Ugen derpå

Det er sådan en underlig følelse, når vores gæster rejser hjem igen.

Uanset hvem, der har været på besøg – familie eller venner – så tager det en hel uge at komme sig mentalt og fysisk.Der er sådan en ubehagelig mathed og tomhed efter intenst samvær, masser af oplevelser, aktiviteter og nydelse.

Nærmest ligesom tømmermænd efter en fed fest.

Pludselig er det slut med fællesskabet.

Med små svinkeærinder og sjove udflugter i weekender og på hverdage.Det er jo ikke fordi der er noget i vejen med vores firkløver-fællesskab eller vores almindelige hverdag, men det tager tid at vænne sig til dét liv igen.

For poolen er da sjovere med Farmor, Mormor eller Moster.Og det med at gøre sig i stand og gå i byen er da sjovere i en lille flok.

Savn og længsel er altid en del af kufferten, når man bor langt væk fra familien. Og selvom følelserne er ubehagelige, så er de efterhånden letgennemskuelige og egentlig også medgørlige, når først jeg ser og mærker, hvad det er, der foregår.

Ugen derpå er ikke sjov, men ugen efter er alting back to normal.

Min Mor og jeg taler åbent om det.

At det tager lige så lang tid at komme sig efter at have tilbragt tid sammen, som den tid, man tilbragte i hinandens selskab. Fordi man er træt og mæt på alle planer.

Men hjertet gør altså ondt, når vi cykler hjem efter skole, og der så ikke længere står en Farmor og vinker i vejsiden, og der heller ikke sidder en Farfar i havegyngen og siger ja tak til kaffe.

Så går jeg lidt i sort. For en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemme!

Det er ikke ofte, at der går en uge i mellem mine blogindlæg.

Men jeg har været ophængt.

Forpuppet.

Forskanset.

Bag plastickasser i IKEA.Med udpakning af flyttekasser og organisering af det nye hjem. Og så har jeg ikke engang taget min halvdel af slæbet og besværet, fordi jeg samtidig har haft rigeligt at se til på arbejde.

Mr. Flat-Pack har gjort stort set det hele egenhændigt, mens jeg har drukket te og sukket over alt det nye og fine, der er kommet til.

Jeg elsker at flytte med Martin. Jeg elsker ikke at flytte, men med Martin gør jeg det gerne. Han kan vitterligt komme på plads i et nyt hus i løbet af 3 arbejdsdage, hvor det ville tage alle os andre almindelige dødelige adskillige uger.Vi er i sandhed Hr. og Fru IKEA, som I nok kan se. Kombineret med 10-15 år gamle Idé-Møbler og en lille smule pakistansk gardin- og tæppevæsen, nu hvor vi trods alt bor i Mellemøsten. Men uanset at der aldrig bliver tale om et Bo-Bedre-hjem til os, så er jeg simpelthen så pavestolt af dét hjem, der endelig er vores.Der mangler billeder på væggene og friske blomster i urtepotterne – og der er fortsat en lang to-do-liste til håndværkerne, men det begyndte at føles som ‘hjemme’ allerede fredag aften, da jeg indviede køkkenet med at lave middagsmad til os.

Og for 1. gang i alle vores flytninger igennem 17 år, lykkedes det mig at lave et “første måltid i nyt hus på nyt komfur”, der rent faktisk smagte dejligt. Det tager jeg som et godt tegn.Og pigerne?

De tager flytningen med ophøjet ro.

For Cille er det hendes 6. hjem i 3 lande på 9 år.

For Mille er det hendes 4. hjem i 2 lande på 6 år.

De er mest interesserede i at tage opstillede fotos i IKEAs udstillinger.Det er forståeligt nok, at de fortrækker til en fantasiverden. De voksne er alligevel overhovedet ikke til at komme i kontakt med, sådan som de vader rundt med målebånd og diskuterer hylder, skabsplads og opbevaringskasser.

Og lige så herligt som det nu er, at føle sig rigtigt hjemme derhjemme, så er vi heldige at få nye naboer, der kommer forbi med nybagt velkomstkage – og søde venner, der kommer forbi med indflyttergaver og blomster.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skagen – cigaretter og tørklæder

Da vi landede i Danmark i starten af juli, og solen skinnede helt eventyrligt, fik jeg komplet solstik og blev hooked på idéen om at opleve dansk sommer i Skagen.

Helt så eventyrligt skinner solen nu ikke her i august måned, men trods frisk vind og truende skyer, har det været en kæmpe fornøjelse at opleve naturen i, på, ved Skagen. Også selvom der er ret langt derop til Verdens Ende.

Når man strammer sig lidt an og bruger de japanske turist-kneb med at drøne lidt fra sted til sted, kan man faktisk nå at opleve en hel masse i løbet af ganske kort tid.

Her er det f.eks. mig, der klatrer op i tårnet på Den Tilsandede Kirke og laver en been there, done that. Markeret med blåt, fordi jeg er sådan en usandsynligt lillebitte type.Der er en smuk udsigt fra klokketårnet og fine markeringer i træ rundt omkring i terrænet, som indikerer den tilsandede del af kirken.Efter dén skønne oplevelse og udsigt over Skagens natur, tager Conny og jeg på Skagens Museum, mens Morfar aktiverer pigerne på en nærliggende bondegård.

Der er en særudstilling om Michael Ancher og Skagens kvinder i muséets moderne tilbygning. Den er helt fortryllende og så absolut et besøg værd.Her er det helt almindelige skaw’-kvinder, Ancher lader sidde i en klitgryde, mens de hygger sig med at strikke og underholde hinanden med landsbysladder. Min hjerne bobler af gammel, hengemt viden fra gymnasietiden om Det Moderne Gennembrud – og den realisme og lovprisning, der pludselig sniger sig ind i kunstnernes romantiske verdensbillede, når fattige kvinder dokumenteres for eftertiden med de lasede kjoler og hærdede fødder, de nu engang havde.

Bemærk også lige de danske tørklæder anno 1880’erne, folkens. Det får jeg lyst til at pointere, nu hvor vi har en ny ‘maskeringslovgivning’ i landet.

Og her er endnu en række billeder af en stolt, ung Skagenskvinde, der vist var tjenestepige hos Familien Ancher. Prøv lige at se de ansigtsudtryk, Ancher formår at genskabe, så vi kan læse videre ind i dem mange hundrede år senere. Gad vide, hvad den unge kvinde tænker…

Og I får da lige et af de berømte Krøyer-stemningsbilleder. Her er det naturligvis Sankt Hans aften.Jeg har en fest med at se de forskellige udstillinger på Skagens Museum igennem i eget tempo – uden afbrydelser fra tørstige eller tissetrængende børn. De har det så fint og rart med at nusse marsvin og kaniner på gården.

Sidste omgang Skagens-turisteri er naturligvis en is ved Solnedgangskiosken i Gl. Skagen. Det er en nyklassiker.Vi løber rundt på stranden og samler perfekte, flade sten, som vi senere kan male på med Posca-tuscher.

Og lyserød soft ice får jeg, mens vi skutter os i den lidt for friske vind ved Solnedgangskiosken. Det er sådan en helt igennem dansk sommerspise, som jeg aldrig var interesseret i, før vi flyttede til Dubai, men fordi det er stort set uopdriveligt dernede, er det pludselig en delikatesse i mine øjne 😂.Morfar runder Skagens-turnéen 2018 af med en stille rygepause. Eller så stille, som den bliver, med to nødder på slæb. Sidste sommer lærte pigerne at ryge lakridspiber. I år er vi åbenbart kommet til tyggegummicigaretterne 🤪🤯🤣

*Jeg bringer ovenstående billede med en 2018-politisk-korrektheds-anmærkning om, at jeg naturligvis ikke endorser rygning. Hverken til børn eller voksne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På toppen af Danmark

Roadtrippin’ med pigerne, mens Martin er i Dubai.

På tværs af Danmark – og så stik nordpå – til vi står ved Verdens Ende. Inklusiv en færgetur lige midt i det hele.

Er det bare mig, der bliver helt barnligt glad ved synet af en færge? Det er ren nostalgi – fra dengang, hvor vi sejlede flere gange om året for at besøge den sjællandske del af familien og til Sverige i alle sommerferierne. Jeg elsker at sejle!Jeg husker, hvordan min Mormor drønede afsted i Volvoen og hendes sammenbidte ansigt i spejlet, som jeg kunne skimte fra bagsædet. Hun skulle jo nå færgen til den bestilte tid. Og når vi så kom ombord, åbnede hun kaffekurven, der var fyldt med dejlig hjemmelavet mad, mens jeg længselsfuldt så hen mod de blålilla pølser med brød til en formue. Min Mormors mad var selvfølgelig tusind gange bedre end kabyssens, og jeg var i øvrigt megakræsen, men barndommens længsler…

Denne gang er det mig, der med stift blik forsøger at ramme Mols-Linjen til den bestilte tid. Og af veje, der er så uransagelige som Herrens, opfører pigerne sig eksemplarisk på bagsædet fra Hillerød til Sjællands Odde.

Jeg køber restaurantens buffet til pigerne, så de kan smage dansk færgemad. Dén slags, som jeg aldrig selv fik – og som jeg ved selvsyn og med voksne øjne kan konstatere hvorfor. Det er jo ikke fordi maden er uspiselig. Slet ikke. Men det er et begrænset og knapt så inspirerende udvalg, man får lov at betale for.Pigerne hygger sig ombord, mens færgen duver afsted. Vi taler i telefon og lidt med naboerne ved sidebordet – og de spiller på deres iPads. Turen går så stærkt, at jeg må trække dem ned på bildækket, fordi de ikke rigtigt kan tro, at vi skal fra borde nu.

Præcist 2 timer senere lander Voldsom Volvo ved Verdens Ende.

Det har taget nøjagtigt 3 timer og 45 minutter fra Nordsjælland til Skagen – plus en dejlig færgetur på 1 time og 15 minutter. Der er altså længere mentalt mellem de to geografiske punkter end der er ude i virkeligheden, kan jeg konstatere.

Og om aftenen viser Morfar Cille, hvordan hun er krydset landet på en dag.Vi har kun 2 hele dage med Morfar og Conny i Hulsig ved Skagen, så vi kommer ud af fjerene og får set os omkring på feriecentret, der har masser af gode aktiviteter til børn.Skyerne hænger tungt om ørerne på os, og der blæser en frisk vind, men vi tager masser af tøj med i en kurv, så Ørkenens Døtre kan klare blæsten på Toppen af Danmark.Sidste år tog jeg billeder af Morfar og Mille i traktorbussen til Mandø. I år er det Sandormen til Grenen.Og pigerne oplever, hvordan Kattegat og Skagerak tørner sammen med høje skumsprøjt til følge.Jeg har komplet hukommelsestab og dejavú på én gang, så jeg ikke kan erindre om eller hvornår, jeg har været her. Måske har jeg kun set billeder fra andres ferier? Var jeg selv med dengang ditten og datten skete?

Under alle omstændigheder er her uendeligt smukt på Grenen.

Med høj himmel og havvand i alle verdens blålige nuancer.

Et bitte, sort sælhovede, der dukker op af bølgerne med mellemrum og det der særlige Skaw’-lys, jeg godt kan forstå har inspireret kunstnere til alle tider. Vi finder vandmænd og kigger på små muslingeskaller, der knaser under fødderne. Her dufter friskt af havvand og det giver sult i små børnemaver, der gerne vil fyldes med fisk.

Så vi går ned på havnen til rækkerne af røde pakhuse.Og de har selvfølgelig børnenes favorit. Fiskefiletten. Denne her er rugmelspaneret og pandestegt. Lækker, frisk og knasende sprød.Bagefter går vi tur i Skagens stræder og gågader. Jeg peger på alle de flotte, gule huse og forklarer pigerne, at vi er i Skagen, og at det er en tradition at male husene i denne særlige, gule farve. Mon de så kan gætte, hvad vi kalder den farve? ‘Ostegul’ er Milles bud.

Hun er revnende ligeglad. Det er søsteren også.

For de har travlt med at diskutere, argumentere og irritere hinanden i én uendelighed.

Efter is, butiksbesøg og ulidelige søsterdiskussioner om de mest ligegyldige ting, tager Volvoen en uventet drejning og drøner mod Kandestederne. Vi er blevet rusket igennem på Grenen til formiddag, men trioen trænger tydeligvis til mere frisk luft.

Jeg er så hjernedød-træt-af-uendeligheds-kværuleren mellem de to søstre. Og har PMS samtidig. Og vil ha’, at Martin kommer lige nu og redder os fra os selv.

Med andre ord har jeg mere end ondt af mig selv. Og undrer mig over, hvordan folk kan have mere end to børn, når jeg selv er ved at blive lettere sindssyg af to?

Sådan her ser det ud, når tre vrantne damer vræler livsens frustration ud i kor ved Kandestederne.Skal nok spare jer for billeder af de hævede øjenlåg og røde snuder. Lidt privatliv må de stakkels bloggerbørn jo have.

Hvilken lettelse det er, at pigerne efterhånden er store nok til at reflektere (en smule) over deres opførsel ved hjælp af verbale tilkendegivelser. Jeg har hadet alt det der med fysiske stop-tegn til småbørn, der fatter minus – og jeg har heller aldrig fundet ud af at bruge naughty steps og counting to three-teknikker, så jeg værdsætter, at vi nu kan begynde at tale om tingene, og fortælle hinanden om, hvad der sker indeni os.

Og efter følelsesmæssig katarsis er vi klar til at kigge på tusind-år-gamle træ- og tørvestykker, der falder ud af den dramatiske klint ved Kandestederne.Her er så smukt og råt og luftigt, at jeg drømmer om at komme tilbage hertil på en efterårsferie, hvor man virkelig ville være i elementernes rasen. Efterfulgt at blid, varm kakao i et sommerhus, naturligvis.Vi taler om Anden Verdenskrig og kigger nysgerrigt ind i de tre bunkers, der ligger lige ved nedgangen til stranden. Vi piller også i tørveklumper og taler om, at det blev brugt som brændsel i gamle dage. Og så skal der som altid sættes mindesmærker i sandet og kastes sten i vandet. Alle tre elsker vi strand og hav.

Lige ved siden af Kandestederne ligger Råbjerg Mile.

Jeg sælger det som Danmarks Ørken til pigerne.Klitter med marehalm kender de fra Vesterhavet – og forcerer dem i løb.

Og så sker der det forunderlige. De finder en sandkasse næsten magen til dén, de selv bor i.

Selvom der dog er ret tydelige forskelle.

Sandet er lysere og blødere hér end i De Forenede Arabiske Emirater, der byder på gyldent, grovkornet ørkensand.

Der er også betydeligt køligere, selvom morgenerne i den ‘rigtige’ ørken også kan være ret kolde.

Og så har Danmarks Ørken tydeligvis en ende, hvilket vi slet, slet ikke er vant til at ørkener har 😆Og jeg noterer mig, at Ørkenens Døtre straks udviser præcist den samme adfærd i Danmarks Ørken som i Dubai’s.

Cille sakker helt bagud for at lege i sin egen fredfyldte boble – og Mille graver sig straks ned i sandet for at få mest muligt af det med hjem i øjne, ører og numse.

Skagen – jeg er solgt ❤️✨

Det HELE er helt vidunderligt heroppe på Toppen af Danmark. Selv børnene, hvis man da lige får tudet igennem og hentet mere frisk luft ned i lungerne.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet