Sidste stop Nordsjælland

Vi er inde i den sidste del af to måneders strækmarch af en sommerferie i Danmark. Det sidder jeg og tænker på – med en dødgod sodavand i hånden.Vejret er nu slået om til overskyet og let-truende tordenvejr, men indtil for ganske nylig har der vitterligt kun været højt solskin og smukke, smukke sommerdage at spore – både ved Sejerøbugten, hvor vi nuppede endnu en dejlig uge med Farmor i sommerhuset, og også derhjemme i Nordsjælland.Frisk luft og højt til loftet gør os godt. Det har vi ikke haft noget af i de fire forudgående måneder med rædsom lang hjemmeskoling og stress over arbejde. Og vi klager ikke over lidt gråvejrskyer. Det betyder ingenting – det er faktisk lige før, det er helt rart, når nu vi om en uges tid står i 45-47 graders varme igen.

Vejrguderne har været så nådige de sidste par uger, at vi har badet og pjasket i vand med største fornøjelse.
Men den sidste uge til halvanden før afrejse er altid en bittersød tid.

Vi er trætte.

Mætte af selskab og oplevelser.

Drøner rundt for at sige hej til dem, vi ikke har nået at sige hej til tidligere i ferien, eller som vi lige er nødt til at sige hej til igen, fordi de nu har fået en hamster siden sidst.
Midt i ferie-metaltræthed og mathed er der også fødselsdagsforberedelser og de sidste indkøb at tage sig til.

Og midt i dét shoppecirkus, trænger vi stadig til at komme sådan rigtigt hjem. Også selvom hjem jo er lige hér sammen med vores yndlingsmennesker.
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at opdrage på pigerne eller opretholde bare nogenlunde fornuftige kost-, iPad- og sovevaner, når ferie-fornemmelsen bare fortsætter i det uendelige, og når vi altid er på en form for ‘udebane’, selvom begge hold forældre og deres respektive hjem i allerhøjeste grad er rummelige og rare at være i.

Det lyder måske temmelig overpriviligeret, utaknemmeligt eller forkælet at sige, at 8 ugers ferie er for meget som familie, men det er det. Det er for lang tid uden rutiner og med alt for meget lediggang, der ikke nødvendigvis bliver udfyldt af relevante og gode aktiviteter – ihvertfald kun en del af tiden. Men det er vilkårene i en overophedet Ørkenstat. Der er no chance, at skolen kan fungere i juli og august, hvor alting smelter.

Denne sommer var målet ene og alene at komme til Danmark. Hjem til vores familie og venner. Hjem til naturen.
Det har været mit mantra på lange gåture i skove, ved søer og langs havet.
Men set i sommerbakspejlet er vi nok kommet dertil, hvor der skal fyldes mere på, for at pigernes dage forløber på en ordentlig måde. Det var ikke muligt at planlægge og booke en masse i år, hvor vi indtil sidste øjeblik kunne risikere, at rejsen røg i vasken, men fremover må der stoppes mere på rent aktivitetsmæssigt. Så ved vi dét. Corona times eller ej.

Og indtil på onsdag, hvor vi flyver retur, vil jeg forsøge at nyde alting ved livet i Danmark med familie og venner, selvom tanker og bekymringer om skolestart og job konstant presser sig på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ribe Vikingecenter

På sommerens absolut koldeste dag med deprimerende gråvejr og en insisterende stiv kuling ude fra west, drog vi til Ribe Vikingecenter. ‘Vi’ er her fætter-kusine-konstellationen, Morfar, Conny og mig selv, sagde hunden.
Selvom alle billeder herfra er helt mørke og tunge af det triste juli-gråvejr, så garanterer jeg jer, at stemningen var god blandt vikingerne, der konstant lå i venskabelig krig med hinanden på den store plads midt i vikingelandsbyen.I pauserne mellem hver kamp, inviterede de os til at se nærmere på deres våben og beklædning, mens de ivrigt forklarede os om kampenes regler. Der er tale om en gentlemansport, hvor holdene selv dømmer og opererer efter 100% fairplay, selvom de har lov til at gå lige efter skridtet på modstanderen!August og pigerne var synligt duperede over de megaseje våben. De små drenge løb også og sloges – stort set som deres fædre – og August bekendtgjorde, at han da ihvertfald gerne ville være en vikingedreng og gå til slåsning. Pigerne ville også gerne prøve vikingelivet. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen og revet med på idéen om det simple liv i naturen.

Vi blev dog et kort øjeblik revet ud af romantikken, da vi kom forbi mosen, hvor der var en ofringsplads til guderne – plus en lille hytte, hvor landsbyens heks holdt til. Her var der et hestehoved og skind spændt ud og et ordentligt sæt gedebukkehorn til skræk og advarsel. Der var overraskende uhyggeligt og stemningsfyldt.De mere fredsommeligt anlagte vikinger holdt til i langhusene i stedet for på kamppladsen. Her sad de og kværnede korn til mel, rodede med bålstederne, kogte grød og strikkede uldsokker. I langhusene var de mindst lige så flinke til at fortælle og forklare, som de kampberedte vikinger.Hvert sted, vi vendte os hen, lærte vi noget nyt. Der var skomagere, jern- og sølvsmede, håndværkere og folk, der lavede andre former for håndarbejde og keramik alle vegne. De solgte deres fine ting – kørte naturalie-/bytteøkonomi med hinanden og nød at fortælle om materialer og arbejdsgange.


De vikinger, der ikke boede i landsbyens langhuse, havde deres egne telte med, som var lavet i enten uld eller hør.De fleste havde ladet teltdugen stå åben, så vi andre kunne titte nysgerrigt ind – og det var en kæmpe fornøjelse at opleve de små stilleben og dét liv, der udspillede sig rundt omkring. Børnene var dybt fascinerede af vikingelivet, og var på et splitsekund helt klar til at sove i telte, lave bål og lege ude. Selv byggrød med flæsketern mente de nok kunne spises.Udover kampene på pladsen og de arbejdende værksteder og langhuse, var der et dagligt falkeflyvningsshow med surprise-ugle, der åbenbart også har været anvendt som jagtfugl i Danmark.Der var også mulighed for at tilkøbe et aktivitetskort til børn. Så kunne de prøve kræfter med bue og pil.Der var kun 4-5 pileskud pr. barn, hvilket var lidt tyndt, men det kan jo være, at der er bedre tid til aktiviteterne uden for højsæsonen. En anden aktivitet var at slå en fin lille “Ripa”-mønt i sølv.Endnu bedre var snit-en-pind-aktiviteten, hvor man kunne sætte sig med et gammeldags skæreværktøj, som afbarkede og skar så fint og nemt. Det var ikke kun August, der var i pinde-himlen – alle børnene kunne have brugt hele eftermiddagen med at snitte, hvis ikke det var for et mildt pres om at komme videre, fordi vi bestemt ikke var de eneste besøgende.Rundt omkring i landsbyen var der mange dejlige områder, hvor børnene kunne lege frit.
Det eneste, der holdt os tilbage, var sådan set det forbistrede vejr.Jeg kan varmt anbefale en dagstur til Ribe Vikingecenter. Som med så mange andre steder, er det bedst at komme dertil i højsæsonen, hvor der udspiller sig et fantastisk liv på hele området. De nutidige vikinger er super-gennemførte i deres tøj, adfærd og engagement. Jeg talte med vikinger fra hele Skandinavien og Tyskland – og det er tydeligt, at de brænder for at videregive information om vikingelivet. Det er vitterligt en livsstil for dem – ikke bare en hobby eller noget, de finder på at lege en uge hver sommer.Så langt kommer vores familie vist aldrig Viking-style, men bidt af vikingerne – livet og historien – dét kan man ikke undgå at blive!

Sommer 2020 er Ribe Vikingecenter omfattet af halv-pris-showet fra staten. Det gør prisen for oplevelsen noget mere tålelig – for billigt er her altså ikke. Heller ikke i cafeteriaet, hvor kaffen er både lunken, slunken og serveret med et minimum af engagement. Bring your own food, ville jeg mene.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn er fin!

Jeg holder seriøs sommerferie i år. Med lange gå- og løbeture, læsning af murstensromaner, leg og samvær med de allernærmeste. Så meget som overhovedet muligt foregår uden for, for hvor har vi dog savnet at være i naturen!Intet slår den lysende danske bøgeskov, de farverige vejkanter eller stranden med den duvende marehalm i klitterne.

Jeg kigger skyformationer, trækker vejret dybt ind og bemærker den friske luft, som var det første gang. Jeg ser blomster, smådyr og insekter, og jeg glædes over hvert eneste lille liv. Det er sådan en taknemmelighedsfølelse, som kommer af at have længtes rigtigt meget.Siden sidst har vi været en uge på Fyn hos min Søster og familie.

For første gang NOGENSINDE var road trip med pigerne tværs over Danmark helt harmonisk og rar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre, men på én eller anden måde er de nu pludselig blevet gamle nok til at koncentrere sig om podcasts, mens de ryger lakridspiber og reflekterer over dét, de lytter til. I denne ombæring var det et par afsnit af Radionauterne om, hvordan børn bliver skabt, og om, hvorfor prutter lugter. Essentiel viden i et barneliv. Plus filmen “Terkel i knibe” som lydfil for lige at lære lidt nye danske ord at kende, såsom pik-antilope og røv-firkant. Igen essentiel viden.I mens kunne jeg glædes i stilhed over de nye og blidere vibes fra bagsædet – og så synet af Storebæltsbroen. Jeg elsker broer og den følelse af forbindelse, de skaber.

I Odense bor min Søster og familie i forstaden Hjallelse. I et hus med en samling pinde, sten og kastanjer udenfor. Det er Nevøens samling af livsnødvendige ting, som øges dag for dag – og dén, der vover at forrykke sagerne eller fjerne noget, får med ham at bestille.Vi havde med vilje ikke lavet andre sommerferieplaner end at være sammen i deres hjem – og så se, hvad vejr og humør kunne byde på. Det føltes nærmest umuligt at lave planer for ferien, da vi sad i corona-lockdown i Dubai. Mest fordi vi indtil det sidste kunne have risikeret at få rejsen aflyst. Men alting lykkedes så fint, heldigvis.

Mormor joinede også flokken af døtre og børnebørn.

Hun kom med favnen fuld af gaver. Matchende, hjemmesyede forklæder og søde konvolutter med ferie-lommepenge til alle fire unger. Er de ikke fine?Blomster fra haven var der til min Søster og thermokasser fulde af friske rødspættefileter og fiskedeller fra Thyborøn og en solid stak hjemmebagt brød i alle mulige varianter var der til os alle. Vi er heldige med sådan en effektiv og hjælpsom Mor, der altid fikser alting for os.I haven fik vi rejst Mormors gamle telt fra vores barndom. Det har været på tur rundt i det tidligere Østeuropa, da vi var halvstore piger, og det fejler overraskende nok ingenting. Så kunne der leges og soves på skift, indtil vi efter nogle nætter blev nødt til at erkende, at det desværre var for koldt at sove i teltet, når nu vi ikke havde ‘ordentlige’ soveposer til rådighed.Én af dagene tog de hjemmevante odenseanere os med i Odense Zoo. Jeg beholdt mobilen i tasken, for der var enormt mange mennesker i parken, men et par billeder fik jeg da taget under et kaffepitstop af det lille entourage.De tre kusiner og den lille fætter hygger sig sammen. I år er det især Mille og Jo, der finder hinanden i lege med tøjhunde og Lego Friends, mens lille fætter A er dybt platonisk-forelsket i Cille, og følger hende som en skygge, der afgiver lette klask og dask i Cilles numse.Cille er til gengæld blevet et nummer større end de tre andre, og hun føler sig ret meget “in between”, når hun forklarer, hvad der sker. Det er helt naturligt. Hun er 11 år om et par uger. De to små piger er 8 år og mindstemanden er 4 år. Jeg havde det på præcist samme måde med mine yngre fætre og kusiner, da jeg ramte “tween/teen-livet”, husker jeg.

Så jeg nusser lidt ekstra om hende, laver Earl Grey-te om aftenen og lader hende sidde lidt i fred med en serie på iPad’en, mens jeg forsøger at jonglere alles behov for og ønske om at være en del af fællesskabet. På kryds og tværs. Store som små.Heldigvis er der stadig masser af fælles interesser og aktiviteter at tage fat i. For eksempel lavede vi en hel krea-dag i Odense, hvor vi grinede og fjollede, mens vi tegnede, malede, limede og formede alt muligt stads, der gav meget lidt mening bagefter, men som var en skøn proces at være i.

Og det er de her små øjeblikke, jeg samler på denne sommer. Nevøens barnenæve i min, når vi går tur. At vaske min Nieces lange, mørke hår og rede det forsigtigt ud. At klø og nusse Mille på ryggen om morgenen. At have tid til dybe samtaler med Cille om teen-issues sent om aftenen.

Dét er sommerferien i år.

Tid.

Til alting og ingenting.

Bare familien er der, så er jeg glad. ❤️🧡💛💚💙💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommerliv

Dansk sommer. Siger billedet ikke bare det hele?Sidste år var vi kun nogle ganske få dage med Farmor og Farfar i sommerhuset ved Ellinge Lyng, fordi jeg havde fået meldt pigerne til en del børneaktiviteter. I det hele taget havde jeg fået arrangeret lidt for meget hele sommeren igennem. I år agerer coronaen naturlig ‘bremse’ i forhold til en sommer tour de force, og derfor bliver der heldigvis mange flere dage i Farmors “Hudia” med småsysler i haven, tid til eftermiddagslure og vin på terrassen i de sidste solstråler, mens grillen bliver klar.

Vi stornyder at være udendørs.

At mærke, hvor luften er frisk og klar.

At selvsamme friske luft kan trækkes ned i lungerne helt uden snærende ansigtsmasker.

At se, hvor himlen er høj og lysende blå.

At naturen ligger lige uden for hoveddøren.

At der er to små hunde, som konstant inviterer til at gå tur.

Vi traver troligt over gangbroerne til Sejerøbugten, hvor en enkelt lillebitte klitrække skal forceres.
Her er tuttenuttet i forhold til det store, vilde Vesterhav, som jeg er vant til fra min barndom.Men for børn og hunde er det helt perfekte forhold. Lange flade kyststrækninger, hvor bølgerne klukker ind uden de store overraskelser. Og i mens børnene svupper rundt i deres højtskattede gummistøvler, tusser jeg omkring og kigger i tangbunkerne efter lopper og andet godt. Senere stopper vi op og fornemmer hybenroserne, der vel er indbegrebet af den danske sommers duft.
Der er stort set ikke noget skønnere end sommerhusliv i Danmark – når vejret altså er med os.

Selvfølgelig er silende sommerregn charmerende på sin egen måde, og når vi løber igennem et regnfuldt aftenmørke til det lille anneks, hvor dråberne trommer på taget hele natten, så elsker jeg det. Næste morgen må det dog gerne klare op igen.
Pigerne kommenterer altid, at de elsker duften af tørt og varmt fyrretræ i annekset, og jeg fornemmer, at de vil huske dét her som indbegrebet af deres somre i Danmark. I øvrigt sover de som små sten i køjerne til kl. 10 hver formiddag, medmindre man gør sig umage for at vække dem tidligere.

Hvilket jeg overhovedet ikke gør – for på denne her måde får jeg tid for mig selv.

Pludselig har jeg et par morgentimer til gå- og løbeture i Geopark Odsherred, hvor de nærmeste levende er en flok drøvtyggende køer på Korevlerne. De besvarer mit ‘god morgen’ med lange, tunge blikke. Rådyret i krattet virker heller ikke synderligt oprevet over at møde mig.De her små morgen-tænkepauser i eget selskab er guld værd efter 4 måneders indelukket hjemmeliv, hvor arbejds- og privatliv smeltede komplet sammen, og hvor det virkelig har været krævende at jonglere børn og jobs.

Børnene har også brug for en pause. De samler snegle om aftenen for Farmor. De småskændes om alting og ingenting. De fjoller og læser godnathistorier sammen i overkøjen. De tager hundene på småture alene, fordi de også har brug for de her små mentale pauser væk fra flokken.

I Farmors sommerhus er der altid masser af gode ting at tage sig til. For eksempel har Farmor et arsenal af krea-sager til regnvejrsdage. Vi maler på sten, kogler og æsker. Det føles godt at være kreativ uden formål.
Martin og jeg nyder at købe ind i SuperBrugsen i Højby hver dag. Der er god tid til at lave mad, og vi går direkte efter friske, danske råvarer.Det er ubeskriveligt godt med danske jordbær efter et halvt år med kønsløse amerikanske jordbær, der smager mere af køleboks end af bær. Faktisk skal der købes jordbær, ærter og majs hver dag. Plus vin. Vigtigt med vin. Lidt fisk. Friskt rugbrød.

Men for at det ikke skal blive for helligt – og for at børnene lærer lidt af det hele – svinger vi selvfølgelig også forbi Burger-Hjørnet for at spise deres grotesk-store is. Her er der tale om kvantitet frem for kvalitet. For alle pengene.
Soft ice med krymmel. Dét kan også noget.

Hvor er jeg bare glad for at være lige hér.

Jeg har drømt mig op og væk og hjem til dansk sommer, lige siden coronaen ramte og Ørkenstaten lukkede ned.

Det husker jeg på hver eneste dag. Uanset vejret. Uanset hvor meget pigerne skændes. Uanset det her kuffertliv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet