• ···

Dansk velkomst

“Jeg er sikker på, at Farmor clear’er hele sin schedule for at komme ud og hente mig”, ler Cille forventningsfuldt, mens vi vandrer afsted mod bagagebåndet i Kastrup.

“Nu får vi se, Cille, Farmor vil ihvertfald gøre alt hvad hun kan, for at nå det”, svarer jeg og skutter mig. Der er præcist 30 grader køligere i Danmark end den Ørkenstat, vi lige er fløjet væk fra.

Og selvfølgelig er Farmor lige dér.

Hun er den bedste velkomstkomité i hele verden, sådan som hun hujer og vinker og løber imod strømmen af rejsende, der bliver spyttet ud i en lind strøm i ankomsthallen.img_7617Det er den reneste form for gensynsglæde, jeg foreviger, mens jeg tørrer tårer væk.

Et øjeblik senere byder den danske sommer os hjertelig velkommen med et åbent skybrud, så vi må krybe i skjul, mens Farfar henter bilen. img_7618Vi overlever overraskende nok også denne gang, selvom det virker som om vi krymper i regnvejr. De 30 graders temperaturforskel er til at tage at føle på.

Men inden længe får vi varmen ved at kramme og snakke, mens vi sidder bænket om bordet i Farmors Hus i Den Store Skov.img_7624Og mens Farmor steger frikadeller og bager vafler i ét væk, koger Cille sneglesuppe på skov-, dræber- og vinbjergsnegle i haven.img_7630“Han der er the King of Snails”, siger hun, mens hun skovler en stor, fed vinbjergsnegl op og fremviser den stolt til mig.

Senere finder Ude-Barnet hindbær, solbær og stikkelsbær i krattet, mens Mille leger indendøre med hundene.img_7629Dagen efter tager vi afsked med Farmor og Farfar – og sætter kursen mod Odense.

Her venter Johanne os med længsel.img_7642Der er så meget, der må gøres.

Blomsterkager, der skal bages og pyntes med kridt.

Mælkebøtter, der skal pustes. img_7645Og jeg får både Søster-fix og Baby-A-fix, mens kusine-trioen gør Hjallese usikker.img_7643Om aftenen lander vi hos Mormor i Vestjylland.

Pænt trætte efter et par døgns rejseri og for lidt søvn.

Og i dag holder det tørvejr, så pigerne kan lege i haven, mens vi pakker ting til Mormors Road Trip 2017, der løber af stablen i morgen.img_7649Mormor finder også Christiania-cyklen frem, så pigerne kan køre standsmæssigt på besøg hos naboen, Tove, der har den fineste have, hvor Cille har ønsket sig at plukke blåbær, stikkelsbær, solbær og ribs lige siden sidste sommers dejlige bær-togt.img_7651Bliver det mere Vestjylland end dét her?

Hej fra Traktor-Land!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På skiskole i en ørken

Aaaah, hvor jeg nyder at holde ferie i disse uger!

Jeg tror, at det hænger sammen med at jeg for første gang nogensinde i det her udlandsliv har fået tænkt over, hvad jeg egentlig har lyst til i ferien.

Og jeg har lyst til at være lidt hjemme i Ørkenstaten, mens alle andre er flygtet nordpå.

Så kan jeg læse en bog i min dejlige seng.

Og efterfølgende tage en lur.

Jeg kan se samtlige afsnit af “Skam” uden skyld.

Og her er helt gudsbenådet stille, når jeg går mutters-alene-tur i den flimrende eftermiddagshede.

Jeg kan svømme med havfruer og nyde, at vi har al tid i verden til at dykke ned under overfladen.img_7523Og jeg hygger mig med de få venner, der stadig opholder sig her.img_7516Pigerne bygger fællesseng og nyder, at sengetid er en by i Rusland sammen med Far.img_7505De har fundet hinanden i en smuk søster-symbiose, nu hvor alle legekammerater er borte. De leger og leger med hinanden – og med Maricel, der er verdens bedste legetante.img_7521Om eftermiddagen er de i poolen – og om formiddagen står de så på ski.

Ja, du læste rigtigt.

Ski i en ørken.img_7489 Det er så meget Dubai, at det er komisk.

Hvis ikke vi har sne og bjerge fra naturens side, så laver vi dem da bare kunstigt.

I et stort shoppingcenter, naturligvis.img_7536En delplan i min snedige sommerplan om ren afslapning herhjemme var, at pigerne skulle i en eller anden form for Summer Camp, hvor de kunne lære en ny life skill, alt i mens Moren kunne få en salig alene-stund med Martins MasterCard.

Det er ren win-win.

Og på trods af en lidt kaotisk start-morgen, hvor samtlige elever skulle finde ud af støvlestørrelser og den slags genvordigheder, har Ski Dubai virkelig styr på deres skiskole.img_7498Mille er gået lidt betuttet afsted de første par morgener, men er kommet glad retur med rosa kinder og kold næsetip hver dag.img_7509Hun har haft 60 minutters lektioner i gruppen 3-6-årige.

Cille har skældt mig ud over hjelm og besværlige støvler, fordi det hele har været lige rigeligt spændende, men hun er vandret troligt afsted – og er ligeledes kommet ud med et glad smil og iskolde fingerspidser.img_7510Hun har haft 90 minutters lektioner i gruppen 7-13-årige.

Fælles for grupperne er, at lærerne har været så sjove, tålmodige og professionelle hele vejen igennem.

Og sammen fejrer vi børnenes bedrifter på sidstedagen med varm cacao og leg i sneen.img_7552img_7554Og selvfølgelig skal pigerne fremvise da deres nye ski-talenter for Farmanden her i weekenden.img_7562Efter 7.5 timers gruppeundervisning kan Cille fint løbe ned ad den højeste bakke i Ski Dubai, mens Mille efter sine 5 timers gruppeundervisning klarer det samme med lidt assistance fra sin Far.

Dét er ret godt gået, synes vi – og skamroser pigerne for deres gåpåmod og viljestyrke. Det er så imponerende, hvordan de er gået til udfordringen i denne uge.

Og mig?

Den store dare-devil, der bare elsker sne, kulde og glidende-glatte overflader?img_7564Jeg er såmænd stået ned ad børnebakken igen-og-igen-og-igen idag – på mine knapt 39-årige skælvende, vaklende kalveknæ, mens jeg har tænkt: “Fuck my fucking life. Jeg kommer til at skulle på så mange skiferier fremover. Og jeg har kun mig selv at takke”.

Lige indtil jeg opdager, at det faktisk er meget sjovt, dét der ski.

Ihvertfald på børnebakken 🙂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Madørerne og Sportsfolket – Troisième Partie

“Mor, hvornår skal vi ha’ en nat med Hr. M igen?”

Mille sidder i sofaen og sukker henført.

Fru K. – som netop er kommet på besøg – og jeg er tæt på at få eftermiddagskaffen i den gale hals.

Paffe.

Hvad er det dog barnet fabler om?

Efter et øjeblik fanger jeg den.

“Øhmmmmmm, mener du en aften med Hr. M, Mille?”, spørger jeg, mens jeg nikker opfordrende til ungen. Nu må vi til bunds i sagen, som har efterladt Fru K. med lidt af et smilende spørgsmålstegn i ansigtet.

“Ja”, svarer hun med største selvfølgelighed.

Hvad ellers?

“Jamen, Mille, hvad tænker du på sådan helt præcist?”, fortsætter jeg.

“Bare fordi han laver så dejlig mad til mig”, svarer hun.

Vejen til en piges hjerte går igennem maven. Det ved enhver.img_7353Og jeg forstår hende godt.

Mage til tålmodig og overskudsagtig pastaproducent skal man lede ekstra længe efter. Hvis de overhovedet findes? Tror det næppe.

Resultatet er intet mindre end perfekt. (Og rart at se whisky-emballage anvendt til noget fornuftigt).img_7357Aldrig i mit liv har jeg smagt så silkeblød og smeltende frisk pasta, som Hr. M’s.

O.M.G.img_7359Det er nu ikke kun i den italienske afdeling, at Hr. M imponerer det taknemmelige selskab.

Hver eneste dag kommer han hjem fra byen med papirsposer fulde af friske, lokale råvarer og delikatesser.img_7344Der lynhurtigt bliver til frokostborde á la dét her.img_7346Han griller pragteksemplarer af dorade royale (brasen) med fennikel og hjemmelavet salsa, så vi må overspise for at gøre det af med den fine, saftige fisk med det funky overbid.fullsizerenderOg der bliver grillet côte de boeuf så stor, at den mest af alt ligner et ribben fra en dinosaur.img_7280Ind i mellem al den fantastisk lækre mad, tager vi en svømmetur eller to. Bare for lige at holde sportsformen ved lige.img_7380Mændene tager sig sågar en hel Sport’s Day, da vejret ikke lige er til en Middelhavs-sejltur, som ellers var planen.img_7381Fuglsang er så tæt-på-lige-ved-og-næsten, at Martin ser sig nødsaget til at kramme med en lyserød pingvin i bar spænding.

Og det er så hér – i et uforstyrret øjeblik – at Fru M. sætter hårdt ind.

Hun er kagedronningen.

Æstetikeren, der dækker Insta-worthy-borde gang på gang.

Dén, der sørger for at vi holder os i kageform.

Hun introducerer os til Tarte Tropézienne: En sprød brioche-kage med den lækreste, lidt udefinerbare creme, som skal købes et helt bestemt sted inde i St. Tropez.img_7338img_7367Det er intet mindre end forrygende ferie for smagsløg og maver.

Og – speaking of St. Tropez – så får Hr. og Fru M. ind i mellem fri fra køkkentjansen.

Som hér på Café de Paris med udsigt til havnens enorme luksusyachts.img_7321img_7330Og damerne i selskabet forsvinder væk i St. Tropez’ små gader, der er fyldt med de fineste specialbutikker.img_7322“Det er da rart, at få et par små livstegn”, mumler mændene, da vi returnerer og ser de mange bank-transaktions-SMS’er, der er trillet ind på deres mobiltelefoner, mens vi har handlet. Med deres kort.

“Ja, ja – vi er flittige, er vi”, svarer vi. Og gi’r is.img_7325Og en karrusseltur til dem, der har den slags lyster.img_7333img_7331Sydfrankrig.

Ferien, vi aldrig vil hjem fra.img_7361Tak.

💜 Af hjertet 💜

Til Hr. og Fru M.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sydfranske Pølser – Deuxième Partie

Efter 3 dage i kvindekollektivet dukker de over-arbejdsomme ægtemænd op til festen i Sydfrankrig.

Og vores betænksomme værter har foreslået at tage på Club 55 i Ramatuelle som et helt-ned-i-gear-startskud til storfamilieferien.

Dén er vi med på.

Ikke at vi sådan helt forstår hvad Club 55 er, men det lyder godt, når Hr. og Fru M. beskriver stedet som en ‘klassisk-fransk beach club med et ekstraordinært køkken’. img_7318Det starter godt ud med en særdeles effektiv valet parking – som jo er én af de ting, man ganske enkelt ikke kan leve uden, hvis du spørger enhver dubaianer. Der er nemlig intet som at køre op foran et-eller-andet og slippe nøglerne i hånden på en-eller-anden, der så må bryde sit hovede med at finde et sted at parkere slæderne.

Straks herefter går vi ad en træbelagt sti, som fører os forbi restauranten og ned på Pampelonne-stranden, hvor en lige så effektiv hær af flinke mænd står klar til at anvise liggepladser og åbne parasollerne, mens vi dumper badehåndklæder, fiskenet, spande, skovle, croissanter og baguettes.

To sekunder senere er børnene igang. Hvem ville ikke spæne ud til det her vidunderlige, azurblå hav?img_7282Og de voksne går også igang. Med at lave absolut ingenting.img_7281Jeg er vild med det her franske-slow-mo-liv, hvor sprøde croissanter og morgenkaffe tager mindst en time at indtage med udsigt over havet og stille bølgeskvulp som lydkulisse.img_7283“Jeg går altså lige en tur, før her begynder at komme rigtig mange mennesker”, proklamerer Fru M. lidt senere.

“Jeg vil da med”, bedyrer jeg, som ikke skal gå glip af noget som helst.

Desuden er der sådan cirka 14 croissanter, der er begyndt at tage plads rundt om min talje som et lidet flatterende dejbælte. Måske kan de gåes af? Douze points for himmelråbende naivitet. Der kom 3,5 kg. på i løbet af en uge, for the record.

Og således går det til, at vi – ganske uforvarende og aldeles uskyldige – vader direkte ind i feriens ultimativt sjoveste oplevelse, omend selve fejringen og latterbrølet først får sin åbenbaring senere på dagen – vel hjemme i trygge omgivelser og efter solidt indtag af rosé og champagne.

“Sig mig engang, er folk ikke lidt nøgne her?”, mumler vi forsigtigt til hinanden og skæver genert til siderne, mens vi vandrer i vandkanten.

Jep.

Klassikeren over dem alle.

Naturiststranden.

Vi har forvildet os direkte ind i nøgenbadernes højborg nogle få hundrede meter fra Club 55.

Omkring hundrede mænd og kvinder nyder solen og havet uden en trevl på kroppen.

Og det er ikke første gang, de gør den slags.

Det er tydeligt for enhver.

Samtlige nudister på stranden er gennembrankede over H.E.L.E kroppen, hvilket senere (efter betydelige mængder rosévin) får os til at spekulere enormt meget i om ‘man(d)’ selv smører solcreme på penis – eller om ‘man(d)’ beder konen om hjælp? Er der nogen, der ligger inde med så vital information, så kom frit frem?!

Man skulle nok have været der, men inden i bobler der en voldsom Tine-12-år-latter, mens vi uden på begynder at føle os som et par små narre-misse-katte, sådan som vi tilsyneladende går tur for at se på nøgne mennesker uden selv at ville “give” noget.

Der er nok tale om assimileret araber-dobbeltmoral, hvor det er fint nok at se på andre, mens vi selv holder os fuldt tildækkede?

Ud over det åbenlyst morsomme i at se på nøgne kroppe, noterer vi os, at mændene decideret spankulerer (lidt-for-)selvtilfredse rundt og viser sig frem på stranden, mens kvinderne ser ud til blot at slappe af i deres rynkede Eva-kostumer.

Vi har en forestilling om, at de to køn oplever naturistlivet helt forskelligt og har fundamentalt forskellige indgangsvinkler til det, men igen – vi kommer til kort – og mangler simpelthen viden om emnet.

Da vi returnerer til familiefavnen, opfordrer vi mændene til at gå en tur for at strække benene efter deres flyvetur. Men de fornemmer straks, at der er ugler i mosen, og da vi afslører, at der var ganske få nudister under 55, afviser de pure at deltage i løjerne.

Sippede?

Dét fik vi aldrig helt afklaret, men Regnskabschefen bedyrer, at han virkelig ikke har behov for at se på fremmede strandbryster, der ikke er >25 år gamle.

Faktisk mener de, at vi er lige rigeligt barnlige, men den slags ignorerer vi naturligvis og fortsætter ufortrødent.

“Er I klar til frokost?”, lyder det uskyldige spørgsmål fra prøvede ægtemænd lidt senere på dagen.

“Sålænge vi ikke skal have saucisson français, så lyder det helt fint”, udbryder fnisende lure-damer.

I kan godt fornemme, at det til tider ikke er helt let, at være Hr. M og Regnskabschefen.fullsizerenderMenukortet er så perfekt fransk, at det kun står på perfekt fransk.img_7291Men med lidt venlig oversættelsesstøtte fra Hr. M’s side, får vi spist nogle fantastisk velsmagende retter.img_7371Efter hovedretterne spiller husorkestret folks ønsker ved bordene.fullsizerender-1Der er bare intet at klage over i det her franske driverliv.

Så vi sukker saligt og læner os tilbage i de bløde puder.

Begraver fødderne i det kølige sand under bordene.

Bedøver hoveder og hjerter i perlende rosévin.img_7362Jeg mærker pludselig en nyfunden kærlighed til Frankrig.

Og Martin.

Det kommer flydende til mig i takt med indtagelsen af rosé.

Og børnene?

Dem glemte vi at holde øje med.

Tror I det gør noget?img_7363

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sydfrankrig – Première Partie

Jordbærhjelmene har været tidligt oppe for at rejse til Nice.img_7210De overlever på forventningens glæde under hele flyturen, men da vi sætter os i taxien, må de overgive sig til søvnen, mens jeg smiler overdrevent bredt til chaufføren, der vældig gerne vil underholde mig på den knapt 2 timer lange køretur….på fransk…og dér har jeg ikke så meget at skulle have sagt efter mit begrænsede franskkursus i 8. klasse.

“¿Hablas español?”, forsøger jeg forsigtigt.

“¿Me entiendes, si hablo despacito?”

Ingen succes.

Han forstår cirka lige så meget spansk, engelsk eller dansk, som jeg forstår fransk. Og alligevel lykkes det ham at fortælle mig en masse skøre ting om sin familie og om alle de små landsbyer, vi passerer på vej til Familien M’s hus i bjergene. img_7265Her er ikke bare helt ualmindeligt, bemærkelsesværdigt smukt.img_7235img_7232Her er også så fredfyldt, at det eneste, jeg kan høre, er cikader og summende insekter, når jeg bevæger mig rundt i haven for at se på blomster.img_7234img_7242img_7241Men stilhed kommer som regel med begrænset holdbarhed, når der er børn til stede.

Det gør nu ikke noget i det her tilfælde.

Deres fællesskab, leg og latter gør mig lykkelig helt ind i hjertekulen.img_7250Og som om dét her scenarie – udsigten over bjerglandskabet og havet; det charmerende landsted i den idylliske have og 4 glade børn, der hujer og plasker – ikke skulle være mere end rigeligt i sig selv, så bliver jeg på forunderlig vis set og forstået af et menneske, med hvem jeg føler en dyb samhørighed.

Hun opfordrer mig kærligt og generøst til at tage ud på lange gåture.

For mig selv.

Som i alene-uden-andre.

Det er som at vinde i et lotteri, jeg ikke aner, at jeg har deltaget i!

Og i mens leger Fru M med 4 power-puff-piger, der laver perleplader og sokkedyr i serieproduktion.

Det kræver et absolut minimum af overtalelse at gå ud på opdagelse i denne her provençalske vidunderverden.

Et par skridt uden for porten møder jeg dette syn og en duft af fyrrenåle og varm jord.img_7236Det er den reneste balsam for en støvet ørkensjæl.

Og der er havudsigt som belønning for hvert sving, jeg tilbagelægger ad den snirklede bjergvej.img_7273Lidt senere må jeg til at følge Fru M’s håndtegnede kort. Jeg er jo ikke det mindste stedkendt.img_7264img_7274Efter en kort vandring igennem en kavalkade af franske sommer-landsteder – nogle i topform og andre i en mere skal-vi-kalde-det-rustik udgave, rammer jeg Madrague-distriktets vinmarker.img_7275Jeg antager, at de her smukke druer senere bliver til områdets berømte rosévine?img_7263Efter at have passeret rækkevis af frodige vinstokke, kommer jeg til Plage de Gigaro, som er så fransk, at damerne går helt nonchalante rundt i korte, hvide hørskjorter og bittesmå bikinitrusser. Med 3 baguettes under den ene arm og en cigaret mellem to fingre, mens de er på vej ud i verden.

They don’t give a fuck.

På deres helt egen elegante, franske facon.

Jeg tager mig selv i at blive helt araber-chokeret over al den nøgenhed i det offentlige rum. Men man kan vel vænne sig til det igen?img_7262Og hér – for enden af strandpromenaden – ligger en lille bod.img_7257Det er i øvrigt også enden på Fru M’s kort-instruktioner i denne ombæring, så jeg sætter mig med en ananas-smoothie og ser ud over havet, hvor blide bølger skvulper ind mod de sidste badende. img_7260Hvordan kan jeg være så heldig?

At sidde lige hér og mærke eftermiddagssolens lange stråler.

Og indånde den svale, salte havluft.

I mit eget selskab.

Det er mig ret meget en gåde – men måske er det lige præcist sådan, dét bør være?

Og da jeg svedig-varm og taknemmelig vender retur til storfamilien, står der solmodne, duftende nektariner og små, sprøde chouquettes på bordet. img_7229Chouqettes er intet mindre end himmelske bidder plukket direkte fra sommerens hvide cumulus-skyer, hvorefter en fransk bager har dyppet dem kærligt i sukkerlage med sine lange, slanke fingre og strøet forsigtigt med perlesukker til sidst.

💜 Soul Mate Sister, I love you 💜

For evigt taknemmelig for dig.

Og for chouquettes.

De er van(dbakkelses)-vittigt go’e.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts