Eid Mubarak fra Lockdown-Land

Corona-sorgproces

I mens Danmark og andre europæiske lande med godt styr på Corona-smitten åbner mere og mere op, sumper vi fortsat rundt i lukket land med ansigtsmasker, latexhandsker og temperaturkontrol.

Alt har indtil nu været fuldstændig lukket for børn under 12 år, men i dag kom nyheden om, at strandene vil tillade børn adgang til havet, såfremt man bærer ansigtsmasker alle andre steder end ude i selve vandet. Så dét må vi prøve en dag, når nyhedens interesse er stilnet en smule af.Jeg er blevet små-sær af eremitlivet. Og jeg undlader at tænke alt for meget over, hvad det her får af konsekvenser mentalt for vores børn, der slet ikke har været ude blandt andre eller ude i naturen, på legeplads eller lignende i knapt 4 måneder. Hvis jeg er sær, hvad sker der så med dem?De få, jeg har hørt om, som har haft corona-virus her i Dubai har haft alvorlige problemer og bivirkninger i lang tid. Så selvom sunde og raske individer ikke bør få de store udfordringer af en omgang Corona-virus, så vil jeg virkelig, virkelig gerne undgå det.

Lidt slip er jeg dog nødt til at give – for vi er alle fire ved at blive indebrændte af at være lukket inde på 4. måned. I morgen vil vi ses med nogle venner på ærbødig afstand. Om nogle dage tager jeg måske på stranden med en veninde og hendes piger. Igen på ordentlig afstand. Og sådan må vi jo lige så stille ud ad døren igen.

Martin tog for eksempel til frisøren i dag. Nu kunne han ikke holde corona-fritsen ud længere, så æraen som svensk Göran er hermed en saga blot. I vores 19 år sammen, har jeg aldrig set ham med så meget hår på hovedet.
Og før vi får set os om, er det jo juli måned, hvor vi har flybilletter til Danmark. Om det kommer til at ske, er endnu uvist – men Emirates planlægger at flyve på ruten igen pr. 1. juli. Forlyder det. Og de har egenhændigt flyttet vores afrejse fra 4. juli til 5. juli, så et eller andet må de jo være ved at planlægge.

Inden da er jeg nødt til at øve mig i at være out and about. Lige nu føles det ihvertfald ubehageligt at skulle ind i en stor lufthavn for at sætte sig op i en lukket kabine, hvor luften cirkulerer og cirkulerer mellem passagererne. Men samtidig er tanken om at tilbringe hele sommeren lukket inde her i landet også temmelig ulidelig. Om lidt er her 45 grader i skyggen og endnu mere umuligt at foretage sig noget som helst.

Det er nu ikke kun Martin, der har vovet sig ud. Jeg tog over på skolen forleden.Det var en tanke og et behov, jeg har skubbet foran mig i flere måneder. Jeg orkede simpelthen ikke at skulle forholde mig til skolens stille, støvede indre – helt renset for det dejlige børnevirvar og liv, der plejer at være. Men behovet for at få nallerne i mine læse-stave-tests og ønsket om at få fat i min elev-log (før årskaraktererne skal afgives) vandt.Jeg måtte anmode skolens rektor om adgang på bestemt dato og tidspunkt. Man kan ikke bare sådan uden videre vade ind ad døren med sin personale-kort om halsen. Intet er, som det plejede at være.Når nu jeg havde fået adgang, tog jeg mig den frihed at liste inde efter Cilles og Milles penalhuse, som de havde efterladt, fordi ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at vi slet ikke ville komme tilbage igen. Suk.

Efter en deprimerende rundtur på etagerne i Primary School var der ingen vej udenom dansklokalet. Det føltes helt som en sorgproces at gå igennem de fysiske rammer om dét, der plejede at være en tryg og højtelsket hverdag for både pigerne og jeg, og som blev revet fra os alle af et udefrakommende virusmonster.Lokalet lignede sig selv. Potteplanterne var naturligvis døde, der var rodet lidt rundt og støvet havde lagt sig som fint, brunt pulver på alle overflader.

Og så gik jeg ellers igang.Tavler, vægge, reoler og hylder fik en overhaling. Alt blev ribbet, hevet ned, lagt i pæne bunker eller smidt ud. Det eneste, der fik lov at blive oppe, var vores navneskilt “Dansk på DIA”, som en måde at pisse territoriet af på, så skolens management ikke pludselig glemmer, at dét her er altså vores rum, og giver det videre til den næste, som møder op med pladsproblemer.

Og i mens jeg flåede gode sager ned, tog jeg afsked med skoleåret. Sagde farvel til alle de fine ting, børnene har læst og skrevet om, leget med og tegnet så herligt. Det ville jeg så gerne have givet dem med hjem som minde om endnu et dejligt år i vores lille danskskole. Nu ser jeg dem først til næste skoleår, som muligvis også kommer til at starte ud som online schooling. Jeg gyser bare ved tanken.

Men jeg gemte ikke alle de her små skrevne ting. Alting har forandret sig så meget i løbet af de sidste 4 måneder, at jeg ihvertfald har brug for en frisk start og en ren tavle – helt bogstaveligt talt. Så må børnene få en undskyldning, hvis de virkelig gerne ville have haft en af plakaterne med hjem.I de her dage lider jeg af misundelse på den danske håndtering af Corona-pandemien, og jeg ville sådan ønske, at det samme kunne have ladet sig gøre her. Men vi er netop ikke i Lilleput-Danmark, hvor det meste kan håndteres med sund fornuft, god planlægning, ordentligt samarbejde og – vigtigst af alt – befolkningens tillid til myndighederne. Her kommer nye beskeder, love, regler og instrukser fra vidt forskellige medier og myndigheder, og vi har gjort det til en vane lige at tjekke nyeste artikler om Corona med gode venner, for hvad det ene og det andet konkret betyder, før vi går ud. Vi er 200+ nationaliteter på ét sted – og mange bor under ganske tætte og halvjammerlige forhold, som gør, at virusspredning er alt, alt for nem.

Og lige nu virker alting bare så uoverskueligt. Vi har ikke nået et stabilt eller et aftagende smitte-niveau. Vi kan ikke føle os sikre på noget som helst.

Ja, her bliver også åbnet lige så stille op – baby steps – som i Danmark.

Ja, vi føler os mindre indelukkede, når vi kan cykle, gå og løbe en tur. Men børn under 12 år er underlagt de strengeste restriktioner sammen med ældre over 60 år. De kan ikke komme ind eller ud nogen steder. Derfor er det også ret irrelevant, om vi kan gå i biografen eller ej. Kan børnene ikke komme med os, hvad glæde skulle det så give?

Men nu er isen brudt for mig og mit eremitkrebseliv.

Jeg har haft mit gensyn med skolen, og jeg har endda bestilt frisørtid i en lille hjemmesalon, der tager én kunde ad gangen. Jeg må se at komme op på hesten igen og ud af mit sorte sind.

Hvis det lykkes os at komme afsted til Danmark i juli måned, vil jeg være mere taknemmelig end nogensinde før for at gense familie og venner, for den danske natur, for de friske grøntsager og frugter og for den simple frihed, jeg ikke længere tager helt for givet. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Sussie

    Åh Tine jeg er så ked af det på jeres vegne. Har lige læst det her fir farfar og tårerne triller….. jeg føler så voldsomt med dig/jer! Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg savner jer og klemmer livet ud af jer når vi ses. Jeg håber håber håber og bed til det bliver i juli!!!! Mest for jeres skyld … i trænger i den grad til luftforandring!!
    Knus knus fra mig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det er mest synd for Cille – og nærmest held i uheld, at de i det mindste var to piger i gruppen, der blev mobbet og ikke kun én. Så sent som i torsdags var mobbepigen igang igen med at kalde dem for ‘pattebørn, dumme og ikke i stand til at klare sig’. Mobbepigen tager konstant kontakt til dem i chat-feltet og forsøger at overtale dem til at ringe sammen uden en voksen til stede. Heldigvis har Cille og hendes veninde lært, at de IKKE må have kontakt overhovedet uden en voksen er der til st støtte processen, for mobbepigen stopper ikke ellers.
      Knus og vi glæder os til, at det her er overstået.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Eid Mubarak fra Lockdown-Land