Gult breaking banner og bøderegn

Jeg vågnede op til gult breaking banner på Ekstra-Bladet i morges. Det er der som sådan ikke noget alarmerende ved.

Der er vel altid lidt gult og breaking og live-opdateringer på den laveste fællesnævner i dansk journalistik.
Men for en sjælden gangs skyld handlede nyheden om De Forenede Arabiske Emirater. Landet, der stort set kun bliver nævnt i dansk presse, hvis Tina Lund er hjemme på sommerferie, eller hvis nogen har lavet noget økonomisk fifleri og skatteunddragelse, som de danske myndigheder ikke kan komme videre med, fordi der er ret så langt fra Dannevang til en fjern Ørkenstat. Både mentalt og geografisk.

Men i dag var den der. Headlineren i coronavirus-live-showet. De Forenede Arabiske Emirater er nemlig begyndt at købe sådan for alvor ind hos kineserne. Altså – det har landet sådan set gjort i årtier og på alle hylder, præcist ligesom alle andre lande – men her er der tale om noget så anticiperet og tilnærmelsesvist angstfremkaldende som spritnye COVID-19-vacciner. Lige ud af laboratoriet i Wuhan, om man vil. Trial Phase III skal foregå med hjælp fra frivillige befolkningsgrupper – og gerne med så varieret etnicitet, som overhovedet muligt.

Her har Ørkenstaten så et virkelig godt udgangspunkt – vi er flere hundrede nationaliteter og én stor melting pot i forhold til etnicitet og paskombinationer. You’re welcome – eller Marhaba, som man si’r på disse kanter.

Jeg har den dybeste respekt for de mennesker, der stiller frivilligt op til kliniske forsøg. De tager ikke bare en lille én for holdet, men gør det, jeg ikke så meget som tør overveje. Jeg er absolut tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, men hér er der jo tale om forlængst gennemprøvede vacciner. En næsten-færdig corona-vaccine er uprøvet territorium. Og med de forfærdelige eftervirkninger og bivirkninger, som folk oplever efter at have haft corona-virus, er det ret uhyggeligt at skulle prøvevaccinere mennesker.

Front Line Workers – sygeplejersker, læger og lærere – bliver også opfordret til at være del af forsøgsfasen, nu hvor de har et særligt akut behov for at opnå immunitet over for virusset.

Nuvel.

Vi får se, hvad der kommer til at ske med forsøgspersonerne over tid. Forhåbentlig får de ikke varige mén.

Og i mens jeg flyver helt lavt og langt under radaren – og tænker med gru på vaccinationsforsøgene – kan jeg passende nærstudere den nye, opdaterede liste over bøder, man kan fornøje sig med, hvis man har svært ved det med at holde afstand og distancere sig selv socialt under pandemien i Ørkenstaten.Det koster f.eks. 5.000 kr. at bevæge sig i det offentlige rum uden et mundbind på, hvis politiet er i dårligt humør.

Det koster 17.000 kr. at holde en hyggelig middag eller fest derhjemme, hvis naboerne eller security i ghettoen får nok, så politiet ender med at komme på hjemmebesøg. Gæsterne ved den festlige anledning slipper med individuelle bøder på 8.500 kr. pr. person.

Det koster også den nette sum af 51.000 kr. at tage ud for at undervise i private hjem – det kunne være fysisk træning, lektiehjælp og den slags, som plejer at være big business i Ørkenstaten. Værten eller værtinden slipper med en bøde på 34.000 kr.

Der er en bøde på 85.000 kr. for at bryde en hjemme-karantæne og 17.000 kr. for at “glemme” at installere tracking-app’en, så myndighederne kan følge ens geografiske placering

Sikke en strålende fin og ren bøderegn over en knastør og overophedet Ørkenstat.

Her bliver det ligesom ikke ved de høflige henstillinger, appeller og opfordringer til befolkningen, dennes samvittighed og samfundssind, selvom det selvfølgelig er myndighedernes ønske, at det hele skal foregå i god ro og orden.

Myndighederne mener det gravalvorligt.

For det ér alvorligt.

Smittetallet stiger.

Folk er matte i koderne og skal ikke bede om flere begrænsninger. Vi er nødt til lige at få nippet fra en visuel kindhest for at huske, at der faktisk stadig er en raserende pandemi derude, nu hvor vi tuller rundt og indlader os på at kalde det hele for “new normal”.

Kæft, jeg hader den formulering. “New normal” gå pist væk fra mig.

Jeg er i fornægtelse og vil ikke acceptere, at det her er mit nye liv. En fornægtelse, der har varet i over et halvt år. Men jeg er stærk og stædig ud i ønsketænkningens og fornægtelsens kunst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mille i Year 4

Efter tre dages online-undervisning har Mille endelig haft sine første to reelle dage i skole.Det er 6 måneder siden, at pigerne forlod skolen sidst. Der skulle have været 2 ugers Spring Break, men så kom COVID-19 og væltede alting. Efter 4 måneders online-undervisning og 2 måneders sommerferie i Danmark, er vi nu kommet dertil, hvor pigerne er dybt taknemmelige for at få lov til at komme i skole – uanset restriktioner – og vi andre er lettede over, at det rent faktisk lykkes at sende dem afsted om morgenen.

Når alting bliver taget fra os, bliver vi taknemmelige for at få selv små bidder tilbage af livet, som det plejede at være.

Mille er i øvrigt i en ny uniforms-serie i år, ligesom sin søster. Hun er gået fra grøn tweed spencer til mørkeblå skort, fordi hun nu er i den sidste fase af Primary School. Lidt stor er man vel – som 8-årig….I år har hun fået den mest fantastiske mandlige lærer, som jeg er helt sikker på, er et godt match til hende. Han er leder for hele Year 4-årgangen, og han er glad, motiverende og inspirerende at være sammen med, morsom, sporty og en masse andet godt. Det er så enormt vigtigt med en god lærer lige nu, for halvdelen af tiden skal undervisningen fortsat foregå derhjemme – og dét er tungt og svært at se frem til.

Der er indført Week 1 og Week 2 skemaer i hele Primary School. Ikke at fagene ændrer sig fra dag til dag som i Secondary School, men fordi børnene er hjemme med online-undervisning i den ene uge og i fysisk skole i den anden uge. Det handler om pladsoptimering i en situation, hvor der er opstået pladsmangel, fordi eleverne skal sidde med 2 meters afstand i lokalerne. Dubai International Academy har normalt 26-27 elever i 6 klasser på hver årgang – og med de nye restriktioner kører de med 20-21 elever i hver klasse og 8 klasser på hver årgang, hvoraf én af klasserne er dedikeret til 100% online-undervisning for dem, der ønsker denne løsning, hvis der er sårbare familiemedlemmer eller man er bange for at få virusset.

Skolen er igang med at bygge ud, men der er ingen tvivl om, at de har taget for mange elever ind i forhold til kvadratmetrene – og det er et kæmpeproblem lige nu. Til gengæld siger de kloge, at det er ganske smart med hveranden uge derhjemme, i forhold til at detektere potentielle COVID-syge elever og inddæmme smittefaren mest muligt.

For tiden er reglerne således, at ved 2 tilfælde af bekræftede COVID-19-sager på en given skole i Dubai, lukker skolen ned og overgår til online-undervisning. På vores skole er der pt. ét bekræftet tilfælde, men vedkommende har slet ikke været fysisk til stede på skolen eller i kontakt med elever, da han eller hun startede med at undervise online.

Nu får vi se. Jeg kan slet, slet ikke overskue, at børnene sendes hjem til onlineundervisning fuldtids igen. Men det er vist at forvente.
Og hvordan er det så at være i skole igen – med alle de restriktioner og forandringer, der nu engang er?

“Bedre end ikke at være i skole! Med tusind længder”, svarer pigerne. Mundens bind på cykel i 45 graders varme og en 12 kilo tung skoletaske kan ikke sådan slå den nye Secondary School elev ud. Og Mille har det på samme måde. Hun er glad, lidt nervøs og spændt – og er klar til at komme afsted hjemmefra for en stund.

På alle udendørs områder (altså i det offentlige rum) skal der bæres ansigtsmasker – og på skolen bliver masken kun fjernet i frokostpausen, hvor børnene sidder ved deres egne borde. Secondary School havde forsøgt sig med at lave frie frokostpauser, men efter den første dag blev dén idé kasseret – og børnene sidder nu i lokalerne igen med deres termotasker.

Det er blevet en stille-siddende skole. Man må ikke lege ude i frikvartererne, og der er begrænsninger på bevægelse i klasseværelserne. Udeleg starter først, når temperaturen er under 38 grader. Det siger næsten sig selv, at man ikke kan lade flere hundrede børn lege ude i bagende sol og 45 grader midt på dagen. Men corona-restriktionerne er osse en del af årsagen. Normalt ville børnene ikke sidde på stole, men stå – gå – hoppe – ligge, mens de arbejder – frit omkring i lokaler og på gange.

Forhåbentlig løser situationen lige så stille op.

Og hvis den ikke viser sig at løse op lige foreløbig, så vil der vel være flere ting, der bliver rutineprægede og ‘new normal’, som man så fint kalder det. Det var for eksempel bemærkelsesværdigt lettere at få COVID-testet Mille blot to dage efter Cilles test blev udført. Mængden af papirarbejde var reduceret, og det tog meget kortere tid på klinikken og for testresultatet. De kører også med discount-pris på COVID-tests til elever og lærere, da disse ikke dækkes af forsikringsselskaberne, hvilket er et andet fint træk, hvis og såfremt vi skal til at corona-testes i en uendelighed.

Off to a good start på et fuldstændigt ukendt skoleår.

Lige nu er jeg fortrøstningsfuld og taknemmelig over, at vi er igang.

Der er mange nye ting, vi skal lære og forstå, men det er helt i orden, så længe vi må få lov til at deltage i samfundet og have en hverdag, der indebærer, at man må komme ud, opleve noget og være sammen med andre mennesker.

Selv er jeg igang med at pakke danskmapper til eleverne i Primary School derhjemme. Jeg er nemlig sat på online-undervisning på ubestemt tid, fordi man jo ikke kan tillade, at de danske elever på hver årgang bliver mikset inde i min lille, dejlige danskklasse.

Dansklokalet er i øvrigt også væk. Det er inddraget til anden undervisning, så jeg føler mig ret meget ‘smidt ud’, selvom det selvfølgelig ikke er noget personligt – det er et vilkår for alle modersmåls-lærere på skolen.Jeg vælger at acceptere situationen og vilkårene, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har grædt og bandet en del gange i løbet sommerferien, i takt med, at det er gået op for mig, hvor meget vores danske modersmålsprogram vil blive begrænset under restriktionerne.

Kollega-løs er jeg så nu i det daglige i dette skoleår, medmindre Martin og Maricel indvilger i at tage deres kaffepauser sammen med mig.

Til gengæld glæder jeg mig til at komme igang.

Online eller ej.

Den positive hat sidder fast.Rigtig god weekend, når du kommer dertil.

Her i Ørkenstaten er jeg stået op til blikstille og klart solskinsvejr. De andre i hytten sover. Og jeg får den der times fred og stille ro, som enhver mor higer efter.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cille i Secondary School

‘Start them young’ må være tankegangen bag hele uddannelsessystemet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det kom som et kæmpechok for os, da vi ankom til Ørkenstaten med en 4-årig og en knapt 2-årig.
Nok havde vi vænnet os til, at vores 4-årige var i Reception Class på en lille kristen landsbyskole i England, men at vores knapt 2-årige skulle starte i skole det efterfølgende skoleår – altså som 3-årig – dét kom ret meget bag på os. Vi følte, at briterne startede deres børn ud (for) tidligt, men her var der da et helt kalenderår til forskel!Vi kunne jo nok have sat os ind i det på forhånd, men det slog mig slet ikke som relevant på det tidspunkt. Det handlede kun om at få kæmpet sig frem til en skoleplads til den 4-årige, for dét var svært nok i sig selv. Vi betalte optagelsesgebyr på 5-6 forskellige skoler i et desperat forsøg på at komme ind.

Da det så gik op for os, at Mille skulle starte i skole året efter, blev der straks fundet en børnehave til hende og et job til mig. Jeg havde ellers tænkt mig at gå hjemme med hende et år mere, men vi følte, at det ville være synd for hende, hvis hun skulle gå direkte fra Mors skørter og ind i et klasseværelse.Til arabernes forsvar skal det siges, at Reception Class er et 2-årigt program, der hedder Foundation Stage 1 and 2 i det britiske curriculum og Kindergarden 1 and 2 i det schweiziske IB-system. På dén måde er børnene ca. 6 år gamle, når den ‘rigtige’ undervisning går i gang i Year 1, præcist som i Danmark. Men der er alligevel himmelvid forskel, når man begynder at give sit barn skoleuniform og skoletaske på som 3-årig – og så skal barnet i øvrigt være 100% toilettrænet, kunne sidde stille, koncentrere sig og modtage forskellige former for undervisning i løbet af dagen.

Dengang i 2014 vadede Cille direkte ind i Foundation Stage 2 med et smil på læben. Hun var vant til skolegang, og hun elskede sin første lærer i Dubai – en afroamerikansk børnepsykolog med åbne arme, gule cardigans og fine kjoler.
Mille kom også til at elske sin børnehave. Med lidt hiv og sving. Og hun overlevede sin debut med skolegang i Kindergarden 1 and 2, selvom det var tydeligt, at hun burde have haft et år eller to mere i en helt almindelig børnehave. Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat. Der er ‘run’ på skoleklasserne i de yngste årgange, så hvis man vil ind på en god skole, må man acceptere, at det bliver som 3-årig.Og resten er som bekendt historie.

Børnene vænner sig til dér, hvor de er – og det gør vi voksne også. Vi har glemt, at det ikke er ‘normalt’, at man starter i skole som 3-årig. Pigerne synes, at det er mærkeligt og utrygt, at de danske børn ikke har skoleuniformer på, og at de ofte selv må gå eller cykle til og fra skole uden en voksen. De synes også, at det er mærkeligt, at man bander så meget i Danmark og har så løs en omgangstone, og at der er så stor frihed efter skoletid uden ret mange voksne omkring børnene. Selvom de pt. synes, at ‘det er for meget af det gode’, er jeg ret sikker på, at de lynhurtigt ville kunne finde sig til rette i Danmark med den frihed under ansvar, som hele samfundet bygger på. De elsker at føle sig selvstændige, og Cille er f.eks. enormt stolt over at kunne cykle selv til og fra skole igennem vores compound.

Efter vi er kommet retur til Dubai, har alting stået i skole-klargøringens tegn. Vi havde købt nye uniformer, nye uniformssko og idrætssko før sommerferien, men der er alligevel tusind ting, der skal gøres. Listerne med ting til penalhuset, forskellige online-dokumenter, der skal udfyldes, før barnet kan komme i skole, en stor bogpakke med litteratur til Cille skulle hentes på skolen, forsømte negle måtte soigneres inden start og så videre.Cille har glædet sig igennem hele Year 6 til at skulle over i Secondary School. Forventningens sommerfugle er ikke blevet mindre de sidste par dage, og i aftes havde hun svært ved at falde i søvn af bare spænding.Her til morgen var hun bare så klar! Den nye figursyede uniform fik hende pludselig til at se så stor ud.
‘All grown up’.

Men heldigvis stadig med sin Far som anstandsmand og støttehjul igennem ghettoen klokken tidligt.

Det var ellers lige før, at skolestarten var blevet udsat. Ikke fordi vi ønskede det, men samme aften som vi landede med flyet fra Danmark, blev der udsendt en ny deklaration fra Knowledge and Human Development Authority i Dubai (KHDA – det svarer sådan cirka til uddannelsesministeriet), hvori der stod, at hvis skoleelever havde været ude at rejse senere end den 20. august, ville de blive nødt til at holde sig i karantæne derhjemme de første 14 dage af skoleåret. Suk.

Dagen efter tog jeg over på skolen og talte med rektor og pastor om udfordringen. De kunne intet gøre – sådan var reglerne nu engang – og selv en negativ COVID-19-test ville ikke kunne redde Cilles skolestart. Suk.

Derhjemme måtte vi så forsigtigt som muligt forklare Cille, at hun nok skulle være hjemme de første 14 dage af skoleåret. Hun tog det ret pænt, og forstod godt problematikken, men det var en alvorlig streg i regningen.

Dagen efter væltede det ind med instruktioner på, hvorledes eleverne skulle møde op til undervisning og hvorledes elever, der havde valgt at fortsætte med online-undervisning skulle logge på. Hvad der skulle ske med karantæne-eleverne havde ingen lige tænkt på, og jeg begyndte at blive seriøst urolig for, om Cille bare ville sidde derhjemme og glo uden opgaver eller kontakt til sine nye lærere og kammerater. For dét ville komme til at gøre ondt.

Ved et lykketræf kom der pludselig en ny mail med bekræftelse på, at en negativ COVID-19-test nu ville give direkte adgang til klasseværelset. Så drønede vi ellers ned på den nærmeste Mediclinic for at få taget en prøve på Cille. Mediclinic havde allerede øjnet et nyt forretningsområde, og de har gjort det til deres speciale at levere hurtige testresultater til elever og lærere til en reduceret pris. Smart.

Lige så snart det negative testresultat var i hus, blev der pakket skoletaske og udfyldt de sidste dokumenter til myndighederne.Fagre, nye verden – eller ‘new normal’, som det er blevet døbt hernede. Med næse-swabs, laboratoriepapirer i lommen og mundens bind om næbbet.

Det skal i øvrigt være på konstant. Altså mundbindet. På cyklen til skole i 40 graders varme og overalt på skolens område, medmindre man sidder og spiser frokost eller har idræt.

Tilbage er der kun at bede til de højere magter om, at der ikke straks kommer corona-tilfælde på skolen, så alle bliver hjemsendt i 14 dages karantæne. Vi trænger til skolegang. Face to face og ikke alt det iPad-møg. Vi trænger til luftforandring og til at være sammen med andre end vores lille familie. Vi trænger til normalitet midt i al anormaliteten.

Mundens bind er kommet for at blive.

Det kan vi leve med.

Næseswab er kommet for at blive.

Det kan vi knapt så nemt leve med, men vi accepterer vilkårene – og nu vil vi ud over stepperne fagligt og socialt!

PS: Den første dag var en kæmpesucces! Cille har fået en ung og tjekket homeroom teacher, Miss Hodson, der viser Baby-Yoda memes på tavlen og tager noter sammen med eleverne, fordi hun også lige skal lære det hele – hun er nemlig ny i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Louisiana

Vi kører marathon-sommerferie i Danmark på 10. år i år.

De første par år som expats udmattede jeg hele familien fuldstændigt med at køre rundt for at besøge alt og alle – alle vegne. Vi var nybagte forældre og overkom ting, jeg ikke engang kan overkomme med store børn nu. Torskedumt, overambitiøst eller fjollet, vælg selv. Det var ihvertfald på den hårde klinge for store og små.

Efter at have kørt land og rige rundt i nogle år – uden anden succes end udmattelse, hvis dét da tæller – forsøgte vi os med en model, hvor vi indlogerede os i et sommerhus i Nordsjælland – og så kom folk ellers på besøg hos os. Nu var det ikke længere os, der kørte Sjælland, Fyn og Jylland rundt som langturschauffører, men til gengæld var vi vært og værtinde fra vi stod op til vi gik i seng – og børnene kom aldrig nogen steder, fordi de lige om lidt fik besøg igen.

Dén model holdt bare heller ikke. Det var for meget madlavning, for meget vin og en kæmpe anstrengelse at spurte rundt efter støvsugeren og skrive indkøbssedler til næste hold.

Tusind gange har vi kigget på sommerhuse, kolonihaver og endda lejligheder uden bopælspligt eller med mulighed for kort-tidsleje. Hver gang er vi endt med at foretrække at bo hos vores forældre eller i lejede sommerhuse med familien rundt omkring. Det er bare det hyggeligste. Og det mest nærværende for både store og små. For hele pointen er jo, at vi er i Danmark om sommeren for at være sammen med vores familie og venner – ellers kunne vi så let som ingenting have valgt en anden destination eller to. Vi prioriterer at være i Danmark i sommerferier og i juleferier – for det er dén måde, hvorpå vi kan give pigerne et tilhørsforhold til deres hjemland, tror vi ihvertfald. Det tager jo tid at danne relationer og lære at begå sig i et fremmed land – og hvis vi ikke giver pigerne mulighed for at fordybe sig med fætre, kusiner, tanter, onkler, bedsteforældre osv., så fratager vi dem også muligheden for at føle sig hjemme.

Med årene har jeg også lært at skelne mellem de voksnes og børnenes behov. For det er virkelig ikke nødvendigt for pigerne at være med til alting hele tiden. Lange vin-aftener, hvor de voksne i virkeligheden ikke vil forstyrres i den fordybede samtale er da minus interessant for små børn. Og ægte down-time er en undervurderet størrelse i børnenes liv. De har brug for en lang sommerferie uden alt for mange forpligtelser, fordi deres skolegang er så krævende resten af året.

Heldigvis passer Farmor gerne pigerne, når vi har lyst til voksentid med vores venner. Og dér, hvor pigerne passer ind i ligningen, kommer de selvfølgelig stadigvæk med.

Og ind mellem aftaler og visitter laver vi nu små åndehuller og pusterum, hvor vi sidder og drikker evighedskaffe i Slotsarkaderne med Faster, når hun har fri fra børnehaven; vi læser en bog i sofaen, går ture i skoven og oplever små bidder af Danmark, når vi har lyst.
Forleden havde vi sådan en dag, hvor der var tid og plads til et par timers kulturoplevelse. Pigerne har aldrig besøgt Louisiana – og for mig selv var det mindst 10 år siden sidste besøg, til trods for at jeg elsker stedet og plejede at komme der jævnligt, da vi boede i København.Jeg elsker Louisiana mindst lige så meget for haven med alle dens skønne skulpturer og for udsigten til Hven og Sverige som for selve museet, selvom der virkelig altid er gode og tankevækkende udstillinger.Med på udflugt var Farmor og Kusine Emma. De har årskort og er aldeles hjemmevante.Vi nærstuderede Tetsumi Kudos sære og finurlige univers, som virkede både forunderligt dragende og decideret afskyvækkende. Virkelig et besøg værd.Kudos traumatiske barndomsoplevelser med atombomber over Hiroshima og Nagasaki, har han brugt som reference til en dybere diskussion af menneskets kødelighed/dødelighed og vores interaktion med naturen og omgivelserne, som er dybt fascinerende og ret ulækkert.Per Kirkebys store udstilling af bronzeskulpturer kom vi til at vade igennem. Den sagde os meget lidt. Noget klodset makværk i forhold til Henry Moore, Giacometti m.fl.
Jeg fik ikke engang taget et billede eller to. Til gengæld var der masser af andre bronzeskulpturer, der sagde os noget. Særligt dem med de helt store fortegn, som man si’r.
Caféen var kontinuerligt stopfyldt, men kagerne og brødet fra Reinh Van Hauen var lige så godt, som jeg huskede det fra gamle dage. Enkelt og rart, når man bliver lækkersulten undervejs.
Vi forelskede os alle i de store marmorkugler, der ligger smidt i græsset uden for Louisiana.Og pigerne nød Louisianas børnehus, selvom der var nok af corona-restriktioner undervejs. Jeg blev lidt træt – for meget af det gav ingen mening, når man samtidig så, hvor mange gæster, der bevægede sig alt for tæt rundt i gangene og på caféen. Men pigerne kunne have brugt timevis på at bygge huse, hvis de bare havde fået lov.Danske museer er fantastiske til at inddrage og gå i dialog med børn. Man må næsten altid ‘røre’ eller ‘prøve’ kunsten af på forskellige måder. Parker og haver er ligeledes til for at blive brugt – og græsset må altid betrædes – i modsætning til så mange steder i udlandet, hvor alting kun må opleves med øjnene, mens man tier stille og opfører sig ordentligt. Det er ihvertfald min oplevelse, når jeg ser de danske museer udefra.

Og jeg elsker bare Louisiana, og ville ønske, at jeg kunne se udstillingen om kvinder, som snart åbnes.

Der er i øvrigt super-rabat på Louisiana (ligesom så mange andre steder) denne sommer. Det er jo fantastisk – og så kan man passende støtte foretagendet yderligere ved at handle i caféen og den fine museumsbutik.

Vi besøgte Louisiana en onsdag eftermiddag. Der var alt, alt for mange mennesker, til trods for tidsbooking-systemet og en række coronaforanstaltninger, men sådan bliver det vist hele sommeren, når alle bliver hjemme og dermed skal have tiden til at gå i sommerlandet. Vi spritter af og krydser fingre – for blive derhjemme har vi ligesom fået nok af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet