Level 42

Hverdagen er slået helt igennem nu.

Og midt i hamsterhjulets faste trav rammer jeg pludselig level 42 i det her life-game.

Der er tre rustne morgenstemmer, som vækker mig med fødselsdagssang. Der er Dannebrogsflag på morgenbordet og en lynhurtig gaveoppakning, fordi det er både mandag og skoledag.Jeg er blevet sådan en gammel dame, der virkelig værdsætter porcelæn. I virkeligheden har jeg været en gammel porcelæns- og keramikbegejstret dame hele mit liv. Martin forsøger bare for det meste at undvige mit ønske om at føje mere til samlingen, men i år har han været yderst forudseende, købt ind i Danmark og fragtet det med til Dubai.

Da pigerne er sendt godt afsted, og citronerne er smidt op i den nye porcelæns-tre-trins-raket, tillader jeg mig at starte fødselsdagen lige her i vandkanten i vores lokale fitnessklub.Til vandaerobic sammen med alle de andre midaldrende damer.

Godt med solcreme og solhat på, så pigmentpletter og rynker ikke får fuldstændigt frit lejde – og så ud for at lege til popmusik i vandet. Jeg kommer sådan til at grine for mig selv og ad mig selv – for bliver det mere stereotypt, midaldrende Dubai-liv end dét her?

Bagefter har jeg min egen undervisning at tage mig af. Fødselsdag eller ej.Det er i øvrigt Mille, der sidder bag dyreprints-masken I min Year 4. Sådan sidder børnene alle sammen i deres respektive klasser. Med mundens bind på fra kl. 7.30 til kl. 14.30 hver dag. Uden at måtte gå uden for klasseværelset. Alle spisepauser holdes også i lokalet ved eget bord. Kun behovet for toiletbesøg giver adgang til verden uden for lokalet. Og jeg sidder så derhjemme på Cilles værelse og sender positive danske vibes ud i Microsoft Teams, så godt, som jeg overhovedet kan.

Det er langt fra ideelt, det her. Jeg savner at se og være der for børnene. Jeg savner dansklokalet og at have kollegaer, som jeg støder ind i på gangen, på lærerværelset, i kopieringen eller på biblioteket. Men vi får det bedste ud af situationen, for den står ikke til at ændre. Ihvertfald ikke lige i nærmeste fremtid.

Jeg orker ikke at følge med i de lokale smittetal dagligt. Det bliver simpelthen for massivt et pres eller for højt et stressniveau, at skulle leve under. Jeg må tage små afbræk fra bekymringerne og bare sætte min lid til, at universet ikke sender corona i vores retning, og at skolen ikke bliver ramt af virus, så den må lukke ned og overgå til 100% Online Learning. For hvem kan lige overskue en tur mere i dét cirkus?!Efter min undervisning sætter jeg mig op på min Mormors trofaste jernhest. I posen er der lige en diskret flaske kølig hvidvin, som passer til den lækre frokost, jeg har inviteret mig selv til hos søde veninder. Ladies who lunch – eller noget – for det må man, når man opnår level 42. Og Martin er alligevel travlt optaget hele dagen med møder, og senere skal Cille køres til hockey, så jeg nyder virkelig et par timers fantastisk civiliseret selskab med god tid og snak, før det der hamsterhjul insisterer på, at jeg skal videre i teksten.

Jeg har også fået den fineste buket blomster af Maricel med et sødt kort til, og en stor blomsterbuket med tilhørende creme-gaver fra forældrene i vores danskgruppe på skolen.

Heldige mig. At få betænksomme gaver, skønne blomster, hundredevis af beskeder og søde kort på min fødselsdag. Men mest af alt er jeg heldig med alle de dejlige mennesker, der omgiver mig i hverdagen. Med dem tager jeg gerne 42 år mere.

Og mit midaldrende jeg? Tager det med de 42 helt køligt. For hvad fanden er alternativet?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet