Kvindernes Kampdag

Jeg er en dag for sent ude.

Det er jeg klar over.

Mit feed på Instagram svømmede over med rosenrøde, intetsigende budskaber og tilbud om foryngende skønhedsplejeprodukter igår. På Kvindernes Internationale Kampdag 2021. Som selvfølgelig bliver malket så hårdt i marketingsøjemed af alle mulige firmaer, at det gør helt ondt at se på.

Selv valgte jeg at se Kampdagen igennem et par lyserøde briller. En form for ironisk distance for at overleve i en verden, hvor aviserne kan berette om, at nigerianske skolepiger fortsat bortføres og voldtages, og at børnene i Yemen fortsat dør af sult.Jeg har ikke noget sådan for alvor genialt at sige om kampdagen, andet end at jeg er 100% erklæret anden-generations-feminist, og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at opfostre to små, stærke feminister, der samtidigt er så heldige at vokse op i en del af verden, hvor de trods alt har lidt lettere ved at tro på, at de kan gøre alt det, drenge kan – og at de kan gøre alt det, de selv har lyst til.

Der er stadig vanvittigt langt mellem kønnene i forhold til uddannelse, efterfølgende jobmuligheder og den økonomiske kompensation for et udført arbejde.

Og der er vanvittige forskelle på mulighederne for selvstændige, individuelle valg mellem kønnene.

Og en ligeså vanvittig ubalance i magtforholdet mellem kønnene.

Når vi kommer til dét med magt-ubalancen, behøver vi ikke kigge langt mod syd eller øst for at få øje på, at der virkelig er noget rivende galt. Man kan nøjes med at kigge på Overborgmester Frank, der slikker ører på kvinder, som var det peanuts på en bardisk – og en vis Morten Østergaard, der er gået i selvbestaltet to-årigt dvale betalt af offentlige midler, fordi han simpelthen ikke orker mere pis med de damer, der ikke kan forstå ‘hans måde at flirte på’.

For god ordens skyld må jeg præcisere, at jeg taler ikke om ligestilling forstået som en lige ‘fordeling’ af alting og ingenting, men som lige ‘muligheder’. Og hvordan vi så får skabt lige ‘muligheder’ over alt i verden – dét bliver godt nok en op-ad-bakke-kamp langt, langt ud i fremtiden.

For selvfølgelig er der modstand fra dem, der bestemmer, når ‘udenforstående’ vil ind og ha’ en bid af magtens overvældende flødeskumskage.

Det er sådan set ligegyldigt, om vi taler køn, race, religion, nationalitet eller økonomisk råderum her – det hele handler om indflydelse og magt. Om at positionere sig. Om at være den, der bestemmer. Over sig selv og over andre.

For tiden er der f.eks. en kvindelig statsminister i Danmark, der udviser tydelige tegn på gammeldags magtsyge. Hun indgår aldrig i offentlig kritisk dialog med journalister eller med sine politiske kollegaer eller opponenter; vi ser intet samarbejde på tværs, i bredden eller i dybden under hendes ledelse. Der er kun stram topstyring og dominanshandlinger, hvor problemer og fejltagelser fejes ind under gulvtæppet og den absolutte loyalitet skal opretholdes som var der tale om en rockergruppe. Det er interesant at se på.

Interessant, fordi vi sjældent møder kvinder, der udviser denne her tydelige form for aggressiv, ikke-dialogisk fremturen. Men selvfølgelig kan kvinder blive lige så magtliderlige, besidderiske, dominerende og aggressive som mænd. Vi har præcist det samme følelsesregister, selvom det ind i mellem kan virke som om vi vitterligt er fra to forskellige planeter. Det er på samme tid let og tungt at sige, at Mette Facebook Frederiksen ikke blev den statsleder, jeg havde drømt om, da hun kom til magten. ‘Kom til magten’. Lyt lige til den formulering. Suk.

I virkeligheden aner jeg intet om politik og det rænkespil eller “håndværk”, man skal mestre for at blive en dygtig politiker. Det eneste jeg ser, er, at politikerne bliver mere og mere karikerede, usaglige og positionerende, fordi det er en mulighed i det mediebillede, vi har skabt, og med den medieadfærd, der hersker i 2021. “Like, del og kommentér”-mentaliteten, som vi alle sammen er blevet en indgroet del af. Jeg ved ikke, hvad vores børns generationer vil tænke om os, når de engang om 20 år sidder og reflekterer hos psykologen over deres barndom og deres åndssvage forældres og bedsteforældres medieforbrug, mobiltelefoner 0g forplumrede, indskrænkede verdenssyn. Jeg græmmer mig bare på forskud. Vores adfærd på de sociale medier bliver værre og værre, og ingen af verdens ledere eller formidlere ser ud til at forsøge sig med at nuancere tingene mere end højst nødvendigt.

Hver gang jeg bliver utryg og utilfreds med verden, søger jeg ind i litteraturen, fordi det er hér, man får den virkelige samfundsanalyse.

Det virkelige spejl på en tid og et levet liv.

Jeg elsker f.eks. at følge litteraturanmelder og debattør Katherine Diez, fordi hun tillader, rummer og åbner op for samtaler om de allertungeste ting i livet med sine følgere på de sociale medier. Skud ud til hende for at give os alle en dosis kultur og litteratur, når vi har mest brug for det. Og for at give os følelsen af ikke at være alene med vores følelser, når de ellers godt kan tage pusten fra selv den bedste.

Jeg elsker også at følge Kritisk Pynt, Craftedwhilehigh og Krænkelseskulturellememes for et ærligt og redeligt grin på Instagram, når de kæmper mod patriarkatet med ét af de stærkeste våben på jorden: Humor.

Og det bliver nok sådan en broche her, jeg køber, næste gang jeg kommer til Danmark:

Højt på listen over kommunikatører og aktører, der kan redde min dag, står også gruppen Everyday Sexism Project Danmark og Özlem Cékic’s dialog-kaffe, som begge vidner om, at der stadig findes virkelig kloge, energiske og reflekterende grupper i et samfund, der ofte kommer til at fremstå mere og mere uvidende og generisk-dumt.

Men uanset en op-ad-bakke-kamp mod sexistiske ronkedorer, magtsyge chefer og politikere, der ikke er en potte pis værd eller får udrettet noget, der kan ændre på et samfund, der helt grundlæggende spænder ben for piger og kvinder, så må vi huske at ønske hinanden –

Rigtig Glædelig Kampdag og Livslang Kamp til alle os, der er født som kvinder.

It takes one to know one.

Og med den opfordring til medsøsterlig omsorg og støtte tror jeg, at jeg vender blikket indad resten af i dag.

Ind i en bog, der har ramt mit moderhjerte, som jeg ikke kan huske, at det er blevet ramt, set eller genkendt før.
Olga Ravns nyeste bog-skud, “Mit Arbejde”, går rent ind. Læs den – uanset om du selv er en Mor eller ønsker at blive det. Læs den, fordi du har en Mor og lever omgivet af mødre. Piger-kvinder-mødre ruller denne her verden – og Olga Ravn er én af den slags modige mødre, der tør sige højt, hvor svært det egentlig er, at få et barn. Ikke kun for mellemkødet, men for ens personlige identitet, for ens karriere og efterfølgende jobmuligheder, for ens følelsesliv, for sexlivet, for økonomien. For ens verdensbillede.

Jeg genkender rædslen. Rædslen for at dø under fødslen. Rædslen for at gøre skade på barnet. Rædslen for at være reduceret til en malkeko med noget, nogen kalder for ammehjerne. Rædslen for, at min identitet ville gå til grunde og aldrig genopstå.

Med tiden går det bedre med det der trange moderskab. Den følelsesmæssige tumult stilner trods alt af, i takt med at børnene bliver store, og øjnene igen kan vende sig ud ad i verden.

Jeg elsker også min egen Mor endnu mere, fordi jeg nu som Mor forstår det offer, hun har bragt. Jeg elsker min Søster endnu mere, fordi hun står dér lige midt i moderskabet og gør det hele så fint, nært og kærligt. Jeg elsker min Svigermor for den dejlige søn og mand, hun har frembragt til mig og vores børn. Og så er der alle mine veninder, mostre, fastre, tanter, svigerinder og andre dejlige damer, der ruller verden fremad hver eneste dag.

Jeg elsker og krammer mine egne døtre, så det gør ondt, når jeg tænker på, at deres fine liv skal formes af moderskab, søsterskab, ægteskab og alle mulige og umulige kampe, som de måske må tage alene – og forhåbentligt engang i mellem kan tage sammen med deres medsøstre i ægte solidaritet mod patriarkatet.

Til tasterne, ind i bogen, på med boksehandskerne – grib til det våben, der er dig kærest og nærmest.

Du får brug for det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mærkedage under en pandemi

Den halve æresport i anledning af vores kobberbryllup er så småt ved at forvitre. Roser, bregner og brudeslør tørrer ind og daler ned som knasende stykker legetøj til Daisy.Jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til æresporten. Den er jo det synlige bevis på, at Martin og jeg har haft en mærkedag af de store.Midt under en pandemi.

For hvad gør man egentlig med de her store mærkedage, når ingen må forsamles i større grupper til fest eller andet sjovt? Når familie og venner ikke engang kan komme forbi til mad og vin?

Dét spørgsmål har vi stillet os selv i lang tid, mens kobberbrylluppet krøb tættere på ude i horisonten.
Tidligt i pandemien sidste år hældte jeg til at bestille en kobberbryllupsfest med middag og dans og hele moletjavsen hjemme i Danmark i sommeren 2021. Efter et stykke tid med nedlukning og en fortsat presset restaurationsbranche har vi – ligesom alle andre – minus lyst til at lægge et betydeligt depositum og satse på en fest i nærmeste fremtid, der med største sandsynlighed ville blive aflyst.

At rejse videre ud i verden som en markering af kobberbrylluppet er heller ikke en option, sådan som pandemien fortsætter.

Aber dann haben wir anderen metoden.

Grydeskeen må over i den anden hånd.

På med handsken.

Op på hesten og hvad ved jeg.

Op til tirsdags-kobberbryllupsdagen havde vi meget passende en Half Term i skoleregi, så vi kørte hele 12 minutter væk fra matriklen i The Lakes for at nyde livet og fejre vores 12 1/2 års ægteskab på Ritz Carlton i Dubai Marina.
Ritz-Carlton ligger lige i smørhullet i Dubai Marina. Et hotel opført i sådan-så-nogenlunde italiensk riviera-stil med terrakottafarvede facader, noget semi-tegltag, et ton marmor og følelsen af europæisk, gammel-klassisk schwung blandet med lidt arabiske palmer og betagende mønstre.

Vi har været her før som gæster på hotellets restauranter, til iftar og for at besøge venner – og her er bare en rigtig rar stemning.

Lige uden for hotellet ligger The Walk og Jumeirah Beach Resort (JBR), så der er strandboder, caféliv, gademylder og instinktiv følelse af at være turist (i egen by). Det er et plus med gadeliv direkte uden for døren, for det kan godt mangle lidt på andre hoteller. Og gider man ikke russerne, er der altid god plads i Ritz’ andægtige Tea Room!Et andet kvalitetsstempel, der kan sættes på resortet er deres kæmpestore, private have med garden-style pool og en enkelt rutsjebane til ungerne. Det er så lækkert.Man hører og mærker slet ikke andre gæster ved poolen, når der både er sociale distance-regler og lavere belægningsgrad end normalt. Det klager vi ikke over! Hotellets livreddere er også dygtige og opmærksomme på støj, plask og badesikkerheden.

Om morgenen serveres virkelig dejlig morgenmad i haven.

Rundt omkring er der forskellige aktiviteter – bueskydning, bordtennis, tennis, legepladser – og rig mulighed for at støde på vilde, irgrønne papegøjer og måske endda nogle havfruer. Temmelig eksotisk. Og så kun et stenkast hjemmefra. For os.Vores miniferie og kobberbryllupsfejring blev alt det, vi drømte om og trængte til. Ren afslapning. Dejlig mad. Skønne omgivelser. Høj standard og god service.
Leg, læsning, badning, vin og kys.Selv en meget tidlig morgentur var Kaalund villig til at gå med mig, for at opleve, hvordan marinaen vågner op til en ny dag. Lidt kærlighedskulret må han have været.Der er skønt i Dubai Marina. Pandemi eller ej, så er det bare et godt sted at være.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kobberbryllup

I dag er en kæmpe mærkedag i Casa de Kaalund.

Den 23. februar har vi nemlig kobberbryllup OG fejrer samtidig vores 14 års forlovelsesdag.

Vi ser ud til at være temmelig overraskede over mærkedagen – men det var nu den halve æresport, bryllups-muzakken og vores skønne, skøre venner med morgenmadskurve kl. 6 om morgenen, der gjorde os så befippede. Og glade helt ind i knoglerne! Traditionel dansk morgensang i en Ørkenstat havde vi ikke lige set komme! 😂

Martin friede til mig den 23. februar 2007 på det hedengangne The Chedi’s smukke lagunestrand i Phuket. I måneskin og med bare tæer fik han forklaret mig et eller andet om sol, måne og stjerner, der ligesom stod rigtigt. Han sagde også noget klogt om kærlighed og evighed og medgang og modgang. Det hele var nøje planlagt og orkestreret. Martin er jo gammel militær-mand, og han kan godt li’ at have sonderet terrænet og tjekket både fronter og flanker, før han går i krig. Som man sir’.

Jeg selv husker desværre ikke det helt store fra frieriet, fordi jeg var hønefuld efter en vidunderlig middag på stranden.

Tindrende lykkelig var jeg også.

Fordi denne her flotte, kloge og særlige mand var lige dér – i mit liv. På en sandstrand i Thailand.

Dét, jeg husker, er til gengæld den romantiske prinsesse-seng med myggenet og en masse inderlige kys i en lun tropenat, og jeg husker også at vågne op næste morgen med klædelige tømmermænd og en uendelig fin forlovelsesring på fingeren. Den lå jeg og stirrede på, mens jeg overvejede, om man så var voksen? Og hvad det egentlig ville sige, at sige ja til at være sammen med den samme person resten af livet? Noget umiddelbart svar fandt jeg ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at når det føltes rigtigt, så var det rigtigt.

Det var stort, det her.

Et kæmpestort skridt, sådan at blive forlovet.

På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i godt og vel 6 år, og som de brændte skilsmissebørn, vi var og er, var ægteskabet ikke lige noget, der blev indgået i huj-hej-hast.

Vi sparede penge sammen til brylluppet i 1 1/2 år, så vi den 23. august 2008 kunne holde et brag af en bryllupsfest-weekend på Helenekilde Badehotel for vores familie og venner. Dén fest ser vi begge tilbage på som noget helt særligt.

Året efter – på vores første bryllupsdag – blev der svedt, grædt, råbt og blødt ud over Hvidovre Hospital, da vores førstefødte arving til al gælden kom til verden. Cille skraldgriner, når hun husker sig selv på, at hun gennem-terroriserede min tissekone på vores allerførste bryllupsdag, i stedet for at hendes forældre kunne spise romantisk middag på restaurant eller hvad man ellers kunne have fundet på af ‘romantisk squabble’, som hun kalder det.

At få børn sammen var en endnu større beslutning end at blive gift.

Vi var i dybe, ganske u-erotiske for-og-imod-samtaler henover søndags-Berlingeren og birkesrundstykker i lang tid – før både forlovelse og bryllup – mere sådan på det teoretiske tankestadie. Martin ville gerne have to børn, hvis vi overhovedet skulle se på det med børn. Søskende er jo guld værd. Og det ville jeg nok også gerne, fordi jeg var lidt bange for at blive et ægte røvhul, hvis ikke jeg med tiden fik andet at lave end at lege fin-dame-på-kontor-i-jakkesæt. Den version af mig kunne blive et røvhul med årene. Det kunne jeg ligesom fornemme. Ikke at alle andre voksne uden børn er røvhuller – jeg taler kun ud fra mig selv, please.

Fast forward til den 23. februar 2021, hvor vi pludselig har været gift i 12 1/2 år, været forlovet i 14 år og har kendt hinanden i knapt 20 år. Vi har fået endnu et barn til samlingen, og vi har boet i udlandet i 10 år. Der er sket et par ting og sager, siden vi mødtes som hhv. 23- og 29-årig på et kollegium i Odense.

Og godt det samme.

Med tiden er vi blevet rundere. Og her mener jeg altså ikke kun kilomæssigt,  men også sindsmæssigt.

Med tiden er vi blevet mildere. Der skal nu kun tages de vigtige kampe – de andre diskussioner får for det meste et træt suk eller et drevent skuldertræk som respons.

Kanter er slebet af, skåret til, visnet, opgivet og forandret undervejs. Vi ligner hinanden mere og mere. Måske ikke af udseende, men i den sammensmeltning af personligheder, præferencer, interesser og adfærd, som sker helt umærkeligt, når to mennesker skal samarbejde og forhandle sig fremad i livet sammen.

Jeg elsker det.

Jeg elsker, at jeg efterhånden minder mere og mere om Martin, og han om mig. Jeg elsker, at jeg genkender alt i ham, kender alle hans vaner, bevægelser, dufte, lyde, præferencer, følelser, tanker. Det er inderlighed og det er samhørighed.

Og jeg vil passe på ham og hjælpe ham for altid.

Betydningen af at have en fælles historie og et fælles levet liv går mere og mere op for mig. Vi har sammen skabt det her cirkus og de to frække børn – og ingen kan deltage i det her liv på dén måde, vi kan sammen. Det er den største gave – at blive taknemmelig over, at vi er sammen om alt det dejlige og alt det vigtige i livet.

Sådan håber jeg, at det vedbliver at være.

Det er tanken, at jeg skal blive en gammel og knoklet dame, der trisser rundt og rister müsli til min gamle og knortede mand, der ikke kan li’ rugbrødsmadder på firsindstyvende år. Det er tanken, at den samme gamle og knortede mand skal vandre i naturen med den gamle knortede dame. Og passe børnebørn i et væk. Helst masser af børnebørn. Måske skal vi også muge ud i en grisestald hos én af børnene. Måske skal vi sælge sand i Sahara. Måske skal vi spise alt for mange croissanter på en fortovscafé i Buenos Aires.

Jeg ved det ikke endnu, men visionen er, at vi bliver ved og ved med at være os til den sidste dag.

For dét her giver mening.

Ihvertfald for mig.

At være gift med en Regnskabschef er en dans på både Excel og roser.

Tak for dig og alt dét, du giver pigerne og jeg hver eneste dag, Martin. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Safari Park

I dag – den 9. februar – er en KÆMPE mærkedag i De Forenede Arabiske Emirater.

Vi venter alle i spænding på at se, om det lykkes for rumsonden “Hope” at komme i kredsløb om Mars.

Hashtagget #arabstomars er trending overalt på Dubais trafiktavler, som beskeder på mobiltelefonerne, i radioen og på de arabiske TV-kanaler. For det her er en historisk begivenhed.

For 7 måneder siden sendte den unge nation rumsonden afsted mod Mars. Der har kun eksisteret et rumagentur i 10 år i Ørkenstaten, så det er en temmelig forbløffende og opløftende achievement.


Måske er en fortælling fra Mars lige hvad vi har brug for?

Lidt kosmisk rum-energi, et drys magisk planet-tryllestøv og en seriøs verdensudforskning i en tid, hvor INGEN kommer nogen som helst steder hen?

At rejse er jo som bekendt at leve – og jeg er efterhånden ved at være så rejse-mør, at en rumrejse er noget nær det ypperste at forestille sig.

Og nu, hvor tankerne lander på det med rejser og oplevelser, så havde vi vores første udflugt her i weekenden efter vores COVID-isolation.

Til Dubai Safari Park.

Den (sådan relativt) nye, kolo-enorme arvtager efter en række håbløse forsøg med at drive zoologisk have i Ørkenstaten, hvor kun Al Ain Zoo er acceptabel at besøge (resten er ret meget opbevaring af dyr i triste betonkasser). Don’t go.På en højhellig fredag var vi sjovt nok ikke de eneste, der havde fået idéen om at kigge på dyr.

Der er to slags billetter – park-entré og kombi-billet, hvor man også er ude at køre i Safari bus undervejs rundt i parken. Sidstnævnte slags billet var for længst udsolgt, nu hvor alle forlystelsesparker skal operere med 70% kapacitet pga. afstandskravene under corona.

Vi nappede så bare park-entré-billetterne, for det er jo dejligt vejr at gå rundt i februar måned.

140 dirhams i alt for hele familien. Billigt, når der er tale om noget med dyr, og jeg tilføje dén ros, at alle parker og forlystelser, der opereres af Dubai Government, er altid meget rimelige prismæssigt.

På hjemmesiden skal man huske at klikke den specifikke billettype af – tickets eller packages.

Vi startede med at vandre igennem området Afrika. Det var lige så vanvittigt fantastisk flot, som man kunne drømme om med grønne oaser, vandhuller, klynger af træer osv.
Overalt i parken er der grønt og frodigt – og det i sig selv er en bedrift midt i en ørken.

Til afkøling af både dyr og mennesker var der desuden opsat masser af blæsere med forfriskende og behagelige vandforstøvere i, og der var masser af UV-solsejl, som gav skygge, mens man gik rundt.
Dubai Safari Park har som erklæret mål at være blandt de 10 bedste zoologiske haver i verden, målt på dyrevelfærd og bæredygtighed. De skulle efter sigende have 2.500 dyrearter, fordelt på et enormt stort areal. Så stort et areal, at man på ingen måde kan nå parken rundt i løbet af én dag/et besøg.

I Afrika-sektionen var der selvfølgelig en flok fantastiske, legesyge elefanter, som badede i et kæmpestort vandhul.Der var også forskellige slags lemurer, som altid er sjove at se på. Ham her bredte armene ud, som om han stod og ventede på at få en krammer.

En flok hvide løver, var der naturligvis også, plus geparder, fordi Dubai, you kn0w...

….og så var der BÅDE chimpanser og gorillaer, hvilket er helt særligt, at man i én park kan byde på begge truede dyrearter.Den store silverback satte sig roligt og betragtede alle gæsterne. Han var i øvrigt kun indendøre, fordi gartnere var ved at ordne gorillaernes smukke indhegning.


Jeg ville gerne have givet en ti’er for hans tanker. Store, smukke dyr. Det var ret bevægende at fastholde øjenkontakten med en gorilla. Hvem har ikke en drøm om at vandre i Uganda for at lede efter gorillaer? Det har jeg ihvertfald.

Bagefter morede vi os med at se på flamingoer og flodheste – og så gik vi ellers videre til Explorer Village, hvor vi fodrede de kæreste giraffer med kviste og blade.Efter dén oplevelse skulle man så have været med safaribussen for at komme ind igennem resten af Explorer-området. Og det kunne vi jo ikke med den almindelige entrébillet. Det var ret nederen, for der var en lang række seje dyr, vi gerne ville have set.

I stedet spiste vi frokost. Udvalget i Parkens kiosker og restauranter er fint og varieret. På børnenes præmisser, jovist, men både frisklavet og til absolut rimelige priser. Vi fik en dejlig frokost med drikkevarer for 50 dirhams pr. person.

Udover Afrika- og Explorer-områderne er der også Asien og Arabien. De er sikkert lige så smukke og interessante, og dem har vi til gode til en anden gang. For hold nu op, hvor er Dubai Safari Park stor! Måske fordi vi ikke har været uden for en dør i ugevis? Måske fordi vi lige har haft corona og derfor hurtigere bliver trætte?

Jeg vil ihvertfald anbefale, at man booker billetter i rigtig god tid og endelig husker at tage ‘package’ med kombibillet, så man i det mindste ser en bid af parken fra sædet i en bus.

Overvældende. Storslået. Fint anlagt og professionelt kørt. Jeg har kun roser til parken.

Om jeg vil tage gæster fra Danmark med derud?

Det tror jeg ikke.

Det er vist for stort og uoverskueligt til en større familieudflugt, hvor behovene ikke altid er synkrone. Men som weekendudflugt for et firkløver eller mindre end dét, er det altså en super-duper oplevelse. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hvad skal du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål stiller vi voksne ofte til børn.

Måske stiller vi det, fordi vi ubevidst nyder den umiddelbarhed, hvormed børn møder verden og en fuldstændig ukendt fremtid? De fleste af os voksne er jo ramt af de begrænsninger og afvisninger, vi har oplevet igennem livet.

Det er ikke børnenes erfaring.

Endnu.

Alt ligger frit for dem.

Ingen døre eller old boys networks er lukkede for dem, og børn har heldigvis heller aldrig hørt om glaslofter i magtens korridorer.

Jeg er én af de voksne, der engang i mellem spørger. Fordi jeg elsker den dialog, jeg så får med et barn. Det siger så meget om deres personlighed og evne til forestilling, når de svarer politibetjent eller mor eller superhelt. Det er en lille uskyldig leg med noget, der ligger så fjernt, at det kun kan tages for dét, det er – en opbyggelig fantasi om noget, der engang gerne må ske.

I og med at jeg elsker denne her hvad-vil-du-være-leg, kan det ikke komme som en overraskelse, at både Cille og Mille kan svare detaljeret for sig, når de bliver spurgt.

Forleden stillede Primary School så spørgsmålet til alle deres små elever.
Emilie fandt straks sin kittel, et par fornuftige cowboybukser og kondisko frem. Plus et par hunde, en bold, hundekiks og et kødben.Mille skal nemlig have sin egen ‘doggy daycare’, når hun bliver voksen. Mormor er dagplejer for små børn – Mille skal være dagplejer for hunde. Idéen ligger lige for, og det er tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, for hun elsker også at være i Mormors dagpleje med de små rollinger. Mille er meget, meget kærlig, empatisk og omsorgsfuld af natur; hun elsker hunde i alle størrelser og racer; hun har lyst til at arbejde med mennesker og dyr. Det vil være er perfekt match, at hun kan modtage en flok hunde, lege og passe dem, og så indgå i en dialog med deres ejere.

Til Milles ‘doggy daycare’ skal der også være ‘grooming-faciliteter’, hvor hundene kan blive vasket og fønet, få klippet negle osv. Hun trækker dog grænsen ved sygdomsbehandling, så hvis der skal være dyrlæge, sygepleje og genoptræning, må andre stå for det. Mille er ikke til blod og smerte. Og det er helt okay. Essensen i denne her hvad-vil-du-være-leg er jo blot, at barnet skal mærke efter, hvad hun/han er passioneret omkring – og ikke de praktiske detaljer, uddannelsesmæssige krav eller økonomiske benspænd.

Cille – derimod – hælder mere til rationelle, naturvidenskabelige fag. Hun har naturligt anlæg for dette, og hun er lige nummeret større, så hun er begyndt at tænke på ungdomslivet og uddannelsesmulighederne. Af sig selv. Det er ikke os, der har forsøgt at skubbe hende i en bestemt retning. Faktisk havde vi planlagt, at stort set ‘hele verden’ skulle være en mulighed for hende, men efter en udbryderkonge (og ditto dronning) kommer der en hjemmefødning. Det er naturens eller universets orden.

Cille vil tilbage til Danmark for at læse på en lang, videregående uddannelse. Hun vil fokusere på de naturvidenskabelige fag i IB-gymnasieskolen hér, og så vil hun tage et sabbatår i Danmark, før hun begynder at læse.

For København er et fedt sted at være ung. Dét har hun regnet ud. Først skal hun tjene penge på en kaffebar eller lignende; hun skal lære at køre bil og at cykle i trafikken – og så skal hun i gang med at læse. Præcist det samme ungdomsmønster, som forældrene – og alle de unge mennesker, hun kender derhjemme.

I et par år har det været psykologi-studiet på Københavns Universitet, der trækker i hende. Med dertilhørende belgisk bedsteveninde og hundehvalp installeret i en lejlighed på Frederiksberg.

Mindre kan ikke gøre det.

For pigerne har undersøgt de forskellige bydele i København – altså research med Google – og de har fundet ud af, at Frederiksberg med de grønne boulevarder og mange parker er perfekt til at have hund og få frisk luft midt i byen. De kom sågar glædesstrålende ned og fortalte, at de bestemt havde råd til en 3-værelses-lejlighed på Frederiksberg, for dén, de havde set på, kostede kun 15.000 kroner. Og det der SU kunne de sagtens få til at strække.

Skuffede blev de, da vi måtte forklare dem, at de 15.000 kroner var den MÅNEDLIGE husleje. 😆

Heldigvis lader de to piger sig ikke slå ud af en smule økonomisk modgang. De har allerede indrettet den 3-værelses.Som muligvis er en 5-værelses, når nu jeg ser nærmere på oversigten. 😂

Dét bliver en dyr omgang.

Men dén tid, dén sorg.

For lige nu er drømme guld værd.

Lyse fremtidsudsigter med spændende studiemuligheder og et ungdomsliv, der er frit og mest for sjov.

Det har vi brug for at drømme om.

For skolen er lukket igen på grund af for mange corona-smittede. Lærerstaben er hårdt ramt – og det er folk også rundt omkring i familierne. Pt. er det en uges skolelukning, men jeg tør ikke tro på, at der bliver åbnet igen på søndag.

Og selvom børnene er rigtig gode til at få det bedste ud af situationen, er det hårdt at gå i hjemmeskole. Det er svært at koncentrere sig. Ansvaret for læringen og den helt lavpraktiske indlevering af skolearbejdet er en langt tungere omgang derhjemme end i klassen. Motivationen er sværere at fastholde. Det sociale liv er pludselig kun i online-format. Det er en fladpandet og mere uhåndgribelig virkelighed at navigere rundt i – og jeg kan se, at børnene gør deres bedste, selvom  det uvægerligt er ukoncentreret og mindre fokuseret end i skolen.

Håbet er som bekendt lysegrønt.

Det skal jo nok blive godt igen.

Men der er ingen tvivl om, at det vil tage meget længere tid, end vi har lyst og overskud til.

Jeg overlever mentalt på en blanding af opløftende leg med uskyldig og evigt-glad hundehvalp og store baljer med sort kaffe.

Hvad ellers er der at gøre – midt i en pandemi?

Nå ja – og så drømmer jeg selv om at være lærer, når jeg bliver voksen. Lærer i en helt almindelig skoleklasse med helt almindelige bøger og papirer med farveblyanter til. Ikke en lærer over Teams på computer, med iPad og Apple-pen. Bare sådan en glad og ivrig lærer i reel kontakt med elever i en virkelig, fysisk verden. ❤️📚📝📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet