• ···

Farvel – for en stund

Mille lykkedes ikke med at få ‘en nat med Hr. M’, som hun så saligt foreslog forleden, fordi hun godt lige kunne spise hans mad igen.

Hr. M er også nykåret verdensmester i disciplinen frisk pasta, så hvem vil ikke gerne ‘ha’ en nat’ med ham?

Til gengæld lykkes Martin og jeg med at få en morgen med Hr. M.img_7576En forunderlig blikstille morgen, hvor hav og horisont går ud i ét.img_7575Vi lægger os ud for Atlantis og spiser morgenmad.

Der er ikke engang brug for ankeret, så vindstille er her.img_7574Der er 35-37 grader her kl. 8 om morgenen, så det varer ikke længe, før vi svømmer rundt, mens vi betragter stimer af sølvglimtende fisk, der springer i havoverfladen.img_7577Efter et par times havbad og hyggesnak sejler vi om for at se hvordan det står til med konstruktionen af Dubai’s “London Eye”.img_7581I baggrunden bygges et stort shoppingcenter på en kunstig halvø, hvortil der skal være en gangbro inde fra Dubai Marina og The Walk – Jumeirah Beach Residence.

Det bliver helt sikkert et skønt område, når det står færdigt – for både turister og fastliggere.img_7582Da vi sejler retur mod Palm Jumeirah’s bådehavn, tænker jeg, at det her er da den dejligste måde at sige farvel til Dubai på – for en stund.img_7573I morgen tidlig flyver Emirates os nemlig til Dronningeriget, mens Martin bliver her og arbejder sin revisor-popo af i forsøget på at nå diverse stramme deadlines før velfortjent sommerferie i august.

Vi skal op til alt det regnvejr, vi ikke får her, hvor termometret sniger sig op på svedige 47 grader om eftermiddagen.img_7590Og pigerne er godt klar over, at de skal undvære deres Far i tre uger. Hvilket ikke er helt nemt.img_7591Så der tvangskysses og leges intensivt.img_7594img_7596Godt nok er 3 uger en halvering af den tid, vi “plejer” at undvære Martin om sommeren, men det gør ikke afskeden nemmere lige nu.

Vi er Far-hængere.

Hele pigebanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at bo på Burj Al Arab

Hvad laver man så egentlig på sådan et 7-stjernet hotel?img_7052img_7051Bliver det ikke lettere anstrengt og prætentiøst efter et par timer i et miljø, der ligger så langt fra vores eget, at det næsten virker (tragi-)komisk?img_7047Hvad med børnene?

Hvordan er det lige, at de passer ind i al den guldbelagte seriøsitet og tykke tæpper?img_7050Vig bort, I smålige – tilnærmelsesvist Jantelovs-indgydte – tanker.

For Burj Al Arab er – interessant nok – for alle.

Gud og hvermand.

Høj som lav.

Liverpool-fodboldspiller (true story) eller familiefar (også true story).

De fleste af os skal spare en hel del op før check-in – det giver sig selv – men det jeg forsøger at sige er, at hotelpersonalet behandler samtlige gæster med den mest imødekommende, smilende og humoristiske tilgang og attitude.

Butleren hilser lige flinkt, om man kommer i pandabjørne-badeshorts, dish-dash eller jakkesæt.img_7015In-room dining-personalet tager 7-årige Cilles middagsbestilling lige så seriøst, som hvis det havde været opkald foretaget af en voksen.img_7036Og den efterfølgende servering er præcis og omhyggelig, selvom de nystrøgne servietter og borddekorationen hurtigt får en hård medfart, når der er børn om bordet.img_7041Som bare gerne vil videre til det essentielle: Aftenens brætspil.img_7066Room service om aftenen er et trick, vi tager med os fra Park Hyatt-weekendturen forleden.

Der har Hr. og Fru M virkelig fat i den lange ende, for det er da smart at undgå de der ’sid-nu-pænt-I-bøllefrø’-seancer i en restaurant om aftenen, hvor stammens yngste medlemmer mest af alt vil stå på hovedet i sofaen. Det er bare én af de fordele ved at have venner, der har ældre børn end os selv. Tricks’ene kommer trillende i tide og utide. Og dem samler vi gerne op. Learning the easy way.

Burj Al Arab er i virkeligheden ‘bare’ ren nydelse.

Det er at vågne op til denne her udsigt, mens man vipper med tæerne og vågner i dobbeltsengen.img_7068Det er at summe over morgenmaden i en uendelighed, mens personalet bager pandekager til pigerne i adstadigt tempo og fylder de gamle mennesker med friske croissanter og varm kaffe til bristepunktet.img_7070Burj Al Arab er at tilbringe mere tid i en morgenkåbe end i et sæt tøj.img_7086img_7082For slet ikke at tale om de evigheder, man bruger på badeværelset, fordi det er så indbydende og dejligt.

Ren velvære.

I ordets bogstaveligste forstand.img_7033Børnene afleverer vi en enkelt gang i hotellets kids’ club, Sinbad. Vi er nødt til lige at svede de værste synder ud af systemet.img_7073Og det gør man til denne her udsigt, som ikke overraskende giver mig langt mere lyst til at være i et fitnesscenter end normalt.img_7074Den store runde ø af sand bliver til vandlandet Wild Wadi i 2020. Det oprindelige vandland skal nedlægges, forflyttes til den nyanlagte ø og på det nuværende stykke sand skal et nyt Jumeirah-luksushotel opstå. Alt for Expo 2020, som man si’r…img_7084Og bortset fra at hotellets indendørsfaciliteter og omgivelser er så skønne og afslappende, at man kunne blive her for evigt, så er den virkelige attraktion den nye ‘beach club’, som The Burj har fået hægtet på sig for 8 måneder siden. En platform med pools, private cabanas og lækkert blødt sand. Bygget af et finsk firma, som tydeligvis ved, hvad de laver.img_7022Den her infinity-pool holder hele vejen. img_7120Ihvertfald når man er gæst på hotellet.

Prisen på et årligt familiemedlemskab giver anledning til lettere anstrengt latter.img_7096225.000 kroner for to voksne og to børn.

Men så følger der ikke blot unlimited adgang til pool’en og en privat cabana med, når du lyster. Der er også et par overnatninger på hotellet, adgang til fitnesscenter, chaufførkørsel og andet godt stads.

Har man penge, så kan man få –

Og har man ingen, så må man gå.

Hov!

Det ringer på døren!

Her kommer såmænd børnenes complimentary slik-tog. Igen!
img_7098

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jeg har fået en idé!

“Call me. Jeg har fået en idé!”

Beskeden ligger på min mobil for et par uger siden.

Den kommer i kølvandet på en halvlunken samtale i ægteskabet, som forløber nogenlunde sådan her:

“Skat?”, prøver jeg.

“Hm..” er det fraværende svar. Der er et excelark på tværs.

“Ved du hvad? Jeg har fået en idé. Vi kunne besøge Beirut under Eid Al Fitr. Priserne er så meget bedre end Oman og Jordan – og det ser ud til at være den fedeste by”, forsøger jeg med overbevisning i stemmen og en et hotelforslag klar på booking.com.

“Beirut, siger du?”

“Hvad er det lige præcist du vil i Libanon?”

“Se på det franske kvarter. Spise dejlig mad. Gå på opdagelse i de gamle bydele. Der er gamle ruiner. Grønne parker. Og fed graffiti. Drikke vin på en café. Nyde havet. Temperaturen er perfekt lige nu”.

Jeg kan godt mærke, at dén køber han ikke.

“Hm..” er det fraværende svar efter at have set på mit booking.com-forslag i et splitsekund.

Men nu har han fået en idé.

En genial idé, når nu han selv skal sige det.

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, da vi nærmer os the one and only. 

Burj Al Arab.img_6985Dubai’s ikoniske vartegn af et hotel, som har tildelt sig selv 7 stjerner og benytter sig af sloganet The World’s Most Luxurious Hotel.

Et must-stay i Ørkenstaten – hvis man tager spendérbuksen på og ja-hatten trykkes godt ned om ørerne.

“Den ligner en enormous lemon slice”, ler pigerne på bagsædet, da Farmands bus triller op foran hotellet.

Pigerne er svært tilfredse med at transporttiden på deres Eid-ferie er knapt 10 minutter.img_6986“Wauw”, udbryder de begge, da vi kommer indendøre og de ser op på det første festlige springvand i foyeren.img_6989img_6990img_6991Der er guld og rindende vand, farverige fisk, diamanter og glimmer i en sådan grad, at det er svært at koncentrere sig om at følge med op på 22. etage, hvor check-in bliver klaret hos etagens butler, mens de modige af os titter ud over kanten.img_7016Den opulente og dekadente stil fortsætter ind i suiten.img_7009Hvor pigerne lidt efter modtager røde roser og chokoladekage. Betuttede, for én gangs skyld.img_7013Og chefen finder sig til rette bag mahogniskrivebordet.img_7007Suiten er i 2 etager.

Der findes kun suiter i 2 etager på hotellet.

Samtlige med havudsigt.

Vi er i den mindste type suite, men der er mere end god plads.img_7006img_7004Og vi finder et kæmpespejl over dobbeltsengen. Til Martins udsøgte fornøjelse.img_6998img_6995På badeværelset venter der guldvandhaner og Hermès-produkter ad libitum.img_6993Jeg tror pludselig godt, at jeg kan vænne mig til at bo i en 2-etages suite med butler.

Omgivelserne indbyder ligesom til det.

Der er så meget araber-schwung og udsøgt kvalitet over hele linjen, at det ikke bare virker overbevisende.

Det virker nu helt naturligt og selvfølgeligt.

Og det er heri den fundamentale, udefinerbare, subtile forskel ligger mellem The Burj og raden af luksushoteller, der prøver at “gøre sig fine” – med større eller mindre held.img_7017Burj Al Arab er så helt og aldeles autentisk midt i dets fake-venetianske, hjælpeløst prætentiøse arabiske décor gone wrong.

Jeg er solgt.

Det er de tre andre også.img_7018

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sved

En kropsvæske, der helst ikke skal skrives eller tales for meget om, hvis jeg skal bestemme – og så gør jeg det alligevel selv med jævne mellemrum.

Jeg har det stramt med sved.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

Hverken på min egen krop eller andres.

Martin kan slet ikke forstå det. Han opfatter sved som kroppens ultimative respons. Som en udmærkelse for veludført præstation. Han er typen, der står – pavestolt og sveddryppende – midt på stuegulvet og viser veltilfredst frem, hvordan det ser ud, når man har straffet sig selv ved at spurte rundt i ghettoen i 40 graders lummer nattevarme.

For mig er belønning = alkohol, chokolade eller kaffe. I den rækkefølge. Aldrig nogensinde sved. Det er nok også derfor, jeg ikke fremstår helt knivskarpt i silhoutten.

Men hvis man har det så svært med sved, så kan det vel virke en kende latterligt at slå sig ned i en ørken?

Fjollet er det, men fordelene ved at bo i en Ørkenstat er signifikant flere end ulemperne, hvor sommerens ulidelige temperaturer vinder den lidet flatterende 1. plads på listen over ting, man eventuelt kunne undvære i ens magelige ørkenliv.

First World Problem, tænker du nu.

Og er i din gode ret til det.

For tiden ligger dagstemperaturen og vipper omkring 40-42 grader og luftfugtigheden omkring de 65-70%. Det lyder muligvis ikke af så meget, men udfordringen er, at vi ikke er på ferie og har tid til at drikke kokosvand og tage svalende dukkerter i én uendelighed.

Og temperaturen vil vedblive med at stige helt frem til udgangen af september-oktober måned, hvor mange dage når hæsblæsende 50+ grader.

Faktisk skal der ikke længere mere end en aflevering af skolebørn eller et smut i supermarkedet med efterfølgende fragtning af varer ind og ud af bilens bagagerum til, før man trænger til et kølende brusebad.

Dét kan så heller ikke rigtig lade sig gøre længere – for intet vand er svalt, hverken i hanen eller vandbeholderen.dubaimeme13

Men selvom jeg måske står ret alene med min reserverethed overfor udskillelse af ovennævnte kropsvæske, så er jeg ikke alene om at tælle ned til den årlige, tilbagevendende begivenhed:

Dubai’s Sommer-Exodus

Der er 7 skoledage tilbage, før børnene får intet mindre end 10 ugers sommerferie. Ikke at jeg tæller, men det har ‘nogen’ oplyst mig om 🙂

Og der er én åbenlys årsag til strømmen af ledsagede flygtningebørn mod nordligere breddegrader – og nej, det er ikke de danske veklfærdsydelser, vi drømmer om at udnytte.

Årsagen er soleklar, om man så må formulere det:

dubai-sun-e1438572105801

Med svedperler løbende i en sirlig strøm ned mellem baller og inderlår slæber Dubai’s fugtigt-klamme moderdyr deres kufferter og unger igennem lufthavnen og op i et Emirates-fly, som sender os afsted mod køligere himmelstrøg hurtigere end vi kan nå at få drukket det antal G&Ts, der skal til, før vi føler os sådan helt mentalt styrkede til 6-8 uger i hjemlandets så velkendte, men alligevel så fremmede rammer.

Sådan er det hvert år.

Det slår aldrig fejl.

For uanset at vi vænner os mere og mere til de skyhøje sommertemperaturer for hvert år, der går med at bo i en ørken, så når vi alle til et punkt, hvor den omklamrende hede føles som et fængsel – og hvor regn, rusk og varm cacao i et sommerhus lyder fuldstændigt tillokkende. Ihvertfald for en stund.

Men indtil vi kan trække stikket på skoleåret 2016/17, forsøger vi at holde os positivt beskæftigede indendøre med løbehjuls-ræs i stuen og hyppige besøg i legeland.

Og om aftenen, når højere magter slukker for den overophedede el-pære, lister vi ud i nattemørket sammen med alle de andre nataktive dyr.img_6845Så går vi dér og lytter til cikadernes kor.

Og indsnuser den flimrende, varme aftenluft, der dufter af røget, opvarmet muld.img_6846Og vi hilser på naboerne, der også er ude for at strække airconditionerede kontorben og frosne skuldre.img_6847Det lyder ih-og-åh-så-hyggeligt med en lille runde i ghettoen.

Men efter blot en halv times aftentur er jeg gennemblødt.

Af sved.

Fra inderst til yderst.

Se, nu var den der igen!

Sveden…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts