• ···

Julestemning, anyone?!

Der er sket præcist det samme, som de foregående december-måneder her i Ørkenstaten.

Jeg er i seriøst underskud på julestemningskontoen.img_9909Uanset hvor meget, Regnskabschefen ellers Wham’mer Last Christmas henover morgenmaden i et ihærdigt forsøg på at tænde op under mig og min manglende ja-hat – eller rettere manglende nissehue.

Uanset hvor meget, vi forsøger os med pyntning af juletræ og Tinkas Jul på repeat, så indbyder Ørkenstaten bare ikke til julefornemmelser i min optik. Her føles mest af alt som en perfekt charterferie i disse uger, hvor vintervejret er ualmindeligt fornøjeligt at opholde sig ude i.

Men vi gør da lige et sidste forsøg, før vi drager afsted på Årets Julerejse mod køligere breddegrader.

I Sømandskirken i den nordlige bydel Oud Metha, hvor der er kommet en dansk præst i tillæg til den norske og svenske, afholdes der i år Dansk Julefest for Børn.img_9917 img_9914Der serveres lune æbleskiver og gløgg uden alkohol på et område, der mest af alt minder om Little Scandinavia med sine lysegule træhuse og de mange skandinaviske gæster, som går og glor på Odense marcipan, Haribo saltlakridser, Karen Volf vanillekranse og Pama grødris, der står til salg i sirlige rækker.

Det eneste, som minder os om, at det her ikke er Småland er minareten i nabo-moskéen, hvor der i dén grad sidder en velvoksen højtaler til bønnekald.

Og vi hygger med jule-klippe-klistre-og-hilsen-på og sludren om året, der nu pludselig gik igen blandt danskerne i Dubai. Så hjemligt og på samme tid en lille smule mærkeligt.img_9907Og så er der fællesdans om en vaskeægte dansk julegran, der har tabt halvdelen af nålene i kampens hede.img_9910Selv Julekvinden beærer os med sit besøg og uddeler slikposer til alle børnene – og pigerne mener, at det falske skæg er på sin plads denne gang, fordi hun sikker ikke kan grow’e sit eget. img_9911Og børnene får de fineste LEGO-gaver, da julefesten slutter.img_9912Det hele er så fint arrangeret og hyggeligt – og måske skal jeg bare nuppe en æbleskive mere og holde min mund, indtil vi pludselig står og bævrer som espeløv i dansk fugtig-kulde og vintermørke på fredag, hvor der med 100% garanti vil komme december-julestemning til mig.

Og indtil da, vil vi tælle ned som vi plejer på tavlen, når rejsen nærmer sig.img_9954Og indtil da vil vi lide af gedigen sne-misundelse. Som hér hvor min elskede Søster og familie boltrer sig i sneen hos Mormor.img_9947Sørg lige for, at der kommer kridhvid, blid sne dalende ned fra himlen til Ørkenens Døtre her i juleferien – så er I søde!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel, kom hjem!

Det er godt og vel 48 timer siden, at Maricel – vores husholderske – stopper vores julekort i sin kuffert og rejser på en måneds velfortjent juleferie på Filippinerne.img_9832Hun skal hjem og kramme sin 10-årige søn, Clarence, efter et helt års adskillelse. Og hendes mand, Juma. De to unge mænd danner længselsfuld velkomstkomité i Clarke Lufthavn sammen med Maricels mor og mormor.

Og det er forståeligt, at de alle brændende ønsker sig et gensyn og at tilbringe tid sammen.

Det med at være adskilt fra ens barn i et helt år ad gangen, er noget, som Maricel og jeg ofte taler om.

Især når Clarence har gjort noget uheldigt eller noget exceptionelt godt, hvor hun i begge tilfælde gerne ville have været der for ham, men i stedet er nødt til at tage den over Skype med resten af familien som tilskuere.

Og det er nemt at lade sig rive med i en malstrøm af skyldfølelse over, at vi har “taget hende væk” fra hendes familie.

For der er da noget åbenlyst absurd i, at hun drøner rundt med Cille og Mille hver eneste dag, mens hendes egen søn må passes af gamle mormor og endnu ældre oldemor efter bedste beskub?img_9780Men Maricel ser helt anderledes på situationen.

Hun ser med forundring på mit hvid-kvinde-skyldsåg. På min krøllede, danske “alle-er-lige”-hat.

Hun ryster på hovedet af mig og sukker, når jeg pipper et eller andet om det naturstridige i situationen.

Hun forstår og ser slet ikke, at der skulle være noget mærkeligt i, at hun pynter vores juletræ, vasker vores tøj og leger med vores børn, mens hendes eget barn passes og plejes af andre familiemedlemmer.

Alt dét gør hun med den største naturlighed og selvfølgelighed.img_9843 For det her er hendes verden.

Det er langt de fleste filippineres verden.

Maricels mulighed for at forbedre hele familiens levevilkår er ved at arbejde i udlandet.

Langt væk fra sit hjemland og sin familie.

Det er et grundvilkår på Filippinerne, at familierne splitter sig op og rejser afsted for at søge jobs i andre lande. Staten anvender endda et særligt udtryk for de landsmænd, som drager ud: OFWs. Overseas Philippine Workers. 

Og udlandsarbejderne hyldes for deres initiativ og virkelyst. For landet har alvorligt behov for de millioner af mikrokapitalindsprøjtninger, der finder sted via Western Union igen-og-igen-og-igen.

Maricel har tilmed en god uddannelse og mange års erfaring som stabil og stærk arbejdskraft – også på Filippinerne. Men hvad nytter dét, når der ikke er arbejde at få på hendes hjemegn og når lønningerne er så lave, at de hverken er til at leve eller dø af?

Helt grundlæggende er det forkert, at dele af menneskeheden fødes med privilegier og muligheder, mens andre dele af menneskeheden må lide store afsavn for at få dækket selv helt basale behov.

Men når Maricel forklarer mig, hvordan hun ser på sit job som husholderske i Dubai hos et skørt, dansk firkløver, så er det et helt andet billede, der tegnes, end dét, vi selv tegner med skyldsåget tyngende om skuldre og hals.

Maricel ser muligheder.

Hun bliver altid behandlet pænt og har ordentlige arbejdsvilkår.

Hun får sin løn til tiden; hun har fritid og bor trygt og godt med eget bad og egen seng – hvilket vi anser for de simpleste hverdagsgoder, men som hun aldrig ville have haft på Filippinerne.

For sin beskedne løn kan hun betale for Clarence’s skolegang, Mormors medicin og kontinuerligt yde det primære bidrag til familiens husholdning.

Og så er der jo også Maricels livsdrøm og investering, som kun kan realiseres, fordi hun har et job i udlandet:

Et hus. Med indlagt vand og elektricitet.img_9782Som hun selv ejer og bestemmer over.

Som hun vil dele med sin mand, deres søn og sin mormor.

Dét husbyggeri var aldrig kommet i gang på en almindelig løn på Filippinerne.

Men nu sker det.

De nyindkøbte tagplader bliver lagt på i disse dage.img_9839img_9840Materialerne er delvist betalt af os og delvist af Maricel, som har optaget et mindre lån i Kaalunds Sparekasse, som kan afbetales uden renter og kun i de måneder, hvor det er muligt.

Og jeg har fortalt hende, at det letter på mit hvid-kvinde-skyldsåg, at vi kan se hendes hjem blive til en realitet på Filippinerne.

Det er som om hele denne her konstellation med Maricel hér og hendes familie dér giver mere mening, når der står et hus bygget som fysisk symbol på hendes indsats.

Som en slags “retfærdigheden ske fyldest” for en ung kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre levevilkårene for hele sin familie.img_9841Jeg har den dybeste respekt for Maricels mod og handlekraft. For hendes evne til ikke blot at klare sig igennem, men til endda at forbedre på tingenes tilstand.

Det er sjældent let i Maricels og i alle de andre udrejste, filippinske kvinders liv.

Og dét forsøger jeg at huske, når jeg får mine expat-anfald af akutte First World Problems.

Og jeg under Maricel det årlige ophold på Filippinerne, hvor hun kan genskabe den nære kontakt til sine nærmeste.

Men jeg savner hende også. Helt vildt. Efter sølle 48 timers fravær.

Jeg er nemlig afhængig af Maricel.

Og jeg fatter til stadighed ikke, hvordan I andre kan have børn, fuldtidsjobs og fritidsaktiviteter og selv ordne langt størstedelen af hjemmets praktiske opgaver.

Har I overnaturlige evner?

Det kan jeg konstatere, at det har jeg ihvertfald ikke – efter selv at have spurtet rundt med vasketøj, tømt opvaskemaskinen og lavet en enkelt lasagne.

Jeg plejer at ha’ Maricel.

Dét er min super-power.

Og jeg vil gerne snart ha’ hende hjem igen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandkassen

Den mest autentiske måde at fejre 46-årsdagen for De Forenede Arabiske Emiraters tilblivelse på, må være at begive sig ud i dét, som er selve essensen af landet.uaenationalday

photo © alshallaltv

Og essensen af Ørkenstaten er sandkassen.

Beduinstammernes tørre, støvede hjemland.

Eller Frilandsmuséet, som Regnskabschefen ynder at kalde den sandfarvede uendelighed, som på samme tid er så forunderligt bjergtagende og aldeles ørkesløs.

Så vi kører ud mod Al Qudra sammen med Familien M.

Det er en hurtig 30 minutters køretur fra ghettoen.

Vi passerer kameler og brændesælgere sammen med alle de andre, der vil ud at fejre nationaldagen – og vi ser et nyt, stort anlagt solcellecenter, der ligner et bizart rumskibsagtigt babelstårn ude midt i ingenting.img_9808Vi er på vej mod nøjagtig samme lokation som sidste år.

Hvorfor ændre formlen for en perfekt camping-weekend uden skyggen af naboer?

Og på mærkedagen indvier Martin tilmed sin spritnye, ørken-optimerede bil.img_9792Den forcerer sandet helt uden problemer, så vi får slet ikke fornøjelsen af at sidde fast ligesom sidste år i Audi’en, der vist mest er bygget til at køre på Autobahn.

Et øjeblik efter er vi igang.

Pop-up-telt på ryggen som en Ninja-Turtle og hen over fløjlsbløde sandbanker.img_9791Børnene forsvinder ud i ét med sandet.img_9810De leger og bliver væk i omgivelserne, mens de voksne gør camp’en klar.img_9800Lige før solnedgang er vi helt på plads og skåler i champagne.img_9794Og dén slags skal gå ret stærkt i en ørken.

Solen er nemlig nede og væk på et – uendeligt smukt – øjeblik.img_9799Jeg kan for øvrigt godt li’ at Hr. og Fru M har camping-champagneglas.

Det sætter ligesom en vis standard.

Sammen med whiskey’en og cigarerne…oven på overlevelses-udstyrskassen.img_9795Og det er da også halvanden kilo mørt oksemørbrad, vi senere får grillet og fortæret – efterfulgt af lidt mere ydmyge snobrød og s’mores, som går lige til kvalmegrænsen.img_4923Der er noget uendeligt beroligende og meditativt over at stirre ind i bålets gløder og koncentrere sig om noget helt simpelt. Som f.eks. ikke at sætte ild til samtlige skumfiduser på de store flammer.

Og jeg føler mig komplet og aldeles lykkelig, da jeg foreviger et glad øjeblik med de her særligt dejlige mennesker på det her særligt dejlige sted.

Det er denne her slags øjeblikke, jeg samler på i hjertet.img_4927Og ingen kan se på billedet, at klapstolen klapper sammen om Mille et splitsekund senere, så ungen bliver fladmast og hyler højt, mens Martin sidder og råber ad mig – og vi kommer sådan til at grine af det åndssvage i situationen.

Næste morgen titter sammenklappede Mille ud af teltet med nysgerrige øjne kl. 7.30.img_9801“Det er morgen nu, Mor, kom – vi skal udenfor og kigge”, hvisker hun.

Og vi vælter ud af teltet i den kølige morgenbrise for at se nærmere på små ørkenrottespor rundt i camp’en, som endda er blevet begavet med en lille portion gazelle-lakridser i nattens løb. Det er hyggeligt at forestille sig de nataktive ørkendyrs besøg i vores lille lejr, mens vi har snorksovet i teltene.

På vores morgenrute forskrækker vi små, gennemsigtige gekkounger med store, blanksorte øjne, der er på vandring i de stille, kølige morgentimer. De har aldrig set sådan nogle store, hvide mennesker før, så de fryser fast i tid og sted, mens de håber, at vi passerer og lader dem være.

Og det gør vi. Naturligvis.

Lidt efter er det tid til stærk stempelkaffe, æg og bacon.img_9804Mille superviserer og instruerer i den rette afbrændingsgrad og sprødhed på baconen.

D’herrer adlyder.

Hun er trods alt bacon-connoisseur’en.

Og efter en dejlig formiddag med endnu en ombæring ørkenvandring, leg og snak, pakker vi alt habengut sammen og begiver os hjem.

For at vaske ørkenstøvet af os og bade i den opvarmede pool.img_9807Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, hvad de Forenede Arabiske Emirater byder på.

Fra simpelt campingliv det ene øjeblik til dét, der mest af alt minder om en charterferie det næste øjeblik.

Jeg har lidt svært ved at pege på et sted, der skulle være sjovere at bo og leve, end lige her. Helt ærligt.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De Forenede Arabiske Emirater fylder 46

Vores adopterede hjemland – som ikke har i sinde at adoptere os nogensinde – fylder 46 år i den kommende weekend.

Og før vi alle drøner ud for at fejre fødselsdagen med en forlænget weekend fuld af løjer, så markerer vi mærkedagen i skolen ved at bære De Forenede Arabiske Emiraters flagfarver i stedet for den vanlige uniform. Emiraterne har nemlig en lige så stor national stolthed associeret med deres flag, som vi har i Danmark.

Selv havemissekatten er farveafstemt i rødt og hvidt. Og nej – det er ikke Bob-katten, pigerne nusser med. Bob er dobbelt så stor som hende her, der er en ud af 3 gade-katte-killinge-søstre, der kigger forbi vores have for at blive kælet med dagligt.img_9712Primary School afholder hvert år en stemningsfuld og rørende fællessamling, hvor vi hylder landets frygtløse ledere og de imponerende syvmileskridt, som De Forenede Arabiske Emirater har taget i samlet flok, siden de blev til ét land for nu 46 år siden.img_9719Alle årgange deltager med f.eks. en sang eller dans; et digt eller et informativt indslag. Fra små 3-årige, der hilser og ønsker tillykke på arabisk til store 10-årige, der kan forklare detaljeret om landets teknologiske landvindinger.img_9714Cille deltager for 1. gang med skolekoret, som hun blev optaget i ved skoleårets start. Det er kun Years 4-6, som har mulighed for at synge i kor.img_9725Det skinner tydeligt igennem, at hun elsker at synge i koret. Og der er ikke et suk at høre fra hende, når hun skal tidligt op mandag morgen for at møde ind til kor-øver kl. 7-nul-dut.img_9728Tillykke med fødselsdagen til de fineste Forenede Arabiske Emirater!

I er det mest sprællevende bevis på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at lege De Forenede Nationer ude i virkelighedens verden.

For her bor vi.

Lokale og fremmede.

Over 200 nationaliteter samlet på ét sted.

I et sikkert og trygt samfund stort set uden kriminalitet.

På tværs af racer, kulturer og religioner.

Med behørig respekt for landets love og for hinandens forskelligheder og behov.

Det er en hel del mere, end man kan sige om de fleste andre lande.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

Så er vi på den igen.img_9669Findes der noget skønnere end forældrelektier?

Dén aktivitet bøjer vi os gang på gang i ørkenstøvet for.img_9671 Og jeg sender en tanke til den velmenende klasselærer, som helt sikkert har haft de bedste intentioner for børnenes læring, men som samtidig sætter både børn og voksne under et pænt pres.

Oven i de almindelige matematik-, sprog- og læselektier i weekenden, så får vi ind i mellem fornøjelsen af nogle helt fantastiske projekter, der kræver mere end hvad man på nogen måde kan forvente, at en 8-årig skolepige skulle kunne udføre selvstændigt.

Denne gang skal Cille skabe sin egen planet med tilhørende sol og måne.

Planeten, solen og månen skal præsenteres i et solsystem, som kan udstilles efterfølgende, så forældrene kan komme hen på skolen og ih’e og uh’e og næh’e til det hele.

Med andre ord skal der laves displaykasse og fremstilles tre kugler i passende størrelser. Herefter skal der udtænkes et snedigt system til at hænge kuglerne op, så 3D-effekten og størrelsesforholdet fremstilles mest hensigtsmæssigt.img_9673Alrighty, then.

Off to kreativitetens højborg – Creative Minds.

Det sted er lige dele fantastisk og forfærdeligt.

Kreditkortet bævrer nervøst allerede ved indgangen. Det husker så tydeligt, at jeg aldrig nogensinde er kommet ud derfra med en regning på under 500 kroner.

Og mens vi går fra hylde til hylde fyldt med vidunderlige farver, pensler, skumkugler, kartoner, pap og hvad ved jeg, skæver jeg forsigtigt til priserne. Cilles første valg af kugler har en salgspris på 200 kroner stykket.

Jeg pipper spagt til hende, at vi må finde kuglerne i et billigere materiale, da jeg simpelthen ikke kan betale så meget for et skoleprojekt.

Det er indlysende, at projektet kan laves langt billigere ved f.eks. selv at fremstille kugler i papmaché, jow-jow-og-tusind-tak. Men jeg har ikke lyst til at projektet skal strække sig over hele dage og involvere en skønsom blanding af lim og avispapir i hele hytten. Der er smalle grænser for min tålmodighed.

Desuden har jeg set nogle af de andre mødres resultater af ballon-lim-avis-konstellationen, som skolen opfordrer os til at udføre. De ligner hverken kugler eller planeter. De ligner dét, de er: balloner svøbt i lim og avis.

Nuvel.

En time senere og to poser fulde er vi retur.

Vi får Martin til at udregne radius på planetens støvringe. Og størrelsen på sættekassen, der skal agere solsystem eller galakse.

I mens maler Cille solen orange med penselstrøg af kobber med glimmereffekt.img_9668Og jeg får Mille sat igang med et andet akrylmalings-projekt, fordi hun naturligvis ikke vil lade sådan en krea-chance passere ubemærket.img_9670Resultatet er blevet meget godt. Og Cille har deltaget aktivt i hele processen. Ligesom hendes forældre.

Her tørrer sol, planet med oxygen, vand og plantevækst, som muliggør menneskeliv – og en lille, sølvgrå måne som side kick.img_9674Nu mangler der egentlig bare, at Farmanden udtænker en metode til at samle hele projektet let og elefant, så vi alle kan komme op på skolen og være helt-vildt-stolte af vores….øh, Cilles…flotte planetprojekt.

Og jeg kan konstatere, at det blev så heller ikke denne gang, at jeg tog bladet fra munden og talte med læreren om, at der ville være noget smukt i at give børnene realistiske projekter, som de selv kan tage ansvaret for hele vejen igennem.

I stedet lader jeg billedet stå af to småsvedende forældre, der i tvivlsom harmoni med deres ældste datter, får udlevet deres kreative sider i et til tider dysfunktionelt familiefællesskab.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet