Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemmeskoling – take two

Spring Break er nu officielt ovre i den corona-ramte Ørkenstat.

I vores husholdning er den forældre-improviserede hjemmeskole blevet lukket ned efter to stive ugers kombineret leg-og-lektie-gøgl for fuld udblæsning i det lille firkløver.

Hvem havde da ikke drømt om dét scenarie i stedet for en skøn rejse til Vietnam?

Ironi kan forekomme.Fra i morgen er det således den rigtige skole, der tager over i forhold til at sætte rammerne og opgaverne for børnene, mens vi andre må støtte op på bedste vis på sidelinjen.

For Emilies vedkommende vil opgaverne og skoledagenes forløb blive sat via e-mails fra læreren. Emilie skal så uploade sit arbejde på app’en Toddle, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt.

For Cecilies vedkommende er der et møde over Microsoft Teams hver morgen kl. 9, hvor klassen ser og lytter til læreren, der giver dagens instruktioner. Cecilie skal så uploade sit arbejde i forskellige foldere på OneDrive, så læreren kan rette og tjekke indsatsen dagligt. Hvis man ikke laver opgaverne og tjekker ind kl. 9, anses det for fravær i skolen.

Nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe. Vi er lidt spændte på det, og jeg er særligt bekymret for feedback-loop’et mellem elev og lærer. Vil børnene mon nogensinde få at vide, om dét, de laver, er korrekt og hensigtsmæssigt? Men det er forhåbentlig bare mig, der bekymrer mig unødigt.

Uanset om teknikken driller eller feedback-loop’et kommer til at virke, så glæder jeg mig til, at jeg med sindsro kan sige, at tingene skal laves, fordi deres lærere forventer det – og ikke fordi jeg har selv-opfundet til lejligheden, at der skal laves Mathletics i 30 minutter, efterfulgt af en voldsomt spændende læsebog om Abraham Lincoln på RazKids. Der er intet mere fantastisk end at kunne ansvars-fraskrive og pege helt stift over på læreren, der sætter opgaven. 😂

På en eller anden måde er hjemmeskoling take two / uge to nu alligevel løbet afsted. Ikke at jeg har vænnet mig til, at vi alle går derhjemme, men når der bliver sat struktur, aktiviteter og opgaver op, så går dagene jo på bedste beskub. Om ikke andet har pigerne da lært at værdsætte en kaffepause stort set på linje med deres mor.
Udover at arbejde med deres forskellige apps i matematik og læsning, har pigerne hjulpet til med praktiske ting, som at vande have og vaske sandstøv af terrassen.
Vi tyer også til puslespil, bagning, maling, tegning og alle de andre slags fnullerier og hjemmesysler, der kan drive tiden lidt afsted.I modsætning til den første uge efter skolelukningen, har vi skruet helt ned for blusset i forhold at omgåes andre mennesker. Vi lærer jo mere og mere om corona-virussen, og om hvor vigtigt det er, at vi holder os helt hjemme og på afstand, uanset om vi er karantæneramte eller ej (hvilket vi ikke er). Sådan føltes det ikke for bare 8 eller 10 dage siden, hvor man stadig godt kunne tillade sig at være sammen med andre – bare man fulgte forholdsreglerne med håndsprit og pæn afstand.

En enkelt eftermiddag tillod vi os dog at gøre en veninde og hendes piger selskab på stranden – ude i den friske havluft og med lidt afstand til hinanden. Dén aktivitet er dog en saga blot. Fra i morgen er strandene lukkede i mindst to uger.Butikker og indkøbscentre er fortsat åbne her i De Forenede Arabiske Emirater. Guderne må vide hvorfor. Nogle steder kører de med lidt reducerede åbningstider, men vi har slet ikke de samme forbud om at undgå forsamling og kun foretage nødtørftige indkøb som i Danmark og store dele af Europa.

At der ikke er et indkøbsforbud, betyder dog ikke, at det føles okay, at tage ud i et center eller hen i en butik. Det føles kæmpe-sært og nærmest lidt farligt eller småkriminelt. Faktisk er jeg ved at blive helt paranoid og indesluttet, selvom der ikke er nogen reel grund til det. Måske når myndighederne til samme konklusion om at lukke helt ned hernede – det må tiden vise. Indtil videre er moskéerne, parkerne, legepladserne, pools’ene, fitnesscentrene og biograferne lukkede i 30 dage; skolerne til den 5. april (we wish!) og visse andre sektorer kører med enten hel eller delvis lukning.

Følelsen af, at hele verden ‘lukker ned’ er ubehagelig og lettere angstfremkaldende. Men det er vores nye virkelighed, uanset om vi kan li’ det eller ej. Interessant nok havde vores første Ramadan i De Forenede Arabiske Emirater et lille anstrøg af dét her. Ikke at der var noget med verdensomspændende sygdomstrusler og risiko for smittespredning under Ramadanen, men for en ignorant vesterlænding i ukendt Sharia-land, var der denne her omklamrende følelse af, at verden pludselig var klappet i som en østers, og at der var en hel masse – delvist ukendte og ihvertfald usikre – regler for god etikette, skik og opførsel i fælles-rummet, som jeg risikerede at tage fejl af eller undervurdere. Dengang gik jeg konstant og debatterede med mig selv, om jeg skulle gå ud, hvad der så kunne eller ville ske derude, hvad jeg havde behov for og måske ikke kunne, hvis jeg så gik ud og så videre og så videre…sådan føles der igen nu – bare med langt, langt alvorligere konsekvenser.

Et smut i Dubai Garden Centre er det dog blevet til i ugens løb. Havearbejde er på en eller anden måde nærliggende og beroligende, når så meget andet er uroligt og utrygt. 
Og stærkt ansporet af hele virus-problematikken forsøger Cille sig nok engang med sit projekt ‘bakteriel udvikling på brødskiver’. Her står hun klar – bevæbnet til fingerspidserne – uden for vores lille lokale butik, Choitram’s.Nu hænger brødskiverne med masser af guf fra håndtag og deslige til ‘udvikling’ på ruden i køkkenet, og Cille har skrevet om processen i sit arbejdshæfte. Hun er og bliver en lille science-nørd.Det bliver spændende at se “rusultaterne” om et par uger.

Og mens vi venter på bedre tider, roder vi lidt med en papkasse eller fire – før kvadratrødder og brøkregning kalder igen i morgen.Bemærkelsesværdigt, som vi rykker tættere sammen i familierne – og værdsætter de helt små, simple og nære ting på en ny måde. Dét er en god ting, vi må tage med os ud af denne her pandemi.

Tid.

Til hinanden

Og til småsysler.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kaalund’s Home School

Så kom Danmark også dertil, hvor COVID-19 ikke længere kan affærdiges med at dukke nakken og antage, at det nok ikke vedkommer Skandinavien på helt samme måde, som hos os andre i lidt mere eksotiske dele af verden. At tænke sig: Corona er ganske enkelt båret hjem til Dannevang på ryggen af en flok festlige skiferier i Italien og Østrig. Hvem skulle dog nogensinde have forestillet sig, at resultatet af lidt for heftig after-ski skulle give anledning til andet end sprukne læber, fnat, dårlig samvittighed eller herpes i udbrud?

Verden er af lave, og det ser på ingen måde ud til, at vi sådan lige retter op på en global pandemi. Shit, hvor er det skræmmende.

Hernede i Arabistan er den første uge i Kaalund’s Home School veloverstået. I kommer til selvsamme milepæl om en uge i Danmark, hvor I muligvis også begynder at mærke, om konceptet ‘home ed’ sådan for alvor er noget for jer.Dét er det ikke for mig, kan jeg hilse at sige. I forvejen har jeg fornøjelsen af at forsøge at være dansklærer for pigerne, og det bliver egentlig ikke lettere af at være på et fuldtids-skema.I virkeligheden er vi på en fremrykket Spring Break, men vi har aftalt at køre på med skolesagerne, fordi vi indtil for ganske kort tid siden stadig overvejede, om vi mon kunne komme til Vietnam ved udgangen af marts, som planlagt for længe siden. Dét bliver vi mere og mere sikre på, at vi ikke kan. Og både flyselskabet og hotellerne er faktisk villige til at ombooke, hvilket er fantastisk flot – for vi kunne egentlig lige så godt have mistet det hele ved et no-show. Vi tygger dog stadig lidt på, hvordan og hvorledes, vi så vil til Vietnam, for det er ikke helt ligetil at gennemskue resten af året – ej heller pandemiens udvikling i kommende måneder.En anden ferie, vi tripper rundt om, er Mormors ankomst på lørdag. Kan hun overhovedet komme ind i landet? Vil hun blive sat i karantæne her, nu hvor antallet af smittede stiger og stiger i Danmark? Og hvad med at rejse hjem herfra? Skal hun så i karantæne derhjemme igen på grund af ophold i Dubai?

Spørgsmålene er mange. De klare svar glimrer ved et 100% fravær. Min mor søger efter en voksen, der lige kan tage over for en stund og tage en fornuftig beslutning på hendes vegne, og sådan har jeg det faktisk også selv.

Jeg sover ad helvede til om natten – vender og drejer mig, mens diverse truende katastrofer rammer hårdt i mine drømme. Jeg trøstespiser, kaffelotter den alt for meget og humørsvinger mig igennem dagene, mens jeg scroller igennem dumme breaking news artikler på danske og arabiske medier.

Og så er der børnene. Som vi skal have taget hånd om på bedste vis, midt i Corona-hysteri og omskiftelige beskeder, der flyver ind fra højre og så fra venstre.Vores piger ser næsten hver dag børnenes nyhedsudsendelse, Ultra-Nyt, på DR Ultra, fordi det giver et godt fundament at tale sammen ud fra, og jeg synes virkelig, at de får lavet nogle gode og informative indslag om virussen, og om, hvad vi hver især kan og skal gøre. De virker lidt betuttede, stiller lidt spørgsmål og accepterer, at et svar kan ændres fra ja til nej i løbet af en time.Mest af alt savner de deres almindelige hverdag. De savner deres kammerater, lærere og skolens faste rammer. Genkendeligheden, strukturen og fællesskabet.Og i mellemtiden må vi få det bedste ud af situationen i en balanceakt, hvor vi ikke burer os inde – for vi er jo netop ikke i en reel karantæne – men vi må jo heller ikke gøre noget alt for tumpet.

For eksempel vover vi os en formiddag i Street Maniax i Al Quoz 3, som er et nyt sted med seje forhindringsbaner til tween-segmentet. Vi kom med fuldt overlæg lige ved åbningstidspunktet, så der var så få mennesker som muligt.Vi bliver temperaturmålt og afsprittet, før vi går derind, og undervejs er der masser af håndsprit og rengøringsfolk, så jeg egentlig ikke føler det store problem ved at være der.

Kite Beach kunne vi heller ikke helt stå for forleden. Prøv at se en himmel og er hav! Jeg føler mig så taknemmelig over at bo 20 minutter fra så smuk en kyst.
Go’e gamle Al Barsha Pond Park lægger vi også vejen forbi en eftermiddag, for lige at få lidt frisk luft.Balancen er svær at finde, og det kan sagtens være, at jeg om nogle måneder i bagklogskabens klare lys vil tænke, “hvad fanden tænkte du dog på?”, hvis dette her milde mareridt fortsætter, men indtil da forsøger jeg at finde en mellemting, hvor vi kan holde ud at være til, så vi ikke bliver til de rene løvinder i bur.

Men det ér svært. Pigerne savner deres kammerater, og vil gerne have legeaftaler.
Når sandheden skal frem, så er det jo ikke kun dem, der gerne vil have legekammerater. Jeg har også brug for, at vi kommer lidt uden for matriklen og leger “idrætstimer” på den ene eller anden facon. Jeg har også brug for, at de to unge damer bliver skilt lidt ad – måske ikke hver eneste dag – men så hveranden ihvertfald, så de kan komme hjem igen og lege videre med fornyet energi og et friskt pust udefra.

Måske er det i virkeligheden dybt forkert, at fortsætte med at se de mennesker, vi plejer at omgåes, for lige nu er vi vist alle smittebærere, men hvad pokker skal vi gøre?

Vi har siddet rundt om bordet og forklaret pigerne, at vi ingen erfaring har med sådan en situation her. At det også er første gang for os, og at det bliver noget, vi aldrig vil glemme i vores levetid.

Det er så mærkeligt, sådan som verden trænger sig på med virkelig foruroligende ting, oplevelser og problemer i disse år. Og det er alt sammen en virkelighed, som vores helt små børn skal vokse op i, lære at leve med og i – og deale med.

Det slår mig forleden, da Cille præsenterer os for sit spritnye, hjemmelavede brætspil om livsfaserne. Undervejs kan man opleve gode og dårlige ting. Man kan få en god uddannelse. Man kan få voksenakne. Man kan blive gift. Og skilt igen. Man kan blive smidt ud af Amerika af Trump. Man kan blive smittet med corona og overleve. Man kan dø af alderdom eller kræft. Og så fremdeles.Hun er bevidst om så mange ting, det lille menneske. På dén måde kan børnenyhederne måske nok være med til at åbne øjnene for alverdens problemer, men på den anden side, så er der måske mere styrke i at vide, at vi vitterligt er slået hjem i et stort spil corona-ludo end at forsøge at lade som ingenting?Jeg har ingen svar på rede hånd.
Indtil videre holder jeg lige præcist næsen over vandskorpen ved at indtage koffein i rå mængder og gemme mig med næsen langt inde i mit Saxo-abonnement. Og så måske et enkelt slaw af Cille-livs-ludo. Det kunne jo være, at livet faldt heldigere ud på spillebrættet end der gjorde i virkeligheden. Jeg er villig til at ta’ chancen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kærlighed

Ugh.

I aftes måtte vi til det. Farvelkrammerne før sengetid og det alt for tidlige morgenfly mod Kastrup.Solen var ellers lige kommet frem fra sit vinterhi, bedst som familien skal rejse retur mod råkolde, regnvåde Danmark igen. Men vi fik da en dejlig sidste-dag i poolen med varme solstråler, leg og middag på vores lokale pub, Reform.Det er en fantastisk fætter-kusine-konstellation. De leger og leger og leger – skifter lidt rundt indbyrdes og finder på alt muligt sjovt undervejs. Det er en kæmpe glæde at se.

Når vi er intenst sammen som hér i vinterferien, sker der en masse godt i familierelationerne. Det er helt anderledes end bare at være sammen en enkelt eftermiddag i ny og næ eller til de vanlige familiefødselsdage og den slags. Hér er alle mere afslappede og der er ganske enkelt bedre tid til bare at være, tale og lege sammen.

Men selvom der er gensyn om ganske få måneder i sommerferien i Danmark, så føler jeg mig alligevel tom og trist, da jeg står og kigger efter baglygterne på bilen, der er lastet til randen af kufferter, børn og habengut her til morgen.

Nu havde vi det lige så sjovt – og så venter hverdagen og huskelisterne bare i stedet. Hvem fanden gider det?

Det er forståeligt nok, at det føles stille efter 8 dages gang-i-den i storfamilien. Og det er i virkeligheden nok en god ting, at jeg har det lidt, som om jeg er blevet slået med et bat i hovedet i dag. For det betyder jo, at jeg på ingen måde er ligeglad eller følelseskold – og at familien stadig er det aller, allervigtigste i vores liv. Den matte fornemmelse kunne nu også have lidt at gøre med en manglende væskebalance efter et par store glas hvidvin i aftes oven på en hel dag i solen, men lad nu dét ligge.Da Martin kommer retur fra lufthavnen lægger vi os hånd i hånd og slumrer lidt videre. Der er ikke så meget at sige. Han har afleveret en træt lille familie, der er ærgerlige over, at deres ferie er slut, og som bare gerne vil ASAP retur til deres eget hjem og få ordnet det hele, så de er klar til hverdagen, når den rammer dem på mandag.

Han ved godt, at det er svært, når vores familiemedlemmer rejser retur igen. Vi mærker jo alle sammen, hvor godt det er for alle parter, når vi er sammen med vores allernærmeste. Det betyder noget, at få lov til at leve tante-, onkel-, moster-rollerne ud og mærke nærværet i familien. Det betyder noget, at vores børn har så gode, umiddelbare og nære relationer til deres fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre og fastre. For slet ikke at tale om vigtigheden af bedsteforældrene. Og så er det jo fantastisk, at vi har mulighed for at være værter for vores familiemedlemmer her i Dubai – og at de omvendt vil være det i Danmark, når vi er dér.

Og bedst som jeg overvejer at stå klatøjet op, ringer det på døren.

Der står en storsmilende mand med favnen fuld af Valentines-buketter til pigerne og jeg. Han ligner nærmest en hel blomsterbutik, og jeg kommer sådan til at grine, for det må da i virkeligheden være alletiders job at bringe blomster ud. Det har jeg aldrig tænkt på før, men at arbejde med blomster må være noget så positivt. Lidt ligesom at sælge kager eller chokolader.Martin gør en dyd ud af at forære sine døtre blomster. De får hver deres smukke buket røde roser med tilhørende kærlighedserklæringer og hjerte-chokolader med op på værelserne. Han sætter barren ganske højt for, hvad der kan forventes af manden i deres liv – og det gør mig simpelthen så lykkelig.

For vejen til en mors hjerte er ofte igennem hengivenhed til børnene, tror jeg på.Så nu sidder jeg hér.

Helt rørstrømsk, omtumlet og træt.

Med en udsigt til et væld af røde roser og en dyb kærlighed til den mand, jeg har elsket i 19 år.Faktisk har jeg hele to rosenbuketter, for Stine og Michael forærede mig også én forleden. Jeg er så megaheldig.Tusind tak for besøget til S, M, V og F. ❤💞

Og tak, Martin, fordi du er alt, hvad jeg drømmer om, ønsker mig og har behov for i det her liv.

❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet