Maricel

Sig nærmer tiden, hvor Maricel må hjem…for en kort bemærkning.

Dét glæder hun sig selvfølgelig helt vildt til.

Forståeligt nok.

Der er intet kønt eller formildende at sige, om at vente i stive 11 måneder på at gense ens familie.

Billetterne har vi købt til hende for længst, så hun kan glæde sig og fortælle de præcise datoer lang tid i forvejen til sønnen og manden. Hun flyver ud i starten af december og kommer tilbage til os igen i starten af januar.

Det bliver en lige dele skøn og hektisk tid for hende derhjemme på Filippinerne. Hun skal have ordnet en pasfornyelse i den nærmeste større by. Samme sted skal hun til tandlægen og have lavet en tand, der er helt galt afmarcheret. Der skal også være tid til et lægetjek med blodprøver, så hun kan få syn for sagen i forhold til kolesterol og sukker i blodet. Vi betaler for det hele, så længe hun sørger for at få det ordnet.

Samtidig skal der være tid til at fejre julen og nytåret med alle dem, hun har kær. Der skal være tid til endeligt at føle sig forbundet igen med sønnen og manden. Tid til hendes bedstemor, der passer sønnen i hverdagen. Tid til dén søster, der altid redder tråde og problemer ud derhjemme, når hun ikke selv kan gøre det på afstand.

Og midt i lægebesøg, kvalitetstid og madlavning til alle julens festligheder, kaster hun lige endnu en bold ind i maskineriet: Der skal bygges videre på huset.

Faktisk er de allerede i fuld sving, siden hun sendte første omgang penge forleden.

Siden Maricel kom til os – rystende nervøs og direkte fra Filippinerne til en fjern, overophedet Ørkenstat – har vi haft en stående aftale om, at én af de ting, hun skal have ud af at arbejde for os i en årrække, er hendes helt eget hjem på Filippinerne. Et hus i landsbyen – lige ved siden af forældrenes og andre familiemedlemmers huse, så hun har et sted at være i sin alderdom, hvor det højst sandsynligt bliver hendes tur til at passe sin søns børn eller andre børn i familien, mens de stærke voksne er ude i verden for at tjene bedre penge end dem, man kan tjene derhjemme.

Det er en måde at synliggøre værdien af hendes arbejde hos os – og det er en måde for os at give tilbage på. Eller købe vestlig aflad, om man vil.

Hvert år låner hun penge af os til at bygge videre på huset. Det gør vi selvfølgelig rente- og gebyrfrit og med stor forståelse for, at det kan svinge lidt med tilbagebetalingen.

I år er det den hidtil største omgang, hvor hun låner penge til at få lavet lofter i hele huset indvendigt, og til at få lavet gavle og udhæng udvendigt.

Af os får hun gulvfliserne til hele huset og arbejdslønnen til murerne, samt to træsenge, som den lokale snedker skal bygge til de to soveværelser. Det er vores gave til hende og familien i år.

Sidste år fik hun en masse udstyr fra Jysk i Dubai – håndklæder, bademåtter, puder, betræk og den slags – og så sendte vi vores store komfur afsted til hendes nye køkken. Dér står det nu og troner, mens det venter på bedre tider, hvor der rent faktisk bliver råd til at anvende gas og el til madlavningen. Det har lange udsigter, og Bedstemor er igang med mad over bål tre gange dagligt.

Hidtil har hele familien ligget på madrasser direkte på de rå betongulve – og det må alt andet lige føles som en hverdagsluksus at få ordentlige senge og fliser på alle gulvene.

Der har indtil nu været fri adgang via gavlene for myg, fugle, firben, flagermus og andet spændende kryb, der har lyst til at finde ly under tagspærene, der kun har været dækket af metalkorrugerede stålplader. Det er ganske enkelt en nødvendighed at få lukket tagkonstruktionen ordentlig af hurtigst muligt, så spærene og huset ikke tager skade, når tyfoner og monsunregn kommer forbi.

Det her er betydelige husforbedringer og kæmpestore skridt for Maricel, der kan se, at det virkelig nytter noget at arbejde i udlandet. Det er med til at gøre de ofre, hun bringer i hverdagen og livet generelt mere tålelige. Det siger hun ihvertfald, når jeg spørger hende.

Og vi glæder os over at se, hvordan hun stryger lykkeligt ned i UAE Exchange om aftenen for at sende pengene hjem til sin søster ad flere omgange. Det er søsteren og faren, der står for at arrangere materialer fra tømmerhandlen og forhandle med håndværkerne. Jeg håber inderligt, at de gør det godt, og at tingene bliver udført således, at Maricel bliver glad, når hun kommer hjem.

Når huset engang står færdigt, skal Maricel have startet en uddannelsesopsparing til sønnen, som skal på college om ca. 5 år. Der burde også startes en eller anden form for pensionsopsparing til hende, men det med sønnen er nok mest presserende lige nu.

Vi kommer virkelig til at savne hende, når hun tager hjem på juleferie.

Hun tæller ned og det gør jeg også.

Hun med begejstring og forventningens glæde.

Jeg med lige dele glæde på hendes vegne og gru på egne vegne.

Det er virkelig ikke sjovt at undvære Maricel i hverdagen. Faktisk burde alle børnefamilier have en dejlig Maricel boende.

Men om ikke andet, så får hendes juleferie os til at være endnu mere taknemmelige for hende, når vi sådan lige får en huskeflad i december.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet