Skybrud

Jeg vågner kl. 6.10 til en SMS om, at skolen er lukket på grund af regn og uvejr. Det samme skete i midten af november.

Cille og Martin har allerede været oppe i et stykke tid, for Cille har kor kl. 6.40 hver søndag morgen. Men vi får hende viklet ud af uniformen igen og over i den behagelige kombination af nattøj og sofa. Ser hun ikke svært tilfreds ud med situationen?Det har virkelig også været usædvanligt dårligt vejr og mærkbart køligere end normalt denne vinter. De seneste par dage har det blæst og regnet, stormet og tordnet.Og denne her morgen er mørk som efteråret i Danmark. Med kastevinde og skybrud.

Regnen pisker ned og ind ad husets utætte ruder, så der må tørres små vandpytter op på nogle af værelserne.

Intet er bygget til regn i en Ørkenstat. Huse, veje og kloaksystemer sukker og giver sig. Regnvand samler sig i enorme pytter, søer og mudrede småfloder, som flyder afsted. Det fine ørkensand blandes op med vandet til en slibrig, klæbende, glat masse, der er ganske farlig at køre i. Træernes rodnet står svagt i sandjord, og der er åbenlys fare for at træer kan vælte ud over stier og vejbaner, når det stormer. Kort sagt – man skal blive hjemme. Indendøre. Og det er dét, skolerne retter sig efter, når de lukker og lader lærere og børn få fri.

Og mens vi andre putter os indendøre, arbejdes der på højtryk for at fjerne vandmængderne, så de ikke ødelægger vejnettet, broer, boligområder, shoppingcentre, parkeringshuse osv.20 teams – eller godt og vel 3.100 mænd – suger vand op, fejer, renser og fjerner alt det debris, der følger i kølvandet på uvejr i en ørken. Det er små, blå mænd, der vader rundt i koldt plumrevand bevæbnet med slanger, skovle og neonveste. De burde have en flidsmedalje – for sjovt kan det ikke være, og lønnen er helt sikkert ikke som fortjent.

Regnen kommer som et resultat af mindst 9 cloud seeding aktioner over De Forenede Arabiske Emirater de seneste dage. Staten bekræfter aktiviteterne, og vi andre mærker konsekvenserne.

Der er sikkert en lang række årsager til at anvende cloud seeding over en ørken. Det håber og antager jeg ihvertfald, at der er. Men som lægmand er det svært at blive begejstret. Det føles som om vi mennesker pirker for meget til naturen, når vi manipulerer skyer til at slippe deres vand på kommando. Hvad er de langsigtede konsekvenser af at skyde salt og sølvioner ud i atmosfæren? Hvorfor skal vi overhovedet rode med skyer og regn i en region af verden, der konsekvent er tør og regnfattig?

Jeg forstår det ikke, udover at nedbøren giver gratis vanding af vores sirligt tilplantede områder og landets landbrugsafgrøder.

Og indtil regnen, blæsten, tordenvejret og lynene stilner af, må vi begå os herinde.Pigerne bygger hule og rister ikke-eksisterende skumfiduser over TV-ild. På billedet ser det så tilforladeligt ud, men størstedelen af tiden skændes de, så det buldrer og brager nogenlunde lige så meget som tordenen udenfor.

Maricel bager pandekager, flyver under radaren og rydder op efter os i én uendelighed.

Martin og jeg sætter os for at se en interessant BBC-dokumentar om den iranske, nu afdøde, General Qasem Soleimani – kun afbrudt sådan cirka 14 gange af fredsmægling blandt de stridende parter, der mest af alt minder om en ægte mellemøstlig konflikt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem der er the bad guy. Til sidst bliver det for meget, og vi sniger os ud af døren og om i fitnesscentret, hvor vi kan være helt i fred for stride børn.

Oh well.

I morgen er der atter en dag.

Men kan vi ikke aftale, at det bliver en helt almindelig hverdag med skolegang – og helst ingen ingen skybrud, tak?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nytårskur

2019 er bag os.Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg lige før nytårsaften om året, der gik, men jeg når bare ikke halvdelen af dét, jeg drømmer om. Muligvis fordi jeg lider af tømmermænd. Muligvis fordi jeg er ude for at leve det her dejlige liv, jeg blev givet.Og det er faktisk helt okay, når nu jeg tænker over det, for det kunne hurtigt være blevet et blogindlæg fyldt af ganske upassende, priviligerede klagesuk over de First World Problems, der har præsenteret sig for os i 2019.

Vi er så heldige. Jeg ved det godt. Vi lever en beskyttet tilværelse i udkanten af en spændende storby. Vi har formået at sætte et forsigtigt rodnet i både arabisk sand og dansk muld. Vores døtre vokser op i et multikulturelt, flersproget samfund, hvor alle respekterer hinanden og opfører sig ordentligt. Vi elsker hinanden, kæmper for hinanden og ta’r skraldet, når det er nødvendigt. Vi er sunde og raske. Vi har balance mellem familie- og arbejdsliv. Vi har skabt en tætknyttet familie, der tilbringer tid sammen.Intet af ovennævnte må jeg tage for givet. Der er så mange mennesker, der er uheldige, ensomme eller syge, og som ikke har mulighed for at opnå de ting, de drømmer om i livet.Og når jeg tager perspektivbrillerne på, så er der ikke så meget at være bange for, frustreret eller vrissen over.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg altid kunne se på tingene på dén måde. Men jeg falder i suppedasen. Bekymrer mig. Får stik af sorg og stress over, at der er så mange ting, vi ikke kan kontrollere, og som kan ramme os så hårdt, at vi falder omkuld. Og hvis vi falder i en fjern Ørkenstat, er der intet sikkerhedsnet til at gribe os. Så er det hele korthuset, der ramler. Lige så spændende og udfordrende, det kan være at prøve noget nyt, lige så ondt gør det ind i mellem. Konsekvenserne ved tab af job eller ændringer i jobsituationen er ofte ret uoverskuelige. Og en dårlig eller usikker økonomisk situation er endnu hårdere, hvis det samtidig kombineres med tabet af hjem, hjemby, netværk og skole – som det oftest vil være tilfældet i en udlandssituation.

Dét er den værste bagside ved udlandsmedaljen, hvis du spørger mig. Jobusikkerhed og/eller dystre økonomiske udsigter. For en sund økonomi er grundlaget for overhovedet at kunne leve et liv i udlandet. Der skal mange, mange penge til, for at en tilværelse kan løbe rundt. Det er knapt så legende let, som det måske ser ud til.

Jeg kan ikke fortælle om vores nuværende udfordringer. De er af dén slags, man kun kan dele med få udvalgte, fordi det er forbundet med konfidentielle detaljer og kunne have vidtrækkende konsekvenser. Så jeg varer min mund, og håber inderligt, at 2020 bliver et bedre.

Og her på kanten af 2020 sender jeg 2019 afsted på ryggen af en fugl. Måske er det en kolibri eller en svane, der løfter årets frustrationer og skuffelser væk? Afsted med dig, 2019. Du har givet os så mange fine stunder med familie og venner. Du har givet børnene og vores lille familie oplevelser og minder, som vi samler på og gemmer i hjertet. Men du har også givet min elskede flere grå hår og en ny og hidtil ukendt rastløshed.

I ørkenen holder vi nytårskur i disse dage og hilser 2020 velkommen.

Der findes ikke noget bedre sted at få renset luften og fyldt energidepoterne op, for her i ørkenen er der for alvor højt til loftet.

Her er der helt stille og en særlig form for uendelighed eller kontinuerlighed, der heler, udglatter og balsamerer, når man har forledt sig selv til at tro på, at hele verden kun drejer sig om én selv. Her er vi de små sandkorn i universet. Og det føles helt betryggende at mærke den slags nærmest guddommelig storhed.

Så 2020, kom an!

Må du blive et år fyldt af milde, feminine værdier, stærke, sælsomme, skrøbelige, kærlige øjeblikke, sjove overraskelser og nye, positive og givende udfordringer. Det er mine intentioner for året, der netop nu løber af stablen.

Rigtig godt nytår ønsker jeg fra De Forenede Arabiske Emirater!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vinterhi

“Mor, når nu det ikke er sommer mere, skal vi så kalde det for et vinterhus?”, spørger Cille, da vi ompakker alle pakkenellikerne til dén del af juleferien, der foregår i Vestjylland.

“Hmmm, måske kunne vi kalde det for et vinterhi?”, foreslår jeg, mens jeg moser videre med at reducere 4 kæmpekufferter til 3, nu hvor vi også skal have plads til julegaver, sengetøj, vinterstøvler og alt det andet, der skal til, når det er sommerhustid.

3.5 timer senere henter vi husnøgle hos Mormor og låser os ind i det hyggeligste lille række-sommerhus i udkanten af Blåvand. Det har vi fået lov til at leje igennem et af Mormors vennepar.

Blåvandslyst, hedder området, der består af 55 gule, røde og sorte træhuse i helt ens design. Området er godt og vel 20 år gammelt og beundringsværdigt velholdt både ude og inde.Sommerhuset er alt dét, vi har drømt om.

Der er hygge i hver en krog.Der er den dejligste brændeovn, som varmer hele huset op på en behagelig måde. Og varme skal der til, når Ørkenens Døtre skal overleve temperaturtabet på over 20 grader.Jeg er hurtig til at sukke over gråvejret og råkulden, men når vi så sidder inde i stuen med brændeovnen tændt og kigger ud på regnvejret, er det selve indbegrebet af hygge, som det kun kan findes og føles her – hjemme – i Danmark.Pigerne er i hyggesokker med tykke uldtæpper om benene, og vi lægger an til varme drikke, før det bliver sengetid. Nu har Mormor også sluttet sig til vinterhiet, og hun putter trætte børnebørn.Næste morgen vågner vi til en overraskende himmelblå horisont. Det er første gang, siden vi er ankommet til Danmark, at solens stråler er brudt igennem og har jaget skydækket på flugt. Vi går fra Blåvandslyst ned til Vesterhavet og misser med øjnene mod det himmelske lys.Og jeg tager det hele ind.

Den friske havluft.

Duften af salt og tang.

Blæstens isnende kuldepust.

De knasende knivmuslinger under støvlernes tykke såler.

Pigernes hvin, når de finder små, frosne søstjerner og smukke skaller, der bare må med hjem.

Alt dét, jeg virkelig kan savne i Ørkenstaten. Den rå, upolerede natur, som bare er.Ufiltreret Blåvand, når det er allersmukkest. Det er lige hér, jeg kommer fra, føler jeg.Vi kigger os omkring i de halvt begravede bunkers, der ligger langs havet. Pigerne klatrer ind og op. Der står vand i gangene, så gummistøvlerne kommer på arbejde, og der er fræk graffiti at læse uden på.

De tre bunkers her på stranden er helt symbolsk lavet om til muldyr – dyret, der er aldrig kan reproducere sig selv – præcist som 2. Verdenskrig aldrig må gentage sig.

Helt ude i horisonten knejser kridhvide Blåvand Fyr, der stadig lyser op hver aften, så skibene kan se land. Det her er virkelig bare så smukt og så dansk. I min optik.Der bliver selvfølgelig også tid til de obligatoriske smutture igennem Blåvands lille hovedgade, hvor bolcher skal blandes og legetøj skal findes.Der kommer selvfølgelig også gæster i sommerhuset – for vi er heldigvis ikke de eneste, der har lyst til at gå i vinterhi i Blåvand. Der er faktisk fætter-kusine-fest ad flere omgange.Lillejuleaften har Mormor inviteret os alle hjem, nu hvor vi er hos Morfar og Conny juleaften. Der bliver spist kødboller, spillet pakkespil med fjollede præmier og til sidst er der kagefade og obligatorisk mavepine af ren overspisning.Det er dejligt, dét her.

Julerier, selskab, natur og nærvær.Rigtig glædelig jul til jer alle – og hav nu en skøn juleaften!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Huskeflad eller walk down memory lane

Klokken er 8.30 og vi er på vej til stationen i Hillerød. Det er en ubeslutsom grå og fugtig decembermorgen af den slags, hvor man på forhånd ved, at der ikke kommer så meget som en solstråle igennem det truende skylag i løbet af dagen. Danmark dejligst eller no’et.Vi har mistet 3 timer i tidsforskellen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, og godt og vel 20 graders varme i løbet af et halvt døgn, så vi gaber og skutter os, derinde i bilens halvmørke. Det er virkelig en huskeflad at komme til Danmark om vinteren. Så koldt og trist, at det vitterligt kun er familien og julens traditioner, der kan lokke os hertil.

En øjenåbner er det også.

Jeg har f.eks. ikke kørt med offentlig transport i Danmark de seneste 8-10 år. Så jeg forsøger mig med Svigermors rejsekort til S-togslinje A mod Hundige. Og jeg må konstatere, at det er lige dele dyrt og ukomfortabelt at komme ud at se med DSB.Med på rejsen har vi medbragt mindst tre 6. klasser, der fylder på alle måder, samt to hundedyre kaffelotter fra Lagkagehuset på stationen.Lidt efter 9 er vi på Vesterport og Axeltorv, hvor Martin skal ind for at arbejde, mens jeg har alenetid i vores gamle hjemby. “Har de ikke glemt at tænde for solen”, udbryder han, da jeg grinende foreviger ham i det grå formiddagslys, før han forsvinder ind i en hvid københavner-opgang.Og så går jeg ellers på oplevelse i mit gamle København med hænderne stukket dybt i de varme lommer og skuldrene helt oppe om ørerne.Forbi Konditori La Glace, hvor den traditionelle juleudsmykning går lige i hjertet. Det er for tidligt til et stykke othellolagkage, så op med mig til Højbro Plads, hvor der er julemarked og frysende asiatiske turister, der fotograferer ivrigt, mens de venter på, at butikkerne skal åbne.Jeg smutter i Illum. Mest for at låne toilettet. Jeg havde helt glemt, hvor meget man skal tisse i kulden efter at have drukket kaffe. Og der er præcist lige så Københavner-prætentiøst i Illum, som der altid har været. Det er lige dele morsomt og sørgeligt, at den slags aldrig forandrer sig.Videre ud i den dampende kulde. Man skulle tro, at det var sent om eftermiddagen, sådan som mørket har sænket sig. Det er ikke så underligt, at Danmark mestrer den besynderlige kombination af at være verdens lykkeligste og samtidig mest deprimerede folkefærd. Det er et skizofrent nationalt karaktertræk, der delvist kan forklares med vejrliget, er jeg sikker på.Og mens jeg går langs kanalen, smiler jeg for mig selv – for alt, der er indbegrebet af København, er indrammet lige her. Flyttefirmaerne, der kontinuerligt skramler op og ned ad stejle trapper i smalle, københavnske opgange. Insisterende cyklister i al slags vejr. Urimelig grafitti på vilkårligt frie pletter i samfundet. Det evindelige vejarbejde, og de varme, skinnende lys i små flagvinduer, man uvægerligt titter ind ad, når man passerer forbi derude i råkulden.

Jeg spadserer ad H. C. Andersens Boulevard forbi Grevinde Danner Stiftelse mod Peblinge Dossering.

Der er som altid gråænder i vandet, fede duer langs skraldespandene, friske kondiløbere, trætte barselsfolk med barnevogne og nydelige damer på spadseretur langs Søerne. Her gik og løb jeg også altid selv om eftermiddagen, da jeg var en vestjysk københavnerpige.

Nu går jeg hér – ved siden af alle københavnerne, der haster afsted med et formål – og føler mig fremmed og hjemmevant på samme tid.Lige ved Søtorvet og Dronning Louises Bro står den klassiske bronzestatue af Nilen. Her op mod jul er der det fineste street art i form af bløde, røde strikhuer, der skal værne de nøgne børns små uskyldige hoveder mod vinterkulden, mens de leger for fødderne af den prægtige gud. Jeg er vild med den idé. Det er sjovt, fjollet, uskyldigt og genialt på samme tid

Jeg skutter mig i kulden og nyder at komme ud på Nørrebrogade, der dufter lidt af hjemme med dens tilbud om döner kebab og pitabrød med falaffel på hvert gadehjørne. Der er ingen flagrende tørklæder i bybilledet på en forfrossen tirsdag formiddag – kun blege ansigter som mit eget at spejle sig i.Det er i øvrigt helt fantastisk at se antallet af cykelbutikker og udvalget af elegante bycykler overalt, der er så æstetisk pleasing, at jeg ønsker mig én i hver pastelfarve.

På Nørrebro er jeg på jagt efter kjolebutikken Mondo Kaos, som jeg har set, at forfatteren Leonora Christina Skov anbefaler og reklamerer for. Hun ved noget om kjoler, så jeg vil forsøge at gøre hende kunsten efter. Jeg mangler mindst en kjole til jul og en til nytår, har jeg undskyldt mig selv med.

Et par timers kjoleprøvninger senere og adskillige tusinde kroner lettere, stryger jeg ud af Elmegade mod København C igen. Helt tilfældigt falder jeg over den lille litteraturcafé, Brøg, som selvsamme forfatter anbefaler i Fiolstræde.Og min alenedag i København slutter så fint med to smukke kjoler og en nederdel med swung i en pose, lidt frisk gravadlaks og ristet rugbrød på tallerkenen, mens jeg fordyber mig i Willliam Morris’ kunsthåndværk, fordi bogcaféen naturligvis byder på gratis læsning.Al magt til skønheden i mit gamle København, der ikke har forandret sig ret meget siden dengang, det var “vores by”. Ihvertfald ikke på overfladen eller i stemningen.

Og det er der noget trygt og rart ved, når nu jeg føler mig helt fremmed i dét, der engang var hjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet