Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt,  men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.

For dét her giver mening.

Ihvertfald for mig.

At være gift med en Regnskabschef er en dans på både Excel og roser.

Tak for dig og alt dét, du giver pigerne og jeg hver eneste dag, Martin. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Alt er LOVE!

Sidste weekend skulle vi have været på en hiking-tur i bjergene med en anden familie, men under en pandemi kan ting hurtigt ændre sig.

Det er én af de vigtige livs-øvelser, vi får lov at gennemgå igen og igen under pandemien:

Planer ændrer sig.

Aflyses.

Udsættes.

Bliver til noget andet end først tænkt.

Nogle gange er årsagen ændrede coronaregler og det såkaldte ‘samfundssind’, som alle andre end Elvira Pitzner føler sig forpligtede til at udvise. Andre gange er det sygdom eller bekymring for smitte, der lukker ned.

Hver gang må man acceptere, at sådan er dét bare.

Og det er vi egentlig blevet meget bedre til – efter utallige øvelser i ændringer af store og små planer siden februar sidste år.Det gør stadig ondt at tænke på alle de gæster, vi havde glædet os til at have her hos os. Det går også stadig ondt at tænke på, at Spring Break i Vietnam blev aflyst, og juleferien og nu også påskeferien i Danmark er lagt på hylden. Med udsigt til at se familie og venner til sommer i stedet. Inshallah.

Martin og jeg frygter ikke at blive gen-smittet med corona lige nu. Vi fortæller os selv, at efter dén omgang, har vores immunforsvar et beredskab til MINDST 3 måneder – og til dén tid kan vi måske blive vaccineret. Pt. er der kun kinesiske Sinopharm-vacciner at få, og de gives kun til folk over 50 år.

Men selvom vi ikke er bekymrede for corona lige nu, og selvom vores søde venner heldigvis er kommet oven på igen og slap med skrækken, så er det altså som om, det er blevet 100 gange mere nederen at føle sig småsyg for tiden. Lige så snart der er optræk til lidt ru hals eller en let hoste eller almindelig forkølelse, kører der et internt alarmberedskab. Skal vi PCR-teste i dag eller først i morgen? Hvor syg føler du dig egentlig? Hvor gør det præcist ondt henne? Er du nu helt sikker på, at det ikke er psykosomatisk, hva’?

Men ud – dét skulle vi i weekenden. Det blev så ikke en bjergtur, men i stedet et smut ud til Al Qudra Oasis, der er en stor samling kunstigt anlagte søer og forbundne vandløb, der ligger i ørkenen lige uden for Dubai. Al Qudra er også hjemsted for kilometervis af superfin cykelbane, der er rideskoler i området, et vandhul med café, toilet, politi, ambulanceservice, moské og andet godt.

Den officielle turistkanal i Ørkenstaten har dette billede af Al Qudra Lakes liggende på deres hjemmeside. Og det er et meget retvisende billede. Folk kører afsted ad de hårdt-stampede sandveje omkring de her kunstige søer, hvor man så kan parkere frit og nyde både en dejlig gåtur og det rige fugleliv.Vi trodsede forbuddet mod hunde derude, og tog Daisy med i transportkassen. Hun skal øve sig i at køre i bil, hvor endemålet er noget sjovt og dejligt – for indtil videre har hun kun været i bilen på vej til dyrlægen og en ny omgang vaccinationer.

Tidligere var der ikke et forbud mod hunde ved søerne. Dengang måtte man også campere og lave bål derude. Men i takt med, at hensynsløse hundeejere, druk-campister og ildentusiaster ikke kan styre sig, er der nu lavet et helt ordensreglement for adfærd ved søerne.Man forstår det jo godt. Kæmpestore hunde uden snor, der kommer styrtende imod uskyldige folk til fods er jo ikke ligefrem hverken en morsom eller behagelig oplevelse.

Affaldsproblemerne, bålresterne og andre former for hensynsløs adfærd taler fortsat sit tydelige sprog derude.Til trods for store, smukke affaldskrukker, der står opstillet for hver 100 meter, og som Dubai Municipality drøner rundt og tømmer langt bedre end Københavns Kommune nogensinde ville kunne gøre det.

Og hvad er det egentlig for noget med rygerne? Hvorfor er det, de fortsat tror, at cigaretskodder forsvinder i naturen? Vi fandt nu også masser af plasticposer og engangsbestik, så picnic-entusiasterne er ikke en dyt bedre end rygerne.Men hvis man kan overse de sørgelige menneskelige efterladenskaber langs vandet, så er her rigtig dejligt ved Flamingo Lake og Love Lake, som de mest kendte søer derude hedder.Daisy nød ihvertfald en tur ud af huset. Vi tog hende selvfølgelig ikke af snoren på noget tidspunkt, og hun fik selvfølgelig heller ikke lov til at jagte de mange fugle derude – selvom fuglene var pænt ligeglade med en tosseglad hundehvalp anyway.

Hun mødte ikke andet end sand og vand – og dét var en fest i sig selv.På vejen retur til bilen blev Cille stukket af en led ørkenhveps. Det var første gang for hende nogensinde – fingeren svulmede op – og hun græd over den bidende og svidende smerte. Dør jeg nu, Mor? Ikke i dag, Cille – ikke i dag.

Til gengæld mødte vi en sort svane med de kæreste ællinger i lige linje. Så fint og smukt. Det hjalp ligesom lidt på hvepse-smerten.Fiskehejrer og ænder var der også, men vi fik ikke set flamingoer i denne ombæring. Myndighederne fodrer ellers intenst på fuglene fra forskellige faste stadepladser, så der er ingen tvivl om, at Flamingo Lake rent faktisk har en flok af de lyserøde flamingoer vadende.

Alt er LOVE ved Love Lake.

Og der er det heldigvis også derhjemme i privaten. Martin ved, at jeg er en slagterhund efter Valentins-dags-kærlighedserklæringer, og han skuffer aldrig.Tre smukke buketter røde roser tilsat jeg elsker dig og æsker med fyldte chokolader blev leveret til døren.Den nyeste dame i flokken blev heller ikke glemt, og jeg gloede noget, da dyrehandlen stod uden for døren med en pose, som Martin havde bestilt til Daisy. 
Pigerne cyklede selv om efter roser og hjerteformede chokolader til deres Far, mens jeg bagte pizzaer til ham. Min kærlighed gives/udvises nemlig i form af kager og mad.
Maricel blev ikke glemt i alt det her kærligheds-hurlumhej på en søndag, skal jeg skynde mig at nævne. Hun fik røde roser af pigerne, og hun blev så rørt og græd. Jeg nænnede ikke at fotografere hende eller dem sammen – det var helt synd for hende.

Valentins-dag betyder meget på Filippinerne. Mærkedage i det hele taget. Og Maricel er sårbar og har let til tårer, når dagene kommer til hende. Men kram og chokolade og røde roser, dét fik hun! Ikke af sin mand og søn lige nu, men af os andre. ❤️

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Technofest på parkeringspladsen

Hey venner!

Det er jeres fredag og min lørdag. Det bliver ikke bedre i denne her uge!

Min weekend er startet ganske eksotisk med en skål corn flakes og en køretur ud til et gudsforladt sted i det planerede sand langs Umm Suqeim Road.

Hockey-entusiasten har meldt sig til Friday Games på Kings Al Barsha, så nu er det ikke kun om tirsdagen, hun træner derude. Tidligere var jeg bænkevarmer sammen med de belgiske, tyske og hollandske mødre, og det var sådan set hyggeligt nok, men nu har skolen fået en fænomenal idé om, at corona smitter helt vildt ude i den friske luft og med afstand mellem hver person. Suk.

Så hér er jeg. På en parkeringsplads – og bænken er udskiftet med forsædet, hvorfra jeg skal komme at dømme levende og døde. Mest af alt drikker jeg earl grey i termokrus og spiser iranske dadler til.Og så spekulerer jeg på, om jeg egentlig er mest til blid Anders Agger i den livsbekræftende og hjertevarme interviewbog “Kærlighed” på Saxo sådan en tåget lørdag formiddag – eller om vi i virkeligheden ikke trænger til vaskeægte Dubai-rave med David Guetta efter den hetz, der har kørt mod byen?

F*ck, hvor jeg godt gad feste igen en dag…..

Se et par minutter eller fem eller den hele time. Nyd den med en fastelavnsbolle efter din seneste kælketur eller eftermiddagslur.

Og imens David Guetta fyrer den af for vildt fra toppen af Burj Al Arab, kan jeg passende downloade ARN-app’en til min telefon, så jeg ikke længere går glip af statsgodkendte nyheder og opdaterede informationer om corona-reglerne i en fjern Ørkenstat. Vil lige anbefale app’en her til fastliggende danskere eller langtids-holdbare turister, der også er kørt trætte i Gulf News og Khaleej Times elendige nyhedssider.

Jeg har nemlig selv lidt svært ved at følge med i den rivende pandemi-udvikling, der går både frem og lidt tilbage igen.

For eksempel var det gået min næse forbi, at vi siden slutningen af januar ikke længere må have et vennepar eller en lille familie på besøg i vores hjem, medmindre det rent faktisk er familiemedlemmer af first degree. Og dem har vi jo ingen af her til lands.

Så hej-hej til intet socialt liv igen-igen – medmindre vi betaler for at mødes og spise sammen på en restaurant ude i byen. For det må man nemlig gerne.

Og det er der da heldigvis stadigvæk en masse dejlige mennesker, der har lyst til. ❤

Jeres udsendte reporter fra p-pladsen i Al Barsha ønsker alle en skøn weekend! 🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Safari Park

I dag – den 9. februar – er en KÆMPE mærkedag i De Forenede Arabiske Emirater.

Vi venter alle i spænding på at se, om det lykkes for rumsonden “Hope” at komme i kredsløb om Mars.

Hashtagget #arabstomars er trending overalt på Dubais trafiktavler, som beskeder på mobiltelefonerne, i radioen og på de arabiske TV-kanaler. For det her er en historisk begivenhed.

For 7 måneder siden sendte den unge nation rumsonden afsted mod Mars. Der har kun eksisteret et rumagentur i 10 år i Ørkenstaten, så det er en temmelig forbløffende og opløftende achievement.


Måske er en fortælling fra Mars lige hvad vi har brug for?

Lidt kosmisk rum-energi, et drys magisk planet-tryllestøv og en seriøs verdensudforskning i en tid, hvor INGEN kommer nogen som helst steder hen?

At rejse er jo som bekendt at leve – og jeg er efterhånden ved at være så rejse-mør, at en rumrejse er noget nær det ypperste at forestille sig.

Og nu, hvor tankerne lander på det med rejser og oplevelser, så havde vi vores første udflugt her i weekenden efter vores COVID-isolation.

Til Dubai Safari Park.

Den (sådan relativt) nye, kolo-enorme arvtager efter en række håbløse forsøg med at drive zoologisk have i Ørkenstaten, hvor kun Al Ain Zoo er acceptabel at besøge (resten er ret meget opbevaring af dyr i triste betonkasser). Don’t go.På en højhellig fredag var vi sjovt nok ikke de eneste, der havde fået idéen om at kigge på dyr.

Der er to slags billetter – park-entré og kombi-billet, hvor man også er ude at køre i Safari bus undervejs rundt i parken. Sidstnævnte slags billet var for længst udsolgt, nu hvor alle forlystelsesparker skal operere med 70% kapacitet pga. afstandskravene under corona.

Vi nappede så bare park-entré-billetterne, for det er jo dejligt vejr at gå rundt i februar måned.

140 dirhams i alt for hele familien. Billigt, når der er tale om noget med dyr, og jeg tilføje dén ros, at alle parker og forlystelser, der opereres af Dubai Government, er altid meget rimelige prismæssigt.

På hjemmesiden skal man huske at klikke den specifikke billettype af – tickets eller packages.

Vi startede med at vandre igennem området Afrika. Det var lige så vanvittigt fantastisk flot, som man kunne drømme om med grønne oaser, vandhuller, klynger af træer osv.
Overalt i parken er der grønt og frodigt – og det i sig selv er en bedrift midt i en ørken.

Til afkøling af både dyr og mennesker var der desuden opsat masser af blæsere med forfriskende og behagelige vandforstøvere i, og der var masser af UV-solsejl, som gav skygge, mens man gik rundt.
Dubai Safari Park har som erklæret mål at være blandt de 10 bedste zoologiske haver i verden, målt på dyrevelfærd og bæredygtighed. De skulle efter sigende have 2.500 dyrearter, fordelt på et enormt stort areal. Så stort et areal, at man på ingen måde kan nå parken rundt i løbet af én dag/et besøg.

I Afrika-sektionen var der selvfølgelig en flok fantastiske, legesyge elefanter, som badede i et kæmpestort vandhul.Der var også forskellige slags lemurer, som altid er sjove at se på. Ham her bredte armene ud, som om han stod og ventede på at få en krammer.

En flok hvide løver, var der naturligvis også, plus geparder, fordi Dubai, you kn0w...

….og så var der BÅDE chimpanser og gorillaer, hvilket er helt særligt, at man i én park kan byde på begge truede dyrearter.Den store silverback satte sig roligt og betragtede alle gæsterne. Han var i øvrigt kun indendøre, fordi gartnere var ved at ordne gorillaernes smukke indhegning.


Jeg ville gerne have givet en ti’er for hans tanker. Store, smukke dyr. Det var ret bevægende at fastholde øjenkontakten med en gorilla. Hvem har ikke en drøm om at vandre i Uganda for at lede efter gorillaer? Det har jeg ihvertfald.

Bagefter morede vi os med at se på flamingoer og flodheste – og så gik vi ellers videre til Explorer Village, hvor vi fodrede de kæreste giraffer med kviste og blade.Efter dén oplevelse skulle man så have været med safaribussen for at komme ind igennem resten af Explorer-området. Og det kunne vi jo ikke med den almindelige entrébillet. Det var ret nederen, for der var en lang række seje dyr, vi gerne ville have set.

I stedet spiste vi frokost. Udvalget i Parkens kiosker og restauranter er fint og varieret. På børnenes præmisser, jovist, men både frisklavet og til absolut rimelige priser. Vi fik en dejlig frokost med drikkevarer for 50 dirhams pr. person.

Udover Afrika- og Explorer-områderne er der også Asien og Arabien. De er sikkert lige så smukke og interessante, og dem har vi til gode til en anden gang. For hold nu op, hvor er Dubai Safari Park stor! Måske fordi vi ikke har været uden for en dør i ugevis? Måske fordi vi lige har haft corona og derfor hurtigere bliver trætte?

Jeg vil ihvertfald anbefale, at man booker billetter i rigtig god tid og endelig husker at tage ‘package’ med kombibillet, så man i det mindste ser en bid af parken fra sædet i en bus.

Overvældende. Storslået. Fint anlagt og professionelt kørt. Jeg har kun roser til parken.

Om jeg vil tage gæster fra Danmark med derud?

Det tror jeg ikke.

Det er vist for stort og uoverskueligt til en større familieudflugt, hvor behovene ikke altid er synkrone. Men som weekendudflugt for et firkløver eller mindre end dét, er det altså en super-duper oplevelse. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet