Frisk luft i Al Ain

Liz Pichon, Tom Gates og Bog-anbefalinger

Lige før sommerferien sidste år valgte jeg at forære mig selv et Saxo-abonnement, så jeg kunne nyde en langstrakt sommer med masser af varieret læsning. Det har jeg ikke fortrudt – og jeg er fortsat med at læse en hel masse bøger siden da.

I sommerferien trawlede jeg hele udvalget igennem, og fortærede stort set alt, hvad der stod på hylderne af nogenlunde nutidig litteratur skrevet af kvindelige forfattere. Jeg trængte sådan til en opdatering på, hvad der foregår derhjemme i Moder-Landets hjerter og hjerner.

Traumatiserende barndomme syntes at være et gennemgående tema dén sommer.

I en grad så jeg ind i mellem fik helt ondt i maven og sære drømme om afsked og afvisning om natten. Sådan kan det gå, når man giver sig selv en overdosis Leonora Christina Skov, Maren Uthaug, Nina Wähä, Vita Andersen, Malene Lei Raben og Lotte Kaa Andersen.

Efter den omgang er jeg rykket videre fra bristede forældrerelationer til mere blandede bolsjer.

For nylig har jeg læst den poetiske og bevægende revolutionsroman, “Jeg løb mod Nilen” af den egyptiske forfatter, aktivist og tandlæge, Alaa Al-Aswany.Han beretter om Det Egyptiske Forår, det egyptiske samfund, de statslige institutioners gennem-korrumperede handlinger og Præsident Mubaraks fald igennem en række pseudofiktive personer, der på vidt forskellige måder bliver involveret i revolutionen. Der er en klar romantiseren af de revolutionære kræfter og initiativer undervejs, men Al-Aswany formår også at vise bagsiden og omkostningerne for oprørerne, og hvad såkaldt ‘almindelige’ egyptere egentlig synes om revolutionen.

Hermed en varm anbefaling af “Jeg løb mod Nilen” – selv i oversat form er det en smuk og rørende bog, som giver læseren et indblik i den egyptiske kultur og et samfund, som fungerer fundamentalt anderledes end vores eget.

I går færdiggjorde jeg så noget i en helt anden ende af læseskalaen:

“Begge Sider” – den nye biografi om Nicklas Bendtner, der er blevet til i lange, tunge samtaler med Rune Skyum-Nielsen, mens Bendtner alligevel sad dér i sofaen og afsonede en dom (voldelig taxa-fadæse) med digital fodlænke.”Begge sider” er fantastisk læsning. Ikke for sproget eller abstraktionsniveauet, men for autenticiteten. Det føles som om Nicklas Bendtner sidder i siderne og fortæller lige ud af posen om alt det shit, der er foregået i hans liv, mens han har skaltet og valtet med sit helt unikke talent. Man kan ikke andet end at holde af og holde med denne her energiske og vilde amagerknægt, der får så lidt og så dårlig vejledning i sine unge år, at det næsten kun kunne gå galt. Han tager egentlig sine tæsk med oprejst pande, men langer også ud efter de personer, som han mener bevidst har ønsket at gøre ham ondt eller har været særligt illoyale – og det er saftige sager, så siderne flyver nærmest om ørerne på én.

Læs den – virkelig – uanset om du er til fodbold eller ej – for alle kan da kun elske en gennem-menneskelig helt, der crash’er komplet og bliver til hele Danmarks prügelknabe og antihelt, for så at rejse sig, eje hele lortet og tage til genmæle. Vild med skidtet. Og kudos til Rune Skyum-Nielsen for at have visket sit eget ego ud af bogen og evnet at lade Bendtners personlighed skinne så tydeligt igennem fortællingen.

Mine næste bogeventyr bliver helt klart Thomas Korsgaards nye novellesamling, “Tyverier”, og så har jeg downloadet disse tre her, jeg skal læse lige bagefter, fordi KAREN, you know…Online læseløsninger på dansk er simpelthen som skabt til folk, der rejser meget eller bor i udlandet. Det er alt for besværligt, dyrt og tungt at slæbe rundt på danske bøger i papirform. Og så længe vi “flytter rundt”, føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig selv at skabe et rigtigt bibliotek, selvom det er et stort ønske at få sådan et engang. Men iPad’en er jo med – uanset hvor jeg bevæger mig hen, og for første gang i mange år føler jeg mig forbundet til dét, der foregår mentalt derhjemme. Og det er en god ting, tror jeg. Jeg har ihvertfald overgivet mig helt og fuldt til at læse bøger elektronisk.

Dét har familiens anden bogorm så til gengæld ikke.Cille elsker go’e gammeldags papirbøger og hader, når jeg forsøger at finde noget frem elektronisk til hende. “Det er bare ikke det samme”, vrænger hun og hiver endnu en lille mursten frem.

Cille læser stadig kun grafiske romaner, tegneserier og kortere noveller. Hun er ellers en rigtig dygtig og flydende læser på både engelsk og dansk nu som 10-årig, så Harry Potter m.m. burde være næste skridt, men hun afviser blankt at læse historier, der kunne have elementer af “uhygge” i sig. På samme måde afviser hun også film, der kunne være uhyggelige eller udfordre hende lidt.

Hun er der bare ikke endnu – er ikke klar til action, magi, fantasy, vold, gys, uhygge og alt det andet, der ellers er kendetegnende for mange gode historier og film.

Til gengæld gnaver hun sig igennem alt, der er doodle’t og sketch’et med humoristisk sans, som f.eks. “Diary of a Wimpy Kid”, “Horrid Henry”, “Daisy”, “Dork Diaries”, “Big Nate”, “Middle School”, “Tom Gates” og samtlige bøger af forfatterne Roald Dahl og David Walliams.

Og det er fint for mig.

Cille behøver ikke at bevise, at hun er i stand til at læse en kompliceret murstensroman som 10-årig. Bare hun læser af lyst. Hver dag. I mindst en halv til en hel time.

I min optik handler det om, at hvert barn skal finde sin indre læseglæde og læsemotivation via de emner, temaer og genrer, som tiltaler barnet intuitivt. I vores tilfælde har tegneserier og dysleksi-venlige korte fortællinger været et hit – også selvom Cille ikke har læsevanskeligheder.

Cille elsker bare dårlige jokes, humor og fjollerier – og hun er dybt fascineret af doodles som kunstform, så det lå lige til højrebenet at gå i teatret med et par af vores BFFs forleden.For tiden kører “Tom Gates: Biscuits, Bands and Very Big Plans” nemlig som en elektronisk “Doodle-Musical” på DUCTAC-teatret i Mall of The Emirates.Det var så fint, fjollet, sjovt, sødt, farverigt og quirky, at de to 10-årige piger ikke kunne andet end at overgive sig komplet til den altid-så-uheldige Tom’s univers fyldt med skole-udfordringer, glemte lektier, øvere med sit rockband DogZombies og konflikter med den helt og aldeles umulige teenage-storesøster Delia.

Ikke nok med at musical’en var et hit hos pigerne, så fik de samtidig chancen for at hilse på forfatteren bag “Tom Gates”-succes’en, Liz Pichon!Hun var i Dubai for at signere bøger og deltage som tilskuer til musical’en, som hun heller ikke selv havde set tidligere.

Liz Pichon viste sig at være supercool, og selvom pigerne var MEGET starstruck over at møde hende, så lykkedes det dem dog at få fremstammet deres navne og fortalt hende, at de er vilde med bøgerne. Hun doodle’de straks løs i deres bøger, stak dem klistermærker og stempler, og hun fortalte dem, at den mugne storesøster Delia på mange måder er hende selv som teenager – og at skolens motto har akronymet “PUNK”, hvis man ser ordentligt efter.

Da jeg senere læste op på Liz Pichon, viser det sig, at hun har dysleksi og altid har ønsket sig at skabe bøger til børn, som er så læsevenlige og appellerende, at børn med dysleksi får lyst til at læse en hel serie. Det er lykkedes for hende, dét er helt sikkert. Pichon’s bøger er i øvrigt oversat til dansk – og du kan læse en fin artikel med hende lige her:

https://www.telegraph.co.uk/women/life/liz-pichon-on-how-dyslexia-inspired-her-tom-gates-childrens-book/

PS: Skriv dine boganbefalinger til mig, så jeg kan finde på noget nyt og spændende at læse!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frisk luft i Al Ain