Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Strygende gik det – med Emirates fra stegende hede direkte op til lune sommertemperaturer i Kastrup.Det er ufatteligt, så skønt og nemt det er at rejse med større børn.

Jeg ser præcist 3.5 film ombord og småsover lidt med åben mund og polypper for lige at slå fast med syvtommersøm, at jeg er en classy lady.

Ingen afbrydelser, ingen op-og-ned-ad-gangen-ture. Ingen er-vi-der-snart-jeg-skal-tisse-jeg-er-sulten-jeg-vil-ikke-ha´-flymaden-du-er-dum-mor. Det står åbenbart stadig så levende for mig, hvordan det er at flyve med rollinger, at jeg hver gang takker højere magter for, at dén tid ligesom er overstået.Og vi er i fuld sving med ankomstritualerne, der er så bydende nødvendige at gennemgå, for at alting er som det plejer at være. Det er nu ikke kun børnene, der er vanemennesker. Jeg finder også en kæmpe glæde i at gøre de samme ting, når vi lander i Danmark.

Farmor og Farfar står i lufthavnen. Farfar venter med stoisk tålmod i menneskemængden i ankomsthallen, mens Farmor ignorerer alle forskrifter og løber direkte ind i strømmen af rejsende mennesker med tunge kufferter for at kramme livet ud af pigerne, mens de alle tre griner og kysser, fordi det er lige præcist sådan, det skal være, når man lander i Kastrup.

Så får jeg våde øjne. Hver eneste gang.

Og hjemme hos Farmor og Farfar er der to små hunde, der gør og logrer og kysser i ét væk, så pigerne hujer af lykke og gensyn.Om eftermiddagen spiser vi Farmors lune boller. Det er en tradition. Og sprøde vafler, for vi har fået to vildt mærkelige børn, der ikke kan lide nybagte boller. Hvem fanden kan ikke li’ det?Vi er som køer på forårsgrønt græs efter en hel vinter i stalden med ensformig ensilage i truget. Nu skal vi i haven og ryste kirsebærtræets grene for de allerrødeste bær og plukke modne stikkelsbær af buskene. Pigerne hjælpes ad og dimser rundt i haven mellem bærplukning og produktion af fuglebadsmudder. De hviner, når de finder et insekt og er ærgerlige over, at sommertørken har slået alle sneglene ihjel.

I mens steger Farmor sine verdensklasse-deller. Adlyder ordrebestillingen fra sine børnebørn, der snuser ind og udbryder, at Farmors frikadeller er de bedste.Tænk, at sidde i haven i blid aftensol og spise aftensmad. Det skete nærmest ikke en eneste gang sidste sommer, hvor vi regnede væk, uanset hvor i landet, vi befandt os.Cille synes at dansk mad er det skønneste. Hun kalder det for Gudernes mad. De små, nye kartofler med smør smager som slik, og det gør de sprøde ærter også. Og Mille udbryder: Hvorfor kan vi ikke bare bo i Danmark hele tiden?! – for hvem vil ikke gerne sidde om et bord med Faster og Onkel og Farmor og Farfar i solskin og spise et helt fad kalv og gris med bacon on the side?

Og da de begge mener, at man sagtens kan gafle 3 frikadeller ad gangen, mens de kedelige forældre siger, at man tager én ad gangen, råber de begge: Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Dén argumentation kommer vi til at høre et par gange eller hundrede i løbet af en sommer.

De siger i øvrigt også, at de gerne vil flytte hjem og bo hos Farmor, så det kan da være, at vi bør overveje en viewing på Herlufsholm 🙄

Og Farmor tager sine børnebørn med i byen til tøjindkøb og en tur i Bilka.

Nede i byen kan man altid finde sin Faster. Det er meget smart, for hun er ret god til shopping.Hundeluftning i skoven er næste ritual.

Og lange bade, så rejsesnavset kan blive renset af og hårknuderne løst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dragon Mart

Efter 4 år i Ørkenstaten formaster vi til at køre 40 minutter nordpå til dét, der bedst kan beskrives som Sandkassens svar på Bangkok’s Mah-Boon-Krong Center i sælsom forening med et gør-det-selv-byggemarked.Dragon Mart, hedder centret. Og som man måske fornemmer på billederne, så er der ikke ligefrem kælet for byplanlægningen her i området, der kaldes for International City, selvom det nok havde været mere retvisende at døbe det Little Manila.Men nu er vi her – og må ind for at opleve stedet på egen krop – efter at have hørt sådan cirka 100 sjove historier fra alle andre, der tilsyneladende frekventerer centret med jævne mellemrum for at gøre et godt køb.Og det er vitterligt et sjovt sted.

Mest sjovt som i spøjst. Måske er vi i Beijing?

Måske er vi i Bangkok?

Alle de traditionelle handelsvarer fra Kina og Thailand er at finde på alle hylder, men der mangler den velkendte, pulserende stemning, der er asiaternes særkende.

Vi er tydeligvis stadig i Mellemøsten.

Her er rent, ryddeligt, velduftende, søvnigt.

Just how we like it – tusindvis af kilometer fra Beijing’s eller Bangkok’s fascinerende, men trættende stank, os, larm og virvar.

Og selvom priserne er betydeligt lavere end “inde i byen”, er der stadig meget langt til Asien.

Prutteriet er også standard mellemøstligt; man gør et forsøg og insisterer diskret, men kender også grænsen, for der er noget længere til et smil end der ville have været i f.eks. Thailand.

Her handler det om ære og respekt. Ikke sjov og ballade.Vi ender i denne her stofbutik, der i sandhed ser ganske uinspirerende ud udefra. Formålet med turen er nemlig at få syet madrasser og puder til et par læsehjørner til familiens yngste læseheste.

Men her er da ikke kun gardinbutikker og tæppehandlere.

Du kan også få alt det kunstgræs, du nogensinde kunne have drømt om. I ret overraskende farver, må man sige.Eller hvad med en aldeles flunklende ny vintage-lampe á la Arabistan til stuen?Der er også masser af små boder med mere eller mindre genkendeligt mad, så man kan holde energiniveauet oppe til traveturene igennem de kringlede kilometer-gange. Der er også rig mulighed for at få fat i en ny araber-vandhane eller et brusehoved, der er lidt ud over det vanlige.Der er rækker af butikker, der sælger nattøj og vattæpper. Abayaer og g-strenge. Guldtoiletter og motorsave. Squishies og falske tasker. Korsetter og massagestole. Kokosnødder og parykker.

Side om side sælger de små butikker på klassisk asiatisk manér stort set det samme, indtil man forvilder sig ind i et nyt “område” af centret, der så har et andet tema, som f.eks. værktøj eller havemøbler.

Og sørme om ikke stofbutikken har komplet styr på tingene, og leverer de fineste nye læsehjørner til Mille og Cille, da vi kommer igen ugen efter.Mille glæder sig helt vildt til at få omrokeret på sit værelse. Og det er fuldt forståeligt. Jeg er faktisk næsten lige så spændt!

Dragon Mart er alt, hvad jeg forestillede mig – og mere til. Butikkerne virker professionelle, og vi har ihvertfald ikke nødvendigvis været i stofbutikken for sidste gang. Efter at have set deres udmærkede kvalitet og pris, er jeg forhåbentlig på vej med en flok sofapuder, der er vaskede helt stive og grå i betrækket. De trænger i dén grad til en ansigtsløftning.

Det eneste aber-dabei er, at jeg nok er nødt til at have lokket Regnskabschefen med igen, så jeg ikke bliver væk i virvaret eller pludselig glemmer, hvor jeg har afleveret mine puder eller stillet mine døtre. Det er jo ikke ligefrem stedsans, jeg lider allermest af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dannebrog på hel og halv

Vi starter med Dannebrog på halvt.

Fordi det altid er bedst at starte en fortælling med den triste del og slutte med den positive.

I nat – ved 3-tiden – er hele min families elskede Faster Johanne sovet stille ind på Grindsted Sygehus.

Så her i Dubai vejer Dannebrog på halvt ved siden af en lille skål med ørkenroser og en pakke Kleenex, som jeg har haft gang i hele formiddagen.76b62b46-c2fd-4b2a-a53e-bc2fbc82c412Og jeg gentager mig selv ved at sige, at på mærkedage er det særlig tungt at være langt væk.

Både på de sjove og de triste mærkedage.

Min Faster Johanne er teknisk set min Mors Faster. Men hun er og bliver hele familiens faster på grund af sin hjertevarme, gavmilde, betænksomme og kærlige sjæl.

Fasters omsorg rakte til alle. Og her mener jeg vitterligt alle. Hun var vestjyde på dén der klassiske måde med uendelig kaffe på kanden og hjemmelavet mad og kage til alle, der kom forbi hendes og Svends hjem. Og det var mange. Forretningsforbindelser, da de havde smedjen, naboer, venner, diverse foreninger og klubber – og hele deres store, farverige familie. Alle kom forbi og sad på den lune bænk hos hende.

Faster Johanne fandt plads til at rumme alt og alle – i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Ingen har nogensinde følt sig forkert eller tilovers eller til besvær i hendes selskab – og hun accepterede og tog folk præcist som de var. Se, dét er livsklogskab i den helt store kategori, og det gør mig dybt ulykkelig, for min familie har vitterligt mistet sin stjerne.

Hun ville have rystet på hovedet af det, jeg sidder og skriver. Mumlet, at det vist er lige rigeligt med ståhej og armsving for hende. For Faster var den sidste til at slå på tromme for sig selv. Hun gik ganske stilfærdigt rundt og leverede alt muligt til alle andre end sig selv – verdens bedste kanelsnegle ved dét, hun muntert kaldte for “en køleskabsoprydning”; de sprødeste brændte mandler til jul og det dejligste sylt efter sommerens haveherligheder.

Faster var der bare. Midt i det hele. Deltagende.

Et livsstykke.

I min barndom var hun dén, der altid havde tid, selvom hun i virkeligheden havde monstertravlt med at brødføde en hel hær af voksne, sultne smede på daglig basis. Om sommeren legede jeg i hendes have og spiste kiksekage, når den havde sat sig i fryseren. I februar var hun dén, der altid havde lavet store 25-øres armbånd til os, når vi kom og raslede til Fastelavn – og hun lod mig altid komme ind og lege i sin fine-stue med klaveret, selvom det må have været lidt irriterende at lytte på.

Da jeg blev en næsten-voksen kvinde og for første gang havde fået mit hjerte knust virkelig alvorligt, ringede hun og talte med mig om kærestesorgen. Hun fortalte mig, hvordan hun selv havde fået knust sit hjerte i sin tidlige ungdom, og at hendes erfaring sagde hende, at man rent faktisk overlever det. Sådan var hun – 100% ærlig om livet – og i stand til at fremkalde smil midt i tristesse. For Faster fortalte sandheden. Og det hjalp mig at vide, at hun havde fået sit hjerte knust, men efterfølgende fundet den helt rigtige mand og fået sine fantastiske børn.

Senere i livet viste hun og Svend et forskræmt skilsmissebarn som jeg, at man sagtens kan være uenige om tingene og skændes – uden at det nødvendigvis er livsfarligt eller betyder, at man går fra hinanden. Jeg holdt af at observere deres forskelle og indbyrdes diskussioner – for de var på samme tid så sammensmeltede og sammentømrede, som jeg ikke har set andre par være, før jeg mødte mine svigerforældre.

Min Mor kan fortælle den samme historie. Og flere til. Om en Faster, der kunne nusse og vaske tæer som ingen anden. Om en Faster, der altid havde et øjeblik mere til et barn – eller en voksen, for dén sags skyld. Om en Faster, der godtog livets præmisser og som aldrig tog noget som helst for givet. Om en Faster, der hellere undværede selv, end at se andre have problemer.

Jeg har slet ikke nævnt alle de andre sider af Faster. Hvordan hun tog sig af sin familie. Hvordan hun turde at rejse ud i verden og opleve ret så eksotiske steder, hvor hun hjalp og arbejdede – for Faster var ikke ligefrem all-inclusive-typen.

Som Kronprinsesse Mary sagde om Kronprins Frederik forleden, så kan man ikke indfange et menneske, der er så multifacetteret og levende. Jeg kan heller ikke indfange Faster. Kun begræde, at hun er borte. Og det er en dybt egoistisk handling – for Faster trængte til fred.

I aften vil jeg sende Faster alle mine kærlige tanker op i en varm, diset ørkenhimmel.

Hun fandt fred under en fuldmåne.

Fyldt af et fuldt ud levet liv.

Tilbage står vi alle med hovedet og hjertet fyldt af gode minder. Og en lille pige i familien, som bærer hendes navn, så det aldrig bliver glemt.

Og før jeg løber helt over, stopper den triste del af fortællingen.

For på Fasters sidste dag fyldte Maricel 36 år.2ee040f5-fd91-4b02-8143-70a7bb06045aDet fik vi fejret meget godt, synes jeg. Med kager og Dannebrog på hel – for efter 3 år med en dansk familie, må Maricel da kunne kalde sig for dansk-filippiner.

Og senere med en dejlig iftar, da solen gik ned.df3cd5d6-e71b-44aa-8b7b-89ade1d3fd4c14a52642-9bc7-415f-bc1c-5504b68f17eaHvil i fred, elskede Faster Johanne.

Og hjertelig tillykke med fødselsdagen til kære Maricel. Det er også hårdt for hende at være væk fra sine kære på en mærkedag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts