Gult breaking banner og bøderegn

Jeg vågnede op til gult breaking banner på Ekstra-Bladet i morges. Det er der som sådan ikke noget alarmerende ved.

Der er vel altid lidt gult og breaking og live-opdateringer på den laveste fællesnævner i dansk journalistik.
Men for en sjælden gangs skyld handlede nyheden om De Forenede Arabiske Emirater. Landet, der stort set kun bliver nævnt i dansk presse, hvis Tina Lund er hjemme på sommerferie, eller hvis nogen har lavet noget økonomisk fifleri og skatteunddragelse, som de danske myndigheder ikke kan komme videre med, fordi der er ret så langt fra Dannevang til en fjern Ørkenstat. Både mentalt og geografisk.

Men i dag var den der. Headlineren i coronavirus-live-showet. De Forenede Arabiske Emirater er nemlig begyndt at købe sådan for alvor ind hos kineserne. Altså – det har landet sådan set gjort i årtier og på alle hylder, præcist ligesom alle andre lande – men her er der tale om noget så anticiperet og tilnærmelsesvist angstfremkaldende som spritnye COVID-19-vacciner. Lige ud af laboratoriet i Wuhan, om man vil. Trial Phase III skal foregå med hjælp fra frivillige befolkningsgrupper – og gerne med så varieret etnicitet, som overhovedet muligt.

Her har Ørkenstaten så et virkelig godt udgangspunkt – vi er flere hundrede nationaliteter og én stor melting pot i forhold til etnicitet og paskombinationer. You’re welcome – eller Marhaba, som man si’r på disse kanter.

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der stiller frivilligt op til kliniske forsøg. De tager ikke bare en lille én for holdet, men gør det, jeg ikke så meget som tør overveje. Jeg er absolut tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, men hér er der jo tale om forlængst gennemprøvede vacciner. En næsten-færdig corona-vaccine er uprøvet territorium. Og med de forfærdelige eftervirkninger og bivirkninger, som folk oplever efter at have haft corona-virus, er det ret uhyggeligt at skulle prøvevaccinere mennesker.

Front Line Workers – sygeplejersker, læger og lærere – bliver også opfordret til at være del af forsøgsfasen, nu hvor de har et særligt akut behov for at opnå immunitet over for virusset.

Nuvel.

Vi får se, hvad der kommer til at ske med forsøgspersonerne over tid. Forhåbentlig får de ikke varige mén.

Og i mens jeg flyver helt lavt og langt under radaren – og tænker med gru på vaccinationsforsøgene – kan jeg passende nærstudere den nye, opdaterede liste over bøder, man kan fornøje sig med, hvis man har svært ved det med at holde afstand og distancere sig selv socialt under pandemien i Ørkenstaten.Det koster f.eks. 5.000 kr. at bevæge sig i det offentlige rum uden et mundbind på, hvis politiet er i dårligt humør.

Det koster 17.000 kr. at holde en hyggelig middag eller fest derhjemme, hvis naboerne eller security i ghettoen får nok, så politiet ender med at komme på hjemmebesøg. Gæsterne ved den festlige anledning slipper med individuelle bøder på 8.500 kr. pr. person.

Det koster også den nette sum af 51.000 kr. at tage ud for at undervise i private hjem – det kunne være fysisk træning, lektiehjælp og den slags, som plejer at være big business i Ørkenstaten. Værten eller værtinden slipper med en bøde på 34.000 kr.

Der er en bøde på 85.000 kr. for at bryde en hjemme-karantæne og 17.000 kr. for at “glemme” at installere tracking-app’en, så myndighederne kan følge ens geografiske placering

Sikke en strålende fin og ren bøderegn over en knastør og overophedet Ørkenstat.

Her bliver det ligesom ikke ved de høflige henstillinger, appeller og opfordringer til befolkningen, dennes samvittighed og samfundssind, selvom det selvfølgelig er myndighedernes ønske, at det hele skal foregå i god ro og orden.

Myndighederne mener det gravalvorligt.

For det ér alvorligt.

Smittetallet stiger.

Folk er matte i koderne og skal ikke bede om flere begrænsninger. Vi er nødt til lige at få nippet fra en visuel kindhest for at huske, at der faktisk stadig er en raserende pandemi derude, nu hvor vi tuller rundt og indlader os på at kalde det hele for “new normal”.

Kæft, jeg hader den formulering. “New normal” gå pist væk fra mig.

Jeg er i fornægtelse og vil ikke acceptere, at det her er mit nye liv. En fornægtelse, der har varet i over et halvt år. Men jeg er stærk og stædig ud i ønsketænkningens og fornægtelsens kunst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mille i Year 4

Efter tre dages online-undervisning har Mille endelig haft sine første to reelle dage i skole.Det er 6 måneder siden, at pigerne forlod skolen sidst. Der skulle have været 2 ugers Spring Break, men så kom COVID-19 og væltede alting. Efter 4 måneders online-undervisning og 2 måneders sommerferie i Danmark, er vi nu kommet dertil, hvor pigerne er dybt taknemmelige for at få lov til at komme i skole – uanset restriktioner – og vi andre er lettede over, at det rent faktisk lykkes at sende dem afsted om morgenen.

Når alting bliver taget fra os, bliver vi taknemmelige for at få selv små bidder tilbage af livet, som det plejede at være.

Mille er i øvrigt i en ny uniforms-serie i år, ligesom sin søster. Hun er gået fra grøn tweed spencer til mørkeblå skort, fordi hun nu er i den sidste fase af Primary School. Lidt stor er man vel – som 8-årig….I år har hun fået den mest fantastiske mandlige lærer, som jeg er helt sikker på, er et godt match til hende. Han er leder for hele Year 4-årgangen, og han er glad, motiverende og inspirerende at være sammen med, morsom, sporty og en masse andet godt. Det er så enormt vigtigt med en god lærer lige nu, for halvdelen af tiden skal undervisningen fortsat foregå derhjemme – og dét er tungt og svært at se frem til.

Der er indført Week 1 og Week 2 skemaer i hele Primary School. Ikke at fagene ændrer sig fra dag til dag som i Secondary School, men fordi børnene er hjemme med online-undervisning i den ene uge og i fysisk skole i den anden uge. Det handler om pladsoptimering i en situation, hvor der er opstået pladsmangel, fordi eleverne skal sidde med 2 meters afstand i lokalerne. Dubai International Academy har normalt 26-27 elever i 6 klasser på hver årgang – og med de nye restriktioner kører de med 20-21 elever i hver klasse og 8 klasser på hver årgang, hvoraf én af klasserne er dedikeret til 100% online-undervisning for dem, der ønsker denne løsning, hvis der er sårbare familiemedlemmer eller man er bange for at få virusset.

Skolen er igang med at bygge ud, men der er ingen tvivl om, at de har taget for mange elever ind i forhold til kvadratmetrene – og det er et kæmpeproblem lige nu. Til gengæld siger de kloge, at det er ganske smart med hveranden uge derhjemme, i forhold til at detektere potentielle COVID-syge elever og inddæmme smittefaren mest muligt.

For tiden er reglerne således, at ved 2 tilfælde af bekræftede COVID-19-sager på en given skole i Dubai, lukker skolen ned og overgår til online-undervisning. På vores skole er der pt. ét bekræftet tilfælde, men vedkommende har slet ikke været fysisk til stede på skolen eller i kontakt med elever, da han eller hun startede med at undervise online.

Nu får vi se. Jeg kan slet, slet ikke overskue, at børnene sendes hjem til onlineundervisning fuldtids igen. Men det er vist at forvente.
Og hvordan er det så at være i skole igen – med alle de restriktioner og forandringer, der nu engang er?

“Bedre end ikke at være i skole! Med tusind længder”, svarer pigerne. Mundens bind på cykel i 45 graders varme og en 12 kilo tung skoletaske kan ikke sådan slå den nye Secondary School elev ud. Og Mille har det på samme måde. Hun er glad, lidt nervøs og spændt – og er klar til at komme afsted hjemmefra for en stund.

På alle udendørs områder (altså i det offentlige rum) skal der bæres ansigtsmasker – og på skolen bliver masken kun fjernet i frokostpausen, hvor børnene sidder ved deres egne borde. Secondary School havde forsøgt sig med at lave frie frokostpauser, men efter den første dag blev dén idé kasseret – og børnene sidder nu i lokalerne igen med deres termotasker.

Det er blevet en stille-siddende skole. Man må ikke lege ude i frikvartererne, og der er begrænsninger på bevægelse i klasseværelserne. Udeleg starter først, når temperaturen er under 38 grader. Det siger næsten sig selv, at man ikke kan lade flere hundrede børn lege ude i bagende sol og 45 grader midt på dagen. Men corona-restriktionerne er osse en del af årsagen. Normalt ville børnene ikke sidde på stole, men stå – gå – hoppe – ligge, mens de arbejder – frit omkring i lokaler og på gange.

Forhåbentlig løser situationen lige så stille op.

Og hvis den ikke viser sig at løse op lige foreløbig, så vil der vel være flere ting, der bliver rutineprægede og ‘new normal’, som man så fint kalder det. Det var for eksempel bemærkelsesværdigt lettere at få COVID-testet Mille blot to dage efter Cilles test blev udført. Mængden af papirarbejde var reduceret, og det tog meget kortere tid på klinikken og for testresultatet. De kører også med discount-pris på COVID-tests til elever og lærere, da disse ikke dækkes af forsikringsselskaberne, hvilket er et andet fint træk, hvis og såfremt vi skal til at corona-testes i en uendelighed.

Off to a good start på et fuldstændigt ukendt skoleår.

Lige nu er jeg fortrøstningsfuld og taknemmelig over, at vi er igang.

Der er mange nye ting, vi skal lære og forstå, men det er helt i orden, så længe vi må få lov til at deltage i samfundet og have en hverdag, der indebærer, at man må komme ud, opleve noget og være sammen med andre mennesker.

Selv er jeg igang med at pakke danskmapper til eleverne i Primary School derhjemme. Jeg er nemlig sat på online-undervisning på ubestemt tid, fordi man jo ikke kan tillade, at de danske elever på hver årgang bliver mikset inde i min lille, dejlige danskklasse.

Dansklokalet er i øvrigt også væk. Det er inddraget til anden undervisning, så jeg føler mig ret meget ‘smidt ud’, selvom det selvfølgelig ikke er noget personligt – det er et vilkår for alle modersmåls-lærere på skolen.Jeg vælger at acceptere situationen og vilkårene, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har grædt og bandet en del gange i løbet sommerferien, i takt med, at det er gået op for mig, hvor meget vores danske modersmålsprogram vil blive begrænset under restriktionerne.

Kollega-løs er jeg så nu i det daglige i dette skoleår, medmindre Martin og Maricel indvilger i at tage deres kaffepauser sammen med mig.

Til gengæld glæder jeg mig til at komme igang.

Online eller ej.

Den positive hat sidder fast.Rigtig god weekend, når du kommer dertil.

Her i Ørkenstaten er jeg stået op til blikstille og klart solskinsvejr. De andre i hytten sover. Og jeg får den der times fred og stille ro, som enhver mor higer efter.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste stop Nordsjælland

Vi er inde i den sidste del af to måneders strækmarch af en sommerferie i Danmark. Det sidder jeg og tænker på – med en dødgod sodavand i hånden.Vejret er nu slået om til overskyet og let-truende tordenvejr, men indtil for ganske nylig har der vitterligt kun været højt solskin og smukke, smukke sommerdage at spore – både ved Sejerøbugten, hvor vi nuppede endnu en dejlig uge med Farmor i sommerhuset, og også derhjemme i Nordsjælland.Frisk luft og højt til loftet gør os godt. Det har vi ikke haft noget af i de fire forudgående måneder med rædsom lang hjemmeskoling og stress over arbejde. Og vi klager ikke over lidt gråvejrskyer. Det betyder ingenting – det er faktisk lige før, det er helt rart, når nu vi om en uges tid står i 45-47 graders varme igen.

Vejrguderne har været så nådige de sidste par uger, at vi har badet og pjasket i vand med største fornøjelse.
Men den sidste uge til halvanden før afrejse er altid en bittersød tid.

Vi er trætte.

Mætte af selskab og oplevelser.

Drøner rundt for at sige hej til dem, vi ikke har nået at sige hej til tidligere i ferien, eller som vi lige er nødt til at sige hej til igen, fordi de nu har fået en hamster siden sidst.
Midt i ferie-metaltræthed og mathed er der også fødselsdagsforberedelser og de sidste indkøb at tage sig til.

Og midt i dét shoppecirkus, trænger vi stadig til at komme sådan rigtigt hjem. Også selvom hjem jo er lige hér sammen med vores yndlingsmennesker.
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at opdrage på pigerne eller opretholde bare nogenlunde fornuftige kost-, iPad- og sovevaner, når ferie-fornemmelsen bare fortsætter i det uendelige, og når vi altid er på en form for ‘udebane’, selvom begge hold forældre og deres respektive hjem i allerhøjeste grad er rummelige og rare at være i.

Det lyder måske temmelig overpriviligeret, utaknemmeligt eller forkælet at sige, at 8 ugers ferie er for meget som familie, men det er det. Det er for lang tid uden rutiner og med alt for meget lediggang, der ikke nødvendigvis bliver udfyldt af relevante og gode aktiviteter – ihvertfald kun en del af tiden. Men det er vilkårene i en overophedet Ørkenstat. Der er no chance, at skolen kan fungere i juli og august, hvor alting smelter.

Denne sommer var målet ene og alene at komme til Danmark. Hjem til vores familie og venner. Hjem til naturen.
Det har været mit mantra på lange gåture i skove, ved søer og langs havet.
Men set i sommerbakspejlet er vi nok kommet dertil, hvor der skal fyldes mere på, for at pigernes dage forløber på en ordentlig måde. Det var ikke muligt at planlægge og booke en masse i år, hvor vi indtil sidste øjeblik kunne risikere, at rejsen røg i vasken, men fremover må der stoppes mere på rent aktivitetsmæssigt. Så ved vi dét. Corona times eller ej.

Og indtil på onsdag, hvor vi flyver retur, vil jeg forsøge at nyde alting ved livet i Danmark med familie og venner, selvom tanker og bekymringer om skolestart og job konstant presser sig på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ribe Vikingecenter

På sommerens absolut koldeste dag med deprimerende gråvejr og en insisterende stiv kuling ude fra west, drog vi til Ribe Vikingecenter. ‘Vi’ er her fætter-kusine-konstellationen, Morfar, Conny og mig selv, sagde hunden.
Selvom alle billeder herfra er helt mørke og tunge af det triste juli-gråvejr, så garanterer jeg jer, at stemningen var god blandt vikingerne, der konstant lå i venskabelig krig med hinanden på den store plads midt i vikingelandsbyen.I pauserne mellem hver kamp, inviterede de os til at se nærmere på deres våben og beklædning, mens de ivrigt forklarede os om kampenes regler. Der er tale om en gentlemansport, hvor holdene selv dømmer og opererer efter 100% fairplay, selvom de har lov til at gå lige efter skridtet på modstanderen!August og pigerne var synligt duperede over de megaseje våben. De små drenge løb også og sloges – stort set som deres fædre – og August bekendtgjorde, at han da ihvertfald gerne ville være en vikingedreng og gå til slåsning. Pigerne ville også gerne prøve vikingelivet. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen og revet med på idéen om det simple liv i naturen.

Vi blev dog et kort øjeblik revet ud af romantikken, da vi kom forbi mosen, hvor der var en ofringsplads til guderne – plus en lille hytte, hvor landsbyens heks holdt til. Her var der et hestehoved og skind spændt ud og et ordentligt sæt gedebukkehorn til skræk og advarsel. Der var overraskende uhyggeligt og stemningsfyldt.De mere fredsommeligt anlagte vikinger holdt til i langhusene i stedet for på kamppladsen. Her sad de og kværnede korn til mel, rodede med bålstederne, kogte grød og strikkede uldsokker. I langhusene var de mindst lige så flinke til at fortælle og forklare, som de kampberedte vikinger.Hvert sted, vi vendte os hen, lærte vi noget nyt. Der var skomagere, jern- og sølvsmede, håndværkere og folk, der lavede andre former for håndarbejde og keramik alle vegne. De solgte deres fine ting – kørte naturalie-/bytteøkonomi med hinanden og nød at fortælle om materialer og arbejdsgange.


De vikinger, der ikke boede i landsbyens langhuse, havde deres egne telte med, som var lavet i enten uld eller hør.De fleste havde ladet teltdugen stå åben, så vi andre kunne titte nysgerrigt ind – og det var en kæmpe fornøjelse at opleve de små stilleben og dét liv, der udspillede sig rundt omkring. Børnene var dybt fascinerede af vikingelivet, og var på et splitsekund helt klar til at sove i telte, lave bål og lege ude. Selv byggrød med flæsketern mente de nok kunne spises.Udover kampene på pladsen og de arbejdende værksteder og langhuse, var der et dagligt falkeflyvningsshow med surprise-ugle, der åbenbart også har været anvendt som jagtfugl i Danmark.Der var også mulighed for at tilkøbe et aktivitetskort til børn. Så kunne de prøve kræfter med bue og pil.Der var kun 4-5 pileskud pr. barn, hvilket var lidt tyndt, men det kan jo være, at der er bedre tid til aktiviteterne uden for højsæsonen. En anden aktivitet var at slå en fin lille “Ripa”-mønt i sølv.Endnu bedre var snit-en-pind-aktiviteten, hvor man kunne sætte sig med et gammeldags skæreværktøj, som afbarkede og skar så fint og nemt. Det var ikke kun August, der var i pinde-himlen – alle børnene kunne have brugt hele eftermiddagen med at snitte, hvis ikke det var for et mildt pres om at komme videre, fordi vi bestemt ikke var de eneste besøgende.Rundt omkring i landsbyen var der mange dejlige områder, hvor børnene kunne lege frit.
Det eneste, der holdt os tilbage, var sådan set det forbistrede vejr.Jeg kan varmt anbefale en dagstur til Ribe Vikingecenter. Som med så mange andre steder, er det bedst at komme dertil i højsæsonen, hvor der udspiller sig et fantastisk liv på hele området. De nutidige vikinger er super-gennemførte i deres tøj, adfærd og engagement. Jeg talte med vikinger fra hele Skandinavien og Tyskland – og det er tydeligt, at de brænder for at videregive information om vikingelivet. Det er vitterligt en livsstil for dem – ikke bare en hobby eller noget, de finder på at lege en uge hver sommer.Så langt kommer vores familie vist aldrig Viking-style, men bidt af vikingerne – livet og historien – dét kan man ikke undgå at blive!

Sommer 2020 er Ribe Vikingecenter omfattet af halv-pris-showet fra staten. Det gør prisen for oplevelsen noget mere tålelig – for billigt er her altså ikke. Heller ikke i cafeteriaet, hvor kaffen er både lunken, slunken og serveret med et minimum af engagement. Bring your own food, ville jeg mene.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet