Nytårskur

Den danske inder

Hvis der er noget, vi ikke har i en fjern Ørkenstat, så er det foreningslivet. Det må siges at være en dansk-europæisk tradition, dét der med at have en god håndbold-, badminton- eller fodboldklub nede om hjørnet i den lokale hal. Det er for det meste virkelig velfungerende sportsforeninger, der er baseret på et stort antal frivillige/entusiaster, der laver alt lige fra opkrævning af kontingent til den konkrete træning af børnene.

Her er det nærmest stik modsat. Stort set alt, hvad der vedrører sport, er ren forretning.

Jeg har da hørt om enkelte entusiastiske fædre, der har startet pigefodboldklub og baseball-hold op i Dubai, fordi de har manglet det til deres børn. Kæmpe kudos herfra til de frivillige, der vælger at bruge deres sparsomme fritid på egne og andres børn.

Men sport (og alle andre former for efter-skole-aktiviteter) i en Ørkenstat er lig med big business resten af tiden.To timers redskabsgymnastikundervisning koster 200 kroner. 45 minutters tennistræning i en lille gruppe koster 150 kroner. To timers fællestræning i badminton koster 175 kroner.

Ingen – som i ingen jeg kender – lader deres børn gå hjem fra skole uden at have aktiviteter et par gange om ugen. Jeg tror det ville opfattes som upassende eller underligt med al den ‘fritid’ eller ‘fri leg’.

Umiddelbart er det helt okay, at tingene koster noget. Her findes jo ikke haller eller gymnastiksale, som stilles til rådighed af kommunen til de (ikke eksisterende!) lokale sportsforeninger.

Her er det i stedet skolernes sportsfaciliteter og professionelle sportsanlæg, der byder sig til over for specialiserede sportsfirmaer, som så betaler for lokaleleje og trænere, mens de udbyder deres respektive sportsgrene til befolkningen. Sådan er det, når man bor i et samfund, hvor der ikke betales ind til en fælleskasse.

Det seneste års tid har Cille spillet badminton. Det er den eneste sportsgren, hun viser oprigtig interesse for – lige bortset fra at gå til dansetimer, der minder om noget fra musikvideoer.Vi har forsøgt os med et af de specialiserede ketsjersportsfirmaer på en skole, men der kom kun ganske få andre, så det var stort set ikke muligt at spille kampe. Træningen blev derfor alt for kedelig og for teknisk.

Så nu er hun røget på en lørdags-fællestræning på den indiske skole “Springdales” i Al Quoz 4, hvor en striks srilankansk proptrækkerdame kører sit eget lille badmintonfirma,  Deepika’s Badminton Academy.“Little India in Dubai”, er vi landet midt i – eller måske er “Little Lanka in Dubai” et mere præcist prædikat…

Set-up’et er til tider tæt på tragikomisk. Trænernes kompetencer er – set med danske øjne – yderst begrænsede. Martin, den gamle cirkushest af en badmintontræner i Sjællandskredsen, må ind i mellem tage sig til hovedet over de forklaringer, børnene får undervejs. Men det ville nok heller ikke være optimalt, hvis Farmanden overtog rollen som badmintontræner for sin tween-agedatter, der som bekendt altid selv ved bedst? Fjerboldene er også mere end almindeligt udrangerede. Faktisk bliver de aldrig skiftet ud. Man skal huske at medbringe eget toiletpapir til wc-besøg, og der sælges fede, indiske friture-snacks efter endt træning, fordi det jo er dén kost, alle store atleter er byggede af. Der er også håndskrevne fakturaer på månedsbasis, fordi kontingentet kan være svært at få råd til. Det hér er måske så tæt, vi kommer på et helt almindeligt sportsforeningsliv, som man kunne opleve det i Danmark.

Bare på indernes præmisser.Instruktionerne undervejs er på et hindi-engelsk så tykt, at jeg knapt forstår det.

Men Cille er allerede specialist i at forstå og tale indernes, pakistanernes og srilankanernes versioner af engelsk – for hun er sammen med både voksne og børn fra førnævnte lande hver eneste dag.

Hvis ikke det var så forkert at grine af andre menneskers accenter, så skulle I høre Cille gengive Deepikas instruktioner med den tykkeste lanka-accent. Hun er nærmest blevet dansk-inder.Der kommer da stort set også kun indere og srilankanere i varierende aldre i Deepika’s badmintonklub – og så en håndfuld blegnæbbede europæiske børn, der i dén grad lærer tingene The Indian Way. Uanset hvad vi måtte mene om undervisningens kvalitet og indhold, så er der her et varieret fællesskab at indgå i. Det er helt nede på jorden og åbent for alle. Faktisk er det så langt fra “Dubai-stilen”, man næsten kan komme.

Og det er sikkert en fin ting, at der ikke altid er top-notch-faciliteter til rådighed, og at man selv lige skal have toiletpapir med i lommen. Det er sikkert også en fin ting, at der ikke er fuldt fokus på barnet hele tiden, men at hun må vente på tur og opmærksomhed fra træneren, fordi der er mange andre i gang med det samme.

Om ikke andet, så får Cille to timers fysisk aktivitet hver lørdag, som hun kan lide, og som bringer et spædt konkurrence-gen frem i hende, som helt sikkert trænger til at luftes og motioneres.

I dag er det mig, der er plasticstole-varmeren, mens fjerboldene flyver rundt i salen.

Her stinker af karry, sved og prut.

Cille spurter omkring med en kær, lille srilankansk pige, der ser op på hende med sine store brune øjne: “Why you have brown dots on your face?”, spørger hun nysgerrigt, og rækker ud efter Cilles kinder. “Oh, it’s just what happens to my face, when the sun shines”, svarer Cille og ler højt.

Det er helt sikkert første gang, den lille pige møder en Virkelighedens Pippi med rødt hår og fregner. Men at dømme på de to umage pigers kemi, så bliver ikke sidste gang, de spiller fjerbold med hinanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nytårskur