Cille i Secondary School

‘Start them young’ må være tankegangen bag hele uddannelsessystemet i De Forenede Arabiske Emirater.

Det kom som et kæmpechok for os, da vi ankom til Ørkenstaten med en 4-årig og en knapt 2-årig.
Nok havde vi vænnet os til, at vores 4-årige var i Reception Class på en lille kristen landsbyskole i England, men at vores knapt 2-årige skulle starte i skole det efterfølgende skoleår – altså som 3-årig – dét kom ret meget bag på os. Vi følte, at briterne startede deres børn ud (for) tidligt, men her var der da et helt kalenderår til forskel!Vi kunne jo nok have sat os ind i det på forhånd, men det slog mig slet ikke som relevant på det tidspunkt. Det handlede kun om at få kæmpet sig frem til en skoleplads til den 4-årige, for dét var svært nok i sig selv. Vi betalte optagelsesgebyr på 5-6 forskellige skoler i et desperat forsøg på at komme ind.

Da det så gik op for os, at Mille skulle starte i skole året efter, blev der straks fundet en børnehave til hende og et job til mig. Jeg havde ellers tænkt mig at gå hjemme med hende et år mere, men vi følte, at det ville være synd for hende, hvis hun skulle gå direkte fra Mors skørter og ind i et klasseværelse.Til arabernes forsvar skal det siges, at Reception Class er et 2-årigt program, der hedder Foundation Stage 1 and 2 i det britiske curriculum og Kindergarden 1 and 2 i det schweiziske IB-system. På dén måde er børnene ca. 6 år gamle, når den ‘rigtige’ undervisning går i gang i Year 1, præcist som i Danmark. Men der er alligevel himmelvid forskel, når man begynder at give sit barn skoleuniform og skoletaske på som 3-årig – og så skal barnet i øvrigt være 100% toilettrænet, kunne sidde stille, koncentrere sig og modtage forskellige former for undervisning i løbet af dagen.

Dengang i 2014 vadede Cille direkte ind i Foundation Stage 2 med et smil på læben. Hun var vant til skolegang, og hun elskede sin første lærer i Dubai – en afroamerikansk børnepsykolog med åbne arme, gule cardigans og fine kjoler.
Mille kom også til at elske sin børnehave. Med lidt hiv og sving. Og hun overlevede sin debut med skolegang i Kindergarden 1 and 2, selvom det var tydeligt, at hun burde have haft et år eller to mere i en helt almindelig børnehave. Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat. Der er ‘run’ på skoleklasserne i de yngste årgange, så hvis man vil ind på en god skole, må man acceptere, at det bliver som 3-årig.Og resten er som bekendt historie.

Børnene vænner sig til dér, hvor de er – og det gør vi voksne også. Vi har glemt, at det ikke er ‘normalt’, at man starter i skole som 3-årig. Pigerne synes, at det er mærkeligt og utrygt, at de danske børn ikke har skoleuniformer på, og at de ofte selv må gå eller cykle til og fra skole uden en voksen. De synes også, at det er mærkeligt, at man bander så meget i Danmark og har så løs en omgangstone, og at der er så stor frihed efter skoletid uden ret mange voksne omkring børnene. Selvom de pt. synes, at ‘det er for meget af det gode’, er jeg ret sikker på, at de lynhurtigt ville kunne finde sig til rette i Danmark med den frihed under ansvar, som hele samfundet bygger på. De elsker at føle sig selvstændige, og Cille er f.eks. enormt stolt over at kunne cykle selv til og fra skole igennem vores compound.

Efter vi er kommet retur til Dubai, har alting stået i skole-klargøringens tegn. Vi havde købt nye uniformer, nye uniformssko og idrætssko før sommerferien, men der er alligevel tusind ting, der skal gøres. Listerne med ting til penalhuset, forskellige online-dokumenter, der skal udfyldes, før barnet kan komme i skole, en stor bogpakke med litteratur til Cille skulle hentes på skolen, forsømte negle måtte soigneres inden start og så videre.Cille har glædet sig igennem hele Year 6 til at skulle over i Secondary School. Forventningens sommerfugle er ikke blevet mindre de sidste par dage, og i aftes havde hun svært ved at falde i søvn af bare spænding.Her til morgen var hun bare så klar! Den nye figursyede uniform fik hende pludselig til at se så stor ud.
‘All grown up’.

Men heldigvis stadig med sin Far som anstandsmand og støttehjul igennem ghettoen klokken tidligt.

Det var ellers lige før, at skolestarten var blevet udsat. Ikke fordi vi ønskede det, men samme aften som vi landede med flyet fra Danmark, blev der udsendt en ny deklaration fra Knowledge and Human Development Authority i Dubai (KHDA – det svarer sådan cirka til uddannelsesministeriet), hvori der stod, at hvis skoleelever havde været ude at rejse senere end den 20. august, ville de blive nødt til at holde sig i karantæne derhjemme de første 14 dage af skoleåret. Suk.

Dagen efter tog jeg over på skolen og talte med rektor og pastor om udfordringen. De kunne intet gøre – sådan var reglerne nu engang – og selv en negativ COVID-19-test ville ikke kunne redde Cilles skolestart. Suk.

Derhjemme måtte vi så forsigtigt som muligt forklare Cille, at hun nok skulle være hjemme de første 14 dage af skoleåret. Hun tog det ret pænt, og forstod godt problematikken, men det var en alvorlig streg i regningen.

Dagen efter væltede det ind med instruktioner på, hvorledes eleverne skulle møde op til undervisning og hvorledes elever, der havde valgt at fortsætte med online-undervisning skulle logge på. Hvad der skulle ske med karantæne-eleverne havde ingen lige tænkt på, og jeg begyndte at blive seriøst urolig for, om Cille bare ville sidde derhjemme og glo uden opgaver eller kontakt til sine nye lærere og kammerater. For dét ville komme til at gøre ondt.

Ved et lykketræf kom der pludselig en ny mail med bekræftelse på, at en negativ COVID-19-test nu ville give direkte adgang til klasseværelset. Så drønede vi ellers ned på den nærmeste Mediclinic for at få taget en prøve på Cille. Mediclinic havde allerede øjnet et nyt forretningsområde, og de har gjort det til deres speciale at levere hurtige testresultater til elever og lærere til en reduceret pris. Smart.

Lige så snart det negative testresultat var i hus, blev der pakket skoletaske og udfyldt de sidste dokumenter til myndighederne.Fagre, nye verden – eller ‘new normal’, som det er blevet døbt hernede. Med næse-swabs, laboratoriepapirer i lommen og mundens bind om næbbet.

Det skal i øvrigt være på konstant. Altså mundbindet. På cyklen til skole i 40 graders varme og overalt på skolens område, medmindre man sidder og spiser frokost eller har idræt.

Tilbage er der kun at bede til de højere magter om, at der ikke straks kommer corona-tilfælde på skolen, så alle bliver hjemsendt i 14 dages karantæne. Vi trænger til skolegang. Face to face og ikke alt det iPad-møg. Vi trænger til luftforandring og til at være sammen med andre end vores lille familie. Vi trænger til normalitet midt i al anormaliteten.

Mundens bind er kommet for at blive.

Det kan vi leve med.

Næseswab er kommet for at blive.

Det kan vi knapt så nemt leve med, men vi accepterer vilkårene – og nu vil vi ud over stepperne fagligt og socialt!

PS: Den første dag var en kæmpesucces! Cille har fået en ung og tjekket homeroom teacher, Miss Hodson, der viser Baby-Yoda memes på tavlen og tager noter sammen med eleverne, fordi hun også lige skal lære det hele – hun er nemlig ny i Dubai.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet