Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Strygende gik det – med Emirates fra stegende hede direkte op til lune sommertemperaturer i Kastrup.Det er ufatteligt, så skønt og nemt det er at rejse med større børn.

Jeg ser præcist 3.5 film ombord og småsover lidt med åben mund og polypper for lige at slå fast med syvtommersøm, at jeg er en classy lady.

Ingen afbrydelser, ingen op-og-ned-ad-gangen-ture. Ingen er-vi-der-snart-jeg-skal-tisse-jeg-er-sulten-jeg-vil-ikke-ha´-flymaden-du-er-dum-mor. Det står åbenbart stadig så levende for mig, hvordan det er at flyve med rollinger, at jeg hver gang takker højere magter for, at dén tid ligesom er overstået.Og vi er i fuld sving med ankomstritualerne, der er så bydende nødvendige at gennemgå, for at alting er som det plejer at være. Det er nu ikke kun børnene, der er vanemennesker. Jeg finder også en kæmpe glæde i at gøre de samme ting, når vi lander i Danmark.

Farmor og Farfar står i lufthavnen. Farfar venter med stoisk tålmod i menneskemængden i ankomsthallen, mens Farmor ignorerer alle forskrifter og løber direkte ind i strømmen af rejsende mennesker med tunge kufferter for at kramme livet ud af pigerne, mens de alle tre griner og kysser, fordi det er lige præcist sådan, det skal være, når man lander i Kastrup.

Så får jeg våde øjne. Hver eneste gang.

Og hjemme hos Farmor og Farfar er der to små hunde, der gør og logrer og kysser i ét væk, så pigerne hujer af lykke og gensyn.Om eftermiddagen spiser vi Farmors lune boller. Det er en tradition. Og sprøde vafler, for vi har fået to vildt mærkelige børn, der ikke kan lide nybagte boller. Hvem fanden kan ikke li’ det?Vi er som køer på forårsgrønt græs efter en hel vinter i stalden med ensformig ensilage i truget. Nu skal vi i haven og ryste kirsebærtræets grene for de allerrødeste bær og plukke modne stikkelsbær af buskene. Pigerne hjælpes ad og dimser rundt i haven mellem bærplukning og produktion af fuglebadsmudder. De hviner, når de finder et insekt og er ærgerlige over, at sommertørken har slået alle sneglene ihjel.

I mens steger Farmor sine verdensklasse-deller. Adlyder ordrebestillingen fra sine børnebørn, der snuser ind og udbryder, at Farmors frikadeller er de bedste.Tænk, at sidde i haven i blid aftensol og spise aftensmad. Det skete nærmest ikke en eneste gang sidste sommer, hvor vi regnede væk, uanset hvor i landet, vi befandt os.Cille synes at dansk mad er det skønneste. Hun kalder det for Gudernes mad. De små, nye kartofler med smør smager som slik, og det gør de sprøde ærter også. Og Mille udbryder: Hvorfor kan vi ikke bare bo i Danmark hele tiden?! – for hvem vil ikke gerne sidde om et bord med Faster og Onkel og Farmor og Farfar i solskin og spise et helt fad kalv og gris med bacon on the side?

Og da de begge mener, at man sagtens kan gafle 3 frikadeller ad gangen, mens de kedelige forældre siger, at man tager én ad gangen, råber de begge: Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Dén argumentation kommer vi til at høre et par gange eller hundrede i løbet af en sommer.

De siger i øvrigt også, at de gerne vil flytte hjem og bo hos Farmor, så det kan da være, at vi bør overveje en viewing på Herlufsholm 🙄

Og Farmor tager sine børnebørn med i byen til tøjindkøb og en tur i Bilka.

Nede i byen kan man altid finde sin Faster. Det er meget smart, for hun er ret god til shopping.Hundeluftning i skoven er næste ritual.

Og lange bade, så rejsesnavset kan blive renset af og hårknuderne løst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cloud 7

Hvis du er taget på sommerferie til Dubai med familien – eller er en af de danske fastliggere med børn, der efterhånden kravler i gardinerne af indestængt energi, kommer der her et review af ét af Dubai’s nyere indendørs-aktiviteter for børn i alderen 3-10 år.

Cloud 7, hedder stedet, der kalder sig selv for kreativ edutainment, så enhver desperat forælder kan retfærdiggøre at kaste børnene i favnen på en flok ivrige filippinere, der jo nok lærer troldeungerne ét eller andet, mens man selv får et minuts fred og koffeinfix i yderst civiliserede omgivelser.

Cloud 7 ligger i det über-eksklusive varehus Level Kids i det nye shoppingdistrikt, City Walk, i Al Safa-området over for Burj Khalifa.

Du finder stedet ved at kigge efter en flok lyserøde flamingoer i bybilledet.Pigerne er inviteret til børnefødselsdag – og vi gør store øjne, så snart vi træder ind i varehuset.Her er simpelthen så overvældende flot med de smukkeste kjoler, sko og accessories, man overhovedet kan forestille sig. Cille stiller sig op og rører ganske forsigtigt ved stoffet på en fin kjole, som hun sikkert kunne se sig selv i.

Ih, Mor, prøv at feel’e den her fabric. Det er ligesom quite different. Man kan ligesom feel’e the quality”, ler hun og virrer med hovedet.

Hold da op, Cille, hvor er den kjole vidunderlig. Skal vi prøve at finde prisen på den?”, spørger jeg.

Man kan spørge butiksassistenterne til råds. De er smilende, polerede og yndefulde som en flok ballerinaer, mens de glider i dyre nederdele hen over elegante marmorgulve med armene fulde af luksusprodukter til verdens heldigste babyer.

Den koster 21.000 dirhams.

Altså kjolen.

Hvilket er godt og vel 36.000 danske kroner.

Eller 5 dage på Maldiverne for hele familien, hvis man, som jeg, er type, der opgør priser i en slags hjemmelavet rejsevaluta.

Vi taler lidt om dét med, at man vitterligt kan se og mærke forskel på kvaliteten på varerne i dette varehus og så de ting, vi almindeligt dødelige mennesker køber i butikkerne i Mall of the Emirates. Og så taler vi lidt om, at det er svært at forestille sig, at man kan være så rig, at det er dén slags kjoler, der hænger i ens klædeskab, når man er en lille pige på 9 år.

Og så vandrer vi videre med åbne munde og polypper – og med fingre, der glider dansende hen over de sarteste tekstiler fra verdens mest eksklusive modehuse. Alting hér er til at falde i svime over. Det er out of this World, som pigerne udtrykker det.Til sidst når vi op til Cloud 7, hvor festen afholdes.Der er ikke det store at foretage sig i Cloud 7 egenhændigt. Et kedeligt hjørne med lærings-videospil, et begrænset område med store blå skumblokke, man kan bygge med og et vægpuslespil, der kan samles. Disse aktiviteter kunne muligvis stimulere 3-5-årige børn, men ikke i ret lang tid. Og jeg ville være ked af at betale entrépris for så lidt, for nu at være helt og aldeles ærlig.

Dér, hvor Cloud 7 reelt tilbyder noget, er i deres værksted, hvor man kan lave sæber, stearinlys, dekorere kager og male porcelæn. Naturligvis mod separat betaling – det er ikke sådan, at det er frit valg på alle hylder, når man er kommet ind.

Fødselsdagsbarnet har valgt, at gæsterne kan lave enten stearinlys eller sæber.

Pigerne vælger  sæber, fordi de allerede er velbevandrede udi lysstøberi.De få øjeblikke, det tager, at standse små sæbefigurer ud og lægge dem i en form, går ganske fint.

Men der er tale om en virkelig kort og afgrænset aktivitet, hvor der – i min verden – aldrig rigtigt bliver lukket op for nogen form for kreativitet eller læring hos børnene, fordi det hele går op i instruktioner og velment “hjælpen til” fra de voksnes side. Det samme gør sig gældende for stearinlysene. Hér lægger børnene blot små stearinblokke ned i en støbeform og så er dét det.

Det oprigtigt sjove og lærerige ved aktiviteterne – at støbe lysene og sæberne – er på bedste (læs: værste) Dubai-manér forbeholdt de voksne. For børn kunne jo komme til skade med den varme sæbe eller stearin. Så de små må kigge på, mens der hældes flydende sæbe og stearin i deres forme.

Anyway, vi får to fine, økologiske, parfumefri sæber med hjem, som pigerne kan lege med i badet.

Så er vi dén oplevelse rigere – og vi takker pænt for invitationen og nyder kaffe, kage og fødselsdagskalas.

Og pengepungen, dén lader vi ligge dybt i taskens indre. Level Kids er ligesom lidt ude af vores shopping-liga 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Selvstændige valg

Fritidsaktiviteter for børn.

Bare tanken om det er nok til at give de fleste forældre et gråt hår mere til samlingen.

Hvad koster det? Passer tidspunktet med jobs og andre opgaver? Er der plads på holdet? Er der krav om tøj eller udstyr?

Her i Ørkenstaten er after school activities mindst lige så big business, som det er alle andre steder. Vi er heldige, hvis vi finder en nogenlunde lødig 60 minutters aktivitet til omkring 150 kroner pr. gang – ekskl. administrationsgebyr og påkrævet udstyr eller tøj. Og skal det være hos en af de bedste udbydere på området eller en helt særlig form for sport, kommer det snildt til at koste i omegnen af 200 kroner pr. gang.

Læg hertil, at det foregår her og der og alle vegne i byen mellem kl. 15 og kl. 19 – og du har naturligvis fornøjelsen af at agere taxichauffør og bænkevarmer, medmindre du er über-heldig og kan dele tjansen med en anden mor, så det kun er hveranden gang, du skal ha’ fornøjelsen.

Fritidsaktivitet for barn.

Sjælsforvitring for mor.

Dén der med selv lige at cykle ned i den lokale fodboldklub til træning eller over til spejderhytten gennem stisystemet er stort set ikke-eksisterende. Der er bestemt mulighed for at cykle til forskellige former for dans nede i vores lokale fitnessklub – og det gør vi også brug af – men for det meste er det ud i bilen og afsted et par gange om ugen. Hvor jeg i øvrigt priser mig lykkelig for at have tidligt fri fra arbejde, så jeg selv kan køre pigerne og se, hvad der reelt foregår. Mange er nødt til at sende deres børn afsted i en taxa med deres nanny, og det er (i min optik/som tilskuer) ikke altid en velfungerende løsning. Ihvertfald ikke for de helt små børn, som ikke selv kan “rapportere” tilbage til forældrene.

Indtil videre har det været Martin og jeg, som har foreslået og udvalgt fritidsaktiviter for pigerne. Og de er gået pænt med på det uden modstand eller protest. Men der begynder at tegne sig tydeligere billeder af deres personlige interesser og præferencer.

Cille er en lille kreativ bogorm, som jeg selv. Fysisk udfoldelse skal helst være noget, hvor man danser og hopper lidt rundt til noget musik – og for Guds skyld ikke kommer til at svede eller få pulsen alt for højt op. Det kunne jo være farligt for sådan en lang, slatten aspargeskrop, der allerhelst bare vil flagre omkring uden at anstrenge sig.

Mille er et fysisk barn. Bomstærk og muskuløs. Hun crawler for fulde hammer, når hun er til svømning – og løfter, løber, hopper og cykler med fuld styrke. Det er helt bestemt Martin, hun ligner kropsmæssigt, og jeg fornemmer, at hun også kommer til det rent sportsmæssigt.

For nylig kom Mille hjem og ytrede ønske om at gå til gymnastik.

Det er 1. gang nogensinde, at hun har et selvstændigt ønske om en fritidsaktivitet.

Cille og jeg gyser i al hemmelighed ved tanken om at gå til gymnastik. Det ville være vores eget personlige mareridt at skulle balancere rundt på de der mærkelige torturredskaber, muligvis kun overgået af noget så uhyggeligt som crossfit. Men det skal Mille naturligvis ikke vide noget om. Hun skal gøre lige præcist dét, der gør hende glad.

Så nu må vi gøre noget ved det.

Først ser vi på én af mange gymnastikhaller sammen med Farmanden.

Og ender med at tilmelde hende sammesteds, fordi voksne har lov til at se på undervisningen, hvilket ikke er tilfældet i flere af de andre haller.

Bagefter køber vi gymnastikdragt, for man må bare aldrig gå ned på udstyr.Mille er ikke til at skyde igennem.

Og hun skifter til gymnastikdragten hver eneste eftermiddag i en hel uge herhjemme, mens hun venter længselsfuldt på, at det skal blive den første gang til gymnastik.Cille går nødtvungent med i gymnastikhallen mod lovning om, at hun må læse i sin bog uden afbrydelser hele timen.Det er ikke svært at se, at Mille selv har valgt dette her. Jeg bliver kisteglad af at se på hendes ansigt og kropsholdning her. Og småfniser lidt af Cille, der står komplet udeltagende bagved.

Og Mille elsker dét her.Fra første øjeblik.Da børnene senere sendes videre fra opvarmning og strækøvelser til at lege med diverse skumredskaber, kan jeg høre Milles begejstring helt op på tilskuerrækkerne og se hestehalen, der hopper af glæde.Vi fortsætter successen i næste uge.

Med Mille som ivrig redskabsgymnastik og Mor som bænkebider.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Older posts