Godt Nytår!

De Forenede Arabiske Emirater er ikke (kun) Dubai!

Godt og vel en uge inde i nye år vælter det frem med bizarre optrin.

Ikke kun i Guds eget land på Capitol Hill, men også i Danmark med penisforherligende børne-TV, som mine ikke-danske venner beder mig om at forklare nærmere, nu hvor DRs seneste påfund på Ramasjang tager overskrifter internationalt.

WTF?

Er det her, vi er kommet til i 2021?

Og hvor er figuren Vera Vagina, der æder små mænd til morgenmad – jeg spørger bare? Det må da være det mindste, vi kan bede om?

Det er nu ikke kun i børnehøjde, at der er problemer med pikken, som man si’r. Der er godt nok ved at være en lang, skamfuld række af ronkedorer i bl.a. mediebranchen og i politik, der har haft deres dillermænd og tunger for langt fremme, og de bliver nu med rette smidt på porten for sexime og magtmisbrug over for kvinder. Jeg er 100% for hele #metoo processen, hvis nogen skulle være i tvivl. Der findes ikke en forældelsesfrist for sexisme, vold, trusler og overgreb. Punktum.

Jeg kan dog ikke længere være overrasket. Tingenes tilstand er selvfølgelig ikke anderledes eller forandrede på et splitsekund, bare fordi kalenderen nu viser 2021 i stedet for 2020.

Og mens jeg skal forsøge at forklare John Dillermand til folk, der med rette fatter hat af sådan en pikkemand til børn, så foreslår jeg, at vi overvælder DR med vores egne bud på en kvindelig version. Var der noget med en Kække Kirsten Kusse? Frivole Frida Fisse? Jublende Jonna Yoni? Det er bare så plat og gennem-idiotisk. Børn kan meget mere end det her. Og det er godt gammeldags træls, når de voksne ikke kan. Og det kommer altså fra mig, der bestemt ikke er sen til at tage en bog om tis, prutter og den slags med ind i undervisningen. Det handler slet ikke om bornerthed for mig, men snarere om at tage børn seriøst som publikum og som modtagere, og det handler om, at vi ikke længere skal fejre store dillermænd mere end vi skal fejre de frække tissekoner.

Ikke mere om genitalier.

Og ikke et ord om Trump og et vanvittigt Amerika, der imploderer.

Heller ikke en lyd mere om de foruroligende smittetal og de nyligt genlukkede grænser.

Jeg trænger til at drømme.Til at fejre alt det smukke, der er i verden.Jeg savner at rejse. Ikke selve flyturen og lufthavnen, men følelsen af touchdown et fremmed sted, hvor jeg kan bruge mine sanser på ny. Ain’t going to happen anytime soon, sådan som coronaen raser i nye og mere aggressive former.

– Men hvis du ligesom jeg drømmer dig lidt væk og ud på nye eventyr, så kan vi sammen drage ud på et lille arabisk ét af slagsen…For De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai og den stereotype præsentation af byen, man oftest får serveret online. Her er vild natur, lige så vilde dyr, enormt gæstfrie mennesker, højt til loftet og en varme, der ikke kun handler om temperaturen i ørkenen, men om selve livet.

Ét af de bedste steder at opleve det storslåede ved Ørkenstaten er – som sagt tusind gange før – i selve ørkenen.I december var vi taget på endnu en campingtur i ørkenen med vores gode venner. November, december og februar er helt perfekte måneder til at campere, da det hverken er for koldt eller for varmt. Vi bor i det sydlige Dubai, og eftersom hele landet er en stor ørken, er det ikke svært at finde dejlige, øde områder ret tæt på byen. Det svarer til at finde en dyrket mark i Danmark.Vi kører oftest bare ud forbi en stort anlagt cykelbane, Al Qudra Cycling Track, så passerer vi Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park og fortsætter lystigt ud over stepperne.

Denne gang var vi nok lidt dovne og orkede ikke lige at slippe luft ud af dækkene, for vi skulle jo ‘kun lige ind og vende’ i ørkenen.

5 minutter senere sad begge biler fast. De sank stille og roligt ned i det ultrabløde sand ved hjælp af deres egne vægt, da vi havde parkeret dem. Mændene gravede. Satte bilmåtter under dækkene for at skabe lidt friktion og fremdrift. Det hjalp ikke på noget som helst.
Men det interessante ved ørkenen er, at man sjældent er så alene, som det ser ud til og føles. Og lidt længere ude på det flade stykke land kunne vi øjne en flok emiratier, der trænede deres smukke falke med en drone, hvorunder der hang døde vagtler.

Jeg greb et mundbind og vandrede over mod mændene. Det er – for mig helt personligt – altid en smule ‘udfordrende’ at skulle tale til emirati-mænd. Ikke at der nogensinde har været en arabisk mand, der har sagt eller gjort noget, men jeg er på vagt. Forsigtig. Ydmyg. Usikker på, hvad jeg kan forvente. Jeg har det på samme måde med tolderne i lufthavnen, og med politi- og militærfolk her i landet. De virker maskuline på en overlagt brysk måde. Også selvom de er flinke, respektfulde og hjælpsomme. Men det er bare min egen indre pige, der bliver bange for deres størrelse og magtposition – der er sikkert mange kvinder, der aldrig har skænket dette en tanke.

Mændene opdagede mig på lang afstand. Jeg stikker jo op i landskabet som en vintergæk, der er landet det helt forkerte sted. De hilste høfligt med hånden på hjertet, mens de tømte deres små midwakh-piber og stoppede ny dokha-tobak i. Jeg skulle tage det første spadestik – for hvad skulle jeg dér hos dem? Deres glimt i øjnene hjalp mig lidt på vej, for jeg kunne fornemme, at de udmærket havde gennemskuet mit ærinde.

Jeg forklarede dem, at vi nok havde et lille problem med en bil, der sad ubehjælpeligt fast i sandet ovre bag klitterne. De smilede straks og begyndte at diskutere indbyrdes på arabisk. Sikkert om hvem, der skulle tage udfordringen med de hvide mennesker i deres håbløse bybiler? Jeg følte mig lidt dum og tilovers, men samtidig var der kun brede smil og en finurlig form for velkomst ind i deres mandeverden. De var sikkert ligeså nysgerrige som jeg selv.

Det er og bliver en emirati-nationalsport at trække udlændinge ud af sand. De kan det med en sådan lethed og elegance, at vi andre kun ser endnu dummere ud end før, hvor vi lå på knæ med en skovl og gravede under bildækkene. Og de elsker det, emiratierne. De er som nordmænd på langrend. Det fungerer bare.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, blev jeg inviteret ind på bagsædet af en møgbeskidt Nissan, der tydeligvis var vant til at have 10-15 falke på bagsædet med frit lejde til at skide, som de lystede. Der var ikke en plet, der ikke var besudlet af fugleklatter.Jeg satte mig til rette og guidede over til gerningsstedet nogle få hundrede meter væk. “But madam, you have two cars stuck”, udbrød manden forbavset og kiggede om på mig på bagsædet mellem falkene. “Ah, yes, I forgot, that’s right, both are now stuck, unfortunately”, skyndte jeg mig at svare med et fåret smil – der var jo virkelig ingen grund til at videregive hele to problemer til en start. Og nu var vi ligesom igang.

Et øjeblik senere var begge biler trukket fri af sandet, og en af vennerne kom over til vores lille lejr med sin pick-up truck for lige at få del i morskaben. Vi takkede dem mange gange, og blev straks inviteret til at bringe pigerne over for at se falkene træne deres jagtinstinkt.

Om i bagsmækken med damerne og ud over bakkerne.Ovre hos mændene blev pigerne straks budt på karak chai, som er en hvinende sød kardemommete, og vi to voksne blev budt på qahwah, den karakteristiske arabiske kardemomme- og safrankaffe. Naturligvis med dadler til. Emiratier byder altid på noget varmt at drikke – og en dadel til. Det er traditionen – og den er 100% skøn.

Bagefter fik vi fremvist de smukke falke én for én med deres cirka-alder og en smule hakkende forklaringer til på engelsk. Vi så hvordan små døde kyllinger og vagtler blev surret fast i en minifaldskærm under dronen, hvorefter de lod én af falkene flyve op for at fange sit bytte. “Is that a real little birdie that died?” spurgte Mille lidt beskæmmet den ene af mændene. Det var tydeligt, at hun syntes, det var synd. Manden kiggede ned på hende og så spørgende over på mig. Han fornemmede straks, at hun var ved at blive ked af det. “Ah, no, it’s just ah, just ah, like chicken nuggets for falcon, not to worry, only from McDonald’s”, svarede han med et grin, og Mille godtog det.

Der er intet som at se samspillet mellem mennesker og dyr, når det fungerer. Vi stirrede op i den lysende blå himmel, mens de store, smukke fugle arbejdede for føden.

Bag et sandfarvet vind-dækken sad en lang række andre falke klar til deres tur på himlen.

Senere fik vi lov til at holde nogle af de unge falke på skift. De har ‘bind for øjnene’, når de skal sidde stille på deres pind, og når de bliver håndteret.

Stoltheden over deres smukke fugle lyser ud af emiratierne. De elsker deres falke, ørne og ugler. Det er en nationalsport at flyve med falke, præcist som kamel- og hestevæddeløb også lever i bedste velgående. Hver falk har sågar sit eget pas, så den kan komme med ud af flyve. En falk tjekkes ind i kabinen, præcist som man kan gøre med en lille hund. Martin har siddet på økonomiklasse med en emirati, der havde sin falk på skulderen.

Vi takkede mændene for deres gæstfrihed og for deres hjælpsomhed. De tog sig tid til at vise os deres fugle, og vi var stort set flyvende, da vi kom retur i lejren, fordi kulturmøder er bare noget af det fineste, vi kan opleve som mennesker.

Med bilerne vel ude af sandet kunne vi nu nyde solnedgangen og et glas velfortjent champagne.Der er intet som den ro, der kommer af at stirre ind i et bål og lave absolut ingenting. Intet andet end at være til stede.
Næste morgen var der ikke arabisk qahwah i kedlen, men derimod vand til en dansk kop stempelkande-kaffe.Det er altid enormt fugtigt og køligt om morgenen i ørkenen. Man skal have lange bukser på, en fleecetrøje og lukkede sko for ikke at fryse ad Pommern til.Henad ved 10-tiden om formiddagen har jeg altid fået ‘nok’ af ørnecamping. Det slår aldrig fejl. Så er morgenmaden overstået, oppakningen i fuld sving, og der er bare sand-sand-sand overalt. Det knaser mellem tænderne, kildrer i øregangene, klør i øjnene og det er i det hele taget lidt tilovers, alt det sand, der er i en ørken.

Taknemmeligheden og ydmygheden over at have adgang til så store, åbne vidder af ren og vild natur er til at tage at føle på. Det er bare én af de helt fantastiske ting ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer de her små oplevelser. Med gæstfrie emiratier. Med falke, der flyver over en lysende blå himmel efter en drone med tilsat vagtel. Smagen af safrankaffe igennem en sød medjool-dadel. Smilet i øjnene på en fremmed, der forstår uden ord.

Og om lidt, når vi alle er blevet vaccinerede, kan I komme hertil og nyde livet i ørkenen – med alt, hvad det har at byde på.

Om lidt kan vi så tage turen den modsatte vej – og kramme livet ud af en hel række mennesker, vi savner i Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

6 kommentarer

  • Cecilie

    Emiratier har det med sandet, som Alaskans har det med sneen. Der er ikke noget bedre end at grave og trække en “Lower 48ers” (en amerikaner fra en af de andre stater) bil ud af en snedrive 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det lyder ret og rimeligt, Cecilie 😇😂
      Man må jo bare nyde de ting, man er overlegen til!😜
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Det lyder som om du ikke har set John dillermand. Det skulle du faktisk næsten gøre før du kritiserer det. Jeg synes egentlig ikke det taler ned til børn som publikum. Det er faktisk helt sjovt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Så fik jeg set John Dillermand og elskede det, omend jeg stædigt vedholder mit ønske om en kvindelig pendant.😜❤️
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Altså jeg synes John Dillermand er genial, og det synes mine tre unger også, børn kan rigtig meget som du selv påpeger, men de kan også John Dillermand og det skal der være plads til. Han er et genialt eksempel på at alle mennesker er forskellige, alles kroppe er fantastiske og kroppen kan skabe problemer, som lærer kan jeg helt sikkert se potentialet i ham, han afmystificere, ligesom onkel Reje, en voksen kan være mange ting og vi er sgu ikke perfekte, og ja hvorfor ikke få en Karen Tissekone, det kunne da være sjovt, det ER jo bare en tegnefilm og ikke pensum til eksamen:) det er dansk børnehumor når det er bedst og den skal vi passe på for den er unik og tager lige nøjagtig børnene seriøst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Jeg er omvendt allerede. Man har jo et standpunkt, til man får eller tager er nyt. Han er så fin og sød – ønsker mig stadig en kvindelig pendant. 😜❤️
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godt Nytår!