• ···

Farmor fylder 70

Oh, yes.

Armbånd på bedste all-inclusive facon.

Der er en første gang for alting her i livet.

img_5677

Lalandia Billund og Farmors 70-års-fejring, here we come!

img_5758

Der blæser en iskold og sønderlemmende vind ude fra vest og de eksotiske palmer af den pureste plast vajer fra side til side, men Martin og Mille modstår elementernes rasen og overlever på deres rå stædighed og benhårde viljestyrke.

Det er dansk påskevejr, som vi kender det.

Med småregn, tunge skyer og blæst.

Men der skal mere til at forskrække fire faldne vikinger, så vi tjekker ufortrødent ind i Lalandia med bag-in-box som garant for indre varme og god stemning i fælleshytten med Faster D og Co.

img_5676

Det knaldsmarte ved Lalandia er nemlig, at det danske verjlig er underordnet. For her er himlen altid blå og solen skinner insisterende.

Indendøre.

I et univers af romerske søjler og italienske specialiteter a lá Jylland.

img_5749

Og pigerne elsker det.

Hvert eneste minut.

De har købt Lalandia-konceptet 100%.

img_5762

For her er der lagt op til leg med fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, onkler, mostre og tanter.

Der er selskab og fællesskab; aktiviteter og oplevelser ad libitum for legebørn i alle aldre.

Selv under spisningen er der underholdning og arrangementer for børnene, så forældrene kan drikke sig i hegnet uden afbrydelser, hvilket er en udsøgt chance, som jeg naturligvis ikke lader passere.

After all, nogen skal jo fortælle sandhederne om livets genvordigheder til de unge mennesker i familien? Og dén tjans tilfalder mig. Helt naturligt. Beslutningen tager jeg resolut i en rus af vin og kalv og gris, der gør mig helt lykkelig og salig indeni, så mine livserfaringer strømmer ud som en bitter elixir.

Faktisk bliver jeg kun afbrudt i min talestrøm af tre kusiner på stribe, som optræder med vel-instrueret fællessang, så selskabet ih’er og åh’er ad trioen.

img_5701

Og uden for storfamiliens fællesspisninger morgen og aften, er der god tid til spontan kaffemik på torvet, når man støder ind i et familiemedlem eller ti.

Piazza, ville Lalandia nok insistere på at kalde stedet, nu hvor der er indført italiensk stemning med hiv og sving på en pløjemark i udkanten af Billund.

Her er det Farmor og Cille, som hygger sig med varm cacao efter skøjtebanen.

img_5769

Der er feel-good over hele feltet.

Martin forsvinder i et virvar af minigolf og vandrutschebaner med samtlige mandlige medlemmer af familien plus de modigste piger. (Læs: Minus undertegnede. Jeg har så rigeligt med at styre mit burkiniklædte korpus i børnerutschebanerne med Cille).

Nogle vælger at tage på kulturelle dannelsesudflugter om formiddagen for at undgå travlheden i AquaDome (det vi i gamle dage kaldte for vandland), da der er fuldt hus i Lalanda i påsken.

Andre drøner ni’er over æ’ grenz efter øl og slik, nu hvor Billund ifølge en flok nordsjællændere ligger så utroligt tæt på grænsen, at det ville være en skam ikke lige at køre forbi Sonja und Wolfgang. Onkel Peter og jeg trækker – som de eneste jyder – en smule på smilebåndet ad det ræsonnement.

Og Cille og Mille løber, hopper, rutscher, leger og danser sig igennem hver eneste dag og aften i fællesskabet. De er så optagede af at lege, at de knapt lægger mærke til deres forældre.

Det føles så godt.

Alle gør, hvad de har ka’ li’ og alting foregår i det tempo, vi selv sætter.

img_5766

Og helt ærligt: Findes der noget bedre scenarie for børn end at kunne løbe fra hus til hus og banke på for at se, hvilket familiemedlem, der nu åbner?

I think not. 

Men det er ikke kun børnene i familien, som trives med og i kollektivet.

img_5707

Det er også Farmors ønskescenarie:

At have os alle sammen – 28 familiemedlemmer – lige rundt omkring hende på hendes runde dag.

At alle er glade og nyder at gøre præcist det, de har lyst til.

At vi kan gå helt uformelt ind og ud af fællesskabet, som det nu passer den enkelte.

img_5709

Farmor trives med mennesker omkring sig – børn og hunde i særdeleshed – og hun behersker kaos og stordrift i en sådan grad, at jeg har hende mistænkt for at elske det.

img_5710

Og vi fejrer hende efter bedste evne.

For 70 år er en big deal. Prøv bare at se antallet af lys, der spidder uskyldige kanelsnegle, der aldrig bliver sig selv igen efter den oplevelse.

img_5706

fullsizerender

Og hun får fine overraskelser, som hun ikke havde den mindste mistanke om.

img_5731

 

img_5717

Og jeg sympati-piver af glæde, da jeg ser, hvor glad og overrasket Farmor bliver over gaverne. Alting er lige som jeg havde håbet på og mere til.

img_5730

Og da jeg om aftenen ser over på hende gennem rødvinstågede øjne, véd jeg, at hun har fået præcist dét, hun ønskede sig i livet.

img_5752

En stor og livlig familie med intet mindre end 4 børn og 9 børnebørn.

Farmors 70 år har bestemt ikke været en dans på roser.

Men hun er en overlever – og hun lever et godt og rigt liv sammen med Farfar og alle os andre.

Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

Hver eneste dag.

Af hjertet tak – Farmor-Svigermor og Farfar-Svigerfar – for en dejlig fødselsdagsfejring og påskeferie i storfamiliens skød.

Skulle det være en anden gang?

Dét tror jeg nok!

Vi takker ihvertfald for indbydelsen på forhånd.

Men først: Lur.

img_5776

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wat Pho

Buddhistiske templer.

Must-see-and-do when in Thailand, naturligvis.

Udfordringen ligger i, at der vitterligt venter det ene spændende tempel efter det andet lige rundt om hjørnet i Bangkok.img_5512Grand Palace – Moderen over dem alle – fravælger vi dog hurtigt denne gang, idet thaiernes elskede konge igennem 70 år, Kong Bhumipol, ligger lit de parade hér indtil udgangen af året – og dét giver helt sikkert mere kø end to troldebørn har overskud til.

Der er også rig mulighed for at sende en respektfuld og venlig tanke til afdøde Kong Bhumipol, hvorend man går eller står i Bangkok.

Ikke bare i disse dage, men resten af året, antager jeg?

Store billeder hænger ihvertfald på alle bygninger med dertilhørende beskeder om kongens glorværdige styre.

Og respektfulde, sorte sørge-T-shirts er i high command, hvor thaierne tidligere gik i konge-pro, gule T-shirts.

Altre med ungdommelige billeder af den aldrende konge, masser af guld og elefanter, overdådige blomsterdekorationer og dertilhørende lydoptagelser af fugle, rindende vand og messende munke er standard i disse landesorgstider.img_5511 Kong Bhumipol er inderligt savnet som statsgarant for stabilitet og troværdighed – og de sort-hvide draperinger som her hænger i loftet, ses påsat skolers facader, parkers gitre, offentlige instanser og butikker som daglig påmindelse om kongens død.

Vi ender – sådan lidt tilfældigt – med at vade ind i Wat Pho denne gang.img_5507 Det er templet med The Reclining Buddha – den enorme, liggende Buddha, som forhåbentlig kan interessere både store og små.

Jeg er ihvertfald forelsket i hans finurlige, skælmsk-underfundige ansigtsudtryk, som minder mig om en asiatisk Mona Lisa.img_5494 De små i familien ville nok have svaret “poolen!“, hvis de var blevet adspurgt om mulige aktiviteter for dagen. Og poolen er da også dejlig på hotellet, men ikke hele dagen, synes de kedelige forældre.

Så pigerne følger med og får en fin oplevelse af de detaljerede dekorationer, som buddhisterne elsker at opstille overalt. Her er falsk lotusblomst og Buddha-i-guld-galore.img_5496img_5501For enden af den enorme, liggende Buddha er der én eneste foto-mulighed for at få hele hans krop i ét skud.img_5500Og den chance har thaierne så valgt at dække med et ubehjælpeligt metalhegn, så vi i stedet må købe et postkort. Oh, well.

Uden for hovedtemplet med den hvilende Buddha, er der helt roligt, selvom vi er mange mennesker samlet. Omgivelserne indbyder ligesom til andægtig stilhed.

Pigerne går omkring og ser på statuer af dyr og finder herreløse katte.img_5509Der er også karper, som kan fodres for good luck.img_5502I mens forældrene fortaber sig i stupaernes detaljerigdom.img_5503Tænk, et håndværksmæssigt arbejde med porcelænsfliserne.

Billederne gengiver på ingen måde de uendeligt smukke tempelomgivelser.

Og vi finder række efter række af buddhaer, som ifølge pigerne holder hænderne op for at sige stop til os.img_5504Buddhaerne holder os beskæftigede, mens det regner (et ganske kort øjeblik) – til pigernes store begejstring.

Efter finkulturelt input bliver det til lavkulturelt. img_5530Vi er helt udhvilede.

Centrerede.

Glade.

Og klar til at gå fra zen til sindssygt skør på et øjeblik.img_5522Det er essensen af Bangkok. Fornemmer jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bangkok, Baby!

“Sawasdee Ka, Mrs. Kaalund, welcome to Shangri-La Bangkok”.

En smuk thaikvinde står helt overskudsagtigt foran mig kl. alt-for-tidligt-om-morgenen i sin farverige silkedragt og rækker røde roser frem mod mig, da jeg hopper ud af hotellets bil.

“Happy Honeymoon to you and Sir”, fortsætter hun.

“Kop-khun-kha, Miss, but we have been married for many years”, svarer jeg med et smil og eftertrykkeligt tryk på many, for at afkræfte al potentiel tvivl om, hvorvidt Virkelighedens Pippi x 2 er undfanget i dølgsmål.

Man har vel lidt arabisk anstændighed med sig i bagagen fra De Varme Lande.

“Ah, okay, please follow me to your suite”, siger hun høfligt undvigende og genner os op på 10. sal.img_5372Pigerne går straks igang med at prøve alting af. De er natural born hotelgæster, der ved, hvad de skal kigge efter – hvilket står i skarp kontrast til min egen og Martins barndoms ferierejser.

Sengen skal prøves først for bounce-værdi og pudernes puffethed. Kvalitetstjekket udføres af yderst minutiøs knapt-5-årling.img_5369Toiletartiklerne fra L’Occitane er næste punkt på listen. Både mor og datter er fan af udvalget med bergamotteekstrakt.img_5370Så kommer madammerne til stuen og fjernsynets kanaler.img_5371Sidste manøvre er udpakning og ophængning.

Cille mestrer denne opgave til perfektion, og hun kan nærmest ikke slappe af, før kufferterne er tømte.

Jeg klager ikke over hendes ihærdighed.img_5388img_5373Bagefter spiser vi morgenmad i hotellets lounge, nu hvor vi har haft en kort nat og en meget tidlig morgen.img_5377img_5374Jeg får nostalgi-tårer i øjnene af at tusse rundt i buffetten med pigerne.

Genkendelsens glæde, er årsagen til de fugtige øjenkroge.

Det var hér vi tog til som kærester.

Som forlovede.

Som nygifte med spirende baby i maven.

Og sidst vi var her, var Cille en 13-14 måneders baby, hvor Flyvende Farmor var med os på en skøn 3 ugers ferie.

Nu er vi tilbage igen – langt om længe – med 2 store småpiger, der går civiliserede omkring og øser forsigtigt op på tallerkenerne, og som nyder at smage på nye frugter og kager.

Det er en fugtig og overskyet morgen i Bangkok, hvor Chao Phraya’s vandtransport så småt er ved at vågne, mens vi selv langsomt vågner henover cappuccino og morgenæg. img_5379Eftermiddagen tilbringer vi i og ved poolen, selvom Thailands småfugtige 30 grader føles en kende køligt nu om dage.

Det er halv-pinligt at indrømme det, men sådan er det nu engang, når man er blevet til vaskeægte ørkenrotter.img_5391img_5392Shangri-La har en fin og frodig have lige ned til floden, som Mille og jeg lister på opdagelse i.img_5393 Vi ser beundrende på de smukke og velduftende blomster, de frodige planter og træer, som slynger sig så naturlige og helt anderledes end den fremprovokerede, manicurerede plantevækst i Ørkenstaten.img_5394Og vi går over for at hilse ærbødigt på Buddha i én af hotellets små buddhist-altre.

“Hvem er ham Buddha med den golden tummy?”, spørger Mille.

“Han er Gud, Mille”, svarer jeg.

“Endnu en Gud?”, udbryder hun.

“Ja. Endnu en Gud. Eller også er de alle den samme Gud”, svarer jeg.

Pigen er helt betaget af de duftende jasminranker og de små lerfigurer, som pynter i miniature-templet.img_5395Det er jeg også.

Hver eneste gang, jeg ser et buddhistisk tempel, bliver jeg draget af det.img_5396Jeg tror egentlig, at jeg vil bede om at blive genfødt som buddhist i mit næste liv.

Faktisk kunne hele menneskeheden trænge til at blive genfødt som buddhister, så vi kan få skabt fred og ro og fordragelighed over hele kloden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Trio på frihjul

Jeg er simpelthen så glad.

For Søster-min og familiens længe-ventede besøg.img_5086Det er ubeskriveligt skønt at have hende ved min side til hyggesnak og hyggesnack.img_5186 Den lille familie flytter lige så stille ind, vænner sig til omgivelserne, nyder poolen og Maricels pandekager, mens vi overstår de sidste skoledage før Spring Break.img_5088Og hvilken lettelse det er, da vi endelig samler Cille op fra Science Fair og kører hjem til frihed og stordriftsfordele.img_5152Nu er der dømt ferie. Velfortjent, hvis du spørger én, der godt kan bruge en bitte pause fra teenagere…fullsizerenderDet er forløsende at trille ham her rundt i klapvogn inde i hvidmands-ghettoen, sådan som jeg har visualiseret lige siden hans forældre bekendtgjorde, at de gerne ville rejse herned med ham.

Han sidder veltilfreds og lufter sine buttede babyfødder, mens han ser på fugle og biler og pludrer, så jeg bliver helt salig over endelig at tilbringe tid med ham.

Og Martin køber en islagkage til Baby A, så vi også får chancen for at fejre, at han netop er fyldt 1.img_5146img_5149img_5148Familielivet med intet mindre end 4 børn, hvis behov og interesser skal tilgodeses i løbet af dagen, bliver kombineret med voksen-afslapning, vin og gåture i aftenmørket, så vi ikke løber helt tør for mental energi.img_5155De er nu ellers meget søde – vores 4 sammenbragte matroser. 3 på frihjul og den 4. på støttehjul.img_5159De vil hinanden på kryds og tværs – med inderlighed og ømhed langt det meste af tiden.img_5089img_5196Og det er kun helt naturligt, at vi når igennem hele følelsesregistret på en dag, når vi skal samarbejde, blive enige, indgå kompromis, give slip, give tilladelse, acceptere og anerkende i flok.img_5189img_5191Og efter endnu en ombæring cloud-seeding med dertilhørende regn-høst (stop det, kære Ørkenstat, bare stop det), kurerer vi familiens voksende cabin fever med en tur i Mirdif City Center’s Little Explorers – et af pigernes favoritsteder, når vejret ikke er til udendørs aktiviteter.img_5174img_5178Baby A følger så fint med. Han står ikke tilbage for pige-trioen.fullsizerender-1Det hele er præcist som det skal være i storfamilien.

Vi kører på frihjul.

Vi samarbejder.

Vi modarbejder.

Vi arbejder skizofrent og dynamisk.

Præcist, som det skal være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Et skud Moster

img_5061Det er midt på formiddagen og beskederne flyver frem og tilbage mellem niece Jo og jeg med Moster-Søsteren som mellemmand og skriverkarl.

Jeg har permanent optur idag.

Ikke på grund af vodka i min earl-grey-te, selvom det kunne føles sådan.

Årsagen er langt mere uskyldig.

En håndfuld af mine allermest-elskede-favorit-mennesker-i-hele-verden ankommer sent i nat.

Baby-A og Jo.

Min nevø og niece.

Og deres Mor og Far medbringer de vist osse – a.k.a. Moster-Søsteren og Onkel S.

Der er forhåndspakket badekurv, klargjort weekendseng og fremstillet den fineste velkomstplakat til det længe-ventede besøg.img_5050img_5053Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at når et gensyn er nært forestående, synes afsavn og venteposition helt ulidelig.

Vi tæller ned i uger og dage med pigerne – og vi taler om, hvad de gerne vil opleve med deres fætter og kusine.

Jeg laver planer for skønhedsbehandlinger, tirsdags-ladies-night, alene-beach-club-dag for de trætte småbørnsforældre, der fortjener det og så videre og så videre.

Vi har et stramt program, der involverer mest mulig afslapning, badning, kagespisning og fjolleri.

At være væk fra den nærmeste familie i hverdagens gode og dårlige stunder, ved højtider og festlige anledninger, er ét af de tungeste lod ved at bo i udlandet.

Selvfølgelig glæder jeg mig over Moster-Søsterens live-opdateringer af Baby-A, der lægger sit første puslespil, som han netop har fået i 1-års fødselsdagsgave.img_5030 Selvfølgelig smiler jeg ved synet af billederne, der kommer i en lind strøm, mens hele familien er samlet. Jeg kan nærmest mærke den varme stemning og høre stemmerne for mig.img_5056

Men jeg piver også indvendigt over at gå glip af de små og store øjeblikke med min nevø og niece. Guldkornene. Det nære og håndgribelige ved børnene midt i deres udvikling. Alle deres bedrifter og sejre. Deres vaner, rutiner og hverdagstrummerum.

Jeg har aflært mig at pive udvendigt efterhånden, fordi det er for udmattende for en knapt 40-årig at blive ved med den form for emotionel gymnastik.

Og grunden til at det gør så ondt at se på weekendhygge og 1-års-fødselsdagsfejring er, at jeg ikke kan være den slags Moster, som jeg allerhelst vil.

Det er jo en ubehagelig oplevelse hver eneste gang, jeg ikke lever op til mit idealbillede eller min selvforståelse. Jeg er ikke vild med det. Det krakelerede spejl, som jeg holder op, hvor jeg helt urimeligt drømmer om en skinnende og perfekt overflade.

Konceptet ‘Moster’ er naturligt nok grundlagt i barndommens land.

Og under min opvækst, var jeg så pivheldig, at konceptet Moster var lig med en allestedsnærværende, helt selvfølgelig person, som var til stede spontant og ofte – til leg, pjat og udflugter.

Sådan var og er min egen Moster og samtlige andre Mostre, jeg har kendt.

Og sådan én kan jeg umuligt være for min nevø og niece.

Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, når jeg er flere tusind kilometer væk.

Så alle sejl må sættes til, når jeg endelig får chancen.

Nu går jeg grænseløs på Moster-konceptet, fordi det er en now-or-never-mulighed.

Der er dømt pooltid, pandekager og Disney-film.

Der bliver is og kage ad libitum, trampolinhopperi og legetøj i bunker.

Forældre-ordrer og ønsker vil blive overhørt, hvis de kolliderer med min Moster-ambition.

Børnenes og Mosterens tarv må være det vigtigste.

Det er trods alt lidt en nødsituation.fullsizerender

Og ingen børn er nogensinde fundet døde efter en overdosis forkælelse.

Ingen børn er nogensinde fundet kvalt efter et presserende anfald af kærlighed.

Vel?

Mosteren i mig er forberedt til fingerspidserne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts