Fødselsdagsmor

Yours truly er blevet 44 år siden sidst. Her står jeg med fine, nye øreringe. Begavet af Martin.
Jeg tilhører nu den ægte midaldrende klasse, hvor man har lavet halvdelen af sit liv, más o menos. Og jeg er så taknemmelig for at kunne stå her – sund, rask, glad og i nogenlunde trivsel – med de ups and downs som livet nu engang byder på for os alle.

Jeg fik simpelthen så mange, fine gaver af både venner og familie. Og vores dejlige venner inviterede på en fantastisk middag om aftenen, og jeg følte mig så set og fejret i et svir-virvar af smukke gaver, iransk kaviar, rock shrimp a la Nobu, pad thai og rabarbertrifli. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Intet!Hver gang jeg har fødselsdag, tænker jeg i særlig grad på min egen Mor. På det levede liv, der binder os sammen. Jeg startede mit eget lille liv inde i hendes livmoder, og uden hendes omsorg, pleje, støtte og hjælp, var jeg her slet ikke i dag. Og samtidig var jeg startskuddet til hendes moderskab med de glæder, sorger og udfordringer, det har givet og til stadighed giver hende.

Når mit liv bøvler, er hun den klippe, jeg kan støtte mig op ad. Hun lytter; hun er ærlig og siger sin kærlige mening; hun genkender og spejler, forstår, forklarer og fortæller – og bidrager med alt dét, hun kan. Og det er meget.

Lige præcist hendes selskab havde jeg instinktivt brug for i sommerferien. Vi ses selvfølgelig altid i ferierne, men oftest i selskab med pigerne og familien sådan helt generelt. Men i år havde jeg brug for en lille mental pause og for at have min Mor helt for mig selv. Og allerhelst i et afbræk fra den hverdag, som en to måneder lang sommerferie også udvikler sig til at være. Min Mors selskab og opfindsomhed var ganske enkelt lige, hvad jeg trængte til midt i en tung periode uden det store overskud. Heldigvis gad min dejlige Svigermor og Svigerfar godt at have pigerne nogle dage uden mig.

Her hentede jeg så min Mor på stationen et sted i Nordsjælland. Hun havde været ude at se med DSB fra Bramming eller Nyborg eller hvad ved jeg.Min Mor er verdensmester i at få enormt meget ud af meget lidt. Den evne – eller færdighed, om man vil – får man af at have haft et oprigtigt behov for det. Som dagplejer i kommunen og fraskilt, enlig mor til to, kan man nok hurtigt regne ud, at min Mor sjældent har haft et stort overskud på bankkontoen. Men – penge eller ej – så er der ingen, der kan finde på ting og oplevelser som min Mor, der optræder som rundviser, organisator, turguide, planlægger, vejviser, stifinder, bjergged, vandrende pind, cykelentusiast, køkkenskriver, bager, kogek0ne og meget, meget mere.

De seneste år har hun opholdt sig på skønne Rungstedgaard ved siden af Karen Blixens Rungstedlund et par dage henover sommeren, når hotellet holder åbent for almindelige gæster. Og jeg kunne mærke, at dén ferieoplevelse ville jeg gerne være en del af, fordi hun altid taler så varmt om stedet, og fordi jeg virkelig godt kunne bruge en forkælelses-oplevelse sammen med min Mor, i stedet for altid at lave mad sammen og drøne rundt med en flok børn.Ren balsam for sjælen var det, da vi tjekkede ind i det grønneste grønne, hvor der altid er kaffe og danskvand ad libitum til strikkeriet (min Mor) og læsningen (mig), og selvfølgelig har Rungstedgaard også en masse gratis cykler, der bare venter på, at man drøner rundt langs kysten og nyder Strandvejsvillaerne, hilser på Karen Blixen og suger udsigt og havluft fra Øresund helt ind i bihulerne.Jeg kan ikke tænke på ferier med min Mor uden straks at tænke på Sverige. Rigtig mange af vores barndomsferier blev holdt hinsidans, og derfor var den ene af vores hellige mor-datter-dage selvfølgelig dedikeret til en Sverigestur.Vi tog el-færgen til Helsingborg, og kørte straks ud på Kullen i et mægtigt blæsevejr.Så parkerede vi bilen, tog rygsækken på og vandrede en hel dag op og ned på fjeldet, der forståeligt nok er en nationalpark med dén herlighedsværdi. Tænk, at det her er lige om hjørnet fra både Danmark og himlen. Vi vandrede sidst på Kullen for 13 år siden, da jeg var temmelig gravid med min egen førstefødte, og det gav nogle gevaldige plukveer at bumle sådan rundt. Billeder yder bare ikke Kullen retfærdighed. Her er smukt med smukt på. Og tilmed ét af min Mors og mit yndlingsdyr – får! Dem havde vi mange af i min barndom på husmandsstedet, hvor min Mor stadig bor.Vi passede lidt på undervejs, fordi der var virkelig knald på blæsten og havet, selvom det måske ser uskyldigt ud på billeder. Ned til havet kom vi, men det var skummende og truende, og det inviterede på ingen måde til et dyp.Min vandre-makker blev 21 år to måneder efter min fødsel i 1978, så min Mor er en ung, frisk og rørig 64-årig med hang til natur, strik, bagning og svensk piggelin-is med pæresmag. Hun er netop stoppet med at arbejde, og det både klæder og passer hende så godt, fordi hun helt selv har valgt det.
Undervejs var der indlagt mere end bare en sodavandsis-pause. Selvfølgelig. Vi besøgte en vidunderlig frokostrestaurant, der lå dramatisk ud til havet på en klippe. Jeg kan ikke huske navnet på stedet, men det er så typisk min Mor, at finde frem til de her helt særlige steder uden for alfarvej (medmindre man er svensker – de kendte godt vejen til så særlig en restaurant).Vi følte os lidt hensat til et lille listigt sted i Frankrig, men når samtlige retter var noget med laks, rejer, dild, kapers og mayonnaise, var der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sukke: Heja Sverige f0r noget mumset frokost.

Senere på dagen blev det kritisk med en kaffetår, for både min Mor og jeg er seriøse kaffedrikkere. Helst helt almindelig sort kaffe, hvori min Mor smider et skvæt mælk. Vi kan sidde over kaffen time efter time. Det er vores ting. Der bliver sagt alting og ingenting under de her seancer. For os er de meningsgivende.Vi nåede heldigvis Flickorna Ljunggrens kaffestuga på Skäret på et næsten-hængende hår.De har udvidet helt vildt, men bagerbutikken er præcist så lille og yndig som altid.Og vi skulle ha’ det sædvanlige. Vaniljehjerter, kardemomme-småkager og bærlagkage. Til deling, fordi prisen er stejl. Selv i svenske kroner.

Dagen efter besøgte vi en spændende foto-udstilling på Louisiana, og vi forsøgte at nyde udendørsarealerne så meget, som det nu kan lade sig gøre, når det er kæmpe turistsæson. Muséet er altid skønt, men også lige rigeligt velbesøgt ift. det areal, der er til rådighed – om sommeren. Uden for sæsonen er det en bedre oplevelse, men vi havde billetter til skidtet via vores hotelophold, og man er vel fra Jylland og skal ha’ det hele med?Mine skuldre sad helt anderledes rigtigt efter et par døgn i selskab med min Mor. Jeg fik testet lidt grænser af i trygt selskab – bl.a. blev der bestilt en superfarlig oste-tallerken, som virkelig udfordrede mine smagsløg, der slet IKKE er oste-parate. Og der var godt gang i balanceringen ude på Kullen, hvilket også kan være liiiidt en udfordring for mig. Men i selskab med min Mor kan stort set alting lade sig gøre. Vi fik talt og talt og talt, og jeg blev set og set og set.

Tak for endnu en fødselsdag til min Mor, der gav mig selve livet. Det var egentlig ret heldigt, at det var min Mors største livsønske at blive til en mor. For ud af det livsønske voksede der en motiveret og meningsgivende Mor, der senere gav mig verdens bedste lillesøster. Vi har været en stærk trio i så mange år, at jeg efterhånden har brug for billeder til at styrke hukommelsen om tiden før trioen blev indført. Det er vel 30+ år siden?

Tak, Mor. Tak for dig. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet