Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatterspiren

Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

Det var da en god idé”, siger jeg.

Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? 4cdb9a0c-bf27-4b5b-95ad-f0ab83b69ec7Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.98d1ad10-398c-4813-ab7d-eedb9f13afbaOg selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.facf5526-e4ab-424b-86d8-57dce2d5360dJeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.cb3280a6-1b1e-459c-8578-122ac42234faMen der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.3ea2480f-7ea2-4be8-b00e-a35460a830d1Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

International skolegang

Én af de centrale elementer i det akademiske curriculum for International Baccalaureate (IB) Primary Years Programme (PYP) er de såkaldte Units of Inquiry (UOI).

Og før du falder i søvn, er jeg lige nødt til at komme med en stolt sidebemærkning om, at det rent faktisk er lykkedes mig at komme hele tre forkortelser ind i hele tre parenteser for at konstruere én enkelt sætning. Letlæselig tekstforfatning – call me any day.

Anyway, det vi kom fra var de såkaldte Units of Inquiry (UOI), som – noget forenklet forklaret – er 4 ugentlige temalektioner, der kører i cirka 6-8 uger ad gangen. td-themes

Billedet er lånt fra https://inquiryblog.files.wordpress.com

UOI-timerne arbejder i krydsfelter mellem naturfag/fysik/kemi, matematik, engelsk og f.eks. billedkunst, IT eller idræt. Ofte i et skønsomt sammensurium, som man skal være lidt af en fabulerende fritænker for at kunne nyde i fulde drag.

Og det er præcist sådan, IB-skoler fungerer.

Der er “hvad synes du selv”, “hvad tænker du om det” og “prøv selv at finde svaret” over hele linjen. Ihvertfald hvis man sammenligner med det britiske curriculum, som er det eneste andet skolesystem, vi har befundet os i, siden vi selv forlod den danske folkeskole for ‘et par år siden’.

Usandsynligt heldigt for os, er vi forældre til to skoleglade børn, som – indtil videre – tager et stort ansvar for egen læring. De ser ud til at trives i IB-systemets løsere rammer, hvor størstedelen er læringen er på eget initiativ – og hvor lektier opfattes som frivilligt hjemmearbejde, der støtter op om undervisningens indhold.

Cille elsker UOI-timerne. Hun giver sig fuldt ud, når der skal bygges solsystem eller spises efter en kostpyramide. Og i den seneste tid har UOI-undervisningen handlet om business – valuta, handel med varer og services, salgsteknikker, prissætning efter udbud og efterspørgsel, hovedregning og meget mere. Klassen har bl.a. undersøgt forskellige valutaers værdi, deres egen nationale valutas opdeling i sedler og mønter – og til sidst har de kreeret en “klasse”-valuta.img_2385Og efter mange ugers forberedelse er de klar til at vise deres forældre, lærere og andet godtfolk, hvad de har lært. Vi modtager hver især 50 “cloudios” ved indgangen.img_2384På markedsdagen sælger børnene varer og services, som de selv har forberedt i små grupper af 2-4 elever.img_2388Cille sælger skuldermassage med efterfølgende beroligende lavendelspray på håndleddene. Her ses hun i færd med at massere skolens rektor. 1 minuts massage koster 5 “cloudios”, mens 3 minutter fåes for 10 “cloudios”. Hun har selv fastsat priserne og udfører massagerne sammen med sin partner, Lucy.

I Cilles bod, “Mastoo” tilbyder de også tatoveringer.img_2392 Og Martin – familiens bad boy – får endelig en tattoo på overarmen.img_2389En papegøje valgte han. Der er måske en gammel sømand gemt i ham, som jeg kan finde frem ved passende lejlighed…

Hele lokalet summer af ivrige børn, der skænker limonade, sælger bøger og småkager, tilbyder opsætning af hår og hvad ved jeg.img_2391Mille har vi selvfølgelig også hentet op fra sin klasse, så hun kan opleve sin søsters markedsdag. Den har hun måttet høre om i ugevis nu, så hun deltager selvfølgelig og får ansigtet malet og købt lidt småting.img_2393Det er et helt igennem vellykket arrangement, hvor børnene samarbejder og er så engagerede i dét, de laver, at jeg går dybt imponeret derfra.

Det er præcist denne her slags læringsoplevelser, som børn ikke glemmer. Jeg husker selv de enkelte temauger, der var i min egen folkeskoletid – og jeg er sikker på, at det her bliver til et fint minde for livet for Cille.

Og derhjemme er vi nu de tilfredse ejere af hjemmelavet modellervoks og ditto badebomber og slim.img_2396Selvom det her er børnenes ansvar og opgave, så fornemmer man tydeligt, at der også har været en solid omgang forældrelektier involveret i projektet – ihvertfald for nogle af standenes vedkommende.

Og vi er faktisk godt møre og flossede af forældrelektiemængden for tiden.

I sidste uge skulle Mille være udklædt som kok om tirsdagen til klassens optræden ved fællessamling.img_1173Og hun var pirat om onsdagen til kreativ skrivedag på stranden.mille-year-1-pirates mille-year-1-pirates-1Og Cille skulle være i blomstrende forårstema til sin kreative skrivedag i parken.img_2189Efterfulgt af en Happy Hats Day.img_2431Som efterfølges i dag af musical med dertilhørende udklædning.

Godt, det snart er Spring Break, så forældrelektier og madpakkesmøring kan aftage for en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdags-run

Halløj fra en fjern Ørkenstat!

Jeg er her endnu.

Hverdagsramt on the hverdags-run, som man si’r på godt dansk.

Vi har fået hende her både helskindet og helhjertet hjem fra lejrskole i emiratet Ras Al Khaimah.img_1584Og mens jeg kysser og krammer det lejrbålsstinkende jordbærbarn, kan jeg ikke dy mig.

Jeg er nødt til at få luft.

“Åh, Cille, hvis du vidste, hvor meget jeg har savnet dig”, udbryder jeg.

Og til min store glæde svarer Cille: “Jeg har også savnet dig, Mor”.

“Virkelig? Har du det?”, kvækker jeg håbefuldt.

“Næh, Mor, men det lyder pænt at sige”, siger Cille med et frækt glimt i øjet. “Jeg kunne ha’ været væk for en whole week uden at misse dig”.

Og således går luften så let som ingenting af en udspilet Mor-ballon. Fyldt til bristepunktet af bristede moderbindinger.

Jeg er ikke uundværlig længere.

Jeg kan se, at barnet fungerer faktisk ganske udmærket i selskab og samspil med andre end mig.

Det er et lille knæk i min selvhøjtidelige selvforståelse, at jeg er dén, der lider af separationsangst – indtil efterrationaliseringshatten tager over og får mig overtalt til at acceptere og anerkende, at vi rent faktisk er i færd med at gøre et eller andet rigtigt, når vores datter har lyst og evner til at gå selvstændigt ud i verden.

Men indtil videre ligger hun heldigvis lige her i en hyggekrog på sit værelse.img_1586Med en klistrende lillesøster, der har savnet hende mindst lige så meget som de gamle forældre.

Og jeg lader hende ligge dér. I fred, ro og mag. Med moderlig kærlighed i form af pandekager, chokolade, pølsehorn og jordbær som eftermiddagssnack. Fordi hun trænger til hjem og forkælelse oven på en masse spændende oplevelser og udfordringer.

I mens går jeg rundt og venter i spænding på at høre mere om klatrevægge og kajakker.

Det kommer nok.

Når hun har lyst til at fortælle.

Og indtil da har jeg masser af andre ting at få fikset og klaret, ordnet og regeret.

Der er f.eks. en International Evening at gøre klar til på skolen i morgen aften. Det er en big deal, som kræver en del forberedelse – også selvom jeg ikke er hovedansvarlig for den danske stand i år.

Og se lige hér, hvor Arla Arabia har været noget så fantastiske til at reagere positivt på mit tiggeri om sponsorering.

Dét her er da seriøs spons til uddeling i morgen aften.img_1608Læg mærke til at go’e gamle “Lillebror Ostehaps” er forklædt som “Puck Cheese Sticks” i en fjern Ørkenstat.

Der er nok en kløgtig marketing-ansvarlig, som fandt “Little Brother Cheese-Munch” en liiiiiiille smule for suspekt til det store udland.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts