Maricel

På hjemmefronten foregår der den vildeste nedtælling.

Maricel skal rejse hjem til Filippinerne på sin årlige ferie i starten af december. Det er to år siden hun sidst så sin søn, mand, bedstemor, søstre, forældre, niecer og nevøer, onkler og tanter. To år er alt for lang tid – selv et år er umenneskeligt, når det drejer sig om det vigtigste i livet, men COVID-19-pandemien gjorde det stort set umuligt at rejse til Filippinerne hele sidste år, hvis hun ville beholde sit job her i Dubai.

I en længere periode havde den filippinske stat lukket helt for indrejse til landet, hvorefter de ændrede status til, at de OFWs (Overseas Filippino Workers), der afsluttede et jobforløb i udlandet, allernådigst måtte få lov til at rejse hjem for så at blive permanent hjemme. Hvis man var i et tilfredsstillende jobforløb i udlandet, og gerne ville med til f.eks. ens mors begravelse, ens søns runde fødselsdag eller en søsters bryllup i hjemlandet, så kunne man godt glemme det. Vi har kendskab til flere filippinske arbejdere i Dubai, der således ikke fik mulighed for at tage den sidste afsked med elskede familiemedlemmer, der var døde derhjemme i Filippinerne. Så ubærligt trist og tungt.

Senere i pandemien var karantænereglerne så strikse, at selvom man gerne måtte rejse hjem på et ‘ferieophold’, ville stort set hele ferien blive afholdt i karantæne på et stats-autoriseret opholdelsessted. Herudover var der usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet ville kunne rejse ud af Filippinerne igen, når først man var landet, fordi de enkelte provinser havde ret til at indføre udkørsels-og udrejseforbud, lidt som vinden blæste.

Så vi vurderede – i samråd med Maricel, selvfølgelig – at sidste år var for stor en risiko at løbe i forhold til at rejse. Jeg havde det dårligt med at rådgive hende til at blive, men på den anden side rejste vi ikke selv til Danmark i julen, fordi vi heller ikke kunne overskue konsekvenserne ved f.eks. at få corona og så skulle være retur på job kort tid efter.

Ifølge De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsmarkedslovgivning har husholdersker ret til 30 dages lønnet ferie om året. Husholderskerne har også ret til at få en betalt flybillet tur-retur hvert år, så de 30 dage kan afholdes hos familien. Når man som Maricel ikke kunne flyve hjem sidste år pga. COVID-restriktioner, får man i stedet udbetalt en måneds ekstra løn, samt værdien af en flybillet tur-retur. Nogle husholdersker vælger helt bevidst at tage imod pengene, frem for at afholde ferien og flyrejsen, men vi har altid opfordret Maricel til ikke at gøre dette, fordi hun har en ung søn og et ægteskab at passe derhjemme. For andre maids eller nannies kan livsomstændighederne være helt anderledes – f.eks. hvis man er proformagift med en mand, man ikke elsker (mere) eller hvis der ikke er børn at rejse hjem til. I de tilfælde vil de fleste gerne tage imod den ekstra månedsløn og den kontante afregning af flybillet – og det er jo fint nok. Hver person, hver sit behov.

Men nu har vi heldigvis alle fået Pfizer-vaccinen. Og Maricel er mere end klar til et gensyn med sin familie. Hun går rundt med et stort smil på læben, mens hun fortæller mig om alt det, der foregår derhjemme.

Pt. er der kun 5 dages karantæne, som skal ‘afsones’ på et statsligt hotel, før man får lov til at forlade området og rejse hjem til ens egen provins. Maricel er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt hun bagefter skal i karantæne i sit eget hjem, men det gør ikke så meget, når hun endelig ser sin familie.Sædvanen tro har vi foræret Maricel en sum penge, som går til at bygge på huset i landsbyen, som er hendes form for alderdomsforsikring eller pensionsopsparing. Denne gang går vores pengegave til at få muret, pudset og forseglet ydermurene ordentligt, samt repareret nogle af de ting, der er gået i stykker de seneste par år, hvor regnen har kunnet trænge ind i huset, fordi facaden ikke var ordentligt forseglet. Det er møgærgerligt med de her skader – og det er ikke første gang, at der skal repareres noget på hendes hus på grund af manglende finish, men jeg fornemmer, at det er sådan tingene foregår, når man bygger hus på Filippinerne, og især når man ikke selv er til stede og kan supervisere processen og holde håndværkerne til ilden.Maricel låner også en større sum penge af os på ubestemt tid, så hun kan få bygget videre på huset. Denne gang er det en tilbygning til køkkenet, hun får lavet.

I starten troede jeg, at der var tale om et grovkøkken eller et ude-køkken, men det viste sig at være en rigtig tilbygning med tag og de samme gasbetonmure, som huset er bygget i.Det hele står færdigt, når Maricel kommer hjem, så hun kan nyde at lave julemad til hele familien i sit nye køkken. Vores gamle gasgrill er også allerede skibet afsted med fragtfirmaet, så hun får rig mulighed for at bespise storfamilien i hele december.Alt i alt er det, der måske synes af lidt med en velnæret danskers øjne, en kæmpe forskel for Maricel og for hendes bedstemor, der bor i hendes hus til daglig sammen med Maricels søn, Clarence.

Indtil videre har hendes knapt 88-årige bedstemor tilberedt tre daglige måltider over brændebål, hvor hun ligeledes har varmet vand til bad og tøjvask. Sidstnævnte har foregået i en stor gryde, nærmest ligesom da min egen mormor kogte lagner og håndklæder i gruekedlen på gården. Den slags husker jeg fra min barndom, og det var virkelig hårdt arbejde – selv for min stærke mormor. Maricels mormor på 88 år, Maman, er ikke en stor, stærk dame. Overhovedet. Og da Martin hørte, at hendes store ønske var en vaskemaskine, så hun kunne slippe for at vaske alting i hånden, var han nødt til at give hende en tidlig julegave.

Se Mamans smil ved siden af den splinternye elektriske vaskemaskine. Det er da rørende.

Maricel har bedt Maman tage vaskemaskinen i brug, men det nægter den gamle dame pure. Det skal være Maricel selv, der åbner maskineriet og viser hende, hvordan man bruger den.

Jeg tæller til gengæld ikke ned til Maricels afrejse, for vi savner hende, når hun tager afsted. Det er ren egoisme, og jeg ønsker kun for hende, at hun får en skøn måned i Pangasinan, men derfor kan jeg jo godt tælle frem i mit indre til hun er retur.

Til gengæld tæller jeg voldsomt ned til vores jul. Min mor, søster, svoger, niece og nevø kommer nemlig og fejrer jul sammen med os! Det er kæmpestort! I vores familie er julen på et strengt rotationsprincip, fordi vores forældre er skilt – og når min søster og jeg også fejrer jul hvert andet år med vores svigerfamilier, bliver det stort set en umulighed at forsøge at “gøre noget anderledes”. Men i år lykkedes det. Også selvom vi vil savne vores moster, onkel, kusine og fætter, som vi ellers skulle have fejret julen med. Hvis bare vi kunne beame dem ned til os i et par dage!

Men inden vi når til juleferie fra skole og arbejde, er det Maricels tur til endelig at få luftforandring og familietid. Det bliver godt for hende – og for hendes søn, mand og bedstemor.

*Alle fotos og fortællinger om Maricel er bragt i et samarbejde med hende og med fuld tilladelse til at vise hendes liv frem her på bloggen. Maricel er en modig og stærk kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre sin families livssituation i Filippinerne. Maricel er et stille menneske, der ikke gør meget væsen af sig, men hun fortjener dyb respekt for sin indsats – og vi kan alle lære noget af hendes og af andre OFWs beretninger om et liv, hvor forudsætningerne er så voldsomt og grundlæggende anderledes end vores egne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020 i Dubai

Sikke en afslutning på Efterårsferien, vi fik os!

To hæsblæsende, hyggelige og sjove dage blev det til sammen med Familien V, der sidst besøgte os for syv år siden, da vi lige var flyttet hertil. Det er ret underligt at tænke på, at dengang var Mille to år gammel, netop ble-fri og trissede rundt med sin sut i den ene hånd. Og de to jævnaldrende piger, Bella og Cille, var fem år gamle og elskede prinsessekjoler og højhælede klik-klak-sko. Nu er de to piger blevet tweenagere, storebror Oli er en ung mand, og Mille er den nemmeste 9-årige. Som tiden dog går, uden at vi voksne bliver ret meget ældre.

Familien V kom trillende hjem til os fra en lille uge i Abu Dhabi, og der ventede dem endnu en køretur, for vi havde planlagt at tilbringe Profetens Fødselsdag (FVMH) med solnedgang og bål i ørkenen uden for Dubai.

Det er magisk at være i ørkenen. Hver eneste gang.Den måde, hvorpå det pastelfarvede lys glider hen over himlen, når solen går ned – og den måde, hvorpå den gule fuldmåne og de klare stjerner bagefter lyser himlen op. Jeg elsker at opleve det sammen med venner og familie, som ikke nødvendigvis har set det særlige ørkenlys før.Vi skålede i champagne, og mens børnene var heldige at få nogle vilde køreture i jeeps i ørkenen sammen med nogle af vores venner, lavede Martin bål, så vi kunne grille kød og lune pitabrød.

Man glemmer lynhurtigt planlægningen, forarbejdet og pakkeriet, når man så endelig er derude og ser, hvordan både børn og voksne fortaber sig helt i sandet og bare nyder nuet.

Og vi var taknemmelige for, at vores andre venner også skulle i ørkenen med deres gæster, så vi sammen kunne sørge for arrangementet. Jeg er på ingen måde vild med tanken om at køre i ørkenen alene – der skal ikke ret meget til, før man sidder fast i sandet eller kommer i andre problemer, hvor det er rart og bedst, hvis man er mere end to biler.Næste dag tog Fru V og jeg på Expo 2020, mens mænd og børn var i Aquaventure på Atlantis The Palm. Vandlandet er blevet udvidet og kan nu kalde sig for verdens største vandland (selvfølgelig, man er vel i Dubai), og jeg må helt sikkert med derud engang, når værelsespriserne igen er til at overkomme, for det kan klart bedst betale sig at booke et værelse med halvpension på Atlantis, hvor vandlandet så bliver inklusivt.Tines tips til Expo 2020 er ikke så omfattende her i første omgang, hvor jeg kun har besøgt Sustainability-området, før Expo overhovedet stod klar, og så den ene heldagstur derud med Fru V, men nu giver jeg ihvertfald mit første besyv og spæde spadestik med:

1. Vandresko eller virkelig gode sandaler. På en halv dag går du 12-13.000 skridt. På en hel dag ender du sikkert med det dobbelte, medmindre du falder i et godt vandhul ovre i Irish Village.

2. Man må godt medbringe vand og snacks, selvom tasker og løse ejendele skal scannes. På den måde er det ikke lige så strengt som i en lufthavn.

3. Medbring COVID-vaccinationskort/app, Emirates-ID og/eller dit pas (for en sikkerheds skyld) og din Expo-billet printet på papir. Hav det hele klar, før du møder vagterne ved indgangen.4. Håndsprit og toiletter/håndvaske er tilgængelige overalt, men medbring gerne et par ekstra mundbind, da de bliver fugtige i løbet af dagen. Der er – som altid i Dubai – ufatteligt rent og ryddeligt overalt.

5. Hav en håndfuld mønter (dirhams) klar. Der er drikkefontæner til gratis opfyldning af vanddunke, men jeg prøvede det én gang, og vandet smagte og lugtede voldsomt af klor. Til gengæld kan man for få dirhams købe vand og sodavand i gammeldags køle-automater fra Pepsi, hvortil de kære mønter jo skal bruges. Hvis du ikke har mønter, betaler du 15 dirhams for en lille dåse Aquafina-vand i restauranter og caféer. Det var et decideret rip-off, for man drikker virkelig meget vand i løbet af dagen.

6. Tag en solhat på eller et tørklæde om hovedet. Der er masser af skygge-foranstaltninger overalt, så der er ikke direkte sol ned på hovedet. men det er hårdt for øjne, næseryg og ører at skulle gå med solbriller hele dagen, samtidig med det kære mundbind.7. Spørg! Der er enormt mange flinke og smilende Expo-guider overalt. Det er langt nemmere at få dem til at pege dig i den rigtige retning end at glo på kort og app. Du slipper helt for at gå forkert – og du får en masse hyggelig snak med mennesker, som alligevel står der for din skyld.

8. Download den officielle Expo 2020 Dubai app, da der er x antal fast tracks helt uden betaling, samt mulighed for at få lagt ruter og temaer for dit/dine besøg derude.

9. Metroen fungerer supernemt og går direkte til Al Wasl Plaza. Næste gang vil jeg køre i bil derud for også at prøve parkeringsfaciliteterne.10. Del jer op. Det er umuligt at være en gruppe på tur derude. Ihvertfald hvis man har mit temperament og min mangel på tålmodighed. To og to er vist mest passende, så man ikke går død i at vente på hinanden eller se ting, der kun interesserer nogle i gruppen.

11. Betal 30 AED for en to minutters rundtur i den høje, roterende have, der giver dig en helt fantastisk udsigt over hele området. Det er så sjovt at se det hele oppefra.

Det var så meget, som Fru V og jeg lærte på én dag derude.

Vi nød hinandens selskab i fulde drag – og at trisse rundt på må og få uden at skulle tage ansvar for andre end os selv. Vi spiste en nem og billig frokost på Grains & Greens, og vi drak mælkekaffe i Costa lige ved siden af. Budgetvenligt og rigtig rart med frisk, sprød og ordentlig mad, da der ellers blev budt på friture ret mange steder. Der er en superfin blanding af upscale spisesteder, street food boder og trucks, caféer, restaurantkæder – og i mange pavilloner serverer de landets delikatesser, hvis man skulle få lyst til at prøve mere eksotiske retter. Der er overraskende mange alkoholbevillinger i omløb derude, så du kan få fadøl, shots og drinks fra kl. 10 om morgenen, hvis du da har den slags lyster.

Fru V og jeg så:

  • Al Wasl Plaza (spændende om aftenen med lys og lyd, tror jeg)
  • Water Feature (et allerede ikonisk vandfald, som alle fotograferer sig foran)
  • Al Forsan Park og Jubilee Park, hvor vi nød at kigge på de lokale træer og buske, som man har valgt at plante for at vise dén fauna, som De Forenede Arabiske Emirater byder på.
  • Women’s Pavillion by Cartier med et udendørs indslag af kalligrafiti-kunstneren eL Seed (fint nok, hvis du lige kommer forbi)
  • Saudi Arabiens Pavillion (min absolutte favorit, so far – så overraskende og smuk både ude og inde)
  • Omans Pavillion (fin og virkelig flinke Omani-repræsentanter)
  • Seychellernes Pavillion (cute, hurtigt set, måske mest til børn)
  • Ungarns Pavillion (meget smuk og seværdig)
  • Danmarks Pavillion (hjerteskærende sørgelig, og mere vil jeg ikke sige om dén sag)
  • Garden in the Sky (absolut værd at betale 30 AED for en rundtur i højden, så man får fornemmelsen af Expo’s størrelse og den golde ørken omkring Expo-byen)Jeg har købt partoutkort til hele Expo’s løbetid, for det er virkelig en oplevelse.Næste gang skal jeg klart forbi de følgende pavilloner, fordi de ser spændende ud:
  • Sydkorea
  • Thailand
  • De Forenede Arabiske Emirater
  • Sydafrika
  • Afghanistan
  • Palæstina
  • Pakistan
  • Iran
  • Tyskland
  • Finland
  • Den Muslimske Verdens Liga

Nogle af pavillonerne trækker lange køer – særligt de store landes, samt de bygninger, der er mest spektakulære, som f.eks. FAE’s egen og Sydkoreas, der er helt fantastisk at se på.Eller hvad med Rusland?Vi sluttede hele herligheden af med middag og shisha på The Pointe på Palm Jumeirah.Derude har man også lige sørget for at lave “lidt” springvand med tilhørende lyd- og lysshow, præcist som inde ved Dubai Mall og Burj Khalifa.Kom snart igen, Familien V! Please lad der ikke gå syv år igen. 💜🍁😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterårsferie

Oprindeligt viste skole-kalenderen, at der var to dages Efterårsferie til os i sammenhæng med en weekend. Men som altid, når det kommer til ferieafholdelse i en Ørkenstat, kan tingene hurtigt ændre sig, og dét var præcist, hvad der skete. Pludselig dukkede der en hel uges ferie op i skole-kalenderen – uden så meget som en mail eller kommentar knyttet til ændringen fra skolens side. Oh, well. Hvem brokker sig over at få mere ferie? Ikke mig!

Martin har ikke mulighed for at holde ferie lige nu, så jeg skyndte mig at melde pigerne til en musical camp om formiddagen, så jeg selv kunne nå at få en masse praktiske ting fra hånden, uden at det ville ende med, at de sad klistret til deres iPads og telefoner hele formiddagen.Alle skoler og fritids-/sports-relaterede virksomheder tilbyder holiday camps, når der er skoleferier. Denne gang valgte vi en sang- og danse-camp, hvor pigerne hver havde en veninde med, så de i det mindste kendte én person i forvejen. Vores egen skole tilbyder også en sports camp, hvor skolens faciliteter – halller, pools, baner osv. – bliver brugt, men den kan jeg ikke få mig selv til at foreslå pigerne, for så får de jo ikke et øjebliks pause fra deres egen skole. De få gange, hvor vi har benyttet os af tilbuddene om camps, har vi oftest valgt Ski Dubai, hvor man får et par timers ski-undervisning dagligt. Det er et dejligt afbræk fra solen og hverdagen, og især Cille elsker at stå på ski. Mille har også været afsted på camp i et trampolin-land, hvor hun hyggede sig med sine små venner.

Mulighederne er faktisk overvældende. Det er big business at køre holiday camps i Ørkenstaten, hvor forældre ofte kun har få ugers ferie om året, og hvor man måske nok har en nanny derhjemme til pasning og bespisning af børnene, men ikke nødvendigvis til den stimulation og det aktivitetsniveau, man kunne ønske sig, når det drejer sig om en eller flere uger ad gangen.

Men hvad laver jeg så, når der pludselig er børne-frie formiddage?Sætter folk til det hårde arbejde. Naturligvis. Her er det JYSK UAE, der leverer nye sofaer til haven, nu hvor vintersæsonen for alvor skydes i gang, og havemøbler pludselig igen bliver relevante.Vi har gamle spisebordsmøbler til haven med fra firmaet Mandalay i Danmark, og de holder som en drøm i solen og varmen, men det første sofa-sæt til haven (købt hernede i Jysk) holdt kun i knapt tre år. Og det til trods for, at vi har det under dækken hele sommeren. Alting mørner bare eller bliver knastørt i det her klima.

Men priserne på Jysk’s møblementer er bare så gode, at det bedre kan betale sig at købe et nyt sæt hvert tredje år, end at købe noget hundedyrt i f.eks. Dubai Garden Center, der gerne vil have 10.000 kroner for en enkelt sofa til tre personer.

Så ud med de gamle og ind med de nye.Lidt hvidvin er det også blevet til. Denne her eftermiddagskaffe med dejligt venne-gensyn fra Vejle endte ihvertfald halv-snalret for mit vedkommende.
Maricel og jeg har også haft gang i den helt store oprydning. Dejligt legetøj, udmærkede sko og stakke af tøj, som pigerne er vokset ud af både fysisk og mentalt, er blevet fjernet fra skabene og sirligt pakket ed, så det hele kan sendes til Filippinerne.Vi kunne sikkert have tjent en lille skilling til pigernes lommepenge ved at sælge deres LEGO, tøj og sko, i stedet for at give det til børn på Filippinerne. Men værdien for børnene derude er 100 x værdien for en eller anden bargain hunter i Dubai. Og glæden ved at få tilsendt billeder af en lille pige med en af vores pigers skoletasker på ryggen er stor.

Maricel sender ikke kun vores brugte ting til sin familie på Filippinerne. For kort tid siden skibede hun også en anden kasse afsted, som var fyldt til randen med rengøringsmidler, sæbeprodukter, tørmælk, kiks og andre fornødenheder, som af uforklarlige grunde er bedre at købe her end derhjemme. Jeg var målløs, da det gik op for mig, at hun (og alle andre nannies) flere gange om året sender Nido-tørmælkepulver og Fairy Ultra-opvaskesæbe i kasser til hjemlandet. Hvordan kan det give mening? Og Dubai er hundedyrt ift. supermarkedsindkøb, hvis jeg sammenligner med f.eks. engelske eller danske priser for de samme varer. Men alle filippinerne gør det. Selv vores gasgrill og komfur er blevet sendt med skib til Maricels hjem. Så et eller andet må de kære, hårdtarbejdende mennesker jo have regnet ud, som jeg bare ikke fatter.

Nu, hvor Maricel og jeg har fået ryddet op i alle gemmer, er jeg ved at fylde depoterne igen. I IKEA, selvfølgelig. For de har julepynt, gavepapir, kunstige planter, sild i sennepssauce og alt muligt andet, der pludselig føles vildt vigtigt at købe.IKEA er måske ikke ligefrem selvforkælelse, men det er ihvertfald en form for indkøbs-terapi, når jeg længes hjem og gerne vil ha’ lidt scandi-vibe i hjemmet.

Selvforkælelse er det til gengæld at få ordnet hænderne og fødderne i min yndlingsklinik, før vi går på weekend sammen med vores dejlige venner fra Danmark, der holder Efterårsferie to dage hos os og seks dage i Abu Dhabi.Ih, hvor vi glæder os til deres besøg. Det er to år siden, vi sidst har haft gæsteværelset rigtigt i brug til andet end sleepovers. Alt sammen på grund af corona. Men nu er de her – lige rundt om hjørnet i hovedstaden Abu Dhabi – og de kommer trillende hertil i morgen ved frokosttid.

Rigtig dejlig Efterårsferie til jer alle! 🍂🍁🍂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Respit

De sidste tre uger er strøget afsted. Skolen er i fuld sving med alt, hvad det indebærer i forhold til pigerne og mit eget arbejde.

Vi er alle tre glade midt i travlheden, heldigvis.Pigernes klasser er ændret minimalt siden sidste år, hvilket er helt uhørt. Under normale omstændigheder blander skolen alle eleverne på hver årgang i nye konstellationer lige før skolestart hvert år. Det betyder også, at man ikke plejer at have den fjerneste idé om, hvorvidt ens børn kommer i klasse med deres venner eller ej. Det er en slags ‘spænding’, der ender med at blive et standard-levevilkår i den evigt-omskiftelige boble, som Dubai nu engang er. Livet her er ikke for sarte sjæle eller tryghedsnarkomaner – eller hvad man nu kan kalde dem, der bedst kan lide, at alting bliver gjort som i går, sidste år og forrige år.

Det med at “ryste posen” forklarer skoleledelsen med, at det er en bedre måde at byde nye elever velkomne på – altså at alle er i “samme båd” i spritnye klasser, og derved burde være mere åbne over for nye kammerater. Jeg ved ikke, om jeg helt køber den præmis eller tankegang. Jeg ved heller ikke, om jeg synes det er okay over for de elever, der har gået på skolen i mange år, og dermed skabt sig et velfungerende netværk, som hvert eneste år bliver omrokeret. Men sådan er der så meget. Og ‘plejer’ døde jo under coronaen, hvilket har medført, at klasserne forbliver lidt mere samlede, så der ikke skabes unødig uro i børnenes i forvejen ret pressede liv.

Vi er heldige med, at pigerne er i trivsel. Jeg oplever børn for tiden, der viser tegn på det modsatte – de er bekymrede, bange for at blive væk eller ikke kunne finde deres forældre, når de skal hentes; de mister appetitten, mister lysten til læring, får ondt i maven og vil ned til skolesygeplejersken, har behov for hyppige toiletbesøg osv. Det er simpelthen så synd for dem – og for deres forældre. Jeg gætter på, at det er en slags pandemi-symptomer. At alt for mange ting har været utrygge, usikre og i lynhurtig forandring for længe for de små mennesker. Og egentlig også for os andre.

Og vi navigerer alle sammen videre i pandemisuppen, så godt, som vi overhovedet kan.

Her i den fjerne Ørkenstat fortsætter mundbindspåbuddet i offentligt rum, så alle skoleelever kan fornøje sig med endnu et skoleår med mundbind fra 7.00 til 15.00 hver dag – i 35-38+ graders varme. Jeg har fået den mest vanvittige omgang maske-akne af de konstant fugtige papirbind, og dét til trods for, at jeg kun har det på fra 10.00 til 15.00 hver dag. Det er så ubehageligt, men man kan vænne sig til meget – og måske endda blive tilhænger af lidt tildækning? Mit resting bitch face kan f.eks. endelig få frit lejde uden den mindste flovhed, og man kan gabe helt ubemærket, mens en eller anden skoleleder fortæller et eller andet megakedeligt til endnu et møde, der virker temmelig irrelevant.Men efter tre ellers så udmærkede uger var det nødvendigt med lidt respit.

Lidt hensættelse fra alle de ting, der tårner sig op på to-do-lister.

Lidt afstand til WhatsApp og sociale medier.

Lidt frihed fra e-mails og opkald.

Så vi pakkede kufferterne og slukkede for alt, der handlede om skole og arbejde.Torsdag aften hentede vi Martin på kontoret lige ved World Trade Center, og så kørte vi nordpå igennem Sharjah til det lille emirat Umm Al Quwain.Her ligger der et næsten nyåbnet Vida Beach Resort, som tilmed tillader små hunde på udvalgte værelser. Vida-hotelkæden er kendt for en ret chik indretning- tænk i stil med et europæisk storby-boutique-hotel – og så til lidt mere rimelige priser end guld- og marmorpaladserne rundt omkring i Dubai.Hotelopholdet faldt på et tørt sted for alle parter, men oprindeligt var tanken, at det var en fejring af Mille. Hun har været så sej igennem hele sit ganebøjleforløb, så hun fortjente virkelig lidt forkælelse og anerkendelse for at være stået igennem det uden de store kvæk.Mille måtte selv vælge mellem en weekend på Atlantis The Palm og så Vida Hotel, hvor Daisy kunne komme med. Hundemor, som Mille jo er, faldt valget selvfølgelig på Vida Hotel.Og Daisy viste sig at være en god hotel-hund. Hun gøede lidt i receptionen ved ankomst, men der gik ikke mange øjeblikke, før hun med sikkerhed gik rundt i svingdøre, ind i elevatorer, på trapper og ned på den lille stribe af stranden, hvor hunde var velkomne til at lege og bade.Daisy er ikke den helt store vandhund, men vi var jo nødt til at prøve hotellets hunde-strand. Hun går i vandet til maven, når hun bliver opfordret tilstrækkeligt mange gange – og jeg tror, hun ville finde det endnu bedre og nemmere, hvis hun ikke skulle have sin sele og snor på. Men dér er vi ikke lige endnu. Hun kommer, når vi kalder, men ikke så sikkert som amen i kirken.Hvor var det bare en dejlig weekend. Fyldt af middagslure, lange nætters søvn, dejlig mad på værelset og i restauranten, lange brusebade, pool-leg, vin, chips, kys og kram.Vi var ikke ude af hotel-sfæren overhovedet, bortset fra mine små lufte-gåture med Daisy morgen og aften, hvor det blev temmeligt åbenlyst, at der er niks og nada at give sig til i Umm Al Quwain, medmindre man da lyst til at trave rundt i noget sandkasse fyldt med affald.Det passer så ikke helt. Jeg er unfair over for Umm Al Quwain. Her er vidunderlig mangrove, som man kan komme ud og se dyreliv i – flamingoer, krebs, fisk og masser af forskellige fugle. Den slags har vi oplevet både i en fladbundet pram i Umm Al Quwain og i kajakker i Ajman. Der er også et gammelt fort i byen – plus en del ‘vandhuller’, hvor man kan købe våde varer til bedre penge end i Dubai. Men dét er vist også dét.

Og hotel-dalren var faktisk lige, hvad vi havde brug for. Energiniveauet var der ikke til at lege turister og koncentrere sig om alt muligt andet end lige at pille i egen navle, svømme lidt i solen og sove længe i de gode senge.PS: Hvis du sidder med en lille hund på skødet og overvejer, om Vida Beach Resort Umm Al Quwain mon kunne være noget for dig, så kan jeg varmt anbefale det. Der er et tillæg på 150 dirhams pr. hund, samt et rengøringstillæg på 50 dirhams pr. nat. Der er også nogle regler for hundenes færden på resortet, men det hele virker rart og venligt for både mennesker og dyr, lige så snart man er kommet dertil og har fattet, hvordan det foregår.

PPS: Hvis du IKKE sidder med en lille hund på skødet, kan jeg stadig anbefale resortet. Det er et nydeligt, moderne alternativ til de store, arabiske paladshoteller inde i Dubai. Du vil så få nogle køreture frem og tilbage mellem Umm Al Quwain og Dubai for at opleve forskellige ting inde i byen, men hvad gør dét, når man har ferie? Prisforskellen er bestemt også værd at bemærke. Om fredagen er der fuldt knald på pool-området med musik og drinks, så hele Umm Al Quwain og oplands ‘it’-crowd lægger vejen forbi i deres bikinier og nyder sol og vand sammen med de solskoldede turister.Se evt. mere lige hér: https://www.vidahotels.com/en/hotels/vida-umm-al-quwain/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet