• ···

Konfirmander og fødselarer

Ih – en weekend, vi har haft!

Den starter med popcorn og filmhygge i sofaen.img_5823Herefter følger fejring af smukke konfirmander og søde fødselarer, som fylder mig helt med glæde og taknemmelighed over at være lige dér – i så gode menneskers selskab.

Martins fødselsdag blev desværre fejet lidt af vejen, fordi den faldt på en arbejdsdag og fordi der skulle pakkes til påskeferien i Danmark, så fredag tager vi seriøs revanche og fejrer ham og Hr. M (der også er blevet et år yngre) med en lille, uskyldig jordbær-marcipan-tærte.img_5835Hun er en energitæt og tung trunte at sætte til livs – og var det ikke for de oppebærende bobler i mit glas, ville jeg nok været sunket til bunds i poolen.

Vi fortsætter ufortrødent senere med ditto energitætte og tunge dinosaur-steaks.img_5837Full-on Brødrene Price, kører vi. Det er smørret og fedtet, der gør ‘et.

Og vi kan jo altid bede om syndernes forladelse i morgen?

Lige bortset fra at der er fuldt hus i kirken lørdag, så jeg ikke har dén mulighed.

Der er nemlig tale om noget af en helligdag både i kristen og muslimsk forstand.

For muslimerne er det helligdagen Al Isra Wal Mi’raj, der markerer dén nat, hvor Profeten Muhammed drog ud på en fysisk og åndelig rejse, hvor Gud påbød ham at udbrede og indføre 5 daglige bønner til hans ære og ihukommelse.

I forhold til kristendommen, er dagen særlig, fordi intet mindre end 30 unge skandinavere vælger at blive konfirmeret her i De Forenede Arabiske Emirater – fordelt på to steder: Den Danske Ambassade i Abu Dhabi og Sømandskirken i Dubai.

Prøv lige at se de smukke, unge mennesker!

img_5877

Og vi er så uendeligt heldige at få lov til at være med til at fejre to af de fine konfirmander ved et stemningsfuldt arrangement, afholdt af Hr. og Fru K.

Her er vi i gårdhaven – med Maricels håropsætninger – og helt klar til fest. Med Bob-kat som forundret tilskuer.img_5854Feststemningen er ligeså fin og varm som temperaturen.img_5861img_5863img_5862Vi spiser og spiser, drikker og drikker, sniksnakker og lytter til smukke taler fremført af de unge mennesker, som med største selvfølgelighed giver udtryk for deres tanker og følelser.

Og da de voksne svømmer hen i salig mæthed og kølig hvidvin, springer de unge resolut i poolen – og lader konfirmationstøj være konfirmationstøj. Det er alligevel for sent at protestere. img_5868Cille og Mille ser målløse og benovede til fra sidelinjen. De store piger er lige dele spændende og overraskende.img_5871Og da de unge er kølet ned, står de med største selvfølgelighed op af vandet og danser sig tørre.img_5874Sikke en fest!

Næste morgen er cykelmyggene ude at køre 50 kilometer i ørkenen. Jeg fatter stadig ikke hvordan Martin kan se sådan her ud efter flere timers cykling og forbrænding af knapt 1.000 kcal. Jeg ville have lagt mig til at dø midtvejs.img_5876Så jeg bager i stedet boller og laver morgenmad til Team Easy On. Og så roser jeg dem for deres indsats. Naturligvis.img_5875img_5878Weekenden slutter på forunderlig vis præcist som den starter.

Med popcorn.img_5879I biografen. Med Alec Baldwin som en forrygende Boss Baby.img_5884

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Ain ZOO

Al Ain ligger halvanden times kørsel fra Dubai.

En overskuelig og nem dagstur, for det er stort set gerade-aus i lidt mere end 100 km., hvor turisterne i Regnskabschefens bus kan sidde og nyde synet af kameler og dadelpalmer i rødt ørkensand og et varieret udbud af moskéer langs vejen og ved tankstationerne.

Det eneste aber-dabei ved turen er en forbandet masse rundkørsler, som Al Ain tilsyneladende har en forkærlighed for. Der er ihvertfald den ene efter den anden 25 kilometer før man overhovedet nærmer sig de (få) attraktioner, som den grønne oase byder på.

Da vi var på besøg første gang i Al Ain var det med Flyvende Mormor. Her valgte vi at se det lokale kamelmarked, en dadelpalme-oase og den smukke park Green Mubarrazzah for foden af Jabal Hafeet.

Denne gang er der nedpakket intet mindre end 4 styks rollinger i bussen, så nu skal vi i børnevenlige Al Ain ZOO.img_5291Entréprisen er rørende, hvis man sammenligner med danske ZOO-priser.

30 dirhams for voksne (60 kr.) og 10 dirhams for børn (20 kr.).

Der er åbent fra kl. 9-20 og parken tilbyder golfbiler til dem, der er dårligt gående eller blot har fået et akut panikanfald af SARS i knæene.

Vi går rundt i parken – for vi har jo baby A i klapvogn.img_5297Dyrene ser ud til at have det godt.img_5294img_5288 Ikke at jeg er blevet synderligt veterinær-kyndig siden sidst, men der er store, pæne og rene indhegninger, masser af frisk mad og et personale, der ser ud til at holde af dyrene, når de fortæller, plejer og fodrer, mens havens gæster ser til.img_5289img_5303img_5300Pigerne nyder særligt at se skildpadder i mange varianter og fine voliérer med fugle i alle størrelser.img_5293img_5330Det er en varm dag, så vi fylder vandflaskerne ved de frit tilgængelige vandposter og laver picnic på en af plænerne. ZOO’s café har en mildest talt rædsom akustik og et temmelig trist interiør, men priserne er fine og man kan jo tage mad og drikke med ud i haven.img_5326Baby A nyder at være på græs, mens pigerne hopper i brandvarme hoppeborge.img_5322Svedige, trætte og glade vender vi næsen mod udgangen sent om eftermiddagen.

Den sommerhungrende familie fra O’ense har heldigvis ikke kun oplevet regnvejr i Dubai, men også fået en solid omgang solstik med hjem i kufferten – og så er alt jo, som det skal være.img_5339Og min oprindelige skepsis over for konceptet arabisk zoologisk have er hermed underkendt. Al Ain ZOO er superfint, rent og hyggeligt. Der er styr på tingene både i forhold til dagens gæster og havens beboere – og vi kommer bestemt igen en anden gang – for dyrevelfærd ser ikke ud til at være helt så meget en by i Rusland, som man kunne have frygtet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mushrif Park

Gurkebajsen-i-fangedragt og Moster-hér tager på tur.img_5209Til Khawaneej i det nordøstlige Dubai, hvor Mushrif Park ligger.img_5230Sølle 10 dirhams (20 kroner) koster entréen for Regnskabschefens bus, der er stoppet til bristepunktet med børn, mostre og madpakker.

Mushrif Park er off-the-beaten-track for de fleste mennesker, der bor i en hvid-mands-ghetto inde i det centrale Dubai.

Hér kommer man ikke bare lige forbi.

Stedet er endnu mere ude af øje og sind for turister, men jeg vil hermed gerne slå-et-slaw for stedet, hvis man skulle få lyst til at opleve noget helt andet end det sædvanlige Dubai-halløj.

Jeg er selv blevet inspireret til turen af gode venner, da det overhovedet ikke var på min radar, at man kunne køre forbi Mirdif og længere ud i araber-sand-land for at finde en ny park og legeplads til børnene.

Men her er virkelig skønt og det er absolut en 40 minutters køretur værd.

Se selv!img_5213img_5212Det er en fin arabisk oase med masser af træer og palmer, der skaber kærkommen skygge på en varm dag.img_5215Pigerne spurter fra hus til hus, der er opført i miniature-størrelse, så de vækker fantasien hos både store og små, mens vi går på opdagelse i området.img_5216img_5217Mushrif Park er opført af Dubai’s Bystyre i 1980 – hvilket er rigtig lang tid siden, set med Dubai-øjne.

Parken bærer derfor positivt præg af at være veletableret i forhold til vegetationen, mens de forskellige “attraktioner” har fået en vis patina, der nok ikke helt kan beskrives som at ældes med ynde.

Men hvad gør det?

Børne-øjne ser med fantasi og nysgerrighed på forunderlige bygninger – og ikke på graffiti-tags, snavs og smuldrende fundamenter.

På sin vis minder betonen, den sære due-voliere og legepladserne mig lidt om min families sen-80’er-sommerferier i Øst-Europa – og det er faktisk en skøn, nostalgisk fornemmelse at sidde med på et picnictæppe.

For efter at have gennemløbet området med de små huse, er børnene så sultne, at de knapt kan vente til maden bliver pakket ud.

Er der én, der kan forklare mig, hvorfor børn altid er hundesultne, så snart man ankommer til destinationen? img_5218Moster-søstrene hygger sig med at stopfodre baby A, mens Mille og Jo løber frem og tilbage til legepladsen.

Dem er der i øvrigt mange af. Legepladserne.img_5223 Mushrif Park strækker sig over 525 hektarer, så der er rig mulighed for at besøge parken adskillige gange, før man kommer i nærheden af at have set og oplevet det hele.img_5222Om aftenen åbner der endda et tivoliområde for småbørn – og i følge skiltene er der restaurant og poolområde m.v., men jeg fornemmer, at det er bedst selv at medbringe picnic.

Stedet virker lidt for lukket og småsnusket til, at man får den store lyst til at dyppe luksuslegemet i en potentiel bakteriebombe af en pool – og ikke én af de små kiosker holder åbent i løbet af dagen, så der er ikke noget med at love ungerne en is eller dig selv en kop kaffe…img_5221Vi nøjes med at hænge ud på legepladsen, indtil vi er så kogte i varmen, at vi vender næsen hjemad.img_5229Mushrif Park er helt igennem ‘lokalt område’, om man så må formulere det.

Her er masser af emiratier, der lader børnene løbet krudtet af på legepladsen – for araberne elsker parklivet med picnic og leg.

Der er dedikerede barbecue-områder lidt uden for legeområderne – og jeg forestiller mig, at her er stuvende fyldt af arabiske familier hver lørdag hele vinteren igennem, når de går all-ingrill-bill.

På vejen ud ser vi mange af parkens mange arbejdere, der holder middagshvil langs stien. De ligger uden underlag, har hullede sko og slidte kedeldragter – og madpakken ligger i en lille plasticpose.

Det må virkelig være hårdt at arbejde hér. Især i sommermånederne.

Og vi er de priviligerede immigranter, der således kører hjem til nedkøling i poolen, i stedet for at vente på at blive samlet op efter endt arbejde, sådan som arbejderne må gøre hver evig eneste dag.img_5234img_5235Sådan er Dubai.

Kontrastfyldt.

Vidunderlig og hæslig på samme tid.

Rig og fattig.

Smagfuld og smagløs.

Lykkelig og trist.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Grønthandleren

“Hello. Is this Mohammad? Hi, my name is Nita and I am arriving at the fruit and vegetable market now. Could you come and help me?”

Min veninde lægger mobilen fra sig og begynder at samle børn og tasker op fra sæderne i Regnskabschefens minibus.

Vi er netop parkeret i Al Aweer, et område ved Ras Al Khor i det nordlige Dubai.

Distancen mellem vores hjemmevante hvid-mands-ghetto i syd og dét her sted er 30 minutter. Men den mentale og kulturelle distance er af en helt anden dimension.

Det her er en mandeverden.

Fyldt af kjortler og håndtryk. Pengesedler i bundter og tilråb. Cigaretrøg og kaffe i små krus.img_4782Vi er her, fordi det er hjemstedet for Dubai’s Fruit and Vegetable Market.

Det lyder ret eksotisk, men der er så absolut intet, som gengiver en snas af Sydøstasiens fascinerende hustle and bustle gadeliv eller Sydeuropas rustikke, charmerende markedspladser.

Det her er et arabisk industrikvarter.

Fyldt af cykler, ladvogne og skrald i plumrede vandpytter.

Fyldt af mænd, der arbejder i gudsforladte rækker af hurtigt opførte haller med cementgulve og blege neonrør i loftet.

Varerne på hylderne køres primært B2B og i meget begrænset omfang som løssalg.img_4777Og de kunder, som normalt frekventerer hallerne, er tydeligvis ikke høje, blonde madammer fra Europa. Det er derfor, min veninde har ringet efter Mohammad, en flink grøntsagspusher med gode engelskkundskaber, der kan deale sydfrugter til rimelige priser på vores vegne.

Og der kommer han ud af hallerne – med trillebør og bredt smil.

“Hello and welcome, I will take you around, I will show you good quality and good price”, siger han og sætter straks retning mod boderne.img_4787Vi stikker ud som en sore thumb i mængden. Men vi ved hvad der forventes af os; vi afholder os fra øjenkontakt og lader Mohammad – en mand – tale for os.

Og her er forholdsvis roligt sådan en formiddag. Folk er på vej til moskéen, før de skal ud at handle og socialisere. Så vi peger og vurderer, snuser til frugter og får Mohammad til at presse priserne lidt for os.img_4786Børnene dimser omkring og scorer smagsprøver i boderne, hvor grønthandlerne velvilligt skærer mangoer og æbler op, så vi kan vurdere smag, friskhed og kvalitet.

“Mummyyyyy, må jeg få jordbær nu?”, spørger Mille utålmodigt og hiver mig i ærmet, mens jeg forsøger at følge med i de hurtige indtastninger på en ivrig grønthandlers lommeregner.fullsizerenderxEfter tre kvarters frem og tilbage mellem boder efter kartofler og grønkål, blomkål og appelsiner, har vi nået grænsen for alles koncentration.

Mohammad får drikkepenge og hjælper os over til bilen med dagens fangst.

Søde unger skal ud til dagslys og leg.img_4796Mødrene skal ud og væk fra et miljø, hvor vi ikke forstår en brik af kommunikationen og postyret omkring os. Det er trættende i længden.

Der er penge at spare ved at køre nordpå efter friske frugter og grøntsager. Helt sikkert.

Der er også en sjov og god oplevelse i at komme væk fra vores ghetto og ud i den virkelige verden.

Men en anden gang bliver det til levering på hjemadressen.

Der er trods alt grænser for, hvor længe og hvor ofte, jeg orker at have en mandlig pusher for at komme i nærkontakt med en flok gulerødder, avocadoer og mangoer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

International Day

Hvis der er noget, der kan højne danskheden hos en dansker, så er det at flytte væk.

Ud i Den Store Verden.

Derude, hvor Denmark vist nok er hovedstaden i Sverige; hvor der konsekvent tales Dutch, right? – mens vi (iført islandske sweatere) kaster Danish pastries i kartoffel-kajen, fordi det bare er ren hygge – [hoo:ga], right?

Jeps.

Patriotisme er en finurlig størrelse, som synes at stige eksponentielt med antallet af kilometer, man er rejst væk hjemmefra.

Lige så snart vi forlader vores vante omgivelser og bosætter os i et andet land, begynder vi at lede efter Carlsberg (selvom vi altid drak noget tjekkisk bryg i Danmark). Vi steger frikadeller og fiskefiletter (selvom vi altid spiste pizza og shawarma i Danmark) og vi synger fædrelandssange med inderlighed (selvom vi altid undgik selskabs-syngeri behændigt i Danmark).

Præcist den samme effekt gør sig gældende for flinke mennesker fra det store udland, som bosætter sig i Danmark.

De er lige så brændende fædrelands-inderlige som vi selv er.

Naturligvis.

Vi er tilbage ved idéen om flokken og det menneskelige behov for et fællesskab, som er naturligt, let og behageligt. Den fælles referenceramme. Glæden ved de genkendelige ting og handlinger, traditioner og ritualer.

Og nu er jeg så kommet dertil i min patriotiske selvudvikling, at jeg ejer en landsholds-trøje.

Det ville jeg dælen-dylme aldrig nogensinde have gjort i Danmark. Never. Ever.

Den ‘nydelige’ DBU-trøje iklæder jeg mig nu med stolthed ved særlige lejligheder. Når der er danske sportsfolk i Ørkenstaten eller når vi skal angive vores nationalitet i anden sammenhæng.

Tag International Day på skolen som det seneste eksempel på en dag i fodboldtrøjen.

We are red –

We are white –

We are – 

…alt-for-kære-trunter med flag i fletningerne og på buttede barnekinder…img_4748Vi har fixet LEGO-galore og Pandora give-aways til folket. img_4767 Og vi serverer pebernødder i kassevis, bradepander med drømmekager og steger 1.200 æbleskiver i Lurpaks den bedste, før aftenen er omme.img_4769Apple slices without any apple, som man siger. Prøv at forklare dén logik til resten af verden, der venligt bider til bolle og udbryder: Ah, like Dutch poffertjes!img_4772Om formiddagen har vi serveret pålægschokolademadder for kammeraterne i KG2 og Year 3 (og smilet bare en lillebitte smule overbærende, når lærerne med dyb koncentration kæmper med at udtale paaa-laaag-choklad-mad-ar).fullsizerender-2fullsizerender-4Danmark dejligst.

Lige ind til vi lander hos pakistanerne, hvor Mille får en fin hennatatovering på hånden og jeg bliver beværtet med de sprødeste, mest fantastisk krydrede samosas.

Pakistan dejligst, synes jeg nu pludselig.img_4764Og sådan kunne jeg blive ved.

Der er nemlig også en flok yndige svenske tjejer i nationaldragter med majstand, kanelbullar og hele moletjavsen.

Der er palæstinensere med de lækreste zaatar-krydrede brød og indere i virkelig elegante sarier.

Der er australiere med hvinende søde desserter og seriøse barbecue-pølser. Og en enkelt nordmand med en enkelt trold ved sin side.

Så måske er det i virkeligheden hele verden dejligst?img_4765Uanset hvor vi kommer fra, så er International Day en festdag for alle nationaliteter på en international skole.

Det er den bedste skoledag på året, hvis man spørger vores piger.

Det er dagen, hvor vi med stolthed og glæde fejrer og fremviser en lille bid af dén mad, de klædedragter, sange og traditioner, som vi forbinder med hjem.

Det er dagen, hvor vi lærer noget nyt om os selv og om hinanden – vores forskellige kulturer og udtryk – og dét er i sandhed værd at fejre.

PS: Selvom jeg nu som udlandsdansker er blevet åh-så-wienerbrøds-og-æbleskive-fanatisk, så melder jeg mig aldrig ind i Danskernes Parti. Men findes der mon et Pakistanernes Parti, så vil jeg overveje det? Ihvertfald hvis de serverer samosas til møderne og hennatatoverer mine hænder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts