• ···

The Farmers’ Market on the Terrace

Det kører ikke ligefrem på skinner i Ørkenstaten.

Martin kom hjem fra Jeddah og hev mig i storetåen kl. 2 om natten. Ligbleg, iskold og febervarm på samme tid. Jeg sov nu ikke så dybt. Min hals gjorde også mistænkeligt ondt.

Efter at have moret os med skadestue kl. 3 om morgenen, hvor sygeplejersken stak kæmpe vatpinde i vores næser og svælg, er konklusionen, at vi begge har halsbetændelse. Muligvis en “arv” fra Cille, der fik det samme, lige før vi rejste hjem fra Danmark i starten af januar. Men der er mange andre potentielle smittekilder, sådan som folk snøfter og hoster i ørkenens 20-22 graders vinterkulde.sick_emoji

Og der er ikke noget at gøre. Vi kan ikke bare blive under dynen, ha’ ondt af os selv og lade verden gå videre.

Martin må tage på arbejde hele weekenden.

Årsregnskabet laver ikke sig selv – og en sviptur til Saudi Arabien har ikke ligefrem hjulpet på hans lange to-do-liste.

I mens tager pigerne og jeg på tur til Bay Avenue i DownTown-området. Et sted, som jeg aldrig har skænket en tanke, men tingene går også virkelig stærkt i Dubai. Der skyder nye, flotte bydele op hele tiden.img_0868Og Bay Avenue er et dejligt beboelsesområde med en fin, grøn park. Her afholdes The Farmers’ Market on the Terrace.img_0860Et weekendmarked, hvor lokale landmænd sælger deres økologiske afgrøder og æg. Et par enkelte mad- og kaffeboder er der også, men bortset fra det, så er fokus ene og alene på at sælge de lækre, friske lokale råvarer til overraskende gode priser.img_0853Pigerne hygger sig med at udvælge grøntsager – og Cille fortæller mig, at friske gulerødder dufter dejligt, når de lige er hevet op af jorden. img_0858Sådan en sanseoplevelse er en sjældenhed i et land, der importerer stort set alle råvarer.img_0855Lidt senere tager pigerne deres nye løbehjul i brug på den lokale skate- og scooterbane.img_0861Og Mille leger på den lille legeplads, mens jeg drikker kaffe og nyder skyggen med Cille.img_0871Nu er hun pludselig blevet utilpas og helt flad på batterierne.

Sikke en weekend. Jeg håber bare, at vi ikke får smittet Mille (eller andre) med alt det sære, vi tre andre render rundt med.

Forhåbentlig hjælper dagens sunde indkøb med at få immunforsvaret op på dupperne igen.img_0872The Farmers’ Market on the Terrace er afgjort et besøg værd. Der er en roligere og langt mere afslappet stemning end på det større Ripe Market. Og jeg savner på ingen måde Ripe Market’s boder med tingel-tangel og take-away. Det er nemlig grøntsagerne, jeg kommer efter. Og priserne hér på Bay Avenue er go’e – især når man tænker på, at alt er økologisk.

PS: Du kan tjekke landmændene og deres produkter ud på Facebook-siden “The Farmers’ Market on the Terrace”.

PPS: Hvis du er turist, ville jeg vælge at tage min morgenkaffe og croissant på Ripe Market i Za’beel Park, som er et langt større rekreativt område, hvor børnene kan lege på vidt forskellige legepladser – og du skal jo ikke have bagagerummet fyldt med grøntsager alligevel.

Rigtig god – rask og sund – weekend til jer alle!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.img_0596Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…img_0595Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.img_0593100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.img_0598Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.img_0599Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…

Jeg håber, at din hverdag er kommet godt fra start i 2018.

Vores skal skubbes i gang i morgen kl. 6-nul-dut. Med hiv og sving.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julestemning, anyone?!

Der er sket præcist det samme, som de foregående december-måneder her i Ørkenstaten.

Jeg er i seriøst underskud på julestemningskontoen.img_9909Uanset hvor meget, Regnskabschefen ellers Wham’mer Last Christmas henover morgenmaden i et ihærdigt forsøg på at tænde op under mig og min manglende ja-hat – eller rettere manglende nissehue.

Uanset hvor meget, vi forsøger os med pyntning af juletræ og Tinkas Jul på repeat, så indbyder Ørkenstaten bare ikke til julefornemmelser i min optik. Her føles mest af alt som en perfekt charterferie i disse uger, hvor vintervejret er ualmindeligt fornøjeligt at opholde sig ude i.

Men vi gør da lige et sidste forsøg, før vi drager afsted på Årets Julerejse mod køligere breddegrader.

I Sømandskirken i den nordlige bydel Oud Metha, hvor der er kommet en dansk præst i tillæg til den norske og svenske, afholdes der i år Dansk Julefest for Børn.img_9917 img_9914Der serveres lune æbleskiver og gløgg uden alkohol på et område, der mest af alt minder om Little Scandinavia med sine lysegule træhuse og de mange skandinaviske gæster, som går og glor på Odense marcipan, Haribo saltlakridser, Karen Volf vanillekranse og Pama grødris, der står til salg i sirlige rækker.

Det eneste, som minder os om, at det her ikke er Småland er minareten i nabo-moskéen, hvor der i dén grad sidder en velvoksen højtaler til bønnekald.

Og vi hygger med jule-klippe-klistre-og-hilsen-på og sludren om året, der nu pludselig gik igen blandt danskerne i Dubai. Så hjemligt og på samme tid en lille smule mærkeligt.img_9907Og så er der fællesdans om en vaskeægte dansk julegran, der har tabt halvdelen af nålene i kampens hede.img_9910Selv Julekvinden beærer os med sit besøg og uddeler slikposer til alle børnene – og pigerne mener, at det falske skæg er på sin plads denne gang, fordi hun sikker ikke kan grow’e sit eget. img_9911Og børnene får de fineste LEGO-gaver, da julefesten slutter.img_9912Det hele er så fint arrangeret og hyggeligt – og måske skal jeg bare nuppe en æbleskive mere og holde min mund, indtil vi pludselig står og bævrer som espeløv i dansk fugtig-kulde og vintermørke på fredag, hvor der med 100% garanti vil komme december-julestemning til mig.

Og indtil da, vil vi tælle ned som vi plejer på tavlen, når rejsen nærmer sig.img_9954Og indtil da vil vi lide af gedigen sne-misundelse. Som hér hvor min elskede Søster og familie boltrer sig i sneen hos Mormor.img_9947Sørg lige for, at der kommer kridhvid, blid sne dalende ned fra himlen til Ørkenens Døtre her i juleferien – så er I søde!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricel, kom hjem!

Det er godt og vel 48 timer siden, at Maricel – vores husholderske – stopper vores julekort i sin kuffert og rejser på en måneds velfortjent juleferie på Filippinerne.img_9832Hun skal hjem og kramme sin 10-årige søn, Clarence, efter et helt års adskillelse. Og hendes mand, Juma. De to unge mænd danner længselsfuld velkomstkomité i Clarke Lufthavn sammen med Maricels mor og mormor.

Og det er forståeligt, at de alle brændende ønsker sig et gensyn og at tilbringe tid sammen.

Det med at være adskilt fra ens barn i et helt år ad gangen, er noget, som Maricel og jeg ofte taler om.

Især når Clarence har gjort noget uheldigt eller noget exceptionelt godt, hvor hun i begge tilfælde gerne ville have været der for ham, men i stedet er nødt til at tage den over Skype med resten af familien som tilskuere.

Og det er nemt at lade sig rive med i en malstrøm af skyldfølelse over, at vi har “taget hende væk” fra hendes familie.

For der er da noget åbenlyst absurd i, at hun drøner rundt med Cille og Mille hver eneste dag, mens hendes egen søn må passes af gamle mormor og endnu ældre oldemor efter bedste beskub?img_9780Men Maricel ser helt anderledes på situationen.

Hun ser med forundring på mit hvid-kvinde-skyldsåg. På min krøllede, danske “alle-er-lige”-hat.

Hun ryster på hovedet af mig og sukker, når jeg pipper et eller andet om det naturstridige i situationen.

Hun forstår og ser slet ikke, at der skulle være noget mærkeligt i, at hun pynter vores juletræ, vasker vores tøj og leger med vores børn, mens hendes eget barn passes og plejes af andre familiemedlemmer.

Alt dét gør hun med den største naturlighed og selvfølgelighed.img_9843 For det her er hendes verden.

Det er langt de fleste filippineres verden.

Maricels mulighed for at forbedre hele familiens levevilkår er ved at arbejde i udlandet.

Langt væk fra sit hjemland og sin familie.

Det er et grundvilkår på Filippinerne, at familierne splitter sig op og rejser afsted for at søge jobs i andre lande. Staten anvender endda et særligt udtryk for de landsmænd, som drager ud: OFWs. Overseas Philippine Workers. 

Og udlandsarbejderne hyldes for deres initiativ og virkelyst. For landet har alvorligt behov for de millioner af mikrokapitalindsprøjtninger, der finder sted via Western Union igen-og-igen-og-igen.

Maricel har tilmed en god uddannelse og mange års erfaring som stabil og stærk arbejdskraft – også på Filippinerne. Men hvad nytter dét, når der ikke er arbejde at få på hendes hjemegn og når lønningerne er så lave, at de hverken er til at leve eller dø af?

Helt grundlæggende er det forkert, at dele af menneskeheden fødes med privilegier og muligheder, mens andre dele af menneskeheden må lide store afsavn for at få dækket selv helt basale behov.

Men når Maricel forklarer mig, hvordan hun ser på sit job som husholderske i Dubai hos et skørt, dansk firkløver, så er det et helt andet billede, der tegnes, end dét, vi selv tegner med skyldsåget tyngende om skuldre og hals.

Maricel ser muligheder.

Hun bliver altid behandlet pænt og har ordentlige arbejdsvilkår.

Hun får sin løn til tiden; hun har fritid og bor trygt og godt med eget bad og egen seng – hvilket vi anser for de simpleste hverdagsgoder, men som hun aldrig ville have haft på Filippinerne.

For sin beskedne løn kan hun betale for Clarence’s skolegang, Mormors medicin og kontinuerligt yde det primære bidrag til familiens husholdning.

Og så er der jo også Maricels livsdrøm og investering, som kun kan realiseres, fordi hun har et job i udlandet:

Et hus. Med indlagt vand og elektricitet.img_9782Som hun selv ejer og bestemmer over.

Som hun vil dele med sin mand, deres søn og sin mormor.

Dét husbyggeri var aldrig kommet i gang på en almindelig løn på Filippinerne.

Men nu sker det.

De nyindkøbte tagplader bliver lagt på i disse dage.img_9839img_9840Materialerne er delvist betalt af os og delvist af Maricel, som har optaget et mindre lån i Kaalunds Sparekasse, som kan afbetales uden renter og kun i de måneder, hvor det er muligt.

Og jeg har fortalt hende, at det letter på mit hvid-kvinde-skyldsåg, at vi kan se hendes hjem blive til en realitet på Filippinerne.

Det er som om hele denne her konstellation med Maricel hér og hendes familie dér giver mere mening, når der står et hus bygget som fysisk symbol på hendes indsats.

Som en slags “retfærdigheden ske fyldest” for en ung kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre levevilkårene for hele sin familie.img_9841Jeg har den dybeste respekt for Maricels mod og handlekraft. For hendes evne til ikke blot at klare sig igennem, men til endda at forbedre på tingenes tilstand.

Det er sjældent let i Maricels og i alle de andre udrejste, filippinske kvinders liv.

Og dét forsøger jeg at huske, når jeg får mine expat-anfald af akutte First World Problems.

Og jeg under Maricel det årlige ophold på Filippinerne, hvor hun kan genskabe den nære kontakt til sine nærmeste.

Men jeg savner hende også. Helt vildt. Efter sølle 48 timers fravær.

Jeg er nemlig afhængig af Maricel.

Og jeg fatter til stadighed ikke, hvordan I andre kan have børn, fuldtidsjobs og fritidsaktiviteter og selv ordne langt størstedelen af hjemmets praktiske opgaver.

Har I overnaturlige evner?

Det kan jeg konstatere, at det har jeg ihvertfald ikke – efter selv at have spurtet rundt med vasketøj, tømt opvaskemaskinen og lavet en enkelt lasagne.

Jeg plejer at ha’ Maricel.

Dét er min super-power.

Og jeg vil gerne snart ha’ hende hjem igen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandkassen

Den mest autentiske måde at fejre 46-årsdagen for De Forenede Arabiske Emiraters tilblivelse på, må være at begive sig ud i dét, som er selve essensen af landet.uaenationalday

photo © alshallaltv

Og essensen af Ørkenstaten er sandkassen.

Beduinstammernes tørre, støvede hjemland.

Eller Frilandsmuséet, som Regnskabschefen ynder at kalde den sandfarvede uendelighed, som på samme tid er så forunderligt bjergtagende og aldeles ørkesløs.

Så vi kører ud mod Al Qudra sammen med Familien M.

Det er en hurtig 30 minutters køretur fra ghettoen.

Vi passerer kameler og brændesælgere sammen med alle de andre, der vil ud at fejre nationaldagen – og vi ser et nyt, stort anlagt solcellecenter, der ligner et bizart rumskibsagtigt babelstårn ude midt i ingenting.img_9808Vi er på vej mod nøjagtig samme lokation som sidste år.

Hvorfor ændre formlen for en perfekt camping-weekend uden skyggen af naboer?

Og på mærkedagen indvier Martin tilmed sin spritnye, ørken-optimerede bil.img_9792Den forcerer sandet helt uden problemer, så vi får slet ikke fornøjelsen af at sidde fast ligesom sidste år i Audi’en, der vist mest er bygget til at køre på Autobahn.

Et øjeblik efter er vi igang.

Pop-up-telt på ryggen som en Ninja-Turtle og hen over fløjlsbløde sandbanker.img_9791Børnene forsvinder ud i ét med sandet.img_9810De leger og bliver væk i omgivelserne, mens de voksne gør camp’en klar.img_9800Lige før solnedgang er vi helt på plads og skåler i champagne.img_9794Og dén slags skal gå ret stærkt i en ørken.

Solen er nemlig nede og væk på et – uendeligt smukt – øjeblik.img_9799Jeg kan for øvrigt godt li’ at Hr. og Fru M har camping-champagneglas.

Det sætter ligesom en vis standard.

Sammen med whiskey’en og cigarerne…oven på overlevelses-udstyrskassen.img_9795Og det er da også halvanden kilo mørt oksemørbrad, vi senere får grillet og fortæret – efterfulgt af lidt mere ydmyge snobrød og s’mores, som går lige til kvalmegrænsen.img_4923Der er noget uendeligt beroligende og meditativt over at stirre ind i bålets gløder og koncentrere sig om noget helt simpelt. Som f.eks. ikke at sætte ild til samtlige skumfiduser på de store flammer.

Og jeg føler mig komplet og aldeles lykkelig, da jeg foreviger et glad øjeblik med de her særligt dejlige mennesker på det her særligt dejlige sted.

Det er denne her slags øjeblikke, jeg samler på i hjertet.img_4927Og ingen kan se på billedet, at klapstolen klapper sammen om Mille et splitsekund senere, så ungen bliver fladmast og hyler højt, mens Martin sidder og råber ad mig – og vi kommer sådan til at grine af det åndssvage i situationen.

Næste morgen titter sammenklappede Mille ud af teltet med nysgerrige øjne kl. 7.30.img_9801“Det er morgen nu, Mor, kom – vi skal udenfor og kigge”, hvisker hun.

Og vi vælter ud af teltet i den kølige morgenbrise for at se nærmere på små ørkenrottespor rundt i camp’en, som endda er blevet begavet med en lille portion gazelle-lakridser i nattens løb. Det er hyggeligt at forestille sig de nataktive ørkendyrs besøg i vores lille lejr, mens vi har snorksovet i teltene.

På vores morgenrute forskrækker vi små, gennemsigtige gekkounger med store, blanksorte øjne, der er på vandring i de stille, kølige morgentimer. De har aldrig set sådan nogle store, hvide mennesker før, så de fryser fast i tid og sted, mens de håber, at vi passerer og lader dem være.

Og det gør vi. Naturligvis.

Lidt efter er det tid til stærk stempelkaffe, æg og bacon.img_9804Mille superviserer og instruerer i den rette afbrændingsgrad og sprødhed på baconen.

D’herrer adlyder.

Hun er trods alt bacon-connoisseur’en.

Og efter en dejlig formiddag med endnu en ombæring ørkenvandring, leg og snak, pakker vi alt habengut sammen og begiver os hjem.

For at vaske ørkenstøvet af os og bade i den opvarmede pool.img_9807Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, hvad de Forenede Arabiske Emirater byder på.

Fra simpelt campingliv det ene øjeblik til dét, der mest af alt minder om en charterferie det næste øjeblik.

Jeg har lidt svært ved at pege på et sted, der skulle være sjovere at bo og leve, end lige her. Helt ærligt.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts