Cloud 7

Hvis du er taget på sommerferie til Dubai med familien – eller er en af de danske fastliggere med børn, der efterhånden kravler i gardinerne af indestængt energi, kommer der her et review af ét af Dubai’s nyere indendørs-aktiviteter for børn i alderen 3-10 år.

Cloud 7, hedder stedet, der kalder sig selv for kreativ edutainment, så enhver desperat forælder kan retfærdiggøre at kaste børnene i favnen på en flok ivrige filippinere, der jo nok lærer troldeungerne ét eller andet, mens man selv får et minuts fred og koffeinfix i yderst civiliserede omgivelser.

Cloud 7 ligger i det über-eksklusive varehus Level Kids i det nye shoppingdistrikt, City Walk, i Al Safa-området over for Burj Khalifa.

Du finder stedet ved at kigge efter en flok lyserøde flamingoer i bybilledet.Pigerne er inviteret til børnefødselsdag – og vi gør store øjne, så snart vi træder ind i varehuset.Her er simpelthen så overvældende flot med de smukkeste kjoler, sko og accessories, man overhovedet kan forestille sig. Cille stiller sig op og rører ganske forsigtigt ved stoffet på en fin kjole, som hun sikkert kunne se sig selv i.

Ih, Mor, prøv at feel’e den her fabric. Det er ligesom quite different. Man kan ligesom feel’e the quality”, ler hun og virrer med hovedet.

Hold da op, Cille, hvor er den kjole vidunderlig. Skal vi prøve at finde prisen på den?”, spørger jeg.

Man kan spørge butiksassistenterne til råds. De er smilende, polerede og yndefulde som en flok ballerinaer, mens de glider i dyre nederdele hen over elegante marmorgulve med armene fulde af luksusprodukter til verdens heldigste babyer.

Den koster 21.000 dirhams.

Altså kjolen.

Hvilket er godt og vel 36.000 danske kroner.

Eller 5 dage på Maldiverne for hele familien, hvis man, som jeg, er type, der opgør priser i en slags hjemmelavet rejsevaluta.

Vi taler lidt om dét med, at man vitterligt kan se og mærke forskel på kvaliteten på varerne i dette varehus og så de ting, vi almindeligt dødelige mennesker køber i butikkerne i Mall of the Emirates. Og så taler vi lidt om, at det er svært at forestille sig, at man kan være så rig, at det er dén slags kjoler, der hænger i ens klædeskab, når man er en lille pige på 9 år.

Og så vandrer vi videre med åbne munde og polypper – og med fingre, der glider dansende hen over de sarteste tekstiler fra verdens mest eksklusive modehuse. Alting hér er til at falde i svime over. Det er out of this World, som pigerne udtrykker det.Til sidst når vi op til Cloud 7, hvor festen afholdes.Der er ikke det store at foretage sig i Cloud 7 egenhændigt. Et kedeligt hjørne med lærings-videospil, et begrænset område med store blå skumblokke, man kan bygge med og et vægpuslespil, der kan samles. Disse aktiviteter kunne muligvis stimulere 3-5-årige børn, men ikke i ret lang tid. Og jeg ville være ked af at betale entrépris for så lidt, for nu at være helt og aldeles ærlig.

Dér, hvor Cloud 7 reelt tilbyder noget, er i deres værksted, hvor man kan lave sæber, stearinlys, dekorere kager og male porcelæn. Naturligvis mod separat betaling – det er ikke sådan, at det er frit valg på alle hylder, når man er kommet ind.

Fødselsdagsbarnet har valgt, at gæsterne kan lave enten stearinlys eller sæber.

Pigerne vælger  sæber, fordi de allerede er velbevandrede udi lysstøberi.De få øjeblikke, det tager, at standse små sæbefigurer ud og lægge dem i en form, går ganske fint.

Men der er tale om en virkelig kort og afgrænset aktivitet, hvor der – i min verden – aldrig rigtigt bliver lukket op for nogen form for kreativitet eller læring hos børnene, fordi det hele går op i instruktioner og velment “hjælpen til” fra de voksnes side. Det samme gør sig gældende for stearinlysene. Hér lægger børnene blot små stearinblokke ned i en støbeform og så er dét det.

Det oprigtigt sjove og lærerige ved aktiviteterne – at støbe lysene og sæberne – er på bedste (læs: værste) Dubai-manér forbeholdt de voksne. For børn kunne jo komme til skade med den varme sæbe eller stearin. Så de små må kigge på, mens der hældes flydende sæbe og stearin i deres forme.

Anyway, vi får to fine, økologiske, parfumefri sæber med hjem, som pigerne kan lege med i badet.

Så er vi dén oplevelse rigere – og vi takker pænt for invitationen og nyder kaffe, kage og fødselsdagskalas.

Og pengepungen, dén lader vi ligge dybt i taskens indre. Level Kids er ligesom lidt ude af vores shopping-liga 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ferielæsning: And Then We Moved To…

Jeg fornemmer, at hele Danmark har lukket ned og er gået på sommerferie til skønt solskinsvejr og temperaturer godt oppe i 20’erne?

Og jeg beder til, at I holder lidt på varmen i kommende uger, så vi andre kan få fornøjelsen af det vaskeægte, åh-så-flygtige, danske sommerland i år. For sidste sommer var da en decideret regnfuld affære, omend selskabet og omgivelserne var perfekte.

Denne gang vil vi gerne grille i haven og spise softice fra kiosken; vi vil gerne cykle på stierne, gå til stranden og i skoven hver eneste dag.

– Er det for meget at forlange, når nu vi sandblæste ørkenfolk har været lukket inde i flere måneder på grund af sommerheden og endelig når op til salige, kølige breddegrader?

Men inden vi går på ferie torsdag, skal jeg lige love for, at der er nok at tage fat i. Jeg er nærmest helt skeløjet af at forholde mig til opgaver hér, dér og alle vegne på hjemmefronten og i skolen.

Skole-hjem-samtalerne er nu veloverståede. Det samme kan siges om karakterafgivningen. Flyttekasserne i dansklokalet hober sig op, og der er taget hul på de allersidste lektioner med de respektive årgange.

Derhjemme er vi godt i gang med at rydde ud i køkkenskabenes indhold; vi indkøber ferielæsning og nye cowboybukser til kølige sommeraftener i Danmark, og vi laver lister over alle de ting, der skal foregå i Dubai, mens vi er in absentia i Det Kolde Nord.

I næste uge skal jeg have forberedt næste skoleårs første emneforløb til klasserne og lave små opgavemapper klar, så jeg ikke ender i kopierings-kaos sammen med alle de andre lærere i slutningen af august.

Martin – den nu hjemmegående husfar – skal pakke familiens kufferter og rydde ud i skabe og skuffer, mens jeg er på skolen, og pigerne bliver sendt afsted på Dance Camp hver dag fra 9-15, så de ikke klatrer i gardinerne af kedsomhed herhjemme. Alle andre flygter nemlig ud af Ørkenstaten nu på fredag, når skolen er vel overstået, for vi har det jo lidt som køer, der trænger til at komme ud på grønt græs efter en lang vinter.

Og hvis jeg har ramt plet med min antagelse om, at du er gået på ferie, så vil jeg da gerne lige komme med en anbefaling til lidt hyggelæsning i skyggen.

Én af mine bekendte, Mariam Ottimofiore, skriver på den fineste expat- og rejseblog, der lyder det meget sigende navn “And Then We Moved To…”. Hendes ord er nærmest lyriske på en moderne og humoristisk måde. Og uanset om du selv er inkarneret expat eller rejsende i den indre eller den ydre verden, så får du stof og inspiration til endnu flere drømmerejser ved at læse med hos Mariam.

Mariam’s seneste blogindlæg er et tårevædet, bittert-sødt afskedsbrev til Dubai, fordi hun og familien nu efter 4 år forlader Mellemøstens svar på Las Vegas for at begive sig ud på et nyt, eksotisk eventyr på Guldkysten i Vestafrika. Dén udflugt skal jeg helt sikkert læse med på!

Mariam’s beskrivelse af Dubai er så rammende og genkendelig for mig – og derfor deler jeg linket hertil nedenfor, så I kan læse med, hvis I har lyst.

Hun taler om sit had-kærligheds-forhold til byen, der med sin skinnende overflade drager expats og turister til sig som en magnet for efterfølgende at støde os alle bort igen. Vi er her på tålt ophold. Alle os, der har forvildet os hertil for at få en bid af den store flødeskumskage og en tur op i det himmelragende tårn.

Dear Dubai, Can We Please Part as Friends?

Og Dubai har i sandhed lært mig, hvad det engelske ord transient betyder. Forbigående. Omskiftelig. Flygtig. Gennemrejst.

Det hele går lidt lovligt stærkt i en overophedet Ørkenstat.

Om et øjeblik er endnu et skoleår forbi.

Om et øjeblik er vores 5. år i Dubai en realitet.

Og når vi kommer tilbage i august, vil meget være forandret.

Familier – bekendte, klassekammerater, lærere, kollegaer, naboer osv. – vil være flyttet henover sommeren. Mange uden at tage afsked. Nogle nærmest uden at vide, at de skulle afsted. Andre helt beregnet og planlagt.

Flygtigheden er det allerværste ved Dubai.

For den kræver, at man kan stå fast og slå rødder i ens eget indre, frem for i den ydre verden.

Heldigvis har jeg erfaring med omskifteligheden nu.

Og jeg ved, at efter en hel sommer fyldt med oplevelser med familie og venner i Danmark, er jeg tanket følelsesmæssigt op til at kunne tackle Dubai-livet igen.

Rigtig god sommer og god ferie til jer alle 🌞

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dragon Mart

Efter 4 år i Ørkenstaten formaster vi til at køre 40 minutter nordpå til dét, der bedst kan beskrives som Sandkassens svar på Bangkok’s Mah-Boon-Krong Center i sælsom forening med et gør-det-selv-byggemarked.Dragon Mart, hedder centret. Og som man måske fornemmer på billederne, så er der ikke ligefrem kælet for byplanlægningen her i området, der kaldes for International City, selvom det nok havde været mere retvisende at døbe det Little Manila.Men nu er vi her – og må ind for at opleve stedet på egen krop – efter at have hørt sådan cirka 100 sjove historier fra alle andre, der tilsyneladende frekventerer centret med jævne mellemrum for at gøre et godt køb.Og det er vitterligt et sjovt sted.

Mest sjovt som i spøjst. Måske er vi i Beijing?

Måske er vi i Bangkok?

Alle de traditionelle handelsvarer fra Kina og Thailand er at finde på alle hylder, men der mangler den velkendte, pulserende stemning, der er asiaternes særkende.

Vi er tydeligvis stadig i Mellemøsten.

Her er rent, ryddeligt, velduftende, søvnigt.

Just how we like it – tusindvis af kilometer fra Beijing’s eller Bangkok’s fascinerende, men trættende stank, os, larm og virvar.

Og selvom priserne er betydeligt lavere end “inde i byen”, er der stadig meget langt til Asien.

Prutteriet er også standard mellemøstligt; man gør et forsøg og insisterer diskret, men kender også grænsen, for der er noget længere til et smil end der ville have været i f.eks. Thailand.

Her handler det om ære og respekt. Ikke sjov og ballade.Vi ender i denne her stofbutik, der i sandhed ser ganske uinspirerende ud udefra. Formålet med turen er nemlig at få syet madrasser og puder til et par læsehjørner til familiens yngste læseheste.

Men her er da ikke kun gardinbutikker og tæppehandlere.

Du kan også få alt det kunstgræs, du nogensinde kunne have drømt om. I ret overraskende farver, må man sige.Eller hvad med en aldeles flunklende ny vintage-lampe á la Arabistan til stuen?Der er også masser af små boder med mere eller mindre genkendeligt mad, så man kan holde energiniveauet oppe til traveturene igennem de kringlede kilometer-gange. Der er også rig mulighed for at få fat i en ny araber-vandhane eller et brusehoved, der er lidt ud over det vanlige.Der er rækker af butikker, der sælger nattøj og vattæpper. Abayaer og g-strenge. Guldtoiletter og motorsave. Squishies og falske tasker. Korsetter og massagestole. Kokosnødder og parykker.

Side om side sælger de små butikker på klassisk asiatisk manér stort set det samme, indtil man forvilder sig ind i et nyt “område” af centret, der så har et andet tema, som f.eks. værktøj eller havemøbler.

Og sørme om ikke stofbutikken har komplet styr på tingene, og leverer de fineste nye læsehjørner til Mille og Cille, da vi kommer igen ugen efter.Mille glæder sig helt vildt til at få omrokeret på sit værelse. Og det er fuldt forståeligt. Jeg er faktisk næsten lige så spændt!

Dragon Mart er alt, hvad jeg forestillede mig – og mere til. Butikkerne virker professionelle, og vi har ihvertfald ikke nødvendigvis været i stofbutikken for sidste gang. Efter at have set deres udmærkede kvalitet og pris, er jeg forhåbentlig på vej med en flok sofapuder, der er vaskede helt stive og grå i betrækket. De trænger i dén grad til en ansigtsløftning.

Det eneste aber-dabei er, at jeg nok er nødt til at have lokket Regnskabschefen med igen, så jeg ikke bliver væk i virvaret eller pludselig glemmer, hvor jeg har afleveret mine puder eller stillet mine døtre. Det er jo ikke ligefrem stedsans, jeg lider allermest af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Alt, der glimter….

For to år siden skrev jeg et blogindlæg om smykkeindustrien her i Dubai.

Det kom i hælene på et ret så interessant besøg i en guldsmedje sammen med non-profit-organisationen Danish Business Women Dubai. Du kan læse og se med lige her, hvor jeg fik lov til at vise “bagsiden af medaljen” hos firmaet Monili.

Guld og diamanter

Og nu hvor jeg genser mit indlæg, så kan det virkelig undre mig, hvordan jeg har kunnet lade et så topvigtigt og evigtgyldigt emne ligge brak så længe?

Vi ved jo alle, at der strengt taget ikke er noget vigtigere her i verden end at opretholde en skinnende overflade.

Jeg kunne også have valgt at skrive om det stærkt chokerende faktum, at uskyldige børn nu om dage fravristes deres immigrerende forældres arme af amerikansk grænsekontrol, der ‘lige skal give dem et bad’, mens verdenssamfundet ser opgivende til, fordi Trump bare er sindssyg i gerningsøjeblikket. Eller hvad med det vanvittige i, at VM i fodbold afholdes i Putin-land, hvor Bjørne-Wrestleren rigtigt får chancen for at puste sig op i fint selskab med den saudiske kronprins og præsidenten i FIFA. Jeg kunne vel også have skrevet om Folkemødet set med udlandsbriller på eller om det faktum, at tests af grillpølser virker mere relevante i Sommer-Danmark end folkemordet i Syrien. Man kan vælge at grine eller græde af verdens tilstand lige nu. Lige dele hysterisk.

Og derfor vælger jeg den lette løsning. At vende ansigtet mod alt dét, der glimter.

Jeg har netop hentet en lille infinity-love-ring hos Monili i Gold & Diamond Park, der nu sidder og pynter på min lillefinger, der viser sig at være lige så skæv og kroget som Christiane Schaumburg-Müllers’. Og når hun kan vise de begyndende gigtfingre frem, så kan jeg også.Jeg vælger at kalde lillefingerringen for min Eid-gave fra Martin. Ikke at vi fejrer Eid på dén måde, men jeg fik den af ham under Eid-ferien. Langemand har ligeledes en klassisk pavé-ring, som jeg fik til min 39-års fødselsdag.

På ingen måde skal jeg gøre mig til diamantkender eller guldsmed, men med lægmandsøjne opleves Gold & Diamond Park her i Dubai altså som et veritabelt slaraffenland for alle, der kan lide smykker.

I Gold & Diamond Park kan du komme ind fra gaden med dine nuværende smykker, arvestykker eller en håndfuld gammelt guld, du enten vil have smeltet fuldstændigt om eller bare have re-designet lidt. Der er selvfølgelig også rig mulighed for at købe off-the-shelf eller designe noget ved hjælp af kataloger, Pinterest-idéer osv. At få re-designet eller skabt et smykke tager som regel 2-4 arbejdsdage, så man bør besøge butikkerne først i ferien.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er der tale om ren overflods-shopping. Ingen i hele verden har reelt set brug for et smykke. Man kan leve et helt liv uden at få brug for det, meeeen skulle du nu alligevel få lyst til at shoppe en god souvenir fra Dubai med hjem, så vil jeg klart anbefale dig at købe et smykke.

Fordi det er et varigt minde.

Fordi selve oplevelsen er uforglemmelig på grund af de rå mængder af diamanter og guld, der glimrer i vinduespartierne.

Fordi priserne er så kompetitive og gode i forhold til de danske.

Blandt danskerne i Dubai er de to mest anvendte butikker i Gold & Diamond Park Cara og Monili, men du vil få god og professionel betjening alle steder.

Er du ude efter et decideret investeringsobjekt, skal du naturligvis købe diamanten med det amerikanske GIA-certifikat. Ingen tvivl om dét.

Er du ude efter et smykke, der “bare” er til dig, men som ikke nødvendigvis skal repræsentere en stor værdi eller kunne sælges videre, kan du med fordel købe diamanter uden certifikat. Det er diamanter – du bliver ikke snydt derinde – men jo til en langt lavere pris. De små accent-diamanter, der f.eks. anvendes i de to ringe, du ser på min venstre hånd, er endnu billigere, fordi de kan have en hel del urenheder, uden at det har nogen effekt på glimteriet overhovedet.

Hvis du er på udkig efter guldsmykker, kan du med fordel tjekke dagsprisen på guld på verdensmarkedet, så du har lidt tal at trække frem under pris-prutteriet. For selvom Gold & Diamond Park er en flok nydelige butikker at komme ind i, så skal man stadig forhandle som en fræk slagterhund.

Det farlige ved at frekventere smykkehimlen er, at man konstant får gode idéer til nye smykker. Og det giver Regnskabschefen sådan nogle virkelig dybe furer i panden, som potentielt aldrig udglattes igen – lige meget, hvor meget, jeg forsøger at kysse dem væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet