikerne.Cilles brækkede albue 7Pigerne har leget med Familien K’s søde husholderske, Marjorie, og klippe-klistret med al indholdet fra Farmors påske-pakke.IMG_6515IMG_20150331_164042Cille har modtaget mange fine gaver, blomster og kort i forbindelse med sin brækkede albue.IMG_6503IMG_6507

Og vi blev inviteret på bålhygge og rødvin, da vi havde allermest brug for det.IMG_6502IMG_6501Det har ikke været smertefrit at flytte sølle 100 meter fra det ene hus til det næste.

Hånden på hjertet.

Det har gjort pisseondt i Cilles albue og i mit nervesystem.

Vi har for første gang brugt et lavpris-flyttefirma – og dér skal jeg hilse og sige, at man godt kan mærke forskel på hvor strømlinet en løsning, man får for pengene.

(Bare lige et lille tip fra flyttemutter.)

Efter 9 timer med 8 pakistanere, 2 vrisne trunter i et gedemarked, 1 styks stresset, mjavende kat, 1 solid husholderske med rengøringsfokus og en flok tilløbende gartnere, der ville gøre deres hoser grønne hos mig, ringer jeg til Martin og siger, at hvis han ikke snart kommer hjem fra arbejde, så vil jeg gøre én af følgende ting:

1. Flippe fuldstændigt uanstændigt ud på sagesløse flyttefolk, der stirrer tomt og ubehjælpeligt på mig, mens jeg forsøger at udrede slagmarken.

2. Rive håret ud af mit hoved.

3. Bide hovederne af vores afkom.

4. Græde hjælpeløst over for en flok fremmede mænd, der opsætter gardiner helt forkert i 3 rum og borer uduelige huller i mine fine, nymalede vægge.

Selvfølgelig kommer han, når jeg kalder.

Det gør han altid.

Og det kommer heldigvis aldrig så vidt, at der flyder med tårer, håraffald eller myrdede flyttemænd.

For Effektive-Martin jonglerer da lige årsregnskabsaflæggelse med indflytning.

Og på blot 2 døgn er vi helt på plads.

IMG_20150403_102037Selv Bobkatten har fundet sin nye plads, højt til vejrs i naboens træ.IMG_20150403_091158Sandheden er, at vi ikke helt har befriet vores liv for jordisk gods.

Der er desværre heller ikke perfekt harmoni og feng shui i hele hytten.

Men vi har med årene lært at give slip på rigtig mange ting og sager, så der ikke er alt for mange flyttekasser at pakke ud fra gang til gang.

Minder og følelser sidder nu i hukommelsen og hjertet for mig – ikke i ting, sager, tingel-tangel og skrammel fra et levet liv.

Men selvom vi er erfarne flyttere, så sidder vi her jo alligevel – overtrætte, småsure og sukkerkolde – med takeaway på gulvet, fordi der ligger helvedes-bunker og satans-stakke overalt på borde og stole.IMG_6520Når vi flytter, så gør vi altid pigernes værelser færdige først.

På den måde kan de glædes over at gense deres ting.IMG_20150403_102014Og vi gør en dyd ud af at sørge for, at tingene står stort set identisk med deres tidligere værelser.

Genkendelighed er nøgleordet for flytning af yngre børn, tror vi.

Vi er i øvrigt mægtigt tilfredse med det nye hus.

Det passer langt bedre størrelsesmæssigt til vores lille 4-kløver, hvor det første hus føltes rungende stort og halvtomt.

Og så passer det nye hus langt bedre til pengepungen, hvilket heller ikke er en dum ting, når nu tandfeen efterhånden er kommet på generøst overarbejde i familien.IMG_6481

Papkasser og overspringshandlinger

Påskeferien skydes igang med fest for en 7-års-fødselar.IMG_6410IMG_6412Der er tænkt på det hele – selv diskret camouflage til dåseøllene.FullSizeRender-4Vi befinder os på et af de fællesarealer, som beboerne i The Lakes har adgang til.FullSizeRender-7Efter kaffe og kage hopper vi i pool’en.

Og står op igen til pizza og rødvin i papkrus.

Fødselsdagens påsketema fuldendes med æggejagt i sandkassen.IMG_6417IMG_6419IMG_6423Børnene er de fødte arkæologer (når søgningen vel at mærke går ud på at finde chokolade – det er noget andet, hvis det er madkasser eller underbukser). De får alle en guldmedalje for indsatsen.IMG_6426Det er dejligt at observere, hvor let børnene falder ind i gruppen, fordi der er god plads i parken og mange muligheder for at lege på kryds og tværs.
FullSizeRender-8

Mørket falder ligeså stille på, mens vi cirkulerer og leger.IMG_6432 IMG_6428Til sidst dukker Martin op. Det har været endnu en lang dag på arbejde.IMG_6427Fredag morgen vågner vi op til fornemmelsen af at NU er der ingen vej udenom.

Det er sidste chance for at fylde papkasser med ting, som vi ikke har lyst til at flyttefolkene skal pakke for os.IMG_6437Det er sidste chance for at få ryddet op i gemmerne; for at få tingene til at ligge i hensigtsmæssig rækkefølge, således at det bliver lettere i den anden ende, når det hele skal pakkes ud igen.

Pigerne morer sig med at fylde et par kasser.

Men efter en halv time er det ikke sjovt længere. Det synes jeg egentlig heller ikke.

Så vi skynder os at foretage en overspringshandling i form af picnic med chips, kiks og Shrekfilm. IMG_6438Cille er god til at finde på ting at lave, når hun dimser rundt herhjemme. Hun plukker lidt tomater i haven.IMG_6435Hun laver loombands og pakker dem i et brev til Farmors hunde.IMG_6441Og Mille falder i dyb søvn, da hun ser film på iPad’en.IMG_6439Midt på eftermiddagen forbarmer min søde veninde N sig over Cille og henter hende, så hun kommer væk fra pakkeriet og kan lege med A og L i ro og fred.IMG_6440Og mens Cille er væk, så skynder vi os at lave endnu en overspringshandling.

Mille og jeg trænger sådan til en gyngetur.IMG_6443I morgen går det løs. Flyttefolkene står her kl. 8.30 og malerne omkring kl. 10. Suk.

Ny hjemmebane

Balkondøren står åben hele natten. Endnu hersker der milde temperaturer over Ørkenstaten, så vi nyder den lune brise, der svøber os i mørket.

Jeg vågner kl. 5.20 og vrikker med tæerne til den svage, beroligende lyd af muezzinens kalden fra en minaret langt borte i det fjerne.FullSizeRender-3Allahu akbar! kalder han inviterende med sin stigende og faldende intonation.

Muezzinen er den mand, der messer fra minareten, moskéens tårn. Han reciterer adhan, som er kaldet til bøn.IMG_6073Han vækker os til fajr, dagens første bøn, der skal foretages ved daggry, lige før solen står op.

Allahu akbar! Allah er stor!

Den eneste sætning, jeg er i stand til at opsnappe i de lange, fabulerende vers, der lyder så smukke, selvom jeg ikke forstår et kvæk.

I dag er sidste dag inden vores forårsferie, Spring Break. Påske taler vi ikke så meget om her i Arabiens land, men man kan da købe chokoladeæg og påskeharer i supermarkedet.

Lige om et par timer er det slut med lektielæsningen.IMG_6102Og slut med at smøre madpakker, selvom jeg elsker at finde Cilles små beskeder i tasken.IMG_6071Forude venter en flytning. En nedpakning. En omvæltning. En ny hjemmebane – cirka 150 meter fra den nuværende.

Det hele er knapt så dramatisk og eksotisk som for et år siden, hvor vi ankom fra England til Ørkenstaten.

Nu føles det mest af alt som en irriterende opgave, jeg har svært ved at motivere mig selv til at udføre.FullSizeRenderOg jeg lover mig selv, at selvom vi ikke skal på Spring Break til Sri Lanka eller indtage påskefrokoster i Danmark, så skal der blive plads til hygge, fjollerier, nussen-rundt og evindeligheds-fornemmelse.

Vi skal bare lige have overstået de næste par dages pakkearbejde. Bjørnen Bjørn, Cille, Mille og jeg, mens Farmanden knokler på kontoret.FullSizeRender-22Men før jeg går ind og begraver mig i papkasser og gaffatape, bliver jeg nødt til at vise billederne fra balletskolens afslutning igår.FullSizeRender-8Der er gået stoltmor.dk i den.

Beklager.FullSizeRender-23 FullSizeRender-21

FullSizeRender-16FullSizeRender-17Er de ikke pisseirriterende, de der mennesker, der bare bliver ved og ved med deres poders bedrifter?FullSizeRender-2FullSizeRender-19

Older posts