Maricel

På hjemmefronten foregår der den vildeste nedtælling.

Maricel skal rejse hjem til Filippinerne på sin årlige ferie i starten af december. Det er to år siden hun sidst så sin søn, mand, bedstemor, søstre, forældre, niecer og nevøer, onkler og tanter. To år er alt for lang tid – selv et år er umenneskeligt, når det drejer sig om det vigtigste i livet, men COVID-19-pandemien gjorde det stort set umuligt at rejse til Filippinerne hele sidste år, hvis hun ville beholde sit job her i Dubai.

I en længere periode havde den filippinske stat lukket helt for indrejse til landet, hvorefter de ændrede status til, at de OFWs (Overseas Filippino Workers), der afsluttede et jobforløb i udlandet, allernådigst måtte få lov til at rejse hjem for så at blive permanent hjemme. Hvis man var i et tilfredsstillende jobforløb i udlandet, og gerne ville med til f.eks. ens mors begravelse, ens søns runde fødselsdag eller en søsters bryllup i hjemlandet, så kunne man godt glemme det. Vi har kendskab til flere filippinske arbejdere i Dubai, der således ikke fik mulighed for at tage den sidste afsked med elskede familiemedlemmer, der var døde derhjemme i Filippinerne. Så ubærligt trist og tungt.

Senere i pandemien var karantænereglerne så strikse, at selvom man gerne måtte rejse hjem på et ‘ferieophold’, ville stort set hele ferien blive afholdt i karantæne på et stats-autoriseret opholdelsessted. Herudover var der usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet ville kunne rejse ud af Filippinerne igen, når først man var landet, fordi de enkelte provinser havde ret til at indføre udkørsels-og udrejseforbud, lidt som vinden blæste.

Så vi vurderede – i samråd med Maricel, selvfølgelig – at sidste år var for stor en risiko at løbe i forhold til at rejse. Jeg havde det dårligt med at rådgive hende til at blive, men på den anden side rejste vi ikke selv til Danmark i julen, fordi vi heller ikke kunne overskue konsekvenserne ved f.eks. at få corona og så skulle være retur på job kort tid efter.

Ifølge De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsmarkedslovgivning har husholdersker ret til 30 dages lønnet ferie om året. Husholderskerne har også ret til at få en betalt flybillet tur-retur hvert år, så de 30 dage kan afholdes hos familien. Når man som Maricel ikke kunne flyve hjem sidste år pga. COVID-restriktioner, får man i stedet udbetalt en måneds ekstra løn, samt værdien af en flybillet tur-retur. Nogle husholdersker vælger helt bevidst at tage imod pengene, frem for at afholde ferien og flyrejsen, men vi har altid opfordret Maricel til ikke at gøre dette, fordi hun har en ung søn og et ægteskab at passe derhjemme. For andre maids eller nannies kan livsomstændighederne være helt anderledes – f.eks. hvis man er proformagift med en mand, man ikke elsker (mere) eller hvis der ikke er børn at rejse hjem til. I de tilfælde vil de fleste gerne tage imod den ekstra månedsløn og den kontante afregning af flybillet – og det er jo fint nok. Hver person, hver sit behov.

Men nu har vi heldigvis alle fået Pfizer-vaccinen. Og Maricel er mere end klar til et gensyn med sin familie. Hun går rundt med et stort smil på læben, mens hun fortæller mig om alt det, der foregår derhjemme.

Pt. er der kun 5 dages karantæne, som skal ‘afsones’ på et statsligt hotel, før man får lov til at forlade området og rejse hjem til ens egen provins. Maricel er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt hun bagefter skal i karantæne i sit eget hjem, men det gør ikke så meget, når hun endelig ser sin familie.Sædvanen tro har vi foræret Maricel en sum penge, som går til at bygge på huset i landsbyen, som er hendes form for alderdomsforsikring eller pensionsopsparing. Denne gang går vores pengegave til at få muret, pudset og forseglet ydermurene ordentligt, samt repareret nogle af de ting, der er gået i stykker de seneste par år, hvor regnen har kunnet trænge ind i huset, fordi facaden ikke var ordentligt forseglet. Det er møgærgerligt med de her skader – og det er ikke første gang, at der skal repareres noget på hendes hus på grund af manglende finish, men jeg fornemmer, at det er sådan tingene foregår, når man bygger hus på Filippinerne, og især når man ikke selv er til stede og kan supervisere processen og holde håndværkerne til ilden.Maricel låner også en større sum penge af os på ubestemt tid, så hun kan få bygget videre på huset. Denne gang er det en tilbygning til køkkenet, hun får lavet.

I starten troede jeg, at der var tale om et grovkøkken eller et ude-køkken, men det viste sig at være en rigtig tilbygning med tag og de samme gasbetonmure, som huset er bygget i.Det hele står færdigt, når Maricel kommer hjem, så hun kan nyde at lave julemad til hele familien i sit nye køkken. Vores gamle gasgrill er også allerede skibet afsted med fragtfirmaet, så hun får rig mulighed for at bespise storfamilien i hele december.Alt i alt er det, der måske synes af lidt med en velnæret danskers øjne, en kæmpe forskel for Maricel og for hendes bedstemor, der bor i hendes hus til daglig sammen med Maricels søn, Clarence.

Indtil videre har hendes knapt 88-årige bedstemor tilberedt tre daglige måltider over brændebål, hvor hun ligeledes har varmet vand til bad og tøjvask. Sidstnævnte har foregået i en stor gryde, nærmest ligesom da min egen mormor kogte lagner og håndklæder i gruekedlen på gården. Den slags husker jeg fra min barndom, og det var virkelig hårdt arbejde – selv for min stærke mormor. Maricels mormor på 88 år, Maman, er ikke en stor, stærk dame. Overhovedet. Og da Martin hørte, at hendes store ønske var en vaskemaskine, så hun kunne slippe for at vaske alting i hånden, var han nødt til at give hende en tidlig julegave.

Se Mamans smil ved siden af den splinternye elektriske vaskemaskine. Det er da rørende.

Maricel har bedt Maman tage vaskemaskinen i brug, men det nægter den gamle dame pure. Det skal være Maricel selv, der åbner maskineriet og viser hende, hvordan man bruger den.

Jeg tæller til gengæld ikke ned til Maricels afrejse, for vi savner hende, når hun tager afsted. Det er ren egoisme, og jeg ønsker kun for hende, at hun får en skøn måned i Pangasinan, men derfor kan jeg jo godt tælle frem i mit indre til hun er retur.

Til gengæld tæller jeg voldsomt ned til vores jul. Min mor, søster, svoger, niece og nevø kommer nemlig og fejrer jul sammen med os! Det er kæmpestort! I vores familie er julen på et strengt rotationsprincip, fordi vores forældre er skilt – og når min søster og jeg også fejrer jul hvert andet år med vores svigerfamilier, bliver det stort set en umulighed at forsøge at “gøre noget anderledes”. Men i år lykkedes det. Også selvom vi vil savne vores moster, onkel, kusine og fætter, som vi ellers skulle have fejret julen med. Hvis bare vi kunne beame dem ned til os i et par dage!

Men inden vi når til juleferie fra skole og arbejde, er det Maricels tur til endelig at få luftforandring og familietid. Det bliver godt for hende – og for hendes søn, mand og bedstemor.

*Alle fotos og fortællinger om Maricel er bragt i et samarbejde med hende og med fuld tilladelse til at vise hendes liv frem her på bloggen. Maricel er en modig og stærk kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre sin families livssituation i Filippinerne. Maricel er et stille menneske, der ikke gør meget væsen af sig, men hun fortjener dyb respekt for sin indsats – og vi kan alle lære noget af hendes og af andre OFWs beretninger om et liv, hvor forudsætningerne er så voldsomt og grundlæggende anderledes end vores egne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet