En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.