Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.img_0596Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…img_0595Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.img_0593100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.img_0598Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.img_0599Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…

Jeg håber, at din hverdag er kommet godt fra start i 2018.

Vores skal skubbes i gang i morgen kl. 6-nul-dut. Med hiv og sving.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tirpitz

Essensen af Vestjylland.

Hav.

Gudsbenådet lys.

Marehalm.

Kridhvidt sand.img_0400Det er dét her, jeg er rundet af. Eller rusket igennem af.

Det er dét her, jeg tænker på og forbinder med ‘hjemme’ i vestjysk sammenhæng.

Og jeg kan savne duften af friskt havvand og tang.

Synet af strandskaller og brusende vand.

Så vi lægger vejen forbi Vesterhavet med Mormor. Hvidbjerg Strand uden for Blåvand, for at være mere præcis. Det er vores familiefavorit.

Og lidt længere inde i landet – godt gemt i klitterne – ligger Tirpitz, en stor kanonbunker fra 2. Verdenskrig.img_0394Med tjekkiske pindsvin liggende spredt rundt omkring i landskabet, som pigerne klatrer på og slet ikke forstår alvoren af.img_0398Bunkeren har været utilgængelig for besøgende i de sidste par år på grund af en større ombygning ledet af ingen andre end verdensberømte Bjarke Ingels’ tegnestue BIG.

Og Ingels har i sandhed haft en hel fænomenal bunke sand at flytte rundt med.img_0392Men nu er bunkeren åbnet, og vi vil se nærmere på det nye oplevelsescenter.img_0388img_0353Den nye tilbygning er holdt i de samme rustikke materialer som bunkeren selv. Beton og jern.img_0354Hovedområdet er også mørkt som i en bunker.img_0355Herfra udgår der 3 store afdelinger med vidt forskellige temaer og oplevelser.

Det 1. område handler om rav, Vesterhavets svar på diamanter.img_0358Vi lærer om dannelsen af rav, om dets farver og klassificeringer, og om hvordan ravjægere finder ravet på de vestjyske strande efter frygtelige stormvejr.img_0359Det 2. område handler om livet med og ved det voldsomme Vesterhav, som så let giver og tager liv.img_0360Alle steder kan børn røre, undersøge og sanse sig frem til en forståelse af elementerne. Pigerne er vilde med det.

Herudover har vi hver et apparat, som vi scanner henover små standere, hvorefter vi får en lille, mundtlig fortælling eller yderligere forklaring.

Klokken hel og halv er der en smuk total-oplevelse i rummet, som beskriver livet ved Vesterhavet igennem historien.img_0362Vi klatrer op i redningsbåden og nyder suset fra en storm kombineret med lyd, lys og animation. Det er vildt flot lavet.img_0363img_0364img_0365img_0369Efter dén oplevelse er det 3. område lidt tamt med dets opstillinger af tidstypiske krigs-artefakter og opstillede “bunker-kulisser”, der danner ramme om en række personlige skildringer af typiske menneskeskæbner under 2. Verdenskrig – som f.eks. de tyske radar-ansvarlige i Tirpitz-bunkeren; de vestjyske “tyskertøser”, som assisterede med ‘det praktiske’ hos tyskerne; der er historier om afhoppere, som beskyttes af modstandsbevægelsens helte i Esbjerg osv.img_0372img_0376Til sidst kommer vi til den rigtige bunker. Allerede ved indgangen lugter der ramt og stærkt af vådt mørtel eller cement.img_0377Og selvom jeg har været her før, gør det stadig et kæmpe indtryk på mig at træde ind i de klaustrofobiske, mørke rum, hvor tyskere og krigsfanger har været i færd med at opføre en grum militærfæstning med det formål at beskytte og forsvare Vestkysten mod angreb fra de allierede.

Deres fodaftryk ses flere steder i betonen, så jeg får kuldegysninger over autenticiteten på det her sted. Det er ikke KZ-lejr-ubehageligt, men alvoren er til at tage og føle på.img_0380Tanken om, at en kæmpe kanon skulle have skudt ud herfra og skabt død og ødelæggelse er så uhyggelig og håndgribelig, at man må takke højere magter for at tyskerne aldrig nåede helt i mål med projektet, før krigen var omme.

Der er fornemmelsen af den tunge luft, som aldrig udskiftes.

Der er den ramme lugt i alle kroge og rum.img_0382Der er forunderlige syn af krøllet jern, der bølger og stikker ud hist og pist som resultatet af danskernes mislykkede forsøg på at sprænge den grufulde armerede beton-mastodont af en bunker i stumper og stykker efter krigen.img_0384Vi lykkedes ikke med at skaffe os af med Tirpitz i Blåvand i efterkrigstiden.

Et stykke Danmarkshistorie, som folk på de her kanter har et ganske komplekst forhold til, fordi de fleste vestjyder dengang forholdt sig ‘neutrale’ og gerne arbejdede for tyskerne, da det gav rigtig gode penge.

Og på bizar vis får jeg lyst til at sige gudskelov for, at det aldrig lykkedes at sprænge bunkeren i tusind stykker.

For Tirpitz er et besøg værd i 2017. Og i 2018. Og altid.

Vi har brug for den her slags fysiske, konkrete påmindelser.

Os – der er så heldige, at vi aldrig har oplevet krig.

Det rusker i sjælen at blive konfronteret med de fysiske rester fra 2. Verdenskrig – og det er vigtigt at blive påmindet det faktum, at de europæiske lande engang var i krig med hinanden.

Og som afslutning på dagens krig og alvor, muntrer Regnskabschefen sig med at køre et smut ind forbi Løjtnantskolens triste, nedslidte barakker i Oksbøl.img_0405Her udpeger han sit gamle værelse for pigerne, som har svært ved at forestille sig, at deres Far skulle have været en ung mand, der opholdt sig hér – og at han tilmed skulle have været en soldat i uniform?

Og jeg læner mig tilbage med et smil ved tanken om, at Martin har bedre lokalkendskab og stedsans på mit fødested, end jeg selv har. Det er faktisk ganske hyggeligt.

 

Besøg endelig Tirpitz, når du får chancen for det.

Stedet er virkelig interessant og tankevækkende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Remouladen

Vi er landet i Vestjylland. Hos Mormor.img_0320Og tager straks på tur til Vejle. Af alle steder.img_0322Nærmere bestemt Vejle Lystbådehavn, hvor nye lejlighedskomplekser skyder op som paddehatte i stål og glas – til ære for byens bedsteborgere, der af uvisse årsager har valgt villakvartererne i Bredballe fra. img_0323Her ligger Restaurant Remouladen.

Med den fineste udsigt til Vejlefjordbroen, hvor dét, der for øjet ligner miniput-biler bevæger sig i meditativ sneglefart henover den langbenede, elegante bro.img_0325Udenfor er det en tåget og fugtig dag. Endnu én af dem, hvor vi ikke ser solen en eneste gang, fordi skydækket er for tykt. Heldigvis skal der mere til at slukke for forventningens glæde.

Og indendøre på Remouladen er der lunt og fyret helt op under hyggen med masser af lys og julepynt.img_0326Vi er her ikke af tilfældige årsager.

Min Kusine Cath svinger nemlig gryderne i køkkenet som kokkeelev. Og da hun var i Dubai i efteråret, inviterede hun os til at spise på Remouladen, når vi kom hjem til jul.

Så hér er vi.

Spændte og glade over invitationen.

Og hér er kokkeeleven Cath. Den fineste af slagsen. Ved siden af Cille, der mener, at hun vitterligt omkommer af sult lige om lidt, så hvis køkkenet lige kunne servere lidt pronto, så ville hun sådan set være tilfreds.img_0329Tag i øvrigt ikke fejl af Cath’s sarte, feminine ydre og hendes petite bygning. Hun er en bomstærk og myreflittig ung kvinde, for hvem jeg har den største respekt. Jeg er bare så pissestolt af hende.

Og mens de søde tjenere opvarter pigerne med puslerier og tegnesager, får vi andre et glas kølig hvidvin og ser nærmere på frokostmenukortet, der blandt meget andet godt har lækre nyfortolkninger af dansk smørrebrød.

Køkkenet må have hørt pigernes bønner helt inde fra bordet. Kort tid efter kommer de sprødeste, friskeste fish-fingers med chips til Cille. Der er decideret krøller på fiskehalerne.img_0332Cille er så sulten, at jeg knapt må få lov at smage remouladen på Remouladen.

Og dén er vigtig. Jeg er glad for at se, at stedet serverer remoulade. Det må da være en grundsten i foretagendet, når man vælger at kalde sig for noget så skørt – og jeg ville ærgre mig lidt, hvis jeg kom på Remouladen uden at kunne smage den, som man si’r…

I øvrigt er hjemmelavet remoulade en helt igennem undervurderet spise. Shit, den smager kraftigt og krydret med søde, syrlige og stærke smagsnuancer. Måske skulle jeg lære at lave det, omend risikoen for yderligere overvægt er overhængende.

Mille får en børneportion stegt, hvid fisk med løvstikke-powdered kartofler, pandestegt blomkål og mushy, minty peas.img_0331Begge piger fortærer maden på tallerknerne som små rovdyr.

Det smager så godt, at Cille bestiller en hel portion mere, mens Mille får fat i en ordentlig klat smør til de mange kartofler, der forsvinder som dug for den sol, vi aldrig ser.

Det er en fornøjelse at have dem med på restaurant efterhånden. De begynder at glædes over maden og smager på tallerkenens indhold – også når der ligger ingredienser, der er ukendte for dem eller i en ny fortolkning, som de lige skal forstå.

I mens kører Regnskabschefen med klassiske fish ‘n’ chips lavet på røget torskefilet og med håndskårne chips.img_0333De tre damer i selskabet får “Julefrokost på 1 time” (der strækker sig henover 3 timer, men hvad gør det).

Her er der et stykke smørrebrød med Christiansø-sild med brøndkarse, sort peber, kæmpekapers og friteret vagtelæg. Det næste stykke er klassisk karrysild med friteret kartoffelknas, friske ærtespirer og til sidst er der en kippersmad med rødløg, karse, kapers og rå æggeblomme.img_0330Oh my goodness, smørrebrødet sidder lige i skabet. Sildefiletterne er faste, møre og så gennemsyrede af hver deres smagsgivere, at man får helt våde øjne.

Næste trin i julefrokost-raketten er sprødstegt svinebryst med æblekompot, boblende svær og grønkål med både sprødhed og bitterhed.img_0334Der kom også en skål med løvstikke-smørsmeltende kartofler og en helt særlig julesauce ind, men jeg var for sulten og ivrig til at fotografere.

Finalen på showet er naturligvis ris ala mande. I en Remouladen-fortolkning med den blødeste, kolde vanille-parfait, der smelter ned i en let ala mande med knasende mandelstykker. Tilsæt aromatisk kirsebærpudder og en koncentreret kirsebærsauce og du får en dessert, som er overraskende vidunderlig.img_0335Jeg havde ikke lige set, at parfait kombineret med risengrød ville fungere. Men det gør det. Ihvertfald når Remouladens dygtige kokke leverer det.

Sikke en skøn oplevelse. Også selvom vi ser ret koncentrerede og alvorlige ud, ha!img_0338Tusind tak, Cath – vi glæder os til at se dig juleaften.

Skulle du have lyst til at lægge vejen forbi til lækker frokost eller aftensmad, så er Remouladen at finde lige nede i Vejle Lystbådehavn.

Og skulle du have lyst til at lægge vejen forbi Kusine Cath’s insta-profil, så find hende under navnet cathrine_chef.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Winter Wonderland

Vi har haft verdens hyggeligste julerejse fra DXB til CPH.

Med 2 x Familien M, som man kan ringe til og lege med undervejs.img_0183Og hænge ud med i Kastrup, mens de voksne venter for evigt på kufferterne, samtidig med at de hilser til højre og venstre og ønsker Glædelig Jul til alle de andre Dubai-danskere, som er med præcist samme fly på præcist samme mission som os selv.img_0191På vej til juleferie i familiens skød.

Og jeg skal da love for, at vi knapt er landet, før julestemningen indfinder sig hjemme hos Faster D og Onkel J, hvor Kusine Ferskenkind har pyntet juletræet så fint og hele stuen dufter af gran.img_0201Pigerne nyder brændeovnsvarmen i nye, lyserøde fleece-drømme fra Farmor – og der går ikke ret længe, så ser de kun indre film på sofaen. Helt væk efter en lang rejsedag.img_0202img_0204img_0197Næste morgen vågner vi op til en kold vintermorgen, der starter lige rigeligt tidligt pga. tidsforskellen mellem hjemme og hér. img_0212Udover 3 timer i tidsforskel, har vi mistet 20-22 grader henover et lille døgns tid – og dét kan i sandhed mærkes.

Men vi bliver ikke mere afskrækkede, end at vi straks må i flyverdragterne og ud på vandring med hundene i Grib Skov. Det er en fast tradition – uanset årstiden – når Ørkenens Døtre lander i Danmark,img_0217Her er fugtigt og mudret og koldt på dén der klamme måde, som altid får mig til at tænke, at man er vitterligt nødt til at have fået fædrelandskærligheden ind med modermælken for at kunne holde det danske gråsnuskede vejrlig ud.

Men lidt senere finder vi dét, vi drømmer om, når vi taler om Danmark om vinteren.img_0256Is på en sø. I skarpt solskin.

Mit hjerte smelter ved synet af pigernes umiddelbarhed og begejstring.img_0233img_0228Der skal ikke mere end lidt småstive klumper af sne til at gøre Ørkenens Døtre helt fjollede af lykke.img_0226Og jeg betragter dem, mens jeg ryster i buksen af kulde.

Dét her er, hvad jeg savner allermest i Dubai.

Natur.

Hvor børn kan lege helt frit og uforstyrret.

Med en pind, som skal stikkes igennem et tyndt lag is på en skovsø for at se, hvad der mon gemmer sig under den stivnede overflade.

Hvor der er ufriseret og upoleret – og hverken skilte, indhegning eller andre mennesker at forholde sig til.

Hér kan man trække vejret helt ned i lungerne og glemme tid og sted for en stund.

Og i dag er vintertilstanden endnu mere optimal.img_0263Det har sneet om natten, mens vi har fejret Fru Pitz’ 40 års fødselsdag i Charlottenlund – og pigerne kan knapt nå at spise morgenmad, før de skal skabe en bitte snemand og en ditto snehund i Farmors gård. img_0271Tilsat lidt sæbebobler.

Og imens pigerne får stillet sne- og kuldetrangen, seriebager Regnskabschefen æbleskiver til hele den pukkelryggede familie, der kommer til eftermiddagsgløgg. img_0272Der er julestemning på alle hylder i år.

Og et helt fantastisk julevejr.

Vi kunne ikke have bedt eller drømt om mere!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet