Lejrskole Dubai-Style

Cille har glædet sig lige siden starten af Year 6 til at skulle på lejrskole med hele årgangen.Her ligger hun – ivrig og opkørt over, at den flere måneder lange nedtælling til lejrskolen er ved at rinde ud. Tirsdag morgen skal de ENDELIG i busserne og op til det naturskønne emirat Ras Al Khaimah, der ligger ved Hajjar-bjergkæden.Year 6 svarer til 4. klasse i Danmark. De er væk i to overnatninger / tre dage, hvor de skal bo på en professionel lejrskole. Med sig bringer de deres klasselærere, men det er lejrskolens undervisere, der skal fylde indhold i lejrdagene, mens klasselærerne mest er med for de sociale og emotionelle aspekter af at være væk hjemmefra. Lejrskolen har egen swimming pool, legeplads, klatrevæg, svævebane, små “kæle”-dyr til brug i undervisningen og masser af udstyr til hav-aktiviteter – f.eks. snorkling, paddle-boards, kajakker osv. Det er rimeligt langt fra dengang, jeg selv var på lejrskole i 8. klasse i Sæby Søbad med en enkelt udflugt til Kalø Slotsruin, men sådan er det jo fra den ene generation til den næste.

En tre-dages lejrskole koster i omegnen af 3.000 kr. – alt inklusiv.

Det er vel nærmest på højde med hvad en studietur på gymnasieniveau i Danmark ligger på?

Det skal dog siges, at det er ganske frivilligt, om man vil deltage i lejrskolen, eller om man vil deltage i den almindelige undervisning derhjemme på skolen. Som udgangspunkt er det ca. 70% af en klasse, der deltager i lejrskolen. De resterende 30% af klassen bliver hjemme eller benytter sig af ét af de andre tilbud om ture. Der er eksempelvis en uges rejse til Borneo for at se på orangutanger og en uges skiferie i Verbier i Schweiz. De to udlandsture koster hhv. 18.000 kr. og 22.000 kr., så man kunne jo også vælge at deltage i dem alle tre? 😅

På lejrskolen må børnene medbringe ganske få lommepenge, og der er fuld forplejning undervejs, så det er i virkeligheden mest tøj, praktiske sko, lommelygte, sovepose, myggeplastre og tandbørsten, man skal have pakket.Cille har pakket efter alle kunstens regler mere end en uge i forvejen. Hun har tick’et af på en tjekliste, vi fik tilsendt fra lejrskolen, og hun har overvejet alle tænkelige situationer og scenarier. Det har været meget rørende at se på, og vi har skullet undertrykke et fnis her og der, når hun har forklaret og arrangeret.

I løbet af de tre dage har de været ude for mere eller mindre spejder-lignende oplevelser og natur/teknik-faglige aktiviteter. De har bl.a. været på vandring i en ‘wadi’, som er det arabiske ord for en dal, hvorigennem der flyder vand fra bjergene, når det regner. Her mødte de en flok frække bjerggeder og fandt det rådnende lig af et stort kvæg. De har også været ude i mangroven, som er det sumpområde, der ligger mellem ørkenen og havet, når man befinder sig i et ørkenland. Her fandt de plankton og krabber mellem slimede sten og lange plantestængler. De skulle fange krabberne, undersøge dem og efterfølgende sætte dem ud igen. De dissekerede også store blæksprutter og kom i nærkontakt med lejrens slanger, fugle og andre smådyr undervejs.

Cille elskede hvert øjebliks nærkontakt med dyrene på lejrskolen – både de døde og de levende! Og hun kan nu fortælle detaljeret om blækspruttens finurlige anatomi og adfærd.

Der skulle også have været tid til at øve sig i snorkling nede på stranden, men sigtbarheden i havet var nedsat pga. de mange regnskyl og storme, vi har haft denne vinter. I stedet blev der tid til klatrevæggen og fri leg. Cille var vist lettet over, at snorklingen blev aflyst, for hun får klaustrofobiske fornemmelser bare ved tanken om masken – og klatrevæggen takkede hun klart nej til, selvom hun blev opmuntret til at prøve. Hun evner at sige klart nej, den unge dame, når der er noget, hun ikke har lyst til at prøve. Det er jo som sådan en ret god evne at have med sig fra starten af livet.

Om aftenen sang de fjollede sange om lejrbålet og spiste ristede skumfiduser, og et par gange undervejs var de blevet ‘tvunget til at gå i bad’ (som Cille formulerede det) og rydde op på værelserne.

Jeg kan ikke dele de billeder, som lærerne sendte os af de enkelte aktiviteter – af respekt for de andre børn, der er med på billederne, men jeg tillader mig lige at bringe fælles-fotoet fra den sidste dag, hvor hele Year 6 står klar til at sætte sig op i busserne og drøne mod Dubai igen. Glade og udkørte efter tre hæsblæsende dage.Vi fik en storsmilende pige med hjem fra lejrskole torsdag eftermiddag!

Det glæder både Martin og jeg så uendeligt meget, at Cille ser frem til sine lejrskole-ture – og at hun formår at være afsted og have en skøn tur med sine kammerater uden hjemve eller problemer undervejs. I år har turen været helt gnidningsfri; pigerne har hygget sig i køjesengene om aftenen og leget sammen på kryds og tværs uden “friendship trouble”, som Cille kalder det.

Hun var nu ikke den eneste, der var glad for at hun var hjemme igen…

Mille kastede sig om halsen på hende, for tre hele dage uden storesøster er faktisk ret hårdt.

Det er jo så langt fra normen for Mille, sådan at have “det hele for sig selv”. Hun har aldrig kendt til et liv uden Cille, og hun savner hende ganske kort tid efter, at Cille er strøget ud ad døren.Her står hun om morgenen og titter betuttet ind i det mørke, forladte værelse, hvor Cille ikke er – og hun sover om natten med Cilles dovendyr, Liam, i sine arme.

Bevares – ikke alting er surt, når man er alene og uden en storesøster.

Der er f.eks. tid til mor-datter-forkælelse på The Nail Spa.Vi har også haft ekstra god tid til at hygge om morgenen, læse om aftenen, sam-sove og kramme livet ud af hinanden.

Men nu er vi samlet i firkløveret igen.

Og Cille har brugt weekenden på at bade, sove, se film, skrive med sine veninder, spille Minecraft og spise-spise-spise til den store guldmedalje.Nu er hun ved at være udhvilet, mæt og tilpas igen. “Festival-feberen” har efterhånden lagt sig, og søvnunderskuddet er blevet dækket ved hjælp af marathonlang nattesøvn x 2.

I februar er det så Milles tur. For første gang.

Der venter hende en overnatning på skolen i telte sammen med hele årgangen og klasselærerne. Det er skolens måde at “øve” lejrskole på i Year 3, som svarer til 1. klasse, før de skal afsted på de ‘rigtige’ lejrskoler i Year 4, 5 og 6.

⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕🗻⛺️🗻🏕

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skybrud

Jeg vågner kl. 6.10 til en SMS om, at skolen er lukket på grund af regn og uvejr. Det samme skete i midten af november.

Cille og Martin har allerede været oppe i et stykke tid, for Cille har kor kl. 6.40 hver søndag morgen. Men vi får hende viklet ud af uniformen igen og over i den behagelige kombination af nattøj og sofa. Ser hun ikke svært tilfreds ud med situationen?Det har virkelig også været usædvanligt dårligt vejr og mærkbart køligere end normalt denne vinter. De seneste par dage har det blæst og regnet, stormet og tordnet.Og denne her morgen er mørk som efteråret i Danmark. Med kastevinde og skybrud.

Regnen pisker ned og ind ad husets utætte ruder, så der må tørres små vandpytter op på nogle af værelserne.

Intet er bygget til regn i en Ørkenstat. Huse, veje og kloaksystemer sukker og giver sig. Regnvand samler sig i enorme pytter, søer og mudrede småfloder, som flyder afsted. Det fine ørkensand blandes op med vandet til en slibrig, klæbende, glat masse, der er ganske farlig at køre i. Træernes rodnet står svagt i sandjord, og der er åbenlys fare for at træer kan vælte ud over stier og vejbaner, når det stormer. Kort sagt – man skal blive hjemme. Indendøre. Og det er dét, skolerne retter sig efter, når de lukker og lader lærere og børn få fri.

Og mens vi andre putter os indendøre, arbejdes der på højtryk for at fjerne vandmængderne, så de ikke ødelægger vejnettet, broer, boligområder, shoppingcentre, parkeringshuse osv.20 teams – eller godt og vel 3.100 mænd – suger vand op, fejer, renser og fjerner alt det debris, der følger i kølvandet på uvejr i en ørken. Det er små, blå mænd, der vader rundt i koldt plumrevand bevæbnet med slanger, skovle og neonveste. De burde have en flidsmedalje – for sjovt kan det ikke være, og lønnen er helt sikkert ikke som fortjent.

Regnen kommer som et resultat af mindst 9 cloud seeding aktioner over De Forenede Arabiske Emirater de seneste dage. Staten bekræfter aktiviteterne, og vi andre mærker konsekvenserne.

Der er sikkert en lang række årsager til at anvende cloud seeding over en ørken. Det håber og antager jeg ihvertfald, at der er. Men som lægmand er det svært at blive begejstret. Det føles som om vi mennesker pirker for meget til naturen, når vi manipulerer skyer til at slippe deres vand på kommando. Hvad er de langsigtede konsekvenser af at skyde salt og sølvioner ud i atmosfæren? Hvorfor skal vi overhovedet rode med skyer og regn i en region af verden, der konsekvent er tør og regnfattig?

Jeg forstår det ikke, udover at nedbøren giver gratis vanding af vores sirligt tilplantede områder og landets landbrugsafgrøder.

Og indtil regnen, blæsten, tordenvejret og lynene stilner af, må vi begå os herinde.Pigerne bygger hule og rister ikke-eksisterende skumfiduser over TV-ild. På billedet ser det så tilforladeligt ud, men størstedelen af tiden skændes de, så det buldrer og brager nogenlunde lige så meget som tordenen udenfor.

Maricel bager pandekager, flyver under radaren og rydder op efter os i én uendelighed.

Martin og jeg sætter os for at se en interessant BBC-dokumentar om den iranske, nu afdøde, General Qasem Soleimani – kun afbrudt sådan cirka 14 gange af fredsmægling blandt de stridende parter, der mest af alt minder om en ægte mellemøstlig konflikt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem der er the bad guy. Til sidst bliver det for meget, og vi sniger os ud af døren og om i fitnesscentret, hvor vi kan være helt i fred for stride børn.

Oh well.

I morgen er der atter en dag.

Men kan vi ikke aftale, at det bliver en helt almindelig hverdag med skolegang – og helst ingen ingen skybrud, tak?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Legoland Dubai

Nationaldag i De Forenede Arabiske Emirater er lig med en lang række festlige fejringer i en herlig forlænget decemberweekend, hvor der kører slagtilbud på stort set alt.Se dét, har man forstået her i Ørkenstaten: Når folket holder fri, skal priserne sættes ned, eller også skal der køres noget seriøst “Buy 1, Get 1 free”, så vi rigtigt kommer til lommerne. Der er også gratis parkering hele dagen og gratis popcorn til filmen i biografen. Mange taksi, si’r vi bare!

Martin får derfor også fingrene i entrébilletter til Legoland Dubai til en særpris på 100 dirhams/185 kroner per person. Jeg ved ikke hvad normalprisen er, men jeg har på fornemmelsen, at den nok ligger omkring det dobbelte. Og før nogen kommer frem med idéen om et årskort, fordi “det er så meget bedre og billigere”, så kommer der lige et “ellers tak” herfra, fordi vi har ikke lyst til at tilbringe hver tredje weekend i et forlystelsesland.For mig er en tur i Legoland eller et stort vandland en særlig ting. Noget, man kan glæde sig til og se frem til 1-2 gange om året. Ikke noget, man gør hver eller hveranden gang, man har nogle fritimer. Kald mig bare gammeldags eller kedelig. Jeg har hørt det før. Og jeg nægter simpelthen at være i Legoland eller Motiongate så ofte, som et årskort kalder på!

Anyway, vi hopper i traveskoene og kører ud til Legoland Dubai tidlig formiddag, så vi er sikre på, at pigerne kan prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø. Her i Dubai vågner folk først op til dåd efter kl. 12-13 om fredagen og lørdagen. For nogle er forklaringen, at de skal i moskéen og socialisere lidt bagefter over sød te og en cigaret – for andre er det, at en weekendmorgen simpelthen først kan starte efter kl. 10 med et smut ned efter kaffe og croissanter på den lokale.Så et lille tip herfra er, at man bare skal sørge for at komme til den pågældende turistattraktion kl. 10-10.30, så har man mindst 2-3 gode timer, før der begynder at komme andre. Dette trick gælder også i shoppingcentre, på stranden og alle andre steder, hvor man kunne forvente mange mennesker, og måske har et behov for en mere rolig start.Til gengæld går Dubai aldrig i seng igen! Du kan forvente det vildeste cirkus mellem 20 og 24, uanset om det er børnevenlige attraktioner eller ej – for børn skal aldrig tidligt i seng! F.eks. er der alenlange køer til alting i Global Village sent om aftenen, men kommer du, når de åbner ved 16-17-tiden, kan du komme til overalt. Det samme gør sig gældende i Dubai Mall, der er et (velduftende) gedemarked en fredag aften, hvor alt står i stampe og ingen kan finde en sid-ned, mens der til gengæld er en velsignet ro kl. 10 om formiddagen, når søvnige ekspedienter åbner butiksdørene og pudser ruderne.

Legoland Dubai får et kæmpe thumbs-up fra Familien Kaalund.For børn i alderen 1-12 år er det her bare en superduper dagsudflugt.

Parken er bygget op om 4 primære forlystelsesområder, samt et indendørs område, hvor de har bygget Dubai’s mange vartegn og bydele, plus store kendte attraktioner fra andre lande. Det svarer lidt til det første område, man møder i Legoland Billund, men dog alligevel bygget på en anderledes, Dubai-agtig måde.Her ser man Clocktower Roundabout, som var et letgenkendeligt vartegn i Deira/Garhoud-området i det nordlige Dubai for 25 år siden. Nu om dage er det klemt inde mellem en masse store hoteller, lejlighedskomplekser og virksomheder. Jeg smiler nostalgisk, da jeg ser rundkørslen, for den var vores udsigt fra apartment-hotellet, vi boede på den allerførste måned her i Dubai.Her er det ikoniske hotel, Burj Al Arab – det arabiske sejl – dog uden den platform, der senere er bygget på med udendørs fiskerestaurant og en lækker infinitypool. I baggrunden ses Jumeirah Beach Hotel – den blå bølge. Og her er så Ski Dubai, der ligger inde i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Burj Khalifa, der på en eller anden måde  virker for lille/forkert i størrelsesforholdet til de andre bygninger, men det er ikke noget, jeg har fået be- eller afkræftet – bare mit eget øjemål, som siger, at verdens højeste bygning burde være endnu højere i forhold til alt det andet.Dubai International Airport er der selvfølgelig også. Verdens travleste lufthavn om natten.

Udover Dubai-vartegn er der en del indiske og arabiske steder, som er bygget op i Lego. Alt sammen et fint pusterum og nedkøligsområde, når der bliver lidt varmt udenfor. Det skal dog siges, at der over alt er solsejl, så man behøver ikke solcreme eller hatte i vinterhalvåret.

Pigerne er ikke de store vovehalse i forhold til rutsjebaner og den slags, så Legoland er helt perfekt niveau til dem. Nogle børn i 10-12-års alderen vil nok finde forlystelserne for barnlige, hvis de i forvejen er vant til og vilde med crazy rides. De skal så i stedet sendes i et af de store vandlande, IMG World, Motiongate eller måske til Ferrari World i Abu Dhabi.Maden er i øvrigt ligesom alle andre steder, hvor der færdes horder af børn: Sindssyg-grøn slush ice, hotdogs, pandekager, pizza, pasta og popcorn. Det eneste gode, der er at sige om restauranterne og caféerne i Legoland Dubai er, at de har sat priserne ned til et rimeligt niveau nu, og at kvalitet og mængde er fint afstemt til en børnefamilie, der er kommet for at lege og ha’ det hyggeligt en halv dags tid.

Desværre må man ikke medbringe drikkevarer, snacks eller madpakker hjemmefra, så glem alt om at forsøge at stikke gulerodsstave ud for at balancere mængden af pommes frites og blålilla slush. De sunde ting bliver nuppet i indgangen, medmindre du kan fremføre bevis for, at du er allergisk over for transfedtsyre 😉.Efter godt og vel 7 timers leg og 14.000 skridt på tælleren er vi sendt til tælling.

Pigerne vil gerne afsted til Legoland en anden gang, men i sommerhalvåret vil det give mere mening at gå i Legoland Waterpark. Så dét må vi gøre. Engang i maj eller juni, når der kommer gode “residents offers” på vandlandet derude.

PS: Selve området ude ved Legoland, Motiongate og Bollywood Park er stendødt, men Riverland, som er et åbent restaurationsområde uden krav om billet til forlystelsesparkerne, er ganske udmærket, og der ligger også et outlet mall ikke ret langt derfra med udmærket shopping og lidt caféer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet