Freddie og Daisy

Jeg er overbevist om, at det er alt, alt for længe siden, I har set noget til vores hundehvalp, Daisy.

Faktisk føles det nærmest som en nødvendighed at sende jer på weekend eller påskeferie med en masse nuttede babybilleder, præcist som jeg ville gøre, hvis hun var min lille baby.

Hvilket hun på en måde også er. Min tredje og sidste.Daisy er fem måneder gammel nu, og det er tre måneder siden, hun kom til vores familie. Det føles som meget længere tid, fordi hun bare er landet så naturligt og er en rigtig glad, nysgerrig og tillidsfuld lille hvalp, der sover fint om natten og har styr på rutinerne.Hun er blevet klippet, siden jeg tog disse billeder på køkkengulvet. Bare lige før I spørger, om hun overhovedet kan se ud af øjnene. Det kunne hun ikke til sidst.Her ligger hun i den nyklippede version. Hundeklipperen var meget forsigtig og brugte slet ikke trimmeren til hende endnu – det er hun lidt for lille til – og resultatet blev så fint. Hun endte slet ikke med at ligne en rotte i 14 dage, som jeg ellers gik og frygtede. Der er nemlig ganske lidt hund inde under det uldne overtøj, har jeg bemærket, når hun bliver badet.

Daisy vejede 1.300 gram, da hun kom til os fra sin hvalpemølle i Ajman. Hun havde ingen umiddelbare sygdomme, bortset fra orm i maven og ringorm i huden. Men det kunne medicin jo afhjælpe.

I dag vejer den unge dame 4.200 gram, og dyrlægen siger, at hun kan komme helt op på mellem 7 og 8 kilo, før hun er fuldt udvokset.

For tiden rasler de sylespidse mælketænder ud af munden på hende. De lander på køkkengulvet af en eller anden årsag, så vi rent faktisk finder dem og griner højlydt hver gang. Én morgen tabte hun tre tænder før morgenmaden!

Nu gemmer jeg creepy hundemælketænder sammen med pigernes. Hvorfor er det nu lige, at man gemmer mælketænderne? Er det egentlig ikke lidt bizart?

Jeg har helt glemt de tidlige, tidlige hvalpedage. Dengang, hvor jeg følte mig overvældet over hundebaby på lidt den samme måde, som når jeg har stået med mine menneskebabyer i armene.

Af en eller anden årsag har jeg altid tænkt, at ansvaret var for stort til mig.

At det måske ikke var en god idé at give mig ansvaret for et lillebitte liv, når jeg nu hverken har uddannelse eller kørekort til små mennesker eller små dyr.

Når jeg får det sådan, får jeg lyst til at give de små mennesker og små dyr tilbage til de statsautoriserede.

Tilbage til hvem?

De er jo for fanden mine!

Og så får jeg klaustrofobi og føler mig kvalt af mennesker eller dyr, der hele tiden kræver et eller andet af mig. Mad. Toilettræning. Kærlighed. Omsorg. Opmærksomhed. Tak, men ellers tak. Jeg både siger og giver op over for mor-rollen.

Når jeg så får raset og flippet lidt ud i en weekend, falder jeg ned, og derfra går det kun fremad.

Jeg var stærkt chokeret over mine forbudte tanker om tilbagelevering, da jeg stod med første-baby, Cille. Knapt så chokeret, men langt mere frustreret og skuffet over mig selv, var jeg, da jeg stod med anden-baby, Mille, og overvejede kraftigt at levere hende tilbage. Jeg havde håbet på, at jeg trods alt var blevet både klogere og mere moden med tiden.

Fuldstændig stoisk tog jeg dog imod mine klaustrofobi-følelser med tredje-baby, Daisy, fordi der ikke rasede hormoner rundt i kroppen, som når man får en menneskebaby.

Nu kender og genkender jeg mig selv.

Og giver mig selv lov til, at blive gal for en stund. For det hele hænger på moren. Hver eneste fucking gang.

De her følelser af ‘nybagt mor med baby’ blev jeg mindet om forleden, hvor Daisy og jeg var inviteret til hvalpe-date hos en sød kvinde, der skrev til mig, at hun også lige havde fået sig en maltipoo-hvalp. Vi kunne snakke i timevis om alt det nye, man skal sætte sig ind i, når man er førstegangs-hundeejer.

Freddie, hedder hendes vidunder af en hvalp.

2.5 måneder gammel og fra Abu Dhabi, så umiddelbart er de to hvalpe ikke i familie. Men hvem ved?

Mød lige Freddie og Daisy!Hvem er hvem, tænker du måske?

Størrelsesforholdet kan man ikke så godt se på billederne, men Daisy med kampvægten er tre gange større end Freddie, hvilket selvfølgelig vil udligne sig. Freddie er den mest karamelfarvede af de to hvalpe.De opførte sig mega-eksemplarisk over for hinanden. Freddie gik som en skygge i rumpetten på Daisy, fordi hun var stor og spændende – og Daisy gav ham lidt baghjul i starten på grund af størrelsesforskellen, men det endte heldigvis med at være meget balanceret og fair leg, da Freddie først kom i gang.De lå fuldstændig filtrede ind i hinanden og rullede rundt med små, højlydte bjæf og kæmpe begejstring.

Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår jeg så noget sidst, der smeltede mit hjerte så meget, som det her syn af de to.

Ren og skær livsglæde og leg.De to deltes så fint om alt lige fra vandskål til legetøj, og jeg inviterede straks Freddie og Freddies mor på besøg hos os.

Og Daisy opførte sig fuldstændig lige så tumpet, som Cille og Mille gjorde i tumlingealderen, når vi fik besøg og skulle dele vores ting og hjem med gæsterne.

Hun knurrede. Sprang op på Freddie og fortalte ham, hvem der bestemte i dét her hus. Slet ikke så venlig og nysgerrig, som da hun var på udebane i Freddies hus. Men efter lidt tid accepterede hun og ville rigtig gerne lege i et par timer med ham.

Freddie og Daisy.

Det lyder som et gammelt ægtepar, men de opfører sig snarere som et nyforelsket kærestepar.

Rigtig god weekend, folkens. 🐶🐶

Mange hilsner fra Mor i Udlandet