Skolelukning

Hvis jeg var en ludobrik, så var jeg slået hjem lige nu. Fuldstændigt hjem.Faktisk er jeg så flad på de mentale batterier efter et par følelsesmæssigt forvirrende dage, at min indre alkoholiker skriger på en halv flaske hvidvin til at dulme ærgrelsen, mens mit snusfornuftige over-jeg beroliger ved at sige, at det er den værst tænkelige situation at drikke i. Så jeg får cola i stedet. Og ketchup-chips. Trøstespisningen må du simpelthen ikke ta’ fra Yvonne – hun har det sgu’ svært nok i forvejen.

Det er selvfølgelig coronavirus-relaterede problemer, vi står i. Alt i disse dage er jo noget med og om corona, fordi det er det eneste, verden tænker på, uanset hvor mange statistikker, velmenende organisationer forsøger at vise os over, hvor mange mennesker, der dør af sult eller diarré hver eneste dag. Dem kan vi ikke forholde os til nu, og det kunne vi heller ikke før, der var udbrudt en verdensomspændende coronavirus, der åbenbart ikke er for fin til at springe på mennesker i rige lande. Uforskammet, er den, dén coronavirus. Det mindste, den kunne gøre, var da at blive hjemme hos sig selv, så vi andre ikke skal til at deale med den virkelige verden.

Fra på søndag er samtlige skoler i De Forenede Arabiske Emirater lukkede. Vores Spring Break er blevet rykket frem, således at vi officielt er på ferie fra 8. marts til 21. marts, i stedet for de 14 dage, der har været meldt ud siden skoleårets start, fra 27. marts til 11. april.

Når den fremrykkede ferie så er overstået, går vi over til et endnu helt ukendt hjemmeskolingsprogram fra 22. marts til 4. april, hvorefter vi – måske, måske ikke – så kommer i skole igen fra 5. april. Hjemmeskolingen skal ses som en form for hus-karantæne, for myndighederne nok antager, at vi rejser afsted på ferie i de næste par uger, og så kan vi lige dampe af derhjemme og tjekke, om vi får feber, før vi igen melder ind den 5. april.

Der er jo ingen af os almindelige mennesker, der med rette kan sige eller forudse, hvad der sker med den coronavirus. Ikke bare her til lands, men globalt. Måske bliver det den værste epidemi eller pandemi, vi kommer til at opleve i vores levetid? Måske er denne virus bare starten eller forvarslet på en helt anden måde at omgåes hinanden på sygdomsmæssigt, fordi vi rejser og bevæger os så meget rundt fra sted til sted?

Og Dubai er vitterlig en global spiller.

Vi er et mikrokosmos af hele verden på et ganske lille område – tilmed med én af verdens betydeligste lufthavne, der agerer trædesten for resten af verden, når man skal Far East. Hvilket man jo skal. Til alle tider. Med én af Emirates’ store metalfugle.

Indtil videre angives der 28 smittede personer i Ørkenstaten, og jeg er sådan cirka den sidste, der kan be- eller afkræfte dét tal. Men der må være mere på vej, siden myndighederne og uddannelsesministeriet griber til så store konsekvenser som at lukke skolerne helt.

Og vi er pænt fucked, mens showet står på. Med en hjemmestrikket rejse til Hanoi i Vietnam i starten af april, som vi ikke engang aner, om er sikker at rejse afsted på. Alt er betalt up front – og jeg forestiller mig, at der stort set ikke bliver noget at hente eller få tilbage. For Vietnam kan jo ikke tage ansvaret for, at vi har fået ændret vores ferie og lukket skolerne i De Forenede Arabiske Emirater.

Indtil videre er der ikke andet at gøre, end at afvente situationen. Fra på mandag hjemmeskoler jeg pigerne i 14 dage, selvom det skulle forestille at være ferieugerne. Det gør jeg, fordi der vel stadig er en eller anden form for sandsynlighed for, at vi tager på vores ferie i Vietnam. I don’t know. Måske er jeg naiv.

Og nu ikke mere om coronavirus og heraf følgende frustrationer. Jeg slutter i trøstespisningens tegn med et lille tip til herboende danskere, der trænger til ræddi comfort food, næsten som vor mor lavede den.

Forleden tog min norske veninde og jeg nemlig på tur ind i én af industrikvarteret Al Quoz’ støvede baggårde. På jagt efter noget, der kunne dulme sorgerne lidt.Her ligger den skandinaviske smørrebrødsforretning, der hedder noget så lige-ud-ad-landevejen som Smørrebrød Al Quoz.Den lille frokostcafé ligger nærmest inden i et eller andet underligt ungarnsk spillecenter, men når først man får skubbet døren op, åbenbarer der sig et lille quirky sted, hvor to søde etiopiske kvinder serverer karrysild, rejemadder, fiskefiletter, svenske köttbullar og roastbeef.Egentlig var vores oprindelige plan en kaloriewhopper af en fika med svenska semla. Men dem havde de desværre allerede sluppet fra menukortet (hvorfor det, når det stadig var februar?), så vi endte med to stykker smørrebrød og en drikkevare til 89 dirhams, som er ca. 160 danske kroner.Lidt pebret?

Så absolut temmelig dyrt, for hvad det var, men hvis man vil ha’ Skippersild og grønlandske rejer i en fjern Ørkenstat, så synes jeg faktisk, at det er okay at betale overpris. Det er ligesom straffen for at være rejst så langt væk hjemmefra. Bagefter delte vi en lun kanelbulla med tjæresort kaffe til – og købte nogle Läkeroler til at tage den værste sildeånde med.Fuldstændigt vanvittigt at spise smørrebrød i 25 graders varme midt i helt perfekt pita-, hummus- og falafelland, I know. Men vores sjæle crave’de det bare, som man si’r på godt dansk.

Min sjæl crave’r fandeme også, at der kommer styr på corona-situationen, men det tror jeg ikke kan afklares og fikses helt så let, som min trang til marinerede sild.

Glid in på en räkmacka eller to lige her: