På distancen

Vi har nu så småt kradset lidt i overfladen på det herrens skoleår 2020/21.

Cille er i skole på fuldtid – med mundbindet skruet godt fast fra 7.30 til 14.30 – og en skoletaske så tung, så tung, fordi intet må opbevares i klassen, men skal slæbes frem og tilbage hver dag. Det er pænt varmt at cykle rundt i 40 grader med en 12 kilo tung taske, når man selv vejer knapt 40 kilo, men hun siger ikke en lyd.Det går godt for Cille i Secondary School. Hendes motivation og begejstring for at lære nyt, når nye højder. Det er tydeligt, at hun elsker, at hver lærer er specialist på sit fagområde. Dét giver fornyet interesse for selv de fag, hun normalt ikke interesserede sig så meget for i Primary School – og det giver fornyet respekt for faglæreren. Det sociale fungerer så som så, fordi børnene ikke rigtigt kan få lov til at socialisere. I formiddags- og frokostpauserne skal de blive inde i deres klasseværelser, og de har lov til at se lidt film eller TV-serier, men med de samme to meters afstand, som de holder i timerne. Der er ikke rigtig mulighed for at mingle og lære nye mennesker at kende, men Cille er heldigvis i klasse med et par søde piger, som hun allerede kendte fra Primary School.

Mille har landet sig en helt igennem fantastisk mandlig lærer i år. Han har et godt greb om børnene, og han har gjort dem klar til den åbenlyse udfordring, der ligger i dette skoleår: At halvdelen af skoletiden foregår på distancen.

Mille er således fysisk tilstede i skolen hveranden uge – og hveranden uge er det så tid til corona-hjemmeskole med videoopkald i Microsoft Teams for hvert fag. Hun trives i skolen, og hun viser tegn på at trives en smule bedre i hjemmeskolen end hun gjorde i foråret – mest af alt foranlediget af, at hun kan sidde og arbejde sammen med en sød klassekammerat, der bor længere nede ad vores vej. Det er et rent held og lykketræf, at vi bor lige i nærheden af hinanden.

Jeg befinder mig også selv på distancen som dansk modersmålslærer. Ikke kun hveranden uge, som i Milles tilfælde, men 100% af undervisningstiden. Dansklokalet er blevet inddraget til anden undervisning på skolen, fordi de døjer med at finde plads til alle elever, når der pludselig skal være to meter mellem bordene – og jeg har ingen indikationer på, at det bliver anderledes foreløbigt. Desværre.

Martin er derfor gået igang med at indrette en reel hjemmearbejdsplads til mig, så jeg ikke hele tiden skal rykke rundt efter et sted i huset, hvor der er bare lidt stille og en ledig stol. Det skal nok blive godt, selvom jeg langt hellere så mig selv henne på skolen i et almindeligt lærerværelse og i mit søde lille dansklokale med børnene omkring mig.
I dette skoleår underviser jeg alle årgange i Primary School, hvilket vil sige fra børnene er 5-6-år i Year 1 til og med de 10-11-årige i Year 6. I dansk skoleregi ville det være fra 0. klasse til og med 4. klasse.

Hvert barn har fået udleveret en mappe med danske arbejdshæfter i, som vi bruger i undervisningen. Hæfterne ville normalt ligge på en klassehylde i dansklokalet, men som med alt andet pt., må børnene selv slæbe det frem og tilbage mellem hjem og skole. Hvert barn har så en personlig iPad og høretelefoner med i skole, når de skal have dansk – og så laver vi ellers 50 minutter lange video-seancer over Microsoft Teams.I timerne taler vi selvfølgelig sammen om løst og fast; vi læser og diskuterer bøger i online-biblioteket BookBites, og vi arbejder sammen i arbejdshæfterne, ved at jeg broadcaster en scannet kopi af en specifik side på min iPad, som jeg så skriver og tegner på med min Apple-pen, så børnene kan følge opgavens mønster og får modelleret indholdet.

Normalt ville jeg følge børnenes arbejde i klassen rundt om bordet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke gøre lige nu. I stedet kan de følge mig, når jeg fylder ud og skriver, og så kan de samtidig fylde ud i deres egne hæfter, hvorefter de viser mig deres arbejde på deres skærme.
Det er en meget anderledes måde at undervise på, men jeg er ved at finde mig til rette – og jeg er ihvertfald blevet en hel del bedre til IT, end jeg var før corona. I næste uge vil jeg forsøge mig med at streame lidt indhold fra DR Ultra og DR Ramasjang for børnene, så vi får lidt dynamiske lytte-og forståelses-øvelser ind i timerne. Slowly does it. Og så må vi se, om skolens wifi kan trække min streaming af dansk TV over Teams. Det frygter jeg lidt, at det ikke kan.

Forleden havde jeg så en god veninde på besøg, fordi hun skulle se min undervisning af de 6-7-årige over Microsoft Teams og efterfølgende give mig lidt feedback. Det kom der en række sjove billeder ud af, hvor jeg synes, at mit engagement skinner så fint igennem.Jeg synger virkelig ikke godt, men til gengæld synger jeg både højt og insisterende.Og en enkelt gang i mellem får børnene lov til at sige noget. 😉😜Indtil jeg igen får afløb for min indre skuespiller, der elsker at læse højt for børnene. 😂🤦🏼‍♀️

Det er sjovt.

Og det er ufatteligt trættende.

50 minutters lektioner på Microsoft Teams er slet, slet ikke det samme, som 50 minutters undervisning. At fastholde helt små børn over et fladt medium, som egentlig er tiltænkt voksne mennesker, der sidder i møder på deres arbejdsplidser, er noget af en udfordring.

Men jeg tager den op.

Udfordringen.

Og håber inderligt på, at der snart kommer en dag, hvor jeg kan få lov til at være en helt almindelig lærer henne på skolen, ligesom alle de andre lærere. For en sprechstallmeister over Microsoft Teams var ikke lige dét, jeg havde drømt om at blive…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet