Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Av!

Jeg lider en lille smule af åndenød.

Desværre ikke på grund af en rask løbetur, men i stedet er det en mental mavepuster, der får mig til at overfladeånde.

Mormor er rejst fra os igen.

Det gør simpelthen så ondt hver eneste gang.

Hvorfor sidder hun ikke bare her i solen og strikker hver eftermiddag, om man må spørge?I gæsteværelset finder vi det sødeste lille brev og påskeharer til pigerne. Jeg fornemmer, at Mormor heller ikke lige syntes, at det var tid til at forlade Dubai igen.Men i ånden er hun her lidt endnu. Og i den bolledej, hun har rørt og stillet til kold-hævning, så vi kan bage hver morgen i weekenden. Typisk Mormor.Jeg synes egentlig, at det bliver værre med alderen, det her savn og længsel efter min Mor.

Om det er min egen eller min Mors alder, der gør sig gældende i savneriet, dét er jeg ikke helt klar over.

Men jeg kan mærke, at savnet bliver stærkere, som årene går.

Måske er det fordi jeg mærker mig selv mere, nu hvor børnene ikke er bittesmå og megakrævende mentalt og fysisk? Måske er det fordi jeg kan se, at min Mor heller ikke bliver yngre og at tiden går alt for hurtigt? Måske er jeg blevet mere nostalgisk og dvælende ved familierelationerne end tidligere i livet?

Heldigvis ved jeg, at det tager nogle dage, og så har jeg vænnet mig til, at jeg ikke længere kan dufte min Mor efter brusebadet eller høre hende, når hun tusser rundt i huset og laver kaffe.

Men det bliver tomt at komme hjem fra arbejde, og så ikke ha’ hende siddende i haven med strikketøjet mellem fingrene og en lydbog i ørerne.

Suk, si’r jeg bare.

Det her er virkelig en af bagsiderne ved udlandslivet.

Intenst sammen i nogle uger og intensivt fraværende i halve år bagefter. Det lærer jeg aldrig helt at håndtere, og måske er det i virkeligheden en god ting, at jeg ikke gør det?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Søsterskabet

I går tog Cille afsted til Al Ain på årets lejrskole med sin årgang, Year 5.Det holdt hårdt for begge medlemmer af søsterskabet, omend den yngste var koalabjørnen og den ældste forsøgte at ta’ det i stiv arm.

Cille har glædet sig til sin lejrskole siden starten af skoleåret.Det er en “big deal” denne gang med to overnatninger og tre dage væk fra både almindelig skolegang og familien.

Året før, i Year 4, var det lejrskole med én overnatning og to dage væk i Ras Al Khaimah.

Året før, i Year 3, var det en ganske kort manøvre med aflevering om eftermiddagen og overnatning i telt på sportspladsen omme på skolen sammen med lærerne. En slags generalprøve på dét at være væk hjemmefra og overnatte uden for hjemmet, og jeg syntes virkelig, at det var fint af skolen og lærerne, at sætte den slags op året før det går løs sådan for alvor.

Til næste år, i Year 6, bliver der tilføjet endnu en overnatning, så det bliver tre nætter og fire dage væk hjemmefra.

Jeg ved ikke hvornår man kommer afsted på lejrskole i Danmark, men her starter det som sagt i Year 3 med børn i alderen 7-8 år, og nu med de tre dage væk hjemmefra er børnene 9 år gamle.

Hver lejrskole går selvfølgelig til en eller anden ørken-camp, hvor børnene så skal lære forskellige outdoorsyskills, som at ro i kano og kajak, at samarbejde om at løse konkrete og ofte fysiske udfordringer, at rapelle, rafte og klatre osv. Det er en slags ørken-spejderlejr for et par dage, men med hytter til at bo i og med fuld forplejning i et cafeteria.

Det bedste af det hele er, at Cille er så forventningsfuld, tillidsfuld og positiv omkring det.

Og jeg ser stoltheden lyse ud af Mormor, da Cille skulle afleveres – og bare gjorde kort proces med vink, kys og smil. Mormor var selv meget ked af at skulle væk på ture og lejrskoler, da hun var barn, så jeg tror, at hun er glad for at se, at det kan lade sig gøre at give slip lidt tidligere, end hun selv turde.

Et par gange om dagen får forældrene lidt fotos fra lejren til at dulme savnet efter børnene med. Indtil videre har vi ikke set skyggen af Cille på billederne, så jeg overvejer, om jeg skal ringe til camp’ens nødtelefon og klage min nød 😂

Hvert år er der vitterligt forældre, der ringer for at spørge, om barnet har solcreme på og spist ordentlig morgenmad, om hvorfor der ikke er kommet fotos endnu og om barnet husker sin jakke om aftenen, hvis der er koldt eller myg.

Jeg skal forsøge at holde mig fra den slags. Ikke at jeg er cool mama overhovedet, men hold nu op, hvor er det vigtigt at øve sig i denne her frigørelsesproces både børn og voksne. For den skal jo til og er en naturlig del af opvæksten. Siger min fornuft mig, mens mit hjerte halvt glæder sig over, at Cille får fede oplevelser med sine kammerater, og halvt glæder sig til, at hun er hjemme hos os igen.

Frigørelsesprocessen kører vi så ikke for koala-barnet Mille.

Hun får Mormor, Mor og Far for alle pengene i de her dage.Cille har betænksomt fundet sin yndlings-T-shirt og bamse frem til Mille, så hun kan sove med og i dette. Og hun har forsikret sin søster om, at “hun bare lige skal ha’ noget time away with friends, og så kommer hun hjem igen”.

Men lige meget hjælper det.

Mille har grædt et hav af gange, siden vi sagde farvel til storesøsteren igår morges.Den lille jordbærmund bævrer og tårerne triller, mens hun hvisker, at det er alt, alt for svært, når Cille ikke er der.

”Men Mor, Cille var jo det første menneske, jeg lagde mine øjne på i hele verden”, snøfter hun her til morgen, da jeg vækker hende, og det langsomt går op for hende, at hun stadig er alene med de tre gamle mennesker i husholdningen.

Og det er jo nærmest rigtigt.

Mille har aldrig levet uden Cille.

Mille aner ikke, hvem hun er, uden Cille til at dirigere og definere.

Måske er det her ikke kun en frigørelsesproces for storesøsteren i søsterskabet.

Og selvom lillesøsteren ikke rigtigt kan få øjnene op for det gode i et par dage uden sin søster, så får vi det bedste ud af det. I går begavede Mormor hende med en ny kanin-bamse, og lur mig, om ikke der også sker et eller andet dejligt i dag efter skole.

Mille, det lille menneske med de store følelser.

Gad vide, hvordan hun vil tage det, når hun skal på teltovernatning til næste år…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

UNESCO International Mother Language Day 2019

I dag – den 21. februar – er af FN’s kulturorganisation, UNESCO, udråbt til Den Internationale Modersmåls-Dag. Dét vil jeg da gerne lige slå et slaw for – både som dansklærer og som selvudnævnt sprognørd 🤓.

Jeg vidste slet ikke det her om den 21. februar, da min kollega Heidi og jeg blev foreviget uden for dansklokalet her til eftermiddag. Og jeg har ikke spurgt hende, om jeg må anvende billedet på min blog, men det blev så fint og udmærket, at jeg krydser fingre for, at hun ikke har noget imod det. Ellers må jeg hurtigt få det pillet af igen.Faktisk blev vi fotograferet af en hjælpsom kollega, fordi vi skulle bruge et billede af de to dansklærere in action. Vi er nemlig i færd med at promovere vores skønne danskskole lidt hjemme i Danmark – i samarbejde med den gode online-læse-app, BookBites.

Måske har du hørt om BookBites, der er en app med 10.000+ bøger på dansk? Hvis ikke, så kan jeg varmt anbefale den. Der er ikke tale om sponsoreret indhold her på bloggen – jeg er bare en glad og tilfreds bruger, både som lærer og forælder. App’en kan anvendes i skoleregi, men også som privatperson.

Læsning er jo nøglen til et sprog.Vi kan øve os nok så meget i samtale og lytteforståelse, men den fulde dybde og vidde i et sprog kommer igennem litteraturen. Igennem læsningen af bøger på det pågældende sprog. For forfatterne er dem, der oversætter sindets liv til ord. Det er dem, der faciliterer følelserne og fornemmelserne. Fantasien og opfindsomheden. Tankerne og instinkterne. De kulturelle aspekter og små uanselige nuancer. Og alt muligt andet vigtigt, der bedst udtrykkes på ens modersmål.Ordforrådet bliver også helt naturligt rigere af at læse – både hos børn og voksne.

Og at mestre ens eget eller ens partners modersmål er alfa og omega for et fuldt og rigt samliv og familieliv. For selvom kærlighedens sprog oftest føles i og med kroppen, så giver modersmålet os muligheden for at udtrykke vores dybeste og inderste jeg.Men der er ingen, der har sagt, at det skulle være let.

Faktisk er det lettere at lade være – og det ser jeg masser af eksempler på i hverdagen på en skole med børn fra 80+ lande, hvor forældrene meget ofte er af forskellige nationaliteter. For hvad er så egentlig modersmålet i dén familie? Eller er der mon tale om to, tre eller fire konkurrerende modersmål?

De voksne til- og fravælger at tale deres eget modersmål til børnene.

Det gør de af forskellige årsager.

Nogle er meget bevidste om, hvorfor de har valgt det til eller fra.

Andre har intuitivt valgt det ene eller det andet – muligvis også baseret på familiens umiddelbare behov.

De fleste læser artikler, som anbefaler det ene eller det andet.

De taler også med andre forældre, der har gjort det ene eller det andet.

Og midt i det hele, så til- eller fravælger man. Om ens modersmål skal gives videre til børnene eller ej.Jeg er jo – helt åbenlyst – tilhænger af, at vi giver vores modersmål videre til vores børn.

Ikke (kun) fordi de senere i livet skal prale med at kunne tale rigtigt mange sprog, men fordi det er på modersmålet, vi kan udtrykke os allermest tydeligt, intimt og oprigtigt. Og det har børnene (og ægtefællen) brug for, at vi gør. Alt andet er en (mere eller mindre sofistikeret) oversættelse af ens følelser, tanker og meninger – ihvertfald hvis man er lige så gammel som jeg, der først startede med at lære andre sprog end dansk, da jeg var omkring 11-12 år gammel.Autenticiteten og autoriteten i at kunne udtrykke sig flydende, formfuldendt og fyldestgørende på ens modersmål er slående. Det er så tydeligt, om vi skriver eller taler tillært eller helt naturligt. Enhver fornemmer det straks – uanset om sproget anvendes i en kærlighedserklæring eller i en jobansøgning.

Derfor giver det så meget mening at stå op hver morgen for at undervise på dansk for de danske børn på vores dejlige skole.

Derfor er jeg så stolt af at arbejde på en IB-skole, der anerkender vigtigheden af at mestre ens modersmål.Det er i øvrigt den eneste skole i Dubai, hvor man tilbyder dansk modersmålsundervisning i skoletiden. Det i sig selv er ret cool, synes jeg.

Tre timer om ugen, bliver det til for eleverne på hver årgang – fra de er 5 år gamle til de runder 9. klasse som 15-årige.

De helt små elever kommer i Dansk Legegruppe én gang om ugen, og de ældre elever har en anden lærer til IB Diploma Language B-studierne.

Og de respektive klasser er så små, at vi nemt kan differentiere og stimulere det enkelte barn, så det lærer mest muligt og under de mest optimale former.

Og nu stopper jeg med den storladne kærlighedserklæring til modersmålet  og til “min” skole. Det hele lyder muligvis en kende selviscenesættende og teatralsk, men jeg vælger at tilskrive de store armsving og følelser det faktum, at vi er bosat i udlandet, og derfor for alvor kan se vigtigheden i at lære dansk for at bevare vores danske rødder.

Ikke så meget for os selv, men i særdeleshed for vores børn.

For selvom de to unge damer ikke mister det officielle rødbedefarvede pas, når nu både Far og Mor er pæredanskere, så er det overraskende let at miste tilknytningen til Moder-Landet, når nu de bor langt væk under fjerne himmelstrøg, hvor Danmark oftest bliver reduceret til en minde-kavalkade over dejlige sommerferier og juleferier.

Forhåbentlig kan det danske modersmål hjælpe pigerne til intuitivt at forstå Danmark og danskerne. Folkesjælen. Janteloven. Klaphatten. Frikadellerne. Nøgenheden. Humoren. Bramfriheden. Ærligheden. Middelmådigheden. Bandeordene. Underfundigheden.

Jeg ved det ikke – og det vil kun tiden vise – men jeg håber det inderligt for dem.

After all, så er sproget jo er én af de ganske få gaver, vi kan blive ved med at forære til vores børn – ganske gavmildt og gratis – og som de kan give tilbage på af et ærligt hjerte ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet