Dubai Run

Vinter i en ørken er et kapitel for sig.

Jeg har sagt det tusind gange før – beklager – men begejstringen vil bare ingen ende tage efter 6 måneder i det, der enten er et full-blown air-conditioneret indeliv eller en decideret arabisk svedehytte.

Nu er det tiden til alt det gode. Ud-ud-ud at se (med alle andre end DSB).

Her i weekenden havde jeg tilmeldt os alle fire til Dubai Run, der er Dubais Kronprins, H.E. Sheikh Hamdan’s pendant til H.K.H. Kronprins Frederiks Royal Run.Præcist som det var tilfældet med Dubai Ride for nogle uger siden, så er Dubai Run en del af Dubai 30×30 Fitness Challenge, som har til hensigt at gøre Dubai til verdens mest fysisk aktive by. Det er en række gratis aktiviteter i 30 dage – ofte megatidligt om morgenen eller om aftenen, så den værste varme undgåes.

Intet mindre end 146.000 mennesker havde tilmeldt sig det gratis løb, og vi gennemførte enten en rute på 5 km. eller 10 km. Vi tog femmeren – mest fordi vi troede, at man skulle løbe på ruten, nu hvor arrangementet hed Dubai RUN.

Umiddelbart var vi kørt hjemmefra i rigtig god tid, men vi fattede hat af kørselsinstruktionerne og det afspærrede vejnet til World Trade Center, så vi endte med at parkere inde på Martins arbejde og så gik vi tværs over til Sheikh Zayed Road, hvor vi på den første del af ruten åbenbart var landet på 10-kilometeren. Men de to ruter samledes på et tidspunkt – og så smuttede vi over på fem-kilometeren.Smukt var det med endnu en solopgang over en afspærret Sheikh Zayed Road. Denne gang var der markant mere virak end til Dubai Ride, men det var stadig sjovt.

Jeg ved ikke, om arrangementet kvalificerer som et corona-super-spreder-event, men der var MANGE mennesker på 5 km. ruten uden mundbind, og de havde på ingen måde fået memoet om, at de havde tilmeldt sig et løb.

Desværre havde arrangørerne ikke lavet en overhalings- eller venstrebane til løbere og en højrebane til gakkede gangarter, så det viste sig at være tæt på umuligt at lunte afsted i virvaret. Lidt ærgerligt, at man ikke kunne så meget som forsigtigt jogge de 5 km., men nu stikker jeg piben helt ind, for der var tale om en gratis oplevelse, som jeg for pokker bare kunne lade være med at deltage i.Vi sluttede ved 8-tiden om morgenen med udsigt til Martins arbejdsplads i det høje Sheraton-tårn. I bunden af tårnet fandt vi en tår kaffe, og så var det ellers bare at trille hjem igen.

Expo fortsætter også med at være en yndlings-aktivitet i det milde vintervejr.Forleden fik jeg sådan en kammerat her til frokost i Denmark Pavillion. Ikke en pølse lavet på gris, men der var remoulade – og det hjælper jo på alting.Denmark Pavillion er næsten færdig nu. Der er stadig lidt småjusteringer, men det ser ud til, at restauranten på toppen går godt, og at der kommer forretningsfolk forbi med deres produkter.Martin, Mille og jeg havde lavet en aftale om, at vi ville parkere i Mobility District, og så angribe fra en ende af. Målet var at finde en bid frokost og se så mange pavilloner, som vi havde lyst til på præcist tre timer. Tanken bag de tre timer var, at vi ville undgå træthed og irritabilitet over virvaret derude – for det er kæmpestort, og man kan blive ved og ved. Det fungerede helt perfekt, og vi kommer sikkert til at gribe det sådan an næste gang også.Lige ved indgangen i Mobility ligger Australien, der er dejlig og hyggelig at se. Man får virkelig lyst til to måneders rundrejse i Australien for at se alle de smukke steder i det storslåede land.Efter Australien ligger Danmark, og herefter kommer Sultanatet Oman, der er endnu en lille favorit-pavillion.De viser så fint deres historie med røgelse eller oud, som vi kalder det, der kommer fra barken på et særligt træ, de naturligvis har plantet uden for deres Expo-hus.Vi besøgte også Finland, som på super tjekket vis viser deres innovation og ingeniørkunst frem. Tankevækkende på mange planer – og virkelig gennemført og gennemtænkt.Finnerne havde også lige medbragt en halv skov hjemmefra. Nøj, hvor det duftede vidunderligt.Efter Finland var vi et smut i Turkmenistan, der måske nok er mest kendt for deres vanvittigt smukke heste – og for deres frygtløse leder, Gurbanguly Berdimuhamedov. Prøv at Google ‘John Oliver + Turkmenistan’ – så får du et vesterlandsk indblik i et for os ret ukendt land.Turkmenistan er ekstremt stolte af deres hesterace, Akhal-Teke, der nærmest er ophøjet til national gudestatus sammen med præsidenten, der sidder på tronen på livstid. Vi bemærkede, at der ser ud til at være ualmindelig smuk natur i Turkmenistan, og der skal ikke herske tvivl om, at det er en stolt nation med en lang historie og tradition for handel, da landet ligger på den gamle Silkerute.Efter heste-tju-la-hop strøg vi videre til en anden frygtløs leders stolte repræsentation – Rusland.Bygningen er så smuk uden på – og indeni ditto, viste det sig. Russerne har formået at skabe et univers, der handler om vores fælles menneskelighed, menneskets hjerne, følelser, instinkter og vores behov for hinanden for at overleve og leve godt. Ingen politik eller kampspændte muskler, men derimod en mild besked om fælles fodslag, næstekærlighed og forståelse.Mille mødte også en sød robot, der sagde hej.Og så var vi ellers dem, der var smuttet igen.

For der er jo også Dubai Mall, der lige skal rundes en jævne mellemrum.Vi skulle lige tjekke, om Burj Khalifa stadig står og stråler i nattemørket som et arabisk babelstårn.Det kan vi hilse og sige, at det gør. Der er lys, lyd og show for alle pengene.Dubai om vinteren. Dét kan noget!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefeber

Jeg er ved at grave mig lidt ned i karakterblade på hjemmekontoret. Der er 37 skønne elever i alderen 5-12 år, der følger dansk modersmålsundervisning i år i Primary School. Det er lig med 37 karakterblade, der skal udsendes i starten af december – helst helt uden tyrkfjel og uheldige formuleringer. Det er i øvrigt en fordobling i antallet af elever – set i forhold til for fem år siden, da jeg startede som dansklærer på skolen. Måske er der kommet flere danske familier til Dubai? Måske er der mere fokus på eller søgning efter at bevare det danske sprog i de danske familier? Måske er det bestyrelsens fortjeneste, at de er lykkedes med at markedsføre og gelejde flere danske familier ind på skolen? Måske er det en blanding af det hele.

Ihvertfald er der 10 modersmål på skolen, foruden arabisk-, fransk- og spanskundervisning. Der er elever fra over 90 nationaliteter på skolen, og over 30 nationaliteter blandt lærerne. Muy internacional.

Og nu er skoleåret for alvor igang. Vi er næsten igennem det andet af årets syv emneforløb, og julen står for døren – ihvertfald rent skolekalendermæssigt. For juleferien starter allerede den 9/12 her til lands, så hvis vi overhovedet skal nå at julehygge, synge julesange, klippe-klistre noget julepynt og høre radiospil, er vi nødt til at få opbygget julefeberen allerede i november.

Og for rigtigt at kunne opbygge en julefeber, har man brug for sukker. Derfor var min nye julemandsdåse fyldt med små pebermynteslikstokke, der finder vej til slikmunde henover de næste par uger.

Og så blev der ellers fiflet med julekreationer af den ene og den anden slags i vores sene eftermiddagstime.

Hjemme har vi også pyntet til jul her i weekenden.


Jeg bliver altid lidt små-hidsig af at pynte op til jul, fordi det er forbistret svært at ramme den der balance, hvor der er hyggeligt og lidt julefint, men hvor man ikke drukner i dimserier og Gertrud-Sand-anordninger, som skal stå fremme og rode og støve til i halvanden måned.

Men pigerne fik da lavet det fineste sne-landskab i fællesskab. Og de fik opstillet nogle af december måneds julekalendere på skænken. Martins kalender mangler dog stadig at blive leveret. De klassiske chokoladekalendere skal vi også lige have på plads.

Mille og jeg pyntede efterfølgende juletræet i rød-hvide farver – lidt patriotisk Dansk Folkeparti-stemning har man vel behov for, som fraflyttede danskere?


Der røg også lige lidt julekrybbe, advents- og kalenderlys på bordene. I år er alle lysene venligst fremskaffet af Fam. Vedel, der kom med en kuffert fuld af fine julesager fra Ferm Living til os.


Der var også en række søde stykker juletræspynt med københavnermotiver, der giver helt hjemve efter varm gløgg og lune æbleskiver i en bod på en iskold decemberdag.

Nu er vi sådan set klar til pebernødder, ris a la mande og andesteg. Hvis bare liiiiige det var december, ikke?
….Eller…nå nej, det var karakterbladene, jeg kom fra. De skriver ikke sig selv. Giv mig lige en uges tid mere i november.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel

På hjemmefronten foregår der den vildeste nedtælling.

Maricel skal rejse hjem til Filippinerne på sin årlige ferie i starten af december. Det er to år siden hun sidst så sin søn, mand, bedstemor, søstre, forældre, niecer og nevøer, onkler og tanter. To år er alt for lang tid – selv et år er umenneskeligt, når det drejer sig om det vigtigste i livet, men COVID-19-pandemien gjorde det stort set umuligt at rejse til Filippinerne hele sidste år, hvis hun ville beholde sit job her i Dubai.

I en længere periode havde den filippinske stat lukket helt for indrejse til landet, hvorefter de ændrede status til, at de OFWs (Overseas Filippino Workers), der afsluttede et jobforløb i udlandet, allernådigst måtte få lov til at rejse hjem for så at blive permanent hjemme. Hvis man var i et tilfredsstillende jobforløb i udlandet, og gerne ville med til f.eks. ens mors begravelse, ens søns runde fødselsdag eller en søsters bryllup i hjemlandet, så kunne man godt glemme det. Vi har kendskab til flere filippinske arbejdere i Dubai, der således ikke fik mulighed for at tage den sidste afsked med elskede familiemedlemmer, der var døde derhjemme i Filippinerne. Så ubærligt trist og tungt.

Senere i pandemien var karantænereglerne så strikse, at selvom man gerne måtte rejse hjem på et ‘ferieophold’, ville stort set hele ferien blive afholdt i karantæne på et stats-autoriseret opholdelsessted. Herudover var der usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet ville kunne rejse ud af Filippinerne igen, når først man var landet, fordi de enkelte provinser havde ret til at indføre udkørsels-og udrejseforbud, lidt som vinden blæste.

Så vi vurderede – i samråd med Maricel, selvfølgelig – at sidste år var for stor en risiko at løbe i forhold til at rejse. Jeg havde det dårligt med at rådgive hende til at blive, men på den anden side rejste vi ikke selv til Danmark i julen, fordi vi heller ikke kunne overskue konsekvenserne ved f.eks. at få corona og så skulle være retur på job kort tid efter.

Ifølge De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsmarkedslovgivning har husholdersker ret til 30 dages lønnet ferie om året. Husholderskerne har også ret til at få en betalt flybillet tur-retur hvert år, så de 30 dage kan afholdes hos familien. Når man som Maricel ikke kunne flyve hjem sidste år pga. COVID-restriktioner, får man i stedet udbetalt en måneds ekstra løn, samt værdien af en flybillet tur-retur. Nogle husholdersker vælger helt bevidst at tage imod pengene, frem for at afholde ferien og flyrejsen, men vi har altid opfordret Maricel til ikke at gøre dette, fordi hun har en ung søn og et ægteskab at passe derhjemme. For andre maids eller nannies kan livsomstændighederne være helt anderledes – f.eks. hvis man er proformagift med en mand, man ikke elsker (mere) eller hvis der ikke er børn at rejse hjem til. I de tilfælde vil de fleste gerne tage imod den ekstra månedsløn og den kontante afregning af flybillet – og det er jo fint nok. Hver person, hver sit behov.

Men nu har vi heldigvis alle fået Pfizer-vaccinen. Og Maricel er mere end klar til et gensyn med sin familie. Hun går rundt med et stort smil på læben, mens hun fortæller mig om alt det, der foregår derhjemme.

Pt. er der kun 5 dages karantæne, som skal ‘afsones’ på et statsligt hotel, før man får lov til at forlade området og rejse hjem til ens egen provins. Maricel er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt hun bagefter skal i karantæne i sit eget hjem, men det gør ikke så meget, når hun endelig ser sin familie.Sædvanen tro har vi foræret Maricel en sum penge, som går til at bygge på huset i landsbyen, som er hendes form for alderdomsforsikring eller pensionsopsparing. Denne gang går vores pengegave til at få muret, pudset og forseglet ydermurene ordentligt, samt repareret nogle af de ting, der er gået i stykker de seneste par år, hvor regnen har kunnet trænge ind i huset, fordi facaden ikke var ordentligt forseglet. Det er møgærgerligt med de her skader – og det er ikke første gang, at der skal repareres noget på hendes hus på grund af manglende finish, men jeg fornemmer, at det er sådan tingene foregår, når man bygger hus på Filippinerne, og især når man ikke selv er til stede og kan supervisere processen og holde håndværkerne til ilden.Maricel låner også en større sum penge af os på ubestemt tid, så hun kan få bygget videre på huset. Denne gang er det en tilbygning til køkkenet, hun får lavet.

I starten troede jeg, at der var tale om et grovkøkken eller et ude-køkken, men det viste sig at være en rigtig tilbygning med tag og de samme gasbetonmure, som huset er bygget i.Det hele står færdigt, når Maricel kommer hjem, så hun kan nyde at lave julemad til hele familien i sit nye køkken. Vores gamle gasgrill er også allerede skibet afsted med fragtfirmaet, så hun får rig mulighed for at bespise storfamilien i hele december.Alt i alt er det, der måske synes af lidt med en velnæret danskers øjne, en kæmpe forskel for Maricel og for hendes bedstemor, der bor i hendes hus til daglig sammen med Maricels søn, Clarence.

Indtil videre har hendes knapt 88-årige bedstemor tilberedt tre daglige måltider over brændebål, hvor hun ligeledes har varmet vand til bad og tøjvask. Sidstnævnte har foregået i en stor gryde, nærmest ligesom da min egen mormor kogte lagner og håndklæder i gruekedlen på gården. Den slags husker jeg fra min barndom, og det var virkelig hårdt arbejde – selv for min stærke mormor. Maricels mormor på 88 år, Maman, er ikke en stor, stærk dame. Overhovedet. Og da Martin hørte, at hendes store ønske var en vaskemaskine, så hun kunne slippe for at vaske alting i hånden, var han nødt til at give hende en tidlig julegave.

Se Mamans smil ved siden af den splinternye elektriske vaskemaskine. Det er da rørende.

Maricel har bedt Maman tage vaskemaskinen i brug, men det nægter den gamle dame pure. Det skal være Maricel selv, der åbner maskineriet og viser hende, hvordan man bruger den.

Jeg tæller til gengæld ikke ned til Maricels afrejse, for vi savner hende, når hun tager afsted. Det er ren egoisme, og jeg ønsker kun for hende, at hun får en skøn måned i Pangasinan, men derfor kan jeg jo godt tælle frem i mit indre til hun er retur.

Til gengæld tæller jeg voldsomt ned til vores jul. Min mor, søster, svoger, niece og nevø kommer nemlig og fejrer jul sammen med os! Det er kæmpestort! I vores familie er julen på et strengt rotationsprincip, fordi vores forældre er skilt – og når min søster og jeg også fejrer jul hvert andet år med vores svigerfamilier, bliver det stort set en umulighed at forsøge at “gøre noget anderledes”. Men i år lykkedes det. Også selvom vi vil savne vores moster, onkel, kusine og fætter, som vi ellers skulle have fejret julen med. Hvis bare vi kunne beame dem ned til os i et par dage!

Men inden vi når til juleferie fra skole og arbejde, er det Maricels tur til endelig at få luftforandring og familietid. Det bliver godt for hende – og for hendes søn, mand og bedstemor.

*Alle fotos og fortællinger om Maricel er bragt i et samarbejde med hende og med fuld tilladelse til at vise hendes liv frem her på bloggen. Maricel er en modig og stærk kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre sin families livssituation i Filippinerne. Maricel er et stille menneske, der ikke gør meget væsen af sig, men hun fortjener dyb respekt for sin indsats – og vi kan alle lære noget af hendes og af andre OFWs beretninger om et liv, hvor forudsætningerne er så voldsomt og grundlæggende anderledes end vores egne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mleiha Archaeological Centre

Det er vegeterende weekend.

Eller – det er det i virkeligheden ikke, for fredag startede ud med et insisterende vækkeur kl. 4.30 – og dét er ikke spor vegeterende for to syvsovere.Vi tog lige en 14 km. cykeltur på Dubais hovedfærdselsåre, Sheikh Zayed Road, der var afspærret i nogle timer i anledningen af Kronprinsens 30×30 Challenge, der løber af stablen hver november måned, når det gode vejr endelig er tilbage.
Arrangementet hedder Dubai Ride, og det var anden gang, vi deltog. Vores to gamle havelåger kan lige præcist klemmes ind bag i Martins bil – og jeg må konstatere, at vi er langt, langt under Dubai-standard, når det kommer til at være cykel-parate.

Vi har ikke cykelholder til bilen.

Martin må låne min hjelm, for sådan én har han heller ikke.

Vi har heller ikke det rigtige, stramtsiddende lycra med dertilhørende cykelsko og en drikkedunk, der matcher cyklens farve. Det er åbenbart et minimumskrav.

Martins 20 år gamle Raleigh og min elskede Mormors cirka 50 år gamle Opal er så langt fra skiven, som man overhovedet kan komme. Men de to gamle, højtskattede cykler kan sagtens trille en lille hyggetur op og ned ad Sheikh’en en fredag morgen sammen med de langt større cykelentusiaster.Martin viser sig altid som den sande gentleman, når han giver min numse nogle gevaldige skub op ad tilkørselsramper, fordi mit ødelagte gear ikke helt er nok til at cykle på en motorvej. ❤

Hjemme igen var der 28 grader og fuglekvidren til morgenmaden. Helt ærligt – vinter i en ørken holder 100%, og kl. 8 om morgenen havde vi allerede nydt hinandens vågne selskab i knapt 4 timer. 🤣Så en lur må der til fredag eftermiddag efter indkøb og yoghurtis.

Det har virkelig været et par travle uger. Først kom Familien V. et par dage, og bagefter kom Hr. og Fru A i en forlænget weekend. Dem tog vi med over for at spise og golfe på Emirates Golf Club’s relativt nye weekend-magnet, Topgolf.Det er et superhyggeligt koncept med musik, fedtet bar-mad, drinks og lidt udslag som var man på en golf driving range – med blinkende lys og den slags, fordi Dubai…Faktisk er Topgolf et amerikansk koncept, så for Amerika-kendere er der vel intet nyt under solen, men for os andre uindviede er det en virkelig kærkommen afløser for bowling, der som bekendt bare er en pisseirriterende aktivitet.

Vi tog det stille og roligt til Topgolf – for dagen efter stod den på Secret Jungle Brunch i Mama Zonia i Pier 7, der er det stille og so-so-eksklusive Dubai Marina Malls livlige side-kick af en høj silo fyldt af humør, dunkende bas og dyre dråber på hver etage.Humør, dyre dråber og fyrige mænd og damer, dét var der i junglen!Efter en hel dag i halvlummert vejr på Mama Zonias fantastiske terrasse var min pande klar til at spejle æg og min hjerne ristet af som et stykke godt brændt toast.Som bekendt er det i dén sindstilstand, man tager de allerbedste beslutninger, men sådan som jeg husker det, blev det mest til hygge i haven bagefter brunch’en – og slet ikke til så meget øl, som man kunne have frygtet.Dagen efter var det ikke helt uden tømmermænd, at jeg fik læsset mig selv ind i turbussen sammen med de andre og en stak friskbagte pølsehorn, der ikke hjalp synderligt på situationen.

Turen gik til Sharjah – nærmere bestemt Mleiha Archaeological Centre, hvor jeg havde booket en rundvisning i det lukkede arkæologiske udgravningsområde Jebel Buhais.Det var lige lidt varmt og svedigt, når leveren samtidig arbejdede på højtryk med noget finsprits-afdampning, men sådan er der jo så meget. Og hold da op, hvor er der nogle interessante udgravninger i Mleiha, hvor der er fund helt tilbage fra stenalderen og frem til dén tid, der var Middelalderen i Europa.Vores turguide tog os med på en 15 min. køretur fra selve centret ud til Jebel Buhais, hvor der er fundet adskillige grave og et fort fra Jernalderen, som har været opført som beskyttelse mod udefrakommende fjender.

Man får lov til at gå helt op til og ind i det genopførte fort, men kun fordi man har booket en af centrets guider, for hele området er lukket fuldstændigt af for offentligheden, så glemt alt om selv at smutte derud for at kigge på de lokale seværdigheder.Det var et relativt kort trek – og på ingen måde svært eller fysisk krævende – så det kan varmt anbefales som familie- eller gruppetur, hvis du skal arrangere et eller andet, der er både lærerigt og ude i naturen.

Vores guide fra centret var meget behagelig, vidende og interessant at høre på. Han fandt en enkelt fossil til os, og vi vandede den lidt, så man endnu bedre kunne se, at der var tale om en fin snegl fra dengang, hvor dinosaurerne drønede rundt på højsletten på Den Arabiske Halvø.Alle fossiler skal lægges pænt på plads, når man har set på dem. De er emiratisk kulturarv og skal genplaceres, som guiden pænt forklarede os. Vi talte knapt så højt om, hvordan vi har fundet og hjemtaget fossiler i det nærliggende område ved Fossil Rock/Jebel Mleiha. Dét kan godt være, at man ikke lige skal gøre det fremadrettet, selvom der er noget vanvittigt fantastisk ved at finde fossiler med de bare næver, som var man pludselig blevet en vaskeægte palæontolog.

I det hele taget er Mleiha et fantastisk område, som kun ligger ca. 75 min. kørsel fra Dubai. Der er fin mulighed for at lave egne vandringer langs de stejle skrænter eller f.eks. hygge med at grille i nærheden af Fossil Rock, og selve centret, Mleiha Archaeological Centre er bestemt et besøg værd.

Udover treks til forskellige arkæologiske sites med centrets guider, kan man også komme ud at ride på nogle alt for tynde heste, og de har ATV’er til udlejning. Der er også et eksklusivt, nyopstartet Moon Retreat hvor man kan overnatte i glamping-telte. Vi gik dog bare igennem centrets udstilling af områdets fund, og vi kiggede også forbi hestestalden, før vi vendte næsen hjemad.
Mleiha Archaeological Centre er superflinke over telefon og WhatsApp. Man betaler direkte til Shurooq, som er Sharjah’s statslige udviklingsmyndighed.

Tusind tak for skønne dage til Hr. og Fru A. Det er en slukøret fornemmelse, når vi ved, at der er mange, mange måneder til vi ses igen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020 i Dubai

Sikke en afslutning på Efterårsferien, vi fik os!

To hæsblæsende, hyggelige og sjove dage blev det til sammen med Familien V, der sidst besøgte os for syv år siden, da vi lige var flyttet hertil. Det er ret underligt at tænke på, at dengang var Mille to år gammel, netop ble-fri og trissede rundt med sin sut i den ene hånd. Og de to jævnaldrende piger, Bella og Cille, var fem år gamle og elskede prinsessekjoler og højhælede klik-klak-sko. Nu er de to piger blevet tweenagere, storebror Oli er en ung mand, og Mille er den nemmeste 9-årige. Som tiden dog går, uden at vi voksne bliver ret meget ældre.

Familien V kom trillende hjem til os fra en lille uge i Abu Dhabi, og der ventede dem endnu en køretur, for vi havde planlagt at tilbringe Profetens Fødselsdag (FVMH) med solnedgang og bål i ørkenen uden for Dubai.

Det er magisk at være i ørkenen. Hver eneste gang.Den måde, hvorpå det pastelfarvede lys glider hen over himlen, når solen går ned – og den måde, hvorpå den gule fuldmåne og de klare stjerner bagefter lyser himlen op. Jeg elsker at opleve det sammen med venner og familie, som ikke nødvendigvis har set det særlige ørkenlys før.Vi skålede i champagne, og mens børnene var heldige at få nogle vilde køreture i jeeps i ørkenen sammen med nogle af vores venner, lavede Martin bål, så vi kunne grille kød og lune pitabrød.

Man glemmer lynhurtigt planlægningen, forarbejdet og pakkeriet, når man så endelig er derude og ser, hvordan både børn og voksne fortaber sig helt i sandet og bare nyder nuet.

Og vi var taknemmelige for, at vores andre venner også skulle i ørkenen med deres gæster, så vi sammen kunne sørge for arrangementet. Jeg er på ingen måde vild med tanken om at køre i ørkenen alene – der skal ikke ret meget til, før man sidder fast i sandet eller kommer i andre problemer, hvor det er rart og bedst, hvis man er mere end to biler.Næste dag tog Fru V og jeg på Expo 2020, mens mænd og børn var i Aquaventure på Atlantis The Palm. Vandlandet er blevet udvidet og kan nu kalde sig for verdens største vandland (selvfølgelig, man er vel i Dubai), og jeg må helt sikkert med derud engang, når værelsespriserne igen er til at overkomme, for det kan klart bedst betale sig at booke et værelse med halvpension på Atlantis, hvor vandlandet så bliver inklusivt.Tines tips til Expo 2020 er ikke så omfattende her i første omgang, hvor jeg kun har besøgt Sustainability-området, før Expo overhovedet stod klar, og så den ene heldagstur derud med Fru V, men nu giver jeg ihvertfald mit første besyv og spæde spadestik med:

1. Vandresko eller virkelig gode sandaler. På en halv dag går du 12-13.000 skridt. På en hel dag ender du sikkert med det dobbelte, medmindre du falder i et godt vandhul ovre i Irish Village.

2. Man må godt medbringe vand og snacks, selvom tasker og løse ejendele skal scannes. På den måde er det ikke lige så strengt som i en lufthavn.

3. Medbring COVID-vaccinationskort/app, Emirates-ID og/eller dit pas (for en sikkerheds skyld) og din Expo-billet printet på papir. Hav det hele klar, før du møder vagterne ved indgangen.4. Håndsprit og toiletter/håndvaske er tilgængelige overalt, men medbring gerne et par ekstra mundbind, da de bliver fugtige i løbet af dagen. Der er – som altid i Dubai – ufatteligt rent og ryddeligt overalt.

5. Hav en håndfuld mønter (dirhams) klar. Der er drikkefontæner til gratis opfyldning af vanddunke, men jeg prøvede det én gang, og vandet smagte og lugtede voldsomt af klor. Til gengæld kan man for få dirhams købe vand og sodavand i gammeldags køle-automater fra Pepsi, hvortil de kære mønter jo skal bruges. Hvis du ikke har mønter, betaler du 15 dirhams for en lille dåse Aquafina-vand i restauranter og caféer. Det var et decideret rip-off, for man drikker virkelig meget vand i løbet af dagen.

6. Tag en solhat på eller et tørklæde om hovedet. Der er masser af skygge-foranstaltninger overalt, så der er ikke direkte sol ned på hovedet. men det er hårdt for øjne, næseryg og ører at skulle gå med solbriller hele dagen, samtidig med det kære mundbind.7. Spørg! Der er enormt mange flinke og smilende Expo-guider overalt. Det er langt nemmere at få dem til at pege dig i den rigtige retning end at glo på kort og app. Du slipper helt for at gå forkert – og du får en masse hyggelig snak med mennesker, som alligevel står der for din skyld.

8. Download den officielle Expo 2020 Dubai app, da der er x antal fast tracks helt uden betaling, samt mulighed for at få lagt ruter og temaer for dit/dine besøg derude.

9. Metroen fungerer supernemt og går direkte til Al Wasl Plaza. Næste gang vil jeg køre i bil derud for også at prøve parkeringsfaciliteterne.10. Del jer op. Det er umuligt at være en gruppe på tur derude. Ihvertfald hvis man har mit temperament og min mangel på tålmodighed. To og to er vist mest passende, så man ikke går død i at vente på hinanden eller se ting, der kun interesserer nogle i gruppen.

11. Betal 30 AED for en to minutters rundtur i den høje, roterende have, der giver dig en helt fantastisk udsigt over hele området. Det er så sjovt at se det hele oppefra.

Det var så meget, som Fru V og jeg lærte på én dag derude.

Vi nød hinandens selskab i fulde drag – og at trisse rundt på må og få uden at skulle tage ansvar for andre end os selv. Vi spiste en nem og billig frokost på Grains & Greens, og vi drak mælkekaffe i Costa lige ved siden af. Budgetvenligt og rigtig rart med frisk, sprød og ordentlig mad, da der ellers blev budt på friture ret mange steder. Der er en superfin blanding af upscale spisesteder, street food boder og trucks, caféer, restaurantkæder – og i mange pavilloner serverer de landets delikatesser, hvis man skulle få lyst til at prøve mere eksotiske retter. Der er overraskende mange alkoholbevillinger i omløb derude, så du kan få fadøl, shots og drinks fra kl. 10 om morgenen, hvis du da har den slags lyster.

Fru V og jeg så:

  • Al Wasl Plaza (spændende om aftenen med lys og lyd, tror jeg)
  • Water Feature (et allerede ikonisk vandfald, som alle fotograferer sig foran)
  • Al Forsan Park og Jubilee Park, hvor vi nød at kigge på de lokale træer og buske, som man har valgt at plante for at vise dén fauna, som De Forenede Arabiske Emirater byder på.
  • Women’s Pavillion by Cartier med et udendørs indslag af kalligrafiti-kunstneren eL Seed (fint nok, hvis du lige kommer forbi)
  • Saudi Arabiens Pavillion (min absolutte favorit, so far – så overraskende og smuk både ude og inde)
  • Omans Pavillion (fin og virkelig flinke Omani-repræsentanter)
  • Seychellernes Pavillion (cute, hurtigt set, måske mest til børn)
  • Ungarns Pavillion (meget smuk og seværdig)
  • Danmarks Pavillion (hjerteskærende sørgelig, og mere vil jeg ikke sige om dén sag)
  • Garden in the Sky (absolut værd at betale 30 AED for en rundtur i højden, så man får fornemmelsen af Expo’s størrelse og den golde ørken omkring Expo-byen)Jeg har købt partoutkort til hele Expo’s løbetid, for det er virkelig en oplevelse.Næste gang skal jeg klart forbi de følgende pavilloner, fordi de ser spændende ud:
  • Sydkorea
  • Thailand
  • De Forenede Arabiske Emirater
  • Sydafrika
  • Afghanistan
  • Palæstina
  • Pakistan
  • Iran
  • Tyskland
  • Finland
  • Den Muslimske Verdens Liga

Nogle af pavillonerne trækker lange køer – særligt de store landes, samt de bygninger, der er mest spektakulære, som f.eks. FAE’s egen og Sydkoreas, der er helt fantastisk at se på.Eller hvad med Rusland?Vi sluttede hele herligheden af med middag og shisha på The Pointe på Palm Jumeirah.Derude har man også lige sørget for at lave “lidt” springvand med tilhørende lyd- og lysshow, præcist som inde ved Dubai Mall og Burj Khalifa.Kom snart igen, Familien V! Please lad der ikke gå syv år igen. 💜🍁😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet