Rene underbukser eller en tanzanit?

Maricel

Forleden blev det Maricels tur til at mærke, hvordan alderen kan trykke.
Spøg til side – hun fyldte 39 år og er dermed officielt i gang med sit sidste år i trediverne. Det er alligevel lidt af en øjenåbner.

Nu har jeg jo selv fået godt hul på fyrrerne, og mit umiddelbare indtryk er, at jeg kan lide fyrrerne meget bedre end trediverne – og da endnu bedre end tyverne. Så hun skal nok klare den, den kære Maricel. Om ikke andet havde jeg bagt et fad trøste-snegle i dagens anledning.

Når Maricel har fødselsdag er det sådan lidt svært at regne ud, hvad vi skal gøre. Pigerne og jeg drikker for det meste eftermiddagskaffe og spiser kage sammen med hende som en lille, intern fejring – andre gange er vi gået i biografen – men hvad er egentlig det rigtige at gøre, når hun er så langt væk fra sin familie og sine venner, der ville have været det naturlige omdrejningspunkt på en vilkårlig mærkedag?

Generelt elsker filippinerne mærkedage. De elsker selskab, fest og at have mange mennesker samlet om et måltid. Jeg tror, det kan forklares med, at filippinerne altid er mange sammen. De har store familier, de bor mange familiemedlemmer under samme tag, de deles om og hjælpes ad med penge, mad, boliger og passer hinandens børn på kryds og tværs, alt afhængig af, hvem der er hjemme i landsbyen, og hvem der er ude for at tjene penge.

Maricel og hendes mand Juma er begge ude for at tjene penge. Derfor er det hendes bedstemor, der passer deres store søn. Ind i mellem flytter der en tante eller kusine med familie ind i dét hus, Maricel har bygget i landsbyen, mens hun har arbejdet for os. Det kommer der ofte lidt gnidninger og misforståelser ud af, men i det store og hele drejer filippinernes liv sig om at få tingene til at fungere med ganske få midler. For penge er der aldrig nogensinde nok af.

På Maricels fødselsdag er det endda lykkedes hendes mand Juma at komme hjem til landsbyen, så han kan se til deres søn – og så de sammen kan fejre Maricel på mere end 7.000 kilometers afstand. De har også været ude for at købe svinekød, så de kan lave en række lækre retter til hele storfamilien. Det er megasvært at rejse internt i landet for tiden – og da deres søn havde fødselsdag 11. april, var det ikke lykkedes for Juma at komme hjem. Hver provins er ‘lukket’ på grund af corona, og kun her i slutningen af maj har han haft succes med at låne en motorcykel og krydse igennem et par provinser for endelig at nå til i landsbyen i provinsen Pangasinan.

Når Maricel ikke kan være sammen med sin familie på sin fødselsdag, har Martin og jeg tænkt, at det næstbedste må være, at hun så er sammen med sin “Dubai-familie” – som er alle veninderne, der også arbejder som husholdersker i The Lakes. Dem laver hun aftensmad med hver aften, og de deler sorger og glæder sammen. Derfor giver vi hende hvert år et beløb, der gør, at hun kan invitere sine venner ud. De fortjener virkelig alle sammen lidt forkælelse.

Sidste år under pandemien og lockdown lavede Maricel mad en hel dag for at kunne hygge sig om aftenen med nogle få, udvalgte veninder, men i år er vi heldigvis vendt tilbage til mere normale tilstande, så hun i stedet har inviteret en hel flok piger med på filippinsk buffetrestaurant i Satwa. For første gang i halvandet år er de afsted hjemmefra på denne her måde, som ellers tidligere var en helt almindelig fredagsaktivitet. Corona har virkelig sat sit præg på livet, som vi kendte det.Det koster ikke mange dirhams at være værter ved sådan et gilde – og den største glæde er at se, at de hygger sig og har en fridag, hvor de for én gangs skyld ikke skal servicere alle de små herremænd og madammer i The Lakes.Et par af pigerne havde købt fødselsdagskager til Maricel, som de spiste på restauranten, og hver måned sparer de lidt op i en fælleskasse, så der altid er ‘råd’ til en fødselsdagsgave til den næste veninde, der har fødselsdag.For det meste køber de et lille guldsmykke, som jo holder en vis værdi til dårligere tider, hvis sådan nogle måtte komme. I år gav vi Maricel penge og så lidt ekstra til at gå til frisøren på en fridag.

Når hun forhåbentlig får mulighed for at holde en måneds ferie på Filippinerne i december, får hun en større pengegave af os til at bygge videre på huset for – plus lov til at låne penge af os, som hun kan betale tilbage i eget tempo. Næste skridt i husbyggeriet er et udendørs køkken, så husets indendørs køkken bliver ‘til pænt brug’, og så skal husets facade have en omgang cement og maling. Pt. står det helt råt i gasbeton.

Huset er Maricels alderdomsopsparing. Det er sådan, ‘man gør’, på Filippinerne. Når hun bliver ældre, er det hendes tur til at blive hjemme i huset i landsbyen og passe alle de andres rollinger og teenagere, mens de er ude for at tjene penge til familien. Det er livets gang for et folkefærd, der er vant til at arbejde alle andre steder end hjemme. Man kan hverken leve eller dø af et faglært eller ufaglært job på Filippinerne, hvilket er årsagen til, at filippinerne rejser ud i hobetal for at tjene penge, de så kan sende hjem.

Vi har fra starten gjort det klart for Maricel, at når hun er hos os, skal der spares op. Om det er i huset eller på en konto, er vi for så vidt ‘ligeglade’ med. Det vigtigste er, at Maricel kan se, at hun rykker sig økonomisk ved at arbejde for os. Målet er økonomisk uafhængighed af andre, så hun helt selv kan vælge, hvordan hendes fremtid ser ud, og så hun ikke skylder nogen noget. Maricel valgte at starte med at bygge et hus. Og så har hun gang i en lille opsparing til sønnens videre uddannelse, når han om tre år er færdig med folkeskolen og gymnasiet.

Det er helt sikkert ikke et nemt liv. Det er faktisk beundringsværdigt, hvor positivt, hun ser på tingene – både i hverdagen og på en mærkedag som forleden. Hun lider afsavn, som jeg kun er begyndt at forstå toppen af. Vi har for første gang været uden vores familie i et helt år, og dét gør nas. Hun har været væk fra Filippinerne i halvandet år på nuværende tidspunkt. Når vi kommer til december, er det to år siden, hun sidst så sit barn og sin mand. Jeg håber inderligt, at corona-udfordringerne på Filippinerne stabiliserer sig så meget, at hun kommer til at kunne nyde en måneds ferie med familien til dén tid. Heldigvis er hun færdigvaccineret, så hun kan komme afsted.

Til lykke med fødselsdagen til verdens bedste Maricel. Må hun få et langt og godt liv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Lotte

    Jeg elsker når du skriver om Marciel. Hun er så sej og lyder til at være utrolig skøn. Jeg er fuld ad beundring for det hun gør for sin familie.
    Et stort tillykke med dagen til Marciel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Det er bare så fint skrevet Tine. Hils Maricel 🌺🌸🌺

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rene underbukser eller en tanzanit?