Udvandrerens livscyklus

Nå, men vi begynder da så småt at kunne mærke sommeren her i en fjern Ørkenstat 😓.

Bemærk lige AccuWeather’s “RealFeel”-temperatur på fine 46 grader idag. Jeg er tilbøjelig til at give AccuWeather ret. Det føles pænt meget som 46 grader og så er her stinkende lummert på den ufede, klistrede måde, der får mig til at drømme om et køligt brusebad og nye (læs: tørre) trusser.

Faktisk er sommer i en ørken lidt ligesom at være gravid i uge 39, hvor det er lige op over.

Vi har snakket om det.

Vi har ventet på det.

Vi har frygtet det.

Vi har talt lidt mere om det.

Og nu skal det fandeme bare overstås.

Ballerne knibes sammen, og den sidste tid må gå på bedste beskub.

Men her slipper graviditets-analogien ikke engang op.

Vi har hedeture og svedeture.

Vi har mentale nedsmeltninger på grund af varmen.

Vi er hidsigt anlagte. Grådlabile. Opfarende. Ude af den.

Vi får næseblod og mundblister.

Vi døjer lidt med væskebalancen og får væskeophobning i hobbit-fødderne.

Vi døjer ind i mellem med kvalme og migræne, når førnævnte væskebalance forrykkes.

Enden på genvordighederne er dog ikke en nyfødt baby hver sommer, men derimod en flybillet mod Det Kolde Nord, hvor vi skal familiesammenføres og genforenes med alle dem, vi kender, i det ganske danske sommerland.

Så begynder udvandrernes genopdragelse i hjemlandet for alvor.

Slut med et overophedet ørkenliv i overhalingsbanen.På med gummistøvler og regnfrakker, så vandpytterne kan forstå, at de har fundet deres overmand.

Ud i den danske bøgeskov med små hunde i snor.

Over til Vesterhavet for at blive rusket igennem i den stride, friske vind.

Hjem til dansk comfort food.

Mad er virkelig så vigtig en del af ‘hjemme’. Det slår mig, hver gang, jeg sætter tænderne i en friskfanget, dansk rødspætte med nye kartofler til – og mere remoulade end man kan tillade sig.

Hjem til alle dem, der elsker os betingelsesløst – og vi dem. Det er et halvt år siden, jeg sidst fik sådan en rigtig omsluttende Mor-krammer, og jeg kan godt snart bruge én igen. For slet ikke at tale om alle de andre skønne familiemedlemmer og venner, vi savner helt vildt i det daglige og ved de særlige, festlige lejligheder, som vi går glip af, fordi vi bor langt væk.

I år er ingen undtagelse.

Vi tæller desperat ned til sommerferie om 3 uger.

Så har vi hele juli og august i Danmark, præcist som vi plejer.

Vi gør det til dels for vores egen skyld, men allermest for at pigerne får et tilhørsforhold til Danmark og kan fortsætte med at knytte tætte bånd til familie og venner. Den slags kommer ikke af sig selv, og selvom det kunne være fedt at tilbringe nogle uger et andet sted i verden end Danmark, hvor sommeren nogle gange er temmelig ustadig, så er det vigtigste for os, at pigerne får tid, rum og plads til at være i deres hjemland. Være. Bare være. Her lærer de en masse forskellige ting, fordi livet i Danmark er så væsensforskelligt fra livet i De Forenede Arabiske Emirater.

De skal hjem og klatre i træer.

De skal hjem og finde insekter, bløddyr og andet godt i haven, på engen og ved stranden.

De skal hjem og cykle, gå og lege uden for hele dagen.

De skal hjem til fætre og kusiner og den slags fællesskab, der ikke forceres eller arrangeres, men bare er der helt intuitivt og uden rammer, grænser eller aftaler.

De skal hjem og lære at spise dansk mad, forklare alting på dansk, læse på dansk og finde deres vej rundt i supermarkeder, på biblioteket og på legepladser.

De skal tage kartofler op og plukke bær.

De skal sommerhus-dovne og spille med alle de bolde, de kan opstøve.

Vi bliver så indelukkede (og indebrændte) her den allersidste del af skoleåret og det hede sommerhalvår i Dubai. Det er alt, alt for varmt til at bevæge sig uden for i længere tid ad gangen, medmindre man da svømmer rundt i poolen eller har en fast aftale om en tennislektion og så hjem og i svalt karbad.

Det bliver lidt til en flugt fra varmen til sidst – og præcist som med graviditeten, så holder man ud, fordi der er noget godt i vente.Og lige så meget som jeg tæller ned til 2 måneders sommerferie i Danmark, lige så meget ved jeg, at jeg vil tælle ned til skolestart og hjemkomst i Dubai igen, når ferien nærmer sig sin afslutning.

Der er tale om udvandrerens livscyklus.

Ting og ritualer gentager sig på årsbasis.

Vi flygter fra varmen om sommeren, nyder Danmark og glæder os så over at vende hjem til Dubai igen senere, fordi hjemme er hér, hvor vores eget hjem er.

Vi skyder et skoleår godt igang og får et tiltrængt hvil i december måned, hvor vi igen kan kramme familie og venner og tilbringe tid sammen med dem.

I januar drøner vi mod Dubai med den største glæde over at efterlade gråvejr, kulde og slud, mens alting er vidunderligt hernede.

Og sådan går året.

Årene.

I én hjemmevant rutine og cyklus, som vi alle genkender, uanset nationalitet og hjemsted.

Jeg er stort set lige så afhængig af udvandrerens livscyklus, som jeg er af iced latte i 46 graders varme.

Der er et kæmpe energi-kick i at flytte sig sådan cirka hvert halve år.

Jeg elsker at ankomme med kufferter og børn og forventningen om en hel sommer fuld af oplevelser, leg og sammenhold med vores allerbedste hjemme i Danmark.

Jeg elsker mindst lige så meget at smutte fra det hele ingen. Ned til vores smørhul, hvor livet er så anderledes og behageligt indrettet i dagligdagen, hvis man sammenligner med danske forhold.

Og til jul får jeg endnu et fix. Og så fremdeles.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester

Diversitet er godt på alle måder.

Og denne her Eid Al Fitr har virkelig vist sig at blive mangfoldig og forskelligartet i sociale sammenhænge, oplevelser, fester og kulturelle markeringer.

Vi har vist vores hengivenhed over for Kongehuset ved at gennemføre et såkaldt “Royal Side Run” til HKH Kronprins Frederiks officielle Royal Run 2019.

Løbsarrangementet kom i stand takket være initiativ fra vores egen herboende Bodil Cath og så Martin, der fungerede som muldyr, der kunne hjembringe et Royal Side Run Startkit fra Danmark.  Royal Side Run er et frivilligt initiativ, hvor man selv står for at arrangere sted, tid og distance, hvis man ikke har mulighed for at deltage i et af Kronprinsens officielle løbearrangementer af den ene eller anden årsag.Så onsdag morgen kl. 8 blev vi mødt af fine flagranker, startstrimmel, løbeflag og balloner uden for vores pub i The Lakes. Jeg fik aldrig talt op, hvor mange vi endte med at være, men vi var en fin flok danskere, der løb knapt 3 km. rundt i The Lakes i 40 graders varme.

Dem med overskud holdt Kronprinsens flotte flag højt undervejs – og så var der os andre (mig), der kun kunne tænke på overlevelse.Dubai’s svar på Bodil Cath havde tænkt det hele så smukt igennem – for se, hvordan vi blev rigt belønnet med pandekager og sort kaffe efter den temmelig varme tur rundt i ghettoen.Senere sørgede hun også for at vores Royal Side Run Dubai kom med i de officielle billeder på Royal Run’s sociale medier.Jo, jo. Lidt royal har man vel altid lov til at være. Det burde nærmest være et Kronprinse-brev værdigt med så fint et afholdt arrangement.

Og vi gik nærmest direkte videre fra overophedet løbetur i monarkiets tjeneste til fejring af demokratiet.

Først med stegning af nyrøget, dansk flæsk, så der duftede helt ude på gaden af glad gris. Igen havde Martin ageret muldyr og transporteret svinekødet og kartoflerne med fra Danmark – for intet kan slå nye, danske kartofler og dansk gris. Det er slik for sultne udvandrere.Vi var simpelthen nødt til at ha’ valgflæsk med persillesovs og nye Samsø-kartofler til vores lille fest for demokratiet.

Jeg er i øvrigt temmelig overbevist om, at Martin og jeg slet ikke ville have fejret valgaftenen med så stor entusiasme, hvis vi havde boet i Danmark. Men dét med at have fået frataget vores stemmeret og samtidig leve i et samfund, hvor der ikke er skyggen af demokrati i vestlig forstand, får os virkelig til at værdsætte det demokratiske samfund med dens ytringsfrihed, valgfrihed og frisind endnu mere. Hvad man havde, men ikke har længere….Det blev til en ret lang valgaften – primært på grund af det hyggelige selskab og tre helt uskyldige flasker Gajol-shots – men også fordi den kære tidsforskel gjorde det til en langstrakt affære at vente på resultaterne fra de forskellige valgkredse.

Jeg gentog også mit Eton Mess, som jeg lavede til iftar forleden. Hvis man kan skaffe double cream i Danmark, så kan jeg virkelig godt anbefale at få afløb for aggressionerne ved at smadre to store omgange marengs og vende det i blødt, blødt flødeskum med friske jordbær. Så mildt, afbalanceret og lækkert. 

Dagen efter valgaftenen vågnede jeg op i en boble af taknemmelighed. Muligvis forbundet med en kende bagstivhed, men hvem tæller?

Taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, vi er omgivet af – og alle de dejlige oplevelser, vi har og får sammen med dem.

Men også en dyb taknemmelighed over det fine valgresultat, som Danmarks stemmeafgivende befolkning kom frem til. Jeg forestiller mig, at langt, langt de fleste danskere er stolte over valgresultatet – og stolte af folkets klare fælles-afvisning af alle former for racisme, had og fordømmelse.

Det er jeg ihvertfald, som betragter det danske samfund på afstand.

På én eller anden måde fik jeg en fornyet optimisme i forhold til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at man mister tilhørsforhold for hvert år, man er ude af sit hjemland. Det kan alle udvandrere nikke genkendende til. Der sniger sig en kile ind. Der er flere ting, man aldrig lagde mærke til, tog for givet eller accepterede i hjemlandet, som pludselig bliver underlige, forkerte og fremmede.

Og når stemningen i Moder-Landet pludselig tager en (højre-) drejning, som er så uforenelig med folkesjælen, så gør det ondt. Så ryger der endnu en snert af tilhørsforholdet, når visse befolkningsgrupper udskammes og udsættes for decideret hetz.

Vi er jo flyttet den anden vej.

Ned til et velfungerende muslimsk samfund, der byder alle nationaliteter og religioner velkomne, sålænge man opfører sig respektfuldt og arbejder for sin egen tilværelse. Det er dén balance, Danmark kæmper sådan for at finde i forhold til indvandring – og sikkert kommer til at kæmpe med mange år ud i fremtiden. Men at købe 300.000 faldskærme og en tankvogn fuld af sprit til afbrænding af hellige bøger bliver aldrig en løsning på de sociale, kulturelle og økonomiske udfordringer, der kommer i kølvandet på at vi bliver flere, og diversiteten i samfundet øges.

Gudskelov blev de ultranationalistiske, racistiske mørkemænd og ulvekvinder i fåreklæder sendt hjem til deres kældre. Og selvom jeg selv ville have stemt langt mere til højre end Mette Frederiksen og Social-Demokratiet, så er jeg sikker på, at det bliver helt fint for Danmark med en lang række stærke kvinder i rød front 🌹❤️.

Rigtig god og velfortjent Pinseferie til jer alle. Jeg håber, at den bliver solrig og fyldt af timer udenfor. Vi andre vinker farvel til en helt fantastisk Eid Al Fitr med en forfriskende svømmetur, før det bliver tid til madpakkesmøring og skoletaskepakning.

Vores søndag er jo jeres mandag – og min lever kan alligevel heller ikke tåle flere festlige arrangementer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricels fødselsdag

Maricel har netop haft fødselsdag.

Hun er samme årgang som min egen søster.

Det er lidt vildt – og uden sammenligning i øvrigt, så er de to kvinder så forskellige steder i deres liv, at det er helt bizart at tænke på. Vi forsøger altid at gøre noget ud af Maricels fødselsdag, for det er svært at være væk fra ens nærmeste på mærkedage. Pigerne har inviteret hende med i biografen på mandag – og det bliver hendes livs anden biograftur. 37 år og kun én biftur under bæltet. Dét er da for galt. Og det siger noget om, at hendes løn bestemt ikke bliver ruttet væk på skæg og ballade i en Ørkenstat.

Udover biografturen fra pigerne, har hun fået en guldlænke af os. Jeg foretrækker at give hende guld, fordi det bevarer sin værdi. Et par Skechers kondisko eller en mærkevare-T-shirt kan hun ikke få megen nytte ud af, hvis hun en dag står i en klemt situation. Men guld derimod…det er et “sikkerhedsdepositum”, uanset hvor hun er i verden og hvad, der måtte ske med hende og familien.

På hendes fødselsdag tager vi altid ud at spise. Et par år har vi været til stor iftarbuffet sammen med Martin, men i år valgte jeg den nydelige restaurant, The Hamptons, i Jumeirah Islands.Maricel kommer aldrig sådan nogle steder her, hvis ikke hun bliver inviteret af os. En enkelt aften her er 20% af hendes månedsløn, så det er helt utænkeligt.

Hver en ekstra dirham, hun måtte have i lommen, går til fødevarer, skolegang og medicin derhjemme på Filippinerne. Og selvom det måske kan virke fjollet, at jeg ikke bare giver hende pengene, der svarer til restaurantbesøget i stedet for at “fyre dem af”, så har jeg besluttet, at hun også skal se og opleve lidt luksus i sit liv.Det er også en menneskerettighed, at blive forkælet lidt engang i mellem. Og hun fortjener det mindst lige så meget som alle andre, hvis ikke mere. For er der nogen, der tilsidesætter sig selv 100% for alle andre, så er det Maricel.Det var en dejlig aften – også selvom Maricel stadig bliver lidt beklemt og genert over servicen og de pæne omgivelser. Men for hver gang, det sker, bliver hun lidt mere selvsikker og vokser lidt i selvforståelsen, føler jeg. Det er også en lille smule sjovt at se reaktionen i de filippinske tjeneres ansigter, når en af deres landsmænd sætter sig til rette i stolen for at vente på deres servering.

Dagen efter havde vi givet Maricel penge til at invitere sine veninder ud på restaurant. Jeg har tilladelse til at bringe et par billeder fra deres Night Out.

De havde arrangeret samkørsel til bydelen Satwa i en filippinsk “car lift”, som er en undergrundstaxa. De filippinske husholdersker kører altid sammen i weekenden, når de har fri. Af sikkerhedsmæssige årsager – og fordi det så bliver langt billigere end selv at praje en taxa. De sparer yderligere penge ved at anvende den uautoriserede “car lift” også. Og dem er der mange af, for der er altid en filippiner med egen bil, der gerne vil tjene en skilling.Maricel inviterede dem alle sammen på filippinsk buffet, og de sluttede af med lagkage, der var dekoreret med Kaalund Family på toppen. Jow, jow.

For hvert år, der går, bliver Maricel en større og vigtigere del af vores liv. Hun er stadig ansat og passer sit arbejde helt professionelt, men den personlige relation bliver dybere og stærkere som tiden går.

Hun ser pigerne vokse op.

Hun mærker familiedynamikken, der bølger frem og tilbage.

Hun fejrer det med os, når tingene går godt, og hun hjælper stilfærdigt til, når det går den modsatte vej.

Jeg er så dybt taknemmelig for hendes omsorgsfulde hjælp hver eneste dag. Og der går præcist 4 dage, når hun rejser på juleferie, før jeg knækker og skriver en besked til hende, for at få hende til at love mig, at hun kommer tilbage.

Min højre arm, er hun.

Den go’e Maricel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid Mubarak

Nogenlunde sådan hér så jeg ud i går kl. 13.30.

Det var en virkelig produktiv skoledag – med skønne unger først og bagefter et konstruktivt lærermøde, som endte med, at kontrakterne for næste år faldt helt på plads. Det er simpelthen så rart.

Og der er virkelig noget at smile over og løbe afsted efter. For der er ikke kun en weekend i vente.

Det er Eid. Eller arabisk juleferie, om man vil.

Dette blev annonceret af bl.a. KHDA, undervisningsministeriet, på Twitter.

Som altid i en fjern Ørkenstat, er det om at finde den lange tålmodighed frem, når det handler om planlægning i henhold til månen. Ingen af os havde forudset, at De Forenede Arabiske Emirater ville forære os alle sammen en hel uges ferie. Det er nærmest som appelsinen, der dumper ganske uventet ned i turbanen.

Vi forventede ons-tors i sammenhæng med weekend fre-lør. Alternativt tirs-ons-tors. Men gavmildheden (eller var det mon behovet for mere indtjening i butikker, caféer, forlystelsesparker og på hotellerne?) strøg afsted med araberne – og resultatet blev en hel uges Eid-ferie. Også selvom der fortsat er et par dage tilbage af Ramadanen, før der reelt har været 30 dages faste.

Aldrig set før. Muligvis aldrig set siden.

Men jeg lover jer, at jeg nok skal nyde den glædelige overraskelse.Der er små 40 grader uden for, men poolen er sval og forfriskende – og min søster har foræret mig adgang til en Skandinavisk Film app, så vi også nemt kan få tiden til at gå indendøre, nu hvor det er for varmt uden for til ret meget andet end en dukkert.

Der er rigtig mange, som i hast har købt flybilletter til en spontan-ferie et eller andet sted, nu hvor der pludselig er en uge plus to weekender at tage af. Men der er også mange, der bliver her i Dubai, ligesom vi gør. Vi har allerede haft flere fantastiske ferier i år – og der er en dejlig sommerferie at se frem til om små 4 uger, så behovet for at rejse er ikke rigtigt til stede.

Vi er jo også så heldige, at vi bor og lever nærmest på en slags charterferie med pool, palmer og solskin til hverdag, så det er svært at drømme sig væk til mere af dét lige nu 🙊.

I stedet har vi lagt en masse dejlige planer for både børn og voksne i de kommende dage.

Mille har f.eks. allerede haft sin første sleepover her i Eid-ferien. Det var virkelig stort for hende, for hun har aldrig prøvet at have en veninde til at sove hos sig.Vi har set to “Madicken på Junibakken”-film, bagt minipizzaer, spist isvafler og er nu i fuld sving med at opfinde ting og sager af gamle kartoner, papæsken og wc-ruller. Produktivt, må man sige.

Det næstbedste af det hele er, at Maricel kommer om lidt og bager pandekager til pigerne – og jeg vil liste afsted til en Friday Brunch og få helle fra søstersamspillet et par timer. Drømmescenarie.

🌙✨ Eid Mubarak til alle jer, der faster og fejrer 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet