Efterår i Fujairah

Det er whopping 14 dage siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er jo helt vanvittigt – selv efter mine sløvere standarder.

Sandheden er, at der ikke nødvendigvis sker det helt store i løbet af ugen, hvor den står på online-undervisning, skolegang og kørsel rundt til fritidsaktiviteter og legeaftaler om eftermiddagen. Weekenderne slumper væk i praktik og noget hygge med gode venner i det stille og hjemlige regi – for hvem tør udfordre myndighederne eller skæbnen for tiden?

Mentalt er jeg også gået lidt i frø.

Det er hårdt at se frem til, at et helt skoleår med største sandsynlighed bliver ren online-undervisning for mit eget vedkommende – og pt. ser der heller ikke ud til at være mulighed for, at Mille kommer i ‘fysisk’ skole hyppigere end hveranden uge.

Jeg kan ikke overskue det her cirkus. Selvom jeg skal. Præcist som alle andre.

Vi må pt. forholde os til, at antallet af smittede stiger markant, og at flere og flere mennesker i vores ‘nærmere omgangskredse’ bliver smittede. Det er ikke sjovt. Overhovedet.

Og selvom vi føler os ret overbeviste om, at vi kan rejse til Danmark for at fejre jul med familie og venner i midten af december, så er der ingen tvivl om, at der skal sættes et ‘inshallah’ eller ‘forhåbentlig’ ind efter hvert et ønske eller hver en plan, man forsøger sig med. Langtidsplanlægning virker ret ligegyldig, sådan som uforudsigeligheden banker på døren.

Men efterårsferie har vi da haft.

Tiltrængt, selvom vi reelt set kun har været i skole i 6 uger.

Men ugerne er lange, når de foregår herhjemme – og selvom Cille trives fint i sin Year 7 fuldtids-skolegang, så har hun virkelig også fortjent nogle dage væk fra det hele, for der har været en masse lektier, tests og afleveringer, der skulle klares.

Ved skoleårets start var der afsat en hel uge til Efterårsferie – for første gang nogensinde. De andre år har der kun været et par dage i forlængelse af en weekend. Men skolen endte alligevel med at forkorte ugen til tre dages ferie med ganske kort varsel, fordi uddannelsesmyndighederne pludselig har besluttet, at skoleåret skal være længere end de 180 dage, vi ellers har rullet med.Hver gang myndighederne og skolerne ændrer på ferieafholdelse kommer jeg sådan til at grine. Hvis det skete i Danmark, at en ferie med et trylleslag og uden forudgående varsel blev forkortet eller flyttet til andre uger, ville der være ramaskrig. Det samme gælder alle de månerelaterede helligdage, hvor vi heller aldrig rigtig ved, om der er lukket eller ej i skolen, før der kommer en besked om aftenen.

På en måde er det sundt nok, at man ikke kan booke efterårsferier og skiferier halve og hele år i forvejen, men på den anden side er det ret besværligt, at man aldrig rigtig ved, om ferien ligger fast. Man kan selvfølgelig også bare booke fleksibelt, så man kan lave datoerne om, uden at skulle hoste op med en stor pose penge ved hver ændring. Den slags fleksibilitet koster bare også en slags penge.

Vi nåede at booke, afbestille og gen-booke et arabisk hotel i Fujairah, fordi vi ikke rigtigt anede, hvad der ville ske med feriedagene. Af samme årsag havde vi heller ikke talt om ferie med pigerne, for de ville selvfølgelig blive ærgerlige, hvis udsigten til hotelophold pludselig blegnede.

Men afsted kom vi.
Og som altid elsker jeg bare road tripping i De Forenede Arabiske Emirater af hele mit hjerte.

Denne gang kører vi til emiratet Fujairah via den helt nyanlagte vej E102, der går igennem byen Kalba. Der er brugt en betydelig pose stats-dirhams på dynamit, cement og metal for at få konstrueret vejen i den ret så ufremkommelige Hajjar-bjergkæde.Undervejs møder vi kameler, æsler og geder, der går frit omkring. Der er heldigvis stort set ingen trafik, så det er ikke umiddelbart helt så farligt at møde fritgående dyr, som man måske kunne forestille sig. Men lokalkolorit giver det ihvertfald.I udkants-Emiraterne tager de rundkørsler seriøst. Ikke sådan noget pjat med en enkelt blomsterkumme eller lidt bundgrønt. Nej, hér bliver der gået til den med flag og fædrelandssymboler. På venstre side af vejen ses et stort ‘røgelseskar’ med røgeffekt, der ligesom ulmer ud over kanten, og længere fremme ses en stor, smuk majlis, som er et forsamlingshus eller repræsentationslokale for de lokale sheikher og emirati-befolkningen.

Ude på landet er alle butikkerne 100% lokale. Selvfølgelig er der tankstationer, hvor man kan købe en tillempet Subway-sandwich eller trykke sig til en Starbucks-kaffe, men langs hovedvejene ligger der kun arabiske butikker, supermarkeder og apoteker – ikke noget med engelsk eller amerikansk kæde-halløj her.

Og jeg kigger og kigger, mens jeg læser de engelske skilte højt for Martin, når vi passerer Good Luck Pharmacy, Chai Hut eller Hot Chicken Restaurant.Da vi ankommer til hotellet Al Bahar, er den nærmeste nabo endnu en rundkørsel.

Denne gang i form af et springvand (eller måske er det en swimmingpool for de løse hunde, der hygger sig i byen) med store fisk, som sprøjter vand, når de da lige får tændt for det.Hvilket de gør om aftenen.Hotel Al Bahar ligger midt i Fujairah By. Det er ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Faktisk er det nord for Fujairah By, at det hele sker. I områderne Sandy Beach (Snoopy Island), Al Aqah og Dibba.Men nu er det altså booket – og vi er mødt op – og vi har fået en kæmpe arabisk hotellejlighed med to soveværelser, tre badeværelser, et køkken, en TV-stue og så god plads, at vi kunne have været to familier afsted.Om eftermiddagen tropper jeg op i dette kostume ved poolen. Mor-kroppen, I know.Ganske fornuftig påklædning i forhold til solens stråler og det faktum, at vi er på et rigtigt arabisk hotel. Martin tager billedet af mig, da det går op for mig, at jeg er den eneste kvinde ved poolen, der ikke er i fuld burkini. Gudskelov går der kun ti minutter, så dukker der en russer eller to op og gør mig ‘halv-nøgent’ selskab.

Det er simpelthen så ubehageligt at være let-påklædt i forhold til det sted, vi befinder os. Viser jeg bryster eller mave frem? Nej. Men der er bikinitrusser og mor-stænger med åreknuder på display, og dét passer mig ikke. Martin vil naturligvis gerne gå ind og købe en fuld burkini til mig i hotellets butik, men dét gider jeg jo heller ikke.

Jeg fortrækker i stedet til havbad og strandliv.Vandet er over 30 grader varmt og behageligt. Efteråret har virkelig gjort sit indtog de sidste par uger, hvor temperaturen og fugtigheden er faldet så markant, at vi jubler og begynder at planlægge ørkencamping og strandture.Dagen efter kører vi nordpå igennem byerne Khorfakkan, Sharm og Al Aqah, før vi kommer til Dibba Al Hisn, hvor vores venner bor på Fairmont Fujairah.Hotellet har lidt firser-vibe over sig ved poolområdet med institutionelt-farvede klinker og plasticflamingoer. Bortset fra det lidt kiksede look, er der en dejlig privat strand/havlagune, præcist som på Al Bahar Hotel – og vi er jo kommet her til for den friske havluft, ikke fordi vi forventede et design-hotel.Om aftenen spiser vi friskfangede fisk og skaldyr fra Omanbugten – havet ud for Fujairahs kyst. Det er friske sager, som hotellet bestemt også husker at tage sig betalt for. Pricey middag eller ej, så er det bare helt vildt skønt at se børnene sammen med deres venner i hotellets have, og vi voksne hygger os med vin, indtil aftenen er blevet så nattemørk, at vi må liste os hjem igennem de små støvede landsbyer og de talrige rundkørsler til vi når vores hotel i Fujairah By.

Dagen efter roder vi igen rundt i sand og vand.Og pigerne bliver stalket af hotellets fugl, der insisterer på foto-op.Cille kan knapt være i sin krop af flovhed – eller cringe – som hun kalder det.

Når du trænger til en tur til emiratet Fujairah – og det gør du selvfølgelig på et tidspunkt – ser det ud til, at Intercontinental Fujairah Resort og The Address Fujairah Resort i Al Aqah er de mest anbefalelsesværdige hoteller. Vi kørte hele kyststrækningen, og de fleste steder ser ud som om tiden er løbet fra dem.

Ellers er der jo også dén mulighed, at du nupper Al Bahar Resort – 100% alkohol-tørlagt og med burkini i poolen?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet