Om husholdersker i Dubai

Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.

Ikke når samtalen finder sted i Dubai, for her er vi i samme veltilfredse båd. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at man har hjælp i hjemmet.

Men i Danmark, hvor man enten gør-det-selv-Kjeld’er den efter bedste evne – eller ringer efter et par flinke rumænere til at gøre nødtørftigt rent hver eller hveranden uge, er det min erfaring, at samtaler om hushjælp forløber knapt så let.

Det er bare sådan lidt for mærkeligt, dét der med at have en fremmed person boende til at vaske ens undertøj og efterfølgende lægge det på plads i skuffen igen. Men sådan spiller klaveret altså i en fjern Ørkenstat – og mange andre steder rundt omkring i verden.

I Dubai er det almindeligt at have en nanny eller maid boende i hjemmet til forefaldende husarbejde og pasning af børn. Hun (eller han) kan være fra Indien, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Indonesien, Etiopien, Bangladesh eller Kenya. De tilladte nationaliteter varierer lidt fra tid til anden. Don’t ask me why.

Det koster en betydelig sum penge at anskaffe sig den eftertragtede ‘hjælp’. For myndighederne skal naturligvis have deres del af kagen for at udstede arbejds- og opholdstilladelse, og hvad der ellers hører til, når et menneske vil arbejde i Dubai. Som arbejdsgiver for en hushjælp betaler man godt og vel 21.000 kr. i stempelafgifter og gebyrer til staten, før vedkommende har lov til at arbejde for dig.

Som arbejdsgiver for en hushjælp er der også andre forhold, der skal være i orden. Man skal selv opretholde en vis månedsløn for at kunne sponsorere endnu et menneske i husholdningen. Der skal også være et separat værelse og bad i huset til husholdersken – og hun må kun arbejde hos familier, ikke i single-husholdninger.Der er selvfølgelig også en standardkontrakt, der som minimum skal overholdes. Den foreskriver bl.a. at hushjælpen skal have en sundhedsforsikring, en årlig hjemrejse/en måneds ferie, minimumsløn og den slags vigtige ting.

Og så er man egentlig igang.

Efter papirmøllen kommer fornøjelsen ved at have et menneske boende, som hjælper dig med stort og småt i hverdagen.

Som her, hvor vi efterlader fredagsfesten som beset kl. 1, fordi vi egentlig bare gerne vil op og sove.I køkkenet står opvasken efter madlavningen, bagningen og alt det andet rod, der sniger sig ind efter at have haft gæster.

Og næste morgen vågner vi til dette syn.Tilsæt selv duften af Fairy Ultra og rengøringsmiddel.Det er såmænd Hvirvelvinden Maricel, der kan trylle kaos om til ro, orden og renlighed i løbet af nul-komma-fem.

Jeg ville seriøst overveje at give min højre arm væk, hvis det blev et ultimatum for at kunne beholde Maricel i mit liv.

Hun vasker, stryger, vander have, gør rent, leger med børn, pudser sko, reparerer syninger i tøjet, laver mad, rydder op, bygger huler, køber ind, ringer efter håndværkere, holder styr på bøger i skoletasker og lægger uniformer frem og tusind andre ting, som jeg først opdager, at hun gør, når hun er hjemme på ferie i en måned.

Der er stort set intet i mit liv, hun ikke kender og forstår til perfektion. Med få undtagelser, trods alt 😉. Hun ved, hvordan jeg gerne vil have ting gjort og ordnet.

Hvad der gør mig glad.

Hvad der gør mig ked af det.

Hvad der gør mig vred.

Hun har set mig juble, og hun har set mig tude ned i kaffen.

Hun har fejret sejre med os og hun har hjulpet os op igen med sit rolige, stilfærdige gemyt, når bølgerne går højt.

“Er hun så ligesom et nyt familiemedlem?”, er der mange, der spørger os om.

Og nej, dét er hun ikke.

Selvom det i sit eget rolige, organiske tempo er ved at udvikle sig til langt mere end et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstager-forhold. Jeg hedder fortsat “Madam”, og Martin er “Sir”. Det fornemmer jeg er rart, fordi det giver en nødvendig distance. Vi skal også altid kunne tale med hende, som man taler til hinanden på en arbejdsplads. Og hun har brug for at kunne trække sig, så hun også kan passe sit eget liv. Det er helt forståeligt og naturligt.

Men.

Og der er et men.

Man kan ikke gå og op ned ad hinanden i årevis uden at fatte mere end almindelig sympati.

Hun fortæller mig bestemt ikke alting, men brudstykker fra sit liv og sin barndom kommer frem undervejs. Præcist som jeg også vælger, hvad jeg vil dele.

Vi omgåes hinanden på hyggelig vis med småsludren og enkelte aftaler om en tur på stranden eller kaffe og kage. Og hun holder af pigerne. Det må være umuligt at gøre andet, når nu man har været nødt til at rejse hjemme fra for at passe fremmede menneskers børn i stedet for ens eget. Jeg forestiller mig, at man må forlige sig med situationen og vælge, om man vil tage de her børn ind i hjertet eller holde en tydelig distance. Maricel har valgt den første løsning – og hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for pigerne.

I formiddags stopper jeg op for at fortælle hende, at jeg vil skrive endnu et blogindlæg om hushjælp i Dubai.

”What do people think of me in Denmark”, spørger hun mig nysgerrigt, mens hun forsigtigt stryger en stor uldtrøje.

“I think the Danes are more concerned with what kind of people we are – to have taken you away from your child and family to work in our home doing the duties and chores that we could have done ourselves”, svarer jeg.

”Oh, so the Danish people think I am a bad mother for leaving my son at home and not taking care of him?”, replicerer Maricel og får helt våde øjne ved tanken om at have et dårligt ry i Danmark.

”On the contrary! Some Danes think that we take advantage of you and that you could potentially be living under slave-like conditions like those sad nanny cases that we hear about through the grapevine”, svarer jeg.

”Then I don’t think the Danish people have ever had a starving child in their arms, Madam”, konkluderer Maricel efter en kort tænkepause.

“Remember when I told you that we had 7 or 8 years with just one small salary from my husband and things got so bad that I fed my son a little cooked rice and waited to see, if there would be any left for me. I went days without food, praying that my husband would send some money. I chose to come here. I am lucky to live with your family, but it is my choice, because I want a better life for my son and myself. In the Philippines, I would not be able to get a good job close to home. I could maybe work in the local hardware store earning 2,000 pesos a month”.

2.000 filippinske pesos er 250 kr.

Og en hushjælp i Dubai tjener mellem 3.500 og 5.500 kr. om måneden, afhængig af en masse personlige forhold.

Simple as that.

Hun siger det jo ret klart og tydeligt.

Sult og desperation er fremmede fornemmelser for en flok pæredanskere. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor hårdt det er, at leve i et land som Filippinerne.

Og jeg gør mit ypperste for ikke at tale om hushjælp, når jeg er i Danmark, medmindre det er med familie og nære venner, der har stiftet bekendtskab med Maricel, og derfor har interesse i at høre om hendes familie og husbyggeriet.

Men uanset hvad andre måtte tænke eller synes om konceptet ‘hushjælp’, så kan jeg sige, at vores erfaring med at have en hjælper ansat er, at det er en kæmpe lettelse i en travl hverdag i en småbørnsfamilie. Når man altså har fundet dén person, der passer som fod i hose til ens familie ❤️.

Og den direkte økonomiske transaktion fra en velstillet familie til en økonomisk-trængt familie har tydelig effekt. Vi er stolte af Maricels arbejde og de ting, hun opnår for sig selv og sin familie ved at være hos os. Og det er hun heldigvis også selv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vinter i Dubai

Jeg får tit henvendelser fra folk, der er nysgerrige efter, om de mon har valgt “det rigtige tidpunkt” at holde ferie på i Dubai.

De fleste, der spørger, er bekymrede for, om de har valgt et tidspunkt, hvor varmen er for overvældende. Og det kan man jo ikke fortænke dem i. For her bliver varmt.

Det er ikke fordi her er flere varmegrader end i Egypten om sommeren, for nu at tage et eksempel, men her er høj luftfugtighed – og dét er en dræber.

Som tommelfingerregel kan man sige, at det ALTID er fantastisk vejr i Dubai, hvis det handler om at indfange solstråler – bare ikke liiiige om sommeren.

Og sommer vil jeg definere som månederne fra april til og med september.Man kan dog sagtens rejse på ferie til Emiraterne i sommermånederne, men man er nødt til at være bevidst om, at der er visse begrænsninger på udendørsaktiviteterne. I juni, juli og august er det stort set umuligt at opholde sig på stranden eller i ørkenen, fordi sandet er så brændende varmt, at det er meget ubehageligt at komme i kontakt med det. Man kan heller ikke gå en tur på gaden eller sidde på en fortovscafé. Men så kan man til gengæld 1.000 fine ting indendøre – og der er ofte virkelig gode deals på hoteller og fly i takt med at varmegraderne stiger. Så er man klar på at bade i poolen, nyde lækre middage (indendøre) på gode restauranter og udnytte hotellernes og shoppingcentrenes indendørs tilbud, så får man meget for pengene i sommermånederne.

Men…så er der jo også vinteren.

Vinter i Dubai er et kapitel for sig selv. Fra starten af november til slutningen af februar har vi det mest saliggørende vejr, jeg nogensinde har oplevet noget sted på jorden. Solen er en blid version af sig selv, som sender kærlige, lysegule stråler ned mod os, som man kan opholde sig i hele dagen uden at blive forbrændt.

Over den sarte, lyseblå himmel driver en let vind, som svaler og forfrisker. Og så er der 25-27 grader om dagen, som gør det fuldstændig perfekt at være udenfor.

Man sveder aldrig.

Man fryser aldrig.

Fastliggere og ørkenrotter går rundt i UGG-bamsestøvler og store, bløde sweatere og nyder, at det er tilladt at “hygge” lidt i stort tøj, mens turister og andre slags gæster går i shorts og soltop, fordi vintervejret er den perfekte sommer i deres optik.

Vinduer og døre står åbne dag og nat, så vi får max’et ud på naturligt lys og naturlig afkøling. Det er NU, vi lever det virkelige liv – os, der bor i Ørkenstaten. Og vi er næsten alt for bevidste om, at det hele er på lånt tid, fordi varmegrader, elektriske pærer og aircondition trænger sig på længe før vi kan overskue det.

Om vinteren ligger aften-/natte-temperaturen omkring de 20 grader. Det er (skørt nok) ret køligt for os, der bor her – og vi trækker indendøre under tæpper med et krus te. Men for en dansker, der lige har fået 20 plusgrader forærende, er det perfekt vejr til at nyde nattemørket med en drink og lytte til cikadernes sang.

Har jeg solgt idéen?

Har du brug for kilometerlange gåture langs havet og regnbuefarvede solnedgange?

Har du lyst til at være uden for i alle døgnets vågne timer – og gerne i så lidt tøj som muligt?

Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater er svaret.

Den bedste januarkur mod forkølelse og frosne skuldre, hvis du spørger mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dobbelt op på længsel

Efter 3 ugers kuffertliv med tilhørende familiecirkus og et fødeindtag bestående af lige dele marcipan og svin er der intet som at komme hjem.

Sådan helt hjem.

Og det er uden tvivl Dubai.

Det mærker jeg, hver eneste gang vi lander i Dubai’s lufthavn.

For hjem er dér, hvor hverdagen udspiller sig, og hvor vores lille firkløver er samlet og sammentømret.

Hjem er også dér, hvor de mest basale ting befinder sig. Min hovedpude. Mit skab fyldt med sager på badeværelset. Garderoben. Køleskabet.

Men samtidig med længslen efter at komme hjem-hjem, er der længslen efter dem, vi netop har vinket farvel og på gensyn til 6 timer tidligere. Efter dét, der engang var vores hjem, og som til tider føles hjemlig.

Det er som en slags dobbelt-op på længsel tilsat delirisk glæde, der ikke er helt til at kontrollere.Og må jeg så lige tilføje som en sidebemærkning, at Københavns Lufthavn S.T.I.N.K.E.R i forhold til Dubai’s. I bogstavelig forstand og såmænd også i overført betydning. Her er ikke kun skinnende rene og velduftende toiletter i Dubai, men rent sådan all-over-the-place. Der er fin ro og orden, trods størrelsen på lufthavnen, og der er tilmed bagagekarusseller, der kører med kufferter efter ganske kort tid.

I Københavns Lufthavn tager det halvanden time at få bagagen, når man ankommer med et af de store fly. Og ventetiden bliver naturligvis tilbragt som sild i en tønde til dunsten af pølsevogn. Det er et underligt førstehåndsindtryk at give de rejsende, synes jeg. Men det har været sådan her lige så længe, jeg kan huske, så lufthavnens management må jo mene, at det er acceptabelt?

Nok om lufthavne, selvom jeg elsker at nærstudere dem og føle stemningen.

Maricel ankom samme nat som os.

Hun havde bragt Filippinerne med hjem til os i form af lyserøde pomelofrugter og verdens bedste mangoer. Intet mindre end himmelske frugter, der smager af den sol, de har fået, mens de har modnet på træerne.Særligt Maricel har en tilvænningsperiode fyldt med tårer og længsel – for det er aldrig nemt at sige farvel efter en måneds juleferie og vide, at der vil gå et helt år, før hun vender tilbage.

Vi taler om det, for jeg vil ikke lade det ligge uforløst eller usagt hen.

Jeg føler også en vis portion dansker-skyld over at have hende 11 måneder om året, mens hendes egen 13-årige søn kun har hende 1 måned. Dén tanke og følelse tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over, selvom hun er her af en eller anden form for bizar ‘fri vilje’. Hvis ‘fri vilje’ kan bruges om mennesker, der ikke har andet valg end at søge arbejde i udlandet.

Men hun er tilbage. Og har opnået en masse af dét, hun ønskede sig at gøre. Hun fik fejret Bedstemors fødselsdag, julen og nytåret. Hun fik velsignet sit nye hus af den lokale præst. Hun fik tilsluttet sit hus til kommunevandet. Hun fik anlagt et reelt badeværelse. Hun kom til tandlægen og fik et helbredstjek på hospitalet, så hun ved, hvordan det står til med sukker og kolesterol.

Og selvom vi ikke kunne spore den store lyst til at komme retur i skole idag, da vækkeuret ringede mindst 3 timer for tidligt, så er det ret tydeligt, at det nu er meget rart alligevel.For vi holder trods alt mest af hverdagen – med venner, praktiske opgaver, arbejde og den slags. Og savnet efter familie og venner derhjemme aftager lige så stille henover de næste uger, indtil det nærmest virker helt tilforladeligt, at vi først er tilbage i Danmark til sommer.

Længsel skal have et rum, har jeg fundet ud af. Den vil accepteres og anerkendes – og have plads til at leve side om side med dén hverdag, der tvinger os til at komme videre. Og pludselig er den næsten væk. Længslen. Lige indtil jeg hører min Mors stemme eller ser billeder af små niecer og nevøer. Suk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landing

Efter 10 år i udlandet er der en helt gennemarbejdet rutine, når vi lander i Moder-Landet.Farmor og Farfar står klar i lufthavnen med kæmpe-kram og overtøj til pigerne. Der er 25 graders temperaturforskel mellem Danmark og Dubai lige nu – og uanset om det reelt er en kold, dansk vinter eller ej, så føles det bare uendeligt koldt for os.

Farmor og Farfar tager børn og kufferter og sætter retning mod Nordsjælland, mens Martin og jeg fornøjer os med den elendigt opsatte biludlejning i Kastrup. Ikke at Europcar og de andre biludlejningsfirmaer gør noget forkert, men de er blevet smidt på porten af lufthavnens management, der åbenbart har en ny strategi for lufthavnen, hvor biludlejning anses for at være et underordnet tilbud til de rejsende, der ankommer til Danmark. Det må folk selv rode med – lufthavnen har travlt med at sælge hapsdogs og billig rødvin.

Men vi er da heldige denne gang, og bussen kommer drønende i det øjeblik, vi står klar ved busstoppestedet.

Og ind til aften er hele rejse-stå-hej’et glemt.

Der er Farmor-frikadeller hos Faster, tilsat rigelige mængder rødvin, verdens hyggeligste selskab og en varmende brændeovn.Klokken 19 er der 100% lukket og slukket hos Ørkenens Døtre. De har overgivet sig til brændeovnsvarmen i Fasters hus efter at have klemt en enkelt frikadelle ned. Deres indre ur står på Dubai-tid, og for dem er det her langt over sengetid.

Næste dag er akklimatiseringsdagen.

Det er dér, hvor vi vover os ud af Farmor og Farfars hus, som de har forsøgt at opvarme til Dubai-tilstande, for at vi ikke skal fryse alt for meget.Pigerne får med møje og besvær flyverdragter, handsker og støvler på. De har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt med overtøj – og støvlerne er også alt for stive til små, strittende sandaltæer, men efter at have tjekket vintertemperaturen ud af havedøren, overgiver de sig.De elsker at gå tur i skoven med Farmors to små hunde.

Undervejs finder de små isflager på skovsøen, der er forvandlet til et stort mudderhul i anledning af endnu en dansk vinter, der ikke byder på ordentlig frostvejr.Det er alt sammen vældigt eksotisk med små dalende snefnug, kold blæst og iskrystaller.

Om aftenen bliver ørkenens støv skyllet af i et fællesbad med fætter og kusine. Det bli’r i familien, som man si’r…og det her firkløver er simpelthen noget af det sødeste.3. søndag i advent opdager pigerne glæden ved en skrabekalender. Dén kunne de knapt huske fra sidste år.Der er stor spænding om udfaldet, fordi der bliver ved med at dukke million-kroners-juletræer op, men resultatet efter 4 skrabede kalendere er 50 kroner, som skal divideres med de 6 tilstedeværende personer, fordi det er det eneste rigtige at gøre, siger Retfærdigheds-Cille. Everybody is a winner, I guess.

Nu er vi her.

Landet i Moder-Landet.

De næste dage ligger vi nærmest i vinterhi i Grib Skov.

Fordi her er så koldt, mørkt og gråt, at jeg kun kan drikke te, læse dameblade og overveje en lur.

Og fordi vi altid får slæbt os en lille vinter-virus med fra en fjern Ørkenstat, som skal overkommes med søvn og hvile.

Sådan er det at lande.

Det kræver et par dages tilvænning, når vi kommer hjem til den danske vinter. Og der findes ikke en bedre måde at gribe det an på, end at forskanse sig i umiddelbar nærhed af en varm radiator sammen med de allernærmeste familiemedlemmer, der godt forstår, at tingene skal tages i virkelig langsomt trav ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Det er blevet tid til endnu en omgang “Du ringer, vi bringer”, fordi der kontinuerligt popper smarte løsninger op, der giver os endnu en god grund til ikke at forlade liggestolen eller udføre noget som helst selvstændigt.

Vi er nået en del længere end til de mobile skønhedssaloner for kvinder og hunde, apoteksknallerterne, fast-food-app’sene og selveste Amazon, der nu også opererer i Mellemøsten under navnet Souq.com.

Tag nu f.eks. CAFU – en tankbil, der kører rundt og tanker folks biler op med benzin hjemme i garagen, mens man selv bader børn eller laver aftensmad.

Det er sgu’ da et smart tilbud og en fed mulighed for at bruge tiden på noget andet og bedre end at tanke?Og nu tænker du måske, at det da er en lidt overflødig service – for hvor lang tid kan det lige tage at fylde en bil med benzin?

Men der er forskel på den lokale tankstation med Dankort-automat og høflig selvbetjening i Danmark, og så tankstationerne i en Ørkenstat. Hér er der ikke selvbetjening, omend det begynder at vinde indpas hos en enkelt kæde.

Det kan snildt tage en halv time at vente i kø på at få tanket, hvis man kommer til tankstationen på et forkert tidspunkt af døgnet. Så sidder man dér i bilen og glor på Instagram eller vifter af en lille mand med et menukort, så han kan hente en Starbucks latte inde i butikken.

Jeg ved snart ikke hvad der er værst? At sidde i airconditioneret tomgang og vente på, at en anden person skal tanke bilen op – eller at man samtidig kan købe ind i kiosken ved hjælp af en tredje person?

Det er en skøn service, sådan at være fri for selv at rode rundt ved benzinstanderen med en snavset benzinslange og et tankdæksel, der nægter at makke ret. Men samtidig er det lidt skørt, at det skal tage en hel halv time at få fyldt bilen op. Ikke at jeg ved ret meget om at fylde benzin på en bil. Martin kører den stort set altid på tanken for mig – galant og omsorgsfuld, som han er, men jeg skal helt sikkert prøve CAFU-optankning engang.

Og forleden fandt jeg endnu en mobil service, der er helt perfekt.

Cykelmekanikeren, der kommer hjem til dig, når det passer dig.Der er ikke dén reservedel, der ikke er at finde i bagsmækken på det mobile værksted.

For første gang i 10 år tror jeg rent faktisk på, at det lykkes at få serviceret Mormors 30+årige jernhest, som jeg har gemt og gemt og gemt af ren nostalgi og savn.Og det er lidt morsomt at tænke på, at det ender med, at det er den sødeste filippiner i Dubai, som formår at finde reservedele til både Martins Raleigh og Mormors gamle Opal, så de fremover kan gøre stisystemerne i Hvid-Mands-Ghettoen usikre.

Cykelmekanikeren er mest vant til at reparere fancy triathlon- og racercykler for MAMILs, eller hvad det nu var, Kronprinsesse Mary kaldte cykelmyggene, men han er flink nok til at lade som om, at han forstår, hvad det er, Martin og jeg har gang i.

Og jeg er lykkelig for at have fået vækket Opal’en til live.

Hver eneste gang jeg sætter mig op på cyklen nu, så tænker jeg på, at hvordan jeg cyklede fra Mormors lille hus i Ølgod og ned ad skrænten til Statoil-tanken, hvor jeg solgte franske hotdogs, benzin og cigaretter. Det er en menneskealder siden. Eller sådan føles det ihvertfald. I øvrigt havde jeg også en kurv bagpå dengang. Med lun, hjemmelavet middagsret fra Mormors gryder.

Nostalgi-trip og tips til mobile serviceydelser i Dubai over and out…

Nu må det stoppe med mine overspringshandlinger.

Jeg har en kuffert eller to, der skal pakkes og lukkes inden afrejse imorgen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet