Black Palace Beach

Atlantis Dubai

I torsdags var Cille til eksamen i sit store Year 6 projekt om kønsdiskrimination.

Det foregik over Zoom med lærer, klassekammerater, familiemedlemmer og gode venner, der kunne stille spørgsmål til gruppen i chatfeltet. Fagre nye verden, som vi alle har været nødt til at omfavne.
Efter 20 minutter sluttede mødet, og vi fik Farmor med på et nyt Zoom-kald, hvor hun lykønskede Cille med eksamen og overraskede hende med en fin buket. Tusind tak til alle jer, der var med i det virtuelle eksamenslokale og for alle lykønskningerne efterfølgende. ❤

Senere overraskede vi også Cille.

Efter at have været i tænkeboks længe, besluttede vi os for, at vi måtte gøre noget ekstraordinært for at fejre og markere, at eksamen fra Primary School nu var veloverstået. Det har været et kæmpearbejde – lærerigt og udfordrende – og på nogle punkter alt, alt for krævende. Cille fortjente uden tvivl at blive forkælet og fejret for sin indsats igennem to en halv måned.

Under normale omstændigheder ville hele Year 6-årgangen komme til “Graduation Ceremony” med overrækkelse af eksamensbeviser i “caps and gowns”, efterfulgt af en fin fest med musik og dans på et hotel. Dét er selvfølgelig aflyst i år på grund af det unævnelige. Ligesom så mange andre dejlige ting.

Vi endte dog med at vove os uden for matriklen, smitterisiko til trods. Det føltes for vigtigt, det her.Vi tjekkede ind på det terrakottafarvede børnepalads, Atlantis Dubai, der ligger som et lysende rødt kirsebær på toppen af ikoniske Palm Jumeirah. Det er 100% italiensk glas-kitsch og marmor-galore, gakkede farver og gennemført interiørdesign med detaljer, der konstant leder tankerne hen på Kong Tritons undersøiske rige i Disney’s version af “Den lille havfrue”. Et børne-paradis, er det.Hvert år, når temperaturen stiger til ‘sådan-cirka-ulidelig’, kører Atlantis med helt eventyrligt lave priser på overnatning med morgenmad.

Hvert år har jeg tænkt, at det burde vi virkelig også benytte os af, mens børnene er små nok til at værdsætte sådan et sted.

Nu var den åbenlyse anledning der til at glo på delfinshow og hygge ved poolen dagen lang. Efter tre måneders hjemmeliv var dét her præcist, hvad vi havde behov for.


Faktisk var vi møgheldige, at poolen var åben, så vores egen lille havfrue kunne blive dyppet. Fredag var nemlig den første åbningsdag for poolområder på hoteller – og her i starten af denne uge er community pools også blevet åbnet igen.

Aquaventure – Atlantis’ store badeland – var dog fortsat lukket, så det var en aktivitet, vi ikke kunne komme til og som ellers ville have været inkluderet i opholdet. Vi ville også gerne have bestilt tid til at hilse sådan rigtigt på delfinerne nede i bassinet, men den aktivitet var også fortsat lukket.Den første aften fik Cille en mad-drøm opfyldt. Hun elsker Gordon Ramsay, og hun ser alle hans programmer. Særligt Ramsay’s Beef Wellington havde fanget hendes interesse, så vi fejrede hende med præcist den ret på Ramsay’s restaurant, “Bread Street Kitchen”.Her sad hun – stolt og tilfreds med at være midtpunkt midt i trøffel-kartoffelmos, butterdej og oksemørbrad – så træt, så træt, at hun knapt kunne hænge sammen.

Da pigerne fik at vide, at vi skulle afsted på hotelophold, hoppede de op og ned i tre timer, mens de pakkede tasker og planlagde tøseting til hotelværelset.

At have været lukket inde så længe, har afgjort en stor betydning for, hvor taknemmelige, vi bliver over de ting, vi tidligere har taget aldeles for givet – som f.eks. at komme på hotel, i poolen eller ud at spise. Det er så indgroet en del af “Dubai-livet”, at vi først nu kommer sådan for alvor i tanke om, at det vitterligt er en luksusboble, vi lever i.
Selvforkælelse var kodeordet for weekenden, og Cille tog det meget seriøst. Hun fandt badekåben frem, og hun er allerede en habil maske-pålægger. Jeg får jobbet som dronningens kuli og fodterapeut.Et par af Farmors roser måtte lide badekarsskæbnen.Vi forelskede os også straks i make-up-bord og walk-in-område, der var meganice.Der var bare ingen sure miner at spore over den opgradering til Royal Suite, vi fik fikset (efter en lidt kikset start).
Efter et par dage i solens stråler – med dejlig mad, leg i poolen og lange bade – var det som om skuldrene endelig faldt ned på plads.

Atlantis Dubai er virkelig anbefalelsesværdig, hvis man er afsted som børnefamilie. 
Det er så gennemført fint sensorisk for børn, f.eks. med kig til havdyr – fisk, hajer, rokker osv. – over det hele.Der er stærke, glade farver i lofterne, som man kun kan blive i godt humør af.Og akvariet “The Lost Chambers”-akvariet er stadig en familiefavorit.
Book Atlantis Dubai i juni, juli eller august – der er masser at lave både inde og ude – også selvom det er virkelig varmt på denne tid af året. Det er value for money at tage halvpension, hvis man ikke har specifikke signatur-restauranter, man bare må på. Vi havde kun morgenmaden med, da vi jo havde booket bord hos Ramsay.

Der er skønne Friday Brunches i flere af restauranterne derude – bl.a. Nobu og Bread Street Kitchen – og efterfølgende er der fest på Wavehouse og Nasimi Beach. Bread Street Kitchen er børnevenlig – det er de andre steder, jeg nævner ikke. Én af de ting, jeg elsker ved Friday Brunches i Dubai er, at man kan have en rigtig fest, selvom man måske kun er der som par eller som familie. Dén følelse af at feste igennem kan ellers være lidt svær at få fat i, når man er på ferie med børn, synes jeg. Men ikke i Dubai. 😉

For tiden kører Atlantis med dagspas, hvor prisen konverteres til mad og drikke ved poolen. Dét er da smart.

Måske er min anbefaling præget af, at vi har været lukket inde i tre måneder. Det er den sikkert. Men hånden på hjertet – det her var så tiltrængt – og så rart et sted at være med børn, hvis man da kan leve med en hel del øjenbæ og bling-kitsch på alle kanaler. Schwung er der ihvertfald over stedet og de oplevelser, det byder på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Hanne vognbjeg

    Fedt
    Vores ophold blev aflyst i maj og rykket til september
    Kræves der mundbind over alt i dubai nu eller hvordan er det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      I kan godt glæde jer! Det var en dejlig miniferie/weekend, vi havde. Jeg var dog lidt overrasket over priserne på vine, der ikke engang var særligt gode – så medbring gerne fra lufthavnens taxfree-zone på vej ud mod taxierne. Det var bare lige et tip.
      Man bærer mundbind overalt pt., men den slags kan sagtens nå at ændre sig inden september.
      Venlige hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    I havde sådan fortjent den weekend alle fire!!
    Knus 😘😘😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det syntes vi også selv! Særligt Cille, men vi andre var også helt udmattede. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Black Palace Beach