Blåvand

Kuffertlivet

Kufferterne står pænt pakkede. Negative PCR-tests, rødbedepas og mundbind ligger klar.

Hver evig eneste gang er det en bizar blanding af nervepirrende, smådeprimerende og en lettelse.

Når sommerferien hænger i en tynd tråd, står jeg dér med en samling af de fineste sommerminder om nærvær, natur og fællesskab – og en bittersød følelse af, at det virkelig gerne måtte have varet lidt længere, men hvor bliver det dog godt at komme hjem til hverdagen og almindelighederne igen.

Den sidste uge har vi opholdt os hos Farmor og Farfar i den store skov. Pigerne har leget med Fætter V, og vi har slæbt dem ud på lidt ture i Grib Skov undervejs, så de ikke fik helt kuk i kasketten af at glo amerikanske TV-serier. Man ved, at det er nok, når samtlige referencer over middagsbordet kommer fra enten How I Met Your Mother eller Brooklyn 99.

Den ene af gåturene udløste Farmors nybagte vafler og nogle lange karbade, da vi kom hjem som druknede mus.

Vejret er da i dén grad slået om fra sommer til halvt efterår. Men vi pakkede taskeparaplyerne og vovede os for første gang ind til København på dagstur med pigerne. De skulle ha’ oplevelsen af at køre med S-toget fra Hillerød til Vesterport, så vi kunne trave indre København tyndt. Christiania, Christianshavn, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg må blive næste gang. Nationalmuseet, Rosenborg, Zoologisk Museum, Zoologisk Have, Rundetårn, Glyptoteket….jeg ku’ blive ved – men det må også blive på de næste par gange.

Vi har faktisk været nogle dovne forældre indtil denne sommer, og er sluppet let om ved det hele med en tur på Bakken. Pigerne er ikke de store forlystelsespark-fans, så vi har også valgt at gemme Tivoli til en anden gang.

I stedet tog vi i Guinness World of Records på Strøget.Det er en gammel og nedslid affære, der ikke er blevet besøgt af én eneste københavner de seneste 10 år. Der går man kun ind på grund af en eller anden underlig fællesbillet til oplevelser, man har forvildet sig til at købe på en turist-side. Og er man som Cille fan af de årlige Guinness World Record-bøger, er der intet nyt under solen.

Til gengæld var der strålende nyt under den manglende sol i form af Copenhagen Pride, som stadig var i gang, da vi var på turist-tur. Vi blev tilbudt både kondomer og håndsprit af Sundhedsstyrelsen i dét øjeblik, vi trådte ind på Rådhuspladsen. Vi vandrede gennem byen og fandt regnbueflag over alt på byens tårne, pladser, i butiksvinduer og langs gader og stræder. Dét var en kæmpe oplevelse og en stor glæde at opleve for os, der til daglig bor i et land, hvor LGBTQUIA+ er ulovligt – både i juridisk og moralsk forstand.Cille er ligesom alle andre unge mennesker meget interesseret i kampen for lige rettigheder, lige behandling, værdighed, accept og åbenhed i samfundet. Hun ved godt, at det samfund, hun vokser op i, ikke accepterer eller anerkender f.eks. homoseksuelle og transpersoner. Hun ved, at de ikke kan leve frit og åbent sammen. Derfor gør det stort indtryk på hende, at hendes hjemland afholder en fest for mennesker, der lever og elsker frit og uafhængigt af køn i traditionel forstand.Og da vi stod på Amalienborg udbrød Cille, at Dronning Margrethe var den sejeste dronning i hele verden, når hun gerne ville være med til at fejre LGBTQUIA+ ved at holde en stor gadefest og lade regnbueflag veje fra tårne over hele hendes by. I Cilles optik var der tale om en Woke AF gammel dame, der var helt med på noderne. Vi gik ikke videre ind i en diskussion af det konstitutionelle monarki og det med de folkevalgte repræsentanter i Folketinget, der også har lidt at sige i samfundsøjemed, for vi er egentlig ganske godt tilfredse med, at hun er vild med Dronningen, når nu H.C. Andersen fik det glatte lag af hende tidligere på sommeren.

For Martin og jeg er da tilhængere af Kongehuset. Martin har tilmed været i Den Kgl. Livgarde, så vi måtte også lige forbi Kastellet, hvor vi plejede at løbe lange ture, når solen var gået ned og turisterne var flygtet ind på spisestederne. Åh, den unge, unge ungdomstid…..den kommer aldrig tilbage, men jeg konstaterer, at vi levede et godt og frit liv på Østerbro dengang.
Med på Kastels-turen havde vi selvfølgelig en latte fra Danmarks allerbedste kaffebrygger.Her har vi vel nok brugt mange penge, da vi arbejdede på Esplanaden i huset med de blå øjne. Det var også dengang, hvor man kunne drikke lige så meget sødmælk dagligt, som man lystede, uden at tage på.
Og den lille latte var tiltrængt. En hel dag i fugtigt efterårsvejr med truende regnvejrsskyer er jo koooooldt for sådan nogle ørkenrotter som os.Især når man sidder musestille og dovner lidt i en tur-båd fra Nyhavn med kurs mod Den Lille Havfrue.Danmarks mindst opsigtsvækkende skulptur, men samtidig den mest fotograferede. Fordi hendes fortælling er så rørende. Jeg synes også næsten, at man kan se på hendes ryg, hvor meget hun trænger til et ordentligt kram.

Og ordentlige krammere har vi uddelt til fulde nu.I år har vi kun inviteret de allernærmeste på Sjællands-siden på middag før afrejse.Cille fylder 12 år på mandag, og selvom hun har venindeplaner og middags-ønsker i Dubai, skulle vi da lige fejre hende en lille smule i Danmark også.Nu vanker der sandkasse til os i et helt år, tror vi. For måske er vi så heldige, at der kommer dejlige mennesker ned til os for at fejre jul i Dubai – og så kommer vi nok ikke til Danmark før næste sommer.

Nu får vi se. Inden da skal en masse praktik falde på plads for alle arbejdende parter. Men det fylder i mine tanker, og jeg krydser fingre for, at det lykkes.

Tilbage venter en stak sprøde rundstykker på at blive spist sammen med Farmor og Farfar, før vi kører mod lufthavnen.

Min Mor, Søster, Moster, Onkler, Tante, Kusiner og Fætre fik jeg hilst på og krammet på gensyn i går, hvor vi var til urnenedsættelse ved det allersidste aldrende medlem i familien.Min lille Mor stod der med sin fine hjemmebundne hjertekrans af lyng og malurt fra Skallingen – den yderste tip ved vores del af det elskede Vesterhav. Her havde min Mor cyklet og gået så mange ture med sin Moster, så det gav mening at lægge hende i en grav fint pyntet med kærlige hilsner fra naturen i det vestjyske – lige dér, midt i Brønshøj. Æret være vores Moster Alice’s minde.

Og virtuelle kys til min lille Mor, der helt sikkert vil savne sit sidste, aldrende familiemedlem uendeligt meget.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blåvand