Hvor længe har I været her?

I Dubai er der to spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på lige efter isbryder-klassikeren:Interessant nok er det næste spørgsmål ikke – “og hvor arbejder du så?” – som det ville være i Danmark, hvor ens arbejdsplads og profession åbenbart er det mest nærliggende at spørge ind til. Det spørgsmål var i øvrigt det værste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg var hjemmegående husmor i England. For efter dét (og min respons “jeg er hjemmegående”), kom det uvægerligt fra både danske mænd og kvinder: “Hvordan får du så tiden til at gå?”

Her i landet rangerer jobsituation/jobstatus en del længere nede på listen over small-talk-emner.

Vi fortsætter i stedet med: “Where are you from?”

Hurtigt efterfulgt af: “And how long have you been here?”

Rene konversations-travere, som vi alle sammen kan svare på uden så meget som at blinke eller synke.

– “I’m Tina” (jeg udtaler altid med ‘a’, fordi det er lettere).

– “Danish like the pastry and the butter cookies”.

– “My family and I have been here 5 years now.”

Det er selvfølgelig fordi Dubai kaldes “hjem” af godt og vel 200 nationaliteter, at det bliver interessant at spørge folk, hvor de kommer fra.

Det næste spørgsmål – hvor længe har I været her? – er så sigende for stedet, at det både fremkalder smil og let kvalme hos mig.

Alle ved, hvor længe, de har boet i Dubai – på en helt anden måde, end min Søster ved, hvor længe hun har boet i Odense, selvom hun er tilflytter fra Vestjylland og sikkert aldrig vil blive anerkendt som hverken odenseaner eller fynbo.

Det er der en masse årsager til, men fælles for dem er, at vi alle lever her på lånt tid.

Dubai er en mellemstation.

Et trinbræt.

En midlertidig og yderst behagelig løsning.

Det er så pisseærgerligt.

For der er konstant en licens, der skal fornyes, en bil, der skal synes eller en kontrakt, der skal genforhandles. Og vores opholdstilladelse er lænket til arbejdstilladelsen, så der er ganske enkelt ikke noget at rafle om.

Vi tæller og tæller hvert år, der går.

Som udgangspunkt kan jeg godt leve med denne her præmis. Vi har alle vidst det, da vi flyttede hertil. Vi er kun velkomne, sålænge vi har et job og forsørger os selv. Sådan burde det jo i virkeligheden være alle steder, medmindre vi taler om flygtninge og asylansøgere.

Min kvalme indtræffer, hver gang det går op for mig, at vi pludselig er blevet “gamle i gårde”.

Efter 5 år.

Really?!

Jeps.

Den er go’ nok.

5 år i en Ørkenstat og du er blevet en ørkenolding med svedig autoritet.

Jeg føler mig slet, slet ikke som “en af de gamle”. Der er da tusind ting, jeg ikke aner, hvordan jeg skal få til at fungere. Der er tusind andre ting, jeg heller ikke har lært eller fået styr på eller oplevet endnu.

Og nu rejser de andre.

Nu er jeg blevet én af dem, der sidder tilbage, mens dem, vi lærte at kende i starten af vores Dubai-liv, begynder at rejse hjem. Til Danmark. Og videre ud i verden.

Det føles helt skævt.

Festen er jo kun lige begyndt, hvis du spørger mig.

Men jeg er åbenbart blevet sådan én, der skal gå til farvel-fester og gensyns-brunches, når tidligere Ørken-Immigranter kommer tilbage på ferie.

Heldigvis er jeg aldrig for fin eller for fornærmet til en fest eller et gensyn.

Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til Friday Brunch i morgen, hvor vi skal gense søde mennesker, der har etableret sig i Danmark igen efter at have boet 10 år hernede.

Og selvom jeg vil savne alle de mange, mange søde og dejlige mennesker, der vælger at rejse hjem og videre ud i verden henover den forestående sommerferie, så ved jeg også, at når man holder af hinanden, så mødes man igen.

Det er universets lov.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Privat sundhed

Jeg endte hos lægen igår efter en nat med afbrudt søvn på grund af en galopperende urinvejsinfektion.

Det tog ham et minut at konstatere hvide blodlegemer i min urin, og at både nyrer og blære var pænt ømme. Han udskrev straks antibiotika og kontakter mig igen om 3 dage, når bakterierne er kultiveret nok til at afsløre, om jeg får den korrekte behandling.

Jeg tror, at processen er helt den samme i det danske sundhedsvæsen.

Og fordi vi pt. står uden sundhedsforsikring, fik jeg virkelig kærligheden at føle, da jeg først skulle betale ved Kasse 1 hos lægen og efterfølgende ved Kasse 2 på apoteket.

For en simpel infektion.

Omkostningerne ved at konstatere og behandle en urinvejsinfektion må antages at være cirka de samme i Danmark, som i Dubai. Der er ihvertfald ikke den store prisforskel at spore, når jeg har set visse familiemedlemmers lægeregninger derhjemme på en privat sygeforsikring, og på apoteket ligner priserne også hinanden.

Derfor har jeg lyst til at dele regningen med jer, der er så heldige at have et offentligt sundhedsvæsen, der tilser jer – stort set uden egenbetaling undervejs. Det koster altså i omegnen af 1.500 kr. at behandle én person for en urinvejsinfektion.Det er virkelig ét af de store goder, jeg ikke tidligere har tænkt over, at man får som dansker.

Det ligger der bare, som en komplet selvfølge – muligheden for at blive tilset af en læge og behandlet efter behov.

Samtidig er tilbuddet om lægelig assistance helt uafhængig af, om der er tale om en alvorlig, akut situation eller bare en “nice to know”. Det står også ved magt uanset ens indtægt, arbejdsgiver, alder, sygdomshistorik eller almene helbredstilstand.

Dét er i sandhed helt fantastisk.

Og forhåbentlig bliver det ved med at være sådan.

For det andet sundhedsvæsen kan ikke anbefales.

Privat sundhedsforsikring ser så attraktivt ud på papiret – og det er det da også ofte ift. de fysiske rammer. Klinikkerne er nok lidt pænere indrettet med nyere møbler og sådan noget. Nogle gange er udstyret sikkert også mere fancy. På hospitalerne er der imponerende indgangspartier, pæne caféer og kiosker, in-house apotek og ingen problemer med senge på gangene eller mangel på sygeplejersker og læger.

Men så ender det attraktive også.

For det bliver hurtigt til en jungle af “pending approvals” – selv i akutte situationer – og i nogle tilfælde er der risici for “over-behandling”, fordi hver lægelig handling trækkes over sundhedsforsikringen. Sundhed er big business, og du kommer ikke over dørtærsklen til skadestuen, før de har studeret dit kreditkort, hvis nu forsikringen skulle ende med at nægte at betale for behandlingen.

Og så er der os, der pt. står uden en sundhedsforsikring. Der tøver en ekstra gang, før der bliver bestilt tid hos lægen, fordi det bliver så rivende dyrt, uanset hvor banalt problemet egentlig måtte være.

Det er ikke rart at tøve med at gå til læge, når man inderst inde godt ved, at det er nødvendigt.

I vores tilfælde er der tale om nogle dage, så går forsikringen forhåbentlig igennem, og vi kan igen læne os tilbage med en 10% egenbetaling og en masse dokumenter med informationer om nødvendige “pre-approvals”, og hvad der ellers hører til, når man skifter forsikring og skal lære deres procedurer at kende.

Men for alle de mennesker, der bor og lever hele liv i Ørkenstaten uden en sundhedsforsikring, der er min enkeltstående tøven-oplevelse jo deres hverdag.

Det er ikke rart at tænke på, at der går mennesker rundt med udiagnosticerede og ubehandlede lidelser og sygdomme, fordi lægeregningerne er umulige at betale.

Sundhedsforsikringer er dog – til forskel fra tidligere – blevet lovpligtige i De Forenede Arabiske Emirater, og der skal gives en forsikring direkte til arbejdstager/arbejdstagers familie fra arbejdsgiveren. Et nødvendigt og vigtigt initiativ, bl.a. fordi der var folk, der ikke tegnede sundhedsforsikring for deres husholdersker tidligere, og nogle virksomheder “lod det være op til den enkelte” at forsikre sig.

Udfordringen er bare, at sundhedsforsikringernes dækning og kvalitet svinger voldsomt. Nogle af dem er knapt det papir værd, de er skrevet på, mens andre står i den luksussituation, at de kan vælge frit mellem behandling i Ørkenstaten og et vilkårligt andet sted i verden.

Så – hvis du står over for at flytte til Dubai, kan jeg anbefale dig at kigge virksomhedens tilbud om sundhedsforsikring virkelig godt efter i sømmenepå forhånd, da det kan komme til at betyde meget, meget mere for dig rent økonomisk, end du måske forestiller dig lige nu. Du kan ikke tilkøbe en sundhedsforsikring ved siden af (for egne penge), da det er ulovligt at have to forsikringer sideløbende.

Og – hvis du skal til Dubai på ferie, kan jeg kun anbefale dig at tegne en god rejseforsikring, hvis nu uheldet er ude. Det bliver alt for hurtigt alt for dyrt at søge lægehjælp her i landet.

Til alle os andre – der roder rundt i Den Evindelige Papirmølle – er der vist kun at sige, at det er pisseærgerlige penge at spendere på en urinvejsinfektion, og en kindhest af en opfordring til at få ordnet papirerne hurtigst muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandstorm

”Mille, prøv lige at vise Mors bloglæsere, hvordan det føles at være uden for i en sandstorm”, siger jeg til Den Lillebitte Skolepige, mens hun er i færd med at parkere sin cykel uden for huset.”Kender de ikke en sandstorm, tror du?”, spørger hun, mens hun roder med cyklens lås.

”Næh, det tror jeg faktisk ikke, at de gør”, svarer jeg.

“Sådan her er det, Mor, man ligesom lukker øjnene og squint’er, mens man cykler på bicycle’n hele vejen”, forklarer hun med et smil og stiller velvilligt op til fotografering.

Og så er det ellers om at komme ind ad hoveddøren i en fart.

Næseborene er helt stive, og øjnene løber i vand af al den sand. Tænderne knaser sandkorn, indtil man får renset mund og hals med vand. Ansigtet er blevet til en stiv maske, og det føles som om man har glemt at rense en eksfolierende maske af. Håret er helt sandblæst og støvet, som om man har brugt alt for meget tørshampoo.

En sandstorm virker som sådan en uskyldig hændelse i en ørken.

Herregud, lidt sand, der fyger omkring, hvor opsigtsvækkende kan det egentlig være?

Er det ikke bare hverdag i en støvet sandkasse?

Problemet er, at det er ikke så meget det ubelejlige i, at der fyger sand omkring og lægger sig i alle hjørner og kroge, så stakkels Maricel er på overarbejde inden døre med støvsugning og gulvvask for at holde os bare nogenlunde sandfri – den virkelige udfordring går til åndedrætssystemet og immunforsvaret, der for alvor kommer på arbejde med de bittesmå partikler.Og det her forår har været særligt strengt i forhold til sandstorme. Hver uge har det været blæsende og vindomsust – og hver gang er der risiko for, at ørkensandet rundt om os løfter sig rigtigt op og bliver til en fygende sandstorm.

Dette billede er fra altanen i morges. Der er ikke tale om dis, tåge eller smog – det er ganske enkelt sand, der gør himlen så grumset og grå.Og for at der er noget at sammenligne med, så er det næste billede her fra en dejlig, vindstille morgen.Selvfølgelig kan man opholde sig udendørs et lille stykke tid i en sandstorm uden at blive syg. Det er jo ikke farligt. Men det er heller ikke anbefalelsesværdigt – og slet ikke, hvis du ikke er vant til ørkenklimaet.

Vi regnede ikke med, at det ville blive så slemt i dag, så vi cyklede til skole som sædvanligt kl. 7.15. Men ved frokosttid tog sandet for alvor fat, så børnene ikke kunne komme ud at lege i spisefrikvarteret – og cykelturen hjem fra skole kunne vi godt have undværet. Tennisundervisningen blev også aflyst, fordi de små børn ikke bør løbe omkring og indånde sandet i en hel time.

Man kan næsten fornemme, hvor “lukket og slukket”, der er på gaden, når en sandstorm huserer.Børnene har vænnet sig til, at dette her er vores version af “dårligt vejr”. De klemmer øjnene i og lukker munden, så næsen tager det værste sand – og så er de i bad hver aften. Til gengæld er jeg sikker på, at de ville beklage sig voldsomt, hvis de skulle cykle hjem fra skole i regntøj med silende regn i ansigtet. Det ville sikkert både være for koldt og gøre ondt i øjnene.

Vi tilpasser og vænner os til dér, hvor vi bor. Vi sveder ikke på samme måde i varmen, som en person, der kommer direkte fra Det Kolde Nord. Vi nyser lidt, pudser næse og skyller munden efter en tur ud i en sandstorm, hvor det kan resultere i ubehagelig hoste, stoppede bihuler og forkølelse for en person, der ikke er vant til sand.

Men det har ikke altid været sådan. De første par år i Ørkenstaten var Mille ekstremt modtagelig over for sand i åndedrætssystemet, og hun fik Ventolin i en lille dampmaske for at få ophold i sin hoste. Nu siger hun selv, at “hun ikke er allergic til noget som helst, except sandstorms”.

Sandstorme er vi efterhånden alle sammen “allergiske” over for efter et langt og blæsende forår.

Og lige om lidt rammer sommervarmen os. Direkte i ansigtet som en skoldhed stegepande, fornemmer jeg.

Det er forårets sandstorme og sommerens hede, der skal til, for at få os til at savne Danmark og vende næsen mod nord, så snart sommerferien er skudt igang. Der er heldigvis intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Terror

Jeg ruller bilruden ned og lader den lune aftenluft strømme ind i kabinen.

Der er den velkendte lugt af benzinos og varmt ørkensand.

Der er den velkendte lydkulisse af bønnekald og bilmotorernes tomgang.

Der er den velkendte følelse af tryghed og travlhed i Ørkenstaten.

Efter 5 år er det her arabiske gadebillede blevet hjemme for mig.

Til den ene side ligger en række små kiosker med blinkende lygter, og til den anden side ligger den smukke Salam-moské.

Vi befinder os i bydelen Al Barsha, lige bag ved Mall of the Emirates.  Al Salam moskéen lyser hver aften op med sine smukke, grønne glasmosaikker, der komplimenterer den terracottafarvede facade. Der kaldes til bøn fra minareten, og der er et rend ind og ud ad dørene af mænd i kjortler, der skal vaskes, ind at bede eller hjem til familien.

Det er et hjemmevant syn for mig.

Et helt almindeligt hverdagsvirvar.

Og lige dér, begynder jeg at tude.

Over tingenes triste tilstand.

Tænk, hvis det var lige hér, en australsk terrorist slog vejen forbi og mejede uskyldige muslimer ned?

Jeg tuder over ‘dem og os’-mentaliteten, der ser ud til at vokse helt ustyrligt i disse år.

Selv er jeg efterhånden grundigt i tvivl om, hvem der egentlig er ‘dem’ og hvem, der er ‘os’ – for vores liv her har gjort os farve-, race- og religions-blinde.

Og gudskelov for det.

Det er sådan hér, vi gerne vil have vores døtre til at vokse op: uskyldigt ignorante og blinde over for de “forskelle”, som på skammeligste vis konstant udpeges af både borgere og politikere i Den Vestlige Verden.

Der er tusind ting, jeg gerne vil sige om de utilgivelige terrorhandlinger, der netop har fundet sted i Christchurch, New Zealand og i Utrecht, Holland. Men kan jeg overhovedet tillade mig at sige noget som helst om terror, når jeg selv er krøbet i det ultimative flyverskjul i en arabisk oase?For Gud-ved-hvilken-gang er De Forenede Arabiske Emirater nemlig blevet kåret til det sikreste land at leve i på verdensplan.

https://gulfnews.com/uae/uae-the-safest-country-in-the-world-1.62729939

Det er én af den slags konkurrencer, som enhver stat gerne vil vinde – for hvad er bedre end at have lav kriminalitet, høj sammenhængskraft, stor loyalitet, tillid og tilfredshed blandt landets indbyggere?

Vi føler os trygge her i landet på en helt, helt anden måde, end vi gør i Danmark – for nu at tage dét som modsætning eller eksempel.

Her i De Forenede Arabiske Emirater er der stort set ingen kriminalitet eller diskrimination. På grund af de strenge straffe for selv små lovovertrædelser, skulle jeg mene. For hvad kan ellers forklare det?

Fornylig har vi i danskernes forum på FaceBook fået et indblik i den organiserede kriminalitet vedrørende køb og salg af brugte biler – og det var chokerende læsning – men ellers er der stort set aldrig noget i hverken medierne eller hverdagen, der indikerer nogen form for kriminalitet. Mobiltelefoner, punge og tasker ligger frit fremme i det offentlige rum, når vi handler i supermarkedet eller er ude at spise. Kiosker og boder lader deres varer ligge fremme efter lukketid – for ingen tager den slags. Cykler, biler, tasker, smykker og andre “løse ejendele” bliver aldrig nuppet på gaden. Og som kvinde er der ikke rigtigt nogen steder, du ikke kan gå hen alene efter mørkets frembrud. Taber du din mobiltelefon, pung eller glemmer en taske i taxa’en, leverer chaufføren det hele tilbage til dig, lige så snart han får dig lokaliseret via centralen.

Denne her form for tryghed og sikkerhed kommer med en “pris” bundet i halen.

De Forenede Arabiske Emirater ledes på en fundamentalt anderledes måde end et vestligt demokrati. Strafferammen for lovovertrædelser er skruet anderledes sammen; der er ingen persondata-beskyttelse eller lovgivning om overvågning af individer; her er ikke stemmeret eller ytringsfrihed til alle borgere og så fremdeles.

Måske kunne man kalde landets styreform for en slags benevolent enevælde, men selv dét, er sikkert også ganske forkert – for landets indfødte, emiratierne, har en helt særlig måde at samarbejde på og udtrykke deres ønsker til deres ledere. Der er ministre og ministerier; der er spørgerunder, Majlis-invitationer og en hel række statslige institutioner og kommunalkontorer, der på mange måder ser ud til at fungere som vi andre kender det fra vores hjemlande i Vesten.

Som udlænding er styreformen derfor temmelig svær at gennemskue. Det eneste, du kan være helt sikker på er, at du skal overholde samtlige af landet love, tjene dine egne penge og opføre dig respektfuldt i alle henseender. Så er du velkommen til at udfylde din plads i samfundet – uanset religion eller nationalitet.På nogle måder er New Zealand også en slags oase. Et åbent og venligt land, der byder fremmede velkomne – uanset religiøs overbevisning og nationalitet. Det er også derfor, det er så stærkt chokerende at opleve, at en australsk terrorist vader direkte ind fra gaden og slår muslimer ihjel midt i fredagsbønnen.

Ingen af os har tilstrækkelige ord til at beskrive, hvor stor afstand, vi lægger til alle terroristers handlinger – netop nu i Christchurch og i Utrecht – men det foruroligende er, at vi samtidig er klar over, at det kommer til at ske igen. For kan det ske i et åbent og fredeligt samfund som det new zealandske, så kan det ske alle steder.Og så er der hele den europæiske højredrejning, som jeg måbende betragter fra mit arabiske smørhul.

Europa er på vej til at blive fremmed for mig.

Eller også er jeg på vej til at blive fremmed for Europa.

 

Jeg er også fuld af beundring over det new zealandske folks evne til at udvise sammenhold og mod lige nu. Deres Premierminister Jacinda Ardern er da også one of a kind i sin håndtering af terrorhandlingen og dens ofre. Hun må være en af verdens stærkeste antiteser til Donald Trump og alle andre af verdens ledere, der fører “dem og os”-politik og tillader, at alle former for racister, terrorister og kældermennesker får gratis medløberpas i deres ækle parallelverdener af had og fortræd.

Det er fandeme uhyggeligt, du’ – og hvad fanden skal vi gøre ved det?

Det starter jo altid med os selv.

Som helt almindelige mennesker må vi nægte at deltage i at bygge mure og voldgrave og skabe skel mellem mennesker. Antidoten til åbenlyst had er accept, tolerance og kærlighed.

Så har du fået krammet dit barn og din muslimske ven idag?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet