Surt-barometeret

Bedst som mit surt-barometer har været slået om på “temmelig surt at være mig” i de sidste to uger, hvor vi har haft “desinfection drive” med  udgangsforbud mellem kl. 20.00 og kl. 06.00 hver dag – og i øvrigt et strengt udgangspåbud om KUN at gå ud for at købe livsfornødenheder i supermarkedet eller på apoteket i dagstimerne, har tingene taget endnu en skarp drejning.

Og det var mig, der var ved at gå ud af mit bløde skind over ikke at kunne gå, løbe eller cykle en tur i nabolaget.

Værre var i vente, skulle det vise sig.

I aftes blev det bekendtgjort i aviserne og på de sociale medier, at vi fortsætter vores såkaldte “desinfection drive” i yderligere to uger.

Sig hej til en måned+ kun i eget hjem.

Denne gang er myndighederne ude med et endnu stærkere udgangsforbud – nu 24/7 – og med ufravigeligt påbud om, at man ansøger online om at få tilladelse til ar køre ud for at købe ind eller gå til læge, samt at man påfører sig ansigtsmaske og handsker hele tiden, man er uden for hjemmet. Og hvis man sætter sig ind i en bil, skal man være sig meget bevidst om at kunne dokumentere, hvad køreturen gik ud på, da samtlige vejkameraer blitzer samtlige biler døgnet rundt.

Jeg ved endnu ikke, om fartkameraerne giver automatiske blitz-bøder på ens nummerplade, som man så kan forsøge at få omstødt ved hjælp af en kassebon? Eller måske gør det sig kun gældende for nogle af kameraerne, når man ligesom er længere væk end ens almindelige adresse og kvarter? Eller måske er den der online udgangstilladelse, man skal søge om for at køre i supermarkedet linket til ens nummerplade, så kamerablitz omstødes automatisk?

Umiddelbart er det lort.

Lort at være lukket inde 24/7.

Lort at være nogle af dem, der netop ikke havde købt ind af masker over nettet – af frygt for at der skulle mangle værnemidler til personalet i sundhedsvæsenet. Og vi har 7-9-13 ingen symptomer og holdt os indendøre i hele perioden. I modsætning til rigtig mange andre, der har haft svært ved at forstå, at man ikke måtte opholde sig udenfor.

Men bare rolig.

Vi slutter da på en high note.

Med Martin, der står klar til at brusebade mig med haveslangen under den mørke nattehimmel. En ny drejning i et ægteskab, der er under 24/7-pres.Og jeg er naturligvis iført ærbar bikini (if that’s even a thing) til bruse-seancen, fordi man ikke må være nøgen udenfor i en fjern Ørkenstat. Heller ikke i egen have. Nøgen er fy.

Men hvorfor er det lige, at vi bader udenfor?

Er det next step i vores parforhold efter at have lagt puslespillet med de 500 brikker?

Svaret kommer her. Vores vandtank er pludselig blevet fyldt af chokoladebrunt vand.

Længere nede ad vejen er der gået hul på et stort vandrør under fortovet. Det har vandmyndighederne så leget lidt rundt med uden først at lukke for hele vandforsyningen, så vi når at trække vand ind i vores private reservoir, før de langt om længe får lukket for det sandede pjask.Vi ender med at måtte hælde en hel vandtank vand ud i afløb og haven.

Det er 2.300 liter vand.

Spildte dråber…i et land, der har et stort underskud af drikkevand og kæmper rundt med at afsalte og rense havvand op til befolkningens behov.

Og efter at have tømt tanken, må vi kæmpe med at få tid hos et rengøringshold, der kan suge slam og sand op af tanken, så vandet igen er sikkert for os at bade i og anvende i husholdningen (ikke som drikkevand, dog). Det haster trods alt lidt, når der ikke er så meget som en dråbe rindende vand i huset – og alle er hjemme 24/7.

Rengøringen af tanken får man lov til at betale 1.200 kroner for – i tillæg til at man naturligvis betaler for det kæmpe vandspild, man har været nødt til at udføre, fordi tankvandet under ingen omstændigheder kunne bruges i husholdningen. Dén fejl tager vandmyndighederne dæleme ikke på deres kappe.

Men hvordan så med vandslangen i haven, tænker du?

Af uforklarlige årsager er vandhanen i haven ført uden om tanken. Og vandet så ud til at være lige lidt mindre sandholdigt end det i tanken, så vi tog chancen – og vågnede så op med virkelig stift salt-water-hair.

Jøsses, en start på ugen i vores lille hjem. Det kan kun blive bedre.

Mest af alt mangler vi nu de her masker til at påføre os, hvis vi skulle blive nødt til at gå ud. Online-butikkerne kan slet, slet ikke følge med presset fra befolkningen – og der kan let gå 5-8 dage, før almindelige fødevarer kan leveres.

Så – nyd nu for pokker påskedagene, og at I stadig har muligheden for at være udendørs – og for at se andre vha. social distance-reglerne derhjemme i Danmark.

Sådan tackler vi slet ikke tingene her, men det kan jo også være, at det er fordi virustilfældene er værre hér? Eller også vågner Danmark bare op til en kæmpe-smitteproblematik senere, som myndighederne her har været bedre til at dæmme op for?

Det kan kun tiden vise.

😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷😷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lockdown-tanker

Ørkenstaten er nu igennem weekendens lockdown, der startede torsdag aften kl. 20 og sluttede søndag morgen kl. 6.

Ude på den anden side bliver vi hilst velkommen af den klistrede kombination af sandstorm og ubestemmeligt småregnvejr. Det passer egentlig meget godt til det indre stemningsbillede, nu hvor vi lige har haft en salig lørdag væk fra bevidstheden om, at den står på hjemmeskoling i endnu en uge.Mille ser i øvrigt en hel del mere klar ud til hjemmeskolings-symbiosen, end jeg gør.

Det har været en underlig fornemmelse, dét med at være lukket inde i flere dage. Som med alt andet i en Ørkenstat, er der desværre ganske delte meninger om, hvad weekendens lockdown egentlig betød.

På den ene side blev vi kraftigt opfordret af myndighederne til at blive hjemme HELE tiden – samtidig med at blev der varslet bøder (eller fængsel) til dem, der virkelig ikke kunne forstå beskeden – men på den anden side var der også en formular, man kunne udfylde, hvis man skulle uden for. Til vores store overraskelse cyklede og hyggede mange stadig rundt i vores lille ghetto, som om intet var hændt.

Jeg skal ikke gøre mig til hverken dommer eller politibetjent over andres gøren og laden – dét er mit liv trods alt for kort til – men det undrer mig, at et simpelt budskab som #stayhome ikke kan forstås af alle.

Nå. Men stay the fuck home, så vi alle kan komme videre!

Men der er altså ikke meget at berette efter en hel weekends lockdown. Vi har nusset rundt i haven, malet akrylmaling, kysset intenst, set film, samsovet alle fire, bestilt pizza, lavet yoga efter YouTube-videoer, gloet dokumentarprogrammer om Nordkorea, taget lange karbade og ordnet fødder.

Til gengæld har jeg en række skønne billeder fra dengang, hvor coronavirus virkede langt mindre farligt og mindre vidtrækkende, og man stadig kunne tillade sig at få luft under vingerne i De Forenede Arabiske Emiraters skønne natur.For dét, der muligvis kun er nogle uger siden, men som nu føles like a life time ago, var vi nemlig på dagsudflugt til området Mlieha i Sharjah sammen med et vennepar og deres børn.
Mlieha er et stort arkæologisk område ved bjerget Jebel Mlieha – eller Fossil Rock, som stedet ofte kaldes, fordi man vitterligt vader i fossiler.
Området har stået helt under vand engang for tusinder af år siden, og fossilerne er derfor dyr fra havbunden – snegle, østers og den slags skal- og bløddyr.På vores udflugt kørte vi direkte forbi det arkæologiske besøgscenter og over mod fossil-eventyret i det skarpe og takkede bjerglandskab, men en anden gang vil jeg gerne derind og se nærmere på deres udgravninger og displays. Centret kan man se og læse mere om lige her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Mleiha_Archaeological_Centre

DISCOVER SOMETHING NEW EVERY TIME

Efter vandring i det stenede bjergområde, kørte vi lidt længere ind i sandet, hvor der var en del lokale samlet til grillhygge og høj arabermuzak – og minsandten om ikke en hel flok lænkede hunkameler med afkom traskede forbi os.Hvis der er noget, der kan få børn til at glemme tid og sted, og give sig helt hen i nuet, så er det ørkenen.Herude skal der bogstaveligt talt ikke mere end en bambuspind til, så er børnene pludselig opdagelsesrejsende på udkig efter et fatamorgana af en oase eller måske er de blevet til astronauter på rumrejse.De skynder sig altid at klatre henover de nærmeste sandbanker, så de forsvinder ud af de voksnes åsyn. Det er halvdelen af fornøjelsen undslippe os, og blive helt fri og væk for en stund.

Heldigvis vender de tilbage, når sulten melder sig. Og her kommer min 30 år gamle opskrift på snobrød, der ikke klistrer, endelig til sin ret. Spejder- og snobrødsskills, der skal overleveres fra én generation til den næste. Fandeme vigtig viden.Og efter den skønne udflugt får pigerne lang tid til at gå med at finpudse deres arkæologiske fund med pensler og vand.Der bor vist en aspirerende arkæolog inden i os alle, men det er vel heller ikke så underligt, at man bliver begejstret over fundene? – Se bare hér, hvad der kom med hjem efter en times klatring…Åh, hvor kan jeg næsten ikke vente til vi må komme afsted igen. Ud i ørkenen. På stranden. Ja, bare et smut i en park ville gøre mig glad.

Om ikke andet, så gør hele denne her corona-lockdown-situation mig mere opmærksom på – og taknemmelig for – alle de skønne steder, vi oplever og har lige omkring os. For Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Burj Khalifa og shoppingcentre.

Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemmeskoling – take two

Spring Break er nu officielt ovre i den corona-ramte Ørkenstat.

I vores husholdning er den forældre-improviserede hjemmeskole blevet lukket ned efter to stive ugers kombineret leg-og-lektie-gøgl for fuld udblæsning i det lille firkløver.

Hvem havde da ikke drømt om dét scenarie i stedet for en skøn rejse til Vietnam?

Ironi kan forekomme.Fra i morgen er det således den rigtige skole, der tager over i forhold til at sætte rammerne og opgaverne for børnene, mens vi andre må støtte op på bedste vis på sidelinjen.

For Emilies vedkommende vil opgaverne og skoledagenes forløb blive sat via e-mails fra læreren. Emilie skal så uploade sit arbejde på app’en Toddle, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt.

For Cecilies vedkommende er der et møde over Microsoft Teams hver morgen kl. 9, hvor klassen ser og lytter til læreren, der giver dagens instruktioner. Cecilie skal så uploade sit arbejde i forskellige foldere på OneDrive, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt. Hvis man ikke laver opgaverne og tjekker ind kl. 9, anses det for fravær i skolen.

Nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi er lidt spændte på det, og jeg er særligt bekymret for feedback-loop’et mellem elev og lærer. Vil børnene mon nogensinde få at vide, om dét, de laver, er korrekt og hensigtsmæssigt? Men det er forhåbentlig bare mig, der bekymrer mig unødigt.

Uanset om teknikken driller eller feedback-loop’et kommer til at virke, så glæder jeg mig til, at jeg med sindsro kan sige, at tingene skal laves, fordi deres lærere forventer det – og ikke fordi jeg har selv-opfundet til lejligheden, at der skal laves Mathletics i 30 minutter, efterfulgt af en voldsomt spændende læsebog om Abraham Lincoln på RazKids. Der er intet mere fantastisk end at kunne ansvars-fraskrive og pege helt stift over på læreren, der sætter opgaven. 😂

På en eller anden måde er hjemmeskoling take two / uge to nu alligevel løbet afsted. Ikke at jeg har vænnet mig til, at vi alle går derhjemme, men når der bliver sat struktur, aktiviteter og opgaver op, så går dagene jo på bedste beskub. Om ikke andet har pigerne da lært at værdsætte en kaffepause stort set på linje med deres mor.
Udover at arbejde med deres forskellige apps i matematik og læsning, har pigerne hjulpet til med praktiske ting, som at vande have og vaske sandstøv af terrassen.
Vi tyer også til puslespil, bagning, maling, tegning og alle de andre slags fnullerier og hjemmesysler, der kan drive tiden lidt afsted.I modsætning til den første uge efter skolelukningen, har vi skruet helt ned for blusset i forhold at omgåes andre mennesker. Vi lærer jo mere og mere om corona-virussen, og om hvor vigtigt det er, at vi holder os helt hjemme og på afstand, uanset om vi er karantæneramte eller ej (hvilket vi ikke er). Sådan føltes det ikke for bare 8 eller 10 dage siden, hvor man stadig godt kunne tillade sig at være sammen med andre – bare man fulgte forholdsreglerne med håndsprit og pæn afstand.

En enkelt eftermiddag tillod vi os dog at gøre en veninde og hendes piger selskab på stranden – ude i den friske havluft og med lidt afstand til hinanden. Dén aktivitet er dog en saga blot. Fra i morgen er strandene lukkede i mindst to uger.Butikker og indkøbscentre er fortsat åbne her i De Forenede Arabiske Emirater. Guderne må vide hvorfor. Nogle steder kører de med lidt reducerede åbningstider, men vi har slet ikke de samme forbud om at undgå forsamling og kun foretage nødtørftige indkøb som i Danmark og store dele af Europa.

At der ikke er et indkøbsforbud, betyder dog ikke, at det føles okay, at tage ud i et center eller hen i en butik. Det føles kæmpe-sært og nærmest lidt farligt eller småkriminelt. Faktisk er jeg ved at blive helt paranoid og indesluttet, selvom der ikke er nogen reel grund til det. Måske når myndighederne til samme konklusion om at lukke helt ned hernede – det må tiden vise. Indtil videre er moskéerne, parkerne, legepladserne, pools’ene, fitnesscentrene og biograferne lukkede i 30 dage; skolerne til den 5. april (we wish!) og visse andre sektorer kører med enten hel eller delvis lukning.

Følelsen af, at hele verden ‘lukker ned’ er ubehagelig og lettere angstfremkaldende. Men det er vores nye virkelighed, uanset om vi kan li’ det eller ej. Interessant nok havde vores første Ramadan i De Forenede Arabiske Emirater et lille anstrøg af dét her. Ikke at der var noget med verdensomspændende sygdomstrusler og risiko for smittespredning under Ramadanen, men for en ignorant vesterlænding i ukendt Sharia-land, var der denne her omklamrende følelse af, at verden pludselig var klappet i som en østers, og at der var en hel masse – delvist ukendte og ihvertfald usikre – regler for god etikette, skik og opførsel i fælles-rummet, som jeg risikerede at tage fejl af eller undervurdere. Dengang gik jeg konstant og debatterede med mig selv, om jeg skulle gå ud, hvad der så kunne eller ville ske derude, hvad jeg havde behov for og måske ikke kunne, hvis jeg så gik ud og så videre og så videre…sådan føles der igen nu – bare med langt, langt alvorligere konsekvenser.

Et smut i Dubai Garden Centre er det dog blevet til i ugens løb. Havearbejde er på en eller anden måde nærliggende og beroligende, når så meget andet er uroligt og utrygt. 
Og stærkt ansporet af hele virus-problematikken forsøger Cille sig nok engang med sit projekt ‘bakteriel udvikling på brødskiver’. Her står hun klar – bevæbnet til fingerspidserne – uden for vores lille lokale butik, Choitram’s.Nu hænger brødskiverne med masser af guf fra håndtag og deslige til ‘udvikling’ på ruden i køkkenet, og Cille har skrevet om processen i sit arbejdshæfte. Hun er og bliver en lille science-nørd.Det bliver spændende at se “rusultaterne” om et par uger.

Og mens vi venter på bedre tider, roder vi lidt med en papkasse eller fire – før kvadratrødder og brøkregning kalder igen i morgen.Bemærkelsesværdigt, som vi rykker tættere sammen i familierne – og værdsætter de helt små, simple og nære ting på en ny måde. Dét er en god ting, vi må tage med os ud af denne her pandemi.

Tid.

Til hinanden

Og til småsysler.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kaalund’s Home School

Så kom Danmark også dertil, hvor COVID-19 ikke længere kan affærdiges med at dukke nakken og antage, at det nok ikke vedkommer Skandinavien på helt samme måde, som hos os andre i lidt mere eksotiske dele af verden. At tænke sig: Corona er ganske enkelt båret hjem til Dannevang på ryggen af en flok festlige skiferier i Italien og Østrig. Hvem skulle dog nogensinde have forestillet sig, at resultatet af lidt for heftig after-ski skulle give anledning til andet end sprukne læber, fnat, dårlig samvittighed eller herpes i udbrud?

Verden er af lave, og det ser på ingen måde ud til, at vi sådan lige retter op på en global pandemi. Shit, hvor er det skræmmende.

Hernede i Arabistan er den første uge i Kaalund’s Home School veloverstået. I kommer til selvsamme milepæl om en uge i Danmark, hvor I muligvis også begynder at mærke, om konceptet ‘home ed’ sådan for alvor er noget for jer.Dét er det ikke for mig, kan jeg hilse at sige. I forvejen har jeg fornøjelsen af at forsøge at være dansklærer for pigerne, og det bliver egentlig ikke lettere af at være på et fuldtids-skema.I virkeligheden er vi på en fremrykket Spring Break, men vi har aftalt at køre på med skolesagerne, fordi vi indtil for ganske kort tid siden stadig overvejede, om vi mon kunne komme til Vietnam ved udgangen af marts, som planlagt for længe siden. Dét bliver vi mere og mere sikre på, at vi ikke kan. Og både flyselskabet og hotellerne er faktisk villige til at ombooke, hvilket er fantastisk flot – for vi kunne egentlig lige så godt have mistet det hele ved et no-show. Vi tygger dog stadig lidt på, hvordan og hvorledes, vi så vil til Vietnam, for det er ikke helt ligetil at gennemskue resten af året – ej heller pandemiens udvikling i kommende måneder.En anden ferie, vi tripper rundt om, er Mormors ankomst på lørdag. Kan hun overhovedet komme ind i landet? Vil hun blive sat i karantæne her, nu hvor antallet af smittede stiger og stiger i Danmark? Og hvad med at rejse hjem herfra? Skal hun så i karantæne derhjemme igen på grund af ophold i Dubai?

Spørgsmålene er mange. De klare svar glimrer ved et 100% fravær. Min mor søger efter en voksen, der lige kan tage over for en stund og tage en fornuftig beslutning på hendes vegne, og sådan har jeg det faktisk også selv.

Jeg sover ad helvede til om natten – vender og drejer mig, mens diverse truende katastrofer rammer hårdt i mine drømme. Jeg trøstespiser, kaffelotter den alt for meget og humørsvinger mig igennem dagene, mens jeg scroller igennem dumme breaking news artikler på danske og arabiske medier.

Og så er der børnene. Som vi skal have taget hånd om på bedste vis, midt i Corona-hysteri og omskiftelige beskeder, der flyver ind fra højre og så fra venstre.Vores piger ser næsten hver dag børnenes nyhedsudsendelse, Ultra-Nyt, på DR Ultra, fordi det giver et godt fundament at tale sammen ud fra, og jeg synes virkelig, at de får lavet nogle gode og informative indslag om virussen, og om, hvad vi hver især kan og skal gøre. De virker lidt betuttede, stiller lidt spørgsmål og accepterer, at et svar kan ændres fra ja til nej i løbet af en time.Mest af alt savner de deres almindelige hverdag. De savner deres kammerater, lærere og skolens faste rammer. Genkendeligheden, strukturen og fællesskabet.Og i mellemtiden må vi få det bedste ud af situationen i en balanceakt, hvor vi ikke burer os inde – for vi er jo netop ikke i en reel karantæne – men vi må jo heller ikke gøre noget alt for tumpet.

For eksempel vover vi os en formiddag i Street Maniax i Al Quoz 3, som er et nyt sted med seje forhindringsbaner til tween-segmentet. Vi kom med fuldt overlæg lige ved åbningstidspunktet, så der var så få mennesker som muligt.Vi bliver temperaturmålt og afsprittet, før vi går derind, og undervejs er der masser af håndsprit og rengøringsfolk, så jeg egentlig ikke føler det store problem ved at være der.

Kite Beach kunne vi heller ikke helt stå for forleden. Prøv at se en himmel og er hav! Jeg føler mig så taknemmelig over at bo 20 minutter fra så smuk en kyst.
Go’e gamle Al Barsha Pond Park lægger vi også vejen forbi en eftermiddag, for lige at få lidt frisk luft.Balancen er svær at finde, og det kan sagtens være, at jeg om nogle måneder i bagklogskabens klare lys vil tænke, “hvad fanden tænkte du dog på?”, hvis dette her milde mareridt fortsætter, men indtil da forsøger jeg at finde en mellemting, hvor vi kan holde ud at være til, så vi ikke bliver til de rene løvinder i bur.

Men det ér svært. Pigerne savner deres kammerater, og vil gerne have legeaftaler.
Når sandheden skal frem, så er det jo ikke kun dem, der gerne vil have legekammerater. Jeg har også brug for, at vi kommer lidt uden for matriklen og leger “idrætstimer” på den ene eller anden facon. Jeg har også brug for, at de to unge damer bliver skilt lidt ad – måske ikke hver eneste dag – men så hveranden ihvertfald, så de kan komme hjem igen og lege videre med fornyet energi og et friskt pust udefra.

Måske er det i virkeligheden dybt forkert, at fortsætte med at se de mennesker, vi plejer at omgåes, for lige nu er vi vist alle smittebærere, men hvad pokker skal vi gøre?

Vi har siddet rundt om bordet og forklaret pigerne, at vi ingen erfaring har med sådan en situation her. At det også er første gang for os, og at det bliver noget, vi aldrig vil glemme i vores levetid.

Det er så mærkeligt, sådan som verden trænger sig på med virkelig foruroligende ting, oplevelser og problemer i disse år. Og det er alt sammen en virkelighed, som vores helt små børn skal vokse op i, lære at leve med og i – og deale med.

Det slår mig forleden, da Cille præsenterer os for sit spritnye, hjemmelavede brætspil om livsfaserne. Undervejs kan man opleve gode og dårlige ting. Man kan få en god uddannelse. Man kan få voksenakne. Man kan blive gift. Og skilt igen. Man kan blive smidt ud af Amerika af Trump. Man kan blive smittet med corona og overleve. Man kan dø af alderdom eller kræft. Og så fremdeles.Hun er bevidst om så mange ting, det lille menneske. På dén måde kan børnenyhederne måske nok være med til at åbne øjnene for alverdens problemer, men på den anden side, så er der måske mere styrke i at vide, at vi vitterligt er slået hjem i et stort spil corona-ludo end at forsøge at lade som ingenting?Jeg har ingen svar på rede hånd.
Indtil videre holder jeg lige præcist næsen over vandskorpen ved at indtage koffein i rå mængder og gemme mig med næsen langt inde i mit Saxo-abonnement. Og så måske et enkelt slaw af Cille-livs-ludo. Det kunne jo være, at livet faldt heldigere ud på spillebrættet end der gjorde i virkeligheden. Jeg er villig til at ta’ chancen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet