Efterår i Fujairah

Det er whopping 14 dage siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er jo helt vanvittigt – selv efter mine sløvere standarder.

Sandheden er, at der ikke nødvendigvis sker det helt store i løbet af ugen, hvor den står på online-undervisning, skolegang og kørsel rundt til fritidsaktiviteter og legeaftaler om eftermiddagen. Weekenderne slumper væk i praktik og noget hygge med gode venner i det stille og hjemlige regi – for hvem tør udfordre myndighederne eller skæbnen for tiden?

Mentalt er jeg også gået lidt i frø.

Det er hårdt at se frem til, at et helt skoleår med største sandsynlighed bliver ren online-undervisning for mit eget vedkommende – og pt. ser der heller ikke ud til at være mulighed for, at Mille kommer i ‘fysisk’ skole hyppigere end hveranden uge.

Jeg kan ikke overskue det her cirkus. Selvom jeg skal. Præcist som alle andre.

Vi må pt. forholde os til, at antallet af smittede stiger markant, og at flere og flere mennesker i vores ‘nærmere omgangskredse’ bliver smittede. Det er ikke sjovt. Overhovedet.

Og selvom vi føler os ret overbeviste om, at vi kan rejse til Danmark for at fejre jul med familie og venner i midten af december, så er der ingen tvivl om, at der skal sættes et ‘inshallah’ eller ‘forhåbentlig’ ind efter hvert et ønske eller hver en plan, man forsøger sig med. Langtidsplanlægning virker ret ligegyldig, sådan som uforudsigeligheden banker på døren.

Men efterårsferie har vi da haft.

Tiltrængt, selvom vi reelt set kun har været i skole i 6 uger.

Men ugerne er lange, når de foregår herhjemme – og selvom Cille trives fint i sin Year 7 fuldtids-skolegang, så har hun virkelig også fortjent nogle dage væk fra det hele, for der har været en masse lektier, tests og afleveringer, der skulle klares.

Ved skoleårets start var der afsat en hel uge til Efterårsferie – for første gang nogensinde. De andre år har der kun været et par dage i forlængelse af en weekend. Men skolen endte alligevel med at forkorte ugen til tre dages ferie med ganske kort varsel, fordi uddannelsesmyndighederne pludselig har besluttet, at skoleåret skal være længere end de 180 dage, vi ellers har rullet med.Hver gang myndighederne og skolerne ændrer på ferieafholdelse kommer jeg sådan til at grine. Hvis det skete i Danmark, at en ferie med et trylleslag og uden forudgående varsel blev forkortet eller flyttet til andre uger, ville der være ramaskrig. Det samme gælder alle de månerelaterede helligdage, hvor vi heller aldrig rigtig ved, om der er lukket eller ej i skolen, før der kommer en besked om aftenen.

På en måde er det sundt nok, at man ikke kan booke efterårsferier og skiferier halve og hele år i forvejen, men på den anden side er det ret besværligt, at man aldrig rigtig ved, om ferien ligger fast. Man kan selvfølgelig også bare booke fleksibelt, så man kan lave datoerne om, uden at skulle hoste op med en stor pose penge ved hver ændring. Den slags fleksibilitet koster bare også en slags penge.

Vi nåede at booke, afbestille og gen-booke et arabisk hotel i Fujairah, fordi vi ikke rigtigt anede, hvad der ville ske med feriedagene. Af samme årsag havde vi heller ikke talt om ferie med pigerne, for de ville selvfølgelig blive ærgerlige, hvis udsigten til hotelophold pludselig blegnede.

Men afsted kom vi.
Og som altid elsker jeg bare road tripping i De Forenede Arabiske Emirater af hele mit hjerte.

Denne gang kører vi til emiratet Fujairah via den helt nyanlagte vej E102, der går igennem byen Kalba. Der er brugt en betydelig pose stats-dirhams på dynamit, cement og metal for at få konstrueret vejen i den ret så ufremkommelige Hajjar-bjergkæde.Undervejs møder vi kameler, æsler og geder, der går frit omkring. Der er heldigvis stort set ingen trafik, så det er ikke umiddelbart helt så farligt at møde fritgående dyr, som man måske kunne forestille sig. Men lokalkolorit giver det ihvertfald.I udkants-Emiraterne tager de rundkørsler seriøst. Ikke sådan noget pjat med en enkelt blomsterkumme eller lidt bundgrønt. Nej, hér bliver der gået til den med flag og fædrelandssymboler. På venstre side af vejen ses et stort ‘røgelseskar’ med røgeffekt, der ligesom ulmer ud over kanten, og længere fremme ses en stor, smuk majlis, som er et forsamlingshus eller repræsentationslokale for de lokale sheikher og emirati-befolkningen.

Ude på landet er alle butikkerne 100% lokale. Selvfølgelig er der tankstationer, hvor man kan købe en tillempet Subway-sandwich eller trykke sig til en Starbucks-kaffe, men langs hovedvejene ligger der kun arabiske butikker, supermarkeder og apoteker – ikke noget med engelsk eller amerikansk kæde-halløj her.

Og jeg kigger og kigger, mens jeg læser de engelske skilte højt for Martin, når vi passerer Good Luck Pharmacy, Chai Hut eller Hot Chicken Restaurant.Da vi ankommer til hotellet Al Bahar, er den nærmeste nabo endnu en rundkørsel.

Denne gang i form af et springvand (eller måske er det en swimmingpool for de løse hunde, der hygger sig i byen) med store fisk, som sprøjter vand, når de da lige får tændt for det.Hvilket de gør om aftenen.Hotel Al Bahar ligger midt i Fujairah By. Det er ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Faktisk er det nord for Fujairah By, at det hele sker. I områderne Sandy Beach (Snoopy Island), Al Aqah og Dibba.Men nu er det altså booket – og vi er mødt op – og vi har fået en kæmpe arabisk hotellejlighed med to soveværelser, tre badeværelser, et køkken, en TV-stue og så god plads, at vi kunne have været to familier afsted.Om eftermiddagen tropper jeg op i dette kostume ved poolen. Mor-kroppen, I know.Ganske fornuftig påklædning i forhold til solens stråler og det faktum, at vi er på et rigtigt arabisk hotel. Martin tager billedet af mig, da det går op for mig, at jeg er den eneste kvinde ved poolen, der ikke er i fuld burkini. Gudskelov går der kun ti minutter, så dukker der en russer eller to op og gør mig ‘halv-nøgent’ selskab.

Det er simpelthen så ubehageligt at være let-påklædt i forhold til det sted, vi befinder os. Viser jeg bryster eller mave frem? Nej. Men der er bikinitrusser og mor-stænger med åreknuder på display, og dét passer mig ikke. Martin vil naturligvis gerne gå ind og købe en fuld burkini til mig i hotellets butik, men dét gider jeg jo heller ikke.

Jeg fortrækker i stedet til havbad og strandliv.Vandet er over 30 grader varmt og behageligt. Efteråret har virkelig gjort sit indtog de sidste par uger, hvor temperaturen og fugtigheden er faldet så markant, at vi jubler og begynder at planlægge ørkencamping og strandture.Dagen efter kører vi nordpå igennem byerne Khorfakkan, Sharm og Al Aqah, før vi kommer til Dibba Al Hisn, hvor vores venner bor på Fairmont Fujairah.Hotellet har lidt firser-vibe over sig ved poolområdet med institutionelt-farvede klinker og plasticflamingoer. Bortset fra det lidt kiksede look, er der en dejlig privat strand/havlagune, præcist som på Al Bahar Hotel – og vi er jo kommet her til for den friske havluft, ikke fordi vi forventede et design-hotel.Om aftenen spiser vi friskfangede fisk og skaldyr fra Omanbugten – havet ud for Fujairahs kyst. Det er friske sager, som hotellet bestemt også husker at tage sig betalt for. Pricey middag eller ej, så er det bare helt vildt skønt at se børnene sammen med deres venner i hotellets have, og vi voksne hygger os med vin, indtil aftenen er blevet så nattemørk, at vi må liste os hjem igennem de små støvede landsbyer og de talrige rundkørsler til vi når vores hotel i Fujairah By.

Dagen efter roder vi igen rundt i sand og vand.Og pigerne bliver stalket af hotellets fugl, der insisterer på foto-op.Cille kan knapt være i sin krop af flovhed – eller cringe – som hun kalder det.

Når du trænger til en tur til emiratet Fujairah – og det gør du selvfølgelig på et tidspunkt – ser det ud til, at Intercontinental Fujairah Resort og The Address Fujairah Resort i Al Aqah er de mest anbefalelsesværdige hoteller. Vi kørte hele kyststrækningen, og de fleste steder ser ud som om tiden er løbet fra dem.

Ellers er der jo også dén mulighed, at du nupper Al Bahar Resort – 100% alkohol-tørlagt og med burkini i poolen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste stop Nordsjælland

Vi er inde i den sidste del af to måneders strækmarch af en sommerferie i Danmark. Det sidder jeg og tænker på – med en dødgod sodavand i hånden.Vejret er nu slået om til overskyet og let-truende tordenvejr, men indtil for ganske nylig har der vitterligt kun været højt solskin og smukke, smukke sommerdage at spore – både ved Sejerøbugten, hvor vi nuppede endnu en dejlig uge med Farmor i sommerhuset, og også derhjemme i Nordsjælland.Frisk luft og højt til loftet gør os godt. Det har vi ikke haft noget af i de fire forudgående måneder med rædsom lang hjemmeskoling og stress over arbejde. Og vi klager ikke over lidt gråvejrskyer. Det betyder ingenting – det er faktisk lige før, det er helt rart, når nu vi om en uges tid står i 45-47 graders varme igen.

Vejrguderne har været så nådige de sidste par uger, at vi har badet og pjasket i vand med største fornøjelse.
Men den sidste uge til halvanden før afrejse er altid en bittersød tid.

Vi er trætte.

Mætte af selskab og oplevelser.

Drøner rundt for at sige hej til dem, vi ikke har nået at sige hej til tidligere i ferien, eller som vi lige er nødt til at sige hej til igen, fordi de nu har fået en hamster siden sidst.
Midt i ferie-metaltræthed og mathed er der også fødselsdagsforberedelser og de sidste indkøb at tage sig til.

Og midt i dét shoppecirkus, trænger vi stadig til at komme sådan rigtigt hjem. Også selvom hjem jo er lige hér sammen med vores yndlingsmennesker.
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at opdrage på pigerne eller opretholde bare nogenlunde fornuftige kost-, iPad- og sovevaner, når ferie-fornemmelsen bare fortsætter i det uendelige, og når vi altid er på en form for ‘udebane’, selvom begge hold forældre og deres respektive hjem i allerhøjeste grad er rummelige og rare at være i.

Det lyder måske temmelig overpriviligeret, utaknemmeligt eller forkælet at sige, at 8 ugers ferie er for meget som familie, men det er det. Det er for lang tid uden rutiner og med alt for meget lediggang, der ikke nødvendigvis bliver udfyldt af relevante og gode aktiviteter – ihvertfald kun en del af tiden. Men det er vilkårene i en overophedet Ørkenstat. Der er no chance, at skolen kan fungere i juli og august, hvor alting smelter.

Denne sommer var målet ene og alene at komme til Danmark. Hjem til vores familie og venner. Hjem til naturen.
Det har været mit mantra på lange gåture i skove, ved søer og langs havet.
Men set i sommerbakspejlet er vi nok kommet dertil, hvor der skal fyldes mere på, for at pigernes dage forløber på en ordentlig måde. Det var ikke muligt at planlægge og booke en masse i år, hvor vi indtil sidste øjeblik kunne risikere, at rejsen røg i vasken, men fremover må der stoppes mere på rent aktivitetsmæssigt. Så ved vi dét. Corona times eller ej.

Og indtil på onsdag, hvor vi flyver retur, vil jeg forsøge at nyde alting ved livet i Danmark med familie og venner, selvom tanker og bekymringer om skolestart og job konstant presser sig på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ribe Vikingecenter

På sommerens absolut koldeste dag med deprimerende gråvejr og en insisterende stiv kuling ude fra west, drog vi til Ribe Vikingecenter. ‘Vi’ er her fætter-kusine-konstellationen, Morfar, Conny og mig selv, sagde hunden.
Selvom alle billeder herfra er helt mørke og tunge af det triste juli-gråvejr, så garanterer jeg jer, at stemningen var god blandt vikingerne, der konstant lå i venskabelig krig med hinanden på den store plads midt i vikingelandsbyen.I pauserne mellem hver kamp, inviterede de os til at se nærmere på deres våben og beklædning, mens de ivrigt forklarede os om kampenes regler. Der er tale om en gentlemansport, hvor holdene selv dømmer og opererer efter 100% fairplay, selvom de har lov til at gå lige efter skridtet på modstanderen!August og pigerne var synligt duperede over de megaseje våben. De små drenge løb også og sloges – stort set som deres fædre – og August bekendtgjorde, at han da ihvertfald gerne ville være en vikingedreng og gå til slåsning. Pigerne ville også gerne prøve vikingelivet. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen og revet med på idéen om det simple liv i naturen.

Vi blev dog et kort øjeblik revet ud af romantikken, da vi kom forbi mosen, hvor der var en ofringsplads til guderne – plus en lille hytte, hvor landsbyens heks holdt til. Her var der et hestehoved og skind spændt ud og et ordentligt sæt gedebukkehorn til skræk og advarsel. Der var overraskende uhyggeligt og stemningsfyldt.De mere fredsommeligt anlagte vikinger holdt til i langhusene i stedet for på kamppladsen. Her sad de og kværnede korn til mel, rodede med bålstederne, kogte grød og strikkede uldsokker. I langhusene var de mindst lige så flinke til at fortælle og forklare, som de kampberedte vikinger.Hvert sted, vi vendte os hen, lærte vi noget nyt. Der var skomagere, jern- og sølvsmede, håndværkere og folk, der lavede andre former for håndarbejde og keramik alle vegne. De solgte deres fine ting – kørte naturalie-/bytteøkonomi med hinanden og nød at fortælle om materialer og arbejdsgange.


De vikinger, der ikke boede i landsbyens langhuse, havde deres egne telte med, som var lavet i enten uld eller hør.De fleste havde ladet teltdugen stå åben, så vi andre kunne titte nysgerrigt ind – og det var en kæmpe fornøjelse at opleve de små stilleben og dét liv, der udspillede sig rundt omkring. Børnene var dybt fascinerede af vikingelivet, og var på et splitsekund helt klar til at sove i telte, lave bål og lege ude. Selv byggrød med flæsketern mente de nok kunne spises.Udover kampene på pladsen og de arbejdende værksteder og langhuse, var der et dagligt falkeflyvningsshow med surprise-ugle, der åbenbart også har været anvendt som jagtfugl i Danmark.Der var også mulighed for at tilkøbe et aktivitetskort til børn. Så kunne de prøve kræfter med bue og pil.Der var kun 4-5 pileskud pr. barn, hvilket var lidt tyndt, men det kan jo være, at der er bedre tid til aktiviteterne uden for højsæsonen. En anden aktivitet var at slå en fin lille “Ripa”-mønt i sølv.Endnu bedre var snit-en-pind-aktiviteten, hvor man kunne sætte sig med et gammeldags skæreværktøj, som afbarkede og skar så fint og nemt. Det var ikke kun August, der var i pinde-himlen – alle børnene kunne have brugt hele eftermiddagen med at snitte, hvis ikke det var for et mildt pres om at komme videre, fordi vi bestemt ikke var de eneste besøgende.Rundt omkring i landsbyen var der mange dejlige områder, hvor børnene kunne lege frit.
Det eneste, der holdt os tilbage, var sådan set det forbistrede vejr.Jeg kan varmt anbefale en dagstur til Ribe Vikingecenter. Som med så mange andre steder, er det bedst at komme dertil i højsæsonen, hvor der udspiller sig et fantastisk liv på hele området. De nutidige vikinger er super-gennemførte i deres tøj, adfærd og engagement. Jeg talte med vikinger fra hele Skandinavien og Tyskland – og det er tydeligt, at de brænder for at videregive information om vikingelivet. Det er vitterligt en livsstil for dem – ikke bare en hobby eller noget, de finder på at lege en uge hver sommer.Så langt kommer vores familie vist aldrig Viking-style, men bidt af vikingerne – livet og historien – dét kan man ikke undgå at blive!

Sommer 2020 er Ribe Vikingecenter omfattet af halv-pris-showet fra staten. Det gør prisen for oplevelsen noget mere tålelig – for billigt er her altså ikke. Heller ikke i cafeteriaet, hvor kaffen er både lunken, slunken og serveret med et minimum af engagement. Bring your own food, ville jeg mene.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kvie Sø

Vi er landet hos Mormor efter en uge i sommerhus ved Kvie Sø sammen med Morfar og Conny, min Søster og hendes familie.Under corona-lockdown i Dubai visualiserede jeg, hvordan jeg skulle sidde på et picnictæppe ved søens brink, mens fire bulderbørn legede i Kvie Sø med fiskenet i hænderne og røjserne skruet godt på – alternativt i badetøj og med solhatte, hvis man da turde håbe på godt, dansk sommervejr?Og når bulderbørnene så havde fanget en sten eller et blad, skulle de komme op til Moster-Mor på tæppet og vise herlighederne frem – og få kys, kiks og saftevand i bytte.Intet i den visualisering holdt stik.

Vejret var slet ikke med os. Det var overskyet, ustadigt og blæsende stort set hele ugen, så både regntøj og indendørs aktiviteter var påkrævet.

Fiskenet og badetøj kom heller ikke i brug.Det var dog ikke vejrets skyld, men derimod noget ærligt og redeligt lort.

Kvie Sø uden for Ansager og Grindsted er en lobelie-sø med helt klart ferskvand og dejlig blød sandbund, hvor de sjældne lobelieplanter vokser. Vandet er rart og skvulpende, og man kan under normale omstændigheder bade trygt og længe i søen – præcist som man også kan i Sveriges stille skovsøer, men i Kvie Sø er vandet ikke nær så koldt, og der er heller ingen skjulte klipper under overfladen.I min barndom var Kvie Sø altid et besøg værd. Vi kunne bruge en halv dag på at ligge på brinken af søen, mens vi læste bøger og lå og sludrede i det tørre græs. Ind i mellem badede vi og krummede tæerne i det bløde sand, og vi fnøs, når vi mødte et brugt plaster eller et stykke ispapir i overfladen. Vi var ikke de eneste, der frekventerede lobeliesøen om sommeren. Den var og er altid populær blandt både fastliggere og tyske turister. Der var også et offentligt lokum og en lille iskiosk, som selvfølgelig skulle tjekkes ud undervejs. Fancy var det langt fra – men vandet var dejligt, og stemningen var varm og langsom.Nu om dage har et hollandsk værtspar åbnet et pandekagehus, hvor iskiosken plejede at ligge. Min barndoms Faxe Kondi’er og blinklys-limonade-is er skiftet ud med Hansen Is og store fadbamser, tilsat søde og salte pandekager med varieret fyld. Hollænderne virker lidt excentriske og holder bl.a. påfugle og høns rundt om restauranten, plus 3-4 løse hunde. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det, men legepladsen er god – og udsigten over søen fejler ikke noget.Men tilbage til dét med lort. For det var og er virkelig noget lort med Kvie Sø.

Hvis man google’r ‘lobeliesø’ står der beskrevet, at disse kalk- og næringsfattige søer er meget sjældne i Danmark, og at de holdes naturligt rene og klare af de særlige lobelieplanter, der har overlevet jeg-ved-ikke-hvor-mange-istider. Lobeliesøerne er også sjældne, fordi deres sarte vandmiljø ofte bliver forurenet med plantenæringsstoffer, såsom alger – eller som i denne sommers tilfælde – e-coli. Altså lort. Varde Kommune har endnu til gode at finde ud af, om e-coli-forureningen i Kvie Sø stammer fra mennesker, spildevandsudledning, fugleekskrementer eller sivende gødning fra landbrugsjorden. Who knows?

Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor skam. For ikke at sige en skandale, når sådanne særlige vand-naturområder forurenes, så hverken mennesker eller dyr bør komme i kontakt med vandet. Men uanset hvor meget, vi ærgrede os over lort i søvandet, så var der jo ikke noget at gøre.

Badning forbudt denne sommer i Kvie Sø, men heldigvis ikke i Ølgod Svømmehal, hvor vandets klorindhold udkæmper e-colien, så vidt vides.Det blev i stedet til en gode løbe- og gåture omkring Kvie Sø for mit vedkommende. Og dét var selvfølgelig også smukt og dejligt.

Men jeg havde da håbet på og forestillet mig, at en hel sommer-uge ved Kvie Sø skulle være lig med hop fra badebro, leg med fiskenet og stille fordybelse i vandspejlet. Måske til næste år. Hvis nogen altså lige holder op med at forurene søen, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyn er fin!

Jeg holder seriøs sommerferie i år. Med lange gå- og løbeture, læsning af murstensromaner, leg og samvær med de allernærmeste. Så meget som overhovedet muligt foregår uden for, for hvor har vi dog savnet at være i naturen!Intet slår den lysende danske bøgeskov, de farverige vejkanter eller stranden med den duvende marehalm i klitterne.

Jeg kigger skyformationer, trækker vejret dybt ind og bemærker den friske luft, som var det første gang. Jeg ser blomster, smådyr og insekter, og jeg glædes over hvert eneste lille liv. Det er sådan en taknemmelighedsfølelse, som kommer af at have længtes rigtigt meget.Siden sidst har vi været en uge på Fyn hos min Søster og familie.

For første gang NOGENSINDE var road trip med pigerne tværs over Danmark helt harmonisk og rar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre, men på én eller anden måde er de nu pludselig blevet gamle nok til at koncentrere sig om podcasts, mens de ryger lakridspiber og reflekterer over dét, de lytter til. I denne ombæring var det et par afsnit af Radionauterne om, hvordan børn bliver skabt, og om, hvorfor prutter lugter. Essentiel viden i et barneliv. Plus filmen “Terkel i knibe” som lydfil for lige at lære lidt nye danske ord at kende, såsom pik-antilope og røv-firkant. Igen essentiel viden.I mens kunne jeg glædes i stilhed over de nye og blidere vibes fra bagsædet – og så synet af Storebæltsbroen. Jeg elsker broer og den følelse af forbindelse, de skaber.

I Odense bor min Søster og familie i forstaden Hjallelse. I et hus med en samling pinde, sten og kastanjer udenfor. Det er Nevøens samling af livsnødvendige ting, som øges dag for dag – og dén, der vover at forrykke sagerne eller fjerne noget, får med ham at bestille.Vi havde med vilje ikke lavet andre sommerferieplaner end at være sammen i deres hjem – og så se, hvad vejr og humør kunne byde på. Det føltes nærmest umuligt at lave planer for ferien, da vi sad i corona-lockdown i Dubai. Mest fordi vi indtil det sidste kunne have risikeret at få rejsen aflyst. Men alting lykkedes så fint, heldigvis.

Mormor joinede også flokken af døtre og børnebørn.

Hun kom med favnen fuld af gaver. Matchende, hjemmesyede forklæder og søde konvolutter med ferie-lommepenge til alle fire unger. Er de ikke fine?Blomster fra haven var der til min Søster og thermokasser fulde af friske rødspættefileter og fiskedeller fra Thyborøn og en solid stak hjemmebagt brød i alle mulige varianter var der til os alle. Vi er heldige med sådan en effektiv og hjælpsom Mor, der altid fikser alting for os.I haven fik vi rejst Mormors gamle telt fra vores barndom. Det har været på tur rundt i det tidligere Østeuropa, da vi var halvstore piger, og det fejler overraskende nok ingenting. Så kunne der leges og soves på skift, indtil vi efter nogle nætter blev nødt til at erkende, at det desværre var for koldt at sove i teltet, når nu vi ikke havde ‘ordentlige’ soveposer til rådighed.Én af dagene tog de hjemmevante odenseanere os med i Odense Zoo. Jeg beholdt mobilen i tasken, for der var enormt mange mennesker i parken, men et par billeder fik jeg da taget under et kaffepitstop af det lille entourage.De tre kusiner og den lille fætter hygger sig sammen. I år er det især Mille og Jo, der finder hinanden i lege med tøjhunde og Lego Friends, mens lille fætter A er dybt platonisk-forelsket i Cille, og følger hende som en skygge, der afgiver lette klask og dask i Cilles numse.Cille er til gengæld blevet et nummer større end de tre andre, og hun føler sig ret meget “in between”, når hun forklarer, hvad der sker. Det er helt naturligt. Hun er 11 år om et par uger. De to små piger er 8 år og mindstemanden er 4 år. Jeg havde det på præcist samme måde med mine yngre fætre og kusiner, da jeg ramte “tween/teen-livet”, husker jeg.

Så jeg nusser lidt ekstra om hende, laver Earl Grey-te om aftenen og lader hende sidde lidt i fred med en serie på iPad’en, mens jeg forsøger at jonglere alles behov for og ønske om at være en del af fællesskabet. På kryds og tværs. Store som små.Heldigvis er der stadig masser af fælles interesser og aktiviteter at tage fat i. For eksempel lavede vi en hel krea-dag i Odense, hvor vi grinede og fjollede, mens vi tegnede, malede, limede og formede alt muligt stads, der gav meget lidt mening bagefter, men som var en skøn proces at være i.

Og det er de her små øjeblikke, jeg samler på denne sommer. Nevøens barnenæve i min, når vi går tur. At vaske min Nieces lange, mørke hår og rede det forsigtigt ud. At klø og nusse Mille på ryggen om morgenen. At have tid til dybe samtaler med Cille om teen-issues sent om aftenen.

Dét er sommerferien i år.

Tid.

Til alting og ingenting.

Bare familien er der, så er jeg glad. ❤️🧡💛💚💙💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet