Wadi Ruwayah

Én af de positive ting, pandemien har slæbt med sig i malstrømmen af så mange dårligdomme, at det er uoverstigeligt at forsøge at nævne bare en brøkdel af dem, er lysten til at udforske naturen nært og lokalt.Ingen af os kan rejse ud i verden længere og få de oplevelser, vores hjerter begærer, og så må vi jo blive opfindsomme derhjemme, når udlængslen kommer over os!

Gåture, hiking, trekking, klatring og løb i fri natur er blevet allemands-aktiviteter i weekenderne.

Jeg ser det i mit Insta-feed, hvor venner og familie i Danmark vader rundt på strande, i skove og moser, i plantager og langs søer. Mine engelske venner står i samme situation – alt er nedlukket – og hvad gør man så med børn, hund og mand/kone, når hjemmets fire vægge begynder at hælde faretruende indad?

Her i De Forenede Arabiske Emirater er det lang, lang tid siden, at alting for alvor var nedlukket.

Børnene led virkelig under de 14 dages total lockdown for præcist et år siden. Det orker jeg nærmest ikke at tænke tilbage på, fordi det giver mig en klump i halsen og en undertrykt følelse af noget mørkt og depressivt.

Det var nogle tunge uger indendøre, og det var nogle lange måneder indtil sportsanlæg og klubber igen åbnede, så børnene og vi andre kunne komme afsted til fysiske aktiviteter hver uge. For det er så vigtigt at komme ud og bruge kroppen.

Men det er alt sammen water under the bridge. Vi har nu spillet tennis og hockey, svømmet, gået og løbet ture i så lang tid, at det føles helt normalt igen – dog med allestedsnærværende mundbind, sprit og social afstand, naturligvis.

Jeg er taknemmelig for, at vi har åbne skoler og fritidsaktiviteter at fylde eftermiddagene fornuftigt med.

Men vi er da også blevet smittet lidt af den der outdoorsy entusiasme.Ikke at vi er blevet bjergbestigere siden sidst – og der kommer vi nok heller aldrig til, men det er virkelig inspirerende at se, hvor mange mennesker, der finder helt unikke og naturskønne oplevelser i Emiraterne, som man ellers aldrig ville have fundet, hvis der havde været endnu en Friday Brunch at tage til og den vanlige socialisering som i “gamle dage” præ-corona.

I weekenden kom vores lille familie langt om længe afsted på en hike sammen med vores dejlige venner. Det har været aflyst så mange gange de seneste måneder, fordi der hele tiden kom en PCR-test-bekymring på tværs og anden sygdom.

Men i weekenden lykkedes det!Vi kørte nordpå fra Dubai via Sharjah ind i Fujairah mod Khorfakkan på den nye, fine Kalba Road. Efter Masafi By parkerede vi ved Wadi Ruwayah og lod René guide os ind på en afmærket hiking-rute i wadi’en. René er navigatør, gammel bjergklatrer og dén, der har meldt sig ind i vandregrupper på de sociale medier, så han kan planlægge spændende vandringer for sin familie – og denne gang var vi så heldige at være med.

Dét, vi skulle ud på i weekenden, var en wadi-hike.En wadi er et flodleje, en dal eller et ‘vadested’, hvis man kan sige det sådan.

Når de naturlige kilder springer højt oppe i Hajjar-bjergene løber vandmasserne nedad igennem slugter i de voldsomme bjerge – og med årene sliber og smuldrer vandet takkerne af de store sten, så der opstår lidt mere ‘flade’ vandveje eller flodlejer (wadis), hvor man så kan vandre, når og hvis der ikke er for meget vand.Denne vinter har der været begrænset nedbør, fornemmer jeg, og vi oplevede kun vandet i små vandhuller undervejs, hvor vi så underholdt os med at tælle frøer og kigge fisk – og der snoede sig da også en to meter lang og ganske ugiftig slange – en smuk armygrøn wadi racer – forbi Martins og Milles fødder. De stod pænt stille og var noget benovede over besøget fra Hr. Slange.Højt oppe i bjergene kunne vi se bjerggederne og høre deres kald give ekko ned igennem dalen, og langs bjergvæggene og de mere grønne områder fandt (og lugtede) vi deres små signature-lakridspastilformede lorte.Der var ikke ligefrem stilhed i Wadi Ruwayah, selvom billederne får det til at se sådan ud.

Hvis man drømmer om stilhed, kan jeg anbefale, at man tager på hike uden børn, men der var kun glade råb og hujen undervejs, når vi klatrede op og ned ad de store sten på en lang række. Og for to børnefamilier var det hyggeligt at opleve børnenes interaktion og leg i naturen undervejs.Vi var heller ikke alene om at nyde Wadi Ruwayah. Mange andre havde parkeret ved skiltet ind til området og begivet sig ind i wadi’en for at tilbringe nogle timer med at vandre, køle fødderne i det kolde, klare vand og nyde udsigten.Desværre var det ikke alle, der helt havde lært det med at rydde op og tage affaldet med sig ud igen, og dét kan blive den frie hikings visse død, hvis naturen sådan bliver omdannet til losseplads efter hver weekends entusiastiske Dubai-gæster. Sikke noget skidt – i bogstaveligste forstand.Hajjar-bjergkædens skrøbelige og helt unikke økosystem skal for alt i verden bevares, og jeg græmmes virkelig, hver gang jeg ser et cigaretskod eller en plasticpose derude i bjergenes rå, utæmmede natur.I en wadi vil turen ofte gå ind og så ud igen. Muligvis ikke præcist den samme vej frem og tilbage, men det er ikke helt så let at lave et loop-hike, som hvis man er ved f.eks. en sø eller på en sti/afmærket rute i bjergene.

I wadi’en skal man passe på og se sig for. Det skal man helt sikkert også under bjergklatring og på vandreruter i bjergene, men wadi’en er jo fyldt af de her store, uregerlige sten, der er brudt og ligger hulter til bulter.Så man lærer at stoppe op undervejs og nyde udsigten, den friske bjergluft og synet af guldsmede, hvepse og andre insekter, der summer omkring vandhullerne.Små huller af mindfulde pauser, for på intet tidspunkt er det muligt at gå og slappe af, mens man kigger fremad eller op – der skal balanceres fra sten til sten – men det er der også en sjov og lidt krævende rytmik og metodik i.Vi tog det stille og roligt. Vi var afsted i wadi’en i 4 timer, men holdt mange små spisepauser undervejs, hvor vi delte kanelsnurrer og appelsinbåde med hinanden.Et par rigtige hikingstøvler ville have været en god idé, men man kan sagtens gå en 4 timers tur i et par gode snøresko eller løbesko med god hælkappe. Der skal ca. 2 liter vand med per person – for at være på den sikre side, og så godt med snacks, der er både søde og salte, en rulle tensoplast til eventuelle vabler og plastre til sår, et tykt lag solcreme og mobiltelefonen, selvfølgelig. Needless to say, at man aldrig vandrer alene i sådan et terræn og så langt væk fra alfarvej.

Jeg er fan af det her hikingshow. Men det kom ikke som en overraskelse, nu hvor jeg trods alt er datter af Fru Gåmaskine Ditlevsen.

På vejen retur i wadi’en begyndte det at blæse op, så vinden kastede sig uforudsigeligt rundt mellem klipperne. Det gav en del støv i halsen, tænderne, næsen og øjnene, så vi måtte drikke ekstra vand og hive bluserne lidt op om ansigterne.Da vi kom helt ud af bjergdalen og kørte retur mod Dubai, kunne vi se, hvor slem fygningen egentlig var.Hjem i bad kom vi. Trætte, varme og godt brugte. Men på den allerbedste måde. Dér, hvor man har brugt sin krop på en sjov og udfordrende vis, så man virkelig fortjener et langt bad og en tung eftermiddagslur. Og måske en portion is eller tre.

Tak for turen, kære Familien Zhekova Vittrup.

Må der blive mange flere af den slags, når vi rammer den kølige sæson igen. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De Forenede Arabiske Emirater er ikke (kun) Dubai!

Godt og vel en uge inde i nye år vælter det frem med bizarre optrin.

Ikke kun i Guds eget land på Capitol Hill, men også i Danmark med penisforherligende børne-TV, som mine ikke-danske venner beder mig om at forklare nærmere, nu hvor DRs seneste påfund på Ramasjang tager overskrifter internationalt.

WTF?

Er det her, vi er kommet til i 2021?

Og hvor er figuren Vera Vagina, der æder små mænd til morgenmad – jeg spørger bare? Det må da være det mindste, vi kan bede om?

Det er nu ikke kun i børnehøjde, at der er problemer med pikken, som man si’r. Der er godt nok ved at være en lang, skamfuld række af ronkedorer i bl.a. mediebranchen og i politik, der har haft deres dillermænd og tunger for langt fremme, og de bliver nu med rette smidt på porten for sexime og magtmisbrug over for kvinder. Jeg er 100% for hele #metoo processen, hvis nogen skulle være i tvivl. Der findes ikke en forældelsesfrist for sexisme, vold, trusler og overgreb. Punktum.

Jeg kan dog ikke længere være overrasket. Tingenes tilstand er selvfølgelig ikke anderledes eller forandrede på et splitsekund, bare fordi kalenderen nu viser 2021 i stedet for 2020.

Og mens jeg skal forsøge at forklare John Dillermand til folk, der med rette fatter hat af sådan en pikkemand til børn, så foreslår jeg, at vi overvælder DR med vores egne bud på en kvindelig version. Var der noget med en Kække Kirsten Kusse? Frivole Frida Fisse? Jublende Jonna Yoni? Det er bare så plat og gennem-idiotisk. Børn kan meget mere end det her. Og det er godt gammeldags træls, når de voksne ikke kan. Og det kommer altså fra mig, der bestemt ikke er sen til at tage en bog om tis, prutter og den slags med ind i undervisningen. Det handler slet ikke om bornerthed for mig, men snarere om at tage børn seriøst som publikum og som modtagere, og det handler om, at vi ikke længere skal fejre store dillermænd mere end vi skal fejre de frække tissekoner.

Ikke mere om genitalier.

Og ikke et ord om Trump og et vanvittigt Amerika, der imploderer.

Heller ikke en lyd mere om de foruroligende smittetal og de nyligt genlukkede grænser.

Jeg trænger til at drømme.Til at fejre alt det smukke, der er i verden.Jeg savner at rejse. Ikke selve flyturen og lufthavnen, men følelsen af touchdown et fremmed sted, hvor jeg kan bruge mine sanser på ny. Ain’t going to happen anytime soon, sådan som coronaen raser i nye og mere aggressive former.

– Men hvis du ligesom jeg drømmer dig lidt væk og ud på nye eventyr, så kan vi sammen drage ud på et lille arabisk ét af slagsen…For De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai og den stereotype præsentation af byen, man oftest får serveret online. Her er vild natur, lige så vilde dyr, enormt gæstfrie mennesker, højt til loftet og en varme, der ikke kun handler om temperaturen i ørkenen, men om selve livet.

Ét af de bedste steder at opleve det storslåede ved Ørkenstaten er – som sagt tusind gange før – i selve ørkenen.I december var vi taget på endnu en campingtur i ørkenen med vores gode venner. November, december og februar er helt perfekte måneder til at campere, da det hverken er for koldt eller for varmt. Vi bor i det sydlige Dubai, og eftersom hele landet er en stor ørken, er det ikke svært at finde dejlige, øde områder ret tæt på byen. Det svarer til at finde en dyrket mark i Danmark.Vi kører oftest bare ud forbi en stort anlagt cykelbane, Al Qudra Cycling Track, så passerer vi Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park og fortsætter lystigt ud over stepperne.

Denne gang var vi nok lidt dovne og orkede ikke lige at slippe luft ud af dækkene, for vi skulle jo ‘kun lige ind og vende’ i ørkenen.

5 minutter senere sad begge biler fast. De sank stille og roligt ned i det ultrabløde sand ved hjælp af deres egne vægt, da vi havde parkeret dem. Mændene gravede. Satte bilmåtter under dækkene for at skabe lidt friktion og fremdrift. Det hjalp ikke på noget som helst.
Men det interessante ved ørkenen er, at man sjældent er så alene, som det ser ud til og føles. Og lidt længere ude på det flade stykke land kunne vi øjne en flok emiratier, der trænede deres smukke falke med en drone, hvorunder der hang døde vagtler.

Jeg greb et mundbind og vandrede over mod mændene. Det er – for mig helt personligt – altid en smule ‘udfordrende’ at skulle tale til emirati-mænd. Ikke at der nogensinde har været en arabisk mand, der har sagt eller gjort noget, men jeg er på vagt. Forsigtig. Ydmyg. Usikker på, hvad jeg kan forvente. Jeg har det på samme måde med tolderne i lufthavnen, og med politi- og militærfolk her i landet. De virker maskuline på en overlagt brysk måde. Også selvom de er flinke, respektfulde og hjælpsomme. Men det er bare min egen indre pige, der bliver bange for deres størrelse og magtposition – der er sikkert mange kvinder, der aldrig har skænket dette en tanke.

Mændene opdagede mig på lang afstand. Jeg stikker jo op i landskabet som en vintergæk, der er landet det helt forkerte sted. De hilste høfligt med hånden på hjertet, mens de tømte deres små midwakh-piber og stoppede ny dokha-tobak i. Jeg skulle tage det første spadestik – for hvad skulle jeg dér hos dem? Deres glimt i øjnene hjalp mig lidt på vej, for jeg kunne fornemme, at de udmærket havde gennemskuet mit ærinde.

Jeg forklarede dem, at vi nok havde et lille problem med en bil, der sad ubehjælpeligt fast i sandet ovre bag klitterne. De smilede straks og begyndte at diskutere indbyrdes på arabisk. Sikkert om hvem, der skulle tage udfordringen med de hvide mennesker i deres håbløse bybiler? Jeg følte mig lidt dum og tilovers, men samtidig var der kun brede smil og en finurlig form for velkomst ind i deres mandeverden. De var sikkert ligeså nysgerrige som jeg selv.

Det er og bliver en emirati-nationalsport at trække udlændinge ud af sand. De kan det med en sådan lethed og elegance, at vi andre kun ser endnu dummere ud end før, hvor vi lå på knæ med en skovl og gravede under bildækkene. Og de elsker det, emiratierne. De er som nordmænd på langrend. Det fungerer bare.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, blev jeg inviteret ind på bagsædet af en møgbeskidt Nissan, der tydeligvis var vant til at have 10-15 falke på bagsædet med frit lejde til at skide, som de lystede. Der var ikke en plet, der ikke var besudlet af fugleklatter.Jeg satte mig til rette og guidede over til gerningsstedet nogle få hundrede meter væk. “But madam, you have two cars stuck”, udbrød manden forbavset og kiggede om på mig på bagsædet mellem falkene. “Ah, yes, I forgot, that’s right, both are now stuck, unfortunately”, skyndte jeg mig at svare med et fåret smil – der var jo virkelig ingen grund til at videregive hele to problemer til en start. Og nu var vi ligesom igang.

Et øjeblik senere var begge biler trukket fri af sandet, og en af vennerne kom over til vores lille lejr med sin pick-up truck for lige at få del i morskaben. Vi takkede dem mange gange, og blev straks inviteret til at bringe pigerne over for at se falkene træne deres jagtinstinkt.

Om i bagsmækken med damerne og ud over bakkerne.Ovre hos mændene blev pigerne straks budt på karak chai, som er en hvinende sød kardemommete, og vi to voksne blev budt på qahwah, den karakteristiske arabiske kardemomme- og safrankaffe. Naturligvis med dadler til. Emiratier byder altid på noget varmt at drikke – og en dadel til. Det er traditionen – og den er 100% skøn.

Bagefter fik vi fremvist de smukke falke én for én med deres cirka-alder og en smule hakkende forklaringer til på engelsk. Vi så hvordan små døde kyllinger og vagtler blev surret fast i en minifaldskærm under dronen, hvorefter de lod én af falkene flyve op for at fange sit bytte. “Is that a real little birdie that died?” spurgte Mille lidt beskæmmet den ene af mændene. Det var tydeligt, at hun syntes, det var synd. Manden kiggede ned på hende og så spørgende over på mig. Han fornemmede straks, at hun var ved at blive ked af det. “Ah, no, it’s just ah, just ah, like chicken nuggets for falcon, not to worry, only from McDonald’s”, svarede han med et grin, og Mille godtog det.

Der er intet som at se samspillet mellem mennesker og dyr, når det fungerer. Vi stirrede op i den lysende blå himmel, mens de store, smukke fugle arbejdede for føden.

Bag et sandfarvet vind-dækken sad en lang række andre falke klar til deres tur på himlen.

Senere fik vi lov til at holde nogle af de unge falke på skift. De har ‘bind for øjnene’, når de skal sidde stille på deres pind, og når de bliver håndteret.

Stoltheden over deres smukke fugle lyser ud af emiratierne. De elsker deres falke, ørne og ugler. Det er en nationalsport at flyve med falke, præcist som kamel- og hestevæddeløb også lever i bedste velgående. Hver falk har sågar sit eget pas, så den kan komme med ud af flyve. En falk tjekkes ind i kabinen, præcist som man kan gøre med en lille hund. Martin har siddet på økonomiklasse med en emirati, der havde sin falk på skulderen.

Vi takkede mændene for deres gæstfrihed og for deres hjælpsomhed. De tog sig tid til at vise os deres fugle, og vi var stort set flyvende, da vi kom retur i lejren, fordi kulturmøder er bare noget af det fineste, vi kan opleve som mennesker.

Med bilerne vel ude af sandet kunne vi nu nyde solnedgangen og et glas velfortjent champagne.Der er intet som den ro, der kommer af at stirre ind i et bål og lave absolut ingenting. Intet andet end at være til stede.
Næste morgen var der ikke arabisk qahwah i kedlen, men derimod vand til en dansk kop stempelkande-kaffe.Det er altid enormt fugtigt og køligt om morgenen i ørkenen. Man skal have lange bukser på, en fleecetrøje og lukkede sko for ikke at fryse ad Pommern til.Henad ved 10-tiden om formiddagen har jeg altid fået ‘nok’ af ørnecamping. Det slår aldrig fejl. Så er morgenmaden overstået, oppakningen i fuld sving, og der er bare sand-sand-sand overalt. Det knaser mellem tænderne, kildrer i øregangene, klør i øjnene og det er i det hele taget lidt tilovers, alt det sand, der er i en ørken.

Taknemmeligheden og ydmygheden over at have adgang til så store, åbne vidder af ren og vild natur er til at tage at føle på. Det er bare én af de helt fantastiske ting ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer de her små oplevelser. Med gæstfrie emiratier. Med falke, der flyver over en lysende blå himmel efter en drone med tilsat vagtel. Smagen af safrankaffe igennem en sød medjool-dadel. Smilet i øjnene på en fremmed, der forstår uden ord.

Og om lidt, når vi alle er blevet vaccinerede, kan I komme hertil og nyde livet i ørkenen – med alt, hvad det har at byde på.

Om lidt kan vi så tage turen den modsatte vej – og kramme livet ud af en hel række mennesker, vi savner i Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Zorah Ajman

Stik nord for Dubai ligger emiratet Sharjah, som vi kun har oplevet meget begrænset af. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl – for Sharjah har store kulturinstitutioner og muséer, en smuk souk, en moderne havnefront, lækre hoteller og sikkert en masse andre gode ting at byde på.

Forleden kørte vi dog endnu engang lige igennem Sharjah uden stop. Denne gang var vi på vej til emiratet Ajman, som man ganske ubemærket glider ind i lige nord for Sharjah’s sædvanlige hustle-and-bustle.

Ajman er ikke rigtigt på noget verdenskort, men der er et par flotte luksushoteller langs kysten, og så har de mangrove-områder med rigt dyreliv, ligesom vi har oplevet det i emiratet Umm Al Quwain.

På kortet kan man fornemme, hvordan havet går ind i en form for ‘fjorde’, floder og vådområder a lá Vadehavet i Danmark. Det samme gør sig gældende ud for emiratet Abu Dhabi, hvor der er tusindvis af små øer og vandløb, der leder ind i landet.

På kortet kan man også notere sig Al Zorah Natural Reserve – og det var præcist, hvor vi var på vej hen.

Inde i området Al Zorah har man ‘naturligvis’ anlagt en golfbane, et stort beboelsesområde, et luksushotel, shopping og en masse andre bygninger, der absolut intet har med et naturreservat at gøre.

Det er det sædvanlige.

Money talks.

Ajman er ikke en lille super-rig stat i staten, så det giver mening, at styret giver byggetilladelser for at få arrangeret mest muligt gøgl for turister og andet godtfolk, der kunne komme forbi og bruge lidt af deres vekslede dirhams. Det virker jo heller ikke som om den linde strøm af nyrige russere, der trimler ud af Sharjah Lufthavn, nogensinde stopper igen.

Jeg forstår det såmænd godt. Der er brug for byudvikling for at følge med tiderne. Desværre er der ikke meget fornuft i at smide masser af cement ud i kanten af en unik mangrove-skov – og selvom jeg sagtens kan se det eksotiske i at golfe den op med en flok flamingoer på tværs, så virker det grotesk, at det igen-igen er naturen, der må transformere sig rundt omkring alt det mørtel, vi mennesker pladrer op.

Men nu er vi her – i Al Zorah naturreservat, nærmere bestemt hos turoperatøren Quest for Adventure, der er én i rækken af turoperatører, der tilbyder fænomenale naturoplevelser i De Forenede Arabiske Emirater for privatpersoner, som firmaarrangementer, til skoler som dagsudflugter og 2-3-dages lejrskoler, til de ældre elevers Duke of Edinburgh medalje-ture og så fremdeles.

Min veninde Tilde – den sporty nordmand ved siden af mig – har arrangeret det hele for os, så vi bare skulle møde op i Al Zorah.
Frem med pagajerne og på med svømmevestene! Det føles næsten som i de gode, gamle dage, hvor Martin og jeg kajakkede Københavns havn rundt igen og igen.

Turen rundt i Ajmans mangrove tager godt og vel 2 timer, og der er en meget vidende og engageret guide med på turen, der forklarer om fugleliv, tidevand, mangrovens unikke evne til CO2-absorbering og vigtigheden af de allestedsværende mangrovetræer, Avicennia Marina.Der er god tid til at øve sig i at sejle i kajakkerne undervejs, og der er kun blide skvulp og svirp fra træernes grene – så fredeligt, som det overhovedet kan blive.

Mille, der – til sine forældres store fortrydelse – ellers ikke er helt med på at sejle, får sig endda en åbenbaring midt i mangroven. Her er der pludselig så meget fred og ro, at hun overvinder sig selv og ligefrem nyder at sejle, hoppe i fra kajakken, lege med pagajen og så videre. Hun bliver selvfølgelig overdænget med ros bagefter – for vi elsker at sejle, og vi vil jo gerne have hende med uden at skulle presse hende alt for meget. Kajak i mangroven er for fremtiden godkendt, siger hun.Undervejs flyver der store fiskehejrer hen over hovederne på os. Pigerne udpeger sølvstrimede fisk i det klare, halv-salte vand og der er spor efter krabber, muslinger og østers på den hvide bund.

Vandet er køligt, klart og dufter friskt af havsalt. Så langt fra en slimet, tropisk mangrove med grønne alger, skum og pløre, som jeg ellers har oplevet i f.eks. Indonesien.

Det her er en vidunderlig sejltur i et lige så vidunderligt område af Emiraterne.Quest for Adventure-guiden forklarer os i øvrigt stolt om deres genplantningsprogram. De laver selv avicennia-stiklinger, lader dem stå i potter til en vis størrelse, og så kan gæsterne ellers få fornøjelsen af at plante et nyt lille træ i mangroven, hvis man da vil betale for det. Han hjælper også børnene med at bakse plastic-affald fra vandet op i kajakkerne, og er i det hele taget hands-on, fortællelysten og interesseret i at vise os, hvorfor mangroven er så unik og vigtig for klodens overordnede klima- og økosystemer.

Efter at have bakset rundt i tæt mangroveskov kommer vi til en bugt, hvor der står hundredevis af flamingoer. De nyder livet i Al Zorah, hvor tidevandet dagligt åbenbarer en klistret mangrove-havbund, der fungerer som en ad libitum silt-buffet med krill, snegle, orme, krabber, rejer og andet lækkert, som flamingoerne filtrerer igennem deres krogede næb. Flamingoerne er svagt lyserøde, for de er kun på naturkost. Nogle af de langbenede fugle bliver her i reservatet hele livet, mens andre flyver længere sydpå til Afrika og returnerer senere.Efter sigende er her mange ørne og falke. Vi ser dem dog ikke, men det ville sikkert også være mere sandsynligt, hvis man tog ud ved enten solopgang eller solnedgang. Guiden fortæller os også, at der er enormt smukt i maj med blomstrende avicennia-træer, masser af bier og andre insekter, der suger løs af nektaren og poder planter, og så er der masser af krabber på bunden af mangroven. Her i vinterhalvåret er krabberne gået i hi, fordi de synes, at 25 grader varmt vand er for koldt. Avicennia-træerne skyder nu kun grønne skud, men står ellers ret ensartet hen. Jeg har egentlig lyst til en kajaktur i maj måned, for at kunne opleve mangroven i fuldt flor, men når vi kommer dertil og termometret vipper omkring de 40 grader, tænker jeg sikkert anderledes om dén idé.

Efter en aldeles fremragende naturoplevelse, der virkelig tanker op på den mentale konto, står vi ud af kajakkerne, retter ryggene ud, skyller saltvandet af arme og ben – og skifter til tørt tøj. Nogle af os har ikke lige helt den rigtige pagaj-teknik, og jeg formår ihvertfald at give mig selv buksevand, om ikke andet.

Quest for Adventure har ingen café eller picnicplads, men de har anbefalet os at tage hen i ét af de butiksområder, der ligger lige i nærheden af Al Zorah. Hér kan man sidde på Shakespeare Café direkte ud i mangroven og spise sig mæt i de lækreste sager.

Så det gør vi.

Prøv at se flokkene af flamingoer i solnedgangen. Der er SÅ meget mere at se og opleve i De Forenede Arabiske Emirater end de åbenlyse, opreklamerede turist-attraktioner.Mangroven i Ajman er en gennem-god idé til en familievenlig naturoplevelse, der inkluderer lidt fysisk aktivitet uden at være trættende. Alle kan deltage – fra 4 år til 70 år – for man tager bare dén tid, man har brug for undervejs.

Book tid hos Quest for Adventure i forvejen. Det er ikke bare lige et sted, man popper ind. I Al Zorah er der ikke mulighed for at kajakke rundt på egen hånd, sådan som jeg opfattede det. Man skal krydse ind over golfbanen, og det virker som om, at Quest for Adventure har monopol på denne her aktivitet.

Næste mangrove-oplevelse må blive i Abu Dhabi, hvor man ligeledes kan kajakke i endnu større mangroveområder og gå helt tørskoet på planker igennem mangroven.

Du kan se mere om forskellige natur-ture lige her: https://www.questforadventure.net/ eller hvad med denne her: https://park.jubailisland.ae/ eller denne her: https://visitabudhabi.cn/en/things-to-do/water-activities/kayaking

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den store julerejse

….er skrinlagt.

For første gang i de 10 år, vi har boet uden for Danmark, kommer vi ikke hjem til jul i familiens skød.

Vi har altid prioriteret at rejse til Danmark hver jul og hver sommerferie. For pigernes, for vores egen og for familiens skyld. Det er vigtigt at deltage i traditionerne og de hyggelige familieaktiviteter, når vi har mulighed for det. Det er en måde at forankre pigerne i Danmark på, og det giver vores dejlige bedsteforældre, mostre, onkler og tanter en chance for at have pigerne hos sig for en stund. Det kommer alle parter til gode, og jeg oplever – ihvertfald indtil videre – at pigerne føler sig godt tilpas og ‘hjemme’ i Danmark, når vi er der.

Det har taget os lang tid at komme frem til beslutningen om at blive i Dubai henover julen, og jeg har også brugt en uges tid til at sunde mig oven på skuffelsen, før jeg nu skrive om det uden at blive ked af det.Det er selvfølgelig coronapandemien, der stikker sin kæp i hjulet på den store julerejse.Jeg har ellers været både kry og optimistisk i oktober og november. Selvfølgelig kunne vi da rejse frem og tilbage – det gjorde vi jo i sommers helt uden problemer og med et fint indtryk af de danske corona-foranstaltninger og testcentre.

Og der er da heller ingen risiko for, at vi som danske statsborgere ville blive udelukket fra indrejse i Danmark, men vi kan risikere, at det ser anderledes ud, når vi skal retur. Særligt sådan som smittetallet stiger dag for dag i Danmark. I modsætning til sommerferien, har vi slet ikke den samme fleksibilitet og tidsramme f0r vores juleferie, som vi har for det marathonlange tomrum, der nu engang er om sommeren i en overophedet Ørkenstat.At blive nægtet indrejse i De Forenede Arabiske Emirater ville være noget af en streg i regningen. Martin er nemlig startet i nyt CFO-job for en måned siden, og der er ingen optjent ferie eller ‘ret’ til ferie, så at bede om 10 dages ferie i Danmark virker lige dele uheldigt og usandsynligt. Hvis der så – oven i den måske godkendte, ikke-optjente ferie – også kom en 14 dages isolations- eller karantænesituation, ved vi ikke, hvordan den nye arbejdsgiver ville forholde sig. Vi har heller ingen appetit på at prøve os ad med det. 2020 virker ikke som året, hvor man lige gambler med nyt job, hvis man har været så heldig (og dygtig) at skaffe sig sådan ét midt under en pandemi.

Pigerne og jeg kunne godt være rejst til Danmark op til jul for at ‘sige hej’ til venner og familie – men dét ville jo være præcist det modsatte af, hvad myndighederne råder os til. ‘Bliv derhjemme’ og ‘hold fast i din lille sociale boble af få venner og familiemedlemmer, du ser hele tiden’. Hvis vi tog afsted, ville vi rejse fra ‘boble til boble’ – risikere at blive smittet og risikere at give smitten videre til vores nærmeste, hvoriblandt der også er særligt sårbare mennesker.

Dén går ikke.Og Cille var meget realistisk og nøgtern omkring situationen. Hun sagde: “Mor, what’s the point, hvis vi alligevel skal rejse hjem til Far the twentysecond, og ikke fejrer julen sammen med familien. Det bliver alligevel ikke det samme i år på grund af corona”. Hun har ret.

Men corona skal ikke få os helt ned med nakken.

Jeg er bevæbnet til tænderne med positive aktiviteter, nu hvor vi har 3 ugers juleferie.Der er udendørs lystændingsceremoni på Town Square Dubai med et 20 meter højt og helt igennem fake juletræ tilsat et lettere ubehjælpsomt forsøg på julehygge i 25 graders varme med julemand, karruseller, kunstig skøjtebane og knitrende TV-pejse.Der er også et ‘Family Fun and Splash Day Pass’ til Zabeel Saray på Palm Jumeirah i ærmet, så vi kan se hotellets fine julepynt og nyde en rigtige jule-driver-dag. Ikke med varm kakao og uldne sokker på en slagbænk, men i stedet med pool, strand og forfriskende mint-limonade.Hotellet har virkelig pyntet så fint op, og når nu det ikke kan være anderledes, så er det altså 100% okay at nyde 25 grader lunt havvand og lade solen bage på ryggen en hel dag, i stedet for regn, rusk og æbleskiver i det kolde nord.Jeg printer opskrifter ud på julesmåkager, henter sild i sennepslage i Ikea og planlægger den helt store julemiddag for fire. Der skal dækkes et julebord, tænkes på mandelgave, pakkes julegaver ind og købes endnu mere julepynt til det kunstige juletræ.For pludselig er det mig, der er værtinden i vores lille familie.

Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg glæder mig, nu hvor jeg har fået vendt skuffelsen til en eller anden form for krøllet taknemmelighed over, at vi trods alt har mulighed for at fejre jul – og at alle i vores familie og omgangskreds er sunde og raske, hvorend de befinder sig.

Jeg planlægger at lave make-ahead julesauce a lá Jamie Oliver. Og langtidsstegte timian-og appelsinfyldte ænder a lá Valdemarsro. Jeg vil koge rødkål og lave rødkålssalat. Kartoflerne skal vendes i semolina og ovnsteges i gåsefedt. Ris a lá mande bliver med hindbærcoulis. Det bliver vores lille “take” på en julemiddag.

There is a first time for everything.

Julemor in the making.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet