Vestjyske æwler og pærer

“Æwler, pærer og blommer – li’e ni’er i æ’ lommer”, som vi siger i Vestjylland.

Og nordfrugterne er i bogstaveligste forstand landet – lige med undtagelse af blommerne.

En hel bunke friske, søde, syrlige, sprøde, usprøjtede pærer og æbler, plukket direkte fra frugttræerne og fløjet som specialleverance ned til lille mig i en støvet Ørkenstat.Dét er da omsorg og kærlighed, at min Moster og Onkel vælger at fylde feriekufferterne med frisk frugt fra min Mormors (nu deres) gamle frugthave, så jeg kan få mundfuld efter mundfuld med smagen af ‘hjem’. Efterfulgt af den let bitre eftersmag af hjemve. Men sådan er det altid – og jeg har lært at trække vejret igennem det.

Det er svært at beskrive, hvor dejligt det er, at skifte håndværkerne ud med gæster.

Der er stadig liv og glade dage i hele huset, men forskellen er så stor, at jeg stadig ligger om morgenen og takker højere magter for, at vi ikke skal stå op til endnu en dag med “åbent håndværkerhus”.  Tænk, at vi ikke skal se så meget som skyggen af entreprenøren og hans projektleder mere….det gør mig helt glad indeni.

Og dagene løber afsted, som de kun kan gøre, når vi skal forsøge at kombinere almindelig hverdag med skole, arbejde og gæster på ferie.

Vi lægger ud med at handle lidt af hvert i Gold & Diamond Park. Hér er det kusine Cath, der er ved at få fremstillet en 20-års-ring. Det skal nok blive et smukt resultat, når voksmodellen er blevet til det pure guld.Børnene fremviser selvfølgelig også deres skole for familien, som ih’er og næh’er og det-må-vi-nok-sige’r, så vi føler os pavestolte af det hele. Det er virkelig en gave at have gæster, som går glade og interesserede med til alting og ingenting. For det er jo lige præcist dét, vi har behov for – os, der er rejst langt bort fra Moder-Landet. Og vi er heldige med at have en stor familie, der gerne vil på udflugt og eventyr med os, og som har lyst til at opleve vores hverdag, som på mange måder er så fjern fra og anderledes end deres egen.Der er også de mange, obligatoriske pool-stunder, som altid er et hit hos gæster, der kommer fra Det Kolde Nord. Det ville det helt sikkert også have været for os, hvis vi ikke havde haft poolen lige rundt om hjørnet og solskin hver eneste dag. Det er et af hverdags-privilegierne, som jeg bliver mindet om, når vi har gæster, der ikke tager det hele for givet.Og så er der “must-see” Dubai Marina med hyggelige restauranter og en lang promenade, som man kun kan elske på en lun efterårsaften med jetlaggede gæster, der lige skal finde fodfæste i sandet.Der er heller ingen tvivl om, at mine strandelskende familiemedlemmer er solgt til stanglakrids i formiddags, da jeg tager dem med på NessNass Beach til formiddagskaffe og frisvøm.Der er intet som et timelangt havbad uden så meget som et kuldegys.

Balsam for sjælen, er det, med beroligende bølgeskvulp, saltvand og varme solstråler.Og selvom Cilles intention for familiebesøget tydeligvis er at gå i poolen og være “dar jeme”, fordi hun er og bliver en hjemmefødning, så skal jeg lige love for, at den vestjyske familie virkelig når at opleve en hel masse på en uge. Noget af det foregår uden os, dog. Der er grænser for, hvor mange gange, vi skal op i Burj Khalifa, trave Dubai Mall tyndt eller se springvandene danse. Trods alt. Og det er jeg blevet bedre til at vurdere, skrue og optimere på for hvert besøg, vi har hjemmefra.

Til gengæld siger vi altid ja-tak til et spil UNO før sengetid.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Manisk

Jeg er virkelig dæmonisk, manisk og mørk i disse dage.

Nærmest uden grund, for Martin er dén, der tager 95% af alle sammenstødene med vores entreprenør. Men nerverne er ved at være flossede. Løfter er blevet brudt for mange gange. Den første eufori over at flytte har lagt sig – og hverdag med indbyggede håndværkere er bare et stort NEJ TAK herfra.

I går var én af den slags dage.

Vi har betalt for en ny hoveddør for flere måneder siden. Og har en snigende formodning om, at der er problemer, for det tager ihvertfald mistænkeligt længe at få bestilt og leveret varer, der har været betalt og i ordrebogen længe.

Men – nu kom døren altså igår – og blev installeret med slibemaskine, bor, hammer, mejsel, diamantsav og hvad man ellers kan bruge, hvis man får chancen for at lade mahognitræstøv dale ned over en hel stueetage som var det rød jul.

Jeg var ikke kun lige ved at hidse mig op.

Dørmændene lod som om de ikke forstod engelsk, så de ikke behøvede at dække noget som helst af, mens de sleb, monterede hængsler, justerede højde og bredde med maskiner, borede lås ud, lavede dørspion osv.

Og da projektlederen endelig kom og fik set på dørfjollerierne, blev han så befippet, at han bakkede direkte ind i gadelygten uden for vores hoveddør. Kun lygten og bilen tog skade. Der var heldigvis ingen fodgængere eller andet godtfolk involveret.Da den gode mand så forsøgte sig med selv lige at reparere lidt på lygten, ringede jeg til Security som en ægte Jumeirah-Jane, der har brug for sin Tarzan til at klare livet i den urbane jungle.Security kom susende og kvitterede med at ringe efter politiet, fordi de ville have optaget rapport til forsikringsselskabet. Her ta’r vi sgu’ tingene seriøst og overlader intet til tilfældighederne.Alt foregik heldigvis i fred og fordragelighed hen over et par timer. Tid er nemlig en billig vare i en Ørkenstat. Og så fik vi samtidig gjort hele nabolaget opmærksom på, at en ny familie er flyttet ind med hiv og sving 😂.

Som altid går alting bedre den næste dag.

Vi fik støvsuget, fejet og vasket alt det røde støv ned, og maleren er kommet forbi for at udbedre dørmændenes skader fra igår. Resultatet er blevet så fint.
Det er også på et hængende hår, at de sidste fliser er lagt – og malingen når knapt at tørre, før det banker på døren.

I nat ankommer det første hold gæster nemlig i vores nye hjem.

Det er min elskede Moster Lene, der har fået billetten i 50-års fødselsdagsgave af sin mand, min Onkel JE – og vi er endda så heldige, at store fætter Morten og kusine Cath også kommer med for at tilbringe efterårsferien hos os.

Cille og Mille er helt overbeviste om, at det er deres fætter og kusine, onkel og moster – og jeg elsker, at vi simplificerer titlerne på tværs af generationer, ligesom jeg selv altid har gjort i den vestjyske storfamilie.

Vi har ikke efterårsferie i skolen, men vi glæder os helt vildt til at holde to weekender med dem – og hygge i hverdagene. Det er noget ganske særligt at dele vores hverdag med familien hjemmefra.

Og de søde mennesker, der ankommer i nat, er virkeligt længe ventede.Mille har tegnet velkomsttegning og lagt chokolader på puderne, som man gør på de finere hoteller.

Og vi fortsatte ovenpå i ungdoms-afdelingen, hvor der står snacks og puder klar til evigtsultne og evigttrætte teens.Min Moster og Familie besøgte os en del gange i England, men turen herned er jo både længere og dyrere. Jeg har dog tilrettelagt et snedigt program, der forhåbentlig vil gøre, at de er nødt til at komme igen en anden gang…

Lige om lidt er de her…. og inden da skal jeg have skruet ned for den indre, maniske trykkoger og op for den medfødte, uimodståelige charme. Det gøres vist bedst med vin.

Og så er det fredag i morgen, folkens.

Fredag! 🥂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemme!

Det er ikke ofte, at der går en uge i mellem mine blogindlæg.

Men jeg har været ophængt.

Forpuppet.

Forskanset.

Bag plastickasser i IKEA.Med udpakning af flyttekasser og organisering af det nye hjem. Og så har jeg ikke engang taget min halvdel af slæbet og besværet, fordi jeg samtidig har haft rigeligt at se til på arbejde.

Mr. Flat-Pack har gjort stort set det hele egenhændigt, mens jeg har drukket te og sukket over alt det nye og fine, der er kommet til.

Jeg elsker at flytte med Martin. Jeg elsker ikke at flytte, men med Martin gør jeg det gerne. Han kan vitterligt komme på plads i et nyt hus i løbet af 3 arbejdsdage, hvor det ville tage alle os andre almindelige dødelige adskillige uger.Vi er i sandhed Hr. og Fru IKEA, som I nok kan se. Kombineret med 10-15 år gamle Idé-Møbler og en lille smule pakistansk gardin- og tæppevæsen, nu hvor vi trods alt bor i Mellemøsten. Men uanset at der aldrig bliver tale om et Bo-Bedre-hjem til os, så er jeg simpelthen så pavestolt af dét hjem, der endelig er vores.Der mangler billeder på væggene og friske blomster i urtepotterne – og der er fortsat en lang to-do-liste til håndværkerne, men det begyndte at føles som ‘hjemme’ allerede fredag aften, da jeg indviede køkkenet med at lave middagsmad til os.

Og for 1. gang i alle vores flytninger igennem 17 år, lykkedes det mig at lave et “første måltid i nyt hus på nyt komfur”, der rent faktisk smagte dejligt. Det tager jeg som et godt tegn.Og pigerne?

De tager flytningen med ophøjet ro.

For Cille er det hendes 6. hjem i 3 lande på 9 år.

For Mille er det hendes 4. hjem i 2 lande på 6 år.

De er mest interesserede i at tage opstillede fotos i IKEAs udstillinger.Det er forståeligt nok, at de fortrækker til en fantasiverden. De voksne er alligevel overhovedet ikke til at komme i kontakt med, sådan som de vader rundt med målebånd og diskuterer hylder, skabsplads og opbevaringskasser.

Og lige så herligt som det nu er, at føle sig rigtigt hjemme derhjemme, så er vi heldige at få nye naboer, der kommer forbi med nybagt velkomstkage – og søde venner, der kommer forbi med indflyttergaver og blomster.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sharjah

De Forenede Arabiske Emirater består af i alt 7 emirater, der har selvstyre under hver sin Sheikh.

Der er det største emirat, Abu Dhabi, som også er landets hovedstad, efterfulgt af Dubai, som vel er den mest berømte i by i landet – og så er der ellers Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain, Fujairah og Ras Al Khaimah.

Spørger du Dubai’s indbyggere, så er det lige hér, det sner.

Alt andet bliver hurtigt lidt for støvet og lidt for lokalt og alt muligt andet fis.

De fleste udlændinge vælger at bosætte sig i enten Dubai eller Abu Dhabi, hvor der er masser af internationale skoler, et kæmpe udvalg af boligområder, shoppingcentre, fritidsaktiviteter, socialt liv blandt ligesindede osv. Men selvfølgelig er der også mange udlændinge, der bosætter sig i ét af de andre emirater. Fordi de arbejder der og/eller fordi der er mange penge at spare ved at opholde sig lidt uden for Mellemøstens svar på Las Vegas.

Arbejder og bor man i Sharjah, er der 30-40 minutters kørsel til det centrale Dubai på en cirka-syv-sporet motorvej, så der er ingen udfordringer ift. at undslippe det alkoholfrie Sharjah-liv og nyde en Friday Brunch på et af luksushotellerne i Dubai.

Arbejder og bor man i Abu Dhabi, er der 1.5-2 timers kørsel til Dubai, men hovedstaden har et fint udbud af luksushoteller, lækre restauranter og et udmærket byliv, så der er mindre behov for at stikke af til Dubai end i de andre emirater.

I virkeligheden er der aldrig rigtigt langt til noget som helst i De Forenede Arabiske Emirater. Det skulle da lige være, hvis man pludselig får den brilliante idé at køre et smut ud i Abu Dhabi’s Rub Al Khali – The Empty Quarter – der som navnet indikerer, er et fuldstændig øde ørkenområde, der grænser op mod nabolandet Saudi Arabien. Hér kan der godt føles en kende ensomt. Men ellers er det en ren fornøjelse at tage på tur – med maksimalt et par timers kørsel ad gode asfaltveje, før man pludselig lander i den fantastisk smukke Hajjar-bjergkæde i Fujairah, midt i det forunderligt grønne landbrugsområde Al Ain eller i Oman-enklaven Musandam på toppen af Emiraterne.

Der er smukt med smukt på uden for Dubai.

Der er vild natur med kameler, der vandrer som ensomme, duvende majestæter i den golde, gyldne ørken.

Der er takkede, rå og grå bjerge, så langt øjet rækker. Der er lysende mørkeblåt hav og stejle skråninger med geder, der glor og bræger mod det ubarmhjertige sollys.

Der er små butikker og boder langs vejene, der sælger frugt og grønt, tæpper, karak-te og tingel-tangel.

Men selvom der er så uendeligt mange ting at se og tage sig til uden for Dubai og Abu Dhabi, så skal der nærmest en lang weekend til, før vi får os vristet ud af Dubai’s ghettoliv for at opleve noget ude i den virkelige verden. Det er tilnærmelsesvist pinligt, at det skal være så svært.

Heldigvis har jeg søde veninder, der elsker at tage på opdagelse. Og som ofte åbner mine øjne for steder, der ikke lige falder mig ind selv at undersøge eller besøge.

Forrige weekend er vi således taget på tur til Sharjah, Dubai’s konservative og traditionsbundne storebror.

Vi er kørt ind i én af Sharjah’s offentlige parker, hvor de lokale indbyggere flokkes i weekenderne, fordi der er en masse skønne, grønne haver, man kan holde familiepicnic i – og fordi det koster stort set ingenting at komme der (hvilket er en sjældenhed i det her land).

Hér ligger Arabia’s Wildlife Centre. Den eneste zoologiske have i De Forenede Arabiske Emirater, som fremviser det dyreliv, der rent faktisk lever på Den Arabiske Halvø. Dén tanke kan jeg ret godt lide, fordi der er så mange andre forlystelsesparker og zoologiske haver i Dubai, som fremviser eksotiske dyr fra alverdens lande. Men de lokale dyr er faktisk også ualmindeligt spændende og overraskende.

Det smarte (og lidt spøjse) ved centret er, at alting er indendørs. Og dermed bliver det til en snedig aktivitet for små børn i de varme måneder af året, hvor aircondition er en absolut nødvendighed for at de kan være med og bevæge sig lidt rundt.

Arabia’s Wildlife Centre skuffer ikke.Der er reptiler ad libitum – den ene art mere bizar og hårrejsende end den anden. Og de ser bestemt ud til at blive behandlet godt. Der er alle former for mus, rotter og flagermus; der er skorpioner, skildpadder, vilde katte, insekter, slanger, harer, et væld af fugle, frøer og fisk.Som en lille servicemeddelelse kan jeg nævne, at fuglene flyver helt frit i den indendørs hal – og det kunne der godt være nogle mennesker, der ikke er helt vilde med. Personligt oplevede vi hverken at blive skidt på eller intimideret af flyveriet – men er man ikke til baskende fugle, så er det ikke lige stedet at begive sig hen.

Centret er “ensrettet”, så man går fra område til område, indtil man kommer til nogle enkelte eksotiske dyr – primært bavianer og geparder – der formodes overdraget til centret af lokale, der ikke har kunnet overskue at beholde dyrene som kæledyr selv.

Til sidst lander man i cafeteriaet. I ordets bedste forstand – et cafeteria. Her er der veggie curries, pommes og frysepizzaer serveret på plasticbakker til særdeles ydmyge priser. Karak-téen koster 3 dirhams og vi medbringer selv frugt og snacks til børnene – for det må man gerne. Og mens vi søber sød te i os og lader børnene hoppe omkring, er udsigten aldeles vidunderlig. Der går mange forskellige slags hjorte og lyserøde flamingoer rundt på en indhegnet slette lige uden for cafeteriaers panoramavinduer.

Således ét af Tines Tips til Dubai.

Eller rettere til Sharjah.

Et emirat, der er lidt af en gråzone eller blind vinkel for mig, men jeg kunne virkelig lide det, jeg så og oplevede forleden.

Så vi må nordpå igen, når det køligere vejr kommer. Der er nemlig også en islamisk-botanisk have, en petting-zoo og et naturhistorisk museum lige ved siden af Arabia’s Wildlife Centre, som sikkert også er et besøg eller to værd.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet