Krampetrækninger

Vi har masser af dem.

Krampetrækninger.

Ikke fysiske – heldigvis – men mere noget med at få klaret og overstået de ALLERSIDSTE ugers skolegang og en bunke praktiske gøremål, før der vanker halvanden til to måneders ferie i Danmark.

Når vi er så længe væk fra vores hjem, er der ufatteligt mange kedelige ting, der er tvingende nødvendige at få klaret, fordi der er lange måneder, hvor vi intet får streget på listen over praktiske gøremål.

Der skal skiftes to blæsere på et par air condition units på taget, så de ikke bryder i brand eller står af i 45+ graders varme, mens vi er væk.

Min bil skal til dens årlige ‘syn og omregistrering’ (endnu en slags skjult skat), og den skulle også lige på værksted i sidst uge for at få fixet jeg-ved-ikke-hvor-mange-ting, som mekanikerne da liiige fandt, da de hjalp min dumme skoletaske ud af bagsmækkens lås.

Der skal laves skadedyrskontrol, så der ikke pludselig klatrer kakerlakkolonier op af afløbene, og vi stopper de allesteds marcherende spøgelses-myrer brat ved hoveddøren, så de ikke fornøjer sig i køkkenskabene, mens det er allervarmest udenfor.

Der skal fornyes handyman-service-kontrakt, så Maricel trygt kan ringe efter hjælp, hvis og når husets vandpumpe slår fra eller en vandvarmer drypper gennem loftet, når sikringer bliver ved med at springe og så fremdeles. Der er altid noget at gøre for en husholderske i dét, der betegnes som et ‘gammelt’ hus i Dubai (når huset er +15 år).

Daisy skal selvfølgelig lige forbi dyrlægen til sidste tjek efter sin sterilisation, fordi der stadig sidder et stykke uopløst sytråd, jeg ikke magter at hive ud selv, og vi andre skal nå til tandlægen og frisøren, og jeg må på apoteket efter høfebermedicin, der ikke fåes uden recept i Danmark. Drugs til den danske sommer må vi ha’.

Vi skal købe fødselsdagsgaver til længeventede gensyn, og vi skal forsøge at finde praktiske sko, der passer til et altid spændende dansk sommervejr. Vi må rydde op og ud i pigernes skuffer og skabe, så Maricel kan sende tøj og stadigt brugbare sko til Filippinerne i juli måned, hvor hun sender en kæmpe-kasse afsted fyldt til randen med tøj, tæpper, konserves, hygiejneprodukter osv. Jeg kunne blive ved, og jeg har helt sikkert glemt en masse i forbifarten.

Forleden kom vi så til indkøb af uniformer på min to-do-liste.

En tilbagevendende begivenhed, der får begge piger til at sukke dybt, fordi det bare er det kedeligste, man kan forestille sig. De seneste par år har jeg været så modig/letsindig, at vi køber uniformerne inden sommerferien, og så satser vi hårdt på, at de ikke lige vælger at vokse 10 cm. på grund af de nye, danske kartofler, ærter og jordbær.Så meget på “forskuds-indkøb” havde jeg ikke turdet binde an med for få år siden, hvor pigerne vitterligt kunne hoppe halvanden-to skostørrelser på et par måneder, men nu går det trods alt lidt langsommere. Og gudskelov for dét. Cille og jeg passer allerede fodtøj. Mille er knapt 150 cm. høj som 9-årig, og hun har samme skostørrelse som miniature-mostrene hjemme i Danmark.

Det er smart at handle uniformer på et uden-for-nummer-tidspunkt. Op til sommerferien vader man lige ind fra gaden, får fin hjælp og kan få justeret længder osv. fra den ene dag til den næste. Lige op til skolestart står man i kø for bare at komme ind i butikken, serviceniveauet er forlængst fordampet og skrædderen er alt for travl. Og der er ét, måske to steder at købe uniform, afhængig af, hvilken skole, man er tilknyttet. Der er slet, slet ikke frit spil som i England, hvor uniformerne er så generiske, at man bare smutter i Next, Sainsbury’s eller Marks & Spencer efter noget, der ligner det påkrævede mest muligt.

Pigerne har aldrig prøvet andet end at gå i uniform i skoleøjemed. Jeg elsker det – og de spørger aldrig hvorfor, fordi det altid har været sådan. Vi er også helt ude over diskussioner om passende skole-outfits, og der skabes en samhørighed blandt børnene ved at gå i det samme tøj. Man er ligesom en del af gruppen.

Uniformerne skifter efter børnenes alder, uanset hvilken skole man går på. På Dubai International Academy er der de sødeste skotskternede uniformer til kindergarden-børnene. Lidt mere grown-up-look til mellemstørrelses-børnene, hvor pigerne får nederdels-shorts på, så underbukserne bliver nede i bukserne, og så er der det sidste tween-look med figursyede skjorter og smallere bukser til alle, når vi når op i Secondary School, hvor pigerne jo får menstruation og nok heller ikke har lyst til at flashe underbukser i pausen.Idrætstøjet er det samme, uanset alder. Her står Mille i det praktiske og ret behagelige sæt, der endelig blev implementeret for et par år siden. Man klæder ikke om i skolen pt. (corona er begrundelsen for alting lige nu), så børnene går hele dagen i idrætsuniformen, når der er idræt på skoleskemaet. Svedigt. I bogstaveligste forstand.

Uniformsdelene koster præcist det samme, som et andet stykke vilkårligt tøj ville gøre i en almindelig tøjbutik. Det er igen helt modsat England, hvor uniformsdelene var ultra-billige – i en grad, så jeg overvejede, om staten mon holdt priserne kunstigt lave eller måske gav et tilskud til de supermarkeder og tøjkæder, der gad at få syet uniformstøj i eget navn.

Når først man går fast på en skole, og ikke starter helt fra ‘bunden’ med at bygge uniforms-beholdningen op, koster det nogle tusind kroner om året. Opstart koster langt mere, og når folk så skifter skole igen og igen, må der virkelig blive fyret penge af. Man lærer også de små tricks undervejs – som f.eks. at drengenes uniformsbukser sidder pænere end pigernes, så man skal bede om drenge-style til pigerne. At badedragterne til svømmetimerne med fordel kan købes i model mørkeblå Speedo i sportsbutikken, fordi de sidder bedre og er billigere, og at de hvide ankelsokker ligeledes med fordel kan købes i en billigere sportsbutik eller lavpris-tøjkæde, for hvide strømper bliver som bekendt grå og nussede, uanset startprisen.Om lidt vanker der sko-indkøb, hvilket pigerne vil sukke og stønne lige så højlydt over, som de gjorde på vej til uniformsbutikken. Men sådan må det være. Den første uge i Danmark skal virkelig ikke bruges på at trawle Slotsarkaderne igennem for stumper og grej.

Der er to uger tilbage af et underligt skoleår, der har været lige dele udfordrende og spændende for os alle.

Cille har klaret sig så fint igennem sit første år i Secondary School. Så fint, at hun blev inviteret til en hel dags projektarbejde sammen med udvalgte piger fra årgangen, der alle havde udmærket sig inden for naturvidenskab og matematik i forskellige eksamener. Hendes projektgruppe vandt opgaven med at bygge en batteridrevet bil fra bunden med små stykker materiale til rådighed.Jeg elsker, at man husker at fejre de fagligt dygtige elever (også), og at det ikke har noget at gøre med at overse eller glemme de elever, der har behov for ekstra støtte. De sidstnævnte får faktisk altid mest fokus, og det er helt okay, men det glæder mig, at skolen anerkender pigernes evner inden for klassiske ‘drenge’-fag som kemi, fysik og matematik. #girlsinstem – altså piger og kvinder, der arbejder inden for STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics) skal tales op, for den der gamle traver om traditionelle ‘mande- og kvindefag’ må gerne lægge sig hen i et hjørne og dø hurtigst muligt. Umiddelbart er det også i dén retning, Cille drømmer om at gå.

Mille har haft et dejligt Year 4 med en fantastisk lærer – og hun har virkelig klaret det flot, at hun gennem stort set hele skoleåret har arbejdet hjemmefra hveranden uge. Det har hjulpet gevaldigt, at hun har haft en fast veninde at sidde sammen med – så var energien og motivationen lige lidt bedre.

Og mig selv, sagde hunden? Tja. Jeg overlevede da de vanvittige 14 måneders online-undervisning med børn i alderen 5-11 år i de Aller stiveste 50 minutter ad gangen.

Jeg er træt, som aldrig før, men samtidig er jeg fyldt af så god energi over ENDELIG at være kommet over på skolen igen, hvor jeg kan undervise ‘næsten som normalt’, og hvor børnene er i aldeles hopla. Det bedste af det hele er, at jeg har kontrakten på plads for næste skoleår allerede, så jeg ved, at jeg får lov at undervise Y1-Y6; bogbestillingerne fra de forskellige forlag i Danmark er begyndt at ankomme, og skolen har meldt ud, at modersmålsprogrammerne skal foregå fysisk på skolen fremadrettet. Skolen lover i samme åndedrag, at alle elever skal have mulighed for/tilbud om at være fysisk til stede til undervisning hver dag næste skoleår. De får travlt med at udvide campus i sommerferien, gør de.

Vi ser altså ud til at være på vej tilbage til en form for ‘normal’ skolegang igen. Det føles rart og betryggende, nu hvor vi snart er på to måneders ferie fra det hele. Sidste år var kontrakten og undervisningsformen ét stort, åbent spørgsmålstegn, fordi ingen anede, hvad der ville komme til at ske – og skuffelsen var virkelig til at tage at føle på, da vi modersmålslærere måtte indstille os på 100% onlineundervisning. Måske var det helt heldigt, at vi ikke anede en dyt om, at det ville komme til at stå på fra marts 2020 til maj 2021.

Lige om lidt skal vi ud at flyve for første gang i et år. Der er aldrig gået så længe mellem vores besøg i Danmark, som denne gang. Og så skal vi ha’ danske jordbær, hindbær, is og masser af friske grøntsager. Og en lur. Hold kæft, en lur, vi skal ta’ os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rene underbukser eller en tanzanit?

Hver eneste gang jeg får lyst til at skrive et eller andet om smykker, kommer der en mørk skygge krybende hen over idéen.

Hvad er problemet?

Jeg tror, det handler om, at det kan virke overfladisk. Lidt ligesom at flashe en meget dyr taske og efterfølgende gøre opmærksom på, at den har man altså givet mange penge for eller sådan noget. Cringe.

Men – hvorfor skulle det egentlig være en hemmelighed, at jeg elsker smykker? Det er jo mit (læs: stakkels Martins) valg, hvad vi bruger vores penge på, præcist ligesom alle andre er velkomne til at købe hundehvalpe, campingvogne, cigaretter eller signerede fodboldtrøjer for deres penge.

Og det er jo nærmest i offentlighedens interesse at vide, at Dubai er et helt igennem fantastisk sted at købe smykker, ikke? Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at dit drømmesmykke koster halvdelen af det, smykket ville koste i Danmark, men det er overraskende tæt på. Så drøm du bare om den helt store tur….flybilletterne betaler jo nærmest sig selv, ikke?

Jamen … snyder de os så ikke bare i guld- og sølvbutikkerne i Dubai? Er diamanterne solgt med lidt fup og fiduser?

Nix.

Alle større ædelstene kommer med de originale certifikater fra enten Schweiz eller USA, og mindre ædelstene kommer med butikkens certifikat på størrelse, antal og total-karat. Dét kan man trygt stole på.

Salg af ædelmetaller og værdifulde stene som diamanter er et gennem-reguleret område, fordi styret hernede aldrig ville acceptere, at nogen kunne beklikke deres troværdighed i en sådan henseende. De har kun interesse i at blive større end Antwerpen, om muligt, og jeg kan love dig for, at udvalget er fænomenalt. Prøv at gå ind for at forhøre dig på en to eller tre karats diamant, og så skal du se læssevis af bakker blive linet up, så du kan vælge fra det dyreste til det billigste. Her er noget for enhver pengepung og Hartmann’s kan gå direkte hjem og lægge sig.

Der ligger smykkebutikker i alle malls og i mange forskellige områder af byen. Det sjoveste og skøreste sted er naturligvis den traditionelle Gold Souk i den gamle bydel oppe ved Deira. Her kan man f.eks. se det voldsomt ornamenterede brudeudstyr i guld til de indiske og pakistanske brude.

Hvis man er ude efter et særligt ur, ville jeg straks anbefale urbutikkerne i Dubai Mall, så man er helt sikker på både service og kvalitet.

Er man ude for at købe et særligt værdifuldt smykke eller at få lavet et nyt smykke ud af et gammelt smykke, vil jeg dog ikke gå i souk’en eller malls, men i stedet anbefale Gold & Diamond Park, som er et kæmpe center dedikeret til guld- og sølvsmedebutikker. Jeg har skrevet om stedet før – og tilmed fotograferet én af smedjerne hos den butik, hvor vi får lavet de fleste af vores smykker til familie og venner (og mig selv, sagde hunden).

Men som overskriften siger, handler det i dag om underbukser og en tanzanit. Martins underbukser, forstås, for i tyverne var mine trusser så miniature-små, at de nærmest bare var en fodnote i historien. Det er noget anderledes nu, for jeg er nemlig indehaver af trusser, der vokser med alderen (smart).

I starten af vores kæresteliv rejste vi til Kenya og Tanzania. I farten havde Air France godt nok glemt vores rejsetasker, men vi måtte ligesom videre i teksten. De glade tyvere, you know, videre-videre. Da vi ankom til minebyen Arusha efter en lang rejse i en slingrende Toyota Hiace fyldt med khattyggende kammerater fra Nairobi, fik jeg pludselig et klarsyn. En vision, vil jeg nærmest kalde det. Så jeg købte en tanzanit for forsikringssummen. Til minde om Tanzania, naturligvis. Faktisk kunne jeg slet ikke trække vejret uden den tanzanit, så det var dælme godt, vi fik fat i den.

Da vi på denne fikse måde fik ekspederet samtlige kontanter videre i systemet, stod jeg nu med en konvolut med en fin dueblå tanzanit i – og ellers ikke andre ejendele i nærmeste fremtid. Glad var jeg. Ubekymret. Martin uden rene underbukser var det mindste problem i hele verden, og desuden har han været soldat, så han må have prøvet dét, der var værre?

I tre dage vendte han boksershorts ind og ud. Men hvad gør det, når man er forelskede og sover i spidstelt på savannen? Rejsetaskerne blev da også på mirakuløs vis leveret til os midt ude på Serengeti, og så var der ellers ikke flere underbukse-udfordringer på dén tur.

Til gengæld blev jeg aldrig glad for den fatning og ring, som tanzanitten senere havnede i, da vi kom hjem til Danmark. Ingen navne nævnt, men en guldsmed i Hillerød fik presset en cushion cut sten ned i en prinsessefatning – og det fatter man jo minus af. Men jeg tog ringen på og gik ud i verden og undrede mig. I de sidste 10 år har ringen ligget skamfuldt i smykkeskrinet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på den indfatning, og fordi jeg har tre gange tykkere fingre i dag end for 20 år siden. Kald det en blanding af vægtforøgelse, permanente ødemer og fingerled, der har givet sig voldsomt af to graviditeter – et møg-ærgerligt sted at vokse er det ihvertfald, men trods stor ærgrelse er fingrene ikke krympet det mindste.

For nylig tog jeg min tanzanit til nåde.

Jeg fik stenen sat i den rette fatning og tilføjet brilliant-skårne diamanter i såkaldt halo hos butikken CARA i føromtalte Gold & Diamond Park. Jeg glemte dog at lave før-billeder, så I får kun efter-billedet af mine krogede fingre.Resultatet er blevet så fint og feminint. Og jeg er lykkelig over, at min nostalgiske tanzanit bliver til at bruge igen. Det er ærgerligt at have noget liggende i et smykkeskrin, som rent faktisk kan blive til et smykke, man gerne vil gå med, men som ligger ubrugt hen af enten størrelsesmæssige årsager eller et design, der er uddateret.Fremover vil jeg se ned på min fine ring og tænke på dengang i Tanzania, hvor jeg pludselig var helt visionær. Måske vil jeg også tænke lidt på Martins underbukser, hvem ved?

For mig repræsenterer smykker bærbare minder. Smykker er kærlighedstilkendegivelser eller en måde at bære et kys, en velsignelse eller en oplevelse videre ud i livet og verden. Derfor er min forlovelsesring også ved at blive bygget om, fordi jeg ikke kunne passe den længere (læs: fedmen og ødemerne), og ringen kunne desværre ikke udvides ved at isætte noget mere metal.

Og når nu jeg alligevel var i gang med både tanzanitten og forlovelsesringen, kunne jeg lige så godt fortsætte. Min Mor fik nemlig engang i 80’erne en ametyst-ring af min Far.Det ville være synd at sige, at ringen er i et design, jeg kan se mig selv gå med, men der er et eller andet ved at beholde den lille ametyst, som min Far må have følt passede til min Mor. Dengang, for så lang tid siden…

Jeg har ikke mine forældre i et fasttømret fællesskab, og det har vi alle lært at leve fint med, men af nostalgiske årsager skal ametysten have lov til at blive hos os alle sammen. Den skal gives videre til enten min niece eller en af pigerne en skønne dag. Men indtil da bliver den til en signetring i rosaguld til mig.

Som I kan se, får man tilsendt CAD-tegninger af det design, som butikken foreslår. Man kan også sagtens bede dem om at lave en prøve i ler, som man så kan prøve på, før de for alvor går i gang. Andre gange skal man prøve ringen på, før de f.eks. begynder på stensætning og færdig-slibning, som nu er tilfældet med min forlovelsesring, der oprindeligt er en Georg Jensen Fusion-ring med diamanter. Jeg glæder mig til at hente min splinternye forlovelsesring – og signetringen, som min Mor nu skal se i sommerferien.

Gamle smykker, som skal laves til nye med et skandinavisk udtryk skal nok laves i butikken Monili. Handler det om et klassisk design (som tanzanitringen) og i særdeleshed om at isætte flere eller større diamanter, er det nok CARA, der er bedst.

Jeg kunne blive ved, men skal stoppe nu. Der er dog heldigvis mere smykkesnak i mine gamle indlæg lige her:

Alt, der glimter….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rulle-Mille

Siden sidst har vi haft den skønneste Eid al Fitr i Emiratet Ajman, der ligger 40 minutters kørsel fra Dubai stik nordpå.
Overalt er der pyntet op med gyldne lanterner, halvmåner, dadler og kaffe, og selvfølgelig masser af friske blomster.

Dagene gik så nemt som ingenting med at sove og spise længe, bade i poolen, dase og læse på liggestolene – og så var vi i havet hver dag for at prøve kræfter med den oppustelige forhindringsbane, der ligger fast-fortøjret i Fairmonts private lagune. Martin filmede mig derude. Det var IKKE kønt, så jeg undlader at uploade dokumentation. Jeg skulle jo nødigt tage appetitten fra jer.Havet er omkring 27-28 grader varmt her i midten af maj – og det er simpelthen en perfekt temperatur. Man kan ligge dér og skvulpe rundt i det friske saltvand og duve med bølgerne i en halv time uden så meget som en eneste kuldegysning.

Og pigerne er nu blevet så store, at vi kan ligge stille og læse bøger eller se serier uden anden afbrydelse end insisterende anmodninger om bestilling af mad og drikkevarer i en lind strøm. Mad skal der til, når man er 9 og 11 år gamle.Denne gang havde Martin booket to værelser med dør i mellem, og pigerne var svært tilfredse med at få deres helt eget univers, hvor de kunne flytte ind og lave spabehandlinger uden de voksnes indblanding.Det var tiltrængt for Martin med nogle fridage, hvor der skete ganske lidt på kontoret og i indbakken – og selvom Eid al Fitr er en notorisk dyr weekend (lidt ligesom at booke noget i påsken i Europa), så endte Fairmont med at være sådan rimelig fair.Bevares, den indre madsnob var ret meget på tålt ophold i buffet’en, der helt sikkert godt kunne trænge til en opgradering rent kvalitetsmæssigt, men det sker bare ikke i nærmeste fremtid, for hotellerne har blødt økonomisk så længe, at det er bydende nødvendigt at spare på … ALT. Så – ja – der var ikke længere Le Labo sæbe-sortiment på badeværelserne, som ellers hører til et ophold på Fairmont; om morgenen var der lange køer til æggene, som til gengæld var af tvivlsom burhøne-kvalitet; om aftenen blev der serveret sushi med betydeligt flere grøntsager end rå fisk – og så fremdeles. Vi overlever nok. Og vores russiske medgæster fik da både fyldt tallerkenerne og kommanderet med personalet under alle omstændigheder, må man sige.

Eid al Fitr (og alle andre muslimske helligdage) fastlægges efter månen – og det betyder, at man oftest først ved, hvornår helligdagene træder i kraft dagen før, man egentlig får fri. Dén udfordring kan man tackle på to måder: Book hotel eller ferierejse og kryds fingre for, at den estimerede måneudvikling holder stik – eller hold nallerne helt fra at booke noget som helst, hvis det skaber mere frustration end glæde i tiden op til ferien. For man ved bare aldrig.

Vi havde booket fra tirsdag til fredag for længe siden, fordi Mille fyldte 9 år om tirsdagen. Hvis vi så endte med at skulle i skole og på arbejde tirsdag og onsdag, ville vi bare køre fra hotellet i Ajman og ind til Dubai. Det kunne der jo ikke ske noget ved for et par dage. Men heldet tilsmilede sødeste Mille – og hun fik sørme fri fra skole på sin 9-års dag.Cille havde lavet den fineste skattejagt til Mille med gaver, hun selv havde udtænkt, fundet og købt. Der var også gaver fra familien i Danmark, som faldt i god jord hos den glade Playmobil-entusiast.Vi endte med at give efter for et stort ønske fra Milles side: Rulleskøjter. Vi kan ikke selv stå på rulleskøjter, så det er en førstegangs-oplevelse for os alle. Se lige stoltheden og tilfredsheden lyse ud af hende.Der sker så meget med denne her 9-årling for tiden.Hun er den kærligste hunde-mor og datter, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse.

Hun reflekterer over tingene, vil gerne tale om alt muligt mellem himmel og jord, når vi cykler eller kører bil sammen – og så er hun blevet markant bedre til at være en lille smule genstand for opmærksomhed eller i centrum, om man vil..
Det var svært for Mille under lockdown i foråret 2020. Hun kom sig aldrig rigtigt over chokket ved at blive sendt hjem og kun skulle se sine venner over Teams på iPad. Hun ville ikke videofilmes til idræt eller til dans. Hun ville ikke lege med de andre over Zoom efter skoletid – for ‘det er ikke rigtigt at lege sammen’. Hun blev indelukket, stille, mut og trist. Præcist som vi andre – i virkeligheden. Børn er spejle på deres voksne. På godt og ondt.Men Mille er nu et helt år ældre – erfaren med, at ting og aftaler kan ændre sig fra ét øjeblik til det næste – rolig ved tanken om, at vi ikke altid ved, om det nu kommer til at gå som aftalt. Hun har lært, at selvom ting ændrer sig, kan vi sagtens finde en løsning og stadig have det dejligt og rart sammen.Hun bevæger sig igen. Både fysisk og mentalt. Væk er corona-tristessen. Mutheden. Matheden. De negative tanker om sig selv og andre, der hele tiden gav sig udslag i, at hun fravalgte fællesskaber.Mille er videre nu. Og gudskelov for det. Vi var virkelig bekymrede, og vi prøvede at tale med hende, så godt, som vi nu kunne.

Det hjalp med en to måneder lang sommerferie i Danmark sidste sommer, hvor det var som om Danmark endnu ikke havde fattet, hvad corona var for en størrelse, og hvilke redskaber, der skulle tages i brug for at få styr på tingene. Det var nærmest et lille helle for os, kan jeg nu se i bakspejlet.

Heldigvis kom vi tilbage til skolestart for alle børn i september 2020. Godt nok med hveranden uge derhjemme for mange af årgangene, men det var trods alt stadig meget, meget bedre end i foråret. Mille landede tilmed i en fantastisk Year 4 klasse med dejlige kammerater og en skøn lærer – og så retter tingene sig jo stille og roligt op.

Mille flyder. Hun er oven på igen.Til lykke med de 9 år til verdens bedste Milløjser.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zakat

Jeg kommer lige frem med én af de rigtig brede kamme – eller en grov, positiv generalisering, om man vil:

Én af de ting, muslimer er virkelige gode til, er velgørenhed og donationer.

At give pengegaver til velgørende formål kaldes for zakat.

Google forklarer det sådan her til os uindviede:

Zakat (Arabic: زكاة‎; [zaˈkaːt], “that which purifies”, also Zakat al-mal [zaˈkaːt alˈmaːl] زكاة المال, “zakat on wealth”, or Zakah) is a form of almsgiving to the Muslim Ummah treated in Islam as a religious obligation or tax, which, by Quranic ranking, is next after prayer (salat) in importance.

Zakat beregnes efter ens indtægt. Det forventes, at man giver 2.5% af ens årlige indtægt til velgørenhed – eller ihvertfald til nogen, der har mindre end én selv.

Zakat er tilmed én af de fem søjler i Islam, så velgørenhed er pludselig på linje med at bede, at faste under Ramadanen, at tage på pilgrimsrejse til Mekka én gang i livet og så fremdeles. Dét er noget, der rykker, når man får så præcise anvisninger til velgørenhed i Den Hellige Bog.Ifølge The Islamic Information er der 8 slags mennesker, der fortjener vores zakat mest:

1. Enlige rejsende. Måske pilgrimme og andre, der er på livsrejser?

2. Missionærer, der rejser ud og forkynder Allahs ord.

3. Gældstyngede mennesker, der ikke kan finde en vej ud af deres økonomiske trængsler.

4. Slaver og andre slags ‘tilfangetagne’ mennesker, der skal ud at leve frie liv.

5. Ny-konvertitter med økonomiske behov.

6. NGO’er (selvfølgelig!)

7. Verdens fattigste mennesker, som lever under sultegrænsen og uden indkomst.

8. Hjemløse.

Selvfølgelig er der undtagelser og afvigelser fra reglerne. Der kommer jo ikke en kassemester med en regnemaskine for at kulegrave, om du rent faktisk har foræret 2.5% af din årsløn væk til nødstedte, fattige og lidende mennesker. Muslimerne gradbøjer nøjagtigt ligesom vi andre gør, og da især hvis de er kultur-muslimer, ligesom jeg er en del af de kultur-kristne.

Vi har muslimske venner, bekendte og kollegaer, der meget gerne vil have et glas rødvin eller en stærk øl om fredagen. Vi kender andre, der aldrig kunne drømme om det. Nogle muslimer faster under Ramadanen – andre er ikke interesserede i det aspekt. Nogle muslimer vil gerne smage en pastaret med bacon eller et stykke flæskesteg, hvis man lover, at man ikke nævner indholdet, så de spiser i såkaldt ‘uvidenhed’, mens andre med al tydelighed ikke skal bede om den mindste skefuld svinekød nogensinde. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, andre slår det sammen til én gang dagligt. Nogle elsker at komme i moskéen om fredagen, andre foretrækker at komme der hver eneste dag. Andre kommer der aldrig nogensinde.

Sådan er der så meget – og hver især gør vi, hvad der passer til os.

Det er en diskretionssag.

Personligt får jeg aldrig mig selv skubbet i kirke en søndag kl. 9 eller hvordan det nu er. Til gengæld går jeg gerne en lang tur i naturen eller sætter mig ind i en tomt og stille kirkerum, og her er jeg sikker på, at linjen op til Gud er ligeså tydelig og stærk, som hvis der stod en præst og prædikede foran mig.

Men nu handlede det jo om zakat og ikke bøn.

Særligt under Ramadanen er der et fokus på at leve ‘ordentligt’. At give til velgørenhed. At spise sundt og nærende. At få det optimale ud af at faste rent mentalt. At øge ens opmærksomhed på de rette værdier i livet. At være i harmoni med omgivelserne og i tæt kontakt med ens familie. At træne fysisk og få hvilet nok.

Jeg er fuld af beundring over dem, der vælger at faste i 30 dage. Det må virkelig ikke være nemt. Her i landet er det varmen og luftfugtigheden, der udfordrer voldsomt. I Danmark er det de lange, lyse dage, der udfordrer, fordi længden på fasten bliver så vanvittig. Men jeg er alligevel ret langt fra at skulle bede om selv at udføre en måneds faste. Til gengæld vil jeg gerne deltage i zakat.

Før coronaen ramte, havde vi Ramadan-køleskabe rundt omkring i nabolaget, hvor man kunne donere forskellige slags mad og drikke. Pigerne hjalp mig med at handle og pakke til det, og jeg kunne rigtig godt lide det, fordi det er en meget fysisk og direkte måde at hjælpe på – og sjovere for børn end at donere penge online.

Ramadan-køleskabe er selvfølgelig ikke tilladt under en pandemi. Til gengæld er det gjort ualmindeligt let at donere penge – f.eks. når man er ude at handle. I vores lokale supermarked, Choitram’s, er der masser af initiativer året igennem, hvor man kan lægge 10, 25, 50, 100 eller 200 dirhams oveni det beløb, man står og er ved at betale for varerne. Så er der pludselig betalt for en række måltider til værdigt trængende eller for skolegang til børn, der ellers ikke kan få adgang til uddannelsessystemet i deres land. Det er nemt, når man ‘bare lige’ kan smække en 20’er afsted, hver gang man står med kortet fremme.Mange muslimer lærer også deres børn om zakat ved at inkludere det helt naturligt i deres opsparing. Så giver de deres børn nogle særlige, trekantede sparebøsser, hvorved de træner deres økonomiske sans i forhold til forbrug, opsparing og så velgørenhed. Jeg elsker den idé.Nok om zakat i denne ombæring.

Vi er nemlig på vej på en seriøs forlænget weekend. Ramadanmåneden er ved at være omme, og nymånen vil skinne over en Eid-festbuffet eller tre i de kommende dage.

Eid Mubarak til alle jer, der nu bryder fasten. Nyd jeres velfortjente fest!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Palm West Beach og The Pointe

I oktober 2020 åbnede der endnu en fantastisk, kunstigt anlagt strand i Dubai. Midt under pandemien og med et minimum af turister, men sådan er der jo så meget. Timing is everything, som man si’r.Palm West Beach hedder stranden, som er beliggende på ‘vest-siden’ af Palm Jumeirah’s stamme. Ikke at forveksle med West Palm Beach, der som bekendt ligger i Florida i Guds Eget Land. Der er bare dét, at her i De Forenede Arabiske Emirater, har vi det med at lade os ‘kraftigt inspirere’ af originale navne, ikoniske bygningsværker, verdensberømte steder osv. fra andre dele af verden.

Hvis italienerne har Venedig, forsøger vi da også at lave en slags Venedig i Madinat Jumeirah. Hvis Las Vegas har Caesar’s Palace, laver vi da bare en ø, der sjovt nok også har et Caesar’s Palace (og måske-måske ikke får en gambling-licens, når det måske-måske ikke er haram længere). Har cubanerne virkelig fede barer i Havanna, bygger vi da osse nogle barer, hvor der spilles salsa, sælges cohibaer og mixes mojitos. Hvis Florida er kendt for den særlige Miami-vibe, The Keys og kilometer efter kilometer af super-strande, så møffer vi da bare rundt med noget sand og laver vores egen mini-version med vores egen Miami-so-so-vibe. Sådan er dét.

Men selvom man måske godt kan smile lidt af kopi- og konkurrencekulturen ‘størst-bedst-dyrest-hurtigst’, er det stadig nogle vildt lækre steder, der bliver skabt til glæde for os, der bor her – og for turisterne, når de engang kommer i hobetal igen.

Jeg så masser af billeder i medierne af Palm West Beach med dens flotte promenade med restauranter og en fin splash-zone til børn, dengang området blev indviet. Og så glemte jeg helt ærligt alt om det igen. For Palm Jumeirah kan godt være sådan lidt irriterende. Altså ikke irriterende den éne gang i mellem, man vil på Atlantis til en fødselsdag i akvariet eller i vandland en weekenddag, men mere sådan hverdags-irriterende, hvis man nu fik sig den idé at skulle derud en gang om ugen efter et eller andet. Trafikken derude er træls, lige så snart man nærmer sig fyraften, fordi alle køretøjer skal bevæge sig samlet i sneglefart ad palmestammen, og bagefter rundt i rundkørsel efter rundkørsel på de to halvmåner/crescents.

Men okay.

Jeg fik da Palm West Beach genopfrisket i hukommelsen, da min veninde fortalte mig, at man må have HUNDE med på stranden og på spisestederne. Ikke ud at svømme og plaske vildt i havet, men med på en gåtur i snor og civiliseret leg. Og dét er vitterligt noget nyt i Dubai, hvor hunde efterhånden er ved at blive mere accepterede i forhold til at tage dem med i parker, på stranden, på hotel osv.

Vi stadig-lidt-nybagte-hunde-ejere var selvfølgelig nødt til at tjekke stedet ud hurtigst muligt. At finde en hundevenlig strand 7 minutters kørsel fra hjemme var jo næsten for godt til at være sandt.Daisy tog lige lidt tilløb til bruset og bølgerne, men efter et øjeblik var det en ren saltvands-indsprøjtning for hende.
En tidlig lørdag morgen var der så heller ingen trafik på Palmen. Parkeringshuset ved stranden stod stort set tomt, og der er efter sigende gratis parkering de første 6 timer, hvorefter det koster 5 dirhams at holde der i timen.

Billigt, billigt, billigt – for ikke at sige en sjælden, gratis fornøjelse.

Og udsigten fejler absolut ikke noget, vel ?Og når stranden samtidig ligger så fredeligt hen som hér en lørdag morgen, kan jeg garantere for, at jeg kommer igen hurtigst muligt. Næste gang vover jeg måske endda at gå på café med kræet, for at tjekke, om hun kan opføre sig nogenlunde ordentligt i dén sammenhæng.

Hvis du nu pønser på ferie i Dubai, er det ikke kun Palm West Beach, der er en åbenlys god idé til en billig eller helt gratis dase-dag, skulle budgettet ikke lige være til hotel med privatstrand.

Længere ude på Palmen ligger der også et hyggeligt udendørs shoppingområde med verdens nu største springsvand med lys og lyd – kaldet The Pointe. Ganske få minutters taxakørsel fra ovennævnte strand.Som man kan fornemme på kortet, er der direkte kig fra The Pointe’s promenader med restauranter og caféer over mod det terracotta-farvede Disney-agtige Atlantis, og selvom vi endnu har til gode at opleve det nye springvands-show, tør jeg godt garantere, at det er hyggeligt at opleve, for det andet springvand neden for Burj Khalifa og Dubai Mall i Downtown vedbliver at være en familiefavorit hos os.

Ud over Palm West Beach, The Pointe og hotellet Atlantis, har Palm Jumeirah endda fået et observatorium, hvor man kommer op til en helt fantastisk udsigt over Palmen og Dubai. Observatoriet hedder The View. Man skal i Nakheel Mall for at få adgang til udsigtsdækket, og i disse corona-tider skal der helt sikkert bookes billetter i god tid. Dér har vi heller ikke været endnu, så man må sige, at jeg reklamerer med enkelte uprøvede ting på bloggen i dag.
Og før jeg får rodet mig ud i at anbefale flere steder og oplevelser, jeg ikke selv har tjekket ud, vil jeg lige vise jer et par billeder fra en helt fantastisk fødselsdagsgave, som Martin var så heldig at modtage.

Samme weekend som vi nød strandtur med Daisy, ‘indløste’ Martin nemlig gaven – en bådtur til The World Islands, som er et menneskeskabt ‘ø-rige’ formet som et verdenskort, beliggende¨ ud for Dubais kyst.

Middagen blev indtaget lige dér ved den blå prik på kortet.

Øen er en lang og endnu ubeboet tange, der ligger placeret således, at den kun kunne komme til at hedde Antarktis. Vi har ikke viden om, hvorvidt Antarktis er købt af en russisk eller kinesisk rigmand, men hvis du brænder inde med en formue, kan du da undersøge, om det er en mulighed at købe tangen og opføre en lille ferieresidens med helikopterlandingsplads?Vi forsøgte virkelig også at spotte pingvinerne og blåhvalerne på og ved Antarktis – både ved inspektion på selve tangen og ved at flyde omkring i havet, men man skulle nok have drukket flere flasker vin for at få øje på dem!Efter timer med badning i det lune havvand, hygge, snak og skøn mad ombord, så Dubai’s skyline sådan hér ud, da vi begyndte at vende næsen hjemad igen mod Palmen.

Her er bare skønt.

Uanset vinklen, hvorfra jeg betragter dette her forunderlige, skizofrene fatamorgana af en by i en fjern Ørkenstat, så elsker og omfavner jeg det hele.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet