Dag 42

Sommerferiens driverliv er for alvor indtruffet.

Martin ankom for en uge siden; de to ugers aktive camps for pigerne er lagt bag os – og døgnet begynder nu lige så stille at gå op i frø – sådan som det reelt set bør gøre, når man har ferie, men som også driver mig til et mildt vanvid, hvis det står på alt for længe i den to måneders “orlov fra hverdagen”, som vi kører med i en fjern Ørkenstat.Martin har brug for søvn denne her gang. For god mad og vin. En cykeltur i skoven i fred og ro. Gåture med kone og hunde. At se sin familie og venner. Og pigerne nyder, at der er givet los.

Vi besøger gode venner til sent ud på aftenen. Vi kører ind til Hillerød og oser i butikkerne, drikker kaffe med masser af varm mælk (er I overhovedet klar over, hvor godt dansk mælk smager?) og lader os overtale til skrigende blå slushies og alt muligt andet, der slet, slet ikke hører til i en fornuftig madpyramide.

Storfamiliens vante hverdagsliv begynder at flyde igennem os, og vi følger med, når fætter V hentes i SFO eller skal til fodbold, og når kusine F skal hjem fra børnehave. Hjem til eftermiddagshygge med kusinerne hos Farmor og Farfar, i et varmt karbad med badebomber og spise aftensmad med os, før det er sengetid.Og jeg overgiver mig til omstændighederne og tilfældighederne, som faktisk er en lettelse efter tre uger i rollen som eneforælder, hvor man hurtigt kan blive for træt om aftenen til at orke at læse længe eller drikke flere glas vin.

En overgivelse, der tager års erfaring at mestre. For parforholdets roller og opgaver under et udlandsliv er ofte ganske skarpt opdelt: Far arbejder knaldhårdt og tjener (stort set) alle pengene, mens Mor arbejder knaldhårdt derhjemme og bruger (stort set) alle pengene.

Denne sort-hvide arbejdsfordeling skal jo blandes til blidere lysegrå toner i en sommerferie. Far skal drosle ned fra det helt høje gear og corporate-tankegangen. Mor skal hejse sig ned fra sin høje opdragerhest, slippe tøjlerne og overlade den hjemlige dirigentstok til Far eller en anden voksen, der måtte føle sig inspireret til kaldet.

Det er lettere sagt end gjort med det skifte, der skal ske, når familien igen er forenet og forsøger at gå i takt.Egentlig forestiller jeg mig, at der er de samme halvubehjælpelige forsøg på at gå i takt og forenes i danske børnefamilier, når Mor og Far begge har fået et par ugers fri fra arbejde og børnene ditto. Så skal roller og opgaver på ferien i sommerhuset eller på Kreta jo også lige finjusteres – og mange danske forældre er heller ikke sammen med deres eget afkom så mange timer om dagen, som de pludselig er i en ferie. Dét må der da komme megen morskab ud af.

Jeg er rigtig mange timer sammen med vores døtre – både i hverdagen og i ferierne – men det betyder bestemt ikke, at det er gnidningsfrit eller lykkeligt hvert øjeblik.

Og så er det godt, at vi kan adsprede os med legekammerater for en stund, så både mødre og døtre fra et afbræk fra hinanden. Som her, hvor pigerne og deres veninder er i færd med den skønneste fantasileg, hvor cykler bliver til heste, der står bundet med sjippetove til et tørrestativ.Eller her, hvor vi får afløb for lidt opsparet energi sammen med Farfar i badmintonhallen.Før vi igen lander ved endnu et skønt middagsbord og indtager en masse god mad, vin og frisklavede flødeboller (er I overhovedet klar over, hvor godt danske flødeboller smager?).I næste uge står den på vaskeægte sommerhusliv i Farmors sommerhus ved Sejerøbugten, og jeg glæder mig til at gå tur langs Korevlerne og se til køerne og fårene, der græsser så fredeligt på de fredede områder.

Vi når lige at få nogle gode dage deroppe i sommerhuset, før Cille fylder 10 og insisterer på, at hun skal fejres hjemme i Farmors hus i Gadevang på præcist den samme måde som altid. Nogle traditioner må man holde godt fast på, når så meget andet i tilværelsen er foranderligt og rodløst, fornemmer jeg, at hun forsøger at fortælle os.

Det er i grunden helt vildt, at vores ældstearving fylder 10.

Den første runde fødselsdag.

Markeringen af et årti, der er gået så stærkt, at man forledes til at tro, at det er løgn. For det er i sandhed en rutsjebane, at blive forældre. En del erfaringer rigere og lidt klogere er vi sikkert blevet af at have øvet os i faget i de seneste 10 år, men der bliver jo sjovt nok ved med at dukke nye og ukendte udfordringer op i farvandet.

Tween, er hun blevet nu. For fuld udblæsning. Med øjne, der lyner og ruller, når vi er så uforståeligt dumme og forstår så lidt.

Med følelsesudsving, der kan komme fra det ene øjeblik til det næste.

Med modige tårer, der triller, når verden er imod hende, og med en ny selvforståelse, der giver sig til udtryk i en belærende holdning over for de håbløse forældre, der er helt fortabte uden hendes livsindsigt. Med en begyndende selvstændighed og frigørelsestrang, der hurtigt kan vendes til et stærkt behov for at sidde på skødet og gemme hovedet ind til Mor.

Og samtidig er hun jo bare Cille.

Som hun altid har været. Glad, empatisk, analyserende, høflig, stædig, engageret, sjov, insisterende og kærlig.Her ses hun i selskab med Mormor, Moster Mette, Søster Mille, Fætter A og Kusine Jo til fælles fødselsdag i weekenden, hvor min Søster var stor nok (😜) til at dele sin 37 års fødselsdag med Cille, så familien i Jylland og på Fyn kunne være med til at fejre dem begge.

Mormor havde lavet en kurv i anledning af Cilles runde fødselsdag, som traditionen jo foreskriver i Jylland. Der lå så heldigvis ikke vin, spegepølse og kaffe i den, men derimod rigelige mængder chokolade, chips, pengesedler og de fineste hænge-øreringe.

Cille – og resten af det unge slæng – var noget imponerede over konceptet ‘gavekurv’ og ville meget gerne vide, om sådan nogle kurve var noget, man kunne ønske sig til hver fødselsdag, eller om man virkelig måtte vente til en rund fødselsdag.

Mormor havde – igen som den jyske tradition foreskriver – bagt et fint M i vandbakkelse til Moster Mette.Og et stort 10-tal til den runde fødselar, der er så langt fra rund, som man kan blive. Snarere tynd som et siv.Og i næste uge gælder det for alvor. Dér fylder hun “rigtigt” 10 – og jeg må se, om hun skal puste lys ud i en af sine evindelige chokoladekager eller om jeg også skal forsøge mig med en vandbakkelsesdej.

Indtil da har vi en dejlig konfirmationsfest at se frem til – og dage med softice og gåture i Ellinge Lyng langs Sejerøbugten. Vi er heldige med sådan en lang Danmarksferie fyldt af de skønneste mennesker og oplevelser, er vi.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 3

Dag 3 er en ud-af-huset dag.

Vi skal besøge Den Blå Planet i Kastrup, fordi Fætter V har ønsket sig at vise stedet til sine to kusiner, lige siden han selv var der første gang.

Og dét kunne vi da ikke stå for.

Pigerne elsker også alle aktiviteter, der omhandler dyr, så de var lette at overtale.I Dubai har vi to helt fantastiske akvarier. Ét på Atlantis, der hedder The Lost Chambers, som er vores favorit – og så det elegante Dubai Aquarium inde i Dubai Mall. Med andre ord er vi ret forvænte, når det kommer til at opleve havets dyreliv på tæt hold.

Men Den Blå Planet skuffer bestemt ikke. Det er ikke “Dubai-stort” – det er der jo intet, der er i Danmark, og det er heller ikke vores behov – men til gengæld har stedet en masse andre positive sider og kvaliteter. Her er f.eks. masser af muligheder for at komme helt tæt på havdyr, som søstjerner, søpindsvin, småfisk, babyhajer, krabber, rokker og en masse andet spændende i forskellige røre-bassiner. Og hvem elsker ikke det?I tropeområdet møder vi også en smuk kornsnog, flagermus, piratfisk, frøer og meget andet eksotisk, som de ansatte er rigtig gode til at fortælle om i børnehøjde.Den Blå Planet har også etableret forskellige områder undervejs, der indbyder til fordybelse og ro, som hér, hvor børnene slapper af på puder i halvmørket, mens de ser på hajer, rokker, en havskildpadde og en masse flotte fisk. Det er jo nærmest meditativt at se på fisk og havpattedyr i et stort akvarium.I dag er heldigvis en af de gode dage med blå himmel og nogenlunde venlige skyer, så vi kan nyde de gode udendørsområder, som Den Blå Planet også byder på. Børnene leger et par timer på sand- og vandlegepladserne, og de fisker også efter småkryb i et anlagt vandhul. Det er ikke mange insekter, de tre fiskere får fat på, men der er da lidt at studere under forstørrelsesglas og mikroskop.Efter 5 timers leg sætter de sig til sidst til rette i magelige liggestole, og kan alligevel godt overtales til at tage med hjem igen.Jeg holder så meget af, at danske turistattraktioner giver børn muligheden for at fortabe sig i fri leg og uforstyrret fordybelse (minus Bakken og den slags flimmer). Der er ikke noget med at blive kontinuerligt instrueret i aktiviteterne af velmenende voksne eller en hel bunke regler, der skal følges for at kunne deltage eller ‘opføre sig ordentligt’.

Dét er virkelig et grundlæggende princip hos danskerne, som jeg ikke ser ret mange andre steder: At børn skal have lov til at være børn – og at børn har retten til at lege og bevæge sig frit på egne præmisser.

Jeg holder også rigtig meget af, at danske turistattraktioner tænker naturoplevelser og frirum ind i besøgsoplevelsen, hvor det nogle gange i udlandet kan føles mere som et forhindringsløb af markeringssnore, pile og skilteanvisninger at komme igennem en turistattraktion end en ærlig oplevelse, hvor den enkelte får lov til at vælge.

Her på Den Blå Planet er der også den skønneste udsigt over Øresund med alle dens småskibe, der duver afsted, og flyene, der er på vej ned mod lufthavnen. Der er dejlige bænke, borde, liggestole, legepladser, et vandhul til at fiske krible-krable-dyr og helt naturlig beplantning, som giver ro og afslappet stemning – selv på en travl dag med virkelig mange besøgende.Jeg kan varmt anbefale Den Blå Planet, hvis du ikke allerede har været der.

Vælg dog en dag med et rimeligt vejrlig, for en stor del af oplevelsen foregår udendørs – ihvertfald i min optik. Måske afhænger det også af børnenes alder, men vores medbragte unger på 6, 7 og 9 år ville virkelig have følt sig snydt, hvis det havde været for vådt eller koldt til at bruge lang tid udenfor.

Der er fine picnic-områder til medbragte madkurve både inde og ude – igen et typisk dansk træk, at der skal være plads til alle og til forskellige størrelser pengepunge – og så serveres der ellers udmærket, men virkelig dyr mad i cafeteriaet. Vi lod børnene spiste friskstegt fisk med fritter til – og det var de vilde med. Dankortet var mindre begejstret.

Jeg ved ikke, om vi besøger Den Blå Planet igen, nu hvor vi har nogle virkelig flotte akvarier derhjemme i Dubai, men det var ihvertfald en helt igennem skøn og glad dag – med fisk mellem fingrene og i maverne. 🦈🦀🐟🦐🐠🐙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

60 dages ferie

60 dages ferie. Det er, hvad pigerne og jeg har landet os i onsdags, hvor skolen sluttede kl. 12, og jeg sluttede kl. 16 efter en større nedpakning af dansklokalet sammen med min kollega.

Og her er så Cille, living her best life i 47 graders varme.Vi har nu udsigt til 60 dages frihed, hvor vi kan gøre stort set, som vi lyster.

Og vi starter med det sjove.

En tur i Mall of the Emirates for at købe lidt tøj og sandaler til Danmarks-rundrejsen. Häagen Dazs duftede langt væk af friskbagte vafler, så pigerne var nødt til at spise is før frokost. Dessert først, ordentlig mad senere. Det er ikke et fornuftigt mantra for en 60 dages ferie, men med bedsteforældre og søde venner til at forkæle dem hele vejen rundt, så er det stort set dét, der kommer til at ske.Der er også alle de praktiske ting, der skal være på plads, før man rømmer forpligtelser og det virkelige liv i flere måneder. Her er jeg f.eks. i Al Barsha Mall for at få min lille Mummy Stock Car synet, så jeg ikke overskrider deadline.Det foregår på ganske civiliseret vis ved at køre bilen ind i centrets kælder til synshallen. Herefter er der en hel, tom dame-sektion på synskontoret at sætte sig i, og efter nogle minutters ventetid skal jeg hen for at betale ved to forskellige kasser, for så til sidst at få udleveret et nyt klistermærke til bilens nummerplade. Plus en række fine stempler, som aldrig skal bruges til noget som helst, hverken før eller siden.Det koster i omegnen af 500 AED at få bilen synet hvert år. Det er godt og vel 900 kr.

Og selvom bilparken i De Forenede Arabiske Emirater er meget fin og ny – hvis man sammenligner med andre steder i verden – så skal samtlige biler synes årligt, medmindre man da har købt en splinterny bil og er den første ejer. Så får man allernådigst lov til at vente to år, før det bliver årligt.

Det er behovet for dirhams i statskassen, der driver synshallerne og alle mulige andre kontroller, registreringer og ‘serviceydelser’, vi er pålagt at betale. I år er der f.eks. også indført 5% moms på langt de fleste varer og serviceydelser. Landet har store ambitioner om at blive verdens mest velfungerende og moderne samfund – og den slags koster mange flere penge end de betydelige summer, der ligger gemt i olietønderne.

Og der er ikke andet at gøre end at klikke hælene sammen og betale ved kasse 1, 2 og 3. Så selvom lønnen er skattefri i Palme-Paradis, så er der til gengæld masser af gebyrer og afgifter at betale med den skattefrie løn, hver eneste gang, vi er i kontakt med en eller anden form for myndighed eller skal følge lovgivningen på et givent område.

Efter et kvarter er jeg færdig med synshal og stempelafgifter. Et 2020-klistermærke reflekterer nu det dunkle lys i parkeringskælderen, da jeg bakker over på en anden p-plads for lige at aflægge mit yndlings-araber-supermarked et visit. Nu jeg alligevel er i Al Barsha Mall.

Hvis man er til supermarkeder, er Union COOP et hit. Det er sådan et “rigtigt” arabisk supermarked, hvor andre kæder som f.eks. Spinneys er britisk-vestligt-orienteret, mens Choitram’s og Lulu er indisk-orienterede.I Union COOP køber jeg alle de ting, som Maricel ikke skal have besvær med at slæbe hjem fra vores lille lokale supermarked i to stive måneder, mens pigerne og jeg er væk – såsom vaskemiddel, rengøringsmidler, toiletpapir, sæbe og alt det andet, der fylder og er tungt.

Jeg stopper selvfølgelig op for at dufte til fladbrødene, der triller forbi på transportbåndet foran næsen på mig.Nu er der kun tilbage at tage på en enkelt legeaftale, et smut i biografen, at rydde op i køkkenskabe og køleskabet – og så at pakke kufferterne, naturligvis.

På søndag drager vi afsted til Danmark. Vi glæder os alle fire til at se og tilbringe tid med familie og venner.

Og det forunderlige af det hele er, at lige så meget som jeg glæder mig til at forlade Ørkenstaten på denne her tid af året, lige så meget glæder jeg mig til at vende retur igen, når der er gået knapt 60 dage. Jeg er nærmest helt afhængig af de her skift i tilværelsen, som giver et energi-boost og “noget at se frem til” hele året igennem, hvis man kan formulere det sådan.

Vores liv og tilværelse indeholder de her vanlige rejser frem og tilbage mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater, og jeg kan kan bedst beskrive det som en slags ‘priviligeret luftforandring’, hvor vi får det bedste af to verdener.

Et sommerophold i Danmark med alle dem, vi elsker og alle de oplevelser, den danske sommer byder på.

Og så resten af året i solen og varmen i et land fjernt derfra, fyldt af eksotiske eventyr og ballade.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tjekliste ved ansættelse af husholderske

Denne her besked kom over Messenger fra en veninde et andet sted ude i verden.

Og jo, jeg er da fuld af gode tips og råd til den stakkel, der måtte henvende sig helt uforvarende til Fru Ved-Bedst.

Efter to katastrofale forsøg på at finde husholderske, har jeg lært et par lektier eller tre.

Vores allerførste husholderske var en srilankansk kvinde, der havde boet i Dubai i 15 år. Hun slæbte i al hemmelighed mænd med hjem på sit værelse (der lå inde i vores hus) og hun endte med at have en knytnævekamp med en anden husholderske inde i vores garage en formiddag, mens hun passede Mille (!). Hun var iskold, manipulerende, løgnagtig og halv-kriminel, tør jeg vist godt sige. Til dato er jeg ulykkelig over, hvad Mille måske/måske ikke har overværet eller oplevet.

Vores anden husholderske var en filippinsk kvinde, der havde været hos en dansk familie i Dubai i årevis. Hun kom til os med en række alvorlige sygdomme, som var ubehandlede og udokumenterede/usagte, men som gjorde, at hun efter blot en måned blev indlagt, stabiliseret på et hospital og sendt retur til Filippinerne, fordi operation og videre behandling var alt for dyr her i Dubai. Hun hadede os af et godt hjerte, fordi vi ikke var ligesom hendes tidligere familie – og fordi vi havde den frækhed at annullere hendes visum og sende hende hjem. Hun var syg i over et år hjemme på Filippinerne, før hun besluttede sig for at blive og passe nevøer og niecer i stedet for at rejse udenlands igen.

Nå – men tilbage til det med tips og råd til min veninde eller enhver anden, der står over for at skulle ansætte hjælp i huset.

Faktisk har vores husholderske Maricel og jeg lavet listen sammen, mens vi talte om, hvad der er vigtigt for den ansatte  og for arbejdsgiveren, for at samarbejdet fungerer optimalt.

Det er helt vildt, at jeg kan have denne her slags samtaler med Maricel nu. Hun kom til os for 3 år siden. Direkte indfløjet fra Filippinerne, hvor hun havde arbejdet med forefaldende, dårligt betalt arbejde, inklusiv en årrække som husholderske for en kinesisk familie. Maricel ankom til Dubai på et besøgsvisum, som vi efterfølgende lavede om til arbejds- og opholdstilladelse. Hun sad yderst på stolen, grædende og svedende sammen med sin tante, der allerede boede her og kendte os så godt, at hun fint kunne føre ordet. Dengang var Maricel nervøs og skræmt som en mus, og det glæder mig dagligt at se, hvilken person hun har udviklet sig til at være. For allerede fra starten kunne jeg fornemme, at Maricel havde og har et hjerte af guld.

For den ansatte/husholdersken er følgende det primære, ifølge Maricel:

Månedslønnen og evt. andre økonomiske goder, som f.eks. bonus for ekstraopgaver, taletidskort/mobilabonnement, taxapenge, lommepenge til personlig hygiejne/frisør og andre positive “extras”, man kan arbejde sig frem til eller få hver måned. Stiger lønnen årligt eller er der mulighed for andre incitamenter?

Arbejdstiden i det daglige. Hvornår er der pauser, og hvornår har hun fri til hverdag og i weekenderne?

– Den årlige hjemrejse. Hvornår på året kan hun rejse og hvor mange uger? (*I Dubai er det lovpligtigt at give ens husholderske 4 ugers betalt ferie og en flybillet tur-retur til hjemlandet hvert år).

– De daglige opgaver. Hvad forventes af hende? Må hun selv tilrettelægge sin uge eller foretrækker du en ugeplan, som hun følger til punkt og prikke?

Mad. Skal hun spise med af familiens mad hver dag? Må hun lave sin egen slags mad i dit køkken eller i et tekøkken-arrangement? Må hun få et separat madbudget?

Lån uden renter/krav om afbetaling hver måned. Er det en mulighed at få økonomisk støtte eller et lån, hvis der opstår et behov?

Som (ny) arbejdsgiver i husholderske-game’t vil jeg anbefale, at du overvejer, hvor dine egne grænser og behov er i forhold til at have ansvaret for en person mere i din husholdning, som samtidig skal “levere varen” og gøre dit liv nemmere:

– Hvad er husholderskens baggrund? Har hun erfaring med at arbejde i en familie? Har hun erfaring med at arbejde for en familie af samme eller lignende nationalitet som din egen?

– Har hun referencer/tidligere arbejdsgivere, som du kan kontakte?

– Har hun en uddannelse eller certifikater, der kunne være relevante i jobbet? Maricel har f.eks. arbejdet i en børnehave i en del år og er virkelig god til at lege med små børn, har flair for kreative aktiviteter og tager gerne rollen som legetante på sig.

– Hvor godt/ikke godt taler hun engelsk?

– Kan hun helt naturligt lide børn og/eller kæledyr (alt efter hvad du har et behov for at få passet og plejet)?

– Har hun flair og evner for at hjælpe dig med de ting, der virkelig betyder noget for dig? Er hun dygtig til madlavning, børnepasning, havearbejde, lektiehjælp, kæledyrspleje, rengøring, en erfaren bilist eller hvad end du nu har behov for?

Børneopdragelse. Hvis hun skal passe dine børn, skal du være meget tydelig omkring dine forventninger til hende og også til børnenes opførsel. Rigtig mange husholdersker er bange for at opdrage på eller sige fra over for uartige børn, fordi de er bange for at blive beskyldt for at være “onde” af børnene, som sladrer til forældrene. Nogle kommer også fra miljøer, hvor det er normalt at slå børn eller give børn repressalier som “the silent treatment” eller “the naughty step” som respons på dårlig opførsel, så det er virkelig vigtigt, at du får forklaret, hvilke behov du har som forælder, der overlader dit barn til et menneske fra en helt anden kulturel baggrund. Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis der er behov for opdragelse og pasning af et kæledyr.

Ærlighed. Rigtig mange husholdersker er bange for at fortælle, hvis de er kommet til at ødelægge en ting i hjemmet. Uheld sker for alle, der tager hænderne op af lommen, men det kræver stor tillid fra en husholderske at turde sige, når et glas er skåret eller støvsugeren brændte sammen. Det er godt, at have en samtale om tillid og ærlighed, hvis man som dansker skal ansætte f.eks. en filippiner. Maricel er meget glad for vores åbne og ærlige dialog om “shit happens”, men i starten havde hun svært ved at tro på, at det vitterligt forholdt sig sådan. Deres ‘ærlighedskodeks’ er helt anderledes end vores – og den manglende ærlighed eller direktehed er virkelig et problem for en dansker.

Mobil-adfærd. Må hun have sin telefon på sig, mens hun er sammen med dine børn/udfører opgaver for dig? Må hun tale i den med sine venner i arbejdstiden eller skal mobilen lægges indtil arbejdsdagen er omme?

Venner. Må hun have venner (M/K eller kun K) på besøg på sit værelse? På alle tider af døgnet? Må de overnatte? Må hun selv overnatte ude i weekender osv. hos venner?

Kæresteri. Må hun have besøg af sin kæreste/partner/mand/mandlige ven? Må han bo hos hende? Må hun bo hos ham i weekender og ferier? Her i De Forenede Arabiske Emirater er det strengt forbudt at være intimt sammen med en person, du ikke er gift med. Derfor er det godt at have en snak og kæresteri, graviditet, evt. ønske om flere børn osv. Grænseoverskridende, I know, men virkelig nødvendigt. (Tag det fra én, der havde en semi-prostitueret boende i stueetagen i 8 måneder 😱).

Sundhed. Får hun en individuel sundhedsforsikring af dig eller dækkes hun af familiens sygeforsikring, hvis hun har behov for læge eller tandlæge? Vil du bede hende få foretaget de større, årlige tjeks i hjemlandet – og i så fald, vil du dække dette økonomisk? Maricel har f.eks. den lovpligtige nanny-sundhedsforsikring her i Dubai, men den er ret dårlig, så hun går til tandlæge, gynækolog og får lavet helbredsundersøgelse med blodprøver og sukkerbelastningstjek hvert år på Filippinerne, fordi hun føler sig tryggere dér – og det er billigere for os.

Nu stopper jeg.

Der er sikkert et eller andet helt åbenlyst, jeg har glemt.

Men så er jeg sikker på, at du er flink og gør mig opmærksom på det!

Hej fra Maricel og mig 👋🏼

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Udvandrerens livscyklus

Nå, men vi begynder da så småt at kunne mærke sommeren her i en fjern Ørkenstat 😓.

Bemærk lige AccuWeather’s “RealFeel”-temperatur på fine 46 grader idag. Jeg er tilbøjelig til at give AccuWeather ret. Det føles pænt meget som 46 grader og så er her stinkende lummert på den ufede, klistrede måde, der får mig til at drømme om et køligt brusebad og nye (læs: tørre) trusser.

Faktisk er sommer i en ørken lidt ligesom at være gravid i uge 39, hvor det er lige op over.

Vi har snakket om det.

Vi har ventet på det.

Vi har frygtet det.

Vi har talt lidt mere om det.

Og nu skal det fandeme bare overstås.

Ballerne knibes sammen, og den sidste tid må gå på bedste beskub.

Men her slipper graviditets-analogien ikke engang op.

Vi har hedeture og svedeture.

Vi har mentale nedsmeltninger på grund af varmen.

Vi er hidsigt anlagte. Grådlabile. Opfarende. Ude af den.

Vi får næseblod og mundblister.

Vi døjer lidt med væskebalancen og får væskeophobning i hobbit-fødderne.

Vi døjer ind i mellem med kvalme og migræne, når førnævnte væskebalance forrykkes.

Enden på genvordighederne er dog ikke en nyfødt baby hver sommer, men derimod en flybillet mod Det Kolde Nord, hvor vi skal familiesammenføres og genforenes med alle dem, vi kender, i det ganske danske sommerland.

Så begynder udvandrernes genopdragelse i hjemlandet for alvor.

Slut med et overophedet ørkenliv i overhalingsbanen.På med gummistøvler og regnfrakker, så vandpytterne kan forstå, at de har fundet deres overmand.

Ud i den danske bøgeskov med små hunde i snor.

Over til Vesterhavet for at blive rusket igennem i den stride, friske vind.

Hjem til dansk comfort food.

Mad er virkelig så vigtig en del af ‘hjemme’. Det slår mig, hver gang, jeg sætter tænderne i en friskfanget, dansk rødspætte med nye kartofler til – og mere remoulade end man kan tillade sig.

Hjem til alle dem, der elsker os betingelsesløst – og vi dem. Det er et halvt år siden, jeg sidst fik sådan en rigtig omsluttende Mor-krammer, og jeg kan godt snart bruge én igen. For slet ikke at tale om alle de andre skønne familiemedlemmer og venner, vi savner helt vildt i det daglige og ved de særlige, festlige lejligheder, som vi går glip af, fordi vi bor langt væk.

I år er ingen undtagelse.

Vi tæller desperat ned til sommerferie om 3 uger.

Så har vi hele juli og august i Danmark, præcist som vi plejer.

Vi gør det til dels for vores egen skyld, men allermest for at pigerne får et tilhørsforhold til Danmark og kan fortsætte med at knytte tætte bånd til familie og venner. Den slags kommer ikke af sig selv, og selvom det kunne være fedt at tilbringe nogle uger et andet sted i verden end Danmark, hvor sommeren nogle gange er temmelig ustadig, så er det vigtigste for os, at pigerne får tid, rum og plads til at være i deres hjemland. Være. Bare være. Her lærer de en masse forskellige ting, fordi livet i Danmark er så væsensforskelligt fra livet i De Forenede Arabiske Emirater.

De skal hjem og klatre i træer.

De skal hjem og finde insekter, bløddyr og andet godt i haven, på engen og ved stranden.

De skal hjem og cykle, gå og lege uden for hele dagen.

De skal hjem til fætre og kusiner og den slags fællesskab, der ikke forceres eller arrangeres, men bare er der helt intuitivt og uden rammer, grænser eller aftaler.

De skal hjem og lære at spise dansk mad, forklare alting på dansk, læse på dansk og finde deres vej rundt i supermarkeder, på biblioteket og på legepladser.

De skal tage kartofler op og plukke bær.

De skal sommerhus-dovne og spille med alle de bolde, de kan opstøve.

Vi bliver så indelukkede (og indebrændte) her den allersidste del af skoleåret og det hede sommerhalvår i Dubai. Det er alt, alt for varmt til at bevæge sig uden for i længere tid ad gangen, medmindre man da svømmer rundt i poolen eller har en fast aftale om en tennislektion og så hjem og i svalt karbad.

Det bliver lidt til en flugt fra varmen til sidst – og præcist som med graviditeten, så holder man ud, fordi der er noget godt i vente.Og lige så meget som jeg tæller ned til 2 måneders sommerferie i Danmark, lige så meget ved jeg, at jeg vil tælle ned til skolestart og hjemkomst i Dubai igen, når ferien nærmer sig sin afslutning.

Der er tale om udvandrerens livscyklus.

Ting og ritualer gentager sig på årsbasis.

Vi flygter fra varmen om sommeren, nyder Danmark og glæder os så over at vende hjem til Dubai igen senere, fordi hjemme er hér, hvor vores eget hjem er.

Vi skyder et skoleår godt igang og får et tiltrængt hvil i december måned, hvor vi igen kan kramme familie og venner og tilbringe tid sammen med dem.

I januar drøner vi mod Dubai med den største glæde over at efterlade gråvejr, kulde og slud, mens alting er vidunderligt hernede.

Og sådan går året.

Årene.

I én hjemmevant rutine og cyklus, som vi alle genkender, uanset nationalitet og hjemsted.

Jeg er stort set lige så afhængig af udvandrerens livscyklus, som jeg er af iced latte i 46 graders varme.

Der er et kæmpe energi-kick i at flytte sig sådan cirka hvert halve år.

Jeg elsker at ankomme med kufferter og børn og forventningen om en hel sommer fuld af oplevelser, leg og sammenhold med vores allerbedste hjemme i Danmark.

Jeg elsker mindst lige så meget at smutte fra det hele ingen. Ned til vores smørhul, hvor livet er så anderledes og behageligt indrettet i dagligdagen, hvis man sammenligner med danske forhold.

Og til jul får jeg endnu et fix. Og så fremdeles.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet