Hotel-fornemmelser

Ørkenstaten fylder 49 år

Her i Ørkenstaten opfører vi os som kvier, der kommer på græs efter alt for lang tid indendøre.Vi var afsted på årets første campingtur sidste weekend sammen med et vennepar, der har jævnaldrende børn, og så afsted igen med en stor flok camping-entusiaster den 1.-2. december, som er vores nationaldags-ferie. Førstnævnte tur kommer der et separat blogindlæg om, for dét var med en ganske særlig oplevelse undervejs.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fejrer De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag, den 2. december, med at opholde os i ørkenen. Traditioner får større og større betydning for mig. Da jeg var tyve, var jeg komplet ligeglad. Måske er det en aldersbetinget følsomhed, der kryber ind på mig – måske er det konsekvensen af at have levet længe i udlandet – væk fra de almindelige traditioner med familiefødselsdage, påskefrokoster, julebagningsarrangementer osv.I år fylder denne her unge, stolte nation 49 år. Det er jo ingen alder for et land, og det slår mig hver gang, at det er så imponerende, hvor meget emiratierne knokler for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt liv i deres land – for dem selv og for os, de arbejdende immigranter, der får lov at kalde deres land for hjem for en tid. De lykkes ret godt med det, synes jeg, selvom der er mange ting, der kunne ønskes anderledes set ud fra vestlige synspunkter og vestlig livsanskuelse. Men nu er vi jo netop ikke i Vesten, og derfor er der ikke andet at gøre end at nyde livet, respektere landets regler og lovgivning, og så ellers bare klappe i.Vi har selv valgt at være her. Helt frivilligt. Nogle danskere argumenterer, at det så betyder, at vi bifalder styret og styrets handlinger i vid udstrækning. Helt så let enkelt mener jeg ikke, at det er. Vi accepterer og respekterer emiratiernes kultur, værdier og landets lovgivning, som alle borgere skal overholde. Men jeg er ikke blevet blind siden sidst. Det er bare ikke muligt at skrive om, fordi der er meget strenge injurie- og ærekrænkelseslove.I vores hverdag oplever vi intet, vi ikke kan være tilfredse med. Der er ingen korruption, når vi møder myndighederne. Reglerne for dit og dat kan være kringlede, og der skal ofte en del papirarbejde, attester, stempler og oversættelser til, før tingene lykkes, men generelt fungerer Emiratiernes ‘offentlige systemer’ – ligesom vi ville forvente, at de gør det i Danmark.

Uddannelsessystemet og sundhedsvæsnet er af særdeles god standard og med en nærmest uoverskuelig mængde ‘frit valg på alle hylder’, fordi det er baseret på egenbetaling. Personligt hælder jeg mere til løsningen med en fælleskasse via skatteindbetalinger fra borgerne, fordi det giver et mere lige og rimeligt tilbud til alle borgere, men alle får altså lægebehandling her i landet, hvis de har brug for det – og der findes offentlige sundhedscentre og offentlige hospitaler til de borgere, der ikke er så heldige at være udstyret med en dejlig sundhedsforsikring gennem jobbet.

Vejnettet er også tip-top over hele landet. Vi taler altid om det, når vi ser, hvor træt asfalten er mange steder i Danmark.

Faciliteterne i boligområderne er fantastiske – med hyggelige nærmiljøer, hvor man kan dyrke sport, svømme, købe ind, gå til frisøren, få en drink osv. Familielivet og nabolaget hér er ikke spor anderledes end et vilkårligt sted i Danmark. Hyggen er i højsædet og livskvaliteten er markant højere end i Danmark på grund af hjælpen i huset.

Kriminalitet er stort set ikke eksisterende – og de der nederdrægtige ‘hverdagsrapserier’ som at få stjålet cyklen, pungen, tasken, noget værktøj i garagen eller andet sker simpelthen ikke. Kriminalitet i stor skala aner vi almindelige mennesker ikke noget om, for det omtales ikke. Men jeg føler mig mere tryg hér end i Danmark. Her er jeg ikke ked af at være alene i mørket på vej hjem om aftenen – og jeg har tiltro til, at der er mindre risiko for terrorangreb hér end i gode, gamle København.

Og så er der naturen. Hver sommer er jeg SÅ klar til at nyde alt det grønne i Danmark, når sandet og varmen har givet mig kuller. Men når det så bliver vinter i Ørkenstaten, må jeg blankt erkende, at her er helt fantastisk, og at jeg stadig hellere vil svede halvdelen af året og nyde den anden halvdel end at gå rundt i små-gråt regnvejr det meste af året. Hvis jeg selv kan vælge. Og indtil videre kan vi heldigvis det.Men tilbage til naturen. Prøv at se det bølgende ‘hav’, jeg ser ud over.Der er noget magisk og dragende over vidderne i sådan et åbent og goldt ørkenlandskab.

På den ene side virker det så ørkesløst, tørt, trættende. Uendeligt på den håbløse måde.

På den anden side får man den der fornemmelse af at være ét lille sandkorn midt i et uendeligt univers af sand. At alt er ubetydeligt småt og samtidig så kæmpe, kæmpe stort.

Og så ruller taknemmeligheden ind og overvælder mig i ørkenen. Der er direkte linje til Gud i en ørken. Uanset trosretning. Der er taknemmeligheden over, at vi kan kalde De Forenede Arabiske Emirater for vores hjem. Der er taknemmeligheden over, at jeg kan være lige hér på så storslået en plet midt i det hele. Der er taknemmeligheden over, at vi er omgivet af dejlige mennesker og samtidig har hinanden så nært og tæt i vores lille firkløver.

Camping i ørkenen er heldigvis perfekt under en pandemi. Hver familie i eget telt og med eget grej. Der er kun frisk luft og højt til loftet. Der er kun masser af plads til at holde afstand og lege, tale, grille og drikke champagne i solnedgangen, mens vi praktiserer social distancering på den Aller fedeste måde.Vores bedste venner hernede har oplært os godt ud i campingens kunst – og de går i dén grad ind for glamping. Vi opgraderer alle sammen grej for hver sæson, der går – i år har vi f.eks. købt nyt telt og nye feltsenge – og så er der intet trist over forplejningen under en ørkentur. Det kan godt være, at vi skal lave mad over bål, men det betyder jo ikke, at vi skal spise hotdogs. Vi får oksemørbrad og lamme-krone, som vi også kunne have kokkereret derhjemme. Om morgenen laver vi morgenmad over gasblus og gentænder bålet fra om aftenen, så der kan koges vand til stempelkaffe. Vi lider virkelig ingen nød. Der er s’mores, snobrød, snacks og frugt. Ikke et øje er tørt.

Og så er der den helt basale taknemmelighed. Når man kommer hjem fra en ørkentur. En taknemmelighed for rindende vand under en bruser og et rigtigt toilet, man kan sidde på i ro og fred. Der er intet som et brusebad efter et døgn i ørkenen. For slet ikke at tale om at tisse siddende bag en lukket dør.

Til lykke med de 49, FAE.Det bliver virkelig spændende at se, hvad næste års fødselsdagsfejring kommer til at gå ud på.

50 er trods alt et halvt århundrede. Det bliver stort.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hotel-fornemmelser