Nu skal vi ski’ hjem

Yrk. Det bliver hurtigt hverdag igen.

Der er selvfølgelig lige en tiger- og en løveudklædning, som skal være klar til 2 x Sports Day.

Så er der de komplet oversete 3 x kostumer, der skulle have været indleveret til musical-læreren allerede igår.

Husk også lige at følge hvert et tilmeldingslink og google-doc, der bliver sendt dagligt fra skolen, for ellers kommer dit barn ikke med til ditten og datten.

Der er præcise instruktioner igen til smørrebrødsjomfruen, der forsøger sit bedste med madpakkesmøringen, men fejler så ofte.

Pludselig er der også en masse praktisk planlægning til International Evening, hvor æbleskiverne jo heller ikke bager sig selv.

Der er også den ugentlige madplan, der skal lægges, og skitøj, der skal vaskes og nedpakkes efter alle kunstens regler.

Godt, at min Mor kommer lige om lidt, så hverdagen kan blive skubbet lidt i baggrunden for en stund.

Men bagved det hele ligger glæden og bobler over den skiferie, vi lige har holdt.

Sikke en oplevelse, det var!

Den der friske luft, som giver tindrende kinder og det at være sammen som familie i sneen var bare alletiders.

Og det kommer fra mig, der var mere end almindeligt skeptisk over for konceptet skiferie.

Jeg var hunderæd for alle de åbenlyse ting.

At beskadige mine 40-årige knæ, håndled, albuer og hofter, så jeg måske skulle i langvarig genoptræning eller endnu værre – at skulle have en operation (gys).

At andre familiemedlemmer skulle komme noget alvorligt til, så vi pludselig ville komme til at kende det aserbajdsjanske sundhedssystem indefra.

Eller hvad med at blive så panikangst på en af løjperne, at jeg ingen steder kunne komme bortset fra nedad i et kamikaze-agtigt tempo, der kunne sætte sig i kroppen som et evigt traume?

I øvrigt hader jeg glatte overflader, kulde, is og sne af et ærligt hjerte. Det har jeg ihvertfald altid påstået.

Der var faktisk tusind undskyldninger for ikke at tage med eller for ikke at deltage undervejs.

Ingen af mine negative antagelser holdt stik.

Jeg har godt nok en afsindig auberginefarvet blodudtrædning på min højre balle, men det er også det eneste, der skete ved at falde lidt uheldigt én af dagene.

Pigerne og Martin stod ned ad løjperne i fin stil hele ugen, og er kommet hjem uden skrammer.

Faktisk havde Cille så meget fart på og kontrol over skiene, at jeg bevidst undgik at se hende på de røde løjper. Det var simpelthen for nervepirrende for hendes gamle mor. Men hun havde det umanerligt sjovt sammen med sin Far.

En stor del af forklaringen på min ændrede holdning til skiferie ligger i den forberedelse og instruktion, som vi havde planlagt hjemmefra.

At have en instruktør for mig selv i to timer om dagen i fire dage gav mig dén personlige tid, jeg havde brug for, så jeg kunne få mine nerver under kontrol og rent faktisk lære noget af det tekniske, så jeg også kunne holde skiene under kontrol.

Derudover havde vi heller ingen ambitioner om, hvor mange timer, vi skulle stå på ski om dagen. Det var ganske enkelt ikke en del af succeskriteriet – for så kunne ferien hurtigt blive en skuffelse. Når vi var trætte, var vi trætte. Og så var det helt okay at bestille room service, glo National Geographic Wild og hygge sig på værelset.Jeg bliver heller aldrig nogen fart-dronning.

Jeg har ikke engang ambitioner om en rød løjpe.

Men jeg kom – adstadigt og sikkert – og glad ned ad den blå løjpe. Og dét er en kæmpe bedrift i min lille verden.

Så – ja. Jeg er omvendt. Er blevet en af de der salige skiferie-entusiaster, der taler om fællesskabet, den friske luft og den varme kaffe. Ihvertfald på min egen måde.

Og jeg er udmærket klar over, at lige om lidt, så er børnene løbet helt væk fra mig, der fumler rundt på de grønne og blå løjper, som de sikkert kun vil have fnys til overs for – til dén tid.

Så må jeg stå lidt for mig selv i eget tempo. Jeg elsker naturoplevelser i eget selskab anyway.

Og resten af tiden kan jeg vel findes på en café med en god bog og enten kaffe eller hvidvin? Det er ihvertfald min egen forestilling om, hvad en skiferie er lig med om et par år, når pigerne er lidt mere selvhjulpne og endnu sikrere på skiene. Måske kunne der også blive tid til et par spa-dage uden de her to på slæb.Det vigtigste er, at jeg er en del af fællesskabet og kan deltage i de aktiviteter, vi foretager os sammen som familie. Den der fornemmelse af at være en begrænsende faktor eller en klods om benet i forhold til fysisk udfoldelse er ulidelig. Jeg vil ikke være den, der stopper showet, når nu de andre synes, at det er så fan-fucking-tas-tic at stå på ski.

Det skader jo heller ikke børnene at se, at voksne fortsætter med at lære hele livet igennem – og at jeg tør gøre noget, jeg er bange for og ikke kender ret meget til. Walk the talk, som man si’r….

Og det der skiferie må gerne være i Aserbajdsjan en anden gang. Kaukasusbjergene er nu noget helt særligt med deres blanding af brunt og hvidt.

Hotellerne var også virkelig fin standard og meget billige i forhold til hvad tingene koster i Europa.Her er vi f.eks. i “Pik Palace’s” udendørs pool, der var skøn om eftermiddagen.Indendøre er “Pik Palace” et hvidt marmor- og krystalpalads, ret meget ligesom hotellerne i Dubai.Derfor boede vi på søsterhotellet “Park Chalet”, der har mørkt træ, pejse og tyroler-agtig stemning med lammeskind på stoleryggene og tykke, brune tæpper. Lidt mere dén stil, vi forventede af en skiferie.Måske skal vi afsted igen til næste år. Hvem ved?

Jeg si’r ja, hvis nogen sku’ spørge ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Emirates Zoo

Endnu et blogindlæg i den mundrette kategori “hvad skal man opleve uden for Dubai”.Emirates Zoo er et ret godt bud på en god og billig oplevelse, hvis du rejser hertil med småbørn eller er en børnefamilie bosat her i De Forenede Arabiske Emirater.

Forleden var første gang, vi besøgte haven, men det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg venter bare lige på besøg af småbørn fra Danmark (hints ud til Stine og Michael, Mette og Søren), så skal vi på tur dertil igen – og måske overnatte på havens hotel, så vi kan opleve dyrene om aftenen og tidlig morgen.Denne her zoologiske have adskiller sig fra de andre ved at være mere ligesom en petting-zoo.

Ikke at der kun er kæle- og husdyr at se på – der er en fin flok almindelige og hvide tigre; der er elefanter, løver, flodheste og diverse kattedyr, gnavere, fugle og reptiler, som bestemt ikke indbyder til fodring.

Men der er mulighed for at fodre kameler (dromedarer ville vi kalde dem), geder, får, skildpadder, aber, giraffer, okser, ænder, gæs og sikkert en masse andre dyr, som jeg glemmer i forbifarten.

Her er Mille med en tot arabisk kløvergræs til 10 dirhams. Den slags bundter får man købt en del af i løbet af en dag, så husk kontanter (og gerne de små 5 eller 10 dirhams-sedler).Man kan ikke bo i Mellemøsten uden at blive komplet skildpad’oman af at opleve dem i naturen i Oman og UAE, så pigerne kaster sig straks over fodring af padderne. Som I kan se, er der ikke tale om små sump- eller ørkenskildpadder. Det er nogle af de store moppedrenge.Og i al sin ivrighed får dyreelskeren Mille lige rigelig nærkontakt med den ene padde, som forærer hende en stor tømmerlus på pegefingeren, som tak for græs. Det tog lige en halv dag at komme sig over dén nær-døds-oplevelse, og vi blev enige om, at den ikke havde gjort det med vilje 🐢.Og som om tømmerlus-seancen ikke var nok til at tage pippet fra en 6-årig, så blev hun også overfaldet af 15 ivrige gedekid, der hellere end gerne ville have en mælkeflaske. Til sidst endte jeg med at give mælk til de små krabater, mens børnene så bekymrede til. De ser så uskyldige ud, de små geder, men de er pivfrække.

Så er det trods alt mere trygt og roligt med dyr bag glas. Hér er det den skønneste gepard, som observerede børnene mindst lige så nysgerrigt, som de gjorde ved den. De hvide og de almindelige tigre, løverne og geparderne er alle “rescues” i parken – højst sandsynligt fra rige arabiske familier, hvor man har fortrudt indkøbet af et vildt dyr til egen have. Den slags “prestige-indkøb” er der desværre fortsat mange rige mennesker, der begiver sig af med her i regionen.Lidt senere var pigerne klar til mere fodring. Særligt girafferne vakte stor glæde med deres lange, blå tunger og smukke øjenvipper, der glippede, når de fik håndserveret små totter af græs. Lige så majestætiske, som de bevæger sig og ser ud, lige så elegante og rolige var de, når de skulle tage imod græsset.Der var også en hel række flotte falke, ørne, ugler og andre fugle, som araberne ynder at opdrætte, tæmme og jage med. Og så var der en masse eksotiske fugle fra forskellige lande i Afrika og Sydamerika – som til pigernes gru blev fodret med døde – hele – kyllinger. Det er åbenbart ikke kun de danske zoologiske haver, der kan vise publikum, hvordan virkeligheden ser ud i dyreriget.Undervejs i haven er der udmærkede små caféer, og frokosten indtog vi på The Hide, som er en nyåbnet, lækker café med et sundt og velsmagende udvalg til rimelige priser.

Alt i alt et perfekt udflugtsmål fra både Dubai og Abu Dhabi.

Der er 50 minutters kørsel dertil fra Dubai og ganske kort kørsel fra Abu Dhabis centrum til parken, der ligger i Al Shahama-området.

Det koster i omegnen af 150 kr. pr. person for en hel dag – entré, tilkøb af jordnødder og græs samt en let frokost. Du kan også finde reducerede/discountbilletter på f.eks. Groupon eller Cobone.

Hvis du kan overskue en lidt længere køretur og ønsker en mere “autentisk” zoologisk-have-oplevelse, kan jeg varmt anbefale Al Ain Zoo, som jeg har skrevet om tidligere:

Al Ain ZOO

Al Ain Zoo egner sig godt til de lidt større børn, der kan gå længere uden at klynke over varmen, og som evt. kan bevæge sig rundt helt selvstændigt, mens de voksne kaffemikker i skyggen – og så er der virkelig mange andre interessante ting, man kan lægge vejen forbi, når nu man er på de kanter:

Al Ain

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dobbelt op på længsel

Efter 3 ugers kuffertliv med tilhørende familiecirkus og et fødeindtag bestående af lige dele marcipan og svin er der intet som at komme hjem.

Sådan helt hjem.

Og det er uden tvivl Dubai.

Det mærker jeg, hver eneste gang vi lander i Dubai’s lufthavn.

For hjem er dér, hvor hverdagen udspiller sig, og hvor vores lille firkløver er samlet og sammentømret.

Hjem er også dér, hvor de mest basale ting befinder sig. Min hovedpude. Mit skab fyldt med sager på badeværelset. Garderoben. Køleskabet.

Men samtidig med længslen efter at komme hjem-hjem, er der længslen efter dem, vi netop har vinket farvel og på gensyn til 6 timer tidligere. Efter dét, der engang var vores hjem, og som til tider føles hjemlig.

Det er som en slags dobbelt-op på længsel tilsat delirisk glæde, der ikke er helt til at kontrollere.Og må jeg så lige tilføje som en sidebemærkning, at Københavns Lufthavn S.T.I.N.K.E.R i forhold til Dubai’s. I bogstavelig forstand og såmænd også i overført betydning. Her er ikke kun skinnende rene og velduftende toiletter i Dubai, men rent sådan all-over-the-place. Der er fin ro og orden, trods størrelsen på lufthavnen, og der er tilmed bagagekarusseller, der kører med kufferter efter ganske kort tid.

I Københavns Lufthavn tager det halvanden time at få bagagen, når man ankommer med et af de store fly. Og ventetiden bliver naturligvis tilbragt som sild i en tønde til dunsten af pølsevogn. Det er et underligt førstehåndsindtryk at give de rejsende, synes jeg. Men det har været sådan her lige så længe, jeg kan huske, så lufthavnens management må jo mene, at det er acceptabelt?

Nok om lufthavne, selvom jeg elsker at nærstudere dem og føle stemningen.

Maricel ankom samme nat som os.

Hun havde bragt Filippinerne med hjem til os i form af lyserøde pomelofrugter og verdens bedste mangoer. Intet mindre end himmelske frugter, der smager af den sol, de har fået, mens de har modnet på træerne.Særligt Maricel har en tilvænningsperiode fyldt med tårer og længsel – for det er aldrig nemt at sige farvel efter en måneds juleferie og vide, at der vil gå et helt år, før hun vender tilbage.

Vi taler om det, for jeg vil ikke lade det ligge uforløst eller usagt hen.

Jeg føler også en vis portion dansker-skyld over at have hende 11 måneder om året, mens hendes egen 13-årige søn kun har hende 1 måned. Dén tanke og følelse tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over, selvom hun er her af en eller anden form for bizar ‘fri vilje’. Hvis ‘fri vilje’ kan bruges om mennesker, der ikke har andet valg end at søge arbejde i udlandet.

Men hun er tilbage. Og har opnået en masse af dét, hun ønskede sig at gøre. Hun fik fejret Bedstemors fødselsdag, julen og nytåret. Hun fik velsignet sit nye hus af den lokale præst. Hun fik tilsluttet sit hus til kommunevandet. Hun fik anlagt et reelt badeværelse. Hun kom til tandlægen og fik et helbredstjek på hospitalet, så hun ved, hvordan det står til med sukker og kolesterol.

Og selvom vi ikke kunne spore den store lyst til at komme retur i skole idag, da vækkeuret ringede mindst 3 timer for tidligt, så er det ret tydeligt, at det nu er meget rart alligevel.For vi holder trods alt mest af hverdagen – med venner, praktiske opgaver, arbejde og den slags. Og savnet efter familie og venner derhjemme aftager lige så stille henover de næste uger, indtil det nærmest virker helt tilforladeligt, at vi først er tilbage i Danmark til sommer.

Længsel skal have et rum, har jeg fundet ud af. Den vil accepteres og anerkendes – og have plads til at leve side om side med dén hverdag, der tvinger os til at komme videre. Og pludselig er den næsten væk. Længslen. Lige indtil jeg hører min Mors stemme eller ser billeder af små niecer og nevøer. Suk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2019

Pludselig vinker vi farvel til 2018.

Et hårdt og underligt år med mange første-gangs-oplevelser.Men også et år, der for vores vedkommende har budt på et hjem.

Et rigtigt hjem.

For første gang i 9 år har vi igen foden under eget bord – og uanset hvor besværlig og irriterende ombygningsprocessen har været, så er det ubeskriveligt dejligt at træde ind ad døren og føle sig helt hjemme.Hjemmebane er vi virkelig også på her hos Familien V på årets sidste dag.

Pigerne holder alle de danske nytårstraditioner i hævd.

De forsøger at lytte efter Dronningens tale.

De tæller og hopper ned fra sofaen ved midnat.

De kaster med knaldperler og løber omkring i mørket med maxi-stjernekastere.Og jeg finder den smukkeste vinterrose langs husmuren. I min yndlingsfarve.Dét tager jeg som et tegn for 2019. At året kommer til at kræve en vis portion tyrkertro på egne evner, ihærdighed og stædighed for ikke kun at overleve eller leve – men samtidig at blomstre.

Og tyrkertro kan der blive akut behov for. Ikke kun på den allerførste dag i et spritnyt år, der starter ud med et isnende stormvejr, som får raketterne til at flyve skævt henover himlen. Der vil blive brug for at insistere, afvente, skubbe forsigtigt fremad, vente lidt igen, trække vejret dybt ned i maven og stædigt forfølge drømmene.

For der er intet nyt under solen. Den har i øvrigt også har gemt sig for mig under hele juleferien i Danmark.

Martin er fortsat jobsøgende. Og dén der med, at det forhåbentlig ikke tager mere end 4-6 måneder at finde et nyt, godt job – dén kan vi skyde en hvid pind efter. Det tager – som altid – betydeligt længere end tålmodigheden egentlig er til.Det arabiske jobmarked er uforudsigeligt og jeg har lært, at de store ting i livet aldrig kan forceres.

Vi må vente tålmodigt på afklaring og forløsning.

Ingen krystalkugler at titte ind i, ingen åbenbaringer eller forudsigelser her på falderebet.

Men selvom vi ind i mellem løber i cirkler og famler i mørke, så er der alligevel så megen lys, lyst, glæde og leg, der skubber bekymringer og tanker bort.Vi er så pisseheldige med at have hinanden, Martin og jeg – og de rødhårede apparater, som vi har tilsammen.

Og så er der den store bunke mennesker, som omgiver os og vælger at tilbringe deres tid sammen med os, når vi er i Danmark.Dem er jeg taknemmelig for hér på kanten af et nyt år.For vi aner ikke hvad 2019 vil bringe.

Vi håber på stabilitet i form af et godt arbejde til Martin, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores dejlige liv i Ørkenstaten.

Det taler vi med familie og venner om her i juleferien.Det er jo klart, at folk spørger.

Om hvad der mon skal ske?

Om der mon allerede er sket noget?

Om vi har idéer til, hvad vi vil gøre, hvis der ikke sker noget?

Og jeg forstår dem.

Vi har faktisk de samme spørgsmål.

Til os selv.

Og ingen reelle svar.

Dét gør samtalerne lidt anstrengende. Som om der opstår en form for hudløshed eller sårbarhed i processen, når de samme spørgsmål bliver stillet igen og igen. For de er jo umulige at besvare ordentligt.

Uvisheden er åbenlys.

Mange gange er det lettere at undgå samtalerne og aftalerne denne juleferie. Ikke at vi gemmer os, men det føles lidt anstrengende.

Alle, der har oplevet at være arbejdsløse ved præcist, hvad jeg forsøger at sige.2019 bliver i sandhed et puslespils-år for os.

Hvor brikkerne forhåbentlig vil passe sammen og gå op i en højere enhed, selvom kompleksiteten absolut ikke bliver mindre af, at vi har bosat os langt fra det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, der er spændt ud over Danmark og danskerne.

Men hvis vi tænker os om, gør vores bedste og giver den alt, hvad vi har i os, så burde der da være en masse godt i vente ❤️.

Jeg ønsker dig et spændende og udfordrende 2019 med masser af glæder og oplevelser 🥂🎊

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cabin fever

Nu er det jo ikke en hytte, Farmor og Farfar har ude i Den Store Skov.

Men det fraskriver mig på ingen måde retten til at få et akut anfald af cabin fever i et parcelhus.

Mille er landet i Moder-Landet med et arabisk maveonde, der har givet hende let feber og kvalme lige siden. Hun har kastet op et par gange, men der er ingen hoste, forkølelse, diarré eller andet, der gør os bekymrede undervejs. Hun vil egentlig bare gerne blive i sin seng og have sin mor inden for nusse-rækkevidde hele natten.

Men lige pludselig er der gået 7 stive dage med et barn, der døser døgnet hen og stort set kun indtager små slurke vand, når hun bliver nødet til det.

Det duer jo ikke i længden.

Så vi besøger familielægen.

Og efterfølgende børneafdelingen på Hillerød Hospital, som tager så venligt imod os, selvom vi er udrejst og svære at placere i systemet for lægesekretæren i modtagelsen.Når jeg nu tænker over det, så har vi vist aldrig haft en juleferie i Danmark uden et besøg hos lægen. For der er bare udfordringer ved at gå fra 25+ grader til en temperatur nær frysepunktet.

Mille klarer dog frisag hos børnelægen.

Ingen blodprøver eller væskedrops i denne ombæring.

Men hun får formaninger om at gå hjem og hvile sig videre – og så skal hun begynde at drikke og spise lidt, uanset om hun har lyst til det.

Jeg har kun ros tilovers for det danske sundhedsvæsen. Lægerne og sygeplejerskerne er så flinke og rolige; de taler til og med barnet i øjenhøjde – og så behøver vi ikke være bange for, at der bliver foretaget unødvendige procedurer eller prøver, som vi konstant må være opmærksomme på i Dubai’s privatiserede sundhedssystem.

Men efter 7 dage med roderi om natten og kreaværksted om dagen, med non-stop kaffepause på slagbænken og sporadiske julegaveindkøbsture ud af huset, er jeg ved at miste ævret og vrisser min rastløshed ud i rummet hen over morgen-teen.Der er trods alt grænser for, hvor mange skråskriftsark, Cille kan “more sig” med at udfylde – og hvor mange dagbogssider, en halvsløj Mille kan skrive. Eller hvor mange mariehøns, jeg kan male, før jeg går op i røg.Men Mille er gudskelov on the mend. 

Og det er heldigt, for der er mange, gode planer i sigte, nu hvor juledagene nærmer sig med hastige skridt.

Og mindst lige så heldigt er det, at Martin kender mig så godt, at han skynder sig at foreslå en lang gåtur i skoven, før vinterhiet bliver for omklamrende.Det fugtige gråvejr og vintermørket, der oplyses af træernes lyskæder er endda ved at give mig den længe-ventede julestemning indeni.

Der er sikkert intet, der ikke er godt for noget.

Og ned i gear er vi ihvertfald kommet efter denne her sygehistorie 🤒😷.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet