Tag mig tilbage…

To døgn er der gået, siden vi landede fra Bali.

Nu sidder jeg bænket på hårde plasticsæder sammen med de andre forældre og venter. I en gymnastikhal med et overaktivt airconditioneringssystem, der blæser lige ned over vores hoveder og skuldre, så der er statsgaranti for snue bagefter. Men Mille er lykkelig og laver de fineste forlæns og baglæns koldbøtter med sin russiske træner. Og det er vel det vigtigste.

Velkommen-tilbage-til-hverdagen-suk.

Det sker altid så brat, skiftet fra ferieliv til hverdagsliv. Det kan mærkes fysisk som en slags mentale tømmermænd, der bliver supporteret af reelle tømmermænd efter den bedste Friday Brunch igår.

Og det eneste, jeg kan tænke, er “Tag mig tilbage…”

Til Bali.

Lige nu vil jeg kun gå ind ad denne her dør til min egen lille verden af fred, ro, ingen forpligtelser og grønt, grønt, grønt.På en eller anden underlig måde var ferien så tiltrængt. Det er næsten helt pinligt at sige det – for vi var nærmest lige kommet hjem fra skiferie i Aserbajdsjan, men dér arbejdede jeg så meget med mig selv i forhold til at turde, kunne og ville stå på ski, at denne her Bali-ferie var som at komme en tur i Paradisets Have.Martin har også fået sin opgave for med sit nye arbejde, der kræver 24/7 opmærksomhed og benhårdt arbejde. Ikke at jeg kan sige så meget om det, men mentalt er han på arbejde altid for tiden. Sådan er det jo, når en overvældende bunke nye ting skal læres, gøres og forhåbentlig føre til noget inden for et års tid.

Og jeg ved, at det er lige dele spændende, nervepirrende og udfordrende for ham hver dag. Så en pause var også tiltrængt for ham.

Tid til at sove, gå ture, opleve nyt, spise godt og være lidt væk fra det hele.

Og så gjorde det ikke så meget, at han hver dag skulle logge på systemerne, besvare mails, ordne papirarbejde, deltage i møder og telefonkonferencer undervejs. Det var stadig et skønt afbræk fra hverdagen.

På denne her ferie var vi gode til at dele os lidt op ind i mellem, når det passede bedst på denne måde.

Mille og jeg havde f.eks. en formiddag på stranden sammen – og en tur i en sød lille orkidéhave en anden dag.Jeg var også selv på en tur uden for Sanur for at besøge en træskærer, der kunne lave et fint navneskilt til vores hus i Dubai. På vejen fra Ubud til Sanur fortrød jeg nemlig pludselig, at jeg ikke havde købt noget kunsthåndværk. Men det kunne der heldigvis let rodes bod på.Herude – i et lille stræde bag turist-tingeltangel og barerne i Sanurs hovedgader, havde træskæreren Dika sit hjem og et mindre værksted. Med udsigt over rismarker.Hans søde kone tog vel imod mig og vi forsøgte med fagter og Dika i telefonen at forstå hinanden.Det gik faktisk ganske godt.Og den sidste dag kom Dika ud på hotellet for at overrække mig sit færdige arbejde. Man kan se stoltheden lyse ud af ham, synes jeg.Nu kan navneskiltet og lotusblomsten så hænge uden på vores villa som en dejlig påmindelse om, at Bali er 4 REAL, mens verden går videre med huskesedler, indkøb, tømmermænd, tidlig skolestart i morgen og penicillin til Cille-musen, der er endt med at have mellemørebetændelse efter en alt for genstridig forkølelse. 🤧🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Naturoplevelser i Bali

Nok om mandehørms-agtige ATV-ture og river rafting ad den mudrede Ayung-flod.

For mest af alt er Bali en frodiggrøn naturoplevelse for alle sanser.Med eksotiske indslag af hinduistiske templer og gudestatuer overalt.Før vi tog afsted, brugte jeg en del tid på at undersøge, hvilke natur- og dyreoplevelser, vi kunne få, uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd. Og dét er ikke helt let at gennemskue i en google search. For ligesom alle andre turist-tunge steder, er Bali ingen undtagelse, når det kommer til at holde dyr i fangenskab på ikke nødvendigvis særligt humane måder – til glæde for os turister, der gerne vil se og røre.

Jeg brugte bl.a. bloggen Claire’s footsteps til at beslutte, hvilke oplevelser, vi skulle have undervejs.

Bali Animals: How to Find Ethical Tourism Experiences

Og præcist som Claire beskriver det, så er Monkey Forest i Ubud lige dele gru og glæde. Det er intet mindre end fantastisk at opleve de balinesiske lang-hale-aber svinge fra træ til træ, æde søde kartofler med de nuttede næver og afluse deres afkom i et væk. Men selvom aberne er frie og i deres rette element, så er der stadig et eller andet udefinerbart ‘forkert’ ved oplevelsen. Måske er det mængden af turister – og turisternes interaktion med dyrene, der gør udslaget?Aberne anses for at være hellige dyr, og balineserne passer godt på dem af samme grund. Der er mange fodringsstationer rundt omkring i skoven, og der er en del venlige skovbetjente, som anviser korrekt opførsel for både aber og turister, men lige lidt hjælper det. Turisterne giver aberne menneskemad – og aberne tager hver en chance for at fiske menneskemad fra turisternes tasker og hænder. Der er også et interessant hindutempel inde i Monkey Forest, hvor vi ser balineserne strømme til for at bede. Er de ikke bare smukke, mor og datter?Så turister er der ligesom lige rigeligt af i Monkey Forest. Og nogle af dem opfører sig som værre abekatte end de rigtige aber, når de fodrer dem og lader dem lege med ting, der slet ikke er relevante. En interaktion, som frarådes på store skilte, men som ignoreres komplet af de dummeste turister.

Vi afholder os fra at interagere med aberne og medbringer hverken taske eller vandflaske, som det anbefales – og vi nyder at se aberne bade i forskellige små søer og kanaler, at se dem lege, skændes, kurtisere og spise i ét væk.Monkey Forest ligger 10 minutters gang fra vores lille hotel i Ubud, og vi gik derfor derned et par gange.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse, at se skovens knapt 900 makakaber i fri dressur. Og jeg ville absolut tage dertil en anden gang – dumme turister eller ej.

En anden oplevelse, som lå ganske kort gang fra vores lille hotel var Campuhan Ridge Walk.

Her er en fin beskrivelse af, hvordan man finder frem til stien, som i øvrigt er afmærket hele vejen.

How to Get to the Campuhan Ridge Walk Ubud And What to Expect

Vi tog turen på 2 km. ud til Karsa Café en sen formiddag, hvor det var behageligt overskyet.

Først kommer man forbi et smukt tempel.Og herefter følger man ganske enkelt en fint arrangeret sti. Der er kig til bønderne i rismarkerne.Og efter 2 km. kommer man til en række små caféer, hvor pigerne fodrede karper, mens de voksne fik en cola.Der er smukt – derude på landet – hvor riset står gult og palmerne ranke.

Pigerne klarede den knapt 5 km. gåtur ganske let, men de var enige om, at karpefodringen var det eneste sjove ved dén oplevelse.Umiddelbart er jeg den eneste, der er en entusiastisk gåmaskine i familien, men jeg elsker, at de går med alligevel.

Og Campuhan Ridge Walk er ihvertfald en fin, familievenlig gåtur ud i det grønne uden for Ubud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvo intet vover

Vi har flyttet os væk fra grønne Ubud til stranden ved Sanur, for at prøve “noget andet” undervejs på vores ø-ferie.Umiddelbart har jeg et meget positivt indtryk af Sanur Beach. Her er den der hyggelige, laid-back strandfølelse – for familier, that is, hvor Seminyak og Kuta på vestsiden er for et yngre og mere friskt publikum, om man så må formulere det.Men selvom Hyatt Regency ikke skuffer – og er alt dét, man kan ønske sig af en resort-ferie, så er upscale hotel-liv noget, vi også oplever ofte i Dubai. Vi er snotforkælede og forvænte, er vi. Og Ubud var bare noget helt særligt.

Så jeg ved allerede, hvad der vil sidde dybest i hukommelsen efter denne her ferie, selvom den slet ikke er ovre endnu. Og skulle vi vende tilbage til Bali en dag, så sidder jeg klar til at booke et lille hotel i Ubud og måske ét ditto i Tulamben. Gili når vi heller ikke denne gang.Mens vi var i Ubud besluttede vi os for at være bare en lille smule action-prægede – hvo intet vover, you know – men stadig snusfornuftige, for der er jo børn med på slæb.

Så vi tog en familievenlig 10 kilometers river rafting tur ned ad Ayung-floden.

Klatring ned til og op igen fra floden foregår ad stejle, smattede og ujævne sten-trin, så børnene må ikke være alt for små – og de voksne må ikke have dårlige knæ eller gangproblemer – for så bliver det absolut ikke en god oplevelse.

For os var det sådan en fin oplevelse med udsigt til små vandfald og frodig jungle undervejs.

100 lokale Ubud-kunstnere havde dekoreret 1 km. klippevæg langs floden, så en del krokodiller mødte vi da. Og en kæmpestor tudse, der fik det plumrede flodvand til at føles liiiidt mindre attraktivt. Martin, Cille og jeg har river rafting som favoritoplevelse i Ubud, mens Mille ikke helt er med på idéen, og kun vil OVERVEJE, om hun vil med os en anden gang.

Dagen efter fortsatte vi vovehals-initiativet med en ATV-tur uden for Ubud.

Dén slags action var Mille straks med på, mens vi tre andre syntes, at det var lidt for vildt op og ned ad stejle og mudrede klinter og smalle stier.

Det mindede mest om polterabend-mandehørms-kørsel, og var meget langt fra dén idé, jeg havde haft om at trille afsted mellem rismarker og små landsbyer ad mudrede stier. Men okay – jeg overlod reservationen til hotellet og tjekkede ikke selv godt nok op på stedet og turen.

Den sidste del af turen bad vi ganske enkelt om at få en mere rolig rute – og jeg mener selv, at jeg nu har erhvervet stort kørekort til ATV efter den oplevelse!

Og det er såmænd godt nok.

For jeg har lovet mig selv, at jeg vil være mere modig og sige mere ja i mit 40. år.

Indtil videre går det ret godt.

Med skiferie, river rafting og ATV-kørsel.

Måske er jeg snart klar til verdens længste zipline?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Opera

Der er indkøbt rigelige mængder solcreme til mælkehvide mennesker.Der er indkøbt slik og snacks til den knapt 9 timer lange flyvetur.Der er lånt en lille stak bøger på biblioteket.Der er spist pizza og der er mere øl, hvor det kommer fra.Smilene er brede, for vi er netop gået på ferie.

Spring Break, som vi kalder denne her ferie, for påske og pinse er ikke ligefrem noget, vi fejrer i en Ørkenstat.

Og før vi vender snuden mod Bali i nat, når vi lige at opleve Thriller Live i Dubai Opera.Martin og jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det er moralsk tilladt at kunne lide Michael Jacksons musik længere? Men pigerne kender en del af hans numre, og derfor er det en oplagt lejlighed til at tage dem med, så de kan opleve operaen.

Forleden så jeg den 3 timer lange (læs: langtrukne) dokumentar Leaving Neverland, hvor to mænd står frem omkring det sexmisbrug, som Michael Jackson udsatte dem for, når de legede og sov sammen, da de to mænd var små drenge. Det er helt forfærdeligt og fuldstændig uacceptabelt, hvis det er sandheden. Hvilket man er nødt til at antage, at det er.

Og hvorvidt man kan eller må adskille en kunstners genialiteter fra den shitty person, som vedkommende måske var uden for rampelyset, dét har jeg ikke noget endegyldigt svar på.

Men denne her hyldest til Michael Jacksons musiske karriere har ihvertfald kørt de sidste 10 år på London’s West End – og for tiden er den på besøg i Dubai’s smukke operahus. Pigerne og jeg blev vildt begejstrede, da vi fandt ud af, at billetterne var til den forreste loge, så vi var helt tæt på sangerne, danserne og orkestret.Og showet var virkelig et hit hos både store og små.4 voksne sangere skiftedes til at synge Michael Jacksons største numre igennem tiden – og en cirka 10-årig dreng lagde ud med at være unge Michael i The Jackson Five. Det fungerede ret godt, og det var tydeligt, at sangerne havde hver deres force i forhold til Michael Jacksons musik.

Det var en helt igennem professionel oplevelse, hvor publikum kontinuerligt blev inviteret til at deltage i dans og sang.En fest, var det. En virkelig anbefalelsesværdig en af slagsen, hvis du skulle komme forbi én af dagene.

Og lige om lidt smider vi strutskørterne og finder rødbedepassene frem. Bali, here we come!

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet