Nyt skoleår

Det er simpelthen så dejligt at være hjemme igen.Daisy har ikke været fornærmet eller tilbageholdende med at vise os sin kærlighed på hundsk.Det var en lettelse af de helt store. For vi var lidt bange for, om hun ville have glemt os helt. Dét var ikke tilfældet. Faktisk kom hun til at tisse på gulvet af ren lykke og overstadighed, da vi trådte ind over dørtærsklen efter 7 uger væk hjemmefra.

De første par dage gik med at pakke kuffertlivet ud – og med diverse lægebesøg. Mille fik sin gane-udvider fjernet.Det var en stor dag for hende.

I knapt 6.5 måned har hun haft torturredskabet siddende for at udvide ganen, og selvom det er gået lige efter planen hele vejen igennem, så har det været til gene, når hun skulle spise og børste tænder. Heldigvis har hendes tænder ikke taget skade ift. huller eller belægninger undervejs. Både bøjlespecialisten og tandlægen mente, at hun havde fortjent den tur i Candylicious, som Farmanden havde lovet hende som belønning for at være sej og modig igennem noget meget lidt morsomt.

Jeg måtte sjovt nok ikke komme med ind i Candylicious i Dubai Mall. Det var en lukket fest for dem, der forstod at more sig uden begrænsninger, fik jeg at vide.Cille fyldte tolv år, da vi satte kufferterne fra os i entréen, så nu var hun pludselig også klar-parat-til-vaccination mod COVID-19.Af hjertet tak til Dubai Health Authorities, der er akkurat lige så seje til at rulle et stort, gratis vaccineprogram ud, som man er i det danske sundhedsvæsen. Vi er dybt taknemmelige for at kunne få vaccinerne. Det er et gode, som vi nemt kommer til at tage for givet, mens millioner af mennesker verden over ville ønske, at de også fik den mulighed i deres lande.

Vi oplever det på nærmeste hold ift. Maricel, som jo kan berette om problemerne på Filippinerne, hvor en uhørt stor andel af befolkningen er vaccine-skeptiske, så de lander i lock-down efter lock-down pga. alt for høje smittetal – og børnene har ikke været i skole i knapt to år nu. Hendes veninder her i Dubai, der skulle have været på deres årlige orlov i hjemlandet i løbet af sommeren, er heller ikke kommet afsted. Filippinerne vil kun modtage deres egne OFWs (Overseas Filipino Workers), hvis de returnerer til hjemlandet for good. Ellers kan de bare blive, hvor de er, passe deres jobs og så sende en masse penge hjem fra udlandet. Det er kras sager, og de søde nannies har grædt deres skuffelser over ikke at kunne komme til at se familien ud på skift.

Maricel tager det heldigvis ret roligt. Hun vil allerhelst have sin orlov i december måned, så hun kan fejre jul og nytår med sin familie, så nu må vi se, hvordan rejsesituationen ser ud til den tid.

Ikke kun kufferter fyldt med pålægschokolade, fredagsslik og stegepander skulle ordnes og regeres. Jeg har også haft fornøjelsen af at få tildelt et dansklokale på skolen igen! Jeg kunne have tudet, da jeg modtog en mail fra skolen med er specifikt lokalenummer. Så var det pludselig virkeligt.

Efter 14 stive måneder med undervisning over Teams, var det mig en udsøgt fornøjelse at pakke 12 flyttekasser ud fra depot, og smide sådan cirka 1/3-del af det hele ud. For når man er så megaheldig at flytte ind i et nyt lokale, er det samtidig den oplagte lejlighed til at få ryddet op og smidt ud. Sagde udsmidertypen.Lokalet så ikke helt så ryddeligt ud, da jeg overtog det. Den tidligere lærer – fra psykologistudiet på IB Diploma-niveau – var rejst fra skolen uden at fjerne så meget som en nål fra opslagstavlen. Men efter lidt vilde armsving og en spand med desinficerende rengøringsmiddel så der ryddeligt ud – og så skete forvandlingen lige så stille hen over den første uge.Så mens pigerne blev sendt officielt afsted i skole, trissede jeg med derover for at flytte ind i lokalet.Den første uge er der aldrig undervisning hos specialist teachers i Primary School, fordi eleverne er så små, at de lige skal have en uges indkøring med deres nye klasselærer og kammerater, før de pludselig bliver sendt videre ud i systemet til modersmålslærere, islamiske studier, musik, billedkunst og så fremdeles. Og jeg er taknemmelig for den uges opvarmning – især i år, hvor vi flytter tilbage på skolen efter halvandet års fravær.Vi er tre dansklærere på skolen i år. Det er noget nyt – og i øvrigt helt og aldeles fantastisk, for jeg har virkelig savnet at have kollegaer at sparre og hygge mig med.

Jeg er ansvarlig for Years 1-2-3-4-5-6, som er hele Primary School. Min ene kollega er ansvarlig for Mellemtrinnet Years 7-8, og min anden kollega er ansvarlig for Udskolingen Years 9-10-11, samt Diploma-programmet, som svarer til det danske gymnasium, Years 12-13.
Vi søger pt. med lys og lygte efter en pædagog eller lærer, som kan tage sig af vores helt små elever i Kindergarten.
Da jeg gik hjem i onsdags, var der stadig ikke en computer i rummet, men jeg satser på, at det ser lidt bedre ud på skrivebordet søndag, når det for alvor går løs.Mille har været min søde eftermiddags-hjælper hele ugen, når hun har fået fri i skole. Hun glæder sig også til at danskundervisningen skal gå igang igen.Det bliver godt at få indtaget det her fine, lyse lokale – fyldt med både nye og gammelkendte ansigter.

Jeg kan ikke få armene ned over, at jeg rent faktisk skal være fysisk på skolen og undervise børnene “ligesom man plejer”. Hvis der er noget, pandemien har lært mig, så er det en dyb taknemmelig for ganske små ting, der tidligere var de rene selvfølgeligheder. De IT-tekniske landvindinger gav os mulighed for at fortsætte undervisningen, jovist, men der er INTET som at være sammen – i samme rum, i gang med den samme opgave. Dét betyder alt.

I år er der fortsat maske-påbud og 1 meters distance; eleverne skal også have egne medbragte penalhuse og opgavemapper med i dansklokalet for at undgå overføring af smitte; jeg har måttet lave faste bordplaner, så der nemt kan laves smittesporing, hvis uheldet er ude osv. osv.

Men jeg er okay med det hele.

Jeg tager intet for givet længere, så hvis skolens ledelse bad mig stå på hovedet og fløjte hele timen, ville jeg give det et skud!

I morgen går det løs for mig. Pigerne har overlevet den første uge tilbage i klasselokalerne. De er glade og trives med deres lærere og kammerater. Nu er det bare med at komme ud over stepperne. Og så har vi booket en hotelweekend om et par weekender, når vi med garanti trænger til forkælelse og afslapning.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet