Hjemme igen

Marathonsomrene, hvor vi ender med at være væk hjemme fra i to måneder, er virkelig noget underligt noget.

Jeg føler mig både hjemme og fremmed i Danmark.

Og bagefter føler jeg mig både hjemme og fremmed i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg kommer tilbage og synes, at huset ser helt forandret ud, selvom det står præcist, som da jeg forlod det – bare renere, hvidere og mere ryddeligt, fordi Maricel har gjort hovedrent og ryddet op i alle gemmer. Pludselig kan jeg fornemme, hvordan der dufter hjemme hos os, fordi jeg er som en fremmed, der ankommer til et sted for første gang. Det er også som om jeg kan se tingene igen – som om sofaens skrammer og væggenes mærker står tydeligere frem; som om det hele er en anden persons, og jeg blot observerer det på afstand.

Det føles mærkeligt, sådan at se ens liv og hjem udefra, men nulstillingen ved at være væk fra det hele i et langt stykke tid, gør noget godt for mit sind. Jeg har fornyet energi og virketrang.

Og udsigten….den er jo nærmest gjort af drømmestof, når jeg trækker gardinerne fra om morgenen. Om formiddagen, burde jeg kalde det, for tidsforskellen spiller stadig ind og vi sover alt, alt for længe.Samtidig er alting jo i virkeligheden “som det plejer”.

Der bliver lavet lister over praktiske gøremål, der har været frosset i tid og sted, mens vi har været fraværende. Nu kan tingene ikke vente længere!

Der er indkøb, som skal gøres i en hel række butikker, fordi børnene skal være klar til skolestart, og fordi alle hylder i køkkenskabene og køleskabet er gabende tomme. Det er som en nulstilling rent madmæssigt – og jeg elsker det hver gang, dét der med at fylde skabene med gode intentioner og friske råvarer.Det gør heller ikke noget at være blevet familiens Head of Refrigerator igen. Slet ikke noget, for nu at være helt ærlig. For selvom alle gør sig umage med at finde lækre sager frem til os, så bliver der indtaget alt for mange ‘forkerte’ ting i løbet af sådan en sommerferie.

I år har jeg været rimeligt striks med mit indtag, så jeg endte med at tabe mig 5 kg. op til sommerferien. Og jeg har holdt det hele vejen igennem. Det er første gang nogensinde, at jeg ikke har taget 5-7 kg. på i løbet af en sommer i Danmark, men min 40-årige (snart 41-årige) krop lider under den forøgede vægt, som ikke lige lader sig tabe igen, ligesom det gjorde i “gamle dage”, hvor metabolismen bare tonsede derudaf.

I mellemtiden har Martin investeret i et fitness-center-medlemskab til hele familien, så nu er der ingen undskyldning for at være flødebolleblød og dovent anlagt (taler kun for mig selv her!). Abonnementet er heldigvis så hundedyrt (i forhold til Danmark og England, som er mine eneste referencer), så vestjyden i mig vil højst sandsynlig tvinge et par gange om ugen eller tre igennem, enten i centret eller på et af holdene, uanset om jeg mener at være til den slags eller ej. Og nu, hvor jeg har været afsted i centret en time med Martin her til formiddag, må jeg erkende, at det er en misforståelse, når vi ikke har sådan et fitnessmedlemskab. For jeg får ikke styrket musklerne og hjertet på samme måde ved at lunte eller gå en tur. Jeg er simpelthen en slapsvans.  Pigerne nyder også at være retur i de store pools ved fitnesscenteret, som man kun har adgang til via medlemskab. Der er masser af pools rundt omkring i vores compound, som alle beboere har adgang til – nærmest for hver 200 meter er der en pool – men der skal fornyelse til ind i mellem, for ellers kan selv leg i poolen blive kedeligt.

Vi er overpriviligerede, jeg ved det godt.

Og jeg konstaterer igen for Gud-ved-hvilken-gang, at vores liv på mange måder minder om en charterferie, sådan som jeg ligger dér og kigger op i daddelpalmerne, der vajer i brisen mod en lysende blå himmel.Og pigerne, som her ses i deres Dubai-weekend-uniform, er mere end klar til skolestart. Så klar, at de er villige til at betale ud af deres lommepenge for at få lov til at begynde i skole igen! Egentlig burde de slippe lidt af lommepengene, nu hvor deres forældre er blevet 89.000 kroner lettere efter betaling for første semesters skolegang.💸💵😂

Pigerne har også fået deres læreres navne at vide, og jeg har via WhatsApp fået afklaret nogle af deres klassekammerater. Cille er en smule betænkelig ved sin nye lærer og klasse, men vi har aftalt, at vi starter med et positivt mindset over for alt og alle, når vi rammer skolen igen. Erfaringen fra tidligere år viser også, at lige så snart vi er kommet ordentligt i gang, så fungerer klasserne fint. Det er mere noget med at vænne sig til tanken om, at nogle af ens bedste veninder går i andre klasser dette skoleår. For sådan forholder det sig i en omskiftelig Ørkenstat: Der er ny klasselærer og nye klassekammerater hvert eneste år. I år har pigerne “kun” fået én bedsteveninde med fra deres respektive klasser sidste år. Og nogle af kammeraterne kender de allerede fra tidligere år. Men det er klart, at det med venskaber og klassekonstellationer fylder mere og mere i takt med deres alder og modning.

På tirsdag går det så for alvor løs for pigerne, der skal møde ind med deres klassekammerater for første gang i Year 3C og Year 6C.

Egentlig skulle vi have været i gang i morgen (søndag), men det islamiske nytår, Hijiri, har fået skolerne til at ændre startskud til mandag.

Og en fridag mere til samlingen, dét kan vi vel altid bruge?Det er i øvrigt år 1441 nu i den islamiske kalender, så jeg vil ønske Godt Nytår til alle jer, der fejrer det lige nu. ✨🌙✨

Må år 1441 være fyldt med næstekærlighed, tilgivelse og mildhed. Det har vi alle brug for.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 48

Fem dage bliver det til i Hudia – Farmors dejlige sommerhus på Ellinge Lyng.Det er slet ikke et tilstrækkeligt antal dage, men det er, hvad det kan blive til denne sommer.

Og vi har mange ritualer og faste aktiviteter i sommerhuset, hvor vi er vant til at komme hvert år.

Der skal f.eks. spises alt for store isvafler med guf på Burger-Hjørnet.Der er også de obligatoriske gåture til stranden, hvor ivrige hunde filtrer sig kontinuerligt ind i snorene, så pigerne grinende må springe og zig-zagge hele vejen.Der er mine små flora- og fauna-talks for døve øren, selvom jeg med overbevisning i stemmen siger, at man bør kende sine mest almindelige træer og buske på blade, bær, frø og stammer – og at det altså ikke kan nytte noget, at man ikke kender navnet på de mest almindelige blomster og planter i den danske natur.Duftende hybenroser, blomstrende lyng og skriggule mælkebøtter ved de, hvad er. Resten af det, der blomstrer langs heden og i vejgrøfterne, dét må blive en anden god gang.Jeg elsker at betragte pigerne, når de fortaber sig i klitterne ved Sejerøbugten med hver sin lille, glade hund i snor.Eller som her, hvor de kaster sten i vandet og lader både vand og liv flyde forbi langs Korevlerne.Og det kan godt være, at de er Dubai-børn, der vokser op på skriggrønt kunstgræs, men de ved godt, hvordan man går nænsomt til en sulten, gravid ko med sin halvstore tyrekalv på sidelinjen.Det er denne her slags nære ting, vi skal lære i Danmark.

At omgåes dyr på en kærlig og rolig måde.

At lege i en uforstyrret fantasiverden hele eftermiddagen ude i haven – fri for krav, instruktion og supervision.At gå ned i et så langsomt gear, at vi bogstaveligt talt betragter maling, der tørrer, før et nyt lag kan appliceres på stenene, som vi fandt sidste år langs den stenede strand på vej mod Sjællands Odde.Vi er megaheldige med vejret. Der er da spredte byger, som sender pigerne og akrylmalingsprojekterne indendørs, men i det store og hele er det perfekt dansk sommervejr. Og hvem kan ikke glædes over silende sommerregn, når man enten sidder indendøre med varm kakao og en god bog – eller ligger i sengen og lytter til regnen på tagpappet?Den alt for korte sommer-herlighed sluttes af med vores obligatoriske tur i Sommerland Sjælland, som pigerne efterhånden kender som deres egen bukselomme.

De skal nærmest trækkes ud af “Vildbassen”, hvor pensionist-kontrolløren Wolfgang troligt står hvert år og observerer, hvordan de to madammer spurter først ind i køen til den næste omgang.

Igen og igen.Og der opstår pludselige momenter af den reneste søster-kærlighed, som ellers kan virke lidt tyndslidt og hullet efter godt og vel to måneders uafbrudt samvær.Modig bliver Cille også pludselig, da hun sætter sig i en kano og skiftevis padler og stager sig afsted i den lille sø.Jeg elsker det adstadige tempo og den stemning, vi kommer i, når vi er “på landet”, som min nordsjællandske svigerfamilie ynder at kalde det. Gid, det kunne have varet længere.Men der er nedtælling på.

Nedtælling til en 10 års fødselsdag, en 11 års bryllupsdag og en nært forestående hjemrejse.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 42

Sommerferiens driverliv er for alvor indtruffet.

Martin ankom for en uge siden; de to ugers aktive camps for pigerne er lagt bag os – og døgnet begynder nu lige så stille at gå op i frø – sådan som det reelt set bør gøre, når man har ferie, men som også driver mig til et mildt vanvid, hvis det står på alt for længe i den to måneders “orlov fra hverdagen”, som vi kører med i en fjern Ørkenstat.Martin har brug for søvn denne her gang. For god mad og vin. En cykeltur i skoven i fred og ro. Gåture med kone og hunde. At se sin familie og venner. Og pigerne nyder, at der er givet los.

Vi besøger gode venner til sent ud på aftenen. Vi kører ind til Hillerød og oser i butikkerne, drikker kaffe med masser af varm mælk (er I overhovedet klar over, hvor godt dansk mælk smager?) og lader os overtale til skrigende blå slushies og alt muligt andet, der slet, slet ikke hører til i en fornuftig madpyramide.

Storfamiliens vante hverdagsliv begynder at flyde igennem os, og vi følger med, når fætter V hentes i SFO eller skal til fodbold, og når kusine F skal hjem fra børnehave. Hjem til eftermiddagshygge med kusinerne hos Farmor og Farfar, i et varmt karbad med badebomber og spise aftensmad med os, før det er sengetid.Og jeg overgiver mig til omstændighederne og tilfældighederne, som faktisk er en lettelse efter tre uger i rollen som eneforælder, hvor man hurtigt kan blive for træt om aftenen til at orke at læse længe eller drikke flere glas vin.

En overgivelse, der tager års erfaring at mestre. For parforholdets roller og opgaver under et udlandsliv er ofte ganske skarpt opdelt: Far arbejder knaldhårdt og tjener (stort set) alle pengene, mens Mor arbejder knaldhårdt derhjemme og bruger (stort set) alle pengene.

Denne sort-hvide arbejdsfordeling skal jo blandes til blidere lysegrå toner i en sommerferie. Far skal drosle ned fra det helt høje gear og corporate-tankegangen. Mor skal hejse sig ned fra sin høje opdragerhest, slippe tøjlerne og overlade den hjemlige dirigentstok til Far eller en anden voksen, der måtte føle sig inspireret til kaldet.

Det er lettere sagt end gjort med det skifte, der skal ske, når familien igen er forenet og forsøger at gå i takt.Egentlig forestiller jeg mig, at der er de samme halvubehjælpelige forsøg på at gå i takt og forenes i danske børnefamilier, når Mor og Far begge har fået et par ugers fri fra arbejde og børnene ditto. Så skal roller og opgaver på ferien i sommerhuset eller på Kreta jo også lige finjusteres – og mange danske forældre er heller ikke sammen med deres eget afkom så mange timer om dagen, som de pludselig er i en ferie. Dét må der da komme megen morskab ud af.

Jeg er rigtig mange timer sammen med vores døtre – både i hverdagen og i ferierne – men det betyder bestemt ikke, at det er gnidningsfrit eller lykkeligt hvert øjeblik.

Og så er det godt, at vi kan adsprede os med legekammerater for en stund, så både mødre og døtre fra et afbræk fra hinanden. Som her, hvor pigerne og deres veninder er i færd med den skønneste fantasileg, hvor cykler bliver til heste, der står bundet med sjippetove til et tørrestativ.Eller her, hvor vi får afløb for lidt opsparet energi sammen med Farfar i badmintonhallen.Før vi igen lander ved endnu et skønt middagsbord og indtager en masse god mad, vin og frisklavede flødeboller (er I overhovedet klar over, hvor godt danske flødeboller smager?).I næste uge står den på vaskeægte sommerhusliv i Farmors sommerhus ved Sejerøbugten, og jeg glæder mig til at gå tur langs Korevlerne og se til køerne og fårene, der græsser så fredeligt på de fredede områder.

Vi når lige at få nogle gode dage deroppe i sommerhuset, før Cille fylder 10 og insisterer på, at hun skal fejres hjemme i Farmors hus i Gadevang på præcist den samme måde som altid. Nogle traditioner må man holde godt fast på, når så meget andet i tilværelsen er foranderligt og rodløst, fornemmer jeg, at hun forsøger at fortælle os.

Det er i grunden helt vildt, at vores ældstearving fylder 10.

Den første runde fødselsdag.

Markeringen af et årti, der er gået så stærkt, at man forledes til at tro, at det er løgn. For det er i sandhed en rutsjebane, at blive forældre. En del erfaringer rigere og lidt klogere er vi sikkert blevet af at have øvet os i faget i de seneste 10 år, men der bliver jo sjovt nok ved med at dukke nye og ukendte udfordringer op i farvandet.

Tween, er hun blevet nu. For fuld udblæsning. Med øjne, der lyner og ruller, når vi er så uforståeligt dumme og forstår så lidt.

Med følelsesudsving, der kan komme fra det ene øjeblik til det næste.

Med modige tårer, der triller, når verden er imod hende, og med en ny selvforståelse, der giver sig til udtryk i en belærende holdning over for de håbløse forældre, der er helt fortabte uden hendes livsindsigt. Med en begyndende selvstændighed og frigørelsestrang, der hurtigt kan vendes til et stærkt behov for at sidde på skødet og gemme hovedet ind til Mor.

Og samtidig er hun jo bare Cille.

Som hun altid har været. Glad, empatisk, analyserende, høflig, stædig, engageret, sjov, insisterende og kærlig.Her ses hun i selskab med Mormor, Moster Mette, Søster Mille, Fætter A og Kusine Jo til fælles fødselsdag i weekenden, hvor min Søster var stor nok (😜) til at dele sin 37 års fødselsdag med Cille, så familien i Jylland og på Fyn kunne være med til at fejre dem begge.

Mormor havde lavet en kurv i anledning af Cilles runde fødselsdag, som traditionen jo foreskriver i Jylland. Der lå så heldigvis ikke vin, spegepølse og kaffe i den, men derimod rigelige mængder chokolade, chips, pengesedler og de fineste hænge-øreringe.

Cille – og resten af det unge slæng – var noget imponerede over konceptet ‘gavekurv’ og ville meget gerne vide, om sådan nogle kurve var noget, man kunne ønske sig til hver fødselsdag, eller om man virkelig måtte vente til en rund fødselsdag.

Mormor havde – igen som den jyske tradition foreskriver – bagt et fint M i vandbakkelse til Moster Mette.Og et stort 10-tal til den runde fødselar, der er så langt fra rund, som man kan blive. Snarere tynd som et siv.Og i næste uge gælder det for alvor. Dér fylder hun “rigtigt” 10 – og jeg må se, om hun skal puste lys ud i en af sine evindelige chokoladekager eller om jeg også skal forsøge mig med en vandbakkelsesdej.

Indtil da har vi en dejlig konfirmationsfest at se frem til – og dage med softice og gåture i Ellinge Lyng langs Sejerøbugten. Vi er heldige med sådan en lang Danmarksferie fyldt af de skønneste mennesker og oplevelser, er vi.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 34

Der er åbent skybrud uden for mit vindue her til aften. Med seriøs bulder, brag og blitz.

Og når man er vant til solskin året rundt, er det virkelig en begivenhed at lytte til og se på.

Eksotisk, på det nærmeste.

Pigerne bedyrer, at vejret er gået amok, og de er lige dele benovede og bekymrede over lydene, lysglimtene og det faktum, at der kommer mere nedbør end bilens vinduesviskere og gårdhavens afløb kan klare. De små hunde i Farmors hus er også i oprør over vejret, så vi trøster, nusser og putter efter bedste evne.Nu er der snart gået en uge i det nordsjællandske – med masser af venindehygge for både store og små damer. Pigerne er på en Dance Camp i nærheden af Gilleleje, og jeg har frie hænder i løbet af dagen til svigermor-svigerdatter-dates og til søde veninder, der har taget fri fra arbejde, så vi kan tale uafbrudt i timevis. Det er en kæmpe lykke for mig, at der er så mange søde mennesker, der bliver ved med at være der. År efter år står de klar med åbne arme, når vi kommer hjem – selvom vi desværre oftest brillerer med vores fravær i deres livsbegivenheder.

Det er i øvrigt første gang, at jeg har arrangeret sådan et par ugers ferie-“afbræk” (Madskole og Dance Camp) for pigerne i Danmark. Alle de andre år har de bare gledet med strømmen – leget med venners børn, fætre og kusiner – og holdt ferie med de oplevelser, der nu hører sig til.

Men pigerne bliver større og kræver aktivering for ikke at gå helt i frø med syvsoveri og pyjamas-outfit til kl. 11 om formiddagen og alt for mange timers iPad, medmindre man virkelig tager konfrontationerne og går forrest som tropsfører mod diverse udflugtsmål på daglig basis. Bare tanken om det er uudholdelig.

Og der er ingen tvivl om, at det sætter mere struktur på en lidt for lang sommerferie, når man skal op og møde ind i et skolekøkken eller et medborgerhus. Kroppe og hoveder bruges på en god måde, så de bliver mere naturligt trætte – og så får de en masse sociale oplevelser og læring med i købet.

Madskolen var stort set i happy flow hele ugen, fordi balancen mellem drenge og piger var fin, og fordi de voksne frivillige var “hands-on” hele tiden. Dét kan man så ikke lige sige om Dance Camp’en, hvor kvaliteten af danselærerne er i top, men hvor kombinationen af pigegrupperinger og lidt for løse fritidsstunder uden reelt opsyn kan være optakten til en masse fnidder.

Nuvel.

Water under the dance bridge.

Pigerne og jeg har lovet hinanden, at vi evaluerer de to ugers aktiviteter, når vi er på den anden side af ferien – og så finder vi ud af, hvad der fungerer for dem, og om noget skal se anderledes ud næste sommer.

I morgen sætter de så et endeligt punktum for danseugen med et stort show, som de skal vise for alle de stolte forældre. Jeg skal dog lige nå at hente Martin i lufthavnen, og kan ikke gøre meget andet end at krydse alle ti fingre for, at han kommer igennem Kastrup tids nok til, at vi kan se danseshowet.

Det ustabile danske sommervejr med skybrud og de små op- og nedture på Dance Camp ændrer heldigvis ikke på, at vores sommerferie forløber så godt i år. Pigerne er f.eks. holdt op med at skændes på bagsædet, når vi er på langfart og tilbagelægger flere tusinde km. i løbet af to måneder i Danmark. Hvorfor de er holdt op med at skændes, er mig en gåde. Men jeg tør ikke spørge dem eller kommentere på det, af frygt for at jinxe søsterharmonien. Der har også været perlerække af aldeles skønne og særlige oplevelser i Sverige, Århus og hos familie i Varde og omegn, samt her på Sjælland denne sommer.

Oplevelser, som jeg gemmer i mit hjerte til de dage, hvor alle, jeg elsker, føles alt for langt væk.

For savnfølelserne kommer.

Om nogle måneder, når det er længe siden, at vi sidst har set alle dem, der er vores inderkreds. Dem, der kender os. Dem, der er med os igennem surt og sjovt. Dem, der er elastiske, forstående og rare at lande hos – uanset dagsformen.

Det er nu ikke kun relationerne og oplevelserne sammen med vores kære familie og venner, der betyder noget for forløbet i sådan en lang sommerferie, som vi holder. Naturen og det at kunne være udendørs er en væsentlig del af glæden ved at være her i Danmark, mens ørkenheden er allerværst.

Og det er de helt simple og nære ting, der er så gode for os.

Som at kigge ned på hunden Anton, der næsten ikke kan vente med at blive lukket ud af bilen til en god gåtur om Letbæk Mølle.Der er den fuldstændig berusende lysegrønne bøgeskovsidyl, hvor pigerne finder lange pinde at lege med og sender tørre bladbåde afsted i bækken under broen, så de kan se, hvilke både der sejler bedst.Det er fornemmelsen af at gå igennem en rigtig eng, hvis lange, friske græs kærtegner benene og giver blidt efter under skoene. Sådan en udsigt og følelse i kroppen får man bare aldrig i en ørken.Det er synet af sorte, påpasselige svanemødre med deres ællinger, der svømmer næsten lydløst omkring, mens de snadrer og øver sig i at følge livets gang på mølledammen.Der ligger stor lykke og varme i den time, hvor pigerne lærer at strigle og pleje Kusine Cath’s dejlige islænder, som troligt står bundet til flagstangen på gårdspladsen.Og hesten ved næsten, hvad der venter den: Heste-bolcher ad libitum og to små piger, der så inderligt gerne vil prøve at ride på den.Man vokser mindst 10 cm. af at opleve, at man forstår og mærker sådan en fin hest i hele kroppen.

Man vokser også mindst 10 cm. af at spise alle de friske bær, der overhovedet kan stoppes i munden, når vi går på bær-rov i nabo-Toves fantastiske køkken- og nyttehave.Og det føles som en helt overvældende rigdom, at få lov til at vælge alle de blomster, man har lyst til at få med hjem. Sådan en favnfuld og farvepalet er da lykke og skønhed i dets mest essentielle form.Pigerne mærker virkelig denne her frihed og rigdom, som er så langt fra Dubai, som man overhovedet kan komme.

De lægger mærke til blomsternes forskelligartethed og farver.

De mærker det bløde, duvende græs på engen.

De indsnuser hestens varme duft og aer dens uendeligt bløde mule.

De finder regnorm, mariehøns og bænkebidere i haven, som de “passer og hjælper” efter alle kunstens regler.

De betragter skyernes formationer (for skyer har vi få af i en ørken); de fornemmer duften af regnvådt græs, og de springer så højt op mod himlen, som det nu kan lade sig gøre i et anfald af sommerkådhed.Intet af det her vil jeg være foruden.

Menneskerne, naturen og oplevelserne med dyr i alle mulige størrelser.

Der er da tusind skønne steder, man kan rejse hen.

Men om sommeren er Danmark dejligst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet