Mambo, Unguja?

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

TikTok-tur igennem London

Midt i julerierne med den nærmeste familie og the ongoing tiny house project pakkede vi de selvsamme kufferter, der lige var blevet pakket ud, for at tage på en familieferie midt i familieferien. Et afbræk fra vådt og gråt i Hillerød blev erstattet den samme slags vådt og gråt i London.Vi var faktisk i London i foråret – efter Cilles ønske. Og begge pigerne ville meget gerne tilbage og opleve mere af samme skuffe. Fordi London og teenagere går jo som fod i hose – eller som tapiocaperler i en bubble tea, hvis man skulle begive sig ud i en nutidig reference?Vi boede i Kensington igen, fordi der er noget cute i at kunne genkende restauranter, pubber og caféer i et nærmiljø, hvor man så pludselig kan ‘føle’sig hjemme. Jeg ville have forsvoret at opføre mig sådan, da jeg i mine unge rejsebegejstrede dage nægtede at opleve det samme sted to gange. Nu synes jeg, at det er netop dét, der har allermest charme…Denne gang havde vi valgt at bo i en hotellejlighed, så der var lidt mere plads til at sove længe eller ta’ en lur i fred, og så der samtidig var tekøkken, bord og stole til at hygge med morgenmad og takeaway, når teenagerne ikke kunne overskue morgenbuffeten eller at skulle ud og ind i trafikken igen-igen efter en lang dag. Perfekt løsning, hvis I spørger mig.

På ankomstdagen tog vi straks til Piccadilly Circus, hvor Europas største boghandel, Waterstones, ligger. Cille havde stort set og lige ved og næsten overholdt et væddemål med sin Far om ikke at købe flere bøger, men at læse ud af den kæmpestak, hun har derhjemme, og der blev selvfølgelig kvitteret med nye bøger i den skønne boghandel.Og julelysene i London, my dear. Der er simpelthen så stemningsfyldt og fint overalt, hvor øjet ser hen.Jeg kom for julelysene og julestemningen, som jeg selvfølgelig også blev retmæssigt drillet med, når jeg nu igen stod stille i menneskemængden og fotograferede lys og dekorationer.
De andre kom for en ægte TikTok-tur gennem London. Cille havde lavet en lang liste over forslag til oplevelser, som hun var blevet inspireret til på TikTok, og den havde jeg så booket og planlagt ud fra. Nogle af idéerne lå for langt væk fra det centrale London, mens andre ting allerede var fuldt bookede eller utilgængelige, da jeg kiggede på det i oktober…jeg er SÅ træt af, at alt godt skal bookes hele og halve år i forvejen. Hvem har overblik over, hvad de har lyst eller tid til så lang tid i forvejen? Alle europæere, åbenbart, og lige dér er jeg k0nverteret til den arabiske måde på tingene, hvor der er en vis charme i ikke helt at vide, om vi har ferie fra dén eller dén dato, og hvor spontanitet og lyst går hånd i hånd ift. at vælge, hvad man har lyst til på en given weekenddag.Den første hele dag i London tilbragte vi i Southwark langs Themsen.Her besøgte vi The Clink, Londons ældste fængsel, hvor man får en gruopvækkende historisk gennemgang af de middelalderlige metoder til domsafsigelse og tortur, der blev anvendt i de gode, gamle dage.Rædsomt og grusomt. Tankevækkende for Cille, der kunne bekræfte, at de samme middelalderlige torturmetoder bliver brugt i de moderne gyserfilm, hun elsker at se.

Efter fængslet gik vi på Borough Market, der jo er en institution i London.Vi skulle prøve de jordbær med smeltet mælkechokolade, som Cille havde set på TikTok. De var go’e. Så go’e, at vi vendte tilbage en anden dag for at spise dem igen – plus en deleportion fish and chips.Borough Market er bare et godt sted for alle madelskere. Vi spiste også irakiske grillspyd, Singapore-nudler og mac ‘n’ cheese med oste fra Bath. Og så var der fudge!Ikke ret langt fra Borough Market ligger Leake Street Arches under Waterloo Station. Stedet er også kendt som The Graffiti Tunnel, og det blev verdensberømt i 2008, da Banksy kom forbi og hyggede sig med at male. I dag er stedet aktivt med barer og caféer, og alle kan i teorien slå sig løs med graffitispraydåser i tunnellerne, da hele området er ‘frit tilgængeligt’ fra myndighedernes side. De fleste er dog professionelle graffitimalere, kan man hurtigt konstatere, når man ser kvaliteten af det malede.Dagen efter tilbragte Cille med sin ven River fra Danes’ Worldwide’s Sommerskole. Vi fandt ham i tube’n, og så hyggede de to teens sig med at gå på udkig efter vinyler og seje styles i East London’s Underground Vintage Markets ved Brick Lane.Frokosten fandt vi på Old Spitalfields Market, hvor den søde fudge-sælger fra foråret var pist forsvundet. Til stor ærgrelse for os, der lige havde håbet på at sige hej til ham igen.Senere inviterede River Cille med retur til Greenwich Village, og vi aftalte, at han skulle hjælpe Cille retur til det centrale London, for SÅ kendt med tube’n var hun trods alt ikke! Om aftenen så vi Elf The Musical på Dominion Theatre på Tottenham Court Road. Det var julestemning for alle pengene – omend det er virkelig MANGE penge, man får lov at slippe for den flotte sang og dans…Dagen efter tog vi på The Science Museum i Kensington.Vi boede faktisk i gåafstand til alle de store, flotte, offentlige muséer, men jeg havde denne gang valgt at booke os ind til en 3D IMAX BBC-dokumentar om Antarktis på Science-muséet, fordi vi på dén måde fik lidt sne, is og kulde, hvis nu vejrguderne ikke var med os ude i den virkelige verden.Og jeg fik desværre ret. Vejret fortsatte med at være kedeligt gråt-i-gråt, men trods alt tørt.

Der er ingen tvivl om, at briterne er verdensmestre i at opbygge muséer og udstillinger. På The Science Museum nød vi at lære om rummet, om de teknologiske landvindinger i hjemmets faciliteter og hjælpemidler, om udviklingen af sundhedsvæsnet i England og sygdomsbekæmpelse på verdensplan, og vi fik set en kæmpe dampmaskine i aktion.Dér ville jeg gerne tilbage til en anden god gang. Kan med fordel besøges frem for British Museum, som vi besøgte i foråret, hvor jeg var ved at kværkes i alle de dyrebare – tyvstjålne – artefakter, som briterne aldrig har i sinde at levere tilbage til de kulturer, der retmæssigt burde have dem. Mage til tyvekoster skal man lede længe efter….eller ihvertfald hele vejen til skatkammeret under Tower Hill, hvor det britiske kongehus’ juveler ligger gemt. De er ligeså store tyvekoster, som alt dét, der fremvises på British Museum.

Undervejs blev der selvfølgelig også plads til en britisk curry eller tre. Og et smut på pubben efter en balje vin eller en cider. Og earl-grey-te galore. Proper Scottish biscuits. Udskåret frugt fra Waitrose. Cadbury-chokolade. Fordi when in BritainDen sidste hele dag i London skulle der leges med øjnene og hjernerne på det nye Twist Museum på Oxford Street. Endnu en TikTok-sensation.Som faktisk var langt sjovere og ‘øjenåbnende’ end jeg havde forestillet mig. Der blev leget med sanserne igennem udstillingen, hvor man skulle forsøge at ‘se’, ‘høre’ og ‘sanse’ sig frem til en forståelse af et objekt. Sjovt for børn – og voksne, faktisk. Og så var der rig mulighed for gode forklaringer på fænomenerne og Insta photo ops undervejs!Nu er vi tilbage i Danmark. Tilbage i gråvejr og nedtælling til juleaften. Køkkenskabet i kolonihavehuset er fyldt op med Twinings-te uden koffein, og det drikker jeg, mens jeg sender en kærlig tanke til London, som virkelig er en god ramme om firkløver-familietid og en masse sjove oplevelser.I ønskes alle en rigtig Glædelig Jul, folkens. Må der blive fred i Gaza. Må palæstinenserne få deres eget land. Må ukrainerne få fred til at passe sig selv og deres eget land igen. Jeg ved, at jeg glemmer eller overser eller misforstår en masse andre problemer og konflikter i verden, men jeg tænker lige nu meget på Palæstina og på Ukraine. Og på det med at have fred i verden. Det står faktisk øverst på min ønskeseddel, og jeg kan bare mærke, at jeg ikke får det største ønske opfyldt. Ingen har meldt sig til sådan for alvor rigtigt at fikse dén (op)gave. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vesterhavsblik

Vi er retur til en dobbelt-regnbue over kolonihaven i Hillerød.Blåvand-andelen af vores sommerferie blev reduceret i år, fordi der er store mærkedage i familien. Men det var dejligt at være ved Vesterhavet som altid – uanset antallet af dage.Vi var hos Sæberiget i Ho på et sæbe-kursus, hvor vi lavede vores egne fine glycerinsæber med æteriske olier, scrub-komponenter af enten friskmalede kaffebønner eller oprenset Vesterhavssand, glimmer i alle afskygninger, forskellige slags farver og masser af tørrede blomster. Alt sammen økologiske ingredienser, og der duftede så skønt og rent igennem hele processen!Lige da jeg havde bestilt kurset, blev jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig ville synes, at et sæbekursus var sjovt, men det optog både teenagere og mødre i et par virkelig hyggelige timer. Sæberigets ejer, Bente, er humoristisk og enormt hjælpsom ift. at få lavet fine kombinationer, så en stor anbefaling herfra.
Der er bare noget godt ved at producere et eller andet med hænderne, og vi var dybt engagerede i at kombinere sæbernes udseende med deres dufte og egenskaber. Min pink glimmer-sæbe er naturligvis med rosenduft og små nips af lavendel. Perfekt girlfriend-sæbe til min bedsteveninde, når jeg ser hende igen.Og Mille savner Daisy så meget, at hun straks gik i lag med pote-formene, hvor hun kom rigeligt med kaffe-knas i, så vi kan blive helt bløde og velpolerede.

Der var heldigvis også tid til at hænge ud med min Mor på tomandshånd. Det er fordelen ved, at Snorkefrøkenerne er blevet teenagere. De sover nu så længe, at man sagtens kan nå at spise langstrakt picnic-morgenmad i solskin ved Filsø-Ellipsen og at gå den 5 km. fine rute ved søen i fuglereservatet, før de vågner og er klar på at lave et eller andet.Min Mor er mester i lige at stable en picnic på benene, uanset vejrlig og tidspunkt på dagen. Og selvom solskinnet kun varede til afslutningen på morgenmaden, var det en skøn tur ud i det blå til et sted, jeg aldrig havde været før.Det er ikke ellipsen i sig selv, man skal besøge Filsø for at opleve. Den er næsten lidt en joke, men det er selve søen og det rige fugleliv, der udfolder sig uanset årstiden, som virkelig er smukt at opleve på nært hold.Man ved, at stedet er Vestjylland, når der er opsat picnicborde, der tager højde for den insisterende blæst fra divergerende vindretninger. Det lille hus var ‘vejestation’ for det tidligere korn- eller kartoffellager, der har befundet sig dér. Nu kan man kun se fundamentet af lagerbygningen. Filsø var tidligere konverteret til afvandet agerland, hvor man dyrkede kartofler og korn i den rige jord. Heldigvis er man kommet på bedre tanker, men det var et kæmpe projekt i vores bedsteforældres tid, det med at få skaffet brugbar landbrugsjord til vestjyderne, der ellers kun havde noget sandet skidt at arbejde med.Der var selvfølgelig også tid til at bade i Vesterhavet. Vandtemperaturen var 19 grader, så luften og vandet var stort set afstemt temperaturmæssigt. Friskt og lige tilpas til mit vestjyske vikingebarn, der mest af alt ligner en sælunge, når hun springer hovedkulds ind i bølgerne, fordi Onkel Søren har lært hende at dykke i saltvand denne sommer ved Nyborg.Gid, man kunne lagre den svalende og opkvikkende fornemmelse i kroppen, man får af at bade i Vesterhavet. Det ville være en kærkommen følelse, når vi om knapt halvanden uges tid rammer ørkenens hede igen.

Knapt så fredsommelig var opførslen fra Vesterhavets side, da vi stævnede ud med fiskekutteren E1 Claus Sørensen fra Esbjerg Havn en fin torsdag formiddag.E1 er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjergs velholdte fiskekutter, som styres af en pensioneret skipper af klassisk vestjysk afstamning (læs: mand af få ord) og hans bedstemand, der til gengæld var mand for at berette om livet i Esbjergs industrihavn – dengang, der foregik andet end noget aktivitet med havvindmøller.Museet har også en udsendt medarbejder ombord, der fortæller historien om kokkedrengen Johannes, der tager hyre på E1 lige efter WW2, fordi det var den bedste mulighed for at tjene gode penge i nabolaget.De gode penge skulle tjenes på at fange fladfisk.Med til fortællingen om Johannes havde museet selvfølgelig en kurvfuld fake fladfisk med, som børnene fik lov til at måle op, så de enten skulle i lastrummet for at blive solgt på havnen i Esbjerg, eller retur i havet for at vokse sig større.Lidt sælsafari kom vi også på, da sejlrenden ledte os over mod Fanø, hvor sælerne soler sig på de flade sandbanker, der dukker op med tidevandets tilbagetrækning.Man er vel i Vadehavet, Vesterhavet og Nordsøen. Either way, så var det simpelthen så cute at se på sæler og lytte til deres indbyrdes ugh-ugh-ugh-diskussioner.På et tidspunkt måtte jeg selvfølgelig klatre ned i diverse luk-af’er, ind og snuse rundt i skibskabyssen og prøve kutterens wc. Klassisk Tine at skulle tisse midt i det hele.Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbyder masser af forskellige udflugter, og det er bestemt ikke sidste gang, vi er med dem på tur. Det er lærerigt og sjovt – selv for en teenager, der ikke rigtigt kan se det opløftende i at tilbringe en formiddag ombord på en kutter i stiv vind ude fra vest. Om ikke andet, så fik hun frisk luft.Som trade-off på morens entusiastiske fiskekutter-idé fik teenagerne frit lejde i Frelsens Hærs store genbrugsbutik og ad libitum rå fisk på Nara Sushi down-town Esbjerg. Ikke den værste afslutning på en dag i fiskerbyen med de hvide mænd, der skuer ud over havet.Midt i Blåvands-ferien indløste Martin også en af sine 50-års-gaver: Rundvisning i REGAN VEST. 
Det blev til en fin, lynhurtig kærestetur til Nordens Paris – Jyllands ene dobbelt A – som viste sig fra sin mest vanvittige, blæsende side. Heldigvis var kaffen varm og kagen stor hos Penny Lane.Og om aftenen fik vi varmen over lige rigelige mængder bearnaise og rødvin på Bones, fordi when in Jylland, do it right. Der blev selvfølgelig også indkøbt nyt voksen-gymnastiktøj til økonomidirektøren i Shaping New Tomorrow’s hovedsæde i Aalborg. Det er vel et must på de kanter.Men hva’ mæ’ den bunker derude i Rold Skov nær Rebild Bakker?Den var ganske enkelt imponerende. I al sin historiske magt og størrelses pragt.Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på Koldkrigsperioden i Danmarkshistorien, men at vandre 300 meter ind i en kalkbakke, for så at møde et 5.500 kvm. stort regeringsanlæg til 400 af de vigtigste personer, der skulle kunne lede landet igennem WW3 er fandeme lige dele imponerende, øjenåbnende, fascinerende og grænseoverskridende i en tid, hvor Europa igen står over for risikoen for WW3.

Suk.

Næsten ligeså interessant som det enorme bunker-anlæg var maskinmesterens bolig.Boligen besøger man på egen hånd, og det er sjovt og creepy at modtage telefonopkald og luske rundt i andre menneskers hjem (*opstillet af Nordjyske Museer, jovist, men virkelig realistisk).Det er lidt som at falde ind i en 80’er tidslomme af nej-tak-til-atomkraft, Pac-Man og tegneserier på børneværelset og lilla Elida shampoo på det lille badeværelse.Jeg vil absolut anbefale alle voksne og unge at besøge REGAN Vest. Børn kan måske bedre være med i Tirpitz, Hanstholm, på Stevnsfortet osv. – for det er en længere gennemgang, hvor man skal være stille og koncentreret, selvom guiderne med sikkerhed vil være flinke overfor småfolk.

Alt i alt uddeles der igen-igen 10 ud af 10 stjerner til Jylland. Kom bar’ do.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En gang til for Arveprins Knud

Jeg er – ærligt indrømmet – ikke verdens bedste til konceptet ‘fejring’. Hverken i de små hverdagssejre eller i de helt store af livets lykkeruser.

Ja, jeg priser mig lykkelig for, at vi gik all-in på bryllup, da vi planlagde og gennemførte det.

Ja, jeg priser mig lykkelig for de fine barnedåbsfester, kobberbrylluppet og alle de gange, hvor andre i familien og vennekredsen har hjulpet os med at huske på vigtige mærkedage, særlige lejligheder, små og store succeser med alt muligt livs- eller arbejdsrelateret.

Men sådan i det store og hele bliver jeg altid lidt energiforladt eller underskudsramt, ligeså snart der skal gøres klar til fejring – og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det er sikkert noget, der var værd at dykke ned i ved lejlighed. Der må være en skuffelse, en dårlig oplevelse eller en ærgrelse gemt under konceptet for mig, for hvorfor skulle jeg ikke gide at forberede en festlig lejlighed?

I går var en af de der særlige begivenheder, hvor jeg lige måtte trække mig selv op ved hårrødderne. Selvom den fysiske sæt-nu-igang-for-helvede-Tine havde jeg gjort et par dage tidligere, hvor jeg kørte i Gold & Diamond Park for at købe gaven.

For seks år siden var der KG Graduation Ceremony for lille 5-års Mille. Det så sådan her ud.Cute med cute på – i graduation cap and gown som det sig hør og bør på en international skole.

Og nu var vi så nået til dér, hvor jeg uforvarende kom til at tænke “én gang til for Arveprins Knud”, fordi Mille har sin ANDEN Graduation inden for 8 års skolegang. Det er en del mere end man ville have gjort i den danske folkeskole, hvor man trods alt skal nå 9. klasses afgangseksamen, før man kaster med karameller og lytter til rektors afskedstale.
Men her gøres der lidt mere ud af det, må man sige.

Det så sådan her ud for 11-årige Mille i går.

KG og Primary School er nu done and dusted. Fremadrettet har vi to børn i Secondary School.

Og selvfølgelig blev jeg til sidst rørstrømsk over ceremonien, som var et væld af fine taler, musiske indslag og sjove danse. Det var så fint og sødt – og hvorfor var det lige, at jeg synes, at der er tale om en over-fejring? Pjat med mig!

Det hele blev også besværliggjort af, at jeg nu siger farvel til at undervise Mille og hendes kammerat Malthe, som jeg har undervist siden Year 2. Det er vitterligt en æra, der slutter her.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor transition fra Primary til Secondary School, som er lig med Mellemtrinnet og Udskolingen i Danmark. Og Secondary School er et helt andet sted. Man går f.eks. fra klasse til klasse for at møde ens faglærere, sådan som vi andre lærte at gøre i gymnasiet. Man har sin egen locker, der er lektier i alle fag og tilmed en computer at holde styr på. Der er deadlines, krav om en mere moden opførsel og en masse andre ting, der gør, at de 11-12-årige virkelig må øve sig for at følge med og leve op til de nye standarder, når de pludselig bevæger sig mellem de 12-18-årige i stedet for de 6-11-årige. Men der er noget godt i at blive ‘de små’ efter at have været ‘de store’ i en længere periode.Så måske var det alligevel ikke så dum en idé at køre endnu en Graduation Ceremony i fuld ornat. Måske er det en fin og tydelig måde at fejre den læring og udvikling, der er sket indtil nu, før de går videre til den næste skole.Og heldigvis er Secondary School lige ved siden af Primary School, så børnene kan sige hej til deres elskede Primary-lærere engang i mellem, hvis livet ovre i den store skole er lidt hårdt.

Der har ikke kun været hektisk aktivitet i Primary School her til sidst. I Secondary deltog Cille i årets DIATECH udstilling, hvor udvalgte elevers tekniske projekter var blevet udvalgt til fremvisning for alle på skolen.Cille og hendes kammerat havde bygget biler af træ, som man kunne flytte rundt på og lege med primærfarver og træne finmotorik. Sagt med andre ord – et stykke legetøj til de helt små børn.

Jeg tog et par af klasserne med ned fra dansktimen, så de kunne lytte til Cilles præsentation. På dansk, naturligvis.Og nu er det hele slut.

Afsluttet.

Dansklokalet er pakket ned, og pigerne er ude med deres veninder en sidste gang, før vi rejser mod Det Lune Nord for at inspicere husbyggeri, og selvfølgelig for at nyde sommeren med familie og venner!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Lille Mille Elleve

Verdens bedste Mille er 11 år! …….Om jeg begriber, hvordan det er sket, for forleden var hun altså lillebitte!Nu er hun pludselig 165 cm. høj, hvis ikke lidt mere endda – og de spritnye Birkenstocks fra Morfar og Conny er måske lidt for store, men hun insisterede på, at de skulle købes i størrelse 41!

For et øjeblik siden så Mille sådan her ud, da hun gik på Violets-stuen hos Ms. Kanchan og fyldte tre år i dét, der dengang hed Lakes Garden Nursery. På det tidspunkt havde vi været i Dubai i præcist 1 år.


Og her er hun året efter i KG1 som 4-årig, hvor det endnu ikke var blevet forbudt at møde op som familie med fødselsdagskage og sang i skoletiden. Det var tider, dengang. Før forbuddet mod sukker og sjov. Og et par år senere står vi i et legeland, hvor Mille nu går i Year 1 og fylder 6 år.Dengang elskede Mille at sove, og hun var ikke synderligt begejstret for at blive vækket på sengen med fødselsdagssang.

Dette gør sig stadig gældende – morgensang og vækning er ikke engang sjov på ens fødselsdag!Og jeg noterer mig, at intet har ændret sig de seneste 6-7 år. Vi samsover stadig på kryds og tværs, og der er dyner, bamser, ledninger og puder i en pærevælling. Martin siger, at jeg vil savne samsovningen som en vanvittig, når den er væk for altid – og han plejer at have ret, når det kommer til følelser og nostalgi.

Heldigvis var Mille let at begejstre senere, da hun havde fået øjne. Daisy ventede pænt på hende med en hunde-bide-fødselsdagsball0n.Og vi havde indkøbt heliumballoner til Mille, som heldigvis stadig bliver enormt lykkelig over at modtage en flok balloner. Det er hendes ultimative fejring, når der er balloner overalt i stuen. Elleve år er kun næsten-stor. Der er stadig dejligt legebarn i hende.Og ligeså glad blev hun, da hun fik klistermærkebøger af Farmor og Farfar. Den umiddelbare glæde hér var langt større end da de gamle forældre begavede hende med en spritny laptop og en større pengegave…det er bare ikke den monetære værdi af en gave, der tæller – dét er tydeligt!Og laptop måtte hun have af os i gave i år – for til september begynder Mille i Secondary School – i 5. klasse eller Year 7, som det hedder i IB-systemet. Det er så vildt, at vi snart har to børn i Secondary, og dermed helt kan vinke farvel til Primary, omend jeg jo stadig befinder mig dér rent arbejdsmæssigt. Og det er jeg glad for. De små børn i skolen – og de store børn derhjemme. Smart kombination, hvis I spørger mig. Cille fik også en laptop dét år, hun skulle starte i Secondary, og i år får hun igen en ny laptop, fordi den “gamle” er ved at være noget udtjent.

Mille blev også fejret noget så fint af sin kære Maricel. Med gaver, pandekager og masser af kram.I danskklassen fejrede vi hende også med sang og kage – og drengene gav den godt med gas til Milles store fornøjelse.Det er en bittersød fornemmelse, at Mille ikke længere skal gå i min danskklasse, men jo rykker videre til min kollega næste skoleår. Det har været 95% vidunderligt at undervise min egen Mussi, men det er også okay, at hun får mere frihed fra mig og sin egen identitet uden en Mor, der samtidig også er læreren.

Det var nu ikke kun bedsteforældrene, Maricel og os, der havde gjort os umage for at fejre Mille. Cille havde lavet en konvolut med penge i, samt en liste med forslag til de butikker, de kunne gå i på en ‘søster-shoppetur’ i Dubai Hills Mall, som er blevet deres foretrukne sted at brænde lommepengene af.Og det gjorde de så i lørdags. Brændte alle pengene af. Det går stærkt, når man har en storesøster, der kan vise vejen frem, og ved, hvad der er smart.

I år havde Mille valgt at lave en lille fødselsdagsfejring sammen med en håndfuld veninder. Skolen har ingen regler for fødselsdagsfejring – man er ikke forpligtet på at invitere alle i klassen eller pigerne i klassen – og derfor valgte Mille at invitere et par veninder fra en parallelklasse og to fra sin nuværende klasse. De kom med hjem og lavede sushi sammen, kombineret med lidt mad fra McDonald’s, fordi det måske ikke var alle, der var lige vilde med tang og ris.

Milles elskede klasselærer, Ms. Lyndsey, havde spurgt mig, om hun måtte komme forbi som en overraskelse til Emilie.Mille blev simpelthen så glad, rørt og overrasket – hun havde aldrig troet, at hendes dejlige lærer ville dukke op hjemme hos os for at sige hej – og møde Daisy, selvfølgelig.Ms. Lyndsey er one of a kind. Hun inviterede eleverne med på sine bryllupsfotos, og hendes hjertevarme kan nærmest mærkes fysisk. Hun går lige ind i Mille – og Mille går lige ind i hende. De har begge et stærkt følelsesapparat, og de er ikke bange for at mærke eller opleve de helt store følelser.

Ms. Lyndsey har evnen til at se det gode i hvert enkelt barn – hun ser dem for dem, de er – og det betyder mere end jeg kan sætte ord på. Især når der er ting i familielivet, der er svære at tackle for både de voksne og børnene. Så Mille har haft det allerbedste udgangspunkt for at komme godt igennem Year 6 med en så åben, varm og omsorgsfuld lærer, der tror på det bedste i Mille. Det har været Milles og vores lykketræf, at hun havnede i Ms. Lyndsey’s klasse på et tidspunkt i vores familieliv, hvor Mille bliver set mindre og hele tiden må bøje af og give efter for sin søster.

Efter Ms. Lyndsey’s besøg fik pigerne kage, og så sluttede de dagen af med porcelænsmaling og biografen i Ibn Battuta Mall.
Over and out – sødeste 11-årige Mille! Du går virkelig et spændende og udfordrende år i møde, hvor du skal lære hele Secondary School’s væsen og mekanismer at kende; hvor du går fra Primary’s metoder og redskaber til et helt nyt arbejdsliv i Secondary, og hvor du skal skabe dig en ny omgangskreds, fordi der sker så meget med skoleskifte og flytninger henover sommeren.

Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. 💜 Mille, min Elskling. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet