Atlantis Dubai

I torsdags var Cille til eksamen i sit store Year 6 projekt om kønsdiskrimination.

Det foregik over Zoom med lærer, klassekammerater, familiemedlemmer og gode venner, der kunne stille spørgsmål til gruppen i chatfeltet. Fagre nye verden, som vi alle har været nødt til at omfavne.
Efter 20 minutter sluttede mødet, og vi fik Farmor med på et nyt Zoom-kald, hvor hun lykønskede Cille med eksamen og overraskede hende med en fin buket. Tusind tak til alle jer, der var med i det virtuelle eksamenslokale og for alle lykønskningerne efterfølgende. ❤

Senere overraskede vi også Cille.

Efter at have været i tænkeboks længe, besluttede vi os for, at vi måtte gøre noget ekstraordinært for at fejre og markere, at eksamen fra Primary School nu var veloverstået. Det har været et kæmpearbejde – lærerigt og udfordrende – og på nogle punkter alt, alt for krævende. Cille fortjente uden tvivl at blive forkælet og fejret for sin indsats igennem to en halv måned.

Under normale omstændigheder ville hele Year 6-årgangen komme til “Graduation Ceremony” med overrækkelse af eksamensbeviser i “caps and gowns”, efterfulgt af en fin fest med musik og dans på et hotel. Dét er selvfølgelig aflyst i år på grund af det unævnelige. Ligesom så mange andre dejlige ting.

Vi endte dog med at vove os uden for matriklen, smitterisiko til trods. Det føltes for vigtigt, det her.Vi tjekkede ind på det terrakottafarvede børnepalads, Atlantis Dubai, der ligger som et lysende rødt kirsebær på toppen af ikoniske Palm Jumeirah. Det er 100% italiensk glas-kitsch og marmor-galore, gakkede farver og gennemført interiørdesign med detaljer, der konstant leder tankerne hen på Kong Tritons undersøiske rige i Disney’s version af “Den lille havfrue”. Et børne-paradis, er det.Hvert år, når temperaturen stiger til ‘sådan-cirka-ulidelig’, kører Atlantis med helt eventyrligt lave priser på overnatning med morgenmad.

Hvert år har jeg tænkt, at det burde vi virkelig også benytte os af, mens børnene er små nok til at værdsætte sådan et sted.

Nu var den åbenlyse anledning der til at glo på delfinshow og hygge ved poolen dagen lang. Efter tre måneders hjemmeliv var dét her præcist, hvad vi havde behov for.


Faktisk var vi møgheldige, at poolen var åben, så vores egen lille havfrue kunne blive dyppet. Fredag var nemlig den første åbningsdag for poolområder på hoteller – og her i starten af denne uge er community pools også blevet åbnet igen.

Aquaventure – Atlantis’ store badeland – var dog fortsat lukket, så det var en aktivitet, vi ikke kunne komme til og som ellers ville have været inkluderet i opholdet. Vi ville også gerne have bestilt tid til at hilse sådan rigtigt på delfinerne nede i bassinet, men den aktivitet var også fortsat lukket.Den første aften fik Cille en mad-drøm opfyldt. Hun elsker Gordon Ramsay, og hun ser alle hans programmer. Særligt Ramsay’s Beef Wellington havde fanget hendes interesse, så vi fejrede hende med præcist den ret på Ramsay’s restaurant, “Bread Street Kitchen”.Her sad hun – stolt og tilfreds med at være midtpunkt midt i trøffel-kartoffelmos, butterdej og oksemørbrad – så træt, så træt, at hun knapt kunne hænge sammen.

Da pigerne fik at vide, at vi skulle afsted på hotelophold, hoppede de op og ned i tre timer, mens de pakkede tasker og planlagde tøseting til hotelværelset.

At have været lukket inde så længe, har afgjort en stor betydning for, hvor taknemmelige, vi bliver over de ting, vi tidligere har taget aldeles for givet – som f.eks. at komme på hotel, i poolen eller ud at spise. Det er så indgroet en del af “Dubai-livet”, at vi først nu kommer sådan for alvor i tanke om, at det vitterligt er en luksusboble, vi lever i.
Selvforkælelse var kodeordet for weekenden, og Cille tog det meget seriøst. Hun fandt badekåben frem, og hun er allerede en habil maske-pålægger. Jeg får jobbet som dronningens kuli og fodterapeut.Et par af Farmors roser måtte lide badekarsskæbnen.Vi forelskede os også straks i make-up-bord og walk-in-område, der var meganice.Der var bare ingen sure miner at spore over den opgradering til Royal Suite, vi fik fikset (efter en lidt kikset start).
Efter et par dage i solens stråler – med dejlig mad, leg i poolen og lange bade – var det som om skuldrene endelig faldt ned på plads.

Atlantis Dubai er virkelig anbefalelsesværdig, hvis man er afsted som børnefamilie. 
Det er så gennemført fint sensorisk for børn, f.eks. med kig til havdyr – fisk, hajer, rokker osv. – over det hele.Der er stærke, glade farver i lofterne, som man kun kan blive i godt humør af.Og akvariet “The Lost Chambers”-akvariet er stadig en familiefavorit.
Book Atlantis Dubai i juni, juli eller august – der er masser at lave både inde og ude – også selvom det er virkelig varmt på denne tid af året. Det er value for money at tage halvpension, hvis man ikke har specifikke signatur-restauranter, man bare må på. Vi havde kun morgenmaden med, da vi jo havde booket bord hos Ramsay.

Der er skønne Friday Brunches i flere af restauranterne derude – bl.a. Nobu og Bread Street Kitchen – og efterfølgende er der fest på Wavehouse og Nasimi Beach. Bread Street Kitchen er børnevenlig – det er de andre steder, jeg nævner ikke. Én af de ting, jeg elsker ved Friday Brunches i Dubai er, at man kan have en rigtig fest, selvom man måske kun er der som par eller som familie. Dén følelse af at feste igennem kan ellers være lidt svær at få fat i, når man er på ferie med børn, synes jeg. Men ikke i Dubai. 😉

For tiden kører Atlantis med dagspas, hvor prisen konverteres til mad og drikke ved poolen. Dét er da smart.

Måske er min anbefaling præget af, at vi har været lukket inde i tre måneder. Det er den sikkert. Men hånden på hjertet – det her var så tiltrængt – og så rart et sted at være med børn, hvis man da kan leve med en hel del øjenbæ og bling-kitsch på alle kanaler. Schwung er der ihvertfald over stedet og de oplevelser, det byder på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Corona-sorgproces

I mens Danmark og andre europæiske lande med godt styr på Corona-smitten åbner mere og mere op, sumper vi fortsat rundt i lukket land med ansigtsmasker, latexhandsker og temperaturkontrol.

Alt har indtil nu været fuldstændig lukket for børn under 12 år, men i dag kom nyheden om, at strandene vil tillade børn adgang til havet, såfremt man bærer ansigtsmasker alle andre steder end ude i selve vandet. Så dét må vi prøve en dag, når nyhedens interesse er stilnet en smule af.Jeg er blevet små-sær af eremitlivet. Og jeg undlader at tænke alt for meget over, hvad det her får af konsekvenser mentalt for vores børn, der slet ikke har været ude blandt andre eller ude i naturen, på legeplads eller lignende i knapt 4 måneder. Hvis jeg er sær, hvad sker der så med dem?De få, jeg har hørt om, som har haft corona-virus her i Dubai har haft alvorlige problemer og bivirkninger i lang tid. Så selvom sunde og raske individer ikke bør få de store udfordringer af en omgang Corona-virus, så vil jeg virkelig, virkelig gerne undgå det.

Lidt slip er jeg dog nødt til at give – for vi er alle fire ved at blive indebrændte af at være lukket inde på 4. måned. I morgen vil vi ses med nogle venner på ærbødig afstand. Om nogle dage tager jeg måske på stranden med en veninde og hendes piger. Igen på ordentlig afstand. Og sådan må vi jo lige så stille ud ad døren igen.

Martin tog for eksempel til frisøren i dag. Nu kunne han ikke holde corona-fritsen ud længere, så æraen som svensk Göran er hermed en saga blot. I vores 19 år sammen, har jeg aldrig set ham med så meget hår på hovedet.
Og før vi får set os om, er det jo juli måned, hvor vi har flybilletter til Danmark. Om det kommer til at ske, er endnu uvist – men Emirates planlægger at flyve på ruten igen pr. 1. juli. Forlyder det. Og de har egenhændigt flyttet vores afrejse fra 4. juli til 5. juli, så et eller andet må de jo være ved at planlægge.

Inden da er jeg nødt til at øve mig i at være out and about. Lige nu føles det ihvertfald ubehageligt at skulle ind i en stor lufthavn for at sætte sig op i en lukket kabine, hvor luften cirkulerer og cirkulerer mellem passagererne. Men samtidig er tanken om at tilbringe hele sommeren lukket inde her i landet også temmelig ulidelig. Om lidt er her 45 grader i skyggen og endnu mere umuligt at foretage sig noget som helst.

Det er nu ikke kun Martin, der har vovet sig ud. Jeg tog over på skolen forleden.Det var en tanke og et behov, jeg har skubbet foran mig i flere måneder. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle forholde mig til skolens stille, støvede indre – helt renset for det dejlige børnevirvar og liv, der plejer at være. Men behovet for at få nallerne i mine læse-stave-tests og ønsket om at få fat i min elev-log (før årskaraktererne skal afgives) vandt.Jeg måtte anmode skolens rektor om adgang på bestemt dato og tidspunkt. Man kan ikke bare sådan uden videre vade ind ad døren med sin personale-kort om halsen. Intet er, som det plejede at være.Når nu jeg havde fået adgang, tog jeg mig den frihed at liste inde efter Cilles og Milles penalhuse, som de havde efterladt, fordi ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at vi slet ikke ville komme tilbage igen. Suk.

Efter en deprimerende rundtur på etagerne i Primary School var der ingen vej udenom dansklokalet. Det føltes helt som en sorgproces at gå igennem de fysiske rammer om dét, der plejede at være en tryg og højtelsket hverdag for både pigerne og jeg, og som blev revet fra os alle af et udefrakommende virusmonster.Lokalet lignede sig selv. Potteplanterne var naturligvis døde, der var rodet lidt rundt og støvet havde lagt sig som fint, brunt pulver på alle overflader.

Og så gik jeg ellers igang.Tavler, vægge, reoler og hylder fik en overhaling. Alt blev ribbet, hevet ned, lagt i pæne bunker eller smidt ud. Det eneste, der fik lov at blive oppe, var vores navneskilt “Dansk på DIA”, som en måde at pisse territoriet af på, så skolens management ikke pludselig glemmer, at dét her er altså vores rum, og giver det videre til den næste, som møder op med pladsproblemer.

Og i mens jeg flåede gode sager ned, tog jeg afsked med skoleåret. Sagde farvel til alle de fine ting, børnene har læst og skrevet om, leget med og tegnet så herligt. Det ville jeg så gerne have givet dem med hjem som minde om endnu et dejligt år i vores lille danskskole. Nu ser jeg dem først til næste skoleår, som muligvis også kommer til at starte ud som online schooling. Jeg gyser bare ved tanken.

Men jeg gemte ikke alle de her små skrevne ting. Alting har forandret sig så meget i løbet af de sidste 4 måneder, at jeg ihvertfald har brug for en frisk start og en ren tavle – helt bogstaveligt talt. Så må børnene få en undskyldning, hvis de virkelig gerne ville have haft en af plakaterne med hjem.I de her dage lider jeg af misundelse på den danske håndtering af Corona-pandemien, og jeg ville sådan ønske, at det samme kunne have ladet sig gøre her. Men vi er netop ikke i Lilleput-Danmark, hvor det meste kan håndteres med sund fornuft, god planlægning, ordentligt samarbejde og – vigtigst af alt – befolkningens tillid til myndighederne. Her kommer nye beskeder, love, regler og instrukser fra vidt forskellige medier og myndigheder, og vi har gjort det til en vane lige at tjekke nyeste artikler om Corona med gode venner, for hvad det ene og det andet konkret betyder, før vi går ud. Vi er 200+ nationaliteter på ét sted – og mange bor under ganske tætte og halvjammerlige forhold, som gør, at virusspredning er alt, alt for nem.

Og lige nu virker alting bare så uoverskueligt. Vi har ikke nået et stabilt eller et aftagende smitte-niveau. Vi kan ikke føle os sikre på noget som helst.

Ja, her bliver også åbnet lige så stille op – baby steps – som i Danmark.

Ja, vi føler os mindre indelukkede, når vi kan cykle, gå og løbe en tur. Men børn under 12 år er underlagt de strengeste restriktioner sammen med ældre over 60 år. De kan ikke komme ind eller ud nogen steder. Derfor er det også ret irrelevant, om vi kan gå i biografen eller ej. Kan børnene ikke komme med os, hvad glæde skulle det så give?

Men nu er isen brudt for mig og mit eremitkrebseliv.

Jeg har haft mit gensyn med skolen, og jeg har endda bestilt frisørtid i en lille hjemmesalon, der tager én kunde ad gangen. Jeg må se at komme op på hesten igen og ud af mit sorte sind.

Hvis det lykkes os at komme afsted til Danmark i juli måned, vil jeg være mere taknemmelig end nogensinde før for at gense familie og venner, for den danske natur, for de friske grøntsager og frugter og for den simple frihed, jeg ikke længere tager helt for givet. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolelukning

Hvis jeg var en ludobrik, så var jeg slået hjem lige nu. Fuldstændigt hjem.Faktisk er jeg så flad på de mentale batterier efter et par følelsesmæssigt forvirrende dage, at min indre alkoholiker skriger på en halv flaske hvidvin til at dulme ærgrelsen, mens mit snusfornuftige over-jeg beroliger ved at sige, at det er den værst tænkelige situation at drikke i. Så jeg får cola i stedet. Og ketchup-chips. Trøstespisningen må du simpelthen ikke ta’ fra Yvonne – hun har det sgu’ svært nok i forvejen.

Det er selvfølgelig coronavirus-relaterede problemer, vi står i. Alt i disse dage er jo noget med og om corona, fordi det er det eneste, verden tænker på, uanset hvor mange statistikker, velmenende organisationer forsøger at vise os over, hvor mange mennesker, der dør af sult eller diarré hver eneste dag. Dem kan vi ikke forholde os til nu, og det kunne vi heller ikke før, der var udbrudt en verdensomspændende coronavirus, der åbenbart ikke er for fin til at springe på mennesker i rige lande. Uforskammet, er den, dén coronavirus. Det mindste, den kunne gøre, var da at blive hjemme hos sig selv, så vi andre ikke skal til at deale med den virkelige verden.

Fra på søndag er samtlige skoler i De Forenede Arabiske Emirater lukkede. Vores Spring Break er blevet rykket frem, således at vi officielt er på ferie fra 8. marts til 21. marts, i stedet for de 14 dage, der har været meldt ud siden skoleårets start, fra 27. marts til 11. april.

Når den fremrykkede ferie så er overstået, går vi over til et endnu helt ukendt hjemmeskolingsprogram fra 22. marts til 4. april, hvorefter vi – måske, måske ikke – så kommer i skole igen fra 5. april. Hjemmeskolingen skal ses som en form for hus-karantæne, for myndighederne nok antager, at vi rejser afsted på ferie i de næste par uger, og så kan vi lige dampe af derhjemme og tjekke, om vi får feber, før vi igen melder ind den 5. april.

Der er jo ingen af os almindelige mennesker, der med rette kan sige eller forudse, hvad der sker med den coronavirus. Ikke bare her til lands, men globalt. Måske bliver det den værste epidemi eller pandemi, vi kommer til at opleve i vores levetid? Måske er denne virus bare starten eller forvarslet på en helt anden måde at omgåes hinanden på sygdomsmæssigt, fordi vi rejser og bevæger os så meget rundt fra sted til sted?

Og Dubai er vitterlig en global spiller.

Vi er et mikrokosmos af hele verden på et ganske lille område – tilmed med én af verdens betydeligste lufthavne, der agerer trædesten for resten af verden, når man skal Far East. Hvilket man jo skal. Til alle tider. Med én af Emirates’ store metalfugle.

Indtil videre angives der 28 smittede personer i Ørkenstaten, og jeg er sådan cirka den sidste, der kan be- eller afkræfte dét tal. Men der må være mere på vej, siden myndighederne og uddannelsesministeriet griber til så store konsekvenser som at lukke skolerne helt.

Og vi er pænt fucked, mens showet står på. Med en hjemmestrikket rejse til Hanoi i Vietnam i starten af april, som vi ikke engang aner, om er sikker at rejse afsted på. Alt er betalt up front – og jeg forestiller mig, at der stort set ikke bliver noget at hente eller få tilbage. For Vietnam kan jo ikke tage ansvaret for, at vi har fået ændret vores ferie og lukket skolerne i De Forenede Arabiske Emirater.

Indtil videre er der ikke andet at gøre, end at afvente situationen. Fra på mandag hjemmeskoler jeg pigerne i 14 dage, selvom det skulle forestille at være ferieugerne. Det gør jeg, fordi der vel stadig er en eller anden form for sandsynlighed for, at vi tager på vores ferie i Vietnam. I don’t know. Måske er jeg naiv.

Og nu ikke mere om coronavirus og heraf følgende frustrationer. Jeg slutter i trøstespisningens tegn med et lille tip til herboende danskere, der trænger til ræddi comfort food, næsten som vor mor lavede den.

Forleden tog min norske veninde og jeg nemlig på tur ind i én af industrikvarteret Al Quoz’ støvede baggårde. På jagt efter noget, der kunne dulme sorgerne lidt.Her ligger den skandinaviske smørrebrødsforretning, der hedder noget så lige-ud-ad-landevejen som Smørrebrød Al Quoz.Den lille frokostcafé ligger nærmest inden i et eller andet underligt ungarnsk spillecenter, men når først man får skubbet døren op, åbenbarer der sig et lille quirky sted, hvor to søde etiopiske kvinder serverer karrysild, rejemadder, fiskefiletter, svenske köttbullar og roastbeef.Egentlig var vores oprindelige plan en kaloriewhopper af en fika med svenska semla. Men dem havde de desværre allerede sluppet fra menukortet (hvorfor det, når det stadig var februar?), så vi endte med to stykker smørrebrød og en drikkevare til 89 dirhams, som er ca. 160 danske kroner.Lidt pebret?

Så absolut temmelig dyrt, for hvad det var, men hvis man vil ha’ Skippersild og grønlandske rejer i en fjern Ørkenstat, så synes jeg faktisk, at det er okay at betale overpris. Det er ligesom straffen for at være rejst så langt væk hjemmefra. Bagefter delte vi en lun kanelbulla med tjæresort kaffe til – og købte nogle Läkeroler til at tage den værste sildeånde med.Fuldstændigt vanvittigt at spise smørrebrød i 25 graders varme midt i helt perfekt pita-, hummus- og falafelland, I know. Men vores sjæle crave’de det bare, som man si’r på godt dansk.

Min sjæl crave’r fandeme også, at der kommer styr på corona-situationen, men det tror jeg ikke kan afklares og fikses helt så let, som min trang til marinerede sild.

Glid in på en räkmacka eller to lige her:

Smørrebrød Scandinavian Gourmet Shop

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvad skal man se i Dubai: Børnefamilie-Edition

Servicemeddelelse: Nederst i blogindlægget finder du en liste med forslag og inspiration til gode aktiviteter med børn/børnefamilier i Dubai – hvis du er så heldig at få besøg af sådan én eller er på ferie hernede. 

Men først lidt af mit vanlige småsludren.

Vinterferien triller afsted i storfamiliens skød. Det er Martins lillebror, hustru og to børn, der er hos os.Det eneste, der ikke er i vinkel er vejret.

Som samtidig er stort set det eneste, ingen af os kan gøre noget ved.Vi har ganske enkelt den koldeste (læs: køligste – for koldt i en dansk referenceramme bliver her aldrig) vinter nogensinde i de godt 6 år, vi har boet her i Dubai.

Det er uhørt køligt både om dagen og om natten – med regn, vind og skyer på den ellers så blå himmel. Vi fastliggere stornyder at sove for åbne vinduer og løbe friske ture om morgenen, for vi er klar over, at det hurtigt kan få en ende. Men for gæster fra Danmark, der hungrer efter solen, er det småtræls, at det nærmest er for køligt til at gå i pool’en.Men vi bruger tiden så fornuftigt, som vi overhovedet kan. I går var vi f.eks. på legemuséet Oli Oli, der altid er et hit hos de 3-10-årige. De har dinosaur-udgravning som særudstilling i januar og februar, og ellers er stedet fyldt af gode legeområder og aktiviteter.

Her er de 4 unger i gang med hulebygning.Og her tegner vi – og scanner efterfølgende tegningerne ind til fremvisning på store, lysende tavler i mørket.Oli Oli bliver ved med at være et virkelig godt sted, selvom priserne ikke ligefrem er budgetvenlige – og så irriterer det mig, at de vil have små 80 kr. for entré per voksen, når voksne jo stort set ikke anvender faciliteterne.Vi har også kigget dyr i Emirates Zoo uden for Abu Dhabi en hel dag. Det var skønt vejr, og børnene havde det virkelig sjovt med at spurte rundt og fodre geder, får, heste, kaniner, skildpadder æsler, kameler osv. med ærtegræs, som man køber i bundter.Der hersker vist ingen tvivl om, at Emirates Zoo ikke ligefrem har de mest fantastiske faciliteter til alle dyrene – særligt petting zoo området er sølle og minder mest af alt om betonbåse, der aldrig har fået en opgradering, siden stedet blev bygget, men umiddelbart ser dyrene raske nok ud.Der er vist ikke andre steder i landet, hvor man kan fodre så mange forskellige slags dyr og komme så tæt på dem, men det må være en stakket frist i forhold til dyrevelfærd og etisk behandling af dyr i zoo.

Udover fodring af dyr fik særligt Cille og Victor også klaret lidt af en manddomsprøve, da de skulle op og balancere i trækronerne. Mille har prøvet det før, og gik helt hjemmevant til opgaven.Og midt i udflugter ud af huset og gode oplevelser med familien, bliver der også tid til lidt tennis og leg på legepladserne rundt om i The Lakes.En middag ved Dubai Fountains for foden af Burj Khalifa er også et obligatorisk event i ugeskemaet.Jeg bliver aldrig træt af at opleve musikken og springvandet. Det er så fint og hyggeligt i mørket og med alle de små lys, som araberne er helt fantastiske til at arrangere i palmetræer osv.Det er så dejligt at have god tid til leg, snak, hygge og nærvær med de allernærmeste. Og der er ingen tvivl om, at kusine-fætter-forholdet udvikler sig godt i løbet af sådan en ferie her.

Inspiration til gode oplevelser med børn i Dubai og Abu Dhabi:

– Oli Oli Play Museum (for 3-10-årige)

– Bounce eller Flip Out (“trampolinland” for 3-15-årige)

– KidZania (for 6-10-årige)

– Al Ain Zoo (for alle)

– Emirates Zoo (for 1-10-årige)

– Dubai Fountains (for alle)

– En stranddag på La Mer eller Kite Beach (for alle)

– Al Barsha Pond Park (for 1-10-årige)

– Friday Brunch på Caesar’s Palace – hovedrestauranten Bacchanal (for alle)

– Burj Khalifa (for alle)

– Dubai Frame (for alle)

– Lego Waterpark (for 1-10-årige)

– Legoland Dubai (for 3-10-årige)

– Atlantis: Aquaventure og akvariet The Lost Chambers (fra 3 år og opefter)

– Motiongate (for 3-15-årige)

– Garden Glow Park (for 1-10-årige)

– Dubai Butterfly Garden (for 3-10-årige)

…og så er der helt sikkert en masse andre vandlande og action-parker, som jeg ikke har nævnt, fordi vi ikke selv har været der eller er interesserede i det.

Happy Valentine’s i morgen!

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet