Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ih, du milde, Mille

Glædelig Mors Dag til alle I dejlige mødre hjemme i Danmark.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Her i en fjern Ørkenstat fejrer vi ikke Mors Dag idag. Der er en anden dato for Arabisk Mors Dag og en tredje dato for Britisk Mors Dag, så jeg tager til takke med de søde kort, der kommer med hjem fra skole på andre tidspunkter.

Man bliver faktisk lidt skizofren af de forskellige datoer for mærkedage – og på én eller anden måde er vi endt med at fejre Valentinsdag i vores familie – og ikke Fars og Mors Dage. Men jeg er da taknemmelig for Interfloras e-mail hvert år, så vi ikke begår en komplet faux pas i den danske familie derhjemme.

Én af mine to vigtigste Mors Dage fandt sådan set også sted igår, hvor Mille fyldte 7 år.

Uanset at det er 7 år siden, så bliver den 11. maj hvert år også ved med at være min dag.

Min Store Føde-Dag.

Dagen, hvor jeg blev Mor til to – og var skræmt fra vid og sans i godt og vel et par måneder, indtil min Svigermor kom og holdt Baby-Mille i den ene arm og mig i den anden, mens hun forklarede mig, at en god mor ikke nødvendigvis sidder i brystmælken.

Dér lærte jeg et par ting om mig selv og om Det Store Moder-Skab, som jeg aldrig vil glemme.7-års-Mille er slet ikke som Baby-Mille, der oftest blev kaldt Lille My, Milløjseren eller Vilde Mille, fordi temperament og personlighed var en kende high-strung eller iltert.

Hun er inde i en rivende udvikling, der ikke kun handler om at tabe tænder og vokse sig kæmpe-høj. Mentalt sker der mindst lige så store forandringer. Hun er blevet dygtig i skolen, koncentrerer sig om sine lektier, kan give bedre udtryk for sine følelser (i stedet for at skrige, som altid har været hendes trademark-behaviour) – og så er hun en værdsat kammerat, der altid er omgivet af en lille flok piger.Og weekenden har selvfølgelig stået i den unge frøkens tegn.Med veninderne samlet til en male-session i The Jam Jar, som er et frit og rustikt kunst-studio i Alserkal Avenue, et skønt galleriområde i ellers så støvede Al Quoz.Bagefter strøg vi hjem til frokost, da der ikke var mulighed for at fejre fødselsdag med mad og kage osv. i studiet pga. Ramadanen. Efter frokosten forestod Cille en slim-session, hvor de små 7-årige trunter så med beundring på den store pige, der kunne lære dem et trick eller to om at lave en ‘god slim’, som man si’r.Festen sluttede af med fællesdans på førstesalen, mens pigerne blev hentet én efter én i adstadigt Dubai-tempo. Vi havde jo nærmest også galleri-værdig kunstudstilling i stuen, sådan som pigerne havde arbejdet i The Jam Jar.

Jeg er imponeret over, hvor søde og dejlige sådan en lille flok piger er at have med på tur og derhjemme. Det med børnefødselsdage er jo noget helt, helt andet end for bare et par år siden, hvor succeskriterierne var noget i retning af “ingen tilskadekomne” og “ikke for mange tårer”.På selve fødselsdagen bagte vi pandekager og Mille åbnede gaver fra familien.

Der mangler – hånden på hjertet – altid bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler og tanter, når vi fejrer fødselsdag langt væk fra Storfamilien i Danmark, men vi forsøger altid at få det bedste ud af det. Og vi italesætter ikke savnet, men taler i stedet i telefon, på FaceTime og ser de små lykønskningsvideoer igennem, som familie og venner sender.

Bagefter tog vi i det indendørs edu-tainment-center, Oli Oli, da det allerede nu er alt for varmt til udendørs aktiviteter (medmindre man hopper i poolen). Oli Oli er et dejligt sted for børn helt op til 12-års-alderen, hvor kreativitet, fantasi, hverdagsliv og videnskab forenes skønt i alle mulige lege-aktiviteter. Jeg har skrevet lidt tips til stedet i et tidligere blogindlæg.

Oli Oli

Denne gang byggede pigerne en lejlighed sammen, og de legede vilde lege med lysende bolde i mørket.Eneste skår i fødselsdagsglæden var, at den lille gymnast vrikkede om på foden, og hun har helt klart fået en forstuvning, sådan som anklen er hævet op 😢.

Hun er dog i skole igen – for søndag er jo vores mandag – og sådan en fødselsdagsweekend går bare alt, alt for hurtigt.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tag mig tilbage…

To døgn er der gået, siden vi landede fra Bali.

Nu sidder jeg bænket på hårde plasticsæder sammen med de andre forældre og venter. I en gymnastikhal med et overaktivt airconditioneringssystem, der blæser lige ned over vores hoveder og skuldre, så der er statsgaranti for snue bagefter. Men Mille er lykkelig og laver de fineste forlæns og baglæns koldbøtter med sin russiske træner. Og det er vel det vigtigste.

Velkommen-tilbage-til-hverdagen-suk.

Det sker altid så brat, skiftet fra ferieliv til hverdagsliv. Det kan mærkes fysisk som en slags mentale tømmermænd, der bliver supporteret af reelle tømmermænd efter den bedste Friday Brunch igår.

Og det eneste, jeg kan tænke, er “Tag mig tilbage…”

Til Bali.

Lige nu vil jeg kun gå ind ad denne her dør til min egen lille verden af fred, ro, ingen forpligtelser og grønt, grønt, grønt.På en eller anden underlig måde var ferien så tiltrængt. Det er næsten helt pinligt at sige det – for vi var nærmest lige kommet hjem fra skiferie i Aserbajdsjan, men dér arbejdede jeg så meget med mig selv i forhold til at turde, kunne og ville stå på ski, at denne her Bali-ferie var som at komme en tur i Paradisets Have.Martin har også fået sin opgave for med sit nye arbejde, der kræver 24/7 opmærksomhed og benhårdt arbejde. Ikke at jeg kan sige så meget om det, men mentalt er han på arbejde altid for tiden. Sådan er det jo, når en overvældende bunke nye ting skal læres, gøres og forhåbentlig føre til noget inden for et års tid.

Og jeg ved, at det er lige dele spændende, nervepirrende og udfordrende for ham hver dag. Så en pause var også tiltrængt for ham.

Tid til at sove, gå ture, opleve nyt, spise godt og være lidt væk fra det hele.

Og så gjorde det ikke så meget, at han hver dag skulle logge på systemerne, besvare mails, ordne papirarbejde, deltage i møder og telefonkonferencer undervejs. Det var stadig et skønt afbræk fra hverdagen.

På denne her ferie var vi gode til at dele os lidt op ind i mellem, når det passede bedst på denne måde.

Mille og jeg havde f.eks. en formiddag på stranden sammen – og en tur i en sød lille orkidéhave en anden dag.Jeg var også selv på en tur uden for Sanur for at besøge en træskærer, der kunne lave et fint navneskilt til vores hus i Dubai. På vejen fra Ubud til Sanur fortrød jeg nemlig pludselig, at jeg ikke havde købt noget kunsthåndværk. Men det kunne der heldigvis let rodes bod på.Herude – i et lille stræde bag turist-tingeltangel og barerne i Sanurs hovedgader, havde træskæreren Dika sit hjem og et mindre værksted. Med udsigt over rismarker.Hans søde kone tog vel imod mig og vi forsøgte med fagter og Dika i telefonen at forstå hinanden.Det gik faktisk ganske godt.Og den sidste dag kom Dika ud på hotellet for at overrække mig sit færdige arbejde. Man kan se stoltheden lyse ud af ham, synes jeg.Nu kan navneskiltet og lotusblomsten så hænge uden på vores villa som en dejlig påmindelse om, at Bali er 4 REAL, mens verden går videre med huskesedler, indkøb, tømmermænd, tidlig skolestart i morgen og penicillin til Cille-musen, der er endt med at have mellemørebetændelse efter en alt for genstridig forkølelse. 🤧🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Naturoplevelser i Bali

Nok om mandehørms-agtige ATV-ture og river rafting ad den mudrede Ayung-flod.

For mest af alt er Bali en frodiggrøn naturoplevelse for alle sanser.Med eksotiske indslag af hinduistiske templer og gudestatuer overalt.Før vi tog afsted, brugte jeg en del tid på at undersøge, hvilke natur- og dyreoplevelser, vi kunne få, uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd. Og dét er ikke helt let at gennemskue i en google search. For ligesom alle andre turist-tunge steder, er Bali ingen undtagelse, når det kommer til at holde dyr i fangenskab på ikke nødvendigvis særligt humane måder – til glæde for os turister, der gerne vil se og røre.

Jeg brugte bl.a. bloggen Claire’s footsteps til at beslutte, hvilke oplevelser, vi skulle have undervejs.

Bali Animals: How to Find Ethical Tourism Experiences

Og præcist som Claire beskriver det, så er Monkey Forest i Ubud lige dele gru og glæde. Det er intet mindre end fantastisk at opleve de balinesiske lang-hale-aber svinge fra træ til træ, æde søde kartofler med de nuttede næver og afluse deres afkom i et væk. Men selvom aberne er frie og i deres rette element, så er der stadig et eller andet udefinerbart ‘forkert’ ved oplevelsen. Måske er det mængden af turister – og turisternes interaktion med dyrene, der gør udslaget?Aberne anses for at være hellige dyr, og balineserne passer godt på dem af samme grund. Der er mange fodringsstationer rundt omkring i skoven, og der er en del venlige skovbetjente, som anviser korrekt opførsel for både aber og turister, men lige lidt hjælper det. Turisterne giver aberne menneskemad – og aberne tager hver en chance for at fiske menneskemad fra turisternes tasker og hænder. Der er også et interessant hindutempel inde i Monkey Forest, hvor vi ser balineserne strømme til for at bede. Er de ikke bare smukke, mor og datter?Så turister er der ligesom lige rigeligt af i Monkey Forest. Og nogle af dem opfører sig som værre abekatte end de rigtige aber, når de fodrer dem og lader dem lege med ting, der slet ikke er relevante. En interaktion, som frarådes på store skilte, men som ignoreres komplet af de dummeste turister.

Vi afholder os fra at interagere med aberne og medbringer hverken taske eller vandflaske, som det anbefales – og vi nyder at se aberne bade i forskellige små søer og kanaler, at se dem lege, skændes, kurtisere og spise i ét væk.Monkey Forest ligger 10 minutters gang fra vores lille hotel i Ubud, og vi gik derfor derned et par gange.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse, at se skovens knapt 900 makakaber i fri dressur. Og jeg ville absolut tage dertil en anden gang – dumme turister eller ej.

En anden oplevelse, som lå ganske kort gang fra vores lille hotel var Campuhan Ridge Walk.

Her er en fin beskrivelse af, hvordan man finder frem til stien, som i øvrigt er afmærket hele vejen.

How to Get to the Campuhan Ridge Walk Ubud And What to Expect

Vi tog turen på 2 km. ud til Karsa Café en sen formiddag, hvor det var behageligt overskyet.

Først kommer man forbi et smukt tempel.Og herefter følger man ganske enkelt en fint arrangeret sti. Der er kig til bønderne i rismarkerne.Og efter 2 km. kommer man til en række små caféer, hvor pigerne fodrede karper, mens de voksne fik en cola.Der er smukt – derude på landet – hvor riset står gult og palmerne ranke.

Pigerne klarede den knapt 5 km. gåtur ganske let, men de var enige om, at karpefodringen var det eneste sjove ved dén oplevelse.Umiddelbart er jeg den eneste, der er en entusiastisk gåmaskine i familien, men jeg elsker, at de går med alligevel.

Og Campuhan Ridge Walk er ihvertfald en fin, familievenlig gåtur ud i det grønne uden for Ubud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet