Hele verden i rød

Dubai Safari Park

I dag – den 9. februar – er en KÆMPE mærkedag i De Forenede Arabiske Emirater.

Vi venter alle i spænding på at se, om det lykkes for rumsonden “Hope” at komme i kredsløb om Mars.

Hashtagget #arabstomars er trending overalt på Dubais trafiktavler, som beskeder på mobiltelefonerne, i radioen og på de arabiske TV-kanaler. For det her er en historisk begivenhed.

For 7 måneder siden sendte den unge nation rumsonden afsted mod Mars. Der har kun eksisteret et rumagentur i 10 år i Ørkenstaten, så det er en temmelig forbløffende og opløftende achievement.


Måske er en fortælling fra Mars lige hvad vi har brug for?

Lidt kosmisk rum-energi, et drys magisk planet-tryllestøv og en seriøs verdensudforskning i en tid, hvor INGEN kommer nogen som helst steder hen?

At rejse er jo som bekendt at leve – og jeg er efterhånden ved at være så rejse-mør, at en rumrejse er noget nær det ypperste at forestille sig.

Og nu, hvor tankerne lander på det med rejser og oplevelser, så havde vi vores første udflugt her i weekenden efter vores COVID-isolation.

Til Dubai Safari Park.

Den (sådan relativt) nye, kolo-enorme arvtager efter en række håbløse forsøg med at drive zoologisk have i Ørkenstaten, hvor kun Al Ain Zoo er acceptabel at besøge (resten er ret meget opbevaring af dyr i triste betonkasser). Don’t go.På en højhellig fredag var vi sjovt nok ikke de eneste, der havde fået idéen om at kigge på dyr.

Der er to slags billetter – park-entré og kombi-billet, hvor man også er ude at køre i Safari bus undervejs rundt i parken. Sidstnævnte slags billet var for længst udsolgt, nu hvor alle forlystelsesparker skal operere med 70% kapacitet pga. afstandskravene under corona.

Vi nappede så bare park-entré-billetterne, for det er jo dejligt vejr at gå rundt i februar måned.

140 dirhams i alt for hele familien. Billigt, når der er tale om noget med dyr, og jeg tilføje dén ros, at alle parker og forlystelser, der opereres af Dubai Government, er altid meget rimelige prismæssigt.

På hjemmesiden skal man huske at klikke den specifikke billettype af – tickets eller packages.

Vi startede med at vandre igennem området Afrika. Det var lige så vanvittigt fantastisk flot, som man kunne drømme om med grønne oaser, vandhuller, klynger af træer osv.
Overalt i parken er der grønt og frodigt – og det i sig selv er en bedrift midt i en ørken.

Til afkøling af både dyr og mennesker var der desuden opsat masser af blæsere med forfriskende og behagelige vandforstøvere i, og der var masser af UV-solsejl, som gav skygge, mens man gik rundt.
Dubai Safari Park har som erklæret mål at være blandt de 10 bedste zoologiske haver i verden, målt på dyrevelfærd og bæredygtighed. De skulle efter sigende have 2.500 dyrearter, fordelt på et enormt stort areal. Så stort et areal, at man på ingen måde kan nå parken rundt i løbet af én dag/et besøg.

I Afrika-sektionen var der selvfølgelig en flok fantastiske, legesyge elefanter, som badede i et kæmpestort vandhul.Der var også forskellige slags lemurer, som altid er sjove at se på. Ham her bredte armene ud, som om han stod og ventede på at få en krammer.

En flok hvide løver, var der naturligvis også, plus geparder, fordi Dubai, you kn0w...

….og så var der BÅDE chimpanser og gorillaer, hvilket er helt særligt, at man i én park kan byde på begge truede dyrearter.Den store silverback satte sig roligt og betragtede alle gæsterne. Han var i øvrigt kun indendøre, fordi gartnere var ved at ordne gorillaernes smukke indhegning.


Jeg ville gerne have givet en ti’er for hans tanker. Store, smukke dyr. Det var ret bevægende at fastholde øjenkontakten med en gorilla. Hvem har ikke en drøm om at vandre i Uganda for at lede efter gorillaer? Det har jeg ihvertfald.

Bagefter morede vi os med at se på flamingoer og flodheste – og så gik vi ellers videre til Explorer Village, hvor vi fodrede de kæreste giraffer med kviste og blade.Efter dén oplevelse skulle man så have været med safaribussen for at komme ind igennem resten af Explorer-området. Og det kunne vi jo ikke med den almindelige entrébillet. Det var ret nederen, for der var en lang række seje dyr, vi gerne ville have set.

I stedet spiste vi frokost. Udvalget i Parkens kiosker og restauranter er fint og varieret. På børnenes præmisser, jovist, men både frisklavet og til absolut rimelige priser. Vi fik en dejlig frokost med drikkevarer for 50 dirhams pr. person.

Udover Afrika- og Explorer-områderne er der også Asien og Arabien. De er sikkert lige så smukke og interessante, og dem har vi til gode til en anden gang. For hold nu op, hvor er Dubai Safari Park stor! Måske fordi vi ikke har været uden for en dør i ugevis? Måske fordi vi lige har haft corona og derfor hurtigere bliver trætte?

Jeg vil ihvertfald anbefale, at man booker billetter i rigtig god tid og endelig husker at tage ‘package’ med kombibillet, så man i det mindste ser en bid af parken fra sædet i en bus.

Overvældende. Storslået. Fint anlagt og professionelt kørt. Jeg har kun roser til parken.

Om jeg vil tage gæster fra Danmark med derud?

Det tror jeg ikke.

Det er vist for stort og uoverskueligt til en større familieudflugt, hvor behovene ikke altid er synkrone. Men som weekendudflugt for et firkløver eller mindre end dét, er det altså en super-duper oplevelse. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hele verden i rød