Sharjah

De Forenede Arabiske Emirater består af i alt 7 emirater, der har selvstyre under hver sin Sheikh.

Der er det største emirat, Abu Dhabi, som også er landets hovedstad, efterfulgt af Dubai, som vel er den mest berømte i by i landet – og så er der ellers Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain, Fujairah og Ras Al Khaimah.

Spørger du Dubai’s indbyggere, så er det lige hér, det sner.

Alt andet bliver hurtigt lidt for støvet og lidt for lokalt og alt muligt andet fis.

De fleste udlændinge vælger at bosætte sig i enten Dubai eller Abu Dhabi, hvor der er masser af internationale skoler, et kæmpe udvalg af boligområder, shoppingcentre, fritidsaktiviteter, socialt liv blandt ligesindede osv. Men selvfølgelig er der også mange udlændinge, der bosætter sig i ét af de andre emirater. Fordi de arbejder der og/eller fordi der er mange penge at spare ved at opholde sig lidt uden for Mellemøstens svar på Las Vegas.

Arbejder og bor man i Sharjah, er der 30-40 minutters kørsel til det centrale Dubai på en cirka-syv-sporet motorvej, så der er ingen udfordringer ift. at undslippe det alkoholfrie Sharjah-liv og nyde en Friday Brunch på et af luksushotellerne i Dubai.

Arbejder og bor man i Abu Dhabi, er der 1.5-2 timers kørsel til Dubai, men hovedstaden har et fint udbud af luksushoteller, lækre restauranter og et udmærket byliv, så der er mindre behov for at stikke af til Dubai end i de andre emirater.

I virkeligheden er der aldrig rigtigt langt til noget som helst i De Forenede Arabiske Emirater. Det skulle da lige være, hvis man pludselig får den brilliante idé at køre et smut ud i Abu Dhabi’s Rub Al Khali – The Empty Quarter – der som navnet indikerer, er et fuldstændig øde ørkenområde, der grænser op mod nabolandet Saudi Arabien. Hér kan der godt føles en kende ensomt. Men ellers er det en ren fornøjelse at tage på tur – med maksimalt et par timers kørsel ad gode asfaltveje, før man pludselig lander i den fantastisk smukke Hajjar-bjergkæde i Fujairah, midt i det forunderligt grønne landbrugsområde Al Ain eller i Oman-enklaven Musandam på toppen af Emiraterne.

Der er smukt med smukt på uden for Dubai.

Der er vild natur med kameler, der vandrer som ensomme, duvende majestæter i den golde, gyldne ørken.

Der er takkede, rå og grå bjerge, så langt øjet rækker. Der er lysende mørkeblåt hav og stejle skråninger med geder, der glor og bræger mod det ubarmhjertige sollys.

Der er små butikker og boder langs vejene, der sælger frugt og grønt, tæpper, karak-te og tingel-tangel.

Men selvom der er så uendeligt mange ting at se og tage sig til uden for Dubai og Abu Dhabi, så skal der nærmest en lang weekend til, før vi får os vristet ud af Dubai’s ghettoliv for at opleve noget ude i den virkelige verden. Det er tilnærmelsesvist pinligt, at det skal være så svært.

Heldigvis har jeg søde veninder, der elsker at tage på opdagelse. Og som ofte åbner mine øjne for steder, der ikke lige falder mig ind selv at undersøge eller besøge.

Forrige weekend er vi således taget på tur til Sharjah, Dubai’s konservative og traditionsbundne storebror.

Vi er kørt ind i én af Sharjah’s offentlige parker, hvor de lokale indbyggere flokkes i weekenderne, fordi der er en masse skønne, grønne haver, man kan holde familiepicnic i – og fordi det koster stort set ingenting at komme der (hvilket er en sjældenhed i det her land).

Hér ligger Arabia’s Wildlife Centre. Den eneste zoologiske have i De Forenede Arabiske Emirater, som fremviser det dyreliv, der rent faktisk lever på Den Arabiske Halvø. Dén tanke kan jeg ret godt lide, fordi der er så mange andre forlystelsesparker og zoologiske haver i Dubai, som fremviser eksotiske dyr fra alverdens lande. Men de lokale dyr er faktisk også ualmindeligt spændende og overraskende.

Det smarte (og lidt spøjse) ved centret er, at alting er indendørs. Og dermed bliver det til en snedig aktivitet for små børn i de varme måneder af året, hvor aircondition er en absolut nødvendighed for at de kan være med og bevæge sig lidt rundt.

Arabia’s Wildlife Centre skuffer ikke.Der er reptiler ad libitum – den ene art mere bizar og hårrejsende end den anden. Og de ser bestemt ud til at blive behandlet godt. Der er alle former for mus, rotter og flagermus; der er skorpioner, skildpadder, vilde katte, insekter, slanger, harer, et væld af fugle, frøer og fisk.Som en lille servicemeddelelse kan jeg nævne, at fuglene flyver helt frit i den indendørs hal – og det kunne der godt være nogle mennesker, der ikke er helt vilde med. Personligt oplevede vi hverken at blive skidt på eller intimideret af flyveriet – men er man ikke til baskende fugle, så er det ikke lige stedet at begive sig hen.

Centret er “ensrettet”, så man går fra område til område, indtil man kommer til nogle enkelte eksotiske dyr – primært bavianer og geparder – der formodes overdraget til centret af lokale, der ikke har kunnet overskue at beholde dyrene som kæledyr selv.

Til sidst lander man i cafeteriaet. I ordets bedste forstand – et cafeteria. Her er der veggie curries, pommes og frysepizzaer serveret på plasticbakker til særdeles ydmyge priser. Karak-téen koster 3 dirhams og vi medbringer selv frugt og snacks til børnene – for det må man gerne. Og mens vi søber sød te i os og lader børnene hoppe omkring, er udsigten aldeles vidunderlig. Der går mange forskellige slags hjorte og lyserøde flamingoer rundt på en indhegnet slette lige uden for cafeteriaers panoramavinduer.

Således ét af Tines Tips til Dubai.

Eller rettere til Sharjah.

Et emirat, der er lidt af en gråzone eller blind vinkel for mig, men jeg kunne virkelig lide det, jeg så og oplevede forleden.

Så vi må nordpå igen, når det køligere vejr kommer. Der er nemlig også en islamisk-botanisk have, en petting-zoo og et naturhistorisk museum lige ved siden af Arabia’s Wildlife Centre, som sikkert også er et besøg eller to værd.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Big brother is watching you

For de af jer, der læser mellem linjer og husker parenteser, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ofte er en pæn mængde censurglasur smurt henover min blog.

En delvist selvvalgt censur.

Selvvalgt på dén måde, at jeg bruger tid på at vurdere, om mine blogindlæg indeholder elementer, der enten er ulovlige i en fjern Ørkenstat eller kunne kompromittere os som familie.

Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til at dele fra vores familieliv. Dér har jeg rimeligt styr på mine grænser, ønsker og behov. Det handler langt mere om, hvad jeg overhovedet har lov til at fortælle om.

Der er øjne, som kigger og ører, som lytter. Overalt.

På en måde er det ret smart.

Som når man f.eks. glemmer, hvor man har parkeret bilen i et kæmpestort shoppingcenter.Du taster bare nummerpladen (eller de dele af nummerpladen, du kan huske) ind på skærmen – og vupti – to sekunder senere dukker der et tydeligt foto op af din bil og dens placering i p-huset.

Det er sandsynligvis kun på de offentlige toiletter og i bederummene i shoppingcentrene, at der ikke er kameraovervågning. Resten af tiden har du Big Brother’s 👀 lige i nakken.

Jeg opponerer ikke imod kameraovervågning i det offentlige rum. For jeg har intet at skjule, medmindre diskret rettelse af trusseletter tæller med. Den handling ville jeg egentlig helst holde for mig selv, men jeg krydser fingre for, at der ikke sidder 24/7-overvågningspersonale og glor på mine numseudfordringer.

Det ville også være omsonst at have et problem med kameraer i en Ørkenstat.

Her er hverken personlig frihed eller ytringsfrihed a lá Europa. Forbud og lovgivning er ikke noget, man omgås lemfældigt eller laver sjov med. Det er ramme alvor.

Vores adfærd vurderes i det offentlige rum af kameraøjne og sikkerhedsvagter, som befinder sig overalt i det offentlige transportsystem, i shoppingcentre, ved indkørslen til vores gated communities osv.

Man er aldrig helt alene.

Skype klikker så sært. Det kan mobilopkaldene også gøre ind i mellem.

Google én enkelt ting, der lyder lidt lakrids og siden er blokeret.

Ind i mellem sorteres selv Ekstra-Bladet og B.T. fra, hvis man befinder sig et sted, hvor firewall’en er ekstra restriktiv og nægter at vise dig naboens datter.

Du tilbydes free wi-fi overalt – og spores dermed overalt. Det er en ren win-win-situation.

Du får anvisninger og instruktioner, hvis du er parkeret lidt skævt uden for din vens hus; hvis du har stillet skraldespanden forkert eller har for meget rod i garagen; hvis du har medbragt et lidt for stort badedyr i poolen og fortsæt selv. Intet er overladt til tilfældighederne. Og her nævner jeg kun de uskyldige ting, der ikke resulterer i umiddelbar bødestraf (eller fængsel).

Og vi lever med det.

For det er blevet hverdag.

The new norm.

Der skal søges om tilladelse til stort set alting. Fordi det (i mange tilfælde) giver dirhams i kassen – og fordi det er en kontrolmekanisme.

Og vi godtager under ingen omstændigheder den gamle sang om, at det er “lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse” i De Forenede Arabiske Emirater. Men samtidig med, at vi må acceptere og respektere, at Big Brother glor os over skulderen på alle steder og tidspunkter, hvis vi vil leve i det her land, så får vi også en kæmpe gave forærende: Muligheden for at leve i verdens tryggeste samfund.

Jeg ved godt, at Dubai ikke helt kan nå hovedstaden Abu Dhabi i ‘tryghed og sikkerhed’, men her er stadig helt ufatteligt rart at leve.

I dag blev Abu Dhabi nok engang kåret til den tryggeste by i verden – og det er styret selvsagt stolt af.

https://gulfnews.com/news/uae/society/abu-dhabi-ranked-safest-city-in-the-world-1.2280355

Her i Dubai stiller vi vores tasker og poser i indkøbsvognen og går roligt rundt efter varer uden nogensinde at frygte, at nogen vil nuppe vores ejendele. Det samme gør sig gældende i toget, taxaen eller bussen. Du mister ingen ejendele og kan tilmed blive genforenet med dem, hvis du skulle glemme dem, når du står af.

Mobiltelefoner og penge kan trygt ligge på cafébordet, mens du henter din kaffe eller en serviet.

Jeg glemmer at låse bilen i garagen, og Martin glemmer ofte hoveddøren.

Vi stoler på hinanden og et ord er et ord, når vi betaler depositum for en vare eller service uden at få så meget som en kvittering.

Det kan virke grænseoverskridende, når man som dansker oplever, at her ikke er nogen form for privatlivets fred. Det er helt klart en pris at betale, når man vælger at bosætte sig her til lands.

Til gengæld får vi tryghed og sikkerhed.

Og sjovt nok opnår vi – ligesom i Danmark – en gensidig tillid og respekt i samfundet, der er hjulpet på vej af en seriøs strafferamme for selv småforseelser. Men – hvis vi er lovlydige borgere, der kun ønsker at hjælpe og samarbejde med alle andre borgere – så kan det være en pris, der er værd at betale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skagen – cigaretter og tørklæder

Da vi landede i Danmark i starten af juli, og solen skinnede helt eventyrligt, fik jeg komplet solstik og blev hooked på idéen om at opleve dansk sommer i Skagen.

Helt så eventyrligt skinner solen nu ikke her i august måned, men trods frisk vind og truende skyer, har det været en kæmpe fornøjelse at opleve naturen i, på, ved Skagen. Også selvom der er ret langt derop til Verdens Ende.

Når man strammer sig lidt an og bruger de japanske turist-kneb med at drøne lidt fra sted til sted, kan man faktisk nå at opleve en hel masse i løbet af ganske kort tid.

Her er det f.eks. mig, der klatrer op i tårnet på Den Tilsandede Kirke og laver en been there, done that. Markeret med blåt, fordi jeg er sådan en usandsynligt lillebitte type.Der er en smuk udsigt fra klokketårnet og fine markeringer i træ rundt omkring i terrænet, som indikerer den tilsandede del af kirken.Efter dén skønne oplevelse og udsigt over Skagens natur, tager Conny og jeg på Skagens Museum, mens Morfar aktiverer pigerne på en nærliggende bondegård.

Der er en særudstilling om Michael Ancher og Skagens kvinder i muséets moderne tilbygning. Den er helt fortryllende og så absolut et besøg værd.Her er det helt almindelige skaw’-kvinder, Ancher lader sidde i en klitgryde, mens de hygger sig med at strikke og underholde hinanden med landsbysladder. Min hjerne bobler af gammel, hengemt viden fra gymnasietiden om Det Moderne Gennembrud – og den realisme og lovprisning, der pludselig sniger sig ind i kunstnernes romantiske verdensbillede, når fattige kvinder dokumenteres for eftertiden med de lasede kjoler og hærdede fødder, de nu engang havde.

Bemærk også lige de danske tørklæder anno 1880’erne, folkens. Det får jeg lyst til at pointere, nu hvor vi har en ny ‘maskeringslovgivning’ i landet.

Og her er endnu en række billeder af en stolt, ung Skagenskvinde, der vist var tjenestepige hos Familien Ancher. Prøv lige at se de ansigtsudtryk, Ancher formår at genskabe, så vi kan læse videre ind i dem mange hundrede år senere. Gad vide, hvad den unge kvinde tænker…

Og I får da lige et af de berømte Krøyer-stemningsbilleder. Her er det naturligvis Sankt Hans aften.Jeg har en fest med at se de forskellige udstillinger på Skagens Museum igennem i eget tempo – uden afbrydelser fra tørstige eller tissetrængende børn. De har det så fint og rart med at nusse marsvin og kaniner på gården.

Sidste omgang Skagens-turisteri er naturligvis en is ved Solnedgangskiosken i Gl. Skagen. Det er en nyklassiker.Vi løber rundt på stranden og samler perfekte, flade sten, som vi senere kan male på med Posca-tuscher.

Og lyserød soft ice får jeg, mens vi skutter os i den lidt for friske vind ved Solnedgangskiosken. Det er sådan en helt igennem dansk sommerspise, som jeg aldrig var interesseret i, før vi flyttede til Dubai, men fordi det er stort set uopdriveligt dernede, er det pludselig en delikatesse i mine øjne 😂.Morfar runder Skagens-turnéen 2018 af med en stille rygepause. Eller så stille, som den bliver, med to nødder på slæb. Sidste sommer lærte pigerne at ryge lakridspiber. I år er vi åbenbart kommet til tyggegummicigaretterne 🤪🤯🤣

*Jeg bringer ovenstående billede med en 2018-politisk-korrektheds-anmærkning om, at jeg naturligvis ikke endorser rygning. Hverken til børn eller voksne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet