De Forenede Arabiske Emirater er ikke (kun) Dubai!

Godt og vel en uge inde i nye år vælter det frem med bizarre optrin.

Ikke kun i Guds eget land på Capitol Hill, men også i Danmark med penisforherligende børne-TV, som mine ikke-danske venner beder mig om at forklare nærmere, nu hvor DRs seneste påfund på Ramasjang tager overskrifter internationalt.

WTF?

Er det her, vi er kommet til i 2021?

Og hvor er figuren Vera Vagina, der æder små mænd til morgenmad – jeg spørger bare? Det må da være det mindste, vi kan bede om?

Det er nu ikke kun i børnehøjde, at der er problemer med pikken, som man si’r. Der er godt nok ved at være en lang, skamfuld række af ronkedorer i bl.a. mediebranchen og i politik, der har haft deres dillermænd og tunger for langt fremme, og de bliver nu med rette smidt på porten for sexime og magtmisbrug over for kvinder. Jeg er 100% for hele #metoo processen, hvis nogen skulle være i tvivl. Der findes ikke en forældelsesfrist for sexisme, vold, trusler og overgreb. Punktum.

Jeg kan dog ikke længere være overrasket. Tingenes tilstand er selvfølgelig ikke anderledes eller forandrede på et splitsekund, bare fordi kalenderen nu viser 2021 i stedet for 2020.

Og mens jeg skal forsøge at forklare John Dillermand til folk, der med rette fatter hat af sådan en pikkemand til børn, så foreslår jeg, at vi overvælder DR med vores egne bud på en kvindelig version. Var der noget med en Kække Kirsten Kusse? Frivole Frida Fisse? Jublende Jonna Yoni? Det er bare så plat og gennem-idiotisk. Børn kan meget mere end det her. Og det er godt gammeldags træls, når de voksne ikke kan. Og det kommer altså fra mig, der bestemt ikke er sen til at tage en bog om tis, prutter og den slags med ind i undervisningen. Det handler slet ikke om bornerthed for mig, men snarere om at tage børn seriøst som publikum og som modtagere, og det handler om, at vi ikke længere skal fejre store dillermænd mere end vi skal fejre de frække tissekoner.

Ikke mere om genitalier.

Og ikke et ord om Trump og et vanvittigt Amerika, der imploderer.

Heller ikke en lyd mere om de foruroligende smittetal og de nyligt genlukkede grænser.

Jeg trænger til at drømme.Til at fejre alt det smukke, der er i verden.Jeg savner at rejse. Ikke selve flyturen og lufthavnen, men følelsen af touchdown et fremmed sted, hvor jeg kan bruge mine sanser på ny. Ain’t going to happen anytime soon, sådan som coronaen raser i nye og mere aggressive former.

– Men hvis du ligesom jeg drømmer dig lidt væk og ud på nye eventyr, så kan vi sammen drage ud på et lille arabisk ét af slagsen…For De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai og den stereotype præsentation af byen, man oftest får serveret online. Her er vild natur, lige så vilde dyr, enormt gæstfrie mennesker, højt til loftet og en varme, der ikke kun handler om temperaturen i ørkenen, men om selve livet.

Ét af de bedste steder at opleve det storslåede ved Ørkenstaten er – som sagt tusind gange før – i selve ørkenen.I december var vi taget på endnu en campingtur i ørkenen med vores gode venner. November, december og februar er helt perfekte måneder til at campere, da det hverken er for koldt eller for varmt. Vi bor i det sydlige Dubai, og eftersom hele landet er en stor ørken, er det ikke svært at finde dejlige, øde områder ret tæt på byen. Det svarer til at finde en dyrket mark i Danmark.Vi kører oftest bare ud forbi en stort anlagt cykelbane, Al Qudra Cycling Track, så passerer vi Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park og fortsætter lystigt ud over stepperne.

Denne gang var vi nok lidt dovne og orkede ikke lige at slippe luft ud af dækkene, for vi skulle jo ‘kun lige ind og vende’ i ørkenen.

5 minutter senere sad begge biler fast. De sank stille og roligt ned i det ultrabløde sand ved hjælp af deres egne vægt, da vi havde parkeret dem. Mændene gravede. Satte bilmåtter under dækkene for at skabe lidt friktion og fremdrift. Det hjalp ikke på noget som helst.
Men det interessante ved ørkenen er, at man sjældent er så alene, som det ser ud til og føles. Og lidt længere ude på det flade stykke land kunne vi øjne en flok emiratier, der trænede deres smukke falke med en drone, hvorunder der hang døde vagtler.

Jeg greb et mundbind og vandrede over mod mændene. Det er – for mig helt personligt – altid en smule ‘udfordrende’ at skulle tale til emirati-mænd. Ikke at der nogensinde har været en arabisk mand, der har sagt eller gjort noget, men jeg er på vagt. Forsigtig. Ydmyg. Usikker på, hvad jeg kan forvente. Jeg har det på samme måde med tolderne i lufthavnen, og med politi- og militærfolk her i landet. De virker maskuline på en overlagt brysk måde. Også selvom de er flinke, respektfulde og hjælpsomme. Men det er bare min egen indre pige, der bliver bange for deres størrelse og magtposition – der er sikkert mange kvinder, der aldrig har skænket dette en tanke.

Mændene opdagede mig på lang afstand. Jeg stikker jo op i landskabet som en vintergæk, der er landet det helt forkerte sted. De hilste høfligt med hånden på hjertet, mens de tømte deres små midwakh-piber og stoppede ny dokha-tobak i. Jeg skulle tage det første spadestik – for hvad skulle jeg dér hos dem? Deres glimt i øjnene hjalp mig lidt på vej, for jeg kunne fornemme, at de udmærket havde gennemskuet mit ærinde.

Jeg forklarede dem, at vi nok havde et lille problem med en bil, der sad ubehjælpeligt fast i sandet ovre bag klitterne. De smilede straks og begyndte at diskutere indbyrdes på arabisk. Sikkert om hvem, der skulle tage udfordringen med de hvide mennesker i deres håbløse bybiler? Jeg følte mig lidt dum og tilovers, men samtidig var der kun brede smil og en finurlig form for velkomst ind i deres mandeverden. De var sikkert ligeså nysgerrige som jeg selv.

Det er og bliver en emirati-nationalsport at trække udlændinge ud af sand. De kan det med en sådan lethed og elegance, at vi andre kun ser endnu dummere ud end før, hvor vi lå på knæ med en skovl og gravede under bildækkene. Og de elsker det, emiratierne. De er som nordmænd på langrend. Det fungerer bare.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, blev jeg inviteret ind på bagsædet af en møgbeskidt Nissan, der tydeligvis var vant til at have 10-15 falke på bagsædet med frit lejde til at skide, som de lystede. Der var ikke en plet, der ikke var besudlet af fugleklatter.Jeg satte mig til rette og guidede over til gerningsstedet nogle få hundrede meter væk. “But madam, you have two cars stuck”, udbrød manden forbavset og kiggede om på mig på bagsædet mellem falkene. “Ah, yes, I forgot, that’s right, both are now stuck, unfortunately”, skyndte jeg mig at svare med et fåret smil – der var jo virkelig ingen grund til at videregive hele to problemer til en start. Og nu var vi ligesom igang.

Et øjeblik senere var begge biler trukket fri af sandet, og en af vennerne kom over til vores lille lejr med sin pick-up truck for lige at få del i morskaben. Vi takkede dem mange gange, og blev straks inviteret til at bringe pigerne over for at se falkene træne deres jagtinstinkt.

Om i bagsmækken med damerne og ud over bakkerne.Ovre hos mændene blev pigerne straks budt på karak chai, som er en hvinende sød kardemommete, og vi to voksne blev budt på qahwah, den karakteristiske arabiske kardemomme- og safrankaffe. Naturligvis med dadler til. Emiratier byder altid på noget varmt at drikke – og en dadel til. Det er traditionen – og den er 100% skøn.

Bagefter fik vi fremvist de smukke falke én for én med deres cirka-alder og en smule hakkende forklaringer til på engelsk. Vi så hvordan små døde kyllinger og vagtler blev surret fast i en minifaldskærm under dronen, hvorefter de lod én af falkene flyve op for at fange sit bytte. “Is that a real little birdie that died?” spurgte Mille lidt beskæmmet den ene af mændene. Det var tydeligt, at hun syntes, det var synd. Manden kiggede ned på hende og så spørgende over på mig. Han fornemmede straks, at hun var ved at blive ked af det. “Ah, no, it’s just ah, just ah, like chicken nuggets for falcon, not to worry, only from McDonald’s”, svarede han med et grin, og Mille godtog det.

Der er intet som at se samspillet mellem mennesker og dyr, når det fungerer. Vi stirrede op i den lysende blå himmel, mens de store, smukke fugle arbejdede for føden.

Bag et sandfarvet vind-dækken sad en lang række andre falke klar til deres tur på himlen.

Senere fik vi lov til at holde nogle af de unge falke på skift. De har ‘bind for øjnene’, når de skal sidde stille på deres pind, og når de bliver håndteret.

Stoltheden over deres smukke fugle lyser ud af emiratierne. De elsker deres falke, ørne og ugler. Det er en nationalsport at flyve med falke, præcist som kamel- og hestevæddeløb også lever i bedste velgående. Hver falk har sågar sit eget pas, så den kan komme med ud af flyve. En falk tjekkes ind i kabinen, præcist som man kan gøre med en lille hund. Martin har siddet på økonomiklasse med en emirati, der havde sin falk på skulderen.

Vi takkede mændene for deres gæstfrihed og for deres hjælpsomhed. De tog sig tid til at vise os deres fugle, og vi var stort set flyvende, da vi kom retur i lejren, fordi kulturmøder er bare noget af det fineste, vi kan opleve som mennesker.

Med bilerne vel ude af sandet kunne vi nu nyde solnedgangen og et glas velfortjent champagne.Der er intet som den ro, der kommer af at stirre ind i et bål og lave absolut ingenting. Intet andet end at være til stede.
Næste morgen var der ikke arabisk qahwah i kedlen, men derimod vand til en dansk kop stempelkande-kaffe.Det er altid enormt fugtigt og køligt om morgenen i ørkenen. Man skal have lange bukser på, en fleecetrøje og lukkede sko for ikke at fryse ad Pommern til.Henad ved 10-tiden om formiddagen har jeg altid fået ‘nok’ af ørnecamping. Det slår aldrig fejl. Så er morgenmaden overstået, oppakningen i fuld sving, og der er bare sand-sand-sand overalt. Det knaser mellem tænderne, kildrer i øregangene, klør i øjnene og det er i det hele taget lidt tilovers, alt det sand, der er i en ørken.

Taknemmeligheden og ydmygheden over at have adgang til så store, åbne vidder af ren og vild natur er til at tage at føle på. Det er bare én af de helt fantastiske ting ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer de her små oplevelser. Med gæstfrie emiratier. Med falke, der flyver over en lysende blå himmel efter en drone med tilsat vagtel. Smagen af safrankaffe igennem en sød medjool-dadel. Smilet i øjnene på en fremmed, der forstår uden ord.

Og om lidt, når vi alle er blevet vaccinerede, kan I komme hertil og nyde livet i ørkenen – med alt, hvad det har at byde på.

Om lidt kan vi så tage turen den modsatte vej – og kramme livet ud af en hel række mennesker, vi savner i Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Zorah Ajman

Stik nord for Dubai ligger emiratet Sharjah, som vi kun har oplevet meget begrænset af. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl – for Sharjah har store kulturinstitutioner og muséer, en smuk souk, en moderne havnefront, lækre hoteller og sikkert en masse andre gode ting at byde på.

Forleden kørte vi dog endnu engang lige igennem Sharjah uden stop. Denne gang var vi på vej til emiratet Ajman, som man ganske ubemærket glider ind i lige nord for Sharjah’s sædvanlige hustle-and-bustle.

Ajman er ikke rigtigt på noget verdenskort, men der er et par flotte luksushoteller langs kysten, og så har de mangrove-områder med rigt dyreliv, ligesom vi har oplevet det i emiratet Umm Al Quwain.

På kortet kan man fornemme, hvordan havet går ind i en form for ‘fjorde’, floder og vådområder a lá Vadehavet i Danmark. Det samme gør sig gældende ud for emiratet Abu Dhabi, hvor der er tusindvis af små øer og vandløb, der leder ind i landet.

På kortet kan man også notere sig Al Zorah Natural Reserve – og det var præcist, hvor vi var på vej hen.

Inde i området Al Zorah har man ‘naturligvis’ anlagt en golfbane, et stort beboelsesområde, et luksushotel, shopping og en masse andre bygninger, der absolut intet har med et naturreservat at gøre.

Det er det sædvanlige.

Money talks.

Ajman er ikke en lille super-rig stat i staten, så det giver mening, at styret giver byggetilladelser for at få arrangeret mest muligt gøgl for turister og andet godtfolk, der kunne komme forbi og bruge lidt af deres vekslede dirhams. Det virker jo heller ikke som om den linde strøm af nyrige russere, der trimler ud af Sharjah Lufthavn, nogensinde stopper igen.

Jeg forstår det såmænd godt. Der er brug for byudvikling for at følge med tiderne. Desværre er der ikke meget fornuft i at smide masser af cement ud i kanten af en unik mangrove-skov – og selvom jeg sagtens kan se det eksotiske i at golfe den op med en flok flamingoer på tværs, så virker det grotesk, at det igen-igen er naturen, der må transformere sig rundt omkring alt det mørtel, vi mennesker pladrer op.

Men nu er vi her – i Al Zorah naturreservat, nærmere bestemt hos turoperatøren Quest for Adventure, der er én i rækken af turoperatører, der tilbyder fænomenale naturoplevelser i De Forenede Arabiske Emirater for privatpersoner, som firmaarrangementer, til skoler som dagsudflugter og 2-3-dages lejrskoler, til de ældre elevers Duke of Edinburgh medalje-ture og så fremdeles.

Min veninde Tilde – den sporty nordmand ved siden af mig – har arrangeret det hele for os, så vi bare skulle møde op i Al Zorah.
Frem med pagajerne og på med svømmevestene! Det føles næsten som i de gode, gamle dage, hvor Martin og jeg kajakkede Københavns havn rundt igen og igen.

Turen rundt i Ajmans mangrove tager godt og vel 2 timer, og der er en meget vidende og engageret guide med på turen, der forklarer om fugleliv, tidevand, mangrovens unikke evne til CO2-absorbering og vigtigheden af de allestedsværende mangrovetræer, Avicennia Marina.Der er god tid til at øve sig i at sejle i kajakkerne undervejs, og der er kun blide skvulp og svirp fra træernes grene – så fredeligt, som det overhovedet kan blive.

Mille, der – til sine forældres store fortrydelse – ellers ikke er helt med på at sejle, får sig endda en åbenbaring midt i mangroven. Her er der pludselig så meget fred og ro, at hun overvinder sig selv og ligefrem nyder at sejle, hoppe i fra kajakken, lege med pagajen og så videre. Hun bliver selvfølgelig overdænget med ros bagefter – for vi elsker at sejle, og vi vil jo gerne have hende med uden at skulle presse hende alt for meget. Kajak i mangroven er for fremtiden godkendt, siger hun.Undervejs flyver der store fiskehejrer hen over hovederne på os. Pigerne udpeger sølvstrimede fisk i det klare, halv-salte vand og der er spor efter krabber, muslinger og østers på den hvide bund.

Vandet er køligt, klart og dufter friskt af havsalt. Så langt fra en slimet, tropisk mangrove med grønne alger, skum og pløre, som jeg ellers har oplevet i f.eks. Indonesien.

Det her er en vidunderlig sejltur i et lige så vidunderligt område af Emiraterne.Quest for Adventure-guiden forklarer os i øvrigt stolt om deres genplantningsprogram. De laver selv avicennia-stiklinger, lader dem stå i potter til en vis størrelse, og så kan gæsterne ellers få fornøjelsen af at plante et nyt lille træ i mangroven, hvis man da vil betale for det. Han hjælper også børnene med at bakse plastic-affald fra vandet op i kajakkerne, og er i det hele taget hands-on, fortællelysten og interesseret i at vise os, hvorfor mangroven er så unik og vigtig for klodens overordnede klima- og økosystemer.

Efter at have bakset rundt i tæt mangroveskov kommer vi til en bugt, hvor der står hundredevis af flamingoer. De nyder livet i Al Zorah, hvor tidevandet dagligt åbenbarer en klistret mangrove-havbund, der fungerer som en ad libitum silt-buffet med krill, snegle, orme, krabber, rejer og andet lækkert, som flamingoerne filtrerer igennem deres krogede næb. Flamingoerne er svagt lyserøde, for de er kun på naturkost. Nogle af de langbenede fugle bliver her i reservatet hele livet, mens andre flyver længere sydpå til Afrika og returnerer senere.Efter sigende er her mange ørne og falke. Vi ser dem dog ikke, men det ville sikkert også være mere sandsynligt, hvis man tog ud ved enten solopgang eller solnedgang. Guiden fortæller os også, at der er enormt smukt i maj med blomstrende avicennia-træer, masser af bier og andre insekter, der suger løs af nektaren og poder planter, og så er der masser af krabber på bunden af mangroven. Her i vinterhalvåret er krabberne gået i hi, fordi de synes, at 25 grader varmt vand er for koldt. Avicennia-træerne skyder nu kun grønne skud, men står ellers ret ensartet hen. Jeg har egentlig lyst til en kajaktur i maj måned, for at kunne opleve mangroven i fuldt flor, men når vi kommer dertil og termometret vipper omkring de 40 grader, tænker jeg sikkert anderledes om dén idé.

Efter en aldeles fremragende naturoplevelse, der virkelig tanker op på den mentale konto, står vi ud af kajakkerne, retter ryggene ud, skyller saltvandet af arme og ben – og skifter til tørt tøj. Nogle af os har ikke lige helt den rigtige pagaj-teknik, og jeg formår ihvertfald at give mig selv buksevand, om ikke andet.

Quest for Adventure har ingen café eller picnicplads, men de har anbefalet os at tage hen i ét af de butiksområder, der ligger lige i nærheden af Al Zorah. Hér kan man sidde på Shakespeare Café direkte ud i mangroven og spise sig mæt i de lækreste sager.

Så det gør vi.

Prøv at se flokkene af flamingoer i solnedgangen. Der er SÅ meget mere at se og opleve i De Forenede Arabiske Emirater end de åbenlyse, opreklamerede turist-attraktioner.Mangroven i Ajman er en gennem-god idé til en familievenlig naturoplevelse, der inkluderer lidt fysisk aktivitet uden at være trættende. Alle kan deltage – fra 4 år til 70 år – for man tager bare dén tid, man har brug for undervejs.

Book tid hos Quest for Adventure i forvejen. Det er ikke bare lige et sted, man popper ind. I Al Zorah er der ikke mulighed for at kajakke rundt på egen hånd, sådan som jeg opfattede det. Man skal krydse ind over golfbanen, og det virker som om, at Quest for Adventure har monopol på denne her aktivitet.

Næste mangrove-oplevelse må blive i Abu Dhabi, hvor man ligeledes kan kajakke i endnu større mangroveområder og gå helt tørskoet på planker igennem mangroven.

Du kan se mere om forskellige natur-ture lige her: https://www.questforadventure.net/ eller hvad med denne her: https://park.jubailisland.ae/ eller denne her: https://visitabudhabi.cn/en/things-to-do/water-activities/kayaking

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den store julerejse

….er skrinlagt.

For første gang i de 10 år, vi har boet uden for Danmark, kommer vi ikke hjem til jul i familiens skød.

Vi har altid prioriteret at rejse til Danmark hver jul og hver sommerferie. For pigernes, for vores egen og for familiens skyld. Det er vigtigt at deltage i traditionerne og de hyggelige familieaktiviteter, når vi har mulighed for det. Det er en måde at forankre pigerne i Danmark på, og det giver vores dejlige bedsteforældre, mostre, onkler og tanter en chance for at have pigerne hos sig for en stund. Det kommer alle parter til gode, og jeg oplever – ihvertfald indtil videre – at pigerne føler sig godt tilpas og ‘hjemme’ i Danmark, når vi er der.

Det har taget os lang tid at komme frem til beslutningen om at blive i Dubai henover julen, og jeg har også brugt en uges tid til at sunde mig oven på skuffelsen, før jeg nu skrive om det uden at blive ked af det.Det er selvfølgelig coronapandemien, der stikker sin kæp i hjulet på den store julerejse.Jeg har ellers været både kry og optimistisk i oktober og november. Selvfølgelig kunne vi da rejse frem og tilbage – det gjorde vi jo i sommers helt uden problemer og med et fint indtryk af de danske corona-foranstaltninger og testcentre.

Og der er da heller ingen risiko for, at vi som danske statsborgere ville blive udelukket fra indrejse i Danmark, men vi kan risikere, at det ser anderledes ud, når vi skal retur. Særligt sådan som smittetallet stiger dag for dag i Danmark. I modsætning til sommerferien, har vi slet ikke den samme fleksibilitet og tidsramme f0r vores juleferie, som vi har for det marathonlange tomrum, der nu engang er om sommeren i en overophedet Ørkenstat.At blive nægtet indrejse i De Forenede Arabiske Emirater ville være noget af en streg i regningen. Martin er nemlig startet i nyt CFO-job for en måned siden, og der er ingen optjent ferie eller ‘ret’ til ferie, så at bede om 10 dages ferie i Danmark virker lige dele uheldigt og usandsynligt. Hvis der så – oven i den måske godkendte, ikke-optjente ferie – også kom en 14 dages isolations- eller karantænesituation, ved vi ikke, hvordan den nye arbejdsgiver ville forholde sig. Vi har heller ingen appetit på at prøve os ad med det. 2020 virker ikke som året, hvor man lige gambler med nyt job, hvis man har været så heldig (og dygtig) at skaffe sig sådan ét midt under en pandemi.

Pigerne og jeg kunne godt være rejst til Danmark op til jul for at ‘sige hej’ til venner og familie – men dét ville jo være præcist det modsatte af, hvad myndighederne råder os til. ‘Bliv derhjemme’ og ‘hold fast i din lille sociale boble af få venner og familiemedlemmer, du ser hele tiden’. Hvis vi tog afsted, ville vi rejse fra ‘boble til boble’ – risikere at blive smittet og risikere at give smitten videre til vores nærmeste, hvoriblandt der også er særligt sårbare mennesker.

Dén går ikke.Og Cille var meget realistisk og nøgtern omkring situationen. Hun sagde: “Mor, what’s the point, hvis vi alligevel skal rejse hjem til Far the twentysecond, og ikke fejrer julen sammen med familien. Det bliver alligevel ikke det samme i år på grund af corona”. Hun har ret.

Men corona skal ikke få os helt ned med nakken.

Jeg er bevæbnet til tænderne med positive aktiviteter, nu hvor vi har 3 ugers juleferie.Der er udendørs lystændingsceremoni på Town Square Dubai med et 20 meter højt og helt igennem fake juletræ tilsat et lettere ubehjælpsomt forsøg på julehygge i 25 graders varme med julemand, karruseller, kunstig skøjtebane og knitrende TV-pejse.Der er også et ‘Family Fun and Splash Day Pass’ til Zabeel Saray på Palm Jumeirah i ærmet, så vi kan se hotellets fine julepynt og nyde en rigtige jule-driver-dag. Ikke med varm kakao og uldne sokker på en slagbænk, men i stedet med pool, strand og forfriskende mint-limonade.Hotellet har virkelig pyntet så fint op, og når nu det ikke kan være anderledes, så er det altså 100% okay at nyde 25 grader lunt havvand og lade solen bage på ryggen en hel dag, i stedet for regn, rusk og æbleskiver i det kolde nord.Jeg printer opskrifter ud på julesmåkager, henter sild i sennepslage i Ikea og planlægger den helt store julemiddag for fire. Der skal dækkes et julebord, tænkes på mandelgave, pakkes julegaver ind og købes endnu mere julepynt til det kunstige juletræ.For pludselig er det mig, der er værtinden i vores lille familie.

Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg glæder mig, nu hvor jeg har fået vendt skuffelsen til en eller anden form for krøllet taknemmelighed over, at vi trods alt har mulighed for at fejre jul – og at alle i vores familie og omgangskreds er sunde og raske, hvorend de befinder sig.

Jeg planlægger at lave make-ahead julesauce a lá Jamie Oliver. Og langtidsstegte timian-og appelsinfyldte ænder a lá Valdemarsro. Jeg vil koge rødkål og lave rødkålssalat. Kartoflerne skal vendes i semolina og ovnsteges i gåsefedt. Ris a lá mande bliver med hindbærcoulis. Det bliver vores lille “take” på en julemiddag.

There is a first time for everything.

Julemor in the making.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterår i Fujairah

Det er whopping 14 dage siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er jo helt vanvittigt – selv efter mine sløvere standarder.

Sandheden er, at der ikke nødvendigvis sker det helt store i løbet af ugen, hvor den står på online-undervisning, skolegang og kørsel rundt til fritidsaktiviteter og legeaftaler om eftermiddagen. Weekenderne slumper væk i praktik og noget hygge med gode venner i det stille og hjemlige regi – for hvem tør udfordre myndighederne eller skæbnen for tiden?

Mentalt er jeg også gået lidt i frø.

Det er hårdt at se frem til, at et helt skoleår med største sandsynlighed bliver ren online-undervisning for mit eget vedkommende – og pt. ser der heller ikke ud til at være mulighed for, at Mille kommer i ‘fysisk’ skole hyppigere end hveranden uge.

Jeg kan ikke overskue det her cirkus. Selvom jeg skal. Præcist som alle andre.

Vi må pt. forholde os til, at antallet af smittede stiger markant, og at flere og flere mennesker i vores ‘nærmere omgangskredse’ bliver smittede. Det er ikke sjovt. Overhovedet.

Og selvom vi føler os ret overbeviste om, at vi kan rejse til Danmark for at fejre jul med familie og venner i midten af december, så er der ingen tvivl om, at der skal sættes et ‘inshallah’ eller ‘forhåbentlig’ ind efter hvert et ønske eller hver en plan, man forsøger sig med. Langtidsplanlægning virker ret ligegyldig, sådan som uforudsigeligheden banker på døren.

Men efterårsferie har vi da haft.

Tiltrængt, selvom vi reelt set kun har været i skole i 6 uger.

Men ugerne er lange, når de foregår herhjemme – og selvom Cille trives fint i sin Year 7 fuldtids-skolegang, så har hun virkelig også fortjent nogle dage væk fra det hele, for der har været en masse lektier, tests og afleveringer, der skulle klares.

Ved skoleårets start var der afsat en hel uge til Efterårsferie – for første gang nogensinde. De andre år har der kun været et par dage i forlængelse af en weekend. Men skolen endte alligevel med at forkorte ugen til tre dages ferie med ganske kort varsel, fordi uddannelsesmyndighederne pludselig har besluttet, at skoleåret skal være længere end de 180 dage, vi ellers har rullet med.Hver gang myndighederne og skolerne ændrer på ferieafholdelse kommer jeg sådan til at grine. Hvis det skete i Danmark, at en ferie med et trylleslag og uden forudgående varsel blev forkortet eller flyttet til andre uger, ville der være ramaskrig. Det samme gælder alle de månerelaterede helligdage, hvor vi heller aldrig rigtig ved, om der er lukket eller ej i skolen, før der kommer en besked om aftenen.

På en måde er det sundt nok, at man ikke kan booke efterårsferier og skiferier halve og hele år i forvejen, men på den anden side er det ret besværligt, at man aldrig rigtig ved, om ferien ligger fast. Man kan selvfølgelig også bare booke fleksibelt, så man kan lave datoerne om, uden at skulle hoste op med en stor pose penge ved hver ændring. Den slags fleksibilitet koster bare også en slags penge.

Vi nåede at booke, afbestille og gen-booke et arabisk hotel i Fujairah, fordi vi ikke rigtigt anede, hvad der ville ske med feriedagene. Af samme årsag havde vi heller ikke talt om ferie med pigerne, for de ville selvfølgelig blive ærgerlige, hvis udsigten til hotelophold pludselig blegnede.

Men afsted kom vi.
Og som altid elsker jeg bare road tripping i De Forenede Arabiske Emirater af hele mit hjerte.

Denne gang kører vi til emiratet Fujairah via den helt nyanlagte vej E102, der går igennem byen Kalba. Der er brugt en betydelig pose stats-dirhams på dynamit, cement og metal for at få konstrueret vejen i den ret så ufremkommelige Hajjar-bjergkæde.Undervejs møder vi kameler, æsler og geder, der går frit omkring. Der er heldigvis stort set ingen trafik, så det er ikke umiddelbart helt så farligt at møde fritgående dyr, som man måske kunne forestille sig. Men lokalkolorit giver det ihvertfald.I udkants-Emiraterne tager de rundkørsler seriøst. Ikke sådan noget pjat med en enkelt blomsterkumme eller lidt bundgrønt. Nej, hér bliver der gået til den med flag og fædrelandssymboler. På venstre side af vejen ses et stort ‘røgelseskar’ med røgeffekt, der ligesom ulmer ud over kanten, og længere fremme ses en stor, smuk majlis, som er et forsamlingshus eller repræsentationslokale for de lokale sheikher og emirati-befolkningen.

Ude på landet er alle butikkerne 100% lokale. Selvfølgelig er der tankstationer, hvor man kan købe en tillempet Subway-sandwich eller trykke sig til en Starbucks-kaffe, men langs hovedvejene ligger der kun arabiske butikker, supermarkeder og apoteker – ikke noget med engelsk eller amerikansk kæde-halløj her.

Og jeg kigger og kigger, mens jeg læser de engelske skilte højt for Martin, når vi passerer Good Luck Pharmacy, Chai Hut eller Hot Chicken Restaurant.Da vi ankommer til hotellet Al Bahar, er den nærmeste nabo endnu en rundkørsel.

Denne gang i form af et springvand (eller måske er det en swimmingpool for de løse hunde, der hygger sig i byen) med store fisk, som sprøjter vand, når de da lige får tændt for det.Hvilket de gør om aftenen.Hotel Al Bahar ligger midt i Fujairah By. Det er ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Faktisk er det nord for Fujairah By, at det hele sker. I områderne Sandy Beach (Snoopy Island), Al Aqah og Dibba.Men nu er det altså booket – og vi er mødt op – og vi har fået en kæmpe arabisk hotellejlighed med to soveværelser, tre badeværelser, et køkken, en TV-stue og så god plads, at vi kunne have været to familier afsted.Om eftermiddagen tropper jeg op i dette kostume ved poolen. Mor-kroppen, I know.Ganske fornuftig påklædning i forhold til solens stråler og det faktum, at vi er på et rigtigt arabisk hotel. Martin tager billedet af mig, da det går op for mig, at jeg er den eneste kvinde ved poolen, der ikke er i fuld burkini. Gudskelov går der kun ti minutter, så dukker der en russer eller to op og gør mig ‘halv-nøgent’ selskab.

Det er simpelthen så ubehageligt at være let-påklædt i forhold til det sted, vi befinder os. Viser jeg bryster eller mave frem? Nej. Men der er bikinitrusser og mor-stænger med åreknuder på display, og dét passer mig ikke. Martin vil naturligvis gerne gå ind og købe en fuld burkini til mig i hotellets butik, men dét gider jeg jo heller ikke.

Jeg fortrækker i stedet til havbad og strandliv.Vandet er over 30 grader varmt og behageligt. Efteråret har virkelig gjort sit indtog de sidste par uger, hvor temperaturen og fugtigheden er faldet så markant, at vi jubler og begynder at planlægge ørkencamping og strandture.Dagen efter kører vi nordpå igennem byerne Khorfakkan, Sharm og Al Aqah, før vi kommer til Dibba Al Hisn, hvor vores venner bor på Fairmont Fujairah.Hotellet har lidt firser-vibe over sig ved poolområdet med institutionelt-farvede klinker og plasticflamingoer. Bortset fra det lidt kiksede look, er der en dejlig privat strand/havlagune, præcist som på Al Bahar Hotel – og vi er jo kommet her til for den friske havluft, ikke fordi vi forventede et design-hotel.Om aftenen spiser vi friskfangede fisk og skaldyr fra Omanbugten – havet ud for Fujairahs kyst. Det er friske sager, som hotellet bestemt også husker at tage sig betalt for. Pricey middag eller ej, så er det bare helt vildt skønt at se børnene sammen med deres venner i hotellets have, og vi voksne hygger os med vin, indtil aftenen er blevet så nattemørk, at vi må liste os hjem igennem de små støvede landsbyer og de talrige rundkørsler til vi når vores hotel i Fujairah By.

Dagen efter roder vi igen rundt i sand og vand.Og pigerne bliver stalket af hotellets fugl, der insisterer på foto-op.Cille kan knapt være i sin krop af flovhed – eller cringe – som hun kalder det.

Når du trænger til en tur til emiratet Fujairah – og det gør du selvfølgelig på et tidspunkt – ser det ud til, at Intercontinental Fujairah Resort og The Address Fujairah Resort i Al Aqah er de mest anbefalelsesværdige hoteller. Vi kørte hele kyststrækningen, og de fleste steder ser ud som om tiden er løbet fra dem.

Ellers er der jo også dén mulighed, at du nupper Al Bahar Resort – 100% alkohol-tørlagt og med burkini i poolen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet