Dubai Ride 2020

Hvert efterår afholdes der Dubai Fitness Challenge 30×30 i Ørkenstaten under Dubai’s Kronprins Fazza’s protektion.

Det er 30 dage med masser af gratis aktiviteter og events rundt omkring i hele byen, som man kan melde sig til, så man kan få gang i kroppen igen og nyde det gode udendørs vejr efter en lang og hed sommer.

Alle skolebørn deltager også i 30×30 aktiviteter i idrætstimerne, og når det ellers passer ind med et fysisk ‘break’ i skoletiden. Bystyret opfordrer til dette – og skolerne følger naturligvis trop. Fysisk aktivitet er der ellers ikke meget af i dette skoleår, hvor coronarestriktionerne tvinger børnene til at sidde stille og holde social distance dagen lang bag deres lumre mundbind, så enhver lejlighed til at strække kroppen lidt er velkommen.

Dubai Fitness Challenge 30×30 er en af Kronprins Fazza’s mærkesager – for han er en sportsmand præcist som Kronprins Frederik – og han elsker at dele sine egne fysiske bedrifter på de sociale medier. Du kan følge ham på Instagram under navnet faz3. Det er ofte ret spændende billeder, han lægger op.

For første gang i knapt 7 år lykkedes det at få tilmeldt os ét af de fine gratis arrangementer, der foregår hele måneden – nemlig eventet Dubai Ride.

En cykeltur på 14 km. fordelt på 2 x 7 km. frem og tilbage ad byens primære færdselsåre, Sheikh Zayed Road, hvor skyskraberne konkurrerer med hinanden om at skinne mest i morgensolen.Her står jeg – kl. 6.30 om morgenen i smuk solopgang og  23 grader.

Det var ellers lige ved at glippe med Dubai Ride, for sådan hér så Mormors gamle Opal ud dagen før. Sprukne, udtørrede dæk i en overophedet ørkenstat. Heldigvis kom cykelmekanikeren forbi med sin værkstedsvogn og hjalp mig lidt.Det var en helt igennem skøn morgen, vi havde sammen, mens pigerne legede Snorkefrøkener derhjemme (og Maricel var anstandsdame i sofaen).På de fleste billeder, Martin tog af mig på cykelturen, har jeg halvt-lukkede øjne af ren og skær fryd. Jeg sendte min Mormor tusind kærlige tanker, mens jeg hjulede afsted i det ene gear, der virker på hendes gamle cykel.Jeg tror ikke, at min elskede Mormor ville have forestillet sig – med sin vestjyske snusfornuft og sindige livsførelse – at hendes gamle Opal ville ende med at cykle frem og tilbage på Sheikh’en eller SZR, som den også kaldes i daglig tale. Hovedpulsåren i Dubai er nemlig både et kært og berygtet barn med mange navne. Og Opal’en plejede jo kun at cykle rundt langt ude på den vestjyske hede i strid vind og så henne i Ølgod, når jeg lånte den for at smutte ned på mit job på den lokale Statoil. Det er et helt levet liv siden.Jeg var ikke den eneste, der var begejstret for Opal’en under Dubai Ride 2020. En del af mine medcyklister kommenterede min vintage-cykel – for det har nok set ret morsomt ud med Martin på sin gamle Raleigh og mig med flettet kurv og lædersadel, når nu alle de andre cyklede på smarte racercykler, mountainbikes og moderne citybikes.Det var virkelig Dubai fra en anden vinkel, dén morgen. En zen-agtig version, som jeg nød ret meget mere end den almindelige version, hvor folk kører som død og helvede op og ned ad SZR for at nå dét, de nu skal nå.

Næste år må vi gøre det om. Til dén tid er det måske ikke et cykelløb, men måske et motionløb eller noget helt tredje.

Og vi må bare gi’ Emiraterne, at de virkelig kan det med at organisere store events. Dubai Police styrede trafikken med køligt overblik fra alle indfaldsveje til parkeringsområderne ved World Trade Centre. Der var ambulancer med jævne mellemrum på ruten, race stewards, der kom med gode råd undervejs til udfordrede cyklister, en cykelmekaniker, kølige forfriskninger, toiletfaciliteter og endda et par enkelte steder med parfumeret røgelse og musikanlæg på ruten, fordi her helst skal dufte lidt af forkullet harpiks og kostald altid.

Jeg ❤ min Mormors gamle Opal.

Jeg ❤ Dubai. Især om vinteren.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lysfest og lysegrønt håb

Godt og vel 88% af befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater er arbejdende indvandrere. Man kunne kalde dem for expats – og det er vel også betegnelsen for en vis andel af de højtuddannede, indrejste udlændinge. Men ordet ‘expats’ har en masse konnotationer. Det har ordet ‘indvandrere’ så absolut også. Måske er indrejste udlændinge eller udenlandske arbejdere bedre betegnelser, hvis man gerne vil favne bredt?

Ud af de 88% fremmede/indvandrere i landet, er 28% af indisk oprindelse. De er uddannede, hårdtarbejdende og har været en fast ingrediens i Emiraternes smeltedigel siden landets tilblivelse for 49 år siden. Inderne er den største nationale gruppe i De Forenede Arabiske Emirater. Til sammenligning er her kun 12% indfødte emiratier, 12% pakistanere og 6% filippinere. Den største gruppe på 38% er ‘alle os andre’. Europæerne, briterne (yes – de er jo fra øen, mens vi andre er de kontinentale, og efter Brexit kan de da rende mig). Så er der alle asiaterne, amerikanerne fra syd, mellem og nord, australierne, sydafrikanerne osv.

Med den store andel indere følger også en masse dejlige indiske traditioner og bekendtskaber igennem skole og arbejde. Det kan ikke undgåes, at det indiske islæt fylder – ikke kun på supermarkedernes hylder, men også i uddannelsessystemet, i fritidsaktiviteter og bybilledet.

Vores vikinge-unger elsker deres indiske veninder, og Cille omfavner i dén grad ‘sin indiske kulturarv’, som hun har tilegnet sig gennem sine lærere og veninders familier. Ikke kun ved at hun kan tale engelsk med kraftig indisk accent, når hun skal irettesætte os, men også ved hårdnakket at påstå, at hun har behov for at sidde i en særegen yogini-stilling og læne sig op ad sit ben og knæ, mens hun spiser. Spisning måtte egentlig gerne foregå siddende på gulvet – og også meget gerne med fingrene, for hun kan rulle riskugler og skovle dem ind med sovs, som havde vi lige hentet hende i Kerala.

Helt så indiske er vi andre ikke blevet. Endnu. Martin kan rulle hovedet på kuglelejer i det ubestemmelige ja-nej-svar, men indtil videre beholder vi bestikket på tallerknerne og sidder med fødderne solidt plantet på gulvet. Til gengæld elsker jeg de indiske måder at dekorere og pynte op på. I disse dage fejrer inderne lysfesten – Diwali – og det gør alle boligkvarterer i Dubai ekstra festlige efter mørkets frembrud.

Her er det to forskellige naboer, som har hængt lys op i anledning af Diwali.Jeg er klart mest til lysdekorationen på det første billede, hvor det nærmest ligner en form for lysregn, men de fleste indere foretrækker de mest blinkende, flerfarvede lyskæder, der virkelig giver noget wauw-effekt. Sådan er vi jo alle så forskellige.

Og mens inderne pynter op til lysfester i de små og store hjem, pynter vi andre op til en anden lysfest – julen.På Instagram havde jeg forelsket mig i Rituals’ flotte sneklædte julekalender-landsbyer fyldt med mini-produkter, og dem arrangerede Martin til pigerne. Jeg er i øvrigt ikke blevet snydt. Til mig kom der en smuk L’Occitane-julekalender. Han er så sød, den mand.

Efter lidt møffen rundt med lyskæder under landsbyerne, er resultatet blevet noget så hyggeligt.De to kalendere står nu her og lyser side om side med pigernes snelandskab – og byder julemåneden velkommen lige om lidt.Er der da gået komplet nisseri i den for os?

Både ja og nej.

Vi har endnu ikke sat det falske juletræ op eller taget nissehuer på, så helt gale er vi ikke. Endnu. Men det er inden for rækkevidde, kan jeg mærke.

Vi har også husket at tage Halloween-pynten ned, før vi fandt julekasserne frem. Det må da tælle som noget positivt.

Forklaringen ligger i, at vi håber og håber – og håbet, dét er som bekendt ganske lysegrønt – at vi kan rejse til Danmark allerede den 11. december. Så vi skal begynde at åbne julekalendere allerede den 16. november på Mormors fødselsdag, for at vi rigtigt kan nå at nyde nedtællingen i dem, før vi rejser nordpå for at nyde dagene op til jul med familie og venner i Danmark.

Vi går allerede på juleferie den 10. december. Billetterne har været købt til den 11. december længe, og indtil videre burde det kunne lade sig gøre.

Men få lige styr på de der 17 millioner mink og en muteret coronavirus, ikke?

Vi skal ikke bede om at blive lukket ude af Ørkenstaten, fordi vi ønsker at rejse ind igen fra Dansk Wuhan Version 2.0.

Undskyld.

Det var ikke pænt sagt – og det er ingens skyld eller noget.

Stakkels mink (men dem har det været synd for hele tiden). Nu også stakkels landmænd. Og stakkels nordjyder.

Det er jo en lortesituation, vi befinder os i.

Og jeg stopper nu, før jeg får rodet mig ud i noget hejs om konventionelt landbrug og det problematiske i at opbevare 17 millioner mink – mere end 3 x den danske menneskebefolkning – i den jyskeste del af Kongeriget. Man kan hurtigt få både meninger og naller i klemme, og jeg kender vist lidt for mange landmænd og vestjyder til at give min ærlige mening til kende.

Trutter ikke rent flag om mink eller andre kræ.

Men jeg håber med det lysegrønneste håb at få en hvid jul i Danmark.

Hej fra Diwali-land og skønne 30 grader!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Efterår i Fujairah

Det er whopping 14 dage siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er jo helt vanvittigt – selv efter mine sløvere standarder.

Sandheden er, at der ikke nødvendigvis sker det helt store i løbet af ugen, hvor den står på online-undervisning, skolegang og kørsel rundt til fritidsaktiviteter og legeaftaler om eftermiddagen. Weekenderne slumper væk i praktik og noget hygge med gode venner i det stille og hjemlige regi – for hvem tør udfordre myndighederne eller skæbnen for tiden?

Mentalt er jeg også gået lidt i frø.

Det er hårdt at se frem til, at et helt skoleår med største sandsynlighed bliver ren online-undervisning for mit eget vedkommende – og pt. ser der heller ikke ud til at være mulighed for, at Mille kommer i ‘fysisk’ skole hyppigere end hveranden uge.

Jeg kan ikke overskue det her cirkus. Selvom jeg skal. Præcist som alle andre.

Vi må pt. forholde os til, at antallet af smittede stiger markant, og at flere og flere mennesker i vores ‘nærmere omgangskredse’ bliver smittede. Det er ikke sjovt. Overhovedet.

Og selvom vi føler os ret overbeviste om, at vi kan rejse til Danmark for at fejre jul med familie og venner i midten af december, så er der ingen tvivl om, at der skal sættes et ‘inshallah’ eller ‘forhåbentlig’ ind efter hvert et ønske eller hver en plan, man forsøger sig med. Langtidsplanlægning virker ret ligegyldig, sådan som uforudsigeligheden banker på døren.

Men efterårsferie har vi da haft.

Tiltrængt, selvom vi reelt set kun har været i skole i 6 uger.

Men ugerne er lange, når de foregår herhjemme – og selvom Cille trives fint i sin Year 7 fuldtids-skolegang, så har hun virkelig også fortjent nogle dage væk fra det hele, for der har været en masse lektier, tests og afleveringer, der skulle klares.

Ved skoleårets start var der afsat en hel uge til Efterårsferie – for første gang nogensinde. De andre år har der kun været et par dage i forlængelse af en weekend. Men skolen endte alligevel med at forkorte ugen til tre dages ferie med ganske kort varsel, fordi uddannelsesmyndighederne pludselig har besluttet, at skoleåret skal være længere end de 180 dage, vi ellers har rullet med.Hver gang myndighederne og skolerne ændrer på ferieafholdelse kommer jeg sådan til at grine. Hvis det skete i Danmark, at en ferie med et trylleslag og uden forudgående varsel blev forkortet eller flyttet til andre uger, ville der være ramaskrig. Det samme gælder alle de månerelaterede helligdage, hvor vi heller aldrig rigtig ved, om der er lukket eller ej i skolen, før der kommer en besked om aftenen.

På en måde er det sundt nok, at man ikke kan booke efterårsferier og skiferier halve og hele år i forvejen, men på den anden side er det ret besværligt, at man aldrig rigtig ved, om ferien ligger fast. Man kan selvfølgelig også bare booke fleksibelt, så man kan lave datoerne om, uden at skulle hoste op med en stor pose penge ved hver ændring. Den slags fleksibilitet koster bare også en slags penge.

Vi nåede at booke, afbestille og gen-booke et arabisk hotel i Fujairah, fordi vi ikke rigtigt anede, hvad der ville ske med feriedagene. Af samme årsag havde vi heller ikke talt om ferie med pigerne, for de ville selvfølgelig blive ærgerlige, hvis udsigten til hotelophold pludselig blegnede.

Men afsted kom vi.
Og som altid elsker jeg bare road tripping i De Forenede Arabiske Emirater af hele mit hjerte.

Denne gang kører vi til emiratet Fujairah via den helt nyanlagte vej E102, der går igennem byen Kalba. Der er brugt en betydelig pose stats-dirhams på dynamit, cement og metal for at få konstrueret vejen i den ret så ufremkommelige Hajjar-bjergkæde.Undervejs møder vi kameler, æsler og geder, der går frit omkring. Der er heldigvis stort set ingen trafik, så det er ikke umiddelbart helt så farligt at møde fritgående dyr, som man måske kunne forestille sig. Men lokalkolorit giver det ihvertfald.I udkants-Emiraterne tager de rundkørsler seriøst. Ikke sådan noget pjat med en enkelt blomsterkumme eller lidt bundgrønt. Nej, hér bliver der gået til den med flag og fædrelandssymboler. På venstre side af vejen ses et stort ‘røgelseskar’ med røgeffekt, der ligesom ulmer ud over kanten, og længere fremme ses en stor, smuk majlis, som er et forsamlingshus eller repræsentationslokale for de lokale sheikher og emirati-befolkningen.

Ude på landet er alle butikkerne 100% lokale. Selvfølgelig er der tankstationer, hvor man kan købe en tillempet Subway-sandwich eller trykke sig til en Starbucks-kaffe, men langs hovedvejene ligger der kun arabiske butikker, supermarkeder og apoteker – ikke noget med engelsk eller amerikansk kæde-halløj her.

Og jeg kigger og kigger, mens jeg læser de engelske skilte højt for Martin, når vi passerer Good Luck Pharmacy, Chai Hut eller Hot Chicken Restaurant.Da vi ankommer til hotellet Al Bahar, er den nærmeste nabo endnu en rundkørsel.

Denne gang i form af et springvand (eller måske er det en swimmingpool for de løse hunde, der hygger sig i byen) med store fisk, som sprøjter vand, når de da lige får tændt for det.Hvilket de gør om aftenen.Hotel Al Bahar ligger midt i Fujairah By. Det er ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Faktisk er det nord for Fujairah By, at det hele sker. I områderne Sandy Beach (Snoopy Island), Al Aqah og Dibba.Men nu er det altså booket – og vi er mødt op – og vi har fået en kæmpe arabisk hotellejlighed med to soveværelser, tre badeværelser, et køkken, en TV-stue og så god plads, at vi kunne have været to familier afsted.Om eftermiddagen tropper jeg op i dette kostume ved poolen. Mor-kroppen, I know.Ganske fornuftig påklædning i forhold til solens stråler og det faktum, at vi er på et rigtigt arabisk hotel. Martin tager billedet af mig, da det går op for mig, at jeg er den eneste kvinde ved poolen, der ikke er i fuld burkini. Gudskelov går der kun ti minutter, så dukker der en russer eller to op og gør mig ‘halv-nøgent’ selskab.

Det er simpelthen så ubehageligt at være let-påklædt i forhold til det sted, vi befinder os. Viser jeg bryster eller mave frem? Nej. Men der er bikinitrusser og mor-stænger med åreknuder på display, og dét passer mig ikke. Martin vil naturligvis gerne gå ind og købe en fuld burkini til mig i hotellets butik, men dét gider jeg jo heller ikke.

Jeg fortrækker i stedet til havbad og strandliv.Vandet er over 30 grader varmt og behageligt. Efteråret har virkelig gjort sit indtog de sidste par uger, hvor temperaturen og fugtigheden er faldet så markant, at vi jubler og begynder at planlægge ørkencamping og strandture.Dagen efter kører vi nordpå igennem byerne Khorfakkan, Sharm og Al Aqah, før vi kommer til Dibba Al Hisn, hvor vores venner bor på Fairmont Fujairah.Hotellet har lidt firser-vibe over sig ved poolområdet med institutionelt-farvede klinker og plasticflamingoer. Bortset fra det lidt kiksede look, er der en dejlig privat strand/havlagune, præcist som på Al Bahar Hotel – og vi er jo kommet her til for den friske havluft, ikke fordi vi forventede et design-hotel.Om aftenen spiser vi friskfangede fisk og skaldyr fra Omanbugten – havet ud for Fujairahs kyst. Det er friske sager, som hotellet bestemt også husker at tage sig betalt for. Pricey middag eller ej, så er det bare helt vildt skønt at se børnene sammen med deres venner i hotellets have, og vi voksne hygger os med vin, indtil aftenen er blevet så nattemørk, at vi må liste os hjem igennem de små støvede landsbyer og de talrige rundkørsler til vi når vores hotel i Fujairah By.

Dagen efter roder vi igen rundt i sand og vand.Og pigerne bliver stalket af hotellets fugl, der insisterer på foto-op.Cille kan knapt være i sin krop af flovhed – eller cringe – som hun kalder det.

Når du trænger til en tur til emiratet Fujairah – og det gør du selvfølgelig på et tidspunkt – ser det ud til, at Intercontinental Fujairah Resort og The Address Fujairah Resort i Al Aqah er de mest anbefalelsesværdige hoteller. Vi kørte hele kyststrækningen, og de fleste steder ser ud som om tiden er løbet fra dem.

Ellers er der jo også dén mulighed, at du nupper Al Bahar Resort – 100% alkohol-tørlagt og med burkini i poolen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gult breaking banner og bøderegn

Jeg vågnede op til gult breaking banner på Ekstra-Bladet i morges. Det er der som sådan ikke noget alarmerende ved.

Der er vel altid lidt gult og breaking og live-opdateringer på den laveste fællesnævner i dansk journalistik.
Men for en sjælden gangs skyld handlede nyheden om De Forenede Arabiske Emirater. Landet, der stort set kun bliver nævnt i dansk presse, hvis Tina Lund er hjemme på sommerferie, eller hvis nogen har lavet noget økonomisk fifleri og skatteunddragelse, som de danske myndigheder ikke kan komme videre med, fordi der er ret så langt fra Dannevang til en fjern Ørkenstat. Både mentalt og geografisk.

Men i dag var den der. Headlineren i coronavirus-live-showet. De Forenede Arabiske Emirater er nemlig begyndt at købe sådan for alvor ind hos kineserne. Altså – det har landet sådan set gjort i årtier og på alle hylder, præcist ligesom alle andre lande – men her er der tale om noget så anticiperet og tilnærmelsesvist angstfremkaldende som spritnye COVID-19-vacciner. Lige ud af laboratoriet i Wuhan, om man vil. Trial Phase III skal foregå med hjælp fra frivillige befolkningsgrupper – og gerne med så varieret etnicitet, som overhovedet muligt.

Her har Ørkenstaten så et virkelig godt udgangspunkt – vi er flere hundrede nationaliteter og én stor melting pot i forhold til etnicitet og paskombinationer. You’re welcome – eller Marhaba, som man si’r på disse kanter.

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der stiller frivilligt op til kliniske forsøg. De tager ikke bare en lille én for holdet, men gør det, jeg ikke så meget som tør overveje. Jeg er absolut tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, men hér er der jo tale om forlængst gennemprøvede vacciner. En næsten-færdig corona-vaccine er uprøvet territorium. Og med de forfærdelige eftervirkninger og bivirkninger, som folk oplever efter at have haft corona-virus, er det ret uhyggeligt at skulle prøvevaccinere mennesker.

Front Line Workers – sygeplejersker, læger og lærere – bliver også opfordret til at være del af forsøgsfasen, nu hvor de har et særligt akut behov for at opnå immunitet over for virusset.

Nuvel.

Vi får se, hvad der kommer til at ske med forsøgspersonerne over tid. Forhåbentlig får de ikke varige mén.

Og i mens jeg flyver helt lavt og langt under radaren – og tænker med gru på vaccinationsforsøgene – kan jeg passende nærstudere den nye, opdaterede liste over bøder, man kan fornøje sig med, hvis man har svært ved det med at holde afstand og distancere sig selv socialt under pandemien i Ørkenstaten.Det koster f.eks. 5.000 kr. at bevæge sig i det offentlige rum uden et mundbind på, hvis politiet er i dårligt humør.

Det koster 17.000 kr. at holde en hyggelig middag eller fest derhjemme, hvis naboerne eller security i ghettoen får nok, så politiet ender med at komme på hjemmebesøg. Gæsterne ved den festlige anledning slipper med individuelle bøder på 8.500 kr. pr. person.

Det koster også den nette sum af 51.000 kr. at tage ud for at undervise i private hjem – det kunne være fysisk træning, lektiehjælp og den slags, som plejer at være big business i Ørkenstaten. Værten eller værtinden slipper med en bøde på 34.000 kr.

Der er en bøde på 85.000 kr. for at bryde en hjemme-karantæne og 17.000 kr. for at “glemme” at installere tracking-app’en, så myndighederne kan følge ens geografiske placering

Sikke en strålende fin og ren bøderegn over en knastør og overophedet Ørkenstat.

Her bliver det ligesom ikke ved de høflige henstillinger, appeller og opfordringer til befolkningen, dennes samvittighed og samfundssind, selvom det selvfølgelig er myndighedernes ønske, at det hele skal foregå i god ro og orden.

Myndighederne mener det gravalvorligt.

For det ér alvorligt.

Smittetallet stiger.

Folk er matte i koderne og skal ikke bede om flere begrænsninger. Vi er nødt til lige at få nippet fra en visuel kindhest for at huske, at der faktisk stadig er en raserende pandemi derude, nu hvor vi tuller rundt og indlader os på at kalde det hele for “new normal”.

Kæft, jeg hader den formulering. “New normal” gå pist væk fra mig.

Jeg er i fornægtelse og vil ikke acceptere, at det her er mit nye liv. En fornægtelse, der har varet i over et halvt år. Men jeg er stærk og stædig ud i ønsketænkningens og fornægtelsens kunst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet