• ···

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sved

En kropsvæske, der helst ikke skal skrives eller tales for meget om, hvis jeg skal bestemme – og så gør jeg det alligevel selv med jævne mellemrum.

Jeg har det stramt med sved.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

Hverken på min egen krop eller andres.

Martin kan slet ikke forstå det. Han opfatter sved som kroppens ultimative respons. Som en udmærkelse for veludført præstation. Han er typen, der står – pavestolt og sveddryppende – midt på stuegulvet og viser veltilfredst frem, hvordan det ser ud, når man har straffet sig selv ved at spurte rundt i ghettoen i 40 graders lummer nattevarme.

For mig er belønning = alkohol, chokolade eller kaffe. I den rækkefølge. Aldrig nogensinde sved. Det er nok også derfor, jeg ikke fremstår helt knivskarpt i silhoutten.

Men hvis man har det så svært med sved, så kan det vel virke en kende latterligt at slå sig ned i en ørken?

Fjollet er det, men fordelene ved at bo i en Ørkenstat er signifikant flere end ulemperne, hvor sommerens ulidelige temperaturer vinder den lidet flatterende 1. plads på listen over ting, man eventuelt kunne undvære i ens magelige ørkenliv.

First World Problem, tænker du nu.

Og er i din gode ret til det.

For tiden ligger dagstemperaturen og vipper omkring 40-42 grader og luftfugtigheden omkring de 65-70%. Det lyder muligvis ikke af så meget, men udfordringen er, at vi ikke er på ferie og har tid til at drikke kokosvand og tage svalende dukkerter i én uendelighed.

Og temperaturen vil vedblive med at stige helt frem til udgangen af september-oktober måned, hvor mange dage når hæsblæsende 50+ grader.

Faktisk skal der ikke længere mere end en aflevering af skolebørn eller et smut i supermarkedet med efterfølgende fragtning af varer ind og ud af bilens bagagerum til, før man trænger til et kølende brusebad.

Dét kan så heller ikke rigtig lade sig gøre længere – for intet vand er svalt, hverken i hanen eller vandbeholderen.dubaimeme13

Men selvom jeg måske står ret alene med min reserverethed overfor udskillelse af ovennævnte kropsvæske, så er jeg ikke alene om at tælle ned til den årlige, tilbagevendende begivenhed:

Dubai’s Sommer-Exodus

Der er 7 skoledage tilbage, før børnene får intet mindre end 10 ugers sommerferie. Ikke at jeg tæller, men det har ‘nogen’ oplyst mig om 🙂

Og der er én åbenlys årsag til strømmen af ledsagede flygtningebørn mod nordligere breddegrader – og nej, det er ikke de danske veklfærdsydelser, vi drømmer om at udnytte.

Årsagen er soleklar, om man så må formulere det:

dubai-sun-e1438572105801

Med svedperler løbende i en sirlig strøm ned mellem baller og inderlår slæber Dubai’s fugtigt-klamme moderdyr deres kufferter og unger igennem lufthavnen og op i et Emirates-fly, som sender os afsted mod køligere himmelstrøg hurtigere end vi kan nå at få drukket det antal G&Ts, der skal til, før vi føler os sådan helt mentalt styrkede til 6-8 uger i hjemlandets så velkendte, men alligevel så fremmede rammer.

Sådan er det hvert år.

Det slår aldrig fejl.

For uanset at vi vænner os mere og mere til de skyhøje sommertemperaturer for hvert år, der går med at bo i en ørken, så når vi alle til et punkt, hvor den omklamrende hede føles som et fængsel – og hvor regn, rusk og varm cacao i et sommerhus lyder fuldstændigt tillokkende. Ihvertfald for en stund.

Men indtil vi kan trække stikket på skoleåret 2016/17, forsøger vi at holde os positivt beskæftigede indendøre med løbehjuls-ræs i stuen og hyppige besøg i legeland.

Og om aftenen, når højere magter slukker for den overophedede el-pære, lister vi ud i nattemørket sammen med alle de andre nataktive dyr.img_6845Så går vi dér og lytter til cikadernes kor.

Og indsnuser den flimrende, varme aftenluft, der dufter af røget, opvarmet muld.img_6846Og vi hilser på naboerne, der også er ude for at strække airconditionerede kontorben og frosne skuldre.img_6847Det lyder ih-og-åh-så-hyggeligt med en lille runde i ghettoen.

Men efter blot en halv times aftentur er jeg gennemblødt.

Af sved.

Fra inderst til yderst.

Se, nu var den der igen!

Sveden…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Iftar og Ramadangaver

Ramadanen er gået ind i dens 2. uge.

Første uges fine nymåne er nu blevet halvfuld.img_6713Og jeg lever på ingen måde op til min idé om at faste to gange ugentligt. Det var vist en kende ambitiøst at forestille sig, at Fru Madglad skulle kunne overholde det, når der er festligheder galore.

Men mindre kan vel også gøre det?

Muslimerne er dedikerede mennesker, kan jeg konstatere, mens vi andre fjoller rundt og nyder godt af de kortere arbejdsdage og mængden af festlige anledninger.

Men én gang om ugen faster jeg – og har gjort det i nogle måneder efterhånden.

Jeg gør det på min egen måde, og den er ganske simpel: Efter aftensmåltidet kl. 18-19 får jeg ikke mad igen før næste aftensmåltid ved samme tid. Med andre ord har jeg mellem 22 og 24 timer uden mad. Det skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet, hvis man gør det konsistent. Idéen har jeg fået fra søde Fru K i Danmark, som er full-on dedikeret til projektet.

Muslimerne gør det lidt anderledes. De spiser suhour (et måltid lige før solopgang) og faster derfor omkring 17-18 timer i Dubai – helt uden vådt eller tørt.

Til gengæld for manglende suhour, har jeg valgt, at jeg må drikke vand, danskvand, te og sort kaffe undervejs – for jeg kan ikke forestille mig at skulle (over)leve i 40+ grader og udføre mine arbejdsopgaver uden væske.

Muslimerne gør det hver eneste dag.

Don’t know how they do it…

Vores skole har valgt en flertalspolitik i forhold til Ramadanen, idet langt størstedelen af eleverne er ikke-fastende – med cirka 1-2 fastende elever per klasse (og kun i de ældre årgange, da helt små børn slet ikke må deltage i fasten).

Lærerne må således drikke og spise på lærerværelset og i deres klasseværelser. Eleverne bliver i klasseværelserne med deres madpakker eller går ned i kantinen for at købe dagens ret, og de fastende elever og lærere er blevet opfordret til at opholde sig i bederummet i pauserne, så de ikke skal se på og lugte til mad, når de ikke kan få noget selv.

Det lyder muligvis som lidt af en lukket eller begrænset fest, men Ramadanen er vitterlig en måned lang fest. Faktisk festligere end den kristne julemåned, hvis jeg skal være ærlig.img_6731Forældre-gruppen har pyntet smukt op over alt på skolen med stjerneranker, halvmåner, lygter og lyskæder.

Og børnene får fine gaver af mange omgange.

Som f.eks. her, hvor de muslimske forældre har samlet penge ind og givet hver elev i Primary School en gave. Et sødt kamel-krus til Cille – og så har hun selv lavet Ramadan-kort i arabisktimen.img_6730Mille modtager en stor bøtte med modellervoks, hvilket er en perfekt eftermiddagsaktivitet her i varmen, der gør det umuligt at lege udenfor.img_6732Og forleden er vi inviteret til den årlige iftar med Martins arbejde, så jeg ser mit snit til at tage det seneste indkøb i brug. En kaftan eller kimono, om man vil. img_6757Det er comme il faut at være tækkeligt klædt under Ramadanen – og make-up bør være diskret. Det bliver bestemt ikke overholdt af alle, men sådan er der jo så mange forskrifter og regler, der bliver gradbøjede afhængig af temperament.

Vi er omkring 800 ansatte samlet til iftar i et stort selskabslokale på Grand Hyatt i det nordlige Dubai.img_6746Marketing-afdelingen har endda fået sat et midlertidigt Better United slogan op og af uvisse årsager valgt orange som ny fælles-fodslags-farve, nu hvor fusionen mellem Hapag-Lloyd og UASC endelig er en realitet.,

De fleste af de tilstedeværende er UASC-ansatte, men der er også dukket nogle stykker op fra Hapag-Lloyds hovedkontor i Hamborg.

Alle er glade og i festhumør, hvilket egentlig er ret imponerende, når man tænker på, at rigtig mange af de tilstedeværende står over for at skulle til samtale i næste uge om et begrænset antal stillinger i det nye regionskontor.

Rigtig mange af de ansatte er fastende, så lokalet summer helt af utålmodige sjæle, der glæder sig til en bid pitabrød med mørt lammekød og cremet hummus til.img_6747Folk strømmer ind og ud af det store lokale; hilser på kollegaer fra andre afdelinger og letter på lågene i buffetten, så de kan fornemme, hvad de skal se frem til af orientalske lækkerier.img_6748 Til sidst er der blot at vente på iftar-kanonens skud, et par bønner skal afsiges og en dadel indtages, før vi kan gå ombord i den flotte buffet.

Jeg er vild med iftar.

Godt, at der er mange flere at se frem til, før Ramadanen er ovre.

Ramadan Kareem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Noget af det bedste ved….

…at bo i Mellemøsten er den lette adgang til hjælp.

“Hjælp”, tænker du måske.

“Til hvad, sådan helt præcist?”

I Danmark gør man jo alting selv og opfatter DIY i alle livets praktiske aspekter som noget helt naturligt og selvfølgeligt.

“Hjælp til alting”, er mit svar.

Her er faktisk så foruroligende mange hjælpende hænder, at selv den mest inderlige DIY’er ender med at blive ret hjælpeløs, ret hurtigt.

De fleste expats flytter hertil og springer straks ombord i alle mulighederne for at få hjælp. Det er jo en oplagt chance for at slippe for de huslige opgaver, som ofte opfattes som kedelige, tunge og trættende.

Andre skal se det hele lidt mere an og er noget reserverede over for tanken om, at et fremmed menneske skal vaske ens undertøj og bo i ens hjem. Men 8 ud af 10 familier ender alligevel med at tage imod ‘hjælpen’ med kyshånd inden for ganske kort tid i Ørkenstaten. Det er en lige så naturlig del af livsstilen hér i landet, som det er naturligt at ordne det meste selv i Danmark.

Vi var hurtige til at opsøge hjælp, da vi ankom for 3.5 år siden. I starten gik det mildest talt ad helvede til med at finde ud af at få hjælp, men på nuværende tidspunkt er jeg så godt hjulpet, at jeg er decideret hjælpeløs uden hjælp 🙂

Vi skifter ikke elpærer, men beder i stedet Maricel om at ringe til viceværts-firmaet, der kan komme og se på det – og så kan de jo ligeså godt rense afløbene og fixe aircon’en, når nu de er her.

Vi ordner aldrig haven, vasker vinduerne, fejer eller rengør huset.

Vi vasker aldrig bilen eller tøjet.

Vi laver kun mad, når vi har lyst. Resten af tiden er det Maricel, som får en indkøbsseddel og en opskrift stukket i hånden. For hun er en lige så fantastisk kok, som hun er babysitter, hårfletter, syerske, gartner og rengøringskone.

Vi ringer efter en handy-man, som tager trampolinen ned.

Og en anden, der hænger billederne op.

Storskrald er ligeledes en anden mands job. Det kræver blot et enkelt opkald.

Renseriet henter og bringer vores rensetøj.

Og hvis ikke de stryger det, så gør Maricel det bagefter.

Vi kan ringe efter 2 liter mælk i supermarkedet og et bud bringer gladeligt apoteksvarerne ud.

Vi afleverer bilnøglerne til valet-parkering foran lægeklinikken, frisøren og restauranten – og vi bliver nærmest fornærmede, hvis parkering ikke er inkluderet.

En mand tanker vores bil,  mens en anden vasker forruden på tankstationen.

Ved indkørslen til centret tager en mand parkeringsbilletten ud af maskinen og giver den til os ind gennem bilruden, så vi ikke selv skal strække armen unødigt.

Jeg kunne blive ved…

Men jeg tror, I har fattet pointen by now.

Vi laver ikke en hujende, hylende fis – lige bortset fra at gå på arbejde – og så er resten ren ballade.

Det virker måske som et utænkeligt scenarie at slippe tøjlerne på alting fra børnepasning over madlavning og indkøb til sammenfoldning af både de store og de små underbukser, men det er lettere end man lige skulle tro.

Og al den hjælp giver frihed.

Frihed til at drikke langstrakt morgenkaffe i weekenden og overveje, hvad dagen mon skal bringe.

Der er ingen sure pligter eller praktik, som har hobet sig op i løbet af ugen og som nu venter på at blive ordnet i weekenden. Det er så væsensforskelligt fra vores tidligere liv.

Vi er frie til at være spontane nu.

Og netop spontanitet er et karaktertræk og en adfærd, som hverken Martin eller jeg har fået fra naturens side.

Vi er vel nærmest det stik modsatte?

Men det er fedt at øve sig i noget, som ikke nødvendigvis kommer af sig selv, og som føles så ubeskriveligt godt, når det sker.

Så fredag ender pludselig med at blive en heldagstur til Legoland Dubai.fullsizerender-1Eller det vil sige – vi tager i Water Park delen – for den traditionelle forlystelsespark er umulig at gå på opdagelse i, når her er 40 grader i skyggen og vanvittigt fugtigt. Resten af parken må vente til efteråret.

For tiden kører Legoland med rabat på dagsbilletter til vandland med all-inclusive mad/drikke for 195 AED (350 kr.) per person, da de formodentligt mangler gæster i ørkenens sommerhede.img_6680Så hvis du bor her – eller kommer hertil som turist henover sommeren – kan jeg varmt anbefale at tjekke forlystelsesparkernes og vandlandenes hjemmesider, hvor der er fine rabatter at opnå ved online køb.

Vi ender med at tilbringe 8 timer i rutschebanerne, og først da solen begynder at gå ned, lykkes vi med at hive pigerne op af vandet.

Kvæstede, er vi.

Tørstige, trætte og døsige efter en meget varm dag.

Legolands vandland henvender sig i øvrigt til familier med børn i alderen 5 til 12 år. Det hele fungerer superfint – er rent, pænt og sjovt – og bortset fra at der tages skandaløse Dubai-priser for parkering og opbevaringsskab, så er det eneste lille mishap forplejningen i de to kiosker, som ikke fungerer effektivt. Udvalget er børnevenligt på den misforståede måde (læs: nuggets og fritter ad libitum) og de udleverede vanddunke er ubehjælpsomme i størrelse og udformning, men det er nok forventeligt, når man bevæger sig ind på børnenes territorium, tænker jeg?

Om aftenen ligger der endnu en spontan invitation og venter på os.

Og vi slutter derfor weekenden på havet, præcist som i sidste weekend.

Prøv at se – Dubai Marina – in all its gloryimg_6708img_6709Og i min salighedsrus (foranlediget af sjove samtaler, pink champagne, sushi og to timers havbad) sender jeg tusind taknemmelighedstanker afsted mod himlen i samklang med muezzinens adhan-kald fra moskéens minaret.img_6713Tak for dygtige og rare Maricel, der passer pigerne, mens jeg sidder her og betragter livet, der sejler forbi.

Tak for de sødeste venner, som vi deler de dejligste oplevelser med.

Mellemøstens svar på Las Vegas:

Jeg elsker dig. Dubai.

For den spontanitet, du indgyder i os.

For den hjælp, du giver os mulighed for at modtage.

For den behagelige og magelige livsstil, du tilbyder os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når skoler er big business

I Ørkenstaten er skoler big business.

Skoler køres som virksomheder på lige fod med alle andre former for virksomheder – og rygterne vil vide, at det pt. er den mest lukrative forretning, man overhovedet kan eje her i sandkassen.

Sådan ligger landet nu engang, når samfundet beror på egenbetaling – og borgerne i øvrigt ikke betaler indkomstskat. Hvis du har brug for en service eller et produkt, må du selv ta’ pengene op af lommen, for der findes jo ingen fælleskasse.

Og sådan er dét.

Udfordringen – set med mine øjne – er, at skoler hverken kan eller bør opfattes som en vilkårlig virksomhed eller forretning. Og det er præcist, hvad de bliver, når bestyrelserne består af forretningsmænd og ditto kvinder, der tager beslutninger, som handler om profit. Til at stoppe ned i egne lommer.

Skoler har jo ikke en traditionel produktionslinje, der spytter genstande ud, som efterfølgende repræsenterer en værdi i et videre system.

Sådan nægter jeg ihvertfald at opfatte eleverne.

Skoler er ej heller almindelige serviceorganisationer, hvor kunderne guides igennem en standardproces uden de store afvigelser.

Skoler arbejder med, for og igennem mennesker – og det betyder, at både input og output i processen er noget brogede og knudrede.

Der foregår bare en del svinkeærinder og en vis mængde slingren i valsen undervejs, når der er tale om mennesker af kød og blod – og ikke genstande eller services.

For selvom langt de fleste elever kommer igennem studierne succesfuldt, så er der ingen mennesker, for hvem skolegang er en simpel, straight-forward transaktion.

Men hvert år ved denne tid modtager ørkenstatens forældre en venlig påmindelse om, at podernes skole er en forretning before anything else.

Hvis vi da skulle være kommet til at glemme det midt i eksamenspres, karakterbøger, internationale standardiserings-tests og graduation parties?

Stigningen i skolegebyret lander for vores skoles vedkommende på elegante 4.8% for det kommende skoleår 2017/18.screen-shot-2017-06-01-at-20-42-23Jeg har ikke tjekket det yderligere, men jeg antager, at de 4.8% er den maksimale stigning, som skolen må opkræve. At opkræve mindre ville jo være mildest talt åndet, når man er en profitbaseret organisation!

Skolen havde en lignende gebyrstigning året før.

Og året før.

Og året før.

Det kommer ikke som nogen overraskelse.

Gebyrstigninger godkendes og fastsættes i øvrigt af Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (KHDA), som overser kvaliteten og udviklingen af emiratets uddannelsesinstitutioner.

KHDA tillader prisstigninger hvert eneste år, hvis skolerne holder en vis standard inden for en hel række detaljerede parametre – som ikke blot omfatter læreplaner og resultater (børnenes karakterer) – men også de fysiske faciliteter, pædagogik og metode, skole-hjem-samarbejdet, tilbud om efter-skole-aktiviteter, sundhedsplejen, støtten til børn med særlige behov, sikkerhedsmæssige foranstaltninger, prioritering af arabisk og islamisk lærdom og så videre. Vurderingen af en skoles ‘performance’, ‘produkt’ og ‘kvalitet’ foretages af KHDA i samarbejde med en række britiske inspektører, der laver det samme hjemme i Storbritannien.

For det kommende skoleår koster det således 82.500 kr. for 5-årige Mille i Year 1 og 93.500 kr. for 8-årige Cille i Year 4. Herudover kommer der udgifter til uniformer, skoleudflugter og så videre i løbet af skoleåret.

Vi har også mulighed for at tilvælge dansk modersmålsundervisning 3 timer om ugen i løbet af det almindelige skoleskema, fordi Dubai International Academy har valgt at fokusere på, at eleverne skal lære deres modersmål på tæt-ved-lige vilkår med engelsk, arabisk og spansk/fransk.

Tilvalget af modersmålsundervisning koster os yderligere 9.000 kr. per datter.

Vores skolegebyr pr. elev kunne meget vel ligne elevprisen i den danske folkeskole – jeg aner det ikke – men den slags tænker vi sjældent på i Danmark, fordi regningen udstedes og betales i det uigennemsigtige virvar som udgør den offentlige myretue af fællesfinanser.

screen-shot-2017-06-01-at-20-43-02Jeg beklager mig ikke over regningen.

Skolegebyret på en fin sjat over 200.000 kr. er en fast og velkendt udgiftspost i årsbudgettet, som vi ikke vil lave om på.

For pigerne trives på skolen.

De lærer en hel masse og har gode venner.

Og så er det helt unikt, at de har mulighed for blive undervist i dansk i løbet af skoledagen.

Der findes selvfølgelig billigere skoler.

Og langt dyrere skoler.

Faktisk er Dubai International Academy nok dét, der kunne betegnes som en slags ‘middelklasse’-skole – både i forhold til pris og klientel.

2.200 elever i alderen 3 til 18 år befinder sig dagligt på skolen.

Det er vitterlig big business.

Og yderligere et par tusind børn står på venteliste til at blive optaget.

Så set i udbud og efterspørgslens klare lys, er det svært at forestille sig, at skolegebyrerne på noget tidspunkt skulle begynde at stabilisere sig eller falde.

Not in a million years.

Sådan er dét, når en skole har fået prædikatet ‘outstanding‘ af KHDA.

Så bliver priserne også helt ‘outstanding’ 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts