Hotel-fornemmelser

Der sker store forandringer i Cilles lille 11-årige liv.

I september måned rykkede hun fra Primary School over i Secondary School, og selvom der er mange COVID-19-begrænsninger og ændringer i forhold til det ‘normale’ set-up i Secondary, så er det stadig en fager ny verden, der har åbnet sig for hende.

I løbet af sit 14-dages skoleskema har Cille følgende fag:

English (Language Arts), Spanish, Arabic, Danish, Mathematics, Science, Individuals & Societies, Moral Education, Social Studies, Physical Education, Performing Arts – Music & Drama, Visual Arts, Product Design og Digital Design.

Herudover deltager hun i skolens Model United Nations online efter skole hver onsdag, hvor hun bliver oplært i at præsentere, argumentere og diskutere i plenum-fora med forlæg i De Forenede Nationers virke. Det bliver vist ikke mere IB-skole end dette.

Jeg må indrømme, at jeg selv kan drømme mig tilbage til at gå i gymnasiet igen, når jeg kigger på hendes skema og hjælper med at pakke skoletasken. Det hele virker drøn-spændende, og hun er opsat på at lære mest muligt i samtlige fag. Selv arabisk er langt sjovere og mere lærerigt i Secondary School – og hvem skulle have troet dét om elevernes yndlings-“hade”-fag?

Og før nogle beklager sig over min negative indstilling til arabisk sprogundervisning, skynder jeg mig lige at sige, at jeg går 100% ind for, at der undervises i arabisk i skolerne i et arabisk land. Alt andet ville da være både dumt og ærgerligt, for vi mennesker forstår (bl.a.) kulturen igennem sproget. Jeg opfordrer kontinuerligt pigerne til at lære mest muligt arabisk, nu hvor det er en mulighed – og lige lidt hjælper det. De oplever, at timerne er kedelige, at det er det samme, der gennemgåes år efter år, og at der typisk er tale om forsøg på udenadslære.

Men ikke længere. Nu er Cille endelig glad for arabisk og for sin søde arabisklærer, Fru Barakat. Det er et stort gennembrud.

Forskellen mellem Primary og Secondary er primært, at samtlige lærere nu er fagspecifikke og specialister på deres områder. Dét er lige noget for Cille. Hun elsker, at lærerne nørder igennem i timerne, og at det faglige ambitionsniveau er højt. Herudover er forventningerne til eleverne også meget tydeligere i Secondary. Der er regler for adfærd, der skal overholdes – og hammeren falder uden helt så meget palaver, som det ofte er tilfældet i Primary. Der er tydelige deadlines for aflevering af opgaver; der er lektier i løbet af ugen, og der er test efter test efter test, så både elever og lærere kan se, om der bliver forstået og lært det nødvendige i de forskellige fag. Igen står det i skærende kontrast til Primary School, hvor der altid gives et kludder-mudret svar ift. læringsmål, lektier og hjemmearbejde, så man aldrig helt ved, om man gør det rigtige eller nok.

Det er ikke kun i de nye akademiske rammer, at Cille trives. Rent socialt er det faldet ret heldigt ud. Ihvertfald en del heldigere, end vi havde kunnet forudse. Lige ved indgangen til Secondary School er der masser af flytteri. Forældre ser det vel som et naturligt tidspunkt for et skoleskifte eller et ryk til et nyt land. Nu skal der jo alligevel ske så mange nye ting for barnet.

Stort set alle Cilles veninder fra Primary skulle ‘noget andet’ end at rykke med over i Secondary. Det har Cille kunnet se ske henover Year 6, så hun var godt forberedt på, at det ville være en forandrings- og brydningstid. Heldigvis kan hun stadig se de af sine veninder, der går på andre skoler i Dubai – og der er noget befriende og godt ved at have veninder, man ikke nødvendigvis tilbringer hele skoledagen sammen med.

Lige nu er de en lille pige-trio i skolen, der også hygger sig sammen i weekenderne med sleepovers.


De tager det ret seriøst, de tre 11-årige sove-veninder, selvom de fjoller igennem det meste af tiden.

Før pigerne ankommer, har Cille indrettet gæsteværelset som et hotelværelse.Der er håndklæder, sæber og sove-sprays, sovedyr, godnat-læsnings-bøger og lister over aktiviteter, man kan muntre sig med under ‘opholdet’ på Hotel Kaalund.Der er naturligvis også et skilt til døren, så ‘butleren’ og ‘rengøringen’ ikke forstyrrer unødigt.De tre ungmøer er langt om længe gået med til, at det er altså sengetid omkring midnat. Ellers får de nærmest influenza-lignende symptomer i starten af skoleugen, fordi de lider af søvnunderskud.

Og når de endelig falder til ro, sover de skønhedssøvn indtil kl. 10.30 næste morgen, hvor de lige kan overkomme at dalre ud til nybagte croissanter, friskpresset appelsinjuice og varm mælkekaffe.Præcist som på et hotel.

Hotelfornemmelser derhjemme, har vi.

For vi er så hamrende heldige at bo et sted, hvor solen skinner og palmerne vajer, hvor serviceniveauet er tårnhøjt og hotelophold er en del af hverdagslivet.

Jeg kan huske de få gange, vi var på hotel i min barndom. Scandic. Dem med de gode hovedpuder og den dejlige morgenbuffet. Det var vild luksus, følte jeg, men også en komplet fremmed verden at blive lukket ind i – med lange korridorer, raslende nøgler, puslende mennesker bag lukkede døre og bittesmå håndsæber, der skulle pakkes sirligt ud ved håndvasken.

Jeg var 16 år, før jeg kom ud at flyve den første gang – på en charterferie til Kreta. Det synes pigerne er hylende morsomt. Og højst mærkværdigt.

Pigerne er komplet hjemmevante med at flyve og bo på hoteller. De lever stort set den omvendte verden og barndom.

Og indtil videre er det helt okay med mig, for de får et langt skud vestjysk sindighed hver sommer – og de skelner aldrig mellem ‘dyre’ og ‘billige’ eller ‘store’ og ‘små’ oplevelser. For pigerne er det stemningen og dem, vi er sammen med, der betyder allermest.

Og Cille har fortalt mig, at hun vil allerhelst have sine veninder herhjemme på Hotel Kaalund – i vores egne senge og med vores hjemmelavede aftensmad, fordi det er allerhyggeligst.

Ude er godt nok, men hjemme-hotellet hos Mor og Far er bedst. Og det er jeg glad for, at hun synes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Perletænder

Jeg kan stort set ikke tænke på eller tale om tænder uden at mindes min Fars skønne og skrupskøre mor – min Bedste.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så fik min dejlige Bedste sit første gebis i konfirmationsgave. Sådan et vaskeægte tegneseriegebis, der blev lagt ned i et glas vand med en brusetablet. Det var egentlig ret skidt, for selvom Bedste selvfølgelig var et par generationer ældre end jeg, så var det stadig tidligt i livet at måtte kapitulere og fjerne de sidste pløkker og stumper.

Som konfirmand i en alder af 13 eller 14 – at tænke sig!

Men sådan var det altså – dér langt ude west’ o’.

Der var sikkert også blevet drukket mange tår kaffe af underkoppen igennem en sukkerknald, siden Bedste var helt lille. Og hvis der så samtidig ikke blev børstet tænder, så var hullerne og smerterne sikkert mange for den unge konfirmandinde.

Og efter Bedstes eget udsagn fik hun såmænd de fineste perletænd’ kreeret – og det var vel også noget at kunne fremvise til landsbyens ungersvende?

Jeg var solgt til det gebis.

Som barn stirrede jeg på Bedste, når hun som en anden tryllekunstner hev tænderne ud af munden for at skrubbe dem i den ferskenfarvede Imperial håndsæbe med en neglebørste – eller når hun ved udvalgte lejligheder gav tænderne et glas vand og en Steradent-tablet, der brusede og boblede, som var det en sodavand fra kassen.

Jeg stirrede.

På klakkende tandsæt i vandglas.

På Bedstes bløde, lidt slunkne mule, der ligesom manglede gebisset til at hejse resten af det rynkede ansigt op med.

Og når jeg skulle sove – i Bedstes lune seng under en tung dundyne – lå jeg og forestillede mig, hvordan gebisset blev levende om natten, og måske kunne hoppe op af glasset for at angribe min storetå eller Bedstes næse. Min fantasi har aldrig fejlet noget.

Senere i mit ungdomsliv kom stakkels Bedste til at lide af både demens og alzheimers. Alle, der har haft de her forfærdelige sygdomme inde på livet ved, at det tungeste er personlighedsforandringerne, der gør mennesket bag sygdommen stort set uigenkendelig. Det gør så ondt, så ondt at se og mærke.

Bedste var jo min Bedste – men hun var også et forvirret og søgende menneske, der forsvandt ligeså stille ind i en tidligere tid. En tid, hvor de der perletænd’ var en stor ting i hendes liv.

Hun spurgte til vores tænder.

Kiggede på vores tænder.

Præcist lige så intenst, som jeg havde gjort det over for hende i min barndom.

Når jeg besøgte hende på plejehjemmet, ville hun spørge: “ Er de ægte, de tænd’?”

Og når jeg svarede: “Ja, Bedste, de er mine egne tænder”, så udbrød hun lykkeligt: “Det er no’we ri’ti’ perletænd’”.

Og jeg svarede: “Det er pænt af dig at sige. Jeg passer også godt på dem”, mens jeg forsøgte at tørre læbestiften af munden for at skabe mindst mulig fokus på de fandens perletænd’.

Lige lidt nyttede det.

Øjeblikket efter ville hun spørge igen: “Er de ægte, de tænd’?”

Og jeg ville svare igen. Præcist det samme som sidst.

Forbandede perletænd’.

Jeg husker Bedste for så mange skønne stunder i min barndom – uden mine forældre, men med lille mig hoppende glad omkring i haven eller i sofaen – og for masser af fællesdans i stiletter til radioens dansktopmusik.

Jeg husker hende for store, glade familiefester med suppe, steg og is. For hendes optræden som julemand. For bankospil og kortspil og for lige så mange rundtenommer med sirup, man overhovedet kunne klemme ned. For brasede kartofler og labre larver. For lasagnette i fad og et strøg margarine på birkesfranskbrød.

Men jeg husker hende også for det med de satans perletænder.

For tiden er det nu mest Milles perletænder, der er hovedpinen.

Lille, smukke Mille med de kridhvide, bittesmå perletænder. Hvordan kan det overhovedet være rigtigt?

Hun har krydsbid, siger de kloge. Og hun har tre kindtænder, hvor der ikke kommer voksentænder overhovedet.

Det hele skal hjælpes på vej ved at udvide ganen over en 7-8 måneders periode.

Aggregatet ligner noget, der er taget lige direkte ud af en horrorfilm, hvis du spørger mig.De kloge siger, at det er bedst at gøre dette så tidligt i livet som muligt, mens ganen er blød – og efter 7-8 måneder med gane-apparturet får hun fred indtil 11-12 års alderen, hvor der skal tages stilling til, hvad der mon sker ad naturlig vej med hendes voksentænder – og hvordan der skal hjælpes til fra tandlægens side.

Måske skal der fjernes nogle tænder for at give plads?

Måske skal der bøjle på, hvis hun begynder at få mellemrum, der rent kosmetisk ikke lige er sagen?

Vi ved det ikke.

Tiden må vise det.

Mille græd hele vejen hjem fra tandlægen.

Som det madøre, hun er, går bekymringen på, hvad hun mon kan få at spise.

At tænke sig, hvis man skulle spises af med suppe eller grød i en periode! Mille kan ikke forestille sig noget værre scenarie.

Hvis du har tips eller erfaringer med disse “expanders” i ganen, så skriv lige til mig. Det er en ret så ny verden, jeg bevæger mig ind i – og jeg har sgu’ ondt af Mille, selvom der ikke er noget at rafle om.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Rejsedag

Det er dagen før afrejsedagen.

Det er altid sådan en sær og moody dag, hvor jeg både glæder mig helt vildt til at komme hjem i egne rammer igen, men samtidig orker jeg heller ikke at skulle pakke to måneders levet sommerliv ned i kufferter, smide væk, rydde op og erkende, at nu er det slut med langtids-fællesskabet i et helt år. Dét gør ondt.

For selvom det kan være svært og anstrengende at være sammen som storfamilie 24/7, uge efter uge, så er der jo en samhørighed og et trygt fællesskab, som vi ikke får resten af året. Og juleferien er bare altid travl på en helt anden måde end sommerferien.Men når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder, kan jeg jo godt se, at vi virkelig har været omkring, oplevet meget og nydt skønne stunder med familie og venner.Lejebilen har rundet 5.000 km., til trods for, at den kun har trillet rundt i Danmark i år.
Vi formåede også at få fejret Cilles 11 års fødselsdag med familien til den unge dames fulde tilfredshed.Der er blevet leget “mørkegemme” i haver rundt omkring hos familie og venner – og vi har haft det sædvanlige kaos af hunde, legetøj, hujende unger og madlavning i ét væk.Hele vejen rundt har vi nydt en mere afslappet og spontan sommer end tidligere – for det har ikke givet mening at lave langtidsplanlægning midt under en coronapandemi.Vigtigst af alt har været vores fællesskab. Alle krammene og de fortrolige samtaler. Friheden ved at kunne bevæge sig i naturen og være i selskab med andre uden ret mange restriktioner. Nærværet i et havbad og en havevandring. Glæden ved at spise god, hjemmelavet mad sammen og samhørigheden i at spille et spil, drikke rosé i solnedgangen eller tømme en hel kaffekande under deling af anekdoter og hverdagsfortællinger.

Et ægte coronafrikvarter.

Som nu er ved at være ved vejs ende.

Det er ret vemodigt, og det er første gang i vores 10 år som ‘udrejste’, at jeg ikke har lyst til at rejse væk fra Danmark igen.

Dét er en ny følelse. En overraskende én, for nu at være helt ærlig.

På dette tidspunkt plejer jeg at have fået alt rigeligt af den negative side af den danske mentalitet og de åbenlyse samfundsudfordringer – den manglende service, det snavsede fællesrum, grå- og småligheden og vejrliget, for nu at nævne de mest åbenlyse ting.

Men lige nu kan jeg slet ikke se det.

Lige nu er Danmark et fristed og et snusfornuftigt “helle” fra den virkelighed, der rammer os i morgen, når vi sætter os op i flyet retur mod De Forenede Arabiske Emirater.

Vi har forberedt os. Corona-rejsepassene fra dansk politi er i hus – med et varmt tak til de danske myndigheder for perfekt service. En række formularer til indrejse er udfyldt. Kufferterne indeholder naturligvis også kun tilladte ting.

Der er tilmed indkøbt flotte nye (norske) skoletasker, så pigerne kan mærke en eller anden form for begejstring ved at stå over for et nyt skoleår.Der bliver stille i de kommende dage hjemme hos lille Farmor, som nu har udholdt de to iltre trunter i godt og vel to stive måneder. Det er vist godt, at hun har intet mindre end 7 andre børnebørn at glædes over.
På en eller anden måde må vi jo igang igen. Med det nye skoleår – både pigerne og jeg.

Jeg tænker altid, at et nyt skoleår er langt mere betydningsfuldt end et nytår. Ved skolestart sættes rammerne for det primære indhold i et helt, langt år – og gode lærere og søde klassekammerater er jo altafgørende for børnenes læring og velbefindende – ikke kun i selve skolen, men i livet.

Og i år er rammerne for skoleliv og socialt liv så fundamentalt anderledes end tidligere.

Alt sammen takket være corona.
I morgen rejser vi. Med hjerterne fulde af kærlighed og oplevelser.

Aldrig har jeg trængt så meget til at komme hjem til Danmark.

Aldrig har jeg været så betænkelig ved at rejse væk fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste stop Nordsjælland

Vi er inde i den sidste del af to måneders strækmarch af en sommerferie i Danmark. Det sidder jeg og tænker på – med en dødgod sodavand i hånden.Vejret er nu slået om til overskyet og let-truende tordenvejr, men indtil for ganske nylig har der vitterligt kun været højt solskin og smukke, smukke sommerdage at spore – både ved Sejerøbugten, hvor vi nuppede endnu en dejlig uge med Farmor i sommerhuset, og også derhjemme i Nordsjælland.Frisk luft og højt til loftet gør os godt. Det har vi ikke haft noget af i de fire forudgående måneder med rædsom lang hjemmeskoling og stress over arbejde. Og vi klager ikke over lidt gråvejrskyer. Det betyder ingenting – det er faktisk lige før, det er helt rart, når nu vi om en uges tid står i 45-47 graders varme igen.

Vejrguderne har været så nådige de sidste par uger, at vi har badet og pjasket i vand med største fornøjelse.
Men den sidste uge til halvanden før afrejse er altid en bittersød tid.

Vi er trætte.

Mætte af selskab og oplevelser.

Drøner rundt for at sige hej til dem, vi ikke har nået at sige hej til tidligere i ferien, eller som vi lige er nødt til at sige hej til igen, fordi de nu har fået en hamster siden sidst.
Midt i ferie-metaltræthed og mathed er der også fødselsdagsforberedelser og de sidste indkøb at tage sig til.

Og midt i dét shoppecirkus, trænger vi stadig til at komme sådan rigtigt hjem. Også selvom hjem jo er lige hér sammen med vores yndlingsmennesker.
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at opdrage på pigerne eller opretholde bare nogenlunde fornuftige kost-, iPad- og sovevaner, når ferie-fornemmelsen bare fortsætter i det uendelige, og når vi altid er på en form for ‘udebane’, selvom begge hold forældre og deres respektive hjem i allerhøjeste grad er rummelige og rare at være i.

Det lyder måske temmelig overpriviligeret, utaknemmeligt eller forkælet at sige, at 8 ugers ferie er for meget som familie, men det er det. Det er for lang tid uden rutiner og med alt for meget lediggang, der ikke nødvendigvis bliver udfyldt af relevante og gode aktiviteter – ihvertfald kun en del af tiden. Men det er vilkårene i en overophedet Ørkenstat. Der er no chance, at skolen kan fungere i juli og august, hvor alting smelter.

Denne sommer var målet ene og alene at komme til Danmark. Hjem til vores familie og venner. Hjem til naturen.
Det har været mit mantra på lange gåture i skove, ved søer og langs havet.
Men set i sommerbakspejlet er vi nok kommet dertil, hvor der skal fyldes mere på, for at pigernes dage forløber på en ordentlig måde. Det var ikke muligt at planlægge og booke en masse i år, hvor vi indtil sidste øjeblik kunne risikere, at rejsen røg i vasken, men fremover må der stoppes mere på rent aktivitetsmæssigt. Så ved vi dét. Corona times eller ej.

Og indtil på onsdag, hvor vi flyver retur, vil jeg forsøge at nyde alting ved livet i Danmark med familie og venner, selvom tanker og bekymringer om skolestart og job konstant presser sig på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ribe Vikingecenter

På sommerens absolut koldeste dag med deprimerende gråvejr og en insisterende stiv kuling ude fra west, drog vi til Ribe Vikingecenter. ‘Vi’ er her fætter-kusine-konstellationen, Morfar, Conny og mig selv, sagde hunden.
Selvom alle billeder herfra er helt mørke og tunge af det triste juli-gråvejr, så garanterer jeg jer, at stemningen var god blandt vikingerne, der konstant lå i venskabelig krig med hinanden på den store plads midt i vikingelandsbyen.I pauserne mellem hver kamp, inviterede de os til at se nærmere på deres våben og beklædning, mens de ivrigt forklarede os om kampenes regler. Der er tale om en gentlemansport, hvor holdene selv dømmer og opererer efter 100% fairplay, selvom de har lov til at gå lige efter skridtet på modstanderen!August og pigerne var synligt duperede over de megaseje våben. De små drenge løb også og sloges – stort set som deres fædre – og August bekendtgjorde, at han da ihvertfald gerne ville være en vikingedreng og gå til slåsning. Pigerne ville også gerne prøve vikingelivet. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen og revet med på idéen om det simple liv i naturen.

Vi blev dog et kort øjeblik revet ud af romantikken, da vi kom forbi mosen, hvor der var en ofringsplads til guderne – plus en lille hytte, hvor landsbyens heks holdt til. Her var der et hestehoved og skind spændt ud og et ordentligt sæt gedebukkehorn til skræk og advarsel. Der var overraskende uhyggeligt og stemningsfyldt.De mere fredsommeligt anlagte vikinger holdt til i langhusene i stedet for på kamppladsen. Her sad de og kværnede korn til mel, rodede med bålstederne, kogte grød og strikkede uldsokker. I langhusene var de mindst lige så flinke til at fortælle og forklare, som de kampberedte vikinger.Hvert sted, vi vendte os hen, lærte vi noget nyt. Der var skomagere, jern- og sølvsmede, håndværkere og folk, der lavede andre former for håndarbejde og keramik alle vegne. De solgte deres fine ting – kørte naturalie-/bytteøkonomi med hinanden og nød at fortælle om materialer og arbejdsgange.


De vikinger, der ikke boede i landsbyens langhuse, havde deres egne telte med, som var lavet i enten uld eller hør.De fleste havde ladet teltdugen stå åben, så vi andre kunne titte nysgerrigt ind – og det var en kæmpe fornøjelse at opleve de små stilleben og dét liv, der udspillede sig rundt omkring. Børnene var dybt fascinerede af vikingelivet, og var på et splitsekund helt klar til at sove i telte, lave bål og lege ude. Selv byggrød med flæsketern mente de nok kunne spises.Udover kampene på pladsen og de arbejdende værksteder og langhuse, var der et dagligt falkeflyvningsshow med surprise-ugle, der åbenbart også har været anvendt som jagtfugl i Danmark.Der var også mulighed for at tilkøbe et aktivitetskort til børn. Så kunne de prøve kræfter med bue og pil.Der var kun 4-5 pileskud pr. barn, hvilket var lidt tyndt, men det kan jo være, at der er bedre tid til aktiviteterne uden for højsæsonen. En anden aktivitet var at slå en fin lille “Ripa”-mønt i sølv.Endnu bedre var snit-en-pind-aktiviteten, hvor man kunne sætte sig med et gammeldags skæreværktøj, som afbarkede og skar så fint og nemt. Det var ikke kun August, der var i pinde-himlen – alle børnene kunne have brugt hele eftermiddagen med at snitte, hvis ikke det var for et mildt pres om at komme videre, fordi vi bestemt ikke var de eneste besøgende.Rundt omkring i landsbyen var der mange dejlige områder, hvor børnene kunne lege frit.
Det eneste, der holdt os tilbage, var sådan set det forbistrede vejr.Jeg kan varmt anbefale en dagstur til Ribe Vikingecenter. Som med så mange andre steder, er det bedst at komme dertil i højsæsonen, hvor der udspiller sig et fantastisk liv på hele området. De nutidige vikinger er super-gennemførte i deres tøj, adfærd og engagement. Jeg talte med vikinger fra hele Skandinavien og Tyskland – og det er tydeligt, at de brænder for at videregive information om vikingelivet. Det er vitterligt en livsstil for dem – ikke bare en hobby eller noget, de finder på at lege en uge hver sommer.Så langt kommer vores familie vist aldrig Viking-style, men bidt af vikingerne – livet og historien – dét kan man ikke undgå at blive!

Sommer 2020 er Ribe Vikingecenter omfattet af halv-pris-showet fra staten. Det gør prisen for oplevelsen noget mere tålelig – for billigt er her altså ikke. Heller ikke i cafeteriaet, hvor kaffen er både lunken, slunken og serveret med et minimum af engagement. Bring your own food, ville jeg mene.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet