Arabisk effektivitet

Jeg er simpelthen nødt til at dele et billede af det, der foregår uden for mit vindue lige nu.

Det er for sjovt til at lade være.Her ser vi et af de ypperste eksempler på den klassiske, arabiske effektivitet.

Én mand arbejder, mens to ser på.

Det kan naturligvis skaleres op, så to mænd arbejder, tre ser på, tre mænd arbejder, fire ser på – og så fremdeles.

Bemærk lige, at Boss-mand Nr. 1 er ham med den hvideste skjorte og Boss-mand Nr. 2 har en lidt mindre ‘pæn’ skjorte – og så er der håndværkeren i det blå arbejdstøj, der rent faktisk laver noget.

Vi har set mønstret gentage sig fra faggruppe til faggruppe henover de sidste par måneder. Og det er næsten til at blive allergisk over for, medmindre man vælger at lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven.

Maricel og jeg får os også nogle gode grin undervejs, når det bliver for komisk at se på, hvordan én Boss-Mand peger på dét sted, hvor der skal males, grundes, sættes et søm i osv., mens en anden Boss-Mand piller næse, taler i mobiltelefon, peger på det samme eller giver anvisninger mundtligt til den ENE mand, der skal udføre opgaven.

Halleluja.

Hvis ikke det var så synd for håndværkerne, så ville det være en 100% komisk genialitet, der udspiller sig hver dag, og jeg kan levende forestille mig, hvor meget jeg ville have lyst til at sparke de der Boss-Mænd over skinnebenene, hvis det var mig, der skulle udføre en opgave med dem til at supervisere hele processen cirka 10 centimeter fra mit åsyn.

Der er noget ved hierarkiet, omgangstonen og adfærden, der er himmelråbende stupid, når man ser på det med danske briller på. Og når jeg henvender mig til en af Boss-Mændene med et spørgsmål, så er det alligevel altid håndværkeren, der rent faktisk kan svare for sig.

Men hvorfor er Boss-Mændene der så?

Det er der flere årsager til.

De forstår og taler en smule engelsk – og det gør de hårdtarbejdende mennesker generelt ikke.

Der er også en masse regler for adgang til vores ghetto, hvor jeg kan forestille mig, at security-kontoret kræver, at der er en supervisor til stede under udførelse af arbejdet, uanset om vedkommende selv skal lave noget eller har medbragt håndværkere til jobbet.

Og så er der det med hierarkiet, som vi danskere altid har haft svært ved at forstå.

-Hvorfor skal der stå en Boss-Mand og pege, når nu arbejderne udmærket ved, hvad der skal laves?

-Hvorfor skal der råbes højt og skældes ud, før der bliver gjort dét, der under alle omstændigheder skulle gøres?

Jeg har lidt svært ved at svare på mine egne spørgsmål, men jeg fornemmer, at det har noget at gøre med begrebet ansvar. Og sikkert også med begrebet tillid.

Her i landet gives der aldrig et ansvar til en almindelig ansat. Og dermed kan vedkommende aldrig komme til at tage et ansvar for sine opgaver. Det er sådan en uløselig gordisk knude, der ender med et grumt sammensurium af ineffektivitet, ligegyldighed og inkompetence, som skaber langsomme(re) processer og en hel del utilfredse kunder henad vejen.

Måske er der også et element af kedsomhed eller tankeløshed?

Jeg tænker, at når nu arbejderne skal lave de samme ting igen og igen, dag efter dag – så kan man vel ikke fortænke dem i at håbe, at “går den, så går den”, medmindre Boss-Mand finder ud af det og pludselig råber højt?

Men uanset hvad jeg måtte synes om gammeldags pisk- og gulerodsmetoder og über-minutiøs supervision, så er det nu engang arbejdsgangen og omgangsformen i Ørkenstaten.

Og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at følge med i et større cirkus, når vores nye måtte skal rulles ud i haven én af de nærmeste dage. Du får resultatet at se lidt senere 😂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vestjyske æwler og pærer

“Æwler, pærer og blommer – li’e ni’er i æ’ lommer”, som vi siger i Vestjylland.

Og nordfrugterne er i bogstaveligste forstand landet – lige med undtagelse af blommerne.

En hel bunke friske, søde, syrlige, sprøde, usprøjtede pærer og æbler, plukket direkte fra frugttræerne og fløjet som specialleverance ned til lille mig i en støvet Ørkenstat.Dét er da omsorg og kærlighed, at min Moster og Onkel vælger at fylde feriekufferterne med frisk frugt fra min Mormors (nu deres) gamle frugthave, så jeg kan få mundfuld efter mundfuld med smagen af ‘hjem’. Efterfulgt af den let bitre eftersmag af hjemve. Men sådan er det altid – og jeg har lært at trække vejret igennem det.

Det er svært at beskrive, hvor dejligt det er, at skifte håndværkerne ud med gæster.

Der er stadig liv og glade dage i hele huset, men forskellen er så stor, at jeg stadig ligger om morgenen og takker højere magter for, at vi ikke skal stå op til endnu en dag med “åbent håndværkerhus”.  Tænk, at vi ikke skal se så meget som skyggen af entreprenøren og hans projektleder mere….det gør mig helt glad indeni.

Og dagene løber afsted, som de kun kan gøre, når vi skal forsøge at kombinere almindelig hverdag med skole, arbejde og gæster på ferie.

Vi lægger ud med at handle lidt af hvert i Gold & Diamond Park. Hér er det kusine Cath, der er ved at få fremstillet en 20-års-ring. Det skal nok blive et smukt resultat, når voksmodellen er blevet til det pure guld.Børnene fremviser selvfølgelig også deres skole for familien, som ih’er og næh’er og det-må-vi-nok-sige’r, så vi føler os pavestolte af det hele. Det er virkelig en gave at have gæster, som går glade og interesserede med til alting og ingenting. For det er jo lige præcist dét, vi har behov for – os, der er rejst langt bort fra Moder-Landet. Og vi er heldige med at have en stor familie, der gerne vil på udflugt og eventyr med os, og som har lyst til at opleve vores hverdag, som på mange måder er så fjern fra og anderledes end deres egen.Der er også de mange, obligatoriske pool-stunder, som altid er et hit hos gæster, der kommer fra Det Kolde Nord. Det ville det helt sikkert også have været for os, hvis vi ikke havde haft poolen lige rundt om hjørnet og solskin hver eneste dag. Det er et af hverdags-privilegierne, som jeg bliver mindet om, når vi har gæster, der ikke tager det hele for givet.Og så er der “must-see” Dubai Marina med hyggelige restauranter og en lang promenade, som man kun kan elske på en lun efterårsaften med jetlaggede gæster, der lige skal finde fodfæste i sandet.Der er heller ingen tvivl om, at mine strandelskende familiemedlemmer er solgt til stanglakrids i formiddags, da jeg tager dem med på NessNass Beach til formiddagskaffe og frisvøm.Der er intet som et timelangt havbad uden så meget som et kuldegys.

Balsam for sjælen, er det, med beroligende bølgeskvulp, saltvand og varme solstråler.Og selvom Cilles intention for familiebesøget tydeligvis er at gå i poolen og være “dar jeme”, fordi hun er og bliver en hjemmefødning, så skal jeg lige love for, at den vestjyske familie virkelig når at opleve en hel masse på en uge. Noget af det foregår uden os, dog. Der er grænser for, hvor mange gange, vi skal op i Burj Khalifa, trave Dubai Mall tyndt eller se springvandene danse. Trods alt. Og det er jeg blevet bedre til at vurdere, skrue og optimere på for hvert besøg, vi har hjemmefra.

Til gengæld siger vi altid ja-tak til et spil UNO før sengetid.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Manisk

Jeg er virkelig dæmonisk, manisk og mørk i disse dage.

Nærmest uden grund, for Martin er dén, der tager 95% af alle sammenstødene med vores entreprenør. Men nerverne er ved at være flossede. Løfter er blevet brudt for mange gange. Den første eufori over at flytte har lagt sig – og hverdag med indbyggede håndværkere er bare et stort NEJ TAK herfra.

I går var én af den slags dage.

Vi har betalt for en ny hoveddør for flere måneder siden. Og har en snigende formodning om, at der er problemer, for det tager ihvertfald mistænkeligt længe at få bestilt og leveret varer, der har været betalt og i ordrebogen længe.

Men – nu kom døren altså igår – og blev installeret med slibemaskine, bor, hammer, mejsel, diamantsav og hvad man ellers kan bruge, hvis man får chancen for at lade mahognitræstøv dale ned over en hel stueetage som var det rød jul.

Jeg var ikke kun lige ved at hidse mig op.

Dørmændene lod som om de ikke forstod engelsk, så de ikke behøvede at dække noget som helst af, mens de sleb, monterede hængsler, justerede højde og bredde med maskiner, borede lås ud, lavede dørspion osv.

Og da projektlederen endelig kom og fik set på dørfjollerierne, blev han så befippet, at han bakkede direkte ind i gadelygten uden for vores hoveddør. Kun lygten og bilen tog skade. Der var heldigvis ingen fodgængere eller andet godtfolk involveret.Da den gode mand så forsøgte sig med selv lige at reparere lidt på lygten, ringede jeg til Security som en ægte Jumeirah-Jane, der har brug for sin Tarzan til at klare livet i den urbane jungle.Security kom susende og kvitterede med at ringe efter politiet, fordi de ville have optaget rapport til forsikringsselskabet. Her ta’r vi sgu’ tingene seriøst og overlader intet til tilfældighederne.Alt foregik heldigvis i fred og fordragelighed hen over et par timer. Tid er nemlig en billig vare i en Ørkenstat. Og så fik vi samtidig gjort hele nabolaget opmærksom på, at en ny familie er flyttet ind med hiv og sving 😂.

Som altid går alting bedre den næste dag.

Vi fik støvsuget, fejet og vasket alt det røde støv ned, og maleren er kommet forbi for at udbedre dørmændenes skader fra igår. Resultatet er blevet så fint.
Det er også på et hængende hår, at de sidste fliser er lagt – og malingen når knapt at tørre, før det banker på døren.

I nat ankommer det første hold gæster nemlig i vores nye hjem.

Det er min elskede Moster Lene, der har fået billetten i 50-års fødselsdagsgave af sin mand, min Onkel JE – og vi er endda så heldige, at store fætter Morten og kusine Cath også kommer med for at tilbringe efterårsferien hos os.

Cille og Mille er helt overbeviste om, at det er deres fætter og kusine, onkel og moster – og jeg elsker, at vi simplificerer titlerne på tværs af generationer, ligesom jeg selv altid har gjort i den vestjyske storfamilie.

Vi har ikke efterårsferie i skolen, men vi glæder os helt vildt til at holde to weekender med dem – og hygge i hverdagene. Det er noget ganske særligt at dele vores hverdag med familien hjemmefra.

Og de søde mennesker, der ankommer i nat, er virkeligt længe ventede.Mille har tegnet velkomsttegning og lagt chokolader på puderne, som man gør på de finere hoteller.

Og vi fortsatte ovenpå i ungdoms-afdelingen, hvor der står snacks og puder klar til evigtsultne og evigttrætte teens.Min Moster og Familie besøgte os en del gange i England, men turen herned er jo både længere og dyrere. Jeg har dog tilrettelagt et snedigt program, der forhåbentlig vil gøre, at de er nødt til at komme igen en anden gang…

Lige om lidt er de her…. og inden da skal jeg have skruet ned for den indre, maniske trykkoger og op for den medfødte, uimodståelige charme. Det gøres vist bedst med vin.

Og så er det fredag i morgen, folkens.

Fredag! 🥂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Port-a-Potty

Jeg vil gerne medgive, at overskriften kunne indikere, at her kommer der et indlæg om tumlingebørn og toilettræning. Men dét stadie er jeg så lykkeligt ovre – og har fuldstændig fortrængt, hvordan man pottetræner småbørn, så du må videre i din søgning efter transportable potter andetsteds.

Næh – vores port-a-potty er såmænd et hvidt, hjemmesnedkereret monstrum, vi har stående lige uden for huset.Faktisk gik der næsten en uge, før jeg fattede, hvad det var, gartnerfirmaet havde stillet op i carporten. Og det krævede tilløb at titte om bagved for at blive bekræftet i, at Martin selvfølgelig talte sandt.

Der er tale om den virkelig pakistanske løsning på behovet for at komme af med stort og småt.Man har simpelthen valgt at åbne kloakdækslet og så tage den derfra. Uden adgang til rindende vand, sæbe eller papir.

Hvad det betyder i forhold til rotter og andre kloakrelaterede trusler, at der tisses og pruttes for åben kloak ude i carporten, dét aner jeg ikke. Og tør heller ikke rigtigt spørge – for hvad er alternativt til den pakistanske port-a-potty?

Det virker som et besynderligt emne at skrive om, men det er blot én af de daglige udfordringer, som arbejderne i Ørkenstaten står overfor. Uanset deres branche, så er der begrænset adgang til de mest basale faciliteter – toiletter, rindende vand, sæbe, papir, borde, stole, bederum osv.

Gartnerne – for nu at tage dem som eksempel – bliver hver eneste dag droppet af uden for ghettoens gate, står i kø for at få tjekket deres ID-kort og modtage dagens gate pass, og så er det ellers ud i haverne, på gaderne og i parkanlæggene, hvor de skal klippe græs, trimme bede, beskære træer, luge ukrudt, gøde, vande, fjerne affald og hvad der ellers hører til, når der skal holdes liv i kunstige haver og søer midt i en sandkasse. Det er ren Wisteria Lane perfektion.

Mændene arbejder fra ca. kl. 8 til frokost, hvorefter de beder, sover, spiser og hygger med mobiltelefonen, når de har fundet en stille krog eller et hjørne i skyggen. Herefter arbejder de videre til kl. 17, hvor de skal sætte sig ved deres respektive opsamlingspunkter og vente på, at firmaets shuttle henter dem. Maden har de med i små plasticposer, som de hænger i hækkene og går tilbage til, når det er tid til en pause midt på dagen. Vand fordeler de i mellem sig via store plastictønder, så de kan få noget at drikke i løbet af dagen. På samme måde deler de også redskaber – plæneklippere osv. – som de cykler rundt med i hele kvarteret, når det er græsslåningsdag.

Og jeg har tit tænkt på, hvor de egentlig kan forrette deres nødtørft. Måske findes der diskrete toiletter i de el-  og pumpehuse, der står fordelt rundt omkring i ghettoen?Det er ihvertfald ret underligt, at vi har så mange, mange mennesker gående udendørs hver eneste dag – uden at der er reelle faciliteter til dem. Og det haveanlægningsfirma, som vi samarbejder med, har tydeligvis klaret problematikken ved at rejse rundt med deres egen version af et tisse-klædeskab.Knallertbudene, maintenance-firmaernes ansatte, rengøringsfirmaernes medarbejdere, salondamerne, håndværkerne, taxachaufførerne osv. har lidt bedre vilkår end arbejderne i haverne, fordi de har adgang til de offentlige toiletter i shoppingcentrene. De tager nemlig ind til centrene for at holde frokostpause, hvor de så kan købe mad og klare toiletbesøgene samtidigt.

Alle butiks- og restaurationsansatte er også nødt til at benytte centrenes almindelige toiletter, da der ikke findes separate omklædnings- og toiletforhold til dem, så selvom det med danske øjne er ret så spøjst, så møder man ofte en hel flok ansatte fra fast-food-kæder og butikker, der er ved at lægge make-up, ordne hår og børste tænder på dametoilettet, hvor centrets kunder også kommer forbi for at forrette deres nødtørft.

De er i øvrigt squeaky clean og velduftende, de offentlige toiletter i shoppingcentre og den slags steder, hvis man sammenligner med Danmark. Fordi der er toiletdamer, der konstant holder opsyn, rengør og tjekker hvert eneste toilet, så man aldrig bliver mødt af stødende syn eller lugte.

Nok om toiletter – eller mangel på samme til de allerlaveste i hierarkiet – i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det ulige samfund

I de sidste par måneder har vi været omgivet af håndværkere.

Folk fra Pakistan, Indien og Filippinerne, primært.

Folk, der – ligesom os – er indvandret til De Forenede Arabiske Emirater, fordi der er penge at tjene. På hårdt arbejde og flid, naturligvis.

Men så ophører sammenligningen og fællesskabet ellers også.

Vi – højtuddannede, der arbejder indendøre på airconditionerede kontorer, skoler osv. – bliver kaldt for expats. Betegnelsen har ikke noget med hudfarve, religion eller nationalitet at gøre, som mange danskere måske kunne tro. Det er betegnelsen for ‘højtuddannede immigranter’ i landet, hvis arbejdsstyrke tæller godt og vel 200 forskellige nationaliteter. Imponerende, ikke?

Men håndværkerne, gartnerne, taxichaufførerne, budene, husholderskerne og alle de andre knapt så uddannede indvandrere får ikke den eksotiske titel af at være expats. De kaldes ganske enkelt for workers – for det er dét, de er her: Billig arbejdskraft fra lande, hvor der enten ikke er arbejde at få eller hvor lønnen ikke sikrer familiens overlevelse.

De fleste af håndværkerne har sandsynligvis en håndværksmæssig baggrund fra deres respektive hjemlande. Hvem ved? Det henstår i det uvisse, og en del af byggeriets tekniske løsninger hører vist til i kategorien ‘lappeløsninger’, hvis man fik en dansk håndværker til at vurdere dem. Men ting bliver lost in translation her. Værkførerne taler begrænset engelsk; arbejdsbierne nikker høfligt, når man går forbi dem – de kan ikke tale et ord engelsk. Og vi er nødt til at indlade os på, at logikken er en anden, end den vi selv ville anvende.

Her er ingen maskiner og fine opmålinger fra en computer.

Her er ren råstyrke og mandekroppe, der løfter, flytter og forandrer. Der bygges med de bare næver, som vi gjorde det i Danmark for – hvad ved jeg – 100 år siden?Og hold nu op, hvor jeg kvier mig ved det med de arbejdere, der render op og ned, ind og ud. På dén der danske, vi-er-alle-lige-og-uha-dada-for-et-ubehag-ved-sociale-forskelle-agtige måde.

Det er komplet latterligt, for én af præmisserne for overhovedet at kunne bo og leve i De Forenede Arabiske Emirater er, at ens høje, moralske kæpheste må bukkes og gradbøjes mere end én gang. Om dagen.

Der er principper, moralske overbevisninger, værdier, etiske grublerier og en masse andet spændende at tumle med, når man vælger at bosætte sig i en fjern Ørkenstat, der er så langt fra et vestligt demokrati, som man næsten kan komme.

Jeg opfordrer ikke til, at man skal blive kold i rumpetten, helt værdiløs eller jævnt ligeglad med andre mennesker i en fjern Ørkenstat. Slet ikke. Men tingene fungerer så fundamentalt anderledes hér end de gør i Danmark. Så anderledes, at det nærmest er umuligt at forklare det, før man selv har oplevet det.

Og de her mennesker har desperat brug for de jobs, der findes her i landet.

Får de en fair betaling for deres hårde arbejde?

Ordentlige arbejdsforhold og menneskelige levevilkår?

Ikke med danske briller på.

Nej.

Langt fra.

Men hvad er alternativet?

Og det er hér, jeg sukker dybt. Vores husholderske, Maricel, forklarer mig det gang på gang: Alternativet er langt, langt værre. Hun har sultet. Dét har jeg ikke. Hun har arbejdet 3 jobs samtidigt for bare at holde familien tæt på oven vande. Dét har jeg ikke. Hun ved, hvad det vil sige, at være fattig og desperat. Dét ved jeg ikke.

Det er en social uretfærdighed, der er global og alt for indviklet til, at jeg kan gennemskue eller overskue det. Og som jeg ikke kan løse for nogen, uanset hvor meget, jeg ellers fiser rundt med en glødende grundtvigiansk barmhjertighed i hjertet, der giver sig til udtryk i små, gispende udbrud, når jeg ser, hvad arbejderne bliver budt at udføre under den stegende sol.

Så hér er de.

Arbejderne.

Vores håndværker-expats, om du vil. Siddende på den bare cement ude i min have i 38 graders varme med deres fælles-biriyani i en plasticpose. De ser ud til at hygge sig trods de særdeles beskedne kantineforhold.De har nu rodet med at blande cement, flytte tonsvis af jord og sten, støbe fundament og en masse andet støvet, ubehageligt lort siden kl. 8 i morges. Og nu er det tid til mad og drikke her kl. 12.

Efterfulgt af en times lur på et plastikunderlag. Det er de – heldigvis – berettigede til, når middagsheden for alvor sætter ind.I mens går jeg rundt herinde og titter nysgerrigt ud.

Det er simpelthen så mærkeligt at observere de senede, svedige mænd, som ligger og hviler sig så fredeligt.

Og nej – arbejderne kan ikke inviteres ind i dagligstuen til frokost ved spisebordet og en lur i airconditionerede omgivelser.

Det ville være et kulturelt faux pas uden lige.

De vil ikke blandes ind i noget med en forvirret expatdame, der synes, at det er synd for dem. Hvad skulle de dog dét for?

Vi kan byde dem noget koldt at drikke. Småkager efter endt arbejdsdag. Drikkepenge om torsdagen. Dén slags.

Men den tydelige grænse – den sociale ulighed – der er i mellem os, skal forblive.

Maricel har det på samme måde. Hun ønsker ikke at sidde til bords med os om hver aften, som om vi var ligeværdige i en familie. Distancen er nødvendig for at kunne overleve i denne her besynderlige verden, tror jeg.

Alt det hårde slid, som en flok pakistanske mænd lægger i vores have for tiden, vil resultere i, at vi om nogle uger kan nyde denne her strålende udsigt fra en fin, ny terrasse, omgivet af den falskeste græsplæne i miles omkreds – og en enkelt ørkenrose eller fem.Det er i sandhed et fatamorgana, dét her sted.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet