• ···

Iftar og Ramadangaver

Ramadanen er gået ind i dens 2. uge.

Første uges fine nymåne er nu blevet halvfuld.img_6713Og jeg lever på ingen måde op til min idé om at faste to gange ugentligt. Det var vist en kende ambitiøst at forestille sig, at Fru Madglad skulle kunne overholde det, når der er festligheder galore.

Men mindre kan vel også gøre det?

Muslimerne er dedikerede mennesker, kan jeg konstatere, mens vi andre fjoller rundt og nyder godt af de kortere arbejdsdage og mængden af festlige anledninger.

Men én gang om ugen faster jeg – og har gjort det i nogle måneder efterhånden.

Jeg gør det på min egen måde, og den er ganske simpel: Efter aftensmåltidet kl. 18-19 får jeg ikke mad igen før næste aftensmåltid ved samme tid. Med andre ord har jeg mellem 22 og 24 timer uden mad. Det skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet, hvis man gør det konsistent. Idéen har jeg fået fra søde Fru K i Danmark, som er full-on dedikeret til projektet.

Muslimerne gør det lidt anderledes. De spiser suhour (et måltid lige før solopgang) og faster derfor omkring 17-18 timer i Dubai – helt uden vådt eller tørt.

Til gengæld for manglende suhour, har jeg valgt, at jeg må drikke vand, danskvand, te og sort kaffe undervejs – for jeg kan ikke forestille mig at skulle (over)leve i 40+ grader og udføre mine arbejdsopgaver uden væske.

Muslimerne gør det hver eneste dag.

Don’t know how they do it…

Vores skole har valgt en flertalspolitik i forhold til Ramadanen, idet langt størstedelen af eleverne er ikke-fastende – med cirka 1-2 fastende elever per klasse (og kun i de ældre årgange, da helt små børn slet ikke må deltage i fasten).

Lærerne må således drikke og spise på lærerværelset og i deres klasseværelser. Eleverne bliver i klasseværelserne med deres madpakker eller går ned i kantinen for at købe dagens ret, og de fastende elever og lærere er blevet opfordret til at opholde sig i bederummet i pauserne, så de ikke skal se på og lugte til mad, når de ikke kan få noget selv.

Det lyder muligvis som lidt af en lukket eller begrænset fest, men Ramadanen er vitterlig en måned lang fest. Faktisk festligere end den kristne julemåned, hvis jeg skal være ærlig.img_6731Forældre-gruppen har pyntet smukt op over alt på skolen med stjerneranker, halvmåner, lygter og lyskæder.

Og børnene får fine gaver af mange omgange.

Som f.eks. her, hvor de muslimske forældre har samlet penge ind og givet hver elev i Primary School en gave. Et sødt kamel-krus til Cille – og så har hun selv lavet Ramadan-kort i arabisktimen.img_6730Mille modtager en stor bøtte med modellervoks, hvilket er en perfekt eftermiddagsaktivitet her i varmen, der gør det umuligt at lege udenfor.img_6732Og forleden er vi inviteret til den årlige iftar med Martins arbejde, så jeg ser mit snit til at tage det seneste indkøb i brug. En kaftan eller kimono, om man vil. img_6757Det er comme il faut at være tækkeligt klædt under Ramadanen – og make-up bør være diskret. Det bliver bestemt ikke overholdt af alle, men sådan er der jo så mange forskrifter og regler, der bliver gradbøjede afhængig af temperament.

Vi er omkring 800 ansatte samlet til iftar i et stort selskabslokale på Grand Hyatt i det nordlige Dubai.img_6746Marketing-afdelingen har endda fået sat et midlertidigt Better United slogan op og af uvisse årsager valgt orange som ny fælles-fodslags-farve, nu hvor fusionen mellem Hapag-Lloyd og UASC endelig er en realitet.,

De fleste af de tilstedeværende er UASC-ansatte, men der er også dukket nogle stykker op fra Hapag-Lloyds hovedkontor i Hamborg.

Alle er glade og i festhumør, hvilket egentlig er ret imponerende, når man tænker på, at rigtig mange af de tilstedeværende står over for at skulle til samtale i næste uge om et begrænset antal stillinger i det nye regionskontor.

Rigtig mange af de ansatte er fastende, så lokalet summer helt af utålmodige sjæle, der glæder sig til en bid pitabrød med mørt lammekød og cremet hummus til.img_6747Folk strømmer ind og ud af det store lokale; hilser på kollegaer fra andre afdelinger og letter på lågene i buffetten, så de kan fornemme, hvad de skal se frem til af orientalske lækkerier.img_6748 Til sidst er der blot at vente på iftar-kanonens skud, et par bønner skal afsiges og en dadel indtages, før vi kan gå ombord i den flotte buffet.

Jeg er vild med iftar.

Godt, at der er mange flere at se frem til, før Ramadanen er ovre.

Ramadan Kareem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Noget af det bedste ved….

…at bo i Mellemøsten er den lette adgang til hjælp.

“Hjælp”, tænker du måske.

“Til hvad, sådan helt præcist?”

I Danmark gør man jo alting selv og opfatter DIY i alle livets praktiske aspekter som noget helt naturligt og selvfølgeligt.

“Hjælp til alting”, er mit svar.

Her er faktisk så foruroligende mange hjælpende hænder, at selv den mest inderlige DIY’er ender med at blive ret hjælpeløs, ret hurtigt.

De fleste expats flytter hertil og springer straks ombord i alle mulighederne for at få hjælp. Det er jo en oplagt chance for at slippe for de huslige opgaver, som ofte opfattes som kedelige, tunge og trættende.

Andre skal se det hele lidt mere an og er noget reserverede over for tanken om, at et fremmed menneske skal vaske ens undertøj og bo i ens hjem. Men 8 ud af 10 familier ender alligevel med at tage imod ‘hjælpen’ med kyshånd inden for ganske kort tid i Ørkenstaten. Det er en lige så naturlig del af livsstilen hér i landet, som det er naturligt at ordne det meste selv i Danmark.

Vi var hurtige til at opsøge hjælp, da vi ankom for 3.5 år siden. I starten gik det mildest talt ad helvede til med at finde ud af at få hjælp, men på nuværende tidspunkt er jeg så godt hjulpet, at jeg er decideret hjælpeløs uden hjælp 🙂

Vi skifter ikke elpærer, men beder i stedet Maricel om at ringe til viceværts-firmaet, der kan komme og se på det – og så kan de jo ligeså godt rense afløbene og fixe aircon’en, når nu de er her.

Vi ordner aldrig haven, vasker vinduerne, fejer eller rengør huset.

Vi vasker aldrig bilen eller tøjet.

Vi laver kun mad, når vi har lyst. Resten af tiden er det Maricel, som får en indkøbsseddel og en opskrift stukket i hånden. For hun er en lige så fantastisk kok, som hun er babysitter, hårfletter, syerske, gartner og rengøringskone.

Vi ringer efter en handy-man, som tager trampolinen ned.

Og en anden, der hænger billederne op.

Storskrald er ligeledes en anden mands job. Det kræver blot et enkelt opkald.

Renseriet henter og bringer vores rensetøj.

Og hvis ikke de stryger det, så gør Maricel det bagefter.

Vi kan ringe efter 2 liter mælk i supermarkedet og et bud bringer gladeligt apoteksvarerne ud.

Vi afleverer bilnøglerne til valet-parkering foran lægeklinikken, frisøren og restauranten – og vi bliver nærmest fornærmede, hvis parkering ikke er inkluderet.

En mand tanker vores bil,  mens en anden vasker forruden på tankstationen.

Ved indkørslen til centret tager en mand parkeringsbilletten ud af maskinen og giver den til os ind gennem bilruden, så vi ikke selv skal strække armen unødigt.

Jeg kunne blive ved…

Men jeg tror, I har fattet pointen by now.

Vi laver ikke en hujende, hylende fis – lige bortset fra at gå på arbejde – og så er resten ren ballade.

Det virker måske som et utænkeligt scenarie at slippe tøjlerne på alting fra børnepasning over madlavning og indkøb til sammenfoldning af både de store og de små underbukser, men det er lettere end man lige skulle tro.

Og al den hjælp giver frihed.

Frihed til at drikke langstrakt morgenkaffe i weekenden og overveje, hvad dagen mon skal bringe.

Der er ingen sure pligter eller praktik, som har hobet sig op i løbet af ugen og som nu venter på at blive ordnet i weekenden. Det er så væsensforskelligt fra vores tidligere liv.

Vi er frie til at være spontane nu.

Og netop spontanitet er et karaktertræk og en adfærd, som hverken Martin eller jeg har fået fra naturens side.

Vi er vel nærmest det stik modsatte?

Men det er fedt at øve sig i noget, som ikke nødvendigvis kommer af sig selv, og som føles så ubeskriveligt godt, når det sker.

Så fredag ender pludselig med at blive en heldagstur til Legoland Dubai.fullsizerender-1Eller det vil sige – vi tager i Water Park delen – for den traditionelle forlystelsespark er umulig at gå på opdagelse i, når her er 40 grader i skyggen og vanvittigt fugtigt. Resten af parken må vente til efteråret.

For tiden kører Legoland med rabat på dagsbilletter til vandland med all-inclusive mad/drikke for 195 AED (350 kr.) per person, da de formodentligt mangler gæster i ørkenens sommerhede.img_6680Så hvis du bor her – eller kommer hertil som turist henover sommeren – kan jeg varmt anbefale at tjekke forlystelsesparkernes og vandlandenes hjemmesider, hvor der er fine rabatter at opnå ved online køb.

Vi ender med at tilbringe 8 timer i rutschebanerne, og først da solen begynder at gå ned, lykkes vi med at hive pigerne op af vandet.

Kvæstede, er vi.

Tørstige, trætte og døsige efter en meget varm dag.

Legolands vandland henvender sig i øvrigt til familier med børn i alderen 5 til 12 år. Det hele fungerer superfint – er rent, pænt og sjovt – og bortset fra at der tages skandaløse Dubai-priser for parkering og opbevaringsskab, så er det eneste lille mishap forplejningen i de to kiosker, som ikke fungerer effektivt. Udvalget er børnevenligt på den misforståede måde (læs: nuggets og fritter ad libitum) og de udleverede vanddunke er ubehjælpsomme i størrelse og udformning, men det er nok forventeligt, når man bevæger sig ind på børnenes territorium, tænker jeg?

Om aftenen ligger der endnu en spontan invitation og venter på os.

Og vi slutter derfor weekenden på havet, præcist som i sidste weekend.

Prøv at se – Dubai Marina – in all its gloryimg_6708img_6709Og i min salighedsrus (foranlediget af sjove samtaler, pink champagne, sushi og to timers havbad) sender jeg tusind taknemmelighedstanker afsted mod himlen i samklang med muezzinens adhan-kald fra moskéens minaret.img_6713Tak for dygtige og rare Maricel, der passer pigerne, mens jeg sidder her og betragter livet, der sejler forbi.

Tak for de sødeste venner, som vi deler de dejligste oplevelser med.

Mellemøstens svar på Las Vegas:

Jeg elsker dig. Dubai.

For den spontanitet, du indgyder i os.

For den hjælp, du giver os mulighed for at modtage.

For den behagelige og magelige livsstil, du tilbyder os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når skoler er big business

I Ørkenstaten er skoler big business.

Skoler køres som virksomheder på lige fod med alle andre former for virksomheder – og rygterne vil vide, at det pt. er den mest lukrative forretning, man overhovedet kan eje her i sandkassen.

Sådan ligger landet nu engang, når samfundet beror på egenbetaling – og borgerne i øvrigt ikke betaler indkomstskat. Hvis du har brug for en service eller et produkt, må du selv ta’ pengene op af lommen, for der findes jo ingen fælleskasse.

Og sådan er dét.

Udfordringen – set med mine øjne – er, at skoler hverken kan eller bør opfattes som en vilkårlig virksomhed eller forretning. Og det er præcist, hvad de bliver, når bestyrelserne består af forretningsmænd og ditto kvinder, der tager beslutninger, som handler om profit. Til at stoppe ned i egne lommer.

Skoler har jo ikke en traditionel produktionslinje, der spytter genstande ud, som efterfølgende repræsenterer en værdi i et videre system.

Sådan nægter jeg ihvertfald at opfatte eleverne.

Skoler er ej heller almindelige serviceorganisationer, hvor kunderne guides igennem en standardproces uden de store afvigelser.

Skoler arbejder med, for og igennem mennesker – og det betyder, at både input og output i processen er noget brogede og knudrede.

Der foregår bare en del svinkeærinder og en vis mængde slingren i valsen undervejs, når der er tale om mennesker af kød og blod – og ikke genstande eller services.

For selvom langt de fleste elever kommer igennem studierne succesfuldt, så er der ingen mennesker, for hvem skolegang er en simpel, straight-forward transaktion.

Men hvert år ved denne tid modtager ørkenstatens forældre en venlig påmindelse om, at podernes skole er en forretning before anything else.

Hvis vi da skulle være kommet til at glemme det midt i eksamenspres, karakterbøger, internationale standardiserings-tests og graduation parties?

Stigningen i skolegebyret lander for vores skoles vedkommende på elegante 4.8% for det kommende skoleår 2017/18.screen-shot-2017-06-01-at-20-42-23Jeg har ikke tjekket det yderligere, men jeg antager, at de 4.8% er den maksimale stigning, som skolen må opkræve. At opkræve mindre ville jo være mildest talt åndet, når man er en profitbaseret organisation!

Skolen havde en lignende gebyrstigning året før.

Og året før.

Og året før.

Det kommer ikke som nogen overraskelse.

Gebyrstigninger godkendes og fastsættes i øvrigt af Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (KHDA), som overser kvaliteten og udviklingen af emiratets uddannelsesinstitutioner.

KHDA tillader prisstigninger hvert eneste år, hvis skolerne holder en vis standard inden for en hel række detaljerede parametre – som ikke blot omfatter læreplaner og resultater (børnenes karakterer) – men også de fysiske faciliteter, pædagogik og metode, skole-hjem-samarbejdet, tilbud om efter-skole-aktiviteter, sundhedsplejen, støtten til børn med særlige behov, sikkerhedsmæssige foranstaltninger, prioritering af arabisk og islamisk lærdom og så videre. Vurderingen af en skoles ‘performance’, ‘produkt’ og ‘kvalitet’ foretages af KHDA i samarbejde med en række britiske inspektører, der laver det samme hjemme i Storbritannien.

For det kommende skoleår koster det således 82.500 kr. for 5-årige Mille i Year 1 og 93.500 kr. for 8-årige Cille i Year 4. Herudover kommer der udgifter til uniformer, skoleudflugter og så videre i løbet af skoleåret.

Vi har også mulighed for at tilvælge dansk modersmålsundervisning 3 timer om ugen i løbet af det almindelige skoleskema, fordi Dubai International Academy har valgt at fokusere på, at eleverne skal lære deres modersmål på tæt-ved-lige vilkår med engelsk, arabisk og spansk/fransk.

Tilvalget af modersmålsundervisning koster os yderligere 9.000 kr. per datter.

Vores skolegebyr pr. elev kunne meget vel ligne elevprisen i den danske folkeskole – jeg aner det ikke – men den slags tænker vi sjældent på i Danmark, fordi regningen udstedes og betales i det uigennemsigtige virvar som udgør den offentlige myretue af fællesfinanser.

screen-shot-2017-06-01-at-20-43-02Jeg beklager mig ikke over regningen.

Skolegebyret på en fin sjat over 200.000 kr. er en fast og velkendt udgiftspost i årsbudgettet, som vi ikke vil lave om på.

For pigerne trives på skolen.

De lærer en hel masse og har gode venner.

Og så er det helt unikt, at de har mulighed for blive undervist i dansk i løbet af skoledagen.

Der findes selvfølgelig billigere skoler.

Og langt dyrere skoler.

Faktisk er Dubai International Academy nok dét, der kunne betegnes som en slags ‘middelklasse’-skole – både i forhold til pris og klientel.

2.200 elever i alderen 3 til 18 år befinder sig dagligt på skolen.

Det er vitterlig big business.

Og yderligere et par tusind børn står på venteliste til at blive optaget.

Så set i udbud og efterspørgslens klare lys, er det svært at forestille sig, at skolegebyrerne på noget tidspunkt skulle begynde at stabilisere sig eller falde.

Not in a million years.

Sådan er dét, når en skole har fået prædikatet ‘outstanding‘ af KHDA.

Så bliver priserne også helt ‘outstanding’ 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvide, gule og brune expats

Under den glitzy overflade i Dubailand lever arten Homo Sapiens i et nøje klasseopdelt system.img_4320Opdelingen er hovedsageligt baseret på race og/eller nationalitet.

Det er ikke noget vi ynder at tale om.

Skoen trykker nemlig lidt.

Nuvel.

Den første og væsentligste opdeling af arten er ganske simpel:

De mennesker, der boede her først, har retten til stedet.

Man kan genkende dem på deres smukke, olivenfarvede hud og elegante klædedragter.

Den oprindelige race ejer og er berettigede til alting i Ørkenstaten.

Jorden. Naturresourcerne. De statslige institutioner. Virksomhederne. Pengene. Magten.

De næste opdelinger bliver straks mere komplekse.

Der er tale om samme art som det oprindelige folk.

Pattedyr, jovist.

Men i fremmede farver.

Os kan du kalde for gæstearbejdere, fremmedarbejdere, immigranter eller expats. De fleste racer er velkomne, så længe en virksomhed vil arrangere et arbejdsvisum.

Årsagen til, at vi – de fremmede – er taget til ørkenen for at arbejde, er altid den samme. Uanset om vi er gule, brune eller hvide i huden. Uanset om vi kommer med en lang uddannelse eller ingen:

Alle ønsker vi at forbedre vores familiers økonomiske situation og livsvilkår.img_4217Nogle expats med hvid hud, der slet ikke tåler ørkensol, er meget succesfulde i deres jobs og ejer mange ting i Ørkenstaten.

Virksomheder, huse og biler.

Materielle ting, der kan købes for penge.

Og ligesom stort set alle andre steder i verden, så nyder mennesker med hvid hud en særlig status. Uanset om de hvidhudede er dygtige til deres jobs eller er gode samfundsborgere. Det er som om mælkefarve indgyder respekt, som den hvide Ma’am-Sir kan skalte og valte med efter egen dømmekraft og forgodtbefindende.

Ved siden af de hvide expats er der en kæmpestor gruppe succesfulde mennesker med brun hud. Faktisk er der så mange af dem, som er så ubeskriveligt velhavende, at det kan være helt svært at forstå med danske (hvide) briller på.

Både hvide og brune mennesker findes ikke kun blandt de rigeste. De findes også i dét, vi kunne kalde for middelklassen. Det er hér, hvor ‘man’ lejer en bolig, måske ejer et par biler og lever et virkelig behageligt liv med service-ydelser hver eneste dag fra mennesker med brun og gul hud.

Men selvom der er en anseelig gruppe brune mennesker med ufattelig rigdom i Dubai, så er majoriteten af de brune mennesker i lavt-betalte jobs, som tilmed er blandt de hårdeste i verden – både fysisk i 40+ graders varme, og mentalt, fordi de er væk fra deres familier i årevis.

De brune arbejder i byggebranchen. De er håndværkere og reparationsfolk. De arbejder med rengøring og sanitet som skraldemænd, vejfejere, gulvvaskere og toiletpassere. De kører taxa. De skubber indkøbsvogne sammen uden for Carrefour og pakker dine varer ned i plasticposer. De er sikkerhedsvagter, nøglebærere og dørholdere. Andre brune mænd ordner forstædernes prydhaver og regeringens flotte parker.

Det er stort set altid brune mænds vilkår og arbejdsforhold, der bliver belyst i international presse, når skoen trykker så hårdt, at journalister føler behov for at råbe op.img_4231Jeg er ikke engang kommet til gule mennesker endnu.

Dem er der også jobs til – tilmed nogle, der kræver en god uddannelse.

Størstedelen af de gule mennesker arbejder i servicejobs. De kan nemlig ofte tale (lidt) engelsk. Mange betjener kunder i butikker og call-centre. De kokkerer og serverer på caféer og restauranter. De lakerer negle og sætter hår i din lokale skønhedssalon. De er lærer-assistenter i skoler og børnehaver. De er sygeplejersker og plejepersonale. Rigtig mange arbejder også med børnepasning, rengøring og madlavning i hjemmene som maids eller nannies.

Der er en voksende gul middelklasse, præcist som det er tilfældet med hvide og brune expats.

Men de fleste gule lever ligesom de fleste brune på virkeligt lave lønninger, uanset deres uddannelsesniveau.

I Ørkenstaten er der nemlig ikke lige løn for lige arbejde. Hverken når det gælder hudfarver eller køn.

Og det er hér, følelsen af uretfærdighed dukker op som et knib fra en underliggende samvittighed.

For lige under overfladen ligger en faretruende risiko.

For alle expats.

Risikoen for det økonomiske sammenbrud.

Risikoen for at blive fyret. Afvist. Smidt ud.

Risikoen for at blive alvorligt syg. Eller at et familiemedlem bliver det.

Der skal ikke meget til at skubbe en expat ud over kanten af sandkassen.

Ofte er visumholderen eneforsørger for en hel familie.

Et vilkår, der gør sig gældende for alle hudfarver.img_4202Forleden oplevede Martin præcist sådan et sammenbrud for en af hans lavtlønnede, gule regnskabmedarbejdere.

Hun er én af hans allerdygtigste. Klog. Smilende. Effektiv. Hurtig. Sjov.

Netop retur fra en vellykket barnefødsel.

Hun har afholdt sine 70 kalenderdages barsel og har sendt sin 2-måneder gamle baby med sin Mor hjem til Filippinerne, fordi hun og ægtemanden ikke har råd til selv-finansieret barsel. De har heller ikke råd til at hyre en nanny i Dubai eller til at lade barnet passe i en vuggestue.

Sidste gang jeg ser hende, sidder hun til fest og holder diskret om sin lille, slunkne post-partum-mave, mens hun komplimenterer vores døtre, der hvirvler glade og ubekymrede rundt til musikken. Det korte øjeblik sidder fast i mit indre nu.

Og løsningen med Mormor-passer-bitte-lille-baby på Filippinerne holder i præcist 2 måneder.

Som et lyn fra en klar himmel får Mormor en blodprop i hjernen og dør. Helt uventet.

Og den søde regnskabsmedarbejder må nu bede om forskud på sin maj-løn for at have råd til at rejse hjem til Filippinerne.

Her skal hun sørge over og for sin Mors død og begravelse.

Her skal hun finde en løsning på barnepasningsproblemet.

Måske er der en anden bedstemor eller oldemor i familien? En Auntie, måske?

Hele hendes liv er brast sammen.

Økonomisk og følelsesmæssigt.

Og selvom en midlertidig sygemelding på jobbet nok skal gå igennem, så er den slags en ganske stakket frist i Dubai. Sandsynligheden for at hun bliver fyret er stor. Uanset hvor stabil og loyal hun er og har været for firmaet.

Der findes nemlig altid en anden gul eller brun medarbejder, som kan tage hendes plads.

Det er livets benhårde vilkår.

Der er kun én person til at betale regningen.

Her nytter det ikke noget at bede om hjælp fra ’samfundet’, ‘kommunen’ eller i den såkaldte ‘arbejdsmarkedslovgivning’.

Martin har selvfølgelig skrevet til medarbejderen, men hun har ingen internetforbindelse i landsbyen, og vi aner ganske enkelt ikke, hvad der foregår.img_4434Det gør så ondt at tænke på hende.

Hvor skrøbeligt, livet dog er.

Hvor hurtigt, tingene kan tage en forkert drejning.

Vi behøver i virkeligheden ikke at kigge længere end til vores egen Maricel.

Hun er ligeledes afhængig af at hendes Mor og Bedstemor kan tage sig af Clarence, mens hun er hos os for at tjene penge til hele familiens overlevelse.

Den konstellation er der ligeledes åbenlyse risici ved.

Bedstemor skal ihvertfald til at have hjertemedicin fremover.

Desperate historier om menneskelig tragedie er et livsvilkår i Ørkenstaten.

Vi har alle hjerterne og hænderne fulde af dem.

Vi oplever dem på nærmeste hold dagligt.

Hver eneste gang sender ulykken et stik ind i hjertet på os.

Tænk, hvis det var mig og min egen lille familie…

Tænk, hvis vi er dem, der mister jobbet…

Tænk, hvis vi er dem, der bliver alvorligt syge…

Den rå ubarmhjertighed har mange ansigter.

Det har den blide barmhjertighed gudskelov også.

Men Ørkenstatens brændende virkelighed får Danmark til at ligne en beskyttet bolig i et kollektivt velfærds-fatamorgana.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet