Ramadan-aktiviteter


Ramadanen er stort set ligesom julemåneden. På speed tilsat en stor mængde arabisk glitter.

Der er massive tilbud på sæsonbestemte madvarer og ingredienser, som indgår i de klassiske iftar-retter. Og der spises “godt igennem” – præcist ligesom vi andre gør i december.

Det er det bedste tidspunkt på året at købe en ny bil, siger reklamerne.

Det er også lige nu, du skal overraske din elskede med et nyt smykke.

Og så fremdeles.

Men udover at det er højsæson for storkøb og særkøb, så er Ramadanen også den måned på året, hvor mange vælger at “gøre noget særligt” – skabe særlige minder, om man vil.

Og her må man sige, at landets herskende familier heller ikke ligger på den lade side.

De Forenede Arabiske Emirater består af 7 emirater – landsdele – som regeres af hver sin Sheikh. Som udgangspunkt har den enkelte Sheikh fuld råderet over sit område, og der kan være endog meget store, overraskende forskelle i lovgivning m.m. fra det ene emirat til det næste. Sharjah er f.x. et tørlagt emirat, mens Dubai er…well, Mellemøstens svar på Las Vegas, tror jeg.

Abu Dhabi er landets hovedstad – og Hans Højhed Sheikh Khalifa Bin Zayed Bin Sultan Al Nahyan af Abu Dhabi er samtidig hele landets overhoved med titlen præsident. Han kan ses her, på et af de typiske billeder, der altid hænger i en foyer eller reception.Dubai, Abu Dhabis frække lillebror, er regeret af Hans Højhed Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum. Han er samtidig landets vicepræsident og far til nogle af verdens mest eftertragtede ungkarle.Forleden kom det frem via Hans Højhed Sheikh Mohammeds Instagramprofil, at denne Ramadan har været anledning til en ganske særlig og medrivende begivenhed i hans liv.

Hans tre sønner er nemlig blevet gift under den hellige måned.

Med hver sin kusine.

Ved et såkaldt trippel-bryllup i familien.

Du kan læse mere om dette i landets nationale avis:

https://www.thenational.ae/uae/sheikh-mohammed-bin-rashid-releases-poem-to-celebrate-marriage-of-sons-1.863304

Tilbage er der vist kun at ønske de nygifte lange og givende ægteskaber.

PS: Jeg kan anbefale dig at finde Instagramprofilen faz3. Den tilhører Dubai’s Kronprins Hamdan, som går under kælenavnet Fazza. Det er ret fascinerende at følge med i hans globetrotterliv.

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ih, du milde, Mille

Glædelig Mors Dag til alle I dejlige mødre hjemme i Danmark.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Her i en fjern Ørkenstat fejrer vi ikke Mors Dag idag. Der er en anden dato for Arabisk Mors Dag og en tredje dato for Britisk Mors Dag, så jeg tager til takke med de søde kort, der kommer med hjem fra skole på andre tidspunkter.

Man bliver faktisk lidt skizofren af de forskellige datoer for mærkedage – og på én eller anden måde er vi endt med at fejre Valentinsdag i vores familie – og ikke Fars og Mors Dage. Men jeg er da taknemmelig for Interfloras e-mail hvert år, så vi ikke begår en komplet faux pas i den danske familie derhjemme.

Én af mine to vigtigste Mors Dage fandt sådan set også sted igår, hvor Mille fyldte 7 år.

Uanset at det er 7 år siden, så bliver den 11. maj hvert år også ved med at være min dag.

Min Store Føde-Dag.

Dagen, hvor jeg blev Mor til to – og var skræmt fra vid og sans i godt og vel et par måneder, indtil min Svigermor kom og holdt Baby-Mille i den ene arm og mig i den anden, mens hun forklarede mig, at en god mor ikke nødvendigvis sidder i brystmælken.

Dér lærte jeg et par ting om mig selv og om Det Store Moder-Skab, som jeg aldrig vil glemme.7-års-Mille er slet ikke som Baby-Mille, der oftest blev kaldt Lille My, Milløjseren eller Vilde Mille, fordi temperament og personlighed var en kende high-strung eller iltert.

Hun er inde i en rivende udvikling, der ikke kun handler om at tabe tænder og vokse sig kæmpe-høj. Mentalt sker der mindst lige så store forandringer. Hun er blevet dygtig i skolen, koncentrerer sig om sine lektier, kan give bedre udtryk for sine følelser (i stedet for at skrige, som altid har været hendes trademark-behaviour) – og så er hun en værdsat kammerat, der altid er omgivet af en lille flok piger.Og weekenden har selvfølgelig stået i den unge frøkens tegn.Med veninderne samlet til en male-session i The Jam Jar, som er et frit og rustikt kunst-studio i Alserkal Avenue, et skønt galleriområde i ellers så støvede Al Quoz.Bagefter strøg vi hjem til frokost, da der ikke var mulighed for at fejre fødselsdag med mad og kage osv. i studiet pga. Ramadanen. Efter frokosten forestod Cille en slim-session, hvor de små 7-årige trunter så med beundring på den store pige, der kunne lære dem et trick eller to om at lave en ‘god slim’, som man si’r.Festen sluttede af med fællesdans på førstesalen, mens pigerne blev hentet én efter én i adstadigt Dubai-tempo. Vi havde jo nærmest også galleri-værdig kunstudstilling i stuen, sådan som pigerne havde arbejdet i The Jam Jar.

Jeg er imponeret over, hvor søde og dejlige sådan en lille flok piger er at have med på tur og derhjemme. Det med børnefødselsdage er jo noget helt, helt andet end for bare et par år siden, hvor succeskriterierne var noget i retning af “ingen tilskadekomne” og “ikke for mange tårer”.På selve fødselsdagen bagte vi pandekager og Mille åbnede gaver fra familien.

Der mangler – hånden på hjertet – altid bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler og tanter, når vi fejrer fødselsdag langt væk fra Storfamilien i Danmark, men vi forsøger altid at få det bedste ud af det. Og vi italesætter ikke savnet, men taler i stedet i telefon, på FaceTime og ser de små lykønskningsvideoer igennem, som familie og venner sender.

Bagefter tog vi i det indendørs edu-tainment-center, Oli Oli, da det allerede nu er alt for varmt til udendørs aktiviteter (medmindre man hopper i poolen). Oli Oli er et dejligt sted for børn helt op til 12-års-alderen, hvor kreativitet, fantasi, hverdagsliv og videnskab forenes skønt i alle mulige lege-aktiviteter. Jeg har skrevet lidt tips til stedet i et tidligere blogindlæg.

Oli Oli

Denne gang byggede pigerne en lejlighed sammen, og de legede vilde lege med lysende bolde i mørket.Eneste skår i fødselsdagsglæden var, at den lille gymnast vrikkede om på foden, og hun har helt klart fået en forstuvning, sådan som anklen er hævet op 😢.

Hun er dog i skole igen – for søndag er jo vores mandag – og sådan en fødselsdagsweekend går bare alt, alt for hurtigt.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ser du månen, Hr. Månekigger?

Så er det lige op over.

Med Ramadanen, altså.

I aften efter aftenbønnen sidder de officielle månekiggere klar i Saudi Arabien med deres kikkerter og spejder efter nymånen. Hvis de ser den, adviserer de alle muslimer i hele verden om, at Ramadanen begynder søndag. Hvis de ikke ser nymånen, så spejder de da bare igen søndag aften, så Ramadanen begynder mandag.

For os fremmedarbejdere (og kulturkristne) er det altid et spændende “show” af følge med i.

Der kommunikeres frem og tilbage i forældre-WhatsApp-grupperne, om skolen mon er på reduceret tid i morgen eller ej? Hvilket de fleste håber på, nu hvor varmen er kommet for at blive…

Skolen sendte også et brev med en form for afklaring i sidste uge.

Og hvis du nu sidder og tænker på, at der da findes teknologi, som sagtens kan forudsige, om nymånen ses fra Saudi-land i morgen eller i aften, så vil det blive blankt afvist. Den slags nymodens pjat gælder ikke. Der skal rigtige, hellige månekiggere til – ikke beregninger fra en flok videnskabsfolk.

Det her handler nemlig om tro, traditioner og følelser, og ikke om hvad teknologi kan forudsige.

Og selvom det måske kan virke lidt specielt, så er der noget umiddelbart charmerende ved lige at skulle tjekke i aften, om vi kører med den ene mødetid eller den anden i morgen. Det her er en del af muslimernes fest og højtid – og jeg hygger mig ganske meget med det.

Jeg har desværre ikke lært ret mange arabiske ord på 5 år i Mellemøsten, men jeg har lært en del om kulturen og jeg begynder så småt at mestre kunsten at acceptere arabernes mere uforudsigelige og foranderlige måde at leve på. Der er meget kortere fra idé til beslutning og udførelse end vi er vant til. Der er også lige så kort vej til at forkaste eller omgøre en beslutning, lov eller aftale. Det hele tages med stoisk ro og stenansigt eller med det stik modsatte: En gedigen arabisk nedsmeltning. Alt sammen afhængig af personens humør og temperament.

Mangelfuld eller decideret manglende planlægning, manglende struktur, logik og sparsom information er virkelig frustrerende, når vi rammer Den Store Papirmølle i en Ørkenstat, men på de her små hverdagsparametre som hvornår, skoledagen skal starte i morgen, dér smiler jeg og nyder, at der sker enten det ene eller det andet.

Og når Ramadanen så begynder, reduceres elevernes undervisningslektioner fra 60 min. til 40 min., så skoledagen går fra de normale 7 til kun 5 timer. Sådan kører skolen så i 30 dage, indtil Ramadan-måneden er ovre.

Reduktionen sker af hensyn til de fastende elever og de fastende forældre, der skal bringe og hente børn.

Børn begynder (for det meste) at faste, når de rammer pubertetsårene, men jeg har oplevet elever helt ned i 7-8-års-alderen, som har lyst til at faste og øver sig i det, så de er helt kvaste i skoletiden. Hvorvidt det er en aftale mellem dem og deres forældre – eller om det er noget, de selv har fundet på, fordi større søskende og resten af familien gør det – det kan jeg af gode grunde ikke vide, men det er tydeligt, at det er hårdt for de helt små børn.

De store teenagere møder også ofte op senere, hvis de er faldet i søvn igen efter suhoor, som er måltidet lige før daggry. Så kan det være svært at komme op og i skole til kl. 8.30.

Den her slags fravær og kommen-for-sent bliver der set igennem fingre med her i De Forenede Arabiske Emirater, mens jeg kan forestille mig, at det ikke vil være velset at komme halvanden time for sent hver dag under Ramadanen i Den Danske Folkeskole 😂

På vores skole er der mange muslimske elever, men størstedelen af eleverne hører til andre religioner end Islam – og derfor er det også majoriteten, der tilgodeses. Det betyder, at kantinen er åben og serverer mad som sædvanlig. Børnene spiser madpakker i deres respektive klasser – og de fastende elever kan gå ind i dedikerede lokaler, så de ikke bliver konfronteret med madkassernes indhold og små munde, der gumler, mens de ikke selv må få hverken vådt eller tørt.

Lærerne må spise i deres klasser eller på lærerværelserne som normalt – og i danskklasserne, hvor der ikke umiddelbart er fastende elever, drikker vi også vand i løbet af timerne.

Ude på gangene og fællesområder, bør man være diskret med tekrus og madkasse. Det er jo ikke nødvendigt at flashe mad og drikke over for fastende forældre, elever og personale.

Respekt for fasten er ufravigelig her i landet og i Saudi Arabien. De tager det langt, langt tungere end i andre muslimske lande, har jeg fået fortalt. Personligt har jeg ikke noget imod at undlade at drikke, spise og tygge tyggegummi i det offentlige rum i en måned. Så svært er det altså heller ikke at lade være med, men for hvert år, der går, bliver Ramadan-reglerne også mere og mere lempelige.

Da vi ankom for 5 år siden, var der ikke ét sted at købe en flaske vand i Mall of the Emirates under Ramadanen. Sidste år var der to store food courts åbne i hele centrets åbningstid.

Det er tiderne, der skifter.

Araberne har desperat brug for turisterne og deres lommepenge nu om dage.

Og så må de ellers gradbøje og gå på kompromis, så turisterne kan få serveret deres livsnødvendige cocktails i pool-barerne og indtage lækre frokosttilbud i indkøbscentrene under den hellige måned.

Så’n er det bare.

🌙✨ Ramadan Kareem fra en varm Ørkenstat 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

The Courtyard

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg tidligere har skrevet om The Courtyard i det støvede industriområde Al Quoz her på bloggen. Der er helt sikkert billeder på Instagram fra tidligere besøg – for stedet og hele området er oh-so-instagrammable, som man si’r på godt dansk.I det hele taget er Al Quoz et up-and-coming-område – og har været det i al den tid, vi har boet i Dubai.

Det er her, det chikke og artzy område Alserkal Avenue ligger med sine kunstgallerier, udstillinger og installationer, interessante foredrag, rustikke studios og arbejdende værksteder, som altid er et besøg værd.

http://alserkalavenue.ae/en/index.php

Det er også her, der hoppes, leges og klatres i store fabrikshaller, som er omdannet til indendørs legelande (the likes of Bounce og Flip Out), som sørger for, at trængte mødre overlever de varmeste måneder på året med unger, der ellers ville kravle i gardinerne derhjemme.

Det er så absolut et område, jeg vil anbefale dig at besøge, hvis du er turist eller ny i Ørkenstaten, for det viser en helt anden, nede-på-jorden-vinkel af Dubai, som du ville finde i Europa i f.x. Berlin eller Madrid.

Men i dag er det nu ikke fordi vi leger turister i egen by, Mille og jeg, der holder eftermiddagshof på Cassette.Vi er her, fordi Cille har et brændende ønske om at gå til drama.

Og byens ældste improv-, comedy- og teaterskole ligger tilfældigvis i The Courtyard.Der er lige så hyggeligt og rart indendøre i teatret, som der ser ud til udefra.Så må vi se, hvad den unge Drama Queen synes om dramaklassen for tweens.

Jeg ville ihvertfald ikke have noget imod at have The Courtyard som fast søndags-hang-out efter skole ☕😁

Mange hilsner fra Mor i Udlandet