Tag mig tilbage…

To døgn er der gået, siden vi landede fra Bali.

Nu sidder jeg bænket på hårde plasticsæder sammen med de andre forældre og venter. I en gymnastikhal med et overaktivt airconditioneringssystem, der blæser lige ned over vores hoveder og skuldre, så der er statsgaranti for snue bagefter. Men Mille er lykkelig og laver de fineste forlæns og baglæns koldbøtter med sin russiske træner. Og det er vel det vigtigste.

Velkommen-tilbage-til-hverdagen-suk.

Det sker altid så brat, skiftet fra ferieliv til hverdagsliv. Det kan mærkes fysisk som en slags mentale tømmermænd, der bliver supporteret af reelle tømmermænd efter den bedste Friday Brunch igår.

Og det eneste, jeg kan tænke, er “Tag mig tilbage…”

Til Bali.

Lige nu vil jeg kun gå ind ad denne her dør til min egen lille verden af fred, ro, ingen forpligtelser og grønt, grønt, grønt.På en eller anden underlig måde var ferien så tiltrængt. Det er næsten helt pinligt at sige det – for vi var nærmest lige kommet hjem fra skiferie i Aserbajdsjan, men dér arbejdede jeg så meget med mig selv i forhold til at turde, kunne og ville stå på ski, at denne her Bali-ferie var som at komme en tur i Paradisets Have.Martin har også fået sin opgave for med sit nye arbejde, der kræver 24/7 opmærksomhed og benhårdt arbejde. Ikke at jeg kan sige så meget om det, men mentalt er han på arbejde altid for tiden. Sådan er det jo, når en overvældende bunke nye ting skal læres, gøres og forhåbentlig føre til noget inden for et års tid.

Og jeg ved, at det er lige dele spændende, nervepirrende og udfordrende for ham hver dag. Så en pause var også tiltrængt for ham.

Tid til at sove, gå ture, opleve nyt, spise godt og være lidt væk fra det hele.

Og så gjorde det ikke så meget, at han hver dag skulle logge på systemerne, besvare mails, ordne papirarbejde, deltage i møder og telefonkonferencer undervejs. Det var stadig et skønt afbræk fra hverdagen.

På denne her ferie var vi gode til at dele os lidt op ind i mellem, når det passede bedst på denne måde.

Mille og jeg havde f.eks. en formiddag på stranden sammen – og en tur i en sød lille orkidéhave en anden dag.Jeg var også selv på en tur uden for Sanur for at besøge en træskærer, der kunne lave et fint navneskilt til vores hus i Dubai. På vejen fra Ubud til Sanur fortrød jeg nemlig pludselig, at jeg ikke havde købt noget kunsthåndværk. Men det kunne der heldigvis let rodes bod på.Herude – i et lille stræde bag turist-tingeltangel og barerne i Sanurs hovedgader, havde træskæreren Dika sit hjem og et mindre værksted. Med udsigt over rismarker.Hans søde kone tog vel imod mig og vi forsøgte med fagter og Dika i telefonen at forstå hinanden.Det gik faktisk ganske godt.Og den sidste dag kom Dika ud på hotellet for at overrække mig sit færdige arbejde. Man kan se stoltheden lyse ud af ham, synes jeg.Nu kan navneskiltet og lotusblomsten så hænge uden på vores villa som en dejlig påmindelse om, at Bali er 4 REAL, mens verden går videre med huskesedler, indkøb, tømmermænd, tidlig skolestart i morgen og penicillin til Cille-musen, der er endt med at have mellemørebetændelse efter en alt for genstridig forkølelse. 🤧🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Havskildpadder

Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.

De er stærkt truede og har samme udfordringer i mødet med mennesker og vores forurening af havet, som vi også har set og oplevet andre steder i verden.Derfor er der også hér i Indonesien et stort behov for information om havskildpadder til både lokalbefolkningen og til turisterne, så alle parter kan beskytte dyrene bedst muligt.Der er lovgivning på området – og det er 110% ulovligt at fange havskildpadder, så officielle kontrollanter tjekker fiskernes både, når de kommer ind i havnene med deres fangst.

Havskildpadderne anvendes dog stadig til medicin, madretter og som bizarre trofæer, smykker osv.

Alt sammen fuldstændigt uforståeligt og uacceptabelt.

Men det sker. Hver eneste dag. Fordi nogle mennesker er villige til at tage imod bestikkelse og betaling for dyrene.Jeg har altid haft et ømt punkt for havskildpadder. Derfor var de også højt på ønskelisten, når nu vi skulle til et havskildpadde-rigt land. Men efter flere lodret forkerte dyreoplevelser i Sydøstasien i 00’erne, var jeg klar over, at jeg skulle vælge vores møde med havskildpadderne med omhu, for der er virkelig mange misforståede petting zoos, der er direkte dyremishandling til glæde for turister. Google et sted som f.eks. Turtle Island Bali / Tanjung Benoa og lov mig, at du aldrig nogensinde sætter dine ben sådan et sted.

Valget faldt på et fint center lige uden for Sanur på halvøen Serangan – Turtle Conservation and Education Centre. Selveste Prins Henrik har såmænd besøgt centret engang, og set de frivillige og medarbejdernes utrættelige arbejde med at behandle sårede havskildpadder, så de kan genudsættes – og deres arbejde med afhentning af æg og udklækning af samme.Centret lever af frivillige donationer fra turister, besøgende og andre velgørere – og de har pt. to fine ambulancer, der kan afhente sårede dyr, og så kører de ellers med faste udsættelsesprogrammer og stram styring af deres forskellige bassiner. Centret beror på lokalbefolkningens støtte og hjælp, og de beder folk om at ringe, hvis de ved, hvor en havskildpaddes æg ligger, eller hvis de kommer i kontakt med en såret havskildpadde, så chartrer centrets medarbejdere straks en fiskerbåd og kommer dyret til undsætning. Det seneste års tid har det desværre ikke været muligt for besøgende/turister at deltage, når de kære små havskildpadder sættes fri i havet. Myndighederne har pålagt centret, at de ikke må tage gæster med ud til deres særlige udsætningssteder.

De små gutter her er blot 4 dage gamle og udsættes, når de er ca. 7 dage gamle. Det er næsten ikke til at forstå, at de snart skal ud at kæmpe i Det Indiske Oceans voldsomme brænding ud for Sanurs kyst. Men det skal de. Pigerne er noget ærgerlige over, at vi ikke kan deltage i udsætning, da vi oplevede det i Oman – og det er et helt fantastisk syn. Men nu handler centret jo netop om havskildpaddernes behov og IKKE om menneskernes, og dén pointe godtog de to madammer, der i stedet fik lov til at fodre centrets “fastliggende” skildpadder i havebassinet med friske salatblade.Som et snedigt “plaster på såret” til de besøgende, har centret indført et adoptionsprogram, hvor man formedelst 150.000 indonesiske rupiah (som vel svarer til cirka 75 danske kroner), kan vælge sin helt egen havskildpadde-baby, navngive den, samle den op og modtage en video fra udsætningen senere på ugen.Pigerne udså sig et par livligt baskende padder i vuggestuebassinet, og navngav dem hhv. Speedy og Lili.Så nu flakser de to små nuttede Kaalund’er rundt i et bassin og venter på, at det skal blive den store dag, hvor de sættes fri til et farligt liv i et brusende hav.Vi håber inderligt, at Speedy og Lili overlever derude.

Og det var ret svært at løsrive sig og sige farvel til de søde små skildpaddeunger, men pigerne fik hvert sit diplom og en fin halskæde med en håndudskåret skildpadde, før vi tog afsted fra centret.Hvis du lægger vejen forbi Denpasar, Sanur, Nusa Dua eller noget i dén stil, så læg vejen forbi det her center. Det er virkelig fin læring og god information undervejs fra de flinke formidlere – og en dejlig dyreoplevelse for både store og små.

🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Naturoplevelser i Bali

Nok om mandehørms-agtige ATV-ture og river rafting ad den mudrede Ayung-flod.

For mest af alt er Bali en frodiggrøn naturoplevelse for alle sanser.Med eksotiske indslag af hinduistiske templer og gudestatuer overalt.Før vi tog afsted, brugte jeg en del tid på at undersøge, hvilke natur- og dyreoplevelser, vi kunne få, uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd. Og dét er ikke helt let at gennemskue i en google search. For ligesom alle andre turist-tunge steder, er Bali ingen undtagelse, når det kommer til at holde dyr i fangenskab på ikke nødvendigvis særligt humane måder – til glæde for os turister, der gerne vil se og røre.

Jeg brugte bl.a. bloggen Claire’s footsteps til at beslutte, hvilke oplevelser, vi skulle have undervejs.

Bali Animals: How to Find Ethical Tourism Experiences

Og præcist som Claire beskriver det, så er Monkey Forest i Ubud lige dele gru og glæde. Det er intet mindre end fantastisk at opleve de balinesiske lang-hale-aber svinge fra træ til træ, æde søde kartofler med de nuttede næver og afluse deres afkom i et væk. Men selvom aberne er frie og i deres rette element, så er der stadig et eller andet udefinerbart ‘forkert’ ved oplevelsen. Måske er det mængden af turister – og turisternes interaktion med dyrene, der gør udslaget?Aberne anses for at være hellige dyr, og balineserne passer godt på dem af samme grund. Der er mange fodringsstationer rundt omkring i skoven, og der er en del venlige skovbetjente, som anviser korrekt opførsel for både aber og turister, men lige lidt hjælper det. Turisterne giver aberne menneskemad – og aberne tager hver en chance for at fiske menneskemad fra turisternes tasker og hænder. Der er også et interessant hindutempel inde i Monkey Forest, hvor vi ser balineserne strømme til for at bede. Er de ikke bare smukke, mor og datter?Så turister er der ligesom lige rigeligt af i Monkey Forest. Og nogle af dem opfører sig som værre abekatte end de rigtige aber, når de fodrer dem og lader dem lege med ting, der slet ikke er relevante. En interaktion, som frarådes på store skilte, men som ignoreres komplet af de dummeste turister.

Vi afholder os fra at interagere med aberne og medbringer hverken taske eller vandflaske, som det anbefales – og vi nyder at se aberne bade i forskellige små søer og kanaler, at se dem lege, skændes, kurtisere og spise i ét væk.Monkey Forest ligger 10 minutters gang fra vores lille hotel i Ubud, og vi gik derfor derned et par gange.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse, at se skovens knapt 900 makakaber i fri dressur. Og jeg ville absolut tage dertil en anden gang – dumme turister eller ej.

En anden oplevelse, som lå ganske kort gang fra vores lille hotel var Campuhan Ridge Walk.

Her er en fin beskrivelse af, hvordan man finder frem til stien, som i øvrigt er afmærket hele vejen.

How to Get to the Campuhan Ridge Walk Ubud And What to Expect

Vi tog turen på 2 km. ud til Karsa Café en sen formiddag, hvor det var behageligt overskyet.

Først kommer man forbi et smukt tempel.Og herefter følger man ganske enkelt en fint arrangeret sti. Der er kig til bønderne i rismarkerne.Og efter 2 km. kommer man til en række små caféer, hvor pigerne fodrede karper, mens de voksne fik en cola.Der er smukt – derude på landet – hvor riset står gult og palmerne ranke.

Pigerne klarede den knapt 5 km. gåtur ganske let, men de var enige om, at karpefodringen var det eneste sjove ved dén oplevelse.Umiddelbart er jeg den eneste, der er en entusiastisk gåmaskine i familien, men jeg elsker, at de går med alligevel.

Og Campuhan Ridge Walk er ihvertfald en fin, familievenlig gåtur ud i det grønne uden for Ubud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvo intet vover

Vi har flyttet os væk fra grønne Ubud til stranden ved Sanur, for at prøve “noget andet” undervejs på vores ø-ferie.Umiddelbart har jeg et meget positivt indtryk af Sanur Beach. Her er den der hyggelige, laid-back strandfølelse – for familier, that is, hvor Seminyak og Kuta på vestsiden er for et yngre og mere friskt publikum, om man så må formulere det.Men selvom Hyatt Regency ikke skuffer – og er alt dét, man kan ønske sig af en resort-ferie, så er upscale hotel-liv noget, vi også oplever ofte i Dubai. Vi er snotforkælede og forvænte, er vi. Og Ubud var bare noget helt særligt.

Så jeg ved allerede, hvad der vil sidde dybest i hukommelsen efter denne her ferie, selvom den slet ikke er ovre endnu. Og skulle vi vende tilbage til Bali en dag, så sidder jeg klar til at booke et lille hotel i Ubud og måske ét ditto i Tulamben. Gili når vi heller ikke denne gang.Mens vi var i Ubud besluttede vi os for at være bare en lille smule action-prægede – hvo intet vover, you know – men stadig snusfornuftige, for der er jo børn med på slæb.

Så vi tog en familievenlig 10 kilometers river rafting tur ned ad Ayung-floden.

Klatring ned til og op igen fra floden foregår ad stejle, smattede og ujævne sten-trin, så børnene må ikke være alt for små – og de voksne må ikke have dårlige knæ eller gangproblemer – for så bliver det absolut ikke en god oplevelse.

For os var det sådan en fin oplevelse med udsigt til små vandfald og frodig jungle undervejs.

100 lokale Ubud-kunstnere havde dekoreret 1 km. klippevæg langs floden, så en del krokodiller mødte vi da. Og en kæmpestor tudse, der fik det plumrede flodvand til at føles liiiidt mindre attraktivt. Martin, Cille og jeg har river rafting som favoritoplevelse i Ubud, mens Mille ikke helt er med på idéen, og kun vil OVERVEJE, om hun vil med os en anden gang.

Dagen efter fortsatte vi vovehals-initiativet med en ATV-tur uden for Ubud.

Dén slags action var Mille straks med på, mens vi tre andre syntes, at det var lidt for vildt op og ned ad stejle og mudrede klinter og smalle stier.

Det mindede mest om polterabend-mandehørms-kørsel, og var meget langt fra dén idé, jeg havde haft om at trille afsted mellem rismarker og små landsbyer ad mudrede stier. Men okay – jeg overlod reservationen til hotellet og tjekkede ikke selv godt nok op på stedet og turen.

Den sidste del af turen bad vi ganske enkelt om at få en mere rolig rute – og jeg mener selv, at jeg nu har erhvervet stort kørekort til ATV efter den oplevelse!

Og det er såmænd godt nok.

For jeg har lovet mig selv, at jeg vil være mere modig og sige mere ja i mit 40. år.

Indtil videre går det ret godt.

Med skiferie, river rafting og ATV-kørsel.

Måske er jeg snart klar til verdens længste zipline?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Opera

Der er indkøbt rigelige mængder solcreme til mælkehvide mennesker.Der er indkøbt slik og snacks til den knapt 9 timer lange flyvetur.Der er lånt en lille stak bøger på biblioteket.Der er spist pizza og der er mere øl, hvor det kommer fra.Smilene er brede, for vi er netop gået på ferie.

Spring Break, som vi kalder denne her ferie, for påske og pinse er ikke ligefrem noget, vi fejrer i en Ørkenstat.

Og før vi vender snuden mod Bali i nat, når vi lige at opleve Thriller Live i Dubai Opera.Martin og jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det er moralsk tilladt at kunne lide Michael Jacksons musik længere? Men pigerne kender en del af hans numre, og derfor er det en oplagt lejlighed til at tage dem med, så de kan opleve operaen.

Forleden så jeg den 3 timer lange (læs: langtrukne) dokumentar Leaving Neverland, hvor to mænd står frem omkring det sexmisbrug, som Michael Jackson udsatte dem for, når de legede og sov sammen, da de to mænd var små drenge. Det er helt forfærdeligt og fuldstændig uacceptabelt, hvis det er sandheden. Hvilket man er nødt til at antage, at det er.

Og hvorvidt man kan eller må adskille en kunstners genialiteter fra den shitty person, som vedkommende måske var uden for rampelyset, dét har jeg ikke noget endegyldigt svar på.

Men denne her hyldest til Michael Jacksons musiske karriere har ihvertfald kørt de sidste 10 år på London’s West End – og for tiden er den på besøg i Dubai’s smukke operahus. Pigerne og jeg blev vildt begejstrede, da vi fandt ud af, at billetterne var til den forreste loge, så vi var helt tæt på sangerne, danserne og orkestret.Og showet var virkelig et hit hos både store og små.4 voksne sangere skiftedes til at synge Michael Jacksons største numre igennem tiden – og en cirka 10-årig dreng lagde ud med at være unge Michael i The Jackson Five. Det fungerede ret godt, og det var tydeligt, at sangerne havde hver deres force i forhold til Michael Jacksons musik.

Det var en helt igennem professionel oplevelse, hvor publikum kontinuerligt blev inviteret til at deltage i dans og sang.En fest, var det. En virkelig anbefalelsesværdig en af slagsen, hvis du skulle komme forbi én af dagene.

Og lige om lidt smider vi strutskørterne og finder rødbedepassene frem. Bali, here we come!

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet