• ···

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatteren

Cille er inde i en knapt så harmonisk, lettere tween-og-tvær fase for tiden.img_9332 Det er hårdt at være 8 år og gå i Year 4.

Der er pludselig ret mange krav fra læreren. Der er en del skriftlige hjemmeopgaver i forhold til tidligere år, og der hviler et nyt ansvar på eleverne, som følger med introduktionen af personlige iPads i undervisningen.

Det er ikke fordi hun er irriteret (eller irriterende) 24/7, men der er gentagne tilfælde af voldsomme vredesudbrud, et udpræget ønske om at kontrollere alt og alle og en medrivende melodramatik, vi ikke har oplevet tidligere.

Måske er det østrogen-kicks.

Måske er det en solid omgang 8-års-Weltschmerz.

Måske er det hjerneflimmer forårsaget af iPad-overforbrug.

Måske er det lidt af det hele, som så bliver lidt for meget af det gode for et lillebitte menneske i en stor verden.

Og som altid – når vi som forældre står med håret i grundfrustrationens og rundforvirringens postkasse – så dukker der perler og bobler og guldkorn op, som er så kæmpestore, at mit hjerte brister helt af glæde og stolthed.

Som i forgårs – på vej hjem fra skole.

Cille:

“Mor, ved du hvad? Min brain sagde literally pop i timen i dag, mens Anita gav os the instructions for our next Big Write. Den burstede i alle dem colours og jeg svimlede rundt. Ved du hvorfor? Fordi jeg pludselig fik den idea at jeg ku’ jo blive en author på min Italian farm. Så kan jeg skrive novels og books til piger og passe all the animals at the same time.”

Mig:

“Det lyder da bare megafedt, Cille. Jeg har også altid gerne villet være en forfatter selv. Og du ved at jeg gerne vil bo i Italien og hjælpe dig med dyrene på din gård, når jeg bliver gammel.”

Cille:

“Og i morgen må du ikke lave en play date for mig, for der skal jeg write en novel. Jeg har allerede skrevet en novel idag. Den hedder Discovering Ella. Miss Anita har ikke læst den endnu.”

Mig:

“Jamen, så lover jeg dig, at du ikke bliver forstyrret i morgen, så du kan skrive din novelle. Ved du hvem der også skrev notesbog efter notesbog fulde af noveller, da hun var lille?

Cille:

“Dig, Mor, seføldi!”

Så hér sidder hun. Novelleforfatteren.img_9322Med en iPad på skødet til at søge på spændende adjektiver, mens selve skrivearbejdet foregår med én stiv pegefinger på computerens tastatur.

Som Mor, så Datter.

Eller er det den anden vej rundt?

PS: Novellens arbejdstitel er The Day I Wanted to Change Lives. 

PPS: Tænker, at titlen matcher forfatterens nuværende sindsstemning helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hallo, Vin!

Jeg er flere dage forsinket.

Muligvis er forklaringen et massivt sukkerchok. img_9176 Hallo, Vin! er nemlig forlængst done and dusted. 

Selv i en Ørkenstat, hvor vi tager den hedenske skik rimeligt seriøst. Ihvertfald hvis du spørger Mille og Cille, som stadig er pænt fornærmede over, at jeg beordrede diverse kranier, hekse og edderkoppespind retur i kosteskabet her til morgen.

Jøsses, Halloween er en “højtid”, som jeg virkelig skal gøre mig umage for at mønstre en eller anden form for begejstring for. Medmindre det indebærer betydelige mængder vin – så er jeg på.

Like a witch.img_9227Og fordi du aldrig kan få nok af Hallo, Vin! – præcist som undertegnede – så skal du naturligvis trækkes igennem et potpourri af billeder fra en aldeles fantastisk Halloween-aften i en hvid-mands-ghetto.

Fyldt med skønne unger, der er så fint udklædte og så forventningsfulde, at jeg bliver lidt i tvivl om, hvorvidt julen når Halloween til sokkeholderne?img_9191Børnene starter trick or treating klokken halv seks, hvor solen så småt er på vej ned.

Inden længe forsøger vi efter bedste evne at følge efter dem i tusmørket, mens de banker på døre, får slik og bliver skræmt lidt fra vid og sans af spooky voksne.img_9194Efter halvanden times vandring er børnene møre – varme og trætte – og spandene er fyldte til bristepunktet.

Det er blevet tid til at gå hjem og inspicere aftenens udbytte.img_9195Og endelig er det blevet tid til dét, Hallo Vin! rent faktisk handler om.

Vin.

Champagne.

Sukker.

Salt.

Fedt. img_9208Højt hår og blod.img_9211img_9207Kønt, er det.

Og sjovt, er det.

Og endnu sjovere bliver det, når vi indtager helium fra børnenes balloner og taler med musestemmer…img_9180 Godt, det kun er Halloween én gang om året.

Godt, det er Hallo, Vin! (mindst) én gang om ugen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cykelmyg

Hende her…img_8686 Lille My, der pludselig ikke er så lille længere.

Hun vokser for tiden, så jeg bliver helt forpustet og har svært ved at følge med.

Skolestart i Year 1 har været det hidtil mest smertefrie skifte, Mille har haft i sit 5-årige liv.

Normalt kommer der ellers et vældigt rabalder i kølvandet på enhver forandring. For madammen lider vitterligt aldrig i stilhed.

Men denne her gang har Mille ikke set sig tilbage.

Hun er overskudsagtig og imødekommende over for sine klassekammerater og de nye lærere.

Hun nyder den nyvundne frihed i Year 1, hvor man selv må gå på toilettet og selv skal klare praktiske opgaver med tasken, mapperne, madpakken osv. Selv dét at få lektier for er en stor oplevelse, der gåes til med ildhu.

Der er virkelig sket en stor forandring inden i hende, og vi fortæller hende dagligt, at hun er en god ven, en kærlig søster og dejlig at være sammen med – sådan helt generelt.

Og ud af det blå har hun samtidig fundet overskud til at lære noget, hun ellers har nægtet pure, siden hun som knapt 4-årig ikke længere kunne passe sin Puky-løbecykel, uanset hvor meget, hun forsøgte at krympe sine lange marcipanstænger sammen.fullsizerender-3Jeg introducerer med stolthed i tastaturet:

Dubai’s Cykelmyg Numero Uno.

Hun og Cille gør villavejene i ghettoen usikre hen under aften, når temperaturen har “lagt sig” på små 37-38 grader med en liflig luftfugtighed, der får selv det mest diskrete overskæg til at glinse fedtet.fullsizerender-2Det er en stor ting at lære at cykle.

Frihedsfølelsen, når man drøner ned ad vejen for egen rugbrødsmotor, så ingen forældre kan nå én. Dén husker jeg. Og jeg kan se på pigernes kropssprog, at dén mærker de selv nu.

Vores piger har været længere om at lære at cykle, end ‘man’ ville have været det i Danmark, hvor pedallering vel nærmest kommer ind med den salige modermælk.

Af flere årsager.

Halvdelen af året er det f.eks. for varmt for børnene at være ude – og for den stakkels Far, som skal agere cykel-støttepind i en periode. Man løber fra den airconditionerede bil og direkte mod hoveddøren for at undgå at blive svedet af. Ingen ved deres sansers fulde 5 har lyst til at lege uden for.

Der er heller ikke de helt store muligheder for sådan at cykle rundt.

Inde i ghettoen fra et hjem til et andet og over til skolen – jovist – men ellers vil jeg vove den påstand, at det vil være decideret hasarderet at lade små børn cykle ret meget omkring.

For ingen er vant til at se sig over skulderen på alfarvej for lige at tjekke, om der kommer cykler.

Læg hertil, at vi ikke har dedikerede cykelstier og at fortovene kan ophøre uden varsel.

Og når så bilerne samtidig er markant større end i Danmark, så bliver det pludselig en kende uoverskueligt at cykle over i et andet nabolag eller hen til shoppingcentret, medmindre man får et kick ud af at mærke truslen fra en brølende Range Rover, der er henne for at snuse lidt til cyklens bagdæk.

Sådan er det bare.

Cykelmyg skal forblive på fortovet, selvom det også er ulovligt – medmindre myggene ta’r en enkelt runde eller 10 på egen stille villavej.

Og nu glæder jeg mig til at efteråret slår sådan for alvor igennem i Ørkenstaten, for så er vi parate til at vise vores skandinaviske DNA ved at cykle standhaftigt til og fra skole. Koste, hvad det vil. Sved eller tårer. Vi er klar!fullsizerender

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dagens Pige i Skysovs

Vi har svært ved at få armene ned i Ørkenstaten idag.

Det er der flere årsager til.

For eksempel er vi da oven-ud-mega-begejstrede for den flinke, saudiske månekigger, som spottede nymånen i aftes på en klar nattehimmel.

For nymånen giver Hijiri – arabisk nytår – i morgen.

Så vi takker for den ekstra fridag og ønsker alle et forrygende nytår!fullsizerender7Og Cille har haft sådan cirka verdens bedste dag i skolen.img_8518Hun har fået en fødselsdagsblyant af Mr. Tim – skolens rektor – og en udmærkelse til dagens fællessamling.

Udmærkelsen er en såkaldt Action Award, fordi hun på bedste IB-manér handlede på sin ny-tilegnede viden om kroppens næringsbehov ved at lave ingefærjuice til sin Far, der blev bedt om at erstatte light-sodavand med ingefærekstrakt i 2 dage.fullsizerenderDen udfordring tog Martin pænt til sig – og han mener nu at have sin beskedne andel i Cille’s udmærkelse, selvom hun ikke virker synderligt interesseret i at dele opmærksomheden 🙂

Og her til eftermiddag tikker der en besked ind fra skolens musiklærer om, at Cille er kommet med i skolekoret.

Det var hendes store drøm at blive optaget i skolekoret her i Year 4.

Men det ønske var hun bestemt ikke alene om – og vi er ikke helt klar over, hvordan det lykkedes med så mange, andre håbefulde kandidater i snorlige rækker…

Men ind kom hun.

På trods af sidste øjebliks grådkvalt sceneskræk, da hun blev skubbet venligt, men bestemt ind til optagelsesprøven.

Og dét er hovedsagen. img_8520Det er så svært at opretholde facaden som vranten pre-teen, når man vinder og vinder og overvinder sig selv og er helt uovervindelig – og modtager blyant, udmærkelse og plads i skolekoret.

Hele tre ting.

Som et Kinder-æg.

I dag har været en god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts