For første gang i 14 år

Okay, måske er der ikke helt tale om 14 år – nok snarere 13.5 år – men overdrivelse fremmer ind imellem pointen, og det føles ihvertfald som en mild evighed, siden vi forlod Danmark og derfor også ‘mistede’ vores hjem.Men nu er det ligeså stille og roligt under opbygning igen. Det med at få en eller anden form for ‘hjemmefølelse’ i Moderlandet. Ikke fordi vi flytter hjem, men fordi det er et dybfølt ønske, at vi kan have vores eget sted, når vi opholder os i Danmark et par gange om året.Det er nok de færreste, der gensidigt har ‘holdt hinanden ud’ på dén måde, vi har gjort det med vores respektive familier, når vi har boet hos dem i ugevis hver sommer og vinter. Det har krævet tålmodighed og rummelighed fra alle parter – og det fungerede allerbedst, da pigerne var små og drønede ind til deres bedsteforældre i nattøj for at vise dem et eller andet fund, de havde gjort ude i haven.Sådan er det ikke længere. Teenagerne har stadig brug for deres elskede bedsteforældre, men de har også brug for at sove længe på egne værelser, og alle forældrepar er blevet ældre – os selv inklusive. Så nu er vi landet på en løsning, hvor vi har et lille sommerhus i Vestjylland og et i Hillerød, der gør, at vi er tæt på vores familier, når vi endelig opholder os i Danmark. Det er – og bliver – godt. Både lige her og nu – og på lang sigt.Og nu er der allerede gået lidt over en uge, siden vi landede og mødtes med arkitekten, der tog imod os i det nybyggede sommerhus i kolonihaven. Han har tegnet, bygget og indrettet huset for os på 7 måneder. Vi har intet at tage æren for – det hele er hans værk, som han har skabt til os med stor håndværksmæssig omhu og et godt blik for æstetik. Og så har han tydeligvis været virkelig dygtig til projektledelse, når han har kunnet få en jordlod til at blive til et cute tiny house på så kort tid.Og jeg nyder at stå op til al den grønhed, når jeg er vant til, at alting er 50 shades of beige. Vi hører kun fuglekvidren og køer, der muh’er på marken bag kolonihaveforeningen. Det er ren idyl 1.5 km. fra centrum af Hillerød.Jeg føler mig så ufatteligt heldig med at være blevet både vandkants-vestjyde og kolonisator i Kongernes Nordsjælland, foruden vores vante liv som immigranter i en ørkenstat.

Det har taget os rigtig mange år at finde frem til de her løsninger.

Faktisk har vi stået i stampe på alt, hvad der hed ‘hjem i Danmark’ i godt og vel 10 år, før coronapandemien ramte, og vi pludselig fandt ud af, at det måske var meget smart at have flere muligheder i forhold til opholdssteder, når verden lukker ned.

Så gik først min drøm om et sted ved Vesterhavet i opfyldelse, og nu har vi så Martins drøm på plads. Vi har meget at takke shippingbranchens fede år efter coronaen for. Det hér havde ihvertfald været mærkbart sværere at få realiseret, hvis ikke der havde været økonomisk optur i container-land i et par år.

Og fest for det nye hjem, dét holder vi.Først kom Emma forbi og var pludselig 23 år gammel, så huset kunne indvies med flag og fødselsdagskage til ungmøen. Senere kom Proprietær Adeltoft og Fru A med en helt fantastisk flaske cava til solnedgangen og et familie-brætspil til en regnvejrsdag, og forleden kom Fam. Vedel forbi og gjorde vores hus til hjem, fordi en hund er lig med at ha’ ægte hjemme.  Fejringen af det nye hjem er følelsesmæssigt overvældende. Jeg bliver rørt, hver eneste gang et nyt hold venner eller familiemedlemmer kommer på besøg, fordi det er så stort, at vi nu endelig kan invitere dem, i stedet for altid at invitere os selv hjem til dem.

Og når der ikke er fest, er der håndværkere i det fine tiny house.Der er f.eks. et luft-til-vand-anlæg, der stadig mangler at blive installeret, så vi har en fornuftig varmekilde til vinter. Og en masse ‘hist og pist’-ting, der skal løses, fordi sådan er det, når noget er nybygget. Der går en uges tid, og så har man dannet sig et overblik over de ting, der ikke fungerer.Og sådan er det bare. Ligeså optur, vi har det over vennebesøg og indflytning i det nye hjem, ligeså irriterede og frustrerede bliver vi, når al den nye teknik skal forstås og indstilles. 
Der er brug for en ekstra portion tålmodighed, for Martin og jeg er begge typerne, der gerne vil have, at alting spiller og fungerer med et knips. Hellere igår end idag.Men sådan fungerer tingene bare ikke ude i den virkelige verden. Der er ventetid på nogle gardiner, en skuffe, det tekniske anlæg, jeg ikke kender navnet på, og sådan vil det være sommeren igennem. 
Heldigvis er der to troldebørn, der får os ud af håndværker-cirkusset, fordi de trænger til en slush-ice i Slotsarkaderne og en tur i genbrugsbutikkerne efter alt det, man ikke anede, at man havde brug for. Så gik der tid med det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dengang i 2014

Den 31. januar 2014 lavede Martin et opslag på Facebook, der lød sådan her:

Vi nåede at bo 3.5 år i England. Det første år i det nordøstlige London, nærmere bestemt Woodford Green, hvor Martin knoklede på livet løs med et større økonomisk oprydningsarbejde, mens jeg arbejdede deltids som ekstern konsulent for Maersk Line IT – og samtidig havde en voksende Mille-baby i maven. De næste 2.5 år var jeg hjemmegående husmor med ret så svingende succes i landsbyen Nacton, der ligger mellem Felixstowe og Ipswich i Suffolk. Alt i alt et stille, roligt og trygt familieliv i grønne omgivelser og et nærmiljø, der bedst kan betegnes som både naturligt og fredfyldt. Måske endda lidt til den kedsommelige side – helt derude på landet – hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig.

Men der var opbrud på vej, da Cille var 4 år og Mille 1.5 år.

I løbet af Martins udstationering flyttede ‘hovedkontoret’ i København nemlig til Den Haag i Holland, og der var således blevet udsigt til en eller anden lokal kontrakt i træsko- og tulipanlandet. Hvilket sikkert også havde været fint, hvis det var endt sådan. Men…på en regnfuld gråvejrsdag i Felixstowe Havn ringede en headhunter og spurgte Martin, om ikke det var en idé at tage til en jobsamtale i sunny Dubai i stedet?Martin kendte Dubai fra tidligere forretningsrejser, og han tog derfor afsted for at se, hvordan det stod til i den arabiske shippingverden. Han kom hjem med en guldkamel i en nøglering og en plade chokolade, samt beskeden til mig om, at det ‘vist ikke rigtigt var noget’. Fast forward til den 25. december 2013, hvor han sent om aftenen fik et opkald fra Dubai med tilbud om job. De havde været mægtigt glade for samtalen, og vi morede os lidt over kulturforskellene.

Nu skriver vi 2023.

Martin tog afsted med en overbevisning og et håb om, at vores firkløver kunne trives i De Forenede Arabiske Emirater. Jeg tog afsted med en hulens masse kufferter og to små piger uden den fjerneste anelse om, hvad det ville sige at bo i Dubai. Jeg havde aldrig været der. Ikke engang på et kort visit.Nu tæller vi 9 år i sandkassen. Martin fik ret. Og jeg klapper mig selv på skulderen for at udvise lige dele tillid og mod. For selvom Dubai er et af de mest priviligerede steder at bo i verden, var der langt fra Danmark og England rent mentalt, og jeg anede intet om, hvad det ville sige at bo i et land så langt fra Europa.Det er vildt at tænke på, at vi allerede har levet så mange år i Mellemøsten. Det er blevet vores hjem. Muezzinens bønnekald fra minareten er lyden af hverdag. Af den evige cyklus mellem solopgang og solnedgang. Af det naturlige fokus på hengivelse til Gud og på fællesskabets bøn. Der er den distinkte lugt af varmt sand, når planter, buske og træer vandes to gange om dagen i vores compound. Der er den krydrede duft af oud og rose, når man træder inden for døren i et vilkårligt mall. Der er hummus og fladbrød. Sandaler og solbriller. Der er et mylder af mennesker fra all walks of life og fra alle verdens lande. Der er inshallah’er, halas’er, yalla’er, mashallah’er og astagfirullah’er, der flyver ud af munden, når følelserne tager over og faktisk bedst beskrives på arabisk. Et sprog, vi ellers hverken taler eller forstår. I et land, som både er komplet tillukket og gæstfriheden selv over for os – de fremmede, alle gæstearbejderne.

Det er et modsætningsfyldt sted. Et arabisk fatamorgana og et funklende babelstårn, vi alle beundrer både indefra og på lang afstand.

På forunderlig vis er vi lige her – midt i en arabisk smeltedigel af en moderne storby, der lokker og lover, glimter, buldrer, bimler og skinner så langt øjet rækker.

Jeg elsker Dubai. Af hele mit hjerte. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte synes om det. Verden bliver mere broget, farverig, stor, uoverskuelig og vanvittig for hvert år, der går – eller sådan opfatter jeg det ihvertfald. Og jeg bliver mindre sikker på, hvad der egentlig er den ‘rette’ verdensopfattelse. For er der én ting, jeg har lært af at bo i Mellemøsten, er det, at den vestlige verdens moraliserende adfærd og bedrevidende attitude over for resten er verden er utålelig. Ganske enkelt.Der findes så mange gode løsningsmodeller og bud på velfungerende samfund. Og ting tager tid. Den vestlige verden mener at se sig forud for alle andre og som ophavsmænd og -kvinder til det ‘rigtige’ værdisæt og den ‘rigtige’ livsform. Men jeg oplever, at det moralske kompas findes i os alle – uanset hvilken Gud, vi tilbeder, eller hvilket sprog, vi taler. At ønske at opføre sig ordentligt og udøve retfærdighed og gavmildhed mod ens næste er noget universelt menneskeligt – også selvom det kan se forskelligt ud, afhængig af, hvor man kommer fra.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi endte her i De Forenede Arabiske Emirater. Pigerne går i en truly international IB-skole, som de selv formulerer det, når skolen huser elever fra over 90 nationaliteter og lærere fra ca. 30 nationaliteter. De vokser op med en mangfoldighed, som kommer af at leve sammen med rigtig mange forskellige kulturer, og en åbenhed, som kommer af at observere andres opførsel, ritualer, traditioner og adfærd, der måske på overfladen ser forskellig ud fra én selv. Læringen af at vokse op sammen med andre, der gør tingene på deres egne måder er, at et godt resultat eller et succesfuldt liv kan opnås på mange måder og ad mange veje.Vi lovede hinanden fra 12.5 år siden, at vi gerne ville ‘prøve livet i udlandet af’, men at vi samtidig gerne ville forsøge at flytte ‘mindst muligt rundt’. Den intention har vi holdt ved. Om pigerne nogensinde kommer til at føle sig ‘rigtigt danske’ eller det modsatte – ‘helt rodløse’ – vil kun tiden vise. Måske vil de bebrejde os, at vi valgte det her liv for dem og for os selv? Måske vil de være glade for at have vokset op i et internationalt miljø? Måske vil de være trætte af, at vi tog så stor en beslutning hen over hovedet på dem, som har vidtrækkende konsekvenser for os alle? Måske vil de være taknemmelige over at have set verden med mange sæt briller fra en ung alder?

I mellemtiden er jeg drøntaknemmelig over at leve et enormt behageligt liv i et trygt og sikkert i et samfund, hvor familielivet er det primære omdrejningspunkt, og hvor hverdagen er det allerbedste.

Et liv, hvor det går op og ned, præcist som det også ville have gjort, hvis vi var blevet derhjemme i vante rammer. Der kom f.eks. basal cellecancer forbi og lærte mig, at selv Martin ikke er udødelig. Det var et reelt chok.
Der kom også pludselig en 40 års fødselsdag forbi til mig, som heldigvis kun bød på pretend sygdom.
Og om lidt sniger der sig en 50 års fødselsdag forbi til Martin, selvom det virker helt mærkeligt, at den 29-årige mand, jeg lærte at kende, nu pludselig skulle forestille sig at være halvvejs til de 100?

Vi fejrede kobberbryllup for allerede to år siden, og vi har været kærester i 22 år. Det er efterhånden halvdelen af mit liv, at vi har ‘haft hinanden’.
Sammen bøvler vi rundt i forældreskabet på 13. år. Det er ikke hver dag, at det lykkes at gøre tingene rigtigt, men intentionen er der, og de to piger er det bedste, der nogensinde er blevet givet os.Vi forsøger os endda med en hund. Med samme svingende resultater som med de to piger. Lidt op og lidt ned – og hele vejen igennem med Maricel ved vores families side.
2014. Det er alligevel et par dage siden vi rejste fra det engelske landsbyliv til en støvet ørkenby. På en måde er det meget godt, at vi sjældent kan overskue konsekvenserne af vores store valg i livet. Det er heldigvis for komplekst til at tage helt ind. Og der er jo flow i tingene. De løser sig. De giver mening – måske ikke i øjeblikket, men så lidt senere.

Men flytter vi så aldrig ‘hjem til Danmark’ igen?Det korte og bundærlige svar er – det ved vi ikke. Vi opererer ikke med bucket lists og fem-års-planer. Ingen kan alligevel kontrollere, hvad der sker om en måned eller et år. Vi arbejder ud fra, at hverdagen skal være meningsfuld og god – ihvertfald 90% af tiden, og så må vi deale med de sidste 10%, der er røv og nøgler.

Vi købte et hus i vores compound for 4 år siden, og det var den allerbedste beslutning – uanset om vi bliver her længe eller ej.
For ‘hjemme’ er en følelse. Og den trængte vi til efter rigtig mange år med i lejeboliger i England og her i Dubai.
31. januar 2014. Et Facebook-‘officielt’ farvel til en dejlig arbejdsplads og goddag til et noget anderledes arbejdsliv – for Mellemøsten is one of a kind.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gyseren

Jeg har stadig til gode at få set hele marathonudsendelsen “Valg Amok” fra valgaftenen på “Her Går Det Godt TV” på YouTube, men jeg fornemmer også, at jeg sagtens kan nå det, fordi der stadig er en form for ongoing valggyser hjemme i Moderlandet?

Er Mette Frederiksen mon ved at løbe tør for makrel på dåse og Gevalia til alle de (magt-)sultne, uventede gæster oppe på Marienborg?

Vi fejrede naturligvis demokratiets festdag her i Dubai, selvom vi alle har mistet stemmeretten for mange år siden, som den flok danske udvandrere, vi er.
Der var blevet kuffertimporteret valgflæsk fra SuperBrugsen i Stege på Møn, og en O.P. Anderson lå der heldigvis også i fryseren hos vores dejlige venner.

Danmarks nationalret lavet med dansk gris, danske kartofler, dansk kruspersille og lidt hjemmesyltede rødløg. Ikke et øje var tørt, siger jeg jer – for gris i en Ørkenstat er noget, der indtages med en vis andægtighed.
Selv servietterne og bordpynten trak små tårer i øjenkrogen. Wonderful Møns Klint og ligeså wonderful Dannebrog.Og aftenen igennem fulgte vi med i de politiske eksperters kommentarer, interviews fra partiernes valgfester, exit polls og resultater fra optællinger på rigets allermindste valgsteder.Jeg gik mentalt død lidt før midnat, og med maverne fulde af snaps og flæsk cyklede vi hjem i den lune tropenat, mens vi diskuterede valg og demokrati, som nærmest betyder endnu mere for os, nu hvor vi lever i et benevolent diktatur og ser et velfungerende samfund, der er indrettet helt anderledes.

Jeg har det stramt med vores mistede stemmeret. Ja, vi er flyttet fra vores hjemland helt frivilligt. Ja, der kan være en vis ræson i at ‘melde os ud’, når vi ikke længere betaler skat i Danmark, som dermed bliver grundlaget for at have en reel stemme  i samfundet. Jeg ved ikke præcist, hvad årsagen til den mistede stemmeret er, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at skatteindbetaling er det eneste ‘gyldige’ argument i forhold til at blive accepteret som statsborger i et samfund?

Vi er jo ‘kun’ danske statsborgere – uden et andet pas i baglommen, så når vi mister stemmeretten i vores eneste hjemland, er vi reelt stemmeløse i verden. Og jeg er – ligesom alle andre udlandsdanskere, jeg kender – absolut ikke ligeglad med hverken Danmark og livet derhjemme i velfærdsstaten.

Måske vender vi hjem engang, måske gør vi ikke, men det er sådan set sagen uvedkommende.

De fleste udlandsdanskere har ejendomme, aktier, pensionsopsparinger og masser af emotionelle værdier i vores hjemland, som gør, at vi i dén grad vil investere både økonomisk og omsorgsmæssigt i det danske samfund. Vi ligger ikke Velfærdsstaten til last, når vi kommer susende med vores sundhedsforsikringer og lejer biler, boliger, køber skolepladser til vores teenagere og samler til bunke af danske varer og services, som vi savner i vores adopterede hjemlande. Vi har også allerede betalt vores lange, videregående uddannelser tilbage ved at have arbejdet i Danmark i en lang årrække, før vi fik den vanvittige, sindsoprivende idé at fraflytte Dronningeriget. Og sådan kunne jeg blive ved med at argumentere for, at vi er et (stort) aktiv for samfundet – både når vi er til stede i landet på ferie, og når vi “bare” bruger vores opsparinger på at investere i f.eks. ejendomme og start-ups i hjemlandet.

Djævlen på min højre skulder vil mene, at der er en vis portion vrissenhed eller ‘Jantelov’ i at dømme alle udlandsdanskere ude af stemmelokalerne, fordi vi jo selv har valgt Danmark fra. Det er nok en lidt barnlig holdning at sidde med, men ikke desto mindre kan det føles som en regulær afklapsning eller ihvertfald en afvisning af os. Som om vi er en slags andenrangsdanskere, der skubbes i samme kategori som ‘de fremmede’, man heller ikke giver stemmeret til.

Er det et problem for demokratiet, at så mange borgere i et land står uden stemmeret? Det kunne man mene, men på den anden side er jeg 100% sikker på, at størstedelen af danskerne er taknemmelige for, at jeg forlængst har mistet retten til at stemme i Danmark. Ihvertfald hvis jeg agerede ud fra de kandidat-tests, jeg altid forvilder mig ud i at prøve under en valgkamp.

Ved Folketingsvalget i 2019 var jeg tilsyneladende mest enig med Klaus Riskær, og ved dette folketingsvalg pegede min test-pil så åbenbart på Franciska Rosenkilde. Kom ikke og sig, at jeg ikke er en alternativ person?!

Til gengæld har vi netop deltaget i en anden gyser-event, nu hvor vi var dømt ude fra den danske gyser af et Folketingsvalg. Halloween, naturligvis.Højtiden, som vores piger elsker mere end nogen som helst anden tradition eller højtid på året. Det er ikke mig, der har smittet dem med dén begejstring, for jeg har været nødt til at fake entusiasmen lige siden den første gang, vi blev ‘udsat’ for festen.Men – som de community good sports, vi trods alt er, så tog jeg min Halloween-date under armen (han kunne stort set intet se ud af sin maske), og gik ud for at skræmme livet ud af flest mulige børn og godtfolk. 
Martin havde mig til at gå med 25 balloner, så han selv kunne se virkelig creepy ud i rollen som Pennywise. Der var en del børn, der ikke turde tage imod en ballon fra ham, og det samme gjorde sig gældende, da han senere delte slik ud.Vores naboer, der er canadiere og dermed eksperter i autentisk Halloween, havde lavet et sindrigt klokke-system, der skulle klinkes med, før man modtog slik ned fra en sliske. Børnene elskede den Georg-Gearløs-anordning og stimlede  sammen hele aftenen.Og hvor er så vores egne børn? Tja, de er blevet så store, at de nu løber ud i verden og nyder Halloween trick-or-treating med deres venner, så vi er efterladt herhjemme, som de gamle klovne, vi nu er blevet.

Her er Mille, før hun strøg afsted med sin kammerat rundt i The Lakes.Og her foreviger Cille sig selv hos en veninde i Victory Heights.
Heldigvis kommer de hjem igen til os. Med poserne fulde af slik.
Det kan jeg så bruge den næste uges tid eller to på at smårapse fra. Trøstespisning, you know. Det hjælper på alle former for uretfærdigheder. Mistet stemmeret, bare for at gi’ et eksempel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvor længe har I været her?

I Dubai er der to spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på lige efter isbryder-klassikeren:Interessant nok er det næste spørgsmål ikke – “og hvor arbejder du så?” – som det ville være i Danmark, hvor ens arbejdsplads og profession åbenbart er det mest nærliggende at spørge ind til. Det spørgsmål var i øvrigt det værste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg var hjemmegående husmor i England. For efter dét (og min respons “jeg er hjemmegående”), kom det uvægerligt fra både danske mænd og kvinder: “Hvordan får du så tiden til at gå?”

Her i landet rangerer jobsituation/jobstatus en del længere nede på listen over small-talk-emner.

Vi fortsætter i stedet med: “Where are you from?”

Hurtigt efterfulgt af: “And how long have you been here?”

Rene konversations-travere, som vi alle sammen kan svare på uden så meget som at blinke eller synke.

– “I’m Tina” (jeg udtaler altid med ‘a’, fordi det er lettere).

– “Danish like the pastry and the butter cookies”.

– “My family and I have been here 5 years now.”

Det er selvfølgelig fordi Dubai kaldes “hjem” af godt og vel 200 nationaliteter, at det bliver interessant at spørge folk, hvor de kommer fra.

Det næste spørgsmål – hvor længe har I været her? – er så sigende for stedet, at det både fremkalder smil og let kvalme hos mig.

Alle ved, hvor længe, de har boet i Dubai – på en helt anden måde, end min Søster ved, hvor længe hun har boet i Odense, selvom hun er tilflytter fra Vestjylland og sikkert aldrig vil blive anerkendt som hverken odenseaner eller fynbo.

Det er der en masse årsager til, men fælles for dem er, at vi alle lever her på lånt tid.

Dubai er en mellemstation.

Et trinbræt.

En midlertidig og yderst behagelig løsning.

Det er så pisseærgerligt.

For der er konstant en licens, der skal fornyes, en bil, der skal synes eller en kontrakt, der skal genforhandles. Og vores opholdstilladelse er lænket til arbejdstilladelsen, så der er ganske enkelt ikke noget at rafle om.

Vi tæller og tæller hvert år, der går.

Som udgangspunkt kan jeg godt leve med denne her præmis. Vi har alle vidst det, da vi flyttede hertil. Vi er kun velkomne, sålænge vi har et job og forsørger os selv. Sådan burde det jo i virkeligheden være alle steder, medmindre vi taler om flygtninge og asylansøgere.

Min kvalme indtræffer, hver gang det går op for mig, at vi pludselig er blevet “gamle i gårde”.

Efter 5 år.

Really?!

Jeps.

Den er go’ nok.

5 år i en Ørkenstat og du er blevet en ørkenolding med svedig autoritet.

Jeg føler mig slet, slet ikke som “en af de gamle”. Der er da tusind ting, jeg ikke aner, hvordan jeg skal få til at fungere. Der er tusind andre ting, jeg heller ikke har lært eller fået styr på eller oplevet endnu.

Og nu rejser de andre.

Nu er jeg blevet én af dem, der sidder tilbage, mens dem, vi lærte at kende i starten af vores Dubai-liv, begynder at rejse hjem. Til Danmark. Og videre ud i verden.

Det føles helt skævt.

Festen er jo kun lige begyndt, hvis du spørger mig.

Men jeg er åbenbart blevet sådan én, der skal gå til farvel-fester og gensyns-brunches, når tidligere Ørken-Immigranter kommer tilbage på ferie.

Heldigvis er jeg aldrig for fin eller for fornærmet til en fest eller et gensyn.

Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til Friday Brunch i morgen, hvor vi skal gense søde mennesker, der har etableret sig i Danmark igen efter at have boet 10 år hernede.

Og selvom jeg vil savne alle de mange, mange søde og dejlige mennesker, der vælger at rejse hjem og videre ud i verden henover den forestående sommerferie, så ved jeg også, at når man holder af hinanden, så mødes man igen.

Det er universets lov.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet