• ···

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Farvel – for en stund

Mille lykkedes ikke med at få ‘en nat med Hr. M’, som hun så saligt foreslog forleden, fordi hun godt lige kunne spise hans mad igen.

Hr. M er også nykåret verdensmester i disciplinen frisk pasta, så hvem vil ikke gerne ‘ha’ en nat’ med ham?

Til gengæld lykkes Martin og jeg med at få en morgen med Hr. M.img_7576En forunderlig blikstille morgen, hvor hav og horisont går ud i ét.img_7575Vi lægger os ud for Atlantis og spiser morgenmad.

Der er ikke engang brug for ankeret, så vindstille er her.img_7574Der er 35-37 grader her kl. 8 om morgenen, så det varer ikke længe, før vi svømmer rundt, mens vi betragter stimer af sølvglimtende fisk, der springer i havoverfladen.img_7577Efter et par times havbad og hyggesnak sejler vi om for at se hvordan det står til med konstruktionen af Dubai’s “London Eye”.img_7581I baggrunden bygges et stort shoppingcenter på en kunstig halvø, hvortil der skal være en gangbro inde fra Dubai Marina og The Walk – Jumeirah Beach Residence.

Det bliver helt sikkert et skønt område, når det står færdigt – for både turister og fastliggere.img_7582Da vi sejler retur mod Palm Jumeirah’s bådehavn, tænker jeg, at det her er da den dejligste måde at sige farvel til Dubai på – for en stund.img_7573I morgen tidlig flyver Emirates os nemlig til Dronningeriget, mens Martin bliver her og arbejder sin revisor-popo af i forsøget på at nå diverse stramme deadlines før velfortjent sommerferie i august.

Vi skal op til alt det regnvejr, vi ikke får her, hvor termometret sniger sig op på svedige 47 grader om eftermiddagen.img_7590Og pigerne er godt klar over, at de skal undvære deres Far i tre uger. Hvilket ikke er helt nemt.img_7591Så der tvangskysses og leges intensivt.img_7594img_7596Godt nok er 3 uger en halvering af den tid, vi “plejer” at undvære Martin om sommeren, men det gør ikke afskeden nemmere lige nu.

Vi er Far-hængere.

Hele pigebanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at bo på Burj Al Arab

Hvad laver man så egentlig på sådan et 7-stjernet hotel?img_7052img_7051Bliver det ikke lettere anstrengt og prætentiøst efter et par timer i et miljø, der ligger så langt fra vores eget, at det næsten virker (tragi-)komisk?img_7047Hvad med børnene?

Hvordan er det lige, at de passer ind i al den guldbelagte seriøsitet og tykke tæpper?img_7050Vig bort, I smålige – tilnærmelsesvist Jantelovs-indgydte – tanker.

For Burj Al Arab er – interessant nok – for alle.

Gud og hvermand.

Høj som lav.

Liverpool-fodboldspiller (true story) eller familiefar (også true story).

De fleste af os skal spare en hel del op før check-in – det giver sig selv – men det jeg forsøger at sige er, at hotelpersonalet behandler samtlige gæster med den mest imødekommende, smilende og humoristiske tilgang og attitude.

Butleren hilser lige flinkt, om man kommer i pandabjørne-badeshorts, dish-dash eller jakkesæt.img_7015In-room dining-personalet tager 7-årige Cilles middagsbestilling lige så seriøst, som hvis det havde været opkald foretaget af en voksen.img_7036Og den efterfølgende servering er præcis og omhyggelig, selvom de nystrøgne servietter og borddekorationen hurtigt får en hård medfart, når der er børn om bordet.img_7041Som bare gerne vil videre til det essentielle: Aftenens brætspil.img_7066Room service om aftenen er et trick, vi tager med os fra Park Hyatt-weekendturen forleden.

Der har Hr. og Fru M virkelig fat i den lange ende, for det er da smart at undgå de der ’sid-nu-pænt-I-bøllefrø’-seancer i en restaurant om aftenen, hvor stammens yngste medlemmer mest af alt vil stå på hovedet i sofaen. Det er bare én af de fordele ved at have venner, der har ældre børn end os selv. Tricks’ene kommer trillende i tide og utide. Og dem samler vi gerne op. Learning the easy way.

Burj Al Arab er i virkeligheden ‘bare’ ren nydelse.

Det er at vågne op til denne her udsigt, mens man vipper med tæerne og vågner i dobbeltsengen.img_7068Det er at summe over morgenmaden i en uendelighed, mens personalet bager pandekager til pigerne i adstadigt tempo og fylder de gamle mennesker med friske croissanter og varm kaffe til bristepunktet.img_7070Burj Al Arab er at tilbringe mere tid i en morgenkåbe end i et sæt tøj.img_7086img_7082For slet ikke at tale om de evigheder, man bruger på badeværelset, fordi det er så indbydende og dejligt.

Ren velvære.

I ordets bogstaveligste forstand.img_7033Børnene afleverer vi en enkelt gang i hotellets kids’ club, Sinbad. Vi er nødt til lige at svede de værste synder ud af systemet.img_7073Og det gør man til denne her udsigt, som ikke overraskende giver mig langt mere lyst til at være i et fitnesscenter end normalt.img_7074Den store runde ø af sand bliver til vandlandet Wild Wadi i 2020. Det oprindelige vandland skal nedlægges, forflyttes til den nyanlagte ø og på det nuværende stykke sand skal et nyt Jumeirah-luksushotel opstå. Alt for Expo 2020, som man si’r…img_7084Og bortset fra at hotellets indendørsfaciliteter og omgivelser er så skønne og afslappende, at man kunne blive her for evigt, så er den virkelige attraktion den nye ‘beach club’, som The Burj har fået hægtet på sig for 8 måneder siden. En platform med pools, private cabanas og lækkert blødt sand. Bygget af et finsk firma, som tydeligvis ved, hvad de laver.img_7022Den her infinity-pool holder hele vejen. img_7120Ihvertfald når man er gæst på hotellet.

Prisen på et årligt familiemedlemskab giver anledning til lettere anstrengt latter.img_7096225.000 kroner for to voksne og to børn.

Men så følger der ikke blot unlimited adgang til pool’en og en privat cabana med, når du lyster. Der er også et par overnatninger på hotellet, adgang til fitnesscenter, chaufførkørsel og andet godt stads.

Har man penge, så kan man få –

Og har man ingen, så må man gå.

Hov!

Det ringer på døren!

Her kommer såmænd børnenes complimentary slik-tog. Igen!
img_7098

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jeg har fået en idé!

“Call me. Jeg har fået en idé!”

Beskeden ligger på min mobil for et par uger siden.

Den kommer i kølvandet på en halvlunken samtale i ægteskabet, som forløber nogenlunde sådan her:

“Skat?”, prøver jeg.

“Hm..” er det fraværende svar. Der er et excelark på tværs.

“Ved du hvad? Jeg har fået en idé. Vi kunne besøge Beirut under Eid Al Fitr. Priserne er så meget bedre end Oman og Jordan – og det ser ud til at være den fedeste by”, forsøger jeg med overbevisning i stemmen og en et hotelforslag klar på booking.com.

“Beirut, siger du?”

“Hvad er det lige præcist du vil i Libanon?”

“Se på det franske kvarter. Spise dejlig mad. Gå på opdagelse i de gamle bydele. Der er gamle ruiner. Grønne parker. Og fed graffiti. Drikke vin på en café. Nyde havet. Temperaturen er perfekt lige nu”.

Jeg kan godt mærke, at dén køber han ikke.

“Hm..” er det fraværende svar efter at have set på mit booking.com-forslag i et splitsekund.

Men nu har han fået en idé.

En genial idé, når nu han selv skal sige det.

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, da vi nærmer os the one and only. 

Burj Al Arab.img_6985Dubai’s ikoniske vartegn af et hotel, som har tildelt sig selv 7 stjerner og benytter sig af sloganet The World’s Most Luxurious Hotel.

Et must-stay i Ørkenstaten – hvis man tager spendérbuksen på og ja-hatten trykkes godt ned om ørerne.

“Den ligner en enormous lemon slice”, ler pigerne på bagsædet, da Farmands bus triller op foran hotellet.

Pigerne er svært tilfredse med at transporttiden på deres Eid-ferie er knapt 10 minutter.img_6986“Wauw”, udbryder de begge, da vi kommer indendøre og de ser op på det første festlige springvand i foyeren.img_6989img_6990img_6991Der er guld og rindende vand, farverige fisk, diamanter og glimmer i en sådan grad, at det er svært at koncentrere sig om at følge med op på 22. etage, hvor check-in bliver klaret hos etagens butler, mens de modige af os titter ud over kanten.img_7016Den opulente og dekadente stil fortsætter ind i suiten.img_7009Hvor pigerne lidt efter modtager røde roser og chokoladekage. Betuttede, for én gangs skyld.img_7013Og chefen finder sig til rette bag mahogniskrivebordet.img_7007Suiten er i 2 etager.

Der findes kun suiter i 2 etager på hotellet.

Samtlige med havudsigt.

Vi er i den mindste type suite, men der er mere end god plads.img_7006img_7004Og vi finder et kæmpespejl over dobbeltsengen. Til Martins udsøgte fornøjelse.img_6998img_6995På badeværelset venter der guldvandhaner og Hermès-produkter ad libitum.img_6993Jeg tror pludselig godt, at jeg kan vænne mig til at bo i en 2-etages suite med butler.

Omgivelserne indbyder ligesom til det.

Der er så meget araber-schwung og udsøgt kvalitet over hele linjen, at det ikke bare virker overbevisende.

Det virker nu helt naturligt og selvfølgeligt.

Og det er heri den fundamentale, udefinerbare, subtile forskel ligger mellem The Burj og raden af luksushoteller, der prøver at “gøre sig fine” – med større eller mindre held.img_7017Burj Al Arab er så helt og aldeles autentisk midt i dets fake-venetianske, hjælpeløst prætentiøse arabiske décor gone wrong.

Jeg er solgt.

Det er de tre andre også.img_7018

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts