Møns Klint

Jeg har i årevis ønsket mig at komme til Møns Klint. Den første og eneste gang, jeg har været der, sad jeg som baby i en barnevognskasse og blev båret op og ned ad de mange, mange trapper af mine unge, stærke forældre. Det husker jeg intet om, men min Mor og fotoalbummet bevidner det.

I denne her sommerferie blev mit ønske så realiseret. Og det føltes næsten som et stævnemøde, fordi vi ENDELIG skulle mødes med min Mor, Moster og Onkel – og det var så et langt år siden sidste møde og kram.

Pigerne og jeg havde en længere køretur fra Hillerød til Møn, så vi startede ud med picnicfrokost og leg på legepladsen foran GeoCenter Møns Klint.De godt og vel 400 trappetrin ned mod klinten var overstået på et øjeblik, men jeg kunne mærke, hvordan mine ben sitrede bagefter, og jeg er i så fantastisk en kageform, at jeg har fået fornøjelsen af ømme stænger og baller et par dage efter alle trapperne.Nedstigningen er så smuk og en oplevelse i sig selv. Gennem trækronerne fornemmer man klinten tydeligere og tydeligere. Det er ikke så underligt, at Møns Klint lander på forsiden af turistbrochurer om Danmark i udlandet, vel?Pigerne ville gerne blive på den nederste udsigts-afsats, før de sidste trapper ned mod den stenede strand, og Mormor tilbød at blive hos dem, mens vi andre trissede afsted. Vandet var ikke ligefrem venligt dén dag.Der var nemlig højvande og godt med bølgebrus, så det var ikke en videre behagelig oplevelse at vade afsted på de våde sten med usikre ben og ømme fodballer.Der stank også helt vanvittigt af hundelort eller en anden slags møg over det hele. Det overraskede os lidt. Er det mon klintens kalk, der afgiver den virkelig grimme lugt? Men smukt, smukt, smukt – og dramatisk – er der så absolut på Møns Klint.Vel oppe igen gik vi på opdagelse i det flotte, interaktive GeoCenter Møns Klint.Der kunne selvfølgelig findes fossiler i det lækre kinetiske sand, der gjorde det ud for fortidens kridthav. Og fossilerne – her et søpindsvin – kunne man så kigge nærmere på i en lang række mikroskoper.Over alt kunne man lære om landskabets oprindelse, jordens bevægelse og de forskellige elementer af sand, is, vand, ler, alger, plankton, jord, kalk osv., der blev skubbet op og presset ned i tidernes morgen.Pigerne har GeoCentret som årets favorit-‘museum’, fordi man kunne røre ved alting og få en fysisk fornemmelse for det tidligste tid – landområdet Danmarks fødsel.Vi skulle selvfølgelig også skrive med kridt på tavle – dog ikke kridt fra klinten, som vi bevidst valgte ikke at røre ved eller tage souvenirs fra, og så kiggede vi på, hvilke ting, vi anvender i vores hverdag, som kommer fra kridtlagenes værdifulde bestanddele – olie og naturgas – dybt nede i jorden eller havbunden.Nogle af de interaktive komponenter var mere vellykkede end andre, men for børn er det bare altid fedt med VR-briller og spil med alle mulige knapper og dippedutter, man kan trykke på.Pt. er der en særudstilling i GeoCentret om ‘Danmarks første dinosaur’, som er udgravet i rigsfællesskabet. Helt ærligt, så burde det hedde ‘Grønlands første dinosaur’, for det er selvfølgelig deroppe, man har fundet det komplette skelet. Dét var en enormt spændende udstilling, som jeg helt glemte at fotografere, fordi jeg var så optaget af at drømme mig derop på antropologisk-arkæologisk felttur.Møns Klint er 100% en vinder-destination, uanset om man kører dertil, som vi gjorde på én-dags-udflugt, eller om man har booket weekend-glamping, vandrer på Camønoen eller noget andet spændende.Kæmpe anbefaling herfra.