Kærlighed

Frigørelsesproces

Mille går i Year 3. Det svarer til 1. klasse i Danmark, selvom der på rigtig mange punkter er stor forskel på de to skolesystemer.

For eksempel startede Mille i skole som 3-årig i dét, der kaldes KG1, hvorefter der fulgte endnu et børnehaveklasseår i KG2. Forud for de to KG-år forventes det, at man er blevet helt renlig, kan kommunikere og deltage i lege og korte undervisningsforløb hver dag. Der er uniformer, madpakker og skoletasker. Men alting foregår i et kærligt og roligt miljø med fokus på leg, trivsel, samarbejde, motorik og alle de mange andre ting, man skal lære tidligt i livet.Den “rigtige” skole starter i Year 1, når børnene er 5 år gamle. Så begynder show’et med at sidde stille, lære at læse sådan for alvor, skrive, regne og arbejde i små grupper.

Det betyder også, at Mille allerede i Year 3 (eller 1. klasse) er en dreven skolegænger, der har kunnet læse i en del år, arbejder fortroligt og selvhjulpent rundt i forskellige matematik-, læse- og stave-apps, og hun er helt med på, at der skal læses lektier hver dag.

Det akademiske kører. Fordi det er dét, man gør, når man er i skole. Fnidder, drillerier og andre sociale udfordringer er der meget lidt af, fordi børnene holdes i kort snor, når det kommer til individuel frihed, og leg er noget, der foregår under opsyn. Der er en meget lav tolerancetærskel for følelsesmæssige udbrud, intolerant ordbrug og den slags – og jeg tror, at vores børn ville få et gevaldigt chok, hvis de skulle begå sig uden for vores lille Dubai-boble.Én af de ting, man så til gengæld ikke lærer på samme vis, som i dansk eller skandinavisk sammenhæng, er den individuelle selvstændighed.

Det kan godt være, at fagligheden er i top, og at børnene generelt er meget høflige, fokuserede og dedikerede i skolen, men dét der med at kunne klare sig selv rent lavpraktisk – men også mentalt og følelsesmæssigt – er en helt anden sag.

Mange af børnene bliver bragt til og fra skole af forældrene, en chauffør eller skolebussen med en nanny, der følger dem lige til klasseværelset. Deres rygsække bliver ofte båret af de voksne – en nanny har måske smurt madpakken – og de pakker aldrig selv svømmetøjet, før de skal til idræt, eller læsebøgerne, før de skal på biblioteket. I frikvarteret står der lærere, vagter og rengøringsfolk rundt omkring, som kan hjælpe med stort og småt. Plaster på? Jamen så gå ind til sygeplejersken. Ked af det? Så gå hen til Dean of Pastoral Care og få en lille snak. Sulten? Gå i kantinen og få øst op.

Efter skole står der en forælder eller en nanny og venter på at tage dem hjem – eller også står der en træner klar til at tage dem med til fodbold, skak, tennis eller basketball. Over alt er der voksne, som øser mad op, pakker tasker ned og ud, løfter de tunge ting, åbner tunge døre og stramme plasticbøtter, gør rent, tørrer op efter dem, hjælper til med at finde dét, der er blevet væk osv.

Serviceniveauet er  tårnhøjt for både børn og voksne her i Ørkenstaten, fordi varme hænder ikke koster det samme som i Danmark.

Og pigerne har det naturligvis ligesom alle andre børn her i landet. De reder ikke seng og hjælper ikke til med at gøre rent, tømme opvaskeren eller smide affaldsposen ud. Det er jo Maricels opgaver, som hun udfører med stolthed og effektivitet hver dag. Pigerne læner sig tilbage og ser, hvordan tjenende ånder servicerer dem et langt stykke hen ad vejen hver eneste dag – præcist som vi voksne også gør.

Derfor er frigørelsesprocessen og den individuelle selvstændighed også noget, vi skal øve på en helt anden måde end i Danmark, hvor der ikke står en pædagog klar til at hjælpe dig med flyverdragten og de store thermostøvler. Hvis du vil ud at lege i fritteren, må du selv tage dit overtøj på. Hvis du er utilfreds med en kammerat i frikvarteret, må du selv gøre et forsøg på at få løst problemet. Når du er sulten, må du hente madpakken i køleskabet. Hvis du har et sår, er der nok plastre i førstehjælpskassen på kontoret. Hvis du går på toilettet, skal du selv tørre numsen.

Heldigvis kommer der da nogle små øvelser i selvstændighed og frigørelse undervejs. I Year 3 tilbydes børnene f.eks. en overnatning på skolen i telt. Det koster 50 kroner, som dækker pizza, varm kakao med skumfiduser og morgenmad dagen efter. Den lille “lejrskole” på skolens område er et forsøg på at dæmme op for den usikkerhed og manglende selvstændighed, som kan blive en hindring for deltagelse i de rigtige lejrskoleture, som starter i Year 4, når børnene er 8 år gamle.

Mille har jo set sin søster gøre alle tingene, før hun selv skal til dem. Det er både fordelen og ulempen ved at være nr. 2. Men hun har glædet sig til sin første “lejrskole” og har forberedt det mindst lige så grundigt, som hendes søster plejer at gøre.Her har hun skrevet tjekliste til pakning af taske.Og her står hun – fuld af forventning og sommerfugle over at skulle være væk hjemmefra henover en hel, lang nat – uden sin søster. Det er faktisk første gang, at hun prøver det.Børnene bliver afleveret kl. 17.30, hvorefter de skal lege forskellige lege og hygge sig med pizza til aftensmad. Senere bliver der aktiviteter og varm kakao kl. 20, før sengetid ved 21-tiden.

Næste morgen kl. 7 henter vi en lille, træt uldtot, der har sovet alt, alt for lidt.Hun var stolt over at have klaret udfordringen – og vranten resten af dagen, som man jo er, når man skal falde ned igen efter en stor følelsesmæssig adrenalinrutsjetur. Som Roskilde-Festival-Blues i en 7-årig.Det er godt nok med lidt nyfunden selvstændighed og at mærke, at hun sagtens kan klare sig selv for en stund uden søster, forældre eller Maricel.

Og det var faktisk også godt til de gamle forældre, sådan at have en hel aften i hinandens selskab. Det tog også kun sådan cirka tre glas hvidvin at komme mig over, at pigerne var væk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed