Efterårsferie

Expo 2020 i Dubai

Sikke en afslutning på Efterårsferien, vi fik os!

To hæsblæsende, hyggelige og sjove dage blev det til sammen med Familien V, der sidst besøgte os for syv år siden, da vi lige var flyttet hertil. Det er ret underligt at tænke på, at dengang var Mille to år gammel, netop ble-fri og trissede rundt med sin sut i den ene hånd. Og de to jævnaldrende piger, Bella og Cille, var fem år gamle og elskede prinsessekjoler og højhælede klik-klak-sko. Nu er de to piger blevet tweenagere, storebror Oli er en ung mand, og Mille er den nemmeste 9-årige. Som tiden dog går, uden at vi voksne bliver ret meget ældre.

Familien V kom trillende hjem til os fra en lille uge i Abu Dhabi, og der ventede dem endnu en køretur, for vi havde planlagt at tilbringe Profetens Fødselsdag (FVMH) med solnedgang og bål i ørkenen uden for Dubai.

Det er magisk at være i ørkenen. Hver eneste gang.Den måde, hvorpå det pastelfarvede lys glider hen over himlen, når solen går ned – og den måde, hvorpå den gule fuldmåne og de klare stjerner bagefter lyser himlen op. Jeg elsker at opleve det sammen med venner og familie, som ikke nødvendigvis har set det særlige ørkenlys før.Vi skålede i champagne, og mens børnene var heldige at få nogle vilde køreture i jeeps i ørkenen sammen med nogle af vores venner, lavede Martin bål, så vi kunne grille kød og lune pitabrød.

Man glemmer lynhurtigt planlægningen, forarbejdet og pakkeriet, når man så endelig er derude og ser, hvordan både børn og voksne fortaber sig helt i sandet og bare nyder nuet.

Og vi var taknemmelige for, at vores andre venner også skulle i ørkenen med deres gæster, så vi sammen kunne sørge for arrangementet. Jeg er på ingen måde vild med tanken om at køre i ørkenen alene – der skal ikke ret meget til, før man sidder fast i sandet eller kommer i andre problemer, hvor det er rart og bedst, hvis man er mere end to biler.Næste dag tog Fru V og jeg på Expo 2020, mens mænd og børn var i Aquaventure på Atlantis The Palm. Vandlandet er blevet udvidet og kan nu kalde sig for verdens største vandland (selvfølgelig, man er vel i Dubai), og jeg må helt sikkert med derud engang, når værelsespriserne igen er til at overkomme, for det kan klart bedst betale sig at booke et værelse med halvpension på Atlantis, hvor vandlandet så bliver inklusivt.Tines tips til Expo 2020 er ikke så omfattende her i første omgang, hvor jeg kun har besøgt Sustainability-området, før Expo overhovedet stod klar, og så den ene heldagstur derud med Fru V, men nu giver jeg ihvertfald mit første besyv og spæde spadestik med:

1. Vandresko eller virkelig gode sandaler. På en halv dag går du 12-13.000 skridt. På en hel dag ender du sikkert med det dobbelte, medmindre du falder i et godt vandhul ovre i Irish Village.

2. Man må godt medbringe vand og snacks, selvom tasker og løse ejendele skal scannes. På den måde er det ikke lige så strengt som i en lufthavn.

3. Medbring COVID-vaccinationskort/app, Emirates-ID og/eller dit pas (for en sikkerheds skyld) og din Expo-billet printet på papir. Hav det hele klar, før du møder vagterne ved indgangen.4. Håndsprit og toiletter/håndvaske er tilgængelige overalt, men medbring gerne et par ekstra mundbind, da de bliver fugtige i løbet af dagen. Der er – som altid i Dubai – ufatteligt rent og ryddeligt overalt.

5. Hav en håndfuld mønter (dirhams) klar. Der er drikkefontæner til gratis opfyldning af vanddunke, men jeg prøvede det én gang, og vandet smagte og lugtede voldsomt af klor. Til gengæld kan man for få dirhams købe vand og sodavand i gammeldags køle-automater fra Pepsi, hvortil de kære mønter jo skal bruges. Hvis du ikke har mønter, betaler du 15 dirhams for en lille dåse Aquafina-vand i restauranter og caféer. Det var et decideret rip-off, for man drikker virkelig meget vand i løbet af dagen.

6. Tag en solhat på eller et tørklæde om hovedet. Der er masser af skygge-foranstaltninger overalt, så der er ikke direkte sol ned på hovedet. men det er hårdt for øjne, næseryg og ører at skulle gå med solbriller hele dagen, samtidig med det kære mundbind.7. Spørg! Der er enormt mange flinke og smilende Expo-guider overalt. Det er langt nemmere at få dem til at pege dig i den rigtige retning end at glo på kort og app. Du slipper helt for at gå forkert – og du får en masse hyggelig snak med mennesker, som alligevel står der for din skyld.

8. Download den officielle Expo 2020 Dubai app, da der er x antal fast tracks helt uden betaling, samt mulighed for at få lagt ruter og temaer for dit/dine besøg derude.

9. Metroen fungerer supernemt og går direkte til Al Wasl Plaza. Næste gang vil jeg køre i bil derud for også at prøve parkeringsfaciliteterne.10. Del jer op. Det er umuligt at være en gruppe på tur derude. Ihvertfald hvis man har mit temperament og min mangel på tålmodighed. To og to er vist mest passende, så man ikke går død i at vente på hinanden eller se ting, der kun interesserer nogle i gruppen.

11. Betal 30 AED for en to minutters rundtur i den høje, roterende have, der giver dig en helt fantastisk udsigt over hele området. Det er så sjovt at se det hele oppefra.

Det var så meget, som Fru V og jeg lærte på én dag derude.

Vi nød hinandens selskab i fulde drag – og at trisse rundt på må og få uden at skulle tage ansvar for andre end os selv. Vi spiste en nem og billig frokost på Grains & Greens, og vi drak mælkekaffe i Costa lige ved siden af. Budgetvenligt og rigtig rart med frisk, sprød og ordentlig mad, da der ellers blev budt på friture ret mange steder. Der er en superfin blanding af upscale spisesteder, street food boder og trucks, caféer, restaurantkæder – og i mange pavilloner serverer de landets delikatesser, hvis man skulle få lyst til at prøve mere eksotiske retter. Der er overraskende mange alkoholbevillinger i omløb derude, så du kan få fadøl, shots og drinks fra kl. 10 om morgenen, hvis du da har den slags lyster.

Fru V og jeg så:

  • Al Wasl Plaza (spændende om aftenen med lys og lyd, tror jeg)
  • Water Feature (et allerede ikonisk vandfald, som alle fotograferer sig foran)
  • Al Forsan Park og Jubilee Park, hvor vi nød at kigge på de lokale træer og buske, som man har valgt at plante for at vise dén fauna, som De Forenede Arabiske Emirater byder på.
  • Women’s Pavillion by Cartier med et udendørs indslag af kalligrafiti-kunstneren eL Seed (fint nok, hvis du lige kommer forbi)
  • Saudi Arabiens Pavillion (min absolutte favorit, so far – så overraskende og smuk både ude og inde)
  • Omans Pavillion (fin og virkelig flinke Omani-repræsentanter)
  • Seychellernes Pavillion (cute, hurtigt set, måske mest til børn)
  • Ungarns Pavillion (meget smuk og seværdig)
  • Danmarks Pavillion (hjerteskærende sørgelig, og mere vil jeg ikke sige om dén sag)
  • Garden in the Sky (absolut værd at betale 30 AED for en rundtur i højden, så man får fornemmelsen af Expo’s størrelse og den golde ørken omkring Expo-byen)Jeg har købt partoutkort til hele Expo’s løbetid, for det er virkelig en oplevelse.Næste gang skal jeg klart forbi de følgende pavilloner, fordi de ser spændende ud:
  • Sydkorea
  • Thailand
  • De Forenede Arabiske Emirater
  • Sydafrika
  • Afghanistan
  • Palæstina
  • Pakistan
  • Iran
  • Tyskland
  • Finland
  • Den Muslimske Verdens Liga

Nogle af pavillonerne trækker lange køer – særligt de store landes, samt de bygninger, der er mest spektakulære, som f.eks. FAE’s egen og Sydkoreas, der er helt fantastisk at se på.Eller hvad med Rusland?Vi sluttede hele herligheden af med middag og shisha på The Pointe på Palm Jumeirah.Derude har man også lige sørget for at lave “lidt” springvand med tilhørende lyd- og lysshow, præcist som inde ved Dubai Mall og Burj Khalifa.Kom snart igen, Familien V! Please lad der ikke gå syv år igen. 💜🍁😍

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterårsferie