Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Arabiske supermarkeder

I morgen tidlig flyver vi med Emiraternes stolte jernfugl til Danmark på sommerferie – og jeg glæder mig helt vildt til at se familie og venner igen. Denne gang er det tilmed med en Regnskabschef, der er fri som fuglen, fordi han ikke længere er regnskabschef, men derimod på en såkaldt havevandring.

Vi er kun hjemme til jul og i sommerferierne, så der er virkelig mange mennesker, jeg ser frem til at kramme og tilbringe tid sammen med.

Men her på falderebet – og for at undgå at falde i sædvanens trug af blogindlæg om disciplinen ‘overspringshandlinger i forhold til kuffert-pakning’ og diverse ‘sidste-udkalds-aktiviteter’ – tænker jeg i stedet at fortælle lidt om arabiske supermarkeder. Det passer lige ind i ‘Tines tips til Dubai’-kategorien.

Måske er der også andre end mig, som elsker at gå i supermarkeder i udlandet for at købe eksotiske varer med hjem?

Hvis du også er tilhænger af at snuse rundt i andre landes supermarkeder, så læs med her!

I De Forenede Arabiske Emirater findes der ikke rigtige discount-supermarkeder som Aldi, Lidl, Asda, Netto, Fakta og så fremdeles. Dér er vi ikke nået til i vores udvikling – eller også er det simpelthen så langsommeligt og dyrt at fragte fødevarer ind til Dubai, at der ikke er nogen discountkæde med respekt for sig selv, der gider besværet med at søge licens og begynde at drive supermarkeder hér? Jeg ved intet om årsagerne til de manglende discountkæder, men kan konstatere, at vores madbudget er præcist det dobbelte af, hvad det var i England, hvor vi tilmed havde en baby og mange gæster, så det alt i alt burde have været en virkelig dyr husholdning.

Og jeg er helt sikker på, at der er et marked for discountvarer – omend de lavestlønnede arbejdere fortsat køber deres fisk, kød og grønt på traditionelle markeder med boder og stande. Det gør vores Maricel også i weekenderne i bydelen Satwa, hvor man kan få de fleste filippinske varer.

Rundt om på gader og stræder finder du til gengæld et væld af kiosker og små supermarkeder af indisk eller semi-arabisk tilsnit med navne som Choitrams, Al Madina, Aswaaq, Lulu, Al Manara, Safestway, og kæder af mere vestligt tilsnit som Spinneys, Carrefour, Waitrose, Marks & Spencer og Park ‘n’ Shop. Uanset hvilken bydel eller hvilket hotel, du bor på, vil du kunne gå ned om hjørnet og finde et lille supermarked med mange varegrupper, et apotek, en barber, en frisør/skønhedssalon, en ATM og evt. et par caféer.

Men hvis du er til mere end bare tilfældige kiosk-fund og sådan for alvor vil på opdagelse og bringe mellemøstlige madvarer med hjem i kufferten, kan jeg varmt anbefale dig at besøge ét af de rigtige, arabiske supermarkeder – Union Cooperative Society eller Emirates Co-op, der må være en slags arabiske pendanter til nordiske COOP.Du finder en rigtig god Union Coop i Al Barsha Mall – og der ligger endnu en god Union Coop på Al Wasl Road. Enhver taxa kan køre dig til ét af stederne på ganske kort tid.

Det er hér, du finder alle de der 1001-nats-ting, du bare må have med hjem.

Gule safrantråde. Kraftig olivenolie. Tawouk-krydderi til grillkyllinger. Tahini i fine krukker. Kogte bælgfrugter og hummus på dåse. Store madbrød. Krydret kardemommete. Ravfarvet honning. Oud-parfumerede servietter til tasken. Håndsæbe med ottomanske roser. Medjool-dadler af primakvalitet. Figner, abrikoser, gyldne rosiner. Pistaciesplitter, saltede pistacienødder, halwa og kunefe. Hvinende søde baklava og arabisk sandkage med kokosmel, der kaldes basbousa. Der er tørrede kokosflager, knasende sprøde jumbomandler, krydderier i store tønder. Måske bliver der også plads til en kaftan eller et fint tørklæde i kufferten – eller en stabel små, arabiske kaffekopper eller en glimtende “guld”-termokande til kaffen derhjemme. Det kan også være, at du forelsker dig i et bedetæppe eller en ny notesbog, der starter bagfra på arabisk manér.

Der er timevis af god underholdning i en Union Coop, hvis man da er til husmoderlighed på fremmed grundlag.Et andet plus ved at bevæge sig uden for hotellets grund eller rækken af små butikker tæt derved er, at du kan opleve de lokale på nært hold.

Hvis du har brug for fred og ro til at udvælge dine varer, skal du helt klart handle om formiddagen, men hvis du har lyst til at opleve emiratierne, skal du handle en sen eftermiddag eller om aftenen.

Det er spændende at se de lokale familier bevæge sig igennem mall’et med de mønstre, ritualer og adfærd, de har i deres miljø. Familiefaderen, der har hele flokken med på tur – børn, der hopper og tigger sig til en is. Den travle husmor, der går forrest og peger på varerne, mens en hjælper eller ægtemanden må tage tingene ned fra hylderne for hende. De unge, smukke kvinder, der kommer i flok og bærer på fine håndtasker og viser elegante hennatatoveringer frem, når deres hænder griber efter pengene ved kassen. De unge, velduftende og nybarberede mænd, der hænger op ad væggene, mens de venter på at hilse på vennerne.Hér har jeg fotograferet Al Barsha Mall en formiddag, hvor der er stort set mennesketomt, for det er ikke ligefrem populært eller anbefalelsesværdigt at tage billeder af fremmede/ukendte mennesker i Dubai.

Det er nu ikke kun Union Coop, der er værd at køre efter.

Du finder også arabiske chokoladeforretninger, hvor man nok må sige, at der er pyntet op til mere festivitas end en æske Anthon Berg kan fremtrylle.Du kan også gå amok i én af de skønne nøddebutikker, hvor de pakker præcist de blandinger og mængder, du ønsker at tage med hjem som souvenirs eller værtindegaver.Der er også en officiel uniformsbutik, hvis vinduer altid fascinerer mig.

Så – here you go – dagens Tine-tip til Dubai: Tag et smut i Al Barsha Mall 😁

Du kommer først til at fortryde det i dét øjeblik, hvor kufferten skal lukkes og sendes mod køligere breddegrader fyldt til bristepunktet af kaffe, te, sæbe, nødder, tørrede frugter og krydderier.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vand i en ørken

Som I nok kan forestille jer, er vand en temmelig begrænset ressource i en ørken.

Heldigvis bor vi lige op ad havet – og De Forenede Arabiske Emirater afsalter hver dag havvand som gjaldt det livet (og det gør det i 47 graders hede, skal jeg hilse at sige). Det afsaltede havvand serveres til indbyggerne som drikkevand og almindeligt forbrugsvand i husholdningerne. Det er én af de ting, man bare må affinde sig med, hvis man vælger at bosætte sig i en ørken.

Og det får mig til at værdsætte det fantastiske, danske grundvand endnu mere, selvom jeg efterhånden skal tvinge mig selv til at drikke vandet fra hanen i Danmark. Før var det vel den mest naturlige handling i verden – at tappe et glas vand fra hanen – og nu tager jeg mig selv i at stå og glo mistroisk på vandet i glasset, fordi det i min ørkenstats-hverdag ville føles helt forkert at drikke vand direkte fra hanen.

Og man vænner sig faktisk til den klistrede, småslimede havvandsaffære med sæberne under bruseren. Det er straks værre med håret. Don’t get me started. Tror ikke, at der findes ét eneste menneske i Dubai, der ikke undrer sig over hårets struktur, fylde (eller mangel på samme), frizz, hårtab og så videre.

Og når nu vandet er så kostbart og omstændeligt at få fat på, så er det naturligt nok en af udfordringerne i det daglige.

Systemet i vores ghetto er således: Der pumpes ferskvand ind i compound’et via store vandrør. Rundt omkring i kvarteret findes der så en række små pumpehuse, som forsøger at distribuere vandet ligeligt ud til villaerne.

Hver villa har en separat vandtank, som kan befinde sig over eller under jorden. Tanken bliver fyldt indtil en slags vandmålerballon indikerer, at toppen er nået. Når der så åbnes for hanerne inde i huset, sidder der en lille pumpe i et skab, som sikrer vandtrykket ind i villaen. Der er en del ting i denne her proces, der kan fucke op.

For starters, så kan pumpehusenes tryk drille – og så er der intet eller meget lidt vand rundt omkring i villaerne.

Den individuelle pumpe i villaen kan naturligvis også have sine gode og dårlige dage. Nød lærer indsæbet, badende kvinde at finde re-set-knappen på en vandpumpe.

Der kan også gå hul i vandtanken. Den er nemlig af plastic eller glasfiber. Og du behøver ikke fortælle mig, at det er ret dumt at opbevare vand i plastic eller glasfiber i 50 graders varme året rundt. Problemerne med at opbevare drikkevand i plast overser vi hernede.

Vandtanken har sit helt eget liv. Der kan bo mange, sjove vandplanter på bunden plus en mængde uønskede krible-krable-dyr, hvis man ikke er flittig med at få renset og sprøjtet for kakerlakker.

Hvis vandtanken lækker, siver der tusindvis af liter vand ud i døgnet. Direkte ned i sandet. Og dét giver både en klækkelig vandregning og et foruroligende miljøspild, der kun kan vække stor ærgrelse. Vandtanken kan også flyde over, når vandmålerballonen er gået i stykker. Det gør den åndssvage ballon cirka hvert halve år for os – og vi opdager det først, når der flyder vand ud på gaden eller der er kommet en alt for grum vandregning.Og når vandet så langt om længe er kommet ind i huset, fortsætter det snedige system med at udvikle sig.

Her er der nemlig individuelle vandvarmere for hver “enhed”, således at der i vores lille rækkehus er intet mindre end 4 vandvarmere i alt, som kan vælge at lække vand gennem loftspladerne, når de er blevet trætte af livet – eller deres varmelegemer kan ruste, så vandet ikke længere opvarmes effektivt. Cirka hvert andet år skal vandvarmerne udskiftes. Når først én er røget, så kommer de næste lidt efter. Det finder man ud af, når der siler vand ned gennem loftet eller når der aldrig er varmt vand i hanen om vinteren.

Om sommeren slukker man for vandvarmeren. Dér er den nemlig ganske overflødig.

Vandet direkte fra vandtanken i garagen er mere end tilstrækkeligt varmt til at bade og vaske op i – og dét er et trick, der forvirrer enhver tilflytter den første sommer i landet.

Koldt- og varmtvandshanerne “bytter nemlig plads” om sommeren!

I koldtvands-siden trækkes vandet direkte fra tanken og er derfor 45++ grader varmt om sommeren. I varmtvands-siden trækkes vandet via varmtvandsbeholderen, som jo befinder sig i et airconditioneret miljø over loftspladerne, og som derfor er køligt, når nu selve vandvarmerfunktionen er slået fra.

Når det så bliver vinter igen – og vi tænder for vandvarmerne og vandet i tanken er på 20+ grader, skifter koldt- og varmtvandsfunktionerne tilbage igen til den forventede setting.

Forvirrende?

Kun den første sommer, så er du ovre det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cloud 7

Hvis du er taget på sommerferie til Dubai med familien – eller er en af de danske fastliggere med børn, der efterhånden kravler i gardinerne af indestængt energi, kommer der her et review af ét af Dubai’s nyere indendørs-aktiviteter for børn i alderen 3-10 år.

Cloud 7, hedder stedet, der kalder sig selv for kreativ edutainment, så enhver desperat forælder kan retfærdiggøre at kaste børnene i favnen på en flok ivrige filippinere, der jo nok lærer troldeungerne ét eller andet, mens man selv får et minuts fred og koffeinfix i yderst civiliserede omgivelser.

Cloud 7 ligger i det über-eksklusive varehus Level Kids i det nye shoppingdistrikt, City Walk, i Al Safa-området over for Burj Khalifa.

Du finder stedet ved at kigge efter en flok lyserøde flamingoer i bybilledet.Pigerne er inviteret til børnefødselsdag – og vi gør store øjne, så snart vi træder ind i varehuset.Her er simpelthen så overvældende flot med de smukkeste kjoler, sko og accessories, man overhovedet kan forestille sig. Cille stiller sig op og rører ganske forsigtigt ved stoffet på en fin kjole, som hun sikkert kunne se sig selv i.

Ih, Mor, prøv at feel’e den her fabric. Det er ligesom quite different. Man kan ligesom feel’e the quality”, ler hun og virrer med hovedet.

Hold da op, Cille, hvor er den kjole vidunderlig. Skal vi prøve at finde prisen på den?”, spørger jeg.

Man kan spørge butiksassistenterne til råds. De er smilende, polerede og yndefulde som en flok ballerinaer, mens de glider i dyre nederdele hen over elegante marmorgulve med armene fulde af luksusprodukter til verdens heldigste babyer.

Den koster 21.000 dirhams.

Altså kjolen.

Hvilket er godt og vel 36.000 danske kroner.

Eller 5 dage på Maldiverne for hele familien, hvis man, som jeg, er type, der opgør priser i en slags hjemmelavet rejsevaluta.

Vi taler lidt om dét med, at man vitterligt kan se og mærke forskel på kvaliteten på varerne i dette varehus og så de ting, vi almindeligt dødelige mennesker køber i butikkerne i Mall of the Emirates. Og så taler vi lidt om, at det er svært at forestille sig, at man kan være så rig, at det er dén slags kjoler, der hænger i ens klædeskab, når man er en lille pige på 9 år.

Og så vandrer vi videre med åbne munde og polypper – og med fingre, der glider dansende hen over de sarteste tekstiler fra verdens mest eksklusive modehuse. Alting hér er til at falde i svime over. Det er out of this World, som pigerne udtrykker det.Til sidst når vi op til Cloud 7, hvor festen afholdes.Der er ikke det store at foretage sig i Cloud 7 egenhændigt. Et kedeligt hjørne med lærings-videospil, et begrænset område med store blå skumblokke, man kan bygge med og et vægpuslespil, der kan samles. Disse aktiviteter kunne muligvis stimulere 3-5-årige børn, men ikke i ret lang tid. Og jeg ville være ked af at betale entrépris for så lidt, for nu at være helt og aldeles ærlig.

Dér, hvor Cloud 7 reelt tilbyder noget, er i deres værksted, hvor man kan lave sæber, stearinlys, dekorere kager og male porcelæn. Naturligvis mod separat betaling – det er ikke sådan, at det er frit valg på alle hylder, når man er kommet ind.

Fødselsdagsbarnet har valgt, at gæsterne kan lave enten stearinlys eller sæber.

Pigerne vælger  sæber, fordi de allerede er velbevandrede udi lysstøberi.De få øjeblikke, det tager, at standse små sæbefigurer ud og lægge dem i en form, går ganske fint.

Men der er tale om en virkelig kort og afgrænset aktivitet, hvor der – i min verden – aldrig rigtigt bliver lukket op for nogen form for kreativitet eller læring hos børnene, fordi det hele går op i instruktioner og velment “hjælpen til” fra de voksnes side. Det samme gør sig gældende for stearinlysene. Hér lægger børnene blot små stearinblokke ned i en støbeform og så er dét det.

Det oprigtigt sjove og lærerige ved aktiviteterne – at støbe lysene og sæberne – er på bedste (læs: værste) Dubai-manér forbeholdt de voksne. For børn kunne jo komme til skade med den varme sæbe eller stearin. Så de små må kigge på, mens der hældes flydende sæbe og stearin i deres forme.

Anyway, vi får to fine, økologiske, parfumefri sæber med hjem, som pigerne kan lege med i badet.

Så er vi dén oplevelse rigere – og vi takker pænt for invitationen og nyder kaffe, kage og fødselsdagskalas.

Og pengepungen, dén lader vi ligge dybt i taskens indre. Level Kids er ligesom lidt ude af vores shopping-liga 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts