Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Møns Klint

Jeg har i årevis ønsket mig at komme til Møns Klint. Den første og eneste gang, jeg har været der, sad jeg som baby i en barnevognskasse og blev båret op og ned ad de mange, mange trapper af mine unge, stærke forældre. Det husker jeg intet om, men min Mor og fotoalbummet bevidner det.

I denne her sommerferie blev mit ønske så realiseret. Og det føltes næsten som et stævnemøde, fordi vi ENDELIG skulle mødes med min Mor, Moster og Onkel – og det var så et langt år siden sidste møde og kram.

Pigerne og jeg havde en længere køretur fra Hillerød til Møn, så vi startede ud med picnicfrokost og leg på legepladsen foran GeoCenter Møns Klint.De godt og vel 400 trappetrin ned mod klinten var overstået på et øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan mine ben sitrede bagefter, og jeg er i så fantastisk en kageform, at jeg har fået fornøjelsen af ømme stænger og baller et par dage efter alle trapperne.Nedstigningen er så smuk og en oplevelse i sig selv. Gennem trækronerne fornemmer man klinten tydeligere og tydeligere. Det er ikke så underligt, at Møns Klint lander på forsiden af turistbrochurer om Danmark i udlandet, vel?Pigerne ville gerne blive på den nederste udsigts-afsats, før de sidste trapper ned mod den stenede strand, og Mormor tilbød at blive hos dem, mens vi andre trissede afsted. Vandet var ikke ligefrem venligt dén dag.Der var nemlig højvande og godt med bølgebrus, så det var ikke en videre behagelig oplevelse at vade afsted på de våde sten med usikre ben og ømme fodballer.Der stank også helt vanvittigt af hundelort eller en anden slags møg over det hele. Det overraskede os lidt. Er det mon klintens kalk, der afgiver den virkelig grimme lugt? Men smukt, smukt, smukt – og dramatisk – er der så absolut på Møns Klint.Vel oppe igen gik vi på opdagelse i det flotte, interaktive GeoCenter Møns Klint.Der kunne selvfølgelig findes fossiler i det lækre kinetiske sand, der gjorde det ud for fortidens kridthav. Og fossilerne – her et søpindsvin – kunne man så kigge nærmere på i en lang række mikroskoper.Over alt kunne man lære om landskabets oprindelse, jordens bevægelse og de forskellige elementer af sand, is, vand, ler, alger, plankton, jord, kalk osv., der blev skubbet op og presset ned i tidernes morgen.Pigerne har GeoCentret som årets favorit-‘museum’, fordi man kunne røre ved alting og få en fysisk fornemmelse for det tidligste tid – landområdet Danmarks fødsel.Vi skulle selvfølgelig også skrive med kridt på tavle – dog ikke kridt fra klinten, som vi bevidst valgte ikke at røre ved eller tage souvenirs fra, og så kiggede vi på, hvilke ting, vi anvender i vores hverdag, som kommer fra kridtlagenes værdifulde bestanddele – olie og naturgas – dybt nede i jorden eller havbunden.Nogle af de interaktive komponenter var mere vellykkede end andre, men for børn er det bare altid fedt med VR-briller og spil med alle mulige knapper og dippedutter, man kan trykke på.Pt. er der en særudstilling i GeoCentret om ‘Danmarks første dinosaur’, som er udgravet i rigsfællesskabet. Helt ærligt, så burde det hedde ‘Grønlands første dinosaur’, for det er selvfølgelig deroppe, man har fundet det komplette skelet. Dét var en enormt spændende udstilling, som jeg helt glemte at fotografere, fordi jeg var så optaget af at drømme mig derop på antropologisk-arkæologisk felttur.Møns Klint er 100% en vinder-destination, uanset om man kører dertil, som vi gjorde på én-dags-udflugt, eller om man har booket weekend-glamping, vandrer på Camønoen eller noget andet spændende.Kæmpe anbefaling herfra.

Og var det dejligt at få et kram af min Mor efter et helt års adskillelse. Hold nu op, dét var det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Odsherred – traditionen tro

Ikke én sommer i Danmark uden et ophold ‘på landet’, som nordsjællænderne kalder det, når de drager hele den mentalt lange vej fra Hillerød til Odsherred.Farmors sommerhus, ‘Hudia’, ligger på Ellinge Lyng – ikke ret langt fra det magiske område Korevlerne, hvor der hvert år går skønne galloway-køer rundt og græsser fredeligt med forårets kalve i det fugtige engområde, der leder vejen op til selve Sejerøbugten. Farmor er kommet her, siden hun var en lille pige sammen med sine egne forældre, mostre og onkler, og jeg forestiller mig, at det er den største glæde for hende, at det fortsætter med at være en sommertradition i familien.
For en indædt vestjyde som mig, er der en umiddelbar og inderlig glæde ved at stå og glo på kreaturer. Findes der noget mere fredeligt at betragte end køer, der græsser? Det skulle da lige være en flok får i færd med det samme. Jeg er også vildt fascineret af den særlige natur på Odsherred, som er så markant anderledes end ‘min’ barndoms elskede Vesterhavskyst.

Denne sommer faldt det sådan i hak, at Eid Al Adha – muslimernes største Eid-fest, som ligger 40 dage efter fasten – faldt sammen med vores mulighed for at være i sommerhus med Farmor og Farfar. Martin kunne derfor holde fri fra computeren det meste af tiden, og han fik sovet godt og længe i den friske landluft, grillet en stor oksemørbrad og sørgede galant for at servere rigelige mængder hvid og rød for damerne i hans liv hver eftermiddag.Vi var kæmpe-heldige med vejret alle dagene, og vi var kæmpe-heldige med selskabet. Fætter V havde nemlig fået lov til at komme med os i sommerhus, og det nød vi alle sammen.For findes der egentlig noget bedre end storfamilielivet?Efter et helt år uden besøg fra Danmark, og uden at vi selv har kunnet rejse, runger der et klokkeklart ‘nej’ i mit indre.Ja – vi kan alle ha’ brug for en pause fra fællesskabet, og ja – der skal svinges en støvsuger, og ja – den lange tålmodighed skal findes frem ind i mellem, og ja – vi trykker på pytknapperne for fællesskabets bedste, men der går ikke én dag i Danmark, uden at jeg er bevidst om, hvor heldige vi er med endnu en skøn sommerferie uden ret mange spor af eller bekymringer i forhold til corona.

Det er som altid de små ting, der betyder det hele. Eftermiddagskaffen med svigermor-svigerdatter-sludren til lyden af susende graner og grinende unger. Måske tilsat lidt Farfar-kommentarer undervejs, lidt Tour de France-transmission inde fra stuen og en lille, gøende hund eller to, der skal beskytte hele sommerhusterritoriet.Der er også den umiddelbare glæde ved at få vores yndlings-sommerspiser, hvor man bare skal skylle, hælde op i skåle og så ellers nyde, nyde, nyde i eftermiddagens sene solstråler.På landet er det ikke kun madmæssigt, at der efterhånden har opbygget sig helt faste rutiner. Vi har også straks indløst årskort til Sommerland Sjælland. Pigerne er ikke de store vovehalse, når det kommer til tivoli og forlystelser, så sommerlandet er stadig et stort hit hos dem.Hvert år tager jeg et obligatorisk billede af Martin, Farmor og pigerne et sted derinde. I år blev det ved mine-området, hvor man kan vaske ædelstene og pjaske lidt i vand, som Cille demonstrerer så nydeligt.I år har pigerne taget et lidt større skridt i forhold til at prøve sig ad i sommerlandets aktiviteter, men de bliver alligevel ikke for gamle til at gynge og lege på legepladserne lige foreløbigt. Og heldigvis for dét.Og efter leg og tålmodig venten i de lange køer til aktiviteterne, fordi vi for første gang nogensinde er der i industriferien, ved Mille præcist, hvad der skal til: Så mange farvestoffer og e-numre, som overhovedet muligt. Og sukker. Masser af sukker.Burgerhjørnet på Lyngen er også et af udflugtsmålene. Ikke kun på grund af de store is, men også for en omgang minigolf.Åh, det er hårdt at vinke farvel til Odsherred denne gang. Ingen af os har lyst til, at ferien deroppe skal slutte. Men Martin må hjem for at arbejde i Dubai igen på kontoret, og så må vi krydse fingre for, at der bliver mulighed for at komme ‘på landet’ et par dage, når han vender tilbage til Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frederiksborg Slot

Lidt mere end en måned om året er vi i Hillerød. Hele Martins familie bor her, og jeg har sågar selv haft adresse her i nogle måneder tilbage i 2008, mens det gik gevaldigt stærkt på det københavnske boligmarked.

Cille siger selv, at hun er fra Hillerød – Mille siger, at hun er fra Vestjylland. Det er ret skægt, hvad der mon har været afgørende for deres synspunkter og følelser her. Mille har samme bløde, jyske accent som jeg selv har, og som altid bliver stærkere i selskab med andre jyder, mens Cille lyder som en nordsjællænder med lidt Kronprinsesse Mary indblandet. Cille er fast besluttet på at bo lidt hos Farmor i Hillerød, når hun skal have et sabbatår som barista, men så vil hun flytte til København for at studere – ligesom alle andre unge mennesker – og senere vil hun ud i Europa igen. Spændende planer, den unge dame klædt-helt-i-grønt-så-hun-matcher-kobber-spirene har.Men det vigtigste for os er, at Hillerød er en del af vores danske ‘rødder’. Her er vores familie, et vennepar og nogle vante rammer, der alle hjælper med at give os en følelse af at høre til. Hillerød er en fin handelsby med gode butikker, og uanset hvilken vinkel, man kigger fra langs Slotssøen, er der skruet helt op for charmen og ynden på Christian IV’s renæssanceslot, Frederiksborg.Byens vartegn og stolthed.

Med rette.

Pigerne har aldrig været inde på Frederiksborg Slot,og dét går altså ikke, hvis man skal forestille at være ‘lidt fra Hillerød’, så forleden tog Farmor og fætter V dem under armen, og jeg tog selvfølgelig også med. Tidligere har vi besøgt Fredensborg Slot og Kronborg Slot, så det var da virkelig på tide, at de fik set hjembyens slot.For tiden er der særudstillingen ‘Dronningens ansigter’, i anledning af H.M. Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. 
Det Nationalhistoriske Museum på slottet ruller to daglige rundvisninger med børnevenligt islæt, som er aldeles gratis, når man har betalt en beskeden entré. Vi valgte rundvisningens ‘Dronninge-jagt’ kl. 10.30, fordi dronninger er bare sejere end konger eller noget. Det giver også mening at få børnene engageret i besøget ved hjælp af en rundviser, for ellers ender det sandsynligvis med bare at være en samling ‘støvede genstande i nogle store, fine rum’.Rundviseren var en sød historiestuderende, der første os rundt igennem slottets store og små lokaler, hvor vi skulle finde frem til udvalgte dronninger i Danmarkshistorien, som har gjort noget usædvanligt. ‘Clues’ til at finde dem, fik vi ved at lytte til oplæsning af brudstykker i en gammel bog.
Imens børnene lyttede og ledte efter dronninger på malerier og fik set detaljer ved deres tøj, ordener, ansigter, de ellers ville have overset, og fik forklaringer på historiske handlinger, der var skildret på malerier, nåede Farmor og jeg at sakke lidt bagud for at nyde de enormt detaljerede renæssancerum fyldt af heste, engle, konger og dronninger, adelsmænd og græske guder, der pryder vægge og lofter i samtlige rum.Der var selvfølgelig også kig til Barokhaven, som ligger og står snorlige bag slottet.Lokkende barokhave i baggrunden eller ej – efter rundvisningen og et stille kirkebesøg var der mere brug for en glad energiudladning end vandring i aldeles sirlig have, hvis man spurgte vores med-museums-gængere.Her er Mille og Fætter V i fuldt vigør på Posen.Vi sejlede selvfølgelig også ‘Danmarks smukkeste sømil’, som er en lille færge med kapacitet til 30 mennesker, der opererer på Slotssøen fra marts til oktober. Der er stå-på-og-stå-af-steder hele søen rundt, så man får virkelig valuta for pengene ved at indløse en billet. Man støtter samtidig verdens mest cute rederi med toptunede og aldeles frivillige kaptajner og matroser, så gør endelig dét, hvis du kommer forbi Hillerød.

Bagefter kan man så vade langs Slotssøen og glo på renæssanceslot med barokhave, svaner med ællinger, irgrønne tage og irgrønt vand, Dannebrogsflag og glade turister og Hillerødborgere med isvafler. Eller man kan tage en gyngetur og gå i bland-selv-slik, der helt sikkert er én af de butikker, som Fødevarestyrelsen med fordel kunne besøge og få hjulpet til at lukke hurtigst muligt. Gæt, hvad vi gjorde.

Tak til Farmor for en dejlig dag med spændende indhold og 8.000 skridt på slotstrapper, før vi ramte eftermiddagskaffen i gårdhaven. Jeg holder så meget af dig – og af Hillerød, efterhånden. 👑🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet