Godt Nytår!

Den 30. december gik jeg tur i tusmørke og tænkte over det herrens år 2020, vi var på nippet til at forlade.Hvem skulle have troet, at verden ville blive vendt helt på hovedet for et år siden?De fleste af os er sikkert blevet en del mere taknemmelige for de simple ting i livet i løbet af 2020. For vi har lært, at selv de mest almindelige, hverdagsagtige rutiner kan blive taget fra os på et øjeblik – og erstattet med kaos, spørgsmål, frygt, frustration, skuffelse og ærgrelse.

Vi har lært, hvad vi for alvor har kært. Vi har lært at prioritere. Vi har lært at gå med et nyt flow, fordi der ganske enkelt ikke er andet at gøre.

Jeg mistede ikke mit arbejde under pandemien, som rigtig mange andre mennesker gjorde, men jeg ‘mistede’ det i den form og under de vilkår, som var normale for mig. Og det gjorde ondt. Jeg sled imod. Jeg fandt fem fejl konstant. Jeg øffede og møffede og kørte rigtig sur i online-undervisning, fordi jeg nægtede at acceptere tingenes tilstand. Ind i mellem fandt jeg små lysglimt af det, jeg elsker så meget ved at undervise. Børnenes begejstring over en sjov fortælling, deres finurlige kommentarer og refleksioner over livet eller et problem, deres naturlige fremdrift og ukuelige vilje til at finde en vej midt i kaos. Det er dét, der har båret mig videre – og det er dét, der gør, at jeg ikke kaster håndklædet i ringen og løber skrigende bort.

For vi kan lære så meget af at se på børnene omkring os. På hvordan de tackler en ukendt og uventet situation. De har spørgsmål – ofte mange og ofte ret så relevante – men de accepterer hurtigere, at noget er forandret – og de bevæger sig videre med en tyrkertro på, at det jo nok skal gå alt sammen. Dén oplevelse forsøger jeg at tage til mig, sådan rigtigt ind i hjertet, her mens vi alle venter i spænding på, hvad 2021 mon bliver for et år.

Bedst som det så allersortest ud arbejdsmæssigt for Martin – og kulsort rent økonomisk for os som familie – blev der tændt et lys hos os. At det lykkedes Martin at finde et godt job midt under en pandemi, taler sit tydelige sprog. Han er dygtig, kompetent og har en masse erfaring og viden, som han kan bruge og give videre inden for sit fag. Jeg er så pissestolt af ham.Jeg er dybt taknemmelig for, at vi igen har sikker grund under fødderne i forhold til vores økonomi. Det betyder så meget for både fremtidsudsigterne og nattesøvnen.

Under pandemien er jeg kun blevet gladere for at bo, hvor vi gør. Vist var det surt at have lockdown nogle uger i marts – og vist føles det som en fagligt kompromitterende spændetrøje at være sat på online-undervisning resten af skoleåret. Det er der da ingen, som klapper i hænderne over. Men myndighederne har styr på smittespredningen. Der er plads på hospitalerne. De har hoteller klar til dem, der ikke kan være hjemme, hvis de er positive med COVID-19. Der er grundig kontakt-sporing, så skolerne fortsat kan være åbne, og langt de fleste arbejdspladser fungerer fint – selvom der ind i mellem er en kollega, lærer eller elev, der bliver smittet. Alle overholder reglerne for masker, temperaturkontrol, distance og afspritning. Det føles trygt og rart at være lige her. Og vi tør ikke tage til Europa lige nu. “Jinxe” det for en begrænset jul i familiens skød.

Forhåbentlig får vi snart mulighed for at blive vaccinerede. Det er ihvertfald mit ønske for 2021, så vi kan blive genforenet med familie og venner uden bekymringer og at skulle igennem PCR-tests igen og igen.

2020 har givet os mulighed for at nulstille, for at reflektere og overveje, om der er noget, der skal være anderledes i vores liv. Den slags lommefilosoferen har der være rig mulighed for og tid til, når nu vi ikke kunne ret meget andet end at bestille varer online, læse bøger og måske løbe en tur. Vi blev for alvor klar over, at vi skulle have en base i Danmark, når vi er hjemme. Et sted, hvor man ville kunne selvisolere – uanset om det er på grund af en virus eller bare et behov for down-time i familiens skød. I september måned kiggede vi på et sommerhus – en diskret “skuffe-sag” hos én af mine gamle gymnasiekammerater, der er ejendomsmægler. Vi lod det ligge. Noget i sol og stjerner måtte give os et tegn på, om og hvis og hvornår det skulle være.

Så fik Martin sit nye job.

Og vi spurgte i december, om sommerhuset i skuffen mon var forsvundet eller solgt. Det var det ikke. Og nu var tiden moden.

Tiden var også moden til familieforøgelse. Præcist lige som alle andre. Det er lemminge-effekten, der slår 100% igennem.

Vi ser, hvor skønt andre mennesker har det med deres sommerhuse, surdejsopskrifter, hjemmestrik, puslespil, campingvogne og hundehvalpe. Ud over sommerhuset, måtte vi da også ha’ en hundehvalp. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det.

Faktisk har pigerne ønsket sig en hund lige så længe, jeg kan huske. Der er mange hunde i vores familier. De har tidligt mærket, at en hund fuldender følelsen af hjem. Ingen af Martin og jeg har været strengt imod tanken om en hundehvalp. Men jeg har været lidt spændt på, hvordan det nu ville være at blive hunde-mor til en hunde-baby.Jeg skal hilse og sige, at det er præcist lige så skønt, sårbart, inderligt og næsten lige så følelsesmæssigt tumultarisk, som at få en menneskebaby. Men også kun næsten. Det er trods alt lettere med en hund.
Daisy landede i vores familie den 26. december. Hun er en 2 måneder gammel maltipoo og er rent faktisk 1.5 kilo af det reneste, pureste guld: Livsglæde. Dén kan man måske nok ikke købe sig til, men en hundehvalp er vel så tæt på, man kan komme?Jeg er klar til at gå 2021 i møde med hende hunden her – og med Martin, Mille og Cille. Og uanset alt det uvisse, vi har været igennem i 2020 – og uanset alt det uvisse, vi kommer til at skulle igennem i 2021 – så har jeg lært et par ting undervejs, som jeg tager med videre.

– Ting, tager den tid, de skal. Vi kan ikke altid forcere eller styre slagets gang.

– Vi finder dét, vi har behov for undervejs. Når tiden er rigtig.

– Det hele løser sig. Uanset problemets størrelse.

– Jeg skal fokusere på det, der giver mig energi og gør mig glad.

Og ind i 2021 hoppede vi i fineste selskab i går. I en lille social boble.Glimmer på, som Hella Joof siger.Vi så Dronningens milde nytårstale, og vi fik traditionel bulgarsk nytårs-filotærte med små spådomme i.Vi havde også besøg af en premierløjtnant fra Livgarden og en sergent fra Søværnet.Klokken midnat hoppede vi ind i det nye år oppe på balkonen, hvor vi kunne se fyrværkeri over Dubai Marina, Atlantis The Palm og en smule af Burj Khalifa.Godt Nytår til jer alle sammen. Må 2021 blive et mildere, mere kærligt og barmhjertigt år for os alle sammen.

Tak for dejlige stunder, tanker og oplevelser, vi har delt med hinanden i det forgangne år.

Jeg savner Danmark – eller rettere – jeg savner en masse dejlige mennesker i Danmark, men alligevel er jeg præcist, hvor jeg skal være. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefed og julefred

Jeg får intet skrevet for tiden.

Den går bare, tiden.

Med alting og ingenting. Helt afslappet.Men sådan bør en juleferie i virkeligheden være – jeg har bare været vant til social tour de force i så mange år, at jeg slet ikke kan huske, at det kan være anderledes.

Martin arbejder dog hele julen – for der er ingen optjent ferie, når man lige er begyndt i et nyt job, og der er jo ingen kristne helligdage i et muslimsk land. Men det er okay. Vi er taknemmelige for, at han lykkedes med at finde et nyt job midt under pandemien – og vi hygger os og ses med venner om aftenen, når han kommer hjem. I løbet af dagen læser jeg bøger, drikker kaffe, underholder pigerne, kører til og fra legeaftaler, shopper lidt (Dubai Shopping Festival starter åbenbart tidligere og tidligere), så nu er jeg den lykkelige indehaver af en masse sportstøj, der sådan set bare mangler et menneske, der gider trække det på og træne i det.

Lillejuleaften endte med at blive en ny mærkedag for os. Vi blev nemlig sommerhusejere i Danmark den 23.12, og det er en stor ting for os. Efter 10 års hyggeligt (og småstressende) kuffertliv i alle ferier, har vi nu et sted, hvor vi kan være – ihvertfald halvdelen af tiden, når vi er hjemme om sommeren og til jul. Det føltes lidt underligt med fremvisning af fritidsbolig over FaceTime, men vi kender området og husenes stand, så vi turde godt slå til. Blåvand, er der blevet til. Vesterhavet er nemlig dét sted i Danmark, som jeg føler mig allermest forbundet med – og som jeg får længsel efter, når jeg savner Moderlandet.

Juleaften blev også en ny mærkedag i familien. Forud for selve dagen føltes det som noget af en udfordring at skulle fejre julen uden familien omkring os. Jeg har aldrig stegt ænder eller lavet ris a la mande før. Den slags har jeg været så svineheldig at have folk til.Jeg har helt sikkert overkompenseret for den manglende familie-hygge i Danmark ved at gøre mig ekstra umage med at bage julesmåkager, lave juleaktiviteter og julehygge for pigerne, og jeg har virkelig nærstuderet opskrifter på ænder og flæskesteg og rødkål, så jeg kunne vælge det helt rigtige til os. Det eneste, der manglede var en sjat madkulør til andesaucen – og den fik jeg heldigvis tusket mig til i nabolaget.

Der skulle også pyntes og dækkes op, så Juleaften ikke bare blev ‘endnu’ en middag i vores lille firkløver.Damerne i familien tog store kjoler på, og jeg fik Cille til at forevige os på vores første juleaften uden for Danmark, langt væk fra vores elskede familier.Og ande-middagen? Den endte med at blive så fin. Lidt justeringer i den originale danske julemiddag havde vi altså lavet, fordi det bare passede os bedst sådan, men måske er en ny tradition født – f0r det er ganske udmærket at fejre jul i Dubai, kan jeg konstatere!Familierne derhjemme fik vi fat i over FaceTime senere. Vi havde masser af gaver under træet, som var fra dem alle – og de skulle selvfølgelig have videoer, billeder og tak for de fine ting, de havde sponsoreret på distancen.Den allersidste gave under træet var fra os til pigerne. Én af den slags gaver, man kommer til at tudbrøle over.Pigerne har fået en hundehvalp. En drøm og et ønske, de har været fælles om lige så længe, vi kan huske.Jeg håber, at din jul og juleferie har været lige så awesome, som vores. Og at du nu er lige så langt nede i gear, som jeg er. Faktisk aner jeg ikke, hvad dag, det er i dag – og kodeordet til computeren er forsvundet fra min hjerne.

Glædelig Bag-Jul fra mig til dig!

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Zorah Ajman

Stik nord for Dubai ligger emiratet Sharjah, som vi kun har oplevet meget begrænset af. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl – for Sharjah har store kulturinstitutioner og muséer, en smuk souk, en moderne havnefront, lækre hoteller og sikkert en masse andre gode ting at byde på.

Forleden kørte vi dog endnu engang lige igennem Sharjah uden stop. Denne gang var vi på vej til emiratet Ajman, som man ganske ubemærket glider ind i lige nord for Sharjah’s sædvanlige hustle-and-bustle.

Ajman er ikke rigtigt på noget verdenskort, men der er et par flotte luksushoteller langs kysten, og så har de mangrove-områder med rigt dyreliv, ligesom vi har oplevet det i emiratet Umm Al Quwain.

På kortet kan man fornemme, hvordan havet går ind i en form for ‘fjorde’, floder og vådområder a lá Vadehavet i Danmark. Det samme gør sig gældende ud for emiratet Abu Dhabi, hvor der er tusindvis af små øer og vandløb, der leder ind i landet.

På kortet kan man også notere sig Al Zorah Natural Reserve – og det var præcist, hvor vi var på vej hen.

Inde i området Al Zorah har man ‘naturligvis’ anlagt en golfbane, et stort beboelsesområde, et luksushotel, shopping og en masse andre bygninger, der absolut intet har med et naturreservat at gøre.

Det er det sædvanlige.

Money talks.

Ajman er ikke en lille super-rig stat i staten, så det giver mening, at styret giver byggetilladelser for at få arrangeret mest muligt gøgl for turister og andet godtfolk, der kunne komme forbi og bruge lidt af deres vekslede dirhams. Det virker jo heller ikke som om den linde strøm af nyrige russere, der trimler ud af Sharjah Lufthavn, nogensinde stopper igen.

Jeg forstår det såmænd godt. Der er brug for byudvikling for at følge med tiderne. Desværre er der ikke meget fornuft i at smide masser af cement ud i kanten af en unik mangrove-skov – og selvom jeg sagtens kan se det eksotiske i at golfe den op med en flok flamingoer på tværs, så virker det grotesk, at det igen-igen er naturen, der må transformere sig rundt omkring alt det mørtel, vi mennesker pladrer op.

Men nu er vi her – i Al Zorah naturreservat, nærmere bestemt hos turoperatøren Quest for Adventure, der er én i rækken af turoperatører, der tilbyder fænomenale naturoplevelser i De Forenede Arabiske Emirater for privatpersoner, som firmaarrangementer, til skoler som dagsudflugter og 2-3-dages lejrskoler, til de ældre elevers Duke of Edinburgh medalje-ture og så fremdeles.

Min veninde Tilde – den sporty nordmand ved siden af mig – har arrangeret det hele for os, så vi bare skulle møde op i Al Zorah.
Frem med pagajerne og på med svømmevestene! Det føles næsten som i de gode, gamle dage, hvor Martin og jeg kajakkede Københavns havn rundt igen og igen.

Turen rundt i Ajmans mangrove tager godt og vel 2 timer, og der er en meget vidende og engageret guide med på turen, der forklarer om fugleliv, tidevand, mangrovens unikke evne til CO2-absorbering og vigtigheden af de allestedsværende mangrovetræer, Avicennia Marina.Der er god tid til at øve sig i at sejle i kajakkerne undervejs, og der er kun blide skvulp og svirp fra træernes grene – så fredeligt, som det overhovedet kan blive.

Mille, der – til sine forældres store fortrydelse – ellers ikke er helt med på at sejle, får sig endda en åbenbaring midt i mangroven. Her er der pludselig så meget fred og ro, at hun overvinder sig selv og ligefrem nyder at sejle, hoppe i fra kajakken, lege med pagajen og så videre. Hun bliver selvfølgelig overdænget med ros bagefter – for vi elsker at sejle, og vi vil jo gerne have hende med uden at skulle presse hende alt for meget. Kajak i mangroven er for fremtiden godkendt, siger hun.Undervejs flyver der store fiskehejrer hen over hovederne på os. Pigerne udpeger sølvstrimede fisk i det klare, halv-salte vand og der er spor efter krabber, muslinger og østers på den hvide bund.

Vandet er køligt, klart og dufter friskt af havsalt. Så langt fra en slimet, tropisk mangrove med grønne alger, skum og pløre, som jeg ellers har oplevet i f.eks. Indonesien.

Det her er en vidunderlig sejltur i et lige så vidunderligt område af Emiraterne.Quest for Adventure-guiden forklarer os i øvrigt stolt om deres genplantningsprogram. De laver selv avicennia-stiklinger, lader dem stå i potter til en vis størrelse, og så kan gæsterne ellers få fornøjelsen af at plante et nyt lille træ i mangroven, hvis man da vil betale for det. Han hjælper også børnene med at bakse plastic-affald fra vandet op i kajakkerne, og er i det hele taget hands-on, fortællelysten og interesseret i at vise os, hvorfor mangroven er så unik og vigtig for klodens overordnede klima- og økosystemer.

Efter at have bakset rundt i tæt mangroveskov kommer vi til en bugt, hvor der står hundredevis af flamingoer. De nyder livet i Al Zorah, hvor tidevandet dagligt åbenbarer en klistret mangrove-havbund, der fungerer som en ad libitum silt-buffet med krill, snegle, orme, krabber, rejer og andet lækkert, som flamingoerne filtrerer igennem deres krogede næb. Flamingoerne er svagt lyserøde, for de er kun på naturkost. Nogle af de langbenede fugle bliver her i reservatet hele livet, mens andre flyver længere sydpå til Afrika og returnerer senere.Efter sigende er her mange ørne og falke. Vi ser dem dog ikke, men det ville sikkert også være mere sandsynligt, hvis man tog ud ved enten solopgang eller solnedgang. Guiden fortæller os også, at der er enormt smukt i maj med blomstrende avicennia-træer, masser af bier og andre insekter, der suger løs af nektaren og poder planter, og så er der masser af krabber på bunden af mangroven. Her i vinterhalvåret er krabberne gået i hi, fordi de synes, at 25 grader varmt vand er for koldt. Avicennia-træerne skyder nu kun grønne skud, men står ellers ret ensartet hen. Jeg har egentlig lyst til en kajaktur i maj måned, for at kunne opleve mangroven i fuldt flor, men når vi kommer dertil og termometret vipper omkring de 40 grader, tænker jeg sikkert anderledes om dén idé.

Efter en aldeles fremragende naturoplevelse, der virkelig tanker op på den mentale konto, står vi ud af kajakkerne, retter ryggene ud, skyller saltvandet af arme og ben – og skifter til tørt tøj. Nogle af os har ikke lige helt den rigtige pagaj-teknik, og jeg formår ihvertfald at give mig selv buksevand, om ikke andet.

Quest for Adventure har ingen café eller picnicplads, men de har anbefalet os at tage hen i ét af de butiksområder, der ligger lige i nærheden af Al Zorah. Hér kan man sidde på Shakespeare Café direkte ud i mangroven og spise sig mæt i de lækreste sager.

Så det gør vi.

Prøv at se flokkene af flamingoer i solnedgangen. Der er SÅ meget mere at se og opleve i De Forenede Arabiske Emirater end de åbenlyse, opreklamerede turist-attraktioner.Mangroven i Ajman er en gennem-god idé til en familievenlig naturoplevelse, der inkluderer lidt fysisk aktivitet uden at være trættende. Alle kan deltage – fra 4 år til 70 år – for man tager bare dén tid, man har brug for undervejs.

Book tid hos Quest for Adventure i forvejen. Det er ikke bare lige et sted, man popper ind. I Al Zorah er der ikke mulighed for at kajakke rundt på egen hånd, sådan som jeg opfattede det. Man skal krydse ind over golfbanen, og det virker som om, at Quest for Adventure har monopol på denne her aktivitet.

Næste mangrove-oplevelse må blive i Abu Dhabi, hvor man ligeledes kan kajakke i endnu større mangroveområder og gå helt tørskoet på planker igennem mangroven.

Du kan se mere om forskellige natur-ture lige her: https://www.questforadventure.net/ eller hvad med denne her: https://park.jubailisland.ae/ eller denne her: https://visitabudhabi.cn/en/things-to-do/water-activities/kayaking

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den store julerejse

….er skrinlagt.

For første gang i de 10 år, vi har boet uden for Danmark, kommer vi ikke hjem til jul i familiens skød.

Vi har altid prioriteret at rejse til Danmark hver jul og hver sommerferie. For pigernes, for vores egen og for familiens skyld. Det er vigtigt at deltage i traditionerne og de hyggelige familieaktiviteter, når vi har mulighed for det. Det er en måde at forankre pigerne i Danmark på, og det giver vores dejlige bedsteforældre, mostre, onkler og tanter en chance for at have pigerne hos sig for en stund. Det kommer alle parter til gode, og jeg oplever – ihvertfald indtil videre – at pigerne føler sig godt tilpas og ‘hjemme’ i Danmark, når vi er der.

Det har taget os lang tid at komme frem til beslutningen om at blive i Dubai henover julen, og jeg har også brugt en uges tid til at sunde mig oven på skuffelsen, før jeg nu skrive om det uden at blive ked af det.Det er selvfølgelig coronapandemien, der stikker sin kæp i hjulet på den store julerejse.Jeg har ellers været både kry og optimistisk i oktober og november. Selvfølgelig kunne vi da rejse frem og tilbage – det gjorde vi jo i sommers helt uden problemer og med et fint indtryk af de danske corona-foranstaltninger og testcentre.

Og der er da heller ingen risiko for, at vi som danske statsborgere ville blive udelukket fra indrejse i Danmark, men vi kan risikere, at det ser anderledes ud, når vi skal retur. Særligt sådan som smittetallet stiger dag for dag i Danmark. I modsætning til sommerferien, har vi slet ikke den samme fleksibilitet og tidsramme f0r vores juleferie, som vi har for det marathonlange tomrum, der nu engang er om sommeren i en overophedet Ørkenstat.At blive nægtet indrejse i De Forenede Arabiske Emirater ville være noget af en streg i regningen. Martin er nemlig startet i nyt CFO-job for en måned siden, og der er ingen optjent ferie eller ‘ret’ til ferie, så at bede om 10 dages ferie i Danmark virker lige dele uheldigt og usandsynligt. Hvis der så – oven i den måske godkendte, ikke-optjente ferie – også kom en 14 dages isolations- eller karantænesituation, ved vi ikke, hvordan den nye arbejdsgiver ville forholde sig. Vi har heller ingen appetit på at prøve os ad med det. 2020 virker ikke som året, hvor man lige gambler med nyt job, hvis man har været så heldig (og dygtig) at skaffe sig sådan ét midt under en pandemi.

Pigerne og jeg kunne godt være rejst til Danmark op til jul for at ‘sige hej’ til venner og familie – men dét ville jo være præcist det modsatte af, hvad myndighederne råder os til. ‘Bliv derhjemme’ og ‘hold fast i din lille sociale boble af få venner og familiemedlemmer, du ser hele tiden’. Hvis vi tog afsted, ville vi rejse fra ‘boble til boble’ – risikere at blive smittet og risikere at give smitten videre til vores nærmeste, hvoriblandt der også er særligt sårbare mennesker.

Dén går ikke.Og Cille var meget realistisk og nøgtern omkring situationen. Hun sagde: “Mor, what’s the point, hvis vi alligevel skal rejse hjem til Far the twentysecond, og ikke fejrer julen sammen med familien. Det bliver alligevel ikke det samme i år på grund af corona”. Hun har ret.

Men corona skal ikke få os helt ned med nakken.

Jeg er bevæbnet til tænderne med positive aktiviteter, nu hvor vi har 3 ugers juleferie.Der er udendørs lystændingsceremoni på Town Square Dubai med et 20 meter højt og helt igennem fake juletræ tilsat et lettere ubehjælpsomt forsøg på julehygge i 25 graders varme med julemand, karruseller, kunstig skøjtebane og knitrende TV-pejse.Der er også et ‘Family Fun and Splash Day Pass’ til Zabeel Saray på Palm Jumeirah i ærmet, så vi kan se hotellets fine julepynt og nyde en rigtige jule-driver-dag. Ikke med varm kakao og uldne sokker på en slagbænk, men i stedet med pool, strand og forfriskende mint-limonade.Hotellet har virkelig pyntet så fint op, og når nu det ikke kan være anderledes, så er det altså 100% okay at nyde 25 grader lunt havvand og lade solen bage på ryggen en hel dag, i stedet for regn, rusk og æbleskiver i det kolde nord.Jeg printer opskrifter ud på julesmåkager, henter sild i sennepslage i Ikea og planlægger den helt store julemiddag for fire. Der skal dækkes et julebord, tænkes på mandelgave, pakkes julegaver ind og købes endnu mere julepynt til det kunstige juletræ.For pludselig er det mig, der er værtinden i vores lille familie.

Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg glæder mig, nu hvor jeg har fået vendt skuffelsen til en eller anden form for krøllet taknemmelighed over, at vi trods alt har mulighed for at fejre jul – og at alle i vores familie og omgangskreds er sunde og raske, hvorend de befinder sig.

Jeg planlægger at lave make-ahead julesauce a lá Jamie Oliver. Og langtidsstegte timian-og appelsinfyldte ænder a lá Valdemarsro. Jeg vil koge rødkål og lave rødkålssalat. Kartoflerne skal vendes i semolina og ovnsteges i gåsefedt. Ris a lá mande bliver med hindbærcoulis. Det bliver vores lille “take” på en julemiddag.

There is a first time for everything.

Julemor in the making.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet