Julefeber

Jeg er ved at grave mig lidt ned i karakterblade på hjemmekontoret. Der er 37 skønne elever i alderen 5-12 år, der følger dansk modersmålsundervisning i år i Primary School. Det er lig med 37 karakterblade, der skal udsendes i starten af december – helst helt uden tyrkfjel og uheldige formuleringer. Det er i øvrigt en fordobling i antallet af elever – set i forhold til for fem år siden, da jeg startede som dansklærer på skolen. Måske er der kommet flere danske familier til Dubai? Måske er der mere fokus på eller søgning efter at bevare det danske sprog i de danske familier? Måske er det bestyrelsens fortjeneste, at de er lykkedes med at markedsføre og gelejde flere danske familier ind på skolen? Måske er det en blanding af det hele.

Ihvertfald er der 10 modersmål på skolen, foruden arabisk-, fransk- og spanskundervisning. Der er elever fra over 90 nationaliteter på skolen, og over 30 nationaliteter blandt lærerne. Muy internacional.

Og nu er skoleåret for alvor igang. Vi er næsten igennem det andet af årets syv emneforløb, og julen står for døren – ihvertfald rent skolekalendermæssigt. For juleferien starter allerede den 9/12 her til lands, så hvis vi overhovedet skal nå at julehygge, synge julesange, klippe-klistre noget julepynt og høre radiospil, er vi nødt til at få opbygget julefeberen allerede i november.

Og for rigtigt at kunne opbygge en julefeber, har man brug for sukker. Derfor var min nye julemandsdåse fyldt med små pebermynteslikstokke, der finder vej til slikmunde henover de næste par uger.

Og så blev der ellers fiflet med julekreationer af den ene og den anden slags i vores sene eftermiddagstime.

Hjemme har vi også pyntet til jul her i weekenden.


Jeg bliver altid lidt små-hidsig af at pynte op til jul, fordi det er forbistret svært at ramme den der balance, hvor der er hyggeligt og lidt julefint, men hvor man ikke drukner i dimserier og Gertrud-Sand-anordninger, som skal stå fremme og rode og støve til i halvanden måned.

Men pigerne fik da lavet det fineste sne-landskab i fællesskab. Og de fik opstillet nogle af december måneds julekalendere på skænken. Martins kalender mangler dog stadig at blive leveret. De klassiske chokoladekalendere skal vi også lige have på plads.

Mille og jeg pyntede efterfølgende juletræet i rød-hvide farver – lidt patriotisk Dansk Folkeparti-stemning har man vel behov for, som fraflyttede danskere?


Der røg også lige lidt julekrybbe, advents- og kalenderlys på bordene. I år er alle lysene venligst fremskaffet af Fam. Vedel, der kom med en kuffert fuld af fine julesager fra Ferm Living til os.


Der var også en række søde stykker juletræspynt med københavnermotiver, der giver helt hjemve efter varm gløgg og lune æbleskiver i en bod på en iskold decemberdag.

Nu er vi sådan set klar til pebernødder, ris a la mande og andesteg. Hvis bare liiiiige det var december, ikke?
….Eller…nå nej, det var karakterbladene, jeg kom fra. De skriver ikke sig selv. Giv mig lige en uges tid mere i november.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expo 2020 i Dubai

Sikke en afslutning på Efterårsferien, vi fik os!

To hæsblæsende, hyggelige og sjove dage blev det til sammen med Familien V, der sidst besøgte os for syv år siden, da vi lige var flyttet hertil. Det er ret underligt at tænke på, at dengang var Mille to år gammel, netop ble-fri og trissede rundt med sin sut i den ene hånd. Og de to jævnaldrende piger, Bella og Cille, var fem år gamle og elskede prinsessekjoler og højhælede klik-klak-sko. Nu er de to piger blevet tweenagere, storebror Oli er en ung mand, og Mille er den nemmeste 9-årige. Som tiden dog går, uden at vi voksne bliver ret meget ældre.

Familien V kom trillende hjem til os fra en lille uge i Abu Dhabi, og der ventede dem endnu en køretur, for vi havde planlagt at tilbringe Profetens Fødselsdag (FVMH) med solnedgang og bål i ørkenen uden for Dubai.

Det er magisk at være i ørkenen. Hver eneste gang.Den måde, hvorpå det pastelfarvede lys glider hen over himlen, når solen går ned – og den måde, hvorpå den gule fuldmåne og de klare stjerner bagefter lyser himlen op. Jeg elsker at opleve det sammen med venner og familie, som ikke nødvendigvis har set det særlige ørkenlys før.Vi skålede i champagne, og mens børnene var heldige at få nogle vilde køreture i jeeps i ørkenen sammen med nogle af vores venner, lavede Martin bål, så vi kunne grille kød og lune pitabrød.

Man glemmer lynhurtigt planlægningen, forarbejdet og pakkeriet, når man så endelig er derude og ser, hvordan både børn og voksne fortaber sig helt i sandet og bare nyder nuet.

Og vi var taknemmelige for, at vores andre venner også skulle i ørkenen med deres gæster, så vi sammen kunne sørge for arrangementet. Jeg er på ingen måde vild med tanken om at køre i ørkenen alene – der skal ikke ret meget til, før man sidder fast i sandet eller kommer i andre problemer, hvor det er rart og bedst, hvis man er mere end to biler.Næste dag tog Fru V og jeg på Expo 2020, mens mænd og børn var i Aquaventure på Atlantis The Palm. Vandlandet er blevet udvidet og kan nu kalde sig for verdens største vandland (selvfølgelig, man er vel i Dubai), og jeg må helt sikkert med derud engang, når værelsespriserne igen er til at overkomme, for det kan klart bedst betale sig at booke et værelse med halvpension på Atlantis, hvor vandlandet så bliver inklusivt.Tines tips til Expo 2020 er ikke så omfattende her i første omgang, hvor jeg kun har besøgt Sustainability-området, før Expo overhovedet stod klar, og så den ene heldagstur derud med Fru V, men nu giver jeg ihvertfald mit første besyv og spæde spadestik med:

1. Vandresko eller virkelig gode sandaler. På en halv dag går du 12-13.000 skridt. På en hel dag ender du sikkert med det dobbelte, medmindre du falder i et godt vandhul ovre i Irish Village.

2. Man må godt medbringe vand og snacks, selvom tasker og løse ejendele skal scannes. På den måde er det ikke lige så strengt som i en lufthavn.

3. Medbring COVID-vaccinationskort/app, Emirates-ID og/eller dit pas (for en sikkerheds skyld) og din Expo-billet printet på papir. Hav det hele klar, før du møder vagterne ved indgangen.4. Håndsprit og toiletter/håndvaske er tilgængelige overalt, men medbring gerne et par ekstra mundbind, da de bliver fugtige i løbet af dagen. Der er – som altid i Dubai – ufatteligt rent og ryddeligt overalt.

5. Hav en håndfuld mønter (dirhams) klar. Der er drikkefontæner til gratis opfyldning af vanddunke, men jeg prøvede det én gang, og vandet smagte og lugtede voldsomt af klor. Til gengæld kan man for få dirhams købe vand og sodavand i gammeldags køle-automater fra Pepsi, hvortil de kære mønter jo skal bruges. Hvis du ikke har mønter, betaler du 15 dirhams for en lille dåse Aquafina-vand i restauranter og caféer. Det var et decideret rip-off, for man drikker virkelig meget vand i løbet af dagen.

6. Tag en solhat på eller et tørklæde om hovedet. Der er masser af skygge-foranstaltninger overalt, så der er ikke direkte sol ned på hovedet. men det er hårdt for øjne, næseryg og ører at skulle gå med solbriller hele dagen, samtidig med det kære mundbind.7. Spørg! Der er enormt mange flinke og smilende Expo-guider overalt. Det er langt nemmere at få dem til at pege dig i den rigtige retning end at glo på kort og app. Du slipper helt for at gå forkert – og du får en masse hyggelig snak med mennesker, som alligevel står der for din skyld.

8. Download den officielle Expo 2020 Dubai app, da der er x antal fast tracks helt uden betaling, samt mulighed for at få lagt ruter og temaer for dit/dine besøg derude.

9. Metroen fungerer supernemt og går direkte til Al Wasl Plaza. Næste gang vil jeg køre i bil derud for også at prøve parkeringsfaciliteterne.10. Del jer op. Det er umuligt at være en gruppe på tur derude. Ihvertfald hvis man har mit temperament og min mangel på tålmodighed. To og to er vist mest passende, så man ikke går død i at vente på hinanden eller se ting, der kun interesserer nogle i gruppen.

11. Betal 30 AED for en to minutters rundtur i den høje, roterende have, der giver dig en helt fantastisk udsigt over hele området. Det er så sjovt at se det hele oppefra.

Det var så meget, som Fru V og jeg lærte på én dag derude.

Vi nød hinandens selskab i fulde drag – og at trisse rundt på må og få uden at skulle tage ansvar for andre end os selv. Vi spiste en nem og billig frokost på Grains & Greens, og vi drak mælkekaffe i Costa lige ved siden af. Budgetvenligt og rigtig rart med frisk, sprød og ordentlig mad, da der ellers blev budt på friture ret mange steder. Der er en superfin blanding af upscale spisesteder, street food boder og trucks, caféer, restaurantkæder – og i mange pavilloner serverer de landets delikatesser, hvis man skulle få lyst til at prøve mere eksotiske retter. Der er overraskende mange alkoholbevillinger i omløb derude, så du kan få fadøl, shots og drinks fra kl. 10 om morgenen, hvis du da har den slags lyster.

Fru V og jeg så:

  • Al Wasl Plaza (spændende om aftenen med lys og lyd, tror jeg)
  • Water Feature (et allerede ikonisk vandfald, som alle fotograferer sig foran)
  • Al Forsan Park og Jubilee Park, hvor vi nød at kigge på de lokale træer og buske, som man har valgt at plante for at vise dén fauna, som De Forenede Arabiske Emirater byder på.
  • Women’s Pavillion by Cartier med et udendørs indslag af kalligrafiti-kunstneren eL Seed (fint nok, hvis du lige kommer forbi)
  • Saudi Arabiens Pavillion (min absolutte favorit, so far – så overraskende og smuk både ude og inde)
  • Omans Pavillion (fin og virkelig flinke Omani-repræsentanter)
  • Seychellernes Pavillion (cute, hurtigt set, måske mest til børn)
  • Ungarns Pavillion (meget smuk og seværdig)
  • Danmarks Pavillion (hjerteskærende sørgelig, og mere vil jeg ikke sige om dén sag)
  • Garden in the Sky (absolut værd at betale 30 AED for en rundtur i højden, så man får fornemmelsen af Expo’s størrelse og den golde ørken omkring Expo-byen)Jeg har købt partoutkort til hele Expo’s løbetid, for det er virkelig en oplevelse.Næste gang skal jeg klart forbi de følgende pavilloner, fordi de ser spændende ud:
  • Sydkorea
  • Thailand
  • De Forenede Arabiske Emirater
  • Sydafrika
  • Afghanistan
  • Palæstina
  • Pakistan
  • Iran
  • Tyskland
  • Finland
  • Den Muslimske Verdens Liga

Nogle af pavillonerne trækker lange køer – særligt de store landes, samt de bygninger, der er mest spektakulære, som f.eks. FAE’s egen og Sydkoreas, der er helt fantastisk at se på.Eller hvad med Rusland?Vi sluttede hele herligheden af med middag og shisha på The Pointe på Palm Jumeirah.Derude har man også lige sørget for at lave “lidt” springvand med tilhørende lyd- og lysshow, præcist som inde ved Dubai Mall og Burj Khalifa.Kom snart igen, Familien V! Please lad der ikke gå syv år igen. 💜🍁😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dagplejen

Er det ikke bare længe siden, jeg har skrevet lidt om Daisys hundeliv?

Månederne løber afsted, og om et par uger fylder Daisy 1 år. Eller rettere – vi har aftalt, at hun fylder 1 år. For hendes præcise fødselsdato er der vist ingen, der har holdt øje med.Vi gjorde jo det moralsk forkerte, da Martin og jeg, efter gentagne ulykkelige besøg i det nordlige Dubai på det ubehagelige ‘kommunale dyremarked’, langt om længe blev tilbudt Daisy på selve juleaften sidste år. Vi sagde ja og smed et stort depositum på et fedtet skrivebord hos en nigerianer, der blot lod os stå og glo ind i et bur med tre små maltipoo-hvalpe på rad og række. Det er selvfølgelig så langt fra den ideelle hvalpekøbssituation, man overhovedet kunne komme. Og vi vidste det, men håbede på det bedste.

Da vi så hentede hende 2 dage senere sammen med pigerne, den 26. december, blev Daisy samtidig erklæret 2 måneder gammel i sit hundepas. Og dermed fylder hun 1 år den 26. oktober. Fordi dyrehandleren har bestemt det, så det passede med, at vi hentede en 2 måneder gammel hundehvalp hos ham.Og hvorfor gjorde vi så egentlig dét her? Hentede en lille hvalp, hvis baggrund, vi aldrig kommer til at vide noget om? Det er jo ikke kun moralsk forkert, fordi der er så mange efterladte hunde, der venter i dyreinternater landet over. Det er samtidig økonomisk støtte til de hvalpemøller, der gemmer sig rundt omkring, hvor der sikkert ikke tages hensyn til tævernes ve og vel – og nok heller ikke til hvalpenes, når de kommer til verden og straks løftes ind i dyrehandlernes vinduer, hvor de skal se søde ud og lokke betydelige lommepenge ud af hunde-hungrende familier. Det er måske også direkte dumt ikke at kende forældrene til et dyr, man skal have hos sig i mange år. Men sådan blev det nu engang.

Vi gjorde det ‘forkerte’, fordi vi gerne ville have en hvalp, som kunne vokse op i vores familie – og ikke en voksen eller halvvoksen hund med potentielle traumer fra tidligere oplevelser. Vi gjorde det også, fordi vi ville have en lille, allergivenlig hund, der ikke fælder – og den slags sidder ikke i internaterne og venter på nye familier. Vi havde også undersøgt muligheden for at få en hund fra Danmark eller et andet sted i Europa, men det virkede besværligt, dyrt og tidskrævende. Så vi endte med vores egne lille, lokale Emirati-doggo.

Og vi har været heldige med hende. Hun er sund og rask – et energibundt, der spurter rundt, og er 100% ren kærlighed – sjov og fræk som kun hvalpe kan være det. Hun elsker at gå ture, lege med bolde, fjolle, kysse og samsove lige ved siden af os. Hun er alt det, vi håbede på og ønskede os som familie – og jeg har været hjemme i sommerferien og undskylde over for mine svigerforældre, fordi jeg nu selv har set lyset og er blevet en helt igennem tåbelig hundemor. Væk er de himmelvendte øjne over hundelivet – NU forstår jeg! 😂

Og med tåbelig hundemor in mente, vil jeg naturligvis dele lidt fotos af vidunderet, der nu vejer 5.5 kilo og er en langlemmet pudderkvast med blank snude og tindrende sorte øjne. Hun er måske-måske ikke udvokset, men i og med at hun er blevet steriliseret, sker der nok ikke meget på vækstfronten fremadrettet.
Daisy er netop begyndt at gå i dagpleje en gang om ugen, så hun kan socialisere med andre små hunde og brænde noget af sit vanvittige krudt af. Præcist som med de to første (menneske)børn, har vi ventet lidt og set tiden an, indtil barnet var kommet sig over de spæde børnesygdomme, var blevet fuldt vaccineret og klar til at indtage verden.

Her er det Farmanden, der står for indkøringi dagplejen, da det nogle gange hjælper på separationsangsten og mor-barn-bindingerne. 🤣Der findes masser af dagplejecentre til hunde i alle størrelser rundt omkring i Dubai. De er alle sammen store indendørs-haller, hvor hundene løber i forskellige gårde, tildeles aktiviteter og agilitybaner i løbet af dagen, får mulighed f0r at svømme og plaske i forskellige pools, og så kommer de ud at besørge morgen og aften, når solen ikke er for hård og varm.På centrene kan man tilkøbe lydigheds-, agility- og trick-træning. Man kan også få vasket, klippet, børstet og trimmet hunden på alle ledder og kanter. Og så kan man tilkøbe kennel-ophold, hvis og såfremt man skal rejse og ikke har pasning i hjemmet.Der er også en taxa-service, så ens hund bliver hentet og bragt frem og tilbage, hvis man ikke selv har tid eller lyst til at køre hunden i dagpleje.Man vælger selv, om det skal være halv- eller heldags-dagpleje fra gang til gang, og transportservicen er også noget, man bare whatsapp’er med centret om. De er så præcise, at det er med 15 minutters intervaller, man kan få kørt sin hund hjem.

I løbet af opholdet – uanset om det er en halv eller hel dag eller et decideret kennelophold – sender en dedikeret fotograf billeder og videoer af ens hund, så man kan se, at den har det godt og hvad den laver. Nogle centre tilbyder online streaming fra deres hundegårde og haller, men så fancy er Daisys dagpleje ikke – endnu.Hvis man ikke får tilstrækkeligt med billeder, tilbyder centret, at man ringer eller skriver til dem, så de straks kan sende fotos. Dén option har jeg ikke benyttet mig af, men som den hundemor, jeg er, stornyder jeg at modtage de små film og fotos af hende i løbet af dagen.Der er kun få steder, hvor hunde kan gå og lege uden snor i De Forenede Arabiske Emirater, og ofte er der tale om ganske små indhegnede parker, hvor der hurtigt bliver for mange hunde på én gang. Landet er først ved at vænne sig til en vestlig kæledyrskultur, hvor særligt hunde er højtelskede. Araberne er vist ikke kendt for at kunne lide hunde, som de anser for snavsede. Og skal der absolut være hunde, skal de bruges til at holde vagt.

Men tiderne skifter – og de vestlige, stærkt radikaliserede hundemødre og -fædre gør deres indtog i Ørkenstaten; hotellerne er begyndt at tilbyde dedikerede hunde-værelser og opholdssteder på stranden med hunde; der er hunde-dagplejecentre, gode dyrlægeklinikker, kenneler, der er specialiserede i at passe godt på dyr i længerevarende ophold osv. – og alle de her gode services gør det nemmere at have hund i et mindre fordelagtigt klima og i en travl hverdag. 🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Shaheen

Vi har været i venteposition de sidste par dage.

Cyklonen Shaheen har nemlig ramt nogle af vores naboer – primært Oman og Iran – og det var usikkert, hvordan den ville opføre sig i Hajjar-bjergkæden, som De Forenede Arabiske Emirater deler med Oman. I Hatta-området har skolerne derfor været lukket de sidste par dage, og skolebørnene er tilbage på Teams igen.

Myndighederne vil ikke risikere, at Hattas lokalbefolkning bliver fanget i de kraftige vandmasser, der truer med at rulle igennem wadis’ene – hele vejen fra deres udspring højt oppe i bjergene og ned til landsbyerne. Når først vandmasserne får fart på højt oppe i Hajjar-bjergene, kan de oversvømme husene og ødelægge vejnettet, elektriciteten osv. på ganske kort tid. Det er sket før – og vil sikkert desværre ske igen.

I Oman har Shaheen givet det voldsomme nedbør, man frygtede. Vandet samler sig til stormfloder, der giver kraftige oversvømmelser af store områder.

Og er der noget, vi seriøst mangler på den arabiske halvø, er det afløb, der kan tage imod betydelige mængder vand. Jeg tvivler dog på, at der nogensinde gennemføres omfattende dræning og udbygning af afløb – det regner simpelthen for sjældent til, at man orker at tage det seriøst. Præcist som briterne, der bare ikke orker at sætte vinterdæk på bilerne, og derfor skøjter rundt i januar.

Det går ellers galt hver eneste gang, der er et åbent skybrud i Arabistan.

Her er det The Guardian, der rapporterer om Omans vandmængder i kølvandet på Shaheen. Det ser ikke just opmuntrende ud, og det er trist at se, at cyklonen tager menneskeliv.

I Iran har Shaheen givet voldsomme støvskyer og sandstorme, som helt sikkert har gjort det voldsomt ubehageligt at gå uden for en dør. Folk med åndedræts- og lungeproblemer må forskanse sig indendøre til showet er overstået, for selv raske personer kan blive rigtigt dårlige af at få sådanne mængder støv og sand ind i systemet.

I Dubai var der en smule snik-snak i aftes om midlertidig lukning af skolerne, men så galt gik det heldigvis ikke. Faktisk stod vi op til en forunderlig fin morgen med masser af skyer på himlen.Da jeg havde kørt pigerne i skole, gik Daisy og jeg en tur, fordi der var en let brise og besynderligt klart vejr for årstiden. Det var lige før jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne, og det er store ting for årstiden.Jeg bliver altid småforelsket i vores ghetto, når vejret er fint. Pludselig ser jeg, hvor grønt her rent faktisk er, når solen ikke samtidig steger mig levende.Lidt senere gik det op for mig, at nok var vi stået op til en overraskende forfriskende morgen, der klart mindede mere om vinter end sommer, men Shaheen var stadig så uvis en faktor, at skolen pludselig havde aflyst dagens første Expo-ekskursion for dele af Primary School.

Uh, en flok skuffede skolebørn, der havde glædet sig inderligt til deres første field trip i knapt to år – som nu blev aflyst på grund af risikoen for vind og nedbør. Alene dét at skulle ombord i skolebussen og ud af huset var en stor ting for dem alle. Rygsæk, madpakke og praktiske sko stod klar allerede i aftes, fordi Mille glædede sig sådan til en oplevelse sammen med sine kammerater.

Men sådan skulle det ikke gå.

Regn og vind er farligt i en ørken.

Og vi ved det godt, for vi har set, hvordan det går, når en større mængde regn rammer Dubai inden for kort tid.

Det virker bare lidt morsomt for en regnvejrs-vant dansker, at man ikke må komme ud at køre i bus og på udflugt, for det tilfælde, at der skulle komme vand ned fra himlen.

Shaheen fik således sat en stopper for dagens skoleudflugt, og jeg tør næsten garantere, at Expo-site’t har ligget øde hen i dag, fordi ingen skulle bede om at blive ‘fanget’ derude, hvis der pludselig kom regn.

Men rgnen, støvet og stormen er stadig ikke kommet forbi os.

Måske er Shaheen fuset ud – eller også er den forsvundet andetsteds hen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet