Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvornår kommer du hjem?

Vi savner ham her helt vildt, mens han med garanti har det megasjovt med at stå ned af et eller andet alt-for-vanvittigt-højt bjerg i Schweiz.Og drikke fancy aprés-ski-drinks i en eller anden nydelig schweizisk bar med udsigt over Lucerne-søen.Det er også bare fordi vi ikke længere er vant til at en kvartet kan blive til en trio.

Vi har vænnet os til fuldstændigt symbiotiske tilstande, nu hvor Martin har været hjemmegående og jobsøgende i et halvt års tid. Pludselig er en forretningsrejse noget højst usædvanligt, selvom det jo kun er godt, at han er afsted og møder sine nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Og vi har faktisk haft en skøn weekend i det herlige vintervejr.Med legeaftaler for både mødre og døtre – og gode forhindringsbaner i haven.

Med gyngeture i det fineste, lysegule solskin.Og is-spiseri i græsset.Der er faktisk ikke én eneste ting at beklage sig over, når jeg nu tænker efter.

Selv slim-produktionen bar frugt for ihærdige Cille, der denne gang blandede skolelim, barberskum og bodylotion.I virkeligheden har vi været snydeheldige med Martins arbejdstider, siden pigerne er kommet til verden.

I helt gamle dage – kærestedagene – rejste Martin godt og vel 200 dage om året. Og jeg var vant til det i en sådan grad, at min Svigermor måtte undre sig. Der var vores fællesliv – og så var der mit eget liv. Hvis jeg ventede for meget på Martin, blev savnet ganske enkelt for overvældende. Og jeg har altid været faretruende glad for mit eget selskab uden andres indblanding. Så det fungerede. Helt fint.

Men 7 år senere kom der en kæmpebaby på tværs.

Og de sidste af Martins forretningsrejser før fødslen var et helvede for os begge. Jeg var bange for at blive indlagt eller føde helt uventet – og han var bange for at der skulle ske et eller andet tosset med mig, barnet eller ham selv. Muligvis var det også fordi han fløj rundt i Rusland i små mærkelige indenrigsfly.

Der var ikke andet at gøre end at distancere sig fra kufferterne og lægge rødbedepasset på hylden. Siden Cilles fødsel har Martin haft jobs, der indebærer et minimum af rejseri. Plus ret så faste, familievenlige arbejdstider, hvor man kan spise aftensmad, bade og putte børn sammen, før computeren igen må åbnes.

Dét tager jeg hatten af for.

Og det betyder, at pigerne vil ha’ deres Far mindst lige så meget, som de vil ha’ deres Mor. For de er vant til, at han børster deres tænder, puster på av’ser og sætter plastre på, reder deres lange hår og læser godnathistorier. Det er de der helt små, nære ting i hverdagen, som man ikke senere kan gøre om – og som skal leves og mærkes, mens de er der.

Børnene er jo kun små i ganske få år. Og selvom det føles som trivielt trummerum ind i mellem, så ved vi begge, at der kommer alt for hurtigt en dag, hvor vi vil savne alle de her små ritualer.

Rejselivet ser bare så glamourøst ud udefra.

Men jeg har været tilskuer til det indefra i en hel årrække – og der er forbløffende lidt at misunde dem, der rejser hele verden rundt til møder. Måske lige bortset fra alle de nice bonuspoints, der kan konverteres til udgrades og familieferier.

Men nu sidder han højt oppe på himlen – på vej ned til os – og sender os videobeskeder i en fjern Ørkenstat. Ih, det bliver godt at få ham hjem igen ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om husholdersker i Dubai

Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.

Ikke når samtalen finder sted i Dubai, for her er vi i samme veltilfredse båd. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at man har hjælp i hjemmet.

Men i Danmark, hvor man enten gør-det-selv-Kjeld’er den efter bedste evne – eller ringer efter et par flinke rumænere til at gøre nødtørftigt rent hver eller hveranden uge, er det min erfaring, at samtaler om hushjælp forløber knapt så let.

Det er bare sådan lidt for mærkeligt, dét der med at have en fremmed person boende til at vaske ens undertøj og efterfølgende lægge det på plads i skuffen igen. Men sådan spiller klaveret altså i en fjern Ørkenstat – og mange andre steder rundt omkring i verden.

I Dubai er det almindeligt at have en nanny eller maid boende i hjemmet til forefaldende husarbejde og pasning af børn. Hun (eller han) kan være fra Indien, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Indonesien, Etiopien, Bangladesh eller Kenya. De tilladte nationaliteter varierer lidt fra tid til anden. Don’t ask me why.

Det koster en betydelig sum penge at anskaffe sig den eftertragtede ‘hjælp’. For myndighederne skal naturligvis have deres del af kagen for at udstede arbejds- og opholdstilladelse, og hvad der ellers hører til, når et menneske vil arbejde i Dubai. Som arbejdsgiver for en hushjælp betaler man godt og vel 21.000 kr. i stempelafgifter og gebyrer til staten, før vedkommende har lov til at arbejde for dig.

Som arbejdsgiver for en hushjælp er der også andre forhold, der skal være i orden. Man skal selv opretholde en vis månedsløn for at kunne sponsorere endnu et menneske i husholdningen. Der skal også være et separat værelse og bad i huset til husholdersken – og hun må kun arbejde hos familier, ikke i single-husholdninger.Der er selvfølgelig også en standardkontrakt, der som minimum skal overholdes. Den foreskriver bl.a. at hushjælpen skal have en sundhedsforsikring, en årlig hjemrejse/en måneds ferie, minimumsløn og den slags vigtige ting.

Og så er man egentlig igang.

Efter papirmøllen kommer fornøjelsen ved at have et menneske boende, som hjælper dig med stort og småt i hverdagen.

Som her, hvor vi efterlader fredagsfesten som beset kl. 1, fordi vi egentlig bare gerne vil op og sove.I køkkenet står opvasken efter madlavningen, bagningen og alt det andet rod, der sniger sig ind efter at have haft gæster.

Og næste morgen vågner vi til dette syn.Tilsæt selv duften af Fairy Ultra og rengøringsmiddel.Det er såmænd Hvirvelvinden Maricel, der kan trylle kaos om til ro, orden og renlighed i løbet af nul-komma-fem.

Jeg ville seriøst overveje at give min højre arm væk, hvis det blev et ultimatum for at kunne beholde Maricel i mit liv.

Hun vasker, stryger, vander have, gør rent, leger med børn, pudser sko, reparerer syninger i tøjet, laver mad, rydder op, bygger huler, køber ind, ringer efter håndværkere, holder styr på bøger i skoletasker og lægger uniformer frem og tusind andre ting, som jeg først opdager, at hun gør, når hun er hjemme på ferie i en måned.

Der er stort set intet i mit liv, hun ikke kender og forstår til perfektion. Med få undtagelser, trods alt 😉. Hun ved, hvordan jeg gerne vil have ting gjort og ordnet.

Hvad der gør mig glad.

Hvad der gør mig ked af det.

Hvad der gør mig vred.

Hun har set mig juble, og hun har set mig tude ned i kaffen.

Hun har fejret sejre med os og hun har hjulpet os op igen med sit rolige, stilfærdige gemyt, når bølgerne går højt.

“Er hun så ligesom et nyt familiemedlem?”, er der mange, der spørger os om.

Og nej, dét er hun ikke.

Selvom det i sit eget rolige, organiske tempo er ved at udvikle sig til langt mere end et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstager-forhold. Jeg hedder fortsat “Madam”, og Martin er “Sir”. Det fornemmer jeg er rart, fordi det giver en nødvendig distance. Vi skal også altid kunne tale med hende, som man taler til hinanden på en arbejdsplads. Og hun har brug for at kunne trække sig, så hun også kan passe sit eget liv. Det er helt forståeligt og naturligt.

Men.

Og der er et men.

Man kan ikke gå og op ned ad hinanden i årevis uden at fatte mere end almindelig sympati.

Hun fortæller mig bestemt ikke alting, men brudstykker fra sit liv og sin barndom kommer frem undervejs. Præcist som jeg også vælger, hvad jeg vil dele.

Vi omgåes hinanden på hyggelig vis med småsludren og enkelte aftaler om en tur på stranden eller kaffe og kage. Og hun holder af pigerne. Det må være umuligt at gøre andet, når nu man har været nødt til at rejse hjemme fra for at passe fremmede menneskers børn i stedet for ens eget. Jeg forestiller mig, at man må forlige sig med situationen og vælge, om man vil tage de her børn ind i hjertet eller holde en tydelig distance. Maricel har valgt den første løsning – og hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for pigerne.

I formiddags stopper jeg op for at fortælle hende, at jeg vil skrive endnu et blogindlæg om hushjælp i Dubai.

”What do people think of me in Denmark”, spørger hun mig nysgerrigt, mens hun forsigtigt stryger en stor uldtrøje.

“I think the Danes are more concerned with what kind of people we are – to have taken you away from your child and family to work in our home doing the duties and chores that we could have done ourselves”, svarer jeg.

”Oh, so the Danish people think I am a bad mother for leaving my son at home and not taking care of him?”, replicerer Maricel og får helt våde øjne ved tanken om at have et dårligt ry i Danmark.

”On the contrary! Some Danes think that we take advantage of you and that you could potentially be living under slave-like conditions like those sad nanny cases that we hear about through the grapevine”, svarer jeg.

”Then I don’t think the Danish people have ever had a starving child in their arms, Madam”, konkluderer Maricel efter en kort tænkepause.

“Remember when I told you that we had 7 or 8 years with just one small salary from my husband and things got so bad that I fed my son a little cooked rice and waited to see, if there would be any left for me. I went days without food, praying that my husband would send some money. I chose to come here. I am lucky to live with your family, but it is my choice, because I want a better life for my son and myself. In the Philippines, I would not be able to get a good job close to home. I could maybe work in the local hardware store earning 2,000 pesos a month”.

2.000 filippinske pesos er 250 kr.

Og en hushjælp i Dubai tjener mellem 3.500 og 5.500 kr. om måneden, afhængig af en masse personlige forhold.

Simple as that.

Hun siger det jo ret klart og tydeligt.

Sult og desperation er fremmede fornemmelser for en flok pæredanskere. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor hårdt det er, at leve i et land som Filippinerne.

Og jeg gør mit ypperste for ikke at tale om hushjælp, når jeg er i Danmark, medmindre det er med familie og nære venner, der har stiftet bekendtskab med Maricel, og derfor har interesse i at høre om hendes familie og husbyggeriet.

Men uanset hvad andre måtte tænke eller synes om konceptet ‘hushjælp’, så kan jeg sige, at vores erfaring med at have en hjælper ansat er, at det er en kæmpe lettelse i en travl hverdag i en småbørnsfamilie. Når man altså har fundet dén person, der passer som fod i hose til ens familie ❤️.

Og den direkte økonomiske transaktion fra en velstillet familie til en økonomisk-trængt familie har tydelig effekt. Vi er stolte af Maricels arbejde og de ting, hun opnår for sig selv og sin familie ved at være hos os. Og det er hun heldigvis også selv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mor

Det er søndag derhjemme i Danmark, og mens du holder weekend, er ugens første hverdag sparket igang i en fjern Ørkenstat.

Men mig skal du ikke have ondt af. Min hverdag er strikket sådan sammen, at jeg midt på dagen har en frokostpause, der er lang nok til, at jeg kan stå lige her og glo i en time, hvis det er dét, jeg har lyst til.Og når jeg ikke holder en af mine evindelige kaffepauser, er jeg omgivet af søde og dygtige børn, der gerne vil lære noget.

Jeg kan ikke ønske mig mere end alt det, jeg allerede har og er omgivet af.

Og så alligevel, er der noget, der spiller mig et puds.

Et hedenganget fatamorgana, der dukker op, når jeg mindst venter det.

Babydrømmene.

Duften af evig ungdom.

Følelsen af sarte, u-trådte, buttede barnefødder i min hule hånd.

Tanken om at holde et lillebitte barn i armene igen.

Som sover så trygt og sukker under sin sut.

For slet ikke at tale om at bære barnet i maven.

Det er mit nu 40-årige biologiske ur, der ikke bare tikker.

Det råber op om, det er sidste chance for en tur i babykarussellen.

Jeg tror ikke, at der findes mange kvinder på min alder, der ikke har det sådan hér ind i mellem. Vi ser på de par, der er kommet ud på den anden side af småbørnstågen, og som nu venter deres tredje eller fjerde barn i en voksen alder – og pludselig kan vi ikke lade være med at tænke, om det mon i virkeligheden er bedre med tre end med et eller to?

For hvem af os kan lide tanken om, at baby- og småbørnslivet er uigenkaldeligt slut?

Det var jo – trods alt – en fuldstændig livsforandrende og vidunderligt vanvittig tid med nære relationer og simple pleasures.

Hvem af os kan lide tanken om, at vores fysiske, allermest kvindelige, formål i livet er afsluttet?

At vi er under afvikling i produktionshallen? At udløbsdatoen på æggene nærmer sig?

At vi er blevet til halvgamle høns, der er fine til at øve sig med, men ikke til at lave et barn med?

Alt i min fornuft og hjerne fortæller mig, at vi skal ikke på nogen som helst vilkår have et barn mere. Nu er vi endelig kommet ud over småbørnsstadiet – og det er ubeskriveligt skønt, at vi aldrig skal bøvle rundt i søvnunderskudståger og trækkes med klapvogne, bæreseler og bleer mere.

Vi kan rejse som familie nu.

Vi kan have reelle samtaler som familie.

Vi kan foretage os ting sammen – og vi får sådan for alvor oplevelser sammen nu.

Der er intet, der taler for, at vores liv skulle bombes tilbage til babystadiet igen.

Intet.

Og så tænker jeg lidt på de to sunde og raske døtre, der ville tage imod en lillebror med kyshånd, men som også har brug for vores tid, omsorg og hjælp til så mange ting stadigvæk.

Men følelsen er der ind i mellem. Især omkring ægløsning. Gok. Gok.

Og tanken sniger sig ind, hver gang jeg ser en jævnaldrende kvinde vralte omkring med en fin mave.

Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i den dybe, fuldstændigt uterlige desperation, der må bo i ufrivillligt barnløse kvinder. Den sorg og den frustration, som de må opleve måned efter måned, mens de forsøger at blive gravide. De har jo den samme fornemmelse i kroppen. De samme ønsker og drømme om liv, som vi andre har haft og til stadighed har.

Jeg har set det i veninder.

Jeg har læst om det og forsøgt at forstå, hvor svært og tungt det er, når babydrømmene kun bliver ved drømmene.

Derfor rammer TV2-dokumentaren “Har hun stjålet vores børn?” direkte ind i mit moderhjerte.Har du set den?

Det er hjerteskærende, ægte TV.

Og jeg føler med de to barnløse par, der i den reneste form for desperation tyer til en rugemor, som en allersidste chance for at opnå dét, de ønsker sig allermest i livet.

De overser advarsler og faresignaler, fordi de har kun målet for øje.

De ønsker sig det her så brændende, at sund fornuft går på i røg og pengene sidder pludseligt løsere.

Rugemødre er jo også en reel løsning, ingen tvivl om dét, men som dokumentaren viser med al tydelighed, så er det også en rejse med mange faldgruber, når lovgivningen er forældet eller halter – og når tingene foregår i det skjulte.

Mit hjerte bløder for de her kvinder, der er blevet franarret en stor sum penge og fravristet den ultimative drøm.

Moderskabet.

Det dejligste skab af dem alle.

Og vi kan kun gisne om, hvorfor rugemoren valgte at beholde tvillingerne. Hendes fortælling er pt. ukendt, men vil nok blive belyst i retssagen.

Handlede det for hende kun om at få lokket “nemme” penge og charterrejser ud af desperate barnløse?

Havde hun et underliggende ønske om flere børn selv?

Havde hun et ønske om at udfylde rollen som rugemor, men da børnene så først boede under hendes hjerte, var det umuligt at give dem fra sig?

Den falske rugemors historie er en også en slags tragedie. Ikke på lige vilkår med de barnløse kvinders, men den fortjener at blive fortalt og hørt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet