Skrøbelig

Man skulle tro, at jeg helt har glemt, at jeg er den lykkelig ejer af denne her fine blog. Der er gået så lang tid siden sidste blogindlæg, at det måske virker temmelig ukoncentreret eller useriøst.

Men jeg har ikke glemt mit skrivehjørne.

Tværtimod.

Jeg har undgået at begynde på et nyt skriv, fordi det hele er så sært og så skrøbeligt for tiden.

Sidste gang, jeg skrev, var jeg on a high. Ramadanens nymåne hang og skinnede glædesstrålende over os, og vi havde tilmed en nyvunden frihed at fejre. Friheden til at gå ud af hjemmet igen – uden en udgangstilladelse.

Men som med alt andet, vi tager for givet, fordi det straks bliver ny standard og hverdagskost, er muligheden for en løbetur eller et smut i supermarkedet ikke længere tillokkende.

Der er alt, alt for mange af mine flinke medmennesker, som tror, at deres ansigtsmasker virker mod Corona-virus,  når de hænger nede om hagen på dem.

Der er stadig temperatur- og alderskontroller ved indgangen til supermarkeder og centre – og der er engangs-plastichandsker, kø til at komme ind i butikken og kø ved kassen. Der er INTET sjovt ved en tur i supermarkedet. Overhovedet.

Intet er, som det plejede at være.

Jeg var ved at bilde mig selv ind, at NU kom det hele retur til mig, men det var ren ønsketænkning og indbildning.Jeg kan drømme om det – og lade som om det – men lige så snart, jeg bevæger mig uden for matriklen, bliver jeg overvældet af, hvordan et nedlukket, dystopisk samfund ser ud.Det her er så langt fra normalen, som vi kan komme. Og jeg græmmes. Sveder tran under masken i 38 graders varme, mens andre vælger at blæse på reglerne og løber frejdige afsted med masken nede om hagen, som om det kunne hjælpe på noget som helst. Og så stiger mit blodtryk.

Jeg griber til fredelig selvtægt. Henvender mig til førnævnte frejdige løbere og spørger, om de er ok med, at jeg også bare tager masken af foran dem – eller om vi skulle vælge en mindelig løsning, hvor begge parter passer på hinandens helbred? De fleste smiler og siger thank you, mens de skynder sig videre væk med masken nede om hagen. Det er Dubais svar på fuck you. Her i landet kan man komme seriøst galt afsted med bandeord og fremvisning af langemand, så det giver mest mening bare at sige thank you og løbe sin vej.

Efter 5 blodtryksopsættende encounters går jeg hjem. Med uforløst træningstrang og uforrettet sag. Med følelsen af, at denne her virus kommer til at styre vores liv i meget, meget længere tid, end vi har tålmodighed til. Fordi ingen længere følger reglerne.

Baseret på min uvildige sammentælling af mængden af masker omkring hager versus mængden af korrekt påsatte ansigtsmasker i en velbjærget og veluddannet hvid-mands-ghetto, kan jeg konkludere, at langt de fleste nu officielt har tabt sutten og er vendt tilbage til den vante hverdag. De gider ikke mere. De har ikke bedt om det her – og efter 8 uger er det altså nok.

Og i mens de løber ud i livet, løber jeg hjem til mig selv, og bliver mere og mere sær og angst.

Jeg slæber mig igennem undervisningen på Teams. Jeg slæber mig igennem den endeløse forberedelse og rettelse af opgaver. Jeg slæber mig igennem børnenes skolearbejde og projekter. Jeg slæber mig igennem frokost-tilberedning og kaffebrygning. Jeg slæber mig oven på til en halv eller hel times workout med Martin og så et forløsende et brusebad. Jeg kysser og kysser og kysser på min familie. Jeg læser højt for pigerne og læser bøger for mig selv i timevis for at glide ind i et andet univers. Jeg sover elendigt og drømmer mareridtsagtige drømme hver nat. Jeg trøstespiser is og kager hver dag. Jeg tildeler mig selv ugens brandert hver fredag.

Og så starter en ny uge op i glasklokken.

Med præcist det samme indhold.

Skole. Mad. Motion. Bad. Bog. Natteroderi. Slet skjulte bekymringer. Strittende grå hår kombineret med et iltert, opfarende temperament, der falder lige så hurtigt ned og skammer sig, som det blussede op.

Jeg er ikke den eneste i familien, der er i forandring. Martin arbejder f.eks. videre på den svenske frisure. Potentiale, har det. Det er første gang i vores 19-årige liv sammen, at jeg har set hans hår med en reel længde.Heldigvis er alting jo ikke sort hele tiden. Martin og jeg passer godt på hinanden, og deler stort og småt med hinanden hele tiden – for vi har ikke andre ører at hive i. Der er også en enkelt socialt-distanceret-lykkestund med dejlige, søde og glade venner, der gør det ud for vores Dubai-familie, som får afledt mine destruktive tanker med verdens bedste drinks.Ingen af os har det godt for tiden. Det her handler ikke om mig som en særlig skrøbelig udgave af Maude fra Matador eller Yvonne fra Olsen-Banden, som visse personer ynder at sammenligne mig med.

Det står soleklart, at vi alle er udfordrede. På stort set alle fronter. For verden er jo fandeme helt af lave.

Min skrøbelige og sære glasklokke er sikkert magen til din. Måske betragter du også verden på en ny og forsigtig måde? Måske drømmer du dig også konstant tilbage til en verden og en virkelighed præ-Corona, der pludselig virker så uskyldsren og legende let? Det var verden jo ikke dengang. Men det føles sådan nu.

Det er sorg over spildt mælk og tabte fællesskaber, der vælder op i mig.

Og selvom jeg er blevet bedre til at gribe knoglen – og selvom jeg sender 1.000 WhatsApp-beskeder om dagen, så er der stadig en stemme indeni mig, der ufortrødent udsender faretruende bekymringer.

Om at vi ikke kommer til Danmark til sommer, men må blive her på matriklen.

Om at virussen bliver værre end den allerede er her i landet, hvor vi efter 8 ugers kamp fortsætter med at få 500+ nye tilfælde hver dag.

Om at vi får lockdown igen, hvis ikke folk snart putter de masker rigtigt på.

Om at vi ikke kan komme retur i skole til september, men må fortsætte online schooling langt ind i næste skoleår.

Om at vaccinen har længere udsigter end forventet, fordi der dukker bivirkninger op.

Om at den her fucking virus muterer og gør sig selv endnu sværere at hamle op med henover efteråret og vintermånederne.

Og mens vi nu er helt nede i kulkælderen af bekymringer og frustrationer, så send lige mere pålægschokolade. Vi er udgået for Galle & Jessen. For første gang i over 10 års udlandsliv. Det siger alligevel noget om krisesituationen.Pas rigtigt godt på hinanden i denne tunge og foruroligende tid.

Distancekram fra Drama-Dronningen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet