Du ringer, vi bringer

Det er blevet tid til endnu en omgang “Du ringer, vi bringer”, fordi der kontinuerligt popper smarte løsninger op, der giver os endnu en god grund til ikke at forlade liggestolen eller udføre noget som helst selvstændigt.

Vi er nået en del længere end til de mobile skønhedssaloner for kvinder og hunde, apoteksknallerterne, fast-food-app’sene og selveste Amazon, der nu også opererer i Mellemøsten under navnet Souq.com.

Tag nu f.eks. CAFU – en tankbil, der kører rundt og tanker folks biler op med benzin hjemme i garagen, mens man selv bader børn eller laver aftensmad.

Det er sgu’ da et smart tilbud og en fed mulighed for at bruge tiden på noget andet og bedre end at tanke?Og nu tænker du måske, at det da er en lidt overflødig service – for hvor lang tid kan det lige tage at fylde en bil med benzin?

Men der er forskel på den lokale tankstation med Dankort-automat og høflig selvbetjening i Danmark, og så tankstationerne i en Ørkenstat. Hér er der ikke selvbetjening, omend det begynder at vinde indpas hos en enkelt kæde.

Det kan snildt tage en halv time at vente i kø på at få tanket, hvis man kommer til tankstationen på et forkert tidspunkt af døgnet. Så sidder man dér i bilen og glor på Instagram eller vifter af en lille mand med et menukort, så han kan hente en Starbucks latte inde i butikken.

Jeg ved snart ikke hvad der er værst? At sidde i airconditioneret tomgang og vente på, at en anden person skal tanke bilen op – eller at man samtidig kan købe ind i kiosken ved hjælp af en tredje person?

Det er en skøn service, sådan at være fri for selv at rode rundt ved benzinstanderen med en snavset benzinslange og et tankdæksel, der nægter at makke ret. Men samtidig er det lidt skørt, at det skal tage en hel halv time at få fyldt bilen op. Ikke at jeg ved ret meget om at fylde benzin på en bil. Martin kører den stort set altid på tanken for mig – galant og omsorgsfuld, som han er, men jeg skal helt sikkert prøve CAFU-optankning engang.

Og forleden fandt jeg endnu en mobil service, der er helt perfekt.

Cykelmekanikeren, der kommer hjem til dig, når det passer dig.Der er ikke dén reservedel, der ikke er at finde i bagsmækken på det mobile værksted.

For første gang i 10 år tror jeg rent faktisk på, at det lykkes at få serviceret Mormors 30+årige jernhest, som jeg har gemt og gemt og gemt af ren nostalgi og savn.Og det er lidt morsomt at tænke på, at det ender med, at det er den sødeste filippiner i Dubai, som formår at finde reservedele til både Martins Raleigh og Mormors gamle Opal, så de fremover kan gøre stisystemerne i Hvid-Mands-Ghettoen usikre.

Cykelmekanikeren er mest vant til at reparere fancy triathlon- og racercykler for MAMILs, eller hvad det nu var, Kronprinsesse Mary kaldte cykelmyggene, men han er flink nok til at lade som om, at han forstår, hvad det er, Martin og jeg har gang i.

Og jeg er lykkelig for at have fået vækket Opal’en til live.

Hver eneste gang jeg sætter mig op på cyklen nu, så tænker jeg på, at hvordan jeg cyklede fra Mormors lille hus i Ølgod og ned ad skrænten til Statoil-tanken, hvor jeg solgte franske hotdogs, benzin og cigaretter. Det er en menneskealder siden. Eller sådan føles det ihvertfald. I øvrigt havde jeg også en kurv bagpå dengang. Med lun, hjemmelavet middagsret fra Mormors gryder.

Nostalgi-trip og tips til mobile serviceydelser i Dubai over and out…

Nu må det stoppe med mine overspringshandlinger.

Jeg har en kuffert eller to, der skal pakkes og lukkes inden afrejse imorgen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hænderne op af lommerne!

Hele december måned er Maricel hjemme i landsbyen på Filippinerne.

Hun når nærmest ikke at sætte sig ind i taxaen, før jeg savner hende af komplet egoistiske årsager.

For nu skal jeg jo pludselig selv ha’ hænderne op af lommerne. Og dét er ikke morsomt for en afvænnet husmor.

Spøg til side.

Martin er der jo også. Men hun sender mig billeder som det her, så gør det mig kisteglad på hendes vegne. En stor, flot søn med sin selvvalgte julegave fra Familien Danmark. Nu er hans mor endelig hjemme igen. Det er godt for dem begge to.Set med danske briller på, er det jo fuldstændig urimeligt, at hun kun har en måned hos sin søn, mand og resten af familien hvert år. Men det er betingelserne for en nanny på kontrakt i Dubai. Og hun ville heller ikke komme hjem ret ofte, hvis hun havde arbejde på Filippinerne, bedyrer hun selv. For der er intet velbetalt arbejde at få i umiddelbar nærhed af landsbyen.

Og et velbetalt arbejde på Filippinerne er stadig kun 1/4-del af lønnen her hos os, så der er tungtvejende argumenter for at tage sig et arbejde i udlandet og leve med, at familien kun ses en gang om året.

Men nu har hun julemåneden derhjemme. Med planer om at fortsætte sit husbyggeri, mens hun selv er til stede og kan tage beslutninger. Tanken er, at der skal laves et lille toilet med håndvask og wc færdigt i denne ferie. Og måske skal de rå vægge behandles og males, hvis der er tid og råd.

I år er hendes julegave en portion penge til husbyggeriet – samt et rentefrit lån, som hun kan betale tilbage hen ad vejen og som det nu passer hende.

Når det lille toilet står færdigt, har hendes mand lovet, at han flytter hjem i huset, finder et arbejde i nærheden og hjælper til med at passe deres teenagesøn, som pt. bor sammen med Maricels bedstemor, der er en aldrende dame. Maricels mand arbejder langt væk fra landsbyen, og han vil egentlig gerne hjem til sønnen Clarence, men udfordringen er toiletforholdene. Han er ikke meget for at banke på hos andre familiemedlemmer, når naturen skal gå sin gang. Det gør Clarence og bedstemoren i det daglige, ligesom de også trækker strøm ovre fra et andet hus, men sådan er der jo så meget.Maricel drømmer også om at få det nye hus sluttet til kommunevandet, så bedstemoren slipper for at pumpe fra den lokale brønd. Men ting tager tid. Og der skal smøres på kommunen for at få fixet den med vandet.

Udover husbyggeriet er det nu igen Maricels lod at stå for madlavningen til mindst 30 mennesker dagligt. Over bål, naturligvis. Det er også dér, der varmes vand til tøjvask i hånden og spande med lunt badevand.

Alle elsker i øvrigt Maricels mad – og de glæder sig til at få hende hjem, så hun kan stå for festmåltiderne i juledagene og for al hverdagsmaden. Hun siger selv, at det er som at komme på ferie, når hun er retur hos os, og kun skal sørge for 5 personers madlavning, vask og rengøring.

Vi sender også penge med til tandlæge- og lægebesøg, mens hun er derhjemme. Det er betydeligt billigere – og mere velkendt for hende – at få ordnet sine tænder, lavet blodprøver, smear osv. i sit hjemland. Så der er nok at gøre for en lille husmor, der er familiens økonomiske og praktiske klippe.

Og her i Dubai er det med garanti en sund øvelse at få hænderne op af lommerne og mærke, at der skal vaskes tøj, støvsuges, tømmes madkasser og laves en eller anden form for aftensmad.Udover at vi pludselig skal til at leve et helt almindeligt familieliv med hverdagens små og store pligter, som Maricel jo plejer at tage sig af, så er der også en masse andre ting og aktiviteter i julemåneden.

Der er koncert efter koncert med koret, DIAtones, der optræder på hoteller, når juletræerne tændes.(Bemærk lige Mille og Martin med en glad filippinsk julemand)Der er også skolekoncerter for både det ene og det andet barn, som man for Guds skyld ikke må gå glip af.Der er peberkagehuse, der skal dekoreres og spises.Der er skønne fester, der skal nåes inden juleferien.Og inden vi får set os om, sidder vi i flyet på vej mod Danmark.

I har lovet os snevejr, kan jeg se på BTs hjemmeside, så det vil vi bestemt glæde os til 🌨☃️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen Nationaldag uden…

….en ørkentur, naturligvis!For det er jo ørkenen, der er det særlige ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Ørkenen er et magisk sted.

Herude under den lysende blå vinterhimmel mister man fornemmelsen for tid og sted.

Herude midt i det bølgende hav af sand forsvinder vi lydløst og efterlader kun fodspor hen over høje klitter.

Herude opstår et nærvær, der ikke findes derhjemme.

Børnene leger med det forhåndenværende.De voksne tager sig af glamping-projektet imens.

Efter opstilling af telte og pavilloner, oppustning af luftmadrasser, udpakning af bålfade og brænde, skal der dug på bordet og sættes langstilkede plasticglas frem. Der er kølig champagne, øl og hvidvin i solnedgangen. Jeg skrev med rette glamping, ikke camping.Nationaldagen byder på et helt fantastisk vejrlig – og en imponerende solnedgang, der sender kaskader af orange og pink lys ned over os. Naturens eget festfyrværkeri, der skabes af de fantasillioner af små sandkorn, der reflekterer lyset i en ørken.Og når mørket falder på, griller vi oksemørbrad, drikker mere vin, fortæller røverhistorier og lytter til musik.Børnene griller skumfiduser senere på aftenen, og de spiser slik og chips, mens de tøffer adspredte rundt i mørket, der ligger som en sval dyne omkring os.

Der er ikke rigtigt koldt i ørkenen i december måned, men nok til at en flok danske immigranter skutter sig lidt omkring bålet, og nyder at tage tørklæder om halsen og sko på. Når man bor i et varmt land, er det hyggeligt at gemme sig lidt i en sweater for en gangs skyld.Der falder ro over os alle, når der er et bål at stirre ind i. Det tror jeg er en universel ting. Det er så beroligende at sidde dér og foretage sig absolut ingenting, mens birkebrændet knitrer og gløderne lyser i mørket.

Ved midnatstid lister vi i seng. Pigerne sover allerede tungt inde i teltet.

Vi har fundet en helt fredelig plet uden andre campister end os selv, så det har været en rolig nats søvn, til trods for at stort set hele Dubai er i ørkenen, når det er Nationaldag.

Næste morgen lyner jeg teltdugen op til det her syn. Et månelandskab, hvor der i nattens mulm og mørke har været besøg af klovdyr og fugle.Og pigerne er nu blevet så hjemmevante i ørkenen, at de lige trækker den en halv time med at stå op, så duggen når at fordampe og det ikke føles så koldt og fugtigt at komme udenfor teltet.Jeg står først op, da jeg fornemmer, at morgenmadsholdet (verdens stærkeste af slagsen!) er i fuld gang med at spejle æg, varme brød og stege så meget bacon, at selv Mille må give fortabt til sidst.Kaffe kan jeg da lige svinge mig op til at brygge.Og efter en lang morgenmadsseance inklusiv tre kopper stærk kaffe, er det tid til at pakke lejren sammen. Efter kl. 10 bliver det varmt i en ørken – og der er en helt uhyrlig mængde grej, der nu skal foldes, tappes, tømmes og pakkes ned i kasser og æsker, før vi kan sætte kurs mod civilisationen en times kørsel herfra. Om jeg begriber, hvor mange ting, man skal have med, for at det er behageligt at campere. Men sådan er det bare – og selvom mindre måske nok kunne gøre det, så ville det absolut ikke være den samme gode oplevelse.

Derhjemme tømmer vi nødtørftigt lommer, sokker og sandaler for gult ørkensand, og så fylder vi badekarret med Ørkenens Tilsandede Døtre, der skal sidde i blød i mindst en halv time for at få skyllet bare halvdelen af sandet af. Og stakkels Maricel får en hel dags arbejde ud af at støvsuge, vaske, rense og regere med alle de ting, der er blevet sandblæste af opholdet i ørkenen. Der er ikke en sprække, lomme eller revne, hvor der ikke ligger et fint lag støv og sand.

Tænk, hvor jeg bliver taknemmelig for rindende vand, WC og A/C efter et lille døgns tid.

Mere skal der faktisk ikke til.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Rugby Sevens

Jeg er lige nødt til at begynde aftenens indlæg med en disclaimer:

Jeg ved meget, meget lidt om sport.

Det ved alle, der kender mig eller uforvarende er kommet til at sidde ved siden af mig under nogen form for sportslig kamp eller konkurrence. Min manglende viden begrænser sig ikke til bestemte sportsgrene. Jeg ved ikke noget som helst om nogen former for sport. Næstmindst om rugby (cricket deler måske førstepladsen med curling).

Jeg fatter nada af rugby.

N-A-D-A. Det er vist nok noget med, at man kun må sparke bolden fremad og kaste den bagud, og så gælder det om at score mål og om at undgå at ligge nederst i de bunker af menneskekroppe, som hele tiden opstår hist og pist. Det er vist nok også noget med at det er den ‘pæne’ sport i de lande, hvor rugby er en stor sportsgren – og at fodbold er for de lavere klasser, som man jo nok kan forstå. Hooligans, er de, dem der kun spiller bold med fødderne og ikke ender hver in-fight med at ligge og klamre sig til modstanderne i en slags menneskelig sandwich. Man kan kun elske britiske sportsgrene. Der er 100% klasseopdeling, selvhøjtidelighed og snobberi på alle ledder og kanter.

Men – når nu Ældstebarnet er inviteret med skolekoret DIATONES ud for at synge nationalsangen forud for kvindernes finale i Rugby Sevens serien – så dukker vi selvfølgelig op. Det er da klart. Jeg vil ikke gå glip af ét eneste stolt-mor-øjeblik, hvis jeg kan forhindre det. Og Rugby 7s er en BIG DEAL i Dubai.Skolens korleder, Miss Heidi, er intet mindre end genial til at få foden inden for ved alle mulige og umulige arrangementer og begivenheder. Fornylig sang koret på World Economic Green Summit, hvor H.H. Sheikh Mohammed var til stede for at åbne topmødet. Og denne gang skal de så synge foran tusindvis af mennesker på et stort stadium i anledning af nationaldagen og finalerne i Rugby 7s.

De øvede sig hele onsdagen derude på græsplænen midt i ørkenen, så de vidste, hvad de skulle gøre på selve dagen.

Og scenevante er de, de små korsangere, da de smilende træder ud foran den jublende folkemængde kl. 16. Cille er i en rød abaya og kan som altid kendes på højden, hudfarven og det røde hår.Mille hujer fra tilskuerpladserne.Martin får endda et close-up moment med selveste Britney Spears, der synger “One More Time” og “Womanizer” for publikum, lige før koret går ind.Og da nationalsangen, Ishy Bilady, strømmer ud af højttalerne med korets små børnestemmer, får jeg pludselig solcreme i øjnene. Fordi børnene er så fantastiske, så rene og klare i deres tilstedeværelse. Og fordi vi – uden nogensinde at få juridisk lov til at være ‘hjemme’ her i landet – holder så meget af vores tillempede hjemland, som ikke er bange for at hylde sig selv eller lovprise dets frygtløse ledere med andægtige og pompøse ceremonier.Det er så vildt, at Cille får de her store oplevelser som ganske lille 9-årig pige. Ikke at hun selv forstår betydningen af det – for det her er jo normalt for hende, men det giver kuldegysninger hos Martin og jeg – og en kæmpe stolthed over, at hun griber de oplevelser og chancer, der byder sig.

Det er også ret sjovt at tænke på, at for Cille er nationalsangen “Ishy Bilady” og ikke “Der er et yndigt land”.

Hun udviser fædrelandskærlighed til et arabisk land, som på mange måder hverken er eller bliver vores fædreland nogensinde, men fordi hun vokser op lige hér, så er det de facto hendes fædreland. Og at dømme på tilskuerrækkernes adfærd, så er der fædrelandsfølelser hos os alle sammen, uanset hudfarve, religion og nationalitet.Og da Martin efterfølgende henter Cille, er hun ‘pænt oppe at støde’, som hun selv formulerer det.Det er nu også lidt af en bedrift, sådan at high-five med de bedste kvindelige rugby-spillere i verden og synge for tusindvis af mennesker til en kæmpestor folkefest.Selv lillesøsteren er lidt benovet over storesøsterens optræden. Og det var en virkelig god dag på rugbybanen for hele familien, selvom Mille mente, at hende der Granny Spears skulle have været byttet ud med Selena Gomez…

De unge mennesker nutildags….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ugen derpå

Det er sådan en underlig følelse, når vores gæster rejser hjem igen.

Uanset hvem, der har været på besøg – familie eller venner – så tager det en hel uge at komme sig mentalt og fysisk.Der er sådan en ubehagelig mathed og tomhed efter intenst samvær, masser af oplevelser, aktiviteter og nydelse.

Nærmest ligesom tømmermænd efter en fed fest.

Pludselig er det slut med fællesskabet.

Med små svinkeærinder og sjove udflugter i weekender og på hverdage.Det er jo ikke fordi der er noget i vejen med vores firkløver-fællesskab eller vores almindelige hverdag, men det tager tid at vænne sig til dét liv igen.

For poolen er da sjovere med Farmor, Mormor eller Moster.Og det med at gøre sig i stand og gå i byen er da sjovere i en lille flok.

Savn og længsel er altid en del af kufferten, når man bor langt væk fra familien. Og selvom følelserne er ubehagelige, så er de efterhånden letgennemskuelige og egentlig også medgørlige, når først jeg ser og mærker, hvad det er, der foregår.

Ugen derpå er ikke sjov, men ugen efter er alting back to normal.

Min Mor og jeg taler åbent om det.

At det tager lige så lang tid at komme sig efter at have tilbragt tid sammen, som den tid, man tilbragte i hinandens selskab. Fordi man er træt og mæt på alle planer.

Men hjertet gør altså ondt, når vi cykler hjem efter skole, og der så ikke længere står en Farmor og vinker i vejsiden, og der heller ikke sidder en Farfar i havegyngen og siger ja tak til kaffe.

Så går jeg lidt i sort. For en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet