Eid og dødsfald

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadanliv

Ramadanen 2022 går bare for hurtigt. Det gør den sikkert ikke, hvis man er fastende og dermed ved at være inde i en fuldstændig omvendt døgnrytme på nuværende tidspunkt. Men for os andre – de udenforstående – der blot titter ind i Ramadanlivet, er der lutter skønne ting at sige om den hellige måned.Her er Mille ved at fylde et af vores lokale Ramadan-køleskabe med frugt, kiks og Vimto-saft. Det kan godt være, vi ikke faster, men vi kan sagtens deltage på vores egen måde.Når der er Ramadan, åbner skolen først dørene kl. 8.00, og der registreres tilstedeværelse/fravær kl. 8.30. Det er en helt perfekt starttid, hvis man spørger os, B-menneskerne.

Skolen lukker dørene igen kl. 1.30, så de fastende kan nå hjem og få sig en ordentlig eftermiddagslur, for at tiden frem til solnedgang kan gå så hurtigt som muligt. Igen er der ikke andet at sige, end at eftermiddagen føles så meget længere – på en god måde – fordi vi er dét tidligere hjemme.Kunne vi ikke bare have Ramadan-tider altid?

Det ville give så meget mening – og et langt mindre stressende liv for børn og voksne. Pigerne vågner mere naturligt af sig selv, og de når i skole helt uden at jage afsted. De har bedre tid om eftermiddagen til at læse, gå i poolen eller dyrke sport, lege eller være sammen med venner, og om aftenen kan man rent faktisk nå ting sammen. Alt i alt er der kun gode ting at sige om Ramadanlivet.For mit vedkommende – som lærer – er alle lektioner kortet ned fra 60 til 40 minutter, hvilket fungerer betydeligt bedre for de yngste børn, hvis koncentration er begrænset. For de større børn er 60 minutter ikke noget problem, og jeg kan sagtens se, at der er meget logistik forbundet med at skifte fag hver 40 minutter, men rent koncentrations-, indlærings- og dynamikmæssigt er det en stor fordel for eleverne og lærerne.Jeg elsker også dén ro, der indfinder sig i byen, når Ramadanen er over os. Dubai går i sandhed ALDRIG i stå, men tingene går bare lige et hak langsommere under Ramadanen, så der pludselig er tid til en længere gåtur, til at kigge på blomster eller måske læse lidt. Det eneste minus er trafikken lige omkring solnedgang, selvfølgelig – den er decideret vanvittig…som altid, når de sultne fastende jager den hurtigste vej hjem til kødgryderne.I de senere år er ritualerne og ‘askesen’ omkring Ramadanen blevet mindre og mindre. Tidligere skulle man passe meget på med at respektere de fastendes behov for, at mad og drikkevarer ikke var synlige eller tilgængelige i dagstimerne. Det blev anset for yderst respektløst, hvis man søgte noget at drikke og spise i ‘det offentlige rum’, mens andre intet måtte få. De få restauranter og caféer, som havde økonomisk råderum og mental energi til at ansøge om en ramadanbevilling, måtte gemme sig under lag af tæpper, opsat karton eller plastikforhæng, så ingen kunne se udefra, at de bød menukortet til over for de ikke-fastende i noget så ukristeligt som dagslys.

Jeg husker særligt vores første Ramadan i den ekstreme sommervarme, hvor jeg listede ind på offentlige toiletter for desperat at drikke vand af en flaske, jeg havde gemt på bunden af min taske, så ingen opdagede, at jeg medbragte drikkelse. Dengang føltes det også forkert at gå ind i klassen med et krus kaffe eller en madpakke, og det at bestille mad udefra i dagslys eller at bringe take away mad med ud i bilen fra et spisested, for at transportere det hjem til fortæring, føltes helt forkert. Dengang måtte man ikke engang tygge tyggegummi eller tage en slurk vand i bilen, når man kørte, fordi det blev opfattet som et ‘offentligt rum’.De tider er ovre. Fuldstændigt. Nu kan man få en øl ved poolen kl. 11 om formiddagen, hvis man er en turist med den slags lyster. Nu holder alle beværtninger åbent – ikke blot som tidligere, men med tilføjelse af særlige menuer og smukke arrangementer for iftar og suhoor, så det alt i alt giver en betydelig meromsætning og længere åbningstider end normalt. Det er den omvendte verden, og de fastende ser ud til at acceptere de nye omstændigheder uden et muk.

På skolen er der i gennemsnit 3-5 fastende pr. skoleklasse på 23-27 elever, ihvertfald fra 9-10-års alderen. De fastende har særlige opholdsrum, de kan være i, når de andre elever spiser snacks og frokost, men langt de fleste fastende børn bliver i deres respektive klasser, og lever med, at der bliver spist lige rundt omkring dem. Nu bliver det anset for et personligt valg at faste – og det respekteres og er bestemt noget at være stolt af – men ikke-fastende skal ikke længere gemme sig væk.

Tidligere har jeg også svaret flinke forespørgsler om “Ramadan do’s and dont’s”, at man altid bør klæde sig ærbart og respektfuldt i De Forenede Arabiske Emirater, men at Ramadanen er en yderligere årsag til at være opmærksom på både opførsel og beklædning. Sådan er det heller ikke længere. Med russernes invasion er croptops og miniskirts i buffeterne nu blevet 100% dagligdag. Ikke ét øjenbryn hæves over procentvis mere bar end tildækket hud i et mall eller på en restaurant, hvilket tidligere ville have været et no-go, hvor man diskret var blevet ‘pakket ind’ i et tørklæde af en velmenende front of house manager, som ikke ønskede at ødelægge ens aften ude, men som samtidig var nødt til at sørge for, at der ikke indgik klager over ‘vovede’ damer.

På en måde er der noget vemodigt ved at traditioner og kulturelle/religiøse ritualer udvandes eller fortyndes af den vigtige mammon, som Los Turistas lægger i coronaslunkne kasser. Vi har brug for pengene under og efter pandemien. Ingen tvivl om det. Og selvfølgelig skal de arabiske lande følge udviklingen og selv bestemme, hvad de føler er det rigtige for dem. Og tiderne skifter i disse år. Ikke kun ift. Ramadanens traditioner og de ikke-fastendes muligheder for at spise og drikke i den hellige måned, men også ift. kalenderen. Vi har fået weekend lørdag og søndag, som i den vestlige verden. Vi får tidligere besked om de måne-baserede helligdage, hvor vi før måtte vente helt frem til aftenen før en potentiel helligdag, før vi kunne vide, om der var skole og arbejde næste dag eller ej.

Her i den sidste ende af Ramadanen har vi haft besøg af Onkel M, Tante S, Fætter V og Kusine F.De nød påskedagene, solen, havet og poolen her hos os, mens vi trillede afsted på job og i skole på reduceret tid. Vi nåede heldigvis at lege, spise, hygge og snakke om aftenen.En enkelt fælles-tur ind til Dubai Fountains ved Dubai Mall blev det også til. For første gang havde vi booket en båd, der sejlede rundt både før og under springvandsshowet. Det var en fin og anbefalelsesværdig oplevelse, som er klart anderledes end “bare” at se på fra en restaurant eller fra rækværket. Billetterne købes online og i lidt god tid, hvis det er turistsæson.Før vi får set os om, afløses de 30 dages faste af den store fest, Eid al Fitr. Skolerne og de offentlige arbejdspladser har allerede fået en hel uges ferie i dén anledning af myndighederne, mens den private sektor har fri i to weekenddage og tre ugedage.
Herligt, siger skolelæreren og de to ‘skoletrætte’ trunter, der selvfølgelig altid kan bruge en uges ferie. Hvem kan ikke dét? ❤🌸😆

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forårsferie i Danmark

For første gang nogensinde er vi på Spring Break i Danmark.Det kunne jo have været dejligt, hvis ferien var faldet sammen med påsken, så familie og venner havde fri fra arbejde, men en kristen højtid er altså irrelevant i et muslimsk land, på samme måde som Ramadanen heller ikke får den store bevågenhed i de kristne lande.

Påske eller ej – vi fejrede da bare på forskud, og det kunne Påskeharen i Blåvand og omegn sagtens finde ud af.Mille havde glædet sig til noget så eksotisk som udendørs æggejagt, fordi vi altid er nødt til at gemme chokoladeæggene indendøre i Dubai, hvor påskedagene altid er smeltende varme.

For at Påskeharen kunne få fred til at lægge sine æg, gik vi en tur ned på stranden. Prøv lige at se, en himmel! Det er ikke kun Vesterhavet, der er den blå’este blå farve i Blåvand…Vores sommerhus ligger 800 meter fra “muldyrene”, der er en kunstnerisk forskønnelse af den lange række bunkers, der ligger som barske minder om 2. Verdenskrig langs den jyske vestkyst. Muldyr kan som bekendt ikke formere sig, og rent symbolsk håber vi så, at verdenskrige heller ikke kan gentage eller formere sig. Det ønske eller håb er temmelig presente i disse dage.

Efter nedfrysning på stranden er der ikke noget bedre end en varm brændeovn.Det skulle da lige være hotdogs til frokost.Heldigvis for os, der var kommet på ferie på et helt ureglementeret tidspunkt, havde en stor del af de kære familiemedlemmer, vi gerne ville hjem og være sammen med, fri på ubestemt tid. Mormor og Morfar er netop gået på efterløn, og Farmor og Farfar har været pensionister i en del år. Så bedsteforældrene havde heldigvis god tid – uanset ugedag og tidspunkt.Vi var også så heldige, at Moster L havde fri og tid til at lave påske-klippe-klistre-dag med os på en højhellig mandag.Cille var også heldig at få lov til at følge 6. klasse en hel skoledag sammen med min bedstevenindes jævnaldrende datter – og Mille flyttede direkte hjem til Mormor, så snart det kunne lade sig gøre på Jyllands-turnéen. De havde begge glædet sig til deres udflugter væk fra halv-irriterende søster og forældre, og der skal ikke herske tvivl om, at de begge vokser af at komme ud og opleve forskellige sider af deres hjemland, som på mange måder fortsætter med at være ret eksotisk for dem.Vejret har virkelig været med os. Sne, hagl, regn, blæst, forårssol og vindstille. Nogle dage har vi oplevet det hele inden for et par timer, så det aflagte vintertøj har fået en renæssance. Alt dét, vi ikke kan få derhjemme, får vi her i Danmark. Natur. Kulde. Udeleg. Gåture. Og frisk luft, for pokker! Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, men det er så ubeskriveligt dejligt at trække den friske, kølige luft helt ned i lungerne langt ude i Grib Skov, før jeg skal bruge både et brusebad og en stor tår morgenkaffe til at tø op igen.I Blåvand har vi hygget os med den jysk-fynske side af familien. Niece Jo, Nevø A og Mille blev fejret i Bork Legeland, hvor hele familien tumlede rundt en hel dag.De to 10-årige fik gavekurve fyldt med guf, legetøj, bøger, smykker og andet i anledning af deres første, veloverståede årti – for i Jylland får man en gavekurv ved jubilæer og runde fødselsdage. De havde begge glædet sig helt vildt til deres kurve – og jeg tror, Mille endte med at få 6 kurve, før vi vendte snuden mod Sjælland igen!Denne forårsferie gav os mulighed for at være halvanden uge i vores sommerhus.Vi har ejet huset i 13 måneder og kun haft mulighed for at være der én uge i august sidste sommer, så det var dejligt at komme tilbage og se alle de gode forbedringer, der er blevet lavet i huset siden sidst. At sneen dalede fredfyldt ned over huset, da vi ankom og krammede Mormor, der stod klar derinde i det brændeovns-lune hus, var nærmest magisk.Sne og kulde er noget af det bedste, fordi vi ved, at vi kommer ned til en overophedet ørkenstat igen – lige om lidt.Hvis ubestemmeligt gråvejr stod på i lange perioder, ville vi drømme ligeså meget om solskin og varme, som de fleste danskere gør, men det at få et afbræk med omskifteligt vejr, dejligt familieliv og sammenflettet fællesskab har været helt perfekt og præcist, som det skulle være. I virkeligheden er vi nogle heldige kartofler, sådan som vi får det bedste af to verdener. ❤

Feriens eneste kulturelle indslag med lidt noter af historie og kreativitet rullede i øvrigt ind på en tirsdag med Morm0r ved roret. Vi tog firlingerne med til Koldinghus – helt uden at spørge dem, om de havde lyst.Koldinghus er altid et besøg værd. Påskeaktiviteterne var endnu ikke skudt igang, men der var en skattejagt for børn rundt på slottet, hvor de skulle finde bestemte detaljer.Og der var et gratis crepe-blomsterværksted, som vi brugte lang tid på.Der var også et helt fantastisk udklædningsrum, som især Mille og Jo nød at lege i. De ville meget gerne have haft et par af prinsessekjolerne med hjem.Efter SÅ mange timers højkultur, var belønningen på et ægte lavkulturelt niveau. Men læg lige mærke til børnenes veltilfredse ansigter. De følte helt sikkert, at de havde trukket det længste strå.
I morgen vender vi de iskolde næsetipper sydpå. Daisy og Maricel venter derhjemme – og det gør Ramadanen også – med kortere skoledage, gode gerninger og dejlige iftarer.
Om tre måneder vender vi tilbage. Så henter vi Fætter V på skolen igen. Og finder vej ud til kronhjortene på vestkysten.Af hjertet tak til alle de dejlige mennesker, vi trods alt nåede at kramme og hygge med i løbet af forårsferien. Næste gang er der heldigvis endnu bedre tid, så vi kan nå at arrangere hyggestunder hele vejen rundt. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tines tips til Dubai

Wow, det er lang tid siden, jeg har lavet sådan noget læs-med-her-hvis-du-er-ny-i-Dubai-eller-glad-turist-i-sandkassen.Det har der ligesom ikke været den store årsag eller anledning til de seneste to år, hvor COVID-19 har sendt de fleste af os hjem i en bizar form for tidsubestemt arbejdslejr.

Samtidig virker det helt ude af trit med virkeligheden, når jeg begynder at tale om hotelophold og solskin, mens ukrainerne egenhændigt er i færd med at forsvare deres land mod én af verdens supermagter, der er skingrende vanvittig.Men der er jo det forunderlige ved verden. At den går videre.

Midt i en pandemi og på kanten til noget, der ligner en tredje verdenskrig.

Midt i sorg, død, ødelæggelse, flugt, savn og smerte traller vi rundt i hverdagstrummerum og planlægning af weekendens indhold. De fleste af os kan ikke gøre så meget mere end at støtte en pengeindsamling, aflevere relevante ting til at sende afsted eller hjælpe til, hvor nogen har brug for en håndsrækning.

Behovet for solskinsvarme på frosne skuldre og næser bliver nok heller ikke mindre af alle de problemer, verden kontinuerligt rammes af.Så – når nu du ikke kan styre udlængslen og rejsetrangen længere, er der i de kommende måneder ‘gode priser’ i De Forenede Arabiske Emirater. ‘Gode priser’, fordi det snart bliver seriøst varmt hernede, og så slutter den traditionelle turist-højsæson, fordi de fleste mennesker bliver skræmte af +40 grader. Snart bliver det også Ramadan, og den hellige måned er altid lig med festligheder og slagtilbud på alle hylder.

Ramadan og hedeslag – du kan sagtens tage afsted alligevel, og højst sandsynligt spare en bunke penge eller opgradere til noget endnu flottere, fordi der er så mange, der ikke orker ørkenens ‘rigtige’ varme.

Det handler om forventningsafstemning – så hvis du er helt okay med at opholde dig meget i poolen eller indendøre på et lækkert hotel, i centre, på restauranter, caféer og muséer, så er det absolut intet problem at være på ferie i Ørkenstaten mellem april og oktober.

Hvis du derimod har et stort behov for at bade i havet, gå lange ture langs stranden og opholde dig mest udendørs i naturlige omgivelser, så er det en rigtig fjollet idé at rejse hertil i den varmeste periode af året. Vent til november eller februar, som er de to dejligste måneder på hele året.

Jeg fik inspirationen til dette blogindlæg for et par weekender siden, hvor vi var på hotelophold med vores belgiske venner. Den ene arbejder for det store byggefirma, EMAAR, der nok er det mest etablerede og troværdige entreprenørfirma hernede, selvom der er mange om buddet. Byggebranchen boomer næsten altid i Dubai, selv når det går skidt mange steder i verden. På grund af deres tilknytning til førnævnte firma, foreslog de, at vi skulle besøge det næsten ny-åbnede The Address Beach Resort i Fujairah.Og hvilken fin oplevelse, det var.I et land, der ikke skorter på kæmpe hoteloplevelser, må Address Beach Resort i Fujairah betegnes som et boutique hotel, der ligger placeret så uendeligt smukt – nærmest ind i en bjergside.I Europa ville hotellet nok være standard størrelse, men med de enorme hotelkomplekser, der findes her i ørkenen, føltes Address småt på den virkelig fede måde – med tre mindre pools, der var afgrænsede på tre plateauer, og med direkte adgang til en dejlig strand, hvor der desværre var krible-krabledyr i havet, der gjorde det til en ubehagelig oplevelse at bade. Jeg ved ikke, om det var goplernes larver, som ofte skaber problemer hernede, men jeg kom ihvertfald hurtigt op af saltvandet igen og ned i klorbassinet, før jeg fik reddet mig en omgang hudirritation.

Udover dejlige pools og havudsigt, skal hotellet også have ros for dejlig og veltillavet mad – både ved poolen og i hovedrestauranten, hvor vi spiste buffet både morgen og aften, fordi børn…rigtig mange børn.Samtidig var indretningen virkelig pleasing.Med masser af tørrede og friske blomster – og hyggelige siddepladser overalt, der inviterede til læse- og kaffepauser.At tage på hotel er én af de mange luksus-goder, vi har ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater. Forlængede weekender, Ramadan-tilbud og residents-offers næsten året rundt gør det til en hel nationalsport at finde skønne hotelophold til gode priser. Vejret, serviceniveauet og de elegante omgivelser får en almindelig weekend til at føles som en mini-ferie – og det elsker jeg af hele mit hjerte. Faktisk ved jeg slet ikke, om jeg kan holde ud at tænke på at bo andre steder, men det er som bekendt lettere ytret end fikset.Hvis du får lyst til en tur ned i sommer-heden, der absolut er kickstartet her i marts, kan jeg varmt anbefale at kigge på The Address- og Vida-hotelkæderne – og selvfølgelig Jumeirah-gruppen, som dog ofte er voldsomt dyr. Der er også andre boutique hoteller, der skyder op, som f.eks. Zabeel House, der er en ny og billigere del af Jumeirah-gruppen.Prøv også at kigge uden for Dubai i én af de mindre kendte Emirater, f.eks. Fujairah, Ajman eller Ras al Khaimah. Det tager et par timer fra Fujairah til Dubai, hvis du vil ind og opleve Expo eller noget andet godt, men køreturen er smuk og spændende.Det er muligt at leje bil på dansk kørekort, og ellers kan man lave en aftale med det lokale taxa-selskab, der helt sikkert kan køre rundt i en dags tid for en slat penge. Lad ikke hotellets bil køre dig rundt – det er alt for dyr en løsning ift. de andre udmærkede løsninger, som Careem og Über.Der er meget stor prisforskel på at bo i f.eks. Umm al Quwain på Vida Beach Resort og så et centralt hotel i Downtown Dubai. Og skulle du have mest behov for sol og afslapning, giver det ikke rigtig mening at betale ekstra for at bo inde i Dubai. Hvis du omvendt meget gerne vil ud og opleve byens seværdigheder, er det svært at bo længere væk i én af de andre Emirater, fordi trafikken frem og tilbage er temmelig “spændende” morgen og aften.Rigtig god ferie, hvis du ender i sandkassen – i enten det ene eller det andet Emirat.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Roadtrip til Oman

Mens det ser ud til, at de fleste er fløjtet ned af skiløjperne i vinterferien, fik vi kun tildelt en forlænget weekend, og dér bliver det altså mægtigt svært at nå på skiferie, selvom der er mange gode ski-destinationer lige rundt om hjørnet fra De Forenede Arabiske Emirater. Tænk Libanon, Iran, Aserbaijan, Georgien og den slags eksotiske lande med høje bjerge, hvor sneen ikke smelter. Til gengæld har vi 14 dages forårsferie at se frem, men der er det for sent på sæsonen til at ski’e ned ad bakkerne.

Selvom der kun var en forlænget weekend at gøre godt med, sørgede vi for, at den blev udnyttet på fineste vis med et roadtrip. Jeg elsker, når Martin sidder bag rattet, og vi langsomt forlader det gule, støvede ørkenlandskab uden for Dubai til fordel for den takkede Hajjar-bjergkæde længere mod nord.Jeg følte et behov for at komme lidt væk hjemmefra. Måske fordi vi blev i Dubai i juleferien, måske fordi jeg generelt er lidt hjemmekulret efter to fornøjelige år med en pandemi lige i face. Men se lige, hvilke bjerge, vi omgiver os med her på Den Arabiske Halvø! Vi deler Hajjar-bjergene med vores nabo og kæmpe kammerat, det stolte Sultanat Oman.
Vi kørte over grænsen ved Hatta, der hedder Al Wajajah på Oman-siden. På kortet befinder jeg mig ved den blå prik i Dubai og destinationen er den røde pin – Muscat, Omans hovedstad, der ligger så smukt ud til Oman-bugten.Google Maps anslår køretiden til knapt 5 timer, men den skal du ikke helt hoppe på. Omans grænsekontrol er nemlig en times valfarten rundt i et skægt cirkus, stort set uanset antallet af grænsesøgende medrejsende. De har bare ikke styr på processen, og de holder stand med forskellige forklaringer, multiple køer og varierende luger og glughuller, der ikke helt giver mening. Men flinke – dét er de, tolderne og militæret (eller hvem det nu er, der stempler passene).

Det hjalp heller ikke videre på humøret, at vores dyrt tilkøbte datapakke til Oman ikke virkede, da vi krydsede grænsen, og først begyndte at virke halvanden time senere, hvor pulsen efterhånden var støt stigende. Heldigvis ramte vi den store, nye motorvej, der kører i lige linje til Muscat. Den fine, nybyggede vej er et alternativ til den mere knudrede kystrute, der helt sikkert vil vinde på skønhed, men ikke på hastighed.

Frem kom vi.

Og kl. 22.30 holdt vi træt middagsselskab på værelset.

Næste morgen stod jeg tidligt op til høj, blå himmel og kokosnøddepalmer, der vajede i den milde brise fra dét hav, der lidt længere ude bliver til det skønne Indiske Ocean.Jeg skiftevis løb og gik med udsigt til både udtørrede og friske flodlejer – de såkaldte wadis – og vilde mangroveskove, hvor fuglene fløj omkring.Vidunderlig natur – så levende og naturlig – og lige midt i byen.

Så modsat Dubai.

Og jeg var ikke alene om at vejre morgenluft, dén morgen. Der var også en hel del vilde katte. Og Omani-fiskere, der tøffede langsomt ind og ud ad et interimistisk havneleje, som jeg fornemmede var 100% afhængigt af tidevandets kommen og gåen.Muscat er som den hjertevarme og evigt-smilende efternøler-lillebror i en stor børneflok, som bare giver zero fucks for alle andres prætentiøse forsøg på at sælge sig selv for dyrt.What you see, is what you get. Hvilket oversat til Omani betyder mini-forter og fransk koloni-stil med stiliserede luftkanaler i islamiske mønstre, og eventuelt en lille balkon i træ med jalousi-vinduer.Hvilket ikke bliver mindre charmerende i tusmørket lige efter solnedgang.Vi trissede afsted langs Muttrah Corniche sammen med alle de andre – lokale og turister – med det formål at besøge souq’en, fordi det var ret vigtigt at få fat i et Omani-hovedtørklæde og nogle lokale dadler, når nu man havde muligheden for det. Jeg fotograferede og snakkede på livet løs – til stort begejstring for min introverte familie.Her var jeg f.eks. ved at lære om kvalitetsforskellene i den stenede harpiks, som er dét, der kaldes røgelse. Det særlige røgelsestræ gror her i Oman, og de er eksportører af verdens fineste og dyreste parfumer med de reneste typer af røgelse og oud.Og som altid var der et væld af sjove krydderier og tørrede sager.Man kunne også have fået sig en Omani-hat.Eller metervis af smukke, guldbroderede bændler.Der var også masser af sølv- og guldsmykker til salg, køkkenting, kunstobjekter og masser af kineser-ral. Vi nøjedes med dadler og tørklæder. Som sædvanligt. Og en Omani-hummer som afslutning, ikke at forglemme!Næste morgen gad Martin godt at gøre mig følge nede på Qurum Public Beach, så vi gik i den modsatte retning mod flere kokosnøddepalmer.Igen var der masser af omanier ude at nyde stranden og morgenkaffen – jeg tog bare ikke billeder af folk, fordi de ikke havde bedt om det, men de så flotte ud i deres traditionelle klædedragter med enten de der hatte, jeg viste fra souq’en eller pashmina-tørklæder foldet til bløde kranse om hovedet. Ulig golfaraberne med deres stivede sort- eller rød-hvide tørklæder med kamelring omkring. 😉
Selv politiet havde fundet hestene frem til den her skønne morgen.

Vi boede på Intercontinental Muscats Club Level, så der blev afholdt afternoon teas og pre-dinner drinks hver dag.Det fungerede superfint, men hotellet har selvfølgelig lidt under corona-krisen, og er nok efterhånden lidt uddateret, især når man titter over til naboen W, som er drevet af Marriott. Her fik vi en fancy, fancy middag.Men det vigtigste er trods alt hotelpersonalet, og dem kunne vi ikke sætte en finger på hos Intercontinental. De var så mega-søde og hjælpsomme. Og pool-området var sjovt på en lidt firser-agtig måde.Ja. Det er mig, der tager solbad i en velourkjole. Fordi koldt. Men stadig smukt og dejligt. Velour og sololie. Super kombination, jeg gerne vil anbefale til alle. Og ja, det er en form for kunstgræs-måtte, der ligger ved poolområdet. Kan ikke forklare hvorfor.

Undervejs i mini-ferien havde vi så også fornøjelsen af at besøge et lokalt hospital, fordi PCR-testen må max. være 72 timer gammel, når man krydser grænsen, så vi skulle bruge en frisk for at komme hjem. Hotellet anbefalede et sted, Badr Al Samaa Hospital i Al Khuwair, og det fungerede upåklageligt. Se lige, hvor søde omanierne ser ud, når de er smittede med COVID-19! Det ser samtidig ud til, at de skal spise masser af protein, når de er forkølede?Mille og jeg havde også en lille dagstur i bilen rundt i Muscat uden Martin og Cille, som ville arbejde og læse op til tests derhjemme på hotellet. Vi rullede direkte ind i fine Old Muscat til Oman National Museum.Herinde fik den ikke for lidt med omani-skibe, beklædning, kaffekander, krumsabler, røgelse, gravkamre og alt muligt andet, der repræsenterer Omans rige kultur og historie.
Det med dørene og vinduerne, der har vildt smukke snirklerier på sig, er nærmest symbolet på Oman.Emilie deltog endda i en workshop med fokus på omani-vinduer, og den flinke museumsdame forevigede os bagefter med resultatet.Jeg elsker Oman lidt på samme måde, som jeg elsker Sverige. Alt er bare mere charmerende, mere naturligt, mere autentisk derovre. Omanierne er flottere. Har glimt i øjet, er veltalende, hjælpsomme, hyggelige mennesker. Tyskerne siger det samme om os – naboerne – de hyggelige Dänen.

Måske er det bare sådan man får det med ‘naboerne’? At de er takket dejligere end ens reelle naboer?

Ihvertfald er omanierne gjort af et helt andet stof end golf-araberne, derom skal der ikke herske tvivl. Og det falder helt og aldeles ud til omaniernes fordel.Og pludselig var der solnedgang over Qurum Strand igen med Mille-musen. Vi var enige om, at det havde været den skønneste Mor-og-Mille-dag. ❤
Alt for hurtigt gik dagene i Muscat, og jeg vil gerne tilbage til Oman snart. Måske Nizwa. Eller Salalah. Eller Sur?Så farvel og tak for denne gang til nu afdøde Sultan Qaboos og til nuværende Sultan Haitham, der hang så fint på den lokale burgerbar.

Farvel til Hajjar-bjergene, der var det kontinuerlige back-drop på ferien. Og farvel til flinke omanier, der bare lever livet i stille, rene, rare Muscat.På vej hjem gad tolderne og militæret ved Omans grænse knapt skæve til PCR-test eller pas. De er noget mere interesserede, når man vil IND i landet. UD kan du altid komme. Til gengæld var De Forenede Arabiske Emiraters toldere noget vakse ved havelågen, og vi blev vinket ind til den store gennemgang af toilettaskernes indhold.Hjem kom vi. Efter 5.5 timers kørsel. Tilbage til virkeligheden og hverdagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet