Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Paven

I dag har vi – ret så pludseligt – fået fri fra skole.

Årsagen er et meget fint besøg i Ørkenstaten, som hele landet fejrer – uanset religiøs overbevisning.

Pave Francis er nemlig kommet til De Forenede Arabiske Emirater for at deltage i et 3-dages stormøde med 600 religiøse ledere fra hele verden.

Han er den første pave nogensinde, der besøger Mellemøsten, og han skal mødes med de højeste politiske og religiøse muslimske ledere til samtaler om, hvordan vi kommer religiøst motiveret krig og terror til livs og nærmer os den forjættede verdensfred.

I De Forenede Arabiske Emirater er 2019 ikke Grisens År ligesom i Kina.

Hos os er 2019 udnævnt til Tolerancens År – og den slags tager landets statsledere ganske alvorligt. Det er dem, der har inviteret Paven, og de udtaler, at her i landet er alle velkomne uanset religiøs overbevisning.

Men hvilken sammenhæng har et Pavebesøg så lige med børns skolegang, kunne man fristes til at spørge?

Sandheden er, at det aner jeg ikke. For jeg forestiller mig ikke lige, at Undervisningsministeriet forventer, at vi alle sammen tager vores børn under armen for at deltage i Pavens højmesse i Abu Dhabi sammen med 120.000 andre?

Der er nok snarere tale om signalværdi.

At Pavens besøg og det tre dage lange seminar om religiøs tolerance blandt alle verdens folk tages så seriøst, at vi alle holder en respektfuld tænkepause for at overveje, hvad vi hver især kan gøre for at blive mere accepterende og åbentsindede over for vores medmennesker.

Beslutningen om skolelukning kom i 11. time. Søndag aften vidste vi endnu ikke, om der ville blive holdt én eller to dage lukket i forbindelse med topmødet. På vores skole endte det med at være tirsdag, men den verdensomspændende kæde af GEMS-skoler holder både mandag og tirsdag lukket.

Skolelukningerne kan også ses som en respektfuld handling over for katolske ansatte og familier, som gerne vil bruge dagene til at følge Pavens besøg og møder enten på de sociale medier eller ude i det virkelige liv.

Faktisk er der en officiel Pave-website med Live-Pave-Cam og og det hele, som man kan følge med på.

Og jeg bruger så ikke lige dagen på at følge Pave Francis live på Pave-Cam, men jeg tjekker da lige aviserne for overskrifterne – og synes i virkeligheden, at det er en smuk gestus med sådan et topmøde, der taler for samarbejde, tolerance og fællesskab blandt alle verdens folkeslag og lande – i stedet for den sædvanlige omgang trusler om krudt, kugler og grænsemure.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Emirates Zoo

Endnu et blogindlæg i den mundrette kategori “hvad skal man opleve uden for Dubai”.Emirates Zoo er et ret godt bud på en god og billig oplevelse, hvis du rejser hertil med småbørn eller er en børnefamilie bosat her i De Forenede Arabiske Emirater.

Forleden var første gang, vi besøgte haven, men det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg venter bare lige på besøg af småbørn fra Danmark (hints ud til Stine og Michael, Mette og Søren), så skal vi på tur dertil igen – og måske overnatte på havens hotel, så vi kan opleve dyrene om aftenen og tidlig morgen.Denne her zoologiske have adskiller sig fra de andre ved at være mere ligesom en petting-zoo.

Ikke at der kun er kæle- og husdyr at se på – der er en fin flok almindelige og hvide tigre; der er elefanter, løver, flodheste og diverse kattedyr, gnavere, fugle og reptiler, som bestemt ikke indbyder til fodring.

Men der er mulighed for at fodre kameler (dromedarer ville vi kalde dem), geder, får, skildpadder, aber, giraffer, okser, ænder, gæs og sikkert en masse andre dyr, som jeg glemmer i forbifarten.

Her er Mille med en tot arabisk kløvergræs til 10 dirhams. Den slags bundter får man købt en del af i løbet af en dag, så husk kontanter (og gerne de små 5 eller 10 dirhams-sedler).Man kan ikke bo i Mellemøsten uden at blive komplet skildpad’oman af at opleve dem i naturen i Oman og UAE, så pigerne kaster sig straks over fodring af padderne. Som I kan se, er der ikke tale om små sump- eller ørkenskildpadder. Det er nogle af de store moppedrenge.Og i al sin ivrighed får dyreelskeren Mille lige rigelig nærkontakt med den ene padde, som forærer hende en stor tømmerlus på pegefingeren, som tak for græs. Det tog lige en halv dag at komme sig over dén nær-døds-oplevelse, og vi blev enige om, at den ikke havde gjort det med vilje 🐢.Og som om tømmerlus-seancen ikke var nok til at tage pippet fra en 6-årig, så blev hun også overfaldet af 15 ivrige gedekid, der hellere end gerne ville have en mælkeflaske. Til sidst endte jeg med at give mælk til de små krabater, mens børnene så bekymrede til. De ser så uskyldige ud, de små geder, men de er pivfrække.

Så er det trods alt mere trygt og roligt med dyr bag glas. Hér er det den skønneste gepard, som observerede børnene mindst lige så nysgerrigt, som de gjorde ved den. De hvide og de almindelige tigre, løverne og geparderne er alle “rescues” i parken – højst sandsynligt fra rige arabiske familier, hvor man har fortrudt indkøbet af et vildt dyr til egen have. Den slags “prestige-indkøb” er der desværre fortsat mange rige mennesker, der begiver sig af med her i regionen.Lidt senere var pigerne klar til mere fodring. Særligt girafferne vakte stor glæde med deres lange, blå tunger og smukke øjenvipper, der glippede, når de fik håndserveret små totter af græs. Lige så majestætiske, som de bevæger sig og ser ud, lige så elegante og rolige var de, når de skulle tage imod græsset.Der var også en hel række flotte falke, ørne, ugler og andre fugle, som araberne ynder at opdrætte, tæmme og jage med. Og så var der en masse eksotiske fugle fra forskellige lande i Afrika og Sydamerika – som til pigernes gru blev fodret med døde – hele – kyllinger. Det er åbenbart ikke kun de danske zoologiske haver, der kan vise publikum, hvordan virkeligheden ser ud i dyreriget.Undervejs i haven er der udmærkede små caféer, og frokosten indtog vi på The Hide, som er en nyåbnet, lækker café med et sundt og velsmagende udvalg til rimelige priser.

Alt i alt et perfekt udflugtsmål fra både Dubai og Abu Dhabi.

Der er 50 minutters kørsel dertil fra Dubai og ganske kort kørsel fra Abu Dhabis centrum til parken, der ligger i Al Shahama-området.

Det koster i omegnen af 150 kr. pr. person for en hel dag – entré, tilkøb af jordnødder og græs samt en let frokost. Du kan også finde reducerede/discountbilletter på f.eks. Groupon eller Cobone.

Hvis du kan overskue en lidt længere køretur og ønsker en mere “autentisk” zoologisk-have-oplevelse, kan jeg varmt anbefale Al Ain Zoo, som jeg har skrevet om tidligere:

Al Ain ZOO

Al Ain Zoo egner sig godt til de lidt større børn, der kan gå længere uden at klynke over varmen, og som evt. kan bevæge sig rundt helt selvstændigt, mens de voksne kaffemikker i skyggen – og så er der virkelig mange andre interessante ting, man kan lægge vejen forbi, når nu man er på de kanter:

Al Ain

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om husholdersker i Dubai

Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.

Ikke når samtalen finder sted i Dubai, for her er vi i samme veltilfredse båd. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at man har hjælp i hjemmet.

Men i Danmark, hvor man enten gør-det-selv-Kjeld’er den efter bedste evne – eller ringer efter et par flinke rumænere til at gøre nødtørftigt rent hver eller hveranden uge, er det min erfaring, at samtaler om hushjælp forløber knapt så let.

Det er bare sådan lidt for mærkeligt, dét der med at have en fremmed person boende til at vaske ens undertøj og efterfølgende lægge det på plads i skuffen igen. Men sådan spiller klaveret altså i en fjern Ørkenstat – og mange andre steder rundt omkring i verden.

I Dubai er det almindeligt at have en nanny eller maid boende i hjemmet til forefaldende husarbejde og pasning af børn. Hun (eller han) kan være fra Indien, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Indonesien, Etiopien, Bangladesh eller Kenya. De tilladte nationaliteter varierer lidt fra tid til anden. Don’t ask me why.

Det koster en betydelig sum penge at anskaffe sig den eftertragtede ‘hjælp’. For myndighederne skal naturligvis have deres del af kagen for at udstede arbejds- og opholdstilladelse, og hvad der ellers hører til, når et menneske vil arbejde i Dubai. Som arbejdsgiver for en hushjælp betaler man godt og vel 21.000 kr. i stempelafgifter og gebyrer til staten, før vedkommende har lov til at arbejde for dig.

Som arbejdsgiver for en hushjælp er der også andre forhold, der skal være i orden. Man skal selv opretholde en vis månedsløn for at kunne sponsorere endnu et menneske i husholdningen. Der skal også være et separat værelse og bad i huset til husholdersken – og hun må kun arbejde hos familier, ikke i single-husholdninger.Der er selvfølgelig også en standardkontrakt, der som minimum skal overholdes. Den foreskriver bl.a. at hushjælpen skal have en sundhedsforsikring, en årlig hjemrejse/en måneds ferie, minimumsløn og den slags vigtige ting.

Og så er man egentlig igang.

Efter papirmøllen kommer fornøjelsen ved at have et menneske boende, som hjælper dig med stort og småt i hverdagen.

Som her, hvor vi efterlader fredagsfesten som beset kl. 1, fordi vi egentlig bare gerne vil op og sove.I køkkenet står opvasken efter madlavningen, bagningen og alt det andet rod, der sniger sig ind efter at have haft gæster.

Og næste morgen vågner vi til dette syn.Tilsæt selv duften af Fairy Ultra og rengøringsmiddel.Det er såmænd Hvirvelvinden Maricel, der kan trylle kaos om til ro, orden og renlighed i løbet af nul-komma-fem.

Jeg ville seriøst overveje at give min højre arm væk, hvis det blev et ultimatum for at kunne beholde Maricel i mit liv.

Hun vasker, stryger, vander have, gør rent, leger med børn, pudser sko, reparerer syninger i tøjet, laver mad, rydder op, bygger huler, køber ind, ringer efter håndværkere, holder styr på bøger i skoletasker og lægger uniformer frem og tusind andre ting, som jeg først opdager, at hun gør, når hun er hjemme på ferie i en måned.

Der er stort set intet i mit liv, hun ikke kender og forstår til perfektion. Med få undtagelser, trods alt 😉. Hun ved, hvordan jeg gerne vil have ting gjort og ordnet.

Hvad der gør mig glad.

Hvad der gør mig ked af det.

Hvad der gør mig vred.

Hun har set mig juble, og hun har set mig tude ned i kaffen.

Hun har fejret sejre med os og hun har hjulpet os op igen med sit rolige, stilfærdige gemyt, når bølgerne går højt.

“Er hun så ligesom et nyt familiemedlem?”, er der mange, der spørger os om.

Og nej, dét er hun ikke.

Selvom det i sit eget rolige, organiske tempo er ved at udvikle sig til langt mere end et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstager-forhold. Jeg hedder fortsat “Madam”, og Martin er “Sir”. Det fornemmer jeg er rart, fordi det giver en nødvendig distance. Vi skal også altid kunne tale med hende, som man taler til hinanden på en arbejdsplads. Og hun har brug for at kunne trække sig, så hun også kan passe sit eget liv. Det er helt forståeligt og naturligt.

Men.

Og der er et men.

Man kan ikke gå og op ned ad hinanden i årevis uden at fatte mere end almindelig sympati.

Hun fortæller mig bestemt ikke alting, men brudstykker fra sit liv og sin barndom kommer frem undervejs. Præcist som jeg også vælger, hvad jeg vil dele.

Vi omgåes hinanden på hyggelig vis med småsludren og enkelte aftaler om en tur på stranden eller kaffe og kage. Og hun holder af pigerne. Det må være umuligt at gøre andet, når nu man har været nødt til at rejse hjemme fra for at passe fremmede menneskers børn i stedet for ens eget. Jeg forestiller mig, at man må forlige sig med situationen og vælge, om man vil tage de her børn ind i hjertet eller holde en tydelig distance. Maricel har valgt den første løsning – og hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for pigerne.

I formiddags stopper jeg op for at fortælle hende, at jeg vil skrive endnu et blogindlæg om hushjælp i Dubai.

”What do people think of me in Denmark”, spørger hun mig nysgerrigt, mens hun forsigtigt stryger en stor uldtrøje.

“I think the Danes are more concerned with what kind of people we are – to have taken you away from your child and family to work in our home doing the duties and chores that we could have done ourselves”, svarer jeg.

”Oh, so the Danish people think I am a bad mother for leaving my son at home and not taking care of him?”, replicerer Maricel og får helt våde øjne ved tanken om at have et dårligt ry i Danmark.

”On the contrary! Some Danes think that we take advantage of you and that you could potentially be living under slave-like conditions like those sad nanny cases that we hear about through the grapevine”, svarer jeg.

”Then I don’t think the Danish people have ever had a starving child in their arms, Madam”, konkluderer Maricel efter en kort tænkepause.

“Remember when I told you that we had 7 or 8 years with just one small salary from my husband and things got so bad that I fed my son a little cooked rice and waited to see, if there would be any left for me. I went days without food, praying that my husband would send some money. I chose to come here. I am lucky to live with your family, but it is my choice, because I want a better life for my son and myself. In the Philippines, I would not be able to get a good job close to home. I could maybe work in the local hardware store earning 2,000 pesos a month”.

2.000 filippinske pesos er 250 kr.

Og en hushjælp i Dubai tjener mellem 3.500 og 5.500 kr. om måneden, afhængig af en masse personlige forhold.

Simple as that.

Hun siger det jo ret klart og tydeligt.

Sult og desperation er fremmede fornemmelser for en flok pæredanskere. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor hårdt det er, at leve i et land som Filippinerne.

Og jeg gør mit ypperste for ikke at tale om hushjælp, når jeg er i Danmark, medmindre det er med familie og nære venner, der har stiftet bekendtskab med Maricel, og derfor har interesse i at høre om hendes familie og husbyggeriet.

Men uanset hvad andre måtte tænke eller synes om konceptet ‘hushjælp’, så kan jeg sige, at vores erfaring med at have en hjælper ansat er, at det er en kæmpe lettelse i en travl hverdag i en småbørnsfamilie. Når man altså har fundet dén person, der passer som fod i hose til ens familie ❤️.

Og den direkte økonomiske transaktion fra en velstillet familie til en økonomisk-trængt familie har tydelig effekt. Vi er stolte af Maricels arbejde og de ting, hun opnår for sig selv og sin familie ved at være hos os. Og det er hun heldigvis også selv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet