Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Legoland Dubai

Nationaldag i De Forenede Arabiske Emirater er lig med en lang række festlige fejringer i en herlig forlænget decemberweekend, hvor der kører slagtilbud på stort set alt.Se dét, har man forstået her i Ørkenstaten: Når folket holder fri, skal priserne sættes ned, eller også skal der køres noget seriøst “Buy 1, Get 1 free”, så vi rigtigt kommer til lommerne. Der er også gratis parkering hele dagen og gratis popcorn til filmen i biografen. Mange taksi, si’r vi bare!

Martin får derfor også fingrene i entrébilletter til Legoland Dubai til en særpris på 100 dirhams/185 kroner per person. Jeg ved ikke hvad normalprisen er, men jeg har på fornemmelsen, at den nok ligger omkring det dobbelte. Og før nogen kommer frem med idéen om et årskort, fordi “det er så meget bedre og billigere”, så kommer der lige et “ellers tak” herfra, fordi vi har ikke lyst til at tilbringe hver tredje weekend i et forlystelsesland.For mig er en tur i Legoland eller et stort vandland en særlig ting. Noget, man kan glæde sig til og se frem til 1-2 gange om året. Ikke noget, man gør hver eller hveranden gang, man har nogle fritimer. Kald mig bare gammeldags eller kedelig. Jeg har hørt det før. Og jeg nægter simpelthen at være i Legoland eller Motiongate så ofte, som et årskort kalder på!

Anyway, vi hopper i traveskoene og kører ud til Legoland Dubai tidlig formiddag, så vi er sikre på, at pigerne kan prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø. Her i Dubai vågner folk først op til dåd efter kl. 12-13 om fredagen og lørdagen. For nogle er forklaringen, at de skal i moskéen og socialisere lidt bagefter over sød te og en cigaret – for andre er det, at en weekendmorgen simpelthen først kan starte efter kl. 10 med et smut ned efter kaffe og croissanter på den lokale.Så et lille tip herfra er, at man bare skal sørge for at komme til den pågældende turistattraktion kl. 10-10.30, så har man mindst 2-3 gode timer, før der begynder at komme andre. Dette trick gælder også i shoppingcentre, på stranden og alle andre steder, hvor man kunne forvente mange mennesker, og måske har et behov for en mere rolig start.Til gengæld går Dubai aldrig i seng igen! Du kan forvente det vildeste cirkus mellem 20 og 24, uanset om det er børnevenlige attraktioner eller ej – for børn skal aldrig tidligt i seng! F.eks. er der alenlange køer til alting i Global Village sent om aftenen, men kommer du, når de åbner ved 16-17-tiden, kan du komme til overalt. Det samme gør sig gældende i Dubai Mall, der er et (velduftende) gedemarked en fredag aften, hvor alt står i stampe og ingen kan finde en sid-ned, mens der til gengæld er en velsignet ro kl. 10 om formiddagen, når søvnige ekspedienter åbner butiksdørene og pudser ruderne.

Legoland Dubai får et kæmpe thumbs-up fra Familien Kaalund.For børn i alderen 1-12 år er det her bare en superduper dagsudflugt.

Parken er bygget op om 4 primære forlystelsesområder, samt et indendørs område, hvor de har bygget Dubai’s mange vartegn og bydele, plus store kendte attraktioner fra andre lande. Det svarer lidt til det første område, man møder i Legoland Billund, men dog alligevel bygget på en anderledes, Dubai-agtig måde.Her ser man Clocktower Roundabout, som var et letgenkendeligt vartegn i Deira/Garhoud-området i det nordlige Dubai for 25 år siden. Nu om dage er det klemt inde mellem en masse store hoteller, lejlighedskomplekser og virksomheder. Jeg smiler nostalgisk, da jeg ser rundkørslen, for den var vores udsigt fra apartment-hotellet, vi boede på den allerførste måned her i Dubai.Her er det ikoniske hotel, Burj Al Arab – det arabiske sejl – dog uden den platform, der senere er bygget på med udendørs fiskerestaurant og en lækker infinitypool. I baggrunden ses Jumeirah Beach Hotel – den blå bølge. Og her er så Ski Dubai, der ligger inde i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Burj Khalifa, der på en eller anden måde  virker for lille/forkert i størrelsesforholdet til de andre bygninger, men det er ikke noget, jeg har fået be- eller afkræftet – bare mit eget øjemål, som siger, at verdens højeste bygning burde være endnu højere i forhold til alt det andet.Dubai International Airport er der selvfølgelig også. Verdens travleste lufthavn om natten.

Udover Dubai-vartegn er der en del indiske og arabiske steder, som er bygget op i Lego. Alt sammen et fint pusterum og nedkøligsområde, når der bliver lidt varmt udenfor. Det skal dog siges, at der over alt er solsejl, så man behøver ikke solcreme eller hatte i vinterhalvåret.

Pigerne er ikke de store vovehalse i forhold til rutsjebaner og den slags, så Legoland er helt perfekt niveau til dem. Nogle børn i 10-12-års alderen vil nok finde forlystelserne for barnlige, hvis de i forvejen er vant til og vilde med crazy rides. De skal så i stedet sendes i et af de store vandlande, IMG World, Motiongate eller måske til Ferrari World i Abu Dhabi.Maden er i øvrigt ligesom alle andre steder, hvor der færdes horder af børn: Sindssyg-grøn slush ice, hotdogs, pandekager, pizza, pasta og popcorn. Det eneste gode, der er at sige om restauranterne og caféerne i Legoland Dubai er, at de har sat priserne ned til et rimeligt niveau nu, og at kvalitet og mængde er fint afstemt til en børnefamilie, der er kommet for at lege og ha’ det hyggeligt en halv dags tid.

Desværre må man ikke medbringe drikkevarer, snacks eller madpakker hjemmefra, så glem alt om at forsøge at stikke gulerodsstave ud for at balancere mængden af pommes frites og blålilla slush. De sunde ting bliver nuppet i indgangen, medmindre du kan fremføre bevis for, at du er allergisk over for transfedtsyre 😉.Efter godt og vel 7 timers leg og 14.000 skridt på tælleren er vi sendt til tælling.

Pigerne vil gerne afsted til Legoland en anden gang, men i sommerhalvåret vil det give mere mening at gå i Legoland Waterpark. Så dét må vi gøre. Engang i maj eller juni, når der kommer gode “residents offers” på vandlandet derude.

PS: Selve området ude ved Legoland, Motiongate og Bollywood Park er stendødt, men Riverland, som er et åbent restaurationsområde uden krav om billet til forlystelsesparkerne, er ganske udmærket, og der ligger også et outlet mall ikke ret langt derfra med udmærket shopping og lidt caféer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

Sig nærmer tiden, hvor Maricel må hjem…for en kort bemærkning.

Dét glæder hun sig selvfølgelig helt vildt til.

Forståeligt nok.

Der er intet kønt eller formildende at sige, om at vente i stive 11 måneder på at gense ens familie.

Billetterne har vi købt til hende for længst, så hun kan glæde sig og fortælle de præcise datoer lang tid i forvejen til sønnen og manden. Hun flyver ud i starten af december og kommer tilbage til os igen i starten af januar.

Det bliver en lige dele skøn og hektisk tid for hende derhjemme på Filippinerne. Hun skal have ordnet en pasfornyelse i den nærmeste større by. Samme sted skal hun til tandlægen og have lavet en tand, der er helt galt afmarcheret. Der skal også være tid til et lægetjek med blodprøver, så hun kan få syn for sagen i forhold til kolesterol og sukker i blodet. Vi betaler for det hele, så længe hun sørger for at få det ordnet.

Samtidig skal der være tid til at fejre julen og nytåret med alle dem, hun har kær. Der skal være tid til endeligt at føle sig forbundet igen med sønnen og manden. Tid til hendes bedstemor, der passer sønnen i hverdagen. Tid til dén søster, der altid redder tråde og problemer ud derhjemme, når hun ikke selv kan gøre det på afstand.

Og midt i lægebesøg, kvalitetstid og madlavning til alle julens festligheder, kaster hun lige endnu en bold ind i maskineriet: Der skal bygges videre på huset.

Faktisk er de allerede i fuld sving, siden hun sendte første omgang penge forleden.

Siden Maricel kom til os – rystende nervøs og direkte fra Filippinerne til en fjern, overophedet Ørkenstat – har vi haft en stående aftale om, at én af de ting, hun skal have ud af at arbejde for os i en årrække, er hendes helt eget hjem på Filippinerne. Et hus i landsbyen – lige ved siden af forældrenes og andre familiemedlemmers huse, så hun har et sted at være i sin alderdom, hvor det højst sandsynligt bliver hendes tur til at passe sin søns børn eller andre børn i familien, mens de stærke voksne er ude i verden for at tjene bedre penge end dem, man kan tjene derhjemme.

Det er en måde at synliggøre værdien af hendes arbejde hos os – og det er en måde for os at give tilbage på. Eller købe vestlig aflad, om man vil.

Hvert år låner hun penge af os til at bygge videre på huset. Det gør vi selvfølgelig rente- og gebyrfrit og med stor forståelse for, at det kan svinge lidt med tilbagebetalingen.

I år er det den hidtil største omgang, hvor hun låner penge til at få lavet lofter i hele huset indvendigt, og til at få lavet gavle og udhæng udvendigt.

Af os får hun gulvfliserne til hele huset og arbejdslønnen til murerne, samt to træsenge, som den lokale snedker skal bygge til de to soveværelser. Det er vores gave til hende og familien i år.

Sidste år fik hun en masse udstyr fra Jysk i Dubai – håndklæder, bademåtter, puder, betræk og den slags – og så sendte vi vores store komfur afsted til hendes nye køkken. Dér står det nu og troner, mens det venter på bedre tider, hvor der rent faktisk bliver råd til at anvende gas og el til madlavningen. Det har lange udsigter, og Bedstemor er igang med mad over bål tre gange dagligt.

Hidtil har hele familien ligget på madrasser direkte på de rå betongulve – og det må alt andet lige føles som en hverdagsluksus at få ordentlige senge og fliser på alle gulvene.

Der har indtil nu været fri adgang via gavlene for myg, fugle, firben, flagermus og andet spændende kryb, der har lyst til at finde ly under tagspærene, der kun har været dækket af metalkorrugerede stålplader. Det er ganske enkelt en nødvendighed at få lukket tagkonstruktionen ordentlig af hurtigst muligt, så spærene og huset ikke tager skade, når tyfoner og monsunregn kommer forbi.

Det her er betydelige husforbedringer og kæmpestore skridt for Maricel, der kan se, at det virkelig nytter noget at arbejde i udlandet. Det er med til at gøre de ofre, hun bringer i hverdagen og livet generelt mere tålelige. Det siger hun ihvertfald, når jeg spørger hende.

Og vi glæder os over at se, hvordan hun stryger lykkeligt ned i UAE Exchange om aftenen for at sende pengene hjem til sin søster ad flere omgange. Det er søsteren og faren, der står for at arrangere materialer fra tømmerhandlen og forhandle med håndværkerne. Jeg håber inderligt, at de gør det godt, og at tingene bliver udført således, at Maricel bliver glad, når hun kommer hjem.

Når huset engang står færdigt, skal Maricel have startet en uddannelsesopsparing til sønnen, som skal på college om ca. 5 år. Der burde også startes en eller anden form for pensionsopsparing til hende, men det med sønnen er nok mest presserende lige nu.

Vi kommer virkelig til at savne hende, når hun tager hjem på juleferie.

Hun tæller ned og det gør jeg også.

Hun med begejstring og forventningens glæde.

Jeg med lige dele glæde på hendes vegne og gru på egne vegne.

Det er virkelig ikke sjovt at undvære Maricel i hverdagen. Faktisk burde alle børnefamilier have en dejlig Maricel boende.

Men om ikke andet, så får hendes juleferie os til at være endnu mere taknemmelige for hende, når vi sådan lige får en huskeflad i december.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sheikh’ens palads

Mens Farmor og Farfar sætter sig til rette i en af Emiraternes store stålfugle, står det ned i stænger i Ørkenstaten. Det er himlens tårer, der spejler vores savn. For selvom vi er trætte efter 3 x dejlige gæstebud henover efteråret, så er det også tomt og stille, hver gang gæster rejser fra os. Nu havde vi det jo lige så sjovt og hyggeligt.

Pigerne er salige over regn på en fridag. Det svarer vel til danske børns glæde over sne-fri, hvis det da nogensinde indfinder sig?

De leger “overlevelse” i haven med hjemmebygget hule og varm cacao i krus. Lidt senere går de over for at samle plasticaffald op fra gaderne og parken, så det ikke ryger ned i kloaksystemet med vandmasserne, og dermed videre ud i den lokale sø, hvis ikke helt ud i havet. De kalder det “taking action and serving in the community”, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over deres IB-skole-hjernevask.De ender med at have en hel pose fyldt af plastic, papir, skum, metal og cigaretskodder, som de smider forsvarligt ud.

Regnvejr bliver lynhurtigt til et reelt problem i en ørken. De her billeder er taget EFTER den store kloaksuger har været der og suget langt det meste af vandet op i en times tid. Der er afløb i gaderne, men de ser ikke ud til at kunne sluge ret meget vand ad gangen.Google’r du “Rain + Dubai Mall“ vil der også komme nogle ret skøre billeder og videoer op af, hvordan de handlende går rundt i 20 cm. regnvand og shopper uanfægtet videre inde i Louis Vuitton. The show must go on, og vi lukker da ikke ned på grund af en smule regnvand i centret. Men … det kunne da godt være, at man skulle finde ud af, hvorfor og hvordan regnen trænger ind?

Ikke mere om regn for denne ombæring. Jeg er sikker på, at jeg nok skal kede jer med emnet igen, for det forlyder at staten forberede mere cloud-seeding her i løbet af efteråret og vinteren. Cloud-seeding går aldrig rigtigt stille for sig – for regn i en ørken er måske nok velkomment og glædeligt, men det spidser ofte lidt til.

Én af de sidste ting, vi nåede sammen med Farmor og Farfar var en tur til Qasr Al Watan, der som bekendt er H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyans repræsentations-palads i Abu Dhabi. Førnævnte er De Forenede Arabiske Emiraters Præsident og enerådig hersker af Emiratet Abu Dhabi.

Det tager godt og vel 1.5 time fra Dubai, hvis man har lyst til at drøne ud af landevejen og ned ad Abu Dhabis flotte Corniche forbi Emirates Palace og Etihad Towers til det pompøse paladsområde.Vi besøgte paladset første gang sammen med Morfar og Conny i september måned – og vanvittigt imponerende som det er, så bliver man ikke færdig efter en enkelt gang.Farmor og Farfar har selvfølgelig glædet sig til at se den ualmindeligt smukke og elegante kalligrafi-skulptur, der vel nok er det mest iøjnefaldende element i hele paladset, som ellers er den ene godbid for øjet efter den anden. Faktisk er det stort, spraglet-vildt og gyldent i en sådan grad, at det nærmest svimler for øjnene, når man forsøger at dreje rundt og få det hele med.Det er den vildeste magtdemonstration udført i ædle materialer som marmor, bladguld, krystal og mosaik. I disse dage omkring Flag-Dagen er landets smukke nationalflag naturligvis også på podium-display. Ikke et øje er tørt. Forleden var Ruslands Præsident Putin på besøg, og jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan Abu Dhabis Vice-Præsident, Sheikh Khalifas søn og Putin har travet igennem marmorpaladset uden at fortrække en mine, mens de har spillet med de geopolitiske udenrigs-muskler over for hinanden.

Måske har de tilmed spist russisk kaviar sammen her i spisesalen?Pigerne har godvilligt accepteret dagens kulturprogram, fordi de er vilde med de 4 moderne spejlskulpturer, der står i hjørnerne af den store hall. Man kan gå ind i skulpturerne og kigge ud – uden at folk uden for aner det. De havde derfor lagt store planer for at skræmme livet af Farmor. Og det lykkedes næsten.Martin er nærmest hjemmevant i paladset nu, i modsætning til mig, der stadig kan blive forvirret i en telefonboks.Efter godt en times studeren 12 tons lysekroner med 350.000 krystaller og indre trappe til rengøringskonen og alt muligt andet godt og flot, vender vi snuden mod udgangen.Uden for lyser de sene eftermiddagsstråler over Rigets Storhed.Og over Downtown Abu Dhabi, som er noget så chik.Hvad skal man så vælge på en dagstur fra Dubai til Abu Dhabi nu?

Sheikh Zayed Grand Mosque?

Qasr Al Watan?

Farmor peger på præsidentpaladset, Qasr Al Watan som en større oplevelse end moskéen. Jeg er ikke helt enig.

Hvis I kun er voksne mennesker på tur, kan I sagtens nå begge steder på én dag. De ligger ikke dør om dør, men hvert sted tager 1-2 timer at opleve. Louvre kunne endda nappes som sidste stop, hvis bare man sørger for at få rigeligt med mad undervejs, men så er dagen også udnyttet ganske grundigt.

Personligt foretrækker jeg stormoskéen på grund af den højtidelige stemning og ansatsen til stilhed i en folkemængde, men hvis man er på tur med livlige børn, er det klart lettere at besøge Qasr Al Watan og/eller Louvre Abu Dhabi, der også er et virkelig børnevenligt museum. Hvis man er på tur med rolige børn, der kan lide at skitsere eller fotografere, ville jeg klart vælge stormoskéen og gøre et nummer ud af at studere de smukke arabiske mønstre.

Stemningen og formalitetsniveauet i Qasr Al Watan er noget andet end i Sheikh Zayed Grand Mosque, der jo er en fungerende moské med alt, hvad det indebærer af respektfuld påklædning og ditto adfærd. Selvom der ikke er streng dress-code i præsidentpaladset, vil jeg anbefale, at man bærer lange bukser og dækker skuldrene til (uanset køn) af respekt for den kultur, vi befinder os i. Det gør langt fra alle de besøgende i paladset (sig hej til kineserne og russerne), og der udleveres jo ikke abayaer ligesom i stormoskéen, men jeg synes det er en misforståelse at troppe op i noget stramt og kort, for de ekstra ærbare centimeter i bukse- og ærmelængde gør altså ikke den store forskel rent varmemæssigt.

Man må medbringe en vandflaske i Qasr Al Watan, men ingen former for mad, slik eller snacks. Tasker og mennesker bliver scannet og bøjle-BH’erne befamles grundigt – men det er vel prisen, når man lukkes ind i hjertet af landets repræsentation.

Der er ikke meget gang i de to små spisesteder inde i Qasr Al Watan – i modsætning til den travle, men simple café i stormoskéen og de udmærkede spisemuligheder inde på Louvre, men Emirates Palace ligger lige ved siden af og lokker med bladguld i kaffen, og der er Marina Mall 3 minutter derfra, så sulten stilles andetsteds.

Og turen til Abu Dhabi var dermed sidste stop på ferien for Farmor og Farfar. Forhåbentlig kommer de snart igen, og så må vi finde på nye, spændende ting at opleve sammen.

Uanset om man er førstegangs-turist eller genganger i Dubai, så er en dagstur Abu Dhabi altid herlig – hvis man da ikke planlægger at bliver der en hel weekend. Hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater er og kan noget andet end Dubai, og det er ret fint at opleve flere sider af landet end “bare” Dubai.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet