• ···

Wat Pho

Buddhistiske templer.

Must-see-and-do when in Thailand, naturligvis.

Udfordringen ligger i, at der vitterligt venter det ene spændende tempel efter det andet lige rundt om hjørnet i Bangkok.img_5512Grand Palace – Moderen over dem alle – fravælger vi dog hurtigt denne gang, idet thaiernes elskede konge igennem 70 år, Kong Bhumipol, ligger lit de parade hér indtil udgangen af året – og dét giver helt sikkert mere kø end to troldebørn har overskud til.

Der er også rig mulighed for at sende en respektfuld og venlig tanke til afdøde Kong Bhumipol, hvorend man går eller står i Bangkok.

Ikke bare i disse dage, men resten af året, antager jeg?

Store billeder hænger ihvertfald på alle bygninger med dertilhørende beskeder om kongens glorværdige styre.

Og respektfulde, sorte sørge-T-shirts er i high command, hvor thaierne tidligere gik i konge-pro, gule T-shirts.

Altre med ungdommelige billeder af den aldrende konge, masser af guld og elefanter, overdådige blomsterdekorationer og dertilhørende lydoptagelser af fugle, rindende vand og messende munke er standard i disse landesorgstider.img_5511 Kong Bhumipol er inderligt savnet som statsgarant for stabilitet og troværdighed – og de sort-hvide draperinger som her hænger i loftet, ses påsat skolers facader, parkers gitre, offentlige instanser og butikker som daglig påmindelse om kongens død.

Vi ender – sådan lidt tilfældigt – med at vade ind i Wat Pho denne gang.img_5507 Det er templet med The Reclining Buddha – den enorme, liggende Buddha, som forhåbentlig kan interessere både store og små.

Jeg er ihvertfald forelsket i hans finurlige, skælmsk-underfundige ansigtsudtryk, som minder mig om en asiatisk Mona Lisa.img_5494 De små i familien ville nok have svaret “poolen!“, hvis de var blevet adspurgt om mulige aktiviteter for dagen. Og poolen er da også dejlig på hotellet, men ikke hele dagen, synes de kedelige forældre.

Så pigerne følger med og får en fin oplevelse af de detaljerede dekorationer, som buddhisterne elsker at opstille overalt. Her er falsk lotusblomst og Buddha-i-guld-galore.img_5496img_5501For enden af den enorme, liggende Buddha er der én eneste foto-mulighed for at få hele hans krop i ét skud.img_5500Og den chance har thaierne så valgt at dække med et ubehjælpeligt metalhegn, så vi i stedet må købe et postkort. Oh, well.

Uden for hovedtemplet med den hvilende Buddha, er der helt roligt, selvom vi er mange mennesker samlet. Omgivelserne indbyder ligesom til andægtig stilhed.

Pigerne går omkring og ser på statuer af dyr og finder herreløse katte.img_5509Der er også karper, som kan fodres for good luck.img_5502I mens forældrene fortaber sig i stupaernes detaljerigdom.img_5503Tænk, et håndværksmæssigt arbejde med porcelænsfliserne.

Billederne gengiver på ingen måde de uendeligt smukke tempelomgivelser.

Og vi finder række efter række af buddhaer, som ifølge pigerne holder hænderne op for at sige stop til os.img_5504Buddhaerne holder os beskæftigede, mens det regner (et ganske kort øjeblik) – til pigernes store begejstring.

Efter finkulturelt input bliver det til lavkulturelt. img_5530Vi er helt udhvilede.

Centrerede.

Glade.

Og klar til at gå fra zen til sindssygt skør på et øjeblik.img_5522Det er essensen af Bangkok. Fornemmer jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klongerne

Bangkok er præcist lige så dejlig, som i min erindring om byen.img_5410Her er hektisk, snavset og larmende.img_5480Her er roligt, rent og stille.

Børn er velkomne overalt – og der er kort vej til store smil hos thaierne, der hverken tager sig selv eller verden synderligt seriøst.

Så vi begiver os ud på selvsamme togter, der hørte til Bangkok i ‘gamle dage’ AKA livet før ægteskab og børn.img_5476img_5414Her er vi på Chatuchak Weekend Market, hvor Cille spontant udbryder: “Det er ligesom i en Arabic souk, bare meget sjovere!”

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Gade- og markedslivet er en helt naturlig del af thaikulturen. De spiser, skændes, leger, ringer, råber, driller, klipper negle, sætter hår, tjekker mails og håndterer livets små og store ting lige dér – på deres arbejdsplads, hvor vi andre vader rundt og mumler “Sawasdee Kah, how much?”img_5413Bedre endnu bliver det for Cille, da hun finder sæber formet som “giant boobies”, og vi priser os lykkelige for, at hun er for lille og helt uforstående over for visse andre sæber, der er udformet som noget helt andet, der ville have været mægtigt svært at forklare den 7-årige.

Vi nøjes med at købe frugtsæber.

Man bliver så herligt bornert af at bo i de varme – arabiske – lande.img_5415Udover similismykker, Buddha-figurer, elektronik og kopivarer, er der et væld af madboder og gaderestauranter, som vi kigger nærmere på.

Pigerne stirrer fascinerede på hele restaurationens produktionslinje fra madlavning, servering og spisning til skrald og opvask nedenfor.img_5411De har heller aldrig tidligere set mad blive serveret i poser – eller som hér, en on site isproduktion, hvor Thai-mutter forsigtigt hælder sodavand ned i lange metalrør og stikker ispinden ned. img_5416Og Maricel får hjemve, da jeg sender billeder til hende af mango og vandmelon, der bliver serveret med chilimarinade og kokossukker.fullsizerenderEfter Chatuchak har vi brug for lidt luft.

Og dét får man i Bangkok af at sejle på Chao Phraya, byens elskede, chokoladebrune flod, hvor Mille mener, at “alle fish’erne die’r if dem people ikke snart use’r the rubbish bin”.img_5430img_5435Mille er en smule beklemt ved den øredøvende larm fra bådmotoren og de hårde klask fra bunden af langbåden, når vi rammer vandoverfladen, mens Cille nærmest er lige lovligt begejstret for sejlads og nærkontakt med Cocio-vand, uanset hvad hendes kedelige forældre forsøger at advare hende om.img_5436Et øjeblik på Chao Phraya og adskillige templer og glorværdige kongebilleder senere, nærmer vi os det reelle formål med sejlturen: Klongerne.img_5473img_5431img_5438Klongerne er små afstikkere – vandveje eller afledte, små bifloder – hvor en helt anden version af Bangkoks liv udspiller sig.img_5450Det er denne her – autentiske – version af levet thailiv, vi gerne vil vise pigerne.img_5457img_5466Hér, hvor familier lever på begrænsede, ganske ydmyge kvadratmetre. Hvor el trækkes ad hoc og hvor tøj vaskes i floden, mens man samtidig fisker efter aftensmad.

Hér, hvor én mands skrald, er en anden mands skat.

Hér, hvor huse bygges af forhåndenværende materialer på en måde, som pigerne aldrig tidligere har oplevet.

Mille spotter en ged i en bås inde i et hus.

Cille ser drengene tage bad i floden langs templet.img_5449Jeg vinker til en rynket bedstemor, der titter ud af et vindue.

Martin konstaterer, at uanset hvor begrænsede midler, man har til rådighed, er der altid parabol på taget.

Vi spotter en meter-lang komodovaran, der bliver fodret ved et tempel, hvor de nok så venligt foreslår, at vi fodrer fiskene for good luck – én af thaiernes evindelige, lettere fortærskede idéer. img_5452Heldet.

Og den affødte lykke, der måtte tilsmile den heldige.

Thaierne er lige så besatte af held, som inderne er af karma og araberne af vilje eller skæbne.

Måske betyder koncepterne i virkeligheden det samme i menneskers liv?

Og hvad er hvid vesterlænding så besat af?

Syndernes forladelse (tilgivelse)?

Ambitioner?

Penge?img_5454Her er så stille og fredfyldt på klongerne, at jeg fortaber mig i tanker om armod og lykke, så jeg knapt opdager handelsmanden, før han er helt henne ved kanten af vores langbåd.

Jeg køber en øl til kaptajnen til mere end almindelig overpris, før vi stævner ud mod Chao Phraya igen.

Og Mille?

Hun er nu fortrolig med Thailands longtail boats.img_5469

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bangkok, Baby!

“Sawasdee Ka, Mrs. Kaalund, welcome to Shangri-La Bangkok”.

En smuk thaikvinde står helt overskudsagtigt foran mig kl. alt-for-tidligt-om-morgenen i sin farverige silkedragt og rækker røde roser frem mod mig, da jeg hopper ud af hotellets bil.

“Happy Honeymoon to you and Sir”, fortsætter hun.

“Kop-khun-kha, Miss, but we have been married for many years”, svarer jeg med et smil og eftertrykkeligt tryk på many, for at afkræfte al potentiel tvivl om, hvorvidt Virkelighedens Pippi x 2 er undfanget i dølgsmål.

Man har vel lidt arabisk anstændighed med sig i bagagen fra De Varme Lande.

“Ah, okay, please follow me to your suite”, siger hun høfligt undvigende og genner os op på 10. sal.img_5372Pigerne går straks igang med at prøve alting af. De er natural born hotelgæster, der ved, hvad de skal kigge efter – hvilket står i skarp kontrast til min egen og Martins barndoms ferierejser.

Sengen skal prøves først for bounce-værdi og pudernes puffethed. Kvalitetstjekket udføres af yderst minutiøs knapt-5-årling.img_5369Toiletartiklerne fra L’Occitane er næste punkt på listen. Både mor og datter er fan af udvalget med bergamotteekstrakt.img_5370Så kommer madammerne til stuen og fjernsynets kanaler.img_5371Sidste manøvre er udpakning og ophængning.

Cille mestrer denne opgave til perfektion, og hun kan nærmest ikke slappe af, før kufferterne er tømte.

Jeg klager ikke over hendes ihærdighed.img_5388img_5373Bagefter spiser vi morgenmad i hotellets lounge, nu hvor vi har haft en kort nat og en meget tidlig morgen.img_5377img_5374Jeg får nostalgi-tårer i øjnene af at tusse rundt i buffetten med pigerne.

Genkendelsens glæde, er årsagen til de fugtige øjenkroge.

Det var hér vi tog til som kærester.

Som forlovede.

Som nygifte med spirende baby i maven.

Og sidst vi var her, var Cille en 13-14 måneders baby, hvor Flyvende Farmor var med os på en skøn 3 ugers ferie.

Nu er vi tilbage igen – langt om længe – med 2 store småpiger, der går civiliserede omkring og øser forsigtigt op på tallerkenerne, og som nyder at smage på nye frugter og kager.

Det er en fugtig og overskyet morgen i Bangkok, hvor Chao Phraya’s vandtransport så småt er ved at vågne, mens vi selv langsomt vågner henover cappuccino og morgenæg. img_5379Eftermiddagen tilbringer vi i og ved poolen, selvom Thailands småfugtige 30 grader føles en kende køligt nu om dage.

Det er halv-pinligt at indrømme det, men sådan er det nu engang, når man er blevet til vaskeægte ørkenrotter.img_5391img_5392Shangri-La har en fin og frodig have lige ned til floden, som Mille og jeg lister på opdagelse i.img_5393 Vi ser beundrende på de smukke og velduftende blomster, de frodige planter og træer, som slynger sig så naturlige og helt anderledes end den fremprovokerede, manicurerede plantevækst i Ørkenstaten.img_5394Og vi går over for at hilse ærbødigt på Buddha i én af hotellets små buddhist-altre.

“Hvem er ham Buddha med den golden tummy?”, spørger Mille.

“Han er Gud, Mille”, svarer jeg.

“Endnu en Gud?”, udbryder hun.

“Ja. Endnu en Gud. Eller også er de alle den samme Gud”, svarer jeg.

Pigen er helt betaget af de duftende jasminranker og de små lerfigurer, som pynter i miniature-templet.img_5395Det er jeg også.

Hver eneste gang, jeg ser et buddhistisk tempel, bliver jeg draget af det.img_5396Jeg tror egentlig, at jeg vil bede om at blive genfødt som buddhist i mit næste liv.

Faktisk kunne hele menneskeheden trænge til at blive genfødt som buddhister, så vi kan få skabt fred og ro og fordragelighed over hele kloden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Ain ZOO

Al Ain ligger halvanden times kørsel fra Dubai.

En overskuelig og nem dagstur, for det er stort set gerade-aus i lidt mere end 100 km., hvor turisterne i Regnskabschefens bus kan sidde og nyde synet af kameler og dadelpalmer i rødt ørkensand og et varieret udbud af moskéer langs vejen og ved tankstationerne.

Det eneste aber-dabei ved turen er en forbandet masse rundkørsler, som Al Ain tilsyneladende har en forkærlighed for. Der er ihvertfald den ene efter den anden 25 kilometer før man overhovedet nærmer sig de (få) attraktioner, som den grønne oase byder på.

Da vi var på besøg første gang i Al Ain var det med Flyvende Mormor. Her valgte vi at se det lokale kamelmarked, en dadelpalme-oase og den smukke park Green Mubarrazzah for foden af Jabal Hafeet.

Denne gang er der nedpakket intet mindre end 4 styks rollinger i bussen, så nu skal vi i børnevenlige Al Ain ZOO.img_5291Entréprisen er rørende, hvis man sammenligner med danske ZOO-priser.

30 dirhams for voksne (60 kr.) og 10 dirhams for børn (20 kr.).

Der er åbent fra kl. 9-20 og parken tilbyder golfbiler til dem, der er dårligt gående eller blot har fået et akut panikanfald af SARS i knæene.

Vi går rundt i parken – for vi har jo baby A i klapvogn.img_5297Dyrene ser ud til at have det godt.img_5294img_5288 Ikke at jeg er blevet synderligt veterinær-kyndig siden sidst, men der er store, pæne og rene indhegninger, masser af frisk mad og et personale, der ser ud til at holde af dyrene, når de fortæller, plejer og fodrer, mens havens gæster ser til.img_5289img_5303img_5300Pigerne nyder særligt at se skildpadder i mange varianter og fine voliérer med fugle i alle størrelser.img_5293img_5330Det er en varm dag, så vi fylder vandflaskerne ved de frit tilgængelige vandposter og laver picnic på en af plænerne. ZOO’s café har en mildest talt rædsom akustik og et temmelig trist interiør, men priserne er fine og man kan jo tage mad og drikke med ud i haven.img_5326Baby A nyder at være på græs, mens pigerne hopper i brandvarme hoppeborge.img_5322Svedige, trætte og glade vender vi næsen mod udgangen sent om eftermiddagen.

Den sommerhungrende familie fra O’ense har heldigvis ikke kun oplevet regnvejr i Dubai, men også fået en solid omgang solstik med hjem i kufferten – og så er alt jo, som det skal være.img_5339Og min oprindelige skepsis over for konceptet arabisk zoologisk have er hermed underkendt. Al Ain ZOO er superfint, rent og hyggeligt. Der er styr på tingene både i forhold til dagens gæster og havens beboere – og vi kommer bestemt igen en anden gang – for dyrevelfærd ser ikke ud til at være helt så meget en by i Rusland, som man kunne have frygtet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.img_4982“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts