Den Grønne Planet

Dagene flyver afsted, når der er gæster i huset. Jeg glemmer cirka halvdelen af de almindelige dagligdagsting, fordi vi hygger og dimser omkring, og sådan går det til, at Mille misser torsdagens tennislektion og køleskabet konsekvent står gabende tomt.

Men – vi er sammen og vi er i nuet – og det er vel det vigtigste.

Når skolegang møder gæstebud går der metaltræthed i maskineriet. Det sker hver gang – også selvom det er langt lettere at have besøg af en eller to voksne end en familie med børn. Bedsteforældre forstår jo så evigt godt, at pigerne er trætte efter en hel dag i skolen, og at de har brug for at trække sig lidt fra fællesskabet i storfamilien bag lukkede døre med legetøj og iPads på værelserne.

Men en enkelt dag i løbet af skoleugen finder vi tid og energi til at tage i The Green Planet, der ligger i området City Walk på Jumeirah-siden, lige over for Downtown Dubai.

Hvis København har Den Blå Planet, så har vi da bare lige en grøn.Bygningen er et helt økosystem og æstetisk kunstværk i sig selv. Så smuk og elegant står den over for det eksklusive shoppingområde City Walk. Der er masser af parkeringspladser lige uden for døren – kort sagt er det en nem og lettilgængelig turistattraktion, hvor alle aldre kan finde noget at glædes over og dele med hinanden. Det samme gør sig gældende for det store akvarium, The Lost Chambers på Atlantis The Palm, men dér har Farmor og Farfar allerede været – og de skal da prøve noget nyt, når de er på besøg hos os.Bygningens indre er konstrueret således, at man tager en elevator til 4. sal, hvilket er på højde med det allerøverste lag af trækronerne i regnskoven. Herefter bevæger man sig via ned igennem regnskovens lag helt ned til den mørke skovbund, som er dampende fugtig og fyldt af vandhuller og vandsprøjt fra små vandfald.Undervejs møder man en masse smukke dyr, der normalt bor i regnskove rundt omkring i verden – farverige papegøjer f.eks. Alle dyr er kommet hertil fra certificerede zoologiske haver i Europa og fra rescue-centre, når mennesker helt misforstået har erhvervet sig et krævende, vildt dyr, som de alligevel ikke kunne have i deres hjem.Reptiler og alle former for insekter er der også myriader af. Det værste er alle de giftige tudser og frøer, hvis du spørger mig, men myrerne og kakerlakkerne kunne jeg såmænd også fint være foruden.Vi hilser også på en boa, der i følge dyrepasseren er i fint humør, fordi hun har skiftet ham for nogle dage siden og tilmed spist et måltid. Så får hun lov at komme ud og blive klappet forsigtigt af gæsterne.Overalt, hvor man vender sig hen i det cylinderformede økosystem er der frodigt og grønt, og fuglene letter fra alle niveauer med veltilfredse, pludrende kald til hinanden. Rengøringsfolk trisser omkring og renser fugleklatter og madrester af, for der bliver svinet godt og grundigt, når de frithængende melonskiver bliver indtaget.

Nederst i systemet finder pigerne til deres store begejstring ét af Den Grønne Planets hovedattraktioner: Dovendyret Liam. Hans veninde Lola er ikke til stede. Hun er ude for at spise og slappe af, siger dyrepasseren. Det er et hårdt liv som dovendyr.Vi er heldige, at Liam er vågen og aktiv. Vi får chancen for at følge ham fra bunden af regnskoven og fire etager op til toppen, fordi han selv vælger at vandre derop.Undervejs får han støtte og assistance fra to dyrepassere, som genner ham venligt i rette retning, når han er ved at tage en afstikker. Der er heller ingen direkte kontakt mellem dovendyret og gæsterne – og det gælder stort set alle andre dyr også, da det lukkede system i Den Grønne Planet er 100% dyrenes domæne.

Jeg synes godt, at man kan fornemme, at dyrene aldrig oplever direkte kontakt eller “truende adfærd” fra mennesker, bl.a. fordi de bare gør helt som de plejer, uanset om vi stopper op og glor på dem på ganske nært hold.Dyrepasserne er ualmindeligt flinke og tålmodige. Mille og Cille stiller det ene spørgsmål efter det andet, og de får uddybende svar og forklaringer. Nu ved vi en masse om dovendyr, der på ingen måde er en truet dyreart, fordi de ikke rigtigt er interessant fødekilde for andre dyrearter. De er i familie med myreslugeren, og de sover 18 timer i døgnet. De spiser helst de sødeste frugter, men accepterer også søde kartofler, insekter og blade, hvis der ikke lige er en klase druer at kanøfle.Vi er 100% solgt til stanglakrids, når det gælder dovendyr. De er så sære og kære på samme tid. Man kan ikke andet end at være fascineret af det lille dyr, der klatrer omkring med sine lange, stærke negle, plirrer med øjnene og vender snuden ud mod os for at finde ud af, hvad vi mon er for nogle sære fætre.

Og efter en rundtur i det lillebitte område i kælderen, The Australian Walkabout, hvor de har kookaburras og wallabies i skøn forening, ender pigerne med at slippe 430 kroner for hvert deres dovendyr i gavebutikken. Det var HELT UMULIGT at forlade The Green Planet uden de to bamser. Og så er det jo heldigt, at de har en solid pengetank derhjemme, som de kan slå hul i.Dét er en ting, Dubai kan. At få pengene til at flyve ud af lommerne.

Og jeg må indrømme, at de to dovendyr (opkaldt efter virkelighedens Liam og Lola), som nu sidder på mit bagsæde og venter på pigerne, er pænt svære at stå for.

2 x 430 kr. svære at stå for.PS: Du kan bruge Entertainer vouchers “buy 1 get 1 free” til entrébilletterne i The Green Planet – eller du kan spare 10% ved at booke online forud for dit besøg. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det en dyr fornøjelse, ligesom alle andre steder, der har noget med dyr at gøre.

Men – så skal det også siges, at dyrene ser virkelig ud til at have det godt og alting foregår på deres præmisser, så jeg er absolut fan af The Green Planet.

Det tager 1.5-2 timer at besøge stedet, afhængig af ens tålmodighed og gæsternes aldre. Der er en lille café uden for, hvor man evt. kan få kaffe, men det vil være endnu bedre at kombinere det med et smut over i City Walk, der bugner af lækre caféer og spisesteder.

Se mere lige her: https://www.thegreenplanetdubai.com/en?id=parkmap

🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿🌿

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Børns forventninger

Cille blev født den 23. august 2009.

På vores 1-års bryllupsdag.

At få et augustbarn er herligt. Der er stadig lidt langstrakt feriestemning og ofte dejligt sensommervejr i Danmark at fejre hende i. Men slutningen af august er midt i skolernes sommerferie, hvis man bor i Dubai. Og det er ganske ubelejligt i forhold til at holde fødselsdagsfest for klassekammerater og venner.

Vi har selvfølgelig forsøgt os med at holde fest på forskud for klassen i juni måned – og det resulterede i, at hun på sin rigtige fødselsdag for længst havde glemt, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler et par måneder tidligere. Hun var ikke så gammel på det tidspunkt, men det føltes alligevel temmeligt anstrengende at skulle minde hende om, at vi havde altså stået i et kunst-galleri og malet billeder, leget sanglege og spist pizza og kage til den store guldmedalje med alle hendes venner og veninder et par måneder forinden (💸🙄).

Derfor er vi nu landet på et kompromis, hvor hun bliver fejret i Danmark med familien, og så får hun en lidt mindre fest med udvalgte klassekammerater og venner, når vi er retur i skole igen. På dét tidspunkt føles fødselsdagen allerede langt væk, og når nu hun er blevet fejret med manér i Danmark, holder vi fest for hende uden de formelle fødselsdagsritualer, sang og flag.

For det meste lader vi halvanden til to måneder gå, før vi holder festen i Dubai. Det skal helst være behageligt opholdsvejr uden for (læs: invasion af sukkersheriffer i privat hjem skal håndteres), og lige når vi ankommer til skolestart i september, er der bare for smeltende varmt og fugtigt.

Forleden blev det så endelig tid til at fejre Cilles 10-års fødselsdag med veninderne. Hun havde virkelig glædet sig – og der var blevet købt ting ind til festen flere uger i forvejen.

Her er den smukke 10-årige, der nu for alvor er på vej fra barn til ung pige.Som alle andre Dubai-børn, er Cille vant til at fester afholdes ‘ude’. Nogle gange er der tale om heldagsarrangementer i en forlystelsespark eller et vandland, andre gange inviteres der til et nøje afmålt to-timers-forløb med en arrangeret aktivitet, der styres af en voksen. Sidste år blev der tilmed lagt sleep-overs oven i heldagsarrangementerne, men det syntes hun (heldigvis) selv var lidt for anstrengende til at ønske sig det til sin egen fødselsdag.

Cille forstår også godt, at et heldagsarrangement til et vandland eller en forlystelsespark er en bekostelig affære. Det samme gør sig gældende, hvis man skal til at leje sleepover-telte med matchende lysranker og hvad ved jeg. Men jeg forstår godt, at det virker tillokkende og er virkelig sjovt at deltage i. Cille har bare den udfordring i livet, at hendes mor er så meget fra Jylland, at det umuligt kan koste 400 kr. pr. barn at sove på en oppustelig luftmadras, selvom lagnet og lysranken matcher de andres – og entrépriser til forlystelsesparker på helt op mod 700 kr. pr. barn ligger heller ikke lige i budgettet.

Så vi arbejder på sagen sammen. Forventningsafstemmer. Summer og fremlægger idéer. Taler og forhandler. Finder et kompromis mellem barnets ønsker og forældrenes pengepung.

I år var der dog ingen slinger i valsen. Cille ville gerne svømme med sine venner, efterfulgt af hygge i haven med Maricels hjemmelavede buffet. Hendes største ønske var i øvrigt, at få lov til at lave fine goodie bags til sine veninder, som hun kunne give dem med hjem som minde.

På Dubai-børnefødselsdags-skalaen var hendes ønsker og forventninger til festen i år meget, meget rimelige.

Så vi klappede hælene i og fulgte trop. Købte entré til Fitness First i The Lakes for 130 kr. pr. barn.Stillede snacks og drikkevarer frem til pool party galore.Og det var rørende at se, hvordan de 10 piger legede fælleslege og hyggede sig sammen i vandet i flere timer efter en lang skoledag.Det er en vild fornemmelse at være kommet dertil, hvor man som forælder kan gå roligt rundt og nyde synet af børn, der leger – uden at blive uvenner, kede af det, slå sig eller på anden måde have brug for assistance.

Jeg savner virkelig ikke småbørns-tiden, når jeg ser, hvor sjovt og dejligt, de store børn har det sammen på en langstrakt eftermiddag.Da vi endelig lykkedes med at trække pigerne op af vandet og ud af omklædningsrummene, tog vi hjem til gaveoppakning og “flaskehalsen peger på”, mens Maricels fine buffet tog form.Og hér sad de så. I solnedgangen og fælles-gnaskede igennem, som de halv-teenagere i voksealderen, de efterhånden er blevet.

De sluttede af med musik og dans i haven – og lidt hop i trampolinen på skift. En ganske enkel eller simpel fødselsdagsfest, hvis man skal vurdere den efter Dubai-standard, men alle pigerne var supersøde og proklamerede, at det var the best birthday ever!

Det handler jo om stemningen og fællesskabet – og egentlig ikke ret meget om den konkrete aktivitet eller om, hvorvidt  de fysiske rammer er overdådige eller ej.

Her var der tale om en harmonisk pigegruppe, der tog hensyn til hinanden og inkluderede alle i legene. De brugte deres fantasi, samarbejdede om reglerne i legene – og frem for alt, så havde de det sjovt sammen.

Og selvom jeg nogle gange ville ønske, at børnefødselsdage kunne forløbe, som vi gør i Danmark – helt uformelt og med masser af fri leg for de små og masser af rødvin til de store – så accepterer jeg, at det ikke er helt sådan, en fødselsdag skal forløbe i en Ørkenstat.

Og fødselsdagsbarnet?

Hun krammede sine forældre og sagde tak for en dejlig fest. Hun var så glad for sine fine gaver og sagde, at hun følte, at hendes veninder havde gjort sig sådan umage med at finde netop de ting, hun elsker.

Så klatrede hun ellers i seng med sin nye dovendyr-sovemaske og tændte sin dovendyr-sengelampe, krammede sin nye doughnut-pude og kiggede over på sin opstilling af nye læsebøger, avocado- og kaktusnotesbøger, tasker og dimsedutter, som kun 10-årige piger forstår.

🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️🎂🍰❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Turistfælder

Der er lidt radiostilhed her på kanalen.

Min Far og Conny er tjekket ind i Ørkenstaten tirsdag nat – og siden har vi stort set ikke siddet stille. Lige så snart vi har fri fra skole og arbejde, hygger vi – leger, snakker og trisser rundt til de ting og aktiviteter, der er planlagt. Morfar og Conny følger f.eks. med som engagerede bænkevarmere til tennis, badminton og gymnastik, så de kan opleve de ting, som pigerne er optagede af og gerne vil vise dem.

Det er 5 år siden Morfar og Conny besøgte os første gang i Dubai. Meget har forandret sig siden da. Det er ikke kun børnene, der vokser op, men også byen, der jo lider af kontinuerligt vokseværk. Og det er skønt at have dem tilbage her hos os, fordi det giver et andet samvær at have en hel uge sammen på denne her måde.

Heldigvis er det jo ikke alt, der er forandret og ugenkendeligt. Poolen er skøn og topper stort set altid på hitlisten, når der kommer efterårsramte familiemedlemmer til Ørkenstaten. Så hér opholder vi os mest muligt.Morfar og Conny har også sørget for aftenunderholdningen. Her er det Cilles nye spil med dårlige jokes, der skal læses op med tossebriller på, mens man forsøger ikke at grine af Morfar-vitserne.Mille har fået et godt, gammeldags bankospil, så vi kan øve tallene på dansk – og Morfar kan så samtidig øve tallene på engelsk, når han er opråber.Men selvom der går temmelig meget hverdag i den, når man besøger os lige midt i vores hamsterhjul, så forsøger vi efter bedste evne at arrangere oplevelser for os alle, som ikke kræver alt for meget tid og energi.

Forleden aften var vi ude at sejle på en arabisk dhow i Dubai Marina.Alle sejl var sat til – jeg havde sågar betalt depositum en måned i forvejen – og stor var skuffelsen, da det går op for mig, at vores booking er indsat i deres system på en helt anden dag. Der er tale om en menneskelig tastefejl. Et hændeligt uheld. Som bliver accepteret og anerkendt af værtinden, men som stadig tager lang tid at udrede, når det bliver gjort på arabisk manér.

Fast forward til en halv time senere, hvor vi – storsvedende og halvfrustrerede – går ombord og får tildelt et bord helt nede ved siden af fotografen.Og personalet gør alt, hvad der står i deres magt for at give os en god oplevelse ombord. De spurter rundt i små cirkler med hummus, grillet kød og salater til os, så vi ikke skal stå i kø i inderbuffeten – og vores humør stiger tydeligt i takt med at vi endelig får noget mad og får kølet os selv ned til normal kropstemperatur igen.Aftenen ombord på Al Wasl Dhow slutter af med traditionel egyptisk tanoura-dans, som det altid gør, når man er landet i en vaskeægte arabisk turistfælde.

Ham her har valgt en moderne technoversion at danse til, så der er virkelig gang i skørterne på båden.Da lyset slukkes og lysanlægget i skørtet tændes, så dreje-rundt-manden bliver til en levende karrusel i flere minutter, udbryder der jubel blandt de mange amerikanske og kinesiske turister, der ser tanoura-dans for første gang.Alt i alt ender det med at blive en dejlig aften. Maverne er mætte af arabiske fladbrød, kød og sprøde salater. Ørerne er tudet helt fulde af arabisk techno og øjnene stiller langsomt ind på uendeligt efter de mange sanseindtryk, der uvægerligt er ombord på en dhow, hvor vi er en meget broget flok forsamlet for at se marinaens mange lys i aftenmørket.

Om jeg så vil anbefale en dhow-tur i Dubai Marina med spisning og underholdning?

Måske.

Det kommer lidt an på, hvor meget turistfælde, du kan overskue at deltage i. Denne gang føltes det lidt slukøret for os, da vi havde bestilt i god tro, og endte med at måtte vente længe på at finde ud af, hvad de ville gøre ved deres egen tastefejl.

Måske tænker jeg, at den bedste arabiske turistfælde er de klassiske 4×4 ørkenture, hvor man først kører ræs i sandet, og bagefter besøger en kunstig beduincamp, hvor præcist det samme finder sted som ombord på dhow’en – mad og dans.

Men en 4×4 ørkentur kræver til gengæld, at man er meget godt gående/fysisk frisk og klar på at få udfordret både balancenerven og kvalmegrænsen, før man endelig bliver inviteret på falafler og pitabrød.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der også en god portion underholdning i de her turistfælder. De kan jo et eller andet sjovt alligevel, ikke?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dag 50

Halvtredsindstyvende dag i Danmark denne sommer.

50, du!

Det er så bimlende skørt og skønt og alt muligt midt i mellem, sådan at have fri på denne her langtrukne facon. Jeg er pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan finde ud af at fungere i hverdags-mode igen. Kan man seriøst stå op kl. 6.15 uden at gå i stykker både ind- og udvendigt? Kan jeg huske, hvordan man smører madpakker? Vil weekenderne ikke bare blive alt, alt for korte?

Og samtidig med at jeg har en vis betænkning ved at skulle sluses ud i den virkelige verden igen, så er jeg også underligt rastløs som en løve i bur. Nedtælling, you know…

Der er ellers dømt søndags-hygge i Farmors hus i det skønneste solskinsvejr; der er en dejlig dag på Karen Blixens Rungstedlund i vente i morgen, og så er det afrejse på tirsdag.”Jeg vil slet ikke tale om det, Mor”, siger Mille med grødet stemme, når jeg forsøger at nævne, at det nu snart er tid til at vende snuderne hjem til ørkenen. Vi går tur med Farmors små hunde i solskinnet, og jeg forstår hende åh-så-godt. Hvem gider egentlig, at ferien får en ende? Den er da aldrig lang nok – og man når da aldrig det hele – uanset om man har to, fire eller ni uger til rådighed.

Afsked på afsked er der nu.

Det er tungt og let på samme tid.

Tungt, når man vemodigt krammer og siger “nå, men så ses vi til jul igen”.

Og en lettelse at tænke på, at nu er vi snart i vores eget hjem med egen seng og eget køleskab – og så er der jo heller ikke længere til juleferien, end at vi knapt når at registrere et indre ønske og behov om at se familien igen. Det er straks tungere at tage afsked efter jul, hvor der er et halvt år til vi lander i Danmark igen.

Så sådan her går dagen i dag. Med at lave ingenting og tilte mellem at trænge til at komme rigtigt hjem og så at være ret-så-blå over, at alle herlighederne i Danmark snart er slut. Jeg kender det her mønster ind og ud efter ni års udlandsliv.

Vores sommerferie slutter altid med en fest for familien – i anledning af Cilles fødselsdag – og Milles fødselsdag klaskes på som en sidevogn, fordi hun som maj-barn aldrig har muligheden for at blive fejret med familien i Danmark.I går er det tilmed helt perfekt sommerfest-vejr, så vi kan opholde os, grille, drikke vermouth og nyde livet i Farmor og Farfars gårdhave til hen mod midnat.Og selvom grandfætter R og de to jordbærdamer ser ganske magelige ud i hængesofaen, så bliver der virkelig spillet badminton og stangtennis hele eftermiddagen, mens de voksne hygger sig i solen.Hen på aftenen får Cille så stort et dessertbord serveret, at hun bliver synligt overrumplet over alle godterne.Høje på sukker giver fætre, kusiner, grandfætre og grandkusiner sig til at lege mørke-gemme i lang tid.Det er denne her slags sene sommeraftener, jeg inderligt håber, at pigerne vil huske som ferieminder fra Danmark – også når de bliver store. Friheden, fantasien og fællesskabet, som de deler med en stor flok søde børn, der altid står parate til at lege og fjolle. Det er jo helt fantastisk, at det forholder sig sådan.Og da den sidste Fætter og Farfar er trillet afsted, går vi stille rundt og rydder op. Både lavpraktisk og mentalt.

Det er så vigtigt at få talt sammen om sommerferiens forløb – om de ting, der bare fungerer og de ting, der måske skal gøres anderledes i fremtiden – så vi kan hjælpes ad med at få strikket den bedst mulige ferie-løsning sammen for alle parter i familien næste sommer.

For jeg glemmer fra gang til gang. Romantiserer og idylliserer den lange sommerferie, lige så snart den er forsvundet mellem fingrene på mig. Glatter ud. Smider det uskønne væk på den mentale losseplads og lader de gyldne stunder stå for mit indre blik. Samler kram og kærlige stunder på hylderne i hjertet. Husker min nevøs barnenæve i min. De dybe samtaler med min mor, min svigermor og alle mine dejlige veninder. Min nieces lange øjenvipper og mørke øjne, der stirrer ind i mine bleggrå. Den synlige samhørighed mellem kusiner og fætre på begge sider af familien. Onkler, tanter, fastre og mostre, bedsteforældre og andet godtfolk, som vader direkte ind i vores liv – præcist som vi i deres. Pigernes latter på en sensommerdag i sommerhuset. Naturens mange ansigter. Dyrene, vi møder og mærker rundt omkring. De kulturelle oplevelser og input, vi har haft hele sommeren. Familiefællesskabet og de langvarige venskaber, der føles så varme og trygge, når vi er faldet på plads i puslespillet og er blevet en helt almindelig og selvfølgelig del af et større hele.

Pludselig rives det væk igen.

Vi skal hjem og starte et helt nyt år op.

Mit indre ‘årshjul’ begynder faktisk altid med skolestarten i september.

Hér får pigerne deres nye lærere, skoleskemaer og klassekammerater tildelt.

Selv får jeg mit skema og mine klasser tildelt.

Hér slås den første akkord an til et nyt hverdagsliv og skemalagt hamsterhjul, der kun afbrydes igen, når vi rammer Danmark i juli måned, hvor vi i den grad trænger til en mental nulstilling og en lang pause fra livet i Dubai.

Og selvom jeg lige i dag har ondt i maven og uro i kroppen, får ondt af mig selv og føler mig halv-deprimeret, så ved jeg også, at det lige om lidt er en lettelse at være i gang med en helt almindelig, velfungerende hverdag i vores dejlige firkløver.

Faktisk kan jeg ind i mellem føle mig helt afhængig af denne her livsstil, hvor der er drøn på, store armsving og højt til loftet i godt og vel 9 måneder om året, afbrudt af en hyggelig juleferie og et monsterlangt sommer-pusterum midt på året. Tænk, hvor er det egentlig priviligeret! De fleste mennesker ånder for 2-3 ugers sommerferie sydpå i solen, en skitur om vinteren og en sommerhustur om efteråret. Vi er så heldige, at skoleåret er kortere, fordi skoledagene er længere, så vi alt i alt får mange flere fridage hen over et år. Fridage, der kan klaskes sammen, således at vi kan tage rigtigt store afbræk fra hverdagen. Afbræk, der er de færreste forundt – og som jeg meget nødigt ville miste adgangen til.

Ih, Danmark – jeg længes så ofte efter dig – og alligevel vil jeg bare så gerne hjem til mig selv.

Modstridende, er det, det her liv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet