Dag 14

Dagene forsvinder mellem fingrene på mig, som om jeg går og foretager mig noget. Hvilket jeg ikke gør, hvis nogen skulle komme i tvivl.

Ferien i Sverige – for eksempel – forløb så hurtigt, at den var slut, før vi kom rigtigt igang. Faktisk kan man altid ønske sig mere tid i Sverige, for hvor er der dog skønt på alle mulige måder. Jeg bliver bare aldrig trött af broderlandet.

Efter vores 2-dages pas til Astrid Lindgrens Verden havde vi brug for ro og fuldstændig fri leg i fri natur. Det fandt vi til fulde ved en af de lokale badesøer uden for Målilla.Der var stort set ikke en sky på himlen den dag, og solens stråler gennemvarmede os så meget, at vi fik lyst til at bade i det iskolde, klare vand.Faktisk lykkedes det mig at sænke mit luksuslegeme i den svenske skovsø, før min mor – og dét i sig selv er en nærmest overmenneskelig bedrift. Aldrig sket før. Sker muligvis heller aldrig igen. Aner ikke, hvad der gik af mig, men den indre viking vågnede pludselig til dåd.Børnene elskede at lege i søens mudder og de bemærkede knapt nok, at vandet var rigtig koldt. Med undtagelse af Cille, der altid er mega-kuldskær, fordi hendes neopren-dragt er ikke-eksisterende. Sådan så jeg også ud engang, believe it or not.Børnene samarbejdede så fint om at bygge kanaler og slotte med de bare næver – for vi havde hverken medbragt spande eller skovle til ferien hinsidans. Simple living og begrænsede bagagerum…I mens nød vi voksne at mærke roen sænke sig på den der langstrakte måde, hvor tidsfornemmelsen mistes, så en eftermiddag kan føles som en hel dag. Jeg fik endda en lure-lur til lyden af legende børn.

Det var bare en helt igennem lyksalig sommerdag.Dagen efter insisterede børnene på at tage tilbage til badesøen for at tjekke, om deres kanaler og slotte mon stadig stod, som vi forlod dem dagen før.

Dét gjorde de, men desværre drev der store, mørke skyer ind over os med det samme efter ankomst, så efter en ultrakort badetur lå pigerne under håndklæderne og skuttede sig, mens de søgte hinandens kropsvarme. Der er intet som at ligge der med sin kusine, fnisende og frysende.Lidt efter blev verdenssituationen vendt over 4 x komfritter med korv fra Grill-Stugan, og så foreslog Mormor, at vi tog på blåbærrov i skoven i stedet for at blive i vandkanten, der var så skuffende kold på denne her gråvejrsdag.Sikke himmerigs-mundfulde af sommermodne blåbær. De var på ingen måde svære at finde. Vi vadede stort set i dem.De små skov-blåbær gav helt purpurrøde munde hos grovspiserne og lilla fingre hos bærplukkerne.Ud over dagene i Astrid Lindgrens Verden og i den smukke natur ved skovsøen, opholdt vi os stort set hele tiden på Kristineberg i Målilla Elgpark. Der var nemlig altid noget at gøre for en lille flok selvbestaltede landmænd.

Man skal jo ud med kartofler og birkegrene til elgene flere gange om dagen.

De store dyr skal også besigtiges; nusses lidt på mulerne og håndfodres med en enkelt kartoffel, hvis man da ellers tør.Og når de selvbestaltede landmænd så havde puslet færdigt om geder, kaniner og elge, var det bare om at få afprøvet så meget som muligt af sortimentet i elg-butikkens fryser, der var fyldt med SIA Glass.Finaste Sverige – vi kommer igen efter mere en anden gang.

Efter mere fika med filterkaffe og kanelbulle. Efter mere falukorv, polarkaka, knäckebröd, prästost, frisk luft, dyreliv, stille stunder, gåture, bær i skovbunden, iskoldt søvand, myggestik og en hel flok pæregrønne piggelin-is.

Du har alt dét, vi så desperat trænger til for at få ørkensandet rystet ud af krop og sjæl.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cabin fever

Nu er det jo ikke en hytte, Farmor og Farfar har ude i Den Store Skov.

Men det fraskriver mig på ingen måde retten til at få et akut anfald af cabin fever i et parcelhus.

Mille er landet i Moder-Landet med et arabisk maveonde, der har givet hende let feber og kvalme lige siden. Hun har kastet op et par gange, men der er ingen hoste, forkølelse, diarré eller andet, der gør os bekymrede undervejs. Hun vil egentlig bare gerne blive i sin seng og have sin mor inden for nusse-rækkevidde hele natten.

Men lige pludselig er der gået 7 stive dage med et barn, der døser døgnet hen og stort set kun indtager små slurke vand, når hun bliver nødet til det.

Det duer jo ikke i længden.

Så vi besøger familielægen.

Og efterfølgende børneafdelingen på Hillerød Hospital, som tager så venligt imod os, selvom vi er udrejst og svære at placere i systemet for lægesekretæren i modtagelsen.Når jeg nu tænker over det, så har vi vist aldrig haft en juleferie i Danmark uden et besøg hos lægen. For der er bare udfordringer ved at gå fra 25+ grader til en temperatur nær frysepunktet.

Mille klarer dog frisag hos børnelægen.

Ingen blodprøver eller væskedrops i denne ombæring.

Men hun får formaninger om at gå hjem og hvile sig videre – og så skal hun begynde at drikke og spise lidt, uanset om hun har lyst til det.

Jeg har kun ros tilovers for det danske sundhedsvæsen. Lægerne og sygeplejerskerne er så flinke og rolige; de taler til og med barnet i øjenhøjde – og så behøver vi ikke være bange for, at der bliver foretaget unødvendige procedurer eller prøver, som vi konstant må være opmærksomme på i Dubai’s privatiserede sundhedssystem.

Men efter 7 dage med roderi om natten og kreaværksted om dagen, med non-stop kaffepause på slagbænken og sporadiske julegaveindkøbsture ud af huset, er jeg ved at miste ævret og vrisser min rastløshed ud i rummet hen over morgen-teen.Der er trods alt grænser for, hvor mange skråskriftsark, Cille kan “more sig” med at udfylde – og hvor mange dagbogssider, en halvsløj Mille kan skrive. Eller hvor mange mariehøns, jeg kan male, før jeg går op i røg.Men Mille er gudskelov on the mend. 

Og det er heldigt, for der er mange, gode planer i sigte, nu hvor juledagene nærmer sig med hastige skridt.

Og mindst lige så heldigt er det, at Martin kender mig så godt, at han skynder sig at foreslå en lang gåtur i skoven, før vinterhiet bliver for omklamrende.Det fugtige gråvejr og vintermørket, der oplyses af træernes lyskæder er endda ved at give mig den længe-ventede julestemning indeni.

Der er sikkert intet, der ikke er godt for noget.

Og ned i gear er vi ihvertfald kommet efter denne her sygehistorie 🤒😷.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Søren Ryge i Dubai

Jeg er helt holdt op med at blogge, slår det mig.

Ikke at jeg på nogen måde er træt af at hælde vand i af ørerne. Det bliver jeg pr. definition aldrig træt af.

Men der er kommet en masse arbejde på tværs. Der er karakterblade, som sjovt nok ikke skriver sig selv – og jeg sidder med forberedelse af nye, spændende emneforløb, som skal skydes igang i det nye år. Der er muligvis stadig lidt lang tid til 2019, men vi er så heldige, at vi holder juleferie helt fra 14/12 til 5/1 – og dér indfinder jeg mig IKKE på skolen 😂

Nå – men overskriften siger, at Søren Ryge er kommet til Dubai.

Det er et rent marketing-stunt, så alle haveinteresserede mennesker kigger forbi min blog. For der er ikke andre til at gennemgå den nye have omkring det lille rækkehus end os, der bor her. Og så jer, der helt uforvarende er kommet til at klikke på mit link, fordi I troligt følger en aldrende havegurus vandring rundt i de smukkeste haver.

Så må jeg præsentere (indlæg venligst drum roll)….

Kaalunds nyanlagte ørkenoase!Først blev alle planterne fordelt rundt omkring, så vi var enige om placering, før havemændene gik igang – for de kunne ikke et ord engelsk.Martin og jeg var på planteskole for en uge siden med den haveanlægsgartner, der stod for at male hele ejendommen udvendigt, lægge fliser, anlægge bede, lave udendørs belysning og smække det falske græstæppe på. Vi udvalgte ikke de specifikke buske; det tror jeg kun at man gør ved køb af kostbare træer osv.

Og forleden kom så dagen, hvor en lastbil kom drønende med flotte, friske planter og stauder til os, som vi nu håber vil overleve og vokse pænt til i haven i de næste mange år.

Nu er der plantet til med hvide jasminer i det lille højbed. Langs den ene væg er der lilla bougainvillea af den lave, ikke-klatrende slags; rundt omkring er der frangipani-træer med duftende blomster, som lige skal finde nyt fodfæste; så er der strittende græsstauder, der kan tåle varmen og duver så fint i vinden; grønne, hårdføre ficus-panda-buske og nogle andre buske med hvide blomster, som jeg frygter vil blive svedet af i heden, men nu får vi se.I den lille forhave ud mod gaden er der præcist de samme planter og buske som inde i haven. Fordi vi er ret fantasiforladte, og har glemt at holde Have-Nyt i alle årene. Specielt hér i Dubai er det svært at vælge ud til haven, fordi der skal ekstra-ekstra-grønne fingre til at få tingene til at overleve fra år til år.

Sidst, men ikke mindst, så kan jeg nu glæde mig over, at der også blev fyldt op i de udvendige vindueskarme med plantekasser, der bugner af krydderurter og skriggule tagetes, som holder sig så fint i vinterhalvåret.

Og netop som den nye have står klar, kommer vinterregnen med bulder og brag.Dét er da genial timing.

Og til de af jer, der måske studser lidt over valget af den eviggrønne kunstmåtte, kan jeg fortælle, at det er intet mindre end fantastisk at have falsk græs i en Ørkenstat.

Før var græsplænen Den Evige Kilde til Diskussion mellem Martin og jeg, fordi han drømte om snorlige, golf-græs-agtig præcision og vi kom aldrig i nærheden af at have en bare nogenlunde pæn græsplæne. Med eller uden en pakistansk havemand til at tage vare på græsset. Det gjorde nærmest ingen forskel.

Men kunstgræs er en fin løsning. Også for miljøet. Nu er der ikke flere diskussioner mellem vrantne ægtefæller om ukrudt og tørre tuer. Og kunstgræsset er blevet en ny legeplads for hele nabolagets børn, der elsker at slå kolbøtter og vejrmøller på “tæppet”, der – ifølge dem – ikke er ‘ulækkert’, fordi der ikke er insekter og myrer i det.

Dubai-børn…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skagen – cigaretter og tørklæder

Da vi landede i Danmark i starten af juli, og solen skinnede helt eventyrligt, fik jeg komplet solstik og blev hooked på idéen om at opleve dansk sommer i Skagen.

Helt så eventyrligt skinner solen nu ikke her i august måned, men trods frisk vind og truende skyer, har det været en kæmpe fornøjelse at opleve naturen i, på, ved Skagen. Også selvom der er ret langt derop til Verdens Ende.

Når man strammer sig lidt an og bruger de japanske turist-kneb med at drøne lidt fra sted til sted, kan man faktisk nå at opleve en hel masse i løbet af ganske kort tid.

Her er det f.eks. mig, der klatrer op i tårnet på Den Tilsandede Kirke og laver en been there, done that. Markeret med blåt, fordi jeg er sådan en usandsynligt lillebitte type.Der er en smuk udsigt fra klokketårnet og fine markeringer i træ rundt omkring i terrænet, som indikerer den tilsandede del af kirken.Efter dén skønne oplevelse og udsigt over Skagens natur, tager Conny og jeg på Skagens Museum, mens Morfar aktiverer pigerne på en nærliggende bondegård.

Der er en særudstilling om Michael Ancher og Skagens kvinder i muséets moderne tilbygning. Den er helt fortryllende og så absolut et besøg værd.Her er det helt almindelige skaw’-kvinder, Ancher lader sidde i en klitgryde, mens de hygger sig med at strikke og underholde hinanden med landsbysladder. Min hjerne bobler af gammel, hengemt viden fra gymnasietiden om Det Moderne Gennembrud – og den realisme og lovprisning, der pludselig sniger sig ind i kunstnernes romantiske verdensbillede, når fattige kvinder dokumenteres for eftertiden med de lasede kjoler og hærdede fødder, de nu engang havde.

Bemærk også lige de danske tørklæder anno 1880’erne, folkens. Det får jeg lyst til at pointere, nu hvor vi har en ny ‘maskeringslovgivning’ i landet.

Og her er endnu en række billeder af en stolt, ung Skagenskvinde, der vist var tjenestepige hos Familien Ancher. Prøv lige at se de ansigtsudtryk, Ancher formår at genskabe, så vi kan læse videre ind i dem mange hundrede år senere. Gad vide, hvad den unge kvinde tænker…

Og I får da lige et af de berømte Krøyer-stemningsbilleder. Her er det naturligvis Sankt Hans aften.Jeg har en fest med at se de forskellige udstillinger på Skagens Museum igennem i eget tempo – uden afbrydelser fra tørstige eller tissetrængende børn. De har det så fint og rart med at nusse marsvin og kaniner på gården.

Sidste omgang Skagens-turisteri er naturligvis en is ved Solnedgangskiosken i Gl. Skagen. Det er en nyklassiker.Vi løber rundt på stranden og samler perfekte, flade sten, som vi senere kan male på med Posca-tuscher.

Og lyserød soft ice får jeg, mens vi skutter os i den lidt for friske vind ved Solnedgangskiosken. Det er sådan en helt igennem dansk sommerspise, som jeg aldrig var interesseret i, før vi flyttede til Dubai, men fordi det er stort set uopdriveligt dernede, er det pludselig en delikatesse i mine øjne 😂.Morfar runder Skagens-turnéen 2018 af med en stille rygepause. Eller så stille, som den bliver, med to nødder på slæb. Sidste sommer lærte pigerne at ryge lakridspiber. I år er vi åbenbart kommet til tyggegummicigaretterne 🤪🤯🤣

*Jeg bringer ovenstående billede med en 2018-politisk-korrektheds-anmærkning om, at jeg naturligvis ikke endorser rygning. Hverken til børn eller voksne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På toppen af Danmark

Roadtrippin’ med pigerne, mens Martin er i Dubai.

På tværs af Danmark – og så stik nordpå – til vi står ved Verdens Ende. Inklusiv en færgetur lige midt i det hele.

Er det bare mig, der bliver helt barnligt glad ved synet af en færge? Det er ren nostalgi – fra dengang, hvor vi sejlede flere gange om året for at besøge den sjællandske del af familien og til Sverige i alle sommerferierne. Jeg elsker at sejle!Jeg husker, hvordan min Mormor drønede afsted i Volvoen og hendes sammenbidte ansigt i spejlet, som jeg kunne skimte fra bagsædet. Hun skulle jo nå færgen til den bestilte tid. Og når vi så kom ombord, åbnede hun kaffekurven, der var fyldt med dejlig hjemmelavet mad, mens jeg længselsfuldt så hen mod de blålilla pølser med brød til en formue. Min Mormors mad var selvfølgelig tusind gange bedre end kabyssens, og jeg var i øvrigt megakræsen, men barndommens længsler…

Denne gang er det mig, der med stift blik forsøger at ramme Mols-Linjen til den bestilte tid. Og af veje, der er så uransagelige som Herrens, opfører pigerne sig eksemplarisk på bagsædet fra Hillerød til Sjællands Odde.

Jeg køber restaurantens buffet til pigerne, så de kan smage dansk færgemad. Dén slags, som jeg aldrig selv fik – og som jeg ved selvsyn og med voksne øjne kan konstatere hvorfor. Det er jo ikke fordi maden er uspiselig. Slet ikke. Men det er et begrænset og knapt så inspirerende udvalg, man får lov at betale for.Pigerne hygger sig ombord, mens færgen duver afsted. Vi taler i telefon og lidt med naboerne ved sidebordet – og de spiller på deres iPads. Turen går så stærkt, at jeg må trække dem ned på bildækket, fordi de ikke rigtigt kan tro, at vi skal fra borde nu.

Præcist 2 timer senere lander Voldsom Volvo ved Verdens Ende.

Det har taget nøjagtigt 3 timer og 45 minutter fra Nordsjælland til Skagen – plus en dejlig færgetur på 1 time og 15 minutter. Der er altså længere mentalt mellem de to geografiske punkter end der er ude i virkeligheden, kan jeg konstatere.

Og om aftenen viser Morfar Cille, hvordan hun er krydset landet på en dag.Vi har kun 2 hele dage med Morfar og Conny i Hulsig ved Skagen, så vi kommer ud af fjerene og får set os omkring på feriecentret, der har masser af gode aktiviteter til børn.Skyerne hænger tungt om ørerne på os, og der blæser en frisk vind, men vi tager masser af tøj med i en kurv, så Ørkenens Døtre kan klare blæsten på Toppen af Danmark.Sidste år tog jeg billeder af Morfar og Mille i traktorbussen til Mandø. I år er det Sandormen til Grenen.Og pigerne oplever, hvordan Kattegat og Skagerak tørner sammen med høje skumsprøjt til følge.Jeg har komplet hukommelsestab og dejavú på én gang, så jeg ikke kan erindre om eller hvornår, jeg har været her. Måske har jeg kun set billeder fra andres ferier? Var jeg selv med dengang ditten og datten skete?

Under alle omstændigheder er her uendeligt smukt på Grenen.

Med høj himmel og havvand i alle verdens blålige nuancer.

Et bitte, sort sælhovede, der dukker op af bølgerne med mellemrum og det der særlige Skaw’-lys, jeg godt kan forstå har inspireret kunstnere til alle tider. Vi finder vandmænd og kigger på små muslingeskaller, der knaser under fødderne. Her dufter friskt af havvand og det giver sult i små børnemaver, der gerne vil fyldes med fisk.

Så vi går ned på havnen til rækkerne af røde pakhuse.Og de har selvfølgelig børnenes favorit. Fiskefiletten. Denne her er rugmelspaneret og pandestegt. Lækker, frisk og knasende sprød.Bagefter går vi tur i Skagens stræder og gågader. Jeg peger på alle de flotte, gule huse og forklarer pigerne, at vi er i Skagen, og at det er en tradition at male husene i denne særlige, gule farve. Mon de så kan gætte, hvad vi kalder den farve? ‘Ostegul’ er Milles bud.

Hun er revnende ligeglad. Det er søsteren også.

For de har travlt med at diskutere, argumentere og irritere hinanden i én uendelighed.

Efter is, butiksbesøg og ulidelige søsterdiskussioner om de mest ligegyldige ting, tager Volvoen en uventet drejning og drøner mod Kandestederne. Vi er blevet rusket igennem på Grenen til formiddag, men trioen trænger tydeligvis til mere frisk luft.

Jeg er så hjernedød-træt-af-uendeligheds-kværuleren mellem de to søstre. Og har PMS samtidig. Og vil ha’, at Martin kommer lige nu og redder os fra os selv.

Med andre ord har jeg mere end ondt af mig selv. Og undrer mig over, hvordan folk kan have mere end to børn, når jeg selv er ved at blive lettere sindssyg af to?

Sådan her ser det ud, når tre vrantne damer vræler livsens frustration ud i kor ved Kandestederne.Skal nok spare jer for billeder af de hævede øjenlåg og røde snuder. Lidt privatliv må de stakkels bloggerbørn jo have.

Hvilken lettelse det er, at pigerne efterhånden er store nok til at reflektere (en smule) over deres opførsel ved hjælp af verbale tilkendegivelser. Jeg har hadet alt det der med fysiske stop-tegn til småbørn, der fatter minus – og jeg har heller aldrig fundet ud af at bruge naughty steps og counting to three-teknikker, så jeg værdsætter, at vi nu kan begynde at tale om tingene, og fortælle hinanden om, hvad der sker indeni os.

Og efter følelsesmæssig katarsis er vi klar til at kigge på tusind-år-gamle træ- og tørvestykker, der falder ud af den dramatiske klint ved Kandestederne.Her er så smukt og råt og luftigt, at jeg drømmer om at komme tilbage hertil på en efterårsferie, hvor man virkelig ville være i elementernes rasen. Efterfulgt at blid, varm kakao i et sommerhus, naturligvis.Vi taler om Anden Verdenskrig og kigger nysgerrigt ind i de tre bunkers, der ligger lige ved nedgangen til stranden. Vi piller også i tørveklumper og taler om, at det blev brugt som brændsel i gamle dage. Og så skal der som altid sættes mindesmærker i sandet og kastes sten i vandet. Alle tre elsker vi strand og hav.

Lige ved siden af Kandestederne ligger Råbjerg Mile.

Jeg sælger det som Danmarks Ørken til pigerne.Klitter med marehalm kender de fra Vesterhavet – og forcerer dem i løb.

Og så sker der det forunderlige. De finder en sandkasse næsten magen til dén, de selv bor i.

Selvom der dog er ret tydelige forskelle.

Sandet er lysere og blødere hér end i De Forenede Arabiske Emirater, der byder på gyldent, grovkornet ørkensand.

Der er også betydeligt køligere, selvom morgenerne i den ‘rigtige’ ørken også kan være ret kolde.

Og så har Danmarks Ørken tydeligvis en ende, hvilket vi slet, slet ikke er vant til at ørkener har 😆Og jeg noterer mig, at Ørkenens Døtre straks udviser præcist den samme adfærd i Danmarks Ørken som i Dubai’s.

Cille sakker helt bagud for at lege i sin egen fredfyldte boble – og Mille graver sig straks ned i sandet for at få mest muligt af det med hjem i øjne, ører og numse.

Skagen – jeg er solgt ❤️✨

Det HELE er helt vidunderligt heroppe på Toppen af Danmark. Selv børnene, hvis man da lige får tudet igennem og hentet mere frisk luft ned i lungerne.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet