Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn er fin!

Jeg holder seriøs sommerferie i år. Med lange gå- og løbeture, læsning af murstensromaner, leg og samvær med de allernærmeste. Så meget som overhovedet muligt foregår uden for, for hvor har vi dog savnet at være i naturen!Intet slår den lysende danske bøgeskov, de farverige vejkanter eller stranden med den duvende marehalm i klitterne.

Jeg kigger skyformationer, trækker vejret dybt ind og bemærker den friske luft, som var det første gang. Jeg ser blomster, smådyr og insekter, og jeg glædes over hvert eneste lille liv. Det er sådan en taknemmelighedsfølelse, som kommer af at have længtes rigtigt meget.Siden sidst har vi været en uge på Fyn hos min Søster og familie.

For første gang NOGENSINDE var road trip med pigerne tværs over Danmark helt harmonisk og rar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre, men på én eller anden måde er de nu pludselig blevet gamle nok til at koncentrere sig om podcasts, mens de ryger lakridspiber og reflekterer over dét, de lytter til. I denne ombæring var det et par afsnit af Radionauterne om, hvordan børn bliver skabt, og om, hvorfor prutter lugter. Essentiel viden i et barneliv. Plus filmen “Terkel i knibe” som lydfil for lige at lære lidt nye danske ord at kende, såsom pik-antilope og røv-firkant. Igen essentiel viden.I mens kunne jeg glædes i stilhed over de nye og blidere vibes fra bagsædet – og så synet af Storebæltsbroen. Jeg elsker broer og den følelse af forbindelse, de skaber.

I Odense bor min Søster og familie i forstaden Hjallelse. I et hus med en samling pinde, sten og kastanjer udenfor. Det er Nevøens samling af livsnødvendige ting, som øges dag for dag – og dén, der vover at forrykke sagerne eller fjerne noget, får med ham at bestille.Vi havde med vilje ikke lavet andre sommerferieplaner end at være sammen i deres hjem – og så se, hvad vejr og humør kunne byde på. Det føltes nærmest umuligt at lave planer for ferien, da vi sad i corona-lockdown i Dubai. Mest fordi vi indtil det sidste kunne have risikeret at få rejsen aflyst. Men alting lykkedes så fint, heldigvis.

Mormor joinede også flokken af døtre og børnebørn.

Hun kom med favnen fuld af gaver. Matchende, hjemmesyede forklæder og søde konvolutter med ferie-lommepenge til alle fire unger. Er de ikke fine?Blomster fra haven var der til min Søster og thermokasser fulde af friske rødspættefileter og fiskedeller fra Thyborøn og en solid stak hjemmebagt brød i alle mulige varianter var der til os alle. Vi er heldige med sådan en effektiv og hjælpsom Mor, der altid fikser alting for os.I haven fik vi rejst Mormors gamle telt fra vores barndom. Det har været på tur rundt i det tidligere Østeuropa, da vi var halvstore piger, og det fejler overraskende nok ingenting. Så kunne der leges og soves på skift, indtil vi efter nogle nætter blev nødt til at erkende, at det desværre var for koldt at sove i teltet, når nu vi ikke havde ‘ordentlige’ soveposer til rådighed.Én af dagene tog de hjemmevante odenseanere os med i Odense Zoo. Jeg beholdt mobilen i tasken, for der var enormt mange mennesker i parken, men et par billeder fik jeg da taget under et kaffepitstop af det lille entourage.De tre kusiner og den lille fætter hygger sig sammen. I år er det især Mille og Jo, der finder hinanden i lege med tøjhunde og Lego Friends, mens lille fætter A er dybt platonisk-forelsket i Cille, og følger hende som en skygge, der afgiver lette klask og dask i Cilles numse.Cille er til gengæld blevet et nummer større end de tre andre, og hun føler sig ret meget “in between”, når hun forklarer, hvad der sker. Det er helt naturligt. Hun er 11 år om et par uger. De to små piger er 8 år og mindstemanden er 4 år. Jeg havde det på præcist samme måde med mine yngre fætre og kusiner, da jeg ramte “tween/teen-livet”, husker jeg.

Så jeg nusser lidt ekstra om hende, laver Earl Grey-te om aftenen og lader hende sidde lidt i fred med en serie på iPad’en, mens jeg forsøger at jonglere alles behov for og ønske om at være en del af fællesskabet. På kryds og tværs. Store som små.Heldigvis er der stadig masser af fælles interesser og aktiviteter at tage fat i. For eksempel lavede vi en hel krea-dag i Odense, hvor vi grinede og fjollede, mens vi tegnede, malede, limede og formede alt muligt stads, der gav meget lidt mening bagefter, men som var en skøn proces at være i.

Og det er de her små øjeblikke, jeg samler på denne sommer. Nevøens barnenæve i min, når vi går tur. At vaske min Nieces lange, mørke hår og rede det forsigtigt ud. At klø og nusse Mille på ryggen om morgenen. At have tid til dybe samtaler med Cille om teen-issues sent om aftenen.

Dét er sommerferien i år.

Tid.

Til alting og ingenting.

Bare familien er der, så er jeg glad. ❤️🧡💛💚💙💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommerliv

Dansk sommer. Siger billedet ikke bare det hele?Sidste år var vi kun nogle ganske få dage med Farmor og Farfar i sommerhuset ved Ellinge Lyng, fordi jeg havde fået meldt pigerne til en del børneaktiviteter. I det hele taget havde jeg fået arrangeret lidt for meget hele sommeren igennem. I år agerer coronaen naturlig ‘bremse’ i forhold til en sommer tour de force, og derfor bliver der heldigvis mange flere dage i Farmors “Hudia” med småsysler i haven, tid til eftermiddagslure og vin på terrassen i de sidste solstråler, mens grillen bliver klar.

Vi stornyder at være udendørs.

At mærke, hvor luften er frisk og klar.

At selvsamme friske luft kan trækkes ned i lungerne helt uden snærende ansigtsmasker.

At se, hvor himlen er høj og lysende blå.

At naturen ligger lige uden for hoveddøren.

At der er to små hunde, som konstant inviterer til at gå tur.

Vi traver troligt over gangbroerne til Sejerøbugten, hvor en enkelt lillebitte klitrække skal forceres.
Her er tuttenuttet i forhold til det store, vilde Vesterhav, som jeg er vant til fra min barndom.Men for børn og hunde er det helt perfekte forhold. Lange flade kyststrækninger, hvor bølgerne klukker ind uden de store overraskelser. Og i mens børnene svupper rundt i deres højtskattede gummistøvler, tusser jeg omkring og kigger i tangbunkerne efter lopper og andet godt. Senere stopper vi op og fornemmer hybenroserne, der vel er indbegrebet af den danske sommers duft.
Der er stort set ikke noget skønnere end sommerhusliv i Danmark – når vejret altså er med os.

Selvfølgelig er silende sommerregn charmerende på sin egen måde, og når vi løber igennem et regnfuldt aftenmørke til det lille anneks, hvor dråberne trommer på taget hele natten, så elsker jeg det. Næste morgen må det dog gerne klare op igen.
Pigerne kommenterer altid, at de elsker duften af tørt og varmt fyrretræ i annekset, og jeg fornemmer, at de vil huske dét her som indbegrebet af deres somre i Danmark. I øvrigt sover de som små sten i køjerne til kl. 10 hver formiddag, medmindre man gør sig umage for at vække dem tidligere.

Hvilket jeg overhovedet ikke gør – for på denne her måde får jeg tid for mig selv.

Pludselig har jeg et par morgentimer til gå- og løbeture i Geopark Odsherred, hvor de nærmeste levende er en flok drøvtyggende køer på Korevlerne. De besvarer mit ‘god morgen’ med lange, tunge blikke. Rådyret i krattet virker heller ikke synderligt oprevet over at møde mig.De her små morgen-tænkepauser i eget selskab er guld værd efter 4 måneders indelukket hjemmeliv, hvor arbejds- og privatliv smeltede komplet sammen, og hvor det virkelig har været krævende at jonglere børn og jobs.

Børnene har også brug for en pause. De samler snegle om aftenen for Farmor. De småskændes om alting og ingenting. De fjoller og læser godnathistorier sammen i overkøjen. De tager hundene på småture alene, fordi de også har brug for de her små mentale pauser væk fra flokken.

I Farmors sommerhus er der altid masser af gode ting at tage sig til. For eksempel har Farmor et arsenal af krea-sager til regnvejrsdage. Vi maler på sten, kogler og æsker. Det føles godt at være kreativ uden formål.
Martin og jeg nyder at købe ind i SuperBrugsen i Højby hver dag. Der er god tid til at lave mad, og vi går direkte efter friske, danske råvarer.Det er ubeskriveligt godt med danske jordbær efter et halvt år med kønsløse amerikanske jordbær, der smager mere af køleboks end af bær. Faktisk skal der købes jordbær, ærter og majs hver dag. Plus vin. Vigtigt med vin. Lidt fisk. Friskt rugbrød.

Men for at det ikke skal blive for helligt – og for at børnene lærer lidt af det hele – svinger vi selvfølgelig også forbi Burger-Hjørnet for at spise deres grotesk-store is. Her er der tale om kvantitet frem for kvalitet. For alle pengene.
Soft ice med krymmel. Dét kan også noget.

Hvor er jeg bare glad for at være lige hér.

Jeg har drømt mig op og væk og hjem til dansk sommer, lige siden coronaen ramte og Ørkenstaten lukkede ned.

Det husker jeg på hver eneste dag. Uanset vejret. Uanset hvor meget pigerne skændes. Uanset det her kuffertliv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Louisiana

Vi kører marathon-sommerferie i Danmark på 10. år i år.

De første par år som expats udmattede jeg hele familien fuldstændigt med at køre rundt for at besøge alt og alle – alle vegne. Vi var nybagte forældre og overkom ting, jeg ikke engang kan overkomme med store børn nu. Torskedumt, overambitiøst eller fjollet, vælg selv. Det var ihvertfald på den hårde klinge for store og små.

Efter at have kørt land og rige rundt i nogle år – uden anden succes end udmattelse, hvis dét da tæller – forsøgte vi os med en model, hvor vi indlogerede os i et sommerhus i Nordsjælland – og så kom folk ellers på besøg hos os. Nu var det ikke længere os, der kørte Sjælland, Fyn og Jylland rundt som langturschauffører, men til gengæld var vi vært og værtinde fra vi stod op til vi gik i seng – og børnene kom aldrig nogen steder, fordi de lige om lidt fik besøg igen.

Dén model holdt bare heller ikke. Det var for meget madlavning, for meget vin og en kæmpe anstrengelse at spurte rundt efter støvsugeren og skrive indkøbssedler til næste hold.

Tusind gange har vi kigget på sommerhuse, kolonihaver og endda lejligheder uden bopælspligt eller med mulighed for kort-tidsleje. Hver gang er vi endt med at foretrække at bo hos vores forældre eller i lejede sommerhuse med familien rundt omkring. Det er bare det hyggeligste. Og det mest nærværende for både store og små. For hele pointen er jo, at vi er i Danmark om sommeren for at være sammen med vores familie og venner – ellers kunne vi så let som ingenting have valgt en anden destination eller to. Vi prioriterer at være i Danmark i sommerferier og i juleferier – for det er dén måde, hvorpå vi kan give pigerne et tilhørsforhold til deres hjemland, tror vi ihvertfald. Det tager jo tid at danne relationer og lære at begå sig i et fremmed land – og hvis vi ikke giver pigerne mulighed for at fordybe sig med fætre, kusiner, tanter, onkler, bedsteforældre osv., så fratager vi dem også muligheden for at føle sig hjemme.

Med årene har jeg også lært at skelne mellem de voksnes og børnenes behov. For det er virkelig ikke nødvendigt for pigerne at være med til alting hele tiden. Lange vin-aftener, hvor de voksne i virkeligheden ikke vil forstyrres i den fordybede samtale er da minus interessant for små børn. Og ægte down-time er en undervurderet størrelse i børnenes liv. De har brug for en lang sommerferie uden alt for mange forpligtelser, fordi deres skolegang er så krævende resten af året.

Heldigvis passer Farmor gerne pigerne, når vi har lyst til voksentid med vores venner. Og dér, hvor pigerne passer ind i ligningen, kommer de selvfølgelig stadigvæk med.

Og ind mellem aftaler og visitter laver vi nu små åndehuller og pusterum, hvor vi sidder og drikker evighedskaffe i Slotsarkaderne med Faster, når hun har fri fra børnehaven; vi læser en bog i sofaen, går ture i skoven og oplever små bidder af Danmark, når vi har lyst.
Forleden havde vi sådan en dag, hvor der var tid og plads til et par timers kulturoplevelse. Pigerne har aldrig besøgt Louisiana – og for mig selv var det mindst 10 år siden sidste besøg, til trods for at jeg elsker stedet og plejede at komme der jævnligt, da vi boede i København.Jeg elsker Louisiana mindst lige så meget for haven med alle dens skønne skulpturer og for udsigten til Hven og Sverige som for selve museet, selvom der virkelig altid er gode og tankevækkende udstillinger.Med på udflugt var Farmor og Kusine Emma. De har årskort og er aldeles hjemmevante.Vi nærstuderede Tetsumi Kudos sære og finurlige univers, som virkede både forunderligt dragende og decideret afskyvækkende. Virkelig et besøg værd.Kudos traumatiske barndomsoplevelser med atombomber over Hiroshima og Nagasaki, har han brugt som reference til en dybere diskussion af menneskets kødelighed/dødelighed og vores interaktion med naturen og omgivelserne, som er dybt fascinerende og ret ulækkert.Per Kirkebys store udstilling af bronzeskulpturer kom vi til at vade igennem. Den sagde os meget lidt. Noget klodset makværk i forhold til Henry Moore, Giacometti m.fl.
Jeg fik ikke engang taget et billede eller to. Til gengæld var der masser af andre bronzeskulpturer, der sagde os noget. Særligt dem med de helt store fortegn, som man si’r.
Caféen var kontinuerligt stopfyldt, men kagerne og brødet fra Reinh Van Hauen var lige så godt, som jeg huskede det fra gamle dage. Enkelt og rart, når man bliver lækkersulten undervejs.
Vi forelskede os alle i de store marmorkugler, der ligger smidt i græsset uden for Louisiana.Og pigerne nød Louisianas børnehus, selvom der var nok af corona-restriktioner undervejs. Jeg blev lidt træt – for meget af det gav ingen mening, når man samtidig så, hvor mange gæster, der bevægede sig alt for tæt rundt i gangene og på caféen. Men pigerne kunne have brugt timevis på at bygge huse, hvis de bare havde fået lov.Danske museer er fantastiske til at inddrage og gå i dialog med børn. Man må næsten altid ‘røre’ eller ‘prøve’ kunsten af på forskellige måder. Parker og haver er ligeledes til for at blive brugt – og græsset må altid betrædes – i modsætning til så mange steder i udlandet, hvor alting kun må opleves med øjnene, mens man tier stille og opfører sig ordentligt. Det er ihvertfald min oplevelse, når jeg ser de danske museer udefra.

Og jeg elsker bare Louisiana, og ville ønske, at jeg kunne se udstillingen om kvinder, som snart åbnes.

Der er i øvrigt super-rabat på Louisiana (ligesom så mange andre steder) denne sommer. Det er jo fantastisk – og så kan man passende støtte foretagendet yderligere ved at handle i caféen og den fine museumsbutik.

Vi besøgte Louisiana en onsdag eftermiddag. Der var alt, alt for mange mennesker, til trods for tidsbooking-systemet og en række coronaforanstaltninger, men sådan bliver det vist hele sommeren, når alle bliver hjemme og dermed skal have tiden til at gå i sommerlandet. Vi spritter af og krydser fingre – for blive derhjemme har vi ligesom fået nok af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet